Oplevelser med køretøjer gennem livet by Knud Erik Guldager

OPLEVELSER MED KØRETØJER GENNEM LIVET

Knud-Erik Guldager 1

En historie om biler og forsmået kærlighed Historien begynder i foråret 1976. En af vores symaskineforretninger lå dengang i Nørregade nr. 33 i Aarhus. Vores nabo i nr. 35 var en tobaks- og vinforretning. Den ejedes af en kvinde i tresserne. Hun var skam flink og rar nok, men lidt speciel og havde helt bestemt sine egne meninger og dem skulle man helst ikke komme ind på og slet ikke komme på tværs af. Hun var det, man dengang, kaldte en ”gammeljomfru”. Vi, i gaden kaldte hende ”cigarkonen”, dog aldrig når hun hørte det, for hun følte sig ligesom lidt hævet over, hvad man dengang kaldte ”almindelige” mennesker. Da jeg ikke ryger, handlede jeg ikke så tit derinde, men en dag var jeg dog inde for at købe en flaske muskatvin, og vi kom til at tale om mine gamle biler. Jeg har da også haft en fin bil i mine unge dage,- sagde hun. - Det var en åben Opel sportsvogn. Det lyder da spændende, - sagde så jeg. - De har vel ikke et billede af den? Det havde hun og hun ville tage det med den følgende dag. 3

Da jeg næste dag kom ind i hendes forretning, viste hun mig dette billede.

Bilen var ganske rigtigt en åben Opel fra sidst i 20’erne og den havde endda et meget specielt karosseri med Boat Tail. Her den holder nede på stranden i Løkken i 1934. Nummerpladen er en T plade, så hun er sikkert kommet kørende til stranden fra Viborg området. Dengang var hun, som det ses på billedet, en smuk ung dame med en vis elegance og meget moderne klædt. Man kan lige se for sig, at hun selvbevidst fører sig frem på strandpromenaden med sine to hvide pudler i røde læderremme og med sin sikkert flotte tilbeder ved siden. 4

Hun fortalte ikke selv så meget om billedet, da hun var ret reserveret, men hun fortalte dog at bilen var vinrød. Hun ville lige vise mig, at hun også engang havde haft en flot bil. Bag den røde Opel, holder der en 1929 Ford A Sedan med bagagekuffert og henne på stranden, går nogle mænd på vej ned til vandet. Bilerne måtte kun køre hertil, som det ses af det runde skilt. Jeg blev så begejstret for billedet, at jeg satte det på midtersiderne af VINTAGE NYT i juli 1976. Jeg var dengang, som formand i klubben, med til at lave bladet. Kort tid efter at bladet var udkommet blev jeg ringet op af en dame, der sagde, at hun havde set billedet og hun fortalte, at hun tydelig kunne huske, da det blev taget. - Det er nemlig min fars Ford, der holder bagved og i øvrigt er det min far og bror der går henne på stranden. Det lød jo helt fantastisk. Hun havde simpelthen nysgerrig stået og set på opstillingen til fotoet. Hun var selv en ung pige dengang og har måske været lidt benovet over den fine overklassepige med den røde bil og de to hvide pudler. 5

Det har sikkert også været en flot tilbeder, der tog billedet. Det kan endda være ham, vi senere skal møde i fortællingen. Men hun har måske været lidt misundelig, for hun fortalte også, at hun havde syntes, at OPEL-pigen, i hendes øjne, var en ”skidtvigtig tøs”, der troede hun var bedre end andre. FORD-pigen var selv af gode kår, idet hendes far var købmand i Risskov ved Aarhus og han havde derfor råd til at købe en bil. Men den dag følte hun sig sikkert lidt underlegen og udtrykte derfor sin ringeagt med udtrykket ”skidtvigtig tøs”. Hun havde i hvert fald ikke meget tilovers for OPELpigens opførsel på stranden. Det kunne man tydelig mærke, selv nu godt fyrre år efter. FORD-pigen viste mig to billeder fra den tid. Det ene var af hendes fars Ford A med en X nummerpladen, der fortæller at den er fra Aarhus. På det andet står hun som ung pige med foden på trinbrættet. 6

Under vores samtale kom det frem, at hun skam stadig havde hendes fars Ford A fra 1929. - Den var endnu indregistreret og meget velholdt. Hun kørte jævnligt i den og havde kun den som dagligbil. Hun var skam også medlem af VINTAGE klubben, og det var heldigt, for ellers havde vi aldrig opdaget denne historie og det drama, der senere udspillede sig om pigen i den røde Opel vogn. Nu skal I nemlig bare høre. Historien fortsætter på en helt uventet måde. En dag var jeg kørende ned til butikken i min 1932 Ford V/8 Roadster og holdt på gaden lige over for ”cigarkonens” butik. Da hun fik øje på den, gik hun gik ud på fortovet for at se nærmere på den. Da jeg kom ud og havde fortalt lidt om min bil, sagde hun pludselig: - Prøv lige at følge med ind i min butik, så skal jeg vise Dem noget. - Derinde viste hun mig noget helt fantastisk! Men nu vil jeg fortælle det følgende drama helt fra begyndelsen og vi skal tilbage til Løkken Strand i 1934. Selv som ung havde hun været reserveret og kølig, men da hun så godt ud og hendes far var velhavende, havde hun alligevel mange tilbedere. De fleste opgav dog ret hurtigt, for når det kom til de vigtige ting i et kæresteforhold, fik de hendes afvisende kulde at føle. 7

Der var dog én, der var brændt så meget på, at han ikke opgav så let. Han var meget vedholdende og opsøgte OPELpigen, så snart der var lejlighed til det. Til sidst blev det for meget for hende og hun klargjorde i tydelige vendinger, der ikke kunne misforstås, at hun ikke var interesseret i ham og at det aldrig kunne blive til noget med de to. Skuffet, og af lutter sorg over sin forsmåede kærlighed tog den unge mand ud at sejle på langfart. Opel-pigen var nu fri for den besværlige bejler. – Troede hun da. Men nogle år efter, i 1939, kom der en stor papkasse. Den var afsendt fra New York. Forbavset pakkede hun den op og så, at der i kassen var to store forkromede projektører med gult glas. De var til at sætte på forreste kofanger af en bil. Ydermere var der to meget pompøse forkromede fanfarehorn, ligeledes til at sætte foran på en flot bil. Der var en projektør til at montere på vindspejlet i venstre side. Den kunne bruges som søgelys om natten, hvis man havde svært ved at finde vej. Den kunne med et håndtag drejes i alle retninger, mens man sad i førersædet. Der lå også et brev inde i pakken, og det viste sig, at gaverne var fra hendes gamle tilbeder. Han mindedes endnu de lykkelige dage på Løkken Strand, da han troede sig inde i 8

varmen – Han havde aldrig kunnet glemme hende, skønt han havde sejlet verden rundt i sit forsøg på at gøre det. Han ville derfor glæde hende med disse ting. Dem kunne hun så sætte på sin Opel-vogn, så den blev rigtig flot. Han ville også blive meget lykkelig, - skrev han, hvis hun ville sende et brev til ham og fortælle lidt om hvorledes det var gået hende siden. Alt dette rørte dog ikke OPEL-pigens stenhjerte, så hun pakkede resolut tingene ned i papkassen igen og sendte den tilbage til afsenderadressen i New York. Hun havde i øvrigt slet ikke vognen mere, så med denne handling følte hun sig nu helt fri for den ihærdige ungersvend. Hun blev for resten aldrig gift. Det gik med hende, som med mange præstedøtre på landet i gamle dage. De blev nok forelskede i nogen, men der var ingen af de giftefærdige ungersvende på egnen, der var fine nok eller dannede nok, til at de kunne gifte sig med dem. Mange af dem endte derfor som pebermøer eller blev måske til sidst gift med en eller anden velhavende enkemand, der som regel var ikke så lidt ældre end dem. Men var OPEL-pigen så endelig fri af sin standhaftige, men skuffede ungersvend med det knuste hjerte? - Nej, nej. - For pludselig en dag, 37 år efter, i februar 1976, kom den samme papkasse igen ind ad døren. 9

Hun pakkede hun den nu op for anden gang. - Noget forbavset og nysgerrig. Alle tingene lå stadig i kassen. Nøjagtig som hun selv havde lagt dem, da hun sendte den retur i 1939. Der var dog igen lagt et brev øverst i papkassen. Det var fra et sagførerfirma på Grønland. I brevet stod der, at disse ting var testamenterede til hende af en forsmåede tilbeder fra ungdomstiden. I testamentet havde stået, at papkassen, i tilfælde af hans død, skulle sendes til hendes adresse i Danmark. Nu var han død efter i mange år at have arbejdet på Grønland. Måske havde han ment, at han her bedst kunne glemme sin fortabte ungdomskærlighed, langt væk fra Danmark. Men hans stædighed vandt til sidst. – Hun skulle have hans velmente gave, og nu kunne hun ikke længere sende tingene retur, men var nødt til at beholde dem. Men historien slutter slet ikke her. Da vi efter at have set min Roadster ude på gaden, går vi ind i hendes butik og her tager ”Cigarkonen” den store papkasse frem. Hun åbner den og der ligger så alle tingene, som jeg har fortalt om i denne historie. Hun havde selvfølgelig gemt dem og vil nu gerne sælge dem til mig. Hun ville gerne af med dem, da de mindede hende om bejleren, som jeg tror, hun havde været 10

forelsket i, men han var bare ikke fin nok. Men også for at få penge ud af det. – Så jeg fik dem skam ikke helt billigt. Hjemme pakkede jeg dem respektfuld ud af deres originale oliepapir. Ledningerne til de gule projektører var sølvfarvede for at passe til kromet på den bil de skulle sidde på. Jeg monterede dem på kofangeren. Beslagene passede. De flotte fanfarehorn satte jeg på lygtestangen under lygterne. Søgelyset satte jeg øverst på vindspejlet i venstre side. Alt sammen på min 1932 Ford V/8 Roadster. Det så imponerende ud. De har nu siddet der i 39 år og jeg har tit glædet mig over dem. Bare ved synet af dem og ved tanken om deres historie, skønt en mand engang sagde: - Den ligner en ældre amerikansk dame med alt for mange smykker. Jeg er dog sikker på at sømanden er tilfreds havhimmel, over at hans velmente gave, trods forhindringer, alligevel kom til at sidde på en bil.

i sin store

Tænk, hvad der kan komme ud af at få lyst til at købe en flaske muskatvin og hvor mange tilfældigheder der måtte til, før denne historie kom frem. Først skal en Opel fra Viborg og en Fords A fra Risskov, på en bestemt dag køre til stranden ved Løkken i 1934. 11

Så skal de parkere ved siden af hinanden på samme tidspunkt. I begge biler skal der være en ung dame. Ford-pigen skal overtage sin fars Ford A og stadig køre i den og være medlem af VINTAGE klubben. Opel-pigen skal over 40 år efter flytte til Aarhus og have en butik lige ved siden af min. Hvis en forfatter skrev en fiktiv historie om disse tilfældigheder, ville man nok tænke, at han vist var lidt for langt ude. Men virkeligheden overgår ret tit fantasien. Her slutter historien om ”Cigarkonen” og den forsmåede bejler på Løkken Strand i 1934.

Her står den så med al sin pynt og hviler sig i garagen

Knud Erik Guldager 12

Biler kan bruges til mange ting. Her er nogle eksempler. Oppe i vores sommerhus på vestkysten er der to lange tagrender. En på hver side af huset. Vandet fra nedløbsrørene løber blot ud på jorden lige ved soklen. Det syntes jeg ikke var så godt for huset, der er et murstenshus og jeg ville derfor lede regnvandet væk fra soklen og ned til en nedlagt brønd i haven, men der var seks meter fra husets nedløbsrør og hen til brønden. Jeg skulle altså bruge to seks meter lange nedløbsrør, der skulle graves ned i plænen. Jeg kørte til et byggemarked i Lemvig i min Mercedes 500 SEC. Det er en coupé med et ret kort bagagerum. Jeg parkerede den uden for lagerhallen og gik ind og købte de to seks meter lange rør. Da jeg havde betalt og skulle hente dem ude i hallen, spurgte en af folkene mig, hvordan jeg ville få dem hjem i den bil? Det er ikke noget problem, - sagde jeg, og jeg skal kun køre tyve kilometer med dem. Jeg gik ud til bilen med rørene og to mand fulgte efter mig, for de ville ligegodt se, hvordan den hjemtransport kunne lade sig gøre. Rørene ville jo rage fem meter bagud af bagagerummet, og ville komme til at slæbe på jorden. - Det lød jo helt umuligt. 13

Men jeg gik blot ind og åbnede soltaget og stak de to rør ned gennem det og lagde et tæppe imellem, så lakken ikke tog skade og så kørte jeg hjemad. De to mand stod og rystede lidt på hovedet. Så skør en transport havde de aldrig set før.

Rørene ragede 4,5 m op i luften, så jeg måtte undgå at køre under vejtræer med lavt hængende grene, eller under vejbroer. Men hjemtransporten gik stille og roligt med 40 km/t, da rørene ellers hvirvlede rundt. Jeg holdt fast om dem på hele turen hjem med højre hånd. 14

De nåede færgen Her er beretningen om en tur i Mercedes’en der fik pulsen til at stige. Hvert år, i næsten tyve år, har firmaet i februar måned været ovre på Samsø, for at servicere øens symaskiner, og selvfølgelig også for at sælge nogle nye. Det har altid været en succes for firmaet og i de første år var vi tre mand afsted. Det var altid i en weekend, for til daglig havde vi ikke tid. Vi tog derfor vore familier med. Så vi var mange mennesker og vi lejede os ind på kroen i Tranebjerg for to nætter med tre eller fire værelser.

Værkstedet

Vi får tit vinterstuen til salgslokale og en sal til lager og en sal til reparationsværksted. I ugen forinden havde vi annonceret vores ankomst i Samsø Posten og øens beboere havde indleveret deres maskiner til eftersyn eg eventuelt reparation på kroen. Der var tit over fyrre maskiner. 15

Vi ankom med færgen fredag aften og de to mekanikere gik i gang med alle maskinerne og arbejdede til over midnat. De fortsatte lørdag morgen og var som regel færdig ved middagstid, så kunderne kunne begynde at hente deres færdige maskiner lørdag eftermiddag og søndag.

I vinterstuen havde vi, som fortalt, vores salgsudstilling og her demonstrerede vi de nye maskiner fra lørdag morgen. Nogle af vores koner solgte reservedele og sytilbehør fra en lille stand i den ene ende af lokalet. Det var især godt i de første år, hvor der var mange arbejdspladser på øen, men da mange af disse lukkede, tyndede det ud i kunderne, så nu om stunder har vi kun én mand derovre, men vi svigter ikke de kunder vi har på øen og kommer fortsat en gang om året. Efter at Finn havde overtaget firmaet og jeg var holdt, er jeg selvfølgelig ikke mere med derovre, men så gør jeg nytte 16

for firmaet på en anden måde. Det hænder nemlig, at de sælger flere maskiner end der kan være i bilerne, når de tager over, og så må der suppleres fra lageret i Ryesgade. De ringer så til mig, og beder mig hente de manglende maskiner og køre dem ned til færgen i Hou. Her holder vores Ford T foran Tranebjerg Kro. Vi var derovre en sommer på firmaudflugt

Det gjorde de også en lørdag eftermiddag i februar, lidt over middag, og bad mig om at køre to maskiner ned til færgen i Hou, der sejlede kl. 15.00. Jeg hentede maskinerne inde i butikken og nu fik jeg fart på og kørte mod Odder. Det var vintervejr med sne på vejene og to spor til hjulene og sne i midten, så alle havde sat farten ned til 50-60 kilometer på landevejen og kørte meget forsigtigt. Men jeg skulle virkelig skynde mig for at nå færgen, så jeg var nødt til at overhale de langsomme biler. Det var imidlertid farligt at krydse snevoldene på vejen, bilen kunne let skride ud og havne i grøften, så jeg måtte passe meget på og sørge for, 17

at der var plads og fri bane langt frem. Det er der faktisk kun få steder på vejen til Odder, men jeg kom da frem og skulle dreje af mod Hou. Her havde der ikke været så meget trafik og derfor blev vejen dårligere. Snevoldene var bredere og nu var det næsten umuligt at overhale, men jeg indhentede heldigvis kun to biler. Den første førte jeg psykologisk krig mod, for at få ham til at flytte sig. Jeg kørte efter omstændighederne alt for tæt op bag ved ham, og da der kom en sidevej, satte han farten ned og trak forsigtigt ind og holdt, så jeg kunne passere. Jeg kiggede ikke ind til ham, da jeg kørte forbi, for det var jo ikke særlig høfligt, det jeg havde gjort, - men jeg skulle altså nå den færge og tiden var ved at udløbe. Den næste bil jeg indhentede, ville under ingen omstændigheder ikke vige ind, men satte blot farten lidt op, da jeg forsøgte mig med samme teknik som ved den første, så jeg blev nødt til at overhale på den nu ret vanskelige vej. Det blev risikoen blev ikke mindre af, og indtil nu havde jeg mødt to biler, der var kørt i grøften.

Men nu var der gået sport i at nå den færge, så jeg overhalede og slap godt fra det, men da jeg kom til Hou var klokken et par minutter over tre, så færgen skulle faktisk være sejlet, men jeg satsede på, at den måske var lidt forsinket, så da jeg passerede byskiltet i Hou kørte jeg 120 kilometer i timen, hvor man kun må køre 50. Vejen var tom. Da jeg kom ind på den store, nu tomme, isbelagte opmarchplads foran færgen, så jeg, at den lå der endnu, men at de havde sænket bommen og var klar til afgang. Jeg tudede i hornet og drønede ned mod færgen og det sidste stykke kurede den store Mercedes sidelæns hen mod enden af færgen.

Der stod en matros med kommandobroen kunne jeg se. råbte bestyrtet til mig: - Skal ikke på, for hvis jeg fortalte, symaskiner med, var det slet 19

en radio og talte med Han stoppede afgangen og du med? - Det svarede jeg at jeg bare skulle have to ikke sikkert, at han ville

bremse afgangen længere. Men jeg sprang uden at sige noget ud af bilen, lukkede bagagerummet op, greb en papkasse, løb hen til ham med den og sagde: - Den skal med til Samsø. Han protesterede kraftigt, men jeg stillede hurtigt kassen på færgedækket og løb tilbage efter den anden. Nu havde han ligesom resigneret, kunne jeg se, og jeg fortalte, at de ville blive afhentet straks ved ankomsten. Jeg spurgte ham så om, hvor meget jeg skulle betale. Han så lidt forvirret ud, så jeg stak ham to hundredekrone sedler og spurgte om det var nok. Ja, ja, - sagde han stresset og meldte afgang. Jeg gik hen til bilen igen efter at have set færgen sejle ud. Vejret var koldt og der lå meget sne på havnen. Det var kun opmarchpladsen der var ryddet. På den store parkeringsplads, til biler fra folk, der var taget til Samsø uden deres bil, lå der et tykt lag sne og bilerne var helt dækkede af denne sne. De ville være vanskelige at grave fri, når de skulle hentes, tænkte jeg.

Pludselig fik jeg øje på to kvinder, der stod og frøs på den ryddede plads. De kom nu hen mod mig og henvendte sig. De havde været en uge på Samsø og var netop kommet ind med færgen. De havde været henne for at starte deres indesneede bil, men den ville ikke starte og nu havde de brugt al strømmen. - Du har vel ikke et par startkabler, så du kan hjælpe os i gang? – spurgte de. Der var de heldige, for jeg har altid startkabler med i mine biler, så jeg sagde, at jeg gerne ville hjælpe. De var mor og datter og de var godt forfrosne. Der var bare et par problemer. Min kraftige Mercedes, med de brede dæk, er elendig til at køre i løst tykt sne og vejen på parkeringspladsen var ikke ryddet. Desuden holdt deres bil med forenden ud mod vandet, og pladsen skrånede let nedad. Jeg kørte alligevel min bil derind, så den holdt bag deres, men startkablerne kunne slet ikke nå hen til deres motorrum. Der var kun en ting at gøre. Vi måtte grave to spor bag deres bil og i fællesskab skubbe den op mod vejen så startkablerne kunne nå. Det lyder som en helt umulig opgave for os tre. Moderen ikke var helt ung mere, men hvor utrolig det end lyder, så lykkedes det ved viljekraft og alle vores kræfter at skubbe den så langt, at kablerne kunne nå. Nu forbandt jeg dem med min bil med startet motor og deres bilmotor sprang straks i gang. 21

Jeg bakkede lidt tilbage, så deres bil kunne komme ud. Datteren og jeg skubbede bagpå og moderen kørte. Det lykkedes, med en del hjulspin, at komme helt hen til den ryddede plads og de var forpustede, men lykkelige. Jeg fik nogle taknemmelige knus og jeg fik vist også lige fortalt, at jeg havde været nede med et par symaskiner til færgen. Vi havde en symaskinebutik i Aarhus, - måske kendte de den? Det er Guldager Symaskiner i Ryesgade. – Ja, den kendte de da godt, for de var fra Aarhus. – På den måde fik jeg lige gjort lidt reklame for firmaet, når de nu syntes, at jeg havde været så hjælpsom. Jeg bruger tit både arme og ben til at reklamere for firmaet, og en oplevelse som denne, kunne de slet ikke lade være med at fortælle om, og så fortalte de nok også, hvem der havde været så flink med at hjælpe dem i deres store nød. Jeg fik i øvrigt selv problemer med at få Mercedes’en gennem sneen og hen til den fri plads, men med en masse hjulspin og gliden sidelæns, kom jeg da endelig fri og jeg havde fuldført min opgave med symaskinerne, selvom den var blevet lidt mere dramatisk end jeg havde forventet. – Men de nåede færgen.

Mercedes i mere sne Jeg kommer nu i tanke om endnu en lidt speciel køretur med Mercedes’en i snevejr. Jeg havde været til et 22

forhandlermøde på Bygholm Parkhotel i Horsens. Mødet sluttede ved 23 tiden og vi gik ud til bilerne for at køre hjem. En af vores ansatte kørte med mig, og jeg skulle sætte ham af hjemme hos ham i Tilst. Det sneede med en tung tøsne og den lå i et tykt lag på bilen. Jeg tørrede sideruderne og bagruden af for sne, men jeg kom til at fryse mine fingre, så jeg tørrede kun delvis sneen af forruden. Jeg regnede med at vinduesviskeren klarede resten. Men sneen var tung og hobede sig op forneden på ruden og selv den store vinduesvisker, der var på Mercedes’en, kunne ikke skubbe det helt væk. Pludselig gav det et knald og vinduesviskeren holdt op med at virke. Det var faktisk ikke så godt, for det sneede stadig med den her tunge tøsne, og den lagde sig hurtigt på forruden, så man intet kunne se fremad. Nu var det næsten midnat og vi ville gerne hjem, så medarbejderen foreslog, at vi bare kunne ringe efter en taxa. Jeg tænkte, at det kunne han sagtens sige, for det var mig, der skulle betale, og det ville koste måske op til to tusind kroner, og det havde jeg, der jo er belastet med vestjyske sparsommelighedsgener, bestemt ikke lyst til at betale. Jeg åbnede venstre forrude, så jeg kunne stikke armen ud og aftørre et lille stykke af forruden i venstre hjørne. Når jeg satte mig langt over til venstre på sædet ved den åbne rude, kunne jeg nu se det meste af vejen, men ganske vist ikke højre side af den.

Vi begyndte hjemturen under store protester fra medarbejderen, der hele tiden talte om uforsvarlig kørsel, og om, at han havde både kone og børn derhjemme. Jeg sagde så, at det skam stod ham frit for selv at tage en taxa til Aarhus. - Det fik ham til at tie for en stund. Vi kom, med langsom kørsel og ustandselig aftørring af det lille hjørne af forruden, endelig ud på motorvejen mod Aarhus. Her var det farligt at køre så langsomt, skønt alle kørte forsigtigt, da sneen stadig faldt kraftig. Jeg kørte langt ude i højre side, med det ene hjulpar ude i nødsporet, og når der kom nogen bagfra, blinkede jeg til højre og trak lidt ud til højre. Min venstre hånd var nu mere eller mindre følelsesløs af kulde og jeg kunne godt se, at det ikke kunne fortsætte sådan helt til Aarhus. Min passager var nu igen begyndt på at fortælle mig, at min kørsel var dybt uansvarligt. Jeg måtte finde en løsning, der var mere forsvarlig end nu, for jeg ville ikke efterlade min dejlige Mercedes i en snestorm midt ude på en øde motorvejsstrækning. Pludselig fik jeg den idé, der bragte os helt hjem, om end ikke helt reglementeret, men dog meget bedre og hurtigere end nu. Jeg havde lagt mærke til, at de store lastbiler tit havde en stor firkantet ramme af refleksbånd på bagenden. Når min bils lygter lyste på disse refleksbånd, lyste de så kraftigt op, at jeg kunne se dem gennem snelaget på forruden. Jeg ventede nu til der kom en sådan stor lastbil og overhalede mig i ydersporet. Nu lagde mig hurtigt ind bag 24

den og kørte så tæt op til den, at jeg tydeligt kunne fornemme den lysende firkant. Det var selvfølgelig lidt risikabelt at køre så tæt på i det føre, men jeg satsede på, at lastbilen, hvis den pludselig bremsede op, ville have en længere bremselængde end min. Det håbede jeg i hvert fald på, for min Mercedes, med de brede dæk, bremsede faktisk ikke ret godt i så glat et føre. - Det ville også blive nødvendig med en hurtig reaktion, men den evne har jeg heldigvis altid haft. Nu behøvede jeg faktisk ikke at holde rudehjørnet fri for sne mere, så jeg lukkede sideruden og holdt min forfrosne hånd hen under varmeudblæsningen. Der havde jo været hundekoldt i bilen, så det var dejligt at få lidt varme i kabinen. På den måde kom vi helt til Aarhus, men her endte motorvejen og jeg måtte køre ad ydre ringvej mod Tilst, og nu måtte jeg igen til at tørre ruden af, men ikke så tit, for nu var snevejret ved at ophøre. Medarbejderen kom således velbeholden hjem, trods hans mange protester. Jeg forstår ham jo godt, for han var ikke født med så megen eventyrlyst som jeg, men i mange år 25

efter, kunne han stadig huske denne natlige køretur i snevejr på en motorvej uden vinduesvisker.

En fortælling om et hoved og en stige En anden gang var jeg oppe i byggemarkedet, også i Lemvig, for at købe en udtræksstige på cirka fire meter, men denne gang var det lidt værre, for da var jeg kørende i Corvetten. Der var en lille smule regn, så kalechen var oppe på grund af Ulla, der også var med. Igen måtte der improviseres, for stigen fyldte cirka to en halv meter i sammenskudt tilstand. Den kunne slet ikke være i bagagerummet, men hvordan i alverden skulle jeg så anbringe den. Løsningen blev, at jeg løftede den bagerste og nederste del af kalechen lidt op, skød stigen ind under, løftede den op over Ullas hoved, hun sad jo på forsædet, og anbragte stigeenden skråt ned under instrumentbrættet. Ulla skulle så sidde med sit hoved oppe mellem to trin af stigen. Dette protesterede hun meget imod, for, som hun sagde, - Hvis du kører galt, - eller hvis den bagerste del af stigen griber fat i noget, får jeg jo hovedet rykket af. Det var jo rigtige nok, for hvis vi kørte virkelig galt, kunne stigen let blive til en slags vandret guillotine og det tog da også lidt tid, inden jeg fik Ulla overtalt. Jeg lovede at køre 26

virkelig fornuftigt de tyve kilometer der var hjem, og vi kom da helskindede hjem. - Også uden at skramme Corvetten.

Forestil jer, at Ulla sidder her på højre sæde, med hovedet oppe mellem to af trinene på denne metalstige.

Her sidder Ulla, bagved det brune pap, lige før hun stikker hovedet op mellem trinene. Det kan da også godt være, at jeg sommetider stiller for store krav til Ulla. Det har vist ikke altid været let at gå ved min side gennem livet, men Ulla er skam frisk og er gået med til langt flere dristige ting, end mange andre hustruer ville have gjort. 27

Blindkørsel i Alfa Romeo Montreal En dag i 1985, da jeg stod nede på værkstedet i firmaet og sleb noget på slibestenen, fik jeg slynget et stykke af det metal jeg sleb, op i det højre øje, skønt jeg havde briller på. Det var dog kun mine almindelige briller, men alligevel ramte det ind midt i pupillen. Det gjorde ondt og jeg forsøgte at blinke det væk, men øjet løb blot i vand og metalsplinten blev siddende. Jeg kunne også mærke, at den ridsede mit øjenlåg på indersiden, så jeg stoppede med at blinke. Jeg holdt blot øjet lukket. Jeg kan normalt tåle meget og jeg har som regel klaret mine større og mindre skader selv. Jeg tager normalt ikke på skadestuen, men denne gang var jeg klar over, at det her kunne jeg ikke klare selv. Jeg havde prøvet at se på øjet i et spejl, men kunne intet se og de andre kunne heller ikke se noget. Der var ikke noget at gøre. Jeg måtte en tur op på skadestuen. Firmavognen var ude at køre, så jeg var nødt til at tage Montrealen, der dengang var min dagligbil ved siden af vores firmavogn. Jeg syntes, at det var for slapt, at bede en af vore folk køre mig derop og desuden havde vi jo travlt, som sædvanligt. Da jeg kom ud i gaderne, kunne jeg godt se, at det i grunden var lidt svært. Jeg kunne intet se med det højre 28

øje, så jeg måtte bedømme afstandene med det venstre, og det er lidt sværere, end når man ser med begge øjne. Skadestuen, jeg skulle på, lå oppe på Amtssygehuset. Jeg kørte stille og roligt og kom da også fint frem, skønt mit højre øje gjorde ondt og løb i vand. Jeg fik en næsten uimodståelig lyst til at gnide det, men det turde jeg ikke, da det så eventuelt kunne skade øjet endnu mere. Da det, efter en længere ventetid, blev min tur, kunne lægen i første omgang ikke se noget i øjet, men jeg vidste jo, at splinten var der, og da han så nøjere efter, fandt han den da også. Den sad lige midt i den mørke pupil og da den selv var mørk, var den svær at se. Øjet blev bedøvet og splinten fjernet, Jeg skulle lukke øjet og en forbinding blev sat over. Da jeg havde siddet lidt, fik jeg lov til at gå hjem. Er du selv kørende i bil herop? – spurgte lægen nu. Ja, det er jeg, - svarede jeg. Jeg har bedøvet dit øje, så du må bestemt ikke selv køre bil, - sagde han. Det svarede jeg slet ikke på, men jeg var fast besluttet på, at min fine Montreal bestemt ikke skulle stå på en offentlig parkeringsplads, - selv ikke bare en eneste nat. Den skulle hjem.

Så jeg gik ned til bilen på parkeringspladsen, satte mig ind og kørte. Jeg skulle køre ud af indkørslen på Viborgvej og ned ad bakken til Ceres krydset. Derefter skulle jeg dreje til højre ad Åboulevarden og følge denne helt hen til Fredens Torv, - forbi rutebilstationen og op til butikken. Åen var dengang ikke frilagt, så man kunne stadig køre på hele Åboulevarden.

Men allerede, da jeg kørte ud på Viborgvej begyndte det venstre øje at løbe i vand, så jeg næsten intet kunne se, og det var jo det eneste øje jeg kunne se med. Jeg gned vandet væk og kunne nu se til at køre, vel et hundrede meter, og måtte så holde ind til siden og få vandet væk. Sådan fortsatte det ned til Ceres og hele vejen hen ad Åboulevarden, med kortere og kortere etaper. Til sidst var 30

jeg nede på kun at kunne køre 25 meter mellem stoppene, og det kun med stor koncentration og ganske langsomt. Til sidst kom jeg da endelig op i Ny Banegårdsgade, hvor jeg skulle ind gennem porten og ned og parkere i de underjordiske garagerne under Århushallen. Dernede var der ikke meget plads og der var nogle grimme betonsøjler og nu kunne jeg kun holde øjet åbent i glimt. Jeg var virkelig i vanskeligheder, og jeg tænkte, at ham lægen nok alligevel var den klogeste, for når jeg et ganske kort øjeblik åbnede øjet, gjaldt det om gemme det øjet så, og så køre efter dette indre billede. Men endelig lykkedes det da. Men da jeg steg ud af bilen kunne jeg slet ikke åbne øjet mere, så jeg måtte famle mig frem, medens jeg med højre hånd fulgte muren i garagen, indtil jeg kom ud og derude måtte jeg igen føle mig frem langs væggene gennem baggårdene med deres trapper, indtil jeg endelig kom op til butikken. Her kunne jeg overhovedet ikke gøre nogen gavn, så jeg fik min søn til at køre mig hjem i Montrealen, da det nu var lige før lukketid. En gang imellem kunne jeg ønske, at jeg ikke var så stædig, men somme tider fulgte gode menneskers velbegrundede råd, - men mon jeg nogensinde lærer det?

Med foden lagt i olie Engang i 1958 var Ulla og jeg kørt op til Hobro for at besøge min kammerat Niels Halkjær. Vi var kørende på Hannibal I, en BMW motorcykel på 350 ccm. fra 1938. Den havde jeg kørt frem og tilbage på, dengang jeg var soldat i Ålborg, men da havde den været urestaureret. Nu havde jeg restaureret den og ville vise Niels den. Vi havde en dejlig dag sammen med familien i Hobro og kørte hjemad ved ti tiden om aftenen. Den kunne jo ikke køre så stærkt, kun en 80-90 km/t., så det gik stille og roligt og der var næsten ingen trafik, der sidst på aftenen.

Hannibal den I. En BMW model R 35 fra 1938 32

I Spørring, mellem Randers og Aarhus, var der dengang en noget bredere cementvej. Den var anlagt af tyskerne under krigen og de brugte den som flyveplads. Da vi kom til dette stykke, ville jeg lige prøve at køre lidt hurtigere og skiftede et gear ned og gav gas. I det samme fik vi øje på fuldmånen, der lige var stået op i øst og syntes unaturlig stor. Jeg sagde til Ulla: - Har du set den flotte fuldmåne? Lige da jeg havde sagt det, knækkede kardanakslen i en gammel svejsning og det betød jo, at der ingen trækkraft var på baghjulet mere. Det var katastrofalt, for nu stod Ulla og jeg i mørket, midt ude på landet, næsten også midt om natten. Der kom ikke flere rutebiler og der kom næsten heller ingen biler. - Så hvad skulle vi gøre? Vi havde ikke mobiltelefoner dengang, og vi ville jo helst ikke vække folk, der for længst var gået i seng, da fjernsynet stoppede med at sende kl. 22. Lidt længere henne var der en Shell servicestation på venstre hånd og der trak jeg BMW‘en hen. Jeg stillede den ved en gavl, hvor der var buldermørkt, så ingen fik lyst til at stjæle den. Jeg havde ingen lås til den. Da jeg gik tilbage langs den mørke gavl, mod landevejen, trådte jeg i mørket venstre fod op i en overskåret oliedunk, fyldt med aftappet beskidt motorolie. Olien væltede ud over mit bukseben og løb ned i skoen. Det var ikke ret behageligt og lugtede også fælt. 33

Ulla og jeg gik ud i måneskinnet på landevejen og begyndte at gå hen ad den, hjem mod Aarhus. Der var cirka sytten kilometer, men der var jo ikke andet at gøre end begynde at gå hjemad. Af og til kom der dog en bil og jeg prøvede at række tommelen op, som jeg havde gjort så tit, da jeg var soldat, men nu var jeg jo i civil og vi var to, så bilerne følte sig utrygge ved at tage to personer op på en mørk landevej midt om natten. Til sidst var der dog en mand der standsede. Jeg sagde til ham, at vi skulle til Aarhus og det var fint, for han skulle igennem Aarhus. For en god ordens skyld forklarede jeg ham, at min motorcykel var brudt sammen. Han kunne jo se, at vi var motorcykelfolk, da vi stod med vores æggeskal styrthjelme i hænderne. Jeg fortalte ham også, at jeg havde trådt op i noget spildolie, og at min fod ikke lugtede så godt, men også at jeg havde tørret det af, så godt som muligt og vredet sokken, så hans bil ikke blev svinet til. - Han sagde, at det var helt ok. Vi blev sat af oppe på Randersvej ved det gamle vandtårn, og gik det lille stykke ned til Svend Gøngesvej, hvor vi begge boede hos vores forældre. Vi var jo ikke gift endnu. Næste dag ringede jeg til min fætter Thorkild og spurgte, om han ville køre med ud til Spørring for at hente min BMW. 34

Thorkild havde selv en BMW, men den var næsten helt ny. Det var en 250 ccm. Jeg ville tage et reb med, så vi kunne slæbe min BMW efter Thorkilds. Thorkild var altid med på den værste, så han sagde straks ja. Efter arbejdstid kørte vi så ud til Spørring, trak min BMW ud på landevejen, satte rebet fast midt på mit styr og bag på Thorkilds BMW. Her står jeg soldat i 1956.

som

plysset

Thorkils BMW. Det er en model R25 fra 1954. 250 ccm.

Folk der kører på motorcykel, ved at denne manøvre er yderst farlig, for hvis den forreste motorcykel kommer til at give for hårdt et ryk, når den skifter gear, kan den bagerste meget let miste balancen og vælte. Men vi var jo unge og dristige, så vi mente, at det da nok skulle gå. Det gjorde det også, endda uden særlig farlige situationer, men Thorkild var også dygtig til at skifte gear meget blidt, ellers kunne det ikke have ladet sig gøre, og jeg vil meget indtrængende fraråde andre, at gøre det på måde. En havareret motorcykel skal på en trailer eller lastbil, men trailere var der næsten ingen der havde dengang, og en lastbiltransport ville koste alt for mange penge for mig. Man skulle jo tro at en mand som jeg, nu var blevet klogere, når jeg selv giver gode råd, men læs næste historie og se hvor klog jeg er blevet.

Prøvekørsel med problemer I 1980 var jeg lige blevet færdig med at restaurere min BSA motorcykel. Det er en 1930 model på 500 ccm. encylindret topventilet med dobbelt udstødning. Det er en rigtig engelsk motorcykel der lyder af noget. Under restaureringen havde jeg manglet nogle skiver i koblingen, men havde fundet dem alle på nær én, men koblingen kunne godt virke alligevel. Nu ville jeg køre en længere tur for at se, om den også kunne fungere, når motoren og gearkassen blev varme. For en sikkerheds skyld bad jeg min søn Steen om at køre med på sin HONDA CB Four 750 ccm. fra 1979. Det er en stor og kraftig motorcykel. Vi kørte ad de små biveje ud til Spørringkanten. BSA’en gik fint, men pludselig begyndte den at glide i koblingen og kunne til sidst slet ikke trække motorcyklen mere. Honda CB 1979 37

Nu var jeg strandet igen med en defekt motorcykel. Akkurat ligesom i 1958 og minsandten om det ikke igen var på Spørringkanten, og med igen cirka 17 kilometer hjem, så jeg huskede hjemtransporten i 1958 og sendte Steen hjem efter et reb, for at slæbe BSA’en tilbage. Jeg var altså ikke blevet klogere. Det var jo gået godt sidste gang, og hvorfor skulle det så ikke gå godt én gang til? Da Steen kom tilbage med rebet, turde jeg ikke binde det direkte fast midt på styret, men snoede det om venstre hånd samtidig med, at jeg havde begge hænder på styret. Jeg bad Steen om at starte ganske, ganske langsomt, da trækket i venstre side af styret jo ville dreje motorcyklen til højre. Jeg måtte bruge alle mine kræfter for at holde styret lige. Vi holdt på et vandret stykke af vejen. Starten gik godt. Vi kom afsted og kørte langsomt fremad, vel en tyve kilometer i timen. Men jeg blev hurtig træt i armene, da hele BSA’ens vægt skulle holdes af venstre arm, samtidig med at jeg skulle styre. Det var bestemt noget sværere end jeg havde regnet med, så jeg råbte til Steen om at standse, indtil jeg havde fået kræfterne i armene igen. Dette gentog sig så et par gange, men den sidste gang gik vejen lidt opad og rebet var ikke strammet helt op, da jeg bad Steen skifte gear. Det gav et stort ryk i rebet og venstre side af styret blev pludselig rykket frem, med det resultat, at motorcyklen væltede med et brag. 38

Her er min BSA der fortælles om.

Jeg blev slynget af og fik venstre hånd mellem asfalten og styret og fik huden, mere eller mindre, flået af. Værst var det gået ud over min venstre lillefinger. Der var huden vippet helt af på de to sidste led, så jeg kunne se knoglen i lillefingeren. Jeg kunne i et lille stykke tid se, hvor flot den knogle i grunden var. Den var overtrukket af en fin hinde, der lyste ligesom perlemor. Det så bare flot ud, men så kom blodet og synet var væk. Jeg kunne for en gangs skyld godt se, at den finger var lidt for meget beskadiget til, at jeg selv kunne klare den. Resten af hånden havde bare fået nogle hudafskrabninger og dem havde jeg været vant til hele livet og dem kunne jeg klare. Jeg rejste nu motorcyklen op og så efter om den havde taget skade. Det havde den. Lygtekransen var slebet flad på den ene side og glasset var revnet. Venstre håndtag og koblingsgreb var skrammet. - Ærgerligt-ærgerligt! 39

Jeg trak den hen til den nærmeste landbrugsejendom, hvor vi fik lov til at stille den. Det var flinke mennesker og jeg fik en klud til at vikle om hånden, der nu blødte ret meget. Jeg kom bag på Steens motorcykel og vi kørte hjemad, men på grund af fingeren, var jeg jo nødt til at køre ned til skadestuen på Amtssygehuset, så da vi kom hjem, satte vi motorcyklen og skiftede over til min bil. Efter at have ventet et stykke tid, - det skal man altid på skadestuer, blev det min tur. De lappede fingeren sammen uden at sy den. Jeg tror de limede skindet sammen, men jeg kan ikke huske det. Den var jo ikke brækket, det var kun skindet der var flået af, og de andre skrammer blev pudret med noget desinficerende pudder. - Men jeg fik en professionel forbinding på. Det hele var jo foregået en sommeraften, så der var lyst endnu. Jeg kan huske, at vi skulle hente Ulla og vores datter Iben nede ved universitetet. De havde været på et edb kursus for at lære de nye computere at kende. De kiggede jo lidt, da de så min store forbinding på hånden, og jeg måtte forklare om vores uheld. Næste dag kørte vi ud til landbrugsejendommen og hentede BSA’en. Den var nu blevet kold og ved forsigtig kørsel, holdt koblingen hele vejen hjem. Jeg fremskaffede den ekstra plade, skilte koblingen ad og isatte den. - Nu har koblingen virket lige siden. 40

Her er et billede fra et langt senere tidspunkt. Vi er til et veterantræf på Kalø. Her er BSA’en bagerst th. - Steen’s Honda, forrest th. Finns Norton Commando 1969, bagerst tv. Forrest hans Yamaha 500 offroader.

Klar til Kaløtur I fuldt udstyr med nyrebælte, gamacher, læderstøvler, kørehandsker med skørt, æggeskalhjelm og motorbriller 41

Tillid til ”erfaren biltyv” Jeg havde en dag betjent en kunde i vores butik. Hun havde været inde og aflevere en symaskine til eftersyn og var gået ud til bilen igen. Den var parkeret i en af sidegaderne til strøjet. Pludselig stod hun igen i butikken og sagde: - Guldager, jeg er kommet til at smække mig ude af min bil og nøglerne sidder i tændingslåsen. – Kan du ikke lige gå med op og dirke bilen op? Jeg kiggede forbavset på hende og spurgte, hvorfor hun mente, at jeg ville være god til det? – Hun svarede: - Jeg er kommet her i mange år, og jeg har altid haft opfattelsen af, at du kan klare alting, så jeg regner da med, at du også kan hjælpe mig nu. Det kan man da kalde blind tillid. Sådanne kunder er guld værd, når de omtaler firmaet til andre. Jeg spurgte hende nu om, hvilken bil hun havde. – Det var en Opel. – Hvordan er den låseknap du trykker ned, når du låser døren? – Er det en knop med hals eller er det bare en flad plade? – Det var en flad plade, og den var det aller sværeste at få op. Var det en knop med hals, havde jeg nemlig prøvet det før med en anden ligeså tillidsfuld kunde. Dengang tog jeg et langt stykke stiv pianotråd, vi havde på værkstedet til reparation af overlockstingplader. I enden af 42

det lavede jeg en åben løkke. Mellem døren og karosseriet kunne jeg så liste den tynde og stive ståltråd ind i bilen og fange knoppen med løkken og hive den op. Det gik ret nemt og hurtigt. Men nu var der ingen knop jeg kunne hive i, men kun en smal firkant, der blev smallere og tyndere opad, netop for at hindre biltyverier. Her havde jeg virkelig fået et værdigt problem. Hvordan skulle jeg dog kunne indfri denne kundes blinde tillid? Jeg elsker vanskelige problemer, jo sværere, jo bedre, for så skal man rigtig sætte hjernen på opgave. - Jeg tænkte mig lidt om og sagde så, ligesom i Olsenbanden: - Jeg skal bruge en fukssvans, eller bred stiksav, som den også kaldes. En stor rulle bred tape til store pakker. - Det er det hele. Mekanikerne på værkstedet spurgte undrende, hvordan jeg ville åbne døren med disse ting. – Vil du save døren op? Men det svarede jeg ikke på. Jeg havde selvfølgelig en ide, ligesom Egon Olsen, men var jo ligesom nødt til at prøve ideen først, før jeg pralede for meget. Vi havde begge dele på værkstedet og med dem i hånden gik kunden og jeg op til bilen i sidegaden. Heroppe belagde jeg alle savtænderne med to lag bred tape. Jeg levnede dog to 43

centimeter tænder aller yderst på bladet. Nu stak jeg bladet ind mellem ruden og karosseriet og trykkede bladet forsigtigt ned, så de skarpe tænder ikke ridsede lakken selvom de var afblændede. Det tog lidt tid og jeg måtte hive lidt ud i ruden under processen, men til sidst kom bladet helt ned til dørtappen. Nu klemte jeg de skarpe ublændede tænder ind på den smalle side af tappen, lagde så stort et tryk på, som jeg kunne og hev forsigtigt opad. Tænderne gled af de første par gange, da tappen jo blev smallere mod toppen, men til sidst fik jeg presset så hårdt, at de greb fat, så tappen med et pludseligt smæk gled op. Nu kunne vi åbne døren. - Problemet var løst. Kunden takkede, men tog det hele som en selvfølge. Hendes store tillid til hendes symaskinefirma, havde igen levet op til hendes forventninger.

Gode kunder Nu vi er ved gode kunder, så husker jeg et tilfælde, hvor en kunde virkelig fik skovlen under mig. Det var en fredag aften, hvor der altid var meget travlt dengang. Vi sad tre hold og demonstrerede symaskiner med salg for øje, og der stod mange kunder henne ved disken og i småtingsafdelingen. Pludselig går døren op og en bred midaldrende dame bliver stående i åbningen med hånden på døren. Hun ser rundt på de mange mennesker og råbet højt, - ja, meget højt: - GULDAGER: - HVOR ER DU? Jeg sad henne ved Pfaff bordet i den fjerneste ende af forretningen, og jeg rejste mig op, så hun kunne se mig. NÅ, DER ER DU. – DU SOLGTE MIG EN SYMASKINE FOR FEMOGTYVE ÅR SIDEN, OG DENGANG LOVEDE DU MIG, AT DEN ALDRIG VILLE GÅ I STYKKER! Så tav hun og kiggede bistert på mig. Der blev pludselig en uhyggelig stilhed i butikken og det var pinligt for alle, men især for mig. Den optræden ødelagde jo hele tilliden til vores firma, og hvordan skulle vi nu kunne sælge en symaskine til de kunder vi sad med? 45

Pludselig sagde kvinden i døren noget igen. - OG VED DU HVAD, GULDAGER – DET PASSER. DEN ER ALDRIG GÅET I STYKKER! Derefter sagde hun i en hel anden tone og med et stort smil i ansigtet: - Nu har jeg haft den i femogtyve år og der har aldrig været noget i vejen med den, og jeg er så glad for den. - Det syntes jeg lige du skulle vide. - Hvorefter hun lukkede døren og forsvandt. Det kan man kalde et virkeligt godt forhold, at have mellem os og vore kunder. Hun vidste, at vi var så rummelige, at hun godt kunne tillade sig denne happening en travl fredag aften. Kunderne kiggede først lidt forsigtigt til mig, men jeg forklarede, at det blot var en af vore gode gamle kunder der lavede lidt sjov med os, og at det selvfølgelig var helt i orden. Nu var tilliden til os helt i top, for når vore kunder havde så frit et forhold til os, var vi nok et hæderligt firma som man trygt kunne handle i.

Halløj i butikken For nogle år siden var det mode, at helt unge piger gik med et bredt elastikbælte med et flot spænde om livet. Vi er den butik i byen der har det største udvalg i småting lige fra håndsynåle, fingerbøl, sakse, bånd, snore og elastik. Der var derfor tit en lang kø ved disken af unge piger, der skulle 46

have disse bælter. Jeg havde ikke selv kunder til symaskiner og damerne der betjente småtingsafdelingen havde virkelig travlt, så jeg gik hen og hjalp der. I køen af de unge piger, der alle skulle have cirka 75 centimeter elastik til deres smalle liv, stod der også en ret fyldig dame i pensionistalderen. Jeg genkendte hende som en af vore gamle kunder. Hun var kommet i firmaet gennem mange år. Da det blev hendes tur, målte jeg hende med blikket og en alvorlig mine, fra side til side, og sagde: - Nå, - men du skal vel have halvanden meter. - Hvad farve skal det være? Der blev dødstille i køen af de unge piger ved disken. - Det var dog det frækkeste de havde hørt. – Sådan kan man da ikke behandle sine kunder! Men det kunne jeg godt med denne kunde, for hun grinede og sagde: - Ja, ja, det er godt med dig Guldager. – Det er til mit barnebarn og jeg skal have 75 centimeter sort og se så at komme i gang. - Det er bare dejligt at have den slags kunder.

Det er måske slet ikke så mærkeligt? 47

Salgsmetoder I 1979, da jeg var på ferie i Cairo lærte jeg en ny salgsmetode, som jeg begyndte at udvikle, da jeg kom hjem, og jeg har i grunden tjent mange penge på at blive snydt en hel uge i træk i Egypten, for her lærte jeg en lidt snu måde at handle på. Det med først at nævne en høj pris, og så gå nedad er selvfølgelig en gammel fidus, men i Cairo lærte jeg at finpolere fidusen, så jeg kunne bruge den derhjemme i den daglige handel med mine kunder. Jeg vil selvfølgelig på ingen måde snyde mine kunder, tvært imod,men når de kommer ind for at købe en symaskine, har de som regel en eller anden pris i hovedet, men desværre er det tit sådan, at denne pris slet ikke rækker til en maskine, der kan dække deres behov. Så hvis de køber en maskine til den pris, vil de ikke blive så tilfredse med deres køb, og det er jo ikke godt for vores renommé. Når en kunde kommer ind, spørger jeg dem først grundig ud om deres syvaner, om hvor mange de skal sy til, og hvilken maskine har de haft før. Nu kan min erfaring gennem så mange år meget lettere bedømme, hvilken maskine, der vil dække deres behov. Det vil nemlig altid vokse, når de får en ny maskine med en større ydeevne. Jeg begynder så at vise dem denne maskine uden at fortælle prisen, og når de lidt efter begynder at ane uråd og spørger om prisen, er jeg mærkelig nok pludselig blevet døv. Jeg fortsætter demonstrationen og viser blot kunden, hvor let 48

hun vil kunne klare de opgaver, der før voldte hende så stort besvær på den gamle maskine, som jeg jo udmærket kender begrænsningerne på. Når hun bliver klar over, at denne maskine helt sikkert er noget dyrere, end det beløb hun har afsat, spørger hun så, måske for tredje gang, om prisen i en meget bestemt tone. Nu er jeg nødt til på mirakuløs måde at få hørelsen tilbage, men jeg siger stadig ikke prisen. Jeg er dog sikker på, at hvis prisen er inden for hendes betalingsevner, vil hun virkelig gerne eje denne maskine. Jeg peger nu på en anden maskine, der står på en hylde ovenfor og siger: - Kan du se den maskine der. Den har cirka samme ydeevne som denne, plus nogle få unødvendige ting, som du ikke behøver. Denne her vil være helt perfekt til dig og selvom du sikkert kommer til at sy meget mere nu, vil den stadig dække dit sybehov mange år frem. Den maskine deroppe koster – og nu nævner jeg så prisen, der tit er tre gange over det beløb, hun ville give fra starten, f.eks. 12.000. - Så holder jeg en lille pause, så hendes hjerne får tid til at vænne sig til den højere pris og spørger nu: - Hvad tror du så denne maskine koster? – Den kan lave næsten det samme som den anden, men den her er den rigtige for dig. Kunden sidder så og tænker. Hun har nu ubevist besluttet, at hun vil have den maskine jeg har vist hende, under alle omstændigheder, så hun nævner næsten altid en pris på 10.000 kr. og er parat til at give denne pris, hvis vi kan finde ud af det. 49

– Når jeg så siger, at den kun koster 7.000, lyser hun op og siger: - Er det rigtigt? - Det er godt nok billigt. - Den tager jeg. Nu får hun så lige den symaskine, hun kan have i mange år frem. Denne salgsmetode er lykkedes masser af gange, men én gang blev jeg dog overrasket. Kunderne var en ældre lille forsigtig mormor, der ikke sagde ret meget. Hun havde sit barnebarn med, en pige på omkring tyve år. Pigen fortalte, at hendes mormor ville give hende en symaskine, så hun kunne lære at sy. Mormoren havde selv syet meget, men pigens mor syede slet ikke, og det gik den gamle mormor på, så nu ville hun genoplive familietraditionen. Jeg udspurgte pigen grundigt ud om hendes erfaring med syning og spurgte hende direkte, om hun ville begynde at sy, fordi hendes mormor syntes det, eller om det var hendes egen vilje. Hun sagde, hun havde altid beundret sin mormors syning og derfor ville hun gerne selv lære det. Vi havde slet ikke snakket priser, men jeg fandt så den maskine frem, der ville passe til hende og gav så en fuld demonstration. Det var en af dem til 7.000 kr. 50

Jeg var lidt betænkelig med hensyn til den gamle mormor, der næsten intet havde sagt under demonstrationen. Ville hun kunne forstå nutidens priser? - Men jeg havde fejlvurderet hende, for da vi var færdige, var det hende, der spurgte om prisen. Den nævnte jeg så. Nu blev der en lang pause, hvorunder jeg havde rigelig tid til at tænke: - Selvfølgelig var det alt for mange penge for en gammel dame, selvom hun havde et gavmildt sind. Da hun endelig åbnede munden, sagde hun: - Det syntes jeg er billigt for så fin en maskine. – Igen var der en lille pause og nu sagde hun til min store overraskelse:

- Så skal vi have to. - For jeg vil også have en.

Tænk, så var der også gået ild i hende, mens hun havde overværet demonstrationen. Det havde ikke engang jeg, som dreven sælger, opdaget. - Hun havde jo ikke mælet ét ord. Denne salgsmetoden begyndte jeg først at udvikle efter at være blevet ”undervist” af mestrene i Cairo. 51

Ramsings Street Paraders Her er vores hus-jassorkester. De spillede på strøget en gang om måneden og tog altid deres pauser hos os. Var det koldt vejr fik de en dram til at varme sig på, og var der varmt, fik de en dram for at holde varmen ud. Vi hyrede dem altid ved vores jubilæer og receptioner. Så spillede de et par timer foran og inde i butikken. - Så var der fest og glade dage og vore kunder elskede det. Vi havde vores egen firmasang, der gik på melodien Saterday Night: Sy-maskiner, byens bedste spesjalist. Sy-maskiner ordnes med den rette gnist Her kommer mænd med deres fruer. De køber ind, det er noget der duer -hosGuldager og Sønner --- byens bedste spesialist Åh ja – byens bedste spesjalist Åh ja, - byens bedste spesjalist Den er svær at synge for os, med de gjorde det fint. 52

Historien om min Montreal Fabrikeret den 28. januar 1975, og solgt den 9. juni til en Alfa Romeo forhandler i Frankfurt, Tyskland. Den var metallic orange med sort stofindtræk. Den har chassis nr. 14228726 Motor nr. AR 00564¤S1163¤

Den blev senere importeret til Danmark af Alfa Romeo forhandler Lars Bang. Han havde den et par år, men fik den ikke solgt, da den var meget dyr, og den overgik til en anden Alfa Romeo forhandler, nemlig Rønnov Biler ved Ålborg. Den kostede cirka 180.000 kr. hvilket var en enorm pengesum dengang. En Jaguar E kostede knap 100.000 kr. Man kunne få hele tre mellemstore biler for de samme penge, den var derfor svær at sælge. Den havde også det uheld, at den kom frem lige midt i en energikrise, hvor 53

benzinen steg, og den kører jo ikke mere end cirka fem kilometer pr. liter. Denne sidste forhandler solgte den i april måned 1978 til en direktør, som dog forkøbte sig. Han måtte efter cirka et halvt år lade bilen gå tilbage. Den blev først solgt igen i 1980 til en velhavende mand, der gav den til sin søn, der læste. Sønnen blev naturligvis glad, for så kostbar en vogn var normalt kun noget unge mænd kunne drømme om. Han syntes imidlertid, at lakken var blevet lidt falmet og fik den omlakeret i samme orange farve. - (Send regningen til min far) Da maleren kom med den, syntes han, - ifølge historien, at det ikke havde hjulpet ret meget, så han sagde til maleren: - Tag den med tilbage og mal den sølvgrå. (Også en originalfarve) - (Send regningen til min far.) Den i øvrigt meget flinke unge mand, fik den tilbage og det var nu blevet forsommer 1981. Han bestilte så et stort Pioner Stereoanlæg med det hele. Det havde hele seks højtalere og equalizer. Det kostede i 1981 den store sum af kr. 10.000,00. - (Send regningen til min far.) 54

Han begyndte at installere det. Det kneb meget med at få plads til det hele i den snævre kabine, men til sidst lykkedes det dog. Nu havde hans far imidlertid fået nok af sønnens ekstravagance og han sagde: - Sælg bilen omgående! Det var den unge mand så nødt til, og han satte en annonce i Jyllands Posten en søndag. Om søndagen var der dengang side op og side ned med bilannoncer i denne avis. På grund af nogle meget mærkelige omstændigheder, blev jeg opmærksom på denne annonce. Min søn, havde sammen med en kammerat, været på en uges knallerttur til Samsø, og han havde ombord på båden fået fat på Jyllands Posten. Da han vidste, at jeg altid læste bilannoncerne, spurgte han, om jeg ikke ville have den. Heri fandt jeg så den averterede Montreal. En tirsdag, ugen før, havde jeg været til et veteranbilmøde på Rindsholm Kro ved Viborg. Her var en veteranbilmand fra Viborg, Ewald Henneberg, mødt op med en bil jeg aldrig før havde set. Jeg syntes den var enorm elegant designet, og så havde den en vidunderlig V/8 motor med mange hestekræfter, samt en lyd der var helt ubeskrivelig. - Den snerrede som et arrigt rovdyr, når den blev fyret af. Han var lige blevet færdig med at genopbygge den af to trafikskadede. Han var berettiget stolt af sin flotte bil, så da jeg spurgte ham, om han ville sælge den til mig, fik jeg forståelig nok et klart nej. - Men jeg var helt vild med den. 55

Nu så jeg så en magen til i avisen, men den var dyr og jeg havde jo biler nok, så jeg ville lade skæbnen råde. Jeg sagde til mig selv: - Hvis den ikke bliver solgt, men er i avisen igen på næste søndag, må det helt sikkert være skæbnens mening, at jeg skal have den. Det var den så, og jeg ringede straks samme dag til Henneberg, og spurgte om han ville med op og se på den. Han kendte jo modellen ud og ind og det viste sig også, at han havde hørt om bilen og godt vidste, at der var en Montreal på de kanter. - Der er jo ikke så mange. Han kunne imidlertid ikke om søndagen, men vi aftalte at mødes i Hobro om mandagen, og så køre ud til den unge mand.

Her er de allerførste billeder jeg tog af den Jeg havde en godt et år gammel Vauxhall/Opel Manta. Den var rød og så smart ud. Den havde ekstra udstyr og var lige blevet ditecbehandlet, hed det vist, så lakken skinnede. Den havde erstattet en Ford Taunus 2000 GT 56

Coupé med en sekscylindret motor. Denne bil havde trillet 5-6 gange rundt inde på en mark, engang da en af mine ansatte kørte i den. Ford Taunus 2000 GT Coupé 1971. V/6 Den såkaldte ”Knudsen model” Bilen endte på hovedet inde på marken, men utroligt nok kunne føreren kravle ud gennem forrudehullet. Han havde kun fået en lille skramme på hånden. Den fik han et plaster på, inde på sygehuset i Odder og tog toget hjem til butikken i Aarhus. - Han var ikke så pivet, men han var vist også lidt heldig!

Den var totalskadet, som det tydeligt ses og den eneste jeg kunne finde, der lignede den lidt, var en Opel Manta, men den var kun firecylindret, så den blev jeg aldrig glad for. Jeg kunne spare 20.000 kr. ved at købe den som Vauxhall, men ingen ville på det tidspunkt køre i en Vauxhall, da dette mærke havde fået et dårligt ry. 57

Jeg fik vendt kofangerne og emblemerne blev udskiftet til Opel, og vips havde jeg en Opel Manta Sports Hatch. Opel bilerne kører i England under Vauxhall navnet, der er blot ændret få ting i designet, især foran.

Denne bil skulle den unge mand tage i bytte, havde vi aftalt i telefonen. Vi ankom, fik en rask prøvetur, hvor Montreal’en rigtigt blev fyret af og så var jeg helt solgt. Henneberg kørte, da ejeren, af en eller anden grund, selv var lidt bange for at køre i den, - især, hvis det skulle gå stærkt. Han sad på højre forsæde og jeg sad på det minimale bagsæde, god sammenbukket. Vi handlede og lavede en foreløbig slutseddel og aftalte at mødes i Aarhus den 5. august 1981 og bytte biler. Montreal’en havde da kørt 38.344 km.

Her holder den hjemme hos mig i efteråret 1981. Jeg har besøg af Ewald Henneberg. Det er hans der holder til venstre for min. Jeg havde den på plader indtil august 1999. Den har indtil nu kun kørt godt 74.000 km.

Jeg havde købt min Corvette i 1996 og fik den ud at køre i 1997. Jeg kørte fra da af mest i den, og en dag, da jeg var 59

i garagen, fik jeg dårlig samvittighed over, at jeg sådan havde svigtet Montreal’en. Jeg tog den logbog, som jeg fører over alle mine biler, og så efter hvor mange kilometer, jeg havde kørt i den de sidste to år. – Jeg havde kun kørt 200. - Det var jo ikke meget, og jeg gik nu op på mit kontor, og så efter, hvor meget det så havde kostet mig i forsikring og vægtafgift. Nu fik jeg et mindre chok. Det havde kostet godt 20.000 kroner. Få minutter efter var jeg på vej til motorkontoret for at aflevere pladerne. - Det var alligevel for meget. - Jeg var jo til grin for mine egne penge. I 2013 har jeg kørt den frem, for nu kan den få plader på igen, og nu med veteranstatus, da det er 35 år siden, den blev indregistreret første gang i 1978. Den er ”født” 28. januar 1975, men de 35 år gælder fra I. indregistrering. Med veteranstatus skal der kun betales en fjerdedel i vægtafgift, og jeg kan også få en langt billigere veteranbilforsikring. I øjeblikket går jeg den igennem og gør den klar til syn. Jeg sætter helt nye bremseslanger på. Dem har jeg skaffet fra Tyskland, da de er lidt specielle og de skal være de helt rigtige. Montreal’en er jo en hurtig vogn. Den går over 200 km/t og accelererer fra 0 til 100 på godt 7 sekunder, så den skal have meget sikre bremser. 60

Den var udstyret med fire ventilerede bremseskiver allerede dengang.

Her venter den på sine slanger fra Tyskland. Oplevelser med Montreal’en Det første jeg gjorde, da jeg lige havde fået den, var at køre ned til Tyskland. Jeg ville ned og køre på motorvejene i yderste spor med over 200 km//t og jage alle Mercedes’er og Porche’r ind til højre. - Nøjagtig som de havde gjort ved mig gennem alle årene. Nu skulle jeg have hævn. Det glædede jeg mig virkelig til. Som tænkt, så gjort. Jeg kørte derned og satte straks 61

farten op på toppen og glædede mig til at blinke med lyset af den første Mercedes. Men nu fik jeg mig en meget stor skuffelse. Jeg fik ikke jaget en eneste bil ind, for ligeså snart de så mig i bakspejlet, strøg de ind til højre, endnu før jeg havde nået at blinke. Sådan fortsatte det de næste mange kilometer. Jeg blev godt træt af den manglende tilfredsstillelse og kørte lidt skuffet hjem. Det er jo klart, at når man har en meget hurtig bil, vil man også gerne engang imellem køre stærkt, men man kan jo ikke tage helt til Tyskland hver gang. Jeg fandt så på en anden måde at gøre det på. Nu er det jo mange år siden, og dengang fik man ikke klip i kørekortet. I dag ville jeg aldrig gøre det, jeg nu vil fortælle om. En lun juniaften, allerhelst, når der var fodboldlandskamp i fjernsynet, kørte jeg ud ad Grenåvej, jeg bor i Risskov, til jeg kom til det, dengang, lille stykke motorvej på cirka syv km. Der var på dette tidspunkt normalt kun meget få biler at se. Jeg kørte stille og roligt for at få både vand og olie op på den rette arbejdstemperatur. Samtidig så jeg efter, om der var noget mistænkeligt at observere i form af lovens håndhævere. Når jeg så kom ud til enden af motorvejen, vendte jeg rundt og kørte op på motorvejen igen. - Så holdt jeg stille et øjeblik. 62

Når jeg var helt sikker på, at der ingen biler kom bagfra, forestillede jeg mig, at det var starten til le Mans eller et Formel 1 løb. Jeg gassede motoren op, lagde hånden på den korte gearstang på ZF sportsgearkassen med de fem gear og den korte vandring. Pludselig fyrede jeg Montrealen af for fuldt drøn, og skiftede gear så hurtigt jeg kunne, og i løbet af ingenting var jeg oppe på tophastighed. Samtidig havde jeg hørt motorens fantastiske lyd gennem det åbne vindue. Ret hurtigt, syntes jeg, skulle jeg dog til at bremse ned igen, da motorvejen sluttede forbavsende hurtigt. - Den var jo kun syv kilometer. Efter en sådan tur kunne jeg rigtig mærke adrenalinet prikke i huden, og jeg følte jeg levede. Jeg husker, og føler, det hele krystalklart endnu, skønt det er så mange år siden. - - Min kone og jeg var et år på en uges sommerferietur i Montreal’en oppe i Nørrejylland. Det var en herlig oplevelse, bare at køre rundt på må og få, og finde en hyggelig kro at overnatte på om aftenen. Vi kørte mest ad små smukke veje i landskabet, og en dag var vi havnet på en smal vej gennem en stor fyrreplantage. Foran os kørte der en ældre Skoda, og foran den igen kørte der en enorm lastbil med en lang anhænger. Da vejen gennem plantagen var ret smal, kørte vi kun med cirka 50 km/t. Lastbilen fyldte godt på vejen, og Skoda’en turde ikke 63

overhale, skønt vejen var snorlige. Irriteret tænkte jeg, at lastbilen da godt kunne tage farten af og holde lidt til højre, så vi kunne komme om. - Men det gjorde han ikke. Efter et par kilometers irriterende langsom kørsel, sagtnede han endelig farten og trak lidt ud til højre. Skoda’en så ikke ud til at have lyst til at overhale, så jeg tog en rask beslutning, satte ned i andet gear og begyndte lynhurtigt at overhale dem begge. Det gik fint, lige til jeg kom op til lastbilens forvogn og så til højre, - lige ind mod det store forhjul, der var næsten lige så højt som min bil. For det trak pludselig over mod mig og jeg ser, at han blinker til venstre. - Han skal ned ad en meget lille skovvej, og han har ikke set os i den kun 120 centimeter lave bil, og jeg kører nu over 100 kilometer i timen. Vi vil om et lille øjeblik blive skubbet ind i skoven og støde mod et af de utallige store fyrretræer. - Det var rædselsfulde sekunder. Pludselig kan jeg se, at han nu har opdaget den lave bil, der kom farende som en raket. Førerhuset synker dybt ned, da han bremser hårdt op. Jeg når lige akkurat at slippe helt forbi, uden at hans kofanger rammer min bagende. Det var meget tæt på at blive Montreal’ens, og måske også vores, endeligt. - Bagefter var jeg ikke særlig populær, og jeg måtte resten af turen køre yderst fornuftigt, og det er jo ikke let i sådan en bil, men jeg var klar over, at det gjorde jeg bare. 64

Jeg kan nu godt forstå min kone. Det må have været nogle rædselsfulde øjeblikke uden at kunne gøre andet, end blot sidde ved siden af. - Kort forinden havde en af de få Montrealejere nemlig smadret sin bil ved at køre uforsvarligt, og hans kone var kommet virkelig slemt til skade.

Her holder vi seks Montreal’er på stribe i Jylland En gang om året i nogle år i 1980’erne, mødtes Danmarks 11-12 Montreal’er til et stævne. - Det var skiftevis i Jylland og på Sjælland. Arrangørerne havde lagt en rute ad små og tit snoede veje i et roligt landskab. De, der havde lagt ruten, kørte forrest og vi andre, der ikke kendte ruten, skulle bare følge efter. Engang på Sjælland var jeg startet som sidst i rækken, og det er ikke smart. Bilerne er jo helt ens og kan køre lige hurtigt, så hvis man ikke kan følge med, er man en tøsedreng.

Her er vi ni Montreal’er samlet på Sjælland Nu ved enhver, der har prøvet at køre i én lang række, at der helt automatisk opstår en større afstand mellem bilerne i sving og snoede veje. Den der kører sidst, - og det var i dette tilfælde mig, får mange problemer med at følge med i normal afstand og det fik jeg da også. - Da jeg jo nødigt ville fremstå som en tøsedreng, der ikke turde køre hurtigt, måtte jeg flere gange gøre ting, jeg under normale omstændigheder absolut ikke ville gøre. Jeg husker, at jeg rundt om et vinkelsving, - hvor et hus på hjørnet skjulte udsynet, pludselig efter svinget ser en stor lastbil dreje ud på vejen. Han havde holdt stille, da alle de andre kørte forbi, og nu troede han at der kom ikke om flere, og at han derfor roligt kunne køre ud på vejen igen. - Hvordan jeg kom uden om den lastbil uden en skramme, er jeg, endnu den dag i dag, ikke klar over, for det gik hurtigt, - meget hurtigt, men udenom kom jeg da. På samme tur kom der pludselig en stor jagthund løbende ud fra en indkørsel i vejens venstre side. – At jeg ikke ramte den, var også et mindre mirakel. 66

Jeg husker endnu en dramatisk oplevelse med Montreal’en. Jeg havde været ude at fiske i Gudenåen ved Langå. Vi var to lystfiskere og vi havde en herlig dag. Det var tidligt på foråret i marts. På hjemturen satte jeg min fiskekammerat af i Tilst ved Aarhus. Det var nu midt på eftermiddagen og solen skinnede. Der var ingen sne, men der havde været frost om natten. Jeg skulle køre ned forbi den gamle kirke i Tilst. Her snor vejen sig mellem den store kampestensmur ind til kirken på den ene side, og nogle små huse på den anden. Vejene havde været fine og tørre, så Montreal’en fik ikke for lidt gennem svingene. - Nu ville jeg skynde mig hjem. Idet jeg kører gennem svinget forbi kirken, kommer bilen pludselig ud på en meget ukontrollabel snurretur. Jeg forsøger desperat at rette op, men jeg kan næsten ingenting gøre, for vejen er isglat. Snart har jeg retning mod kampestensmuren, snart mod husene på den anden side af vejen. 67

Samtidig svinger vejen i et blødt uoverskueligt sving rundt om kirken. Jeg kan ikke se, om der kommer modkørende. - Det var igen nogle aldeles rædselsfulde sekunder. Heldigvis kom der ingen modkørende og pludselig var vejen atter tør og fin. Bilen endte mirakuløst med snuden i den rigtige retning og jeg fik igen kontrollen. - Der var jeg endog meget, meget heldig. Jeg holdt stille et lille øjeblik for at sunde mig, og kunne nu se årsagen til snurreturen. Der havde jo været frost om natten, hvor vejen havde været belagt med et tyndt lag is. Da solen, så tidligt på året, står lavt, havde husene, på sydsiden af vejen, kastet skygge hele dagen på vejen, så frostlaget ikke var tøet op på en strækning af cirka 75 meter. Derfor var islaget der endnu, men det var så usynligt at man ikke opdagede det. Det lignede blot skygger fra husene. Også her kunne jeg igen nemt have taget livet af Montreal’en, men sommetider er jeg altså mere heldig end jeg fortjener. Det erkender jeg blankt, - men det har måske sin forklaring. Jeg blev engang i 70’erne spået af en meget speciel indisk vismand. For et større beløb spåede han mig mange mærkelige og utrolige oplevelser, som jeg dengang havde svært ved at tro på. De lød simpelthen for utrolige. Men efterhånden som årene gik opfyldtes spådommene, en for en. Han spåede mig også, at jeg ville blive meget gammel, 68

- nemlig hele 89 år og da spådommene efterhånden blev til virkelighed, var jeg jo helt sikker på, at jeg også blev gammel og derfor ikke kunne dø, før jeg opnåede denne alder. Jeg blev derfor mere og mere dristig, når jeg kørte i mine biler og tit rystede benene lidt, - når jeg efter en heftig aftentur på små øde veje i området, steg ud. Min fornuftige kone syntes, at det nu snart var for meget, og hun sagde en dag til mig: - Du er vel klar over, at man godt kan bliver 89 år i en kørestol? Se, det havde jeg aldrig tænkt på, men det var jo rigtigt og jeg kom til besindelse og kørte aldrig mere, på en så skæbneudfordrende måde. Jeg er født 26. august 1935 klokken 05.50, så i skrivende stund er jeg 80 et halvt år, og jeg skulle efter beregningerne have 9 et halvt år tilbage, for jeg er jo 89 år indtil den 26. august 2025 kl. 05.49. - Først da fylder jeg 90. Ja, skyld, tillæg jeg jo

jeg tager skam det hele med og for mine børnebørns siger jeg: - Hvis jeg er heldig, får jeg måske et på 10 procent for god opførsel og på den måde bliver næsten 100 år og så må det vist også være godt nok.

Men tilbage til bilen. - Nu glæder jeg mig til at få plader på igen og til at komme ud at køre i min sjældne sportsvogn. 69

En tand for pinligt Engang i 1968 gjorde jeg noget, der i dag lyder fuldstændig vanvittigt, men ikke desto mindre er historien sand. - Hvor pinlig den end kan forekomme. Jeg havde været hos tandlægen og havde fået rodbehandlet en kindtand i overmunden. Tandlægen var så uheldig, at han borede igennem roden og ud i kæbebenet. Da bedøvelsen ophørte, begyndte det at gøre vanvittigt ondt i kæben, idet der trængte væske ind mellem kraniet og den meget stramme hinde, der sidder på selve knoglen. - Det er noget der virkelig gør ondt, kan jeg fortælle. Jeg var nødt til at tage mange og stærke smertestillende piller hele tiden, for overhovedet at kunne holde det ud. Det var weekend, så jeg skulle heldigvis ikke på arbejde, men kunne heller ikke rigtig lave noget for smerter, så jeg lå mest på sofaen. Men pludselig kom jeg i tanker om, at jeg havde lovet en af mine veteranvenner, at køre til Horsens med en ny symaskine til nogen i hans familie. Jeg havde taget maskinen med hjem om lørdagen, så den var i bagagerummet. Søndag formiddag tog jeg så ekstra mange piller, for at kunne udholde køreturen til Horsens, gik ud i carporten og startede min store Ford Zephyr. Jeg følte mig godt nok lidt ”svævende”, da jeg rask bakkede ned ad indkørslen for at komme ud på vejen, og da jeg når den kraftige 70

metalhavelåge ramte højre bagkofanger med et stort brag ind i havelågen. Det tog jeg mig imidlertid ikke særlig meget af, men kørte blot frem igen og ramte fint åbningen anden gang.

Steen, Finn, Iben, Ulla og Ullas mor Henriette, Ford Zaphyr Jeg kom hurtigt ud på Grenåvej og kørte op mod Vejlby. Jeg kørte ret utålmodigt, da jeg mente, at jeg var lidt forsinket. Jeg kan godt huske, at jeg stadig følte mig lidt ”svævende”, men jeg mente, at det måtte være tandpinens skyld. Jeg kom så hen til krydset ved Tretommervej. Her holdt der nogle biler for rødt lys, så jeg tudede irriteret i hornet. – Hvorfor holdt de stille? – Der kom jo ikke nogen tværgående trafik og så kunne de da blot køre over, selvom der var rødt lys, for jeg skulle altså skynde mig og de holdt i vejen. De flyttede sig naturligvis ikke, så jeg tog en rask beslutning, kørte over i venstre kørebane og uden om, tværs over krydset og fortsatte ind mod byen. Dengang var der ingen motorvej, så jeg skulle køre ad Ringgaden for at komme ud på Skanderborgvej. 71

Jeg kom fint til Horsens, fik leveret symaskinen og det gik også fint med at demonstrere og undervise i brugen. Vi snakkede lidt og jeg kørte hjem. Da jeg kom hjem og var kommet til mig selv, indså jeg pludselig, hvad der var sket. Jeg havde jo været, hvad man i dag kalder påvirket af euforiserende stoffer, og havde slet ikke været i stand til at føre en bil på betrykkende vis. Da jeg næste gang traf min veteranven, spurgte jeg forsigtigt: - Var jeg ikke lidt mærkelig, da jeg var nede med den symaskine. - Jeg havde nemlig stærk tandpine? Nej, det syntes han ikke. Jeg havde blot snakket lige så meget og hurtigt som jeg plejede, og det havde han informeret sin familie om i forvejen, så de havde fundet det hele meget livligt og naturligt. Jeg fortalte ham aldrig, at jeg i den grad havde været ”dopet”. I de sidste mindst 40 år har jeg været helt fanatisk med kun at køre bil uden at have noget som helst i kroppen af hverken piller, øl eller spiritus. Jeg drikker f. eks. aldrig, - bare så meget som en enkelt øl, samme dag jeg skal køre. Det ved hele familien og det respekterer de. Men jeg har altså, med skam at melde, kørt i påvirket tilstand denne ene gang i mit liv, selvom jeg ikke selv var klar over det. 72

Bilerne i mit liv. Den allerførste bil jeg havde til min egen rådighed var en

Morris Minor varevogn. Det var i 1959.

Kort efter fik jeg en Opel Record P 1 på papegøjepladser. Det var i 1960, Det er min far der står foran.

Så blev det bedre, og bedre. I 1961 overtog jeg

min

Zephyr

fars

Ford II.

Årgang 1958. Den var jo sekscylindret. Den var meget flot efter datidens forhold. Den var sort med rødt og hvidt nappa-indtræk. - Det var en dejlig bil, som jeg var stolt over at køre i som kun 26 årig. Det var usædvanligt dengang. 73

Allerede i 1964 overtog jeg igen min fars nuværende bil. Det var en Ford Zephyr MK III. Årgang 1962 Den var højrød og havde nogle små halefinner.

I 1965 købte jeg en Ford A Cabriolet årg. 1930. Den restaurerede jeg på 6 måneder og kørte i den til løb og ferietur til Vesterhavet i 1966. Elegant model med reservehjul i skærmene.

Jeg solgte den i november 1966 for at få råd til at købe

den Ford T Touring årgang 1926, som jeg har den dag i dag. Det var en eneejers bil, der kun havde kørt højst 25-30 tusinde kilometer. Den er født uden speedometer. Ejeren var en ældre urmager i Nimtofte på Norddjursland. Den var utrolig velbevaret og stod på sine gamle nummerplader. Den havde aldrig haft nogen skader og var selvfølgelig totalt rustfri. Motoren har aldrig været ude af bilen. Ejeren havde haft den i 40 år og 8 måneder og tre dage. Jeg strammede lige bremserne lidt op og kørte til syn og den blev godkendt. Den er nu 90 år gammel, og jeg har haft den i 50 år og der er absolut intet der er udskiftet. Alt er det originale. Gummimåtterne med Ford logo, indtræk og kaleche. Den har nu kørt ca. 60.000 kilometer. Da jeg købte den, var jeg dog nødt at lakere den om, da lakken under krigen var krakeleret. Det har jeg fortrudt i dag. Jeg lod være med at give den nyt indtræk og kaleche, så det undgik jeg dog. 75

I 1967 fandt jeg på en mudret pløjemark et vrag af en

Ford V/8 model 18 Roadster

årgang 1932. Den var i utrolig dårlig stand, men meget sjælden. Det var den absolut første model med Fords berømte V/8 motor, hvis motorblok er støbt ud i eet. Det var noget helt nyt. Normalt blev V/8 motorer støbt i flere stykker og bagefter boltet sammen, hvilket gjorde dem meget dyre. Der er i alt kun lavet 817 Roadsters af De luxe modellen og kun godt 8000 standard Roadsters med denne V/8 motor, så den er sjælden. Den findes dog også i langt større antal med en firecylindret B motor. Det tog mig cirka fem år at restaurere den, og jeg fik den på plader den 1. maj 1972. - Den er vidunderlig at køre i. 76

Zefhyr’en havde jeg indtil 1971, hvor jeg fik en fabriksny model af den nye Ford Taunus. Man havde forladt det lidt tunge design, som Ford Taunus 26 M havde. Det nye var den såkaldte ”Knudsen Model”. Min var endda en Coupé model. Helt nøjagtig en Ford Taunus 2000 GT Coupé.

Den havde en sekscylindret V/6 motor. Den var sunset-rød med knaldsort indtræk. Den blev jeg endog meget glad for. Bagfra lignede den faktisk, med lidt god vilje, den Aston Martin som ”De uheldige helte” kørte i på det tidspunkt. Min søn har i dag en magen til i meget velholdt stand. Min havde jeg indtil 1980, hvor den blev smadret. (Se side 57)

I 1972 købte jeg en stor fire dørs

Ford V/8 Sedan1938 i Ålborg. Det var en dejlig velholdt familievogn, som en ung arving nu solgte. Den stod med nummerplader på og jeg kørte den selv hjem fra Ålborg. Den gemte jeg nogle år og solgte den så til en mand, der tatalrestaurerede den. Det var næsten en skam, for den havde original lak. I 1972 købte jeg en

Chevrolet

Sedan årg. 1931 Den havde fire døre og var en flot vogn med en sekscylindret motor. Den havde dog lidt rust ved skærmene som skulle laves, men var ellers velholdt. Den pudsede jeg også lidt op og gemte et par år og solgte den så til en hollænder, som glad kom tre år efter og viste mig den. Nu var den fuldt restaureret og vældig flot. - Den har reservehjul i begge forskærme. 78

Også i 1972 købte jeg, sammen med min svoger, en

Chevrolet Master Sedan 1933 med 2 døre i Hammel i lidt dårlig stand, men dog med nummerplader.

Den blev også en tre år efter solgt til en mand, der selv byggede den om til en Victoria coupé, men den så ikke værst ud, trods det at de lavede karosseriet efter linjerne fra et foto.

I 1973 købte jeg en Oldsmobile Sedan årg. 1938 med fire døre og en motor med seks cylindre. Det var en stor og flot vogn. Den var også utrolig velholdt og uden rust. Den pudsede jeg lidt op og havde den stående nogle år og solgte den så til en nordmand, hvis far havde haft en magen til. 79

I 1974 fandt jeg en meget sjælden, men yderst medtaget

Ford Gläeser

tyskbygget

V/8 1938

med et åbent karosseri.

Den stod i en hønsegård.

Den fiksede jeg op, så den så helt hæderlig ud og solgte den til en mand på Fyn. Jeg fortalte ham, at den absolut skulle total gennemrestaureres, og at det ville blive en meget svær opgave, da der var meget træ i det tyske karosseri. Det kom til at passe, for det tog ham næsten ti år at få den færdig, men så repræsenterede den også en stor værdi, idet der kun er bevaret yderst få eksemplarer af disse modeller i verden. 80

I 1976 fandt jeg resterne af

Ford V/8 Roadster 1936. Dels i et vandfyldt hul en

på en mark ved Ørting og dels hos en produkthandler i Odder.

Her var der virkelig en restaureringsopgave der gik ud over det sædvanlige, så jeg købte en rustvogn også fra 1936. Hele forenden hen til frontruden var den samme, kun kassen til kisterne skulle ikke bruges. Den var fuldstændig komplet. Den var selv kørt ind i den lade, hvor den stod. Jeg gemte begge nogle år og ville bygge dem sammen til en fin Roadster, men fik så andre, mere spændende planer. Jeg solgte bilresterne fra Ørting. Resterne endte i Sverige, hvor den nu bliver bygget op. Rustvognen var i mellemtiden blevet stjålet fra mig i den lade, hvor den stod. 81

Igen i 1976 hørte jeg om en meget speciel vogn, der skulle stå i Højbjerg ved Aarhus. Min kilde fortalte mig, at den vistnok hed ”Ganger”. Jeg kendte dog intet bilmærke med det navn, men tog ud og så på bilen sammen med min bror. Det viste sig at være noget så sjældent som en åben

Wanderer W4 5/15 fra 1921, så vi købte den sammen.

Det var en to en halv personers med forskudte sæder bag hinanden og klapsæde. Den havde messingkøler og lygter. Mange andre ting var også af messing, blandt andet det store snoede boldhorn. Håndbremse og reservehjul sad udvendig på karosseriet på højre side. - Det var en ret lille bil. Den var delvis adskilt da vi købte den, men jeg skilte den totalt ad og toprestaurerede den. Den blev en fin lille vogn. Den blev færdig først i februar, og jeg tog den derfor ind i min pejsestue, hvor den holdt udstillet, indtil den kunne komme ud at køre sidst i april. 82

Jeg havde den på plader i seks år og kørte mange løb i den. Til sidst solgte jeg den dog til en fabrikant i Aulum ved Holstebro.

25 år efter solgte han den til en tysker, hvis bedstefar havde startet Wanderer fabrikken tilbage i 1894, så nu står den på museum sammen med sine søskende. Der er både Wanderer biler, motorcykler, cykler og symaskiner.

Jeg skrev en fiktiv historie om bilen dengang jeg havde den. Den hed ”Historien om den lille røde bil” Den fik han med. Han oversatte den til tysk og har den nu, sammen med bilen, på museet. 83

I 1975 byttede jeg en brugt transistorradio med denne BSA 500 cc topventilede motorcykel. Den byttede jeg igen til en Ford A 1929, som jeg skilte ad og byttede delene til reservedele jeg selv manglede. Jeg havde dog fået lyst til at have en BSA, så i 1978 købte jeg en godt brugt BSA S. 30-13 D

Det var en motorcykel på 500 cc. Topventilet og med dobbeltportet udstødning. En typisk engelsk motorcykel med et godt drøn i udstødningen. Den restaurerede jeg totalt og fik plader på i foråret 1980. (Se billede side 41)

1981

købte

jeg

militærets

motorcykler årg. 1952

aflagte

Nimbus

Den adskilte jeg også totalt og restaurerede den. Jeg prøvesamlede den om vinteren oppe i TV stuen på første sal. - Det var meget hyggeligt. Jeg havde den plader i fem år solgte den så.

I 1978 købte jeg en ny varevogn til firmabrug. Det var en

Ford Taunus van.

Den var midnightblue og fik vores reklamer på i guld. Den vakte opsigt i byen, når den kom kørende, for den så virkelig flot ud. - Det var en god reklame for firmaet.

på og

I 1980 blev min Ford Taunus GT totalskadet af en af vore medarbejdere og i stedet købte jeg en

Opel Manta Sports Hatch Coupé.

Den lignede i design min Ford GT mest, men den var kun fire cylindret, så den blev jeg aldrig glad for, da jeg i så mange år havde kørt med seks cylindrede motorer. Jeg beholdt den kun til sommeren 1981. Den var ellers ret flot. I grunden var den slet ikke født Opel. Det var en Vauxhall, men dengang var engelske bilers omdømme absolut på lavpunktet, så selvom det var en Opel der var forklædt som Vauxhall, var det næsten kun fanatiske englændere, der ville køre i en bil med Vauxhall navnet. Jeg ville heller ikke, men den var hele 20.000 kr. billigere, end når der stod Opel på den, skønt det var den samme bil. Det brokkede jeg mig over henne hos forhandleren, hvor de stod side om side. Da han gerne ville sælge en bil til mig, sagde han: - Kom igen i morgen, så er det en Opel. – Ganske rigtigt. Næste dag, da jeg kom, var kofangerne vendt om og alle emblemerne på vognen var udskiftet til Opel emblemer. Der var nu kun en enkelt detalje ved fronten, hvor man godt kunne se at den var født Vauxhall, men det var kun kendere der vidste det. – Nå, men jeg blev aldrig glad for den. 86

Da jeg havde overtaget familiefirmaet efter min far og havde fået det banket lidt op, blev der råd til at anskaffe nogle lidt mere eksotiske biler til at køre i privat. Firmabilerne var mest

Ford Sierra som denne 1.6 fra 1983. Det var Stationcars. Den ene var en dejlig model med en V/6 motor. Den var slet ikke så ringe at køre i.

Motoren havde ”støvsugeren”

summende

I 1989 købte vi en af de sidste Ford Sierra varevogne. Den fik godt med reklamer på. 87

lyd,

så

kaldte

den

I sommeren 1981 byttede jeg min Opel Manta til noget diametralt modsat, nemlig en Alfa Romeo Montreal med en fantastisk motor. Det var godt nok noget andet end min Opel eller Taunus.

Den havde en V/8, neddroslet leMans racermotor på 2600 ccm. Den havde fire overliggende knastaksler. Mekanisk indsprøjtning, tørsump. Den kørte over 200 km/t og kørte fra 0100 på lige godt syv sekunder, hvilket var ret vanvittigt på den tid. Den forlod fabrikken den 28. januar 1975, som en af de sidste der blev fremstillet. Der var planlagt en produktion på 10.000 stk., men der var kun lavet 3.925 stk. da produktionen stoppede på grund af for høj en pris i den dengang energikriseramte verden. Prisen i Danmark var cirka 180.000 kr. og man kunne få en Jaguar type E for ca. 100.000. Jaguar E er jo også en vidunderlig bil, så det er klart at den var med til at kvæle salget af Montreal. 88

Jeg brugte kun min Montreal til hobby og søndagsbil og aldrig om vinteren. Jeg har den selvfølgelig endnu. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg sælger den. I 1983 købte jeg en Triumph TR3 A fra l959. Det var en dejlig åben sportsvogn med en 2 liters motor. Den var frisk at køre i og jeg havde den vel i fem år. Jeg kørte ærlig talt lidt vildt i den. Den lå helt godt i svingene, af en vogn af den årgang. Den havde bremseskiver på forhjulene, hvilket var sjældent i 1959. Bagpå havde den tromlebremser. Jeg solgte den, fordi jeg ikke rigtig kunne styre mig, når jeg kørte i den, så man kan sige, at jeg solgte den for at overleve. I 1984 købte jeg en Nimbus Sport fra 1938. Den var adskilt, men det meste var der og en Nimbus er nem at få dele til. Den blev vældig fin og meget original. 89

Som sportsmodel havde den oplagt udstødningsrør med en stor fiskehale. Det så rigtig godt ud. Den havde jeg i tolv år og var meget glad for den. Det var hyggeligt at køre på ”humlebien”, som modellen i folkemunde hed. Den ærgrer jeg mig lidt over jeg solgte, for den kunne jeg bare godt lide og så var det jo en dansk bygget motorcykel. I 1986 bestilte jeg den splinternye

Ford Scorpio 2.8i Ghia på fabrikken i Tyskland. Jeg

bestilte den med det ekstraudstyr, jeg syntes jeg gerne ville have. Firmaet gik nu så godt, at jeg syntes, jeg kunne tillade mig denne luksus.

Den blev netop i 1986 kåret til årets bil og topmodellen Ghia var virkelig flot. Min var højglans sort med grå paneler. Statsministeren, det var Poul Schlüter dengang, kørte i en magen til, men den var bare kedelig grå. - Min var meget flottere. Det år kørte vi ned til Rivieraen i den. Den var så flot, at da vi kørte forbi kasinoet og hotellerne i Monaco stod folk stille inde på fortovene for at se, hvilke berømtheder der 90

mon kørte i den, og så var det bare med at se fornem ud. Vi skulle jo nødigt skuffe dem. Nå – Vi har heldigvis aldrig været snobbede, så vi grinede lidt af det, men helt ærligt: - Jeg nød at køre rundt i den flotte bil på de kanter. Man har vel lov til at være stolt af noget man godt kan lide! Men der var desværre noget der irriterede mig. Skønt jeg havde betalt en stor sum for bilen kontant, lagde staten hvert år hele kr. 80.000 oven på min årsløn. (1986 penge). Det var noget man kaldte ”misundelsesafgift”. Dette årlige ”røveri” irriterede mig så meget, at jeg til sidst solgte den. I stedet købte jeg i 1988 en Ford Sierre 2,0i S. Det var en rap vogn med opstrammet undervogn og en lidt hidsig motor. Den kunne jeg godt lide og den var der intet ”misundelsesgebyr” på, så her var psykologien i orden.

Bilerne er kørt ind i den nybyggede garage 1973 91

1987

købte

jeg

Ålborg

resterne

motorcykel, nemlig en BMW R 35 fra 1938.

sjælden

Nimbus’en havde det været for let at finde reservedele til. Nu ville jeg have en, hvor det næsten var umuligt. - Des større blev udfordringen. Jeg havde nemlig haft en sådan, da jeg var soldat, og nu kunne det være hyggeligt at finde en magen til, men det blev svært. Der var måske højst ti i Danmark. Den jeg fandt, var resterne af to vrag. Manden i Ålborg havde taget det bedste fra de to og lavet sin af. Det var så resterne jeg fik lov at købe. Han forlangte dog en høj pris, og han fortalte ærligt, at jeg nok aldrig fandt de manglende dele. - Det tog da også cirka seks år at få den færdig. I mange år kørte jeg ned til et stort stumpemarked i Mannheim, men BMW folkene rystede altid på hovedet, når jeg spurgte efter stumper til R 35 og de påstod også, at de heller ikke havde set julemanden fornylig. 92

Men jeg ville ikke give op og til sidst endte det da også med, at den blev særdeles original. - Jeg har i hvert fald ikke set en der var mere original.

I 1990 fandt jeg på Sjælland igen en sjælden motorcykel. Det var en Victoria Bergmeister 1958. De tyske Victoria fabrikker lavede mest totaktere, men de lavede dog også denne meget specielle firtakter prestige model. Den havde en motor med to cylindre i V form. Den var på 350 ccm. firtakt og havde kardantræk. Motoren var designet af den bedste motordesigner i Tyskland, og der var gjort meget ud af at gøre den strømlinet og enkel at se på. Det eneste der stak ud fra blokken var faktisk kun de to cylindre, og på dem sad tændrørene endda ind mod midten. De var vanskelige at komme til, når de skulle skiftes, og der var derfor monteret en lampe under tanken, så man også kunne skifte dem, når det var mørkt. Karburatoren var også indkapslet. Den lød også rigtig godt fra dens to udstødningsrør, når den blev fyret af. 93

Det var i det hele taget en meget smuk motorcykel, men den var dyr, og da den tyske motorcykel produktion var ved at ebbe ud, blev der ikke solgt særlig mange og derfor er den i dag sjælden. Min var i original stand og aldrig restaureret. Den blev solgt til en mand nede på Fyn. Jeg solgte tre motorcykler, da jeg købte Corvetten. Det havde jeg lovet Ulla ovre i Florida og den slags løfter skal man holde. I 1991 savnede jeg min dejlige Scorpio så meget, at jeg udskiftede min Sierra med en brugt Scorpio Ghia magen til den jeg købte i 1986, men nu til en pris, der var uden misundelsesafgift. Nu kunne jeg meget bedre nyde bilen, men i november 1994 var jeg ude for et alvorligt trafikuheld, hvor jeg smadrede min Scorpio. Den døde godt nok, mens jeg selv slap, efter redningsfolkenes udsagn, mirakuløst heldigt fra det. Jeg havde kun nogle brækkede ribben, et halvt afrevet øre, en brækket næse og udslåede fortænder. - Det var alt sammen noget der ikke gav varige men. 94

Nu købte jeg i januar 1995 en dejlig bil til erstatning. Det var en Mercedes 500 SEC fra 1982.

Den havde et yderst vellykket coupé karosseri og en fantastisk fem liters V/8 motor med støbt aluminium blok. Den havde alt det fabriksudstyr denne model kunne have, f.eks. noget så sjældent dengang som airbag i rattet. SEC udgaven var efter sigende verdens første seriefremstillede model, der kunne bestilles med airbag. Når ruderne var sænket ned var der ingen B stolpe til at gøre sikkerhedsselen fast i. Derfor kom der en vandret arm skydende frem og overrakte sikkerhedsselen til forsæderne. Når min, dengang gamle, mor var med ude at køre, sagde hun altid i en overlegen tone: - Tak James, - Så fik armen, efter at have overrakt hende selen, lov til at trække sig tilbage. Sæderne var af fuldfed læder og der var tilpas med ædeltræ på instrumentbord og døre. På siden af dørene var 95

der små modeller af sæder og ryglæn. Når man betjente dem, løftede, skød frem og tilbage, sænkede eller vippede, fulgte de rigtige sæder og ryglæn med. Der var selvfølgelig også varme i sæder og ryglæn. - Den var meget forud for sin tid. Det var en rigtig luxusbil med et overskud af kræfter og den havde selvfølgelig automatgear. Den bil havde jeg i 16 år og brugte den til daglig brug, også om vinteren. I vinteren 1996 var vi med veteranklubben på en ”studietur” til Florida i USA. Foruden alle de berømte ting man skulle se der, var vi på mange veteranbil markeder og museer. Vi var inde i en meget stor forretning med klassiske biler i Palm Beach. Der mødte jeg min skæbne i form af en knaldrød Corvette 1959. Den havde en fem liters stor V/8 motor, så forrygende godt ud og udstødningen lød for mig som englesang i himlen. - Den blev jeg altså nødt til at købe, selvom den var dyr og selvom jeg ikke ligefrem manglede biler. 96

I skrivende stund har jeg haft den i 20 år og jeg har ikke fortrudt købet, men nydt hver eneste tur i den. Jeg skilte den totalt ad og restaurerede den fuldstændig op, så den var sikker at køre i, da den kan køre 220 kilometer i timen. Jeg har for resten også en knallert, magen til den jeg købte, da jeg var i lære i 1953.

Det er en SKYLON 1954

Jeg brugte stadig min Mercedes til dagligbil, men den havde dog en ulempe. Den kørte kun fem-seks kilometer på literen i blandet kørsel, og det begyndte til sidst at irritere mig lidt. Jeg kunne køre cirka 600 kilometer, så skulle jeg ind og tanke for 1100 kroner. Det var for voldsomt til en dagligbil, når familie og venner fortalte, at de da let kunne køre over 20 kilometer pr. liter. Jeg købte i 2003 en donorbil magen til min i Tyskland. Jeg flyttede den meget mindre slidte motor over i min egen, og skilte resten ad til reservedele, som det her ses, da karosseridele til denne model er sjældne og ret dyre. I 2008 ville jeg udskifte den og solgte den, og reservedelene, til en pensioneret mekaniker, der ville bruge den som klassisk veteranbil og han er meget glad for den. Den er stadig imponerende flot, når jeg ser den komme 97

kørende til stævner og lignende møder. Som erstatning ville jeg så have en fornuftig bil, der kørte langt på literen. Det skulle ikke længere være en stor bil, men det skulle absolut heller ikke være en kedelig bil. Den skulle køre over 20 kilometer pr. liter, have kræfter nok og en topfart på mindst 175 kilometer i timen. Den måtte gerne være lidt brugt, men frem for alt den måtte ikke være kedelig. Til sidst fandt jeg en kravene. Det var en Den var ret smart. Den havde store elektriske skydedøre, elektronisk automatisk gearskifte, og man kunne også selv skifte gear med kontakter bag på rattet, ligesom i Formel I biler.

bil der

næsten tilfredsstillede

Peugeot model 1007.

Den var virkelig nem og behagelig at køre i, men var selvfølgelig noget lille i forhold til den store Mercedes, så måske var jeg gået en klasse for langt ned i størrelse, men jeg kørte i den indtil 29. december 2010. Jeg sad en dag og spiste frokost, da Ulla pludselig siger: Det er nu en skam, at vi ikke mangler en bil, for lige nu er Iben og Heine henne og aflevere deres dejlige, næsten nye 98

Ford C Max hos Ford, og de får ikke ret meget for den, da de ikke skal købe en ny, men nøjes med at have én bil i familien. Uden at betænke mig greb jeg lynhurtigt min telefon og kaldte Iben, vores datter, op og spurgte: - Hvor er du henne? - Vi står henne hos Ford og Heine er ved at skrive salgspapirerne under. – SMID OMGÅENDE KUGLEPENNEN, - næsten skreg jeg, og lad mig tale med sælgeren. Jeg fik sælgeren i telefonen og sagde, at han ikke behøvede at købe bilen, for jeg vil købe min datters bil til samme pris som I ville give, og I har vel også brugte biler nok i forvejen. Han var bestemt ikke meget for det, for han havde blot giver en lav pris for en standard model, men denne

Ford C MAX var udstyret med et panoramatag af glas, ag sports undervogn, TV i nakkestøtterne til børnene m.m., så han ville kunne have tjent en klækkelig skilling på den bil og kunne samtidig have solgt den hurtigt, men da jeg var kendt i firmaet og selv havde købt flere biler der, var han nødt til at indvillige. Men det var i allersidste øjeblik jeg fik reddet den handel.

Ulla kunne vældig godt lide den bil. Den var høj og rummelig og kørte langt på sin diesel, over 20 kilometer og jeg kunne godt lide dens seje bundtræk. Det var en dejlig bil og når vi f. eks. kørte nede i alperne, var det flot at kunne se op på de høje bjerge gennem glastaget. Jeg kunne også godt lide den. Den havde en rigtig god vejbeliggenhed, men den havde dog et irritations moment. – Den havde ikke automatgear og det havde jeg jo været vant til gennem så mange år i mine dagligbiler. Især ved køkørsel i byer, var det bare træls at skulle træde kobling ud og skifte gear hele tiden. Men så en forårsdag i 2014 læste jeg i Jyllands-Posten at BMW havde lavet en virkelig smart El-bil, nemlig:

BMW model i3 REX. Det var lige den el bil, jeg havde drømt om i over tredive år, ja, lige siden de allerførste el-biler, som Ellerten kom frem. Men jeg kunne, som alle andre, ikke forlige mig med tanken om, at jeg kunne køre tør for strøm lige pludseligt, midt ude på en landevej eller inde midt i byen. Jeg har i alle de år sagt, at én af mine sidste biler skal være en el-bil, men ikke før der ligger en lille Wankelmotor nede i det ene hjørne, der kan lave strøm til batteriet, så man aldrig kører tør, så længe der er benzin på motoren. Nu var det lige netop en sådan bil, der blev fortalt om i avisen, godt nok ikke med en Wankelmotor, men dog en lille to cylindret motor på 600 kubik. I samme øjeblik jeg læste det, besluttede jeg, at sådan en ville jeg have. Modellen 100

ville blive præsenteret hos BMW forhandleren først i maj. Jeg ringede omgående til dem og aftalte, at jeg skulle have en prøvetur samme lørdag, som bilen blev præsenteret. Da dagen kom ringede de og jeg fik besked på, at jeg nu kunne komme og få en prøvetur. Ulla og jeg kørte derover og fik prøveturen.

Det var en fantastisk fornemmelse. Jeg trykkede på en knap og displayet lyste op med besked om at motoren var i gang, men ikke en lyd hørtes. Jeg vippede en kontakt ned på D, trådte på speederen og vi gled stille og totalt lydløst fremad. Gear og kobling er der jo ikke noget af, kun et gear fra nul til dens begrænsede topfart på 150 kilometer i timen. Den har et moment på 250 og 170 hk, så der er et kolossalt optræk i den. Den kører fra 0-100 kilometer på kun 7,9 sekunder. 101

Vi var begge to solgte med det samme, især jeg naturligvis. Ulla sagde, at hun syntes så godt om vores Ford C Max, at jeg ikke skulle skifte for hendes skyld, men jeg var slet ikke i tvivl, så efter lige at have være hjemme og vende, kørte jeg tilbage og skrev en slutseddel. Da jeg spurgte om, hvad de ville give for min C Max kiggede sælgeren på mig og sagde, at de slet ikke tog noget i bytte på denne model. C Max’en solgte jeg så privat til en ung familie i Nordjylland. BMW’en var simpelthen prissat så lavt, at der kun var en meget begrænset fortjeneste på hver bil. Den blev slet ikke sendt ud til BMW forhandlerne, men blev kun solgt fra ét sted på Sjælland og så her i Aarhus. Det var fra opbygningen af modellen i starten af 2007 besluttet, at man ville begynde helt forfra. Man ville ikke bruge noget fra modeller man havde. Den skulle bygges som, en, så let som muligt, el-bil, for at få så stor en rækkevide som muligt. Man lavede derfor selve karossen af kulfiber, ligesom Formel I bilerne. Det er meget stærkt og ganske let. Resten af bilen blev lavet af fiberplader og en aluminiumsramme til batteriet. Den skal derfor heller ikke undervognsbehandles og jeg behøver aldrig at frygte rustangreb. Prisen for fremstillingen var derfor høj og skulle bilen sælges med almindelig afgift, ville den komme til at koste over en million kroner herhjemme. Men der var heldigvis afgiftslettelser for el-biler her i Danmark, så den kom kun til at koste mig cirka 400.000 kroner med et hold vinterhjul og noget ekstra udstyr. 102

Desværre var der lang ventetid på leveringen, så jeg fik den først den 15. september 2014. Nu har jeg i skrivende stund haft den i to år og jeg må sige, at den passer fuldstændig til mit kørselsbehov inden for landets grænser. Jeg kører cirka 1000 kilometer om måneden. Skal jeg til udlandet, spørger jeg blot et af vore børn, om de ikke har lyst til at køre nogle dage i en lækker elektrisk bil, og det vil de meget gerne og så låner jeg deres imens.

BMW i3 fungerer på den måde, at jeg lader almindelig strøm fra en 220 volts kontakt hjemme i carporten. Den kan nu køre mellem 125 og 150 kilometer på denne strøm, og når den er opbrugt slår den automatisk over på den lille motor, der så gennem en generator laver strøm til kørslen. - Man kan ikke lade batteriet op med motoren. – Med den lille motor kan jeg så igen køre cirka 150 kilometer før der skal tankes benzin til den. Tanken rummer, af afgiftshensyn, dog 103

kun ni liter. I teorien kan jeg altså køre herfra og til Rom, bare jeg tanker tit nok. I et mindre bagagerum foran har jeg dog altid en ti liters reservedunk med benzin, så jeg ikke behøver at finde en tank, hvis jeg en mørk aften havner på et øde sted. Nu er Danmark jo ikke Canada, som jeg plejer at sige, så med de små afstande der er her i landet, passer denne el-bil perfekt. Folk spørger tit med en bekymret mine: - Hvor lang tid tager det for den at oplade? – Hvortil jeg svarer: - Det ved jeg faktisk ikke, for jeg sover jo. Jeg lader nemlig altid op om natten. Det er rigeligt til at holde den på strøm altid. Jeg har aldrig ladet op på en ladestation. Det har overhovedet ikke været nødvendigt, så jeg skal aldrig lede efter disse, som de almindelige elektriske biler skal. De skal altid, inden de kører hjemmefra, vide nøjagtigt, hvor ladestationerne findes og beregne, at de kan nå dem, inden de kører tør for strøm. Det må være enormt stressende hele tiden at sidde og tænke på. Det må ødelægge noget af fornøjelsen ved at køre og man kan heller aldrig lave afstikkere, med mindre man ved, om der findes en ladestation på den nye rute. Det tager cirka en halv time at lade op på en ladestation, så man sidder også og håber på, at der ikke holder for mange i kø for at lade, for så kan der let gå et par timer. Alt dette er jeg fri for at tænke på. Jeg er også fri for at bekymre mig om alle de bevægelige dele, der er i almindelige biler, såsom starter, dynamo, vandpumpe, lydpotter, kølervæske, katalysator, osv. Jeg skal heller ikke ærgre mig over, at de salter vejene om vinteren og frygte, at min bil 104

ruster væk under mig, for der er intet der kan ruste på BMW’en. Det skulle da lige være bremseskiverne, for de bliver næsten ikke brugt, da bilen bremser, når jeg slipper speederen, for så begynder generatoren at lade strøm til batteriet, og dens modstand bremser bilen ret kraftigt. Man skal derfor huske, især om vinteren, at bremse kraftigt op en gang imellem for at rense bremseskiverne for rust. Der sker en mærkelig ting med ens opfattelse af almindelige biler, når man, som jeg, har kørt elektrisk et stykke tid. Man tænker ikke over det, men man begynder at betragte disse biler, med eksplosionsmotor, som et dybt forældet produkt, der faktisk, i det grundlæggende, slet ikke har forandret sig i over hundrede år. Der er stadigvæk en utrolig masse bevægelige dele, der hele tiden skal holdes smurt og have skiftet olie. De skal kontrolleres jævnligt med serviceeftersyn. I en el-bil er der kun meget få bevægelige dele, og slet ingen der farer frem og tilbage. Motor og generator roterer samme vej rundt og det giver næsten intet slid. På ældre fabrikker står der stadig el motorer, der kører perfekt, selvom de er over et hundrede år gamle. De får kun skiftet deres lejer ud en gang imellem. Resten er faktisk uopslideligt. BMW i3 med den lille motor er en rigtig god løsning, men den er kun et skridt på vejen til den mere rigtige el-bil. Jeg tror, at biler der kører på brint, i fremtiden bliver de foretrukne. Ikke den type, hvor brinten bliver brugt i stedet 105

for benzin i en motor, men den type, hvor en brændselscelle drives af brint. Den laver så strøm til el motoren i bilen, måske gennem et batteri. Brint tankes på helt almindelig vis på en tankstation ligesom benzin og det tager samme tid som at tanke benzin, og på en tankfuld kan en brintbil i dag køre cirka 600 kilometer, dvs. det samme som benzinbiler. Der kører allerede en del brintbiler rundt i Danmark, men der er ikke nok brintstationer endnu. Der kommer dog hele tiden flere og flere. Jeg kunne ikke vente på at kunne købe en brintbil. Jeg vil ikke være totalt afhængig af ladestationer. Så, hvis jeg skulle vente, til der er brint på alle servicestationer, hvor gammel ville jeg så være? – Jeg er allerede 81 år nu, og når jeg for længst havde besluttet, at en af mine sidste biler skulle være en el-bil, så måtte det nu være tiden at købe en, og med min BMW i3 er jeg jo netop fri og uafhængig. At være fri og uafhængig er noget jeg har sat stor pris på gennem hele mit liv, og det vil jeg fortsætte med.

Knud-Erik Guldager Risskov 2016

106

107