Oplevelser på rejser og hjemmefront by Knud Erik Guldager

Oplevelser p책 rejser og hjemmefront

Knud Erik Guldager 1

Gran Canaria Japan

Egypterens land

Egypten p책 langs Englandsture

Oplevelser med dyr Firmahistorier

Vinterferie i solen En kold januar dag i 1975, sagde min far til min lillebror Bent og jeg: - Jeg synes det er så trist og mørkt denne vinter, så jeg vil give, en af jer, en uge nede i solen, et eller andet sted, som I selv må bestemme. I må også selv finde ud af, hvem af Jer der skal afsted, og jeg har kun råd til én billet, så Jeres koner kan ikke komme med.

Det var et overraskende tilbud fra vores ellers påholdende far, så vi besluttede, at drøfte det hjemme med vores koner. Næste dag kom Bent og sagde, at han ikke ville afsted, så jeg kunne bare rejse. Og det kunne jeg nemlig, for Ulla sagde, at det syntes hun bestemt ikke, jeg skulle gå glib af, så vi fandt ud af, at der var dejlig sol i februar på Gran Canaria og jeg bestilte en rejse dertil. Jeg kom til at bo på et stort hotel i hovedbyen Las Palmas. Hotellet lå lige ved stranden og jeg skulle dele værelse med en lidt ældre nordmand, men det fungerede meget fint, for vi var næsten aldrig på værelset om dagen samtidig.

Jeg havde ikke taget så meget sol gennem årene, da jeg med min lyse hud omgående bliver solskoldet, bare jeg tager tøjet af, så jeg har altid været lidt forsigtig. Jeg ankom altså kridhvid og lagde mig på stranden allerede den første dag. Det gik selvfølgelig helt galt. Jeg blev solskoldet over hele kroppen, da man dengang ikke brugte så meget solcreme som i dag. Jeg ville ikke ofre den dyre creme, men fik så også straffen. Da der var gået et par dage, begyndte der at gå hul på alle blærerne og mit skind hang og flagrede meget i blæsten over hele kroppen, og når jeg kom gående i den stærke blæst, nede på de store Mas Palomas klitter de kalder Sahara, sagde mine medrejsende: - Se, der kommer Lasarus.

En af de oplevelser man kunne få, var en tur over til Spansk Sahara, som det hed dengang. I dag hedder det Western Sahara. Den meldte jeg mig til, for det lød spændende. Da dagen kom, hvor vi skulle flyve det ret korte stykke over til den store Sahara ørken, kørte vi ud til en lille lufthavn. Undervejs fortalte guiden meget livligt, om det, vi ville komme til at opleve. Han fortalte også i malende vendinger, at vi ikke 4

skulle flyve med de gamle ustabile Fokkerfly længere, men med et moderne jetfly, så vi skulle ikke være nervøse, hvis vi havde hørt om de gamle fly, der somme tider faldt med i havet, og hvor alle passagererne blev ædt af hajerne. - Vi blev alle glade for, at der nu var nyere tider.

Da vi havde siddet lidt i den lille ventesal, blev vi bedt om at gå ud til flyet, der holdt lige uden for vinduerne. Folk myldrede i stor kaos mod udgangen, men jeg gad ikke stå i al den masen, så jeg, og nogle få ældre passagerer, holdt os tilbage. - Jeg var dengang fyrre år.

Pludselig siger rejselederen: - Der er ikke flere pladser i flyet, så otte af jer må vente lidt, men vi sender bud efter et andet fly til Jer. Nu måtte vi otte så stå og se, at alle de andre drog afsted over til det spændende Afrika.

Vi ventede i cirka en time, så kom der pludselig et ældgammelt tre motorers propelfly hostende op foran bygningen. Flyet havde ét halehjul og to hjul foran. Skroget stod fuldstændig skråt, når det stod på jorden. Det var lige præcis et af de gamle berømte ”ustabile” højvingede Fokkerfly, som guiden havde gjort grin med på turen herud i bussen. Det havde de gravet ud af mølposen nede i hangaren, og det var nu meningen, at vi skulle flyve over det hajfyldte hav i det. Nå, - nu var det vel helt i orden og afprøvet, når de turde sende turister i luften med det. Jeg syntes faktisk, at det lød meget mere spændende, at flyve i et veteranfly i stedet for det nye, så jeg var glad for den ekstra spænding. 5

Det blev nu mere spændende end som så, for da vi var gået op ad den lille stige bagerst i flyet, og havde fået et bolsje til at tage ørepropperne, og nu sad tilbagelænede i de primitive sæder i det skrå fly, prøvede piloten motorerne af, ved at give dem mange omdrejninger. Propellerne larmede voldsomt i kabinen, hvor sidevæggene ikke var så tykke. Det lød dramatisk og hele maskinen rystede. – Han prøvede hele tre gange. Nu kom stewardessen og sagde, at vi blev nødt til at gå ind i den lille lufthavnsbygning igen, da flyet lige skulle ned til hangaren og have tjekket noget. Vi gik ind og vi var nu blevet lidt utrygge. Var flyet ikke i orden? Det lød ikke godt. Da vi havde ventet i over en halv time, kom flyet tilbage og motorerne lød fint spinnende. Vi fik igen et bolsje og gik ombord. Jeg havde plads helt oppe foran ved væggen ind til cockpittet. Ved siden af mig sad en ældre mand. Piloten gassede nu motorerne op, lod omdrejningerne falde og gassede op igen. Nøjagtig som første gang. Nu blev vi minsandten atter bedt om at forlade flyet. - Det var desværre ikke helt i orden endnu. 6

Nu begyndte vi at overveje, om vi overhovedet turde flyve med det fly. Denne gang blev det ikke kørt ned til værkstedet, men blev holdende udenfor. Et kvarter efter fik vi så det tredje bolsje og gik atter ombord og var glade. Endelig skulle vi afsted på den spændende tur til verdens største ørken. For tredje gang prøvede piloten nu motorerne af. Det var nok en rutine de skulle, tænkte jeg. Men nej, vi blev igen bedt om at forlade flyet og stewardessen undskyldte meget. Da halvdelen var ude, og jeg selv var på vej ned af stigen, sagde stewardessen pludselig med en glad stemme: - Piloten siger, at I godt kan gå ombord igen, for VI FLYVER ALLIGEVEL.

Det var i høj grad betænkeligt. De ældre passagerer gik ombord alligevel, Måske har de tænkt, at nu de var så gamle, ville de lige have det sidste med, og gik det galt, - ja, så havde de dog trods alt levet det meste af livet. Jeg gik også ombord, for nu blev det da for alvor spændende, men da stewardessen viste os, hvordan vi skulle tage redningsveste på, fulgte jeg godt med og tjekkede lige, at jeg havde min store schweizerkniv i bæltet, hvis vi faldt ned og mødte nogen hajer. Der har aldrig været noget i vejen med min fantasi. Den ældre mand ved siden af sagde pludselig til mig: - Du skal ikke være nervøs. Jeg er selv gammel trafikpilot. Det er blot nogle magnetfelter, de ikke kan få højt nok op på skalaen. Det betyder overhovedet ikke noget. – Det beroligede mig, og jeg fortalte det til de andre. Turen over Atlanterhavet gik fint og jeg undrede mig, da vi kom til fastlandet, for det må være verdens bredeste strandbred, for Saharaørkenen gik direkte ud i havet. 7

Vi landede på en stribe cement, der var dækket af tilføget sand, og kørte i en lille bus et godt stykke ud i ørkenen til en mindre oase, hvor der var en lokal sheik der bød os velkommen. Han kan ikke have været særlig rig, for han sad i det fri, direkte i sandet med sine ting omkring sig, og vi satte os også i sandet rundt om. Han fortalte lidt om stedet og deres skikke. Tolken oversatte. Vi blev budt på te, og der stod en stabel glas fra de sidste gæster i sandet. Han gav hver gæst et glas, men først stak han glasset ned i sandet ved siden af sig, så der kom lidt sand ind. Det tørrede han rundt i glasset med sin tommeltot og så var det glas vasket af. Vand var der jo ikke så meget af, at det måtte bruges til at vaske op med. Jeg tog lidt smalfilm af to mindre drenge, der stillede sig op i ørkenkanten foran en slugt. Senere kørte vi over til en tuareger lejr. Her var der et stort telt, hvori deres kvinder optrådte med stammedans for turisterne.

Tuaregerne er mørke i huden og kaldes ”Blåmænd”. Det gør de, fordi de næsten altid er klædt i en flot blå kjortel. 8

Vi satte os i sandet i en rundkreds inde i teltet, og tuareger kvinderne dansede rundt og udstødte deres karakteristiske trillelyde med deres tunger. Da de havde danset rundt et stykke tid, skete der det, der altid er så irriterende, for mig i hvert fald, at de byder en turist op til at deltage i dansen. Jeg tror de gør det, fordi de føler, at de udstiller sig selv, og hævner sig så, ved at se turisterne hjælpeløst prøve på at efterligne deres dans, og det ser da som regel også temmelig komisk ud. Jeg har prøvet at blive udvalgt flere gange i mit liv, sikkert fordi jeg forsøgte at gemme mig bag andre, og jeg blev selvfølgelig også udvalgt her. Jeg måtte ud i rækkerne, og her forsøgte jeg virkelig at følge deres bevægelser. Deres lyde var umulige at gengive. På et tidspunkt i dansen havde jeg godt lagt mærke til, at de efter en bestemt rotation, trillede kraftigt med tungerne, hvor efter de pludselig jog deres tommelfingre hårdt ind i ribbenene på deres partner, men det kom alligevel meget overraskende for mig, da min dansepartnerske, af al sin kraft, jog sine tommelfingre ind i mine ribben. Jeg gav et gisp og hun lo højt. Vi dansede videre, men da vi igen kom til den del af dansen, hvor hun drejede rundt og skulle til at bruge sine tommelfingre, var jeg forberedt, og nu var det mig, der af al min kraft, jog mine tommelfingre ind i hendes lidt flommefede 9

sider. Nu var det hende, der forskrækket gav et gisp og så overrasket ud.

Jeg frydede mig, men der gik kun et kort øjeblik, så blev jeg taget hårdt i armen og ført hen til min plads i siden af teltet. Det var hendes mand, der havde stået i baggrunden og vogtet over hende, for nok måtte kvinderne røre mændene blandt turisterne, men disse måtte under ingen omstændigheder røre deres kvinder. - Så var det nemlig ud omgående. Det var også i orden. Nu havde jeg jo fået hævn og de havde lært noget. – Måske?

På vores videre rundtur med bussen kom vi til en landsby, hvor vi kunne spise frokost. Vi holdt i udkanten af landsbyen og skulle sørge for os selv, men vi fik strenge påbud om, at være ved bussen på et bestemt klokkeslæt, og om ikke at gå for langt ind mellem de primitive ørkenhuse for ikke at fare vild. Gadeskilte var der ingen af. Det var en meget spændende landsby, typisk afrikansk arabisk. Den så ikke ud til at have forandret sig i flere århundreder og jeg fandt den så spændende at gå rundt i, at jeg fortabte mig i tiden og helt havde mistet orienteringen.

Pludselig kom jeg i tanke om bussen og tidspunktet. Det var godt overskredet og jeg havde slet ingen anelse om, i hvad retning jeg skulle finde bussen. Nu hørte jeg i det fjerne et bilhorn tude i lang tid. Ubevist havde jeg godt hørt det før og havde været lidt irriteret over den ubeherskede tuden. Så fattede jeg endelig, at det var mig, de tudede efter og jeg satte i løb i retning af lyden fra hornet og fandt på den måde 10

bussen. Jeg vil ikke sige at de andre passagerer ligefremt kiggede venligt på mig og jeg sagde højt og tydelig undskyld, men satte mig så bare på min plads og lod på resten af turen som om det slet ikke var sket, og det kunne jo heller ikke laves om. Mit rejseselskab glemte det hurtigt og vi snakkede naturligt sammen på resten af turen.

Det havde været en spændende dag og en af mine rejsefæller havde taget mit smalfilmkamera og filmet, da jeg dansede. Men nu er det længe siden jeg har set filmen. Vi fløj hjem med den gamle Fokker og det gik fint.

Jeg oplevede selvfølgelig mange spændende ting på den ferie. Jeg så min første bananpalme med bananer og mange andre ting. Mens jeg gik rundt nede i Las Palmas, kom jeg tit forbi et torv, hvor der blev udbudt masser af turistting. Der var også en krokodillesælger. Det vil sige, det var små udstoppede krokodiller på cirka halvtreds centimeter. Som blikfang havde han en stor fed krokodillemor på en meter og ti. Jeg havde allerede købt en unge, men det var den store, jeg helst ville have med hjem, men den måtte den unge mand, der passede standen, ikke sælge for ejeren. Jeg prøvede flere gange, men fik altid nej. Da dagen kom, hvor vi skulle køre til lufthavnen om aftenen, prøvede jeg igen og fik atter nej. Jeg bad ham så om at hente ejeren, for at jeg kunne tale med ham direkte, for nu var det jo min allersidste chance for at få krokodillen. Efter lidt parlamenteren gik han hen efter ejeren, og han kom da også efter ti minutter. Han var lidt sur over at blive forstyrret, men jeg overtalte ham alligevel. 11

Blandt andet påpegede jeg, at den store ikke var så velholdt mere. Den havde ikke haft godt af altid at stå ude i den stærke sol. Den var falmet og var derfor, syntes jeg, ikke så godt et blikfang mere. Det ville være bedre at købe en ny. Han tøvede lidt og sagde, at en ny var temmelig dyr. Jeg spurgte om, hvor meget det var, og bød ham så en salgspris der var en tredjedel større. Det slog han til på, og jeg drog tilbage til hotellet med min fede krokodille under armen. Her gloede de forbløffet og spurgte mig om, hvordan jeg ville få den med flyet. Den kunne ikke være i kufferten og kunne vel heller ikke sendes som bagage. Her hænger mor og barn hjemme på væggen i pejsestuen

Jeg havde jo hele tiden vidst, at der kunne komme problemer med hjemtransporten, Men jeg tænkte optimistisk, at jeg nok fandt på en udvej, når problemet forelå.

På vejen ud til lufthavnen, sad jeg med den store krokodille i favnen. Den lille var pakket ned i kufferten. Der var som sædvanligt mange haller, man skulle igennem, før man kom til 12

selve udgangen til flyet og det ville være besværligt, at have krokodillen under armen hele tiden, så jeg satte den ned på gulvet, fik fat i en snor og bandt den om halsen på dyret og trak den på den måde gennem alle hallerne, som en hund i snor. Dens klør gled let henover det hårde stengulv. Det vakte jo en del opsigt, men jeg lod blot, som om det var en helt naturlig ting at gå tur med en krokodille i snor. Jeg kendte jo ingen af de mange mennesker, så jeg holdt blot næsen i sky og så lidt hoven ud. - Ingen turde henvendte sig.

Da jeg med krokodillen under armen kom op i flyet, mødte jeg en måbende stewardesse. Jeg forklarede hende, at jeg gerne ville have den med hjem, og om hun ikke havde et sted, hvor vi kunne anbringe den, så den ikke kom til skade. Hun fattede sig meget hurtigt, for hun var en rigtig stewardesse, skønt det sikkert var første gang, hun havde en krokodille som passager. Hun fandt to tomme sæder nede i højre side af kabinen. Det var lige før toilettet. Her anbragte vi krokodillen inde under sæderne foran. Her lå den beskyttet og lidt skjult. Det troede jeg da, for da jeg senere skulle på toilettet, så jeg selvfølgelig til min krokodille. Den lå der stadig, men to kraftige herrer, der havde mødt hinanden i køen til toilettet, var kommet i snak, og de havde sat sig på de to tomme sæder. Det var i orden, men at den ene af dem brugte min krokodille som fodskammel, var aldeles ikke i orden, så jeg bad han straks om at flytte fødderne. Han kiggede ned og opdagede først nu, at hans fodskammel var en krokodille. Han undskyldte meget og flyttede fødderne og de rejste sig og gik 13

hen på deres pladser. Krokodillen lå fredeligt på resten af turen hjem til Billund lufthavn.

Da vi ankom til Billund midt om natten, blev vi mødt af tolderne i ankomsthallen. Vi var det eneste fly der ankom lige nu, så tolderne, havde besluttet sig for at lave en grundig undersøgelse af samtlige passagerer og ikke bare som sædvanligt en stikkontrol.

Det tog sin tid, for de åbnede samtlige kufferter. Jeg stod jo der med min krokodille under armen og fyldte meget, så jeg ventede til allersidst i køen. Foran mig stod to mænd på min egen alder. Dem havde jeg lært at kende på turen og vi stod og snakkede. De kom gennem tolden og det blev min tur, men da de gik ud af døren til udgangshallen, vendte den ene sig om og råbte tilbage: - Nu skal du jo ikke fortælle, at krokodillen er fyldt med hash!

Det var også dengang, det allerværste han kunne sige, for det var nemlig stimulerende midler toldvæsenet var mest på jagt efter. Jeg kunne ligefrem se toldernes øjne lyse op. Endelig var der bid og deres store arbejde, der midt om natten, var altså ikke spildt. De havde nemlig, indtil nu, overhovedet intet fundet af den slags. Der havde kun været nogle enkelte flasker spiritus for meget. Min kuffert lå på bordet, men den glemte de helt i første omgang, for nu var de voldsomt interesseret i krokodillen. Den kom omgående på bordet og vendt om på ryggen, så de kunne se, hvordan den var sammensyet efter udstopningen. En af tolderne tog en lommekniv frem og skulle til at sprætte syningerne op, - det var før man brugte narkohunde. Men nu syntes jeg, at den 14

spøg blev drevet lidt for vidt, så jeg forklarede, at mine venner blot havde sagt det for at se, hvordan jeg ville klare det problem. Det var simpelthen bare en grov spøg, som unge mænd jo somme tider laver med hinanden. Jeg sagde: - I kan jo blot begynde at tage blår ud af krokodillens åbne gab og på den vej komme ned i maven, men I finder ikke noget, og jeg forklarede dem, hvordan jeg havde købt den. - Jeg kan godt forstå Jeres mistanke, for det ville være et helt optimalt gemmested for flere kilo hash. De fik nu fat i et stykke ståltråd og lavede en krog i enden og fik da også fisket en del af udstopningsmaterialet op, før jeg til sidst fik dem overbevist om, at jeg ikke var smugler. - Pu-ha, endelig var jeg færdig og jeg kunne komme ud til min bil, der dengang var en større Ford Zephyr. Den holdt ude på parkeringspladsen, men nu var den dækket at et tykt lag sne, som jeg fjernede, faktisk kun iført sommertøj og tynde lædersko, så jeg kom til at fryse vældigt, især hænder og fødder. Jeg satte mig ind i bilen og drejede nøglen, men selv efter flere forsøg, startede den ikke. Der var overhovedet ingen gnist i tændingen. Det hele var druknet i fugt. Jeg gik tilbage til lufthavnen og spurgte, om der var nogen i Billund, der kunne hjælpe mig, selvom det var midt om natten. 15

Det var der minsandten. Et bilværksted havde en aftale om starthjælp til biler på lufthavnens parkeringsplads døgnet rundt. Det tog kun et kvarter, så holdt han der. Han sprøjtede med fugtfjerner, men det var ikke nok, så vi bandt et tov mellem vore biler og han trak mig i gang. Jeg husker at bilen var meget fugtig, for vi måtte køre et godt stykke vej, før den endelig gik i gang. Han tog ikke engang særlig meget for hjælpen og jeg kan huske, at jeg syntes det var alt for lidt, når det var om natten. Nu kunne jeg endelig køre hjem og fortælle om alt det jeg havde oplevet og vise familien den udstoppede krokodille.

Nu hænger den på væggen i pejsestuen lige ved trappen op til TV rummet. Familiens småbørn gyser, når de kravler forbi dens lysende grønne øjne og åbne gab med de skarpe tænder. De stopper lige et øjeblik og skynder sig derefter forbi.

Rejsen til solens land I 1977 indbød Brother symaskine-fabrikkerne i Japan nogle udvalgte forhandlere i Skandinavien til en tolv dages tur til deres land. Vi skulle selvfølgelig se de enorme fabrikker, men samtidig også se og opleve deres kultur og mange seværdigheder. Vi fløj fra Kastrup og næsten op over Nordpolen i en stort Boeing 747 jumbojet, der dengang var forholdsvis nyt. Jeg var lige oppe på I. sal for at have set en flyvemaskine med flere etager. Det så utrolig flot ud, da vi fløj over de øde ismarker omkring polen, og vi mellemlandede i Anchorage i Alaska, så jeg kan sige, at jeg har sat min fod i Alaska, selvom det kun var i en times tid. Da vi igen startede, og var på vej op i flyvehøjde, mens flyet stadig stod skrå i luften og motorerne gik for fuldt drøn, lød der pludselig et højt brag. Vi blev alle noget forskrækkede, men blev beroligede af stewardesserne, der fortalte, at det sikkert blot havde været en klump is der var faldet af og havde ramt skroget. - Der var ingen skade sket og vi fortsatte mod Tokio.

Her landede vi fint og i modtageleshallen stod vi og ventede på en japansk guide. Iblandt os var der en kæmpehøj svensker på cirka to meter. Pludselig stod der foran ham en lille japansk ung kvinde på godt halvanden meter. Hun virkede særlig lille, fordi hun stod tæt foran den høje mand. Hun kiggede forbløffet op på ham og spurgte: - Hvad spiser du?

Vi kunne ikke lade være med at le og det var selvfølgelig også meningen. Hun ville gerne spise det samme og blive lidt højere og hun ville slet ikke høre nogen vitser om sin egen ringe højde. Det undlod vi så på resten af turen, for det blev nemlig vores faste guide. Vi blev nu i bus kørt hen til vort meget fine hotel i centrum. Jeg mener at huske, at det var på 32 etager. Jeg kan i hvert fald huske, at jeg en aften var oppe på toppen, hvor der lå en fin restaurant, hvor mange af de forretningsfolk, der besøgte landet holdt møder med deres leverandører og kunder. Heroppe var der en fantastisk udsigt over Tokios skyline, og jeg var imponeret over, at jeg kunne få en dansk Carlsberg øl heromme på den anden side af jorden, og den nød jeg. Jeg havde for resten en lidt mærkelig oplevelse deroppe. Jeg havde været ude på toilettet og var på vej tilbage til mit bord, da en mand, fra et selskab jeg passerede, tiltalte mig så jeg standsede op. Han sagde nu på dansk til gæsterne ved bordet: – Læg mærke til den mand der. Ham må I aldrig nogensinde tale til, eller have noget med at gøre. – Han er farlig for jer. 18

Jeg så noget desorienteret ud og skulle til at spørge om, hvad det skulle betyde, men manden sagde ret barsk: - Bare forsvind. Vi vil ikke have noget med dig at gøre. - Gæsterne ved bordet gloede med et udtryk af afsky og skræk i deres ansigter. I deres øjne var jeg sikkert en modbydelig og iskold forretningsmand, der blot var ude på at franarre dem alle deres penge.

Jeg blev klar over, at han havde et spil kørende for at fremme sit eget formål af en art, og nu dramatiserede han det, ved at opføre dette skuespil, så jeg rystede på hovedet af ham og gik videre. Jeg fik således aldrig opklaret, hvad det hele gik ud på. Jeg var jo ikke involveret i nogen som helst lyssky aftaler.

Hotellet havde en meget stor og meget fornem restaurant i stueetagen. Den lå længst væk fra gaden i den store bygning og havde en glasfacade mod ”gårdsiden”, men sikke en gårdside. Den bestod af en høj kunstig bjergvæg i baggrunden. Herfra styrtede et lille vandfald ned mod bunden. Hernede var der damme med store mangefarvede karper, græs, buske 19

og mindre træer og der gik små hjorte rundt og græssede. Hele arrangementet så fantastisk ud og glasvæggen var mindst ti meter høj. Den første aften besluttede en kollega, der var ansat hos den danske importør, og jeg, at vi ville spille rige forretningsfolk, så vi bestilte et bord lige klods op af det store panoramavindue. Det hørte til de dyreste borde og maden ville blive svimlende dyr, men vi havde hver fået en billet af Brother fabrikken. Den kunne dække et fint måltid, men ikke så fint, som det vi nu bestilte, så vi vidste godt, at vi selv måtte betale mange penge, men nu vi havde chancen, ville vi prøve at leve livet for en aften på allerførste klasse, for hør nu hvad vi bestilte.

Vi bestilte noget af det dyreste, men også mest lækre på menukortet. Jeg må desværre skuffe læserne. Jeg husker ikke, hvad det var, da jeg i grunden ikke er så interesseret i mad, men jeg nyder jo selvfølgelig, når noget smager godt. Maden vi bestilte skulle flamberes. Det var vi klar over, for vi havde set, at et bord tæt på, hvor der sad fire meget fornemt udseende personer, havde fået det samme og her var en værdig overtjener fulgt af en yngre tjener kommet dragende gennem hele restauranten med det rullende flamberingsbord. Det så virkelig imponerende og fornemt ud, så vi besluttede, at sådan et optog ville vi også have, men vi skulle jo helst overgå nabobordet, så vi bestilte hver sin menu, så der ville komme to flamberingsoptog. For at det ikke skulle være løgn, bestilte vi hver en lille flaske rødvin der passede til maden. Rødvin på den restaurant var utrolig dyr, så 20

tjeneren spurgte forsigtigt og det var to flasker vin vi ville have. Jeg så bare afmålt på ham og sagde: - Jes, pleace.

Vi satte os til at vente. Køkkenet lå i den modsatte side af restauranten, så der var en lang midtergang fra køkkenet og ud til panoramavinduet. Den har været på cirka 75 meter, og ned ad denne gang bevægede sig så hele to flamberingsoptog med to tjenere hver og overtjeneren gik med en holdning som butleren i en engelsk film. Alle de mange gæster fulgte, med nysgerrige øjne, optoget gennem hele restauranten. – Hvem skulle dog have så fornem mad og betjening. Det måtte enten være berømte personer eller meget rige mennesker og de ville godt lige se, hvem de var.

Det kan godt være, at de var blevet skuffede, hvis de havde opdaget, at det blot var to symaskinefolk fra Danmark, der var gået lidt amok, men det vidste de ikke noget om, og jeg havde instrueret min medgæst om at se overlegen og kølig ud,

så det så ud, som om, at det blot var sådan vi gjorde, når vi spiste ude. Jeg indrømmer blankt, at det er det dyreste måltid jeg nogensinde har spist, selvom vi kun skulle betale godt halvdelen selv. - Jeg fortryder dog ikke, at jeg gjorde det, for den chance får jeg nok aldrig igen. -

Selvfølgelig var noget af det første vi skulle se, de enorme fabrikker. Fra hotellet kørte vi i bus ud mod fabrikskomplekset. Pludselig siger guiden: - Læg godt mærke 21

til det lille tårn der! - Tårnet så ikke ud af noget særligt, så hvorfor skulle vi lægge specielt mærke til det? - Senere kom forklaringen.

Da vi havde kørt et godt stykke tid dukkede tårnet nemlig op igen. Nu forklarede guiden, at den rute vi havde kørt, blot var rundt om fabrikken. Så stor var den. - Alt, der var inden for denne cirkel, var Brother fabrik. Da blev vi imponerede, for vi havde følt det, som om vi var kørt så langt, som f.eks. rundt om Skanderborg. De havde endog deres eget hospital på fabrikken.

Bagefter så vi alle de produkter de fremstillede. Foruden symaskiner til både husholdning og industri, lavede de også skrivemaskiner, strikkemaskiner, store orgler og andre musikinstrumenter. I dagene efter, kom vi rigtig rundt i landet. Vi kørte med det superhurtige Shinkansen tog. Jeg nød øjeblikket, da vi passerede Fujiyama bjerget med 220 kilometer i timen.

Jeg sad i baren i restaurationsvognen, med et svingende krus øl i hånden. Jeg påstod senere, at øllet stod helt skrå i glasset på grund af farten, men det er selvfølgelig noget vrøvl.

Der var dog noget andet jeg ikke nød og det var toilettet i toget, for det var blot et hul i gulvet. Her skulle man besørge både stort og småt, medens man holdt fast i et par håndtag på siden af væggene. Jeg vil sige, at man skal have sit øjemål godt justeret for at ramme hullet, for toget slingrede engang imellem lidt på grund af den store fart. Vi besøgte flere templer, og især et af dem husker jeg ret tydeligt. Det var nemlig et fallostempel. Selve templet var ikke ret stort og bygget af rødmalet træ, men inde i selve

tempelhallen, lå den største erigerede fallos jeg nogensinde har set. Den var lavet af en tyk træstamme og malet rød. Den var virkelig imponerende. Guiden var en ung japansk kvinde, der ganske ugenert, men dog med et smil i øjenkrogen, 23

fortalte os, lidt bornerte europæere, om falloskulturen, der jo blot er en frugtbarhedskultur. En gang om året tages den store fallos med på et optog gennem byen, for at beboerne kan få del i dens kraft, akkurat ligesom katolikkerne gør det med deres helgenfigurer.

Da vi efter besøget kom tilbage i bussen, kom den unge kvinde rundt til os og uddelte nogle vingummi figurer. Det var da venligt, syntes vi alle, lige indtil vi opdagede, hvad figurerne forestillede. Ja, - selvfølgelig var det en vingummifallos på cirka otte centimeter. Nogle, af de lidt ældre europæiske kvinder i bussen, var ikke meget for at komme den i munden, men da guiden med et stort udfordrende smil spurgte: - Hvad? - Er du genert? - spiste de den alligevel. Uden for templerne solgte man spiselige fallossymboler i mange udformninger. Se blot her.

Hun tager det helt naturligt

Det, med at dyrke frugtbarhedssymboler, har man gjort overalt i verden, sikkert lige siden det tænkende menneskes oprindelse, - også herhjemme naturligvis. 24

I det gamle Egypten var fallos symbolet formet som livets nøgle kaldet Ankh, eller senere Crux Ansula.

Udformningen symboliserer penis og testikler, som ganske rigtigt er nødvendige til livets begyndelse. Den runde del symboliserer solen, som også er en nødvendig del af livet og som samtidig repræsenterer genopstandelsen, da den jo dør hver aften, men genopstår hver morgen. - Altså et symbol på det evige liv. Da kristendommen kom, overtog man behændigt symbolet. Nu som symbol for det kors, hvorpå Jesus blev korsfæstet. Den runde del er nu symbolet på selve Jesus, der også lover en genopstandelse efter døden. - Igen det evige liv.

Her i norden har vi fejret forårets komme med en høj majstang. Den er også et fallossymbol vi rejser, med håb om frugtbare marker. Og hvad med Skt. Hans bålet, hvor vi bager snobrød, som vi bagefter spiser. Er snobrødet et gammelt fallossymbol, som vi nu for længst har glemt? – Det ligner jo faktisk den japanske isfallos. 25

En dag var der en tur til Tokiotårnet. Det er 333 meter højt og ligner Eiffeltårnet, men blot er det en smule højere. Det er bygget i 1958. Jeg meldte mig omgående til denne tur, men der var mærkelig nok kun en enkelt svensker, der også gerne ville med. Vi var altså kun to mand til guiden, der var den lille kvikke fra modtagelsen.

Da vi kom hen til foden af tårnet, stod vi i kø, sammen med en masse japanere, for at komme ind i elevatoren. Den slugte hver gang en stor mængde af køen og forsvandt derefter hurtigt mod toppen. Vi stod tilfældigt helt fremme, da det blev vores tur, og kom hurtigt ind. Jeg gik over i et hjørne og stillede mig op ad væggen og det var heldigt, for ind myldrede der jo en mængde japanere, og da vi stod meget tæt sammen og jeg var sikker på, at nu kunne der ikke være flere, så jeg, at dørmændene tog en flok på cirka tyve mere, og bogstaveligt talt masede dem ind i elevatoren af alle deres kræfter. Skydedørene gled i og elevatoren begyndte turen mod toppen. Jeg kunne næsten ikke lade være med at le. Her stod jeg på en meter og treogfirs og ragede op over et sort ”gulvtæppe” af japanerhoveder. Der var ikke ret stor forskel i højden på japanerne og de stod nu så tæt sammen, at de slet ikke kunne røre armene eller bevæge sig. Jeg tænkte på vores stakkels lille guide. Hun måtte være druknet og var nu helt borte i dette menneskehav. 26

Da vi nåede toppen, dukkede hun heldigvis uskadt op igen, og vi gik rundt og så udsigter. Tokiotårnet er bygget på en anden måde end Eiffeltårnet. Der er ikke ret meget i midten af tårnet, det er nærmest hult, og man kan se ned igennem det. I dagene, der var gået, havde jeg fået et ret fortroligt forhold til vores guide, for jeg spurgte tit om så mange andre ting, end hun var vant til, at hendes gæster spurgte om, og hun var altid frisk til at svare på spørgsmålene, så jeg fik pludselig en ide.

I gulvet på udsigtsplatformen var der en glasplade på cirka halvanden kvadratmeter. Den var for de virkelig modige, for når man trådte ud på den, kunne man gysende se helt ned til bunden af tårnet, og der var svimlende langt. De fleste trådte uden om denne glasplade, men jeg stillede mig pludselig ud på den og opfordrede den lille guide til også at komme derud.

Det skulle hun i hvert fald slet ikke, hvilket hun med både ord og ansigtsgrimasser gjorde mig opmærksom på. Men nu var jeg lige i det humør og jeg vidste jo, at hun var frisk, så jeg sagde, at når en af hendes gæster gerne ville have det, var hun vel nødt til at efterkomme ønsket. Hun stirrede på mig med et næsten rasende blik, hun havde nemlig temperament, men trådte dog gysende ud på flisen. 27

Nu var det jeg ville gennemføre min idé. Tårnet var nittet sammen med store nitter, og nu satte jeg, maget malende, min pegefinger hen på en af disse nittehoveder, som for at udløse en faldlem. - Den bevægelse opfattede hun omgående og hun gav et skrig fra sig og sprang ind på sikker grund igen. Jeg tror, det tog næsten et kvarter, før vi var på talefod igen, og før jeg fik hende overbevist om, at det havde været for sjov. Der kunne jo ikke udløses en faldlem, men jeg havde gjort det så livagtigt, at hendes krop havde opfattet rædslen, før hendes hjerne havde kunnet nå at reagere. Vi blev dog gode venner igen, og på vejen hjem var vi inde i en butik og købe en hvid kasket, som jeg havde på i mange år derefter, når jeg kørte i mine åbne biler. Som fortalt var vi inde og se en masse templer og her sidder jeg og slapper af uden for et af dem, mens en lille japansk pige kigger undrende på den fremmede turist i det mærkelige tøj.

Vi var også ude at rafte, i en lang lav kanolignende båd, på en vild flod i bjergene og foruden templerne så vi også de gamle kejserpaladser og de store parker med flotte hejrer og store Koi karper, i mange farver, i dammene. Folk fodrede karperne med noget foder, man kunne købe i en kiosk, så jeg købte også en pose. Når man smed foderet ud i vandet, ganske tæt ved bredden kom karperne, der faktisk var meget tillidsfulde, helt ind til kanten og åd foderet der flød i overfladen og man kunne rigtig se, hvor store de var.

Pludselig fik jeg en ide. Jeg ville se om jeg kunne håndfodre en karpe. Jeg holdt et større stykke foder mellem tommel og pegefinger, fem centimeter over vandet, så fisken var nødt til at stikke hovedet op af vandet for at få foderet. Ideen var vældig god og den virkede også, bare alt for meget, for pludselig kom et stort hoved, med et gevaldigt gab, på 29

størrelse som en stor torsk, op af vandet og ville snuppe klumpen. Jeg blev ærligtalt ret forskrækket, og nåede heldigvis at slippe klumpen i allersidste øjeblik, så mine fingre ikke blev flænset af dens skarpe tænder. De omkringstående japanere morede sig meget over min forskrækkelse. De vidste godt, at det var mest sikkert blot at smide foderet ned på vandoverfladen, og holde fingrene væk fra de ivrige fisk, der kan blive op til halvfjerds centimeter lange.

Da vi skulle hjem kørte vi ud til lufthavnen, der ligger nede i havnen og hvor flyene har ind- og udflyvningsbaner ud over vandet. Vi havde afleveret vores kufferter og sad nu og ventede på afgang i en luksuriøs afdeling af lufthavnen, som om vi var VIP gæster.

Vi sad i tykke hvide, læderpolstrede, sofaer omkring et firkantet bord. Ved vores bord var vi fire personer. Vi havde bestilt kaffe, te og læskedrikke, samt forskellige madvarer til. Pludselig kom en ret spinkel ung japansk pige hen til os, med en stor bakke med en masse ting på. Hun må bestemt have gået til styrketræning, for hun bar bakken på højre arm alene og der var vores kaffekopper, kaffe- og tekander, 30

forskellige flasker og alle madvarerne. Det hele var stablet meget sirligt og nøjagtigt op på bakken.

Hun stillede sig først op ved det hjørne i sofaen, hvor jeg sad, og begyndte at dele de forskellige ting ud til de rigtige gæster. Hun huskede nøjagtig, hvem der havde bestilt hvad. Min sidemand syntes, at det var synd for hende, at hun skulle stå og slæbe på den tunge bakke, så han tog hurtigt en stor porcelænstekande, der stod i det ene hjørne af bakken. Pigen gav et forskrækket skrig fra sig og i næste øjeblik var den præcist beregnede balance i bakken borte, og en hel del af bakkens indhold væltede ned over os i sofaen. Hun satte resten af bakken ned på gulvet, og forsvandt med rædslen malet i ansigtet ud mod køkkenafdelingen.

Den hvide lædersofa, og os der sad i sofaen, sad tilbage med kaffe og diverse mad drivende ned af os.

Nu kom en hel flok af tjenere styrtende hen mod os, og de undskyldte meget pigens klodsethed og forsøgte at rense vores tøj og sofa af for madrester. Vi forklarede, at det bestemt 31

ikke var den stakkels piges skyld, men udelukkende skyldtes det, at vi havde blandet os i hendes arbejde af misforstået hjælpsomhed. Vores forklaringer så til at prelle af på dem og de blev ved med at undskylde pigen.

Vi var lidt kede af det, for den stakkels pige havde tabt ansigt i den fine afdeling i lufthavnen, og det blev helt sikkert ikke glemt. Hun blev nok forflyttet til en mindre vigtig afdeling eller ligefrem fyret, og det hele var vores skyld, selvom vi havde gjort det i en god mening. Jeg var som sædvanlig i lyst tøj og da jeg sad lige neden for bakken, havde jeg fået en god portion, af især kaffe, hældt ned over tøjet. Vore kufferter var jo indleveret, så jeg kunne ikke skifte tøj, men måtte på hele hjemturen finde mig i folks undrende øjne, når de fik øje på mit kaffeplettede tøj. Jeg besluttede at lade som ingenting, for der var jo ikke noget at gøre ved det.

Jeg havde en masse ting med hjem fra den rejse, blandt andet denne flaske Sake, en let japansk brændevin og denne blå vase.

Hvor Nilen vander egypterens jord I 1979 fandt vi p책, at vi ville ned og se de store pyramider i Egyptens. De er jo et af verdens syv vidundere.

På vore rejser har vi besøgt Pyramiderne, Mausoleet i Halikarnassos, nu Bodrum. Vi har været på Olympen, men statuen er nu forsvundet. Vi har stået på havnen i Rhodos, hvor kolossen har stået. Vi har set resterne af Artemis templet i Efesos. De hængende haver har man aldrig fundet ud af hvor lå, men jeg har skrevet en historie om dem, hvori jeg påstår, at de blev bygget af Kong Nebudkaneser til sin dronning, der kom fra de grønne bjerge mod nord og ikke var meget for at flytte ned til hans mere golde stat. - Han byggede de syv hængende haver, og fik hende overbevist. Vi ankom til Cairo sent om aftenen og kørte fra lufthavnen til vores hotel, lige i centrum, på 26. juli Street.

Selve hovedreceptionen var lukket, da det var nat, så vi måtte gennem mørke passager om bag på bygningen og ind til en lille natreception i kælderen. Vi var trætte efter rejsen, så stemningen var lidt trykket og den blev ikke bedre af, at der alle vegne, hvor vi så hen, lå 34

mennesker og sov. Under trapper og i kroge også inde i selve bygningen. Der var mange fattige, men fødevarer var billige, så der var ingen der sultede. Et brød kostede kun et egyptisk pund, hvilket vel svarer til et par kroner. Ved den lille primitive reception, - det var altså ikke et femstjernet hotel, stod der en tyk midaldrende egyptisk mand med et, for os, barskt udseende og han havde tilmed en sort sørøverklap for det ene øje. Guiden havde på turen ind til byen, formanet os om at passe meget på vore værdigenstande og allerhelst deponere dem i hotellets reception, når vi ankom, så jeg afleverede troligt min specielle rejsetegnebog med pas og penge til ”sørøveren” og bad ham om at lægge den i deres værdiboks. Han kiggede noget på mig og gav mig på forlangende en kvittering på tegnebogen, hvorpå han trak en skuffe ud under disken og lagde tegnebogen derned. Skuffen var ganske vist låst, men en safebox var det i hvert fald ikke, så jeg blev lidt urolig, men der var en masse travlhed og forvirring, og nu ville vi gerne op og sove. Men jeg tænkte hele natten på min tegnebog.

Langt om længe blev vi fulgt op til vores værelse på syvende sal og glædede os til at få en god nats søvn. På vej hen ad gangen på vores etage, blev vi mødt af et lidt mærkelig syn, der midt om natten. Der lå en egypter og ligesom vaskede gulvet og en dør ind til et værelse stod på klem. Der var en underlig lugt, ligesom af stærke rengøringsmidler i luften. Det optrin kommer der senere en forklaring på. 35

Vi sov godt og værelset var godt nok. Dørlåsen var dog ret simpel, og jeg kan ikke huske, om jeg brugte min særlige indbrudssikring her, men det har jeg sommetider gjort, når vi har sovet i lidt utrygge omgivelser. Min indbrudssikring består af en tom flaske, som jeg sætter på dørhåndtaget. Hvis nogen så om natten tager i håndtaget, faldet flasken med et brag ned på gulvet og så vågner man hurtigt. Jeg kan tydelig huske at sikringen virkede en nat på et simpelt sømandshotel i Rotterdam havn. Da faldt flasken ned midt om natten og jeg råbte op, så vedkommende, der havde taget i døren, forsvandt hurtigt. Det er en simpel metode, men uhyre effektiv. Næste morgen var den trykkede stemning hurtigt borte, da vi så udsigten over Kairo fra vort vindue. Vi kunne se ned på tagene på de meget lavere bygninger, hvor beboerne opholdt sig om morgenen og om aftenen, så selvom de boede inde midt i den larmende og menneskemyldrende storby, havde de her faktisk en slags gårdhave, hvor de kunne slappe af i nogenlunde ro. Fra vores vindue var der en flot udsigt over Nilen og Cairotårnet, som vi også var oppe i.

Det første jeg gjorde, var at gå ned i kælderen til den lille reception for at hente min tegnebog. Nu stod der en kvik ung egypter i receptionen og da jeg gav ham min kvittering for tegnebogen, kiggede han virkelig forbavset på mig og spurgte 36

om jeg havde afleveret den her om aftenen. – Ja, det havde jeg da, efter råd fra vores guide. – Hvor blev den lagt hen? – spurgte han undrende. – Han lagde den ned i skuffen under disken her. Han fandt nøglen og rodede lidt rundt i skuffen og fandt tegnebogen, som jeg så fik udleveret. Nu, her i klart dagslys, kunne jeg godt se, at jeg nok havde været ikke så lidt naiv, og det er da faktisk også sidste gang jeg, nogensinde senere, har deponeret værditing på hoteller.

Vi gik nu ind til morgenmaden, men der var ikke mange gæster endnu. Dog sad der en meget solbrændt mand med en ordentlig arabisk næse. Han sad alene et par borde væk. Ulla og jeg sad og snakkede helt ugenert, for araberen kunne vel ikke forstå dansk, og dog, for pludselig spørger han på dansk med tydelig Aarhus dialekt: - I har vel ikke nogle øjendråbe. Tænk, så var han fra Lystrup, kun tre kilometer fra hvor vi bor i Risskov. Det var helt utrolig.

Han fortalte nu sin historie. Han havde arbejdet seks måneder i Saudi Arabiens tørre klima og hans øjne var meget blodskudte på grund af det tørre klima og meget støv og sand. Nu var det så heldigt, at Ulla i sin toilettaske netop havde nogle øjendråber, så de faldt, bogstaveligt talt, som vand i ørkenen.

Han fortalte også, at han havde været tørlagt for spiritus i det halve år, så det første han havde gjort, da han ankom til Cairo lufthavn, var at købe den største flaske whisky han kunne få og det var en hel gallon, hvilket vil sige fire og en halv liter. Han havde siddet med den i hånden i taxaen hele vejen til hotellet og glædet sig til at kunne sætte sig på sengen og fylde sit enorme whiskyhul, han havde opbygget i det halve 37

år. Da han kom op på værelset, stillede han den store tunge flaske op på den lille hylde under spejlet og satte sig på sengen og begyndte at tage tøjet af.

Medens han gør det, - fortalte han, - faldt flasken pludselig, og ligesom i slow motion, ned fra hylden og ramte det hårde stenguld med et brag. Den splintredes i mange stykker og whiskyen sprøjtede ud til alle sider. Han sad ligesom lammet af bare overraskelse og rædsel et lille stykke tid. Det kunne da ikke være rigtig, det der var foregået! Han lagde sig ned på gulvet og slubrede noget af whiskyen op, samlede forsigtigt nogle af de halvrunde skår, hvori der stod lidt whisky, op og drak den.

Han fortalte, at synet af den faldende flaske ville han aldrig glemme i hele sit liv. Nu havde han drømt, om denne nydelse han skulle have, i et halvt år og så blev det hele ødelagt. Nu kunne vi bedre forstå den lidt mærkelige ”gulvvask” midt om natten og den lidt mærkelige lugt.

Da vi gik på opdagelse i byen, var noget af det første vi gjorde, at gå over på det Egyptiske Museum. Det lå ganske tæt på vores hotel, nede ved Nilen for enden af Ramses 38

Street, der var en sidegade til vores 26. juli Street. Her så vi alle de berømte mumier af de kendte faraoer, man havde fundet og ikke mindst tingene fra Tut Ank Amon’s gravkammer. Alle guldtingene, som Ulla var så betaget af, at hun til sidst blev vist væk af vagterne. Man måtte nemlig kun studere dem under langsom passage. Man måtte ikke stå stille, men det havde Ulla, i sin ”guldrus”, glemt alt om. Vi var også ude og besøge Tut Ank Amon’s gravkammer, hvor hans sarkofag står og hvori han selv ligger. Det var spændende, for det er jo det eneste gravkammer man hidtil har fundet fuldstændig urørt.

Vi var nede i mange gravkamre og de var meget større end Tut Ank Amon’s, da han døde meget ung og derfor kun nåede at få et lille gravkammer, der egentlig var beregnet til hans mor Nefertete, så vidt man ved.

Et stykke ude i ørkenen var vi nede i nogen meget specielle gravkamre, nemlig gravkamrene for de hellige Apis tyre. De lå i et begravet tempel i fireogtyve kæmpe granit sarkofager. Sarkofagerne var 2x4 meter og var tre meter høje. De vejede hver mellem tres og firs tons. Det var et imponerende syn. 39

Det var ikke alle tyre, der kunne blive valgt til en hellig Apis tyr. Tyrene skulle have en hvid trekant på panden, en plet halsen og i pelsen på skulderen, skulle der være en aftegning af en grib. Der skulle være dobbelt hårlag på halen. - Der var ikke mindre end 29 ting der skulle være opfyldt.

Til gengæld fik de et liv i luksus og hvert forår blev de vist frem i tempelgården og blev ført ud på markerne for at gøre dem frugtbare. Når de døde, var der stor landesorg og tusindvis fulgte den balsamerede tyr til dens sidste hvilested i tyretemplet. De var endog så populære at en af Ramses d. II sønner lod sig begrave i gravkammeret sammen med en tyr han havde holdt meget af. Vi var selvfølgelig ude ved pyramiderne og oppe i den store Keops pyramide, Man skal ind af en indgang, der er hugget ind i siden af pyramiden af gravrøvere engang i oldtiden. Man kan se indgangen her bag ved mig, hvor jeg sidder højt til kamels.

Det var meget spændende at vandre gennem de mange vide gallerier op mod toppen til selve sarkofagen, som kong Keops havde ligget i. En af passagerne var dog ret snæver. Man var blevet advaret før indgangen om, at hvis man 40

led af klaustrofobi, skulle man ikke gå med på turen. På dette snævre sted, var der så lavt til loftet, at man skulle gå krumbøjet.

Pludselig gik lyset ud og der blev bælgmørkt. Her stod så cirka femogtyve mennesker i buldrende mørke, krumbøjede under tusindvis tons sten. Der blev en del uro, men heldigvis kom lyset igen efter nogle minutter. Lysene bestod af elpærer der sad på lange ledninger hængt op på siderne af gangene. Da vi kom helt op til selve gravkammeret, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at nu stod jeg i allerhøjeste grad på et historisk sted. Da jeg, med stor ærbødighed, lagde min hånd på kanten af sarkofagen, tænkte jeg på, at her havde Alexander Den Store, de fleste græske tænkere, Cleopatra, Augustus, samt andre romerske herskere, Napoleon, Lord Nelson med flere, også lagt deres hånd gennem tiderne. - Da følte jeg virkelig historiens vingesus. Ulla var skam også ude at ride på en kamel, og her fik hun sig en ny tilbeder. Kamelføreren tog sig nemlig den frihed, at nappe Ulla i bagdelen, da hun steg op på kamelen. - Jeg brokkede mig, så da det bagefter blev min tur, satte han kamelen i løb og så er det slet ikke let at holde balancen helt der oppe. - Det var hans hævn. 41

Her står Ulla med sin nye tilbeder.

Her er jeg kravlet lidt op på pyramiden og har taget dette billede. Det måtte man godt dengang.

Vi var også i de store basarer og her var virkelig al den mystik vi kunne ønske os. Der var alverdens mærkelig ting udbudt og en stor trængsel, så man skulle passe godt på sine værdier, for her var et slaraffenland for lommetyve. Vi oplevede at de almindelige egyptere var ualmindelig venlige og hjælpsomme, men de forlangte selvfølgelig mindst det tredobbelte for deres varer, som de til sidst kunne købes for. 42

Det tog et par dage at lære, og jeg troede, jeg havde lært det, men da jeg en af de sidste dage, sammen med en egypter jeg havde truffet, han kaldte sig for nemheds skyld Shady, skulle ud til Akhnaton Bazaar for at købe et eller andet, jeg nu har glemt hvad var, tog vi en taxa. Vi havde tit taget en taxa og de begyndte dengang med at forlange syv egyptiske pund, hvilket slet ikke var så meget for os, men man kunne presse dem ned til tre pund, havde vi lært. Under det ville de ikke køre for os. Men da jeg havde kørt en lang tur med min egyptiske ven, så jeg, at han betalte med kun et egyptisk pund, og minsandten om ikke han fik penge tilbage. Da forstod jeg, at jeg slet ikke var så god til at tinge om prisen, som jeg selv troede. Senere opdagede jeg dog, at taxaerne aldrig kørte for turister for under tre pund. Det var en fast aftale de havde indbyrdes.

En aften, var vi i buldrende mørke, ude og høre et tale- og lysshow ved Sfinxen og pyramiderne. Der var spændende og flot. Her fortæller pyramiden og Sfinxen om historiens gang med store stemmer og skiftende lys. Det var en spændende oplevelse, når man interesserer sig for historie.

En aften, da vi gik rundt i byen, kom en ældre gadesælger hen til os og tilbød et fotoalbum med en flot forside med guldtryk. Det var pakket ind i gennemsigtig plastic. Han sagde: 43

- Det er et virkeligt fint album med guldtryk og omslaget er af ægte læder. Det så faktisk også sådan ud, og da vi var blevet enige om prisen, købte jeg det og pakkede det ud oppe på værelset. Her opdagede jeg, at det skam var ægte nok, blot var det ægte pap, men flot, det var det. Jeg har dog været glad for dette album, som jeg satte alle billeder, billetter, kort og andre minder fra turen ind i, og det er derfor jeg så mange år efter, nu kan sætte de originale billeder ind i historien. Jeg har i grunden tjent mange penge på at blive snydt en hel uge i træk i Egypten, for her lærte jeg en lidt snu måde at handle på. Det med først at nævne en høj pris og så gå nedad er selvfølgelig en gammel fidus, men i Cairo lærte jeg at finpolere fidusen, så jeg kunne bruge den derhjemme i den daglige handel med mine kunder.

Snydt med vilje

Når vi gik rundt i Cairo mødte vi på bestemte strækninger, brede gader og fortove, en masse ”bondefangere”, som kaldte dem. De ville lokke os ned i bestemte forretninger sælge os noget. Vi ignorerede dem altid med et tomt blik tog aldrig øjenkontakt. På den måde lod de os i fred. - Det er noget man lærer, når man rejser meget. 44

på vi og og

Men en dag fandt vi på at lade os shanghaje med vilje, for at se hvad der ville ske. Den første henvendte sig venligt og spurgte hvilket land vi kom fra. Den metode bruger de altid for at indynde sig og skabe et fortroligt forhold. Når man så nævner sit land, har han mærkeligt nok familie i netop det land, og han kender derfor godt til danskere, som f.eks. os.

Ham vi mødte havde dog en anden historie. - Nå, Skandinavien, - sagde han. – Jeg har arbejdet som tjener i Finland. For at se om det var rigtigt, spurgte Ulla ham nu om, hvad en, to, tre hedder på finsk. Det måtte han jo vide, når han var tjener. Han svarede straks: - yksi, kaksi, kolme. Det var rigtigt, for det havde Ulla lært af sin mor.

Han sagde nu at så fin en kvinde som Ulla måtte have noget fin parfume, og nu var det så heldigt, at hans onkel netop boede på en gade ganske tæt på, og hvis vi fulgte med derned, ville han sørge for, at vi fik en god pris, da vi jo næsten var i familie nu, når han havde arbejdet i Finland. Vi havde jo besluttet, at vi ville se, hvad der skete, så vi fulgte med. Vi kom ned til et hus på hjørnet af en sidegade, og her gik vi op ad en smal trappe til første sal. Vi kom ind i et lille lokale 45

med nogle stole og et lille bord. Frem kom der en midaldrende mand, der hilste høfligt på os og bad os om at sætte os ned. Så klappede han i hænderne og kort tid efter kom en lille dreng ind med en bakke, hvorpå der stod fire glas dampende te. Vi fik hver et glas og han begyndte nu sin salgstale og viste forskellige meget små brune flasker frem. I hver flaske var der en ekstraktolie af de fineste parfumer. Han fortalte, at til f.eks. rosenparfume gik der flere kilo rosenblade for at frembringe blot én dråbe rosenolie. Derfor var dråberne i flaskerne så dyre. Ulla prøvede forskellige dufte på sine håndled og valgte så en. – Vi skulle nu fortælle hvor mange dråber vi ville have. Vi købte for cirka 200 i danske kroner, hvilket var mange penge i de egyptiske pund, som vi betalte med. Dråberne blev nu nøje talt op fra flasken, der havde en tud, så man let kunne tælle de dråber der kom ud. De blev dryppet ned i en lille tragt, der sad i den lille brune flaske, som vi skulle have og vi fulgte nøje med.

Da vi havde fået de bestilte kostbare dråber, satte han en lille korkprop i vores flaske og jeg rakte ud efter den. Han fjernede hurtigt sin egen hånd med flasken og sagde: - Nej, den skal pakkes fint ind og det gør de nede i stueetagen. Han gav den lille dreng vores flaske og drengen løb ned ad trappen med den. Jeg havde hele tiden spekuleret på, hvordan de ville udføre snydenummeret, for jeg var helt sikker på, at vi ville blive snydt, og nu kunne jeg let regne det ud. - Det var det ældgamle ombytningsnummer. 46

Han takkede meget for handlen og fulgte os nedenunder til et andet lille lokale, hvor vi fik udleveret vores flaske, nu indpakket i brunt papir, finere var det ikke. Jeg tog imod flasken og begyndte at pakke den op for at kontrollere, om der overhovedet var noget i. Han protesterede kraftigt, men jeg tog proppen af og snusede. Det duftede rigtigt nok og der var samme mængde væske i som før, men jeg var klar over, at vore dyre dråber nu var hældt af og der var fyldt vand i flasken, med blot en dråbe rosenolie i toppen. Vores ”finske” mand havde hele tiden stået ved siden af os, og jeg sagde nu til ham, at jeg havde gennemskuet deres nummer, men alligevel ikke krævede handelen tilbage. - Min sælgerære tillod simpelthen ikke at lade som ingenting.

Nu blev han dødelig fornærmet, og lod som om han blev krænket på sin ære. Han var vel også krænket på sin ære, for han var måske ikke vant til at blive afsløret. Vi forlod forretningen og gik op mod hovedgaden igen. Pludselig blev vi overhalet af vores ”finne”, der fór forbi med stenansigt og blikket rettet stift fremad. Nu skulle han hurtigt op på gaden, og have genoprettet sin selvtillid ved at finde et nyt offer.

Overraskende møde

Da vi kom gående på samme gade en anden dag, gik vi på et meget bredt fortov. Jeg var som sædvanligt i lyst tøj. Pludselig kommer der mod os to store drenge trækkende på en ældre gammel cykel. De diskuterer ivrigt og ser slet ikke os, så de rammer forhjulet ind mellem benene på mig. 47

Den cykel var ikke ligefrem rengjort i går, så den sviner mine lyse bukser til med skidt og gammel olie.

De to unge fyre undskylder meget for deres klodsethed, og de forsøger at børste skidtet af mine bukser. Jeg var jo ret optaget af alt der skete, men min rejseerfaring fik mig alligevel til at holde fast på mit fotoapparat der hang i bæltet. Min tegnebog var sikret, idet den hang i en rem inde på maven og var i klemme under livremmen, så jeg hele tiden kunne føle den. Lige idet de ramte mig, stødte en af de bagfra kommende fodgængere ind i ryggen på mig og han sagde pænt undskyld.

Det havde han i den grad også grund til, for da jeg længere nede af gaden kom til en frugtbod, ville jeg købe noget frugt og greb ned i min højre bukselomme, hvor jeg havde cirka et hundrede kroner i egyptiske penge, men lomme var tom. Først nu opdagede jeg, at hele optrinnet havde været et stort nummer. Drengene tog min opmærksomhed og den undskyldende lommetyv tømte mine lommer. Det var så professionelt lavet, at jeg morede mig, og jeg blev ikke spor vred, ja, jeg beundrede næsten deres dygtighed, selvom det havde kostet mig hundrede kroner.

Grønt er ikke grønt

Da vi den første dag bevægede og ud i centrum af Cairo, fandt vi hurtigt ud af de egyptiske trafikregler. De er tilsyneladende ligesom i europæiske storbyer med fodgængerovergange og flotte trafiklys. Der er brede gader med tre kørebaner i hver retning. Vi stod og ventede ved det 48

første store kryds, vi var kommet til, indtil der blev grønt lys. Jeg trådte hurtigt ud i fodgængerfeltet og ville gå over.

Der lød et forfærdelsesbrøl af mange stemmer bag mig, og jeg så nu, at bilerne stadig kørte for fuld drøn over krydset, selvom der var grønt lys for mig. Da fandt jeg ud af, at man slet ikke skulle regne med færdselslysene. De var kun til for et syns skyld. En gang imellem kørte en bil dristigt frem, fra de der holdt tilbage i et kryds og så var det deres tur til at køre over krydset. Det er fuldstændig ligesom, når vores lys i et kryds er ude af drift.

Som fodgængere lærte vi hurtigt, at det kun kunne lade sig gøre at komme over de store kryds, ved at gå frem i et hul i trafikken og stille sig mellem to kørebaner indtil der blev et nyt hul i den næste kørebane og på den måde komme over krydset. Men vi følte, at det var med livet som indsats, så vi undgik helst de store kryds, men krydsede gaderne længere nede. Det var en lille smule nemmere. Vi var på forskellige udflugter i Nildalen. Her sidder jeg og får te med en familie ude på landet. Egypterne er et meget venligt folkefærd.

Vi var også ude ved Suezkanalen og vi badede i den. Det er en underlig fornemmelse, at ligge med hovedet i vandoverfladen og se et stort containerskib sejle forbi, blot halvtreds meter fremme. Man føler sig som et støvkorn i vandet.

Derude var der et marked vi besøgte, og her solgte de alt, også kød. Der hang halve oksesider tykt besat med spyfluer, som sælgeren jog væk, når en kunde skulle have et stykke. Der lå fårehoveder, hvor kranietoppen var savet af så hjernen var blottet. Den blev betragtet som en delikatesse. Der sad en spiseske i hjernemassen. Forrest i et billede billedet jeg tog, stod der en kraftig egyptisk kvinde helt i sort. Hun ser ganske vist tyk ud, men er ikke desto mindre hurtig, for knap havde jeg taget billedet, før hun råbende og skrigende og med truende armbevægelser, kom løbende hen imod mig. Jeg var helt sikker på, at hun ville tæske løs på mig, så jeg vendte om og løb for livet. Her får hun øje på mig!

Ulla, der stod og så på, kunne ikke lade være med at grine, da hun så mig flygte med en stor sortklædt kvinde lige i hælene. 50

Taxatur med politieskorte En aften ville vi ud og se ægte mavedans på en natklub for arabere og egyptere. Vi havde været til mavedans på en restaurant, men det var helt tydeligt arrangeret til turister. Vi ville dog helst se den ægte vare, der ikke var turistsmykket.

Mavedans opstod i Mellemøsten for over 5000 år siden. Til venstre ses frugtbarheds gudinden Ishtar fra Babylon. Kvinderne skulle have brede hofter og store bryster for at symbolisere frugtbarheden og de dansede kun i andre kvinders selskab. Dette fortsatte da islam kom til. Mænd og kvinder var stadig totalt adskilt uden for hjemmet. I nutiden bliver mavedans brugt til underholdning, men der er stadig en vis afstand mellem mavedanseren og publikum. Kun på tarvelige steder får mænd lov til at stikke pengesedler ned på barmen af mavedanseren efter dansen, eller man kaster mønter op på scenegulvet. Vi har haft to rigtig dygtige mavedansere i familien. Jeanette, der dansede mavedans til vores sølvbryllup til arabisk musik, jeg havde haft med hjem fra Istanbul.

Lea, der har optrådt til Guldager familiens store sammenkomster. Begge to virkede meget ægte i deres optræden. 51

Men nu ville vi altså se ægte mavedans, så ved 22 tiden hyrede vi en taxa og kørte ud til en natklub, som min tidligere nævnte egyptiske bekendtskab Shorty havde anbefalet. Den lå ude på en af de store boulevarder til Giza.

Det var den hidtil vildeste taxakørsel vi havde oplevet. Det var sent på aftenen, så vejene var ret tomme og chaufføren kørte som en gal. Han kørte hele tiden over 100 kilometer i timen, og når han kom til en af de mange rundkørsler, tog han blot den hurtigste vej rundt hver gang. Hvis der ikke var oversigt håbede han åbenbart på, at der ikke kom nogen modkørende, eller også har han, som den muslim han var, tænkt: - Hvis det er Allahs vilje, jeg skal dø i dag, kan jeg jo alligevel ikke gøre noget ved det. - Vi ville dog gerne have taget det lidt mere roligt. Endelig kom vi da til natklubben, betalte taxaen og gik ind i receptionen. Her blev vi straks antastet af to stærkt bevæbnede egyptiske soldater. Den ene stod bare og var klar med sin maskinpistol i hænderne. Den anden bad Ulla om at åbne sin håndtaske og den blev grundigt undersøgt for våben og sprængstoffer. Bagefter blev vi begge kropsvisiteret, og endelig fik vi lov til at gå ind i selve natklubben. Israel og Egypten havde kort tid forinden afsluttet en krig og det var derfor, der var den store kontrol. Man var stadig bange for Israelske terrorhandlinger. 52

Inde i natklubben var der mange mennesker og lokalet var stort. Der var ingen, der kom og anviste os et bord, det måtte vi selv finde. Men det var ikke let, for tilsyneladende var alt optaget. I den ene ende af lokalet var der en stor scene lidt hævet over gulvet, og her var der optræden af et ti mands orkester og senere en mavedanserinde. Der var strygere, fløjter, harmonika og en enkelt sækkepibe.

Foran scenen stod der et stort tomt bord til cirka 30 gæster, der gik vi hen og begyndte at trække stole ud. Øjeblikkelig kom der en tjener farende og han forklarede forfærdet og lidt aggressivt, at vi øjeblikkeligt skulle sætte stolene ind og gå væk. Jeg blev lidt sur og sagde, at det var det eneste bord med tomme pladser og hvorfor vi ikke måtte sætte os der. Det er et reserveret bord til sheiken fra, og så nævnte han et navn, jeg i dag ikke kan huske. – Men han er her jo ikke, 53

- sagde jeg så. – Nej, men det er reserveret hele året rundt, hvis han pludselig fik lyst til at komme på denne natklub.

Tænk, han betalte altså for at have et 30 mands bord reserveret året rundt på en hundedyr natklub. - Gad vide hvor mange natklubber han gør det på?

Når jeg nu havde fat i en tjener, blev jeg pludselig høflig igen og spurgte pænt, om han ikke kunne finde nogle pladser til os, og det gjorde han. Lidt efter kom der en mavedanser ind og hun dansede virkelig mavedans, så hendes lidt buttede mave sitrede på den rigtige måde. Hun var åbenbart meget kendt og populær.

Ved et bord, lidt væk, sad der et støjende selskab af unge mænd med rødternede tørklæder om hovedet, holdt fast af tykke sorte snore. De hujede særlig højt af mavedanserinden. Især en helt ung mand på cirka seksten år. Der var helt åbenlyst, at det var ham der havde ordet i selskabet. Han har sikkert været en forkælet søn af en Saudi arabisk sheik. Da mavedanserinden var færdig med et nummer gik han, til stor hujen fra sit selskab, tværs over gulvet og op til scenen og stillede sig foran danserinden og hviskede et eller andet i øret på hende, sikkert noget sjofelt, for hun blev helt stiv i ansigtet. Medens han gjorde dette, stoppede han en stor pengeseddel ned mellem hendes bryster. Orkesteret og publikum blev helt stille, kun hans eget bord gav deres bifald til kende. Den slags var ikke noget man gjorde 54

i en fin natklub, som denne, og slet ikke med en berømt mavedanser. Den slags gjorde man kun på de simple steder, hvor sheikesønnen åbenbart også kom.

Vi nød aftenens stemning og tog igen en taxa hjem ved to tiden. Denne taxa kørte endnu mere vildt en den første, for nu var der næsten ingen trafik. Vi kørte nok 120 kilometer i timen, da vi pludselig blev indhentet af en politibil med blå blink og sirenen i gang. Den kørte efter os i et stykke tid uden at vores chauffør reagerede. Vi sad bagi og jeg prikkede ham på skulderen og spurgte, om han ikke havde set politiet? - Jo, jo, det havde han da, men det betød ikke noget og han satte ikke farten ned, men fortsatte blot med den store hastighed. Her holder en af de sort hvide taxaer ude ved pyramiderne.

Pludselig slukkede politiet sirenen, men fortsatte med de blå blink. Lidt efter kørte de op på siden af os og kiggede barsk ind til os et stykke tid, så faldt de bag ud og forsvandt. Jeg spurgte chaufføren om, hvad det var der foregik, og han forklarede, at politiet lige havde kontrolleret, at det ikke var terrorister han kørte med, men blot uskyldige turister. - Men vi kom da hjem til hotellet og havde haft nogle helt specielle og mindeværdige oplevelser den aften. 55

Vi havde mange ting med hjem fra den tur, blandt andet denne flaske likør. Den var lavet efter den opskrift, som Sinuhe Egypteren drak i historien om samme person. Der er endnu noget tilbage i flasken og jeg fik lyst til at drikke et glas, da jeg fotograferede den til denne beretning. Den smager helt formidabelt godt. Den er meget fyldig og sød. Vi oplevede utrolig meget på den uge, og nu skulle vi til og hjem. Vi kørte med bussen ud til lufthavnen og skulle gennem toldkontrollen. Men denne gang var det ikke en helt almindelig kontrol. Vi stod alle i en lang række i den ene side af en stor hal. Længere fremme var den almindelige kontrol med pas, men ovre i den anden side af hallen, stod der også igen bevæbnede soldater. De studerede vores række indgående og udvalgte yngre mænd, der så ud til at kunne ligne terrorister, til en særlig kontrol ovre på deres side. Jeg forsøgte at se uskyldig ud, men jeg har nok virket for interesseret, for jeg blev i hvert fald udvalgt og måtte tage min kuffert og gå over til dem og lægge kufferten på deres bord. Jeg skulle selv åbne den. Jeg tror det skyldtes, at der kunne være en skjult bombe, der ville udløses ved denne handling. De var utrolig mistænksomme. 56

Igen stod der en soldat ved siden af mig med en maskinpistol klar, parat til at fyre på mig, hvis jeg pludselig gjorde en for hurtig bevægelse. Den anden soldat rodede rundt i min kuffert, og jeg forsøgte at berolige ham ved at fortælle, at vi blot var fredelige turister fra Danmark, der gerne ville hjem. Mens dette stod på, havde Ulla ængstelig fulgt med i optrinnet, og pludselig begyndte hun at gå over mod os. Jeg vinkede hende diskret tilbage, og hun kunne se på mit ansigtsudtryk, at jeg mente det. Hvis nogen skulle tilbageholdes var det jo bedst det blev mig. Men pludselig var soldaten åbenbart overbevist, for han smækkede låget i og skubbede kufferten længere hen på bordet og tog den næste i rækken. Jeg måtte selv lukke kufferten, men kunne nu gå lettet over i den anden række igen. Det var jeg glad for, for man bliver ærlig talt meget lille, når man står mistænkt mellem bevæbnede soldater. Efter paskontrollen kom vi ind i venteværelset til afgang. Det så meget mærkeligt ud. Det var et stort rum, men det så lidt tomt og bart ud. Vi undrede os og sad og ventede og ventede, da afgangen gang på gang blev udsat. 57

Udenfor holdt vores fly, og vi kunne nu se folk gå rundt med nogle håndholdte søgere.

De strøg dem op ad flysiderne og især omkring landingsstellet og dækkene.

Vi fik på en eller anden måde at vide, at alt det mærkelige skyldtes, at der dagen forinden var sprunget en bombe i netop det rum, vi befandt os i og det var derfor, det var lidt bart. Det var også grunden til, at alle afgange og fly blev grundigt undersøgt for at undgå gentagelser. Så lykkedes det os endelig at komme ombord og vi kunne flyve hjem til fredelige gode gamle Danmark. - Vi havde også fået oplevelser nok for et stykke tid.

Egypten på langs Jeg havde fortalt så levende om vores tur til Egypten i 1979, at en af vore leverandører, Elna Symaskiner fra Schweiz, lavede en salgskonkurrence, hvor, hvis man var dygtig nok, kunne komme på en luxusrejse til Egypten i tolv dage.

Vi satte alle sejl til og solgte så mange maskiner, at vi fik hele fire billetter. De fire der kom afsted, var Ulla og jeg, samt vores førstemand og hans kone. Vi var vel cirka fyrre deltagere i alt.

Vi ankom til Egypten og kørte straks ud til vort luksus hotel Holliday Inn ude i Giza lige ved siden af pyramiderne. Her sidder vi ved den store pool, og hvis man ser godt efter, kan man lige ane den ene pyramide, som en trekantet skygge lige ved træerne over Ullas hoved.

Det var virkelig et fint hotel, og vi fik fine middage og de havde store grønne plæner, der blev vandet om aftenen med vand fra Nilen, og jeg lagde mærke til, at der hele tiden gik et par mand rundt og klippede de kanter på plænerne, som græsslåmaskinerne ikke kunne tage. De klippede kanterne i 59

hånden med en stor saks. Arbejdskraften var billig og ved den slags arbejde kom mange flere i arbejde og drev ikke bare rundt. Hotellet havde sine egne store underholdningsaftener med flot mavedans.

Efter middagen den første aften gik jeg og et par af mine kolleger en tur rundt om hotellet. Klokken var omkring to om natten. Vi nød den køligere natteluft og den store stilhed der herskede, til forskel for den larm der var om dagen. Nogle sultne halvvilde hunde luskede rundt og fandt madrester omkring hotellet og jeg udnyttede nu et naturtalent jeg har. Jeg kan nemlig gø, så selv hundene ikke kan høre, at det ikke er en hund. Jeg gøede en tre-fire bjæf og straks standsede alle hundene op og løftede deres hoveder. – Hvad var det for en fremmed hund, og hvordan var den dog kommet ind i deres territorium, uden at de havde opdaget det? De gav sig alle til at gø vildt og rasende for at jage den fremmede hund bort og det rungede mellem bygningerne. Jeg 60

svarede igen med et par arrige gø. Hundene gøede og gøede og de blev ved næsten til den lyse morgen, men da var vi for længst gået i seng. Nede ved morgenbordet hørte jeg, at en af deltagerne spurgte sin sidemand. - Har du sovet godt, nu du sover et fremmed sted? – Ja, jeg sov med det samme, men ved to tidens begyndte de s….. hunde at gø, og de blev ved hele natten, så jeg ikke fik lukket et øje mere. – Ja, jeg hørte dem også. - Men hvorfor de gav sig til at gø så voldsomt og så længe, kan jeg ikke regne ud. – Mon der lusker krokodiller op fra Nilen om natten? Jeg kiggede hurtigt over på mine to fæller og holdt min pegefinger for munden. Jeg ville helst ikke have frem, at jeg havde ødelagt hele nattesøvnen for alle hotellets gæster.

Jeg var igen oppe i Keops pyramiden, men Ulla ville ikke med. Guiden var denne gang en ung kvinde, og jeg fulgte hende tæt, for ikke at gå glip af nogen oplysning. Da vi kom til det snævre sted, hvor man skal gå krumbøjet, sagde jeg til hende: - Nå, det er her I plejer at lade lyset gå ud for ligesom at give gæsterne et gys. Det gjorde det nemlig sidste gang jeg var netop her. – Det havde hun nu aldrig oplevet, og hun havde dog været guide i tre år. Lige i det sekund gik lyset ud. - Er det ikke utroligt? Det er altså ikke noget jeg digter for at dramatisere. - Nej, det gik virkelig ud ligesom i 1979. Da det lidt efter kom igen, kiggede den unge guide mærkelig bebrejdende på mig, som om det var mig, der havde arrangeret strømsvigtet. Førstemanden fra firmaet var med, så han kan bevidne, hvis I tvivler. 61

I Cairo var vi inde og se den store Sultan Hassan moské.

Vi gik samlet igennem den store basar. Inde i basaren

Inde i basaren kunne man veksle penge til en langt bedre kurs end i bankerne, men man skulle helst ikke gå derind alene. En dag holdt bussen og ventede lige uden for indgangen til basaren og jeg spurgte om der var nogen, der ville med ind i basaren og veksle penge. – Det var der ihvertfald ingen der ville. – Så går jeg alene, svarede jeg. De protesterede højlydt, for vi skulle køre lige om lidt, men da jeg var i basaren sidst, havde jeg set et sted ikke langt fra indgangen, hvor jeg kunne veksle, så jeg overhørte deres protester, løb et lille stykke ind i basaren og lagde nøje mærke til hvor mange gange jeg drejede til højre og venstre, for at kunne finde ud igen. Det lykkedes fint. Jeg fik vekslet til en god kurs og jeg nåede ud til bussen igen. Vi var igen inde i det store Egyptiske National Museum med mumierne og alt Tut Ank Amun guldet. 62

Derefter kørte vi til Luxor, og her boede vi også på et flot hotel der hed Isis. Det lå også med plænerne lige ned til Nilbredden. Her står jeg i Karnaktemplet

Vi så Karnaks store imponerende tempelruiner. Vi sejlede over Nilen til Kongernes dal, hvor næsten alle kongegravene findes, blandt andet Tut Ank Amons helt originale gravkammer med den originale kiste, hvori han stadig ligger.

Her er vi på vej over Nilen til Kongernes dal.

Vi så Hatshepsuts, den kvindelige farao, imponerende gravkompleks.

Ulla på vej op ad rampen 63

Herfra kørte vi til Aswan, hvor vi boede på det gamle og meget berømte røde Katerakt Hotel. Det har været med i mange film bl.a. Døden på Nilen. Det var et rigtigt luksus hotel med masser af belevne tjenere. Her spiste vi igen fine middage og drak kaffe og te på terrassen med en enorm flot udsigt over Nilen.

Det Gamle Katerakt Hotel med terrassen, hvor vi drak kaffe. Her var der om aftenen underholdning og mavedans, og vi nød rigtigt at være på det berømte sted og lege rige turister. Efter underholdningen var der et godt danseorkester, der spillede op til dans for hotellets gæster.

Her er Ulla ude at danse med en af de egypter, der stod til rådighed, hvis enlige damer ikke havde en dansepartner.

Jeg er nu temmelig sikker på at det er ham, der har budt Ulla op. Vi fik et dejligt værelse, men Ulla følte, at der var en sær stemning i rummet og om natten drømte hun, at der gik en ung, sørgmodigt udseende, pige lige ud af væggen og gennem værelset. Hun vækkede mig af bare skræk. Vi så efter om døren var låst, men alt var i orden. - Ulla kunne ikke sove resten af natten.

Måske har der virkeligt været spøgelser på spil, for pludselig kunne jeg ikke finde min lille røde uundværlige schweizer kniv. Den har jeg nemlig altid styr på, men en morgen var den væk, og jeg vidste, at jeg havde haft den om aftenen på værelset, og at der havde ikke været nogen derinde om natten. Vi ledte og ledte i bukser og i klædeskabet og under sengen og i sengen, men kniven var og blev væk. Den dag var vi ude og se den vældige Aswan dæmning og den store sø der opstod. Den, der druknede mange gamle templer og var skyld i at man måtte flytte hele Abu Simpel. 65

Næste morgen lå lommekniven lige så fint midt i bunden af klædeskabet. Den havde været umulig at overse, da vi ledte. Vi fandt aldrig en forklaring bedre end, at det må spøge på det ældgamle værelse, der havde været beboet af så mange gæster i over hundrede år. ” Her er vores ”spøgelsesværelse

Jeg gik en dag ned til Nilen og lejede en Faluk sejlbåd til en tur på Nilen. Manden der havde den var flink, men det var alligevel for dyrt for Ulla og jeg alene, så jeg fik nogle af vores selskab med på turen, og vi delte så udgiften. Det var en virkelig afslappende oplevelse, at sejle på den, gennem flere årtusinder, berømte Nil i en gammeldags sejlbåd med latinersejl. Man kan tydeligt se på Ulla, at hun nyder sejlturen og slapper af. Vores skipper sidder malerisk i baggrunden.

Vi var oppe at gå på Aswan dæmningen, der var så stor, at man ikke rigtig kunne overskue den. Den er 3600 meter lang og hæver sig 111 meter over Nilen. Den er 40 meter bred på toppen og 180 meter i bunden. Den blev færdig og indviet i 1971 og er bygget af sten og jord. Der er ikke så meget beton i den. Bag den opstod den store Nasser sø der druknede en del af de gamle templer og gravmonumenter.

En dag skulle vi flyve ned syd på, for at se et af de mest berømte templer i Egypten, nemlig Ramses den II’s Abu Simpel. Dette imponerende bygningsværk er blevet savet i 1036 blokke á 7-30 tons mellem 1963 og 1968 og flyttet 64 meter højere op. Man savede også 1112 blokke af selve klippesiden og byggede hele templet ind i et kunstigt bjerg. Hele forsiden er præget af fire 21 meter høje statuer af bygherren Ramses d. II. På forårs og efterårs jævndøgns dage skinner solen, når den står op, lige ind gennem en nøje udregnet lang gang i templet og rammer her langt inde i bunden, ansigtet på endnu en statue af Ramses d. II. Der er også en statue af hans dronning Nefertari. Det har krævet stor ingeniørkunst, at bygge den lange gang så nøjagtig ind i bjerget, og da man flyttede det hele højere op, havde man, selv i dag, mange problemer med at få det ligeså nøjagtig igen. Det lykkedes dog, blot er dagene nu lidt forskudte. 67

Øverst sidder en række af oprindelig 21 bavianer, der hilser solen velkommen. Ulla beundrer templet

Hvis man trodser et adgang forbudt skilt langt inde i bunden af templet, kan man komme ud i det hule bjerg, og man kan her se, at det er kunstigt. Udefra kan man intet se. Der er ser alt naturligt ud. Vi havde en meget spændende dag med masser af historiske vingesus. Da vi skulle hjem, samledes vi i den lille lufthavnsbygning. Den var ikke særlig komfortabel og lå lige i udkanten af ørkenen, så startbanen gik over i en næsten uendelig sandørken.

Vi var omkring halvanden hundrede, der skulle med flyet. Der var et hold englændere og et hold franskmænd og så vores lille danske gruppe på femten. Resten af vores hold var blevet i Luxor. Vi skulle mellemlande der og samle den op, da vi skulle flyve hjem til Danmark den næste dag. Udenfor holdt vort fly fra Egypt Airways. Det var et moderne jetfly med to motorer.

Efter et stykke tid i den meget varme lufthavnsbygning gik vi ombord. Flyet satte med det samme en vældig fart på, da det kørte ud ad kørevejen til selve startbanen. Det var lidt påfaldende.

For enden af tilkørselsbanen var der et skarpt sving, og her var der så meget fart på, at flyet krængede lidt over til venstre, og døren til cockpittet sprang op og knaldede mod væggen med et brag. Vi talte om, at den pilot vist havde travlt, men det behøvede jo ikke at gå ud over flyet. Han 69

skulle behandle det ordentlig for sikkerhedens skyld. Det var ikke beregnet til at skulle krænge sådan i sving.

Da vi kom ud på startbanen, holdt flyet ikke stille og lod motorerne komme op i omdrejninger, som man plejer, - nej, piloten satte blot fuld gas på og begyndte at lette. Vi kom hurtigt i luften og så ørkenen begynde at forsvinde under os. De to motorer gik stadig for fuldt drøn, og vi stod endnu skråt i luften for at komme op i flyvehøjde.

Da vi var kommet et stykke op, men stadig, mens flyet stod skrå i luften, døde den ene motor pludselig og piloten fladede omgående flyet ud. Den anden motor fik alle de omdrejninger den kunne få, kunne vi tydelig høre. Der var blevet dødstille i kabinen og de to stewardessen, der ikke sad på deres pladser, som de ellers skulle, faldt på hug, og, - som jeg senere beskrev det, knaldede deres pander i gulvet og bad til deres Allah. - Nu var vi alle i samme båd, og så kunne vi andre bede til de guder, vi troede på.

Vi var alle fuldstændig klar over, at det var en kritisk situation og mange troede, at vi ville styrte ned og blive dræbt, så der hørtes en jamren og gråd i hele flyet. Jeg selv tog det heldigvis ret roligt. Man ved ellers aldrig, hvordan man vil reagere i så faretruende situationer, men når jeg går op i et fly, er jeg fuldstændig klar over, at jeg ikke selv kan gøre noget, men har overladt det til skæbnen og piloten i flyet. - Den her pilot stolede jeg dog ikke meget på. 70

Vi cirklede et par gange rundt i den højde, vi havde nået, og det viste sig senere, at det var en utrolig heldig højde, for den var lige akkurat nok til, at den ene motor kunne klare at holde denne højde. Havde flyet været femogtyve meter længere nede, havde vi måttet nødlande på den lille øde lufthavn uden megen katastrofehjælp og virkelig langt til hospitaler.

Men heldigvis klarede vi det, og vi lagde an til landing igen. Nedenunder kunne vi se to køretøjer med blå blinklys køre i samme retning, som vi landede i. Det var en brandbil og en katastrofevogn. De ville være så tæt på os som muligt, når vi landede. Men synet af dem, var jo ikke ligefrem betryggende for os passagerer. Vi landede dog fint og flyet parkerede foran den lille bygning igen. Alle gik ind i bygningen og piloten kom ind og fortalte, at han havde sendt bud efter et nyt fly fra Cairo og at det ville kunne være her om godt en time. Vi sad inde i bygningen, hvor man absolut intet kunne købe, og nu var vi blevet sultne og tørstige. Den forplejning, vi skulle have haft i flyet på vej til Cairo, blev nu hentet ind i bygningen. Det hjalp lidt på den trykkede stemning. Da jeg havde spist gik jeg udenfor, hvor luften var lidt køligere, og satte mig på en lille trappe ved bygningen. Flyet holdt blot tredive meter henne foran bygningen, og havde snuden vendt mod bygningen, så motorernes udstødning vendte ud mod ørkenen. Nu så jeg et lille elektrisk køretøj, med to mænd i kedeldragter, komme kørende. De kørte hen til den højre motor, som var den, der var gået i gået i stykker. 71

De åbnede en stor luge på undersiden og begyndte at arbejde på motoren.

Jeg studsede noget. Var der meningen vi skulle flyve til Cairo i flyet alligevel? For mig så det nærmest ud, som om piloten havde sendt bud til den nærmeste landsbysmed og bedt ham om at reparere flyet. Hvordan skulle han ellers så hurtigt få fat på rigtige flymekanikere i denne udørken? - Der var vel ikke stationeret to faste mekanikere her, for så var der tit noget i vejen med de fly.

De blev færdige, og lukkede lugen. Piloten, der stod og så på, gik nu op i flyet og startede motorerne op og nu virkede begge. Han gav fuldt gas og to store sandskyer stod i tykke stråler ud i ørkenen, og flyet lettede lidt med halen og snuden dykkede. Jeg håbede bremserne kunne holde flyet, for ellers ville det hamre direkte ind i den bygning, hvor alle passagererne sad. Men de holdt heldigvis og der var også stopklodser både foran og bag ved hvert hjul. Jeg gik ind til de andre og fortalte, hvad jeg lige havde overværet og lidt efter kom piloten ind og fortalte, at nu var flyet klar igen og vi kunne endelig gå om bord. Det havde kun været en brændstofslange, der var sprunget og den var nu blevet udskiftet. Vi snakkede om, hvor galt det så kunne være have været, hvis der var gået ild i alt brændstoffet, når det fossede ud over de varme dele i motoren. Så havde det været en anderledes nødlanding. - Nå, det skete heldigvis ikke, men slangen var sikkert sprunget, fordi flyet blev presset alt for hårdt af den i vore øjne usympatiske pilot. 72

Nu gik alle englænderne og franskmændene ombord, men jeg gik hen til piloten og fortalte, at jeg havde overværet den nødtørftige reparation midt i alt ørkensandet, og om ham virkelig mente, at flyet var repareret godt nok. Der havde jo ikke været anden kontrol på arbejdet end hans tilstedeværelse. Vi havde ikke tillid til det fly mere, og vi ville hellere vente på det fly, han havde lovet skulle komme om lidt. Arrogant kiggede han på mig og sagde kort: - Der kommer ikke noget andet fly. - Hvis I vil til Cairo er I nødt at flyve med os nu.

Nu gik nogle fra vores hold ombord, men vi var en syv jyder tilbage, som var blevet stædige. Vi sagde, at vi så hellere ville vente på det næste fly. For det første, svarede han, kommer der ikke flere fly i dag og hvis I venter til i morgen, skal I selv betale en ny billet, for Jeres biletter gælder kun til dette fly. For det andet kommer I for sent til flyet til Danmark, og så skal I også til at købe en ny billet til det. - Så nu skal I komme ombord, for nu flyver vi. Vi er forsinkede nok i forvejen, - hvorpå han med rank ryg stoltserede ud af bygningen uden at vente på vores svar. – Han var meget arrogant og meget irriterende. Vi stod lidt og diskuterede. Vi syntes det var en uansvarlig handling af piloten, men ville også nødigt skulle til at betale for nye billetter. Men pludselig fandt jeg løsningen. – Vi kan roligt gå ombord, - sagde jeg, for hvis jeg går med, falder flyet ikke ned. Jeg er jo blevet spået til at blive niogfirs år. Den historie kendte de fleste af mine kolleger, så det var 73

løsningen. I det samme kom en af stewardesserne ind og sagde, at det var nu, hvis vi ville med, for nu fløj piloten altså. Vi gik så ombord, hvor mange af de andre passagerer skulede lidt os på grund af den ekstra forsinkelse. Piloten har sikkert været bange for at få vrøvl, hvis han vendte tilbage og havde efterladt nogle turister på det øde sted. Denne gang førte han flyet noget mere forsigtig og vi kom fint i luften og fløj til Luxor, hvor vi blandt andet skulle hente resten af vores hold. Da de skulle ombord, viste det sig, at der var flere billetter til deres pladser. Nogle fremmede egyptere fremviste deres billet med samme sædenummer. Der blev en del uro, men til sidst fik vores hold stewardesserne overbevist om, at datoerne på vores billetter var ældre end egypternes, så disse blev vist fra borde igen. I lufthavnen i Luxor havde man simpelthen solgt billetter til de passagerer der gerne ville til Cairo den dag, og så håbet på, at der var ekstra pladser. Pengene har de sikkert stukket i egne lommer. En fem-seks stykker, der så velpolstrede og velhavende ud, fik dog bestukket stewardesserne, så de fik lov til at blive ombord. De sad og stod forskellige steder rundt

i flyet, således, at det nu havde mere vægt ombord end der stod i papirerne. Jeg håbede, at slangen i den reparerede motor, kunne holde til den ekstra belastning det ville medføre. Da vi havde fløjet en rum tid, skete der noget, der fik det til at løbe os koldt ned ad ryggen.

- Begge motorer døde – på én gang. Nu blev der igen dødstille i kabinen, men denne gang, var der ikke så mange der jamrede og græd. Der var dog nogle. Nu var vi nemlig helt sikre på, at vi styrtede ned. Flyet kunne flyve med én motor, men det kunne ikke svæve med døde motorer og overvægt. Det begyndte da også straks at tabe højde, og gik ligesom i en glideflugt, og vi gjorde alle vore tanker og forberedte os på det uundgåelige, som nu ville ske. - Nu var der rigtig mange der jamrede.

Stewardesserne tog det denne gang forunderlig roligt, men da de opdagede rædslen i vore ansigter, fattede de hurtigt, hvad der var sket, og hvad vi troede. Tænk, så havde piloten, den usle karl, bare lagt an til landing i Cairo, uden at gøre sig den ulejlighed, at fortælle os det. Han havde blot rutinemæssigt sat begge motorer på tomgang og ladet flyet tabe højde for at lande.

Indenrigs piloterne var ansat af militæret og var måske derfor ret ufølsomme. Han havde slet ikke tænkt på, at han næsten skræmte livet af sine passagerer, og hvad så, hvis han havde gjort det? – Der kom jo et nyt hold turister i morgen, så det tog han åbenbart ganske roligt. 75

Derefter forløb alt efter planerne og vi kom godt hjem til Danmark den næste dag. Vi havde igen haft en uforglemmelig ferie og oplevet mange ting. For nogle dog lidt for meget, for jeg hørte i de næste måneder om store, ellers stærke, mænd der brød i gråd, på grund af den ubevidste rædsel de gemte på, og som først nu brød frem. Jeg har dog ikke selv haft nogen mén af oplevelsen, men tænker altid på den som noget meget spændende, som jeg dog ikke behøver at opleve igen. Vi havde også denne gang forskellige ting med hjem, som vi købte af forskellige handlende vi mødte undervejs.

Mange gange var det børn, der med store troskyldige barneøjne fortalte, at det, de stod med i hånden, havde deres far eller mor fundet under markarbejde. Disse to figurer f.eks. stod en pige og en dreng, begge omkring seks år, med i vejsiden, da vi kom forbi. Denne sorte Ibis, købte vi af en dreng ovre ved kongernes dal.

Denne skarabæ er udskåret i blød sten og med hieroglyffer skåret i bunden. Den købte vi også af en dreng.

Disse billeder er kopier af billeder i gravkamre og er malet på rigtig papyruspapir.

Disse to ting i stĂ¸bt messing, er smĂĽ kopier af Tut Ank Amons bord og stol fra hans gravkammer.

I romernes fodspor I 1987 var jeg i England med Mimers Horn, et lille specielt rejseselskab med tilknytning til HF på Ingerslev Boulevard i Aarhus. På denne tur, skulle vi særlig koncentrere os om romertiden i England. Vi så nogle af de mange befæstninger i Sydengland og resterne af et stor romersk palads i

Fishbourne. Det var ved at blive udgravet. Der var bl. a. et stort flot mosaikgulv.

Foruden romertidens ting, så vi også Stone Henge. Klostret i Hastings, som Vilhelm Erobreren byggede, da han havde sejret. Vi så de store romerske bade i Bath m,m. Vi kørte op til Hadrians mur, der blev bygget i år 122 e.Kr. Her så, og gik vi på og ved, den 118 kilometer lange og 4,5 meter høje mur. Den går fra kyst til kyst i det nordlige England og delte Romerriget og det vilde Pikterland nord for muren. Disse piktere var nogle stammer, der boede i området og de havde deres helt eget sprog. Det var et sprog i familie 79

med baskernes. De var mildest talt uregerlige, men romerne havde dog besat den sydlige del af deres land i faktisk mange år, men der var altid ballede. Kejser Antonius besluttede så i år 142, at bygge endnu en mur, nordligere og opgive resten af landet nordfor. Man havde sendt en flåde nord om Caledonien, som romerne kaldte det, for at studere landet, og se, hvor langt det strakte sig, men det var for vildt og ufrugtbar. Det ville simpelthen ikke være umagen værd at besætte det. Julius Cæsar havde allerede i år 54 f.Kr. været på erobringstogt i England, men dengang lykkedes det ikke at holde landet besat.

Var der ikke andre at slås med, bekrigede de hinanden, for slås, det ville de. De var endnu vildere end vores vikinger, der senere kom til England.

Romerne opgav at bekæmpe dem, og i år 164 opgav de Antoniusmuren og trak sig tilbage til Hadrianmuren, som blev 80

Pikterne var et rigtigt krigerfolk, ja, selv kvinderne var krigere og de tatovererede og malede sig meget med blå farver, så de blev kaldt ”Det blå folk”.

stærkt befæstet og holdt stand lige indtil romerne forlod England i år 410.

Hadrianmuren

Sådan så de romerske soldater ud på den tid. De bevogtede muren. De fleste var slet ikke italienere, men lokale folk, der var hyret til den romerske hær for 25 år. Sådan gjorde man overalt i det romerske rige. Det skabte langt mere ro ved grænserne, da soldaterne på den måde tit havde familie uden for grænserne, og det fremmede også handelen med disse folk. Efter romertiden blev pikterne, der boede i den østlige side af Skotland, til sidst kristnede af munke fra Irland. Man havde forsøgt at kristne dem af flere omgange, men munkene blev altid dræbt inden det lykkedes. Det har jeg skrevet en 81

lille historie om. Læs eventuelt: Munken Columba, - på min hjemmeside: www.keguldager.dk

På en senere rejse i Skotland besøgte Ulla og jeg nemlig øen Iona, hvor det første kloster blev bygget af disse munke. I det romersk besatte England, havde der dog været flere kristne menigheder, men ikke nord for Hadrianmuren.

Uventet møde med en vild pikter

Da vi sejlede med færgen tilbage til Danmark efter en meget begivenhedsfuld og belærende tur, syntes jeg, at nu trængte jeg til at slappe lidt af. Jeg gik derfor ned i skibets sauna.

Herinde sad der allerede en seks syv stykker i den glohede damp. Vi talte ikke sammen, men sad blot og lod varmen trænge helt ind i knoglerne. Jeg satte mig på den næst øverste bænk. Her var der virkelig varmt, så jeg lænede mig tilbage og lukkede øjnene og må være faldet i en døs, mens jeg tænkte på alle ting, jeg havde set og hørt om, blandt andet de vilde piktere, som jeg var blevet lidt betaget af.

Da jeg lidt forvirret vågnede op, var saunaen næsten helt tom. Der sad kun mig og en mere. Han sad et par meter til højre for mig i tågen. Jeg skævede hen til ham for at se, om 82

det var en jeg kunne tale til. Jeg fik nu et stort chok og troede ikke mine egne øjne. - For hvad sad der, næsten lige ved siden af mig?

En stor og vildt udseende pikter med langt hår, flettet fuldskæg og masser af tatoveringer på sin store muskuløse krop. Han havde virkelig et barsk udseende. – Men det kunne jo ikke være rigtigt. Min hjerne måtte være påvirket af opholdet i den kraftige varme. Jeg kiggede endnu en gang, men jeg så stadig den store pikter. Jeg sad lidt og tænkte og kom mere og mere til mig selv. Jeg besluttede at tale til ham, for at opklare mysteriet.

- Der er godt nok varmt herinde, - sagde jeg på mit dansk/engelsk. Han kiggede på mig og sagde: - Jes, - og ikke andet. Så kiggede han ligeud igen. Hvis han forstod nutidsengelsk, kunne han jo ikke være en pikter, hvilket jeg nu var klar over, at han ikke var. - Men hvad var han så, når han lignede et af de billeder, jeg havde set af piktere. Jeg sagde noget mere til ham og han spurgte på københavnsk, om jeg var dansk. Pludselig faldt tiøren. – Det var selvfølgelig en stor fyr fra Hells Angels, men det kom vi nu ikke ind på. Jeg fortalte, at jeg havde været på studietur i England og spurgte ham, hvad han havde lavet. Han kiggede lidt på mig og sagde så, at han blot havde været i London for at ordne et par ærinder, i en tone der antydede, at nu skulle jeg ikke spørge nærmere. Her på tomandshånd var han i øvrigt vældig jovial og helt ligetil, men hvordan han var, når han var på ”arbejde” ved jeg ikke. 83

Kniv i øjet

Det lyder voldsomt, men forklaring følger senere.

I 2006 var vi igen i England. Denne gang tog vi færgen over kanalen, men sidste gang vi var herovre, havde vi taget den næsten nye tunnel. Det var alligevel en spændende oplevelse at prøve at køre under kanalen. Siden Napoleonstiden havde man talt om at bygge en sådan tunnel, og jeg har set tegninger, med rør op til overfladen, så heste og mennesker kunne få luft, når de kørte gennem tunnelen i hestevogne eller red og marcherede. Nu var det endelig blevet til noget og det skulle vi da prøve. Dengang var det Finn og hans kone Bente, Ulla og jeg der var på en tur til Irland.

Denne gang var det Finn, hans søn Peter, Ulla og jeg. Bente var desværre død i mellemtiden. Undervejs boede vi på Bed&breakfast steder vi fandt undervejs, men i London boede vi i en forstad der hed Armos Grove, cirka tyve kilometer fra London. Vi tog så undergrundsbanen ind til centrum hver dag. Det var et dejligt sted med venlige værtsfolk. Undergrundsstationen lå lige ved siden af, så det var nemt. 84

Som sagt tog vi ind til centrum hver dag og vi så alle de spændende ting. Det store National History museum, med de store dinosaurskeletter, Teknisk museum, Greenwich instituttet, De dramatiserede Londons gamle Dungeans, hvor der var meget uhyggeligt for os og især Peter. Der var alle former for tortur og masser af skeletter i halvmørket. Jeg købte dette skelethånds vinglas og har skam drukket blodrød vin af det.

Vi var også inde i verdens største legetøjsbutik, nemlig Hamleys på Regent Street og her fik Peter lov til at skeje ud.

Han havde glædet sig utrolig meget til dette besøg, og her står han med dagens rov. Se, hvor sejrsstolt han ser ud.

Peter var som lille helt vild med legetøj. Han kunne aldrig få nok. Han havde en stor fantasi og kunne bygge mange spændende ting ud af lagoklodser. 85

Her står Ulla med et ben på hver klodehalvdel. Et øst for og et vest for længdegrad 0 på Greenwich institut. Vi skulle selvfølgelig også op i The Eye, et af verdens største pariserhjul. Peter lider af højdeskræk, så han var ikke meget for det, men hans Guldager eventyrblod sejrede, så han overvandt sin skræk. Ulla ville ikke med op, men satte sig på en bænk i parken nedenfor.

Finn, Peter og jeg stillede os op i den store kø der var. Da det blev vores tur så vi til vores store undren, at alle skulle gennem en meget skrap kontrol. Akkurat ligesom i en lufthavn, men her stod der fem uniformerede vagter med våben.

Den ene undersøgte hver enkelt person med en metalsøger og det hylede voldsomt, da han førte staven ned foran mig. Jeg havde en løs T-shirt på, og den dækkede for min store schweizerkniv jeg altid har hængende i bæltet på ferier. Han måtte ikke selv røre ved gæsterne, så han spurgte: - Do You have a knife? – Ja, sagde jeg og løftede op så han kunne se den. - Den går jeg altid med. 86

Nu skal det siges, at jeg lige havde købt en ny, og det var den allerstørste man kunne få, den kunne klare enhver opgave under ferien. Han bad mig, ret barsk, om at tage den af og de fire vagter rykkede helt tæt op til mig og holdt deres hænder på deres pistoler.

Jeg kunne ikke forstå den barske alvor i deres ansigter, for, som jeg forklarede dem, går langt de fleste mænd i Danmark rundt med en lommekniv. Det er helt naturlig for os og intet ulovligt i. For ligesom at lette stemningen lidt, sagde jeg, at det havde vi faktisk gjort lige siden vikingetiden. - Det kunne han overhovedet ikke se det morsomme i, og han bad mig, i en meget kommanderende tone, om at give ham kniven. Han åbnede den og så, at det store blad kunne låses i oplukket tilstand. Da han så det, sagde han, at den kniv konfiskerede han lige med samme, for den var dybt ulovlig i England. Så spurgte jeg, om jeg fik kniven igen, når jeg kom ned? – Nej, den beholdt han.

Nu blev jeg lidt sur på ham. Jeg var for det første ikke vant til at blive kommanderet med, og for det andet, havde jeg lige købt den kniv, jeg havde

ønsket mig i flere år, og havde betalt over femhundrede kroner for. - Ville han virkelig konfiskere den? I mine øjne var det et direkte tyveri, og jeg antyde også, at det var en nem måde, at få en dejlig kniv på.

Det skulle jeg vist ikke have gjort, for han lagde kniven i en kasse på bordet til konfiskerede ting, og viste mig videre. Jeg sagde, at jeg bare var en troværdig ældre farfar fra Danmark, og at jeg ikke havde i sinde at skade nogen med min kniv, og at jeg derfor forlangte, at få den tilbage når jeg kom ned.

Nu blev han meget stram i masken, gik helt tæt ind til mig og fortalte, at han havde været endog meget flink ved ikke allerede have tilkaldt politiet, som han straks burde have gjort, da han så min ulovlige kniv, - så jeg skulle bare se at komme videre. Jeg kan altså ikke lide at blive kommanderet med, så jeg sagde igen, at jeg ville have min kniv tilbage. Han snurrede hurtigt rundt og sagde til en af sine mænd: - Call the Police, og vendte sig om til de næste i rækkerne.

Nu kunne jeg endelig indse, at slaget var tabt og jeg gik hen foran ham og sagde: - Det er så OK. – Jeg forstår. - I er nødt til at overholde Jeres regler. Jeg havde bestemt ikke lyst til at tilbringe resten af ferien, og måske endda i meget længere tid, i kløerne på det meget barske londonpoliti, så den kniv afskrev jeg. 88

Da gondolerne i hjulet var tømt for det sidste hold gæster, gik kontrolvagterne ind og undersøgte dem grundigt for bomber og våben. Især under sæderne var de grundige. Så blev det endelig vores tur, og vi kom op med hjulet og heroppe kunne vi se langt ud over Themsen og London. Her står Finn, Peter og jeg på vej op.

Vi passerede det genopbyggede teater for Shakespeare, The Globe og Tower fæstningen. Vi gik ind på British Museum og spiste frokost, samt så de egyptiske ting. Ulla og jeg gik en meget lang rundtur om Themsen og her kom vi tæt på mange ting. Efter en lille uge forlod vi London og kørte ned til Poole på sydkysten. Her boede vi i en stor Mobil Home Hernede kørte vi rundt til mange forskellige museer og udstillinger. Vi badede også en del, der var nogle utrolig fine badestrande med de, fra film berømte badebroer med varieteer.

Vi så det berømte National Motor Museum, tidligere Montagu, hvor vi så mange af de berømte racerbiler, som Donald Cambells Bluebird, De berømte Sunbeam record biler. Her stod også den allerførste prototype af Citroén 2 CV fra trediverne. Den havde sammen med to andre, været skjult og indemuret i Frankrig under II. verdenskrig.

Den er født skrabet med kun én forlygte.

Vi besøgte Monkey World i Dorset området. Det er et reservat og plejecenter for hjemløse monkeys (aber) og apes (menneskeaber).

De har været brugt til medicinske forsøg, eller er ulovligt udført fra deres hjemlande og derfor konfiskeret. På dette sted bliver de passet og plejet godt, det kunne man let se og fornemme.

Der er dog mange tragiske skæbner imellem, som for eksempel denne haleløse Macak abe fra Asien. Den har i hele sit tyve årige liv været brugt til forsøg med astmamedicin, og er derfor løbende blevet påført astma. - Man kan næsten se på dens skuffede og bebrejdende blik, at den har tabt tilliden til menneskeracen. 90

Vi kom også forbi den berømte Salisbury Cathedral med en side af den engelske Magna Carta lov fra 1215.

I kirken står også verdens vistnok ældste, og stadig fungerende mekaniske ur. Det er fra 1386. Det har ingen visere, det var ikke kommet frem endnu, men det fik en klokke i tårnet til at slå et slag hver time, og det var store ting dengang.

Vi kom forbi en stor motorbane, hvor man kunne komme ud og køre i en rigtig baneracer, mod betaling forstås. En stor betaling endda på hele 2700 kroner, men Finn ville gerne unde sig selv denne fornøjelse. Efter et par omgange i en mindre vild bil, for lige at lære banen at kende, fik han rattet i en rød Ferrari og da instruktøren, som skulle sidde ved siden af, havde opdaget, at Finn var ret god til det, fik han lov til at køre rigtig stærkt. Det kunne man godt høre, når han kom forbi på langsiden, hvor vi stod oppe i et tårn, for bedre at kunne overskue banen. Finn har jo kørt en del rally før i tiden, så han kunne godt styre en hurtig bil. 91

Her er Finn ved at stige ind i Ferrari’en, der jo er højre styret i England.

På vej rundt spiste vi frokost i en park i Salisbury, og her kunne man komme på en tur højt op i luften med en stor gasballon.

Den var tøjret med et ståltov til en ankring på jorden, og når den skulle op, løsnede man blot tovet og gassen løftede den op. Når den skulle ned, blev den trukket af et motorspil.

Det havde vi glædet os meget til, men da vi var færdige med vores frokost var der pludselig for meget vind til at den måtte flyve mere den dag. – Det var godt nok ærgerligt, for jeg har fløjet i mange ting, endda et luftskib, men aldrig i en luftballon.

Vi sejlede over kanalen tilbage til Europa igen. På vejen hjem var vi ved at køre tør, så vi måtte forlade motorvejen og køre indtil en lille tysk by, der hed Lotte, nordvest for Münster.

Her spiser vi aftensmad.

Vi havde haft en meget aktiv og spændende ferie. Vi havde rørt os meget og oplevet rigtig meget.

Det var simpelthen bare en god ferie.

Goddag Goddag herr Charlie Engang i 1975 besøgte Ulla, jeg og børnene Ålborg Zoologiske have. Heroppe levede der dengang en berømthed. Berømtheden var en stor rødhåret orangutang der hed Charlie.

Ulla ser Steen og Finn fodrer elefanten.

Giraffen fodres Iben og Steen fodrer geder

Charlie var født i junglen på Borneo i 1958, men var som toårig fundet moderløs og forladt af en plantageejer. En sådan sund unge kunne man let sælge, men plantageejeren var gift med en dansk pige fra Ålborg, og hun foreslog, at de kunne sende den lille unge til hendes barndoms zoologiske have. Det blev vedtaget og Charlie og en anden to årig moderløs unge, der hed Susi, blev sendt til Ålborg i 1960. Her tog man sig kærligt af dem, og de voksede op som par og fik syv børn sammen før Susi døde i 1988. Charlie fik en ny kone og fik i alt ni børn og har i dag mange børnebørn og oldebørn rundt om i verden. Charlie døde i 2002, fireogfyrre år gammel og som den ældste orangutang i Europa.

Da vi besøgte ham i 1975, var Charlie en ung mand i sin bedste alder, nemlig 17 år. Han var stor og stærk og meget forkælet af dyrepasserne. Der går rygter om, at de lærte ham at ryge. Han sad i et ret stort bur i det fri, med tremmer foran, som man nu gjorde dengang. Han kunne række en arm ud mod publikum og tigge lækkerier. Der var dog foran tremmerne en tyk telefonpæl på langs nede ved jorden og den måtte man ikke overskride, da han så kunne gribe fat i en. Dengang måtte man gerne fodre dyrene, men kun med bestemte ting, man kunne købe i kiosken. 95

Da vi kom, var der ikke så mange foran buret, og vi havde ikke mere at give ham, men han blev alligevel ved med at række hånden frem og kigge bedende eller krævende på os. Han havde en underlig stor og lang, men smal hånd.

Jeg fik så pludselig den idé, at jeg da kunne sige goddag til ham og gav ham hånden. Jeg rystede hans hånd op og ned og sagde goddag Charlie. Han kiggede forbavset på mig, men trak så pludselig, til min store rædsel, min hånd og dermed mig hen mod tremmerne i buret. Nu er en orangutang altså mindst ti gange så stærk som et menneske, og selvom jeg dengang havde mange kræfter, var der intet at gøre. Jeg kom nærmere og nærmere, stille og roligt, medens han stirrede mig ind i øjnene. - Hvad ville der ske, når min hånd kom ind i buret? Det kunne jo ikke gå, så jeg satte lynhurtigt mit ene ben op på telefonpælen, og kastede mig bagud. Min hånd kom fri og jeg var lettet, men familien var lettere chokeret. Mange år efter så jeg Charlie igen deroppe, men nu var han flyttet ind bag en tyk glasrude. Når der stod nogle tilskuere, skulle han somme tider rigtig vise, hvor stor og stærk han var, og så fór han rundt i buret under stor larm. Han sprang 96

op på sidevæggene og satte fra over til den anden side. Andre gange, når han lige havde spist bananer, som han fint skrællede, sad han og gylpede den tyggede grødmasse op i sin store hånd, studerede den lidt og spiste den så igen. Det så ikke særligt lækkert ud og tilskuerne gøs. Især de ældre damer. Der var dog en ældre dame, der tilsyneladende var hans veninde, for mens jeg stod der, kom hun ind og satte sig på den lille cementkant i venstre side af glasruden. Straks kom Charlie hen og satte sig lige på den anden side af ruden.

Hun talte til Charlie på en meget kærlig måde, og han så på hende med et skråt koncentreret blik. Man kunne tydelig se, at de kendte hinanden fra mange besøg. Lidt efter gik den gamle dame igen, og nu fik Charlie en af sine flipture rundt i buret under stor larm. Hun måtte ikke gå.

Her er Charlie som ældre med flotte ansigtsflapper og en stor hængende strubesæk, som rigtige alfahanner skal have. 97

Der var en anden orangutang jeg blev gode venner med i 2004. Han boede i den zoologiske have i Fuengirola i Spanien. Jeg stod længe og snakkede med ham. Han kedede sig gevaldigt, for han var den eneste af sin slags på det sted.

Han hed i øvrigt Bala, men det vidste zoo folkene ikke, så de kaldte ham Pedro. - Han hadede det navn, fortalte han. Det er en meget flot zoo, som kan anbefales at besøge. De har en kopi af et meget stort Baobabtræ. Baobab betyder: På hovedet, da det ser ud som om rødderne vender opad.

Lille snefnug

Nu vi er ved store menneskeaber, kommer jeg til at tænke på én jeg aldrig glemmer. Det er den kæmpestore hangorilla i Barcelona Zoo. Ham besøgte jeg engang i halvfemserne. Han sad øverst oppe på den højeste klippe i sit friluftsområde, og han var kridhvid. Han var nemlig en albino.

Han blev født i West Afrika i 1964 og hed Nfumi Ngui, hvilket betyder Lille Snefnug. Han kom hurtigt til Barcelona. Her blev han meget berømt og han fik enogtyve børn, men ingen var albinoer. Han vejede i sine fuldmagtsdage 150 kilo og målte 163 centimeter. Han døde i 2003 af hudkræft og blev begravet under et stort træ i haven. Planerne er at man vil lave en statue af ham og stille den op i Barcelona. Det bliver spændende om man gennemfører dette. Det må så være den første seriøse statue af en menneskeabe. Jeg stod længe og studerede ham og han kiggede somme tider på mig, fordi jeg stod så koncentreret. En gang kom han ned for at undersøge noget på jorden i buret ikke langt fra mig, eller også var det mig, han 99

ville se nærmere på, men da kunne jeg rigtig se, hvor meget hans hånd lignede min egen i farve og negle. Hans ansigtshud havde samme farve som os, men var blot meget mere rynket. Her er han i godt humør.

Det er da et venligt og jovialt ansigtsudtryk.

Urtids overfald

Sidste gang, da jeg var oppe og besøge Charlie i Ålborg, havde jeg en anden lidt dramatisk oplevelse. Den sidder stadig i kroppen på mig.

Jeg gik rundt for mig selv og studerede de forskellige dyr i deres områder og kom til leoparderne. De var ikke ude i deres frie område, men havde trukket sig tilbage i deres lukkede rum. Dette kunne man se ind i, hvis man gik om på bagsiden af deres hus. Her var der en rude, med meget tykt glas, på cirka to gange én meter. Her gik jeg om og så nu, at der lå tre leoparder på en hylde bagerst i rummet. Hylden sad i øjenhøjde, når man stod udenfor. 100

Det var to hunner og en han, stod der på et skilt. Hunnerne lå bare og sov, medens hannen stirrede vagtsomt og lidt aggressivt på mig. Jeg kunne ikke lade være med at stirre igen, og måske har jeg også ubevist haft et aggressivt udtryk i ansigtet, for pludselig, og uden varsel, sprang leoparden lige i halsen på mig, med et stort åbent gab og lysende hvide hjørnetænder. Sådan følte mit urinstinkt det ihvertfald, og mit hjerte hamrede hårdt i brystet på mig, så livagtig var det. Jeg sprang tilbage i vild rædsel.

Men heldigvis var der den tykke rude imellem. Leoparden ramte ruden med et stort brag, faldt ned på jorden og sprang derefter op på hylden igen, medens den stirrede rasende på mig. Der stod et par ved en rude ved siden af og de grinede vældig af min store forskrækkelse. Min rædsel havde set sjovt ud for dem. Bagefter var jeg bekymret for om leoparden havde knækket sine flotte hjørnetænder. Det havde den dog ikke. - Men ruden var våd af spyt fra gabet. Når jeg i fjernsynet uforberedt ser en leopard komme snigende, giver det et sæt i mig den dag i dag, så dybt i urhjernen sidder oplevelsen. 101

Dybeste fortvivlelse

Da vi forlod Ålborg Zoo, så vi en ung familie, der var lidt stressede, for børnenes far kommanderede hele tiden med dem, for at de skulle skynde sig at komme ind i deres bil. En dreng på cirka seks år havde ikke travlt for han var meget optaget af en lille hul og gennemsigtig stok han havde fået. Den var nemlig fyldt op med små kulørte sukkerkugler og det så vældig flot ud.

Han stod stille et øjeblik, for rigtig at kunne se de fine sukkerkugler. Hans far greb utålmodig fat i ham og hev ham over mod bilen. Drengen tabte den lille stok og håndtaget gik af, så sukkerkuglerne faldt ud og trillede i en bred strøm ned ad den meget skrå parkeringsplads. Drengen skreg og begyndte fortvivlet at samle sine sukkerkugler op, men nu havde hans far åbenbart fået nok, for han sagde i en vred tone: - Nej, lad dem trille. - Vi har ikke tid til at samle dem op. – Vi skal køre nu. Det var så hjerteløst, og jeg glemmer aldrig i hele mit liv det syn af den dreng, der så hjertedybt fortvivlet og så hjælpeløs stod og så, den bedste gave han havde fået i lang tid, forsvinde ned ad asfalten, uden at han måtte løbe efter og samle dem op. - Det var virkelig grov vold mod en barnesjæl. Tårerne styrtede ud af øjnene på ham, og han krummede sig helt sammen i den dybeste fortvivlelse. 102

Det er den dybeste og mest ægte fortvivlelse jeg kan mindes, at have set i mit liv. - Jeg kan stadig blive helt grå indvendig, når jeg tænker på synet. Jeg ville så gerne have hjulpet med at samle de sukkerkugler op, men jeg kunne se på drengens hidsigprop af en far, at jeg ikke skulle prøve på at blande mig. Jeg forstod nemlig særlig godt den lille drengs dybe fortvivlelse af en helt bestemt grund. Jeg havde nemlig, selv som seksårig, fået en stok magen til nede på rutebilstationen i Hobro i 1941 af min onkel, da han skulle tilbage til Randers og jeg kan tydelig huske, hvor ovenud lykkelig jeg var for den stok. Stokken havde denne facon, blot var den hul og fyldt med kulørte sukkerkugler.

103

Randers Zoo

Den zoologiske have i Doktorparken i Randers, står klart i min erindring. Som seksårig blev jeg fotograferet ved en stor indisk elefant, lavet meget livagtig i cement. Jeg har en fin ”mande overfrakke” på og følte mig meget stor. På ryggen af elefanten var der en lang rutsjebane, man kunne glide ned ad, når man var kravlet derop ad en høj stejl stige. Jeg var lidt bange for at kravle på stigen, kan jeg huske. 104

Rutsjebanen

I januar 1944 flyttede vi fra Hobro til Randers og nu var jeg, som ti-elleve årig, sammen med en legekammerat, ret tit nede i zoo om sommeren

Der var mange dyr i haven, men selvfølgelig var vi mest fascineret af ”Tarzan løven”, som vi kaldte den. Vi syntes, at den havde tre testikler, eller kugler, som vi kaldte dem. Det måtte den bestemt have, fordi den var dyrenes konge og det var kun retfærdigt, at den på den måde havde lidt mere end de andre dyr, og for den sags skyld også mennesker. Her ligger min stolte ”Tarzan” løve sammen med sine hunner.

Den er desværre blevet aflivet, da zoo blev nedlagt midt i halvtredserne. 105

Den gamle dame og aben

Der var en stor abegrotte i haven med mange rhesusaber. De var meget livlige og sjove at se på, og hvis man var heldig, fik man at se, når de parrede sig. - Det er drenge i den alder altid interesseret i, da deres nysgerrighed i den retning er stor. En dag, da jeg stod og så på deres leg, stod der også en ældre dame med en stor sort hat med et slør foran. Abeburet havde tremmer, så aberne kunne stikke armen ud og tigge mad. Der var ganske vist en vandret telefonpæl nede ved jorden, for at man ikke skulle komme for tæt på.

Den ældre dame havde fået øje på noget interessant nede i bunden af abegrotten, så hun lænede sig forover for bedre at kunne se, hvad der foregik. - Det skulle hun aldrig have gjort, for hurtigt som et lyn kom der en abe ned oppe fra buret og snuppede hendes flotte hat med sløret. Folk kunne ikke lade være med at le, for aben løb straks op på en høj gren i den bagerste del af buret og begyndte at sætte hatten på hovedet. - Sløret blev den irriteret på, så det rev den af. . Den prøvede hatten på forskellige måder i flere minutter og det så virkelig komisk ud, faktisk så meget, at den ældre dame selv grinede med, skønt det var hendes, sikkert ret dyre hat det gik ud over. 106

Til sidst blev aben dog selv træt af legen og den smed hatten ned i bunden af buret, hvor nogle af de yngre aber begyndte at slås om den og til sidst rev den helt i stykker. - Men den slags episoder husker man tydeligt, når man er barn.

Abe i Randers Zoo spiser is

Bjørnebøffer

Der var også to store brune bjørne, som man kunne smide æbler og kiks ned til. En af dem genså jeg ti år senere, men nu var den skåret i små stykker og lå i nabobutikken i Nørregade. Det var en fiskehandel. Randers Zoo var blevet nedlagt og dyrene skudt og nu blev kødet altså udbudt med et stort skilt i vinduet. - BJØRNEKØD – 107

Jeg ringede omgående hjem til min mor og spurgte om jeg ikke lige skulle købe et stykke, så vi kunne få ægte bjørnebøffer til aften. Det ville da være spændende.

Men, nej, - det ville hun slet ikke gå med til. - Det var måske ikke dyrlæge kontrolleret og så ville hun ikke have det.

Det viste sig at være en klog tanke. - Hurra, for min kloge mor. Nogle dage efter stod der nemlig i avisen, at folk var blevet syge af at spise bjørnekødet, fordi der havde været trikiner i, og det er farligt for mennesker.

Farlige Trikiner

Trikiner er en parasit der ligger indkapslet i muskelvævet, især i svinekød, men altså også i bjørnekød. Når de kommer ned i mavesækken på et menneske, opløses den kalkskal de ligger i og de parrer sig hurtigt og føder levende unger, der trænger ud gennem tarmvæggene og vandrer ud i organer og muskler, hvor de igen indkapsler sig. 108

Det er til stor gene for mennesker og kan i svære tilfælde medføre døden. Trikiner anses dog for fuldstændig udryddet i Danmark, men har man først fået dem, kan de ligge indkapslet i mennesket i resten af dets levetid, så det var da godt, at min mor sagde nej, for ellers havde jeg garanteret spist de bjørnebøffer.

Ungdomsminder

Nu er vi tilbage i tiden med nogle oplevelser jeg havde, da jeg var omkring femten år i 1950.

Jeg besøgte på ferier tit min gamle barndomskammerat Niels Halkær der boede i Hobro. Vi foretog os alle de spændende ting, som drenge nu kan finde på i den alder. Jeg husker særlig en ting vi gjorde, som jeg ikke havde troet var mulig. Niels far, der hed Charles, fortalte, at nede i bækken i engen, kunne man fange bækørreder med de bare hænder. Det var vi ikke så lidt skeptiske over for, for han havde før bundet os en historie på ærmet, hvor vi blev slemt til grin.

En påske havde han, som femårige, sendt os ud og lede efter påskeharens æg. - Vi havde sagt, at harer ikke lægger æg, så det troede altså vi ikke på. – Jamen, påskeharer er ikke almindelige harer, og de lægger æg i påsken. Det er derfor de hedder påskeæg, kan I nok forstå. Nu kom vi virkelig i tvivl, for han så meget alvorlig ud, da han sagde det, så måske var det rigtigt, og vi ville i hvert fald 109

gerne have nogle påskeæg, for under krigen fik vi ikke meget slik.

Charles sagde, at påskeharen især lagde sine æg i det høje græs omkring hegnspælene ved markerne, så der gik vi og ledte en hel formiddag, men fandt selvfølgelig intet. Men da vi kom hjem, var det, at de voksne grinede af os, og det er noget af det værste, der kan ske for femårige, der er ved at opbygge deres selvværd. – Så den historie huskede vi.

Nu ville den samme Charles, så have os til at tro på, at vi kunne fange vilde bækørreder med de bare hænder nede i den bæk vi kendte så godt, men faktisk kun yderst sjælden havde set en fisk i, men vi vidste, at der var vandrotter og dem var vi bange for. Den var svær at tro på, selvom vi nu var ti år ældre. Charles påstod imidlertid, at det havde han da gjort, da han var ung, og han sagde det så overbevisende, at vi til sidst igen troede på ham. Vi gik ned til engen, og lagde os hver sit sted på maven, med hoved og arme hængende ud over bækken. Nu skulle man, ifølge Charles, meget forsigtigt, med den ene hånd nede i vandet, føle ind i brinkens huller. Der kunne nemlig stå en ørred med halen udad, men det kunne altså også være en vandrotte. Man skulle bruge meget langsomme bevægelser, og hvis der var en ørred, skulle man lade fingrene glide meget langsomt op langs siden på den. Så troede den nemlig at det var en hanfisk der ville gyde dens mælk, altså en parringsakt. Når fingrene nåede op til gællerne, skulle man lynhurtigt klemme hårdt sammen og kaste fisken op på engen bag sig. 110

Vi prøvede længe uden resultat, men nu gik der jagtfeber i det, så vi fortsatte. Det var nemlig lykkedes os at skræmme en ørred væk, så der var altså ørreder i brinkerne.

Pludselig følte jeg igen en ørred, men denne gang var jeg meget rolig og langsom, og det lykkedes mig at gribe fisken og kaste den op på engen, fuldstændig som Charles havde sagt vi skulle. Jeg var stolt og råbte til Niels: - Jeg har fanget en ørred, og holdt fisken op. Han kom styrtende og pludselig fik vi travlt med at komme hjem, for stolte at fremvise vores fangst.

Jeg havde en stort postelastik i lommen og det satte jeg i fisken og bar den så i elastikken, så den hoppede op og ned ligesom en Jo-Jo. Da vi kom hjem og havde vist Charles den, smed vi den ned i baljen under havevandhanen. Der kunne den bedre holde sig frisk, indtil vi skulle spise den til aften. Til vores store forbavselse var den levende endnu, selv her over en halv time efter den var hevet op af bækken.

Charles var for resten lidt imponeret. Han havde ikke rigtig troet på, at det ville lykkedes for os. Han mente vi ville være for utålmodige. 111

Skadejagten

Charles havde selv bygget deres lille hus, der lå på nordsiden af Hobro, lige øst for landevejen til Ålborg. Ved siden af lå der en proprietærgård, der, så vidt jeg husker, hed Hegedal. Der var mange karle og piger der tjente på gården, og der var især en forslagen forkarl jeg husker, men ikke for noget godt. Han havde det mest svinske sprog, jeg indtil da havde hørt, og han var selvfølgelig også altid helten i sine mest sjofle historier. Ham omgikkes vi aldrig, men en dag spurgte han, om vi ville med på skadejagt med salonrifler ovre i engen.

Engene ved Hobro

Det lød alt for spændende til, at vi kunne sige nej. Han havde nemlig en sjældenhed, en gammel ni millimeters salonriffel og den kunne skyde med små jagtpatroner med blyhagl i. Med hagl, der får en større spredning, er det nemlig lettere at ramme, end med en enkelt kugle. Normalt var salonrifler kun på seks millimeter, og de kan kun skyde med patroner med én kugle. Niels far havde et, og vi lånte også et til mig. 112

Vi gik på jagt ovre i engen og kom også på skudhold af et par skader, men vi skød for ivrigt og på for stor afstand, så vi skræmte bare skaderne længere væk.

Dengang blev skader, og andre skadefugle, betragtet som skadedyr, der skulle udryddes, så det var en normal søndagsfornøjelse, at gå ud og skyde skadefugle. Vi fortsatte lidt endnu, men gik så hjemad. Næsten hjemme satte vi os på en grøftekant i solen og snakkede, det vil sige, det var mest forkarlen der snakkede, og det var altid mere eller mindre dramatiske historier han fortalte. Jeg havde rejst mig op og stod på højre side af forkarlen. Niels sad på venstre side. Forkarlen holdt sin riffel i højre hånd med kolben støttende på jorden.

Under en af sine fortællinger skulle forkarlen lige understrege dramatikken, så han hamrer kolben på sit gevær hårdt ned i jorden, så det gamle slidte gevær går af, og alle blyhaglene suser op, tæt forbi mit venstre øre. Det sang i mit øre af lufttrykket og braget. Vi blev lidt stille, selv den brovtende forkarl, for han kunne meget let have dræbt mig. Havde riffelmundingen hældt, blot et par centimeter, længere over mod mig, ville jeg have fået alle haglene op under hagen og i ansigtet og det havde mindst kostet mig mit syn foruden store skader. - Det var sidste gang vi var på jagt med ham. 113

Ikke så godt Niels fortalte om en oplevelse han havde fortrudt. Han var en dag blevet tilbudt, at kunne tjene nogle ekstra penge, ved at kravle op under taget i en stor lade på en stor gård et stykke ude ad Hadsundvej.

Gårdejeren var meget plaget af gråspurve. De åd for meget af hans korn, påstod han, så han ville gerne have udryddet så mange som muligt. Gråspurvene byggede nemlig reder i stråtaget på laden og Niels skulle kravle op på en lang stige og stikke sin hånd ud i stråtaget, til rederne med unger og æg, han ville så få penge, for de unger og æg han smed ned på lade gulvet. Niels arbejdede en hel formiddag og tømte mange reder, men ved middagstid, blev han alligevel så ked af det og mismodig over alle de drab på små uskyldige fugleunger, at han modtog de penge han havde tjent og sagde, at han ville holde.

Gårdmanden blev lidt muggen, for Niels havde været ret effektiv og havde fået udryddet mange af gårdmandens grovædende ”fjender”.

114

Risikabel udsigt Midt i halvtredserne fik Hobro et nyt vandtårn. Det blev opført ikke langt fra Charles’ hus. Det lå selvfølgelig på et højt sted på nordsiden af Hobro fjord.

Da det næsten var færdig, der manglede kun alt det indvendige, fik Niels og jeg den idé, at vi ville kravle op og sidde på toppen, for at få den gode udsigt over byen. Der var lavet etageadskillelser et stykke op, men øverst var der et langt stykke, hvor selve vandtanken senere skulle være. Der stod træstiger mellem etagerne, og de tætsiddende etager var lette at klare, men det sidste høje stykke var sværere, for her var de almindelige træstiger ikke lange nok og der var derfor bundet to træstiger sammen, således at de overlappede hinanden lidt, så hele konstruktionen blev lidt stivere.

Niels kravlede først, for han havde allerede været deroppe én gang. Man skulle absolut ikke kravle to på stigen på én gang, den virkede for ustabil. Da det blev min tur kan jeg huske at det krøb underligt i benene, når stigen gyngede lidt, og jeg skulle passe på ikke at kigge ned, for så blev jeg nødt at lukke øjnene og knuge mig ind til stigen et lille stykke tid. Jeg skulle kun kigge på det næste trin, mine hænder skulle have fat på, og lade mine fødder styre sig selv. 115

Det lykkedes mig selvfølgelig at komme op, for når Niels turde, så turde jeg også. Han kunne umulig være mere modig end mig, var jeg helt sikker på. Oppe på det lidt udad skrånende tag, satte vi os et godt stykke inde. Vi skulle ikke have noget af, at gå hen til kanten og kigge ned, der var jo ikke nogen form for afskærmning dengang. Folk måtte heller ikke kunne se os nedefra, da der var et skilt nede ved indgangen med

ADGANG STRENGT FORBUDT.

Men det havde vi let og elegant overset. Den slags småting lod drenge i vores alder sig ikke påvirke af, hvis der var noget rigtig spændende bagved vi kunne opleve. Vi sad og nød den fine udsigt et stykke tid og kravlede så forsigtigt ned igen.

116

Mordet i hytten i Amerika

Nu vi er tilbage i tiden i Hobro, er her et par historier fra min far, Niels Arne Guldagers ungdom. Min fars familie var omkring 1920 flyttet fra det flade forblæste Vestjylland op til den smukke egn lige syd for Hobro. Andrup hed den meget lille by, der blot bestod af tre-fire gårde og en fem seks ejendomme og huse. Min fars rigtige far var død, da min far var et år gammel og et par år efter giftede hans mor sig så igen. Hun havde fire børn og kunne umulig klare både dem og en gård med både heste og køer, så i den situation var hun nærmest tvunget til at gifte sig igen. Min far havde på den måde en stedfar, men han ville aldrig kalde ham far, men kaldte ham blot Kristiansen, for det var hans efternavn. (Om den tid kan man på min hjemmeside på nettet, læse MIT LIV I. www.keguldager.dk)

Da han var tyve år flyttede han hjemmefra, og lejede, sammen med en ven, en hytte på sydsiden af Hobro fjord. Området i skoven hed Amerika, og det hedder det faktisk endnu. Hytten var meget primitiv og uden vand og elektricitet selvfølgelig. De havde en petroleumslampe til om aftenen, og de tændte et stearinlys, når de skulle ud på toilet om natten. Min far gik ikke så meget i byen og til baller, men han læste meget og holdt især meget af Jack Londons bøger. Hans ven derimod, var mere til det første og han var tit væk lørdag aften, og når han så kom hjem om natten, i buldrende mørke og måske lidt pløret, kunne min far godt lide at drille ham. En 117

aften, hvor vennen var i byen, planlagde han, at han ville udføre en af de dramatiske scener fra en af Jack Londons bøger. Han forberedte alt, så da han kunne høre vennen komme gående, småmumlende med sig selv, gennem skoven, udførte han planen.

Han tændte et stearinlys, som han satte på det lille bord, så det oplyste gulvet lidt. Så lagde han sig ned på trægulvet, med ansigtet mod døren og i lyset fra stearinlyset. Han tog deres store brødkniv og lagde på gulvet ved siden af sig og en krukke med rødbedesaft. Den hældte han ud over kniven og gulvet og over sin egen hals. Da vennen åbnede døren, - fortalte min far, stod han først som forstenet ved det skrækkelige syn af sin ven, der lå der med overskåret hals og blodet flydende. Så udstødte han et sønderrivende rædselsskrig og styrtede ud i den mørke skov.

Min far fortalte, at det slet ikke havde været så let, at overbevise ham om, at det hele blot var en, måske lidt grovkornet, spøg, men vennen var i hvert fald hurtigt blevet ædru igen og til sidst blev de da også gode venner igen. Jeg fandt også et gammelt foto i min fars gemmer. Her et andet eksempel på hans dramatiske sans.

118

Jeg er ikke for god selv. Her er jeg en hængt strandvasker der slæbes i land ved rebet. Vesterhavet i 2006.

Her, som ophængt martyr på stranden ved Vesterhavet.

Eller her, hvor jeg stikker til havs på en oliedunk uden prop!

119

Her rider min far på en af sin stedfars heste

Her står han, som femten årig dreng, på gårdspladsen i Andrup, sammen med sin mor og stedfar Kristiansen samt deres fælles barn Krista.

Her sidder han som nitten årig på køleren af min onkel Niels´ 1923 Ford T Flot hat!

120

Arnes gæstebud

Min far fortsatte hele livet med at lave mærkelige ting. En søndag i halvtredserne, havde han indbudt hele min mors familie fra Randers til en speciel middag. Han ville ikke fortælle, hvad de skulle have at spise, men han lovede dem masser af snaps til.

Familien, der alle var opvoksede på landet, var jo mest vant til flæskesteg, kartofler og brun sovs. Godt med asier og rødbeder til, så de blev endog meget betænkelige, da de så menuen, og det var lige før de tog hjem igen. Hvad var det dog for en menu, min far havde stillet an?

Hør blot her. - Nede i Ryesgade, i en specialforretning der hed Chas E, kunne man få alle mulige mærkelige specialiteter, som man ikke kunne få andre steder, og det var nogle af disse mærkelige fødevarer min far havde købt. Det var bestemt ikke noget min mors familie havde smagt før, og de havde aldrig forestillet sig at skulle spise det. Der var røgede humlebilarver.

Ristede græshopper,

121

Vinbjergsnegle

Frølår.

Der var også nogle andre ting, som jeg desværre ikke kan huske i dag, for jeg var jo også med til den mærkelige middag. De nægtede totalt at spise noget af den, for dem kvalmende, føde. Det var bestemt ikke noget mennesker skulle spise, men da min far påstod, at der ikke var anden mad og da de var godt sultne og var kommet helt fra Randers, fik han dem til sidst, ved hjælp af nogle store glas med snaps, overtalt til at smage på noget af ”maden”.

Man kunne se på deres ansigter, at de tænkte på de græshopper og snegle, de havde mødt under deres daglige arbejde i markerne og dem havde de ikke, selv i deres vildeste fantasi, nogensinde tænkt på, at skulle komme i munden. 122

Jeg selv prøvede et par ristede græshopper. De knaser ligesom flæskesvær. Jeg stoppede også et par af de røgede larver i munden og spiste to vinbjergsnegle, hvor der var godt med hvidløg i. Hvidløg havde jeg ikke smagt før, og det kunne jeg bestemt ikke lide, og jeg syntes det var lidt underligt at tygge på en slimet snegl. Den er lidt sej. Jeg har nok været 17 år, og drak slet ikke spiritus og øl endnu, så jeg måtte nøjes med citronvand til at skylle de mærkelige smagsfornemmelser ned med. Frølårene så alt for uappetitlige ud, så dem rørte jeg ikke. Ulla og jeg, har dog senere på en rejse til Sydfrankrig, med stor nydelse spist både frølår og vinbjergsnegle.

Da det hele havde stået på en times tid, forbarmede min far sig dog over dem, og min mor kom med rigtig god gammeldags dansk mad, og så kan det nok være at de spiste. Forskrækkelsen havde givet dem ekstra appetit og snapseflasken blev også hurtigt tømt.

123

Om at få sin vilje.

Jeg kommer nu i tanke om en historie min far fortalte mig som barn engang, da jeg ikke kunne få min egen vilje igennem.

Et ungt ægtepar havde besluttet, at deres første barn altid skulle have lov til at få sin egen vilje igennem, så han kunne opvokse til at blive et frit menneske med sin egen mening. De gav ham derfor en meget fri opdragelse.

En dag, da drengen, der nu var fem år, og hans far var ude at gå i skoven, så de en solsort hale en regnorm op af jorden. Hvorfor gør den det? - spurgte drengen. - Det er dens mad og den elsker regnorme. Den synes de smager så vidunderlig godt, og den spiser alle dem den kan finde. Det syntes drengen lød så godt, at han sagde: - Jeg vil også spise en regnorm. Find en til mig. – Jamen, regnorme er ikke mad for mennesker. – Jeg vil have en regnorm, - sagde drengen i det tonefald, som han vidste plejede at virke, når han ville have sat sin vilje igennem.

Faderen lod jo altid drengen få sin vilje, og det ville han da også gøre denne gang. Efter flere forsøg fandt han så endelig en regnorm, der kunne godkendes, og han spurgte nu drengen om, hvordan han ville spise regnormen? 124

Da drengen så regnormen ligge der i græsset blev han lidt betænkelig. Den så ikke nær så lækker ud, som solsorten havde syntes, så han sagde: - Far, find en til, for du skal også spise en. Nu fik faderen virkelig et problem. Skulle han igen, lade drengen få sin vilje og selv spise en regnorm?

Nu var det lige før, han ville bryde reglerne om den frie opdragelse, men han tænkte, at hvis drengen virkelig spiste regnormen, ja, så kunne han vel også. Han fandt endnu en regnorm og de begav sig hjemad, for drengen sagde, at de skulle spise dem hjemme.

Han var pludselig ikke længere så vild med ideen om at spise ormen, og på den måde fik han udsat tidspunktet lidt. Da de kom hjem og sandhedens øjeblik kom, hvor han virkelig skulle til at spise ormen, sagde han til sin far: - De skal vaskes først og steges på stegepanden. 125

Det gjorde hans far så, og da de lå, nu lidt indskrumpede, i fedtet på panden, rakte faderen sønnen en gaffel og sagde: - Vælg nu en orm og spis den, som du sagde, du ville. Sønnen stod lidt tøvende med gaflen over ormene og kunne ikke rigtig få sig til at vælge en orm, så han sagde til faderen: - Nej, du skal spise din først. Faderen der stadig urokkelig fulgte den frie opdragelse, snuppede hurtigt en regnorm og stoppede den ind i munden og slugte den. NEJ, NEJ, - skreg sønnen. – Nu tog du den orm, jeg ville have haft. – Nu vil jeg slet have nogen. Hvorpå han fornærmet gik sin vej, den snu lille fyr.

Tilbage stod faderen og gennemtænkte den frie opdragelse endnu en gang. – Var det nu så god en ide. - Førte det ikke bare til egoisme og misbrug af sine omgivelser? Hvad der siden skete, meldte historien ikke noget om, men mon ikke det var slut med så fri en opdragelse. - Det må man da håbe

126

Knaldrød temperatur

Det var ikke kun min far, der havde en livlig fantasi, det havde hans tre søskende også i høj grad. Hans ene storesøster Birgitte skrev bøger og blev ambassadørfrue i både Indien, Kina og Schweiz og her er en historie om min fars storebror. Han var engang, under sidste verdenskrig, indlagt på det dengang næsten nye Aarhus Amts Sygehus, der var indviet i 1935. Han havde et længere varende ophold, så han blev ret hjemmevant.

En dag kom der en ny patient ind på nabostuen. Det var en mand langt ude fra oplandet, og de indlagte syntes, at han var lidt ”nolde”, som man kaldte det i Aarhus. Ham syntes min onkel de skulle lave lidt sjov med. Han tog en lægekittel på og gik ind på stuen med den nye mand, lige før den rigtige læge ville komme på stuegang.

Med en højtidelig mine gik han hen til fodenden af den nys ankomnes seng, tog hans datatavle, der hang på sengegavlen, op, læste lidt og sagde så: - Nå, Jensen. Skal vi se lidt på Dem? – Vi skal først lige tage Deres temperatur, så hvis De 127

vil vende Dem om på maven og trække skjorten op, så jeg kan komme til.

Jensen vendte sig troskyldig om og trak skjorten op, så han lå med sin kridhvide landbobagdel lige i vejret. Min onkel snuppede hurtigt en rød tulipan fra en vase på stuen, brækkede det meste af stilken af, og stak resten ind hvor termometre plejer at sidde. Derpå sagde han så: - Nu sidder det fint, herr Jensen. - Nu skal De bare ligge helt stille, så kommer jeg igen om lidt og ser Deres temperatur. - Derefter forlod han stuen.

Lidt efter kom så den rigtige overlæge på sin stuegang og han må virkelig have undret sig over den røde tulipan i bagdelen på sin nye patient. Jeg tror, han har fået en god historie at fortælle sine kolleger. Jeg ved ikke om det fik nogen følger for min onkel. Det håbet jeg ikke, for det var da en virkelig god historie, med masser af den sorte humor vi sommetider dyrker i vores Guldagerfamilie, men som ikke er velset alle steder.

Opereret klog

Jeg har for resten selv været indlagt på det hospital engang. Det var i februar 1985, da jeg var 50 år. Jeg skulle have opereret en lyskebrok. Jeg lå på en seksmandsstue og vi skulle alle opereres for mindre ting, hvor man var gået ind nederst i maven. Sårene var syet sammen, men vi skulle passe meget 128

på ikke at komme til at grine, for så rev voldsomt i de friske syninger. Når der ligger seks mand på en stue, er det klart, at vi alle prøvede at fortælle historier, der helst var så morsomme, at vi krummede sammen af grin. Det blev en hel sport. Det eneste man kunne gøre for at lindre smerterne, var at sætte sig op i sengen med knæene op til hagen og holde dem fast med armene, når man grinede. - Så gjorde mindst ondt. Svend, der lå på den anden side af stuen, var en lun fyr. Han skulle have fjernet den ene testikel og blev kørt ud. Da han nogle timer efter kom tilbage, så han noget slap ud, så en af os sagde for at trøste ham: - Nå, Svend. - Nu er det overstået og du ser da helt frisk ud. - Svend svarede med svag stemme: - Nu hedder jeg ikke Svend mere. – Nu hedder jeg Einstein. Jeg skal lige love for, at der blev revet i sårene i de følgende minutter. Han har garanteret ligget og spekuleret på, hvordan han skulle få os til at grine og man må sige, at det lykkedes ganske godt.

Lidt dristig tur til Amsterdam

For resten lykkedes min operation ikke ret godt, eller også tog jeg for hårdt fat, for tidligt efter, for jeg tog selvfølgelig på arbejde allerede efter et par dage. Såret sprang i hvert fald op og jeg skulle opereres igen. Det blev jeg så og blev atter udskrevet nogle dage efter. 129

Allerede næste dags morgen, havde jeg ondt i såret på en anden måde end jeg plejede, og der begyndte at brede sig en rødmen uden for plastret. Jeg besluttede, at søge min egen læge, for at lade ham se på det. Han, der var en lidt overfrisk ung fyr, hev det lange plaster af og så det opsvulmede og røde ar. - Det er helt normalt, at det ser sådan ud, - sagde han så. – Det fortager sig i løbet af nogle dage. - Tag du bare hjem igen, - sagde han og gik ud af rummet.

Jeg kaldte på ham og sagde, om han ikke skulle sætte et nyt plaster på det lange åbne sår? Han så lidt forvirret ud og sagde så, at han ikke troede, de havde så stort et plaster i huset. - Så må du da sætte nogle små på tværs henover såret. - Jeg kan da ikke gå rundt med såret uden beskyttelse. Det gjorde han så, noget modvilligt følte jeg. Jeg havde ikke tillid til hans råd, for det så altså ikke normalt ud. Jeg havde jo prøvet sådan en operation før. Når jeg siden den tid, skulle til læge, bad jeg altid, sekretæren i lægehuset, om ikke at komme ind til den læge igen.

Jeg tog over til min mor, der boede lige ved siden af lægehuset. Hun så på såret og sagde så: - Du skal straks ringe ned på sygehuset og tale med dem om det. Det gjorde jeg så, og jeg følte, at den sygeplejerske jeg talte med blev meget alvorlig og hun sagde da også: - Hvornår har du spist sidst? Det fortalte jeg så, og jeg blev nu bedt om at komme ned på sygehuset lige med samme.

Det sygeplejersken vidste mere end mig, var nemlig, at der var en stafylokok-epidemi på sygehuset og det viste sig da også, at mit sår var så stærkt angrebet af stafylokokker, at 130

det var fyldt med betændelse og jeg blev opereret samme aften. Da jeg vågnede efter helbedøvelsen, fik jeg at vide, at de ikke kunne lukke såret igen. Det skulle langsomt gro sammen fra bunden, for at undgå nye stafylokokker. Jeg var indlagt et par dage for at være helt sikker på, at der ikke var mere betændelse i såret, og da jeg var klar til at blive sendt hjem, blev oversygeplejersken tilkaldt for at sikre, at jeg var helt klar. Hun inspicerede såret omhyggeligt og jeg husker tydeligt hendes ansigtsudtryk, da hun pludselig triumferende stak sin pegefinger ned i et hjørne af det åbne sår og trykkede til. Op væltede der nemlig masser af gul betændelse fra en lomme ind mod maven. Hun belærte nu de andre unge sygeplejere om tilfælde som dette. Efter yderligere et par dage blev jeg endelig hjemsendt med det ret lange og dybe sår stående åbent.

Nu kom der hver morgen klokken halv ni en sygeplejerske ud til mig derhjemme. Hun havde en sort lærredstaske med. Heri var alle remedierne til at rense såret. Jeg gik igen på arbejde hver dag, og da der var gået nogle dage, hvor hun af og til kom for sent, blev jeg lidt træt af også at komme for sent ind i mit firma. Jeg havde nøje fulgt med, når hun rensede såret med saltvand og vatpinde, så jeg sagde, at det kunne jeg da sagtens selv klare, og så var hun jo fri for at komme helt herud. Hun kiggede forbavset på mig og sagde, at det troede hun nu ikke en patient selv kunne. Det havde hun i hvert fald aldrig hørt om. - Så lad mig vise dig det, sagde jeg, og hun gav mig saltvandet og vatpindene. Jeg tog sterile gummihandsker på, 131

dyppede vatpinden i saltvandet og vaskede forsigtigt siderne af såret og sørgede for at komme godt ned i bunden. Der var bare et sted, hvor jeg var forsigtigt, for her stak der en nerveende ud, og ramte jeg den, gav det ligesom et voldsomt elektrisk stød. - Jeg bestod prøven og hun overlod mig den sorte taske. Nu kunne jeg endelig møde til tiden igen.

Medens såret langsomt voksede sammen, skulle vi med Mimers Horn, et rejseselskab under HF på Ingerslev Boulevard hvor Ulla læste, en studietur til Holland for at se alle museerne. Vi kørte i bus om natten, og på vej derned var jeg nødt til at rense såret tidligt om morgenen. Vi holdt pause ved en motorvejsrasteplads og jeg gik ind på det offentlige toilet for at gøre det. Jeg var dog godt klar over, at det var risikabelt med bakterierne, så jeg dækkede toiletsædet med papir, tog mine sterile gummihandsker på og var meget omhyggelig. Jeg vaskede såret hver morgen på hele turen, der varede syv dage og det holdt sig fint sterilt. Vi så alle de kendte museer, malerier, bygninger, kanaler og blomster auktioner. Efter et par måneder, var såret vokset helt ud og jeg har aldrig mærket noget til det siden. Så den operation fik en lykkelig slutning.

Her står vi i en park i Amsterdam 132

Historier fra hjemmefronten Verdenshandel

I 1970´erne fik vi tit besøg i vore forretninger af pakistanske og afrikanske søfolk. De kom med foderstofskibe til havnen i Aarhus, og i samme øjeblik de fik fri, styrtede de ud til symaskineforretningerne i den by, de nu havde anløbet, og for os var det så Aarhus.

De skulle have symaskineoverdele med hjem til deres land, og det skulle helst være symaskiner med zigzag, for så kunne man kaste over sømmene på maskine, i stedet for at gøre det med hånden. Man kunne også lave maskinsyede knaphuller. Så disse maskiner var utrolig efterspurgte af skræddere og syersker. Der var næsten en skrædder i hver større landsby. De havde almindelige trædesymaskiner i borde og maskiner med zigzag passede ned i hullerne i deres borde, så de skulle blot have overdelen uden motor, da der næsten aldrig var strøm i landsbyerne dengang. En læderrem trak maskinen rundt.

De kom altid en fire-fem stykke ad gangen og talte engelsk på den indiske måde. Det var fint nok, da vi lærte det, men de første gange kunne vi ikke rigtig forstå, hvad de mente når de sagde: 133

- Paf won durty. Ville de have en Pfaff, eller hvad?

beskidt

Vi fandt dog hurtigt ud af, at det var de tyske, meget berømte Pfaff kvalitetsmaskiner model 130 med zigzag, de ville have, og vi gemte derfor alle af den type vi tog i bytte, indtil disse søfolk kom næste gang.

Pfaff klasse 130 var meget dyr selv her i Europa og det var kun de store skræddere og systuer, der havde råd til at købe disse modeller, men de udskiftede dem heldigvis, netop i disse år, til den nyere model klasse 230.

Her er den verdensberømte Pfaff model 130. Denne er endda med påbygget mønstersømsapparat. Det er en uhyre sjælden model, som jeg havde været så heldig, at få fat på en af til 134

mit symaskinemuseum. Den passede jeg godt på, men en dag var den væk. Jeg larmede op og en af mine medarbejdere måtte indrømme, at den var røget med til Pakistan ved en fejl. Det var en skam, for jeg finder aldrig en magen til i Danmark igen. Men så er det da en trøst, at den sikkert syr i Pakistan endnu, for de er af så høj kvalitet, at de faktisk er uopslidelige, når bare de bliver smurt og renset lidt, og det bliver de, for de er disses menneskers levebrød. Der var forskellige hold der kom. Somme tider forhindrede folkene på kommandobroen, de lavere stående søfolk i bunden af skibet, i at få landgang før dem. Det har sikkert også haft noget med deres kaster at gøre. Vi viste så kun én maskine til disse mere velstillede søfolk, der med deres bedre løn, ikke trængte så meget til at tjene en ekstra skilling, som de langt fattigere folk i bunden af skibet. De trængte virkelig til at tjene pengene, og derfor gemte vi de fleste maskiner til dem. De solgte nemlig maskinerne, når de kom hjem, til skræddere og syersker på deres hjemegn. Det var for dem en heldig bifortjeneste de havde ved at komme ud i verden. Deres løn på skibet var nemlig yderst ussel.

Engang havde vi haft så mange maskiner, og disse fattige havde skrabet så mange penge sammen, at de kunne købe cirka femten symaskiner. Nu skal det siges, at vi solgte symaskinerne billigt og sikrede, at der intet manglede og at de virkede. Normalt tog de bare en symaskine i en papkasse på hovedet og vandrede det lange stykke ned til havnen med dem, men denne gang var der for mange, så jeg sagde, at jeg ville levere dem på kajen efter lukketid. 135

Pakistansk foderstofskib

Iben var den dag på besøg i butikken og skulle køre med mig hjem. Hun har været seks år dengang. Vi kom ned til deres gamle foderstoffragtskib og læssede maskinerne af på kajen lige ved landgangstrappen. Søfolkene myldrede frem, da vi kom, og de begyndte at bære maskinerne ned til deres lukafer, helt nede i bunden af det gamle og ikke særlig godt lugtende skib. Da de tog de sidste, spurgte de, om vi ikke ville komme med ombord og spise et måltid med dem.

For mig lød det rigtig spændende, men jeg havde jo Iben med. Hvad ville hun sige til at gå ombord på det skib, med de lidt mørke og fremmedartede søfolk. Jeg spurgte hende og da hun kunne mærke, at jeg gerne ville, indvilligede hun. Vi gik op ad lejderen og et stykke han ad skibet og ned ad en stejl jernstige. Der stod en varm, diesellugtende, luftstrøm op af hullet. Jeg kravlede forrest og derefter kom Iben. Vi skulle ned gennem flere dæk og kom til sidst helt ned til deres beboelser. Her var der en samlingskahyt til cirka ti mand og her skulle vi sidde. 136

De kaldte på kokken, der kom og beklagede, at der ikke var mere mad tilbage på det her tidspunkt, men han ville gerne lave en kødret til os. Det sagde jeg ja tak til. Vi ventede så og snakkede lidt med søfolkene. Iben havde hele tiden siddet ganske stille og havde ikke sagt et ord. Søfolkene kom nu med en mægtig kande vand og nogle glas. Ganske vist var der varmt dernede, men så meget vand? – Det kunne jeg ikke forstå, men det kom jeg sandelig til senere.

De ville gerne gøre et eller andet for den fine lille hvide pige, med det for dem usædvanlige lyse hår, men de havde jo ikke rigtigt noget der egnede sig, men til sidst kom en af dem med et stykke velduftende håndsæbe, fint indpakket i lyserødt papir. - Iben modtog det med et stille: - Tak.

Lidt efter kom kokken med et dampende fad stuvning af en art. Det duftede stærkt, men godt, for jeg var jo sulten på dette tidspunkt.

137

Iben ville ikke have noget, så jeg øste en god portion op og begyndte at spise. Jeg fik et mindre chok og skulle passe på mit ansigtsudtryk for ikke at genere deres gæstfrihed, så stærk var retten. - Ja, den var virkelig ufattelig stærk og mine smagsløg var et lille øjeblik efter fuldstændig lammede og mine øjne løb i vand. Jeg greb efter mit vandglas, nu kunne jeg nemlig bedre forstå den store kande med vand. Søfolkene grinede, for de var jo godt klar over, at jeg ikke var vant til så krydret mad, men de havde virkelig gerne villet vise venlighed og gæstfrihed, så de havde gjort det i den bedste mening. Jeg måtte dog levne.

Pludselig var det vældig vigtigt for dem, at jeg skulle give hånd til en bestemt af søfolkene. Det gjorde jeg så og kiggede undrende på hånden bagefter, for på ydersiden af hans højre hånd, sad der en ekstra lillefinger. Han havde seks fingre på den hånd og han var derfor lidt af en sensation, som de elskede at vise frem.

Vi har sendt utallige symaskiner til Pakistan og Indien gennem årene og jeg håber vores ”Guldager Symaskiner” klistermærke sidder på maskinerne endnu. 138

Afrikanske søfolk

Der var også en anden slags søfolk der kom og købte maskiner, men de havde ikke nogen specielle ønsker, dog måtte det gerne være håndsymaskiner med et standard nåle- og skyttesystem, så det var let at få reservedele. - De kom fra Afrika.

Det var tit folk, der kom fra små landsbyer inde i landet, og de havde meget tit ting med, som de ville bytte til symaskiner. Folkene i landsbyen havde sendt antilopeskind, slangeskind og små udskårne figurer og lignende med. Det var ret spændende, at se, hvad de havde med.

En havde dette kvælerslange skind med. Det er primitivt konserveret og hænger i dag inde i vores pejsestue på en bjælke.

139

En anden havde disse ting med i smukt udskåret ibenholttræ.

Disse søfolk talte kun meget lidt engelsk, og jeg husker specielt en bestemt mand. Han havde et perlende humør, men talte kun swahili og det forstod jeg jo ikke meget af, men vi havde skam en lang samtale på tegnsprog og mimik. Han spurgte blandt andet om garanti. - Hvis den maskine han havde købt gik i stykker. - Hvordan skulle det så ordnes?

Det er overhovedet ikke noget problem, forklarede jeg med fagter og på dansk. – Jeg tager blot min cykel og cykler ned til dig og reparerer den. Samtidig lod jeg, som om jeg stod op på en cykel og trådte i pedalerne med det ene ben. Han grinede vældig og sagde, at var garanti nok. 140

Sådan en Pfaff kl. 11, der står på mit lille museum i garagen, var vældig efterspurgt af afrikanske søfolk.

Der kom fornylig en afrikaner ind i butikken og spurgte efter mig, men jeg var jo holdt med at arbejde. Finn skulle endelig hilse mig fra ham. Ved hjælp af det han fortalte, kan jeg godt huske netop ham. Han boede et års tid her i byen og har sikkert været på kursus og blevet udlært til et eller andet, han kunne bruge i sit hjemland. I sin fritid købte han brugte symaskiner op for alle sine sparepenge, og jeg hjalp ham med at pakke dem på paller nede på havnen. Det blev til hele fire paller, som blev sendt med skib til den nærmeste havn i hans hjemland. Han fik dem endog meget billigt. Jeg ville ikke give ham dem helt gratis, for ikke at ydmyge ham. Mennesker imellem er det altid bedst at yde noget for noget.

Det er nok femten år siden og jeg har tit tænkt på ham og på det for ham store projekt. Var det gået godt, og havde han fået maskinerne omsat, eller havde alle hans penge og indsats været spildt? 141

Nu fik jeg så at vide, at han var meget glad for den hjælp jeg havde givet ham dengang, og ham var meget skuffet over, at jeg ikke var der, for han havde sådan glædet sig til at fortælle mig om sin succes, for han kunne godt huske, at jeg havde været lidt bekymret på hans vegne. Jeg var meget omhyggelig med altid at sætte vores lille ”Guldager&Sønner” guldklistermærke på alle maskiner til udlandet. Det ville nemlig være sjovt hvis jeg hørte om en af maskinerne igen. - Hvor var den havnet?

Gennem mange år var der her på egnen en gruppe mennesker, der selv tog ned til Afrika og fordelte mange ting til værdigt trængende. De fik mange symaskiner af os og får det vist stadig af Finn. De vil være sikre på, at tingene havner de rigtige steder og ikke i lommerne på korrupte.

142

Der kom også egyptiske skibe i havnen og søfolkene herfra ville også have symaskiner med hjem.

De havde helt andre ting at bytte med, f. eks. disse støbte messingting med egyptiske motiver og figurer.

Længere østpå i Afrika, nemlig i Dar es Salaam, handlede jeg med jernbanedirektøren i Tanzania. Han var heroppe med et følge på uddannelse. Han ville have brugte, men nyere elektriske Singer symaskiner, og han købte fire eller fem med hjem. Han lod sit følge bære maskinerne, han bar skam ingen selv, han var jo direktøren.

Senere bestilte han forskellige reservedele til Singer symaskiner gennem sendebud. Han havde en gang om året folk på kursus i Danmark og han gav dem gaver med til mig og så regnede han med at reservedelene også var gaver til ham. Gaverne kunne være flotte store konkylier, perlekæder og mindre bemalede konkylier med motiver fra Tanzania.

Et år sendte jeg en julegave til ham i form af en forgyldt engel fra Georg Jensen. 143

Tre perlekæder af små muslinger. Denne type perlekæder har været ens i mange tusind år i Afrika. Lavet på nøjagtig samme måde. Tre konkylier. Bemærk: Clipsen illuderer størrelsen.

Bemalede konkylier med motiver fra Tanzania

144

Dette skib, skåret i en meget tung træart, har jeg fået fra Tanzania. Det er stort. 48 cm langt og 30 cm højt. Det er en mærkelig blanding af skibstyper, for det har kanonporte, som et gammelt linjeskib fra 1700 tallet, men en stor kanon på dækket som i I. verdenskrig. De hvide linjer og kanonportene i skroget er indlagt ben, måske endda elfenben. Denne udskårne afrikanske kvindefigur har jeg fået af den gruppe, som selv tager ned og fordeler maskinerne. Skørtet er behængt med muslingeskaller og perler.

De havde den med hjem som gave fra nogle af de kvinder, der havde fået maskinerne, samt et foto, hvor de storsmilende bruger maskinerne. 145

Overraskelsen i bushen Der kom en dag en ung kvinde ind i vores butik. Hun var meget ivrig efter at fortælle os noget.

Hun havde arbejdet som ulandsfrivillig i Afrika og var en dag blevet sendt på en opgave i en landsby langt inde i bushen. Hun kørte i to dage for at komme frem. Hun skulle undervise landsbyens kvinder i moderne husholdning og herunder også syning på symaskiner. Under et stort skyggefuldt træ var der et langt bord. Fra et muret hus bar kvinderne nu tre håndsymaskiner frem og stillede dem op på bordet. Underviseren stillede sig ved den ene maskine og skulle til at forklare om brugen af den, men pludselig gik hun totalt i stå og fik tårer i øjnene. - Hvorfor nu det? Hun var fra Aarhus, og nu stod hun her, mutters alene hvide kvinde langt inde i Afrika, og fik øje på vores ”Guldager&Sønner” guldmærkat, som sad på maskinen. Hun kendte godt firmaet, for det var også hendes og hendes mors symaskineforretning. – Det var da usandsynligt.

næsten

for

Den historie havde hun glædet sig til at komme hjem og fortælle. Det glæder også mig, for så kan jeg jo se, at vore maskiner i Afrika bliver brugt. 146

Nødstedt i Australien En dag fik vi en mail fra Australien. Den kom fra en kvinde, der var blevet efterladt langt inde i den Australske udørken. Hendes mand og hans ven var draget på jagt efter vilde hunde, kænguruer og dromedarer og hvad man ellers jager dernede. De havde efterladt hende på en ødegård.

Da hun, efter et par dage, havde læst alt det læsestof hun havde til rådighed, begyndte hun at kede sig, og hun fandt da en gammel symaskine, som hun prøvede at ordne, så den kunne sy pæne sting, men det lykkedes ikke rigtigt. Hun gik så på nettet og søgte efter hjælp til reparation af symaskiner. Her fandt hun vores lille servicehæfte, som vi i utallige år har vedlagt alle de symaskiner vi solgte. Jeg lavede hæftet for mange år siden, så vores kunder kunne klare små problemer selv, hvis de ikke kunne få fat i os. Da jeg selv lavede det, behøvede jeg ikke at følge det stive 147

fagsprog man normalt bruger, men kunne skrive det med lidt fantasi for hurtigt at opnå virkningen.

Dette hæfte fandt hun nu på vores hjemmeside på nettet. Hun fulgte rådene og fik derved maskinen til at fungere. Det var hun meget taknemmelig for og havde især lagt mærke til historien om edderkoppen i elevatoren. Den historie var virkningsfuld, let at forstå og let at følge. Her følger edderkoppehistorien, som har reddet utallige nødstedte syersker gennem tiderne. Når en kunde ringede ind og sagde: - Hjælp. - Min maskine laver løkker på undersiden, behøvede jeg blot at sige: - Så har du vist glemt historien om edderkoppen i elevatoren. – Gud ja, - Tak skal du have.

Mange sagde hurtigt farvel og lagde røret. Jeg husker endda en, der i farten glemte at sige farvel, og derfor ringede op igen og hurtigt sagde: - Farvel. Hvorpå hun igen lagde røret. - De havde ikke tid til yderligere forklaring. Nu skulle der syes. Her er heftet i forkortet udgave, men med ”Edderkoppe historien”

148

Familiefirmaet med 78 책rs erfaring

149

150

Denne bog har været lidt af en blandet landhandel, men jeg håber og tror, at den vil være interessant at læse for mine efterkommere om 25 – 50 år. Jeg selv synes, at det altid er spændende at læse om, hvad ens forfædre gik og lavede i hverdagen. - Det kan man nemlig aldrig læse om andre steder.

April 2016

Knud Erik Guldager

151