Vestervig Kirke
Under vores sommerferie i det Nordjyske i 2021, besøgte vi i juli måned blandt andet Vestervig Kirke der ligger i Sydthy. Vi stødte her på den dramatiske historie om Liden Kirsten og Prins Buris.
Vi kendte jo godt historien, men ikke alle detaljerne i dramaet, så da vi kom hjem gik jeg derfor på nettet og fandt det følgende frem.
Det er faktisk ikke så lidt af en ”horror” historie, om familie, ære og grov vold mod sine nærmeste, når de går imod de der bestemmer i familien.
Det er fuldstændig det samme som det man i dag hører om indvandrerfamilier fra Mellemøsten. I gamle dage var vi ligeså grusomme, så vi skal måske ikke kaste for mange sten fra vores glashuse, men selvfølgelig bremse den slags, der slet ikke hører hjemme i nutiden.
Vestervig Kirken, der er opført cirka 1140, er en treskibet basilika. - Den er en tidligere klosterkirke.
(Meget af det efterfølgende er fundet på nettet.)
Mægtig som en domkirke og synlig viden om ligger Vestervig Kirke ensomt på kanten af et bakkedrag med fald mod vest. Særlig åben er udsigten over Nissum Bredning, der formodentlig i middelalderen har heddet Vestervigen og givet navn til klostret.
4
Vestervig Klosterkirke, som er den nuværende sognekirke, var formentlig indviet til den lokale helgen Skt. Thøger, ligesom den tidligere, forlængst nedrevne Sognekirke Skt. Thøgers, hvis jorddækkede grundvold ligger cirka 200 meter mod nordvest.
Thøger skal ifølge legenden være født i Thüringen og via England og Norge kommet til Vestervig. Her byggede han en kirke af ris og kviste, hvori han senere blev begravet; men da der om natten sås himmelsk lys ved hans grav, siges hans efterfølger at have ladet hans ben optage og hensætte på alteret.
Det fortælles, at paven lod grundlæggeren af Vestervig kloster, Sct. Thøger helgenkåre og hans jordiske rester blev, som skik og brug var, fremdraget fra jorden og blev ved en højtidelighed nedlagt i et helgenskrin.
Det skal angiveligt være sket i 1117. Sct. Thøger var imidlertid ikke tilfreds, for en nat åbenbarede han sig for præsten ved kirken. Han trak stærkt på det ene ben og sagde, at skavanken skyldtes at man havde glemt en af hans knogler i jorden, da man gravede ham op. Det blev naturligvis rettet, og Sct. Thøger følte sig ikke foranlediget til at spøge mere.
Bispen havde imidlertid nægtet at være til stede ved Thøgers helgenkåring og da højtideligheden var overstået, kom han til Vestervig, hvor han fik helgenskrinet åbnet. Så tændte han et bål på gulvet og smed en af Thøgers knogler i ilden, åbenbart i den hensigt efterhånden at tilintetgøre hele skelettet.
5
Men hvad skete? - knoglen sprang af sig selv ud af ilden og landede på alteret. Endnu engang forsøgte bispen sig, men da resultatet blev det samme, bøjede han sig for Thøgers hellighed.
Sandt at sige, er det dog yderst tvivlsomt, hvorvidt Thøger nogensinde blev helgenkåret, men for den danske befolkning stod han som en helgen og især i Nørrejylland dyrkedes han. Barnegråd i kirken.
I klosterkirken hørte man ofte et lille barn græde og klage, ja, det blev nogle gange så slemt, at præsten måtte afbryde prædiken.
I midten af forrige århundrede hændte det imidlertid, at et stykke af kirkemuren nær det sydøstlige hjørne i skibet, skred ud og indenfor viste der sig et lille firkantet rum på hvis bund der lå en lille hob aske og nogle små ben.
Distriktslægen undersøgte knogleresterne og oplyste, at de stammede fra et ganske lille barn. Efter dette fund, er der aldrig hørt barnegråd i kirken, uden at det har haft en naturlig forklaring.
Kirken er Danmarks største landsbykirke. Dens størrelse skyldes dens fortid som klosterkirke i det nu forsvundne Vestervig Kloster.
6
Klostret havde en meget strategisk beliggenhed, da der dengang var åbent vand ud til Nordsøen ved det nærved liggende Thyborøn.
Til klostret var der knyttet en meget stor ladeplads i Krik Vig. En ladeplads er en havn, hvor der foregår en masse handel. Det var den sidste ladeplads af mange i den lange og store Limfjord.
Herfra kunne mange varer fra hele Danmark sejles videre til andre europæiske lande der lå ud til kysterne af Nordsøen.
Ved at sejle gennem den vejrmæssigt mere fredelige Limfjord, sparede man den langt farligere vej gennem Skagerrak nord om Skagen.
Vestervig Kloster havde en god indkomst af denne handel og det var med til at gøre klostret så stort og rigt.
Man mener også at det var her i Krik Vig at Knud den Hellige i 1086 samlede hele den danske flåde for at erobre England tilbage fra Wilhelm Erobreren. - Den kom dog aldrig afsted.
Der findes flere meget gamle gravsten på kirkegården. Den ældste er over en præst der hed Tue. Han døde i 1210.
Der findes også en ret speciel og rørende gravsten over en ung kvinde ved navn Christine. ’
7
Skånselsløs
Teksten lyder:
mod skønhedens stråleglans
og grum mod ungdommens blomst har den dag, som ikke ynkes over noget her, ak, ladet dig, byens sol, ugifte jomfru, Christine, formæles med jorden.
På Vestervig kirkegård ligger en dobbelt, romansk gravsten, og under den er ifølge sagnet Valdemar I’s søster, Liden Kirsten og prins Buris begravet.
Stenen findes ud for kirkeskibets norddør, og det er skik, at brude efter vielsen lægger deres buket til parret, der elskede hinanden så højt, men først i døden forenes.
8
Klosteret var sæde for munke af augustinerordenen, og det hændte, at disse viste en uheldig interesse for væsener af det modsatte køn. De lavede således en løngang under Limfjorden over til Kabbel, hvor der var nonner. – Der er under pløjning fundet murrester i jorden, som folk troede var noget af en stensat gang.
En munk fra klosteret forførte en kone fra Vestervig, men hun fik skrupler og tilstod alt for sin mand. Han greb en økse, styrtede op i kirken og fandt munken liggende på knæ foran alteret. Manden tog intet hensyn til stedets hellighed; han kløvede munkens pandebrask, og det blod, som udrandt, farvede kirkens gulv rødt.
Siden blev det blodfarvede gulvstykke fjernet, men hvis en ulykke truer Vestervig by, bliver pletterne på ny synlige. Der er også flere gange set spøgende munke på stedet, hvor klosteret har stået.
9
Men først lidt af forhistorien for bedre at kunne forstå handlingen i de middelalderlige folkeviser.
Til kirken knytter sig sagnet om Liden Kirsten og Prins Buris, og en ulykkelig kærlighedshistorie.
Liden Kirsten, der var halvsøster til Valdemar den Store, havde et kærlighedsforhold til Prins Buris, broder til Kong Valdemars dronning Sofie.
Da Valdemar opdagede forholdet blev han rasende, da han allerede havde lovet sin søster til prinsen af England. Han lod derfor Liden Kirsten danse til døde. Hun blev begravet på Vestervig kirkegård.
Prins Buris blev blindet, kastreret og lænket til kirken. Da Han døde blev han begravet i samme grav som Liden Kirsten.
Prins Buris, ca. 1130 - ca. 1167
Buris var sønnesøns søn af Sven Estridsen. Hans far havde intrigeret i slægten og var med ved Knud Lavards drab.
Moderen, der nedstammede fra Erik Sejrsæl, havde ikke et godt ry på sig. Hun rømte fra Henrik Skadelaar og ægtede efter hans død den norske konge Harald Gille.
10
Siden giftede hun sig endnu to gange og havde dertil en søn uden for ægteskab. Buris havde således flere halvbrødre og frænder der stod midt i den vilde krig mellem kongsemnerne i Norge. - En helbror fandt døden som tronkræver i Sverige.
Buris kæmpede på Valdemars side 1157. Der var imidlertid folk i kongens omgivelser som rådede til, da sejren var vundet, at rydde op blandt kongsemnerne, men Valdemar valgte at knytte de farlige mænd til sig, såsom Erik Lams frillesøn Magnus, såvel som Henrik Skadelaars sønner Knud og Buris.
Vi ser dem forrest blandt vidner ved kongens breve; Knud bærer titlen hertug, Buris kaldes kongens frænde, og efter Knuds død nævnes han som hertug.
1162 var han med Valdemar i Dôle til møde med kejseren. – Det var nu mest for, at han ikke skulle spinde rænker hjemme, mener Saxo.
I påsken 1163 havde han kongen til gæst på sin gård i Tvis tillige med to bisper, tre cistercienserabbeder og adskillige stormænd, en statelig skare, forsamlet for at stadfæste Prins Buris' grundlæggelse af et cistercienserkloster på sin gård i Tvis.
Buris deltog også i venderkampene og viste sig tapper, men Valdemar nærede stadig mistro til sin frænde. Åben modstand mødte han, da han 1166, for at sikre tronfølgen, ville have stormændene til at sværge den lille kongesøn Knud troskab. - Buris erklærede, at han ikke så
11
længe Valdemar var i live kunne blive en anden herres mand. - Siden gav han dog efter, men stillede visse kravog tiltvang sig udvidelse af sit myndighedsområde.
Prins Buris er altså selv af kongelig æt, og tanken om at blive Konge af Danmark er ham ikke fremmed. Men at nå sit mål ved svig, falder ham ikke ind.
Buris er den uheldige helt. Dumdristig i felten og egenrådig i holdning, men ridderlig i tanken.
Saxos fremstilling er på dette punkt meget vag. Næste år fik kongen imidlertid at vide at Buris stræbte efter kronen og stod i forræderisk forbindelse med sine norske frænder. Han stævnede Buris for sig og lod ham sætte i sikkerhed på Søborg. Senere lod han ham lægge i lænker.
Således beretter Saxo, og de ældre årbøger noterer under 1167 kort og godt: Buris blev fængslet, mens yngre årbøger meddeler, at han blev gildet og blindet - sagtens en begyndende sagndannelse.
Buris' navn blev benyttet. - Buris' skæbne, som den formede sig i folkemunde, blev delvis motiv i en vise af Svend Grundtvig: Danmarks gamle Folkeviser, nr. 126. Her er han ikke den ærgerrige kongeætling, men - efter vicefacon "liden Kirstens forfører.
Kong Valdemar mishandler i vild harme sin søster, hun dør, Buris lemlæstes og blindes. Liden Kirstens lig bliver ført til Vestervig hvor Buris hver dag i sine lænker går til hendes grav.
12
En mærkelig dobbeltgrav fra 1100-tallet på Vestervig kirkegård kaldes fra gammel tid Liden Kirstens grav.
Dækstenens indskrift, der i 1600-tallet blev tegnet af og gengivet med største forbehold, kunne ikke dengang læses i sammenhæng og er siden yderligere ødelagt. Kun meget dristige tolkere kan tro at man her kan finde støtte for historisk sandhed i folkevisen og kundskab om Buris.
Den mærkelige grav, hvor der ligger to personer i forlængelse af hinanden og ikke ved siden af hinanden.
13
Liden Kirstens grav
Uden for den nordre kirkedør i Vestervig ligger der en usædvanlig lang gravsten med et indhugget kors og en ulæselig indskrift. Under den ligger kong Valdemar den Førstes søster, Liden Kirsten, begravet.
Engang mens kongen var ude på rejse, var hun kommet i kærlig forståelse med dronningens broder, prins Buris af Venden, og var blevet med barn ved ham. Da kongen ved sin tilbagekomst erfarede dette, lod han Liden Kirsten kalde op til dans og dansede hende til døde; og han lod prins Buris blinde og kastede ham i fængsel.
Da kongens vrede senere havde lagt sig lidt, tillod han den ulykkelige prins Buris at vælge sig et andet fængsel, og han valgte da Vestervig kloster, hvor han lige til sin død blev holdt i fangenskab i et tårn, der dengang stod der, hvor kirkegården nu er, og det fortælles, at han om livet havde en lænke, der var så lang, at han fra sit tårn kunne nå hen til Liden Kirstens grav, som han daglig besøgte.
Men hans søster, dronningen, der altid havde været hadefuld over for Liden Kirsten, kom engang ridende forbi graven, og hun red da for at håne Liden Kirsten hen over ligstenen; men stenen var ikke så hård som hendes hjerte og der blev derfor spor i den af hestens hov.
14 Historien fortolket af J. M.
Thiele
15
Liden Kirsten og Prins Buris
En folkevise på ikke mindre end 118 vers.
1. Kongen og Sofie de sad over bord under de roser to de talte så mangt et gammelt ord :den sommer og den eng så vel kunne sammen:
2. 'Hør I konge, kære herre min under de roser to vil I give Buris til liden Kirsten :den sommer og den eng så vel kunne sammen:
3. I har en søster og jeg har en bror så herligt et giftemål gør vi i år'
4. Det svared kongen alt ved sin ære - ’Hun skal aldrig hans hustru være
5. Liden Kirsten er sig en jomfru så skøn - Buris han er en hestedreng'
6. Dronningen slog sin hånd imod bord - 'Så sandelig skal jeg hævne de ord
7. For selv om han ikke er helt så rig - alligevel kan han være hendes lige'
8. 'Forråder du Kirsten søsteren min - det skal blive dig til hjertet men
17
9. Vil det gud at jeg må leve så rig en ridder vil jeg hende give' 10. Kongen skulle i leding fare Buris skulle være hjemme tage landet i vare 11. Dronningen kalder på svende to -'I beder Herr Buris ind til mig gå 12. Hør du Buris broder min du skal lokke den liden Kirsten' 13. Buris til sin søster så ’Min kære søster hvorfor taler du så 14. Ret aldrig vil jeg den gerning gøre - jeg aqter hende til min hjertens kære' 15. 'Enten skal du lokke den viv eller jeg vil dig af Danmark drive' 16. Så fried han i uger fem hun ville ham ikke svare i dem 17. I uger fem i måneder tre hun ville ret aldrig til ham se 18. Og bort gik Buris med blegen kind - af hjertens grund han elsked hende
18
19. Buris svøber sit hoved i skind han ganger i loft for søsteren sin 20. 'Den jomfru hun er så fast udi sind slet ingen ridder kan hende vinde' 21. 'Hvad er du for en elskovs mand at du ikke runer læse kan 22. Jeg vil skrive dig runer i hånd men selv skal du bære dem frem' 23. Han kasted runer på spange som liden Kirsten skulle over gange 24. Liden Kirsten blev både angst og bange til Buris monne hun gange 25. Når andre jomfruer de ganger i eng så ganger liden Kirsten med Buris til seng 26. Når andre jomfruer de synger i kor så ganger liden Kirsten med Buris til bord 27. Dronningen smiler under skind ’Hvorfor er liden Kirsten så bleg om kind’
28. Det lider fast imod sommer og høst liden Kirsten tyknes for sit bryst
19
29. Liden Kirsten taler til ternen sin 'Du skal følge mig i fruerstuen ind 30. Du hente mig ind de fruer fem lad ikke Sofie vide af dem' 31. Så taler hun til smådrengen sin 'Du skal hente mig Herr Buris herind' 32. De mødtes på den højenlofts svale så sørgelig monne de sammen tale 33. 'Godnat Buris min hjertens kær vi findes ret aldrig i live mer' 34. Dermed tog de hinanden i favn de dåned begge af hjertens harm 35. De fruer fulgte Kirsten til stenstuen ind - bort gik Buris med blegen kind 36. De fulgte liden Kirsten både ud og ind da fødte hun sig en datter så væn 37. Forgangen var det år omkring kongen kom fra leding og hjem 38. Kongen ind ad døren tren dronning Sofie rækker ham hånden frem 39. 'Hør du Sofie dronning fin
20
hvor er liden Kirsten søsteren min'
40. ’Din søster er gangen i stenstuen ind og der har hun født en datter så væn’
41. Kongen han slog sin hånd imod bord - 'Sofie jeg tror aldrig dit ord'
42. Kongen han taler til riddere fem 'I skal hente mig min søster hjem'
43. De red bort som kongen han bød - hellere ville de at de var død 44. De klapped på døren med deres skind 'Vi beder om lov til at komme ind’ 45. Til døren kom den tjenestemår 'Min jomfru drog af byen i går 46. Min jomfru drog til klostret hen borte bliver hun i dage fem'
47. De red til vinduet og ind de så der brændte der lys i hver en vrå
48. Der brændte lys i hver en vrå og vokslys der hvor liden Kirsten lå 49. De klapped på døren med deres skind
21
beder om lov til at komme ind
50. Stat op liden Kirsten og klæd dig brat du skal føres til din broder i nat
51. Klæd dig brat og vær ej sen kongen er kommen fra leding og hjem'
52. 'Så tag min datter og svøb hende i lin - ret aldrig ser hun moderen sin
53. I skal føre hende til kirken alle Luselille skal I hende kalde'
54. Så bød hun godnat til møer og kvinder - Så såre faldt de tårer på kinder
55. De slog over hende kåben rød alt stod hun som var hun død
56. De slog over hende kåben blå de løfted hende på den ganger grå
57. Liden Kirsten ind ad døren tren kongen stander hende op igen
58. Liden Kirsten rækker ham hånden frem 'Velkommen hjem kære broder min'
22 'Vi
59. Kongen han tog et glas med vin 'Du drikke mig til kære søster min'
60. Stor nåde og venskab han hende gav - derfor blev Sofie så vred
61. 'Hør liden Kirsten hvad jeg siger dig - en elskovsvise skal du kvæde for mig'
62. 'En elskovsvise jeg aldrig nam jeg synger en anden det bedste jeg kan'
63. 'Du skal danse og du skal kvæde mine gæster skal du i aften glæde 64. Femten riddere skal efter dig træde og selv vil jeg med dig kvæde'
65. Kongen han med i dansen sprang han tog sin søster om hviden hånd
66. De dansede ude de dansede inde han kunne dog ikke se det på hende
67. Han prøvede så ofte hendes sang - dog mere så han på hendes gang
68. Så målte han hende med bæltet især han kunne dog intet kende der
69. 'Skam få du Sofie du onde kvinde hvorfor har du løjet om
23
min'
70. 'Det er guds sanden det er ikke løgn din søster har født en datter i løn'
71. Hun gjorde liden Kirsten mere harm - hun tog hendes bryster af hendes barm
72. Så malkede hun hende for kongens fod - 'Min ædle herre tror du nu mine ord'
73. Kongen han sortnede som en jord - liden Kirsten dånede for hans fod
74. 'Så rig en hertug ville jeg dig give - i aften skal du lade dit liv
75. Den hårdeste død du tåle kan den skal du lide i aften for sand'
76. Liden Kirsten faldt for kongen på knæ - 'Kære broder du nådig til mig se'
77. 'Jeg kan ikke benåde dig så ilde har du gjort imod mig
78. Jeg lovede dig bort da jeg var af land til kongens søn af England'
79. Kongen han taler til liden smådreng - 'Du hente mig ind
24 søsteren
80. Du hente mig otte du hente mig ni - liden Kirsten hun skal slide de’
81. 'Åh broder lad mig så længe leve - at jeg kan skrifte min sjælekvide
82. Dig selv giver jeg mit slot så bold - for du har mit unge liv i vold
83. Min datter giver jeg mit guld så rød - for hun skal lade hævne min død
84. Dronning Sofie giver jeg min sølvbunden kniv for hun har forrådt mit unge liv
85. Åh Buris lille gud give dig ve nu er mit hjerte udi sorgen stedt
86. Nu har jeg gjort mit skriftemål nu kan jeg dø for min broders hånd'
87. Hun bød godnat til dem som var inde - så ynkelig monne de græde for hende
88. De græd for hende de møer og kvinder - undtagen Sofie den onde kvinde
89. Kongen han tager de ølsvøber i hænde - med grædende tårer går han til hende 90. Så slog han hende så længe
25 de ølsvøber
fem
hun lå udi blodige strenge
91. Hun krøb under dronning Sofies skind - hun skød hende ud med foden sin
92. 'Ilde havde jeg stedt min dronninge fore skulle jeg skjule din arrige hore' 93. Så gav den rose op sin ånd hun gav den i gud faders hånd
94. ’Skam få du Sofie du onde kvinde - nu er det sket det du ville 95. Nu er min kære søster død hvor skal vi lægge den rose så rød'
96. Da svared Sofie hun tog så på 'Vi lægger det lig under Holstebro 97. Vi lægger det lig under Holstebro - og hver dag under min gangers sko'
98. 'Ret aldrig skal du få den glæde din ganger skal over min søster træde
99. Til Vestervig kloster lader vi hende føre - og bygger over hende de borge så røde'
26
100. Han lod liden Kirsten så herlig begrave - han sørgede over hende alle sine dage
101. 'Du følger mig udi så mørkt et hus - at jeg hverken ser ild eller lys
102. Der må ej solen over mig skinne - før jeg får bødet synderne mine
103. Sofie forlad dig derpå aldrig bliver jeg dig af hjertet god'
104. Kongen taler til svende to 'I beder Herr Buris ind til mig gå
105. Hør du Herr Buris hvad jeg siger dig - hvorledes har du tjent hos mig
106. En vingård fik du af mig at tage vare - derover har du gjort stor skade
107. Det fagreste vintræ har du lagt øde - dig selv til sorg og daglig møde’
108. Buris han faldt for kongen på knæ - 'Min kære herre forlad mig det
109. Den store uret jeg dig har gjort - den har din søster på mig ført
110. Gud give det var imod min vilje - at jeg skulle til den
27
111. Den allerværste død du mig vil give - den lider jeg gerne for den høviske kvinde
112. 'Hans øjne skal udstikkes den hestetyv - for han har forrådt den væne viv'
113. Hans højre hånd og venstre fod - han og tillige afhugge lod
114. Han gjorde dronning Sofie det til ære - og lod Buris' øjne ind for hende bære
115. Så lange lænker lod han slå i Vestervig port der skulle han stå
116. I Vestervig kloster over de spange - der skulle han Buris hver dag gange
117. Hver dag måtte han hos kongen tigge - 'Må jeg ej hos liden Kirsten ligge'
118. Buris gjorde liden Kirsten det til ære - thi i hjertet havde han hende så kær
28 jomfru fri
29
Endnu en folkevise om Liden Kirsten
I 1907 sang Christine Andersen den kendte vise om Liden Kirsten for folkemindesamlerne, Evald Tang Kristensen og Hakon Grüner-Nielsen.
Ved hjælp af fonografoptageren optog de visen på en voksvalse. Valsen er desværre gået tabt.
Viseteksten er dog heldigvis overleveret, for Tang Kristensen skrev også ned i sin feltdagbog, mens
Christine Andersen sang:
1. Liden Kirsten hun spørger hendes moder: Herre Falkentog og jeg har ingen broder? For de har ham spændt i tårn.
2. Jo, du har dig en kære broder så bold men han ligger fangen i kongens vold.
3. Liden Kirsten hun spørger hendes moder: Må jeg ikke hente min broder?
30
4. Nej, såmænd det må du ej du kommer vist aldrig levende igen.
5. Liden Kirsten hun gik i stalden hen, hun skuede de foler alle, hun skuede den gule, hun skuede den blå, den vildeste lagde hun sin guldsadel på.
6. Og der hun kom til borggårdsled her stod kongens slegfredkvinde (hore) derved.
7. Og hør du kongens slegfredkvinde, og hvor er alle de fanger ind?
8. Ja, her så er en stjernestaa (stenstue) og der lyster alle de fanger at sove.
9. Hun bankede på døren alt med hendes skind: Stå op min kære broder og luk mig ind.
31
10. Og hur skulle jeg lukke dig ind? thi jeg ligger fangen i så hård en bind
11. Hun bankede på døren alt med hendes tå, så alle de små nagler de ringelt derfra.
12. Goddag min kære broder her inde, hvi lod du dig fange og binde?
13. Der bandt mig ej fire, der bandt mig ej fem, men mig bandt tredive af kongens mænd.
14. Og her står jeg så jenle en kvinde, to hundrede mænd kunne mig ikke binde.
15. Ja, her står jeg så smal som en vånd de kunne ikke binde min ene hånd.
16. Så tog hun sin broder så inderlig ud, og satte kongens slegfredkvinde i hans sted.
32
17. Du kan hilse din herre, dersom han kommer hjem, her har været en mø og har hentet en svend.
18. Og da de kom ad grønne rosenlund, der mødte de dankongens lille hvide hund.
19. Og de red dem en lidt bedre frem, der mødte de dankongen og to hundrede af hans mænd.
20. Og hør min kære broder, hold hest udi tømmen, imens jeg står af, og jeg snakker med dem.
21. Liden Kirsten hun tog sværd fra lænd, hun huggede ned alle kongens to hundrede mænd.
22. Hun hødte af dankongen med hendes blodige sværd: Var I ej en konge, skulle I få en ufærd.
23. Og hør Liden Kirsten, du stiller din harme, jeg vil give dig guldkrone og dronningenavn.
33
Det var hvad der kom ud af at lægge vejen forbi en gammel kirke en dejlig sommerdag Knud Erik Guldager
34
35
