Små Historier by Knud Erik Guldager

Små historier De indiske kantgeder En skæbnedrøm Munken Columba På Dødemandsbjerget ved Blåvandshuk

Knud Erik Guldager 1

De indiske kantgeder

En utrolig historie fra Indien Jeg var engang på ferie i Irland. Vi kørte selv rundt i egen bil og fandt de mest skønne og specielle steder at overnatte. En eftermiddag kom vi til byen Killarney i den sydvestlige del af Irland. Ulla havde fortalt, at her skulle der være ufatteligt smukt. Hvis man stod oppe på de omgivende bjerge, der er Irlands højeste, og så ud mod vest over søerne, der lå for foden af bjergene, ville det være noget af det smukkeste syn i hele Irland. Vi fandt et Bed & Breakfast sted der så tillokkende ud. Det var en bondegård, der netop lå på kanten af bjergene ud mod vest. Vi ringede derop og fik plads. Da vi spurgte om vejen, sagde den ældre landmand, der ejede stedet, at det ville blive alt for indviklet for os selv at finde frem, så vi aftalte et tidspunkt, hvor han ville hente os et bestemt sted nede i byen. Vi mødtes og fulgte efter hans ældre røde Ford Anglia med gamle røde Irske nummerplader. Vi blev ad små snørklede veje ledt til toppen af bjerget og hen til gården, der lå på den sydvestlige skråning. Og der var virkelig ufattelig smukt. Solen stod nu lavt på himmelen og vi så ud over de maleriske søer omgivet af de bløde grønne bjerge.

Vi blev modtaget af den ældre kone på gården og hun bød på te og friskbagte scones og vi følte os meget velkomne. De havde ikke så tit gæster på grund af det noget afsides beliggende sted. Medens vi sidder i den fine stue med den flotte udsigt, siger Ulla, - der sidder i den gamle sofa sammen med vores vært, pludselig: - Jeg kender en sang der handler om Killarney. Den har jeg lært af min mor, da jeg var barn. Hun begynder at synge den og nu synger vores vært med. Han kender den selvfølgelig også. Vi andre blev helt stille. De to dæmpede stemmer fra to forskellige steder i verden, der tilfældig mødtes her og sang så smukt, var bevægende. Samtidig havde vi den smukke udsigt som sangen handler om. Der står i sangen blandt andet: - Her standser englene et øjeblik op, når de flyver hen over jorden, for at diskutere, hvor der mon er smukkest. - Her, eller i Paradis?

By Killarney’s lakes and fells, Em’rald isles and winding bays; Mountain paths and woodland dells, Mem’ry ever fondly strays. Bounteous nature loves all lands Beauty wonders ev’rywhere; Footprints leaves on many strand, But her home is surely there! Angels fold their wings and rest, In that Eden of the west Beauty’s home Killarney Heaven’s reflex Killarney. ----Vi sidder og taler hyggeligt. Begge parter er ivrige efter at få noget at vide om stedet her og om livet i Danmark. Pludselig begynder den gamle bonde at fortælle om en af sine forfædre, der havde været soldat i Indien i Dronning Victorias tid. Det viste sig at være en fantastisk historie, som jeg her nu vil berette. I New Delhi lå der dengang, - og de ligger der vel endnu en hel række af smukke palælignende store villaer, beboet af engelske militærpersoner, der var udstationeret i det af England besatte Indien. De var alle omgivet af smukke parker med de berømte engelske græsplæner, hvor herskabet og deres gæster spillede kroket og andre boldspil eller blot spadserede rundt under deres opslåede parasoller og passiarede. Irlænderens oldefar, der havde fortalt historien til vores vært, havde været i garnison hos en oberst, der beboede en af de store villaer. Der var masser af indiske tjenere i

huset. Blandt malierne, - det vil sige havemændene - var der en mand der hed Ravi. Han var formand for tre andre malier. Han boede i sin egen lille hytte under et stort skyggefuldt træ i fjernt hjørne af parken. Ravi var nu blevet over halvtreds år, hvilket var en høj alder for en arbejder dengang. Han havde arbejdet det samme sted i godt 40 år, og var nu ved at blive træt. Hans arbejde havde mest bestået i at holde de store plæner. Man havde hestetrukne maskiner til at klippe selve den flade plæne, men kanterne skulle klippes med en håndsaks. - Hvilket man i øvrigt stadig gør i Egypten den dag i dag. Jeg har selv oplevet det. - Der var mange kanter, idet plænerne snoede sig ud og ind mellem de store skyggefulde træer, der var i haven. Der var også masser af runde bede med blomster. Alle steder var der kanter. Fra plænen og ned til jorden var der en kant, der altid skulle holdes skarp og lige, samt tre tommer høj. Ravi var som sagt ved at blive træt og kunne ikke rigtig holde til arbejdet mere. Han havde i over fire årtier kravlet på sine knæ plænerne rundt og klippet kanter igen og igen. Havde undergrunden så endda været plan, ville han ikke have været så nedslidt og skæv, som han nu var. Det, der havde ødelagt ham, var den høje kant. Han skulle nemlig kravle med venstre knæ oppe på plænen og med det højre nede på jorden. Det havde ødelagt hans hofter og ryg, der nu var gjort helt skæve og begge dele gjorde hele tiden ondt. Han ville snart blive nødt til at holde op med at arbejde, men han havde ikke lavet andet i hele sit liv og med den ryg, kunne

han ikke få arbejde et andet sted. Et let arbejde, der ikke ville belaste ryggen, kunne han ikke få med hans kaste. Mennesker i hans kaste skulle altid arbejde fysisk hårdt. Der ville kun være én anden udvej, nemlig at tigge på gaderne. Men der var mange tiggere og det kunne man slet ikke leve af, bogstavelig talt. Der ville ikke blive nok til selv den mest nødvendige føde, så det ville kun være et spørgsmål om tid, før han ville dø af sult. Så den tanke brød han sig ikke om. Havde jeg dog bare ikke været så forbandet skæv, - sagde han en dag til sig selv, da ryggen gjorde rigtig ondt og han var nødt til at sætte sig op og hvile lidt. Når han sad op gjorde ryggen nemlig ikke så ondt. Medens han sad der, lyste hans ansigt pludselig op i et stort smil. Han havde fået en genial ide og udbrød: - Skæv, jamen jeg kender da en hel masse, der er lige så skæve som mig. - Han tænkte sig om og bad obersten om at måtte få en pause på et par måneder for at besøge sin familie hjemme i den lille landsby oppe i bjergene, hvor han var født. Der havde han ikke været siden sin ungdom og han ville gerne gense den, inden han skulle dø. Han talte ikke om sin dårlige ryg, for ikke at miste sit arbejde. Han havde været en trofast og vellidt mali for obersten i de mange år, så det fik han lov til og en morgen drog han af sted mod sin landsby. Der lå et par hundrede kilometer mod nord, oppe ved foden af Himalaya bjergkæden. Det tog sin tid, da han ikke kunne gå så rask til på grund af sin smertende hofte og ryg, men han kom dog frem, stille og roligt, og til sidst kom han hjem. Det var nu ikke så meget

for han far fra der

at besøge familien, han var draget hjem. De mennesker havde kendt, da han som otte årig havde gået med sin til New Delhi, var nok døde nu, og hans legekammerater dengang ville han sikkert ikke kunne kende igen. - Næ, var en helt anden grund.

Hans landsby lå, som allerede fortalt, lige ved foden af bjergene, og landsbyens beboere var bønder, der dyrkede jorden og samtidig holdt en masse geder. Disse geder græssede på et underligt lille bjerg, der lå tæt ved landsbyen. Det var kegleformet og var det inderste af en gammel, for længst udslukt vulkan, hvor selve bjerget udenom var forvitret væk og kun en kegle af størknet lava stod tilbage. Siderne var ret stejle og næsten jævne. De var for stejle til, at man kunne dyrke noget på dem, men der var masser af græs og krat, der var velegnet til føde for gederne. Gederne i landsbyen havde i utallige generationer græsset på dette bjerg og havde nu genetisk udviklet en - på grund af forholdene på bjerget - besynderlig kropsbygning. De havde vænnet sig til altid at gå rundt om bjerget modsat solen, eller mod uret, som vi ville sige i dag. - Det vil sige venstre rundt, og det havde gennem de utallige generationer bevirket, at deres venstre for- og bagben var blevet kortere og deres højre for- og bagben var blevet længere. Det bevirkede at kroppen kunne holdes nogenlunde lodret, medens de græssede. På den måde var de blevet fri for at stå stille på bagbenene, medens de græssede på de stejle sider. Nu kunne de hele tiden bevæge sig langsomt fremad. Og se - det var netop denne egenskab Ravi var kommet i tanker om den dag, han sad nede på plænen og ømmede sig.

Disse skæve geder ville være helt perfekte til at græsse på kanterne af plænerne nede i parkerne i New Delhi. Han havde medbragt hele sin sammensparede formue, der selvom den ikke var ret stor, dog rakte til at kunne købe otte unge hun geder og to unge bukke. Han bandt dem sammen med reb og begyndte nu den lange hjemtur. Overalt, hvor han kom frem, vakte han enorm opsigt. Han var selv vind og skæv og vraltede af sted, men ikke nok med det. Alle hans ti geder var lige så skæve og havde meget stort besvær med at gå nede på det flade land, idet de hele tiden gik til venstre på grund af deres kortere venstre ben. Det var derfor de alle var bundet sammen. Normalt drev man blot en sådan flok i løs drift. Når man trak førergeden i et reb, fulgte de andre selv efter. Det tog lang tid og Ravi måtte høre på mange spøgefulde bemærkninger, før han kom tilbage til New Delhi. Men endelig oprandt dagen og han kunne gense sin lille hytte i parken under det store træ. Han bandt de ti geder bag hytten og lagde sig til at sove. - Og han sov godt, for nu lå han i sin egen seng for første gang i lang tid, og der er ingen senge, man sover så godt i, som i sin egen. - Det ved da alle. Næste dag, ud på morgenen, blev han vækket af de brægende geder og de tre andre malier, der stod forundrede og kiggede på alle de skæve dyr. Sådan nogle geder havde

de lige godt aldrig set før, og de spurgte Ravi, hvorfor han dog havde brugt alle sine sammensparede penge på sådan en flok vanskabte geder? Men Ravi forklarede ingenting endnu. Da han havde spist morgenmad, tog han en af gederne og en lang snor. Han satte den meget sultne ged i den ene ende af den nyslåede græsplæne, - helt ude i kanten, hvor maskinen ikke kunne tage græsset. Her var det højt og saftigt på grund af den daglige vanding, så geden guffede ivrigt løs. - Så frisk græs var den slet ikke vant til at få derhjemme, så den gik meget ivrig frem langs kanten, - og det var jo lige det, den var som skabt til på grund af sine mindre venstre ben. De korte venstre for- og bagben gik oppe på plænen og de lange højre for- og bagben gik tre tommer nede på jorden, hvilket fik geden til at gå med rygraden lige i vejret. Nu gik den, som enhver anden ged med lige lange ben. Imens sad Ravi et stykke inde på plænen med den lange snor i hånden. Han var parat til at gribe ind, hvis geden skulle komme på afveje. Men det havde den slet ikke tid til. Den koncentrerede sig om at græsse. Da den havde fået nok og løftede hovedet for at se sig om, hentede Ravi blot en ny ged. Resten af gederne fik kun en sparsom kost af det nyslåede græs fra plænerne. Det var næsten sultekost, for de skulle jo være godt sultne, når de skulle ud til kanterne.

Nu havde Ravi gode tider. Han kunne det meste af tiden blot sidde og hvile sin skæve krop under en solskærm og blot flytte sig, når geden havde ædt så langt et stykke af kanten, at snoren ikke længere rakte. Det var lige til at udholde. - Men de andre malier i nabo villaerne, havde jo i et stykke tid forundrede været vidner til den sælsomme måde at klippe kanter på og de ville jo også gerne bare sidde og hvile sig, medens geden lavede det trælsomme arbejde. De begyndte at spørge Ravi, om de dog ikke kunne låne en af de ledige geder, og nu var det så, at Ravi fik den ide, der til sidst gjorde ham til en - efter hans kastes forhold holden mand. Næ - sagde han, - låne den kan I ikke, men I kan leje den. De andre malier tyggede lidt på den, for de fik jo ikke så meget i løn i forvejen, men på den anden side skulle de så heller ikke arbejde så hårdt længere, så til sidst sagde de ja til Ravis forslag. - Ravi var snu. I begyndelsen havde han blot forlangt en lille leje og fik derfor lejet alle de ledige geder ud straks, da ingen af de andre villaers malier ville være bagud. Han vidste nemlig, at dovenskaben efterhånden ville sætte ind, når de først havde lært, hvor dejligt det var ikke at skulle kravle langsomt frem og klippe græs under den brændende sol, - så han satte stille og roligt lejen for gederne op, lidt efter lidt. Det var heller ikke tilfældigt, at Ravi havde købt otte hun geder og to hanner. Han ville selvfølgelig avle med dem. I begyndelsen, havde han tænkt, at der kunne gå nogle tabt under hjemturen fra landsbyen og hvis nogen af gederne skulle blive syge og dø, ja - så var det altid godt at have nogen i reserve. Derved ville han undgå, at tage en lang og besværlig tur hjem for at hente nogle flere.

Ravi fortalte aldrig til nogen, hvor han havde gederne fra, for at ingen skulle få gode ideer og tage forretningen fra ham. - Han var som sagt meget snu. Ingen af gederne havde dog taget skade af hjemturen for han havde fodret dem godt og hernede i New Delhi trivedes de fortrinligt af det friske grønne græs og de trygge forhold bag Ravi`s hytte. Her var der ingen vilde hunde og ulve der jagede og skræmte dem, så de formerede sig på livet løs. Det var alle unge dyr og snart havde Ravi mange små gedekid, der alle havde de samme genetiske særheder med de korte venstre ben og lange højre. Det var en fornøjelse at se, og Ravi nød livet, - måske for første gang i sit liv.

Efterhånden som tiden gik, fik Ravi en blomstrende forretning og han behøvede nu slet ikke selv at holde snore med geder i. Han var selvstændig og kunne klare sig selv. Han købte en større hytte i nærheden af de store villaer og giftede sig til en ung kone fra sin egen kaste. Hun hyggede om ham og masserede hans ømme ryg, når den gjorde ondt og lavede samtidig dejlig mad og hans livretter til ham, når han ønskede det. Når han skulle rundt i byen, behøvede han heller ikke længere at skamme sig over sin forkrøblede gang, for nu havde han råd til enten at blive båret eller kørt rundt, og det nød han umådeligt. Han nød også, at folk begyndte at respektere ham på en anden måde end før, men han blev aldrig hoven eller overmodig af den grund, for han glemte

aldrig dengang, han var en ganske almindelig fattig mali. Han var dog lykkelig for, at han fik ideen med de skæve geder.

Se - Dette var historien om de Indiske Kantgeder, som jeg fik den fortalt den aften i Killarney af den gamle bonde, medens vi sad i aftenskumringen og kiggede ud på det berømte smukke landskab. Han havde igen fået den fortalt af sin oldefar, dengang han havde været en lille dreng, men han huskede hvert ord han havde hørt og havde selv fortalt historien mange gange i familien og til venner, og nu altså også til os. Nu er historien hermed bragt videre og måske nedskrevet for første gang og hvorfor skulle den i grunden ikke være sand? - Virkeligheden overgår tit den opdigtede historie. Jeg tror i hvert fald på den, for den gamle mand fortalte den ganske stille og uden at slå om sig med arme og ben. Det behøvede han heller ikke. Jeg tror at selve beretningen er nok i sig selv.

Marts 2oo4.

Knud Erik Guldager. 12

En skæbne drøm?

En skæbne drøm? Forudsiger den noget? Engang for mange år siden havde jeg en underlig og alvorlig drøm, som jeg husker ganske tydeligt den dag i dag. Jeg befandt mig ude i rummet. Jeg var ikke i en fysisk form, men havde kun en bevidsthed om, at jeg var mig. Jeg kunne se den meget smukke jordklode hænge i det kulsorte rum belyst af solen. Jeg var meget betaget af synet. Den var svag lyseblå og ligesom gemt bag et let hvidt slør. Jeg undrede mig over at befinde mig herude, men jeg kunne mærke, at jeg nærmede mig jorden i en jævn fart, der forekom langsom, men sikkert alligevel har været stor, for jeg kunne se jordkloden blive større og større. Da jeg kom så tæt på, at jorden forekom meget stor, sagtnedes farten mere og mere. Til sidst hang jeg stille cirka et par hundrede meter oppe i luften og jeg begyndte at se mig omkring. Jeg så ned på en lang skråning. Jeg befandt mig cirka midtpå. Til højre løb den græsklædte skråning ned mod en uendelig stor grøn urskov. - Til venstre løb der først en lille smal sti op ad skråningen, senere blev den i det fjerne til en bredere, - med natursten, brolagt vej, der forsvandt oppe i horisonten.

Et stykke oppe ad stien, - på højre side - kunne man ane nogle sten der var stablet oven på hinanden i en vinkelform. Man kunne se, de engang havde udgjort en primitiv mur. Den var nu faldet sammen og der var kun denne lave vinkel tilbage. I begyndelsen undrede jeg mig over alt dette og hvorfor jeg befandt mig her, men jeg blev hurtigt klar over, at jeg nu skulle vælge til hvilken side jeg ønskede at gå, når jeg kom helt ned på jorden. Der nede ville jeg få en fysisk form som menneske, og jeg måtte selv sørge for at overleve. Jeg tænkte mig godt om. - Skulle jeg vælge det mest sikre og gå til venstre, der jo helt klar betød, at jeg gik op mod nutiden og altså op mod den historiske tid. - Eller skulle jeg gå til højre, - ned mod den ukendte forhistoriske urtid? Den historiske tid kendte jeg en del til, da jeg altid har interesseret mig for arkæologi og har rejst til mange af de historiske steder. Jeg har set og været oppe i pyramiderne. Besøgt alle de berømte templer og grave i Egypten, Grækenland og Tyrkiet. Jeg havde set det store romerske rige i hele Sydeuropa, ja sågar i England og da jeg aldrig kan få nok af den kendte forhistorie, havde jeg åbenbart chancen for at tage en tur op gennem historien, så jeg kunne se, hvordan den i virkeligheden var foregået og ikke kun, hvad man troede der var sket ifølge udgravninger og

skriftlige kilder. Det var virkelig fristende at vælge denne side. Her ville jeg sikkert opstå som et Homo Sapiens menneske, og jeg havde en forestilling om, at jeg så ville bevare den viden, jeg nu besad, som åbenbart forhenværende - nutids menneske. Men på den anden side var urtiden jo langt den mest spændende side, for her kendte man faktisk intet med sikkerhed, ja - man har ikke engang helt styr på menneskets oprindelse. - Er det opstået i Afrika eller i den sydlige del af Asien? - Det går diskussionen på i øjeblikket, selvom de fleste mener Afrika. At gå ned i den kæmpestore og aldeles ukendte urskov lød mest tillokkende for mig, men jeg var også klar over, at det ville være langt det farligste. Her skulle jeg være heldig for at møde andre mennesker, og jeg var ikke helt klar over, om jeg ville se ud som dem og være på samme udviklingstrin.

Måske ville jeg genopstå som Neandertaler eller på et endnu tidligere trin af menneskets udvikling. Gjorde jeg det, kunne jeg jo ikke lave historieforskning og jeg ville sikkert heller ikke overleve så længe. Gennemsnitslevealderen dengang lå højst på mellem tyve og tredive år og sikkert lavere. Det ville blive meget hårdt at overleve i kampen for føden og mod de vilde dyr, og hvis jeg ikke havde min nutidsviden med

mig, ville jeg overhovedet ikke få nogen gavn af at opleve den tid. Intet var sikkert, men denne side var alligevel tillokkende, da jeg altid har haft en stor urtidsmand inden i mig. Jeg har udgravet en stenalderboplads fra Ærtebølletiden i Danmark og har en god samling af redskaber af flint, ben og hjortetak, samt store stejler fra uroksernes horn. En halsknogle, en lårknogle og et stykke stødtand fra en mammut. Man skulle tro, jeg må på en ellen anden måde ubevist længes mod urtiden. Hvad skulle jeg vælge? - Den mere sikre historiske tid eller den meget usikre, men ukendte urtid? Hvad ville I der læser dette vælge? Prøv at tænke jer om et øjeblik! Jeg fik alligevel aldrig valget, for medens jeg tænkte, så det knagede, vågnede jeg. - Måske var det af bare anstrengelse, for pludselig var jeg lysvågen og lå og tænkte drømmen igennem og ærgrede mig lidt over, at det kun havde været en drøm. - Tænk hvis det virkelig er rigtigt, og denne drøm er en åbenbaring om, at man bliver genfødt og at man selv får lov at vælge hvor i menneskets historie man ville genfødes. - Det ville da være en fantastisk tanke. Marts 2oo4

Knud Erik Guldager 17

Ikke?

Historien om munken Columba.

Romernes rige i England gik helt op til Picternes rige. Dette rige lå i det, der i dag hedder Skotland. Her var romerne blevet stoppet af de vilde pictere. Picterne - der var et frygtet krigerfolk - var tatoverede over det meste af kroppen og var blåmalede i ansigtet. De var så vilde, at romerne havde haft mange svære træfninger med dem uden at vinde og skønt de gerne ville have erobret landet helt ud den nordlige ende, anså de det ikke for umagen værd, da det ville kræve for store resurser og give for lidt profit. Så de opgav og kejser Hadrian byggede i ca. år 135 en mur, der dog det meste af vejen var en befæstet jordvold, tværs over landet fra Newcastle i øst, til Carlisle i vest. Den blev næsten ethundredeogtredive kilometer lang og havde mange befæstnings tårne og militærlejre undervejs. Det lykkedes hans efterfølger Antonius at kæmpe sig længere nordpå og han byggede i år 163 en mur efter samme principper som Hadrians mur. Den løb fra Forthfjorden i øst til Alcluyd i vest. Denne position var imidlertid meget vanskelig at holde mod de krigeriske pictere, så allerede få år efter den var færdigbygget, blev den rømmet og grænsen igen trukket tilbage til Hadrianmuren.

Denne position holdt til gengæld indtil Romerriget brød sammen i England i år 410. Englænderne havde været mere eller mindre kristne under den Romersk katolske kirke, men gik nu tilbage til hedenskaben. Picterriget havde aldrig været kristne. Det var de alt for krigeriske til. Den kristne religion var alt for blødsøden. - Næ - de holdt sig de gamle, ofte grusomme guder.

Romersk fort ved Antoniusmuren

Romersk legionĂŚr i fuld udrustning

I den sydvestlige del af Picterriget, lå et andet rige der hørte sammen med den nordøstlige del af det der i dag hedder Irland. Dette rige var beboet af scoterne, der senere gav navn til hele Skotland. De var også hedninge og krigere, men ikke så vilde som picterne.

England i romertiden. Se de mange fine veje

I et kloster ovre i Irland gik en yngre intelligent munk ved navn Columba - senere "Den hellige Columba" - rundt og næsten kedede sig. En nat havde han et syn der var så

kraftigt, at han hele den næste dag ikke kunne tænke på andet. Han havde drømt, at Gud havde pålagt ham at drage over til de vilde pictere for at gøre dem kristne. Picterne var et vildt og barbarisk folk. De malede sig med en blå farve og gik i pelse. Det havde altid i klosteret stået som en af verdens umuligheder. At kristne picterne var også alt for farligt. De dræbte uden varsel alt, de ikke kunne lide. Så der var aldrig nogen, der så meget som tænkte på at drage over for at forsøge, at omvende dem til kristendommen. Selv de mægtige romere havde jo ikke engang kunnet tæmme dem. Hvordan skulle så en fattig og forsvarsløs munk kunne klare denne opgave. Columba var en meget dygtig og vældig godt uddannet munk. Han havde studeret kristendommen helt fra dens begyndelse og vidste meget om romernes og grækernes kultur. Han var en yderst lærd mand, som havde undervist mange store mænds sønner i religion og kultur. Klosterets prior var ikke glad for Columbas drømmesyn. Han ville nødig miste ham. Klostret ville også miste en god indtægt fra de rige elever der søgte Columba. Men Columba var viljestærk, og han var fast besluttet på at udføre sin mission, så han fik til sidst overbevist prioren om, at det ville føre stor hæder til klostret, hvis missionen lykkedes.

Han fik samlet nogle få klosterbrødre, der ville vove forsøget sammen med ham og en forårsdag i året 563 sejlede de over til den lille ø Iona, der ligger i farvandet mellem det todelte Scotiske rige, dog nærmest det Scotland, der lå i det Pictiske rige. Med sig havde de forskellige ting fra klostret, såsom byggematerialer til de første primitive hytter og en lille primitiv kirke. De havde også husdyr og madvarer, så de var uafhængige i den første tid, hvis de var så heldige ikke at blive betragtet som erobrere, for så ville de blive dræbt med det samme. Det var nu også derfor, de havde valgt den afsides og delvis øde ø, som deres første udgangspunkt.

Da de ankom til øen steg Columba som den første i land. Da han kom op på stranden, bøjede han sig ned, kyssede og velsignede jorden. Idet han ser ned, opdager han en sten på størrelse med en stor mønt der ligger på jorden. Det er en sten, der får betydning for hans mission, for på stenen der blot er en almindelig natursten - er der dannet et hvidt kors på den side, der vender opad. Det tager han straks som et tegn fra Gud. - Hans mission vil lykkes og Gud er med ham! Bevæget samler han stenen op. Den er glat og god at holde i hånden. Han føler glæden og troen brede sig som en varme i hele kroppen og han stopper stenen i kjortelen og siger til de andre: - Her går vi i land og her vil vi grundlægge og bygge vort kloster. Da de næsten ubemærket i løbet af et par uger har fået bygget deres hytter til at bo i, bliver de enige om, at de ligeså godt kan bygge en rigtig kirke af træ med det samme. De får hjælp fra klostret i Irland og får sejlet store mængder svært tømmer over, samt nogle folk, der har forstand på at bygge stort. De opfører nu en solid trækirke og støtter murene af med vældige skrå stræbepiller af svært tømmer.

De første beboere fra de større øer over mod fastlandet, havde allerede besøgt munkene. Det var fredelige fiskere og de blev behandlet udsøgt venligt og ikke overfaldet med religion straks. Det var meget bedre at lære dem, at munkene var venlige og ikke mindst fredelige folk. Fiskerne kunne se, at munkene allerede var begyndt at dyrke jorden på øen og at de havde en del husdyr, som køer og får. Der ville i fremtiden være noget at bytte deres fisk med. Disse fiskere drog nu hjem og fortalte om de venlige munke, der boede på den ellers ubeboede ø og det trak flere til. De blev noget imponerede og nysgerrige, når de så den flotte og store trækirke. De boede selv i små hytter. De hørte når munkene messede og sang inde i kirken og de spurgte, hvad den her kristendom egentlig drejede sig om og da de hørte, at det var en religion, hvor det drejede sig om at udvise menneskekærlighed mod hinanden og at man skulle vende den anden kind til, hvis nogen slog én på den ene - ja så syntes de naturligvis, at det dog var en underlig religion. Men kvinderne lyttede også med og de var alle godt trætte af fjendskab og vold, så de spurgte mest og munkene lærte dem om kristendommen. Langsomt opstod der en lille menighed, der trofast kom sejlende til øen én gang om ugen på en bestemt aftalt dag. I begyndelsen bestod denne menighed - som fortalt - af langt flest kvinder, men efterhånden fulgte der også en del mænd med, idet de fik tudet ørerne fulde af den blide religion og de ville da i grunden også gerne være fri for så meget vold, hvis det var muligt, og efter gudstjenesten kunne de jo også handle lidt med munkene. Det brugte de i hvert fald som undskyldning i starten.

Columba havde travlt. Han skulle både organisere, holde gudstjenester og missionere. Han var begyndt at tage til fastlandet og tale med de mennesker han mødte. Han fortalte, at han nu var begyndt at bygge et rigtigt kloster på øen, hvor man kunne hjælpe mennesker, hvis de blev syge. De ville da være velkomne til at tage over for at se byggeriet og kirken. Folk er jo nysgerrige, så mange tog derover, og når man skulle sejle alligevel, tog man venner og slægtninge med og snart blev stedet kendt og munkene berømmet for deres hjælpsomhed og venlighed og man blev som regel også beværtet med et enkelt måltid. Det gik fremad og flere og flere blev omvendt til kristendommen, men der opstod også problemer. Pludselig en dag dukkede en stormand op i et skib med otte krigere. Han fortalte Columba, at han ejede øen og han anklagede med rette munkene for at have taget øen i besiddelse uden hans tilladelse. Det var Columba selvfølgelig godt klar over, for hvis han havde spurgt, havde han ganske givet fået nej. Så Columbas plan var først at kristne så mange af stormandens undersåtter som muligt. Stormanden ville derved få svært ved at smide munkene tilbage til Irland igen, eller endnu værre, dræbe dem, for det var ikke usædvanligt dengang. Stormanden havde allerede hørt om de mange mennesker der tog over til det halvfærdige kloster for at få lægehjælp af de dygtige munke, så han var helt rigtig klar over, at det ville skabe unødig uro blandt hans egne undersåtter. Men han kunne ikke blot lade sket være sket, så han havde besluttet, at munkene kunne fortsætte, blot han fik en afgift for besiddelsen af øen.

Det havde Columba sådan set også regnet med ville komme en dag og at det var netop det, der ville ske i bedste fald. Han forhandlede med stormanden en hel dag, efter først at have vist ham klosterbyggeriet med hospitalet og den flotte trækirke og efter at have givet ham en solid frokost. Columba fik aftalt en rimelig afgift, for stormanden var lidt imponeret over alt det munkene allerede havde nået. Han boede jo i den mindst krigeriske del af det det i dag er Skotland, og var slet ikke så krigerisk som de vilde Pictere, så han var modtagelig for at indføre den fredelige religion kristendommen, som hans forfædre havde fortalt var fremherskende i landet syd for den store mur dengang romerne havde regeret. Da havde der været fred indenfor disse landes grænser, men det havde nu nok mere skyldtes romerne end kristendommen. Men hvor om alting nu er, så var stormanden interesseret i, at der var fred indenfor hans område, og nu fik han pludselig skat fra en ubetydelig og ubeboet ø, som han ellers ikke havde regnet for noget og næsten havde glemt, at han ejede, så set fra hans synspunkt var det en fordel at munkene var kommet. Det endte med, at han bød dem velkommen og lovede at hjælpe dem, hvis der skulle opstå problemer der krævede hjælp af krigere. Det kunne måske være en sejlende røverbande, der ville plyndre klosteret eller andre ufredsfolk. Columba var glad. Han følte nu at hans plan nok skulle lykkes. Nu havde han allerede godt fat i Scoterne og det næste skridt ville være at omvende de krigeriske Pictere, men det ville også blive en næsten umulig opgave.

Columba gik altid med sin lykkesten med korset i sin kjortel og han følte, at Gud var med ham. Det vidnede stenen om, og han var overbevist om, at det slet ikke var tilfældigt, der havde ligget en sten med et hvidt kors på lige for hans øjne da han kyssede og velsignede jorden dengang han steg i land. Det var jo kristendommens tegn og dermed måtte det være et tegn fra Gud om, at hans mission ville lykkes. Han mistede aldrig troen på dette, selv ikke i de svære tider der kom, da han omsider gik i gang med at rejse op til Picterne for at missionere. Men nu gjaldt det i første omgang om at konsolidere sig og få klosteret bygget færdigt. Selve klosteret blev bygget i sten, som munkene tilhuggede på stedet. I løbet af nogle få år var klosteret i sin allerførste form færdigt. Der var celler til munkene og et lille hospital, samt en sal hvor munkene blev undervist af lærde munke fra klosteret i Irland. Som årene gik kom der også store drenge og unge mænd langvejs fra for at blive undervist. De var sønner af stormænd og småkonger, ofte nummer to eller tre i arverækkefølgen, så da de ikke kunne arve deres fars stilling, gjorde de sig kloge og lærde så de kunne få betroede stillinger hos stormænd og konger. Lærde folk var meget efterspurgte ved de forskellige hoffer, da stormændene og kongerne ofte var kommet til magten ved hjælp af krig og oprør og derfor ikke havde haft tid eller evner til at blive så lærde selv. De unge elever betalte selvfølgelig et klækkeligt beløb til klosteret og det blev en stor hjælp til at bygge og indrette dette.

Columba var nu begyndt at missionere blandt de farlige Pictere og han måtte udvise al sin kløgt og snilde for at

undgå at provokere dette krigeriske folk, der altid benyttede den mindste mulighed til at dræbe fremmede folk og gerne munke. Det var nemlig ikke første gang, at et kloster havde sendt munke til Picterland, men de var alle blevet dræbt eller fordrevet igen. Det skete mange gange at Columba knugede sin lykkesten i hånden, medens han bad en bøn og det kan have frelst ham nogle gange, da Picterne, der selv havde goder, som deres præster blev kaldt. De var hellige for dem og dermed fredholdte. De var derfor lidt bange for at slå en hellig munk ihjel, når han stod med himmelvendte øjne og opløftede foldede hænder, medens han frem sagde bønner på latin. Det var et sprog de slet ikke forstod og derfor lød som besværgelser, måske netop rettet mod den der slog denne hellige mand ihjel. Men også her var det kvinderne der først blev lydhøre for Columbas ord om fred og mildhed. Den nye religion lød dejligt i deres øren. De havde mistet mange sønner og mænd i, - set med deres øjne, nytteløse krigsgerninger. De kunne også tænke sig lidt fred og ro, så alt det, de havde været med til at opbygge, ikke hele tiden blev ødelagt, så de var nødt til at begynde forfra igen. Det havde de prøvet mange gange. Det var allerbedst, hvis det lykkedes at omvende en stormands kone til kristendommen for så var slaget halvt vundet for Columba. Mange mænd i historien har udadtil været stærke og storskrydende, men inden for hjemmets fire vægge, har de alligevel været styret af en stærk kvinde. Det er en urgammel sandhed, som de fleste mænd også i dag må indrømme. Om ikke andet så for sig selv.

Engang på en af sine rejser mødte Columba nogle mennesker der var ved at begrave en mand. De fortalte, at den døde var dræbt af et monsteruhyre, der levede i den lange og dybe Loch Ness sø.

Straks befalede Columba en af sine munke at svømme over til den modsatte bred. Da uhyret dukkede op, gjorde Columba korsets tegn og befalede det til ikke at komme nærmere. Uhyret stoppede brat op, stod et øjeblik stille og stirrede på Columba, hvorefter det forsvandt ned i den dybe sø.

Så dyb er Loch Ness

Det endte med at Columba fik kristnet det meste af Picternes land og at klosteret på Iona blev kendt over hele England og Europa. Store konger og fyrster sendte nu folk ud til klosteret på den øde ø i havet mellem Skotland og Irland, for at blive lærde i historie, videnskab og filosofi. Mænd der var blevet lærde her modtog stor anerkendelse over hele den kendte verden, for Columba havde forstået at tiltrække de dygtigste læremestre og disse havde til gengæld stor respekt for Columba, fordi han havde gjort det umulige, nemlig at kristne det vilde og krigeriske Picterland. Columba blev en gammel mand og på sine gamle dage, gik han om aftenen tit ud og satte sig på vestsiden af sin trækirke, som var det første han havde bygget, da han kom til Iona. Han sad og lænede sig op ad den ene store stræbepille af træ, medens han så solen gå ned. Da han nu ikke kunne bestille så meget mere, gik han altid med sin lykkesten knuget i venstre hånd. Han var fuldt overbevist om det var denne sten fra Gud, der havde været grunden til al hans succes. Den aften han døde, sad han som sædvanlig og så solen gå ned i vest med et - lige netop denne aften - særlig glødende skær. Han holdt stenen i sin venstre hånd og den faldt til jorden i det øjeblik han opgav ånden. Da munkene fandt ham ledte de efter stenen, som de vidste han altid havde i sin venstre hånd, men de kunne ikke finde den, lige meget hvor godt de end ledte. I begyndelsen kunne de ikke forstå det. De ville gerne give ham stenen med i graven. Den var ligesom blevet en del af ham. Alle kendte til stenen og kendte dens betydning for klosterets ve og vel.

Det var underligt, at de ikke kunne finde den, men de blev enige om, at den dog endnu måtte befinde sig på klosterets grund og at de måtte nøjes med denne tanke. Columba blev begravet inde i kirken og i mange århundreder efter valfartede kristne fra hele verden til klosteret for at bede ved "Den hellige Columbas" grav. Nogle år senere brændte trækirken ned til grunden, men lige netop den stræbepille, som Columba havde siddet og lænet sig op af, den aften han døde, brændte ikke. Den stod alene tilbage. Man opførte en ny kirke og lod den gamle stræbepille stå. Cirka hundrede år efter brændte også denne kirke og heller ikke denne gang brændte, den nu hellige, stræbepille. Man opførte så en helt ny og større kirke. Denne gang af sten, men man ville ikke flytte den hellige stræbepille, så den kom nu til at stå inden for kirkevæggen og blev indhegnet. Den blev gennem flere hundrede år genstand for stor tilbedelse, men led skade, idet mange af de fanatisk troende pilgrimme med deres knive skar en lille flis af som et helligt relikvie, som de så opbevarede i deres egne kirker i deres hjemlande. Det blev efterhånden for meget og man blev nødt til at grave stræbepillen op og hænge den højt op under kirkeloftet i svære jernkæder, og der hænger den, den dag i dag. Jeg har selv set den, da jeg besøgte klosteret i september 1993.

Sådan ser Iona klostret ud i dag. Sådan så en munk ud på den tid Klostret er begravelsesplads for de første Skotske konger

Da jeg gik ud af kirken fik jeg lyst til at gå lidt rundt på de fredelige gange i klosterhaven og jeg kunne ikke lade være med at kigge efter Columbas sten med korset på. Jeg gik hen til vestsiden af den kirkemur, hvor stræbepillen havde stået. Nu var der jo ganske vist bygget en mur af sten lidt længere mod vest, men det drejede sig blot om tre meter, så måske havde stenen været mellem den jord, der blev flyttet, dengang man byggede den nye mur omkring år 800. Med lidt held og min store optimisme, kunne jeg måske finde den i jorden foran muren. Der blev hele tiden revet omkring kirken, så hvorfor skulle stenen ikke være dukket frem? Den var jo aldrig blevet fundet. Jeg prøvede at tro på stenen med en lige så stor tro, som Columba havde fået den dag han fandt den. Pludselig får jeg øje på en strandslebet flintesten, der ligger halvt nede i jorden. Jeg tager den op og renser den for jord og studerer jeg den. Der er ingen kors, men den er lidt ru på den ene side. Ivrig slikker jeg på stenen og gør den fugtig og da jeg med min lommekniv kradser midt på stenen faldet den løse jord ud af et mønster der er i stenen. - Det er et kors -. Jeg tror ikke mine egne øjne. Har jeg virkelig fundet "Den hellige Columba" `s sten med korset i? Min første tanke er at gå ind på klosterets kontor, og vise dem stenen, for hvis det er den rigtige sten er det en sensation og den hører rettelig hjemme i klosteret. På vej derhen kommer jeg til besindelse. Den tror de helt sikkert ikke på. Jeg vil kun gøre mig selv til grin og omviserne vil blot få en ny historie at fortælle, om dengang en skør dansker troede, at han havde fundet Columbas hellige sten i gruset, der hvor stræbepillen havde stået. - Jeg indrømmer

at det ville lyde alt for usandsynligt, så jeg fortalte det ikke til andre end Ulla, og jeg beholdt stenen, som jeg opbevarer den dag i dag, nu mange år efter. Tænk hvis det nu virkelig er Columbas sten. Ja - hvorfor skulle det i grunden ikke være det? Der er vel ikke mange sten, der har et hvidt kors i midten! ----I år 635 sender Kong Oswald fra kongeriget Bernicia, - der ligger i den nordlige del af Northumberland lige oven for Hadrians mur, - bud til klostret i Iona efter en kristen missionær til at grundlægge et kloster på øen Lindisfarne. Iona

Lindisfarne

Klostrene der efterhånden blev anlagt, blev næsten altid lagt ved de komfortable romerske landeveje. (Stiplede)

Planen er at dette kloster skal kristne Kong Oswalds land. Den lærde munk Aidan drager af sted og grundlægger nu det kloster, der mere end noget andet kloster på den tid bliver berømt for at uddanne lærde mænd til hele den vestlige kendte verden. Efterhånden breder kristendommen sig ud over hele Northumberland og i de næste 240 år er Lindisfarne klostret centrum for missionen i Nordengland og kristendommen følger her den Irske kirkes budskab. I år 793 plyndres klostret på Lindisfarne af danske vikinger for dets kirkeskatte af guld og sølv, og dette røveri regnes for starten på vikingetidens plyndringstogter, der ender med at den danske konge - Knud den Store - også bliver konge af England. - Men det er en helt anden historie.

Det gik hårdt for sig når vikinger plyndrede. Ingen blev skånet. Man gik kun efter guld, sølv og alt andet af værdi.

Marts 2004

Knud Erik Guldager. 38

En forudsigende drĂ¸m.

En forudsigende

drøm

Men hvad forudsiger den?

For en del år siden - vel cirka 25 - drømte jeg, hvad jeg vil kalde en skæbnedrøm. Det var sidst på dagen i skumringstiden. Jeg stod og så op ad en høj græsklædt bakke. Horisonten lå højt oppe og himlen bagved var lysere end den tusmørke bakke. Til højre og venstre for bakken lå store mørke skove. Jeg begyndte at gå ad den lille markvej, der løb på tværs ved bakkens fod. Den var med to hjulspor og en stribe græs i midten, som markveje jo nu engang er. Jeg gik til venstre. Der var en indhegning på højre side af vejen. Den var lavet med gammeldags hegnsstolper, der var lavet af træstammer på godt to meters længde og flækket i fire dele, således at der blev fire stolper ud af et stykke stamme. De ragede cirka halvanden meter op af jorden. Mellem stolperne var der tre lag vandrette slanke rafter. Det var et solidt gammeldags hegn. Jeg kunne ikke se nogen dyr i indhegningen, der fortsatte op over horisonten. Jeg fulgte vejen, der nu svingede op ad bakken lige udenfor det mørke skovbryn. - Jeg gik langsomt. - Jeg følte mig af en ukendt årsag højtidelig stemt og var meget opmærksom på alt, jeg så og hørte.

Der var dog forunderligt stille. Fuglene sang ikke deres sædvanlige aftensange og der var intet levende at se. Halvvejs oppe ad bakken må jeg pludselig standse op. I en særlig svær hegnsstolpe sidder en gammeldags stor bredbladet skægøkse hugget dybt ned i træet. Jeg kan se, at der skal mange kræfter til at få den løs igen. Jeg rører dog ikke ved den, for jeg er ubevist klar over, at den skal sidder netop der. Den udstråler helt tydeligt, at man ikke skal forsøge at vriste den op af stolpen. Forundret står jeg og ser på øksen og spekulerer over, hvilken grund der kan være til, at den sidder netop der. - Hvornår er den sat og af hvem? Endnu mere højtidelig stemt går jeg langsomt videre op ad bakken mod den lysere horisont. Oppe på toppen af bakken ser jeg mod vest. - Solen er netop gået ned og der er stadig et svagt rosa skær over himmelen. Nu ser jeg, at der går køer og heste i indhegningen på den side af bakken der skråner ned mod vest. De opfører sig lidt underligt. De står alle med hovedet vendt mod vest, som om de lige har stået og betragtet solen, da den gik ned. Men den er jo gået ned nu. - Hvad står de så og kigger efter? Der er stadig helt stille og dyrene rører sig ikke. De står stive og stirrer intenst mod vest. Pludselig høres en dyb og meget høj bastone ude fra vest. Det lyder som en kæmpestor orgelpibe. Tonerne går som en vibrator gennem

kroppen. - Samtidig sker der noget meget forunderligt. Lyset begynder at komme tilbage, som om solen er ved at stige op igen. - Nu fornemmer jeg, at jeg oplever et stort øjeblik. Jeg kan ikke rigtig tro mine øren og øjne. - Solen står altså ikke op i vest! Men der bliver mere og mere lys og stadig lyder den høje vibrerende bastone. Pludselig, - som på en kommando, rejser alle dyrene på marken sig op på bagbenene og står på en helt naturlig måde, som om de altid havde stået sådan. Nogle af den står endda med "armene" overkors. - Men ikke nok med det. De begynder nu også at passiare sammen. Jeg hører en hest sige til sin "sidemand" med en højtidelig og alvorlig røst:

Nu bliver det snart vores tur! Den høje bastone fortsætter uafbrudt i samme dybe tone leje. Jeg står på vejen, - ligesom de andre dyr, - og ser dybt betaget ud mod vest. Hvad betyder dyrenes tale og det de siger? Betyder det at menneskenes tid på jorden er ved at være forbi og andre dyr tager over. Men der er noget, der ikke stemmer. Heste og køer er også pattedyr ligesom mennesker. Hvis de kan overleve, hvorfor skulle mennesket da ikke også?

På dette sted forlader jeg drømmen og vågner op i en underlig trykket stemning, som det tager nogle timer at komme ud af. Men igen, - jeg husker stadigvæk denne drøm ganske klar og tydelig, som om det var en profeti og der er dog gået 25 år siden jeg drømte den.

Hvad betyder denne drøm? Alle er velkomne til at tænke over den og fortolke den på deres egen måde.

Marts 2004

Knud Erik Guldager.

På Dødemandsbjerget ved Blåvandshuk

På Dødemandsbjerget ved Blåvandshuk En fortælling fra middelalderen

Engang for mange år siden skulle jeg til et veteranbilløb nede i Møgeltønder. Jeg kørte i min dejlige Ford V/8 Roadster fra 1932. En Roadster er en åben to personers model med kaleche. Den har en bagklap der kan åbnes, så der her også kan sidde to personer. Passagererne i bagklappen har dog ingen kaleche og er derfor ikke beskyttet hvis det regner. Bagklappen kaldes derfor et svigermor sæde. Det hedder det, for hvis svigermor i gamle dage ville med ud at køre, måtte hun nøjes med at sidde i bagklappen, - regnvejr eller ej. Karosseriet har en dejlig korngul farve med chokoladefarvede bælter. Skærmene er sorte. Den har en kraftig 8 cylindret motor med mange hestekræfter og en meget lydløs gang.

Det er en rigtig behagelig bil at køre i en dejlig varm sommerdag og det var netop tilfældet den morgen, jeg satte kursen mod Sønderjylland. Når man først er kommet ud at køre i en sådan lækker vogn, kan man næsten ikke få kørsel nok. Løbet startede først næste dag, så jeg havde god tid. Jeg kørte fra Risskov skråt ned gennem Jylland ad små veje med kurs mod Varde. Ankommet hertil skulle jeg da lige ned og se den lille by Guldager, hvor min fars familie stammer

fra. Den ligger nordvest for Esbjerg lige nord for Hjerting. Byen Esbjerg har for resten fået sit navn efter en stor klit. Her sad i gamle dage en masse fiskerkoner oppe på klitten og esede. At ese er at sætte madding på krogene på de lange liner som fiskerne brugte dengang. Så klitten blev blot kaldt Esebjerget og derfor blev byen, der opstod omkring fiskersamfundet senere kaldt Esbjerg. Da jeg havde set landsbyen Guldager, var det blevet middag og jeg besluttede at køre ud til Vesterhavet og spise min medbragte madpakke og få mig en middagslur i solen, kigge lidt ud over havet og høre bølgebruset. Jeg havde hørt om et sted, der hed Dødemandsbjerget. Det lød spændende og der kørte jeg hen og gik op på toppen. Dødemandsbjerget ligger helt ude på knæet ved Blåvandshuk. Det har fået sit makabre navn fordi der strandede mange skibe lige netop her og gennem tiderne, havde man begravet de mange druknede sømænd i denne klit. - I Vestjylland hvor der er meget fladt kalder man alt, - der er over fem meter højt, - et bjerg. Efter at have spist min madpakke satte jeg mig godt tilrette i sandet og nød den flotte udsigt og bølgernes ensformige brusen mod stranden. Jeg blev døsig og lagde mig ned og nød øjeblikket. Jeg må være faldet i søvn, for pludselig hørte jeg stemmer omkring mig. De nærmest mumlede eller talte sagte. Dialekten var lidt uvant, men jeg havde til min store undren meget let ved at forstå den. Langsomt kom jeg til mig selv og hørte hvad de stod og talte om.

En af dem sagde: - Hvis han nu ikke er helt død, skal vi så ikke slå ham ihjel, så vi kan tage hans støvler og tøj og hvad han ellers har i lommerne? - Jeg kunne ikke tro mine egne øren. Hvad var dette dog for noget? En anden sagde: - Nej det vil aldrig gå godt, for hvis præsten eller herredsfogeden hører det, vil vi alle blive hængt, så det tør vi ikke gøre. - Nu kunne det snart være nok. Jeg begyndte at røre på mig og med stort besvær fik jeg mig selv op at sidde. Jeg kunne mærke, at det gjorde frygteligt ondt i det højre ben, og jeg tog hænderne ned for at føle efter. Nu opdager jeg, at jeg har noget underligt halvvådt tøj på og nogle meget gammeldags udseende støvler. Mit hår gik til skuldrene og faldt om foran ansigtet, når jeg bøjede mig frem. Jeg så på de cirka tolv personer, der stod og kiggede på mig. Da jeg havde rejst mig op at sidde, havde de forskrækket trukket sig lidt tilbage. De var alle fattigt klædt og deres tøj så underligt middelalderagtig ud. De var ubarberede og snavsede og så i det hele taget lidt skumle ud. Ja - nogen af dem så ligefremt ondt på mig, for nu var der jo ingen tvivl om at jeg ikke var død og de kunne så åbenbart ikke, - efter deres sædvane, - plyndre mig. Men hvad jeg lavede her i det gammeldags våde tøj og med et brækket ben? Det kunne jeg slet ikke forstå. Jeg ser ud over havet og til min store undren ligger der nede på stranden lidt ude i vandet en stor strandet middelalder kogge. Den havde bestemt ikke ligget der lige før, da jeg faldt i søvn. Langsomt, langsomt begynder der at dæmre noget for mig og jeg blev mig selv helt bevist.

Jeg var jo Iver Jonsson fra Ribe. Jeg havde en stor købmandsgård i Hundegaden lige ved Domkirken og lige ved Sct. Catrinæ kloster. Jeg var født i år 122o. og var 31 år. Kong Abel regerede landet.

Det berømte billede af kong Abel med snabelsko - Men hvad lavede jeg så her i klitten og med et brækket ben? Lige pludselig gik der mange lys op for mig og jeg begyndte at huske alt. Det begyndte sidste efterår. Jeg var draget til Skanör marked i september for at købe sild i tønder. Skanör ligger nederst i den sydvestlige del af Skåne. Lige nordvest for Trelleborg. Halland, Skåne og Blekinge var dengang danske og havde i øvrigt altid været det. - I efterårs månederne september og oktober, når trækfuglene samledes på Ugleodde, vidste man at silden var kommet og da strømmede hundredvis af fiskerbåde til fra det meste af landet. Fiskerbådene kom fra nær og fjern og var bemandede med alle slags mennesker lige fra peblinge, der pjækkede fra Latinskolen og til bønderkarle, der stak af hjemmefra for at tjene hurtige penge ved at hjælpe fiskerne med at fange silden og som arbejdere i den halvindustri, der opstod oppe på land, med at rense, salte og pakke sildene i tønder og køre disse ned på stranden til skibene.

Der var enorme mængder af sild og de stod så tæt, at man sagde, at det var lige før man kunne gå på vandet uden at synke i og at man kunne fylde sin ketcher fra stranden, uden af få våde fødder og plante en hellebard uden at den væltede. Nogle købmænd købte silden direkte fra fiskerbådene, når de kom i land. Der var en stor konkurrence, for skønt der var mange sild, var der også mange købere. Disse købmænd læssede så silden over i vogne og kørte dem et lille stykke ind i landet til halvtage de havde bygget her. De havde lejet nogle folk til at rense og pakke silden i tønder. Disse folk blev kaldt ”gællekoner” fordi de skar silden op ved gællerne og tog indvoldene ud og de fleste af dem var kvinder. Mange af tønderne kom fra Lübeck der eksporterede salt fra deres saltminer i dem. Når tønderne var tømt for salt blev de fyldt med sild af "læggekonerne". Silden lå i nogenlunde regelmæssige lag med salt imellem og inden låget blev hamret på tønderne, skulle de kontrolleres af en "vrager" der undersøgte indholdet og enten vragede - d.v.s. kasserede eller kvalitetsstemplede det for at opretholde en fin og ensartet kvalitet. Det meste gik til udlandet og man ville jo også gerne have kunder næste år. Så kom bødkerne og slog låget på tønderne og disse blev nu læsset på vogne og kørt ned til Hölviken.

Nu forestod en besværlig omladning. Først kørte vognene så langt ud i det forholdsvise lave vand som de kunne. Her blev tønderne så omladet til fladbundede pramme, der igen blev staget og roet ud til koggerne, der lå længere ude på dybt vand. Det var ikke småting der blev fanget i Øresund på de ca. to måneder. Det kunne være op til 3oo.ooo tønder sild om året. Da jeg kom helt ovre fra Ribe, ville det ikke være let for mig at skaffe folk til at gøre silden i stand og pakke den ned. Jeg var nødt til at købe færdigbehandlede sild i tønder. Disse var selvfølgelig noget dyrere end helt friske sild, men den endelige forskel var slet ikke så stor, idet jeg så sparede lønningerne til gælle- og læggekoner og heller ikke skulle leje stadeplads eller bekoste skure til behandling af silden og købe salt. Der var tit et stort spild mellem den indkøbte og den færdigpakkede sild. Alt dette sparede jeg og jeg købte kun sild de steder, der havde et godt ry for en god kvalitet. Der var nogen steder at læggekonerne sparede på saltet og heller ikke lagde sildene så flot ned i tønderne. Det så pænest ud, når silden lå i en stjerneform, med hovedenderne ud mod tøndens kant og den spidse hale ind mod midten. Det gjorde altid en handel nemmere, når silden skulle sælges nede i Europa. Kunderne slog hurtigere til, når de så den pænt ordnede sild, idet låget blev slået af. På denne måde kom jeg af med flere penge pr. tønde, men kunne til gengæld også let få en bedre pris, når jeg solgte den igen. Jeg havde oparbejdet et ry for kun at have første klasses varer, så jeg skulle se mig godt for, når jeg købte ind. Jeg blev som regel stående på det sted jeg havde udvalgt mig som leverandør. Så kunne jeg følge den friske sild, lige

fra den kom lige nede fra stranden til den var renset og saltet ned. Jeg var nødt til at sikre mig, at sildene ikke var fra dagen før, idet de fordærves ganske hurtigt, hvis de ikke saltes straks.

Original sildetønde fundet i Øresund

Når jeg havde købt det antal tønder, jeg skulle bruge, hyrede jeg vogne til at køre tønderne ned til stranden. Her blev de sejlet ud til den lübske Kogge, som jeg havde en aftale med. De fleste Kogger blev ejet af købmænd fra Lübeck eller Hamborg, men de fleste var fra Lübeck, der var langt den største by. Skipperen - der hed Lothar - på den Kogge, som jeg havde aftale med, havde selv anpart i skibet. Det kunne jeg bedst lide, for så vidste jeg, at han ville være mere omhyggelig med sin sejlads. Han ville jo miste alt han ejede, hvis skibet forliste. En Kogge var et stort tungt skib der kunne laste 200 tons. Det var meget i forhold til de danske skipperes skibe, der var langskibe eller knarrer, der kun kunne laste højst 2o tons. De sidste var til gengæld de hurtigste og de klarede hårdt vejr bedre, da de var meget elastiske og kunne give sig efter pres fra store bølger. Nordboerne foretrak stadig denne form for skibe, da de sejlede meget ude på det store hav, såsom til Færøerne, Island og endda til den nordiske koloni på Grønland.

Langskibene og Knarrerne var bygget efter den gammelkendte metode direkte fra vikingetiden. Først lavede man en køl med stævn og agterstavn. Dernæst lagde man plankerne på fra bunden og op. Der var kun få spanter under denne proces. Bagefter byggede man alle spanterne ind. Denne metode var afprøvet og solid og gav, som sagt, et meget elastisk skib, men den var gammeldags på den måde, at skibene ikke kunne blive over en vis størrelse og derfor havde en begrænset lasteevne og en begrænset sejlstørrelse. De blev styret af en styreåre i højre side i den bagerste del af skibet. En skibsside hedder bord og højre side kom derfor til at hedde styrbord og denne betegnelse bruger man stadig den dag i dag.

Kogger blev derimod bygget på en anden måde. Man byggede hele skroget med spanterne fæstnet direkte på kølen og først derefter beklædte man skroget med planker. Dette gav et mere stift og langsomt skib, men til gengæld var der ikke nær så stor begrænsning på størrelsen og dermed lasteevnen og sejlføringen. Det kom rigtignok langsommere frem, men kunne til gengæld laste ti gange så meget som et langskib eller en knarre. En kogge var også udstyret med en ny opfindelse - nemlig stavnroret. Dette ror sidder midt i agterstavnen og giver en meget større manøvredygtighed end styreåren. De andre andele i Koggen ejedes af Lübske købmænd, der selv drev handel med sild og andre varer nede i Europa, men man kunne også købe sig til en handelstur med skibet og selv komme med på turen og dermed selv sælge sine varer bedst muligt. Det var netop en sådan aftale jeg havde med skipper Lothar. Vi skulle holde ind i Ribe på vores vej ned til Frankrig og Portugal, - hvor mine kunder boede, for at tage de varer ombord, jeg havde samlet og indkøbt siden forrige års handelstur.

Dagen kom for afrejsen og skipper Lothar lod det store røde sejl hejse og satte stævnen mod nord. Vi var nødt til at sejle norden om Jylland og det var en meget farlig færd i lumske farvande. Lothar havde prøvet turen nogle gange før og var altid sluppet heldigt igennem, så vi var alle ved godt mod. Jeg havde fået mit eget meget lille rum i agterenden af Koggen og det var en ren luksus i forhold til livet ombord på langskibene og knarrerne, hvor der kun var meget lidt dækning for vind og vejr. Det ville gøre livet lidt mere komfortabelt om bord, på den lange rejse helt ned til Portugal og hjem igen. Jeg vidste, at der ville komme hårde dage ombord under den langsomme færd, især hvis der var dårligt vejr, når vi skulle over Biscayen. Men vi håbede selvfølgelig på det bedste og tilønskede hinanden en god og indbringende færd. Vi rundede lykkeligt Jyllands top og kom ned i Nordsøen og sejlede et godt stykke ude fra kysten og kom velbeholdne ned til Ribe. Vi gik for anker ud for Nipsåens munding. Her blev jeg sejlet i land og ankom til min købmandsgård i Hundegaden. Jeg havde nu været væk i næsten fire måneder så der var meget at indhente. Først lavede jeg de ventende forretninger og dernæst gav jeg ordrer for det næste, godt halve år, hvor jeg ikke ville være hjemme. Men straks da jeg ankom, satte jeg mine folk til at køre ned til åhavnen med alle mine andre handelsvarer. De blev læsset på pramme, der fragtede dem ud til koggen ved åmundingen, hvor de blev hejst ombord. Jeg havde fra de nordiske handelsfolk, der drog helt op til Grønland, indkøbt noget så sjældent som to enhjørninghorn. De var ved roden tykke som en arm og næsten to meter lange og flot snoede. De var meget sjældne og havde en

enorm handelsværdi Portugal.

ved

hofferne

både

Frankrig

Jeg havde også indkøbt skind fra sæler, hvalrosser og ikke mindst isbjørne. Isbjørneskind var jo yderst sjældne i syden, hvor man kun kendte den brune bjørn. Jeg havde også opkøbt alle de hvide hermelins haler med sort spids, som jeg havde kunnet få fat på. De store hvide isbjørneskind og hermelinshalerne var meget efterspurgte til kongekåber. Enhver konge eller fyrste med respekt for sig selv, måtte have en sådan kåbe. Da det hele var klar, tog jeg afsked med min familie og mine folk og gik ombord på prammen, der sejlede os ud til koggen. Her blev alt stuvet ombord i et specielt lastrum, der var både tørt og mere sikkert, hvis vi skulle blive overfaldet af sørøvere under farten. Sildene stod nede i det store lastrum, hvor der godt kunne være lidt fugtigt og hvor der lugtede frygteligt af fisk, da tønderne ikke alle var lige tætte. Det er klart, at her kunne mine fine skind ikke være på grund af fugt og lugt. En kongekappe der lugter af fisk ville nok ikke være så populær.

Vi ventede nu en tre dage på godt vejr og en gunstigere vind, men kom endelig af sted. Det første vanskelige sted var den stormomsuste og strømfulde kanal mellem England og Frankrig. Den var farlig i sig selv, men den blev ikke mindre farlig på grund af de mange sørøvere, der her lå på lur efter en fed fuldtlastet kogge med en værdifuld last. Det var ikke kun fattige folk der drev sørøveri, selv den norske stormand Jarl Alf Erlingsson gjorde det gerne, når han savnede lidt eventyr og sikkert også penge. Vi havde alle våben og desuden var der en større blide bygget af svære bjælker med ombord. Med den kunne vi slynge store sten og brændende beg i lerpotter mod fjendtlige skibe. Stenene kunne slå hul i de som regel lette sørøverbåde og den brændende beg kunne sætte ild ombord og i heldigste fald brænde sejlene, så de ikke kunne forfølge os i deres lette og hurtigere fartøjer. Lothar valgte at sejle det meste af vejen gennem kanalen en mørk stjerneklar oktobernat. Det var farligt, men han holdt sig midt ude i farvandet og vi så kun enkelte lys langt inde under land. Da der blev lyst, så vi at der var en enkelt lille båd der forfulgte os, men heldigvis havde de opdaget os for sent og de opgav ud på eftermiddagen, da vi kom ud i åbent farvand. Vi handlede ikke med England og Normandiet. Dette marked blev forsynet af de nordiske købmænd. Vi skulle rundt om Bretagne og ned til den lange Gironde fjord for at komme ind til Bordeaux. Her solgte jeg en tredjedel af mine sildetønder til en handelsmand, som jeg kendte fra en tidligere færd. Det gik ret let, da han vidste, at mine sild var af første klasse og ikke var fordærvede af for lidt salt og at de

derfor var den lidt højere pris værd. Sild var i fastetiden meget efterspurgte i de katolske lande, da man ikke måtte spise kød, men gerne fisk. Det gjaldt alle, rige som fattige. De rige kunne spise mere appetitlige fisk, medens de fattige måtte nøjes med saltede sild fra norden og hvad de ellers kunne få fat på af billige fisk fra området, men da alle spiste fisk i fastetiden, blev der jo hurtigt stor mangel på lokale fisk og man importerede derfor silden. Da denne handel var overstået fik jeg foretræde for den lokale fyrste. Denne var altid meget interesseret i at se hvad nyankomne nordiske handelsfolk bragte med af spændende ting. Han købte et af mine Isbjørne skind og ti Hermelinshaler. Nu kunne han lade sig sy en værdig fyrstekåbe. Jeg viste ham også det ene horn fra enhjørningen, men det lod han til slet ikke at være interesseret i. Jeg kunne dog se på hans øjne, at det ikke var rigtigt. Det var helt sikkert på grund af den enorme pris jeg forlangte. Jeg vidste, at det var virkelig sjældent, og jeg havde selv betalt en stor pris for det. Det var kommet helt fra Grønland. Man kendte kun enhjørninger fra fablerne, der sagde, at de kun kunne ses af jomfruer og aldrig havde andre set dem hverken levende eller døde. Man fandt kun yderst sjældent dens enorme horn, hvoraf den kun havde et og det sad lige midt i panden. Disse lange og spiralsnoede horn fra dette fabeldyr var der kun de allerstørste

konger eller kejsere der havde råd til at købe. Det vidste jeg godt, men måske kunne denne halvstore fyrste skaffe penge nok til at opkøbe det, for så siden at sælge det med fortjeneste til den rette køber. Men det havde han åbenbart ikke. Derfor den tilsyneladende ringe interesse. Alle ved hans hof studerede dog hornet med stor interesse. De havde aldrig set et enhjørningehorn før. Jeg pakkede nu hornet ind i de bløde skind, det havde ligget i og lagde det igen ned i sin solide trækasse. Fyrsten fulgte denne handling med lidt for begærlige øjne, så jeg skyndte min ned på skibet igen og gemte kassen ned i mit sikre skjulested. Efter at have forladt Bordeaux sejlede vi igen ud gennem den lange Gironde fjord og kom ud i den frygtede Biskaya bugt. Vi var dog nogenlunde heldige med vejret. Det sagde skipper Lothar i hvert fald, skønt jeg, der nok var søstærk, men dog ikke var en rigtig sømand, der var vant til store bølger i dagevis. Jeg mente for mig selv, at det vist ikke kunne blive ret meget værre, men det kunne det. Det måtte jeg senere sande. Vi sejlede ned til den store by Lisboa der ligger på vest siden af landet Portugal. Det er en kongeby og kongen var kendt for at føre et stort hof i rig luksus. Ham satsede jeg på, for sidst jeg havde været her, havde han købt en del isbjørneskind og hermelinshaler. Han lod udfærdige kapper, der var næsten ligeså prangende som hans egen, men dog også kun næsten. Disse kapper gav han til sine vasaller for at de kunne præsentere landet fornemt og rigt, når de havde besøg af fyrster fra de andre lande. Især Italien, Frankrig og Spanien. Disse lande konkurrerede altid om at udvise størst pragt.

Det var den Portugisiske konge - der sidste gang jeg var der, - der havde spurgt, om jeg ikke kunne skaffe et horn fra en Enhjørning. Han havde hørt, at der var en konge i Italien, der havde et sådant og han ville give en, endog meget stor pris for et mage til, hvis jeg kunne skaffe det. Det havde jo lydt godt for en handelsmand som mig, så straks jeg kom i land i Lisboa, gik jeg hen til det store konge palads og meldte min ankomst. Jeg måtte dog vente i over halvanden time, før der skete noget, men så kom kongen til gengæld selv ud i modtagelses lokalet og hilste på mig med en meget stor hjertelighed. Jeg var lidt forlegen, men var dog godt klar over, at det næppe var min person, han udviste denne store ivrighed, men snarere om jeg havde et enhjørningehorn med. Netop mit løfte om at prøve at skaffe et sådant, var grunden til, at han kunne huske mit navn Iver Jonsson, som han udtalte på en pudsig og ligefrem jovial måde. Jeg var glad for, at jeg nu havde et horn med, ellers havde denne overstrømmende hjertelighed sikkert hurtigt fået en ende. Men nu havde jeg altså fundet det sjældne horn. Jeg havde i parentes kun medbragt det ene og fortalte ikke, at jeg havde to. Det ville jo sætte prisen ned, hvis det ligefrem vrimlede med disse horn. Kongen bød mig nu ind i sine private gemakker. Jeg havde, da jeg ankom måttet efterlade mit korte sværd og min kniv til en lakaj. Der er åbenbart grænser for en konges tillid, selvom han er nok så begejstret og ivrig. Det gjaldt selvfølgelig alle, der skulle ind i paladset. Vi kom ind i gemakket, - der var kun kongen og jeg. Han ville ikke lade andre se hornet endnu. Det skulle fremvises ved en særlig lejlighed. Gerne, når der var fornemt besøg

fra udlandet og gerne en konge, der ikke selv havde et sådant sjældent horn. Med overdreven forsigtighed lagde jeg den lange trækasse på gulvet, tog hornet, indpakket i de bløde skind ud og lagde det op på et fornemt bord. Her pakkede jeg det igen overdrevent forsigtigt ud. Hornet var selvfølgelig meget robust, men det fremmede handelsværdien, at udvise forsigtighed med den sjældne ting. Ivrigt havde kongen fulgt alt dette og jeg tog nu det tunge horn op fra skindene og lagde det i hans hænder. Respektfuld betragtede kongen det og bemærkede dets store vægt. Endelig holdt han den længe eftertragtede sjældenhed i sine hænder og han havde ikke til hensigt at slippe den igen. Prisen ville være næsten underordnet, men der var selvfølgelig en øvre grænse, så da vi skulle til at tale om prisen forlangte jeg det dobbelte af hornets vægt i rent guld, for at have lidt at slå af på. Kongen blegnede lidt og jeg bevarede mit poker handels udtryk i ansigtet og vi var begge tavse. Det gjaldt om at få kongen til at tale først, for hvis jeg begyndte, ville det helt klart være et tegn på, at jeg var forhandlingsvillig. På den anden side gik han jo for at være en rig konge, og han kunne ikke så godt tillade sig at sige, at han ikke havde råd, så efter et minuts tavshed, sagde han lidt stift, at så var det en aftale. Jeg var lykkelig. Jeg ville have givet ham begge horn til den pris, men på grund af kongens store ivrighed efter at få hornet, gav han sig ikke tid til at tænke sig om og det

kostede ham altså den dobbelte mængde guldmønter og jeg havde stadig et horn tilbage. Jeg fortalte, at vi skulle sejle den næste morgen igen, for det gjaldt om at få pengene og om at komme væk, inden nogen fik ham overtalt til at fortryde. En konges ord er selvfølgelig en konges ord, men der havde jo ingen vidner været, da vi var alene i gemakket, og det ville så være en konges ord mod en lille købmand fra et fjernt land i nord. Så kan enhver regne ud hvilket udfald det ville give og måske kunne jeg endda blive anklaget for at lyve overfor en konge. I det tilfælde var jeg måske aldrig kommet hjem mere. Det var altid farligt at bide skeer med de store. Det er et sandt gammelt ordsprog. Kongens skatmester blev nu tilkaldt og han talte de mange guldmønter op og lagde dem i et solidt træskrin med lås og nøgle. Den sidste fik jeg udleveret og jeg blev i en af kongens vogne kørt ned til skibet, medens der red fire svært bevæbnede soldater omkring vognen. Dette vakte naturligvis også større opsigt. - Hvad var det mon for rigdomme, der blev bevogtet så godt af kongens mænd? - Så der var mange skumle øjne, der fulgte optrinnet. Heldigvis lå koggen ikke ved en kaj længere. Jeg havde brugt hele dagen på at være oppe på paladset, og imens havde Lothars mænd losset deres del af sildelasten og var trukket ud i havnen og lå for anker her. Nu ventede de blot på, at jeg kom tilbage. Da jeg kom ombord gjorde de store øjne over de fire soldater, der havde fulgt mig ned til havnen og nu så til, medens pengeskatten kom vel ombord. Lothar fortalte at mine sildetønder stadig var ombord, da jeg jo ikke var kommet tilbage og ikke havde givet besked om at sælge dem.

Det var jeg selvfølgelig godt klar over, men det var næsten ligegyldigt nu, og da Lothar og jeg var alene nede i hans kahyt, fortalte jeg ham hviskende om den gode handel, jeg havde gjort. Der var ingen grund til at hele besætningen vidste besked, men Lothar var nødt til at vide det, hvis der skulle ske mig noget, inden vi kom hjem. Alle mine penge skulle gerne havne hos min familie hjemme i Ribe. En hansaskipper kunne man stole på, ellers ville han aldrig blive betroet et skib af de andre anpartshavere; de rige, men mistænksomme købmænd hjemme i Lübeck. Jeg havde et problem, for Lothar havde nu ikke mere i lasten og vi skulle efter beregningerne bare sejle hjem igen. Jeg derimod havde både to tredjedele af mine sild tilbage, samt nogle sæl og hvalros skind, fem isbjørneskind og en del hermelinshaler og ikke mindst endnu et enhjørningehorn. Tanken om at sejle hjem var ikke til at udholde. Kong Abel havde året før lige indført en ny lov om, at man ikke længere skulle betale skat af udenrigshandel og allerede nu var jeg styrtende rig. Hvis jeg kom helskindet hjem og hvis jeg fik solgt de sidste skind, hermelinshaler og det kostbare enhjørningehorn, - ja, så ville jeg blive ufattelig rig og blandt de allerrigeste købmænd i Danmark. Vi havde dog gjort turen hurtigere end beregnet så vi havde god tid. Jeg sagde til Lothar, at jeg ville give ham ti procent af det, jeg kunne få for Enhjørninge hornet, hvis han ville sejle syd om Spanien og ind i Middelhavet. Herinde var der mange store byer med rige fyrster og konger, og her lå den største by i verden, nemlig Rom med dens Pave og rige paladser og fyrster. Der var også Genova og Firenze. Der lå også den meget store og berømte handelsby Venedig, men

den lå omme på den anden side af den Italienske halvø, og det ville tage alt for lang tid at sejle der om. Lothar spekulerede lidt over det og til sidst sagde han, at han blev nødt til at få ti procent af sild og skind og tyve procent af hornets pris, hvis han skulle lægge skib og mandskab til den ekstra tur. Han skulle nemlig dele fortjenesten med de andre anpartshavere, når han kom hjem og for ikke at få for meget vrøvl, var det nødt til at være en anstændig forretning. Han syntes at hans tilbud var rimeligt og i betragtning af, at jeg havde fået så god en pris for hornet her i Lisboa, gik jeg med til prisen. Jeg ville slet ikke tabe på hverken skind, haler eller sild, blot ikke have så stor en fortjeneste, og jeg ville ikke gerne sejle hjem igen med mine varer, for det var hernede kunderne var, så de skulle selvfølgelig også sælges her. Jeg kunne forsøge at sælge dem på hjemvejen, men jeg ville ikke få så god en pris på i hvert fald skindene og halerne og jeg ville helt sikkert ikke få solgt det værdifulde horn.

Vi sejlede straks samme aften, det var det mest sikre. Et par dage efter rundede vi det smalle stræde mellem Spanien og Nordafrika. Vi satte straks kursen mod den Italienske halvø, og gik ikke ind til de Spanske byer. Jeg var lidt nervøs for at sælge det andet horn, - som jeg jo ikke havde fortalt den portugisiske konge om, - for tæt på hans land. Hvis det kom længere over østpå, ville der gå længere tid før han eventuelt hørte om det. Jeg havde også lagt en plan om at sælge det gennem en stråmand og ikke fortælle mit navn til nogen. Når han så opdagede, at der var solgt et andet horn for nylig, ville han blot tro, at det havde været en anden handelsmand. Jeg havde dog været i god tro, da jeg fortalte ham, at vi

sejlede hjem. Det var først senere, jeg havde overtalt Lothar til at sejle videre. Vi sejlede først til Rom, for her kunne vi helt sikkert komme af med alle sildetønderne i en fart. Når vi solgte sildene i tønderne måtte kunderne betale ekstra for tønden eller give os en tom brugbar tønde med låg i stedet. Vi havde derfor altid på hjemvejen en masse tomme tønder, foruden den last, som vi købte for at sælge derhjemme. Denne gang havde jeg kun købt nogle tønder med vin i Bordeaux. Jeg havde ikke nået at købe noget i Portugal, hvor jeg ellers også plejede at købe en særlig stærk og fyldig vin i tønder. Lothar havde dog købt vin og andre ting begge steder, så da jeg havde solgt alle mine sildetønder i Rom og købt Italiensk vin i stedet, var lasten fyldt godt op med vintønder og med de tomme silde tønder ovenpå. Jeg fik også solgt alle skindene fra sælerne og hvalrosserne, samt isbjørneskindene og hermelinshalerne i Rom, men da byen var meget religiøs og i virkeligheden styret af Paven, var der ikke så mange virkelig rige fyrster i byen, så ingen havde råd til at vise interesse for enhjørningehornet. Det

var det samme her, som i Bordeaux; når de hørte prisen, lod de som om det slet ikke var noget særligt, skønt deres begærlige øjne fortalte noget andet. På vej nordpå langs den Italienske kyst, lagde vi ind til en havneby for at købe noget proviant. Her ville det nemlig være langt billigere end i Rom. Da vi var færdige gik Lothar og jeg ind på et værtshus for at få et bæger af den italienske vin. Det var et stort og livligt værtshus. Den forreste afdeling var fyldt med råbende, måske halvfulde søfolk og havnearbejdere, men den bagerste del var for byens finere folk og købmænd. Her satte vi os, for her mente vi, vi hørte hjemme. En meget solbrændt skipper, der sad ved nabobordet, spurgte os, hvorfra vi kom. Han kunne se og høre, at vi var fremmede. Vi fortalte, at vi kom fra norden. Han var meget nysgerrig og ville meget gerne høre nærmere om, hvordan livet var deroppe. Vi fortalte ham om den nordligste del af norden, for det syntes vi måtte lyde mest spændende for en mand fra sydens sol. Vi fortalte ham om den megen sne der var det meste af året. Om de hvide isbjørne, store hvalfisk og kæmpesæler med to store tænder stikkende ud af munden.

Han lyttede meget interesseret og fortalte, at han også havde mødt store dyr med store tænder stikkende ud af munden, men det havde været i stort land sydpå. Han var født meget nysgerrig, - sagde han, men det havde vi allerede opdaget. Han sejlede altid sydpå for at opleve livet helt ude i udkanten af den kendte verden. Sommetider drev hans store nysgerrighed og vovemod ham endda udenfor den kendte verden. Det var det mest spændende, for den verden vidste man meget lidt om, men der fortaltes skrækindjagende historier om meget store dyr med to store hvide og lange tænder stikkender ud af hovedet. De havde fire ben, men midt i hovedet, sad der også et langt femte ben. Dette femte ben var meget bevægeligt og kunne slå nogle frygtelige slag. Nede i Rom var der, - på nogle sten, billeder af sådanne dyr, men intet menneske i vores verden havde nogensinde set dyret. I de store floder dernede levede der også nogle store drager. De havde frygtelige gab fyldt med skarpe tænder. De kunne let bide benet af et voksent menneske, eller æde et helt barn i én mundfuld. Man skulle passe på, hvis man badede i disse floder, for dragerne kunne man slet ikke se, før de som lyn skød op af vandet. Vi lyttede anspændte til beretningen om de mærkelige dyr, men inderst inde troede vi ikke rigtig på historien. Hjemme fortalte vi også om store drager, men ingen havde nogensinde set en drage i virkeligheden. Vi spurgte ham derfor forsigtigt, om han selv havde set disse drager. Han fortalte nu, at dem havde han set mange gange, og at han derfor ikke badede så meget, men altid holdt sig et stykke væk fra flodbredderne.

Nu blev også vi meget nysgerrige. Havde han, - der i grunden ellers lød meget troværdig, virkelig selv set en stor drage? Vi bad ham derfor om at beskrive en sådan. Nej, - sagde han, - Jeg vil gøre noget meget bedre. Jeg vil vise jer en! Vise os en? – Hvordan kunne det være sandt? – Holdt han en stor drage i fangenskab? – Kunne det lade sig gøre? Vi var målløse. Følg nu blot med mig, - sagde skipperen og begyndte at gå ud af værtshuset. Vi fulgte efter ham gennem havnen hen til hans skib. Vi gik ombord og ned i lastrummet. Her begyndte han åbne en stor trækasse, medens vi meget forskrækkede holdt os langt i baggrunden og lige ved trappen op. Vi skulle ikke have et ben bidt af, af en vild drage. Da låget var kommet af, vinkede han os hen til trækassen. Vi tøvede selvfølgelig, men da der ingen vilde brøl havde lydt og skipperen var helt rolig, gik vi forsigtigt derhen og kiggede ned i kassen. Ganske rigtigt! – Nede på bunden lå der en stor skællet drage og kiggede op på os med store klare øjne og en åben mund fyldt med hvide skarpe tænder. Vi turde næsten ikke trække vejret af frygt. Så fandtes der virkelig store drager! - Vil I gerne se den ude på gulvet, - spurgte han, og grinede lidt over den store frygt, der stod malet i vores ansigter. - Vi sagde ikke noget og kunne slet ikke tro vi oplevede dette. Han bøjede sig ned i kassen og løftede med stort besvær den tunge drage op og dumpede den ned på gulvet foran sine fødder.

Vi var røget nogle trin op ad stigen, mens han gjorde det, men dragen havde ikke sagt en lyd eller rørt sig. Kom bare herhen, - sagde han og klappede dragen på ryggen. Det er ikke farligt, for den er død. Den er fyldt med tørt græs og der er sat glaskugler ind i stedet for dens rigtige øjne. Nu blev vi pludselig noget mere modige. Hvis den var død kunne den ikke være farlig, skønt den så farlig ud med sit åbne gab og sit glasøje, der stirrede på os. Vi var virkelig imponerede, og spurgte skipperen, hvorfor han havde den døde drage. Jeg har købt den i det store land sydpå og taget den med hjem for at sælge den til en eller anden rig mand, der syntes, at det ville være noget særligt at eje en rigtig drage. Sådan en er der ikke så mange der har! Du ser ikke fattig ud og du er købmand, - sagde han pludselig henvendt til mig. - Vil du købe den? Jeg kiggede på ham. Troede han, at jeg virkelig var så rig, at jeg havde råd til at købe en virkelig drage? Jeg forklarede ham, at jeg blot var en ganske almindelig købmand fra en lille by langt oppe i det kolde nord. Deroppe var der ikke så mange rige mænd, der havde råd til at købe den slags ting blot for sjov. Hvis jeg skulle have råd til at købe den, var han nødt til at nævne en pris der var overkommelig for mig, men jeg måtte indrømme, at hvis prisen var rigtig, ville jeg gerne have den med hjem.

Han stod et stykke tid og kiggede på mig med smalle øjne, medens jeg kiggede tilbage med et barnligt og uintelligent blik, som om jeg ville blive umådelig skuffet, hvis prisen ikke var rigtig. Jeg havde jo fået en overordentlig god pris for det første horn, så jeg havde rigeligt råd til at købe dragen, for den kunne højst være det halve af et enhjørningehorn værd, men derfor var det ikke nødvendig at give en overpris. Jeg brugte nu en taktik, som jeg har brugt mange gange. Jeg stirrede ham ind i øjnene og koncentrerede mig om at tænke på det beløb jeg vil give. Jeg lader min hjerne koncentrere sig om at overføre beløbet til hans hjerne. Det er mange gange lykkedes for mig. Denne gang tænkte jeg på: Fem guldmynter! – Fem guldmønter! – Fem guldmønter! Lidt efter løser han op for sin stive stirren og siger: - Jeg skal have fem guldmønter. Jeg har ellers altid forlangt syv guldmønter, men nu har jeg haft den til salg i næsten et år, og jeg har ikke fået den solgt endnu, så fem guldmønter er måske den rigtige pris. - Hvis du har råd til at betale fem guldmynter, er dragen din, - med trækasse og det hele. Det gav vi hinanden håndslag på og aftalte, at skipperen skulle levere dragen henne ved vores skib og få sine guldmønter der. Dem skulle jeg først hente nede i mit hemmelige gemmested og det ville jeg helst være alene om.

Dragen blev leveret som aftalt. Skipperen fik sine penge og vi sejlede videre mod byen Pisa. Jeg glædede mig meget til at komme hjem til Ribe og vise alle en rigtig drage, selvom den var død. Jeg ville helt bestemt være den eneste mand i Danmark, der havde en sådan. Ikke engang kongen havde en. Nu var hornet det eneste, der var tilbage at sælge og da Lothar også var interesseret i at det blev solgt, havde vi forhørt os i Rom, hvor de rigtig rige fyrster boede. Alle sammen sagde, at de boede i Venedig først og fremmest, men, at der også var en enkelt meget rig slægt i Firenze og da den sidste by var nærmest, - selvom den lå et stykke inde i landet, besluttede vi at tage dertil for at forsøge at sælge det sidste horn her. Vi håbede så blot på at denne overmådelig rige fyrste der var af slægten "de Medici” ikke havde et tilsvarende horn i forvejen. Vi lagde til i en havn ude ved kysten. Den var havn for den større by Pisa. Lothar og jeg, samt fire af hans stærkeste søfolk lejede heste og red til Pisa. Det var en flot by med en næsten helt ny Domkirke med en meget stor kuppel i hvidt marmor. Den var imponerende flot. Vi havde dog set endnu mere imponerende bygninger i Rom, men der var der så mange af dem, at man ikke rigtig lagde mærke til de enkelte.

Der var også et smukt klokketårn, der var meget højt og allerøverst oppe var der syv klokker, man kunne spille melodier på. Det beundrede vi meget. Det var ikke særligt gammelt i forhold til bygningerne i Rom. Vi syntes dog, at det var en ganske lille smule skævt. - Det var ikke ret meget, men da det stod alene, kunne man lige ane det, hvis man havde et godt øjemål. Vi spurgte en lokal, velklædt mand om tårnet. Han fortalte, at det var 80 år gammelt. Da man var begyndt at bygge det, opdagede man først for sent, at undergrunden var for blød og at den ene side af fundamentet begyndte at synke. Bygmesteren, der nødigt ville indrømme, at han ikke havde undersøgt undergrunden godt nok, begyndte nu at kompensere for det skæve fundament, så tårnet så lige ud, da det var færdigt. Men som tiden var gået sank fundamentet stadig en ganske lille smule og det var rigtigt, at tårnet var skævt, hvis man så godt efter. Nu var bygmesteren for længst død og bystyret lod blot som ingenting. Det ville sikkert kunne stå i flere hundrede år, før det væltede, når det blot var blevet så lidt skævt på næsten et hundrede år. Vi fandt et herberg og betalte en mand fra bystyret, for at ride til Firenze og spørge den rige fyrste, om han kunne være interesseret i et horn fra fabeldyret enhjørningen. Da der var gået tre dage, vendte han tilbage og fortalte, at det kunne den rige og meget fornemme fyrste, måske godt være interesseret i at se. Vi måtte i hvert fald gerne komme og vise ham det.

Glade og forventningsfulde red vi den næste morgen af sted mod Firenze. Vi havde manden fra bystyret med som vejviser og han skulle samtidig introducere os for fyrsten. Jeg havde min trækasse med hornet bundet godt fast bag på sadlen. Vi var nu en gruppe på syv stærke og bevæbnede mænd og vi håbede, at det var nok til at holde eventuelle landevejsrøvere væk. Vi ankom da også uantastede til den meget smukke by med de smukke broer over floden Arno, der gennemstrømmer byen. Vi var noget betagede over al denne skønhed. Jeg følte mig lidt usikker, sådan handelsmæssigt set. Her var jeg rigtignok på udebane, medens fyrsten ville befinde sig i sit overdådigt flotte palads, midt i sin rige og smukke by. Han ville kunne føle psykologisk overlegenhed, når vi skulle handle. Jeg følte, at det ikke ville blive så let som i Lisboa, hvor jeg havde haft vores skib liggende nede i havnen, så vi hurtigt kunne sejle væk. Nu lå skibet tre dagsrejser væk. Vi skulle møde fyrsten næste morgen midt på formiddagen og igen måtte jeg, - der var den eneste der ville få foretræde for fyrsten - aflevere mine våben straks jeg kom indenfor paladsets port. Jeg blev ført gennem mange, lange og rigt udstyrede gange og sale, inden jeg til sidst endte i en meget stor sal, hvor fyrsten sad helt tilbage i den bagerste ende af salen. Han sad i en stor stol der stod oppe på en lav forhøjning. - Lav, men dog så høj at fyrsten altid ville være højere oppe end de personer han talte med. Jeg så til min store glæde, at det var en ganske ung mand, der sikkert ville have en stor del af eventyrlysten fra

barndommen i sig endnu. Han ville sikkert blive begejstret over det store hvide snoede og tunge horn fra sagndyret enhjørningen. Det var i hvert fald, hvad jeg håbede på. Jeg nærmede mig "tronstolen", medens en lakaj gik bag ved mig og bar kassen med hornet. Jeg havde bukket høfligt på den rette måde, som jeg var blevet instrueret i forinden af en ceremonimester. Fyrsten spurgte mig om, hvad jeg hed og hvor jeg kom fra. Nu var det for sent at forstille mig og jeg ville heller ikke lyve overfor den unge fyrste, der så både ærlig og oprigtig ud. Jeg sagde, at mit navn var Iver Jonsson og at jeg var købmand i en by, der hed Ribe. Den lå i landet Danmark. Dette land kendte fyrsten åbenbart godt for han sagde, at han vidste, at landet lå højt mod nord. Fyrsten spurgte nu, hvor jeg havde fået det sagnomspundne horn fra og jeg fortalte, at jeg havde fremskaffet det fra andre handelsfolk, der igen handlede med et folk, der boede så langt mod nord, at de næsten var glemte. Dette folk var selv lidt af et sagnfolk og i deres land var der evige ismarker og der var hård vinter det meste af året. Den unge fyrste var meget videbegærlig og han spurgte også om forholdene i mit land. Jeg fortalte ham alt, han ville vide om de ting jeg kendte til. Om sildene i Øresund der stod i så tætte stimer, at man kunne skovle dem op med de bare hænder. Han lyttede begejstret, men da vi havde talt sammen i næsten en time, undrede det mig, at han slet ikke havde bedt om at se det sjældne horn. Men til sidst spurgte han endelig høfligt om han måtte se hornet. Igen gentog jeg forestillingen fra Lisboa. Jeg åbnede langsomt trækassen og tog den lange skindbylt op. Forsigtigt lagde jeg den på forhøjningen og viklede hornet ud af

skindene. Der var en god belysning inde i salen fra nogle vinduer, der sad i væggene oppe under loftet. Solen skinnede ind og oplyste den smukke sal med de mange forgyldninger. – Der lå det så og skinnede hvidt i solskinnet. Fyrsten glemte helt at opfører sig værdigt, skønt der var lakajer til stede. Han satte sig ned på forhøjningen ved siden af hornet og følte på dets snoninger og løftede forsigtigt på det. Han sagde, at det var virkelig en smuk ting, men at hans meget kloge læremestre, havde fortalt ham, at der slet ikke fandtes enhjørninger, men at det kun var et fabeldyr. Derfor kunne hornet slet ikke stamme fra et sådant dyr, men måtte stamme fra et andet stort dyr. Fyrsten spurgte nu om hvilke dyr, der levede oppe i det isklædte land, hvor hornet stammede fra. Nu havde jeg hørt rygter om, at hornet slet ikke var et horn, men derimod en tand fra et stort havdyr, men hvis det kom frem ville "hornet" miste al interesse fra liebhavernes side. Det var jo meget mere romantisk, at tænke på, at det var hornet fra det fabeldyr man så afbilledet på de gamle græske friser. - Jeg besluttede, at jeg absolut ikke ville røbe min viden og spillede dum og fortalte fyrsten, at jeg slet ikke havde haft så dygtige læremestre som han, hvilket jo var den rene og skære sandhed, - så jeg vidste intet til, om der virkelig havde eksisteret et fabeldyr med et sådant horn i virkeligheden. Jeg fortalte dog, at jeg havde haft to med mig, og at jeg havde solgt det andet til kongen af Portugal. Han havde troet helt fast på, at det var hornet fra en enhjørning. Fyrsten sagde, at han godt vidste at mange troede på dette, men at han nu engang troede mest på sine egne læremestre.

Jeg havde nu fået opfattelsen af, at den unge og åbenbart velbegavede fyrste, slet ikke var så interesseret i at købe hornet, men blot havde ønsket, at se det i virkeligheden, så for at få en reaktion fra hans side - det er altid bedst at køberen spørger først til prisen, begyndte jeg forsigtig at pakke hornet ind i skindene igen. Fyrsten spurgte nu straks om jeg var interesseret i at sælge hornet - eller hvad det nu var - til ham, for selvom det ikke var fra et fabeldyr, der slet ikke eksisterede, så måtte det dog være fra et dyr, som man heller ikke kendte eksistensen af. I hvert fald ikke i denne ende af verden. Han fortalte, at han allerede havde forestillet sig, at det smukke snoede "horn" blev sat i en sokkel af elfenben og placeret til højre for hans tronstol. Her ville det vække opsigt og beundring, alene ved sin størrelse og flotte hvide glatte overflade. Jeg måtte nu fortælle, at det havde en meget stor værdi, også fordi der næsten aldrig gennem tiderne havde været nogen udbudt til salg. Der eksisterede kun ganske få og de var alle ejet af kejsere og konger eller meget rige fyrster, så enten man nu troede på hornet eller ej, så ville det være en ære, at eje det. Det ville skabe stor respekt om fyrsten. Fyrsten spurgte så om værdien af dette horn, men jeg sagde, at den jeg kendte ikke selv. Jeg havde aldrig hørt om andre horn, der var til salg, end de to jeg selv havde bragt med mig. Jeg kunne kun fortælle, at kongen af Portugal havde betalt to gange dets vægt i rent guld og at det var den eneste pris jeg kendte. Men denne konge, var jo som alle vidste, meget rig. Da jeg sagde dette smilede den unge intelligente fyrste et lille skævt smil. Han var godt klar over, at alt dette var et spil i en handel og at jeg var ude på at få ham til at sige

eller tænke, at han bestemt var lige så rig som Portugals konge. Den hoppede han dog ikke på, så han sagde, at da han ikke troede, det var et horn fra det sagnomspundne dyr enhjørningen, så kunne det ikke være så meget værd for ham, som denne store pris. Han foreslog derfor, at han ville betale dets vægt i rent guld én gang. Dertil ville han yderligere give mig et sæt meget flotte drikkehorn i det værdifulde materiale glas. Det var i virkeligheden et meget flot tilbud. Jeg havde jo faktisk fået dobbelt pris i Portugal, så de for os i norden meget sjældne drikke glas, kom faktisk oven i den pris, jeg i allerheldigste tilfælde havde regnet med at få. - Jeg forsøgte at se lidt skuffet ud, men ikke for længe. Han skulle jo nødigt fortryde, fordi han følte, at hans tilbud ikke var godt nok. Fyrster kan være meget nærtagende, så jeg slog hurtigt til. Her behøvede jeg ikke at skynde mig væk, så da han tilbød mig og mine venner, at vi gerne måtte bo i gæstefløjen et par dage, inden vi rejste fra byen, modtog vi denne gæstfrihed med glæde. Vi blev nu af fyrstens folk vist rundt i paladset og ude i byen så vi mange mennesker fra fremmede folkeslag. Vi så dens smukke kirker, der er meget større end dem i Danmark. Vi havde dog i Ribe, - efter danske forhold - en stor og flot domkirke, men den var selvfølgelig ikke udsmykket så rigt som den store kirke i Firenze. Vi

spiste sammen med de finere af fyrstens folk i paladset, men fyrsten så vi ikke mere til. Nu var vi alle ivrige efter at komme hjem efter dette yderst vellykkede handelstogt, så den tredje dag om morgenen red vi atter til havnen ved Pisa og gik ombord på vort gode skib, der for resten hed ”Strela". Dette betyder ”Pil" og det var et lidt optimistisk navn på en kogge, der jo sejler temmelig langsomt i forhold til de lynhurtige langskibe. Men det kan jo være, at den var hurtig af en kogge at være. Jeg var ikke sømand og havde ikke forstand på dette. Da vi kom ombord gav jeg straks Lothar hans andel af guldmønterne og vi satte en pris på glasdrikkehornene, vi kunne være enige om og Lothar fik værdien i guldmønter. Vi havde hver vores, - godt skjulte, gemmested til vores pengekister. Det skulle ikke være for let for eventuelle sørøvere at finde dem, hvis vi blev overfaldet på hjemturen. Vi kom hurtigt gennem Middelhavet og sejlede op langs den Iberiske halvø og kom ud i Biscayen. Mange af besætningen var bange for at sejle på det store hav om natten. Det var så stort, at ingen vidste hvor det endte. Man skulle i hvert fald ikke sejle for langt vestpå, for så styrtede man ud over kanten af den flade verden, man troede man levede i dengang. Havet var også farligt på en anden måde, idet det var fuldt af uhyrer, der om natten kom op af vandet og åd styringsmanden og nattevagten. Så netop i det hav, blev der rystet en del om natten, hvis der kom en ukendt lyd i mørket ude fra havet. Der gik historier om uhyrer, der ligefrem havde bidt skibene i stykker.

Det blev en hård tur for mig, da koggen - der jo er lidt bred og rund i det, rullede fælt. Lothar indrømmede da også, at det blæste lidt, men, at han havde oplevet det, der var meget værre. Sådan er det jo med gamle søulke. De vil hellere drukne end at indrømme, at vejret er hårdt. Vi slap dog igennem uden skader på skibet og kom op til den farlige Engelske kanal. Her lurede igen både hårdt vejr og sørøvere. De sidste vidste, at når nordiske handelsskibe kom sydfra, havde de både varer med - som regel vin, og alle de penge de havde tjent på de varer, de havde solgt. En sådan buttet kogge lignede i deres øjne en fed and, der kom vraltende. - Lige til at sætte huggerten i! Vi kom godt igennem det brede stykke ud mod det store Atlanterhav, men da vi nærmede os det smalle stykke ved Dover vrimlede det med sejl langs kysten. De fleste var blot almindelige skibe, der fragtede varer og folk over mellem Normandiet og England, men resten var enten fiskere eller sørøvere eller en blanding af disse to "erhverv". Til vores held satte der en kraftig storm ind, netop som vi nærmede os det smalle sted. Det var til vores fordel, for det ville gøre det meget vanskeligere for sørøverne, at borde

os, hvis det kom til nærkamp. Vi begyndte at gøre den kraftige blide klar og vi varmede beden op på ildstedet, for at den kunne være klar til at hælde i ildpotterne. Pludselig ser vi et forholdsvis stort skib komme nærmere til os med en hurtigere fart, end den vi skød. Der var mindst tyve mand ombord, antog vi. Vi gjorde os klar til kamp. Vi havde lange stager, vi kunne skubbe det lavere liggende skib fra os med. Det fremmede skib kom nærmere og vi kunne se, at folkene ombord bestemt ikke så rare ud. Nogle havde allerede fundet entrehagerne frem og resten stod med sværd og økser. - Der var ingen tvivl om deres hensigt. Alt imens var stormen taget til og bølgerne blev høje og uberegnelige. Dette var til vores fordel igen, da vores skib var meget større og tungere end angribernes. Vi kunne se at de havde svært ved at manøvrere deres skib op på siden af os. Vi forsøgte at ramme dem med vores pile, med søgangen var alt for urolig og det var spild af pile. Engang da deres skib lå lige ud for siden af os, udløste vi bliden med en stor sten. Den ramte da også rælingen på indersiden af den side, der var længst væk fra os, men den slog ikke et ret stort hul, men søerne væltede dog her lettere ind og der begyndte at stå vand i bunden af deres skib. Stormen tiltog stadig i styrke og den kom ret agterind fra vest. Vi førte stadig sejl i håb om at slippe væk, men vi skulle snart til at tænke på at stryge sejlet, da det ellers ville sprænges, eller vi risikerede at kuldsejle. Sørøverskibet havde hele tiden forsøgt at borde os fra bagbords side, men uden held. Nu ville de forsøge sig fra styrbordssiden. De lagde bagom vores skib, men idet de vender siden til bølgerne og altså ligger på tværs bagved vores skib, kaster

de voldsomme bølger deres lette skib, lige ind under bagstavnen på vores tunge kogge. Det sker for dem i det uheldige øjeblik, da vores agterstavn er højt oppe i luften og lidt efter hugger denne lige ned i deres skib og knuser det, så det brække over i to halvdele. Alle sørøverne ligger i næste nu ude i vandet, hvor de forsøger at finde vragstumper de kan klamre sig til. Tre mand har hægtet sig fast i vores ror og tigger nu om at komme om bord. Det har vi imidlertid ikke spor lyst til. For få øjeblikke siden ville de have slået os ihjel og vi ville for resten også have slået dem ihjel, så vi havde ingen barmhjertighed og lod dem så at sige sejle deres egen sø og drukne. Vi blev glade, for nu var vi fri for sørøverne og kunne koncentrere os om at føre skibet frelst gennem stormen. Pludselig udbryder der panik blandt søfolkene. Skibet lystrer ikke længere roret. En mand bliver hejst ned udenpå agterenden og da han kommer op igen kan han berette at roret er meget beskadiget og at det kun hænger helt fast i den nederste befæstning og at det nok snart falder helt af. Det er en katastrofe. Hvis vi ikke kan styre skibet i den storm, vil vi uvægerligt blive blæst over til den berygtede og ubarmhjertige jyske vestkyst, hvor så mange skibe er strandet og så mange ulykkelige søfolk er druknet. Lothar begynder at give ordrer. Først stryges sejlet. Dernæst gør han store drivankre klar til at smides bagud. Han laver disse drivankre af de planker og bjælker som altid er med på et sejlskib. De bruges til at reparere med, når noget er beskadiget i en storm. Han lader dem omvikle med tov. Binder et langt svært tov til dem og kaster dem bagud så de flyder tredive - fyrre meter bagude og bremser skibet og holder det mere stabilt i vindretningen, så det ikke så let

kommer på tværs af bølgerne. Hvis skibet gør det i den bølgegang vil der være stor fare for, at det krænger over og synker. Det hjælper noget, men vi driver stadig i stor fart østover og vi er allerede nu, - da dagen svinder, halvvejs mellem kanalens munding og den jyske vestkyst. Vind og strøm fører os op mod nordøst og vi begynder så småt at håbe på, at vi vil drive op langs vestkysten og derved undgå at strande. Hvis vi gør det og stormen løjer af, kan vi nemlig rigge nødroret til. Men stormen aftager ikke. Snarere tvært imod. Pludselig giver det et ordentlig ryk i skibet. - Det er tovet til drivankret der er sprunget. Vi tumler nu af sted, alt efter vindens og bølgernes forgodtbefindende. Vi føler panikken brede sig i os. - Skal vi alle drukne? - Jeg synes, at jeg er særlig uheldig. Nu har jeg lige haft så heldig en handelstur, og er så rig som kun få købmænd i Danmark er. Hvis jeg drukner med alle mine penge, kan jeg ikke gøre alt det for min familie og venner, som jeg havde planlagt på de mange trælsomme timer under den lange sejltur. Det var noget, jeg havde glædet mig meget til. Jeg havde allerede set frem til at købe en herregård, der var til salg lidt uden for Ribe. Jeg kunne ophøre med at tage på de farlige handelsture og leve et mere fredeligt liv på herregården og lade betroede folk drive købmandsgården i Hundegaden med almindelig indenrigs handel. Der var også det ærgerlige ved det, at netop sidste år havde - den da nye konge, Kong Abel, lavet loven om, så udenrigshandel ikke længere skulle beskattes. Derved kunne han nemlig lokke mange flere vesteuropæiske købmænd, til at handle med

Danmark. De havde også for nylig lært at sejle nord om Skagen i de nu bedre skibe. Alt i alt ville det give mange flere indtægter, når varerne fordeltes rundt i riget. Denne nye lov betød, at alle mine tjente penge, var mine fuldt ud. Jeg skulle ikke betale skat af dem. Men nu var det hele tilsyneladende ligegyldigt. Kun hvis vi var rigtig heldige med at drive op langs kysten og undgik at strande, kunne vi overleve. Da drivankret sprang, havde skipper Lothar straks givet ordre til at binde al den tovmængde vi havde tilbage, - fast i den store og tunge træblide. Vi måtte alle lægge vore fælles kræfter i, for at vælte den ud over skibssiden, men da den først kom i og tovene strammedes rettede skibet sig straks op og lå nu meget roligere i søen, og vi drev også langsommere nu. Men det fik desværre også den virkning at kursen rettedes op, så vi nu drev næsten direkte mod øst. Denne kurs ville helt sikkert føre os direkte ind på vestkysten og vi ville strande et stykke oppe ad kysten. Det havde en fordel, for hvis vi strandede for langt nede ville vi gå på grund ude i vadehavet, langt fra kysten og ingen ville overleve. Strandede vi derimod næsten helt oppe på stranden, ville de, der overlevede, lettere kunne redde sig op på stranden. Det var nu blevet kulsort nat, selvom det var i maj måned. De sorte skyer lukkede for alt lys. Vi kunne næsten ikke se at finde rundt på dækket og det ville også være yderst livsfarligt, idet alle de tomme sildetønder der havde været surret fast på dækket efterhånden rev sig løs og tumlede vildt rundt, før de forsvandt ud over rælingen. Jeg turde ikke være indendørs, hvis skibet gik ned. Jeg ville have en større chance for at overleve, hvis jeg røg overbord og

kunne få fat i noget vraggods til at klamre mig til. F.eks. en tom tønde. Den var jo hul og det fasttømrede låg gjorde den næsten både vand- og lufttæt. Pludselig fik jeg en god ide. Jeg kaldte på Lothar, - der alligevel ikke rigtig kunne gøre mere for at redde sit skib, og fortalte ham om min plan. Han var jo sømand og ville være meget bedre til at udføre den plan, jeg havde lagt. Jeg ville nemlig lave en lille tømmerflåde af to tomme tønder. De skulle bindes sammen, men der skulle være et fast mellemrum, så bølgerne ikke klemte tønderne sammen, så de maste os. Mellemrummet skulle være både fast og skulderbredt. Vi ville derefter begge to kunne benytte flåden, idet vi kunne holde os fast. - en i hver side. Lothar var straks med på ideen, og han fandt materialer frem. Et solidt bræt og nogle tiloversblevne, ikke ret lange tovstykker. To gode ikke ret gamle sildetønder med gode låg. Det blev en solid tømmerflåde. Der var løse reb hele vejen rundt til at gribe fat i, hvis vi skulle miste grebet i bølgerne. Han lavede også en stor løkke, som vi kunne tage under armene, hvis vi blev udmattede eller mistede bevidstheden. Den ville så det meste af tiden, holde os oven vande, så vi ikke bare hang og druknede. Den tømmerflåde stolede vi meget på efterhånden som natten gik og vi nærmede os kysten.

Pludselig kunne vi høre en voldsom brænding. Vi kunne intet se. Men vi måtte jo være endog rigtig tæt på kysten, når vi kunne høre brændingen i den vestenstorm. Der gik da også kun et øjeblik, så lød der et voldsomt brag og skibet krængede over på siden, masten knækkede og det knagede og bragede alle vegne. Lothar havde haft ret i at styrbords siden ville vende ind mod kysten, hvis vi strandede. Her havde vi anbragt vores tømmerflåde og stod forberedte og ventede. Vi holdt fast i tovene, men tømmerflåden blev pludselig kastet så voldsomt over bord, at vi slet ikke kunne holde fast. Resolutte kastede vi os straks i vandet for af få fat i tømmerflåden igen. Det var ikke let, for den var allerede drevet lidt væk fra skibet og selvom vi var i læ for stormen på denne side af skibet, var der alligevel en voldsom bølgegang. Vi kunne dog begge svømme lidt, så vi fik os til sidst kæmpet hen til flåden og tog løkken under armene. Nu kunne vi slappe lidt af. Vi drev ind gennem brændingen og fik nogle voldsomme op og nedture gennem bølgerne. Havet var fuldt af vraggods, der blev kastet hid og did. Det ramlede hele tiden ind i os og tømmerflåden, fordi vi var tungere og drev langsommere. Det

var farligt, for der var store tunge stykker træ fra skibet imellem. Pludselig rammer et svært stykke tømmer den ene ende lige ind i låret på mit højre ben. Der lød et højt knald og jeg var klar over, at lårknoglen var brækket. - Det var der slet ingen tvivl om. Det gjorde imidlertid ikke ondt lige med det samme, men da saltvandet lidt efter trængte ind i det åbne sår, og bedøvelsen fra slaget havde fortaget sig, begyndte det at gøre virkelig ondt, og jeg er hele tiden ved at besvime. - Men jeg vil ikke give op. - Jeg vil i land og redde livet og måske mine penge, hvis de da ikke forsvinder for evigt i havet. I det buldrende mørke mærker vi pludselig fast bund under vore fødder. Det vil sige, jeg kan nu kun mærke det med min venstre fod, for højre ben er helt følelsesløst, bortset fra smerten. Vi slipper tømmerflåden og Lothar - der er en stærk og meget robust mand og har flere kræfter end mig, der jo nu også er stærkt hæmmet af mit brækkede ben, hjælper mig gennem den sidste brænding og hen mod klitterne. Stormen er så stærk, at vandet står helt op til de første klitter, så her kan vi ikke blive. Vi er nødt til at kravle op på toppen af den høje klit. Havde jeg været alene ville det have været næsten umuligt. Jeg hjælper til så godt jeg kan, medens Lothar slæber, alt hvad han orker og til sidst kommer vi helt op på toppen. Her finder vi en gryde, hvor vi er i læ af stormen. - Vi falder totalt udmattede om, men da vi havde ligget og sundet os lidt, kommer vi begge to hurtigt til at tænke på vore guldpenge ude på skibet. Nu havde vi jo reddet livet, så det næste ville være at forsøge at redde vores skat.

Den nye Kong Abel havde indført mange nye love. De ville gavne landet og dets omdømme ude i den kendte verden. Indtil nu havde det været sådan, at alt strandingsgods inklusive ofte meget kostbare laster, tilhørte kronen, og ak og ve, de der ikke overholdt dette. De blev simpelt hen hængt omgående, når det blev opdaget. Der var absolut ingen nåde. Købmænd, skippere og andre andelshavere i skibe der strandede, havde altid været meget utilfredse med denne røveriske ordning. Det var nok, at de mistede et kostbart skib, men at de ikke engang måtte bjerge deres egen last, men blot kunne stå og se til, medens kongens mænd plyndrede vraget. Det var for meget af det gode og de syntes, at det var yderst grisk og uretfærdigt af de danske konger. Men sådan var det nu engang. - Det var gammel ret. Sådan var det ikke mere nu. - Nu havde Kong Abel bestemt, at strandede skibes last tilhørte ejerne og at de selv måtte bjerge, hvad de kunne redde fra vragene. Det var strengt forbudt - for de der først fandt et strandet skib, at bjerge noget som helst eller røve de strandede søfolk for deres ejendele og hvad de ellers havde i deres lommer af kostbarheder, som de forsøgte at redde. Før i tiden var det helt normalt, at slå en halvdød strandet sømand helt ihjel, for at tage hans ejendele inden kongens mænd dukkede op. Overlevende kunne jo også fortælle disse mænd, hvis de lokale havde røvet noget af vraggodset. Det var simpelthen det mest sikre, hvis der slet ingen overlevende var. Lothar og jeg blev enige om, at han skulle gå til den nærmeste by og få fat på herredsfogeden og fortælle ham

om strandingen, så vi beholdt vores ret til det ombordværende gods, der kunne reddes. Der ville sikkert også drive nogle tønder med vin op på stranden i nattens løb. Så han rejste sig op og begav sig ind i landet. Det var farligt for mig at blive ladt alene tilbage. Jeg kunne let blive dræbt af de lokale, hvis de troede, jeg var den eneste overlevende. Derfor var det vigtigt, at jeg holdt mig vågen for hurtigt at forklare, at skipperen på skibet var gået ind for at hente herredsfogeden. Så ville de nemlig helt sikkert ikke turde slå mig ihjel af skræk for at blive hængt. Der gik dog kun kort tid før jeg faldt i en dyb, - næsten bevidstløs, søvn, af bare smerter og udmattelse. Det var sådan jeg vågnede den maj morgen på Dødemandsbjerget ved Blåvandshuk. Da jeg var kommet lidt til mig selv, fortalte jeg hurtigt til de omkringstående, at Lothar i nat var gået for at hente herredsfogeden og at jeg selv var købmanden Iver Jonsson fra Ribe. Jeg lovede dem en belønning, hvis de ville hente noget mad og drikke, samt nogle varme skind, for jeg var sulten og havde kuldegysninger efter at have ligget i det våde tøj hele natten siden vi strandede. De udviste nu stor respekt og underdanighed og lovede at bringe tingene så hurtigt som muligt. Et par stykker af dem forsvandt. Selv skulle jeg ikke have noget af at forlade stedet, - hvilket jeg for resten heller ikke ville have været i stand til. Jeg ville holde øje med stranden, for den var nu, - i det tidlige morgenlys overstrøet med vraggods. Der var mange fulde vintønder og tomme sildetønder, samt smadrede tønder og dele fra skibet.

Jeg fortalte selvfølgelig ikke om vores pengekister, som var gemt i hulrummene i det svære tømmer ombord på skibet. Stormen var nu løjet en del af og det begyndte at klare op. Der var allerede blå stykker himmel mellem de lysere skyer. Hvis der blev mere vindstille ville vraget ikke blive slået helt i stykker og synke ned i sandet. Vi skulle gerne nå ud og bjerge vort guld og også gerne de kostbare drikkebægre af glas fra fyrsten i Firenze. De var nemlig pakket ned i et solidt træskrin, men det kunne jo ikke gemmes så godt som pengene, da skrinet fyldte en del. Jeg håbede at skrinet stadig var ombord eller i bedste fald var drevet i land. Jeg kunne desværre ikke selv gå ned på stranden på grund af mit brækkede ben, men jeg kunne i det mindste holde øje med alt strandingsgodset. Ved middagstid dukkede herredsfogeden og Lothar op. De var begge ridende og herredsfogeden havde en notar med. De gik ned på stranden og begyndte at tælle de ilanddrevne vintønder op. De noterede også op, hvad der ellers var drevet i land af værdifulde ting. Notaren skrev alt op for at der ikke senere, skulle blive en diskussion om, hvor meget der havde været. Også for at ingen kunne blive beskyldt for at have stjålet noget. Man var nødt til at have en streng justits, da de lokale - og hermed menes også den lokale herremand, - plejede at være på stedet før kongens mænd og gemme tyvekoster godt af vejen. Sådan havde det været i så mange slægtled, at det næsten ikke var til at forstå, at det nu var slut med den slags forretninger. Selvom der var dødsstraf var det meget sjældent, at nogen i virkeligheden blev hængt, da alle, - høj som lav, holdt sammen som ærtehalm og aldrig røbede den slags alvorlige ting, lige meget hvor meget uvenner man end

blev. Det var en uskreven lov på disse tider. Man skulle jo leve af noget og kongerne havde altid raget rigeligt til sig gennem tiderne. Til min store glæde kom Lothar, - der havde fulgtes med herredsfogeden rundt på stranden, nu slæbende på en halvstor trækasse hen over sandet. Stranden var nu meget bredere da vandet havde trukket sig tilbage efter stormen. Jeg kunne let se på den fornemme kasse at det var fyrstens drikkehorn. Så var de blevet reddet. Nu håbede jeg blot på at de var hele inden i kassen, men de var blevet pakket ind i masser af blød uld, så jeg håbede på det bedste. Godt nok var penge gode at have, men når der var gæstebud, ville det være fint at kunne fremvise de fornemme drikkehorn af glas fra den fornemme fyrste i den berømte by Firenze, og fortælle, at det var en gave fra ham, oven i den pris jeg havde fået for mit enhjørningehorn. Jeg omtalte det, af forretningsmæssige grunde, aldrig som andet end et enhjørningehorn. Måske kunne jeg en anden gang få en bestilling nede fra fyrsten, for jeg havde sagt, at hvis han engang ville have et horn til den anden side af stolen, skulle han blot sende bud til købmanden Iver Jonsson i Ribe i Danmark. Måske havde jeg så et på lager, eller kunne fremskaffe endnu et, selvom det ville blive svært. Vi sendte bud efter vogne i landsbyerne, for at lade dem køre tønderne, både de fulde vintønder og de tomme sildetønder, til et lille fiskerleje der hed Oksby. Her kunne fiskerbådene sejle det hele ud til den kogge, der ville komme, når vi havde fået sendt besked til købmændene i Lübeck. - Min last skulle så sejles hjem til Ribe.

Allerede samme aften da de fleste havde forladt stranden, svømmede Lothar, - ved hjælp af vores solide tømmerflåde, som vi havde fundet igen, - ud til skibet for at redde vores små pengekister. Det viste sig, at den del af skibet, hvor gemmestedet var, nu lå under vand, så han måtte dykke ned til hulrummet i det kraftige tømmer. Efter et par forsøg lykkedes det han at få pengekisterne op. Han anbragte dem på planken mellem tønderne og surrede dem godt fast, så de ikke skulle glide i vandet, hvis flåden vippede på grund af den tunge last. Jeg kunne tydeligt se de små pengeskrin stå på flåden, da Lothar kom svømmende ind igen og jeg blev umådelig glad, skønt jeg nu havde meget ondt i benet og trængte til at komme under lægebehandling. Den nærmeste læge var hjemme i Ribe og der var heldigvis kun fyrre kilometer, men selv dette ville tage lang tid, da jeg var nødt til at blive transporteret på en af bøndernes vogne, ad de meget ujævne og hullede veje, og det ville sikkert blive en "hyggelig" tur. Vi havde derfor bedt herredsfogeden sende bud til lægen i Ribe, om at komme med sin egen vogn, der var blødt polstret med halm og skind, og han kunne så se på benet med det samme, når han ankom. I mellemtiden havde vi bygget et teltskur nede på stranden af vraggods og et stykke af sejlet. Lothar ville heller ikke forlade stranden før han havde læsset hele godset på de vogne han havde bestilt. Han ville også holde øje med min del af strandingsgodset. Jeg selv var jo nødt til at tage hjem omgående, når lægen kom.

Her slutter historien, medens vi venter på hjælp. Jeg var nu så udmattet af smerte og blodtab, og jeg lagde mig ned inde i teltskuret og faldt omgående i en dyb søvn.

Da jeg vågnede igen var klokken næsten tre. Jeg kiggede ned på stranden, for nu lå jeg igen oppe på toppen af Dødemandsbjerget og kunne overskue hele stranden. Jeg kunne ikke se den strandede kogge mere og heller intet strandingsgods. Forundret tog jeg mig til mit brækkede ben. - Det var slet ikke brækket og nu havde jeg igen noget andet tøj på. - Det var meget forvirrende og det kørte rundt i hovedet på mig og jeg viste ikke rigtigt, hvad jeg skulle tro. Havde det hele blot været en drøm? I så fald havde det været en meget livagtig drøm og jeg måtte sidde i lang tid, før jeg kom så meget til mig selv, at jeg igen var helt tilbage i nutiden. Jeg fandt min bil og undervejs sydpå passerede jeg Ribe og hele historien sad endnu så meget i mig, at jeg ikke kunne lade være med at parkere i nærheden af domkirken og gå om på den side af kirken, hvor Hundegaden med min købmandsgård havde ligget. Nu spekulerede jeg på hvorfor mon den havde heddet noget så mærkeligt som Hundegaden. Men i Middelalderen var der jo sikkert mange andre lige så jordnære navne på gaderne. Da jeg kom hen til stedet hvor gaden havde ligget, fik jeg så stor en overraskelse, at jeg helt naturligt begyndte at gå hen til det sted i gaden, hvor min købmandsgård lå.

GADEN HED NEMLIG STADIG HUNDEGADE! Men der, hvor min købmandsgård havde ligget, lå nu et andet hus. Det nye røde murstenshus lå på samme grund, nemlig lige over for Badstuegade, som gaden også hed i min tid. For i denne gade, - nede ved åen, lå nemlig byens badstue.

Det er da for mærkeligt, at gaderne stadig eksisterer og at jeg så let kunne finde hjem til stedet, hvor min købmandsgård havde ligget og at området er så lidt forandret.

Er der overhovedet andre steder i Danmark, hvor der er en gade der hedder Hundegade? – Jeg har aldrig hørt om andre!

Oplevelsesdrømmen, - eller hvad det nu er og var, - står stadig klar og tydelig for mig. Skønt det nu er over tyve år siden jeg oplevede den, har jeg intet besvær med at nedskrive den. Har jeg virkelig levet et sådant liv dengang? Er det derfor jeg så tydeligt husker alle disse detaljer? Hvad er der blevet af min skællede drage, som jeg gav fem guldmønter for? – Hænger den på et eller andet museum i dag? Men allermest undrer jeg mig over, at der stadig er en gade i Ribe der hedder Hundegade.

Knud Erik Guldager. Marts 2004.

X Her lå min købmandsgård i 1251