Tre små historier fra 1930-1955 by Knud Erik Guldager

Dramatisk kĂ¸retur pĂĽ bakken ved HohĂ¸j

En lille beretning fra livet omkring 1930

Knud Erik Guldager

Dramatisk køretur på bakken ved Hohøj Min far, Niels Arne Guldager er født på ”Valdemarsdag” den 15. juni 1908, og som lille troede jeg, at alle flagede fordi det var min fars fødselsdag. Jeg kendte endnu ikke dengang historien om Dannebrogs ”fødsel”. Efter skolen hjalp han en fisker på Glenstrup sø og var medhjælper på en gård for en krone om dagen, og det var lidt, selv dengang. Senere hjalp han til i sin svogers Niels Frost Madsens blandede landhandel i Skrødstrup ved Mariager.

Børnene der står ved benzinstanderen er min fætter Marius og min kusine Kirsten. Købmandsbutikken solgte også benzin og der var åbent hele døgnet. Den håndpumpe-betjente benzinstander stod nede ved landevejen der løb gennem Skrødstrup. Min onkel Niels fortalte, at han engang blev lidt sur på en kunde, der bankede ham op midt om natten klokken halvtre og skulle have to liter benzin. Mere havde han ikke penge til.

Det er min onkel Niels og min faster Marie der sidder stolte foran deres blandede landhandel. Manden i det mørke tøj er min farbror Gunnar der senere kommer til at spille en dramatisk rolle i historien. Min far kørte landhandelens ret nye lastbil, en Chevrolet 1929, for onkel Niels var foruden købmand også vognmand. Min far kørte bl.a. med grus, og det bevirkede at bilen næsten aldrig kunne bremse, da bremserne på baghjulene havde åbne udvendige bremsebakker. - Det var de sidste rester af det gamle hestevogns-bremsesystem. Grus og sand fra ladet dryssede uvægerligt hele tiden ned i de åbne bremser og sled dem op på få dage.

Da han også senere også skulle hente købmandsvarer i Randers og Mariager, blev de enige om, at han nok hellere måtte få sig et kørekort, for det havde han nemlig aldrig taget sig tid til at få. Kørekortet skulle han tage i Mariager, og det foregik på den måde, at en køreprøve blev bestilt til en bestemt dag. Han skulle så stille med lastbilen på torvet, og køre lidt frem og tilbage, vende og dreje ind og ud af de smalle gader ved torvet. Imens stod fabriksinspektøren, der også var motorsagkyndig, og så til fra en høj trappe foran rådhuset for enden af torvet. Prøven gik fint, for min far var jo ret rutineret, idet han allerede havde kørt med lastbilen i over ét år, så han kendte alle dens vaner og uvaner. - En kørelærer var der ikke brug for.

Dramaet i svinget En dag da min far var i Mariager efter et stort læs købmandsvarer, havde han sin bror Gunnar med. - Da de skulle hjem spurgte Gunnar, om han ikke måtte få lov at køre lastbilen. Min far var lidt betænkelig, for Gunnar havde et stift højre ben og kunne derfor hverken bruge bremse eller speeder og han havde desuden aldrig før prøvet at køre en bil. Men de var jo unge og friske, så han fik lov. De startede og Gunnar kørte. Min far satte venstre fod over og betjente speederen og Gunnar betjente koblingen og skiftede gear. For at komme ud af byen skulle de køre op ad en meget stejl

bakke, der hedder Hohøj. Midt på bakken svinger vejen til venstre og der er en meget stejl skrænt ned til byens huse. Der stod tykke træer i vejsiden.

Det er min far der står ved lastbilen Nede på det flade gik det meget godt, men da de kom lidt op ad bakken indså min far, at bilen, der nu kørte i andet gear, ville få meget svært ved at klare den stejle bakke med det store læs. Den skulle have været nede i 1. gear. De var imidlertid nødt til at fortsætte, da de allerede var kommet et stykke op ad bakken, og en urutineret chauffør ville ikke kunne få bilen ned i første gear. Gearkassen var jo ikke synkroniseret og man skal være virkelig hurtig og kontant på den stejle bakke, for at lave en dobbelt udkobling og knalde gearstangen ned i første, inden lastbilen begynder at trille baglæns. - Hvis det mislykkedes blev det først helt galt, for bilens bremser kunne slet ikke holde vognen på den stejle bakke. De var nemlig næsten virkningsløse, det vidste min far og i øvrigt kunne Gunnar jo ikke bremse på grund af sit stive højre ben.

Lastbilen kom gennem svinget midt på bakken og lidt op, men motoren havde nu så få omdrejninger, at den var ved at gå i stå. – De måtte prøve at skifte gear. Det var ikke så let, da min far jo måtte styre gassen på grund af Gunnars stive ben. Gunnar koblede ud med sit venstre ben, og min far prøvede at mase gearstangen i første gear med venstre arm, samtidig med at han med højre styrede gaspedalen og dirigerede Gunnars dobbelte udkobling.

- Det mislykkedes. – Først holdt lastbilen stille et øjeblik, så begyndte den at trille baglæns, hurtigere og hurtigere, - Ned mod det skarpe sving med den stejle skrænt, og det med en særdeles urutineret chauffør ved rattet. - Det ville ende gruelig galt. De så begge i ånden, hvordan lastbilen ville vælte ned ad skrænten med dem og hele lasten af sildetønder, melsække og andre købmandsvarer i én pærevælling. De ville sandsynligvis blive dræbt begge to. - Det gjaldt nu om at tænke hurtigt.

Hohøj med det skarpe sving i bunden. Det var lige her de kørte baglæns nedad på en dengang meget smallere vej

Min far kunne sagtens have nået at hoppe ud, men han ville ikke forlade sin bror med det stive ben. - Han kunne i hvert fald ikke nå at komme ud. - Min far kiggede bagud og fik øje på et af de tykke vejtræer i svinget. Det ville være bedre et ramme det, end at trille ned ad skrænten. Min far lænede sig over og overtog rattet, men det var bestemt ikke let at styre. Han kunne ikke se ud af bagruden for det store læs, så han måtte bruge sidespejlet i venstre side, og sørge for at ramme træet, - lige midt ind i ladet, så lastbilen ikke svingede rundt. – Det var altså ikke let! De kunne ikke gøre andet end at vente i frygtelige lange sekunder. - Træet kom nærmere og nærmere, indtil der lød et kæmpebrag og alle de midterste bundbrædder fra ladet kom farende ind under sædet og ud under deres ben. - De sad nu næsten fastklemt, men havde ikke brækket benene, skønt min stakkels onkels stive ben nær var blevet ”bøjeligt” igen. Først sad de som lammede, men begyndte så at vrikke og vride deres ben fri af plankerne, så de kunne komme ud. Utroligt nok kom de slet ikke til skade udover hudafskrabninger på benene og forskrækkelsen. Lastvognen blev selvfølgelig senere repareret igen. Da de kom hjem ville min far ikke fortælle sin svoger vognmanden, at det var Gunnar der havde kørt lastbilen, så han måtte ”indrømme”, at han havde kikset et gear, og det var jo i og for sig også rigtigt, idet det jo var min far der havde prøvet at få den ned i 1. gear. Men for at flytte krigen over i fjendens lejr, bebrejdede min far onkel Niels, fordi han ikke havde sørget for at bremserne var i orden. Havde de været det, var den ulykke aldrig sket.

- Hvad tror du din kone Marie ville have sagt, hvis du var skyld i at begge hendes brødre var blevet dræbt? Efter den tid blev bremserne altid holdt i orden. Mange år senere cyklede min far, min lillebror og jeg ud til Mariager fra Hobro, hvor vi boede under krigen, og min far viste os det store ar i træets bark, hvor lastbilen havde ramt.

”Topsitop” Min onkel Niels havde også en personvogn, nemlig en Ford T årgang ca. 1923. Den var først med kaleche, men senere fik han bygget en danskbygget fast top på, en såkaldt ”Topsitop”. Jeg kan derfor tænke mig, at han brugte den som lillebil, dvs. taxa og måske også lejede den ud uden fører, som det hed dengang, men jeg ved det ikke sikkert.

Se billederne på næste side.

Det er min far der sidder på køleren med den mærkelige hat. - Det er hans søskende der sidder inde i bilen.

Samme bil med ”Topsitop” på skovtur.

Min fætter Marius fortalte om en episode i Skrødstrup, da han var fem-seks år. En søndag morgen skulle Niels og han i Ford T’en køre til Mariager og hente friske rundstykker. Købmandsforretningen lå på en sidevej til hovedvejen gennem Skrødstrup og Niels kører i rask fart ud på hovedvejen uden overhovedet at se sig for, - for hvorfor skulle han dog det? – Der var jo kun hans og sognefogedens biler på hele egnen og det var søndag. Men her tog han gruelig fejl, for lige netop sognefogeden kommer i samme nu kørende fra højre. De støder sammen, men det er kun Niels der får højre forskærm krøllet ind til hjulet. De stiger ud af bilerne og Niels rykker skærmen fri af hjulet og mener, at der ikke er nogen grund til at gøre mere ud af det. Skylden var jo hans, og sognefogedens bil havde ingen skade lidt. Det var hans venstre forhjul der havde trykket skærmen ind. - Dengang var der ingen kofangere. - Skærmen ordner smeden i morgen, - sagde Niels og de kørte videre efter rundstykker i Mariager. Marius fortalte om endnu en episode med min far og lastvognen. Købmanden kørte også som vognmand med grus for sognet. Det blev brugt til at reparere hullerne i de mange grusveje om foråret. En dag holdt min far med et sådant læs grus, som han smed i hullerne, kørte lidt frem til et nyt hul, osv. Han kunne derfor ikke undgå at spærre vejen for eventuelle hestevogne og biler, hvis der da kom nogen. - Det gjorde der jo ikke så tit, men pludselig lyder der et langt dyyyt henne fra forenden af lastbilen. Min far, der står med ryggen til, er næsten færdig med at læsse grus af i det hul han er kommet til, så han reagerer ikke. Han skal lige være

færdig. - Nu lyder der igen et meget utålmodigt dyyyt og en vred mandsstemme råber: - Se så at få flyttet den lastvogn i en fart. Nu taber min far tålmodigheden, retter sig op og råber vredt ned til den utålmodige bilist, der står ved siden af sin personvogn: - Så tag dog lige og hold din kæft. – Jeg er snart færdig. Bilisten bøjer sig nu ned tager en vældig guldtresset på sit hoved og nu kan min se, at det er politimesteren kæft til. –

og rækker ind i sin vogn. Han politikasket frem og sætter den far, til sin store forskrækkelse i Mariager han lige har sagt hold

Det var ikke så godt, for den slags myndigheder havde man dengang stor respekt for og de talte tit hovent og nedsættende til almindelige mennesker. Politimesteren spørger nu min far, om han har et kørekort. Det har han heldigvis, men desværre ligger det hjemme i Skrødstrup. – Kør vognen ind til siden og gå så hjem efter kørekortet. Så venter jeg her, – lød det så. Min far måtte så gå de fire-fem kilometer der var hjem til Skrødstrup efter kortet, og da han kom tilbage var politimesteren selvfølgelig for længst kørt, men min far var dog sluppet billigt, han kunne let have fået en bøde for den episode.

Snapseskænkemaskinen

Jeg har altid haft en lidt anderledes og spændende familie og min onkel Niels, som her er omtalt, var en af dem. Han var en munter fyr der foretog sig meget. Når han i sine unge dage i 20’erne holdt gilde for sine venner, havde han fået snedkeren, som var en af disse venner, til at lave denne snapseskænkemaskine a la Storm P. Den blev trillet rundt på bordet efterhånden som snapseglassene skulle fyldes igen. Den fungerer ved at man drejer på det lille vinkelhåndtag, der med et snoretræk over et hjul, drejer snapseflasken op i vandret plan. Snapsen løber nu ned i et lille indbygget snapseglas. Ved en omhyggelig justering vil en lille rød pære

begynde at lyse, når glasset er fyldt. Man drejer nu flasken ned i lodret igen, griber om det lange lodrette håndtag og skubber det frem. Nu vipper det fyldte indbyggede glas ned i vandret stilling og snapsen løber ud i tragten, hvorunder man så gerne skulle have anbragt sit eget snapseglas. Jeg har arvet denne fantastiske maskine og bruger den til de af mine fester hvortil der drikkes snaps. Det er en virkelig god undskyldning lige at ville prøve maskinen igen for at få sig endnu en snaps. Den blev brugt ved min fars 50-års fødselsdag i 1958 og min far, der ellers aldrig drak, ser nu alligevel ud til at have prøvet den på denne specielle dag. - Det skal være ham velundt.

Det var nogle af de mange gamle historier jeg husker fra min barndom. Jeg er glad for at min far tog så mange billeder. Han tog mange af dem med dette AGFA 6x9 udtrækskamera, som jeg har arvet og stadig har. Der er i perfekt stand og han fremkaldte selv sine mange fotos. Jeg har en masse sort/hvide negativer liggende og jeg har købt et apparat, hvormed jeg kan fremkalde dem og lægge dem ind i min computer. Nogle af den har fået lidt falsk lys og har derfor aldrig været fremkaldt før. - Det er lidt spændende.

Knud-Erik Guldager 15

Min barndoms køretøjer

En fortælling om mødet med mine Allerførste transportmidler 1935 - 1939

Knud Erik Guldager

Min barndoms køretøjer Den allerførste bil jeg kan huske at have fået fortalt om, var en Brennabor fra 1913 med messingkøler og store messinglygter. Den var ejet af min bedstemors svoger med det, i mine øren dengang, mærkelige navn Janus. - Janus var en romerske gud med to ansigter. Man bruger stadig disse ansigter indenfor teaterverdenen, som komedie og tragedie. – Vores Janus boede i Ydbyhøj, der ligger på nordsiden ved udmundingen af Randers fjord. Janus var fisker, men han også mange andre ting i det samfund dengang i 30’erne og ejede altså en overgang omtalte gamle åbne Brennabor.

var lille han den

Min mor beskrev den sådan: ”Et stort gammelt rødt og larmende skrummel uden tag, og med en masse messing på”.

Brennabor var en overgang Tysklands største automobilfabrik

Den må have set cirka sådan ud iflg. min mors beskrivelse.

Min mor fortalte, at Janus var meget stolt over at eje en bil, selvom den var gammel og derfor lidt til grin, som hun sagde. Den gamle bil var knaldrød og hun fik dog selv en køretur i den sammen med familien, og fortalte, at den larmede en del og at hun var lidt flov over at sidde i den gamle åbne bil, medens alle folk kiggede på dem. Janus var jo en spændende mand i min lille barneverden. Han havde også en flot motorbåd med kahyt og en af de allerførste ting jeg overhovedet kan huske var, at jeg var med ude at sejle på Randers fjord og at vi gik ned i den lille kahyt, hvor der var et smalt aflangt bord i midten. Her fik vi jordbær med fløde og sukker, og at jeg fik mange. - Det var en motorbåd af denne type.

Samme Janus spiller en lille rolle i en historie fra samme Udbyhøj i 1936. Engang skulle vi over at besøge min mors forældre, der boede nord for Randers fjord, i kæret ved Dalbyneder. Jeg var så lille, at jeg endnu lå i barnevogn. Vi skulle sejle over fjorden ved Udbyhøj. Min far havde lånt en robåd af en fisker fra min mors familie og det var netop omtalte Janus. Først gik min far og mor ned i robåden fra bådebroen, så skulle Vagn, en ven af familien, række barnevognen med mig i ud fra bådebroen og min far skulle tage imod. Vagn Det gik fint og jeg kom vel ned i robåden, men da Vagn, der var flink, men ret kejtet, - trådte ned i båden, der nu lå lavt i vandet, trådte han på rælingen i stedet for ned i bunden. Robåden kæntrede og blev hurtigt fyldt med vand og begyndte at synke med mig som spædbarn i barnevognen.

Jeg har desværre ikke et billede af min barnevogn, men jeg ville ønske at det havde været denne model fra netop 30’verne: Strømlinet Coupé med flotte skærme, tofarvet, hvide dæksider og navkapsler, blanke lister, tagspoiler, antenne og kofanger med røde reflekser. Den ville have passet til min fremtid. 19

Båden sank nu helt ned og stod på bunden med min far og mor i deres fine tøj. Vagn var selvfølgelig også røget i baljen. Nu var der heldigvis ikke dybere, end at de kunne bunde. De stod i vand til brystet, og barnevognen med mig i, sejlede lige så fint på vandet. Der var dog en stærk strøm der trak barnevognen mod havet, men min far nåede lige at gribe fat i det ene hjul, inden jeg drev afsted som en anden Moses på Nilen. Det var da godt jeg ikke faldt ud i det mudrede vand, for så ville de have haft svært med at finde mig igen, inden jeg var druknet. - Men nu gik det heldigvis ikke så galt. Min far opgav ikke så let noget planlagt, så de tømte blot båden for vand, roede over og fortsatte turen i deres drivvåde tøj, som de så fik tørret hjemme ved min bedstemor Signes komfur. Når jeg besøgte min bedstemor som helt lille, kedede jeg mig tit. Hun tømte så en blikdåse med gamle afklippede knapper fra kasseret tøj ud på gulvet. Nu gjaldt det så om at finde så mange knapper der var ens, eller finde de allerpæneste. - Det kunne der gå lang tid med.

En anden måde jeg fik tiden til at gå med, var at blade i en gammel telefonbog og se alle billederne, og der, kan jeg tydeligt huske, syntes jeg at billederne af de gamle rutebiler så så spændende ud. De var meget mere spændende end de rutebiler vi kørte med på den tid. De lignede næsten lysthuse på hjul og jeg tænkte: Hvor må det have været spænende at køre med dem, og hvor mon de kører hen?

Rutebiler foran Rådhuset i Randers cirka 1933. - Det er 3 år efter at hele rådhuset blev rullet mange meter tilbage.

Efter jeg blev født i 1935 og var blevet tre-fire år, lejede min far tit en Nimbus motorcykel og jeg kom med ud på lange køreture, siddende overskrævs på tanken.

Fra den tid mindes jeg svagt en episode. Vi kom kørende ude på landet ad en grusvej og skulle passere en gård. – Pludselig, kom der en halvstor hund farende ud fra en hæk og ville bide min far i benet. Jeg sad på tanken og holdt på en kasse med kirsebær, vi havde plukket på en anden gård. Min far slog et gevaldigt slag med motorcyklen, og jeg havde nær tabt kassen med bærrene. Jeg kan svagt huske det, fordi jeg blev meget forskrækket. Dette var noget gårdhundene gjorde snappede efter benene på alle de motorcyklister, der passerede lige netop Bilerne, derimod, forfulgte de blot et gården, mens de gøede som rasende. 22

dengang. De cyklister og deres gård. stykke forbi

Jeg restaurerede denne Nimbus fra 1938. Det kunne i teorien godt være den jeg kørte på, men er det næppe.

Fornem transport Min far brugte sommetider, især efter andres mening, sine hårdt tjente penge på en underlig måde. Engang lejede han en lillebilvognmand, der havde en stor næsten ny mørk lukket bil med fire døre, til en søndag, at køre på besøg hos familien i omegnen. Det var dengang, under krigen, en vild luksus, da ingen private ellers kunne køre i deres biler, hvis de da havde en, og det havde kun ganske få. Lillebilvognmændene havde monteret gengasgeneratorer bag på deres vogne, og engang imellem måtte de ud og fylde nogle flere bøgeklodser på generatorovnen for at kunne køre videre. - Nu vi taler lillebil-hyrevogne undrede det mig i mange år, hvorfor disse vogne tit havde et reservehjul i begge forskærme, indtil en mand fortalte mig, at det var de nødt til at have, da mange veje på landet dengang var grusveje. Det gav mange punkteringer, og når man kørte med kunder, var det jo vigtigt at kunne komme helt frem til målet. 23

Jeg kan endnu huske, at jeg var stolt af, at min far havde penge nok til, at vi kunne køre rundt i så flot en bil og at jeg var lidt benovet over, at kunne stige af og på så stor en bil, og over, at vi havde vores egen chauffør med kasket, der kørte os lige hvorhen vi ville. Jeg husker ganske tydeligt den køretur

En lillebil/hyrevogn med gasgenerator så sådan ud.

En køretur jeg desværre gik glip af. Da jeg var fire år og boede i Hobro, fortalte min mor, at min far en dag kom kørende hjem i et forfærdeligt stort og larmende monstrum af en gammel væddeløbsbil. Han havde lånt den af en mekaniker der hed Erhardt oppe på Mariagervej i Hobro og han ville have mig med ud på en tur, men det satte min mor sig, på det mest bestemte, imod. Det bebrejdede jeg hende mange gange siden, for prøv nu bare at høre, hvad det var for en væddeløbsbil, jeg kunne have været ude at køre i. - Men jeg kan da trøste mig med, at min far har været ude at køre i den.

Det var nemlig intet mindre end Hans Dynesens berømte racerbil fra væddeløbene på Fanø strand først i 20’erne. Den blev kaldt ”Overdynen”. Både fordi den var stor og tung som datidens dyner, men også fordi det var Dynesens. 25

Hans Dynesen, Herning vandt i 1924 ”Nationernes Kamp” i sin ombyggede FIAT væddeløbsvogn. Han vandt med en fart af 203 kilometer i timen og fik den store sølvvandrepokal.

Vi interviewede ham engang i efteråret 1967 til et af vore allerførste numre i Vintage Nyt. Efter at have været en stor mand i sine yngre dage, var han nemlig endt som ganske almindelig cykelsmed i en kælder på Langelandsgade i Aarhus. Det fandt vi ud af og havde en lang snak med ham om de gode gamle dage, da han var en berømt Ford T forhandler og væddeløbskører i det vestjyske. Min far, der var fra Ølgod egnen, fortalte, at når han som barn fra de andre børn hørte, at Dynesen kom kørende i sin Ford bil på en af grusvejene, løb de alle sammen så tæt på, som de kunne nå, for at se det sjældne syn af en bil fare forbi med en lang hale af støv efter sig. - Der var jo meget få biler på den egn. Eller endnu bedre, når han fløj forbi i sin flyvemaskine. Han havde nemlig også en ”Albatros” flyvemaskine, som en afhoppet tysk pilot i 1919, efter I. verdenskrig, havde fløjet til Danmark. - Dynesen står til højre.

Hans Dynesen købte den for hele 10.000 kroner, hvilket i dag ville være 285.000 kroner. Han hyrede piloten til at flyve med den. I Herning lavede han rundflyvning i 1920 og over 1500 mennesker var oppe at flyve. Til sidst blev den dog ødelagt i sin hangar. Denne væltede nemlig under en stor storm og han havde derfor nu en stor sekscylindret, 10 liters Mercedes flyvemaskinemotor på 180 hk til overs. Den lagde han i Fiat bilen, da den originale Fiats firecylindrede motor ikke kunne klare sig i konkurrencen, - især ikke mod udlændinge.

Her arbejder hans mekanikere med at indbygge den store flymotor. Den lille mand i midten med hatten, er Hans Dynesen. Han ser næsten for lille ud til at kunne tumle den store bil. 28

Denne bil blev for mange år siden efter krigen fundet i Nordjylland som vrag og Hobro ligger jo netop i Nordjylland. Den slags biler er der ikke mange af, så hvorfor skulle Dynesens gamle væddeløbsbil ikke, i mellemkrigsårene, være endt hos en mekaniker på Mariagervej i Hobro. Det var kun femten år efter væddeløbet på Fanø. - Det må være den samme bil.

Der var kun én dansk væddeløbsbil af den størrelse. Bilen var malet i en højrød farve. Udstødningsrøret var af kobber. Det var nu en skam min mor ikke gav mig lov til at køre en tur med min far i den bil. Det ville for mig have været utroligt dejligt at tænke tilbage på, skønt jeg nok ikke selv har kunnet huske så meget om det. Så derfor har jeg lukket øjnene og givet mig selv en drømmetur rundt i Aarhus. Her ved Teatret på Bispetorv. 29

Hans Dynesen sidder i sin lille lejlighed over sit cykelværksted i Langelandsgade i 1967. - Han var stadig indehaver af væddeløbsrekorden fra Fanø og han havde den flotte vandrepokal endnu, da løbet ikke er kørt siden 1924.

- Hvor mon pokalen befinder sig i dag?

Skramlende ”togtur” Inden den tid, havde jeg været ude og køre i et andet køretøj, omend det var af en helt anden art. Det var nemlig en undervogn til en tipvogn. 30

Der var en stor grusgrav over for vores hus på Hostrupvej i Hobro, og der var anlagt skinner til de tipvogne der kørte med gruset. Nogle undervogne uden lad, stod som reserve og somme tider, om aftenen, trak min far en af dem op ad skrænten. Her satte han sig op på undervognen med mig på skødet, og vi susede nedad mod bunden med ret stor fart, alt medens det raslede og skramlede herligt. Jeg kan endnu tydeligt huske fartvindens susen i ørene og der var absolut ingen bremser. Vi kørte på en undervogn som denne uden lad, og vi sad blot på et bræt. Min mor stod ovre i vinduet og holdt øje med os. Hun kunne ikke lide det. Hun var bange for at vognen skulle hoppe af skinnerne, så vi kom til skade. – Det hændte da også enkelte gange at vognen røg af de dårligt vedligeholdte skinner, men der skete dog aldrig noget.

SKOVTUREN Foruden ”ikketuren” i væddeløbsbilen, var der endnu en køretur som endte sørgeligt for mig. Det var dengang jeg var syv år og boede på Løgstørvej 21 i Hobro. 31

Vi havde en nabo, der hed Poulsen. Han var lastbilchauffør for et firma nede i byen. Hans kone, som han kaldte ”Musse”, var rar, men han var ikke selv så vellidt på vejen. Han var brovtende og havde en slap og dårlig moral. Disse egenskaber havde hans søn arvet, så han moppede alle de børn han kunne tæve. Jeg var et år ældre og var den ældste i børneflokken, så jeg havde en slags moralsk forpligtigelse til at sørge for, at sådanne ting ikke foregik. Jeg var åbenbart en slags ”børnesherif”. Så når han havde moppet nogen, ”satte jeg ham på plads” og så løb han selvfølgelig straks hjem og sladrede til sin far. Hans far havde et hidsigt temperament, så ham forsøgte jeg at undgå. Men han kunne selvfølgelig ikke lide mig, da han jo, naturligt nok, troede blindt på sin egen søn. Et forår sagde ”ham Poulsen”, som jeg sarkastisk altid kaldte ham, imidlertid til alle os børn: - I kan glæde jer til på søndag. - Så sætter jeg bænke op på ladet af lastvognen, og så kører vi alle sammen ud på skovtur. - I kan tage sodavand og kager med. Så skal vi have en dejlig dag i skoven. - Vi blev alle meget glade. Der var jo krig og ingen havde biler at køre i, da man ikke kunne få benzin, så de fleste af os havde aldrig før prøvet at køre med en bil.

Lastbilen havde en gasgenerator. Den lignede en rund sort kakkelovn. Den sad på venstre side af ladet lige bag førerhuset og man fyrede i den med bøgebrænde oppe fra ladet. Ved en halvkvalt forbrænding lavede den gas, som motoren kunne køre på, i stedet for benzin. Det virker kun 75 % så godt som benzin og det var meget besværligt, men det var den eneste måde, man kunne køre på, når man ikke havde benzin.

Lastbilen til skovturen var magen til denne Ford AA fra 1930, blot havde den en gasgenerator på ladet lige bag førersædet. Jeg husker at førerhuset indvendigt var beklædt med tremmelister i skiftevis lyst og mørkt træ og så ved jeg i dag, at det var danskbygget.

Søndagen kom og vi stod alle klar i vores fine søndagstøj. Vi har vel været cirka femten børn. 33

Drengene var vandkæmmede med sukkervand. - Håret blev så helt stift som et panser, og på den måde kunne frisuren sidde det meste af dagen. Poulsen stod bag ved ladet og løftede børnene op, én efter én. Jeg stod, som den ældste, sidst. Da det blev min tur, kom han kom til mig og jeg hævede armene for at blive løftet ombord, men han skubbede mig hånligt væk og sagde hårdt ned i ansigtet på mig:

Du skal ikke med! - Da lærte jeg som syvårig, hvordan voksne kunne være. En sådan ondskab havde jeg aldrig oplevet før. Jeg tror stadig, at han havde lavet hele den udflugt, bare for at få fornøjelsen af at se mig stå der tilbage i mine korte sommerbukser, mit vandkæmmede hår og med min sodavand i hånden, medens jeg dybt skuffet kiggede efter lastbilen med alle mine glade legekammerater. - Men jeg græd ikke. Den fornøjelse skulle han ikke have, men jeg havde dog tårer i øjnene, da de kørte ned ad vejen. Han havde jo aldrig før eller siden gjort noget for børnene på vejen. I øvrigt gik han rundt og sagde til naboerne: - Ham, den ældste af Guldagers er vist lidt til en side. - Det blev min mor meget vred over. – ”Ham Poulsen”, kunne slet ikke forstå min livlige fantasi.

MIN FØRSTE TUR BAG RATTET Senere, da jeg var tolv-tretten år, fik jeg også lov til selv at køre bil. Den bil min far kørte i, var en stor Ford V/8 todørs sedan fra 1936. Når jeg var med ude at sælge symaskiner, fik jeg sommetider lov til at stille mig ved rattet og selv køre bilen. Den første gang var det ovre på en helt lige og øde vestjysk landevej. Jeg stod og lænede mig op ad forkanten på sædet for at kunne nå pedalerne og skifte gear, bremse og træde på speederen, men det gik fint og jeg fik det hurtigt lært. - Når vi så en sjælden gang mødte en anden bil, lagde jeg mig ned på sædet og min far lænede sig over og overtog rattet. Så så det ud, som om det var ham der kørte bilen. Jeg passede speederen nede på gulvet. - Vi kom aldrig ud for nogen episoder.

Her er vi alle tre børn med på tur. Det er mig med min Royal-Airforce hue på. De fleste drenge gik med en sådan lige efter krigen. Se hvor langt baghjulet sidder oppe i skærmen! - Der var virkelig læs på. 35

Bemærk alle maskinerne i bilen. Højre forsæde er fjernet og en trædemaskine anbragt i stedet, plus to mere på hovedet på bagsædet. Se den overdækkede trædemaskine bagpå. Sommetider var der også anbragt en trædemaskine på kofangeren foran køleren. Der kunne således være fem trædemaskiner med på tur, plus tre håndmodeller i bagagerummet. Min far havde så store sælgerevner og tro på, at dem kunne han da let sælge på en todages tur i Vestjylland. Han var jo selv vestjyde. I dag ville det være helt utænkeligt, men vi var alle tre børn anbragt mellem de tunge maskiner inde i vognen, og der var ikke noget, der hed sikkerhedsseler dengang. - Det gik fint. Min far var ikke så blødsøden. Vi skulle opleve noget. Han fortalte, at engang var han en vinterdag kørt ud på Mols i V/8’eren. Den var fuldt læsset med hele fem trædemaskiner. Tre inde i bilen og en på den bagerste kofanger og minsandten også en på den forreste kofanger, bundet godt fast med reb ind under motorhjelmen. På et tidspunkt skulle han køre ned ad en af de smalle hulveje der er på Mols. 36

Det var jo vinter og vejen var delvis ryddet for sne, men denne lå som mure på begge sider af vejen. På grund af det spejlglatte føre kom bilen pludselig i skred på den nedadskrånende vej. Den kom til at skride næsten sidelæns og begge de ret kostbare symaskiner på begge kofangere blev raspet af på de hårdtfrosne snevægge, støbejernet splintredes som glas Det er nemlig endnu mere skrøbeligt i frostvejr. Det var en dyr udskridning, for det var ikke let at skaffe brugte maskiner nok og nye kunne man slet ikke få lige efter krigen.

Makabert fund hos jernhandleren

Da jeg var barn i Hobro under krigen, lå der på Ølsvej tæt ved os en jernhandler. Han kørte rundt og købte gammelt jern på de mange bondegårde i området. Bønderne lagde alt

af metal i en dynge bag laden eller stalden, og der lå det så og ventede på at jernhandleren kom forbi næste gang. Der var på pladsen også mange gamle biler, Ford T og tyske, med messingkøler og lygter. Disse metaller var meget værdifulde under krigen og jernhandleren kunne få en god pris. I slutningen af krigen fik han af tyskerne endog også lov til at købe rester af nedstyrtede engelske flyvemaskiner. Jeg kan huske, at der var store propeller og dele af vinger og en masse småting. Det var en virkelig spændende plads at gå på opdagelse i, men den bøse jernhandler ville absolut ikke have ansvaret for, at børn legede i de vakkelvorne metaldynger med de mange skarpe kanter, så vi turde ikke selv gå derned. Jeg var kun dernede ifølge med min far. Han eksperimenterede med mange elektriske ting og det havde han gjort lige siden han var helt ung. Han byggede som 17årig i 1925 sin egen radio. Den var den eneste på egnen foruden skolelærerens. På pladsen købte han spoler med kobbertråd fra de nedstyrtede engelske flyvemaskiner. Jeg har for resten stadig gemt en af disse spoler. Mens min far ledte efter sine ting kravlede jeg op i de gamle biler og legede, at jeg kørte bil som børn nu engang gør, så jeg har kravlet rundt i flere messingbiler, som jeg i dag gerne ville have været ejer af.

En dag fandt min far i en vragdel fra en flyvemaskine en dejlig solid læderstøvle som han gik med i hånden, mens han ledte efter den anden. Pludselig syntes han at støvlen lugtede underligt og han kiggede ned i den og opdagede til sin forbløffelse, at der sad resterne af en fod nede i støvlen. Han afleverede den til jernhandleren, der så måtte skaffe sig af med den. Jeg kan huske, at jeg syntes det var uhyggeligt, men jeg fik ikke lov til at kigge ned i støvlen.

Dette var lidt om mine første køretøjer/fartøjer jeg kan huske. - Senere kom der jo masser af andre.

Knud Erik Guldager

Mine oplevelser ved køreprøver

Små beretninger om mine glæder og besværligheder ved køreprøver i min ungdom. Fra 1953 til 1956

Knud Erik Guldager 40

Mine oplevelser ved køreprøver Jeg kom i lære i 1952 indenfor handel og kontor, og fik nu

en lærlingeløn. Jeg havde dengang kun mine cykler, men dem havde jeg så også ikke mindre end tre af. En fin søndagscykel, en skole- og dagligcykel og endelig en ”skovcykel” til at køre ”dødsræs” på nede i Risskov. Dødsracet bestod i at køre på meget stejle skrænter mellem tykke bøgestammer. Der var så stejlt og ujævnt, at man kun havde lidt kontrol over cyklen, så man skulle hele tiden passe på at komme uden om bøgestammerne, for de flyttede sig altså ikke. Dæk og slanger kunne slet ikke holde til den hårde nedfart. De punkterede hele tiden, når de stødte på de store sten, der også var i skrænten, så jeg kom et tykt reb inden i dækkene og holdt dem fast på fælgen ved at snurre ståltråd rundt om dæk og fælg mange steder. Cyklen blev ganske vist lidt underlig at køre med på asfalten, når jeg kørte frem og tilbage til skoven. Jeg opnåede da forresten også at komme i avisen under

overskriften: Cykelbøller hærger Risskov. - Heldigvis uden navns nævnelse, for en dag, hvor jeg ret ukontrolleret kom farende ned ad skrænten og skulle krydse en gangsti, - kom der pludselig en ældre herre gående med en stor gul boxerhund i en kort snor, - og de var lige i skudlinjen! - Jeg råbte et højt: - Pas på - for at de skulle stoppe op og ikke blive ramt. Jeg kunne jo hverken bremse eller styre uden om. Jeg havde nok at gøre med at holde balancen på cyklen. Manden stoppede heldigvis straks op, hev hunden til sig og så med rædsel i øjnene til, medens jeg i rasende fart raslede

forbi i godt en meters afstand. - Han begyndte nu selvfølgelig at råbe skældsord og kalde mig hen til sig. - Han var tydelig blevet alvorligt forskrækket under sin normalt så fredelige tur i skoven med sin hund, og det var der jo sådan set ikke noget at sige til. Jeg havde dog alligevel ikke lyst til at gå hen til ham og få skældud, for han var temmelig ophidset, og han havde jo også sin barske hund! - Han var ikke kommet noget til udover sin forskrækkelse, men han var dog blevet så harm, at han havde ringet til en journalist. - Jeg var for en sikkerhedsskyld hurtigt forsvundet hjem. Næste dag, da jeg kom hjem fra skole, sad min mor og læste i den nye avis. Pludselig udbrød hun: - Næ, det er dog for galt, - og hun begyndte nu at læse højt fra avisen om en cykelbølle, der nær havde skræmt livet af en gammel mand nede i Risskov. Denne mand havde dog i den grad dramatiseret hændelsen, så jeg knap nok selv kunne genkende den. Min mor var meget forarget og harcelerede over nutidens ungdom uden ordentlig opdragelse. - Jeg fandt ikke tidspunktet det rette til at fortælle, at denne frygtelige cykelbølle var hendes egen søn, men jeg var jo ikke en bølle, men bare lidt eventyrlysten. Jeg tror aldrig hun fik sandheden at vide. Men jeg havde nu, som fortalt, en lærlingeløn og ønskede mig brændende en knallert. Jeg har altid været meget sparsommelig, men skulle dog betale lidt til kosten for at bo hjemme, så det var svært at skaffe penge til en knallert. Dengang var knallerterne rigtigt begyndt at komme frem, og min far havde købt en lidt brugt BFC-knallert med en motorcykelnummerplade på. Det skulle den have, da den kunne køre tres kilometer i timen og den krævede også et

motorcykelkørekort. Motoren sad der, hvor bagagebæreren ellers sad. Den trak med en jernrulle ned på bagdækket. Cyklen var ellers næsten en helt almindelig høj sort herrecykel, dog var der en lille smule affjedring i forgaflen. Kørte man over 50 på ujævn vej, følte man en ret stor usikkerhed. Her er en sådan BFC-knallert. Det er ikke min fars, men den er næsten magen til. Almindelige knallerter kunne kun køre tredive kilometer i timen, men de havde også nummerplader. Disse havde dog en anden facon, idet de var smalle og høje og de to øverste hjørner var skåret skråt af. Jeg ønskede mig en sådan knallert. Det var mit allerhøjeste ønske, men den kostede mange penge for en lærling. Den knallert jeg ønskede allermest, var en helt ny model der lige var kommet frem. Den lignede slet ikke de gammeldags med motoren på bagagebæreren. Nej, de nye havde motoren siddende nede i bunden af stellet, nøjagtig ligesom de rigtige motorcykler og de havde en benzintank ovenover. - Det var også ligesom på motorcyklerne, så ”det smagte lidt af fugl”. Den model, der for mig fremstod som verdens ottende vidunder, var en Skylon 1954. Den kunne man købe nede i Dynkarken hos cykelhandler S. A. Nielsen, men den kostede også hele 1370 kroner og det svarer til 24.000 kroner i dag.

Det var utrolig mange penge for mig. Min far ville ikke låne mig nogen, for han syntes det var for tidligt jeg spekulerede i de baner, så det måtte jeg klare selv. Jeg begyndte nu at spare op til udbetalingen, og det med en månedsløn på 175 kr. Udbetalingen havde jeg så i april måned 1953. Modellen hed jo Skylon 54, men modelnummeret var smart nok altid et år forud. Jeg købte den, så jeg skulle betale månedlige afdrag i et år. Det holdt hårdt. - Jeg skulle jo også betale kostpenge hjemme, have råd til benzin og af og til også en biograftur med Ulla. - Men som sagt før, - jeg er i bund og grund en sparsommelig type, så det gik. - Jeg er faktisk typen der sparer på skillingen, men lader daleren rulle.

Dynkarken i 1953.

I dag er det hele revet ned for længst, men cykelforretningen lå mellem Svømmehallen og der hvor hotel Atlantic ligger i dag. Den lå på højre side, længst væk. Lige efter bageren og foran lastbilen. 44

Min knallert var blå og rigtig smart og moderne dengang. Bemærk: Den har gitter-forgaffel. Året efter fik den teleskopgaffel.

I dag har jeg en kørende rød. Min knallert fik nr.: X 10.050.

Nu skulle der kørekort til knallerter dengang, og det kunne man få som syttenårig, og det var jeg lige netop det forår i 1953. Så i mit kørekort står der, at jeg fik mit første kørekort som syttenårig. Selve køreprøven foregik med start ude fra en stor villa på Carl Nielsensvej, ude ved Strandvejen. Her boede nemlig den motorsagkyndige, der var en myndig og brøsig tidligere militærmand.

Køreprøveaspiranter skulle møde om morgenen foran denne palæagtige villa. 45

Han hed Holck og havde været oberstløjtnant. Han var kendt, ja, nærmest berygtet for at være meget kolerisk og han var stærkt svingende i humør. - Hvordan han var rent privat ved jeg ikke, men han har sikkert været en munter fyr. Det var derfor altid meget spændende, hvilket humør ”Herr Holck” var i, netop den dag man skulle op til en køreprøve. Jeg har selv været oppe hos ham hele tre gange, hvor det gik godt, selv om det den ene gang var lige ved at gå galt, på grund af hans, den dag, virkelig dårlige humør. - Men herom senere. De, der skulle til prøve, skulle møde på deres knallerter kl. otte om morgenen. - Den morgen, jeg skulle op, var vi fem knallerter. Da jeg var næsten derude, opdagede jeg til min store rædsel, at jeg havde glemt papirerne på selve knallerten. Dem skulle jeg nemlig også have med. - Jeg skyndte mig helt tilbage til Risvangen og nåede kun med nød og næppe frem til villaen inden otte. Vi skulle nu køre bag efter den motorsagkyndige, Herr Holck, som vi skulle tiltale ham, eller allerhelst Herr oberstløjtnant. Han kørte selv i en skolevogn, for han havde samtidig en elev oppe til bilkøreprøve. Vi kørte ind gennem byen i de mindre gader, og engang imellem kiggede han bagud, for at se, om vi fulgte med og om vi kørte korrekt. Det havde vi åbenbart gjort, for da vi kom ned til politistationen, bag Domkirken, fik vi alle stemplet: - Bestået, - på vore papirer.

Det var en lykkelig dag og det var forår. Den lange sommer lå foran os. - Ja, det var en fuldendt lykke at eje sin egen knallert, selvom den var købt på afbetaling, for den var jo én af byens smarteste. Min fætter Kjeld, der havde købt en magen til, og jeg, kørte en sommerdag helt op til Hald ved Viborg og det var langt dengang. I begyndelsen var min knallert endnu ikke slebet i indsugningen, men det blev den selvfølgelig senere, ellers kunne jeg jo ikke klare mig, når jeg kørte om kap med de andre knallerter i byen. For, at køre om kap, det gjorde vi alle, og en Skylon kunne køre ret hurtigt, når man kendte specielle trick. Nogle af motorerne var faktisk fra Ferrari i Italien, men det var absolut ikke nogen speciel racermotor. Det må have været en nicheproduktion, de har haft med at lave små 50 ccm. totaktsmotorer. - Min var dog ikke en Ferrari. Jeg kunne klare langt de fleste, men ikke alle. Lærlinge, der arbejdede på motorcykelværksteder, kendte for mange fiduser, og dem kunne jeg ikke klare, hvis de da ellers havde en ordentlig knallert. Jeg havde mange gode oplevelser med denne knallert, skønt jeg kun havde den i cirka to år. (Læs eventuelt om flere knallertoplevelser i mine erindringer: Mit liv III, Knallerttiden og Oplevelser fra knallertens barndom.) www.keguldager.dk

Atten år og ”Ny motorcykel” En tvivlsom gave Mit højeste ønske var, at bytte min knallert med en motorcykel, når jeg fyldte atten år. Jeg snakkede hele tiden om motorcykler, så på min attenårs fødselsdag, da Ulla og hendes familien var ovre til kaffe, rejste min far sig op og sagde: - Knud Erik. – Jeg har længe lagt mærke til, at du hele tiden snakker om at få en motorcykel. - Det kan jeg godt forstå. – Jeg havde selv motorcykel da jeg var ung. Men da du ikke har penge nok til at købe en selv, har jeg købt en til dig i atten års fødselsdagsgave. Der blev helt stille ved bordet, og jeg troede næsten ikke mine egne øren. Det kunne da ikke passe, at min påholdende vestjyske far klattede sådan med pengene. – Det plejede han bestemt ikke at gøre, men nu stod han der og fortalte mig og alle gæsterne, at han havde købt en motorcykel til mig og han havde jo mange gange før i mit liv gjort helt uventede ting, så hvorfor ikke? Flere af gæsterne fik tårer i øjnene af rørelse, især Ullas mor, og det fik jeg da også næsten selv. - Lige indtil det øjeblik, hvor min far trak en lille blikmotorcykel op af sin jakkelomme, satte den på kaffebordet og lod den køre over mod mig.

Så gik denne verdens sande alvor op for mig. For selvfølgelig, havde han da ikke købt en rigtig motorcykel til mig. Det ville også have været alt for usandsynligt, men et kort øjeblik troede jeg virkelig på ham, for jeg var jo forblændet mit store brændende ønske, og når han nu fortalte det, medens der var så mange gæster tilstede! Min far var langtfra ondskabsfuld, men han elskede sort humor. – Det praktiserer jeg da også tit selv, så jeg tilgav ham selvfølgelig straks og grinede med på hans spøg, men flere af gæsterne syntes, at her var han alligevel gået over stregen. - Den slags gjorde man bestemt ikke i deres familier. Men jeg var jo selv hærdet en del i forvejen, så jeg trak da bare den lille blikmotorcykel op igen, og lod den køre rundt på bordet. - Men jeg tror nok min mor og gæsterne syntes, at det var lidt synd for mig den dag.

Som jeg fortalte før, var jeg fyldt atten år. Nu skulle jeg have et kørekort til bil. Jeg fandt en kørelærer, der havde en af de nye flotte tyske Borgward Isabella vogne. Det var en flink kørelærer og det var en dejlig bil at køre i. Jeg havde dog mange gange før prøvet at køre en bil. Allerede som tolvårig, havde jeg kørt den store Ford V/8, som min far kørte rundt og solgte symaskiner i. - Den kaldte vi i øvrigt ”Mads”.

Jeg har gemt en gammel skolevogns-nummerplade med de originale læderremme.

Senere, da jeg var seksten år gammel, skulle jeg engang køre min far ud til en klog mand i Åbyhøj. Han havde fået et gevaldigt hold i ryggen og kunne næsten ikke gå. Jeg kørte

så bilen ud til ”Den kloge mand”, og holdt foran havelågen. – Turen gennem byen forløb fint trods min unge alder. Bilen var nu en engelsk Fordson varevogn på størrelse med et folkevognsrugbrød. Jeg hjalp min far ind til den kloge mand og satte mig ud i bilen og ventede. Da der var gået cirka tre kvarter, kom min far frisk og rask gående ud til bilen og nu kunne han selv køre den hjem. En anden gang, skulle jeg køre den samme vogn alene hjem fra et værksted ude på Grenåvej, hvor den havde været til service. Det gik også fint, lige indtil jeg kom til hjørnet af Grenåvej og Risvangs Allé. Her skulle jeg dreje til højre, men det er lidt af et hårnålesving, og jeg gjorde den fejl, som mange nybegyndere gør, jeg havde alt for meget fart på, og selv om jeg drejede, alt hvad jeg kunne, var det kun med nød og næppe, at jeg klarede svinget. Fælgene var helt ovre og skrabe mod kantstenen i venstre side. Det var en meget let vogn og jeg følte, at nu lettede den snart med de højre hjul. Jeg klarede det, men var blevet noget forskrækket og kørte derfor en del langsommere det sidste stykke hjem. Den samme vogn væltede faktisk en anden gang om på siden i den modsatte ende af Risvangs Allé, da chaufføren tog svinget for hurtigt, men da var det med en anden fra symaskinefirmaet.

Her holder Fordson varevognen i baggrunden i 1953. Den var lyseblå og vi kaldte den ”Gyldenspjæt” fordi den var så let. Det er min lillebror Bent på min Skylon. - Han forsøger at ligne en ”knallert-rod”. Men for at vende tilbage til kørekortet, så husker jeg meget fra

selve

køreprøven.

motorsagkyndige

Det

Oberstløjtnant

var

igen

Holck,

den og

frygtede en

sådan

køreprøves lykkelige afslutning afhang, - som altid, af hans svingende humør. I hvilket humør ville han være i dag. Det var jeg meget spændt på. Kørelæreren satte sig ind på bagsædet, og han vidste, at han skulle være absolut stille og ikke komme med

kommentarer af nogen art. - Dette ville nemlig irritere ”Herr Holck”, hvis han ikke var i godt humør. - Skulle der snakkes skulle han nok selv begynde. Foreløbig gik det meget godt. Jeg kendte vognen og den var let at køre. Der var et nogenlunde godt udsyn bagud, så jeg håbede på det bedste. - Han var heldigvis i dag i et godmodigt humør, og det stivede mig vældigt af. Da vi kom kørende forbi Toldboden, hen ad Skolebakken og Havnegade og var nået hen til DFDS pakhuset, - der lå der, hvor det store såkaldte BP-hus ligger i dag, lige overfor Dokk 1. - og skulle dreje rundt om det skarpe hjørne, opdagede Holck, at det brændte henne på Åboulevarden i de gamle Otto Mønsteds Margarinefabrikker. – De lå der, hvor Magasin ligger i dag. – Drej til højre: - sagde han hurtigt. Han ville hen og se den ildebrand. Den var stor og det ville han ikke gå glip af. Det kan jeg desværre ikke nå, hr. Oberstløjtnant. – Det er alt for kort et varsel. – sagde jeg. Se, det kunne være ret farligt for mig på to måder, men jeg valgte at gøre det eneste rigtige, nemlig at køre lige ud. Hvis jeg havde drejet, kunne jeg let have overset en af de mange cyklister der var den gang, og så ville jeg have været dumpet straks. - Han ville aldrig i livet selv have taget skylden, hvis der skete en ulykke, men have påpeget, at når det var mig der førte vognen, var det også mig der havde det fulde ansvar, uanset hvad han havde beordret. - Det var nemlig sandt og derfor drejede jeg heller ikke.

På den anden side ville han gerne have set den ildebrand, og jeg kunne meget let risikere, at han nu blev muggen og af den grund lod mig dumpe. Da jeg foreslog, at jeg kunne køre til højre ad den næste gade og på den måde komme hen til ildebranden, brummede han bare og sagde kort: - Fortsæt lige ud. Han kunne vist godt se det useriøse i at køre til ildebrand, når han havde en elev til køreprøve, så det måtte han undvære. – Ærgerligt for ham. Vi kørte nu hen til de flade strækninger nede på havnen, hvor jeg skulle vise en vending, Dette havde vi øvet os en del i, da ”Herr Holck” gik meget op i nøjagtighed. Det var nok noget, han havde fra sin militære tid. - Kørelæreren havde fortalt,

vendingen,

når jeg bakkede hen skulle

jeg

kun

lige

til kantstenen lade

dækket

under berøre

kantstenen. - Lige netop denne manøvre gik han højt op i. Da jeg vendte vognen, bakkede jeg det sidste stykke ganske langsomt, og kunne derfor netop ane, at dækket lige rørte kantstenen. Det var slet ikke bumpet imod, men rørte dog kantstenen. - Det var jeg helt sikker på, da jeg holdt. - Det var ”Herr Holck” ikke, så han sagde i en meget belærende tone til mig: - Baghjulet skal røre ved kantstenen! - Det gør det også. Herr Oberstløjtnant, - svarede jeg i en sikker tone. Det ville han dog lige se, før han troede på det, for han havde ikke mærket noget. Han steg minsandten ud af bilen og gik om og så efter. Men dækket rørte stadig kantstenen ganske let, så han kom ind igen og sagde med en stemme,

som jeg oplevede som lidt imponeret: - Fint. - Så kan De godt køre igen. - Det gjorde vi så. Teoriprøven blev klaret i bilen foran politistationen, og jeg havde nu kørekort til bil. Ulla havde hørt mig i teorien hjemme hos hendes forældre.

Jeg har stadig teoribogen, nu her seksogtres år efter. - Jeg gik lige ind i bogreolen med bilbøger og hentede den. Se: Samme bog!

Jeg ville nu også have et kørekort til motorcykel, for fætter Thorkild havde en NSU-motorcykel. Det var en lille NSU FOX firtakter, med en 125 ccm. motor, men den var kvik og den fik jeg somme tider lov til at låne.

I 1954 skiftede han den ud med en ny BMW-model hos Knud Nielsen på Nørrebrogade. Det var en R 25 på 250 ccm. Det var en rigtig dejlig og ret dyr motorcykel, men da Thorkild var flink, fik jeg også tit lov til at låne den. - Den fortæller jeg mere om i Mit Liv IV. (Se evt. på: www.keguldager.dk). Jeg valgte kørelærer Elmstrøm ude i Brammersgade, for de havde nogle dejlige BMW skolecykler. De var med én eller to cylindre. De sidste var alle motorcyklisters drøm med deres flotte cylindre stikkende ud til hver sin side. – Det var virkeligt kræs, og sådan en ville jeg da godt køre skolekørsel på. Da jeg ankom til Brammersgade til den første time, var jeg kørende på min fars knallert af en eller anden grund. Det var den med motorcykelnummerpladen. Den der krævede motorcykelkørekort for at køre. Jeg havde aftalt med kørelæreren, at jeg kun skulle have de timer, som var lovens mindstekrav. - Jeg havde jo kørt

motorcykel et stykke tid og jeg havde allerede kørekort til bil, men han var alligevel ikke glad for, at jeg kom anstigende på et køretøj, hvortil der allerede krævedes et kørekort, når jeg gik til undervisning. - Han sagde: - For mit vedkommende er det i orden, men vil du ikke godt stille den i en sidegade, og komme gående det sidste stykke. – Det er for ikke at demoralisere de andre elever, og for mit gode omdømmes skyld. – Det gjorde jeg så selvfølgelig for eftertiden. Det var let og dejligt at få køretimer, for da jeg i forvejen var vant til at køre, fik jeg overladt en af de store tocylindrede maskiner. - Jeg skulle blot køre bag efter en encylindret BMW med en elev og en kørelærer på bagsædet. Han vendte sig så engang imellem om, for at se, om jeg var med og ikke dummede mig. - Den forreste motorcykel kørte ikke ret hurtigt, for det var tit med en begynder, så det var jo stærkt fristende for mig at sakke bagud, for så at sætte farten op. Det gjorde jeg så tit, det kunne lade sig gøre på de lige strækninger nede på havnen. Kørelæreren opdagede

det

selvfølgelig,

men

han

sagde blot: - Nu skal du jo ikke overdrive det!

–

Det

jeg

så

på

gøre. Sådan så min skolecykel ud.

forsøgte ikke

En gang imellem standsede vi op på en vej. Kørelæreren stillede sig så på fortovet og lod os øve vendinger i ottetaller på tværs af vejen. Det var slet ikke så let med den store tunge maskine jeg kørte på, så her var noget jeg ikke havde prøvet før. For at jeg ikke skulle tro, jeg slap så let, lod han en dag disse vendinger foregå i den stejle Emanuel Sejersgade bag ved arresthuset. Her skulle man virkelig passe på, for gaden var så stejl, at man let risikerede, at den lave vandrette cylinder skrabede mod asfalten. - Da følte jeg mig bestemt ikke særlig overlegen på en motorcykel. Det var skam svært. Så kom dagen for køreprøven. Det var nu den tredje ved ”Herr Holck”. Jeg var sluppet heldigt gennem de to første, og igen håbede jeg på, at han i dag også ville være i godt humør. Vi var fem elever den dag. Vi startede som sædvanligt ude ved hans villa på Carl Nielsens vej. - Han sad selvfølgelig ikke selv bag på en motorcykel, men kørte i en bil foran og holdt øje med os. Undervejs forsøgte han endda at lokke os i en fælde. Lige før en sidegade på venstre side ude på Frederiksberg vendte han sig om og vinkede os frem til overhaling. Jeg, der kørte forrest, rystede energisk på hovedet og pegede på sidegaden og der kom minsandten en skygge af et smil på hans ellers så barske ansigt, som ellers havde været særligt stramt den dag. Vi havnede som vanligt nede på politistationen bag Domkirken og vi holdt i en række langs kantstenen. Vi skulle afhøres i teori, og det foregik ude på gaden.

Det gamle rådhus i Aarhus bag Domkirken. Det var politistation i 1950’erne. Vi holdt der, hvor varevognen holder. Jeg holdt forrest, og det var vist mit held. For ”Herr Holck” var i et særligt dårligt humør den dag. Han skulle tilsyneladende have afreageret over et eller andet, og det skulle åbenbart gå ud over os stakkels køreelever. Han begyndte heldigvis bagfra og han stillede nogle af de spørgsmål, der var så sjældne, at kørelæreren ikke engang havde gennemgået dem med os. - Han havde ellers fortalt, at den motorsagkyndige næsten altid stillede en bestemt række spørgsmål, og dem havde vi alle gennemgået meget nøje, og dem kunne vi udenad. Men i dag havde han åbenbart besluttet, at vi alle skulle dumpe.

Det tog kun kort tid, så var den første dumpet, så nummer to, nummer tre og nummer fire, og nu kom turen så til mig. - Da han begyndte at gå hen imod mig, havde kørelæreren, heldigt for mig, fået nok. - Han stillede sig med et stramt ansigt direkte op foran Holck, og med hænderne i siden sagde han med en fast stemme: - Ham der, behøver du ikke at høre! – Han kan sin teori! - Det ville nemlig være yderst pinligt for hans køreskole, hvis alle fem elever dumpede. ”Herr Holck” snurrede rundt med det samme, uden at sige et ord og gik ind på politistationen. – De har måske været logebrødre, siden de var så dus. Folk var ellers ikke dus med ”Herr Holck”. - Jeg blev således slet ikke hørt og det var i hvert fald godt, for min selvtillid var, - efterhånden som de bagerste alle dumpede, nede på et meget lavt punkt, og jeg havde svært ved at samle mine tanker. - På den måde slap jeg for at dumpe, og det ville også have været uretfærdigt, for jeg kunne både min teori og køre på en motorcykel. Der er en sjov historie om ”Herr Holck”. - Der var en aften en sammenkomst i hans store hus af venner og bekendte fra byen, - mest herrer. Pludselig ringer telefonen og den person der står nærmest tager den og siger: - Hos Holck. - En dyb basstemme siger i den anden ende i en fortrolig tone: - Goddag. - Jeg vil gerne tale med Holck. – Han har gæster og vil ikke forstyrres. - Jeg skal tale med ham, - lyder det nu lidt barskere. – Javel, - hvem må jeg sige det et?

- Sig det er Frederik. – Kong Frederik. – Ja, ja, - det er godt med dig. – Jeg er Kong Frederik, - lyder det nu bydende. - Hent så Holck. Tænk, så var det virkelig kongen. – Han og Holck havde været soldaterkammerater unge. Gæsten

hentede

var

skyndsomst

”Herr Holck”.

Nu hvor jeg har nævnt BMW fabrikatet, kan jeg da lige fortælle, til de der måske ikke ved det, at fabrikken startede i 1916 med at lave bl.a. motorer til fly. Det var dengang stjernemotorer med mange cylindre. Deres logo er derfor

symbolet

på

snurrende

flypropel

deres

boxermotor til motorcykler er jo faktisk to cylindre fra stjernemotoren.

Min far Niels Arne Guldager startede vores firma i 1954 og i begyndelsen måtte han nøjes med brugte biler til ham selv og vores to agenter.

Han står foran vores Renault før en af salgsturene ud i oplandet. Der står GRITZNER på vognen. Det var det første fabrikat vi solgte som selvstændige.

Firmaets første biler. IFA ca. 1952 Renault 1947 Bagved kan man ane den Hamlet trædecykel, som han leverede de store trædesymaskiner ud på under krigen. De blev anbragt på tværs på bagagebæreren.

Vores første repræsentant biler, var en brugt Renault varevogn fra 1947 og en brugt IFA-varevogn med en lukket varekasse af trælister. IFA var den østtyske udgave af førkrigens populære DKW-vogne. Den havde en hyggeligt pludrende totakts motor. Renault vognen kaldte vi ”Anette”. Dengang var der ikke så mange biler, så de havde ofte kælenavne, ligesom hestene havde haft det før i tiden. ”Anette” var godt brugt og dens fælge knækkede somme tider, men blev så bare svejset sammen igen. Godt nok var hjulet så ikke så rundt mere, det hoppede lidt, men der var ikke råd til en ny fælg. Dækkene var også utrolig dårlige og dengang var der ingen lov for, at der skulle være mønster tilbage på dækket, så de blev altid slidt ned til lærredet inden i dækket. Man kunne se de lyse lærredstråde stikke frem på større og større stykker og når der til sidst gik hul, og slangen inden i dækket punkterede, lagde man blot en solid lap fra et andet nedslidt dæk indeni. Så gik det igen et stykke tid, men dækket blev altså ikke mere rundt ved den metode. ”Anette” endte sine dage på en tur langt ovre i Vestjylland. Her stak den en plejlstang ud gennem motorblokken og alt olien løb ud. Denne olie var ofte olie der havde været brugt i andre motorer først. Min far købte den billigt på en servicestation, men efter hans mening, skulle den stadig kunne køre et par tusinde kilometer i vores gamle Renault. Men til sidst gik det altså galt. Den havde dog været meget trofast og vi havde været glade for den og vi havde også mange dejlige familieture i den om søndagen, hvor vi kørte med ulovligt og sad på tæpper bagi. - Det var også lidt spændende.

Min far havde fået et fast bud på den ved køb af en ny Opel, men da der var leveringstid på denne, fik han lov til at køre i Renault‘en indtil den nye kom. Opel-firmaet brokkede sig, da han stillede med den havarerede bil i bytte, men han sagde, at de jo selv havde givet ham lov, så det måtte da blive deres problem. Det blev det så, for han fik til sidst samme pris for Ranault’en, som han havde aftalt. - Han var jo ikke vestjyde for ingenting. Han gav mig engang forklaringen på, hvorfor vestjyder er mere seje at handle med. Det skyldes simpelthen, at der er længere mellem kornstråene i den sandede vestjyske jord end i den fede østjyske muld. De har derfor mindre at gøre med og passer derfor ekstra på, når de bruger deres penge. Så i 1958 fik han leveret en splinterny Opel varevogn på gule plader. Den havde han længe arbejdet på at få råd til og nu lykkedes det altså. Nu er det det gamle tyske fabrikat Naumann der står på bilen.

Det var virkelig hårdt at køre fra dør til dør og sælge symaskiner dengang, men han var blevet hærdet under de hårde tider under krigen, så han klarede det flot og gik for at være den bedste i landet dengang. Faktisk al salg af symaskiner, støvsugere, forsikringer, bøger m.m. foregik ved opsøgende agenter, som det hed. Der var kun meget lidt salg fra butikker. Hver morgen kørte en sværm af biler med påtrængende agenter ud i oplandet fra de større byer. De besøgte alle beboelser, huse, gårde i landsbyerne. Folk var trætte af dem i de fleste tilfælde, for de var virkelig påtrængende og hæmningsløse. De satte i bogstaveligste forstand tit foden i døren, hvis man under deres salgstale forsøgte at smække døren i, fordi man ikke var interesseret i deres tilbud. Jeg har jo selv prøvet at gå fra dør til dør, men jeg var ikke aggressiv nok. Jeg kunne slet ikke nænne at plage en træt husmor, der, for måske for tredje gang denne formiddag, blev forstyrret, når hun med et træt blik i øjnene og med støvsugerslangen hængende om halsen, åbnede døren. Den slags sælger var jeg slet ikke og det blev jeg aldrig. Jeg foreslog derfor min far, at vi satte annoncer i avisen for på den måde få kunderne til at komme ind i vores butik og selv fortælle, at de manglede en symaskine. Det lykkedes og nu fik jeg pludselig stor succes med at sælge, for nu bad de jo selv om det. Min far havde aldrig været så påtrængende. Han brugte helt andre metoder. Han kunne med et stort smil finde på at sige til den måbende husmor der åbnede døren: - Goddag frue. – Deres lykkeligste dag er kommet. – De skal have en ny

symaskine i dag. - Han var simpelthen helt ukonventionel efter datidens målestok. Ham lærte jeg meget af. Efter et stykke tid ville han jo gerne have papegøjeplader på den nye Opel, så vi alle kunne komme med ud at køre lovligt. Man betalte lidt mere afgift og måtte sætte bagsæder i, men ingen sideruder. Han fik så installeret bagsæder i bilen og kørte til syn med den ude på en plads ved Teknisk Institut på Marselis Boulevard. Her var der lavet en ret primitiv rampe udendørs, hvor bilerne kunne køre op på, så man kunne gå under dem og kontrollere at alt var i orden. Dagen han var til syn, var en lørdag formiddag kort tid før jul og det var den sidste dag, hvis man ville have de nye plader på i julen. Der holdt en masse varevogne, også ville have disse papegøjeplader, så man måtte vente i flere timer inden det blev éns tur. Min far var en af de allersidste. Synsmanden var igen den strenge Herr Holck, der åbenbart også lavede andet end køreprøver. Han var bestemt ikke blevet mildere med årene, så da klokken blev 14 og der kun manglede fire biler, sagde ham meget bestemt: - Så når vi ikke flere i dag.

Tilbage stod fire bilejere, der havde ventet det meste af formiddagen, og de var slemt skuffede.

Men min far, der jo var en af dem, lod sig ikke så let stoppe af en strid embedsmand, så han gik hen til Herr Holck og sagde i en fortrolig tone: - Prøv lige at se på de skuffede mennesker, der står der. – De har lovet deres familier, at de skal køre på julebesøg og nu kan de blot køre hjem og fortælle, at det kan de godt glemme, kun fordi De holder så strengt på reglerne. – Skulle De ikke vise lidt medmenneskelighed her op til jul, og lige snuppe de sidste biler med også. – De vil gøre mange mennesker glade. Holck svarede som sædvanlig slet ikke, men gik straks hen og synede de sidste. – Måske var han alligevel ikke så hård indvendig som det ydre antydede. Vi blev i hvert fald meget glade hjemme hos os, fordi min far havde klaret problemet så flot og kørte i julen på besøg hos min mors familie i Randers.

Efter udstået læretid kom jeg ind til militæret i Ålborg i 1955. Jeg havde jo civilt kørekort, men det gjaldt ikke her, så jeg skulle igen tage køretimer, og det blev jeg glad for, for det foregik i en stor lastvogn, og så kunne jeg nemlig, når jeg var blevet hjemsendt, få det ført over til mit civile kørekort. På den måde ville jeg få et stort kørekort til lastbil helt gratis.

Jeg kørte inde i de snævre gader i Ålborg, og bakkede blandt andet rundt om Budolfi Kirke, og der var der ikke meget plads, men jeg klarede det og jeg bestod. Men da jeg fik mit kørekort stod der ikke, at det var til lastbil. Jeg gjorde dem opmærksom på fejlen, men de sagde, at det skulle jeg heller ikke have, da jeg kun skulle have kørekort til den jeep, jeg skulle være vognkommandør for. De havde ingen små skolevogne og brugte derfor lastbiler til alle almindelige kørekort. – Se, det var bare ærgerligt, men der var ikke noget at gøre ved det, skønt jeg ihærdigt forsøgte. Den næste hændelse, jeg vil fortælle om, foregik lige efter jeg havde fået kørekort inde ved militæret. Den allerførste gang jeg skulle bruge mit militære kørekort, var under en øvelse i nærheden af kasernen. Jeg havde fået udleveret min jeep, og vi kørte inde i en plantage. Jeg havde lige sat de tre andre i jeepen af, og kørte rask op ad en smal skovvej. I vejsiden stod motorfenrikken, der havde ansvaret for alle køretøjerne, og han rynkede brynene lidt, da jeg kom drønende forbi. Han syntes vist, at jeg kørte for hurtigt. Pludselig bliver der råbt: - Flyverskjul! Når den ordre lød skulle vi hurtigst mulig køre ind mellem træerne, så vi var vanskelige at få øje på fra luften. Jeg havde lige, - cirka halvtreds meter tilbage, kørt forbi en lille åbning i træerne, så jeg besluttede at bakke tilbage til dette hul. Nu har jeg, sagt i al beskedenhed, altid været ret god til at bakke hurtigt, så det gik i susende fart tilbage ad skovvejen. Lige forbi den måbende motorfenrik og nu syntes han i hvert fald, at det gik alt for hurtigt.

Men det gik fint og jeg svingede bagenden af jeepen ind i lysningen. Det eneste jeg ikke havde set, var et kæmpe stort fyrretræ, der må have stået i den blinde vinkel i kalechen, der var slået op. Der lød et kolossalt brag, da venstre hjørne af jeepens bagende ramte træet. Det gav genlyd i hele skoven, og min stålhjelm røg om på ryggen, kun holdt af stroppen under hagen. Det næste jeg hørte var alle fyrrekoglerne, der hamrede ned i kalechetaget. - Det lød som en trommehvirvel. Jeg sad lidt og sundede mig, og pludselig kommer motorfenrikken løbende for at se, hvor stor skade hans jeep havde taget. Det så han så, og han sagde med indædt harme til mig: - Det her kommer De selv til at betale 83, for De bakkede alt for hurtig, og jeg er selv vidne. Den besked tænkte jeg lidt over. Det så ud til at blive en dyr reparation. Jeg var slet ikke klar over, at man selv kunne komme til at erstatte hærens materiel, og måske var det også bare noget han ville bilde mig ind. Jeg undersøgte det aldrig, men jeg havde jo ikke lyst til at komme af med de mange penge, som jeg i øvrigt slet ikke havde. - Jeg måtte finde på noget. Jeg studerede jeepen. Dens bremsepedal var af metal med små knopper på. De var nu slidte og nederste højre hjørne var helt blank og bøjet ned mod gulvet. Nu fik jeg en god ide. Jeg skulle skrive en skadesrapport, og heri skrev jeg: Da jeg skulle bremse jeepen inde i lysningen, trådte jeg hårdt på bremsepedalen, men på grund af det nedadbøjede slidte hjørne og mine fedtede læderstøvler, gled min fod af og den trådte i stedet hårdt på speederen, og dette medførte det voldsomme sammenstød med træet.

I øvrigt, skrev jeg: - Jeg synes, at det er aldeles uforsvarligt at sende soldater ud i så nedslidte køretøjer. Det kunne en anden gang have gået ud over mennesker. Tænk, hvis jeg skulle have bremset hårdt op for en hel kolonne! Nogen tid efter kom motorfenrikken hen til mig og sagde: - Den historie var meget smart fundet på 83, men jeg ved sgu` godt, at det er løgn. Sådan endte den historie og jeg hørte aldrig mere til den sag.

Dette var lidt om mine oplevelser med motorsagkyndige og skolekøretøjer i mine unge dage. Tiderne var jo nok noget anderledes dengang, men det var jo vores verden og jeg er glad for at jeg husker så meget endnu. Jeg syntes selv jeg havde en god og spændende tid. Jeg foretog mig altid noget, så jeg skriver nok om nogen flere oplevelser en anden gang.

Knud Erik Guldager

Soldat på stop i 1955

Så hjertelige var de altså ikke. – Slet ikke!

Knud Erik Guldager 72

Soldat på stop i 1955 Lidt om blafferlivet på landevejen for en soldat Historien begynder i 1955, da jeg den 11. november blev indkaldt som soldat på Fyensgades kaserne i Ålborg. På indkaldelsesdagen samledes vi i en flok udenfor porten. Jeg kom i det nu hedengangne 10. regiment, tungt kompagni, morter delingen. Jeg blev senere uddannet til bl.a. signalmand med feltradio som speciale. - Jeg fik soldaternummer 267 183 og hed fra nu af bare 83.

Fynsgades kaserne var et levn fra tyskernes tid i Danmark fra 1940–45. Den bestod af nogle murede barakker i ét plan. De var ret primitive i forhold til nutidens luksus kaserner. Der var ti mand på den stue jeg boede i. Der var trægulve og ret utætte vinduer. Der var en lille kakkelovn på hver stue, men den fik vi aldrig lov at fyre i, selvom der sommetider var ret mange frostgrader i stuen. Jeg lå i den

øverste køje lige ved et vindue og en morgen i januar 1956 vågnede jeg op og så et mærkeligt syn. Jeg havde frosset hele natten, da der var en hylende snestorm udenfor. Det mærkelige syn, jeg så i halvmørket, var noget stort hvidt i fodenden af min seng. Jeg kunne først ikke forstå hvad det var, men blev så klar over at det var en cirka 20 cm. høj snedrive, der var føget ind gennem vinduet i nattens løb. Det første par måneder var der ikke megen orlov, men da vi havde overstået den værste rekrut tid, kunne vi komme på orlov næsten hver uge, hvis vi da ikke lige skulle på vagttjeneste eller havde lavet noget der i hæren var strafbart, som f.eks. at komme for sent fra en orlov, eller ikke havde renset sit gevær og andet udstyr ordentlig. I hvert fald efter sergenternes mening, for de brugte nemlig den slags påtaler som straf, hvis de havde set sig irriteret på en af os. Vi var jo ikke alle sammen lige nemme at disciplinere. Det var altid meget let og u-diskutabelt for dem, at påstå, at et støvgran i en fjern krog af geværet var nok til at inddrage al orlov. Vi lærte efterhånden at undertrykke vores individualisme, hvilket jo lige præcis også var meningen, da vi i begyndelsen ellers aldrig ville være kommet på orlov. Jeg blev vognkommandør på en Jeep, men vi var dog ikke altid 13 mand ombord. Jeg sidder øverst til højre på billedet.

I rekruttiden var, som nævnt, selv den mindste forsømmelse nok til at orloven blev inddraget, og det var jo slemt for mig, når jeg selv mente at have jordens dejligste pige ventende på mig i Aarhus. Hun havde altid en makrontærte, friskpresset citronsaftevand og et stort kram, parat, når vi forsvandt ind på hendes værelse. – Vi var jo nyforlovede fra 8. maj 1955. Når paraden var overstået lørdag middag klokken 12, blev alt udstyret lagt på plads i vore skabe og flere hundrede soldater begav sig i deres fine udgangsuniformer ud af byen til de forskellige landeveje. Der var flest der skulle sydpå og vi stod så over 200 soldater med højre tommelfinger i vejret og forsøgte at komme op at køre med de forholdsvis mange biler der kørte sydpå ud ad Hobrovej. Vi fik ingen gratis togbilletter, det fik vi kun til jul, påske og sommerferie. Vi havde en ugeløn på 14 kr. så der var jo ikke råd til at tage toget næsten hver weekend. Jeg må sige at bilisterne forstod dette og de tog derfor meget gerne soldater op, når de kørte rundt i deres biler. Vi skulle jo altid bære vores uniform dengang, så der var ingen risiko ved at tage disse ”blaffere” op. For at komme op at køre, gjaldt det om at finde et barnligt og troskyldigt udtryk frem i ansigtet, da familierne i bilerne helst ville have en venlig soldat med. Der kom flest biler med familier, der skulle ud at køre for at besøge familie og venner i de nærmeste byer.

I et brev hjem til Ulla lavede jeg en tegning, hvor jeg står og ”stopper” ude på Hobrovej. Jeg var næsten altid heldig med at blive samlet op ret hurtigt. Jeg lærte snart, at man ikke skulle stå først i den uendelige række af soldater. Folk ville gerne vælge lidt mellem det store udvalg. Man skulle stå cirka en tredjedel inde i rækken. Jeg tror nemlig, at konerne, der var med, tit tog de pæneste soldater op først, og et stykke henne begyndte de så at være lidt mindre kræsne, når manden sagde, at nu måtte de snart vælge en, for han ville nemlig altid gerne snakke og udspørge én om, hvor man kom fra og hvor man skulle hen, hvad man havde lavet før man blev soldat o. lign. Ved at stå der blev jeg ret hurtigt samlet op. Det var altid dejligt at tænke på, at Ulla, - som min pige jo hed og stadig hedder, altid ventede på mig med en ægte længsel. Når det blev alt for surt i tjenesten, tænkte jeg bare på hende og så blev det hele lidt mere udholdeligt, men derfor var det også altid et trist, men dog uundgåeligt øjeblik, når jeg skulle tilbage fra orlov søndag aften. Jeg

var nødt at tage af sted senest klokken 20. Jeg skulle være inde gennem vagten i Fyensgade senest kl. 24, da det ellers i rekruttiden var den sikre vej til ”brummen.”

Jeg sad nede på KFUM’ soldaterhjem og tegnede, hvordan det så ud, når jeg stod på vagt i Fyensgade.

Jeg boede tæt ved det gamle vandtårn på Randersvej og her startede jeg altid min ”tommelfingertur”.

Der kørte ikke så mange biler om vinteren i dagene lige før nytår 1956. Jeg havde været hjemme på juleferie og skulle nu tilbage til Ålborg. Den aften var det begyndt at sne og vejene blev hurtigt spejlglatte, så bilisterne holdt sig hjemme. I Aarhus kom jeg dog til sidst op at køre med en mand der boede i et hus ved landevejen lige før Hobro by. Han havde nær aldrig fået stoppet bilen, da han fik øje på mig i snevejret. Han punkt bremsede flere gange for at undgå at skride ud, og jeg tænkte på, at det ville have været lettest for ham slet ikke at standse, men han gjorde det alligevel, for det viste sig, at han var ungkarl og meget nysgerrig. Han ville derfor gerne snakke med folk. Han snakkede og fortalte, at han altid gerne tog folk op på stop. Engang havde han en aften fået en ung pige fra Norge med op. Hun var på vej hjem. Lige før de kom til hans hus i Hobro, spurgte han hende om, hvor hun skulle sove i nat. Det vidste hun ikke endnu og han tilbød hurtigt, at hun da gerne måtte komme med ind og sove hos ham i nat. Det tilbud tog hun imod, men jeg kan huske, at jeg var noget forarget over pigens lidt løse moral, men for hende var det jo både praktisk og gratis, og for ungkarlen var det sikkert også dejligt. Jeg blev sat af ved hans hus. Jeg gik nu i snevejret ned gennem Hobro, for man skal ikke forsøge at stoppe bilerne lige før en by, da de fleste måske ikke skal længere end til netop denne by. Da jeg kom op af Hostrupbakken og ud ad landevejen mod Ålborg, blev jeg taget op af en lille familie på fire. Mand og kone og to børn. De kørte i en ældre Opel Olympia fra før krigen.

De var meget venlige og jeg var glad, for klokken var ikke mere end halv elleve, og der var kun cirka 50 kilometer til Ålborg, så det skulle jeg nok kunne nå. Stor blev min skuffelse dog da vi kom til Rold by, for her skulle de nemlig dreje mod vest for at besøge noget familie, der boede den vej på.

Jeg blev så sat af ved den gamle kro midt i vejkrydset, og begyndte at vandre ud ad landevejen mod Ålborg. Lidt henne begyndte den store mørke Rold Skov og vi havde ikke mødt nogen biler i lang tid, så chancen for at komme op at køre, og nå hen til porten i Fyensgade inden midnat, var pludselig forsvundet, og jeg begyndte at tænke på, hvordan det mon ville føles at sidde i det nu tilsyneladende uundgåelige kasernefængsel. Denne tanke var for mig så frygtelig, at jeg åbnede den pose nybagte vaniljekranse, jeg havde fået af min mor til at forsøde nytårsaften med. Det var nu holdt op med at sne og der var en flot klar stjernehimmel, så jeg husker tydeligt, at jeg – nu en spjældkandidat - gik der under stjernerne og nød smagen af min gode mors dejlige vaniljekranse, så godt jeg nu kunne efter omstændighederne, alt imens jeg vandrede ind i den mørke Rold Skov.

Pludselig kommer der en bil, men jeg bliver ikke spor glad, for den kommer nemlig imod mig fra Ålborg. Da den havde passeret mig, kunne jeg godt høre, at den tog farten forsigtigt af, da der stadig var spejlglat og jeg vender mig nysgerrigt om for at se, hvorfor den mon standser her midt inde i skoven. Var det måske nogen der ville overfalde mig? Min onkel Niels, købmanden jeg fortalte om i mit sidste indlæg, havde fortalt, at han aldrig turde køre alene gennem Rold Skov om natten i tyverne. Der havde nemlig været flere overfald på ensomme bilister. - Nu begyndte bilen minsandten også at vende og komme kørende hen imod mig. Jeg fatter dog hurtigt mod og får straks armen med tommelfingeren op og vifter ivrigt og håbefuldt. Jeg har slet ikke tid til at stille noget specielt ansigtsudtryk op. Da den når hen til mig, standser den heldigvis, og til min store forbløffelse ser jeg nu, at det er den samme familie der for en halv time siden har sat mig af henne i Rold. De mennesker de skulle besøge ovre vestpå havde ikke været hjemme, og de var derfor fortsat til landevejen i den nordlige ende af Rold Skov. Men her kom de til at tænke på den stakkels soldat de havde efterladt i den anden ende af skoven. – Havde han mon fået en kørelejlighed? – Der kørte jo næsten ingen biler så sent en søndag aften. De besluttede derfor at køre sydpå gennem den mørke skov for at se, om jeg var samlet op af en anden bil. De ville være sikre på, at jeg nåede tilbage til kasernen inden midnat, for jeg havde jo fortalt dem, at det skulle jeg være for at undgå ”brummen”. Det er klart at jeg blev ovenud lykkelig, for jeg var begyndt at fryse, så det var dejligt at komme ind i varmen, der jo faktisk var dobbelt, for jeg mærkede også den store medmenneskelige varme fra den rare familie. De kørte mig

endda helt ned til kaserneporten, så jeg kunne gå ind da klokken kun manglede nogle minutter i 24.

– Se, sådan kan menneskenes børn altså også være. Den dag i dag mindes jeg denne ukendte familie med respekt for deres store medmenneskelighed og bruger den gerne som et godt eksempel på, hvorledes man uselvisk kan hjælpe sine medmennesker, når de har brug for det. Der er en sjov lille hale på den historie. Her den 29. juni i år, havde jeg lovet at køre op til Hjallerup for at køre brudebil for min nevøs søn. Han ville så gerne have, at det netop var i min 1932 Ford Roadster, da den også havde været brudebil for hans far og mor for netop 40 år siden.

2019 1979 Det ville så godt nok blive en køretur på over 300 kilometer, men hvad gør man ikke for familien. Bilen og jeg var i mellemtiden også blevet hver 40 år ældre, så vi nu tilsammen er ikke mindre end 171 år. I en 87 år gammel bil kører man naturligvis ikke på motorvej skønt den har en kraftig V/8 motor, så jeg besluttede at tage turen derop på netop de gamle hovedveje, som jeg stoppede på i 1955. På den lange strækning huskede jeg især visse huse og

landskaber, nemlig de steder, hvor jeg var blevet sat af og havde måtte vandre nogle kilometer, før jeg igen kom op at køre. Jeg husker, at på en skrænt på højre side af vejen, lige efter Rold Skov, sad der altid en gammel mand i en gammel lænestol. Han sad blot og så på trafikken. Han sad der hver gang jeg passerede. Husk på, at dengang var der kun meget få der havde fjernsyn, så det var på den måde han fik lange eftermiddage og sommeraftener til at gå. Jeg var netop begyndt at skrive fortællingen om mine ture på stop, så jeg kom derfor til at tænke på min håbløse situation i Rold Skov i 1955. Jeg fik nu Ulla til at bage en portion vaniljekranse efter min mors opskrift. Dem ville jeg så spise på netop det samme sted i Rold Skov som dengang, og mindes min håbløse situation og mirakuløse redning. Da jeg kom til stedet, turde jeg ikke standse motoren, da bilen nu var blevet meget varm på denne varme dag. Jeg vidste nemlig, at den så kunne være vanskelig at starte igen. Jeg lod den derfor blot stå i tomgang. - Jeg fik taget billedet med vaniljekransen, men da jeg skulle til at køre igen gik motoren uheldigvis i stå og nu var den ikke til at starte igen.

Jeg stod nu lige pludselig i samme situation og på samme sted som for 64 år siden. Jeg var igen i tidsnød. Jeg skulle jo helst holde foran kirkedøren helt oppe i Hjallerup, når brudeparret kom ud og igen havde jeg brug for et mirakel. Jeg satte mig nu på trinbrættet og spiste som trøst alle vaniljekransene nøjagtig ligesom dengang, mens jeg tænkte situationen igennem. Jeg måtte lade motoren blive lidt køligere og åbnede motorhjælmen på begge sider, så der kunne komme lidt træk gennem motorrummet. Jeg kunne ikke forsøge at starte for mange gange, da jeg så ville bruge al strømmen på batteriet. Jeg satte mig derfor på den bagerste kofanger og forsøgte at se ud til at trænge til hjælp. Der kørte mange biler forbi, men nutidens mennesker er ikke så hjælpsomme mere. Skæbnen, eller måske mine hjælpeånder, plejer dog altid at sende mig hjælp, når jeg allermest har brug for det, og det skete da også igen, for pludselig standsede der en bil og en begejstret amerikaner sprang ud og var helt vild med min bil. Vi fik en længere snak og til sidst bad jeg ham skubbe mig i gang. Det var han straks med på og spurgte om jeg så ville starte i ”pushgear”, som de kalder andet gear derovre. Andet gear er altid det bedste at starte med, når man bliver skubbet i gang. Bilen sprang hurtigt i gang og vi vinkede farvel. - Der er altså noget ved det sted i Rold Skov, med vaniljekranse og held. Og i al ydmyghed: - Tak til mine trofaste hjælpeånder. Nå, men tilbage til 1955. På en anden hjemtur til kasernen i Ålborg samme vinter var der igen meget få biler og igen var der glat føre efter et stort snevejr. Jeg kan huske, at der ud for en gård ved vejen lige før Hobro, var et kæmpestort

hul ned i det tykke hårdtkørte snelag der lå på vejen. Sneen blev ikke ryddet dengang, men blot kørt hård og gruset. Jeg passerede stedet flere gange den vinter og det undrede mig at hullet ikke blev fyldt op. Det kunne meget let rykke fortøjet i stykker på en gammel bil. Samme gård havde i øvrigt altid et skilt stående ude ved vejen: Bintje kartofler, stod der og det har de haft i alle årene lige siden og har det stadig den dag i dag. Nu står det blot på en lang mur. Den aften var jeg strandet mellem Randers og Hobro, da der endelig kom en stor Ford V/8 kalechevogn med ”svigermorklap” bagi. Den standser og tilbyder mig plads, men hvis jeg vil med, skal jeg sidde i det åbne sæde bagi, da der ikke var plads inde i kabinen. Der var pivende koldt, men jeg betænkte mig slet ikke, for det var jo igen valget mellem ”brummen” og en forkølelse. Jeg kravlede op og fandt snart ud af at lægge mig ned på bunden og krumme mig sammen ved siden af en kuffert, der også stod nede i rummet. Jeg var nødt til at holde bagklappen lidt åben, da den ikke kunne lukkes op indefra. Hvis vognen kørte i grøften på grund af det glatte føre, ville jeg gerne kunne komme hurtigt ud. Det blev en kold tur, men jeg nåede hjem til tiden.

Jeg kom også engang en kold novemberaften op at køre bag på en motorcykel. Det regnede og jeg havde kun min udgangsuniform på. Jeg kørte med fra Randers til Ålborg, så jeg var meget kold og våd da jeg ankom og det varede det meste af natten før jeg fik varmen igen. Jeg blev i øvrigt indlagt på infirmeriet på Høegh Guldbergsgade kaserne i Aarhus i 14 dage på grund af en lettere lungebetændelse, så det kolde ”stopperi” tog alligevel lidt på en ellers rask soldat. Det var helt dejligt at være indlagt, for man slap så for en masse strabadser i felten i den kolde martsmåned. Vi gjorde derfor alt for at være indlagt et par dage længere. Vi var kun to mand på sygestuen og da vi fornemmede, at vi ville blive sendt hjem den næste dag, fandt vi på at lægge vore termometre over på varmeapparatet et øjeblik, indtil temperaturen viste 39 grader. Da stuegangen kom lå vi og så temmelig sløje ud, men den gamle erfarne militærlæge kendte jo selvfølgelig alle fiduser, så han lod sig ikke undre over den pludselig højere temperatur, men sagde: - Det er nok et mere ondsindet tilfælde end jeg havde regnet med, så jeg bliver nødt til at tage skrappere midler i brug for at få Jer raske. Han tog derpå en meget stor kanyle frem og fyldte den med en væske. Vi blev bedt om at lægges os om på siden og blotte bagdelen. Hurtigt stak han ”hestekanylen” ind og jeg kan fortælle, at det gjorde altså bare ondt, - virkelig ondt. - Så må vi se om det hjælper, ellers må I have en omgang til i morgen. - Næste morgen havde vi mærkværdigvis nok en normal temperatur og vi blev sendt hjem til vores egen kaserne. Jeg husker også en anden oplevelse på en ”stoppetur”. Jeg

var kommet op at køre med en gammel Ford A ude ved den gamle mølle på Hobrovej i Ålborg, med en meget snakkesalig mand og han havde en masse at fortælle og han koncentrerede sig ikke ret meget om sin kørsel. Det resulterede i, at da han, i Skalborg skulle dreje til højre mod Nibe, havde så meget fart på, at han fortsatte lige over i vejgrøften i venstre side. Han kørte helt ned i den lidt dybe grøft, så hele hans familie og jeg havde et værre mas med at få Ford A’en op på landevejen igen. Jeg var vist også lidt irriteret over at det forsinkede min hjemtur. Jeg kan i hvert fald huske, at jeg var helt glad over, at jeg ikke skulle køre med ham mere på grund af hans usikre kørsel og hans evige snakken. Tiden det tog at komme fra Ålborg til Aarhus var ikke vigtig, bortset fra, at jeg selvfølgelig gerne ville hjem så hurtigt som muligt. Men den anden vej, tilbage til Ålborg, var tiden derimod uhyre vigtig, så jeg satte altid fire timer af til køreturen for en sikkerheds skyld. Især om vinteren, hvor der ikke kørte så mange biler og det var disse fire timer der nogen gange kunne være lige stramme nok, men afskederne var jo svære. Det var meget forskelligt hvor lang tid turen tog. Nogle gange var man heldig og kom derop med kun to biler. Jeg kan dog aldrig mindes at have kørt direkte med kun én bil, og de fleste gange skulle man med mindst tre-fire biler og enkelte gange med endnu flere. Der var jo ligesom man var heldig til. Så nogen gange blev det så lige lidt for spændende og det er nok derfor jeg husker disse situationer bedst. Jeg fandt derfor hurtigt ud af, at hvis jeg var selvkørende, kunne jeg komme hjem cirka to timer før om lørdagen og tage af sted cirka to timer senere om søndagen. Det gav hele 4 timer mere hjemme hos mine forældre og især Ulla.

Men jeg havde jo ikke ret mange penge. Jeg havde dog en kun to år gammel Skylon knallert, som jeg havde købt på afbetaling i min læretid. Den solgte jeg og begyndte nu at se mig om efter en meget billig brugt motorcykel. Den fandt jeg nede i Sejrøgade i Aarhus. Det var en BMW-model R 35 fra 1938. Motoren var encylindret og på 350 ccm. Den var ikke så pæn at se på, - ja den var endog lidt afrakket, men den kunne køre. Jeg fik den for 750 kroner og jeg var vældig stolt af den, for den var jo min egen. Benzintanken havde engang været slagloddet på undersiden, men reparationen var ikke lykkedes helt, så den var utæt og der dryppede benzin ned på den hede cylinder. Det var lidt farligt, men ingen turde svejse eller lodde den om på grund af eksplosionsfaren, så jeg tætnede den engang imellem med en ordentlig klump tyggegummi. Dengang tyggede vi meget tyggegummi. Det var dog ikke særlig effektivt, da det ret hurtigt opløstes af benzinen.

Så bankede jeg lidt på lodningen og nu holdt det mere tæt. Jeg kørte med det, som det var, men helt tæt blev den aldrig, medens jeg var soldat. Der skete dog aldrig noget i form af brand eller eksplosion. Der manglede nogle eger i baghjulet, så det var noget slasket. Dengang havde jeg ikke meget forstand på den slags, så jeg strammede blot de resterende så meget op, at hjulet ikke var så leddeløst mere. Det resulterede dog i at hjulet nu blev skævt og slog en del, når jeg kørte. Bilerne begyndte at dytte af mig og pege på baghjulet. Men jeg nikkede bare for på den måde at fortælle, at det vidste jeg godt. Vi døbte den Hannibal, da den slingrede så meget med baghjulet, at general Hannibals soldater må have haft samme fornemmelse, da de ret over alperne mod Rom på deres kampelefanter. Jeg hentede engang Ulla i Aarhus. Hun sad bagpå på en lille firkantet polstret gummipude. Det har nu ikke været særlig komfortabelt, men hun brokkede sig slet ikke. Vi skulle til stor regimentsfest på den dengang meget berømte restaurant ”Kilden” i Ålborg. Den lå cirka der, hvor nu kongrescentret ligger i dag. I 40’ og 50’erne var der engang om ugen middagskoncert fra denne ”Kilden”. Til at underholde de fine gæster til frokost og middage havde restauranten sit eget orkester. Det samme havde restaurant ”Wivex” i København. Jeg tror helt sikkert at ældre borgere endnu kan huske disse direkte radioudsendelser, hvor man nogen gange kunne høre støj fra porcelænet og gæsternes konverseren i orkestrets pauser.

Til omtalte fest skulle jeg klippes så jeg og 88 kørte op til hans frisør i Åbybro. Han var nemlig meget billig og det var jo noget for fattige soldater. Da jeg sad i stolen, sagde jeg til ham, at han godt måtte klippe det ret kort, så det varede længe inden jeg skulle klippes igen. Han klippede til min undren først højre side af hovedet og rørte ikke venstre. Da han var færdig opdagede jeg til min store rædsel, at der ikke var et hår der var over 1 centimeter langt. Jeg råbte: Hvad laver du? – Sagde du ikke at du ville have det kort? – Nu er det kort. Ja, det skulle jeg da lige love for. Dengang var det kun tugthusfanger der var så plyssede. Der var dog ikke noget at gøre. Den anden halvdel blev også plysset, og hele festaftenen måtte jeg finde mig i at alle kom hen og strøg

mig over ”børsterne” og sagde ting som: - Nå, krølle, du er nok blevet klippet. Man kan tydeligt se mine ”børster” på billedet, hvor jeg bøjer mig over min motorcykel. Jeg brugte også motorcyklen frem og tilbage mellem Aarhus og Ålborg, og når vi var på øvelser på Hevring Hede og i Borris nede ved Skjern. Her havde hæren et kæmpestort område i Borris Sønderland. Her husker jeg en lidt dramatisk hændelse. Vi var på feltøvelse i Borris. Jeg havde været på orlov og skulle søndag møde i Borris inden kl. 24. Undervejs skulle jeg samle 328 fra Skanderborg op på landevejen mellem Aarhus og Silkeborg. Jeg ventede og ventede, men der kom ingen 328 og til sidst var jeg nødt til at køre, for bare at have en chance for at komme til lejren i Borris inden midnat. 328 forklarede senere, at han havde haft svært med at komme væk fra kæresten og var faldet i søvn. Jeg kørte nu mod Borris alt hvad min gamle BMW kunne trække. Det vil nu ikke sige så meget, da den kun kunne køre 85 km. i timen. Da jeg kom til Ikast, så jeg til min store rædsel at vejen til Herning kun bestod af ét spor og det gik vest - øst. Der var et stort arbejde i gang med at udvide vejen og min side mod Herning var fuld af brostensdynger fra den gamle vejbelægning, store maskiner og andet vejmateriel. Der var en lang omkørsel, som jeg slet ikke havde hverken benzin eller tid til at tage. Der var nu helt mørkt, og jeg havde kun én chance. – Jeg måtte køre mod Herning i det ensrettede spor, altså mod trafikken. Der kom hele tiden biler, dog ikke så mange som i dag og de var lette at få øje på i god tid, da de jo alle havde lys på. I begyndelsen

slukkede jeg lyset og holdt ind til siden, indtil bilen havde passeret. Men tiden gik jo og motorcyklen brugte også benzin i tomgang og det kunne nu ikke vare længe før jeg ville blive nødt til at slå over på reservetanken, så jeg valgte til sidst blot at slukke lyset, når der kom en bil og køre ovre i højre vejbane med vejarbejdet og så håbe på, at der ikke stod en stor vejtromle jeg ikke kunne se i buldermørket, for jeg blev jo blændet af de modkørende bilers lygter. Det gik godt i lang tid, men pludselig, - netop medens jeg, med slukket lys, kørte ude i vejarbejde-siden, kunne jeg mærke,

at jeg fløj i luften! – Vejen under mig var væk! – Luftturen har jo blot varet nogle få sekunder, men det var et af de øjeblikke der føles som evigheder. – Jeg nåede let at tænke: - Hvor lander jeg? – Stod der en stor vejtromle? – Var der en stor dynge brosten eller hvad? – Der ville snart komme et sandhedens øjeblik. Pludselig røg jeg af motorcyklen og trillede hen ad jorden, men jeg havde faktisk ikke slået mig ret meget. Jeg var nemlig, til mit store held, landet i en stor dynge brunt sand og i den dynge lå min BMW nok så flot og var helt uskadt. - Det kan vel siges at være et stort held. - Jeg gik tilbage for at finde ud af, hvorfor jeg pludselig havde fløjet i luften. Det viste sig at den nye vej skulle ligge i et lavere niveau, cirka godt én meter lavere, så jeg blev pludselig glad for at jeg ikke havde kørt den modsatte vej i denne side! Jeg startede motorcyklen igen, men valgte fra nu af at holde stille og slukke lyset, når der kom en bil. Men nu var

jeg også næsten henne ved Herning. Alt dette havde forsinket mig yderligere, så nu gjaldt det om at komme ad Borris til. Samtidig vidste jeg, at nu skulle jeg virkelig også spare på benzinen, da jeg lige efter Herning havde måttet slå over på reservetanken. Jeg kørte og kørte og jeg syntes at tiden gik alt for hurtigt og at der vist var længere end jeg havde troet, men endelig nåede jeg porten til lejren i Borris og da var klokken, - og det er helt uden overdrivelse, to minutter i midnat og vagten, der var en af mine soldaterkammerater, sagde med et smørret grin, at så kunne jeg vist heller ikke komme ret meget senere. Nu havde jeg undgået ”brummen” to gange ved hjælp af store held, for da jeg næste dag startede BMW´en for at køre op til Borris efter benzin, løb den tør inden jeg var nået ud af lejr-porten. Jeg fik lov at ”låne” en liter benzin fra den Jeep jeg var vognkommandør for, så jeg kunne komme op til Borris.

Da jeg senere var soldat i Tyskland tegnede jeg ”Hannibal” helt efter hukommelsen, for jeg havde intet billede. Jeg tegnede den, som jeg ville have den skulle se ud, når jeg kom hjem. Den havde fået både twinsæde og kasketskygge. Jeg købte et twinsæde i Tyskland og tog med hjem, så jeg restaurerede den faktisk med twinsæde, men måtte desværre senere sælge den, for at skaffe penge til mit hus. Jeg skulle nemlig giftes.

Langt senere købte jeg vraget af en model magen til og restaurerede den. Den står i dag indregistreret i min garage som Hannibal 2.

Før

Efter Det var lidt historier om nogle af de oplevelser jeg havde som soldat, når jeg tog på stop i de gode gamle dage i 1955.

Det var i øvrigt ”fede” tider rent køretøjmæssigt. Især de amerikanske bilmærker havde kronede dage. Den ene, næsten overdrevne, model efter den anden dukkede frem. Der kom en ny model hvert eneste år. Især kofangerne og halepartierne udviklede sig. Der skulle faktisk to mand til at løfte forreste kofanger på mange af modellerne, så omfangsrige og tunge var de, og der gik så meget metal til nogle af halefinnerne, at man let kunne lave en lille tysk bil alene af en bagskærm. Motorcyklerne, især de engelske, havde også en spændende og god tid. Det var jo længe før japanerne kom til at dominere. I de år var jeg til mange bakkeløb, som det hed dengang. Her kappedes BSA, Matchless, AJS, Norton, Ariel og sågar enkelte Nimbus, men i gadebilledet var der også mange tyske motorcykler, såsom NSU, BMW, Victoria, Adler, Ardie m.fl. Jeg kørte selv mange natorienteringsløb, sammen med min fætter på hans BMW og vi vandt en del præmier.

Jeg mindes disse ”stoppeture” med nostalgiens glæde og har for længst fortrængt de mest tænderklaprende vintertures ubehageligheder.

Knud Erik Guldager