STAKKELS EMILY

Vinter og mørkt næsten hele dagen, om formiddagen lige til klokken ti. Emily (Em? Eller måske Emma?) vågner med lyset, for hende er det sent.

Se på hende, liggende med en pude mellem benene og den ene hånd på maven, hendes øjne ser hen mod vinduet, ser ud ad vinduet, i dag er der gråt udenfor. Emily, sikke et trist navn at have, så regntungt, at en gammel tante ville have strøget hende over håret og sagt, men lille barn dog, er du her i lejligheden helt alene. Nu skal du rejse dig op, Emily, ville konen have sagt, og så rejser hun sig op, i sengetøjet er der en lugt af et eller andet, som ikke kun er hende, og hun skruer sig nærmest ud af sengen på grund af maven, sent, sent, kroppen er nu nærmest som en mursten, hun føler sig firkantet, bred over ryggen, tyk, vand i anklerne, ansigtet er for fladt og for rundt.

Hun ser sig i spejlet, og der er hendes far i næsen, i huden, håndleddenes bredde, hendes mor er i håret. Emily vil ikke tænke på det, hun tager trøje og bukser på.

Hendes lejlighed er meget lille, der er lige plads til to, egentlig ikke plads til flere. En lille stue, et soveværelse, der er sengen, og under sengen er der skuffer til tøjet, som nu ligger i en bunke inderst ved væggen, fordi hun ikke gider lægge det sammen (nu har hun altid krøllet tøj på, der får hende til at se snavset ud, selv om hun er ren). Et lille køkken, et lille bord med to stole, flere vægge, der adskiller værelserne fra hinanden, vaskemaskine i kælderen. Hun bruger mange minutter og timer på at ligge i sengen og stirre ind i væggen og op i loftet midt i den mørke nat, og fordi hun ikke sover ret meget, bliver det til mange timer med fjernsynsprogrammer de dage, hvor hun ikke er på arbejde. Hun tænder for fjernsynet, så snart hun vågner, og det skal stå tændt hele dagen med en lydstyrke på treogtredive, der betyder, at hun slipper for selv at have tanker, god-morgenprogrammet med kokken, der steger et stort, hvidt stykke fisk, betyder, at hendes tanker springer ud over altankanten og lander med et smæld på asfalten, inden de forsvinder.

Nu ser hun på sin telefon, og der står, at MOR har ringet tre gange, og et minut efter det tredje opkald har MOR skrevet en sms: HALLO ER DU VÅGEN, VIL DU GIVE LYD NÅR DU SER DET HER. Man kan ikke gå rundt og være bekymret for sin egen mor (sådan som mødre er bekymrede for deres døtre), når en mor er det eneste, man har, for Em har ikke andre end sin gamle mor nu, men hun mærker, det er hårene, der rejser sig på armene, at hun er nødt til straks at svare, så hendes mor ikke skal blive bekymret. Hun ringer tilbage og ved, at det er med vilje, at hendes mor først tager telefonen efter et stykke tid, og hvis hun lægger på, inden moren når at tage den, har moren lejlighed til at sige: Du må altså ikke afbryde så hurtigt, det kan få mig til at græde.

Først efter tredive sekunder, Em tæller, mens det ringer, er hendes mor i røret.

Em spørger, hvorfor hun ringede, og hendes mor siger, at hun havde tænkt sig at gå en tur ud i dag, og hun spekulerer på, om Em har brug for hjælp, om hun skal købe noget ind for hende. Em spørger, hvad hun skulle have brug for hjælp til. Ikke for at være fræk, selv om det opfattes sådan, og moren siger: Det ved jeg da ikke, og Em tænker på, hvad hun kan have brug for hjælp til, hun ved ikke, hvad det kan være, måske til at skifte pæren på badeværelset. Hun siger, at hendes mor kan komme ved firetiden, hvis hun vil, det siger moren ja tak til.

Stakkels hende, der hedder Emily, i dag, på dagen i dag, har hun været gravid i hele syv måneder, og det er de to nu, Em og den voksende mave, Em og barnet, efter at Pablo forsvandt ud ad døren for at få orden på noget, som han kaldte det. Ja, sådan var det, forsvandt. Eller var det sådan, det var? Jeg skal fikse noget, havde Pablo sagt og låste sig inde på værelset i to timer. Em havde siddet i sofaen og set fjernsyn, hun var faldet i søvn, var vågnet, Pablo stadig inde i værelset, indtil han gik ud ad døren, nu med en sort taske hængende over skulderen. Em så på Pablo, inden han gik, Pablo så på hende, Em spekulerede på, hvad han tænkte, hvad han skulle, Pablo blinkede til Em, lukkede døren, låste døren, Emily blev ved med at se fjernsyn.

De første dage sad hun og ventede om aftenen, hun lyttede efter, om nogen tog elevatoren ude i opgangen, eller om nogen gik på trappen, lyttede efter, om en bil standsede uden for blokken. Så ringer hun igen, det ringer og ringer, lige indtil han tager telefonen, stemmen flad, og hun spørger, »hvad sker der«, og Pablo siger,

»ingenting«, hans stemme er så uinteresseret, og Em gentager, »ingenting, hvad betyder det«, Pablo siger, »det ved jeg ikke«, og så er der en lang pause, »jeg har brug for lidt tid alene, og der er noget, jeg skal ordne med Ousman.« Em trommer med fingrene på vinduet, hun siger, »alene, hvad betyder det«, og Pablo siger, »det betyder, at jeg tror, det er bedst, vi er lidt væk fra hinanden«, og det forstår hun ikke, at han slår op med hende, eller hun vil ikke forstå det, nej, hun forstår det ikke, hun tænker, at han skal ordne det der med Ousman, og bagefter, eller senere, vil han ringe, men hvem ved.

Et øjeblik forstår Emily, at hun er blevet forladt, men kun et øjeblik. Hvis man ser på hende netop da, får hun store, mørke, trætte øjne (man bliver så forfærdelig træt af at blive forladt), hun ser helt ulykkelig ud.

Men da hun finder tyve tusind kroner i en plastikpose under en pude i soveværelset og har talt alle pengene, lyser hendes øjne igen.

Den gamle kone ville have sagt: Men dog, lille ven, det er den slags, der sker, og hun ville have holdt om Emily og vugget hende fra side til side, og så ville Emily falde i søvn igen.

Så ville hun vågne, og man ser på hende og vil spørge, og hvad vil du så være, når du bliver stor?

Engang sagde Emilys mor, at hun var nødt til at begynde at tjene sine egne penge, hvis hun ville købe hårbøjler og makeup ligesom de andre piger (hendes mor var altid så flad de sidste uger inden lønningsdag, at Em var nødt til at ringe til hende og spørge, om hun måtte tage noget mad, når hun var alene hjemme). Em gik ind i et supermarked med et printet cv og en jobansøgning, og det var sådan, hun fik sit første job.

Uden for blokken er der lagt ny sort asfalt, mørk vej med et rækværk fra Ems dør helt ned til T-banens stoppested, hvor hun tager banen på arbejde, tidligt tidligt går Em ud ad døren (hun kan nærmest ikke gå ud ad sin dør, uden at nogen ser på hende) og holder fast i rækværket hele vejen ned til perronen for ikke at glide på isen, tidligt tidligt møder hun i supermarkedet for at gøre det hele klar. Åbne, tænde kasseapparaterne, kontantautomaten, Marewan logger ind på pc’en, han laver også en smoothie og går på wc, mens Em koger vand og laver en kop kaffe. Em bærer på stabler af aviser, sætter VG, Dagbladet og Aftenposten frem sammen med et par andre lidt mindre aviser. Marewan placerer en stol bag æblekasserne, Em sætter sig ned og puster ud, nu er det tid til det, Em allerbedst kan lide ved sit job, at se på frugten. Hun kigger efter små skavanker, hakker i æblerne, pletter på bananerne, for bløde avocadoer, nogle af kunderne klemmer avocadoerne flade for at få penge tilbage under grøntgarantien, hun bygger en pyramide af appelsinerne. Hun piller nogle kålblade af og nogle basilikumblade, og så sætter hun sig ned igen.

Em kan se og se hele dagen, lige til øjnene bliver trætte af det gule lys i loftet, lige til Marewan beder hende om at fjerne svindet og gå hen til kassen.

På et eller andet tidspunkt, det er inden hendes pause, retter hun aviserne i stativet op, så de ligner en firkant, og hun opdager, at der i hjørnet på forsiden er et lille bitte billede af Pablos ven Ousman. Hun åbner avisen, og der står, egentlig om en lille sag, at politiet har foretaget en razzia hjemme hos en central person i Oslos kriminelle miljø, Ousman, og der har de fundet en hårdt såret person i en seng, næsten-i-koma, og meget narkotika. Der står, at man kan ringe, hvis man har tips.

Hun læser med store øjne og åben mund, hun ser så dum ud, det føles ikke ubehageligt, men spændende, nøjagtig som om hun også selv er i avisen. Marewan siger: Hvad er det, du laver, Em siger: Ingenting, og hun er nødt til at lægge en avis til side for at læse den igen bagefter. På wc’et ringer hun til Pablo, men han tager ikke telefonen.

Det er morgen, supermarkedet er lige åbnet, da Marewan, chefen, tjekker de andre franchise-butikker, hvor meget de sælger for, nogle af dem har en omsætning på næsten fire millioner, og Marewan har mødt nogle af deres ejere, unge, ambitiøse, ofte homoseksuelle mænd, der har valgt at vente lidt længere med studierne, fordi man kan tjene op til flere millioner om året på at være assisterende, eller fungerende, butikschef i dagligvarebranchen. Selv har han en stor omsætning, men ikke så stor, han vil gerne have mere, men der er mange tyve i butikken, og Marewan er træt af tyve, træt af dagene, der følger efter hinanden, og træt, fordi han endnu ikke har fået drukket sin smoothie færdig, inderst i øjenkrogen er der stift af søvn. Han printer tre ark papir ud, hænger de tre stykker papir med billeder af tyvene på døren til fryseren, skriver med sprittusch på A4-arket, kurdisk mafia, tyve, udråbstegn. Det er kurderne, der stjæler, mener Marewan, nogle stjæler syltetøj, putter mange glas i rygsækkene, andre stjæler øl, putter øl i rygsækkene, og der er også bulgarere, der stjæler, eller rumænere, de behøver ikke kun at være fra Rumænien. Marewan har set, at der står BG på de store firhjulstrækkere, der står i gaden, pakistanerne er ikke tyve, men alle andre, dem skal man også passe på, tænker Marewan.

Han hænger en seddel op om personalefesten, der også er Emilys afslutningsfest, inden hun går på barsel, han har booket bowling til dem alle sammen inde i centrum, først mødes de ved supermarkedet og kører til bowling, bagefter kører de tilbage til forretningen, parkerer og går hen til en fin restaurant med god mad i kvarteret. Det er vigtigt at sige til i god tid, har Marewan skrevet på sedlen.

Nu sidder Emily ude i butikken og sætter alarmer på bunden af alle øldåserne, hun sidder på en stol og har havehandsker på, sådan skal hun klistre i flere timer.

Marewan føler en slags ansvar for Emily, ikke som en far eller en bror og måske ikke som en kæreste, men snarere som en ansvarshavende chef? Følelsen af et eller andet ansvar kommer snigende, når en mandlig kunde, Marewan genkender som en klæbrig type, kommer ind i butikken og beder Emily om at vise ham sukkeret, og selv om Emily har svært ved at gå eller går langsomt, vugger fra side til side med hænderne på lænden, er hun nødt til at følge kunden dybt ind i butikslokalet til den anden reol helt inderst under et skilt, hvor der står bageartikler, og hun bøjer sig ned for at tage sukkerposen og række den til kunden, der siger, at Emily er næsten lige så sød som sukkeret. Så kommer Marewan og overtager, hjælper kunden, beder Emily om at holde pause, og bagefter, ved kassen, da Em køber cola og knækbrød, siger hun: Der reddede du mig, Marewan.

Og Marewan har så stor lyst til at bruge hendes kælenavn, Em Em Em, sådan som Tina gør. Han ved bare ikke hvordan.

Inden Marewan går for dagen, kigger han på regnskabet. De første dage, mandag, tirsdag og onsdag, var stille, bortset fra efter almindelig arbejdstid, hvor der kom mange penge ind, men i weekenden gik det opad, og de landede på 601 med et budget på 558, hvilket er godt, for fremover kommer omsætningen til at stabilisere sig på 600. Men Marewan ser også, at de ansatte giver penge retur for rengøringsmidler og dyre varer, og i løbet af den sidste måned er det tilfældet med otte pakker blå druer til næsten halvtreds kroner stykket og flere luftfriskere, det er blandt andet Emily, men ikke kun hende, hun er så sød, fordi hun er gravid, som har givet kunden penge tilbage. Han går ud i forretningen og siger til Emily, der skal til at låse, at det er svindel, at fremover skal alle varer med grøntgaranti godkendes af ham, også dem til under hundrede kroner. Emily siger, at det var en af de vrede kunder, der sikkert var på vej hen på jobcenteret, og hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre, der var kun hende, og Jørgen i kassen havde pause. Ring bare til mig, altid, siger Marewan. Det er en teknik, narkomanerne bruger, de henter varer direkte fra hylden og spørger, om de kan levere dem tilbage. Derfor skal du altid bede om at se en bon og tjekke den meeeget grundigt, siger Marewan. Resten er, som det plejer, den sidste halve time skal Emily tage brødene og kagerne ud bagved, det skal sendes som svind, hun skal bede kassemedarbejderen trække varer frem, tandbørster osv. Pakke aviserne sammen, og der skal fyldes op med snus og cigaretter.

Marewan skriver også ugens super-vedligeholdelsesopgave op. Det er at sætte reolen til de internationale varer op sammen med ham.

Så sidder Marewan i bilen, i kø, på Trondheimsveien, på vej hjem til blokken, eller på E6, hjem til Lørenskog eller et andet sted derude ad, måske til Ellingsrud, hjem til konen, hjem til aftensmad og bad og seng og lys, der bliver slukket.

Emily sender ham en sms sent om aftenen, længe efter at hendes skift er slut, klokken er over et om natten, hun skriver JEG KAN IKKE KOMME TIL FESTEN, Marewan skriver straks tilbage MEN FESTEN ER EN

AFSLUTNING FOR DIG, og Emily svarer JEG SKAL

TIL FAMILIEFEST, HYG JER.

Man tænker måske, at Emily er en stærk og tydelig kvindeskikkelse, men nej, Emily er svag svag, i kroppen, fordi hun er gravid (og snart er hun også sygemeldt), læggene er tynde tynde, hovedet hænger forover. Også svag i sit væsen, der flyder ud, nu flyder det virkelig, og det er derfor, Marewan har sat en stol frem til hende på arbejdet.

Hun er nødt til at sidde på stolen næsten hele dagen på grund af bækkenet. Hun dagdrømmer på stolen, hvad tænker hun på, hun tænker på ... ved det ikke, sikkert ingenting, lige indtil en kunde står foran hendes ansigt og spørger, om de har pavlovakage, og Em spørger, om han mener frossen pavlova, men det ved kunden ikke, han har bare fået en indkøbsseddel af sin kone. Sammen går de hen til frysedisken, hun går forrest, han følger efter, hun bøjer sig frem for at se, og maven rammer kanten af disken, hun kan ikke se nogen pavlova. Jeg tror ikke, vi har nogen, siger hun. Af andre mindeværdige kunder i dag er der også en, der spørger, hvorfor hun altid ser så trist ud, eller sur ud (kunden kender ikke forskellen på sur og trist), det virker, som om hun ikke er glad for at se kunderne, ikke engang de faste kunder, som køber ind i forretningen hver dag, hun burde smile lidt mere. For nogle dage siden faldt Em i søvn i pausen på arbejdet, hen over bordet, med hovedet i hænderne, eller bare kinden mod bordpladen, maven under bordkanten, og fyrre minutter efter kom Marewan ind. Han ruskede hende i armen og sagde, at pausen var forbi.

Litteratur

Citaterne på side 21 og 158 er fra Kirsten Thorups Erindring om kærligheden (2016). I denne roman er et af citaterne lettere omskrevet.

På side 161 er der en reference til Olga Ravns Mit arbejde (2020).

Titlen på tredje kapitel er hentet fra sangen »Jobb, penger og helse« af Åsmund Sem-Johansen.

·st:Ekkel:shsnde.ærheddsrEmir/,1dag,pedaQQn1 dag, harhun\.-æ-,st gra"'1d Il"lsls'i>'/IJm�nsdEr, cg dst,srootonu, Emq:Jdsnvol:send,smi3'Rl,Emcg barnst, efteratPabloForsvandtudaddørenfor at fåcfdsnpei nogst, SlXTl han1:-aldtsdst Ja,sådan 1/'Jæt, forsvandt Eilefwrdetsåd211,detvar?J,sg stalfiksenogst,havdsPablosagtog låstgsiglnoo på\<æ"oBISEtItot.Jm,sr. EmhavdssiddetIsofooncg set�srn'i>'/n,hun..,...-.,rfald,stISØ'im,wrv�gnst,Pablo stadigIndelvær�set,Indtilhangikudaddwsn,r,J medsnsorttaskghærig,snooovsrskuldsren. Em så peiPablo, ndsnh211gik, PcolDs�� hends,Em sp;ikulsroo,sp�. hvad hantænkte, hvad hanskul!Q, Pablo bllnkoos til Em, ILiled,sooren, l�stsooroo, Emir/blevvedmsdatoo�ern:syn.·

-Lidet-agfrab::gen