FØRSTE Første gang Ana ikke kommer GANG Ana ikke kommer

Gutkind

Gutkind

Første gang Ana ikke kommer, gør det ikke noget. Vi er nervøse, vi er fulde, og det eneste, jeg kan tænke på, er, om jeg lugter af sved. Jeg koncentrerer mig om at holde hendes ansigt langt væk fra mine armhuler, mens hun bliver ved med at nærme sig min hals for at give mig små kys op mod min mund.

Vi ligger i et badekar, vinduet er åbent, og små blade drysser ind og sætter sig fast på vores svedige hud. Det kradser i min hals, det er mig, der har drukket halvdelen af punchbowlen. Jeg smager af sukker, og jeg brækker mig snart, men prøver hårdt på at holde det inde.

Da jeg tager bukser på igen, tænker jeg, at jeg skal sige noget. Bare et eller andet. At vi skal gøre det igen, eller at det var hyggeligt. At jeg er glad for, at hun kender Rosa. At det ikke er sådan noget, jeg normalt gør. Eller måske, at det er det. Måske skal jeg være lidt mere cool. Det siger de andre altid, vær lidt mere cool. Men hvordan kan jeg være cool, når jeg nok bare er ham fra den der fest. Ham, hun får lidt moralske tømmermænd over eller mest endte sammen med, fordi ekskæresten dukkede op med en anden, eller tinderflirten ghostede hende. Måske er jeg sådan en, der ser ud på én måde om aftenen og på en anden, når man søger på mit navn dagen efter på Insta. Hvis man overhovedet søger altså.

Jeg når at tænke så længe over, hvad jeg skal sige, at jeg slet ikke når at sige noget. Ana står i døren og smiler. Hendes kinder er røde, og eyelineren er helt smattet ud i højre side.

»Lad os gøre det igen,« siger hun. »På et tidspunkt.«

Jeg spørger naturligvis Asger, hvad han tror, hun mener med det. På et tidspunkt. På et tidspunkt, når du skriver til mig, eller på et tidspunkt, når vi ringer til hinanden efter en sommerfest på arbejdet, lidt for tidligt, i forhold til hvor fulde vi er, men lidt for sent i forhold til at ringe uden en bagtanke. Vi trækker vores cykler gennem parken, og Asger mener, at det er lidt ligesom, når man møder en gammel bekendt på gaden og siger »lad os drikke en kop kaffe en dag«, og den anden siger »helt sikkert«, selvom begge parter godt ved, at det aldrig kommer til at ske. Jeg siger, det er motiverende sagt. Asger siger, han bare er ærlig, det kommer ikke til at ske igen, men skal vi tage en durum på vejen, og vil jeg ikke nok holde op med at snakke om sex, når jeg udmærket ved, han ikke får noget.

Da jeg skal sove, tænker jeg på, om jeg burde have nydt det mere. Hvis det ikke sker igen, skulle jeg måske have tænkt mindre på armhuler og blade og brækfornemmelser. Det er altså ikke alle dage, at man får lov til at være sammen med sådan én som Ana.

Men det sker igen. Det sker igen og igen og igen, og første gang jeg opdager, at

Ana ikke kommer, er vi allerede blevet kærester. Faktisk har vi været det i næsten et år.

Vi har tit sex om tirsdagen, for der har vi begge tidligt fri, og Anas roomie går til boksning. Ana har lige været i bad, og da hun sætter sig i sengen, kommer der et lille, vådt mærke rundt om hendes numse. Jeg kysser hende. Vender hende om på ryggen. Lægger hænderne på hovedet. Halsen. Hoften. Halsen. Ana vrider sig. Hoften. Brysterne. Tre store klem. To små.

Ana begynder at grine. Jeg stopper op og spørger, hvad der er, men Ana ryster bare på hovedet og siger, der ikke er noget. Jeg begynder at kysse hende igen. Kører hånden op ad låret i små cirkler hun griner igen.

Jeg sætter mig op. Anas blik flak ker. Hun trækker håndklædet sammen om overkroppen, stryger min arm tre gange.

Hvis man kigger længe nok på Ana, siger hun, hvad hun tænker på. Sådan har det altid været. Da hun ikke ville have, jeg så andre. Da hun syntes, det var mærkeligt, at hun aldrig var blevet introduceret ordentligt for mine venner. Da hun havde tænkt over, om vi egentlig ikke havde nået grænsen. Den der grænse, hvor man helst skal finde ud af, om man skal være kærester eller bare går på nogen dates og boller lidt.

Nu tænker jeg over, om der er flere vigtige skridt, jeg måske har overset.

Jeg har sagt, jeg elsker hende. Hun har mødt min familie. Hun har engang sagt, at hun først vil bo sammen med en kæreste, når hun er mindst 30, så det kan ikke handle om det, og hun er i øvrigt også lige flyttet. Det ville også være en mærkelig ting at grine af.

»Det er bare, fordi du gjorde lidt det samme,« siger Ana endelig.

»Det samme?«

»Ja altså, du har bare lidt de samme bevægelser, jeg kan det næsten udenad.«

Ana griner lidt usikkert og tilføjer, at det jo ikke er ensbetydende med, at det ikke er rart.

Mine hænder føles som store klumper, der er i vejen efter det. Der er albuer og knæ, og hver gang jeg kigger på Ana, ligner hun én, der keder sig eller kigger væk, smiler forceret eller tænker over, hvad vi skal have at spise.

Der er ingen, der siger noget under aftensmaden, og jeg er helt lettet, da Anas roomie endelig kommer ind ad døren, og jeg skynder mig at bruge det som anledning til, at jeg da egentlig også må se at komme hjemad.

Kristine Plechinger Tüchsen (f. 1997) blev i sommeren

2022 færdig på Manuskriptskolen for Børnefiktions første årgang. Når hun ikke skriver prosa, prøver hun at finde sin plads som manuskriptforfatter på Super16. Første gang Ana ikke kommer er Kristines første bog.

Første gang jeg bliver afvist, er de bare nogle fucking ludere. Det er ikke første gang, der er nogle, der er nogle fucking ludere. Alle kan være ludere.

Første gang jeg brænder mennesker op, er det i en skov i Nordsjælland. I en cirkel rundt om bålet sidder jeg på en neonfarvet firkant af skumgummi.

Første gang jeg tager tørklædet på er jeg femten år gammel og indflyvningen over Tehran er lige begyndt.

Jeg er spændt, men ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal forvente.