Christina Lund Sort monsun Thriller

Sort monsun

© Christina Lund og Gutkind Forlag A/S, København 2023

1.udgave, 1. oplag, 2023

Omslag: © Simon Lilholt, Imperiet

Foto: © Lea Meilandt

Sat med Palatino Linotype hos LYMI DTP-Service og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0582-5

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Til Kim.

Tak for din kærlighed. Uden dig, ingen bog.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag

Prolog

Lyset i Afghanistan var noget helt særligt. Det kunne næsten narre hjernen til at tro, at bjergene, hun kunne se i horisonten, var så tæt på, at hun kunne række ud efter dem. Cathrine drak en kop te på taget af huset, hvor hun havde overnattet. Herfra kunne hun se gennem den grønne dal og mod bjerge, hvis tinder var klædt i sne. Det var tidligt forår, og på træerne var lyse blomster begyndt at springe ud, og lyset reflekterede som fine krystaller i daggryets friske luft. Det var morgenerne, hun holdt allermest af i Afghanistan.

Hun havde svært ved at forstå, at dette land havde været i krig uafbrudt i 40 år. Indimellem var der dog små bevægelser mod noget håbefuldt. Sjældent på de store politiske linjer, men blandt de mennesker, der hver dag knoklede med deres liv som indsats, for at Afghanistan skulle blive et bedre sted at leve. Mennesker, som havde set håbet falme et utal af gange, men alligevel blev ved med at tro.

Cathrine holdt om tekoppen med begge hænder. Luften var kølig, og koppen afgav varme til hendes kolde hænder. Hun drak sin te færdig og så mod den blå himmel. Hun kunne ikke se noget deroppe, men hun vidste, at førerløse dronefly ofte svævede over udvalgte dele af Afghanistan særligt på klare dage med blå himmel. Det var en del af at leve her, at både børn og voksne gik rundt i konstant bekymring over, hvad der kunne ramme fra himlen. Cathrine gik nedenunder for at hente Saeed, den tolk og fixer, hun arbejdede sammen med, når hun var på reportagerejse i Afghanistan. Denne gang var de indlogeret hos et af hans fjerne familiemedlemmer. Blandt familiens børn havde særligt den yngste, en pige ved navn Maliha, formået at charmere sig ind på Cathrine. Måske var det graviditeten, der gjorde Cathrine mere åben og nysgerrig over for børn, men Maliha var som et underfundigt cirkusnummer, der underholdt alle omkring sig, både fremmede og dem, hun kendte.

Familien sad på gulvet på tæpper og drak te og talte sammen, da Cathrine kom ind i rummet. Da Maliha fik øje på hende, sprang hun op og tog Cathrine i hånden og trak hende ned på tæppet til de andre. Pigen begyndte at fortælle en historie, som Saeed oversatte. Den handlede om en prinsesse, der var meget modig og kæmpede for sit folk.

“Vil du gerne være prinsesse?” fik Cathrine Saaed til at spørge.

Maliha svarede, oversatte Saeed, “at det ville hun kun, hvis hun kunne være Anna fra Frost, og ellers ville hun gerne være læge”.

Det slog Cathrine, at grunden til, at Maliha svarede, som hun gjorde, var noget af det hårde arbejde, Afghanistans kvinder havde gjort. Kvinder som Noria Seerat, som hun var på vej hen for at interviewe.

“Vi må snart afsted, Saeed. Vores aftale er om lidt”, sagde Cathrine.

Saeed rejste sig fra gulvet, og de gjorde klar til at tage afsted for at møde Afghanistans måske mest prominente kvinderettighedsforkæmper. Noria Seerat havde modtaget en pris og en stor portion penge fra den danske menneskerettighedsorganisation ‘Better Lives’ for sin kamp for flere rettigheder til Afghanistans kvinder.

Cathrine spurgte Saeed, om de skulle tage bilen. Han lo.

“Nej. Noria Seerats kontor er blot to huse herfra. Det tager under et halvt minut at gå derhen”.

Da de kom ud på gaden, viste det sig, at Noria Seerats kontor bogstavelig talt lå på den anden side af gaden. Hun stod i døråbningen for at tage imod dem med en bevæbnet vagt på hver side af døren.

Cathrine vidste fra sin research, at Seerat var garant for stærke citater og en medrivende historie. Hun gik i billedrige detaljer om, hvordan hun blev giftet væk som 12-årig. Da hun var 16 år og stadig ikke var blevet gravid, havde hendes mand mistet interessen for hende. Hun blev i stedet hans tjenestepige, og det var først, da hendes far var død, at hendes familie fandt ud af, hvordan Noria Seerat var blevet behandlet. Hendes ældre bror sørgede for, at hun kom hjem til familien og fik lov til at gå i skole. Hun var næsten 17 år og analfabet, men hun var sulten efter viden, på samme måde som andre tørster efter rigdom og berømmelse. Hun lærte at læse og skrive på både pashto og engelsk, og hun fik undervisning i Afghanistans og andre landes historie. Det var i årene lige efter

11. september 2001 og amerikanernes krig mod terror. Dengang havde fremtiden virket så lys for Afghanistans unge og kvinder. Nu så det helt anderledes ud.

Det var ikke længere kun Taleban, der huserede i Nangarhar. Islamisk Stat havde længe opereret i både Afghanistan og Pakistan. Og det uddannelsescenter udelukkende for kvinder, som Noria Seerat havde været med til at bygge op, var konstant i fare.

Normalt var det ikke den her slags historier, Cathrine dækkede, men da hun var blevet gravid, havde hun og Claus indgået en aftale: ingen krigszoner under graviditeten. Interviewet med Seerat var en relativt sikker opgave – hurtigt ind og hurtigt ud af Afghanistan, og der havde længe været stille i Nangarhar og de andre plagede provinser i landet.

Da interviewet var færdigt, blev Cathrine inviteret på endnu en kop te. Hun ville gerne tale videre med Noria Seerat og høre mere om, hvordan hun og de andre kvinder navigerede uden om truslerne fra både Taleban og IS. Efter frokost skulle Cathrine og Saeed køre til Kabul, og Saeed var nødt til at gå tilbage til huset, hvor de havde overnattet, og sikre sig, at chaufføren havde styr på afgangstidspunktet.

“Jeg bliver her lidt endnu. Vi ses om lidt”, sagde hun til Saeed.

Han så tøvende på hende og lignede én, der ikke kunne beslutte sig for, om han skulle blive eller gå.

“Saeed, jeg kan sagtens gå de få meter selv. Gå nu bare”, sagde hun blidt, men bestemt.

Saeed vidste, at hun ventede sig, og han havde været ualmindeligt omsorgsfuld over for hende på denne tur.

Da de havde drukket deres te færdig, placerede Cathrine højre hånd over sit hjerte og bukkede for at sige farvel og tak for interviewet. Uden at hun vidste hvorfor, lagde hun flygtigt den samme hånd på sin mave bagefter. Hun havde på det seneste mærket, at bukserne var begyndt at stramme, og at hun blev lettere forpustet, men hun havde ikke haft nogen gener under graviditeten. Faktisk havde hun mærket så lidt til den, at hvis ikke det var, fordi hendes menstruation var udeblevet i mere end fire måneder, så ville hun ikke have troet, at hun var gravid.

En gul autorickshaw susede larmende forbi hende, i det øjeblik hun trådte ud fra Noria Seerats kontor. Vagterne stod stadig på hver deres side af døren. Cathrine nikkede til dem og trak det sorte tørklæde med de indvævede guldtråde op over sit hår. Så hørte hun lyden. En ond hvislen fra himlen. Selvom hun aldrig havde hørt den lyd i virkeligheden før, var hun ikke i tvivl om, hvad det var, og at det havde kurs mod jorden, hvor hun stod. Hun vidste, at det her kunne blive hendes død. Hendes egen, og det barns, hun bar på.

Flere andre havde også hørt lyden, og der opstod kaos omkring hende i den menneskefyldte gade. Cathrine løb, så hurtigt hun kunne, hen mod en ung dreng, der stod og solgte frugt. På hans vogn lå granatæbler, vindruer og forskellige slags meloner. Hun rev fat i ham og smed sig under vognen sammen med ham. Hun mærkede en stikkende smerte i underlivet, og så kom braget og trykbølgen fra missilet. Murbrokker, glas, metal og træ faldt, hvad der forekom Cathrine som lydløst, mod jorden igen og lagde sig som et tykt tæppe af grå sne. Det var, som om nogen havde suget alt liv og lyd ud af verden. Med ét skar et hult skrig gennem stilheden. Mænd kom løbende mellem murbrokkerne med glasskårene knasende under deres sandaler og med en mobiltelefon ved øret, som de råbte ned i.

Den unge frugtsælger kom først på benene. Han gav Cathrine en hånd, men i det øjeblik hun kom på benene, eksede de under hende. Instinktivt greb drengen ud efter hende, så hun ikke faldt.

Cathrine nåede ikke at takke ham, før han var væk i den støvede gade. Hun måtte ind i huset og finde Saeed. Hun forsøgte at rette på tørklædet, der skjulte det skulderlange hår, og blev ramt af en smerte i panden. Hun førte hånden op til hovedet og så derefter på den. Den var fyldt med blod og støv. Smerten og blodet gjorde hende svimmel igen. Hun måtte hen til huset, inden hun besvimede. Hun støttede sig til husmurene og forsøgte at styre uden om de støvdækkede skikkelser med store fortabte øjne, der kom gående mod hende. De få meter føltes som en kilometerlang vandring. Hendes hjerte hamrede voldsomt i brystet. Det var ikke længere hende selv, der styrede tankerne og kroppen. Instinktet havde taget over. Da hun nåede hen til huset og trådte ind i gårdhaven, fik hun øje på en støvdækket person, der sad på jorden og hulkede. Da hun kom længere hen mod ham, så hun et par fødder stikke ud under murbrokkerne. På den ene fod sad en lyseblå gummisandal med sølvglitter og et motiv fra tegnefilmen Frost.

Cathrine så, at manden var Malihas far. Han sad på knæene, og tårerne lavede sorte striber i hans støvede, forslåede ansigt. Han fik øje på Cathrine og nikkede til hende, men ingen af dem sagde noget. Sammen begyndte de at grave den lille krop fri af murbrokkerne. Da Cathrine så Malihas ansigt uden liv i øjnene, føltes det, som om al luft blev klemt ud af hende. Hun gispede efter vejret. Og så kom skriget.