YA MAG #1 by YA • MAG

Gratis lydbog

MAG

FOR OS DER ELSKER ORD

BLIV MEDLEM AF DANMARKS STØRSTE KLUB FOR YOUNG ADULT FICTION (YA) OG MODTAG DE SENESTE NYHEDER FRA GYLDENDAL UNG.

VINTER UDGAVE 2017

EMMA HOLTEN  Det kan vi lære af ungdomsbøger

QUIZ

Hvor meget ved du om YA?

FORFATTERDRØMME? Stor skrivekonkurrence

FÅ AD GAN G TI L EKSKLUSIVT I N D H O LD O G FED E KO N KU RREN CER. VI G IVER EN G RATIS LYD BO G (HVI DT STØV 1) TI L D E FØRSTE 250 NYE M ED LEM M ER.

TILMELD DIG PÅ WELOVEYA.DK/YA-KLUBBEN

INSTAGRAM-GUIDE

Sådan får du en flot bookstagram

U D D RAG : TH E H ATE U G I V E / H U N BAD S E LV O M D E T / S P E LLS LI N G E R / L A B E LLE S AUVAG E / D E D Ø R B E G G E TI L S I D ST

N O G L E GA N G E ER VERDENS ENDE E N N Y B E GY N D E L S E

Det er lørdag, det er sommer, og selvom han endnu ikke aner det, vil denne dag fyldt med svigt, sex, kærlighed og knust hjerte forandre Adam Thorns liv. RELEASE er en meget personlig roman af Patrick Ness. En rørende historie om 17-årige Adam, der prøver at acceptere sig selv som homoseksuel i en ekstremt religiøs familie.

Læs mere her: weloveya.dk/release

GRUNDE TIL AT LÆSE YOUNG ADULT FICTION

Ungdomsbøger bliver sjældent anerkendt som 'rigtig' litteratur, men det er en skam. For vi kan lære meget af genren, mener Nikoline, Gyldendals community manager. Kender du nogen, der ikke synes, at YA-bøger er rigtig litteratur? Nogen, der mener, at YA-bøger kun handler om kærestesorg og gymnasiedrama, og at de problemer, som bøgerne tager op, ikke er rigtige problemer? Og synes du, at de tager fejl?

SÅ HER ER FEM GODE GRUNDE TIL AT LÆSE YA:

Så skal du vide, at du ikke er alene. For når livet gør ondt, skal det anerkendes. Uanset om du kæmper med kærligheden, dit helbred eller din seksualitet, så fortjener du at blive mødt med forståelse og fællesskab. Og det er det, YA-litteraturen kan!

• YA hjælper os, når livet er svært, eller vi har brug for at drømme os tilbage til vores første forelskelse.

• Det er bøger, som vi kan spejle os i. • De giver os håb og skaber genkendelse.

• Selv når det handler om at bekæmpe drager og troldmænd, inspirer bøgerne os til at yde vores bedste. • Genren beskæftiger sig med livets store temaer – venskab, identitet, forelskelse, mod, sorg og seksualitet. Og hvem vil påstå, at det ikke er vigtigt? Derfor har vi valgt at lave dette magasin til dig. Det handler om én ting, nemlig YA-bøger. Fordi vi synes, at det er omtrent den vigtigste ting i hele verden!

Kh Nikoline Rasmussen

INDHOLDSFORTEGNELSE ADAM SILVERA

LEDER 3

INTRO TIL ADAM SILVERA

ANGIE THOMAS INTRO TIL THE HATE U GIVE

UDDRAG: DE DØR BEGGE TIL SIDST 46 6

OM SILVERAS FORFATTERSKAB

UDDRAG: THE HATE U GIVE 8 E-BOG VS. PAPIRBOG 54 JERES BEDSTE BOG-FAILS 12 BOGBLOGGEREN ANBEFALER 14

PHILIP PULLMAN

TEST: HVOR MEGET VED DU OM YA? 16

INTRO TIL PHILIP PULLMAN

KLUMME: EMMA HOLTEN OM YA 18

UDDRAG: LA BELLE SAUVAGE 58 OM DET GYLDNE KOMPAS-SERIEN 64

LOUISE O'NEILL UDDRAG: HUN BAD SELV OM DET 20 HVAD ER REDAKTØREN PÅ UDKIG EFTER? 28 SKRIVEKONKURRENCE 30

SEBASTIEN DE CASTELL INTRO TIL SEBASTIEN DE CASTELL

UDDRAG: SPELLSLINGER 34 INSTAGRAM-GUIDE MED THE BOOKRANTER 38

FØLG OS PÅ:

A D A M S I LV E R A - YA-SCE N ENS N Y E S TJ E R N E

PULLMAN ER TILBAGE

ANGIE THOMAS

TEST: H V OR M EG ET V E D DU OM YA

FÅ E N F L OT B O O K STA G R A M

18 E M M A H O LT E N O M H V O R F O R Y A -G E N R E N E R V I GT I G

YA UDGIVES AF GYLDENDAL KLAREBODERNE 3 1001 KØBENHAVN K ANSVARSHAVENDE CHEFREDAKTØR METTE HOLBÆK

REDAKTØR NANNA BALSLEV NANNA.BALSLEV@GMAIL.COM REDAKTION DENNIS GLINTBORG, NIKOLINE RASMUSSEN

SKRIBENTER SARA EJERSBO, LOUISE BYLOV, NIKOLINE RASMUSSEN, KATHRINE BACH PACHNIUK, CAROLINE VOETMANN, BENEDICTE NIELSEN, EMILIE KJÆRSGAARD OG EMMA HOLTEN

ART DIRECTOR RASMUS DYBENDAL DESIGNBYDYBENDAL.DK KORREKTUR BENEDICTE HARTMANN

TRYK BEST-BY-BROKERS A/S NORDRE FANSANVEJ 91 2000 FREDERIKSBERG YA udkommer gratis flere gange årligt i danske boghandler. Hold øje med Weloveya.dk for mere info om næste magasin.

OM FORFATTEREN ANGIE THOMAS • Angie Thomas er født og opvokset i Jackson, Missisippi, hvor hun stadig bor.  • Titlen stammer fra udtrykket T.H.U.G.L.I.F.E, der blev gjort populært af rapperen Tupac Shakur. Det står for The Hate U Give Little Infants Fucks Everybody.  • The Hate U Give er ved at blive skrevet om til en film

TEKST: SARA EJERSBO

HVAD VILLE

FOTO: PR

TUPAC GØRE? The Hate U Give er en fængende fortælling om raceuligheder, kærlighed, sneakers og rapmusik. Bogen har taget USA med storm og er ved at blive lavet til en film.

vorfor skulle jeg læse en hel bog om raceuligheder i USA? Sådan tænkte jeg, da vores amerikanske scout lovpriste The Hate U Give og sagde, at det ville blive en af årets vigtigste udgivelser. Da jeg var færdig med at læse den, var jeg helt enig. The Hate U Give handler om race, men den handler også om teenagekærlighed, rapmusik og nogle svære valg, som alle bør træffe. 16-årige Starr vokser op i en sort familie i ghettoområdet Garden Heights. En aften, hvor hendes ven Khalil kører hende hjem, udvikler sig katastrofalt, da de bliver stoppet af en betjent, som ender med at skyde Khalil i ryggen. Og for anden gang i sit liv ser Starr en barndomsven blive skuddræbt for øjnene af hende.

SORTE MÆND BLIVER SKUDT

Hun går i chok og overvejer, om hun skal stå frem som vidne og sørge for, at Khalils familie får retfærdighed. Fordi hun går på en skole i et fint kvarter, befolket af

hvide, fortæller hun ingen, at hun var med i bilen den nat. Og så sker det. Mens Starr er på besøg hos en af sine (hvide) veninder, toner politimanden pludselig frem på skærmen og fortæller, at han følte sig truet af Khalil, som han påstår var pusher og så ud til at række ud efter et våben. Starrs veninder æder historien råt, og pludselig indser Starr, at der kun er én person, som kan fortælle Khalils side af sagen. Og hvad vigtigere er – at havde han været hvid, var han aldrig blevet skudt, for så havde betjenten ikke automatisk troet, at han var kriminel og havde en pistol i bilen. Nu skal Starr beslutte, om hun kan leve med at tie – selv om det kan koste hende livet at stå frem. Jeg vil ikke afsløre, hvad hun vælger, men hendes dilemma fik mig til at tænke over mine egne valg. For man behøver ikke at være vidne til et skuddrama for at have en stemme – og man vælger selv, hvad man vil bruge den til. Hvem ved – måske kan vi her i Danmark genkende problematikken om at dømme visse grupper på forhånd, mere end vi har lyst til at indrømme?

UD AF BILEN! ”HÆNDERNE OP, HVOR JEG KAN SE DEM“ KHALIL BEGYNDER AT STIGE UD MED HÆNDERNE OPPE. ET-FEMTEN HIVER HAM UD OG SMIDER HAM OP AD BILEN.

a jeg var tolv år gammel, tog mine forældre to snakke med mig. Den ene var den sædvanlige om blomsterne og bierne. Eller det vil sige, jeg fik ikke rigtigt den sædvanlige version. Min mor, Lisa, er sygeplejerske, og hun fortalte mig, hvad der skulle hvorhen, og hvad der bestemt ikke behøvede at komme i nærheden af det eller nogen andre steder overhovedet, før jeg blev voksen. Dengang tvivlede jeg alligevel på, at der nogensinde var noget, der skulle i nærheden af noget andet. Da alle de andre piger begyndte at få bryster mellem sjette og syvende, var mit bryst stadig lige så fladt som min ryg. Den anden snak handlede om, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg blev stoppet af politiet. Min mor var bekymret og sagde til min far, at jeg var for ung til den snak. Han svarede, at jeg ikke var for ung til at

blive arresteret eller skudt. „Starr-Starr, du gør alt, hvad de siger, du skal,“ sagde han. „Hold hele tiden hænderne fremme, hvor de kan se dem. Ingen pludselige bevægelser. Du taler kun, når de taler til dig.“ Jeg vidste, at han mente det alvorligt. Min far råber mere op end alle andre, jeg kender, og hvis han siger, jeg skal være stille, så betyder det, at jeg skal være stille. Jeg håber, at nogen også har taget den snak med Khalil. Han bander for sig selv, skruer ned for Tupac og kører ind til siden. Vi er på Carnation Street, hvor der mest er forladte huse og gadelamper, der ikke helt virker. Ingen andre i nærheden end os og politibetjenten. Khalil slukker for motoren. „Hvad fanden vil det fjols nu.“ Betjenten parkerer og skruer helt op for bilens forlygter. Jeg lukker øjnene for ikke at blive blændet. Jeg kan huske noget andet, min far sagde.

ANGIE THOMAS / THE HATE U GIVE

UDDRAG

Hvis du er sammen med nogen, så kryds fingre for, de ikke har noget på sig, ellers går det ud over jer alle sammen. „K, du har ikke noget i bilen, vel?“ spørger jeg. Han ser på betjenten i bakspejlet. „Nah.“ Betjenten nærmer sig bildøren og banker på ruden. Khalil hiver i håndtaget for at rulle ned. Hvis ikke vi allerede var blevet blændet, bliver vi det nu af hans lommelygte, der lyser os lige ind i ansigterne. „Kørekort, registreringsattest og forsikringspapirer.“ Khalil bryder en regel. Han gør ikke det, betjenten beder ham om. „Hvorfor stopper du os?“ „Kørekort, registreringsattest og forsikringspapirer.“ „Jeg spurgte, hvorfor du stopper os?“ „Khalil,“ siger jeg indtrængende. „Gør, hvad han beder dig om.“ Khalil sukker og tager sin pung frem. Betjenten følger hans bevægelser med lommelygten. Mit hjerte hamrer højlydt, men min fars instrukser overdøver det. Se nøje på betjentens ansigt. Hvis du kan huske hans badgenummer, er det endnu bedre. Lyset fra lommelygten, der følger Khalils bevægelser, gør, at jeg kan se tallene på betjentens badge. Et, femten. Han er hvid, midt i trediverne eller først i fyrrerne, brunt, karseklippet hår og et tyndt ar over overlæben. Khalil rækker betjenten sine papirer og sit kørekort. Et-Femten ser på dem. „Og hvor har I to så været i aften?“ „Nunya,“ siger Khalil. Det rager ikke dig, betyder det. „Hvorfor stoppede du os?“ „Din ene baglygte er i stykker.“ „Nå, men giver du mig så en bøde, eller hvad?“ spørger Khalil. „Ved du hvad? Stig ud af bilen, Karl Smart.“ „Hold nu op, mand, giv mig nu bare en bøde …“ „Ud af bilen! Hænderne op, hvor jeg kan se dem.“ Khalil begynder at stige ud med hænderne oppe. Et-Femten hiver ham ud og smider ham op ad bilen. Jeg kæmper for at finde min stemme. „Han ville ikke …“ „Hænderne på instrumentbrættet!“ tbjæffer betjenten. „Du rører dig ikke!“ Jeg lægger dem på instrumentbrættet, men jeg ryster for meget til at holde dem helt stille. Han kropsvisiterer Khalil. „Okay, mister rapkæft. Lad os så se, hvad vi finder på dig i dag.“ „Du finder ikke en skid,“ siger Khalil. Et-Femten kropsvisiterer ham et par gange til.

Ingenting. „Bliv der,“ siger han til Khalil. „Og dig,“ siger han og ser gennem ruden på mig. „Du rører dig ikke.“ Jeg tør ikke engang nikke. Betjenten går tilbage til politibilen. Mine forældre har ikke opdraget mig til at være bange for politiet, men blot til at opføre mig klogt, når jeg støder på dem. De har sagt, det ikke er klogt at bevæge sig, når en betjent står med ryggen til en. Det gør Khalil. Han går hen til bildøren. Det er ikke klogt at lave en hurtig bevægelse. Det gør Khalil. Han åbner bildøren. „Er du okay, Starr …“ Bang! En. Det giver et sæt i Khalils krop. Blodet sprøjter ud fra hans ryg. Han tager fat om døren for at holde sig oprejst. Bang! To. Khalil snapper efter vejret. Bang! Tre. Khalil ser forbløffet på mig. Han falder om på jorden. Jeg er ti år igen og ser Natasha falde omkuld. Et øredøvende, sønderrivende skrig stiger op fra min mave, eksploderer i min hals og bruger hver en celle i mig for at blive hørt. Mit overlevelsesinstinkt siger mig, at jeg ikke skal røre mig, men alt andet beder mig om at tjekke op på Khalil. Jeg springer ud af bilen og skynder mig om på den anden side. Khalil stirrer op i himlen, som om han håber at se Gud deroppe. Ligesom Natasha. Hans mund står åben, som om han vil skrige. Jeg skriger højt nok for os begge to. „Nej, nej, nej,“ er det eneste, jeg siger, som om jeg er ét år gammel, og det er det eneste ord, jeg kender. Jeg ved ikke, hvordan jeg ender nede på jorden ved hans side. Min mor sagde engang, at hvis man ser nogen blive skudt, skal man forsøge at stoppe blødningen. Men der er så meget blod. For meget blod. „Nej, nej, nej.“ Khalil bevæger sig ikke. Han siger ikke et ord. Han ser ikke engang på mig. Hans krop stivner, og han er væk. Jeg håber, han ser Gud. En anden skriger også. Jeg blinker gennem tårerne. Betjent Et-Femten råber ad mig og peger på mig med den samme pistol, som han lige har brugt til at dræbe min ven. Jeg rækker hænderne i vejret.

JEG FØLER ” MIG SYG. SOM OM JEG SKAL KASTE OP. BETJENTENE GENNEMRODER KHALILS BIL. JEG VIL GERNE BEDE DEM OM AT HOLDE OP. BEDE DEM OM AT DÆKKE HANS KROP TIL.”

e lader Khalils lig blive liggende på gaden, som om det er en udstilling. Politibiler og ambulancer blinker hele vejen ned ad Carnation Street. Folk står inde ved fortovet og forsøger at se, hvad der er sket. „Fuck, bro,“ er der en fyr, der siger. „De slog ham ihjel!“ Politiet beder folk om at gå. Ingen lytter til dem. Ambulancefolkene kan intet gøre for Khalil, så de sætter mig ind bag i ambulancen, som om jeg har brug for hjælp. De blændende lys rammer mit ansigt, og folk strækker hals for at se, hvad der sker med mig. Jeg føler mig ikke som noget, man skal kigge på.

Jeg føler mig syg. Som om jeg skal kaste op. Betjentene gennemroder Khalils bil. Jeg vil gerne bede dem om at holde op. Bede dem om at dække hans krop til. Lukke hans øjne. Lukke hans mund. Gå væk fra hans bil. Lade være med at tage hans børste. Men ordene kommer aldrig. Et-Femten sidder på fortovskanten med ansigtet i hænderne. Andre betjente klapper ham på skulderen og siger til ham, at det nok skal gå. Omsider lægger de et lagen over Khalil. Han kan ikke trække vejret under det. Jeg kan ikke trække vejret. Jeg kan ikke. Træk vejret. Jeg snapper efter vejret. Snapper efter vejret.

PLAYLISTE  Der er masser af musik med i The Hate U Give,

bl.a. numre af 2Pac, Jodeci og Beyoncé. Hør Angie Thomas' playliste til bogen på Spotify.

11 ANGIE THOMAS / THE HATE U GIVE

UDDRAG

» Er du kommet til der, hvor han dør? « »Jeg kan godt lide at researche bøger lidt og finde playlister til dem, som andre har lavet. Så da jeg ledte efter en playliste til City Of Bones, fandt jeg en, der var kaldet Jaces rigtige navn, hvilket spoilede et af de helt store plot twists i serien. Øv...«

(^-) Line Christiansen, 20 år

(-^)

Gitte Søgaard Andersen Ulstrup, 41 år

»Jeg har vist mere end en gang troet, jeg kunne imponere nogen ved at sige, jeg havde læst en af de store klassikere – for derefter at finde ud af, at det ikke var tilfældet: Den stod bare på boghylden derhjemme ganske urørt, så jeg havde godt nok købt den, men aldrig læst den.«

(-^)

(-^) Smilla Fredslund Toft, 16 år

Sarah Louise Reffstrup Jørgensen, 25 år

»Da jeg startede på litteraturvidenskab på Syddansk Universitet, havde alle travlt med at spørge mig, om jeg havde læst den og den bog. Til sidst blev jeg træt af at sige nej og lod som om, jeg havde læst et par af dem, indtil en pige fangede mig i det, da jeg sagde 'hun' om Milan Kundera...«

»Jeg har før løjet om at have læst Harry Potter-bøgerne og endte med at virke vildt dum, fordi jeg blev viklet ind i en samtale om noget, jeg slet ikke havde forstand på. Jeg havde kun set filmene og tænkte, at det jo nok var fint. Jeg er i gang med at læse bøgerne nu!«

En bogløgn er, når man lyver om at have læst en bog. En del af os har gjort det i en snæver vending. Men det er værre at spoile handlingen. Vi har samlet jeres sjoveste, pinligste og mest kiksede bog-fails.

»Da jeg skulle læse Heksenat af Deborah Harkness, ville jeg gerne vide om hovedpersonerne fik børn! Så jeg gik ind på en fanside og scrollede ned til hovedpersonens familie og så, at en af dem vil dø senere. Det var så nederen!«

(^-) Emilie Andreasen, 14 år

(-^)

Vanja Moro Pehlic, 16 år

»Jeg sad og læste En flænge i himlen og var opsat på at læse bogen, før jeg så filmen. Jeg var omkring halvvejs, da en veninde så spurgte: ”Er du kommet til der, hvor..." og spoilede hele slutningen for mig.«

(-^)

Matilde Kjærside, 17 år

»Jeg fik spoilet næsten alle, der dør i den første Harry Potter på grund af en kammerat, der ikke kunne holde munden lukket...«

(-^)

Freja Kjær Østergaard-Nielsen, 16 år

»En af mine veninder spillede slutningen til The Fault In Our Stars for mig, da jeg var 100 sider inde i bogen. Vi er ikke venner længere.«

OM BIBLIOTEKATTEN

Kathrine Bach Pachniuk er børnebibliotekar udover at være bogblogger og social medie nørd. Hun kan ikke forestille sig at undvære at beskæftige sig med at skrive om bøger.  For tiden er hun på barsel med sit første barn, der er opkaldt efter en karakter i Dr. Who (Storm efter Stormageddon). Læs mere på Bibliotekattensboeger.com

»BØGER KAN FORANDRE VERDEN« Som børnebibliotekar og bogblogger har Kathrine Bach Pachniuk gjort sin hobby til sit arbejde. Vi spurgte hende, hvilke bøger, der har gjort hende til den, hun er – og hvad hun anbefaler alle at læse.

Hvorfor har du valgt at blogge om bøger? Faktisk startede jeg som modeblogger på en anden blog, men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke var særligt interessant at skrive om tøj. Eftersom jeg samler på to ting, kjoler og bøger, var det logisk at lave en blog om min anden interesse. Også fordi jeg i mit daglige arbejde som bibliotekar anbefaler gode bøger til børn og unge hver eneste dag. Bøger kan forandre liv, og jo flere børn og unge vi kan nå ud til, og inspirere til at læse, jo bedre kan vi gøre verden.  Hvilken bog har gjort dig til den læser, du er i dag? Det er et svært spørgsmål, og jeg vil hellere nævne to forfattere: Uden Dennis Jürgensen var jeg ikke blevet den læser, jeg er i dag, og uden Stephen King var jeg muligvis aldrig blevet bibliotekar. Jeg ved at Jürgensens Dystopia var mit første rigtige møde med fantasy, og jeg var solgt fra første side. Jeg anbefalede den bog til alle jeg mødte, så på en måde var den også den første bog, jeg anmeldte.

Og Stephen Kings kærlige portrætter af bibliotekarer (fx Mike Hanlon fra It) gjorde, at jeg selv gerne ville være en. Hvad er det sværeste ved at være bogblogger? Det er helt klart, når man ikke har lyst til at læse - det sker faktisk - og bøgerne hober sig op, så man får dårlig samvittighed. Men det er vigtigt at huske på, at en anmeldelse kun bliver retfærdig og god, hvis man læser bogen med det rette mindset. Hvis man skal tvinge sig selv, bliver man irriteret og dømmer måske bogen forkert. Så hellere tage sig tid og gøre sit ‘arbejde’ ordentligt og fair.   Hvilken bog vil du anbefale alle at læse? Det er et svært spørgsmål, men Pi’s Liv er en af de bøger, som forandrede mig. Jeg kan ikke huske hvor mange gange, jeg har læst den. Jeg skrev også 3.g-opgave om den. Den satte min verden i et helt nyt perspektiv og gav mig et mere nuanceret syn på religion, virkeligheden og sandheden – og så er det en virkelig god historie.

"Bøger kan forandre liv, og jo flere børn og unge vi kan nå ud til, og inspirere til at læse, jo bedre kan vi gøre verden"

T E S T:

HVOR MEGET VED DU OM YA?

Måske er du sådan en der, ligesom os, lever for og drømmer om Harry Potter, Lyra Belacque, Bella, Edward og alle de andre. Tag testen, og find ud af om du er en vaskeægte YA-nørd.

TEKST: NIKOLINE RASMUSSEN & NANNA BALSLEV

Vi starter blødt ud. Hvad hedder de to hovedpersoner i Twilight-serien? a. Bella og Richard b. Bella og Edward  c. Bella og Emmanuel

Der kommer desværre ikke flere. Men hvor mange bøger findes der i alt i den oprindelige serie om Harry Potter?  a. Fem b. Syv c. Tre

2 I USA har serieudgaven af romanen Døde piger lyver ikke vakt en del debat. Hvorfor?  a. Nogle mener, at den promoverer mobning  b. Nogle mener, at den glamouriserer selvmord c. Nogle mener, at den promoverer hævnporno

7 Ravnenes hvisken er første bog i en fantasyserie af danske Malene Sølvsten. Hvor foregår den henne?  a. I København b. I Nordjylland c. På Bornholm

Hvad hedder hovedpersonen Katniss' søster i The Hunger Games-serien?  a. Piper (Piperie) b. Prim (Primrose)  c. Danny (Daniella)

Et rige af torne og roser af Sarah J. Maas genfortæller et klassisk eventyr. Hvilket? a. Tornerose b. Skønheden og Udyret c. Rødhætte

Daimons spiller en stor rolle i Det gyldne kompas-serien af Philip Pullman. Men hvad er en daimon?  a. En slags dæmon – en ond version af et menneske b. En persons sjæl i form af et dyr, der er tæt knyttet til mennesket c. En slags dyregud

Hvad hedder hovedpersonen Stellas tidligere bedsteveninde i 21 måder at dø af Sarah Engell?  a. Anna b. Amalie c. Cathrine

5 Fra hvilken Frøken Peregrines sælsomme børn-bog stammer følgende citat: »Vi er ikke så forskellige. Begge er vi fredløse og vandrende sjæle, som klamrer os til verdens yderkanter.« a. Frøken Peregrines hjem for sælsomme børn b. Hollow City c. Sjælenes Bibliotek

Hvor foregår størstedelen af handlingen i Ringenes Herre?  a. I Mordor b. I Midgård c. I Herredet

RIGTIGE SVAR

1. b, 2. b, 3. b, 4. b, 5. b, 6. b, 7. b, 8. b, 9. b, 10. b

I LLUSTRATI O N: NYNNE MORS

RESULTAT FLEST A'ER  Du kan godt lide at læse, det er bare ikke så tit det sker. Men når du kommer i gang, bliver du ofte helt opslugt i timevis. Vi vil opfordre dig til at kaste dig over f.eks. Twilight, Hunger Games eller måske Det gyldne kompas-serien. Vi er ret overbeviste om, at du hurtigt vil blive indfanget af deres spændende universer... FLEST B'ER Du er en hardcore YA-fan. Du har læst det hele – Twillight, Harry Potter, 21 måder at dø, The Hunger Games, og du sluger gerne flere bøger om måneden. Du drømmer om at undervise i magi på Hogwarts, når du bliver voksen, blive heltinde i dit eget fantasyunivers eller måske selv skrive ungdomsbøger.  FLEST C'ER  Du læser mest Facebookopslag og gratisaviser i toget. Måske også Harry Potter eller Dennis Jürgensen ind i mellem. Men du er ikke hjemme i YA-genren, og det er en skam, hvis du spørger os. Hvis du gerne vil i gang med at læse en serie, der fanger de fleste, så anbefaler vi at starte med The Hunger Games.

BLÅ BOG •E mma Holten er født i 1991 i København.   •H un er feministisk aktivist, redaktør og foredragsholder.   • Læs mere på emmaholten.com

Jeg følte ikke,

at ungdomsbøger var rigtig

litteratur

Tidligere skammede den feministiske aktivist og debattør Emma Holten sig over, at hun læste ungdomsbøger. Men det er hun holdt op med – læs her hvorfor.

eg var 11 år gammel, da jeg begyndte at læse ungdomsbøger – eller young adult fiction – som det bliver kaldt i dag. Jeg kan huske følelsen af at ligge på maven med bogen foran mig og pludselig opdage, at jeg var helt øm i ryggen efter at have ligget timevis i samme stilling. Jeg læste næsten alt, hvad jeg kunne få fat på: Sci-Fi, kærlighedsbøger, ungdomsbøger, fantasy – alle mulige bøger, der egentlig ikke havde så meget til fælles udover, at dem, der læste dem, mest var unge piger som jeg selv. Men selv om jeg elskede de bøger, var der en stemme i mig, som hviskede, at det, jeg læste ikke var godt nok. At jeg en dag ville begynde at læse rigtig litteratur. Måske hænger det sammen med den måde, som unge kvinder tit omtales på i samfundet: Som overfølsomme, selvoptagede og måske endda lidt dumme. Vores interesser, følelser og glæder fremstilles ofte som simple tanker for simple sind. Langt senere i mit liv stødte jeg på samme nedladende negligering – men denne gang i forbindelse med en forbrydelse, jeg blev udsat for. Jeg var, ligesom en karakter i Hun bad selv om det, blevet udsat for en seksuel krænkelse på nettet.

Men der var noget genkendeligt ved responsen: »Var du ikke lidt selv ude om det?« eller »Unge kvinder har altid haft et stort behov for at udstille sig selv!« Som om, at hvis det mest er unge kvinder, der udsættes for hævnporno, så er det ikke et rigtigt problem. Denne holdning til os strækker sig fra de bøger, vi læser til den kriminalitet, vi udsættes for. Og i lang tid troede jeg på det. Sådan har jeg det ikke mere. For i dag ved jeg, at young adult fiction beskæftiger sig med emner, som er almenmenneskelige og derfor per automatik vigtige. Louise O'Neills Hun bad selv om det er et perfekt eksempel. Hævnporno handler om selvet, identitet, om privatliv og om retten til egen krop. Det er emner, man aldrig holder op med at reflektere over. Det er ikke noget nyt, at de emner, som unge kvinder går op i, bliver banaliseret. At det, vi går op i og bekymrer os over, ikke opfattes som relevant for andre. Men det er egentlig mest synd for dem, der har den holdning. For de snyder sig selv for en stor samfundsgrupppes tanker og erfaringer. Det er så nemt at kalde unge kvinder overfladiske og banale. Men det er vi ikke. Vi har altid læst, fået gode idéer og ikke været til at stoppe. Og det skal vi blive ved med!

Adam Silvera har tidligere skrevet bestselleren ‘Den dag jeg glemmer’. Nu er han tilbage med endnu en tåreperser af en roman om to fremmede, der tvinges til at tilbringe deres livs sidste døgn sammen.

LOUISE O'NEILL / HUN BAD SELV OM DET

UDDRAG

andag ine øjne synker ind i hovedet på mig, som om de er ved at blive suget ned af kviksand. Det er alt for lyst. (Hvilken dag er det?) Gardinerne er trukket fra, og solskinnet vælter ind ad vinduerne og borer huller i min hjerne. Støvpartikler glimter i luften. Min hud føles stram. Den lægger sig tæt omkring mine knogler som husholdningsfilm. Jeg kæmper mig op at sidde. Mit hoved knitrer, som om det er fyldt med statisk elektricitet. (Hvad er klokken?) Jeg falder om igen. „Du har vist været en fjollet lille pige.“ Jeg fanger et glimt af doktor Fitzpatricks ansigt. Han ligner en mere kantet udgave af Fitzy, men hans næse er en del fladere. Den er blevet brækket og sat på plads igen adskillige gange som følge af flere års rugbykampe. Mor er der også, og hun forsøger at smile til de andre patienter i venteværelset på skadestuen. „Jeg tror bare, at hun har solstik,“ sagde mor til mrs. Ryan, en ældre dame med en behåret vorte på hagen og leddegigt i fingrene. „Hun faldt i søvn udenfor i det her vejr.“ Mor vendte øjne; det universelle tegn

for ungdommen nu til dags. „Åh ja, det er godt nok lummert,“ istemte mrs. Ryan. „Men vi skal ikke brokke os med al den regn, vi plejer at få.“ Jeg sad og svajede på stolen, mens mor forsøgte at holde mig oprejst med det yderste af sine fingerspidser. Doktor Fitzpatrick beder mig komme med indenfor, og jeg rejser mig og begynder at gå, men mine knæ knækker sammen under mig, og jeg falder igen. Stole, der skraber – giv hende noget plads, så hun kan få luft – og så mørke. Forsiden af min krop er dækket af solskoldninger. Det dækker oversiden af mine arme og ben, mens under- siden er den sædvanlige alabasterhvide. Jeg lægger hånden på brystkassen og så på mit ansigt, og det syder næsten ved min berøring. Jeg svinger benene ud af sengen og bander, da jeg vælter et glas vand. Jeg skynder mig at flytte min iPhone, så den ikke bliver våd. En ny sms: Bryan: Seriøst, Emma, FUCK DIG. Jeg lægger telefonen fra mig igen, og en klump af kvalme vrider sig i min hals som en orm. Hvis jeg nu ikke læser videre, kan det være, den går væk af sig selv. Jeg tager telefonen op igen.

Bryan: Mor og far er rasende på mig på grund af dig. De har taget mine lommepenge og bilen fra mig i to måneder. Du skal tage dig fucking sammen. Jeg læser beskeden igen. Ordene virker helt forkerte, som om de ikke er sat ordentligt sammen og derfor ikke giver mening. Der ligger nogle andre sms’er også. De er sendt fra mig til pigerne i går. Der mangler vokaler, og de er fulde af stavefejl, og jeg har sendt en masse blanke beskeder til Jamie, men de har ikke svaret på nogen af dem. Hvorfor har de ikke svaret? Er de sure på mig? Der ligger også en masse andre notifikationer, men jeg orker simpelthen ikke at åbne dem. Jeg har ikke kræfter til det. Hvorfor har pigerne ikke svaret på en eneste af mine sms’er? Jeg gør mit bedste for at huske lørdag aften. Jeg famler mig vej gennem erindringsglimtene, men de undslipper mig. Det behøver ikke at betyde noget. Jeg drak vist bare for meget. Hvordan kom jeg hjem? Jeg skulle ikke have drukket så meget. Hvorfor er jeg blevet solskoldet? Jeg skulle heller ikke have taget imod den knaldperle fra Paul. Hvorfor gjorde jeg også det? Og hvorfor kan jeg ikke huske noget? Jeg ser en pose med piller for mig … blå, gule og lyserøde … vent. Hvad? Det føles, som om mine drømme klistrer sig fast til mine minder, og jeg kan ikke skille dem ad. Stemmer. Latter. Hænder, der griber fat i mig. De rækker ud fra det fløjlsbløde nattemørke. Ingen kroppe, ingen ansigter, kun hænderne, der er hvide som kridt i mørket. Hvad skete der? „Der har vi hende jo.“ Sheila Hefferman sidder ved køkkenbordet. Hendes korte, røde hår stritter. Hende og min mor sidder og nipper til deres tekopper. Et halvspist stykke af mors madeira-kage ligger mellem dem. Sheila anbringer sin pudrede kind i kyssehøjde, men jeg kan simpelthen ikke gå tættere på hende. Duften af hendes parfume hamrer op i mine næsebor. „Hvorfor har du

stadig nattøj på?“ spørger mor. „Jeg har det ikke så godt.“ „Din mor har lige fortalt mig om din tur på skadestuen.“ Sheila ryster på hovedet, så de skæve øreringe, hun har lavet til smykkedesign på aftenskolen, slår ind mod hendes hals. „Hvad havde du dog gang i?“ „Det har jeg jo fortalt dig, Sheila,“ siger mor. „Hun lå og slikkede sol, og så faldt hun i søvn udenfor.“ Hun peger på kagen. „Vil du ikke have noget, Emma? Den er friskbagt.“ Jeg vender mig væk og trækker vejret dybt. Mor vil aldrig tale til mig igen, hvis jeg brækker mig på køkkengulvet foran Sheila. „Ellers er der mysli i den blomstrede dåse. Den er selvfølgelig hjemmelavet.“ Hun smiler til Sheila. „Jeg er ikke sulten.“ „Hør nu her, Emma.“ Sheila vifter med sin pegefinger. „Morgenmaden er dagens vigtigste måltid. Jeg ved godt, at piger på din alder passer på vægten, selvom jeg heldigvis aldrig har haft det problem med min Caroline, hun er naturligt slank. Det har hun fra –“ „Åh, Emma har aldrig haft nogen problemer med vægten,“ afbryder mor og ser hen på mig – eller på et punkt lidt over mit hoved. „Hun er slank fra naturens side ligesom os andre, heldigvis.“ Sheila sænker langsomt gaflen med den mundfuld kage, hun var i gang med at føre op til munden. „Vi skal til at af sted, Nora,“ siger Sheila og trækker lidt ned i sin turkisfarvede gymnastikdragt. „Timen starter om tyve minutter, og jeg er så træt af, at Bernadette Quirke altid stiller sig på første række. Har jeg fortalt dig, at hun var så led ved mig, da jeg ringede til hende i sidste uge for at sige, at jeg ikke havde tid til at hjælpe med blomsterne henne i kirken? Det var endda, efter jeg havde fortalt hende, at Aidan har influenza. Jeg er så stresset.“ „Du har også haft så travlt, Sheila.“ „Jeg tror ikke, at jeg kan tage i skole,“ siger jeg. „Jeg har det virkelig ikke særlig godt.“ „Du skal i skole,“ siger mor, og hendes venstre øje begynder at sitre, næsten umærkeligt. „Hvor er Maggie? Hun plejer at være her ved denne tid.“ Jeg tjekker min mobil igen, men der er ingen beskeder.

Jeg stiller mig i døråbningen med ryggen til køkkenet. Jeg ringer til Maggie igen, så Ali og, som en sidste udvej, Jamie, men ingen svarer. „Hvad er der galt?“ Sheila har sneget sig op bag mig. „Jeg tror, der er noget galt med netværket,“ lyver jeg og træder et skridt væk fra hende. „Åh.“ Hun stirrer på sin tudsegamle Nokia. „Jeg har alle fem streger.“ „Mor.“ Jeg vender mig mod hende. „Vær nu sød, jeg har det ikke så godt. Må jeg ikke nok blive hjemme?“ „Jeg fatter ikke, at vi stadig snakker om det her.“ Hun klemmer læberne så meget sammen, at det næsten ligner, at hun har slugt dem. Hun tvinger sig selv til at smile til Sheila og signalerer, at hun bare skal gå i forvejen. „Bilen er ikke låst, vi kommer lige om lidt.“ Mor venter, til Sheila er ude af syne, før hun hvæser: „Hvor er Maggie?“ „Hun svarer ikke på sin mobil.“ „Hun er nok forarget over din opførsel i lørdags, og jeg bebrejder hende ikke.“ „Mor, vær nu sød, jeg har det virkelig –“ „Du har to minutter til at skifte til din skoleuniform og sætte dig ind i bilen. Nu, Emma.“ Klassen udstøder et kollektivt gisp, da jeg åbner døren ind til irsktimen. Lokalet har tre rækker med borde med et mellemrum i midten, så læreren kan gå rundt og holde øje med os – men lige nu holder alle pigerne ved bordene øje med mig. Jeg rækker armene i vejret og ler: „Hey, tredjegradsforbrændinger er trendy i denne sæson,“ og så poserer jeg med hænderne under hagen, som om jeg er på forsiden af Vogue, men ingen griner. Aisling Leahy prikker til Catherine Whyte og stikker tungen ud i siden af kinden, som om hun giver et blowjob, og de fniser. „Bi ciuin!“ Ti stille. Det er mr. O’Leary. Jeg kigger ned på det slidte gulvtæppe og afventer min straf. „Hvad er det for en tid at komme på?“ O’Leary læner sig tilbage på sin stol og stirrer på mig over kanten på sine halvmåneformede briller. Så kigger han sigende på uret, der hænger over tavlen. „Undskyld, mr. O’Leary, jeg –“ „Vi har ikke tid til at høre på dine undskyldninger.

LOUISE O'NEILL / HUN BAD SELV OM DET

UDDRAG

"Der er kun en ledig plads tilbage, på forreste række ved siden af Josephine Hurley, som alle ved, er totalt lesbisk, og som altid glor på os andre, når vi klæder om til idræt"

Eftersidning i det store frikvarter.“ „Men –“ „Hvis du ikke vil have eftersidning efter skole også, så foreslår jeg, at du ikke siger mig imod, miss Ní Dhonnabháin.“ Han knipser i retning af bordene. „Suigh síos.“ Ali, Maggie og Jamie sidder på bageste række i venstre side af klassen. Det er altid der, vi sidder, når vi har irsk, men stolen tættest på vinduet, min plads, er ikke tom. Chloe Hegarty sidder der og stirrer ud ad vinduet på solen, der skinner på kunstgræsbanen udenfor. „Er du døv, Emma?“ Mr. O’Leary rejser sig fra sin stol og stiller sig lidt for tæt på mig. Jeg kan se årerne, der buler ud og løber som orme på hans kinder og næse. „Jeg bad dig om at sætte dig ned.“ „Der er nogen, der har taget min plads,“ siger jeg og stirrer på pigerne. „Det er jeg ligeglad med.“ Han siger det langsomt. „Men –“ „Sæt dig ned. Du tager tid fra scrudu’en.“ „Prøven?“ Shit, shit, shit. „Hvilken prøve?“ „Du sætter min tålmodighed på prøve, miss Ní Dhonnabháin. Du har en grammatikprøve i dag, og den tæller for 35 procent af jeres årskarakter. Jeg gav jer besked i fredags. Sæt. Dig. Ned.“ Der er kun en ledig plads tilbage, på forreste række ved siden af Josephine Hurley, som alle ved, er totalt lesbisk, og som altid glor på os andre, når vi klæder om til idræt. Chloe var tvunget til at dele værelse med hende på studieturen til Rom sidste år, og hun fortalte mig, at Josephine blev ved med at „komme til“ at gå ind på badeværelset, mens Chloe var i bad. Jeg sætter mig ned med et overdrevent suk. Normalt ville det have udløst latter i klassen, men den kommer ikke. Selv Josephine rykker sin stol væk fra mig og hvisker noget til Lisa Keane, som sidder på hendes anden side. Jeg hører mit navn, og de to piger kvæler en fnisen. Jeg stirrer på plakaten af Irland på væggen. Floderne, bjergene og søerne er farvet i forskellige farver. Jeg prøver at få styr på mit åndedræt. Jeg er Emma O’Donovan. Jeg er Emma O’Donovan.

"Jeg er en fucking kælling, det forstår jeg nu. Jeg er verdens værste veninde. Hvorfor gør du sådan et stort nummer ud af det denne gang?"

Jeg er Emma O’Donovan. Jeg er Emma O’Donovan. Det ringer ud, og jeg afleverer en tom prøve. „Husk, at du har eftersidning i spisefrikvarteret, miss Ní Dhonnabháin,“ siger O’Leary, mens han samler tavletusser og bøger sammen. „Og vær sød ikke at komme for sent til mine timer igen. A dhéanann tú a thuiscint?“ „Ja, det er forstået, mr. O’Leary.“ Han rynker brynene for at signalere, at jeg også skal tale irsk. „Undskyld. Jeg mener … Tuigim.“ Han forlader klassen. Et par piger, som er på vej til engelsk følger efter ham. Døren smækker bag dem. Jeg rejser mig og kommer i processen til at skubbe Josephines penalhus på gulvet. Hun udstøder en protest, men jeg ignorerer hende. Hun kan selv samle det op, den dumme kælling. „Hey.“ Jeg stiller mig foran pigernes bord på bageste række. „Hvor blev I af her til morgen? Jeg prøvede at ringe til jer alle sammen tusind gange. “Maggie bøjer nakken, men Jamie stirrer på mig. Ali har stadig ikke set på mig. „Ringede du også til Eli?“ siger Jamie. „Eli? Hvorfor skulle jeg ringe til Eli?“ „Det virkede ellers, som om I hyggede jer i lørdags.“ „Jamie.“ Maggie ser pludselig op. „Glem det.“ „Glem det?“ siger Jamie. „Vil du have, at vi bare skal glemme, at din såkaldt ’bedste veninde’ kyssede din kæreste?“ Kyssede jeg Eli? Fuuuuuuuck. „Men jeg … det gjorde jeg ikke …“ (Eller gjorde jeg? Jeg kan intet huske.) „Jay, vi fjollede bare rundt alle sammen, det ved Maggie godt, ikke Mags?“ Hun ser træt på mig. „Ja, det ved jeg godt, Em. Det betød ikke noget. Jeg vil ikke engang kalde det et kys.“ „Maggie!“ Jamie ser forfærdet på hende. „Han er stadig din kæreste. Hun kyssede din kæreste.“ Jeg lægger armene over kors. „Hvorfor går du automatisk ud fra, at det var mig, der kyssede ham? Måske lagde han op til det?“ „Emma.“ Maggies stemme lyder pludselig hård som stål. „Hold nu op med det der. Eli er ikke vild med dig.“

(Hvad?) (Hvorfor skulle han ikke være det?) „Det ved jeg godt,“ siger jeg. „Det har jeg heller aldrig sagt.“ „Alle må bare være vilde med dig, ikke Emma?“ mumler Jamie. „Du har ikke nok i én fyr længere.“ Nogen på rækken foran fniser. „Hvorfor gør du så stort et nummer ud af det her? Maggie er jo ligeglad,“ siger jeg. „Som om du ikke ved det, Emma,“ siger Jamie gennem sammenpressede tænder. „Som om.“ „Men jeg ved det virkelig ikke,“ siger jeg, og jeg må igen minde mig selv om, at jeg er Emma O’Donovan, og jeg bukker mig ikke for lede kællinger som Jamie. Jeg holder ryggen rank. „Jeg ved ikke, hvad dit problem er, Jay, men jeg har haft et par virkelig dårlige dage, og det er ikke fedt, at du opfører dig som en bitch over for mig. Har du overhovedet nogen anelse om, hvad jeg har været igennem derhjemme? Mine forældre –“ „Jeg er fucking ligeglad med dine forældre.“ Maggie lægger en beroligende hånd på hendes arm, men Jamie ryster den væk. „Nej, Maggie, hold nu op med at lade, som om alt er okay. Det er jo ikke første gang, hun har dolket dig i ryggen. Kan du huske dengang med Volvoen? Det har hun aldrig nogensinde sagt undskyld for, vel?“ „Det havde intet med dig at gøre, og jeg har sagt undskyld til Maggie.“ Alle pigerne i klassen sidder nu og glor på os med åben mund og polypper. „Gjorde jeg ikke?“ „Jo, det gjorde du vel.“ Maggie bider sig i læben. „Men jeg fik virkelig problemer for det, Em, og du opførte dig, som om det hele bare var en joke. Jeg ville aldrig have kørt ud i det vejr, hvis du ikke havde bedt mig om at hente dig.“ „Jeg tvang dig jo ikke ligefrem. Jeg var fanget ude hos Aaron, og der var ingen taxaer, der gad at køre ud på grund af oversvømmelsen, og mor blev ved at kime mig ned. Hvad skulle jeg ellers have gjort?“ Ali løfter hagen og stirrer mig lige ind i øjnene. „Måske du skulle prøve ikke at være sådan en luder. Bare en idé.“

LOUISE O'NEILL / HUN BAD SELV OM DET

UDDRAG

Hendes ord rammer mig som en knytnæve i maven, og jeg kan ikke få luft. „Hvad?“ Jeg bliver svimmel. Sagde Ali virkelig det til mig? Ali? „Jeg har jo sagt, at jeg ikke gik i seng med Aaron den aften, uanset hvad han senere har sagt, vi –“ „Hold nu kæft med dine løgne.“ Ali hamrer en knytnæve ned i bordet, og Maggie og Jamie hopper i deres stole. „Du laver ikke andet end at lyve,“ siger hun. „Løgner, løgner, løgner.“ „Hvorfor opfører du dig sådan her?“ Ordene kommer ud som en klynken. „Hvad har jeg gjort dig, som er så forfærdeligt, Ali?“ „Åh, jeg ved snart ikke, hvad med dengang du sagde, at du ikke ville låne mig den røde top fra River Island, fordi du var bange for, at jeg ville udvide den? Hvad med dengang du ikke ville holde kæft med, hvor smuk min mor er, og du så ti minutter senere tilfældigt nævnte, at det er en skam, at jeg ikke ligner hende? Hvad med dengang du fortalte Maggie, at Eli blev ved med at lægge an på dig, og de næsten slog op? Hvad med –“ „Okay,“ siger jeg. Mit hoved føles, som om det vil eksplodere. „Jeg er en fucking kælling, det forstår jeg nu. Jeg er verdens værste veninde. Hvorfor gør du sådan et stort nummer ud af det denne gang?“ „Du gik i seng med ham,“ hvisker Ali og blinker tårerne væk. „Aaron?“ Jeg er forvirret nu. „Eller, vent, Paul O’Brien? Hvorfor går du så meget op i det?“ „Ikke Paul. Selvom jeg ikke går ud fra, at det rører dig, at han faktisk har en kæreste. Emma O’Donovan tager bare, hvad hun vil have.“ Hendes stemme skælver. „Jeg fatter ikke, at du havde sex med Sean.“ „Sean?“ Jeg har lyst til at le op i hendes åbne ansigt. „Sean Casey? Hvad snakker du om?“ „Så hold dog kæft, Emma.“ Hun kigger ud ad vinduet et øjeblik for at samle sig og ser så på mig igen, som om jeg er en fremmed. „Du er så pisseklam. Fire fyre på en aften? Har du ingen respekt for dig selv, Emma?“ Jeg står naglet til stedet og venter på, at nogen skal tage mig i forsvar. Det er der ingen, der gør. Det ser nærmest ud, som om de

fryder sig, som om de har ventet på dette øjeblik i atten år, og det var på tide, at det skete. „Var Paul ikke nok for dig?“ fortsætter Ali. „Du var simpelthen nødt til også at knalde med Sean og fucking Dylan Walsh – hvad fanden er der galt med dig, Emma? Du er jo syg i hovedet.“ „Julie slår dig ihjel,“ tilføjer Sluge-Sarah belejligt fra rækken foran. „Bare så du ved det.“ „Jeg ved ikke, hvad fuck I snakker om.“ Jeg hager mig fast til bordet med fingerspidserne. „Maggie.“ Min stemme knækker over, og jeg hader mig selv for det. „Maggie, vær nu sød.“ Hun lægger hånden over min. „Emma.“ Hun venter på, at jeg skal se på hende. Tårerne brænder i mine øjne, men jeg må bare ikke begynde at græde foran alle. „Hør … tog du stoffer til festen?“ „Selvfølgelig gjorde hun det.“ Jamie vender det hvide ud ad øjnene. „Så du hende ikke? Hun var helt fucked.“ „Jay,“ siger Maggie advarende og giver min hånd et klem. „Emma, du er nødt til at fortælle mig, om du tog noget.“ „Nej, selvfølgelig ikke –“ „Emma.“ Hun trækker hånden væk og masserer sine tindinger. „Sig nu bare sandheden. Var det derfor, du gjorde det? Fordi du var høj?“ „Men jeg tog ikke noget. Jeg aner ikke, hvad I snakker om, det her er –“ „Hvad er pointen med at benægte det?“ Maggie er desperat. (Hun er pissetræt af mig.) (De er alle sammen pissetrætte af mig.) „Eli fortalte mig det. Du gør det værre ved at lyve om det.“ „Men jeg lyver ikke. Jeg indrømmer, at jeg gik i seng med Paul, men –“ „Stop. Han har en kæreste. Desuden kendte du udmærket til Alis følelser for Sean. Hun fortjener ikke det her.“ „Men jeg havde ikke sex med ham. Og det er ikke min skyld, at han ikke er vild med hende. Jeg har jo sagt til ham, at hun …“ Jeg bliver tavs. „Sagt hvad?“ Alis ansigt bliver stramt. „Hvad har du sagt til Sean, Emma?“ Jeg ser væk. „Har du fortalt ham, at jeg er vild med ham?“ spørger hun. Jeg kan ikke benægte det, og hun ser morderisk ud.

„Nå, men måske skulle jeg fortælle ham, at han hellere må skynde sig at blive testet for kønssygdomme,“ siger hun. „Det er alligevel nemt at behandle klamydia nu om dage.“ Et øjeblik ser jeg et glimt af fortrydelse i hendes øjne, men det forsvinder hurtigt. Måske var det der slet ikke til at starte med. „Fuck dig,“ hvæser jeg, og resten af klassen gisper af fryd. Jeg kan høre, at pigerne leder efter deres mobiler i taskerne og begynder at skrive sms’er. Lisa Keane står med sin iPhone rettet mod os. „Hvis du filmer det her, slår jeg dig seriøst ihjel.“ Jeg langer ud efter hende, men hun griner bare ad mig. Lisa Keane griner ad mig. „Nemme-Emma,“ siger Jamie og smiler. „Ja, NemmeEmma. Det er altid godt med et vokalrim, ikke? Det er næsten lige så godt et navn som Sluge-Sarah.“ „Hey,“ siger Sluge-Sarah. „Jeg vil ikke blandes ind i det her.“ Jeg tager en dyb indånding. „Jeg tror ikke, at øgenavne hjælper noget,“ siger jeg og forsøger at lyde som Hannah Bennet, når hun er i psykologhumør. „Kan vi ikke gå et roligt sted hen og snakke om det her?“ „Nej.“ Jeg har aldrig set Ali så resolut, og pludselig bliver jeg bange. „Du vidste, at jeg var vild med Sean, men du var ligeglad. Emma tager bare, hvad hun vil have, ikke?“ „Men jeg gjorde det jo ikke –“ „Det er åbenbart ikke nok for dig, at alle andre foretrækker dig.“ Hendes læbe bæver, og Jamie lægger armen om hende. „Du var simpelthen nødt til at bevise, at Sean også bedst kunne lide dig.“ Jeg læner mig frem, så vi er i øjenhøjde. „Ali –“ „Fuck af, og lad os være i fred,“ siger Jamie. „Men jeg –“ „Emma.“ Maggies stemme er bestemt. „Det er nok bedst, hvis du går nu.“ „Whatever,“ siger jeg og rejser mig. Jeg går hen til min plads. „Jeg er fucking ligeglad. Det er ikke min skyld, at Sean ikke er varm på dig. Det er nok bare, fordi han ikke

tænder på kæmper.“ Der er ingen, der ler. De plejer altid at le af mine jokes. „Jeg er lettet over, at han ikke vil have mig,“ siger Ali. „Især nu, hvor du har smittet ham med al muligt.“ „Jeg har jo sagt …“ siger jeg. (Hvem er den pige? Ali siger aldrig sådan nogle ting, og især ikke til mig. Ali er sød og rar og loyal.) „Jeg har ikke … Jeg kan ikke engang huske, hvad der skete lørdag aften, men jeg er sikker på, at jeg ikke –“ „Hvad er det, du prøver at sige, Emma?“ Jamie kniber øjnene sammen. Der bliver stille i lokalet. Det føles som en af de slags morgener, hvor man vågner og kan mærke, at det har sneet udenfor. Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvad det er, jeg prøver at sige. „Ja, du må hellere holde din kæft,“ siger Jamie. „Lad være med at gøre et stort nummer ud af det.“ 10.00. Ventetiden er uendelig. Jeg kigger på uret på væggen igen. 10.04. Klokken ringer ud til det lille frikvarter, og Maggie og Jamie danner en beskyttende ring omkring Ali. Det er hende, der er offeret. „I ved godt, at I ikke må blive i klassen i frikvarte ret,“ siger miss O’Regan fra døråbningen. „Ud med jer.“ Jeg går i alene i retning af kantinen. Hvorfor har jeg også glemt min mobil? Jeg må skrive til Sean og Dylan og spørge, hvad de har gået og sagt, og hvorfor de lyver. (Men jeg kan intet huske, jeg kan intet huske.) Kantinen er et stort, mørkt rum med gammeldags brunt linoleum på gulvet og egetræspaneler på væggene. De mørke materialer kvæler alt lys. I midten af rummet står der runde laminatborde, og for enden står en glasmontre med varm mad. Lokalet er fyldt op af omtrent hundrede piger, der snakker, griner og småskændes. Jeg stiller mig i kø til maden. Et par elever fra de yngre klasser vender sig om og kigger på mig og kvæler et grin.

De prikker til en af deres veninder, en buttet pige med fletninger. „Hvad?“ spørger hun, men hendes øjne bliver store, da de nikker i retning af mig. Jeg tager et æble fra kurven ved siden af bunken af bakker og går hen til kassen. I dag er det mr. Flynn, der står bag disken, og jeg stikker ham en euro uden at sige noget. „Nogen har slikket sol i weekenden, hva’?“ driller han og giver mig byttepengene. „Hmm.“ Jeg er ikke i humør til hans sædvanlige flirten. Jeg står med front ud mod den store kantine. Det virker, som om alle bordene er fyldt med munde på vid gab, fingre, der peger, og hviske-tisken. Ali, Maggie og Jamie er ikke de eneste, der stirrer på mig. „Hey.“ Jeg sætter mig ved det nærmeste bord og smider min taske på gulvet. Jeg pudser æblet i min nederdel. „Shit, jeg keglede rundt til den irskprøve, jeg fatter ikke, hvordan jeg kunne glemme den.“ „Du må ikke sidde her,“ siger Chloe Hegarty. Hendes månekrateransigt er fortrukket, som om hun har lugtet til noget grimt. „Hvad?“ Chloe Hegarty plejer at ringe til mig tre gange om ugen, og hun hopper altid på min undskyldning om, at jeg ikke svarede, fordi jeg var i bad. Chloe Hegarty gav mig en gave til min attenårs fødselsdag, selvom hun ikke var inviteret til min fest. Chloe Hegarty plejer at bage miniæbletærter til mig til jul, fordi hun ved, jeg ikke kan lide dem med dadler, som man plejer at spise. Chloe Hegarty fortalte mig engang, at jeg var hendes bedste veninde. „Undskyld,“ siger hun. „Men du må altså ikke sætte dig her.“ Jeg ved ikke, hvordan jeg gør det, men jeg rejser mig og går. Jeg sidder på det nedslåede bræt i en af båsene på toilettet, og jeg fortæller mig selv igen og igen, at jeg er Emma O’Donovan. Jeg prøver at spise mit æble og venter på, det ringer ind. Dagen snegler sig af sted. I timerne kan jeg fokusere på

LOUISE O´NEILL / HUN BAD SELV OM DET

UDDRAG

"Jeg stiller mig i kø til maden. Et par elever fra de yngre klasser vender sig om og kigger på mig og kvæler et grin"

lærerne, og alle er stille. Folk kan ikke sidde og hviske luder, løgner, kælling, sæk, når lærerne er her. Men så går lærerne. I de øjeblikke, hvor vi venter på den næste lærer, eller når vi bliver nødt til at gå gennem gangene til et andet klasselokale, vælter de mine bøger på gulvet eller skubber hårdt til mig … og de hvisker. Det er alt, jeg hører. Luder, løgner, kælling, sæk.

7 ting redaktøren

kigger efter

Flere faktorer er vigtige, når bogredaktører læser manuskripter: Indledningen, fortællerstemmen, karaktererne og plottet. Her fortæller en af Gyldendals redaktører, hvad hun kigger efter, når hun antager bøger.

om redaktør læser man utrolig mange manuskripter for at vurdere, om det er noget, man har lyst til at udgive. Og selv om enhver tekst er unik, er der alligevel nogle ting, vi altid holder øje med. 1. ANSLAGET Den første linje skal fænge og gerne give en idé om, hvilken type historie man kan forvente.  2. STEMMEN En stærk fortællestemme skiller sig ud og hænger tæt sammen med den historie, man vil fortælle. En kostskoleelev fra Herlufsholm og en fyr, der er opvokset i Vollsmose, taler ikke ens og lægger ikke mærke til de samme ting i deres omgivelser.  3. SPROGET Selvfølgelig må grammatik og retstavning gerne være i orden, men det vigtigste er, at sproget er originalt og varieret og passer til historien. Et godt råd er at læse teksten højt for sig selv – så hører man hurtigt, om den har et godt flow, og om replikkerne lyder naturlige.  4. KARAKTERER Hvem er vores hovedpersoner, og hvad er det for nogle ting, der betyder noget for dem?

5. PLOT Der bør ikke gå for lang tid, før begivenhederne sættes i gang. Det kan være en god idé på forhånd at spørge sig selv: Hvad sker der, som ændrer hovedpersonens liv/bringer det ud af balance, og hvad vil hovedpersonen gøre for at genskabe balancen?   6. MODSTAND Der må gerne være masser af modstand. Det skal ikke være for let for hovedpersonen at nå sit mål, for så bliver historien for tynd.  7. REDIGERING Husk altid at gå tilbage og læse din tekst igennem med et kritisk blik, og slet alt det, der virker overflødigt.

PSSSSTT... Heldigvis kan en historie fortælles på tusind måder, så hovedsagen er at komme i gang med at skrive – men det er altid godt at gøre sig lidt overvejelser omkring, hvilken historie man gerne vil fortælle, og hvordan man fortæller den bedst …

TEKST: SARA EJERSBO FOTO: ISTOCKFOTO

berømte bøger, der blev afvist første gang J.R.R. Tolkien: Ringenes Herre J.K. Rowling: Harry Potter og De Vises Sten William Golding: Fluernes Herre Anne Frank: Anne Franks Dagbog Rudyard Kipling: Junglebogen

S K R I V E KO N K U R R E N C E :

Øjeblikket

der ændrede alt

(->) Skriv idéer til sætninger, karakterer og handling ned i en notesbog, inden de forsvinder. (->) Læs teksten højt. Så kan du tit høre, om der er noget, der ikke passer ind. (->) Få en ven eller lærer, der læser meget til at give feedback på din tekst.

På Gyldendal er vi altid på udkig efter nye talenter, og vil gerne læse din historie. Skriv en historie – enten en novelle, starten på en roman eller noget helt tredje – som handler om et øjeblik, som får stor betydning – for hele verden eller bare for en enkelt karakter. Hvor historien foregår, er helt op til dig, og du bestemmer selv, om det skal være fantasy, realisme, sci-fi, dystopi eller måske en kærlighedshistorie. Det eneste, du skal gøre, er at sende dit bidrag til: YA@gyldendal.dk med emnefeltet 'Det øjeblik, der ændrede alt' inden den 31/12-2017. Så deltager du automatisk i konkurrencen. Men husk at vedhæfte dit dokument.   Vinderen får direkte besked og vil få feedback og mulighed for at få redigeret sin tekst sammen med en redaktør. Desuden publiceres teksten i vores næste YA Magasin. Held og lykke – vi glæder os til at læse jeres bidrag!

Skriv en tekst på max. fem sider i skriftstørrelse 12 om et øjeblik, der ændrede alt. Vinderen kommer med i næste YA-magasin og får professionel feedback fra en af Gyldendals redaktører.

OM SPELLSLINGER-SERIEN Serien er skrevet af canadieren Sebastien de Castell. Han er uddannet arkæolog, men har også arbejdet som musiker, lærer, skuespiller og interaktionsdesigner. Han har tidligere skrevet serien The Greatcoats, og i foråret udkom den første bog i Spellslinger-serien.

TEKST: LOUISE BYLOV REDAKTØR  FOTO: PR

Et univers

magisk

En helt almindelig antihelt, en feministisk lonesome cowboy og en blodtørstig egernkat er nogle af hovedpersonerne i Sebastien de Castells nye, anmelderroste fantasyserie, der foregår i Det Vilde Vesten.

pellslinger er begyndelsen på en ny storslået fantasyserie. Den blander klassisk fantasy med Det Vilde Vesten i et anderledes univers fuld af farverige og underholdende karakterer. Som læser gælder det om at holde tungen lige i munden, for bogens højspændte plot tager flere uventede drejninger, og intet er, som man tror.

altid en smøg i mundvigen og elsker at tage på værtshus. Hendes fortid er lidt af et mysterium, og ingen ved, hvorfor hun er dukket op. Det bliver vildt spændende at finde ud af mere om hende i næste bog. Kellens anden hjælper, Reichis, er en overmodig, blodtørstig egernkat, der altid er frisk på at komme i slagsmål med sine fjender – og han er særligt glad for at flå øjne ud. Samtidig er han både loyal og morsom – og en af de mest originale karakterer, jeg længe er stødt på.

HJÆLP FRA EN EGERNKAT  Hovedpersonen, den 16-årige Kellen, er lidt af en antihelt. I et samfund, hvor magi er lig med magt, er han alt andet end magisk. Han er ikke den udvalgte, han har ingen overnaturlige evner, og hvis han skal undgå at ende som slave, må han gøre noget drastisk, og det skal være snart. Heldigvis får Kellen uventet hjælp fra en fremmed kvinde (Ferius) og en hævngerrig egernkat (Reichis). Disse to karakterer er så usædvanlige og charmerende, at man falder pladask for dem. Ferius er et moderne, feministisk svar på the lonesome cowboy. Hun er fandenivoldsk, har

FÆNGENDE FANTASY  Spellslinger handler om, hvad der sker, når man opdager, at alt det, man nogensinde har lært, er forkert – og at éns verden, som man kender den, måske bygger på et stort bedrag. Jeg læser virkelig mange gode fantasyromaner, og jeg håber altid, at jeg vil finde en helt særlig bog, som ikke bare er original men også giver mig lyst til at droppe aftensmaden, tøjvasken og nattesøvnen. Sådan en bog er Spellslinger.

SEBASTIEN DE CASTELL / SPELLSLINGER

UDDRAG

landt mit folk kaldes stedet mellem liv og død for den grå passage. Det er en skyggekorridor, hvor enhver mager, hvis tid er kommet, må afvente de tre tordenbrag, der kalder ham videre hen, hvor han vil tage imod vore forfædres dom. Det er ikke fair, tænkte jeg og så verden tippe, mens jeg faldt baglæns som et græstrå, der skæres over af en gartners le. Slemt nok, at jeg var døende, men behøvede det at være på så ydmygende en måde, dræbt af min egen søster? Jeg var ikke engang fyldt seksten år. Jeg havde aldrig kysset en pige. Ærligt talt havde jeg ikke nået at udrette meget i mit liv. Der var ingen historier om store bedrifter, som kunne give mig en hædersplads i efterlivet blandt vore forfædre, de første magere. Jeg hørte et højt dunk, som måtte være lyden af min ryg, der ramte oasens sandede grund. Jeg forsøgte (ret heroisk, syntes jeg selv) at trække vejret. Det lykkedes ikke. Jeg overvejede, om jeg skulle lyve for forfædrene – finde på historier, hvori jeg kæmpede glorværdige kampe til døden eller reddede små dyr fra farefulde situationer, men jeg havde på fornemmelsen, at guder var ret svære

at narre, og desuden havde løgne ikke bragt noget godt med sig på det sidste. Min klans ærede ældre fortalte os, at reinkarnation er en straf som guderne pålægger os for et forfejlet liv, og straffen består i at vende tilbage i form af et eller andet længere nede på livets rangstige, for eksempel en rotte eller måske en lille bregne. Men selvom jeg måske ikke havde udmærket mig på nogen måde, havde jeg heller ikke begået nogen stor synd. Så da min krop endte på sandgrunden under mig, nåede jeg frem til den konklusion, at jeg stod for at skulle vandre gennem den grå passage for derefter at blive sendt tilbage for at starte på ny i skikkelse af en temmelig skvattet jan’Tep-novice udstyret med næsten ingen magi. Åh, lad det ikke ske, lad mig ikke dø på denne måde. De ældre ville have bebrejdet mig for så uforskammede tanker og mindet mig om, at den grå passage er en periode med fred og varme, hvor den døende mager hører den trøstende lyd af musik og sine ærværdige idolers stemmer, der lovpriser hans navn. Mig? Jeg hørte skrig. Det kom fra alle mulige retninger. Osia’phest skreg højest. Han brølede til de andre novicer, at de skulle skrubbe af, hvorefter han kastede sig ud i en besværgelse som, hvis jeg hørte ret, havde en del stavelser til fælles med dem, kokke bruger, når de skal redde middagen fra

at brænde på. Osia’phest er en venlig, gammel mand, men ikke ligefrem den bedste mager, man kan finde. Hans stemme var skinger og desperat, hvilket er et skidt udgangspunkt, fordi høj magi kræver fuldkommen ro og et skarpt, koncentreret fokus. Op med dig, sagde jeg til mig selv. Træk vejret, før Osia’phest ender med at konservere dig som en tørret abrikos. Op med dig! Panahsi råbte også op, skreg til folk, at de skulle tilkalde en af healerne. Det lød, som om han stolede endnu mindre på Osia’phests evner, end jeg gjorde. Én stemme forblev lavmælt og næsten lindrende. Det var Nephenia, der prøvede at trænge igennem til mig. ”Prøv at trække vejret, Kellen, kom nu, træk vejret.” Hun gentog det om og om igen, som om repetition alene kunne gøre udslaget. Søde Nephenia, du hjælper slet ikke på den måde, tænkte jeg. Prøv hellere med et kys, måske vil det få mit hjerte til at banke igen. I det mindste vil det give mig noget at fortælle forfædrene. Jeg ville have grinet af min egen vittighed, hvis jeg havde haft kræfter til det. Der kunne man bare se; end ikke overhængende død kan få bugt med en teenagers fantasier. ”Han er ved at blive helt grå i huden,” sagde en eller anden. Det gav anledning til endnu mere råben. Men i al opstandelsen var min søster Shallas stemme den eneste, jeg ikke hørte, selvom jeg turde sværge på, at jeg hørte hendes åndedræt. Da vi var børn og delte soveværelse, vidste jeg altid, når Shalla havde mareridt. Hendes åndedræt blev anderledes, overfladisk og hurtigt, som om hun spurtede op ad en bakke. At høre lyden af det nu, gav mig den absurde impuls at trøste hende, som jeg plejede, da vi var børn – dengang ingen af os havde magi, og vi holdt os vågne sent om natten for at tale om, hvor magtfulde vi begge ville blive, når vi blev voksne. Jeg kunne bedre lide hende dengang. Hun tænkte nok det samme om mig. Hvor længe siden er det, mit hjerte holdt op med at slå? tænkte jeg. Et minut? To minutter? Hvor længe kan man overleve, uden at noget pumper blodet rundt i ens årer? Og hvis dette er den grå passage, hvorfor behøver der så at være alt det postyr omkring mig? De ældre lover, at syner vil åbenbares for den døende mager, syner af dem, han elsker højest, og som også elsker ham. Igen lidt af en overdrivelse. Det eneste, jeg kunne se lige nu, var et stærkt lys, der forblev

ubevægeligt. Det er solen, slog det mig. Da jeg ramte jorden, landede jeg med hovedet vendt mod vest, og nu stirrede jeg direkte ind i dagens sidste stråler uden at blinke med øjnene. Det forklarer så den brændende fornemmelse. Set fra den positive side, kunne det, at jeg var bevidst om alting, selvom mit hjerte ikke slog, antyde, at Osia’phests desperate besværgelse trods alt gavnede. Det gyldne lys blev sløret og erstattet med synet af Shalla, der knælede foran mig. Smerten i mine øjne aftog. Hun var kvik nok til at indse, at jeg ville blive blind af at stirre direkte mod lyset. Da hendes ansigt kom i fokus, læste jeg både frygt og sorg og … noget andet. Skuffelse. Hun tager livet af mig, og så er hun oven i købet skuffet over, at jeg dør. Jeg følte mig mærkeligt rolig. Det gav egentlig god mening, eftersom symptomerne på panik, høj puls, hurtig vejrtrækning og sved, alt sammen kræver et bankende hjerte. Osia’phests efterhånden hæse stemmes repetition af besværgelsesformularen, rystede mig ud af mine tanker. Jo mere jeg anstrengte mig for at fokusere på hans ansigt, jo mindre kunne jeg se. Bliver det mørkere? ”Bevaringsbesværgelsen bliver svagere,” sagde Panahsi uroligt. ”Jeg kan ikke fortsætte. Vi har brug for healere lige nu.” Osia’phests stemme var hæs og næsten ynkværdig. ”Brug en blodsympatisk besværgelse!” kommanderede Panahsi. ”Få hans hjerte til at slå igen!” ”Det kan jeg ikke,” svarede Osia’phest. ”Så skulle jeg forbinde hans hjerte til mit, og det er jeg for gammel til.” ”Du tør ikke!” ”Selvfølgelig tør jeg ikke, dit fjols. Hvis jeg dør, ophører bevaringsbesværgelsen helt.” Shalla åbnede langt om længe munden. ”Så gør jeg det. Vis mig hvordan!” ”Det kan du ikke,” svarede han udmattet. ”Du … mangler … uddannelsen. Jeg vil nødig … være den, der fortæller din far … at jeg …” Jeg hørte et dunk ved siden af mig. ”Mester Osia’phest?” råbte Shalla skingert. ”Det gamle fæ er besvimet,” sagde Panahsi. ”Han kunne ikke fastholde besværgelsen.” Fremragende, tænkte jeg. Jeg er omgivet af magere, men ingen redder mig. Nogen var begyndt at græde, og deres hulken lød som regndråber, der falder ned i en dyb brønd.

SEBASTIEN DE CASTELL / SPELLSLINGER

UDDRAG

Hvor bliver den trøstende musik af, som de ældre lovede mig? Og hvad med koret af stemmer, der lovpriser mit navn? Jeg hørte den trampende lyd af støvler nærme sig i sandet. ”Af banen, idioter,” snerrede en kvindestemme. Det sidste ord lød i hendes mund som dioter. Hendes accent var langt fra jan’Tep, men derimod en stærk og langtrukken dræven, der gav mig trang til at fnise. ”Hold afstand, folkens, hvis I da ikk’ vil bruge hele næste uge på at kradse jeres sølle skind i laser gennem jeres fine gevandter.” Noget let og pudderagtigt dryssede ned på min hud. Jeg tænkte, at det måske var sådan sne føltes. Først prikkede det, så brændte det, og til sidst kløede det så slemt, at jeg troede, jeg ville blive skør af det. ”Beklager, knægt,” hviskede kvinden tæt på mit øre. ”Det her bli’r ikk’ sjovt for dig.” Kløen bredte sig til mine øjne, og et kort øjeblik blev mit syn klart. Nu kunne jeg se hende knæle ved min side. Hendes ansigt var kønt med skarpe træk indrammet af langt, rødt hår med en enkelt, hvid lok, der stak frem under hendes nybyggerhat af den slags, som de daromanske cowboys bærer under deres lange ridt med kvæghjordene. Nu om stunder så vi ikke mange daromanere i jan’Tep-territorierne. Denne daromaner var iført en snavset hvid skjorte under en sort lædervest. Hun havde noget i munden – en pind med en rød glød, der dannede skyer af grå røg. En smøg? Hvem ryger lige i hovedet på en, der er syg? I guder, hvornår holder den kløe op? Der opstod en form for håndgemæng, da Shalla prøvede at blande sig. ”Hvem er du? Se at få fjernet den der fra ham. Han er –” ”Væk med dig, tøs,” svarede kvinden og puffede uanfægtet min søster væk for bedre at kunne koncentrere sig om mig. ”Den kløe, du kan mærke, er noget pulver, der sætter fut i dine nerver. Den idiotiske besværgelse, den gamle mand mumlede, ville have gjort dig lam og hjerneskadet.” Og som en eftertanke tilføjede hun, ”På den anden side er det sjældent, at en jan’Tep ikke i forvejen er lidt hjerneskadet.” ”Han har brug for rigtig magi, ikke sådan noget idiotisk nybyggerhealing,” insisterede Shalla. ”Rigtig magi!” fnøs kvinden. Hun vendte sin opmærksomhed tilbage til mig. ”Jeg ved godt, at det er ubehageligt, knægt, men du kommer til at føle dig bedre tilpas. Det, jeg så må gøre nu, vil til gengæld gøre rigtig ondt.”

Jeg mærkede et voldsomt slag mod mit bryst, som om jeg oven i købet skulle bankes godt ned i jorden. Kvindens hænder var knyttede. Hun hævede dem højt op i luften og slog ned på mig igen. ”Hold op!” skreg Shalla. ”Du dræber ham!” Mon ikke, at du allerede har klaret det, Shalla? Man kunne derudover indvende, at jeg ville ende som et godt gennembanket lig, hvis det her fortsatte. Måske kunne jeg bruge det til en historie, som ville behage forfædrene nok til at lade mig gå gennem porten. Der lå jeg, Deres Guddommelighed, fladt på ryggen, da en skrupskør kvinde pludselig begyndte at tæve løs på mig med de bare næver. ”Jeg kaster en binding over dig, hvis du ikke holder op,” truede Shalla. ”Du begynder at irritere mig, lille pige.” Kvinden slog på mit bryst for tredje gang og så en fjerde gang. Så lænede hun sig ned over mig, og jeg mærkede noget blødt og vådt mod mine læber. Fornemmelsen var mærkelig og blid. Kyssede hun mig? Guderne har en mærkelig form for humor. De kan åbenbart ikke lide fornærmelser, for i næste øjeblik forsvandt kysset, hvorefter de hårde slag blev genoptaget. Det gjorde dog ikke lige så ondt som før, og kløen havde også fortaget sig. Jeg følte faktisk slet ingenting. Nu er det sket med mig, nu dør jeg. De ældre siger, at når man kommer til enden af den grå passage, vil tre tordenskrald kalde dig til dom. Jeg hørte den torden. Første gang lød det som et højt smæld efterfulgt af en skærende smerte i min venstre side. Et af mine ribben var brækket. Det tordnede endnu en gang. Denne gang var det et hult drøn fra et sted inden i mig. Mit hjerte havde netop slået sit første rungende slag. Jeg er i live, opdagede jeg, da min brystkasse pludselig udvidede sig med et smertefuldt åndedræt. Jeg trækker vejret! Min næste absurde tanke gik på, at jeg måtte finde på noget vittigt og heltemodigt at sige. Så hørte jeg en tredje og sidste buldren – en lyd så høj, at den kunne ruske hele verden op og sende os flyvende i alle retninger. Det var selvfølgelig ikke ægte torden, ligesom det havde været det de andre gange. Det, jeg netop havde hørt, var min fars stemme. Han lød meget, meget vred. Guderne var åbenbart klar til at udmåle en straf.

Emilie er 20 år, bognørd og bookstagrammer under navnet @thebookranter, hvor over 24.000 følger med, når hun tager billeder af bøger på kreative måder. Læs hendes guide til, hvordan du kommer i gang med at bookstagramme.

TEKST OG FOTO: EMILIE KJÆRSGAARD

S Å D A N FÅ R D U E N F L O T

BOOKSTAGRAM

ørst og fremmest skal du vælge et godt navn. Et catchy navn, der ligger lige på tungen, er noget, man husker. Gerne et navn, der relaterer til »dit hjørne« af instagram og gerne noget uden tal, fordi det nemt kan forvirre. Derefter skal du vælge en stil, der passer perfekt til dig og din personlighed. Jeg tager billeder af bøger i romantiske og efterårsagtige settings – f.eks. omgivet af blomster, kogler eller stearinlys. Skal din stil være varm og naturagtig, bestå af kolde farver eller være minimalistisk?

Vær ikke bange for at trække på inspiration fra dine yndlingsinstagrammere. Når du tager billeder, er Instagrams egne redigeringsværktøjer ganske udmærkede til redigering, og er det, jeg selv bruger. Andre gode billedredigeringsprogrammer er f.eks. VSCO cam, der har fantastiske filtermuligheder, Snapseed, som er ret brugervenligt og Aviary, der har forskellige rammer og klistermærker.

BRUG DE RIGTIGE HASHTAGS  Hashtags hjælper dig med at tiltrække folk, der selv har bookstagrams eller er boginteresserede. Mine personlige favoritter er blandt andet: #book #books #bookstagram #bibliophile #reading og #bookworm.  Og vigtigst af alt – husk at det er et socialt medie, så vær social! Find folk, der kan lide de samme bøger og/eller fanuniverser som dig, så har I allerede en masse at tale om. Bookstagram er et skønt community fyldt med folk med samme interesse som dig, så vær dig selv og tag kontakt til folk, så får du hurtigt en masse venner fra hele verden.

GUIDE:

Tag bedre

instagram-billeder 1. NATURLIGT LYS

Når det kommer til billeder, er det ret kedeligt at kigge på den mørke, grynede af slagsen. Jeg tager selv billeder foran et vindue, for at fange så meget lys som muligt. Undgå blitz – det kommer til at se kunstigt ud.

2. ALLE KAN VÆRE MED

Husk, at du ikke nødvendigvis behøver at have et fancy kamera for at kunne være med. Jeg bruger min iPhone 6S, som tager ganske udmærkede billeder.

3. OPSTILLING

Sørg for, at der er balance i dit billede, så det ikke er vildt rodet i den ene side og tomt i den anden. Hvis du har et tema, så sørg for at dit billede og de rekvisitter, du bruger, farvemæssigt passer med resten af billederne.

4. POPULÆRE BILLEDFORMER

Flat lay: Når bogen ligger ned, og du tager billedet ovenfra. Angled: Når du tager billeder fra en anden vinkel end direkte ovenfra.

TRE NAVNE DER FUNGERER GODT:

@madamereadsalot  @babblingbooks   @ladyofthelibrary

5. LEG MED REKVISITTER

Vær ikke bange for at eksperimentere. Brug forskellige rekvisitter på dine billeder, og find den stil, der passer til dig. At fotografere foran bogreolen er også et kæmpe hit. Tænk kreativt og ud af boksen!

6. BRUG DIN KROP

Din krop kan også bruges som rekvisit. Kropsdele som ben, arme og hænder gør billederne mere personlige. Jeg inkluderer ofte mine arme og hænder, når jeg holder min tryllestav (ja, du læste rigtigt!) eller bruger kunstige sommerfugle. Sokkebilleder er også et kæmpe hit!

7. ØVELSE GØR MESTER

Jeps. Det er kedeligt, men det passer altså. Sørg for at tage så mange billeder som muligt, så tit du kan, øv dig og bliv bedre. Øv dig ved at deltage i en photo challenge, hvor du tager et bestemt billede hver dag i en måned.

FORSLAG TIL   REKVISITTER: (->)

Skrivebordsbaggrund (->) Blade (->) Træstumper (->) Verdenskort (->) Stearinlys (->) Kunstpels (->) Gevir

FORESLAG TIL BOG-CHALLENGES #septemberbøger  #bookstagrambasics  #spooktacularbooks

FEM FEDE BOOKSTAGRAMS @silkreads  Silke er 20 år og poster smukke og dramatiske billeder af bøger, indretning og hendes nuttede kat. Vi følger med – sammen med 29.500 andre.

@epicreads  Fokuserer på YA-bøger, og billederne af nye bøger, flotte settings og misundelsesværdige bogreoler har resulteret i 479.000 følgere.

@booknerd reads  Jill fra USA poster billeder af bøger, hun læser, i dekorative omgivelser. Og så har hun 66.000 følgere.

Adam Silvera debuterede med bestselleren Den dag jeg glemmer. Nu er han tilbage med endnu en tĂĽreperser af en roman om to fremmede, der ender med at tilbringe deres livs sidste dĂ¸gn sammen.

TEKST: NIKOLINE RASMUSSEN  F O T O : PR

Græ d EN, TO, TRE:

Forestil dig,t at du lever i en verden, hvor et telefonopkald betyder enden på dit liv. Sådan en verden lever Mateo og Rufus i, og da telefonen ringer, har de fireogtyve timer tilbage at leve i. Trods deres forskelligheder og det faktum, at de aldrig har mødt hinanden, vælger de at tilbringe deres sidste døgn sammen velvidende om den skæbne, de ikke kan flygte fra. Det bliver et døgn, der vender op og ned på alt, tvinger dem til at gøre op med fortiden og favne nuet, så længe det varer.

GRIB LIVET Da jeg fik De dør begge til sidst i hånden, forventede jeg at blive rørt – den er trods alt skrevet af Adam Silvera, men

intet kunne have forberedt mig på den følelsesmæssige rutsjebanetur, som jeg kom til at opleve. Jeg fik allerede tårer i øjnene, da jeg læste bogens forord, og det var kun begyndelsen på en af flere tudeture. Jeg havde lyst til at kyle bogen igennem stuen i frustration, kun for at samle den kærligt op igen. Men igennem tårerne, grinede jeg også over bogens humor. For selvom døden lurer alle steder, er det ikke det, bogen handler om. Den handler om livet. De dør begge til sidst er ikke kun en gribende historie med en spændende præmis, hvor døden kun er et opkald væk. Det er også en kærlig påmindelse om at turde gribe livet og leve det, og siden jeg læste bogen færdig, har jeg hver dag forsøgt at gøre lige netop det. Jeg håber, at du vil gøre det samme.

DEN 5. SEPTEMBER, 2017

MATEO TORREZ D

Klokken

ødsrådet ringer med noget af et varsel – jeg skal dø i dag. Nej, ’varsel’ er for stort et ord, for varsler får man om noget, der kan undgås. Som en bil, der dytter af én, der er ved at gå over gaden, når det er rødt, og giver dem en mulighed for at tage et skridt bagud. Det her er mere bare en melding. Alarmen, en genkendelig og endeløs gongong, der lyder som en kirke en kilometer væk, brøler ud af min telefon i den anden ende af værelset. Jeg er allerede ved at gå i panik. Hundrede tanker kører rundt og er ved at overdøve alt omkring mig. Jeg vil vædde med, at dette kaos er det samme, som en skydiver oplever, når hun springer ud fra et fly første gang, eller en pianist, der giver sin første koncert. Ikke, at jeg nogensinde kommer til at opleve nogen af delene. Det er skørt. For et øjeblik siden var jeg ved at læse et indlæg på CountDowners-bloggen – hvor Nedtællerne dokumenterer deres sidste timer gennem opdateringer og fotos via livefeed. Den her handlede om en collegestuderende, der forsøgte at finde et hjem til sin golden retriever.Og nu skal jeg dø. Jeg skal … nej … jo. Jo. Det strammer til om mit bryst. Jeg skal dø i dag. Jeg har altid været bange for at dø. Jeg ved ikke, hvorfor jeg troede, at det ville afholde det fra at ske. Ikke for evigt, selvfølgelig, men længe nok til, at jeg ville nå at blive voksen. Min far har endda indprentet mig, at jeg skal lade, som om jeg er hovedpersonen i en historie, en, der aldrig sker noget med, og som i hvert fald slet ikke dør, for helten er nødt til at være med hele vejen. Men larmen i mit hoved er ved at dø ud, og der er en hilsen fra Dødsrådet i telefonen, som bare venter på at fortælle mig, at jeg skal dø i dag, kun atten år gammel. Wauw, jeg skal faktisk …

00.22

ADAM SILVERA / DE DØR BEGGE TIL SIDST

UDDRAG

Jeg vil ikke tage telefonen. Jeg vil hellere løbe ind på min fars værelse og bande ned i hovedpuden, fordi han valgte det forkerte tidspunkt at lade sig indlægge på intensiv. Eller slå hårdt til væggen, fordi min mor prægede mig til en tidlig død, da hun døde under fødslen. Telefonen ringer måske for tredivte gang, og jeg kan ikke undvige, ligesom jeg heller ikke kan undvige det, der kommer til at ske senere i dag. Jeg lader computeren glide ned fra skødet og rejser mig fra sengen. Jeg svajer lidt til den ene side og føler mig ret svimmel. Jeg er en zombie, der går hen mod skrivebordet, langsomt, som en levende død. På skærmen står der selvfølgelig, at opkaldet er fra DØDSRÅDET. Jeg ryster, men det lykkes mig at trykke på knappen. Jeg siger ikke noget. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg trækker bare vejret, for jeg har færre end otte og tyve tusind åndedrag tilbage – det er det gennemsnitlige antal gange, en ikke-døende person trækker vejret på en dag – og jeg kan lige så godt bruge dem op, mens jeg kan. „Goddag, jeg ringer fra Dødsrådet. Jeg hedder Andrea. Er du der, Timothy?“ Timothy.

Jeg hedder ikke Timothy. „Du har fat i den forkerte,“ siger jeg til Andrea. Mit hjerte falder til ro, selv om jeg har ondt af denne Timothyfyr. Det har jeg virkelig. „Jeg hedder Mateo.“ Jeg fik navnet fra min far, og han vil gerne have, jeg giver det videre. Og det kan jeg godt nu, hvis ellers det at få et barn er noget, der kommer til at ske for mig. Der bliver tastet løs i hendes ende af røret. Hun er sikkert ved at rette i oplysningerne i databasen. „Åh, det må du undskylde. Timothy er den ældre herre, jeg talte med lige før. Han tog det ikke så pænt, den stakkel. Du er Mateo Torrez, ikke?“ Og med ét er alt håb ude. „Mateo, oplys venligst, om dette er dig. Jeg har mange andre, jeg skal ringe til i aften.“ Jeg havde altid forestillet mig, at min budbringer – det er det officielle navn, ikke bare noget, jeg kalder dem – ville lyde medfølende og lige så stille fortælle mig nyheden. Måske endda snakke om, at det var særligt tragisk, fordi jeg er så ung. For at være helt ærlig kunne jeg også godt leve med, at hun var i godt humør og sagde, at jeg skulle have det sjovt og få det bedste ud af dagen, nu når jeg ved, hvad der skal ske. Så ville jeg ikke blive hængende

hjemme og lægge puslespil med tusind brikker eller onanere, fordi sex med et rigtigt menneske skræmmer mig. Men denne budbringer giver mig følelsen af, at jeg skal holde op med at spilde hendes tid, fordi, i modsætning til mig, har hun masser af den. „Okay. Mateo er mig. Jeg er Mateo.“ „Mateo, jeg er ked af at måtte meddele dig, at du inden for de næste fireogtyve timer kommer til at opleve en alt for tidlig død. Og selv om der ikke er noget, vi kan gøre for at udsætte den, har du stadig chancen for at leve.“ Budbringeren begynder at snakke om, at livet ikke altid er retfærdigt, og går videre til at opliste nogle ting, jeg kan være med til i dag. Jeg burde ikke blive vred på hende, men det er tydeligt, at hun keder sig ved at gengive replikker, der kommer helt per automatik, efter at hun har fortalt flere hundrede, måske tusinde, at de snart dør. Hun har ingen medfølelse at give. Hun er sikkert ved at file negle eller spille kryds og bolle med sig selv, mens hun snakker med mig. På CountDowners lægger Nedtællerne indlæg op om alt fra opkaldet, til hvordan de bruger deres Sidste Dag. Det er med andre ord Twitter for Nedtællerne. Jeg har læst masser af ind- læg om Nedtællere, der indrømmede at have spurgt deres budbringere, hvordan de kommer til at dø. Men alle ved, at man ikke får detaljer at vide. Ikke engang selv om man er den tidligere præsident Reynolds, der forsøgte at gemme sig for døden i en bunker under jorden for fire år siden og blev dræbt af en af sine egne

sikkerhedsfolk. Dødsrådet kan kun oplyse datoen for, hvornår man dør, ikke det præcise klokkeslæt, eller hvordan det sker. „… forstår du alt dette?“ „Ja.“ „Log på dødsrådet.com, og skriv, hvis du har særlige præferencer i forhold til begravelsen og de ord, du gerne vil have indgraveret på gravstenen. Eller måske vil du gerne kremeres, og i så fald …“ Jeg har kun været til en eneste begravelse. Min mormor døde, da jeg var syv, og til hendes begravelse blev jeg hysterisk, fordi hun ikke vågnede. Spol fem år frem i tiden, da Dødsrådet kom på banen, hvor alle pludselig var vågne til deres egen begravelse. At få chancen for at sige farvel, inden man dør, er en fantastisk mulighed, men er den tid egentlig ikke brugt bedre på bare at leve? Måske ville jeg have det anderledes, hvis jeg rent faktisk kunne regne med, at folk dukkede op til min begravelse. Hvis jeg havde flere venner, end jeg har fingre. „Og, Timothy, på vegne af alle os herinde på Dødsrådet må jeg bare sige, at vi er så kede af at miste dig. Nyd dagen fuldt ud, okay?“ „Jeg hedder Mateo.“ „Undskyld, Mateo. Det er jeg virkelig ked af. Det har været en lang dag, og de her opkald kan være så stressende og …“ Jeg lægger på, hvilket er uhøfligt, det ved jeg godt. Men jeg kan ikke sidde og lytte til nogen, der fortæller mig om den stressende dag, de har haft, når jeg måske falder død om i løbet af den næste time eller måske endda de næste ti minutter. Jeg kunne blive kvalt af en mintpastil. Jeg kunne forlade lejligheden for at foretage mig et eller andet og så falde ned ad trappen og knække halsen, inden jeg overhovedet nåede udenfor. Nogen kunne bryde ind og myrde mig. Det eneste, jeg med sikkerhed kan udelukke, er, at jeg dør af alderdom. Jeg synker ned på knæ. Det slutter alt sammen i dag, og der er absolut intet, jeg kan gøre ved det. Jeg kan ikke rejse hen over fjerne lande og bekæmpe drager for at finde den hellige gral, der kan holde døden stangen. Jeg kan ikke hoppe på et flyvende tæppe på jagt efter en flaskeånd, der kan opfylde mit ønske om et langt og rigt liv. Jeg kunne måske finde en eller anden gal videnskabsmand, der kan fryse mig ned med kryoteknik, men der er stor sandsynlighed for, at jeg ville dø midt i eksperimen- tet. Døden er uundgåelig for alle, og den er ikke til at komme udenom for mig i dag. Listen over mennesker, jeg kommer til at

ADAM SILVERA / DE DØR BEGGE TIL SIDST

UDDRAG

savne, hvis de døde kan savne, er så kort, at jeg end ikke kan kalde det en liste: Der er min far, fordi han gjorde sit bedste. Min bedste ven, Lidia, ikke bare, fordi hun ikke ignorerede mig i skolen, men fordi hun faktisk satte sig over for mig i kantinen, lavede gruppearbejde med mig i geologitimen og talte med mig om, at hun vil være en miljøaktivist, der redder verden, og at jeg kan belønne hende ved at leve i den. Og det er det. Hvis nogen var interesseret i min liste over mennesker, jeg ikke kommer til at savne, har jeg ikke noget til dem. Ingen har nogensinde gjort mig noget. Og jeg forstår endda godt, hvorfor folk ikke tog en chance med mig. Det gør jeg virkelig. Jeg er så paranoid. De få gange, jeg blev inviteret med til at lave noget sjovt med mine klassekammerater, som at stå på rulleskøjter i parken eller køre en tur sent om aftenen, bakkede jeg ud, fordi vi måske var ved at bringe os selv i livsfare. Måske. Det, jeg kommer til at savne mest, er nok de spildte muligheder for at leve mit liv og det tabte potentiale for at få gode venskaber med mine klassekammerater. Jeg kommer til at savne, at vi aldrig nåede at bonde i løbet af lange nætter, hvor alle holdt sig vågne for at spille Xbox Infinity og brætspil. Fordi jeg var for bange. Den person, jeg kommer til at savne allermest, er Fremtids- Mateo, som måske slappede lidt af og begyndte at leve. Det er svært at se ham klart, men jeg forestiller mig Fremtids-Mateo som én, der er i gang med at prøve nye ting, som for eksempel at ryge pot med sine venner, få et kørekort og hoppe om bord på et fly til Puerto Rico for at

få mere at vide om sine rødder. Måske dater han en, og måske kan han lide at være sammen med vedkommende. Han spiller sikkert klaver for sine venner, synger foran dem, og han ville helt klart få en tætpakket begravelse. En, der ville strække sig over hele weekenden efter hans død. En, hvor hele lokalet er fyldt med nye mennesker, der ikke fik chancen for at give ham et sidste kram. Fremtids-Mateo ville have en længere liste over mennesker, han ville komme til at savne. Men jeg vokser aldrig op og bliver Fremtids-Mateo. Ingen kommer til at ryge sig skæve sammen med mig, ingen sidder og lytter, mens jeg spiller klaver, ingen sidder på passagersædet i min fars bil, når jeg får kørekort. Jeg kommer aldrig til at diskutere med venner, hvem der skal have de bedste bowlingsko, eller hvem der skal være Wolverine, når vi spiller computerspil. Jeg synker ned på gulvet igen og tænker på, hvordan det pludselig er nu eller aldrig. Ja, ikke engang det. Nu, og så aldrig.

00.42

Min far tager varme bade for at falde ned, når han er ked af det eller skuffet over sig selv. Jeg efterabede ham, da jeg blev omkring tretten og forvirrende Mateo-Tanker dukkede op, og jeg havde brug for masser af Mateo-Tid til at sortere i dem. Nu tager jeg et brusebad, fordi jeg har dårlig samvittighed over, at jeg håbede, at verden, eller bare en del af den, ud over Lidia og min far, ville sørge over at tage afsked med mig. Fordi jeg nægtede at leve, som om jeg var udødelig, alle de dage, hvor jeg ikke fik en dødsdom, så spildte jeg alle de dage og er løbet helt tør for morgendage nu. Jeg vil ikke fortælle det til nogen. Bortset fra min far, men han er ikke engang vågen, så det tæller ikke rigtigt. Jeg vil ikke tilbringe min Sidste Dag med at overveje, om folk er oprigtige, når de smider sørgmodige ord i hovedet på mig. Ingen bør tilbringe deres sidste timer med at tvivle på andre. Men jeg er nødt til at komme ud i verden. Narre mig selv til at tro, at det bare er en dag som alle andre. Jeg skal besøge min far på hospitalet og holde ham i hånden for første gang, siden jeg var barn og for … vildt. For allersidste gang. Jeg er væk, inden jeg kan nå at vænne mig til min forgængelighed. Jeg skal også besøge Lidia og hendes etårige datter, Penny. Lidia gjorde mig til Pennys gudfar, da hun blev født, og det er noget lort, at det er mig, der skulle tage mig af

Penny, hvis der skete noget med Lidia. For Lidias kæreste, Christian, døde for lidt over et år siden. Jaja, hvordan skal en attenårig uden indkomst tage sig af en baby? Det korte svar: Det skal han ikke. Men det var meningen, at jeg skulle blive ældre og fortælle Penny historier om hendes fantastiske mor, der reddede verden, og hendes chill far og lade hende flytte ind hos mig, når jeg havde fået økonomisk tryghed og var følelsesmæssigt klar til det. Nu bliver jeg revet ud af hendes liv, inden jeg kan nå at blive andet end en fyr i et fotoalbum, som Lidia kan fortælle historier om, hvor Penny vil sidde og nikke, måske lave sjov med mine briller og så bladre videre til et familiemedlem, hun rent faktisk kender og holder af. Jeg bliver ikke engang et spøgelse i hendes liv. Men derfor vil jeg alligevel tage hen og kildre hende en sidste gang eller tørre squash og ærter af hendes ansigt eller give Lidia en lille pause, så hun kan nå at læse op til sin eksamen eller børste tænder eller redde håret eller tage en lur. Efter det vil jeg på en eller anden måde tage afsked med min bedste ven og hendes datter, og jeg vil være nødt til at gå ud og leve. Jeg slukker for bruseren, og vandet holder op med at regne ned over mit ansigt. Det er ikke i dag, jeg skal bruge en time i badet. Jeg tager mine briller fra vasken og tager dem på. Jeg træder ud af badekarret, glider i en vandpyt, og idet jeg falder bagover, regner jeg med at finde ud af, om det viser sig at være sandt, at ens liv farer forbi ens blik. Men så får jeg fat i håndklædeholderen og genfinder balancen. Jeg trækker vejret ind og ud, for det ville bare være så uheldigt at dø sådan her. Nogen ville lægge mig op på feedet for ’bruserstyrt’ på bloggen, DumbDeaths. Et meget populært site, der giver mig kvalme på så mange niveauer. Jeg er nødt til at komme ud herfra og leve – men først skal jeg slippe levende ud af lejligheden.

Jeg skriver takkebreve til mine naboer i 4F og 4A og fortæller dem, at det er min Sidste Dag. Fordi min far er på hospitalet, holder Elliot inde fra 4F øje med mig og kommer med aftensmad. Især efter vores komfur gik i stykker i sidste uge, da jeg forsøgte at lave min fars empanadas. Sean ovre fra 4A havde lovet at komme forbi på lørdag for at fikse komfuret, men nu er det ikke nødvendigt længere. Min far ved, hvordan han skal reparere det, og han får brug for noget at koncentrere sig om, når jeg er væk. Jeg går ind i mit skab og tager den blå og grå flonelsskjorte på, som Lidia gav mig til min attenårs fødselsdag og tager den over min hvide T-shirt. Jeg har slet ikke haft den på udenfor endnu. Skjorten giver mig mulighed for at have Lidia tæt på mig i dag. Jeg ser på uret – et gammelt et, som min far gav mig, da han på grund af sine dårlige øjne havde købt et digitalt et, der kunne lyse – og klokken er snart et. Hvis det var en almindelig aften, ville jeg spille computerspil til sent på natten. Også selv om jeg blev træt dagen efter, når jeg skulle i skole. I det mindste kunne jeg sove lidt i fritimerne. Jeg skulle ikke

ADAM SILVERA / DE DØR BEGGE TIL SIDST

UDDRAG

00.56

have ødslet de fritimer væk. Jeg skulle have taget et fag mere – som for eksempel kunst. Selv om jeg overhovedet ikke kan tegne noget, om det så gjaldt mit liv. (Eller gøre noget som helst andet, om det så gjaldt mit liv, tydeligvis). Måske skulle jeg have meldt mig til skoleorkestret og spillet klaver, fået noget anerkendelse og arbejdet mig op til at synge i koret, og måske have sunget en duet med en eller anden cool type og så senere have kastet mig ud i en solo. Drama kunne garanteret også have været sjovt, hvis jeg havde fået lov til at spille rollen som en, der tvang mig til at bryde ud. Men nej, jeg ville hellere have endnu en fritime, hvor jeg kunne lukke ned og tage en lur. Klokken er 00.58. Når den rammer 01.00, tvinger jeg mig ud af denne lejlighed. Den har været både mit fristed og mit fængsel, og for en gang skyld har jeg brug for at indånde luften udenfor i stedet for at drøne igennem den for at nå fra A til B. Jeg skal tælle træer, måske synge en yndlingssang, mens jeg dyp- per fødderne i Hudson-floden, og bare gøre, hvad jeg kan for at blive husket som den unge mand, der døde tidligt. Klokken er et. Jeg fatter ikke, at jeg aldrig skal vende tilbage til mit værelse. Jeg låser fordøren op, drejer dørhåndtaget og åbner døren. Jeg smider brevene til mine naboer fra mig og smækker døren i. Jeg går ikke ud i en verden, der er ude på at slå mig ihjel før tid.

BLÅ BOG • Adam Silvera er født og opvokset i Bronx, New York. • Han debuterede i 2015 med Den dag jeg glemmer om 16-årige Aaron, der prøver at komme ovenpå efter faderens selvmord. • De dør begge til sidst er hans tredje roman. Læs mere på adamsilvera.com

YA-SCENENS NYE STJERNE Adam Silvera fra New York har markeret sig som en af genrens nye lysende talenter med sine følelsesladede bøger om venskab, homoseksualitet og at tage ansvar for sit liv. Her er en intro til hans bøger.

Tænk, hvis man kunne slette dårlige minder?

Et gensyn med fortiden

Aaron har svært ved at finde glæden ved livet efter sin fars selvmord, men med støtte fra sin mor og kæresten Genevieve, formår han at komme igennem hverdagen. Da Genevieve rejser væk i et par uger, møder Aaron tilflytteren Thomas. Det går langsomt op for ham, at Thomas ikke bare er en ven, og det er svært når man har en pige-kæreste i forvejen og en vennekreds, der ikke accepterer følelser mellem to fyre. I et desperat forsøg på at få styr på sit liv og glemme sine minder og følelser, overvejer Aaron at lade sig indlægge på Leteo Instituttet, der kan slette ens minder for evigt. Også selv om det vil betyde, at han helt må glemme, hvem han i virkeligheden er.

Griffins verden bryder sammen, da hans ekskæreste og store kærlighed, Theo, mister livet i en drukneulykke. Selv om Theo var kommet videre med en ny kæreste, var Griffin overbevist om, at de ville finde sammen igen en dag. Efter Theos død føler Griffin at den eneste, der virkelig forstår hans sorg, er Theos kæreste Jackson. Men det nye venskab får ikke Griffin til at få det bedre. Tvangstanker og destruktive valg tager over, og mørke hemmeligheder truer med at flå ham i stykker. Hvis han skal have håb om en fremtid, må han først konfrontere sin fortid.

»En af de smukkeste og bedste ungdomsbøger, jeg nogensinde har læst« READERS WALL: uu u u u

»Rammer lige præcis dér, hvor det gør allermest ondt, og det er uendeligt smukt«   MOONLIT MADNESS: uu u u u

»Dybsindig og rørende ... helt vanvittigt velskrevet« MOONLIT MADNESS: uu u u u

»En historie, der både kan få en til at grine og græde«   BOOKISK LOVE AFFAIR: uu u u u

»Silvera tog mildt sagt fusen på mig og jeg endte med at sidde med tårer i øjnene« BOOKISH LOVE AFFAIR: uu u u

»Jeg tror ikke, jeg kan sige andet end: Læs den«   FRK. LITTERATUR: uu u u u

E-BOG PAPIRBOG VS.

Papirbog Du behøver ikke at vælge mellem skærmen og siderne i den almindelige bog. Der er fordele og ulemper ved begge formater, så vi har lavet en liste over dem – for at få et overblik, og fordi vi elsker lister!

FORDELE • Løber aldrig tør for strøm • Ser bedre ud i bogreolen – og hvem har ikke en svaghed for smukke covers? • Du kan farvesortere din bogsamling. Det er ikke helt det samme med dine e-bøger... • Duften – der er intet som duften af nye bøger!

ULEMPER • Kan ikke læses i mørke (medmindre du selv medbringer læselampe) • Det er nemt at glemme, hvor du er kommet til. • Du kan ikke have så mange bøger med på farten ad gangen. • Du kan glemme, hvem du har lånt din yndlingsbog ud til. Og nogle folk 'glemmer' at aflevere lånte bøger tilbage.

vs E-bog

TEKST: BENEDICTE HARTMAN N I LLUSTRATI O N: NYNNE MORS

FORDELE

• I ndbygget lys til natlæsning

(så kan man godt lige få et par ekstra kapitler med) •V ejer det samme uanset hvor mange bøger du har med

(ferien er reddet!) • Husker selv hvor du er nået til (smart!) • Du kan have alle dine yndlingsbøger i tasken på én gang!

ULEMPER

•S kal altid være opladet. •D et ser bare ikke lige så smukt ud med en ebogslæser på

hylden •R isikoen for at tabe den og dermed miste alle sine

dyrebare bøger! •E -bogs forsider er ikke altid lige så flotte som fysiske

forsider. På en Kindle er der ikke engang farver.

BLÅ BOG • Født i 1946 i Norfolk i England.  •F orfatter til en lang række bestsellere – bl.a. trilogien Det gyldne kompas, som han modtog Carnegiemedaljen for i 1996.   • Hans bøger er oversat til mere end 20 sprog.   • Han modtog Astrid Lindgren Memorial Award i 2005.

Pullman

TEKST: LOUISE BYLOV REDAKTØR  FOTO: KT BRUCE & PR

er tilbage

Philip Pullman er forfatteren til Det gyldne kompas. Hans nyeste roman er en forløber til fortællingen om heltinden Lyra Belacqua – og den lever helt op til forventningerne.

ra den dag jeg hørte, at Philip Pullman havde skrevet en forløber til Det gyldne kompas, var det svært at vente på, at manuskriptet kom. Da jeg endelig fik muligheden for at læse La Belle Sauvage, blev jeg straks ført tilbage i tiden til dengang, hvor jeg første gang læste Pullmans fantastiske bøger om Lyra Belacqua. Og da jeg nåede til linjerne: ”Er det virkelig sandt?”„Ja, det er. En lille pige.“„Hvad hedder hun?“„Lyra.”… fik jeg faktisk kuldegysninger. Jeg huskede netop, hvorfor Det gyldne kompas var så fængende. REJSE I ET VELKENDT UNIVERS  Med La Belle Sauvage får man muligheden for at tage på en ny rejse gennem et velkendt univers. Og man får historien om, hvordan Lyra endte på Jordan-Kollegiet,

og hvordan konflikten mellem videnskab og tro opstod. Vi møder gamle kendinge som Lord Asriel og fru Coulter, men også nye og spændende karakterer. Jeg var vild med den måde oversvømmelsen i bogen og Pullmans vidunderlige sprog rev mig med. Historien er sælsom og original og samtidig så tro mod stemningen i den oprindelige trilogi. Hovedpersonen Malcolm er på mange måder det perfekte modstykke til Lyra. Hendes vildskab, temperament og spontanitet står i flot kontrast til Malcolms jordbundne, milde og eftertænksomme karakter. Jeg er ikke i tvivl om, at La Belle Sauvage vil være en stor oplevelse for alle dem, som har læst Det gyldne kompas, og jeg glæder mig meget til at læse næste bog i serien, hvor vi finder ud af, hvad der sker efter Ravkikkerten, som er det sidste bind i Det gyldne kompas.

Nå, du er ikke gået i seng endnu, det var godt. Kom med nedenunder et øjeblik. Der er en herre, som vil tale med dig.” ”Hvem er det?” spørger Malcolm og springer ivrigt op og følger med sin far ud. ”Rolig nu. Mon ikke han selv præsenterer sig for dig.” ”Hvor er han?” ”I Terrassestuen. Du kan byde ham et glas tokayer.” ”Hva’ er det?” ”Ungarsk vin. Se nu at få lidt fart på. Vær høflig og sandfærdig.” ”Jeg er altid sandfærdig,” røg det ud af Malcolm. ”Det var nye toner,” sagde hans far og rodede ham godmodigt i håret, før de trådte ind i baren. Selvom den ventende herre sad stille og roligt henne ved den kolde pejs, gjorde han Malcolm helt perpleks. Måske var det på grund af hans daimon, en betagende smuk sneleopard, eller måske hans mørke, dystre ansigtsudtryk; hvorom alting var, så følte Malcolm sig overvældet og klar til at krybe i et musehul over sin egen ubetydelighed. Hans daimon, Asta, blev til et møl. ”Godaften, sir,” sagde han. ”Her er Deres tokayer, som ønsket. Skal jeg tænde op i pejsen? Her er temmelig koldt.” ”Er dit navn Malcolm?” Mandens stemme var streng og dyb. ”Ja, sir. Malcolm Polstead.” ”Jeg er en ven af dr. Relf,” sagde manden. ”Mit navn er Asriel.” ”Virkelig? Hun har aldrig fortalt mig om dig,” sagde Malcolm. ”Hvor vil du hen med det?” ”Jo, altså, hvis hun havde fortalt mig om dig, ville jeg vide, om det var sandt.” Asriel lo kort. ”Jeg er med,” sagde han. ”Du tager ikke uden videre fremmedes ord for pålydende. Lad mig tilføje, at jeg er far til spædbarnet i klostret.” ”Åh! Du er altså Lord Asriel!” ”Det er korrekt. Men hvordan vil du nu sikre dig, at den påstand er sand?” ”Hvad hedder barnet?” ”Lyra.” ”Og hvad hedder hendes daimon så?” ”Pantalaimon.” ”Så er den god nok,” sagde Malcolm.

PHILIP PULLMAN / FORESTILLINGER OM STØV

UDDRAG

“Malcolm!

”Så det mener du? Er du sikker?” ”Nej, ikke stensikker, men mere sikker end jeg var før.” ”Udmærket. Kan du fortælle mig, hvad der foregik her tidligere i aften?” Malcolm beskrev det så nøjagtigt, han kunne. ”Der kom nogen mænd fra børneværnet og ville tage hende med sig. Altså Lyra. Men søster Benedicta ville ikk’ give dem lov.” ”Hvordan så de ud?” Malcolm beskrev deres uniformer. ”Ham, der tog sin kasket af, virkede som chefen. Han var høfligere end de andre, sådan lidt mere rar og smilende. Det var et ægte smil, ikke påtaget. Jeg tror faktisk, jeg ville have syntes om ham, hvis han var kommet her til kroen som gæst, du ved. De to andre var ikke så rare. De fleste ville nok blive bange for dem, men ikke søster Benedicta. Hun satte dem på porten, på egen hånd.” Manden nippede til sin tokayer. Hans daimon havde lagt sig med løftet hoved og forpoterne strakt ud foran sig, og den lignede billedet af sfinksen i Malcolms leksikon. Det sorte og sølvfarvede mønster på hendes ryg lod i et kort øjeblik til at afgive en glitrende stråleglans, og så spurgte Lord Asriel brat:

”Ved du, hvorfor jeg ikke har besøgt min datter endnu?” ”Jeg tænkte, at du nok har haft alt for travlt. Du har sikkert mange vigtige ting, at gøre.” ”Jeg har ikke besøgt hende, for hvis jeg gør det, bliver hun hentet og flyttet til et mindre rart sted. Der vil hun ikke have nogen søster Benedicta til at forsvare sig. Men nu prøver de at tage hende under alle omstændigheder …” ”Undskyld, sir, men jeg har allerede fortalt dr. Relf om alt det her. Har du ikke fået besked af hende?” ”Du stoler vist stadig ikke helt på mig?” ”Altså … nej,” sagde Malcolm. ”Det kan jeg ikke fortænke dig i. Vil du blive ved med at besøge dr. Relf?” ”Ja. Hun låner mig nemlig bøger og lytter til, hvad jeg har at sige.” ”Gør hun? Det var da godt. Men sig mig, barnet: Bliver hun passet godt?” ”Det gør hun i hvert fald. Søster Fenella holder så meget af hende. Det – det gør vi alle sammen, holder af Lyra, mener jeg. Hun snakker hele tiden med sin daimon, det er bare pludder, og han pludrer tilbage. Søster Fenella siger, at de lærer hinanden at tale.” ”Spiser hun godt? Griner hun? Er hun aktiv og nysgerrig?” ”Ja, det kan du tro. Nonnerne er så søde ved hende.” ”Men nu bliver de truet …” Asriel rejste sig og gik hen til vinduet for at betragte de få lys fra klostret på den anden side af floden. ”Det ser sådan ud, sir. Jeg mener, Deres Excellence.” ”Det rækker at kalde mig sir. Kender du disse nonner godt?” ”Jeg har kendt dem hele mit liv, sir.” ”Og vil de lytte til dig?” ”Det tror jeg nok, ja.” ”Vil du så fortælle dem, at jeg er her og ønsker at se min datter?” ”Hvornår?” ”Lige nu. Jeg bliver forfulgt. Højesteret har beordret mig til at holde mig på en afstand af 80 kilometer fra hende, og hvis jeg bliver opdaget i nærheden, vil hun omgående blive flyttet til et andet sted, hvor de ikke er så omsorgsfulde.” Malcolm var splittet mellem at sige: Jamen, så burde du ikke risikere det og en ren beundring blandet med forståelse for, at manden gerne ville se sin datter, hvorfor det ville være tarveligt at prøve at forhindre ham i det.

”Tja …” Malcolm tænkte sig om og sagde: ”Jeg tror ikke, du kan besøge hende lige nu, sir. De går meget tidligt i seng. Det skulle ikke undre mig, hvis de sover allerede. De står også meget tidligt op om morgenen. Måske – ” ”Jeg har ikke tid til at vente. Hvilket værelse har de indrettet som børneværelse?” ”Det ligger i den fløj, der vender ud mod frugthaven.” ”Hvilken etage?” ”Alle soveværelser ligger i stuen, og det gør hendes også. ”Og du ved, hvilket værelse det er?” ”Ja, jeg gør, men – ” ”Så kan du vise mig det. Kom med.” Det nyttede ikke at sige nej til denne mand. Malcolm viste ham ud af havestuen, hen ad en gang og ud i haven, før hans far nåede at se dem. Han lukkede stille døren efter sig og så terrassen ligge badet i det klareste, reneste månelys, han havde oplevet i mange måneder. Det var som at stå i lyset fra en projektør. ”Sagde du, at nogen forfølger dig?” spurgte Malcolm lavmælt. ”Ja. De overvåger broen. Er der en anden måde at krydse floden?” ”Vi kan bruge min kano. Den ligger dernede, sir. Lad os komme væk fra terrassen, før nogen ser os.” Lord Asriel gik ved hans side hen over plænen og ind i bådehuset, hvor kanoen befandt sig. ”Aha, det er jo en rigtig kano,” sagde Lord Asriel, som om han forventet et stykke legetøj. Malcolm følte sig en smule fornærmet på La Belle Sauvages vegne og gav sig i tavshed til at vende hende om, før han lod hende glide ned over græsset og ud i vandet.

”Allerførst,” sagde han så, ”skal vi et kort stykke ned med strømmen, så ingen kan se os fra broen. Vi kan komme ind i klosterhaven på den side. Stig bare ned først, sir.” Det gjorde Asriel med en adræt lethed, der kom helt bag på Malcolm. Kanoen bevægede sig næsten ikke, og Asriel satte sig forsigtigt ned og forholdt sig stille, mens Malcolm steg ned efter ham. ”Du har prøvet at sejle i kano før,” hviskede Malcolm. ”Ja. Og denne her er god.” ”Nu må vi være stille …” Malcolm skubbede fra og padlede lydløst frem, mens han holdt sig tæt ved bredden, hvor de var i ly under træerne. Hvis der var noget, han var god til, var det lige præcis det her. Da de først var ude af synsvidde fra broen, vendte han båden mod styrbord med kurs mod den anden bred. ”Jeg lægger til ved en pilestub,” sagde han lavmælt. ”Der er græsset tæt. Vi fortøjer hende, og så går vi tilbage over engen i ly af hækken.” Lord Asriel steg lige så ubesværet i land, som han steg om bord. Malcolm kunne ikke forestille sig en bedre passager. Han fortøjede båden til en tyk pilegren, der var groet ud på stubben, og få sekunder efter bevægede de sig af sted i udkanten af engen, bag hækken. Malcolm fandt hullet, han vidste var der, og masede sig igennem brombærkrattet. Det måtte være sværere for manden, der var langt større, men han sagde ikke et ord. De befandt sig nu i klostrets frugtplantage; rækkerne af blommetræer og æbletræer, af pæretræer og mirabeller, stod nøgne og ranke, i dyb søvn under månen.

PHILIP PULLMAN / FORESTILLINGER OM STØV

UDDRAG

Malcolm viste vej bag om klosterbygningen og kom til den side, hvor Lyras soveværelsesvindue ville være synligt, hvis ikke det var skjult bag helt nye skodder. De så meget solide ud. Han talte efter for at være sikker på, at de var nået til det rette vindue, og så slog han forsigtigt på skodderne med en sten. Lord Asriel stod tæt ved. Månen skinnede direkte på denne side af klostret, hvorfor de ville kunne ses klart og tydeligt på ret lang afstand. Malcolm hviskede: ”Jeg vil ikke vække nogen af de andre nonner, og jeg vil heller ikke forskrække søster Fenella, da hun har et svagt hjerte. Vi må være forsigtige.” ”Jeg lægger det i dine hænder,” sagde Lord Asriel. Malcolm bankede igen, denne gang lidt hårdere. ”Søster Fenella,” hviskede han. Ingen reaktion. Han bankede en tredje gang. ”Søster Fenella, det er mig, Malcolm,” hviskede han. Det, der bekymrede ham mest, var selvfølgelig tanken om søster Benedicta. Han turde dårligt forestille sig, hvad der ville ske, hvis han vækkede hende, og bevægede sig derfor så stille som muligt, mens han gentog sit forsøg på at vække søster Fenella; det var ikke let. Asriel stod ubevægelig og så til i tavshed. Endelig kunne Malcolm høre, at noget puslede inde i værelset. Lyra udstødte en lille lyd, og derefter måtte det være søster Fenella, der skubbede en stol eller et lille bord hen over gulvet. Hendes lavmælte stemme mumlede noget, et par beroligende ord for at trøste babyen. Han prøvede igen, denne gang lidt højere endnu. ”Søster Fenella …” Et lille, forskrækket udbrud. ”Det er bare mig, Malcolm,” sagde han. En dæmpet lyd, som af bare fødder, der løb hen over gulvet, og dernæst klikket af en vindueshaspe. ”Søster Fenella – ” ”Malcolm? Hvad i alverden gør du her?” Hun hviskede ligesom ham. Hun lød forskrækket og søvndrukken. Hun havde ikke åbnet skodden. ”Det må du meget undskylde, søster,” skyndte han sig at sige. ”Men Lyras far er her og han bliver forfulgt af – af sine fjender, og han vil meget gerne se Lyra før … før han rejser væk. Bare – bare for at sige farvel,” tilføjede han. ”Hvad er det for noget vrøvl, Malcolm. Du ved, vi ikke kan lukke ham ind, og – ”

Lord Asriel trådte tilbage, mens den blev slået op, og gik derefter helt frem igen for at vise, at han var tomhændet, uden våben, og drejede sit hoved lidt, så månelyset faldt direkte på hans ansigt

”Vil du ikke nok, søster! Han er her kun i den bedste hensigt,” sagde Malcolm, idet formuleringen dukkede op i hans hoved. ”Det kan ikke lade sig gøre. Du må omgående gå igen, Malcolm. Det er ikke noget, du kan tillade dig at bede om. Gå nu, før hun vågner. Jeg tør ikke tænke på, hvad søster Benedicta – ” Malcolm turde heller ikke tænke tanken. Men så mærkede han Lord Asriels hånd på sin skulder, og han sagde: ”Lad mig tale med søster Fenella. Gå hen og hold udkig, Malcolm.” Malcolm listede hen til hjørnet af bygningen. Herfra kunne han overskue broen og det meste af haven, mens han samtidig var i stand til at holde øje med Lord Asriel, der lænede sig ind mod det tilskoddede vindue og talte lavmælt. Det var næsten kun en hvisken; Malcolm kunne intet høre. Hvor længe Asriel og søster Fenella talte sammen, var han ikke i stand til at sige, men det var længe, og han skælvede af kulde, da han til sidst, til sin store overraskelse, så den tunge skodde bevæge sig. Lord Asriel trådte tilbage, mens den blev slået op, og gik derefter helt frem igen for at vise, at han var tomhændet,

uden våben, og drejede sit hoved lidt, så månelyset faldt direkte på hans ansigt. Han hviskede igen. Der gik et minut, måske to, hvor intet skete; så rakte søster Fenellas tynde arme en lille bylt ud til Lord Asriel, der uendeligt varsomt tog imod den. Hans leopard-daimon rejste sig op og lagde forpoterne om livet på ham, hvorefter Asriel holdt babyen ned til hende så hun kunne hviske til Lyras daimon. Hvordan havde han overtalt søster Fenella? Malcolm kunne kun gisne om det. Han så manden løfte babyen op igen og gå med hende i favnen langs med græsset mellem de tomme blomsterbede, langsomt spadserende i det strålende månelys. På et tidspunkt så det ud, som om han viste Lyra månen ved at pege op på den og holde hende, så hun kunne se den, eller måske ville han vise Lyra til månen; under alle omstændigheder lignede han en konge i sit eget rige, uden en bekymring i livet og fri til at nyde denne sølvbeskinnede aften. Frem og tilbage gik han roligt med sit barn. Malcolm tænkte på søster Fenella, der ventede med bange anelser – hvad nu, hvis lord Asriel ikke vendte tilbage med hende, hvad nu, hvis hans fjender angreb, hvad nu, hvis

PHILIP PULLMAN / FORESTILLINGER OM STØV

UDDRAG

søster Benedicta fik mistanke om, at der foregik noget? Men der var ikke en lyd at høre i klostret, ikke en lyd fra vejen, ikke en lyd fra manden og hans spæde datter under månens skær. På et tidspunkt lod det til, at leopard-daimonen opfangede en lyd. Hendes hale slog et slag, hendes ører spidsedes og hendes hoved drejede sig mod broen. Malcolm og Asta vendte sig omgående, agtpågivende og med blikket rettet mod broen, hvor hver en sten stod tydeligt aftegnet i sort og sølv; men intet rørte sig og den eneste lyd, der hørtes, kom fra en jagende ulv en knap en kilometer væk. Til sidst opgav leopard-daimonen sin forstenede positur og bevægede sig væk, smidigt og lydløst. Det slog Malcolm, at det samme var kendetegnende for manden; under deres tur over floden og engen, og videre ind i frugtplantagen til klostermuren, havde han ikke hørt den mindste lyd af skridt. Asriel kunne lige så godt have været et spøgelse, så stille var han. Nu vendte han om og gik tilbage mod søster Fenellas vindue. Malcolm holdt øje med broen, haven og hvad han kunne se af vejen, og overalt var der roligt og fredeligt, og da han vendte sig igen, var Asriel i færd med at række den lille bylt ind gennem vinduet, mens han hviskede et par ord, før han svingede skodden for. Han gjorde tegn til Malcolm, som straks sluttede sig til ham. Det var meget svært at være fuldstændig lydløs, selv på græs, og Malcolm studerede nøje mandens lette skridt; der var noget leopardagtigt over det – noget, han ville bestræbe sig på at efterligne. Tilbage gennem plantagen, hen til hækken, gennem

krattet og ind over engen mod pilestubben – Et stærkere og gulere lys end månens skar gennem mørket. Nogen på broen stod med en lommelygte, og Malcolm kunne høre lyden af en benzinmotor. ”Der er de,” sagde Asriel lavmælt. ”Nu skilles vore veje, Malcolm.” ”Nej! Jeg har en bedre ide. Tag min kano og ro ned ad floden. Men lad mig først komme med over på den anden side.” Ideen faldt Malcolm ind, netop som han sagde det. ”Er du sikker?” ”Du kan nå meget langt ned ad floden. Det tænker de slet ikke på. Kom!” Han trådte om bord og løsnede fanglinen, der holdt båden fast fortøjet ved bredden, mens Asriel derefter tog plads i den; så padlede Malcolm hurtigt og så stille som muligt over på den anden bred ved kroens have, arbejdende mod strømmen der var ved at hvirvle ham ud i det åbne vand, hvor de ville være synlige fra broen. Asriel tog fat i bolværket på den lille bådebro, da Malcolm steg ud, og lod Malcolm holde båden, mens han selv vendte sig den rigtige vej, tog pagajen og rakte drengen sin hånd til afsked. ”Jeg vil sørge for, at hun bliver bragt tilbage til dig,” sagde han, og så var han væk, allerede i fuld fart ned ad floden med lange tag i den stærke strøm. La Belle Sauvage havde aldrig før skudt så høj en fart, tænkte Malcolm.

Serien Det gyldne kompas om den forældreløse pige Lyra er blandt Philip Pullmans mest populære bøger. Fortællingen om Lyra er inspireret af myten om syndefaldet og er blandt fantasygenrens nyklassikere.

VIDSTE DU... At serien er en genfortælling af John Miltons episke digt Paradise Lost (det tabte paradis) fra det 17. århundrede? At daimonerne er inspireret af et Leonardo da Vinci maleri Lady With an Ermine? I 2003 blev serien opført som teater på London Royal National Theatre.

TEKST: NIKOLINE RASMUSSEN  FOTO: PR

en nysgerrige og handlekraftige Lyra vokser op i en parallelverden til vores på Jordan Kollegiet i Oxford blandt professorer, der tager sig af hendes opdragelse. Hun er nemlig forældreløs og hendes eneste familie er den fraværende onkel Lord Asriel, der forsker i noget hemmeligt.  Da hun ved et tilfælde opdager, hvad det er, åbnes en helt ny verden, hvor alt handler om Støv. En dag modtager Lyra et gammelt kompas, som hun får at vide er fra hendes far - og som hun for alt i verden må holde skjult.   DÆMONER OG ÆRKEENGLE  Samtidig forsvinder flere af byens børn sporløst, og da Lyras ven også forsvinder, drager hun med sin daimon Pantalaimon ud på et langt og farligt eventyr efter svar. Det bliver en begivenhedsrig rejse, som inkluderer voldsomme kampe, daimons (dæmoner) og ærkeengle.  Lyras dramatiske udvikling fra barn til voksen i Det gyldne kompas-serien er bygget over syndefaldsmyten med mange intertekstuelle referencer – og Pullman har skabt et fængende og medrivende univers, der hører til blandt fantasygenrens nyklassikere. Serien består af Det gyldne kompas (1997), Skyggernes kniv (1999) og Ravkikkerten (2001).

Dakota Blue Richards spillede Lyra Belacqua i Chris Weitz' filmatisering af Det gyldne kompas fra 2007.

Det gyldne kompas

Ravkikkerten

Skyggernes kniv

En stærk debutant Karla har altid gjort, hvad der blev forventet af hende. Det var for eksempel ikke rigtigt hendes idé, at hun skulle studere journalistik i Odense. Mens Karla tuller alene rundt i sin nye hjemby og øver sig på at gøre alt det, som hendes mor har sagt, hun IKKE skal gøre, møder hun Viktor. Viktor bytter rundt på inseminere og insinuere, og Viktor er impulsiv og upålidelig. Men måske er det derfor, Karla godt kan lide ham? Og måske er det okay, hvis man slet ikke gider være journalist alligevel? CREMASTERREFLEKSEN er Laura Ringos debutroman.

★★★★★

En litterær orgasme. Jysk Fynske Medier

♥♥♥♥

En glad og kernesund debut. Sproget funkler. Opfindsomheden er toptunet. Politiken

★★★★

Opsigtsvækkende hverdagsrealistisk og ualmindeligt almindelig. Berlingske

★★★★

En kritik af den ulidelige hurtighed, der påduttes netop de unge i uddannelsessystemet. Nordjyske

N O G L E GA N G E ER VERDENS ENDE E N N Y B E GY N D E L S E

Læs mere her: weloveya.dk/release

Gratis lydbog

MAG

FOR OS DER ELSKER ORD

BLIV MEDLEM AF DANMARKS STØRSTE KLUB FOR YOUNG ADULT FICTION (YA) OG MODTAG DE SENESTE NYHEDER FRA GYLDENDAL UNG.

VINTER UDGAVE 2017

EMMA HOLTEN  Det kan vi lære af ungdomsbøger

QUIZ

Hvor meget ved du om YA?

FORFATTERDRØMME? Stor skrivekonkurrence

FÅ AD GAN G TI L EKSKLUSIVT I N D H O LD O G FED E KO N KU RREN CER. VI G IVER EN G RATIS LYD BO G (HVI DT STØV 1) TI L D E FØRSTE 250 NYE M ED LEM M ER.

TILMELD DIG PÅ WELOVEYA.DK/YA-KLUBBEN

INSTAGRAM-GUIDE

Sådan får du en flot bookstagram

U D D RAG : TH E H ATE U G I V E / H U N BAD S E LV O M D E T / S P E LLS LI N G E R / L A B E LLE S AUVAG E / D E D Ø R B E G G E TI L S I D ST