Lærervejledning Kære lærer eller bibliotekar Du sidder med lærervejledningen til SøgSmart, et digitalt, interaktivt informationssøgningsværktøj. Ved at bruge SøgSmart får eleverne styrket deres kompetencer inden for informationssøgning, begyndende kildekritik og relevansvurdering. SøgSmart er relevant at bruge i forbindelse med undervisningsforløb, hvor eleverne skal finde informationer og kilder til opgaver, præsentationer og projekter. Værktøjet virker på alle tablets og computere med de mest anvendte browsere (Chrome, Firefox, Safari og Edge). Denne vejledning indeholder følgende afsnit: Introduktion Erfaringer med SøgSmart Det autentiske informationsbehov Kollaboration i SøgSmart Brug af feedback i SøgSmart Hjælp undervejs – INFO Oprettelse af forløb Dokumentation af søgeprocessen Forberedelse til SøgSmart Godkendelse af dataaftalen Forenklede Fælles Mål Samarbejde med folkebiblioteket i din kommune BIBgame – børn som kompetente brugere af Cicero Web (Skoleportalen) Neb-Senus forbandelse PopUp Experimentariet SøgSmart-aktiviteter i klassen Noget der ikke virker? Hvis du kun vil læse den korte version af lærervejledningen, anbefaler vi, at du læser følgende afsnit:
Introduktion Det autentiske informationsbehov
Forberedelse til SøgSmart Godkendelse af dataaftalen
Introduktion Målet i SøgSmart er, at eleverne får forståelse for, hvornår det er mest relevant at søge information på biblioteket, i en database eller på internettet. SøgSmart har tre niveauer: Begynder, Øvet, Ekspert (Ekspertmodulet er først tilgængeligt i uge 40, 2017). Begynder henvender sig til 3.-4. klassetrin. Øvet og Ekspert henvender sig til 5.-9. klassetrin – Ekspert er mere komplekst end Øvet. Hvis eleverne aldrig har arbejdet med SøgSmart, anbefales det at starte med Begynder, hvis man er i indskolingen eller på mellemtrinnet, og Øvet, hvis man er i udskolingen. Øvet bygger videre på viden, som eleverne har tilegnet sig i Begynder. Ekspert bygger videre på viden, som eleverne har tilegnet sig i Begynder og Øvet. Der er faglig progression mellem alle tre niveauer. SøgSmart giver mulighed for at differentiere undervisningen, da eleverne kan arbejde på forskellige niveauer. Deltagere i det samme projekt skal blot være på sammen niveau. Vælger man, at eleverne skal give feedback til hinanden, giver det kun mening at give og modtage feedback fra en anden gruppe på samme niveau. Læs mere om feedback. SøgSmart stilladserer elevernes proces fra en undren (informationsbehov) til at stå med de bedste kilder, der giver svar på deres undren. Denne proces er delt i tre faser: ● Før I søger ● Mens I søger ● Efter I har søgt Intentionen er, at eleverne skal opnå en forståelse for, at der er flere trin i en søgeproces, og at de opbygger en rutine i at gå igennem faserne i deres fremtidige informationssøgninger. Søgeprocessen i SøgSmart stræber efter at langsommeliggøre søgeprocessen og dermed gøre eleverne opmærksomme på alle de trin og processer, som man skal igennem i en søgeproces. I Før I søger vil eleverne blive støttet i at: ● blive afklarede og præcise omkring, hvad de vil undersøge. ● lave søgespørgsmål og søgeord (i Ekspert laver eleverne problemformulering). ● blive afklarede omkring, hvilke informationstyper de har behov for. ● vælge, hvor det er relevant at søge informationer i forhold til deres informationsbehov. I Mens I søger vil eleverne blive støttet i at: ● søge på internettet, i databaser og på biblioteket ud fra deres søgespørgsmål/søgeord (og problemformulering). ● afkode og overblikslæse de fremfundne kilder – det kan være en stor fordel, hvis eleverne på forhånd har lært, hvad det vil sige at overblikslæse, og er fortrolige med dette.
● vurdere og sortere i de fundne kilder. I Efter I har søgt vil eleverne blive støttet i at: ● undersøge de fremfundne kilder ud fra en række kildekritiske begreber. ● evaluere egne søgeprocesser og videregive gode erfaringer. I hver fase opsummeres elevernes arbejde i et overbliksbillede, der består af 3-5 post-its. Disse post-its afspejler svarene på de opgaver, eleverne har lavet – opgaver, der undervejs får eleverne til at reflektere over deres søgeproces.
Mange elever er i dag vant til at søge på nettet, men kender ikke til fordelene ved at benytte biblioteket eller en database. Biblioteker og databaser rummer en systematiseret, kurateret samling i modsætning til nettet, der til sammenligning er det ukontrollerede og ikke-kuraterede. Kilder fra biblioteket eller en database kan derfor være af højere kvalitet end kilder fra nettet. Særligt i indskolingen og på mellemtrinnet vil der være store fordele ved at finde aldersrelaterede kilder på biblioteket eller i en database. Vi opfordrer derfor til, at eleverne motiveres til også at søge informationer på biblioteket og i databaser. Arbejdet med SøgSmart tager tid, hvis det skal gøres grundigt, men er godt givet ud på sigt, da informationssøgning, kildekritik og relevansvurdering er grundlæggende kompetencer til at kunne udarbejde gode projekter og opgaver, og jo før eleverne mestrer det, desto mere er der at bygge videre på både i grundskolen og det videre uddannelsesforløb.
Erfaringer med SøgSmart
Denne nye, niveaudelte, udgave af SøgSmart er udviklet på baggrund af skolers feedback på en funktionel prototype af SøgSmart, som blev udviklet i 2015-16. Værktøjet er udviklet til i udgangspunktet at være selvinstruerende, og til at eleverne kan bruge det uden voksenhjælp. Erfaringer fra test af SøgSmart viser, at det første møde med SøgSmart kan kræve lidt støtte for nogle elever. Som lærer kan det derfor være en god idé at kigge værktøjet igennem for at se, om der er dele/begreber, som med fordel kan forklares i klassen på forhånd. Man kunne eventuelt lave en fælles gennemgang af websitet for klassen, således at eleverne oplever et flow i første gennemgang. Test med klasser viser også, at langt de fleste elever kan selv, når de går i gang med deres anden tur i SøgSmart.
Det autentiske informationsbehov
Værktøjet har sin styrke, når det anvendes til et aktuelt informationssøgningsbehov. Det er altså oplagt at benytte værktøjet i forbindelse med et konkret projekt i skolen, hvor eleverne har brug for at søge informationer til et projekt i f.eks. historie, dansk eller natur/teknologi. Dette vil give eleverne en større motivation for at lede efter nogle gode og brugbare kilder samt en mere målrettet refleksion. Desuden vil en overfladisk løsning af opgaverne i SøgSmart have betydning for elevernes videre proces i værktøjet.
Kollaboration i SøgSmart
SøgSmart tager udgangspunkt i, at eleverne arbejder sammen i makkerpar/mindre grupper med hver deres computer eller tablet. Kollaborativt samarbejde og elev-til-elev-læring er et bærende element i værktøjet. Værktøjet kan godt benyttes individuelt, men en del af refleksionsopgaverne mister deres karakter, og det kollaborative element forsvinder. Hvis eleverne arbejder i forskelligt tempo, kan de klikke på det lille ikon og komme hen til det sted i SøgSmart, hvor makkeren arbejder.
Brug af feedback i SøgSmart
SøgSmart giver mulighed for, at eleverne kan give feedback på hinandens søgeprocesser. Dette kan eleverne gøre efter hver fase, der er afsluttet i SøgSmart. Peer-feedback anbefaler vi, når eleverne er fortrolige med SøgSmart efter et par gange. Læreren kan enten beslutte, hvilke grupper der skal give feedback til hinanden, eller give eleverne mulighed for selv at vælge, hvem (hvilken gruppe) de vil sende deres projekt til feedback hos. Det gør de ved at klikke på muligheden “Send til feedback”. Eleverne vil få besked, når nogen har sendt et projekt til feedback hos dem, eller når nogen har givet feedback til dem. Som lærer kan du også give dine elever feedback. Du kan i lærerdelen af SøgSmart klikke dig ind på elevernes projekter og se deres arbejde. Her har du mulighed for at give feedback på deres arbejde, samtidig med at de arbejder, og naturligvis også når eleverne har afsluttet projektet. Du har mulighed for at give feedback alle de steder, hvor eleverne har mulighed for at interagere med SøgSmart. Se film om, hvordan læreren giver feedback til eleverne Se film om, hvordan eleverne giver feedback til hinanden
Hjælp undervejs – INFO
Hvis eleverne får brug for ekstra hjælp eller viden undervejs, kan de klikke på det lille stykke INFO-tape. Eleverne vil ved hjælp af målrettede spørgsmål og yderligere forklaringer blive guidet hen imod et svar og dermed blive støttet yderligere. INFO kan indeholde tekst, links og YouTube-videoer.
Oprettelse af forløb
Som lærer opretter du forløb, som eleverne opretter projekter i. På den måde er det muligt for eleverne at invitere deltagere til et projekt inden for forløbet og give feedback på hinandens projekter. SøgSmart giver mulighed for, at eleverne kan arbejde sammen i det samme projekt på tværs af årgange og klassetrin. Hvis eleverne opretter projekter udenfor et forløb, kan de ikke få feedback på projektet. At oprette et forløb er simpelt og kræver få klik. Se film om, hvordan du opretter forløb.
Dokumentation af søgeprocessen
Når elevernes søgeproces er slut, ligger deres arbejde samlet i en PDF, som de efterfølgende kan bruge til bl.a. dokumentation og til at huske, hvilke gode kilder de har til deres projekt eller præsentation. Du har mulighed for at se alle elevers projekter i lærerdelen af SøgSmart (For lærere). Se film om, hvor du ser eleverne projekter. Eleverne og læreren har altid mulighed for at gemme hele søgningen i PDF-format. Det giver bl.a. mulighed for fx at printe elevernes søgning.
Under elevernes brugerprofil bliver alle de projekter, de har deltaget i, også gemt. Eleverne har således mulighed for at se tilbage på søgninger, evalueringer mv.
Forberedelse til SøgSmart
Vi anbefaler følgende lærerforberedelse: ● Brug emner fra undervisningen, som eleverne skal arbejde med i SøgSmart. På den måde kan eleverne opleve det autentiske informationsbehov. ● Forbered eleverne på helheden af søgningen, men også på hver enkelt fase. Det kan hjælpe eleverne til at arbejde med indholdet af søgningen, hvis de har et overblik over processen på forhånd. Gennemgå fx hele eller dele af SøgSmart fælles i klassen. ● Skim opgaverne i SøgSmart for at se, om der er begreber, som bør forklares for hele klassen.
● Inddel eleverne i grupper på forhånd, og understreg vigtigheden af at samarbejde kollaborativt og ikke blot kooperativt og at aftale, hvem der skal give feedback til hvem. ● Aftal med eleverne, om de skal give hinanden feedback eller ej. ● Aftal med eleverne, om de skal søge informationer til deres emne på biblioteket, i databaser eller på søgemaskiner – eller om de selv må bestemme. ● Planlæg forløbet således, at der er tid til at stoppe op og reflektere i klassen samlet. Eleverne skal have mulighed for at inspirere og lære af hinanden undervejs.
Godkendelse af dataaftalen
Alle grundskoler er blevet inviteret af Gentofte Bibliotekerne eller CFU til at acceptere en dataaftale med tjenesten SøgSmart gennem www.brugeradministration.emu.dk. Din it-administrator på skolen ved, om skolen har accepteret dataaftalen med SøgSmart. Websitet kan godt bruges uden dataaftale, men det vil i så fald ikke være muligt for eleverne at arbejde kollaborativt. Det vil heller ikke være muligt for dig som lærer at se elevernes projekter og processvar eller at give feedback på projekterne, før dataaftalen er godkendt.
Forenklede Fælles Mål
SøgSmart har stræbt efter at operationalisere forenklede Fælles Mål, der har fokus på informationssøgning, kildekritik og relevansvurdering for 3.-9. klasse. SøgSmart er et konkret bud på, hvordan man kan indarbejde elevpositionerne (primært ’Eleven som kritisk undersøger’) fra det tværgående tema ’It og medier’ i den faglige undervisning. Uddrag af Fælles Mål: 3.-4. kl. (dansk, læsning, finde tekst) ● Eleverne skal lære at bruge søgeord og søgespørgsmål og herigennem finde frem til de bøger og hjemmesider, hvor de kan finde deres stof, og de skal lære at lægge mærke til, hvilken kilde en given tekst stammer fra. Undervisningen skal tage udgangspunkt i, at eleverne stadig skal have vejledning i at finde tekster, som passer både til undervisningens formål, læseformålet, deres læsekompetencer og interesser, men samtidig skal den lægge op til, at eleverne skal blive stadig mere selvhjulpne. Undervisningen skal også udvikle elevernes opmærksomhed på kritisk vurdering af kilder. 5.-6. kl. (dansk, læsning, finde tekst) ● Eleverne skal lære at finde relevante tekster og billeder på nettet. Undervisningen skal fokusere på udvikling af søgerelaterede læsestrategier i fuldtekstsøgning. Der skal arbejdes med både tekst- og billedsøgning og med brug af forskellige søgemaskiner og -metoder. 7.-9. kl. (dansk, læsning, finde tekst) ● Eleverne skal lære selvstændigt at gennemføre en målrettet og kritisk informationssøgning. Undervisningen skal fokusere på at udvikle hensigtsmæssige søgestrategier, som
indeholder: At opstille et søgeformål, udvælge steder at søge, udarbejde søgeord, læse søgeresultatsider, vurdere de udvalgte steders egnethed og finde frem til de konkrete informationer. Undervisningen skal skærpe elevernes kildekritiske opmærksomhed på tekstforfatternes forudsætninger, interesser og mål, herunder bevidstheden om, at både eksperter og almindelige brugere kan komme med udsagn på nettet. SøgSmart bidrager til at konkretisere arbejdet med elevpositionerne fra Fælles Måls it og medie-vejledning. SøgSmart har særligt fokus på ‘Eleven som kritisk undersøger’, da eleverne gennem arbejdet med SøgSmart vil tilegne sig kompetencer i at identificere deres informationsbehov og benytte målrettede strategier til informationssøgning og til kildekritisk vurdering af fremfundne kilder, som de har fundet enten på internettet, på biblioteket eller i en database. “Brugen af internettet, indsamling af større mængder data og adgang til digitale teknologier stiller derfor krav om, at eleven lærer at søge information målrettet: at indsamle, sortere, udvælge og forholde sig kritisk til information, som er relevant i forhold til det læringsindhold, der arbejdes med.” Eleven som kritisk undersøger, It og Medier, EMU Eleverne opnår en forståelse af forskellen på frit tilgængelig information fra internettet og struktureret, systematiseret information fra biblioteket og databaser. Det anbefales at tage en snak om "Hvad er en valid kilde?","Hvem kan lægge materialer på nettet?" etc. Undervejs i forløbet kan man i plenum diskutere nogle af de kilder, eleverne har fundet.
Samarbejde med folkebiblioteket i din kommune
Informationssøgning og kildekritik er en af kernekompetencerne hos folkebibliotekarer. I rigtig mange kommuner er der allerede et samarbejde mellem skoler og folkebibliotekerne, og SøgSmart kunne være endnu en mulighed for at arbejde tættere sammen med henblik på at styrke elevernes informationskompetence. Langt de fleste folkebiblioteker tilbyder desuden forskellige aktiviteter til grundskoler indenfor feltet af informationssøgning og kildekritik, og de er meget interesserede i at udbygge og udvikle samarbejdet med folkeskolen. Tag derfor gerne kontakt til jeres lokale bibliotek for at høre om mulighederne. Udover de lokale bibliotekers skolerettede tilbud, er der også udviklet nogle lidt større produkter, der med forskellige tilgange arbejder med informationssøgning og kildekritik. Dem kan du se nedenfor: BIBgame – børn som kompetente brugere af Cicero Web (Skoleportalen) Både i skole og fritid har børn behov for at kunne finde relevante analoge og digitale materialer via søgning i Det Fælles Bibliotekssystem. Skoleområdet og folkebibliotekerne i Aabenraa og Kolding Kommuner har sammen med Systematic udviklet et interaktivt lærings- og oplevelsesspil til undervisning og formidling på henholdsvis skolernes PLC’er og folkebibliotekerne. Målgruppen er 3.- 6. klasse. Læs mere om læringsspillet
Neb-Senus forbandelse
Neb-Senus forbandelse er et legebaseret og kropsligt undervisningsspil til 5.-7. klassetrin, der er bygget op over et spændende narrativ, som fastholder klassens interesse gennem fem moduler. Formatet er en kiste, der gradvist lukkes op gennem løsning af opgaver. Kisten indeholder lege, refleksionsøvelser, lærervejledning og spilmanualer. Neb-Senus forbandelse er udviklet af eksperter og praktikere inden for informationsvidenskab, didaktik, pædagogik, leg, gaming og storytelling og kan købes via Helsingør Kommunes Biblioteker (levering fra november 2017). Kontakt projektleder Majken Jørgensen, maj65@helsbib.dk, for yderligere oplysninger. PopUp Experimentariet
Vesthimmerlands Biblioteker har i 2015 udviklet undervisningskonceptet PopUp Experimentariet omkring kildekritik, der henvender sig til udskolingen. Projektet er mundet ud i et forløb, der med lidt tilpasning kan bruges i andre kommuner. Læs mere om projektet, og download forløbsbeskrivelse, drejebog mv.
Samarbejdspartnere og testskoler
Ballerup Bibliotekerne og Odrups Skoles PLC har bidraget til udviklingsarbejdet. Niveauerne er blevet testet sammen med elever fra Skolerne ved Søerne på Frederiksberg, Præstemoseskolen og Langhøjskolen i Hvidovre , Ordrup Skole i Gentofte samt Gilbjergskolen, afd. Rostgårdsvej i Gilleleje.
Noget der ikke virker?
Hvis du oplever problemer med SøgSmart eller har spørgsmål til websitet, er du velkommen til at kontakte projektleder Karen Myhre Jensen, Gentofte Centralbibliotek: kmj@gentofte.dk Tlf: 20 49 03 26 / 39 98 58 51 August 2017