Danners projekt ”En bedre social arv” Børn i voldelige hjem bliver altid påvirket af vold, hvad enten de er udsat for eller vidne til vold. Mange voldsramte børn tager varig psykisk skade, fordi hjælpen udebliver, kommer for sent eller er utilstrækkelig. Organisationen Danner står bag udviklingsprojektet "En bedre social arv", der over en fireårig periode skal opkvalificere og dokumentere arbejdet med voldsramte børn. Projektet afvikles af Danners krisecenter i samarbejde med Danners videnscenter. Projektets formål er at yde en tidlig indsats over for voldsramte børn og mødre og styrke dem til et nyt liv uden vold. I sidste ende er ønsket at medvirke til at bryde den negative sociale arv. Projektet består af fire dele: 1. Psykologfaglig opkvalificering af børnearbejdet Danners pædagoger og psykologer etablerer forløb, hvor voldsramte børn indgår i grupper med andre voldsramte børn. I børnegrupperne får børnene sat ord på deres oplevelser, og de deler deres erfaringer med andre børn. De lærer, at de ikke er de eneste, der lever i en voldsramt familie og får brudt tavsheden omkring volden. 2. Fokus på det private og professionelle netværk Danner ønsker at udvikle metoder til at inddrage mor og barns netværk, både det private og det professionelle. De nærmeste voksne skal klædes på til at støtte såvel mor som barn i processen med at komme til at leve et liv uden vold. 3. Forældre-fokus Det er Danners erfaring, at kvinder i krise kan have vanskeligt ved både at arbejde med deres egne problemer og samtidig have overskud til at hjælpe deres barn. Danner tilbyder derfor moren individuelle samtaler, mor/barn-samtaler og gruppeforløb. Moren får herigennem hjælp til at håndtere forældrerollen, og mor og barn får bedre mulighed for at opleve fælles succeser i en ellers ustabil periode af deres liv. 4. Kommune-samarbejde Danner har indgået en aftale om at udvikle samarbejdet mellem socialforvaltningernes børne/familie-team og krisecentret. Målet er at afprøve mulighederne for at etablere et varslingssystem, når en familie er flyttet på krisecenter, at sikre den fornødne koordination og at etablere en model for tilbud og information ved fraflytning. Danner har fået støtte af satspuljen til ”En bedre social arv”. Læs mere om Danner på www.dannerhuset.dk