3 minute read

april / Walkman

LAMB 27.1.2022 Den islandske film ‘Lamb’ er en surrealistisk fortælling om parret María og Ingvar, der bor på en afsidesliggende gård i Island, hvor de driver et lille landbrug med får. Efter mange år som barnløse får María og Ingvar sig en dag en utrolig overraskelse i stalden, der ender med, at de to endelig har en lille ny at tage sig af. De islandske fjelde viser sig nemlig at gemme på hemmeligheder, der overgår fantasien. I rollen som María ses den svenske skuespillerinde Noomi Rapace, der tidligere har haft store roller i film som Mænd der hader kvinder og Sherlock Holmes 2: Skyggespillet. THE LOST LEONARDO 27.1.2022 Dokumentarfilmen ‘The Lost Leonardo’ er fortællingen om maleriet ‘Salvator Mundi’, der har afstedkommet en af nyere tids vildeste kunstbegivenheder og ikke mindst mysterier. For da maleriet, der afbilleder Jesus Kristus, dukkede op ud af det blå på en auktion i 2005, opstod der nemlig tvivl om kunstneren bag værket, som er dateret til omkring år 1500. Spørgsmålet var nemlig, om der mon kunne være tale om et maleri af det italienske geni og renæssancemenneske Leonardo da Vinci. Diverse eksperter blev således hidkaldt for enten at kunne verificere eller afkræfte værkets ægthed. Det blev starten på en vild og tvetydig jagt efter sandheden, hvor både magt, prestige og ikke mindst mange millioner af dollars fulgte i kølvandet på, hvad der kunne være et i særklasse utroligt kunstfund.

TAG MIN HÅND 27.1.2022 Maja bor sammen med sin mand og deres teenagesøn i et skønt hus, der snart får en flot og dyr tilbygning. Det kommer som et chok, da Claes efter en ”tænkepause” i Dubai fortæller, at han vil skilles, og at Maja bare lige kan logge på Borgerservice med Nem-id og vælge rubrikken ”straksskilsmisse”. Maja er i frit fald, men forsøger stædigt at genvinde styringen over sit liv. Samtidig med at hun kaster sig ud i at swipe på Tinder og tylle rosé, forelsker hun sig hovedkulds i den 20 år yngre studerende, Andreas. Men i sin genopdagelse af sig selv kommer Maja til at svigte sin søn Magnus, som er i gang med et klassisk teenageoprør. Måske er tiden inde til at slippe kontrollen og finde ud af, hvem Maja egentlig ønsker at være? I hovedrollen ses Mille Dinesen, der spillede en af hovedrollerne i biografhittet Jagtsæson. Dinesen og instruktøren har tidligere arbejdet sammen på tv-serien ‘Rita’. SNELEOPARDEN 3.2.2022 Dokumentarfilmen ‘Sneleoparden’ viser den barske og majestætiske natur på et tibetansk bjerg, hvor landskabet er totalt uberørt. I filmen følger vi naturfotografen Vincent Munier, der sammen med forfatter og eventyrer, Sylvain Tesson, rejser rundt i det golde landskab for et finde og se dyr. Særligt vil de gerne se den enormt sjældne sneleopard, som befinder sig et sted i bjergene. Filmen indeholder et væld af smukke naturbilleder og indeholder musik af Nick Cave og Warren Ellis. Den var nomineret ved årets Cannes Film Festival i kategorien bedste dokumentarfilm og tog prisen hjem for Bedste dokumentarfilm på Santa Fe Independent Film Festival. SPENCER 3.2.2022 Dramaet ‘Spencer’ handler om prinsesse Diana, som man følger på ferie i dagene omkring jul. Lykken er dog på et absolut minimum mellem hende og den royale familie samt ikke mindst hendes mand Prins Charles. Skilsmissen lurer konstant i kulissen, mens også separationstrangen fra sin mands familie er stærk. Den eneste lykke Diana synes at have, er sine to drenge og et nært forhold til en af hofdamerne. Til trods for disse lyspunkter er Diana nærmest som en fange på godset, hvor de holder ferien. Klaustrofobien indfinder sig hos prinsessen, der distancerer sig mere og mere oprørsk fra den kongelige familie. Kristen Stewart - der brød igennem med Twilight og siden har været med i en række meget forskellige film - indtager med hele sin sjæl rollen som Lady Diana. En præstation, der allerede spås en Oscar-nominering. DU SOM ER I HIMLEN 10.2.2022 Det danske periodedrama ‘Du som er i himlen’ er en filmatisering af den danske bogklassiker ‘En Dødsnat’ fra 1912 af Marie Bregendahl. Filmen følger tre generationer af kvinder på en gård i 1800-tallet, nemlig den 14-årige Lise, hendes faster og hendes farmor. Lise er den ældste i en stor børneflok og nyder den sidste tid på gården, inden hun skal rejse væk for at gå i skole. Men da hendes mor går i fødsel, må den unge pige påtage sig ansvaret for sine søskende, som bliver urolige i deres mors fravær. Som natten falder på må Lise for alvor træde i karakter, og barnlig opførsel må snart høre fortiden til.

Advertisement

This article is from: