![](https://assets.isu.pub/document-structure/230517070927-f5640f5484a0b7d99d7b8f822c47a085/v1/e60f8776130ed93b9cd0fa0bb542969a.jpeg?width=720&quality=85%2C50)
2 minute read
Fjernvarmen er på vej
Det længe ventede fjernvarmeprojekt er endelig gået i gang i Almind, og det er der vist mange, der er glade for.
I skrivende stund graves der på Egevænget, Stagebjergparken og i den vestlige ende af Vestergade, hvor arbejdet fylder så meget, at den ene vognbane er spærret. Arbejdet er også så småt gået i gang på Egeparken. Munck forsyningsledninger har tre sjak i gang på samme tid for at komme hurtigere i mål. På Egevænget er de så heldige, at de har en sti, hvor de nye ledninger kan ligge i, så her er trafikken på stamvejen ikke så påvirket af arbejdet.
Advertisement
![](https://assets.isu.pub/document-structure/230517070927-f5640f5484a0b7d99d7b8f822c47a085/v1/2eef9c104c71b30b164877da71334e10.jpeg?width=720&quality=85%2C50)
Nogle steder skifter de nye fjernvarmeledninger pludselig side af vejen. Det skyldes, at der ligger andre forsyningsledninger, og det er derfor ikke muligt at lægge fjernvarmeledningerne i samme side hele tiden. Nogle oplever sikkert, at der arbejdes over lang tid i vejen. Først bliver der optegnet på vejen, derefter fræses der en rende, hvor der med jævne mellemrum tages prøver af jorden for at finde ud af, hvilken forureningsgrad jorden har. Det har noget at gøre med, at forurenet jord skal køres på deponi, så for at være forberedt laver man jordprøver.
Når først der graves, er det ikke muligt alle steder at have sin bil holdende i indkørslen. Der lægges køreplader ud, når arbejdsdagen er omme for entreprenøren, men for at være sikker på at kunne komme ud om morgenen, er det en god idé at parkere sin bil et andet sted, hvis man skal senere afsted om morgenen end kl. 7.
Rørene svejses sammen, og inden de kan dækkes til, skal der foretages stikprøvekontroller af svejsningerne. Derfor kan der godt være åbne grave, selvom der ikke arbejdes på stedet. Inden der graves op ind til husene, kommer der en medarbejder fra TREFOR og tager en snak med husejeren omkring, hvor der skal graves, og hvor ledningerne skal føres ind i huset. Først når der er en aftale omkring dette, påbegyndes gravearbejdet ind på grundene.
Varmen kommer først til efteråret
Selvom der er etableret fjernvarmeledninger i vejene og ind til husene, kommer der først fjernvarmevand i rørene til efteråret, hvor de første tilsluttede huse i Almind kan åbne for varmen. Det skyldes, at der samtidig med arbejdet i Almind skal etableres en stor transmissionsledning. Denne ledning skal kobles på fjernvarmenettet på Venusvej, og arbejdet med denne kan følges i øjeblikket på Hedevej. Her kan man også se, at det er nogle noget større rør end dem, der kommer til at ligge i de enkelte veje. Munck Forsy- ningsledninger, som står for arbejdet, oplyser, at Hedevej i perioder vil være spærret for trafik, når man skal grave ledningen i vejen. De berørte ejendomme vil hele tiden have adgang til deres ejendomme – dog bliver der måske en ”lille” omvej.
Noget af Almind bliver først tilsluttet i 2024, og herefter kommer Viuf. Man kan følge med på TREFORs hjemmeside på: https://www.trefor.dk/fjernvarmetildig Afkoblingspuljen
D. 10. maj blev der tilført yderligere midler til afkoblingspuljen, hvor man kan søge om at få afkoblet gasstikket uden at skulle betale gebyr. Normalt åbnes puljen i januar, så får man ikke del af denne pulje, kan man vente med at søge til januar. Det er dog en god idé at holde øje med, hvornår puljen åbner op for ansøgninger, da det er først-til-mølle-princippet. Ansøgning er elektronisk på evida.dk. Man skal indtaste en dato for tilslutning til ny varmeforsyning, men denne kan ændres, når man kender det nærmere tilslutningstidspunkt. Eneste krav er, at datoen for tilslutning ikke må ligge mere en 12 måneder fra ansøgningsdatoen. Man kan læse mere på evida.dk.
Tekst og billeder af Marianne Friis