Værdi - Regnfang No5 by Regnfang

Tidsskriftet Regnfang udgives af oplysnings- og velgĂ¸renhedsforeningen Huika

R E G N FA N G

VĂŚr di Tidsskrift for ĂŠn anden ungdom

If a man holds himself dear, let him guard himself well. Of the three watches of his time, let him at least watch over one. Let him find first what is right and then he can teach it to others, avoiding thus useless pain. If he makes himself as good as he tells others to be, then he in truth can teach others. Difficult indeed is self-control.

- The Dhammapada, 12. Self-Possession

Kontakt GENERELT: contact@regnfang.com REDAKTION: victorlange@regnfang.com WEB og TEKNIK: heine@regnfang.com

Redaktion: Victor Lange // Chefredaktør og Stifter Heine Volder // Webadministrator, Stifter og Redaktør Magnus Harding Iranzad // Redaktør Sidsel Marie Henriksen // Redaktør Marta Eliseo Tronhjem // Redaktionsmedlem / Korrektør

Design og opsætning: Victor Lange Heine Volder

Korrektører: Marta Eliseo Tronhjem Rikke Hesselholt Carl Harding Sørensen

R E G N FA N G

Leder Af Victor Lange Dette er det sidste Regnfang-magasin.

men det er sjældent. I stedet for skal vi spørge os selv: Hvad har ’intrinsisk’ værdi i mit liv – hvad er værdifuldt i sig selv?

Formelt set er det ikke helt; til sommer udgiver vi et opsamlingsblad med det bedste fra de snart 2 år, der er gået. Men den sidste fuldstændig ’nye’ udgivelse, det er det.

Det ville være let, hvis vi havde en ’værdi-tommestok’ til at måle dette. Ofte påpeger folk, at det netop er en af funktionerne ved penge; men det virker bare så højest usandsynligt. Det høres tit, at man benævner ’menneskelig værdi’ som noget andet af ’økonomisk værdi’. For eksempel er det sådan menneskeligt værdifuldt, at se en solnedgang og at læse en bog – men dette har jo ikke nogen direkte ’økonomisk værdi’. Det hele er i midlertidigt ret så morsomt; det ligger jo ligesom i betegnelsen ’menneskelig værdi’, at det er værdifuldt for mennesker. Af den grund må ’økonomisk værdi’ derved enten hører under ’menneskelig værdi’ (ligesom fordelingspolitik hører under værdipolitik), eller også har ’økonomisk værdi’ ikke ’menneskelig værdi’, og hvad skal vi så bruge det til?

Det har været interessant. Vi har været glade for, at du ville læse med, og forhåbentligt har du været glad for at kunne. Nu er vi (næsten) ved vejs ende, efter 5 udgivelser i alt, og det (næst)sidste møde mellem os hedder altså ’VÆRDI’. Værdi er selvsagt mange ting: værdigenstande, velfærd, økonomisk værdi, kunstnerisk værdi – og måske værdighed? Man taler nogle gange om såkaldt ’intrinsisk’ og ’ekstrinsisk’ værdi. Det er ikke så kompliceret, som det kan forekomme; tværtimod er det ganske enkelt. ’Intrinsisk’ værdi er det, der har værdi i sig selv. ’Ekstrinsisk’ værdi er det, der har værdi i forhold til noget andet.

Penge er ligesom de her bogstaver. De henviser og referer til noget, og det er derfor, vi tillægger dem værdi. Penge er ’markedets skriftsprog’. Men ligesom skriften kan snyde os, så kan pengene også – og vi skal passe på, at vi ikke blive farisæiske og hylder skriften mere end det, den er skrevet om. Nogle ting kan bare ikke udtrykkes med ’markedets skriftsprog’; nogle ting findes slet ikke på markedet. En mors eller fars kærlighed, en ven, en afgørende livsoplevelse, en mester eller oplevelsen af noget bestemt skønt. Sådanne ting kan ikke udtrykkes med ’markedets skriftsprog’; der må andre alfabeter til.

Et eksempel kunne være at få børn. For de fleste har dette ’intrinsisk’ værdi; de fleste mennesker får børn, fordi det i sig selv er værdifuldt for dem. Omvendt forholder det sig med for eksempel penge – penge har ’ekstrinsisk’ værdi (ellers er det slet ikke penge). For de færreste har en 500-krone-seddel nogen værdi i sig selv. Til gengæld kan den bruges som instrument til at erhverve sig værdi; man kan købe ting med penge. For eksempel kan jeg købe mad (så jeg overlever), jeg kan lytte til smuk musik (så jeg oplever noget skønt), og jeg kan hjælpe andre mennesker (så jeg bidrager til et bedre liv for dem) – alt sammen noget penge kan hjælpe mig med. Men det misforstår vi tit. Vi tror ofte, at penge har ’intrinsisk’ værdi og sådan er noget værd i sig selv. Det bunder midlertidigt i en anden funktion, som pengene har: Man kan måle ting med penge. Ligesom man med tommestok kan måle, hvor mange centimeter, der er fra et punkt til et andet, så kan man med penge måle forskellige tings værdi i forhold til hinanden. Eller det er i hvert fald det, vi ofte påstår, at man kan.

Nok om det. Hovedpointen er, at vil man det gode liv, så må man spørge sig selv om, hvad der kendetegner det – altså hvad der er specielt værdifuldt ved det. Ligesådan må vi spørge os selv, hvorfor vi i bund og grund opfandt penge, og svaret er nok, at ville ændre på verden. Nu ligner det, at det er pengene, der ændrer verden. Og os. Menneskene. Hvordan måler vi så værdi? Hvordan finder vi så ud af, hvad der er værdifuldt?

Hvis det er rigtig, så ville en af de absolut største romaner i verdenshistorien Brødrene Karamazov af Dostojevskij ikke være mere værd, end det tilbud din lokale ’pizza-mand’ kører, hvor du ved køb af ni pizzaer får den klassiske nummer ti gratis. Hvorfor? Fordi ni pizzaer er flere penge værd end en kunstnerisk bedrift af ubetvivlelig karakter.

Hvis du spørger mig, så er følgende en god huskeregel: Det værdifulde udtrykker sig selv i taknemmelighed. Vi skal spørge os selv, hvad vi er taknemmelige over.

Vi skal passe på ikke at blande tingene sammen og sådan pludselig tro, at det vi bruger til at erhverve værdi også kan fortælle os, hvad der er værdifuldt. Nogle gange kan det –

Så tak til dig kære læser. Vi håber, at du har fundet det værdifuldt at læse vores blad.

II JOURNALISTIK

R E G N FA N G

Indhold

Uni ver si tet et - fo r m æ ng d en el l er d e f å ? Af Victor Lange

Vester vi nd ens Kl a ng bu nd Af Sidsel Marie Henriksen

D e fo r svi nd er sna r t, 8 0 ’ er ne Af Victor Lange og Ma gnus Harding

Universitetet – for mængden eller de få? Text AF

Victor Lange

Hvem er universitetet for? Hvad skal vægtes højest ’sandhed’ eller ’lighed’? Forskning eller SU? Kvantitet eller kvalitet? Og er disse størrelser overhovedet hinandens modsætninger? Det handler om værdi, om at skabe værdi – viden, uddannelse. Så hvem er universitetet for? Hvorfor byggede dem før os det, og hvorfor holder vi det stadigvæk i gang? Meget tyder på, at vi må vælge; vælge mellem idealer.

NØRREBRO

Jeg køber to øl. Vi går i gang med at tale sammen.

Københavnerne er på vej hjem. I bus, i bil og først og fremmest på cykel. De små røde lygter glimter i det våde mørke; der lyder plask hver gang en bil eller en cykel driver gennem en vandpyt. Jeg står på hjørnet mellem Ravnsborggade og Ryesgade, på Nørrebro. Det er først på aftenen. Bordene på de små caféer og spisesteder er så småt ved at være indtaget af unge par i mørkt, moderigtigt tøj, midaldrende akademikertyper og mindre grupper af venner. Nogle sidder udenfor. Der dufter af tobak hver gang, de tænder en smøg.

LIBERAL ”Jeg går ud fra, at du er borgerlig – altså liberal,” siger jeg. Asger nikker. ”Ja, men det har faktisk ikke altid været sådan,” svarer han. ”Da jeg var 18 år og kunne stemme første gang, stemte jeg på SF. De talte for at sætte SU’en op – det synes jeg lød fornuftigt, dengang.”

Jeg skal mødes med Asger Emborg: tidligere bestyrelsesmedlem i Liberal Alliance København og nu formand for Borgerlige Studerende. Vi skal tale om ungdommen og om politik. Mest af alt, så skal vi tale om universitetet; vi skal tale om, hvad det gode universitet er.

”Hvornår skete dit politiske skifte så?” spørger jeg. ”Det er sket flydende. Men hvis jeg skal sige det kort, så er jeg nok bare blevet klogere.”

Asger står i døren, da jeg træder ind på Nørrebro Bryghus. Han er klædt i hvid skjorte og mørk habitjakke – i den ene hånd holder han sin smartphone. Han rækker mig den anden og præsenterer sig.

Der er en kort pause. ”Hvor tror du, at vores generation – den nuværende ungdomsgeneration – generelt placerer sig politisk?” Asger tager en slurk af sin øl.

”Skal vi sætte os derned?” spørger jeg, efter vi begge har introduceret os.

”Jeg tror grundlæggende ungdommen er socialdemokratisk stadigvæk,” svarer han, ”men når det så er sagt, så er der et fundamentalt opgør i gang; et opgør med den måde, hvorpå staten fungerer i dag. Jeg tror, at mange unge mennesker kan selv og vil selv – og de er trætte af statens indblanding her. Systemet pålægger dem lænker. Det er dem, de unge vil af med: lænkerne.”

Vi går ned i kælderen. Der næsten helt fyldt, et par enkelte borde står fri til højre for os. ”Har du lyst til en pilsner?” spørger jeg. ”Ja tak, det vil jeg gerne,” svarer Asger.

R E G N FA N G

DEN NYE FINANSLOV: BESPARELSER PÅ FORSKNING

Han sidder og tænker lidt. Der er en tæt støj af stemmer. Folk er i godt humør; gæsterne griner og snakker højt over bordene. Asger forsætter:

”Den nye finanslov indeholder seriøse besparelser på forskningsområdet. Hvad siger du til det?”

”Når det så er sagt, betyder det ikke, at man helt vil af med systemet. Pointen er bare, at når staten bruger borgenes penge på diverse services, så har borgerne et krav, om at det bliver gjort så billigt og så godt som muligt. Det er ikke tilfældet med Danmark, desværre.”

Asger ryster på hovedet. ”Jeg synes, det er virkelig ærgerligt,” siger han og taler straks videre. ”Overordnet er jeg kritiker over for de tiltag. Det er dumt at spare på forskning. Generelt synes jeg, man skal advare mod at spare i uddannelsessektoren. Hvis konsekvensen er et lavere niveau, så er det virkelig skidt. Selvfølgelig kan man godt indføre besparelser; men det er ekstrem vigtigt, hvor man gør det.”

Han holder en kort pause. ”Den centrale diskussion er egentlig i bund og grund: Er det civilsamfundets opgave at hjælpe de nødlidende, eller er det statens? Jeg mener personligt, at staten har en forpligtelse – men jeg tror ikke, det nuværende system er det rigtige.”

”Det lyder som om nøgleordet for dig er ’forskning’, når det angår universitetet?”

Bag os begynder der at lyde en tæt rumlen fra bryggeriet. En af de store maskiner er startet med at arbejde. Jeg har næsten svært ved at høre, hvad Asger siger. Det er som om, rummet er ved at knække midt over af lyd. Af stemmer. Af støj.

”Ja, det er det langt hen ad vejen. Grundlaget for et godt universitet er god forskning. Det tror jeg, at der er mange, der vil være enige med mig i.” ”Havde du så foretrukket, at man havde taget midler fra SU’en og brugt dem på at sikre, at der ikke indtraf besparelser i forskningen på universiteter?”

”Jeg er også blevet liberal, fordi jeg synes, man ser nogle løsninger, der fungerer fra de kanter,” Asger læner sig ind over bordet, ”tag for eksempel narkotikaproblematikken,” forsætter han. ”Fra liberale sider lyder det: Lad os dog gøre det lovligt at ryge hash, men ikke at sælge det. På den måde rammer vi ikke de mennesker, der har absolut sværest ved at blive velfungerende samfundsborgere igen: misbrugerne. Det skal selvfølgelig stadigvæk være forbudt at sælge det, men ikke at ryge det. Og for den sags skyld, så gælder samme løsning vel også hårdere narkotika.”

”Uden tvivl – det ville jeg foretrække. En lånebaseret SU ville i det hele taget være at foretrække; i hvert fald på kandidatniveau. Generelt set synes vi Borgerlige Studerende, at hele SU’en bør være lånebaseret. Vi er ikke ude på at afskaffe den, men vi vil meget gerne have, at den studerende bidrager til at betale for egen uddannelse. Cirka halvdelen af, hvad vi samlet bruger på videregående uddannelser, det bruger vi på SU’en til de studerende. Det giver bare ingen mening at spare på niveauet på uddannelser og stadigvæk udbetale så meget i SU. Det giver ingen mening. Jeg tror mange, der arbejder professionelt med universitetet ville være enige med mig.”

Hoveddøren åbner ovenpå. Lidt kold luft fra gaden trænger ned i kælderen. Endnu et selskab finder et lille bord i den fyldte kælder.

R E G N FA N G

DET IDEELLE UNIVERSITET

at få Europas universiteter til at ligne hinanden,” begynder han. ”Det handler ikke, om at man skal have lavere niveau på akademierne. På ingen måde. Alle skal bare ikke gå på universitetet – det går ud over niveauet og forskningen. Universitetet bør være for de få; og de bør fra starten sættes ind i, hvad det vil sige at bedrive forskning, så de kan blive enormt dygtige til det. På akademierne får den brede klasse derimod sin gode uddannelse; med dygtige undervisere og ikke nødvendigvis forskere. Det handler ikke om at sætte kvaliteten ned. Faktisk det modsatte.”

”Fra venstreorienterede stemmer lyder det ofte, at de borgerlige har et alt for simpelt, økonomisk syn på uddannelse – og måske i særdelshed på universitetet. Kan du sige lidt om det?” ”Ja, det kan jeg godt. Først og fremmest vil jeg lige sige, at jeg synes Helge Sander er den dårligste forskningsminister, vi måske har haft – i hvert fald som jeg kender til. Hele projektet med ’fra forskning til faktura’ var fuldstændig tåbeligt.”

Asger sidder tavs i en kort stund. Så siger han:

Et kort ophold.

”Man har især fra venstrefløjen fået skabt det her paradigme, om at jo flere der uddannes desto bedre. På den måde får vi flere med højere lønninger og sådan mere lighed. Det er ’logikken’ bag.”

”Man har selvfølgelig altid et ansvar, når man bruger andres penge – hvilket forskningsmidler jo er. Man har et ansvar for at skabe noget af værdi. Dermed ikke sagt, at dette skal være ’økonomisk værdi’. På ingen måde. Det kan også være af ’menneskelig værdi’. Al forskning skal ikke være strategisk,” Asger læner sig tilbage. Han tænker lidt.

Han tager en slurk øl og stiller glasset på bordet. ”Det sker bare ikke, hvis der ikke er noget arbejde.”

”Som jeg ser det, er der 3 lejre,” forsætter han. ”Der er først og fremmest den meget økonomisk tænkende lejr, som Venstre ofte lægger sig i – apropos Helge Sander. Deres grundholdning er: Al videnskab skal i sidste ende have en økonomisk værdi. Derudover finder vi den lejr, som vi kunne kalde den store socialdemokratiske lejr. Hos dem lyder det: Universitetet skal være for alle, alle skal have adgang. Til sidst møder vi så en lidt sjov gruppering – og nok den lejr som jeg selv tilhører. Grundholdningen er i denne position, at universitetet er et elitært foretagende. Ofte er det faktisk ældre professorer, der ellers er dybt venstreorienterede, der tager denne position – og jeg er enig. Masseuniversitetet er det værste, der er sket for danske universiteter.”

Vi stopper samtalen kort efter og går ud i det tågede vintervejr. Der står vi kort og taler sammen. Så siger vi farvel og skilles ved det blinkende skilt, der hænger lysende i mørket. Foran den glasdør, hvor vi for kun en time siden sagde pænt goddag

”Hvad er det så, man skal gøre i stedet for? Hvad er det vi ikke gør rigtigt i dag?” Der går ikke mange sekunder før Asger svarer. ”Man skal nok lave en opdeling mellem universitetet og det, vi kunne kalde ’akademierne’. Det er ikke ukendt; i mange år fungerede denne skelnen mellem forskningsinstitutionen (universitetet) og den reelle uddannelse (der foregik på akademierne) i Frankrig – inden man begyndte

Vestenvindens Klangbund Text og foto AF

Sidsel Marie Henriksen

Alle mennesker ved, hvad ’ude’ og ’hjemme’, ’dit’ og ’mit’, ’gæst’ og ’vært’ betyder. Nu banker de på, flygtningene – med deres trætte ben, støvede hænder og en erindring, der alt for godt husker, hvad de forlod. Krig, mord, brand og nød. Flere tusinde mennesker er på flugt; tvunget fra deres virkelighed har de rejst nordpå, fordi de har hørt om et land, hvor det ikke regner med bomber om formiddagen, og hvor det at tage en dag af gangen ikke betyder ’mon jeg lever i morgen’. Det er værd at huske på, nu hvor de står i vores hjem. Måske er vi egentligt ikke så forskellige? Ligesom danskerne nu kan være angste for, at deres hjem forandres, så husk på, at dem, der banker på, slet ikke har et mere – et hjem. Det deler alle mennesker: kærligheden til deres hjem. Nogen af os bor stadigvæk, hvor vi selv mener, vi ’hører hjemme’. Andre er flygtet fra det sted. Nu håber de på at finde et nyt. Et nyt hjem. I Danmark.

I det nordvestlige Jylland, i området Hannæs, hvor himlen føles højere, blæsten stærkere, naturen mere lydt og mennesket mindre, med udsigt over de naturfredede Vejler, hvor vadefugle pryder små stråbelagte plateauer, samt et stenkast fra Limfjorden, med dens milde bølger og salte vand, træffes landsbyen Vesløs. En verden for sig selv, trods ikke mange timers kørsel fra Københavns spirende metropolfigur, og alligevel føles mit sind allerede opløftet. Som om de mange bilpartikler, neonfarvede reklameskilte og højtråbende menneskeskikkelser, jeg tidligere på dagen forlod, hører andetsteds til, spadserer jeg rundt i Vesløs’ stille gader. Vesløs kan deles op i to: Lille Verden og Store Verden. Jeg påbegynder min første verdenstur rundt om Lille Verden nedad Vesløs Stationsvej og drejer til højre af Rævegade efterfulgt af endnu et højresving, da jeg passerer Tømmerbyvej, og med et er jeg tilbage, hvor jeg startede - ved Vesløs Stationsvejs metalliske vejskilt. Herfra bevæger jeg mig ud i Store Verden og fortsætter hele vejen til bunden af Vesløs Stationsvej, hvor vejen svinger mod højre, og jeg glider med i den bløde kurve, indtil jeg når et skarpt højresving ned af Tømmerbyvej og igen står ved skiltet, hvor jeg startede. Stationsvej er navngivet efter den gamle togperron der for årtier tilbage lå i bunden af Vesløs Stationsvej og fragtede arbejdere fra tidlig morgen til sen aften mod Thisted, hvor der nu i stedet er etableret en fælles offentlig legeplads for byens beboere og besøgende. Legepladsen besøges som oftest af børnebørn på feriebesøg, mig selv inklusiv i mine samtlige besøg hos min mormor og morfar i det hvidt pudsede hus, med en glasbelagt udestue midt på Vesløs Stationsvej. Men i de sidste to måneder, har der været øget aktivitet i hængslerne på gyngestativet. En ny verden er kommet til Vesløs, placeret i Lille Verden på Tømmerbyvej, lige på grænsen til Store Verden har det gamle plejehjem Stenhøj fået nye beboere. Beboere fra andre himmelstrøg, andre virkeligheder, men fra samme verden. Vesløs’ befolkningstal er steget over 30 % med lidt flere end 100 beboere, fra Syrien, Uganda, Irak og Eritrea. Vesløs er blevet budt ind i verden, den er blevet en del af

R E G N FA N G

verden på godt og ondt som Ernst, frivillig på det nyetablerede asylcenter Stenhøj samt beboer i Vesløs, fortæller mig. Fortsættende formulerer han: Tømmerbyvejs fortov er dem der slides mest i Vesløs i disse dage. Jeg lægger mig til hvile i den tavse by og venter på nattens kommen. Mens samme undrende spørgsmål indtrængende presser sig på: Bliver vores hverdag påvirket af de millioner af menneskers mangel på samme?

le, som de kalder den. Vesløs emmer af tredje juledag. Tømmerbyvej ligger øde hen. I det fjerne skimter jeg en skikkelse, af mennesketomheden at dømme må det være Ernst. Vi hilser pænt, og min mormor begynder langsomt at trække sig tilbage mod Stationsvej, for at være oppe når resten af min familie vågner. Ernst ser bekymrende på mig og undskylder dernæst indædt. Vi kan ikke komme ind på Stenhøj i dag, da det er søndag, og ingen af de ansatte er på arbejde. Jeg kan se, hvor meget det ærgrer ham, han ville så gerne have, at jeg fik mulighed for at tale med nogle af beboerne. Han brænder for sin sag, for at få Vesløs på det solidariske Danmarkskort. Jeg forsikrer ham om, at artiklen ikke står og falder med at komme ind på Stenhøj, og at jeg godt vidste, at det måske ville blive en udfordring, da Regnfang redaktionen allerede før, har forsøgt sig ind på asylcentre, men uden held. Vi følges ad, ned af Tømmerbyvej, og skilles et par meter før Vesløs Super Brugsen, et af Vesløs og omegns mødesteder. I butikken møder jeg uddeleren, der fortæller, hvordan hverdagen i brugsen har ændret sig med Vesløs nye beboere. Brugsen har forsøgt at udvide sortimentet efter de nye kunders ønsker, især det hvide toastbrød har der været stor efterspørgsel på. En ung medarbejder fortæller, hvordan det er spændende med de mange nye mennesker og udfordringer med kommunikation samt den travlhed, det nogle gange kan medføre. Da jeg spørger til, om verden

Klokken er halv otte og min mormor kommer ind på gæsteværelset, hvor jeg har sovet. Hun har været tidligt oppe, og ville sikre sig, at jeg var vågen. Jeg forsikrer hende om min vågne tilstand, og hun trisser tilbage ned af de stejle trapper i det gamle stationshus. Jeg kan høre kaffemaskinen brygge, og duften fra de mørkt ristede bønner sniger sig vejen ind under dørsprækken i det mørke gæsteværelse. Jeg ser ud af vinduet og skimter lys på Stenhøj bag ved det store grantræ i min mormors have. Jeg skal mødes med Ernst uden for Stenhøj klokken 8.30. Jeg tager et koldt bad og møder min mormor i stuen. Hun insisterer på at følge mig til Stenhøj og finder hendes frakke og en stor mørk lommelygte frem. Trods de få meter til Stenhøj, foreslår hun en genvej, der er blokeret af to vejarbejdebomme. Vi går i tavshed med lyden fra støvregnen mod vores frakker. Det blæser, som det næsten altid gør i Vesløs, der er gang i den omtrent 200 meter høje vindmølle i Østerild Plantage - fremtidens megamøl-

er kommet tættere på med de nye tilflyttere - om de unge Hannæs beboere tænker på den hverdag, de nye beboere kommer fra, lyder svaret; vigtigst af alt er de jo blot kunder som alle andre, men det er spændende med nye mennesker i lokalmiljøet og arrangementer i for eksempel Hannæs hallen. Et asylcenter i udkants Danmark kan have rigtig mange fordele for lokalmiljøet. Også på helt lav praktiske områder som økonomi og i at forhindre lukning af skoler, idræts- og brugsforeninger. For Ernst er integrationen i særdeleshed vigtig, så Stenhøj ikke bliver et parallelsamfund. Det kan mærkes med hans tydelige engagement i fritidsaktiviteter med beboerne på Stenhøj. Hver tirsdag mødes Ernst med alle fodboldlystne i Hannæs-hallen, til et spil, hvor grin og sved er vigtigere end etnicitet og pasfarve. Ernst har længe været engageret i flygtninge og tilflyttere og ser især problemer i det danske integrationsprograms mangel på mulighed for arbejde for de immigrerede. Ernst beskriver, hvordan de nytilkomne Vesløs beboere allerede fra første dag står klar og spørger, hvad de kan hjælpe med, hvor de kan arbejde, hvad de kan bidrage med til lokal- og regionalsamfundet. For Ernst og de andre frivillige på Stenhøj er deres primære arbejdsopgave at skabe arrangementer med beboerne, at udfylde dagenes larmende tomrum med sociale aktiviteter og menneskelig varme, hvorimod de ansatte varetager de mere praktiske opgaver på centret. Det slår mig, at hvis ikke mennesker som Ernst og de andre frivillige investerede så meget tid i projektet, ville beboerne kun have tv’et i fællesstuen som redskab til at slå tiden ihjel.

end bare et asylcenter, det er et hjem og et værested, hvor disse mennesker forsøger at bedrive tiden og skabe en hverdag i kaos, mens de venter på fred. Ernst fortæller mig, hvordan hele Øsløs, Vesløs, Arup, Amtoft og Tømmerby er med i projektet, hvordan det har forenet hele lokalområdet. Udover fodbolden, der de første par gange foruden mandlige beboere fra Stenhøj lokkede et par lokale piger med, er der motionsvolley. Aktiviteterne er åbne, med plads til alle og Ernst beskriver, hvordan de giver en god indsigt i livet hos de forskellige. Desuden er motionscentret åbent, der arrangeres skak på Stenhøj, og så er der et genbrugscenter i kælderen, som har vist sig yderst populært. Lokalbefolkningen i Vesløs samler cykler, tøj og brugskunst ind og donerer det til genbrugsbutikken, hvorfra beboerne på Stenhøj kan erhverve sig enkelte ejendele, for at gøre livet på Stenhøj mere personligt. Beboerne har ingenting med sig, når de kommer, ved at købe sig ting i genbrugscentret kan de igen manifestere egen identitet. Genåbningen af Stenhøj har givet byen en større omsætning. Hannæshallen og motionscentret har solgt timer, den ikke kunne besætte. Voksenundervisning har nødvendiggjort leje af mødelokaler, Brugsens salg er steget. Vesløs er et af de mindste bysamfund med eget fjernvarmeværk, og her falder de 100 nye beboere også i god jord. Der er kommet to nye skoleklasser for de yngste i Frøstrup og en ny klasse for de ældste i Vesløs, hvilket har medført læreransættelse og nye ansigter i de små skoleklasser i Hannæs. Alt i alt er det en god forretning, både økonomisk og socialt for Vesløs. Det er blevet endnu bedre at bo her - siger Ernst opmuntrende. På tirsdag tager Ernst en busfuld med til Bulbjerg - et konturrigt klippeudspring ved Vesterhavet. Beboerne elsker, når vi tager dem med til genbrugscentre i Fjerritslev, og når vi arrangerer ture. Det er svært for dem at betale offentlige busser, med et budget på maksimum 60 kr. dagligt efter bolig og forbrug, selvom det klart ville være at foretrække

Ernst retter mig høfligt, da jeg gentagne gange benævner Stenhøj som “det nyåbnede asylcenter”. Det hed Stenhøj, da det var et plejehjem og det hedder Stenhøj nu, hvor det er et asylcenter. Beboerne på Stenhøj er ligeså meget beboere i Vesløs, som de er asylansøgere og flygtninge. De er glade for at blive respekteret og taget alvorligt. Jeg rødmer og retter mine noter. Stenhøj er mere

R E G N FA N G

- tilføjer Ernst. Inden vores samtale afsluttes, konkluderer han: Vesløs bliver aldrig det samme efter dette. Det er vigtigt for hele lokalområdet. Hannæs skal på danmarkskortet, selvom folk negligerer området til udkants Danmark, et sted intet hænder. Her sker en masse, og det skal ud.

Min spadseretur lander ved vejarbejderbommene bag Stenhøj, hvor jeg møder en mand, der vinger mig igennem: ja du kan vist sagtens passere her - smiler han. Jeg giver ham hånden, og da han vender sig mod en bil på parkeringspladsen, tillader jeg mig at spørge, om han tilfældigvis har noget at gøre med centret. Det viser sig, at Bjarne er ansat på asylcentret i Hanstholm, men også er at finde på Stenhøj et par gange ugentligt. Han inviterer mig indenfor, og vi går i mørke i kælderen af det gamle plejehjem. Lyset er gået. I skæret af lommelygter forsøger Bjarne at fortælle mig om centrets gang, mens vi febrilsk leder efter stikkontakter og sikringsbokse. Han inviterer mig ind i cykelværkstedet, som Ernst tidligere havde introduceret mig til. Et sted hvor beboere kan mødes med lokale, og fikse alt hvad der måtte være i stykker, fra cykler til porcelæn. Senere et fælleskøkken og den lille klinik, hvor en sygeplejerske en gang om ugen besøger Stenhøjs beboere. Vi fortsætter op ad en smal trappe, til vi når stueetagen af den store varme bygning. Lyset og det varme vand er forsvundet på hele centret, og Bjarne begiver sig i kast med opsnapning af en VVS mand, i mellemtiden får jeg mulighed for at tale med nogle af beboerne. Tre smukke kvinder møder mit blik. De sidder i sofaen

På vej tilbage fra Brugsen møder jeg 82 årige Erling og Bente på 74, der har boet i Vesløs i mere end 25 år. Da jeg spørger dem, om deres hverdag er præget af de nye tilflyttere til byen, svarer de med en nøjsomhed, som jeg kun har mødt blandt nordjyder: vi mærker ikke så meget til det, de hilser altid pænt på os, når vi mødes på Tømmerbyvej. Fra gaderne og kroen lugter der af stegt smør. Jeg går en tur rundt i byen, først om Store Verden, dernæst Lille Verden. Ved flere huse jeg passerer, kommer folk hen til vinduerne for at kigge efter mig. Det er ikke tit, der kommer nye ansigter forbi. Jeg møder en bedstemor på tur med sine børnebørn, hun hilser nærværende, ikke en hilsen jeg er vant til fra Københavns gader. Da jeg runder Stenhøj stoppes jeg af børn fra 1. sal af bygningen, der hilsende råber de enkelte engelske og danske gloser, de besidder, mens de vinker febrilsk og lænser sig ud over altanen.

ved hoveddøren i glaskanarppen og venter på et lift til kirken i Thisted. Kirken i Danmark er anderedes, her sidder folk stille og synger - forklarer en af kvinderne, iklædt fint søndagstøj, en blommefarvet nederdel og med lipgloss på læberne. Hun forstår ikke, hvorfor kirkegængerne ikke altid giver penge i den danske kirke, det gør hun, både i sit hjemland men også her i Danmark. Hun synes, at det er vigtigt at donere til kirkens indsamlende formål, fx de hjemløse i Danmark. Jacquline, Jamille og Ricca har været på Stenhøj i tre uger. De er flygtet separat fra Uganda, men mødtes i en lejr i det sydlige Europa, hvorfra de sammen er blevet sendt til Stenhøj og deler værelse med 5 andre. Jacquline har en diplomuddannelse, og har arbejdet indenfor forretningssektoren. Hun drømmer om at kunne bruge sin uddannelse og igen arbejde indenfor sit felt, når denne tid på asylcentret er forbi. En tid hun beskriver som en transit zone, indtil noget andet venter hende. Jeg spørger lidt ind til dagene på Stenhøj og ventetiden her. De tre kvinder ser på hinanden og Jacquline formulerer: Det er fint at vente her, i varmen. Det er alligevel så koldt udenfor. Vi ser film og laver mad sammen. Normalvis går vi også i skole, men lige nu er det ferie. Kvinderne savner mad fra deres hjemland og forsøger at lave noget lignende, hvilket især er muligt, når de frivillige tager dem med til større centre, hvor de kan købe flere ting fra deres hjemland. Nu laver de dansk mad, det er de blevet gode til, med danske råvarer, ler de i kor. Jacquline taler godt engelsk og synes det er hyggeligt at tale med mig. Vi ser ud på de rimbelagte buske foran hovedindgangen, og hun gyser - og glæder sig til sommer. Jamille fortæller mig om julefesten, de holdte den 15. december, hvor der kom et band fra Hanstholm og et par enkelte familier fra Vesløs. Hun synes det var hyggeligt at komme i kontakt med nogle fra lokalbefolkningen, og de to andre kvinder nikker, men tilføjer hastigt med et smil,

R E G N FA N G

at det jo slet ikke var alle, der dukkede op. En speciel julestemning dulmer på Stenhøj. Borgerforeningen i Vesløs har doneret to juletræer, som beboerne har pyntet med flettede hjerter og guirlander. En gruppe børn fra Frøstrup skolen har opført luciaoptog, og Jacquline og Jamille fortæller, hvordan de har forsøgt at bage julekager - de griner, det var sjovt og anderledes, lidt svært. Jamille tager sin telefon frem. Displayet viser 10.03. Gudstjenesten startede klokken 10, og ingen har endnu været at hente dem. De trækker på skuldrene, de har ikke råd til den offentlige transport og må derfor sætte deres lid til kirkebussen. Kvinderne savner deres hjem og normale dagligdag med job og skole derhjemme, og er glade for de

for at se lyset fra solen, der er på vej op over brugsen. Stilheden fra Vesløs, den uendelige tid, giver en dyb klang gennem hele Stenhøj. Her er roligt. Plads til alle og plads til at slænge sig. Her føles trygt og her dufter af hjemmebag. Beboerne savner deres hjemland og vil gerne tilbage, men de forsøger at stable en hverdag på benene her på Stenhøj.

ting der sker på centret, den hverdag de frivillige hjælper med at etablere, så ventetiden bliver mere end en ligegyldig transitzone. Ricca er tavs under hele vores samtale. Jeg rejser mig og får som afsked tre tilstedeværende smil med mig videre. Smil er der mange af på centret, alle hilser mig varmt. En syrisk far går rundt med en kop kaffe og sætter sig i hallen

og anerkendelse af den delte situation. På tv’et i fællesstuen kører børneprogrammer, men Bjarne og mit besøg gør skærmen mindre interessant. Beboerne står i kø efter at invitere mig ind, og børnene spørger, om jeg vil tage billeder af dem. Børnene går i integrationsklasser, opdelt i indskoling, mellemskole i Frøstrup og overskole i Hannæs, og der er desuden

Strømmen er vendt tilbage, og Bjarne finder mig i centrets fællesrum. Der er to fællesrum på centret hvor beboerne samles, på tværs af sprog, alder, nationalitet og religion. Her hersker ingen fjendtlig stemning, men en konsensus

R E G N FA N G

gamle ægtepar. Han ser erkendende på mig, det er desværre ikke alt, vi har midler til at give dem. Bahria er vendt tilbage med et arabisk brød bagt på danske bradepander, som Ahmed brækker stykker af til Bjarne og jeg. Bahria insisterer på, at vi okkuperer de to stole i værelset, mens hun og Ahmed står - gæsterne skal sidde. På fjernsynet kører en syrisk tv-kanal. Det er tydeligt at Ahmed og Bahria følger tæt med i situationen i deres hjemland, det sted de gerne vil tilbage til. Bahria mimer sorgfuldt til mig om alle skyderierne. En kold suppe står på bordet, ved siden af ligger en pose med arabiske brød. De arabiske brød er at finde rundt på Stenhøj. Både i køkkenerne og på alle værelserne jeg har besøgt. Plastikposen med de arabiske tegn giver mig en lille ide om, hvad beboerne savner. Ahmed viser mig stolt deres tre planteprojekter i vindueskarmen. En krukke med løg, som skal plantes i Stenhøjs have. Bahria glæder sig, men Bjarne siger, at vejret endnu er for koldt. To andre planter - den ene med blomst, den anden en hyacint på vej til at springe ud - mens jeg skriver, er min hyacint sprunget ud, lilla og duftende. Tiden snegler sig med små projekter, men de små projekter holder også tiden i gang. Med samme spændte nysgerrighed et barn besidder, viser Bahria mig sit asylkort, så jeg kan se hendes fulde navn. På kortet står, at hun kom til Danmark den 15/10-15 fra Syrien. Der er også et billede på kortet, hun ser mere træt og bleg ud, end den smilende dame, der møder mig. Hun spørger med hænderne, om ikke jeg vil have noget brød med til min mormor, jeg takker ydmygt nej, men ja tak til at stykke mere sammen med dem. Krigen raser endnu på skærmen, og i verden. Der kommer et klip fra Tyrkiet på kanalen - og Ahmed forklarer Bjarne hvilken protest, der er i gang.

babyschool for mødre med børn mellem 0 og 3, samt børnehave for børnene mellem 3 og 6. Det er godt for både børn og voksne at få en hverdag uden for centret - nikker Bjarne. En bemærkning Jacquline bekræfter. Det er tydeligt, at beboerne er glade for Bjarne, alle hilser os videre med en kvik bemærkning. Jeg bliver inviteret ind i en af de 23 lejligheder, hvor en familie på 4 bor. Forældrene taler ikke engelsk, men viser mig åbent deres to soveværelser og lille køkken, hvor de kan lave mad, mens de to små børns blikke nysgerrigt følger mig. Stenhøj har mange familier boende, og Bjarne er glad for at kunne give familierne separerede køkken og toiletfaciliteter, samt en adresse og en dør de kan låse. Det giver dem en form for hjemlighed. Vi fortsætter op ad trappen til 1. sal og mødes af en kvinde med en knækket stålthekande i hånden. Da hun ser Bjarne, lyser hendes ansigt op, og hun inviterer straks både Bjarne og jeg på the i sit og sin mands lille topersoners værelse. På værelset er der lige nøjagtig plads til en køjeseng, et køleskab, et bord og to stole. Bahria og ægtemanden Ahmed er flygtet fra Syrien. Bahria har boet på Hanstholm indtil Ahmed kom til Danmark, hvorefter de er flyttet sammen her på Stenhøj. Bahria skænker en sukkerfyldt mørk chai af den knækkede thekande, holdt sammen af papir og tape og beklager, at hun brændte sig, da den gik i stykker, sådan at thevandet skoldede hendes ene sidekrop. Bjarne foreslår, at de tager kanden med til cykelværkstedet, for at fikse den med de andre beboere. Bahria ler og forsvinder hastigt ud af døren. Imens møder jeg Ahmed, der på samme hjertevarmende facon hilser os velkomne. Bjarne spørger om Bahria og Ahmed ikke gerne vil ligge ved siden af hinanden i stedet for i køjesengene, da det ikke er nemt at komme op af de stejle trapper for det

Flygtningestrømmen i 2015 til Europa passerede i de-

R E G N FA N G

cember en million, dette er en femdobling de sidste 10 år, og den største flygtningestrøm Europa har set siden 2. verdenskrig. Flygtningene kommer hovedsagligt fra Syrien, Irak, Sudan, Eritrea, Nigeria og Somalia, flygtende fra borgerkrig, konflikter, terroriserende bevægelser, tvangsmilitær, tortur, henrettelser og undertrykkelse. Min hverdag går videre, til trods for de mange hvis er gået i stå, frosset fast i tid og rum af frygt, sorg, ødelæggelse og ikke mindst ventetid på asylcentre og flygtningelejre. I dette virvar forsøger disse mennesker på Stenhøj at genetablere en hverdag på deres nye opholdstilsted, til trods for at denne også bare er en tidslomme, et sort hul i en kaosbelagt galakse. Jeg takker Bjarne mange gange og går tilbage ud i december kulden. Det støvregner endnu. De danskfarvede vimpler vejer i vinden, flere gæs på træk passerer mig over hovedet. Måske på vej tilbage til hvorfra Vesløs’ nye beboerne kommer. De tomme gader ånder. Et par børn leger på Stenhøj, ellers er her stille. Vingerne fra den store vindmølle kan høres i det fjerne, månen er fuld. En dybfølt taknemmelighed strømmer frem fra mit indre. Jeg har svært ved at rumme det lys, der omkransede mig fra Ernst, Bjarne og beboerne på Stenhøj. Mennesker der har så lidt, for hvem hele verdenen er brast i skår, for hvem virkeligheden er mistet. Vesløs er vokset. I hjerter, i varme, i vindstyrke og i virkelighed. Da jeg kommer tilbage til min mormor, har Ernst været forbi, på trods af at han skulle til julefrokost med sin datter og sit barnebarn på besøg fra København. Han har afleveret et visitkort og et klistermærke der sidder på bilerne i Hannæs: Hannæs - åben, aktiv og naturlig. Jeg giver det ret. Min mormor har en pose til at stå i gangen med tøj til genbrugscentret på Stenhøj.

R E G N FA N G

De forsvinder snart, 80’erne Text AF

Foto

Victor Lange

Magnus Harding Iranzad

Der er sket noget siden ’dengang’. ’Dengang’, hvor Strunge skrev mørkeblå digte om sorte nætter, og København bare var en lille regnvejrsvåd by i et glemt land mellem Amerika og Rusland. Nu er det meste anderledes; når det regner, regner det ikke som i 80’erne. 2016 er en anden tid. København er en anden by. Danmark er et andet land. ”Sådan er det jo,” siger de fleste – og går videre i nutiden. Måske er det heller så interessant blot at konstatere, at fortiden er væk. Mere spændende er det vel at spørge om, hvad vi glemte i den. For glemt noget, det har vi.

EN GENERATIONSROMAN

Lige nu gælder grund nr. 2 for mig. Til sidst vælger jeg et spørgsmål. Jeg spørger:

Audiooptageren er tændt. Vi sidder alle klar om bordet: Magnus (fotografen) og jeg på den ene side, Jan Sonnergaard på den anden.

”Jeg har hørt fra tidligere sammenhænge, at du både ønskede at skrive en roman, der indeholdt et spændende og humoristisk plot samt en form for samfundsdiagnose. Hvorfor blev det om en mand, og hvorfor blev det om en mand, der var ung i 80’erne?”

”Hvad skal man starte med at spørge om?” tænker jeg, ”hvordan kommer vi i gang?” Det er egentlig ikke fordi, det er en uvant situation: Et interview er som regel svært at få hul på. Ligesom papirets hvide stilhed kan blinke til dig, når du begynder en ny tekst og ikke har sat det første bogstav, det første ord – så kan rummets ventende tavshed også hviske stumt til dig; inden det første spørgsmål. Det er ikke altid sådan. Men nogle gange er det. Oftest på grund af følgende to grunde: 1) du finder i bund og grund ikke interviewet interessant, og som følge heraf, er det ikke ligefrem et arsenal af gode spørgsmål, du sidder inde med. 2) Du finder omvendt interviewet ekstremt interessant og er, paradoksalt nok, sat i den mærkelige situation, at du ikke kan formulere et eneste klart, konkret, præcist spørgsmål: Der er et ’mikrokaos’ af associationer i dit hoved.

Jan løfter blikket fra bordet. Så siger han: ”Jeg tænkte: ’Generationsroman – det kunne da være meget spændende’. Jeg har i hvert fald læst en del selv. Der er dog det meget typiske for netop generationsromanen, at den næsten altid handler om en ung generation: om unge mennesker. Men man bliver jo ved med at være en generation; også selv om man bliver ældre. Så projektet blev at skrive om en sådan person: En, der var ung i 80’erne, og nu ikke længere er det – ligesom resten af den generation.” ”Og hvorfor blev det lige 80’erne?”

R E G N FA N G

”80’erne havde,” Jan rykker sig på stolen, ”en spændende blanding af modkulturer: punkere, Bz’ere, det vilde maleri, poesien osv. Hvordan ville tilværelsen for en, der var ung dengang – i denne modkultur – se ud nu, hvor han var blevet ældre og ikke længere var ung; nu hvor tiden er en anden. Det spurgte jeg mig selv om. Det var både hans situation – samt Københavns og Danmarks som helhed – der interesserede mig: Hvor står vi i dag kontra i 80’erne? – det er spørgsmålet.” ”Det var det, du gerne ville foretage en diagnose af ?” ”Ja, jeg ville gerne foretage en diagnose af en tid, hvor ’fremdriftsreformen’ måske også er en tidsånd og ikke bare et stykke politik. På en gang kræves det jo i dag, for at sætte det på spidsen, at man både er ambitiøs på egne vegne og er en holdspiller – nøgleordene er de efterhånden så kendte: fleksibilitet, omstillingsparathed, og så kender I resten.” Han holder en kort pause. Så siger han: ”Jeg synes også, at det var sjovt med den her bog at beskrive nogle idealer, som i dag er døde – en livsstil, som nærmest er blevet kørt over. Da jeg var på jeres alder, var det normalt efter gymnasiet at tage et par sabbatår; måske gå på bistandshjælp for at satse på et liv som musiker. Her bør det nok nævnes, at det slet ikke var så ’sjovt’ at være på bistandshjælp som det i dag nærmest propaganderes. Man var virkelig fattig; en udgift som en stjålen cykel kunne vælte budgettet. Men det essentielle er: Der er sket noget siden dengang – vi har et andet blik på tilværelsen.” ”Er det så tilfældigt, at du udgiver den her roman lige nu? Er det en udvikling i ’tidsånden’, der er eskaleret inden for de sidste 5 år? Er det derfor Frysende våde vejbaner kommer netop i 2015?” ”Det er helt klart gået hurtigt de sidste par år. Ingen tvivl om det.” Jan tager en slurk kaffe. ”80’erne virker langt væk i dag. København er en anden by. Meget er forandret. Det er det, der rammer Jesper så hårdt.”

R E G N FA N G

80’ERNE OG I DAG

ne han godt, i sine unge dage, stjæle et par flasker vin fra Irma, når budgettet var hårdest ramt, men mere alvorligt blev det aldrig. Den ’livsstil’, Jesper havde i 80‘erne, var ganske normal. Du havde et job, mødte til tiden, lavede dagens stykke arbejde og gik til tiden. Kort fortalt: Dit arbejde var ikke dit livsindhold – det var en nødvendighed, ikke andet. Og det står jo, på mange måder, i skarp kontrast til i dag.”

Frysende våde vejbaner handler om Jesper. Bogen handler om den mand, der netop var ung i 80’erne og nu midaldrende sidder tilbage med et gråt blik på livet, en smag for alkoholens dulmende dyner af vuggende rus og en rastløshed som arbejdsløs, der hver dag tvinger ham tilfældigt til at drive rundt i den by, København, der har ændret sig så meget, siden han selv var ung. Hvad skal han gøre? Hvem er han nu? Og hører han stadigvæk til? – her, i dag. se.”

Det giver mening. Tænk på alle de timer af vores liv vi lægger hos arbejdspladsen, tænk på den loyalitet vi erklærer virksomheden. Hvad kommer før arbejdet? Næsten, nationen, Gud eller kunsten? Ingenting. Måske kommer der ingenting før arbejdet. Ingenting. Før arbejdet. Efter. Alting kommer efter. Arbejdet.

”Frysende våde vejbaner begynder med en begravel-

Jan nikker. ”Det er rigtigt,” svarer han. ”Det er faktisk Jespers bedste ven, Henrik, der skal lægges i graven.”

”Men jeg ville gerne beskrive en outsider,” Jan taler videre, ”et menneske som denne ekstreme disciplinering rammer utrolig hårdt. For det gør denne ’tidsånd’. Sammen med racismen – som jo også er kommet til Danmark siden 80’erne – så er det nok det mest usympatiske træk ved vores tid. Disciplineringen.”

”Ja.” ”Den meningsløshed Jesper oplever både før og efter Henriks bortgang, skyldes det, at tiden er løbet fra Jesper, eller at han selv er blevet stående tilbage i 80’erne? Med andre ord: Er det ham, der er i tomgang, eller er det vores tid, der ikke har plads til ham?”

”Er det så en bestemt tilværelsesform, Jesper savner?” spørger jeg. ”Det er i høj gad en frihedsideologi, han savner. En ideologi, der vel nok fandtes i 80’erne,” der står en bølget, grå røg fra den hvide cigaret, ”ensretningen – samtidens ensretning – har ramt Jesper hårdt. Utrolig hårdt. Han står tilbage med et nostalgisk forhold til den ungdom, og den tid, der nu er væk. Og det kan være farligt: at være nostalgiker.”

Der er en kort pause. ”Det er vel som oftest en blanding, selvfølgelig. Men det er en roman om en mand i frit fald. Det er vel også en roman, om det man kalder ’sorgarbejde’. Altså, vi har alle forskellige måder at håndtere store, skelsættende og sorgfyldte begivenheder på: Nogle bliver aggressive, andre bliver veganere, køber et nedlagt landbrug og dyrker yoga, og så er der til sidst dem, der blot lukker sig om sig selv. Jesper tilhører den sidste kategori.”

”Hvordan foretager man så samtidigt en kritik af vor tids vilkår uden at blive for nostalgisk eller sentimental? Hvordan kritiserer man en udvikling, der foregår i ekspresfart uden selv at blive romantiker?”

Endnu en kort pause.

Der er stille. Jan svarer:

”Men han er også på sin vis en hæderlig mand, Jesper,” Jan tager en pakke Camel op af lommen,” han er ikke kriminel, han er ikke en voldsforbryder. Ganske vidst kun-

”Det er jo det, der er svært. Men det handler vel i bund og grund om at bevare nuancerne. Det var i hvert

R E G N FA N G

fald det, jeg selv ønskede at gøre: bevare nuancerne. Både i mit portræt af Jesper; men også i bogens portræt af København. Der en vis lighed mellem begges forandringer – Jespers og Københavns. På en eller anden måde følges de ad; og så alligevel ikke.”

fordi denne gentrificering ikke har gjort sit ensrettende korstog endnu. Berlin, der på samme tid også tager tilløb til en sådan ’mondænisering’. ”Selvfølgelig var steder som Vesterbro virkelig nedslidt. Det var kummerlige forhold. Men derfor kan man jo stadigvæk godt begræde tabet af de brune værtshuse og den verden, der hørte til de tider. På den anden side: Jeg husker jo godt 80’erne, og jeg husker jo godt, at der ikke var andet end disse brune værtshuse. Det var deprimerende. Sådanne værtshuse var der ikke noget opløftende ved. På den måde former de mange cafeer i dag et godt alternativ. Ikke desto mindre kan jeg godt føle mig en smule fremmed i København i dag. Ligesom Jesper.”

KØBENHAVN ”Jeg ville også gerne skrive en ’københavnerbog’.” Klokken er snart 21, mørket er tæt uden for lejlighedens vinduer. Fra vejen må ruderne ligne lysende øjne, der gule glor ud i Københavns vandkolde decemberaften. Det tænker jeg i hvert fald ofte selv, når jeg går en tur om aften: Husene kigger også på mig. Byen ser.

Jan skænker lidt vand. Forsætter:

Jan forsætter: ”Der foregår jo en ret markant gentrificering af København i disse år – og mon ikke vi kun lige er begyndt. Det er ikke kun en modernisering, det er også en ’mondænisering’. Vesterbro er et glimrende eksempel. Først flyttede kunstnerne derhen; for at opsøge Dan Turells verden af ludere, lommetyve, rockere og brune værtshuse. Der var både billigt at bo og fyldt med inspiration. Derefter kom journalisttyperne nok – og efter dem den kreative middelklasse. Til sidst reklamefolkene og lige i hælene på dem ejendomsinvesteringerne.”

”København er dog stadigvæk billig i forhold til andre nordeuropæiske hovedstader: Stockholm, Oslo og Helsinki. Lige Berlin er en undtagelse. Det er bestemte områder i Berlin, der er dyre i dag. Men ikke hele byen. Essensen er: København er ved at blive en anden by.” For os unge er det en tidshorisont som sjældent indgår i vores billede af København. Vi kan jo ikke huske ’dengang’. Vi kan ikke huske, at man skulle hente petroleum på klods hos den lille købmand, at lejlighederne kunne stinke af svamp. Jeg kan i hvert fald ikke. Og i dag står København for noget helt andet: Indre by med dens sto-

Jeg tænker på Berlin. Berlin, der på en gang er unik,

R E G N FA N G

re glasfacader ind til de dyre varehuse og modebutikker, Østerbro med dens kvadratmeterpris, der svarer til en landsbys ’årsbudget’ i Centralafrika, Nørrebro med dens multikulturelle ‘storbysrytme’, Frederiksberg med dens pariserlignende borgerlighed og Vesterbro med dens ’beat-lignende coolness’. Sådan er København for mange af os i dag.

”Og det er der, Jesper står fanget – i det punkt, hvor en by bliver en anden?” ”Ja, det er det, der rammer Jesper så hårdt. Det skisma i Københavns og tidsåndens bevægelse. Han ser det for sent. ”

”Jeg havde et ønske om at portrættere tidsånden,” Jan har sat sig en smule frem i stolen, den ene arm hviler på bordet, ”tidsånden, som er dette mærkelig begreb. På en gang har ingen lyst til at definere den, og på samme tid vil ingen sige, at den ikke findes.”

HVAD ER DET SÅ, VI SKAL HÅBE PÅ? ”Men hvad er det så, vi skal håbe på?” spørger jeg, ”eller hvad er det den generation, der var unge i 80’erne, håbede på?”

”Så skal jeg forstå det sådan, at byfornyelsen har bragt en masse fine ting med sig, men at det måske er sket på bekostning af nogle værdier? – for eksempel fællesskabet?” spørger jeg.

Vi har talt i lidt over en halv time. Snakken er mest gået på, hvad der skulle ændres – hvad der ikke burde være tilfældet. Men hvad burde så være tilfældet? Med andre ord: Hvad burde der være i stedet for?

Jan svarer:

”Det er et godt spørgsmål,” Jan tager en slurk vand. ”Den gruppe, som jeg tilhørte, da jeg var ung, kunne hverken fordrage DKP’erne, basisgrupperne eller de torskedumme KU’er, som lallede sig igennem livet med fars og mors kapital i ryggen. Det er måske det, der er problemet: Hvad håbede vi i stedet for på.”

”På en eller anden måde er det blevet mere legitimt i dag at rydde det grimme, det hæslige, det ulækre eller deciderede klamme væk. Der skal meget til – på den front – før der løftes øjenbryn. Det er også en ensretning; af både København og dem, der bor her i byen.”

R E G N FA N G

”Er det ikke også den situation, Jesper står i? Han kan godt pointere de mindre heldige konsekvenser af Københavns fornyelse, men ikke opstille, hvilken by København i stedet for skulle være.”

Jan nikker, ”jo det er rigtigt,” siger han og forsætter, ”det er ret så mærkværdigt. Aldrig har du haft adgang til så meget musik, og aldrig har musikken måske været mere strømlinet. Der findes et hav af genre i dag; men meget få dyrker det. Folk streamer. På samme måde som man ikke længere holder avis, men blot læser onlinenyheder. Det er da ikke nogen heldig udvikling.”

”Jo, det er det. Jesper har en række værdier, men de er æstetiske. De angår primært musik, måske en smule mode. Og det er måske ret så typisk for den generation. De har svært ved at svare på, hvad der skulle være i stedet for.”

DANNELSE

”Hvad ændrede sig, da 90’erne så kom?”

Det ender som oftest sådan med de her interviews. Det ender med dannelse. Ligesom de fleste aftenbesøg på en restaurant i Italien ender med en grappa: en skarp afrunding (paradoksalt nok). Og sådan går det også denne gang: Dannelse, ethvert Regnfang-interviews uundgåelige afslutning – en skarp at gå hjem på.

”90’erne var et sjovt årti,” svarer Jan, ”det var en euforisk tid. Muren faldt, fremtiden virkede ret så lys. For mange var det ’wind of change’ – som det lød i en lidt klæbrig popsang.” ”Men der skete vel også noget i midten af årtiet – som generation betragtet. Var ’grungen’ ikke den sidste, store, massive musikalske modkultur? Jeg mener: Det virker som om, at man cirka fra midthalvfemserne i højere grad, som generation, forbinder sig med populærmusikalske og mainstream artister,” spørger jeg.

”Er den røde tråd i den her kritik en mangel på dannelse? Ikke nødvendigvis forstået konservativt – men bredere. Snarere ment som et alvorligt forhold til sin kultur,” spørger jeg. ”Ja, det er det måske,” svarer Jan, ”på en måde er der jo også noget avantgarde over at være konservativ i dag – altså ikke forstået som at være konservativ i den forstand, at man stemmer på højrefløjens konservative partier; men derimod i sit forhold til dannelse.”

”Det er nok rigtigt. Man kan sige, at ’grungen’ (som mindede en hel del om punken) og så ’technoen’ var de to sidste af sådanne modbevægelser. Rocken ændrede sig i hvert fald betydeligt i 90’erne. Man kunne nærmest – i 80’erne – vinde en diskussion ved at sige: ’Som Iggy Pop sagde…’ og så bare gå i gang. Det kan man ikke mere. Artisterne var måske mere ambitiøse dengang – de ville måske tale på en hel generations vegne. Selvfølgelig findes der også submiljøer i dag, men de er små. Meget små,” Jan læner sig tilbage i stolen.

”Min pointe er: Personligt er jeg næsten ikke vokset op med noget litterært eller musikalsk forhold til min samtid. Det virker som om generationsromanen og generationsalbummet næsten er helt dødt. Kun næsten – der findes selvfølgelig undtagelser. Men i det store billede. Var det ikke anderledes i 80’erne?” spørger jeg igen.

”Men er det ikke et problem? Jeg mener, da for eksempel Nirvanna udgav Nevermind, definerede det på mange måder en stor del af en hel generation. Sådan noget har vi da ikke i dag? Selvfølgelig betyder musik stadigvæk meget for generationer; men på en helt anden måde. Ikke som modkultur, ikke som modvægt – måske med undtagelse af hip-hop og rap-genren.”

”Jo, man havde for eksempel Strunge inden for lyrikken og vel sagtens også Sort Sol, når det galt musik.” Jan tænker videre – så jeg sniger et spørgsmål mere ind. ”Men er det hele så ikke bare ad helveds til?” Sonnergaard griner.

R E G N FA N G

”På mange måder, jo. Men man har stadigvæk muligheden for at lave noget fedt, og så længe den er der, så er det ikke helt skidt. Men der er da et problem vedrørende dannelse; for eksempel, at vi uddanner folk til fagidioter fra universiteterne i dag. Og rocken – rocken er vel også en del af dannelsen. I dag er det meste af ’kulturlivet’ underlagt nogle meget bevidste økonomiske kalkuler – selv rocken. Det er et problem, et ’dannelsesproblem’. Måske er litteraturen her det mest ærlige blik på tingene, her findes der stadigvæk en form for frihed,” svarer han og lægger lighteren på bordet.

Vi har snart talt i en time. ”Men er der så ikke en helt generation af såkaldte ’intellektuelle’, der har svigtet for eksempel ungdommen. Der har jo ikke været et samlet opgør fra forfattere og kunstneres side mod denne ensretning og stupiditet.” Jan svarer: ”Sartre sagde, at den intellektuelle er den, der blander sig. Det skal man selvfølgelig tage med et gran salt; man skal jo også sige noget fornuftigt. Men mange intellektuelle er måske slet ikke intellektuelle – for at formulere det lidt snørklet. Hvis du blot bekræfter det bestående, så er du på sin vis teknokrat – og dem er der også brug for. Men intellektuel, det er du altså ikke.”

Jeg har altid fundet det ret morsomt, at ’ånd’ på latin er ’spiritus’. Tænk engang. Ikke desto mindre fornemmer jeg, efter et par alkoholrige øl og lidt whisky, en ret så ’spirituel’ tilstand. Man får lyst til at sætte tingene på spidsen. ”For mig at se, er det farlige, at de værdier, der ligger i diverse ’cost-benefit-beregninger’ i høj grad er internaliseret i ungdommen og i dennes forhold til kulturen. Censuren findes ikke længere hos en eller anden afsporet diktator; den findes hos befolkningen selv – i deres mentalitet,” siger jeg.

Det regner stadigvæk svagt udenfor. Man kan se de tykke, gennemsigtige dråber på vinduet. Sådan noget dansk vintervejr er godt at skrive 80’er-lyrik i. Digte om at vandre hvileløst rundt om København, om neonlysene, der flimrer som oplyste, usagte ord i mørket. Sort nat. Der findes et rum uden for hverdagen – uden for arbejdet, uden for ’rutinen’. Gå en tur. Get lost.

”Jeg havde svoret mig selv, at jeg aldrig ville sige det – men: Så må de unge tage sig sammen! Drop de tanker om det faste job osv.… hæng lidt mere på gadehjørnet, råb lidt mere op,” griner Jan. Men stadigvæk med en klar alvor.

”Vi har ikke så lang tid tilbage,” siger jeg, ”så hvis du skal afslutte med at sige noget til ’de unge læsere’, hvad skulle det så være?” Jan tager en dyb indånding. Så smiler han.

”Hvis du så skulle skrive de tre første paragraffer i vores manifest for et intellektuelt ungdomsopgør, var det så sådanne ting, du ville have med? Altså i Regnfangs hypotetiske manifest for et ungdomsopgør.”

”Be proud, be loud, be heard,” siger han og griner. ”Det er ikke mig, der har fundet på det… det er Toyah,” forsætter han, ”men det er stadigvæk rigtigt.”

”Ha ha… ja, det var det nok. Lad vær med at find jer i den mentalitet, der er fremherskende nu! Lad vær med at find jer, i for eksempel de undervisningsministre, vi har haft. Det er bare for dårligt. Lad vær med at find jer i den stupiditet, som bestemmer, hvad idealet for god uddannelse er. Den stupiditet, der siger ’jo hurtigere færdig, jo bedre’. Drop det. Det er ikke noget værd.”

Jeg slukker optageren. Mon ikke det var det rigtige spørgsmål?

III SALON

Indhold

L ove m e T i nd er Af Morten Reimar

K ro p svæ rd i Af Cecilie Bødkær

Ta l e n Af Ma gnus Harding Iranzad

L ove m e Tin d e r

Digte af

Morten Reimar

Teenagerne spørger hvorfor fjolser forelsker sig Mormor spørger om jeg har fundet en sød kæreste siden sidst og jeg beroliger mormor med at jeg er begyndt at se én og så bilder jeg mig selv ind hende den mørkhårede ovre på den anden side af gården sætter blomster i vinduet for min skyld

Love me Tinder Elsk mig for min gode profil og for min salgspitch mine fællesinteresser og glansbilleder på Instagram Elsk mig for et photo opportunity liv min stramme profiltekst de frække snaps og elsk mig selvom der er langt mellem snapsene og elsk mig for selfies for tweets for updates match mig blidt på vej hjem fra byen match mig når du ligger alene i sengen og lejligheden er for stor og Iphonen for lille følg mig add mig elsk mig facetime elsk mig for mine feriebilleder elsk mig amaro mayfair og valencia for fuld kontrast og skævhed elsk i vignet sort/hvid og forbedret lysstyrke facebook til facebook

R E G N FA N G

Da du flyttede tog du dit tĂ¸j og de pĂŚne kopper nu drikker jeg af grimme kopper og fylder den tomme halvdel af skabet med skeletter og smsâ&#x20AC;&#x2122;er jeg ikke skal sende

Jeg orker ikke mere Det tror jeg heller ikke du gør orker ikke at lade som om jeg orker okse derudad trække til og skubbe på noget jeg hellere vil lade stå orker ikke dit orker ikke mit eller dat eller at handle ind finde på nye sunde retter til en overkommelig pris der passer til din kur jeg orker ikke REMA orker Løvbjerg lidt bedre men ikke turen derned de tre etager naboerne på trappen postkassen orker ikke flere regninger eller velmenende postkort jeg orker ikke generalforsamlinger i beboerforeningen jeg orker ikke at møde nogen jeg kender jeg orker ikke at smile høfligt til den hjemløse der står foran Trøjborgcentret og sælger god samvittighed magter ikke vej-selv grøntsager at der findes så mange forskellige shampooer jeg orker ikke mit hår orker ikke at klippe mig skaldet eller lade være jeg orker ikke dine venner og deres kedelige hobbyer og fucking akvariefisk at høre om deres røvsyge studier jeg orker ikke din mormor hendes undskyldende blik og urolige hænder gider ikke tage toget langt væk bare for at spilde weekenden med din familie i stuer hvor luften står stille og bornholmeruret får mig til at savne mandag morgen jeg orker ikke at lappe cykel smøre kæden og stramme styret efter orker ikke Randersvej orker ikke modvind orker ikke rødt lys og vandpytter

R E G N FA N G

jeg orker ikke at give det hele en chance til at kæmpe for det orker ikke playdates med vores parvenner din veninde hjemmefra og hendes kæreste du så gerne vil have jeg kommer godt ud af det med fordi det betyder så meget for dig orker overordnet ikke ting der betyder så meget for dig at du gerne vil have jeg lytter på deres røvsyge historie om dengang de backpackede i Thailand sengelagnet på græsset i Universitetsparken taskevarme dåseøl og engangsgrill med kyllingebryst ”det var bare så hyggeligt at se jer” ”det må vi gøre igen” orker ikke at spørge ind til folk at være ’interesseret’ høflig imødekommende jeg orker ikke DR genudsendelser snowboarding folkefælles tv-begivenheder orker ikke Zulu at det hele skal være så ungt som EU-parlementsvalget orker ikke regnvejr jeg orker ikke at komme ud i det gode vejr jeg orker ikke at dække op på altanen vinke til underboen der tager sol i gården turene til IKEA fordi du ikke kan se dig selv i vores møbler dine problemer Christina fra arbejde din hovedopgave jeg orker dig ikke orker ikke at gå fra dig sidde og tude i stuen snakke tingene igennem forklare hvorfor til venner og forældre skulle ’finde sig selv’ i byen dating

starte forfra og i IKEA igen orker ikke at du bliver så ked af det jeg elsker dig jo som sådan har ingen planer om at skride fra det hele eller slå hånden i bordet så meget nemmere hvis det hele var på en anden måde jeg hader alle de fucking mennesker der vil mig det så godt kun vil mig det bedste som rækker hænder ud fuck dem orker ikke at ’give noget igen’ orker ikke al det lort jeg køber altid fordi jeg tænkte tweed og ny tandpasta var løsningen mine tænder er ikke hvidere som hende i reklamens mine tænder ligner armhulen i en gennemsvedt hvid skjorte jeg orker ikke at cykle på skovtur i den anden ende af byen det tror jeg heller ikke du gør det har du i hvert fald ikke gidet før jeg orker ikke du snakker om sommerferien hele tiden og nytår eller at dine bøger skals stå ved siden af mine de ser altid så fremmede og midlertidige ud som bibliotekslån med rykkere på de er allerede på vej ud det ved du også godt selvom du så ihærdigt prøver at holde dem i reolen skat jeg orker ikke at tale mere om tingene hyggesnakke småsnakke sludre om vores dag og i morgen tale om fremtiden jeg kan se på dig du prøver jeg har prøvet jeg kan ikke mere orker ikke mere du orker mig ikke det forstår jeg godt var jeg dig var jeg skredet men jeg er mig og jeg bliver fatter ikke du gider mig mere se mig i øjnene og kigge efter noget der ikke er der længere du er ikke glad jeg er ikke glad

R E G N FA N G

jeg orker ikke mere det tror jeg heller ikke du gĂ¸r vi er ikke nĂŚrt sĂĽ lykkelige som vores billeder siger vi skulle have taget flere fotos da vi havde selfiesmilene til det kan dĂĽrligt huske hvorfor jeg rodede dig ind i alt det her

K r o p s væ r d i

Cecilie Bødker

11 år, 30 kilo. sundhedsplejersken siger, at jeg ikke behøver at drikke fløde så undervægtig er jeg trods alt ikke 12 år, 35 kilo. jeg spiser med vilje altid større portioner end mine veninder jeg spørger altid om sovs til kartoflerne 14 år, 40 kilo. mor vil ikke have jeg drikker alkohol, før jeg vejer over 50 kilo 19 år, 45 kilo. han siger, det ligner jeg har en badering af fedt om maven han siger at jeg burde tabe mig 21 år, 50 kilo. jeg fortæller ham om hvad min mor sagde om vægt og alkohol ler, mens jeg fortæller at jeg først er kommet op på de 50 kilo indenfor det sidste år han siger jeg ville have godt af at tage i fitness 22 år, 52 kilo. han komplimenterer mig for min huds blødhed jeg siger det er pga alt det chokolade jeg spiser han siger det klæder mig at have en kvindekrop 23 år, 54 kilo. jeg kan ikke vænne mig til ikke at være en størrelse XS længere nu er jeg bare normalvægtigt mor siger jeg burde tabe mig 24 år, 55 kilo. han siger at han kun plejer at være vild med tynde kroppe og at jeg burde være tyndere 25 år, ?? kilo jeg er vred

Cecilie Bødker, Fotograf, kropspositiv feminist. ceciliebodker.com

R E G N FA N G

Tale n

Novelle af

Magnus Harding Iranzad

Skyerne så anderledes ud den dag. De kom pludseligt frem i horisonten, da Søren og Lasse udmattede gik hen i mod bilen. De slæbte deres støvler af sted, langsomt og larmende i gruset. Det havde været en hård træning, men det var nødvendigt, det vidste de. Hvis de skulle komme i nærheden af oprykningspladserne, inden sæsonen var omme, blev de nød til at arbejde hårdere. Søren så op mod himlen. Det lignede slet ikke skyer, tænkte han. Det lignede bjerge, store bjerge. Den slags mennesker frygter, men drømmer om at bestige. Lasse tænkte det samme, han tænkte også på de sorte nuancer, der var i skyerne. Han tænkte på den voldsomme regn, der snart ville falde. ”Det bliver en grim regn. Vil du ikke køre?” De vidste begge to godt, at Søren var den bedste bilist, en af de få discipliner hvor den ene af de to overgik den anden. I stort set alle andre sammenhænge var de ligemænd. ”Jo, det skal jeg nok,” svarede Søren beroligende. Lasse nikkede. De satte sig ind i bilen. ”Tror du vi rykker op?” spurgte Søren, imens han startede motoren og tog sikkerhedsselen på. ”Hvis vi spiller som i dag, tror jeg, der er en mulighed, men det bliver ikke let.” ”Vi skal bare rykke op mand, det er det vigtigste!” ”Ja,” sagde Lasse og så igen op mod den mørke himmel forude. De kørte ud på landevejen og ind mod byen. Skyerne hang over den. Det lignede en katastrofe, en vulkan i udbrud der overdækkede byen, eller en lavine med samme hensigt. Farverne i skyerne kunne mærkeligt nok bruges i begge scenarier. ”Skal vi snart tage ud i verden?” spurgte Lasse ud af det blå. Søren blev overrasket, normalt snakkede de to ikke om meget andet end hverdagen og fodbolden. ”Hvad mener du?” spurgte han. ”Jeg mener… Længes du aldrig efter at komme lidt væk herfra? Se hvordan verden ser ud?” ”Jeg har da været mange steder, Mallorca og Norge og andre steder… og hvad med fodbolden og oprykningen?” ”Jo jo, men efter det… Til sommer?” ”Jeg har ikke tænkt på sommeren… Jeg skal sikkert i sommerhus med familien i nogle uger. Men hvor tænker du, altså vil du gerne langt væk?” ”Ja, meget længere væk end Norge og Mallorca,” sagde Lasse og stirede stadig fast ud af vinduet og op mod skydækket, der kom nærmere. ”Hvorhen?” Søren vendte kort sit blik fra vejen og så på Lasse. ”Afrika, eller Asien eller sådan noget. Jeg vil gerne bestige et bjerg.” ”Ja, den er er jeg med på! Mont Everest eller Kilimanjaro! Jeg har engang set et program om Kili, det var sindssygt flot!” Udbrød Søren begejstret. ”Jeg har også tænkt på Kilimanjaro. Det ligger helt alene og man ser ud over sletterne og på vejen til tops går man igennem tre klimazoner. Det er et vildt bjerg!” ”Er det ikke det, vi tager så? Hvilket land ligger det egentligt i? Kenya eller sådan noget?” ”Jahh vidst nok, eller Tanzania.” Lasse pillede i et hul i sine shorts. ”Det må vi lige undersøge,” sagde Søren fast. ”Ja, men vi skal gøre et eller andet deroppe, altså når vi når toppen.” ”Hvad skal vi gøre?” ”Et eller andet, grave noget ned deroppe eller et eller andet…” ”Eller tyre en bold ud over bjerget og se hvor langt den kan flyve.” ”Ja! Det er en god idé!”

En dråbe faldt på bilruden, og kort efter faldt der flere, og et par minutter senere stod det ned i lodrette søjler. Vinduesviskeren havde svært ved at følge med. ”Men alvorligt talt, skal vi ikke gøre det Søren?” Spurgte Lasse og så over på ham. ”Jo, helt alvorligt, det synes jeg, at vi skal gøre!” ”Giver du hånd på det?” Søren vendte blikket mod sin ven, sin tætteste ven i denne verden og rakte hånden frem. De trykkede dem sammen, så hinanden i øjnene, nikkede og smilede. Søren vendte blikket mod vejen igen. Men han så hjorten for sent. Solen stod op. Søren stirrede ud på gaden i mange minutter. Postbuddet og bageren var de eneste mennesker han så. Men der var massere af aktivitet hos fuglene, i den store blodbøg, på den anden side af gaden. De sang og hoppede rundt mellem grenene. De vidste ikke noget om Lasse. Søren rejste sig og gik gennem rodet ud i køkkenet for at spise lidt mysli, han så op i lampen, der stadig blinkede og han lyttede til køleskabet, der som vanligt larmede. Da han hældte mælken ud i skålen så han, at det var juice, og han rystede på hovedet og smed det hele i vasken. I stedet satte han vand over og lavede en sort kop kaffe. Han spildte noget af det kogende vand på køkkenbordet, fordi hans hånd rystede, som den uafbrudt havde gjort, siden han kom hjem fra hospitalet første gang. Den anden hånd rystede måske, men det kunne han ikke mærke på grund af gipsen. Lægen havde sagt, at det ikke var alvorligt, og at han skulle være glad for, at han ikke var kommet mere til skade. Han skulle være glad, havde lægen sagt. Det var to uger siden. Efter han kom hjem fra hospitalet, havde han kun været udenfor én gang, af en nødvendig årsag; for at købe stort ind, så han dermed ikke behøvede at bevæge sig udenfor igen. Ikke før i morgen. Han havde på den første tur kortvarigt talt med Carsten nede fra nummer 5, der med en indtrængende medfølelse havde kondoleret og meddelt, at hvis der var noget han kunne gøre, skulle Søren vide at han altid var til disposition. Han havde takket for tilbuddet, men var øjeblikkeligt klar over, at han ikke ville benytte sig af det. Carsten og andre (særligt hans mor) havde i løbet af ugerne ringet på hans dør og råbt nede fra gaden, når han ikke svarede. Svare dem ville han ikke. Han ville ikke have noget med nogen at gøre. Søren satte sig på stolen ved det åbne vindue. Cigaretten smagte bittert og han følte sig tom i maven. Han drak lidt af kaffen og brændte sig på tungen. Solen stod højere nu, og var ikke længere så rødlig som tidligere. Menneskene var begyndt at komme frem, gående, kørerne og cyklende mod arbejde og skole og hvad mennesker ellers bevæger sig i mod. Sørens beskæftigelse var fodbolden, men han havde skrevet en kort sms til deres træner, og forklaret, at han ikke vidste hvornår han kom tilbage. Resten af holdet kom nok også i morgen. Lasse var velset af alle på holdet, men ingen kendte ham som Søren. Ingen kendte Lasse bedre end ham. Han havde på trods af dette været meget i tvivl om han skulle komme, men havde indset at han blev nød til det. Lasse ville have været kommet, havde det forholdt sig omvendt. Der var flere grunde til hans fortvivlelse; den vigtigste var Lasses familie. Han havde det skidt med at skulle konfrontere dem. Det var jo på mange måder hans skyld det hele. Det var jo ham der kørte bilen, ham der ikke havde set hjorten i tide, ham der ikke havde set, at Lasse ingen sele havde på og ham der kørte for stærkt i den tunge regn. Han var bange for at familien, ligesom han selv gjorde, ville bebrejde ham for ulykken. Det var slemt nok at blive dømt

R E G N FA N G

af sig selv, men at blive det af en hel familie, havde han det meget dårligt med. Men han måtte være der, det vidste han nu. Han skoddede cigaretten og gik på toilettet. Spejlet var væk, efter at han i sidste uge, med sin gode hånd, havde slået det itu. Der var stadig dybe revner imellem knoerne. Men det var nu langt bedre at have sår, end at se ind i spejlet. Nu var der heldigvis ikke flere spejle i lejligheden, nu kunne han ikke se sig selv længere. Han så ind i væggen, mens han hørte lyden af strålen der ramte vandet. Tapetet krakkelerede. Bagefter satte han sig igen på stolen ved vinduet og røg en ny cigaret. Den smagte bedre end den første. Efter ulykken var han begyndt at ryge igen. Det beroligede ham. Under blodbøgen havde de to hjemløse i mellemtiden sat sig. Den ene havde igen i dag den røde jakke på, men det var alt for varmt. Den anden havde shorts og undertrøje fyldt af malerpletter. I mellem dem stod en ølkasse, de brugte som bord. De sad der hver dag. De havde også en ghettoblaster, med en cd-afspiller. Der var vidst kun én cd. Den spillede i hvert fald altid. Det var klassisk musik, med et helt symfoniorkester, men hvilken komponist det var, vidste Søren ikke. Han havde aldrig rigtig hørt klassisk musik. I starten brød han sig egentligt ikke om cd’en, men nu havde han vænnet sig til den, og han sad som de to hjemløse, med lukkede øjne og nynnede med på melodierne. Han havde, i løbet af disse to uger opdaget, at man i grunden kunne vænne sig til alt. Hvis man boede i en fængselscelle ville man, efter et stykke tid, formodentligt finde cellen helt hjemlig - eller var man hjemløs, som de to under blodbøgen, ville man med al sandsynlighed vænne sig til at livet var godt sådan. Det hele handlede om tid. En dag ville Søren vænne sig til en tid uden Lasse. En dag. En gang i mellem mødte deres blikke, Søren og de hjemløse, og de nikkede anerkendende til hinanden. De spillede skak og tænkte længe over hvert træk. En hel dag kunne nemt gå med et enkelt spil. Søren havde en kikkert, den han i folkeskolen havde fået af Lasse, og han fulgte deres træk med den. Selvom han ikke helt kunne huske reglerne, var det underholdende nok. Han lagde kikkerten fra sig og så ned på den. Han tænkte på de aftener de havde haft. Lasse og ham. Sommeraftenerne i forstadskvarteret. Duften af grill og lyden af børn, der cyklede. Der var en pige fra klassen over. Hun boede i kvarteret og hed Iben. Efter spisetid løb de altid hen til hendes hus, og satte sig i træet på den anden side af gaden. Hendes værelse lå ud til vejen, på første sal, og de fulgte hendes liv igennem vinduet. Hun læste under lyset fra sengelampen, og hun redte sit gyldne hår. Meget andet foretog hun sig som regel ikke. En gang i mellem skiftede hun tøj, og det var selvfølgelig det store højdepunkt. De så hendes bryster mange gange, og de snakkede altid om dem. De snakkede om, hvordan det ville være at røre dem og at holde dem i deres hænder. En dag flyttede familien til udlandet, vidst nok USA, og de så hverken hende eller hendes bryster igen. I nogen tid derefter fyldte hun stadig i deres bevidsthed, men det var efterhånden længe siden. Søren tænkte på hvad hun lavede, hvor hun boede, og hvem hun egentligt var, foruden et minde for to drenge der engang lå i et træ med en kikkert. På gaden gik nu en ældre kvinde med sin hund, og han kom til at tænke på Lasses faster, Ruth, der havde en hund magen til den på gaden (en gravhund – Lasse og Søren hadede grav-

hunde, de var grimme, dumme og irriterende). De var begge rædselsslagne for fasteren, da de var små. Hun var en rapkæftet kvinde, gammel og grim, syntes de (i virkeligheden var hun slet ikke gammel, det forstod Søren nu, men i børns øjne, er alder svært at forstå). Hun beklagede sig altid, men ikke på en stilfærdig måde, nej hun råbte op som en sindssyg hvis der var noget, hun ikke brød sig om, og der var ret mange ting, hun ikke brød sig om. I sådanne øjeblikke skete der noget med hendes øjne, normalt var de dovne og hang lidt, men i vredens vold stod de vidt åbne, og den hvide del var fyldt af blodsprængninger, og disse lyste op og skød gnister som lynild. Drengende blev ofte så bange for hende, at de nåede til et punkt, hvor de besluttede sig for aldrig igen at se hende i øjnene. Søren tænkte på, om Lasse havde holdt sit løfte. Det havde han nok. Lasse holdt altid hvad han lovede. Så tænkte han på om Ruth ville komme til begravelsen, og om hunden stadig var i live, og uden videre begyndte han at ryste voldsomt i hele kroppen, som et lille barn der fryser. Han lagde sig ned på gulvet i nogen tid og så støvet i krogene og under sengen. Han pustede til det, og det dansede op i luften og lagde sig igen. Sådan lå han længe og pustede, indtil han igen var rolig i kroppen. Hånden rystede stadig lidt, men det havde den jo gjort lige siden ulykken. Han satte sig op på stolen igen og tog kikkerten op fra bordet. Der var kun blevet rykket med en bonde siden sidst. Men nu rykkede manden med den røde jakke med sin springer, og slog manden med malertøjets løber ud. Søren flyttede blikket op på manden og så at han smilede veltilfreds. I mellemtiden var bageren kommet ud fra sin butik og bad de hjemløse om at skrue ned for ghettoblasteren, som han havde gjort det hver dag siden forråret kom. Men de grinede bare og bød ham på en øl. Han rystede på hovedet, vrissede og råbte: ”Hvis I ikke har skruet ned inden for 5 minutter, tilkalder jeg politiet!” Bageren, der var en velrespekteret mand i området og normalvis var meget rolig og ordentlig, var nu ildrød i ansigtet og så meget alvorlig ud, men de to mænd forstod ikke denne alvor, og grinede nu endnu højere end før. Manden med den røde jakke kom dog til besindelse og råbte højtideligt efter bageren, der havde vendt sig om og med faste skridt travede mod sin butik, at han skulle tage at lytte til musikken, og at han måske ville få et større liv af det, men der lød intet svar fra bageren, og Søren kunne se ham snakke lavt, men meget irriteret med sig selv, i det han krydsede vejen. Solen blev nu dækket af skyer og uden for opgangen stod Sørens mor. Hun stod længe og så på dørklokken, uden at trykke. Søren observerede hende. De havde et udmærket forhold, ja de elskede jo faktisk hinanden, på en sådan måde som en ung mand og mor nu engang gør det. Det var ikke en kærlighed de italesatte og det var heller ikke fordi de så hinanden ofte, men de elskede hinanden, så meget var klart. Hun havde været nervøs for ham, som en mor naturligt bliver, når en ulykke er sket. Hun havde ringet flere gange og også stået foran opgangen to gange tidligere, som hun gjorde det nu. Søren havde skrevet til hende, at han var okay, men havde brug for at være alene. Det første var løgn, det andet var sandt, men en gang i mellem kan det at lyve være godt, for at skåne dem man holder af fra at blive kede af det, bekymrede eller på nogen måde utrygge. Det syntes Lasse også. Dørtelefonen ringede. Søren ville ikke gøre sin mor mere bekymret ved ikke at svare, selvom det var det, han helst ville, så han rejste sig og trykkede på højtalerknappen. ”Hej mor,” sagde han.

R E G N FA N G

”Hvordan vidste du det var mig?” ”Jeg så dig på gaden.” ”Lukker du mig ind?” ”Nej mor, jeg bliver nød til at være alene.” ”Men Søren det er godt at snakke om tingene, lad os nu snakke om det!” ”Nej mor! Jeg må finde ud af det her selv!” Der var stille i nogen tid. ”Men Søren, jeg er bekymret for dig, du tager ikke telefonen, jeg er bange for, hvad du laver deroppe, nu har du været i den lejlighed i 2 uger, uden at komme ud, det er ikke godt Søren! Kom nu ud så går vi en tur og sætter os i parken og snakker det hele igennem.” Hun havde svært ved at få sagt det hele, og Søren kunne høre, at hendes stemme skælvede. Men han blev irriteret, hvad fanden ville hun snakke igennem. Der var ikke noget at sige: Lasse var død, og der var sådan set ikke mere at snakke om. Alting var ligegyldigt. Men det forstod hun nok ikke. ”Nej mor. Du skal ikke være bekymret, jeg har det fint, jeg skal bare være alene, men jeg kommer i ud i morgen.” ”Ja det gør du!” Der var igen stille lidt. ”Kan jeg så i det mindste komme og hente dig, og så kan vi følges?” Hun snøftede, og Søren troede nu, at hun græd, men også at hun forsøgte at skjule det. Han sukkede højlydt og lukkede øjnene, dog uden at have højtaleren til. Han trykkede på knappen. ”Jo, det er fint.” ”Okay, så er jeg her klokken 9.” ”Så ses vi der.” ”Ja, og så snakker vi.” ”Ja.” Søren gik ind i værelset igen og ud til vinduet. Han så på sin mor, og kunne se at hun var våd på kinderne, de glinsede i lyset fra solen, der var vendt tilbage på himlen. Hun krydsede gaden, og gik over mod de hjemløse, vendte sig og så op på Søren. Hun smilede og vinkede, og Søren kunne se, at hun begyndte at græde igen. Han løftede sin raske hånd og hilste på sin mor. De så på hinanden i nogen tid, indtil hun tørrede tårerne væk og råbte med et stille smil: ”Du skal barbere dig!” Søren smilede tilbage og tog hånden op til ansigtet. Han kunne mærke skægget, det var blevet stort. Hun havde ret, han skulle barberer sig. Han nikkede anerkende til hende og råbte tilbage: ”Vi ses i morgen.” Hun vinkede og smilede og græd og gik så videre ad gaden, men blev ved med at se tilbage på Søren, indtil hun til sidst, noget modvilligt, forsvandt bag hjørnet. Da fløj en hvid due hen og satte sig i vinduet, lige foran Søren. Den så ham med det samme, men i stedet for at blive bange, blev den siddende. Søren så på den og kom i tanke om, da han var dreng og hans mor, der netop var gået, havde læst Astrid Lindgrens: ”Brødrene Løvehjerte,” for ham. Han kunne huske at storebroderen, i begyndelsen af fortællingen, fortalte sin lillebroder, der var syg og lå for døden, at han ikke skulle være ked af

det, for når man døde, kom man til et land (som Søren ikke kunne huske navnet på), og at der her var helt fantastisk, og at det faktisk var meget bedre at leve dér, end det var at leve i vores verden. Og hvis man ville kunne man komme tilbage og hilse på dem man holdte af, men skulle man det, måtte man blive en hvid due; en som den der nu sad foran Søren i vinduet. Dengang troede Søren selvfølgelig på historien, men nu vidste han godt, at det var løgn, han vidste godt at det ikke var Lasse, selvom det undrede ham, at duen ikke fløj væk og at den i stedet sad stille og kiggede på ham. Den mindende ham alligevel om Lasse, hvilket irriterede ham, så han viftede med hånden for at få duen til at flyve væk. Men lige lidt hjalp det. Duen rørte sig ikke ud af stedet. Den sad lige foran ham og han kunne let puffe til den, men han ville ikke, for han syntes den var ulækker. Søren begyndte at råbe: ”Skrid af helvede til!” Intet skete. ”Fuck nu af !” og han rejste sig op og gik truende mod den. Intet skete, duen stirrede bare uforstående på ham. ”Hold kæft hvor er du dum!” råbte han og tog fat i en gammel banan, der var helt brun og lå på gulvet. Han kastede den i mod duen, men ramte forbi. Han begyndte i stedet at banke på den åbne vinduesrude, men der skete stadig ingenting. Han satte sig opgivende i stolen og sukkede. Han lukkede øjnene og håbede, at den ville forsvinde. Men da han nogle minutter senere åbnede dem, sad den der endnu. Søren stirrede surt på den. ”Du er ikke Lasse,” sagde han så, ”du er bare en ufattelig dum due.” Da gik det op for ham, at han faktisk sad og snakkede til en due, og han rejste sig i afmagt og gik ud i køkkenet. Han skulle egentligt ingenting dér. Det opdagede han pludseligt derude, hvor han tog sig selv i at gå at lede efter noget, uden at ane hvad. Han bøjede sig ind over vasken og skyllede sit ansigt i koldt vand. Det friskede ham en smule op. Han fyldte et glas og gik tilbage til værelset igen. Her satte han sig på stolen ved vinduet og tændte en cigaret. Duen var der endnu, men Søren var færdig med at bruge tid på den. Han ignorerede den bare, og tænkte at den nok ville flyve af sted, når den opdagede, at han ikke var interesseret. Der var stille i gaden og kun få mennesker at se. Et gammelt ægtepar, meget gammelt, kom gående, hånd i hånd. De sagde ikke noget, men smilede stille. De gik langsomt, og manden, der var fint klædt, løftede på sin hat da de passerede de to hjemløse. Parret var livsbekræftende, det vidste Søren, og et sådan syn ville han normalvis værtsætte, men nu, nu fik han kvalme. Han overvejede et kort øjeblik, om han skulle løbe ud på toilettet og få det overstået, men han prøvede i stedet at få kontrol over sin krop, ved at trække vejret langsomt og tungt, og det virkede nogenlunde. Han tændte en cigaret. På gaden var der nu larm. En pige sidst i teenageårerne skreg af en ung mand. Hun græd og skreg og slog ham og græd og skreg, og det hele var forfærdeligt. Han stod så roligt han kunne og lod hende komme af med det, hun skulle. Søren så hurtigt ned på de hjemløse, der optaget fulgte med i seancen. Den unge mand måtte have slået op med pigen. Han kunne huske, at nogenlunde det samme scenarie havde udspillet sig for Lasse for et års tid siden. Søren begyndte pludselig at svede, men han følte sig kold. Han lagde sig ned på gulvet og pustede til støvet under sengen. Lasse ville aldrig blive gammel, Lasse ville aldrig mere være lykkelig eller trist, han ville aldrig

R E G N FA N G

være andet end noget der engang var. Søren begyndte at græde, og bagefter faldt han i søvn. Telefonen ringede. Han rejste sig og så ud af vinduet. Det var blevet aften, tidlig aften, det sidste lys faldt på blodbøgen. De to hjemløse var væk. Søren tænkte på hvor de var. Han tænkte på om de havde det godt, om det i virkeligheden var det rigtigste at gøre; at give op på samfundet og melde sig ud. Det var i hvert fald det letteste. Han tænkte på, hvordan de var endt der under blodbøgen. Havde de engang mistet én og givet efter for meningsløsheden? Han trykkede på telefonen, der nu var stille. Det var Lars, deres træner der havde ringet. Hvad ville han? Søren havde ikke lyst til at snakke med ham. Søren var træt af fodbold. Han ville ikke høre om det længere. Han tænkte på, hvor vigtigt det var for dem, ham og Lasse. De snakkede altid om det, trænede hele ugen og spillede kamp i weekenden. Søren havde ikke tænkt på fodbold siden ulykken. Han havde tænkt på Lasse. Der var mange ting, han fortrød. Mange ting han ville ønske han havde sagt. Mange ting de ikke havde nået at gøre sammen. Han gik væk fra vinduet og ud i køkkenet. Maven rumlede og han kom i tanke om at han ikke havde spist noget hele dagen. Han tog noget brød og satte vand over til kaffe. Over ham hang holdbilledet fra sidste sæson. Lasse og Søren sad ved siden af hinanden i midten af billedet. Søren så på det, længe, inden han, uden omtanke, rev det ud af væggen og krøllede det sammen. Han smed det ud ad køkkenvinduet, der stod åbent. Han løftede den raske hånd og satte den for øjnene. Kroppen var urolig, og mærkede en snurren i hovedet. Han tog kaffen og tændte en cigaret, da han igen sad i værelset ved vinduet. Det hjalp lidt. Han lukkede øjnene, kom i tanke om duen, der nu var væk og så tænkte han pludselig på en pige, han engang havde elsket. Hvordan hun kom ind i hans hoved og hvorfor, vidste han ikke, og så tænkte han videre på sin gymnasietid, så igen på fodbolden, og så tænkte han pludseligt på, hvad der i grunden var vigtigt for ham, hvad der betød noget. Fodbolden var ligegyldig, den havde ingen betydning. Det eneste han kunne tænke på var Lasse. Han var det eneste, der betød noget. Men Søren måtte gøre noget. Det vidste han. Det kunne jo ikke gå sådan her. Han kunne ikke blive i lejligheden og tænke på Lasse resten af livet. Der måtte findes en udvej. Det var ikke gennem fodbolden, den var så godt som død for ham. Det sidste lys var nu væk, og gaden var stille. Der var en behagelig temperatur og Søren lagde sine fødder op på vindueskarmen og lænede sig tilbage. På den himmel, der endnu ikke var helt mørk, tittede de første stjerner nu frem, og bag lejlighederne mød øst kunne man skimte toppen af månen. Søren vidste, at Lasse ikke var derude, selvom han nu godt kunne forstå, at man engang havde fundet på at mennesker ville komme i himlen eller helvede, når de døde. På den måde var alting lettere at forholde sig til. Man gjorde sig umage, mens man var her, med det formål at komme i himlen. Det var en smart idé; også for de efterladte. Hvis Søren ellers troede på den slags, ville han jo nu kunne glæde sig over, at Lasse var et bedre sted, og at de en dag ville ses igen. Det var en meget opmuntrende tanke.

Han skoddede cigaretten og tændte en ny. Men Søren troede selvfølgelig ikke på den slags, som så mange andre heller ikke gjorde i dag – der var intet bevis, og beviser skal der bruges, hvis man skal tro på noget. Lasse var ikke i himlen eller en due, eller hvad man ellers kunne finde på. Han var et lemlæstet lig i en kiste og ikke mere end det. Søren tænkte sig om og indså hurtigt, at det ikke var sandt. Lasse var meget mere end det, og Søren begyndte vemodigt at smile. Lasse var et minde, for de der var tilbage, et godt minde, og det betød noget. Måske var Lasse ikke fysisk tilstede længere, men han levede i Søren og andre, der havde kendt ham godt. De ville altid have ham i sig, og sådan ville han leve videre. Søren sad længe og tænkte på alt det, de havde gjort sammen, fra de var helt små. Pludselig gik det op for ham, at han måtte skrive en tale. Han måtte ud med det, der var inden i ham. Ellers ville Lasse for altid være en gravsten og Søren ville fortryde, at han ikke fik sagt ordentligt farvel. Han skyldte Lasse at fortælle de efterladte om ham. Ingen, heller ikke Lasses mor og far, kendte ham som Søren. Mange mennesker ville gå hele liv, uden at finde et venskab, som det Søren og Lasse havde haft. Han tænkte også på sig selv. Han tænkte på, at han måtte videre. Han ville leve, og ikke gemme sig mere. Han måtte skrive talen for at få det, der var inden i ham ud, hadet og uretfærdigheden, det var ikke til at være i. Han måtte ud, give slip simpelthen. Natten var blevet mørk og stjernerne lyste. Søren skrev talen. Han havde aldrig skrevet før, og det var en kraftanstrengelse, som at bestige Kilimanjaro på egen hånd, men han gjorde det, selvom han græd flere gange, og svedte og rystede og krøllede mange stykker papir sammen, så gjorde han det. Da han var færdig, kom det første lys frem og stjernerne forsvandt på den mørkeblå himmel. Søren havde barberet sig og drukket kaffe. Han havde brugt toiletvinduet som spejl og håbede, at resultatet var nogenlunde. Det regnede udenfor - selvfølgelig. Sørens mor kom og hentede ham. De var, naturligvis, begge i sort. Hun havde bestilt en taxa, der holdt uden for døren, da Søren kom ned på gaden. De to hjemløse sad i læ for regnen under blødbøgen og nikkede alvorligt til Søren, som om de nu forstod, hvorfor han havde gemt sig i lejligheden og set på dem i de sidste 2 uger. Søren satte sig ind i bilen. Hans mor holdt ham i hånden. Han havde haft svært ved at komme op. Ikke på grund af træthed, den kunne han nærmest ikke mærke, men på grund af angsten. Det meste af turen, der føltes uendeligt lang, så Søren ud i regnen. Han opdagede, at hun så på ham. Deres blik mødtes og han tænkte, at hun var smuk sådan. Hun var bleg og sørgmodig, men smilede til ham. Han havde brug for hende. Han var ikke tryg, men hun gjorde ham tryg, noget han ikke havde behøvet, siden han var barn. Han lænede sig ind til hende og hun lagde armen om ham. Sådan sad de uden at veksle et ord, indtil taxaen stoppede, og de trådte ud i regnen. Det slog ham, at det egentligt var mærkeligt, at de ikke havde sagt noget til hinanden, eftersom hun i går havde sagt at de skulle snakke. Men hun forstod åbenbart, at det ikke var det, han havde brug for. Han var hende taknemmelig og sagde det til hende, mens de gik. Hun stoppede op og omfavnede ham. Sådan stod de længe i regnen.

R E G N FA N G

Kirken var hvid, men så grå ud. En lang og lige grusvej ledte hen i mod den. De trådte ind igennem våbenhuset, hvor der stod folk, Søren ikke kendte, og tog overtøjet af. De satte sig bagerst i kirken. Det var Søren der valgte det. Han ville ikke have for meget opmærksomhed. I midtergangen, lå mange blomster og for enden var kisten. Søren og hans mor sagde ikke noget, hun havde lukkede øjne, men han så rundt. Tættest ved alteret sad familien. De fleste af dem græd allerede. Længere tilbage sad der mange mennesker, han ikke kendte, de fleste af dem græd ikke. Sådan er det, nogle må græde, andre må helst ikke, der er skjulte regler til en begravelse. Hvis de der helst ikke må græde, græder, fjerner det fokus fra de pårørende, der var tættest på afdøde. I virkeligheden handler en begravelse slet ikke om den døde, han er der jo ikke. Det handler om de efterladte. Fodboldholdet, anført af deres træner Lars, kom nu ind af døren og satte sig. De så heldigvis ikke Søren og hans mor. Ved alteret mødte Lasses forældre hans blik, de havde tilsyneladende set på ham i nogen tid. De hviskede noget til hinanden, og så gik de ned ad kirkegulvet. De stoppede ved Søren. Han rejste sig og de omfavnede hinanden alle tre. De havde ringet to eller tre gange i løbet af ugen, men Søren kunne ikke tage den. Han sukkede højt og Lasses mor, som Søren altid havde betragtet som en bonusmor, løftede sin hånd og aede ham i håret, før hun førte den ned på hans kind og hviskede ham i øret: ”Godt du kom”. Hun tog hovedet tilbage og så på ham, Lasses far gjorde det samme. De græd alle tre. Forældrene nikkede til Sørens mor, før de bevægede sig tilbage til den forreste række. Præsten trådte da frem og begyndte at tale. Den stille summen der før havde lydt fra kirkerummets hule klang, var nu forstummet og kun denne tilfældige præsts høje røst gav lyd. Søren hørte ikke efter. Hvad skulle denne fremmede mand kunne fortælle om et menneske, han aldrig havde mødt? Hvad skulle dette tilfældige menneske kunne sige om hans bedste ven? Søren sad igen ved sin mor til gravøl. Han havde ikke talt med nogen, og ingen havde henvendt sig til ham. Der var en underlig stemning. Normalt mindes man afdøde, fortæller historier, glædes ved det, der var. Men her var ingen lyspunkter, blot gråd og tungsind. Der var så få der snakkede, at alle andre kunne følge med i samtalerne. Der var heller ingen der rejste sig for at holde tale. Søren gik udenfor. Det regnede stadig voldsomt. Som det gjorde den dag, da Lasse døde. Søren satte sig på en bænk med udsigt over bugten. Men man kunne ikke se den for tågen. Søren sad der i regnen, alene i regnen, og blev fuldstændigt gennemblødt. Han sad stille og mærkede sin krop forsvinde. Han mærkede den svæve ud over bakkerne og sive ned i havet. Tilbage sad sindet og grublede over den tale, der lå indenfor i hans jakkelomme. Den tale han måtte sige højt til de andre, og ikke blot beholde for sig selv. Han rystede, ikke på grund af det våde tøj. Sådan sad han længe. Indtil han havde samlet det mod, der skulle til. Han gik ind igen, slog på glasset og den stille summen forsvandt.