Rejser - Regnfang No 3 by Regnfang

Tidsskriftet Regnfang udgives af oplysnings- og velgĂ¸renhedsforeningen Huika

Forsidebillede af Victor Lange - Castelvecchio, Verona og

Magnus Harding Iranzad - Kollerup plantage, Danmark

R EJS E R Tidsskrift for én anden ungdom

At rejse, det er skam nyttigt nok, det sætter gang i fantasien. Alt det andet er kun skuffelser og udmattelse. Vores rejse her er fuldstændig indbildt. Og det er dens styrke. Den går fra livet til døden. Mennesker, dyr, byer og ting, alt er indbildning. Det er en roman, bare en fiktiv historie. Littré har selv sagt det, og han tager aldrig fejl. Og så forresten, det er da noget enhver kan gøre. Man skal bare lukke øjnene. Det er fra den anden side af livet. - Louis-Ferdinand Céline, Rejse til nattens ende

Kontakt GENERELT: contact@regnfang.com REDAKTION: victorlange@regnfang.com WEB og TEKNIK: heine@regnfang.com

Redaktion: Victor Lange // Chefredaktør og Stifter Heine Volder // Webadministrator, Stifter og Redaktør Magnus Harding Iranzad // Redaktør Sidsel Marie Henriksen // Redaktør Marta Eliseo Tronhjem // Redaktionsmedlem / Korrektør

Design og opsætning: Victor Lange Heine Volder

Korrektører: Rikke Hesselholt Emma Birkø Mina Iranzad

R E G N FA N G

Leder Af Victor Lange

”Det er på rejsen, at to mennesker bliver venner” citeres Aristoteles ofte for. Jeg ved ikke, om det er korrekt citeret, om Aristoteles virkelig står bag ordene, eller i hvilket værk af ham de i så fald findes – men jeg synes til gengæld, at der ligger en ret klar og måske endda lidt ’naiv’ visdom i ordene.

sker sammen i et fællesskab, hvor de pludselig forholder sig til noget andet end socialiteten selv. På den måde bliver horisontlinjen en vertikal linje, som individerne sammen færdes om – en slags centrum for deres sammenhæng: et juletræ, en totempæl, en Kabah eller bare et simpelt måltid.

Derfor har vi valgt REJSER som denne udgaves titel. Og Regnfang er selv på en rejse – en rejse, der forhåbentligt kun lige er begyndt. For du læser nu vores tredje magasin: forårsudgivelsen 2015. Ligesom vi med de andre tidsskrifter har arbejdet grundigt med stoffet, har vi også gjort dette i denne omgang, og vi er derfor igen glade for at kunne præsentere et blad fyldt med seriøst, ambitiøst og spørgende materiale: tanker om religionen, ord om massesamfundet, anbefalinger af filmperler og en endda en novelle om en bys erindring og samlede historie.

Rejsen er derfor ikke i sig selv en positiv kvalitet: Det er, hvad du rejser mod, der kan være godt eller dårligt, sandt eller falsk. Derfor skal der lyde en noget højstemt, romantisk ytring herfra: Vi rejser alle i livet, sammen. Vi er fælles i eksistensen, og jeg tror, at vi med denne erkendelse finder den største visdom. Hvis vi vil nå eksistensens højeste tinder, er det med venskabet, de skal erobres. Menneskets store rejse er en rejse ud over det enkelte individ. Vi rejser sammen – desværre opdager vi det bare ikke, imens tid er. For så er vores egen rejse slut – og vi er væk. Og dem efter os må tage de næste skridt med ligeså forvirrende trin, som vores egne var det.

Og så er vi selv på Regnfang blevet venner på rejsen. Hvert eneste magasin er en fælles rejse for os. Og vi håber i den grad også, at du – kære læser – efter dette magasin igen har mod på at rejse videre sammen og vedvarende læse vores materiale med glæde og omhu. Vi er stolte af, at du vil bruge din tid på vores tidsskrift.

Dermed. Velkommen.

Men tilbage til den gamle græker: Aristoteles. For har han egentligt utvetydigt ret? Måske egentligt ikke? For det er vel ligeså ofte, at to mennesker på rejsen bliver uvenner – måske endda fjender. Og hvorfor så det? Fordi rejser kan være hårde, de kan kræve tålmodighed og vedholdenhed, og det udmatter dem som færdes på en af eksistensens mange stier. Så spørgsmålet er vel egentligt snarere: Hvorfor kan to (eller flere) mennesker på rejsen blive venner? Hvorfor indleder de en pagt om troskab? – om modtagelse og om ledsagelse? Fordi de erkender det højere mål: rejsens telos, dens formål, dens horisontpunkt – det tilstræbte. Og dette punkt, langt ude i horisonten – billedeligt talt – binder menne-

R E G N FA N G

I A N B E FA L I N G E R

Indhold

4 f i l m o m 4 m æ nd i 4 sto r byer af Victor Lange

4 sevæ rd i g e ser i er af Ma gnus Harding Iranzad

De 3 sto re B ’ er af Victor Lange

4 film om 4 mænd i 4 storbyer Tekst AF

Victor Lange

Det handler om mænd, om kærlighed, om storhed og fald. Det er film om byer, om mennesket, om skæbnen og modet til at se sig selv i øjnene. Det er både moderne, traditionelt, nyskabende og historisk refererende. Det er 4 film om 4 mænd i 4 storbyer.

Vi lever tættere på hinanden – rent fysisk: Storbyer, nye som gamle, bliver større, menneskene rykker sammen og begreber som kærlighed, fællesskab, succes og status bliver på ny defineret. Lige siden industrialiseringen – og endda før dette – har man i den vestlige kultur for alvor haft et fokus på mennesket og dets væren i storbyen: i blandt røg, larm, travlhed og indtryk. Og som oftest med smerte, har man beskrevet disse storbyer: fra romantikerne i datidens England til Baudelaire og sen 1800-tallets Paris. Storbyen er et topos i den narrative – eller diskursive – kunst. Et topos er både et miljø og et emne; altså både der, hvor fortælleringen har sin tid og sit rum, men samtidigt er denne ’setting’ også et tema i selve fortællingen: Den er genstand for opmærksomheden. Ligesom med litteraturen har filmen også beskæftiget sig med storbyen og både portrætteret de mere magelige og letfordøjelige sider, som i ’feel good movies’ a lá Vicky Christina Barcelona og Superclásico – og de mindre polerede som i Chinatown og Pusher-trilogien. Mange af vor tids største filmiske bedrifter er da også tydelige i deres portræt af den storby, hvori filmen foregår. Måske er det ikke det største emne i filmen, måske er det ikke det første, man som beskuer lægger mærke til; men portrættet er der – det, mener jeg, i hvert fald er tydeligt. Derfor er det følgende en lille lynguide til 4 af de seneste 5 års bedste film. Det handler om kærlighed, børn, døden, historien, kunsten og det glimtende og glamourøse liv. Filmene foregår i Europa og USA, de er alle lavet af mænd, de handler alle om mænd og så foregår de på engelsk, spansk og italiensk. Det er ikke mit forsøg på indirekte at hævde at film af og om mænd er de mest interessante (jeg ved skam godt, at kvindelige instruktører som for eksempel Lynne Ramsay og Kathryn Bigelow er ekstremt talentfulde) så betragt hellere denne guide som min helt personlige liste over de 4 film fra de seneste 5 år, der på én gang kan betragtes som moderne klassikere, og på samme tid som formidable portrætter af de byer, hvori de foregår. Så skarpladte rødstrømper: Hold hellere jeres artilleri af kritik tilbage og nyd, at vi i dag stadigvæk – dog ikke så ofte – bliver beriget med dybe portrætter af interessante mænd i en tid, hvor begrebet ’en rigtig mand’ ellers ofte er et synonym for dårlig rapmusik, en klaustrofobisk virkelighed på størrelse med Nicklas Bendnters visdom og et ambitionsniveau og en viljestyrke, der sjældent strækker sig ud over egne umiddelbare behov eller længere end til Skanderborg Festivals barområde. Der er gods i de her film: noget vigtigt – modsat vor tids dominerende ’kønsidealer’. Nå, det skulle egentligt ikke handle så meget om køn: tilbage til filmens verden. Gør jer selv den tjeneste at se blot et par enkle af disse – ja, jeg fristes til at kalde dem – mesterværker. Hvis I da ikke allerede har set dem – hvilket der er ret stor sandsynlighed for. Det er en rigtig god idé.

God fornøjelse.

R E G N FA N G

BIUT IF UL

Instruktør: Alejandro González Iñárittu Medvirkende: Javier Bardem og Maricel Álvarez By: Barcelona

Barcelona bliver ikke portrætteret fra sin mest turistvenlige side: menneskesmuglere, narko og prostitution. Det er ellers en by, der hos gæster netop forbindes med drinks, sol, strand, klubber, sex og lange, varme nætter. Men Iñárittu vil noget andet: Han vil fortælle om den etik – og nogle gange moral – der findes på kanten af dette samfund. Han vil beskrive ikke kun den kamp, kroppen har for overlevelse, men også samvittigheden og sindet. Og så får vi endda også et indblik i kærlighedens transcenderende væren – hvilket jeg ikke siger mere om. Resten må

Da nyheden om Alejandro González Iñárittus nærtforestående samarbejde med Javier Bardem ramte filmmedierne, var der enorme forventninger til resultatet. De blev indfriet, og Biutiful blev en spansksproget klassiker, hvis rå og hudløse portræt af Uxbals kamp for en bedre tilværelse både for sine børn, ham selv og diverse fortabte sjæle i Barcelonas mørke underverden, rystede både kritikere og publikum.

I selv se, også hvis I allerede har gjort det. For man kan altid se den flere gange: Biutiful.

At Biutiful ikke vandt sin Oscar, det behøver vi ikke tale længe om. Og at den i stedet for gik til Susanne Bier og Hævnen, er så absurd, at vi bare lader det ligge. Iñárittu har eller havde i alle sine tidligere film udfoldet det spanske sprogs lyriske klang, og ligesådan formåede han i Biutiful at skrive og instruere replikker af høj poetisk kvalitet. Sammen med Gustavo Santaolallas mesterlige kompositioner blev filmens lydside et tætvævet sanserum, og en klar spejling af Iñárittus eget filmiske sprog i Biutiful: en blå skumringstone med klarhed og dybde. På den måde lykkedes sammensmeltningen af lyd og billede i Biutiful i lige så stor stil, som i en anden af Alejandro González Iñárittus mesterværker: Babel – hvor Santaolalla da også leverede soundtrack. Og det er en bedrift i sig selv. Iñárittu er en af vores tids største sydamerikanske historiefortællere. Mens det førhen var i litteraturen, man fandt dette kontinents geniale narrative kunstnere – forfattere som Borges og Márquez – er Iñárittu vor tids fantastiske sydamerikanske fortæller. Han har blik for det mystiske, det dunkle og har en usædvanlig evne til at behandle det åndelige og spirituelle på transcendente niveauer. Og i Biutiful følges dette så også til dørs af en storpræstation af Bardem. Det er mytisk og skjult, men stadig klart og ærligt. Alt sammen udtrykt sublimt i af en stor skuespiller: Bardem.

R E G N FA N G

D RIV E

Instruktør: Nicolas Winding Refn Medvirkende: Ryan Gosling, Carey Mulligan, Bryan Cranston og Albert Brooks By: Los Angeles

skuespillet og i helhed den filmiske oversættelse af James Sallis’ novelle. Drive er det bedste fra to verdener: et mørkt, dystert og mystisk eventyr.

Drive gjorde Ryan Gosling til vores generations James Dean og Nicolas Winding Refn til en af de mest omtalte instruktører i både Hollywood, på Cannes Festivalen og blandt instruktørkollegaer og filmnørder. Med et fuldstændig skarpt filmsprog, hvis mørke, drømmende og mystiske form ledte hen på genrebetegnelser som modern-noir, var Drive en af de mest interessante produktioner længe fra Hollywood. Der blev både solgt billetter, givet et utal af stjerner og skrevet analyserende, fortolkende og perspektiverende tekster i ét væld om filmen. Med Refns utvivlsomt sikre filmviden – der må siges at være på højde med en mester som Quentin Tarantinos filmiske ’indsigt’ – blev der både trukket referencer til netop noir-filmene, et fransk mesterværk som Le Samouraï samt en samlet ’metafortælling’ om Los Angeles som byen med mantraet: ’Do it yourself ’. Refn bragte altså sin europæiske tilgang til filmen med ind i en amerikansk produktion, og med sin fascination for både Los Angeles’ glamourøse og diabolske univers, samt kærligheden til horror-genren, leverede han en film, der ved sit sprog, rytmik, spartanske replikunivers og samlede gennemførte stilistik vil blive anset for nærmest udødelig. For én gangs skyld lykkedes det en dansk instruktør at skabe en engelsksproget film, der fik amerikanerne selv til at glemme, at han (Refn) ikke var en ’indfødt’ instruktør af Hollywood. Og så var der Cliff Martinez: Manden udformede et intet mindre end magisk soundtrack og dannede en lydside, der i sig selv fremkalder trancelignende oplevelser. Sammen med de 3 medvirkende popnumre – Nightcall, Under Your Spell og A Real Hero; hvis 80’er-klingende lyd bidragede solidt til retroreferencerne – var filmens auditive side lige så gennemført som den visuelle del,

R E G N FA N G

S H AM E

Instruktør: Steve McQueen Medvirkende: Michael Fassbender og Carey Mulligan By: New York

Shame er rå, ærlig, kold og længselsfuld – men også dyb, modig, stærk og fuld af menneskelighed. Det er en vanvittig god film, der viser filmmediet fra sit ypperligste. Se den – hvis ikke dette er gjort.

Samme år som Drive udkom, udkom Shame også. Og ja, her var Carey Mulligan igen at finde. Med et aktuelt tema (sexafhængighed), en kommende superstjerne (Micahel Fassbender) og en ekstrem begavet instruktør (Steve McQueen) var holdet sat for en succes – og det blev det. Shame var en succes og er en stor, dyb, sindsoprivende og uhyggelig klar film. Forholdet i mellem McQueen og Fassbender er på mange måder lig det mellem Refn og Gosling. Godt nok havde Fassbender og McQueen før arbejdet sammen – og endda endt med et storartet resultat: Hunger (2008) – men med Shame bar de hinanden det sidste stykke til den absolutte superliga, både kunstnerisk og i popularitet. Med Shame manifesterede de to herrer sig som nogle af vor tids bedste, inden for hver deres felt. Vi følger den – på karriereplanet – succesfulde mand Brandon (Michael Fassbender) i storbyen New York City, i alle sine seksuelle udskejelser, sin eksistentielle fremmedgørelse og de mystiske bånd han har til sin søster Sissy (Carey Mulligan). Og New York er en perfekt ramme for en sådan fortælling om det moderne menneskes seksualitet, pornoficeringen af massekulturen og fremmedgørelsen i storbyens kølighed – alt sammen fænomener, som er tydelige i storbyens glimtende, flimrende og glinsende virkelighed. Og ligesom med Cliff Martinez og Drive, så leverer Harry Escort med hovedtemaet Brandon (en komposition, der er mere end bare lidt inspireret af legenden Hans Zimmers lydside til storinstruktøren Terrence Malicks film The Thin Red Line) en solid auditiv flade, der så krydres med blandede små bidder af ingen ringere end mesteren over dem alle, Johann Sebastian Bachs storværk Goldbergvariationerne udført af Glen Gould.

R E G N FA N G

LA GR A N D E BEL L AZ Z A

Instruktør: Paolo Sorrentino Medvirkende: Toni Servillo, Carlo Verdone og Sabrina Ferilli By: Rom

en film om Europas kulturelle forfald, om de store tiders bortvisning fra erindringen og om menneskets sløvende magelighed og hykleri. Det er en film om illusionernes magiske væren og melankoliens storhed. Og så er det en film om menneskets kortvarige rejse, mens livet endnu er her – en rejse som fantasien farver og løfter.

Italiens nationale filmhistorie er en lang og stolt tradition af mesterinstruktører, fortællekunst og filmperler, hvis portrætter af kærligheden, eksistensens grundvilkår og livets poesi stadig i dag holdes for storslåede. Instruktører som Fellini, Visconti og Antonioni er nogle af disse legendariske filmskabere, der nu sidder urokkeligt i italiensk films hellige haller, som helgener af filmkunsten. Med La Grande Belleza mener jeg, at instruktøren Paolo Sorrentino sikrede sig en plads i denne tronsal af store filmmestre. Igennem en videreudvikling af det helt specielle slørede og urolige filmsprog, som han introducerede i Il Divo (2008), perfektionerede han det til sublim skønhed og fortælleform i La Grande Bellezza. Filmen er på en gang enkel i sit plot, men samtidig kompleks i sin udfoldelse af dette: Hovedpersonen, Jep Gambardella, skrev som ung en succesroman og har sidenhen drevet den af som kulturjournalist i Roms – byen for livsglæde og skønhed som Pontoppidan skriver i Nattevagt – evige mønster af lange nætter i lyset af alkohol, sex og den dionysiske rus. Men en overraskende begivenhed – som jeg ikke ønsker at afsløre her – vækker dog hans eksistentielle perception, og snart begynder en mærkelig, sørgmodig og melankolsk rejse i både erindringen og absurditeten efter den store skønhed, som han lige siden sin første bog har tilstræbt at nedfange i sproget. La Grande Bellezza er en film, der formår at oversætte de eksistentielle paradokser både i sit sprog og sin ’mening’. For filmen er på den ene side kompromisløst æstetisk: Roms historiske arkitektur, den poetiske visuelle rytmik og kolorittens sanselighed. På den anden side er den så også afgrundsdyb pessimistisk; og det mener jeg faktisk, at man lidt har overset ved denne film. La Grande Bellezza er også

R E G N FA N G

4 seværdige serier Tekst AF

Magnus Harding Iranzad

Over de sidste par år er TV Serier blevet mere populære end nogensinde. Produktionernes bugetterne er steget, bedre skuespillere og instruktører er blevet tiltrukket og det gennemsnitlige niveau på de mange nye serier, har aldrig været højere. Alt i alt kan disse år betegnes som mediets endelige revolution, eftersom den eneste alvorlige konkurrent til nutidens serier, David Lynchs: ”Twin Peaks,” fra 1990, stod fuldstændig alene, og har gjort det: Indtil nu. Regnfang tager et kig på de 4 bedste, indenfor de 4 største genre, hvor nye sæsoner er snart forestående, eller i gang allerede.

TRUE DETECTIVE

True Detective er den bedste krimiserie lige nu, og i det hele taget, siden Twin Peaks. Plottet er egentligt, som det plejer i en krimi. To betjente skal opklare et mord og jager gennem 8 afsnit, der varer en time, den ukendte gerningsmand. De to betjente er den stabile, dog temperamentsfulde, familiefar Martin Hart (Woody Harrelson) og den intelligente enspænder Rust Cole (Matthew Mcconaughey) – (begge spiller for øvrigt fantastisk), og deres modsætninger gør dem, i udgangspunktet, til det umage par, som vi genkender fra krimi formlen. MEN på trods af de klassiske træk, er True Detective på ingen måde en klassisk krimi: Den er tværtimod meget original. Serien handler nemlig ikke kun om en mordsag, den handler i lige så høj grad om etik og moral; filosofi og religion. At man i år 2014, som var året første sæson kom, kan fange så mange seere som True Detective gjorde, ved hjælp af netop filosofi og religion, er i sig selv nok til at serien er en succes. Dertil kommer, at den er spændende, fantastisk spændende, og meget mystisk, hvilket både skyldes Mcconaughey rolle og mordsagen i sig selv. Faktisk føles det ikke, som om man ser en serie, mere som om man ser én lang film, det hænger forbandet godt sammen, både historiemæssigt, men så sandeligt også udtryksmæssigt. En af grundende kan være at alle seriens afsnit (modsat de fleste andre serier) er skrevet af én person og instrueret af én person; der er med andre ord én klar mission, en klar linje for historien og serien bliver derfor meget kompakt og skal tænkes som ét samlet produkt, frem for en masse afsnit. Historien om Rust Cole og Martin Hart er nu forbi, og kommer ikke igen, endnu en glimrende tilgang til stoffet (som andre serier igen kunne lære af): STOP mens legen er god. Serien vender dog tilbage i det kommende år (hvornår vides ikke præcist, men formodentligt til foråret), og denne gang er det en helt ny historie, med nogle helt andre karakterer. På rollelisten har man igen sikret sig nogle meget kompetente folk bl.a. Colin Farrel, Vince Vaughn og Rachel Mcadams. Hvis ikke du har set True Detective, så kan du glæde dig til en førstegangsoplevelse; og hvis du har set det, så se det igen. Og faktisk er serien også interessant, hvis du ikke engang kan lide krimier. Altså, konklusion er: Se True Detective.

R E G N FA N G

HOUSE of CARDS

Politiske serier har vundet frem de seneste år, blandt andet takket være den danske serie ”Borgen,” som nød stor succes i udlandet. House of Cards er den bedste politiske serie, du kan se lige nu. Den rå og hensynsløse Franses J. Underwood (Kevin Spacy), er en anderkendt demokratisk politiker i USA og har igennem mange år siddet i kongressen. Da der bliver indsat en ny demokratisk præsident, bliver Francis lovet en udenrigsministerpost. Denne bliver ham dog frarøvet, og vores hovedperson må, i sammensværgelse med sin kølige kone Claire Underwood (Robin Wright), finde andre metoder for at komme til magtens top. Der er mange grunde til at House of Cards er seværdig. Én kunne være vores hovedpersoner. De to skuespillere, Kevin Spacy og Robin Wright, spiller formidabelt, og især scenerne, de har sammen, er interessante. De arbejder sammen, de er et hold; deres forhold er komplekst og køligt, og samtidig er nærer de en form for kærlighed til hinanden. Én anden grund til at se House of Cards er det billede serien giver af amerikansk politik. Et billede der læner sig utroligt tæt op ad virkeligheden, i hvert fald i første sæson – i den anden sker der nogle ting der desværre bryder det billede lidt, men det gør dog ikke at serien mister sin seværdighed, især da de for rettet godt og grundigt op på dette i den tredje sæson. Og så er House of Cards jo, som alt vi ser, underholdning; og underholdende må man sige, at det er. Serien har, som alle de andre anbefalede serier af Regnfang, vundet et hav af priser, blandt andet har både Robin Wright og Kevin Spacy vundet en golden globe for bedste hovedrolle i hh. den kvindelige og mandelige kategori. Serien var den første af sin slags, der ikke blev vist på nogen tv station, men derimod på nettjenesten Netflix. 3 år senere kan vi erfare, at dette vil blive en hyppig måde fremtidens tv serier vises. De to første sæsoner, og nu også den tredje (hvor den danske skespiller Lars Mikkelsen har en stor rolle), ligger på netflix nu, så hvis ikke du har set House of Cards, er det bare om at komme i gang. God fornøjelse.

R E G N FA N G

GAME OF THRONES

Fantasy genren er en af de mest populære og hyppige, inden for både film og serier. Én serie, sidder på tronen, højt hævet over sine konkurrenter, og den hedder: Game of Thrones. Game Of Thrones er baseret på bøgerne, ”A song of Ice and Fire,” skrevet af G.R.R. Martin. Vi befinder os i den middelalderagtige verden ”Vesterus” hvor ædle familiedynastier kæmper om magten, og kontrollen over: ”The Iron Throne”. I Game of Thrones kan man forvente at møde: vold, sex, intriger, incest, pædofili, had, kærlighed, ondskab, broderskab, konger, dronninger, drager, levende døde, guder, og så ufatteligt meget mere: Alt kan ske og intet er sikkert. At forsøge at forklare plottet på disse få linjer, vil ikke give nogen mening. Historien er nemlig ufattelig kompleks, og har SÅ mange komponenter, at det kan være svært at følge med. Derfor er Game of Thrones ikke en serie man kan se halvt, den kræver ens fulde opmærksomhed; flere gange må man trykke pause og tænke over sammenhængende i, hvad det er der nu sker. Alt i alt kan fortællingen ikke siges at være andet end episk! Og her trækker den på mange tidligere myter og historier; der er således masser af inspiration fra både verdenslitteraturen og verdenshistorien generelt, alt fra biblen til Homers Odyssen til de islandske sagaer. Fra ægypterne til grækerne til Romerriget til England i middelalderen og meget, meget mere. Inspirationen er altså hentet fra en bred vifte af fortidige kilder, ligesom serien både i indhold og med antal af karakterer er utrolig mangesidig. Disse karakterer er noget af det der gør Game of Thrones så succesfuld, fordi de ikke er, som vi er vant til. De er som i seriens ånd: komplekse. Der er således ikke nogen, der er decideret god eller decideret ond. Alle har deres kampe og alle har deres motiver. Publikumsfavoritter findes, men hvem må du selv finde ud af, og lad nu endelig være med at blive alt for glad for en enkelt karakter, for sandsynligheden for at vedkomne pludselig dør er stor. Den 12. april er præmieren sat til, på den nye sæson, og hvis ikke du har set de første fire sæsoner endnu, ja så er jeg fandeme misundelig! Fyrre timer i ekstase venter foran dig, hold dog en pause hist og her, ellers ved man jo aldrig hvad der kan ske. Vi andre kan glæde os til den 12. April. Serien kan ses på HBO.

R E G N FA N G

MODERN FAMILY

Den absolut bedste komedieserie lige nu er Modern Family. Modern Family er historien om tre meget forskellige familier, der til sammen udgør én stor familie. Jay Priget, en ældre og meget velhavende forretningsmand, er familiens overhoved og er for anden gang blevet gift, med en højtråbende ung Columbianer, Gloria, og de bor sammen med hendes søn Manni. Fra tidlige ægteskab har Jay to voksne børn: Claire og Mitchel. Claire er hjemmegående husmor i sin egen lille kernefamilie med tre børn: Hayley, Alex og Luke, og manden (min personlige favorit): Phil Dunfy. Mitchel er advokat og homoseksuel, og lever sammen med den meget ekstravagante Cameron Tucker og deres adaptiv datter fra Asien, Lilly. Vi følger denne store familie og deres mange konflikter internt og eksternt; og dét går aldrig stille for sig. Serien er lavet i en dokumentarisk stil, lidt alla Klovn, eller Klovns inspiration: ”Curb Your Anthusiams,” og denne stil gør, at vi oplever karakterende snakke direkte til kameraret, ofte alene, og på den måde lærer vi dem særdeles indgående at kende, på godt og ondt. Alle er de hysteriske, kontrollerende, velmenende, luskede, kiksede, pinlige, elskelige og alt i alt meget genkendelige for den almene amerikanske seer, men også for os her i Danmark. Hver har deres egne karakteristika, men der er også plads til udvikling, i sær hos børnene der er forskellige fra sæson 1 fra 2009 til sæson 6 i 2015. Karakterende er ALLE sjove, ligesom samtlige afsnit (PT. 134 afsnit) på mirakuløs vis også ALLE er sjove: Så sjove at jeg nogle gange har grædt af grin, og det sker ikke tit. Serien er helt fortjent blevet belønnet med et hav af priser: Bl.a. Emmyer for bedste komedieserie for ALLE afsluttede sæsoner, altså 5 gange i træk. De første fire sæsoner ligger på Netflix, den nye igangværende sæson 6 kan ses på Tv 2 Zulu; så hvis ikke du har set Modern Family og godt kan lide at le, ja så må du vist hellere komme i gang. MEN hvis du har det svært med pinagtigheder, så husk at finde noget frem, det kunne f.eks. være en pude, som du kan gemme dit hoved væk i.

R E G N FA N G

De 3 store B’er En kort guide til klassisk tysk musik

Tekst AF

Victor Lange

Europæisk musikhistorie er historien om store komponister, mægtige værker og en dyb åndelighed - og her er den klassiske tyske musik i en liga for sig selv.

Joh an n Sebastian Bach

R E G N FA N G

Johann Sebastian Bach er måske den største - den største af dem alle. Han er verdenskendt og velkendt som ’Det Gamle Testamente’ i klassisk europæisk musikhistorie, og der er stor enighed om, at dette er med god grund. Han blev født d. 21 marts i 1685. Hans far var selv musiker, men både ham og moderen døde, mens Bach var dreng. Han flyttede i stedet ind hos sin bror, der var organist, og modtog sin første musikundervisning her. Senere flyttede Bach til byen Lüneborg og blev der optaget i koret, studerede de store mestre på skolens bibliotek og mødte den velansete organist Georg Böhm. Bach arbejdede derefter i løbet af sit liv med ansættelse i både kirken som organist, hos hoffet i både Weimar og Köthen og som kantor på Thomasschule i Leipzig, hvor han forblev til sin død i 1750. Herefter blev Bach stort set glemt. I hans samtid havde han primært været kendt som en fremragende organist, men mange af de store komponister i 1700-tallets Wien – Haydn og Mozart for eksempel – skulle eftersigende have haft et ret ringe kendskab til Bachs mange utrolige værker. Først fra midten af 1800-tallet og fremefter blev Bachs skikkelse for alvor tydelig i musikvidenskab, og lige siden er respekten omkring ham og beundringen for hans store geni kun blevet mere og mere klart formuleret. Bach var stor og er en stor kunstner i dag – uden tvivl i samme liga med personer som Leonardo Da Vinci, Michelangelo, Dante, William Shakespeare og Fjodor Dostojevskij. Og især sidstnævnte er en spændende parallel – hvis du spørger mig. For en af Bachs store begavelser er hans evne og blik for en af den europæiske musiks helt store karakteristika – hvis da ikke det største karakteristika overhovedet: den kontrapunktiske skrivemåde. Denne melodiøse polyfoni udviklede han til en uhørt fuldkommenhed, hvis natur og afledede harmoni stadigvæk i dag dyrkes med forundring og betaget fascination. Præcis på samme måde genererer Dostojevskijs litterære og narrative polyfoni, her ment hans mange forgrenede fortællinger, en ekstrem dybde. En vej til denne indsigt er igennem en flertydig klang.

Bach var også ligesom Dostojevskij religiøs. Han var kristen og dyb i troen på evangeliet. Med udgangspunkt i denne religiøsitet, samt hans virke som organist og ansat hos kirken, skrev han mange af sine værker; – og både i tekster, tone- og talsymbolik er hans faste blik mod Biblen, Gud og Jesus da også ret så anskueligt. Ligeså monumentale Bachs værker er, ligeså monumental er hans placering i musikhistorien, og ligeså fornyende hans kompositioner forholdt sig til barokmusikkens stil, ligeså fascinerende er han stadigvæk i dag. Det er enkelt: Johann Sebastian Bach er en af verdenshistoriens største kunstnere, og det er bestemt ikke noget, som jeg har fundet på. Og så var han ’håndværkskomponist’: Han komponerede efter og på bestilling. Derfor er han da også indbegrebet af tysk dannelse i sig selv: Bach. Tålmodighed, monumentalitet, disciplin og samtidig en voldsom åndelighed. Men Bach kan være svær at lytte til - hans værker kræver ofte tid og fordybelse. Men så er oplevelsen og resultatet også derefter. Hvis man har kærlighed til romanen, så er Dostojevskij uundgåelig, hvis du elsker skulpturen, så er Michelangelo det ligeså, og hvis du føler dig bjergtaget af den klassiske musik, så er Bach bare ikke til at komme udenom. Der var komponister før Bach – og der var da mange store. Men det forhindrer ikke Bach i stadigvæk at være Genesis i europæisk musikhistorie: Han er skabelsesberetningen for de genier som kom efter ham selv. For der var et før og et efter Bach – og der var stor forskel. Netop derfor er Bach ’Det Gamle Testamente’ i europæisk musik: grundlaget for også de store bedrifter senere hen, efter sin tid. Og så er han en enorm bedrift i sig selv: Johann Sebastian Bach – skaberen og skabelsen selv.

3 udvalgte værker Goldbergvariationerne Et storladent musikalsk spor efter Bachs tilstedeværelse her på jorden: udgivet i 1741, skrevet til cembalo bestående af 30 variationer over en aria. Die Kunst der Fuge Et absolut toppunkt for Bachs kontrapunktiske komposition og polyfone værker. Er både fremført ved piano, orgel, strygekvartet og cembalo. Cello Suites Et af Bachs mest elskede værker. De 6 kompositioner er nogle af de klart mest opførte og kendte musikstykker for cello.

R E G N FA N G

L ud w ig v an Beetho v en

R E G N FA N G

Beethoven er og bliver indbegrebet af den borgerlige idé om et ’geni’. Hans virtuose stil og erobringer af nye musikalske verdener har for evigt indskrevet ham i historiebøgerne – elsket af både dirigenter, musikere, dannede og ligesådan af folket. Derfor har man da også netop døbt Beethoven: ’Det Nye Testamente’ i klassisk europæisk musikhistorie. Og ligesom med Bachs prædikat, er der også god grund til Beethovens. Beethoven er den sidste i den wienerklassiske treenighed bestående af Haydn, Mozart og ham selv selvfølgelig. Ludwig van Beethoven blev født i Bonn d. 16 december, 1770. Faderen, der selv var tenorsanger, underviste Beethoven, helt fra begyndelsen af barndommen, i både klaver og violin indtil han senere modtog undervisning af hoforganist Christian Gottlob Neefe – der blandt andet, apropos, introducerede Beethoven til Bachs klavermusik. Lang tid gik der ikke, før Beethovens ufattelige kundskaber blev tydelige for enhver, og allerede som 12-årig havde han udgivet flere kompositioner og kunne desuden vikariere for hans egen lære. Beethoven var både studerende hos Mozart og Haydn, hvoraf han dog kun var hos førstnævnte i 14 dage på grund af sin moders sygdom. I Wien blev Beethoven modtaget godt både hos adelen for hans klaverspil, men også forlagene udgav med glæde hans værker. Som fri komponist levede han dog også af netop ’velgerninger’ fra adelige kredse. Men allerede i 1798 begyndte de første tegn på den tiltagende nedsættelse af hørelsen, som han livet igennem skulle kæmpe med, at vise sig – en ’sygdom’, der i sig selv er ligeså sagnomspundet som Mona Lisa maleriet eller Michelangelos skabelse af Det Sixtinske Kapel. Omkring 1820 var hans hørelse totalt forsvundet, og Beethoven måtte kommunikere med små notesbogslignende konversationshæfter, som han bar med sig rundt. Sammen med sine dagbøger, breve og musikalske ‘skitsebøger’ er eftertiden efterladt med et indtryk af en ufattelig temperamentsfuld excentriker, hvis tilgang til musikken var kompromisløs, stormfuld følelsesladet, men også ekstrem selvbevidst.

Som sagt var Ludwig van Beethoven den sidste store komponist i wienerklassicismen: Han indvarslede romantikken, og var både i sin levetid, og efter sin død, et klart forbillede for kunstnere i denne periode. Både i billedkunst og litteratur blev han efter år 1827 – Beethovens dødsår – voldsomt mytologiseret som et vidunderbarn, et geni, en visionær og en profet, og lige siden har Beethovens skikkelse i europæisk musikhistorie været af religiøs karakter. Man opdeler normalt Ludwig van Beethovens værker i 3 perioder: ungdomsværkerne (indtil omkring 1802), de heroiske værker ( indtil cirka 1814-1815) og de sene værker (frem til hans død i 1827). I den første periode er han inspireret af Haydn og Mozart, men med en tydelig fornemmelse for den klassiske musiks grundform og indbyggede balance – og med modet til at udforske denne. I den heroiske perioder indlejres en ny etisk og filosofisk dimension i musikken med udgangspunkt i oplysningstidens frihedstanker om humanitet. ”Gennem kamp til sejr,” blev mottoet som man sidenhen har beskrevet Beethoven med i denne periode, hvilket er tydeligt kompositionsmæssigt i musikken, hvor satserne danner et samlet narrativ og ender ud i finalen som en slags højtravende spir. Dramatikken er tydelig i denne periode. Både tonale og dynamiske kontraster udvides og det samlede indtryk hos lytteren bliver en længere spændingstilstand. Dog skriver Beethoven også mindre dramatiske værker i denne periode, som senere danner forbillede for den lidt mere stilfærdige symfoniske digtning. I den tredje periode fuldendes denne kontrastfyldte komposition i en sådan grad, at det var fuldstændigt uhørt på hans tid. Værkerne bliver eksperimenterende, bygges op omkring en enkelt melodi og udfolder sig i et samlet komplekst mønster. Og ligesådan har Ludwig van Beethoven selv som menneske og person sidenhen udfoldet sig i et komplekst og dramatisk mønster som mastodont i historien om den europæiske kompositionsmusik. Så der er ingen vej uden om Beethoven - han varslede om en ny tid, en ny tid han samtidig selv skabte. Og lige siden har han stået som komponisternes musikalske Messias: Ludwig van Beethoven.

3 udvalgte værker 5. symfoni ”Skæbnesymfonien” hedder den også i folkemunde, og den er vel egentlig verdens mest kendte stykke klassiske musik. Klassisk Beethoven: ingen overflødigheder, dramatisk og kompromisløst følelsesladet – umenneskeligt gennemarbejdet. 9. symfoni Beethovens sidste komplette symfoni. Revolutionerende ligesom den første, komponeret mens han var totalt døv og anset som et stykke europæisk kulturarv af højeste rang. Piano Sonate nr. 14 / ”Moonlight Sonata” Færdiggjort i 1801 og sidenhen dedikeret til Beethovens egen elev Giulietta Guicciardi. Skøn klaverkomposition, der da også har stået som inspiration for blandt andet Frédéric Chopin – og mange andre.

R E G N FA N G

Johannes Brahms

R E G N FA N G

Mens de to førnævnte komponister begge har indtaget en position som fuldstændigt indiskutable genier i den klassiske verden – der er vel ingen, der hævder det modsatte? – så er erindringen af Brahms og dyrkelsen af hans musik mindre ’gudelig’. Han er velsagtens også lillebroderen i dette selskab med de to andre B’er, men det er alle komponister måske? Kun Wagner, Mozart (og måske Haydn?) ejer nok retten til at blive kaldt ’historisk’ ligeværdige (en sådan diskussion om komponisters værd skaber ALTID heftig debat). Dog er Brahms både beundret og anderkendt, det er ganske sikkert, og det var han også, da han levede: imellem 1833 og 1877. Johannes Brahms voksede op i en luthersk familie i Hamburg, men brugte det meste af sin tid som komponist i Wien. Han komponerede inden for stort set alle sin tids genrer – undtagen opera. Ligesom Beethoven modtog Brahms også sin første musikalske undervisning af sin far (Johann Jakob Brahms), der selv var musiker. Johannes Brahms blev meget hurtigt en ekstremt dygtig pianist og turnerede, allerede inden han var fyldt 20 år, som pianist. Brahms mødte – både med mere og mindre held – mange af sin tids største komponister. Heriblandt Robert Schumann, Franz Liszt og senere Antonín Leopold Dvořák, hvoraf Brahms havde ret så stor indflydelse på sidstnævntes karriere og berømmelse i Europa. Desuden havde han nære bånd til blandt andet førnævntes kone Clara Schumann (en af romantikkens største pianister) og violinisten Joseph Joachim (en anden af det nittende århundredes helt store musikere). Først i 1868 fik Brahms sit helt klare gennembrud. Med Ein deutsches Requiem, nach Worten der heiligen Schrift, skrev han sig ind i europæisk musikhistorie med fede udødelige bogstaver – og med en spilletid på mellem 65 og 80 minutter er det Brahms længste værk. Hans forhåbning var at skabe et requiem over det tyske sprog, og derfor er teksten i Brahms kæmpe værk da også på tysk – med tekst fra den tysk lutherske bibel. Mens de katolske sjælemesser er ’til’ for de døde og ønsker et fokus på sjælens evighed, så er Brahms requiem en komposition om det levede liv, og om den timelige tilværelses angst og

muligheden for at frigøre sig fra denne i selve det legemlige liv. Med dette mesterværk kom Brahms nu i en liga, hvor sammenligninger med Beethoven og hans symfonier ikke var uhørt – tværtimod. Og netop Beethoven er igen interessant her. For Brahms samtid var rent musikalsk ikke en stilfærdig affære: en æstetiks krig blev udkæmpet i det centrale Europa omkring klassisk tysk musik. ”Romantikernes krig” er den blevet døbt senere hen – hvilket er ret så passende. På den ene side stod Brahms med sine allierede som for eksempel førnævnte Clara Schumann og Joseph Joachim. På den anden side stod den mytologiske Richard Wagner (alle tiders største operakomponist) og komponister som Franz Liszt. Brahms side var den konservative, mens Liszt og Wagner repræsenterede den nye tyske skole. Wagner (og den tyske filosof og filolog Friedrich Nietzsche, der for en stund var nærmest discipel af Wagner), benævnte da også Brahms som en småborgerlig husmorkomponist. Men på begge sider af fronten var fascinationen af Beethoven og hans geni klar. Den konservative side så Beethoven som et højdepunkt i tysk musik, og den nye og progressive fløj så ham som en profet og en forgangsmand for en ny tid – en tid, hvor det kromatiske og atonale musikalske sprog skulle udforskes. Brahms var stor og er stadigvæk stor i dag – også selvom han ikke har den samme fuldstændigt indiskutable position i historien som de to andre store B’er: Bach og Beethoven. Johannes Brahms så en form for ’renhed’ i den tyske kompositionsmusik – den dyrkede han. Beethoven var som sagt hans store forbillede, men også Mozart og Haydn var idealer. I det hele taget var de barokke og klassicistiske mestre Brahms pejlemærker, når han skrev sin vidunderlige musik. Og han førte da også den kontrapunktiske skrivestil og den polyfone klang videre fra selveste mesteren Bach, og gav denne særegne europæiske – og i særdeleshed tyske – musikalitet sit eget personlige præg, hvilket retmæssigt har udødeliggjort Brahms egne værker og placeret ham solidt i musikhistorien. Som det sidste store B.

3 udvalgte værker Ein deutsches Requiem, nach Worten der heiligen Schrift Et af europæisk musiks største værker: helt igennem et genistykke – og i den grad på højde med Beethovens store symfonier. Violin Koncert i D dur Skønt værk dedikeret af Brahms til hans tætte ven: violinisten Joseph Joachim. Stor musik. Ballades, Op 10 Poetisk, bevægende og vanvittigt smukke. Hvis du kan lide Chopins udødelige piano ballades, så er Brahms klaverstykker i den grad interessante.

R E G N FA N G

II JOURNALISTIK

Indhold

M a n rej ser i l i nj er af Victor Lange og Ma gnus Harding Iranzad

Bei ng a yo u ng M u sl i m i n the wo rl d o f to d ay af Sidsel Marie Henriksen

Ko nf l i kten i Isr a el o g Pa l æ sti na af Anna Rosenbæk Fynbo

M a n ska l have si g en skæ b ne af Victor Lange og Ma gnus Harding Iranzad

F i nd i ng B a l a nc e af Roshni Lodhia

H i sto r i ens sp o r ser m a n f ø r st b a g ef ter af Victor Lange

Ba g d e f a r ved e ski l te af Victor Lange og Ma gnus Harding Iranzad

Man rejser i linjer En samtale med Asmund Havsteen-Mikkelsen

Tekst AF

Fotografi

Victor Lange

Magnus Harding Iranzad

Mennesket efterlader sig spor. Om det er breve, malerier eller andre levn – det er spor, tegn på at vi engang var her. Spor danner linjer, og linjer danner tid. Og skal man rejse i tiden, så skal man rejse ved tidens linjer. Asmund Havsteen-Mikkelsens malerier består af linjer, strukturer, rytmer og brud, som danner grundlag for på en gang en genkendelse og på den anden side en fremmedgørelse. Et blik på et sådant maleri er en rejse; en rejse i linjer.

EN LINJE ER EN LÆNGDE UDEN BREDDE - Euklid

R E G N FA N G

MORGENENS TID Klokken er 8.55 mandag morgen. Der er fuldstændigt klart vejr; den kølige vind siver forbi mit ansigt, den gule, friske sol varmer min kolde ryg, og over mig hænger himlen blå, helt lyseblå, som et klart hav. Jeg går på Greifswalder Strasse i det østlige Berlin, mens folk cykler på arbejde, læser avis på hjørnecafeerne eller venter på toget. Alting sker på samme tid. Tiden virker mere kostbar – her om morgenen. Tiden er mere værdsat; lige efter natten har taget lyset fra verden, og lige inden dagen gør det dovent. Lyset og tiden er smukkest om morgenen – her elsker vi det mest. Asmund Havsteen-Mikkelsen er født på Ærø i 1977, men har boet og arbejdet i Berlin siden 2007. Hans kunst er stærk. Selv benævner han værkerne som ”mentalscapes” – bevidstheds-landskaber. De, billederne, taler tydeligt til dig som beskuer – både forførende og foruroligende. Sirlige linjer, rytmiske kompositioner og nedtonede farver i detaljerede malerier, giver tilsammen både fornemmelsen af at være tiltrukket af billedfladen, suget af værkernes absorberende rum, men på en og samme tid også følelsen af dyb fremmedgjorthed. For enden af den lange gang står en dør åben. Lidt lys siver ud fra sprækken og lægger sig på det grå gulv, som en fin, tegnet flade. Jeg er i en stor nedlagt kontorbygning i klassisk DDR-stil, hvor Asmund nu har sit atelier. Atelieret er et langt lyst rum, med god plads og duften af oliemaling. Han er klædt mørkt, stilrent, flere lag af skjorte, cardigan og blazer i sort. Han rækker mig hånden og siger goddag.

han fotografen, Magnus, og mig. Han skænker to kopper, og duften af kaffe er pludselig i rummet. ”Jeg tænker, at vi lige snakker lidt, og så tager vi alle fotografierne til artiklen bagefter. Hvad siger I til det?” Asmund sætter sig i stolen og kigger derfra, hen på skrivebordet. Både på Det Kongelige Kunstakademi i København, i Japan og i Hamburg har Asmund uddannet sig som kunstner, og så har han desuden også studeret litteratur og filosofi ved Københavns Universitet. ”Jeg holder meget af mine bøger,” siger han og peger ned på reolen bag skrivebordet. ”De fleste står godt nok derhjemme i lejligheden – og ikke her i værkstedet.” Han har også selv skrevet bøger. Det vidner det træbord, der står ved siden af sofaen om. Omhyggeligt struktureret ligger der på bordet både papirer fra nogle af hans udstillinger, og tykke bøger han har bidraget til med enten tekst eller malerier. Og så ligger den store, gule bog der – den med de skarpe, sorte bogstaver. Generic Singularity, hedder den. Det er et stort værk, over 300 siders tanker om kroppen, det sociale og tiden – udmærket i et begreb om ’kunstneren’. Vi kommer til at tale om den over flere omgange.

Der er tomt på væggene: ”Malerierne blev taget ned for et par dage siden og kørt til udstilling i Århus og København,” forklarer Asmund, mens han tænder elkedlen. Der er ordentligt i hans værksted, rent og organiseret. Man tænker godt i sådanne rum. ”Har I lyst til en croissant og en kop kaffe?” spørger

R E G N FA N G

Ghost - Asmund Havsteen-Mikkelsen 2012 55x70cm - Oil on canvas

R E G N FA N G

De n b iog raf iske lin je

BAGGRUNDEN

er der mange, som når de begynder at male, starter ud med det abstrakte maleri. Men de glemmer bare, at de kunstnere, der udviklede det abstrakte maleri, var hamrende dygtige til det mere traditionelle maleri – de var dannede i den disciplin, inden de bevægede sig over til abstraktionens sprog. Og hvis du ingen dannelse har og bare går direkte i kødet på det abstrakte maleri, så får du oftest noget uinteressant.” Ind af vinduet følger varmen med lyset, og den køli-

”Jeg begyndte at male, efter jeg kom hjem fra Japan i 2005,” siger Asmund. Han folder papirsposen fra bageren sammen og smider den i skraldespanden; ”Det er et eller andet vildt over at kunne tegne og male – det at man med sin krop kan nedfælde verden visuelt. Det er meget fascinerende. Så på den måde fandt jeg nok lidt mig selv i maleriet, da jeg opdagede, at det var den vej jeg skulle gå.” Han har det ikke fra fremmede – maleriet. Asmund er født ind i en familie, hvor billedkunst og arkitektur har en helt særlig plads – de to ting er som bundet til navnet Havsteen-Mikkelsen. ”Jeg er vokset op i en tidslomme, en nordisk tidslomme.” Asmund sætter sig igen i stolen og forsætter, ”min farfar, og meget af min familie, var ret konservativ anlagt, og de så for eksempel ikke globaliseringen i deres tid som noget godt fænomen. De udøvede en form for modstandsæstetik over for det faktum at verden ændrede sig drastisk.” Asmunds farfar var den danske maler Sven Havsteen-Mikkelsen (1912-1999), som både udførte illustrationer til værker af Martin A. Hansen og Ole Wivel. Lige så kendt er han for sine malerier i en nordisk ekspressionistisk stil og desuden også hans mange kirkeudsmykninger. Asmunds far var Alan Havsteen-Mikkelsen (1938-2002). Han var arkitekt, dyrkede begrebet og udførelsen af tankerne om ”Archicture Without Architects” og havde i det hele taget en respekt for traditionen og håndværket. ”Håndværket er operativt, det er bundet til traditionen, og derved binder det os til tiden. Jeg har helt klart i mit barndomshjem modtaget en dannelse, hvor dette var en værdi – blandt mange andre værdier. Det er jeg egentlig ret glad for. Det giver en respekt for tiden før en selv.” Asmund tager en slurk kaffe, fører hånden op til panden, tænker og forsætter så: ”Erkendelsen af at gentagelse og dannelse er nødvendigt for at blive dygtig, den er lidt gået tabt. For eksempel

R E G N FA N G

ge morgenluft brænder væk med minutterne, der går imod middag. Udenfor er myldretrafikken næsten væk, forsvundet, og i stedet for dukker ’formiddagseksistenserne’ op omkring de høje, uniformerede boligblokke: forvirrede og udmattede. Tiden har ingen rytme for dem. Nu venter de bare. Venter bare på at tiden går. Så mens alle andre er på arbejde, strejfer de rundt som linjer i bylandskabet, som om de leder efter noget, noget de har glemt, men ikke kan finde. ”Der er så mange skæve typer herude,” siger Asmund. Han står ved vinduet, lyset rammer hans mørke tøj og hår. ”Det er en helt anden form for liv de har.” Asmund vender sig og går tilbage mod stolen. ”Hvor kom vi fra?” spørger han.

færdig med.” Han kigger hen på bogreolen, på de mange titler og værker, der står op af hinanden og peger op mod loftet – op mod himlen. ”Bøger. Bøger er vigtige.” Han vender sig på stolen og kigger på mig: ”Jeg synes det er vigtigt at samle sig et bibliotek. Et bibliotek af store tanker og vigtige værker – det vil jeg gerne slå et slag for. Bogen er jo en fuldstændig uvurderlig kilde til viden og oplysning; man kan jo transformere sig selv igennem en bog. Og så slæber man dem med sig, bøgerne, hver gang man flytter, og på den måde flytter ens dannelse med. Det er ikke fordi bøger virker specielt praktiske, de er tunge og de fylder – men de er vigtige, ufattelig vigtige. Det er en lukket verden man åbner, en verden, der kræver fordybelse, men som til gen-

”Vi talte om dannelse,” siger jeg og tager en slurk af min kaffe. Den er blevet kold. ”Ja, det er rigtigt. Dannelsen – den bliver man aldrig

gæld betaler generøst tilbage med indsigt.”

R E G N FA N G

BERLIN standsæstetik over for det ’at male’ – i nogens øjne er det for kommercielt at male – ligesom min farfar var modstander af den modernisering, der skete i hans tid. I Berlin er det bare omvendt. Her er de fleste så optagede af det nye, at de ender med at blive helt angste over for alt, som har linjer tilbage i tiden.”

”Hvorfor flyttede du til Berlin?” ”Det er egentligt ret simpelt; Jeg flyttede til Berlin for at være sammen med mine kone.” - Asmund smiler - ”Hun fik et godt job her i byen. Men det har så haft en del konsekvenser,” siger han. ”Hvad er det for nogle konsekvenser?” spørger jeg. ”Altså, Berlin er ikke nogen ’maler-by’. Byen har en stor og kendt kunstscene, men det er en scene som ikke dyrker maleriet på samme niveau som andre og mere nye medier og former. Måske har byen bare en eller anden form for mod-

Klokken er næsten 11. Vi går udenfor for at tage et par billeder.

R E G N FA N G

De n stilistiske lin je

ET MALERI ”Når jeg ser mine egne malerier, er det som postkort fra fortiden – fra mig selv, til den tid lige foran maleriet, her og nu.” Asmund kigger hen på væggen. Den er tom – bortset fra et par skitser. ”Det er fascinerende, at et billede både absorberer og producerer tid. På én og samme tid har maleriet jo fastholdt sporet, af hvad jeg engang ’var’, men samtidig skaber maleriet også erindringen om den tid.”

meget opmærksomhed. Alt bliver set ud fra de menneskefigurer, der så optræder i værket. Værket bliver betinget af menneskeskikkelserne, og rummet omkring dem bliver tolket som deres mentale tilstand. Det lukker rummet at have mennesker med. Men til gengæld åbner det rummet at lade dem udeblive.”

Før var vi udenfor, i dagen, oppe på taget af den høje bygning for at se ud over den flade og uendeligt udstrakte by, Berlin. Nu sidder vi igen i Asmunds atelier; jeg i den sorte sofa og han i den sorte stol. Vi ryger en cigaret. ”Kan du beskrive tilblivelsen af et maleri – de trin, der er en del af processen?” ”Det starter med at et motiv rumsterer i mig. Det er i min underbevidsthed og vender så tilbage til mig – både i vågen, men ofte også i sovende tilstand. Derefter prøver jeg måske at tegne motivet eller tage et fotografi af det, for derved at lade det trække – ligesom god mad gør; jeg lader det simre, med andre ord. I den indledende fase beskærer jeg det, prøver at finde en interessant uafsluttet komposition, og til sidst maler jeg det over på et lærred, for at lave en råskitse.” Han henter et maleri og stiller det foran os – ”Det er en råskitse,” siger han og peger på de steder, der viser at værket endnu ikke er færdigt. Det er et smukt maleri. I nedtonede farver, men med Asmunds typiske sans for at lade et par enkle skarpe nuancer stå frem. Motivet er moderne arkitektur. En trappe, noget glas, en masse små rum. Men der er ingen mennesker. ”Du maler aldrig mennesker i dine malerier – hvorfor ikke?” Asmund stiller maleriet op ad væggen og sætter sig igen. ”Hvis der er mennesker med, bliver de ligesom til en slags dukker i maleriet – og de kræver dermed enormt

R E G N FA N G

DET SUGENDE INTET Asmund Havsteen-Mikkelsen indrammer det sugende intet i hans kunst. Nogle gange er det meget direkte portrætteret. Som for eksempel når han maler et mørkt rum for bunden af en indkørselstunnel til en parkeringskælder i værket Driveaway. Men andre gange lader det sig ikke så let beskrive. Der er det en mere abstrakt fornemmelse af mystik, der præger oplevelsen af billedrummet i værkerne. Det fremkalder tanker om det uendelige og det dunkle. Frembragt i en stil, der umiddelbart har skyggerne og noir-stemningen til fælles med en maler som Edward Hopper (1882-1967), trækkes man som beskuer ind i billedrummets illusion af dybde. Asmund forklarer det selv som følelsen af at stå ved en afgrund og være fristet til at forlade det faste grundlag, til fordel for intethedens sfære.

hen til det store vindue. Græsset glimter udenfor – det skinner. En bil krydser parkeringspladsen. Klokken er snart 12, og ’formiddagseksistenserne’ er forsvundet, sammen med tiden selv. ”Har du andre postkort fra fortiden? – ligesom dine malerier?” spørger jeg. ”Ja. Det har jeg faktisk – en del.” Asmund rejser sig fra stolen, går forbi skrivebordet og om bag væggen, der skiller det store atelier i to rum. Han peger på en hylde. Den er fuldstændig fyldt. Med sorte, høje bøger fra den ene væg til den anden. De står tæt op af hinanden i en fast rytme og lader ikke et tomrum tilbage. ”Det er mine dagbøger,” siger Asmund. ”Jeg holder meget af at skrive dagbog – at gemme tanker til fremtiden. Det er ens liv på skrift. Jeg forestiller mig den person i fremtiden, der finder dem og prøver at få styr på alle de

Vi taler faktisk ikke så meget om hans stilistik - ikke fordi, at den ikke er interessant, tværtimod. I stedet for snakker Asmund om den moderne kunstbranche, om ’scenen’, om gallerierne og om kunstnerne: ”Man skal som kunstner finde sin rolle, og så spille den skarpt, så man profileres klart,” siger han og åbner vinduet. Jeg rejser mig og går

bogstaver, sætninger og minder. Hvilket arbejde det må være. At genlæse et helt liv. Det fascinerer mig ved dagbogen: At man nedfælder tiden, der er gået, så det kan læses i tiden, der kommer.”

Driveway - Asmund Havsteen-Mikkelsen 2007 134 x 184 cm - Oil on canvas

R E G N FA N G

De n s a m tidsh istoriske lin je

ARKITEKTUREN TALER ”Min farfar var landskabsmaler og min far var arkitekt. Jeg maler urbaniteten og moderniteten igennem den arkitektur vi omgås med i storbyen,” Asmund tænder sin cigaret. ”Men det er mentalscapes jeg maler – ikke by-landskaber. Det er oplevelsen af arkitekturen, det psykologiske forhold jeg forsøger at fremstille,” forsætter han. ”Hvorfor tror du at storbyen i moderne billedkunst ofte fremstilles som noget fremmedgørende – ligesom den gør i dine værker?” spørger jeg. ”I storbyen kan du få alt. Alle dine behov kan dækkes. Dit begær kan få afløb – og det er lige meget, hvad det drejer sig om: mad, seksualitet, kultur, socialitet. Derfor tror jeg, at storbyen virker lidt dæmonisk i moderne kunst. Mennesker i storbyer opfører sig bare anderledes end mennesker i mindre, lokale samfund.” ”Og den ’anden’ eksistens i storbyen kan beskrives igennem et portræt af den moderne arkitektur?” ”Arkitekturen er i hvert fald blevet et udtryk for de systemer, vi som mennesker indgår i. Den forbindelse, der optager mig, er forbindelsen mellem psyken og omgivelserne. Især i storbyen. Arkitekturen siger meget om vores eksistens og strukturen af denne.” Asmund kigger ned på væggen, bagerst i lokalet. Han holder blikket der. Som om der findes et svar dernede. Med hovedet rettet derned siger han: ”Jeg har nok også en personlig psykologisk binding til arkitekturen. En binding til min far.” Han vender hovedet og ser igen over på mig: ”Jeg skulle have været arkitekt. Det var planen. Men jeg valgte ikke den vej, jeg sagde nej til arkitekturen og ja til litteraturen. Min far døde for 12 år siden.” Askebægeret står på gulvet, Asmund sætter sig på hug og skodder cigaretten. ”En god veninde spurgte mig engang: ’Asmund, maler du de værker for at gøre din far glad?’ Måske er det rigtigt. Måske er det derfor jeg maler arkitekturen og dens former. For at have en dialog med min far. For at tale med ham.”

R E G N FA N G

DE NYE GENERATIONER ”Jeg fortæller ofte farlige historier til mine børn, for eksempel, hvis vi er på vej hen til børnehaven og cykler sammen.” Vi taler om ungdommen – om de nye generationer og deres virkelighed. ”Jeg synes, det er meget vigtigt at have en fornemmelse af, hvor du befinder dig rent historisk. Den bevidsthed vil jeg gerne indføre i mine børns liv – det, at man kan begribe sin egen tid. De ’farlige’ historier, jeg fortæller mine børn, er fra min egen barndom – på landet. De handler om at hjælpe til i marken, de store landbrugsmaskiner og om at man altså slagter dyr, før man spiser dem. For hvor skulle de, mine børn, ellers få det at vide fra? Og så forklarer jeg dem om 1. og 2. verdenskrig – og om Den kolde krig. Vi bor jo også i Berlin.”

DINOSAUR ”Har I været på Naturhistorisk Museum her i Berlin?” spørger Asmund. ”Nej, ikke endnu,” svarer jeg. ”Det skal I virkelig gøre,” siger han, ”de har nogle virkelig fede skeletter fra forskellige dinosaurer.” Tjeneren stiller maden og de tre colaer på bordet. ”Det minder mig faktisk om noget,” siger Asmund. ”Altså dinosaurerne.” Han tager en slurk af sin cola og forsætter: ”Jeg kom til at tænke på, da vi talte om jeres generation, at I to nok ikke lige er stereotypen på jeres generation – altså den nuværende ungdom.” Han nikker mod mig og fotografen Magnus. ”Det kan man nok ikke sige, nej,” siger jeg og griner. ”Nej, lige præcis. For vi er nogle dinosaurer. Vi går klædt fuldstændig i sort og siger at livet er alvorligt. Man fristes næsten til at sige, at vores livssyn hører til på et museum. Ligesom fortidens skeletter.” Jeg griner af Asmunds billede, hans billede på vores situation. Det er følelsen man har. Følelsen af ikke at se det samme, og ikke at ville det samme. Så der går man rundt og taler om ting i et sprog, et sprog som fornemmes som et fortidslevn, et spor fra en anden tid . ”Jeg synes, at Kirkegaard sagde det på en ret fed måde; ’Den mand, som gifter sig med tidsånden, bliver hurtigt enkemand.’”

Klokken er 13.35 – det står på min mobilskærm. ”Noget af det mest triste at iagttage ved jeres generation er jeres kropsholdning. Altså ikke kun mentalt, men også helt fysiologisk. I er født ind i internettets sugende rum, og det meste af jeres tid går med at sidde foran en skærm, så I har adgang til netop internettets virkelighed. Det kan man se på jeres kroppe: I går krumryggede og slatne rundt. Jeg tror, at I ville have godt af at arbejde lidt mere fysisk – at opleve eksistensen gennem fysisk arbejde. Desuden forhindrer internettet jer i noget andet: fordybelse. Det virker for de fleste unge som en kamp at læse sig igennem en bog – som en form for anstrengelse ud over det sædvanlige. I er så tilvante med farten på internettet, og ikke mindst den billedstrøm som I oplever der.” Asmund drejer sig på stolen. ”Er I ikke sultne?” spørger han. ”Det er jeg i hvert fald.” ”Jo, vi kan sagtens finde noget mad,” siger jeg og lukker min notesbog. ”Der ligger et pizzeria lige herovre, skal vi gå derover?” Asmund peger ned langs den store vejr.

Vi drikker en espresso bagefter, ryger en sidste cigaret og siger farvel udenfor. Klokken er 14.25. Vi mangler stadig at tale om den sidste linje, den sidste del af interviewet: den eksistentielle.

R E G N FA N G

De n e k siste n tie lle lin je

DEN GULE BOG Jeg er i god tid. Vi skal mødes på Asmunds yndlingscafé: et lille, portugisisk bageri i Prenzlauer Berg. Så jeg går en tur. Træerne står tæt, og deres nøgne kroner hænger som streger i mønstre, ned over de brede veje af brosten – helt pillet af det kølige vejr er der ikke et blad tilbage på dem, kun grenene.

og efterladte morgenmadstallerkner. ”Det handler helt klart om livet, om det at være til,” Asmund kigger op fra bordet. ”Ekstasen interesserer mig, den tilstand er fængslende. Fornemmelsen af at livet er stort at leve. Tankerne omkring Generic Singularity handler om at frigøre mennesket, fortælle mennesket, os, at det kan ændre sin tilværelse; både i den kropslige, sociale og tidslige dimension. Og ekstasen findes netop i alle tre dimensioner. For eksempel kan det føles helt ekstatisk at have en rask og sund krop, og på samme måde kan ople-

”Hvad har du lyst til – kaffe eller lidt kage?” spørger Asmund. Vi står inde i bageriet. Her er mange mennesker. Det er en uge siden, vi sidst talte sammen – Asmund og jeg. ”En cappuccino og en croissant af en art, tak,” svarer jeg. Asmund har et bord henne ved væggen, dér sætter vi os. Ved siden af os sidder en ældre herre og læser avis, og over for ham snakker et ungt par ved deres bord. Og så taler vi – mens tiden går. Om både Asmunds malerier og om hans gule bog: Generic Singularity.

velsen af at indgå i fællesskaber og tilegne sig et sprog ligeledes være en oplevelse af ekstatisk karakter. Og så er der den tidslige dimension. Her er erindringen, det at huske sig selv, for eksempel en oplevelse af ekstase: at erindre.” Tjeneren fjerner avisen fra bordet ved siden af og tørrer det af med en klud. Der ligger lidt mønter i drikkepenge. Hun tager dem. ”Filosofien har en tilbagevendende kraft. Man ændrer sig selv ved filosofien.” Asmund rejser sig og går op for at betale.

”Kan du ikke forklare, hvorfor der som undertitel til din bog Generic Singularity står: A non-philosophical proposition?” ”Det er et begreb som den franske filosofi Maurice Merlau-Ponty står bag. Det handler, lidt forenklet forklaret, om hvordan vi som mennesker gør erfaringer. Han betoner i sin filosofi kroppens evne til skabe mening, og hvor meget af vores eksistens, der netop er bundet til vores fysiske tilstedeværelse, vores krop. Så den undertitel, ’A non-philosophical proporsition’, hentyder til mit forsøg på at skrive og tænke eksistens inden for det konkret levede, kropslige liv. Men bogen arbejder jo ikke kun i den kropslige zone, den arbejder ligeledes i den sociale og tidslige sfære. Så det skal ses i sammenhæng med dette.” Manden til højre for os rejser sig, lægger avisen på bordet, og går mod glasdøren. Klokken er næsten halv elleve, caféen er mere stille nu, mennesker er der ikke så mange af, og bordene står tilbage fyldt med tomme kaffekopper

R E G N FA N G

BERLINS GADER ”Tak for kaffe og croissant,” siger jeg, da vi tager vores jakker og går. ”Det var så lidt,” siger Asmund og smiler. Vi står udenfor, på hjørnet mellem Stargarder Strasse og Duncker Strasse. Det er gråvejr og vindstille. En skoleklasse kommer gående på fortovet ovre på den anden side – en cyklist krydser gaden. De er ikke så gamle, nok omkring 14 eller 15 år; de unge mennesker i skoleklassen. De går forbi en mand, han sidder på en bænk. ”Der står i Generic Singularity på en af de første sider; ’To the streets of Berlin where the flesh of this book came to life.’ Hvad ligger der bag det?” ”Jeg skrev meget af bogen, mens jeg gik rundt i Berlins gader. Jeg gik rundt med mine børn, ofte i barnevogn, og med i min lomme havde jeg altid en lille, sort notesbog. Der er virkelig mange af den slags notesbøger derhjemme. Det lettede en eller anden form for tanketryk at ned-

skrive mine ideer, idet jeg fik dem.” Manden på bænken kigger op. Han er gammel, hans rynker er dybe og hans hår gråt ligesom vejret. Han kigger efter klassen, der glider forbi ham som en lang, smal snor; en lille flod af stemmer, der taler, griner og hvisker. ”Gaden er interessant.” Asmund forsætter, ”Den er et mellemrum. Den har en struktur, den har regler, men alligevel mødes vi som mennesker i gaden – gaden, der binder vores hjem sammen.” Skoleklassen er væk – der er igen stille. Asmund låser sin cykel op. Manden rejser sig fra bænken – og går. ”Jeg skal den der vej,” siger jeg og peger ned af Duncker Strasse. ”Ned mod Kollwitzplatz.” ”Okay, jeg skal derned. Jeg skal købe noget mad – jeg får besøg af en gammel ven, en jeg mødte i Japan.” Vi siger farvel og på gensyn. Og Asmund cykler til venstre, og jeg går ligeud.

Space Oddity - Asmund Havsteen-Mikkelsen 2014 154 x 246 cm - Oil on canvas

R E G N FA N G

Being a young Muslim in the world of today Tekst AF

Sidsel Marie Henriksen

What is faith? And what is religion? And how can one trust God and still not follow his words? Our reality is global today; we shape our view on both politics and different religions from conflicts happening thousands of kilometres from our own homes. These wars, battles and fights have consequences for our behaviour and thinking when it comes to other religions and civilizations. We can quick and easily judge other people from a non-logical and not sophisticated foundation. Are we standing in the middle of â&#x20AC;&#x2DC;the clash of civilizationsâ&#x20AC;&#x2122; or are these clashes just generated by political interests and egoism? What and who is God? And who hijacked him? Damian Salvatore is a Muslim. Here he tells us about his view on this matter.

R E G N FA N G

The sidewalk is still warm from the burning sun several hours earlier. The clock is getting closer to 23 PM on my 21st birthday, getting closer to my goodbye with 22-year old Damien Salvatore, who is leaving Rio de Janeiro and me behind going first to Dubai and then back to his home country Australia on the other side of our planet. Hundreds of taxis are passing by as we sit outside in the orange tinge of the streetlight, surrounded by the smell of the ocean, Copacabana Beach and the sound of tensed up tourists seeking adventure in the streets of Rio. At this point, I had been travelling with Damien a total of two months. First a month in Tanzania, second a month backpacking through Bolivia and Brazil, now reaching his end-destination. In a reality where being a Muslim, is no longer isolated to your own beliefs but also connected with the last decade of scepticism, terrorism and evil acts done by people claiming to be Muslim, it is a minority of the born and raised western youth who converts to Islam. Damien is one of them. His journey into Islam started with a question and since then, he has not stopped questioning. I raise my head from the papers and look into his eyes. He made me question Islam in a complete other way than I had done so far. Now we are sitting across each other - he has agreed to do an interview about Islam today and his own faith.

level, not accepting you cannot move forward. I found nothing wrong with the Quran, no misleading verses, no misconceptions, so I embraced, I believed in one extra prophet being Muhammad and one God, and that was it. The Quran is just a confirmation of what came before it: the gospels and the Torah.

You came into Islam drawn by your curiosity, by seeking, have you ever stopped that? No, it says in the Quran that as a Muslim you have to keep seeking knowledge throughout your life. I feel the need to seek, there is so much to learn! I always try to question Islam, always try to find a fault, and my teacher loves it. The harder I search, the more it makes sense, the more comfortable I feel within it. Every day I learn from others, whether it is a small child or a 85 year old man, everyone is equal and has beautiful lessons to give.

You have travelled for 6 months now, in Africa, Dubai, North, Central and South America. How has your faith developed through and affected your travel? I have visited mosques in Tanzania, Dubai, America, Costa Rica and Ecuador, and with every visit I have felt the same vibe, got the same genuine treatment. When travelling the world and experiencing the same atmosphere in the mosques as in Melbourne, I realized: how can it not be real? Every time I enter a mosque, I am brought into a brotherhood, where everyone is genuinely interested in your well-being. This is rare today and very different from the relationships I have outside the mosque. I have not met a non humble Muslim - it comes with Islam. Islam is a way of life rather than a religion, it comes from the heart. Sometimes I think that Islam is so wonderful it must be false. Every step on my journey has been a joy. Muslims act similar in and out of the mosque and treat everyone equal despite their religion, prophet Muhammad claims that, with this in mind I meet people, both back home and when travelling.

Damien breaks the silence between us: “May Allah give me the vocabulary to answer all the question Sidsel is asking me, in shallah I will try to answer all of them” And the interview begins. How did you find out that you wanted to be Muslim? My journey started with a question. My friend was Muslim, and I wanted to know, why she didn´t eat pork. I googled it, sure enough, It was in my own gospel, Leviticus chapter 11 verse 7-8. For once it became clear that I did not know my own religion nor was I practicing it, being Christianity at that time. With that realization new questions popped up. Who am I? Who is the type of person I want to be in life? From that foundation I began researching through 6 months. This was a tough period being stuck between two religions, but I found a lot of interesting stuff in both the Bible, the Torah and the Quran. Accepting one small thing can open you up to a whole new

R E G N FA N G

When do you meet God?

to be a Muslim, but I want to learn”. I guarantee you will be warmly welcomed.

I never feel I meet God, but I am close to God by prayer and reading the Quran. God is three letters but no language can describe it, it is water, it is earth, it is fire, it is the dirt, the soil, humans, everything combined is Allah, our creator. When I take the time to embrace, look at the creations of nature, the patterns in the fur of animals, the silhouette of an old tree, every time I look at something beautiful within the nature, mother nature, every time I feel that humans are peaceful and providing each other with care, with charity and good deeds, I feel Sopran’allah (Glory be to Allah; How perfect is Allah of Saheeh). This is what we are made for.

When you practice Islam precisely you feel something unexplainable. You understand why you don’t drink, smoke or take drugs when you research it - it harms the body. I used to drink every weekend and still be drunk Monday; now I feel stronger. It has given me the strength to deal with the trials and affiliations of life.

What do you feel when praying? Praying is in all religions, it is a very ancient tradition. When praying or meditating we take the time to not think about time and instead embrace everything around us; we worship the creator then. Soul and body is comfortable with each other, you feel focused, calm and very powerful. I think almost every one of us has either meditated, done yoga, prayed, calmed our breathing, insourrended (encircled, surrender, surrounded), and with that found peace. Besides that, when you pray on the exact time, in line with the sun, pointing to Makkah, you will find something special. If you don’t feel peace within yourself you will not feel good, it will not benefit you nor the world around you. If you do good deeds and pray you will feel peace and that is what Islam is. Islam comes from the word Salaam, which is the Arabic word for peace.

What is the main purpose of Islam? Peace within you and within this world, doing righteous deeds for the hereafter, this time on earth is for a short period. To love one another like Allah loves us. What makes the world go around is not money and power, but gravity, what created us all. We drink the water that comes from the sky. We eat the fruits of the earth to receive energy to walk, we are living in line with nature. When you design a car, there are a million aspects to go with it - the earth is exactly like it. We have a million aspects that make this world go around. Everything is in patterns and Fibonacci sequences, when you read the Quran or get in touch with prayer you will feel closer to the meaning of life, you will feel the need to do good deeds. I believe in doing good, finding peace within each other and looking after everyone in the sense of community.

Charity is one of five pillars of Islam, the third pillar - Zakat. Being one of the pillars, one fifth of the total religion, helping and giving must play a massive role in Islam? It does! Especially through the month of Ramadan. To feel what people feel, who do not have food, to cleanse your body. The second point of Ramadan is to give charity, so there is one full month, where all that we do, is to think about others and to give.

Did you feel fear for giving yourself up for something bigger? - for instance the lifestyle rules that follows with a pure practice. A friend who took me under his wings and showed me everything taught my one important lesson. “Fear is like your shadow, it is always there” - so it is up to you if you take it serious or not. Fear comes from your self, it is within us, if you can overcome that - feel that it is always there but not let yourself be ruled from it - you are on the right track. I advice everyone to go into a mosque and tell anyone in there, “I am not a Muslim, I don’t know if I want

R E G N FA N G

Sa l t f l ats i n B o l i v i a F ib o n acci â&#x20AC;&#x2122;s s equ en c e Ph o to by Si d s el M a r i e H en r i k sen

R E G N FA N G

What do you think of the general interpretation of Islam made by non Muslims?

It is because Islam is so powerful. When the Quran is put in the hands of someone who is uneducated, who does not want to listen to others, who likes to read his own verses, to rewrite his own Quran, Islam is so powerful it can change the mind of others. That is the problem. It is very few people, that do it, but it is that one person who can change the minds of 2000. But in saying that, it is also that one person who is educated, that can change the minds of 3000, show them the true peaceful Islam.

I think that depends on education. I think there are a large number of people that trust media a lot and media plays a massive role in a massive misconception of Islam. I advice them to research, it is a beautiful religion, I have experienced it. I ask anyone reading this interview, have you experienced it? Have you researched it? Have you been to a mosque? Have you read some of the Quran? The reason why you are reading this is to gain more information; seek further! Misconceptions with Islam is often connected to not reading the Quran, never claim something to be Islam or make a judgement before you have picked up the Quran and checked if it is in there, if it is not, it is not a part of Islam.

Do you think a solution to these problems, a possible forthcoming religious world war is also within Islam? I think that certain nations need to step out of certain countries. It is infusing the problems even more. Let them do their own thing, because it will come to a point where they will meet the boundaries of people who just don’t want to be messed with. A Muslim is never for war. The people who bring war will eventually kill themselves, that is my thought on it. May Allah guide these people, these people are not Muslims.

These days it is getting tougher to be a Muslim every single day with every new terrible action made by people claiming to be Muslims. How do you experience all this being a Muslim? In regards to ISIS, in regards to Hamas, in regards to any terrorism group on this earth, which claims to be Muslim holding a gun or a bomb - they are not Muslim. I will put a full stop on that. It has no representation of Islam, it is not in Islam to kill, it is not in the Quran. Everything you see in the media, is not Islam, it is a depressing thought that these terrorist groups label themselves as Muslims. They say Allah Akbar, meaning “praise Allah”, and fire a missile. If you ever see this, it is a wrong representation of Islam. The real Muslims are sitting in the mosques praying, the real Muslims are out on the streets doing good deeds. The media does not film that. The terrorists are hijacking Islam. They are being taught incorrectly.

Do you think the solution is to leave them? Or keep on educating? I think it is education. If anyone has the ability to teach these people whose mind is corrupted, I think this person will be a Muslim. We need to bring back the book, the Quran, we need to show them, that it does not tell you to kill.

Do you think Muslims have a responsibility in regards to the acts of these claimed Muslims? That question is like asking if a Christian has responsibility towards the acts of a paedophile priest. Because they are non Muslims we are all responsible and we need to work together, it becomes a whole world problem when innocent people are killed. Muslims also have a responsibility towards everyone, regardless of religion. I believe in a solution outside war, start practicing peace. I don’t think arcades, bombs being dropped from the sky is the solution, it has to be more precise. Muslims can play a big part solving the situation, by teaching true Islam if the

I believe that a lot of people agree that these people are polluting a beautiful religion and the society of Muslims. These people gathering together doing all this terrible actions, I think they are doing it because they are missing something in their lives, they are missing an identity, a community, why do you think they use Islam? Why couldn’t they do these things in the name of Christianity, Catholicism, Buddhism, Hinduism, Atheism, whatever? Why do they choose to claim to do it in the name of Islam?

R E G N FA N G

people want to become Muslims, but it is not solely their responsibility.

With that sentence the clock turned midnight . Damien´s passion for the subject made the air sparkling around us. “I would like to end the interview with a verse from the Quran”, Damien added, making patterns in the sparkles. Verse 5:53 says, “… whoso kills a soul, unless it be for murder or for wreaking corruption in the land, it shall be as if he had killed all mankind; and he who saves a life, it shall be as if he had given life to all mankind.” Damian looked at me: “If that verse is in the Quran, why believe that these people are Muslims?” and he continues by quoting another piece of the Quran in Arabic and saying: “Praise Allah, may this interview be read by many and change the thoughts of many, just for a bit more education, Thank you. Allahu Akbar - God is great.”

The taxi arrived a few minutes later, picking up Damien for his fly to Dubai and back home to Australia a week later; leaving me alone. We both needed time to think, for Damien to pray, for me to meditate. He gave me a quick but deep hug, and disappeared out in the night which turned out sleepless for me. After my meeting with Damien, my scepticism has come to a test. After a bit of research I ended up on the page islam-guide.com and sure enough in the right bottom of the page a poster came up, offering me an online chat, if I had any question to Islam or converting to it. Both me and my curiosity felt welcome when Shannon answered my doubt.

http://www.juancole.com/2013/04/islamic-forbids-terrorism.html Interesting article describing 10 ways that Islam forbids terrorism.

Further reading:

R E G N FA N G

Konflikten i Israel og Palæstina Tekst og Fotografi AF

Anna Rosenbæk Fynbo

Forholdet mellem Israel og Palæstina er til stadighed spændt og særdeles sprængfarligt. Udsigten til fred i fremtiden mellem Israel og de palæstinensiske områder synes uoverskueligt langt væk. En fredelig løsning i mellem de to folkefærd er måske i realiteten umulig.

Min ankomst til Mellemøsten

Som forfatter til denne artikel har jeg selvfølgelig min egen holdning til konflikten både fra før og efter min rejse til Israel og de besatte territorier. Det er dog vigtigt for mig at understrege, at denne tekst på ingen måde skal opfattes som propaganda for hverken den israelske eller den palæstinensiske side, men blot som en beretning om en personlig oplevelse, der har efterladt meget stof til eftertanke; en historie, jeg synes, er værd at dele.

Klokken 04.15 israelsk tid ankommer jeg med Rødding Højskoles journalistikhold til Tel Aviv lufthavn i Israel; alle besøgende skal igennem Israel for at kunne komme til Palæstina, da der ingen international lufthavn eksisterer hverken på Vestbredden eller i Gaza. Vi ankommer med den forventning, at vi får et par timer på øjet i lufthavnen, inden vi klokken 06.00 bliver hentet af vores chauffør Radwan, der skal tage os til Det Danske Hus i Ramallah på Vestbredden. Som med mange andre oplevelser på vores rejse, bliver vi ofre for den stramme israelske sikkerhedspolitik. Vi ender med at sidde i en

Israels oprettelse, historie og baggrunden for konflikten

lille rektangulær boks med kun en kaffe- og colaautomat i otte timer, alt imens vi én efter én bliver hevet ind til afhøring af en kvinde fra Mossad1. Klokken 12.00 får vi uddelt vores pas og kan endelig, efter en lang og trættende begyndelse på vores rejse, sætte kurs mod Vestbredden. Grunden til den, i vores øjne, paranoide behandling af besøgende gæster, er, at situationen i landet i november 2014 er særdeles anspændt, og folket på begge sider af konflikten snakker i ramme alvor om en tredje intifada2.

Israel er et land, der adskiller sig meget fra sine nabolande. Det er et jødisk land, mens alle de omkringliggende lande er arabiske. Israel er jødernes oprindelige land og efter mere end 2000 års fordrivelse, hvor jøderne har været bosat i verdens fjerneste hjørner, fik de af det nyligt oprettede FN, efter 2. verdenskrigs jødeforfølgelse, deres hellige land tilbage. Problemet var bare, at der på dette tidspunkt boede nogle andre – araberne. Disse arabere befandt sig nu på israelsk territorium og efter et mislykket forsøg fra FN’s side om at skabe en opdeling med et israelsk og et palæstinensisk område, udbrød den arabisk-israelske krig i 1948. Israelerne kalder denne krig for frihedskrigen, mens palæstinenserne kalder den for nakba, som på arabisk betyder katastrofe. Denne første - men bestemt ikke sidste - krig imellem de to parter medførte, at hundredtusindvis af palæstinensere blev tvunget til at flygte fra deres landsbyer. Mange af disse palæstinenseres børnebørn, oldebørn og tipoldebørn er nu at finde i flygtningelejre på Vestbredden og i Gaza. I denne første krig bliver konfliktens kompleksitet understreget, og de efterfølgende år tydeliggøre kun yderligere, at en løsning, der tilfredsstiller begge parter, bliver meget svær at finde.

Palæstinas håb – ungdommen Birzeit University er et palæstinensisk universitet på Vestbredden. Her studerer unge fuldstændig ligesom i Danmark med ungdomsliv og studieliv, lige med den undtagelse, at de studerer i et besat område med massiv arbejdsløshed uden mulighed for at kunne søge arbejde uden for den markerede seperationslinje. Da vi ankommer til universitet, bliver vi vidne til en demonstration på campus til ære for en studerende, der for nyligt er blevet dræbt af israelske styrker. Da jeg 1 Israels interne efterretningstjeneste 2 Intifada: Arabisk ord for ”at ryste noget af sig”. Udtrykket bruges også om et oprør. Første og anden intifada i hhv. 1987-1992 og 2000 medførte mange drab på civile

R E G N FA N G

snakker med nogle studerende, mærker jeg et tydeligt emotionelt og passioneret syn på konflikten. De unge palæstinensiske studerende ønsker en tostatsløsning, hvor de tvangsforflyttede palæstinensere fra før krigen i 1948, får lov til at vende tilbage til deres oprindelige land.

han vil fortælle os historien om drabet på sin søn. Mange medlemmer af familien er samlet, og da faren fortæller om omstændighederne omkring drabet, fyldes rummet af gråd fra både familien og vores tolk. Det unikke ved Nadeems far er, at han er den første, der har taget kampen op mod det israelske system. Det har medført, at soldaten, der skød og dræbte Nadeem, nu er blevet anholdt og venter på at komme for domstolen. Spørgsmålet er så bare, om det nytter noget for Nadeems far og palæstinenserne, for hvis den israelske soldat ender med at blive dømt (hvilket slet ikke er sikkert), så bliver han dømt i Israel. Det israelske retssystem skal dermed forvalte straffen, hvilket i værste tilfælde kan medføre,

Den første ting, som jeg som udefrakommende lægger mærke til ved miljøet omkring universitets campus, er, at det kun er omkring halvdelen af kvinderne, der bærer tørklæde. Jeg får også senere bekræftet af nogle unge kvindelige journalistikstuderende, at tørklædekulturen generelt er meget fri, og at man ikke bliver diskrimineret alt efter, om man bærer tørklæde eller ej.

at soldaten slipper for at afsone sin dom. Efter historien om Nadeem møder vi en mor, hvis søn, Ayman, har fået en fængselsdom på to år i et israelsk fængsel for at lave molotovcocktails og hænge pro-palæstinensiske plakater op. Hun fortæller om sin kamp for at få lov til at besøge sin søn. Fængslet, han sidder i, ligger langt væk fra moderens bopæl, og selvom hun rejser den lange vej for at nå de officielle besøgstider, bliver hun ofte nødt til at tage hjem igen med uforrettet sag, da vagterne i det israelske fængsel nægter at give hende adgang til at se sin søn. Ayman står til at blive løsladt i april 2015, men udelukkende hvis han betaler den israelske stat 4000 NIS4. Hvis ikke han har de penge, bliver straffen forlænget med en måned for hver gang, han ikke kan betale. Disse personlige beretninger fra civile palæstinensere berører uden tvivl tilhøreren, der ikke kan lade være med at tænke på, om denne behandling af palæstinensere fra israelsk side kan retfærdiggøres og simplificeres med noget så simpelt som “nødvendig sikkerhed for at beskytte den civile israeler”. Som udefrakommende opfatter jeg denne form for behandling som psykisk terror fra israelsk side. Det er en måde, hvorpå de kan holde palæstinenserne i skak.

Det kontroversielle ved Birzeit University er, at det er støttet af amerikanske midler. USA er ellers kendt for at have et stærkt samarbejde med Israel, den jødiske lobby i USA har ekstremt meget magt, og den amerikanske regering forsyner tilmed Israel med 2,4 Millarder USD i militær assistance årligt. Dét, at det palæstinensiske universitet er støttet af USA, kan måske være en måde for USA at holde palæstinenserne nede på; hvis de palæstinensiske unge får et positivt syn på USA og Vesten generelt, kan det måske afholde dem fra at gøre oprør og endeligt starte en tredje intifada. Paradoksalt nok hænger der på universitetets hovedbygning et enormt banner med ansigter af ledere fra Hamas, Hizbollah i Libanon og selvfølgelig palæstinensernes altoverskyggende ikon, Yasser Arafat3; alle sammen mennesker, som den amerikanske regering på ingen måde støtter officielt.

Konfliktens unge ofre Nadeem var en ung palæstinensisk dreng på 16 år, der til en demonstration blev skudt og dræbt af israelske styrker. Hans far har inviteret os ind i sit hjem, hvor 3

Palæstinensisk leder

4000 NIS = 6.800 DKK

R E G N FA N G

Den hellige by Jerusalem er hellig for både kristne, muslimer og jøder. Derfor er byen et væsentligt centrum for konflikten. Hvis man skal fra Vestbredden og ind i Israel, skal man igennem de såkaldte checkpoints. Vi har valgt Qualanda Checkpoint, som er et af de største checkpoints omringet af pigtråd og den høje separationsmur. Vi går side om side med palæstinensere med arbejdstilladelse i Israel, der er på vej på arbejde. Vejen igennem checkpointet minder allermest om kreaturbåse på et landbrug eller et slagteri. For at komme igennem og dermed ind til Israel skal vores tasker tjekkes igennem, og vi skal fremvise vores pas og

I Jerusalem findes et meget specielt kvarter, der hedder Mea Shearim. Her bor de ultraortodokse jøder. Inden man bevæger sig ind i kvarteret, bliver man mødt af et skilt, der fastslår, at man ikke må tage billeder, og at passende tildækket påklædning er påkrævet. Der er omkring 70.000 ultraortodokse jøder i Israel, hvis eneste job er at studere de gamle skrifter. De bliver altså støttet af staten. Ben Gurion6 ville i 1948 have, at omkring 300 jøder skulle studere Toraen7, men dette tal er steget eksponentielt, og i dag er der utroligt mange mennesker, der lever på en form for bistand sponsoreret af den

visum. På den israelske side af checkpointet venter flere busser for at køre palæstinenserne på arbejde i Israel.

israelske stat. Kvarteret Mea Shearim står i rivende kontrast til den ellers moderne by Jerusalem. Kvarteret er faldefærdigt og kummerligt, de ultraortodokse jøder har ikke mange penge til dem selv og deres (ofte enormt store) familier. Mændene må ikke kigge på kvinderne, og tit går de over på den anden side af gaden, hvis udefrakommende kvinder kommer imod dem. De ultraortodokse jøder opfatter sig selv som de rigtige jøder, og de har også enormt meget magt i Knesset8. Denne magt er med til at fastholde den israelske stat og jøderne i en konservativ livsform. Moderne fremskridt bliver altså enormt svære at gennemføre, så længe de ultraortodokse jøder fra Mea Shearim-kvarteret har så meget at skulle have sagt i parlamentet.

Jerusalem er en gammel og utroligt smuk by. Vestbyen minder mest af alt om en sydeuropæisk storby med internationale butikskæder og velholdte parker. Østbyen huser den gamle bydel med Klippemoskeen, Gravkirken, Al-Aqsamoskeen, Grædemuren og så videre. Situationen i Jerusalem er presset, og den gamle bydel bliver lukket af om natten, hvor politiet patruljerer, og hvor man kan høre skud i det fjerne. Tempelpladsen er lukket grundet uroligheder, og mange arabere mener, at Al-Aqsamoskeen er truet. Vi møder en mand ved navn Ali Jiddah, der i 1968 var medvirkende i at springe en bombe i den gamle bydel. Han blev dømt som terrorist og sad i fængsel indtil 1985. Han er tidligere medlem af PFLP5 og bor i det afrikanske kvarter i Jerusalems gamle bydel. Ali Jiddah ser ikke lyst på fremtiden og tror ikke længere på en fredelig løsning. Han er bange for at gå ud om aftenen og mener, at konflikten er blevet trukket så langt ud, at ingen ved, hvordan freden skal komme. Både jøderne og araberne har krav, som ingen af parterne er villige til at gå på kompromis med, og de krav er så modstridende, at en længerevarende fredsaftale lige nu er umulig.

6 7 8

5 Popular Front for the Liberation of Palestine. Revolutionær palæstinensisk organisation

Israels første premiereminister Jødedommens vigtigste hellige skrift Det israelske parlament

R E G N FA N G

Betlehem - fødselskirke og flygtningelejr

Israelernes store spil stratego

Scenen for Jesu fødsel er i dag langt fra det, vi hører om i Juleevangeliet. Betlehem ligger i dag på Vestbredden og er nogle steder omringet af en mur på 12 meter. Flere huse, der før 2002 havde en fantastisk udsigt til olivenmarkerne, er nu omkranset af mur til tre sider. I Betlehem ligger selvfølgelig fødselskirken, som kristne pilgrimme fra hele verden valfarter til, men Betlehem danner også hjemsted for flygtningelejren Aida Camp. Lejren ligger for foden af muren, hvor en port fører ind til en israelsk

De ofte omtalte bosættelser defineres som israelske områder eller kvarterer, der ligger på palæstinensisk territorium. Bosættelserne er beskyttet af det israelske militær. Ofte er bosættelserne ideologiske; det er jødernes måde at vise over for palæstinenserne, at det er deres land, og at jøderne kræver suverænitet over hele området. I Jerusalem er de israelske bosættelser bygget så strategisk, at adgangen til Jerusalem bliver afskåret for palæstinenserne. Bosættelserne fungerer altså som en form

militærbase på den anden side. De israelske soldater hærger lejren ved at smide med tåregasgranater over muren, sprøjte husene til med ildelugtende ”kloakvand”, trække civile til afhøring midt om natten, samt at udøve vold mod civile ”mistænkte” og deres familier. Aida Camps beboere er efterkommere af de mennesker, der efter krigen i 1948 blev tvangsforflyttet fra deres landsbyer, som nu er israelske. Det er vigtigt at understrege, at termen flygtningelejr i palæstinensisk forstand ikke kan sammenlignes med de lejre vi ser i f.eks. Syrien, hvor flygtningene bor i telte. Aida Camp er en flygtningelejr bygget i beton. De unge i Aida Camp ønsker ikke at have noget at gøre med israelerne. De ønsker en tostatsløsning, hvor beboerne i Aida Camp kan få lov til at vende tilbage til det land, deres familie i 1948 blev fordrevet fra. Men er det urealistisk? Som det ser ud nu: JA. Israel har et af verdens stærkeste militære, hvor værnepligten er tre år hos mænd og to år hos kvinder. Som situationen ser ud nu, vil den israelske regering på ingen måde gå med til et kompromis, hvor palæstinenserne på Vestbredden eller i Gaza kan få adgang til israelsk territorium. Hvis sådan en ting skal kunne lade sig gøre, skal det internationale samfund lægge et massivt pres på Israel, som kan tvinge dem til at gå på kompromis med deres politik.

for buffer, der beskytter Jerusalem og sørger for at holde det jødisk. Israel ønsker den fulde kontrol over den hellige by Jerusalem. Separationsmuren er på samme måde taktisk bygget, så vigtige israelske bosættelser og hellige jødiske steder kommer på israelsk side, også selvom disse ikke er på israelsk side ifølge international lovgivning. Derfor ligger for eksempel Rachel’s tomb9 på israelsk side, selvom den ifølge loven ligger på palæstinensisk side. Bosættelserne er altså en stor gang stratego, der øger israelernes kontrol af palæstinensiske områder.

Hvad bringer fremtiden? Hvad skal der ske i denne konflikt? Kan der overhovedet findes en fredelig løsning, eller udbryder der snart krig igen? Det internationale samfund er alle enige om, at Israel har ret til at eksistere som stat, men efterhånden er mange nationer (blandt andet Sverige) begyndt at anerkende Palæstina som stat. At finde en fredelig løsning bliver svært, så længe Israel har USA og Vestens finansielle og værdipolitiske støtte. Man kan også kritisere, 9 jøder

Religiøs bygning, hellig for kristne, muslimer og

R E G N FA N G

at USA støtter Israel militært, da det netop allerede er enormt magtfuldt og suverænt, men hvis man ser på Israels geografiske placering, er det også nødvendigt for dem at have et stærkt militær, da de er omringet af ”fjender”, Hizbollah, ISIS, Hamas og så videre. Der er så mange spørgsmål med så mange modstridende svar alt efter hvilken overbevisning, man som menneske har. Hvilken rolle skal Jerusalem have? Hvilket folk skal byen være hovedstad for? Hvad skal der ske med de israelske bosættelser på Vestbredden? Hvilken form for kompensation skal de palæstinensiske flygtninge have? Hvordan skal grænsedragningen se ud? Der er tale om geografiske, historiske, religiøse og følelsesmæssige spørgsmål, som har en helt speciel betydning for de indblandede parter. At konflikten er så mangesidet gør, at den på adskillige måder synes uløselig. Hvis det kommer til en tostatsløsning, og Hamas bliver valgt på Vestbredden, kan Israel blive tvunget til at gå i krig, da Hamas er en stor trussel mod den israelske eksistens. Man kan synes, at første skridt på vejen vil være at bryde separationsmuren ned, men samtidig mener mange palæstinensere, at den opretholder en vis orden, så man undgår ekstremistiske handlinger fra begge sider. Løsningen skal nok være der i fremtiden, men om det bliver i min levetid, er jeg usikker på. Det eneste man kan håbe på er, at der i mellemtiden ikke bliver spildt alt for mange menneskeliv i kampen om magt over det forjættede land, der flyder med mælk og honning.

R E G N FA N G

Man skal have sig en skĂŚbne SIGNATUR

Tekst AF

Fotografi

Victor Lange

Magnus Harding Iranzad

I Regnfangs interviewserie SIGNATUR formidler en danks kulturperson sin viden direkte til den danske ungdom. Det er en eksistentiel underskrift fra en enkelt person til en hel generation.

TIL Den danske ungdom FRA Peter Tudvad // forfatter og filosof

R E G N FA N G

DECEMBER, BERLIN Det kan være så ubarmhjertigt koldt i Berlin om vinteren. En helt klar isblå luft lægger sig stille i byen: blandt husene, langs vejene og mellem menneskerne. Selv de golde bygninger fryser og puster deres rå ånde ned på én, idet man passerer deres høje facader - og kigger op. Peter Tudvad er en af de mest fremtrædende stemmer og bidragsydere til den danske debat om emner vedrørende moderne teologi og ikke mindst en af netop dennes store tænkere; Søren Kirkegaard. Jeg sidder på en café kun et par minutter fra hans lejlighed i Kreuzberg. Der er 10 minutter til, at vi skal mødes. En mand går forbi, hurtigt, og trækker sit åndedræt med sig som en lille sky. Den forsvinder, hurtigt. Berlin er anderledes, når den nordlige halvkugle vender sig væk fra solen, og årstiderne skifter. Så bliver Berlin til noget andet. En anden by. Med kulden bliver hverdagen forandret: gaden bliver en anden. Folk forsvinder fra den, hurtigt som mandens sky af åndedræt. Pludselig er de væk. Ofte tager det kun en weekend, og i løbet af bare få dage skilles efterårets røde mosaik med vinterens grå rude. Det er Berlins skæbne. Og den gentages - hvert år.

KIRKEGAARD OG KÆRLIGHEDEN ”Jeg har tænkt på, at det kunne være spændende at tale om kærligheden set igennem Kirkegaards forfatterskab. Det er jo en mildt sagt anden form for kærlighedsopfattelse end den nuværende og almene forestilling om begrebet. Og så vil jeg meget gerne høre din personlige mening herom,” siger jeg. ”Ja, den er jeg med på,” svarer Peter, ”og der er også nok at tale om må man sige.” Så det starter vi på: at tale om Kirkegaards tanker om kærligheden - og ikke mindst, vel nok, dens gerninger. ”For Kirkegaard er kærligheden en opgave. Det er pligten til at elske sin næste. Og først og fremmest via Gud.” Peter går i gang. Han taler hurtigt: associerer, kæder sammen, perspektiverer, analyserer. ”Men her har jeg personligt nok et problem. For mig bliver kærligheden hos Kirkegaard, i hans forfatterskab, filosofi og teologi , nemlig primært reduceret til pligt. Det spontane bliver taget ud. Og kærlighedens retning bliver stort set kun vertikal - altså rettet imod Gud.” Peter fjerner et par bøger og forsætter: ”Men selv var han på mange måder forbilledlig: Søren Åby Kirkegaard - altså som person, som menneske. Han var jo et enormt dannet individ, men alligevel søgte han ofte den almindelige menigmand - en helt konkret vedkommende på gaden. Han gjorde en dyd ud af at tale med mennesker; alle mulige slags mennesker. På den måde har Kirkegaard meget at sige i dag - han taler i den grad til os meningsfyldt om kærligheden. Også ved hans egne handlinger.” Peter kigger ud af vinduet, han tager hænderne om bag nakken og læner sig tilbage: ”Den kærlighed som Kirkegaard ønsker, og den kærlighed som han synes er ’kærligheden’, den eneste kærlighed, er bare så forbandet svær at realisere. Den er så radikal. For eksempel havde jeg en rigtig god veninde, som jeg holder utrolig meget af. Hun ringede - faktisk i går - for at spørge om vi ikke skulle mødes; snart. Det er lang tid siden, at jeg sidst så hende. Det vil jeg selvfølgelig rigtig gerne. Problemet er bare, at jeg ikke kan tilbyde hende at sove her, for jeg har så ekstremt travlt, da livet som forfatter og ’freelanceforsker’ er virkelig tidskrævende. Så det kunne jeg ikke. Det taler virkelig til min dårlige samvittighed. For hvis jeg skulle efterkomme den evangeliske fordring, og dermed Kirkegaards tanker om kærlighedens gerninger, så er der da ingen tvivl om, at jeg selvfølgelig skulle have tilbudt hende logi; her. I mit hjem.”

BØGER ”I må undskylde, hvis der roder,” siger Peter og griner lidt: ”Sådan er det altid, når jeg er ved at skrive på en ny bog.” På stuebordet står hans laptop, og rundt om den ligger der bøger i stakke og bunker. Peter Tudvad har igennem mange år bidraget til dansk litteratur - med både romaner, biografier og fagbøger. ”I kan bare beholde skoene på, der kan godt være lidt fodkoldt,” siger han og viser vej ind i stuen. Og der står de, fra gulv til loft: Peters bøger. Hans bibliotek. ”Det lyder ret nørdet, men jeg er ved at genskabe Kirkegaards eget bibliotek.” Peter peger op på en af reolerne: ”Det går den rigtige vej,” siger han og smiler. Vi står længe foran reolerne. Peter hiver det ene vidunder af et stykke bogbinderi frem efter det andet. Originaludgivelser i de smukkeste udgaver, indbundet på skønneste vis. ”Hvor skal vi sidde?” spørger han. ”Her, ved bordet, er helt fint,” svarer jeg. Og dér sætter vi os.

R E G N FA N G

Peter kigger på bøgerne. De står tæt - helt tæt, næsten uden en pause, et ophold. Det eneste der bryder dem er reolkassernes rette linjer af træ. Små kasser de står i; et mønster, en struktur. ”Et begreb som ’opbyggelighed’ er virkelig centralt for forståelsen af Kirkegaards udredning af kærligheden. Opbyggelighed. I dag forbindes det vel nok mest med ’selvrealisering’ og lignende. Men hos ham har det en klar betydning af lydighed og forpligtigelse. Og valget. Altså, at man vælger at forpligte sig og er lydig over for både dette og den magt, der har sat dig: Gud. Og det medfører jo så en disciplin.” Peters hænder ligger på bordet. Han løfter dem hver gang, han når til en konklusion; passioneret. Og så forsætter han: ”Det må siges i den grad også at have relevans i dag: forpligtigelsen og lydigheden. På mange måder relaterer det sig også til det autoritetstab som jeres generation, den nuværende ungdomsgeneration, nok må siges at leve under nu. Og det er jo ikke jeres skyld, at I ingen autoriter har haft. At pådutte et 10-årigt barn ’ansvar for egen læring’ er jo absurd, og det er netop vores tids pædagogik ført ud i absolut yderste konsekvens. Så grelt er det heldigvis ikke normalt. Men det handler om - for de voksne - at tage et ansvar og at risikere noget ved at være en autoritet.

For det farlige er, at de unge mennesker, såvel som børn vel nok også, søger autoritet om vi vil det eller ej. De behøver noget at orientere sig efter. Og hvis de voksne ikke giver dem et sundt autoritetsforhold, så søger børnene og de unge det andre steder; og det er ikke sikkert, at de andre steder finder sunde autoriteter.” Biblioteker hvisker. Både de mennesker, der sidder i dem, men også bøgerne selv. De hvisker fordi stilheden fordrer fordybelsen. Og selvom Peter og jeg taler, så hvisker hans bøger stadigvæk - hans mange reoler af litterære mesterværker. De hvisker fordi de ved noget. Det er generøst. Sådan er biblioteker - gavmilde. ”En uheldig bivirkning ved tabet af autoritet er - på nogle planer - desuden dannelse: gentagelsen og øvelsen. Jeg kan huske en fortælling fra en af mine bekendte om en polsk pianist, en kvindelig pianist, der kom til Danmark for at studere på Det Kongelige Musikkonservatorium. Hun, pianisten, var meget imponeret over de danske studerendes gåpåmod og evne til at begive sig ud i de sværeste klassiske kompositioner - Bach og Beethoven for eksempel. Men hun så samtidig med dette mod og denne umiddelbarhed en anden tendens: de danske studerende blev meget sjældent rigtig gode - og her menes

R E G N FA N G

DIETRICH BONHOEFFER: I KRIG OG KRISTENDOM Bach kom aldrig tilbage til stuen. Det tillod afspilleren ham ikke. I stedet for står der tre hvide kopper på det lyse træbord med dampende sort kaffe i dem alle. Foran dem ligger lidt chokolade. Til højre for bordet står en lav reol. ”Tog den lang tid og skrive,” spørger jeg og peger op på en af de tykkeste bøger på reolen: ”Ja, altså ca. 2 år. Den er også lang, omkring 750 sider. Og så er det endda kun første bind,” svarer Peter. Vi taler om hans nyeste udgivelse: I krig og kristendom. Det er en biografi, en bog om den tyske teolog, præst og modstandsmand Dietrich Bonhoeffer - en personlighed og tænker, der i moderne teologi har en helt speciel status. Også hvis du spørger Peter: ”Bonhoeffers teologi og eget liv som kristen har virkelig noget vigtigt at sige - både i forhold til samfundet, kirken og troen. Han insisterede på, at fællesskabet omkring troen som essentielt, at fælleskabet var givet ved Kristus, at Kristus var eksisterende som menighed i kirkelivet. For ham skete retfærdiggørelsen vertikalt, men helliggørelsen horisontalt. Altså: dommen indtraf i menneskets forhold til Gud, men som kristen var udøvelsen af troen mødet med andre mennesker og heriblandt kærligheden. Dietrich Bonhoeffer havde i hans teologi et blik for det praktiske aspekt af kristendommen, og den lære verden modtog fra Jesus. Troen var for ham et eksistentielt projekt, og han forudså selv en verden, eller et håb for en sådan, hvor man vitterligt havde erkendelsen af Jesus som herre i verden og livet.”

virkelig gode - til de musikstykker som de øvede. For de øvede dem ikke specielt længe ad gangen. De havde ikke tålmodigheden til at gentage det samme stykke musik igen og igen, så de til sidst mestrede det på ufatteligt højt plan. I hvert fald så hun, den polske pianist, det som en klar forskel i dannelsestraditionen imellem Polen og Danmark: gentagelsen og repetitionen. Hvis vi bliver ved Kirkegaard, så havde han egentligt også blik for dette. Altså denne tendens i ’den danske mentalitet’, eller måske bare den moderne mentalitet, til at gøre alting lettere. Ikke at dyrke det tidskrævende. Hans indgang til virket som forfatter begrundede han endda med, at han ville gøre ’tingene vanskelige, så vanskelige som de er.’ Det vanskelige var for ham noget vigtigt. Også selvom det kræver tiden - af individet.” Peter lægger sine hænder på bordet. Så løfter han dem igen; ”Nu lyder det jo nærmest også som om, at jeg er en gammel sur mand, der mener, at dannelsen er forsvundet, og at ungdommen - den nuværende - ikke har et eneste spor af den. Det mener jeg ikke. Slet ikke. For et par uger siden havde jeg faktisk en lille forelæsning for en studenterkreds oppe i Zionskirchen, i Prenzlauer Berg, og der mødte jeg virkelig nogle lydhøre, vidensbegærlige og meget inspirerende unge mennesker. Det fik jeg, som lærer, helt ekstremt meget ud af. De havde et andet perspektiv og en anden vinkel. Det må man aldrig underkende som lærer: den viden man kan modtage fra sine elever. Det er for dumt som underviser at stille sig arrogant over for det. Man mister virkelig en indsigt derved. Det skygger arrogancen for.”

Peter kigger ud af vinduet. Man kan høre lidt lyde fra gaden en gang imellem: en bil kører forbi, en hund gør, nogen råber. Han holder blikket på den grå himmel, imens jeg skriver et par noter på det hvide papir. ”Bonhoeffer var i de første år af Nazitiden ret så pacifistisk, er det ikke rigtig?” ”Jo, det er det,” svarer Peter. ”Kan du forklare, hvorfor han gik fra denne pacifisme til hans overbevisning som modstandsmand?” ”Altså, det er der mange grunde til. Bonhoeffer er faktisk som ung virkelig krænket, ligesom den tyske befolkning i al almindelighed, over Versaillestraktaten og dennes påstand om, at hele ansvaret for 1. verdenskrig kan placeres hos tyskerne.

Pludselig bliver der stille. Musikken er væk. Hvilken musik? Den musik man ikke hørte før, men som man nu hører stilheden fra. Først når musikken er færdig, kan man høre stilheden. Han, Peter, rejser sig og går hen til Cd-afspilleren. ”Hvad hørte vi før?” spørger jeg. ”Bachs juleoratorium,” siger Peter, begejstret, og tager Cd’en ud. Sådan er musik, den skaber rum for stilhed, for tomrummet efter. Den er skøn. Den maler tiden, efter den er slut. ”Satans japanske bras.” Peter slår på toppen af Cd-afspilleren: ”Den gider nogle gange ikke at spille Cd’erne. Det er simpelthen så irriterende,” han skuler til den sølvgrå afspiller - så vender han sig: ”Nå, men var det ikke også tid til noget kaffe?” spørger han og griner.

R E G N FA N G

Faktisk bruger Bonhoeffer i sine unge år - og manden blev jo som bekendt desværre ikke særlig gammel - en ret voldsom retorik, blandt andet, da han er hjælpepræst for en tysk menighed i Barcelona og siger nogenlunde følgende om sit eget lands situation: ’Den unge generation har en ret, i kraft af sin vitalitet, til at krænke sine naboer.’ Det er jo en terminologi, der ikke ligger langt fra den de nationalsocialistiske benyttede sig af. Forstået sådan, ja så ’starter’ Bonhoeffer ikke som pacifist. Men der sker noget med ham; noget ret dramatisk. Han ser sammen med en god fransk ven filmatiseringen af Intet nyt fra Vestfronten og bliver voldsomt berørt af den. Grædende forlader han, Bonhoeffer, biografen og erklærer sig derefter som pacifist. Efter det er han utrolig optaget af at undgå krigens rædsler. Han taler, faktisk i Danmark, på Fanø til en stor konference om forskellen på begrebet ’sikkerhed’ og begrebet ’fred’. For ham at se, er det absurd at tale om sikkerhed, hvis man med det vil opnå fred. For at tale om sikkerhed er at udvise mistillid til de andre, og det er det sidste, der fremmer freden - faktisk lige modsat, ja så genererer den spændinger. Splid, måske endda. Men selv Bonhoeffer må opgive dette meget pacifistiske standpunkt, og da krigen bryder ud i 1939, pointerer han, at omstændighederne kan ændres således, at det kan være nødvendigt at slå ihjel - i lyset af krigen. Og med at slå ihjel, ja, der mener han: at slå Hitler ihjel. Vælte nazismens styre.” Peter holder en pause, sænker hænderne og lægger dem på bordet: ”Men det betalte Dietrich prisen for. Han blev fanget af Gestapo, fundet skyldig i planlægningen af et attentatforsøg mod Hitler og dermed dømt til døden.” Peter kigger igen ud af vinduet. ”Han blev hængt d. 9 april 1945 ved daggry - i koncentrationslejren i Flossenbürg. Kun 1 måned inden Tysklands totale overgivelse. Han gik i døden med sin tro. For ham var hans død her i denne verden ikke slutningen - men begyndelsen. Det var sågar hans sidste ord.” TROENS REJSER Nede på gaden går en kvinde forbi. Hendes mørke hår løftes af et vindstød. Hun holder sin frakke lukket med begge hænder og bøjer sit hoved ned mod fortovet for den kolde blæst. Pludselig er hun væk. Peter kommer ind i stuen igen og sætter sig ved bordet. ”Vi har talt meget om tro og religion. Hvor er du selv på den rejse?” spørger jeg.

R E G N FA N G

Peter tager sin ene hånd op til ansigtet. ”Det har været en lang rejse for mig - troens rejse. Jeg blev opdraget i et hjem, hvor den grundtvigianske kristendom var velrepræsenteret. Så startede jeg med at læse filosofi og stødte af den grund på Frederich Nietzsche og hans værker - der blev jeg ’berøvet’ min tro. Men den indførte Kirkegaard mig i igen - men denne gang en mere alvorlig og tung eksistentiel form for kristendom. I samme periode oplevede jeg både psykiske og fysiske sammenbrud og desuden også nogle personlige hændelser, hvor mennesker jeg holdt af virkelig oplevede lidelse og død. Jeg trak simpelthen vejret igennem troen i den tid. Jeg åndede igennem den.” Jeg tænker på manden, manden, der gik forbi mig i morges ved cafeen. Med hans hurtige skridt på den frosne jord. Og på hans åndedræt, der som den lille hvide sky forsvandt ud i det kolde intet - ud i vinterens tunghed. Måske er troen sådan - for nogle. En måde at holde varmen på, et åndedræt. En måde at trække vejret på, når verdens kulde bliver en tæt mur, og man fryser helt ind i knoglerne. Der findes troen. For nogle mennesker. Troen som åndedræt. ”Jeg flyttede her til Berlin i 2006. Der skete noget. Når jeg bad var det anderledes. Det vakte ikke genkaldelse der var ingen genlyd. Ingen fornemmelse for retning. I samme periode oplevede jeg ligeledes en gudstjeneste, der gjorde stort indtryk - ikke et specielt godt indtryk dog. Jeg var i Französischer Dom på Gendarmenmarkt til gudstjeneste. Menigheden virkede ligeglad og passiv, uden tro eller passion, og da jeg bagefter gik ud af kirken, så jeg præsten selv. Han stod med blikket rettet imod den grå himmel, helt fraværende, og kiggede tomt på de mange skyer. Og dette blik, dette fjerne blik, det sagde et eller andet til mig, som jeg ikke kan glemme.” Klokken er 12.24. ”Jeg er agnostiker. Agnostikeren er en gave til de religiøse - religionskritikken er en gave til religionerne, den fremmer noget sundt i dem.” Peter forsætter: ”Jeg synes, at de aggressive ateister skulle droppe deres fjollede projekt med at fornægte religions plads i verden - for mennesket. I kernen af alle religioner er spørgsmålet om, hvad det vil sige at være menneske. Man besinder sig på sin endelighed. Og selv om man ikke er kristen, så handler kristendommen om eksistensen.” Peter rejser sig, han tager en bog i hånden og sætter den på plads - helt oppe på den øverste hylde. Han går ned af

R E G N FA N G

stigen igen og taler videre: ”Det er en spændende tid vi lever i, når det handler om troen. Eller det er en anderledes tid. For mig er det moderne ’Gudstab’ ligeså reelt som den traditionelle ’Gud’. Det fylder lige så meget i verden - Gud og fraværet af ham.” Jeg afbryder Peter og spørger: ”Jeg tror faktisk, at der er ret mange unge mennesker, som er søgende efter en metafysik af en art, en mening. Selv om de ikke nødvendigvis er kristne, hvad kan mødet med kristendommen tilbyde dem?” ”Det er en berigelse også for en agnostiker, at møde kristendommen og forholde sig til den. Det er en udfordring.” Peter sidder kort og tænker - forsætter så: ”Den sårbarhed og lidelse, som findes i Det Nye Testamente har meget at sige i dag. Den nuværende ungdom, tror jeg, er en helt generation af mennesker, der virkelig har levet i en meget tryg tilværelse sammenlignet med tidligere. Derfor har de unge i dag nok ikke så mange skrammer - og det er ærgerligt, for det hærdes man af. Desuden fremmer det måske også en form for overbygning i livet: en åndelig overbygning.” Han læner sig ind over bordet: ”Meget bliver psykologiseret i dag. Desværre. For de unge går derved glip af, hvad man kunne kalde ’evighedsdramaet’: det store livsdrama. Måske fordi det i psykiatrien og kulturen generelt anses som værende usundt at være lidt tungsindig - det er forkert og skal forhindres. Derved forsvinder dramaet - de store følelser.” Så sætter han sig tilbage i stolen: ”Mennesket har et ansvar. Vi kan leve et stort liv. Som Karen Blixen sagde: ’Vi skylder guderne et svar.’ Og det gør vi. Det gør vi virkelig.” Peter krydser armene og læner sig længere tilbage i stolen, kigger ned på bordet og siger så: ”Ja, det er vigtigt: man skal have sig en skæbne.”

R E G N FA N G

Finding Balance An essay about travelling

Text AF

Roshni Lodhia

â&#x20AC;?The purpose of life is not to be happy. It is to be usefull, to be honorable, to be compasionate, to have it make some difference that you have lived and lived well.â&#x20AC;? - Ralph Waldo Emerson

Finding Balance.

December 2013. I’m in Pune, India. It’s taken me months to complete writing this and about the same time to share it because honesty takes courage. It started off as a journal entry- unloading the baggage in my mind. How to put into perspective my life choices? From the luxuries of a $700 room per night in San Francisco to choosing to walk every day to save Rs30 (50 cents). If I thought NYC was like being in a tumble dryer, then India has manually wrung me dry.

My grandfather moved to Tanzania from Gujarat to give his family a better life. An accountant. One career. No questions asked. My father worked to get me a better life. Work is making a living. A simple life. No questions asked. And I have the choices of a million generations. The stimuli to exhaust even the sun. The busyness of work, drugs, happy hour, masters’ degrees, sky diving, multiple careers, international travel, iPhone, Facebook, debt and doubt. It’s unprecedented and never enough, turning us into products of self-absorption: self-orientated and self-seeking. The Selfie generation.

I’ve come a long way these past few months. If I take a step back and look at myself a year and a half ago, it’s like I’ve trekked mountains and crossed valleys and all I can see is a speck of a person that used to be. It’s been incredible and tiring and frustrating but I am Good. Better than Good. And I’ll keep going, searching for my calling. Because I will not settle for anything less.

Every generation has to make it’s own discoveries. Ours is finding a balance between the infinite choices we have and the values we seek to preserve. To follow the busyness craze or to break out? To take that selfie or flip the camera around to see the community around you?

There is a time for everything, and every season for every activity under the heavens. Ecc 3:1 It’s been over a year and a half since I parted with my beloved New York City. No regrets there. Regret is the cousin of Guilt, toxic and pointless. Though there are days when I miss her vitality and the drumming of the inextinguishable energy that rumbles in her core. Outside of New York City, life slows down. Tremendously. At first you go through withdrawal. The fever runs high: how to force your senses to do nothing? To relax? To sleep without anxiety? To wake without anxiety? You escaped the rat race, but you are still a rat scrambling for the stimuli, for all that busyness, that so cleverly built the walls to protect you from taking a real good look at yourself. Now I had it. The time. The space. A season for honesty. Outside the City, life slows down. A kindness that is often overlooked.

Because it has to be about doing Good.

The poverty and discrimination in India is crippling to the heart. Imagine a woman, a drifter, with an uncertain purpose moving to India six months ago. Without purpose she quickly becomes a victim of vulnerability and the walls that guarded her heart fizzle away. And where compassion should be an Inspiration, it adds to her destruction. How do you

R E G N FA N G

process the hopelessness here? How do you help? The hurt so immense, it becomes compassion that crumples you. Renders you so helpless you become a hazard to yourself.

you always, Always have a choice. Make sure you want to be there and somehow that interview becomes a healthy conversation. That has been my experience with Him. It’s so difficult and terrifying to explain the change in me and most people brush it off as a desperate person’s cling to a religion or spirituality in exchange for meaning. But it’s not a religion, it’s not spirituality, it’s a Relationship. And as for meaning, that becomes even more obscure with God. What is meaning to God? If you are searching for meaning, there are plenty of organized religions, cults, adventures offering a reason. Choose your pick. Come to India where religion is the lifestyle. But if you are looking for a purpose, then look to Him. He has one for you. And understanding this is possibly the hardest thing to do.

How do you transform your hurt into Good?

I struggle with happiness. It’s not depression (though I give full credit to her, she’s a beast). It’s meaning. To Live. Not just to live, but to be Alive. I don’t want to live for living’s sake, for daily routine and paying the bills. Because there has to be more to life than just routine. I want to Feel Life. To feel it run within me, through me, over me without the fake stimuli that feeds the desperate rat.

”However, at the appointed time, they would learn that each human being carries within them something far more important than their own self, namely, their particular Gift. For God placed in the hands of each and every person a Gift, the instrument He used to reveal Himself to the world and to help humanity”. – Paulo Coelho

And it’s taken me time to get here but the simple realization is the most dreaded: that it’s a Fight. Happiness is a live battle. Every day. Your heart the battlefield and God, your trident. To fight or not to fight. I choose to fight. To believe or not to believe. I choose to believe. Until now, I’ve been able to sum up my life as a drifter since NYC in three words: I’m finding meaning. But you find that while you were searching for meaning, it was never really about meaning.

Roshni Lodhia er af indisk afstamning. Hendes familie har boet i det nordlige Tanzania, i byen Arusha, i flere generationer. Hun har dog taget hendes uddannelse i kommunikation og økonomi i New York City - hvor hun selv opholdt sig i mere end 7 år.

It was about an interview. With God. In career counseling I was told an interview is always a two way street. So while you are in the spotlight being grilled if you are the right fit, make sure you ask the right questions back. We are too quick to accept an offer from a company for security but

Hun arbejder med forskellige NGO-projekter, der blandt andet beskæftiger sig med ungdommen i forskellige slumområder.

R E G N FA N G

Historiens spor ser man først bagefter En samtale med Sissel-Jo Gazan

Tekst AF

Victor Lange

Læser man historien, da læser man dens spor. Ligesom videnskaben læser naturens spor, ligesom detektiven læser gerningsmandens spor, ligesådan læser vi fortællingens spor, der er spredt ud som sorte bogstaver på hvidt papir - i de bøger som vi holder af. Der er mange, der holder af Sissel-Jo Gazans bøger; både anmeldere og publikum. Det talte jeg med hende om: Om biologien, bøgerne og Berlin. Alle sammen ting; som hun holder af.

Fotograf: Robin Skjoldborg, 2013 ÂŠ Gyldendal

R E G N FA N G

BERNAUER STRASSE Jeg har gået langs den her mur mange gange – her: ved Bernauer Strasse. Små klumper af turister summer og blinker, når de snakker ihærdigt om den sirlige betonlinje og affyrer deres kameraer mod dens grå forfald. Men i dag er det anderledes. Det føles anderledes. Fornemmes på en anden måde. Bare en smule. Når jeg, med et halvt blik, ser den misfarvede væg af beton glide forbi som en lodret sti i mit højre øjes krog – idet jeg passerer den.

duet. ”Der er fredeligt uden at være kedeligt. Jeg kan godt lide, at der ikke er lige så ’pænt’ som i Prenzlauer Berg.” På pladsen leger et par børn: De griner og snakker. ”Var du egentlig bevidst om, hvorfor du flyttede til Berlin, dengang?” Sissel-Jo kigger ud: Et ungt par går forbi. ”Jeg var ikke bevidst om den overordnede linje. Jeg havde ikke siddet i Danmark og så valgt Berlin ud på verdenskortet helt kategorisk. Men jeg tog herned sammen med min datter; Hun var ikke særlig gammel dengang. Muligheden opstod pludselig: Jeg blev tilbudt 4 måneders ophold her i byen – og det tog jeg imod.” Tjeneren åbner den tunge glasdør og går ind i rummet. ”Jeg kunne mærke ret hurtigt – dengang – at her skul-

Klokken er 10.23 – helt præcist. Jeg skal mødes med den danske forfatter Sissel-Jo Gazan. Hun bor i Berlin og har gjort det i de sidste ca. 10 år. Hendes bøger er populære, meget – både blandt anmeldere og læsere i Danmark. Hun har modtaget adskillige legater og priser, og også i udlandet er interessen for hendes værker stor. Foreløbigt er en roman som Dinosaurens Fjer solgt til oversættelse i 16 lande. Vi skal mødes på Café Cup Arkona. Der er stille i området. Jeg kan se Arkonaplatz fra min plads i caféen – ved vinduet. Den trætte vintersol falder ind gennem ruden og rammer mit ansigt. Døren åbnes. Sissel-Jo træder ind, ind i caféen, kigger rundt; – smiler og siger så: ”Hej – jeg hedder Sissel-Jo. Hyggeligt at møde dig.”

le jeg tilbage til: Berlin. Jeg følte mig fri: Der var et rum, hvori friheden var – for mig. Og jeg oplever stadigvæk mig selv som fremmed i byen. Også i hverdagen, hvis jeg køber ind eller går en tur. Det er jeg egentligt ret glad for: At fornemmelsen for det eksotiske findes i den by, man bor i.” Sissel-Jo stiller koppen på bordet. ”Men Berlins vildskab ændrer sig også. For byen udvikler sig imod noget mere poleret. Det er ærgerligt – men vel egentligt også uundgåeligt. For selvfølgelig er der mange som gerne vil have, at deres by bliver pænere. Det samme er jo sket i andre storbyer. Jeg er faktisk næsten færdig med en guidebog til Berlin, og i den er ensretningen af Berlin lidt et grundtema. Moderniseringen af Berlin, og dermed ensretningen, er et nyt vilkår. I årevis har Berlin tiltrukket kunstnere, men det har jo netop været sådan, fordi kunstnerne har haft råd til at bo her og har kunnet forfølge deres kunstneriske ambitioner. Det grundlag bliver truet af moderniseringen.”

BERLINS SPOR Tjeneren stiller de to kopper kaffe og maden på bordet. Caféen er næsten tom: De andre gæsters pladser står efterladte tilbage. Nogle gange går tjeneren endda selv udenfor – i små etaper – for at stille sig der: i solen. Så tænder hun en cigaret og puster den hvide røg op mod lyset – og lukker øjnene. ”Bor du tæt på?” spørger jeg. ”Ja, lige derovre, faktisk.” Sissel-Jo peger over bag et par af de store træer. ”Det virker til at være et dejligt område.” ”Det er det også,” svarer Sissel-Jo og kigger ud af vin-

R E G N FA N G

kan man nok også tyde i mine bøger. De er i hvert fald på mange måder skrevet med udgangspunkt i mine egne erfaringer. Erfaringer af modsætninger.”

EGNE SPOR ”Set i bakspejlet så ’flygtede’ jeg nok til Berlin. Sådan føltes det ikke dengang, man sådan ser jeg det nu. Jeg flyttede hertil for at skrive en ny historie om mig selv. Jeg var lige blevet skilt, i Danmark, i en ret ung alder. Det var hårdt, virkelig hårdt. I Danmark havde jeg en fornemmelse af forladthed; – det var en grundfølelse i mig der. Da jeg tog til Berlin skiftede mit sind fra denne forladthedsfølelse og over til ensomhed. Og ensomheden var god for mig – på det tidspunkt. Fantasien spirrede også derved. Berlin blev et nyt perspektiv for mig, et nyt perspektiv at se mit eget liv gennem: et vendepunkt.” Sissel-Jo tager en slurk kaffe. Et par grå skyer har lagt sig mellem vores vindue og solen: Det klare lys er forsvundet en smule. Så forsætter hun: ”Når jeg lander med flyet – i Tegel for eksempel – så får jeg oplevelsen af at være vendt tilbage til mit land. Men det forhindrer mig ikke i at føle mig som en fremmed i andre situationer. Hverken min mand eller jeg er tyske. Det giver en form for konstant tilvalg af hverdagen, som jeg holder af. En spændstighed: at føle sig fremmede.” Arkonaplatz er næsten tom. Nede i bunden af den, længst væk fra os, sidder et par unge. ”Det må ikke blive for mageligt, det hele. Det bliver klaustrofobisk. Jeg har det her billede af et fuldstændigt velordnet drivhus – det er lidt en skræksituation for mit eget liv. Det er slet ikke mig. Hvis der bliver for pænt i drivhuset, så smider jeg en håndgranat derind.”

BØGERNES SPOR Sissel-Jo Gazans to seneste romaner er videnskabskrimier. Videnskaben leder efter spor: Den graver i fortiden, nutiden og fremtiden for at finde sammenhængen og løse gåden. Kriminalromanen bygger på spor: Forbryderen, der har efterladt kropslige aftryk, og efterforskeren, som via sin intellekt må finde og tyde disse, for til sidst at tegne helheden op. Og spor bliver til forløb, og forløb bliver til historier – både i videnskaben og litteraturen. ”Jeg skriver meget intuitivt. På mange måder trækker jeg mere på underbevidstheden end forstanden. Forstanden kan være fandens værk, når man skal skrive. Den skal slukkes – for mig i hvert fald. På samme måde fornemmer jeg ret intuitivt, når noget ikke fungerer i teksten. Det er som en alarm; en automatisk alarm, der sætter i gang. Og så kan jeg bare mærke, at noget skal sættes på plads, fjernes eller på anden måde rettes.” Hun kigger ud af vinduet – Sissel-Jo. Vejret er slået over, der er mere gråt. ”Hvordan kan du se dig selv i dine bøger?” spørger jeg. ”Blandt andet i mine karakterer. På en eller anden måde er jeg selv spaltet i dem: Træk fra min egen personlighed er spejlet i deres karaktertype. På den måde giver det noget tyngde til personerne i fortællingen. Det er ikke fordi, at det er et direkte terapeutisk projekt for mig – som sådan er jeg ikke optaget af at behandle mig selv i mine bøger. Men jeg tager udgangspunkt i mig selv, og det tror jeg kun fortællingerne bliver bedre af. Det at flette historier sammen – at skrive fortællinger – er en måde at efterrationalisere på: at skabe mening. Og det er ofte en rød tråd – eller betydning – som jeg ikke kender i det jeg skriver, men som jeg først opdager bagefter – ofte lidt tid bagefter.”

Klokken er lidt over 11. En enkelt gæst har sat sig på cafeen. Vi taler om Sissel-Jos nye bog om Berlin – en personlig guidebog til det lidt mere hemmelige Berlin. Og en bog om både byens gastronomi og street-art. ”Berlin er virkelig en ’modsætningernes by’. Her er både anarkismen og den strukturelle orden. Det er en dobbelthed, der er fascinerende. Der opstår et eller andet interessant mellem de to ekstremer: små fortællinger. Det

R E G N FA N G

Fotograf: Robin Skjoldborg, 2013 ÂŠ Gyldendal

R E G N FA N G

BERNAUER STRASSE - IGEN Ved Arkonaplatz siger vi farvel. ”Tak for i dag Det var virkelig interessant,” siger jeg. ”I lige måde. Det var hyggeligt,” svarer Sissel-Jo og smiler. Og Sissel-Jo går mod sin lejlighed, der ligger få meter væk – hun får gæster. Og jeg går til højre, så til venstre og derefter ligeud. Ned mod Bernauer Strasse – og ned mod muren. Det er midt på dagen, solen er væk nu, og folk står ved de slanke, høje borde på gaden og spiser deres frokost. Men muren står det samme sted. Den er der intet sket med. Selvom det var mennesker, som byggede den, og mennesker, der rev den ned igen; – mennesker, hvor man-

Et kærestepar kommer ind af døren, de finder et bord oppe ved baren og sætter sig. Dagen bevæger sig mod middag, og frokostgæsterne dukker op. ”Jeg har altid primært opfattet mig selv som historiefortæller.” Sissel-Jo forsætter: ”Men jeg er også biolog. Det er det, jeg har studeret. Jeg læste, da jeg var mellem 23 og 30; altså i de år, hvor de flestes identitet cementeres. I mit miljø omkring studiet oplevede jeg ikke en stor anderkendelse eller anden form for fascination over de bøger, jeg udgav – eller i det hele taget mit virke som forfatter. Det regnede man ikke for særlig meget. Så var det langt mere respektindgydende at være god til planternes fysiologi og anatomi.” Sissel-Jo tænker lidt – og siger så: ”Det tror jeg var rigtig sundt; – for mig. At jeg ikke var i et studiemiljø, hvor vi bare bekræftede hinanden i vores super kunstneriske eksistens som forfattere; det kan godt ende i noget snobberi. Jeg tilegnede mig et andet felt i biologien, og det er en gave, som jeg nu bruger, når jeg skriver.” Tjeneren tager vores to kopper, tallerknerne og forsvinder med dem op i baren. ”Har du nogensinde skrevet noget, som primært er foregået i Berlin?” spørger jeg. ”Nej, faktisk ikke. Indtil nu er det bare ikke sket. Mange af mine bøger er blevet skrevet i udlandet; væk fra de steder, hvor de egentlig foregår. Måske fordi afstanden er god for fortællingen – tror jeg. Min første roman skrev jeg i Lissabon, min anden bog skrev jeg hovedsagligt på Filippinerne, og den tredje blev skrevet i Hamborg og London. Og indtil nu har det føltes forkert at skrive om Berlin, mens jeg selv boede her. Måske fordi jeg – indtil nu – har været for nyforelsket i byen, ikke været dus nok med den eller ude af stand til at beskrive den realistisk. Men jeg tror, at jeg er ved at nærme mig Berlin – altså i forhold til mine romaner og fortællinger. Alt tyder på, at min næste roman kommer til at foregå her: i Berlin.” Vi går op og betaler. Og så går vi ud.

ge af dem selv er forsvundet i dag. Men det er vigtigt, at den står her. Vigtigt at den bliver her. For den siger noget nyt, hver gang man passerer dens stumme væsen, hver gang. Så hvisker den noget andet end sidst. Den er ikke færdig med at fortælle – med at fortælle om sig selv, og hvordan den gik fra at splitte familier til at blive symbolet på deres genvundne sammenførelse. Et langt spor – sådan er muren: ét langt spor. Og det følger vi; så vi kan læse historien. Også selvom den nu er sket. At den er foregået. Men vi genopliver den; genopliver den på ny og oplever den på ny. På ny; – hver gang.

R E G N FA N G

Bag de farvede skilte En samtale med Lise Harlev

Tekst AF

Fotografi

Victor Lange

Magnus Harding Iranzad

Skilte lyser. Reklamer blinker. Slogans glinser. Og farverne flimrer. Lise Harlev bor i Berlin – og har gjort det i de sidste 12 år. Her laver hun sin kunst, hvor netop reklamernes æstetik og skiltenes autoritet begge er referencer, der indgår i værkerne. Det er værker, der både tydeligt tvivler og ytrer sig sigende. Men bag skiltene findes der også en verden. Det var den, vi talte om. Den gråvejrsdag i Berlin. Om hvorfor hun laver kunst, der står på skilte og råber som reklamer. Hvad findes der bag de farvede skilte.

R E G N FA N G

NOVEMBER Den tunge himmel sier solens gule lys om til en grå grundtone; – og lader et par dråber af regn falde ned fra det tågede tag. Vi er i det gamle Østberlin, i kvarteret Prenzlauer Berg. Cafeerne ligger tæt, kioskernes glimtende neonskilte flimrer, og på de høje husvægge er der enten street-art eller reklameplakater. Bilerne trækker spor af larmende regnvand efter sig, og menneskenes hoveder hænger enten under paraplyens udfoldede hånd, eller frakkens knitrende hætte. Jeg skal mødes med den danske kunstner Lise Harlev. Hun har boet her i byen i 12 år. Vi skal mødes på en lille café, Raja Jooseppi hedder den, og den ligger i mødet mellem sidegaden Rheinsberger Strasse og hovedvejen Brunnenstrasse.

nu” siger hun, mens espressomaskinen bag os begynder at brygge højlydt. Vi taler videre om Berlin; ”Berlin er en mærkelig by – på den gode måde. Det er som en hel masse landsbyer, der er slået sammen, og som alle omringes af én storby. Hver bydel er sin egen lille selvstændige, og meget bevidste landsby.” ”Var det dette dynamiske bylandskab, som tiltrak dig?” spørger jeg. ”Ja, helt klart. Ligesom alle bydelene er løsrevne og ligger som små landsbyer på bykortet, så er individerne det også i en storby. En by er jo et stort kollektiv, men alligevel forsvinder man i mængden. Det dobbeltspil imellem det løsrevne og det nære er virkelig interessant. Imellem noget anonymt og personligt. Jeg synes at min sindsstemning og byen ofte har en eller anden form for kongruens: De stemmer overens. Omstændighederne og individets relationer er fascinerende. Både når individet føler et harmonisk sammenspil imellem sig selv og omgivelserne, men også omvendt, når det netop ikke indtræffer, og individet i stedet for stilles fremmed over for sin omverden.”

”Hej, jeg hedder Lise”, siger hun og smiler, ”hyggeligt at møde dig.” Vi sætter os ved et af de små borde, bestiller to gange cappuccino, og lægger vores jakker over en stoleryg. Hun taler klart, smiler, griner og svarer eftertænksomt på spørgsmålene. Tjeneren stiller kaffen på bordet. ”Ej, hvor fint!” udbryder hun – forsigtigt smilende – og peger ned på den hvide kop: ”Det er festligt.” Ved siden af kaffen ligger tre små M&M’s: en rød, en blå og en gul. ”Det er da lidt sjovere end sådan en eller anden tør småkage,” hun tager sin telefon frem, ”jeg må altså tage et billede af det,” siger hun lidt forlegent – som om hun godt ved, at det måske for andre virker en smule skørt.

REKLAMERNES VERDEN Det larmer fra køkkenet; og udenfor, i regnen, kører en sightseeing-bus forbi. ”Jeg er meget draget af reklamernes udtryksunivers; – æstetikken i dem, de slogans de indeholder, og så at de er tiltænkt en offentlig placering – det er ret spændende. I det hele taget er offentlig design noget, der interesserer mig – både design til gaden, men også til andre sammenhænge som trykte medier, internettet og TV-formatet,” siger Lise og kigger hen på cafeens indgang: Døren ud til gaden bliver åbnet, et par japanske turister i mørkt regntøj træder ind, de nikker høfligt og finder et bord ved det store vindue.

FØR OG I BERLIN ”Jeg har gået 1 år på Det Fynske Kunstakademi, og så har jeg været 7 år på Det Kongelige Kunstakademi, hvoraf jeg et af årene var i Frankfurt. Det var helt klart i Frankfurt, at jeg fik lysten til at flytte til Berlin,” siger hun og retter på skeen ved den hvide kaffekop.

”Det er også meget den autoritet, som reklamer taler med, som har noget interessant over sig. Reklamer kræver opmærksomhed: Det er et sprog de taler, en æstetik, og et sprog som jeg ønsker at bringe ind i mine værker,” forsætter hun. Og sådan taler Lise Harlevs værker virkelig til en: med autoritet og krav på opmærksomhed. De vil ses og læses – ikke bare forbigås til fordel for noget andet. De er her – lige nu! – og vil have, at du ved, at de er her. De taler til en, som de strålende skilte de er: med påbud, retning og

Lise Harlev er født i Odense, hun flyttede til Berlin i 2002; det år, hvor hun også tog afgangseksamen fra de Det Kongelige Danske Kunstakademi. Siden hun startede sin kunstneriske karriere, har hun udstillet i store dele af Europa – og deriblandt selvfølgelig også Danmark og Tyskland. ”Jeg har faktisk også et værk på udstilling i U.S.A. lige

R E G N FA N G

WHAT I AM TOLD ABOUT THE PAST - Lise Harlev 2011 Silkscreen print on plywood, dimensions variable.

R E G N FA N G

myndighed. Og dog. Stadigvæk med en slags undren. ”Skilte. Jeg er virkelig optaget af skilte,” siger Lise og taler videre, ”de fungerer på en virkelig fængslende måde. Deres autoritet bliver ligesom formidlet igennem deres æstetik: Autoriteten afhænger ligefrem af deres æstetik. Vi er som mennesker virkelig dygtige til at aflæse skilte. Vi øver os jo hver eneste dag. Det er det samme med reklamer. De værdier, som reklamer og skilte udtrykker i dag, er nogle gange decideret abstrakte. Det er et meget avanceret sprog som både reklamerne og skiltene taler, men som også personen, der aflæser dem, kender til og kan afkode og forstå. Den offentlige kommunikation foregår i det hele taget på et virkelig komplekst plan i vores tid.”

rende farver er en dynamik, som jeg helt bevidst forsøger at opnå. Farverne har både, for mig, værdi i sig selv, men de har også en funktion som noget understøttende til sproget. En melankolsk ytring får lige pludselig en helt anden klang, hvis den står på en pink baggrund. Den bliver opfattet helt anderledes.” Lise tager en slurk vand, stiller glasset og kigger ned i bordet, venter lidt og siger så; ”Jeg går ret meget op i titler. Jeg lægger mærke til titler på alt muligt: cafeer, produkter og andre ting. Der er noget virkelig spændende over det; at noget har en titel, og at den titel betyder så meget for den givne genstand. Det er generelt svært at finde på titler. De bliver tit enten for tænkte, eller derimod for banale – det ene eller det andet. For selvfølgelig skal en titel betyde noget, men den må ikke være for konstrueret eller kedelig.” Hun retter på glasset og siger så: ”Det kan jeg godt tænkte lang tid over: en titel.”

ET FARVET SPROG ”Når noget er grundigt udført og har en høj kvalitet, så er det på en eller anden måde berettiget, og som sådan optræder det også autoritært.” Vi taler stadigvæk om autoritet – Lise forsætter: ”Det har jeg i hvert fald opdaget. Jeg havde en kunstnerkollega på besøg i mit atalier, og han påpegede, at de sætninger, som optræder i mine værker, jo er ret så banale. Men på grund af værkets grundighed – altså materialets kvalitet og behandling – fik værket en anden berettigelse og ret til taletid. Kvaliteten rent kunstnerisk og materielt gav det lov til at sige det lidt banale. For eksempel er sætninger som dem, der optræder i de forskellige værker i serien WHAT I AM TOLD ABOUT THE PAST, grænsende til det naive – på en eller anden måde. Men fordi de bliver taget seriøst rent æstetisk, så får de en anden autoritet og et udtryk af krav om, at man altså skal lytte til dem.” De japanske turister rejser sig pludselig, sukker og lægger menukortene skuffet på bordet, skubber stolene ind og går fra dem, ud af døren, ud til regnen og dagen – der er grå og dunkel. Lise taler videre: ”Mine værker har vel lidt et slægtskab med POP-ART: farverne, formen, umiddelbarheden. Der er noget forførende over det. Nærmest noget euforisk. For mig må der godt ligge noget ’underholdningsværdi’ i et værk.” ”Dine værker indeholder tit en lidt underfundig forbindelse imellem sproget og farverne; kan du forklare det?” spørger jeg. ”Ja. Spillet imellem de lidt filosofiske, eller i hvert fald undrende, sætninger og de meget umiddelbare og forfø-

IDENTITET ”Det er svært at sige,” Lise kigger ud i lokalet, hen på køkkenet og på de to andre gæster i rummet – hun forsætter: ”I starten, altså tilbage i Danmark og København, havde jeg nok mere et fokus på den nationale og kulturelle identiet, hvilket meget direkte kom til udtryk i værkerne.” Spørgsmålet er nok svært at svare på – men let at stille: ”Er identitet hovedtemaet i din kunst?” Hun tager tråden op igen og væver sig videre, videre mod et svar: ”Jeg har bevæget mig mere væk fra belysningen af det rent nationale og kulturelle, men spørgsmålet om identitet er da stadigvæk et hovedemne i mine værker. Begrebet er bare behandlet mere bredt og mindre specifikt i de ting, som jeg laver nu. For eksempel er emner som parforhold og erindring oftere præsenteret, hvilket fx kan ses i værkerne MORE HIS PLACE THAN MINE og ALL DISTANCES SEEM SHORTER. Og sådanne tematikker hører jo ikke en speciel etnisk eller social gruppe til. I det hele taget har mine værker bevæget sig fra det ret så konkrete, til det mere abstrakte. Både de tekstlige og visuelle dele er i de nyere værker lidt mere tvetydige. De er også mere poetiske og lidt mere dunkle i deres udsagn.” ”Hvis værkerne er gået fra den mere ’klare’ stil til den tvetydige form, kan man så – lidt for enkelt – sige, at du som kunstner er gået fra prosaens klarhed og netop til

R E G N FA N G

THE SMALLEST MOVEMENT - Lise Harlev 2014 35mm dual slide projection, 2 x 20 slides (loop)

R E G N FA N G

poesiens sfære?” spørger jeg. ”Ja, på en måde kan man nok godt,” siger Lise og griner lidt.

”Hvad er det for et ’jeg’ i dine værker, der taler til beskueren?” ”Mine værker er selvfølgelig personlige; det, som mine værker udtrykker, er også ting, som jeg selv undrer mig over. Jeg ønsker virkelig, at beskueren skal kunne læse sig selv ind i værket, og det er ret oplagt derfor at bruge et ’jeg’; – den identifikation er nok lettere at opnå, så. Sproget skal være simpelt og alment, sådan at man ikke udelukker nogle ved fx at referere til en bestemt by eller socialitet.” Tjeneren kommer ned til bordet, tager vores kopper og spørger om der er andet, han kan tilbyde. Ellers tak, siger vi, og Lise tager tråden op igen: ”Men når jeg beslutter om værket skal have en 1. persons eller 3. persons fortæller, så sker det ret intuitivt. Desuden afhænger det meget af de andre virkemidler i værket: typografien, farverne og materialet – for eksempel. Det vigtigste er, at sætningen giver mulighed for identifikation uden at blive for banal, men samtidigt må værket heller ikke fremstå aggressivt og voldsomt. Det er en balancegang som er svær at forklare, den skabes, mens værket selv skabes. Men jeg er helt grundlæggende interesseret i det subjektive udsagn; altså, hvordan det enkelte menneske oplever verden.”

Udenfor falder regnen både tungere og hurtigere. En gruppe af turister krydser det store klare vindue. Vi forsætter samtalen: ”Der afsløres tit en eller anden form for dobbeltmoral, når jeg prøver på at beskæftige mig med identitet. Dobbeltmoral lyder måske meget negativt, men jeg forsøger at få ytringerne i mine værker til at sige mere end bare én ting. De må gerne være tvetydige og sige både det rigtige og det forkerte på en gang. Mange af de sætninger, der findes i værkerne, udtrykker den type af paradoks. Det er på en måde sætninger, som ikke hører offentligheden til: Sætninger, der er private og kun er tænkte hos personen selv. Men når du så tager disse virkelig personlige tanker og indre dialoger, og sætter dem op på opmærksomhedskrævende skilte, som er offentlige, så opstår der en modsætning imellem de meget blufærdige og tvivlsomme sætninger og det faktum, at de nu kan læses af alle – og at de endda, sætningerne, giver udtryk for at de gerne vil læses. Der opstår en spænding mellem det offentlige og private.” JEG’ET DER TALER Lise Harlevs værker taler til beskueren igennem et ’jeg’ – som oftest. Sætninger og værktitler som What I am told about the past og I don’t always agree er klare eksempler på dette: Et ’jeg’, som ytrer sig.

NOVEMBER November venter udenfor. Vi går en tur af Rheinsberger Strasse – Magnus, fotografen, skal tage et par billeder. Vi snakker om regnen og de grå skyer, om at den slags vejr

R E G N FA N G

ALL DISTANCES SEEM SHORTER - Lise Harlev 2009 35mm slide projection, 20 slides (loop)

er ’Berliner-vejr’ – der hvor himlen og fortovet smelter sammen, mens fortiden og hverdagen gør det samme. Lise taler om kunstens evne til at sige ”verden kunne være anderledes” – om den fantasi, der er bundet til kunst: At kunne forestille sig noget. Og om ”at det er vigtigt at kunsten har et ’link’ til virkeligheden” – at den er forbundet hertil. Der er stille på de brede veje, og brostenene glimter af regnvand. ”Tak for i dag,” siger Lise, da vi skilles ved Arkonaplatz. ”I lige måde,” svarer jeg. ”Det var virkelig interessant.” ”Det synes jeg også,” siger hun og giver mig paraplyen. Og efter et par få ord mere, går vi hvert til sit; hvert til sit i Berlin. Berlin, der er grå og tåget. Berlin i november. Og der; der i novembers slørede hverdag af regn og skyer, skal der ikke så meget til at lyse en torsdag eftermiddag op. En torsdag eftermiddag klokken 13.24 i det gamle Østberlin. Bare et par små, farvede M&Ms, der ligger ved siden af ens daglige kaffe. Ikke mere. Det er nogle gange nok. Et par farver i hverdagen. Mens det regner udenfor. CITAT: ”Det er da lidt sjovere en sådan en eller anden tør småkage.”

R E G N FA N G

III SALON

Indhold

DOGME 03 af Div erse

112

Ci ti es mu st b e si l ent af Jak e Eisenmann og andre

117

Sp o r a f G E N E SIS af Sidsel Marie Henriksen

142

A d a l a rd o g skyen over B erl i n af Mar gins Harding Iranzad

156

Isl a nd af Majse Vilstr up

DOGME 03

REJSER AF

Linnea Søndergaard Slipsager Jens Kæmpe Anna Munk

Forord REJSER. Det hedder denne tredje udgave af Regnfang – og derfor handler denne version af DOGME-kunst selvfølgelig også om dette. Hvad vil det sige ’at rejse’? Og hvad er ’en rejse’? Der er sagt meget derom – om rejsen. Både skønlitteraturen, kunsten i det hele taget, religionen og filosofien behandler dette begreb – direkte som indirekte. For rejsen er i sin grundform menneskets eksistens: fra et punkt til et andet. Fra fødslen til døden – vel sagtens. Rejsen er en bevægelse; det er i simpelhed at tilbagelægge en given strækning. Og det sker jo hele tiden – og altid, ved enhver bevægelse. Eller gør det? Filosofien har siden sin begyndelse i det antikke Grækenland haft forskellige bud på netop dette: Er forandring en illusion eller sker det virkelig? Og hvad er fænomener? Og hvad er identitet? Og hvad bevæger verden? Og hvor begyndte vi? Og hvor ender vi? Og hvor skal vi ende? Og hvorfor skal vi ende netop der? Begreber som mening, betydning, formål og identitet er altså ligeledes vedhæftede det ’at rejse’ – for heri ligger jo en bevægelse; endda måske en bevægelse hvori en mening genereres? Hvis vi netop kigger på begrebet mening, så er dette – ligesom rejser – en af filosofiens helt tunge sten, som man længe har forsøgt at vende. Hvad er meningen? Faktisk har flere eksistensfilosoffer og digtere, som til dels vores egen Kirkegaard og den engelske poet Keats, netop svaret rejsen som værende den primære mening: menneskets telos - vores formål. Rejsen er eksistensen, og den åbne eksistens føres gennem et åbent sind, hvori verden indtages og storheden sker – som Keats udtrykker det: ”A man of achievement” er en mand af ”doubt” – en mand, som respekterer mysteriet og med sit liv rejser ind i dette. En mand, der lever sit liv til fulde – en mand, der eksisterer. Telos er et græsk ord – teleologisk betyder det, at noget er formålsrettet; hvilket vel egentligt er opsummeret i begrebet ’mening’. Et andet græsk begreb – eller vel snarere en ligefrem filosofisk idé – er tanken om ’dyd’; altså at føre et ordentligt liv i overensstemmelse med det sande og rigtige. Og for at finde denne ’Sandheden’ må mennesket rejse: rejse i sine tankers uendelige oceaner – via fornuften, via sproget, via logos. Logos, dyd, Sandheden og telos. Mennesket rejser med logos; mennesket ’rejser sig’ med logos – det rejser sig til noget større, til det fornuftsvæsen det var bestemt som – altså til det, som var meningen. Og derfor er logos da heller ikke kun et begreb for fornuften, det er ligesom telos

et græsk ord og betyder både sprog og fornuft; nærmest guddommelig klarhed – og Jesus benævnes da også i de første græske evangelier som netop logos. Både inden for filosofien og religionen er ’rejsen’ altså et centralt begreb og ligeledes er forståelsen af logos eller ’indsigten’. Mange af de græske filosofier havde forskellige bud på, hvad og ligefrem hvor Sandheden havde sin væren, og derfor var deres bestemmelser af vejen derhen også enormt varierende. Den stoiske filosof Panaitios – en stor og vigtig tænker! – var en af de første til at benævne, ikke kun den absolutte vise mand eller kvinde som dydig, men også mennesket, der søgte visdom, som dydig. Ligeledes pointerede han dydens indhold i positiv form – og altså ikke kun negativt. For ham var dyd også velvilje og storsind – og derfor ikke kun det ikke at komme i ubalance og begå andre udskejelser. For Panaitios var rejsen til visdom også dydig – rejsen var vejen, og vejen dydig. I Islam opererer man ligeledes med et begreb, hvis betydning nok nærmest kan defineres som ’den rette vej’. Ordet er ’Sirat’, og dets mening er som sagt ’den rette vej’ eller ’vejen til Sandheden’. Vil du nå din Gud og hans visdom, vil du leve det rigtige liv i overensstemmelse med hans idé om mennesket, så må du altså gå vejen – og du må gå den rette vej. ”Vil man målet, må man også ville midlet” – som det står i Pontoppidans klassiker Lykke-Per. Al filosofi, al religion og lignende tanker om visdom – og om vejen til den – handler i bund og grund om en transformation. Enten af menneskets erkendelse af verden, vores logik eller af vores jeg og selv, som ønskes transformeret fra et egoistisk projekt til en sund eksistens. Så mennesket rejser: Det er sådan vi dannes. Men der et problem. I vores tid med personlig udvikling, coaching, effektivisering og så meget snak om potentiale mener jeg, at forståelsen af ’at rejse’ og bevæge sig som menneske er på så lavt et plan, at man decideret kan tale om en ligefrem sindslig sygdom på nationalt plan. Gang på gang hører man i den offentlig debat enten folk for fremmende udvikling eller deres ligeså højtråbende modstandere – modstandere, der står for vedholdenhed og bevaring. Problemet er bare: Det handler da ikke om, om man er for bevægelse eller statik – det handler da om at vælge det rigtige, lige meget hvad det så kræver; om det så er at stå fast eller udvikle sig. Bevægelsen, eller frasigelsen af denne, er ikke i sig selv en værdi – det er tilegnelsen af visdom som tæller. Det er essensen.

R E G N FA N G

Og så kan mennesket slet ikke undgå at rejse. Hvorfor? Svaret: tiden. Vi rejser i tiden. Vi erindrer, og vi forestiller. Vi fastholder og foregriber; hvilket den tyske tænker Edmund Husserl benævnte som ’retention’ (fastholdelse) og ’protention’ (forgribelse). Vi rejser livet igennem, og derfor ønsker vi at danne en ’livshistorie’ – en der giver mening! Og fortællinger, livet og historier er alle rejser. Historien – altså den store ’verdenshistorie’ – er ligeledes selv en kortlægning, mennesket forsøger at fremstille for derved at kunne rejse tilbage i historien, for sådan at forstå os selv og dannes af historiens visdom: ”Historien er livets læremester” – som

Cicero engang sagde (en anden stoisk (inspireret) tænker). Det var alt for nu. For nu til kunsten: de 3 værker. Tak for jeres tid – og denne korte rejse igennem alt for få ord om et alt for stort emne. Vi rejser videre i bladet. Side for side. Værsgo.

HVAD ER DENNE DOGME-KUNST? Lidt om projektet: - 3 kunstnere, med 3 forskellige medier, skal skabe 1 værk hver, efter 1 dogme-manifest - Dogmerne behandler et nyt tema hver gang - Missionen; at skabe et forum for ikke uhæmmet, men hæmmet kreativt - Desuden gives der et fælles bedømmelsesgrundlag for både beskuer og kunstner Uden rammer, ingen kunst.

R E G N FA N G

DOGME-MANIFEST -------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------§1 Værket må først påbegyndes d. 14 januar 2015 og skal afleveres d. 20 februar 2015. §2 Værket skal bære titlen REJSER. §3 Værket skal behandle rejsens grundstruktur: bevægelsen fra et punkt til et andet. §4 Værket skal tydeligt portrættere en sti eller en vej. §5 Værket skal tydeligt markere sin egen begyndelse og en slutning.

R E G N FA N G

1. Kunstner

Linnea SĂ¸ndergaard Slipsager

Titel

R E J S E R

2 Kunstner

Jens KĂŚmpe

Titel

R E J S E R

jeg skal forankres i virkeligheden jeg skal have en dukke som erstatning jeg bliver akut enke oplukker proptrækker nu skriver jeg til en pude schütze hedder den jeg kan lægge den mellem benene når jeg sover jeg kan holde om den når jeg ryger

alvar hvor tykke dine hænder må være alvar al den brugte hud alvar hvordan var din barndom det er et smukt navn alvar hvem gav dig det alvar mellem de finske graner hed nogen alvar før dig alvar er det en lille cirkel hvor har du dine kuperede ører fra nogen har efterladt deres indkøbsvogne foran ica det kan du hurtigt fikse alvar hvorfor var den finske badstue det første du byggede alvar

103

R E G N FA N G

as we travel vejen hegn og glemsel busstop og ørentvist mod teltdugen jeg kan godt glemme det en julefrokost en grønlangkål en braisseret rødkål i mit nu jeg helt mæt med det flader ud på min krop så kan jeg mærke mig efter en lang detour i radioen giver man handlinger til børn uden bøger så kan de få noget at tygge på det har jeg altid godt kunne tænke mig at se hvordan foregår det hele på så meget udstrækning i forhold til børn i radioen om bøger og vejen ind i bogen kommer her som en iret kobbernøgle jeg kan godt se den jeg kan bare ikke mærke den sådan har jeg det jeg vil gerne vide hvor hvad kommer fra det har altid interesseret mig hvordan vildere tackling af vejen ind i bøgerne som noget af det mest interessante plantage i hele udsmykningen som statussymbol på status jeg har en statue jeg har en almue jeg sutter på aflang kontrakt jeg har så mange gaver jeg må nok blive helt ør af al den magt de har givet mig lang betænkingstid jeg må nok blive et helt år gammel mere som et stille barn det kan du kalde mig vulva og knopskyd stealing versus charging hvordan er det at besvare mails nå nu forstår jeg

fint jeg mangler kun tebreve i mine sko det hjælper på lugten hehe det er irriterende hvis folk ikke kan følge min logik så bliver jeg sur så for eksempel hvis jeg siger at der findes en bænk et sted hvor jeg gerne vil bruge en hel eftermiddag så siger du måske hvorfor og så er det irriterende hvis du ikke bare ved hvorforblåmejse i hækken for eksempel det er et flot ord blåmejse men måske jeg sauna i stedet for med i sauna nu jeg vil gerne se dig i sauna for eksempel så kunne vi drikke så kunne vi sidde på hinandens lår på skift

104

R E G N FA N G

sweet russian male would like talk with you he is very interest in culture for example he saw movie about lady and dog is very culture movie sweet russian male like pretty danish female she has very beautiful eyes and ears sweet russian male would like ask to dinner he know a very beautiful place next to river very good sandwich

det er meget nemt loftet er alligevel råddent ellers er dagene ret ens rav på en snor igår lavede jeg falafel det smagte ens ok jeg ved ikke helt om jeg kan vente så længe jeg har alfabetiseret en bog den starter med at

105

R E G N FA N G

jeg venter på frosten drikker kijafa håber på det sner igen jeg kan drikke mig under bordet hvis jeg gad i dag er sneen våd det er tøvejr sneglene avler under isen jeg vil høre et ulvehyl vi sylter hvidkål og rosenkål eddike sukker sylter sig gennem bladene rosenkålen er ikke god åh nej dumme jens du skal ikke pille dig i ørerne vores mus har spredt 150 gram mandler den undgik vores fælder spiste bare pølsen og løb i alle seks tilfælde den hedder pil fordi den er hurtig jeg tror den er knust fordi vi tog dens mandler den kunne have stiftet familie

106

R E G N FA N G

sneen er slidt ikke så glat som da vi kom dine knæ stikker ud under dynen imagine how mars is the new america kaffen koger og alt hvad du siger hækkesaksen må jeg låne den har nogen set det lille koben nu kommer det med badstuen igen

så springer ulven i bækken til foråret springer det hele ud også dine tænder

107

R E G N FA N G

3. Kunstner

Anna Munk

Titel

R E J S E R

C i ti e s m u s t b e si le n t 3 translations in 3 different languages of the orignal poem Cities must be silent

Original poem by

Jake Eisenmann

113

R E G N FA N G

Πόλεις αναγκαστικά αθόρυβες Πόλεις, αναγκαστικά αθόρυβες Εκτός από εκείνες παραθαλλάσιες Με δικους τους μηχανικούς που θα’πρεπε να επιτρέψουν Τον ήχο των κυμάτων Μέσω φίλτρων ακύρωσης θορύβου. To xωριουδάκι μας παράγει τους καλύτερους εραστές. Άνδρες, γυναίκες, παιδιά. Ναι, και τα παιδιά εραστές! Δεν έχετε συναντήσει ποτέ παιδί. Δεν τους έχετε δει ποτέ να κρύβονται σαν τις μύγες πίσω από τη ελιά; Εεεεε! Πώς μοιάζει ο θρήνος μου σαν τον θρήνο Του γαίδαρου κυκλώνοντας την σάρκα φουσκομένη του παιδιού της; Σου δείνω μια ιδέα: μηω σκεφτείς τον ήχω. Σκέψου το «μηδέν» που βγάζει το στόμα μου. Ακριβός σαν Απογραφή σε πόλη—φάντασμα. Στην κορυφή της πόλης Οι μηχανικοί χτίσανε τα φίλτρα ακύρωσης θορύβου. Ακούνε την πόλη και λένε το αντίθετο Ποτέ πια ζαγορόμετρο, Ποτέ πια μυγοσκοτώστρα.

Μετάφραση του Jacob Moe [Translated by Jacob Moe]

114

R E G N FA N G

115

R E G N FA N G

城市都必须沉默城市都必须沉默。除了海港城。那些建造者应该允许海浪声穿过静音器。我们的村庄培养最好的情人男人，女人和小孩是的，孩子也可以是情人你是否从未遇到过⼀一个孩子？你是否从未看过他们像蝴蝶躲藏在桃树间？哎！怎么我的呻吟就像一只母牛一圈一圈的围绕着她膨胀起来的小牛给你⼀一个提示：这并不是呻吟。是我的嘴无声的形成了零。就像在鬼城数人数一样。在城市之上，建造者制作了静音器他们倾听这个城市，说出了相反的：不再有水位计，不再有苍蝇拍。

翻译: 赵琪

[Translated by Qi Zhao]

116

R E G N FA N G

Spor af

G E N E SIS Fotografier fra Sydamerika over en lĂ¸s fortolkning af Skabelsesberetningen

Sidsel Marie Henriksen

1. DAG

Kapitel 1 v1 I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. v2 Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. v3 Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. v4 Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. v5 Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.

119

R E G N FA N G

2. DAG

v6 Gud sagde: »Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene!« Og det skete; v7 Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen. v8 Gud kaldte hvælvingen himmel. Så blev det aften, og det blev morgen, anden dag.

121

R E G N FA N G

122

R E G N FA N G

3. DAG

v9 Gud sagde: »Vandet under himlen skal samle sig på ét sted, så det tørre land kommer til syne!« Og det skete. v10 Gud kaldte det tørre land jord, og det sted, hvor vandet samlede sig, kaldte han hav. Gud så, at det var godt. v11 Gud sagde: »Jorden skal grønnes: Planter, der sætter frø, og alle slags frugttræer, der bærer frugt med kerne, skal være på jorden.« Og det skete; v12 jorden frembragte grønt, alle slags planter, der sætter frø, og alle slags træer, der bærer frugt med kerne. Gud så, at det var godt. v13 Så blev det aften, og det blev morgen, tredje dag.

124

R E G N FA N G

125

R E G N FA N G

4. DAG

v14 Gud sagde: »Der skal være lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat. De skal tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år, v15 og de skal være lys på himmelhvælvingen til at oplyse jorden!« Og det skete; v16 Gud skabte de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne. v17 Gud satte dem på himmelhvælvingen til at oplyse jorden, v18 til at herske om dagen og om natten og til at skille lys fra mørke. Gud så, at det var godt. v19 Så blev det aften, og det blev morgen, fjerde dag.

127

R E G N FA N G

5. DAG

v20 Gud sagde: »Vandet skal vrimle med levende væsener, og fugle skal flyve over jorden oppe under himmelhvælvingen!« Og det skete; v21 Gud skabte de store havdyr og alle slags levende væsener, der rører sig og vrimler i vandet, og alle slags vingede fugle. Gud så, at det var godt. v22 Og Gud velsignede dem og sagde: »Bliv frugtbare og talrige, og opfyld vandet i havene! Og fuglene skal blive talrige på jorden!« v23 Så blev det aften, og det blev morgen, femte dag.

129

R E G N FA N G

6. DAG

v24 Gud sagde: »Jorden skal frembringe alle slags levende væsener, kvæg, krybdyr og alle slags vilde dyr!« Og det skete; v25 Gud skabte alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr. Gud så, at det var godt. v26 Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« v27 Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. v30 Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete. v31 Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag.

131

R E G N FA N G

132

R E G N FA N G

133

R E G N FA N G

7. DAG

Kapitel 2 v1 Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt. v2 På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført. v3 Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte. v4 Det var himlens og jordens skabelseshistorie.

135

R E G N FA N G

136

R E G N FA N G

8. DAG

Og alle dage derefter gik menneskene på jorden, i Guds skaberværk, blandt dyrene, bjergene, havene, på jorden og under himlen. Alle de år blev til den 8. dag. Dagen, der ender med mennesket. Indtil da læser vi det skabtes spor.

138

R E G N FA N G

139

R E G N FA N G

DAG 1

DAG 3

0 1 - Mt. Sal kantay, Per u 0 2 - Sa l a r d e Uyuni, B ol ivia

01 - Machu Picchu, Peru 02 - Foz de Iguazu, Argentina 03 - Salk antey Trek , Peru

DAG 2

DAG 4

0 1 - G a l a p a g os I sl an d, Ec uador 0 2 - G a l a p a g os I sl an d, Ec uador 03 - L a g u n a Col or ada, B ol ivia

01 - Gey s er s Sol de Ma単ana

140

R E G N FA N G

DAG 5

DAG 7

0 1 - G a l apagos I sl an d, Ec uador

01 - T he Catedral de S達o Sebas ti 達o, Rio de Janeiro, Brazil 02 - Corcovado, Rio de Janeiro, Brazil

DAG 6

DAG 8

0 1 - Sa n ta C r uz I sl and, Gal apagos 0 2 - Sal k an tey Trek, Per u 0 3 - A m azonas, Per u 0 4 - Sa l ar de Uyun i, B ol ivia

01 - Salar de Uy uni, Boliv ia 02 - Rio de Janeiro, Brazil 03 - Salar de Uy uni, Boliv ia

141

R E G N FA N G

Ad a l a rd o g s kye n ove r Be r lin

Novelle af

Magnus Harding Iranzad

Bjælken i loftet har Adalard set på hver morgen i de sidste ti år. I dag er den sidste morgen. Valget har ikke været svært, men dagen er alligevel blevet udskudt. Nu har tanken strakt sig længe nok. En kold efterårsdag med fuld sol; det er den smukkeste dag, og i dette tilfælde den passende dag. I dag er klarheden, han behøver. Adalard åbner sine trætte øjne. Bjælken i loftet er der stadig. Lyset rammer bjælken gennem det lille vindue bag sengen. Træets struktur er noget, som han med tilfredshed og nydelse har undersøgt de sidste mange år. Også i dag. Overalt opstår der små billeder, små figurer. De fleste er kendte, men nye kan komme, alt efter vinklen, hvorfra han betragter. Hunden og soldaten er de sjoveste, dem, der ligner mest. Han strækker lemmerne, og kroppen bevæger sig langsomt op fra det liggende leje, og øjnene vendes væk fra bjælken. En proces der kan tage tid. Kroppen er forældet. Engang kunne han løbe, engang kunne han hoppe, engang kunne han flyve. Nu kan han knap nok rejse sig fra sengen. Der er ikke sket noget inde i hovedet, der er alt, som det var dengang, hvis ikke bedre. Det er nok i virkeligheden det, der er det værste: At han ved fuld bevidsthed, ser at kroppen langsomt giver efter, over mange år, langsomt siger stop. Men nu kommer krop og sind til at følges. I dag er den dag Adalard har ventet på. Dagen hvor sind og krop igen bliver ét. Han rejser sig og griber fat i sin stok. For enden af sengen er der tre trin ned af trappen og træbjælken er foroven. Lige præcis nok plads fra gulv til bjælke. Nok plads til det reb han har købt ved byggeforhandleren. Nok plads til det reb og til den knuste krop og det afklarede sind. Adalard går ud i køkkenet. Morgenkaffe. Men ingen morgenmad i dag, det må vente til han kommer ud i byen. Ud i den by, der har været hans hjem i alle disse år, lige siden dengang han blot var en lille dreng. Byen som han så inderligt elsker – den der, efter Avas lys slukkede, er blevet hans kæreste ven. Det bliver med vemod at afskeden tages. Men tages skal den. Det bliver en lang dag. Den sidste rejse. Adalard drikker sin kaffe og læser den avis, han tidligere hentede ved dørmåtten, under brevsprækken. Skyen er igen i dag på forsiden. Den er blevet større. Den sky der har hvilet over Berlin i de sidste par dage. Alle snakker om den og alle er begejstret for den. For første gang, ja vel nærmest siden murens fald, har mennesket i byen noget at samles om, på tværs af alder, køn og nationalitet. Den er rødbrun, rund og den vokser støt. Der er ingen, der kan forklare det, selv ikke metrologerne. Adalard drikker op og tager det sidste bad. Barberer sig. Dog kun på den nederste del af halsen, det tykke hvide skæg lader han sidde; det ser mere soigneret ud hvis hårene på halsen skæres fra. Han tørrer det ligeså hvide hår på hovedets top, putter pomaden i og med kammen stryger det tilbage. Dernæst ifører han sig sit sorte sæt. Sort skjorte og det skræddersyende jakkesæt, det sidder stadigvæk perfekt. Sort slips. Sorte laksko, de skinner så fint. Og til sidst hatten, frakken og stokken, naturligvis. Nu er Adalard rede. Den sidste rejse. Han mangler bare lige at hænge rebet op, så det er klart, til hans hjemkomst engang i aften. Det gør han, binder en løkke i enden. Wedding er ikke blevet smart endnu, men det bliver det, det hersker der ingen tvivl om. De er allerede begyndt at komme: kunstnerne. Sådan fungerer det her i Berlin. Når kunstnerne flytter sig, følger de unge mennesker, hipsterne som de kaldes, efter. Om fem år er det dette område, der er ”in”. Lige nu er det et multikulturelt arbejderkvarter. Her bor mange tyrkere, afrikanere, polakker, serbere, kroater, italienere, arabere og selvfølgelig også nogle tyskere, hovedsagligt familier, men også de ældre; de pensionerede, som Adalard selv. Lejligheden ligger tæt på bydelens centrum, Leopoldplatz. Han bevæger sig ned af Müllerstrasse. Her kan man se ind over byen, for Wedding ligger lidt højere placeret end resten af den ellers helt flade by. Skyen er der. Lige til venstre for tv tårnet. Den er blevet væsentligt større siden i går og den ser ud til at den hænger lavere. Som alle andre, tænker han også på den, og hvad den er? Og hvorfor den er? Hvad den vil byen? Og hvad byen skal med den?

143

R E G N FA N G

Markedet på Leopoldplatz er i fuld gang. Det er først på dagen, så nu er alting dyrere end det bliver sidst på dagen, hvor sælgerne skal af med det, de kan nå. Der er fisk, kød, grønt, ragelse og andre ting. Adalard plejer at købe sine sager her, men ikke i dag. I dag skal han rejse. Han går hen til sporvognstationen, køber et dagskort og stiger ind i en M13, mod Prenzlaur Berg. Skinnerne er byens blodårer. De strækker sig ud over et enormt terræn og forbinder berlinerne fra øst til vest. Berlin er ny. De historiske milepæle slår ned igennem de sidste hundrede år. Dette dramatiske århundrede har togene, og deres stationer, overværet og overlevet. Som stumme kilder, snor de sig igennem to verdenskrige og en mur. Der gøres en stor dyd ud af at vedligeholde stationerne i deres oprindelige form og udseende, så rejsen gennem tid og historie ikke bliver spoleret. Hver station har sit særpræg. I toget er der mange mennesker på dette tidspunkt. En midaldrende kvinde rejser sig og giver Adalard sin plads, han takker og sætter sig. Menneskene er forskellige. Det er alle mennesker selvfølgelig, og inderst inde ligner jo alle hinanden, forskellene her i Berlin ligger på den ydre side: Nationalitet, sprog, alder, tøj, seksualitet og så videre. Hitler ville vende sig i graven, hvis han så, hvad der var sket med byen. Hitler. En mand man forsørger at glemme. Man vil helst ikke snakke om den tid, om de forbrydelser, om det land man elsker, om den historie det land har. Det er lettere at glemme. Adalard glemmer ikke. Skinnerne glimter i modlyset fra solens stråler, der slår ned som lyssøjler igennem sprækkerne fra de rødbrune blade. Overalt er der træer. Efter murens fald gjorde man i Berlin en stor dyd ud af at plante træer. Byen der før var grå, skulle blive farvet af naturens metamorfose. Adalard stiger ud ved rejsens første destination. Bornholmer Strasse. Dengang, i 1989, boede han og Ava, på den anden side af broen, på den anden side af muren - i udkanten af Prenzlaur Berg. Den nat, den 9. november, var han vidne. Vidne til det moderne Tysklands komme, den samlede nation, vidne til begyndelsen af opblomstring og Berlins genforening. Det var aften. Adalard var næsten hjemme fra fabrikken. På gaden var en voldsom larm og en strøm af mennesker, der gik i én samlet retning. Adalard fulgte efter og fandt, at bommen, der adskilte øst og vest, var blevet hævet. Sammen med tyvetusinde mennesker krydsede han grænseovergangen for første gang. Ava sad i sofaen og så tv, og pludselig, kom der billeder fra gaden. Hun troede det var en film, slukkede lidt efter for tv’et og gik i seng. Dagen efter så hun sin søster igen, for første gang i otteogtyve år. Det hele var fejl, en forkert ordre blev sendt til soldaterne, men de kunne intet stille op for at rette den, borgerne var for talstærke og muren faldt. Dette var det første sted. Adalard står på broen. Udsigten er stor. Lidt længere henne, står resterne af muren. Han går derhen, lukker øjnene og sætter hånden på. Derhjemme har han et stykke af lige netop denne del af muren. Der er få dele af helstøbte stykker mur tilbage. Resten er fordelt rundt i menneskernes hjem, små stykker der engang udgjorde den helhed, der delte mennesker i to. Efter murens fald rejste de en hel del, Adalard og Ava. Rundt i hele den store verden. De var fattige, men hvis man sparer og bruger sine penge godt, kan man komme langt. De sparede op, rejste, sparede op, rejste, sparede op og rejste igen. Sådan gik det i nogle år. Ægypten, Brasilien, Australien, Kina. Hele den store verden så de sammen. I tiden før kunne de blot rejste i Østeuropa, der syntes ligeså gråt som deres hjem. De rejste til Østersøen. Badede nøgne ved strandende. Det gav dem en følelse af frihed, en oplevelse af at de alle var lige, sådan som det var hensigten i DDR, sådan som de var blevet fortalt, som de var blevet lovet. Men det var en løgn. Det vidste de. Adalard ventede utallige år på at få en Trabant, alt i mens generalsekretær Honecker kørte rundt og vinkede i sin Mercedes. Det var derfor en stor lettelse og en forunderlig frihed at komme væk til andre

144

R E G N FA N G

himmelstrøg efter murens fald. Bare varmen virkede nærmest ufattelig. De så store byer og stolte traditioner. Men lige meget hvor langt væk de kom, ligegyldigt hvor mange særprægede, fantastiske indtryk de lå under for, så var det altid Berlin, der stod klarest. Altid Berlin de drømte om, når nattehimlen lagde sig over dem. Altid Berlin der vakte følelserne til livs. Berlin var og blev og er deres by, Adalards by. Adalard går væk fra muren og broen og ned på Isländische Strasse. Det var her lejligheden lå. Den ligger der stadig, men bygningen er nu en anden. Dengang var alle bygningerne ens. Alle grå. Der var ingen butikker, eller barer eller restauranter. Det er der nu. Forleden dag stod der i avisen, at der var over ni tusinde barer i Berlin. Ni tusinde. Adalard tænker på Ava. Snart skal han se hende igen. I ti år har de været fra hinanden. Hun var smukkest af alle her i Berlin. Spinkel og lys. De var meget unge, da de mødte hinanden. Meget unge da de giftede sig. Men sådan var det jo dengang. Adalard mangler noget af hånden. Det er et spor fra krigen, også Ava havde spor fra den tid. Dengang boede han hos sin familie. Faren var død ved fronten, som hans far var under første verdenskrig. Moderen insisterede på at blive i Berlin. Adalard kæmpede i gaderne, da man i krigens sidste dage sendte drenge i krig. Han overlevede, som en af de få. Det var et russisk pistolskud, der tog de tre fingre. Men det er intet sammenlignet med den skæbne, Ava skulle lide. Den skæbne der skulle bestemme deres liv og muligheder for samme. De kunne ikke bringe Avas lys videre. Russerne kom, da Berlin faldt og krigen sluttede. Dengang vidste de ikke, hvad der var rigtigt og forkert. De var blot børn. Fjorten år gamle. Adalard kæmpede for Tysklands ære. Men der var intet ærefuldt i det tredje rige. Det så han først bagefter. I skolen og også derhjemme, havde de bare lært noget andet. Deres hjerne blev vasket. Ava vidste heller ikke mere eller andet. Sådan straffer krigen mennesker, og ligeså blev Ava et offer. Russerne voldtog alle. Som straf mod det tyske folk, som straf for den krig de begyndte, for alle de døde, for meningsløsheden. Det tog mange år før hun fortalte Adalard historien. Hun forsøgte formodentligt at fortrænge. At glemme, som så mange Berlinere har forsøgt. Men da hun ikke kunne blive gravid, måtte hun før eller siden forklare sig. Ava var en stærk kvinde. Men dengang hun fortalte ham om russerne, piblede tårende ned ad hendes kinder. De var fire mænd, der tog hende på skift. Sårene helede ikke. Adalard kom aldrig ind, det kunne ikke lade sig gøre. De fik ingen børn. Men de havde hinanden og det var nok. Adalard går væk fra Bornholmer Strasse og længere ind mod hjertet af Prenzlaur Berg. Adalard vil ikke spise et tilfældigt måltid i dag. Nej, ikke i dag - i dag skal der være orden på sagerne, i dag skal ikke være et tilfældigt farvel og tak. Vejen fører ham over togskinner og gennem parken, Mauerpark, og herfra videre hen til kirken, den kirke der var så vigtig for så mange, også for ham og også for Ava. Navnet på parken er ingen tilfældighed. Her gik den, muren, og i dag står der også et stort stykke tilbage. Et stykke der konstant ændrer udtryk. Lige nu er de i gang, graffitikunstnerne. De tilfører den aflange park noget helt specielt. Adalard går igennem loppemarkedet. Der er mange mennesker nu, men hen ad dagen skal der nok komme endnu flere. Han stopper op ved en af boderne. Her er der kasser. Det er der ved de fleste boder, men disse indeholder noget af anden karakter. Fotoalbum og løse billeder. Adalard tager nogle op og bladrer igennem. Det er noget underligt noget. Private menneskeliv i billeder i kasser. Hvad det er for nogle mennesker? Hvad er der blevet af dem? Og deres familier? De fleste er selvfølgelig af ældre dato. Mennesker der for længst

145

R E G N FA N G

har forladt byen, mennesker der er væk på grund af krig, lidelse. Der er mange jøder. De udslettede familier. Én var måske advokat, en anden skolelærer eller butiksassistent eller måske politiker, eller fodboldspiller. Nu er de alle døde, myrdet af Adalard og resten af det tyske folk. Der er også album af nyere dato: Billeder fra dødsbo. Hvilke mennesker ville erhverve sig disse? Man kan ikke tillade sig at købe dem, de tilhører nogle andre. Alle disse er mennesker, liv, dramaer og ufortalte historier er vidnesbyrdet om et land, der har været forsømt, et land der har været centrum for to verdenskrige, et land der har været delt, et ondt land, et land af smerte. Nu er det forbi, nu er freden og lykken en rodfæstet realitet. Men Adalard ender alligevel her. Snart bliver han selv blot et billede i en kasse på et loppemarked. Han fortsætter ud ad parken og hen til kirken. Efter den lange gåtur, der sætter sig i den gamle krop, ankommer han. Han kigger på den, kirken, men venter med at gå tæt på til bagefter. Caféen ligger på hjørnet, og nu skal der spises. I mellem bygningerne kan han se skyen, den lurer over tagene og lyset er brunere og mere grumset her, end ved Bornholmer Strasse. Han sætter sig ind, ved sit stambord. Den søde tjener, hende han så godt kan lide, kommer og hjælper ham af med frakken, og følger ham hen til døren. Adalard ved ikke, hvad hun hedder, men det er en information han har i sinde at få i dag. Hun spørger ham, om det skal være det sædvanlige og han nikker, smiler. ”Hvorfor er du så fin i dag?” spørger hun og smiler tilbage. ”I dag er en festdag min ven,” svarer han og mundvigen rettes så meget opad, at de manglende tænder afsløres. ”Festdag? Nå nå da da… I hvilken anledning dog?” ”I dag skal jeg sige farvel til min by og derfor skal alt være perfekt - perfekt kan tilværelsen jo aldrig blive, men så god som det er muligt. Så du må gerne hilse fra mig i køkkenet og spørge, om de vil give maden en ekstra dosis omhyggelighed.” ”Selvfølgelig. Men hvor skal du flytte hen?” De bliver afbrudt af bartenderen, han råber efter hende fra køkkenet. Hun bliver stående. ”Hvad hedder du egentligt?” Spørger Adalard. ”Jeg hedder Anna, det ved du da godt, og du hedder Adalard, men hallo, hvor skal du hen?” Adalard havde helt glemt det, men det er jo rigtigt nok, hun hedder Anna og han Adalard. Bartenderen råber igen, denne gang højere. ”Jeg skal på min sidste rejse, søde Anna.” ”Din sidste rejse,” hun bliver afbrudt af stemmen fra køkkenet, der voldsomt råber, nu for tredje gang. Anna kigger væk og siger: ”Hov to sekunder, jeg henter lige din kaffe.” Hun rejser sig og henter kaffen. På mange måder ligner hun Ava, det har han tit tænkt på. Spinkel og fin, og stærk, men ikke lys – kun af sind. Og så har hun den der næse, der sammen med navnet afslører hendes baggrund. Hun er ud af en jødisk familie. Hendes forældre, eller måske bedsteforældre, hendes alder er svær at bestemme, har på mystisk vis overlevet krigen. Det var der ikke mange, der gjorde. De betalte den største pris. Adalard var kun en dreng, men det har taget ham mange år af voksenlivet at komme sig over mordet, tyskerne og dermed også han selv begik på jøderne. Jødehad. Adalard viste ikke hvorfor, han fik blot at vide, at de var onde og tyskerne var gode. Han var bange for dem, de ville jo slå tyskerne ihjel. Hjernevask. Adalard skal efter dette sige farvel og bede om tilgivelse for sin største synd, nede i det gamle jødekvarter. Anna kommer tilbage med kaffen og spørger ind:

146

R E G N FA N G

”Nå, hvor kom vi fra, jo din sidste rejse, hvad skal det betyde?” ”Det betyder, at jeg skal væk fra Berlin.” ”Men hvorhen? Er Berlin ikke dit ét og alt? Det sagde du i hvert fald engang.” Hun ser forundret på ham. ”Jo, men nu er tiden inde. Jeg skal langt væk, jeg ved ikke hvor endnu.” ”Altså du ved ikke hvorhen? Skal du med tog eller?” ”Ja det er en fin måde at se det på. Jeg stiger på et tog, der vil tage mig langt væk herfra, til den anden side, over floden, bagved bjergene, og længere, efter kilden og solen.” ”Det forstår jeg ikke noget af… Hvilken kilde? Og hvilket tog? Altså tager du bare et tilfældigt tog?” ”Nej toget er aldrig tilfældigt, min ven, men destinationen er ikke sikker, dog ved jeg, at jeg ikke vil komme her igen. I dag er sidste gang vi ses.” ”Jamen dog. Jeg tror ikke helt, at jeg er med, men jeg er da ked af, at du rejser.” Anna kigger på Adalard: ”Måske du bliver træt af at rejse, og en dag står du her, ved mig og dit stambord, igen.” Adalard smiler, siger ikke mere, intet mere kan siges nu. Hun stryger ham over kinden og går op i baren igen. Adalard drikker sin kaffe og snart bliver maden serveret. Den helt store tallerken, der er gjort noget ekstra ud af det, lagt ekstra kraft og kærlighed i. Det er noget Adalard sætter enorm stor pris på. Pølserne er stegt til perfektion, ligeså er baconen og æggene er ikke for flydende. Brødet er som det plejer, men det er også godt nok. Adalard læser den foranliggende avis. Igen er skyen på forsiden, ikke blot af Berliner posten, men det nationale blad. Det hedder sig at den har vokset sig enorm over natten, sådan som Adalard også har opfattet det. Stadig er der ingen, der kan forklare hvorfor den er der, og hvorfor den vokser. Til gengæld har skyen vækket fantasien i mennesket. Konspirationsteorierne har lagt sig som skyen selv, over Berlin. Mange peger på guddommelig indblanding, da det ikke kan forklares videnskabeligt. Hver religion bruger det til hver sit formål. De kristne peger eksempelvis på at Jesus må være genopstået og er et sted i Berlin. Det er selvfølgelig udsagn fra den fanatiske afdeling, men alligevel, det ene bud kan vel være lige så godt som det andet. Adalard spiser færdig og rejser sig. Anna kommer over, hjælper ham på med jakken og siger farvel: ”Så må du have en god rejse Adalard,” han kigger på hende. Hun fortsætter: ”Måske ses vi igen.” ”Man ved aldrig, min ven” Han giver hende et klem, det er længe siden han har haft kropskontakt på denne måde, men nu når han ved, at de aldrig skal ses mere, synes han, at det er på sin plads. Hun gengælder kontakten og følger ham til dørs. Da han er ude på gaden, ser han hende vinke bag de duggede ruder. Han sporer en urolighed i hendes blik. Måske hun har fanget hans hensigt alligevel. Adalard holder sig til sin stok, og med den traver han over til kirken igen. Zionskirken. Byggestilen kan ikke defineres. Nogle ville sige gotisk, andre romansk. Men det er egentligt ligegyldigt. Adalard har altid syntes, at den bare var sin egen. Den smukkeste bygning i Berlin, på den smukkeste plads i Berlin. Det var her, de var en del af modstandsbevægelsen. Det var her de var til punkkoncerter. Kirken var allerede inden 80’erne kendt for at være rebelsk. Den gamle præst, Boenhöffer, havde under nazistyret således åbent udtrykt sin foragt for nazismen og manet befolkningen til besindelse. Boenhöffer var en helt, i en helteløs tid. En mand, der

147

R E G N FA N G

troede på sine værdier, og gik i døden for dem. Han blev hængt. Kirken var vigtig, selvom den indvendigt var grå, som resten af Østberlin, var den alligevel det mest farverige sted i byen. Herfra sendte de informationer til Vesttyskland, informationer om situationen i Østberlin, Stasi, diktaturet, og disse smuglede oplysninger blev vigtige i forbindelse med murens fald. Adalard er inde i kirken nu. Den er en levende påmindelse. På en tid. På et sted. Et sted hvor Ava og han gjorde noget. Noget, der forandrede. Adalard kan ikke græde. Det har han set for meget død og ødelæggelse til. Men hvis han kunne, ville dette være et fint tidspunkt. Adalard sætter sig på bænken og beder. Klokken ringer til middag fra kirketårnet, da han er udenfor igen. Han sætter sig ind i sporvognen på Kastanienallee og fortsætter ned i mod mitte og Spandauer Vorstadt. Det går ned ad bakke. Der er ikke mange mennesker i sporvognen. Det er der sjældent på denne tid. Skyen dækker halvdelen af området. Den røde masse skyder frem fra tv tårnet, som voksende bjerge i ekstrem hast, fyldt i kraft og struktur. Han går ad den gamle brostensvej. Bygningerne i Spandauer Vorstadt er nye, men ind i mellem er der enkelte, der har overlevet bombernes ødelæggelser. Adalard søger igen et helt bestemt mål. Statuen og massegraven. På vejen møder han utallige af disse små mindesmærker i jorden. Små firkanter menneskene træder på mange gange dagligt, små plader turisterne forundrer sig over, ”se der er guld i gaden,” vil mange af dem sige. Det ligner guld, men om det er det, ved Adalard ikke. På pladerne står navn, og hvor jøden blev myrdet. Hvordan skal en by undskylde for sine synder? Pladerne undskylder ikke, men beretter helt nøgternt, hvordan det var. Det er en af ”det nye Berlins” styrker. Overalt er der påmindelser om nationens tidligere grusomheder. Man ønsker ikke at glemme. Glemslen kan være god, men i dette tilfælde ville den være uhyre farlig. Man må aldrig glemme det, der er sket, grusomhederne må aldrig gentages. Men det er menneskerne begyndt på: At glemme. Nu er det efterhånden så lang tid siden at dårligdomme har været en del af byen. Ja, menneskene er begyndt at glemme det; og mens de glemmer, erindrer byen. I krydset mellem August Strasse og Grosse Hamburger Strasse ligger der en helt bestemt guldplade. Den er til ære for familien Rosenberg; de forsvandt i Auschwitz. Familien boede lige her, faren var skomager, moderen var hjemmegående, som så mange kvinder var det dengang. De blev alle fire myrdet. Adalard var ven med sønnen, indtil det blev ham forbudt. Sidenhen havde han blot foragt tilovers for familien, til efter krigen, hvor Adalard forstod, at hans sind var malet i nazismen farver. Adalard boede lidt længere inde, på grænsen til jødekvarteret, men han mødtes ofte med sønnen og spillede fodbold i gårdene og kastede med sten efter dåser. Sidenhen var Adalard medsammensvoren i drabet. Adalard bevæger sig væk fra familien Rosenbergs mindesten, via brostensgader, ned i mod hoveddestinationen: Statuen. Han græder nu. Adalard græder og det smager salt når tårerne rammer munden. Han når sit mål. Hvordan skal en by undskylde for sine synder? Statuen er lykkedes. Jøderne er umenneskeligt tynde, iført lasede klæder. Triste. Deres hoveder vender ikke nedad. De er oprejste. Skildringen må være sand. Efter så mange år, har han accepteret, at han ikke kan glemme. Som så mange andre og byen i sig selv, accepteret at det ville være forkert at glemme. Derfor har han de sidste år selv opsøgt fortiden. Mange gange dette sted. Først efter accepten kan man se fremad, selvom sårene aldrig vil hele. Bag ved marmorstatuen er massegraven. En lysning i byen, uden gravsten; de ukendtes grav. Der ligger eftersigende mere end ti tusinde jøder. Adalard bliver der i nogen tid. Lægger så en lille sten på den lave piedestal skulpturen er placeret på,

148

R E G N FA N G

sætter sig på sine knæ og beder igen. Hvordan skal et menneske undskylde for sine synder? Mordet på seks millioner jøder kan ikke undskyldes; men der er ikke andet at gøre. Undskyld. Han går videre, til museums øen og domkirken. Skyen er her enorm. Den ligger som var den himlen selv, tæt, uigennemtrængelig. Og så hænger den endnu lavere. Klaustrofobisk lavt. Alle menneskers opmærksomhed er rettet i mod den. Alle kigger op og forbløffes. Begejstres ved synet af denne vælde, dette uforklarlige stykke natur. Adalard er ikke just begejstret. Han er derimod en smule nervøs. Forandringer bliver med alderen sværere og sværere at beherske, og byen synes endelig, efter murens fald, at have fundet et fast ståsted. Jovist ændrer bydelenes udtryk og indbyggere sig efterhånden, men aldrig så drastisk som denne sky. Den har alt for travlt og så kan den ikke forklares, og det er slet ikke godt. Alting skal helst kunne forklares. På vejen kommer han over den smukke bro, hvor saxofonisten spiller sine melodier. Berlin er en grim by, men her er faktisk smukt. Det minder mere om Rom eller Paris. Foran domkirken er der nogle bænke. Han sætter sig på en og fra frakkelommen finder han sin medbragte tobak frem. Og piben. Stopper tobakken i og sætter ild til. Adalard ryger ikke så ofte længere. Lægerne sagde, efter lungekræften, at han skulle stoppe eller dø. Han valgte at stoppe, men en gang i mellem kan han ikke dy sig, og han er ikke død endnu. Det gør han først i aften, men ikke på grund af tobakken. Han suger røgen dybt ned i lungerne: Tobak, røgen, domkirken, livet og døden. Den forbandede sky. Toppen af kirken er ikke til at se. Der er rødbrunt overalt. På pladsen er mange eksistenser, selvfølgelig mange turister, men også indfødte berlinere, der er ude på spadseretur, lufter hundene med familien. Også her er alles opmærksomhed og nysgerrighed rettet i mod skyen. Kun Adalard ser på kirken. Han må væk. Væk fra denne begejstring, væk fra denne attraktion. Han rejser sig og vender blikket mod øst. Mod tv tårnet. Det tv tårn der nu er væk, kun synliggjort af tårnets nederste del. Resten er gemt i Berlins nye himmel. Adalard går hen i mod Hackescher Markt, hvor S-Bahnen kan lede ham væk. S75 kommer ham til undsætning og han forsvinder fra skyen. Fra togvognens kupévindue retter han blikket bagud, og opdager til sin store forskrækkelse, at skyen forfølger ham. Den vil ikke forsvinde, og når toget endelig river sig fri, indhentes det igen. Som en rød tsunami, skyder den høje og aggressive bølger efter toget. Da han når Warschauer Strasse er skyen endelig en smule på afstand, dog ikke meget. Men her er den selvfølgelig også fixpunktet for menneskemyldret. Det er nu eftermiddag og Adalard kan slet ikke fatte udviklingen. Skyen har vokset sig over alle forventninger. Den er en anden himmel over byen; som når salt og ferskvand forsøger at blande sig. Det kan de ikke. De lægger sig i to lag. I Prenzlaur Berg og Spandauer Vorstat har man formået at bryde en del med DDR’s golde udtryk. Områderne er flotte, behagelige, indbydende. Sådan er det ikke her i Friedrichshain. Området er blevet smart, i sær for unge, men kønt er her ikke. Her emmer stadig af Østberlin. Gråt i gråt. Dengang herskede en udbredt fattigdom, hvis kolde hånd havde sit greb fastklemt om området. Den økonomiske situation var faktisk en af hovedårsagerne til murens fald. Sovjet havde ingen penge tilbage. Derudover levede de fleste, de sidste år, i komplet fordrukkenhed. På supermarkedernes hylder var der stort set ingenting. Ud over vodka. Massere af vodka. Det blev drukket som vand. Og for at holde varmen om vinteren. På grund af fastlandsklimaet, kan der blive så bidende koldt her i Berlin om vinteren. Adalard bevæger sig væk, nordpå, mod Frankfurter Tor. På vejen kommer han forbi området RAW. Det er her, de unge fester. De valfarter hertil fra hele verden.

149

R E G N FA N G

For at tage stoffer og danse. Ikke kun her, men i hele Berlin. Der sidder nogle foran stedet nu. På bænke og ved borde. De ryger hash, mens de spjætter med benene. Fødderne er halvt hævet fra jorden. De rører kun med tæerne, der bevæger hele ben op og ned og op og ned, i en hel utrolig fart. Som en uforløst energi - som om de forsøger at få noget ud af kroppen, de ikke besidder. Der er sket noget med den generation, de unge af i dag. De er ikke, som unge var engang, her i Berlin. Ungdommen har altid været i oppositionen. Rebelske. En rolle der har været berettiget, vigtig, nødvendig for ikke fuldstændig at skulle fortrænge det egentligt menneskelige: Vitaliteten, kærligheden og eksistensen, som det skete under krigen. De havde en kamp. De lærte af og brugte historien. Unge af i dag er meget mere frigjorte end tidligere generationer, og det skulle man synes i sit udgangspunkt var en god tendens. Men godt mener Adalard ikke det er. I dag er der ingen mur. Ingen modstand, intet at kæmpe for, andet end egen vinding. Unge født efter niogfirs, er de første der er født i den frie verden. De tager friheden for givet, fordi de ikke kender til andet og det er farligt. Unge er overfladiske, unge er ikke nærværende, unge er ikke taknemmelige, unge har ingen forståelse af historien. De mangler sgu en mur. De er egentligt ligeglade med hvilke politiske beslutninger, der bliver taget. Bare de har deres frihed og velfærd. De er for slappe, for ligeglade. De skal bare danse og tage stoffer. Da Adalard boede i DDR lærte han at kæmpe for demokratiet. For en borgers rettigheder. Det gjorde, at han satte større pris på livet og kæmpede for det. Der er ikke noget demokrati, hvis man ikke deltager i en demokratisk proces, man er ikke borger, hvis man ikke deltager i samfundet. Det finder de forhåbentligt ud af en dag. Hvis ikke - hvordan skal samfundet så drives videre? Hvordan skal Tyskland så bestå? Adalard kender ikke svaret, men har ofte opfordret ungdommen til at læse noget mere. Store forfattere. Det gjorde de dengang. Og det hjalp. Satte tankerne i gang. Udvidede sindet. Adalard fortsætter igennem Friedrichshain og ankommer til Frankfurter Tor. Østberlins arkitektoniske manifestation. Her er uhyggeligt. For mange år siden, inden de flyttede til Prenzlauer Berg boede Ava og Adalard her. Bygningerne er fuldstændig ens. Det fører tankerne til de fascistiske bygningsværker, hvis golde og sterile træk kan formørke selv de varmeste tanker. Sådan er det her, blot, normalvis, krydret af det Tv tårn, der ligger for enden af den kilometer lange allé, og dominere de østberlinske himmelstrøg. Som en rumstation fra fremtiden kaster den, fra sit runde metalhus, lange lys ud over Berlins udstrakte landskab. Det er ikke nat, men den er væk og ikke engang lysene kan ses gennem tågen. Skyen hviler nu også over Friedrichshain. Her var, dengang, spioner alle vegne. Man skulle passe på, hvad man sagde. Stemningen var trykket. Hvis man var tre mennesker i et rum, var den ene fra Stasi. Det var et overvågningssamfund uden lige. Et fangeskab i det fri. I dag lever man også i et overvågningssamfund, folk er bare ligeglade. Det er Adalard ikke. Han har med egne øjne set hvor galt, det kan gå. Hvordan folket led. Fundamentet for folkets frihed må ikke tages i totalitær kontrol. Det er heller ikke sket endnu. Regimenet er ikke totalitært. Men det er strukturen, der er bare ingen der taler om det, der er ingen der går op i dens slags længere, for menneskets basale behov er dækket, og således er de ligeglade med resten. De har glemt hvordan det var engang, hvordan det kan blive igen. Adalard har ikke glemt, og er ikke ligeglad og slet ikke med skyen. Det er alle de andre, eller ikke ligeglade, men glade. Den hænger der og overvåger dem alle. Den hænger der og omringer befolkningen, spærrer den inde, som en mur i himlen. Som et totalitært regime på skyform. Ingen stor forfatter ville kunne have fantasi til at forestille sig en sådan sky, og ingen ville ture berette om, hvad den ville forårsage. Adalard tænker det værste,

150

R E G N FA N G

modsat de andre. Modsat de ligeglade, behagesyge borgere. Muren var i Berlin i otteogtyve år, hvor længe vil skyen blive? Adalard går tilbage til Warschauer Strasse. Herfra kan han tage U1 mod vest, og samtidig komme på afstand af skyen. Skyen der nu ligger lige over deres hoveder, længere nede end nogensinde. U1 er fra 1901 og er dermed den ældste U-bahnlinje. Stationen ved Warschauer Strasse lå forladt det meste af DDR tiden. Beliggenheden var, som den eneste af linjens stationer, på den østlige side. Muren gik lige ved siden af. Den åbnede først igen i nitten femoghalvfems. Adalard elsker denne linje. Den kører oppe i luften, og giver det fineste blik over Kreuzberg, floden og ind mod Mitte. Den ender ved Kurfürstendamm, i Charlottenburg. Berlins gamle shoppinggade. Adalard skal ikke shoppe, men han skal sige farvel til Vestberlin. Han stiger ind. Togvognen bliver hurtigt propfyldt. Adalards udsyn er spærret. Her er der ingen, der tilbyder ham et sæde. Menneskene står ryg mod ryg, skulder ved skulder. Han klamrer sig til sin stok i håb om ikke at vælte. Turen er turbulent. Varmen uudholdelig. Skiftevis bliver vinduerne åbnet. Længere nede i vognen er der nogle hjemløse mænd; de har medbragt en ghettoblaster, og spiller høj metalmusik, hvis aggressive toner rungende kastes gennem togvognen. Mange af de medrejsende råber og skriger af mændene. Det bliver der ikke mindre larm af. Adalard forstår ikke denne tankegang. Det er ligesom hundeejere, der råber af deres hundes gøen. En mand besvimer tæt ved Adalard. Men han kan ikke komme ud. Toget kører videre. Det aflange rum virker rødligt og diset, som om en tåge har lagt sig. Adalard overvinder kroppen, sætter sig på knæ og rusker i manden. Kun én anden i vognen, en kvinde, gør tilsvarende. De andre kigger blot. De har travlt med deres egne tanker. Medmenneskeligheden er skrumpet i storbyen, også i Berlin. Manden har sort hår, med grålige tendenser. Han er fint klædt, et sort sæt; som Adalard selv. Han vågner ikke. En anden mand tæt ved falder omkuld, besvimer, dernæst også en kvinde og én mere. Længere nede i vognen er der også tumult. Ghettoblasteren spiller videre. Menneskene råber og skriger stadig, nu blot ikke af musikken, men af frygt. Toget standser. Adalard har ingen idé om hvor de befinder sig, eller hvad der foregår, men ud skal de, der intet andet valg. ”GØR PLADS!” råber Adalard, af sine lungers fulde kraft. Hans stemme er fyldt med autoritet og mørke og gør tydeligvis et stort indtryk på de andre, der slet ikke er ved fatning, slet ikke er til stede, men som instinktivt giver plads. ”KOM NU!” råber kvinden ved Adalards side frustreret og fortsætter: ”Hjælp, hjælp, KOM NU!” Adalard har respekt for kvinden, men ikke mere end at hun jo blot gør sin pligt: Hun viser vejen for andre. Og de følger hende og ham og deres eksempel. Når mennesker går i chok bliver de lettere autoritetstro. De samler de besvimede op og løfter dem ud på perronen. Det er svært at bedømme hvor mange faldne der er. Sveden løber ned ad Adalards pande. De er ved Hallischer Tor. Kupéerne bliver rømmet. På vej ud falder kvinden. Det giver et voldsomt ryk i Adalard. Men han står imod. Lader sig ikke kue, der er vigtigere ting på spil. Han bøjer sig fremover og forsøger at ruske liv i hende, men forgæves. Den røde tåge hviler over stationen. Tågen må være skyen. Den forbandende sky. Adalard viste det. Han vidste, den ikke ville noget godt. Hvad nu hvis de besvimede ikke er… Han mærker på manden i sort. Pulsen. Den er væk. Der er ingen. Han er død. Omkring Adalard falder menneskene. De falder, pludseligt og talstærkt, som frugterne fra et blommetræ eller regnen fra en sommerbyge. Der er skrigeri, råb – panikken når et foreløbigt klimaks. Adalard råber så højt, han overhovedet kan magte:

151

R E G N FA N G

”HOLD VEJRET ALLE SAMMEN, LØB NED I UNDERGRUNDEN, DET ER SKYEN!” Rulletrappen er fyldt til randen, med mennesker hvis hoveder er sammenbidte og røde som ild. Adalard er bange, men viser det ikke, nogen må udvise mod. Han føler sig svimmel, men om det er skyen, angsten eller den manglende vejrtræning; ved han ikke. De løber, selv Adalard løber, da de kommer ned fra rulletrappen. Det har han ikke gjort i mange år. Det troede han ikke, at han var i stand til længere. Da han kommer ud på gaden, møder der ham et frygteligt syn. Rendyrket kaos. Mennesker der ligger bevidstløse på gaden, og bliver trampet på af de hundredevis af mennesker, der stadig er ved bevidsthed og søger sikkerhed i dybet. Flere hopper ud fra vinduerne af de høje bygninger. En bil kører direkte ind i en facade. Kun sirener fra det fjerne overdøver skrigene. Den røde tåge hviler i hovedhøjde og opefter. Adalard løber væk, ned i undergrunden. Så mange mennesker har der aldrig før været på en undergrundsstation. Hernede er tågen ikke. Adalard kan trække vejret igen. Politiet ankommer, med gasmasker. Én har en megafon med og råber: ”Nu tager vi den næste, til Französischer Strasse, her kan vi søge sikkerhed!” Menneskene buer og hujer. Adalard forstår det ikke. Hvordan kan man finde sikkerhed i midtbyen. Her hvor skyen, med størst sandsynlighed, har plantet sig fast. En mand råber: ”ER I UDE PÅ AT SLÅ OS ALLE SAMMEN I HJEL!?” En kvinde tilsvarende: ”Vi skal da ud af byen, den stik modsatte vej!” Menneskerne protesterer. Politimanden svarer i megafonen: ”Hele byen er dækket nu, skyen vokser for hvert sekund. Vi skal under jorden, vi skal længere ned.” Der lyder en summen. Toget kommer. Det er helt fyldt op. Dørene åbnes, men ingen kan komme ind. Få forsøger at mase. Dørene lukkes. Én sidder i klemme, da toget kører. Hans krop knuses mod vægen. Ruden bliver rød af blod. Nu er det ikke blot skrig, der fylder lydbilledet, gråden høres mere og mere. Angsten er blevet en realitet. Det er svært at forestille sig at komme helskinnet fra dette. Adalard er bange. Bange for at miste. Han skal ikke herfra i dag. Ikke på den her måde. Han vil ikke se sin elskede by gå under. Hvordan skal den kunne rejse sig fra dette? Hvordan? Hans krop er færdig. Men han må fortsætte, han må ikke give op. Pludselig mærker han et ryk i benet. Han kigger ned. En lille dreng med selebukser og kasket kigger op. Hans øjne er brune. Adalard bøjer sig frem. ”Hvor er dine forældre henne?” Han begynder at græde. Adalard tager fat i hans hånd. Han er højest fem år gammel. ”Kom vi finder dem.” Han løfter drengen op. ”Hvad hedder de, dine forældre?” Han svarer ikke, drengen. ”Jeg lover dig, at vi finder dem, jeg lover dig det! Hvad hedder de? Så kalder vi på dem.” ”Thomas og Heidi,” siger han stille. ”Hjælp mig med at kalde på dem, råb så højt du kan.” De råber og kalder, men det er svært at overdøve larmen. Den uendelige larm. Adalard ser en rødlig nuance. Menneskene begynder nu også at falde hernede i dybet. Det sker ved indgangen, på trappen der leder op. Der er hverken en Thomas eller Heidi, der reagerer på Adalard og drengens kalden. Flere og flere falder sammen. Pludselig kommer der et nyt tog. Denne gang er der mere plads. De kan ikke blive og vente på Thomas og Heidi. De må omgående væk herfra. Adalard maser sig frem, med den lille dreng på skuldrene. Menneskene skubber og kæmper for at komme med. Adalard og drengen når ind som de sidste, inden lampen blinker, og døren lukkes.

152

R E G N FA N G

Adalard får drengen ned fra skulderne. Han græder ikke længere. Snøfter kun lidt. Han ser nok aldrig sine forældre igen. Måske forlader han selv livet i dag, inden det rigtigt begyndte. Omvendt kommer han da aldrig til at se verdens uro, eller han vil i hvert fald ikke kunne begribe dem. Leve og dø i de uvidendes magelighed. Adalard må berolige ham. Hvis dette skal være deres endeligt, skal de ikke forlade byen uden håb, uden mod. Drengen ser Adalard dybt ind i øjnene. På en gang skræmt, men samtidig også med en hvis forundring. Så åbner han munden: ”Hvor er min mor og far henne?” Adalard tænker sig grundigt om, sætter sig ned i øjenhøjde, samler mod, og svarer efter nogen tid: ”Vi er på vej ned under jorden. Det hele er en leg, du må ikke være bange. Det gælder om at komme så langt under byen som muligt. Når vi kommer frem, så finder vi din mor og far. Er du med på den?” ”Jamen hvorfor kan vi ikke finde dem nu? Jeg vil helst bare se dem nu,” siger drengen bestemt. ”Jo, det forstår jeg godt, men ser du, de er allerede dernede og venter på dig. Det er derfor vi skal derned, og jeg er din rejsemakker. Har du været ude at rejse før?” ”Jah.” Han ser væk. ”Godt, sammen skal vi finde dine forældre. Jeg tror, jeg kan finde dem først!” Drengen vender blikket tilbage og siger: ”Nej det kan du ikke! Det kan jeg i hvert fald!” ”Okay, okay. Så du er med på legen?” ”Ja.” ”Godt, men du skal love mig, at du holder dig til mig, det er meget vigtigt, for der er så mange mennesker at det er let at blive væk hernede, lover du det?” Drengen svarer ja igen. Menneskene omkring ænser ikke Adalard og drengens samtale. De står tæt, mens de stille græder og holder sig til deres nærmeste. Det er forfærdeligt. Stilheden er faktisk værre end larmen, men i det mindste beroliger det drengen en smule. Ingen her har oplevet noget lignende. Men Adalard må ikke give op. Han må lede efter drengens forældre. Han ved godt, de ikke finder dem, men nogen må tage sig af drengen. ”Hvad hedder du egentligt?” spørger drengen efter en tid. ”Jeg hedder Adalard.” ”Hvor gammel er du?” ”Jeg er gammel, meget gammel.” ”Jeg tænkte det nok,” svarer han tilfreds. Adalard har ondt i armen, det er den gode arm desværre, ikke den hvor fingrene mangler. Han har bidt mærke i, at drengen stirrer på den. Toget standser. Det har kørt helt igennem uden stop, perronerne har været ryddet. Måske menneskene ved de forbipasserende stationer allerede er blevet evakueret. Måske er de døde. Adalard vender sig om og tager fat i drengens hånd. Dørene åbner og han siger: ”Så, hold godt fast.” Han kan mærke, at drengen klemmer hårdere. Perronen er tom, men bliver hurtigt fyldt med mennesker. Den røde tåge hviler over stedet. I den ene ende står der nogle betjente med gasmasker og råber i megafon: ”HOLD VEJRET; KOM DENNE VEJ!” Alle gør som anvist også drengen. De løber af sted mod politiet. De har slået den store bagvæg ned, og det ser ud til at den fører endnu længere ned. Og ganske rigtigt. De kommer til trappen. Drengen har svært ved at følge med mylderet ned. Adalard tager ham op i sine arme og løfter ham ned af trappen. En mand råber længere nede: ”I kan godt trække vejret igen.” Det gør de så. Det er en støvet fornøjelse. En lukket fornemmelse, som om der ikke er luft nok til at få ind.

153

R E G N FA N G

”Jeg er lidt bange,” siger drengen indtrængende, da de er nede fra trappen og går i en gang. ”Det skal du ikke være min ven, se det skal nok gå, om lidt er det overstået. Husk på det er bare et spil, du må være stærk og modig! Vi skal finde dine forældre ved du nok.” ”Ja, men der er så mørkt.” ”Ja.” Adalard sukker. Han har ikke noget modtræk til mørket. De fortsætter. Der er en hektisk, nervøs stemning i gangene. Adalard ved godt hvor de er. I bunkersystemet under Berlin. Hitlers bunker. Førerbunkeren som den blev kaldt. Den har været forseglet i alle disse år. Man har bevidst valgt ikke at åbne den, af frygt for at nynazisterne ville bruge den. Nu bruges den som evakuering, præcis som de gjorde det i femogfyrre, da byen, som nu, var under angreb. Folkevandringen fortsætter, længere mod vest. I bunden af gangen, står en stor malerlampe og kaster lys på flokken, der danner lange skygger. Nu kan de, ikke kun lugte og føle sig frem, men også se, hvad de bevæger sig i. Stedet er en ruin. Der står skrevne ord på væggene, heil Hitler eksempelvis, og hagekors. Men der er også steder, hvor russerne har skrevet linjer. Adalard forstår dem ikke. Der er en enorm stand af spindelvæg, der dækker hele loftet. Ind i mellem står der en ødelagt stol eller en brændt reol, men det er sparsomt, hvad der har overlevet. Russerne har formodeligt sat ild til stedet, da de ankom i femogfyrre. De kommer dybere og dybere ned. Adalard mærker at jorden bliver våd, der ligger vand. Han tager drengen op så han ikke bliver gennemblødt. De har gået længe nu. Der er ingen der taler, heller ikke drengen. De fortsætter blot, tavse. Adalards krop giver snart efter, kan snart ikke mere. Han har mistet sin stok, tidligere, da panikken ramte dem, da ulykken indtræf, da skyen lagde sin råddenskab over byen. Hvordan slipper man levende fra dette? Hvordan bekæmper man en sky? De ankommer til et større rum. Hvad det har været engang, er svært at sige, det er en komplet ruin. Men her er tørt. De fleste sidder ned. Adalard giver efter for sin krops skavanker og sætter sig som de andre. Drengen gør det samme. Hans åndedræt er svagt. Det gør ondt at trække vejret. Her er mange mennesker og flere malerlamper til at lyse dem op. I enden står en mand i et støvet jakkesæt og taler højt. Adalard har set ham før. Det er forsvarsministeren. Han siger, at de må vente, han siger, at de må blive her indtil de får meldinger fra oven. De er fanget. Hvis de går op dør de, hvis de bliver her længe nok, dør de af sult. Adalard tænker på drengen og på hans forældre. Han forsøger at kalde på dem, men uden held. ”Nå hvor er de så henne?” spørger drengen utålmodigt, ”jeg gider ikke lege den her leg mere, det er ikke sjovt!” Adalard sukker: ”Nej jeg ved det godt… Vi må vente, du skal se, når vi mindst venter det, dukker de pludseligt op. Bare hold øjnene godt åbne.” ”Jeg kan ikke li’ det her sted, der er så uhyggeligt, og alle menneskene ser kede af det ud. Hvorfor er de kede af det? Og hvorfor har de råbt så meget hele dagen?” Adalard tænker sig godt om: ”Så du skyen i dag?” ”Ja, den var rød og brun og stor.” ”Ja, det er rigtigt. Den sky er en ond sky, det er derfor vi gemmer os. Vi gemmer os fra skyen indtil den går et andet sted hen. Så kan vi gå op igen. Forstår du det?” Adalard smiler. ”Jeg troede, det var en god sky? Det sagde min mor altså.” Han ser arrigt på Adalard, man skal aldrig lægge sig i mellem en stolt dreng og hans mor. ”Ja, det troede jeg også min ven, men det viste sig at være omvendt.” ”Okay, men hvornår forsvinder den så? Hvornår forsvinder den?”

154

R E G N FA N G

”Snart, men du må have tålmodighed. Skal jeg fortælle dig en historie i mens vi venter.” Drengens ansigt lyser op: ”Ja!” Adalard fortæller ham om sin barndom, om den onde mand der snød dem alle sammen, om at der var krig og om at denne bunker, de er i nu, var hans. Han fortæller at Berlin har været en helt anden by, og på nogle tidspunkter i et helt andet land. Og så fortæller han at der var en mur, og da denne mur blev væk, var alting godt igen, og at drengen er heldig at være født nu, hvor alting er fint. Han fortæller, at der er fred, og freden er meget bedre end krig. Han fortæller, at der er mange, der har glemt at, der en gang har været dårlige tider, at der engang var krig, og at der engang var en mur. De husker blot, at det altid har været godt i Berlin. Han fortæller, at det er vigtig at huske rigtigt, det er vigtigt ikke at glemme. Ikke at fortrænge de slemme ting, de trælse ting, de svære ting. Drengen lytter nøje efter og med stor interesse. Han er gjort af noget særligt denne dreng. Adalard fortæller ham, at selvom det er svært at være hernede i mørket, hvor menneskerne er kede af det, og selvom det er svært ikke at være sammen med sine forældre, så er det vigtigt at han ikke glemmer det. Det er vigtigt, fordi det skal gå, det hele er overstået lige om lidt, og skyen forsvinder og alting bliver godt igen, som det var før. Det er vigtigt at huske skyen, og bunkeren, for at man bedre kan sætte pris på livet, når der igen bliver fred, når solen igen skinner over Berlin. Drengen griber fat om Adalards hånd. Armen er skadet fra tidligere, det gør ondt. Men det er ligegyldigt nu. Drengen har brug for at holde fast, og det er langt vigtigere. Adalard fælder en tåre, uden at drengen ser det. Han troede at han skulle dø i dag. Men at dø kan han ikke, at dø vil han ikke. Ikke nu. Der sidder de. På det knuste gulv i Hitlers bunker. Den gamle mand og drengen. Sammen venter de. På livet eller døden. Fra verden over dem.

155

R E G N FA N G

I s lan d Fotografier fra landsbyen Seyðisfjörður i det østlige Island

Værker af

Majse Vilstrup

157

R E G N FA N G

158

R E G N FA N G

159

R E G N FA N G

160

R E G N FA N G

Brevkassen på Bagsiden Før jeg siger velkommen til Bagsiden af Regnfang, må jeg først sige noget vigtigt: Jeg er andengenerationsindvandrer og tager afstand fra terrorhandlingerne i Paris. Og mordene i København. Og ISIS. Og pistacieis. Og mobning, tynd kaffe og reklamer. Det er vigtigt for mig at understrege min afstandtagen, netop fordi jeg er andengenerationsindvandrer. Min far flygtede i sin tid fra Ballerup, mens min mor oprindeligt kommer fra Ringsted. Født og opvokset i Aarhus har jeg alligevel svært ved at integrere mig helt i miljøet. Sådan er det at være andengenerationsindvandrer: For det meste kører man bare rundt i sin indvandrerbil og hører indvandrermusik med sine indvandrervenner, mens man skyder alle danskernes jobs. Og når der så ikke er flere jobs at skyde, så vender man pistolmundingen mod danskernes bolleven nr. 1: Ytringsfriheden. Jeg siger bolleven, da forholdet ikke forpligter. Ytringsfriheden er 100% absolut, bortset fra når det er upassende udtalelser, som for eksempel om vestens hykleri eller Pia Kjærsgaards formodede blowjob til Yahya Hassan. Ytringsfrihed gælder for eksempel ikke, hvis man mener noget radikalt modsat af, hvad man bør og skal mene om ”os” og ”dem”. Så fuck ”os” og fuck ”dem”. Fuck ”alle”. Og nu, hvor jeg har fået dét ud af verden, kan vi komme i gang med at besvare nogle læserbreve.

Kære Lotte Dan, Mark og Frank fra klassen mobber mig. Er det okay at mobbe? Hilsen Jonas 0.B

161

R E G N FA N G

Kære Jonas 0.B Jeg hedder for det første ikke Lotte. Jeg ved ikke, hvorfor du tror, jeg hedder Lotte, men det gør jeg altså ikke. Jeg er en mand, Jonas. Jeg har en pik, okay? Og for det andet, så ja, lille Jonas, det er helt okay at mobbe. Dan, Mark og Frank har sikkert de bedste intentioner for dig. Det er en kærlig hån og latterliggørelse, dét må du forstå. For mobning er blot at gøre brug af sin grundlovssikrede ytringsfrihed, og ytringsfrihed er en universel menneskeret og fornøden pligt. Når for eksempel en klassekammerat ligger ned, så er det din pligt at træde på ham, for ”dem, der ligger ned, skal man træde på”, ikke? Så er det bare op til dig, Jonas, hvordan du vil reagere på mobningen: Du er fri til enten at vælge at acceptere det eller at vælge at acceptere det. Mvh Bagsiden

Kære Brevkasse Jeg vil gerne vide noget om, hvordan Regnfangs redaktion forholder sig til debatten om ytringsfrihed, karikaturtegninger og angrebet mod Charlie Hebdo, skydderierne i København osv. som jo er i vælten for tiden. Hilsen Karsten Nøddestjerne

Kære Karsten Ja, det er jo nok den røde tråd i alt det her. Den blodrøde tråd. Personligt tager jeg afstand, fra alting, men den offentlige bodsgang har vel givet mig min melhvide syndsforladelse. Ren og hvid som sne og mælk er jeg igen. Hvordan redaktionen derimod forholder sig i debatten, kan jeg sige meget kort: Passivt. Og uforstående. For de fatter ikke en brik, Karsten, lad mig sige det lige ud: Størstedelen af deres tid går med shopping og kattevideoer. Til det sidste redaktionsmøde blev jeg endnu en gang mindet om, hvor galt det i grunden står til.

162

R E G N FA N G

Den idealistiske vegetar grinte højt, da vi nævnte terrorangrebet mod Charlie Hebdo, fordi hun troede, at Charlie Hebdo var, og jeg citerer: ”Ham dér, der altid ringer til sin chef og siger, at han ikke kan komme på arbejde”. Efter påmindelsen om, at det nok var Charlie og Chokoladefabrikken, hun tænkte på, stod hun helt af. Psykisk var hun ikke til stede det næste lange stykke tid. ”Det sker nogle gange”, forklarede Victor Lange, svøbte et tæppe om hende og kastede talestokken videre. Jeg har aldrig set så mange storhedsvanvittige mennesker samlet på ét sted. Redaktionsmedlem Thomas Gollund greb talestokken og blæste sin røg ud i lokalet med ordene om, hvorvidt de skulle afbillede – ikke profeten Muhammed, men derimod – profetens kat. Underligt nok blev det taget som et seriøst bud. De andre bidrog med idéer, mens mine øregange begyndte at bløde, og min fornuft langsomt brød sammen. På samme fremgangsmåde som med Kåre Bluitgens (Muhamed-krisens egentlige epicenter) nylige ”bog” (den er ufatteligt kedelig, idéløs og humorforladt) om profeten Muhamed, måtte jeg kæmpe mig igennem med tændstikker i øjnene og to tomme kander kaffe foran min plads. Min mave rumlede; igen havde disse redaktionsmedlemmer været den direkte årsag til, at jeg fik tyndskid. 72 jomfrukatte Snakken gik mestendels ud på, om man skulle lave en karikatur af profetens kat, så den lignede Garfield – den fede, dovne, lasagneædende kat – eller om det simpelthen blev for krænkende, eksplicit og plat. Jeg stemte for sidstnævnte. Men redaktør og menneskelignende dementor med speciale i kattevideoer, Ida Luna, foreslog hviskende og smilende, at profetens kat skulle falde ned fra en skrænt, mens den i en tankeboble glædede sig til de 72 jomfrukatte, der ventede den. Og dermed, Karsten, har jeg vel svaret på dit spørgsmål om, hvor niveauet i debatten om ytringsfrihed og karikaturtegninger er på Regnfangs redaktion. Her er mine tanker, Karsten: Lur mig I 1930’erne bragte nazisterne karikaturtegninger af jøder som blandt andet grådige socialister. I 2000’erne bragte man tegninger af muslimer som bl.a. profeten Muhammed, en karikeret araber med en bombe i sin – ja, det som alle muslimer jo går rundt med på deres sorte indvandrerhoveder – turban. Og nu i dette Herrens 2015 bringer man karikerede katte, der falder ned ad skrænter og dør. Lur mig om ikke det er dem, der skrænter, Karsten. Lur mig, Karsten. Lur mig … Regnfangs redaktion er en gruppe fortabte, ulykkelige skæbner. Det er allerede konkluderet. Og alt imens indvandrerne kører rundt i deres indvandrerbiler og hører indvandrermusik, mens de skyder alle vores jobs, er vi overladt i hænderne

163

R E G N FA N G

på en generation, der påvirkes af denne intetsigende redaktion. Fremtiden er et sort hul, vi bliver suget ind i, Karsten, hvad end vi vil det eller ej. Håber det var svar nok. Møs møs

Hej Brevkasse I sidste udgave af Bagsiden tegnede I virkelig mange pikke over det hele. Dillere. Sådan virkelig mange. Det forstår jeg ikke en skid af. Hvorfor fuck gør I sådan noget? Er I idioter elelr hvad? Er det en kommentar til sådan noget ytringsfrihedslort i pladderhumanister render rundt og plaprer om? Kan I ikke finde på noget bedere? Hilsen FUCK JER BØSSERØVE MAND

Kære … Mvh Bagsiden

En besynderligt stor glæde Som den skarpe læser nok har bemærket, så har vi på Bagsiden været så privilegerede, at vi har fået allernådigst lov til at modtage læserbreve. Og tusind, milliarder gange tak for det, det er mig en besynderligt stor glæde at svare på pøblens elegant formulerede og ikke mindst eftertænksomme spørgsmål – ej at forglemme de verbale flammekastere.

164

R E G N FA N G

Tak til Regnfangs redaktion, forsamlingen af uduelige vatpikke, tak til vores mor, der lod eders vagina bløde for vort liv, du livgivende himmelhvælving, og tak til alle jer, der har skrevet læserbreve til os, I søde små pusser, som for eksempel Karsten. Tak, søde Karsten. For hvad kunne vi, tegneren Magnus Buus og jeg, dog ellers drømme om at bruge vores tid på end at besvare spørgsmål fra hr. og fru Danmark, også selvom læsersegmentet synes at være forankret i en mere hr. og fru intellektuel hippie-hipster-agtig gruppe læsere. Måske der er et problem i dét. Deres breve er dog alt, hvad vi har, og når de nu alligevel er udgangspunktet, så er det bare at prøve på at få det bedste ud af dem.

En samling uinteressante vatpikke I sidste udgave af Regnfangs Bagside blev det konkluderet, at jeg ”kort sagt har mere til fælles med mit tørrestativ, end jeg har med Regnfangs redaktion”. Så langt, så godt. Og siden sidste udgave er der sket ting: To, mindst. Nu siger jeg ikke, at Regnfangs redaktion ikke er nogle vatpikke, eller at de har ændret sig. Slet ikke. Det kunne tilmed aldrig falde mig ind, for de er om nogen i denne ynkelige verden nogle vatpikke af allerhøjeste grad. Uagtet denne sandhed, har jeg modvilligt indset, at de ikke er de eneste vatpikke, der findes. Faktisk er der langt ynkeligere vatpikke til, end jeg overhovedet var klar over; tag bare racisterne. Seriøst, tag dem. Tag dem langt, langt væk. For jeg snublede over en såkaldt ”islamkritisk” Facebook-gruppe kaldet NEJ – til kriminelle indvandrere og læste opslagene derinde, efter jeg var kommet mig over faldet. Og av. Racistisk digt og lagkage Det var en kæmpe, racistisk lagkage, bedre kan jeg ikke beskrive det: Åbenlys islamofobi i endeløse lag og uvidenhed, der var så uvidende, at den var uvidende om, at den var uvidende. Jeg blev kort sagt midlertidigt sindssyg. Så fodrede jeg nogle får i Minecraft og tænkte lidt over det. Ja, jeg ville starte den sukkerfarm, det kunne mit Minecraft-liv godt trænge til. Lidt at se til. Jeg, som min ven Jeppe, slår monstrene i Minecraft fra, når der ikke er nogen, der kigger. Det er vores lille hemmelighed.

165

R E G N FA N G

Gid man så også kunne slå racisterne fra i det virkelige liv. Bare nogle gange. Efter at have fodret får skrev jeg så et halvkækt, provokerende opslag på Nej – til kriminelle indvandrere’s væg og spurgte, om ikke de ”skulle prøve sig med noget næstekærlighed, forståelse og empati i stedet for”. Det var nok hippie-bullshit til at få dem op i det røde felt. Jeg fik hundredevis af kommentarer, der vel beskrives bedst som det modsatte af netop næstekærlighed, forståelse og empati. De søde, hadefulde kommentarer har jeg her plukket ud, så det altså er deres egne kommentarer, der udgør et digt. En lille gave fra racisternes blødende hjerter. KORANSK HJERNEDØD skam dig stakkels stakkels malte dreng du er jo naiv fatter ikke en brik helt koransk og i Hitlerstil typen der vil ordne hele verdens problemer ved at sidde i rundkreds med guitar, te og en rigtig fornuftig dialog men hvordan? Volapyk de fucking aber skal bare ud og længere er den ikke læs Koranen så ved du hvorfor hvis du har noget positivt at berette om islam og muslimer vil jeg meget gerne høre om det for det har jeg endnu aldrig hørt mulla-tilhænger fuck dig og dine værdier er du helt brændt? de har ikke en skid at lave her

166

R E G N FA N G

jeg er ikke racist, men realist og muslimer dyrker ondskab og pædofili vi tør ikke gå ud om aftenen og de glemmer at de kun er gæster hos os farvel peace love og karl marx til malte det lille sleske socialist svin nåå malte så det er alle andres skyld nåå malte så vi skal tage imod islam og lade islam styre? ER DU TOTALT HJERNEDØD?! der er 100.000 beviser så FUCK DIG OG HOP I HAVET FUCK DIG MALTE OG ALLE I ANDRE DER STØTTER HANS SKREVNE ORD FOR I ANER IKKE HVAD DET ER VI ER OPPE IMOD HJERNEDØDE IDIOT IGNORANTE SPASSER vores land blir en mellemøstlig udkneppet sandørken LANDSFORRÆDER Du er lige til at lukke op og skide i du lyder som en af de der fucking underudviklet beskidt perkersvin ud af vores gruppe ud af vores land flyt til iran tumpe de er jo ved at overtage alt

167

R E G N FA N G

er det ikke gået op for dig endnu? ALT malte er en af de naive unge mennesker endnu en faktaresistent, virkelighedsfjern popsnakker sikkert direkte ansat af Allahslaven en rigtig lille diktator malte forsøger at opdrage folk måske sku den umodne hvalp selv opdrages?

marhammed u akbar tusind tak til lorte-perkere DE gjorde mig til racist det hviler kun på deres skuldre UD MED DEM de overtager jo alt det sker i hele europa og DU malte og ALLE I andre pikhoveder lader det her ske er i blinde eller vil i ikke se det?

VI VIL BEVARE DEMOKRATI OG YTRINGSFRIHED I DANMARK OG FÅ ISLAM FORBUDT I DET OFFENTLIGE RUM

malte

du har ingen hjerne

168

R E G N FA N G

Kære Brevkasse Jeg er godt træt af alle de her medier, man hele tiden skal tage stilling til. Alle de meninger. Og alle de ting, de bringer. Så er der BT, Ekstrabladet, Berlingske, Jyllandsposten, Politiken, radio, tv, billboards. Så er der skattesager, underbukser, flyrejser, terror, hesteskostræf i Kærteminde, strandede hvaler, ulve i Sønderjylland osv. osv. Det er, som om de styrer, hvad hele Danmark tænker på. Vil Regnfang ikke bare være ”endnu et magasin” af den ringe kaliber? Mvh Jytte Nibelstrøm

Kære Jytte ”Endnu et magasin” er i grunden en meget god betegnelse, selvom dets lige ikke findes noget sted i verden; ingen andre end Regnfang har endnu formået at have minuslæsere. Og hvis du undrer dig over udtrykket minuslæsere, kan jeg fortælle dig, at det betyder, at der er så mange, der ikke læser Regnfang, at deres samlede antal læsere bliver rundt regnet -17 milliarder. Så ja er det korte svar, Jytte, Regnfang ér bare endnu et magasin – men de bringer i modsætning til de andre medier alt det, som ingen gider læse om. Og det er jo herligt. Det er blevet Regnfangs redaktionelle specialområde at opstøve og videreformidle præcis den viden, som ingen gider vide noget som helst om. Er bussemænd sunde? Hvorfor har du fnuller i navlen? Er bussemænd sunde? Alt dette vil du gerne vide noget om, og det kan du så med rette læse i MetroXpress. Men … Regnfang har helt andre tanker. Medierne gik amok, da regeringen solgte Danmark til Goldman Sachs, og Bjarne Corydons overlæbe svedte mere end nogensinde. Her valgte man på Regnfang at bringe et 8 siders dybdeborende interview med en skosål. Eller det vil sige: Redaktør Thoma Gollund tog en masse svampe med en båndoptager klistret fast til kinden. Eller da sagen om Zoologisk Have stod på – den etniske udrensning af dyrene, hvor giraffen Marius først blev nakket, parteret og vist frem til offentlig rædsel, for så at blive fodret til løverne, hvorefter halvdelen af løverne også blev pløkket – så valgte Regnfang at tage en masse pornografisk-klingende billeder af en afklædt, rødhåret pige og fylde hele bladet med dem. Se selv efter. En vissen kaktus Eller når Familien Danmark afholder sit årlige, samvittighedsfulde ’Danmarks Indsamling’, hvor man udstiller afrikanere som passive og Afrika som et håbløst tilbagestående kontinent, der var smuldret for længst, hvis ikke det var for de hvide helte, der samler ind til dem én gang om året. Og hvad gør Regnfang?

169

R E G N FA N G

De tager til Randers og udstiller 198 identiske billeder af en vissen kaktus. Ingen møder op. Kun et par halvberusede, liderlige mænd, der ser deres snit til at snakke lidt med den lækre, blonde redaktør Sidsel om de 198 visne fallossymboler. Og nu Inger Støjberg jo har været i biografen og se American Sniper, mens nogle teenagere kastede popcorn i nakken på hende (og NEJ, de var ikke indvandrere, de var danske teenagere, og JA, det udløser offentlig latterliggørelse på Facebook at opføre sig som en teenager), må vi jo forvente det mest idiotiske fra Regnfangs redaktion, der igen må handle, som om alle i verden ville eksplodere, hvis ikke de tog den dårligste idé, de overhovedet kunne fremmane, sked den ud i en fax og gjorde den til todimensionel virkelighed her i bladet. Dødsangsten og afmagten melder sig i mig, når jeg tænker på mennesker som dem i Regnfangs redaktion. Men der er jo også blevet spottet et par ulve i Sønderjylland. Så er der bare tilbage at håbe, at de ulve kommer op og æder dem alle sammen.

170

R E G N FA N G