Nye kapitler til Trylleamuletten by Helsingør Kommune

NYE KAPITLER TIL

SKREVET AF 6X SKORPESKOLEN I HELLEBÃ&#x2020;K

I LL.: R ASMUS JE NSEN

DEN TABTE STEN

FO RFAT T E R: RO SA

“

Hvad er klokken?” spurgte Elias da de sad i toget mod Hellebæk. Viggo kiggede på sit ur, og sagde “10.30”. Elias nikkede, og tog pergamentet fra kong Valdemar Atterdag frem. “Anden sten finder I i Frederiks første mølle, hvor synderen Poulsen sidder fængslet. Han har den skjult i fabriksanlægget. Men tag jer i agt, for våbenskuddets brag vælter en sæk, og så er stenen væk.” “Wow, den gåde var kompliceret” sagde Aya. “Nej den er da nem! Vi skal da bare hen til Skorpeskolen, der ligger nemlig en bygning, som hedder Kongens Mølle!” “Hvordan vidste du det?!” spurgte Elias. “Det er fordi min mosters venindes brors barns bedste vens...” “Ja tak, vi har forstået det Viggo!” Sagde Aya irriteret. “Hans søster går på skolen.” Der gik lidt tid før nogen sagde noget, men pludselig sagde Viggo: “Vi skal jo af nu!” De løb ud af toget, og tjekkede sig ud. De så sig omkring, “Hvor skal vi nu hen” sagde Aya. Viggo pegede på nogle gule huse nogle meter fremme. “Er de der gule huse en skole” sagde Aya forvirret. “Nej! Men det er den vej!” sagde Viggo surt. “Er du nu sur Viggo?”. “Nej!” “Du er altså vildt dårlig til at lyve” grinede Elias.

Viggo smilede. Og de begyndte at grine. De var nu nået frem til Strandvejen, de drejede til venstre, og foran dem lå Kongens Mølle. Aya tog den lille glasflaske frem af lommen, og tog et lille frø op. Hun plantede frøet lige foran bygningen. Med det samme kom den sorte sky, der hvirvlede børnene rundt. De landede det samme sted, men i et helt andet landskab. Der var ikke nogen Strandvej, ikke nogen moderne byggerier, ikke nogen flotte nye huse og heller ikke nogen flot og nyistandsat Kongens Mølle. De måtte være kommet langt tilbage i tiden tænkte Elias. “Er I ok?” spurgte Aya. Drengene nikkede. I det samme kom en mand i gammelt laset tøj gående rundt om hjørnet - han måtte være en fange fra et fængsel, for han havde et nummer og et navn siddende på brystet. “Gem jer!” hviskede Viggo, og de skyndte sig ind i en busk. Manden fløjtede, og bar en skovl på skulderen - han var sikkert stukket af fra sit straffe arbejde, hvor han skulle grave. Han kom lige hen imod dem. Da han var cirka en halv meter fra dem stoppede han, han kiggede sig omkring, der var ingen i nærheden. Så stak han hånden ned i lommen, og tog et lille stykke stof op. Det så ud som om, at det gemte på et eller andet. Og det gjorde det. Det var en rød skinnende sten.

De kiggede på hinanden. Deres ansigter fortalte, at det var den sten de skulle have fat i, det var den sten, der manglede i amuletten. Aya skulle lige til at springe ud af busken og hugge den, men Viggo og Elias holdt hende fast. Det var de nødt til, for ellers ville de blive opdaget. Aya forstod godt, at det var dumt, så hun satte sig hurtigt ned igen. Manden kiggede beundrende på stenen, der reflektere i lyset. Han smilede og tog et skridt nærmere busken, hvor børnene sad. Man kunne lugte hans sved. Elias syntes, at det var rimelig klamt så han holdt sig for næsen. Da der var gået et par minutter begyndte børnene at blive utålmodige. Det kunne jo ikke være rigtigt, at de skulle sidde og glo på manden i flere timer, tænkte Elias. Men lige som den tanke havde strejfet ham, pakkede manden den lille sten ind i stoffet igen og begyndte at gå hen imod møllen. Da han var ude af syne sagde Aya: “Wow, det var tæt på.” “Ja det var det, Aya” sagde Viggo surt, “Vi var jo mega tæt på at blive opdaget!” “Ja ja, undskyld så, men den var bare så tæt på, og...” “Vi har forstået det, så lad os ikke gøre mere ud af det. Vi har jo fundet ud af hvem der har stenen!” sagde Elias. “Ja, men vi ved jo ikke, hvordan vi får fat på den” sagde Viggo opgivende. “Dét ved jeg,” sagde Aya glad. Og så fortalte hun hvordan de skulle få fat på stenen. Da hun var færdig, sagde Elias: “Det lyder da som en mega god plan, lad os gøre det!” “Jeg ved nu ikke helt. Det lyder rimelig usandsynligt, at vi bare kan snige os ind på manden, på den måde” sagde Viggo skeptisk.

“Kom nu Viggo, ikke så opgivende på forhånd, kan du ikke huske, hvor godt det gik da vi skulle have fat i ham der Holger Drachmands ring?” sagde Aya opmuntrende, “Johh, men det var jo noget andet...” “Kom nu Viggo” sagde Elias. “Jeg gør det i hvert tilfælde” sagde Aya bestemt, og så kiggede hun sig omkring, og gik derefter direkte hen mod Kongens Mølle. De skyndte sig at følge med. Da de kom ind i Kongens Mølle var der ingen mennesker. Der var meget støvet, og man kunne høre og se vandet fosse ud af vandmøllen. Ved siden af møllen var en trappe, der førte op til 1. sal. Børnene kiggede sig lidt omkring, men efter nogen tid sagde Elias: “Skal vi ikke gå op på første sal, for det ser ikke ud som om, at der er noget fængsel her nede”. “Jo lad os gøre det” sagde Aya, og så gik de op ad trappen. Oppe på 1. sal var der to døre. På den ene stod der “Fængsel”, og på den anden stod der “Fabriksanlæg”. Der var også et kæmpe hul i gulvet og loftet, hvor en vandmølle var. Luften var støvet, men samtidig frisk pga. vandet fra vandmøllen. Det lignede lidt etagen nedenunder. Men børnene stod ikke stille i lang tid, for de vidste, at de skulle ind ad den dør, der stod “Fængsel” på. Aya gik forrest, som altid, for hun var jo den mest modige. Hun åbnede døren, og foran dem var en lang gang, og på hver side af den, var der fængselsceller. Nogle små rum med tremmer, som fangerne boede i. Der var ikke nogen i cellerne. På nær én af dem, det var den i den bagerste celle til højre.

Man kunne høre en fløjten. De gik et par meter længere frem, og til ders store overraskelse kunne de se, at det var den mand, de havde set i busken. Ham der havde stenen. Børnene kiggede på hinanden for at signalere noget i retning af: “Skal vi gøre det?”. Aya nikkede, og så gik de stille og roligt ned mod manden. Manden havde hørt dem så han stoppede med at fløjte. De stod nu ansigt til ansigt med manden. Han havde brunt fedtet hår, og en gammel laset fængselsdragt, med ´Poulsen 9´ stående på brystet. De kiggede først tavst på hinanden, men så sagde manden: “Hvem er I?” “Øhhh” sagde Viggo, men Aya afbrød “Øhm vi er Aya, Viggo og Elias” sagde hun. “Nå, men hvad laver I her?” sagde manden og stak hænderne i lommen “Ja øhm, vi øhh” stammede Aya. “Vi er kommet fordi vi leder efter en, der hedder Poulsen” sagde Elias hurtigt. “Nå så det gør I” sagde manden og smilede, “Så er I heldige, for det er mig.” “Okay, men så goddag” sagde Elias og rakte hånden ind mellem tremmerne for at give hånd. Poulsen tog imod den og gav den et tryk. “Hvad bringer jer hid?” spurgte han. “ Jo altså vi kommer, fordi vi leder efter en meget dyrebar ting” sagde Viggo “Og hvad er det?” sagde Poulsen interesseret, “Det er sådan en lille rød sten”. I det samme blev Poulsen rød i hovedet, han vidste nemlig godt, at den sten de talte om, var den han havde.

Viggo fortsatte: “...Jo den tilhørte engang min mormor, men den blev væk for et par år siden. Vi har hørt, at du Poulsen, har haft noget med den at gøre, så vi tænkte, at du måske vidste, hvor den var?” Poulsen blev endnu mere rød i hovedet. “Øhm ja, jeg må desværre meddele jer, at jeg ikke ved, hvor den er” sagde Poulsen en lille smule nervøst. “Århh det var ærgerligt, for der var ellers en stor dusør til den, der fandt den” sagde Aya. I det samme gav det et sæt i Poulsen. “Nå, men når du ikke kan hjælpe, så må vi vist videre” sagde Aya, og smilede til Viggo og Elias. De begyndte at gå ned mod døren, men så råbte Poulsen: “VENT!” Børnene stoppede op, “Hvad er der?” råbte Aya tilbage. Poulsen havde nu stukket hovedet ud gennem tremmerne. “Jeg ved måske hvor den der sten er gemt” sagde Poulsen. Børnene gik ned til ham, “Jeg har hørt noget om, at den ligger begravet et sted ude foran møllen her” sagde Poulsen og pegede ned i jorden. “Nå så det er du sikker på?” sagde Viggo. “Øhm ja” sagde han lidt usikkert. “Kan du så ikke komme ud og vise os hvor?” spurgte Aya. Hun var ved at flække af grin, så hun var nødt til at vende sig om og lade som om, at hun skulle hoste. “Øh, tjo det kan jeg vel godt” sagde Poulsen, og åbnede døren til sin celle, og gik ud. Da de kom ud på gårdspladsen, sagde Aya “Hvor er den så, den lille røde sten?” “Jeg tror, den er begravet et eller andet sted under gruset her,” han pegede på et sted, hvor noget ukrudt stak op.

“Jamen så må vi jo bare begynde at grave” sagde Elias, og satte sig ned på knæ, og begyndte at grave med sine bare næver. Viggo og Aya fulgte efter. Poulsen rømmede sig og de kiggede på ham, “Øhh, jeg skal lige op på det lille hus”, sagde han og gik ind i Møllen igen. Da han var ude af syne flækkede børnene af grin. “Det er godt nok en god plan Aya” sagde Viggo og gav hende en high five. “Enig! Nu skal vi bare følge efter ham, og se hvor han går hen” grinede Elias. Aya smilede. De rejste sig op, og gik ind i Kongens Mølle. Da de kom op på 1. sal kunne de se at døren, hvor der stod “Fabriksanlæg” på, stod på klem, Viggo kiggede ind ad sprækken. Han kunne se at Poulsen stod og rumsterede henne ved en bunke hørskjorter. “Han er derinde,” hviskede Viggo, “...Han står og rumsterer henne ved nogle skjorter”, “Lad mig se”, hviskede Aya, og skubbede Viggo væk. “Jeg vil også se” hviskede Elias og skubbede Aya væk. Men han skubbede hende lidt for hårdt, så døren gik op. Det gav et sæt i dem alle. De stod i et par sekunder og kiggede på Poulsen, og så tog Aya mod til sig og sagde: “Hvad er det du står og gemmer. Det er vel ikke stenen?” Poulsen stillede sig nu endnu mere i vejen for bunken med skjorterne, “Øhh nej” stammede han. “Jo det er!” sagde Aya og tog et par skridt nærmere Poulsen. Aya prøvede at gribe fat om hans håndled, men han skubbede hendes hånd væk.

“Hold dig væk din beskidte tøs”, råbte han. De kunne høre skridt på etagen nedenunder. Så Poulsen tog sin hånd op holdt hende for munden. Aya hev hans hånd væk, og råbte: “TYVERI, TYVERI”, så højt hun kunne. I det samme kunne man høre, at nogen kom løbende op ad trappen. Døren blev smækket op, og to fængselsbetjente kom brasende ind i lokalet. “Hvad i Himlens navn foregår der herinde?” sagde den ene betjent. “Ja, hvad er I for nogen unger, og hvad laver du, nummer 9, herinde? Du skulle jo have været henne og grave”, sagde den anden. “Han har taget vores sten, en rød glitrende sten”, skreg Aya ulykkeligt. “Er det rigtigt nummer 9?” sagde den første betjent. Poulsen rystede på hovedet, han var blevet rød i hovedet igen, og så meget nervøs ud. “Han lyver bare” skreg Aya. “Vi har lige set ham gemme den inde i den bunke dér!” Aya pegede på bunken af skjorter, som Poulsen stod foran. Den ene betjent gik frem, og tog Poulsen i armen mens den anden begyndte at lede efter stenen i bunken af skjorter. Efter et par minutter fandt betjenten den lille sten, og gav den tilbage til Aya. “Tak” sagde hun, og holdt den op mod lyset for at tjekke, at det var den rigtige sten. Men i det samme hørtes et kæmpe brag. Aya hoppede op af forskrækkelse, og hun tabte stenen og væltede en sæk. Sækken skubbede til stenen, og så den faldt ned i en revne i gulvet. “NEEEEEEJJJJ”, råbte børnene i kor og de kastede sig ned på gulvet for at finde stenen, men den var borte.

De rejste sig stille op, og kiggede på hinanden. Betjentene havde ikke opfattet, hvad der skete og sagde: “Nå, så prøver de vist geværer af igen”. Børnene stod og kiggede på hinanden, lammede af chok. Efter et par minutter i stilhed hviskede Aya: “hvad skal vi nu gøre?” Viggo og Elias trak sig på skuldrene. Efter et par minutter mere i stilhed sagde den ene betjent “Hvor kommer I egentlig fra?” Børnene sagde ikke noget. Den anden betjent spurgte så “Hvorfor er den sten egentlig så vigtig?” Børnene sagde stadig ikke noget. Til sidst sagde den første betjent: “Nummer 9 du bliver sigtet for tyveri. Igen! Det betyder 2 måneders længere fængsel for dig. Of finder vi ud af, at det er dig, der har snydt dem, så får du endnu 2 måneders fængsel”. De greb Poulsen i begge arme, og begyndte at gå hen mod døren. Børnene stod alene i lokalet. “Det hele er også bare min skyld” sagde Aya ulykkeligt, “Nej Aya, du kan jo ikke gøre for at det brag forskrækkede dig” sagde Elias opmuntrende. “Nej, men det var jo mig der tabte stenen, jeg er bare så klodset” sagde hun, og fældede en tåre. “Lad os tage hen til Valdemar Atterdag og spørge hvad vi skal gøre” sagde Viggo, og så gik de ud af Kongens Mølle. De skulle lige til at telepartere sig tilbage til nutiden, men så kom Poulsen stormende ud af møllen. “VENT,” råbte han. Børnene standsede.

“Det er ikke den rigtige sten, der forsvandt gennem gulvbrædderne, det var bare en forfalskning. Den rigtige sten er lige her”. Han stak hånden ned i lommen, og hev det lille stykke stof, som han havde stenen i, op. Han foldede stoffet ud, og rakte stenen til Elias. Elias stod stift og stirrede på ham uden at kunne tage imod. Aya derimod strålede af glæde og hev stenen ud af Poulsens hånd. Så løb Poulsen tilbage til Kongens Mølle, og forsvandt. Aya, Viggo og Elias krammede hinanden. “Hvor var det godt, at den rigtige sten ikke var væk!” sagde Elias, der stadig ikke havde forstået hvad der lige var sket. “Ja, hvad skulle vi have gjort, hvis ikke Poulsen havde indrømmet?” sagde Viggo. Inden han nåede at sige mere, kyssede Aya ham og Elias på kinden, greb dem i armene, og hev dem tilbage til det sted hvor frøet var plantet. Elias og Viggo var helt røde i hovederne, men Aya smilede bare. Det sidste de nåede at høre før de blev suget tilbage til normal tid var en af betjentene, som sagde “4 måneder i spjældet sigtet for tyveri og forfalskning”. Da de noget tid senere igen sad i toget sagde Viggo: “Jamen så går turen jo til Helsingør”.

BULDER OG BRAG FOR DEN SJETTE STEN FO RFAT T E R: O L IV IA

“

Nu er der kun én sten tilbage,” sagde Elias. “Er der nogen, der har gåden?” spurgte Aya. Viggo åbnede pergamentrullen og begyndte at læse højt. Bulder og brag i et lille hus, som kan høres af alle sognets mus, sagde Viggo. “Bulder og brag i et lille hus...,” sagde Elias stille med en hånd halvt over munden. “Det siger mig ikke lige noget, men måske gør min mormor, der ved en masse,” sagde Viggo. “Hej mormor, ved du, hvad denne gåde betyder: “Bulder og brag i et lille hus, som kan høres af alle sognets mus?” ”Vi ved nemlig ikke, hvad man mener med det”, sagde Viggo. “Så søger man hjælp hos mormor hehe, hmm... kunne det være Proberhuset i Hellebæk” sagde mormor. “Det ku godt være dér,” jublede Viggo. Aya googlede samtidig. “Ok Aya, hvad står der så om Proberhuset i Hellebæk?” spurgte Elias. “Altså, Proberhuset ligger i Hellebæk, Bøssemagergade 19 og blev bygget i 1760-1770. Det blev brugt til at prøveskyde geværerne,” forklarede Aya. “Sidste sten, her kommer vi!” sagde Viggo glad. Børnene tog toget fra Helsingør til Ålsgårde station. “Hov, vi kunne jo have stået af på Hellebæk station,” sagde Elias. “Pyt, jeg kender en hurtig vej ned til Hellebæk,” sagde Viggo. De tre venner fulgtes ad ned bag Ålsgårde børnehave, forbi Hellebækskolen og ned igennem skoven. Her gik de forkert og ned til Skorpeskolen.

“Vi skal bare lige igennem her og så kommer vi ned til Kongens Mølle og videre til Bøssemagergade”, sagde Viggo. “Den her skole ser anderledes ud end vores, jeg mener den hvide bygning og sådan noget,” sagde Aya til Elias. En gårdvagt på Skorpeskolen hørte, hvad Aya sagde. “Det er også en over 300 år gammel bygning I ser. Skorpeskolen, som hed Hellebækgård i gamle dage, var i flere generationer ejet af en meget rig familie ved navn Schimmelmann. Senere blev det lavet om til drengekostskole, og i dag er det en privatskole. Hør, hvad laver i egentligt her?” spurgte gårdvagten. “Vi har et projekt om det gamle Hellebækgård,” sagde Viggo hurtigt. “Nå da, det lyder da spændende, men fortsat god dag,” sagde gårdvagten og gik. Aya fandt adressen frem igen, og de skyndte sig videre til Bøssemagergade 19. De kom forbi Kongens Mølle, hvor de standsede for at se på den flotte bygning. “Vidste I, at Kongens Mølle hedder Kongens Mølle, fordi den blev bygget til Frederik den 2. i 1576. Her malede man mel til Kronborg Slot, har min mormor fortalt,” sagde Viggo. Lige før Hellebæk Station, hvor grisen holdt og ventede, drejede de ind på en lille skovsti. Dér lå Proberhuset. “Hvem sår det sidste frø?” spurgte Elias. “Jeg gør,” sagde Aya, der lagde frøet ned i jorden ved hjørnet af skorstenen. Som alle de andre gange kom den store hvirvlende grå sky og teleporterede dem tilbage i tiden - tilbage til det samme sted, hvor de skyndte sig at gemme sig bag et stort træ bag Proberhuset. De hørte stemmer nærme sig. Nogle arbejdsmænd gik ind ad en dør midt på huset. Der var støj derinde fra. Pludselig lød en mørk, klar stemme, der begyndte at tælle ned: “5-43-2-1..” 16

BAAMM! BAAAAAAAMM. Et kæmpebrag, som 50 geværer, der blev skudt af på én gang, gemmeflænsede luften. Børnene, der havde listet sig tættere på, fløj tilbage til deres gemmested. “Av mit hoved!” sagde Aya irriteret. “Hold da op for et bulder!” gispede Elias skræmt. “Bulder og brag i et lille hus... Vi er havnet det helt rigtige sted. Stenen må være derinde,” sagde Viggo. “Men hvordan kommer vi derind?” spurgte Elias. “Har ingen anelse. Vi må vente til mændene går,” sagde Viggo. En mand kom ud ad den forreste dør og gik ind ad den på siden. Da han kom ud igen, havde han en stak ødelagte geværløb med. Han gik ind ad den forreste dør igen. Der var masser af snak inde bag de to døre fra mændene. “Husk, at vi skal stoppe kl. to, da Kongen skal have ro,” lød det fra en dyb stemme. Det var om en time. Viggo og Elias holdt øje med de to døre og prøvede at høre, hvad mændene snakkede om derinde. Aya begyndte at studere nogle fine folk på spadseretur på Bøssemagegade. Kvinderne havde flotte, lange kjoler og store hatte med fjer, og mændene bar fine jakker og høje hatte. De var alle meget farverige og pyntede. Det kunne man ikke sige om de mænd, der pludselig kom ud fra Proberhuset. Deres tøj var krøllet og sort af krudt og røg. “Ok, de herrer, så pakker vi sammen,” brølede en af mændene. De talte meget højt, fordi de ikke kunne høre så godt efter alle de mange bøsseskud. De bar gammeldags tøj med hatte og seler til bukserne. Den sidste af mændene låsede dørene og gik med de andre mænd. “Hvad gør vi nu? Hvordan kommer vi ind?” spurgte Elias skuffet. Aya kiggede op på taget. “Hey! Se, der er en åbning under taget, den ser ud til at være stor nok til, at vi lige kan komme ind den vej,” sagde Aya. 17

“Yes,” sagde Elias. De fandt en afhugget træstub ikke så langt væk. De satte den helt op ad muren. Aya trådte op på den som den første og kiggede ind ad sprækken under taget. “Nørhj,” sagde Aya og svingede et ben op. Hun kravlede videre op, og de kunne høre hendes bump, da hun landede på jorden. Viggo gjorde det samme, og til sidst fulgte Elias efter. Muren føltes kold og hård, og kalken smuldrede lidt, da han kravlede op. Han hoppede ned til de andre. Lugten af svovl og krudt som fra nytårsfyrværkeri sved i deres næser. Der var dunkelt. En solstråle, der kom ind ad den sprække, de kom ind ad, gjorde det lige akkurat muligt at se sig omkring. “Wow,” kom det pludselig fra Viggo, da han så alle de mange geværløb. Han gik over til dem og kiggede lidt nærmere på dem. Men det der interesserede Aya allermest var et gevær, der hang på væggen. Aya gik nærmere og kiggede på et lille skilt under geværet, hvor der stod: “Vores første bøsse i Hellebæk Proberhus 1847”. Elias var optaget af, hvor mange mærker og kugler, der lå i sandet for enden af huset. Her kunne kuglerne lande uden at ramme væggene. Han rodede lidt i sandet og rørte ved en af kuglerne. Han løftede den op og kiggede nærmere på den. Da han skulle til at lægge den tilbage, så han noget skindende rødt ligge i sandet. “Hey venner, jeg har fundet den sidste sten!” udbrød Elias glad. “Jubii!” sagde de andre to. Elias satte stenen i, og straks blev de teleporteret til deres egen tid. De stod stadig i Proberhuset, men nu var der meget mere spindelvæv. Der var stadig lige koldt.

Aya gøs og kiggede på det sted, hvor geværet havde hængt, men nu var det der ikke. Ikke engang det lille skilt var der. De hørte nogle stemmer, både fra børn og fra voksne. Stemmerne var tæt på, og der var nogen, der begyndte at rode med låsen. Håndtaget gik ned, og døren gik op. De tre venner skyndte at gemme sig lige bag døren. “Se, her er, hvor man afprøvede geværerne for at godkende dem til kongen. De 50 geværers kugler blev skudt ned i sandet her for ikke at ramme væggene,” sagde manden, der var sammen med klassen, som var på besøg. Den samme voksen, de havde mødt som gårdvagt på Skorpeskolen, var sammen med klassen på tur. “Men ved I, hvorfor der er trætag?” spurgte den samme mand. “Nej? Okay, så skal jeg nok sige det. Hvis taget var med tegl, ville der hele tiden komme huller i taget, fordi lufttrykket gør at teglene flyver af efter braget. Derfor er det et trætag, som bedre kan give sig.” Mens klassen fra Skorpeskolen stod og kiggede på taget eller på sandet og hørte på læreren, der snakkede og snakkede, skyndte Aya, Elias og Viggo sig ud. Elias tog amuletten i lommen, for at ingen skulle se den. De tog toget tilbage og fulgtes hjemad. Det havde været en spændende dag. Elias sagde farvel til de andre med et smil, men da han vendte sig om vidste han, at han ville få stuearrest, lige når han trådte ind af døren. Tænk, det gjorde han også. Efter den lange skældud var det eneste Elias tænkte på at sove. Han var nemlig virkelig træt efter alle de mærkelige ting, der var sket den dag.

DRONNINGENS KRONE

FORFATTERE: CAROLINE & FREJA

“

Nu mangler vi kun den sidste sten”, sagde Viggo. “Ja”, sagde Elias. “Jeg glæder mig til, at vi er færdige. Jeg bliver en smule træt af at rejse frem og tilbage i tiden.” “Hvis jeg var dig, så ville jeg nyde det”, sagde Aya. “Du kommer nok aldrig tilbage til fortiden igen efter denne gang”. “Hvad er den sidste gåde egentlig?”, spurgte Aya. “Altså der står: Hidden til har Herren hjulpet”, “og hvad skal det så betyde?”, sagde Elias, og så helt opgivende ud. Aya og Elias så begge to på Viggo med et blik, som om han vidste alt. “Det ved jeg da ikke”, sagde Viggo, “men jeg tror, at min mormor ved det. Jeg ringer lige.” “Hej mormor”, sagde Viggo. “Hej Viggo. Er det nu skoleprojektet igen?”, hun grinte lidt. “Ja”, sagde Viggo. “Hvad kan jeg så hjælpe med denne gang”, sagde mormor. ”Ved du hvad ”Hidden til har Herren hjulpet” betyder?”, spurgte Viggo? “Jo, det var da Schimmelmann, der skrev det”. “Er det skrevet i en bog?”, spurgte Viggo. “Øhhhh, det tror jeg da. Kan du ikke lige google det?”, sagde mormor. “Jo, jeg kan da prøve at se, om der kommer noget frem”, lige inden Viggo lagde på, råbte mormor. “VIGGO nu ved jeg det. Det står over på en skole, der hedder Skorpeskolen”. “Nederen. Min telefon gik død”, sagde Viggo. “Det er da ligemeget”, sagde Elias. “Nu ved vi, at vi skal lede på Skorpeskolen”.

“Lad os tage toget”, sagde Viggo. “Hvad tror I Hidden til har Herren hjulpet betyder?”, sagde Aya. Ingen af de andre svarede. Endelig var de kommet frem til Hellebæk Station. De løb hele vejen til Skorpeskolen. Da de var kommet frem til Skorpeskolen, sagde Aya: ”Kan vi ikke smide frøet her?”. Viggo skulle lige til at svare, men så kom der en pige. Hun begyndte at råbe af dem. “I må ikke være her”, råbte pigen. Det lignede, at pigen var på deres alder. “Er det skoledag i dag?”, spurgte Elias Viggo. “Ja, det er mandag”. “Shit!”, sagde Elias, “min mor slår mig ihjel, når jeg kommer hjem”. ”Jeg får en kæmpe skideballe!”. Nu var pigen kommet endnu tættere på. “Hvor er alle børnene henne, hvis det er skoledag?”, spurgte Aya. Viggo kiggede på sit ur. ”De er nok til time”, gættede Viggo. Nu var pigen næsten lige foran dem. “Smid frøet!”, råbte Aya, og de forsvandt som et puf ud af det blå. Det var ikke kun dem, der forsvandt. Pigen, der råbte af dem, kom med. Aya kiggede sig omkring. Børnene var også til time der. Bygningen, der havde været lige foran dem, var der ikke mere. Aya kiggede på pigen, der så helt mærkelig ud. “Er du okay?”, spurgte Aya, men så begyndte pigen at løbe væk. “Hun havde vist travlt”, sagde Aya og smilte. Lige pludselig kom børnene, der havde været til time, ud. Børnene skulle ud til frikvarter. “Gem jer”, sagde Viggo. De løb bag en busk og kiggede ud på børnene. Viggo gik ud af busken og hen til en dreng, der sad alene på en bænk.

“Undskyld må jeg spørge dig om noget?”, spurgte Viggo. “Ja”, sagde drengen. “Hvilket årstal er vi i lige nu?”. ”Vi er i 1953”, sagde drengen. “Tak” sagde Viggo. Smilede til drengen, og gik tilbage til de andre. “Vi er i 1953!”. Klokken ringede, og alle børn gik ind. “Nu kan vi finde stenen”. “Vi deler os” sagde Viggo, “Elias og jeg går sammen, og du Aya, går alene”. “Hvorfor det?”, spurgte Aya. “Fordi du er den modigste”, sagde Elias, og kiggede på Viggo med et blink i øjet. Elias vidste lige, hvad han skulle sige til Aya for at få sin vilje. Aya gik med et selvsikkert smil. Elias og Viggo gik den modsatte vej. “Godt sagt”, sagde Viggo og grinte. Aya gik og gik, men fandt ikke noget. Pludselig hørte hun noget pusle i busken. Hun gik derhen. Der så hun pigen, der var løbet væk. “Hej”, sagde Aya, “hygger du dig i busken?” Pigen kiggede fornærmet på Aya. “Hvor er jeg? Jeg vil hjem”, sagde pigen. “Vi er i 1953, og du kan ikke komme hjem, før vi har fundet den sidste sten”, sagde Aya. “Hvilken sten”, spurgte pigen. Så forklarede Aya hele den lange historie om, hvordan de fandt amuletten. Hvordan de har været tilbage i tiden for at finde stenene, og hvis de ikke fik fat på den sidste sten, ville alt visne og rådne. “Jeg har faktisk hørt det i nyhederne”, sagde pigen. “Hvorfor har I så taget mig med tilbage i tiden?”, spurgte pigen. “Nåh ja, det var ikke meningen, det var fordi du stod tæt på os, da vi plantede frøet”.

“Nå, men hvis du gerne vil hjem, så må du hjælpe os med at finde stenen”, sagde Aya. “Okay”, sagde pigen. “Hvad hedder du forresten?”, spurgte Aya. “Jeg hedder Amalie”, sagde pigen. “Hej Amalie, jeg hedder Aya”, og så begyndte de at lede efter stenen sammen. Efter 45 minutter kom børnene ud igen. Igen måtte Aya, Amalie, Viggo og Elias gemme sig. “Hvor tror du, stenen kan være?”, spurgte Aya, Amalie. “Det ved jeg ikke”, sagde Amalie, men pludselig bemærkede pigerne at alle drengene på skolen, havde det sammen tøj på. Alle gik den samme vej. “Hvor tror du de skal hen?”, spurgte Amalie Aya. “Det aner jeg ikke, men vi må nok hellere finde drengene, det kan være, de ved noget”, sagde Aya. Alle eleverne var over på den anden side af bygningen. Viggo stak hovedet ud, og kiggede på pigerne. “Hej” sagde Viggo, og så på pigen. “Hvad hedder du?”, spurgte Viggo. “Jeg hedder Amalie”. “Okay, hej Amalie”, sagde Viggo. “Jeg hedder Viggo, og det her er Elias”. Elias stak hovet ud af busken, og blev helt rød i hoved. Pludselig hørte de en høj lyd. “Er det trompeter, der spiller?”, spurgte Aya. Så begyndte folk at klappe. “Hvorfor klapper de?”, spurgte Elias. “Det ved jeg ikke, men lad os tjekke det ud”, sagde Aya. Da de kom derhen, så de Dronningen. Det var Dronningen og Kongen, som alle klappede af. “Ej hvor sejt”, sagde Viggo.

Dronningen og Kongen havde to store kroner på. Dronningen havde mange guld- og diamantsmykker på, samt en lang mørkeblå kappe, som to tjenestepiger bar på. Kongen havde bare et normalt mørkeblåt jakkesæt på og sorte sko. “Se!”, hviskede Aya. “Se der”, hviskede hun igen og pegede på Dronningen. I Dronningens krone sad der en rød sten. “Det er den sjette sten,” sagde Aya. “Hvordan i alverden skal vi få fat på den?”, spurgte Amalie. De kiggede alle sammen på Viggo. “Som om jeg ved det”, sagde Viggo. “Lad os lægge en plan”, sagde Amalie. “Okay, lad mig se. Hvis vi vil komme tæt på dronningen, skal vi først komme forbi vagterne. Hvordan vi kommer forbi dem, ved jeg ikke”, sagde Aya. “Vi må vel prøve at narre dem”, sagde Amalie. “Ja, det er ikke en helt dårlig ide, men de er sikkert ikke lige så dumme, som vi nu lige tror”, sagde Elias. “Vi kan måske prøve at lave en afledningsmanøvre. Det gør de altid i film, og det virker da ret godt for dem”, sagde Viggo. “Ffffhfhhhfhhhf”, fnisede Amalie. “Okay, vi kan starte med at komme tæt på. Vi skal nemlig komme så tæt på vagterne som muligt”, sagde Viggo. “Ja, god ide Viggo, men hvordan laver vi den der afledningsmanøvre”, sagde Elias. “Vi må få dem til at kigge på noget andet end os”, sagde Amalie. “Ja, men hvordan skal vi gøre det?”, spurgte Aya. “Du skal ikke kikke på mig, jeg ved det ikke”, sagde Viggo “Okay! Jeg har en god ide” sagde Aya. Aya forklarede om hendes gode plan til de andre, men før de kunne bruge den, skulle dronningen være på vej hjem.

Endelig var Dronningen på vej hjem. De skyndte sig op til hende. Viggo og Amalie gik forbi, og Amalie “besvimede”. Viggo skyndte sig at kalde efter hjælp, og vagterne gik hen til hende. Så kom Aya og Elias, og Elias skubbede til Dronnigen. Imens tog Aya Dronningens kronen. Så skyndte hun sig at tage stenen ud. Hun gav kronen til Elias, som satte kronen tilbage på Dronningens hoved igen. Efter det vågnede Amalie op, og så gik Aya og Elias, mens Amalie og Viggo sagde tak for hjælpen til vagterne. Det gik lige præcis, som de havde håbet på. Man kunne pludselig høre Dronningen råbe bag dem. “Efter dem!”, råbte dronnigen. Børnene blev forskrækkede og løb alt hvad de kunne, men vagterne fulgte efter. Mens de løb, satte Aya den sidst sten ind i amuletten. Med et bump landede de pludselig i nutiden. Efter den rejse blev de alle sammen bedste venner. Alt stoppede med at rådne, og alt blev godt igen. Aya, Elias og Viggo endte faktisk med at skifte skole til Skorpeskolen, og de fire venner kom til at gå i sammen klasse.

GRAVEN PÅ ØEN I SØEN

FO RFAT T E RE : AL BE RT E & C A M I L L E

ya, Elias og Viggo mødtes efter skole, og cyklede sammen hjem til Viggo. På vejen gennem skoven, opdagede de en rådden lugt, og så at træer og planter begyndte at se døde og slappe ud, og havde en mørkere og mere mat farve. Pludselig føltes det som om at de ramte en mur, og alt føltes tungt og klamt, så de stoppede op. Aya fik det hurtigt dårligt, Elias kunne se det på hende og Viggo lagde mærke til noget der bulede ud af hendes lomme. Elias spurgte: “Er du okay, Aya? Du ser ud til at have det skidt.” Aya svarede: “Ja, det føltes bare som om at jeg ramte ind i en mur, og blev ramt af noget.” Viggo stod lige så stille og kiggede på Ayas lomme. “Hvad er det du har i lommen?” spurgte han. Aya stak hånden i lommen, og fiskede det, der lå deri op. I hendes hånd var Amuletten, og en rulle pergament. Amuletten åbnede sig, da Aya tog den i hånden. Indeni var der et tomt hulrum, hvor der lå et lille frø. Aya kiggede måbende op på de to drenge, der var mindst ligeså forbavsede som hende selv. Aya foldede pergamentet ud, og læste højt: “Den 6. Sten - ET STED HVOR SCHIMMELMANN KOM OG GIK.” “Hvad skal det betyde?!” spurgte Elias, og lignede et stort spørgsmålstegn. “At der er en 6. Sten, og at det er derfor at naturen begynder at rådne igen. Men hvem er Schimmelmann?” sagde Viggo.

“Vi må finde ud af det. Det må jo være nogle her i området som ved det,” svarede Aya. De satte sig op på deres cykler, og cyklede videre ned ad stien mod Skorpeskolen. De fleste børn på Skorpeskolen havde fået fri, så der var mange elever. De cyklede forbi to piger, en mørk- og lyshåret. Elias hørte at navnet Schimmelmann blev nævnt, og det samme gjorde Aya. Hun vendte om og cyklede langsomt forbi igen. Hun cyklede igen tilbage og stoppede op, og spurgte: “Undskyld, nævnte i navnet i “Schimmelmann” lige før?” “Ja, hvorfor da?” svarede de i munden på hinanden. “Øhm.. Ved I noget om ham?” sagde Aya tøvende. “Ja, det var Schimmelmann, der var med til at opføre vores skole. Ikke selve skolen til at starte med, men bygningerne. I 1951 blev det lavet om til en drengeskole. Der er mange Schimmelmænd der har boet her, og den sidste Schimmelmann, der havde noget med skolen at gøre, er blevet begravet på en lille ø over i dammen, bag børnehaven,” svarede den mørkhårede af de to piger. “Okay, super, tusind tak!” sagde Aya, og hjulede over til Elias og Viggo, som bare havde stået og ventet. De to piger kiggede på hinanden og vidste ikke hvad der foregik. Men så kom bussen, og de steg ind i den, og så var de væk. “Nå, hvad sagde de så?” spurgte Viggo ivrigt. “Så vidt jeg kunne forstå, er Schimmelmann en hel slægt, og det er Schimmelmann-slægten, der var med til at opføre skolens bygninger. Også er den sidste Schimmelmann, der havde noget med skolen at gøre, begravet på en lille ø i dammen, bag deres børnehave!” fortalte Aya. “Hmmm.. ”Et sted hvor Schimmelmann kom og gik”... Måske er det på den ø stenen er! Schimmelmann blev vidst begravet der,” nærmest råbte Elias - lykkelig fordi at han måske endelig havde løst en gåde.

“Nårh ja!” Udbrød Viggo og Aya. “Men hvad så nu?” sagde Elias. “Vi kan prøve at tage hen til dammen, og se hvor øen er. For hvis stenen ligger på øen, så behøver vi ikke at plante frøet.” sagde Viggo. De stillede deres cykler udenfor skolen, og gik hen til dammen. Først kunne de ikke lige få øje på øen, men så fandt de den. Men den lå helt ude i midten af dammen, hvor der nok var 100 meter ud. “Hvordan kommer vi derhen?” spurgte Elias. “Vi svømmer vel,” Svarede Aya. Elias og Viggo kiggede på hinanden. “Bare vi havde en båd. Så ville det være nemmere at komme derud,” sagde Viggo. “Når man taler om solen, så skinner den! Se! Der ligger faktisk en lille jolle længere nede af breden!” udbrød Elias. “Yeees!” sagde Aya, og hun begyndte at løbe ned mod den. “Den er lidt gammel, men jeg tror at den holder,” sagde hun igen. De hjalp hinanden med at skubbe den i vandet. Da den var kommet i vandet, sagde Viggo: “Den ser ihvertfald ikke utæt ud.” Aya hoppede som den første ned i jollen, og så kom drengene. Aya rev to kæmpe grene af et træ, der stak udover vandet, så de kunne bruge dem til at padle med. Hun begyndte at padle, men godt gik det ikke. Hun kastede grenene ud i vandet, for de var til ingen verdens nytte, også startede hun på at padle med hænderne. Elias og Viggo fulgte bare hvad hun gjorde, uden et ord.

Da de var halvvejs, var Aya så træt i armene at det føltes som om at de blev ætset. Da de havde skovlet vand med deres hænder i en 10 minutters tid, var de endelig nået hen til øen. De kiggede rundt, og prøvede at få øje på Schimmelmanns grav. Så fik de øje på den. Den lå midt i det hele. Da de var henne ved graven, så de at der var et kors på graven. Korset var lavet af træ, og der stod Werner Ernst Carl Schimmelmann - 1900-1941 på. Da de gik tættere på, kom en meget kraftig og rådden lugt dem imøde. De kiggede på hinanden, også ned på graven. “Ad,” sagde Viggo stille. “Så skal vi bare plante frøet,” sagde Aya. Hun tog amuletten op af lommen, åbnede den og tog frøet som var inde i den. Så gravede hun et hul i jorden, ved siden af graven og kastede frøet i hullet. *BOOM!* sagde det, og så var de tilbage i tiden. “Hvor er graven?,” spurgte Elias nervøst. “Jeg tror at vi er kommet tilbage i tiden, og så er Schimmelmann ikke død, på det her tidspunkt,” svarede Aya til Elias og lavede en grimasse. Lige i samme sekund kom en mand frem. “Shiit,” sagde Elias. “Hve-hvem er du?,” spurgte Viggo hurtigt. “Spørger du hvem jeg er? Jeg er selveste Werner Ernst Carl Schimmelmann - ejer at den storslåede Hellebækgård!” Aya bemærkede at han havde sin højre hånd stramt knyttet. Hun begyndte at gå tættere på ham. Han kiggede underligt på hende.

Så spurgte hun “Undskyld mig, må jeg lige se hvad det er du har i hånden?” “Øhm, det må du vel, men må man spørge hvorfor? Og hvem er I, og hvad laver I egentlig her ude?” Aya tøvedede, så kiggede hun tilbage på drengene og sagde nervøst. “Tjo, jeg var ude og ro med mine venner - dem der over”. Hun pegede på drengene, som lignede ét stort spørgsmålstegn. “Og vi har aldrig været her på øen før, så vi tænkte at prøve at gå i land. Eh.. Men måtte jeg se hvad der var i din hånd?,” sagde hun. “Men hvor er jeres båd?”, afbrød han eftertænksomt. “På den anden side af øen, bag en busk,” svarede Aya hurtigt. Båden lå her selfølgelig ikke i den her tid. Han kiggede på hende, og åbnede hånden. Deri lå en lille, ovalformet, rød sten. Aya kiggede på den. Med ét tog hun den og løb! Hun spurtede over til drengene, og fik sagt i forbifarten: “Kom vi tager hans båd!” Så løb de hen til den jolle Schimmelmann var kommet i, og hoppede ned i den. Pludselig kom Schimmelmann selv løbende hen mod dem. Han råbte og skreg “Forbistrede møgunger! Hundehoveder og hængerøve!” Med den farvelsang, skubbede de hurtigt jollen fra land, og begyndte at ro, for i den her jolle var der heldigvis årer. “Wow! Det var rimelig nemt,” sagde Viggo. “Ja, egentlig,” svarede Elias, “men ham der Schimmelmann var altså også lidt skræmmende.” Det gik meget hurtigere med årene nu, og de kom hurtigt i land. Aya skyndte sig at tage sin hånd ned i lommen og fiskede amuletten op. Hun åbnede den og tog hurtigt stenen, og skyndte sig at proppe den i det tomme hul.

**BUUUUM!!!!** sagde det igen, så var de tilbage i deres egen tid. Aya, Viggo og Elias kiggede på hinanden med store øjne, og lignede alle en sprunget bombe. Aya åbnede sin hånd, hvor amuletten lå. Den lyste op med en blå, strålende farve. “Vi må vist hellere få den tilbage til Gurre,” sagde Viggo. “Ja, det tror jeg hellere vi må,” sagde Aya. De tog deres cykler, og cyklede til Gurre Slotsruin. Der var stadigvæk en masse rådne planter og træer. De var hurtigt ved Gurre Slotsruin, og skyndte sig hen til det lille hul, hvor de til at starte med havde fundet Amuletten. De lagde Amuletten tilbage i hullet, og pludselig var det igen som om at de var gået ind i en mur. Og med ét, var alt det rådne væk, De gik ud af ruinen, og der så de Valdemar Atterdag, som kom ridende på sin hest. Han stoppede ikke, men red bare forbi, men han sagde dog blot et ord: “TAK” råbte han til de tre børn, der bare stod og stirrede på ham, imens han forsvandt mere og mere. Aya, Viggo og Elias vendte sig om, og hoppede op på deres cykler, og cyklede hjem. Da de var hjemme ved Aya hoppede de af cyklerne og gik ind i huset. “Har I haft en god dag?” spurgte Ayas mor. “Ja, den har været fin, bare en hel normal dag,” svarede Aya til sin mor, og vendte sig om og blinkede til drengene.

DEN SIDSTE STEN

FO RFAT T E R: MARC U S

ya, Viggo og Elias sad i toget på vej til Hellebæk for at finde den sidste sten. Valdemar Atterdag havde fortalt dem, at den sidste sten lå et sted ved Hellebækgård, hvor børnene spiste mange skorper. I starten vidste de ikke hvad Hellebækgård var men det vidste Viggos mormor heldigvis. Hun sagde det engang var en skole kun for drenge som havde nogle fattige forældre. Så derfor var de på skolen. De plantede frøet lige under det store æbletræ. Man nåede slet ikke at se, hvad der skete, da de blev taget tilbage i tiden. “Det snurrer helt rundt for mig”, sagde Elias. “Vent æbletræet er der stadig, så må det være meget gammelt” sagde Elias. Aya stillede sig op på bænken og tog et æble “ahhhhh det er surt” sagde hun. “Okay vi må hellere videre. Skal vi ikke prøve at gå op til den hvide bygning” spurgte Elias. “Jo lad os gøre det”, svarede Aya og Viggo i kor. På vej der op så de nogle drenge, der havde idræt. Det var lidt mærkeligt, fordi de havde alle det samme idrætstøj på. “Hvem er I”? spurgte en høj mand med meget fint tøj på. “Vi leder efter kontoret” sagde Aya. Manden svarede: “Nå, okay, det ligger op ad trappen og hen til højre.” ”Hvem af os banker på”, spurgte Viggo. “Ikke mig”, sagde Elias. Aya sagde: “Så gør jeg det, bangebukser” Bank!bank! 36

Der er ikke nogen der åbner, jeg tror de er oppe til spisepause. “Kom vi skynder os ind og leder efter stenen før der kommer nogen tilbage” sagde Viggo. “Kan I se den nogen steder?” spurgte Aya. ”Nej, men jeg kan høre fodtrin, der kommer nogen, gem jer” sagde Viggo. “Hva laver I her” spurgte en gammel dame med gråt hår og briller? Aya råbte: “løb!!!”. “Kom vi løber ned i kælderen” råbte Elias. “Ok hvad gør vi, vi er nødt til at have en plan” sagde Aya. “Hvad med at vi lader som om, at vi går på skolen?” spurgte Viggo. “Ja men det opdager de jo” svarede Elias. “Hvad så med at vi prøver at gå op i spisesalen og se om vi kan finde stenen et sted der oppe”? sagde Elias. Det var de alle enige om. Da de kom op i spisesalen så de den gamle dame med gråt hår og briller igen. “Lad os skynde os ud i køkkenet inden den gamle dame ser os” sagde Viggo. “Kom vi klæder os ud i det her kokketøj så hun ikke kan kende os” sagde Elias. “Okay vi deler os op, Viggo du tager de to rum og Elias du kigger i alle skufferne så går jeg rundt og kigger under bordene og op ved loftet” sagde Aya. Så begyndte de at lede. Da de har ledt i stykke tid får Aya pludselig øje på stenen og råber “skynd jer herind, jeg har fundet stenen”, “den ligger oppe i statuens mund”. I det samme får den gamle dame med det grå hår og briller øje på dem. “Hallo I der, hvad laver I her? råbte den gamle dame. “Kom skynd jer”, sagde Aya, giv mig en hestesko så jeg kan få fat i stenen”. De når lige akkurat at få fat i stenen og sætte den ind i amuletten , da den gamle dame kommer løbende. Dejligt endelig at komme tilbage i nutiden.

DEN BLÅ ÆDELSTEN

FO RFAT T E R: SILV IA

“

Femte og sidste sten finder vi imorgen ved et fængsel i Hellebæk, det hedder Kongens Mølle,” sagde Viggo. “Lad os mødes klokken 7:30 ved Espergærde st. i morgen,” sagde Aya. “7:30! Er I sindsyge... jeg har allerede stuearrest. Det bliver på livstid, hvis min mor ser mig tage afsted!” sagde Elias. Aya så sjovt på Elias. “Klokken er snart 23:00, vi må heller komme hjem” sagde han. Og de tre børn gik hver til sit, “Vi ses” sagde Aya men Viggo og Elias var allerede pist væk i mørket. Det eneste man kunne se var gadelygterne lyse svagt ned på jorden. Klokken var 7:00 om morgenen. Aya stod op tidligt. Det var der mange grunde til, men en af de vigtigste grunde var, at hendes forældre sov aldrig længe om morgenen. Viggo lå stadig og sov i sine Batman underhyler. Lige pludselig bankede det på ruden. Han vågnede op i et chok kneb øjnene sammen og så blindt på ruden. Han kunne se Aya’s mund bevægede sig men før han tænkte over det stod han op og var på vej over mod vinduet. Aya sagde “skynd dig toget går om 15 minutter”! De stod ved skolen 9:15. Der var et stort hvidt hus, og ved siden af lå der noget der lignede røde aflange rækkehuse. Viggo lagde mærke til at der var en sandfarvet bygning lidt længere nede af vejen, hvor der stod ”Møllen” og nogle store tal. Han råbte til dem “Møllen er der nede”, Aya løb ned til bygningen og sagde: “Skynd jer, der er ikke særlig lang tid tilbage”!

Og lige pludselig stod de foran en meget stor bygning som var sandfarvet, og den havde en stor dør lavet af metal. De brasede ind, de lagde ikke mærke til, at der var helt stille. Der sad mange store børn sunket helt ned i deres iPads og papirer, Elias råbte “hey alle sammen er det her et fængsel?” Alle kiggede op på Elias og de to andre. 30 sekunder senere kom der en meget sur lærer over mod dem. Det var en mand med en ugletrøje og nogle meget slide Birkenstok, som var brune. Hans trøje var helt nede i hans bukser som et low wasted par med nogle få huller. Han havde briller på, og hans frisure kunne godt tåle en børste, kunne man se. Han kiggede ned på børnene for han var meget høj, “skrub ud vi igang med prøve, rollinger!” Hans stemme var meget mørk, stemmen mindede mig lidt om min far når han var sur tænkte Aya. Aya havet frøet og tog det op ad lommen kastede det hårdt i gulvet, og pludselig gik hele bygningen fra hindanden. De faldt alle ned på jorden, og stod foran bygningen igen. Men denne gang var bygningen grå og brun. Døren var nu lavet ud af træ med en rusten lås, der ikke virkede så det ud til. Viggo bankede på døren, men ingen svarede eller åbnede så han valgte at sparke til den. Døren åbnede, Aya kiggede på en lang trappe som førte op til et rum som var låst. De gik op ad trappen og så, at der var en lang gang med celler. For enden ad gangen var der en dør op til loftet. Aya sagde “den 6 sten må være på loftet”. De kiggede på en celle der så lovende ud. “Cellen er låst,” men de fandt nemt et hul i jorden, Aya sagde til Viggo “Viggo du går der ned”, “nej! sagde Viggo men ville ikke skuffe dem.

Viggo stod på den anden side af cellen og kiggede på pergament papiret han læste til Aya og Elias gåden siger, Den 5 sten kan findes her et sted hvor vinden kan findes, stenen er på toppen af et bjerg, på et hjul som kan trilles. Viggo vendte sig om og så en kiste under sengen. Aya råbte “træk den ud” Viggo åbnede kisten og så en nøgle og et brev, han tog nøglen ud og brevet og læste det højt. Tillykke du er den heldige vindere stod der. Jeg hedder Johan Fredrik Classen og købte hammermøllen. Smidt i fængsel fordi at jeg snyd for en vigtig ædelsten. Jeg skal dø i morgen for bedrageri så det er der for jeg skriver dette brev. Ædelstenen blev taget fra mig og endte på loftet. Nøglen til døren op til loftet ligger her i kisten “find ædelstene”! De går op til loftet med et sus… Det første Aya så var et stort hjul, hun råbte “måske er det, det her hjul?”. Aya begyndte at trille hjulet, men ingenting kom. Elias lagde mærke til at der var to hjul. Han begynder at trille hjulet, og pludselige stod der en mand foran ham, “hvem er du?” Manden sagde stolt, jeg er Johan Fredrik Classen. Han tog fat i hans baglomme. Og gav dem den sidste sten den var blå. Aya tog stenen, skyndte sig igennem cellerne og kom udenfor. Næste der løb ud var Elias. Hele bygningen begyndte at ryste og falde fra hinanden, ”hjælp” råbte han. “Viggo er stadig der inde” Alle cellerne åbnede sig. Døde ånder kom kravlede ud, deres krop var ikke i live men deres klamme tøj var stadig det samme.

Viggo stod foran alle cellerne, men Aya var modig nok til at løbe igennem cellerne og nå hen til Viggo.“Tak Aya” sagde Viggo, Aya havde stenen i lommen da Viggo og hende kom ud fra bygning og tog tilbage til deres egen tid. Klokken var blevet 16:47. Aya tog den blå sten og lagde mærke til at det var ædelstenene. Hun begyndte at samle alle stenene sammen i smykket. Da hun havde samlet det sammen inde i smykket begyndte halskæden at lyse i alle mulige farver. Der kom Valdemar Atterdag ned fra skyen og takkede dem for at have reddet ham fra forbandelsen. De fik en belønning det var en medalje med hans ansigt på og nogle få stjerner rundt om. Valdemar var væk igen, Viggo sagde til de andre med en bekymret stemme “Jeg løber hjem nu” Døren åbner og hans forældre kiggede lettet på ham, kyssede ham på kinden uden spørgsmål. De sagde godnat, slukkede lyset lukkede døren og gik langsomt væk. Han undrede sig over, hvorfor de ikke skældte ham ud. Viggo lukkede øjnede med et smil på læben.

DEN MYSTISKE GRAV

FO RFAT T E RE : DAV ID & KO N R A D

a de kom tilbage til Valdemar Atterdag var han rasende. “HVOR HAR I VÆRET?”, råbte Valdemar, “HALVDELEN AF GURRE ER ALLREDE RÅDNET!” sagde han. “Har I så de 6 sten til mig?”. De to børn stod med åbne munde, og Viggo savlede. “Har I dem så?” Børnene stod målløse og lamme, “Svar mig så!” “Hvad mener du med de sten?” spurgte Viggo med savl rundt om munden. “HAR I IKKE DE 6 STEN?” “Øhhhh... Aya hjælp mig lige her”, sagde Viggo og vendte hovedet mod Aya så savlet ramte hende. Aya tog sig sammen, og sagde: “Vi har altså kun 5 sten.” “HVAD!?!?!?! VORES AFTALE VAR 6 STEN,” tordnede Valdemar. Der var helt stille. Pludselig kunne man høre en høj lyd. Det var Viggos stress-prut. “Okay børn, I har maks fem timer til at finde den sidste sten, ellers er hele Gurre væk.” Børnene kiggede chokerede på hinanden. Viggo sagde til Aya: “Elias har jo fået stuearrest i 2 uger!” “I kan godt gøre det sammen. Her er gåden: Hellebæk Gård skal du tage hen, Bondedammen skal du finde, graven skal du grave, tålmodig er du, skuffet skal du være. “KAN I SÅ SE AT KOMME AFSTED!” råbte Valdemar. Børnene tog toget til Hellebæk Gård, uden Elias. De tog pergamentrullen ud af lommen og begyndte at læse den igen, for at

huske hvad der stod: Hellebækgård skal du tage hen, Bondedammen skal du finde, graven skal du grave, tålmodig er du, skuffet skal du være. Da de var nået frem, gik de over til en stor trappe og plantede frøet i noget grus. De var i år 1930. Det kunne de se på opførelsen af en af bygningerne. De havde fået at vide af Viggos mormor, at Werner Schimmelmann var begravet ude i skoven. “Vent lige Viggo, syntes du ikke, at det er pisse koldt?” sagde Aya. Viggo kiggede ned på jorden. Der var sne over det hele. De hundefrøs. De gik i sneen hen mod skoven. “Det er så koldttt Viggoo, mmå jeg ikke please llåne din jakke?” sagde Aya med en klabrende kold stemme. Viggo tog sig sammen og gav Aya hans jakke. Da de kom ud i skoven, så de en mega stor hvid græsplæne fuld af sne. De kunne se fodspor i sneen. Det lignede menneskefodspor! Da de kom op på bakken så de en masse drenge, der havde sneboldkamp. Så kunne Aya se en hvid ting susende mod hende “AAAAAAAAAAAH!”. Så besvimede hun. Da Aya vågnede igen, forklarede Viggo hende, at der var en sten i snebolden, som hun fik i ansigtet. “Vi skal finde min mormor. Hun ved, hvor Schimmelmann kan være,” sagde Viggo. De skulle gå 3 kilometer for at nå til hans mormors hus. Da de ankom, var hans mormor helt ung, og det syntes, han var mærkeligt.

“ Hej mormor...øhh jeg mener hej Susanne,” sagde han. “Hej knægt,”sagde hun “Hvad hedder du så?” ”Jeg hedder Viggo og det her er Aya,” sagde han. “Hvad vil I?” sagde hun. “Vi vil gerne vide om Schimmelmann stadig lever?” sagde Aya. “Ja, ja, han bor lige overfor mig i sit kæmpe hus,” sagde Susanne og smilede. “Nå, ok tak,” sagde Aya. “Hvad betyder ok?” spurgte Susanne “Ikke tænk på det,” sagde Viggo og så gik de over til huset. De kunne se ham, han så velhavende ud. De fandt et vindue, der var stort nok til dem begge. Dernæst smadrede de vinduet og kravlede ind i huset. De kom ind i et stort rum med en masse dekorationer. Pludselig kunne de høre fodtrin, de gemte sig bag en stolpe. Det var ham, selveste hr. Werner Schimmelmann! De kunne se stenen, den var i hans ring. “Det bliver umuligt at få fat på den,” sagde Viggo. “Næ,” sagde Aya og tog en pind ved det vindue de havde ødelagt. De gav ham et ordentligt slag i hovedet, så han besvimede. De tog ringen og fjernede stenen med pinden. Dernæst blev de teleporteret tilbage til nutiden. “Det var da nemt nok,” sagde Aya glad og satte stenen i amuletten. I det samme blev de sløve og besvimede. Da de vågnede igen, var de hos Valdemar og alt var godt igen. Intet var rådnet og han så glad ud. Så red han ud i horisonten og Viggo og Aya var helt overraskede.

STENEN VED TÅRNET

FO RFAT T E R: KAISA

“

Der sker jo ikke noget med alt det sorte. Jeg tror ikke, vi er færdige drenge, tag amuletten!” sagde Aya. De prøvede at tage amuletten ud af kongepuden, mens Valdemar Atterdag var ved at ride væk. Det var hårdt nok at få den væk fra kongepuden, for den blev trukket tilbage ligesom en magnet. Viggo trak så hårdt han kunne, og stod pludseligt med amuletten i hånden. “Alle møblerne forsvinder!” råbte Elias, “slottet falder sammen, løb!”. De nåede akkurat at komme ud inden det hele kollapsede. “Er I ok?!, nåede du at tage amuletten Viggo!?” spurgte Aya. Viggo var i chok, men havde stadigvæk amuletten i hånden. Viggos mor kom kørende og standsede hårdt op, så der lød et hårdt hvin fra dækkene på bilen. Hun dyttede, og Viggo skyndte sig at putte amuletten i lommen, før de løb hen mod bilen så hurtig de kunne. Viggos mor skældte ud: “Hvor har I været?” “Hvad har I lavet?” “Hvorfor?” Hun nåede ikke engang at slutte sine egne sætninger, men hun lød dog også lettet over der ikke er sket noget. Viggo, Elias og Aya hørte ikke efter. De tænkte bare over, hvad de skulle gøre nu, hvor de ikke har flere korn, men kun amuletten som de akkurat nåede at få, inden det hele braste sammen.

Næste dag inden skole mødtes Viggo Aya og Elias. “Hej.. jeg fik stuearrest..” sagde Elias han kiggede nede i jorden. “Min forældre var bare glade for, at der ikke var sket mig noget” svarede Aya med et smil på læberne. “Mine forældre var ude og spise og de troede sikkert at jeg var hjemme hos en af jer, så jeg fik heller ikke noget ballade” sagde Viggo. “Jamen, forstår I det ikke?” sagde Elias mens han spyttede sit tyggegummi ud. “Hvad er det vi skal forstå?” spurgte Viggo. “At jeg ikke kan komme med, fordi jeg har fået stuearrest i tre uger...undskyld” Elias kiggede ned på sine sko. “Det kan du jo ikke gøre for. Jeg tror godt vi kan klare den uden dig, hvis vi virkelig skal,” sagde Aya med et lille smil, men man kunne godt se hun var skuffet. “Tak fordi I forstår” sagde Elias og kiggede nu op på de andre. “Vi skal til time nu drenge” sagde Aya. “Ja det skal vi” svarede Elias. “Vi ses, jeg skal jo også i skole” svarede Viggo. Efter timen var slut mødtes de alle tre bag skolen, hvor der lugtede lidt af tis og fugt. “Vi er nødt til at gøre noget, inden det er for sent” sagde Viggo. “Men vi har ikke flere korn” svarede Aya og rullede med øjnene. “Tjek igen!” svarede Viggo. “Fint. Men jeg ved, at der ikke er flere” svarede Elias irriteret. Elias åbnede munden og han øjne blev store; “Der er en! Der er virkelig en”. “Skynd dig at putte den i jorden!” råbte Aya, og hendes stemme knækkede af iver. Elias puttede kornet i jorden.

Amuletten begyndte at lyse kraftigt og til sidst var børnene nødt til at lukke øjnene. De kunne mærke en vind rundt om dem. Vinden føltes rar og tryg, da de blev løftet op fra jorden. Inden de nåede at åbne deres øjne, stod de foran et stort hvidt hus. “Hvor er vi?” spurgte Aya, imens hun hoppede lidt af spænding. De kunne høre nogen grine og en, der råbte “HVAD ER DET, DU LAVER ALMA?”. “Jeg tror det er en skole” sagde Aya, og lød lettet. “Prøv at tage dokumentet frem og se hvad der står” sagde Viggo. Elias tog dokumentet op af bukselomme og kiggede på det. “Der er kommet en ny gåde” sagde han og så spændt ud. “Læs det højt!” svarede Aya. “Kig tilbage og se den dunkle fortid, kig efter det hvide palæ, hvor brødet bliver bagt og en fremtid bliver skabt” Elias kiggede op med et forvirrer blik i øjnene. “Hvor brødet bliver bagt, mener de en bager?” gentog Viggo. “Men fremtiden bliver ikke skabt af en bager” svarede Aya og så skuffet på dokumentet. “Jeg tror gåden har noget med denne her skole at gøre..” svarede Elias. Aya tog sin telefon frem. “Hvad laver du?” spurgte Elias. “Jeg søger på skoler, der har noget med brød at gøre” svarede Aya og fortsatte: “bageskole, flere bageskoler, skorpeskolen.. SKORPESKOLEN! Jeg tror, det er skorpeskolen” gispede Aya højt.

“Det giver mening” nikkede Viggo. “Lad os nu gå ind, vi har ikke hele dagen.” svarede Elias, mens han vendte sig væk og han rullede med øjnene. De gik forsigtigt hen mod skolen. “Vi skal finde et sted, hvor vi kan være alene, for der er for mange børn her” sagde Elias. De gemte sig ved en busk med et hul inde i, der lugtede meget svagt af blomster. “Ok, Aya laver du noget research” spurgte Elias. “Mhm” svarede Aya og havde allerede sin telefon fremme. Efter et kort øjeblik sagde hun: “Skolen blev bygget af Schimmelmann. Det har været en drengeskole, og skolen har haft et tårn”. Viggo svarede ikke, men kiggede bekymret ud over vandet på den mørke himmel. “Det er ved at blive dårlig vejr” mumlede han, og pludselig kunne de alle mærke at vinden blev kraftig og det begyndte at småregne. “Jeg er glad for vi er i ly her under bladene” sagde Aya, men hun blev stadig lidt våd. “Kan vi ikke gå ind?, jeg fryser” sagde Elias. Han krammede sig selv for at holde på varmen. “Gerne for mig” svarede Aya og rejste sig. Drengene fulgte efter Aya ud af den lille hule. Der kom et hårdt vindpust, som væltede Elias. “Av.. nu bløder min arm” snøftede Elias og så irriteret på blodet der løb ned fra hans albue.Viggo gik over til Elias: “Er du ok?” Han lød helt rolig.

“Ja ja, jeg har det fint” Elias rejste sig op. De var lige nået ud på en grusvej, da en kraftig vind løftede dem op fra jorden. Amuletten lyste endnu kraftigere end før. “Så sker det igen!” råbte Aya og så forventningsfuld ud. De lukkede øjnene og kunne mærke at både regnen og den kraftige vind tog af og til sidst stoppede helt. Da de åbnede øjnene igen stod de det samme sted. “Lad os så finde den sten!” sagde Aya, og begyndte at løbe op af grusvejen mens de andre fulgte efter. “AYA, VENT LIGE” råbte Elias. Aya stoppede: “Hvad var gåden igen?” spurgte hun. “Det var uhm... kig tilbage og se den dunkle fortid, kig efter det hvide palæ, hvor brødet bliver bagt og en fremtid bliver skabt!” svarede Elias. Aya stod stille et øjeblik og begyndte så igen løbe. De løb op på en stor græsplæne, som de kunne huske var en fodboldbane i år 2019. Der gik en masse børn rundt og Aya spurgte en dreng om, hvilket årstal det var. Drengen svarede: ”Vi er i 1756” og gik videre med sine venner. Viggo kiggede op på himlen “s-stenen” hviskede han: “Hvad?” spurgte Elias. “Stenen”, Viggo pegede op mod taget og svagt kunne de skimte stenen. “Godt set, lad og så hente den sten!” jublede Aya og vendte sig om efter drengen der var på vej væk fra dem. “Hey!, dig dreng!” Drengen vendte sig om “Ja?” svarede han og kiggede nervøst på Aya.

“Kan du vise os vejen op til tårnet?” Drengen smilede og nikkede “kom” sagde han. Drengen viste dem vejen op i tårnet og skyndte sig ned igen. Aya gik op på hegnet ned til det tag, hvor stenen var. Viggo hev amuletten op af lommen og gav den til Aya. Aya kravlede forsigtigt ud over hegnet og gled ned på taget og helt ned til stenen. Da hun var helt nede ved den store sten med teksten, hvor den sten de havde brug for var, hun greb hun stenen og satte den i amuletten. Børnene jublede. Igen blæste det op og en vind løftede børnene, hvirvlede dem rundt og satte dem ned igen. De stod igen bag deres egen skole og kunne lugte at de var tilbage til deres egen tid. “Hent jeres cykler!” sagde Viggo med en streng tone. Sammen cyklede de ud til Gurre slot. Elias smed sin cykel og kravlede op af den væg, hvor de havde fundet amuletten. Aya rakte amuletten op til ham og han lagde den langt ind i det hul de havde fundet den i. “Sådan!” sagde Elias mens han smilede ned til de andre. De smilede tilbage. Viggo ringede til sin mor: “Hej mor, kan du hente mig og de andre ved Gurre slot?” “Ja det kan jeg vel godt” svarede hun. Da Viggos mor kom, satte de cyklerne bagpå bilen og skyndte sig selv, at hoppe ind. Viggos mor skruede op for radioen “og så er det mystiske sorte ved at forsvinde! Sikke en god dag!” sagde radiodamen. “Hvorfor griner I?” spurgte viggos mor “lad os bare sige det er vores lille hemmelighed”.

VÅBENFABRIKKEN

FO RFAT T E R: V IL L U M

et er tidlig morgen. Aya, Elias og Viggo er på vej til Hellebækgård. Det var koldt og det blæste meget. De var lige stået af toget på Hellebæk station. De var på vej ned af Bøssemagergade, da Aya tog amuletten frem. “Se, vi mangler stadig en sten,” sagde Aya. “Men, sagde Valdemar Atterdag ikke, at der kun var fem sten?” spurgte Viggo. ”Jo, men kig selv, derover står våbenfabrikkens dør helt åben, måske han har lagt gåden derinde,” sagde Elias. “Skal vi ikke gå over og kigge? “Jeg ved ikke lige, om jeg tør,“ svarede Viggo. ”Ikke være så bange, der sker ikke noget,” sagde Aya. Så gik de alle tre ind i huset. Der var en stor bunke sand. Der var koldere inde i huset. Der var gravet hul ned i sandet. Ude i venstre side af bunken, inde i hullet, var der en lille pergamentrulle. Aya prøvede at læse hvad der stod, men det var skrevet meget sært, og man kunne næsten ikke se teksten. “Skal vi ikke bare ringe til min bedstemor, hun er oldgammel og lugter af kaffe, så hun kan nok godt læse skriften” spurgte Viggo. “God ide” svarede Aya og så ringede Viggo. Men Viggos bedstemor svarede ikke telefonen. Bedstemoren boede lige nede af vejen ved den gamle kro. Bygningen var stor og rød og der var 4 vinduer. “Hun bor nederst, men vi kan ikke bare gå ind” sagde Viggo. “Kom nu vi gør det bare” sagde Aya. “Hun er jo hjemme, så det er jo ikke noget problem”. De gik hen til huset og bankede på dør nummer 3. Det tog lidt tid før der blev lukket op.

“Hej” sagde Viggos bedstemor og smilede. De svarede alle 3 og Viggo spurgte, om de måtte komme ind. ”Ja, gerne” svarede bedstemor. De gik ind i lejligheden, der var lavt til loftet og der var brunt over det hele. “Bedstemor” sagde Viggo. “Ja, hvad er det Viggo” svarede hun. “Kan du hjælpe os med at læse, hvad der står på papiret”? Bedstemoren kiggede på pergamentet og sagde: “Ser du skyggen af hvidt og vildt, dit blik skal rettes mod forgangen tid - brug dit vid og kend din tid”. Nederst i hjørnet var det underskrevet af Schimmelmann. ”Hellebækgård” RÅBTE Elias, og så løb han ud af døren med de to andre i hælene. De løb ned af Strandvejen og snart var de ude ved Hellebækgård eller Skorpeskolen som man kalder gården nu. De gik ind på gården der nu var skole. Det var weekend, så der var ikke nogle i skole. De gik ned til fodboldbanerne. Viggo havde hørt et rygte om en hvid hest, der blev kaldt Schimmelmann’s hest. Den døde her i nærheden. “Jeg ved med sikkerhed, at en fra familien Schimmelmann, er begravet ude i mosen på den lille ø,” sagde Viggo. “Skal vi ikke bare begrave frøet lige ude for graven”, spurgte Aya”. ”Jo, det gør vi” sagde Elias. ”Men jeg har ikke rigtigt lyst lige nu, for jeg skal virkelig tisse”, mumlede Viggo, og så løb han over til en busk for at tisse. Der var gået 20 minutter, før han var færdig med at tisse. Da han kom tilbage var de to andre ved at falde i søvn. “Så er jeg klar”, sagde Viggo. “Det var på tide” svarede Aya og så plantede hun frøet.

Årstallet var 1941 “wooow” sagde Aya ”det her ser vildt ud”. “Se, der ligger en kiste på hestevognen der over”, Viggo pegede. Der var meget larm og alle folk gik i sort og blåt. “Jeg tror det er Schimmelmann’s begravelse” sagde Elias. “Du har vist nok ret. Se derude, der er gravet et hul på øen, og der er nogle folk på vej ud med Schimmelmanns kiste”. “Vi bliver nødt til at følge efter dem” hviskede Aya” til de to andre. “Må vi det”? hviskede de to andre tilbage. “Kom nu vi har møg travlt, hvis vi skal med uden at blive våde”, sagde Aya. De listede ned til de små joller. Der var ikke meget plads til dem og de overvejede kort at vende om, men Aya pegede på de tomme sæder og de sneg sig om bord. Da de kom frem til øen opdagede de, at den faktisk var meget lille, maks en meter hver vej. De gemte sig bag et træ. “Vi bliver nødt til at vente på de er gået, hviskede Aya til drengene og de ventede tålmodigt. Fem minutter senere var alle væk og de sneg sig mod gravstenen. Aya så først den lille røde sten. “Den er her” råbte hun. “Yes” råbte Viggo og Elias, put den i amuletten. Aya lagde stenen i amuletten og så skete det igen, “bum”, og så var de tilbage tilbage i deres egen tid. Mosen indeholdt ikke længere vand og de gik tørfodet tilbage til græsset. “Wow, en omgang” gispede Aya, “jeg bliver nødt til at finde et toilet”! Og så løb hun afsted. Viggo og Elias kiggede efter hende, så begyndte de at grine. “Hej hej” råbte Viggo efter hende. “Hej hej”råbte Aya tilbage over skulderen.

NÆSTEN OPDAGET

FO RFAT T E R: E ST H E R

ya, Viggo og Elias løb over mod toget. De kunne høre klokkerne ringe, så de havde fart på. “Men jeg skal nå at tjekke ind!” sagde Aya. “Det er ligemeget Aya, skynd dig du er vildt langsom!” Aya rullede øjne. De nåede heldigvis at tjekke ind og hoppe på toget. “Såååå, hvad er næste gåde,” spurgte Elias. “Det ved jeg ikke. Tjekker lige.” “Næste station, Ålsgårde, tryk for stop,” lød det i toget. Viggo tog pergamentrullen Valdemar Atterdag havde givet dem frem. “Øhhh altså, der står her at... HVAD NEJ!” råbte Viggo så alle i toget kiggede på ham. “Næste station, Hellebæk, tryk for stop,” lød det fra toget igen. “Vi skal af her,” sagde Viggo. Dørene åbnede på Hellebæk station, og en masse folk stod af. Aya og Elias lignede et stort spørgsmålstegn, da de var stået ud af toget. “Så hvad laver vi her.” “Læs lige det her.” sagde Viggo og tog pergamentrullen frem. Find stenen i røret der kan tage liv, men redde mit. “Hvem? Valdemar Atterdags liv?” spurgte Aya, imens toget kørte bag dem. “Ja,” sagde Viggo “hvem ellers?” “Hvad skal vi overhovedet her i Hellebæk?” spurgte Elias.

Elias og Aya kiggede på Viggo, som om de forventede et svar. “Proberhuset inde i skoven, kom,” sagde Viggo med et smil. Elias, Viggo og Aya gik over mod Proberhuset, imens toget kørte væk bag dem. Proberhuset er et lille Hvidt hus med en stor sort skorsten, i midten af en lille skov ved siden af Hellebæk station. Det tog dem kun et minut at finde huset, fordi det lå så tæt på. Børnene tog den lille glasflaske frem og plantede det lille frø inde i skoven lige ved siden af stien, og så skiftede tiden til 1956. “Ej, det ser underligt ud,” sagde Aya overrasket. “Fy for satan der lugter af lort,” sagde Viggo med et underligt ansigts udtryk. Da de var ovre ved Proberhuset, tog Viggo pergamentrullen frem igen, og bladrede over på den side gåden stod på. “Find stenen i røret der kan tage liv men redde mit, altså....øhh skal vi ikke bare gå ind og prøve at finde ud af, hvad Find stenen i røret der kan tage liv men redde mit betyder?” sagde Elias og skulle til at åbne døren. “Nej vent! Der er jo nogen derinde der prøver gevær af. Vi bliver nød til at få dem ud på en eller anden måde,” sagde Aya, mens Elias tog ned i håndtaget. BANG BANG BANG BANG BANG BANG BANG. Børnene bliv lidt bange men Viggo endnu mere bange og løb om bag et stort tykt træ. “Ok mand slap af Viggo, er du lidt bange?” sagde Aya og grinede. Elias stod og kiggede på pergamentrullen, som Viggo tabte, da han løb om bag træet.

“Jeg kan ikke holde det ud. Der lugter af gammelt hø eller gamle mænd, der ikke har taget et bad i hundrede år“. Viggo nåede ikke at sige mere inden geværerne fyrede af igen - BANG BANG BANG BANG BANG. “AHHHH!” råbte Viggo og løb om bag det store træ igen. “Hold mund din dumme abe! Bare fordi at vi er i en anden tid, betyder det ikke at de ikke kan høre noget,” sagde Elias. Døren åbnede og to mænd kom ud. De havde skjorte, lidt slidte bukser og nogle ret fine sorte sko på. “Kom Aya gem dig bag et træ,” sagde Elias og løb over mod et træ. De tre børn ventede og ventede, men de to mænd blev ved med at stå og snakke lige foran døren. Børnene kunne ikke høre hvad de snakkede om. Det var rigtig irriterende at de ikke gik. “Ugh, kan de ikke snart gå! Det er vildt irriterende,” sagde Aya og rullede øjne. “Hørte du også det,” sagde en af mændene med meget fin stemme. Den anden mand kiggede på ham. “Ja, det lød som nogle der råbte, skal vi ikke holde en pause nede hos fru Jensen,” sagde en af mændene og begyndte at gå mod Bøssemagergade. “Ja tak mand, endelig,” hviskede Elias. “Kom, vi begynder at gå over mod døren.” Børnene listede over mod den lille sorte dør, Aya åbnede den, fordi drengene var alt for bange for, at der ville være nogle der inde. “Pis, den er låst, vi har brug for en nøgle.” “Nej vel,” sagde Viggo og gik hen til døren og prøvede at åbne den.

“Hjælp mig,” sagde Viggo, mens han brugte alle sine kræfter på at åbne døren. Aya tog fat om livet på Viggo og begyndte at trække, og Elias tog fat om Aya og gjorde det samme. “Kom så! Vi kan kan godt!” sagde Aya. Cirka et minut efter blev døren revet op i tre stykker, og børnene faldt hårdt ned på jorden. “AV FOR SATAN!” råbte Aya. “Ryk dig Aya, du vejer vildt meget,” sagde Elias. Viggo rullede øjne og grinte lidt. De rejste sig op og gik ind i Proberhuset. Der var ret meget edderkoppespind og Elias fik en edderkop i hoved. “Få den væk Aya!” skreg Elias. “Hvad nej! Lad vær med at skrige!” sagde Aya tilbage. For enden var der en stor sandbunke lignede det. Det var der hvor alle geværkuglerne blev skudt hen, og på den anden side var der en lang række geværer. “Føj, der lugter af røg,” hviskede Viggo. “Hvorfor hvisker du,” sagde Elias med et fnis. “Det ved jeg faktisk ikke.” Aya tjekkede alle geværerne og hun syntes at hun så noget der skinnede. “Drenge jeg tror jeg har fundet den, men jeg kan ikke få min hånd ind i røret,” sagde Aya og blev helt glad i ansigtet. Begge drengene gik hen til geværet og prøvede at få den røde skinnende sten ud. “Jeg kan ikke få den ud,” sagde Elias med pegefingeren inde i røret. “Øhh..... jeg har det! Jeg løber lige ud og finder en tynd pind. Så kan vi bruge den til at få stenen ud,” Aya og løb ud og fandt en lille tynd pind.

“Her Elias, prøv den her,” sagde Aya og gav pinden til Elias. Det tog et stykke tid for Elias at få den ud, da den blev ved med at blive skubbet længere tilbage. “YES, jeg fik den,” sagde Elias og tog stenen i hånden. Viggo var gået udenfor for at holde vagt. “De kommer skynd jer ud nu!” hviskede Viggo. Aya og Elias kunne ikke høre ham. De havde alt for travlt med at kigge på den røde sten. Viggo kiggede tilbage. Han kunne se, at mændene nærmede sig. “Kom nu!” sagde Viggo med en lidt højere stemme. Aya og Elias kiggede på Viggo og forstod straks at de to mænd var på vej tilbage, så de tre børn løb om bag huset og håbede at de to mænd ikke så dem. “Hvad er der dog sket med døren,” sagde en af mændene. “Det ved jeg da ikke”, svarede den anden. Børnene hørte ikke mere. De var allerede på vej over mod toget som kørte 16.57. “Vi gjorde det!” sagde Viggo inde i toget og gav en highfive til Aya og Elias.

PLATTENS HEMMELIGHED

FO RFAT T E R: AU G U STA

“

Aya, Aya - I har glemt den sidste sten. Gåden til den sidste sten er: Hiden til har Herren hjulpet skrev Schimmelman engang. Hvis I prøven består på Hellebækgård, den sidste sten I får,“ sagde Valdemar Atterdag med en spøgelsesagtig stemme. “Bip, bip, bip” lyder vækkeuret. “Argh, hvad var det for en mærkelig drøm. Den må jeg fortælle de andre om,” sagde Aya. Elias og Viggo så virkelig overraskede ud, da Aya fortalte om drømmen, og det var Aya selvfølgelig også, men deres ansigter var lige til at grine af. Det var klart, at de var nødt til at finde den sidste sten. “Hellebækgård hvor i alverden ligger det?”, sagde Elias “Er det ikke lidt tydeligt?”, sagde Viggo. “Det ligger i Hellebæk” “Men hvor ligger det?”, sagde Elias “Åh, Elias, du ved jo ikke noget”, sagde Aya “Det ligger lige i nærheden af Helsingør”. Så er det bare lige hvor i Hellebæk, at Hellebækgård ligger? “Vi kan da spørge min bedstemor”, sagde Viggo. “Det er en god ide Viggo”, sagde Aya. “Hallo hvem er det?” “Hej bedstemor, det er Viggo, jeg har lige et spørgsmål. Hvor i Hellebæk ligger Hellebækgård og hvad er det for et sted?”. “Er det skole projektet igen?” spurgte Viggos bedstemor. “Ja” sagde Viggo.

“Det ligger på Strandvejen, nr. 129 og er en gammel drengeskole, men er nu blevet lavet om til en privatskole kaldet Skorpeskolen”. “Den skole har jeg hørt om, nå men mange tak bedstemor,” sagde Viggo ”Så lidt Viggo, hav en god dag”. “Nå, så er vi her lad os så få plantet det frø,” sagde Aya. “Hey, hvad laver I? I må ikke være her” sagde en pige med lyst hår et par meter væk, hun havde en hvid nederdel og sandaler på. “Elias skynd dig, at plante det frø”, sagde Aya og lige på et hængende hår, kom røgskyen og fik dem tilbage i tiden, og der var de i tiden, hvor skolen blev kaldt det Kongelige Opfostringshjem. Da de kiggede rundt fik de sig lidt af en overaskelse. Pigen der opdagede dem på skolen, da de var i nutiden, er blevet taget med tilbage til datiden. Nu har de problemer! ”Hvor er vi?” “Hvem er I?” “Hvad sker der?” Aya var den eneste, der var i stand til at sige noget efter det chok, så det var selfølgelig hende, der ville fortælle pigen, hvad der sker, selvom jeg ikke ligefrem tror, hun vil tro på, at vi er tre almindelige børn, der kan rejse tilbage i tiden ved hjælp af Kong Valdemar Atterdag så, de kan forhindre, at naturen vil blive sort og død, men sjovt nok troede hun på det. Måske var hun bare i chok, men hun virkede ret rolig og ingen lagde mærke til dem. I forhold til, at de havde farverigt tøj på og alle andre havde kedelige skoleuniformer.

Pludselig var der en lærer, der opdagede dem og fordi, at det er en drengeskole, smed hun Aya og pigen, som så hedder Lia, ud fra skolen. Elias og Viggo blev taget til time fordi lærerinden troede, at de gik på skolen eller med lærerindens ord. “Drenge hvad laver I herude i det tøj og taler med disse piger? Kan I så komme til time”. “Hvad skal vi gøre, vi kan ikke bare gå derind efter lige at blive smidt ud”sagde Lia. “Bare rolig Lia jeg har en ide. Vi bliver nød til at klæde os ud som drenge”, sagde Aya. “Åh du kan tro nej, du får mig ikke ned i det der kluns” “Det er vi nødt til Lia, ellers kommer vi ikke ind” sagde Aya “Ugh fint”. “Elias, hvad skal vi gøre?” spurgte Viggo. “Det ved jeg ikke Viggo, men vi må finde på noget, men jeg tror der er en, der prøver at tale til os”. Elias havde ret af en eller anden grund var der en dreng, der vill sige noget til dem “I der nye drenge, mød mig efter time ude på græsplænen”. “Psst, Elias herovre det er mig Aya og Lia, vi er her for at få jer ud herfra”. “Er det jer 3, jeg kunne næsten ikke genkende jer - nå, men vi er nødt til at mødes med en eller anden dreng efter time på græsplænen”. ”Ok, men så skal vi altså også igang med at finde den sten”. “Nå nye drenge så kom I, og I har taget jeres venner med” sagde drengen. “Ja hvad vil du?” spurgte Viggo. “Jeg vil bare sige, at når man er ny her på stedet skal man tage modighedsprøven” “Modighedsprøven hvad er det for noget?” sagde Elias ubevist som altid. ”Det er en prøve for at se, om I er modige nok til at gå her”. ”Ok, men hvad går den ud på?” spurgte Elias.

“Det går ud på at man skal kravle op på gavlen og ned igen.” “Nå, hvem af jer vil starte?” Selvfølgelig, var det Aya, der startede. Hun var tydeligvis også den bedste af dem til at klatre, så det passede fint. “Hvad venter du på? Kravl!” sagde drengen med en streng stemme. Ok, så jeg skal bare kravle op på gavlen og ned igen, pære nemt tænkte Aya tydeligt sarkastisk. “Ok, jeg er næsten oppe, men hvad er det for en tingest?” Det var en platte hvor der står: “Hiden til har Herren hjulpet”. Vent lige lidt, var det ikke det, der stod i gåden? tænkte Aya. Jo, det var det, så kan det vel kun betyde en ting, at det er der stenen må være gemt. Aya ledte overalt men kunne ikke finde den indtil hun ved uheld trykkede på noget. Platten gled til sidde og inde bagved var den sidste sten inde i et lille rum. Aya skyndte sig at tage den, men inden hun kunne nå at sætte stenen ind i amuletten, gled hun og faldt ned, men lige inden hun ramte jorden, fik hun sat stenen ind i amuletten og pludselig var de tilbage i skolegården, den dejlige nutids skolegård. Endelig var det forbi, eller næsten, de skulle lige tilbage til Gurre slotsruin og lægge amuletten tilbage hvor de fandt den. Efter det kunne alle tage hjem, bortset fra Lia. Hun skulle blive og forklare sin lærer, hvor hun havde været. Det bliver nok lidt svært, men hun klarer den og så var det her noget af et eventyr endelig forbi.

DEN SOLGTE STEN

FO RFAT T E R: KAT IN KA E .

“

Hvad er den næste gåde?” spurgte Aya, mens de sad i toget på vej til Hellebæk. Elias tog pergamentrullen fra Valdemar Atterdag frem. “Den næste sten kan findes i Hellebæk et sted, der siger bang. Heinrich Ludwig Ernst Von Schimmelmann’s negerslave ved, hvor den er gemt,” læste Elias.

Viggo søgte på Google samtidig: “Der står her, at Heinrich Ludwig Ernst Von Schimmelmann boede i København, men der står i gåden, at det er i Hellebæk.” “Står der noget om hans negerslave?” spurgte Aya. “Jeg har fundet det. Heinrich Ludwig Ernst Von Schimmelmanns negerslave blev sendt over til Ernst Von Schimmelmann for at hjælpe i 1806. Han ejer Proberhuset, som ligger her i Hellebæk,” sagde Viggo. “1806!” sagde Aya. “Så må vi vist tilbage i tiden igen, men hvad er et proberhus?” spurgte Elias. “Proberhuset var det sted, hvor de afprøvede geværerne fra Kronborg geværfabrik.” “Næste station, Hellebæk” stod der på togets info skilt. Aya skyndte sig at trykke stop. De var de eneste personer på stationen, bortset fra en mand. Aya løb over til ham. “Ved du hvor Proberhuset ligger?,” spurgte Aya manden. “Ja, det ligger lige der nede,” sagde manden og pegede på en gammel lille bygning inde i skoven. 68

“Okay, tak.” De løb alle tre over til det gamle, lidt rådne, hus. Der var et smadret vindue. Viggo stak hovedet ind af vinduet for at se, hvordan huset så ud inden i. Der lugtede meget indelukket. “Så skal vi vist plante et frø mere,” sagde Viggo. Aya tog et frø op af den lille glasflaske og plantede frøet lige foran det lille hus. Og i det samme kom den sorte sky, og hvirvlede de 3 børn rundt. De landede præcist samme sted, men alt var anderledes. Proberhuset lignede en helt anden bygning. Murerne var kridhvide i forhold til før, hvor murene næsten var grønne, der var ingen smadrede vinduer mere, og der stank af krudt. “Der er jo næsten ingen mennesker, bortset fra ham den mørke mand derovre,” sagde Viggo. “Jo, der kommer nogle ældre mennesker derover”, sagde Aya og pegede på det ældre ægtepar. De ældre mennesker gik direkte over til den mørke mand og råbte: “Du hører ikke til her, så forsvind med dig! Din usle negerslave.” Og så gav de ham en lussing. “Ej! hørte I det?”, spurgte Aya. “Ja! Lad os gå over og spørge ham, hvad han har gjort, siden de er så sure på ham.” De gik over til manden, men da Elias tog hånden op for at hilse, dukkede manden sig, som om Elias skulle til at slå ham. Manden så helt overrasket ud, da Elias ikke gjorde ham ondt.

Som om der aldrig var nogle, der hilste på ham. Manden tog hånden op og hilste på Elias. “Hej” sagde Elias. “Hej”, sagde manden. “Jeg hedder Elias, det her er Aya, og ham her er Viggo. Hvad hedder du?” Manden så stadig meget overrasket ud. “Øhh, jeg hedder Hans. Hans Jonathan,” sagde manden lidt usikkert. “Hvorfor kaldte de ældre mennesker dig en ussel negerslave?” “Fordi de ikke kan lide mig.” “Hvorfor? Hvad har du dog gjort?” spurgte Aya. “Jeg har ikke gjort noget, det er kun, fordi jeg er en neger.” “Hvad er en neger?” spurgte Aya. “Man er en neger hvis man er sort i huden, men det er et grimt ord at bruge”, forklarede Viggo. “Ja, der er ingen, der kan lide mig, og I burde heller ikke kunne lide mig.” “Men det kan vi godt,” sagde de næsten i kor. “Jeg tror I er de første og eneste, der kan det.” “Undskyld os et øjeblik,” sagde Viggo. De gik lidt væk. “Hvad nu!” “Kan I ikke se det? I gåden stod der, at det var noget, der siger bang. Og det er jo Proberhuset. Men der stod også, at Heinrich Ludwig Ernst Von Schimmelmann’s NEGER- SLAVE ved hvor den er gemt. Og Hans Jonathan er en neger eller sort, og han står og holder vagt foran proberhuset,” sagde Viggo begejstreret. “Nårh ja” sagde Elias “men skal vi så ikke spørge om han ved noget om stenen.” “Jo”, sagde Aya, og så løb de over til Hans Jonathan.

“Øhm Hans” sagde Viggo, da de var kommet hen til ham. “Ved du noget om en rød sten.? Det kunne være du havde fundet den et sted eller noget.” “Ja, jeg fandt faktisk en rød skinnende sten inde i Proberhuset på et af geværerne” sagde Hans Jonathan. “Vil du så ikke være så sød at give os stenen? Det er en jeg har fået af min afdøde mormor. Den betyder rigtig meget for mig,” løj Aya. “Undskyld. Jeg vidste ikke at stenen var din,” sagde Hans trist. “Det er helt okay. Men må jeg godt må få den tilbage igen,” spurgte Aya. “Det måtte du rigtig gerne, hvis jeg stadig havde stenen.” “Hvor er stenen da nu?” spurgte Viggo. “Jeg solgte den” sagde Hans Jonathan ulykkeligt “det beklager jeg virkelig”. “Kan du huske hvem du solgte den til?”, spurgte Elias. “Ja, jeg solgte den til Signe Pedersen.” “Ok tak”, sagde Elias “Kom, nu skal vi finde en, der hedder Signe Pedersen,” og så gik de. “Jeg vil gerne hjælpe jer”, råbte Hans Jonathan. Børnene vendte om. “Det er vi rigtig taknemmelige for, men jeg tror ikke hun vil give stenen tilbage til den, der solgte hende stenen,” sagde Aya hurtigt. “Det er jo ikke derfor, det er fordi jeg er en neger. For det er da klart, at hun ikke vil give stenen til en neger,” sagde han trist. “Nej det er ikke derfor, det er fordi.....”. “Nej det er okay. Der er ingen, der vil have, at jeg skal hjælpe med noget, så det var dumt, at jeg troede at I ville,” afbrød Hans Jonathan.

Børnene fik dårlig samvittighed, men det var vigtigere at Helsingør Kommune blev reddet, end at Hans Jonathan ikke var ked af det. “Undskyld” sagde Viggo. Og så gik de. Børnene gik rundt nede i Hellebæk og spurgte folk, om de kendte eller vidste noget om Signe Pedersen. Men de fik kun nej. “Der er jo ingen, der ved noget om hende.” “Nej, vi skulle have spurgt Hans, hvordan hun så ud.” “Undskyld, men ved De noget om en Signe Pedersen?” spurgte Aya en lille lyshåret dame. “Nej, desværre.” “Undskyld? Ved du noget om en Signe Pedersen?” spurgte Aya en sur høj slank dame, med en fin lyseblå kjole på. “Nej.” “Vi kan jo lige så godt bare give op, der er jo ingen, der kender hende,” sagde Elias træt. “Vi kan ikke bare give op, vi må bare blive ved!”, sagde Aya. Lige pludselig lød der et kæmpe brag, de havde aldrig hørt noget så højt før. “Wow det var højt! Hvor kom det fra?”, spurgte Aya forvirret. “Jeg tror, at det kommer fra Proberhuset, for det er jo der de afprøver geværerne fra Kronborg Geværfabrik,” sagde Viggo. “Undskyld! Ved De noget om en Signe Pedersen?”, spurgte Viggo en lidt rund gråhåret mand, han lugtede som om, at han aldrig havde været i bad. “Ja, det er min hustru,” sagde manden. “Du vil ikke være så venlig at vise os hen til hende?”, spurgte Aya, så sødt som hun kunne. “Jo, så lad gå da, vi bor i det hus derovre.” Manden pegede på et lille gult stråtækt hus. Ved siden af var der et lille træskur.

“Okay mange tak skal De have,” sagde Elias. Og så løb børnene over til huset. Viggo bankede på døren. Døren blev åbnet af en krøllet rødhåret dame, med en lang hvid kjole, og med en forklæde ud over. “Hej, jeg hedder Aya, det her er Elias og...” “Jeg er Viggo,” afbrød han. “Hej, jeg hedder Signe Pedersen.” Idet hun tog hånden op for at hilse, så de alle tre ringen på hendes finger med den røde sten. Da Viggo gav hende hånden, prøvede han at tage ringen af hendes finger, men den var stram, så han kunne ikke, før hun trak hånden til sig. “Hvad laver du!” råbte hun og smækkede døren. “VIGGO! Nu får vi jo aldrig fat i ringen!” “Kan vi ikke bare prøve at ringe på igen, og sige det der med din mormor igen?” Elias ringede på og til en overraskelse, åbnede hun faktisk døren igen. “Det må du meget undskylde. Det er fordi stenen på din ring var min afdøde mormors. Og den har jeg fået. Men så tabte jeg stenen, og den blev fundet af Hans Jonathan. Altså ham du købte stenen af. Og så prøvede Viggo at tage den, fordi vi regnede ikke med, at du bare ville give os den. Det må du virkelig undskylde. Men er der noget vi kan gøre, for at få stenen tilbage?” spurgte Aya. “Det var en meget uforskammet opførsel, bare at prøve at tage ringen, men nu hvor det var din afdøde mormors sten, så kan I komme i arbejde på min kro, som betaling for ringen,” sagde Signe “Det vil vi gerne,” sagde børnene. De fulgte efter hende over til en stor kro. Lige inden hun åbnede døren, sagde hun: “I skal opføre jer pænt ellers får I ikke ringen.” “Hvor lang tid skal vi arbejde på kroen?”, spurgte Elias.

“En uge eller to, det kommer an på hvor arbejdsomme I er,” sagde Signe. Og så gik de ind. “En uge eller to!”, hviskede Aya til drengene. “Det har vi jo ikke tid til.” “Nej, vi må prøve at tage ringen, hvis hun lægger den fra sig eller sådan noget,” sagde Viggo. På kroen skulle de hjælpe med at lave mad og vaske op. Det var mega kedeligt. Signe hjalp mest med betjeninger, og med at uddele mad. Men efter noget, der føltes som timer, skulle Signe lave noget mad. Så hun tog ringen af og lagde den i hendes taske. “Så I det? Signe lagde ringen i hendes taske,” hviskede Viggo til Aya og Elias. Efter 10 minutters tid gik Signe ind ved gæsterne igen, og der så børnene deres snit til at få fat i stenen. Så de løb over til tasken, de fandt ringen i hendes taske og lirkede stenen ud af ringen, så de ikke stjal selve ringen. Da de havde fået fat på stenen, skyndte de sig at stikke af. Imens de løb, kom den sorte sky igen, og hvirveldede børnene rundt, og med ét var de tilbage i 2019! “Yes, vi klarede det,” råbte Elias glad. “Ja, det er mega fedt,” sagde Aya “Nå, lad os gå op til stationen og tage toget videre til Helsingør.”

DEN SJETTE STEN

FO RFAT T E R: MAL O U

ppe ved rådhuset stod Elias, han kunne se Kronborg og Sverige herfra. Når han vendte sig den anden vej, kunne han stadig se de sorte områder. Han blev ved med at kigge men intet skete, det var stadig mørkt. En nervøsitet bredte sig i hans krop, Aya kom hen til ham. “Hmmm måske er det fordi vi skal lægge amuletten tilbage til Gurre slotsruin” sagde hun. Som om hun kunne læse hans tanker. Børnene orkede ikke cykle, de gik ned til bus stationen. I bussen nær studerede Aya amuletten. Hun fandt en 5-kantet knap under den og trykkede på den. Pludselig foldede amuletten sig ud, det lignede at der burde ligge en sten der nede ligesom de andre, men denne her var større. Aya skyndte sig at vise drengene det. Viggo så undersøgende ud imens Elias så skrækslagen ud. Men Aya tog sig ikke af Elias, men sagde i stedet ”Det er nok ingen ting, vi skal nok bare lægge den tilbage og så forsvinder de sorte områder nok”. Drengene sagde ikke noget de så bare på hinanden. Da de stod ud af bussen kom der lige pludselig en røgsky, da den var væk kiggede børnene sig lidt omkring og pludselig stod de i Gurre slotsruin og foran dem stod Valdemar Atterdag og hans store hvide hest. Elias følte sig lidt utryg. “Der er en sjette sten”....begyndte Valdemar...”og jeg kan se I har fundet ud af hvor den skal sidde” den sjette sten finder I ved de gamle skorper hvor den borte mand fik at vide, at han var gået fra forstanden. 76

Valdemar gav glasbeholderen med frøet i og pergamentrullen og inden børnene nåede at kigge sig omkring var de tilbage i nutiden. Elias panikkede mens Viggo prøvede at få ham til at falde ned, imens Aya tænkte lidt over gåden “Den sjette sten finder I ved de gamle skorper, hvor den borte mand fik at vide at han var gået fra forstanden” hmmm tænkte Aya... “Skorpeskolen, der har vi det” sagde hun højt. Elias og Viggo kiggede på hende og så forvirrede ud. Valdemar sagde: “Den sjette sten finder I ved de gamle skorper”... altså dengang Skorpeskolen i Hellebæk var en drengeskole....altså Hellebækgård....også kendt som Det Kongelige Opfordrings hus” sagde Aya. “Hmmm jeg har hørt om det....hvor kender du det da fra Aya, det er da ikke rigtig dig at vide sådan noget historisk” sagde Viggo “Jeg har en veninde fra skorpeskolen der lige nu i skolen lære om deres skoles historie” sagde Aya. “Nu skal vi finde ud af, hvad den næste del af gåden betyder og lad det gå lidt tjept” hønsede Elias. “Hmmm den borte mand fik at vide han var gået fra forstanden...det er måske en der har været elev på Hellebækgård en, der måske er død for nylig”. ”Jeg har det”, sagde Viggo... ”det er på Hellebækgård, nok omkring 1956 eller 57 ville jeg gætte på og det er Troels Kløvedal, der har stenen”. “Så lad os komme afsted” sagde Aya. Da børnene var ankommet på Helsingør station tog de toget videre til Hellebæk station og gik op til skolen. Da de kom frem til skolen, plantede de frøet. Røgskyen kom frem og de stod på selveste Hellebækgård i år 1956. Der var helt stille, der var ikke et øje at se. Foran dem var der en stentrappe der førte op til en kæmpe stor trædør. Børnene blev enige om at gå ind. Indenfor var der en trappe på højre side og en gang ved siden af. 77

De valgte at gå ind af gangen hvor der sad en dreng ved et bord, det lignede han var 14 år. Han havde et navneskilt på hvor der stod Kløvedal. Hans tøj var slidt og han lugtede af sved. “Jeg sniger mig ud, vi mødes udenfor trappen kl. 15:00” sagde Aya. Troels kiggede op og spurgte “hmmmm....så hvem er I egentlig?” “Vi er em......nogen nye elever” svarede Viggo”. “Jaaaa, jeg har hørt der skulle komme nogen nye i dag”. “Har du?..... øm jeg mener selvfølgelig har du det” sagde Elias Men Troels viste godt, de ikke kom der fra men han spillede bare med på skuespillet. “Faktisk er det mig, der skal vise jer rundt” sagde Troels - drengene kiggede på hinanden. “Her er jeres uniformer..... tag dem på...så passer I lidt bedre ind” sagde Troels. Tøjet lugtede grimt af sved og var slidt, lidt ligesom Troelses tøj. Da drengene havde skiftet, ringede det ind og Troels satte sig ned ved hans bord igen og efter ham kom der en masse drenge og satte sig ned ved borderne. Elias og Viggo satte sig også. Da læren kom ind rejste alle drenge sig og Elias og Viggo opdagede at alle stod op så de skyndte sig op. Drenge sagde i kor “godmorgen fru Andersen! Da timen var slut løb alle drengene ud. “Hey Troels, du nåede ikke at vise os ordentligt rundt” sagde Viggo. Troels rejste sig flittigt op og begyndte at fortælle om stedet. Elias opdagede hurtigt et armbånd på Troelses arm med stenen på. Han gav signal til Viggo. “Hvad er det for et armbånd du har, dig der Troels” spurgte Elias “Det er et jeg har lavet, jeg fandt stenen i min lille skibsmodel” svarer Troels. “Må vi se din skibs model” spurgte Viggo. “Ja?” sagde Troels spørgende. 78

Troels viste vejen til hans værelse, og viste dem hans skibsmodel. Viggo viskede til Elias “pstttt er det der ikke Nordkaperen”. “Hvad er det” spurgte Elias Viggo slog sig selv i panden som om Elias var dum. “Hans skib” svarede Viggo irriteret. “Jeg har altid ønsket mig at sejle verden rundt” afbrød Troels. “Hvad er klokken” spurgte Viggo. “Den er 15:00” svarede Troels. Viggo viskede til Elias “vores tid er gået vi skal mødes med Aya og ha stenen med”. Elias tænkte ikke, han tog bare armbåndet og løb. Viggo løb efter ham, de løb ud til Aya. Aya stod klar derude, Elias kastede armbåndet til Aya. Hun skyndte sig at pille stenen ud og sætte den i PUF!! Og de forsvandt i en røgsky. Da den forsvinder, sidder de pludselig bag på hver deres hest, med en ridder foran dem. For første gang følte Elias sig tryg ved det store dyr. Da hestene stoppede var de inde i et slot, og foran dem sad Kong Atterdag på en trone. “I klarede det unger, godt gået”. Pludselig var de i gurreslotsruin i nutiden og kongen sad på sin hvide hest. “Værsgo og læg stenen tilbage, der hvor I fandt den” sagde kongen. Børnene lagde den tilbage. Kongen takkede dem for at gøre ham fri. De stod nu i mørket uden for Gurre slotsruin. Viggo ringede efter hans mor for at hente dem. I bilen sagde hun at de grønne områder på mystisk vis var forsvundet. Elias glædede sig til at komme hjem men, på en måde ikke fordi han vidste, han ville få så meget stuearrest.

HAMMERMØLLEN

FO RFAT T E R: V IC T O R

æste morgen vågnede Elias ved lyden af sin telefon, der ringede. “Hallo” sagde han. “Elias, godt jeg kunne få fat på dig. Vi har et problem,” sagde Aya. “Hvilket problem?” sagde Elias lysvågen. “Der er en sten mere, der ikke var på listen med de andre,” sagde hun. “Gåden var ude foran min dør på et pergament sammen med endnu et frø. Jeg har allerede ringet til Viggo. Vi må skynde os, før ting begynder at rådne igen. Valdemar har givet mig trylleamuletten tilbage, så vi er klar”. “Vi mødes ved fodboldbanen”. Og så lagde hun på. Hvordan kan man sige det og så bare lægge på, tænkte Elias. Han skyndte sig at tage tøj på og listede så ud af døren, fordi han stadig havde stuearrest. Da han kom, stod Aya og Viggo allerede dernede. Der lugtede af nyslået græs, og han kunne høre en fugl kvidre. “Hvor er den sidste sten så”, spurgte Viggo Aya. Hun tog pergamentet frem og læste højt: “Den sidste sten er ved en af de 7 første vandmøller, som udgør Kronborg Geværfabrik, Den er bygget af Cristian 4. i 1598”, sagde Aya. “Hvordan ved vi hvilken en af møllerne, det er?”, spurgte Elias. “Vi kunne spørge min mormor”, sagde Viggo. “Jeg kan lige ringe til hende“. “Hej Viggo, hvad er det nu du vil vide”? spurgte Viggos mormor. “Vi vil gerne vide, hvilken vandmølle Cristian 4. byggede i 1598”, sagde Viggo.

“Jamen den er jo nem, det er jo Hammermøllen. “Den gang lavede man mad til soldaterne på Kronborg, men man måtte ikke gå derind, fordi så ville dem, der var der, skyde jer ”. Viggo sank en klump. “Tak” sagde han, “det var bare det”. “Jamen, så ses vi”, sagde hun og lagde på. “Jamen lad os skynde os derhen”, sagde Aya modigt. “Det kan jeg ikke”, sagde Elias. “Jeg har jo fået stuearrest i en måned. Jeg må ikke engang være her lige nu”. “Du kan da ikke bare forlade os nu, vi har jo brug for dig”, sagde Viggo. “Jeg kan prøve, men så får jeg stuearrest resten af mit liv”, sagde Elias. “Det må du leve med”, sagde Aya. “Lad os komme afsted”. De tog toget til Hellebæk station og stod af og gik over til Hammermøllen. Den var godt nok flot, den var ikke ret stor, men den var flot. Der duftede af blomster og morgenmad fra restauranten. “Nå, lad os bare plante den ved siden af møllen, det er sikkert der”, sagde Elias. Det gjorde de og straks kunne de mærke suset og så var de tilbage i 1598, hvilket var lidt af et problem, fordi der pludselig stod rigtig mange mænd rundt om dem. “Hvad laver I her”, sagde den største af dem. “Vi er bare gået forkert”, sagde Elias med en spag stemme. “Ved I ikke, der er forbudt for børn her”, sagde en anden mand. “Øhhh nej”, sagde Aya.

“Ved I så heller ikke, at vi skyder fremmede, der kommer herind”, sagde en anden af dem og rettede et gevær mod dem. “Ne-ne-nej”, stammede Viggo. “Vi skulle bare hente noget og så går vi igen”. Elias kunne lugte mel, som om nogen var i gang med at lave noget brød. Elias kiggede bag dem, og så møllen. Den var nok en af de flotteste ting man kunne finde i hellebæk. Han kiggede lidt rundt på den, og så stenen inde i midten af møllen. “Den der”, sagde han og pegede på stenen. Mændene vendte sig om og kiggede der hvor han pegede. “Den der”, sagde de og grinede. “I kan bare tage den hvis I kan få den, men det bliver meget svært, fordi møllen er jo i gang så I ville blive mast”, sagde de. Elias kunne godt blive enige med dem, for den var faktisk i gang. “Jeg prøver at tag den”, sagde Aya modigt. Hun gik hen til møllen og kiggede på den og så kravlede hun op. Det så ud som om det var svært, fordi hun kampsvedte og møllen var også ret stor, men efter ca femten minutter var hun nået ind til den. Mændene kiggede måbende på hende da hun tog stenen og hoppede ned igen. “Hvordan gjorde du det?”, sagde en af mændene. “Holder I så jeres ord”, sagde Aya. Mændene nikkede og gik i gang med at arbejde igen. “Lad os skynde os væk før de måske ændre mening”, sagde Viggo. Aya tog amuletten frem og satte stenen i. Med det samme kunne Elias mærke suset. Han havde efterhånden vænnet sig til det så det var lidt trist at det var sidste gang. Efter suset var de åbenbart havnet i Gurreslot. “Hvordan kom vi hertil?”, spurgte Elias undrende. “Det ved jeg ikke” svarede Aya. “Nu har I endelig fundet alle stenene”, sagde en stemme bag dem.

De vendte sig forskrækket om. Der stod Valdemar og smilede. “Tak”, sagde han, “jeg er så stolt af jer”. I kan vende tilbage til jeres liv og jeg vil ikke opsøge jer igen”. “Endeligt”, sagde Elias og åndede ud. “nu er jeg altså nødt til at gå, fordi jeg har stadigt stuearrest. Elias sagde farvel til de andre og skyndte sig hjem. Da han trådte ind af døren kom hans mor løbende med tåre i øjnene. “Gudskelov at du er okay”, sagde hun og krammede ham. “Hvor har du været?”. Elias så forvirret ud. “Er du ikke sur”, sagde han. “Nej selvfølgelig ikke, for det der betyder noget, er at du er kommet hjem”. “Du ser træt ud, kom lad os få dig i seng”. Elias var ikke klar over hvor træt han var før han lå sin seng. Han lå bare og kiggede op i loftet og faldt i søvn og drømte om alt det der var sket med Valdemar og trylleamuletten og stenene.

DEN ROYALE MØLLE

FO RFAT T E R: AL MA

“

Hvordan gik det i går derhjemme?” spurgte Aya og Viggo i munden på hinanden. “Jeg fik stuearrest i 2 uger” sagde Elias. “Kun i 2 uger? Jeg troede, du vil få livstid,” sagde Viggo smilende og Aya grinede lidt. Elias rullede øjne, og de begyndte at gå til time. “Børn, nu skal I være stille. Jeg har en vigtig meddelese” sagde lærerinden alvorligt. Børnene kiggede op på lærerinden, og hun fortsatte. “Der er begyndt at komme rådne områder i Hellebæk, så kommunen har sagt, at man skal holde sig væk”. Aya, Viggo og Elias kiggede på hinanden med et mærkeligt blik. “Nå, men lad os fortsætte timen,” sagde lærerinden. I frikvarteret stod de ovre i et hjørne på legepladsen, så ingen kunne høre dem tale. “Hvad pokker! Jeg troede, forbandelsen var hævet. Vi så jo selv Gurre slot falde sammen” sagde Aya forvirret. “Det giver ikke mening. Kunne der være endnu en sten?” sagde Viggo tænkende. “Det ville faktisk give lidt mening alligevel. Mig og Aya skulle måske tage ud til Gurre slotsruin bagefter skole, nu hvor du har stuearrest Elias?”, Aya og Elias nikkede. De var på vej ud til Gurre slotsruin, og da de nåede frem, ventede der en overaskelse. Kong Valdemar sad på sin hest, og han havde noget mystisk i hånden. De smed cyklerne på jorden og spurtede over mod ham. “Du sagde forbandelsen var brudt” sagde de to i kor.

“Det troede jeg også, men så fandt jeg dette på jorden på vej væk”. Han viste et stykke pergamentpapir, som så meget gammelt ud og et frø. Aya rev det ud af hans hånd og læste det nysgerrigt, og hendes øjne blev så store, at man næsten skulle tro, at hun havde set et spøgelse. “Det er da bare løgn” sagde Aya forvirret med en stram tone. Viggo så nysgerrigt på hende. “Der er endnu en sten Viggo”, sagde Aya med skinger stemme. “Åh Gud nej” sagde Viggo. “Held og lykke” sagde Kong Valdemar og forvandt som luft”. De tog deres cykler og cyklede hjem til Aya. “Hvad står der på papiret?” sagde Viggo, da de var inde på Ayas værelse. Aya sukkede, så man knapt kunne høre det. ”Der står: DER BLIVER MALET MEL I STORE SVING, BRØD DER KOMMER, SOM ER LAVET AF EN KONGE I 1576.” Viggo googlede det, mens hun læste højt. “Der står noget med Kongens Mølle og Frederik 2.” sagde han få sekunder efter. “Så lad os tage derud i morgen” sagde Aya. “Jeg skriver til Elias.” Viggo nikkede og cyklede hjem. Næste dag efter skole cyklede de ud til Kongens mølle, uden Elias forældre vidste noget. De kunne ikke fortælle dem det, fordi ellers ville de ikke have ladet Elias tage med. Da de endelig var ude i Hellebæk hos Kongens mølle, plantede de frøet. Det begyndte at hvirvle og snurre, og så på nogle få sekunder var de i årstallet 1576 lige foran Kongens Mølle. De gik ind af døren og blev overraskede. Frederik 2. stod der og talte med en arbejder.

Arbejderen havde slidt tøj på og beskidt hår i forhold til Frederik 2., som havde en smuk krone med de fineste sten og juveler på, og tøj lavet af det fineste stof. Han vendte blikket mod de 3 børn og lavede et tegn til arbejderen med hånden, som betød han skulle forsvinde. Han gik over imod dem. “Hvad vil I her” spurgte han nysgerrigt. Aya bemærkede, at han havde en halskæde på med en sten hængende. Den var meget mørkeblå, så den nærmest var helt sort. Den skinnede og glimtede som ingen af de andre 5 sten, de havde set. Der var noget over den, som næsten var fortryllende. Aya kom til sig selv og bemærkede kongen kiggede mærkeligt på hende. “Jeg spørger igen, hvad vil I?” spurgte han utålmodigt. “Jeg er en meget travl mand”. “Hvem var det, du snakkede med før?” sagde Elias nysgerrigt. “Det var en af mine arbejdere” sagde han snobbet. “Ejer de denne mølle?”spurgte Aya, og Kong Frederik 2. lo. “Ja hvem skulle ellers eje den? Ham der?” Han pegede på den arbejder, han talte med før og grinte. “Nå, men hvad har I brug for?” sagde han. “Vi skal virkelig bruge den mørkeblå sten i din halskæde. Vi skal bruge den til at redde Hellebæk” sagde Aya alvorligt. “Nå, men hvad vil I betale med? Denne her juvel er meget værdifuld” sagde han. Aya tænkte over, hvad hun kunne bruge som betaling og mærkede efter i sine lommer. Bingo tænkte hun, da hun mærkede sin mobil. Hun hev den op af lommen og viste den til Kongen, der stod utålmodigt og ventede som et lille barn. Han tog den og kiggede forundret på den. “Hvad er dette for noget?” spurgte han nysgerrigt. “Det er en mobil” sagde Aya.

“Denne mobil himstregims ser meget værdifuld ud” sagde han til børnene. Han tog halskæden af og gav den til Aya, men hun afslog. “Denne mobil er meget mere værdi end din juvel.” Elias og Viggo kiggede forvirret på hende. “Undskyld os et sekund” sagde Viggo og hev Aya og Elias over i et hjørne. “Hvad laver du Aya? Han gik jo med til at bytte”. “Ja, men hvad med at vi scorer 3 guldmønter med hjem som souvenirer?”. Elias og Viggo tvivlede lidt men nikkede til sidst. “Vi forlanger både din sten og 3 guldmønter” sagde Aya med et bestemt blik mod kongen. Kongen så irriteret på hende men sagde til sidst: “Fint men så giv mig mobilen” Aya gav mobilen og de fik stenen og de 3 guldmønter. Det begyndte at hvirvle og snurre. Da de var tilbage i deres eget årstal, tog de toget tilbage og var lettede over, at de endelig kunne bryde forbandelsen. De tog toget ud til Gurre slot, og kong Valdemar sad på sin hest, som om han havde ventet dem. De gik over imod ham med stenen i hånden og gav ham den. ”Tak børn. I har reddet Hellebæk. Før jeg går, skal jeg have de 3 guldmønter.” “Hvad hvorfor?” sagde Aya forvirret. “Vi vil jo ikke have nogle, som spørger om, hvor I har fået dem fra vel?” Han snuppede den ud af Ayas hånd og forsvandt. “Aww man jeg troede lige, vi kunne få nogle seje souvenirs” sagde Elias. “Ja, men han har ret. Ingen må vide noget om dette her”. “Ja, sådan må det vil være” sagde Aya. “I det mindste vil vi altid huske dette, og det behøver vi ingen souvenirs for at kunne huske” sagde Viggo, og de grinede.

STENEN PÅ SKORPESKOLEN

FO RFAT T E RE : FRE DE RIK & KAT I NK A L .

lias var stadig nedtrykt, over det skænderi, han havde haft med hans forældre dagen før. Men hans humør vendte hurtigt, da han tænkte på, han skulle på tur med klassen. Han skyndte sig at gøre sig klar til turen og tog afsted 30 min før klassen skulle mødes ved parkeringspladsen. Han gik hen til Aya som jo gik i hans klasse. Men pludselig så han, at Viggo også var der. “Hej I to, jeg skal også med på turen. Lyder det ikke bare fedt” sagde Viggo spændt. “Jo, det lyder super fedt” sagde Elias og Aya i kor. “Så er det tid til at komme op på bussen 6.A og C” sagde klasselæreren. De kørte hen til Hammermøllen og mødte deres tur-vejleder Peter Uldum. De bevægede sig hen mod Bondedammen. Aya gik og snakkede med Peter. Han havde som barn fået nogle frø, som han nu gav til Aya. Hun fik et stykke papir med en gåde, og løb over til drengene, og de læste gåden: Gennem mørket lyder skud fra det hus der ligger mod syd. “Det lyder mærkeligt” sagde Aya. “Jeg har det - hvem har et kompas?” Sagde Viggo triumferende “Det har jeg” sagde Aya. De kiggede på kompasset og fulgte en lille rute der gik syd på... Efter de havde gået i en halv times tid, kom de til Properhuset og plantede frøene. Den sorte sky kom og hvirvlede omkring dem, og de kom tilbage i tiden til omkring år 1755 da det Kongelige Opfostringshus blev åbnet.

De hørte straks nogle skrappe stemmer bag dem, og så to mænd der kom gående. Da mændene fik øje på de tre børn, satte de hurtigt i løb henimod børnene, og fik taget et godt greb i Viggo og Elias og slæbte dem afsted. Da Aya åbnede sine øjne igen var de to mænd væk, men hun så at hun stod helt alene tilbage. Hun stak i løb og hun vidste præcis, hvor de to mænd var på vej hen. Hun løb alt hvad hun kunne og indhentede mændene. Men Viggo og Elias var væk.... Hun skulle lige til at vende sig om, da hun blev skubbet hårdt i ryggen og faldt forover. Hun hørte en dreng grine bag sig og vendte sig om. Det var en dreng, der var lidt ældre end hende. Han havde lyst, næsten hvidt hår, blå krystalklare øjne og var ret høj. Hun rejste sig hurtigt op, børstede sine ben af og kiggede ham lige i øjnene. Han sagde hurtigt, “Hvad laver sådan en tøs som dig her?”. Aya var ved at vende sig om for at gå videre, men så snart hun hørte “tøs” vendte hun sig hurtigt om og kiggede ondt på ham. “Hvad kaldte du mig lige!?” sagde hun truende. “Tøs” sagde han igen med et smil og kiggede hende i øjnene. Aya kiggede på ham, og ud af det blå gav hun ham en syngende lussing og råbte til ham “TYG PÅ DEN DIN MØG-UNGE” og vendte sig om for at gå. Han greb ud efter hendes hånd, men hun trak den hurtigt til sig og satte i løb op mod hovedhuset, men løb lige ind i en dreng på hendes alder. Han kiggede på hende. “Du er fra fremtiden ikke” sagde han med store øjne. “Hvordan vidste du det” spurgte Aya forundret. “Der er ikke tid til snik snak. Kom hurtigt”. Aya nåede ikke at sige noget før hun blev trukket afsted. Hun blev slæbt ind i et lille, mørkt rum med et lille stearinlys. “

Hvad laver vi her?”. “Jeg ved, hvor I kan finde den sten, I mangler. Den dreng du så før - han er rektorens søn og rektoren, han har stenen. Kom så finder vi hans kontor” sagde drengen spændt. “Ok” sagde Aya stille. De løb op og ned og frem og tilbage af de forskellige gange og trapper. Til sidst kom de til rektorens kontor og så stenen gennem sprækken i døren. De skubbede døren op, og til deres held var rektoren ikke på sit kontor. De løb hen og tog stenen, Aya så at der var et hul i væggen. Hun gik der hen og kiggede ind af hullet. Hun kunne se at det var et klasselokale, men ikke bare et hvilken som helst klasselokale - det var den Viggo og Elias var i. Aya hviskede til Viggo på bagerste række. “Viggo, Elias skynd jer ud af klasselokalet nu” “Undskyld mig, hr. Jensen jeg skal på toilettet” sagde Elias med en hæs stemme. “Jeg skal også på toilettet hr. Jensen” sagde Viggo med en pivende stemme. Aya og drengen mødte de andre på gangen til rektorens kontor. De sagde farvel til drengen og løb den modsatte vej - ud af hoveddøren og op til Properhuset og satte den sidste sten i amuletten.

Og kom hjem til 2019.

DEN HEMMELIGE BYSTE

FO RFAT T E RE : AST O N & J UL I US

“

Gå igennem skolestien drej til højre ind og se bysten i den store sal af...” står der på pergamentrullen,” sagde Viggo, da de steg af toget. “Den gåde minder altså om noget,” sagde Viggo. Hvad? spurgte Elias. “Jeg gik engang på, øhh hvad, hedder den nu... Skorpeskolen! Jeg gik altid ned af en vej, der hed Skolestien, og jeg kan også huske at der var en mærkelig byste i spisesalen af en eller anden som ingen vidste, hvem var,” sagde Viggo. De steg ud af toget og fandt hurtigt skolestien. Der var dejligt varmt og en fantastisk sommerdag, hvis bare ikke lige, de skulle finde de fem sten. De gik nu forbi en bygning der så ud som om at den var meget gammel der stod en masse børn, som så ud som om de var på lejrtur. De gik ned af vejen og på et tidspunkt sagde Aya: “Se der står Skolestien”. Så krydsede de vejen. De gik nu på Skolestien og ind i skoven. På et tidspunkt skilte vejen og Viggo sagde: “Jeg tror at vi skal dreje til højre nu, fordi at gåden siger det”. De gik ind på skolen. “Hvor er alle henne?” spurgte Elias. “De har nok time, dumpap” sagde Aya. De gik ind i skolegården og hen til en stor græsplæne hvor der var hække rundt om.

“Der er en trappe” sagde Aya og pegede på en lille trappe. “Lad os gå op af den” sagde Viggo. De gik op af trappen og videre ad en lille sti, som førte til en slags parkeringsplads. Der var en stor og bred trappe mere til højre for dem. “Skal vi gå op af den?” spurgte Elias. “Ja”, sagde Viggo, så gik de op af den. Der var en tung dør for enden af trappen. Aya åbnede den tunge dør. Der var en trappe mere. Den gik de op ad og så at der var to døre. Den ene dør stod på klem. Aya åbnede døren og så så de en spisesal der var helt tomt. De så en mærkelig bronzebyste i midten af salen. “Der er den” hviskede Viggo. “Du har ret” hviskede Elias. Aya spurgte højt og tydeligt: “Hvorfor hvisker I?”. Pludselig kom der en lyd fra trappen. “Shit” sagde Elias “hvad skal vi gøre?” “Hurtigt, vi løber ind i det rum” sagde Viggo til de to andre. Der kom en mand med rødt skæg med en stor kurv fyldt med brød. “Er der nogle?” spurgte han og gik ned igen. “Hvor skal vi plante frøet?” spurgte Elias. “Der er et lille bed som vi kan plante det i” sagde Viggo. Aya gjorde som Viggo sagde og fandt blomsterbedet og plantede frøet. Den sorte sky hvirvlede omkring de tre børn. Skyen lagde sig lige så hurtig som den var kommet. Nu så salen helt anderledes ud end den gjorde for nogle minutter siden. “Hmm”, sagde Viggo, “gåden sagde at vi skulle se bysten”. Viggo kiggede på bysten bag ham. “Er det mon den byste” sagde Viggo. Aya og Elias kiggede på bysten.

“Lad os prøve”, sagde Aya og kravlede op på en af bordene kikkede ind i bystens øjne. Bysten åbnede sig og lige pludselig sagde bysten: “Gæt mit navn, og I kan få den magiske sten”. Pludselig hørte børnene nogen på vej op af trappen. “Hvad skal vi gøre?” hviskede Elias med skræk i stemmen. “Kom vi går herind...” nåede Viggo lige at sige inden at to store mænd kom og sparkede døren ind. “Oh shit” sagde Aya. Der gik ikke ret lang tid før at mændene havde fanget og bundet Elias og Aya. “Nu går vi ned til hr. Schimmelmann, og spørger hvilken straf de skal have” sagde de to store mænd. Så gik de to store mænd ned ad trappen. Nu kom Viggo frem fra sit skjul og bandt de to andre børn op. “Nu skal vi ha fundet bystens navn” sagde Elias. Viggo tog sin telefon frem og søgte på google. “Måske Heinrich Schimmelmann” sagde Viggo “Nej!” sagde bysten “”Hvad med Steffen Hansen” sagde Viggo. “Nej!” sagde bysten. “Hmm mit sidste forsøg” sagde Viggo “ellers gir jeg op”. Han søgte igen og fandt Stephan Hansen så sagde Viggo “Stephan Hansen.” “Ja!” sagde bysten og begyndte at lyse. Stenen kom ud af bystens ene øje. “Yes” sagde Viggo, “nu har vi fundet den anden sten” sagde Viggo, men i det samme kom de to mænd og denne gang med en mand med fint tøj på og en paryk. “Nå” sagde den fine mand “er I sluppet ud af rebet, og I er ovenikøbet tre så kan bødlen for det sjovere”. “Hurtigt” sagde Viggo og puttede stenen i amuletten og så kunne Viggo, Elias og Aya komme tilbage. “Så er det den tredje sten” sagde Viggo optimistisk.