Enterprise 2.0 by Henrik Rasch

Enterprise 2.0 Om videndeling, magt og demokrati i intern organisationskommunikation

Jeppe Oberlin Frandsen 9. semester, Kommunikation Aalborg Universitet Vejleder: Thomas Ryberg

TITELBLAD ENTERPRISE 2.0 â&#x20AC;&#x201C; OM VIDENDELING, MAGT OG DEMOKRATI I INTERN ORGANISATIONSKOMMUNIKATION

Udarbejdet af Jeppe Oberlin Frandsen 9. semester, Kommunikation Aalborg Universitet November 2011 Vejleder: Thomas Ryberg Typeenheder: 47.939 Antal normalsider: 19,97

INDHOLDSFORTEGNELSE 1. Enterprise 2.0 – en Web 2.0-variant ........................................................................................................ 3 Afgrænsning og problemfelt ..................................................................................................................... 4 Disposition ................................................................................................................................................... 6 2. Sociale teknologier – hvad er de og hvad kan de?............................................................................... 7 3. Det ideelle møde mellem sociale teknologier og intern organisationskommunikation .......... 10 Fra isolation til netværk ........................................................................................................................... 11 4. Viden er magt ........................................................................................................................................... 15 Foucaults magtbegreb i relation til videndeling .................................................................................. 15 Tillid – et nødvendigt vovestykke .......................................................................................................... 16 Demokrati er ikke en selvfølge ............................................................................................................... 18 5. Konklusion ............................................................................................................................................... 20 6. Perspektivering ........................................................................................................................................ 21 7. Litteraturliste ............................................................................................................................................ 22

1. ENTERPRISE 2.0 – EN WEB 2.0-VARIANT Internettet har forandret sig. Brugerne er ikke længere blot forbrugere - brugerne er medskabere og aktive aktører. De har en finger med i alt, der rør sig på Web 2.01 – en term der beskriver den fase, the World Wide Web befinder sig i netop nu. Web 2.0 er mere præcist et begreb, der argumenterer for, at der er sket et paradigmeskift på magtfronten på nettet i kraft af, at sociale teknologier2 har ændret måden, hvorpå individer interagerer på internettet: “Social Media is the democratization of information, transforming people from content readers into publishers. It is the shift from a broadcast mechanism, one-to-many, to a many-to-many model, rooted in conversations between authors, people, and peers.”3 Man taler altså om en decideret demokratisering af internettet, der hviler på denne nye interaktionsmodel - mange-til-mange-modellen - der endda menes direkte at transformere individer fra at være læsere af indhold til at være skabere af indhold. Dertil bevæger andre sig så langt som til at tale om, at sociale teknologier medfører grundlæggende filosofiske ændringer: “Philosophically, social media describes the way in which content (...) has become democratized by the Internet and the role people now play not only in consuming information and conveying it to other, but also in creating and sharing content with them, be it textual or visual.” [Cook, 2008: 7] Paradigmeskiftet til Web 2.0 og et mere brugerdrevent internet kender den almindelige bruger sandsynligvis bedst fra ’usual suspects’ som eksempelvis Facebook, Twitter og YouTube, der i den grad er mastodonter på nettet den dag i dag. Disse mastodonter er da også blevet identificeret som kæmpe potentialer for organisationer og virksomheder, når det kommer til markedsføring. Heraf er begrebet Marketing 2.0 affødt og betegner altså, hvordan Web 2.0 benyttes som markedsføringsplatform af virksomheder og organisationer. Der synes ikke at være grænser for, hvad Web 2.0 kan gives æren for at have medført, idet man overalt sammenkæder allerede eksisterende praksisser fra forskellige domæner med Web 2.0’s tilsyneladende ’filosofisk set grundlæggende ændringer i interaktionsmønstre og brugerdrevent indhold’; Government 2.0, Welfare 2.0, Learning 2.0 og, for denne opgave mest vedkommende, Enterprise 2.0. Enterprise 2.0 er endnu et resultat af, at man har forestillet sig sammenkædningen mellem en eksisterende praksis og Web 2.0-elementer. I dette tilfælde er det den interne kommunikation i organisationer, der har stået for skud, hvormed begrebet Enterprise 2.0 er opstået

Den første til at bruge termen Web 2.0, Tim O’Reilly, betegner Web 2.0 som et paradigme på internettet, hvor brugere gives den tillid at være medudviklere af indhold, og hvor brugergenereret viden opstår i nye interaktionsformer. http://oreilly.com/pub/a/web2/archive/what-is-web-20.html?page=4 2 Min benyttelse af termen ’sociale teknologier’ frem for termen ’sociale medier’ forklares på s. 5 3 http://www.briansolis.com/2010/01/defining-social-media-the-saga-continues/

[McAfee, 2009: 12]. Også på dette domæne synes der at være en overbevisning om, at sociale teknologier er en nøgle til en forestående revolution på området: “…the new technologies (…) can potentially knit together an enterprise and facilitate knowledge work in ways that were simply not possible previously.”4 Det tyder altså på, at man mener, at man kan applicere de tidligere beskrevne grundlæggende Web 2.0-principper i intern kommunikation i virksomheder og organisationer. Det tilføjes desuden, at de sociale teknologier medfører helt nye muligheder, der ikke var mulige førhen. Ja, Web 2.0 synes at danne baggrund for en helt ny verden. Det lader da heller ikke til, at man er bange for at holde tilbage med lovprisningerne af Web 2.0-varianten, Enterprise 2.0. Der skabes forhåbninger, og måske endda forventninger, om, at nye interaktive samarbejdsformer, transparente processer og mere kommunikation blandt organisationens ansatte/medlemmer opstår, så snart sociale teknologier indføres som understøttende faktor: “As technology is getting more sophisticated and social media is penetrating even deeper, it has the potential to be used as a means to communicate amongst employees, suppliers, customers and decision makers. Making the whole process more transparent, democratic and interactive.”5 Listen er lang over fortalere for Web 2.0 og i ovenstående for Enterprise 2.0. Helt karakteristisk er det, at der antydes et håb – nærmest en forventning – om en form for demokratisering af kommunikationsprocesserne og nye interaktionsformer. Ja, der gives næsten udtryk for en sikkerhed for, at mekanismerne bag Web 2.0-foretagener som Facebook, Twitter, YouTube osv. kan overføres til intern organisationskommunikation og skabe det ideelle Enterprise 2.0. Hvis det kan lade sig gøre, er Enterprise 2.0 uden tvivl værd at bruge tid på.

Afgrænsning og problemfelt I indledningen til denne opgave kan Enterprise 2.0 let komme til at fremstå som løsningen på alverdens problematikker og tilstande i intern organisationskommunikation – som et værktøj til demokrati, gyldne tider og helt nye samarbejdsformer. Jeg er ikke i tvivl om, at Enterprise 2.0 er et udtryk for, at man har set et nyt og hidtil overset lys i sociale teknologier, og at disse har potentiale til at medvirke til at skabe nye samarbejdsformer i organisationer, som det skete på internettet ved overgangen til Web 2.0. Der er helt sikkert baggrund for en øget opmærksomhed på området. Tankerne i indledningen vidner imidlertid om en udpræget funktionalistisk opfattelse af organisationer. I funktionalistisk organisationstækning anses organisationen som et afsluttet produkt, der er designet af ledelsen med den hensigt at nå et bestemt mål. I denne optik bliver en organisations kultur et redskab, der kan ’skrues’ op og ned for og anvendes som redskab til at nå mål. Dermed opfattes organisationen og dens kultur som et redskab, som kan ’manipuleres med’ og ikke har sin

4 5

http://www.moderntimesworkplace.com/good_reading/GRKnowledgeWork/Dawn_of_Emergent_Collaboration.MIT.McAfee.06.pdf http://www.openbusiness.cc/2010/08/11/social-media-to-improve-corporate-internal-communication/

egen vilje. [Aggerholm et al., 2009: 24] Dette står i modsætning til den konstitutionalistiske opfattelse, hvor organisationen anses som bestående af menneskelige relationer, og hvor meningsskabelsen er i fokus. Her er kultur et begreb for det netværk af betydninger, der skabes i interaktionen mellem organisationsmedlemmerne, og som relaterer dem til hinanden på forskellig vis – her er organisationen aldrig ’færdigudviklet’, men en løbende proces. [Aggerholm et al., 2009: 24-25] Antager man, at sociale teknologier er noget, der kan ’trækkes ned over’ organisationen og benyttes til at ’skrue’ på en organisations kultur og måde at fungere på, må det være et udtryk for en funktionalistisk opfattelse, hvor man benægter den konstitutionalistiske opfattelse, hvor organisationen består af menneskelige relationer og netværker af betydning, som ikke bare lader sig diktere [Aggerholm et al., 2009: 24-25]. Jeg vil i denne opgave netop bidrage med et konstitutionalistisk syn på, hvordan sociale teknologier og intern organisationskommunikation går i spænd. Jeg har valgt denne indgang til området, da det forekommer mig omsonst at spekulere i, at der findes en global og alment gældende succesfuld tilgang til at indføre sociale teknologier i intern kommunikation i enhver slags organisation. Jeg vurderer umiddelbart, at der må være nogle mekanismer i organisationernes forskelligartede kultur, der gør en sådan one size fits all-tankegang overflødig. Det er i denne opfattelse, at min konstitutionalistiske indgangsvinkel udspringer, hvor jeg forstår, at organisationen består af nogle kulturelle egenskaber, baseret på relationer og menneskelig interaktion, der er afgørende for, hvordan sociale teknologier vil blive brugt. Mit mere specifikke fokus udspringer af den tilsyneladende store opmærksomhed på, at sociale teknologier er lig med demokratisering i intern kommunikation. Her er jeg inspireret af den hyppige brug af demokratiseringsbegrebet, som kom til udtryk i indledningen. Det forekommer mig interessant at undersøge, hvorvidt der egentlig kan påpeges en decideret demokratisering ud fra en konstitutionalistisk organisationsoptik. Demokrati er unægtelig relateret til magtbegrebet, hvorfor er jeg interesseret i, hvordan magt, som en del af organisationens kultur, kan være en medbestemmende faktor i samspillet mellem organisation og Enterprise 2.0. Opsummeret i en decideret problemformulering for opgaven lyder spørgsmålet for min fokus derfor; Hvorvidt er magtbegrebet en faktor, der har indflydelse på indførslen af sociale teknologier i intern organisationskommunikation, og hvordan kan demokratiseringsprincippet forstås i forlængelse heraf? Ved besvarelse af problemformuleringen ønsker jeg at give et bud på, om demokratisering er en garanti, når Web 2.0-mekanismerne ’forklædt’ som Enterprise 2.0 forsøges indført i organisationens interne kommunikation. Man bliver nødt til løbende at udvikle en socialsemantik, der matcher samfundet og udviklingen heri, idet man ellers ikke vil være i stand til at forstå samfundet [Qvortrup 1998: 12]. Og mens sociale teknologier har det med at ride på en hype-bølge, har organisationer for vane at indføre teknologier dem, uden at vurdere, hvordan de fungerer med organisationens kultur [Aggerholm et al., 2009: 290]. Derfor er der netop brug for viden på dette område; både så organisationer kan undgå fejlslagne forsøg på implementering af sociale teknologier, og så 5

organisationens medlemmer eller ansatte ikke risikerer at blive ’stukket blår i øjnene’, når de sættes demokrati i vente. Nedenfor vil jeg overskueliggøre min tilgang til besvarelsen af problemformuleringen i form af en disposition.

Disposition Jeg vil ikke uden videre kaste mig ud i en diskussion om magtbegreber og demokratisering af kommunikation. Jeg har derfor valgt at opdele besvarelsen af problemformuleringen i tre faser. Jeg vil i første fase således præsentere min forståelse af, hvad sociale teknologier er og har potentiale til. Hernæst vil jeg i anden fase beskrive, hvilke idealforestillinger der florerer omkring, hvad sociale teknologier er og gør, når de indføres i organisationer til brug i intern kommunikation. Dette vil danne baggrund for, at jeg i tredje fase kan etablere en diskussion med udgangspunkt i demokratiserings- og magtbegreberne, og betragter viden som magtfaktor i samspillet mellem organisation og sociale teknologier. Jeg vil med denne diskussion forsøge at skabe en mere nuanceret forståelse for, hvordan sociale teknologier kan påvirke intern organisationskommunikation – ’mere nuanceret’ i den forstand, at jeg qua min konstitutionalistiske indgangsvinkel ikke blot vil antage, at sociale teknologier partout er lig med opblomstring af demokrati og nye magtforhold, men at der er forhold i en organisation, der er afgørende for brugen af teknologierne. De tre faser i opgaven bliver dermed: 1. En definition af sociale teknologier og deres egenskaber. 2. En vurdering af det ideelle samspil mellem sociale teknologier og intern organisationskommunikation. 3. En diskussion om magtbegrebets rolle i intern organisationskommunikation i forhold til sociale teknologier og demokratiseringsbegrebet. Opgaven afsluttes med en konklusion og en perspektivering.

2. SOCIALE TEKNOLOGIER – HVAD ER DE OG HVAD KAN DE? Intentionen med denne del af opgaven er ikke at kortlægge hele det socialteknologiske landskabs aktører og softwareløsninger. I stedet vil jeg definere min forståelse af termen ’sociale teknologier’ i den forstand, at jeg finder det vigtigt at kortlægge, hvad de egentlig er og kan. Jeg har bevidst undladt at bruge betegnelsen ’sociale medier’, idet jeg opfatter dette begreb som dækkende over konkrete webbaserede løsninger såsom Facebook, Twitter, YouTube osv. Med termen ’sociale teknologier’ forstår jeg ikke nødvendigvis færdige ’pakkeløsninger’ som disse. Jeg opfatter sociale teknologier som teknologier, der ikke nødvendigvis går under bestemte navne eller benyttes på en bestemt webadresse. Jeg forstår i stedet sociale teknologier som byggende på samme grundprincipper, som de omtalte websider benytter sig af og som ikke nødvendigvis er forankret i en af de såkaldte pakkeløsninger. Når jeg benytter mig af termen ’sociale teknologier’, er det derfor samtidig et udtryk for, at brugen af sociale teknologier ikke nødvendigvis begrænser sig til at være en beskrivelse af brugen af de kendte store sider som Facebook osv. Med dette in mente, vil jeg først vende mig mod denne definition af Anthony Bradley: ”At its foundation, social media is a set of technologies and channels targeted at forming and enabling a potentially massive community of participants to productively collaborate.”6 Her opfattes sociale medier (dvs. sociale teknologier i min optik) som en række teknologier og kanaler, der danner grundlag for et potentielt stort deltagerfællesskab med formålet at skabe et produktivt samarbejde. Umiddelbart vidner citatet dog ikke om, hvilken form for produktivt samarbejde, der hentydes til; hvilken type samarbejde og med hvilket mål. Inddrager man imidlertid en anden definition, kan ovenstående suppleres med Brian Solis’ definition, der også blev nævnt i indledningen til denne opgave: “Social Media is the democratization of information, transforming people from content readers into publishers. It is the shift from a broadcast mechanism, one-to-many, to a many-to-many model, rooted in conversations between authors, people, and peers.”7 Mens jeg diskuterer ’demokratiserings’-aspektet senere i artiklen, deler de to ovenstående definitioner umiddelbart opfattelsen af, at der er tale om en række teknologier, der understøtter nye samarbejdsformer. Dog bidrager Solis’ definition umiddelbart med et mere konkret bud på, med hvilket formål disse samarbejdsformer opstår og eksisterer; nemlig delingen af information i en såkaldt ’mange-til-mange-model’ i stedet for den klassiske broadcast-model med blot én afsender og en bred vifte af modtagere. I ’den nye model’ er deltagerne ikke længere blot læsere af information, men også skabere af information. Med andre ord synes viden altså at stå centralt, når sociale teknologier skal defineres. Gennem nedenstående citat tilføjes endnu et aspekt; 6

http://blogs.gartner.com/anthony_bradley/2010/01/07/a-new-definition-of-social-media/

http://www.briansolis.com/2010/01/defining-social-media-the-saga-continues/

“The principle of independence means that any participant can contribute completely independent of any other participant. This is also called anytime, anyplace collaboration. Participants can collaborate no matter where they are or whoever else may be posting content at that time. Generally, there is no workflow or document check-in/check-out that can bottleneck collaboration and impact the scalability required for mass collaboration. No coordination between collaborators is required.”8 Foruden at transformere brugere fra at være modtagere af information til at være formidlere og skabere af information, tilføjes det altså, at tid og rum ikke længere er en variabel, der er afgørende for, hvor og hvornår brugerne kan indtage denne informationsformidlende og -skabende rolle. Samme tanker udtrykker Manuel Castells allerede i ”The Internet Galaxy” fra 2001 (engelsk version), idet han påpeger, at dannelsen af ’virtuelle fællesskaber’ resulterer i, at ”[…] nye selektive former for sociale relationer erstatter territorielt bundne former for menneskelig interaktion [Castells, 2003: 113] Her antydes det, at der dannes grundlag for nye relationer uafhængigt af fysisk placering mellem mennesker – hermed er der større mulighed for samarbejde og interaktion. Citatet stammer fra en tid, hvor sociale teknologier endnu ikke var kommet på alles læber, men til trods for dette, må det siges at læne sig tæt op ad de principper, som henholdsvis Bradley og Solis knytter til deres definition af sociale medier. Anthony Giddens abonnerer på en lignende tankegang, idet han beskriver, at adskillelsen af tid og rum resulterer i såkaldte ’udlejringsmekanismer’. Udlejringsmekanismer skal forstås som en aftraditionalisering, hvor institutioner og relationer ’flyttes væk’ fra lokale sammenhænge og organiseres på ny over store afstande [Giddens, 1996: 39]. Her etableres der altså også et syn på, at interaktion mellem parter uafhængiggøres af fysisk placering og et tidsaspekt. I samspil medvirker ovenstående iagttagelser til min opfattelse af, hvad sociale teknologier er og gør. Sociale teknologier er teknologier, der, med afsæt i internettets interaktionsmuligheder og struktur, muliggør samarbejde i form af udveksling af viden mellem et stort antal individer uafhængigt af tid og rum. Sociale teknologier fordrer ikke koordinering af de deltagende, men de kan deltage når som helst. Hertil har brugerne af sociale teknologier mulighed for at indtage en formidlende og skabende rolle i forhold til viden, i højere grad end det er tilfældet med de typiske ’broadcastende’ medier. Her anses videndelingen som det centrale aspekt. Dermed ikke sagt, at informations- og videndeling var umulig tidligere, som også Bradley påpeger; ”IT tools to support collaboration have existed for decades.”9 Her er det overgangen til ’mange-til-mange’-princippet, der adskiller sociale teknologier fra en klassisk ’en-til-mange’-model. Når jeg i ovenstående har defineret, hvad sociale teknologier er og har potentiale til at kunne, skal det ses som en definition, der tager udgangspunkt i en isoleret iagttagelse af disse teknologier. Her

8 http://blogs.gartner.com/anthony_bradley/2010/01/07/a-new-definition-of-social-media/ 9 http://blogs.gartner.com/anthony_bradley/2010/01/07/a-new-definition-of-social-media/

har jeg ikke sat dem i relation til en organisation, der eventuelt kan have indflydelse p책 omfanget af, hvorvidt principperne kommer til udtryk til fulde.

3. DET IDEELLE MØDE MELLEM SOCIALE TEKNOLOGIER OG INTERN ORGANISATIONSKOMMUNIKATION

Man kan påpege, at de egenskaber, jeg netop har defineret, at de sociale teknologier besidder, er, hvad den funktionalistiske organisationsopfattelse ser som en slags idealer, når sociale teknologier kombineres med den interne organisationskommunikation. I denne del af opgaven vil jeg forsøge at grave lidt dybere i denne tankegang og give et bud på, hvordan den ideelle interne organisationskommunikation ser ud, når sociale teknologier tages i brug dertil. Jeg vil her give et bud på, hvordan man kan kategorisere en organisation, der bruger sociale teknologier til intern kommunikation og hvordan hensigten hermed kan forstås. Til trods for, at jeg abonnerer på en konstitutionalistisk organisationsforståelse, finder jeg det interessant i dette afsnit at vurdere feltet ud fra en funktionalistisk indgangsvinkel, hvor organisationen kræves at tilpasse sig til de sociale teknologier. Dette er interessant, da det vil skabe en forståelse for, hvordan det ’ideelle’ resultat ser ud fra et funktionalistisk synspunkt, når sociale teknologier indføres og ’skruer på knapperne’ i organisationen. Samtidig vil det give mig en dybere forståelse for, hvad der menes, når der tales om, at de sociale teknologier medfører en såkaldt demokratisering. Dette indblik vil senere danne et nødvendigt forståelsesmæssigt grundlag, når jeg diskuterer magt- og demokratiseringsprincipperne ud fra en konstitutionalistisk indgangsvinkel. Jeg har i det følgende ikke intentioner om at redegøre for alverdens organisationstyper, men jeg ser imidlertid et behov for en vis afgrænsning. Her vurderer jeg, at der er behov for en overordnet definition på, hvilken slags organisation, der synes at være oplagt til at tage sociale teknologier ’til sig’ til intern kommunikation. Til formålet vil jeg drage en kobling til definitionen af sociale teknologier fra tidligere, hvor jeg angav informations- og videndelingen i mange-til-mange-modellen som det centrale element. Nærer en organisation et ønske om at benytte sig af sociale teknologier, må det derfor ses som et udtryk for, at organisationen ser informations- og videndeling som et centralt aspekt, der ønskes gunstige forhold, og hvori man ønsker at inddrage alle grene af organisationen i et netværk af viden. I en sådan organisation må en bred deltagelse i videndelingen i givet fald være målet. Dette samspils-aspekt internt i organisationen giver anledning til at kategorisere organisationen som en ’participativ organisation’. I den participative organisation opfattes mennesket som en tænkende ressource (snarere end et decideret tandhjul i en maskine), og kan indgå i beslutningsprocesser på lige fod med andre [Aggerholm et al., 2009: 136-137]. Mere konkret betyder dette, at kommunikationens retning både går horisontalt, vertikalt og på tværs af organisationen. Desuden kommunikeres der både om arbejdsopgaver, sociale relationer og videndeling, gennem brug af alle kanaler og fora. Disse aspekter for kommunikation i den participative organisation betegnes som ’det åbne perspektiv’. [Aggerholm et al., 2009: 137] Som oftest er organisationsbeskrivelser en afbildning af ideelle tilstande, og det forekommer da også svært at forestille sig, at den participative organisation eksisterer i sin reneste form uden no-

gen former for begrænsninger i den interne kommunikation. Ikke desto mindre kan begrebet sættes i relation til den tidligere nævnte demokratisering af kommunikationen, som de sociale teknologier menes at medføre. Dette leder tankerne hen på, hvad der betegnes interaktionsparadigmet i den konstitutionalistiske tilgang. Her opfattes kommunikationsprocessen som en fortolkning af budskaber og skabelse af mening: ”Der er ikke fokus på at ’bære budskaber’ eller semantiske enheder frem og tilbage mellem en afsender og en modtager, der ’pakker ud og ind’, men på, hvordan de implicerede aktører skaber eller ikke skaber forskellige former for mening med udgangspunkt i alt, der kan opfattes som tegn, der kan gøres til genstand for fortolkning, altså ikke kun de intenderede og planlagte budskaber, der aldrig er selvfortolkende. Mennesket er et meningsskabende dyr” [Aggerholm et al., 2009: 28]. Man må antage, at en participativ organisation bygger på netop disse principper, idet kommunikation i så fald er et ’åbent’ foretagende snarere end et ’lukket’, og hvor alle kan bidrage uden at være fastlåst i bestemte roller og mønstre. Principperne i denne type organisation passer til det, som jeg tidligere beskrev, at de sociale teknologier giver mulighed for; informations- og videndeling. Jeg vil derfor betegne en organisation, der vil benytte sig af sociale teknologier for at skabe baggrund for en bred intern interaktion, for en participativ organisation. Interessant er det imidlertid her, at et forsøg på at definere en funktionalistisk set ideel kombination af sociale teknologier og intern organisationskommunikation munder ud i en organisationsform, der i høj grad er mere konstitutionalistisk forankret, end den er funktionalistisk forankret. Dette er et aspekt, jeg vil vende tilbage til i perspektiveringsafsnittet.

Fra isolation til netværk Hvordan kan man så begribe en participativ organisation, der benytter sig af sociale teknologier, hvor kommunikationen ikke længere udgår fra ét centrum og ud til organisationens øvrige medlemmer, men snarere består af mange centre udgjort af hvert enkelt medlem? Jeg vil i det følgende forsøge at skitsere, hvordan den ideelle model for en sådan organisation ser ud. Jeg skriver ’ideelle model’, da det som nævnt forekommer omsonst at forsøge at definere en alment gældende definition for alle organisationer – selv til trods for, at jeg netop har indkredset mit fokus til at omhandle den participative organisation. Når jeg vil skitsere den ideelle model, er det et forsøg på at vise, hvad den participative organisation stræber efter ved brugen af sociale teknologier. Jeg tager her udgangspunkt i Paul Barans tanker fra 1964 om kommunikation i netværk. Paul Baran var ansat i den amerikanske tænketank RAND, da han formulerede vigtigheden ved at bevæge sig væk fra den centraliserede kommunikationsstruktur. Barans tanker opstod i en tid, hvor frygten for en atomkrig var stor, og der var behov for nytænkning for at undgå en sådan. Baran teoretiserede, at der var behov for en kommunikationsstruktur, der ikke blev ødelagt, så snart

strukturens eneste central blev sat ud af drift, som det er muligt i et centraliseret netværk, der ses afbildet nedenfor.

Centraliseret netværk [Nørretranders 2007: 130]

Baran så, at blev centralen ødelagt, umuliggjordes al kommunikation mellem parterne, der før var tilknyttet centralen. Dette ville have fatale konsekvenser midt i en tid med overhængende fare for atomkrig, hvor fjenden kunne sætte kommunikationsstrukturen ud af drift ved at ramme den ene central. Uden at gå dybere ned i kommunikationsstrategier under atomkriser, finder jeg det interessant, at Barans løsning på denne sårbare struktur var det såkaldte distribuerede netværk, som ses skitseret nedenfor.

Distribueret netværk [Nørretranders 2007: 130]

I stedet for at have ét center for strukturen, hvorigennem al kommunikation løber, er den distribuerede struktur sammensat af mange ’knudepunkter’, hvor alle er forbundet eller linket sammen med hinanden. Der er altså ikke fare for, at udryddelsen af et punkt i strukturen sætter kommunikationen ud af spil. [Nørretranders, 2007: 118-119]

Selvom denne opgave ikke beskæftiger sig med atomvåben eller noget nær så farligt, er det interessant at dvæle lidt ved tankegangen om den distribuerede kommunikationsstruktur, for det var den, der udgjorde grundlaget for det netværk, vi i dag kender som internettet, hvorigennem mennesker verden over er forbundet med hinanden uafhængigt af tid og rum10. Dertil er det også en god måde at illustrere, hvordan en participativ organisations ideelle kommunikationsstruktur ser ud; alle parter er forbundet, alle kan bidrage med viden/information, og der er ikke umiddelbart tale om nogen form for dominerende magt i strukturen. Tillægger vi desuden at denne struktur giver plads til deling og fortolkning af viden, er vi netop tilbage ved essensen af Web 2.0 og sociale teknologier; viden og information skabes, deles og formidles af og mellem brugerne på internettet. I overført betydning kan det altså siges, lidt groft skitseret, at Enterprise 2.0 er et udtryk for, at organisationer med sociale teknologier forsøger at etablere en struktur for kommunikationen, der ideelt set minder om den distribuerede netværksmodel. Hvis knudepunkterne eller prikkerne symboliserer medlemmer i en organisation, symboliserer stregerne deres forbindelser med hinanden. I en stor organisation er det svært at forestille sig, at alle medlemmer er forbundne på denne måde, hvis ikke en bestemt social teknologi understøtter det. Selvfølgelig vil der eksempelvis stadig være mulighed for f.eks. telefonisk kontakt eller kontakt pr. mail, som i en vis udstrækning også er sociale teknologier, men de ville ikke bidrage med den tidligere nævnte mulighed for en bredt funderet videndeling og -fortolkning på lige fod blandt alle organisationens medlemmer, da der ikke ville være tale om en mange-til-mange-model. Gennemskueligheden ville forsvinde. Et, måske lidt karikeret, eksempel kan ses herunder, hvor jeg har fjernet alle links mellem medlemmerne i netværket.

Organisation med manglende forbindelser - besværliggørelse af videndelingen.

Pludselig er en bred videndeling og letheden ved at komme i kontakt med medlemmer fra den anden ende af organisationen blevet besværliggjort, om end der selvfølgelig stadig vil være forbindelser mellem visse af medlemmerne – blot ikke en så gennemgribende måde som tidligere, og den brede og gennemskuelige videndeling er hermed besværliggjort. 10

ARPAnet og udviklede sig først senere til, hvad vi i dag kender som internettet [Nørretranders, 2007: 121]

Hvordan kan den distribuerede model så bidrage til en forståelse af magtbegrebet i relation til, hvordan sociale teknologier bruges i organisationer til intern kommunikation? Mens modellen er god til at skitsere, hvordan et netværk kan blive organiseret og sammenknyttet ved hjælp af sociale teknologier, fortæller den ikke umiddelbart meget om magtforhold mellem netværkets deltagere. Og dog; man kan udlede, at alle aktører i netværket, potentielt og ideelt set, har en form for magt, idet de i modellens rene form umiddelbart er på lige fod med alle andre aktører – de har alle mulighed for at ytre deres viden. Det kan altså siges, at formår man at etablere en ideel participativ organisationstilstand, nærmer vi os dermed en form for demokratiske og frihedslignende principper, jeg fremstillede i indledningen som værende de centrale elementer i den funktionalistiske Enterprise 2.0-diskurs. Men kan dette reelt sidestilles med udviklingen af mere demokrati i intern organisationskommunikation og en ligelig fordeling af magt? Dette aspekt vil jeg berøre i næste afsnit.

4. VIDEN ER MAGT ’Viden’ og ’videndeling’ har været centrale begreber i denne opgave. De blev beskrevet som hovedelementerne i Web 2.0-regi og det, organisationer i høj grad antages at stræbe efter ved indførslen af sociale teknologier i intern organisation. Den participative organisation blev desuden beskrevet som værende det efterstræbelsesværdige idealbillede, der realiseres, når den brede og frie videndeling mellem organisationens medlemmer opstår. Af samme grund forekommer det mig oplagt at relatere aspektet om viden til magtbegrebet. I forbindelse med brug af sociale teknologier i intern organisationskommunikation, må det her, om noget, være i relation til viden, at der er baggrund for at tale om magt og demokrati. En af de afsluttende kommentarer i forrige afsnit ud fra et funktionalistisk synspunkt var, at idealbilledet af en participativ organisation afspejler en vis form for demokratisk ligestilling i et netværk, da alle synes at være på lige fod med hinanden. Sociale teknologier blev her betragtet som et instrument til at opnå denne idealtilstand, idet de er i stand til at ’justere’ på organisationens kultur som var det et regulérbart redskab, indtil man når en ønsket tilstand. Imidlertid forekommer det omsonst at afskrive den konstitutionalistiske organisationsopfattelse i denne sammenhæng. Her ses kultur i organisationen som et sæt af relationer og mønstre mellem medlemmerne, og i denne tankegang er kulturen ikke noget, der uden videre kan ændres på. Samtidig kan teknologi ikke bare ses som et instrument, men snarere en teori om verden, der afspejler magtrelationer mellem mennesker i en organisation [Aggerholm et al., 2009: 36]. Ud fra denne optik er magt altså ikke noget, der bliver skabt gennem teknologien, men teknologien afspejler derimod eksisterende magtrelationer. Med andre ord forekommer det som en fejltolkning, at sociale teknologier uden undtagelse vil revolutionere den interne organisationskommunikation, da der eksempelvis vil være nogle underliggende kulturelle tendenser i organisationen, der betinger, hvor meget der eksempelvis vil være tale om nye demokratiske tilstande. Omfanget af videndeling, som det centrale udtryk det er i Web 2.0-sammenhæng og her specifikt Enterprise 2.0-sammenhæng, må derfor nødvendigvis ses i relation til gældende kulturelle tendenser i organisationen, hvori sociale teknologier indføres. Organisationen må i denne optik have en kultur for at dele viden, hvis der ønskes et optimalt udbytte af disse teknologier. Hvordan videndeling og et begreb som magt kan være definerende for en sådan kultur, vil jeg nu beskrive i relation til den franske filosof Michel Foucaults magtbegreb.

Foucaults magtbegreb i relation til videndeling Ifølge Foucault afhænger de to begreber ‘magt’ og ‘viden’ af hinanden: ”It is not possible for power to be exercised without knowledge, it is impossible for knowledge not to engender power” [Foucault, 1980: 52]. Foucault bemærker således, at viden- og magtbegreberne er integreret med hinanden, og at udøvelsen af magt i sig selv altid vil skabe og forårsage en fremkaldelse af ny viden:

”Now I have been trying to make visible the constant articulation I think there is of power on knowledge and of knowledge on power. (…) the exercise of power itself creates and causes to emerge new objects of knowledge and accumulates new bodies of information” [Foucault, 1980: 51]. Udøvelsen af magt vil dermed altid skabe viden, og viden vil omvendt altid medføre magt, hvorfor det ifølge Foucault er umuligt at udøve magt uden viden samt at have viden uden fremkaldelsen af magt. Denne gensidighed mellem viden og magt er så stor, at Foucault finder det mere passende at lave kompositummet ”power/knowledge”, idet det på denne måde er muligt at betone og understrege de to begrebers afhængighed af hinanden [Foucault, 1980: 51-52]. I denne forstand får magt og viden i Enterprise 2.0-regi en anderledes betydning, end at der sker en omfordeling af magten og opstår demokratiske tilstande, så snart sociale teknologier indføres i den interne organisationskommunikation. Hvis ikke der bliver delt viden, bliver der ikke tale om nogen form for ændring i magtbalancen. Forventer man de såkaldte demokratiske tilstande, må det derfor være et spørgsmål om, at der i organisationen også er en bestemt videndelingskultur til stede, hvor ethvert medlem af organisationen ikke har nogen grund til ikke at dele viden. I en ideel funktionalistisk optik er dette ikke en problematik, idet organisationsmedlemmerne kan tilpasses til at dele deres viden, så snart de får besked på dette, men i den konstitutionalistiske organisationsforståelse er dette imidlertid ikke blot et spørgsmål om, hvad organisationens medlemmer ’beordres’ til. Der kan være en række barrierer til stede, der forhindrer en sådan videndelingskultur og en opblomstring af en helt igennem kollektiv organisationsbevidsthed, hvor magten er ligeligt fordelt eller hvor magt slet ikke er en betydende faktor.

Tillid – et nødvendigt vovestykke Det er, i forlængelse af ovenstående, vigtigt for det enkelte medlem eller den enkelte ansatte i organisationen at føle sig tilpas og tryg i rollen som videndeler, for ellers er det svært at forestille sig, at der nogensinde opstår den ønskede dynamiske interaktion på tværs af organisationen. At føle sig tilpas i denne rolle, kan bunde i, at man ikke føler sig ’truet’ i sin position i organisationen eller overflødiggjort, så snart man ’blotter’ sin viden – dvs. lader alle andre i organisationen vide, hvad man ved. Hvis viden er magt, som Foucault argumenterer for, må dette være en reel problematik, da viden i så fald er den magt, der reelt set binder et individ til sin specifikke position og definerer individets plads i organisationen. Her kan der være behov for, at den enkelte ansatte abonnerer på en såkaldt ’helhedstænkning’ for at ”se og forstå sammenhænge og for at reagere hensigtsmæssigt ud fra en helhedsindsigt” [Bakka & Fivelsdal, 2008: 341]. På denne måde kan man forestille sig, at individerne i organisationen ikke er bange for at ’give ud’ af deres viden af frygt for at blive overflødiggjort. Her skal de være trygge i situationen, i den forstand at de opfatter den proces, de indgår i, som en slags cirkulær feedback-proces [Bakka & Fivelsdal, 2008: 241]. På denne måde giver man ud af sin viden, samtidig med at man lærer ny viden fra andre. En sådan model vil bevirke, at organisationen i højere grad bliver mere kollektivt tænkende, idet alle vil få indblik i hinandens viden og videndelingen som proces vil være iterativ. På denne måde kan overflødighedstankegangen imøde-

gås, idet alle i organisationen således vil være på lige fod. Der skal med andre ord være motivation for at lære ny viden i stedet for frygt for at blotte sin viden, idet man indgår i såkaldte ’learningful conversations’, hvori man med åbenhed fremlægger egen viden og samtidig udvikler sin viden, som også det tidligere nævnte åbne perspektiv foreskriver [Bakka & Fivelsdal, 2008: 342]. Er denne tilstand ikke til stede i organisationen, vil den tidligere omtalte participativitet have svære levevilkår. Nedenfor ses et skitseret eksempel på, hvad en manglende åbenhed kan resultere i og betyde for en organisation. Jeg tager udgangspunkt i modellen, jeg tidligere benyttede til at skitsere den participative organisation.

Netværk hvori et antal individer ikke deltager i videndelingen og besværliggør en egentlig komplet participativ tilstand og en bred og fri videndeling.

De røde prikker markerer individer i organisationen, der ikke deler deres viden, hvormed der opstår brud på det netværk, der ellers udgøres af de mange forbindelser på tværs af individerne – her bliver mængden af videndelingen svækket og gennemskueligheden ligeså, da al viden blandt individerne i organisationen dermed ikke vil være tilgængelig. Man kan ikke komme uden om et tillidsaspekt i denne kontekst, for en åbenhed i videndelingsprocessen, som beskrevet i ovenstående, kræver, at der hersker en vis gensidig tillid blandt organisationens medlemmer eller ansatte, således at alle kan indgå i de omtalte samtaler på lige fod uden frygt for at andre holder deres viden tilbage for at undgå den tidligere nævnte overflødiggørelse. Tillid betegnes af Niklas Luhmann som en gensidig proces mellem to parter, der indledes med ”at den ene præsterer tillid som ’risikofyldt forud-ydelse’: næste skridt er, at den anden griber fat i denne tillid og bekræfter den” [Luhmann, 2005: 21]. En egentlig kontrol over en sådan situation er således ikke mulig, da begge parter er afhængige af hinandens handlinger; er den gensidige tillid ikke til stede, og verificerer den ene part ikke den tillid, som den anden part har udvist, opstår der et tillidsbrud. Den ideelle tilstand er selvfølgelig en udbredt tillid til hinanden, hvor tilliden ikke skal ses som noget, der kan intimidere eller give

mindre magt til den ene part, men snarere som en værdiskabende faktor – ”en tilvalgt risiko med forventet merværdi” [Thygesen, 2008: 15]. Det er derfor ikke tilstrækkeligt at indføre sociale teknologier, når man ønsker en bred participativ tilgang til videndeling og en ligelig magtfordeling. Organisationens kultur skal skabe grundlaget for brugen af de sociale teknologier i form af en videndelingskultur, der altså ovenfor betegnes at udgøres af gensidig tillid og en evne til at indgå i en åben videndelingsproces uden frygt for at blive overflødiggjort i organisationen. Tillid skal her også ses i relation til lederrollen i organisationer. Her vurderes det, at organisationsmedlemmerne skal have et vist råderum uden for mange kontrolmekanismer fra ledelsens side, idet for meget kontrol og opsyn kan opfattes som et udtryk for mistillid [Thygesen, 2008: 12]. Her vil der også være mulighed for en redefinering af lederrollen, fra at være instruerende til at være coachende. Dette ville samtidig bevirke en overgang fra top-down-kommunikation til en mere dialogisk kommunikation – en slags af-hierarkisering. Med andre ord er der tale om en bevægelse fra en funktionalistisk organisationsleder til en mere konstitutionalistisk lederrolle [Aggerholm et al., 2009: 25]. I denne forstand står magtbegrebet på lederniveauet også til en redefinering, hvor lederniveauet ideelt set bør give slip på noget af den magt, man normalt anser ledere for at have i den traditionelle top-down-baserede organisationskommunikation.

Demokrati er ikke en selvfølge Da demokrati i indledningen til denne opgave gentagne gange blev nævnt som et centralt aspekt ved Enterprise 2.0, satte jeg spørgsmålstegn ved, hvordan et begreb som demokrati kan begribes i forhold til sociale teknologier som redskab i intern organisationskommunikation. Det forekom mig overfladisk at opfatte en forøgelse af demokratiske tilstande som en selvfølge ved en indførsel af sociale teknologier i intern organisationskommunikation. Jeg vurderede, at forestillingen om en øjeblikkelig demokratisering bunder i en overvejende funktionalistisk organisationstænkning. Jeg har nu forsøgt at skitsere, hvordan den konstitutionalistiske tilgang til organisationer, bidrager med et mere nuanceret indblik i, hvilke mekanismer der er på spil. I forlængelse af et konstitutionalistisk indblik i organisationskultur vedrørende magt og tillid, forekommer det mig, at øget demokrati via sociale teknologier er muligt, når et såkaldt åbent perspektiv er til stede. Dog fremstår det som en forkert slutning, at sociale teknologier anses som den afgørende faktor i denne sammenhæng. Kulturen i organisationen skal tillade den optimale brug af Enterprise 2.0. En sådan kultur er baseret på gensidig tillid på alle niveauer og åbenhed omkring viden blandt organisationens medlemmer eller ansatte. I relation til Foucaults magtbegreb skal viden her opfattes som magt. Opstår den ideelle videndeling på tværs af organisationen, kan man derfor argumentere for en ligelig magtfordeling. Som supplement til Foucaults magtteori kan man desuden diskutere, om en fuldstændig åbenhed i videndelingen resulterer i ligelig magtfordeling eller måske endda nedbryder magtstrukturer; dvs. resulterer i, at magtbegrebet slet ikke opfattes som en gældende faktor, da en ligelig fordeling af magt må være det samme som, at ingen parter reelt set indtager en dominerende magtposition.

Ikke desto mindre skal demokratiske aspekter være til stede i organisationen, før man kan argumentere for, at sociale teknologier vil resultere i en direkte øget demokratisk organisationstilstand. Dette baserer jeg på tankegangen om, at sociale teknologier reelt set skal ses som noget, der afspejler organisationens kultur og magtrelationer. I forlængelse af dette må det være en gyldig slutning, at sociale teknologier også lader organisationskulturen komme til udtryk og giver den et nyt råderum. Her er det blot vigtigt at understrege, at demokratiet skal være til stede i organisationen, før det vil komme til udtryk via de sociale teknologier – herfra virker det plausibelt at forestille sig, at sociale teknologier vil bidrage til, at demokratiet når nye højder og ændrer måden, organisationen deler dens viden på. Appliceres sociale teknologier, uden at demokrati er til stede i form af åben videndeling, lige magtfordeling og høj tillid, kan resultatet vise sig at blive en fiasko og blot replicere de tilstande, der i forvejen er til stede i organisationen, hvor viden eksempelvis bliver holdt tæt til kroppen - kulturen bliver repliceret via de sociale teknologier, og det bliver i højere grad ’gammel vin på nye flasker’. Er der dog allerede en videndelingskultur til stede i organisationen, vil den givetvis få helt nye gunstige kår via sociale teknologier.

5. KONKLUSION Det er indlysende, at der ligger et stort potentiale i sociale teknologier som værktøj til en større videndeling og på sigt en organisation, der arbejder sammen på en ny måde via disse teknologier. I denne opgave har jeg påpeget, hvordan der dog indledningsvist er behov for at kigge indad i organisationen og vurdere, om organisationens kultur danner et naturligt grundlag for videndelingen. Indføres sociale teknologier uden omtanke for, hvilken slags organisation der skal benytte dem, kan det resultere i, at der ikke sker nogen ændring, eftersom teknologien i sig selv kommer til at afspejle relationer i organisationen og dermed også kommer til at afspejle organisationens kultur – herunder under magt- og tillidstilstande. En egentlig udvikling og forandring i organisationens interaktion mht. videndeling sker først, når organisationen, når den med afsæt i dens kultur, skaber rammerne for videndelingen og lader de sociale teknologier udgøre det tekniske grundlag. Her er det altså organisationens grundlæggende måde at fungere på og organisationsmedlemmernes måde at opfatte hinanden og hinandens roller på, der er i højere grad er afgørende og skal være til stede, før organisationen opnår det fulde udbytte af Enterprise 2.0. Ovenstående er iagttagelser ud fra en konstitutionalistisk organisationsopfattelse, der netop opfatter organisationskultur som en afgørende faktor. Den funktionalistiske tilgang til organisationstænkning er problematisk i relation til sociale teknologier, idet den tilsidesætter de nævnte aspekter og betragter organisationens kultur som et instrument, der kan justeres på til at opnå bestemte mål. Derfor er det med udgangspunkt i den konstitutionalistiske organisationsopfattelse, at har jeg beskrevet, hvordan tilstedeværelsen af en videndelingskultur er altafgørende for en succesfuld brug af sociale teknologier i intern organisationskommunikation. Når videndelingskulturen er til stede, dvs. når der er åbenhed inden for videndelingen, og når der hersker en gensidig tillid mellem organisationens medlemmer eller ansatte samt lederniveauet, bliver der tale om en magtstruktur, der gør det muligt at anskue en form for demokratisk tilstedeværelse i organisationen. Men dette er ikke de sociale teknologiers fortjeneste. Den demokratiske tilstand udspringer af de mellemmenneskelige relationer og tilstande og er altså betinget af den eksisterende kultur i organisationen. De sociale teknologier kan udgøre det tekniske grundlag for at føre denne tilstand til et højere niveau, men teknologierne i sig selv er ikke garant for demokrati. Enterprise 2.0-feltet er mere komplekst end som så.

6. PERSPEKTIVERING I afsnit 3 i denne opgave påpegede jeg, at en definition af en idealistisk funktionalistisk kombination af sociale teknologier og intern organisationskommunikation, i princippet munder ud i en beskrivelse af en organisationsform, der i høj grad er mere konstitutionalistisk forankret, end den er funktionalistisk forankret. Dette er interessant, for hvordan skal man forstå en funktionalistisk organisationstypes agenda med at benytte sociale teknologier i intern organisationskommunikation, hvis målet er at bevæge sig mod mere participative tilstande, hvor organisationskultur ikke ses som et redskab, men snarere en proces, der betinger brugen af netop sociale teknologier? Det er umiddelbart oplagt at se det som et udtryk for, at der en tendens til et paradigmeskifte i organisationstankegangen, hvor de demokratiske tanker i højere grad er i centrum end tidligere en bevægelse væk fra top-down-kommunikationen til en mere dialogisk baseret kommunikation. I den forstand kan det altså tyde på et bevidst ønske fra den funktionalistisk forankrede organisation at blive en mere konstitutionalistisk organisation. Omvendt er der umiddelbart også anledning til en mere kritisk opfattelse. Måske er der blot tale om tomme løfter om demokratiske tilstande over for organisationens medlemmer for at opnå bestemte mål – for at ’skrue på knapperne’ der bestemmer, hvordan organisationen fungerer. Her vil der være tale om en så stor mængde kontrol med organisationens ageren på sociale teknologier, at det nærmer sig et tillidsbrud, hvormed den optimale videndeling aldrig vil kunne opstå. I så fald er der tale om en mere manipulerende ledelse, og et egentligt skifte til en konstitutionalistisk organisationstilstand får derfor umulige kår. Dermed kan et ønske om brugen af sociale teknologier i intern organisationskommunikation ikke entydigt ses som et ønske om et paradigmeskifte fra funktionalistisk til konstitutionalistisk organsationstænkning. Der er grund til mistanke om ’skjulte agendaer’ fra organisationsledelsen eller mistanke om, at ledelsen ikke helt tør ’give slip’ på kommunikationen og give plads til overgangen fra en funktionalistisk og hierarkisk organisationstype til en konstitutionalistisk og ikkehierarkisk organisationstype. I så fald tilføjes endnu en problematik til Enterprise 2.0-drømmen, hvor der i forvejen synes at være en tendens til at ignorere, at der findes nogle dybereliggende konflikter i organisationskulturen, som sociale teknologier ikke er løsningen på.

7. LITTERATURLISTE Bøger: Aggerholm, Helle Kryger: ”Intern kommunikation under forandring”, 2009, Forlaget Samfundslitteratur, København Bakka, Jørgen F. & Fivelsdal E.: ”Organisationsteori – Struktur, Kultur, Processer”, 2008, 4. udgave, Handelshøjskolens Forlag, København Castells, Manuel: ”Internetgalaksen – Refleksion Over Internettet, Erhvervslivet og Samfundet”, 2003, Nørhaven Book, Viborg Cook, Niall: ”Enterprise 2.0 – How Software Will Change the Future of work”, 2008, TJ International Ltd, Padstow Foucault, Michel: “Power/Knowledge – Selected Interviews and Other Writings 1972-1977”, 1980, Pantheon Books, New York. Giddens, Anthony: ”Modernitet og Selvidentitet”, 1996, Hans Reitzels Forlag, København Luhmann, Niklas: ”Tillid – En Mekanisme Til Reduktion af Social Kompleksitet”, 2005, Hans Reitzels Forlag, København McAfee, Andrew: “Enterprise 2.0 – New Collaborative Tools for Your Organization’s Toughest Challenges”, 2009, Harvard Business School Press, Harvard Nørretranders, Tor: ”Civilisation 2.0 – Miljø, Fællesskab og Verdensbillede i Linkenes Tidsalder”, 2007, Thaning og Appel, København Qvortrup, Lars: “Det Hyperkomplekse Samfund”, 1998, Nordisk Bog Center A/S, Haslev Thygesen, Niels et al.: ”Tilliden og Magten – Om At Lede og Skabe Tillid Gennem Magten”, 2008, Børsens Forlag, København Internet: Anand, Raj: “Social Media to Improve (Corporate) Internal Communication”, 2010 Sidst tilgået 27.11.11 på http://www.openbusiness.cc/2010/08/11/social-media-to-improve-corporate-internal-communication/ Bradley, Anthony: ”A New Definition of Social Media”, 2010 Sidst tilgået 27.11.11 på http://blogs.gartner.com/anthony_bradley/2010/01/07/a-new-definition-of-social-media/

McAfee, Andrew: ”Enterprise 2.0: The Dawn of Emergent Collaboration”, 2006 Sidst tilgået 27.11.11 på http://www.moderntimesworkplace.com/good_reading/GRKnowledgeWork/Dawn_of_Emergent_Collabor ation.MIT.McAfee.06.pdf O’Reilly, Tim: ”What is Web 2.0”, 2005 Sidst tilgået 27.11.11 på http://oreilly.com/pub/a/web2/archive/what-is-web-20.html?page=1 Solis, Brian: “Defining Social Media: 2006-2010”, 2010 Sidst tilgået 27.11.11 på http://www.briansolis.com/2010/01/defining-social-media-the-saga-continues/