3 minute read
Hjemmeværnsmagasin #2, 2022
Tusindvis af ting om bord
De 30 grå fartøjer i Marinehjemmeværnet er proppet med grej til skibets opgaver, til besætningens ophold og ikke mindst til sikkerheden. Der er noget at holde styr på!
Marinehjemmeværnets fartøjer bliver med jævne mellemrum mønstret. Her tæller man skibets ”løsøre” op. Det vil sådan cirka sige alt det, der ville falde ud, hvis man vendte skibet på hovedet.
Umiddelbart forestiller man sig måske lidt kikkerter, fendere, trosser og et søkort eller to. Men der er faktisk lige nu over 2.000 genstande at holde styr på.
Et fartøj er ikke ”bare” et skib. Det er en helt lille verden, som skal fungere sikkert til søs i kortere eller længere tid, når besætningerne er ude at løse militære opgaver, havmiljøopgaver, eftersøgning og redning eller måske støtte til politiet og Toldstyrelsen.
Fartøjet omfatter et lille operationsrum med overvågning i form af søkort, radar, kikkerter samt kommunikation med flere radioer og telefoner. Det er et lille præhospital med førstehjælpsudstyr og medicin. Fartøjet er desuden en brandbil til søs med flere små brandslukkere og store pumper,
der henter havvand op. Det er også et lille hotel med egen restaurant, og det er en maskinhal med et veludstyret værksted.
Listen med de over 2.000 genstande dækker lige nu over 742 forskellige slags ting. Og den ændrer sig hele tiden, når man vælger at få noget nyt om bord, for eksempel et særligt kamera, eller man vælger at sløjfe noget, for eksempel publikationer, som nu kan findes elektronisk.
Den dyreste og største ting om bord er gummibåden, som har en værdi af 395.000 kroner. I den billigste ende ligger små plastikposer i olieprøvetagningssættet. De koster 14 øre stykket.
Det er ikke tilfældige ting, man sejler rundt med. Nogle af de vigtigste genstande er dem, der har med sikkerheden til søs og med fartøjets fremdrift at gøre.
FARM’eren har styr på det
Ansvarlig for beholdning, reparation og genbestillinger til fartøjerne er flotillernes fartøjsmestre – eller FARM’erne, som de kaldes. Det er blandt andet deres opgave at mønstre skibets løsøre en gang om året, og hvert tredje år deltager ansatte fra Marinehjemmeværnet ved mønstringen.
Bjarne Jensen er fartøjsmester i ”Flotille 126 Hvide Sande-Ringkøbing”. Hans hovedfokus er flotillens fartøj; MHV 806 DUBHE.
Det er ham, der sørger for, at de over 2.000 genstande hele tiden er på plads om bord. Og hvordan holder man så lige styr på det?
”Hvis noget går i stykker eller mangler, så kan alle skrive det i en anmærkningsbog om bord på DUBHE, og så har jeg selv mit eget elektroniske system til at holde styr på tingene,” forklarer Bjarne Jensen og uddyber:
”Der er jo også ting, der skal skiftes ud, når de bliver for gamle, for eksempel medicin, overlevelsesdragter og dele til redningsvestene.”
Når der mangler noget om bord på DUBHE, så bestiller Bjarne Jensen tingene. Til nogle af de vigtigste ting har han reservedelene om bord og lidt på lager. Og Bjarne Jensen går altså ikke og tæller samtlige 2.000 ting op, hverken
ved flotillens egne mønstringer, eller når de ansatte fra Marinehjemmeværnet er med. Der må godt lige mangle en gaffel.
”Ved mønstringerne gennemgår vi kun alt til en værdi over 1.000 kroner, og så skal alt sikkerhedsmateriel selvfølgelig være i orden,” understreger Bjarne Jensen, der som fartøjsmester løser en stor og vigtig opgave for, at Marinehjemmeværnet kan opretholde sit beredskab. ■