4 minute read
Bykamp og førstehjælp i moderne kontorbygning
En større virksomhed i hovedstadsområdet lagde velvilligt kontorer til, så Hjemmeværnskompagni Rødovre kunne træne indtrængning, afsøgning og rensning i et moderne og reelt miljø. Læg dertil, at der både var fjender, nonkombattanter og tilskadekomne.
// Tekst og foto: Ledende informationsofficer Kenneth H. Ophus
De to medarbejdere på aftenvagt i virksomhedens reception løser upåvirket deres opgaver, på 1. sal sidder der folk i virksomhedens callcenter og passer telefonerne.
Imens sidder gruppeføreren fra Hjemmeværnskompagni Rødovre, der er ansvarlig for aftenens uddannelse, på et kontor et andet sted i bygningen. Han er i gang med at instruere de folk, der i aften skal spille terrorister, en forvirret mand med en kniv skjult på kroppen og en intetanende tekniker. De bliver grundigt instrueret i, hvordan de skal agere i forhold til de hjemmeværnssoldater, der om kort tid trænger ind gennem et vindue i kontorbygningen.
Ind gennem vinduet
Delingen af hjemmeværnssoldater trænger ind i bygningen gennem et vindue. De sætter sig hurtigt på det mødelokale, de er kommet ind i, og fortsætter deres afsøgning af bygningen. Det øjeblik de møder en fjende, ændrer afsøgningen sig til rensning.
Selvom det bare er en tirsdag aften i udkanten af København, og de fleste lige er kommet fra arbejde eller studier, pumper adrenalinen. Der er stress i stemmerne, og meldingerne bliver råbt tilbage til førerne, der råber frem til folkene forrest i gruppen. I receptionen møder folkene de to ansatte, der er på arbejde. De føres hastigt i sikkerhed, inden delingen fortsætter hurtigt frem.
I kælderen kommer det til en kort kamp, og de to terrorister bliver alvorligt såret. De bliver hastigt flyttet ovenpå, hvor sygehjælperne går i gang med at behandle.
De tilskadekomne bliver undersøgt fra top til tå, den ene “har skader på luftvejene” og bliver tilset og hjulpet for at sikre, at han kan få luft, skudsårene håndteres, og der meldes videre. Førstehjælpsmomentet er også afslutningen på 1½ times intens træning, og da de sårede er behandlet og klar til afhentning, er øvelsen slut.
God uddannelsesaften
Hvad er det, der gør en uddannelsesaften god? Denne aften var det især, at der blev bygget oven på de ting, der var trænet på en tidligere øvelse. Dermed vidste folkene, både hvordan de skulle virke som enkeltmand og samarbejde som enhed. Derudover var setuppet realistisk. Så det hele
gik op i en højere enhed og gav tilmed mulighed for at øve i civile omgivelser.
”Vi skal bestemt ikke klage over de faciliteter, vi normalt har adgang til,” fortæller en af deltagerne og fortsætter:
”Men at være her i en civil kontorbygning – det er bare noget andet, hvor vi får afprøvet vores kompetencer i et andet miljø.”
Det er ikke kun muligheden for at få lov til at bruge virksomhedens hovedkontor til at træne i – det er mindst lige så meget den positive holdning til Hjemmeværnet, som støtten er et udtryk for, og forståelsen for den samfundsmæssige værdi, Hjemmeværnet giver. ■
Fakta om MOUT
• Bykamp eller MOUT, der står for ”Military Operations in Urban Terrain”, er temaet for uddannelse i Hærhjemmeværnsdistrikt København – ikke bare i år, men også næste år. Det skal ses i lyset af, at det er en kompleks kampform, og at det formodes, at fremtidige krige i vid udstrækning vil blive udkæmpet i netop bymæssig bebyggelse.
• Hjemmeværnskompagni Rødovre deltog tidligere på året sammen med en række andre kompagnier fra Hærhjemmeværnsdistrikt København i Landsdelsregion Østs FTX (Field Training Exercise), hvor der også blev trænet MOUT.