Pressemeddelelse Repræsentantskabsmøde den 8. maj 2019
Godkendelse af regnskabet for 2018 Hjørring Varmeforsyning har ved fastsættelse af aconto prisen for 2019 forventet et overskud fra 2018. Der blev ikke dette overskud, bl.a. fordi vi ved årsafregningen for 2018 reducerede prisen med 10%. Samtidig betød den lange varme sommer, at den indkøbte affaldsvarme blev dyrere end forventet. Repræsentantskabet godkendte regnskabet og vedtog samtidig nogle justeringer af budgettet for 2019, så den udmeldte acontopris kan fastholdes.
Orienteringer Der blev orienteret om udgiften til opvarmning af et parcelhus med fjernvarme i forhold til individuel opvarmning med en varmepumpe. Med de priser vi har på fjernvarme i Hjørring, er vi ca. 13-27% billigere end alternativerne. Der blev også orienteret om forsøg på at råbe det politiske system op. Efter man har fjernet grundbeløb for at stå til rådighed for elmarkedet, er der løst op for reglerne ved de små kraftvarmeværker, ligesom de store centrale kraftværker har egne vilkår. Den store gruppe af kraftvarmeværker i mellemstore byer, som f eks Hjørring, Frederikshavn, Sønderborg osv. ønsker også mere frihed, men ministeren vil ikke løse op på reglerne for denne store mellemgruppe. Samtidig er der sat en masse bureaukrati i gang med den politiske forventning at skabe lavere priser. Fagfolk, forskere m.fl. er sikre på det store bureaukrati vil give stigende priser, hvorfor mange varmeforsyninger i fællesskab igen vil forsøge at få fornuft ind i arbejdet. Forsyningstilsynet har lavet en varmeprisstatistik for ca. 400 varmeværker. Der er Hjørring placeret som nr. 24 fra den lave ende, og vi betragter dette som tilfredsstillende.