Pressemeddelelse Af Flemming Simonsen, bestyrelsesformand for Hjørring Varmeforsyning.
Repræsentantskabsmøde den 17. november 2021. Prisen på varme i Hjørring fastlagt for 2022. Hjørring Varmeforsyning har gennem årene haft en stabil og lav varmepris. Selv med de stærkt stigende priser på el og gas kan prisjusteringen fra 2021 til 2022 holdes på ca. 1,5%. Årsagen til dette skal bl.a. findes i den blanding, man har af indkøb af varme samt forskellige produktionsmuligheder på egne anlæg. For yderligere at sikre den fremtidige forsyningssikkerhed og pris har varmeforsyningen i øjeblikket en ansøgning om etablering af en varmepumpe til behandling hos Hjørring kommune. I henhold til kommunens energiplan skal el spille en større rolle i fremtiden, hvorfor vi forventer en positiv behandling af vores ansøgning, så vi kan komme i gang med at opføre anlægget. Repræsentantskabet har på deres møde godkendt, at vi går i gang med at opføre anlægget, når vi har kommunens godkendelse af ansøgningen. I øvrigt har varmeforsyningen et godt vedligeholdt ledningsnet. Dette betyder, at ca. 84 % af den indkøbte og producerede varme ender hos forbrugerne.