Pressemeddelelse Af Flemming Simonsen, formand for Hjørring Varmeforsyning. Sendt til Nordjyske d. 26. oktober 2016.
Hjørring Varmeforsyning – regnskab 2015/16. Regnskab 2015/16 På repræsentantskabsmødet i oktober 2016 blev regnskabet for 2015/16 godkendt. Resultatet er et overskud på 11,7 mio. kr., hvoraf de 8,4 mio. kr. allerede er indregnet i den nuværende varmepris. Da Hjørring Varmeforsyning ejes af forbrugerne, er der ikke nogen fremmed kapitalejer, der skal have afkast, og derfor vil de resterende 3,3 mio. kr. også komme forbrugerne til gode og indregnet i den næste varmepris. Varmeselskaber er ”hvile i sig selv” selskaber, og det betyder, man ikke må samle egenkapital sammen, men alle overskud og underskud skal reguleres over den kommende varmeregning. Pris på varmen i Hjørring Prisen på varme i Hjørring er blandt de billigste i Danmark. Samtidig med at prisen holdes på et lavt niveau, sker der løbende renoveringer og nye anlæg afskrives over en kort årrække, så den lave pris sker ikke på bekostning af udsættelse af omkostninger. Regeringens forsyningsstrategi I september 2016 kom regeringens helhedsplan ”forsyning for fremtiden”. Forsyningsselskaberne skal medvirke til at skabe et råderum på mindst 5,9 mia. kr. i 2025, selvom der stadig stilles en mængde krav til selskaberne. F.eks. er der pligt til at gennemføre energibesparelser, en opgave der i sidste regnskab kostede varmeforbrugerne i Hjørring ca. 3,3 mio. kr. Desuden vil det tilskud, der i dag gives til kraftvarmeværker for at stå til rådighed for el-markedet, bortfalde fra 1. januar 2019, og det er for Hjørrings vedkommende knap 26,0 mio. kr. Vi vurderer planen som et teoretisk værk, der ikke er godt nok funderet i fakta fra varmebranchen.