Pressemeddelelse Årsopgørelsen for 2019 fra Hjørring Varmeforsyning: Årsopgørelsen for varmeåret 2019 er lavet, og ca. 85 % af varmeforbrugerne hos Hjørring Varmeforsyning skal have penge tilbage på deres opgørelse. Varmeforbrugerne har ikke brugt så meget varme, som vi regnede med ved budgetlægningen for 2019, hvilket skyldes det milde vejr. Der er 8.103 varmeforbrugere, som tilsammen får 12,6 mio. kr. tilbage – hvilket svarer til et gennemsnit pr. varmeforbruger på ca. kr. 1.560. Beløbet bliver modregnet på 1. acontoopkrævning for 2020, som skal betales den 10. februar 2020. Der er i alt 1.502 varmeforbrugere, som har brugt mere varme, end de har betalt aconto i 2019, og årsopgørelsen viser, at de tilsammen får en ekstraregning på i alt 1,4 mio. kr. - svarende til ca. 958 kr. i gennemsnit pr. forbruger. Beløbet bliver opkrævet sammen med 1. acontoopkrævning for 2020, som skal betales den 10. februar 2020. Hjørring Varmeforsyning er overgået til et nyt IT-system, og det betyder desværre, at vi i år ikke kan udsende årsopgørelsen for 2019 til varmeforbrugerne. Den kan findes på selvbetjeningssiden på Hjørring Varmeforsynings hjemmeside www.hjvarme.dk. Forbrugernummer og webpinkode til login på ”Dine egne sider” er udsendt med opkrævningen af 1. acontorate for 2020. 27. januar 2020 Hjørring Varmeforsyning