Pressemeddelelse
Af Flemming Simonsen, formand for Hjørring Varmeforsyning Repræsentantskabsmøde den 26. april 2011 Pris Gennem mange år har Hjørring Varmeforsyning haft en lav og rimelig stabil varmepris – og det er hensigten at fortsætte med dette. De kraftige ændringer i priser på brændsler med bl.a. en 40 % stigning i gasprisen, reduceret varmeleverance fra AVV og meget varierende salgspris for elproduktionen med følgevirkning for elproduktionstilskudet har stor indflydelse på varmeforsyningens økonomi. Repræsentantskabet vedtog den 26. april at forhøje prisen med 2,9%. Stigningen skal ses i lyset af ovenstående samt, at der i budgettet er indregnet beløb til etablering af nye varmeproduktionsanlæg. . Geotermi Der har været skrevet en del om geotermi, og på repræsentantskabsmødet i efteråret 2008 blev der givet startskud til seismiske undersøgelser da meget tyder på, at der er varmt vand i tilstrækkelige mængder under Hjørring. Imidlertid har DONG forladt dette marked, og vi har derfor i november 2010 fremsendt ansøgning til Energistyrelsen om eneretten til at udnytte geotermisk varme i et område omkring Hjørring. Vi forventer i løbet af maj måned, at få Energistyrelsens tilladelse til den 1. fase som bl.a. omfatter udarbejdelse af plan for de seismiske undersøgelser der er planlagt til udførelse i 2012. De seismiske undersøgelser er budgetteret til 6 mio kr og fordeles over de kommende to budgetår. Seismiske undersøgelser kan ikke med 100 % sikkerhed sige, at boringerne kan udnyttes til produktion af fjernvarme og i værste fald kan vi efter den 1. boring risikere et tab på ca. 40 mio kr. Risikoen for at tabe et stå stort millionbeløb er en virkelig stor barriere for udnyttelse af geotermisk energi i Danmark. Opførelsen af et geotermisk anlæg i Hjørring kræver derfor, at der sættes ind med en statslig forsikringsordning der kan sikre os mod et stort milliontab. I Tyskland giver staten tilskud til geotermiske anlæg, ligesom det her også er muligt at få et lån, som ikke skal tilbagebetales, hvis det viser sig, at der alligevel ikke kan hentes geotermisk varme op af jorden. Vi håber der bliver politisk forståelse for det problem der kan opstå, hvis det mod forventning viser sig, at der alligevel ikke er varmt vand i tilstrækkelig mængde til en rentabel produktion. Der vil så være en regning på ca. 40 mio. kr. til betaling Multibiobrændselsanlæg Det blev besluttet at opføre et nyt multibiobrændselsanlæg. Et anlæg der sikrer den flerstrengede strategi, og samtidig et anlæg der udover fjernvarme også kan producere drivvarme til et geotermianlæg. Anlægget bygges som erstatning for de kedler der i dag anvendes til afbrænding af træpiller. Dette anlæg har tjent Hjørring Varmeforsyning godt i mange år.