Barcelona Hun var sikker på, at kvinden, der var ude på sin morgenløbetur, smilede bedrevidende, da hun fik øje på hende. Mikaela havde over vejet at tage en taxa, men bestemt sig for, at den friske luft ville gøre hende godt. En mand lå og sov på en bænk ved havet, og hun listede sig forbi ham, for han skulle nødig risikere at vågne i utide, bare fordi hun skulle forbi. Det fik hende til at ryste på hovedet ad sig selv. Da hun nåede hen til Passeig de Colom, var der usædvanligt øde, så hun behøvede knapt nok se sig for, før hun krydsede den ellers så trafikerede vej. Den ene sorte, højhælede sommersandal gnavede på hælen, fordi hun havde danset for meget. Først alene, siden med ham. Han havde foreslået, at de gik videre. Egentlig var de alt for fulde, og hun var ikke sikker men han havde sikkert også indtaget andet end alkohol? Et typisk sidste hiv på vejen ud. Hans lejlighed lå i en af de små gader i Barceloneta, den virkede beskidt og var sikkert fuld af væggelus. Hun kunne ikke komme hurtigt nok ud igen, men heldigvis vågnede han ikke, da hun sneg sig til at samle sine ting sammen og liste sig væk. Hun krydsede op gennem de smalle gyder, som hun kendte som sin egen bukselomme. Her kom Carrer de Ferran, nu var hun næsten hjemme. ✫
Hun så på afstand, at Gabriel var ved at tørre nattens regndråber af bordene, og at han tog den kæde af, der holdt stolene. Hun kunne ikke liste sig forbi ham uden at blive opdaget. Ganske rigtigt, da hun nærmede sig, råbte han til hende. “La flaca! Un cortado?” Lille fnug, sådan kaldte han hende altid. Hun var klar over, at han ikke ville tage et nej for et nej, så hun smilede træt til ham, og 9
han trak en af de nytørrede stole ud for hende. “Sæt dig ned, så kommer jeg med kaffen om et øjeblik.” Hun gabte højlydt og gned øjnene med bagsiden af hånden. Det tværede den makeup ud, som sad tilbage fra i går. Gabriel kom ud med to espressoer med mælk og satte sig over for hende. Han havde lige et par minutter, inden baren åbnede. “Har du været på den igen, Mikaela? Nu igen? Vi havde jo en aftale om, at du skulle holde op med det dér.” Hun rystede på hovedet og skjulte ansigtet i hænderne. “Jeg føler mig så ussel!” “Det ved jeg, du gør, cariño.” Han sagde ikke mere, men strøg hende over kinden med et par fingre. Hun blinkede hårdt, men det hjalp ikke. En tåre banede sig vej, og for at skjule det, bøjede hun sig ned og ledte efter cigaret pakken i tasken. Gabriel havde allerede lighteren fremme. Én til hende, én til ham, og så sad de dér. Hun lod røgen sive langsomt ud gennem næsen. “Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, Gabriel. Jeg aner det ikke.” Han så på hende med sine store, mørkebrune øjne. “Jeg ville give mange euros for at få at vide, hvad det er, der går dig på.” Hun sendte ham et opgivende blik. “Nå, jeg må vist hellere gå op til mig selv. Jeg trænger til at sove. Tak for kaffe.” De gav hinanden kindkys, og hun krydsede over torvet til den forfaldne og afskallede, men alligevel også statelige port. De snirklede detaljer i murværket over døren røbede, hvor udsøgt huset måtte have været engang. Oppe i lejligheden smed hun nøglerne på det lille bord ved siden af døren, sparkede sandalerne af og gik ind i soveværelset. Skodderne var stadigvæk for fra natten før, og der var næsten bælgmørkt i rummet. Hun tog ikke tøjet af, men lagde sig på sengen og trak lagnet op over sig. Snart sov hun dybt. Hvad var det, der larmede? Hun satte sig op og forsøgte at se sig omkring, famlede efter lyset i mørket. Da det endelig lykkedes at 10
få telefonen lirket op af tasken på gulvet, var den for længst holdt op med at ringe. Mor mobil. I starten havde de tit ringet. Alle sammen. Hun havde bare ikke orket at svare, og efterhånden opgav de og holdt op med det. Ingen sms’er, ingen mails. Den eneste, der holdt ved, var hendes mor. Mikaela svarede pligtskyldigt og hørte efter med et halvt øre, når mor fortalte om naboens alt for store altan, eller at far faldt i søvn foran fjernsynet hver aften. Mor kunne tale uendeligt længe om alt og ingenting. Det forgudede hun hende for.
11
Stockholm De mødte hinanden på en iskold januardag i en klatreklub. Et par af hendes veninder havde syntes, det kunne være sjovt at prøve at klatre, og i et svagt øjeblik havde hun sagt ja til at gå med, selv om hun overhovedet ikke havde tid. Hun var ny på jobbet og sled hårdt i det for at bevise, hvad hun var værd, men da så Thomas dukkede op og præsentere sig som deres træner, glemte hun alt om papirdyngerne på skrivebordet. Det varede ikke længe, før hun havde fanget, at der var noget mellem dem. Han skulle lige sikre hendes sele, og hun måtte tage sig sammen for ikke at række ud og røre ved ham. I stedet indsnusede hun duften af ham i smug og spekulerede på, om det mon bare var noget, hun bildte sig ind, eller smilede han lidt varmere til hende end til de andre? Havde han det på samme måde? Æj! Sådan var han nok bare altid. Hun kendte godt typen. Sjov og charmerende og med et lystigt glimt i de glitrende blå øjne. Nej, det var helt sikkert bare noget, hun bildte sig ind. Og så alligevel … De to timer gik alt for hurtigt, og hun ville ikke sige farvel til ham allerede, når de kun lige havde mødt hinanden. De andre forlod lokalet for at klæde om, men hun dryssede lidt rundt, samlede sine ting sammen og tog et par slurke af vandflasken. Det virkede, inden længe stod han ved siden af hende. “Du var godt nok god, Mikaela.” “Synes du? Virkelig? Tak.” Han var tydeligvis god til at lyve. “Har du overvejet at blive ved?” “Jeg blev hevet med af veninderne, så jeg ved ikke …” Han så lidt ked ud af det, da hun sagde det. “Men altså, det var mega fedt, jeg har ikke nået at tænke videre over det.” “Vil du ikke med i byen?” Han smilede skævt og fortsatte. “Jeg 12
ved ikke med dig, men jeg har det sådan, at jeg ikke kan lade dig gå uden i det mindste at spørge.” Mens hun forsøgte at fatte, at han havde det ligesom hende, misforstod han hendes tavshed. “Nå, undskyld, jeg er et fjols. Du har selvfølgelig en kæreste. Det går nok ikke. Jeg …” Hun afbrød ham. “Nej, nej. Jeg blev forbavset. Over at du …” Hun tav og vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle sige. “Jeg blev bare forbavset over, at du også har det sådan.” Han så lettet ud, og et stort smil bredte sig over hans ansigt. “Er det rigtigt? Så du vil gerne?” “Hvor skal vi gå hen?”
13
Barcelona Hun rejste sig fra sengen med et suk, for hun kunne lige så godt stå op. Den halve dag var gået allerede, og hvis ikke mor havde ringet, havde hun stadigvæk sovet Som om det gjorde nogen forskel, for hun var ikke savnet nogen steder. Gabende gik hun ind i det andet værelse, som både var køkken og dagligstue, og satte kaffe over. Hvor havde hun været heldig, da hun fik lejligheden her. I starten boede hun i Raval, hvor hun ikke følte sig særlig tryg. Især ikke efter det, der skete den aften, hvor … uh. Hun rystede den dårlige fornemmelse af sig. Men her var hun glad for at bo. Takket være Gabriel. Han var den klippefaste støtte, der var kommet hende til undsætning. Hendes hjem var hendes borg, og ingen fik lov til at gå med hende hjem. Det var noget andet, da hun delte lejlighed med Thomas. Dengang var der både middage, drinks, søndagsbrunch med vennerne og familiebesøg. Det havde været et stort skridt, at sælge deres respektive lejlig heder og flytte sammen. Han havde ikke været det mindste i tvivl, i modsætning til hende. Hun havde altid været vildt glad for sin lejlighed og stolt over, at hun var kommet ind på boligmarkedet uden hverken at have netværk eller rige forældre. Hun havde klaret det helt selv med opsparing og fast arbejde. Hun kunne klare sig selv. Men da de i over et år havde skiftes til at bo i en kuffert, fik de til sidst nok af. Man blev træt af, at maden blev for gammel i det andet køleskab, og at blomsterne visnede i karmen. Men det værste var, at den ene altid skulle af sted igen. De ville jo helst være sammen. Altid. Da der var gået mange søndage med rundvisninger, fandt de endelig en treværelses midt i Stockholm nær Odenplan. Med loft til kip, lille altan og tæt på alting. Der kunne stå et stort bord i køkkenet, og hun glædede sig ligefrem til alle de middage, de skulle invitere til, og et 14
ekstra værelse vakte det gryende ønske om at få et barn. Et kig i køleskabet afgjorde, at den stod på morgenmad ovre i baren hos Gabriel, men først et brusebad. Fornemmelsen af lurvet snavs fra ham dér fyrens lejlighed sad i hende endnu. Hun burde allerede have taget bad, da hun kom hjem. Ikke at hun var særlig nøjeregnende med noget som helst lige for tiden, men alligevel. Førhen vovede hun sig ingen steder hen uden håndsprit, og et engangsknald ville aldrig have faldet hende ind. Men det var jo dengang. Indimellem havde hun og Thomas talt om, hvordan det ville føles at være sammen med en anden, hvis det nu ikke holdt mellem de to, og de samtaler sluttede altid med, at de var rørende enige om, at de slet ikke behøvede at tale om det. De ville jo aldrig gå fra hinanden. Men dengang vidste de ikke, at det ikke var noget, de selv kunne bestemme.
15
Stockholm Den nat, hun mistede barnet, havde han været ude sammen med klatrevennerne. Han var netop kommet hjem og havde lagt sig ved siden af hende. “Ikke noget kys til dig, du stinker,” havde hun sagt og vendt hans ansigt til siden, så han åndede i en anden retning. Han lavede trutmund og lod, som om han blev såret. Hun var træt, men kunne ikke lade være med at grine ad ham. For dér lå han. Thomas. Han skulle være far til hendes barn, og de skulle være sammen for altid. Hun lagde sig tæt ind mod hans ryg og krammede ham. Sådan lå de sammen alle tre, hende og barnet i maven og ham. Tæt ind til hinanden. Men efter en kort, urolig søvn vågnede hun. Det var en kraftig ve, et jag i maven, det gik dybt ind, helt ind til et sted, hvor alt burde være fredfyldt, varmt og trygt. Hun var straks klar over, hvad det var, men ville ikke tro det. Det måtte ikke være sådan. Ikke én gang til. Fandeme ikke en gang til. Hun vaklede ud på badeværelset og trak trusserne ned. De var mørkerøde. Der var ingen tvivl. Hun sank sammen på toilettet og kaldte på ham. Først var det kun en hvisken. Han hørte intet, sov tungt. Til sidst skreg hun med panik i stemmen: “Thomas!” Nøgen og søvndrukken kom han ud i bade værelset, men da han så hendes fortvivlelse, og at hun sad med trusserne nede om anklerne, vågnede han op og forstod, hvad der var sket. Han holdt om hende uden at sige noget, trak vejret tungt og tørrede tårerne af hendes kind med sin store, barkede hånd. Så hjalp han hende af med de blodige trusser, hentede nogle nye og gik ud, så hun kunne gøre sig klar. Lidt efter kom han tilbage med noget tøj og hendes taske og telefon. “Jeg har ringet efter en taxa, nu tager vi derind. Kom, elskede.” Inde på sygehuset var det ham, der snakkede med lægerne, hun orkede ikke engang at høre efter og fattede slet ikke, hvad de sagde. 16
Hun lå bare dér og mærkede, at livet var løbet ud af hende. Da de endelig var hjemme igen, puttede han hende i sengen og lagde sig ved siden af hende og strøg hende blidt over ryggen, indtil hun til sidst faldt i søvn. ✫
“Skal du på arbejde?” Hun vågnede ved lyden fra hans vækkeur. “Ja, det skal du vel også?” Hun rystede forundret på hovedet. Han havde da selv snakket med lægerne, og de havde jo sagt, at hun hellere måtte blive hjemme et par dage. “Jeg er nødt til at tage af sted. Vi skal have planlagt alle kurser og events for hele foråret og sommeren, og jeg skal mødes med byrådets aktivitetsudvalg og …” Han strøg hænderne gennem håret, som han altid gjorde, når noget gik ham på. Hun orkede overhovedet ikke tænke på alle de ting, de havde travlt med på hendes arbejde. Med et suk vendte hun bare ansigtet mod væggen og faldt i søvn, eller lod som om. Han aede hende på armen, bøjede sig ind over hende og gav hende et kys. Et tørt, nærmest venskabeligt lille nys på kinden. Hvor hun dog ønskede, at han ville blive hos hende, men han gik. “Jeg er nok hjemme senest ved sekstiden.” Og væk var han, skridtene fortonede sig på trappen, og tilbage hang kun en svag duft af aftershave. Så sent som i sidste uge blev hun sur på ham over, at han hele tiden glemte, at hun ikke kunne tåle den duft, og at hun straks måtte drøne ud og brække sig, bare han kom i nærheden. Nu var det lige meget. ✫
17
Hvordan kan man elske nogen, som ikke findes endnu? Selvom hun ikke forstod, hvordan det kunne lade sig gøre, så vidste hun, at det kunne det. Fra allerførste minut havde hun elsket sit barn. Begge gange. Alt havde hun læst, alt hvad hun kunne komme i nærheden af, og hun havde set barnet for sig som et lillebitte krummelur af et menneske dybt inde i hende. Det var en overvældende følelse at bære rundt på et liv, og hun havde ikke tænkt på andet hele tiden. Sidste gang mistede hun barnet på et tidligt stadie. De havde lige opdaget, at hun var gravid, og havde fortalt det til begge hold forældre nogle dage senere, men så opstod blødningen. Denne gang var hun nået så langt, at hun havde vovet at tro og håbe. Og nu var der ikke noget som helst tilbage, det var slut. Hun rejste sig fra sengen og gik på toilet. Før hun trak trusserne ned, så hun væk. Det var for ikke at se bindet med blod, fordi det var en påmindelse om, hvad der rislede ud af hende. Som om hun ikke tænkte på det hele tiden alligevel. Babyen nåede lige at blive ti uger. Babybarnet havde de kaldt den lille skabning, der nu var på størrelse med en blomme. Det havde hun læst i en bog, og smilende havde hun taget mål med fingrene og vist det til Thomas. Hun prøvede at se den lille blomme for sig inde i maven, som var begyndt at ændre form en lille smule. Endnu ikke rigtig synligt, for hvis man ikke vidste det, så man det ikke. Hun skyllede ud i toilettet, vaskede hænder og gik tilbage i seng og lå og kiggede tomt op i loftet. To gange var det gået galt for hende. Folk blev gravide og fødte børn i en uendelighed, selv sultende kvinder i ulandene. Og misbrugere og børnemishandlere. Men hun kunne ikke. Måske var det bare sådan. Måske ville hun aldrig kunne holde på et barn? Hun så på klokken. Det varede længe, før Thomas kom hjem. Hun lukkede øjnene, men tankerne lod hende ikke i fred. Var det hendes egen skyld? Hun vidste jo ikke, hun var gravid, da de var til Pelles fest, og hun havde drukket en del. Og det er netop lige i starten, at det er mest følsomt. Kunne det være derfor? Hun trænede hårdt, da hun blev gravid med den første baby, og måske havde al 18
den træning været medvirkende til, at hun aborterede? Hun bad sig selv om ikke at tænke sådan! Der stod jo alle steder, at man kunne træne og leve, som man altid havde gjort. Hun havde ikke gjort noget forkert. Det vidste hun egentlig godt. Men så var det måske de to sammen, der var noget galt med? Hvad nu, hvis … ✫
“Ligger du her endnu?” Hun glippede med øjnene og så op på Thomas, der stod i silhuet. Der var mørkt i soveværelset. Hvor længe havde hun mon sovet? “Har du ligget her hele dagen?” Hun vidste ikke, hvad hun skulle svare, så hun skar en grimasse og sukkede. Han satte sig over til hende på sengen og strøg hende over håret. “Har du fået mad i dag?” Hun kiggede på ham. Mad? Kunne det ikke være lige meget? Deres barn fandtes ikke mere, og han spekulerede på mad! “Det ved jeg ikke. Jo, det har jeg vist.” Hun havde været oppe en kort stund og havde smurt smør på en bolle og taget et par bidder. Nu kom hun i tanke om det. “Fint. Men er du ikke sulten igen? Jeg går ud og laver noget til os.” Inden hun nåede at svare, var han på vej ud i køkkenet. Hun ville ikke have mad, hun ville have, at han skulle blive her og krybe ned til hende og være der for hende. At de skulle ligge og sørge sammen og trøste hinanden. Da han råbte, at maden var klar, var hun faldet i søvn igen. ✫
Næste morgen stod hun op, da vækkeuret ringede. Man kunne jo ikke blive liggende hjemme for evigt, selv om lægerne havde sagt, at det var godt med et par dages restitution. Næppe var hun kommet ind på kontoret, før både den ene og den anden kom og spurgte bekymret til, hvordan hun havde det. Hun 19
mumlede noget om vinterkulde og influenza, men at hun havde fået det bedre. Hun lod, som om hun havde travlt og lukkede døren, men hun sad såmænd bare og stirrede ind i computerskærmen, da Kicki ringede på hendes mobil. “Jeg har hørt fra Thomas, hvad der er sket.” Hvad? Havde han sagt det til sin mor? De havde ikke fortalt nogen om graviditeten. De havde jo villet vente denne gang. Mikaela havde ikke engang fortalt det til sin egen mor. Og heller ikke til Sofia. Ikke til nogen. Og så vidste Kicki det altså. “Nå … ja.” Hvad skulle hun sige? “Men trøst dig, Mikaela, det er noget, der sker hele tiden. Du kommer over det.” “Måske.” “I må forsøge igen. Næste gang går det godt.” “Hvorfor næste gang? Nu er det gået galt to gange.” “Tredje gang er lykkens gang, ved du nok.” Kicki slog en kort latter op. “Man siger altså, at risikoen bliver større, jo flere gange man mister et foster.” “Hvem siger det?” “Det har jeg læst.” “Ja, ja, det skal nok gå, skal du se.” Da de afbrød forbindelsen, rystede Mikaela på hovedet. Hvorfor havde han sagt det? Hvordan kunne han finde på det, uden at tale med hende først? De var jo enige om ikke at sige det til nogen. Hun ringede til hans mobil, men han svarede ikke. Lidt efter kom en sms: Sidder i møde, er det vigtigt? Jeg tager mad med hjem. ✫
Den var lidt over syv, da han kom ind ad døren og stillede æsker med sushi fra sig på køkkenbordet. Hun gjorde tegn til at ville hjælpe til, men han vinkede hende af, og så sank hun bare ned på en stol og kiggede på, at han fandt glas og danskvand frem. 20
“Hvorfor ringede du ikke tilbage? Har du siddet i møde hele dagen?” “Ringede tilbage?” Han rynkede panden. “Nåh. Undskyld! Jeg har fuldstændig glemt, at du har haft ringet. Hvad ville du?” Hun viklede pindene ud af papiret og hældte soya op i wasabiskålen. Lige nu orkede hun ikke at tage diskussionen om Kicki. Hun ville bare sidde og spise sammen med ham og bagefter gå ind i sofaen og holde ham i hånden. Det var det eneste hun ville. “Ikke noget særligt.” De spiste uden at sige noget. Så spurgte han, hvad hun sad og tænkte på. “Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det er mig, der har gjort noget galt.” “Hvorfor skulle du have gjort noget galt?” “Jamen, om det måske er min skyld. At det her sker. To gange, mener jeg.” “Hvad kan du da have gjort?” Han stak en sushirulle i munden. “Det ved jeg ikke, men der må jo være en grund til, at det ikke vil lykkes.” Thomas tog en slurk danskvand og tyggede af munden, før han sagde: “Tror du, det kan have noget med den abort at gøre?” “Hvad?” “Har du tabt barnet, fordi du valgte at få en abort dengang?” ✫
Han var et par år ældre end hende. Hvis man så på kørekortet i hvert fald, men af sind virkede han meget yngre på trods af hans ejerlejlighed og hans arbejde . Ind imellem havde hun endda troet, at det skulle være de to. Hun boede stadig hjemme, men sov næsten altid hos ham. Han lavede sjov med, at hun gik og smuglede ting ind hos ham, så hvis han ikke holdt øje med hende, ville hun pludselig bare være flyttet ind. Hun gik ud fra, at han kunne lide, at hun var der så meget. 21
Barnet blev undfanget en nat på en strand. De sneg sig væk fra en grillfest, og han havde forsikret hende om, at han nok skulle være forsigtig, så der ville ikke ske noget ved det. Bare rolig, ingen fare, bare slap af og vær nu ikke så anspændt. Et par måneder senere var det ham, der var anspændt. Hans øjne var fulde af panik og vrede. Som om det var hendes skyld. Hans budskab var tydeligt. Et ultimatum. Hun overvejede alternativerne, men vidste godt, hvad hun var nødt til at gøre. Hun var tyve år og boede hjemme og var lige begyndt på en uddannelse, og barnets far sagde bestemt nej tak til tilbuddet. Der var knapt nok nogen, der vidste det, ud over dem selv. Hun var skamfuld over at have dummet sig og skulle ikke have sagt det til nogen, men hendes lillesøster havde fundet en brochure imellem Mikaelas ting og tvunget sandheden ud af hende. Og mærkeligt nok havde Nina holdt mund bagefter og ikke sagt det mindste til forældrene. Mikaela fortalte det til Thomas, da de besluttede sig for, at de ville have et barn. Han skulle vide det, synes hun, men hans reaktion var helt anderledes, end hun havde regnet med. Først sad han tavs, og så begyndte han at stille en masse spørgsmål, der handlede om hvordan og hvornår og hvorfor, og om hun havde fortrudt det? Hvorfor kørte han rundt i det? De var endda kommet op at skændes, fordi hun sagde, at det jo var fortid og ikke havde noget med dem at gøre. Da bølgerne havde lagt sig, talte de aldrig om det igen. Ikke før nu. ✫
“Jamen, Vorherre bevares. Det har sgu da ikke noget med det at gøre!” “Hvordan kan du være så sikker på det?” “Altså Thomas. Hallooo! Det hænger ikke sådan sammen, og det har lægerne også sagt, og det ved du også godt. Og hvis du ikke tror på, hvad jeg siger, så kan du jo spørge din mor, næste gang du ringer til hende, for hun ved åbenbart alting!” Så skubbede hun sushibakken væk og rejste sig med et sæt. “Tak for mad.” 22
“Men Mikaela …” “Jeg har mistet appetitten.” Hun gik ud på badeværelset og hev tøjet af og vaskede ansigtet i koldt vand. Sagde han virkelig det? At han troede … Trætheden væltede ind over hende. Hun gik i seng og trak dynen langt op over hovedet. Han kom strygende ind med det samme. “Undskyld, sådan mente jeg det ikke …” “Hvordan kunne du finde på at sige det til din mor? Var vi måske ikke enige om, at vi ikke skulle fortælle det til nogen, før vi …” “Det var nok også forkert, men hun ringede i går og spurgte, om alt gik godt, og det gjorde det jo ikke. Og så var jeg lige trængt op i en krog og kom til at …” “Du burde ikke have sagt det.” “Nej, jeg ved det godt. Undskyld!” Thomas tav og tog tilløb igen. “Og altså, jeg mente det ikke på den måde. Med aborten. Det var virkelig dumt sagt. Hvad tænkte jeg dog på?” “Men måske har du ret. Måske bliver jeg straffet for, at jeg tog et liv dengang.” “Hvorfor skulle du blive straffet for det? Folk får da aborter hele tiden, det er der ikke noget underligt i.” “Men jeg føler mig bare så utilstrækkelig. Hvorfor kan jeg ikke, når alle andre kan? Der må være noget i vejen med mig.” “Mikaela, stop det dér! Nogle ting sker bare, og sådan er det.” “Det kan du sagtens sige. Det er ikke din krop, der har afstødt et barn to gange.” “For fanden da, Mikaela. Du kan da ikke ligge dér og tænke den slags tanker .” “Nå, ikke, så fortæl mig, hvad jeg skal tænke og synes. Fortæl mig det, oh, store vismand!” Det fik ham til at dreje om på hælen og gå ud af soveværelset. Yderdøren blev hamret i med et ordentligt brag. Hun fortrød det straks. Han mente det jo godt. Hun burde været blevet ved bordet i stedet for at overreagere. Når han endelig var hjemme. Det kunne hun vel nok have gjort. Hun ringede til hans mobil og hørte den ringe ude i køkkenet. 23
Han havde altså ikke taget den med. Tankerne snurrede rundt i hendes hoved. Hun havde selvfølgelig af og til tænkt på det barn. Tænkt på, hvordan det ville have været at have det barn og skulle klare det hele selv. Og så ung, som hun var dengang. Nej, hun vidste, at det var det rigtige valg, hun havde truffet, og så alligevel. Nu var der ét barn, hun havde valgt fra, og to, hun havde mistet. Det var tre små mennesker, som ikke fik lov til at eksistere. ✫
Han kom tilbage med fortinnede øjne og en ånde, der stank af spiritus og øl. “Sover du?” Hun overvejede at lade som om, for hun orkede ikke at skændes igen. Men han bøjede sig ind over hende og kyssede hende blidt på panden. “Nej, jeg sover ikke.” “Undskyld, Mikaela. Undskyld. Jeg har været en kæmpe idiot.” Han satte sig på gulvet ved siden af sengen og så hende ind i øjnene og strøg hende over kinden. “Har du snakket med nogen?” “Johan.” “Jeg har altid godt kunnet lide Johan. Han er en god ven.” “Så er du ikke sur mere?” “Jo, men jeg gider ikke være det længere. Jeg har ligget herinde hele dagen i går og følt mig alene og ked af det, hvor jeg bare længtes efter, at du var her. Og i dag på arbejdet fik jeg intet lavet, fordi jeg følte mig syg indeni. Jeg gider ikke skændes. Du skal bare være hos mig.” Han smed skjorte og bukser og krøb ned til hende. “Du stinker.” “Undskyld.” “Hold op med at sige undskyld!” “Undskyld.” 24