Kommunalvalget 2009

De halvgamle mænd sidder tungt på magten i landets kommuner.

Kun syv ud af 98 borgmestre er kvinder. Mød de seje damer

Bandekrigen er nu trængt ind i de mindste klasser. Private vagtværn på Nørrebro vil beskytte de lokale, men det optrapper kun konflikten

SIDE 8-11

SIDE 12-15

Kommunevalg

SEKTION 2 11. november 2009 | 165. årgang | Nr. 263 www.information.dk

slogans | unge | magt

Lokalpolitik under stor forandring

2

Dagbladet Information

Onsdag 11. november 2009

Kommunalvalg

Leder

Valgflæsk side 4-5 Nye metoder sættes ind for at gafle vælgere Valgkampen udkæmpes stadig på plakater i lygtepælene. De hjemmestrikkede slogans må dog vige for professionelt udtænkte kampagner, mens nye platforme melder sig i slaget om vælgernes opmærksomhed. Vi har undersøgt sloganet som politisk våben

Topstyring side 6-7 Christiansborg sætter sig tungt på lokalvalget Den kommunale valgkamp er stadig først og fremmest en lokal affære.

Men folketingspolitikere og partiledere blander sig mere end nogensinde og fylder stadig mere på gader og stræder i provinsen

Bandekrig side 12-13 ’De leger indvandrerne efter rockerne i skolegården’ Bandekrigen er trængt ind i de små klasser, hvor de fascineres af gadekrigens hårde liv, fortæller både lærere og socialarbejdere.

Kommunalpolitikerne vil have øget samarbejde og mere politi på gaden for at imødegå den stadig mere voldelige udvikling

Borgmesterkandidat side 14

Jenz Koudahl/Spild af Tid

Frank hvem – på udebane Respekt er omdrejningspunktet for overborgmesterkandidat Frank Jensens massive valgkampagne i København. Det er et direkte budskab til de unge, men rammer det mon bagerste række i Nørrebrohallens cafeteria? De unge vidste i al fald ikke, hvem han var

Valgretsalder side 19 Eksperter: 16-årige bør have stemmeret Hvis politikerne har nogen interesse i at forbedre det danske demokrati, bør de sænke valgretsalderen til 16 år, lyder eksperters råd. Det forslag blev fremsat af en valgretskommission tidligere på året, men regeringen og DF imod

Dagbladet Information AS St. Kongensgade 40C, Box 188, 1006 København K Tel: 3369 6000 www.information.dk Ansv. chefredaktør Palle Weis Temaavis-redaktør Søren Heuseler www.ibureauet.dk Layout og redigering Jens-Arne Sørensen Redaktion Malene Fenger-Grøndahl, Søren Lerche, Louise Krage, Pola Rojan Journalister Christian Lehmann, Lise Richter Lauridsen, Bent Winther, Signe Rugholt Carlsen, Camilla Stampe, Lillan Clemmensen, Maria Skov, Michelle Arrouas, Tim Lissauer, Tine Gilkrog, Rasmus Kirså, Signe Quist-Stouge, Lasse Vogt-Nielsen, Karen Breinholt, Jeppe Holm Gudmandsen, Jesper Danielsson, Morten Steensberg og Farhiya Khalid Tryk Dagbladet Ringsted Oplag 40.000 stk.

Tillægget ’Kommunevalg ’09’ er udgivet af Dagbladet Information i samarbejde med Grundtvigs Højskole og med støtte fra FFD’s statspulje Projekt Next Stop, som Integrationsministeriet står bag

Illustration på forsiden: Jenz Koudahl/Spild af Tid

Hurra for de lokale idealister PAPPLAKATER i lygtepælene med billeder af personer, ingen kender. Små brochurer i pangfarver uddelt på gågaden lørdag formiddag. Hjemmelavede slogans så ubehjælpsomme, at en festsangskriver ville nægte at have produktionen stående på sit CV. Det er nemt at gøre grin med den spraglede skare af kandidater, der stiller op til kommunalvalget.

Men måske kommer vi snart til at savne og mangle de gammeldags lokalpolitikere, som nok er ufikse i fremtoningen, men som for de flestes vedkommende brænder for at gøre en indsats i landets kommuner af et godt hjerte. Ifølge en række kommunal- og valgforskere er de folkevalgte efterhånden så hårdt pressede, at det fremover kan blive svært at engagere og rekruttere lokalpolitikere til byrådene.

Især ser det ud til, at kvinderne opgiver den idealistiske indsats, fordi en stor arbejdsbyrde og ufleksible mødetider gør det mere end svært at kombinere almindeligt lønarbejde, familieliv og politisk engagement – ikke mindst fordi de færreste har en privatøkonomi, der tillader at sætte 2025 timer af til et hverv som lokalpolitiker, som kaster omkring 110.o00 kroner af sig på årsbasis.

SAMTIDIG skal byrådsmedlemmerne forholde sig til større geografiske områder og flere borgere end nogensinde. Med strukturreformen i 2007 blev antallet af kommuner reduceret fra 271 til 98, mens antallet af lokalpolitikere rundt regnet faldt fra 4.700 til 2.500. Antallet af A4-sider, der skal læses, er til gengæld ikke faldet.

Og når politikerne ikke kan nå at sætte sig ind i alle sager, må de oftere og oftere forlade sig på embedsmandsværket, som er blevet stadigt mere professionelt og specialiseret. En undersøgelse, der blev offentliggjort af Anvendt KommunalForskning (AKF) i september, bekræfter billedet. Over 1.000 lokalpolitikere blev interviewet, og af dem gav over 40 procent udtryk for, at det er ’svært at gennemføre politiske idéer, hvis ledende embedsmænd er imod’.

Oven i hatten er lokalpolitikerne underlagt en stigende topstyring, der nærmest giver kommunalvalgkampen 2009 karakter af et midtvejsvalg, som vi kender det fra USA. Således har S-for-

mand Helle Thorning-Schmidt stillet sig i front for den kommunale valgkamp med bombastiske meldinger om, at hun går efter socialdemokratisk dominans både i vælgerantal og borgmesterposter.

SF-formand Villy Søvndal lancerede tidligt sit »Danmarkshold« af byrådskandidater, som han har bakket op med lokale besøg.

Og Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti er frontfigur i en »Stem dansk – også lokalt«-kampagne i lokale medier over hele landet.

DET ER DERFOR heller ikke overraskende, at det er de store landspolitiske emner, der dominerer valgkampen: velfærd, økonomisk krise, klima og bandekrig. De store medier følger de kendte politikere. Tilbage sidder dem, det hele burde handle om: borgerne. Det er svært at forestille sig, at de vil bakke lokalpolitikere op, hvis ikke de har noget reelt at skulle have sagt. Måske er det også derfor, at mange borgere oplever, at der er kommet større afstand til de folkevalgte.

Information og elever fra Grundtvigs Højskole rykkede i en uge ud på Blågårds Plads i København for at dække valgkampen helt lokalt.

Vi var til prøvevalg for de 16-17-årige på Metropolitanskolen, hvor de unge var engagerede og ville høres. Vi mødte en selvbestaltet vagtmand i bandekonflikten, som følte sig svigtet af politikere og politi, og vi talte med beboerformanden i Mjølnerparken, som oplevede, at afstanden til politikerne på rådhuset var blevet alt for stor. For dem giver plakater i lygtepælene og hjemmegjorte slogans stadig mening – hvis de følges op af reelle handOven i hatten er lemuligheder for de polilokalpolitikerne tikere, der bliver valgt – underlagt en stigende topstyring, der nærmest og for de borgere, hvis interesserer de er sat til giver at forvalte. kommunalvalgkampen Spørgsmålet er, om 2009 karakter af et superspecialiserede emmidtvejsvalg, som vi bedsmænd, strategisk kender det fra USA tænkende landspolitikere og medier med kendis-mani vil give dem demokratisk spillerum.

Søren Heuseler

”

Halvér prisen på busbilletter og indfør flere busafgange * Koster kun alm. takst – og vi vil efterfølgende holde dig orienteret pr. sms – du kan til hver en tid afmelde dig.

SF VIL KNOKLE FOR Halv pris på busbilletter og flere busafgange Betalingsring i København og Århus Sikre cykelveje til skoler og idrætsanlæg Vi vil sikre en lokal indsats mod klimaforandring og stigende trafikforurening – det skal kunne betale sig at tage bussen og være trygt at cykle.

SMS København2 SMS Aalborg2

SMS Århus2

SMS Odense2

Vi har brug for din hjælp! Sms* din mening til Villy & Danmarksholdet, hvis du også ønsker en ambitiøs klimaindsats i din by.

SMS din by til 1231, hvis du også ønsker en ambitiøs klimaindsats

4

Dagbladet Information

Onsdag 11. november 2009

Kommunalvalg ’09

Nye metoder sættes ind for at gafle vælgere Valgkampen udkæmpes stadig på plakater i landets lygtepæle. De hjemmestrikkede slogans må dog vige for professionelt udtænkte kampagner, mens nye platforme melder sig i slaget om vælgernes opmærksomhed.

Information har undersøgt sloganet som politisk våben Det rette budskab af Tim Lissauer Kommunalvalget anno 2009 er en kommunikationsmæssig svendeprøve for politikere med byrådsambitioner.

For i striden om vælgernes opmærksomhed kæmper kandidaterne ikke blot mod hinanden.

De konkurrerer også med den almindelige mediestrøm, der bombarderer stemmeberettigede danskere med alskens informationer af ofte langt mere sexet karakter end kommunalpolitik.

Internettet fylder mere i valgkampen end tidligere, bl.a. på grund af fremvæksten af sociale medier som Facebook, der slet ikke fandtes ved sidste kommunalvalg.

Kampen om vælgernes opmærksomhed er med andre ord blevet betydeligt skærpet, og i den hårde konkurrence om potentielle vælgeres gunst er sloganet et vigtigt våben.

Et godt slogan kan nemlig være med til at trække trafik, det være sig online eller ved lygtepælene. Men et godt slogan er ikke så nemt at finde på, som man måske skulle tro. At kreere et slogan, som virker, er noget nær en kunstart – eller i hvert fald et gedigent håndværk, som det kræver sin kommunikationsekspert at mestre. »Det ideelle slogan har både genkendelighed, personlighed og holdning i sig,« forklarer Morten Gade, der er rådgiver i kommunikationsvirksomheden Bysted A/S. Han mener desuden, at

eftersom kommunalpolitik hovedsageligt består af driftsopgaver, så skal et slogan, som skal virke i en kommunal valgkamp, slå på personlighed frem for på politisk ideologi.

Samtidig skal et slogan være kort og præcist, og det skal ikke være for besværligt at forstå eller forklare. Det fortæller professor i retorik ved Københavns Universitet, Christian Kock: »Det vigtige er ikke, hvad man siger, men hvad folk opfatter. Et budskab siger måske ikke ret meget, men det tegner et billede af afsenderen, og det er ofte meget vigtigere, end det, der bliver sagt.« I år er første gang, der afholdes valg i de 98 nye stor-

”

Amatøragtige slogans, enten frivilligt eller ufrivilligt morsomme, kan virke positive, de skiller sig ud fra alle dem, der er lavet med hjælp fra professionelle rådgivere og spindoktorer. Tænk på Jakob Haugaard.

Professionalisme kan jo hurtigt komme til at virke suspekt Morten Gade, kommunikationsrådgiver i Bysted A/S

kommuner, og ifølge Christian Kock søger nogle politikere at drage fordel af de konflikter, som kommunesammenlægningerne har bragt med sig.

Fokus på lokale forhold »Særligt kommunalpolitikere vil gerne signalere, at de er tæt på vælgerne, især efter kommunalreformen. Hele den følelse, der findes i mange landkommuner af, at det nu er de store, der bestemmer over dem, den vil politikerne prøve at lukrere på ved at kappes om, hvem der er tættest på ’folket’,« siger Christian Kock.

Ifølge Morten Gade afhænger det dog i høj grad af de lokale forhold, om det giver gevinst at fokusere på konflikter, som har med kommunesammenlægningerne at gøre. »Det handler meget om situationen i den enkelte kommune, hvorvidt det har været en lykkelig fusion, eller om en bestemt fløj føler sig underrepræsenteret,« siger han.

Frygt for landsbytosser Venstre, Konservative, Socialdemokratiet og Enhedslisten har valgt at lade de enkelte kommunalpolitikere tegne partiet lokalt. SF har med sloganet »Det ku’ være så godt« markeret sig side om side med Dansk Folkepartis »Stem dansk – også lokalt«, som de eneste partier, der har et slogan, som bliver brugt af kandidater over hele landet.

Det kan have den ulempe, at der ikke tages højde for lokale forhold og problemstillinger.

Men ifølge kommunika-

tionsrådgiver Morten Gade er der gode grunde til, at netop de to partier er fælles om den centraliserede tilgang. »SF og Dansk Folkepartis strategi går ud på at tage den fremgang, som begge partier har haft på Christiansborg, og overføre den til kommunerne, hvor begge partier har haft begrænset succes, og hvor Socialdemokratiet, Venstre og Konservative sidder tungt på magten mange steder,« vurderer han.

SF’s slogan er genbrug fra folketingsvalget i 2007, mens Dansk Folkepartis slogan udløber af parolen »Stem dansk«, der blev introduceret allerede i 1997 i forbindelse med en partikonference på Christiansborg.

Morten Gade nævner desuden, at bekymringen for »landsbytosser« kan være en medvirkende årsag til, at et parti vælger at føre kommunal valgkamp under et landsdækkende slogan.

»Topstyringen i SF er forholdsvis ny, men hos Dansk Folkeparti har den hersket længe. I partier med topstyring kan et slogan dikteret ovenfra også være udtryk for, at man frygter, hvad der ellers kunne dukke op rundt omkring i landet, hvis man gav lokalafdelinger og kandidater frit spil til at finde på deres egne slogans og styre deres egne kampagner,« siger Morten Gade.

SF’s slogan er inspireret af »Sangen om Larsen«, skrevet i 1935 af Svend Møller Kristensen, der bl.a. virkede som litteraturkritiker ved det kommunistiske dagblad Land og folk. Morten Gade mener dog ikke, at referencen er synderlig venstreorienteret. »’Sangen om Larsen’ er jo efterhånden blevet folkeeje på linje med »Jeg er havren«.

Men SF’s slogan indeholder til gengæld en slet skjult kritik af dem, der sidder på magten, og opstiller en modsæt-

ning mellem os og dem. Sloganet har glimt i øjet og fremstiller SF som et alternativ til det bestående,« siger Morten Gade.

Kommunalt oprør nu Socialdemokraterne, Venstre, Konservative, Radikale Venstre og Enhedslisten fører alle valgkamp med lokalt producerede slogans, og kigger man nærmere på de mange slogans, som kandidater fra disse partier har lanceret sig under, bliver det tydeligt, at der kan være stor forskel på, hvordan man appellerer til vælgere i små og store byer.

Eksempelvis stiller Enhedslisten i København op under sloganet »Vi vil…« efterfulgt af variationerne ’leve’, ’dele’, ’skabe’ og ’forvandle’. Tanken bag sloganet er ifølge partiets Københavnssekretær, Morten Kabell: »Folk er trætte af den der venstrefløjsretorik, der er imod det hele og siger nej til

Dagbladet Information

Onsdag 11. november 2009

5

Kommunalvalg ’09 Tag en chance, sats på et fængende slogan. Der er ingen sikker opskrift på at fange vælgerne. De mundrette, lidt platte slogan forfattet ved køkkenbordet kan virke, mens de mere fortænkte fra dyre kommunikationsbureauer kan floppe.

ILLUSTRATION: JENZ KOUDAHL/SPILD AF TID

Fakta: Fem originale slogans til den 17. november ’I byrådet med Karen – hun leverer varen’ Karen Baungaard, 70 år, Venstre, Esbjerg ’Fra ingenting til det dobbelte’ Stephan Kleinschmidt, 32 år, Slesvigsk Parti, Sønderborg ’Per Jeppesen – en du kender’ Per Jeppesen, 48 år, Socialdemokraterne, Skive ’Iben og Konen siger nej til diskriminationen’ Iben Wiene Rathje, 28 år, SF, København ’Kommunalt oprør nu!’

Kurt Munch, 62 år, Enhedslisten, Faxe resten. Det københavnske slogan er mere positivt og konstruktivt, for det er sådan vi arbejder i København.« Partiets afdeling i Faxe stiller derimod op under sloganet »Kommunalt oprør nu!«, og lignende slogans kan man finde i Enhedslistens lokalforeninger i Svendborg, Esbjerg og Aalborg også læner sig op ad.

– Hvordan hænger det sammen med den københavnske tilgang? »Man må lægge sin strategi efter de lokale forhold, der hvor man befinder sig,« forklarer partiets Faxe-kandidat Kurt Munch og forklarer, at sloganet sigter efter mere kommunalt selvstyre.

Morten Gade er begejstret over Faxe-fraktionens kreativitet. »Sammenlignet med København er valgsloganet fra Faxe rimelig græsrodsagtigt, det minder mere om Enhedslistens traditionelle kampagner, end dét fra København,

som er mere professionelt, men der er da ingen tvivl om, hvilket af dem man husker.

De slogans, jeg ser, når jeg cykler gennem Frederiksberg, er så generelle, at selv om jeg gerne vil huske dem og fortælle mine kolleger om dem, så er de ude af hovedet, inden jeg når på arbejde,« fortæller Morten Gade.

Også retorikprofessor Christian Kock fremhæver de positive aspekter ved slogans, der er vokset frem blandt græsrødderne og lugter lidt af hjemmestrikkede festsange.

Sørg for at ingen griner »Amatøragtige slogans, enten frivilligt eller ufrivilligt morsomme, kan virke positive, de skiller sig ud fra alle dem, der er lavet med hjælp fra professionelle rådgivere og spindoktorer. Tænk på, da Jakob Haugaard blev valgt ind i Folketinget, nærmest imod sin vilje. Han var jo så kikset, som man næsten kan

blive, i forhold til de polerede ogstylede politikere, som virker så glatte, at man har følelsen af, at de smutter mellem fingrene på en, hvis man forsøger at holde dem fast på noget. Professionalisme kan jo hurtigt komme til at virke suspekt,« vurderer han.

Morten Gade mener derimod, at professionalisme glider nemmere ned end slogans med lokalkolorit, men understreger ligesom Christian Kock faren for, at de drukner i mængden. »Fordelen ved mere professionelle slogans er, at man ikke støder så mange fra sig, og man undgår, at der er nogen, der griner ad én. Det er en meget sikker strategi, lidt ligesom at tage sort tøj eller cowboybukser på: Du kan være helt sikker på, at ingen griner, men der er heller ikke nødvendigvis nogen, der lægger mærke til dig,« siger Morten Gade.

Karen Baungaard stiller op for Venstre i Esbjerg med

28 års politisk erfaring bag sig. Hendes kampagne består af en række slogans på rim – et lyder »Stem på Karen B. – midt på liste V«, mens et andet lover, at Karen Baungaard er »På borgerens side – parat til at slide« – slogans som den 70-årige politiker selv har forfattet hjemme ved køkkenbordet.

At bruge rim i slogans var populært for en del år siden, men har været på vej ud længe, fortæller Christian Kock.

Men strategien kan dog alligevel give pote, mener han: »Ved at udtrykke sig på en måde, der virker gammeldags, så siger man noget om sin personlighed. Det nostalgiske kan være et stærkt virkemiddel, man kan give et indtryk af noget autentisk, konservativt og ikke-professionelt.«.

Flere professionalister Generelt ser det dog ud til, at det professionelle slogan er på vej frem. Morten Gade

henviser til en undersøgelse foretaget i sommer af Dansk Kommunikationsforening og Danske Kommuner, hvor 749 politikere er blevet spurgt om, hvordan de agter at kommunikere ved kommende valg.

Interviewene viser at markant flere politikere forventer at bruge professionelle kommunikatorer, end ved det seneste valg for fire år siden. »Det kan muligvis skyldes en generel professionalisering af kommunikationen, især hos de yngre kandidater, bl.a. fordi medierne skaber en opfattelse af, at ’sådan gør man’,« siger Morten Gade om undersøgelsen. »Det er meget svært at sige noget præcist om, hvad der er brug for, og hvad der virker. Der kan helt sikkert være en idé i at designe sin kampagne, herunder sit slogan efter lokale forhold.« Ifølge Morten Gade er det dog begrænset, hvor mange stemmer et slogan potentielt kan hente hjem, selvom det kan sikre en oplevelse af genkendelighed og identifikation med kandidaten.

Christian Kock medgiver, at det kan være svært at konkludere noget om, hvor godt et slogan virker, men han mener bestemt, at slogans kan spille en rolle for, hvem der får del i magten. »Slogans, stumper og korte sætninger bliver nøgleord, fordi de har bestemte sproglige og lydlige egenskaber, der gør, at de klæber fast til hukommelsen,« siger han og nævner blandt andet det ofte citerede slogan »Stauning el-

ler kaos«, der sikrede Socialdemokratiet en jordskredssejr ved Folketingsvalget i 1935. Eller Dwight D. ’Ike’ Eisenhower, der blev amerikansk præsident i 1952 efter en kampagne under det mundrette slogan »I like Ike«. »Slogans har påvirket mange politiske valg. Det er svært at undersøge empirisk, men historiske erfaringer peger dog på, at det efter al sandsynlighed er tilfældet,« siger Christian Kock.

Fakta: Fire klassiske slogans ’Holger og konen siger NEJ til Unionen’ Holger K. Nielsens slogan fra 1992, da SF endnu var modstandere af det daværende EF. ’Lad falde, hvad ej kan stå’ Thomas-Madsen Mygdal, medlem af Venstre og dansk statsminister 1926-1929, hvis ofte citerede mundheld opsummerede hans liberalistiske synspunkt. ’Gør din Pligt og kræv din Ret’ Inskriptionen på det danske Socialdemokratis ældste fane, som i 1872 var med i slaget på Fælleden. ’There Is No Alternative’ Margaret Thacher, britisk premierminister 1979-1990, brugte dette slogan så ofte, at hun fik tilnavnet TINA – for de fire forbogstaver.

6

Dagbladet Information

Onsdag 11. november 2009

Kommunalvalg ’09

Christiansborg sætter sig tungt på lokalvalget Den kommunale valgkamp er stadig først og fremmest en lokal affære. Men folketingspolitikere og partiledere blander sig mere end nogensinde og fylder stadig mere på gader og stræder. Kommunalvalget har efterhånden karakter af et midtvejsvalg i bedste amerikanske stil Lokalt demokrati af Christian Lehmann De skal nok blive diskuteret, de lokale varme emner: Det lukkede bibliotek, madkvaliteten på plejehjemmet, normeringen i børnehaverne, navnet til den nye omfartsvej og byrådspolitikeren, der løb fra en aftale efter sidste valg. Som altid er den kommunale valgkamp fyldt af hundredvis af sådanne helt lokale dagsordener i hver af de 98 kommuner, hvor valgkampen nu går ind i den afgørende uge inden valget den 17. november.

Men de lokale dagsordener er ved at blive trængt.

Hvor partiformænd og andre ’landsdækkende’ politikere tidligere holdt lav profil, når deres kommunekolleger udkæmpede valgkamp, så blander de sig nu mere end nogensinde.

Landspolitikerne, ja selv partiformændene deltager aktivt i de lokale valgkampe med besøg og optræden ved vælgermøder i disse dage: SF-formand Villy Søvndal har lanceret sit »Danmarkshold« af lokale kandidater, som han vil bakke op med en lang række af lokale besøg.

S-formand Helle ThorningSchmidt har meldt ud med markante ambitioner om socialdemokratisk dominans både i vælgerantal og borgmesterposter. Hun vil ligeledes drage på turné som led i en landsdækkende kampagne, hvor socialdemokrater skal have ringet på mindst en kvart million dørklokker, inden valget er overstået. Og Pia Kjærsga-

ard fra Dansk Folkeparti vil være frontfigur i en »Stem dansk – også lokalt«-kampagne i lokale medier over hele landet.

Landspolitikerne stjæler også mediernes opmærksomhed ved at komme med kommunalpolitiske udmeldinger, der overdøver debatten i de enkelte kommuner.

Og dét ærgrer formanden for Kommunernes Landsforening, Erik Fabrin (V), der er borgmester i Rudersdal Kommune i Nordsjælland. »Den debat, der skal finde sted, og som står til prøvelse, det er jo det lokale demokrati. Men man får ikke en ordentlig debat ude i kommunerne, fordi den bliver overskygget eller overtrumfet af den landspoliti-

ske debat,« siger han.

Erik Fabrin mener, at »der er nogen«, der er mere interesserede i at gøre hele kommunalvalget til »en landspolitisk affære«. »Man forsøger at gøre det til et tema, hvilket afsæt kommunalvalget vil give de forskellige partier til næste Folketingsvalg. Og det er rigtig ærgerligt. Det ville være vidunderligt, hvis der nu havde været et frirum på tre-fire måneder, hvor vi kunne have koncentreret os om vores lokale problemer og debatter.« Dét frirum må Fabrin og de andre lokalpolitikere nøjes med at drømme om. For især fra nogle partiers side bliver der sat meget store kræfter ind på at gøre kommunalvalget 2009 til et spørgsmål om »blå blok

mod rød blok«, som vi kender det fra landspolitikken.

Indblanding tager til Den stigende kobling mellem lands- og lokalpolitik er ikke ny. Men den er blevet stadigt mere tydelig, siger politisk kommentator Niels Krause-Kjær. »En turné som Helle Thorning-Schmidts ville vi aldrig have set for 8-12 år siden. Landspolitikerne ville ikke røre lokalpolitik med en ildtang – og lokalpolitikerne ville ikke have, at der kom nogen fra København og blandede sig,« siger han, og tilføjer, at tendensen til landspolitisk indblanding i kommunalpolitikken efter hans vurdering vil fortsætte og tage til. »Efterhånden kan kommunalvalgkampene få ka-

rakter af at være et midtvejsvalg. Det er ikke noget, der sker fra den ene valgperiode til den næste, men det er en proces, jeg tror, vil komme til at gå meget stærkt de næste fire-ottetolv år,« vurderer KrauseKjær. De temaer, der præger den kommunale valgkamp, har også en klar sammenhæng med de store landspolitiske temaer og konflikter.

Krise, kommunalreform og kommunekasser, der er stadigt mere slunkne, har bestemt ikke gjort arbejdet nemmere for kommunalpolitikerne de senere år, og de temaer præger valgkampen i alle kommuner – med og uden landspolitikernes indblanding.

Sure borgere Kommunalreformen,

der

Fordeling af vælgerne på partier – kommunalt og på landsplan Kommunalvalg 2005

Folketingsvalg 2005 CD: 1,0%

Lokallister: 6,7% DF: 5,9%

KD: 1,7% Socialdemokraterne: 34,3%

M: 0,3% Socialdemokraterne: 25,8%

DF: 13,3%

Konservative: 10,3% Konservative: 10,3%

Radikale: 9,2% Radikale: 5,2%

Venstre: 27,5%

SF: 10,3% Enhedslisten: 2,7%

Venstre: 29,0%

SF: 6,0% Enhedslisten: 3,4%

smeltede 275 kommuner sammen til 98, er en af Danmarkshistoriens største reformer. Ved sidste kommunalvalg i 2004 var reformen endnu ikke trådt i kraft, og i de forløbne fire år har aviserne været fulde af eksempler på de mange praktiske problemer med at få ført reformen ud i livet – lige fra computersystemer, der ikke kunne tale sammen, til utilfredshed med sammenlagte skoler og nedlagte biblioteker.

Den slags har gjort reformen upopulær hos befolkningen. Ifølge en undersøgelse som LO’s ugebrev A4 offentliggjorde i slutningen af oktober, mener kun ni procent af danskerne, at de nye storkommuner har været en fordel for borgerne, og fire ud af 10 mener, at reformen har været en direkte ulempe. Utilfredsheden er størst i de kommuner, der er blevet fusioneret med andre, og det kan meget vel få fatale konsekvenser for borgmestrene i de nye, større kommuner, vurderer Roger Buch, der er kommunalforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. »Det er jo den første mulighed, borgerne har for at evaluere reformen og vise deres utilfredshed i stem-

Dagbladet Information

Onsdag 11. november 2009

7

Kommunalvalg ’09 Flere partiledere fra Christiansborg er i disse dage på turné rundt i landet. Det var uhørt at de blandede sig i lokal politik for bare 10 år siden. Men allerede ved det seneste valg i 2005 var Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, på tur rundt i landet for at støtte partiets kandidater i deres kommunale valgkamp. Her på gågaden i Viborg.

FOTO: LARS HOLM/SCANPIX

meboksen. Og når borgerne er sure eller utilfredse, så rammer det borgmestrene.

Det er uretfærdigt, men sådan er politik,« siger han.

KL-formand Erik Fabrin er enig. Altså i, at debatten om kommunalreformen er uretfærdig. Han mener, at mediernes mange negative historier er med til at skabe et forkert billede af, hvordan det egentlig står til ude i kommunerne. Og at dét billede bruges bevidst i de landsdækkende partiers kamp om at sætte dagsorde-

”

For 8-12 år siden ville landspolitikerne ikke røre lokalpolitik med en ildtang – og lokalpolitikerne ville ikke have, at der kom nogen fra København og blandede sig. Det er en proces, jeg tror, vil komme til at gå meget stærkt de næste fireotte år Niels Krause-Kjær politisk kommentator

nen i den lokale valgkamp. »Der er ingen tvivl om, at de politiske partier har vidt forskellige interesser i, hvordan reformen fremstår, for det kommunale styre reflekterer i meget vid grad velfærdssamfundet. Der er nogen, der gerne vil sige, at velfærdssamfundet bruger alt for mange penge, mens andre siger, at det bliver udsultet. Men den generalisering ud i, at hele det decentrale demokrati er forfærdeligt, og at forventningerne til reformen ikke er blevet indfriet – det er et medieskabt billedet. Det er ikke et reelt billede,« siger Fabrin.

Velfærden til debat Debatten om fremtiden for det danske velfærdssystem har fyldt meget på Christiansborg i de senere år. Oppositionen har igen og igen beskyldt regeringen for at »udsulte« velfærden og bruge pengene på skattestop og skattelettelser i stedet. Regeringen har forsvaret sig med, at der aldrig er blevet brugt så mange, også ekstra, penge på velfærd som i disse år.

Uenighederne er kun taget til i takt med, at den økonomiske krise er vokset.

Det er en anden vigtig

grund til, at landspolitikerne blander sig i den kommunale valgkamp. For når man snakker velfærd og investeringer i offentlige bygninger, så er det i langt de fleste tilfælde kommunale opgaver, det handler om: skoler, ældrepleje, børnepasning,

socialhjælp og så videre. Økonomien i kommunerne er imidlertid presset af stigende sociale udgifter på en lang række områder – og en stærkt stigende arbejdsløshed gør ikke sagen bedre, siger Roger Buch. »Skattestoppet har be-

Partiernes dækning af kommunerne Antal byråd partierne opstiller i I alt 98 kommuner 100

98

98

98 94

97

95

80

63 60

40 29 20

0

Enh SF

S

R

LA

V

K

DF

virket, at kommunerne ikke har kunnet gøre det, de ellers kunne gribe til at gøre – nemlig at sætte skatten lidt op,« siger han.

Hvor presset, økonomien er, kan ifølge Roger Buch aflæses i et usædvanligt faktum: I ingen af de 98 kommuner har man i den forløbne valgperiode valgt at sætte kommunalskatten ned.

Faktisk har hovedparten af borgmestrene udtrykt ønske om i stedet at sætte skatten i vejret. »Det har man aldrig set før i et kommunalt valgår.

Det siger noget om, hvor presset økonomien ser ud.

At hæve skatten er jo ikke noget, man gør for sjov,« understreger kommunalforskeren.

Ubehagelig beslutning Selv når den økonomiske nedtur engang er overstået, er der udsigt til ubehagelige, men nødvendige beslutninger for kommunalbestyrelserne, påpeger Roger Buch.

I de kommende år vil antallet af danskere, der er berettigede til folkepension, nemlig stige fra dagens cirka 800.000 personer til 1,2 millioner.

Det betyder at kommunerne får stærkt stigende

udgifter til hjemmehjælp, plejehjem og andre udgifter til ældre. Samtidig vil antallet af skolebørn falde de næste 15 år. »Det betyder groft sagt, at der skal flyttes penge fra børnene over til de ældre.

Så en masse skolebørn vil opleve, at deres skole lukker, og at der vil ske indskrænkninger og besparelser. For selv om det statslige tilskud pr. skoleelev vil være uændret, så skal en lærer jo stadig have det samme i løn, uanset at der er tre elever færre i klassen,« siger Roger Buch.

Der er altså svære og formodentligt upopulære beslutninger og omprioriteringer i sigte for kommunalpolitikerne – og der er heller ikke mange penge at tage af til at love nye tiltag. Oven i det skal mange af lokalpolitikerne endnu en gang ud i en kommunalvalgkamp, der er helt anderledes, end de var vant til før kommunalreformen, siger professor Ulrik Kjær, der forsker i kommunalpolitik på Syddansk Universitet. »Mange politikere har været vant til at drive valgkamp i små kommuner. Her kunne de møde vælgerne, når de alligevel fulgte børnene til skole eller var trænere i håndboldklubben. Nu skal de ud og møde vælgerne i et meget større område.

Kommunalvalget i 2005 var den store prøve – og ved det her valg vil vi se, om lokalpolitikerne har lært af erfaringerne fra dengang,« siger han.

CLE@INFORMATION.DK

8

Dagbladet Information

Onsdag 11. november 2009

Kommunalvalg ’09 Kirsten Jensen (S), Hillerød 48 år, journalist, valgt i byrådet 2005, borgmester siden 2007 – Hvad skal der til for at få flere kvinder ind i lokalpolitik? »Det er tidskrævende at være lokalpolitiker, når man har job og familie ved siden af, og her er der nok mange kvinder, der vælger jobbet og familien. Men kvinder er normalt meget engagerede i lokale forhold, og som kommunalpolitiker er det muligt at gøre en stor og synlig forskel lokalt. Mange kvinder er i forvejen involverede f.eks. i forældre- eller skolebestyrelser og kunne godt tage springet til lokalpolitik.

Men det kan være svært at bede om nedsat tid på sit arbejde for at passe møderne i byrådet, og statistikken viser, at rigtig meget arbejde i hjemmene stadig hænger på kvinderne. Mere tid må være svaret.«

– Er det din erfaring, at det er sværere at være lokalpolitiker, hvis man er kvinde, end hvis man er mand? »Nej, der er ingen forskel.

Selv om det vel kan forstås og besvares på to måder? Ja, det kan vi kvinder sagtens finde ud af! Og ja, det er da stadig kvinderne, der stikker ud fra mængden! Jeg har været med i politik så længe, at jeg ingen tvivl har om, at kvinder kan fylde rollerne ud og finde deres egen måde at føre politik på.«

Marie Stærke (S), Køge 30 år, læser historie og dansk, valgt ind i byrådet 2001, borgmester siden 2007 – Hvilke overvejelser gjorde du dig, inden du gik ind i lokalpolitik? »Jeg foretog nogle skarpe prioriteringer, som studerende, prioriterede jeg altid mit politiske liv frem for studiet. Det betød, at jeg ikke kunne få de højeste karakterer på universitetet, men til gengæld kunne jeg være noget for en masse andre men-

af Lillan Clemmensen og Camilla Stampe nesker ved at engagere mig i de politiske møder.«

64 år, bibliotekar, valgt ind i byrådet 1978, borgmester siden 2002

– Tror du, der er forskel på, hvordan kvindelige og mandlige lokalpolitikere arbejder? »Der har været en tendens til, at kvinder interesserede sig for børn og ældre, mens mændene tog sig af veje, kloakker samt øko-

De halvgamle mænd dominerer massivt i byrådene. Af i alt 98 kommuner har kun syv en kvinde som borgmester. Kvinder og eksperter siger, at den skæve kønsfordeling dels skyldes et voskende arbejdspres, sene møder og mangel på løn for hvervet Kvinder i politik

Karin Søjberg Holst (S), Gladsaxe

– Hvad er konsekvensen af, at så få kvinder er engagerede i lokalpolitik? »Jeg tror, det er vigtigt for borgerens holdning til og opfattelse af det lokale demokrati, at de kan genkende sig selv i det lokale styre. Vi skal afspejle befolkningssammensætningen. Så det er et demokratisk problem, at der er så få kvinder i lokalpolitik, ligesom det på samme måde er et problem, at der er få unge og få af anden etnisk oprindelse end dansk. Konsekvensen af det er vel en ond cirkel, hvor færre og færre interesserer sig for det lokale samfundsliv.«

Kommunalpolitik kræver sin kvinde

Kun syv danske kvinder har fundet vej til en af de i alt 98 borgmesterposter. Og på 10 år er antallet af danske kvinder i lokalpolitik kun steget én procent. Fra 26 procent til i dag 27 procent.

Fakta: Århus er frontløber I forbindelse med 100-året for kvinders valgret i 2008 blev flere initiativer søsat for at få flere kvinder ind i politik.

nomi. Men det er en tendens, der er under forandring, for veje betyder jo også, at man beskæftiger sig med trafiksikkerhed og kloakker, ja, det er en væsentlig del af miljøpolitikken, og rigtig mange kvindelige politikere er aktive inden for disse områder.« »Hvis jeg skulle pege på en forskel, er det, at nogle mandlige politikere er optagede af at positionere sig, hvor de kvindelige er mere optagede af at nå et fornuftigt resultat – og ikke så meget af positioneringen. Men man kan ikke generalisere på dette område.«

Specielt Århus Kommune har under sloganet ’Flere kvinder i kommunalpolitik’ arbejdet målrettet på at øge antallet af kvindelige kandidater frem mod kommunalvalget 2009.

Her har politiske lokalforeninger og ungdomsforeninger kunne bestille foredrag og temaaftener med fokus på køn og politik. Desuden har kommunen udgivet informationsmateriale samt oprettet en hjemmeside, der skal gøre opmærksomme på den skæve kønsfordeling på opstillingslisterne.

Ved kommunalvalget 2005 var 20 pct. af de opstillede i Århus kvinder, i år er det 28 pct.

LÆS MERE PÅ: HTTP://FLEREKVINDERIPOLITIK.FO-AARHUS.DK

Det er altså langt fra en nyhed, at der er langt mellem kvinderne i politik på kommunalt niveau. Men selv om ligestillingsministeren har som formuleret målsætning, at der skal flere kvinder i landets byråd og kommunalbestyrelser, og selv om FN’s kvindekommission gentagne gange har opfordret den danske stat til at tage hånd om problemet, rokker kvindeandelen sig ikke ud af stedet. »Hvis vi havde en regering med kun syv procent kvinder, ville der lyde et ramaskrig i den offentlige debat. Men når det kommer til at få kvindelige borgmestre, så bliver problemet overset.

Når man nu har et ideal om, at der skal være ligestilling i demokratiske forsamlinger, så er det et stort problem, at man har et så centralt område, hvor andelen er så lav og slet ikke flytter sig,« siger Ann-Dorte Christensen, der er professor i sociologi ved Center for Kønsforskning på Aalborg Universitet: Og hun har en pointe, for mens ligestillingen halter bagefter i kommunerne, udgør kvinderne i dag 38 procent af Folketingets medlemmer.

Ifølge Ann-Dorte Christensen skyldes forskellen mellem lokal- og landspolitik, at der på landsplan har været mere fokus på at få flere kvinder ind i politik, mens ligestillingsdiskussionen simpelthen er druknet ved de seneste kommunalvalg. »I 2001 talte man om Folketingsvalget, fordi det lå

samme dag. I 2005 diskuterede man især kommunalreformen og kommunesammenlægningerne.

Begge gange betød det, at vi ikke fik den nødvendige debat om ligestilling og kønsaspektet,« forklarer hun og peger især på, at de lokale partiforeninger ikke fokuserer lige så meget på ligestilling, som partierne gør på landsplan: »Andelen af kvinder, der bliver valgt ind i Folketinget, er større end andelen, der stiller op. I kommunalpolitik er det omvendt. Årsagen er, at man ikke tænker i ligestilling lokalt; de færreste tænker på at vælge en kvindelig kandidat fremfor en mandlig,

”

Der er større barrierer for kvinder i lokalpolitik end i Folketinget. Det lokale engagement bliver bare lagt oven i dit fuldtidsjob. Til gengæld kan de halvgamle mænd med et godt bagland sagtens få tid til at deltage i møderne Ann-Dorte Christensen, professor i sociologi

hvis de skal vælge mellem to kandidater, som begge har nogle holdninger, de ønsker at bakke op.« Evig byrde for privatlivet Kommunalforsker Ulrik Kjær, der er professor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, er enig i, at debatten om ligestilling har fyldt meget lidt under de seneste kommunalvalg.

Men han mener ikke, at den væsentligste forklaring på den lave andel af kvinder i byråd og kommunalbestyrelser skal findes i valgkampens temaer. Den findes snarere i den måde, det politiske arbejde er skruet sammen på i kommunerne: »Når der kun er syv procent kvindelige borgmestre, må det efter min mening afspejle, at der er nogle strukturelle barrierer, der lukker kvinder ude af lokalpolitik.

Kvinderne har simpelthen sværere ved at passe kommunalpolitik ind i en hverdag,« siger han.

Ann-Dorthe Christensen er enig i, at arbejdsforholdene i kommunalpolitik skræmmer mange kvinder væk. »Der er større barrierer for kvinder i lokalpolitik end i Folketinget. For bliver du valgt ind i Folketinget, så er dét dit arbejde. Det lokale engagement bliver bare lagt oven i dit fuldtidsjob«.

Det betyder, at møderne bliver lagt sidst på eftermiddagen eller om aftenen, og det kan være svært for mange kvinder at få til at passe ind i

Dagbladet Information

Onsdag 11. november 2009

9

Kommunalvalg ’09

De syv danske kvindelige borgmestre set med uret øverst: Ritt Bjerregaard, København, Anny Winther, Rebild, Kirsten Jensen, Hillerød, Lis Tribler, Slagelse, Tove Larsen, Aabenraa, Marie Stærke, Køge Karin Søjberg Holst, Gladsaxe.

GRAFIK: MEDIEFABRIKKEN

hverdagens puslespil af familieliv, arbejde og fritidsinteresser.

en smertegrænse. Det er kun de færreste, der kan finde tid

Gamle mænd kan sagtens »Til gengæld kan de halvgamle mænd med et godt bagland sagtens få tid til at deltage i møderne,« siger hun.

Den forklaring passer ifølge Ulrik Kjær også ganske godt på, at det kommunalpolitiske miljø fortsat er indrettet på samme måde som for årtier siden. Og derfor er der ikke noget, der tyder på, at det er blevet lettere at kombinere det politiske liv med privatlivet. I takt med at kommunerne er blevet større og har fået flere opgaver at tage sig af, er arbejdspresset for lokalpolitikerne tværtimod blevet markant større.

En ny undersøgelse fra Anvendt KommunalForskning viser, at kommunalpolitikerne i gennemsnit bruger mellem 15 og 19 timer om ugen på det politiske arbejde. For 15 år siden lå arbejdstiden på 12-15 timer. »Man er ved at have nået

Fakta: Kvinder i politik Der er endnu ingen opgørelse over, hvor mange kvinder der stiller op til kommunalvalget 2009.

Ved valget i 2005 var cirka 30 pct. af de opstillede kandidater kvinder, mens godt 27 pct. af de valgte politikere var kvinder. Ifølge Jytte Nilsen fra Kvinfo er der en svag tendens til, at flere kvinder stiller op ved dette års kommunalvalg.

Tallene skal ses i forhold til, at kvinder udgør 51 pct. af de stemmeberettigede og godt 80 pct af de ansatte i offentligt regi.

I Sverige blev 42 pct. kvinder stemt ind i politik ved sidste valg til lokalrådene. I EU ligger Danmark på en 12. plads, når det kommer til antallet af kvinder i politik.

til en halvtidsstilling til politisk arbejde,« siger han.

Demokratisk problem Spørgsmålet er så, hvad konsekvensen af den ulige kønsfordeling i kommunalbestyrelser og byråd er?

Ulrik Kjær vurderer på sin side ikke, at det har den store indflydelse på den politik, der bliver ført, at det primært er mændene, der sidder på den politiske magt. »To socialdemokrater, hvoraf den ene er kvinde, har mere til fælles, end to kvinder, hvoraf kun den ene er socialdemokrat. Partierne er de væsentlige skillelinjer, når det handler om prioritering af skattekronerne,« siger han.

Men selv om han mener, at det primært er partifarven, der afgør, hvordan den enkelte politiker ønsker, at pengene skal bruges, afviser han ikke, at politikernes køn også kan have en betydning. »Mænd og kvinder bringer ikke de samme erfaringer med sig ind i politik, fordi de stadig har forskellige roller i

samfundet, og man kan ikke udelukke, at den bagage har en betydning for den førte politik,« siger han. Ann-Dorte Christensen er ikke i tvivl om, at politikernes køn – og de ofte kønsspecifikke erfaringer, som mænd og kvinder har med sig ind i politik, har en betydning for, hvordan politikerne agerer på tværs af politisk observans, og netop de to køns traditionelt forskellige roller er faktisk med til at gøre fraværet af kvindelige politikere mere alvorligt, mener hun.

Kommunalbestyrelserne kommer ganske enkelt til at mangle politikere med bestemte typer af erfaringer og kompetencer, mener hun. »Kvinder har typisk haft ansvar for centrale velfærdsområder – børn, syge, ældre og omsorgsfunktioner generelt. Det er paradoksalt, at kvinderne så ikke er til stede i lokalpolitik, hvor man i stigende grad beskæftiger sig med disse områder,« siger hun.

De to forskere understreger begge, at der ikke eksiste-

rer forskning, der konkret belyser, hvad det ville betyde for den førte politik, hvis der kom flere kvinder i kommu-

nalbestyrelserne. Men uanset hvilken betydning køn har ...

Fortsættes næste side

Tove Larsen (S), Aabenraa 61 år, teknisk assistent, valgt ind i byrådet 1982, borgmester siden 1994 – Hvorfor er der så få kvinder, der gider engagere sig i lokalpolitik? »Det har blandt andet at gøre med, at kvinder ikke har et lige så stort behov for at manifestere sig i det offentlige rum, som mænd har. I modsætning til kvinder, tænker mænd mere på magt og deres egen placering. Derudover er der mange familier, hvor det stadig er kvinden, der sørger for børnene, og derfor har de masser at se til i deres fritid.« – Hvad skal der til for at få flere ind i lokalpolitik? »Det gælder om, at kommunalbestyrelserne skal

være meget opmærksomme på, hvornår de ligger møderne, og hvor længe møderne varer. Da jeg startede, kunne et møde i socialudvalget tage syv timer. Det har vi kortet meget ned. En bedre aflønning ville også hjælpe, så man bedre kunne købe sig fri fra deres arbejde.«

10

Dagbladet Information

Onsdag 11. november 2009

Kommunalvalg ’09 Ritt Bjerregaard (S), København 68 år, lærer, MF 1973-2006, borgmester siden 2005 – Hvad afholder kvinder fra at gå ind i kommunalpolitik? »Der er kun få kvinder med hjemmeboende børn, som går ind i politik. Vi ved, at det stadig er kvinderne, som tager sig af hjemmearbejdet og med fuldtidsarbejde oven i hænger det ikke sammen, hvis man også skal være fritidspolitiker på siden. Derfor er det også afgørende, at det politiske arbejde bliver fornuftigt aflønnet, så man får mulighed for at skære ned på fuldtidsjobbet. Det er den eneste måde at få flere kvinder ind i lokalpolitik.« – Hvilke overvejelser gjorde du dig, inden du sagde ja til borgmesterposten? »Jeg har jo været professionel politiker hele mit liv, så jeg var selvfølgelig et andet sted, da jeg sagde ja til at stille op til overborgmester-

posten i København. Som borgmester er du lønnet fuldtidspolitiker, og så kan et politikerliv godt kombineres med et privatliv.« »For mig handlede det om at få en post, der var tæt på vælgerne. Efter en karriere med minister- og kommissærpost var det noget helt andet at slutte af som overborgmester, hvor man kommer tæt på folk. Det har været en rigtig god oplevelse. Lige med undtagelse af den dårlige styreform vi har her i København.«

Lis Tribler (S), Slagelse 57 år, lærer, valgt ind i byrådet 1990, borgmester siden 1998 – Hvad er dit råd til kvinder, der gerne vil være lokalpolitiker? »Kvinder skal have mod til at stille op, selv om de måske ikke føler, de har det store overblik på forhånd. Der er mange, der holder sig tilbage, fordi de tror, de ikke ved nok om byplanlægning eller alt muligt andet. Men hvis man har et værdigrundlag og en ideologisk tilgang, så vil man kunne

indgå i diskussionerne lige fra starten.«

Et valg, hvor alle vinder – hvis man spørger dem selv En sejr ved kommunalvalget afhænger af, hvordan man har defineret succesen – en øvelse, som Venstre og Socialdemokraterne har været i gang med i et stykke tid. Den 17. november vil alle kunne række armene i vejret

Analyse

af Bent Winther Hvilke landspolitiske konsekvenser får kommunalvalget? Umiddelbart ikke nogen, kan man hævde. Der er jo netop tale om valg til byog regionsråd, som er en del af det lokale demokrati, som ligger uden for Folketingets område. Men når Villy Søvndal bliver fotograferet med lokale kandidater i kommune efter kommune, når Helle Thorning-Schmidt rejser landet rundt og stemmer dørklokker og når socialminister Karen Ellemann tager til Furesø Kommune med løftet om at se på

58 år, økonoma og ejendomsmægler, valgt ind i byrådet 1990, borgmester siden 1998-2006 i Støvring, Rebild 2007 – Hvordan kan man få flere kvinder ind i lokalpolitik? »Det handler om, at man tager fat i kvinderne i partiforeningerne og husker at få dem skubbet frem og give dem troen på, at de godt kan.

Det vigtigste er interessen.

Grib fat i dem og fortæl dem, at vi har brug for dem. Men generelt synes jeg ikke, det er et problem, og på vores liste har vi mange potentielle unge kvinder.« »Jeg ville ønske, der var flere kvinder, der ville stille op. Det er jo et spørgsmål om at skabe gode vilkår for deres børn, så vi må ikke gøre det til noget med, at de bare står hjemme ved kødgryderne eller henter børn. Man kan godt prioritere anderledes, hvis man har bedsteforældre eller en mand, der kan tage sig af børnene.«

– Hvilke overvejelser gjorde du dig, inden du gik ind i lokalpolitik? »Jeg ville være med til at præge mine børns skole, uddannelse og fritid. Jeg har haft det privilegium, at jeg boede i den by, hvor rådhuset også var placeret. Jeg var tæt på det, og det var en hjælp. Det kræver, at man har et godt netværk, og så skal man være indstillet på, at man nogle gange siger nej til noget, som man også gerne vil. Det kræver en benhård prioritering.«

Flere røde byer i vente Valget vil altså først og fremmest få en psykologisk effekt for Folketinget og internt i de politiske partier. Derfor er især de to store borgmesterpartier, Socialdemokraterne og Venstre, optaget af at definere, hvad der er en sejr, og hvad der er et nederlag. Tag nu Socialdemokraterne som eksempel. Partiet er i dag partiet med flest borgmesterposter i Danmark og fik for fire år siden

et bemærkelsesværdigt godt valg i lyset af, hvor svagt man stod landspolitisk. I 2005 var der valg til Folketinget samme år som til kommuner og amter, og mens Socialdemokraterne kun fik godt 25 procent til Folketingsvalget, så fik partiet omkring 34 procent af de kommunale stemmer.

Det tror man i partiet alligevel ikke, at man kan overgå denne gang. Derfor er det heller ikke en del af det socialdemokratiske succeskriterium, at man procentvis skal gå frem. I stedet taler S-formand Helle ThorningSchmidt om, at Socialdemokraterne skal vinde de fire største byer – København, Odense, Århus og Aalborg – det kræver kun, at partiet vinder Odense, hvilket ser ud til at være inden for rækkevidde. Desuden vil Socialdemokraterne være partiet med flest borgmesterposter – det er man såmænd også i dag, og med en forventet pæn fremgang til SF, tegner det oven i købet til endnu flere gyldne kæder.

Venstres næstformand, skatteminister Kristian Jensen, kom helt galt af sted, da han i sensommeren ønskede at afstemme forventningerne og definere sejr og neder-

lag. Han slog i JyllandsPosten fast, at han ikke regnede med, at Venstre kunne vinde borgmesterposterne i de fire store byer – i Odense er det den konservative Jan Boye, som er tættest på af de borgerlige kandidater.

Udtalelserne fik de lokale politikere i de store byer op af stolene. Hvordan skal man kunne mobilisere til en valgkamp, når end ikke partiets øverste ledelse tror på, at det vil lykkes. Kritikken væltede ned over Kristian Jensen, som måske har opnået det som han ville, nemlig at forberede både Venstre-folk og andre på, at Venstre fortsat ikke er blevet det store byparti, som man for år tilbage forudså. Det var daværende Venstreformand Uffe Ellemann-Jensen, der bevægede partiet ind i byerne. Men den udvikling er gået i stå. Venstre mistede ved sidste valg Århus, og Søren Pind kom aldrig i nærheden af at blive overborgmester i København. Og alt tyder på, at Venstres march mod byerne er standset, men hvis Venstre procentvis går frem, vil Kristian Jensen alligevel – med alle de andre – kunne udråbe sig selv som sejrherre.

BEW@INFORAMTION.DK

Kommunalpolitik kræver sin ...

Fortsat fra forrige side

Anny Winther (V), Rebild

Farum-byrden igen, så er det ikke kun for at støtte de kommunale partifæller, det er også, fordi det har en betydning for stemningen – baggrundsmusikken – på Christiansborg. Hvem kan hævde at ride på et popularitetsmæssigt momentum frem til næste valg. og hvem er på taberholdet? Socialdemokraterne og SF ser ligefrem kommunalvalget som andet trin i et tre-trinsraket; Først fik man tilsammen et godt valg til Europa-Parlamentet i sommer, en sejr ved kommunalvalget vil i oppositionens optik være et næste skridt frem mod Statsministeriet. Andre, forsøger at afmontere sammenhængen mellem landspolitik og kommunalpolitik.

– og potentielt kan have – mener Ann-Dorte Christiansen, at man skal gøre noget ved den skæve kønslige fordeling. »I Danmark har vi formelt ligestilling, og vi har ikke mindst en forventning om, at danske kvinder er ligestillede. Men i virkeligheden er der stor ulighed på dette område. Det er et stort demokratisk problem, at vi ikke kan leve op til vores egne idealer, når det gælder lokalpolitik,« siger hun.

Ingen indblanding Beskæftigelses- og ligestillingsminister Inger Støjberg (V) synes, at det ærgerligt, at der er så få kvinder i kommunalpolitik.

Men hun er ikke enig i AnnDorte Christensens karakteristik af problematikken. »Jeg synes ikke, man kan sige, at det er et demokratisk problem. Det er nu en gang sådan, at alle kandidaterne er valgt blandt dem, der stiller op og derefter af vælgerne,« siger hun og tilføjer, at i den bedste af alle verdener ville både Folke-

tinget, kommunalbestyrelserne og regionsrådene afspejle samfundets sammensætning, både hvad angår køn og andre parametre som uddannelse og alder. »Men det gør de nu en gang bare ikke.« Ministeren er helt enig i, at de sene møder i kommunalbestyrelserne gør det svært for især kvinder at passe de politiske aktiviteter ind i kalenderen, fordi de fleste gerne vil bruge de sene eftermiddag og aftener sammen med deres børn. Men hun mener hverken, det er Folketingets eller en ministers opgave at blande sig i, hvordan en kommunalbestyrelse planlægger sine møder.

Slå i bordet »Jeg har mange gange sagt, at jeg synes, at kommunalbestyrelserne skal overveje at tilrettelægge arbejdet, så det bliver nemmere at få familieliv til at passe sammen med det at være politiker og have et arbejde ved siden af,« siger hun, men understreger, at det bør være noget, som kommunalbestyrelserne selv tager stilling til.

I Frankrig behøver lokalpolitikerne umiddelbart slet ikke at tage stilling til fordelingen af kvinder og mænd, for i den franske forfatning står det direkte, at der skal være lige mange af hvert køn i lokalpolitik. Det betyder, at der altid stiller lige mange mænd og kvinder op til lokalvalgene. Men den model afviser Inger Støjberg at overføre til

”

Jeg skal ikke bestemme, hvem der stiller op. Det er de enkelte partiers ansvar at opfordre og tilskynde flere kvinder til at stille op, og vi må have tiltro til de lokale partiforeninger, hvad det angår Inger Støjberg, beskæftigelses- og ligestillingsminister

Danmark. »Jeg skal ikke bestemme, hvem der stiller op. Det er en forpligtelse, som partierne må påtage sig. Det er de enkelte partiers ansvar at opfordre og tilskynde flere kvinder til at stille op, og vi må have tiltro til de lokale partiforeninger, hvad det angår,« siger hun og tilføjer: »Det må være dem, der har mest lyst til at stille op, som stiller op. Politikere skal være nogle, der brænder for det. Det skal ikke være nogen, der er udpeget for at opfylde en kønskvote«.

Ulrik Kjær understreger, at der er en udbredt modvilje og skepsis over for kønskvoter i en dansk sammenhæng, og han vurderer, at det hænger sammen med, at debatten i Danmark generelt har været præget af en tro på, at problemet langsomt er ved at løse sig af sig selv. »Først og fremmest trænger debatten til et rusk.

Der mangler nogle sure, velformulerede kvinder, som stiller sig op, råber højt og slår i bordet.« Se mere: www.kvindersvalgret.dk

Arrangementet er blevet til i et samarbejde med

DEN FEMTE SALON

12

Dagbladet Information

Onsdag 11. november 2009

Dagbladet Information

Onsdag 11. november 2009

Fokus Valget set fra Nørrebro

13

Fokus 11-årige drenge er på gaden til langt ud på aftenen og følger nøje med i bandekrigen. Det gælder for selv små drenge om at være sent ude og se mest muligt for at blive accepteret som smart og sej i skolen næste dag, tilkendegiver flere gadearbejdere.

Sådan gjorde vi Kommunalvalget i år er domineret af landspolitiske temaer som bandekrig og økonomisk krise. Lokalpolitikken er under pres og mange borgere føler sig oversete.

De problemstillinger finder man i koncentreret grad på Nørrebro, og derfor flyttede Information og elever fra Grundtvigs Højskole en uge ind på Blågårds Plads.

Vi kom blandt andet med til prisudeling i Nørrebrohallen med Frank Jensen, prøvevalg for de 16-17-årige på Metropolitanskolen, mødte en selvbestaltet vagtmand og oplevede, hvad bandekonflikten betyder for de helt små i skolegården.

FOTOCOLLAGE: PETER A. B. NIELSEN

Læs mere på: www.information/kommunalvalg.dk

’De leger indvandrerne efter rockerne i skolegården’ Bandekrigen er trængt ind i de små klasser, hvor de fascineres af gadekrigens hårde liv, fortæller både lærere og socialarbejdere. Kommunalpolitikerne vil have øget samarbejde mellem forvaltningerne og mere politi på gaden for at imødegå den stadig voldeligere udvikling Forbilleder af Tine Gilkrog, Rasmus Kirså, Farhiya Khalid og Signe QuistStouge Bandekonflikten kommer stadig tættere på almindelige borgeres hverdag, og skyderierne giver nu ekko helt ind i skolegården, hvor elever i folkeskolens yngste klasser er tydeligt fascineret af det kriminelle miljø, de hører om i medierne og ser glimt af i deres hverdag på Nørrebro. Det fortæller flere gadeplansmedarbejdere og lærere i bydelen. »Mens andre børn leger cowboy og indianere, leger børnene på vores skole indvandrerne efter rockerne i frikvarteret. De skriver tags med bande-initialer på deres mapper. De forstår selvfølgelig ikke præcis, hvad det betyder, men de er fascinerede af koderne og har en fornemmelse af, at det er

sejt. Derfor kopierer de det,« fortæller en lærer fra en af bydelens skoler.

I Mjølnerparken genkender beboerformand og frivillig i gadeplansprojektet Natteravnene, Mohammed

”

Det er chokerende, når jeg i mit arbejde som Natteravn ofte ser børn helt ned i 11-12 års alderen ude på gaderne på hverdagsaftener. De løber typisk ærinder for de ældre kriminelle, fordi deres forældre ikke har råd til at give dem lommepenge Mohammed Aslam, frivillig i gadeplansprojektet Natteravnene

Aslam, billedet af de helt små skolebørn, der ikke blot er fascinerede af det kriminelle miljø, men også i visse tilfælde bliver inddraget direkte i det, når de færdes på gaden uden forældrenes opsyn: »Det er chokerende, når jeg i mit arbejde som Natteravn ofte ser børn helt ned i 11-12 års alderen ude på gaderne på hverdagsaftener.

De løber typisk ærinder for de ældre kriminelle, fordi deres forældre ikke har råd til at give dem lommepenge,« siger han.

En medarbejder, der ønsker at være anonym, på et socialt gadeplansprojekt et andet sted på Nørrebro tegner samme billede, og tilføjer, at det ikke kun er de ældre kriminelle, der trækker folkeskolens yngste elever ind i bandemiljøet. Det handler også om gruppepres blandt de mindste. »Hvis en gruppe venner snakker om et skyderi, der

er sket dagen før, men en af drengene ikke kan tale med, vil han føle sig udenfor og måske endda ryge ud af vennekredsen. Derfor gælder det for de unge om, at være ude og se mest muligt for at blive accepteret som smart og sej,« siger han.

Lærere skal gribe ind Socialarbejder ved Ressourcecenter Ydre Nørrebro Anoir Hassouni er vokset op på Blågårds Plads, hvor en af bandekonfliktens mest markante kriminelle grupperinger holder til.

Han mener, at lærerne skal blive bedre til at gribe ind, når eleverne fascineres og tiltrækkes af banderne

og deres kriminelle adfærd. »Lærerne skal blive bedre til at spotte de utilpassede børn i en tidlig alder, allerede i børnehaveklassen, så de ikke får en kriminel løbebane. Men der er desværre en berøringsangst, når det gælder dette problem.

For hvad skal der gøres, skal man fjerne disse børn fra hjemmet eller skal man hjælpe forældrene med opdragelsen? Det er et svært dilemma,« siger Anoir Housseini.

Rie Wellendorf er tidligere medarbejder på Center for Ungdomsforskning og medforfatter til rapporten Gadedrenge yngre etniske drenge i gadebilledet og

deres møder med politi og borgere fra 2007. Rapporten handler om grupper af 1017-årige etniske minoritetsdrenge, der lever en stor del af deres liv på gaden og ofte kommer i konflikt med politi og andre myndigheder.

Ifølge Rie Wellendorf har folkeskolerne, som det ser ud nu, ikke ressourcer til at holde styr på børnene uden for skoletid, og en del af løsningen er derfor ifølge forskeren at styrke dialogen mellem skole og hjem for den måde i højere grad at engagere forældrene. »Der er skoler, som har benyttet sig af integrationskonsulenter, som sørger for ordentlig dialog med de to-

sprogede forældre. Her drejer det sig specifikt om at afklare de gensidige forventninger og forklare forældrene, at man forventer en aktiv deltagelse fra deres side,« siger hun.

Langt flere anmeldelser Justitsministeriets rapport om ungdomskriminalitet fra september 2009 indikerer, at de yngste elever i folkeskolen ikke kun leger kriminelle, men faktisk også i højere grad end tidligere udfører egentlige kriminelle handlinger. Antallet af anmeldte voldsforbrydelser, hvor gerningsmanden er mellem 10 og 14 år, er således steget betydeligt –

over 150 pct. faktisk – de seneste år – fra 207 anmeldelser i 2000 til 546 anmeldelser i 2007.

Spørgsmålet er blot, hvor ansvaret for den stigende kriminalitet blandt de helt unge skal placeres.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) beskyldte den 21. oktober i år de kommunale politikere for ikke at tage ansvar for bekæmpelsen af bandekriminalitet, men i stedet overbelaste socialrådgiverne med opgaver. Og ifølge overborgmesterkandidat og tidligere justitsminister, Frank Jensen (S), skal den kommunale indsats også styrkes. Han mener, at man skal

samle de relevante kommunale forvaltningers bandeindsats under én central chef, som rapporterer direkte tilbage til overborgmesteren om indsatsen og udviklingen på området.

På den måde kan man, ifølge Frank Jensen, effektivisere indsatsen: »Problemet i dag er, at der er fire forvaltninger, der arbejder med det her, og de forskellige medarbejdere ved ikke, hvad de andre laver. Vi får ikke det optimale ud af ressourcerne,« siger han.

Nuværende sundhedsog omsorgsborgmester og overborgmesterkandidat Mogens Lønborg (K) er

”

Vi bruger rigtig mange penge på at forsøge at løse det her problem, men vi bruger dem bare forkert. Det er blevet en projektmagerindustri, og vi er gået udenom kilden til en bedre opdragelse af børnene. Det er forældrene og deres familier, vi skal have fat i Mogens Lønborg, sundheds- og omsorgsborgmester

enig i, at kommunens ressourcer skal prioriteres anderledes: »I Københavns Kommune bruger vi rigtig mange penge på at forsøge at løse det her problem, men vi bruger dem bare forkert.

Det er blevet en projektmagerindustri, og vi er gået udenom kilden til en bedre opdragelse af børnene. Det er forældrene og deres familier, vi skal have fat i,« siger han.

SF’s spidskandidat, nuværende børne- og ungdomsborgmester, Bo Asmus Kjeldgaard mener derimod, at der skal flere socialarbejdere til, og at der skal tilknyttes faste kon-

taktpersoner fra socialforvaltningen til udsatte daginstitutioner, hvis problemet skal løses: »Man kan lave en ordning, hvor børnefamilieteam tilbyder coaching til dagsinstitutionerne. Og så skal der være netværksmøder i forhold til det enkelte barn,« siger han og henviser til et vellykket projekt i Valby, hvor man samler børn med problemer i en klasse for sig og giver dem speciel støtte.

Læs mere: Rapporten ’Gadedrenge – yngre etniske drenge i gadebilledet og deres møder med politi og borgere’, Center for Ungdomsforskning, 2007. Kan downloades fra: http://www.cefu.dk/media/1144 41/gadedrenge2b.pdf

Artiklen er blevet til i samarbejde med elever fra Grundtvigs Højskole

14

Dagbladet Information

Onsdag 11. november 2009

Fokus Valget set fra Nørrebro

Frank hvem – på udebane Respekt er omdrejningspunktet for overborgmesterkandidat Frank Jensens massive valgkampagne i København. Det er et direkte budskab til de unge, men rammer det mon bageste række i Nørrebrohallens cafeteria? De unge vidste i al fald ikke, hvem han er Valgmøde af Maria Skov »Vi giver lige Frank 10 minutter,« siger Niels Rytter, der er formand for foreningen Nørrebros børne- og ungdomskomité (NØBU).

I aften skal Niels Rytter uddele en pris til personer, som har gjort en ekstra indsats for børn og unge på Nørrebro, og derfor har han inviteret overborgmesterkandidat Frank Jensen ned i Nørrebrohallens cafeteria.

Han regner nemlig med, at socialdemokraten bliver Københavns nye overborgmester, og Niels Rytter håber på et bedre samarbejde med Københavns Rådhus efter valget.

Men Frank er forsinket. Et par nysgerrige små gutter kommer ind fra hallen og spørger, hvad der skal ske. »Hvorfor? Hvem? Og hvor mange penge får vinderen?« Niels Rytter bøjer sig ned mod en lille fyr med mørke øjne og en hvid hue trukket ned over sit sorte hår og spørger ham, hvor han da kommer fra. »Danmark,« svarer drengen med høj klar stemme. »Ja, ja. Det ved jeg da godt,« siger Niels Rytter: »Jeg mente, hvilken klub?« Og så kommer det på plads, imens folk begynder at indtage bordene i cafeteriet.

Selv om denne artikel handler om overborgmesterkandidat Frank Jensen,

vil det være ham, der fylder mindst. For denne dag i en regnvåd Nørrebrohal, hvor det drypper ind, og Niels Rytter uddeler en pris til Gadeteamet Ydre Nørrebro for deres utrættelige og vedholdende indsats på gadeplan for børn og unge i Mjølnerparken, der fylder Frank Jensen ikke ret meget.

To verdener Det institutionsbemalede cafeteria bliver hurtigt delt op i to: De voksne indtager den ene halvdel og de unge den anden – den bageste.

Det er som to forskellige verdener: De voksne smiler, småsludrer og netværker, imens de venter på Frank.

De unge fyre bagest i rummet, i store sorte vinterjakker med pelskant på hæt-

terne, sidder stille, indtil fire unge piger træder ind. Det

”

Jeg har respekt for København. København er min by, fordi jeg godt kan lide folk i store sko med store hjerter. Jeg vil gerne have de unge til at se, at lokalpolitik handler om deres liv.

Jeg har trevlet det hele igennem; fra Blågårds Plads til Rådmandsgade Skole Frank Jensen, overborgmesterkandidat (S)

får dem til at klappe højt – og de voksne afbrydes et øjeblik for hurtigt at vende tilbage til samtalen med deres sidemand.

Spørgsmålet er, hvor tit de to verdener egentlig mødes? Ifølge de unge selv, sker det i hvert fald, når voksenverdenen hedder Gadeteam Ydre Nørrebro. »Der er brug for dem her på Nørrebro,« fortæller Hacer Sibel Bag, en af de unge piger, der har samlet sig om et rundt gult bord. Ved bordet sidder også Yonca Ceran og Nisrin El-Khatib, og de er alle enige om, at Gadeteamet fortjener at få NØBU-prisen. »De gør en forskel. De får drengene til at gå over i klubberne i stedet for at stå på gaden,« uddyber Hacer Sibel

Bag. Men hvad når det kommer til politikernes voksenverden? Hvor tit mødes den med de unge?

Yonca Ceran, der går på Rådmandsgades Skole på Nørrebro, mener, at hendes lærer måske har nævnt Frank Jensens navn i undervisningen, men hun er ikke sikker. Hun kender ikke Socialdemokraternes kandidat til overborgmesterposten.

Til gengæld ved hun, at skolen har haft besøg af Anders Fogh Rasmussen, Ritt Bjerregaard og også kronprinsesse Mary.

To politibetjente i uniform går rundt og giver hånd til alle de unge. En af dem, Flemming Gulløv, er også indstillet til prisen for sit arbejde i bydelens nærpoliti.

Så kommer Frank Jensen

Dagbladet Information

Onsdag 11. november 2009

15

Fokus ’Det vigtigste, vi har i København, er vores børn og unge. Jeg har været meget på Nørrebro, og jeg har fået et godt indblik i, hvor mange ildsjæle der gør et utroligt stykke arbejde’, begyndte Frank Jensen under sit besøg i Nørrebrohallen forleden.

FOTO: KRISTNE KIILLERICH

ind i lokalet. Han sætter sig oppe foran, og Niels Rytter går hen til mikrofonen for at byde velkommen. Kort efter giver han mikrofonen videre til Frank Jensen.

Som en dårlig film »Det vigtigste, vi har i København, er vores børn og unge. Jeg har været meget på Nørrebro, og jeg har fået et godt indblik i, hvor mange ildsjæle der gør et utroligt stykke arbejde. Selv er jeg glad for, at børn og unge er blevet hovedtemaet i valgkampen,« siger han og fortsætter: »Bandekrigen har sat sit præg i medierne og i vores hoveder, og den har skabt utryghed og billeder fra noget, der ligner en dårlig amerikansk gangsterfilm. Jeg vil gerne stå i spidsen for en bandeenhed på rådhuset, og det vil I kunne mærke ude i marken.« De voksne klapper, og Frank Jensen stiller sig ned ved siden af en mintgrøn stolpe. Da der ikke er nogen spørgsmål fra salen – der er helt stille – sætter han sig ned og tjekker sin mobil.

Forhenværende minister, socialdemokraten Jytte Andersen, skal nu uddele NØBU-prisen og benytter sig af lejligheden til at rose sin partifælle: »Synes I ikke, at Frank er en dejlig mand? Lige så rolig og åben, som han virker her, sådan er han altid. Stem på Frank!,« siger hun.

Da Gadeteamet rejser sig for at modtage prisen på 25.000 kroner, indsamlet ved bingoarrangementer og blandt butiksindehavere på Nørrebro, lyder der »Wuuuhuu« og pift fra de bageste rækker.

11 personer stiller sig op til en mikrofon, der ikke rigtig virker, og projektleder Henning C. Hansen indleder med at henvende sig direkte til bageste række: »Kan I høre mig bagved?« Henning C. Hansen begynder med at remse de ting op, som Gadeteamet ikke vil holdes ansvarlig for, som for eksempel: boligpolitikken, der har skabt ghettoer, unge der sættes i voksenfængsel, ungdomsklubber, der kun har åbent 25 timer om ugen, mediernes evige jagt på en forsidehistorie, politiets til tider voldsomme magt-

udøvelse – og meget mere.

Og understreger derefter det, som Gadeteamet gerne vil tage ansvar for: »At gå i dialog med gadens børn og unge. Lytte, hjælpe og forsøge at forstå deres frustrationer – og ikke mindst deres håb og drømme. Det handler om at blive mødt med respekt,« siger han. ’Respekt’ – det er slagordet i Frank Jensens valgkamp.

Efter prisuddelingen fortæller Frank Jensen, hvorfor han valgte netop dette ord som det centrale i sin valgkampagne: »Jeg har respekt for København. København er min by, fordi jeg godt kan lide folk i store sko med store hjerter. Alt skal ikke være så velfriseret. Jeg håber, at københavnerne også vil få grund til at have respekt for rådhuset. Der er for meget internt fnidder politikerne imellem, og jeg synes i stedet, vi skal bruge vores kræfter på løsninger.« Onkel politimand Trøstepræmien på 5.000 kroner går til politiassistent Flemming Gulløv, og det bliver fremhævet, at han er den eneste politimand i Danmark, som børn og unge i Mjølnerparken kalder for onkel.

Frank Jensen kigger på sit ur. Derefter bliver årets sportspris uddelt til to unge lovende boksere: Khalid Khattab og Rashid Kassem.

Og på de bagerste rækker er Frank Jensen allerede glemt. »Jeg hørte ikke efter,« siger Ali Abdullah. »Var det ham nummer to af talerne? Jeg hørte heller ikke efter,« siger hans sidemand, der med et skævt smil tilføjer, at han hedder Muhammed Heich.

De to unge fyre er ikke helt enige om, hvor stor en forskel Gadeteamet gør. »Henning har gjort en stor forskel! Der er brug for dem – de stopper volden,« siger Muhammed Heich.

Men Ali Abdullah mener ikke, at Gadeteamet gør me-

Udsnit af Frank Jensens valgplakat, som kører på respekt – for byen, hinanden, miljøet etc.

FOTO: FRANK-JENSEN.DK

get andet end at snakke. »Det, vi virkelig har brug for, er nogle flere klubber, hvor vi kan være sammen,« siger han.

Foran i salen sidder Frank Jensen og sludrer med en politimand, med hånden på stoleryggen, parat til at rejse sig. Han tager jakke på og bliver et kort øjeblik fanget af skoleleder fra Rådmandsgade skole, Lise Engholm, inden han bevæger sig mod udgangen.

Inden han går, svarer han på, hvordan han vil nå ud til de unge på Nørrebro: »Jeg har besøgt mange uddannelsesinstitutioner, senest Niels Brock, og jeg har talt med mange unge på Nørrebro. Blandt andet nede i en taekwondo-klub. Jeg vil gerne have de unge til at se, at lokalpolitik handler om deres liv. Jeg har trevlet det hele igennem; fra Blågårds Plads til Rådmandsgade Skole,« siger han.

Men den socialdemokratiske politiker har tilsyneladende ikke gjort så stort et indtryk på eleverne på Rådmandsgade Skole som Ritt, Anders og Mary, da de besøgte skolen.

I hvert fald ikke, hvis man lytter til pigerne ved det gule bord. Den ende af rummet har Frank Jensen ikke bevæget sig ned i.

Han hilser på et par personer fra Gadeteamet, siger tillykke til politimand Flemming Gulløv og smutter med lange hurtige skridt ud af bagdøren.

I kølvandet på kriminelle banders rivalisering er opstået to typer private vagtværn: Den ene type vagtværn ser sig selv som beskyttere af lokalsamfundet. Det andet vagtværn er på gaden for at holde øje med politiet, så banderne kan gennemføre deres kriminelle aktiviteter. MODELFOTO: ERIK REFNER/SCANPIX

Selvbestaltet vagtværn: ’Vi er ikke kriminelle’ I foråret besluttede en gruppe unge fra Blågårds Plads at oprette deres eget vagtværn, der skal spotte og visitere bandemedlemmer fra rockermiljøet. Politi og politikere kalder det en optrapning af bandekonflikten og inviterer til dialog

Sikkerhed af Farhiya Khalid Han er 23 år, uddannet tømmer og bor på Indre Nørrebro. Han er i gang med at læse flere adgangsgivende fag for at komme ind på Ingeniørhøjskolen. På mange måder er han en almindelig, ung mand – men hans fritidsaktiviteter er noget anderledes end hans jævnaldrendes: »Når jeg ikke er på skolen, bruger jeg en stor del af min tid på at fungere som vagt på Nørrebro,« siger han, der ønsker at være anonym. »Så jeg har ikke tid til at arbejde ved siden af, for jeg bruger min fritid som frivillig i vagtværnet.« .

Vagtværnets består primært af unge mænd, der er vokset op i området omkring Blågårds Plads. Deres opgave er at få øje på rockerlignende typer og visitere dem for våben.

Når vagterne patruljerer er de iført skudsikker vest, og ifølge politiet er de bevæbnede. Til at begynde med var vagtværnet ikke så organiseret, men med tiden er de blevet flere og har systematiseret indsatsen, fortæller vagten. Han vil dog ikke oplyse om, hvad deres specifikke arbejdsmetoder er, og hvor de mere præcist opererer. Han vurderer, at det er for risika-

belt at afsløre den slags detaljer af frygt for, at bandemedlemmer fra rockermiljøet vil bruge oplysningerne til at angribe vagtværnet Fire venner skudt Den unge vagts engagement i vagtværnet startede, da der blev skudt efter flere af hans venner, der opholdt sig på Nørrebro. »Fire af mine venner, der intet har med bandemiljøet at gøre, er blevet skudt på henholdsvis Rantzausgade, Korsgade og Baggesensgade.

Min familie og venner er i fare på den her måde. Jeg kan ikke se passivt til,« siger han.

Vagten understreger, at han ikke opfatter sig selv som kriminel og påpeger, at vagtværnet ikke får løn for at patruljere i området. Alligevel er han godt klar over, at han balancerer på grænsen af det lovlige, og han ved, at hans arbejde i vagtværnet kan få konsekvenser. »Hver dag, når jeg arbejder som vagt, risikerer jeg at blive taget af politiet og få en alvorlig plet på straffeattesten. Så det er ikke for sjov, jeg gør det. Men jeg har besluttet at prioritere det her, fordi det handler om min egen og mine venners sikkerhed,« tilføjer han.

Det er ikke kun pletter på straffeattesten, den unge mand frygter. Ved at placere sig i krydsilden mellem de kriminelle grupperinger på Blågårds Plads og rockerbanderne sætter han rent faktisk dagligt sit liv på spil.

Skød ikke på tilfældige »Selvfølgelig er jeg hver dag bange for at blive skudt, men jeg tror, jeg ville være mere angst, hvis der ikke stod nogen vagter på Nørrebro,« siger han.

Vagtværnet er i medierne ofte blevet betegnet som bandernes vagter, og senest har der været påstande fremme om, at gadevagterne har skudt på tilfældige mennesker og på politiet, fordi de har forvekslede dem med rockere. Det afviser vagten imidlertid. »De fleste af os er studerende i 20’erne og uden en kriminel fortid. Ingen af vagterne er mindreårige, og vi skyder ikke på tilfældige, sådan som mange politikere og medier blæser det op til,« siger han.

Stoler ikke på politiet Han fastholder, at han ser vagtværnets aktiviteter som en form for nødværge, der er opstået som en konsekvens af de utrygge forhold på Nørrebro, og det er et voldsomt svigt fra politiets side, mener han. Han ville gerne være fri for sit tidskrævende ’fritidsjob’ og ønsker sig derfor et mere synligt og dialogskabende politi, »Det ville være dejligt ikke at skulle agere vagt og gøre politiets arbejde. Men når politiet er herude, visiterer og chikanerer de os. Når de har vendt vores lommer, kører de igen, og så kommer den anden part herind og skyder,« siger han.

Han har helt konkrete ønsker for politiets arbejde på Nørrebro: »Det ville være godt, hvis der var synligt politi på gaden de steder, der bliver skudt mest, for eksempel ved netcafeen på Rantzausgade og i Korsgade, i stedet for som nu, hvor politiet spilder tid og ressourcer på at visitere unge, der intet har med bandemiljøet at gøre,« siger han.

Fortsættes næste side

16

Dagbladet Information

Onsdag 11. november 2009

Fokus Valget set fra Nørrebro

Borgerne føler sig overset, og politikerne er klemt af regler Kommunalpolitikerne lytter ikke længere til borgerne. Det indtryk er udbredt, også blandt beboerne på Nørrebro. Måske er problemet snarere, at de lokale politikere i dag er lammet af topstyring og følgerne af strukturreformen Ansvarlighed af Karen Breinholt, Lasse VogtNielsen og Malene FengerGrøndahl »Politikerne kører deres eget show. De lytter ikke til input fra borgerne i lokalområdet, og hvis ikke de lytter til borgerne i lokalområdet, hvem lytter de så til,« spørger Mohammed Aslam.

Som beboerformand i Mjølnerparken oplever han, at der er en dyb kløft mellem borgere og politikere. Politikerne hører simpelthen ikke efter, når borgerne henvender sig til dem, mener han.

Som det seneste i en lang række af eksempler nævner han, at en gruppe borgere i Mjølnerparken for nyligt sendte flere breve af sted til forvaltningen på Københavns Rådhus for at gøre opmærksom på, at der manglede gadebelysning i deres boligområde. Efter mørkets

frembrud henligger store dele af området mellem boligblokkene i mørke, og det gør beboerne utrygge. Derfor skrev beboerbestyrelsen til de ansvarlige politikere og bad dem om at gøre noget ved sagen.

Resultatet var paradoksalt: Kort efter bevilgede politikerne fem millioner kroner til bedre belysning rundt omkring i København – bare ikke i Mjølnerparken.

For Mohammed Aslam er konklusionen klokkeklar: Politikerne tager ikke borgerne alvorligt, ikke engang når borgerne gør sig den umage at kontakte politikerne direkte og gør opmærksom på deres ønsker og behov.

Uenighed – så lytter ingen Den oplevelse er beboerne i Mjølnerparken næppe alene om, vurderer Roger Buch, kommunalforsker og lektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole: »Hvis borgerne grund-

læggende er uenige i det, som politikerne og forvaltningen vil, jamen så bliver der ikke lyttet til borgerne. København er en stor by, så selv om der er flere politikere end i andre byer, så er der stadig mange flere borgere pr. politiker end i andre danske byer.

Så det er klart, at der ikke er kontakt mellem borgere og lokalpolitikere,« siger han.

At politikerne reelt vil noget andet end mange af borgerne, er altså én mulig forklaring på, at nogle borgere føler sig ignoreret og overhørt.

En anden forklaring er Københavns særlige styreform med en række forvaltninger, som ledes af hvert sit store embedsværk med en borgmester i spidsen. Det påpeger Peter Kragh Jespersen, der er professor i offentlig organisation og forvaltning ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning på Aalborg Universitet: »Københavns Kommune

er karakteristisk ved, at det er besværligt at få en egentlig politisk diskussion i gang i Borgerrepræsentationen, fordi så stor en del af det kommunale styre foregår i de en-

”

Mange lokalpolitikere har svært ved at følge med i, hvad der foregår i forvaltningerne. De er ved at drukne i papirer og komplicerede problemstillinger, så selv om de faktisk gerne vil forholde sig til borgernes ønsker, kan det være svært for dem Peter Kragh Jespersen, professor i offentlig forvaltning på Aalborg Universitet

kelte forvaltninger. Der sidder et stort embedsapparat i hver forvaltning, som til en vis grad er forlovet med deres borgmester, og på den måde kan borgerne opleve, at der er et meget centraliseret styre, og at det er svært at trænge igennem til de reelle magthavere,« siger han.

Den problematik er ikke ny i København, og den kendes også fra de tre øvrige største byer i landet, Århus, Odense og Aalborg, som også har magistratstyre. Desuden vil den formodentlig dukke op flere og flere steder i landet i de kommende år, fordi mange af de nye kommuner efter strukturreformen er blevet betydeligt større, samtidig med at antallet af lokalpolitikere er faldet.

I forbindelse med strukturreformen blev antallet af kommunalbestyrelser/byråd reduceret fra 271 til 98, mens antallet af lokalpolitikere faldt fra 4.647 til 2.520.

Det betyder, at de enkelte

lokalpolitikere gennemsnitligt skal forholde sig til flere borgere, flere problemstillinger og større geografiske områder, ligesom mange borgere oplever, at de befinder sig længere fra det kommunale centrum – og både i konkret og overført betydning er i periferien af det lokale demokrati. »Mange steder er der sket en stor forandring, fordi borgerne ikke længere kender de politikere, som sidder i kommunalbestyrelsen. Når de ønsker indflydelse på enkeltsager eller på den generelle politiske udvikling, skal de derfor ikke længere forholde sig til personer, de kender godt, og som de møder på gågaden, men til politikere og partiorganisationer. På den måde er de landsdækkende partier kommet til at spille en større rolle, og vi kan da også se, at partier som Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten ved dette valg stiller op i stort set alle kommuner,« siger Pe-

Dagbladet Information

Onsdag 11. november 2009

17

Fokus Lokalpolitikerne lover i øst og vest i en valgkamp, men de vil ofte noget andet end mange af borgerne. Det er én mulig forklaring på, at nogle borgere føler sig ignoreret og overhørt.

Men ofte er borgerne kun snævert interesseret i lokale emner, der berører dem personligt. Alt fra parkering, skolen og hjemmehjælp.

ILLUSTRATION: IB KJELDSMARK

ter Kragh Jespersen.Sammen med fire forskerkolleger fra Aalborg Universitet offentliggjorde han sidste år en undersøgelse af processen omkring strukturreformen.

Embedsmænd har magten Undersøgelsen viste, at reformen generelt har betydet, at lokalpolitikerne har fået mindre magt, og at flere og flere ting overlades til embedsmændene. Politikerne er simpelthen kommet længere væk fra den daglige forvaltning, som ofte overlades til en direktion, der mange steder ikke har nogen direkte forbindelse til forvaltningerne.

En undersøgelse, der blev offentliggjort af Anvendt KommunalForskning (AKF) i september i år, bekræfter billedet. Over 1.000 lokalpolitikere blev interviewet til undersøgelsen, og af dem gav over 40 pct. udtryk for, at det er »svært at gennemføre politiske ideer, hvis ledende embedsmænd er imod«.

Det er en klar stigning i embedsmændenes indflydelse i forhold til 2003, hvor kun 25 pct. af de adspurgte var enige i det udsagn.

Desuden synes hver tredje lokalpolitiker, at det er »vanskeligt at få indblik i forvaltningen, som ikke præges af stor gennemsigtighed og åbenhed«.

Så når Mohammed Aslam eller andre borgere oplever, at politikernes beslutninger ikke afspejler deres ønsker og behov, er det med andre ord ikke sikkert, at det skyldes manglende vilje – eller for den sags skyld politisk uenighed mellem de enkelte borgere og flertallet af politikerne.

Det kan også, understreger Peter Kragh Jespersen, skyldes, at politikerne ikke har overblik og overskud til at sætte sig igennem over for de embedsmænd, som ofte har både højere uddannelse, større faglig viden og bedre tid end ’fritidspolitikerne’. »Mange lokalpolitikere har svært ved at følge med i, hvad der foregår i forvaltningerne. De er ved at drukne i papirer og komplicerede problemstillinger, så selv om de faktisk gerne vil forholde sig til borgernes ønsker, kan det være svært for dem at overføre borgernes ønsker til politisk handling.« Stærkere styring ovenfra Handlingslammelsen blandt

Fakta: Politikerne siger lokalpolitikere skyldes imidlertid ikke kun de mange komplekse sager og et ofte mere eller mindre selvkørende embedsapparat. En lige så væsentlig faktor er den tiltagende detailstyring fra landspolitisk hold, mener Peter Kragh Jespersen: »På mange områder er lokalpolitikerne underlagt en meget voldsom detailstyring ovenfra, som betyder, at deres handlemuligheder er meget begrænsede.« Borgerne er ikke nemme »Hvis lokalpolitikerne f.eks. ønsker at skabe nye tiltag for borgere, som er på sygedagpenge, er det næsten umuligt at integrere nye tiltag inden for det sundhedsmæssige område med en indsats for at få den syge tilbage på arbejdsmarkedet igen, fordi stort set alt i en sygedagpengesag er reguleret ned til mindste detalje ovenfra,« siger han og tilføjer, at detailreguleringen har været tiltagende siden 1990’erne og for alvor er accelereret de seneste cirka 10 år. »De mange enkeltsager, hvor der for eksempel afsløres kritisable forhold på en kommunal institution et eller andet sted, ender ofte med, at ministeren, der er ansvarlig for det pågældende område, udfærdiger flere og mere detaljerede regler eller foreslår ny lovgivning. På den måde signalerer ministeren handlekraft, men samtidig bliver det sværere og sværere for lokalpolitikerne at indrette tingene efter særlige lokale forhold,« siger han. »Det, der undrer mig mest, er, at lokalpolitikerne tilsyneladende affinder sig med situationen. Det ville være naturligt, at flere lokalpolitikere gik til deres partifæller på Christiansborg og krævede større råderum på lokalt plan. I stedet er de tavse, og så står borgerne nok ofte tilbage med det indtryk, at lokalpolitikerne ikke vil lytte

”

Hvis man spørger, om der skal bruges flere penge til de ældre, så siger borgerne ja. Hvis man spørger, om der skal bruges flere penge på børn og daginstitutioner, siger de også ja. Men de vil ikke betale mere i skat Roger Buch, kommunalforsker og lektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

til deres ønsker,« tilføjer Peter Kragh Jespersen.

Lokale eksperimenter Enkelte steder i landet er der tiltag i gang for at råde bod på borgernes oplevelse af fjerne, uvillige lokalpolitikere. Det gælder f.eks. i Holbæk, hvor man har lagt dele af beslutningsprocessen ud i 16 lokalområder, og i den gamle Græsted Kommune, som nu er indlemmet i Gribskov Kommune, har kommunalbestyrelsen i et par år eksperimenteret med at invitere borgergrupper til at deltage i drøftelser om et bestemt tema.

Den slags kan muligvis medvirke til, at borgere og lokalpolitikere kan danne fælles front, mener kommunalforsker Roger Buch.

Men borgerne bør også lære at forholde sig til andet end enkeltsager og udvalgte temaer, mener han. Borgerne har nemlig en tendens til kun at ville diskutere politik, når et emne angår dem selv meget direkte, og derfor er det svært for politikerne at forpligte borgerne på en dialog om prioriteringer og økonomi, påpeger kommunalforskeren: »Hvis man spørger, om der skal bruges flere penge til de ældre, så siger borgerne ja.

Hvis man spørger, om der skal bruges flere penge på børn og daginstitutioner, siger de også ja. Men de vil ikke betale mere i skat.« Det billede kan Peter Kragh Jespersen godt genkende: »De fleste borgere engagerer sig i debatten om daginstitutioner, når de har et barn, der går i børnehave, og så går de måske ind i skolebestyrelsen, når deres barn begynder i skole. Men de mere generelle debatter har de sværere ved at forholde sig til, og det er måske det, der er nødvendigt, hvis truslerne mod nærdemokratiet skal afværges: at borgere og lokalpolitikere sammen finder nye former for lokalt demokrati og kæmper imod den tendens til detailstyring, der kommer oppefra og samtidig forpligter hinanden på at tænke i langsigtede løsninger,« siger han.

Tilbage på Nørrebro står Mohammed Aslam fra Mjølnerparken ikke alene med oplevelsen af at blive svigtet af lokalpolitikerne. Også næstformanden for Nørrebro Handelsforening, Johnny Beyer, er gentagne gange blevet skuffet over samarbejdet med lokalpolitikerne. Han er enig med Peter Kragh Jespersen i, at lokalpolitikere og borgere skal tænke lidt længere frem, når de arbejder sammen: »De kigger kun på avisoverskrifter og tænker ikke langsigtet,« siger han.

Artiklen er blevet til i samarbejde med elever fra Grundtvigs Højskole

Selvbestaltet vagt ...

Fortsat fra side 15 Ifølge vagten er der rigtig mange unge på Nørrebro, som føler sig utrygge og ikke mener, at politiet værner om deres sikkerhed.

Leslie Arentoft, Venstre: ’Der er nogle borgere, som har et ønske om, at man på meget lavt niveau kan gå ind og forklare, hvorfor man har valgt at male en given bygning i en bestemt farve eller den slags. Dér står jeg af. Der skal være en nedre grænse for, hvad man skal forholde sig til. Folk kan finde på at komme og klage over deres havelåge. Det er altså ikke rigtig noget, vi gider tage os af’.

Camilla Burgwald, SF: ’København er en stor by, så politikerne repræsenterer mange borgere. Derfor kan vi ikke på samme måde tage specifikke og konkrete sager op, hver gang vi får en henvendelse, og vi kan ikke gøre alle tilfreds, fordi vi skal repræsentere så mange forskellige mennesker. Ved enhver forandring, der sker i byen, vil nogle være tilfredse, mens andre vil finde forandringen problematisk. De mennesker, hvis ønsker ikke bliver imødekommet, vil føle, at de ikke bliver hørt. Men jeg synes nu nok, at vi drager omsorg for rigtigt mange specifikke sager rundt omkring i byen alligevel’.

Jan Andreasen, Socialdemokraterne: ’Jeg skulle have været til et vælgermøde forleden, som måtte aflyses, fordi der ikke kom nogen mennesker. Det var faktisk et møde, der var annonceret ganske pænt både af Københavns Lærerforening og Skole & Samfund.

Så jeg synes, at der bliver gjort rigtig meget for at inddrage borgerne, men det er ikke altid, at de griber chancen’.

Politi vil genskabe tillid Den operative chef for Københavns Politis bandeenhed, Jakob Vilner, erkender, at tilliden mellem politiet og de unge på Nørrebro er brudt. Politiets mange visitationer på gadeplan har været med til at give de unge et negativt og fejlagtigt billede af politiet, indrømmer han. »Før visiterede vi i flæng på Nørrebro, men vi ved nu, at det ikke har den rette effekt. Det har medvirket til, at de unge i området nærer mistillid til os, og det er beklageligt. Der skal genskabes en tillid, så de unge ikke føler sig nødsaget til at fungere som gadevagter,« siger Jakob Vilner.

Han er dog ikke enig med vagten i, at løsningen er mere synligt politi på Nørrebro.

Der skal i stedet være et bedre samarbejde mellem politiet og lokalbefolkningen, så borgerne føler sig trygge ved at bruge politiets hotline, mener han. Hotlinen er en aflyttet automatisk telefonsvarer hos politiet, hvor borgerne kan lægge anonyme beskeder, hvis de oplever noget, som de mener, har en relation til bandeurolighederne. »Hotlinen er ikke blevet brugt så meget, som vi havde håbet, men det er både på grund af manglende kendskab og frygt for, at vi ikke kan garantere borgeres anonymitet, men det kan vi,« fastslår chefen for politiets bandeenhed.

Farligt ansvar for private Overborgmesterkandidat og tidligere justitsminister Frank Jensen (S) går til valg på større tryghed i København. Han mener, at politiet gør deres arbejde tilfredsstillende, og at man skal lade betjentene passe deres arbejde i stedet for at tage sagen i egen hånd. »Politiet har firedoblet deres indsats på Nørrebro og er begyndt at fodpatruljere i området. Jeg fraråder stærkt disse unge at påtage sig det ansvar,« siger Frank Jensen.

Han forstår godt, at de unge kan føle sig utrygge i deres nærmiljø. Men det er ifølge overborgmesterkandidaten blot endnu en god grund til, at de unge skal samarbejde med politiet i stedet for at gå dem i bedene. »Det er godt, at de unge holder et vågent øje i området, men de skal give de informationer, som de får, til politiet og ikke begynde at tage loven i egen hånd. Det optrapper kun konflikten yderligere,« siger han.

Overborgmesterkandidat og nuværende kultur- og fri-

tidsborgmester i Københavns Kommune Pia Allerslev (V) er uenig med Frank Jensen og chefen for politiets bandeenhed Jakob Vilner.

Hun mener, at den unge vagt har fat i den lange ende, når han efterlyser mere synligt politi i gaderne. »Jeg synes, at den tilstand, der hersker på Nørrebro, er uhyggelig, og vi skal have meget mere synligt uniformeret politi i området,« siger hun.

Pia Allerslev påpeger vigtigheden af, at de unge på Nørrebro mærker, at der er opsyn og tryghed i området: »Det forebyggende arbejde er også vigtigt for, at man kan få de unge væk fra gaden, men først og fremmest skal der mere synligt og dialogskabende politi på gaden.« Amerikanske tilstande Sociolog Michael Hviid Jacobsen har beskæftiget sig med bandekriminalitet i Danmark og USA. Ligesom politiet mener han, at den mest effektive vej frem er at satse mere på dialog mellem borgere og politi. Efter Michael Hviids opfattelse er etablering af private borgervagtværn, der udfører politiets opgaver, en farlig blindgyde. Sociologen henviser til erfaringer fra USA, hvor der i kølvandet på kriminelle banders rivalisering er opstået to typer vagtværn i bandernes kvarterer: På den ene side finder man den type vagtværn, der ser sig selv som beskyttere af lokalsamfundet og forsøger at forhindre banderne i at operere. På den anden de vagtværn, der er på gaden for at holde øje med politiet, så banderne kan gennemføre deres kriminelle aktiviteter uden indblanding fra ordensmagten.

Det er ofte svært for de vagtværn, der vil sikre tryghed i deres kvarterer, at holde sig ude af de kriminelle konflikter, og derfor bliver mange indlemmet i bandemiljøet når de agere vagtværn, fortæller Michael Hviid Jacobsen.

Han er ikke overrasket over eksistensen af et privat vagtværn på Nørrebro, men bekymret for, at de unge vil blive en del af bandekrigen ved at engagere sig i vagtværnet. Derfor opfordrer han de unge til at forsøge sig med andre midler – ikke mindst for deres egen sikkerheds skyld: »Når der har været et skyderi på Nørrebro, kan det i en kort periode være med til at inspirere de unge til at blive gadevagter. Derfor må både politiet og de unge række hinanden hånden, inden de unge kommer ind i bandemiljøet ad bagvejen,« siger han.

Vagten optræder anonymt af sikkerhedsmæssige grunde, men hans navn er redaktionen bekendt

18

Dagbladet Information

Onsdag 11. november 2009

Fokus Valget set fra Nørrebro

Unge fik stemmeret for en dag Gymnasieeleverne på Metropolitanskolen trådte ind i de myndiges rækker for en dag og fik lov at stemme til kommunevalget. Deres stemmer vendte op og ned på mandatfordelingen. Prøvevalget på den nørrebroske skole gav måske ikke overraskende rødt flertal Reportage af Karen Breinholt »Med disciplin skærpes ånden«, står der hen over indgangen til den 800 år gamle Metropolitanskole, hvis lyserøde bygninger den 20. oktober dannede rammen om et unikt prøvevalg. Men måske trænger ånden til lidt skærpelse – flokken af gymnasieelever slentrer kun ganske langsomt af sted, da en rusten stemme i højttaleren kalder eleverne til samling.

Kort efter ringer en høj klokke. Det er sidste udkald. Samlingen kan begynde. I den højloftede sal går rektor på talerstolen.

Eleverne sidder på række under de gamle rispapirslamper. De sidste sniger sig ind og stiller sig diskret bagest i lokalet. Eleverne bliver informeret om dagens prøvevalg, og det er der brug for: »Jeg har slet ikke hørt om det kommunalvalg,« siger en

Fakta: Prøvevalg på Metropolitanskolen Kun 44,5 pct. af eleverne udnyttede deres midlertidige demokratiske mulighed og stemte til prøvevalget. Dermed lå stemmeprocenten et godt stykke under de stemmeberettigedes. Den var ved kommunalvalget i 2005 69,5 pct.

SF Enhedslisten Socialdemokratiet Det Radikale Venstre Venstre De Konservative Dansk Folkeparti

43 pct.

28 pct.

14 pct.

9 pct.

4 pct.

1 pct.

1 pct.

overrasket pige fra 3. g. Eleverne kan afgive deres stemme frem til kl. 15, og helt som ved det ’rigtige’ valg har de mulighed for at stemme på de samme partier, som stiller op til Borgerrepræsentationen i København.

Det er kun de 16-17-årige, der må stemme på skolen i dag. Men valget er ligesom i de 31 forsøgskommuner kun et prøvevalg, så deres stemmer indgår ikke i selve kommunalvalget den 17. november.

Til gengæld skulle arrangementet gerne give de unge en forsmag på, hvordan det ville være at deltage i en valghandling, hvis der engang i fremtiden bliver indført en valgretsalder på 16 år. Det taler blandt andet Dansk Ungdoms Fællesråd varmt for.

Stemmeafgivningen ved prøvevalget foregår i Metropolitanskolen garderobe; et mørkt lokale med lilla vægge.

Opslagstavler fungerer som skillevægge og blåt velourstof er sat op som forhæng ind til hver af stemmeboksene. I venterummet foran boksene er der en kort, men konstant kø på omkring fem personer de første 10 minutter, stemmeafgivningen er i gang.

Uenighed om sænkning »Hvis jeg siger propaganda, hvad siger du så?« spørger en pige grinende sin veninde, da hun ser et bord med flyers fra de forskellige partier. Ventetiden giver lejlighed til at diskutere det store dilemma, som mange oplever at stå i, når de skal beslutte sig for, hvor de skal sætte deres kryds. Spørgsmålet »Hvad stemmer du?» runger flere gange i venterummet. Omkring halvdelen af gangene lyder svaret: »Enhedslisten«.

De unge på Metropolitanskolen er uenige om, hvorvidt valgretsalderen skal sænkes til 16 år.

”

Man har større viden som 18-årig, det gælder i hvert fald de fleste, og når det handler om valgretsalder, kan man jo ikke lave forskellige regler for forskellige mennesker afhængig af, hvor meget de ved om politik Dana Zolof

Liv Winkelmann, der selv er 16, synes ikke, at de unge er modne nok til at afgive deres stemme allerede som 16eller 17-årige. Hun mener, at mange i stedet for selv at tage stilling, blot vil vælge at stemme på samme parti som deres forældre.

Andre er imidlertid uenige: »Vi skal være en del af det hele, vi skal ikke bare se godt ud,« siger Shillan Saifouri, der også er 16 år. Hun mener, at det er en passende grænse for, hvornår man er parat til at deltage i valghandlinger ved kommunal- og folketingsvalg. Man skal være færdig med folkeskolen, før man kan afgive en stemme, for så er man blevet lidt mere moden, mener hun.

Diskussionen om valg-

retsalder og politiske profiler engagerer dog langt fra alle eleverne. Nogle vælger ikke at stemme; andre er stadig for unge til at få lov at deltage, selv i et prøvevalg. I alt når godt halvdelen af eleverne en tur forbi i stemmeboksen inden kl. 15. Blandt de resterende elever er 15-årige Dana Zolof. Hun er ikke specielt interesseret i politik, men mener, at det vil ændre sig, når hun får stemmeret.

Hun er dog ikke specielt utålmodig efter at få lov at sætte sit kryds, og hun føler sig stadig for ung og uvidende til at tage en kvalificeret beslutning om, hvilket politiske parti, der fortjener hendes støtte. Derfor ser hun ikke nogen grund til at sænke valgretsalderen. »Man har større viden

Eleverne på Metroplitanskolen på Nørrebro stod i kø for at afgive deres stemme til prøvevalget. Deres stemme talte ikke, men de fik en større diskussion om, hvad man rent faktisk skulle stemme.

FOTO: TORKIL ADSERSEN

som 18-årig, det gælder i hvert fald de fleste, og når det handler om valgretsalder, kan man jo ikke lave forskellige regler for forskellige mennesker afhængig af, hvor meget de ved om politik. Der bliver man nødt til generalisere og lave en fælles aldersgrænse,» siger hun.

Prøvevalget var arrangeret af Grundtvigs Højskole, og artiklen er blevet til i samarbejde med elever fra højskolen

Dagbladet Information

Onsdag 11. november 2009

19

Emma Lund Rasmussen, 17 år, Østerbro

Eksperter: 16-årige bør have stemmeret

Stemmer på Enhedslisten pga. deres gode integrationspolitik, miljøpolitik og uddannelsespolitik. ’Det vigtigste er at tro på det bedste i folk,’ siger Emma Lund Rasmussen, der var aktiv i sagen om flygtningene i Brorsons Kirken.

Hun var frivillig og holdt vagt foran kirken.

Hvis politikerne har nogen interesse i at forbedre det danske demokrati, bør de sænke valgretsalderen til 16 år, lyder eksperters råd. Det forslag blev fremsat af en valgretskommission tidligere på året, men VK og DF stemte imod

Shillan Saifouri, 16 år, Islands Brygge

Myndighedsalder

Fakta: Fire stemmer Elever fra Metropolitanskolen om prøvevalget:

’Jeg stemmer på Dansk Folkeparti. Nej, det er måske ikke så godt, når jeg selv er perker...,’ siger 16-årige Shillan Saifouri.

Rundt om bordet flækker de af grin, og Shillan tilføjer med alvorlig mine, at hun vil stemme på SF. Shillan er stor tilhænger af, at unge på 16-17 år skal have stemmeret og indflydelse på det samfund, de er en del af. ’Men unge under 16 år er for umodne til at stemme, man skal som minimum have afsluttet folkeskolen – men så skal man også have stemmeret,’ siger hun, der været med i ungdomsorganisationen Socialistisk Ungdomsfront.

Frederik Bock, 17 år, Nørrebro ’Som udgangspunkt er det et godt forslag at sætte valgretsalderen ned, men det kommer an på personen. Det er vigtigt at følge med i nyhederne og i samfundsudviklingen, og det er det ikke alle unge, der gør i tilstrækkelig grad.’ En fordel ved at sænke aldersgrænsen til 16 år kunne være, at det ville få politikerne til at opprioritere uddannelsesområdet: ’Vi er 33 i klassen, og der er kun lige stole nok til, at alle kan sidde ned. Det er en meget kortsigtet løsning at spare på uddannelse, for de unge er jo Danmarks fremtid,’ siger han.

Mohammed Wehbe, 18 år, Bellahøj ’Det vigtigste, vi har i Danmark, er de unge, derfor skal pengene bruges på os,’ mener Mohammed Wehbe, der vil stemme på SF til kommunalvalget, og som en af de få elever på Metropolitanskolen kan han reelt stemme ved det ’rigtige’ valg. På spørgsmålet om, hvorvidt valgretsalderen bør sættes ned, svarer Mohammed: ’18 år er en god grænse. Det, at man bliver myndig og får stemmeret som 18-årig, passer godt sammen,’ siger han og synes det er ulogisk, at den kriminelle lavalder er 15 år. ’Når man kan straffes som 15-årig, men først kan få indflydelse og stemme som 18-årig, er der tre år, hvor man ikke rigtigt er medlem af samfundet,’ reflekterer han.

AF JEPPE HOLM GUDMANSEN

af Signe Rugholt Carlsen Hvorfor skal danske unge stilles demokratisk ringere end andre europæiske unge?

Det spørgsmål rejser forsker i europæiske politik og professor ved Københavns Universitet, Peter Nedergaard. Han undrer sig over, at Danmark holder fast i, at man skal være fyldt 18 år for at have ret til at stemme til valg, når man for eksempel i Østrig og flere delstater i Tyskland kun skal være 16 år. »Det er en klar tendens i flere europæiske lande at sænke valgretsalderen. Det bør også gælde danske unge,« siger Peter Nedergaard og forklarer, at en ændring vil være med til at afbalancere indflydelsen fra det stigende antal ældre: »Efterhånden går flere og flere op i ældrecheck, hjemmehjælp og andre emner, som alene har med de ældre at gøre. En nedsættelse af valgretsalderen ville rode bod på det og forbedre demokratiet,« fastslår professoren.

Han bakkes op af lektor på Aalborg Universitet Johannes Andersen, der også mener, at Danmark bør sænke valgretten: »Det vil være en forbedring af vores demokrati, alene ved den kendsgerning, at flere ville blive en del af det,« siger han.

Mægtiggjorte unge Når flere bliver inddraget i demokratiet, bliver de mere ansvarlige og involverede, fastslår Johannes Andersen.

Han er ikke nervøs for, at man blot får flere til at stemme, der ikke aner noget om politik: »Det holder næppe. Jo mere involveret man bliver, jo mere sætter man sig ind i tingene. Derfor vil vidensniveauet stige, hvis man får valgret tidligere.« Desuden har unge en anden viden om samfundet, som den ældre generation ikke har, siger Johannes Andersen: »De kender muligvis færre politikere, men til gengæld følger de mere med i, hvad der sker på gaden. Viden er forskellig, og man stemmer altid efter sin egen overbevisning.«

De 16-18-årige har en række medborgeropgaver og forpligtelser f.eks. i forhold til skat. Derfor bør de også have rettigheder, når det gælder politik, mener Johannes Andersen: »Deres forpligtelser bør suppleres af rettigheder.« Uddannelseskløft Også valgforsker på Syddansk Universitet Klaus Hüls Levinsen mener, at en udvidelse af demokratiet er det væsentligste argument for at nedsætte valgretsalderen. I dag er der en stor uddannelseskløft mellem de unge, der vælger en ungdomsuddannelse, og de, som vælger en praktisk uddannelse.

Sænker man valgretsalderen, får unge i højere grad den samme forudsætning for at stemme, fordi alle har lært nogenlunde det samme i folkeskolen. »Men det indebærer, at samfundsfag og historie opprioriteres. Sker det, bliver det lettere at lave en kobling fra forberedelse af valg til faktisk deltagelse,« siger Klaus Hüls Levinsen. At unge stemmer mere radikalt eller mangler viden om at stemme holder ikke en meter, mener han: »Det er ikke velbegrundet, og selv om det var tilfældet, at de unge stemmer mere radikalt, er det ikke noget demokratisk argument for at sige, at de ikke skal have valgret. Det svarer til, at ældres stemmer på Dansk Folkeparti ikke er lige så sobre som andres stemmer.« Ligeledes er der, ifølge Levinsen, lige så mange ældre, der ikke ved nok om politik.

Men de unge har bedre forudsætninger for at søge information, fordi meget politik formidles via medierne, hvor unge er de ivrigste brugere, fastslår han. ’Slemt skuffende’ Sidste år var det 30 år siden, at Danmark fulgte en europæisk bølge og nedsatte valgretsalderen til 18 år.

Nu er Europa atter begyndt at sænke valgretten.

Det fik sidste år oppositionen i Folketinget til at fremsætte et forslag om at nedsætte en valgretskommission, der skulle se på fordele og ulemper ved at nedsætte valgretten til 16 år. Men i maj måned blev forslaget nedstemt af regeringen og Dansk Folkeparti efter anden behandling i folketingssalen, hvor 52 var for og 60 imod.

Et »slemt skuffende resultat«, mener Socialdemokraternes ordfører på området, Rasmus Prehn: »Det virkede meget mærkeligt, at regeringen frabad sig ny viden. Den har simpelthen berørings-

Udda U Ud dd da d a

Fokus

angst.« Venstre ser ikke noget mærkeligt i, at regeringen stemte imod en valgretskommission: »Der er ikke grund til at bruge skattekroner på noget, der ikke vil tilføre nye oplysninger. Vi er fuldt oplyst,« siger Venstres kommunalordfører, Erling Bonnesen.

Socialdemokraterne går blandt andet ind for 16-års valgret, fordi vores europæiske naboer begynder at gøre det, forklarer Rasmus Prehn: »Mens Østrigs unge kunne gå ned og stemme i sommer, kunne danske unge stå og trykke næsen mod ruden, sat uden for indflydelse.

Spørgsmålet er, om det også skal være sådan næste gang?« Ret grotesk Det skal det, siger Venstres Erling Bonnesen: »Grænsen hedder 18 år, og det bliver den ved med. Flertallet af de unge selv ønsker ikke at få stemmeret tidligere,« siger Erling Bonnesen, og han har tilsyneladende ret.

I hvert fald viser en Gallup-undersøgelse, foretaget af DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd i 2008, at kun 14 procent af unge mellem 16-25 år ønsker at sætte valgretten ned til 16 år. Et tal, DUF dog mener er steget, fordi der er kommet mere fokus på emnet.

I en lang række danske kommuner, i alt i 31, f.eks. Århus, Køge og Frederikshavn afholder man for eksempel prøvevalg for 16-18-årige ved kommunalvalget i næste uge.

Både regeringen og DF overvejer at nedsætte den kriminelle lavalder, som i dag er 15 år, men heller ikke det har betydning for valgretten.

Det er to forskellige ting, mener DF's Peter Skaarup: »Man er ikke tilstrækkelig moden til at bedømme politiske partier, når man er under 18 år. Men derfor kan man stadig være kriminel og ude af kontrol, og så skal vi gribe ind.« Valgforsker og lektor på Danmarks Journalisthøjskole Roger Buch mener, det er et politisk og personligt spørgsmål, om valgretten bør sænkes eller ej – der findes ingen facitliste. Han understreger dog, at myndighedsalder og valgret altid bør følges ad: »Der bør være sammenhæng mellem at bestemme over ens eget liv og samfundet. Det virker paradoksalt og fuldstændig grotesk, hvis unge skal være med til at bestemme, hvilke politikere der skal regere, når de ikke selv kan bestemme, hvor de vil bo, og hvordan de vil bruge deres penge.« si

Tæt på praksis Tæt på lederne Tæt på jeres organisation DOL eller Diplom i Ledelse?

Som den eneste udbyder i landet er vi certificeret i hele 19 DOL-moduler og kan derfor skræddersy en komplet DOL-uddannelse helt efter jeres behov.

Da vi tillige er en af landets mest progressive og erfarne udbydere af Diplomuddannelsen i Ledelse, kan vi levere den fulde palet af lederuddannelser til ledere i det offentlige.

Det handler om at sikre optimal effekt for borgerne gennem lederuddannelse forankret i organisationens strategiske fokus. Det er derfor, vi kalder det lederuddannelse tæt på jeres organisation, tæt på lederne og tæt på praksis.

Kontakt os for en snak om jeres muligheder.

Professionsinstitut KLEO Ledelse og organisationsudvikling T 4189 8178 kleo@ucc.dk www.kleo.ucc.dk

20

Dagbladet Information

Onsdag 11. november 2009

Kommunalvalg ’09

Prøvevalg for unge har en skjult dagsorden 31 kommuner holder pro forma-valg for de 16-17-årige.

For første gang får så mange danske unge lov at stemme ved et kommunalvalg. Men bag ønsket om at lade de unge deltage i valghandlingen ligger skjulte ønsker om sænkelse af valgretsalderen og at få elektronisk valg via computeren Unge til urnerne af Michelle Arrouas En stemmeprocent langt under landsgennemsnittet, meningsmålinger, der viser ringe interesse for lokalpolitik og udbredt ukendskab til det forestående kommunalvalg.

Kommunalpolitik er ikke de unges livret. Men nu vil en række af landets kommuner og ungdomsorganisationer

lære de 16-17-årige at spise op, når der står lokalpolitik på menuen.

Næsten en tredjedel af landets kommuner lader de unge prøvestemme ved kommunalvalget. Det er i høj grad resultatet af intensivt lobbyarbejde fra paraplyorganisationen Ungvalg ’09, som er dannet af 13 danske børne- og ungdomsorganisationer.

De har gennem længere tid kæmpet for at få kommunerne til at give de unge lov til

at teste sig selv i stemmeboksene; nu arbejder de for at sikre en høj stemmeprocent ved de i alt 31 kommuners prøvevalg for de 16-17-årige.

Både kommunerne og Ungvalg ’09 fortæller, at det primære formål med prøvevalget er at få de unge til at interessere sig for politik på lokalplan og lære dem vigtigheden af at stemme. Men her hører enigheden også op; både kommuner og ungdomsorganisationer under Ung-

valg ’09 har flere andre motiver til at engagere sig i prøvevalget.

Skyts til alderdebatten Bag organisationen Ungvalg ’09, der har kæmpet for prøvevalg i landets kommuner, står blandt andre oppositionspartiernes ungdomsafdelinger, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU) og Radikal Ungdom.

De tre ungdomspartier har alle været engageret i debatten om valgretsalderen, og både DSU og SFU går ind for, at den generelle valgretsalder skal sættes ned til 16 år.

Derfor håber de to ungdomsorganisationer på, at stemmeprocenten ved kommunal-prøvevalgene bliver så høj, at det kan virke som bevisførelse for, at også unge under 18 år interesserer sig for og engagerer sig i politik. »Det, vi helt konkret håber på at opnå, er, at stemmeprocenten bliver så høj, at folketingspolitikerne får øjnene op for, at unge under 18 år er modne nok til at deltage i demokratiet,«, fortæller Pelle Dam, der er landsformand for Socialistisk Folkepartis Ungdom.

Også de socialdemokratiske unge håber at kunne udnytte prøvevalgene politisk. »Vi håber på, at prøvevalgene kan være med til at flytte holdningen til 16-års stemmeret. Vi mener, at de 16-årige skal have lov til at stemme, og med prøvevalgene håber vi på at kunne få kickstartet debatten og rykket holdningerne hos dem, som er imod stemmeret til de unge«, lyder det fra DSU’s forbundsformand, Peter Hummelgaard Thomsen.

De 31 grønne kommuner holder eller har holdt prøvevalg for de 16-17-årige op til kommunalvalget på tirsdag.

GRAFIK: DANSK UNGDOMS FÆLLESRÅD

Radikal Ungdom er imod at sætte valgretsalderen ned, men organisationen vil gerne have gang i debatten. Det er derfor, at partiet har lagt arbejdskræfter i prøvevalgene, fortæller landsformand Simon Dyhr: »Vi er med til at organisere prøvevalgene, fordi vi ønsker en demokratisk diskussion af, hvorvidt det er en god idé med 16-års stemmeret.«

med valgretsalderdebatten,« understreger han.

Ifølge flere politikere skal ungdomspartierne da heller ikke skrue forventningerne for højt op, når det gælder effekten af prøvevalgene; uanset stemmeprocenten vil regeringspartierne tilsyneladende ikke ændre deres holdning i debatten om en eventuel nedsættelse af valgretsalderen.

Ungvalg ’09 er uenige Udmeldingerne fra de politiske ungdomsorganisationer går stik imod meldingen fra paraplyorganisationen Ungvalg ’09. Organisationen har arbejdet hårdt for at få organiseret prøvevalgene og mener ikke, at de skal bruges som afsæt for endnu en runde af debatten om valgretsalderen. »Det er slet ikke formålet med prøvevalgene. Prøvevalgene er udelukkende et forsøg på at bakke op om det initiativ, der er taget ude i de kommuner, der vil give unge mulighed for at deltage aktivt i demokratiet,« siger talsmanden for Ungvalg ’09, Jens Nielsen, der er KFUM-spejdernes repræsentant i Ungvalgs kampagnegruppe. Han mener, at ungdomspartierne har misforstået formålet med prøvevalgene: »Det er så deres bevæggrunde for at være med i det her. Men selve prøvevalgene har altså ingenting at gøre

Afviser debatten I maj i år stemte regeringspartierne imod et forslag om at nedsætte en valgretskommission, og det vil en høj stemmeprocent ved prøvevalgene ikke ændre på. »Jeg vil slet ikke gå ind og kigge på de unges stemmeprocent eller resultatet af prøvevalgene. For mig at se er det positivt, at de unge bliver politisk bevidste i en tidligere alder, men derfra er der langt til at lade dem bestemme, hvem der skal lede landet. Jeg mener, at man skal holde fast i, at myndighedsalderen og valgretsalderen følges ad, og når myndighedsalderen i Danmark nu er 18 år, så skal man også først have stemmeret der«, lyder det fra skatteminister Kristian Jensen fra Venstre.

Han er positiv over for prøvevalgene, men vil fortsat ikke være med til at sætte valgretsalderen ned. »De unge kan være nok så modne og politisk engagere-

Dagbladet Information

Onsdag 11. november 2009

21

Kommunalvalg ’09

SAGLIG OG ENGAGERET JOURNALISTIK Bandekrig, EU-debat, klimaforandringer, mobning, terrorbekæmpelse, skoleskyderier, tempelridderne og de syv dødssynder iBureauet producerer: · Baggrundsartikler om historiske og aktuelle emner · Temaaviser som klassesæt · Tværfagligt undervisningsmateriale

www.ibureauet.dk

iBureauet leverer journalistik og undervisningsmaterialer

NY UD UDGAVE DGAAVE V

de, men for mig er det ikke det, det handler om,« siger han.

Frederiksberg er en af de kommuner, der afholder prøvevalg for de unge, og her håber den konservative borgmester Jørgen Glenthøj på en høj stemmeprocent.

Men selv hvis stemmeprocenten blandt de unge på Frederiksberg bliver tårnhøj, vil det alene ikke få ham til at foreslå at sætte valgretsalderen ned, understreger han: »Det er fint, hvis de unge engagerer sig og møder op i stort tal på valgdagen. Men derfra og så til at foreslå, at man adskiller valgrets- og myndighedsalder, det hænger ikke sammen«, siger han.

Digitale prøvekaniner Også kommunerne har mere end en grund til at afholde prøvevalgene, vurderer Roger Buch, der er kommunalvalgsforsker og lektor i statskundskab ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han mener, at der er lige så mange begrundelser, som der er kommuner – og de handler ikke udelukkende om at gøre de unge interesserede i politik: »Selvfølgelig har kommunalpolitikerne en interesse i at få de unge til at engagere sig i lokalpolitik, men der er flere andre grunde til, at de vælger at afholde prøvevalg for de unge, vurderer han. »Nogle gør det for at få

afprøvet de digitale valghandlinger, nogle gør det for at være med på noderne, nogle gør det for at slå et slag for, at valgretsalderen skal nedsættes, og nogle gør det for at demokratisere de unge«, siger valgforskeren.

Roger Buch hæfter sig ved, at 26 ud af de 31 prøvevalg bliver afholdt elektronisk. Det betyder, at de unge kommer til at stemme via internettet, på sms og på elektroniske valgbokse – som de første i Danmark. Og det er en afgørende grund til, at kommunerne har valgt at afsætte ressourcer til prøvevalgene, mener han:

”

Vi mener, at de 16-årige skal have lov til at stemme, og med prøvevalgene håber vi på at kunne få kickstartet debatten og rykket holdningerne hos dem, som er imod stemmeret til de unge Peter Hummelgaard Thomsen, DSU’s forbundsformand

Få unge fik allerede ved kommunalvalget i 2005 lov at stemme – for sjov. I år har 31 kommuner valgt at gøre det. Her er det elever i 2005 på Sct. Annæ Gymnasium, der sidder med stemmelister i kantinen som led i at lade de unge deltage i demokratiet.

ARKIVFOTO: CLAUS BECH ANDERSEN/SCANPIX

»Prøvevalget for de unge er en oplagt mulighed for kommunerne til at afprøve de digitale valghandlinger,« siger han.

I Frederiksberg Kommune afholdes prøvevalget elektronisk og dermed får kommunen mulighed for at afprøve en metode, som den gerne så indført ved det egentlige kommunalvalg.

Trodser ministerium To gange har kommunen søgt Indenrigsministeriet om lov til at afholde kommunalvalg digitalt, men begge gange har svaret været nej.

Nu tager kommunen så revanche ved at lade de unge stemme via sms og på internettet. På den måde slår kommunen to fluer med ét smæk: Kommunen kan afprøve de digitale valghandlinger, og samtidig kan det muligvis lykkes at få flere unge til at stemme, når valghandlingen foregår på de unges ’hjemmebane’, forklarer borgmester Jørgen Glenthøj: »Min personlige opfattelse er, at unge er fantastisk dygtige til det tekniske, så jeg

tror, det vil gøre en forskel for stemmeprocenten«, siger han. Borgmesteren afviser dog, at kommunen afholder valget udelukkende for at afprøve de digitale valghandlinger, men samtidig ærgrer han sig over, at de valgberettigede ikke får samme mulighed for at stemme elektronisk. »Vi vil meget gerne gennemføre fulde digitale valg, men vi har desværre igen fået nej fra Indenrigsministeriet.

Det vil helt sikkert medvirke til at holde demokratiet levende at gøre det lettere for borgerne at afgive deres stemme. Så jeg tror på sigt vi kommer til at digitalisere valghandlingen«, siger Frederiksberg-borgmesteren.

Frederiksberg Kommune håber således, at det elektroniske valg forløber smertefrit, så man kan arbejde videre med de digitale valghandlinger – også ved det rigtige valg.

"fremragende indspark i debatten debattten om velfærdssamfundet" Thorkild Thejsen, Folkeskolen

”... stiller skarpt på nogle af dett moderne samfunds store pro pro-blemer ... Som formidling er bogen bogen nærmest uovertruffen ... komplicerede problemstillingerr forklares gennem eksempler offfentlige debat.” ***** taget fra dagligdagen og den offentlige Lennart Kiil, forsker forsker.net r..net

"... beskriver levende og overbevisende, overbbevisende, hvordan de nye re re-former bidrager til at skabe ett styringsmæssigt monster monster,, et vrangbillede af rationalitet og fornuft ... forbilledligt klart og letlæst” Paul Hegedahl, DKnyt

"Sjældent har jeg læst en så relevant reelevant og provokerende bog ...

Pligtlæsning for alle der deltager deltager i samfundsdebatten!"

Lars Kolind, kolindkuren.dk

"Ikke bare ledere og ansatte i det d offentlige, men alle der in in-teresserer sig for velfærdsstat tens udvikling vil finde denne velfærdsstatens målemani ramsaltede kritik af tidens måle emani interessant."

Bibliotekernes Lektørudtalelse

NYT EFTERSKRIFT

Læs mere om Ungvalg ’09: http://www.ungvalg09.dk/

230 SIDER

KR. 149,-

INFORMATIONSFORLAG.DK INFORMA ATTIONSFORLAG.DK

22

Dagbladet Information

Onsdag 11. november 2009

Kommunalvalg ’09

De mange krav om bedre kvalitet svækker folkeskolen Nationale test, elevplaner og kvalitetsrapporter. Folkeskolen skal leve op til et øget antal krav, og det kommer til at koste. De høje ambitioner betyder, at kommunerne i de kommende år står over for at lukke et stort antal skoler, skære ned på timetallet og samtidig nytænke folkeskolen Folkeskolen af Lise Richter Lauridsen Skolelukninger og for få undervisningstimer er en tabersag, som de fleste politikere, der er opstillet til kommunalvalget i år gerne ville være foruden.

Men som kommunernes økonomi ser ud lige nu, tages de upopulære midler i brug i de kommende år. Samtidig må kommunerne finde ud af, hvad de vil med folkeskolen, for der er hårdt brug for nytænkning, mener en række eksperter.

Ifølge formanden for de

kommunale børne- og kulturchefer, Per B. Christensen, så kan det blive nødvendigt at lukke mellem 100-200 ud af Danmarks godt 1.500 folkeskoler i løbet af de næste par år. »Man kan ikke få det hele.

Vi kan ikke både levere mere viden om trafiksikkerhed, seksualoplysning, bedre læseevner og modvirke fedme i folkeskolen, for kommunerne får ikke flere ressourcer.

Hvis vi samtidig skal øge fagligheden og efteruddanne lærerne, så står vi over for et stort antal sammenlægninger og nedlæggelser af skoler,« siger Per B. Christensen.

138 skoler er blevet lukket

de sidste otte år. Det har ofte medført voldsomme protester fra forældre og lokalbefolkning, og derfor er lukningerne et spørgsmål som kommunalpolitikere rundt om i landet er meget sårbare overfor. På den ene side skal de tage hensyn til et politisk krav om at højne niveauet i folkeskolen. På den anden side er der et folkeligt krav om at bevare skoler, fordi de ofte fungerer som vigtige kulturinstitutioner, der skaber sammenhæng i lokalsamfundet. Det er den vanskelige afvejning, som mange kommunalpolitikere bliver nødt til at tage i den kommende valgperiode, mener

kommunalforsker Ulrik Kjær fra Syddansk Universitet: »En af de allerhotteste diskussioner lige nu burde være kommunernes skolestruktur. Hvor mange skal der være, og hvor store skal de være? Kommunalreformen har mange steder gjort, at man har udsat beslutningen, men nu står mange kommuner med et efterslæb på vedligeholdelse af skolerne og et væsentligt økonomisk underskud, der gør det oplagt at diskutere antallet af skoler.« Diskussionen om, hvad man vil prioritere i folkeskolen, er imidlertid farlig for

politikerne, når den kommer i gang så langt henne i valgkampen, mener Ulrik Kjær. »Når et emne som skolelukninger først kommer op 14 dage før valget, som det sker nu, så er det klart, man taber vælgere på det. Havde man taget hul på den store og svære diskussion langt tidligere om, hvordan vi gerne vil indrette skolesystemet, hvilke bygninger, hvilken faglighed, hvor mange skoler og hvor store, ja så ville de politikere, der foreslår skolelukninger, ikke nødvendigvis blive opfattet som dumme og onde, for det kan give god mening af lukke en skole,« siger Ulrik Kjær.

Steen Hildebrandt er professor i ledelse og organisation på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, og medforfatter til en ny debatbog om folkeskolen. Efter Hildebrandts mening har den øgede statslige indblanding i form af elevplaner og kvalitetsrapporter ført til, at folkeskolen har mistet legitimitet i mange kommuner.

Ledelsesansvar Derfor kommer debatten ifølge Steen Hildebrandt ofte til at handle om håndgribelige økonomiske størrelser som minimumtimetal og skolelukninger: »Folkeskolen er et godt

Dagbladet Information

Onsdag 11. november 2009

23

Kommunalvalg ’09 Folkeskolen kan få alle op på tæerne. 138 skoler er blevet lukket de sidste otte år. Det har ofte medført voldsomme protester fra forældre og lokalbefolkning, og derfor er lukningerne et spørgsmål som kommunalpolitikere rundt om i landet er meget sårbare overfor.

FREMTIDENS KLIMAUNDERVISNING

ARKIVFOTO: MICHAEL KOCH/SCANPIX

Den 6/10 udkom Information i en fremtidsudgave.

Avisen foregår i år 2059, og den har to halvdele: · Den ene avis, splittelsesavisen, er skrevet i en verden, hvor topmødet i København blev en fiasko. · Den anden avis, samarbejdsavisen, i en verden, hvor topmødet blev en succes.

eksempel på kampen mellem det lokale selvstyre og regeringens detailstyring.

Men hvis kommunerne forsømmer en seriøs drøftelse af skolens fremtid, så risikerer de endnu mere kontrol, derfor er kommunalpolitikernes store udfordring fremover at tage et ledelsesansvar for folkeskolens udvikling.« Steen Hildebrandt mener dog samtidig, at der må drosles ned på den statslige styring, så skolerne kan tilpasse sig lokale behov. »Lærere, ledere og skoler vånder sig under det bureaukrati, der er lagt ned over skolerne de seneste 10 år. Og det medvirker til, at folkeskolen stadig er præget af en tænkning, der hører til i det gamle industrisamfund. Detailstyringen fra Folketingets side har dog kun givet udslag i marginale ændringer. En omfattende reformtænkning magter regeringen ikke at tage, men hvis den politik fortsætter, så har folkeskolen en svær fremtid,« siger Steen Hildebrandt.

Professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, mener omvendt, at der er masser af eksempler på reformer og nytænkning i folkeskolen. »Vi har aldrig før set så mange ændringer og initiativer, hvor man prøver at nytænke folkeskolen. Det er mørkemænd, der siger andet. Og når der er indført flere test, er det jo ikke for at gøre børnene ondt, det er for at undgå, at elever i 6.–7. klasse ikke kan læse,« siger Niels Egelund.

At regeringen i det kommende år vil lave et ’360 graders eftersyn af folkeskolen’, mener Steen Hildebrandt ikke er noget tegn på, at der mere nytænkning på vej, men snarere flere uheldige lappeløsninger.

Maskintænkning At mængden af krav til skolerne vokser, er en naturlig udvikling i et videnssamfund, mener Niels Egelund: »Vi kan ikke skrue tiden tilbage til Morten Korchs tid, for børnene skal ikke ud og tjene, når de fylder 14 år længere. Det øgede antal administrative og pædagogiske krav i folkeskolen hænger sammen med samfundets behov for, at langt flere får en uddannelse. Men det er klart, at det især for små folkeskoler kan være svært at administrere de mange krav.« Steen Hildebrandt ønsker heller ikke at rulle elev-

planer, kvalitetsrapporter eller nationale test tilbage. »En test eller en elevplan kan jo sagtens ses som et led i sund pædagogisk evaluering. Problemet med dem er, at vi ofte ender med at fokusere på tallene og ikke det enkelte barn. Og det er en maskintænkning, hvor vi glemmer, at børn er ligeså forskellige som alle os andre,« siger Steen Hildebrandt.

Forskel = uretfærdighed Kommunalforsker Ulrik Kjær mener også, at debatten omkring folkeskolen er præget af manglende accept af forskellighed både blandt børn, skoler og kommuner: »Hvis lille Per får to timer mindre, så er det synd for lille Per. Sådan lyder det hver gang, der er forskelle mellem skolerne. Men det er et problem, hvis vi hver gang, der er den mindste forskel, hidser os op over, at det er dårlig service, fordi det kalder på flere penge fra staten og flere statslige minimumstandarder,« forklarer Ulrik Kjær.

Forskellighed er i for høj grad blevet lig uretfærdighed, mener han: »Politikerne er kommet ind i ond spiral, hvor de presser hinanden til at skabe lappeløsninger på baggrund af de her forskelle, i stedet for at stå ved, at der er forskel på kommunerne.« Hele ideen bag forskellighed i folkeskolen handler ifølge Ulrik Kjær om at ud-

”

Folketinget er flyttet med ind klasselokalerne, fordi det giver stemmer at beskæftige sig med ting, der vedrører almindelige mennesker, og det gør folkeskolen.

Men den øgede statslige indblanding er et problem, fordi det skaber nogle forventninger hos forældrene, som kommunerne ikke kan leve op til Jørn Sørensen, formand for Børne- og Fritidsudvalget i Kommunernes Landsforening

TIL GYMNASIALE UNGDOMSUDDANNELSER (stx/hf/htx/hhx)

vikle den bedst tænkelige skole. »Forskellige skoler øger chancen for, at skolerne finder de bedste løsninger. Hvis alle skoler valgte at køre efter den samme model, så ville de jo ikke finde frem til nye måder at gøre tingene på. I takt med, at folkeskolen bliver mere statsstyret, så ødelægges den her innovation, som er så nødvendig for folkeskolens fremtid,« mener Ulrik Kjær.

Jørn Sørensen, formand for Børne- og Fritidsudvalget i Kommunernes Landsforening, er enig i det synspunkt: »Folketinget er flyttet med ind klasselokalerne, fordi det giver stemmer at beskæftige sig med ting, der vedrører almindelige mennesker, og det gør folkeskolen. Men den øgede statslige indblanding er et problem, fordi det skaber nogle forventninger hos forældrene, som kommunerne ikke kan leve op til.« Bedre ledelse Steen Hildebrandt ser en bevægelse i kommunerne og blandt lokale borgere mod et større engagement i, hvordan folkeskolen skal se ud i fremtiden. Men hvordan hænger det sammen med historien om en skrantende folkeskole med lavere timetal, skolelukninger og dårlige lokaleforhold? »Det er ikke en naturlov, at enhver ændring til det bedre koster penge, og det er et af problemerne i den måde kommunerne tænker skole på. Men jeg tror, der er mange i kommunerne og ude på skolerne, der er parat til et gøre rigtig meget, for at komme videre end den bureaukratiske sniksnak om timetal og karakterer,« mener Hildebrandt.

Jørn Sørensen mener dog, at de fleste kommuner er meget engagerede i folkeskolen, men han er enig i, at det er for primitivt, når debatten kommer til at handle om skolelukninger, timetal eller flere penge: »Der er behov for, at man i kommunerne afklarer, hvad man vil med skolen. Samtidig skal der satses på bedre ledelse i folkeskolen, for det er et problem, at mange skoleledere bruger alt for meget tid på administrere. Det må man ansætte en skrap administrator til, så skolelederen kan koncentrere sig om at udvikle det pædagogiske arbejde, for det er det, skolen er bedst til.« LILA@INFORMATION.DK

Videnskab eller politik? Aktivisme eller hærværk? Debatkampagner eller propaganda?

Du kan købe avisen i klassesæt á 30 eksemplarer til 400 kr. på www.information.dk/undervisning.

Her kan du også oprette dig gratis som bruger og få adgang til stort webbaseret læringsrum med AT-ressourcer og meget mere.

UNDERVISNING

www.information.dk Netop kåret som Årets internetavis ’09 Information.dk er blev kåret til årets internetavis. Det er vi naturligvis glade for. Især er vi glade for begrundelsen. ’Information.dk er ikke en netavis for alle om alt: Den er Internetavisen for politik og kultur, som den enkelt og effektivt kommunikerer lige over sit velkendte logo.’

Og videre: ’Forsiden er som ingen anden dansk netavis, og her får man nyhedsbilledet stillet op på sin helt egen måde, som formentlig vil dele brugerne.’

Det er lige præcis pointen. Information.dk er ikke internetavis for alle. Det er en internetavis for alle jer, som interesserer jer for politik og kultur og som ikke kan lade være med at debattere den måde, vi har indrettet vores samfund på.

På information.dk får du baggrund, analyse og perspektiv på nyhedsstrømmen. Du får fotobloggen og nyhedsbloggen, hvor Informations skribenter anbefaler det vigtigste på nettet.

Podcast. Temaer. En væsentlig debat mellem læserne. information.dk – internetavis for politik og kultur PS: Følg @informeren på Twitter

Mikkel Warming, København I København har vi lavet en fattigdomsundersøgelse og derefter en økonomisk skadestue og hjælp til medicin og tandlæge. Jeg glæder mig også over, at vi har været med til at skaffe boliger til psykiske udsatte og mennesker med handicap.

Jette Jensen, Århus Vi skal have bedre kollektiv trafik i Århus. Vi har været med til at sikre at moderne sporvognene kører i gaderne fra 2015.

Enhedslisten har siden 1991 arbejdet for genindførelse af sporvogne i Århus, og nu er det lykkedes.

Anna Rytter, Odense Vi arbejder for at ældre får bedre forhold. Samtidig med at de ansatte skal have bedre tid til plejen og omsorgen. I Odense har vi sikret hjælpen til de ældre med flere vikarer for byens hjemmehjælpere.

Jesper Kiel, Svendborg I alle sager er Enhedslisten i Svendborg miljøets fortaler. Vi har stillet forslag om CO2 reduktioner i kommunen på 40% inden 2020. Så kan vi imødekomme de fattige landes krav til klimatopmødet i København og forhindre den globale klimakrise.

Stem på enhedslisten den 17. november Find din lokale kandidat på: enhedslisten.dk/kommunalvalg09