Ralbo ApS pressemeddelelse, september 2012
Akustikloftet er tilbage i arkitekturen Med de støt stigende tekniske udfordringer til lofter i nyere tid, har vi desværre set mange eksempler på, at hensyn til akustik, brand, ventilation og øvrige installationer ofte har givet svære vilkår for gennemførelsen af de arkitektoniske visioner. Udviklingen og teknologien skulle jo helst skabe bedre og bedre løsninger, men ser vi på loftsarkitekturen, virker mange af de hyppigt anvendte moderne systemlofter som tilbageskridt i forhold til tidligere tiders fine håndværk og elegante løsninger. Dette vil firmaet Clipso nu gerne ændre på, ved at indføre et nyt, innovativt og helt igennem miljøvenligt materiale på det danske marked, et såkaldt stræktekstil. Materialet er netop blevet anvendt i Koldings nye Innovationsfabrik, tegnet af arkitekterne schmidt hammer lassen architects. I auditorierne har der været krav om god akustik, stemningsfuld belysning og brandsikring via sprinkleranlæg. Løsningen er blevet et spændende og effektfuldt loft bestående af trekantede felter i forskudte planer, beklædt med Clipso’s stræktekstiler, som virker akustisk dæmpende, fordi de lader lyden igennem bittesmå huller. Det komplekse loft i Innovationsfabrikken har sat materialet og håndværkerne på prøve, da det udover de mange felter også inkluderer LED belysning med skjulte lyskilder, men resultatet er blevet ganske enestående. Der er dog også andre, mere simple måder at udnytte det store potentiale ved stræklofterne. Det fås nemlig i 5,1 m brede ruller, som gør det muligt at lave helt plane lofter i forskellige farver eller print, uden samlinger, uden malerarbejde og med en hurtig montage. Modsat pudsede loftsflader, som kunne give samme effekt, men som kræver meget håndværk, er der med stræklofterne mulighed for at regulere akustikken til det ønskede niveau. Ved at bøje profilerne, som normalt fastgøres til væggene, kan der nemt opnås lofter i organiske krumme former, hvilket vel nok burde kunne sætte fantasien hos en arkitekt i gang. Clipso har i deres produktudvikling haft stor fokus på det miljømæssige og arbejdsmiljømæssige. Således er tekstilet bl.a. fri for PVC og frigiver ingen skadelige stoffer i arbejdsprocessen, som foregår ved simpel montage i profiler og efterfølgende opstramning. Det sparede arbejde og rengøring efter komplekse malerprojekter tæller selvfølgelig også på miljøregnskabet, ligesom den meget begrænsede materialemængde reducerer transportbehovet betydeligt. Det nye tekstil er allerede opdaget af førende arkitektfirmaer og på tegnebrættet i flere nye projekter, så glæd jer til snart at opleve en ny generation af lofter, som ikke kompromitterer arkitekturen! Få yderligere oplysninger på www.Clipso.dk se video om Innovationsfabrikken på youtube.