Stofferne og den ægte kærlighed Et essay om Nordkraft og vejen frem Vi hører ofte, at kærligheden kan redde alt. Uanset hvor meget lort du måtte stå i, kan du reddes, hvis blot nogen elsker dig og tror på dig. Det er en alt for brugt kliché i dårlig litteratur, men er der mon noget om sagen? De fleste klichéer opstår jo af noget, vi ser gang på gang, indtil det en dag endelig finder plads i Den store forkromede Klichébog. Og hvis man blot åbner et Familiejournalen eller Ude & Hjemme, kan man få syn for sagen, når den ene eller den anden fortæller, hvordan deres liv ændrede sig, da de mødte Lis. Eller Bjarne. Eller hvem det nu måtte være, som kom valsende forbi med kærlighed og livsglæde uden på tøjet og hjalp vor hovedperson tilbage til et godt og rigtigt liv. Med kærlighed. Ok, måske ér der flere facetter i virkelighedens historier, end i dem vi får serveret i triviallitteratur og ugeblade. Men hvad med den kærlighed, som redder Maria og Allan i bogen Nordkraft, er dén sandsynlig? Er det overhovedet sandsynligt, at man efter mange år i samme miljø kan ændre så meget på sig selv og sine vilkår, at man kommer ud af det for bestandigt? Når man sidder med Nordkraft, er noget af det første, der skærer en i hjertet, den tilsyneladende realisme, bogen er skrevet med. Man er simpelthen med, når narkohunden snapper efter Maria, så hun mærker hundens ånde. Man er med, når Allan genoplever ulykken på skibet. Man er med, når Stesos forældre trækker nålen ud af deres drengs arm, så ikke ambulancefolkene skal se ham sådan. Hvordan de unge i bogen er havnet i stofmiljøet er forskelligt. Der er formentlig lige så mange historier om at komme i den slags uføre, som der er narkomaner. Hver person har sine dæmoner, sine ting at kæmpe med og sine årsager til misbrug. Fælles for dem er dog, at de sidder i saksen. En saks, som kan være svær, eller endda umulig, at komme ud af. De fleste af dem, som er i narkomiljøet i bogen Nordkraft, er startet unge. De har været på den farlige kant mellem barn og voksen, der, hvor man skal skabe sig selv, afprøve
1
sine grænser og finde ud af, hvem man er og hvad man kan. Som alle, der har været der, vil vide, er det ikke nogen nem balancegang. Man vil gerne være unik, men man vil ikke stikke for meget ud. Man gør lidt, som man gerne selv vil, fordi det er sjovt, og man gør lidt, som alle de andre gør, fordi det er det, 'man' gør. Hvis alle de andre ryger hash om eftermiddagen og tager speed til festerne, kan det være svært ikke blot at følge trop. Der er mange ting, der skal tages stilling til og vare på. Man skal vælge en uddannelse, en jobvej, man skal helst have nogle ambitioner og ville noget her i livet. Men hvad så, hvis man ikke rigtig har et mål og bare er i tvivl? Om det hele? Og hvad nu, hvis man bliver ved med det? Tjah, man kan jo gøre som Maria, blive pusherfrau, så man altid har gode forsyninger af hash. Man kan begynde en kriminel løbebane som Allan, eller man kan gøre som Steso; kappe alle fortøjninger og kvæle lige store mængder alkohol, stoffer og intellektuel lekture. Umiddelbart virker det ikke som en udpræget klog vej at gå. Men mange gør det alligevel. De fleste kommer ud på den anden side uden mén, men nogle bliver hængende i dyndet og lever resten af livet der. På det, som pæne mennesker kalder bunden. Marias mor ville kalde det bunden. Allans mor ville også. Og Stesos mor vil helt sikkert! Men lige præcis Steso er jo netop ikke 'faldet i'. Han har selv valgt, at han vil leve et liv, hvor han prostituerer sig for at få stoffer, hvor han ryger, drikker, sniffer eller fixer alt, hvad han kan, fordi det er dét, han vil. Og er det ikke, uanset hvor forkvaklet et livsønske det ellers måtte være, beundringsværdigt, at han véd, hvad han vil og målbevidst går efter det? Det synes jeg. Maria sidder for alvor fast i et hæsligt dynd. Hun har en kæreste, hun ikke kan lide, og den mand, som står parat til at elske hende, har både opium og håndvåben i lommen og er i øvrigt lånehaj. Hendes far er skør og hendes mor er småborgerligt konform. Og hun aner ikke, hvad hun skal stille op med det alt sammen og da slet ikke med sig selv. Men senere i bogen ser vi, at Maria har satset højt og vundet. Til Stesos begravelse hører vi nemlig, at lånehajen Hossein er blevet voksenlærling, han skal være elektriker, og sammen har de fået en søn. Det er klart, at det ikke kan være fuldkommen smertefrit at omvende en lånehaj til voksenlærling, men Maria virker tilfreds, og tingene er da nogenlunde
2
lykkedes for hende. På trods af at det så fuldkommen håbløst og umuligt ud, da vi forlod hende foran banegården, efter første tredjedel af bogen, Junkiehunde. Allan prøver at forklare sig ud af de gamle forbindelser, men det virker ikke og så får han tæsk af sin gamle vens håndlangere. Så er de nok ikke venner mere. Men Allan har fundet en dejlig pige, som han elsker, og som er klar til at tage ham med sig ind i en bedre verden end den, Allan har kendt, med en alkoholisk mor, et skibsforlis med et tabt venskab, kriminalitet og stoffer. Og så er et lag tæsk da i grunden billigt sluppet. Guderne skal vide, at der er mange slags tæsk i denne verden, som ikke heler så nemt som Allans læber og øjenbryn. Ude i den virkelige verden får man også masser af mentale tæsk, men Allan er stærk og tåler det hele. For han har Maja. Hun giver ham viljen til at stå imod alting. Til at vende alt det gamle, dysfunktionelle, ryggen og finde et helt nyt ståsted i livet med fodbold om søndagen, sejlture med bedstefar og familiehygge med sin mor og lillesøsteren Mette. Personligt har jeg aldrig eksperimenteret med stoffer, men alligevel følte min far det nødvendigt at komme med en formaning, da jeg som 25-årig lånte hans udgave af Nordkraft, da den nyligt var udkommet til stor opmærksomhed i både danske og udenlandske medier. Jeg havde nu ikke tænkt mig at blive lokket ind i en verden af stoffer, men jeg synes, det er interessant at se, hvordan min generation og mine forældres reagerede forskelligt på historierne i Nordkraft. Jeg var trods alt ikke ældre, end at jeg stadig kunne identificere mig med hovedpersonernes kvaler med at finde sig til rette i en verden fuld af valg, fravalg, muligheder og ønsker, som peger i vidt forskellige retninger og er så forbandet svære at holde rede i. Mine forældre derimod var allerede dengang godt på vej mod pensionen og så ganske anderledes på det. De har, som så mange før dem, fulgt den slagne vej og fået en uddannelse, en ægtefælle og nogle børn. Alt sammen valgt og sat fast, før de fyldte 25. De mener, at unge i dag skal være glade for alle de muligheder, der findes, og som de selv måtte gå glip af. Jo, det ér da dejligt, at mine forældre, bedste- og oldeforældre har sørget for at opbygge et samfund, hvor jeg gratis kan vælge en uddannelse og kun behøve betale for bøgerne, det værdsætter jeg naturligvis. Men det betyder bare ikke, at det er nemt. For det er det ikke,
3
og det er dét, der sker for sådan en som Maria. Hun går i stå, fordi hun ikke ved, hvad hun skal vælge, og så flyder hun lige så stille med strømmen, til hun rammer en sten i vandet og skubbes op på land. Ganske tilfældigt. Fordi Asger er et kvaj, lige præcis da Hossein gør sit indtog – og indtryk - i det lille pusherhjem. Allan flyder også med strømmen, han kommer dog på bedre tanker og svømmer selv ind til bredden, hvor han resolut stikker af fra det hele i årevis, før han vender tilbage. Og det er da et håb for alle os andre. For det første kan vi jo læse om de unge i Nordkraft og være glade for at vi, i det mindste – og forhåbentligt, ikke er så langt ude som dem. Og for det andet, så er det da herligt at læse en så realistisk skrevet bog, som faktisk ender med, at nogen kommer ud på den anden side og får et bedre liv. Det var nok ikke lige Stesos mening at få en overdosis, men hvis man ellers læser bogen grundigt nok og indser, hvad Steso ér for et menneske, så kan man læne sig tilbage og vide sig sikker på, at han faktisk døde lykkelig. Jo, det var en fejl, og jo, det var tragisk, men det var faktisk også den eneste måde, han kunne dø på, som ikke ville være out of character for ham. Han var narkoman, og vi ved alle sammen, at det kan ende sådan. Det var en trist afslutning på bogen, fordi Steso er charmerende og et godt menneske, inde under alle stofferne og hans irriterende, bedrevidende facon. Og det var trist, fordi vi netop så Allan og Maria komme ud og klare sig, og så kommer Steso valsende ind på midten af scenen og dør af stofferne. En grim reminder om, at selvom nogen klarer den, så er der også dem, som dør i forsøget. Nogle anmeldere har sagt, at det er urealistisk at kærligheden skulle kunne redde Maria eller Allan, og jo, de kan have ret i, at virkeligheden er mere nuanceret og indviklet end som så. Og vi ved jo heller ikke, hvordan det går med Allan og Maja i længden, vi ser dem bare være nyforelskede og glade. Men hvis dé tror på det, hvorfor skulle vi andre så ikke også? Jeg ved det ikke. Og hvorfor skulle vi ikke tro på, at det kan lade sig gøre for Maria at flytte for sig selv i en periode og derefter begynde et helt nyt liv med Hossein, job og barn? Dét ved jeg heller ikke. Hvis vi vender tilbage til indledningen, kan vi jo se, at det sker ofte nok ude i virkeligheden, så vi burde tro på det, når en forfatter finder på det. Jakob Ejersbo har selv fortalt, at mange af figurerne i bogen er personer, han kendte i virkeligheden, da han færdedes i miljøet omkring Tusindfryd i Aalborg i slutningen af
4
1980'erne. Og hvorfor skulle det ikke være rigtigt, at nogle af dem er blevet elektrikere, værftsarbejdere, mødre, fædre, afbalancerede og velfungerende voksne, bare fordi de i nogle år hang ud med det, som samfundet kalder rosset, og røg pot og prøvede grænser af. Er det fordi grænserne ligger længere ude end de gør for den almene dansker? Er det, fordi der er nogen, som ikke turde prøve det, ikke turde leve trangen til ballade ud, og nu kan sidde som voksne og være ærgerlige over, at de aldrig tog chancen og havde det sjovt? Er det, fordi alle som har børn i den alder, vi nu kalder tween, bliver panisk angste ved tanken om, at det kan være deres lille pode, som ender med en nål i armen og lasagne i en rygende ovn? Stoffer er ikke for sjov, og det er heller ikke dét, Jakob Ejersbos roman giver udtryk for. Det er blodig alvor, og folk mister både tænder, venner og familie på bekostning af vanen med pot eller det, der er værre. Hvis man mener, at romanen forherliger stoffer, tager man fejl. Men den dæmoniserer dem heller ikke. Stoffer findes, og de bruges, og de misbruges. Det er, hvad romanen fortæller os. Men den fortæller også, at man faktisk kan komme ud af det. Og ja, måske ér det faktisk nemmest, hvis man står med et ben på vej mod afgrunden og det andet ben – og hjertet – på vej mod et menneske, som holder af en, og som man selv kan holde af. Måske ér kærligheden vejen frem, som det så ofte er blevet forkyndt, sunget og fortalt i de kulørte blade. Man skal i hvert fald ikke bare afvise muligheden.
5