Covid-19 er blot et symptom. Sygdommen, den er vi selv

af Astrid Lykke Raunkjær

I smittens tid af Paulo Giordano Oversat af Thomas Harder Forlaget Klim, 86 sider

At være nødt til at tro på, at Corona-pandemien er sket af en grund bunder ikke nødvendigvis i et religiøst forhold til katestrofer. For den italienske fysiker Paolo Giordano handler det nærmere om et grundlæggende behov for årsager. At definere leddene i den kæde som har ledt til den globale sundhedskrise covid-19 har medført. At dette skulle fundere i fysikerens matematiske grundindstilling til tilværelsen er en oplagt forklaring. Eller måske havde Freud ret, da han konstaterede at mennesket behøver fænomener hvorpå de kan fæstne de ting der forekommer uforklarlige og hvis uforklarlighed forekommer ulidelig. For Freuds samtid var dette fænomen typisk Gud. For den sekulariserede europæiske fysiker er det os selv.

Under Corona-pandemien længes vi mod normaltilstanden. Mod den simplicitet som vores eget liv pludselig synes at have haft inden lock down og konfrontationen med vores egen dødelighed. Men ifølge Giordano har der aldrig været noget normalt ved den verden vi levede i før. Det billede vi har af virkeligheden er ifølge fysikeren præget af en negligering af ansvar, en benægtelse af kompleksitet og et effektivitetsideal, som har bevæget sig fra at være revolutionerende til en “moderne forbandelse”. Giordano kalder smitten et symptom og infektionen, den “bor i vores økosystem”. I kapitlet En profeti, der næsten er for let bliver det gjort fuldstændig klart for

læseren, at bogen ikke blot er tanker over en pandemi, men en kompromisløs civilisationskritik, hvor Giordano er klar til at placere hele skylden, ganske usekulariseret, hos mennesket. Dog virker det ikke som nok for fysikeren blot at bekende sine synder. De skal også forsøges genoprettet. I en opfordring til systemkritisk refleksion skriver Giordano nemlig, at den sidste årsag i enhver katastrofes årsagskæde “altid og i alle tilfælde er os [menneskene] og alt det, vi foretager os”. Der kaldes på intensiv selvreformering hos menneskearten. Det er ikke kun naturens fatale mutationer der skal tæmmes, men også selve den måde hvorpå vi, i Vesten især, har følt os bemyndigede til at udnytte den. Giordano mener at mennesket har glemt, at vi selv er en del af økosystemet, og at det er er denne fortabelse i egen overlegenhed, der nu er skyld i de enorme konsekvenser virusset har fået for hele verdenssamfundet. Det fænomen hvorpå Giordano vil fæstne det ulideligt uforklarlige bliver dermed ikke en religiøs metafysisk idé. Det bliver derimod det mest nære overhovedet; det er de valg vi mennesker har truffet og kontinuerligt træffer, der er årsagen til de konsekvenser vi rammes af nu.

Det er en provokerende påstand, når Giordano skriver at pandemien ikke er en tilfældig hændelse. At Corona kom af en grund. Idéen om at den ondskab der opleves i verden ikke er årsagsløs eller tilfældig kan synes provokerende, men den går langt tilbage før vores tid og civilisation. Tankerne ledes hen på religiøse fænomener som karma og nemesis. På Galileisk vis sætter vi dog i dagens sekulariserede samfund oftest guddommen som forklaringsårsag til side, for det vi mener at kunne forklare videnskabeligt. Og da det går op for mig, at det ikke er et forsøg på at tilskrive pandemien metafysiske skæbnedomme, men netop at hævde menneskets ansvar, der er Giordanos ærinde med at hævde pandemiens ikke-tilfældighed, synes det pludselig knap så provokerende – nærmest sympatisk. Giordanos tekst er en tale for, at en afskrivning af pandemien som en meningsløs tragedie, blot gør os endnu mere sårbare til når den rammer igen. Han skriver: “Jeg er bange for tilintetgørelsen, men også for dens modsætning: for at frygten går over uden at efterlade sig nogen forandring hos os”. Som en anden krigsretoriker: Hvis ikke vi gør noget, så vil alle vores tab være forgæves. Men det er ikke en regulær krig vi står overfor. Det er, ifølge Giordano, et opgør med os selv. Efter segmenteringen af pandemiens rædsler, går han ellers til angreb på hele den vestlige civilisation. Han taler for et opgør med den måde vi forstår

vores interne relationer på både politisk og privat. Med vores syn på naturen som tjener. Ja selv mod vores medielandskab og de fortællinger vi dyrker i ekkokamrene. Ifølge Giordano må vi indse, at vi i dag er så uløseligt forbundne, at det private ikke længere er privat, og at vores rovdrift på naturen også har fatale konsekvenser for os selv: “I smittens tid er vi én eneste organisme”. Selvom man som ung idealistisk læser hurtigt er tilbøjelig til at købe Giordanos præmisser og idé om, at det er den vestlige neokapitalistiske samfundsorden der har skubbet en Wuhan-borger til at spise en rå flagermus og igangsætte en historisk tragedie, har man stadig lyst til en yderligere underbygning af sammenhægene. For, verden er helt sikkert defineret af komplekse relationer. Og mennesket bærer og afviser afgjort en enorm del af skylden for de sociale og økologiske problemstillinger vi står overfor. Giordano vil en helt masse. Måske også lidt for meget. Der er i hvert fald en oplagt kontrast mellem at kritiserer det moderne menneskes konsekvente oversimplificering og så at kritiserer hele verdenssamfundet fra natursyn til fake news på 86 sider.