F22: LUKSUS & DEKADENCE

LEDER

Grundlæggelse af dekadencens metafysik

Astrid Lykke Raunkjær & Johan Bolding Rasmussen

I en lille filosofisk anekdote fortæller filosoffen og psykoanalytikeren Jacques Lacan: »Den nar, der tror, han er konge, er ikke mere gal end den konge, der tror han er konge.«. Foruden alt muligt med penismisundelse og et ødipalt ego, kaster anekdoten lys over problemet ved privilegier. Når kongen end ikke reflekterer over privilegiet ved at være konge, men blot ”tror”, at han er konge, da er der ingen identifikation med privilegierne. Kongen har altså ingen fornemmelse for den status og den luksus han nyder som konge. Det er jo som bekendt med privilegier som det er med bordben, bogstakke og andet, der gemmer sig i mørket: man bliver først rigtig bekendt med deres eksistens, når man uden varsel bliver konfronteret med dem. På den måde er den største luksus den distance man kan have til sine egne privilegier. Luksus forbindes som oftest med det som kun er økonomisk tilgængeligt for nogle. Fast ejendom i store byer eller Änglamark-produkter. Kan kærlig- hed ikke også karakteriseres som en luksus? Eller tryghed eller stemmeret? Er det en luksus at læse smal idéhistorisk litteratur når samfundet mangler pædagoger og sygeplejersker? Eller er det dekadent? Dekadencen ligger vel netop i ikke at være sig sin luksus bevidst, eller omvendt; direkte benægte sit privilegium. I at glemme at det, der er os tilgængeligt ikke er vores ret eller noget der naturlig tilkommer os. Filosoffen Immanuel Kant skelner i Grundlæggelse af sædernes metafysik mellem, hvorvidt noget har en pris eller en værdighed. Fordi noget har rent faktisk en pris. En monetær værdi, som gør det moderne menneske i stand til at hierarkisere forbrugsgoder som el, mælk, Deleuze & Guattaris Tusind Plateauer eller en perlemorshvid Jaguar med læderindtræk og mahogni-interiør. Det er jo sådan set smart. Men i det moneaf

tære værdisystem tages der ikke højde for anden værdi end den du kan ligestille med et givent antal danske kroner. Kant påpeger dermed, at der findes en anden type værdi end den som blot ligestiller en tings værdi med en anden: Værdigheden henviser til den værdi i noget, som aldrig kan ligestilles med noget andets. Og det er måske netop når vi glemmer denne forskel mellem nogets pris og dets værdi, at luksus bliver til dekadence. Dekadencen kan afsløre, hvor skrøbelig vores menneskelige moral i virkeligheden er, når vi enten deltager i sadistiske seksuelle eskapader uden samtykke, bruger dem til at legitimere neokoloniale tilstande, driver overæsteticerede ufrivilligt Stephen King-inspirerede luksushoteller eller bruger uproportionelle andele vores statsfinansierede indkomst mellem kl.00 og 05 på et dansegulv badet i psykedelisk lys med den æstetiske erfaring det måtte medføre. Det etisk problematiske ved dekadencen ligger i den manglende bevidsthed om, at denne frihed ikke er alle forundt.

I denne udgivelse kaster vi idéhistorisk lys over begreberne luksus og dekadence. God fornøjelse.