Den konstruerede krop
//Introduktion
//I byen
Kroppen har altid været brugt som billede indenfor arkitektur (og teknik/videnskab), ‘byens hjerte’ ‘byens lunger’ osv., menneskekroppen navigerer så at sige gennem sig selv gennem arkitekturen. Den Konstruerede Krop handler om kroppen brugt som det kort man agerer i, som en optik hvorigennem man kan diskutere arkitekturen som en række direkte positioner, arkitekturen internaliseret. Kroppen bliver en metafor for byen, hermed muliggøres en form for direktehed i diskussionen af produktionen samtidig med at man forhaler arkitekturen som konkret indsat størrelse. Kroppen bliver et case; bruddet, protesen, det kirurgiske instrument og det medicinske sprog er måden projektet udvikles til en operationel/ performativ størrelse, et konstrukt. Konstruktet er et organ som kan transplanteres ind i byen, konstruktet diskuterer program og fremtrædelsesform på et proto stadie, arkitekturen træder frem som produktet af en kaskade af sekvenser, fra celle til organ. Opgaven bruger kroppen som en parallelstruktur, en optik hvorigennem man behandler det arkitektoniske, et filter, et skalaspring. Meningen er at forfølge en diskussion som er direkte; kroppen og det implementerede, denne diskussion er direkte, denne diskussion føres videre i en principiel diskussion som omhandler funktionen som ‘rene faktorer’, dette gøres selvfølgelig for at skabe en skalaløshed, som så kan finde en ny skala når det implementerede
I byen indpasses organet/instrumentet i et homologt scenario, den principielle funktionsmåde søger en form for kongruens i mødet med området i værtskroppen, herfra vil projektet udvikles som en egentlig fast arkitektonisk størrelse. Protesen og instrumentet (det kirurgiske) kan bruges som kategoriske betegnelser for to beslægtede men dog forskellige måder at operere i, eller forholde sig til kroppen. Hermed kan det være med til at definere en form for terminoligi og/eller heirarki i behandlingen af stoffet (opgaven). Projektet kan ses som en kontinuerlig iterativ sekvens, hvis inddeling har til formål at opsummere og indskærpe særlige pointer i arbejdet. Dermed skænker de en form for linearitet og målbarhed til arbejdet som er til gavn både for arbejdet med og formidlingen af opgaven. , begyndende med et røntgenbillede af kroppen som det første kort. Kortlægningen kan således betegnes som en form for produkiv analyse. Kroppen tegnes igennem, særlige signaturer og forløb frisættes gennem tegningen og deres iboende operative egenskaber udfoldes. Programmets linearitet stilles op overfor arbejdets intuitive natur, for på så vis at støtte og styrke hinanden, kroppen som holder
//X-Ray
Røntgenbilledet er kroppens kort, blotlægning og sidestilling af komplementære systemer. Gennem dette billede opløses kroppen i rene faktorer, det faste, det bløde, det som kan strækkes, det som kan transportere. Kroppens afklædes sin enhed og fremstår istedet som komposit, en konstruktion. Hvorledes kan røntgenbilledet med dens flade fremstilling af det som forstås eller erkendes som dybde/rumlighed/ rummelighed.
protesen som holder kroppen.
skal møde den nye værtskrop, byen.
Hans Henrik Bærholm Afdeling 6 v/ Cort Ross Dinesen http://idiotsavant.dk le@idiotsavant.dk
//Bysegment Børskajen i København
Implementeringen udvikles i tegningsmaterialet som en sammensyning af overlappende sekvenser. Sitet ligger som en smal kile, langs med kanalen fra krydset Knippelsbro/Chr. IX’s bro til Børsbroen. Sitet er ca 150m langt og ca 2-3m bredt, mod chr.IX’s bro og nedgangen fra knippelsbro danner den et mindre felt (plads) omkring 10 meter i bredden. Mod Børsgade er der et niveauspring som går fra ca. 3 meter ved Knippelsbro til 0m ved Børsbroen. Sitet ligger i dag hen i sin mærkværdige blanding af herlighedsværdi og indklemthed, flankeret på den ene side af massiv trafik, på den anden af kanalen.
|Siteplan og opstalt|
|Siteplan|
//Indledende kortlægning Røntgenbilledets signaturer omsættes til signaturer og forløb. Tegningen søges åbnet. En måde at lade de overvejende filtrede og signaturprægede notationer udvikle operationelle kvaliteter. Hændelserne præciseres samtidig som de smidiggøres gennem at lade dem finde hinanden på nye måder.
|Blik_02| Udfoldet
//Konstrukt_1 Konstruktet vender tegningen op i en direkte forestilling, ikke om hvad tegningen er, men hvad den (eventuelt) kunne være. Tegningens flertydighed afløses af konstuktets meget løse og spekulative ‘konkretisering’. Konstruktet fokuserer i særlig grad på møder, hvordan artikuleres særlige typer af møder, de formede signaturer overfor konstruerede forløb.
|Blik_02| Isometrisk
|Trin_01|
|Trin_02|
|Trin_03|
//Sekvenser_Iterationer Det produktive overlap:
//Splejsning
Implementeringen udvikels i tegningsmaterialet som en sammensyning af overlappende sekvenser. Sekvenserne isolerer særlige relationer og muliggør således kontekstuelt differentierede meningsdannelser som afdækker signaturens ‘smidighed’, det tilstødende materiales nødvendige påvirkning, en art symbiose. I sekvensernes sammentegning overføres disse signaturers udvidede funktionaliteter til det samlede materiale. Mellem det computertegnede og det håndtegnede transformeres signaturen, computertegningens præcision overfor håndtegningens sammenknyttende streg.
//Håndtegning d. 08.10.06
Første fases udtegninger/organer/figurer møder i dennne fase sitet og dets kontekst gennem et ‘præpareret’ kort. ‘Det præparerede kort’ er en aftegning af kortet som på en mere inklusiv/objektiv møde søger at udpege områder i kortmaterialet, hensigten er at oparbejde et materiale som er så detaljeret som muligt samtidig som det sier unødig støj fra. I dette kort ‘indsplejses’ fase1’s produktion, splejsningen opløser de mest oplagte tilløb til stivnede kompositioriske sammenstillinger, samtidig som det faciliterer en mere reel fæstning til sitet. I splejsningen søges en form for ‘overtæthed’ af informationer for at kunne trække nye relationer/opstribninger gennem site og kontekst.
//Håndtegning d. 06.10.06
//Håndtegning d. 05.10.06
//Tavle Tavlen isolerer særlige strenge fra splejsningsfasen, informationerne her er grupperet som mindre (syntaktiske) betydninger, beskrivende forløb af en begrænset kompleksitet. Korte sætninger. Disse ‘greatest hits’ formidler en syntaktisk længde som ligger mellem den enlige signatur og den større komposition, således både indeholder de en kortere sætningsdannelse, samtidig som der er en form for underskud eller åbenhed i udsagnet som muliggør/faciliterer koblinger.
|Stativet| Kobling af flader og udspændte forløb. En sprød sammenstilling som formidler forbindelser i et løst netværk.
//Implementering Plan_Snit Plan- og snittegningerne konfigureres fra tavlens midre syntakser, målet er at lade materialet finde en større udspænding og smidighed end splejsningsdelens mere forankrede koblinger/hæftninger som havde en større tæthed af informationer, men samtidig en karakter af mere lokale årsager og sammenhænge.
//Konstrukt_2 Konstruktet udvikles som en direkte konkretisering af tegningen, et plastisk relief. Konstruktets direkte oversathed diskuterer ikke sin fremtrædelse i en reflekteret form, her tilsidesættes arkitektonisk betydning for det direkte morfologiske potentiale. Konstruktets implementering i sitet søger gennem sin indtagelsens grovhed at anskueliggøre potentialer i forhold til sitet, ikke som en måde at trække pointer i sitets indre logik, men i mødet, overlappene, i en gensidig udveksling som søger at udpege mellemrum, gnidninger og overlapninger mellem site og konstrukt. Konstruktet agerer med andre ord som en markør, som befæster særlige positioner og herigennem (i sammenstødet) så at sige producerer potentialet (jfr. ‘affordance’ begrebet), idet potentialet kun eksisterer i mellemrummet mellem site og bygning - eller som symbiotisk produkt om man vil.
|View_02| Dybde
|View_02|
|View_02|
Isometrisk
Led
//Konstrukt_3 Markøren udvikles fra første (markør) fase til et egentligt programbærende arkitektonisk udtryk. Den arkitektoniske enhed er opbygget som en syntaktisk kæde af markører som hver især er manifestationer af særlige enhedsprægede programatikker. I denne anden fase har markøren således antaget form som konkret arkitektonisk manifestation, samtidig søger udviklingen af projektet at fastholde den i en forestilling som markør, her forstås markøren ikke som en abstrakt enhed/læsningsobjekt, men som en optik, som selvfølgelig understøttes af arkitekturens organ/konstruktion fremtræden, herved bibeholdes tidligere fasers smidighed i en mere forpligtende tone.
|Iteration_02|
//Iterationer Her er formålet at stille skarpt på mindre problemer i projektet på en konkret måde, men hvor man samtidig gennem det sekventielle/ multible formår at løsne sig præcis nok til at kunne forhandle de forskellige faktorer på en mere smidig måde end ved den mest nærsynede gennemgang, således at større relationer igen trækkes gennem/bibeholdes i materialet. Positionerne mellem site og konstrukt mødes med programmet i fortættede hændelser og særlige knudepunkter. Konstruktet udvikles på baggrund af programmet, programpunkter og gennemstrømninger bliver styrende faktorer. Konstruktet udvikles som programbærende ‘cadavre escuise’ gennem en tæt sammenvævning af differentierede elementer/komponeneter. En tanke som hæfter sig ved og læses ind i objektet. ‘Objektet’ fordi det indtil det aktualiseres er skalaløst. Objekternes konstellationer, definerer en række potentielle relationer/scenarier/smidige relationer.
|Iteration_01a|
|Iteration_01b|
|Iteration_03|
|Samlet plan|
//Anlæg Anlægget består af tre bygninger; En hovedbygning og to ‘pavillioner’. Hovedbygningen er placeret i sitets ‘vortex’ stedet som så at sige opsummerer stedets karakter. Indeholdet i hovedbygningen er anlæggets ‘bredeste’ programmer; restaurant, bar og scene (til mindre koncerter, digtoplæsninger osv.), scenen er placeret i enden af hovedbygningen således at det bliver muligt at henvende sig til pldsen som er placeret i forlængelse af hovedbygningen og strækker sig til galleriet. Pavillionerne huser hhv. galleri og auditorium/’art house’ boigraf. Galleriet ligger på mellemhånd, en station placeret med den ene side mod en niveaukrydsning og med den anden som en form for ‘crescendo’ en kumulativ knude som afslutter pladsen. Auditoriet/boigrafen er placeret i sitets ‘mørkeste afkrog’, som en lille smugkro i en gyde op ad broen, ren film noir. Mod vandet åbner auditoriet sig og viser auditoriets andet ansigt, en promenade går herfra, under galleriet og ender ved anlæggets plads.
|Samlet opstalt|
|Arthouse| Biograf/audiotorium
|Galleri| Udstillingsrum
|VarietĂŠ| Restaurant, bar og scene