Ove Kirkegaard Erindringer

ET JÆVNT OG VIRKSOMT LIV ERINDRINGER FORTALT AF OVE KIRKEGAARD

HADSTEN 2010

INDHOLDFORTEGNELSE

Sid e 4

3.

Forord 4.

Hvem er jeg?

5.

Min fødeby Hvorupgaard 9.

Mit barndomshjem 15. Vinteren 1941 17. Min familie a. besøg hos bedsteforældrene b. besøg hos fars søskende c. besøg hos bedsteforældrene i Grindsted d. besøg hos mors søskende 28. Sommerudflugter m.m. a. Mine ferier b. Dyreskue c. Juleturen d. Skolen f.

F.D.F. Spejder 34. Anden Verdenskrig 1940-1945 38. Vi flytter til Kraghede a. Min skolegang i Kraghede b. Kartoffelavl c. Mergelgraven d. Tørveproduktion f.

Besætningen 44. Ungdomsår a. Konfirmation b. Min ungdom c. Dagligdag på gården d. Hjallerup marked 52. Halvorsminde efterskole 55. I lærer som mejerist 60. Mejeriet Vestergård 64. Tornmark Andelsmejeri 66. Korup Andelsmejeri 67. Min soldatertid 74. Herregårdsmejeriet Glumsø 75. Hadsten Højskole 78. Rønbjerg Is 83. Dalum Mejeriskole 85. Mejeriet i lokalsamfundet 87. Aulum Mejeri 88. Aalborg Flødeis 89. Rold Andelsmejeri 91. Vort bryllurp 94. Vores tid i Rold 97. Vi flytter til Rønbjerg 99. Vi flytter til Århus 106. Vi flytter til Hadsten a. Haven b. Huset c. Ålykkevej 111. Foreninger 115. Hadsten Bank 122. Vores ferier 125. Den tredje alder 126. Efterskrift 128. Billeder

1932

1943

1946

1947 1948 1949 1951 1952 1953 1954 1954 1955 1955 1956 1957 1957 1957 1961 1962 1966

1979 1999 2010

FORORD

Da jeg i 1999 besluttede at gå på pension, blev jeg af mange som jeg mødte spurgt, hvad jeg så ville få tiden til at gå med? Jeg svarede at jeg kunne anskaffe mig en Computer, for derefter at gå i gang med at skrive mine erindringer, uden at havde tænkt over, at det kunne blive en realitet, blev det til virkelighed.

Umiddelbart inden jeg holdt i banken 1. maj 1999 indførte banken en ordning, hvor alle medarbejder kunne få Computer, mod at aftjene den i sin løn og samtidig tilmelde sig E.D.B. kursus. Jeg kom aldrig så langt at jeg fik et E.D.B. kørekort, men fik lært at betjene en computer til husbehov.

Dette medførte at jeg herefter begyndte at interesserede mig for den tanke, som jeg havde udtalt mig om, ved indgangen til at tage fat på min tredje alder, om at ville skrive mine erindringer.

Herefter vil jeg nu prøve at samle nogle af mine erindringer, om hvad jeg kan huske fra min barndom, skoletiden, ungdomsårene, uddannelsen hvor jeg har været, og hvad jeg har beskæftiget mig med gennem min tid. Om hvad der ellers kan dukke frem, af erindringer og oplevelser gennem tiden frem til vort nye årtusinde.

En stor tak skal lyde til Dorthe for hjælp til gennemlæsning og redigering. Ligeledes en stor tak til Lars, for hans trofaste medvirken til opsætning af den skrevne tekst og tilføjelse af billedmateriale. Uden din støtte var resultatet ikke blevet til.

Ove Kirkegaard, Hadsten maj 2010

Sid e 3

HVEM ER JEG?

Hvem er jeg ?

Jeg blev født den 14 april 1932 . i Hvorupgaard , Hvorup sogn Aalborg amt. Det var en lille landsby 10 km, nord for Nørresundby . Jeg blev døbt i Hvorup Kirke den 22 maj 1932 og fik navnet Ove Johan Kirkegaard.

Jeg er den ældste af en søskendeflok på fem, hvem jeg vil vende tilbage og fortælle om senere i mine erindringer.

Far var den ældste af Christine og Thomas Kirkegaards seks børn , far blev født den 1 september 1901 på gården Ny Kirkegård i Vadum sogn, der fra stammer navnet Kirkegaard, slægtsnavnet var Christensen . Far blev døbt i Vadum Kirke den 10 nov, 1901 og kom til at hedde Alfred Christian Christensen Kirkegaard.

Mor var nr. tre af en søskendeflok på tolv, blev født den 18 november 1905 datter af Else Kristine(født Jakobsen) og Johan Kristian Frederiksen, som på daværende tidspunkt var Brugsuddeler i Blære. Mor blev døbt i Blære Kirke den 8 april 1906 og kom til at hedde Jensine Kristine Frederiksen men er aldrig blevet kaldt andet end Stinne, selv på mors gravsten brugte vi navnet Stinne.

Far og Mor blev gift den 5 december 1930 i Vrå Valgmenighedskirke, vielsen blev foretaget af Højskolelære Bertelsen fra Vrå Højskole, som far kendte fra sin tid på Højskolen.

Efter vielsen bosatte de sig i Hvorupgaard hvor Far et par år forinden havde overtaget en ejendom med 12 tdr, land jord, han havde ind til Mor flyttede ind efter vielsen, klaret sig med en husbestyererinde, som var mors yngre søster Ellen.

Ejendommen som hed ,Plantely” måske fordi der var en stor frugthave med omkring et par hundrede frugttræer, et stort areal med jordbær og en del grøntsager, alt sammen med til at opretholde livet. En del af det som blev avlet blev solgt på grønttorvet i Aalborg om lørdagen. Der var også en del fjerkræ høns, ænder, gæs og duer, som var med til at give en indtægt til livets opretholdelse, for indtægterne var der ikke mange af ved at drive et lille landbrug i trediverne, indtægterne var små, for det der kunne sælges, og afsætning var der ikke meget af.

Der blev også drevet landbrug, så vidt jeg husker, var der fem seks køer et par kalve og kvier, en griseso samt nogle grise til opfedning. Landmændene fik i trediverne udleveret svinekort som bestemte, hvor mange grise der kunne sendes til slagtning, så også der blev lagt en begrænsning på indtægterne. Til at udføre arbejdet i marken havde vi to Islandske heste, som vi kaldte Lise og Peter, dem kan der fortælles meget om, det vender vi tilbage til.

Sid e 4

MIN FØDEBY HVORUPGÅRD

Min fødeby Hvorupgård Hvorupgård var en mindre landsby, der var jernbanestation som lå mellem Nørresundby og Sulsted, der var også en rutebil som kørte et par ture til Aalborg. hver dag. Til at betjene jernbanestationen var der en stationsforstander som boede på stationen, der var ligeledes to portører, som var ansat der samt en stationskarl, som skulle sørge for forsendelse af gods, cykler og rejsegods, der var virkelig noget at se til på station, de personer som var ansat der, betragtede vi børn af en vis rangklasse, for de havde fine uniformer, og så fik vi besked på at vi ikke måtte være på perronen, når tågene ankom for vi kunne jo komme til at genere de rejsende. Der skulle jo også være stil over det når stationsmesteren skulle give afgang til togføreren, særligt galt var der altid når togene de skulle krydse på stationen, så skulle det første ankomne tog køre over på et sidespor og holde der til det næste tog var ankommen, byen var mere eller mindre indhyllet i røg og damp, når togene var på stationen og der var fyr på kedlerne, for det var jo store damplokomotiver der trak togene dengang.

Der var ligeledes et mejeri i byen, som var privatejet, der blev lavet smør, ost og de solgte mælk og andre mejeriprodukter, mælk og fløde blev solgt i løst mål.

Trækkraften på mejeriet var dampmaskine, til afkøling brugte de vand, på daværende tid havde man ikke køleanlæg på mejerierne.

Der var derimod et ishus, som blev fyldt med is fra en tilfrosset sø, det var ikke noget stort problem for tæt på mejeriet var der en lergrav, som altid var tilfrosset om vinteren, isen blev savet ud i nogle store blokke og trukket op af søen. Det var far der skulle møde op med sine to islandske heste, de var jo ikke så tunge til at gå på isen og så havde de en stor evne til at stå fast, de fik et par søm, som vi kaldte brodde sat op i skoen, så kunne de bare klare det med at gå på isen. Isen blev så kørt op til Mejeriet og stablet i ishuset rundt langs væggene, det skulle så kunne holde til der blev vinter igen. Det var jo tykke mure, som var isoleret så varmen om sommeren den ikke kunne trænge ind , der var så meget plads i ishuset at de kunne opbevare fløden, som skulle bruges til smørfremstilling næste dag.

Det blev nu til et lille afsnit om mejeribrug, som jeg husker fra min barndom. Jeg vil senere komme ind på at fortælle om min uddannelse og min tid inden for dansk mejeribrug.

Der var også en smed i byen, det hørte jo med til landsbyen, at der var en smed i byen, det var der bønderne kom og fik skoet deres heste og fik lavet deres landbrugs redskaber. Det jeg særligt husker var, at smeden havde en lokomobil, det var en form for en traktor, som man fyrede i på samme måde som en dampmaskine, så den på den måde kunne yde en trækkraft. De store gårde lejede den af smeden, når de skulle have deres korn tærsket om efteråret, det var et stolt syn, når de kom kørende med den store maskine gennem byen.

Så var der købmanden, som kunne betjene egnens befolkning med både stort og småt. Der var alt lige fra synåle, tråd og stoppegarn, isenkram, kolonial, brændsel og petroleum, som blev brugt til lamper og primuser. Der var mange steder der

Sid e 5

MIN FØDEBY HVORUPGÅRD

ikke var elektricitet, så belysningen var petroleumslamper. Primusen blev brugt til madlavning og kogning af vand, når der ikke var ild i komfuret, brændselet som man kunne købe ved købmanden var koks og kul. Men det var mest tørv og brænde som man brugte til at fyre med, det var man jo selvforsynet med.

Købmanden handlede også med foderstoffer, det var kraftfoder til køerne og hønsefoder til hønsene og så købte man strandskaller, som man strøede ud hos hønsene, det gav nogle tykkere æggeskaller .Æggene som man ikke selv spiste kunne sælges til købmanden, eller byttes med andre varer. Det foregik mest på den måde at man fik sine varekøb skrevet ind i en købmandsbog, solgte man æg til købmanden blev beløbet trukket fra sine varekøb. Så for lønmodtager blev der betalt når ugelønnen blev udbetalt, og for landmanden blev regningen betalt når grisen eller andre ting fra landbruget blev solgt. Jeg vil senere i mine erindringer fortælle om købmandsfamilien Cristense og Christian Pedersen.

Af andre ting, som jeg husker fra mim barndom i Hvorupgård, kan det nævnes, at der var en træskomand, han var også cykelsmed og sadelmager, han lavede seletøj til bøndernes heste, man købte heller ikke nye træsko, når de gamle var slidt op afleverede man dem henne ved træskomanden. Så blev det gamle læder sat over på et par nye træbunde og de blev beslået med jernringe og smurt med læderfedt, så var de som ny igen. Peter Madsen som han hed var fætter til far, han havde et træben, han havde mistet sit ene ben ved en ulykke som banearbejder, derfor var han begyndt som træskomand med mere.

Der var hotel i byen, det vil sige at det var byens bager der havde en stor og en lille sal, som kunne bruges til møder og andre fester, det var også der at årets juletræsfest blev holdt. Der var så bagerforretning og han kørte på landet og solgte rugbrød og kringler til bønderne, om sommeren kunne vi købe is henne ved bageren, der var ikke så meget at vælge imellem, tre slags runde ispinde en med vanille, en med jordbær og en med cakaosmag til ti øre stykket, så var der den dyre til femten øre, den var overtrukket med chokolade, købte vi kager ved bageren var det mest smørkager og jødekager, det som vi i dag kalder brunsviger og snegle.

Ved siden af bageren og over for købmanden, var der nogle gamle huse som tilhørte kommunen, det var nogle huse, som vi kaldte husvildebarakker, der sendte kommunen sine fattige og husvilde hen, når de ikke havde andre steder at bo.

Der var især én, som jeg husker, det var fru Olsen hun var en kvinde af en vis omfang, hun blev somme tider så rasende, at hun bar alle sine møbler ud på vejen, og hun råbte og skreg så det kunne høres over hele byen, det endte gerne med at politiet kom og fik sat styr på tingene. Vi var meget nysgerrige for at se hvad der skete, men vi var også meget bange for fru Olsen for hun slog om sig, med hvad hun kunne få fat i, hun var sikkert meget stærk, for når hun fik sine raserianfald, kunne hun ene bære hendes store kommode ud på vejen. Hun havde en mand, han var en lille tynd en, vejede nok ikke mere end, en tredjedel af hvad hans kone vejede, så han var lige så bange, som vi andre var, når fru Olsen gik amok.

Det skal også nævnes at der var telefoncentral, hvor mange der havde telefon Sid e 6

MIN FØDEBY HVORUPGÅRD

husker jeg ikke, men det var ikke ret mange, skulle man ringe gik man hen på centralen og bad centraldamen om nummeret på den man ønskede at tale med, eller man nævnte navnet på den, som man skulle tale med. Man fik nogle gange den besked at linien var optaget, så måtte vi vente til der blev en linie ledig, centralen lukkede kl, otte for almindelige samtaler, det var kun livsvigtige samtaler der kunne ekspederes efter kl, otte.

Centralbestyren havde flere ting han beskæftigede sig med, han hed Karl Sørensen og han havde en Lillebil, jeg tror det var en Morris, ham kunne vi få til at køre med os, hvis vi skulle på besøg. Jeg vil senere komme ind på i min erindring, når vi havde ham til at køre for os. Han var også brænder, han passede ovnen på teglværket, og så kunne han spille kort.

Jeg vil nævne at der var en vognmand, han klarede alt hvad der skulle køres, han kørte varetur for købmanden, han hentede varerne til ham i Ålborg, det var sikkert returlæs, når han havde været på slagteriet med grise og kreaturer for landmændene. Hans lastbil blev også brugt som rustvogn, når der var nogle som skulle begraves, de skulle køres til kirken som lå i Hvorup, lastbilen blev så pyntet med grene og blomster, det så rigtigt pænt ud når et sådant ligtog kørte til kirken, han kørte ganske langsomt, så dem som kørte i hestevogn kunne følge med.

Post Laursen og hans kone Line vil jeg nævne. De var et par hyggelige mennesker, som hjalp med alt hvad vi bad dem om. Al post blev ekspederet fra stationen, det var jo vedkommende, der havde vagten på stationen, der var en slags postmester. Når så postsagerne var klar til omdeling, var det landposten der måtte bringe posten ud til de forskellige hustande, det foregik enten på cykel eller til fods med en stor posttaske på ryggen. Det var et hårdt arbejde, især om vinteren og op til jul, når der var mange pakker. Skulde vi sende breve eller betale regninger klarede posten også disse ting.

Så var der postens kone Line, hun var barselskone, det vil sige hun tog ud og assisterede jordemoderen når en ny verdensborger skulle komme til verden, hun var kommet i min fars hjem og været med til fødslerne, da far og hans søskende blev født. Hun var ligeledes med da jeg og mine søskende blev født, hun kunne jo så hjælpe med at passe den som havde født, for efter fødslen måtte kvinder ligge i sengen i mindst en uge efter fødslen, så det var godt at have en, som kunne træde til med at passe moder og barn.

Teglværket der lå skråt over for mit hjem var en stor arbejdsplads, jeg kan ikke skønne hvor mange der arbejdede der om sommeren når fabrikationen var i gang, men det var mange. For en stor del af arbejdet foregik ved håndkraft, og det var hårdt arbejde at arbejde på teglværket. Leret som blev brugt var gravet op lige over for mit hjem, så der var en stor lergrav hvor vi kunne fiske om sommeren, løbe på skøjter om vinteren, det var også der, de hentede is til mejeriet, som jeg fortalte om tidligere. Der var flere udgravede lerdamme omkring teglværket, der hvor jeg husker de hentede leret fra var øst for banen, det skal lige nævnes at teglværket lå lige op ad banen vest for, der var en tunnel under banen, hvor der var skinner til et tog, det man kaldte tipvognstog. Leret blev gravet op med en gravemaskine og læsset på toget, som så kørte op til ælteværket. Sand som man Sid e 7

MIN FØDEBY HVORUPGÅRD

brugte hentede de nord for byen, det var vores nabo Poul Sørensen, han havde et par store jyske heste, som han kørte med, det foregik på den måde at der stod en vogn i sandgraven, som et par arbejdere læssede, medens Poul kørte til teglværket med det de havde læsset .

Det skete at jeg fik lov til at køre med frem og tilbage, det var jeg meget stolt af, for så fik jeg lejlighed til at komme ind på teglværket for at se hvordan de æltede ler, sand og vand til det havde den konsistens, som de kunne bruge til at forme stenene af, det var en masse som vi i dag kender fra det ler, der bliver brugt til at lave juledekorationer af.

Leret blev kørt igennem en former og skåret ud i den tykkelse mursten har, hvor efter det blev læsset på nogle trillebøre og kørt ud fra ælteværket, for derefter at blive sat af på nogle hylder i tørreladen, til de så var klar til at blive brændt til sten.

Så foregik transporten igen på trillebøre fra tørreladen til ovnen, hvor det tørrede ler så blev brændt til sten. Jeg ved ikke, hvor lang tid det tog med sådan en brænding, men ovnen var en ringovn og det hele foregik i et kredsløb, så der blev sat sten ind i et kammer og kørt ud af et andet kammer. Der var meget varmt for disse arbejdere, som satte stenene op inde i ovnen, og ligeledes for dem som skulle tage de brændte sten ud af ovnen, selv om brændingen havde været slukket nogle dage, var der stadig en høj temperatur derinde, og de arbejdede med meget lidt tøj på, så sved og støv havde sat sit præg på disse arbejdere når der var fyraften.

Produktionen standsede hen på efteråret, så var der kun tilbage at få tømt tørre laderne og få de sidste sten brændt, det var de så færdige med hen på vinteren.

Jeg husker også, at det var et godt tilholdssted for vagabonder at være på teglværket om vinteren, der var jo altid lunt og godt for dem at sove på nogle sække og hvad de ellers havde, de kunne lave mad og varme vand. De kunne blive vasket og få lidt at spise, men det de helst ville have var nu nok hvidtøl blandet op med kogesprit, så det var vist ikke altid lige nemt for ham som passede ovnen at få dem til at makke ret.

Jeg fortalte om Karl Sørensen som var centralbestyrer og teglværksbrænder, det vil jo sige han passede ovnen på teglværket, der skulle jo med visse mellemrum hældes lidt kul ned mellem stenene, så de kunne få en rigtig brænding. Han ville meget gerne, at der kom nogle og snakkede med ham, og blev de så mange at de kunne få et spil kort var det helt i orden. Det var ved disse lejligheder, jeg fik lov at komme med far, når han var oppe ved brænderen, men jeg blev lidt bange når der blev uro, hvor vagabonderne opholdt sig, for så skulle brænderen jo til at true dem med at de kunne komme ud i kulden. Kunne det ikke gøre det, måtte politiet hente dem så de kunne sove rusen ud i denotationen.

Sommeren var meget præget af at der var et teglværk i byen, der var mange der var beskæftiget der, og der var også en del trafik til og fra teglværket, hvorimod der om vinteren var lidt mere stille, da var det jo kun dem som passede ovnen så længe der var sten som skulle brændes, og så dem der lavede reparationer på maskiner og bygninger.

I forbindelse med teglværket var der to arbejderboliger, et par lange huse, hvor Sid e 8

MIN FØDEBY HVORUPGÅRD

– MIT BARNDOMSHJEM

der var tre lejligheder i hver, den ene af disse boliger var nabo til mit hjem, det var for det meste dem der boede i disse lejligheder, der havde arbejde hele året.

Der havde været teglværk i mange år, som havde medført at der var blevet nogle ret store ler –grave, hvor vi kunne fiske om sommeren, hvad vi drenge havde meget fornøjelse af. Om vinteren var det stedet, hvor vi rente på skøjter og morede os, på søen som lå lige over for mit hjem, havde vi gadebelysningen rundt om søen, så vi morede os sammen med de unge mennesker, som kom om aftenen for at skøjte. Vinteren 1941-42 frøs der så meget at søen var bund frosset, det fandt vi ud af hen på foråret, da det blev tø for alle fisk var frosset, det var et trist syn at se alle de døde fisk komme op til overfladen.

Mit barndomshjem Det første som jeg kan huske fra min barndom, var nok det år hvor min ældste søster Else blev født, Hun er født den 16 december 1935, jeg var da tre et halvt år.

Den dag mor blev klar over at fødslen skulle i gang og at hun begyndte at få det dårlig, blev jeg sendt hen til tante Anna og onkel Harald, som var fars yngre bror. De havde en gård lige på den anden Plantely — Else, Hanne og Ove. side af teglværket, der var min fætter Thomas, han var tre år ældre end jeg var, og kusine Inger som jeg var på alder med. Inger havde det handikap at hun var evnesvag, så hun havde svært ved at klare sig på lige fod med os andre.

Hvor længe fødslen varede husker jeg ikke, men da jeg blev hentet hjem havde jeg jo fået en lille søster, og det var sikkert storken som havde været med hende, .

Jordemoderen var en stor kraftig dame der gik rundt i en lang hvid kittel, og med så mange ting i lommerne. Hun var ved at pakke sin store taske, da jeg kom hjem og skulle se min lillesøster, det havde nok været et stort øjeblik for mig, da jeg så at der lå en lille baby ved siden af min mor.

Post Line var imidlertid kommet hun sørge for at mor og lillesøster havde det godt, det var nok også hende der lavede mad, så vi kunne få noget at spise, hendes mand som jo have sin postrute at passe, han kom når han var færdig med sit arbejde og spiste sammen med os.

De sidste juleforberedelser skulle også klares, og til det kom fars yngste søster Sid e 9

MIT BARNDOMSHJEM

Valborg og gav en hånd med, så vi kunne blive klar til at holde jul. Mor måtte jo blive i sengen, jeg mener hun først fik lov til at komme op, til juleaften.

Vi fejrede juleaften sammen med post Line og posten som vi kaldte hendes mand. Den juleaften glemmer jeg aldrig, for da fandt jeg ud af det med nisser, de var ikke til at spøge med, jeg havde fået en stor sprællemand som var hængt op på dørkarmen, den havde et fad risengrød i den ene hånd, og en stor ske i den anden . Mor og lillesøster var kommet ind i stuen, posten var også kommet Line havde travlt i køkkenet, og vi ventede på at far skulle blive færdig i stalden, så vi kunne komme i gang med at fejre julen. Da skete så det jeg aldrig glemmer, far var kommet ind i stuen til os andre, så ser han den store sprællemand som var kommet op at hænge på dørkarmen, den dannede et spejlbillede i vinduet, for mig så det ud som om den var ude i gården, hvad jeg var meget optaget af. Da skete der det at far fik lyst til at trække et par gange i snoren på min sprællemad, det skulle han aldrig havde gjort, for da blev nissen som jeg stod og så på pludselig levende. Da havde jeg fået nok af nisser, og for mit vedkommende var den jul mere eller mindre ødelagt.

Nissen kom herefter ned af dørkarmen, der blev trukket ned i rullegardinet så jeg ikke kunne se hvad der foregik uden for, men trods det var der kun en ting jeg erindre fra mit syn med nissen, var at den pludselig begyndte at slå ud med både arme og ben.

Der blev flyttet om i soveværelset for nu skulle der være plads til en barneseng mere, det var senge som mor havde overtaget fra sine mindre søskende, de var nok lige holdt op med at ligge i barneseng, alders forskelen på mors yngste søster og jeg var kun nogle få år. Der var ikke noget med børneværelse, så vores senge kom til at stå ved fodenden af fars og mors store seng.

Vort hjem var ikke den store luksus, foruden soveværelse var der køkken med komfur hvor vi fyrede med tørv, det var så samtidig derfra vi fik varme, skulle der være lidt lunt i soveværelset måtte døren stå åben, så der kunne drive lidt varme derind.

I forbindelse med køkkenet var der nedgang til et spisekammer hvor saltkarret var anbragt, det var jo den måde hvorpå vi opbevarede flæsk og andet fra slagtningen af årets julegris, skinken blev også saltet og derefter sendt til rygning og kom derefter op at hænge ved siden af skorstenen, for at blive speget. Efter at den havde hængt der et stykke tid begyndte vi at spise af den, det smagte godt til en gang stuvede kartofler. I spisekammeret var der også plads til at mor kunne have sine henkogningsglas stående, det var en anden form for opbevaring af mad varer, efter slagtningen blev der lavet frikadeller, medister, stege, karbonader som blev fyldt på disse henkogningsglas, så blev de sat ned i en kedel med vand, hvor de så blev henkogt så de kunne holde sig friske til der blev brug for de forskellige madretter, på samme måde opbevarede man frugt og grøntsager. Jeg husker hvor stolt mor var for at vise disse glas frem, når der kom gæster kom de med ned i spisekammeret for at se alle hendes henkogningsglas.

Fra køkkenet var der adgang til bryggerset, der var en gruekedel som mor brugte når hun havde storvask, dagen før blev tøjet sorteret og lagt i blød i nogle store Sid e 10

MIT BARNDOMSHJEM

zinkbaljer, tidlig næste morgen blev der fyret op under gruekedelen som var fyldt med vand, der var hentet ind fra gården, var der regnvand .blev det først brugt, ellers var det vand fra brønden som vi pumpede op, der blev så tilsat noget brunt sæbe og soda. Det hvide tøj blev kogt en ekstra gang, efter kogningen kom tøjet op i en balje, hvorefter det blev vasket på en gammeldags vaskemaskine, som man trak ved håndkraft, det var far som trak den, tøjet blev igen skyllet enden det igen blev kogt i rent sæbevand, for til sidst at blive skyllet i et par hold koldt vand, det sidste hold blev tilsat noget de kaldte blånelse, så blev det vredet og hængt til tørre ude i gården, hvor tørresnoren var sat op.

Sæbevandet som den hvide vask var vasket i blev gemt til at vaske det kulørte tøj, samt fars arbejdstøj, som han havde brugt i stalden. Det var nogle lange dage for mor, når hun skulle ordne en storvask, selve vasken kunne vare op til to tre dage, når tøjet det var tørt blev det strøget og rullet, strygningen foregik i køkkenet, hvor vi havde nogle strygejern, som blev opvarmet på komfuret, der var nogle stykker til at skifte med, strygebræt var der heller ikke, det foregik på køkkenbordet, hvorpå der blev lagt et tæppe med et lagen over. Tøjet som skulle rulles blev fugtet og lagt omhyggeligt sammen, vi havde ikke selv nogen rulle, så det foregik henne ved onkel Harald og tante Anna, de havde en rulle som stod oppe på deres loft, rullen bestod af et rullebord, hvor på der var en stor kasse der var fyldt med kampesten, der var tre rullestokke, hvorpå tøjet blev omhyggeligt rullet på for derefter at komme hen på rullen, der skulle altid være to stokke på rullen, og den tredje blev brugt til at skifte med, det var far og onkel Harald der trak rullen. Jeg fik altid lov til at være med far og mor når de skulle have tøj til rulning, så var der jo lejlighed til at lege med min fætter og kusine.

Der foregik også andre ting i bryggerset, jeg tænker især på når den store julegris skulle slagtes, så var det i bryggerset det foregik, når slagteren ankom var der sørget for kogt vand til at skolde grisen med, men først skulle grisen hentes i stalden og slæbes ind i bryggerset. Der var det store trækar vendt med bunden op af, der var så en bestemt måde grisen blev bundet på, alle fire ben blev snøret sammen og den fik et reb bundet om snuden, hvorefter den kom op at ligge på karet, så kom det store øjeblik da slagteren skulle stikke grisen, han havde en meget skarp og spids kniv som blev stukket ind i halsen på grisen og blodet løb ud af den. Mor stod parat med et par store spande så hun kunne samle blodet, for det skulle jo bruges til at lave blodpølse af, når slagtningen var overstået, det var også meget vigtigt at der blev rørt rundt i blodet et stykke tid efter, det var sikkert for at det skulle afkøles, for ellers ville det stivne og det måtte ikke ske. Det næste der skete med grisen efter blodet var rendt af den og døden var indtrådt, at den skulle skoldes, karret som den lå på var blevet vendt, så den kunne komme op i karret og det kogende vand blev hældt over den, så kunne hårene skrabes af grisen og den blev renset og skyllet, for derefter at komme op at hænge, der var anbragt et par store jernkroge i loftet som den kunne hænge i. Derefter gik slagteren i gang med at rense grisen han brugte en meget skarp kniv så fjernede han de sidste hår, den blev skyllet og tøret af med et klæde, slagteren gik så i gang med at skære grisen op, så han kunne hive indvoldene ud og rense grisen indvendig. Hjertet, leveren og Sid e 11

MIT BARNDOMSHJEM

nyrerne blev lagt til side, det skulle senere anvendes. Leveren til leverpostej nyrer og hjerte til finker, tarmene blev renset de blev vendt og kom i saltvand, så blev de skuret med en stiv børste og skyllet i flere hold vand, de tynde tarme blev brugt til medister pølse og de tykke tarme blev brugt til blodpølse. Slagteren var færdig når han havde delt grisen i to halve, det skete ved at save ryggen ud, det hele varede omkring tre timer .

Når slagteren var færdig, kunne far og mor begynde at lave blodpølse, mor blandede blodet med forskellige krydderier, spæk og rugmel, medens far syede tarmene som skulle bruges til at fylde blodmassen i, efter påfyldning blev de ligeledes syet i modsatte ende, hvorefter de blev kogt i gruekedelen og var så klar til at spise, blodpølen spiste man drysset med sukker og sirup, det smage også godt med æblemos til.

Efter at grisen havde hængt til afkøling i et til to døgn, alt afhængig af temperatur, og hvornår slagtningen var blev foretaget kunne udskæringen begynde, det var et støre arbejde at partere sådan en gris, for meget af det skulle jo tilberedes på en eller anden måde for derefter at blive henkogt og flæsket blev lagt i saltkarret.

Skinken og nogle stykker flæsk blev senere sendt til rygning, hvorefter det blev hængt oppe på loftet ved siden af skorstenen, så var der til mange gange middagsmad i vinterens løb.

Jeg vil også lige nævne, når julegrisen blev slagtet gemte vi blæren, den tørrede man, ved at sætte den over en blikdåse, så kunne den bruges til rumlepot nytårs aften .

Når vi nærmede os julen, fik mor igen travlt med sine forberedelser, da skulle hun have kogt flæsk og rullepølse, som havde ligget i salt siden slagtningen, suppen som blev, efter at have kogt sule maden, brugte hun til at koge grønkål i, de blev kogt i gruekedlen, da det var en stor portion der skulle bruges, for der blev spist grønlangkål hver dag i julen, kom der gæster var det også grønlangkål der blev budt på.

Slagtning af ænder og gæs enten det nu var til mortensaften, eller det var til jul blev det også ordnet i bryggerset, men først sad vi ude i stalden, og plukkede fjerene af, for de skulle jo gemmes til dynefyld, de kunne også sælges til et fjerrenseri. Efter vi var havde plukket dem, kom de i kogende vand og blev gnedet i harpiks, for derefter at blive svedet over en sprit flamme, det kunne så tage de sidste rester af fjer, derefter blev de renset for indvolde, lever og hjerte blev gemt. Ænderne blev derefter vasket og hængt op til tørring og afkøling. Vi brugte ikke alt det fjerkræ som var slagtet, men det blev solgt til en slagterforretning i Ålborg og så var der lidt til at købe andre ting for til julen.

Foruden bryggers, køkken, spisekammer og soveværelse, som jeg nu har nævnt, var der stuen hvor jeg så nissen, så var der den pæne stue som mor kaldte den, den blev kun brugt ved særlige lejligheder, når der kom gæster, det var der mor havde alle sine pæne ting stående, så den stue var mor meget næn over. Ved gavlen af stuehuset var der bygget en lille veranda, som også blev brugt som indgang, men kun når der kom gæster. I forlængelse af stuehuset havde vi laden, på laden var der en vinkelbygning hvor loen var, der stod tærskeværket, det blev Sid e 12

MIT BARNDOMSHJEM

sat uden for når høsten skulle køres ind, der var en høj port i den ene ende af loen, så vi kunne køre ind med de store læs og en mindre port i den anden ende hvor vi kørte igennem med den tomme vogn.

Fra loen var der indgang til stalden, først var der plads til hestene de to islandske heste som vi havde, der var fire båse til køerne i den ene side og over for var der tre grisestier, og så var der plads til kalvene i et par båse, der var også et rum til at have roer i.

På den anden side af gården havde vi et mindre hus, hvor der var plads til vognen og redskaberne, der var ligeledes plads til nogle grise, far havde to orner, som andre landmænd kunne benytte til deres søer, når de skulle befrugtes, og dem måtte vi somme tider have i pleje nogle dage til sagen var bragt i orden, og de kunne hentes hjem igen.

På loftet var der dueslaget i den ene ende hvor vores duer opholdt sig, i den anden ende af loftet opbevarede vi ildebrændsel, det var mest tørv vi brugte til at fyre med, det var noget af et arbejde for mor, når hun skulle hente ildebrændsel ind, først måtte hun op af en stige og ind på loftet for at få fat i tørvene, for derefter at bære dem ind til komfuret, hvor vi havde en tørvekasse der kunne fyldes op.

Det jeg husker tydeligst var engang hen på sommeren, hvor der ikke var så meget brændsel tilbage, mor måtte kravle helt ind i skunken for at hente tørvene. Der havde igennem årene lagt sig et stort lag af tørvesmuld på loftet, det havde så den fordel at det isolerede loftet hen over grisestierne. Der skete så det som ikke var så heldig for mor, den dag som jeg fortæller om, da brasede loftet i stykker og mor røg igennem med sine tørv og alt tørvesmuld som der lå der oppe. Det skete på et meget uheldigt tidspunk, for det var lige over grisestien, hvor den gamle orne boede og hvor den var i gang med en befrugtning af naboens so. Mor slog sig grimt og ornen blev så forskrækket, at den aldrig mere ville have besøg af naboens so eller andre søer, så den endte på slagteriet og blev sikkert lavet i pølser.

Vinteren 1937 må havde været meget kold, for jeg husker at vi havde vores senge sat ind i stuen, så vi kunne sove der om natten, for der kunne vi jo fyre i kakkelovnen. En aften da min lillesøster Else og jeg var lagt i seng fik vi gæster, det var fars bror Jens og hans kone Sørine, de havde en ejendom syd for Aalborg, de skulle muligvis med toget til Aalborg og havde sikkert været på besøg hos mine bedsteforældre, som jo ikke boede så langt fra mit hjem. Den aften var mor meget ulykkelig og bekymret, da hun fortalte min tante at hun var blevet gravid, det var jo ikke noget der blev talt så højt om i vores barndom, men de troede jo nok vi sov vores søde søvn, så næste dag spurgte jeg mor, hvorfor hun græd og var så ked af det i aftes, hun fortalte så, at når det blev sommer så ville der komme en lille bror, eller søster mere og det var ikke så godt, for det var der slet ikke råd til, og vi kunne jo heller ikke være i vores soveværelse. Så det hele så sikkert ret håbløst ud, med disse midler der var til rådighed.

I løbet af sommeren blev der så sendt bud efter murer Søren fra Vadum, og der blev lagt planer for en udvielse af sovekammeret, som jo lå op af laden så der blev udvidet, spørgsmålet var hvor meget der skulle lægges til, for med den fart der var med familie forøgelse mente Søren, at der skulle et godt stykke lægges til, ellers Sid e 13

MIT BARNDOMSHJEM

var det snart galt igen.

Byggeriet blev klaret og alt var klar til at tage imod den ventede søster eller bror. Det blev den 22 august 1937 at storken satte sig på bondens tag, og så havde vi en lillesøster, som kom til at hedde Hanne, jeg var godt fem år og Else var et år og otte måneder, så der var noget at se til i den lille familie.

Det var jo sikkert i høstens tid og det skulle klares når vejret var til det, og da en fjerdedel af laden var blevet til sovekammer, kunne far jo ikke have sit korn i laden, så der måtte laves en stor stak uden for laden. Der var ikke de moderne høstmetoder som vi kender i dag, fars landbrug var også for lille til at have datidens maskiner til alt hvad der skulle laves. Vores onkel Harald kom og høstede med sin selvbinder, som var en ret ny opfindelse, til gengæld måtte far så hjælpe ham med høstarbejdet.

Tærskningen forgik om vinteren for Portræt ca. 1940— Ove, Else og Hanne. det korn som var sat hen i laden, og det som var sat i en stak udenfor blev tærsket sidst på sommeren. Det var et omrejsende tærskeværk, som man lejede til det, det var en stor dag for os når det skete, vi var meget imponeret når det hele kørte, hele maskineriet blev trukket af en traktor, halmen blev presset i baller og skred på nogle stænger op på loftet over stalden, kornet som blev fyldt i sække blev båret op på loftet over sovekammeret, der blev sækkene tømt af, det kunne så ligge der til der blev brug for det til foder i vinterens løb.

En tig som jeg ikke har nævnt, var vores sanitære forhold de fandtes ikke, skulle vi på das kunne vi sætte os i stalden bag dyrene, om natten var der anbragt en natpotte under sengen til at besørge i, den daglig vask foregik i køkkenet, hvor vi brugte et vaskefad, om lørdagen var den store vaskedag, da kom vi i bad det foregik ligeledes i køkkenet, der blev varmet vand på komfuret, så blev der anbragt et stor kar midt på gulvet, hvor mor hældte vandet op i. Efter den grundige rengøring fik vi rent undertøj på, hvorefter vi skulle i seng, var vi så heldige at far havde været ved købmanden havde han bolcher til os Trods de små kår som der var for en lille landbo familie i trediverne manglede vi ikke noget, men det havde sikkert været et hårdt slid at holde føden i hus til en familie på fem, der kom jo ikke en check med børnepenge hver kvartal. Så det hele skulle komme fra indtjeningen på de tolv tdr. land som vi dyrkede.

Sid e 14

VÍNTEREN 1940-41

Vinteren 1940-41 Vinteren 1940-41 anden verdenskrig var i gang, vi var blevet besat af tyskerne den niende april, jeg var begyndt i skolen året i forvejen, krigen og min skolegang skriver jeg om senere.

Der var udbrudt Mund og klovsyge, som var en meget smitsom kvægsygdom, den ramte også fars besætning og der var nogle af dyrene som døde, det var et meget hårdt slag at se sine dyr lide som de gjorde, de mistede også deres mælkeydelse, så der var ingen mælk at sende til mejeriet og ingen mælkepenge at modtage.

Vi var ligeledes isoleret, vi måtte ikke forlade vort hjem og ingen andre end dyrlægen måtte komme der, der blev sat et skilt op ved vores indkørsel med adgang forbudt på grund af mund og klovsyge. Der var også påbud om at stalden skulle renses, det skete ved at der blev varmet vand i bryggerset, hvor vi havde gruekedelen og så blev det hele skuret og renset, for derefter at blive smurt ind i en gang kalk. Der gik lang tid inden en besætning blev oprettet igen efter en sådan sygdom, så det var en svær tid for min forældre.

Det var ikke det eneste vi skulle igennem denne vinter, der var også smitsomme børnesygdomme som difteritis og skarlagensfeber som rasede. Dagen efter mors fødselsdag den 19 november blev jeg indlagt på Ålborg Amts Sygehus med skarlagensfeber på epidemi afdelingen, det var en indlæggelse på syv uger, men da jeg havde det godt og var kommet nemt over sygdommen, fik jeg lov til at komme hjem til jul, hvad jeg var meget glad for. Nytårsaften fik min søster Else meget høj feber og blev indlagt nytårsdag, og et par dage efter måtte Hanne så af sted, de kom til at ligge på samme stue.

Jeg husker fra mit ophold at der var en meget venlig sygeplejerske som hed frk.

Peters, hun fortalte mig at hun havde en bror der hed Ove lige som jeg, han var kapelmester, som jeg ikke anede hvad var, men det var sikkert ham som var mester på kapellet, som vi kunne se fra vores vindue.

Jeg fandt senere ud af, at han var ansat ved Danmarks radio, og var en meget kendt dirigent og leder af radioens underholdningsorkester, som dengang transmitterede middagskoncerter i radioen. Efter at vi var kommet hjem fra sygehuset kunne vi senere læse i avisen, at frk. Peters var død. Hun havde fået den smitsomme sygdom difteritis, som var en meget farlig sygdom for voksne.

Det var en meget stor belastning for mine forældre, at have os indlagt på sygehuset fra midt i november til sidst i februar. Det var en af de strengeste vintre, som jeg husker fra min barndom. Det var under krigen alt var rationeret, og nogle gange var der udgangsforbud, transport muligheder var der ikke mange af, der var måske en enkelt forbindelse med rutebil til Aalborg. Bilerne kørte på generator gas, det var en slags kakkelovn, som var monteret bag på rutebilen, hvor i de kunne fyre med bøgetræ, det udviklede så en gasart, som motoren blev trukket af. Det var ikke hver dag det lykkedes at få bilen startet. Togdriften var ligeledes meget usikker, på grund af mangel på kul, som var en betingelse for at damp- maskinen ville køre, togdriften kunne også være stoppet på grund af sabotage på jernbanen,

Sid e 15

VÍNTEREN 1940-41

så det var i det hele taget meget besværligt at komme til byen. Kom man så endelig derud , skulle der også tænkes på, at der ikke var mulighed for at komme tilbage efter mørkets frembrud, for da var alt trafik indstillet.

Der var et godt stykke at gå fra banegården eller rutebilstationen til sygehuset. Den eneste mulighed mor og far havde, for at få kontakt med os var at stå på nogle kasser uden for vinduerne, de måtte jo ikke komme ind på grund af smittefare, kasserne som de stod på var bygget op foran kældervinduerne og fyldt med sandsække, det var så beskyttelsesrum, som kunne benyttes i tilfælde af luftangreb. Havde mor eller far noget med til os måtte det sættes uden for døren, så blev det hentet og afleveret til os, og mor eller far måtte så stå uden for de frosne ruder, og se vores glæde ved at modtage, hvad de havde haft med til os.

Derefter kunne de vende tilbage med håb om, at der var en eller anden forbindelse hjem, der var jo ingen faste afgangstider, så ventetiden kunne blive lang.

Det måtte da havde været nogle anstrengende besøg, men de havde da fået et glimt af os, og vi havde da set mor eller far og vinket til dem. Vi fik også nogle gange besøg af vores farbror Jens og tante Sørine, de havde ikke så langt, de boede lidt uden for Ålborg.

En dag de besøgte Else og Hanne medens de var indlagt, havde de en stor dukke med lyse krøller og flot i tøjet, med til dem, de havde også fået et par røde sodavand, så da de fik besøg af mor og far, havde de haft storvask, for dukkerne var vasket i det røde sodavand, og tøjet hængt til tørre på sengene, ja tiden skulle jo gå med noget for sådant et par piger på fire og fem år.

Tre måneder var gået af en af de strengeste vintre, jeg husker fra min barndom, vi var atter samlet hele familien, sikkert en stor lettelse for mor og far, at de var fri for de besværlige besøg på sygehuset.

Det blev ikke det eneste vi skulle igennem denne vinter og helt hen på sommeren, for kort efter Else og Hanne var kommet hjem fra sygehuset, kom der andre børnesygdomme, som skoldkopper og mæslinger som vi var hårdt angrebet af, jeg mener også at det det hele endte med en gang kighoste.

Hvordan mor havde klaret en sådan vinter fatter jeg ikke i dag, til lige med at hun var gravid og fødte vores bror den ottende juni 1941, han kom til at hedde Thomas, så herefter var vi fire søskende, godt fordelt med to drenge og to piger.

Som nævnt i min indledning, at jeg var den ældste af en søskendeflok på fem, så mangler der endnu en, vores lillebror Erik.

Der måtte gå næsten tretten år inden han kom til verden den 3 februar 1954. Jeg var på daværende tidspunkt inde som soldat, Else tjente på Jægerspris hovedgård, hun havde fået meddelelsen kort før jul 1953, hvor jeg besøgte hende og hun fortalte, hvad der var i vente der hjemme. Det var noget af en overraskelse, sikkert lige så for mor og far, som var kommet i en alder af omkring de 50 år. Det var et år og ti mdr. før deres sølvbryllup den 5 december 1955, hvor et nyt medlem af familien blev præsenteret. Idet jeg havde truffet Dorthe om sommeren, og vi besluttede os til at indgå forlovelse på mor og fars sølvbryllupsdag. Festen blev holdt på Langholt Hotel.

Sid e 16

MIN FAMILIE–

BESØGENDE HOS BEDSTEFAR OG BEDSTEMOR

Min familie Der var nogle begivenheder som der blev set hen til i mine barndom, det var vores familiebesøg, sommerudflugter, mine ferier, Aalborg dyrskue og juleindkøb.

Vores familiebesøg var for det meste om vinteren, når vi besøgte fars familie det havde nok noget at gøre med at de alle havde landbrug, og det var dem, som boede tættest ved mit hjem, hvorimod besøgene hos mors familie var om sommeren.

Besøgene hos bedstefar og bedstemor Som der altid blev sagt, det var (farfar og farmor), Der var ikke længere end vi kunne gå der over. De boede i Vadum sogn havde en gård på omkring 80 tdl, vi gik forbi min onkel Harald og fulgtes gerne med dem, når vi skulle på besøg. Vi gik ad en sti, som skilte onkel Haralds mark med hans nabo ned til åen, der var så lavet en bro vi kunne gå over, så var vi ovre på bedstefars mark, hvor vi så fulgte en sti op til gården. Et sådant familiebesøg startede gerne ved tre tiden til eftermiddags kaffe med mange slags kager til, der var boller, kringle, sandkage, konditorkager, lagkage og småkager og hvad de ellers kunne finde på, men alt var Besøgende hos bedstefar og bedstemor hjemmelavet.

Efter kaffebordet blev der så dækket op til spisning med tre retter mad, som for det meste bestod af suppe, steg og en dessert, og hen på aftenen inden vi skulle hjem, var der så igen kaffe med resterne fra eftermiddagen.

Det var en fast skik at mændene skulle en tur ud i stalden for at se besætningen, som jo var bedstefars stolthed, især hans køer, som han fik mange store præmier for på dyreskuerne. Stalden var indrettet så man havde plads til grise i den ene side og kreaturer i den anden side, en meget moderne stald efter datidens forhold. Der var nedgang til laden, hvor foderet blev opbevaret, fra laden kunne vi gå over i hestestalden, hvor der stod mindst seks arbejdsheste, det var de store belgier heste, og der var et par føl og plage, som vi kaldte dem der var født året i forvejen.

Ove i haven hos bedstemor Der var også frederiksborger hesten det var den som mine bedsteforældre brugte, når de skulde ud at køre enten i fjedervogn eller i jumpe. Det var også den vi lånte af bedstefar når vi skulle ud at køre. Efter

Sid e 17

MIN FAMILIE–

BESØGENDE HOS BEDSTEFAR OG BEDSTEMOR

besøget i stalden var det igen ind i bedstemors varme stuer, hvor der så blev spillet kort og snakket.

Damerne hyggede sig oppe i den pæne stue, som var opvarmet i dagens anledning, snakken gik livligt medens de klirrede med deres strikkepinde. Det var jo fars søskende samt en kreds af min bedsteforældres nærmeste venner, som var med til disse gilder.

Noget særligt var det altid når der var besøg af familien fra Romdrup og Poulstrup, jeg vil tro at der var omkring 25 – 30 foruden os fætre og kusiner vi var 11, hvor jeg var en af de ældste, så det var ikke altid lige let at klare den som den midterste af drengene.

Jeg husker som noget af det bedste for os børn var, når vi kom ned i folkestuen hvor karlene spiste, der var tit en af karlene, som havde en grammofon han spillede på, det var noget vi kunne lide at høre.

Efter besøget hos bedstefar og bedstemor blev det sent inden turen igen gik tilbage ad stien ned langs marken og over åen, min fætter og jeg skulle gå med en flagermuslygte, de mindre søskende var rullet ind i et tæppe og blev båret af vore forældre, så gik vi og holdt øje med månen og stjernerne, som vi forestillede os mange ting om, men det var med til at holde os vågne, sådant en spadseretur tog nok omkring en halv time.

To andre begivenheder vil jeg lige nævne, det var op til jul når bedstemor skulle slagte ænder og gæs da var vi gerne samlet til at hjælpe til med slagtningen, dem af familien, som kunne afse tid dertil. Ænder og gæs blev fanget og slagtet, hvorefter de kom ind i kostalden der sad dem som skulle plukke, et arbejde som bedstemor var meget omhyggelig med, først var det fjerene der kom i et stort kar for sig, derefter var det dunene der kom i et andet kar, dunene kostede jo mere end fjerene når de skulle sælges, vingerne blev klippet af bundtet og hængt til tørre på loftet, de blev brugt som støvkoste, der hængte altid vinger ved komfuret, så der kunne fejes ned når de havde fyret.

Ove og Inger i haven hos bedstefar og bedstemor

Sid e 18

MIN FAMILIE–

BESØGENDE HOS FARS SØSKENDE

Efter ænder og gæs var plukket kom de så over i bryggerset, hvor de blev skoldet vasket og renset for de sidst fjerrester, og de blev renset for indvoldene, det hele foregik i røg og damp i det store bryggers med lavt til loftet, hvor der var tændt op under gruekedlen. Arbejdet varede over et par dage, så jeg fik lov til at overnatte hos mine bedsteforældre, det var hyggelige når vi skulle i seng, hvor jeg fik lov til at sove sammen med mine bedsteforældre, jeg kan endnu føle de tunge dyne og se skæret fra petroleumslampen inden vi skulle sove, og næste morgen når vi vågnede og vinduerne var tilfrosset.

Den anden store begivenhed var når der skulle tærskes og det store tærskeværk kom, af hvilken grund ved jeg ikke, for der blev altid sagt damptærsker, måske var det fra den tid da de havde et lokomobil til trækkraft, men hele karavanen blev trukket af en gammel Fort traktor der kørte på jernhjul, så det gik meget langsomt når de kom kørende, men spændende var det når de kom og stillede op og det hele blev sat i gang, vi Feterer måtte gerne være med, men fik strenge ordre på ikke at komme i nærheden af de store remtræk der gik fra traktoren til tærskeværket. Det var også en stor husholdning bedstemor havde når alle skulle spise til middag, og der blev lavet formiddags og eftermiddags kaffe, som blev serveret ude på tærske pladsen, der blev ikke stoppet med arbejdet, der var folk til at afløse så de på skift kunne få deres kaffe og nybagte brød. En del af rugen blev først tærsket om vinteren, det foregik ved plejl inde i laden, hvor negene var lagt ud på loen, stråene måtte ikke knække for halmen skulle bruges til at tække husene med, der var stråtag på alle bygninger undtagen den nye kostald, så der gik meget halm til.

Besøg hos fars søskende

Jens

Kresten

Sørine

Anna

Stinne

Alfred

Holger

Bedstemor Gudrun Bedstefar Helga (Kristine) (Thomas)

Peter

Harald

Valborg

Anna

Sid e 19

MIN FAMILIE–

BESØGENDE HOS FARS SØSKENDE

Fars tre søstre boede omkring 10-15 km. fra mine bedsteforældre, de var for det meste kørende i hestevogn, når de kom på besøg, eller også havde de lejet en lillebil (taxa), som vi kalder det i dag. Dengang ventede chaufføren, som kørte med dem til de skulle hjem igen, han var med som gæst hele dagen. Det var Magnus fra Vadum som kørte, han havde en stor Chervolet med plads til syv og var der behov derfor kunne der sagtens være op til 10-12 personer, dengang blev der ikke brugt sikkerhedsseler.

Fars søstre var alle gift med landmænd og boede i Vadum. Min faster Anna og onkel Kræn (Christian) var dem der boede længst væk, der var et langt stykke vej til deres ejendom, som var en smal markvej med grøfter på begge sider, det var ikke altid lige nemt at følge vejen om vinteren, når der var sne og mørkt om aftenen Vi havde gerne en ejendom eller andet fast punkt vi kunne køre efter til vi kom ud på den kommunale vej, så var der telefonpæle i den ene side af vejen og el pæle i den anden side, så var det som om hestene selv kunne finde vejen hjem.

Vores besøg om vinteren når der var meget sne foregik i en stor kane med to af bedstefars store belgier heste for, vi kørte gerne sammen hele familien fra Hvorupgård. Vi blev anbragt på tre sæder der var sat på kanen, i bunden af kanen var der fyldt med halm og på hver sæde var en forpose, der var syet af fåreskind, så vi sad lunt og godt.

Faster Anna var den ældste af fars søstre, det var et hyggeligt sted at komme på besøg, der var nok ingen der kunne stille et kaffebord an som hun kunne.

Middagen som hun serverede glemmer jeg heller aldrig, først en gang hønsekødsuppe med hjemmelavede kød og melboller og i servietten lå de fineste suppehorn, derefter blev der serveret hønsekød i peberrodssovs med butterdejssnitter til, hvorefter desserten enten bestod af citronfromage, fløderand eller hvad hun kunne finde på, men godt smagte det og der blev spist deraf.

Det var dem som havde min fætter Poul Erik han var enebarn, godt et år ældre end jeg var, ham var der heller ingen der kunne overgå, han fik hvad han ønskede, og vi måtte ikke røre ved alt hvad han havde, han var vandt til selv at råde over sine ting, så fætter Thomas og jeg have det ikke altid så let med at omgås ham.

Far´s yngste søster Valborg og onkel Peter overtog Peters hjem, og der blev lavet aftægtslejlighed til Peters forældre i den ene ende af stuehuset, jeg husker dem som et par gamle og meget syge mennesker, det sled også meget på faster Valdborg, som var den der skulle passe dem. Deres to børn Gudrun den ældste og Per var noget yngre end vi andre fætre og kusiner, Per var født med en lammelse og var meget syg og svag som lille, disse ting jeg her har nævnt var nok årsag til at vi ikke kom der så meget.

Der hvor jeg har flest minder fra af min fars familie, er fra faster Helga og onkel Holger, de havde ingen børn, det var ligeledes onkel Holgers hjem, en ret stor gård som lå i Vadum sogn, gården blev kaldt ,,Rævsgård”, det var en meget gammeldags gård med mødding midt i gårdspladsen og en stor vindmølle på laden. I hestestalden stod der nogle af de flotteste jyske heste som jeg husker, kostalden var fyldt med sortbrogede køer.

De havde tre karle en fodermester og der var en tjenestepige. Onkel Holger Sid e 20

MIN FAMILIE -BESØGENDE

HOS

FARS

SØSKEN DE

husker jeg mest, som den der sad for enden af det lange bord i folkestuen med sin avis og røg sin pibe. Faster Helga havde altid meget at se til, for der var ingen andre end hende der kunne få lov til at passe kalvene og fårene. Høns, ænder og gæs var der også der skulle passes, hun og tjenestepigen hjalp ligeledes til med malkningen. Fordi jeg husker det så tydeligt var nok for at der kom vi søskende meget på ferie.

Det var også et sted der blev holdt nogle store fester, de havde et stort stuehus med fire stuer, stort køkken og bryggers så pladsen manglede ikke, i modsætning til besøgene hos faster Anna, hvor hun altid stod for kødgryderne, havde de altid en kogekone i køkkenet når der var de store vintergilder hos faster Helga.

Fars bror Jens og tante Sørine boede syd for Aalborg, de havde en landejendom på Shongersholms mark. Farbror Jens var en rigtig kvægavler han havde en meget fin besætning af rød dansk malkerace, som han fik mange fine præmier for ved Aalborg dyrskue. Jens og Sørine havde ingen børn men adopterede først en dreng som var nogle år ældre en jeg var han hed Frede, han var en nevø af tante Sørine hans moder døde i en ung alder. Senere adopterede de en lille pige fra København der hed Gledis, hun blev deres store stolthed.

Jeg husker endnu når vi besøgte dem og kørte gennem Aalborg, hvordan det lød når hesten trampede i brostenene, vi kunne høre ekkoet mellem de høje bygninger.

Det sted vi kom mest til af min fars familie, var nok tit tante Anne og onkel Harald. Det var dem, som boede tættest på mit hjem ca. 200 m. Min fætter Thomas var tre år ældre end jeg var og kusinen Inger var nogle få måneder ældre, så det var dem af fars familie vi kom mest til og havde med at gøre. Jeg har før nævnt hvordan vi hjalp hinanden med mange ting.

Tante Anna var ud af en stor gårdmands familie fra Vester-Halne, som de også kom meget sammen med og vi var gerne inviteret med, når de havde familien både på den ene og anden side, jeg husker når de var der fra Vester Halne så var der flere af tante Anna`s mostre og onkler med, så de var mange. Damerne var gerne i lange sorte kjoler og med store sjal om halsen. Når de ankom, var de i fine sorte kåber med en rævepels omkring halsen.

Kristine

Thomas Kirkegaard Guldbryllup

Sid e 21

MIN FAMILIE-BESØG

HOS

BEDSTEFAR

OG

BEDSTEMOR

Besøg hos bedstefar og bedstemor i Grinsted (se billederne på side 23) Var for det meste om sommeren, det var så en form for en udflugt. Morfar og mormor som jo også blev kaldt bedstefar og bedstemor boede i Grindsted en landsby lige nord for Hammer bakker. Der havde de en købmandshandel med lidt landbrug og en del skov der lå oppe i Hammer bakker.

Bedstefar havde bygget en sommerrestaurant, hvor der kom mange udflugter om sommeren, der kunne de købe deres kaffe og drikkevarer til deres medbragte mad. Der var anlagt stier i skovområdet, opstillet borde og bænke hvor der var en god udsigt, der var bygget et udsigtstårn hvor fra man kunne se til Ålborg. Der var gynger og karruseller, karrusellen var lavet af en gammel vogn, hvor bagakslen var støbt fast og på hjulet var der påmonteret to planker, som der kunne sidde fire personer på, der var også en balance bom, boldbaner og flere andre ting, som gæsterne kunne more sig med. Det skal lige nævnes der var hverken strøm eller vand deroppe, så der blev kørt en tønde med vand derop.

Bedstefar havde en gammel skimlet hest, den kendte selv vejen så når vognen var læsset til med vandtønden, øl, sodavand, og andet som skulle bruges gik turen fra købmandsgården op i Skoven, bedstefar kørte med et stykke af vejen, hvorefter tømmen blev lagt over ryggen på skimlet, som hesten blev kaldt, bedstefar rendte så op af trapperne til restauranten, så kunne han få flaget hejst og hvad der ellers skulle klares inden gæsterne kom, han skulle være klar til at tage imod hesten `Skimlet`, når den ankom et kvarters tid efter, og holdt ved enden af restauranten, hvor køkkenet var, der var bedstemor og et par af mine mostre i fuld gang med at bage kringle lave lagkager dække borde og hvad der ellers skulle klares inden der kom gæster. Bagning og kaffebrygning foregik på et gammeldags komfur, hvor der blev fyret med træ og tørv.

Belysningen var nogle karbid lygter som blev hængt op under loftet, var der dans om aftenen foregik det ude på dansegulvet, der var så ophængt nogle karbid lygter. Musikken som jeg husker var Roelsgaard fra Vodskov en spillede violin en harmonika og en på trommer det var Svend Henriksen, som senere blev vores onkel Svend da han giftede sig med mors yngste søster Dutte, som hun blev kaldt, hun hed ellers Gudrun, men fik kælenavnet, da hendes bror Verner fik lært sangen. ,,Det var mig og maggi dutti”.

Mor havde jo elleve søskende, som var spredt for alle vinde, men en gang hver sommer prøvede de at samles til en stor familiefest, som blev holdt oppe i skoven.

Hvor mange vi kunne være husker jeg ikke, men jeg var det ældste barnebarn og mon ikke det endte med at vi blev tyve fætre og kusiner, en søster og en bror til mor blev aldrig gift.

Vi var standsmæssig kørende når vi skulle til Grindsted, for så lånte vi gerne farfars Frederiksborger hest og jumpe, der var nok ca. 20 km. fra Hvorupgård til Grindsted, så det var noget af en udflugt, som der blev set hen til.

Sid e 22

MIN FAMILIE-BESØG

HOS

BEDSTEFAR

OG

BEDSTEMOR

Bedstefars skovrestaurant

Vi var standsmæssigt kørende, når vi kørte til Grinsted Spiseplads i Grinsted skov (Hammer bakker)

MIN FAMILIE -

BESØG

HOS

MIN

MORS

SØSKENDE

Besøg hos mors søskende

Familiebillede med ti af mors tolv søskende

Johan Christian Frederiksen og Else Frederiksen

Sid e 24

MIN FAMILIE -

BESØG

HOS

MIN

MORS

SØSKENDE

Hver sommer besøgte vi mor´s ældste søster Maren og onkel Thorvald, de havde en gård i Hune ikke langt fra Blokhus, så skulle vi altid en tur ned til stranden. Det var som regel Karl Sørensen der kørte for os, ham som jeg omtalte fra teglværket.

Det var en lang tur, for langt til at den kunne klares med hestekøretøj på en dag. Vi kørte gennem den store Vildmose, hvor vi kom forbi Statens mosebrug, og de store opdyrkede arealer, som var udlagt med græs, man kaldte det for fenner.

Farfar havde lejet et stykke græsmark til sine dyr om sommeren, far havde også sine kvier til at gå der om sommeren, så vi skulle gerne en tur forbi for at se om dyrene havde det godt. Der var opsyn med alle de dyr, som græssede i mosen, hver sommer var der ansat personale til at sørge for vand til dyrene og tilse at de havde det godt.

Det var omkring den halve vej når vi var i mosen, så det var med at komme videre, for der var meget vi skulle nå, når vi besøgte Maren og Thorvald og min kusine og fætter Jytte og Jørn. Alt var i den fineste orden når vi kom til Hune, moster Maren ventede med middagsmaden, som bestod af kyllingesteg og jordbær, fra egen hønsegård og have. Derefter skulle vi til stranden ved Blokhus, hvor vi havde eftermiddagskaffen med. Efter nogle dejlige timer ved stranden gik turen atter tilbage til ,,Engesgård”, hvor vi nød aftensmaden i deres dejlige have, inden vi kunne fortsætte turen tilbage til Hvorupgård.

Det med at skulle ud at køre i bil i min barndom var noget af en oplevelse, det skete måske højst tre til fire gange om året, så jeg beundrede ham Karl Sørensen og hans fine bil, og den fine uniform han havde på, når han kørte med os.

Et andet besøg jeg glædede mig til var når vi skulle til Hadsund om sommeren.

Der boede mors yngre søster Signe og onkel Åge, som havde min kusine og fætter Kirsten og Anders-Kristian. Onkel Åge var bager og de havde et bageri og forretning midt i byen, så det var med at have en god appetit, når vi kom på besøg i Hadsund, for der manglede ikke hverken wienerbrød eller flødekager.

Når vi skulle til Hadsund var det også Karl Sørensen der kørte med os, det var en længere tur, vi skulle gennem Aalborg og forbi godset ,,Lindenborg”, som jeg var meget imponeret af at se, det var ca. halv vejs når vi nåede dertil, så skulle chaufføren have et lille hvil, og vi kunne få lejlighed til at strække benene, og nyde den smukke natur omkring ,,Lindenborg”, inden turen fortsatte til Hadsund.

Der var meget vi skulle se, der var den gamle bro over fjorden, som var en svingbro, når der var skibe der skulle sejle gennem fjorden blev broen åbnet ved at den midterste del kunne drejes ud til siden, det var jo modsat som jeg kendte fra broen i Aalborg, hvor der var et par klapper der gik op når skibene skulle sejle igennem. Hadsund er en meget smuk by, på nordsiden af Mariager fjord og skovene omkring byen.

Blev det sent inden vi skulle køre hjem igen, var det et smukt syn når vi nærmede os Aalborg, så vi kunne se lysene over byen, inde i de gamle gader var det gaslamper, som blev tændt hver aften jeg skulle også se den store Cimbretyr der stod på Vesterbro, inden vi kørte over den nye Limfjordsbro, ny fordi den blev bygget i årene 1930 til 33, som erstatning for en Pontonbro fra 1863, så derfor sagde far og mor altid vi skulle over den nye bro. De havde jo kendt den gamle Sid e 25

MIN FAMILIE -

BESØG

HOS

MIN

MORS

SØSKENDE

Pontonbro, hvor de skulle købe bromærker for at passere broen, jeg husker at de havde gemt nogle af disse bromærker, de sad meget fint anbragt inde i klokken (stueuret), vi kunne nogle gange være heldig at se et tog køre over Jernbanebroen, som lå lidt længere mod vest, alt sammen nogle store oplevelser i min barndom.

De to af mors søskende, Maren der var nr. to mor nr. tre og Signe nr. fire, var dem vi havde mest forbindelse med.

Den ældste af søskendeflokken Frederik var gift med Thora og havde en søn Alf, de havde købmandsforretning i den anden ende af Grindsted, han havde overtaget grovvare-handelen fra bedstefars forretning, måske fordi der var opført et nyt Mejeri ved siden af hans forretning. Det var skik og brug at bønderne enten bestilte varer, eller sendte bud med mælkekusken til købmanden, varerne blev så gjort klar medens de fik behandlet mælken på Mejeriet, og de kunne vende tilbage til købmanden og få varerne med retur til bønderne.

Mors øvrige søskende vil jeg lige nævne, rækkefølgen er jeg ikke sikker på, men så nogenlunde. Ellen som jeg har nævnt, passede jo hus for far inden han giftede sig med mor i 1930, Ellen blev senere gift med Signer Larsen, som var mure, de boede først i Aalborg og flyttede senere til Bouet ved Nørresundby. De havde tre børn Aase, Annelise og Svend Erik, Aase var næst ældst af søskende børnene og kom en del på ferie hos os.

Mors bror Kristian var gift med Ella, boede på en skole, som lå på Skansebakken i Nørresundby, de havde to piger Grethe og Jette, Grethe kom ligeledes en del til os. Morbror Kristian var chauffør på Nørresundby tømmerhandel og blev senere forvalter samme sted, hos dem kom jeg en del når jeg var sendt med rutebilen til Nørresundby for at blive klippet hos barberer Sørensen i Skrågade. Ved siden af barberen havde tante Ellas forældre mejeriudsalg, hvor de så hentede mig og tog mig med hjem, til jeg igen skulle med rutebilen tilbage.

Moster Karen var gift med Svend Søndergaard, de havde en datter Loni, boede i en lille lejlighed på Vinkelager i Vanløse, moster Karen var hjemmesygeplejerske og onkel Svend blikkenslager, de har altid været meget gæstfri, og vi fætre og kusiner er kommet meget hos dem, når vi skulle se København, Loni var ligeledes en sikker feriegæst hos os hver sommer.

Moster Nete var en af dem som ikke var gift, hun tjente i London under anden verdenskrig, jeg husker at hun sendte rester af stearinlys til os under krigen, da vi ikke kunne få olie til vores lamper.

Holger var handels udannet men valgte senere restaurations branchen han arbejdede på flere kendte restauranter som buffist, blandt andet Ambasaduer i Aalborg, Kystens perle i Snedkersten og De syv små Hjem i København.

Julla den eneste af mors søstre jeg husker alder på, hun var født 5 november 1918 hun er nok den som har stået mit hjerte nærmest. Det var hende som var hjemme, hos mormor og morfar, da jeg kom der på ferie, hun tog sig meget af mig fra jeg var lille, alders forskellen var tretten et halvt år og så var jeg jo det første søskendebarn. Julla blev senere gift med Knud Mortensen, som var ansat ved DSB. De bosatte sig i Tylstrup som portør på Tylstrup station, hvor Knuds far var Sid e 26

MIN FAMILIE -

BESØG

HOS

MIN

MORS

SØSKENDE

stationsforstander, de flyttede senere til Tolne og Sindal hvor Knud var stationsforstander. Deres to piger Inga og Helle husker jeg ikke så meget om, måske fordi de voksede op i Tolne og vi havde ikke så meget kontakt i den periode, men min moster Julla var et utroligt kærligt menneske.

Mors to yngst søskende har jeg tidligere nævnt. Verner startede en uddannelse som mejerist, men måtte finde på anden beskæftigelse da han fik sygdommen epilepsi, han blev møller i Vårst hvor han traf sin kone Ester, de bosatte sig i Aalborg og fik en plejedatter Jette, Verner arbejde i mange år på spritfabrikken i Aalborg.

Gudrun den yngste som vi kaldte moster Dutte, hun var noget jaloux på sine nevøer og niecer når vi kom på besøg hos morfar og mormor, aldersforskellen var jo ikke så stor. Dutte blev udlært hos en købmand i Mejlby ved Hobro og blev senere gift med Svend, som jeg før har nævnt, Svend var ansat ved Aalborg privatbaner og moster Dutte arbejde i restaurations branchen. De boede flere steder i Aalborg, efter nedlæggelsen af privatbanerne blev Svend ansat ved DSB, hvorefter de flyttede til Horsens og senere til Brønderslev, de havde en datter som hed Else opkaldt efter min mormor, ligesom min søster Else.

Jeg mener nu at have nævnt det meste af min familie og det som jeg erindrer fra dem i min barndom.

Mine bedsteforældre solgte på et tidspunkt købmandsgården, da deres børn var flyttet hjemmefra. De havde da forinden bygget hus over for købmandsgården, hvor der blev indrettet en mindre købmandsforretning, som bedstefar selv kunne passe indtil sygdom ramte ham, bedstemor døde en del år forinden, så min moster Nette var flyttet hjem og passede ham på hans gamle dage, bedstefar blev 91 år, og var i mange år Danmarks ældste aktive købmand.

Bedstefar i sin egen købmandsforretning

Sid e 27

SOMMERUDFLUGTER M/M -

MINE FERIER

Sommerudflugter m/m.

Det jeg husker bedst er nok vores årlige udflugt til Blokhus, sammen med købmand Pedersen, det var en stor begivenhed når vi drog af sted i købmandens flotte bil en stor Chevrolet, som havde en stor kasse bag på, den blev brugt som bagagerum og var godt pakket til med mad og drikkevarer og alt hvad der skulle med til en strandtur.

En gang vi skulle på udflugt skulle jeg komme hen til købmandens inden vi skulle af sted, da havde købmandens datter Ragnhild syet nyt tøj til mig, som jeg skulle have på til sommerudflugten, det havde nok været en stor overraskelse, da mor og far kom og så mig i mit fine nye tøj, som var skræddersyet for hun var jo dameskrædder, måske havde jeg også fået krøllerne sat, for købmandens anden datter Ingeborg var uddannet damefrisør.

Det tog omkring en time at køre til Blokhus, vi kørte helt ned på Ove klædt på til sommerudflugt ca. 1935 i købmand Petersens have stranden og parkerede bilen, hvorefter der blev pakket ud og et stort læsejl blev sat op, der blev ligeledes rejst et par parasoller så vi kunne sidde godt.

På stranden var der opstillet en lang række af badehuse, som vi kunne leje til at klæde om i, når vi skulle ud at bade, omstændighederne var anderledes end vi kender den i vore dage. Efter en god dag ved stranden med frokost og eftermiddagskaffe gik turen hen under aften atter hjemad, så dyrene kunne passes inden vi samledes i haven til jordbærspisning, som mor og far havde plukket inden vi kørte.

Mine ferier Jeg holdt ferie hos mine bedsteforældre, sammen med mine to fætre Thomas og Poul Erik. Det var jo en gammel gård de boede på, stuehuset laden og stalden havde stråtag, der havde været møddings plads midt i gården, men i forbindelse med at der var bygget ny kostald, var der anlagt en mødding og beholder til gylle bag ved den nye stald. Der var bygget en mur omkring, sikkert meget moderne efter datidens forhold, fordi jeg nævner dette er for at fortælle, at der havde vi

Sid e 28

SOMMERUDFLUGTER M/M -

MINE FERIER

vores bedst legeplads når vi var på ferie, der stod en stor dynge mursten dem brugte vi til at bygge en stor stald af, vi forestillede os at den skulle være lige så stor som den bedstefar havde. En af os blev så udnævnt til bondemanden, to andre blev henholdsvis fodermester og forkarl, efter byggeriet var færdig skulle der sættes besætning i stalden, så måtte vi ud at finde sten, som vi delte i forskellige størrelser, en passende størrelse til køer nogle mindre til kalve og et par store sten til tyrene, ligeledes for grisenes vedkommende og så kunne vi lege.

Bondemanden skulle jo til marked når nogle af dyrene skulde sælges, og der skulle købes andre, det var også ham som bestemte, hvad der skulde laves på gården, fodermesteren måtte sørge for at der blev malket og dyrene fik foder, som forkarlen havde sørget for var til rådighed.

Der var en stor have til gården, som vi kunne lege i, neden for haven havde vi Lindholm å, hvor vi fiskede, om sommeren badede vi der, så blev vi jo vasket ved samme lejlighed.

Om aftenen kunne vi få lov til at komme med karlene ud på deres værelser, eller karlekammer som de blev kaldt, de var ude i forbindelse med stalden og der var halm i bunden af sengen.

Det var i årene før anden verdenskrig og begyndelsen af krigen. Da kunne der godt holdes ferie uden Legoklodser og andet mekanisk legetøj, for det fandtes ikke. Der var ikke engang indlagt elektricitet så mulighederne var ikke så store, men det var hyggeligt, nok fordi vi ikke kendte til andet.

Jeg holdt meget af mine ferier hos faster Helga og onkel Holger, det var jo et sted jeg holdt meget af at komme, dels på den store gård og tjenestefolkene som var ansat hos dem.

Jeg skulle altid på ferie hos dem når ,,Cirkus Mie” var i Aalborg, for så skulle vi i Cirkus og det var noget af en oplevelse, som jeg så hen til. Onkel Holger var meget forkælet af faster, hun hjalp ham med at komme i tøjet når vi skulle i byen, hun bandt hans slips knyttede han sko og han blev friseret af faster, det var som noget barn hun skulle af sted med, det morede jeg mig meget over. Når vi skulle i seng gemte jeg mig under dynen, så de ikke kunne finde mig, jeg skulle jo sove sammen med dem. Vi blev alle godt forkælet, når vi var på ferie hos faster og onkel, det skyldes nok at de ingen børn havde.

Fra mine ferier hos farbror Jens og tante Sørine husker jeg, når jeg skulle med på mejeriet og spritfabrikken, han kørte med to flotte frederiksborger heste, først kørte vi til mejeriet, som lå inde midt i Aalborg, der var en iscremfabrik, som jeg senere kom til arbejde på, vi fik altid is med hjem, som blev pakket i et trækar fyldt med råis. Efter mejeriet kørte vi ned til havnen hvor spritfabrikkerne lå, der hentede han et affaldsprodukt, som de kaldte bærme, det lignede en tyk øllebrød og var meget varmt når det blev fyldt i den store træ tønde, der var anbragt på mælkevognen, efter hjemkomsten blev det brugt som foder til kreaturerne, det skete at der var en del alkohol tilbage i produktet, så køerne blev ret berusede.

Der var to store begivenheder, som jeg så hen til. Om sommeren når vi skulle til dyrskue i Aalborg og om vinteren når vi skulle til Aalborg for at se juleudstilling.

Sid e 29

SOMMERUDFLUGTER M/M -

DYRSKUET - JULETUREN

Dyrskuet Det første dyrskue jeg husker var på pladsen inde i byen, hvor tivoli ,,Karolinelund” ligger i dag, det blev senere flyttet til Skalborg til et meget større areal, for det var et af landets største dyrskuer, som blev afholdt over tre dage, den første dag blev dyrene bedømt, anden dagen havde de fået præmie skiltene på, det var den store dag hvor der kom flest besøgende.

Far tog af sted fra morgenstunden så han kunne nå at købe lodsedler i tombolaen og derefter komme rundt og se hvor store præmier hans bekendtes dyr havde fået.

Mor havde travlt med at smøre madpakken og få os klædt fint på. Vi var så med rutebilen til Aalborg og videre med ekstra bus, som kørte direkte til dyrskuet. Der var så aftalt med far, hvor vi skulle mødes og far viste os, hvor vi kunne gå hen og blive efterlyst, hvis vi blev væk fra hinanden. Der var opstillet store telte hvor vi kunne spise vores mad. Mejerierne og slagteriet var sammen om et meget stort telt, hvor vi kunne købe deres produkter, det var små flasker mælk, is og pølser og meget andet. Efter et godt måltid som vi gerne spiste sammen med andre af fars familie, åbnede vi så med stor spænding de lodder som var blevet købt fra morgenstunden. Derefter skule vi rundt og se de flotte dyr og far kunne jo fortælle hvad de have fået i præmier, han var ikke altid enig med dommerne om de resultater de var kommet til. Der var en stor udstilling af høns ænder og gæs samt kaniner i alle racer, maskinudstillingen skule vi også nå at se. Til sidst skulle vi så forbi det store tivoli, som var på dyrskuet med karruseller og luftgynger samt dødsdromen, hvor de kørte på lodrette væge med motorcykel.

Juleturen Til Aalborg hørte med til en af årets store begivenheder, det var en heldagstur så vi kunne nå at se det hele. Vi var med rutebilen til Aalborg, hvor vi stod af på rutebilstationen som lå på Vesterbro. Jeg tror det var en selvfølge der var altid sne, når vi skulle til Aalborg og se juleudstilling.

Varehuset Borgporten var en fast tradition der kunne købes alt til billige penge, derefter var det Gravensgade og Bispensgade, hvor de store forretninger lå. Der var bare pyntet op til julen og jeg tror vi kunne huske fra år til år, hvad der havde været året i forvejen, der var ikke en forretning der ikke havde en eller anden form for mekaniske nisser i deres udstillinger, det ene sted flottere end det andet.

På Nytorv over for Jens-Bangs stenhus stod byens store juletræ, der skulle vi først være når lysene var tændt, var vi så heldige at snen dryssede ned over byen, var dagen særdeles vellykket.

Med til den faste tradition hørte også at vi skulle på restaurant i løbet af dagen.

Der var tre steder vi valgte imellem, det var Favoritten hvor vi kunne få noget lækkert smørrebrød, der var Holles-cafe hvor de serverede varm mad og hvad vi ellers ønskede, mellem kl. 12 og 14 var der et orkester der spillede, det var sikkert noget dyrere at komme der. Det tredje sted jeg vil nævne var nok det flotteste sted vi kunne komme, det var på konditori Kristine som lå på Vesterbro lige over for rutebilstationen, så havde vi rigtig noget at prale af, hvis det lykkedes for os at blive trakteret på konditori Kristine.

Sid e 30

SOMMERUDFLUGTER M/M -

SKOLEN

Midlerne til vores juletur var afhængig af, hvad der var solgt af ænder og gæs op til jul. Der var en slagter Mortensen på Boulevarden, som var den store aftager, der skulle far og mor gerne omkring for at høre om der var tilfredshed med leverancen, måske også for at afregne med slagteren.

Hjemturen fra vores juletur med rutebilen sidst på eftermiddagen kunne blive en lang tur, den skulle holde mange gange, for den medbragte jo en del pakker og meget andet, som chaufføren skulle aflevere på ruten, var det store ting han havde med, var det som regel anbragt på taget af rutebilen.

Det var ikke noget med at komme hjem til nogle varme stuer, der skulle først tændes op i komfuret og kakkelovnen, inden der kunne blive nogen varme i huset.

Far skulle i stalden og fodre dyrene og der skulle muges ud, det blev gjort både morgen og aften. Køerne var jo fine på den de spiste tre retter mad, først blev der serveret kraftfoder derefter fik de roer, medens de spiste deres roer, kunne far så sørge for at kalvene, grisene og hestene fik hvad de skulle have, der skulle også tændes lys hos hønsene og samles æg ind, hvorefter der var tid til at servere tredje ret for køerne en gang halm eller hø, derefter kunne dagens arbejde afsluttes med at malke, som foregik ved håndkraft, vi kendte ikke til malkemaskine.

Sent blev det inden vi kunne sætte os til bordet og nyde en gang aftensmad, måske med lidt ekstra som var indkøbt på vores juletur.

En anden episode fra min barndom, medens far og mor boede i Hvorupgård skal nævnes, som ikke blev omtalt i det foregående.

Om påsken var det en tradition at man spiste skidenæg, da jeg hørte hvad menuen bestod af, uden at ane hvad det var, besluttede jeg at aflægge et besøg hos min fætter Thomas, så kunne jeg jo spise hos dem, hvad jeg derefter fik lov til. Var jeg lidt sur da jeg gik, blev det ikke bedre da jeg mødte fætter Thomas, for de skulle have skidenæg til middag, så vi besluttede straks at aflægge et besøg hos vores farmor. Vi blev kærligt modtaget med en stor forundring om, hvad vores besøg skyldtes lige op til middag. Vi måtte så indrømme det var fordi vi skulle have skidenæg til middag.

Med et lille smil på læben mente farmor, at det var da synd for sådant et par rare drenge, så vi skulle komme med ind at spise sammen med dem, de skulle have kogt æg i sennep sovs og vi spist med stor appetit af farmors skidenæg, hvorefter vi kunne sige tak for mad det smagte godt.

Det første vi blev spurgt om da vi kom hjem, var om vi havde haft en god tur? og hvad vi havde fået til middag? Siden den dag har jeg spist skidenæg med stor appetit Skolen I 1943 solgte far og mor vores barndomshjem til min farfar og farmor, hvorefter vi flyttede til Kraghede, det vender jeg tilbage til, men det var i Hvorupgaard jeg begyndte at gå i skole, og der oplevede jeg anden verdenskrigs begyndelse.

Første april 1939 begyndte jeg i Hvorupgård skole, det var en skole med to klasser fire årgange i den første klasse, som blev undervist af den samme lærer, der var Sid e 31

SOMMERUDFLUGTER M/M -

SKOLEN

kun den ene skolestue. Så vidt jeg husker gik vi i skole to formiddage og tre eftermiddage om ugen, anden klasse femte sjette og syvende årgang, benyttede skolestuen og den samme lærer to hele dage samt formiddage den ene dag var lørdag, hvor der var skole til kl. 14.

Lærer Christiansen hans fornavn husker jeg ikke, men det brugtes heller ikke, tiltaleformen var lærer Christiansen og gud nåde trøste den, som ikke huskede det.

Det var almindelig at vi brugte hovedbeklædning, og mødte vi vores lærere efter skoletid, var det en pligt at vi hilste med at blotte hovedet og bukke dybt for ham, prøvede vi at gemme os, hvis vi så lærer Christiansen komme og han havde set os, så kunne vi godt forvente en stor reprimande, mindst med et ryk i ørene eller et nap i kinden, næste gang vi kom i skole.

Han havde den skik at åbne vinduet fra sit kontor, og meddele når frikvarteret var forbi, hvorefter vi skyndte os ind og fortsatte næste time, kunne han så se sit snit til at komme listende og der var en som sad og vendte sig eller ikke passede sit arbejde, så var det direkte en på siden af hovedet og i værste fald en eftersidning.

Vi var omkring 30 – 40 elever at holde styr på, vi sad ved to mands borde drengene i højre side, samme side som indgangen var, så kunne han nemt få ram på os når han kom listende, i venstre side sad pigerne.

Til den første time måtte vi ikke sætte os inden læreren kom, vi stod pænt ved vores pladser til han kom op til kateteret og sagde godmorgen eller goddag, og vi svarede i kor hvorefter vi måtte sætte os.

Læreren fandt så sin violin og vi fik besked om at: I dag synger vi nr. det eller det i vores sangbog, efter sangen rejste vi os og bad fadervor i kor.

Undervisningen: Vi lærte at skrive på en skifertavle med en griffel, som vi spidsede på en sten og et stykke smergellærred, tavlen hængte på siden af skolebordet, midt i bordpladen var der et hul til blækhuset, vi kom senere til at skrive med pen og blæk. Den første bog vi fik var Ole Bole ABC, hvor vi lærte bogstaverne og små sætninger, læreren gik rundt og hørte os, han pegede i bogen, hvorefter vi skulle svare. Vi begyndte med at skrive tal og bogstaver, der blev slået streger på tavlen, hvorefter vi skrev en række med ettaller og fortsatte med totaller o.s.v. På samme måde med bogstaverne først en række med stort A, så en række med lille a. o.s.v. tavlen blev tørret af med vores tavleklud, som vi skulle sørge for at have med.

Hver dag inden vi skulle hjem når alt var i orden, vi havde pakket vores skoletasker stod vi ved siden af bordet, på samme måde som da vi kom, hvorefter vi sang. ”Nu er dagen til ende og vi hjemad nu går, hvad vi lærte at kende skal vi nok huske på,, Derefter gik vi i en lang række ud af skolestuen, læreren bestemte hver dag hvem der skulle gå først.

I gangen stod vores træsko eller støvler som vi tog på og hjemmeskoene eller vores sutsko som de blev kaldt kom i skoletasken.

Det næste vi fik var en salmebog og bibelhistorie samt et regnehæfte, hvor der på bagsiden var trykt den lille tabel, det første vi skulle lære at læse var salmevers og de skulle læres udenad. I bibelhistorie fik vi et stykke for som vi blev hørt i næste Sid e 32

SOMMERUDFLUGTER M/M -

FDF-SPEJDER

dag, tabellen skulle vi også lære udenad, en regnetime begyndte altid med at vi blev hørt i en af tabellerne, øvelse i regning sammenlægning og fradrag brugte vi tavlen til, når læreren havde set det, kunne vi skrive det ind i vores regnehæfte.

Vi fik senere udleveret en danmarkshistorie, geografi og atlas. Læreren gennemgik vore lektier med os, det vi skulle så læses på derhjemme, hvorefter vi blev hørt i det vi havde haft for, læreren gennemgik stykket og stillede os spørgsmål, i danmarkshistorie lærte vi kongerækken og hele historien om dem, i geografi skulle vi lære byer, så vi kunne nævne dem på remse Odense, Bogense, Middelfart. Assens, Fåborg, Svendborg. Nyborg og Kerteminde, hvorefter læreren rullede det store landkort ned og pegede med sin pegepind på de forskellige byer, som vi så skulle svare på, ligeledes lærte vi navnene på vore søer og å`er og skulle huske hvor i landet de lå.

Hvert år i marts havde vi eksamen, den dag havde vi pænt tøj på i skole for da mødte skolekommissionen op. Præsten var formand for kommissionen og der var en tre fire medlemmer af sognerådet, de var der hele dagen og hørte på hvad vi havde lært og så vores skriftlige arbejder, de så også vores karakterbog.

Det var en skik at vi fik lommepenge, så vi kunne købe slik ved købmanden.

Dengang begyndte et nyt skoleår den første april, så fik vi udleveret nye bøger til det kommende skoleår og næste dag vi kom i skole skulle de være indbundet.

De første fire år det vi kaldte lille klasse gik jeg i Hvorupgård skole fra april 1939 til februar 1943, hvorefter vi flyttede til Kraghede som jeg vender tilbage til.

F.D.F. Spejder Samtidig med at jeg begyndte at gå i skole kom jeg med i spejderkorpset F.D.F. Post Laursen havde flere børn der var med i F.D.F. Det var Lindholm kredsen vi hørte under men var så en del der kunne samles i Hvorupgård. Vi havde vores lejrhytte i skoven ved Hvorup Kirke, hvor vi kunne samles i weekenden og hvor der om søndagen kunne være indlagt en gudstjeneste. Det var helt på militær disciplin når vi drog på lejer, vi stillede op i vore grå uniformer og med vore rygsække i to geledder, hvorefter der blev kommanderet Marc, de to forreste slog på trommer og lederen talt 1-2-3-4 til at holde takten, vi havde også en trækvogn som vi kunne have vores madvare i, dem der trak vognen gik bagerst i geleddet. Efter vi ankom til lejren var det med at få tændt et bål så madlavningen kunne komme i gang, Jeg husker engang vi skulle være der i en hel uge, da måtte far spænde vore to islænderheste for vognen og køre op til lejerhytten der var ca. 4 -5 km. og da vi skulle tilbage havde vi forældredag, hvor far igen kom kørende så han kunne have vores grej med tilbage.

Det gik nogenlunde for mig med de små lejer ture, men helt galt gik det, da vi skulle i sommerlejer på Møllegården i Voerså, da var det hele ved at bryde sammen da der skulle siges farvel, men af sted kom vi og det blev en af mine størst barndomsoplevelser, men desværre kunne jeg ikke fortsætte med F.D.F, da vi året efter flyttede til Kraghede.

Sid e 33

ANDEN VERDENSKRIG 1940 - 1945

Anden verdenskrig 1940 – 1945 Tiden op til den niende april 1940 var en urolig tid, som jeg har været inde på i mine barndomserindringer, hvor der er berørt træk fra krigen.

Niende april fem dage før min otte års fødselsdag, jeg var startet på andet år i skolen.

Fra morgenstunden var vi klar over at der var sket noget, der blev delt løbesedler ud om at landet var besat af tyskerne tidlig fra morgenstunden. Efter kortvarig kamp i det sønderjyske havde de danske styrker overgivet sig.

Der var jo ikke de oplysningsmidler, som vi kender i vore dage, radio kunne vi svagt modtage og høre, så løbesedler og aviser var det sikreste, når vi skulle modtage oplysninger.

Skolen blev aflyst så vi kunne følge begivenhedernes gang, byens borgere mødtes og drøftede nattens begivenheder, det var meddelt at intet lys måtte være tændt efter mørkets frembrud, så der måtte mørklægges, der blev anskaffet rullegardiner med mørkt papir til vinduerne eller vi måtte hænge tæpper for.

Om morgenen en dejlig forårsdag sad jeg ude i vejgrøften sammen med naboens dreng Per, som jeg gik i skole sammen med. Vi var meget berørt af det der var sket i nattens løb, men forstod sikkert ikke ret meget af det hele vi talte om, vi var bange for om vores fædre skulle med i krigen.

Der kom ret hurtig meddelelse om. at de danske styrker havde overgivet sig og hele landet var besat af tyskerne.

Det næste der gav et dybt indtryk på os to drenge var, at der over vore hoveder svævede nogle grimme sorte fugle.

Det var flyvemaskiner med tyske tropper, som lagde an til landing Arkivbillede - Tyske officerer på flyvepladsen Røslet, det der i dag er Aalborg lufthavn. De kredsede meget lavt hen over os, så lavt at vi kunne se soldaterne inde i maskinerne, de kendte jo ikke landingsforholdene på lufthavnen, så måske derfor fløj de i så lavt en højde.

Mit hjem var nogle få kilometer fra lufthavnen, som tyskerne havde udset til et af deres hovedmål ved besættelsen af landet, og det blev også et af de steder englænderne prøvede på at angribe.

Der gik ikke mange dage inden vi havde tyskerne omkring os, der var bygget ny Sid e 34

ANDEN VERDENSKRIG 1940 - 1945

skole, som vi skulle tage i brug efter sommerferien den blev beslaglagt, jernbanestationen og teglværket var besat af tyskerne, så de blev hurtig en del af dagligdagen og vi havde en stor respekt for dem, ikke mindst for at der ville komme angreb af englænderne, hvad vi ret hurtig oplevede.

Der var forinden udsendt meddelelse om, hvordan vi skulle forholde os i tilfælde af luftalarm. Vi skulle sørge for at have steder vi kunne søge hen i et beskyttelsesrum, eller som vi gjorde satte plader for vinduerne til vores soveværelse.

En episode jeg husker særligt tydeligt var en sommerdag, hvor et kompagni tyske soldater kom marcherende, vi kunne høre dem synge marchs sange, det var soldater der var kommet fra østfronten, som blev sendt til Danmark for at samle kræfter. Vi lyttede efter deres sang, da de passerede mit hjem, som lå lige op af vejen.

Mor var i haven sammen med mine to små søstre som legede på græsplænen, da skete det jeg aldrig glemmer, der var to af soldaterne der sprang over hækken og ind i haven, hvor de greb begge mine søstre, knugede dem ind til sig og gråden sprang ud af deres ansigter, episoden varede kun et øjeblik, hvorefter de grædende måtte løbe tilbage til kompagniet.

Der er flere episoder jeg husker ret tydeligt fra de ca. tre år hvor vi boede i Hvorupgård under krigen.

Det var især lyden af luftværnssirener, så vidste vi der kunne ske hvad som helst.

Var det om natten hvad det mest var, skulle vi op og have vores tøj på, hvorefter vi søgte dækning der hvor mine forældre syntes det var mest sikkert at opholde sig.

Kom de engelske flyvere ind over lufthavnen eller Aalborg var der voldsomt skyderi, vi kunne høre hvordan granatsplinter fløjtede gennem luften den lyd som der kom når de røg ned i søen, som var på over for vores hjem.

Tyskerne havde opstillet store projektører, som vi kaldte lyskastere, de sendte lyskegler langt op i luften, for om de kunne fange de engelske flyvere i deres belysning. Lykkedes det for dem så var det at skyderierne begyndte, det var meget uhyggeligt når det skete. Det værste jeg husker var en efterårsdag omkring middag, far var i marken for at køre roer sammen, han kom i fuld fart med et halv læs roer kørende hjem i gården og råbte til os. ,,Pas” på for nu sker der noget.

Sirenerne kunne vi høre, vi hørte hvordan flyvemaskinerne startede og lettede fra lufthavnen og inden længe var der en stor luftkrig hen over vores hoveder.

Det var engelske flyvere jeg mener 12- 15 stykker, som havde mistet orienteringen. De kom i lav højde ind over landet, det var dem som tyskerne gik til angreb på, de blev skudt ned alle og flere steder var der dannet store kratere hvor de ramte jorden.

Der var flere af piloterne der nåede at redde livet ved at springe ud i faldskærm og geme sig, trods tyskernes ihærdige søgen efter dem. Det var med stor risiko at hjælpe disse piloter med at sikre deres skjul, men det lykkedes for flere af dem, hvorefter de fik hjælp af den danske modstandsbevægelse til at flygte til Sverige.

De dræbte piloter blev begravet på Vadum kirkegård, hvor der er rejst en mindemur med alle deres navne.

Sid e 35

ANDEN VERDENSKRIG 1940 - 1945

Sommeren 1942 havde englænderne planlagt et støre angreb på de tyske stillinger og lufthavnen, da var vi blevet opfordret til at forlade vort hjem i nattetimerne, så i en uge eller der omkring var vi i Grindsted hos min mors forældre. De havde den store købmandsgård, som jeg fortalte om i forbindelse med mine ferier, der blev alle rum taget i brug, så det nærmede sig et flygtningecenter.

Min fars forældre, min onkel Harald og hans familie var der også, vi overnattede der og om dagen kørte mændene hjem for at passe dyrene, de kom så tilbage om aftenen.

Grindsted som ligger i ly af Hammer bakker var uden for farezonen, men ikke længere væk end vi kunne høre luftværns sirenerne når angrebene begyndte, det var ved mørkets frembrud. Vi gik da op i skoven, som hørte til købmandsgården, det var der bedstefar havde sommerrestaurant, der havde han bygget et udsigtstårn, hvorfra vi kunne se ind over Ålborg og lufthavnen.

Når skyderierne stod på var det et stort fyrværkeri at se på, der var også ild og røg fra brande hvor de havde ramt med deres bomber, men en stor uhygge var der ved det for vi vidste aldrig hvad der var blevet ramt, var det noget der kunne skade tyskerne var det jo i orden, men var det civil befolkningen, det var gået ud over var det en vis uhygge.

Efter de store angreb, hvor englænderne fik ram på flere mål, som tyskerne havde beslaglagt begyndte hverdagen igen for os, så vi kunne være hjemme. Men der var stadigvæk risiko for luftalarm, hvor vi så måtte søge beskyttelse.

På teglværket blev der lagt halm ind i teglværks ovnen, som ikke var i brug, der kunne vi søge beskyttelse så længe alarmen varede, jeg mener vi var der få gange. Far mente han hellere ville søge beskyttelse derhjemme, så der blev bygget op med halmballer for vinduerne til soveværelset, tanken med at være i teglværket var ikke til at leve med, for blev det ramt af bomber var vi sikre på at blive levende begravet.

Hverdagen forandredes sig fra den dag krigen brød ud. Der opstod en stor angst nok især for en dreng på min alder. Som jeg tidligere har været inde på, havde tiden op til krigen været vanskelig, der var ikke meget at slå til side med og det blev ikke bedre, alt blev rationeret og mange ting kunne ikke købes, alt hvad vi selv kunne fremstille gjorde vi. Kaffe lavede vi af ristet rug, som blev blandet med en erstatning som kunne købes, det var Cikorie og Rich`s, det var meget populær for der var indlagt nogle billeder, som vi kunne samle på, der var endda albums til at sætte billederne i. Mel fik vi fremstillet hos mølleren af det korn vi selv avlede.

De som røg havde det heller ikke let, tobak kunne slet ikke købes, så der blev avlet tobak i haverne, om der var flere sorter husker jeg ikke, men sorten Virginia var meget populær. De fine blade blev plukket om efteråret og sat på en tynd ståltråd, hvorefter det blev hængt i lange rækker på loftet til tøring, til det blev klar til at ryge.

Vores nabo Poul ham jeg fortalte om der kørte sand til teglværket, gik rundt med en tørv i lommen, som han kunne stoppe piben med, variationen var tørrede kirsebærblade, Poul var fra 1901 lige som min far var, han blev omkring 100 år inden han døde.

Rengøringsmidler var der heller ikke meget af, der var tre ting soda, brun sæbe og Sid e 36

ANDEN VERDENSKRIG 1940 - 1945

sæbespåner, det med sæbe slap hurtig op, så også der måtte laves et erstatningsprodukt, Var der en gris der døde ude på landet, var det godt for noget, for så havde de noget at koge sæbe af, som blev tilsat lavendelolie.

Beklædning var ligeledes en saga blot, der kunde kun købes noget vi kaldte celluld, det var fremstillet af gammelt tøj, som blev kradset op det blev spundet og vævet igen, ellers blev gammelt tøj sprættet op vendt og syet igen. Strømperne blev stoppet, når der gik hul på dem, bukserne blev lappet både på knæ og bagdel når der var slidt huller på dem. I dag undrer man sig over, hvordan en husmoder, mange gange med stor familie, kunne klare alt hvad der skulle laves, for at dagligdagen kunne fungere.

For at fordele de resurser der var til rådighed. Blev der ret hurtig indført rationeringsmærker, alt blev rationeret fødevarer, tøj og brændsel. Ja det var en vanskelig tid for en familie med tre små børn og bedre blev det ikke, da vi i juni 1941 blev en mere. Der var meget at holde styr på, først skulle der være noget at købe for, dernæst skulle der være rationeringskort til hvad vi skulle købe.

Det blev en travl tid i krigsårene, tyskerne fik sat gang i mange ting. Lufthavnen blev udbygget der blev anlagt start og landingsbaner, som havde forgreninger ud til deres hangarer hvor flyvemaskinerne stod, hangarerne var store jordvolde, som flyene kunne stå gemt bag.

Til dette arbejde blev landmænd omkring lufthavnen beordret til at stille med vogne og heste til at være med for at udføre arbejdet. Græsmarker blev også beslaglagt og skåret op i græstørv, hvorefter de blev kørt hen og udlagt på jordvoldene hvor flyene stod, det var for at kamuflere, der var ikke tid til at så græs, det skulle være grønt med det samme. Der blev hurtig mangel på arbejdskraft omkring lufthavnen, der var store lønninger at tjene for dem som arbejdede for tyskerne. Det medførte at der var arbejdere der rejste fra København over til Jylland for at arbejde, så der var snart ikke et ledigt værelse uden at det blev optaget af de tilrejsende arbejdere.

Et værelse som vi havde til pulterrum blev hurtig ryddet og der blev redt op til to mænd som boede og spiste hos os, så var der jo en lille ekstra indtægt.

Jeg husker også at der var nogle, som gik rundt på de store arbejdspladser og solgte slik til de mange arbejdere, det måtte have været en form for chokolade erstatning, papiret det var pakket ind i blev et stort samlerobjekt for os drenge.

Tiden jeg her har beskrevet er, som jeg husker den medens vi boede i Hvorupgård, der kunne sikkert være mange flere barndomsminder, men det var en tid som satte dybe spor i mine erindringer.

Befrielsen den 5 maj 1945 oplevede jeg, efter at vi flyttet til Kraghede. Den 4 maj om aftenen var vi på sportspladsen, da det glædelige budskab kom over radioen at tyskerne havde overgivet sig.

Skolen som lå lige over for sportspladsen, ved 20 tiden kom lærer Jørgensen med et flag i hånden han meddelte os, hvad vi længe havde ventet på, krigen var slut tyskerne havde overgivet sig. Derefter samledes vi omme i haven ved skolen, dannebrogsflaget blev hejst, der blev sunget fædrelandssange, der kom levende lys i vinduerne og skruet op for radioen på sit højeste, så vi kunne høre det glædelige budskab, det er nok den smukkeste sommeraften jeg har oplevet.

Sid e 37

VI FLYTTER TIL KRAGHEDE

Vi flytter til Kraghede Det skete den 3 februar 1943 en kold vinterdag. Det var min farfar og farmor, som købte mit barndomshjem, de havde solgt deres gård og ønskede et mindre sted at bo på deres gamle dage, samtidig komme til at bo et sted, hvor der var nær til forretninger og forbindelser med tog og rutebil, samt at der var el og vand indlagt.

Krigsårene havde nok også givet lidt ekstra indtægt for mine forældre, så der var blevet mulighed for at få lidt mere, også til den store børneflok vi efterhånden var blevet.

Vi flyttede til Kraghede, mine forældre havde købt ,,Østergård” en gård på 52 tdr. land prisen var 32.000 uden besætning, med i handlen var der to store Belgier heste.

Vi havde vognmanden fra Hvorupgård til at klare flytningen, han havde en lastbil som kørte Østergård i Kraghede på gasgenerator der var påmonteret bilen, der skulle være plads til det bøgebrænde, som han fyrede med.

Hvor mange gange han måtte køre husker jeg ikke, men det tog hele dagen, det sidste læs der ankom var vore dyr, som vi havde med. Det var først ud på aftenen de kom og det var meget mørkt, da fandt jeg ud af at der ikke kunne tændes elektrisk lys, så belysningen var petroleumslamper og der skulle spares på petroleum, jeg blev beordret til at holde flagermuslygten den lampe vi brugte ude i staldene. Da vognmanden kom med de sidste dyr bakkede han til højen der lå over for gården, der stod jeg så med lampen, og jeg fik hurtig lært hvordan en flagermuslygte skulle holdes så alle kunne få glæde deraf. Østregård var en firelænget gård med stald til køer og grise, samt stald til heste vognport og tørvehus. Begge staldbygninger var bygget sammen med laden hvorpå der var en stor vindmølle, stuehuset var fritliggende med stor have til, der var ikke indlagt elektricitet eller vand.

Gården lå op ad kommunevejen, Vi hørte til Øster Brønderslev Hallund kommune, hvor kommunekontor og kirken lå der var ca. otte km. og igen et par km. til Brønderslev.

Sid e 38

KRAGHEDE

- SKOLEGANG

I

KRAGHEDE

Post og stationsbyen var Tylstrup der var ca. 7 –8 km.

Der var ca. ti km. til Grinsted, hvor mine bedsteforældre boede, mod nord en ½ km. til broen der førte over Ryå og igen et par km, til Hvilshøj hvor vi handlede hos en købmand, der var mejeri, bager, slagter, smed og karetmager.

Det skete også at vi fik lov til at spænde Islænderen for jumben for at køre til Grindsted, der kunne vi gøre en handel med vores bedstefar, hvor han drev sin lille købmandshandel. Det var en lille udflugt for os fire søskende, og lejlighed til et besøg hos vores bedsteforældre, som regel gik det godt med disse ture, men en tur jeg husker, var ikke særligt heldigt, på vej hjem vi var omtrent nået halvvejs, da følte vi trang til en tissepause, som foregik i grøftekanten, alt imedens vi forrettede vores nødtørft. Islænderen havde ikke tålmodighed til at vente på os, den kendte jo vejen og hjem ville den, selv om vi ikke nåede at komme med, så der vankede mange formaninger ved vores hjemkomst.

Min skolegang i Kraghede Vinteren 1943 var meget streng, jeg skulle starte i skolen, som var mindre end den jeg kom fra, jeg begyndte i den store klasse, hvor vi gik fire dage om ugen om vinteren og to formiddage om sommeren, jeg havde nu fået ca. tre km. til skole, hvor jeg før kunne klare mig med 200 m.

1945 Storeklasse i Kraghede skole- Jeg står øverst til højre og Else min søster sidder nederst til højre

Vores lærer Erhardt Jørgensen var lærer for alle syv årgange, hvor iblandt en bror og søster til han kone var elever. Foruden at passe sin læregerning var han en stor kaninavler, han havde angora kaniner af en meget fin race, så det smittede af på Sid e 39

KRAGHEDE

—KARTOFFELAVL

os drenge, der blev af og til indgået en handel med læreren, for midt vedkommende var det mange gange en byttehandel med et læs hø og halm, som han kunne bruge til sine kaniner, vi blev ligeledes medlem af en klub for angora kaninavlere, det havde den fordel at vi kunne sælge uld fra kaninerne igennem klubben. Han havde ligeledes nogle fine han kaniner, hvor vi kom med vores hunner til parring, så hvad der blev drøftet mest, om det var lektier eller kaniner ved jeg ikke, men det der interesserede mest var sikkert en gang snak om vores kaniner.

Vi delte mælkerute med to gårde mere, hvor vi så kørte på skift. Det var Søren Krog vores nærmeste nabo og Ferdinand Larsen vi delte ruten med, vi skulle køre flest gange for vi lå bedst for turen. Til mejeriet var der ca. 3 ½ km. så jeg kørte med mælkevognen til skolen, når vejret ikke var til at cykle i, vi kørte ad en markvej, som ikke var særlig farbar om vinteren, når vi så nåede over til Ferdinand var det sjældent de var færdige med at malke, så vi måtte vente til de blev færdige.

Det var også en skik at vi tog bud med til købmanden og nogle gange til smeden som lå ved mejeriet, havde vi så haft bud med og skulle aflevere varrene på tilbageturen, ventede de gerne med en tår formiddagskaffe, så en formiddag kunne nemt få ben at gå på. Det passede ikke så godt til fars temperament så vi klarede selv kørslen for eftertiden.

Foråret nærmede sig og der skulle ske noget når der var kommet ny ejer på ,,Østergård” Gårdens jord var ikke det bedste der kunne findes, det var meget sandjord, som var bedst til kartofler. Så far blev medlem af Kartoffelmelsfabrikken i Dybvad.

Fra skolestuen i Kraghede — Jeg sidder bagerst i skolestuen

Sid e 40

KRAGHEDE -

KARTOFFELAVL

- MERGELGRAVEN

Kartoffelavl Var noget der hørte egnen til, der blev avlet kartofler på alle gårdene på Kraghede.

Optagningen startede i oktober når der var kartoffelferie, det var ikke efterårsferie, som det er i vore dage, ferien blev tilrettelagt så de ældste børn kunne hjælpe til med at samle kartofler op. Det foregik på den måde at bønderne kontaktede lærer Jørgensen, så det var derfor mest ham der styrede i hvilken rækkefølge vi skulle rundt til de forskellige landmænd for at samle kartofler op. Vi var en flok på 10 –12 stykker der vandrede fra gård til gård, var der dage med regn ind imellem måtte vi passe skolen, og kartoffelferien sluttede når kartoflerne var samlet op.

Det skal lige nævnes det var ikke alle steder vi var lige begejstret for at komme, prisen var ganske vist den samme, men forplejningen kunne godt svinge fra sted til sted. Når de var hos os startede vi kl. otte, mange gange i tåge og morgendis, efter et par timers arbejde var der en pause med formiddagskaffe, saftevand og et par mellemmadder med pålæg, som blev bragt ud til os i marken, kl. 12 var der middagspause, hvor mor serverede middagsmad til hele flokken og om eftermiddagen kom hun med varm kakao og boller, dagens arbejde sluttede ved 17 tiden.

Der var en del eng som egnede sig bedst til afgræsning, vi avlede også korn og roer, men var det et tørt år og blæst om foråret, vidste vi ikke altid hvor jorden var henne, det skete tit at der kom en del af naboernes jord, alt efter hvor vindretningen var.

Mergelgraven Nordøst for gården var der en stor mergelgrav, der havde i sin tid været gravet store mængder af mergel og en stor del af marken var sand som var gravet af inden de kom til mergelen.

Søen havde en størrelse på 10 til 12,000 kvadratmeter. den var meget dyb ude midt på, langs siderne var der en smuk beplantning af Åkander, Nøkkeroser og siv, som kunne bruges til at lave sivsko af.

Jeg tilbragte ligeledes mange timer med at fiske, der kunne fanges Skaller, Aborrer, Gedder og Ål, jeg fangede Skaller som jeg brugte til at sætte på krogene, når jeg skulle fangede Ål dertil brugte jeg en snøre, som jeg havde anbragt et par kroge på og i enden et stykke jern til at holde snøren på bunden hvor Ålen var.

Disse snører blev kastet ud om aftenen og skulle ses til tidlig om morgenen, det passede gerne med at jeg hentede hesten, som skulle bruges til mælketuren.

Der er en af de største og bedste Parti fra mergelgrav Sid e 41

KRAGHEDE -

TØRVEPRODUKTION

PG

BESÆTNI NH

erindringer fra min barndom på Østergård, den tid jeg kunne opholde mig ved mergelgraven og udfylde tiden med fiskeri. Jeg kunne nyde naturen om foråret, når vi hørte Lærken, Viben, Bekkasinen og mange andre fugle og dyrestemmer. En sådan forårs og sommer morgen med disen over eng og mose, hvor solen stod op i øst og dagen brød frem, er noget af det skønneste der findes.

Et dystert minde kan nævnes fra krigen, det var disse morgener når der havde været våbennedkastning om natten, da blev mergelgraven brugt af frihedskæmperne, til at dumpe de beholdere, hvori de havde modtaget våben og ammunition om natten, var der ikke slået hul i beholderen, sejlede den rundt på mergelgraven. Når vi kom der ned om morgenen, vidste vi hvad der havde været på færde i nattens løb. Efterfølgende kunne det ske at vores fiskegrej greb fat i de sunkne beholdere.

Tørveproduktion Far havde sikkert også en mening med at han købte netop denne gård, for der var en del mose der til, og der var stor mangel på ildebrændsel i krigsårene.

Da sommeren nærmede sig startede han en produktion af tørv, der blev ansat et par hold som gravede tørv, der var en til at grave og hans makker slæbte dem ud på marken, hvor de lå til tørre, det var et arbejde der blev udført på akkord.

Kaffepause mosen - Far med Thomas og hunden Rolf Vi havde både en karl og en pige ansat, pigen skulle sammen med mor og os søskende hjælpe med at vende tørv, rejse dem som vi kaldte det, og efter de blev tørre blev de sat i stakke til de kunne sælges, stakkene stod så der kunne køres mellem dem med hestevogn. Karlen som hjalp til med gårdens drift, skulle køre tørvene til Tylstrup station, hvor de blev omlæsset i jernbanevogne, såvel læsning som aflæsning foregik ved Thomas, Hanne og Mor rejser tørvene håndkraft.

Vi havde to store belgierheste som blev spændt for vognen, de kunne trække to læs ad gangen, hvor mange læs der kunne være på en jernbanevogn husker jeg ikke, men når der var en jernbanevogn til rådighed skulle den hurtig fyldes op, for der blev betalt for den tid den var til rådighed, tørvene blev solgt til cementfabrikkerne i Aalborg og Nørresundby, der var også private der købte, som Sid e 42

KRAGHEDE - TØRVPRODUKTION

selv måtte hente dem på pladsen.

Tørveproduktionen varede til krigens slutning, hvorefter der igen kom kul til landet. Efter den tid blev der kun gravet tørv til eget forbrug, som vi brugte til at fyre i kakkelovnen og komfuret om vinteren, hvor vi fyrede. hver dag for at klare madlavning og få varmt vand og varme i stuerne.

Som jeg nu har nævnt blev tørveproduktion og kartoffelavl nok de største indtægtskilder

- B

ESÆTNINGEN

Dorthes bror Laust med et tørvelæsset. Hestene hed Palle og Musse

Besætningen Far havde samtidig opbygget en besætning på omkring 10 –12 malkekøer med tilsvarende kvier og kalve, grisebesætningen husker jeg ikke hvor stor den var.

Fars store interesse var heste som vi efterhånden havde 6-8 stykker af, der skulle jo være noget til at tage med til Hjallerup marked.

Endnu engang blev vi ramt af den smitsomme mund og klovsyge, som gik hårdt ud over den besætning der var etableret, vi fik renset stalden da sygdommen var ovre og begyndte på ny opbygning, denne gang med nogle kvier fra en stambesætning fra Karlby på Djursland. Det hele så godt ud og vi kunne få dyr med til dyrskuer, hvad nok var fars drøm men også denne drøm bristede.

Vi havde haft en meget tør sommer, jeg mener det var sommeren 1945, så foder var det småt med og der var ikke stor værdi deri, dyrene tabte sig og de blev syge, dyrlægen kunne ikke finde årsagen, så vi mistede flere af de dyrt indkøbte kreaturer, som vi havde håbet på der kunne dannes grundlag for genopbygning af en ny besætning.

Dyrlæge Maurtvedt fra Sulsted som vi brugte, var ham vi havde købt gården af, han arbejdede meget på at finde ud af årsagen til sygdommen, han kontaktede Landbohøjskolen, hvorfra der kom en professor, der var med til at undersøge forholdene. Der blev lavet obduktion på et af de døde dyr og foderet blev undersøgt, hvorefter de fandt ud af at høet indeholdt en stor mængde padderokker, som kunne give en leversygdom, hvad de fandt ud af der kunne være dødsårsagen.

Sommeren 1945 blev der oprettet en transformatorforening, og der blev indlagt elektricitet det var et stort fremskridt. Vindmøllen som stod på laden var forinden blevet erstattet af en petroleumsmotor, som blev brugt til trækkraft af tærskeværk og kværn og hvad der ellers var.

I den daglige husholdning var det ligeledes et stort fremskridt med at kunne trykke på kontakten så var der lys, der skulle ikke længere pudses lamper og fyldes op med petroleum.

Brændekomfuret som i forvejen var blevet erstattet med et gaskomfur, kunne nu Sid e 43

KRAGHEDE - TØRVPRODUKTION

- B

ESÆTNINGEN

suppleres med en el. kogeplade, hvornår fryser og køleskab kom til ved jeg ikke, men vi var med i et andelsfrysehus, hvor vi kunne opbevare vort forråd, når der var slagtet.

Det var mit sidste skoleår, men da far var meget ramt af sygdom og indlagt på Brønderslev sygehus, blev det med skolen ikke til så meget det sidste halve år.

Vi havde ikke længere karl eller pige ansat, så der var ikke andre end vi børn til at træde til med det der skulle gøres.

Jeg fik lidt hjælp af vores nabo til det grove arbejde og til de ting jeg ikke selv kunne klare. Det var et stort arbejde for mig med at passe hestene, stalden var denne vinter fyldt og hestene havde det meget varmt, så det endte med de blev angrebet af lus og var meget urolige, det bevirkede at de stod og kløede sig.

Vi måtte have dyrlægen til at se på hvad der kunne gøres, han foreslog hestene blev vasket med arsenikvand og derefter tildækket med et stykke sækkelærred, det var et stort arbejde for en knægt på 13 år, så der måtte jeg have hjælp fra en af naboerne. Det var heller ikke noget med at tage vandslangen til at skylle hestene med, alt det vand der blev brugt skulle pumpes op ved håndkraft. Men vi fik efterhånden styr på tingene og alt tegnede lyst.

Far var kommet hjem fra sygehuset, han glædede sig til at samle kræfter, så jeg kunne blive afløst en smule.

Men sådan skulle det ikke gå, den første dag efter far var kommet hjem fra sygehuset, var han på rundtur i staldene for at se til dyrene, da han kom i hestestalden så han at en af hestene stod og trådte i sækken, som jeg havde lagt over den, den blev meget forskrækket over at det var far der kom i sit pæne tøj og gik op til den. Resultatet blev at den sparkede ham så han kom under hesten, hvorefter den trådte på ham, der blev vild panik blandt alle hestene, inden jeg fik dem løsnet og lukket ud, hvorefter jeg så far ligge meget forslået.

Falck blev alarmeret og kom med udrykning, så var det igen af sted på sygehuset, som han var blevet udskrevet fra dagen i forvejen, denne gang endnu være, det blev til et langt ophold inden han igen blev udskrevet, han havde brækket et ben og armen var brækket han havde fået alle sine tænder slået ud i sin overmund, brystkassen var trykket så det var gået ud over flere af hans ribben, så der ventede et langt ophold på sygehuset, og efterfølgende et langt rekreation da han kom hjem.

Det var meget besværligt for os at komme til Brønderslev, så vi kunne besøge far da han var på sygehuset, det foregik på cykel eller vi måtte spænde nordbakken for jumben og køre de ti km. der var til Brønderslev.

Sid e 44

UNGDOMSÅR - MIN

KONFIRMATION

- M

IN

UNGDOM

Min konfirmation Sommeren 1945 var jeg begyndt at gå til konfirmationsforberedelse, det var i præstegården i Øster Brønderslev, vi havde ca. otte km, som jeg måtte cykle sammen med en kammerat Niels Vejlegaard, han havde en tandemcykel, som vi kørte på.

Vi kunne vælge om vi ville konfirmeres om efteråret eller vente til om foråret, om efteråret var der konfirmation i Ø.

Brønderslev. Om foråret var det i Hallund kirke, jeg valgte foråret og blev konfirmeret den 24 marts 1946.

Det blev ikke til nogen stor fest for mit vedkommende, på grund af fars sygdom og efterfølgende uheld, han kom hjem fra sygehuset et par dage forinden, og han var meget Konfirmand 24 marts 1946 svækket efter sit grimme uheld, der ventede en støre genoptræning.

Ved hjælp af vore gode naboer klarede vi trods alt af fejre dagen med ganske få gæster, vores nabo Søren Krog havde bil, en Ford fra trediverne, som han lige havde fået i gang igen efter krigen, han var flink at køre med os til kirken i Hallund.

Far kunne ikke klare turen så det var mor og mine tre søskende der fik lov at køre med, det var jo en stor begivenhed at komme ud at køre i bil lige efter krigen. Men Søren Krog havde sikkert en ekstra bevilling til benzin, for han var sognerådsformand, så der blev hilst både til højre og venstre da sognerådsformanden kom til kirke i Hallund han var en kendt person.

Rationering var der jo stadig og især tøj var en stor mangelmare, men jeg var nok en af de flotteste af konfirmanderne, jeg havde fået et sæt mørkt tøj med toradet jakke det havde været brugt til konfirmation før krigen.

En stor forretning som lå på Nytorv i Aalborg Th. Springborg, det var der vi handlede, når vi skulle købe tøj, men under og efter krigen var der ikke meget andet end tomme hylder at se på når vi kom, men en venlig hr. Østergaard i deres herreafdeling, havde lige præsis det her sæt tøj som kunne passe mig, så vi var mere end heldige.

Min Ungdom Vi er nu nået frem til sommeren 1946, landet er ved at rejse sig efter krigsårene, jeg skal til at tænke på min fremtid, mine skolekundskaber var ikke til de store muligheder, og vi havde også langt til alt, så det mest nærliggende var nok landbruget, for kunne man ikke blive andet, så kunne man altid blive landmand.

Lige som flere af naboens sønner var blevet, ja sådan var det den gang, i vore dage kræver det en større uddannelse for at blive landmand.

Jeg var nu 14 år og der var nok at tage fat på der hjemme, det meste af sommeren gik for fars vedkommende med at komme til kræfter igen efter sin sygdom og det grimme uheld der fulgte efter.

Vi havde en idrætsforening, hvor der var mulighed for at deltage i håndbold, fodbold og lidt gymnastik, eller hvad vi nu fandt på at få tiden til at gå med, når vi Sid e 45

UNGDOMSÅR - MIN

UNGDOM

mødtes på sportspladsen om sommeren. Det var en meget aktiv idrætsforening, som havde en god økonomi, midlerne blev skaffet ved deres baller, som blev afholdt på Tylstrup Kro en gang om måneden, om sommeren var det i Hammer bakker, der var noget der hed ,,Hammerhus” hvor vi festede, der var altid et stort og kendt danseorkester der spillede, mindst med fire musikere, det begyndte kl, 20.00 og sluttede kl.1.00 såfremt der ikke blev samlet ind til overdans.

Vi var altid en flok der fulgtes ad, om sommeren var det på cykel, ved kroen og hvor vi ellers kom på cykel var der indrettet cykelparkering, hvad det kostede at parkere husker jeg ikke, men der var tilsyn med sin cykel medens vi var til fest. Om vinteren tillod vi os at bestille en lillebil, som en taxi blev kaldt i vores ungdom.

Vi havde i forvejen bestilt et bord i restaurationen, hvor vi kunne sidde at nyde en øl eller flere, pigerne fik serveret en ,,flyver” det var citronvand med en snaps i, det var ligeledes en skik at vi hen på aftenen fik et par stykker smørrebrød.

Vi måtte jo ligeledes tænke på hvad vi var kommet for, der skulle danses ind imellem, Der kom omkring en 400/500 unge mennesker til disse baller, så der var gang i den når musikken spillede op i den store sal, af hvilken grund ved jeg ikke, men det var altid en skik at pigerne de satte sig til venstre i salen og herrerne til højre, det var så lidt af en konkurrence om at kapre den pige man helst ville ud at danse med., for nogle af dem var bedst til vals, andre til tango og dem der bare kunne klare det hele.

I vinterhalvåret var der aftenskole vi kunne deltage i, det var i skolestuen det foregik, der var foredrag om forskellige emner, og der var sangaftener, vi sang mange af vore fædrelandssange i tiden efter 5 maj, hvor krigen sluttede. Om sommeren var det på sportspladsen vi samledes for at spille håndbold og fodbold og i øvrigt mødtes med egnens ungdom.

Aalborg amt`s Landboforening, havde en afdeling som de kaldte Markfredsforeningen den afholdt fire store fester om året, i Håndværkerforeningens store festlokaler i Aalborg, jeg tro der kunne være omkring en 12 - 1500 mennesker når de holdt deres fester, hvor der var store danseorkestre med solister der spillede, med kendte dirigenter, som Winstrup Olesen, Tedy Pedersen, Kaj Julian og Bror Kalles kapel. Man skulle være medlem af Markfredsforeningen, for at kunne deltage og der var begrænset hvor mange medlemmer de optog, så man blev skrevet op for at blive medlem, når der var ledige pladser. Jeg var heldig at blive medlem, den første fest jeg var med til var nytårsfesten 1949, da var så godt som alle pigerne i lange kjoler, og karlene i mørkt tøj, men det ændrede sig ret hurtigt, hvor der kun var få af pigerne der kom i lange kjoler. Der var ekstra buskørsel de aftener der var fest både til og efter festen, de kom fra hele Aalborg amt, det var ret dyrt at deltage , så der var et godt overskud, som jo også var formålet med det. Overskuddet fra disse markfredsballer gik ubeskåret til hjælp for landmænd , som havde haft skader på deres afgrøder i årets løb, det kunne være skader forvoldt ved kraftigt haglevejer, oversvømmelser eller andet uvejer. Derfor havde foreningen navnet markfred.

Mine forældre havde truffet hinanden ved en sådan fest i deres unge dage.

Sid e 46

UNGDOMSÅR– DALIGDAG

PÅ

GÅRDEN

Dagligdag på gården Der var flere faste ritualer, som helst skulle overholdes og passes når man havde med landbrug at gøre. Forårsarbejdet skulle overstås, så snart jorden var tjenlig begyndte man at tilberede den, der skulle harves først med fjedertands harve, så et par gange med en let harve, inden det var klar til såning, efter kornet var sået var det kartofler, der skulle lægges og til sidst var det roemarken der blev klargjort.

Først skulle møddingen køres ud på marken, hvor der skulle være roer. Vi havde en til at hjælpe med arbejdet, men han havde flere steder, hvor han kom og læssede mødding. Inden han kom, havde han en mælketur til mejeriet der skulle klares, så det var hen på formiddagen inden vi kom i gang. Ejner som han hed stod i møddingen og læssede på vognen, hvorefter der var en, som kørte ud i marken og hakkede det af i nogle dynger med en passende afstand. Det kunne spredes i et jævnt lag, og derefter pløjede vi marken. Vi kørte med to vogne så medens der blev læsset hjemme i møddingen kørte vi ud og hakkede af i marken, det kunne blive til 18- 20 læs om dagen. Jeg husker især foråret 1947 da vi tømte møddingen, vi havde kørt hele ugen og det var mig der skulle sprede ude i marken, så det var en hård uge at komme igennem, vi blev færdige om lørdagen den 14 april, som jeg fyldte 15 år. Jeg havde inviteret kammerater og venner til fødselsdag, som vi skulle fejre med lækkert smørrebrød, som mor havde tilberedt.

Efter at forårsarbejdet var udført var der andre ting der skulle klares til bestemte tider. Grøfter og vandløb blev renset, indhegning hvor dyrene skulle på græs blev set efter eller nyetablerede. inden den store dag kom, hvor vi skulle have dyrene på græs, for så var det rigtig forår. Derefter var det husene der skulle kalkes og repareres inden pinsen, der skulle graves tørv til eget forbrug omkring 20,ooo var et års forbrug. Vi nærmede os den tid hvor der skulle slås græs til hø, det var en fast regel det skulle ske inden der var Hjallerup marked, som jeg vil fortælle om i et senere afsnit.

Vi var i juni måned græsset vi havde slået var tjenlig til at blive sat i stakke, det blev revet sammen i nogle lange rækker, hvorefter vi gik i gang med at samle det i stakke, efter nogle dage i godt vejr blev det så kørt hjem og lagt op på kostald loftet, det blev lagt i lag og trådt sammen, der blev strøet groft salt imellem lagene, så var der noget godt vinterfoder til dyrene. Alt hvad jeg her fortæller om er arbejde, som bliver udført med håndkraft så der skulle virkelig bestilles noget når vi var på landet.

Det næste vi skulle i gang med var udtynding af roerne, der blev hakket for ukrudt i kartoffelrækkerne inden de blev hyppet, til det havde vi et redskab som blev trukket af en hest, på samme måde blev der renset mellem roerækkerne, senere på sommeren blev roerne hakket anden gang, inden de var så store at de lukkede rækkerne.

Inden høsten satte ind, var der igen et hold græs der blev slået til hø, eller der blev lavet ensilage af det. Kløver og lucerne det der ikke var brugt som grøntfoder blev ligeledes slået og tøret til hø, det var et særdeles godt vinterfoder. Tørvene der var gravet først på sommeren, skulle gerne køres hjem i tørvehuset, inden vi skulle i gang med høsten, der startede i midten af august.

Sid e 47

UNGDOMSÅR– DALIGDAG

PÅ

GÅRDEN

Det var først byg derefter rug til sidst havre og hvede når vi havde de sorter, det var kun få stykker af marken der egnede sig til at dyrke hvede på. Til at klare arbejdet havde vi selvbinder, som var en meget moderne maskine på daværende tid, den blev trukket af tre heste, et meget hårdt arbejde for de heste, som skulle trække selvbinderen, det første skår blev høstet på gammeldags maner, med le og negene blev bundet i hånden, det var for at hestene kunne trække selvbinderen, uden at træde og køre i kornet. Efter kornet var høstet blev negene sat i hobe seks otte neg i hver hobe, alt afhængig af vejret tog det så otte til ti dage inden det var tjenlig til at blive kørt hjem, hvor det blev lagt i laden. Det var et arbejde der blev udført af tre mand, den ene forkede af vognen til ham der stod i gulvet, hvorefter han forkede neget til ham, som lagde negene på en ganske bestemt måde. Vi var som regel fem mand/ kvinder i gang når vi kørte korn ind, så vi kunne køre med to vogne, en til at læsse og den som forkede på vognen ude på marken, så det blev til noget. Efter marken var ryddet blev den kørt over med hesteriven så alt kom med, det kørte vi hjem og tærskede med det samme. Høsten startede sidst i juli og varede til omkring første september.

En begivenhed i forbindelse med høsten i 1947, vil jeg nævne. Der var ved at komme modernisering inden for landbruget. Godsejer Juncher på Overgård gods ned Havndal, havde været i U:S:A: og købt en mejetærsker, efter vore forhold i dag en lille maskine, den skulle trækkes af en traktor.

Der blev arrangeret udflugt til Overgård får alle skulle se den store begivenhed, at korn kunne høstes og tærskes i samme arbejdsgang, det var en meget stor begivenhed folk strømmede til fra alle egne af landet. På hjemturen var der vild diskussion i rutebilen om hvad vi havde set, det ville aldrig blive aktuelt i det danske landbrug, det var forholdene alt for lille til. Ja tiden har ændret sig.

Vi skulle gerne være færdig med høsten inden Store Brønderslev marked, som hver år blev afholdt først i september, et stort hestemarked men ikke i samme omfang, som Hjallerup marked. Derefter startede efterårsarbejdet, det første var stubmarken, den blev skrælpløjet, hvorefter stubbene og det spirende ukrudt kunne begynde en forrådnelse. Marken lå så brak, som der blev sagt, til vi var færdige med at tage kartofler op hen i oktober. Til sidst var det roerne der skulle tages op og vinterdækkes, det var et arbejde der helst skulle være afsluttet inden første november, det var mest af hensyn til dem som havde tjenestefolk, for den første november var skiftedag, for dem som skiftede arbejdsplads. Derefter begyndte vinterpløjningen, som jo skulle være afsluttet inden frosten satte ind. Dyrene var kommet på stald, som derefter gav et større arbejde med pasning, der skulle køres roer ind og der skulle tærskes. Så der var halm til kreaturerne og korn der kunne kværnes Ved hestene på marken til grisene.

Sid e 48

UNDGDOMSÅR - HJALLERUP

MARKED

Hjallerup marked Hjallerup marked afholdes altid i forbindelse med den første vedkend i juni begyndende om torsdagen, med det de kaldte forprang og opstilling af hestene, fredagen var den store markedsdag, lørdagen var dagen, hvor alle havde fri, og var til marked da blev der festet, om søndagen over middag var det store opbrud.

Torsdag startede vi tidlig ved fem tiden, med at læsse vognen med nyslået græs, hestene blev gjort klar en fem seks stykker var der, de to bedste blev spændt for vognen med foder, resten blev koblet sammen og trukket bag efter. Vores nabo Anders Jensen, fra ,,Vester Kraghede” var den store hestehandler han havde op til en 40-50 heste med til marked, ham og hans folk fulgtes vi med, de 8 – 9 km der var til Hjallerup, så det var en hel kortege når vi drog af sted til Hjallerup, efterhånden som vi kom tættere til markedet mødtes vi med andre karavaner, de kom fra hele landet og havde været på farten flere dage. Det var i tiden under og efter anden verdenskrig, da blev der rigtig handlet med heste, som kunne bruges i landbruget, det var inden der kom traktorer. Der var også udlændinge, især tyskere der kom og købte hest på Hjallerup marked.

Efter ankomsten til Hjallerup torsdag morgen, Anders Jensen var kørt tidlig for at udvælge pladsen vi kunne stille op på, blev vognene stillet i op i en række, der blev fastgjort en lang stang midt på vognen, som hesten kunne bindes ved, foderet blev fordelt, så de kunne falde til ro i de nye omgivelser.

Omkring middag begyndte handelsfolkene at møde op for at udse sig de heste, som de syntes bedst om, blev der vist stor interesse for en bestemt hest, da blev prisen som regel sat noget højre, det første der skete når en handel startede, køberen mødte og bad om han måtte se vedkommende hest, hvorefter den blev præsenteret for køber, han skulle se om den have et rent trav, om tænderne var i orden, på tænderne kunne de se hvor gammel hesten var, sælgeren bad en af sine folk om han ville mønstre vedkommende hest, først blev den vist i skridt gang, derefter i trav, man skulle altid sørge for at være i takt med hesten og den blev fremvist med halsen oprejst, derefter begyndte handlen, sælger forlangte prisen og køber bød, hvad han mente var den rette pris, så var det om at nå til en enig pris, hvorefter handelen kunne afsluttes det foregik ved håndslag til begge parters tilfredshed var nået, i nogle tilfælde var det med den betingelse at sælger gav et ligekøb, det var i form af en omgang øl eller en dram, havde der været en mægler involveret i handelen var det en selvfølge han kom med.

Hen under aften kørte far og Anders Jensen hjem, så de kunne være friske til den store dag om fredagen, men vi var altid en to tre stykker der blev for at passe på hestene, de blev trukket til et vandtrug og der blev sørget for frisk foder, deres efterladenskaber af gødning blev fjernet så de ikke kom til at ligge deri, vi skulle jo også sørge for at få noget at spise, men da der var flere restaurationstelte fra omegnens kroer var det ingen problem.

Mor havde en fætter der var kromand i Hellum, han var altid med på Hjallerup marked, det var gerne der vi spiste, vi skiftedes til at få lidt søvn, det foregik i kroen`s rejsestald.

Sid e 49

AFSLUTNING

Fredagen var den helt store dag, hvor der blev handlet livligt fra tidlig morgen til sen aften, det var ligeledes der at festen tog sin begyndelse, alle forlystelser var sat i gang, så der blev rigtig prøvet kræfter.

De mange tilrejsende kvinder der var mødt op, der kom mange af de løse damer fra Nyhavn og andre steder i København, de kom til Aalborg med rutebåden fra København fredag morgen.

Lørdagen var den helt store forlystelsesdag, hvor alle i miles omkreds mødte op, da var der også mange salgsboder, som udbød alt mellem himmel og jord, familier mødtes på kryds og tværs, spiste sammen deres medbragt madpakker eller benyttede sig af udbudet i restaurationsteltene, det var virkelig en dag der blev set hen til.

Et år jeg husker særdeles godt, var det år, hvor far inviterede sin familie fra Hvorupgård og Vadum med hjem til aftensmad, så ville der blive serveret stegte Ål, en ti tolv stykker mødte op, ved deres ankomst måtte vi beklage vi havde ikke mere end tre Ål, som de kunne dele om, ja det var ikke noget at invitere gæster på, for det var ikke mere end en mand kunne spise blev der sagt. Det skal dertil siges at det var nok de største Ål vi nogensinde havde fanget. Mor havde skåret dem op i ryggen inden hun stegte dem, først på en stor pande derefter i ovnen, de fyldte simpel hen en stor bræddepande, så Ål var der rigeligt af, som blev nyt sammen med en gang stuvede kartofler, det blev et ålegilde som alle i familien huskede til deres dages ende.

Søndagen den sidste af markedsdagene, hvor der blev afsluttet enkelte handler af dem som ikke havde forladt markedet, det var dagen der stod i opbruddets tegn, dagen hvor landevejene omkring Hjallerup bar et tydeligt præg af at markedet var slut for denne gang, og mange af hestene havde skiftet ejermand.

Forlystelserne og kræmmermarkedet fortsatte til sent søndag aften, hvorefter deres store oprydning kunne begynde.

Hjallerup marked er en gammel tradition , som eksistere den dag i dag, men som har ændret sig gennem tiderne, i vore dage er det mest heste til hobby der bliver handlet med, og største delen af markedet er kræmmermarked.

Jeg vil her afslutte mine erindringer om den tid jeg var hjemme Det var en stor omvæltning for os da vi flyttede fra Hvorupgård til Kraghede, som vi så hen til med store forventninger, om forventningerne blev så store for mine forældre, som vi havde regnet med er jeg ikke sikker på, men det blev til 14 gode år af vores barndoms og ungdomsår.

I 1957 hvor vi fire største søskende var flyttet hjemmefra, mor og far var blevet ene om arbejdet, de havde jo kun Erik den lille efternøler, som var blevet tre år, besluttede de at sælge Østergård, hvad jo var meget vemodigt for os søskende, vi holdt jo meget af stedet, det var trods alt der vi var vokset op og fået kammerater.

Det blev til en byttehandel med en mindre ejendom, som lå i Nr. Haldne ret centralt lige midt i byen, hvor der var mulighed for at udstykke byggegrunde og sælge huse, så rent økonomisk blev det nok nogle af de bedste år for mine forældre.

Far var efterhånden blevet op i årene, han gik i gang med at tage kørekort og Sid e 50

AFSLUTNING

købte bil, som de fik meget glæde af på deres gamle dage.

I april 1963 sælger de ejendommen i Nr. Haldne og købte hus i Gug ved Aalborg, det var et dødsbo med et stykke jord til, prisen var 63, 600 kr. der solgte de senere fem seks byggegrunde, de fik mange gode venner og år i Gug. I en del år kørte far rundt til bønderne, som han kendte mange af, hvor han tilbød sig som glarmester og andre små reparationer Far havde nogle svære år til sidst han døjede med en svær bronkitis og døde kort før sin 85 års fødselsdag 12 august 1986.

Mor fik en vanskelig tid efter hun blive ene, hun havde for højt blodtryk og døjede med sukkersyge, som hun skulle holde styr på, hukommelsen var heller ikke hvad den havde været, men hun klarede dagen og vejen , som hun nu kunne.

Pinsedag havde hun den store glæde at være med til bryllup i Give, da Alex og Anette holder bryllup. Søndagen efter besøger vi hende på vej hjem fra Skagen, hvor vi mindes den gode fest vi havde været til. Glæden blev desværre så kort for vores mor, dagen efter får vi den triste meddelelse, mor var blevet forbrændt over store dele af kroppen og blev overført til Hvidover hospitals brandsårsafdeling, hvor hun døde af sin forbrændinger den 5 juni 1988. Ulykken skete ved at hun glemte en gryde på sit komfur og da hun fjernede den gik der ild i hendes tøj.

Mor og far blev begge bisat fra Sdr. Tranders kirke, hvor deres urner blev nedsat i et urnegravsted.

Sdr. Tranders Kirke og gravstedet

Sid e 51

JEG FLYTTER HJEMMEFRA -

HALVORSMINDE EFTERSKOLE

Halvorsminde efterskole (se billeder s. 53) Den 3 november 1947 var dagen hvor der blev fældet en tåre, dels fra min og mors side, men måske var det en glædeståre.

Som en tak for min indsats under fars sygdom, hvor jeg forsømte det meste af mit sidste skoleår, fik jeg lov til at få et halvt år på efterskole. På daværende tid var et ophold på en efterskole fem måneder, om vinteren var det udelukkende for drenge og tilsvarende for piger om sommeren.

Det var med store forventninger, samtidig med bange anelser for, hvad det var at jeg gik ind til.

Det var på forhånd bestemt at jeg skulle bo sammen med min kammerat Niels Vejelgaard, som jeg havde gået i skole og var konfirmeret sammen med, vi kom til bo sammen med Johan Pedersen fra Hvorup Mosegård. Ham havde jeg tilfældigvis gået i skole sammen med inden vi flyttede til Kraghede. Der var fuld hus på skolen det ville sige 97 elever der mødte op, hvoraf en kom fra Islandog tre var fra Sydslesvig.

Forstanderen Frode Nielsen holdt velkomsttale for os og vore forældre, som var med for at få os godt afleveret. Vi fik et klart indtryk af hvad der ventede os de næste fem måneder, hvad regler og husorden var på en skole, hvor vi var så mange samlet og hverdagen skulle fungere. Forstanderen sagde ved den lejlighed nogle ord, som stadig står i min erindring, der blev sagt at fra nu af var det slut med at sige ”jeg kom til at gøre,, som eksempel jeg kom til at sparke til bolden så den ramte ruden og den blev smadret, vi måtte stå ved vort ansvar, så hvis jeg sparkede til bolden og den smadrede ruden, så var det ikke noget jeg kom til, og sådant har det for mit vedkommende været siden.

Efter vi havde taget afsked med vore forældre samledes vi i gymnastiksalen, for derefter at blive målt, den højeste fik så nr. et mit nr. blev 70, Niels Vejelgaard min kammerat var lidt højere han blev nr. 53. Det fik så den betydning at der var mange af de aftaler vi på forhånd havde aftalt ikke kunne overholdes, for det næste der skete var at vi skulle samles i spisesalen til aftensmad, der fik vi så en fast plads alt efter hvilken nr. vi havde fået. Det var meget uheldigt for min kammerat han kom til at sidde ved siden af forstanderen, og det kom til at passe med at min plads blev ved siden af forstanderens kone. Vi havde på forhånd aftalt at vi skulle sidde ved siden af hinanden til spisning, for vi havde hørt at der blev jævnligt serveret spegesild med stuvede kartofler. Det var en af de ting som min kammerat ikke spiste, så aftalen var at han måtte liste sine spegesild over på min tallerken, men som det hele udviklede sig lod det sig ikke gøre, så min gode kammerat lod bare fadet passere, da der første gang blev serveret spegesild, hvad forstanderen straks bemærkede, med den besked at her på stedet holdt man bordskik og spiste hvad der kom på bordet og da Niels Vejelgaard forlod Halvorsminde Efterskole, var spegesild og stuvede kartofler en af hans største livretter.

Sid e 52

HALVORSMINDE EFTERSKOLE

JEG FLYTTER HJEMMEFRA -

HALVORSMINDE EFTERSKOLE

Vi kom hurtig ind i en fast rytme med faste tider og hele dagen var besat, det hele startede med, at vi skulle opdeles efter evner og kunnen, så første dag skrev vi en diktat og fik nogle regnstykker med forskellige sværhedsgrader, som vi skulle klare efter bedste evne, der var også matematik opgaver, som jeg af gode grunde ikke anede hvad var for noget. Efter at opgaverne var rettet og lærerne kunne se hvilken niveau de forskellige lå på blev vi opdelt i tre klasser, for derefter at blive undervist efter de evner vi kom med, hvor det straks viste sig at jeg måtte starte fra bunden. Der var jo en del som mødte op med realeksamen, som jo på forhånd havde tilegnet sig meget større kundskaber.

På skemaet var der undervisning i dansk, regning, kristendom, fysik / kemi, gymnastik, sløj, sang og musik, derforuden var der indlagt en del foredragstimer som især berørte forskellige samfundsemner.

Vi kom hurtig ind i en fast rytme, hvor dagen startede med vækning kl. 7.00 og sluttede ved 22.00 tiden om aftenen og da skulle der være ro på værelserne. Der var faste spisetider og undervisning til sidst på eftermiddagen, fra 19.00 til 21.00 var der underholdning af forskellig art, dagen sluttede med et eller andet traktement i spisesalen og der blev sunget aftensang. Om lørdagen var der undervisning til kl. 12.00, hvorefter et af holdene måtte forlade skolen, så det var kun hver tredje vedkend der var mulighed for at komme hjem efter rent tøj med mere. Jeg havde ca. 40 km. som foregik på cykel, det var kun ganske få der var så heldige at de blev hentet og bragt, der var ikke mange der havde bil så det kunne lade sig gøre. Havde vi været hjemme en vedkend var det altid spændende at vende tilbage og høre, hvad de havde oplevet, vi skulle være tilbage senest kl.

20.00 så vi alle kunne være samlet til aftensang. .

Det blev for midt vedkommende en vinter, som fik stor betydning for mit vedkommende resten af livet, som jeg har set tilbage til med stor tak. Det var ligeledes det der gav stødet til mim beslutning om at komme i lære ved mejeribruget, jeg blev kammerat med Folmer, hvis far var mejeribestyrer i Hørmested, hvor jeg var med på besøg et par gange i vinterens løb og der besluttede jeg mig for at det skulle værre min fremtid.

Inden jeg slutter mine erindringer fra Halvorsminde citerer jeg fra årsskriftet 1948.

Sidste sommer lykkedes det os igen at få begyndt nordiske fællesrejser med tidligere elever, svarende til de rejser, der før krigen var en årlig begivenhed. Ved gode venners hjælp blev der gennemført to ture, en i tiden 14 – 16 juni med 100 deltager, og en i dagene fra 19 -23. juli med 130 deltager.

Jeg havde den store fornøjelse at være med på den sidste af turene.

Rejsen gik til Sverige med gode besøg i Gøteborg, med udflugter i byen og dens skønne omegn samt en heldagstur til Ttollhättan, hvor vi så Sluserne, Kraftværkerne m.m.

Vi boede på Padans Vandrehjem, som lå lige op af Gøtakanalen, hvor vi var på en havne og kanal rundfart, der var besøg i Lisebergen tivoli og den botaniske have.

Rejsen udgik fra Frederikshavn hvor vi sejlede med dampskibet ,,Kronprinsesse Ingrid” Det var inden der sejlede færger mellem de to byer, sejladsen foregik om natten Sid e 54

JEG FLYTTER HJEMMEFRA - I

LÆRE

SOM

MEJERIST

med afgang fra Frederikshavn kl. 22,00 og ankomst til Gøteborg næste morgen.

Der var nogle bestemte regler om at man kun måtte medbringe et begrænset antal svenske kr. Hele min store familie var orienteret om at jeg skulle ud at rejse og jeg skulle have et pas for at rejse til udlandet.

Mine bedsteforældre var temmelig forarget, det lignede ikke noget at sådan en knægt på 16 år rejste til udlandet, der var så meget jeg kunne se her hjemme.

Min morbror Kristian i Nr. Sundby havde lidt medlidenhed med mig, han var en stor frimærkesamler, så han sendte en pose frimærker med mig, som jeg kunne sælge, for af få lidt flere penge at købe for. Indkøb blev det til, for jeg skulle da have lidt med hjem til mine to søstre, så der blev til to bananer det havde de nok aldrig smagt, til min far blev det til en pakke tobak og mor hun fik et ganske lille frotte håndklæde, det var alt sammen noget vi ikke kunne købe i Danmark, selv om det var tre år efter krigen.

Efter nogle store oplevelser og samvær med tidligere lærer og kammerater kunne vi efter tre dage igen forlade Gøteborg, men med megen ængstelse for hvordan det ville gå med at komme igennem tolden, når vi næste morgen ankom til Frederikshavn, men selv om bananerne var ved at blive lidt sorte på skindet, slap jeg helskindet fra min første tur til udlandet.

I lære som Mejerist Da jeg forlod Halvorsminde var jeg fuld indstillet på, at jeg ville have en uddannelse, min interesse for landbruget var ikke særligt stor og muligheden for at komme til at gro fast derhjemme, som jeg kendte det fra vore naboers sønner ønskede jeg heller ikke.

Mulighederne for en håndværksmæssig uddannelse var ikke stor, da jeg så skulle bo der hjemme, hvor der så var for langt til en læreplads, der var to muligheder at vælge imellem, det var en handelsuddannelse med en læreplads i en brugsforening, eller at komme i lære som mejerist, det var de eneste fag der tilbød kost og logi, så det var jeg afhængig af.

Jeg valgte så mejerifaget og blev ansat, som mejerielev på Nr. Saltum andelsmejeri pr. 1. maj 1948. en måned efter jeg var kommet hjem fra Halvorsminde. Jeg måtte vente til midt i maj på grund af en gang mæslinger, som jeg var meget syg af, så det var en ret afkræftet knægt på 16 år der forlod hjemmet og vidste dårligt nok hvad jeg gik ind til. Det var vores mejeribestyrer i Kraghede der skaffede mig pladsen og havde aftalt at jeg kunne begynde 1 maj.

Mejeribestyrer P. E. Nørgaard og han kone Ragnhild kom og hentede mig og hvad jeg skulle have med, blandt andet min cykel, som blev bundet på deres gamle Fort bil. Der var ca. 25 km. til Nr. Saltum en meget øde strækning tværs over den store Vildmose.

Efter ankomsten til mejeriet i Nr. Saltum fik jeg anvist en seng, og blev præsenteret for de to andre, som boede på værelset ostemejeristen og en ældre lærling. Det var barske forhold for en knægt på 16 år, som dårligt nok havde lært at stå på egne ben, om jeg fik noget sovet den første nat husker jeg ikke, men da kl. var Sid e 55

JEG FLYTTER HJEMMEFRA - I

LÆRE

SOM

MEJERIST

4,30. buldrede det på døren, det var første mejeristen der kom fra nabobyen Sdr. Saltum, han meddelte så står vi op og sådant var det hver dag, med undtagelse af de dage der skulle vaskes ost, da var det en time før.

Mejeriet var fra 1898, hvor der var mejeribestyrer bolig, værelser til mejerister og kontor på første sal, Mejeribestyrer Nørgaard var ret ny i sin stilling, han var ansat oktober 1947 og havde afløst en ældre mejeribestyrer, så det var et meget gammeldags mejeri, jeg tror der var flere af maskinerne der havde stået i mejeriet siden det startede i 1898.

Det først jeg blev sat til at lave var, at jeg fik vist hvor tørvene og den store dampkedel var, derefter skulle jeg sørge for at få fyret op i kedelen så der kunne blive et damptryk på 8 atmosfære, så vi kunne få dampmaskinen i gang. Fra dampmaskinen var der remtræk til en stor aksel, som var anbragt langs loftet af mejeriet, på akslen var påmonteret remskiver til de forskellige pumper og mejerimaskiner, hvorfra vi ved rem træk kunne overføre kraft fra dampmaskinen.

Mejeristerne havde travlt med at starte smørproduktionen, fløden fra dagen i forvejen, som var syrnet i nattens løb skulle over i smørkærnen, vi kunne hæve flødebeholderen, den var anbragt på en cylinder, så det blev hævet ved at man med en håndpumpe og vandtryk hævede det, så det var i højde med smørkærnen og fløden via et påmonteret rør selv kunne rende over i kærnen.

Dem som havde med osteproduktion at gøre skulle klargøre til dagens produktion.

Ostene fra forrige dags produktion lå i vandbad de skulle lægges i saltlage og dem som have ligget der i tre døgn skulle lægges ind på ostelageret, hvor de skulle lagre i mindst seks uger, der blev produceret end 20 % Gouda ost. På oste lageret, som var indrettet i det gamle is hus blev osten vendt hver dag og tørret af med et stykke sækkelærred, der var vredet op i saltlage ellers blev de grønne af skimmel.

Alt var efterhånden klar til at tage imod mælkekuskene, som kom fra kl. 7 til ved 9 tiden, vi havde haft tid til at få vores morgenmad en gang havregrød eller øllebrød, som det bestod af.

Alle medarbejdere var klar, dagens arbejde kunne begynde, hver medarbejder havde sin plads at passe. Mejeribestyreren og ældst lærling stod for indvejningen og prøveudtagning af mælk til fedtbestemmelse, Og jeg som var yngste lærling for udvejning, af syrnet skummetmælk almindeligt skummetmælk og kærnemælk samt valle, som bønderne fik med retur. Kærnemælk og skummetmælk var til husholdningen, syrnet mælk og valle, vallen var et affalds produkt fra osteproduktionen kom med retur til foderbrug. Mejeribestyreren havde med et stykke kridt skrevet på mælkejungen, hvor meget mælk der var leveret og hvor meget der skulle med retur.

Førstemejeristen havde ansvaret for at maskinerne kørte som de skulle og tilse at temperaturer var som de skulle være, det vigtigste af det hel var at dampkedelen blev passet, så den havde det damptryk der skulle til for at holde dampmaskinen i gang. Så medens vi indvejede og skummede mælken blev der fyret med kul, som Sid e 56

JEG FLYTTER HJEMMEFRA - I

LÆRE

SOM

MEJERIST

vi havde i en begrænset mængde, det var jo kort tid efter krigen, så der var ikke så meget kul at få, så vi udelukkende kunne fyre med kul, hvad der havde været meget lettere.

Smørmejeristen havde sin produktion at passe, efter fløden var kærnet ud, det vil sige at smørfedtet havde samlet sig i små smørklatter, kunne kærnemælken lukkes ud, hvorefter smørkærnen blev sat til at køre i langsomt fart, så smørret blev æltet til det havde en fin konsistens, ind imellem blev vandprocenten indstillet til de 16 %, som den skulle være Det skete på en analysevægt, hvor der blev vejet nogle få gram smør i et lille bæger, derefter blev bægeret holdt over en spritflamme, hvor vi smeltede smørret til det var gylden brunt, derefter kunne vi igen veje og se hvor mange procent der var fordampet. Inden smørret var færdigbehandlet blev der tilsat en procent salt, for derefter at blive pakket,. Det der skulle bruges til detailsalg i ¼, ½, og 1, kg. pakninger og resten til eksport kom i dritler af 50 kg.

Der blev produceret ost af 2000 l mælk om dagen, under behandlingen af dagens leverancer af mælk, havde førstemejeristen sørget for at oste karet var fyldt med de 2000 liter mælk temperatur og fedtprocent var indstillet som det nu skulle være, hvorefter det blev tilsat mælkesyrekultur og osteløbe, som får mælken til at stivne i løbet af en ½ time, derefter skar vi oste massen ud i små firkanter af en cm. størrelse, hvorefter valle udskillelsen begyndte og ostens tørstof kunne samle sig.

På daværende tid forgik røringen ved håndkraft, der blev brugt en stor træ skovl til røring og der skulle røres så oste massen var i konstant bevægelse, efter ca. en times røring blev vallen lukket fra oste massen, hvorefter der var fire mand, som æltede oste kornene til de var helt fri for valle. Til slut blev der tilsat et par liter salt og kommen, inden det kom i oste formene, som var betrukket med oste lærred, derefter kom der et trælåg på formen og blev sat i oste pressen, under presningen blev osten et par gange taget ud af formen og vendt og efter et par timer i pressen var osten færdig til at blive lagt i et vandbad til afkøling til næste dags morgen.

Som jeg nu har beskrevet processen med fremstillingen af ost, var jeg en dag ude for et meget kedeligt uheld, jeg skulle hente de to liter salt der blev tilsat osten, men uden at vide det tog jeg fejl af salt og rengøringsmidlet soda, som så blev æltet ind i osten og hele produktionen var totalt ødelagt. Da troede jeg mine dage var talt inden dansk mejeribrug, for aldrig hverken før eller siden har jeg fået så stor en skideballe.

Efter dagens produktion forestod der et større rengøringsarbejde af alt, der havde været i brug. Alle rør blev gennemskyllet med en opløsning af ætsnatron og efterfølgende med en opløsning af salpetersyre og til sidst med rent vand.

Centrifugen blev skilt ad og renset for alle de urenheder der var der var i mælken, og vasket grundigt inden den blev samlet igen. Centrifugen er jo den mejerimaskine der har en meget stor betydning for at behandle mælken, ved at centrifugere mælken deles fløden fra skummetmælken, og samtidig renser den mælken for urenheder.

Sid e 57

JEG FLYTTER HJEMMEFRA - I

LÆRE

SOM

MEJERIST

Der var mange af de gamle maskiner der var beklædt med kobber som skulle pudses, vi brugte kærnemælk rørt op med salt til at smøre kobber fladerne ind i lod det sidde på i ti minutter, hvorefter vi vaskede det af med kogende vand og det blev skinnende blankt. Vandhaner og afskærmning af remtræk til maskinerne var af messing blev pudset hver lørdag dertil brugte vi Brasso og tørrede af med tvist der var vredet op i opløst ocalsyre en skrap opløsning hvis man havde rifter i hænderne, det var et arbejde som tilhørte yngste lærling, så middagssøvn om lørdagen måtte vente til sidst på eftermiddagen.

En lørdag jeg husker særdeles godt var den lørdag, hvor jeg vaskede mit arbejdstøj, det kom i et kar med vand, hvor jeg tilsatte ætsnatron og en dampslange fik vandet i kog, så efter en tiltrængt middagssøvn, skulle den storvask være overstået, det var den også for der var kun knapper og spænder til bage i karet, så det var bare på cyklen hjem til mor for at hente et par rene bukser til om søndagen for arbejdsugen var jo syv dage. Jeg havde jo heller ikke mere end de 25 km. til mit hjem og lige så langt tilbage igen, og det kunne være en barsk tur ud over den flade Vildmose lige mod vest og ikke langt fra Vesterhavet.

Som mejerielev skulle jeg gå på Handelsskole det var om aftenen to gange om ugen, Handelsskolen lå i Pandrup fem seks km. syd for Saltum.

En meget vigtig ting for at blive mejerist var at man kunne regne, for hver uge blev der lavet afregning til landmændene for deres leverede mælk, jeg nævnte at der blev udtaget prøver af mælken til fedtbedømmelse, som blev foretaget en gang om ugen. Mælkeprøverne kom i nogle særlige glas, hvor man tilsatte svovlsyre og amylalkohol, og efter en centrifugering blev fedt søjlen helt klar og de andre enheder fik en mørk farve, fedt mængden kunne herefter aflæses på en skala der var på glasset, metoden hed Gerbermetoden. Når vi så havde fedtprocenten gangede vi den med den mælkemængde der var leveret i ugens løb, så fik vi hvor mange fedtenheder der var, fedtenhederne dividerede vi med 80, det var det antal der gik til at producere et kg. smør, derefter gangede vi med smørprisen som eksempel : 4% fedt x 1000 kg, mælk = 4000 fedtenheder, delt med 80 = 50 kg. smør x med smørprisen var grundlag for den afregning landmanden fik for sin mælk. Der skulle så laves regning for, hvad han havde tilbage købt fra mejeriet af smør, ost, fløde og kærnemælk til husholdningen samt syrnet mælk og valle til foderbrug. Det resultat vi så kom til blev udbetalt, der blev skrevet en afregning der sammen med beløbet kom i en konvolut, som mælkekusken havde med til landmanden, når han afleverede returmælken. Det var inden vi vidste, hvad en regnemaskine var. Det var rigtig hyggeligt de eftermiddage vi lavede regnskab.

Som jeg har nævnt var det et meget gammeldags mejeri, hvor der begyndte at ske noget efter den nye mejeribestyrer var ansat. Da jeg kom var der anskaffet ny centrifuge med påmonteret elmotor ligeledes var der installeret kølemaskine og bygget kølerum. Vinteren 46 /47 havde de hentet is i søen og indlagt i deres ishus, det var den metode der brugtes inden kølemaskinen kom. Ishuset var derefter blevet lavet om til oste lager så det var ret nyt med osteproduktion da jeg begyndte, så forholdene var ikke de bedste.

Sid e 58

JEG FLYTTER HJEMMEFRA - I

LÆRE

SOM

MEJERIST

Når vi skulle levere ost startede vi jo kl. 3,30 med at hente ost fra lageret bære dem over gårdspladsen og over i oste karret hvor de blev vasket, derefter tilbage igen og efter vi var færdige med indvejning og rengøring hentede vi osten på lageret og lagde dem til tørre på perronen, hvor de blev vendt flere gange til skorpen var tør, samtidig med at jeg vendte ostene fyrede jeg under en gruekedel med paraffin der skulle smeltes, sidst på eftermiddagen kom mejeribestyreren, han hjalp med at paraffinere osten. Men dagen var ikke slut, for en gang ud på aftenen kom oste grossereren og hentede osten, som så skulle vejes og læsses, det kunne blive en lang dag når vi var startet kl. 3,30 til ved 8 – 9 tiden om aftenen.

Min løn det første læreår var 60 kr. om måneden for 48 timers arbejdsuge, fordelt på seks dage som det hed sig, men man brokkede sig ikke om det blev til nogle timer mere, for arbejdet skulle jo gøres, vi havde en ugentlig fridag, som jeg kunne spare sammen og holde et par dage sammen, jeg var ikke berettiget til ferie da jeg ikke havde noget optjent fra året i forvejen, så derfor måtte jeg spare fridage sammen til min Sveriges tur, som jeg var på sommeren 48.

Mejeriet var nabo til brugsen, brugsuddeler Clausen havde en søn på min alder som jeg blev kammerat med, det fik jeg meget glæde af og jeg kom meget i hans hjem, brugsuddelerens var et par venlige mennesker, hvor jeg følte mig velkommen, der var to lærlinge og en udlært kommis, der boede på brugsen, så der var jeg glad for at komme, der var ikke så lidt bedre forhold for os unge mennesker end der var på mejeriet. Om sommeren fulgtes vi ad på sportspladsen og hvad der skete, der var jo heller ikke langt til stranden når der skulle bades. Var det fest, havde vi ikke langt til Blokhus eller Løkken, hvor der var mange at være sammen med. Om vinteren tog vi til stranden for at fiske, vi tog vaders på og gik i strandkanten med noget der lignede en omvendt rive, som vi prikkede ned i stranden, hvor rødspætterne de lå, det kunne godt blive til en god fangst af hvilken grund skulle det helst være efter mørkets frembrud, så var fangstmulighederne størst.

En udannelse som mejerist tog fire år og skulle foregå på mindst to højst tre lærepladser, så jeg valgte at skifte efter det første år, jeg følte nok at der var temmelig langt fra mit hjem og en barsk cykeltur tværs over vildmosen.

Mig som mejeristlærling, Tornemark sommeren 1952

Sid e 59

JEG FLYTTER HJEMMEFRA - MEJERIET VESTERGÅRD

Mejeriet Vestergård, Sulsted 1949 til 1951 Da jeg så at der var en elevplads ledig på mejeriet Vestergård i Sulsted søgte jeg den og blev ansat, jeg skulle være elev ved smørlavning og maskinpasning, det blev til to gode år af min ungdom, jeg var der fra maj 1949 til maj 1951.

Sulsted var en stationsby mellem Hvorupgård og Tylstrup, Hvorupgård hvor min familie boede, og Tylstrup der var stationsby til mit hjem, hvortil jeg havde 7 – 8 km. så der kunne jeg rigtig komme sammen med den ungdom, som jeg kendte og hvad jeg havde savnet medens jeg var i Saltum.

Mejeriet Vestergård var privatmejeri, et meget anerkendt og moderne mejeri opført engang i tyverne af mejeriejer Carl Hjort. Sidst i trediverne havde han ligeledes opført et mejeri i Grindsted, hvor mine bedsteforældre havde købmandsforretning, og mejeriet var nabo til min morbror Frederik`s købmandshandel. De to mejerier blev til dels drevet sammen, det bevirkede at jeg afløste en del i Grindsted når de manglede personale.

Mejeriejer Hjort´s var et par meget respektable personer. Jeg husker tydelig fra min ansættelse, hvordan jeg blev spurgt ud og fik at vide, hvordan husordenen var på mejeriet og det var såvel af hr. Hjort som af fru Hjort, og dertil havde man at indrette sig, hvis jeg ville have pladsen, det ville jeg gerne og har heller aldrig fortrudt det.

Vi var to elever en ved smørlavning og en ved osteproduktion, derforuden en førstemejerist en mejeriarbejder og en chauffør, elever og førstemejeristen boede på mejeriet, vi havde hver vores værelse og særdeles gode forhold, der var ligeledes ansat en kokkepige en ældre dame, som havde været der i mange år.

Min faster Helga havde været ung pige på mejeriet omkring 1930,og hun havde været sammen med hende. Da jeg begyndte på mejeriet 1, maj 1949 kom der ligeledes en ny stuepige, som skulle læres op i husførelsen i et herskabeligt hjem.

Havde man først været ansat hos familien Hjort, og kom der fra med en anbefaling, var der ikke senere hen nogen problem med at få ansættelse andre steder.

Jeg fik overdraget ansvaret for at passe smørproduktionen samt at stå for salg af konsummælk, der på daværende tid blev solgt i løst mål, vi havde et lille mejeriudsalg, hvor kunderne kom og købte deres mejeriprodukter, derfra ekspederede vi også salget til leverandørerne, som mælkekuskene havde med.

Leverandørerne havde nogle bestillingssedler, hvorpå de skrev deres leverandør nr. og hvad de skulle have med retur. Fra en af de store gårde kom der en dag en bestilling på to kg. ost, hvor de havde tilføjet daglig, jeg var godt klar over hvad de mente, men jeg sendte to kg. ost tre dage i træk, så da kom der bud, hvad de skulle med al den ost, som jeg sendte til dem, jeg havde misforstået deres bestilling, det var for det skulle være den billige ost, som de serverede for deres tjenestefolk, det var på en af de gårde, hvor de ikke spiste sammen med tjenestefolkene.

Jeg havde flere sjove eksempler, som jeg husker, en dag kom en af bønderne for at købe en halv ost, som jeg så hentede på oste lageret, da jeg kom med den smagte han på den, det viste sig den var ikke lige efter kundens smag, hvad jeg Sid e 60

JEG FLYTTER HJEMMEFRA - MEJERIET VESTERGÅRD

nok tænkte, så jeg returnerede til oste lageret, hvorefter jeg kom tilbage med den anden halvdel af osten, som han igen smagte på, det viste sig så at det var noget helt andet, det var lige den ost han kunne tænke sig at spise, ja hvor er folk da nemme at snyde.

Første maj og november var de store skiftedage på landet og i byerne, hvor de havde tjenestefolk, der var en del som havde ung pige i huset og det var gerne deres opgave at hente mælk på mejeriet, jeg havde fået en vis rutine i at ekspedere og kendte kunderne ret godt, så jeg vidste hvor de kom fra og hvad de skulle have med retur, når jeg så deres kander og hvad de ellers medbragte til at få udleveret deres mejeriprodukter i. Det havde så igen den fordel, at jeg var den første der stiftede bekendtskab med de nye tjenestepiger der var kommet til byen, hvad mine kammerater misundte mig en del, men jeg kunne jo så berette om det var noget der var værd at se efter.

Jeg lærte ligeledes at kende mange mennesker ved at passe mejeriudsalget, bl.a. kom forfatteren Niels Anesen, som havde boet Sulsted indtil han rejste til U.S.A. ham og hans kone blev skildt, han bosatte sig senere i Glumsø, hvor han giftede sig igen med en anden dame. Det hyggelige ved det var, at de kom og holdt deres ferier hos hans første kone. Når han så hentede mælk kom han med dem begge i hver sin hånd, det var da hyggeligt at møde disse glade personer, fra hans første ægteskab havde han en søn, som jeg var på alder med.

Det var noget helt specielt at være ansat på mejeriet Vestergård, for man lærte takt og tone, hvis man ikke kunne det i forvejen. Tiltaleformen var De, Dem, Deres og vi tiltalte altid med hr. og fru Hjort, et eksempel skulle jeg veksle penge, bankede jeg pænt på ind til kontoret, hvor fru Hjort sad og læst avisen, tiltalen var, vil fruen være venlig at veksle, det var ikke kan jeg lige få vekslet, glemte jeg blev jeg rettet at sådan var tiltalen.

Vi spiste utroligt godt på mejeriet, morgenmaden blev serveret i køkkenet, det sørgede kokkepigen for, førstemejeristen var slem til at drille hende, hun truede så med at sladre til fruen, hvad vi tog os meget let af, i stedet straffede hun så med at servere sveden havregrød og så truede vi hende med at klage til fruen. Vores frokost fik vi serveret i mejeriet, efter vi var færdige med indvejningen, det var ret almindeligt, vi passede jo vores arbejde alt imedens vi spist vores mellemmadder og drak af den friske kærnemælk dertil. Middagsmaden blev serveret i spisestuen og det var præcis kl. 12. så det måtte vi tilrettelægge vort arbejde efter, vi skulle være vel soigneret og møde i rent mejeri tøj, vi kom til spisestuen ved at passere køkkenet og et anretterværelset, hvor der lå et betræk til stolene og vores stof servietter som vi tog med . Fru Hjort stod bag sin plads og vi andre bag vores plads præcis kl. 12 når rådhusklokken slog kom hr. Hjort fra sit kontor og fruen bød til bords, når hr. Hjort havde sat sig satte vi andre os, hvorefter stuepigen og kokkepigen kom med maden og spiste sammen med os. Om søndagen havde de gerne besøg af deres datter og svigersøn som var advokat, da var der dækket op med hvid dug og rene servietter til os, og vi fik maden rigtigt serveret, stuepigen havde serverings forklæde på og en lille fin kappe på håret, måske ikke for vores skyld men så fik hun jo lært at servere.

Sid e 61

JEG FLYTTER HJEMMEFRA - MEJERIET VESTERGÅRD

Datteren og svigersønnen blev gift om sommeren 1949 el. 50 jeg husker det ikke, men det var et meget flot bryllup, hvor der var rejst et stort telt til gæsterne, og der var lejet personale fra et af de store hoteller i Aalborg, kokke til at tage sig af maden og tjenere til at servere. Jeg husker der var dækket op med sølvtallerkener og blåt mågestel, fiskeretten var halve hummer, hvortil der var dækket op med små skåle med vand til at skylle fingrene i. Vi ansatte var bedt om at være til rådighed med opvask og oprydning, som varede det meste af natten, hvorefter vi kunne starte op i mejeriet til at klare søndagsarbejdet. Jeg har lige nævnt dette for at belyse, hvor alting var gennemført, hvad hr. og fru Hjort havde med at gøre.

Hver eftermiddag kl. tre var der eftermiddagskaffe, som vi fik serveret på vores kontor, hvor vi sad og lavede mejeri regnskab, mit bidrag til regnskabet var sammentælling af ind og udvejningslisterne. Om torsdagen hvor der skulle laves udbetaling kom hr. Hjort og drak kaffe sammen med os, kl. 15,30 skulle vi to elever være på stationen når toget ankom fra Aalborg, da havde rejsebudet været i banken og hente penge til udbetalingen. rejsebudet var en person, som man sendte bud med til banken og hvad der ellers var brug for, han tog så med toget om formiddagen til Aalborg og Nørresundby og forrettede de ting han var bestilt til, så han kunne være tilbage med toget kl. 15,30. hvorefter han måtte rundt i byen for at aflevere og modtage ordre til næste dag.

Når vi kom tilbage med pengene, som vi modtog i en plomberet pose afleverede vi den til hr. Hjort og førstemejeristen, hvorefter vi kontrollerede at banken havde udleveret hvad der var bestilt, derefter begyndte vi udbetaling af penge. Til slut foretog vi en afstemning med det beløb der var på leverandørens afregning, og det pengebeløb vi havde da vi startede udbetalingen, når så tingene stemte kunne vi lukke kuverterne, som derefter var klar til at sende med mælkekusken retur næste dag. Medens jeg nævner alt dette undre jeg mig over, at der har været så stor en tillid til mennesker at en kontant afregning kunne foregå på en sådant måde.

Aftensmaden var smørebrød, som vi spiste på kontoret ved 17,30 tiden om torsdagen, sammen med hr. Hjort, når vi var færdige med udbetalingen.

Julen glemmer jeg heller ikke, det var en meget travl dag, især med ekspedition, til såvel leverandører samt byens kunder. Alle skulle have piskefløde og hvad de ellers havde brug for til julen. Det var den eneste dag hvor vi så fru Hjort var i mejeriet, hun hjalp til med at ekspedere, og mælkekuskene blev inviteret ind på vores kontor, hvor der blev serveret kaffe og de fik hver en julegave.

Efter at vi var færdige i mejeriet, vasket og klædt om blev der serveret den helt store julefrokost for alle ansatte og efter den overdådige julefrokost sidst på eftermiddagen fik vi vore julegaver en skjorte og et slips, hvorefter der blev ønsket glædelig jul og sendt hilsener med til vort hjem, Juledag og nytårsdag var de to eneste dage om året mejeriet ikke kørte, om det var en fordel ved jeg ikke, for den følgende dag var der så dobbelt mælkemængde der skulle behandles.

Min løn det først år i Sulsted var 80. kr. om måneden, plus kost og logi det steg for det andet år til 120 kr. Vores arbejdstøj fik vi syet efter mål to sæt til at starte på, samt et nyt sæt hvert halve år. Vores ugentlige fridag og feriedage kunne vi få Sid e 62

JEG FLYTTER HJEMMEFRA - MEJERIET VESTERGÅRD

betaling for, vi fik 20 kr. for at arbejde på vores fridage, så det skulle være meget påkrævet, hvis der blev holdt fri.

Jeg fik nogle meget gode kammerater medens jeg var i Sulsted, Thorkild der var kommis i Aalborg men boede hjemme hos sine forældre, som var nabo til mejeriet nogle utrolige gæstfrie mennesker, som jeg kom meget til, Kai var kommis i Sulsted, Svend var bager i Sulsted, vi var alle fire under udannelse, var fra samme årgang og lige langt i vores udannelse, som varede fire år for os alle. Jeg var den eneste der boede på min arbejdsplads, de andre tre boede hos deres forældre, så det var en sjælden aften at jeg ikke havde gæster, ligeledes var jeg meget velkommen hos deres forældre.

Vi var så meget sammen at vi fik navnet ,,Kliken” fra Sulsted, alle kendte os når vi mødte op, ligegyldigt hvad vi skulle til, havde vi været til bal på kroen en lørdag, var det altid Svend, der skulle se på kl. for han skulle jo hjem for at have rundstykkerne klar til søndag morgen, det første han foretog sig var at skære nogle birkesboller over og sætte dem i ovnen medens vi lavede kaffe, og han klædte om, derefter kunne jeg nå at få et par timers søvn inden jeg skulle i gang i mejeriet.

Det blev ligeledes til mange besøg hos mine bedsteforældre, de ville gerne have besøg så vi kunne få et spil kort sammen, noget helt nyt var på dette tidspunkt, at man tippede om fodbold. Det startede i 1949, der var ti kampe i hver række og otte rækker på en kupon, jeg spillede sammen med min bedstefar, til at begynde med havde vi hver sin række til 25 øre, men efterhånden blev det til en hel kupon om ugen den kostede to kr. om vi fik noget overskud husker jeg ikke, men det var jo anledning til et lille besøg.

Dyrlæge Maurtvedt som far købte Østergård af i 1943, boede tæt ved mejeriet: Dyrlægen som jeg jo kendte fra mit hjem, kom jeg meget hos, han havde to assistenter i sit dyrlægepraksis og der var rigtigt meget at lave, det blev et sted jeg kom meget. På daværende tid var det ret nyt med inseminering af kvæg, så det var dyrlægernes opgave når der var brug for dette, det medførte at de gerne ville have en med ud at køre, hvor vedkommende kunne være dem til hjælp, når de skulle udføre deres arbejde, så det blev til mange køreture sammen med dyrlægerne for mit vedkommende, når jeg havde fri om eftermiddagen.

Det var et par strenge vintre med meget sne medens jeg var i Sulsted, det bevirkede at der blev lejlighed til at tjene lidt ekstra lommepenge ved at rydde sne, jeg husker en vinter der var så meget sne at det måtte graves ud i etager og smides ind over telefon trådene, som jo hængte på master langs vejene, ja det var inden vi kendte til de trådløse telefoner, men vi klarede den trods alt.

Det var med meget vemod at jeg skulle forlade Sulsted, for at komme videre i min uddannelse, som allerede ved min ansættelse var aftalt, når jeg havde været der i to år, havde hr. Hjort en plads til mig på Sjælland, hvor jeg kunne få mit sidste læreår, som osterielev på Tornemark andelsmejeri.

Sid e 63

JEG FLYTTER HJEMMEFRA - TORNEMARK

ANDELSMEJERI

Tornemark andelsmejeri 1 maj 1951 til 1 november 1952 Med meget vemod måtte jeg jo forlade min gode plads i Sulsted, for at komme videre i min uddannelse, så meget spændt på hvad der mødte mig øst for Storebælt, rejste jeg den 1 maj i en flot ny habit til Sjælland.

Jeg var med toget til Korsør, havde min cykel og kuffert med som rejsegods. Vel ankommet til Korsør stod jeg intet anende om, hvor jeg skulle finde en rutebil, som kørte over Skælskør til Næstved. Mellem de to byer var der 32 km. og Tornemark lå lige midt imellem. Det lykkedes at finde den rette rutebil og komme med den til Tornemark, hvortil jeg ankom sidst på eftermiddagen. Det var en lørdag husker jeg, så jeg tænkte meget på mine venner, som jeg havde forladt i Sulsted, dem kunne jeg jo ikke komme med ud at fejre 1 maj, hvad jeg tænkte meget over.

Vel ankommet til mejeriet blev jeg venlig modtaget af mejeribestyrer Christiansen hans familie kone og tre børn, hvorefter mejeribestyreren viste mig det store og moderne mejeri, som jeg skulle arbejde på, jeg blev ligeledes vist hvad jeg skulle være beskæftiget med, det var jo osteproduktionen. De producerede nogle af landets bedst Samsø oste, osteri og lager var ret nyt, så det så lovende ud alt sammen.

Efter rundvisningen fik jeg anvist værelse, som jeg skulle dele med to andre elever, en første års elev, som kom ned fra syd Falster og en elev på sit sidste læreår, som kom fra Bornholm og skulle have sit sidste læreår ved smør og konsummælk, der foruden var der en udlært mejerist der kom fra Klejtrup ved Hobro, som boede på mejeriet. Ostemesteren og førstemejeristen samt et par mejeriarbejdere og en chauffører boede ikke på mejeriet.

Det var lørdag den 1 maj jeg var ankommet, måske nok lidt træt af rejsen og de mange nye indtryk jeg var blevet præsenteret for, og ligeledes meget spændt på min første arbejdsdag. Trods dette blev jeg stillet over for et valg, om at tage med mine nye kollegaer til 1 maj fest i nabobyen Rude, der var fest i forsamlingshuset, det kunne jo også være spændende at se, hvordan de festede på Sjælland. Eller jeg skulle blive og få mig indrettet i min ny tilværelse, jeg valgte det første ikke mindst for at være solidarisk med mine nye kollegaer. Der mødte jeg nok et af mine største kultur chok, som jeg nogensinde har været ude for. Det hele startede med at bornholmeren, som var godt kendt på egnen, han havde været der i to år og var blevet godt kendt, han præsenterede mig, som den nye mejerielev der lige var kommet hertil i dag, hvorefter jeg forventede at de så ville være meget interesserede i hvad jeg var for en fyr, hvor jeg kom fra, og i det hele taget hvad jeg var for en, det var tilsyneladende ikke noget der interesserede dem særlig meget. Helt i modsætning til hvor jeg kom fra, der kunne det ikke gå stærkt nok med at få at vide, hvad en sådan ny person bestod af, jeg var da vant til, når der kom nye til egnen blev de i det mindste budt velkommen, så det vidste jeg ikke om jeg var. Det viste sig at bornholmeren som jeg skulle arbejde sammen med, var blevet godt kendt på egnen, han havde startet med folkedans i forsamlingshuset, det viste sig også hen på aftenen at han var en være slagsbroder, for inden jeg havde tænkt mig om, var han involveret i et større slagsmål, så jeg var ikke sen til at finde cyklen og vende tilbage til Tornemark mejeri, om det blev til meget søvn Sid e 64

JEG FLYTTER HJEMMEFRA - TORNEMARK

ANDELSMEJERI

tror jeg ikke men i gang søndag morgen skulle jeg jo, hvad jeg også kom.

Det viste sig senere at jeg blev glad for min læreplads, jeg havde nogle gode kollegaer at arbejde sammen med og fik lært en moderne osteproduktion. Der blev fremstillet to oste typer, en rund Samsø ost som mejeriet var meget anerkendt for, der for uden blev der lavet Danbo ost. Osteriet som var forholdsvis nyt var udstyret med de mest moderne ostekar med maskine røring, to store til 3000 liter mælk, der foruden var der to ostekar til 2000 liter mælk, hvor vi for rørte ostemassen og rørte færdig med et transportabelt rørreværk, der var ligeledes installeret moderne ostepresser med trykluft.

Efter at havde udstået min læretid, som sluttede med udgangen af april 1952, blev jeg tilbudt arbejde foreløbigt til første nov. Jeg havde en god sommer, hvor jeg i en periode under ostemesterens sygdom, blev betroet at lede arbejdet i osteriet og i hvilken periode vi fremstillede osten, som i september samme år var med på landsmejeriudstillingen i ,,Forum”. Den opnåede en fin førsteplads, og fik tildelt guldmedalje og ærespræmie, ved overrækkelsen måttet jeg sammen med mejeribestyrer op på senen til overrækkelse, hvor jeg blev tituleret som ostemester Ove Kirkegaard. Men det var mejeribestyreren der rendte med præmien og den største ære, til gengæld blev hele personalet som var med til udstillingen inviteret på en fin middag på ,,Rønnede Kro” på vej hjem fra udstillingen.

Mejeriet havde ligeledes en stor og moderne smørproduktion, som blev fremstillet i en af de første stål kerner, fra Mejerimaskinfabrikken i Kolding, som lavede keglekernen. En stor del af produktionen blev pakket til detailsalg på et moderne pakkeanlæg og solgt til Københavner mejerierne. Der var også produktion af konsummælk, som blev solgt fra mejeriudsalg i byerne Tornemark, Sandved og Fuglebjerg, der for uden var der et par mælkehandlere, som kørte og betjente de mindre byer i omegnen, samt om sommeren det store strandområde ved Bisserup strand.

Den overskydende mælk blev leveret til københavner mejerierne, som jo kunne bruge alt den mælk der kunne skaffes. Jeg benyttede lejligheden på mine fridage, til at køre med vognmændene, når de hentede mælken, til at køre med til København, så jeg fik set de store mejerier, som lå derinde det var Mejeriet Solbjerg og Enigheden som jeg husker.

Sydsjælland var en smuk egn med stranden ved Bisserup, hvor mejeribestyreren havde sommerhus og hvor de serverede aftensmaden de dage vi var ved stranden. Skovene omkring herregården ,, Holsteinborg” blev ligeledes nydt til mange cykelture. I nabo byen Rude var der et lille mejeri, det eneste søndags hvilende mejeri, som var på Sjælland, i Jylland var der flere især på vestkysten, hvor der var en del missionskfolk de havde deres eget mejeri, vi kan den dag i dag opleve flere steder hvor byen er delt i mejeri byen og stations byen de havde hvert sit mejeri, hvor mejeriet i mejeri byen var søndags hvilende. Mejeriet i Rude var nok det ældste af sin art på Sjælland, vi mejerister fra det moderne og store mejeri Tornemark, morede os med at aflægge et besøg en lørdag aften, når mejeriet kørte så de kunne holde fri om søndagen.

Sommeren 1952 var jeg på session i Skælskør, hvor jeg blev udtaget til Søværnet Sid e 65

JEG FLYTTER HJEMMEFRA -

KORUP

ANDELSMEJERI

men med meget lille chance for at blive indkaldt, da jeg havde trukket så stort et nummer. Det gav anledning til at overveje om jeg skulle blive på Sjælland, eller prøve noget nyt, en vis længsel efter at komme tilbage til Jylland havde jeg nok, så da der viste sig en ledig stilling på mejeriet ,,Ålykke” i Korup lidt nord for Hadsund søgte jeg og fik stillingen som smørmejerist fra første november 1953.

Korup Andelsmejeri Min tid i Korup blev af kort varighed, da der omkring julen kom en indkaldelse til militæret jeg skulle møde ved Søværnet den 10 april 1954.

Mejeriet Ålykke var et mindre andelsmejeri, hvor der var en ret ung mejeribestyrer, som havde startet op med osteproduktion, der blev produceret havarti ost og der blev opkøbt mælk fra andre mejerier for at klare efterspørgslen. Mit arbejde bestod jo i at klare smørfremstillingen og passe et mindre konsummælks salg, der var en mælkehandler, som samtidig drev mejeriudsalg i nabobyen Hadsund, der hvor min moster og onkel havde bageri så der kom jeg ofte. Jeg nåede ikke at få nogen støre tilknytning til byen , nok fordi jeg ret hurtig blev klar over at mit ophold der blev af kortere varighed.

Sid e 66

MIN SOLDATERTID

Min soldatertid Omkring julen 1953/54 kom der et anbefalet brev, hvor i der var indkaldelse til at møde for aftjening af min værnepligt ved Søværnet den 10 april 1954. Mødestedet var Kronprinsessegade på Holmen, i dag bedre kendt som Christianshavn, tidspunktet var kl. 12.00 så jeg måtte tage med rutebåden fra Aalborg til København med ankomst til København kl. 8.00. så jeg havde fire timer til at finde ud på Holmen. Jeg havde forhørt mig hvordan det nemmeste var at finde der ud, først drejede det sig om at finde Rådhuspladsen, dernæst om af finde sporvogn linie otte, det var den ældste sporvogn der kørte i København og den havde endestation på Holmen, alt dette klarede jeg på ca. to timer. Med sporvognen på vej til Holmen mødte jeg Robert, som jeg skulle dele skæbne med, han kom ovre fra Sdr. Felding og havde nået at få en ordentlig bøemand på inden han skulle møde i løvens hule, på vej der ud fandt vi trods alt ud af at vi begge var uddannet mejerister, så det kunne være spændende om vi så mere til hinanden. Robert havde nu den indstilling, at han ikke skulle lukkes indenfor inden kl. slog 12.00.

Ved ankomsten til Holmen blev vi venlig modtaget af en hel del officerer, som bød velkommen og viste vej ind ad porten, nok aldrig har jeg set en blive ædru i sådant en fart som Robert han blev det.

Vi fik straks at vide hvad det hele det drejede sig om de næste atten måneder, vi ville blive stationeret ved kystbefæstningen med stationering på forterne omkring København, dernæst var der udlevering af uniformer, udstyr og vores seng, som bestod af et stykke sejldug på en gange to en halv meter, et bundt reb og en smal madras samt en køjesæk til at komme det hele i, det måtte vi så kvitterede for, dernæst fik vi udleveret vores soldater nr. mit nr. 13922 dernæst måtte vi finde ud af i hvilken gruppe vores nr. hørte hjemme, mit nr. var blandt dem der skulle til Dragør fortet og hvem mødte jeg der, blandt andet Robert som jeg havde mødt i sporvognen han havde fået nr. 13921.

Med alt vores bagage blev vi læsset på en af søværnets lastbiler og kørt til Dragør og læsset af ved Dragør badehotel, hvor flot det end var, så var det ikke der vi skulle tilbringe den kommende tid Dragør fortet lå lige over for hotellet, så fra en lille anløbsbro måtte vi sejles der over. Det første der skulle ske var anvisning af vores belægningsstuer, det lignede nu mere det jeg kendte hjemme fra en hestestald, der var plads til 24 mand på hver af stuerne, det jeg forestillede mig som heste båse. Der skulle vi binde vores køjer op to ved siden af hinanden og i to lag, foran køjerne var der en smal gang og en række skabe til vores udstyr, som skulle anbringes på en ganske bestemt måde. Vi havde ligeså fået udleveret en kasse til at komme vores private tøj og ejendele i, som så blev opmagasineret til vi skulle hjemsendes, eller vi kunne få det sendt hjem. Det med af finde ud af at blive klædt på i sådan en marine uniform var ikke så lige til, bukserne var med et livstykke der nåede helt op på brystet, den blå krave skulle bindes på ovenover og trækkes ud over blusen., når vi havde fået den på. Til sidst var der så sløjfen vi skulle have om halsen, huen den skulle anbringes på skrå med en fingers bredde over højre øje, derefter var vi også nogle flotte matroser, som kunne stille op til mønstring på kaj gaden. Det skal lige bemærkes, at det var strengt forbudt at påklæde sig sit civile tøj så længe man var indkaldt til militæret.

Sid e 67

MIN SOLDATERTID

Vi gik en travl tid i møde fik vi at vide, for den 27 april ville der komme kongeligt besøg på fortet, i sin egenskab af hans Hkh. Arveprins Knud og Prinsesse Caroline Mathilde, en da på prinsessens 42 års fødselsdag. Arveprinsen havde været chef på fortet indtil 1 april samme år og havde i samme anledning fået bygget en dæmning fra Dragør ud til fortet, som han og prinsessen skulle komme at indvi, så i den anledning havde vi kun de fjorten dage til at lære at marchere og stille op til parade, det var for os nyindkaldte rekrutter en stor begivenhed at se hen til, alt skulle være klappet og klart til den store Arveprins Knud og Prinsesse Caroline Mathilde ved indvielse af Pris Knuds dæmningen modtagelse.

Efter ankomsten fik prinsen overdraget kommandoen, hvorefter han og chefen orlogskaptajn Aalborg skridtede fronten af og regimentet hilste med Billede kompani ved besøg honnør efterhånden som de passerede, men da jeg stod bagerst i fjerde deling, så de ikke meget til min hilsen, da havde de taget retning over kajen til officersmessen, hvor frokosten ventede og det var sikkert det prinsen så hen til, han kendte jo kokken fra sin tid som chef på fortet og han serverede en særdeles stærk ris ret, som han havde fået smag på, måske fordi den krævede en hel del til at skylle ned med. Efter en times tid forlod prinsessen fortet og prinsen måtte have assistance til sine toiletbesøg, han kunne ikke rigtig holde balancen, hvordan han kom hjem husker jeg ikke, men hans besøg gentog sig op til flere gange.

Rekrut tiden som varede et par mdr. skulle overstås vi havde jo fået udleveret vores gevær, som vi skulle lære at kende for derefter at komme på skydebanen for at betjene det,. Skydebanerne var ude på Aflandshage helt ude på sydspidsen af Amager i nærheden af Kongelunden, hvor der ligeledes lå et af Forterne, det var en march tur på 8 / 9 km. som vi måtte klare med fuld udrustning. Os der var i den Sid e 68

MIN SOLDATERTID

bagerste deling havde et problem med at følge med vi tog ikke så lange skridt, som dem der var i første deling, og især galt var det når der blev kommanderet til løb. Det værste de bød os var en gang vi havde været til nat skydning, da forlangte de vi skulle have feltøvelse på vej hjem, det foregik langs stranden tilbage til Dragør, området var tæt bevokset med siv og andet tæt bevoksning, som var særdeles vanskelig at komme igennem. Når det var allerværst måtte vi ned på maven og krybe frem så fjenden ikke kunne få øje på os, så vi var en flok hærdede rekrutter der nåede fortet hen på formiddagen næste dag, det krævede så en ordentlig gang rengøring at få vores udstyr rengjort igen.

Efter vores rekrut tid blev vi delt op til de forskellige våbenarter vi skulle betjene, for mit vedkommende var det artilleri med de 170 mm. kanoner på Middelgrunds Fortet og 40 mm. luftskyts, som var på Sjællands Odde ude på Gniben.

Kanonerne på Middelgrunden var nogle barske nogle at skyde med, vi skød efter et mål som blev trukket af en minestryger, til at opsøge målet brugte vi radar og lyskastere, jeg havde til opgave at være projektil langer, projektilerne blev opbevaret i kælderen under fortet, hvorfra vi hejsede dem optil affyringsrampen, hvor jeg var med til at modtage dem, for 170 mm. kanon på Middelfortet derefter at anbringe dem i kanonløbet, et projektil vejede 70 kg. bag ved projektilet anbragte vi to ladninger krudt. Derefter var kanonen klar til affyring, når ordren fra kommandotårnet lød.

Tiden på Middelgrunds Fortet, som jo ligger ude midt i Øresund, som en bevogtning af den nordlige indsejling til København sammen med Lynetten og Trekroner Fortet. Flakfortet, Dragør og Kongeluns Fortet, bevogtede indsejlingen 40 mm. på Gniben fra syd og øst. Der foruden var der et Fort på sydspidsen af Langeland og Bangsbo Fortet ved Frederikshavn, alle de nævnte Forter var bemandet og havde hver sin vagt deling og en stambesætning, som vi skulle fordeles på efter uddannelsen ved de forskellige våbenarter.

Hver eftermiddag kl. 15,30 var der landlov, forinden skulle vi stille til parade på kajen iklædt udgangsuniform, hvor vi blev set efter at alt var, som det skulle være, bukserne med pressefolder kraven strøget og ren. skoene blank poleret, det hvide betræk på huen var rent og sad som det skulle. Med visse mellemrum lød kommandoen, huen af, for de kunne se efter om vi var velfriseret og ikke for langhåret, det betød meget for os, for var der noget de kunne pege fingre ad kom vi jo ikke med båden når den sejlede kl. 16,00.

Sid e 69

MIN SOLDATERTID

Det tog ca. en halv time at sejle ind til Nordre Toldbod, hvor den havde sin anløbsplads og hvorfra den sejlede tilbage igen kl. 23,30.

Det var jo om sommeren, så der var rig lejlighed til at opleve København ikke mindst Tivoli som jeg havde løst partukort til, det kostede 30 kr. for en hel sæson, så det var en billig fornøjelse, Inde på Vartorvet lige ved Rådhuspladsen havde vi vores Soldaterhjem, hvor der var aviser og blade fra hele landet, der kunne vi telefonere og ordne alle private ting, der kunne købes kaffe mm. der var også mulighed for at købe billetter til byens Teater, de var meget billige, til de forestillinger som ikke var udsolgte, så det blev til mange teaterbesøg. På soldaterhjemmet havde de også en bank hvor vi kunne opbevare vores penge, hvis vi havde for mange at rende rundt med. Vores løn startede med to kr. om dagen da vi så blev flyttet til Middelgrunden steg den til to en halv kr. så der var ikke meget at slå til siden med hvis vi ikke havde lidt ved siden af, men det var ikke Soldaterkammerater på Rådhuspladsen ualmindeligt at der var mennesker, der bød på en øl eller andet når vi gik eller sad inde i Tivoli, nogle gange følte vi det var enlige som savnede lidt selskab og nogle at snakke med, det kunne også være meget hyggeligt, en aften klokken var ret fremskreden til at nå båden fik vi penge til en Taxa.

Tiden nærmede sig sin afslutning med at være på Middelgrunds Fortet, så vi så hen til hvad der ventede os, der var også udtagelse af dem, som de mente at kunne bruge til Korporal og Cesant. Da mit nr. 13922 lød var ordren udtaget til stambesætning på Dragør Fortet, så det var tilbage hvor jeg startede, det var bare det, at der stadig væk var et år tilbage af ens tjenestetid. Vi kom ind på Holmen hvor vi mødte dem vi skulle dele skæbne med det næste år, vi blev delt op i Kongens kvarter med de lige nr. og dronningens kvarter med de ulige nr. en stor overraskelse var det for mig, at iblandt dem som skulle til Dragør Fortet der stod igen Robert, som jeg havde mødt i sporvognen, han havde været på Flak fortet.

Efter overflytningen til Dragør fortet var det spændende hvad der ventede os. Vi var ankommet ad den nye dæmning ,,Prins Knuds dæmning”, som vi var med til at indvie den 27 april. Ved ankomsten blev vi modtaget af kasserne mesteren som uddelte de forskellige job der Billede af dæmning var til os. Vi var 24 der var udtaget til stambesætningen, vi skulle fordeles til at betjene kabyssen, sanitet, telefoncentralen, ordonnans, Sid e 70

MIN SOLDATERTID

sekretær for kasserne mesteren, hovmester, fyrbøder og værnepligtige teolog.

Da der blev kommanderet konstabel 13922 lød ordren fyrbøder, hvorefter der blev kommanderet konstabel 13921 fyrbøder og det var jo Robert, som jeg skulle dele skæbne med i det daglige men ikke i fritiden, for vi var på hver sit vagthold.

Vort arbejde kom til at bestå i at passe alt med fyring på fortet, der var en del

Stambesætning på Dragør fortet

kakkelovne der skulle tændes op i og vi sørgede for at der var brændsel tilstede, der var ligeledes oliefyr og centralvarme i en del af fortet som vi passede og vedligeholdt, samtidig var der et nødstrømsanlæg, som vi havde tilsyn med og prøvekørte med visse mellemrum. Et par gange skete det, at de afbrød strømmen, hele fortet var i alarmtilstand og alle skulle stille på deres respektive poster, for vores vedkommende var det om at få startet diesel motorerne og få nød strøms anlægget i gang. Vi var ret privilegeret med jobbet som fyrbøder for vi havde vores gang overalt på fortet, ikke mindst i kabyssen, hvor kokkene sørgede for lidt Værnepligtige: 13921, 13922 ekstra god forplejning til os, og de andre som var i kostforplejningen.

Et andet gode havde vi to der var fyrbøder, vi havde af velfærdstjenesten lånt alt hvad der skulle bruges til skrædderfaget, så vi havde en god ekstra fortjeneste med at presse og vedligeholde uniformer, for så vel befalingsmænd som menige, Sid e 71

MIN SOLDATERTID

jeg mener betalingen var to en halv kr. for at få presset bukser, bluse og krave men så havde bukserne også fået en gang stearin, så de kunne stå rigtig skarpe i pressefolderne. Befalingsmændene betalte det dobbelte, så jeg må nok sige vi havde en god indtægt, selv om der gik et par aftener om ugen, vi havde indrettet os i fyrrummet så der var altid lunt, selv om der var koldt udenfor.

Julen nærmede sig, for mit vedkommende første gang jeg ikke skulle holde jul hjemme med min øvrige familie i Kraghede, jeg tør ikke sige hvem det var værst for, men det blev en rigtig hyggelig og festlig jul for mit vedkommende.

Juleaftensdag efter frokost samledes vi med vores befalingsmænd og deres familier, da holdt præsten julegudstjeneste og der var juletræ, hvorefter befalingsmænd og deres familier ønskede os en god vagt og en rigtig glædelig jul. ores kokke havde sørget Julen 1953 for en god julemiddag med gåsesteg og risalamande, så vi manglede ikke noget. Vagtskiftet var en af dagene mellem jul og nytår så kunne vi jo glæde os til en uges orlov og komme hjem at fejre nytår med familie og venner. Efter nytårs orloven havde vi en meget stor oplevelse alle flådens folk var samlet til en stor nytårsparade, som blev afsluttet med en gudstjeneste i Holmens Kirke aldrig har jeg set noget så flot som en fyldt Holmens Kirke med værnepligtige fra flåden og kystbefæstningen der sad i deres udgangs uniformer.

Vinteren 1953/54 var en meget streng isvinter. Storebælt var tilfrosset så det kunne kun passeres med isbryder assistance, det samme gjorde sig gældende for Øresund, der kunne sejlads ligeledes kun ske med assistance af Isbryder.

En nat vågnede vi ved, hvad vi troede var et kraftigt tordenvejr, sådan buldrede og bragede det, men vi så ingen lyn, næste dag fik vi syn for sagen, aldrig havde vi set så store isskruninger, som der var kommet i nattens løb, det var isen fra den botniske bugt og strømforholdene, som var årsag til de kraftige isskruninger ned gennem Øresund.

På fortet havde vi to store robåde Travaljer der skulle ti mand til at ro dem, dem fik vi brug for, da der var et skib der måtte have assistance fordi det var gået fast Isskruninger, vinteren 53/54

Sid e 72

MIN SOLDATERTID

i ismasserne. Travaljerne blev skubbet ud på isen, hvorefter årene blev fastgjort så mandskabet kunne skubbe båden ud over isen, til det nødstedte skib, og på den måde foretage redningsaktionen, der var ikke noget der hed helikopter, så havde det været noget nemmere.

Om sommeren havde vi konkurrence roning i Travaljerne, det foregik inde i Københavns Havn, sammen med andre hold fra flåden og kystbefæstningen. De som deltog roede fra Dragør til Holmen dagen før, så de kunne være i træning og

friske til den store opvisning næste dag, hvor vi der havde fri kunne overvære det flotte stævne i Københavns havn, det var en stor begivenhed der tiltrak mange tilskuere.

Jeg mindes ligeledes en lørdag eller søndag vi var en fire stykker der kedede os, hvor vi fandt på at ro ud på Øresund, vi havde lidt fiskegrej med, som vi kunne more os med, det endte med at vi fangede så mange torsk, at vi kunne forsyne hele mandskabet med en gang kogt torsk næste dag, men på vej tilbage antastede vi en fiskeskipper, der var på vej til Dragør havn, han overtog med glæde hele lasten, hvorefter han kvitterede med et par kasser øl, som vi havde lettere ved at fortære. Weekenderne hvor vi havde vagterne kunne godt være ret kedsommelige især da tiden nærmede sig vores hjemsendelse, så der skulle gerne ske lidt ud over det sædvanlige, vi var jo blevet så gamle i tjenesten at hver anden uge, når der var fri weekend havde vi landlov, som det hed inden for søværnet, fra fredag middag til mandag morgen. For midt vedkommende betød det at jeg kunne benytte rute -båden fra Aalborg til København, det var den billigste forbindelse til og fra Jylland det kostede 20 kr. for en enkelt tur, og så var det mange gange en oplevelse samtidig. En af de først gange jeg havde fri fik jeg tilbud om at køre med en af vore befalingsmænd, som skulle til Thisted og han ville gerne have selskab på turen, fint tænkte jeg du tager mod tilbudet og kørte med. Vel ankommet til Thisted blev jeg sat af på Aalborgvej, så var det bare på fod der ud langs landevejen, så blev der nok et stop til Aalborg, men den ene km. efter den anden blev tilbagelagt og time efter time gik og biler kom der ingen af, så endelig kom der en lastbil fra is fabrikken i Thisted, han forbarmede sig over den vandrende soldat Sid e 73

HERREGÅRDS MEJERIET I GLUMSØ

på landevejen midt i Tingskoven mellem Thisted og Aalborg, så hjem kom jeg og jeg var meget velkommen, ikke mindst fordi min tante Anna var død og skulle begraves i ugens løb, det rørte mig dybt for det var ikke så nær et familiemedlem, at man fik fri til at deltage, dyre råd var gode jeg måtte til lægen og fik en attest på at måtte holde sengen de første otte dage, så kunne jeg nå at få begravelsen med, der var bare det ved det, at jeg kunne risikere at blive afhentet og indlagt på infanteriet i Aalborg, det var jo ikke så heldig for jeg havde det ganske godt. Ved min tilbagekomst til Dragør måtte jeg melde mig hos lægen og fik en undersøgelse for den alvorlige maveforgiftning jeg havde pådraget mig, hvorefter jeg blev bevilget en uges tjenestefrihed men med ophold på tjenestestedet.

Sommeren 1954 nærmede sin afslutning, vi var godt i gang med centimeterbåndet der blev klippet en cm. af hver dag og vi nærmede os den 13 september, hvor vi skulle hjemsendes, mange planer blev lagt for fremtiden. Vores værnepligtige teolog havde klaret sit han var blevet indstillet til sit første embede i Herlufsholms Slotskirke, søndagen hvor han blev indsat deltog alle hans kammerater, som kunne komme af sted, det var en overraskelse for ham da vi rejste os og stod espalier, da han sammen med sit gejstlige følge gik ud af Kirken.

Herregårdsmejeriet i Glumsø For mit vedkommende havde jeg valgt at tage på Hadsten Højskole fra november til april, jeg havde så seks syv uger, som skulle udnyttes det blev på Herregårdsmejeriet i Glumsø et stort privat ostemejeri, som producerede ost til Irma kæden der blev lavet to oste typer Danablu og Esrom en Havarti type på 1200 gr. Det specielle ved osten var at den fik en særlig lagerbehandling med en rødkitkultur og en kort modnings tid på fire uger, osten blev pakket med den indtørrede kit og smagte særdeles godt. Jeg boede på pensionat i Glumsø i den korte periode jeg var der, jeg var lykkelig for den løn jeg nåede at tjene inden jeg skulle på Højskole, men desværre blev lykken ikke så stor, de penge jeg havde tjent havde jeg gemt i min kuffert og da jeg skulle forlade stedet var der en, som havde ment at have mere brug for dem end jeg havde, så jeg stod med den sidste lønudbetaling til hjemrejsen og fem måneders højskoleophold.

Sid e 74

HADSTEN HØJSKOLE 1954/55

Hadsten Højskole.1954/55

Jeg havde ikke været hjemme hos mine forældre, siden jeg blev hjemsendt fra militæret, til jeg begyndte på Herregårdsmejeriet dagen efter min hjemsendelse, så jeg måtte lige en tur hjem og se hvordan familien havde det, inden jeg skulle møde på Hadsten Højskole den tredje november 1954.

Jeg havde valgt Hadsten Højskole fordi de havde speciale i fagene, som vi skulle lære på Mejeriskolen, og med den baggrund at jeg kun havde den almindelige folkeskole og fem måneder på efterskole mente jeg, der var behov for at få lært noget mere inden jeg skulle på Mejeriskolen, det var især fagene matematik, fysik, kemi, bakteriologi, som jeg havde behov for at stifte bekendtskab med.

Højskolen var under ombygning vinteren 1953/54 så vi var kun 41 elever, det var første år at der var piger med på vinterholdet, de seks elever var piger og resten unge mænd, hvoraf de fleste var mejerister resten var landmænd. Skolen var året forinden blevet en selvejende institution med to forstandere, Thorkild Klausen, som boede på skolen og Gunner Thomsen, som boede ude på Røde Mølle ved Skejby. Det vat Thomsen vi mejerister havde mest med at gøre, han var uddannet agronom på Landbohøjskolen og kendte godt til fagene, som jeg nævnte vi brugte de samme lærebøger som de havde på Forstander Gunner Thomsen, biologi Sid e 75

HADSTEN HØJSKOLE 1954/55

Mejeriskolen, hvor vi jo skulle op til eksamen i fagene, jeg nåede også at lære hvordan man skulle passe et større kedelanlæg, som jeg efterfølgende meldte mig til at aflægge prøve i og bestod, jeg fik certifikat som eksamineret kedelpasser.

Foruden begge forstanderne havde vi flere andre lærere, Signe og Sommer Madsen et par unge lærere, fru Sommer havde mest med pigerne at gøre, samt vore fælles timer med folkedans, Sommer havde en del med landmændene samt fysik. Så var der en ældre lærer Markvor Pedersen, som vi havde til dansk og litteratur, jeg husker ham især for hans genfortælling af Jacob Paludans roman ,,Jørgen Stein”, han gjorde det så levende og inspirerende at det glemmer jeg aldrig.

Vores gymnastiklærer Svend G, Olsen skal også nævnes, han var gammel Ollerup gymnast med hård disciplin, skolen havde ikke de første måneder egen gymnastiksal, så det foregik på Nørgård´s Højskole der var nabo til Hadsten Højskole. Svend G. Olsen var malermester i Hadsten og hans farbroder var ham der byggede Verdensuret, som er installeret i Københavns Rådhus, jeg lærte ham senere at kende som en fantastisk dygtig amatør skuespiller. Foruden de nævnte lærere var der flere som var tilknyttet skolen, blandt andet sognepræsten fra Lyngå pastor Mølgaard, mejeribestyreren Vagn Lykke fra Værum samt landbrugskonsulent H. Frederiksen fra Hadsten.

Markvor Pedersen, Dansk Jeg kom til at dele værelse med en kollega, som blev offer for meget mobning, han havde nogle ældre forældre og han havde aldrig været hjemmefra, så han var et taknemligt offer, Især husker jeg da hans radio den skrattede bildte vi ham ind, det var fordi vi havde jævnstrøm, hvad der i virkeligheden var, Hadsten havde sit eget elektricitetsværk, og problemet var, når eleverne skulle passe værket så blev der klumper i strømmen. Så vi fik ham sendt hen på elværket, hvor han kunne rette sin klage.

Efter jul blev der lagt op til en stor indvielsesfest i forbindelse med færdiggørelsen af byggeriet Vesterhus, som vi for øvrigt blev de to første elever der flyttede ind i, vi fik ham da sendt ned i byen for at købe et sæt tøj til festen, og da han så præsenterede sin nye habit Værelseskollega om radio, Thorkil kunne vi jo se en del fejl, så det måtte han se at få rettet hvad der kom til at volde ham mange problemer. Jeg fik en god kammerat Kai Hansen mejeribestyrerens søn fra Asnæs, ham har jeg Sid e 76

HADSTEN HØJSKOLE 1954/55

stadig kontakt med. Vi bestemte at vi ville bo sammen på Dalum mejeriskole, og formålet skulle være at vi ville stile efter at komme på Landbohøjskolen efterfølgende, såfremt det kunne lade sig gøre.

Kai havde sikret sig arbejde hjemme hos sin far sommeren 1955 til vi skulle begynde på Dalum, hvorimod jeg måtte finde ud af hvad jeg skule få tiden til at gå med fra april til september.

Det viste sig at det blev til et vendepunkt i mit liv, som jeg på ingen måder havde forestillet mig, kort tid efter jul kom driftsleder Ringaard fra Rønbjerg Is ved Skive på besøg på skolen. Han var i Hadsten for at besøge deres depot, som var nabo til Højskolen et tidligere privatmejeri, den fhv. mejeri ejer Mortensen havde henvist ham. Han vidste at der var en del mejerister der skulle have et job inden de skulle videre på mejeriskolen, så han forhørte sig om der var en, som kunne tænke sig at få arbejde på en af landets bedste iskremfabrikker, og hvor der var mulighed for at tjene en god løn, så var chancen der, hvortil jeg var hurtig til at melde mig og blev antaget. Det var ikke noget der tiltalte mine kollegaer på skolen for det var der ikke nogen fremtid i, de tænkte mest på at dygtiggøre sig til en stilling som mejeribestyrer. Da jeg nu skulle stile efter at komme på landbohøjskolen mente jeg det kunne være et led i min uddannelse, til med at der var gode penge at tjene, for der var ikke meget at gøre med, når jeg først havde været ved militæret i atten måneder, på Højskole i fem måneder og skulle på Mejeriskole i otte måneder. Det skal der til siges når man havde haft atten måneder som soldat kunne der søges om frit ophold på Højskole og lignende op til et år efter ens hjemsendelse, så jeg blev bevilget frit ophold til begge skoler, der for uden søgte jeg nogle fonde og fik tilskud til at købe bøger for, så det gik alt sammen uden der skulle stiftes den store gæld.

Tiden på Hadsten Højskole blev en stor oplevelse for mig på mange måder. Far havde altid talt meget om hans ophold på Vrå Højskole, hvor stor betydning det havde været for ham, så jeg havde set hen til at opleve noget af det samme, jeg havde jo også i erindring, hvor glad jeg havde være for opholdet på Halvorsminde Efterskole, så forventningerne blev indfriet til fulde.

Tiden nærmede sig hvor jeg skulle slutte mit ophold på Højskolen, uden på daværende tidspunkt at tænke på, at ville vende tilbage til Hadsten elleve Forstanderfamilien år senere, med familie kone og Thorkild Clausen, John, Erik, Uffe og Marie to drenge, men forklaringen følger senere i mine beskrivelser.

Sid e 77

HADSTEN HØJSKOLE 1954/55

Forinden vil jeg nævne nogle erindringer om hvordan jeg husker Hadsten fra vinteren 1954/55. Broen med landevejen over Hadsten var ikke opført, landevejen mellem Randers og Skanderborg var Nørregade nord for banen og Søndergade syd for banen, baneoverskæringen blev betjent af en ledvogter, som passede bommene når der kom tog, det var en meget farlig overskæring med den stejle Nørregade. Vesselbjergvej gik kun til Ellemosevej, så trafikken til Selling og Ødum måtte ned af Bøgevej til Østergade. Slagteriet og Hadsten Mølle som lå midt i byen var i fuld funktion, der var vi på virksomhedsbesøg, ligeledes besøgte vi det nyopførte Andelsmejeri som var opført på Hammelvej. Landboforeningen havde sine markeder og grise auktioner omme bag ved Hadsten Kro, Expedit var et lille værksted på hjørnet af Vesselbjergvej og Højskolegården der var en stor frugtplantage, der grænsede op til en stor planteskole i området ved Hovvej. Hadsten Jernvognfabrik det vi dag kender, som Hjulfabrikken ,,Trelleborg” var en virksomhed på hjørnet af Søndergade og Østervangsvej. De havde specialiseret sig i fremstilling af hjul til landbrugsmaskiner samt fremstilling af trillebør. Den Jyske Håndværkerskole bestod af bygningerne i Østergade og Lindevej. Kollerup mølle blev drevet som mølleri af møller og vognmand P. Bang Jensen.

Rønbjerg Is sommeren 1955

Tiden nærmede sig, hvor jeg skulle sige farvel til Hadsten Højskole, hvor jeg havde tilegnet mig nogle gode kundskaber, både rent fagligt, kulturelt og menneskeligt, så jeg følte mig godt rustet til at skulle videre i livet.

Den 28 marts 1955 forlod jeg Hadsten. Samme dag som Danmarks statsminister H. C. Hansen, for første gang efter krigen var på officielt besøg i Vesttyskland, for at mødes med rigskansler Konrad Adennaur. De skulle løse problemerne omkring det dansk tyske mindretal i Sønderjylland, det var en stor begivenhed, som jeg havde hørt meget om den sidste tid, jeg var på Højskolen. Det var jo snart ti års dagen for Danmarks befrielse 5. maj. Jeg nævner dette for at sætte i perspektiv, hvordan tiden efter krigen bar sit præg af en genopbygning af mange ting i vort Land.

For mit eget vedkommende, var jeg i gang med en genopbygning af min karriere og min fremtid, uden helt at ane, hvordan den ville blive. Det jeg vidste, var at jeg havde fem måneder der skulle afvikles, inden jeg skulle på skolebænken igen på Dalum Mejeriskole. Skolen startede 1.sep. 1955. uden at jeg anede, hvad disse otte måneder ville få af betydning for min fremtid.

Sid e 78

RØNBJERG IS SOMMEREN 1955

Det var noget af en omvæltning, at vende hjem fra fem måneder på Højskole og 18 måneder som soldat.

Der var gået to år på nær de seks uger, hvor jeg var på Herregårdsmejeriet i Glumsø, siden jeg forlod mejeribruget, og hvad var det, jeg havde sagt ja til. Det ville tiden jo vise, men spændende lød det ved min ansættelse, da driftsleder Ringgård var på besøg på Højskolen, hvor jeg blev ansat til at arbejde på Rønbjerg iskremfabrik. Aftalen blev at jeg kunne ringe og aftale, hvornår jeg ankom.

Jeg nød lige at være hjemme et par dage, inden jeg skulle af sted igen, der var nok at se til, mit mejeritøjet skulle findes frem og pakkes. Mor havde nok haft det i vask, så det ikke var alt for gult, af den lange tid, det havde været gemt væk. Jeg husker ikke om livvidden i bukserne passede, for der var jo gået de to år, siden jeg sidst havde haft det på. Min cykel skulle ligeledes ses efter, om den var køreklar, for den fik jeg sikkert brug for. Jeg fik talt med Ringgaard og aftalte at ankomme den 1. april. På forhånd havde jeg planlagt at rejse med rutebilen fra Kraghede til Aalborg, hvorefter jeg ville med privatbanen fra Aalborg til Hvalpsund, derfra var der færge over Skive fjord til Sundsøre på Salling. Derfra kunne jeg igen rejse med rutebil til Skive. Når jeg så ankom til Skive, var der ikke mere end syv otte kilometer til Rønbjerg, havde Ringgaard fortalt. Jeg skulle bare køre vest ud af byen mod Holstebro, så var det nemt at finde ud af.

Ved ankomsten til rutebilstationen i Skive midt på eftermiddagen, var noget af det første jeg så, efter at jeg havde fået min kuffert bundet fast på cyklen, og var klar til at drage ud af byen mod Holstebro.

På et værksted i forbindelse med rutebilstationen, holdt der ikke mindre end tre biler, hvor der stod Rønbjerg Is på. Jeg så straks muligheden for, at der var en chauffør til stede, forhørte jeg mig om, jeg fik den besked, at der når som helst kunne komme en og hente en af bilerne. Ganske rigtig kom der ikke en men to personer, som jeg præsenterede mig for, at jeg var den nye mejerist, som skulle arbejde på iskremfabrikken om sommeren. Flinke som de var, fik jeg tilbud om, at kunne læsse min cykel og kuffert op på lastbilen, så var de klar til at køre om få minutter. Ganske vist var der jo ikke længere end jeg kunne cykle der ud, som Ringgaard havde sagt, men det her var jo meget nemmere. Da jeg fortalte hvilken besked jeg havde modtaget, grinede de begge lidt og svarede, det var han nødsaget til at sige, ellers fik han aldrig nogen til at arbejde på iskremfabrikken. Jeg tænkte på, hvad mon det var, jeg havde indladt mig på. Uden at vide ret meget om, hvad jeg gik ind til, men det var jo kun de fem måneder, og der var gode muligheder for at tjene en god løn, hvad jeg havde hårdt brug for.

Vel placeret mellem de to personer jeg havde mødt, var vi klar til at køre til Rønbjerg. Uden at vide det valgte de at køre en stor omvej, ad nogle meget dårlige veje. De benyttede så tiden med at fortælle, den ene historie værre end den anden, om hvad det var jeg gik ind til, så på et tidspunkt havde jeg den tanke, om de ville stoppe og læsse mig af. Men på det tidspunkt var jeg desværre ikke sikker på, at kunne finde tilbage til Skive, penge til en returbillet havde jeg heller ikke, så der var ingen vej uden om, det var bare om at få det bedst mulige ud af det.

Da vi så endelig nåede til Rønbjerg, var det første vi lagde mærke til, at de flagede over hele byen. Egon hed den ene af dem, som jeg kørte med, bemærkede til Jens, som var chauffør på bilen. Nu var det nok rygtedes, at der kom nye folk til byen, når de sådant havde hejst flag over det hele. Havde jeg ikke været bekymret mig for, hvad jeg gik ind til, så blev jeg det nu. Jeg troede virkeligt på, at flagninSid e 79

RØNBJERG IS SOMMEREN 1955

gen var en glæde over, at der kom nye folk til byen. Jeg havde overhovedet ikke i tankerne, at det kunne være en gang aprilsnar. Det viste sig efter ankomsten, at flagningen var i anledning af, at stationsmesteren havde 25 års jubilæum. Der var stor fest i forsamlingshuset om aftenen, hvortil jeg var velkommen til at deltage i festlighederne, men valgte at sige nej tak, for tanken med at forlade stedet i nattens løb, var der stadig.

Jeg blev venligt modtaget af driftsleder Ringgaard og mejeriejer fru Marie Sejer Pedersen, som kørte virksomheden videre efter sin mands død tre år forinden. Jeg blev budt på eftermiddagskaffe, fik anvist et værelse, men jeg ønskede ikke at deltage i festlighederne i forsamlingshuset om aftenen.

Ved seks tiden blev der serveret aftensmad i spisestuen. Jeg måtte meget undskylde den store forvirring jeg mødte, for alle var mere eller mindre involveret i den store jubilæumsfest.

Den samme dag kom der to nye mejerielever. Der var kedelrensning, det vil sige der ingen varme var før næste dags morgen, så der var koldt og uhyggeligt over alt. Først næste dag, når fabriksinspektøren havde været for at syne og godkende dampkedelen, var alt i fineste orden igen. Der var ligeledes kølemontører, der efterså køleanlæg og is maskinerne. Der var sket en del omforandringer på fabrikken i vinterens løb, så der var også isolatører, der var i gang med at isolere køle og damp rør.

Da jeg havde set mig om i nogle omgivelser, som for mit vedkommende, var ret ukendte inden for dansk mejeribrug. Jeg havde nu mødt og hilst på mange forskellige personer, ikke mindst ham der var ismester: Svend Olsen. Jeg blev mildest talt forskrækket, han rendte rundt i sin svigefars gamle jernbaneuniform, han var langhåret og brillerne duggede, han var i gang med en oprydning i fryserummet. Han lignede mindst af alt en vildmand, så min tanke var, hvor mange af den slags personer, der ville dukke op. Jeg forventede hvad som helst, hvis jeg valgte ikke at forlade stedet.

Det blev efterhånden spisetid, hvor alle mødte op til et veldækket bord, alle som arbejdede på virksomheden spiste og boede der. Jeg tror der var omkring end 10 – 12 stykker, som mødte op til aftensmaden, der blev serveret i spisestuen. Det var lidt i samme stil, som jeg kendte fra min tid, da jeg var elev i Sulsted.

Alle andre var til fest i forsamlingshuset, enten som gæst eller for at hjælpe til. Aftensmaden blev serveret af en ældre dame fra byen, som arbejdede på is fabrikken.

Fru Pedersen kom lige forbi og ønskede os velbekomme, nu måtte vi hygge os, som vi havde lyst til over alt. Vi kunne bare aftale med Thyra, som hun hed damen, der serverede aftensmaden, hvornår vi ønskede aftenskaffe, så alt i alt blev den første april 1955 en begivenhedsrig dag for mit vedkommende. Og jeg så med megen spænding på, hvad der ventede mig de kommende dage.

Rønbjerg mejeri & Iskremfabrik, havde sin egen leverandørkreds, som leverede mælk hver dag. En stor del blev omsat til konsummælk, som blev solgt fra to salgsvogne og to mejeriudsalg i Skive. Mejeriafdelingen blev ledet af Svend Madsen (Brylle), som kom fra Brylle på Fyn så derfor tilnavnet, da der i forvejen var en, der hed Svend ham vildmanden, som jeg mødte ved min ankomst.

Der var god tid til at tale med, og hilse på de mange nye mennesker jeg mødte, for Sid e 80

RØNBJERG IS SOMMEREN 1955

som jeg nævnte, havde der jo været kedelrensning om natten, og der var ikke klar til at starte op inden ved middagstid. Isproduktionen som jeg skulle beskæftige mig med, startede først op et par dage senere, men der var mange personer, jeg skulle lære at kende. Vi var mange der spiste på mejeriet, både direktøren fru Sejr Pedersen, kontorpersonale, salgschauffører, mejerister, de to nye mejerielever, og hvad der ellers var til stede af forskellige håndværkere, så det var en stor husholdning.

Der var ansat en dygtig kokkepige, samt en ung pige til at sørge for, at vi fik en god forplejning, det var mange måltider hver dag, der skulle dækkes op til. Damerne som arbejdede på fabrikken, fik serveret både formiddags og eftermiddagskaffe, så der var stort rykind hele dagen.

De første dag var spændende, både for os der var nyankomne, og for dem, som havde gået og hygget sig hele vinteren, hvad var det vi ville møde? En ting var sikkert, for Svend Brylle der havde været ene hane i buret hele vinteren, havde nu fået konkurrence. Så da sommeren var forbi, emigrerede han til Norge.

For midt vedkommende, varede det ikke længe, inden jeg opdagede at kokkepigen, havde et glimt i øjet, som jeg ikke kunne undgå at lægge mærke til, hendes dygtighed og venlige udseende, beundrede jeg ligeledes, så der var sikkert noget at lægge an på.

Men da hun ikke var den eneste, der havde haft glimt i øjet, havde jeg lige en ting, som jeg måtte have klaret.

Forinden jeg forlod Hadsten Højskole, var der en af køkkenpigerne, der meddelte mig, at hun havde fået en stilling ved familien Karl Laursen på Estvadgård. Det var ham der havde travhesten ,,Tarok”, så muligheden var jo, at vi kunne blive ved at ses en gang imellem, men jeg fandt hurtig ud af, hvad jeg syntes bedst om.

Første maj fik jeg en kollega, som jeg skulle arbejde sammen med resten af sommeren, vi skulle stå for blanding og tilberedelse af iskrem.

Frederik Jensen som han hed, havde været elev på Rønbjerg, og vendte tilbage fra sit ophold på mejeriskolen. Han var forlovet med en af kontorassistenterne Anna Laustsen, som var kusine til kokkepigen Dorthe Nielsen.

Anna og Frederik havde bestemt, at holde deres bryllup om sommeren. Det var nok også noget af det, jeg skulle til at tænke på, så jeg havde noget at se hen til, når jeg havde været på mejeriskolen. Muligheden var sikkert til stede. Og da Frederik kom og spurgte, om jeg kunne tænke mig at komme med en tur til Venø, takkede jeg med det samme for tilbudet. Det kunne sikkert blive en hyggelig tur, Anna og Dorthe havde sagt ja tak.

Frederik havde bil, hvad der Hyggestund på Dorthes værelse på Rønbjerg mejeri ikke var så almindeligt for Sid e 81

RØNBJERG IS SOMMEREN 1955

50 år siden, ganske vist kun en to personers, en gammel Ford, der havde et bagagerum, hvor der var et sæde, ikke ret stort, men to personer kunne lige klemmes der ned. Det var jo en selvfølge, at Anna havde hæderspladsen, ved siden af sin kommende gemal. Dorthe og jeg måtte kiles ned på bagsædet, og så gik det der ud ad mod Venø, med flagrende krøller og varmere og varmere om hjertet og lårene. Så fra denne tur til Venø var det elskov og finger fletning for evigt, ja det blev så varmt at Dorthe var rød i hovedet flere dage efter, hvortil der var flere der undrede sig over hendes rødmen, det viste sig at hun havde fået sygdommen Røde Hunde. Men det blev snart derefter ret officielt, at vi havde indledt et kærlighedsforhold til hinanden, og den 18. juni var vi sammen inviteret til bryllup med Anna og Frederik i Estvad Kirke og efterfølgende bryllupsfest i forsamlingshuset.

Til Dorthes fødselsdag en måned senere, var jeg inviteret hjem til hendes mor, som boede i et lille hus ved siden af fabrikken. Hun arbejdede på iskremfabrikken kendt som karton Kathrine, hendes arbejde bestod i at sammenføje kartoner til liter -is. Dorthe kunne fejre sin 26 års fødselsdag, hvor jeg blev præsenteret for hendes familie, som var til stede i dagens anledning. Derefter blev der lagt mange fremtidsplaner, der var jo kun ganske kort tid til, at vi vidste vi skulle forlade hinanden.

Jeg skulle rejse til Dalum Mejeriskole til september, hvor jeg skulle tilbringe de næste otte måneder, med det formål, jeg kunne fortsætte på Landbohøjskolen.

Mit arbejde på iscremefabrikken bestod i at blande og tilberede iscreme. Om sommeren da der var tryk på produktionen, var vi to til at passe blanderiet.

En blanding bestod af 250. liter. Der var dage hvor vi havde 40 blandinger, med andre ord 10,000. liter, som efter forarbejdning til færdigt iscreme fyldte det dobbelte 20,000 liter. En blanding bestod af fløde der indeholdt 12 % fedt, 12. kg. sukker, 2 kg tørmælk, 2 kg tøræg, 2,5 kg emulgator, 0,750. kg. gelatine, 200 g, ostefarve, vanille efter smag og kvalitet.

Ismaskinerne om forarbejdede iscremen, efter at den havde stået til modning i mindst et døgn, tilsatte den luft. Vægtfylden kom ned på det halve, sammenlignet med når man pisker flødeskum eller køber en softice, der er vægtfyldet på 50 %.

Inden frysningen kunne der tilsættes forskellige smagsstoffer, alt efter hvad der blev produceret. Ismaskinenen kunne forsynes med en slange, hvor der var påsat en sprøjte pistol, som vi brugte når der blev produceret isbåde og vafler. Der var forskellige forme til ispinde, alt efter hvad det skulle være rund eller firkantet, der var plads til 24 ispinde i hver form, formen blev fyldt med iscreme, hvorefter pinden der var fastspændt i låget blev lagt på. Formen blev trukket gennem en opløsning af klorcalcium, der havde en temperatur på – 35 grader. Efter frysningen kom formen i et varmebad og isen løsnede sig, så den derefter kunne dyppes i chokolade, og derefter blive kørt gennem pakkemaskine eller håndpakket. Produktionen af is i dag sker kun på automatiske produktions anlæg.

Rønbjerg is blev solgt i hele Jylland og store dele af Fyn. Fra selve fabrikken i Rønbjerg, kørte der hver dag fire salgsvogne, som forsynede det meste af Midtjylland. Derforuden var der en stor kølevogn, som kun kørte til fabrikkens depoter, som var i Frederikshavn, Nørresundby, Randers, Grenå, Horsens, Middelfart. Esbjerg og Ølgod. Derfra kørte salgsvogne, som forsynede deres områder. Der foruden var der mindre depoter centralt placeret rundt omkring i Jylland, blandt andet et her i Hadsten, som jeg har nævnt.

Sid e 82

DALUM MEJERISKOLE

I den varmeste tid af sommeren, blev der produceret alle ugens dage, og i visse perioder i to holds drift. Derfor havde jeg løbende fridage, som jeg benyttede til at se store dele af Jylland. Når jeg tog med isbilerne på deres forskellige ruter. Flere gange blev Frederik og jeg spurgt, om vi kunne tænke os at køre en aftentur til et af depoterne, når de skulle have ekstra forsyninger, så alt i alt var det en meget spændende tid sommeren 1955 Nu har det lydt, som det kun var arbejde det gjaldt om, men mit kærligheds forhold til Dorthe skulle der være tid til ind imellem. Der blev til mange spadsereture til Flyndersø, hvor vi tænkte meget på, hvordan vores fremtid kunne udvikle sig. Ikke mindst med hensyn til, at vi ikke kunne være sammen længere end til første september, hvor jeg skulle på mejeriskolen, som varede til maj 1956. Det blev otte travle måneder at komme igennem og et stort savn, når vi ikke kunne være sammen, men det var jo min og vores fremtid det gjaldt om, så jeg kunne slippe af sted med så god en karakter som mulig.

Inden jeg skulle rejse, var det Dorthes tur til at komme med en tur til Vendsyssel, for at blive præsenteret for sine kommende svigerforældre. Det blev nok noget af et stort kulturchok. Ikke mindst da et hold af deres naboer kom på besøg, og far præsenterede sin kommende svigerdatter, som gårdmandsdatter fra det rige Salling.

Jeg tror ikke det faldt i god jord hos Dorthe, det næste var så, at sproget ikke var det nemmeste at forstå, når de talte indbyrdes. Værre var det sikkert, når hun blev spurgt, så havde hun ikke forstået ret meget, af det hun blev spurgt om. Det måtte have været et sandt mareridt, ikke mindst at tænke på, at vi allerede havde bestemt at blive ringforlovet den femte december, på mor og fars sølvbryllupsdag.

Dorthe skulle så præsenteres for min familie, og mine forældres omgangskreds.

Men det blev ikke, som pigen der kom fra Salling. Men det var nemlig kokkepigen, som jeg havde truffet på Rønbjerg is.

Tiden kom at jeg skulle forlade Rønbjerg og mit arbejde, som jeg var kommet til at holde meget af, og de mange personer, jeg havde lært at kende i sommeren 1955.

Ikke mindst var det svært at skulle sige farvel til Dorthe. Og samtidig viste jeg, at der ikke blev megen tid til overs de næste otte måneder.

Om turen til Dalum gik omkring mit hjem eller det var lige fra Rønbjerg jeg rejste til Dalum husker jeg ikke, men det var med ordene fra fru Sejer Petersen at jeg var velkommen til en hver tid.

Dalum Mejeriskole Ved ankomsten til Mejeriskolen, mødte jeg mange af kammeraterne fra Hadsten Højskole. Kai Hansen fra Asnæs var den første jeg mødte. Ham havde jeg bestilt værelse sammen med. Vi havde en aftale med hinanden, at vi sammen skulle opnå et resultat, så vi kunne fortsætte på Landbohøjskolen efter Mejeriskolen. Der skulle jo bestilles noget, for at nå en karakter på ikke under 120 af de Sid e 83

DALUM MEJERI

128 mulige. Det var det der skulle til, for at komme ind på Landbohøjskolen. Jeg må nok indrømme at jeg kom på arbejde, for der var jo andet, der skulle passes ind imellem, mindst en gang om ugen skulle der skrives brev. Det var jo før den tid, der var noget der hed mobiltelefon. Så mange gange hørte jeg fra Kai, at jeg måtte tage mig sammen, og få noget læst, frem for al den tid jeg brugte, på at skrive disse kærestebreve, men jeg sled med det så godt jeg nu kunne.

Den første frihed jeg tog, var efter et par måneders forløb, hvor jeg rejste til Rønbjerg, for at besøge Dorthe. Det var med et bestemt formål, at vi skulle med fru Petersen til Holstebro om lørdagen, hvor vi købte vores forlovelsesringe, så de kunne være klar til far og mors sølvbryllup den femte december, hvor vi skulle mødes næste gang. Jeg mener vi mødtes i Langå, hvor Dorthe var kommet med toget fra Rønbjerg, og jeg kom fra Odense, vi kunne så rejse sammen til Aalborg. Vi ankom så sent til Aalborg, at Rutebilen til Kraghede var kørt, så vi måtte med en Rutebil mod Frederikshavn, og stod af da vi kom til Hjallerup.

Far og mor ønskede ikke nogen morgensang på deres sølvbryllupsdag, de var bortrejst. Vi søskende måtte tage imod alt, hvad der kom i løbet af dagen, og skulle så mødes med dem på Langholt hotel til festen. Familie naboer og venner, alle fætre og kusiner var med til festen, jeg mener godt en hundrede gæster, hvor jeg stolt kunne præsentere Dorthe, som min udkårne. Senere på aftenen skulle jeg, som den ældste af søskendeflokken, holde min første tale til forældre og sølvbrudepar. Ved den lejlighed præsenterede jeg Dorthe som min forlovede.

Dagen efter måtte vi igen tage afsked med hinanden, jeg måtte tilbage til mejeriskolen, og Dorthe til sit arbejde på Rønbjerg mejeri.

Så havde vi jo julen at kunne se hen til, hvor vi besøgte hinanden igen. Efter nytår var det igen i gang med mit studie, som jeg efterhånden godt kunne føle, at jeg havde meget at indhente, i forhold til mange af mine kollegaer. Så tanken med at fortsætte på Landbohøjskolen, begyndte at ebbe ud, men det var stadig væk vigtigt for ens fremtid, med en god karakter til at komme videre med.

Fastelavnen blev fejret med en stor fest på skolen, hvor vi kunne invitere en bekendt med. Jeg fik besøg af Dorthe, hun kom om lørdagen, hvor der var lejlighed til at se, den store læreanstalt, inden der blev slået katten af tønden ude i skolegården. Det var forstander Fog Pedersen der førte an. Derefter var der stor festmiddag i spisesalen, med efterfølgende dans og underholdning i gymnastiksalen. Vi overnattede på et hotel i Odense, for derefter at mødes med nogle af kammeraterne dagen efter på Sortebro Kro, i den Fynske Landsby, som lå tæt ved skolen.

Efter fastelavn begyndte eksamens ræset og vi nærmede os afslutningen, hvor vi skulle op til eksamen i fagene: Bakteriologi, Kemi, Fysik, Anatomi og Ernæringslære, Mejeribogføring og Driftslære, Mælkens afregning skriftlig, Mejeribogføring skriftlig, Maskinlære, Mejerilære mundtlig og skriftlig. Derforuden blev vi bedømt Sid e 84

Forstander Fug Pedersen slår katten af tønden

MEJERIET I LOKALSAMFUNDET

for Kursusarbejde, både skriftlig og mundtlig. I alt blev der givet 16 karakterer, idet fire af fagene var dobbelte karakterer, højeste karakter var otte point i hver fag, så det højeste man kunne få var 128 points. Mit mål var at opnå 120, hvis jeg ville drømme om at søge videre på Landbohøjskolen, men slutresultatet blev på 119 2/3.., så tæt på som jeg kunne komme.

Men mine planer havde jo også ændret sig, det var meget at skulUndervisning i auditoriet le fortsætte skolearbejde tre år mere, inden jeg kunne komme i gang med at tjene lidt penge. Derfor blev min plan, at arbejde videre på at få en stilling som Mejeribestyrer.

Der var i månederne op til eksamen kommet en del stillingsopslag til skolen, der iblandt en stilling som første mejerist på Aulum mejeri. Det var noget af det tætteste, der var i nærheden af Rønbjerg, hvor Dorthe var og havde sit virke. Jeg søgte stillingen og blev antaget til at begynde første maj 1956.

Det var ikke alle af mine kammerater, der havde fået et arbejde, inden de forlod skolen. Ti tolv stykker havde søgt om optagelse på Landbohøjskolen, som begyndte til september. De måtte så tage et vikar job, indtil de vidste om de var optaget. Vi vidste at der ville blive optaget 24 til det nye semester, men vi vidste ikke, hvor mange der søgte fra Ladelund Mejeriskole. Der var omkring 70 mejerister og vi var 48. Jeg nævner disse tal for at belyse, hvor stort Tv. Arne Knudsen, mejerilærer senere forstander Viborg Gymnastik mejerifaget var på daværende tid, Højskole. 1. tv. Er det mig og ellers to studiekammerater. men rationaliseringen var så småt begyndt inden for dansk mejeribrug.

Mejeriet i lokalsamfundet Citat fra bogen, Hvor blev mejeriet af, som udkom i 1995.

Udover at være den væsentligste økonomiske institution i lokalsamfundet fik mejerierne med tiden også andre funktioner. I landsbyer var mejeriet et af de første steder, der fik telefon, så ønskede man at telefonere, var mejeriet et naturligt sted at gå hen. Desuden indrettede mange mejerier i årene efter århundredeskiftet baderum, hvor ikke blot andelshaverne men også områdets øvrige beboere mod en mindre betaling kunne få et varmt bad.( Jeg husker fra min tid på Rold AndelsmeSid e 85

MEJERIET I LOKALSAMFUNDET

jeri i slutningen af 50 erne, da kostede et bad 50 øre).

Hvor man ikke havde et forsamlingshus, anvendte man nogle gange mejeriets kontor til møder og foredrag. Det var altså ikke kun mejeriets bestyrelse men også andre medlemmer af landbrugets foreningsarbejde, såsom kontrol- eller tyreholdsforeninger, der holdt til i mejeriet.

I Nord og Vestjylland, hvor der byggedes adskillige mejerier efter 1890, fik mejeriets placering indflydelse på bydannelsen. Flere steder trak mejeriet andre virksomheder eller foreninger med sig. Det kunne for eksempel være brugsforening, smedjen, bageriet eller bødkerens værksted, der blev placeret i nærheden af mejeriet, hvor mange mennesker havde deres daglige gang, Enkelte steder optræder navnet mejeriby ligefrem.

I 1894 var der over 900 andelsmejerier og omkring 500 fællesog herregårdsmejerier. Det varede derfor ikke længe, før røster indenfor mejeribruget løftede pegefingeren og advarede imod for mange små mejerier.

Alligevel fortsatte antallet af mejerier med at stige stødt frem til 1935. Årsagerne var mange. Foruden de religiøse stridigheder kunne politiske uoverensstemmelser i lokalsamfundene også føre til mejeridelinger. Endelig kunne forhold, som man i dag vil Andelsmejeri og brugsforening overfor hinanden i landsby være tilbøjelig til at betegne som bagateller føre til dannelse af nye mejerier.

Flere steder benyttede man i forbindelse med en påkrævet ombygning lejligheden til at flytte mejeriet det kunne være fordi, man ønskede at komme i nærheden af en jernbanestation, som i Hjedding, hvor der i dag er oprettet et mejerimuseum, der flyttede de i 1905 til Ølgod. Hermed opnåede man en reduktion af transportudgifterne.

Følte en gruppe leverandører nu, at mejeriet var kommet for langt væk fra deres landsby, meldte man sig ud og oprettede et nyt. Ikke mindst fordi det var forbundet med prestige at have et mejeri, og man ville nødig stå tilbage for andre.

I perioden 1949-1958 faldt antallet af mejerier fra 1589 til 1422, men man ønskede langt flere nedlæggelser. Resultatet af arbejdet blev dannelse af en række mejeriselskaber – i alt 50- hvis årlige mælkemængde varierede fra 15 til 100 millioner kg. mælk. En række jyske mejerier kunne 1 oktober1970 tilslutte sig Mejeriselskabet Danmark, der indledte sin virksomhed med en mælkemængde på 350 millioner kg mælk årlig.

Mejeribruget oplevede også andre gennemgribende strukturændringer. Fra 1955 til 1975 faldt antallet af malkekvæg med 22 %, og i samme tidsrum halveredes antallet af landmænd, der havde mælkeproduktion. At mælkemængden alligevel holdt sig på nogenlunde samme niveau skyldes, at køernes mælkeydelse voksede.

Og udviklingen er fortsat til det vi kender i dag endnu støre mejerier og større kvægbesætninger.

Sid e 86

AULUM MEJERI

Aulum Mejeri Aulum er en by, der ligger mellem Herning og Holstebro, en egn der var ret ukendt for mit vedkommende. Mejeribestyreren var en person midt i tresserne, som var ved at forberede sin afgang, så det var ikke de mest moderne forhold, jeg gik ind til, hvad mejeribrug angik. Mejeribestyreren og hans familie var ligesom hele egnen stærkt præget af indre mission.

Jeg boede og spiste på mejeriet, hvor der blev bedt bordbøn, hver dag både middag og aften, ligeledes så de helst, at man deltog i Aulum Mejeri, lånt fra Carl Johan webalbum alt, hvad der foregik i missionshuset. Havde det ikke ens interesse, var man ikke særlig velset, hvad jeg også følte. Det var ligeledes også svært at komme efter min forgænger, som var blevet forlovet med mejeribestyrers datter, og var begyndt på en lærer uddannelse. Han havde så det privilegium, at han kom hver weekend, som vikar for mejeribestyreren, som i forvejen ikke foretog sig ret meget, ud over at føre mejeriets regnskab. Det var mit job at lave leverandørregnskabet.

Det første jeg tænkte på at komme i gang med, var at få et kørekort, så jeg kunne blive motoriseret, på en eller anden måde. Jeg gik så i gang med at tage kørekort til både bil og motorcykel, og efter at havde erhvervet det, fik jeg ret hurtigt anskaffet en motorcykel. Det kunne give lidt mere adspredelse i tilværelsen. Ikke mindst på den måde, at jeg kunne køre en tur til Rønbjerg, for at besøge Dorthe, som stadig var ansat på isfabrikken.

Vi overvejede meget vores fremtid, for efterhånden havde vi både alderen og lysten til at flytte sammen og blive gift. Men de stillinger hvor der var lejlighed til var der ikke mange af. For at vi kunne komme lidt tættere på hinanden, valgte Dorthe at flytte til Holstebro. Som kokkepige på et børnehjem, hvor hun havde været før, vi lærte hinanden at kende. Vi havde nu ikke mere end 16. km. imellem hinanden, og kunne ses oftere.

Det blev til mange besøg, jeg følte mig meget velkommen, ikke mindst af børnene, som boede på børnehjemmet. De havde et stort behov for noget kærlighed og omsorg, der kunne erstatte savnet af deres forældre.

Nytårsaften 1956 var jeg inviteret til at fejre sammen med dem alle, der var omkring 30 børn, som boede på hjemmet, samt forstanderpar og personale. Efter en Sid e 87

AULUM MEJERI

god middag, som Dorthe havde tilberedt, fejrede vi nytåret med meget underholdning af forskelligt art, og da vi nærmede os midnat fulgtes vi ad, til nytårsgudstjeneste i Holstebro valgmenighedskirke. Vi gik i samlet flok gennem anlægget ned til kirken, efter gudstjenesten dryssede sneen tæt over byen, hvor turen gik tilbage til børnehjemmet, hvorefter de mindste af børnene trængte til at komme i deres seng.

De ældste fik lov til at tage ud og mødes med deres kammerater, de af personalet og forstanderen, som var til stede kunne så nyde natmaden sammen. Det blev en uforglemmelig nytårsaften for mig.

Det blev nytår 1957 og spekulationerne var stadig, hvordan vi kunne finde en løsning på vores arbejde, og vores boligforhold i fællesskab, og ikke mindst min fremtid inden for mejeribruget.

Aalborg flødeis I slutningen af januar, blev jeg tilbudt en stilling på Aalborg flødeis, en sammenslutning af byens to iscremefabrikker AMA – NOVA. Det virkede meget tiltalende, hvorefter jeg modtog tilbudet, og kunne begynde pr første marts, men der var ikke mulighed for, at vi umiddelbart kunne flytte sammen. Så jeg måtte rejse til Aalborg og undersøge boligforholdene og efterlade Dorthe i Holstebro.

Jeg lejede et værelse hos min moster og onkel, som boede på Stolpedalsvej lige op af Zoo-have, og jeg ledte efter et sted, hvor vi kunne finde vores fælles bolig.

Dorthe sagde sin plads op pr første maj, og flyttede hjem til sin mor i Rønbjerg, for at være klar til at vi kunne flytte sammen. Det nærmeste vi kom, var da vi så på et lille landsted i byen Gistrup, det skulle koste 27.000. Det besluttede vi os for, men fik så den kedelige meddelelse, at det var solgt til anden side, gennem en anden mægler, end vi havde henvendt os til. På daværende tid kunne man sætte sin bolig til salg, gennem flere mæglerfirmaer. Og ejeren havde ikke nået og få det afmeldt hos mægleren, som vi havde henvendt os til.

Sommeren gik for os og vi ledte med lys og lue, efter andre muligheder.

Vi besluttede at holde en ferie sammen i starten af september. Anna og Frederik som vi havde arbejdet sammen med i Rønbjerg, tilbød at vi kunne tage på en fælles bryllupsrejse, for deres vedkommende en lidt forsinket, og for vores vedkommende en bryllupsrejse på forskud. (se billeder s. 89) Frederik havde skiftet sin Ford ud med en ny Anglia, hvor vi kunne sidde i alle fire, ikke så lidt bedre end Ford`en, hvor Dorthe og jeg måtte klemmes sammen på bagklappen, da vi blev smedet sammen.

Ferien blev planlagt i mindste detaljer, med et fire personers telt, soveposer, diverse køkkengrej, et klap sammen bord og fire stole, og hvad vi ellers skulle bruge af tøj og toiletartikler med mere.

Det hele blev stuvet sammen i bagagerummet og på taget af Angliaen. Turen gik ned gennem Tyskland, med overnatning på diverse campingpladser. Vi fulgte floden Rhinen ned til Heidelberg og Bodensøen. På tilbagevejen kørte vi gennem Belgien og Holland. Vi havde alle tiders ferie efter datidens forhold, og kom hjem med mange gode oplevelser.

Da jeg vendte tilbage til mit arbejde, fik jeg den besked at jeg var fyret, og stod uden arbejde. Jeg måtte så til at tænke i andre baner for at få et arbejde, hvor de søgte mejerister og kunne tilbyde lejlighed. (se billeder s. 90) Sid e 88

ROLD ANDELSMEJERI

Rold Andelsmejeri Det lykkedes for os ret hurtig, vi søgte en stilling på Rold Andelsmejeri, hvor der var lejlighed til. Jeg fik tilbudt stillingen, og kunne begynde den første november 1957. Det var som førstemejerist med mulighed for at overtage stillingen som mejeribestyrer, såfremt den ansatte fik en større stilling, det var en tradition, som var blevet brugt flere gange på Rold Andelsmejeri. Så der var lys forude. Planlægningen kunne for alvor begynde for os begge to, med at flytte sammen og skabe os et fælles bo.

Dorthe var flyttet hjem til sin mor den første maj, og ventede på en løsning, hvor vi kunne flytte sammen, hun havde flere job i sommerens løb, for på den måde at tjeSid e 89

ROLD ANDELSMEJERI

Mejeriet

Vores lejlighed

Kroen

ne lidt til livets ophold, og vores kommende bosættelse. Så der blev noget at tage vare på, da vi fik stillingen i Rold.

Lejligheden skulle beses, der skulle tages stilling til, hvad der skulle til af møbler.

Der skulle tages mål til gardiner, købes stof dertil, som Dorthe kunne gå i gang med at sy. Der blev købt møbler på afbetaling, som vi måtte afdrage på de første par år. Til alt held havde Dorthe samlet et alsidigt udstyr, som fyldte godt i skabe og skuffer.

Der skulle ligeledes planlægges bryllup, for som skik var, flyttede man jo ikke sammen, før vi var gift.

Dorthes mor holdt vort bryllup, som blev planlagt til den niende november, så der var ligeledes en masse planlægning for begge parter. Der blev inviteret omkring 120 gæster til bryllup i Rønbjerg kirke, med efterfølgende middag i forsamlingshuset. For at sådan et bryllup kunne udføres lovmæssigt, skulle der mindst fjorten dage forinden lyses, med andre ord bekendtgøres derfor i kirken. Hvor det unge par helst skulle være til stede, og rejse sig når præsten efter sin prædiken meddelte, at der lyses til ægteskab for vedkommende. For vores vedkommende lørdag den niende november 1957. Da vi først mødte op hos præsten fjorten dage, før vi skulle giften kunne det ikke nås, der var jo kun tretten dage fra om søndagen, hvor der var gudstjeneste. Så gode råd var dyre, hvad gjorde vi. Præsten kendte en anden mulighed, brylluppet kunne tinglyses altså bekendtgøres i tingbogen, man skulle så have en attest fra sognefogeden, som skulle afleveres på tinglysningen inden kl. tolv så kom det med i tingbogen samme dag.

Sid e 90

VORT BRYLLUP

Præsten ringede omgående til sognefogeden, som havde en gård på noget der hed Kisumkjær, et godt stykke fra præstegården, men på vej til Skive. Så vi måtte alt hvad remmer og tøjler kunne holde på cyklerne, hen til sognefogeden for at få udfyldt attesten, hvorefter det gik i huj og hast til tinglysningskontoret i Skive. Dertil nåede vi i sidste øjeblik inden lukketid kl. tolv, så alt blev klaret, og vi kunne nu holde vores bryllup den niende november. Endda et bryllup, som er indført i tingbogen den 26. oktober 1957 kl. 12-00.

Derefter måtte vi tilbage til Præsten, for at aftale hvad der skulle ske i kirken, og hvilke salmer der skulle synges. Som skik var, skulle præsten jo med til bryllupsfesten i forsamlingshuset, så han skulle vide en hel del om os, så han havde til sin tale, både i kirken og under den efterfølgende middag.

Det blev nogle travle dage der ventede os, med forberedelserne til brylluppet. Vel nok mest for Dorthe og hendes mors vedkommende, med tilrettelæggelsen af festen, og alt hvad der skulle ske. Dorthe skulle ligeledes have sine ting samlet sammen og pakket, til den første nov. Hendes bror Laust og en farbror vilde være flyttemænd, de ankom til Rold en kold november dag, med alt hvad vi ejede.

Vores møbler som vi havde købt i Nr. Sundby blev leveret om eftermiddagen. Jeg var så privilegeret at være færdig på mejeriet til middag, så vi kunne hjælpes ad med at få tingene sat på plads i vores lejlighed. Efter et par dages travlhed, hvor alt var i fineste orden, måtte Dorthe tilbage til sin mor, for at være med til de sidste forberedelser. Det var både i hendes hjem og i forsamlingshuset, hvor festen skulle holdes. Alt var klappet og klart til den niende nov.

De få dage jeg havde tilbage som ungkarl, måtte jeg benytte til at sætte mig ind i mit nye arbejde. Jeg skulle i gang med leverandør regnskabet, som skulle udføres uden brug af regnemaskine, det fandtes ikke.

Vort bryllup Bryllupsdagen den niende november oprandt. Jeg tog min tørn på mejeriet fra kl. seks om morgenen til middag. Så var det med at komme hjem og få sig klædt på til den store begivenhed.

Jeg havde været i Aalborg for at leje tøjet, som jeg skulle have på til lejligheden, kjolesæt med hvad der til hørte.

Mine forældre og søskende ankom ved middagstid for at hente mig. Til min mors store forskrækkelse og mit store held, var jeg først ved at pakke tøjet ud og anede ikke, hvor besværligt det var at blive klædt ud i en sådan habit. Men med en masse hjælp og gode råd var alt klar, og vi kunne i samlet flok fortsætte til Rønbjerg, hvortil vi ankom ved tre tiden.

I dagens anledning var der standsmæssig modtagelse hos Dorthes mor. Vi blev budt pænt velkommen ved fordøren, og eftermiddagskaffen ventede indenfor i svigermors lille og hyggelige stue. Ved siden af i soveværelset var døren lukket, der var aktiviteterne ligeså hektiske, som de havde været da mine forældre ankom til Rold et par timer i forvejen. Det var bruden der skulle klædes på, og alt skulle være i dybeste hemmelighed, til vi skulle mødes i kirken. Men hvor var brudebuketten?

Havde jeg mon nu husket den, jeg var sikker på at den var bestilt, det blev den inden jeg rejste fra Aulum. Jeg var kommet til at kende en blomsterhandler, som jeg fik et spil kort med en gang imellem. En aften fik jeg et tilgodehavende hos ham, og aftalen blev at han kunne levere en brudebuket, når det blev aktuelt. Jeg tog ham på oret, ringede til ham da datoen var bestemt. Han tilbød at levere den i Sid e 91

VORT BRYLLUP

Rønbjerg til rette tid. Da den ikke var leveret ved vores ankomst, blev jeg meget nervøs for om blomsterhandleren stod ved, hvad han havde lovet. Men allerbedst som vi var sat til rette ved kaffeboret blev buketten afleveret, og alle kunne drage et lettelsens suk.

Vi måtte ret hurtig af sted til kirken, hvor der var ved at ankomme gæster, der skulle med til brylluppet. Der blev hilst til både højre og venstre, men der var ikke mange iblandt jeg kunne sætte navne på. Det var bare med at komme op i kirken, og få sig placeret på de der til fremsatte stole, hvor far og jeg skulle sidde til bruden ankom.

Alle havde fundet deres pladser, og alle ventede i spænding på det store øjeblik, da døren blev åbnet, orglet satte i gang, ind trådte bruden sammen med sin mor.

Et stolt og bevæget syn mødte os alle, da Dorthe sammen med sin mor, gik op af kirkegulvet, hvor far og jeg stod og tog imod, Dorthe kunne sætte sig ved min side, derefter tog Dorthes mor og min far plads overfor os. Højtideligheden kunne begynde, og efter første salme bød pastor Gadegaard Frandsen os op til alteret, for at foretage vielsen.

Efter endnu en salme kunne Dorthe og jeg gå hånd i hånd ud af Rønbjerg kirke, for rette ægtefolk at være, til tonerne af ”Det er så yndigt at følges ad.

Det var ikke den store limocine der ventede på os, men folkevognsbilen, som min familie var ankommet i til brylluppet.

Sammen med min familie kørte vi til fotograf i Skive, hvor brudebillede og familiebillede blev taget, inden vi kunne vende tilbage til Rønbjerg forsamlingshus, til den helt store modtagelse og festlighederne kunne begynde.

Bryllupsbillede

Vi var jo på en egn, hvor indre mission havde sin store styrke, og det var også der min svigermoder, havde sin omgangskreds, som var budt med til brylluppet.

Vi blev budt til bords ved sekstiden, der var reserveret plads ved hovedbordet til brudeparret, med nærmeste familie på begge sider, hvorefter der blev budt velkommen og sunget et par vers.

Kogekonen som havde været i sving lige fra morgenstunden var nu færdig til, at vi kunde begynde festen. Omegnens unge piger og karle var klar til at bære maden ind, og sørge for drikkevarer. Som skik var på daværende tid, blev der til sådant et festmåltid altid serveret suppe, steg og is. Efter suppen som var forret, kunne jeg slå på glasset og holde min tale til bruden og kommende hustru. Derefter var det Sid e 92

VORT BRYLLUP

en sand strøm af taler og sange i dagens anledning. Talerækken blev indledt af pastor Gadegaard Frandsen, fulgt af førstelærer Have, derefter var der løst op for stemmebåndene, fru mejeri ejer Sejer Petersen, forstander Hald Nielsen fra børnehjemmet, hvor Dorthe havde været, holdt et par smukke og rosende taler til os, for vores store indsats i deres tjenester. Det var blevet tid til at hovedretten kunne serveres, hvorefter der igen blev holdt taler og sunget sange indimellem. Nu var der igen samlet appetit, til de store og flotte is anretninger fra Rønbjerg Is, som var pyntet med fakler, blev båret ind og serveret for gæsterne. Efterhånden var middagen ved at nå sin afslutning, der var sunget og holdt taler. Dorthe og jeg kunne rejse os og takke alle for de velmente og rosende ord, som vi havde modtaget i aftenens løb. Samt ikke mindst for det væld af gaver, som vi skulle til at se nærmere på. Derefter kunne Dorthes moder og min svigermoder ønske velbekomme og byde på kaffe og kransekage. Festen sluttede i hyggeligt samvær med hinanden omkring midnat.

Det blev sent inden vi fik sagt farvel til alle, og fik gaverne pakket sammen.

Der var ligeledes en stor kasse med levninger fra middagen, som vi skulle have med til vores nye hjem. Et godt stykke tid efter midnat kunne vi sammen med mine forældre og søskende vende næsen mod Rold. Vi ankom så til vort nye hjem, ud på de små timer.

Vi var alle meget trætte og udkørte, da vi kom til Rold, men det blev en festlig Ove Hanne Thomas og hyggelig ankomst der ventede os.

Mor Erik Else Far Bernhardt og Marie som vi skulle bo hos, havde pyntet med blomster, der var tændt lys overalt og der var fyret i kakkelovnen, så der var en god varme, hvad vi nød meget for der var rigtigt koldt udenfor med frostgrader. Det var et stort øjeblik for mig da jeg kunne bære Dorthe over dørtærsklen til vort kommende fælles bo, der mødte os et storslået syn af gaver og blomster da vi trådte ind i stuen.

Det blev tid til, vi skulle tage afsked med mine forældre og søskende, inden de skulle videre, det skulle gøres på behørig vis. Fra vores tur til Tyskland havde vi købt et par flasker spiritus, uden at ane ret meget om, hvad det var der var i flaskerne. Men en meget flot flaske var det, som indeholdt Jamaicarom, var gemt til dagens anledning, så Dorthes fine glas kom ud af skabet, der blev skænket op, skålet og takket for en god dag.

Derefter viste det sig hurtigt, at det ikke var det rene saftevand, vi havde skålet i.

Så det blev en meget stemningsfuld familie, vi kunne sige farvel til, og et par glade ægtefolk, der kunne se hen til brudenatten.

Om søndagen måtte vi jo rundt og takke for den fine modtagelse og gaverne fra vore nye naboer. Mejeribestyrrerparret Gurli og Karl Schmidt, samt deres søn Erik og mejerieleven Svend, havde vi inviteret til middag om aftenen. Vi havde jo mad med hjem fra brylluppet, så de kom og fejrede bryllup og mortensaften sammen Sid e 93

VORES TID I ROLD

med os. Gurli havde ligeledes været så flink at sørge for min forplejning, i ugen op til vores bryllup. Det gav ligeledes en god lejlighed til, at vi kunne lære hinanden at kende, så alt i alt en god start på vores fremtid.

Vores tid i Rold Det blev til tre år og to måneder, starten på vores fremtid og vores ægteskab, en tid som vi havde set hen til, og glædet os til.

Vi havde fået en dejlig lejlighed, hos et ældre ægtepar Marie og Bernhardt Thommesen. De havde solgt deres landejendom til en søn og svigerdatter, og havde købt huset på Ardenvej i Rold. der lejede de første salen ud til førstemejeristen, min forgænger som jeg afløste havde boet der før os.

Det var en god lejlighed, med stor stue, soveværelse, badeværelse og et dejligt spisekøkken. I køkkenet var der brændekomfur til madlavning og varmt vand, i stuen var der kakkelovn, i kælderen havde vi plads til brænde og tørv, derforuden var der et fælles vaskerum, samt et mindre rum til viktualier. Bag ved huset havde vi et stykke jord, hvor vi dyrkede vores kartofler og grøntsager. Der var ligeledes plads til vores træ, som vi samlede i skoven om vinteren, fik det savet og sat i stak til tørring om sommeren.

Det med brændesavning var en lyd der kunne høres over hele byen om foråret, for alle fyrede med træ. Selv på mejeriet brugte vi træ til fyring, som vi hentede på Nørrelund savværk. Det var deres affald som blev skåret op i passende længder og bundtet så det passede lige til at lægge på fyret, det var en særdeles god og billig varmekilde vi havde. Det var en aftale ved min ansættelse, at jeg sammen med eleven skulle køre med vognmanden Eskild Larsen til savværket, når der skulle hentes træ.

En anden ting som var nyt for mig, var fremstilling af smørdritler, der skulle bruges tre til fire dritler om dagen. Så jeg har på den baggrund, også en uddannelse som bødker, hvad jeg ikke senere har haft brug for.

Mejeriet indvejede ikke mere end 1,2 mil. kg. mælk om året, fordelt på 64 leverandører, der var 5-6 mælkeruter, som var liciteret ud til nogle af leverandørerne, samt nogle som selv kom med deres mælk. Det var et af landets mindste andelsmejerier. I dag har flere landbrug med kvægbesætning større mælkemængde pr enhed, som får mælken afhentet i tankvogn. På mejeriet blev der produceret 150/200 kg. smør om dagen, end del af skummet mælken lavede vi et surmælksprodukt kasein. Der blev solgt mejeriprodukter til byens borgere, den overskydende mælkemængde blev syrnet, som leverandørerne købte til foderbrug.

Jeg var altid færdig i mejeriet til middag. Så havde jeg leverandørregnskabet, hvor der blev lavet afregning hver 14 dag. Regnskabet blev udføre manuel, uden brug af regnemaskine, det eneste hjælpemiddel jeg havde, var nogle tabeller til udregning af fedtenheder, det var fedtprocenten vi gangede med mælkemængden. Det var på ingen måder et job hvor jeg blev overbebyrdet med arbejde, men lønnen var nok også derefter.

Som det fremgård af min skatteopgørelse fra 1958- 1959 var min løn for hele året 11,229 kr. Så skulle der betales skat, fagforening, sygekasse og forsikringer, det blev til 3048 kr. som kunne trækkes fra den reelle løn. Derefter der var 8.181 kr. tilbage at leve for og betale husleje, som var 60. kr. om måneden. Jeg glemmer Sid e 94

VORES TID I ROLD

aldrig den eftermiddag da Bernhardt kom og bad om en huslejeforhøjelse på 5. kr. om måneden begrundet med store rentestigninger med mere.

Det blev nogle gode år for os, da vi først lærte befolkningen at kende, vi blev venligt modtaget i Rold af alle. Det var lidt svært for Dorthe, hun var jo vandt til at have meget at se til, hvor hun havde været, så der måtte findes ud af noget til at fylde tiden ud med. Men ret hurtig viste det sig at de på Rold Kro havde brug for hjælp til vask, strygning samt rengøring på værelser med mere. Kroen lå mellem mejeriet og huset vi boede i, så det var nemt.

Rold Kro var et kapitel for sig, Lisbeth og Kristian Jensen, som var kroværter var et par ældre mennesker, som havde været på kroen i mange år. Til Kroen var der et lille landbrug, så det var ikke så sjældent, at kromanden havde brug for en medhjælper. Om eftermiddagen når jeg var færdig på mejeriet, ikke mindst i høstens tid, og når der skulle tærskes, samt når der kom træ hjem fra skoven, som skulle saves. Det foregik med rundsav, hvorefter det skulle kløves med en stor skovøkse, samt hammer og kiler til det sværeste. Det gode ved at arbejde på kroen, var for os begge to, at det var med fuld forplejning.

Lisbeth og Kristian havde en søn som kørte lastbil. Det var kromanden ved at være mere interesseret i end noget andet. Han kendte mange af de store lastvogne der kom på landevejen, både på lyden og deres udsende, så det bedste han vidste, var når han stod ude ved rejsestalden, og vinkede til alle de lastvognstog der kørte forbi. Endnu bedre var det når der var en, som gjorde et lille ophold, så han kunne få en samtale med vedkommende. Til gengæld havde han også oplysninger, han kunne bidrage med. Han vidste for det meste, hvornår deres kollegaer var kørt forbi enten i nord eller sydgående retning.

Rold Kro var i mange år hjemsted for Cirkus Mie. Indtil de solgt til Lisbeth og Kristian Jensen, hvorefter de flyttede deres vinterkvarter til Ydby på Thy. Der var stadig mange minder tilbage på Kroen og i byen, fra da cirkusfamilien havde deres vinterkvarter på Kroen.

I køkkenet stod der et stort komfur midt på gulvet med mange ildsteder, hvorpå Lisbeth som stod for madlavningen tilberedte alt den mad, der blev serveret på kroen. Der blev fyret med træ, så det var en varm omgang at stå for den daglige madlavning, og ikke mindst når der var fest på kroen.

På modsatte side af landevejen. Lige over for mejeriet, havde Cirkus Mie opført en Cirkusbygning. Bygningen er i dag flyttet så den ligger bag ved Rold Kro, lige over for huset vi boede i, og den er indrettet som Cirkusmuseum. Cirkusbygningen havde samme mål, som deres cirkustelt, så der trænede de om vinteren deres dyr, som de brugte i deres cirkusforestillinger. Det var rigtigt hyggeligt når de gamle, som kunne huske cirkusdynastiet, kom til at fortælle om den tid da der var cirkus i byen. Den gamle smed kunne fortælle om Bivognen, fra komikerparret Fyrtårnet & Bivognen, bedre kendt som Fy & Bi fra stumfilmens dage.

Bivognen var plejesøn hos en spritbrænder, på spritfabrikken i Hobro. Han var bidt af cirkus ånden og kom der meget. Smeden fortalte de havde en tyr der skulle gøres ride tam, da havde de fået bivognen spændt fast på nakken af den her Tyr, som skulle dresseres i arenaen. Men døren stod åben og ud sprang tyren som endte ovre i smedjen. Den og mange flere beretninger, kunne der fortælles meget om af de gamle Rold boere.

Sid e 95

VORES TID I ROLD

Det kom rigtigt til udtryk da der i 1959 blev lavet en fjernsynsoptagelse med titlen ” Et Cirkus lægger op,, som var instrueret af skuespilleren Louis Mie Renar, som var ud af cirkusfamilien. Udsendelsen blev optager på Rold Kro, hvor alle de gamle Rold boere var samlet i krostuen, og fortalte på livet løs om, hvad de havde oplevet, når cirkusfolket var i deres vinterhi. Optagelsen blev vist første gang omkring julen 1959. Det eneste sted der var fjernsyn i byen var på kroen. Men vores nabo Lise og Kren Wollesen, som havde drevet slagterforretning i Rold i Miernes dage, de havde en søn, som spiste hjemme hos sine forældre. Han forærede dem et fjernsyn, så de kunne se sig selv da de fortalte om cirkusdynastiet på Rold kro. Vi var inviteret med til at overvære premieren, sammen med dem, som havde deltaget i udsendelsen. Det var en oplevelse vi aldrig glemmer, da vi nærmest sad oven på hinanden ovre i Lises lille stue. Der blev tændt for deres nye 17.tommer fjernsyn, som ikke havde særlig tydelige billeder, de var helt oppe på mærkerne, da de så sig selv i fjernsynet i levende billeder. De hørte og genkendte deres stemmer, og når der kom alt for grove bemærkninger påstod de, at det havde de aldrig sagt.

Vi havde lige fået vores ældste søn, som vi havde med i barnevognsliften selv ham var der lavet plads til. Aftenen sluttede med kaffebord og Lises hjemmebagte kage, og diskussionen den fortsatte med, hvad vi lige havde set i fjernsynet. Det var jo en meget stor begivenhed for de gamle Rold - boere at de var nogle, af de første der kom med i en TV, udsendelse, ja gad vide om den stadig væk er på deres arkiv nu 50 år efter.

Vores daglige handel ordnede vi i brugsen, vi fik straks oprettet en kontra bog, så vi kunne handle og betale, når der var lidt overskud. Brugsuddeler Friis inviterede os en aften, så vi i ro og mag kunne se deres juleudstilling, det var alt sammen stillet op på hans kontor, og efterfølgende blev vi budt på julegløgg og æbleskiver m/ m, sammen med personale og uddelerfamilien, en meget hyggelig aften, hvor vi fik et godt kendskab til mange ting, som skete i Rold. Vi havde jo kun boet der en måneds tid. Om der var en bagtanke med det hele ved jeg ikke, for jeg fik tilbudt en del lagerarbejde og var med som medhjælper, når der skulle køres vare tur. Brugsen handlede både med brændsel og foderstoffer, så der blev kørt en ugentlig land tur. Det var den samme vognmand Eskild Larsen, som vi brugte på mejeriet, så også ham fik jeg et godt kendskab til, alt i alt var der gode muligheder for at tjene lidt ekstra ind imellem.

Det var ret almindelig i de mindre landsbysamfund, at der var en husflidsforening, og det var der i Rold, jeg blev medlem og kom straks i bestyrelsen. I min læretid på Sjælland havde jeg gået til husflid, hvor der blev lavet en del ting i horn og benarbejde, som vi brugte til skafter til rustfri stål bestik. Jer har den dag i dag en del ting af det jeg lavede, de par vintre jeg var derovre. Det kom mig så til gode, da jeg var kommet med i Rold, hvor jeg kom til at undervise i disse ting, samtidig med at jeg lavede en del ting i træarbejde. Husflidsskolen havde vi i et stort kælderlokale hos snedkermester Christian Hansen, ham havde vi ligeledes til undervisning. Vi fik en del hjælp, når der var noget som kunne klares på hans maskiner. Højdepunktet af vores arbejder, var når vi sluttede og havde vores udstilling på kroen. Der kom en komite fra andre foreninger, som bedømte vores arbejder og tildelte præmier. Næsten på samme måde som et dyrskue, hvor dyrene blev bedømt og fik første anSid e 96

VI FLYTTER TIL RØNBJERG

den og tredje præmie. Mange steder blev udstillingen holdt i et samarbejde med husmoderforeningerne, hvor de i vinterens løb havde holdt kursus i håndarbejde af forskellige art.

Den 3. september 1959. fik vi familieforøgelse, med en dejlig dreng, vi mødte en meget stor hjælpsomhed fra alle sider. Som skik var dengang, foregik en fødsel jo i hjemmet, med assistance af den lokale jordemoder hun kom fra Skørping, lægen vi havde kom fra Arden. Alt hvad der var brug for til en hjemmefødsel, lånte vi af fru uddeler Friis, hun havde været sygeplejerske, hun var en stor hjælp for os i den første tid.

Det skal også nævnes at telefon, var ikke noget der fandtes i et hvert hjem. Skulle der telefoneres måtte vi hen på telefoncentralen, som normalt lukkede kl. 20.00.

Det var aftalt med central- bestyreren, at hvis det blev om natten, kunne jeg kalde på ham, ved at smide et par småsten op på ruden til hans soveværelse. Det fik jeg også brug, da der skulle sendes bud efter jordemoderen. Jeg måtte også hen til mejeribestyreren, og banke på ruden for at meddele, at jeg ikke kom på arbejde næste dag.

Efterfølgende havde vi et vældigt rykind af venner og bekendte, som viste os stort opmærksomhed.

Den 25. oktober havde vi barnedåb i Rold kirke, vi fik vores søn døbt, han kom til at hedde Henning. Familien på bege sider var inviteret til efterfølgende middag. Vi lånte stuerne nedenunder, hos Bernhardt og Marie, som ligeledes var med som gæster. Middagen var sikkert suppe steg og is, som blev tilberedt af en kogekone, der boede i nabolaget hun havde skaffet et par medhjælpere til servering og opvask. Nogen nervøsitet havde der sikkert været for os, det var jo første gang vi skulle holde en fest på egen hånd. Men det vi husker er, at det blev det en god dag for alle.

Som nævnt blev det en god tid for os, vi faldt godt til i befolkningen og egnen omkring Rold. Men som tiden gik, blev det mere usikkert at mejeribestyreren ville få en anden stilling, så jeg kunne blive hans afløser. Vi måtte se at komme videre til en større stilling, hvor der var bedre mulighed, for at søge stilling som mejeribestyrer.

Mulighederne var ikke store, for der var gang i udviklingen med større mejerier. Mejerierne blev sammenlagt til større enheder og efterfølgende til mejeriselskaber, som til sidst til det, vi i dag kender som mejeriselskabet ARLA.

Barnedåb

Vi flytter til Rønbjerg Men inden vi fik os tænkt om, kom der en henvendelse fra fru Sejer Pedersen på Rønbjerg is. De manglede en mejerist til at betjene deres nye blandingsanlæg. Der var en dejlig lejlighed lige ved mejeriet, som stod til rådighed med fri husleje og varme. Det var i samme hus, som Anna og Frederik boede i. Dette tilbud beslutteSid e 97

VI FLYTTER TIL RØNBJERG

de vi at sige ja til, for dermed at sige farvel til det almindelige mejeribrug, og derefter at se hen til en fremtid inden for iscreme produktionen. Jeg havde til og med stor interesse for den gren af mejeribruget, så vi accepterede tilbudet med det forbehold, at kunne søge en stilling som ismester, når lejligheden bød sig.

Vores tid i Rold blev til tre år og to måneder, så vi kunne flytte til januar 1961. Det var med nogen vemod vi skulle rejse fra Rold, vi var faldet godt til havde fået gode venner der, men vi skulle jo tænke på at komme videre i livet. Det så vi nu en stør-

Familiebillede fra da vi flytter til Rønbjerg

re mulighed for, ved at vende tilbage til is produktionen.

Vi var så heldige, at fru Sejer Pedersen tilbød, at hendes yngste søn Christian kunne klare flytningen for os, hvad der så skete den anden januar 1961. Da vi havde fået vores brugs bog gjort op, var der ikke andet end en tot lommeuld tilbage. Men så havde vi jo også i de tre år der var gået, fået os rimeligt etableret, og kunne begynde på en frisk, med betydelig større indtægt fri husleje med varme. Det så lovende ud for os, vi fik en god lejlighed med centralvarme, der var to stuer, soveværelse, børneværelse og dejligt stort køkken, samt stor både prydhave og urtehave.

Da selvangivelsen var gjort op for 1961, kunne der noteres en indtægt på 15,345 mod året i forvejen på 11,428 og vores formue var steget fra 89 kr. til 147 kr. så der var fremgang at spore.

1962 blev et år, hvor der skete mange og store ting for os, vi ventede familieforøgelse i juli. Vi fik vores gamle motorcykel skiftet ud med en gammel bil en Morris 1000 fra 1935, prisen var 1500 kr. Den trængte til et nyt ledningsnet, men det var ikke de store problemer, det kunne jeg jo selv klare, når jeg tog en ledning ad gangen, kunne det aldrig gå galt. Jeg fik lavet et meget flot stykke arbejde, ledningerne var fint samlet, og anbragt i motorrummet, så det var et stort øjeblik, da jeg kunne prøve at starte bilen, efter den store og gennemgribende renovering. Men glæden Sid e 98

VI FLYTTER TIL ÅRHUS

blev kort, for flammerne stod straks ud af motorrummet, men heldigvis havde jeg en pulverslukker ved hånden, som jeg redede bilen med.

Sommeren 1962 gik med forrygende travlhed på is- fabrikken. Vi ventede på vores familieforøgelse, som skete den 22. juli, en søndag morgen. Det var så heldigt at Dorthes ældste søster Anna var hjemme på ferie. Med sin uddannelse som sygeplejerske var hun en god assistance, både ved og efter fødslen, samt barnedåben i Rønbjerg Kirke den 5. august 1962. Det var 14. dage efter han var født, hvor hun blev gudmoder til Alex, som sønnen kom til at hede.

Barnedåbsdagen: Johannes, Dorthe og Far

Vi flytter til Århus (se billeder s. 102) Jeg havde kort tid inden fødslen søgt et nyt arbejde, som ismester på ,,De forenede Mejerier” i Århus. Jeg blev kaldt til samtale, men måtte meddele at vi lige skulle have fødsel og barnedåb overstået, inden vi kunne foretage os noget. Umiddelbart efter kørte vi til Århus og så på forholdene. Mejeriet var nyt, på daværende tidspunkt nok Danmarks mest moderne konsummælksmejeri. Iscreme- fabrikken var ikke så moderniseret, som jeg kendte fra Rønbjerg, men et godt sted med store muligheder for ny udvikling. Vi fik at vide under hvilken betingelser vi kunne overtage stillingen, hvorefter vi måtte meddele, at jeg kunne vente med tiltrædelse tidligst pr. første okt. 1962.

Det var der ikke noget problem i, for lejligheden vi skulle bo i, var under renovering, det var et tidligere mejeriudsalg, som blev nedlagt og lagt til lejligheden, den lå i Langelandsgade nr.1.

Der blev enighed om, at jeg kunne overtage stillingen pr. 1. oktober. Det blev udskudt til 15. oktober, fordi lejligheden ikke var færdig, og var det heller ikke den 13. oktober da jeg kom med flyttelæsset. Det vi kunne have i stuen, soveværelse og det lille køkken måtte op af bagtrappen, og en del af vort indbo måtte opmagasineres på mejeriet. Vi måtte så leve med byggerod til omkring jul, inden håndværkerne var færdige. Mejeriudsalget som hørte til lejligheden blev lavet om til en stue og forgang. Det blev et par travle dage jeg havde, for at få tingene nogenlunde på plads, inden jeg kunne hente min familie og svigermor på banegården.

Frederik min kollega og vores nabo, kørte Dorthe, børnene og Svigermor til toget i Skive, for at komme med en hurtigere forbindelse til Århus. Det var jo to små børn at skulle rejse med, Alex var ikke tre måneder og Henning lige fyldt tre år, så det var godt, at Dorthe kunne få sin moder med på rejsen.

Det blev en tid vi aldrig glemmer og især for Dorthe, som havde to små børn, der skulle passes hver dag. Vi boede i stuelejligheden, vores vaskeforhold var på femte sal, og barnevognen var anbragt i kælderen, så der var mange ting, der skulle ordnes, når jeg var hjemme til frokost, hvad jeg var hver dag.

Det var en stor beslutning for os at flytte til storbyen Århus, for vi boede jo godt, og Sid e 99

VI FLYTTER TIL ÅRHUS

jeg var glad for mit arbejde i Rønbjerg. Men jeg så større muligheder, ved at blive leder af en virksomhed inden for iscreme produktionen.

På De forenede Mejerier blev der produceret mindre mængde is, end vi gjorde i Rønbjerg, der var to salgsvogne, der kørte i Århus og omegn, nord for Århus til Hadsten, samt hele Djursland og Mols. Men fabrikken have et speciale i dessertis, der var mange hoteller og restauranter, som vi havde leverance til. Vi lavede specielle anretninger til alle festlige lejligheder, der var is anretninger, der blev lavet som kransekager, med figurer af konfirmander og brudepar på toppen. Til barnedåb var der en speciel anretning, det var en vugge pyntet med marcipan og en lille dukke.

Til børnefødselsdag var det en is anretning, som en snemand pyntet med høj hat og en kost.

Til nytårsaften blev vi sat på mange specialopgaver af køkkencheferne på byens hoteller og restauranter, når de havde udtænkt sig menuen til årets nytårsfest.

Et andet stort hit var islagkage til juleaften, hvor der var indlagt en mandel, så ingen blev snydt for mandelgaven. Det var bestillinger, som var modtaget i mejeriudsalgene og ved mælkevognene, der kørte i yderdistrikterne af byen. Vi havde omkring 2500 bestillinger, der skulle pakkes og bringes ud til juleaften. Vi begyndte tidlig om morgnen den 24. december. Islagkagerne som fandtes i størrelserne 1.

1½. og 2.liter, blev pakket i æsker med papir - uld om og tøris, så det kunne holde frostgraderne til om aftenen. Jeg kunne ikke forlade fabrikken, inden den sidste af chaufførerne var tilbage, et år skete det først ved syv tiden, så det blev sent inden jeg kom hjem at holde juleaften. Et andet år skete det, at jeg blev ringet op ved ti tiden af en dame, som havde købt is til juleaften, netop fordi vi havde reklameret med, der var indlagt mandel i isanretningen. Problemet var bare, at de ikke havde fundet nogen mandel, det havde ødelagt hele deres juleaften, hvad hun var meget utilfreds med. Hun tænkte bare ikke på, hvordan hun ødelagde vores juleaften lige inden juletræet skulle tændes.

Vi havde ekspedition og udbringning af dessertis, om sommeren kørte vore to is biler ligeledes til de store salgssteder, som vi havde ved de store ferieområder, så der var nok at se til.

Det faste personale bestod af en mejerist, han stod hovedsagelig for blanding af iscremen, der var to salgschauffører, som forsynede vore kunder. Så var der Laura Bojesen, hun var et kapitel for sig. Hun havde været der i adskillige år, helt fra da mejeriet lå i Jægergårdsgade. Hun havde sin egen fryser, hvor hun lavede alt dessertisen, hun stod for pyntningen af isanretningerne. Om foråret når vi startede produktionen af ispinde, og hvad der ellers blev lavet. Hun var min førstedame til at styre arbejdsstyrken, som bestod af 8 – 10 damer, mange studerende fra universitetet.

Vores kølemontør Georg Skou, lavede lidt af en sensation, han opfandt en maskine, som vi kunne producere isvafler på. Det eneste der skulle laves manuelt, var at fylde isvaflen i kræmmerhuset, og en til at pakke, når isvaflerne kom færdig produceret ud af maskinen. Det var en stor revolution, opfindelsen blev solgt til en maskinfabrik, som lavede maskiner til iscreme industrien.

Sid e 100

VI FLYTTER TIL ÅRHUS

Direktør Knudsen præsenterer iscremefabrik for amerikanerne

Ismesterens kontor

Direktør Knudsen præsenterer mejeriet for amerikanerne

Fru Laura Boyesen

Sid e 101

MIN DAGLIGDAG I ÅRHUS

Baggården

Dyrehaven

Botaniskhave

Botaniskhave

Botaniskhave

Botaniskhave

Århus pigegarde

Sid e 102

Borgmester Bernhard Jensen

Botaniskhave

VORES DAGLIGDAG I ÅRHUS

Vores dagligdag i Århus Det var først til jul, at vores lejlighed blev færdig, det år vi flyttede til Århus. Det var et par strenge måneder Dorthe måtte igennem, ikke mindst med vore to små drenge. Hun skulle ud med dem hver dag, barnevognen skulle hentes op og af kælderen, inden de kunne komme ud at trave og lære byen at kende. Det bedste var, at der ikke var så langt over i Den gamle by, Botanisk have, Mølleparken og Universitetsparken. Når jeg havde mine vagter, om lørdagen og søndagen, og Dorthe gik tur med drengene i Botanisk have, kom de ofte omkring og fik en is, inden vi kunne følges af hjem til lejligheden i Langelandsgade. Så kunne vi nyde de sidste timer sammen, inden drengene skulle puttes i seng.

Tiden i Århus blev på mange måder en god tid for os, det var meget spændende at lære byen at kende.

Jeg havde kun været i Århus en gang før, det var da jeg var mejerielev i Sulsted, hvor vi var til mejeriudstilling. Det var meget nyt for os at komme til storbyen, og nyde godt af dens muligheder. Om vinteren deltog vi i aftenskoleundervisning, vi benyttede muligheden for at komme i teater, biograferne var ligeledes større, end vi havde kendt til, hvor vi tidligere havde været. Tiden op til jul var en stor oplevelse, at se hvor smukt byen var pyntet op, ikke mindst at komme på juleindkøb i Salling og Magasin. Vi var på Rådhuspladsen første søndag i advent, da borgmester Bernhardt Jensen tændte byens store juletræ. Efterfølgende fulgte optog af nisseorkester gennem strøget ned til Domkirken, hvor der var gudstjeneste. Derefter gik turen hjem over Store -torv til Lille -torv, forbi Magasin op ad Guldsmedegade og Nørre Alle, til vores lille hyggelige lejlighed i Langelandsgade.

En ganske bestemt strøgtur, som jeg husker særdeles godt, vi havde været på strøget. Da vi kom til Vesterbro torv, bestemte jeg at fortsætte op gennem Botanisk have, for at fodre ænderne med noget medbragt brød. Dorthe gik hjem og forberedte aftensmaden, jeg havde Alex i barnevognen. Henning var omkring tre fire år, han var allerede på daværende tidspunkt meget interesseret i naturen, hvad der har fulgt ham siden hen i livet. Da vi var kommet gennem den gamle by, over i Botanisk have til søerne, hvor Ænderne ventede på, at der kom nogen forbi med en bid brød. Da var Henning hurtig til bens, for at give sit bidrag, med det resultat, at da han smed det ud til ænderne, røg han selv med ud i søen. Forskrækket som jeg blev, styrtede jeg ned af skråningen og fik ham hevet op. Men det kunne have gået meget værre, for jeg glemte at bremse barnevognen, som kom bagefter. Men heldigvis blev det reddet af en forbigående, hvad jeg var meget taknemlig for, for det var en grim forskrækkelse at få. Vedkommende var ligeledes flink, til at hjælpe mig, med at få Henning hevet af det drivvåde tøj. Vi fik ham anbragt i barnevognen samme med Alex, og svøbt ind i hvad der var af puder og tæpper, for derefter at komme hjem til Dorthe, som fik en grim forskrækkelse, da vi fortalte, hvad vi havde været ude for.

Så efter denne oplevelse, havde det ikke Hennings store interesse, at komme så tæt på søens bred. Heller ikke når vi gik tur ved havnen, måtte vi komme for tæt på havnekajen.

Sommeren bød ligeledes på mange oplevelser i storbyen. Der var fodboldkampene på Århus stadion, travløb på væddeløbsbanen, cykelløb på cykelbanen, og ikke Sid e 103

VORES DAGLIGDAG I ÅRHUS

mindst seks dags løb i Århushallen. Det var alle steder, hvor vi havde leverance af is, så det medførte, at der var fri adgang. Vi nød ligeledes at tage bussen ud til Moesgård strand, samt ud til Åkroen i Risskov, hvor der kunne bades, begge steder havde vi ligeledes store leverancer af is om sommeren. Et meget yndet sted vi nød at komme, var ud i Dyrehaven, hvor vi kunne komme meget tæt på Rådyrene og Hjortene. Ligeledes nød vi en tur i Mindeparken, hvor der var nogle flotte blomsteranlæg og store græsplæner.

En af de største begivenheder om sommeren i september, var nok den uge, hvor der var Rundskue, (det der i dag er blevet til Århus Festuge.) Da var der stort optog gennem byen til Århus Stadion, hvor der blev afholdt fagenes fest, alle fag havde hver deres flote pyntede vogne med i optoget, som havde Århus Pigegarde i spidsen.

Det store jyske Dyrskue Ungskuet som det hed, blev ligeledes afholdt i Århus. Der var en stor dyrskueplads oppe ved Randersvej, hvor Motel La Tour og Vandtårnet ligger, det var hvad der var af bebyggelse, inden vi kom til Lisbjerg.

Min søster og svoger Hanne og Holger, havde bosat sig i Viby, et par år før vi kom til Århus. Holger arbejdede i Provinsbanken, de havde deres to børn Henrik og Helle, som aldersmæssig er mellem vores Henning og Alex. Det var hyggeligt at kunne få og gøre lidt familie besøg sammen. De havde ikke telefon, hvad vi havde, det hørte med til min stilling at have telefon. Skulle vi på uanmeldt besøg, tog vi bussen fra Vesterbro torv til Viby torv, det kostede os to gange 35 øre, var de ikke hjemme, kunne vi nå at køre tilbage på samme billet.

Vi savnede nok det, at vi ikke havde nogen have, hvor vi kunne slappe af i, og drengene kunne gå frit omkring. Så i foråret 1964 købte vi en kolonihave (se billeder s. 127) i haveforeningen Grænsen. Der var hus med fire sovepladser, et rigtigt hyggeligt sted, som vi fik sat i god stand, og kunne dyrke flere fornødenheder. Men det viste sig ligeledes, at jeg ikke havde den fornødne tid, til at kunne være der, sammen med Dorthe og drengene, så det blev til, at vi solgte haven igen i begyndelsen af 1966.

I begyndelsen af foråret 1966 begyndte vi, at se os om efter egen bolig, vi havde ingen værelser til drengene. Henning skulle til at begynde i skole, han var tilmeldt i Samsøgades skole.

Det skete så samtidig at der var kommet en ny Forvalter på mejeriet, som havde nye tanker. Han havde været i USA, hvor de lavede frugtjogurt, som han kunne tænke sig, at starte en produktion af her i landet. Der efter blev der indledt et samarbejde med de to andre mejerier i Århus, mejeriet Vesterbro, som producerede kakaomælk, og havde en mindre iscremefabrik. Samt mejeriet Enigheden, som havde den største iscremefabrik ,,Pyramide IS” De havde forhandling over hele Jylland, samt depot og forhandling i København.

Det var naturligt, at de overtog alt iscremeproduktion i Århus. Mejeriet Vesterbro fortsatte produktionen af kakaomælk, hvorefter De Forenede Mejerier indstillede produktionen. Lokalerne blev indrettet til at producere frugtjogurt, som senere har vist sig, at blive en stor salgsartikel inden for dansk mejeribrug.

Det blev min skæbne, at jeg igen måtte finde ny beskæftigelse. Jeg blev tilbudt, at jeg kunne blive som leder af den nye afdeling. Men jeg ønskede ikke et samarbejde med den nye forvalter, og ville hellere prøve, om der var noget inden for isSid e 104

VORES DAGLIGDAG I ÅRHUS

creme. Jeg henvendte mig tit vores konsulentfirma inden for branchen Grindstedværket. De kendte ingen der på daværende tidspunkt manglede personale, men foreslog så en anden mulighed, at skifte branche. De tilbød en oplæring inden for salat produktionen, og kunne samtidig tilbyde en stilling, som salatmester på Århus Hørkram (se billeder s. 127 og 128), De havde en stor produktion af salat og meget andet inden for Hørkram varer.

Det hele endte med, at jeg tog mod tilbudet, og vi måtte for alvor til at se efter en ny bolig. Vi var kommet hen i marts måned 1966. Vi tog den beslutning at vores nye hjem skulle findes inden for en radius af 25. km fra min nye arbejdsplads, som lå i Åbogade i Århus Nordby. Vi fandt hurtig ud af, at det var alt for dyrt at købe hus i Århus, eller en af forstæderne. Ved at flytte ud i periferien, kunne der købes hus og bil, for mindre end det kostede i Århus. Vi så på huse i området til Skanderborg, og området ud mod Hornslet, samt nord på mod Randers.

I slutningen af marts så jeg en aften i Århus Stiftstidende, der var to nyopførte huse til salg, der stod 19.km. fra Århus. Jeg tog telefonen og ringede det opgivne nr. op.

Det var ejendomsmægler Fiil Nielsen, som boede i Risskov. Kl. var omkring halv syv, han lød meget forpustet, han ville gerne fra telefonen, for den havde kimet lige siden avisen udkom, så han trængte til at komme ud at køre. Måske vi havde lyst til at tage med, så kunne vi se, hvad det var han havde at byde på.

Der blev travlhed i det lille hjem, drengene var ved at gøre klar til at få nattøj på, men måtte i stedet have støvler og overtøj på. Vi skulle nu ud at se på et nyt hus, inden vi fik os tænkt om, holdt ejendomsmægleren uden for. Jeg havde ikke engang fået at vide, hvor det var henne huset lå. Først da vi sad i bilen, fortalte mægleren at det var i Hadsten. Det var jo ikke så langt væk, men jeg vidste godt, der var mere end de 19.km. til Hadsten, som jeg havde læst i annoncen. De havde målt fra Hadsten til Århus kommunegrænse, mellem Søften og Lisbjerg, så passede afstanden.

Vi kom ret hurtig til Hadsten, og så to halvfærdige huse på Ålykkevej, på 110. kvadratmeter, og stor grund på 1250. kvadratmeter. Prisen var sat til 112.000 kr. med 12.000 kr. i udbetaling. Det var ikke til at rokke ved, for køberne stod i kø for at købe, så det var med at tage en hurtig beslutning.

Mørket faldt hurtig på, det var blevet høj sengetid for drengene, hvorefter turen gik tilbage til Langelandsgade. Forinden huskede han at vise os Østervangsskolen, som jo også var et stort plus for Henning, som skulle begynde i skolen.

Vi var tilbage ved ti tiden, Dorthe fik travlt med at få drengene i seng, hvorefter hun bød på kaffe. Snakken fortsatte hen over kaffeboret, til ved halv to tiden, så for at slippe af med mægleren, besluttede vi at acceptere handelen med overtagelse 15. maj 1966.

Det viste sig så, at mægleren var kommet så hurtig af sted, at han ikke havde fået sine dokumenter med. Vi kunne så ikke underskrive en købsaftale, jeg måtte så køre med til Risskov, hvor vi fik udfyldt en købsaftale. Vi var tilbage ved fire tiden om morgnen, hvor så Dorthe kunne sætte sin underskrift, og vi havde købt hus i Hadsten.

Vores økonomiske grundlag for at købe hus, var på daværende tidspunkt, at min årsløn for 1965 var kommet op på 25,528 kr. Vi havde oparbejdet en formue på 8,167.kr. I 1966 var årslønnen steget til 31,245 kr.og en gæld på 112,139 kr. Dorthe begyndte så at tjene lidt til livets ophold, året efter var vores årsløn sneget sig op på 36,902 kr. og gælden var reduceret til 108,312. kr. Men så havde vi jo også fået et nyt hus og bil.

Sid e 105

VI FLYTTER TIL HADSTEN

Vi flytter til Hadsten Det blev lørdag den 13. maj 1966. vi gjorde vores indtog på adressen Ålykkevej nr.10. i Hadsten.

Vi havde dermed sagt farvel til storbyen Århus, som vi trods alt var kommet til at holde meget af. Men vi havde nået det, vi havde stræbt efter, og fået nyt hus og bil, så en ny tilværelse var startet for os, men alt var ikke guld og grønne skove.

Huset var ikke for godt færdig, tømreren var gået konkurs, så der manglede ting, der ikke var færdiggjort.

Grunden var ikke planeret, som den skulle være, så der var mange problemer at tage vare på, da vi først var flyttet Ålykkevej 10 ind. Men mandag morgen den 15. maj, skulle jeg starte mit nye arbejde på Århus Hørkram. Jeg måtte kører hjemme fra Ålykkevej kl.

5,30, for at være i Århus kl.

6,00, og var ikke tilbage før ved tre fire tiden, hvor jeg var godt brugt. Det skal ligeledes nævnes, telefon havde vi ikke, det var noget, der måtte komme med tiden, når vi fik råd dertil. Telefoncentralen lå nede i Søndergade, der kunne man gå ned og få en forSommeren 1966, Alex og Henning bindelse. Der gik heller ikke ret mange dage, inden vi opdagede, at afløbet fra toilettet var stoppet. Det var med at få fat i byggemesteren, som var V.V.S. installatør J. Kempel, som straks undskyldte sig med, at det var hans kompagnon, som havde stået for kloakeringen. Så nu skulle han få ham til at se på det. Det var en gårdmand fra Galten Viggo Holm Christensen, som gik under navnet Viggo Måg Lars. Navnet svarede godt til, hvad han havde lavet af arbejde. Det så ikke alt for lovende ud for os, med alle de problemer der opstod. Det hele endte med, at vores sagfører foreslog, at der blev afholdt en syn og skøns forretning. Huset blev nu gennemgået fra A. til Z. og fejl og mangler blev noteret ned. I mellem tiden var sælgerne ophørt med deres samarbejde, så vi fik udbetalt en erstatning, hvorefter fejl og mangler blev udført af andre håndværkere.

Sid e 106

HAVEN

Haven Allerede den første uge vi var der, blev grunden planeret, og ved min far og brødres hjælp, fik vi anlagt græsplæne. Der blev sat kartofler i gården, hvorefter der kunne anlægges gårdhave til efteråret, når kartoflerne var gravet op.

I samarbejde med vores nye nabo Knud Stejlborg, skulle der træffes beslutning, om plantning af hæk i naboskel. Beslutningen blev Berberis- hæk langs vores indkørsel, og et raftehegn i gården, som vi selv lavede. Vi fik nedstøbte jernbeslag til stolperne. Det blev et mægtigt arbejde, som til gengæld var meget billig, og sådan var det med alt, hvad vi skulle lave, det måtte være billigst mulig.

Sommeren gik meget med planlægning, af hvordan haven skulle anlægges, så vi kunne få mest muligt ud af arealet. Vi blev medlem af Det Jyske Haveselskab, kontingentet var 30 kr. om året, og så kunne man få gratis konsulent hjælp. Ønskede vi en fuld detailleret haveplan kostede det 300 kr. Naboen som ligeledes skulle have etableret sin have, kendte en planteskole i Brabrand, der tilbød at tegne haveanlæg, mod at vi købte planter der, hvad vi valgte at gøre. Det nederste stykke af haven, besluttede vi staks skulle udnyttes som urtehave, hvorfra vi gennem årene var mere eller mindre selvforsynede med grøntsager. Det blev et sted, som vi fik meget fornøjelse af i alle årene. Der blev bygget drivhus, lavet hyggekrog med havepejs og meget mere. Der kunne vi sidde og nyde synet af den dejlige urtehave, og vores hus oppe på bakken. Fra gården havde vi en flot udsigt ned over byen.

Indkørslen var ligeledes et kapitel for sig, den var anlagt med en gang stabilt grus.

Der var anlagt et par rækker fliser, som hurtig trængte til en omlægning og vibrering af underlaget. Indkørslen var anlagt i seks meter bredde, som jeg reducerede til at være fire meter bredden. Det foregik ved, at jeg gravede de to meter grus op, og fyldte op efterhånden, som det blev kørt sammen på den øvrige del af vejen.

Efterhånden som jeg havde fjernet gruset, blev der fyldt op med jord, og sat fortovs kanter op, som var produceret på stedet, to af gangen. Jeg havde kun to forme til at støbe dem i, ligeledes havde jeg to forme 40 x 40 cm. til at støbe havefliser i, så de første fliser der blev anlagt i gården var af egen produktion.

Sand og cement blandede jeg i trillebøren til støbningen, så det var en lang proces, at få lavet de 40. meter, der skulle bruges. Derefter kunne jeg få anlagt et bed, og kunne plante af hvad jeg fandt, og fik tilovers af planter. Blandt andet et par små bøgetræer, som Henning fandt i Rold Skov, og et par valnøddetræer, som jeg fik foræret af en dame, som jeg arbejdede sammen med i Århus. Indkørslen blev herefter belagt med vasket ral, så vi fik en meget flot indkørsel på ca. 40 x 4 meter, og fortov som var en meter bred, samt et bed med beplantning der var 40 x 2 meter. Det var et areal på ca. 300 kvm. der skulle holdes i orden, helst en gang om ugen.

Haven og områderne var noget jeg holdt meget af at arbejde med. Det var ligeledes noget, der tog store forandringer gennem årene, min store samling billeder fra de 42 år vi var på Ålykkevej, er et bevis derfor.

Sid e 107

HAVEN OG HUSET

G책rdhave 1971

G책rdparti 1966

Haven 1966

G책rdparti 1966

Garage 1971

Vinterhaven 1971

Sid e 108

HUSET

Huset Det Første der skete var allerede i efteråret 1966. Vores olietank var anbragt i fyrrummet, det syntes vi ikke var særligt hensigtsmæssig, så derfor fik vi den udskiftet med en jordtank, som vi gravede ned i gården inden der blev lagt fliser. Det var noget af et gravearbejde, et hul på 2½ meter dybde, samt en rende til olierør på 1. meters dybde, men det hele kunne klares ved håndkraft. Det overskydende jord blev brugt til at fylde op med langs vejen.

Det næste vi begyndte at spekulere på var en garage, der var god plads til en for enden af vores indkørsel. Der kunne vi så lave en dejlig have mod syd - enden af vores hus.

Det var vinteren 1970 – 71 vi puslede med disse planer. Jeg havde fået lidt ekstra arbejde hos en tømremester, så indtægterne var steget til 45,088 kr. og formuen var vokset 6,922 kr. Som det fremgår af årsopgørelsen for 1970. Jeg talte en del med tømrermesteren om mine planer, han kom og så på forholdene. Mine planer blev væsentlig ændret, da han havde besøgt os, han tilbød straks at være behjælpelig med et kommende byggeri. Vi kunne få en tilbygning til huset på 32 kvdrm.

Hvis vi rykkede garagen længere op på grunden, kunne der blive plads til en stue og et værelse mellem garage og huset. Tømremesteren havde et stort vinduesparti med dør i, som han ikke havde fået anvendt, det var 4,5 m, bred, det tilpassede vi byggeriet efter, og fjernede vinduet i husets syd gavl. Der blev i stedet for lavet en dør fra stuen til vores nye tilbygning, som blev kaldt vinterhaven. Vi fandt på at lave en blomsterkumme foran vinduespartiet, gulvet blev belagt med sorte italienske klinker, og der blev indlagt gulvvarme. Væggene var bygget op af gasbeton, som vi malede hvide, det blev et meget flot byggeri, hele byggeriet blev gennemført for ca.

21,000 kr. fordi der var noget, der hed moms refusion, et tilskud staten betalte, for at få noget byggeri i gang.

I 1973 havde vi noget der hed energikrise, olie og el priserne steg voldsomt, så det var ikke særligt godt med det nye byggeri og vores gulvvarme. Det var baseret på el, det blev alt for dyrt, så der måtte sættes en brændeovn op i vores nye tilbygning.

Vi savnede ligeledes en spiseplads i vores køkken, som vi fandt en løsning på. Vi kunne bruge de store skabe i værelset, køkkenbord og underskabe blev installeret i fyrrummet, hvor vi havde indrettet bryggers, vi fik så nyt køkken inventar, og derved en spiseplads til fire personer.

Der kom samtidig krav om, at der skulle laves en energiattest, på alt byggeri fra før 1970. Det bevirkede så, at der var for lidt isolering på loftet, samt at der ikke var termoruder i vinduerne. De var lavet med dobbelt glas, som ikke havde den fornødne isolation. Så vi tog en hurtig beslutning om, at efter isolere med 20. cm. ekstra glasuld på loftet. Nu fik vi udskiftet fem vinduespartier, hvor der ikke var termoruder, til vinduer med tre lags glas, det var en stor forbedring af huset.

I 1973 skiftede jeg igen arbejde, jeg måtte tilbage til mejeribruget, og blev ansat på Vitten mejeri fra første maj. Det var en fordel, at der ikke var så langt at køre. Fortjenesten var ligeledes bedre, for indkomståret 1973 var årsindtægten vokset til 75,870 kr. og en formuen på 5,550 kr.

Sid e 109

HUSET

Rent økonomisk havde vi nogle gode år, men jeg var hele tiden klar over, at det med mejeribruget ikke var min fremtid. Jeg ledte med lys og lygte efter et arbejde med en mere sikker fremtid. Jeg havde nok forventet, at der kunne blive en stilling som Pedel, på en af skolerne, hvad der også gjorde. Jeg blev ikke den foretrukne, så jeg måtte blive ved med mejeribruget til vi nåede foråret 1979. Derefter søgte jeg, og blev tilbudt stillingen som bankbetjent i Hadsten Bank, det var til en årsløn på 72.000 Kr. Der skulle store økonomiske overvejelser til, for min årsløn 1978 var oppe på 142,590 Kr. og der var efterhånden oparbejdet en formue på 348,401 Kr. Huspriserne var steget i halvfjerdserne.

1979 blev på mange måder et skælsættende år, da jeg havde skiftet arbejde. I stedet for at møde på arbejde kl. fem om morgenen, og være hjemme igen kl. tre om eftermiddagen, blev min arbejdsdag i banken fra kl. otte til halv fem om eftermiddagen.

Dorthe var begyndt som afløser på plejehjemmet. Henning var indkaldt til militæret, og tiden nærmede sig. at Alex var ved at være udlært som butiksslagter.

Det var lidt af et sidespring rent familiemæssigt, så jeg vil vende tilbage til, hvad der skete med huset.

I 1981 tog vi igen fat på den helt store ombygning. Vores badeværelse blev flyttet til det værelse, som Henning havde haft. Det gamle badeværelse blev lagt til vores entre, hvorfra der blev lavet udgang til vores bryggers. Vi byggede 1½ meter til og hævede samtidig taget, der kunne vi så få plads til et gæstetoilet. Vi havde så samtidig fået indlagt fjernvarme, og var kommet af med oliefyret, som fyldte i bryggerset. Det blev et rigtigt godt bryggers, som vi fik meget glæde af, ikke mindst at der blev en ekstra indgang til huset. Samtidig med den store ombygning af badeværelse, fik vi nye skabe i soveværelset, flyttede en væg mellem værelse og soveværelse, så de to værelser fik nogenlunde samme størrelse.

Vi holdt en god lang pause med vores omforandringer af huset. En ting der ville trænge til udskiftning, såfremt vi ville blive boende på Ålykkevej, det var vinduespartiet i stuen og ligeledes i det vi kaldte Vinterhaven.

I 1996 havde vi besluttet os for at blive boende, og samtidig gå i gang med de forbedringer, der trængte sig på. Den store stue på 32 kvm. blev 8 kvm. mindre, idet vinklen blev lagt til køkkenet, der blev muret en halv mur op, og der kom nyt vinduesparti i. Mellem stue og køkken, blev opsat et skydedørsparti med glas.

Køkkenet blev igen udskiftet til et moderne HTH køkken, gulv og lofter blev udskiftet. Der blev fjernet et stykke af muren ud mod gården, hvor der kom en glas karnap i med udgang til gårdhaven, så vi fik et moderne køkken alrum. Vinterhaven var det næste, vi gik i gang med, der blev vinduespartiet ligeledes udskiftet, på samme måde som vi havde gjort i stuen. Blomsterkummen foran blev fjernet og brændeovnen udskiftet, hvorefter det blev til vores hyggestue, som vi herefter kaldte pejsestuen.

Samtidig fik vi ny flisebelægning i gårdhaven med nye blomsterkummer, og taget blev renset og malet, så det var som et nyt hus igen.

Selv om vi mente, det skulle være det sidste, der skulle laves, så måtte vi til det igen et par år efter. Vi havde uheld med radiatoren i stuen, der var blevet en utæthed. Det var ikke godt for parketgulvet, som bulede op. Gulvet og radiatoren skulle udskiftes, så det endte med en total renovering af gulv og isolering. Da var der heldigvis en forsikring der kunne træde til. Så herefter skulle vi bare nyde tilværelsen og vores tredje alder, som vi havde påbegyndt.

Sid e 110

ÅLYKKEVEJ

Ålykkevej Da vi i 1966 flyttede til Hadsten, var Over og Neder Hadsten sogn, en del af Vitten Haldum Hadsten Kommune. Sognegrænsen og den daværende kommunegrænse gik langs Lilleåen. Først i 1969 kom Over Hadsten sogn under Hadsten Kommune, og der blev et mere naturligt tilhørsforhold for vores vedkommende. Ålykkevej var en forholdsvis ny udstykning fra Møllegården, som lå nede ved åen.

Udstykningen af de første parceller skete i 1957. I 1960 kom den nye Skanderborgvej, så trafikken kom til at køre hen over Hadsten, og ikke igennem byen mere. Det bevirkede, at der kom gang i de sidste udstykninger. Vores grund på 1250 kvm. var jo det, der kaldtes en koteletgrund, mellem Søndergade og Ålykkevej. Der var fem naboskel til Søndergade og fire til Ålykkevej. Grunden havde indtil 1961 tilhørt Mejeriets hus på Søndergade, som blev solgt fra til Det danske Pigespejderkorps, der igen i 1965 solgte til J, Kempel, hvorefter han byggede og solgte til os i 1966.

Vi kom til at bo i et nyt kvarter med en del jævnaldrende. En af de ting der havde tiltrukket os, var den forholdsvise nye Østervangsskolen fra 1960. Det var en skole med seks klassetrin fra første til sjette klasse. Flere af vores nye naboer, havde jævnaldrende børn med vores. Henning og Alex faldt hurtigt til på vejen og i skolen. Henning startede i skolen til august, som vi var kommet til Hadsten i maj. Han kom i en god klasse, fik førstelærer Vadgaard som klasselærer. Der blev et særdeles godt forældresamarbejde i klassen, som vi den dag i dag har et stor bekendtskab til. Tre år efter i 1969 var det Alex`s tur til at begynde i skolen med Kirsten de.

Place, som sin klasselærer. Der var den forskel på de to klasser, i Hennings klasse var der en del børn fra Over Hadsten og Lyngå, hvor der i Alex´s klasse var flest børn fra Hadsten by. Skolen var i de tre år vokset, så der måtte oprettes to klasser på hver årgang. Skolen havde i det hele taget, en stor tilvækst af elever i de kommende år. I midten af halvfjerdserne havde skolen tre spor på hver klassetrin, og der kom overbygning på skolen.

Skolens store udvidelse gennem disse år, fortæller jo tydeligt, at vi var flyttet til en by og kommune, hvor der skete store udstykninger af parcelhusgrunde. Der kom stadigvæk mange ny tilflyttere til Hadsten, som havde skolesøgende børn.

Foreninger Skole, Menighedsråd, Landsforening & Provstiudvalg På initiativ af et forældreråd i Hennings klasse, blev der i 1967- 68 oprettet en forældreforening ved Østervangsskolen. Jeg kom i bestyrelsen og valgt som foreningens Kasserer, det medførte at jeg derigennem kom til at kende en del af skolens forældrekreds, som vi fik meget glæde af i årene fremover.

Mit samarbejde med lærer Vadgaard, som var formand for menighedsrådet i Over og Neder Hadsten fik følgende betydning. Da der skulle være valg til nyt menighedsråd 1967, blev jeg spurgt, om det kunne have min interesse, at stille op til det nye menighedsråd, for derefter at blive foreslået, som kasserer for rådet. Det lod jeg mig overtale til og blev valgt, det gav igen bekendtskab med mange nye mennesker, indenfor det kirkelige område.

Over Hadsten kirke, havde sognefællesskab med Vitten og Haldum. Men ved kommunalreformen i 1971, kom der en større omlægning af sognefællesskabet, hvor vi blev sammenlagt med Hadsten, Nr. Galten og Vissing sogne.

Sid e 111

FORENINGER

Det medførte tilmed, at jeg blev valgt som kasserer for præstegårdskassen i det nye sognefællesskab. Det blev et stort og betroet arbejde, at skulle i gang med.

Jeg kom med i udvalget, der skulle stå for salg af forpagtergården i Vitten, og salg af præsteboligen i Haldum. Midlerne fra salget, skulle fordeles mellem sognene i Vitten og Haldum. Det skete efter antal medlemmer af folkekirken i de tre sogne, hvorefter beløbet blev hensat i stiftsmidlerne til senere brug. Samtidig var der gang i byggeri af ny Præstebolig på Hjaltesvej, som skulle finansieres ved salg af Præsteboligen i Nr. Galten, og lån af stiftsmidlerne.

Der blev samtidig brug for en Præstebolig mere, idet der skulle ansættes en Præst til de fire sogne.

Efter valget i 1973 fik Over Hadsten ny formand for menighedsrådet. Det blev Herluf Thomsen, som ejede Elkjærgård, han var i gang med udstykningen af Tellusvej og Jupitervej. Herluf Thomsen var handelsmand, og en mand med ordet i sin magt.

Han så med det samme en mulighed for at sælge en grund på 2000 kvm, af sin udstykning på Jupitervej, og hermed få placeret den kommende Præstegård tæt ved Østervangsskolen. I lighed med Præstegården på Hjaltesvej, tæt ved den nye Hadsten Skole. Forslaget blev enstemmigt vedtaget i de fire menighedsråd. Han glemte heller ikke, at nævne pengene til at købe for, dem havde vi jo hensat i stiftet, fra vores salg i Vitten og Haldum. Så i 1975 kunne vi indvi en ny præstebolig med konfirmandstue på Jupitervej.

Efter valget 1973 fik jeg igen en udfordring, idet jeg kom i bestyrelsen for Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer Randers distrektsforening. Foreningen repræsenterede ca. 750 menighedsrådsmedlemmer, fra Randers fjord i syd, til Mariager fjord i Nord. Foreningens formål var at samle medlemmerne til oplysnende møder på Hotel Jylland i Randers, to gange om året. Samt at afholde en årlig udflugt, som bestyrelsen kørte ud og fik tilrettelagt. Det var udflugter, der blev meget populære at deltage i. Den første vi var med på, var der ca. 200 med. Vi havde selv mad med til frokost, derefter var så et at sted at drikke eftermiddagskaffe. På hjemturen spiste vi aftensmad. Indimellem var der tid til at besøge et par kirker eller tre.

Men som årene gik, blev der flere og flere, til sidst var vi oppe på ca. 550. Der var 11 – 12 busser (se billeder s. 128) der startede fra forskellige steder i området, hvorefter vi alle mødtes ved en af vore store Kirker, der kunne rumme de mange deltagere. Derefter var der bestilt frokost på et stort hotel, hvor der var fast tradition for tre stykker smørrebrød, kaffe og kringle. Eftermiddagen blev så brugt til at se forskellige seværdigheder på egnen, som vi havde udvalgt på prøveturen. Derefter vendte vi tilbage til, hvor vi havde spist vores frokost, for så at spise middag. Tiden kom, for at vi kunne tage afsked med hinanden, inden turen gik hjemad med mange nye og gode oplevelser.

Bestyrelsesarbejdet medførte ligeledes, at jeg var med til Landsforeningens årsmøder på Hotel Nyborg Strand. De blev afholdt hvert år først i juni måned, det var et møde der varede tre dage.

Jeg havde fornøjelsen at være med i femten år, hvorfra vi har fået mange bekendtskaber.

I 1985 valgte jeg at udtræde af menighedsrådet og kunne hermed ikke genvælges til landsforeningen.

Sid e 112

FORENINGER

Grunden til min tilbagetrækning var den, at jeg efter valget i 1984, blev opfordret til at stille op til Provstiudvalget. Jeg blev valgt, som eneste repræsentant fra den nye Hadsten kommune, til at indtræde i Randers Hadsten Provstiudvalg. Det blev et meget spændende og krævende arbejde, så af den grund måtte jeg beslutte, at udtræde af menighedsrådet pr 1. jan. 1986.

Jeg var med i fem valgperioder indtil april 2005. Den første periode sammen med provst Theislev fra Dronningborg – Gimming, som vores provst, hvorefter Hanne Hjørlund fra Sct. Clemens sogn i Randers blev vores nye provst.

Det blev til i alt 36 års arbejde inden for Den Danske Folkekirke. Jeg har arbejdet under tre af Århus stifts Biskopper, Henning Højrup, Herluf Eriksen og sidst Kjeld Holm. Det blev til samarbejde med fem provster, provst Tranæs fra Haldum, provst Risager Sct. Mortens Randers, samt de to før nævnt Richard Theislev og Hanne Hjørlund.

Skolearbejdet Forældreforening Skolenævn Som jeg før har nævnt startede det hele med forældresamarbejde, efter at Henning var begyndt i skolen sommeren 1966. Året efter blev der taget initiativ til, at få oprettet en forældreforening ved Østervangsskolen. Foreningen havde det formål at styrke skole hjem samarbejdet. Jeg blev foreningens kasserer. En af de første ting, der blev taget fat på, var tilrettelægning af en stor skolefest. Der havde det formål at skaffe midler til etablering af en legeplads, som vi senere var med til at oprette. Kommer jeg på Østervangsskolen nu godt 40 år efter, ser jeg stadigvæk rester af vores arbejde.

I 1973 blev jeg indvalgt i skolenævnet. Det var i en meget spændende periode, hvor Østervangsskolen blev udbygget. Den kunne nu klare den store tilgang af elever, der var i disse år. Først var der den store tilbygning af skolen, hvor der blev lavet faglokaler, mediatek som kunne rumme skolebibliotek m/m. Derefter var skolen udbygget til, at kunne klare tre klasser pr årgang til og med tiende klasse.

Der skulle herefter ansættes en skoleinspektør, samt lærestaben skulle udvides med faglærer, så den kunne klare overbygningen. Det år skolen startede sin overbygning, blev der ansat 16 nye lærere, hvor en del stadig er på skolen, og de er ved at nå pensionsalderen.

Jeg var med i skolearbejdet til april 1977, hvor en ny valgperiode begyndte, men jeg kunne ikke genvælges, da jeg ikke længere havde skolesøgende børn på skolen. Jeg havde da håbet på, at kunne vende tilbage, da jeg vidste, at der blev en ledig stilling som skolepedel i løbet de kommende år. Den ville jeg ville søge, hvad jeg også gjorde, men kom ikke i betragtning, da den endelige beslutning skulle træffes.

Det Jyske Haveselskab Jeg blev ret hurtigt medlem af Haveselskabet, som vi fik meget glæde af, ikke mindst til etableringen af haven på Ålykkevej. Det gav ligeledes mulighed for en bekendtskabskreds, med samme interesse som ens egne.

Ved den først generalforsamling, som jeg deltog i, blev jeg indvalgt i bestyrelsen.

Der var røde tal i regnskabet, så der var noget at tage fat på, ikke mindst med at få nye medlemmer. For at få det, skulle der være et attraktivt program at byde på, der skulle laves udstillinger og andre ting, som kunne være med til at øge Sid e 113

FORENINGER

kassebeholdningen.

Det blev ligeledes til to perioder i regionsbestyrelsen, sammen med den kendte havebrugskonsulent Helge Pedersen. I den perioden jeg var med, fejrede det jyske Haveselskab sit 100 års jubilæum. Det blev markeret ved en stor landsdelsudstilling i Århus, hvor de forskellige kredse havde deres udstillinger. Opbygningen af dette arrangement, var lagt i hænderne på regionsbestyrelsen, med Helge Pedersen i spidsen.

Udflugter med havebesøg, blev også et af vores specialer, det krævede en større tilrettelægning. Vi besøgte bl.a. Vitskøl Kloster, med den store krydder urtehave, det gav mig lyst til at anlægge en krydderurtehave. Den fik så stor omtale i havekredsen, at det bevirkede, at vi måtte indbyde til en havevandring, hvor der kom mange på besøg og så vores spændene have, med mange forskellige detaljer.

Højskoleforeningen Straks efter at vi var flyttet til Hadsten, besøgte jeg Højskolen sammen med mine to drenge. De skulle se, hvor deres far havde været elev, elleve år forinden. Vi blev venlig modtaget af (Mimse) fru Marie Clausen, som glædede sig over, at en af deres gamle elever kunne komme i tanken om, at bosætte sig Hadsten. Vi fik ligeledes at vide, at vi til en hver tid var velkommen, til at deltage i hvad der var på Højskolen. Hun gjorde opmærksom på Højskoleforeningen, som holdt sine møder på skolen. Det første møde vi deltog i var den 16. nov. 1966. Hvor Seminarielektor Børge Troelsen fra Silkeborg, talte om Kai Munk som præst, digter og jæger. Det blev indledningen til, at vi fik en stor tilknytning til Højskolen, som vi har nydt at komme på gennem årene her i Hadsten. Inden så længe kom jeg med i bestyrelsen, for derigennem at være med til at tilrettelægge møder, hvor der blev indbudt talere til vinterens foredrag. Der kunne nævnes mange kendte personligheder, som vi har haft lejlighed til at stifte bekendtskab med. Der har været lejlighed til at høre, og stifte bekendtskab med mange af vore kendte forfattere, skuespillere, professorer, vore biskopper, kendte sportsfolk og mange andre kendte foredragsholdere inden for højskolebevægelsen.

Igennem mit arbejde i menighedsrådet, fik jeg ligeledes et stort samarbejde med højskoleforstander Thorkild Klausen, som jeg afløste i provstiudvalget 1985. I 1979 blev Th. Klausen afløst som forstander, af sin ældste søn Erik Klausen, som ikke fik så lang tid som forstander, idet han omkom ved en tragisk trafikulykke. Skolens forstanderpar blev herefter Grethe og Ole Bruensbjerg, som beklædte posten til 2004, hvor de blev afløst af skolens nuværende forstander Jacob Kjærsgaard. De er alle personligheder, som jeg har lært at sætte stor pris på at kende, og samarbejde med gennem alle årene. En anden jeg vil nævne er højskoleforeningens formand gennem de sidste tyve år, sognepræst Ole Juul. fra Ødum, vi har haft et særdeles godt samarbejde, hvor jeg i samme periode har beklædt posten, som foreningens kasserer. Vi har begge to besluttet at overlade vore tillidsposter til andre kræfter, med udgangen af sæsonen 2010.

Jeg har nu været rundt om mit virke gennem årene, som har fået stor betydning for vores tilhørsforhold til byen Hadsten og dens omegn.

Fra mejeribrugt til, Hadsten Bank Jeg har i det forløbne, på flere måder beskrevet min karriere inden dansk mejeribrug. Jeg ser i dag tilbage på tiden, som en stor berigelse af ens virke, gennem de Sid e 114

HADSTEN BANK

første 31 år af min tid på arbejdsmarkedet. Jeg begyndte på et mejeri fra 1898. hvor der ikke var sket nogen udvikling i 50. år. Jeg var med i den store udviklingsperiode og centralisering inden for mejeribruget. Jeg fik et stort indblik inden for fagets mange produktionsgrene. Jeg oplevede tiden fra, da mælken blev leveret hver morgen til mejeriet, fra de mange små landbrug, som var sammen om deres mejeri. Jeg var med til det, som det vi i dag kender, som de store enheder. De enkelte landbrug producerer mere mælk end 100 landbrug gjorde, da jeg startede inden for mejeribruget. I dag bliver mælken afhentet i store tankvogne, efter aftenmalkningen, og transporteret til de store mejerienheder. Derefter at bliver det behandlet i nattens løb, for at være klar til forbrugerne næste dag. Jeg har været meget omkring i min tid, har set og lært mange landsdele at kende, jeg har samlet en liste med de steder jeg har opholdt mig, som herefter følger.

Saltum andelsmejeri.

Sulsted privatmejeri.

Tornemark andelsmejeri.

Korup andelsmejeri.

Søværnet.

Glumsø Herregårdsmejeri.

Hadsten Højskole.

Rønbjerg IS. Dalum mejeriskole.

Aulum andelsmejeri.

Aalborg fløde IS. Rold andelsmejeri.

Rønbjerg IS. De forenede mejerier. Århus Hørkram.

Vitten mejeri.

Hadsten Bank A/S.

maj maj maj nov. apr. sep. nov. apr. sep. maj. feb. nov. jan. okt. maj. maj. maj.

1948 1949 1951 1952 1953 1954 1954 1955 1955 1956 1957 1957 1961 1962 1966 1973 1979

maj maj nov. apr. sep. nov. apr. sep. maj. feb. nov. jan. okt. maj. maj. maj. maj.

1949 1951 1952 1953 1954 1954 1955 1955 1956 1957 1957 1961 1962 1966 1973 1979 1999

Det var så 51 år på arbejdsmarkedet. Fra jeg var 16 til 67.

Hadsten Bank Som før nævnt blev 1979 et udsædvanligt år på mange måder. En eftermiddag først i marts, da jeg kom hjem fra arbejde, mødte Dorthe mig med stor begejstring, hun havde set, der var en stilling i Hadsten folkeblad, de søgte en Bankbetjent i Hadsten Bank. Hun troede lige det måtte være noget for mig, hvad jeg absolut ikke kunne forestille mig. Jeg havde det indtryk, at når jeg kom ind i en bank, gik deres tid med at trille tommelfingre det meste af tiden. Så jeg var mest afvigende fra tanken om, at en sådan stilling, kunne være noget for mig. Uden i det hele taget at vide, hvad arbejdet egentlig indebar, men kede mig resten af mine dage, ønskede jeg absolut ikke.

Det hele endte med, at jeg kunne prøve at skrive en ansøgning, og tage den med i banken dagen efter. Jeg havde et ærinde i banken for menighedsrådet, den kommende dag. Det jeg lagde vægt på i min ansøgning var, at jeg havde haft ledende stillinger Sid e 115

HADSTEN BANK

inden for mejeribruget, og hvilke skoler jeg havde været på. Jeg gjorde ligeledes opmærksom på, at jeg ikke var fortrolig med maskinskrivning. Jeg oplyste om min alder og familie, hvor jeg var beskæftiget, og hvad jeg bestred af offentlige hverv.

Det blev nok den mest kortfattede ansøgning, jeg nogen sinde havde skrevet.

Næste dag klædte jeg min pænt på, jeg tog i banken og ordnede, hvad jeg skulle.

Derefter spurgte jeg høfligt, om jeg måtte tale med direktøren, hvad jeg ikke kunne, han var bortrejst. Men jeg kunne få lov at tale med bankens fuldmægtige Per Hermansen. Jeg havde jo det ærinde, at ville aflevere en ansøgning og høre lidt om, hvad stillingen indebar. Det kunne han ikke oplyse om, men han kunne fortælle, at de havde modtaget ikke mindre end tyve ansøgninger med morgenposten. Han kunne ikke oplyse hvad arbejdet ville bestå af, det var direktør John Madsen, der tog stilling til hvad det indebar. Med disse ord tog jeg hjem og fortalte, hvad jeg havde fået ud af det, jeg regnede absolut ikke med, at høre mere fra det.

Men jeg kunne jo ikke bebrejde mig selv bagefter, at jeg ikke havde søgt stillingen.

Nogle dage senere kom min chef Gunnar Have. Han havde talt med bankdirektøren i Hadsten Bank. Han skulle bede mig om, at komme i banken til en samtale om eftermiddagen, såfremt jeg kunne, eller sende bud og aftale et nyt tidspunkt.

Jeg mødte standsmæssigt op til samtale som aftalt kl. 16, hvor jeg blev budt velkomBankbetjent på kundebesøg men af direktør John Madsen. Han fortalte straks, at han havde været igennem 84 ansøgninger til stillingen, som deres nye bankbetjent. Han havde udvalgt fem, hvor min var iblandt, Derefter fik jeg at vide, hvad planer banken havde med den nye stilling, og hvad arbejdet ville komme til at bestå af. Det var postekspedition, arkivering, budtjeneste samt andet forefalden arbejde, jeg kunne selv få lov til at være med til en tilrettelægning af arbejdsgangen. Så var det lige det med en løn, banken var i stand til at kunne tilbyde, som begynderløn en årsindtægt på 72.000 kr. Han var godt klar over at min nuværende løn var betydelig højre, omkring 150,000 kr. Det måtte jeg jo tænke over, om jeg kunne klare mig med, såfremt jeg blev den foretrukne. Så det gav store overvejelser familiemæssigt. Hvor kunne der spares, for det første var der jo skatten, som blev betydelig mindre, vi kunne også skære ned på feriebudgettet, vi kunne droppe en del foreningskontingenter. Vi havde lige købt ny bil, så der kom heller ikke de store udgifter, begge vore to drenge havde gode lærepladser, og var på vej til at flytte hjemme fra. Der var ligeledes den mulighed, at Dorthe kunne få lidt mere arbejde, og dermed være med til at bidrage til de daglige fornødenheder.

Vi måtte så se tiden an, om det i det hele taget blev mig, der blev den foretrukne.

En ting jeg ikke vidste, var at bankens næstformand Vognmand Frode Laursen, som jeg kendte fra min arbejdsplads i Vitten,. Han havde talt med Bankdirektør Sid e 116

HADSTEN BANK

John Madsen. Ligeledes havde formanden for menighedsrådet Herluf Thomsen været nede at hilse på bankdirektøren, han havde ligeledes set, at de søgte en bankbetjent, han spurgte hvad de skulle bruge en bankbetjent til. Da han så hørte lidt om hvad arbejdet kom til at bestå i, var han så heldig at kende en, der ville egne sig til sådant en stilling. Det lod bankdirektøren til at være meget interesseret i, for han havde gennemgået de 84 ansøgninger.

Herluf Thomsen som var en af bankens stor aktionærer, sad som formand for menighedsrådet. Han kunne fortælle, at kassereren for menighedsrådet, Ove Kirkegaard ville være den rette person til en sådan stilling. Hvorefter bankdirektøren kunne oplyse, at han var blandt ansøgningerne, og var en af de fem, som han havde udtaget.

Et par dage efter min første samtale i banken, kom der igen bud til mig om at møde op og få Bankbetjent som bartender at vide, at jeg var blevet den foretrukne til stillingen. Hvis jeg kunne godkende tilbudet, kunne jeg tiltræde 1. maj 1979. Og hermed var jeg ansat i Hadsten Bank, som den kommende bankbetjent.

En ny tilværelse kunne hermed starte, en tilværelse jeg ikke nogensinde havde drømt om. Men jeg gik ind til et arbejde, som ikke var så opslidende, som det jeg kendte fra mejeribruget gennem 31. år. Min store bekymring var jo, om det ville blive for kedsommeligt, men det havde bankdirektøren jo lovet det ikke ville blive. Jeg faldt hurtig til blandt de ansatte i banken. Personalet skulle jo ligeledes vænne sig til, at have en bankbetjent, til at klare mange af de service poster, som de selv var vandt til at skulle klare.

Familiemæssig blev det en stor omstilling, jeg skulle ikke op ved fire tiden om morgenen, jeg kunne nu vente til ved syv tiden. Vi kunne spise morgenmad sammen, madpakken blev droppet, for jeg kom hjem til frokost, og kunne nå et lille hvil, inden jeg mødte igen kl. halv to. Jeg var så hjemme igen ved fem tiden. Det var virkelig en ny tilværelse, som var startet for mig og hermed et helt nyt familieliv.

Da der var gået tre måneder var jeg fastansat, det betød at jeg fik fri uniform til rådighed. Der havde ligeledes været overenskomstforhandlinger, hvor bankbetjente havde fået en god lønstigning, så min første årsløn blev 84,000 plus jeg var kommet med i pensionsordning. Men på grund af min alder ikke en tjenestemandspension, så det blev en hensættelse til kapitalpension, på lige fod med hvad de øvrige ansatte fik til deres pension.

Min første tid i banken gik meget med en større oprydning, og få sat systemer i bankens arkiv, samt forberedelse til bankens ombygning. Det skete fra 13. april 1981. til 11. juni 1982. Vi flyttede hele banken til den tidligere lægebolig på Kirkevej.

Det var noget af en opgave, jeg havde fyldt 275. flyttekasser, med alt arkivmateriale, bilag og alt hvad der blev brugt til den daglige bankbetjening. Der var lavet lister Sid e 117

HADSTEN BANK

over hvad kasserne indhold, så vi kunne finde frem til hvad vi fik brug for.

Den 11. juni 1982 kunne vi flytte tilbage til vores nye bank med nyt inventar, og meget stort arkiv i kælderen, det var en stor fornøjelse at være den, som fik æren af at indrette, og bygge det op fra bunden af.

Den 12. juni havde banken åbent hus, hvor vi kunne fremvise den nye Hadsten Bank, for byens borgere og bankens kunder. Det blev en meget festlig dag, for os ansatte, at kunne fremvise den nye bank. Dagen sluttede med en stor personalefest, på bankens øverste etage. den var lejet ud til byens Bibliotek, hvor de fik til huse de næste fem år, hvorefter de flyttede over i det nyopførte Hadsten Center.

Banken kunnet nu omdanne lokalerne til en større kantine, og nye mødelokaler.

Den 1. april 1983. kunne Hadsten Bank fejre sit 75 års jubilæum, hvor personalet mødte op i påklædning, der svarede til den tid hvor banken startede. Vi var faldet godt til i den nye bygning, og dagen blev igen fejret på festlig vis. Ved den lejlighed kunne jeg i samarbejde med bankens administrationschef Henning Jensen, indvi et bank museum, som vi havde indrettet i bankens sikringsrum i kælderen. Der havde vi anbragt en del af bankens gamle inventar, maskiner og hvad vi havde fundet og lagt til side under flytningen. Der var de første bøger der var skrevet i den 1. april 1908.

Museet blev ret kendt og besøgt af mange, som havde hørt om det. Der var bl.a. andre banker, som fejrede deres jubilæum, de henvendte sig om de kunne låne effekter, til at markere deres jubilæer med, hvad vi gik med til.

På betingelse af at effekterne var venligst udlånt af Hadsten Bank, som jo havde sit eget museum.

Det var så med til at det blev ret kendt i den danske bankverden.

Administrationschef Henning Jensen

Bankdirektør John Madsen

Bankbetjent Ove Kirkegaard

Fremviser bankens første hovedbog ved anno 1. April 1908

I 1984 købte Banken en ferielejlighed i Skagen, på Hotel Højengran. Det blev Bankens personale på jubilæumsdagen 1. April 1983

Sid e 118

HADSTEN BANK

mig betroet at have ansvaret for lejligheden, indvendig vedligeholdelse samt fordelingen af ferieuger til bankens ansatte. Jeg havde kun været i Skagen året i forvejen, hvor vi boede på hotellet. Men efterfølgende blev det til tre til fire gange om året, dels for at have tilsyn med lejligheden, og for at holde nogle gode ferier.

Jeg fik tyve år i Hadsten Bank. Jeg startede i banken hvor der dårligt

Hotel Højengran

Hotel Højengran

Hotel Højengran se fra flagbakken

Sid e 119

HADSTEN BANK

nok var indført regnemaskiner, og sluttede i en fuld moderne bank, med alt hvad der var af moderne elektronisk udstyr, som var tilsluttet datacentralen Bank Data i Fredericia.

Den 19. marts. 1999. blev der holdt afskedsreception for mig. Den blev holdt i Bank museum, hvor der i dagens anledning var lagt nyt gulvtæppe. Der var sendt personlig invitation til gæster, som jeg ønskede at se, ligeledes var der indbydelse i dagspressen, så der kom mange og hilste på, og takkede for godt samarbejde gennem de mange år. Det blev en dag, som vil blive ved at stå i mindernes tegn.

Dagen sluttede med at personaleforeningen holdt sin årlige generalforsamling, som ligeledes blev præget af min afsked. Det var tradition, at vi mødte op i en eller anden festlig påklædning til vores årlige generalforsamling, så jeg valgte at møde op i et sæt mejeri tøj, for at markere at nu gik jeg tilbage til det jeg kom fra.

Jeg havde en uge tilbage i Banken, inden jeg skulle afvikle min ferie indtil første maj, som var dagen jeg havde valgt at gå på pension. Den sidste arbejdsdag 26. marts 1999. havde jeg indbudt hele personalet til morgenkaffe.

Bankdirektør John Madsen takker for 20 gode år!

Sid e 120

Ankomst til receptionen

HADSTEN BANK

Søren

Lars

Anette

Alex

Vagn Ove Christoffersen Bankens formand

Kirstine

Bankens personale til morgenkaffe i kantinen. Derefter gik jeg i gang med at rydde mit kontor.

Sid e 121

VORES FERIER

Vores ferier I korte træk vil jeg nævne og omtale vore ferier, som vi har holdt gemmen årene.

Den første ferie vi holdt sammen med vores to drenge Henning og Alex var sommeren 1965, de var da tre og seks år. Jeg var medlem af Mælkeri arbejdernes fagforening, som ejede Pinenhus, det blev brugt som feriested for deres medlemmer.

Der kunne vi leje os ind til en uges ferie.

Det benyttede vi os af, vi holdt vores ferier på Pinenhus syv år i træk. Den første gang vi var der, rejste vi med tog fra Århus til Skive, hvor vi skiftede tog til Glyngøre. Der blev vi hentet på stationen af værten. På feriehjemmet var der en otte ti værelser, hver med to køje senge, så et værelse passede til en familie som vi var. Et sådant Pinenhus år 1965 - Sallingsund Arkiv ferieophold var med fuld forplejning, efter ankomsten fik vi tildelt fast plads i spisestuen, i det hele taget var der meget fællesskab med de andre feriegæster. Om morgenen var der flaghejsning, hvor vi alle samledes og sang en morgensang. Var der nogen der fejrede fødselsdag, blev der sunget fødselsdagssang. Efter aftensmaden var der forskelligt underholdning og leg med børnene. Det var i form af boldspil og andre konkurrencer, hvor vi alle kunne Færgen ”Pinen og Plagen” - Sallingsund Arkiv more os i et stort fællesskab, inden vi sluttede dagen, med i fællesskab at sænke flaget og drikke aftenskaffe. En tradition for os blev, at vi skulle lige ned til færgerne, hvor vi fik lov at sejle med en tur til Mors og tilbage, ja det var syv gode ferier, som vi glæder os over at have nydt sammen med vore to drenge.

Feriehygge ved Pinenhus - Henning, Alex og Dorthe

I 1972, havde vi vores første ferie til udlandet. Vi var blevet så godt kørende, at vi turde tilrettelægge en tur til Norge på ti dage. Vi overnattede hos mine forældre i Gug, hvorfra vi kørte tidlig næste dag til Frederikshavn, for at sejle til Gøteborg. Det Sid e 122

VORES FERIER

var en ferie hvor vi boede på Vandrehjem, målet var at køre omkring Hardangervidaen. Det blev en meget stor oplevelse, men temmelig anstrengende da vi havde forudbestilt Vandrehjem fra dag til dag så det lærte vi af.

I årene derefter skiftede vi med at holde ferie i Sverige og Norge, hvor vi boede i hytter og kørte ud der fra. Fra disse ferier ligger der ligeledes mange gode oplevelser for os og vore to drenge. Henning skrev dagbøger på vore ferier og efter hjemkomsten, hjalp vi hinanden med at lave scrapbøger over ferien.

Ferie i norsk træhytte

Feriepakket bil

Stenaline båd - TV: Henning TH: Alex

Et hvil på Rosondabjerget

En god ferie som skal nævnes var ferien på Bornholm, der boede vi i Allinge – Sandvig i et sommerhus, som vi havde lejet. Det var der vi spiste Pighvar, den største jeg nogensinde havde set, den blev kogt i ovnen, og Dorthe lavede citronsovs med capers, det blev alle tiders middag. Vi fejrede Sct. Hans aften derovre, den blev holdt i Gudhjem, hvorfra DR, transmitterede med Otto Leisner som vært. Dagen efter gik turen hjemad, med en afstikker fra Ystad til Kalmer, hvorfra vi kørte over den dengang længste bro i Europa til Øland. Det blev en lidt blandet oplevelse, idet det meste af Sveriges ungdom, havde holdt midsommerfest på øen, og var på vej tilbage da vi ankom. Vi havde det år lige fået ny bil, så da vi ankom til Kalmer var Hotellet, som vi havde bestilt værelse på beslaglagt af den glade ungdom, som havde været til fest på Øland. Der var jeg ikke tryg ved at lade min nye bil parkere, så vi valgte i stedet at køre turen tværs over Sverige til Varberg, hvor vi nåede nat færgen til Grenå.

Sid e 123

VORES FERIER

1975 blev året, hvor vi ville se noget andet, vi bestilte en busrejse med Tingaards´ Rejser til Gardasøen. Det var en non stop tur, med passende pauser ned gennem Tyskland, om morgenen var vi nået til Brander Passet. Der mødte vi et storslået syn, med udsigt over det enorme brobyggeri, som vi skulle passere efter at havde spiste vores morgenmad på restauranten, inden vi skulle ned gennem Italien til Gardasøen. Inden vi fortsatte meddelte vores Chauffør, at sidste gang han havde kørt turen måtte han køre på piller, så det måtte han sikkert også gøre denne gang.

Der var mange der blev ret bekymrede, det var jo ikke så godt, hvis han fejlede noget. Der blev ikke tænkt over at det var bropiller, han skulle køre på hen over Brander Passet. Vi nåede byen Garda ved frokost tid, hvor vi skulle bo den næste uge, for at nyde omgivelserne inden hjemrejsen. En af dagene delte vi os i to hold Dorthe og Alex valgte en sejltur på Gardasøen med besøg i nogle af byerne. Henning og jeg valgte en bustur til Venedig, sammen var vi med på tur til Dolomitterne, og ude hos en vinbonde. Han var en italiensk arkitekt, som havde tegnet Frederiksberg rådhus, og han var gift med en dansker. Ferien blev en stor oplevelse for os alle, men en meget anstrengende køretur. Næste gang vi skulle ud at rejse, skulle det være med overnatning undervejs.

Det blev det så året efter. Da gik ferien igen sydpå til Østrig, med overnatning i Wolfsburg. Vi skulle bo i Kitzbuhel nede i Tyrol på hotel der hed ,,De vilde Kejser,, det var navnet på bjergene, som der var udsigt til. Det blev en rigtig bjergferie, hvor vi oplevede Tyrol og Østrig på bedste vis. En af dagene vi var der, oplevede vi en rigtig tyrolerfest ved hotellet, som sluttede med et brag af tordenvejr. Det var det værste regnvejr, jeg nogensinde havde oplevet. Dagen efter skulle vi have været på tur til Grosklocner, men turen blev aflyst på grund af lavine skred i bjergene. Det endte så med, at der blev arrangeret en tur til byen Innsbruck, på turen så vi ødelæggelserne efter nattens regn og floden Inn der stod over sine breder.

Næste dag gik det igen hjemad med et stop ved Brander Passet, hvor der lå et tykt lag sne, på hjemturen havde vi overnatning i Kassel. Derefter kunne vi igen vende tilbage til lille Danmark, med minderne om en god ferie med mange oplevelser.

Den sidste ferie vi holdt sammen med drengene, var til Jugoslavien. Vi fløj for første gang fra Billund til Trieste og derfra med bus til Porex, hvor vi boede i en uge. Det blev ligeledes en ferie der bød på mange store oplevelser. Vi var i Bostonja og så de imponerende drypstens grotter, det var stort, vi kørte med et tog ind i grotterne.

Vi besøgte også et stort hestestutteri, hvor de opdrættede Lipitaner heste, som blev solgt til mange konge og fyrste huse verden over, vi overværede der en stor ride og køre opvisning med de flotte heste.

Det var den sidste ferie vi oplevede, inden vi begyndte at rejse hver for sig.

Efterfølgende har vi holdt ferie på Madeira, Cypern, ved Costa de Soll, Norge, Østrig samt en rejse til St. Petersborg, som jeg deltog i sammen med Ældre Sagen.

Det var et udpluk af hvad vi har holdt af ferier indtil nu, men der er forhåbentlig mange der venter, såfremt helbred tillader det.

Sid e 124

DEN TREJDE ALDER

Den tredje alder Jeg kan ikke sige at det var en tid, jeg havde glædet mig til. Jeg havde jo været utrolig glad for mit arbejde i banken, men jeg var nu fyldt 67 år, hermed var jeg blevet pensionist. Jeg kunne begynde på en ny tilværelse af livet, og se hen til hvad det kunne indebære af udfordringer.

Det var en stor udfordring, at der ikke længere var nogen forpligtigelser, der skulle klares. Jeg kunne selv tilrettelægge min dagligdag, sommeren bød på mange udfordringer, hvor jeg nød at kunne ordne hus og have. Der var mange ting der ventede til jeg blev pensionist, som jeg kunne få udført, og som jeg glædede mig over, at have fået tid til at udføre. Sammen med min nabo Børge Knudsen, indledte vi et samarbejde, hvor vi i fællesskab sørgede for at have brænde til vore brændeovne. Det var et arbejde det var rart at være to om, og have tid dertil, det havde vi meget glæde af at udføre sammen.

Der blev ligeledes tid til, at Dorthe og jeg sammen, kunne deltage i forskellige arrangementer, der bliver afholdt på hverdage, det blev lettere at planlægge en rejse eller andet vi kunne deltage i.

Jeg blev spurgt af mange som jeg mødte, inden jeg holdt i banken, og efter at jeg var holdt, hvad jeg ville få tiden til at gå med. Om jeg ikke ville savne min store kontaktflade, som jeg havde i forbindelse med mit arbejde. Mit svar var, at jeg havde tænkt, at købe en PC. Så kunne jeg se om jeg kunne finde ud af at betjene den, kunne jeg få det lært, kunne jeg derefter give mig til at nedskrive mine erindringer.

Der er nu gået ti år, siden jeg begyndte. Jeg har nok ikke fået alt med, men jeg mener, at havde været omkring et stort spekter af min livsbane, gennem det tyvende århundrede, hvor jeg havde tænkt mig at slutte min fortælling.

Sid e 125

EFTERSKRIFT

Efterskrift Til sidst vil jeg ikke undlade at nævne. De næste fem seks år skete der meget for os, vi blev mere og mere involveret i hvad der skete. Alder og kræfter var heller ikke, hvad det havde været. Derfor overvejede vi, om vi skulle blive ved med at bruge alle vore kræfter, med at passe hus og have. Det ville blive for meget for os at klare set ud i fremtiden.

Det hele endte med, at vi i januar 2007 satte vores hus til salg, samtidig reserverede vi lejlighed i nybyggeriet på Kirketorv, hvor vi underskrev købsaftale i marts, med forventet indflytning til september. Det hele ændrede sig i sommerens løb. Der var ved at blive krisetider, hvor priserne på boligmarkedet begyndte at falde, med andre ord, det blev købers marked. Det betød at salgs tiden på huse blev betydelig længere, end den havde været året forinden. Resultatet for vores vedkommende blev, at vi først fik vores hus på Ålykkevej solgt til overtagelse 15. januar 2008. Det betød ligeledes at salgsprisen blev 350.000 mindre end vi havde udbudt det til, det hele endte med at der blev end forskel på 500,000. i købs og salgspris, og vi måtte overtage lejligheden pr, første december 2007.

Som tiderne har udviklet sig siden, er vi i dag glade for at vi tog beslutningen. For vi nyder vores nye tilværelse her på Kirketorvet.

Fra Ålykkevej til Kirketorvet

Sid e 126

BILLEDER

Kolonihaven sommeren 1965

Frokost, tv. en kammerat

Salgsvognene ved Hørkrams 50 års jubilæum

Sid e 128

BILLEDER

Salatmesteren, Ove Kirkegaard i færd med at lave mayonnaise

Busserne

Udflugten til Rømø

Nyborg Strand Hotel 1976

Højskoleforstander Th. Klausen

Sognepræst Dorthe Liten Hjort

Sid e 129

BILLEDER - VORE BILER 1961-2010

Udflugt til Lundø, Dorthes Mor (bedste) Moris Meioner 61/62

Udflugt med Moris 1000, 1966

Ventetid i bilkø i Göteborg 1969, Moris Marina

Dorthe venter Alex 62

Udflugt med Moris Marina, 1969

Rømø strand 1970, Toyota Corolla

Sid e 130

BILLEDER

Udflugt med Sct. Georges Gillerne til Ebletoft, Toyota Corolla

Toyota Corolla, 1990

Sid e 131

BILLEDER

Weekend med børn og børnebørn i Præstens sommerhus 2001, Toyota

Weekend med børn og børnebørn i Præstens sommerhus 2001

Sid e 132

“

livet leves forlæns, men forstås baglæns Søren Kierkegaard

www.bonw.dk