Budskaber om bæredygtighed - undgå greenwashing

Page 1

BUDSKABER OM BÆREDYGTIGHED - UNDGÅ GREENWASHING

BUILDING GREEN

BUDSKABER OM BÆREDYGTIGHED - UNDGÅ GREENWASHING

I byggebranchen er der et stigende fokus på at undgå greenwashing, og vi er i en tid, hvor det er vigtigt at kommunikere korrekt om bæredygtige tiltag.

Forbrugerombudsmanden gør en stor indsats for at ord som ’bæredygtigt,’ ’grønt,’ ’klimavenligt’ og ’miljøvenligt’ ikke bruges forkert i branchen, da det nu er ulovligt at bruge dem uden at kunne dokumentere det. Det er vigtigt at blive, skarp på, hvordan man præsenterer sine produkter og initiativer.

Som udstiller på Building Green opfordrer vi dig til at holde dig indenfor de udstykkede regler for at skabe den bedst mulige dialog om jeres løsninger.

Vi har her sammenfattet lovkrav og vores anbefalinger i takt med Forbrugerombudsmandens ’Kvikguide til virksomheder om miljømarkedsføring’

DET ANBEFALES, AT DU

• Markedsfører konkrete miljømæssige fordele ved dit produkt (lovgivning: det skal være præcist og dokumenterbart)

- f.eks. beskriver, at et specifikt materiale er genanvendt

- f.eks. beskriver at mindre CO2 er udledt

• Bruger formuleringen ”bæredygtige tiltag” (lovgivning: du skal kunne oplyse hvilke konkrete tiltag der fremmer bæredygtighed)

”Vi bruger 40 % genanvendt plastik”

”Vi udleder 30 % mindre CO” end sammenlignelige produkter”

DET ANBEFALES, AT DU UNDGÅR

• At markedsføre dit produkt som bæredygtigt, grønt, klimavenligt eller miljøvenligt

”Vores bæredygtige løsning”

”Vores produkt er bæredygtigt og godt for miljøet”

UDDYBNING AF ANBEFALINGER

Lovgivning angående produkter

Lovgivningen er enkel: Virksomheder må ikke påstå, at deres produkter er mindre skadelige for miljøet, end de faktisk er.

Mest af alt handler omlægningen af markedsføring om at beskrive produkter mere præcist end ”grønt” og ”bæredygtigt.”

Forbrugerombudsmanden anbefaler, at virksomheder afholder sig fra at markedsføre deres produkter som bæredygtige, da det blandt andet signalerer, at produktionen af produktet ikke har forringet miljøet og tæret på klodens ressourcer til skade for de kommende generationer.

Kalder du dit produkt bæredygtigt, grønt, miljørigtigt, klimavenligt, miljøvenligt eller lignende, uden at kunne dokumentere det med en LCA-analyse, kan du risikere politianmeldelse og en bøde.

IFØLGE LOVGIVNINGEN MÅ DU

• Markedsføre konkrete miljømæssige fordele ved dit produkt præcist og dokumenterbart. Du skal kunne dokumentere rigtigheden af de fordele for klimaet eller miljøet, som beskrives. Fordelen må ikke kun have en marginal betydning for klimaet/miljøet (det er ikke defineret, hvad ”marginal betydning” er)

• Beskrive at et specifikt materiale er genanvendt f.eks. ”vi bruger 40% genanvendt plastik”

• Beskrive at mindre CO2 er udledt, f.eks. ”30% mindre CO2 end sammenlignelige produkter”

IFØLGE LOVGIVNINGEN MÅ DU IKKE

• Markedsføre dit produkt med generelle udsagn som bæredygtigt, grønt, klimavenligt eller miljøvenligt uden at kunne dokumentere det. Det kræver en mere omfattende dokumentation end konkrete beskrivelser, læs punkterne under

• Skrive generelle udsagn uden at underbygge med konkrete fordele

INFO OM BRUG AF FORSKELLIGE FORMULERINGER

Bæredygtige tiltag

Her skal du kunne op lyse hvilke tiltag der konkret er udført og hvordan de fremmer bæredygtighed. F.eks. tiltag, der fremmer biodiversitet eller materialer, der tærer mindre på jordens ressourcer end andre.

Tilstræber sig bæredygtighed

Hvis din virksomhed kan vise en konkret plan for, hvordan den vil opnå bæredygtighed, kan du bruge formuleringen ”tilstræber bæredygtighed.” Planen skal verificeres af en uafhængig instans og indeholde hvordan virksomheden løbende udvikler sig og på den måde gradvis belaster mindre. Denne udvikling skal kunne måles.

Pas på med at sige, at dit produkt er bæredygtigt

Det er nok mest sandsynligt, at dit produkt ikke er bæredygtigt – desværre. Forbrugerombudsmanden beskriver en bæredygtig udvikling i tråd med FN’s definition i Brundtlandrapporten i 1987: ”en udvikling, som opfylder de nuværende generationers behov uden at bringe fremtidige generationers mulighed for at opfylde deres behov i fare.”

Hvis du påstår, at dit produkt er bæredygtigt, skal det dokumenteres baseret på en livscyklusanalyse der viser, at virksomheden ikke forringer kommende generationers mulighed for at opfylde deres behov. Det er både i forhold til sundhedsmæssige, sociale og etiske forhold.

Certificeringer

Hvis dit produkt er certificeret med en officiel mærkningsordning (f.eks. Svanemærket), kan produktet/ byggeriet betegnes som ’mindre miljøbelastende,’ ’mere miljørigtigt,’ ’mere skånsomt for miljøet,’ ’bedre for miljøet’ – men stadig ikke ’bæredygtigt,’ ’grønt,’ ’klimavenligt’ eller ’miljøvenligt.’

• NB: DGNB er ikke en officiel mærkningsordning og giver ifølge Forbrugerombudsmanden ikke adgang til at betegne sit byggeri som for eksempel ’mindre miljøbelastende’ eller ’mere miljørigtigt’, som Svanemærket gør.

I Building Green er vi selv i gang med en proces for at lære, hvordan vi kan udtale os om emnet. Det er en proces, fordi det tager tid at vænne sig til at bruge nye formuleringer og fordi, at vi ikke er i mål med det. Men vi har allerede nu lært, at så længe vi tager det seriøst og skærper vores opmærksomhed omkring det, kan det godt lade sig gøre.

Vi opfordrer til at læse Forbrugerombudsmandens ’Kvikguide til virksomheder om miljømarkedsføring’

VIL DU LÆSE MERE?

Byrummonitor / Professor: Certificeringsordninger har gjort 'bæredygtigt' til et fluffy begreb

Danwatch / Forbrugerombudsmanden starter greenwashing-sag mod byggegigant

Byrummonitor / Ny viden: Sådan markedsfører I jer på grønne tiltag uden at greenwashe

Dagens Byggeri / Forbrugerombudsmanden: Pas på med at bruge ordet 'bæredygtig'

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.