Revolutionernes europa pensum

Jens Aage Poulsen

DE HIST RISKE OVERBLIK

GYLDENDAL

DET H I STOR I SK E OVERBL I K

Frihed på amerikansk Siden slutningen af lS00-tallet var europæere udvandret til Nordamerika. Her fordrev man indianerne fra østkysten, og der blev grundlagt en række kolonier. I sidste halvdel af 1700-tallet var der 13 kolonier langs Nordamerikas østkyst, der hørte under den britiske krone. Amerikanerne, befolkningen i kolonierne, blev efterhånden mere og mere trætte af, at blive styret af engelske guvernører og embedsmænd og af at skulle rette sig efter love, der var vedtaget i England. De var også vrede over, at den skat, de skulle betale blev brugt i England og ikke i kolonierne.

I 1776 mødtes repræsentanter fra kolonierne. De blev enige om, at kolonierne skulle frigøre sig fra England. De skrev Den Amerikanske Uafhængighedserklæring. Den blev indledt med nogle rettigheder, som borgerne i de nye stater skulle have: "Vi anser følgende sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at Gud har givet dem Siden midten af 1700-tallet havde amerikanernes utilfredshed med England ulmet. De var bl.a. vrede over, at de skulle betale told af varer fra England, mens englænderne ikke skulle betale told af varer fra kolonierne.

Der var flere protestaktioner. Den kendteste fandt sted i Boston i 1773. Et engelsk skib lastet med te lå i havnen. Amerikanske kolonister forklædt som indianere stormede skibet og smed teen i vandet.

Begivenheden førte til en optrapning af konflikten, der endte med Uafhængighedskrigen 1776-83.

visse umistelige rettigheder, Til disse hører liv, frihed og stræben efter lykke ... " Det var dog ikke meningen, at slaverne skulle være frie.

Så de hvide nybyggere, der havde magten i de nye stater, bestemte hurtigt, at rettighederne ikke gjaldt for hverken de sorte eller indianerne.

Benjamin Franklin (1706-90), John Adams (17351826) og Thomas Jefferson (1743-1826) arbejder på Uafhængighedserklæringen i 1776. Billedet er fra slutningen af 1800-tallet.

OP LYSNING OG REVOLU TI ON 1700- 1 800

Stormen på Bastillen Bastilledagen, den 14. juli, er Frankrigs nationaldag, som markerer årsdagen for stormen på Bastillen i 1789. Bastillen var en gammel fæstning fra 1300-tallet, som staten i 1700tallet anvendte som fængsel. I foråret 1789 havde den enevældige Ludvig 16. sammenkaldt repræsentanter fra de franske stænder for at løse landets store økonomiske problemer. Gejstligheden (kirken) og adelen gik nølende med til, at de også i et vist omfang skulle betale skat, og at borgerne også fik indflydelse. Kongen havde tilsyneladende accep-

teret, at han måtte afgive noget af sin magt.

Men i løbet af sommeren forsøgte Ludvig 16. at trække i land. Det gjorde borgerne i Paris rasende. Under slagordene: Frihed, Lighed og Broderskab stormede de Bastillen - ikke for at befri fangerne - men for at skaffe sig våben, der var opbevaret der. Bastillestormen fik først og fremmest symbolsk betydning.

Den markerede borgernes første sejr over det enevældige styre. Mange mener derfor, at det var den begivenhed, der startede Den franske Revolution.

Stormen på Bastillen i 1789.

ltil

DE T HISTORISKE O V ERBL I K

Frihed på f ransk Borgerne i Frankrig var optaget af filosoffernes ideer om samfundet og menneskets rettigheder. Og franskmændene krævede, at adelens og kirkens særlige rettigheder skulle afskaffes.

Blandt andet skulle adelige og gejstlige også betale skat. Det førte til Den Franske Revolution, som brød ud i 1789. Under revolutionen erobrede borgerne magten i Frankrig. I 1793 henrettede de kongen, Ludvig 16. Borgerne skabte et friere samfund. Men friheden kom ikke de fattigste franskmænd til gode. Revolutionen sluttede i 1799, da Napoleon (se side 169) tog magten og indførte en slags militærdiktatur i Frankrig.

Ved revolutionens start i 1789 blev Erklæringen om menneskets og borgernes rettigheder vedtaget. Den skulle gælde for alle mennesker og til evig tid. Disse "naturlige og umistelige"

rettigheder var: Frihed, ejendomsret, sikkerhed og ret til modstand mod undertrykkelse.

Disse rettigheder kaldes for borgerlige og politiske rettigheder. Rettighederne beskrives nøjere i erklæringens 17 punkter. Nogle sikrede det enkelte menneskes rettigheder over for staten. Det drejede sig blandt andet om lighed for loven, retfærdige retssager, og at ingen måtte fængsles uden at være dømt.

Andre punkter handlede om demokratiske rettigheder som ytrings- og religionsfrihed.

Frihedsrettighederne gjaldt kun for borgerne. En borger var en mand, der havde "foden under eget bord", dvs. at han var overhoved i en husstand. Ligesom de sorte slaver og indianerne i Amerika ikke var omfattet af rettighederne - gjaldt de ikke for kvinder, tjenestefolk og fattige. Senere under Den Franske Revolution krævede de fattigere dele

I 1793 - midt under Den Franske Revolution blev kongen, ludvig 16., henrettet.

lID

OPLYSNING OG REVOLUTION 1700 - 1 800

Den franske Menneskerettighedserklæring bestod af 17 punkter.

Sceptret, englen til højre holder i hånden, er kongens magtsymbol. Det rækkes til englen til venstre, der har brudt enevældens lænker.

Mellem tavlerne med menneskerettighederne er ris bundet om en stage. Det er en fasces, som er et gammelt romersk magtsymbol. På toppen af stagen hænger en rød hue som tegn på de revolutionære franske borgere.

På himlen er en trekant med et øje, som enten symboliserer Gud - eller måske fornuften med tre sider: Frihed, lighed og broderskab.

af befolkningen, at de rige skulle dele deres velstand med dem. Den private ejendomsret skulle altså begrænses, så der også blev økonomisk lighed.

I 1795 udsendte arbejderne og andre fattige i Paris Plebejernes Manifest. I det stod der bl.a.: " ... alt, hvad en enkelt tilegner sig, udover hvad han behøver til sit underhold, er tyveri fra samfundet." Dvs. at rigdomme den en-

kelte ejede og tjente udover det, der var nødvendigt for at klare sig, skulle overdrages til samfundet. Rigdommene skulle så fordeles til de fattige. Men de velhavende borgere havde magten og rigdommene. Og de ville ikke dele med de fattige. Derfor blev lederne af de fattige arresteret og henrettet, så der blev sat en stopper for forsøget på at ødelægge den hellige ejendomsret.

Jens Aage Poulsen

DE HIST RISKE OVERBLIK

GYLDENDAL

OPLYSNING OG REVOLUTION 1700-1800 Naturlige rettigheder Man kalder perioden fra slutningen af 1600-tallet til slutningen af 1700-tallet for oplysningstiden. Perioden har fået sit navn, fordi den tids filosoffer, videnskabsmænd og forfattere var overbeviste om, at mennesket ved hjælp af fornuften kunne finde ud af alt.

Den viden, forskerne fandt frem til, skulle ucensureret gives videre til alle mennesker. På den måde kunne man overvinde uvidenhed og overtro, så mennesket kunne blive frit, fik et bedre liv og samfundene udviklede sig positivt.

Oplysningsfilosofferne kunne ikke acceptere, at de enevældige konger var herskere af Guds nåde. I stedet skulle en konge regere efter folkets vilje. Det betød altså, at folket havde nogle naturlige og umistelige rettigheder. De vigtigste var retten til ejendom, frihed og lighed. Og det var statens (kongens) opgave at beskytte disse rettigheder. En vigtig rettighed handlede om ens hus, virksomhed og alt andet, som man ejede. Det måtte staten eller andre ikke bare tage. Man sagde, at ejendomsretten var ukrænkelig.

Frihed indebar blandt andet, at man måtte tale, skrive og tro efter ens overbevisning.

Tanken og fornuften måtte være frie for at blive udviklet, mente filosofferne. Frihed betød også, at man ikke kunne straffes, før man var dømt. Med lighed mente man, at alle var født lige. Det betød dog ikke, at goderne skulle fordeles, så alle blev lige rige. Tværtimod mente de fleste oplysningsfilosoffer, at rigdom var belønningen for, at man brugte sin fornuft.

,it't (J'Fo'i/'l' ' Filosofferne i oplysningstiden mente, at alle skulle have mere viden. På den måde ville man blive bedre til at bruge sin fornuft - og det ville være til gavn for samfundet. Billedet er fra et illustreret leksikon, der viser skriveredskaber.

DET HI STORISI<E OVERBLIK

Deling af magten

Den engelske filosof John locke (1632-1704) studerede medicin og naturvidenskab. Senere blev han huslæ rer for en engelsk adelsmand. I 1690 udkom hans bog, der handlede om, hvordan et land skulle regeres. Bogen fik stor betydning for senere oplysningsfilosoffer.

Charles de Secondat de Montesquieu (montæs'kjø) (1689-1755) var en fransk filosof. I bogen "lovens ånd" fra 1748 skrev han om statens pligt til at beskytte den enkeltes frihed og om adskillelse mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt.

Oplysningstiden faldt sammen med den periode, hvor de fleste lande i Europa blev regeret af enevældige fyrster. Oplysningsfilosofferne kom med ideer til, hvordan borgerne burde være med til at styre. Omkring 1690 udgav den engelske filosof John Locke to bøger, en om menneskets erkendelse og en om styreformer. Han skrev, at alle mennesker var født lige, frie og uafhængige. Men menneskene kunne ikke klare sig alene. Derfor sluttede de sig sammen i fællesskaber og dannede samfund. Det kaldte han en samfundspagt.

At være medlem af et samfund indebar, at den enkelte måtte afgive noget af sin frihed.

Derfor kunne han ikke længere gøre præcist, hvad han havde lyst til. Man skulle dog kun give afkald på så lidt frihed, som var nødvendigt for det fælles bedste, dvs. for at samfundet fungerede. Locke kaldte det almenvellet. Hvad der var almenvellet skulle afgøres af folkeviljen.

Locke mente, at folkeviljen var, hvad der var flertal for i samfundet. En forsamling, der var valgt af borgerne, skulle have den lovgivende magt. For lovene skulle være et udtryk for folkeviljen. En udøvende magt skulle sørge for, at lovene blev ført ud i livet. Locke forestillede sig, at en konge havde den udøvende Inagt.

Den franske filosof Montesquieu var optaget af delnokratiet, som det eksisterede i oldtidens Grækenland. De græske tanker om demokrati brugte han til at arbejde videre med Lockes ideer. Mens Locke delte magten i to, ville Montesquieu dele den i tre: Den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt eller myndighed. Montesquieu mente, at de tre myndigheder skulle være helt uafhængige Den franske filosof Frans:ois-Marie Arouet Voltaire (1694-1778) mente, at alle skulle have ret til at give udtryk for deres synspunkter. I en diskussion skal han have sagt: "Jeg foragter Deres mening herom, men jeg vil med mit liv forsvare Deres ret til at ytre den."

OPLYSN I NG OG REVOLUT I ON 1700-1800

af hinanden og være i indbyrdes balance.

Montesquieus ide om magtdeling gælder også nu om dage. Et land, der er styret demokratisk, skal havde en tredeling af magten. I Danmark vedtager Folketinget lovene, og det har derfor den lovgivende magt. Regeringen består af en række lninistre, og de skal som udøvende magt sørge for, at lovene gennemføres. Og endelig har domstolene den dømmende magt.

Effektivt arbejde Alle skulle lære mere, mente filosofferne. Kun gennem oplysning kunne almindelige mennesker tænke fornuftigt og blive lykkelige.

Derfor blev alverdens viden samlet, nedskrevet og udgivet i en letlæselig form i et slags leksikon på 17 bind, som blev kaldt Encyklopædien.

Nogle filosoffer som Adam Smith (172390) beskæftigede sig også med, hvordan varer blev fremstillet og solgt. Smith mente, at staten skulle lade være med at blande sig i produktionen. Han mente, at virksomhederne frit skulle sælge deres varer og til den pris, de kunne få for dem. Det ville være til gavn for både virksomhederne og samfundet.

Den engelske filosof Adam Smith (172390) var især optaget af økonomi og produktion. Hans ideer fik stor betydning for, hvordan man fremstillede og solgte varer.

Locke og Montesquieu var enige om, at staten (myndighederne) skulle sikre, at det enkelte menneske havde så stor frihed som muligt. De talte begge om den tolerante stat, der kun skulle blande sig i borgernes tro og moral, hvis de skadede samfundet. Andre filosoffer som Voltaire skrev om denne tolerance. Den blev formuleret som religionsfrihed og senere som ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed.

Smith ville også lave om på måden at producere på. Som eksempel brugte han en virksomhed, der lavede synåle. På virksomheden lavede hver håndværker nålen helt færdig. Det var ikke effektivt og derfor ufornuftigt og unaturligt, sagde Smith. I stedet burde arbejdet deles op. Fx skulle nogle save jernstykker i passende længder, andre skulle hamre stykkerne til nåle, og andre igen bore hul til tråden. På den måde kunne der fremstilles flere nåle på den samme tid. Ved at dele arbejdet op i mindre enheder, kunne det udføres af ufaglærte. Derfor behøvede ejeren af virksomheden ikke at ansætte faglærte håndværkere, der skulle have mere i løn. Og det var fornuftigt, syntes Smith.

Smiths ideer om opdeling af produktionen blev brugt på fabrikkerne. De første fabrikker opstod i England i 1700-tallet. Billedet er fra omkring 1835 og forestiller en tekstilfabrik.

Henning Brinckmann, Erik Dehn, Sidsel Eriksen, Ulrik Grubb, Jens Aage Poulsen & Thomas Meloni Rønn GYLDENDAL

50

R E V O L U T I O N OG O M V Æ L T N I N G

14. JUL11789 Folk i Paris er vrede. Igen er der mangel på brød, og det er blevet meget dyrere.

Men folk, der arbejder, tjener ikke mere. Tværtimod har ejeren af en stor fabrik sagt, at arbejdernes løn skal sættes ned. Det har ført til voldsomme optøjer.

Hæren er blevet sat ind mod arbejderne, og mange er blevet dræbt.

Og nu har kongen fyret en mini ster, der vil forbedre forholdene for almindelige mennesker. Rygtet går, at kongen har samlet 20.000 udenlandske soldater. De skal sæt tes ind i Paris og med magt stoppe demonstrationer og protester.

Det vil pariserne ikke finde sig i. De vil forsvare sig og opretter en hær af borgere. På rådhuset for søger byrådet at berolige de vrede borgere. Men det er forgæves. Bor gerne trænger ind på en kaserne og tager geværer og kanoner. Men der er kun et lille lager af krudt og kugler. Og uden ammunition er skydevåben ikke til megen nytte.

Nogen ved, at der i fæstningen Bastillen i udkanten af byen er et lager af våben og masser af krudt og kugler. Tusindvis af parisere går råbende mod Bastillen.

Fæstningens kommandant Launay råder kun over omkring 100 mand. De fleste er soldater, der er for gamle til krig, men som stadig kan bruges som vagter på fæstnin gen. Ved synet af de bevæbnede og ophidsede borgere giver Launay ordre til at hejse vindebroen op og lukke fæstningsporten.

Borgerne affyrer skud mod

fæstningen, men kuglerne preller af mod de tykke mure. Byrådet prøver at mægle mellem borgerne og Lau nay. Launay lover at lade være med at skyde mod mængden, hvis den til gengæld vil lade være med at prøve at trænge ind i selve fæstningen.

Timerne går. Borgerne bliver urolige. Har Launay sendt bud efter forstærkning? Nu skal der ske noget! Borgerne trænger ind i fæst ningens forreste gårde og frem mod vindebroen. Launay føler sig angre bet og giver sine soldater ordre til at skyde mod belejrerne. Omkring 100 bliver dræbt og næsten lige så mange såret.

HÆ VNENSTIM E I Paris vokser raseriet. Fæstnin gens kommandant Launay har brudt sit løfte! Et regiment solda ter under ledelse af løjtnant Elie slæber fire kanoner til Bastillen og retter dem mod vindebroen. Nu be slutter Launay at overgive sig. Elie lover ham, at der ikke sker ham eller hans soldater noget. Borgerne vil bare have fat i ammunition. Vin debroen bliver sænket, og porten til fæstningen åbnet.

51

Men Elie har ikke kontrol med de ophidsede borgere. De vil hævne deres døde. De stormer ind i fæst ningen. Flere af dens officerer og soldater hugges ned, før de når at bringe sig i sikkerhed. Mængden får fat i Launay. Han bliver slæbt til rådhuset. Her bliver han hånet, tortureret og til sidst dræbt. Hans hoved bliver hugget af. Det sæt tes på en spydstage, og folk bærer det triumferende gennem byen til kongens slot.

Kongen skal vide, at det er bor gerne i Paris og ikke ham, der har magten i hovedstaden.

STORMEN PÅ BASTILLEN Man siger, at Den franske Revo lution begyndte den 14. juli 1789, da borgerne stormede Bastillen.

Bastillen var en gammel fæstning i udkanten af Paris, der blev brugt som fængsel. Ønsket med stormen var dog ikke at befri fangerne.

Nej, borgerne ville have fat i de våben, der fandtes på fæstningen.

Og det lykkedes. Kommandanten og flere af soldaterne, der bevog tede Bastillen, blev dræbt.

Stormen på Bastillen kom til at stå som selve symbolet på Den

Den 14. juli 1789 stormer Paris’ borgere den gamle fæstning Bastil len. Stormen blev symbolet på Den franske Revolution, og den fejres stadig hvert år rundt om i Frankrig.

Billedet er fra 1789.

franske Revolution, og begivenhe den fejres mange steder i Frankrig den dag i dag på Bastilledagen den 14. juli. Men forud for stor men på Bastillen var der sket en række begivenheder, der var af meget større betydning for Den franske Revolution.

52

R E V O L U T I O N OG O M V Æ L T N I N G

TIDSTAVLE

1793

Ludvig 16. henrettes

1794

Robespierre henrettes

1799

Napoleon udnævnes til 1. konsul

1801

Slaget på Reden

1804

Napoleon krones til kejser af Frankrig.

1807

Københavns bombardement

1813

Den danske stat går bankerot

1814

Freden i Kiel. Danmark afgiver Norge til Sverige

1815

Wienerkongressen slutter

1815

Napoleons endelige nederlag ved Waterloo

1821

Napoleon dør

53

DEN AMERIKANSKE FRIHEDSKRIG 11700-talle t havde Storbritannien 13 kolonier i Nordamerika. 11775 gjorde

kolonisterne oprør mod den britiske konge,fordi han ville have, at de betalte mere i skat. Det førte til krig mellem den britiske hær og kolonisterne. 11776 skrev kolonisterne Uafhængighedserklærin gen. I den stod der, at alle mennesker var født frie og lige og med de samme rettigheder. Det havde den britiske konge ikke respekteret, og derfor havde kolonierne ret til at rive sig løs af Storbri tannien. Krigen fortsatte dog til 1783.

STÆNDERFORSAMLINGER I løbet af middelalderen blev befolk ningen delt op i lag eller stænder, som havde hver deres rettigheder og pligter i samfundet. 1. stand var gejstligheden (kirkens folk), 2. stand var adelen, og 3. stand var borgerne og bønderne. Inden for den enkelte stand var der store forskelle i rigdom. Nogle borgere var velhavende finans- og bankfolk,flere var købmænd, håndværkere, og de fleste var arbejdere i byerne.

Når der skulle tages afgørende be slutninger for landet, kunne kongerne indkalde repræsentanter for st ænderne til en stænderforsamling. St ænderfor samlingen kunne så rådgive kongen, men den havde ikke den egentlige magt.

ENEVÆLDE Enevælden er en styreform, hvor kongen har al magten. I løbet af 1600-tallet fik en række lande i Europa enevælde. Mange mente, at denne styreform var bedre for samfundet, end dengang, hvor adelen og biskopperne var med til at regere.

FRANKRIG I KRISE I 1780’erne var den franske konge presset. Frankrig havde siden midten af 1700-tallet deltaget i en række krige. Det havde været dyrt, og nu var statskassen tom. For at få pengej statskassen prøvede kongen at få borgere og bønder til at betale mere i skat. De var de eneste, som> betalte skat. Kirken og de adelige var fritaget. Kirken tjetalte en fri villig skat. Det var adelens opgave at opkræve skat fra borgerne og' bønderne. Som en slags tak for det slap de selv for at betale skat.

Frankrig havde deltaget på kolo niernes side i Den amerikanske Fri hedskrig, og det havde kostet lan det dyrt. Franske officerer vendte hjem fra Amerika med hovedet fyldt med nye tanker om menneskér, der var født i frihed, og som burde have mulighed for at skabe deres eget liv.

Disse tanker var ikke populære i de europæiske kongehuse - og absolut/ heller ikke i det franske. Her så man helst, at alting blev ved m^d at være, som det altid havde været.

Det betød i Frankrigs tilfælde, at kongen bestemte sammen med adelen.

Men krisen kradsede i Frankrig.

Over halvdelen af skattekronerne blev brugt til at bétale af på den store gæld, som den franske konge havde opbygget ved otdeltage i kri \

J / n i t r<y>t*rr/f ij c i t y sti /<i / ¡ / u r ,; Av/ tot( ' / / P.liSiin/fvrljnlun Dvlit'Åtin tl'iff.

r:.-< ■

n im.viiu. <%.!»•!./)i run. u m

j..

.¡..'/i

w / . - , mm iM-U.'/m,.-.

•¿ '.'m.v.f . 1 - . ' • ! « < « >

!.,-tur.t,m. t.iwim.v

A Under enevælden var gejstligheden (kirkens folk) og adelen fri for at betale skat. Kun borgere og b'ønder betalte den skat, der skulle dække statens udgifter.

Som den franske karikatur fra 1789 viser, barrer bønderne adelen og gejstligheden på ryggen.

ge^i både Europa og Anjirika. 20 % af skattekronerne gik til militæret, og kongen brugte 10 %.på sig selv og sit hof i det-overdådige pragtslot Versailles. *.

Men st^Eskfesej^var som sagt tom, så noget måtte der gøres. Der •var to muligheder. Man kunne er klære staten for bankerot og dermed slij>p^ mecf at betale en meget min dre dehaf gælden, end man skyldte.

Eller man kunne indkalde stæn-

54

R E V O L U T I O N OG O M V Æ L T N I N G

derforsamlingerne, der ikke havde været indkaldt i mere end 150 år.

Den første mulighed var ikke aktuel. Kongens kreditorer - altså dem, som kongen skyldte penge var nemlig adelen, og de havde ikke tænkt sig at give afkald på deres tilgodehavende, bare fordi kongen havde brugt for mange penge i alt for lang tid. Tilbage var så at indkalde stænderne, så de kunne tages med på råd for at løse landets økonomiske problemer.

I maj 1789 mødtes repræsen tanter for stænderne på slottet i Versailles uden for Paris. Gejstlig heden og adelen, havde hver 300 repræsentanter. Kongen havde sat

set på, at også 3. stand, borgerne, ville nøjes med at sende det samme antal. Men de krævede at have 600 repræsentanter, og det måtte kongen bøje sig for. Gejstligheden

STÆNDERNE INDKALDES Der var tre stænder i Frankrig: 1. stand: de gejstlige (kirkens mænd), 2. stand: adelen og endelig 3. stand: bønder og borgere. Kongen, Ludvig 16., nærede en dybfølt foragt for den sidste gruppe, og det skulle vise sig at blive fatalt for ham. Men der var ingen vej udenom. Stænder ne måtte indkaldes for at finde en løsning på statens problemer.

I Ludvig 16.s boldhus udråbte 3. stand sig selv som Nationalforsamling. Repræsen tanterne besluttede, at de først ville forlade stedet, når kongen var gået med til at ind føre en fri forfatning. Dvs. enevælden skulle afskaffes. Kongen bøjede sig og udnævnte forsamlingen til Den grundlovsgivende Nationalforsamling. Maleriet er fra 1791.

Den franske konges pragtslot var placeret i pæn afstand fra Paris. Billedet her er fra slutningen af 1700-tallet.

55

og adelen blev fornemt modtaget af kongen på selve slottet. Tred jestanden måtte nøjes med at gå forbi hans soveværelse. Det, mente kongen selv, var en stor ære.

Stænderforsamlingen skulle drøfte landets økonomi og tage store beslutninger. Men først måtte man blive enige om, hvordan man skulle stemme. Og det gav problemer. Adelen mente, at man skulle stemme efter stænder. Så var adelen sikker på, at 1. og 2. stand ville stå sammen og forkaste forslag fra 3. stand, fx om at adelen og gejstligheden også skulle betale skat. Men 3. stand krævede, at hver repræsentant skulle have en stemme. De vidste nemlig, at flere præster fra 1. stand ville støtte dem, og så ville de få flertal.

Der gik over en måned, uden at stænderforsamlingen var nået til enighed om noget som helst. 3. stand havde efterhånden fået nok af den resultatløse snak. De var repræsentanter for 95 % af befolk ningen. Så de skulle nok kunne klare opgaven uden de to andre stænder. På et møde erklærede repræsentanterne fra 3. stand stænderforsamlingen for ophævet og udråbte sig selv til Nationalfor samling, dvs. en forsamling, som skulle være med til at vedtage lovene i Frankrig.

Det ville Ludvig 16. ikke accep tere. Så han lukkede salen, hvor 3. stand holdt møde. I stedet trængte repræsentanter fra 3. stand ind i kongens boldhus, hvor han plejede at spille tennis. Og til adelens og kongens overraskelse sluttede et flertal af de gejstlige og enkelte adelige sig til 3. stand. Kongen så nu ingen anden udvej end at

r*-

Sultne og desperate kvinder fra Paris tog sagen i egen hånd. De gik den lange vej til Versailles uden for Paris. Her krævede de brød på bordet - og tog kongen til fange.

forlange, at adelen og resten af de gejstlige også sluttede sig til Na tionalforsamlingen. Han bøjede sig også for 3. stands krav om, at alle skulle betale skat - uanset stand, og at Nationalforsamlingen skulle være med til at lave lovene.

Det enevældige styre var slut.

KVINDETOGET I Paris var der stadig mangel på mad - især brød, og mange sultede.

I oktober 1789 havde kvinderne i Paris fået nok. Kongen måtte løse problemet. 6.000 kvinder forlod Paris og bevægede sig i retning mod Versailles. Her tog de kongen til fange og tvang ham og familien med tilbage til Paris, hvor de blev indlogeret på Tuileri-slottet midt i byen. Med kongen i Paris og kvindernes handling havde bor gerne i realiteten overtaget magten i landet.

I de følgende år blev der gen nemført store forandringer i

Frankrig. Det blev lettere for kvinder at blive skilt. Gamle ind delinger af Frankrig blev erstattet af nye. Man ryddede op i et kaotisk målesystem og indførte meteren som standardmål.

At staten manglede penge havde startet begivenhederne i 1789.

Staten overtog kirkens ejendomme.

Det betød, at staten fik ca. 10 % af det franske landareal. Dette areal blev solgt, og pengene fyldte godt i statskassen. Derved var landets økonomiske situation bedret. Også kirkebygninger, som ikke blev anvendt, blev solgt til så forskellige formål som fængsler og pakhuse.

Fremover skulle præsterne og an dre gejstlige være ansat og lønnet af staten.

I de følgende år skete der så voldsomme forandringer i Frank rig, at man taler om en revolution.

Den fik også dramatiske konse kvenser i den øvrige del af Europa.

Det kan du læse om på de følgende sider.

56

R E V O L U T I O N OG O M V Æ L T N I N G

FRANKRIG I REVOLUTION Den 14. juli 1790 fejrede folk i Paris årsdagen for stormen på Bastillen. Omkring 300.000 men nesker mødte frem til den store ceremoni. Som en del af ceremo nien blev Ludvig 16. afsat som enevældige konge. Han blev dog ved med at være konge - uden den store politiske magt. Frankrig var blevet et konstitutionelt monarki (se bokstekst). Det var et af de før ste skridt på vejen for at sikre en stabil udvikling efter revolutionen.

Men revolutionens fædre kunne ikke blive enig om målet for revolutionen. Selve fundamentet i revolutionen var Menneskeret tighedserklæringen fra 26. august 1789 (se kilde 1). I den stod der bl.a., at både borger og menneske skulle være lige og frie og have bestemte rettigheder. Men gjaldt det kun franske borgere - eller for alle mennesker?

Revolutionens ledere måtte vælge. De havde tidligere sagt, at de ikke ville sprede revolutionen til andre lande. Den holdning blev ændret. Man ville ikke anvende sine militære styrker mod frie folk i andre lande. Men var et folk frit

Symbolsk billede af den franske erklæ ring om menneskerettighederne fra 1789. På tavlen står erklæringens 17 punkter. Kvinden til venstre med den brudte lænke symbolise rer friheden. Englen til højre har et scepter - symbolet på magt - i højre hånd. Med den anden peger hun på erklæringen.

57

*

KILDE 1 / MENNESKERETTIGHEDSERKLÆRINGEN

Den 26. august 1789 vedtog dele af Nationalforsamlingen Menneskerettighedserklæringen. Erklæringen har sit udgangs punkt i Oplysningstidens tanker (se side 64). Nedenfor er uddrag af fire af de 17 punkter: 1. Menneskene er født og forbliver frie og lige i deres rettigheder.

Sociale forskelle må kun begrundes i det almene vel*.

2. [...] naturlige og umistelige rettigheder er: frihed, ejendomsret, sikkerhed og ret til modstand mod undertrykkelse.

3. Grundlaget for al magt er hos nationen (folket). Ingen stand og ingen person kan udøve nogen myndighed, som ikke stammer fra folket.

4. Friheden består i retten til at gøre alt, som ikke skader andre. [...]

5. Ejendomsretten er en ukrænkelig og hellig ret. [...] * almene vel = til samfundets bedste

under et kongedømme som fx det danske, hvor kongen i princippet bestemte alt? I Paris diskuterede de revolutionære ledere ivrigt spørgsmålet. Til sidst blev de enige om at føre en aggressiv udenrigspo litik. De revolutionære ideer skulle eksporteres til i hvert fald det, som man betragtede som det naturlige franske område. Det ville sige det fransktalende Belgien, området op til Rhinen, Pyrenæerne i syd og Schweiz i øst.

Den ændrede politik bekymrede de øvrige stormagter i Europa.

Hidtil havde de europæiske konger forholdt sig i ro og betragtet, hvad der skete i Frankrig. Lande, der havde været i konflikt med Frank rig, så uroen som en fordel. Den svækkede jo den franske stormagt.

Men da de revolutionære franskmænd prøvede at sprede revolu tionen til andre lande, ændrede kongerne holdning.

Et fransk forsøg på at sprede re volutionen skulle bekæmpes, men te de europæiske stormagter. Det var man også klar over i Frankrig.

Ludvig 16. håbede, at det revoluti onære Frankrig ville blive besejret, og de revolutionære håbede, at de øvrige kongehuse i Europa ville gå i krig for at genskabe kongedøm met i Frankrig. Det ville nemlig give de revolutionære kræfter en undskyldning for at skaffe sig af med kongen i Frankrig og få spredt revolutionen til det øvrige Europa.

REVOLUTIONENS LEDERE Tredjestand, borgerne og bønder ne, havde fået sin vilje ved st æ n derforsamlingen i 1789. Og det var især folk fra 3. stand, som stod i spidsen for revolutionen. Det var vel at mærke de mest velhavende og veluddannede borgere som fx advokater, videnskabsmænd, forfattere og finansfolk. Også adelige og gejstlige var blandt de revolutionære ledere.

KONSTITUTIONELT MONARKI Et konstitutionelt monarki eller kongedømme er en styreform, hvor kongens magt er begræn set gennem en forfatning eller en grundlov.Typisk vedtager en forsamling, der er valgt af befolk ningen, lovene. Og domstole, som er uafh ængige a f kongen og den lovgivende forsamling, dømmer efter lovene. Kongen har så »kun« den udøvende magt, dvs. han har ansvaret for at lede landet ved at sørge for, at lovene bliver ført ud i liv e t -o g overholdt.

Danmark er et konstitutionelt monarki. I teorien har monarken den udøvende magt, i Danmarks tilfæ lde dronning Margrethe 2.

I praksis er det regeringen med ministrene, der har ansvaret for landets ledelse.

58

R E V O L U T I O N OG O M V Æ L T N I N G

♦ KILDE 2 /

<

Samtidigt billede af den franske konge, der er blevet henrettet. Henrettelsen af den franske konge sendte en skrækbølge gennem de europæiske kongehuse og var en af årsagerne til en næsten ubrudt række af krige fra 1793 til 1815.

KONGEN HENRETTES Det blev den franske konge selv, som satte gang i begivenhederne.

Han blev mistænkt for at samar bejde med Østrig, som var Frank rigs fjende. I 1791 forsøgte kongen at flygte, men blev opdaget og bragt tilbage til Paris. Østrig og Preussen erklærede herefter, at de ville befri den franske konge. Det fik Frank rig til at svare igen ved at erklære Østrig krig. Og så tog tingene for alvor fart.

I september 1792 blev kongedøm met afskaffet i Frankrig. I januar 1793 blev kongen dømt for forræ deri og henrettet foran en jublende forsamling i Paris. Henrettelsen fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på Europas monarker. Henrettelsen sammen med bekendtgørelserne fra Paris om, at man ville overføre revolutionen til andre lande, fik dem til at gå sammen mod Frank rig. Krigene mod det revolutionære Frankrig rasede helt indtil 1815.

*

KILDE 3 / HENRETTELSEN AF LUDVIG 16.

Kongen blev henrettet den 21. januar 1793. Henrettelsen blev overværet af en af kongens præster. Han skrev bl.a.: »Så snart kongen var steget ned fra vognen, blev han omringet af tre vagter. [...] De forsøgte at gribe hans hænder. »Hvad prøver I på?« spurgte kongen og trak hænderne til sig. »At binde Jer« svarede slynglerne. »At binde mig!« udbrød kongen forarget. »Nej, det vil jeg aldrig tillade. Gør hvad I har fået ordre til, men I skal aldrig få lov at binde mig...« [...]

Nu gik han med sikre skridt tværs over skafottet og bragte 1520 trommer til tavshed. Og med en stemme så høj, at den måtte kunne høres hele vejen til broen Pont Tournant, udtalte han disse mindeværdige ord: »Jeg dør uskyldig i alle de forbrydelser, der er blevet mig påberåbt. Jeg tilgiver dem, der er skyld i min død, og beder til Gud, at det blod, I nu vil udgyde, aldrig må komme Frankrig til skade.« De greb den ædleste af konger og trak ham ind under guil lotinen, der med ét hug skilte hans hoved fra kroppen. Alt dette skete i et nu. Den yngste af vagterne, en knægt på omkring de 18 år, greb straks hovedet og fremviste det for folket, idet han spankulerede rundt på skafottet og ledsagede denne formastelige ceremoni med de bestialske og uanstændige bevægelser. De første øjeblikke herskede der en skæbnetung tavshed, men så hørtes enkelte råb: »Vive la République!««

Revoluti Rusland gik kejserrige 1 noget, terdc *m mmmPtiA

republikker

Bevæbnede arbejdere besatte alle vigtige steder i storbyerne i Rusland. Der var ikke meget modstand. Den kom først senere - fra udlandet

Uro i zarens rige Rusland havde den mest gammeldags styreform i Europa. Zaren var enevældig. De mange millioner uvidende bønder betragtede ham nærmest som en gud. »Lillefar Zaren« kaldte de ham.

Men borgerne i Ruslands storbyer Moskva og St. Petersborg følte det uværdigt at leve under disse forhold. Ogarbejderne blev efterhånden grebet af socialismen.

11905 var der så megeturo, at zaren gik med til at oprette en rådgivende forsamling - valgt af de velhavende. Socialisterne så kun med foragt på denne forsamling.

Lenin kommer til magten De mest yderliggående socialister var Lenins lille parti: bolsjevikkerne. Lenin 50

selv var blevet landsforvist. Han boede i Schweiz, da verdenskrigen brød ud.

I 1917 vendte han tilbage, og tyskerne hjalp villigt med, for de mente, at han ville skabe så meget uro i Rusland, at landet ville bryde sammen.

I marts 1917 var der hungersnød i St. Petersborg. Folk gav sig til at plyndre butikker for brød. Soldater blev sendt mod dem, men de gik over på borgernes side.

Zaren flygtede fra byen, og den borgerlige regering overtog styret. Ved fronten begyndte soldaterne at nedlægge våbnene. Alt tegnede til kaos.

Så greb Lenin og hans bolsjevikker ind.

Natten til den 7. november 1917 gik bevæbnede arbejdere på gaden i St. Petersborg. I løbet af næste dag havde de kontrol med hele byen og snart efter også med Moskva.

Lenin indledte den sovjetiske tradition med de store parader på Den røde Plads i Moskva 1. maj. Dette er fra 1922.

Zaren og hans familie blev fanget af kommunisterne. Der gik rygte om, at de ville blive befriet - så blev de skudt.

Rådsrepublikken Bolsjevikkernes nye stat blev styret af en række råd, »sovjetter«. De bestod af arbejdere og soldater. Efter verdenskrigen blev engelske, franske, amerikanske og japanske hære sendt mod Rusland for at ødelægge den nye stat. De kæmpede i flere år, men kommunisterne sejrede.

Imens udbrød der en forfærdelig hungersnød. Men Sovjetunionen overvandt vanskelighederne med hjælp fra Folkeforbundet. 11926 var det nye styre anerkendt af så godt som alle andre stater. Danmark anerkendte Sovjetstyret i 1924.

51