Michael Sand Jagtmagasin 2017 DEMO by Jagtbogen

MICHAEL SAND · JAGT MAGASIN · NR. 1 2017

DEMOVERSION

Empower your flexibility. ZEISS VICTORY V8

// PRECISION MADE BY ZEISS

The ZEISS In a clas

ZEISS VICTORY V8

www.zeiss.com/V8 Til alle afstande og enhver situation.

The premium from ZEISS e image qualit brightness vi 1.1–8x30, th light transmi all-rounder V need for any

ZEISS VICTORY V8 serien sætter nye standarder i Premium klassen. Fra drivjagt, pürsch og anstandsjagt til skydning på meget lange afstande, vil VICTORY V8 altid være det bedste valg og vise imponerende overlegenhed. VICTORY V8 får sin enestående billedkvalitet og opløsning fra en lystransmission på 92% (bedst i denne klasse), FL linser, SCHOTT HT glas samt et ekstremt bredt synsfelt og stor udtrædelsespupil. VICTORY V8 vil altid sikre dig absolut præcision og perfektion. RZ_ZEISH-16-003_Anzeigen_V8_210x297_GB_ICv2.indd 1 ZEISS VICTORY V8 fås i følgende modeller: VICTORY V8 4.8–35x60: VICTORY V8 2.8–20x56: VICTORY V8 1.8–14x50: VICTORY V8 1.1–8x30:

www.zeiss.com/V8

Skumringsjagt, bjergjagt og feltskydning Distance- og anstandsjagt. Den ultimative all-rounder. Drivjagt.

Bison i USA

Af Michael Sand

BISON I USA Amerikansk bisondrøm Nogle drenge drømmer om at eje en Ferrari eller at spille bold på Old Trafford. Robins store drøm var, at vi sammen skulle nedlægge en amerikansk bison.

Måske går det - Lad os få en kop kaffe og overveje vores næste træk, sagde jeg og drejede fra ad indfaldsvejen til en lille by. Robin sagde ingenting. Men jeg vidste, hvad han tænkte. Eller frygtede! Vores bisonjagt hang i en meget tynd tråd. Vi skulle være i South Dakota den 13. oktober, og endnu lå der et par tusinde kilometer amerikansk highway foran os. I det her vejr nåede vi aldrig derned. - Er det forsvarligt at fortsætte til næste by, spurgte vi, mens servitricen skænkede mig en kop kaffe. - Hmm! Den yndige servitrice overvejede sit svar nøje, men inden hun kom til en konklusion, blandede et par gæster sig i spørgsmålet, og snart opstod der en mindre debat på cafeen.

- Hvilken bil har I, spurgte den ældste i debatten imødekommende. - En firehjulstrækker, svarede jeg kort. - Ok, men I skal ikke forvente at blive trukket fri, hvis I kører fast. Vejene bliver ikke ryddet før i morgen tidligt. Men kører I, skal I tage godt med varmt tøj på. Det var sidst på eftermiddagen, og man har som bekendt en holdning, til man tager en ny. Få minutter senere vippede de hårdtarbejdende viskere atter fygesneen af ruden.

Temperaturen faldt Efter et par timers kørsel blev der længere og længere mellem snefnuggene, og selv om der stadig lå meget sne på vejene, hjalp det på humøret. Måske var der endnu håb, og jeg besluttede at fortsætte og se, hvor langt vi kunne nå. Miles efter miles lagde sig til vores triptæller, og ved foden af bjergkæden Big Horn var det næsten holdt op med at sne. ”Nu kører det for os”, tænkte jeg, tog en frisk beslutning og begyndte opstigningen: Helt uvidende om hvor mange kilometer bjergkørsel, vi havde foran os. Solen var gået ned, men kørslen ad de kurvede veje gik planmæssigt, og i takt med at tempera

Bison i USA

- Jeg er bange for, at vi ikke kan komme videre, sagde jeg til min 11-årige søn Robin, mens sneen jog over asfalten og slørede udsigten over Route 90 i østgående retning. Med nød og næppe var vi for få timer siden blevet lukket ud af Yellowstone National Park, der havde lukket de fleste veje pga. snefygning. Men nu gik den vist ikke længere, og jeg turde ikke påtage mig ansvaret for endnu en etape.

Det var Robins bisonjagt 6 Bison i USA

tur måleren i bilen faldt, vandt vi højde. Men pludselig trak mørke skyer ind over bjergkæden, og sekunder senere kom sneen! I det samme faldt både temperaturen og sigtbarheden markant. Med et var der næsten helt mørkt. Desværre var vi for langt oppe af bjerget til at vende om. Vi kunne kun gøre et, og det var at fortsætte mod toppen. - Kan vi ikke dreje ind til den gård der, sagde Robin, da vi efter en times kørsel øjnede et par oplyste vinduer et sted i sneen. Men det mente jeg nu ikke var en god ide, selv om jeg følte mig temmelig alene. Under opkørslen havde vi kun mødt en bil. Og den kørte nedad. - Men hvad sker der, hvis lyset på bilen pludselig går ud? Hvad gør vi så? spurgte han, mens han kiggede på temperaturmåleren, der bare fald og faldt. - Det sker ikke! Og hvis der skulle springe en pære i en af forlygterne, har vi stadig lys i den modsatte, svarede jeg, selv om det mørke og iskolde sceneri også virkede skræmmende på mig. Af bedste evne prøvede jeg at udstråle overblik, men sandheden var, at jeg forbandede mig selv og den ekspedition, som jeg havde kastet os begge ud i.

vejen. Op og op gik det, og jeg besluttede at spørge efter en overnatning, hvis vi igen så et hus undervejs. Endelig begyndte det at flade ud. Vi nærmede os toppen, men i takt med at landskabet blev mere og mere fladt, fik vinden bedre fat i sneen, der i et ondsindet angreb væltede imod os. Få kilometer senere kom overraskelsen! Som var vi et par bjergklatrere under en etape i Tour de France, der havde nået toppen, oplyste lyskeglen pludselig et flere meter stort banner, hvor der stod ”Welcome Hunters”. Det store banner var hængt op på en stor bjælkehytte. Og i hytten var der lys. Og mennesker. Vi var i mål, og da hytten tillige fungerede som en slags motel, besluttede vi at blive natten over. Selv om vi næppe havde kørt med livet som indsats, følte jeg mig alligevel reddet. Receptionisten fortalte, at der var røget to biler af bjerget den selv samme dag. Da følte jeg mig ekstra taknemmelig over, at vi kom frem med skindet og bilen i behold. Senere erfarede jeg, at banneret var en reklame for en amerikansk øl. Den nat sov vi godt.

Velkommen jægere

Vej lukket

Sveden klistrede til ryggen, mens jeg med begge hænder på rattet holdt den lejede Explorer på

Dagen efter måtte vi grave bilen ud af de store snedynger, der havde samlet sig omkring hotel-

let, og da lyset af den første snerydder viste sig bag en kaskade af sne smuttede vi bagefter. Vi kunne stadig nå vores bisonjagt, og med fornyet optimisme kravlede vi i sneglefart ned ad den ryddede, men spejlblanke bjergvej. På modsatte side af Big Hill var det igen det flade, prærieagtige landskab, der prægede udsigten. En sammenkørt masse af sne og sjap lå som et flere centimeter tykt ispanser på vejene, og da vi kom til byen Buffalo, kom den ultimative skuffelse. Under et par røde, blinkende lamper stod der ”Road Closed”. - Hvor lang tid tager det, inden de åbner vejen igen, spurgte jeg servitricen på tankstationen, der var blevet samlingspunkt for frustrerede trafikanter. Især jægere og lastbilschauffører vandrede rastløse rundt i butikken, mens der blev langet kaffe og varme pizzastykker over disken. - Det kan tage 4-5 timer. Det kan tage flere dage. Vi ved det ikke, svarede ekspedienten med indlevelse, selv om hun givetvis havde givet det samme svar halvtreds gange samme formiddag. Sheriffen kigger måske forbi. Og så ved vi mere, sluttede hun.

Problemet var, at vejsaltet ikke virker på det tykke islag. Det gjorde kun ondt værre. Nedslået forlod vi butikken med et par jagtblade under armen. Bisondrømmen var med et meget diffus. Det kunne jeg nok leve med. Men for Robin vil det være en kæmpe skuffelse, hvis vores amerikanske eventyr sluttede uden en bison. I de sidste to-tre år havde han downloadet 4-500 bisonbilleder fra Internettet, købt T-shirts i USA med bisonmotiver og lånt samtlige biblioteksbøger, der bare havde en fodnote om det nordamerikanske fabeldyr. Desuden kunne han samtlige replikker i Jack Brittinghams videofilm om jagt på de store bøfler. DVD-skiverne var tyndslidte. Bisonjagt er vel det nærmeste man kommer garantijagt, og nu sad vi her i byen Buffalo. Helt uden nogen form for garanti for noget som helst.

Bison i USA

”

Det var Robins bisonjagt. Jeg var blot skytten, der skulle klemme på aftrækkeren.

Glad budbringer Pludselig drejede en politibil ind på rastepladsen, og snart kantede en kæmpestor betjent med hat, knippel og pistol sig gennem de tæt parkerede biler og deres tætte skyer af udstødningsgasser. Det var sheriffen. Ingen tvivl om det. - Vejen åbnes om 4 timer, sagde han, mens folk stimlede sammen om budbringeren med den gode nyhed. Hensigten var at skrabe isen af asfalten. Og lykkedes det, vil vejene atter være farbare. Få timer senere lå Rute 90 i østgående retning atter åben … Vores bisonjagt ventede. Og både temperaturen og humøret steg i takt med, at vi kom længere og længere mod øst. Da vi sidst på 8

eftermiddagen den næste dag nåede Fort Pierre i South Dakota, var sneen forsvundet og himlen blå. - Jeg tror, vi er fremme ved jagtlogden, sagde jeg til Robin og stak ham hånden. Vejnummeret i vejkanten passede med det nummer, vi havde modtaget på mail fra jagtudbyderen. Vi havde booket vores rejse over nettet og havde stort set ingen anelse om, hvad der ventede os. Men da der stod, at vi skulle bo i en Hunting Lodge, forestillede vi os en stor bjælkehytte med ild i pejsen og trofæer på væggene. Men vi kunne kun se en simpel barak med en tilknyttet butik. Men vejnummeret passede. - Vi leder efter en jagtlodge, sagde jeg til den ældre og meget elskværdige kvinde, der stod

Bison i USA

gemt bag disken i butikken, der desuden indeholdt en bar og et spisested. - Ja, I har fundet det. Velkommen, sagde hun og smilte imødekommende, mens hun kiggede på Robin, der allerede var i gang med at studere et sæt spillekort – med påtrykte bisonmotiver. Langsomt gik det op for mig, at vi var i lodgen. Jeg skulle blot nedgrade mine forventninger.

Jeg vidste, at det kunne blive vanskeligt at indfri Robins forventninger. Bisontyren skulle være kæmpestor af krop og først og fremmest have et kæmpestort, bredt hoved. - Det er ikke sikkert, at de bisontyre, vi skal jage i morgen, er helt så store, som dem du har set på film og billeder, sagde jeg, mens vi fik dagens middag serveret: En sammenkogt ret af bisonkød med tilhørende burgere. Også af bisonkød.

Bisonko på væggen På væggen i spisestedet hang der en udstoppet bison. En bisonko. Og et tilsendt fotos fra en bisonjæger på en opslagstavle i butikken var langt fra den trofæbison, som Robin drømte om. 9 9 Bison i USA

Bison i USA

- Måske er det unge køddyr, som de satser på, at jægerne nedlægger. Salgsmaterialet lever ikke altid op til virkeligheden, og jeg forsøgte at ruste Robin mod en mulig skuffelse. Måske ønsker de slet ikke de ældgamle tyre nedlagt. Robins drøm lod sig dog ikke punktere. Han var sikker på, at tyrene var akkurat lige så store, som dem han drømte om. - Ønsker I is til dessert, spurgte vores eksværdige værtinde. At dessertisen var en pindis, var for Robin ikke varsel om, at der kunne være et brist mellem forestillinger og virkelighed.

Tatanka

Jagt eller slagt Undervejs fra Vancouver havde vi snakket om alt mellem himmel og jord. Men rigtig meget om den forestående bøffeljagt. Robin var klar over, at jagten på den de amerikanske bøfler meget nemt kan få smag af en aflivning. Dyrene er ikke særlig sky og tillader ofte jægerne at komme ganske tæt på. Vi kunne også læse i de tilsendte papirer fra bureauet, at man af sikkerhedsmæssige årsager foretrækker, at der skydes fra bilen. - Hvad gør vi, såfremt det er et ultimativt krav, at vi skal skyde i nærheden af bilen, spurgte jeg Robin.

11 Bison i USA

Den følgende dag var vi meget tidligt oppe. Dagen var oprundet. Vores amerikanske drøm skulle endelig indfries, og da vi holdt foran indgangen til farmen Triple U Buffalo Ranch, var himlen farvet i rødt. Det vil blive en smuk dag. I det fjerne kunne vi se en god håndfuld mørke klumper ved en af de mange smeltevandskløfter, der gennemskar det afrundede, kuperede landskab. Kikkerten afslørede, hvad vi allerede havde gættet. Det var bøfler. Endda store, velvoksne tyre… Begejstringen i bilen kan ikke beskrives, og efter en kop kaffe og et stykke friskbagt kage hos farmens arvtager Kaye var det tid til et prøveskud med den lånte 7 mm magnum, som jeg skulle skyde med. - Død bøffel, konkluderede vores guide Frank Myers, efter et par skud mod en skydeskive. Jagten ventede.

12 Bison i USA

- Skal vi da undlade at skyde. Eller? Fra børn skal man som bekendt høre sandheden, og svaret kom da også prompte: - Vi kan da ikke skyde fra bilen! Det er da ikke jagt, hævdede han. Og naturligvis havde han en pointe. - Men hvad gør vi, hvis det er vilkårene? Det er det, vi skal diskutere, inden vi står i situationen, gentog jeg. Konklusionen blev, at vi vil tilstræbe at få så meget jagt som muligt ud af oplevelsen. Men vi var også indstillede på, at vi ville skyde tæt på bilen, hvis det var det ultimative krav fra outfitterne.

må du love mig! I modsat fald skal vi ikke skyde nogen bison. - Ja, ja svarede Robin, men jeg kunne se, at han bare drømte videre om en bisontyr med et stort, bredt hoved. Virkeligheden gled ind i drømmen, for pludselig kiggede vi direkte ind i øjnene på en drømmebison med et stort, bredt hoved. Jeg vidste med det samme, at det var den slags bison, han havde ønsket sig. Begejstringen på bagsædet i den lille truck var på kogepunktet. Det var den.

Drøm bliver til virkelighed

Vores dilemma var, at vi kun havde været på jagt i fem minutter. Og det ville næsten være for hurtigt at afslutte jagten allerede efter få minutter i den cirka 60.000 ha store ranch, hvor bestanden af bisoner skal tælles i 2-3.000. - Lad os se, hvad vi ellers kan finde … Vi kan altid vende tilbage, foreslog jeg. I de næste par timer trillede vi rundt og så pronghorn-antiloper, præriehunde og en række andre bøffelhjorde. Drev desuden ved bilens hjælp en flok tyre tilbage i ranchen, da de var kommet på afveje og truede med at vandre ud af området. Den lille biljagt gav os et spændende indblik i

Først skulle vi dog finde en bøffel. Og da jeg kendte min søns drømmetyr, havde jeg mine bange anelser. Hornenes længde var underordnet. Det var et stort, bredt hoved, der skulle til. En langhornet bison med et langt, smalt ansigt var lige så langt fra drømmen, som en hest er fra en ko. - Man kan ikke vælge sine trofæer, som man vælger varer i et supermarked. Man kan godt have nogle drømme. Men når man har skudt, skal man være glad for det trofæ, man har fået. Det

Ved første blik

bøflernes natur. Selv under stress og med en bil i haserne, slog de ud efter hinanden, mens de galoperede af sted, så jorden rungede. Hierarkiet måtte opretholdes for enhver pris. Under den lille bøffelsafari kredsede tankerne hele tiden om den store, bredhovede bisontyr, der tog imod os, da vi trillede ind i ranchen. - Vi kan godt finde flere tyre. Men jeg har en fornemmelse af, at I allerede har truffet en afgørelse. Er det rigtigt? Skytten Frank Myers havde givet os frit valg. Vi kunne skyde akkurat den tyr, vi ønskede. Men skytten havde ret. Det var kærlighed ved første blik, og det var kun at trække tiden.

Er den der?

”

Jeg fandt den sidste patron i lommen, klemte den i kammeret og fangede bøflen af med et skud bag nakken. Der lå den så. Den amerikanske bisondrøm.

13 Bison i USA

- Okay så lad os vende tilbage til udgangspunktet, svarede jeg og vendte mig mod bagsædet. Jeg kunne fornemme, Robin havde et eller andet på hjerte. - Spørg lige vores guide, om han tror, han kan finde tyren igen.

Selv om Robin egentlig udmærket kan begå sig på engelsk, kan han i visse situationer holde sig lidt tilbage. - Jamen, det kan han, svarede jeg, for vi skræmte jo ikke flokken, da vi forlod den. Men det svar lod han sig ikke spise af med. - Kan du ikke nok spørge alligevel, spurgte han igen. - Ok, svarede jeg og rettede mig mod vores skytte og chauffør. - Robin vil gerne vide, om du tror, at du kan finde bøflen igen, spurgte jeg en smule forlegent. - Ja, det vil jeg mene, svarede han uden at flytte blikke fra det kuperede landskab foran os. - Han mener godt, at han kan finde den, svarede jeg tilbage til Robin. - Ja, ja, det forstår jeg godt, lød det fra Robin, selv om jeg kunne se, at han ikke var helt tilfreds med svaret. Jeg vendte mig atter fremad mod den storslåede udsigt over de bløde bakker. En flok bøfler var trukket ned mod et vandhul i bunden af en kløft, og i det fjerne jog endnu en flok af de sky antiloper over prærien.

Du skyder - vi henter

LABRADOR

CARGO

Transport af jagttrofæer

Bison i USA

Selv den mest fantastiske jagtrejse kan blive til ærgelige minder, hvis du ikke får dit trofæ hjem. Derfor skal du vælge en speditør, der har det fulde overblik over hele transportkæden. Ingen kæde er stærkere end det svageste led, og da Labrador Cargo er den eneste speditør i Skandinavien, der udelukkende beskæf14 tiger sig med transport af jagttrofæer, giver det os en særlig kompetence og forståelse for dette helt unikke produkt. Labrador Cargo sikrer dig den bedste service på markedet, og uanset hvor i verden du går på jagt, bringer vi dine trofæer helt hjem til dig.

Labrador Cargo ApS | info@labradorcargo.dk | + 45 5195 2517 | www.labradorcargo.dk

Snart var der igen bud fra bagsædet. - Spørg ham lige, hvor sikker han. Altså på at han kan finde den. Bøflen altså! - Du kan da selv spørge, svarede jeg, lettere irriteret over at sprogfærdighederne pludselig havde forladt ham. - Nej, det kan jeg ikke få mig til. Vil du ikke nok spørge, gentog han. - Ok, sagde jeg og rømmede mig… Denne gang endnu mere beklemt ved spørgsmålet. - Øh, Robin vil gerne vide, hvor sikker du. Altså på at du kan finde den igen? - Temmelig sikker, svarede skytten, mens jeg anede et lille smil i det vejrbidte, solbrændte ansigt.

Uanset hvad

Nu! - Så er det nu! Spring ud og gør jer klar. Om få sekunder kommer hele flokken op af slugten der, konstaterede vores guide. Vi nåede ikke mange meter væk fra bilen, før den første bison travede ind i synsfeltet. Resten af flokken fulgte efter. Men jeg må indrømme, at jeg ikke havde Robins trænede øje for en god bison, og jeg var derfor ikke helt sikker på, hvilken tyr det var, vi skulle fokusere på. - Skyd! Skyd! kommanderede Robin, mens flokken travede forbi. - Jamen, hvilken en snakker vi om? spurgte jeg, da jeg ikke ville risikere at lave en fejltagelse og skyde det forkerte dyr. - Den der, sagde han lettere ophidset og pegede. Skyd nu! - Jamen hvilen. Er det nummer tre, eller fire fra højre?, spurgte jeg. Beslutningen skulle være hans egen. Han vil aldrig tilgive, hvis jeg nedlagde den forkerte. - Det er den der! Den der! Skyd nu! Gentog han nu meget ophidset, mens han pegede og pegede. Men eftersom jeg sad lidt foran Robin, kunne jeg af gode grunde ikke se, hvad han pegede på. Jeg gentog mit spørgsmål. - Ja, men hvad nummer er den, hvis du tæller fra venstre. Robin hørte slet ikke efter længere. Under vores egentligt ganske grundige forberedelser havde vi

15 Bison i USA

Små tyve minutter senere fandt vi bøffelhjorden. Og ganske som forventet havde den kun flyttet sig nogle få hundrede meter. - Det er ham, konstaterede Robin, da han betragtede flokken i kikkerten. Tyren havde sat sig, og fra toppen af en bakkekam kiggede den frygtløst mod bilen, som den havde set så mange gange tidligere. - Lad os se om vi kan komme på skudhold, sagde skytten og drejede tændingsnøglen mod off. På listeføder kravlede vi nærmere. Smed os i græsset og studerede flokken, der efterhånden begyndte at blive urolig. Biler kunne de acceptere, men mennesker på alle fire i det høje græs virkede mistænkelige. En for en rejste de sig og nidstirrede os. - Desværre var vi for langt fra dyrene til, at der kunne afgives skud. Jeg ville gerne ind på 60-70 meter, hvis jeg skulle skyde tyren i nakken for dermed at ødelægge så lidt kød som muligt. Så tæt ville dyrene ikke tillade, at vi kom, og langsomt uden at virke skræmte forlod de bakkekammen. Vi forsøgte endnu engang efter samme recept. Men også denne gang måtte vi rejse os fra græsset, før vi var kom på skudhold. - Næste gang skal det nok være, konkluderede skytten, der kunne mærke på dyrene, at de nu var klar over, at der var noget under opsejling. - Bliver de først skræmte, kan de løbe mil efter mil, fortalte han.

Om dette udsagn også var påvirket af det faktum, at han gerne vil have jagten afsluttet, kan jeg ikke udelukke. Fakta var det dog, at Robin fangede budskabet. Næste gang vi kom på skudhold, skulle der skydes. Det var nu eller aldrig i hans univers. - Jeg tror, vi skal droppe at kravle til dyrene og forsøge at afskære dem, når de krydser bakkekammen der, forslog guiden, mens han forsigtigt lod bilen rulle nærmere. - Hvad siger du, Robin? Er du med på, at vi skyder, så snart chancen opstår? Også selv om det betyder, at vi ikke kommer ret langt væk fra bilen? - Ja, ja, sagde han uden at fjerne blikket fra tyrene, der havde indfundet sig i en række og nu vandrede over prærien. - OK, bare vi er enige!

Bison i USA

ikke indøvet denne disciplin. Dyr for dyr travede forbi, men da en af tyrene pludselig stoppede op og kiggede direkte mod os, var jeg ikke i tvivl. Hovedet var usædvanligt bredt, og jeg forsøgte at placere trådkorset 6 inches bag øret, som jeg havde fået anvist. Det var faktisk ikke så nemt, som jeg havde forestillet mig, men fik dog efterhånden kredset bevægelserne ind til et lille område bag øret. I næste nu klemte jeg fingeren.

”

Vores amerikanske eventyr var forbi

Men der var ikke Bulls ear, som jeg havde håbet. I stedet for den karakteristiske kortslutning, rystede bøflen blot på hovedet, mens den sprang et par meter frem og begyndte at trave af sted. - Jeg repeterede og løb hurtigt efter tyren for at komme op på siden af den. Her skød jeg endnu engang efter pletten bag øret. Denne gang var reaktionen mere karakteristisk. Som ramt af lynet gik bøflen i knæ, kom op igen, men blev ramt af endnu et skud. Og denne gang blev den liggende. Jeg fandt den sidste patron i lommen, klemte den i kammeret og fangede bøflen af med et skud bag nakken. Der lå den så. Den amerikanske bisondrøm. - Er den lige så flot, som den du har drømt om, spurgte jeg, da Robin havde studeret den tonstunge bisonkrop på kryds og tværs. - Nej. Den er meget bedre. Jeg har aldrig set så flot en bison, sagde han, mens hænderne vandrede over det krøllede skind. - Jeg kunne bare se det med det samme, sagde han. Det var den, det skulle være. Vores amerikanske eventyr var forbi. Over os skinnede solen fra en skyfri himmel, og dagen efter begyndte den 200 miles lange tur tilbage mod Seattle.

Bison i USA

Bulls ear

Bison i USA

Af Michael Sand

Fasanjagt i Danmark Mission fra ”mord” til bord Under missionen ”fra mord til bord” besluttede en gruppe voksne sig for at vise næste generation, hvor den gode mad egentlig kommer fra.

Livet på dagsordenen Det lille fasandrama udspillede sig på den nordjyske ejendom Ny Vraa. Ejendommen har med tiden været genstand for en række artikler. Både i Jagtbogen og på Netnatur.dk I 2004 lavede vi desuden et TV indslag til TV2 Nord. Formålet var at vise koblingen mellem jagt og næste generation. Udsendelsen var baseret på jagt med stående hunde og fokus var ikke mindst rettet på de børn, der deltog. Jagten blev afsluttet med bål og mad over en medbragt grill.

Men meget er sket siden 2004. Min nordjyske kammerat er blevet ældre, og har nu selv børn i skolealderen. Det samme er børnene i Anders Bachs nærmeste vennekreds. Og selv om børnene på ejendommen nok har større kontakt med det naturlige liv end de fleste jævnaldrende, følte familien Bach, at forståelsen for livets kredsløb skulle strammes lidt op. Maden kommer ikke fra supermarkedet. Den kommer fra naturen. Samme holdning havde vennerne Kim og Pernille Kjær samt Morten Rex og Lene Pape. Også her var der enighed om, at den nye generations forståelse for fødekæden var blevet lidt udvasket. Missionen - Vi må vise vores børn, hvor den gode mad, vi spiser, kommer fra, blev Bach og vennerne således enige om en aften, hvor de delte en flaske vin og vendte livets store og små spørgsmål. En jagt blev arrangeret. anders lagde jord til, og den sidste dag i november måned var der samling på den nordjyske gård. men denne gang havde de snart midaldrende jægere i grønt fået farverigt selskab af fire unge piger med rødt neglelak. Livet var på dagordenen. Menneskets placering som prædator øverst i fødekæden skulle eksemplificeres.

Fasanjagt i Danmark

En fasan lettede fra pilemarken. En mørk høne, som lynhurtigt vandt højde og satte kursen mod jægerne, der stod for enden af pilemarken. Vingerne accelererede og for en stund var alles øjne rettet mod den mørke fasanhøne. Driverne i kæden stoppede deres fremmarch, og selv den mørke labrador Sussi lod sig distrahere og kiggede op. Skytten rettede sig. Nu gjaldt det! Sandhedens øjeblik ville ramme ham om et vingeslag eller to. Det var nemlig ikke kun jagtkammeraternes anerkendelse, som stod på spil. I dag gjaldt det noget meget større.

â&#x20AC;?

De tĂŚtte pilemarker i kombination med fodermarker, fodring og klippede spor er ideelle terrĂŚner til bl.a. fasan.

Fasanjagt i Danmark

- I dag skal der mad på bordet, og med mindre man er vegetar, kan det kun opnås ved at slå dyr ihjel, lød det fra Anders Bach, som under operationen ”Fra mord til bord” tog det lille selskab med på jagt.

Den mørke høne

Alligevel var nedlæggelsen af denne fasan anderledes. Det var nemlig en begivenhed. Ikke mindre. Kim havde bestået prøven. Han havde vist pigerne, både de store og små, at han var mand for at skaffe mad på bordet. Og mens han, uden at fortrække en mine, stoppede en ny patron i bøssen, styrtede fire piger af sted mod det sted, hvor de så hønen forsvinde.

”

Kortsøgende jagthunde og store pilemarker udgjorde kulisserne, da mission fra mord til bord løb af stablen på novembers sidste dag.

Tyve fingre Naturligvis var det den sorte labrador Sussi, der var først fremme ved åstedet. Men netop, som den samlede fasanen op, blev den mødt af tyve rødmalede fingre, der ville røre og holde den endnu varme fuglekrop.

23 Fasanjagt i Danmark

Den mørke fasanhøne fortsatte sin kurs direkte mod jægeren Kim Møller Kjær. Farten accelererede. På Ny Vraa sættes der ikke fasaner ud, og givetvis var det en af egnens mange vilde fasaner, der nu havde sat kursen. Fasanen drejede uden om skytten, der hævede bøssen. Der skulle svinges igennem. Men et sideskud er for de fleste lidt mere taknemmeligt end et spidsskud. I næste sekund faldt skuddet og den mørke fasan tumlede livløst mod jorden. Faktisk ret identisk med de 700.000-800.000 øvrige fasaner, der falder mod jorden sæsonen igennem fra første oktober til sidste dag i januar.

”

Fasanen er sød, men også død. Hvad skal man mene om det?

24 Fasanjagt i Danmark

Skal man drive jagt med børn, skal det foregå på børnenes præmisser.

Den forvirrede labrador kunne ikke andet end at overgive sig og spyttede den døde fugl ud igen. Pigerne sagde ikke så meget, men hver en fjer blev studeret. Fasanen var sød, men nu var den død, og det var tydeligt, at pigerne ikke rigtig kunne placere oplevelsen på den rette hylde. Mange følelser var i spil. Lise Bach og Pernille Kjær kom til, og snart stod hele selskabet samlet om den mørke fasan, som pigerne nægtede at slippe. Den mørke labrador kiggede desorienteret, ude af stand til at tolke den store opstandelse. Det var jo blot en fasan. - Så får vi andet end salat og kål på bordet i dag, sagde Anders og kaldte gruppen sammen. Næste såt ventede. 25

Sceneriet gentog sig. Jægerne placerede sig, mens de unge og lidt ældre piger fulgte med Anders, der arrangerede kæden, som skulle presse fuglene frem mod skytterne. Også denne såt var en pilesåt. Det er langt de fleste såter på ejendommen. Alt er nemlig tilrettelagt på produktion af energipil i alle afskygninger. Men pil i lange rækker er ikke i sig selv løsningen, hvis der skal vildt på terrænet og vildtkød på bordet. Derfor er dele af det store område holdt fri for beplantninger. Cirka 30 ha klippede spor bryder markerne og giver lys og varme til råvildt, fasaner og harer, der alle sætter pris på kombinationen af skjul og let tilgængelig føde. De store pilemarker er desuden suppleret med kløvergræs, der samler kvælstof til pilene og reducerer bidskader på afgrøden. Året igennem suppleres der dog med foder til både fasaner, duer, råvildt samt kronvildt og dåvildt, der i stigende grad vælger de tætte pilebeplantninger som skjul.

Gange tre To stykker råvildt listede af sted gennem rækkerne. Ved et af de store spor gjorde de holdt, mens de så sig tilbage mod driverne, der i en uor-

Fasanjagt i Danmark

Pil i lange række

”

Alle tricks gælder, når forståelsen for jagten skal sælges til næste generation og ikke meget kan overgå smeltede skumfiduser på pind over åben ild.

26 Fasanjagt i Danmark

ganiseret gruppe masede sig gennem de tætte rækker af pil. Men på dagens lille jagt var råvildt ikke jagtbart. Stort set alt det råvildt, der nedlægges, skydes med bue. Enkelte dyr tages dog ud med riffel. Hvor stor bestanden er på den 250 ha store ejendom, er vanskeligt at estimere. Det ved enhver terrænforvalter. Som tommelfingerregel har man cirka tre gange så mange dyr, som man tror, man har. Set i det lys menes der at stå 350 dyr på Ny Vraa, der oplever, at tudsegamle råbukke med nedslidte tænder bliver mere og mere almindeligt. Bukkene kan åbenbart finde lommer i de store områder, hvor de kan leve en uset tilværelse.

Skrå sneppe

Mission fuldendt En håndfuld døde fasaner dannede en række foran bygningerne på Ny Vraa, og ærbødigt samledes den lille gruppe, mens der blev blæst jagt forbi og fasanens død. Traditionerne er vigtige, og imens røgen fra et nærliggende bål drev over de nedlagte fugle, blev der gjort klar til næste slag i mission fra mord til bord.

Selv de gamle kokke, der blev nedlagt under jagten, endte senere på dagen på bordet, hvor de udløste fem stjerner ud af fem mulige.

27 Fasanjagt i Danmark

En langnæbbet fugl med klappende vinger lettede fra en række høje graner, der markerer overgangen til en stor parklignende have, som bebos af Henrik Bach. Henrik var ikke hjemme og hørte derfor ikke de høje skrald, som gav genlyd mellem bygningerne, da et par skud fulgte den hurtige fugl på vej. Kort tid efter strøg en langhalet fasankok over skytten. Fasanens hurtige flugt blev bremset. samme skæbne led den næste fugl, der havde sat dødskursen over den overskydende jæger. Men også i denne dagens sidste såt fandt de fleste fugle hullerne i kæden. Fire posterede jægere kunne ikke dække området, og langt de fleste fugle passerede uden for skudhold.

Fasanjagt i Danmark

”

Jagt- og omsorgsinstinkter gik hånd i hånd, da pigerne fulgte med de voksne på fasanjagt. I den sidste ende handler det hele dog om mad på bordet.

- Fasanerne kan jo ikke spises med fjer på, lød det fra Kim Møller Kjær, som er kok og indehaver af restaurant Villa Vest i Lønstrup. Nu blev pigerne for alvor udfordret. For ét var at bære rundt på de døde fugle. Noget helt andet var at hive indvoldene ud af bugen. Der var dømt ”adr”. i hvert fald indtil Freja sprang til og viste vejen. Hun var jo den ældste, og inden længe gik pigerne ombord i de døde fugle. I begyndelsen forsigtigt. Man skulle jo nødig få blod på fingrene. Men snart gik de på fuglene med den største selvfølgelighed. Ganske som millioner af lige så feminine og forfængelige forfædre og mødre havde gjort før dem.

Fiduser

29 Fasanjagt i Danmark

- Så er der skumfiduser, lød det fra Lise. Maria var allerede i gang. Men de store piger var endnu ikke færdige, og snart var de, for kort tid siden så flotte fugle, forvandlet til noget, som pigerne havde set før, nemlig kyllinger fra super markedet. Mission fra mord til bord gik ind i næste fase. Tilberedelsen. Nu skulle dagens indsats forvandles til mad. Og under lederskab af Kim blev der pillet løg, snittet gulerødder og brunet kød og grøntsager. I familien Bachs store køkken var der plads til alle, og snart arbejdede store og små hænder på højtryk. To timer senere kunne dagens sidste fase starte, nemlig spisning. Nu skulle brikkerne endelig falde på plads. Nu skulle pigerne ved selvsyn se, at naturens overskud kunne forvandles til mad på bordet. Og til noget, som endda smagte særdeles godt. Jagtbogens udsendte spiste med og giver middagen fem stjerner. De voksne var enige. Missionen var lykkedes. Pigerne havde fået akkurat den oplevelse, som forældrene havde ønsket, og en god dag var sat ind på oplevelseskontoen. Pigerne havde fået indblik i jagten og med egne øjne set, hvordan en fugl kan bremses i flugten og forvandles til lækker mad på bordet. Da gjorde det ikke så meget, at pigerne valgte at springe missionens sidste del over. Nemlig opvasken og rengøringen. Den tog de voksne sig af. Der var allerede dømt mission completed.

Gemse i New Zealand

Af Michael Sand

Gemse i New Zealand Nedtælling ”Den er på vej op imod dig”,hviskede Pete over walkietalkien. Om få sekunder ville en vinterklædt gemse træde ind i riffelkikkertens søgefelt. Nedtællingen var begyndt.

Spor i sneen Holdet gjorde holdt, mens de pustede ud. Så fortsatte de. Guiden Bert How i spidsen fulgt af unge førsteårs teeenager Robin Sand. Bag ham fulgte hjælperen Pete Goldsworthy, mens undertegnede pakkede kameraet ned og dannede bagtrop. Det var første gang, vi var i Mount Peel, og hvad der ventede os, når vi nåede toppen, havde vi kun svage anelser om. Det eneste, vi nu skulle koncentrere os om, var det lille felt som pandelygterne

oplyste foran os. Et forkert skridt kunne medføre en forvridning, som i bogstaveligste forstand ville virke som en klods om benet under opstigningen. ”Det var den værste del af opstigningen”, forklarede Bert stakåndet, da vi nåede toppen og kiggede tilbage over den stejle og endnu mørklagte skråning, som havde udgjort første etape mod tinderne. Jeg benyttede lejligheden til at skifte inderste trøje. Den var gennemblødt og et tørt svedtransporterende underlag virkede som ny energi. Der var endnu et par timers vandring tilbage, men resten af turen bestod af mere bløde skråninger, som skulle forceres, inden vi var fremme og kunne overskue den forjættede dal, der skulle danne rammen om dagens jagt.

Et reality show Efter et par minutters pause fortsatte vi opstigningen, og koncentrationen var atter rettet mod næste skridt. Sporet af en gemse eller en ung tahr lod sig se i lyset fra pandelygterne, mens vi skridt for skridt arbejdede os opad. Vi kunne følge de fine aftegninger i frostsneen temmelig længe, indtil dyret havde forladt den nedtrådte veksel og var forsvundet ned ad skråningen. Men nye aftryk dukkede op, og selv om vi endnu ikke var

Gemse i New Zealand

Tre tavse skygger på vandring op ad en stejl bjergskråning. Det var endnu mørkt, og i det blege lys fra pandelygterne spillede vores udåndingsdampe op til de mange stjerner, der blinkede over os. Jeg var gået lidt i forvejen og ventede nu på, at de tre jægere med de oplyste dampskyer ville træde ind i kameraets søgefelt. Stilheden var total. I det mindste et par minutter. Lyden af knirkende sne og af åndedrættet fra de tre jægere sneg sig nærmere. Først som en slags støj på frekvensen. Senere som diskret underlægning til et mørklagt sceneri, hvor stort set alt i denne begyndelse til Sydøens alper endnu var overladt til fantasien.

Gemse i New Zealand

fremme, var vi allerede på højde med de vildtarter, som vi var rejst rundt om jorden for at opleve. Vi nåede vores bestemmelsessted i stort set samme øjeblik, som solen kastede lys og svage skygger ind over de kilometerlange klippesider, der som gigantiske parallelspejlinger skabte en dyb dal. Minut for minut åbenbarede dalen sig for os, og vi var vidne til et gigantisk tæppefald til en storslået scene. De to klippesider skulle udgøre dagens jagtområde, og et eller andet sted på klippesidernes skrå brædder trippede aktørerne rundt uden viden om, at de var medvirkende i verdens ældste drama. Et skuespil uden manus eller forfattede replikker. Et skuespil på liv og død, hvor intet er givet på forhånd.

Nanny

33 Gemse i New Zealand

Var vi heldige, ville gemserne vise os nogle af deres mere intime sider. Vi var midt i juli og

midt i New Zealands koldeste tid, hvor gemserne - også kaldetchamois - har gjort det til en tradition at føre slægten videre. I artens oprindelige og europæiske udbredelsesområder i Pyrenæerne, Alperne, Kaukasus samt i mindre omfang på Balkan og i Italien falder brunsten også ved vintertid, omend parringsperioden da hedder november og december. Vi fulgte højderyggen, mens vi spejdede efter vildt på skråningerne. En gemse viste sig et kort øjeblik flere hundrede meter under os. Et øjeblik troede jeg, der var tale om en buk, da begge køn bærer horn. Men kikkerten afslørede, at det var en Nanny - et hundyr med sit kid på slæb. Evnen til at se langt er afgørende for de arter, der skal klare sig i bjergene, og gemt bag vegetationen holdt vi de to skarptseende dyr under observation. De var givetvis ikke alene. Men selv om brunsten talte for, at bukken var i nærheden, kunne vi kun se de to mørke dyr på de bevoksede klippeskråninger.

”

Sydalperne på New Zealand er blevet den europæiske gemses nye hjemland, og mange jægere fra blandt andet Europa rejser jorden rundt for at opleve Sydøens gemsejagter.

34 Gemse i New Zealand

”Lad os fortsætte”, sagde Bert efter en stund og bakkede ud af gedens og kiddets synsfelt. ”Måske viser bukken sig senere. Vi skal samme vej tilbage”, forklarede den hårdtprøvede guide, der forblev overbevist om, at en ældre jagtbar buk vimsede rundt et eller andet sted i nærheden af hundyret.

Som Spiderman

Skræk i ansigtet Det var løftebrud eller tilbagetrækning. Jeg valgte det første, og med et øje på Robin og et øje på klippevæggen fortsatte jeg skridt for skridt. Selv om højdeskræk er en fobi, der kan sammenlignes med skræk for fugle eller ugiftige slanger, kunne et forkert skridt få fatale følger. Vi ville ikke overleve en tur ned ad klippen. Heldigvis skete der ikke uheld. Få minutter senere var vi i sikkerhed. Men udover kvalme bredte der sig en ubeskrivelig følelse i hele kroppen. En følelse af svigt og uansvarlighed. Også Robin var hvid i ansigtet, og begge måtte vi sætte os. ”Tag noget at spise”, foreslog Bert, men ingen af os havde appetit. Men Bert insisterede.

Pinkeye Sidst på eftermiddagen spottede vi atter vildt. Denne gang en tahr. Desværre viste det sig, at den ellers fine tahr havde et såkaldt pinkeye. Et løbende øje, der medfører, at skindet ødelægges under dyrets øje. ”Vi kan skyde tahren, men da skal du muligvis skyde endnu en, da den ikke egner sig til en montering. Og at skyde dyret af medlidenhed giver ikke mening. Af og til kommer dyret sig efter angrebet, i andre tilfælde fører det til permanent blindhed. Sygdommen forekommer også blandt øgruppens mange besætninger af får”, forklarede Bert, der valgte at vende den flotte tahr ryggen og lade naturen gå sin gang. Bag tahren med det blindede øje kunne vi se endnu to af samme slægt. De to unge hanner, på New Zealand betegnet som buhls, var endnu ikke jagtbare, og som et par kåde skoledrenge drønede de ned ad skråningen, mens de skubbede til hinanden. Den ene ramte sin kammerat med en regulær fuldtræffer som medførte, at den væltede omkuld. Men i stedet for at trille ned ad bjergskråningen, rullede den hen over ryggen på sin rival. I ånden så jeg den fortsætte sin rullende nedtur, men som en kat formåede den at ramme klippesiden på alle fire, hvorefter flugten ned ad skråningen fortsatte, som om intet var hændt.

11.5 inch Den lange teleskopkikkert blev slået ud, og på allerhøjeste forstørrelse kiggede vi nærmere på de to dyr. Dyrene var faldet til ro og valgte at slå sig til en pæn kronhjort, så på et tidspunkt havde vi både hjort og tahr i søgefeltet.

35 Gemse i New Zealand

Vi fortsatte langs bjergryggen, og fra tid til anden måtte vi kravle rundt om store klippestykker for atter at finde stien på modsatte side. ”Det var ikke lige det, som jeg havde forestillet mig”, tænkte jeg, da jeg pludselig hang på en klippeside med en lodret klippeside under mig. Jeg følte mig som Spiderman på en skyskraber, men uden edderkoppemandens sikkerhedsnet. Jeg havde kun en klippekant på størrelse med en halv fod samt nogle udhængende klippestykker og stride græsser at holde mig til. Havde jeg set, hvad der var rundt om hjørnet, havde jeg aldrig fulgt min guide, da han satte kursen. Men nu sad jeg så her som en klasket flue midt på væggen. Hvad skulle jeg? Fortsætte eller kravle tilbage? ”Jeg lover dig, at jeg ikke tager Robin med ud i noget, som er farligt”. Det var det sidste, jeg sagde til Robins mor, inden vi tog afsked. Og nu hang jeg her, klistret til en klippeside med Robin åndende mig i nakken, mens han stirrede skrækslagent ned ad skråningen. Bag ham kom Pete.

”Det er vigtigt, at I spiser. Ellers går I pludselig kolde”. Opfordringen tog karakter af en befaling, og vi fandt madpakkerne frem. ”Jeg kan ikke spise noget her”, sagde Robin og kikkede ned ad de stejle klippesider, der omsluttede os på begge sider. Udsynet dæmpede også min lyst. Vi fik dog begge klemt et par håndmadder ned, og det hjalp faktisk lidt. Vi var klar til at fortsætte. Eneste problem var, at vi var fanget. Vi skulle samme vej tilbage.

36 Gemse i New Zealand

Berts opmærksomhed rettede sig atter mod den sygdomsramte tahr under os. ”Den er nok 11,5 inch”, anslog han, efter at han havde studeret dyrets krumme horn. Et absolut flot og repræsentativt trofæ. ”Vi bør kunne finde en, der er bedre”, hviskede Bert, som havde fundet en plads under en udhængende klippehylde, hvor han kunne holde de to dyr under observation. Jeg sad på klippehyldens anden etage, og det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg forsigtigt vovede mig frem mod kanten og så Berts støvler dingle ud over den afgrundsdybe dal. Mistede han grebet, ville han blive sendt ud i frit fald. Men Bert mistede ikke grebet. Naturligvis gjorde han ikke det. Han var født i et land med høje bjerge, og højdeskræk forekommer nok lige så sjældent på New Zealand, som vandskræk gør i Danmark, der har mere end 7.000 kilometer let tilgængelig kystlinje. Jeg mener ikke, jeg ligefrem lider af højdeskræk. Så længe der er tale om pseudoskræk, har jeg ikke nævneværdige problemer med at tøjre mit ubehag ved højderne. Men når jeg står over for en situation, der forekommer reel, suger det i mellemgulvet, som intet andet utrygt er i stand til. Mine tanker kredsede konstant omkring den bare klippe, som vi skulle passere på vores vej tilbage, og jeg tog mig selv i at være overraskende uinteresseret i jagten og ikke mindst fotograferingen af scenerierne omkring mig. Det eneste, jeg tænkte på, var at få os sikkert ned ad bjerget igen. Vi nåede dalens afslutning, men vi så ikke flere jagtbare tahr eller gemser, og midt på eftermiddagen begyndte vi at trække os tilbage.

Stå stille ”Chamois” lød det pludselig fra Bert, mens vi i gåsegang passerede den smalle dyresti på toppen af bjergkammen, hvor vi tidligere spottede de to gemser. Dermed fik Bert ret: Der var en buk i nærheden af de to hundyr, omend bukken tilsyneladende havde været på langfart. Der var noget i luften, og bukken var nu på vej tilbage mod geden og kiddet. I hvert fald var det, hvad vi troede, den havde til hensigt, da den fulgte et vandløb, som

snoede sig langt under os. Men i stedet for at vandre opstrøms mod de to dyr, satte den over strømvandet og gik nu direkte op imod os. Nu skulle der handles hurtigt, og en plan baseret på talrige observationer tog form i Bert. ”Vi skal skynde os. Vi skal ned til den udhængende klippehylde”, forklarede han, mens han allerede var på vej. ”Og Pete, du bliver her. Hold os underrettet på radioen om, hvad du ser”. Pete nikkede, mens han lod rygsækken glide af skulderen og gemte sig bag et par løse klippestykker. Det var et spørgsmål om tid, og i samme nu, vi trådte ind på den store klippehylde, havde vi øjenkontakt med gemsen. Gemser har som nævnt et forbavsende godt øje, og uden at flytte sig holdt den os under observation. Var vi opdaget? ”Stå stille. Stå helt stille”, hviskede Bert, der selv gik i spidsen med et godt eksempel. Han lod sig fastfryse i en anstrengende foroverbøjet position. Det tegnede ikke for godt. Alt tydede på, at gemsen havde set os, og i flere minutter var situationen låst fast.

Gemse på vej Langsomt begyndte bukken dog at vise sine omgivelser interesse, og fra tid til anden drejede den hovedet for at se sig omkring. Dog vendte den hurtigt opmærksomheden mod det ukendte, som den fornemmede rumsterede over den. Under normale omstændigheder havde den givetvis taget benene på nakken for længst. Men vi var i begyndelsen af en brunstperiode, og det ukendte kunne være en parringsvillige Nanny eller en yngre rival, der forsøgte at liste sig ind på dens territorium. ”Næste gang den ser væk, sætter vi os. Men Robin: Du bliver stående. Bare bliv stående uden at flytte dig overhovedet. Har I forstået det”, spurgte Bert, der virkede overraskende engageret. Det var trods alt ikke første gang, han havde en gemse på skudhold. Jeg nikkede på begges vegne uden at sikre mig, at Robin var helt indforstået med instrukserne, der blev givet på engelsk. Bukken blev ved med at se op. Den var endnu langt uden for skudhold, men da jeg tidligere havde set bukken i kikkerten, var

”

Et godt syn har været afgørende for gemsens udvikling og overlevelse som art. Det hævdes, at gemsens syn svarer til en god håndkikkerts.

37 Gemse i New Zealand

Robin var den første, som var nede ved gemsen, hvor den faldt mindre end 100 meter fra påskudsstedet. Forud var gået nogle meget intense og unikke minutter. 38 Gemse i New Zealand

jeg ikke i tvivl om, at der var tale om en fuldvoksen og jagtbar gemse. I næste nu drejede bukken hovedet, og vi fulgte opfordringen og satte os. Desværre fulgte også Robin efter, hvilket ikke var en del af strategien, da han skulle blive stående og dermed give gemsen det indtryk, at intet havde forandret sig, siden den sidst kiggede op mod os. ”Jeg sagde, du skulle blive stående”, hvæsede Bert irriteret, som nu virkede endnu mere usikker på, om strategien ville holde. ”Hvad sker der. Er bukken der stadig”, hviskede han ind i den røde walkie-talkie, mens vi kravlede frem mod klippehyldens kant. ”Ja” lød det opmuntrende svar fra Pete, der kunne se det hele lidt fra oven. ”Den er på vej op imod jer”, fortsatte han.

Hvor er kroppen? ”Gør dig klar til at skyde, men undlad at flytte dig, når bukken kommer frem. Da vil den se dig med det samme”, forklarede min meget grundige guide, der ikke tog noget for givet. Jeg satte kikkertsigtet på passende forstørrelsesgrad og rettede riffelpiben i den retning, hvorfra vi forventede, at gemsen ville vise sig. ”Hvor langt er den fra os nu” hviskede Bert ind i radioen, der var placeret i sneen foran os.

”130 yards” lød svaret efterfulgt af en kort pause. ”Den har kurs direkte op imod jer, og I vil snart kunne se den”. Gemsen kunne vise sig, når det skulle være. ”Hold mig underrettet. Fortæl os, hvor den er, og hvor tæt den er på”, kommanderede Bert lavmælt. ”90 yards. Kan I ikke se den”, spurgte Pete. ”Nej, men fortsæt. Hvor tæt er den på os nu”, svarede Bert. ”80 yards. 70 yards. 60 yards”. Nedtællingen var begyndt, og pludselig stod den der. Ikke hvor vi havde ventet den, men lidt mere til venstre for mig. Bukken havde set os og stirrede nu direkte mod det ukendte i græsset, som den mere fornemmede end så. Uden at røre mig, kunne jeg rette riflen mod bukken. Jeg vidste, det var et spørgsmål om øjeblikke, før bukken trak sig. Men hvor var kroppen? Under jer ”Take him!” hviskede Bert i det samme, som det gik op for mig, at dyrets krop sad til venstre for hals og hoved. Og ikke til højre, som jeg havde forventet, da bukken havde gjort sin entre på klippehylden fra uventet side.

Uberørt

Ræverød bug

Jeg fandt ryggens øverste kant, der var delvis udvisket af det visne græs og kunne nu tydeligt fornemme, hvor kroppen skulle være. Med et hult plumpt lod skuddet fra den velskydende cal. 270 Winchester sig opsluge i bjergene, og i samme sekund - eller var det lidt før - satte den mørke gemse af sted ned ad skråningen. Bert var af sted med det samme, og jeg fulgte efter. Ville være klar, hvis der var brug for et opfølgningsskud. Heldigvis kom dyret ikke til syne under os, og alt tydede på, at vi nu havde en gemse et sted på skråningen nedenunder. ”Den ligger lige under jer”, lød det over radioen, og dermed kunne der sættes et punktum i den ejendommelige radiotransmitterede gemsejagt. ”Jeg går lige i forvejen”, sagde jeg til Robin og Bert, der også var spændte på at komme ned til dyret. ”Jeg vil gerne have et billede af dyret, som det er faldet, helt uberørt af menneskehænder” forklarede jeg.

Normalt foretrækker jeg altid at tage billeder af dyret, som det er faldet. Alligevel var det en underlig fornemmelse at skyde løs med kameraet, mens det eneste, jeg tænkte på, var at lægge hånd på dyret, som jeg havde drømt om at nedlægge siden jeg besøgte New Zealand for første gang i året 2005. Nu lå den så her. Tilmed i den smukkeste vinterdragt med mørk, gnistrende pels og en næsten ræverød bug. De fiskekrogsformede horn blev vurderet til 8,5 inch, hvilket bliver betragtet som et godt trofæ i området omkring Mount Peel, hvor de sjældent bliver mere end 9-9,5 inch. Selv om gemserne i New Zealands sydlige alper er lidt mindre end deres slægtninge i de europæiske alper, er trofækvaliteten sammenlignelig. På øgruppen bliver der hvert år nedlagt gemser med horn på helt op til 11 inch. ”Det bliver et smukt trofæ at få med hjem til Danmark”, sagde jeg til Robin, der mente, at en inch fra eller til kunne være hip som hap.

39 Gemse i New Zealand

”

Det er ikke mindst de flotte aftegninger, der sammen med artens valg af stejle opholdssteder, som har gjort gemsen til en yderst populær vildtart.

”

Bert How, indehaver af Peel Forest Safaris, som arrangerer alt fra gemsejagt til jagt på tahr og kronvildt, på vej med nedlagt gemse i vinterdragt.

40 Gemse i New Zealand

Den onde klippe

Kig ikke ned Nogle timer senere stod vi der så. Foran klippen, der var akkurat så truende, som jeg havde forestillet mig. Angsten var malet med farveløs maling i ansigterne på både Robin og jeg. Ingen af os sagde noget, men jeg var næppe den eneste, som bemærkede, at Robins øjne glinsede i den nedgående sol, som for en kort bemærkning brød gennem skydækket. Men der var ingen vej udenom. Klippen var smidt som en mur hen over bjergryggen, og vi måtte tage den samme vej ud, som vi tog ind. Denne gang var jeg dog mere forberedt og bad derfor Robin følge efter Bert, da han satte de første skridt på den smalle klippehylde, mens han forsøgte at omdanne sin krop til en stor sugekop, som kunne holde ham tæt til klippen. Robin fulgte efter, og jeg lige efter Robin: Klar til at gribe ham, hvis han skulle træde forkert eller

Giver vinger Klippen var besejret, men begge var vi enige om én ting: Det gør vi aldrig mere! ”Beklager, men vi var kommet lidt på afveje”, forklarede Bert, der mente, at vi burde have taget en anden og mindre spændende vej ind i dalen. Men det var alt sammen lige meget nu. Vi var på vej hjem, og Robin løb i forvejen. ”Danske jægere bare går og går”, konstaterede Bert, hvilket han fandt underligt, vores lands flade struktur taget i betragtning. ”Det må være noget med mentaliteten”, kom han frem til. Jeg blandede mig ikke, men glædede mig naturligvis over, at mine landsmænd havde efterladt indtryk af vilje. I vores tilfælde tror jeg nu mere, det var et spørgsmål om, at frygten giver vinger. Lige siden vi slap forbi klippen havde det faktisk virket, som om vi blev båret ned ad bjerget, selv om vi efterhånden havde 10-11 timers gang i benene. ”Det har været en fornøjelse at jage med jer”, sagde Bert, da vi endelig stod ved bilen. Mørket havde sænket sig, og selv om vi var betalende kunder i hans outfitter-virksomhed, tror jeg faktisk, han mente det. Uanset hvad, havde fornøjelsen været gensidig. En flot seksender havde fundet en plads i aftensolen. Med ryggen mod en højspændingsmast havde den et fantastisk udsyn over de store høstede marker og var så godt som usårlig. Umulig at komme på skudhold af. Men rundt omkring på marken lå en række bigballer

41 Gemse i New Zealand

”Lad os slæbe bukken op til toppen”, sagde Pete, der i mellemtiden var ankommet. Pete er erhversfisker, og på de lange togter ombord på en norsk trawler bruger han fritiden til at holde sig i form ved hjælp af et simpelt træningsprogram, som ikke kræver avanceret fitnessudstyr. Inden jeg nåede at kommentere det, hang den 20-25 kilo tunge gemsekrop over skulderen på den veltrænede fisker, som trods alt havde mere end fem årtier bag sig. Uden at kny og stoppe en eneste gang bar han bukken til tops. Efter de mere obligatoriske fotos af gemsen og gruppen bag nedlæggelsen, blev dyret skindet og kødet kølet ned i sneen, inden det blev pakket og fordelt i rygsækkene. Det havde været en fantastisk dag. Alligevel var der noget, som trykkede: Hjemturen og klippen som i underbevidstheden var blevet både større og decideret ond, som dagen skred frem. Klippen var porten til vores jagtlige paradis, og det var testen, der skulle besejres for at slippe tilbage igen. Jeg gruede som aldrig før ved tanken om det, der ventede os.

miste sit greb på et af de støttepunkter, der hist og her stak ud fra klippen. ”Don’t look down, don’t look down”, gentog Bert igen og igen, mens han skridt for skridt klemte sig af sted langs klippen og viste Robin, hvor han skulle træde. Men naturligvis kunne Robin ikke lade være med at kigge ned, og synet af ingenting fik ham til at standse. For et kort øjeblik hang han stille på klippen, men fandt så det overskud, som man finder, når der er brug for det. Han fortsatte, og pludselig var vi alle sikkert i land på modsatte side.

Bukkejagt i Sverige

Af Michael Sand

Bukkejagt i Sverige Skak på stubmarken Store bigballer virkede som vigtige brikker i spillet om bukken, der solede sig på den flade stubmark. Men en rå tog et uventet træk, og pludselig åbnede der sig en helt ny mulighed.

Fra balle til balle ”Vi kan gå fra den balle til den balle og fra den til den”, forklarede Malte Foghsgaard, mens han pegede ud over marken. Steffen Toft var kravlet helt op på bilen, hvorfra han havde et lidt bedre udsyn over det store felt, der virkede som et stor brætspil med en række brikker, der skulle spilles og udnyttes rigtigt. Planen tog form og snart var de to klar til at tage de næste træk. Steffen var jægeren, mens Malte fungerede som guide på det sydsvenske revir, han rådede over. Undertegnede var med som fotograf og skulle desuden forsøge mig med et nyt videoapparat, der skulle indfange øjeblikket, når bukken blev skakmat og sendt til tælling. Det ville i givet fald være min første reelle videooptagelse, og jeg var mindst lige så engageret i det strategiske spil, som jægeren og guiden.

Første træk Solen stod lavt over stubmarken, men da det i Sverige er tilladt at skyde efter solnedgang, var vi ikke under nogen form for tidspres. Bukken forblev sandsynligvis ved højspændingsmasten, hvor den havde alt, hvad den skulle bruge. Spildkorn og en masse grønne spire i bunden af de høstede marker. Brunsten klingede på allersidste vers og kun unge, håbefulde årsbukke futtede stadig omkring på må og få i jagten på en parringsvillig og ubeslået rå. Sandsynligheden for succes var meget lille, og de ældre erfarne bukke havde opgivet. De pustede nu ud efter strabadserne, mens de undgik at bruge mere energi end absolut nødvendigt. Et uforstyrret sted med let adgang til føde er et ideelt sted for en afbrunstet buk og alt tydede på, at seksenderen på marken havde fundet denne sæsons otium ved foden af højspændingsmasten. En flot seksender havde fundet en plads i aftensolen. Med ryggen mod en højspændingsmast havde den et fantastisk udsyn over de store høstede marker og var så godt som usårlig. Umulig at komme på skudhold af. Men rundt omkring på marken lå en række bigballer og udnyttet rigtigt var bukken måske slet ikke så usårlig, som den forestillede sig.

Bukkejagt i Sverige

En flot seksender havde fundet en plads i aftensolen. Med ryggen mod en højspændingsmast havde den et fantastisk udsyn over de store høstede marker og var så godt som usårlig. Umulig at komme på skudhold af. Men rundt omkring på marken lå en række bigballer og udnyttet rigtigt var bukken måske slet ikke så usårlig, som den forestillede sig.

Bukkejagt i Sverige

Fra balle til balle ”Vi kan gå fra den balle til den balle og fra den til den”, forklarede Malte Foghsgaard, mens han pegede ud over marken. Steffen Toft var kravlet helt op på bilen, hvorfra han havde et lidt bedre udsyn over det store felt, der virkede som et stor brætspil med en række brikker, derskulle spilles og udnyttes rigtigt. Planen tog form og snart var de to klar til at tage de næste træk. Steffen var jægeren, mens Malte fungerede som guide på det sydsvenske revir, han rådede over. Undertegnede var med som fotograf og skulle desuden forsøge mig med et nyt videoapparat, der skulle indfange øjeblikket, når bukken blev skakmat og sendt til tælling. Det ville i givet fald være min første reelle videooptagelse, og jeg var mindst lige så engageret i det strategiske spil, som jægeren og guiden.

Solen stod lavt over stubmarken, men da det i Sverige er tilladt at skyde efter solnedgang, var vi ikke under nogen form for tidspres. Bukken forblev sandsynligvis ved højspændingsmasten, hvor den havde alt, hvad den skulle bruge. Spildkorn og en masse grønne spire i bunden af de høstede marker.

”

Malte, som ses bagerst i billedet kunne efter kort tids rekognoscering udpege en flot seksender på en stubmark, som Steffen Toft skulle forsøge at nedlægge.

Brunsten klingede på allersidste vers og kun unge, håbefulde årsbukke futtede stadig omkring på må og få i jagten på en parringsvillig og ubeslået rå. Sandsynligheden for succes var meget lille, og de ældre erfarne bukke havde opgivet. De pustede nu ud efter strabadserne, mens de undgik at bruge mere energi end absolut nødvendigt.

Bukkejagt i Sverige

Første træk

Et uforstyrret sted med let adgang til føde er et ideelt sted for en afbrunstet buk og alt tydede på, at seksenderen på marken havde fundet denne sæsons otium ved foden af højspændingsmasten. Den første del af fremrykningen var nem. Ude af syne for bukken kunne vi gå oprejst og hurtigt var vi fremme ved første felt.

Retræte

46 Bukkejagt i Sverige

”Perfekt”, hviskede Steffen, der gemt bag den store halmballe kunne se, at han havde erobret et vigtigt felt i spillet. Herfra havde han mulighed for at trække sig uset til næste bigballe, som lå til venstre for os. En rå trådte ud af skovbrynet i nærheden af det sted, hvorfra vi indledte pyrschen, men afstanden var stor, og hun ville næppe kunne forstyrre spillets gang. ”Lad os fortsætte”, sagde Steffen, mens han begyndte at krybe frem mod bukken. Pludselig viste bukken sig dog i synsfeltet, hvilket ikke var en del af planen. Den havde fornemmet et eller andet og stirrede nu direkte ned mod os, selv om det næppe var sandsynligt, at den havde set os. Vi var stadig godt gemt bag halmballen. ”Vi må tilbage igen”, hviskede Malte, der havde udnævnt sig selv som bærer af mit trebenede fotostativ, som jeg havde valgt at slå ud, så jeg kunne gøre mig klar på sekunder, hvis situationen skulle opstå. Men bukken skulle først foretage sit træk.

I utide Bukken faldt til ro og satte atter hovedet ned mellem de stride halmstubbe. Nu var det vores tur, og i næste nu trak vi os og fortsatte hurtigt tilbage mod vores første halmballe. Herfra måtte vi tage en afstikker til en balle på marken, og derfra igen måtte kursen rettes direkte mod en balle, som lå umiddelbart foran bukken. Endnu så alt ud til at gå efter planen. Det var vores evne til at se flere træk ud i spillet sat op mod råvildtets evne til at lugte, se, høre og ikke mindst fornemme de såkaldte ugler i mosen. Bukken var nu advaret, og næste gang vi afslørede os, ville den ikke tøve. Det var den for gammel og erfaren til. Fremrykningen måtte være endnu mere forsigtig, og et forkert skridt ind i

bukkens synsfelt ville sætte os til vægs øjeblikkeligt. Jagten gik som planlagt. Vi erobrede næste halmballe. Nu var der kun en tilbage. Herfra var afstanden mod bukken passende og nåede vi den, havde vi bragt os i en absolut god position. Men en ung buk blandede sig i spillet og låste os fast til halmballen. Så længe bukken var på banen, ville det være risikabelt at flytte sig. Vi kunne ikke risikere, at den unge buk tog flugten og tog den ældre seksender med sig.

Et tabt parti ”Vi må vente, indtil bukken er trukket forbi os”, fastslog Malte, der dog understregede, at tiden ikke arbejdede for os. Om få minutter ville solen forsvinde bag horisonten og skulle det lykkes med flotte sensommerbilleder af seancen, skulle vi snart være i stand til at tage næste træk. ”Lad os fortsætte”, sagde han, da bukken havde passeret. Såfremt ungbukken blev stødt, ville den sandsynligvis tage flugten mod skoven og dermed næppe skræmme bukken ved masten. Strategien lykkedes. I hvert fald delvis. Den unge buk satte mod skoven, da vi begyndte at røre på os og heldigvis lykkedes vores træk. Næsten. Bukken nåede skoven, uden at den ældre buk tog nævneværdig notits af dens flugt. Afstanden var stadig stor og den kiggede blot overbærende efter ungbukken. Men nu slog spillets dronning til. En rå dukkede pludselig op på stubben! ”Hvor kom den fra”, hviskede vi mere eller mindre i kor. Råen brød sig ikke om det, hun så og i store spring satte hun af sted mod en lille remisse i udkanten af den store stubmark. Naturligvis gik det som forventet. Bukken fulgte råen. Spillet var tabt. Det ville nok være for vidt at sige, at vi var skakmat, men bukken havde i hvert fald reddet livet, mens vi havde tabt et parti.

Uventet chance Vores lille jagt på stubmarken blev et skoleeksempel på, at jagt og planer er som ild og vand. Tilfældighedernespiller den afgørende rolle, og man kan sjældent beregne sig til succes. Teorien blev bekræftet, da vi i slukøret gåsegang gik til-

47 Bukkejagt i Sverige

”

Den ejendommelige buk formåede trods en velplaceret kugle at tilbage lægge små hundrede meter, inden den nåede en lille remisse, hvor den endte sine dage i et vandhul.

48 Bukkejagt i Sverige

”

Danske Malte Foghsgaard var bekendt med den abnorme buk, men i brunsten, hvor bukke ellers har for vane at eksponere sig, var den som sunket i jorden.

bage mod bilen og pludselig spottede en ”tilfældig” buk på stubben. Kikkerten afslørede, at der var tale om buk med en kort, men tilsyneladende ikke helt ordinær opsats. ”Jeg fik et par flygtige glimt af bukken tidligt på foråret, men da jagten startede, var den som sunket i jorden. Bukken er lidt speciel, og hvis du vil skyde den, kan vi gå efter den”. Steffen var hurtig til at tage imod tilbuddet og pludselig var tilbagetrækningen ændret til et optimistisk modtræk. Bukken med den mystiske opsats var næste mål. Denne gang var der dog ikke andre brikker, som kunne tages i spil. Der var kun bukken og jægeren. Ingen halmballer mellem jægeren og bukken kunne skjule fremrykningen.

Dødspiftet Virkede vores første plan optimistisk, virkede denne næsten en smule naiv. Selv om Steffen klemte sig flad mod marken, ville han rage op i landskabet og afsløre sig selv. Kun to ting pegede på, at det alligevel kunne lykkes: Bukkens søvndyssende opmærksomhed var rettet i modsat retning af jægeren, og bukken var træt og udkørt efter de sidste ugers brunstløjer. De to ting tilsammen gjorde nok udfaldet, for pludselig var Steffen på skudhold. Han samlede sig noget løstliggende halm som fast underlag for riflen og var klar. Bukken sad stadig i sine egne tanker eller mangel på samme og stirrede tomt ud i luften.

Et pift nåede bukken. Men den reagerede ikke. Endnu et pift blev sendt af sted og i næste nu var bukken på benene om end den tydeligt ikke fornemmede farer af nogen art. Bukken stod perfekt, en lille smule skråt, og Steffen, der har en fortid som herregårdsskytte, skulle ikke bruge mange øjeblikke på at rette piben ind og sende kuglen af sted.

Ganske unik Bukken reagerede med et voldsomt afsæt, snurrede omkring og forsvandt i en lille remisse midt i marken små hundrede meter bag den. Alt så dog lovende ud, og da jeg afspillede den lille video film, kunne vi tydeligt se kuglen slå i bukken,

akkurat hvor den skulle. Bukken var forendt i samme øjeblik, den nåede krattet. Alligevel var spændingen stor, for hvad var det egentlig for en buk, som Steffen havde nedlagt? Spændingen blev trukket yderligere, da bukken havde valgt at tage den på hovedet i en lille tilgroet sø i remissen. Først da den blev trukket op på det tørre, gik det for alvor op for os, at Steffen havde nedlagt en ganske usædvanlig buk. Pointmæssigt vil den næppe score noget i CIC, eftersom den gik under benævnelsen abnorm, men i det amerikansk udviklede SCI vill den gå langt op ad rekordlisten. Få dage efter afkogningen lå det afsavede bukkekranie stadig tæt på 500 gram.

Bukkejagt i Sverige

”

Steffen Toft, som er indehaver af rejsebureauet Game Adventure i Horsens, har grund til at smile. 24 timer efter afsavning og afkogning vejede den abnorme bukkeopsats 472 g.

Forårsbjørn i Canada

Af Michael Sand

Forårsbjørn i Canada Black in green Juni måned... grønt i grønt. Brunst og gamle bjørne på jagt efter unge hunbjørne.

Laks er alt Kim mente ikke, det gav mening at opsøge de sikre hot spots med bjørne. Det var sidste dag i maj, og vi var langt henne i jagtens forårssæson. Faktisk var jeg sammen med fire andre jægere sidste gruppe i Darren De Lucas Camp nær Port Alberni på Stillehavsøen Vancouver Island, der med sine godt 30.000 km2 er på størrelse med Jylland. Øen er kendt for mange ting og markedsfører sig blandt andet som The Salmon Capital of the World, og det er da også det store run af ikke

mindre end fem forskellige slags stillehavslaks, der har gjort øen til et paradis for alle, som sætter pris på fiske-, jagt- og naturoplevelser i verdensklasse. Ud over en meget tæt bestand af bjørne, hører havørne sammen med søløver og hvaler i de kystnære områder til hverdagsbilledet. Alle ernærer sig af de store mængder laks, der returnerer til øens floder for at give livet videre til næste generation. De enorme mængder fisk er også den væsentligste forklaring på øens meget tætte bestand af bjørne. Faktisk regner man med, at der på øen findes ikke mindre end 12.000 sortbjørne med den største koncentration på den nordlige del af øen, som er den største på den nordamerikanske vestkyst.

Alle til bogen Der findes ikke brunbjørne på Vancouver Island, og da sortbjørnene dermed ikke skal konkurrere om de gode fiskepladser, har sortbjørnene over tid udviklet deres egne karakteristika, som gør dem en lille smule anderledes end deres slægtninge på fastlandet. Blandt trofæjægere organiseret i Safari Club International (SCI) går sortbjørnen på Vancouver Island i dag under navnet

Forårsbjørn i Canada

- I can show you bears. That’s easy, but it will besaus and young boars you will see. If you are looking for something spectacular, we are going to do it differently, sagde min guide Kim og drejede tændingsnøglen på off og bad mig gøre mig klar. Regnen silede ned over den lille grusbelagte sti, og turens første bjørnepyrsch kunne tage sin begyndelse. Det var her i den tætte og frodige regnskovsagtige underskov, at vi skulle lede efter det, som Kim kaldte spektakulært: En stor gammel hanbjørn klædt i sort og hvidt. Bryllupsfesten var nemlig forestående, og de ellers solitære hanbjørne var begyndt at søge feminint selskab.

”

Det kan være vanskeligt for den uerfarne at vurdere en bjørns alder, men en endnu ikke fuldvoksen sortbjørn kendetegnes bl.a. ved et smalt hoved og forholdsvis store ører.

52 Forårsbjørn i Canada

”

Udover Wapiti kan man også opleve Blacktail Deer på Vancuver Island, hvor en blanding af tempereret regnskov og bevoksede bjergskråninger udgør en attraktiv habitat.

Er tegn på… - For nogle år siden holdt en stor bjørn til herinde, hviskede Kim, mens han tog føringen for vores lille tomandsekspedition. Jeg kender Kim fra tidligere. For fire år siden guidede han mig til en flot efterårsbjørn, somhavde indfundet sig på en sikker fiskeplads med vandrende gydelaks i hobetal. Udover at jeg naturligvis var meget glad for bjørnen, som jeg nedlagde, var det ikke mindst mindet om de eksklusive oplevelser med dyrelivet i Britisk Columbia, der fik mig til at ønske mig tilbage. Han er her, sagde Kim og stak så at sige en pind i en stor gang græsfyldt lort, der var smidt midt på vejen. Han var tydeligt meget glad for, at den gamle stationære bjørn stadig var i live. - Den er omtrent så stor, som de kan blive, forklarede Kim, der var yderst begejstret over, hvad Også om foråret er floder en sikker ledelinje for vandrende sortbjørnehanner, når de forlader deres hjemmeområde for at opsøge hunner i brunst.

53 Forårsbjørn i Canada

coastal black bear. En titel, den lidt overraskende deler med de kystnære bjørne på fastlandet. Kæbestrukturen skulle - i hvert fald på Vancouver Island - være anderledes, men det, som især gør bjørnene på Vancouver Island unikke i forhold til bjørnene på fastlandet, er størrelsen. Bjørnenes gennemsnitsstørrelse er over gennemsnittet for andre områder, og en fuldvoksen hanbjørn måler typisk fra seks og helt op til syv fod - målt på gennemsnittet af længde og tværmål på det udfoldede skind. Flere outfittere hævder, at stort set alle de bjørne, der nedlægges med guide, holder mindstemålet til SCI registreringen som p.t. er på 18 inch (bredde og længde).

54 Forårsbjørn i Canada

”

En stor bunke ”shit” efterladt på vejen er tegn på, at en stor sortbjørn er i området. Jo større bunken er, jo større er bjørnen, der smed den, hævder kyndige bjørneguider.

han så. En snegl på vejen er tegn på regn i Spanien, siges det, og tilsvarende er en lort på vejen tegn på bjørn i Canada. Tilmed kan det gode husmandstip nuanceres, for en stor lort er tegn på en stor bjørn. Og da vi efter endnu nogle hundrede meters stille fremmarch langs den lille vej, der snoede sig ind gennem det bevoksede og klippefyldte terræn, fandt endnu en bunke lort på størrelse med det, der kommer ud af den farlige ende af en mindre hest, blev vi bekræftet i, at vi var midt i den gamle hanbjørns territorium. Desværre var efterladenskaberne mindst et par dage gamle, og bjørnen kunne i princippet være hvor som helst: Omkring det næste hjørne eller over alle bjerge. Den forestående brunst gjorde jagten mere uforudsigelig, da de gamle hanner var begyndt at tænke på andet end mad.

Ikke hjemme Desværre var den gamle bjørn ikke hjemme, og da vi atter var tilbage ved bilen, var det begyndt at blive mørkt. - Gad vide, hvor den opholder sig. Jeg tror ikke på, at den vil slæbe sig op i det klippefyldte terræn. En gammel tykmavet hanbjørn bryder sig ikke om at klatre og vil oftest skulle findes i den lavere del af terrænet, hvor den vil leve af det græs, som vokser langs vejene og de svampe, som findes i underskoven. - Den har helt sikkert sin mere eller mindre daglige rute her, og jeg mener, vi skal vende tilbage om et par dage, forklarede Kim, der håbede på et gensyn med bjørnen, som han spottede første gang for tre år siden. Det havde været en sløv

dag for bjørneobservationerne, viste det sig, da de øvrige gæster - alle amerikanere - indfandt sig omkring brændeovnen i campen. Ingen havde rigtig set noget, og kun en kvindelig ikke-jagende gæst fra Las Vegas havde set et glimt af en bjørn, som skræmt krydsede vejen, da bilen kom for tæt på. Hvis jeg ikke vidste bedre, kunne jeg frygte, at vi alle var for sent ude, og at sæsonen var på retur. Vegetationen stod i fuldt og saftigt flor, og måske var bjørnene spredt over så store områder, at de blev vanskelige at finde. Først på sæsonen - inden bærrene modnes og laksene indfinder sig - er græs og udvalgte blade bjørnenes vigtigste fødegrundlag, selv om de ikke går af vejen for en ung blacktail- eller wapitykalv. Ja selv unge bjørne kan ende på menukortet, hvis de kommer i nærheden af en gam-

mel hanbjørn. Da er de i overhængende livsfare. Ikke fordi de udgør et delikat måltid, men mere fordi en hunbjørn uden unger hurtigere kommer i brunst. Den kyniske strategi, der effektivt fremmer hunnernes brunsttid, ses også andre steder i dyreriget, og hvor brutalt det end måtte virke, er det ren og skær genpleje. Om en hanbjørn, der tidligere har haft held hos det modsatte køn, kan undgå at slå sit eget afkom ihjel, er der vist ingen, som kan svare på. Ved midnatstid kravlede jeg i seng, og en time efter var jeg frisk og veludhvilet. Jeg har altid lidt problemer med at omstille mig til tidsforskellen mellem øst og vest, og da jagten først startede efter morgenmaden, som blev serveret klokken ni, var der udsigt til en lang nat…

Forårsbjørn i Canada

”

Ældre sortbjørnehan med bred pandeskal og et kødfuldt hoved. Bemærk hvor kraftig og tykmavet bjørnen forekommer, selv om den har smidt det meste af den kraftige vinterpels.

Koldt på toppen Der var stadig sne på toppen, da vi efter en halv times kørsel svingede af fra hovedvejen og trillede ind i bjørnelandet. Vi måtte, ganske som Kim havde frygtet, forsøge at finde en anden vej til toppen, da vejene her var ufremkommelige. Trillede ned ad bjerget igen og besluttede at prøve fra modsatte side. En bjørn med to unger smuttede over vejen, og på en smal skovvej stødte vi en ravn på klos hold. Et øjeblik så det ud, som om den slet ikke ville forlade stedet. Et eller andet havde ravnens opmærksomhed. Det viste sig at være resterne af en nedlagt bjørn, efterladt i vejsiden. En rød prik over næseryggen fortalte os,

at et skud havde været rettet direkte mod bjørnens hjernekasse. Jægerne havde kun medtaget kødet. Kraniet og skindet, der viste sig at være næsten uden dækhår, havde de efterladt i rabatten. - Kan jeg tage kraniet, spurgte jeg Kim, da jeg følte, det var lidt synd, at et så stort og flot bjørnekranie blot gik til spilde. Et afkogt bjørnekranie ville gøre lykke på ethvert drengeværelse. Men Kim mente, jeg ville komme i konflikt med myndighederne, hvis jeg blev stoppet og ikke havde klippet mit ”tag”, når jeg nu havde en frisk skudt bjørn i bagagen. Den vinkel havde jeg ikke tænkt på, og vi efterlod resterne af den store hanbjørn til ravnen, der med garanti var lige i nærheden.

Mod en lille lysning - Der er lidt stille, svarede Kim, da jeg spurgte ham, om vores observationer de sidste to dage var normale for sæsonen. Jeg havde stadig efterårsjagten i baghovedet og savnede selskab. Lidt fotomodeller især ville gøre godt… Vi skulle kun bruge én bjørn til en succesfuld jagt, men en succesfuld reportage kræver lidt flere. Men bjørnen var her. Det kunne vi se på de efterladenskaber, der var smidt hist og her. Desuden var græsset i vejkanten klippet, som var det med en saks. Underligt at de store rovdyr kan ernære sig med græs. Men det kan de, med mindre de blot holder maven i gang, mens de venter på det store lakserykind…

Sidst på eftermiddagen parkerede vi bilen i kanten af en vej, der flere steder var skyllet delvis væk af regn og smeltevand… Vi prøvede at fylde hullerne op med sten, men opgav, da udvaskningerne havde været massive og talrige. En klippeblok på størrelse med et 1-etages hus havde sågar taget nedturen fra toppen og slået et kraterstort hul i gruset. Vi måtte derfor forlade bilen og gå de få kilometer ind til en lille græsklædt lysning, som Kim mente var et oplagt sted for en forårsbjørn. - Bjørnen følger ofte floden, og ved en lille fodboldstor lysning har jeg ofte set aktivitet af bjørne, forklarede min guide, der er født og opvokset på Vancouver Island. Ja faktisk har øen været omdrejningspunktet i hele hans liv.

”

Kystlinjerne er stabile bjørnespots, når det gælder sortbjørne, og en væsentlig del af de forårsbjørne, der nedlægges på Vancouver Island, skydes på strandengene.

58 Forårsbjørn i Canada

Det er især den massive lakseopgang, der er forklaringen på Vancouver Islands tætte bestand af sortbjørne. Ung ulden hanbjørn fylder sig med vandplanter.

- Hvorfor rejse udenlands, når der stadig er ting, som jeg ikke har prøvet i Canada, resonerede han og satte dermed gang i et mylder af tanker hos mig. For der er meget, man kan opleve i Canada, som udover jagt på sort- og brunbjørn, moose, caribou, sneged og forskellige vilde får også kan byde på de allestedsværende, men dog ikke særligt talrige blacktails. Endelig har de på Vancouver Island den blandt trofæjægere så eksklusive roosevelt elk, som er en rocky mountain-elk i størrelse Xlarge. - Det er som størrelsesforholdet mellem en ridehest og en arbejdshest, oplyste min guide…

Pisser på dig

Lukker lyset ind Vi stoppede igen ved en bunke bjørnelort. Frisk lort, produceret af en stor bjørn. - Omtrent samme størrelse som den bunke, vi så den første dag, konstaterede Kim. Det så lovende ud, og da terrænet langs floden i stigende grad syntes at lukke lys ind på skovbunden, fik vegetationen bedre og bedre fat. Lysindfald er en helt afgørende forudsætning for, at græsset kan spire og byde sig til over for de vintersløve sortbjørne.

Forårsbjørn i Canada

En slange sneg sig gennem græsset, da vi efter at have passeret en skråning var tilbage på sporet. Og selv om jeg altid er forsigtig med slanger og andre dyr, som kan være giftige, tøvede jeg ikke med at indlede jagten. Den slange kendte jeg nemlig. Min lillebror havde for snart 30 år siden et lille terrarium med de smukke og cirka en meter lange strømpebåndssnoge, og det var med sikkerhed en sådan, jeg netop havde set i dens rette element. Jagten lykkedes, og jeg kunne gribe den lille ugiftige slange om nakken. - Den pisser på dig, grinede Kim, idet jeg satte snogen ned i græsset igen. Det næste kvarters tid gik jeg i en lugt af slangepis. Heldigvis havde jeg andet at tænke på. Store bunker af træer lå hulter til bulter over vejen og gjorde for en tid fremrykningen vanskelig.

60 Forårsbjørn i Canada

Terrænet langs floden virkede i det hele taget meget indbydende. Følte, at vi var i bjørneland, og det skærpede naturligvis opmærksomheden. Måske var det derfor, vi næsten samtidig spottede en mørk skygge forsvinde akkurat, da vi nåede en forhøjning på vejen og kunne overse den fodboldbanestore lysning, som var målet for vores lille tur. Ingen tvivl. Det her var en stor bjørn. Ikke en lille hunbjørn, men en hanbjørn - a boar bear - i sin bedste alder. Desværre blev det kun ved et glimt. Bjørnen trak sig i den spirende pilebevoksning, der truede med at overtage lysningen og dermed lukke af for sollysets vej til bundvegetationen. Men vinden var god, og vi var ikke opdaget. Bjørnen ville vise sig igen Det var vi næsten sikre på. Og ganske rigtigt. Minutter senere var den atter fremme. Tykmavet og lavstammet. Bjørnen kom nu op imod os. Jeg fulgte den i kikkertsigtet. Afstanden vurderede jeg til ca. 170 meter. - Vil du tættere på, spurgte Kim. Et tilbud jeg takkede ja til. Der var ingen grund til at satse på et langt skud. Ikke mindst i tilfælde af et opfølgningsskud var det en fordel med så kort skudhold som muligt. Oversigtsforholdene var dårlige, og bjørnen kunne hurtigt trække sig og forsvinde med en eftersøgning i tæt buskads som den naturlige konsekvens. Et langt haglbøsseskud længere fremme gjorde vi holdt. Bjørnen havde gjort sit til at nedbringe skudafstanden. Nu var det bare at vente på, at den trak ud i det åbne og dermed blottede sig for ”a perfect shot”, som min guide modsat flere eksperter kategoriserer som et skud lige bag forbenet. Ikke et skud på selve skulderbladet, som kan være risikabelt, men et dobbelt lungeskud, som tilmed tager hjertet. - Hvor stor er den, spurgte jeg Kim, der intenst studerede bjørnen i kikkerten. Men han turde ikke give et bud på bjørnens alder eller størrelse, før den var helt fri af pilekrattet. Evnen til at vurdere en bjørns alder og størrelse er en bjørneguides adelsmærke, og naturligvis ønskede Kim ikke at slå om sig med gisninger.

Denne hunbjørn klaprede med tænderne, mens den forsøgte at holde fotografen borte fra ungerne, som havde søgt tilflugt i trætoppen over hende.

”

Fødeudbuddet er begrænset, når bjørnene kommer frem fra vinterens ofte underjordiske skjulesteder, og i det tidlige forår søger mange bjørne det nyspirede græs på strandengene.

61 Forårsbjørn i Canada

62 Forårsbjørn i Canada

Jeg havde ikke erfaring nok til at vurdere bjørnens størrelse præcist, men anslog den forsigtigt til at være lidt over seks fod. Altså en ganske god bjørn. Alligevel var det ikke en ”shooter” Brun sortbjørn - Den er plettet, udbrød Kim skuffet, da bjørnen endelig tog det skridt ud i lyset, som gjorde det muligt at vurdere dens potentiale som trofæbjørn. Jeg kunne ikke se bare pletter på bjørnen, men den fremstod tyndhåret og brun i stedet for sort og tykpelset. En dygtig konservator kunne nok få et hæderligt resultat ud af skindet ved hjælp af lidt indfarvning, men helt godt var det ikke. Vi holdt bjørnen under opsyn et stykke tid, alt imens vi håbede på, at vi havde taget fejl. At vores vurdering var forkert, og at bjørnen nok alligevel kunne placeres i kategorien skudbar. Men da bjørnen endelig var helt fri og et øjeblik stod med bred siden til, var der ingen tvivl. Skindet var ikke godt nok, og vi besluttede, at det måtte blive ved den store oplevelse, det er at være i nærkontakt med en stor og fuldvoksen hanbjørn. Tilmed spottet på akkurat den lille plet, som Kim havde forudsagt. Jeg kunne kun tage hatten af for min guides præstation.

Erfaring er altafgørende, når forholdene strammer til, og jagten bliver vanskelig, selv om bjørnejagt på Vancouver Island med den tætte bestand af sortbjørnenormalt regnes for garantijagt. Kim har selv nedlagt tre sortbjørne. Herunder en 250 pund bjørn, nedlagt med bue. Det er dog ikke oplevelsen med de tre bjørne, han trækker på, når han skal finde en bjørn til en klient. Det er de mange bjørne, han har guidet til, som kommer ham til undsætning, når jagten bevæger sig ind i en mere stille periode. Og selv om han hævder, at han ikke har styr på det eksakte tal, mener han, det må nærme sig 250…

Sort brunbjørn Pludselig blev den sorte brunbjørn på lysningen nervøs. Ikke at det gjorde os noget, da vi ikke ønskede at nedlægge den, men da vinden var god, og bjørnen ikke havde set eller hørt os, virkede det underligt. - Vi må alligevel have båret en svøbende vind ind over lysningen, resonerede jeg. Bjørne skulle efter sigende lugte fem gange så godt som en veltrænet blodhund. Men det var næppe os, der havde båret vind ned over lysningen.

Den kendte amerikanske fodboldstjerne Joe Jurevicius med litauisk baggrund kan andet end vinde det eftertragtede Superball-trofæ i verdens største sportsbegivenhed. Bortset fra lidt slitage på poterne var det et prima skind, som fodboldstjernen og hans film-team fra North American Hunting kunne hjembringe.

I det fjerne hjørne af lysningen, der hvor rydningen igen glider ind i stien, viste forklaringen sig. En stor og massiv og kulsort klump havde indtaget scenen. - Tag ham, når du kan, var Kims spontane reaktion, da jeg fik rettet hans opmærksomhed væk fra den nervøse sortbjørn med det brune islæt. Jeg ville da også have undret mig, såfremt han havde sagt noget andet. For bjørnen var ubetinget den største sortbjørn, jeg nogensinde havde set. En virkelig Dandy med en gnistrende sort pels, som fik den til at virke endnu mere imponerende. Et øjeblik stod bjørnen i skovkanten og kiggede ret frem for sig. Så begyndte den sin søvngængervandring. Direkte op imod os. Skridt for skridt, hvor hvert potenedslag blev udført som et cirkelskridt. Havde lyden fra den tunge krop ikke fortaget sig i de bløde bjørnesåler, havde det været en perfekt entre til en Hollywoodfilm a la Jurassic Park med overdrevent brug af lydeffekter. Men bjørnen var lydløs. Til gengæld virkede den stor. Især da jeg betragtede den på den variable sigtekikkerts største forstørrelse. Han skulle bare vende siden til. Jeg følte mig overbe-

vist om, at det ville ske, når han kom lidt længere frem på lysningen og fangede færten af den anden hanbjørn. Men det interesserede ikke den sorte bjørn. Den bare fortsatte. Svingede de store forlabber ind foran kroppen, og meter for meter flyttede den sig i et målrettet men samtidig dovent slowmotionagtigt tempo. Bjørnen havde ikke travlt. - Kom nu. Vend nu siden til, tænkte jeg igen og igen, alt imens bjørnen voksede sig større og større. Et skud rettet spidst ind i brystet på bjørnen var en mulighed. Men det var sidste mulighed og kun, hvis chancen for et sideskud ikke opstod.

På flippen

”

Let påklædt ung bjørnehun uden vinterens dækhår poserer for fotografen, mens mørket sænker sig over skovrydningen.

63 Forårsbjørn i Canada

Bjørnens fokus var ret frem mod os, og vi sad ikke særlig godt skjult. Før eller siden ville bjørnen, der ikke har dyrerigets bedste syn, opdage os. Da kunne den snurre omkring, hurtigere end jeg kunne skubbe sikringen med den lånte Remington i cal 30.06 frem fra safe til fire. Det var nu bare om at forholde sig helt stille og håbe på, at bjørnen alligevel fandt interesse i et eller

64 Forårsbjørn i Canada

”

Det sker, at der nedlægges hunbjørne, men som regel ligger der en fejltagelse bag, når en stor hunbjørn bliver taget for at være en hanbjørn. Store ører og et smalt ansigt giver hunbjørnen et feminint udtryk, der gør det muligt at kende den fra hannerne. Men bedst kendes kønnene i reglen på størrelsen.

andet i vejkanten. Bare et enkelt skridt til den ene eller anden side ville gøre det muligt at placere det fine trådkors i skulderpartiet på den massive krop, hvor alt syntes at flyde ud i et. Især set gennem sigtekikkertens kraftige forstørrelse, der gjorde omridset af bjørnen en smule sløret på grund af den korte betragtningsafstand. Men bjørnens kurs var sat. Og han kom blot nærmere. Da han trådte ind på en afstand, der måtte kategoriseres som et kort haglbøsseskud, stoppede han op. Afstanden var nu cirka 25 meter. Et eller andet havde vækket hans mistænksomhed. Og naturligvis var det de to klumper på skovvejen, han ikke brød sig om, selv om vi sad som forstenede. Det var nu eller aldrig. – Jeg tager ham, hviskede jeg til Kim, og i det samme, som jeg fik et ”go” fra min guide, lod jeg kuglen gå mod den hvide strubeplet, der som en knækflip under hagen var det eneste, som brød den knaldsorte pels. Reaktionen udeblev ikke, og selv om jeg nok havde forventet, at bjørnen ville smide sig, snur-

rede den i stedet omkring tydeligt hårdt og dødeligt ramt. Kuglen havde givetvis taget den lange vej gennem hele bjørnekroppen, men alligevel holdt den sig på benene og i hæmmet, men alligevel overraskende høj fart forsvandt den. Og selv om både Kim og jeg forsøgte at sende en kugle ind gennem den mørke skygge, der forsvandt i pilekrattet, kunne vi ikke bremse bjørnen. Nærmest tværtimod. Det virkede, som om skuddene blot satte skub i accelerationen.

Sidste skud Jeg følte mig sikker på mit første skud, men spidsskud er altid sidste udvej, og i et splitsekund nåede den næsten obligatoriske usikkerhed at fange min opmærksomhed, før bjørnen igen viste sig. Denne gang på stort set samme sted, som vi første gang spottede den, og nu havde jeg akkurat den tid, jeg skulle bruge til at få hold på bjørnen og svinge igennem. Idet den sorte klump nåede den modsatte side af grusvejen, faldt mit

sidste skud. Heldigvis med den ønskede reaktion. Bjørnen sank omkuld og døende, lammet og ude af stand til at røre sig, udbrød den et par klagende brøl, der gik gennem marv og ben og uvilkårligt udløste spørgsmålet: Hvad er det dog, jeg har gjort. At skyde bjørne kan være emotionelt, og selv om bjørnen drog det sidste suk nogle få sekunder senere, blandede der sigfor et øjeblik lidt malurt i bægret.

Prima - Prima bjørn, var Kims bedømmelse, da jeg satte mig ved bjørnen og lod hånden glide gennem det sorte skind. En tæt underuld fik dækhårene til at rejse sig, så bjørnen virkede endnu mere massiv, end den var. Flere af tænderne i undermunden var faldet ud, og selv når jeg trak synsbedraget i form af den tykkere pels fra, var der ingen tvivl om, at bjørnen var mere end en tand større end den efterårsbjørn, jeg nedlagde på Vancouver Island i 2008.

Nu startede den mere alvorlige del af jagten. Bjørnen skulle fotograferes og parteres, og vi havde mindst en god times hurtig gang tilbage til bilen. Alt i alt skulle vi bruge mindst to timer, hvilket akkurat ville give os tid nok til at pelse bjørnen og bringe kød og trofæ ud, inden det blev mørkt. Undervejs mod bilen stødte vi på endnu en bjørn. Denne gang en ung hunbjørn med et kønt og udtryksfuldt hoved. Vi overraskede hende på skovsporet, der førte ned til lysningen, hvor den store bjørn faldt. Ingen tvivl om, at det var hende, der var genstand for den store hanbjørns sidste vandring. Læs mere på Islandhunter.ca

65 Forårsbjørn i Canada

”

Vejene er sikre spots for sortbjørne. Dels fordi de virker som ledelinjer, og dels fordi de altid byder på frisk græs i rabatten.

Forårsbjørn i Canada