Bondemarkens fugl

Bondemarkens fugl i 80 år...

Agerhønen er uløseligt forbundet med det danske kulturlandskab, hvor den siden jernalderen har været almindelig ynglefugl. Den er et vigtigt pejlemærke for, hvordan det står til med naturværdien derude i marken. Bestanden har til alle tider vist store udsving, og sådan må det nu engang være med en vildtart, som både har stor populationsevne og stor årsdødelighed.

Når disse linjer læses, vil agerhønejagten 2022 for de fleste af os være forbi. Men forhåbentlig har rigtig mange nået at få oplevelsen af at gå op bag den stående hund og efter rejseordren se vegetationen eksplodere og høre, hvordan stærke vinger bærer til flugt over landskabet.

Netop denne oplevelse har til alle tider været højdepunktet for jægeren, når han eller hun ville prøve at fravriste kulturlandskabet en af sine mest karakteristiske skabninger. For mig personligt er det dette brus af flokken, jeg længes efter hvert år, når premieren nærmer sig, og det er hændt, at jeg i lykkerus over igen at få lov til nyde dette syn næsten har glemt at få afgivet skud. Det er ikke længere så vigtigt, om jeg får en høne på tasken eller ej. Mon andre har det ligeså?

Mange har sikkert den opfattelse, at det var meget nemmere, da dette blad udkom første gang, men det er slet ikke sikkert, for lige netop den gang havde bestanden været nede i en bølgedal, ja så langt nede, at man for jagtfondens midler oprettede agerhønefarme, der kunne producere agerhøns til udsætning i det danske kulturlandskab.

AGERHØNENS GULDALDER

Hvis vi går lidt tilbage i “historiebøgerne”, så var der i midten af 1800-tallet en ganske fin bestand af agerhøns I Danmark, men fra 1860-90 fortæller beretningerne, at bestanden var på et relativt ringe niveau. Omkring århundredeskiftet, med en halv snes år på hver side, havde man igen en ganske fin bestand, der igen dykkede, så man helt frem til midten af 1930’erne regnede med en bestandsnedgang på 60 %.

Det fik Jagtrådet til at etablere agerhønefarme ved Vorbasse, hvor man opdrættede høns til udsætning. Dette skete i samarbejde med lokale jægere.

Måske var tidspunktet for indsatsen forkert, for netop omkring 1940 begyndte den danske agerhønes glansperiode med en årlig afskydning på omkring 300.000. Naturligvis var der store udsving. Således blev der i 1949 og 1950 nedlagt knap 450.000 agerhøns, medens man i 1956 kun skød 252.000.

Agerhønefarmene blev derfor nedlagt i slutningen af 1950’erne.

Den gode agerhønebestand i årene efter krigen hang uden tvivl sammen med, at dansk landbrug dengang var præget af mange små brug med alsidig produktion og lavt forbrug af pesticider. Der var høns alle vegne, og jeg husker fra mine drengedage, før jeg selv fik jagttegn, hvordan det var med at komme hjem fra skole d. 18. september (den gang gik jagten ind 18.09), for jeg skulle da med min far på agerhønejagt. I årene efter krigen genoptog man også opdyrkning af udyrkede arealer, denne vekselvirkning mellem dyrket og udyrket var utvivlsomt til stor gavn for den voksende agerhønebestand.

Flere af de gamle jægere, som jeg med tiden lærte at kende, kunne også fortælle om, at de den første dag altid stoppede, når de havde skudt 25 høns.

Det må have været et slaraffenland for jægere med stående hunde, og det var det naturligvis også, for den gang gik man på jagt. Kørte man en tur ud i landet den første søndag i oktober, så var det helt almindeligt at se jægere på jagt med deres hunde i åbent terræn. Aldrig før og aldrig siden har vi haft så mange agerhøns i Danmark.

KONSTANT PERIODE

Desværre har alt som bekendt en ende, kun ikke for en regnorm, som har to. Der skete ændringer i dansk landbrug. Frem til 1960 lå antallet af landbrug ganske konstant på ca. 200.000 med en gennemsnitsstørrelse på ca. 15 ha, men i løbet af de følgende 20 år faldt antallet af brug med knap 100.000, og gennemsnitsstørrelsen forøgedes til ca. 25 ha. Vi kom i EF, der blev sat fuld damp under kedlerne for at effektivisere fødevareproduktionen, og det fik betydning for agerhønen. Mange levesteder forsvandt og de enkelte landbrug begyndte så småt at

80

gå fra alsidig produktion til mere specialisering. Det danske agerland begyndte at ændre karakter.

Men mærkelig nok blev perioden fra 1960 til 1980, på trods af bestandsnedgang, den mest konstante periode for agerhønen i den tid, hvor man har opgjort jagtudbyttet. Der blev årligt skudt omkring 200.000 høns med meget små udsving i udbyttet.

Umiddelbart er det svært at forklare, hvorfor bestanden i denne periode var så konstant, men jeg husker den som en god tid. Der var høns de fleste steder, såvel til prøver som til jagt. På mit eget terræn var omkring 40 par om foråret ikke ualmindeligt, og jeg husker klart, hvordan jeg som ung jæger en oktober formiddag skød 14 høns på et par timer.

I slutningen af denne periode var jeg også blevet markprøvedommer, og her prøvede jeg flere gange at “lukke bogen” ved 14-tiden. Så havde alle hunde haft så mange chancer, at der ikke var mere at gøre.

Hvis man skal finde en forklaring på de gode bestande i 60’erne og 70’erne, så må det være, at ændringerne i landbrugsstrukturen trods alt foregik ret langsomt, og der var fortsat roemarker mange steder. På mit eget jagtterræn havde jeg midt i 70-erne stadig en halv snes. Godt nok høje foderroer, men i yngleperioden var det perfekte opholdssteder for flokkene, og om efteråret var foragrene normalt af en sådan beskaffenhed, at de var yndede agerhønebiotoper. Vejrmæssigt husker jeg også perioden som gunstig for agerhønsene.

Det var godt at have en stående hund i de år. Der var gode muligheder for træning. Der var gode prøveterræner alle vegne, og man kunne fortsat gå på jagt efter den lille brune fugl om efteråret. Det var vel også i den periode, at såvel antal som omfang af vore markprøver for alvor begyndte at stige.

DEN STORE NEDTUR

Indtil 1980 havde de klaret det, agerhønsene. Ændringer i landskabet, øger pesticidforbrug, kraftig mekanisering af landbruget, som nu kunne forvandle en god opholdsbiotop til sort jord på mindre end en dag. Men så kom den berømte tue, som fik læsset til at vælte. Sådan er det ofte med arter, som er pressede. Tilsyneladende kan arten klare en række negative faktorer, uden at man kan se bestandsnedgange, men så kommer der pludselig endnu en faktor, og så går det stærkt.

I løbet af et par år faldt jagtudbyttet fra ca. 200.000 til omkring 50.000. Der var for alvor krise hos de stående jagthunde. Årsagen skulle findes i vejrliget. Flere hårde vintre og lidt fugtige somre var mere, end bestanden kunne klare. Særligt den sidste hårde vinter var slem. Den sluttede med en periode, hvor det skiftede mellem frost om natten og tøvejr om dagen. Det tykke snelag blev forvandlet til et uigennemtrængeligt panser af is, og agerhønsene søgte i mange tilfælde ind til hegn og beplantninger, hvor der måske stak lidt vegetation op af sneen. Her var de et let bytte for rovfuglene, og dem, der ikke led den skæbne, døde i stort omfang af sult.

På mit eget terræn havde jeg, inden det hårde vejrlig satte ind, omkring 90 % af mine efterårsfugle, bl.a. fordi vi havde hjulpet ved en gang om ugen at skrabe sne på stub- og kløvermarker. Da foråret endelig kom, var der under 10 % tilbage.

Vi kunne nu gå en hel dag og kun finde et enkelt par høns. Hvad pokker skulle vi gøre? Løsningen blev i første omgang, at man satte fugle ud til prøverne. Det varmede vel som at tisse i bukserne, og i mange tilfælde grænsede det om foråret også til dyrplageri. De udsatte fugle havde ikke en chance for at overleve.

Der blev også sat en række undersøgelser og forsøg i gang. Selv var jeg med i mange af dem op gennem 80’erne, og resultaterne var sådan set ikke til at tage fejl af.

Det kunne godt lade sig gøre at sætte fugle ud, som kunne klare sig og som opførte sig som de vilde, når der skulle afvikles prøver. Ringmærkning af mere end 2.000 fugle viste også, at de i et vist omfang også kunne yngle. Her skal lige indskydes, at jeg allerede i 1970 i Dansk Jagttidende

400 K

300 K

200 K

100 K

0

1944 1945 1946 1947 1948 1949 1950 1951 1952 1953 1954 1955 1956 1957 1958 1959 1960 1961 1962 1963 1964 1965 1966 1967 1968 1969 1970 1971 1972 1973 1974 1975 1976 1977 1978 1979 1980 1981

havde bragt en artikel om, hvordan jeg fik et par agerhøns til at yngle i fangenskab. 27 kyllinger fik parret på vingerne. Det skulle vi måske have brugt i et større omfang 10 år senere.

Men hvordan er det så gået siden? Bestanden er aldrig kommet op på noget, der minder om tidligere tider. Det forhindrer landbrugsstrukturen ganske enkelt. Der er i dag under 10.000 landbrug i Danmark, og gennemsnitsstørrelsen er over 200 ha. Samtidig er landbrugene stærkt specialiserede med store marker med monokulturer. Denne omlægning har også betydet, at et hav af skel, hegn og markveje er blevet sløjfet, så det er ikke nemt at være agerhøne.

Bestanden fik en lille opblomstring midt i 90-erne på grund af tvungen braklægning. Jagtudbyttet lå de år på omkring 100.000, men da braklægningen ophørte, faldt jagtudbyttet igen til det halve ved årtusindskiftet.

NUTID OG FREMTID

Gennem de sidste 20 år er der gjort mange ihærdige forsøg på at genskabe bestanden rundt om i landet, og i dette blads spalter har der fra tid til anden været artikler, der både forklarede, hvad andre havde fundet ud af, ikke mindst englænderne, og hvad man kan gøre for at hjælpe bestanden op.

I 2009 var der optræk til en fredning af agerhønen, da man mente, at der kun var Jægerne klar. Oppe bag hunden. Om et øjeblik vil hunden rejsen hønsene, og stærke vinger vil føre dem over marken til nyt skjulested.

Agerhønen er knyttet til det danske agerland, og skal have alle sine behov for føde, skjul og ynglebiotop dækket her.

Tabel: Jagtudbyttet af agerhøns fra 1944 til 2021. (DCE 2022)

1982 1983 1984 1985 1986 1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021

omkring 50.000 par tilbage i landet. I samarbejde med forskere ved DMU fik FJD sat en landsdækkende optælling i gang. Vi bad ganske enkelt medlemmerne gå ud og tælle parhøns. Der blev talt høns på 115 terræner fra nord til syd og fra øst til vest med tilsammen knap 40.000 ha, og de viste et noget andet billede, nemlig, at man antagelig havde mellem 100.000 og 150.000 par. Takket være en hurtig indsats af FJDs medlemmer var det med til at rede agerhønejagten.

Desværre gav Danmarks Jægerforbunds stort anlagte markvildtprojekt ikke den ønskede effekt på agerhønebestanden, men mange lokale projekter, som har været beskrevet her i bladet, og som man kan se mere om på SJDs hjemmeside under agerhønetællinger, har vist, at det godt kan lade sig gøre at skabe gode lokale bestande. De kan danne grundlag for træning, prøver og jagt.

Desværre kan man næppe tage jagtudbyttet – sidste år – omkring 13.000 – som en rettesnor for, hvor stor den samlede bestand er. Jægerne går ikke længere på jagt, og entusiasterne – os med de stående hunde – skyder hverken 20 eller 30 på en dag. Vi glæder os over situationerne, og er glade for de fem fugle, der ligger i fryseren.

Så kigger vi ind i krystalkuglen, burde vi egentlig være fortrøstningsfulde. Der er mange lokale initiativer i gang. Et af dem beskrives i næste nummer af Jagthunden, og når den nye landbrugsstøtteordning nu skal bredes ud, er der ingen tvivl om, at den kan få overordentlig stor betydning for den danske agerhønebestand. En gang var der roemarker overalt. Det gav mulighed for gode agerhønejagter, og jægerne nedlage årligt flere hundredetusinde høns

Samtidig kan vi så bede om og håbe på en udvidelse af jagttiden, for den korte jagttid en helt klart med til, at den brede jægerskare ikke er interesseret i at gøre en indsats. Det er foreløbig kun entusiasterne, vore medlemmer. Her har SJD en stor opgave. Det er os, der skal overbevise Vildtforvaltningsrådet og politikerne om, at en udvidet jagttid er til gavn for agerhønen. Fagfolk har for længst slået fast, at agerhønsene er ligeglade med, om de bliver nedlagt i september eller november.

Lige nu glæder jeg mig til igen at komme ud og møde agerhønsene på markerne, at opleve bruset fra den lettende flok og lyden af fuglenes kalden, når de efterfølgende kalder sammen ovre i kartoflerne.

Agerhøns og stående hunde er uløseligt forbundne med hinanden.

Jagtudbyttet på 13.000 kan næppe tages som udtryk for, hvor stor den samlede bestand er. Selv entusiasterne nedlægger kun få fugle hvert år.

DGSK

100 ÅR

Dansk Gordon Setter Klub (DGSK) blev grundlagt den 12. maj 1922, i Studiestræde 48, i København på et møde med deltagelse af grosserer Ludvig Svendsen, hofjægermester greve Preben Ahlefeldt Laurvig Bille, skovrider Vilhelm Christiansen, direktør Ingversen, bagermester Ranfelt, rentier Lyngbye, og vejassistent løjtnant Hansen fra Høng. Et møde, hvor man levende kan forestille sig den gode cognac på bordet, og duften af de gode cigarer.

Stiftelsesdatoen blev fastsat til 1. april 1922 og klubbens første formand blev greve Preben Ahlefeldt Laurvig Bille. Der gik altså 47 år fra de første gordon settere blev hentet til landet før Danmark fik sin egen officielle klub for gordon setter-ejere.

1. april 2022 rundede klubben så de flotte 100 år og dette er ikke gået ubemærket hen. Jubilæet er blevet fejret med et væld af aktiviteter, både for egne medlemmer og for de andre stående hunderacer.

I forbindelse med jubilæumsdagen i marts blev Danmarks (vist nok) største internationale vinderklasse med CACIT for stående engelske racer afholdt med 61 ekvipager, der var nordisk landskamp og et væld af markprøver.

Der har også været en stor jubilæumsudstilling for alle racer i gruppe 7 med 92 katalognumre, og for dem, der ikke var helt klar til markprøver, blev der arrangeret lokalprøve, så aktivitetsniveauet har været højt og bredt for den forholdsvis lille klub. Jubilæumshovedprøven bød naturligvis også på reception. Her blev Erik Petersen udnævnt til nyt æresmedlem i klubben for sit store arbejde for racen i Danmark og Norden gennem mange år, og senere var der bogudgivelse på hans jubilæumsbog Gordon setteren på vej mod år 3000. Et stort flot værk i to bind.

De andre danske klubber for stående engelske hunde holdt fælles tale, og overrakte en helt unik bronzeskulptur af et par agerhøns. Der var flere meget flotte gaver, her kan bl.a. nævnes de unikke pokaler i sølv, glas og træ fra søsterklubberne i Norden. Bestyrelsen har senere besluttet at pokalerne gives til bedst placerede gordon setter ved danmarksmesterskabet, mesterskabsprøven, Jagthunde Derby og til Årets Unge Gordon setter og Årets Gordon Setter.

Der var, som traditionen byder, naturligvis også festmiddag, og her blev spændingen ved det store jubilæumslotteri udløst. Der var i år ekstra gode præmier og dermed også ekstra glade vindere, da lodderne blev trukket.

Nu går året så småt på hæld, og det sidste store jubilæumsarrangement blev afholdt i september med UKK (ungdomskonkurrenceklasse), brugsklasse (med fældning af fugl), vinderklasse og fælles festmiddag om lørdagen. Der kan stadig komme flere jubilæumsaktiviteter til inden årets udgang, men det ligger allerede nu fast, at der kan ses tilbage på et år med stor tilslutning til de mange særlige jubilæumsarrangementer.

Herunder kan du læse nogle strøtanker, skrevet af Linda Clemmesen i forbindelse med jubilæumsweekenden i september. Linda skrev også forord til klubbens årbog som blev udgivet under jubilæet.

LINDAS STRØTANKER...

Jeg deltog på DGSKs jubilæumsbrugsklasse, og var så heldig at komme gennem nåleøjet og fik mulighed for også at stille på jubilæumsvinderklassen. Det er specielt kun at gå mod hunde af samme race. Man sammenligner søg, fart og stil på en anden måde. Som opdrætter går man og tænker avl og avlslinjer, og hvad der ser godt ud. Og det der ser godt ud, er jo afhængig af hvad øjnene ser.

Enhver so kan bedst lide sine egne grise – jo, jo bevares, men man må godt have en smule sund selvkritik indover. Når jeg lukker mine øjne og forestiller mig den perfekte gordon setter og du gør det samme, kommer vi garanteret ikke til samme resultat. Jeg gik og funderede over hvad vores forfædre, som stiftede klubben for 100 år si-

Gaven fra de andre danske klubber for stående engelske hunde, en helt unik bronzeskulptur af et par agerhøns Der var god stemning på jubilæumsvinderklassen som blev afholdt for alle de engelske racer den 23. marts 2022

den ville have tænkt. Når jeg ser billeder fra dengang, er det nogle betydeligt tungere hunde, med et andet hårlag og udseende.

Jeg tror måske, de ville være skuffede over, at vi ikke har bibeholdt den lidt tungere type hunde. Men når jeg ser gordon settere fra vore nabolande, især i norden, så ligger vi meget på linje med dem. Jeg kan godt lide den lette type hund, som nærmest svæver over mark og fjeld for at finde fugl. Men igen – smag og behag er forskellige.

En anden ting jeg gik og funderede over var, hvem der kommer efter os? Som i mange andre klubber og andre sammenhænge, er det svært at få yngre kræfter til. Hvordan kan vi gøre os attraktive overfor familier, som løber stadig stærkere for at nå det, der er in lige nu. Når de skal køre ungerne til fodbold og gymnastik, når venner og veninder skal plejes og man også lige skal nå en gang padletennis med naboen. Hvor er der så plads til hunden – eller et hvilket som helst andet kæledyr? Det er jo faktisk meget lettere at tage en uge til Gran Canaria når der ikke er husdyr der skal passes.

I DGSK prøver vi at lave en del tiltag for at hjælpe og holde på nye hundeførere og hvalpekøbere. Opdrætterne har her et stort ansvar i at videreformidle kontakten til klubben. Der er også oprettet en mentorordning, hvor hundeejere kan henvende sig med alverdens spørgsmål og problemer, og som formidler kontakt til forskellige træningsmuligheder i nærheden af, hvor man bor. For 100 år siden var det det finere borgerskab, der havde renracede hunde. Andre kunne nøjes med naboens bastard, der ikke kostede en øre. Det var eliten, der havde råd til at sætte en dagløn til ved at tage på prøver rundt om i landet, eller rejse den lange vej med tog helt til København for at udstille sin hund. Alle, som har interesse for stående hund og markprøver eller udstilling, har efterhånden råd til det. Prøverne er ikke billige, og der skal trænes og bruges en umængde af tid sammen med hunden for, at man kan få resultater, men når det nu er det, man brænder for, så kan man jo slet ikke lade være.

Selvom jeg har haft gordon settere i over 25 år, bliver jeg stadig klogere på hunden, og hvordan jeg bedst kan støtte den til at finde fugl, få den til at apportere og være en glad familiehund, som kan være sammen med børn og børnebørn, når de kommer på besøg. Og jeg vil her komme med en lille tilståelse: Havde jeg ikke haft hund under Covid-19 pandemien, ville jeg være gået helt fra forstanden.

For 100 år siden var der masser af agerhøns at gå på jagt efter. Det var små parceller med gærder og roemarker, der ikke havde set skyggen af kemi. I dag skal der gøres et stort arbejde for, at der er agerhøns på terrænerne. Det store arbejde havde Alex Nissen, som var terrænleder begge dage, gjort. Udsætningsbure, fodertønder og Alex’ viden om, hvor der var fugle, gav et godt indtryk af det store arbejde, der er lagt i at få nogle gode fugleflokke etableret i den fynske fauna. Det kræver et enormt forarbejde at lægge terræn til en sådan prøve og Alex bestod med glans. Anne-Marie og Alex åbnede endda deres hjem for os og gav husly til frokost. Det var godt for tomme maver og trætte ben, og meget værdsat – tusind tak for det.

Husk, at bag alle prøver, udstillinger, undervisninger og sociale arrangementer står der mennesker, som bruger deres tid på at tilrettelægge det, så vi der “bare” betaler og stiller med hund, kan få en god dag, oplevelse og lære noget nyt. Husk, at påskønne disse mennesker. Uden disse ildsjæle vil der ikke være noget sted at tage hen med vore hunde.

For at læse om resultaterne fra prøverne se da på DGSKs hjemmeside, Facebook eller næste nummer af Jagthunden.

Jeg vil sige tusind tak for en dejlig weekend og tak til jer, der stod bag denne afslutning af Dansk Gordon Setter Klubs 100 års jubilæumsår.

Det er specielt kun at gå mod hunde af samme race. Man sammenligner søg, fart og stil på en anden måde Hos tæverne Gwen og Sif (til højre) ser man forskellen på den lette og den lidt tungere udgave af avlen