2 minute read
Nye bøger
by JAK Danmark
Nye bøger om økonomi
Økonomien og virkeligheden
Advertisement
Efter tre årtier som professor i økonomi på Københavns Universitet og efter i en periode at have været den ottendemest citerede økonom i verden er Katarina Juselius i dag pensionist. Og hvad gør hun så?
I stedet for at hvile på laurbærrene og nyde sit otium skriver hun en bog, der er et skarpt opgør med dagens dominerende økonomiske paradigme, som ifølge Juselius har mistet realitetssansen. Det »mangler forankring i den sociale, menneskelige virkelighed, som den faktisk ser ud«, hedder det på bagsiden af bogen Økonomien og virkeligheden, der udkom i august måned 2019 på Informations forlag.
Hun påviser i bogen, hvordan de reale aktiepriser – dvs. aktiepriser i forhold til de almindelige forbrugerpriser – er steget med næsten 1.100 procent siden dereguleringen af den finansielle sektor og de internationale kapitalbevægelser i 1983, ligesom de reale boligpriser er steget med 152 procent, alt mens det reale BNP blot er vokset med 84 procent. Aktie- og boligmarkedet har altså udviklet sig i en helt anden takt end den øvrige økonomi og dermed begunstiget investorer og spekulanter på disse markeder. Det er betydeligt lettere at blive rig ved at investere i aktier eller ejendomme end ved at arbejde.
Ny bog: ”Penge som tryllestøv: Hvordan banker skaber penge og blæser finansbobler op.”
Mange mennesker er utilfredse med bankerne i disse år. Men bag hvidvask og høje gebyrer gemmer der sig dybere problemer. Nemlig det forhold, at bankerne skaber 95% af pengemængden og dermed har overtaget Nationalbankens privilegium på at sætte nye penge i omløb.
Det gør en bank hver gang den yder et lån. Den udlåner ikke Pers penge til Poul; den skaber nye penge i en proces, vi uhyre misvisende kalder ”udlån”. Banker er særligt glade for at udlåne til fast ejendom, og når disse nye penge strømmer ud på boligmarkedet, stiger priserne voldsomt. Den slags frembringer finansbobler, og det var en betydelig årsag til finanskrisen i 2008. men det erkendes ikke af mainstream-økonomer. At banker skaber penge øger også uligheden mellem land og by og mellem generationerne, forlænger recession og øger arbejdsløsheden.
Forfatteren Ib Ravn er ph.d. og lektor på Aarhus Universitet. Han er medstifter af og bestyrelsesmedlem i foreningen Gode Penge, der arbejder for en reform af pengeskabelsen, der bringer den under offentlig kontrol igen. Han er en erfaren videnskabsformidler.
Bogen er for den almene læser og fri for økonomisk jargon.
Bogen: Ib Ravn:
Penge som tryllestøv
Gode Penges Forlag (nyt forlag) Pris: 250 kr.