Bæredygtige Systemleverancer ved Renovering - ressourcer.økologi.nødvendighed

Jan Schipull Kauschen

BÆREDYGTIGE SYSTEMLEVERANCER VED RENOVERING ressourcer. økologi. nødvendighed.

Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering Arkitektskolen

PhD-afhandling

Jan Schipull Kauschen

BÆREDYGTIGE SYSTEMLEVERANCER VED RENOVERING ressourcer. økologi. nødvendighed Ph.d.-afhandling CINARK – Center for Industriel Arkitektur

Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering Arkitektskolen Institut for Bygningskunst og Teknologi Oktober 2014

Jan Schipull Kauschen, Arkitekt MAA BÆREDYGTIGE SYSTEMLEVERANCER VED RENOVERING ressourcer. økologi. nødvendighed.

Ph.d.-afhandling Udarbejdet ved CINARK – Center for Industriel Arkitektur med tilknytning til JJW Arkitekter Projektet har været økonomisk støttet af Realdania og JJW arkitekter Delprojekt under SysByg - Forskningsnetværket for Systemleverancer i byggeriet. KADK, AAA & DTU) i regi af forskningsnetværket SysByg Hovedvejleder: Prof. Anne Beim, Ph.d., Arkitekt MAA Medvejleder: Ole Hornbek, Partner JJW Arkitekter, Arkitekt MAA ISBN: 978-87-7830-364-6 Tryk: Kunstakademiets Designskoles Printværksted Fotos og Illustrationer: som angivet Udgiver: Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering Arkitektskolen CINARK – Center for Industriel Arkitektur © Jan Schipull Kauschen, 2014

Samt logoer (KADK og evt. samarbejdspartner Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering Arkitektskolen

Resumé / Abstract

Resumé

1 Baseret på tal fra Danmarks Statisktik, tabeller BYGV01 og BYGB33, tidsrum 2007-2012

Samfundets øgede opmærksomhed på ressourceforbrug, miljøskader og især klimaforandring har medført at der stilles i stigende grad krav til bæredygtighed inden for byggeriet. Især renovering af boliger synes at være særlig relevant i dette sammenhæng, da det forholdsvis høje, bygningsrelaterede energi- og ressourceforbrug giver mulighed for besparelse. Nybyggeri som er underlagt lovmæssige krav til energiforbrug udgjorde under 1,4% p.a. i relation til den eksisterende bygningsmasse i de sidste 5 år1, samtidig med at en voksende antal af ældre bygninger bliver omdannet til boliger2. Dette vil betyde at den største del af den i dag eksisterende boligmasse vil stadigvæk være i brug i 2050.

2 tal fra Danmarks Statistik (tab. BYGB33) viser at især bygninger opført før 1950 i stigende grad (0,3-0,7%p.a. i 2012) bliver omdannet til boliger. Dette medfører at boligmassen i ældre bygninger er vokset i de sidste 5 år. Der findes dog ikke informationer på til hvilken standard disse bygninger er blevet renoveret.

Bæredygtigt byggeri Lovgivningen har i de sidste år medvirket til at byggebranchen har sæt fokus på bygningernes energibehov, men dette har også haft som konsekvens at ”energieffektivt byggeri” tit bliver opfattet som ”bæredygtigt byggeri”. Bæredygtighed i byggeri rummer dog meget mere og især ressourceproblematikken omkring materialer, deres indvinding, anvendelse og genbrug bliver til vigtige spørgsmål i fremtiden, ikke kun med blik på miljøet, men også med blik på etiske, sociale og ikke til mindst samfundsøkonomiske spørgsmål.

Bæredygtighed i byggeri er desuden yderst svært at definere. Grunden til dette ligger i emnets store kompleksitet og sammenhæng til ”det større billede”, men også i de forskellige opfattelser af hvor fremtidens udfordringer ligger og hvilken betydning og dimension disse kan få, alt efter hvilken del af byggebranchen er berørt. Standarder og certifikater for bærdygtigt byggeri bliver derfor, overordnet set, modtaget positiv i branchen og kan midlertidig skabe større efterspørgsel for bæredygtige bygninger. Set udefra medfører certifikater dog også faren for greenwashing, især når disse certifikater uddeles af private foreninger eller firmaer. Standarder og certifikater tilgodeser dog sjældent at bygninger, over deres performative kvaliteter, også har en kulturbærende funktion, som selvfølgelig er en bæredygtighedsaspekt. Bygningernes arkitektur er yderst vigtigt med blik på samfundets færden og udvikling. Derudover har den arkitektoniske kvalitet og kvaliteten af den håndværksmæssige og byggetekniske udførelse en stor betydning for bygningernes værdisætning og dermed også deres levetid.

Om en bygning kan omtales som ”bæredygtig” vil i sidste ende dog blive opgjort andre steder. Samfundet vil vise en holdning, beboerne vil påvirke bygningen og om vendt, økonomiske systemer kan og vil ændre sig, ligesom de ressourcer vi har til rådighed vil være andre i fremtiden. Bæredygtighed hænger dermed tæt sammen med vores opfattelse og forventninger til fremtiden, dog uden at vi på nogen måder er i stand til at forudse hvad disse ændringer kommer til at betyde for samfundet eller vores bygninger. Fordi fremtiden ikke kan forudses, må et af målene være at bygge med kapacitet – kapacitet for forandring, uden at en byg-

3

ning i sin helhed bliver draget i tvivl som konsekvens af en ændret brug, ejerskab, kontekst eller ressourcesituation.

Systemleverancer Kompleksiteten for bæredygtigt byggeri er blevet meget stor og kan forventes at blive større - mange synes derfor at det er blevet vanskelig at navigere i dette område. Mængden af det nødvendige viden for at kunne træffe beslutninger vokser konstant og dette har i stigende grad betydning for arkitekternes arbejde, der mange afgørende beslutninger omkring bygningernes bæredygtighed bliver truffet i de tidelige faser af et byggeprojekt.

Systemleverancer, som tilbyder en integreret løsning på disse udfordringer, kan vise sig at være en mulighed for at integrere den krævede viden, og skabe incitament hos producenterne for at tænke mere holistisk og livscyklus-orienteret.

Begge dele anses som en forudsætning for løsninger som fremmer bygningernes bæredygtighed. Systemleverancer er multi-funktionale produkter, produceret under industrielle forhold, som ikke kun omfatter materialer eller komponenter, men også inkluderer serviceydelser i planlægningsfasen, såvel som under systemleverancens hele livscyklus (Mikkelsen et al. 2005). Systemleverancer bygger på løsninger3 frem for et rent produkt og giver desuden mulighed for at integrere specialviden og kan dermed medvirke til at reducere kompleksiteten i planlægningsprocessen (Vibæk 2011). Ud over disse fordele i forhold til normale byggeleverancer rummer systemleverancer også muligheden for at integrere bæredygtighedsaspekter, især igennem potentialet for at styre leverancernes livscyklus langt bedre end hidtil kendt. Især reduktionen af såkaldte ”point-of-sales”, hvor produktet eller ydelser bliver solgt til en ny ejer kan reduceres eller fjernes fuldstændig. Dette synes interessant, siden hver point-of-sale betyder at ansvaret for disse produkter overgår til den nye ejer. Point-of-sales er dermed relevant for bæredygtige leverancer, der disse kræver at ansvaret forbliver hos systemejeren over leverancens hele livscyklus, fra produktion til bortskaffelsen. Denne type produkt kendes fra andre områder under navnet Product-Service-System (PSS). I afhandlingen opstilles derfor hypotesen om at systemleverancer kan udformes som Product-Service-Systems og at dermed skabes forudsætningerne for bæredygtige systemleverancer.

Casestudier Casestudier om renovering har desuden vist, at der til dels anvendes systemleverancer til renovering i de sidste år, men at disse leverancer sjældent er decideret tænkt og udviklet som systemleverancer. For at anvende systemleverancer til renoveringsformål syner især boligbebyggelser fra montagebyggeriets højtid at have et stort markedspotentiale. Både, fordi disse bygninger har nået et alder hvor gennemgribende renoveringer bliver nødvendig, men også fordi montage-

4

3 For eksempel kan en facade blive til en ”indeklima-løsning”, som tager hensyn til komfort på mange måder. Facaden ses dermed ikke længere som et særskilt element af en bygning, men som en integreret bestanddel for at opnå indeklimatisk komfort i en bygning. Dette medfører at selve facaden skal tænkes i kombination med alle andre komponenter som vil virke sammen.

Resumé / Abstract

byggeriets høje grad af standardisering og modulært opbyggelse har et stort potentiale for at blive renoveret med industrialiserede metoder.

Life Cycle Thinking I projektets forløb har det vist sig at især Livcyklustankegangen (Life Cycle Thinking) og den tilknyttede metode livcyklusvurdering (Life cycle Assessment, LCA) er af stor betydning for både, udvikling og definition af bæredygtige systemleverancer, men også for bæredygtigt byggeri i det hele taget. Metoden har desuden en stærk fokus på miljømæssige aspekter, som igen synes at være en vigtigt og rigtigt fokus, på baggrund af den aktuelle ressourcesituation, samt det manglende fokus på de alvorlige miljøproblemer som vi kommer til at møde i løbet af de næste få generationer.

Afhandlingens andet fokuspunkt var derfor især anvendelsen af LCA i sammenhæng med byggeprojekter, med målet om at give indblik i de potentialer som metoden på tidspunktet rummer. Især arkitekter vil kunne få gavn af at anvende LCA, da det igen er de tidelige projektfaser, hvor metoden kan anvendes for at forbedre bygningernes design med hensyn til at reducere miljøpåvirkninger i stor grad. Herunder især materiale-relaterede påvirkninger, som i en energi-fokuseret tilgang normalt undervurderes. LCA-metoden viser sig dog at være forholdsvis komplekst og kræver specialviden, derfor var det oplagt at afprøve forskellige muligheder for at benytte metoden i en række cases, for at se hvilke forudsætninger skal være til stede for at metoden skaber et bedre beslutningsgrundlag for arkitekter. Som led i denne undersøgelse blev et LCA-værktøj (ecoARK) udviklet og afprøvet i forskellige sammenhæng.

Konklusionen for afhandlingen er at systemleverancer har et stort potentiale for at fremme bæredygtigt byggeri, selvom kompleksiteten er konstant stigende og definitionen af bæredygtighedsbegrebet er underlagt konstant forandring. Nødvendigheden af at bygge mere bæredygtigt er desuden bred accepteret, dog mangler der gode eksempler og vejledning til på hvordan dette kan omsættes til konkret handling og ikke til sidste bæredygtige bygninger. Miljøpåvirkninger skal desuden opnå en større vigtighed i de nuværende diskussioner og LCA bør anvendes i lang højere grad, ikke for at kortlægge mulige miljøpåvirkninger, men for at forbedre bygningernes udformning, materialevalg og ikke til sidst arkitektur.

Systemleverancer rummer desuden potentialet for at integrere mange af disse komplekse overvejelser, samtidig med at ejerforholdene skaber et særlig incitament for at tænke livcyklusorienteret og totaløkonomisk. Denne kombination kan medvirke til at skabe en ny type byggeprodukt, som fremmer bygningernes bæredygtighed. Disse bæredygtige systemleverancer skal dog ikke være forbeholdt renoveringsprojekter og nybyggeri bør derfor lære fra de aktuelle renoveringsprojekter for at nye bygninger skabes med en stor kapacitet til fremtidig forandring.

Her igen kan anvendelsen af systemleverancer være med til at styre bygningernes livscyklus i fremtiden.

5

Abstract Increased focus on our environment, resource management, and climate change has bred an ever-increasing demand for sustainability in construction. Great potential lies in residential renovations to satisfy this demand, due to their relatively high energy and resource consumption. Although growing numbers of older buildings are being converted to residential use4, New construction subject to low-energy regulations comprised less than 1.4% per year of the building industry over the past 5 years.5 The corollary of this data is that a significant majority of currently existing housing stock will still be in use by 2050.

Sustainability in construction Recent legislation in the construction industry has provided necessary impetus for the construction industry to reduce a building’s energy needs. This has had the unintended consequence that "energy-efficient building" is often perceived as "sustainable building". Sustainability in construction, however, involves much more than simple conservation of material resources. The energy used for resource extraction and waste processing, as well as the end use, maintenance and reuse/recycling are also key factors in the equation. This is an important issue for the future, not only with respect to the environment, but also for society as a whole on social, ethical, and socio-economic levels.

Sustainability in construction remains extremely difficult to define. The reason for this lies in the enormous complexity of the context – the ‘Big Picture’. Various aspects of this ‘Big Picture’ come into focus in vastly different ways, with many points of view, all depending upon the standpoint of the construction discipline in question.

Various standards and certifications for sustainability in construction garner positive reception in the industry, often engendering an albeit temporary demand for sustainable buildings. However, certifications face the danger of misuse as ‘greenwashing’, especially when awarded by private organizations or companies.

Standards and certifications of a building’s performance rarely include its cultural impact, also an intrinsic aspect of sustainability. Architecture is an excellent form of documentation, exhibiting society's cultural, ethical, and technological development and priorities of the day. Architectural quality and craftsmanship have a direct relationship to a building’s construction and technical performance, which in turn affect its value and lifespan. That a building may be referred to as "sustainable" may in the end be determined elsewhere, outside of the building, or the construction industry. Societal pressures and user demands affect a building’s character and performance - and vice versa. Economic systems can and will change, just as our current resource stocks may be supplanted by others in the future. Sustainability is closely related to our own perception and expectations for the future -without any assurance that we can predict what these changes will mean for society, or our buildings for that matter. One strategy which addresses

6

4 Based on data from Danmarks Statistik, Table BYGB33, which shows the especially buildings erected prior to 1950 are increasingly subject to residential conversion. (At a rate of 0,3-0,7% per annum in 2012). This results in a latent growth of older residential housing stock over the last 5 years. There is currently no data showing the extent or quality of these renovations.

5 Based on data from Danmarks Statistik, Tables BYGV01 og BYGB33, from 2007-2012

Resumé / Abstract

6 For example, a façade may be an ‘interior-climate-solution’, providing comfort on many levels. As such, the façade is no longer seen as a discrete building element, but part of an integrated whole with the purpose of ensuring an optimal indoor climate. This leads to a façade which is conceived of as working in combination with other elements, all contributing in concert to an intended goal.

the inherent uncertainties of the future is to build with capacity in mind – to embrace capacity as untapped potential for a future (unknown) change. Such capacity by design enables the building to respond positively, actively and robustly to changes in use, ownership, context or scarcity.

Integrated Product Deliveries The complexity of sustainable construction has and can be expected to increase many believe it to be a significant hurdle in entering or understanding the discipline. The amount of knowledge required for sound decision-making grows by the day, and is increasingly important for architects, as many critical decisions about a building’s sustainability are made in the earliest phases of a construction project. Integrated product deliveries, offering integrated solutions as response to these challenges may prove to be the best opportunity to integrate required knowledge and create incentives for producers to think both holistically and lifecycle-oriented. Both of these factors are prerequisites for solutions ensuring a building’s sustainability.

Integrated product deliveries are multi-functional products produced using industrial processes which not only include materials or components, but also its services in early planning stages, and during the system delivery’s entire life cycle (Mikkelsen et al., 2005). Integrated product deliveries are based on solutions6 rather than products, allowing for integration of specialized knowledge and services to significantly reduce the complexity of the planning process (Vibæk, 2011). As opposed to traditional building systems, advantages of an integrated product delivery may include integration of sustainable strategies, especially the potential for controlling and understanding the solution’s life cycle better than was previously possible or known. In particular, the reduction of the so-called “Points-Of-Sale” locations where the product or service is being sold to a new owner/distributer may be reduced or even eliminated. This is key, as each “PointOf-Sale” transfers responsibility for the product to a new owner. Point-Of-Sale is relevant to sustainable building supplies as they require that responsibility for the delivery remains with the owner/supplier of the delivery system throughout the life cycle: from production, through installation and use, to disposal, recycling or reuse. This type of product is known in other disciplines under the name ProductService System (PSS). This thesis presents the hypothesis that system deliveries may be cast as Product-Service Systems, creating the pre-conditions for sustainable integrated product deliveries.

Case Studies Renovation case studies have evinced partial use of system deliveries in recent years; however these deliveries are seldom conceived or developed as system deliveries proper, as defined by the thesis. Large market potential for application of system deliveries in renovation projects exists in the housing developments from the “golden age” of modular building in the 1960s and 70s. Such buildings have both reached an age where extensive renovations are necessary and high

7

degree of standardization and modular assembly of the buildings lends itself to implementation of refurbishment strategies with industrialized methods.

Life Cycle Thinking. In the course of this project it has been shown that Life Cycle Thinking and the associated Life Cycle Assessment (LCA) methodology is of great importance not only for both the definition and development of sustainable system deliveries, but also for sustainable construction as a whole. The method has a strong focus on environmental issues, which under the current circumstances appears to be relevant, appropriate and timely. This focus is in turn based upon contemporary resource management and addresses the serious environmental challenges faced by coming generations.

Life Cycle Thinking The secondary aim of this dissertation is to provide insight regarding the untapped potential offered by LCA at this time, within the context of current construction projects. Architects in particular may benefit from the use of LCA from the earliest project phases, where easily implemented changes in the building’s planning and design can have the most effect in terms of reducing environmental impacts. It also avoids a pitfall of energy-focused approaches where materialsrelated impacts are often underestimated. As the LCA method is fairly complex and requires specialized knowledge, it was decided to test different scenarios, applying the method in a number of diverse cases in order to ascertain the necessary prerequisites for the method to result in a solid basis for decision-making for architects. As part of this study, an LCA tool (ecoARK) was developed and tested in different contexts.

The conclusion of this thesis is that system deliveries have great potential to promote sustainable construction, in spite of the field’s increasing complexity and shifting definitions of the sustainability concept. The need to build sustainably now has wide acceptance, but there remains a lack of guidance and good example showing the translation of such intent into concrete action, not to mention actual sustainable buildings. Environmental impacts must also be brought to the fore in current discussions, in tandem with greater adoption of LCA, not only to mitigate potential environmental impacts, but also to improve building design, material choice, and, in the end, architecture as a whole.

System deliveries include the potential to integrate these many complex considerations, while ownership creates special incentive to think in terms of a holistic economy and life cycle-oriented. Such a combination may contribute to creating a new typology of construction products, promoting sustainable building. These sustainable integrated product deliveries should not be reserved for renovations new construction can and should learn from contemporary renovation projects.

New buildings can and should be created with great capacity for future change.

Here again, the use of integrated product deliveries is a large part of managing the future life cycle of today’s buildings.

8

Indhold

Resumé / Abstract ............................................................................................ 3 Indledning ....................................................................................................... 13 Problemstilling ................................................................................................ 17 Kapitel 1: Struktur og Metode ........................................................................ 21 Kapitel 2: Historie og state-of-the-art .............................................................. 45 Systemleverancer .................................................................................. 47 Bæredygtighed ....................................................................................... 91 Renovering ........................................................................................... 149 Sammenfatning .................................................................................... 165 Kapitel 3: Casestudier ................................................................................... 169 Urbanplanen ......................................................................................... 173 Brøndby Strand, Rækkehusene ........................................................... 197 Energirenovering Heimdalsvej, Frederikssund..................................... 213 Renovering Fælledgården, København ................................................ 239 Diskussion af casestudierne ................................................................ 259 Kapitel 4: Life Cycle Thinking i byggeriet ...................................................... 271 Kapitel 5: Bæredygtige Systemleverancer.................................................... 325 Konklusion og perspektivering...................................................................... 371 Bibliografi ...................................................................................................... 379 Appendix (kun på CD) A. Papers, artikler og abstracts B. Konkurrencebidrag C. Digitale værktøj D. LCA-studier (casestudier) E. Interviews, personlig korrespondance F. Spørgeskema

9

Urbanplanen 2010

10

Indledning

Indledning Afsættet for denne ph.d.-afhandling er problemstillingen om udvikling og brugen af systemleverancer i sammenhæng med især renoveringsprojekter og et stærk fokus på bæredygtige løsninger – som titlen ”Bæredygtige systemleverancer ved renovering og nybyggeri” entydigt beskriver.

I forskningsprocessen er problemstillingen både blevet splittet op og blevet udvidet, for at kunne rumme flere relevante aspekter, som falder under de tre hovedbegreber fra titlen – bæredygtighed, systemleverancer og renovering. Hvert begreb kan relateres til de andre for at afgrænse indholdet i den ønskede sammenhæng, men kan desuden også diskuteres særskilt for at give et dybere indblik i de enkelte problematikker, fordi alle tre i sammenhæng – og hver for sig - kommer til at spille en afgørende rolle i fremtidens byggeri.

Afhandlingen er derfor bygget op, at så kan læses på forskellige måder, med ideen om at gøre den brugbar i mange sammenhænge og for forskellige faggrupper.

Arkitekters virke og arbejdsprocessen på en tegnestue/arkitektonisk praksis har altid været afsættet for projektet, men især i casestudierne indgår mange relevante informationer fra andre fagligheder, som entreprenør eller bygherre og administratorer.

7 ”samfinansieret” betyder at de forskellige parter bidrager økonomisk til projektet, opdelingen i det aktuelle projekt var Realdania 50%, KADK 33%, JJW arkitekter 17% over 3 år (maj 2010 - august 2013).

Ph.d.-projektet er blevet finansieret af Realdania, JJW arkitekter og Kunstakademiets Arkitektskole. Projektet var ansøgt i 2009 som en del af et større tværfagligt netværk SYSBYG, hvori en pulje på 5 ph.d.-projekter indgik. Projektets titel og indhold var beskrevet i selve opslag, dog skulle indholdet og forløbet for projektet beskrives i en personlig ansøgning.

Projektet blev påbegyndt i maj 2010 og var placeret på Kunstakademiets Arkitektskoles forskningscenter CINARK – Center for industrialiseret Arkitektur, og sat op som et samfinansieret ph.d.-projekt7, hvor JJW arkitekter indgik som erhvervspart. Vejlederne for dette ph.d.-projekt var Prof. Anne Beim, Ph.d., arkitekt MAA fra KADK/CINARK som hovedvejleder og Ole Hornbek, partner i JJW arkitekter, arkitekt MAA fra JJW arkitekter, som medvejleder.

Arbejdet forgik således både i CINARK og hos JJW arkitekter, alt efter hvilken fase i projektet og hvilke opgaver det gjaldt at arbejde med.

Selvom JJW arkitekters position som erhvervspart ligner Erhvervs-ph.d.ordningens koncept, har JJW arkitekter valgt ikke at stille et specifikt forskningsspørgsmål eller mål for projektet. Dette faktum viste sig at være relevant for projektets forløb og en fordel med hensyn til projektets afsøgende karakter.

JJW arkitekter har dog stillet en del eksisterende casestudier til rådighed, såvel som konkrete opgaver på aktuelle projekter som gav mulighed for at afprøve teoretiske overvejelser, værktøjer, processer og design strategier (se også Metodebeskrivelsen i Kapitel 1).

11

Ved siden af det mere konkrete og praksisnære arbejde, forgik udviklingen, læring og afprøvning af en mere teoretisk karakter i de forskningsmiljøer som Kunstakademiets Arkitektskole tilbyder, herunder især CINARK og Instituttet for Teknologi (tideligere Institut 2), men også Instituttet for Design og Kommunikation (tideligere Institut 4), såvel som enkelte studieafdelinger, som beskæftiger sig med emnet bæredygtighed i byggeriet.

Som et tredje led har læringsdelen i form af ph.d.-kurser haft en stor betydning for projektet. Herunder skal især kurset om Life Cycle Assessment på DTUManagement QSA nævnes, som frembragte grundlaget og højnede kvaliteten for en stor del af de undersøgelser baseret på livscyklusanalyser, som beskrives i Kapitel 4 og 5.

Den praksisnære opsætning og formulering af ph.d.-projektet, såvel som den store relevans af temaområdet ”bæredygtighed i byggeriet” har desuden ført til at den hurtige udvikling af feltet kunne følges nøje. Da projektet begyndte i maj 2010, var Active House (VKR) eller Energy Flex House (DTI) lige bygget færdig, det første danske hold af passivhus designere var uddannet og de første få bygninger var bygget efter kravene til lavenergibyggeri i BR08. DGNB var endnu ikke kommet til Danmark og bæredygtighed var ikke højt oppe på agendaen endnu.

Deltagelse i konferencer, workshops, møder og netværk med forskellige parter af byggebranchen og på meget forskellige niveauer har dermed også tilbudt muligheden for at påvirke udvikling af diskussionen af emnefeltet. Samtidig med at kravet om publicering af arbejdet i ph.d.-projektet fra min side også blev opfattet som et krav om åbenhed og konstant vidensdeling, som disse lejligheder gav mulighed for. Relevansen af disse arrangementer og deltagen deri, samt de resulterende sammenarbejder kunne selvfølgelig ikke altid ses på forhånd, men kunne betragtes som en chance, enten for at bringe projektet frem i form af tilføjelse og diskussion af nye aspekter og pointer eller bringe andre projekter og diskussioner frem i form af aktiv vidensdeling. På denne måde har mange personer, fra meget forskellige fag, hjulpet dette projekt på vej, haft indflydelse på projektets udformning, indhold og sidst, men ikke mindst udvidet kompleksiteten i dets forskningsspørgsmål.

Emnefeltet ”bæredygtigt byggeri” er vokset stærk i det sidste 4 år og hvor der kun var få netværk og initiativer omkring temaet i begyndelsen, findes der i dag et stort antal, som beskæftiger sig med emnet. Viden omkring emnet vokser derfor hurtigt og det skaber endnu en udfordring: at håndtere denne viden, filtrere de relevante informationer, som bringer byggebranchen og ikke til sidst samfundet på spor af en mere bæredygtig udvikling.

Som især kapitel 2 skal vise, er bæredygtighed et stort emne i forvejen og andre fag har valgt at tilgå emnet på andre måder, som byggebranchen bestemt kan lære noget af. Bæredygtigt byggeri vil kræve at aktørerne i byggebranchen udvider deres videnshorisonter, tillader andre meninger, at der gøres flere forsøg og at der findes på bedre og mere innovative agendaer for fremtiden. Men som

12

Indledning

kapitel 2 også skal vise, ligger opgaven lige så meget uden for byggebranchen og skal der virkelig rykkes mod en mere bæredygtigt samfund, skal der findes nye virkemidler, herunder især en større politisk vilje til at træffe nogle visionære beslutninger, som der måske ikke kan vindes mandater på her og nu, men som kommende generationer vil anse som forudsætning for deres trivsel, velvære, velfærd og lykke.

13

Urbanplanen 2007

14

Problemstilling

Problemstilling Systemleverancer, deres udvikling og brug har været et stærk voksende område i dansk byggeri i de sidste år. Mange arkitekter, ingeniører og entreprenører benytter sig af udtrykket for at omskrive meget forskellige typer af leverancer til et byggeprojekt, som kan rumme alt fra en immateriel service hen til præcis definerede, færdige komponenter.

Systemleverancebegrebet blev indført bredt i den danske arkitektbranche i et debatindlæg i Arkitekten tilbage i 2001, hvor Hans Peter Svendler Nielsen, den daværende leder af Center for Integreret Design på Arkitektskolen i Aarhus, skitserer fremtiden for danske tegnestuer og arkitekter i en industrialiseret byggebranche (Hans Peter Svendler i Sørensen, 2001). Umiddelbart virker det beskrevne scenarie som en trussel mod arkitektstanden, siden modellen går ud på at kun meget store tegnestuer vil kunne overleve i en ny-industrialiseret byggesektor og at – som konsekvens - de fleste arkitekter i fremtiden ansattes i større ”byggestyringsfirmaer”, som i de fleste tilfælde står på skulderne af et stort (udenlandsk) entreprenørfirma (ibid., 2001).

8 Dette gælder især kriseog krigstider, som har vist sig at være meget relevant for udviklingen af alternative teknologier og substituering af (knappe) materialer.

9 Her henvises til elementer fra definitionen af bæredygtighed fra Brundtland Kommissionens rapport ”Our Common Future” (Brundtland-kommissionen., 1987), se også kapitel 2.2

Men udgangspunktet for debatten var ikke unik og kan i princippet indskrives i en meget langvarig diskussion om præfabrikation, arkitektonisk kvalitet og arkitektens rolle i en industrialiseret byggesektor.

Allerede i 1943 bliver spørgsmålene rejst i Alfred Bruces bog ”The History of prefabrication” og senere hen i mange andre bøger og artikler fra forskellige industrilande. Tilgange i de forskellige lande er forskellige, men historien om præfabrikation er altid bundet til udfordringer med hensyn til ressourcer, enten fordi man vil effektivisere produktionen, øge den økonomiske gevinst eller var nødt til at bruge de materialer og ressourcer som man havde adgang til8.

Denne problematik binder præfabrikation tæt sammen med de udfordringer vi i dag overskriver med ordet ”bæredygtighed” – udfordringen med at tage hensyn til vores og de kommende generationers miljø og økosystem, men samtidig ikke hindre udviklingen og økonomisk fremgang, såvel som positiv social udvikling9.

Den overordnede problemstilling for denne afhandling kan dermed formuleres som: Hvad er og hvordan kvalificeres bæredygtige systemleverancer i byggeriet?

Spørgsmålet har flere facetter som belyses igennem en række case-analyser, interviews og andre kvalitative og kvantitative undersøgelser. Mange af konklusionerne fra disse undersøgelser kan anses som et øjebliksbillede af Danmarks byggesektor, men samtidig bliver det tydeligt at udfordringen og de gode grunde til at tænke præfabrikation i princippet ikke har ændret sig i godt 100 år. I dag

15

handler det stadigvæk om ressourcer, deres effektiv brug og deres tilgængelighed. ”Ressourcer” inkluderer materiale ressourcer, energiressourcer, økonomiske ressourcer og også arbejdskraft.

Systemleverancetanken dækker dog bredere end præfabrikation og inkluderer også en række services og en anden, mere langvarig opfattelse af produkt- eller leveranceansvar. Systemleverancetanken er således en udvidelse af præfabrikation, systemleverancer kombinerer industriel præfabrikation, med en produktudviklingsproces, såvel som integrationen af forskellige teknologier. Resultatet – systemleverancen – kan dermed anses som et ”videnstungt, multiteknologisk byggeprodukt.” (Mikkelsen et al., 2005:3) Problemstillingen leder endvidere hen til en række spørgsmål omkring bæredygtighed i byggeriet og arkitektens rolle i denne sammenhæng. Designprocessen bliver dermed til et nøglepunkt og som det blev tydeligt i forskningsprojektets forløb, er både arkitektens rolle af væsentlig betydning, samtidig med at udfordringen med at tegne mere bæredygtige bygninger konstant bliver større, på grund af den voksende mængde informationer som skal håndteres og bearbejdes.

Som konsekvens for denne afhandling, blev felterne omkring designmetoder og strategier, såvel som Life Cycle Thinking til en afgørende del, da de her bagliggende metoder virker lovende med hensyn til at kunne stille nødvendige værktøjer og processer til rådighed for arkitekter.

Problemstillingen udvides således, ved at spørge: Hvilke design strategier understøtter og fremmer bæredygtigt byggeri?

Hvordan kan bæredygtighed i byggeriet dokumenteres og vurderes?

Afhandlingen bevæger sig i krydsfeltet af tre betydelige opgaver inden for byggebranchen: bæredygtig byggeri, systemleverancer og renovering. Nybyggeri bliver dog også betragtet, siden forudsætningerne, med hensyn til renoveringsmuligheder, fleksibilitet og genbrug, materialitet og livscyklusser i stor grad bliver bestemt i planlægnings og anlægsfasen af et projekt. Den læring som finder og fandt sted gennem mange renoveringsprojekter i løbet af de sidste år kan og skal inddrages i planlægning af vores nye bygninger, for at tillade et bedre, mere enkelt og mere bæredygtigt renoveringsforløb i fremtiden.

Problemstillingen indbefatter derfor også spørgsmålet: Hvordan kan systemleverancer fremme bæredygtigt byggeri og især bæredygtig renovering?

I løbet af projektet er det blevet ret klart, at kombinationen af systemleverancetanken og bæredygtighed hænger tæt sammen med ledelse, ansvar og

16

Problemstilling

risikostyring. Interesser, ønsker og udfordringerne har vist sig også at være meget forskellig for byggeriets parter. Det afspejles allerede i den forskellige opfattelse af bæredygtighed i byggebranchen og den uensartede vægtning af delaspekterne under overbegreberne økonomi, økologi og det sociale.

I det 2. Kapitel tegnes derfor grundlaget for forståelsen af systemleverancetanken, bæredygtighed i byggeriet og renovering, som skal tjene som en fælles base for de følgende kapitler.

Emnerne betragtes altid med en arkitekts øjne og ude fra et egalitært verdensbillede. Ligeledes prøves der både at øve den nødvendige kritik på vores fag, men samtidig også at vise arkitekternes vigtige rolle i de processer som mere bæredygtigt byggeri vil kræve.

Tilbage i slutningen af 90’erne virkede systemleverancetanken, som beskrevet af Hans Peter Svendler, som en voldsom ændring og et indgreb i arkitekternes arbejdsperspektiv. De senere redegørelser om systemleverancer og systemleverancetanken som beskrevet i ”Systemleverancer i byggeriet en udredning til arbejdsbrug” (Mikkelsen et al., 2005), men også en række andre publikationer i CINARKs regi har vist potentialerne ved brug af systemleverancer. I dag eksisterer allerede en række mere eller mindre velfungerende systemleverancer (som for eksempel altan.dk eller NCCs præfab skakt) eller anvendes systemtænkningen hos entreprenørerne eller producenterne.

Med denne afhandling søges at udvide og udfordre systemleverancetanken, øge betydningen af serviceelementet og styrke betydningen af miljømæssige aspekter. Systemleverancer anses derfor som en lovende mulighed for at styre den voksende kompleksitet i kommende byggeprojekter, for at øge bæredygtigheden i projekterne, både igennem brugen af systemleverancer, men også igennem den anderledes forståelse af (produkt-)ansvar for hele nybyggeri- eller renoveringsprojekter.

I alle kapitler søges desuden svar på spørgsmålene hvad arkitekternes (nye) roller kan være i fremtiden og hvordan synet på arkitektstanden kan og må ændre sig i dette sammenhæng.

17

Fælledgården 2011

18

Struktur og Metode

Kapitel 1: Struktur og Metode ”We shall not cease from exploration And the end of all our exploring Will be to arrive where we started And know the place for the first time.”

T.S. Elliot, Four Quartets (citeret i Kolb, 1984)

Afhandlingens struktur og forskningsspørgsmål Afhandlingen er opdelt i 5 kapitler, som skal give overblik og indblik i emnefeltet, både ude fra et historisk og nutidigt perspektiv, men altid med arkitektens opgaver og ansvarsområde for øjne.

Arkitekten forstås hér som en generalist og en pragmatiker, med indblik i mange forskellige fag og problemstilling, dog uden at være eksperten, men med formåen at integrere viden og synsvinkler til en helhed, at kunne synteser. Blandt de mange fag som spiller ind i en balanceret arkitektur eksisterer både kvalitative og kvantitative traditioner for videns- og meningsdannelsen. Således vil der også eksistere forskellige løsningsrum, som er enten mere begrænset og præcis defineret (én realitet) eller i modsætning åbent og dynamisk (flere realiteter).

Kapitel 1 giver overblik over afhandlingens struktur og den valgte metodiske tilgang.

Spørgsmålene som skal besvares kan formuleres således: Hvilke metoder kan anvendes for en multi-objektiv analyse?

Hvordan skal projektet være opbygget for at kunne relatere til arkitektfaget?

Hvordan kan hypoteser og forsøg (demonstrationer/afprøvninger) informere projektet? Og hvordan kan usikkerheden i resultaterne håndteres?

Kapitel 2 (State-of-the-art) skal belyse de tre emnefelter systemleverancer, bæredygtighed og renovering, som danner baggrund for afhandlingens spørgsmål og diskussioner. Målet med tredeling er, at vise de forskellige kendetegn og udfordringer inden for hvert område, for senere kunne vise hvor tæt disse områder er relateret til hinanden. Desuden er det nødvendigt at beskrive det valgte perspektiv på disse emner, da dette har en betydning for både hypoteserne, de valgte metodiske tilgange, såvel som de foreslåede løsningsmuligheder.

Spørgsmål som søges svar på i kapitlet er: Hvad er systemleverancer, og hvordan hvilken relation har systemleverancer til præfabrikation og industrialisering?

Hvad er den historiske kontekst for udviklingen af præfabrikation, industrialisering og systemleverancetanken?

Hvilken rolle vil arkitekterne indtage i en gen-industrialiseret byggebranche?

19

For afsnittet om bæredygtighed kan spørgsmålene formuleres som: Hvad en den historiske baggrund for den aktuelle bæredygtighedsdefinition?

Hvad er den samfundsmæssige betydning og udfordring for bæredygtig udvikling?

Hvordan forstås bæredygtighed i byggebranchen og bygges der bæredygtigt allerede?

I Kapitel 3 bliver fire casestudier præsenteret, som på forskelligvis har informeret denne afhandling og betinget dens fokuspunkter i det brede felt: bæredygtig byggeri. Tilgangene og målet med de fire casestudier har været forskellige, grunden til dette og den udfordring som dette medfører diskuteres mere dybtgående i metodeafsnittet.

Kapitel 4 handler om ”Life Cycle Thinking”. Life Cycle Thinking er overbegrebet for en designstrategi, som tilgodeser et produkts eller bygnings hele livscyklus.

Livscyklus design anses i denne afhandling for at have en afgørende betydning for at mål om bæredygtighed i byggeri kan omsættes. Spørgsmål for dette kapitel er: Hvad er Life Cycle Thinking?

Hvordan kan bygninger designes med livscyklus som designbestemmende faktor?

Hvilke metoder kan informere designet og på hvilket niveau?

På baggrund af konklusionen fra kapitel 2 lægges der særlig vægt på miljø- og ressourceproblematikken. Dette afspejles i en stærk fokus på Life Cycle Assessment metoden (LCA) i de valgte cases og diskussioner. Spørgsmålene som søges besvaret kan formuleres som: Hvad er LCA-metoden og hvordan kan den anvendes i sammenhæng med bygeprojekter?

Hvilke informationer kan opnås med metoden og hvilken betydning kan disse får for designet og byggeprojektet (”designredskab”)?

Med blik på bæredygtighedsperspektivet, som præsenteret i kapitel 2, betyder det stærke fokus på miljø- og ressourceproblematikken dog også at en ren LCAtilgang er for snævert. I et afsluttende afsnit diskuteres derfor integrationen af forskellige metoder for at danne et mere afvejet grundlag til beslutninger om bæredygtige tiltag, herunder især materialevalg og genanvendelses scenarier i fremtidens byggeri.

Kapitel 5 handler om bæredygtige systemleverancer. I en litteraturgennemgang har det vist sig at der ikke findes systemleverancer som ville kunne kvalificeres som bæredygtige, ifølge definitionen som anvendes i denne afhandling. Derfor vises der nogle eksempler på systemleverancer og en hypotese for hvordan bæredygtige systemleverancer kan defineres.

20

Struktur og Metode

I kapitel 5 bliver også termen ”Product-Service-System” præsenteret, da dette koncept ser ud til at være en lovende udvidelse af systemleverancetanken, med hensyn til at styre og udvide produktansvaret over en hel livscyklus.

Spørgsmålene i kapitel 5 er således: Hvordan kan en bæredygtig systemleverance defineres?

Hvordan kan systemleverancetanken fremme bæredygtig byggeri?

Derudover skal - med blik på implikationerne fra systemleverancetanken – rejses spørgsmål om fremtidig nybyggeri: Hvilke forudsætning skal skabes i nybyggeri for at muliggøre renovering ved brug af systemleverancer?

Hvilke fordele vil opstår for byggeriets parter og brugerne, hvis renoveringsmetoden allerede bliver planlagt og forudbestemt i nybyggeri?

Sidst i kapitel 5 samles op på spørgsmålene rejst i de forudgående kapitler og for at bringe de præsenterede områder og synsvinkel sammen til en konklusion.

Konklusionen har en fremadrettet, positionerende karakter, som skyldes at feltet ”bæredygtige systemleverancer ved renovering og nybyggeri” ikke er færdig udviklet eller omsæt i byggeriet endnu. I kapitlets anden del skal konklusionen derfor perspektiveres og anbefalinger for fremtidige undersøgelser gives.

Afgrænsingen Ph.d.-projektets titel ”Bæredygtige systemleverancer ved renovering og nybyggeri” og dens fremadrettede karakter har betinget en meget bred tilgang til en række forbundne emner. Bæredygtighed har i denne sammenhæng fået en særlig betydning og betragtes som et overbegreb da det henviser til naturgrundlaget for menneskelige eksistens og vores ressourceforbrug. Betragtningen af de to andre emner renovering og systemleverancer er således underlagt et bæredygtigt syn.

Da denne afhandling er udarbejdet i et arkitektperspektiv, var det ikke målet at fokusere på kun et delaspekt eller en metode, men at arbejde på en tilsvarende (arkitekt-typisk), generaliserende og pragmatiske måde for at danne et realistisk billede for den kompleksitet, som afhandlingens titel afkræver.

Især i kapitel 2 kan dette ses, da perspektivet valgt for beskrivelsen af både den historiske baggrund og state-of-the-art er set i et holistisk arkitektperspektiv, som anser den etiske dimension, den tekniske dimension og den økonomiske dimension, som bestanddele af den samme realitet.

Afhandlingens mål er, at vise potentialer for udvikling og anvendelse af systemleverancer for at fremme livscyklus-orienteret planlægning, og derigennem fremme bæredygtig byggeri. Den valgte afgrænsning ekskluderer således udviklingen af en eksemplarisk systemleverance eller beskrivelsen af eksisterende systemleverancer til byggeri, som ikke berører emnet bæredygtighed.

21

På grund af arkitektperspektivet bygger de valgte casestudier især på informationer fra byggeriets andre parter, som entreprenører, ingeniører og bygherrer. Dette skulle sikre at min eget baggrund som arkitekt ikke bliver styrende for afhandlingens forskningsspørgsmål og konklusioner.

Projektets rammer, forløb og præmisser I de følgende afsnit skal det metodiske grundlag for denne afhandling og de foretagne projekter beskrives og diskuteres.

Qua sin opsætning og definition har dette ph.d.-projekt været udført i tæt relation til forskning og praksis. JJW arkitekter, som erhvervspart, har ikke kun stillet casestudier til rådighed (Urbanplanen, Heimdalsvej), men har også givet mulighed for at integrere, afprøve og diskutere ideer og teorier, samt værktøjer, som er blevet udviklet i ph.d.-projektets forløb (Fælledgården, Nordic Built Challenge).

Valget af casestudier var desuden præget af projekternes forløb på tegnestuen, i starten af ph.d.-projektet i maj 2010 var det især to projekter, Stadionskvarteret i Glostrup og Søndermarken i Frederiksberg, som skulle have været cases for denne afhandling. Dog blev projekterne forsinkede således at opgaverne i begyndelsen (tilstandsrapport) og den uvisse situation omkring anvendelse af systemleverancer eller bæredygtige tiltag i sammenhæng med et senere renoveringsprojekt tillod ikke at bruge dem som cases indenfor ph.d.-projektets tidsramme.

Projektet ’Renovering af Plejecenteret Fælledgården’ i København har til gengæld vist sig at være interessant og relevant, selvom dette ikke var til at vide, da projektet startede som en konkurrence i juni 201010. Projektet stod færdig i 2013 og blev dermed udført indenfor ph.d.-projektets tidsmæssige ramme. Alligevel betød den tidsmæssige parallelitet ikke at teorier, delkonklusioner eller udviklede værktøj (DSM eller LCA-værktøjet) kunne anvendes i projektet. Dette skyldes Fælledgårdens stramme tidsplan og præcis defineret omfang, som alligevel var meget asynkron til ph.d.-projektets fokusområder og tidsmæssige forløb. Alligevel har projektet tjent som en god reference med hensyn til at afdække barrierer for både brug af systemleverancer og integration af bæredygtige tiltag for renoveringsprojekter i denne tid og størrelsesorden11. Projektet Nordic Build Challenge (Ellebo i Ballerup) udført i perioden november 2012 til februar 2013 var derimod et tilbud fra tegnestuen at afprøve metoder og værktøjer fra ph.d.-projektet i en nærtegnestue-hverdag. I forløbet af projektet blev det meget tydelig hvor vigtig projektets opsætning og valg af partnere og rådgiverne var for både projektets forløb og det endelige resultat. Dette var – igen – ikke det oprindelige spørgsmål til projektet, men viste sig at være et relevant faktum og giver i princippet også anledning til et følgeprojekt, med en lignende omfattende opgavestilling, men hvor der lægges især vægt på udvikling af en bæredygtig designproces og i mindre grad på selve resultatet.

22

10 Konkurrencen var den første opgave på tegnestuen, og bidraget med forbindelse til Phd-projektet var især relateret til energikonceptet, og anvendelse af systemleverancer til baderum og facaden.

11 Her er især lovkrav angående bygningernes energibehov, men også kommunale bestemmelser med hensyn til boligstøtte nævnes, som sætter utidssvarende begrænsninger for både brugen af mere bæredygtige tiltag, men også en mere fleksibel tilgang for at kunne fremme bygningens potentialer i en renoveringssag.

Projektet bliver beskrevet nøje i kapitel 4 om casestudierne.

Struktur og Metode

Ved siden af casestudier af byggeprojekter, dannede også konkrete problemstillinger fra tegnestuen baggrund for aktive forsøg. For eksempel har medvikren på konkurrencen til Renovering af Fælledgården ført hen til spørgsmålet om hvordan arkitekter faktisk finder og arbejder med den relevante viden for at kunne svare på bæredygtigheds-relaterede spørgsmål i en konkurrencesituation. At de første få uger af et projekt er meget afgørende for dets senere ydelsesevne, funktion og kvalitet er ikke nyt, men den mængde viden og erfaring dette kræver er konstant voksende, samtidig med at der tildeles mindre tid og færre økonomiske ressourcer til denne fase fra bygherrernes eller entreprenørenes side.

12 Her skal især Mauro Lucardis initiativer som ”De grønne spejdere” og ”De grønne tegnestuer” hos JJW arkitekter nævnes, da disse var inspirationskilde og har givet værdifulde erfaringer om hvordan viden kan udbredes og anvendes på tegnestuen.

Figur 1.1:"Westinghouse curve” – kurven viser hvordan økonomiske ressource bliver bundet i et projekt gennem dens faser. I de tidelige faser, hvor viden omkring et projekt er lavere, er allerede mere end 50% af ressourcerne disponeret. Indflydelsen på projektets udformning bliver desuden mindre, jo tættere projektet kommer til produktions- og / eller brugsfasen, selvom denne fase varer længst (2-50år i modellen). (adapteret fra Bralla, 1996:7).

Til en lignende konklusion kommer rapporten ”Byggeriet i det 21.århundrede: industriel reorganisering af byggeprocessen” fra 1999 (Akademiet for de tekniske videnskaber), hvor der henstilles at 80% af projektbudgettet er disponeret når kun 5% af pengene er brugt (Projekt Hus & Temagruppe 4, 2000:44). Det vil sige at budgettet er disponeret i høj grad, meget tideligt i projektets forløb, og dette selvom der stadigvæk er mange ukendte variabler i dette stadie (mangel af ”viden”).

Set i dette perspektiv kan JJW arkitekter selv betragtes som en case for denne afhandling. De mange uformelle samtaler og interviews på tegnestuen, såvel som tidligere, ambitionerede projekter omkring bæredygtighed på tegnestuen12

23

har dermed givet anledning til udvikling af en digital, tegnestueintern vidensdatabase – JJWidensbase - som i juli 2011 blev til en del af JJWs intranet.

De konkrete problemstillinger omkring identificering, implementering og vurdering af bæredygtige tiltag i de første måneder på tegnestuen har medført at især materialer og deres miljøpåvirkninger flyttede sig i fokus for det videre arbejde med projektet. Litteraturstudier og især den generelle, voksende interesse for certifikater for bæredygtigt byggeri i branchen ligger til grund for beslutningen at fokusere på livscyklusanalyser (LCA) som den mest udbredte og accepterede måde at vurdere på materialernes, produkternes og servicernes miljøpåvirkninger som led i en bæredygtigheds vurdering.

Resultatet af dette arbejde var udviklingen af et LCA-værktøj (”ecoARK”)13, som senere blev anvendt i næsten alle underprojekter i dette ph.d.-projekt. LCAværktøjet var oprindeligt ikke tænkt for at få denne betydning, men det viste sig i det videre forløb at netop denne information om miljøpåvirkninger manglede eller kun var svært tilgængelig for arkitekter. Værktøjet blev således videreudviklet og tilpasset de behov som opstår i de tidelige projektfaser og hvor denne information er mest relevant i sammenhæng med designbeslutninger. Værktøjet blev også anvendt i en række kurser og workshops på KADK og hos JJW arkitekter, både, for at forklare og udbrede metoden og for at indsamle feedback, som så igen kunne benyttes til at optimere værktøjet.

Værktøjet og udviklingsprocessen beskrives nærmere i kapitel 4 om livcyklusvurderinger.

Den særlige fokus på bæredygtighed i byggeriet og bæredygtighed i det hele taget blev desuden også motiveret af medvirken i forskningsnetværket SYSBYG (Systemleverancer i byggeriet), som beståede af Arkitektskolen i Aarhus, DTU.Management og Kunstakademiets Arkitektskole / CINARK og de respektive 5 ph.d.-studerende som var tilknyttet institutionerne. Ud af de 5 projekter er dette det eneste projekt som skulle arbejde med bæredygtighed, mens andre projekter har en fokus på udvikling af systemleverancer, udvikling af leveranceprocesser, brugermeddesign - huset som systemleverance og systemdesign. I beskrivelsen for SYSBYG netværket hedder det derfor også at det foreliggende ph.d.-projekt ”bliver således netværkets ”kritiske øje”, som fastholder præmissen for hele netværket – nemlig at overvejelser vedrørende ressourceforvaltning, arkitektonisk kvalitet og menneskelig trivsel altid skal være i centrum for netværkets arbejde.” (SYSBYG, 2010).

24

13 LCA-værktøjet ’ecoark’ er blevet udviklet med målet om at kunne gennemføre LCAvurderinger for byggeprojekter i de tidelige projektfaser. Dette kræver at beregningerne kan laves forholdsvis hurtig, som igen kræver en del forudbestemte antagelser i selve beregningen.

Desuden skulle ecoark være baseret på en frit-tilgængelig LCIdatabase (såsom ökobau.dat), da også de store økonomiske omkostninger for licenser og brug af software-værktøj som for eksempel Gabi (PE-International) ikke kan anses som realistisk i dagens tegnestuer og projektfaser som økonomisk sjældent bliver honoreret tilstrækkelig (ideoplæg, konkurrencer, dispositionsforslag).

Struktur og Metode

Metodisk tilgang Som den ovenstående beskrivelse af projektets rammer, forløb og præmisser viser har projektet været bearbejdet ude fra en konstruktivistisk, pragmatisk tilgang. Dette paradigme synes oplagt i et forskningsprojekt, som beskæftiger sig med flere aspekter af både samfundsrelevante emner som bæredygtighed og byggekultur, såvel som fagligt funderede processer, herunder den arkitektoniske design proces som led i en integreret designproces.

Projektet kan derfor beskrives som ”mixed-method research” (Teddlie, 2009), da forskellige metoder blev anvendt i de forskellige faser projektet gennemløb.

Forskningsdesignet var tænkt til at afdække sammenhæng og relevante emner, som så skulle kunne forfølges i selve projektet, uden at disse var defineret præcis i den projektets tidlige beskrivelser.

Figur 1.2: QUAL-MM-QUAN kontinuum. Mixed-Metode (C) tilgangen lægger sig mellem rene kvalitative (A) eller kvantitative (E) metoder (gengivet fra ibid., 2009:2.3). Ph.d.projektet kan indplaceres i (B), en mixed-metode tilgang, hvor hovedsagligt kvalitative data er blevet anvendt.

Afsættet for projektet var således en række casestudier, samt interviews, som skulle informere den videre forskning. Denne del er baseret på kvalitative undersøgelser, som kunne bekræfte mange af de tidelige antagelser i projektet omkring systemleverancer, deres forståelse, tilblivelse og anvendelse i byggeprojekter (dette gælder især for casestudien om Brøndby Strand Park).

Valget af metoden kan næsten kaldes immanent fordi arkitekten anses som generalisten i dette projekt. At være generalist har en lang tradition blandt arkitekter, selvom de sidste års udvikling har vist at arkitektfaget er ved at selvbegrænse sit virke til æstetisk rådgivning. Denne udvikling anses som meget uheldig, især i en tid, hvor generalisten kræves for at kunne opsætte og styre en integreret designproces med et voksende fokus på bærdygtighed som også

25

relaterer til en helhedsforståelse. Ligesom arkitektur, kræver også arbejdet med bæredygtighed en blanding af kvantitative metoder med kvalitative metoder og netop de fleste fags begrænsninger med hensyn til metodevalg til enten kvantitative eller kvalitative metoder betyder, at der ikke kan dannes det nødvendige holistiske perspektiv på emnefeltet. Derudover gælder det om at integrere andre, uhåndgribelige kvaliteter i fremtidens bæredygtige bygninger, en udfordring som klart ligger i arkitekternes arbejdsområde.

Som allerede beskrevet i afsnittet om projektets rammer, har den valgte opsætning med en erhvervspart en stor betydning, også med hensyn til den metodiske tilgang. At en erhvervspart støtter projektet, giver udtryk for at arbejdet, som denne afhandling udmønter sig i, gerne skal kunne anvendes inden for erhvervspartens arbejdsområde (arkitektur / tegnestue). Dette betyder at den viden som afdækkes, produceres og verificeres, gerne skal kunne omsættes til erkendelser og ifølge til konkrete handlinger hos erhvervsparten.

Metoden for denne afhandling tager dermed afsæt i ”grounded theory”, og integrerer både casestudy metoden og livscyklusanalyse (LCA) som metode. LCAmetoden14 bliver især referereret til i kapitel 4 og har leveret rammerne til udvikling og anvendelse af et værktøj, som blev benyttet i sammenhæng med en række casestudier om ”Life Cycle Thinking”. LCA-metoden er i sig selv en metode baseret på kvantitative data, men som alligevel kræver en del kvalitative overvejelser for at opnå en brugbar konklusion.

Grounded Theory Grounded theory method er en kvalitativ metode til at danne teorier på baggrund af narrative data. Metoden tillader at se på indsamlede data, som basis for teoridannelsen ved en induktiv analyse (Bryant & Charmaz, 2007:1; se også Teddlie, 2009:70). Resultatet af forskning ved anvendelsen af grounded theory method er en teori (”grounded theory” (GT)) (Bryant et al., 2007:2–3).

Fordelen ved anvendelsen af grounded theory method for dette ph.d.-projekt var, at de første to cases studies (Urbanplanen og Fælledgården) kunne bruges til at udfolde emnefeltet for undersøgelserne, uden at et præcis mål for studierne var defineret på forhånd (se også ”ill-defined case study”). Dette gav muligheden til at afdække nye områder, som skulle vise at være relevante i det videre forløb (som f.eks. Barrierer, men også designprocessen og integration og medvirken af andre faggrupper, livscyklus vurdering) og danne teorier på basis af disse – til dels uventede - informationer.

Grounded theory method er først beskrevet i Barney G. Glaser og Anselm Strauss’ bog ”The discovery of grounded theory: strategies for qualitative research” (1967) og er siden blevet videreudviklet af en række forskere. Metoden

26

14 Metoden beskrives nærmere i Kapitel 4. LCA-metoden er beskrevet grundlæggende i ISO14040ff.

Struktur og Metode

15 Bryant og Charmaz henviser til undersøgelser lavet af Titscher et al. fra 1998, som har brugt statistiske data til at danne denne konklusion.

Der bliver dog fremhævet at disse data ikke kan verificere at Grounded theory method faktisk er belvet brugt i de pågældende projekter, men at der blev refereret til Glaser og Strauss i de undersøgte kilder.

bliver dog først anerkendt bredt i 1980’erne, i 1990’erne siges metoden at være den mest brugte indenfor sociologi (Bryant et al., 2007:2)15 Metoden kendetegner sig ved, at have en åben tilgang til kvalitative undersøgelser, som baseres på en både ”intensiv, endeløs, og iterativ proces, som omfatter indsamling af data, kodning (analyse), og ’memoing’ (teoridannelse)” (Groat & Wang, 2002:181). Denne proces har vist sig at være meget brugbar i sammenhæng med arbejdet med forskellige delprojekter og opgaver gennem ph.d.studiet.

Data indsamlingen kunne forgå på en semi-struktureret måde, uden at tilfældige, men relevante opdagelser ikke kunne medtages. Dataanalysen (”kodning”) kunne foregår løbende, som muliggjorde en ”mønsterdannelse” på tværs af projekterne (se også ”abduktion” og ”casestudier”). ”Memoing” (teoridannelse) skete især gennem formidlingen af projektet, herunder artikler, oplæg og forelæsninger i forskellige sammenhæng. Mange bidrag har derfor lignende titler og kan ses som en konstant videreudvikling af emnefeltet, baseret på den voksende informationsmængde fra delprojekterne og de ”mønstre” som begyndte at vise sig.

Den beskrevne tilgang har medført en del konsekvenser, som for eksempel valget af casestudier. Baseret på de første interviews og uformelle samtaler om især Urbanplanen, blev peget på andre projekter som f.eks. Gyldenrisparken, Brøndby Strand eller Heimdalsvej. Nogle af disse projekter er senere blevet til casestudier for at enten levere nye informationer om indtil videre ikke afdækkede områder (f.eks. Betydning af beboerinddragelse), eller skulle verificere tidelige teorier (f.eks. Hvorfor anvendes systemleverancer). På den samme måde er en række af casestudier, som var udpeget i starten blevet droppet, fordi det viste sig at disse cases ikke kunne levere endnu ukendte aspekter, hjælpe med at verificere en teori eller var for specifikke til at kunne overføre projektets forudsætninger til andre cases (f.eks. Stadionskvarteret eller Kantorparken).

Men også med henblik på projektets mere overordnede opgave, at kunne anvendes i arkitekternes arbejdsområde, blev direkte understøttet af grounded theory som metode. Som Strauss og Corbin fremhæver er det netop handlingen (”action”) som bliver underbygget igennem denne metode: ”In this method, data collection, analysis, and eventual theory stand in close relationship to one another. A researcher does not begin a project with a preconceived theory in mind (unless his or her purpose is to elaborate and extend existing theory). Rather, the researcher begins with an area of study and allows theory to emerge from the data. […] Grounded Theories, because they are drawn from data, are likely to offer insight, enhance understanding, and provide a meaningful guide to action.” (Strauss og Corbin, Strategies of Qualitative Inquiry (1998):12, som citeret i ibid., 2002:181)

27

Desuden erkender Grounded Theory method, at der ikke kan eksistere en objektiv tilgang til enhver undersøgelse, da forskeren altid tilgår og bearbejder emnefeltet udefra et verdenssyn, funderet i sin egen immanente viden, og en personlig ”historisk, ideologisk og socio-kulturel kontekst”(Thornberg, 2012:5). Dette betyder at der ikke kan eksistere en neutralitet, som igen kræver at forskeren beskriver sit udgangspunkt og baggrund, skulle den vise sig at være relevant for selve teoridannelse og konklusionen16.

Glaser og Strauss fremhæver at a grounded theory kan og skal baseres på kvalitative og kvantitative data samtidig, hvor hverken en form for data er brugt til at verificere den pågældende anden form, men hvor begge former for data er tænkt som supplement til hinanden (Glaser et al., 1967:18). Dette er især relevant for denne del af ph.d.-projektet, som har beskæftiget sig med vurderingsmåder og – metoder for bæredygtigt byggeri, som for eksempel livscyklus vurderinger. Mange af de kvantitative data som er brugt og produceret under denne overskrift har medført kvalitative overvejelser og indsamling af nye data for at underbygge de fundne problemstillinger (herunder for eksempel betydning af systemimanente antagelser angående End-of-Life for organiske materialer, se også kapitlet om ”Life Cycle Thinking”).

Glaser og Strauss henviser desuden til en anden interessant forbindelse, til et felt som arkitektur mellem eksplicit og implicit viden: indsigter (”insights”), som grundlag for teoridannelse. Ifølge forfatterne kan indsigter opstår direkte ved arbejdet med teorier eller ”opstår” som en reaktion eller interaktion under forskningsforløbet. Disse indsigter kan have deres udgangspunkt i egen, tideligere erfaringer eller i andres erfaringer som er blevet delt med forskeren. Glaser og Strauss henviser til at disse indsigter tit bliver betragtet som rene, egne ”meninger” og dermed bliver en underkendt værdi som en del af grundlaget for systematisk teoridannelse (ibid., 1967:251–253). Med blik på det foreliggende arbejde har disse ”indsigter” bestemt spillet en stor rolle, da min egen baggrund som arkitekt og de projekter jeg har været involveret i har virket som målestok for teorierne dannet under projektets forløb på en implicit måde. Ligesom har andre arkitekters fortællinger (for eksempel på tegnestuen eller Kunstakademiet) medført at nogle teorier er blevet underbygget med andre, lignende erfaringer. Dette er selvfølgelig ikke en systematisk måde at indsamle data, men sandsynligheden for at disse teorier var værd at forfølge steg med disse egne eller delte indsigter.

Abduktion En essentiel del af grounded theory er ”abduktiv argumentation” med den særlige funktion at kunne tjene som filter i processen om at identificere den eller de mest relevante og brugbare teorier (Thornberg, 2012:6; se også Douven, 2011).

Abduktion er først blevet beskrevet af den amerikanske filosof og matematiker Charles Sanders Peirce som den måde at drage logiske slutninger, som vil kunne udvide og øge viden. Abduktion anerkendes i dag som en metode med både en

28

16 I denne afhandling har Kapitel 2 denne funktion. I Kapitel 2 beskrives synet på tre hovedelementer i denne afhandling – systemleverancer, bæredygtighed og renovering. Især for underkapitlet om bæredygtighed gælder at valget af referencer, fokus for diskussionen og den senere konklusion er påvirket af et verdensbillede, som ikke deles af alle mennesker og som i årtier blev og bliver livligt diskuteret.

Struktur og Metode

”logisk og innovativ karakter”. Abduktion kan dermed hjælpe at afdække ny viden og give indsigt på en logisk og metodisk måde (Jo Reichertz i Bryant et al., 2007:216).

Abduktion skal forstås i kontrast til induktion og deduktion. Alle tre former for følgeslutning har en begrundelsesmæssig og en strategisk funktion i sammenhæng med afdækning af ny viden (Schurz, 2007:203). Induktion har som funktion at føre en sandhedsbevis, dog forbliver det usikkert hvilken værdi beviset har (ibid., 2007:203).

Peirce (som citeret i Vibæk, 2011:26) bruger et eksempel, som forklarer induktiv logik, som er baseret på erfaring: Tilfælde: ”These beans are from this bag” Observation: ”These beans are white” Konklusion/regel: ”All beans in this bag are white” Som eksemplet viser kan induktion ikke bruges til at endelig føre bevis for at påstanden er korrekt, og dermed kendes ikke til konklusionens usikkerhed og dens egentlig værdi (skulle én sort bønne dukke op, falsificeres konklusionen, men det kan alligevel være at der er en sort bønne i posen, selvom den aldrig findes i undersøgelsen). Med induktion drages generelle konklusioner, baseret på specifik data. Brugt som en regel, er denne kun ”sandsynlig” Deduktion derimod fører hen til en specifik konklusion, baseret på en generel, teoretisk regel (se også ibid., 2011:25–26): Tilfælde/regel: ”All beans in this bag are white” Observation: ”These beans are from this bag” Konklusion: ”These beans are white”

17 ”tautologi” betegner et udsagn som altid er sandt på grund af dens logiske opsætning

I deduktiv logik er konklusionen altid sandt og kan ikke falsificeres, da forudsætningerne (teorien) er valgt på en måde som tillader en endelig konklusion uden usikkerhed (antagelsen er at alle bønner er hvide, dermed kan der ikke være en eneste bønne i en anden farve. Desuden observeres det at bønnerne stammer fra selve posen. Konklusionen kan dermed ikke falsificeres, da forudsætningerne kun tillader en konklusion).

Dog kan deduktion ikke bruges for at finde nye fakta, da reglen som konklusionen baseres på, kendes i forvejen. Deduktioner kan dermed anses som ”tautologier, som ikke fortæller noget nyt” men kun bekræfter det kendte17 (Jo Reichertz i Bryant et al., 2007:218).

I modsætning til induktion har deduktion ifølge Schurz (2007:216) desuden en stor strategisk betydning med hensyn til søgen efter brugbare, videreførende konklusioner, da denne metode kan levere mange konklusioner baseret på de samme antagelser og forudsætninger.

29

For abduktion er den strategiske søgen derimod afgørende. Abduktiv logik producerer konklusioner som er plausible og det gælder derefter om at udpege den eller de mest plausible konklusioner for at danne en hypotese (ibid., 2007:203– 204).

Peirces eksempel for abduktion (som citeret i Vibæk, 2011:26) lyder således: Tilfælde/regel: ”All beans from this bag are white” Observation: ”These beans are white” Konklusion: ”These beans are from this bag” Eksemplet viser at konklusionen er en mulighed og også sandsynlig, men der kan også forekomme andre forklaringer, som kan vise sig være sandt. Konklusionen er dermed i princippet bare en sandsynlig antagelse (de hvide bønner kan også være placeret ved siden af posen, men stammer oprindelig fra en anden kilde).

Abduktioner kan dermed variere alt efter hvilken baggrund og viden forskeren har i forvejen, da dette kan have en indflydelse på hvilke (af de mange mulige) konklusioner anses som mest sandsynlig.

Reichertz (i Bryant et al., 2007:220) beskriver abduktion som en ”intellektuel proces […], som bringer ting sammen og som aldrig har været associeret med hinanden før: en kognitiv logik for opdagelse”.

Den samme konklusion bliver også præsenteret af natur- og samfundsvidenskabsmænden Gregory Bateson. Under overskriften ”Sciences never proves anything” beskriver Bateson betydningen for de valgte, antagne betingelser for videnskabelige (og andre) undersøgelser og at vi derfor ”aldrig skal påstå endelig viden om noget som helst overhovedet”18 (Bateson, 1980:30). Bateson referer i citatet til en endnu mere overordnet problematik, nemlig at vores sprog, skrift eller andet fremstilling, allerede er en fortolkning af en ”sand” situation, og som allerede begrænser vores evne at gengive ”sandheden” objektivt.

Bateson viser med nogle enkle eksempler at vores logik er alt afgørende for den konklusion vi kommer frem til, som er den ”mest enkle antagelse, som passer sammen med de foreliggende fakta”19 (ibid., 1980:30). Fra dette kan afledes at den konklusion man må komme frem til er baseret og betinget af den viden som en forsker har i forvejen, når det gælder om at fortolke nye data.

Induktion, som typisk vil føre hen til et bevis eller modbevis, vil dermed kun ”suggerere” sandhed, da antagelserne ligger i de valgte forudsætninger og regler for induktionen. Resultatet er dog en tautologi, fordi vi kendte til resultatet i forvejen. Deduktion tillader at generalisere baseret på nogle få indicier og på denne måde kan ny viden generes. Hér kunne tales om den ”endelige sandhed” som Bateson forklarer, alligevel kan denne sandhed aldrig opnås på grund af vores personlige begrænsninger (skrift, sprog, mfl.) (ibid., 1980:29).

30

18 Oversæt i udtræk fra engelsk: ”Truth […] is not obtainable. And even if we ignored the barriers of coding, the circumstance that our description will be in words or figures but what we describe is going to be in flesh and blood and action – even disregarding that hurdle of translation, we shall never be able to claim final knowledge of anything whatsoever” (Bateson, 1980:29–30) 19 Bateson referer her til ”Occam’s razor”, som betegner logikken i at vælge den konklusion , som er baseret på færrest antagelser.

Struktur og Metode

Ifølge Bateson er det dermed vores perception, som frembringer en forudsigelse, men som aldrig vil kunne testes tilstrækkelig for at bevise dens sandhed. Forudsigelsen er baseret på ”mønstre” som vi har lært at erkende i tideligere undersøgelser.

Dette leder over til et interessant udsagn fra Gregory Batesons bog og som har en stærk relation til konklusionen som denne afhandling skal frembringe: ”The pattern which connects is a metapattern. It is a pattern of patterns. It is that metapattern which defines the vast generalisation that, indeed, it is patterns which connect.” (ibid., 1980:12) For Bateson er det netop abduktion som kan danne disse ”mønstre som forbinder” og dermed kan skabe ny viden og innovation.

Litteratur review

20 Oversæt fra engelsk: ”Using Literature Review to Understand an Idea´s Genetic Roots” (Groat & Wang, 2002:57) 21 Oversæt fra engelsk: ”Using Literature Review to Understand the Current Conceptual Landscape” (ibid., 2002:58)

Kapitel 2 er baseret på et litteratur review, og skal vise hvor omfangsrig emnefeltets baggrund allerede er. Især underkapitlet om Bæredygtighed viser, at emnet kun kan behandles transdisciplinær, og at alle fag – naturvidenskaber til samfundsvidenskaber, men også kunstneriske fag – ivrigt diskuterer problemstillingerne omkring bæredygtighed og leder efter løsninger.

Kapitel 2 har således funktionen at sætte scenen for de andre kapitler og præsentere baggrunden for de valgte forskningsspørgsmål. I den første og anden del af litteratur reviewet om systemleverancer og bæredygtighed, skulle især den historiske kontekst gennemgås, men med en særlig vinkel (”ressourceproblematikken”), som betingede den forholdsvis udførlige karakter af disse afsnit.

Den måde litteratur reviewet er blevet brugt på i denne afhandling kan ifølge Linda Groat (i Groat et al., 2002:50–59) klassificeres som ”for at forstå en ides genetik”20 og ”for at forstå det aktuelle konceptuelle landskab”21. Formålet var således, at vise konteksten for problemstillingen og hypoteserne, samtidig skulle bredden og betydningen af emnet fremhæves for at give et indtryk, hvilken betydning problemstillingen kommer til at få for byggebranchen (og samfundet) om ganske få år.

En gennemgang af litteratur om bæredygtighed og med et særlig fokus på byggeriet, har vist sig at være særdeles kompliceret, fordi mange argumenter er blevet udviklet over flere årtier, og via langvarige diskussioner blandt forfatterne, før de nu – nogenlunde bredt – accepteres og betragtes som realistiske. Formålet med kapitel 2 var der derfor også at vise denne, tit kontrovers førte diskussion, ved samtidig danne baggrund og afgrænsning for denne afhandling.

Diskussionen om miljøskader, sammenhæng til økonomi og økonomisk vækst og velvære er langt fra afgjort og bliver det højst sandsynlig aldrig. Synspunkterne er for forskellige, samtidig med at konsekvenserne ikke kan beskrives med stor nok sikkerhed for at virke muligt eller sandsynligt fra en modsæt synsvinkel.

Valget af kilderne for dette kapitel er dermed også afgørende for det beskrevne perspektiv på emnefeltet bæredygtighed. Med afsæt i arkitektfagets etiske for-

31

pligtelser er afsættet social-økologisk og der søges som konsekvens heraf efter løsninger som kun med anden prioritet kan være økonomisk fordelagtig.22

Casestudier I det foreliggende ph.d.-projekt har casestudier spillet en afgørende rolle på forskellige niveauer for både at afsøge emnefeltet, danne hypotesen og afprøve den.

I starten af projektet var en række casestudier udpeget af erhvervsparten JJW arkitekter, som skulle være genstand for forskning i ph.d.-projektet. Disse casestudier var således forskellige at projekterne i maj 2010 enten var lige afsluttet (Urbanplanen) eller ikke påbegyndt endnu (Stadionskvarteret og Søndermarken).

Urbanplanen skulle derfor tjene som en ”pilotstudie” for at se i hvorvidt der blev arbejdet med både, systemleverancer og bæredygtighed i projektet. Andre casestudier skulle derefter supplere eller udvide den viden og de nye spørgsmål som ville tilvejebringes i pilotstudien.

Figur 1.3: Oversigt over casestudier og delprojekter og tidsrum for gennemførelsen i ph.d.projektets forløb

Som beskrevet i indledningen, kunne Stadionskvarteret og Søndermarken til sidst ikke bruges som casestudier på grund af deres sene opstart og ph.d.-projektets tidsmæssige forløb. Da dette blev tydelig gjaldt det derfor at finde andre casestudier, som ville kunne tjene det givne formål (Heimdalsvej og Brøndby Strand).

Tideligt i ph.d.-projektet blev det besluttet at afgrænse projektet således, at alment etageboligbyggeri fra 1960-75 skulle være fokus for projektet. Dette kan begrundes med den særlige måde disse bygninger er blevet bygget på (montagebyggeri, se også kapitel 2) og det store renoveringsbehov som kan forventes

32

22 Dette skal også ses i sammenhæng med kravet om at kortlægge den teoretiske baggrund for afhandlingen.

Perspektivet som er valgt er udefra en forståelse for at økologiske problemer er vokset størst og derfor skal løses kortfristet. Dog gælder det især for byggeriet at dette ikke kan foregår uden at hele område bliver berørt. For denne afhandling gjaldt det dog at arbejde med og kortlægge miljørelaterede problemstillinger, frem for at vise og bearbejde andre relaterede problemstillinger på samme niveau (som f.eks. økonomiske aspekter).

Struktur og Metode

for denne type byggerier i de kommende år (se også afsnit om renovering, kapitel 2).

23 Projekterne Betty Nansens Allé og JJWidensbasen nævnes her, men bliver ikke anført senere i afhandlingen. Betty Nansens Allé var et kort projekt omkring bæredygtig renovering i den almene sektor, som kun nåede til et ideoplæg for bygherren.

JJWidensbase var et internt projekt på tegnestuen, som skulle hjælpe at dele og styre viden omkring bæredygtighed.

Efter en god indledende fase med mange biddrag i den digitale platform, blev vidensbasen dog udfaset, da der var for lidt tilslutning til projektet, som konsekvens af for få arbejdsrelevante anvendelsesmulighederne i tegnestuens hverdag.

Casestudier for dette projekt og angående systemleverancer, renovering og bæredygtighed er således: Urbanplanen (JJW arkitekter), Fælledgården (JJW arkitekter), Heimdalsvej (Mangor Nagel / (JJW arkitekter)) og Rækkehusene Brøndby Strand (Witraz).

Alle disse casestudier er blevet færdigstillet før eller indtil 2013.

Med hensyn til arbejdet med bæredygtig renovering og arbejdsprocessen på tegnestuen findes der en række mindre projekter, som ikke kan betegnes som casestudier, men som alligevel har bidraget med vigtigt viden og især feedback på ph.d.-projektet: Betty Nansens Allé (JJW arkitekter), Nordic Built Challenge (Botkyrka, Sverige (Witraz) og Ellebo, Danmark (JJW arkitekter)), og et forsøg om vidensledelse og – udvikling hos JJW arkitekter, ”JJWidensbasen”23.

I kapitlet om Life Cycle Thinking tjener 4 projekter som cases – Tanghuset (Vandkunsten), Villa Asserbo (Eentileen), Nøkkerosevej (Nini Leimand/Kåre Rønne) og Autarki 1:1 (CINARK). Desuden henvises til Nordic Built Challenge (Ellebo, Ballerup), da LCA metoden også indgik i dette projekt.

I Kapitel 5 henvises kort til 2 casestudier gennemført af Kasper Vibæk (Vibæk, 2011; Beim et al., 2010) omkring to systemleverancer altan.dk og NCCs præfab skakt. Disse to systemleverancer tjener desuden som eksempel i beskrivelsen af modellen for bæredygtige systemleverancer.

Figur 1.4: Oversigt over casestudier og deres fokusområder.

(Projekter i sort bliver vist i Kapitel 4, projekter i rød i kapitel 5)

33

Som Figur 1.4 viser blev casestudierne valgt for at afdække fire områder, systemleverancer, renovering, proces og Life Cycle Thinking. Det blev dog hurtigt klart, at der ikke kan findes casestudier som udelukkende kan indplaceres i et enkelt område. For designet af casestudierne betød dette, at der kun blev set og ledt efter evidens for interesseområderne i de enkelte casestudier i modsætning til at lave studier som vil afdække ethvert projekt i sin helhed24. Motivationen for at gennemføre casestudierne var ikke at beskrive de pågældende projekter, men at finde mønstre på tværs af casestudierne (se også Yin, 2009:18–20).

Bæredygtighed er ikke i sig selv et område, fordi bæredygtighed i alle tilfælde var målestokken for alle projekter, om casestudier eller andre.

Hypotesen for denne afhandling kan indplaceres i området hvor alle fire interesseområder overlapper, men især i fællesmængden på tværs af systemleverancer og Life Cycle Thinking.

De gennemførte casestudier er af forskellige karakter, og kan ifølge Robert Yins ”Typology of case study designs” (som adapteret i Groat et al., 2002:349)25 kategoriseres som forklarende (”explanatory”) og undersøgende (”exploratory”). Casestudierne er desuden tænkt som teori-dannende (”theory building”) og har dermed ikke en éns struktur, men er opbygget for at tjene formålet, at beskrive og underbygge en teori på den bedst mulige måde.

Hypotesen bygger på informationer fundet på tværs af de gennemførte casestudier og derfor kan her tales om en ”cross-case analysis” (se også Yin, 2009:20).

At arbejde med få og forskellige26 casestudier giver især mening når det gælder at undersøge ”holistiske systemer” (Druckman, 2005:209). Holistiske systemer kan her forstås som, et kompleks system, hvor mange forskellige forudsætninger og betingelser tilsammen ligger til grund for de mulige observationer i et case studie. Det vil sige, at systemet skal betragtes i sin helhed for at forstå disse sammenhænge bedre.

En udfordring som ligger i alle gennemførte casestudier var at emnet bæredygtighed i byggeriet ønskes belyst. Som kapitel 2 skal vise, er begrebet vanskelig at definere og desuden dynamisk i tid og sammenhæng. Dette medfører, at der ikke kunne stilles konkrete forskningsspørgsmål angående bæredygtighed i begyndelsen af ph.d.-projektet, da indkredsningen af begrebet netop var et af formålene. Scholz og Tietje (2002:27) diskuterer dette problem i en meget lignende sammenhæng: ”Today, we do not know the properties of a sustainable target state […].

Furthermore, we usually do not know how sustainable an initial or current state of a system is. Finally, we do not know which barriers have to be overcome in order to attain the target state. Thus we speak about a typical ill-defined problem […] [se også Figur 1.5]. Casestudier that are run in the sustainability framework […] are mostly of an exploratory type, because we do not have an elaborate sustainability definition or theory at our 34

24 For eksempel kunne der undersøges i hvorvidt systemleverancetanken var anvendt i Urbanplanen, dog viste tidelige interviews at dette ikke var målet for nogen parter i projektet. Det samme gælder tanghuset, her kunne man også undersøge brugen af potentielle systemleverancer, men LCA tilgangen og processen omkring LCA var mere relevant i sammenhæng med de overordnede sprøgsmål.

25 Den originale kilde er angivet som Yin, Robert. Case Study Research: Design and Methods.

Sage Publications, 1994, s.138.

26 med forskellige menes at casestudierne varierer i størrelse, tid og deltagende parter. De fleste af de valgte cases har dog problemstillingen – renovering i den almene sektor – til fælles.

Struktur og Metode

disposal. It is usually highly unstructured, of an embedded design, and should be ground-breaking, because we want to gain new insights.”

Figur 1.5: "Ill-defined case studies” (gengivet fra ibid., 2002:26)

27 For eksempel var Enemærke&Petersens byggeleder fra Brøndby Strand også indblandet i Urbanplanen, Jönsson var entreprenør for både Fælledgården og Heimdalsvej, samtidig med at der var stor overlap af arkitekter og konstruktører hos JJW arkitekter som var indblandet i projekterne.

28 For at give mulighed til sammenligning på tværs af interviews, var alle interviews baseret på den samme interviewguide, med nogle få tilpasninger relateret til det specifikke projekt og interviewpartnerens baggrund.

29 Transskriberingen er kun blevet udført så vidt konkrete udsagn skulle citeres.

Schulz og Tietjes eksempel lægger sig tæt op at sammenlignelige erfaringer fra dette ph.d.-projekt. Dog betyder en ”ill-defined” case også, at det bliver svært at planlægge udviklingen og især finde andre cases som vil kunne underbygge ukendte, men interessante aspekter. Udfordringen lå i at kunne underbygge disse aspekter med lignende resultater fra andre studier. Derfor blev valgt at casestudierne skulle løbe tidsforskudt og med den mulighed altid at kunne vende tilbage til dem for at kunne sammenligne nye opdagelser fra et case med en tideligere studie. Samtidig, er casestudierne i stor udstrækning baseret på interviews. Det interessante med disse interviews var, at nogle parter var indblandet i forskellige projekter og på denne måde kunne bidrage med deres konklusioner på tværs af projekterne27.

Alle interviews er blevet gennemført som åbne, semi-strukturerede interviews (Kvale & Brinkmann, 2008) for at tillade at interviewerne kunne frembringe nye aspekter, som lå udenfor interviewguiden28. Alle interviews er blevet optaget, og til dels transskriberet29. Verifikationen af indholdet skulle ske på tværs af interviewerne, på denne måde at der blev forsøgt at stille lignende spørgsmål til alle interviewpartnere. I slutningen af ph.d.-projektet (efteråret 2013) blev derudover en række interviews gennemført, som skulle verificere indholdet på de næsten afsluttede casestudier.

De gennemførte casestudier varierer desuden i størrelse og planlægningstidsrum for at kunne afdække dimensions-relaterede resultater. Ideen som stod bag var at kortevarige projekter med et ringere omfang kunne have betydning for bygherrens eller entreprenørens incitament til at anvende systemleverancer. Det sam-

35

me gælder også rådgiverne: I hvilke projekter har arkitekten forslået at anvende systemleverancer og med hvilken motivation?

Den tredje aspekt var at afdække hvor relevant bæredygtighed i byggeriet var under projekternes tilblivelse og hvem fortælleren for de bæredygtige tiltag var.

Her skal nævnes, at især tidspunktet for påbegyndelsen af projektet har vist sig at være relevant, da den samfundsmæssige opmærksomhed på bæredygtighed er blevet øget i løbet af de sidste 4-5 år. Tideligere projekter som for eksempel Urbanplanen forholder sig praktisk talt ikke til bæredygtighedsspørgsmålet, som en eksplicit opgave.

Cases som Fælledgården, Nordic Built Challenge eller Tanghuset er desuden tæt på det som kaldes ”action research”, en situation hvor bidraget med viden og læring sker samtidig (se også Schön, 1991). I disse projekter er det svært at skelne mellem direkte biddrag og observationer, og igennem den aktive deltagen i projekterne blev studierne derudover også påvirket i deres forløb og endelige udformning. Derimod kunne disse projekter bruges til at afprøve nogle ideer og koncepter, om hvordan bæredygtighed i byggeriet vil kunne implementeres og udvikles, samtidig med at barrierer kunne afdækkes. Alligevel kan der ikke rigtig tales om ”forsøg”, da projekterne på hver deres måde kan anses som enestående med hensyn til kombinationen af opgavestilling, deltagere, tidsrammer og finansiering. I sammenhæng med arkitekternes arbejde er dette dog en sædvanlig situation og der kan bestemt drages mere generelle konklusioner, som også vil gælde for andre, lignende projekter.

Som allerede beskrevet i indledningen benytter denne afhandling sig af flere metoder og metodiske greb for at frembringe hypoteser og afdække ny viden inden for emnefeltet bæredygtige systemleverancer. Metoderne er indlejret i hinanden, og på denne måde bliver det svært at skelne i projektets forløb præcis mellem hvornår hvilken metode er anvendt og har ført til resultater. Det interessante ved en mere åben tilgang er dog, at en læring finder sted, mønstre erkendes og der altid søges efter måden at overføre det fundne til nye aktioner. Projektet har dermed været meget dynamisk og har konstant udviklet sig, en udvikling som – især betinget af emnet bæredygtighed - ikke kan afsluttes ved aflevering af denne afhandling. Interessant med metoderne er dog, at deres kombination og anvendelse har mange paralleller til arkitekternes design- og beslutningsprocesser, som også er baseret på iterativ og cyklisk læring og udvikling, fra både erfaringer og konkret viden. I de følgende afsnit prøves derfor at fremlægge og diskutere disse paralleller og implikationerne for denne afhandling.

36

Struktur og Metode

Arkitekternes designproces som forbilledet Den ”åbne” tilgang som Grounded Theory method tillader og forudsætter svarer desuden meget til en designproces som arkitekter gennemgår når bygninger programmeres, tegnes og projekteres. Disse designprocesser er kendetegnet ved ”cykler” eller iterationer, som i princippet allerede starter med det eller ét forudgående, tidligere projekt (ibid., 1991; Kolb, 1984). En arkitektonisk design proces består af flere faser og stationer. I konceptfasen gennemgås således fire stationer fra programmering, til ide, til undersøgelser og vidensdannelse, til koncept.

Figur 1.6: ”Det trimmede procesmodel” viser de ”ideale indhold” i projektfaserne. Modellen viser at udviklingen af projektet sker i iterative processer inden for hver fase. ”Kundetilfredshed” er den feedback som det færdige projekt er i stand til at give og som kan være udgangspunkt for andre, fremtidige projekter. (Bertelsen & Sørensen, 2001:11; Projekt Hus et al., 2000:34)

I denne fase er det endelige resultat endnu ukendt og den beskrevne cyklus kan gentages flere gang indtil konceptet er stærk nok til at blive omsat til tegning, model eller anden form for fremstilling til at formidle konceptet og give andre mulighed for at genkende projektet.

Først efter denne fase bliver projektet omsat til byggeri og dermed effektueret.

Resultatet – den færdige bygning – kan dog igen tjene som vidensbasis for andre projekter qua den læring som ligger i gennemførelsen af projektet. Og det vil sige, at selvom projektet er færdigstillet, uden direkte mulighed for at informere sin egen tidligere designproces, kan projektet godt informere et andet projekt med et tidsmæssigt forskudt forløb. Arkitekternes design proces er dermed en iterativ, lærende proces, på tværs af forskellige projekter.

Arkitektur beskæftiger sig med en ”yderst kompleks og holistisk problemstilling” (Alan Penn i Knight & Ruddock, 2008:15) og som konsekvens har den viden som

37

skal integreres i designprocesserne mange forskellige former og kvaliteter. Arkitekter er vænt til at anvende kvalitative og kvantitative data på samme niveau, samt at visuelle redskaber og det menneskelige ”sanseapparat” anvendes for at opnå mere holistiske løsninger.

Samtidig er det nødvendig at gøre denne viden og erkendelse fra designprocessen eksplicit for dem som samarbejder i projektet. Mens mange medvirkende faggrupper har meget klare definitioner for deres biddrag og dens form, har arkitekter tit rollen at levere forslag og idéer, med målet om at integrere de forskellige biddrag og udfordre dem i søgen efter den bedst mulige, holistiske løsning i den konkrete situation. Især sociale, kulturelle og æstetiske aspekter – som tit ikke er håndgribelige – vedrører mest arkitekten, som er i stand til at anvende ”tavs” viden i design processen (se også Alan Penn i ibid., 2008:16).

Bæredygtighed som indgår som en del af forskningsspørgsmålet, har desuden en stor betydning for metodevalget og forskningsdesign. Bæredygtighed i sig selv er et multi-kriterielt felt (se Kapitel 2 om Bæredygtighed), som bringer mange forskellige videnskaber og fag sammen omkring en fælles opgave. Forståelsesrammen og opgaven er dog forskellig, alt efter perspektivet (”depends”). Bæredygtighed handler dog altid om, at indtage et holistisk perspektiv og acceptere at der eksisterer flere sandheder og at der dermed eksisterer flere mulige løsninger på enhver problemstilling. Dette faktum skulle der tages højde for i forskningsdesignet, en dynamisk, ikke-deterministisk metode er en nødvendighed for at kunne svare på afhandlingens spørgsmål ud fra et arkitektperspektiv.

En lignende tilgang er også valgt i denne afhandling: som udgangspunkt blev to casestudier undersøgt, på baggrund af to forholdsvis begrænsede spørgsmål: 1.

Blev systemleverancer anvendt (Urbanplanen)? Og 2. Hvordan kan planlægges med systemleverancer (Fælledgården)?

Fælles for begge casestudier var dog, at dataindsamlingen var meget bredere end nødvendigt for at besvare disse to første spørgsmål. Dette skete på baggrund af, at der kunne regnes med at begge cases ville rumme mange flere relevante informationer, som senere ville hjælpe at komme tættere på at kunne levere svar på afhandlingens hovedspørgsmål om bæredygtige systemleverancer.

Derudover skulle flere relevante spørgsmål afdækkes, som ikke kendtes til i begyndelsen af projektet30.

I en videnskabsteoretisk perspektiv er dermed tale om et iterativ forskningsdesign, og dermed et dynamisk samspil af ”findings”, frembragt gennem brugen af forskellige metoder (Teddlie, 2009:161, Table 7.3, original fra Rallis og Rossman 2003:496). Samtidig ønskes et holistisk syn, som kræver ”en simultan integration af metoder gennem forskningsprojektet, med målet at integrere delresultaterne i

38

30 Her kan f.eks. nævnes kommunal lovgivning omkring boligstøtte (Fælledgården), eller forskellige mål og succeskriterier blandt projekternes parter (Fælledgården, NBC).

Struktur og Metode

31 Typologierne ”Iterative” og ”Holistic” stammer oprindelig fra Greene og Cracelli, New directions for evaluation: Number 74. Advances in mixed-method evaluation: The chalenges and benefits of integrating diverse paradigms. 1997. Citaterne er oversæt fra engelsk.

32 ”Ændring” (”change”) er en vigtig pointe med blik på de udfordringer som ligger indenfor bæredygtigt byggeri: Hvordan omsættes koncepter til handling? Ifølge Sterlings model kræver dette ”at se”.

en konklusion” (ibid., 2009:161, Table 7.3, original fra Rallis og Rossman 2003:496)31 I Stephen Sterlings Ph.d.-afhandling om ”Whole Systems Thinking” i sammenhæng med en paradigmeændring for uddannelser indenfor bæredygtighedsområdet, præsenteres ”Seeing, Knowing Doing” modellen, som skal forklare forskellige niveauer af læring og viden (Sterling, 2003). Uden at modellen gør sig gældende som en videnskabelig metode, synes modellen interessant i sammenhæng med den foreliggende afhandling, siden den har mange paralleller til både multimetode forskning, såvel som arkitekternes iterative designprocesser.

Sterling fremhæver pointen at modellen ikke skal ses som et lineært system – 1.perception (”seeing”), 2.erkendelse (”knowing), 3.handling (”action”) – men som et dynamisk system, hvor alle instanser kan informere de andre i en vidensskabende proces. Alle dele af modellen repræsenterer derefter en form for viden, hvor ”synet” (”seeing”) er fundamentet og dermed ”nøglen til ændring” for handlingen32 (ibid., 2003:428,429).

Figur 1.7: Seeing, Knowing, Doing – Model (gengivet fra ibid., 2003:96)

Dog fremhæver Sterling under ”seeing” også at der ikke kan eksistere ”objektivitet” i videnskabelige betragtninger, da forskeren altid selv er deltager i synet på omverden og dermed har indflydelse på selve synet (ibid., 2003:436). Som kon-

39

sekvens beskriver Sterling ”Knowing” som ”hvad vi synes at vide” (”what we appear to know”) og bliver dermed stærk påvirket af vores syn og perspektiv (”the way we see”). Sterlings model optager ideen, om at der eksisterer forskellige måder eller former for viden (”ways of knowing”) , dette er især rigtigt og relevant for kreative fag, hvor man ved at ”skjult” eller ”indlejret” viden eksisterer (”tacit knowledge”) (se også Allan Penn i Knight et al., 2008:15–17).

Sterlings model er en lovende fremstilling af forudsætningerne for et forskningsprojekt inden for arkitektur-relaterede fag, gennemført af en arkitekt. Baggrunden som forskeren medbringer, danner fundamentet for det som bliver set, det som ”menes” at vide og i konsekvens det, som forsøges omsæt til handling. At denne proces kan foregår parallel og i flere instanser samtidig giver forklaring for den dynamiske udviklingen af både vidensniveauet, men også projektets fokus over tid.

Projektets fokus har desuden også været påvirket af de mennesker som var i fokus for de forudgående undersøgelser. Interviews har afledt en række nye spørgsmål, henvist til andre, relevante projekter eller påvirket synet på emnefeltet. Multimetode tilgangen har tilladt at disse professionelle ”indspark” kunne optages, på en måde blev de oprindelige ”objekter” for forskningsprojektet (interviewpartnere eller medarbejdere i arbejdet på tegnestuen) integreret og har selv medvirket til at danne og forme forskningsprojektet.

Meget i denne afhandling har at gøre med at finde det ”mønstre som forbinder” (se også Bateson, 1980). De undersøgelser og projekter som blev gennemført i projektets forløb er delvis meget forskellige, både i deres opsætning, formål, men også i forholdet fra objektet til subjektet og omvendt (kognitiv forsker og kooperativ forsker). Mønstret som forbinder de forskellige faggrupper, bruger, beboer, økonomien, samfundet og ikke til sidst miljøet og økosystemet kan ses som nøglen til den rette handling. Konklusionen for denne afhandling kan dermed anses som et forslag til hvordan systemleverancer kan være med til at gøre bygninger mere bæredygtig, ved at bygge mere ressourcebevidst og ved at bygge med ”kapacitet” til forandring.

Forslaget er i sig selv multi-kriteriel og er ikke bundet kun til byggebranchen.

Samtidig kræver den ikke at være objektiv eller kan være objektiv (men subjektivobjektiv), da den er dannet på baggrund af undersøgelser bundet i et bestemt verdenssyn, baseret på eksisterende viden og udviklet i samvirke med andre mennesker og deres baggrund. I et andet, senere forsknings- eller praksisprojekt kan konklusionen forhåbentlig igen indgå i en forskningscyklus og danne fundamentet (som hypotese) for en anden, innovativ og holistisk handling.

40

Struktur og Metode

2 Kapitel 2

41

(gengivet fra Cox, 1945:24)

42

Historie og state-of-the-art

Kapitel 2: Historie og state-of-the-art

Kapitlet om historie og state-of-the-art inden for afhandlingens begrebsrammer systemleverancer, bæredygtighed og renovering omhandler aspekter, strategier, metoder og perspektiver fra forskellige fagområder som samles omkring byggeprojekter.

Under hovedbegrebet systemleverancer bliver der både redegjort for grundlæggende principper som: Præfabrikation, Standardisering og Systemtænkning, og baggrunden for koncepter som Product-Service-Systems (PSS), som senere i afhandlingen danner grundlaget for en udvidelse af systemleverancetanken hen mod en vision for en mere bæredygtig udvikling af byggesektoren.

I underkapitlet om bæredygtighed, defineres forståelsen for begrebet som anvendes i denne afhandling. Begrebet spænder bredt og bliver brugt på forskellig vis af næsten alle aktører inden for byggeriet. Desuden vil der blive henvist til koncepter og principper for bæredygtigt byggeri, men også diskuteret, hvorvidt den arkitektoniske kvalitet bliver påvirket.

I det tredje underkapitel under overskriften renovering redegøres for den aktuelle status af renoveringsprojekter i Danmark, lovgrundlaget og mulige barrierer med hensyn til systemleverancetanken og bæredygtigt byggeri. Desuden afsøges markedspotentialer inden for den almene boligsektor.

Afhandlingen er skrevet ud fra en arkitektperspektiv og derfor afsluttes hvert underkapitel med et blik på arkitektens rolle i en fremtidig, ny-industrialiseret renoveringssektor med bæredygtighed for øjne.

43

NCC PrĂŚfab skakt 2012

Systemleverancer - Historie og state-of-the-art

Kapitel 2.1: Systemleverancer Systemleverancer – en baggrund for diskussion

33 Markedets behov skal forstås som behovet defineret gennem en markedsanalyse. Denne type bygning opfylder generelle krav til kontorbyggeri, men bliver ikke planlagt baseret på nogle specifikke krav en bestemt bygherre må have.

Som eksempel herpå kan NCCs koncept ”Company House” nævnes.

34 Som for eksempel Rambøll og COWI i Danmark.

35 Integreret Design forstås her som en design proces på tværs af traditionelle faggrænser, som tillader udviklingen af mere informations- og videnstunge løsninger til en given problemstilling. Ved at integrere forskellige fag og finde et fælles mål, kan faggrænserne nedbrydes og ellers forskellige succeskriterierne afstemmes.

Systemleverance er et overbegreb for en ny type byggeprodukt som forener en række produkter og -ydelser med afsæt i en ny-industrialisering af byggesektoren. Begrebet og den tilknyttede problemstilling blev omfattende beskrevet og diskuteret i rapporten ”Systemleverancer i byggeriet – en udredning til arbejdsbrug” (Mikkelsen et al., 2005). Baggrunden for udarbejdelsen af selve rapporten kan i princippet findes i den faglige diskussion om arkitektens fremtidige rolle, som blev især drevet af arkitekt Hans Peter Svendler Nielsen i slutningen af 1990’erne i sin rolle som leder af Center for Integreret Design på Arkitektskolen i Aarhus. Som allerede nævnt i indledningen, udfordrede Hans Peter Svendler Nielsen arkitektstanden med sin model om fremtidens byggesektor (se Figur 2.1, s.48), hvor han tegnede et fremtidsperspektiv for arkitekter og tegnestuer som en integreret del af større byggestyringsfirmaer (Sørensen, 2001).

Ifølge modellen vil den traditionelle arkitektrolle ikke længere findes i en (total-) industrialiseret byggesektor. Diskussionen skabte meget debat og kørte i en række år, gennem artikler i fagblade og offentlige diskussioner. Set ud fra dagens situation for arkitekter, og udviklingen af byggesektoren, samt de jobmuligheder som er ved at opstår, kan man anse Hans Peter Svendler Nielsens vision som meget retvisende: store entreprenører slår sig sammen og bliver til endnu større internationale virksomheder, arkitekter indgår som led i deres ny opfattelse af, at kunne levere ”løsninger” til markedets behov33. Et andet eksempel på udviklingen er dannelsen af store rådgivningsfirmaer34, som ansætter arkitekter eller tilkøber hele tegnestuer for at kunne tilbyde ”integreret design”35 til deres kunder inden for byggeriet.

Ifølge Hans Peter Svendler Nielsens model, skulle arkitekter indgå i nye roller på flere forskellige niveauer i den ny-industrialiserede byggebranche: som ansat hos en komponentleverandør, som ansat hos en systemleverandør, eller som ansat i et proces- og produktstyringsfirma. Ved siden af ville der også eksistere arkitektfirmaer som vi kender dem traditionelt, men kun anset som en kunstnerisk konsulent (se Figur 2.1). Alligevel henviser H. P. Svendler Nielsen til den mulighed at nogle få tegnestuer vil blive meget store og dermed vil blive i stand til at konkurrere med storentreprenørene om opgaven som byggestyrere (ibid., 2001).

Modellen henviser desuden til et andet aspekt af en ny-industrialiseret byggebranche: betydningen af selve systemleverancen, eller det produkt som de fleste arkitekter kommer til at arbejde med i fremtiden. H.P. Svendler Nielsens model viser tre forskellige niveauer i branchen, men som alle bidrager – enten som leverandør af komponenter, eller som systemleverandør – til etablering af systemleverancer i byggeriet.

45

Figur 2.1:Hans Peter Svendler: "Fremtidens byggesektor i model" i Arkitekten Nyheder 01, 2001

Systemleverancer – en definition En systemleverance defineres i rapporten ”Systemleverancer i byggeriet – en udredning til arbejdsbrug” (Mikkelsen et al., 2005) som et behovstilpassede systemprodukt, leveret til et byggeri. Systemproduktet desuden er en ”multiteknologisk kompleks del af en bygning, udviklet som et færdigt modulariseret og varierbart produkt”. Systemproduktet er udviklet i et ”særskilt produktudviklingsproces”. Derudover skal systemprodukter være ”udviklet for life cycle”, som her omfatter markedsføring, leveringsprocessen og servicering, desuden skal systemprodukter kunne tilpasses byggeriets specifikke behov efter principperne for mass customisation36 (ibid., 2005:3).

Dermed er systemprodukter ikke længere bare en særlig form af et i princip traditionelt byggeprodukt37, men en helt egen type produkt til byggeriet, som forbinder produktet, med tilknyttede processer, såsom design, planlægning og service og udvider ansvaret for hele ”pakken” ud over det normale i byggeriet. Bygher-

46

36 Mass customization, men også de andre forudsætninger omfattet af systemleverancetanken bliver nærmere beskrevet i kapitel 5.

37 Som f.eks. et vindue eller en dør

Systemleverancer - Historie og state-of-the-art

ren får dermed leveret en samlet eller nøglefærdig ”løsning” til en stillede byggeopgave Integration af viden og delelementer er faktisk hovedpointen med systemleverancer. Byggeriet bliver stadig mere komplekst. Dette skyldes den stadig voksende mængde af viden, love, regler og standarder, materialer, krav og forventninger, som pålægges det byggede miljø af mange forskellige aktører, med mange forskellige interesser. Derudover skal risici kortlægges i stigende grad i dag, herunder især hvad angår økonomiske, men også i miljømæssige sammenhænge. For arkitekter kan systemleverancer derfor være et bud på en nedbrydning af en del af kompleksiteten, som er forbundet med dagens byggeri.

38 for eksempel: trin indenfor ”grad af forberedelse”: (rå-)materialer, byggekomponenter, byggeenheder (”assemblies”) og byggesegmenter/ sectioner (”chunks”) 39 En høj standardisering er et vigtigt kendetegn for at tilvejebringe en større mulighed for at industrialisere produktionsprocessen. Præfabrikation, men også modularisering kan ses som en konsekvens af industrialisering.

40 Konsekvensen heraf kan være at mere tid frigives til andre formål indenfor projektet, eller at en højere grad af kompleksitet for hele projektet kan opnås (og dermed måske nye, spændende løsninger til almindelige problemstillinger), da kompleksiteten på denne måde kan vokse yderligere uden at blive til en forhindring for hele projektet. Et eksempel på en lukket systemleverance som frigiver ressourcer hos arkitekten er f.eks. storkøkkener, som i dag tit bliver planlagt og leveret af køkkenproducenten selv.

Den eneste opgave som forbliver hos arkitekten er planlægningen af det omgivende rum og koordinering mellem køkkenplanlæggeren og andre fag.

”Integreret kompleksitet” I sin afhandling ”Systems Structures in Architecture” beskriver Kasper Sánchez Vibæk (2011:II.5) nøje hvordan kompleksitet kan integreres i systemleverancer.

Kasper Sánchez Vibæk kortlægger integrationen og integrationsniveauet ved at indskrive en systemleverance i tre dimensioner: leverancens ”grad af forberedelse” (”preparation level”), ”grad af standardiseringen” (”standardisation level”) og ”service niveauet” (”service level”). Hver dimension inddeles i forskellige trin38, som beskriver en stigende integration ved den øgede kompleksitet samlet i (før-) produktet. Med hjælp af modellen kan niveauet for integrationen vurderes på basis af en fælles ”integreret-kompleksitets-værdi” (”integrated complexity value” / ICV). Jo højere trinnet for integrationen inden for hver dimension, jo højere bliver den samlede værdi. Denne betragtningsmåde tillader et andet perspektiv på systemleverancer, end ”bare” at være en speciel form for præfabrikation.

Modellen viser, at en forholdsvis høj integreret systemleverance, alligevel kan have en lav grad af forbearbejdning – den dimension som ellers mest kendetegner præfabrikation – ved at have en høj integration af services eller standardisering39.

Når man ser på de to ekstremer modellen tillader – den højeste integrerede kompleksitet og den laveste integrerede kompleksitet, så er to aspekter særlig interessante: 1. den laveste integration betyder samtidig den største ”åbenhed” for brugen (f.eks. et specielt fremstillede materiale, som sælges i den almindelige byggevarehandel, såsom en mursten), mens den højeste integration betyder størst ”lukkethed” i forhold til anvendelsen (f.eks. en byggesegment, lavet af standardiserede materialer og/eller komponenter, som opsættes og vedligeholdes af systemets udvikler og ejer (ibid., 2011:135).

2. større åbenhed kræver samtidig en mere krævende arbejdsproces, når systemleverancen skal benyttes. En støre lukkethed betyder derimod, at en større del af planlægningsarbejdet allerede er udført af producenten eller systemejeren. Kompleksiteten for planlæggeren bliver dermed mindre når mere lukkede systemleverancer bruges40. (ibid., 2011:135)

47

Figur 2.2: Integrated Complexity Value model (ibid., 2011:134)

Kasper Sánchez Vibæk pointerer, at formålet med modellen og udredningen ikke er at fremme en ”produktliggørelse” af byggeriet i sin helhed, men at en inddeling i forskellige integrationsniveauer kan danne en basis for ”industriel økologi”41, da viden og ansvaret for materialernes (livs-)cykler bliver kortlagt og fordelt på systemleverances materialer og (under-)komponenter, og dermed også videregivet til deres endelige leverandør (”integration”) (ibid., 2011:307). Dette punkt er især interessant når systemleverancen skal udvikles som et bæredygtigt byggeprodukt, da det i så fladt er relevant at inddrage hele leverancekæden. Integrationen kan således også omfatte bæredygtige tiltag som bliver fortaget i alle led af leverancekæden (se også diskussion af ICV-modellen i Kapitel 5).

Systemleverancer – standardisering, produktionsform, systemtænkning For at bedre kunne forstå det nye ved systemleverancer kræves en begrebsafklaring og –afgræsning mod andre beslægtede områder, så som præfabrikation, byggeriets industrialisering, trimmet byggeri (”lean”) eller partnering42. Desuden skal i sammenhæng med industrialiseringen, relationerne til standardisering, systemtænkning, modularisering og mass customisation vises.

Systemleverance betegner som tideligere nævnt leverancen af et systemprodukt som er blevet tipasset til det respektive byggeprojekt. Selve leverancen skal følge et ”tilrettelagt industrialiseret forløb” (Mikkelsen et al., 2005). Denne del af definitionen peger på den krævede industrielle karakter som systemleverancer skal have og som skelner systemleverancer fra andre typer byggeprodukter og leveranceformer43. Det enkelte, ”byggede” eller udførte resultat af en systemle-

48

41 Se kapitel 5 for en uddybende forklaring af begrebet.

42 Partnering betegner her en form for en entreprise, hvor alle parter har samme medansvar for projektets udførelse. Dette medfører at de overordnede (fælles-) mål kan blive afstemt tideligt i projektet og at partnere i projektet derfor agerer mere målrettet. Se også case study ”Urbanplanen” for et konkret eksempel (Kapitel 3).

43 F.eks. totalenterprise

Systemleverancer - Historie og state-of-the-art

44 Her skal henvises til at også skræddersyede, ”oneof-a-kind” løsninger kan tjene den samme funktion på samme niveau som industriel producerede produkter. Set rent kvalitetsmæssigt, kan derfor ikke siges at industriel producerede komponenter er bedre end andre produkter, og det vil være projektafhængig hvilken type produkter der skal foretrækkes.

verance er dog ikke nødvendigvis forskelligt fra en anden leveranceform i byggeriet, som ikke følger principperne for industrialiseringen44.

I de følgende afsnit skal et historisk overblik over præfabrikation og industrialisering vise, at udviklingen næsten altid har været forbundet med ”nødvendighed”.

Nødvendighed i den forstand at den traditionelle og eksisterende tilgang ikke kunne tilbyde en acceptabel løsning for problemstillingen. Nødvendigheden skal desuden også forstås som et led hen mod bæredygtigt byggeri, idet, at manglende ressourcer, økonomiske udfordringer eller sociale problemer har været betydningsfulde størrelser i udviklingen af en industrialiseret byggesektor.

Præfabrikation

45 fra fransk: ”at fremstille elementer til en konstruktion, som bliver samlet ifølge en fastlagt plan” 46 se også Walter Gropius opfattelse af muligheder som ligger indenfor rationalisering og industrialisering i artiklen ”Wie bauen wir billigere, bessere, schönere Wohnungen?” i ”Form”, 1927 47 tegl blev allerede anvendt i yngre stenalder (ca. 8000 – 6000 f.Kr.), den første tegl blev fundet ved en arkeologisk udgravning i Jeriko i 1952. Teglen kunne dateres til ca. 7500 f.Kr. Senere mellem 5900 og 5300 f.Kr. blev former til teglproduktionen udviklet, dermed kunne tegl med lige størrelser i større mængder produceres (Wikipedia contributors, 2013a)

Præfabrikation er det mest kendte udtryk når der omtales industrialiseret byggeri.

Men præfabrikation har ikke nødvendigvis rødder i industrialiseringen eller byggeriet. Talrige definitioner på begrebet præfabrikation giver udtryk for vanskelighederne med at afgrænse præfabrikation fra en traditionel tilgang til byggeriet, hvor størstedelen af arbejdet forgår på byggepladsen.

I rapporten ”Prefabrication – A history of its development in Great Britain” (White, 1965) anfører forfatteren et citat fra den franske ordbog Nouveau Larousse Universel, da en ligeværdig definition på engelsk på tidspunktet mangler efter hans mening. I ordbogen defineres præfabrikation som ”[a] etablir à l'avance les éléments d'une construction quelconque, qu'il suffit ensuite d'assembler selon un plan déterminé.”45 Som R.B. White fremhæver, er denne definition meget præcis, da den ikke fastlægger at præfabrikation er bundet til byggebranchen, men ligedan kan findes i andre sammenhæng. Derudover lader definitionen åbent om præfabrikationen sker under industrialiserede forhold med afsæt i masseproduktionen eller andre produktionsforhold. Især det sidstnævnte er en vigtig pointe, da begrebet præfabrikation i byggeriet gennem årene har fået den dårlige smag af en fremstillingsmetode som er hurtig, måske billigere end traditionelt byggeri, men til gengæld også resulterer i ensformige bygninger, på grund af gentagelsen af éns elementer. Den af R.B. White foreslåede definition tillader derimod at udvide begrebet til delkomponenter, halvfabrikater og lignende, som hverken er afgørende for kvaliteten af det endelige bygningsværk eller dens æstetiske kvalitet46.

Præfabrikation er desuden ikke noget nyt inden for byggeri, og i princippet var allerede den første tegl (fremstillet i den yngre stenalder) et præfabrikeret byggeelement47. En af grundene hvorfor tegl allerede for mange tusinde år siden var et udbredt byggemateriale er at tegl kunne produceres hvor råmaterialerne fandtes (ler og træ). Dens størrelse og vægt tillod en nemmere transport til det sted hvor bygningen skulle opføres. Og størrelse og vægt er stadigvæk en af grundene til præfabrikation af byggeelementer i dag. Tegl kunne produceres uden at kende det egentlige formål og dens senere anvendelse og det medførte også at tegl

49

faktisk blev til en eftertragt handelsvare. Handel og eksport har været en af de store incitamenter som altid har eksisteret for producenter af præfabrikerede byggeelementer48.

Denne brede definition af præfabrikation var til gengæld ikke accepteret blandt arkitekter, ingeniører og forskere som arbejdede med udviklingen af præfabrikation efter den anden verdenskrig. Opfattelsen var at præfabrikation skulle dække over mere end bare en kombination af forskellige halvfabrikater eller byggeelementer til en bygning (som i konsekvens ikke længere blev anset som præfabrikeret), men at der skulle være tale om en komplet fabrik-fremstillet bygning, hvori andre fabriksfremstillede delkomponenter kunne indgå, men under forudsætningen af at byggeenheden bestod af flere materialer (ibid., 1965:2).

Denne tilgang viste sig dog at være for dogmatisk, da den ville ekskludere mange præfabrikerede byggeelementer, fordi de kun bestod af et enkelt materiale for at senere blive støbt eller boltet sammen på byggepladsen (som f.eks. betonsøjler eller trapper).

Hvor stor udfordringen var og er at definere præcist, hvad præfabrikation er, viser Burnham Kelly i bogen ”Prefabricated Homes” (1951), som begynder med en samling over forskellige definitioner:

48 som f.eks. betonindustrien i Danmark og deres indsats i 1960/70’erne om at eksportere montagebyggeri til udlandet

”A prefabricated home is one having walls, partitions, floors ceilings and/or roof composed of sections of panels varying in size which have been fabricated in a factory prior to erection on the building foundation.

This is in contrast to the conventionally built home which is constructed piece by piece on the site” Endvidere anfører Burnham Kelly et lignende udsagn fra Howard T. Fisher49, som ser ”samlingsmåden” som den afgørende faktor: ”It is a question of degree. To over-simplify, and to look a bit into the future, if you shove and snap a product into place in the field, that is prefabrication. If you mix, cut, spread, fit, and patch, that’s not prefabrication. If the field operation be essentially assembly, rather than manufacture, you have prefabrication. A brick and plaster wall, of course employs manufactured ingredients, but such a wall is really manufactured in the field. The amount of scrap and waste that must be cleared up and removed from a building site may be taken as a rough index of the degree of prefabrication employed in any given building operation, since waste results principally from a manufacturing process, not an assembly process” (in White, 1965) Hverken Burnham Kelly eller R.B. White kan byde på en præcis definition, men den meget omfattende diskussion af begrebet præfabrikation giver dem anledning til at konkludere, at ordet faktisk er upræcist, men alligevel brugbart til at betegne en ”trend i byggeriets teknologiske udvikling” (ibid., 1965:302). Trenden

50

49 original fra ”Prefabrication. What does it mean to the Architect? Journal of the American Insitute of Architects, Nov. 1948

Systemleverancer - Historie og state-of-the-art

50 udsagnet stammer fra 1965, R.B. White lader åbent om præfabrikation på et tidspunkt vil anses som konventionel eller traditionel byggeri (White, 1965:302)

han peger på betyder at en voksende del af forarbejdningen af byggematerialer bliver fortaget på fabrik, frem for byggepladsen. Samtidig leverer R.B. White en anden afgrænsning, ved at sige at ”præfabrikation” (i 1965) ikke bliver anvendt for byggeprodukter såsom vinduer, døre, tegl, tekniske anlæg, mfl. som, hver for sig allerede bliver produceret på fabrikker og leveret til byggepladsen som færdige moduler. Begrebet kan derfor anses som foranderligt eller relativt i forhold til hvad der på et givent tidspunkt anses som ”konventionelt byggeri”. Ifølge R.B. White ligger præfabrikation helt eller i mindst delvis uden for det konventionelle byggeri50.

Burnham Kelly diskuterer også forskellen mellem traditionel og utraditionel byggeri og skriver: ”all ’prefabricated’ construction is ’unconventional,’ but not all ’unconventional’ construction is ’prefabricated’. Secondly, there may be said to be various degrees of prefabrication, of which precutting might be one, the fabrication of panels another, the construction of volume-enclosing sections a third, and the manufacture of a complete mobile dwelling unit probably the ultimate.” (Kelly, 1951:4) Kellys konklusion peger desuden på at opdelingen mellem præfabrikation og traditionelt byggeri, højst sandsynlig, bliver intetsigende om nogle årtier. Uden at det skrives eksplicit, kan dette udsagn betragtes som at ligge til grund for at han regnede med, at præfabrikationen ville holde indtog i alle former for byggeri og at den ”traditionelle byggepraksis” langsomt ville forsvinde.

Et andet, mere ekstremt bud på en definition stammer fra arkitekten Hugh Anthony, som skriver i bogen ”Houses – permanence og prefabrication” (1945:42) at præfabrikation frem for alt er en teknik, som kan ”rationalisere eksisterende byggemetoder for at kunne imødekomme de foranderlige forudsætninger på byggepladserne.” Ud over denne forklaring prøver han at ”afmystificere” præfabrikation, som løsning på alle byggeriets problemer på tiden – ifølge Anthony er udviklingen af præfabrikationer ikke mere avanceret end udviklingen af et nyt værktøj som en sav eller en hammer. Pointen er, at resultatet – bygningen – og dens funktion (”performance”) er det, der er mest relevant og ikke selve produktionsmetoden. Han skriver: “… it lies in the hand of the user to good or bad with it. Nails may be hammered straight or crooked, and prefabricated houses may be good or bad according to the skill of their designer.

Obviously the main concern of the householder is that the house is good. […] He is interested in its performance, not its method of construction.

Does it give protection from the weather? Does it keep warm in winter, cool in summer? Is it well sited? Is it pleasing to the eye, within and with-

51

out? Does it function well in its planning? […] He is not really concerned with the technique of its building […] as long as the house serves his purpose when it is finished.” (ibid., 1945:42) Alligevel ser Anthony mange fordele ved præfabrikation, som også vil komme bygherren til gode. Produktionen under tag vil gøre byggearbejdet uafhængig af vejret, byggematerialerne vil ikke blive udsæt for fugt i samme omfang som ved en traditionel byggeplads - tilsyneladende en stor udfordring på den daværende tid. Selve byggearbejde kan foregå meget hurtigere og alligevel vil præcisionen af de præfabrikerede elementer være højere end ved en traditionel udførelse. Forudsætningen vil dog være at den teknologiske udvikling koordineres med en bedre uddannelse af håndværkerne for at faktisk kunne øge kvaliteten (ibid., 1945:45).

Et lignende udsagn fra samme tid, stammer fra den engelske arkitekt Bernard Cox: “A more scientific way of building, working to more precise dimensions, with standards of quality constantly under examination, will surely call for a higher degree of skill in every trade. Taking the long view, unskilled labour is bound to be uneconomic for the more complicated forms of building which lie ahead of us. New problems should provide increased opportunity for the exercise of every man’s skill and ingenuity.”51 (Cox, 1945:31) Denne holdning er især interessant i forhold til den såkaldte ”ny-industrialisering” som skete i den danske byggebranche i 1950’erne og 60’erne, og hvor man mente at ufaglært arbejdskraft kunne være en del af løsningen til at øge produktiviteten i byggebranchen for at overkomme den store bolignød i efterkrigstiden (BechDanielsen et al., 2011:18; se også Gravesen, 1977:11).

Industrialiseringen i byggeriet – en historie om knappe ressourcer?

Som man kan læse i de mange kilder som beskæftiger sig med præfabrikation indtil 1960 – både dem med et historisk perspektiv, men også fremadrettede – anføres der forskellige grunde til hvorfor præfabrikation syntes at være løsningen til byggeriets problemer. Tidlige kilder (<1945) nævner især byggeriets afhængighed af vejret som betydningsfuldt (Anthony, 1945:42; Abraham, 1946:1), men i princippet kan motivationen til og videreudviklingen af præfabrikation gennem tiden altid spores tilbage til nogle få, men store udfordringer, og det, uanset hvor og hvornår udviklingen forgik disse er oftest: økonomi, ressourcer, kvalitet og fleksibilitet. Økonomi: økonomiske udfordringer nævnes tit som grunden til udviklingen af både præfabrikation, men også industrialiseringen i byggebranchen. I princippet eksisterede tre økonomiske grunde: høje boligpriser (for brugerne), høje priser for

52

51 Citatet findes også i Christine Walls PhDafhandling ”An Architecture of Parts – Architects, building workers and Industrialistation in Great Britain 1940-70” (S.177)

Systemleverancer - Historie og state-of-the-art

ressourcer (materialer, arbejdskraft) parret med et ringe produktivitet (for bygherre og entreprenører), og ønsket om store økonomiske, rationelle gevinster ligesom de fandtes i andre (industrialiserede) brancher (entreprenører).

Ressourcer: Ressourceproblematikken omfatter både materialer og arbejdskraft og hang ikke nødvendigvis sammen med økonomien. I det sidste århundrede kunne man ikke altid råde over materialer eller arbejdskraft, alt efter hvad forudsætningerne var på det gældende tidspunkt. Her kan især nævnes de to verdenskrige, som var årsagen til materialeknaphed, men også geografiske forhold spillede en stor rolle.

Kvalitet: Kvaliteten af byggeriet har altid været en udfordring og præfabrikation var et tidelig bud på at forbedre kvaliteten gennem produktionsprocessen, især ved at udføre alle ”våde” fag på fabrik frem for på byggepladsen. Byggeriet skulle gøres uafhængig af vejret og de kvalitetsproblemer som var forbundet med dette. Den øgede produktivitet og de forventede lavere produktionsomkostninger skulle resultere i større honorarer for ingeniører og arkitekter og dermed være med til at tillade at der kan lægges mere vægt på designet (tidsmæssigt på grund af en bedre økonomi i denne projektfase). Gentagelsen af produktionsprocessen og det forbundne læring skulle ende i en højere kvalitet og være med til at konvertere en bygning fra en ”prototype” til et fejlfrit produkt.

52 Her kan dannes en reference til standardiseringen, som kan ses som en konsekvens af dette formål.

53 Se også Kapitel 5 - ”Design for X” 54 Med den ”anden industrielle revolution” betegnes perioden efter 1850, hvor mange store opfindelser medfører at masseproduktionen begynder.

Opfindelsen af moderne materialer som stål eller plast tillader nye produkter.

I den ”første industrielle revolution” (ca. 1750 – 1850) er det især overgangen fra håndarbejde til maskinstøttet produktion som udgør at fabrikker og dermed industrien bliver dannet.

Fleksibilitet: Fleksibilitet, den planlagte, indbyggede mulighed for forandring at bygningens forskellige dele blev tideligt erkendt som et potentiale i industrielt produceret byggeri. Dette skyldtes især målkoordineringen og modularisering som var et grundlæggende krav for en industriel fremstilling. Præfabrikation betød at (system-) moduler skulle produceres på fabrik for at blive samlet på byggepladsen. Samlingen skulle ske med forbindelser som kunne løses igen, og dermed tilladte udskiftning når det var ønsket eller krævet52.

Tideligt så man fordelen ved dette, fordi man nemt ville kunne vedligeholde, udvide eller nedtage bygninger, som var opført i sådan et byggesystem – i princippet et greb forud for ideen bag konceptet: Design for Disassembly 53 (Cox, 1945:8; Nissen, 1984:16; White, 1965:133).

Set i et tidsperspektiv sker det første store skub hen mod en industrialisering af byggeriet i den ”anden industrielle revolution”54 i Storbritannien i 1850’erne.

Adam Smiths bog the ”Wealth of Nations” fra 1776 kan ses som et teoretisk grundlag for industrialiseringen af produktionen. Under titlen ”The Division of Labour” (”Om arbejdsdelingen”) forklarer Smith, hvordan produktivitet kan øges ved at splitte opgaverne op imellem arbejderne, som kan specialiseres til den enkelte opgave og i princippet ikke behøvede at vide noget om de andre processer som produktionsprocessen krævede. Eksemplet, som tit citeres beskriver, hvordan 20 arbejdere kan nå at producere 48.000 nåle i løbet af en arbejdsdag,

53

ved at dele arbejdsopgaverne op imellem dem og specialisere sig på de enkelte arbejdsgange. Men uden arbejdsdeling vil de samme 20 arbejdere ikke være i stand til at producere én nåle hver i samme tidsrum (Smith, 2013:45).

Denne tankegang – senere videreudviklet af Francis Taylor (Taylorism) og optaget og videreudviklet af Henry Ford (Fordism) - var grundlæggende for industrialiseringen som holdt indtog i næsten alle produktionsbrancher siden.

The Manning-Cottage I Storbritannien eksisterede allerede fra et tidligt tidspunkt stor interesse for at ”produktliggøre” bygninger, som kunne fremstilles industriel, ligesom mange andre nye produkter fra denne tid. Den engelske ”Industrial Revolution” stoppede derfor ikke ved byggebranchen og mange bygninger blev primært produceret af de ”nye” materialer glas og støbejern. Især Storbritanniens koloniseringshistorie betød, at udviklingen var blevet så avanceret allerede i 1850, at man kunne købe hele butikker, lagerhaller eller hospitaler samt indretning (i victoriansk stil), produceret på fabrik, leveret og sat op på det ønskede sted på kun få uger efter bestillingen var foretaget. Disse bygninger blev især solgt til Australien, men også til Afrika og USA, hvor man ikke selv havde mulighed for at producere industrielt (White, 1965:14).

Selvom der findes mange eksempler på tidlige præfabrikerede huse, er det især ”The Manning-Cottage” fra 1833 som stikker ud (Figur 2.3). John Manning, en tømrer fra London, planlagde og byggede et hus til sin søn, som skulle emigrere til Australien. Huset var lavet af træelementer, som kunne pakkes fladt sammen til nem transport. For at tillade, at huset kunne samles i løbet af få timer, var alle elementer standardiseret og modulariseret, så de fleste elementer ikke havde en bestemt indbygningssituation, men var udskiftelige – en idé som skulle forhindre at huset bliver samlet forkert og at man mistede tid. Mannings hus skulle kunne flyttes nemt, fordi han viste at nybyggere var nødt til at flytte rundt i det nye land mange gange, før de fandt deres endelige bosted. Derfor var alle samlinger udført på sådan en måde, at huset kunne skilles ad ”as often as the convenience of the settler might require”55.

Selvom Mannings hus ikke var tænkt som et ”produkt”, da han byggede huset til sin søn, gjorde måden det var tænkt igennem – dets teknologi – huset til et produkt, som mange andre firmaer begyndte at kopiere, da emigrationsbølgen fra Storbritannien for alvor startede i 1830erne. ”The Manning-Cottage” blev også til et synonym for denne type bygning56, det takkes især Mannings markedsføring i Australien (ibid., 1978:8–21).

55 se også Figur 2.3, Mannings reklametekst fra 1937 56 ”the portable colonial cottage” 57 Paxton oprettede en mekanisk produktionslinje for byggeelementer på grunden i Hyde Park. Tidligere havde han allerede opfundet maskiner som kunne færdiggøre vinduer samt påføre maling (McKean, 1994:20) 58 se også del 2 -”integreret design” og ”partnering”

54

Systemleverancer - Historie og state-of-the-art

Figur 2.3: John Manning: Portable Colonial Cottage. (gengivet fra (Herbert, 1978:10,11)

The Crystal Palace – rationalisering og nye materialer 59 Selvom designet af pavillionen inkluderede dekoration og både havde referencer til det der kaldtes ”Italianate Style” og som betragtedes som moderne i 1850’s Storbritannien, skrev John Ruskin ”Doric and Palladian Pride reduced, dazzled by the lustre of a few rows of glass” (citeret i Piggott, 2004:6) for at understrege at den seneste udvikling var med til at nedbryde arkitekturens kvaliteter og senere udvidede han kritikken til byggemetoden og selve materialerne. The Crystal Palace blev i de første år efter opførelsen desuden ikke betragtet som arkitektur eller kunst overhovedet.

Grundet hvofor bygningen var tænkt midlertidigt var at holdbarhed var en forudsætning for et arkitektonisk værk og siden bygningen manglede den sædvanlige udsmykning kunne der hellere ikke være tale om kunst (Piggott, 2004)

”The Crystal Palace” designet og bygget af Joseph Paxton og Charles Fox (185051) viste industriens nye muligheder og hvordan en ”mekanisering” af byggeprodukter og -processer kunne være med til at indføre nye materialer i byggeriet, men også en ny æstetik57.

Paxtons Crystal Palace blev planlagt, produceret og opført på kun 5 måneder fra Juli 1850 til Januar 1851, hvor verdensudstillingen i London åbnede. Bygningen var opført ud fra et kvadratisk modulnet, som var målgivende til alle bygningens komponenter. Paxton specialdesignede alle samlinger og gennemtænkte opførelsen af bygningen nøje for at muliggøre den meget korte byggeperiode. Og selvom 2000 byggearbejder var beskæftigede på byggepladsen, var bygningen billig i forhold til andre bygninger på daværende tid. Men Paxton benyttede sig ikke af det traditionelle håndværk, til gengæld henvendte han sig til ingeniører, som på tidspunktet ledte de store fabrikker. Paxton var fascineret af tidens opfindelser, herunder især jernbanen, dens broer og stationer. Paxton var gartner, arkitekt og politiker, men i modsætning til mange arkitekter, var han åben for alle ideer som andre fag havde i forbindelse med bygningens design. Han bad derfor alle som ville kunne bidrage til at forbedre bygningens design og de brugte systemer og løsninger til at medvirke – i princippet en tidelig integreret design proces, hvor arkitekt, ingeniører og fabrikanter bidrager til at skabe et projekt i fælleskab58. Men dette medførte en livlig debat om The Crystal Palace overhoved var arkitektur, både på grund af udviklingsprocessen af Paxtons design, pavillionens materialitet (glas), men også dens (midlertidige) permanens59.

55

Opgaven omfattede også at grunden for verdensudstillingen (Hyde Park) skulle tilbageføres til dens oprindelige stand efter udstillingen var afsluttet. Det vil sige, at The Crystal Palace skulle kunne fjernes helt igen, samt at der skulle udarbejdes et koncept til genanvendelse af materialerne60. Efter verdensudstillingen blev bygningen flyttet til en anden byggegrund ved Sydenham i London, hvor bygningen stod i mere end 80 år indtil den brændte ned i 1936.

Figur 2.4: Crystal Palace byggeplads i 1850. Arbejdet var planlagt nøje og forskellige arbejdsgange kunne udføres parallelt. (gengivet fra Kjærgaard, 1976). Til højre: Paxton opfandt særlige værktøj, som tillod at opdele og dermed forkorte arbejdsgange. Øverst ses hvordan glasruderne sættes op. To voksne mænd henter ruderne og sætter dem i rammer, mens to drenge sørget for kittet. Da arbejdet skulle forgår om vinteren, var arbejdsplatformen overdækket. (gengivet fra McKean, 1994:14)

Hvor avanceret byggesystemet var, viser for eksempel Paul Kjærgaards sammenligning med det danske montagebyggeri: “I en tid hvor vi næppe endnu fuldt behersker alle montagebyggeriets vanskeligheder, f.eks. toleranceproblemet, må vi mere end forbavses over de logiske men også dristige samlingsmetoder Paxton og Fox var i stand til at gennemføre. Karakteristisk I så henseende er samlingerne i knudepunkt mellem dragerne og søjler, hvor dragerne låses fast til søjlen med en enkel kileanordning, helt I overensstemmelse med Paxton-Fox’s tidligt formulerede ideal : hurtig, ‘tør’ og sæsonuafhængig opførelse, forberedt for let demontering af komponenterne til andre byggeformål.” (Kjærgaard, 1976:30) 56

60 Verdensudstillingen i Hanover, EXPO 2000, havde stillet samme krav til pavillionerne.

Systemleverancer - Historie og state-of-the-art

Efter den første hårde og konservative kritik af Crystal Palace og især dens ’arkitektur’, bliver den anslåede tone i debatten mere og mere positiv over for projektet. I 1852 skriver arkitekten Charles Downes i en skrift om Crystal Palace: “It not only facilitates and economizes all of the operations by the frequent repetition of the same part, but it also produces symmetry in the building, and creates beautiful effects by the long vistas which are seen between the columns in every diagonal direction as well as on the longitudinal and transverse views.” (i Strike, 1991:47) Diskussionen, om Crystal Palace er arkitektur, fortsætter og store navne som Viollet-Le-Duc stiller sig på Paxtons side, han siger i en forelæsning: ”In architecture there are two necessary ways of being true: it must be true according to the programme and true according to the methods of construction. To be true according to the programme is to fulfil exactly and simply the programme imposed by need; to be true according to the methods of construction, is to employ the materials according to their qualities and properties …’ (his emphasis). Clearly, in the light of these two dominant principles, Crystal Palace is architecture.” (i McKean, 1994:44) Set fra i dag, har Crystal Palace været en milepæl i mere end én forstand, både af hensyn til anvendelse af nye, ikke afprøvede materialer i byggeriet, men også af hensyn til en søgen efter rationalisering af byggeprocessen. Arkitekten og forfatteren John McKean skriver i 1994 således om Crystal Palace: ”Moreover the central focus here is not a building. Crystal Palace is not so much form as building process made manifest as a system – including conception, fabrication, shipment, assembly, dismantling, reuse. As this dynamic system it comes to epitomize ’the modern project’ and is quite different from the object-fixated architectural conceptions of the moment.” (ibid., 1994:21) De store ideer om industriel produktion fra perioden af den ”industrielle revolution” glemmes næsten helt indtil begyndelsen af det 20. Århundrede og der eksisterer kun få eksempler for industrielt produceret byggeri fra efter 1900 i Storbritannien (White, 1965:31). Til gengæld forsætter forskningen og udviklingen inden for feltet i USA, Tyskland og Frankrig. Årsagen findes igen i knapheden og som resultat en nødvendighed – billige boliger er knappe, enten fordi man var i økonomiske vanskeligheder (USA) eller på grund af de store ødelæggelser fra 1.Verdenskrig.

57

Tilgangene til en problemløsning er derfor forskellige, og kan relateres til de ressourcer, og her menes viden, teknologi, og materialer, som man havde adgang til i de forskellige lande.

I Frankrig bliver industrialiseringen i byggesektoren drevet af nogle enkelte, teknikbegejstrede ingeniører og arkitekter. Inspireret af bilindustrien deler Le Corbusier tideligt fascinationen for en industrialiseret og mekaniseret byggesektor. Le Corbusiers ”Dom-Ino” byggesystem fra 1914 er et tidelig eksempel på søjleplade konstruktioner, sammensæt af præfabrikerede, armerede betonelementer.

Figur 2.5: Avions Voisin: "Votre maison en trois jours", 1919. Øverst til venstre: Fotografi ca.

1920 (Les Amis de Gabriel Voisin, 2013), nederst til venstre: typeskiltet fra Avions Voisin (kilde Avions Voisin, 2013), til højre: forside af reklamekataloget fra 1919 (kilde ibid., 2013)

Som følge af den 1.verdenskrig hersker stor boligmangel især i landsbyerne i Frankrig. Allerede i 1919 prøver Gabriel Voisin61, Frankrigs flypioner (og uddannet arkitekt) at vise hvordan produktionsprincipper (industrialiseringen) fra flyindustrien kan overføres til byggeriet og være med til at løse problemet med bolignøden.

Voisin præsenterer et præfabrikeret hus, som leveres – færdig samlet62 - på lastbil. Huset fås i tre størrelser, baseret på en ens kerne og kan tilpasses ud fra en katalog af optioner. I 1921 citeres Voisin for udsagnet ”Passez-nous votre commande, […] et nous vous livrerons votre maison dans le trois jours…” (i Simon, 1962:24), som bliver til en marketing slogan for Voisins præfabrikerede huse. Til gengæld sælger Voisin ikke mange huse, sandsynligvis fordi køberne ikke troede på hans marketing63 (Avions Voisin, 2013).

En anden fransk arkitekt - Henri Sauvage – har lignende bestræbelser om at indføre nye produktionsmetoder i byggeriet. Efter krigens store ødelæggelser ser han i 1922 – ligesom Voisin – med ”Projet de Petites Maisons. Construit en serie.” (Muligvis også) potentialet til at producere små huse for at hurtigere kunne

58

61 Gabriel Voisin (18801973) er Frankrigs luftfartpioner og grundlæggeren for firmaet ”Avions Voisin”, som bliver kendt for deres fly, men også luksusautomobiler. Produktionen bliver stoppet i 1960. Mange ideer fra ”Avions Voisin” levede desuden videre i Citroen’s modeller 2CV eller DS, hvor teknologier og materialer fra flyindustrien for første gang blev overført til automobilproduktionen (Wikipedia contributors, 2013b).

62 og inklusive gardiner 63 På Avions Voisins hjemmeside nævnes grunden ikke tydeligt, men der skrives at marktingindsatsen var en ”bjørnetjeneste” for salget af produktet.

Systemleverancer - Historie og state-of-the-art

64 Minnaert bruger udtrykket ”Industriel de l’architecture” som skal ses i forhold til at Sauvages far betegnede sig selv som ”Industriel du textile”.

65 F.eks. Rue Legendre (1928), rue de Chevreuse, Orsay (Essonne) (Wikipedia contributors, 2013c) 66 Citatet kan oversættes som: ”Huset, sagde jeg til mig selv, er det eneste nyttig ting, der ikke er fabriksfremstillede og dette er årsagen til sin høje pris [...].

Inden for byggeri, vil det fejlfrie og hurtige arbejde af maskinen foretrækkes frem for den langsomme, faglærte arbejdere. Den traditionelle hierarki for arbejderne vil blive omstillet efter graden af viden, som er nødvendigt for arbejdsprocesserne.”Den oprindelige kilde for citatet er M.Zahar ”L’architecture vivante – Henri Sauvage”, L’Art Vivant, no. 88, 15.August 1928, s.628, 630-631, pl. 46-47.

67 Citatet fra Pol Abraham lyder i fuld længde: ”On construit un batiment.

On fabrique un camion.

Le langage usuel traduit ainsi deux activites bien differents: le chantier et l’usine. Le batiment n’ignore pas du tout l’usine. ” 68 Gabriel Voisin bliver til navngiveren for Le Corbusiers store byplan til Paris – ”Plan Voisin” (1922-25) 69 Le Corbusiers ”Maison Citrohan”

genopbygge provinsen. I årene efter udvikler Sauvage en række andre byggesystemer, som han i de fleste tilfælde også anmelder som patenter – for Sauvage en måde at præsentere sig selv som en ”architecte-inventuer” og præsentere sine byggesystemer og deres arkitektur på øjnehøjde med andre industrier 64 (Minnaert, 1997:42).

I 1925 grundlægger han ”la Société de constructions rapides” med målet at standardisere og kommercialisere byggesystemer. Allerede samme år får han patent for ”Systéme de construction par cellules indépendantes de maisons d’habitation ou autres”, et system baseret på præfabrikerede, rumstore celler lavet af stål. (ibid., 1997:46) Inspireret af Auguste Perrets arbejde med armeret beton og rationalisering på byggepladserne, udvikler Sauvage en række bygninger ved udelukkede at bruge præfabrikerede betonelementer65 i årene efter (Simon, 1962:24). I 1928 citeres Sauvage: ”La maison, me suis-je dit, est le seul objet utile qui ne soit pas fabriqué en usine; telle est la cause de ses prix onéreux [...]. Dans le domaine de la construction, le travail infaillible et rapide de la machine sera préféré au lent rendement des ouvriers spécialisés. L'antique hierarchie ouvrière se nivellera au degré des manoeuvres sans aptitudes prédéterminées.”66 (i Minnaert, 1997:41) Som citatet viser, ser Sauvage allerede på dette tidspunkt at industrialiseringen i byggesektoren kommer til at have en stor betydning for den traditionelle arbejdsdeling i byggeriet. Til gengæld stiller han ikke spørgsmålstegn ved arkitektens rolle – for ham er det den ”moderne” arkitekten som driver og bestemmer over industrialiseringen.

Byggeriets (første) industrialisering – bilindustrien som forebillede. ”Terminologie. – On construit un bâtiment.

On fabrique un camion.”

(Abraham, 1946:1) Pol Abrahams bog ”L’architecture prefabriquée” begynder med en meget direkte reference til bilindustrien: ”At bygge et hus. At producere en lastbil”. Forskellen ligger allerede i ordvalget når byggeriet eller bilindustrien omtales. Og implikationen er at et byggeri finder sted på en byggeplads, en bil produceres på en fabrik67.

Hvor stor betydningen og fascinationen af bilindustrien måtte have været er svær at skønne. Le Corbusier havde gode kontakt til Gabriel Voisin68, men også til Henri Citroën69 og firmaerne Peugeot og Michelin (Amado, 2011). I årene fra 1919 til 1921 videreudvikler Le Corbusier Dom-Ino systemet og arbejder på bygningskon-

59

cepterne ”Maison Citrohan”, ”Monol” og ”Immeuble-Villa” (McLeod, 1983:136).

Også Le Corbusier grundlægger et fabrik (S.E.I.E.70) i slutningen af krigen for at kunne tilbyde billige, præfabrikerede huse for at genopbygge landsbyerne.

Ligesom mange kritiker ser Le Corbusier den kommende arkitektoniske og æstetiske udfordring med repetitionen af byggelementer som konsekvens af et rationaliseret og industrialiseret byggemarkedet, men samtidig kan man fornemme sin fascination. I bogen ”Vers une architecture”71 fra 1923 citerer han flere steder fra ”Programme of l’Esprit Nouveau”72 under titlen ”Mass-production houses”: “A great epoch has begun.

There exists a new spirit.

Industry, overwhelming us like a flood which rolls on towards its destined ends, has furnished us with new tools adapted to this new epoch, animated by the new spirit.

Economic law inevitably governs our acts and our thoughts.

The problem of the house is a problem of the epoch. The equilibrium of society today depends on it. Architecture has for its first duty, in this period of renewal, that of bringing about a revision of values, a revision of the constituent elements of the house.

Mass-production is based on analysis and experiment.

Industry on the grand scale must occupy itself with building and establish the elements of the house on a mass-production basis.

We must create the mass-production spirit.

The spirit of constructing mass-production houses.

The spirit of living in mass-production houses.

The spirit of conceiving mass-production houses.

If we eliminate from our hearts and minds all dead concepts in regard to the house, and look at the question from a critical and objective point of view, we shall arrive at the “House-Machine 73 ,” the mass-production house, healthy (and morally so too) and beautiful in the same way that the working tools and instruments which accompany our existence are beautiful.

Beautiful also with all the animation that the artist’s sensibility can add to severe and pure functioning elements.” (Le Corbusier, 1986:6)74 Le Corbusier formår ikke selv at omsætte ideerne, hans fabrik går konkurs få år senere, men han holder tæt kontakt til de store navne inden for industrien (Voisin, Citroën, Renault, Peugeot). Men Le Corbusiers forståelse for industrielle processer og de nye muligheder som industrialiseringen ville tillade, medførte at han blev en stor fortæller for Taylorism og krævede at der handles. I 1928 skrev han i en artikel til ”L’Esprit Nouveau”:

60

70 S.E.I.E.: ”Société d’Enterprises Industrielles et Etudes” (Selskab for industrielle og erhvervsmæssige studier). S.E.I.E. er specialiseret på produktion af mindre betonelementer og forsker bla. i betonudviklingen (McLeod, 1983:135) 71 Citatet er gengivet fra den engelske oversættelse ”Towards a new architecture” by Frederick Etchells, 1986.

72 Programmet var skrevet af Le Corbusier til tidsskriften ”L’Esprit Nouveau” i 1920. I bogen ”Vers une architecture” sætter han sin tekst i kontekst til en ny lov som skulle fremme byggeriet af 500.000 boligenheder.

Le Corbusier påpeger at et program på dette omfang ikke vil kunne lade sig gennemføre med de eksisterende produktionsmetoder i byggebranchen og siger at de store, moderne produktionssystemer fra krigstiden (våbenproduktion) skal overføres til byggeriet.

(McLeod, 1983:136)Loven blev dog først vedtaget i 1928 og kaldt ”Loi Loucheur” efter Louis Locheur som stod i spidsen for at formulere loven. Målet med programmet var at involvere industrien ved at give statsstøtte til udvikling af industrielle produktionsformer, standardisering og udvikling af forskellige typehuse til at reducere byggeomkostninger og byggetid (Harloe, 1995).

Systemleverancer - Historie og state-of-the-art

73 I den franske orginal tekst skrives ”maisonoutil” som mere korrekte skal oversættes med ”house-tool” til engelsk.

Med hensyn til meningen af hele citatet har dette stor betydning, forskellen ligger i perspektivet på enten hvordan bygninger skal opføres i fremtiden (”house machine”) eller i hvordan vi opfatter vores huse (”house-tool”). Set som ”house-tool” er det mest dens ydelse der sættes i fokus.

“In order to BUILD: STANDARDIZE to be able to INDUSTRIALIZE AND TAYLORIZE” (citeret i McLeod, 1983:143) Standardisering i byggeriet ville efter Le Corbusiers mening ikke kun resultere i en større formmæssig sammenhæng i arkitekturen, men ville også føre til et ”universel sammenarbejde” og ”universelle metoder”. Det større produktionsapparat og at kunne råde over teknologiske innovationer, som konsekvens af det store marked, ville medføre lavere omkostninger og dermed være til alles fordel (ibid., 1983:137). Teknikbegejstret som Le Corbusier var, sammenlignede han tit byggebranchen med automobilbranchen.

74 Citatet er også gengivet i ”Tectonic Visions in Architecture” (Beim, 2004:81) 75 Pol Abraham (1946) henviser til en lignende beregning og kommer til den samme konklusion under overskriften ”Le problem économique” (S.3) 76 Om antagelsen at boliger i forhold til biler er dyre produkter er korrekte, bliver ikke diskuteret af Le Corbusier. Burnham Kelly (MIT) bliver citeret for gøre rede for at det traditionel byggede hus faktisk er det billigste produkt som overhovedet findes: ”… it is worthwile pointing out, that a house is a relatively cheap product … a house which will provide a home for a family during a century or more is chaeper than a mator car which will give transport service during five or then years.

Whether calculated per m2 , per m3, or per kg, a house is cheaper than practically every other final product of the industry.” (citeret i White, 1965:312)

Figur 2.6: Le Corbusier: prisudvikling for boliger og biler 1913-28. (gengivet fra ibid., 2011:4)

Til CIAM II konferencen i 1929 præsenterede han et diagram (se Figur 2.6), for at vise hvordan priser på boliger og biler havde udviklet sig i perioden 1913 – 1928.

Efter hans diagram er leveomkostninger steget med 50% i perioden, mens boligpriser er steget med 100%. Biler er desuden blevet billigere og især Ford, med sin industrialiseret produktion kunne halvere priserne (Amado, 2011:4). For Le Corbusier er prisudviklingen et tegn på at byggebranchen er bagud med hensyn til industrialiseringen, som han anser som løsningen til byggeriets problemer i tiden75,76.

Le Corbusier formår dog ikke at bevæge politikerne til at indføre lovgivning om standardisering og ingen af hans egne industrialiseringskoncepter viser sig som brugbart. I artiklen ”Architecture or Revolution: Taylorsim, Technocracy, and Social Change” kommer Mary McLeod (1983) til den konklusion at Le Corbusier og

61

hans arbejde var mest fokuseret at demonstrere og vise nye muligheder. Le Corbusier kunne ikke selv omsætte ideerne, da han manglede redskaberne til at eftervise påstanden om økonomisk fordelagtighed og teknologisk gennemførlighed af hans koncepter. De prototyper som faktisk bliver bygget (f.eks. Pavillion de L’Esprit Nouveau), fremstilles ikke under ”mass-production” vilkår, men er håndlavet til at ligne fabriksproducerede elementer (ibid., 1983:141).

Alligevel er Le Corbusiers tanker og hans synlighed meget afgørende for udviklingen af den Moderne arkitektur. Og Le Corbusier vender faktisk senere (i 1954) tilbage til en modulordning – Modulor-konceptet - som både tager hensyn til mennesket og skønheden (”gyldent snit”), men samtidig kunne være grundlaget til en målkoordinering, normalisering og standardisering i byggeriet.

Figur 2.7: Le Corbusier, Modulor

Walter Gropius, standardiseringen og mindsettet til bæredygtigt byggeri?

Standardisering (og faktisk også med mennesket som målgiver) var en af hovedopgaverne som Walter Gropius i Tyskland tidligt havde taget til sig. Den 1. Verdenskrig havde også i Tyskland medført en stor boligmangel og en økonomisk krise, samtidig med at krigen efterlod en industri som var indstillet til at producere våben77.

I Tyskland var det især ånden fra Bauhaus og arkitekter som Walter Gropius, Mies van der Rohe, Konrad Wachsmann og senere (1930’erne) Ernst Neufert, som ledte efter rationaliseringen af byggeriet for at kunne øge produktiviteten. Både for at kunne bygge hurtigere, men også for at sænke priser på boliger og samtidig øge (livs-)kvaliteten. Den store boligkrise i Tyskland som følge af krigen var måske motivationen for Gropius til at begynde arbejdet på ideen om en ”Häuserfabrik” i 1923 (Hannemann, 2005:42) (i samme år som Le Corbusier udgiver ”Vers une architecture”). Men Gropius begyndte faktisk allerede før krigen at

62

77 Om situationen i Tyskland i forhold til andre lande i Europa skriver ”The international Labour Office” (ILO) i 1924: ”the acuteness of the housing problem in Germany during and after the war places that country in a seperate class in an international comparative study … while signs of improvement are to be found in almost all other countries, Germany is the only country in which the crisis has latterly been aggravated, owing to general economic and political developments” (citeret i Harloe, 1995:113–114)

Systemleverancer - Historie og state-of-the-art

arbejde på en løsning til masseproduktionen af boliger. I marts 1910 fremlægger han Emil Rathenau, grundlæggeren til AEG koncernen, sin ”Programm zur Gründung einer allgemeinen Hausbaugesellschaft auf künstlerischer einheitlicher Grundlage, m.b.H”. Programmet omfattede forskellige hustyper, som allesammen var færdig udarbejdet, inklusive komponentdesignet, tegningerne, detaljering, specificeret og beskrevet, og prissat (Herbert, 1984:34). Forbindelsen til AEG blev skabt gennem Gropius ansættelse hos Peter Behrens, som var Emil Rathenaus arkitekt og chefdesigner hos AEG (Voigt, 1995:61). Alligevel bliver konceptet aldrig realiseret, men det er meget sandsynligt at Le Corbusier hørte om Gropius’ arbejde, da han selv blev ansat hos Peter Behrens i 1910. Interessant er det at det faktisk bliver Le Corbusier som via hans projekter og især tekster, sætter industrialiseringen og standardisering i sammenhæng med det Moderne i arkitekturhistorien (Herbert, 1984:39). ”Mass-production is not an obstacle to Architecture. On the contrary, it brings unity and perfection in detail and offers variety in the mass” (Le Corbusier, 1986:258) Gropius ville højst sandsynlig havde været enig, men hvor det virker meget som om Le Corbusiers fokus lå i masseproduktionen af boliger, var Gropius mere optaget af den sociale dimension.

78 Det originale poster er overskrevet med ”Ziel für den Wohnbau. Lösung der gegensätzlichen Forderung nach grösstmöglicher Typisierung (Wirtschaftlichkeit) und grösstmöglicher Variabilität der Wohngebäude.

Typisierung der Bauteile die zu verschiedenen Wohnorganismen zusammenmontiert werden können.

Baukasten im Grossen, aus dem sich je nach der Kopfzahl u. Bedürfniss der Bewohner verschiedene Wohnmaschinen zusammenfügen lassen.” (se også Herbert, 1984:45)

Figur 2.8: Gropius og Meyer, "Baukasten im Grossen", 192378 (gengivet fra (Winkler, 1993:86))

63

I 1918 grundlægger Walter Gropius Bauhaus i Weimar79 og præsenterer visionen om at finde en ny harmoni mellem kunst og teknologi (”Kunst und Technik – eine neue Einheit”80). Gropius havde ingen tvivl om at standardisering og industrialisering var måden at opnå Bauhauses mål om at stille produkter til rådighed (for hele befolkningen), som kunne masseproduceres, og dermed kunne blive billigere, men samtidig er af højere kvalitet end håndlavede produkter. Standardiseringen var dermed en nødvendighed for at kunne mekanisere produktionen – en ’social nødvendighed’ som Gropius fremhævede (Herbert, 1984:41).

I 1923 planlagde og eksperimenterede Gropius sammen med Adolf Meyer konceptet som de kalder: ”Baukasten im Grossen”81 som skulle tillade industriel præfabrikation, og eftervise den mulige varians af løsninger som ligger inden for et fuld standardiseret byggesystem.

79 Som flytter til Dessau i 1926 80 ”Kunst und Technik – eine neue Einheit” er titlen på en forelæsning Gropius holder i 1923.

81 ”Baukasten im Grossen” refererer til byggeklodser og legetøj i ’rumstørrelse’

I anledningen af byggeudstillingen i Stuttgart i 1927 anfører Gropius under titlen ”Wie bauen wir billigere, bessere, schönere Wohnungen?” (i 1927) 5 punkter som skal opfyldes for at kunne rationalisere og industrialisere byggeriet: 1. Storstilet, fabriksmæssige produktion af boliger til lagerholdning, som sættes sammen af normerede (anm. standardiserede) montageelementer (”Baukasten im Grossen”) 2. Anvendelsen af nye, areal- og materialebesparende teknologier og byggematerialer 3. Rationaliseret byggepladsdrift. Montagebyggeri ifølge nøjagtig tidsplanlægning.

4. Rationaliserede plantegninger, som indeholder alle informationer og som gennemarbejdes nøjagtigt før byggeriet påbegyndes.

5. Langsigtet økonomisk politik hos kreditinstitutterne, som forhindrer rentestigninger Gropius fem punkter gælder i princippet stadigvæk, og nogle af dem er blevet forholdsvis normale i nutidigt byggeri. Industriel produktion af byggeelementer findes og fandtes, graden er dog meget afhængig af en række faktorer. Det som anses industrialiseret byggeri i dag, var efter Gropius mening bestemt ikke tilstrækkelig. Produktion til lagerholdning er dog ikke længere et tegn på en industrialiseret produktionsproces – dette synspunkt delte dog mange industrieltænkende arkitekter fra tiden (se også White, 1965).

Anvendelse af nye materialer er stadigvæk et vigtigt punkt i byggeriet i dag. I dag har grunden til afprøvning og anvendelse af nye materialer til dels forskudt sig, som hænger også sammen med at spørgsmål vedrørende materialer er blevet mere komplekse82, men Gropius taler om en optimering og det er i princippet stadigvæk hovedpointen i materialeforskning.

Rationaliseret byggepladsdrift bliver mere og mere afgørende for at overholde tidsplaner og et projekts økonomiske rammer. Især begrebet ”LEAN” er kommet

64

82 F.eks. medfører den øgede fokus på bæredygtighed at miljømæssige materialeegenskaber bliver mere relevante i dag.

Systemleverancer - Historie og state-of-the-art

ind i byggeriet i de sidste år og er i princippet en videreudvikling af Gropius tidelige krav.

Rationaliseret tegningsmateriale er ligeledes et krav som stadigvæk gælder i dag.

I Gropius’ tid handlede det måske mest om, at tegne på en forståelig og brugbart måde, i dag eksisterer mange standarder og konventioner omkring projekteringstegninger, som bestemt har gjort samarbejdet på tværs af fagene nemmere. Den nye udfordring er måske at reducere antallet af tegninger igen, lære at anvende digital projekteringsmateriale direkte, især med henblik på, at kunne filtrere og prioritere de relevante informationer for hver fase eller fag meget nemmere.

Det 5. Punkt gælder bestemt også i dag, med den forskel, at Gropius forventede af kreditinstitutterne havde det samme moralske perspektiv på bolignøden, som han selv havde. I dag ser vi for det meste staten eller fonde, som agerer på den måde Gropius beskriver.

Men ligesom Le Corbusier og andre arkitekter som beskæftigede sig med rationaliseringen af byggeriet, møder også Gropius den vedvarende kritik at industrialiseringen i byggeriet ville henføre til kedelig og oplevelsesfattig arkitektur på grund af gentagelsen af éns byggeelementer. Gropius svarer derfor meget klart i artiklen, at “die annahme, die industrialisierung würde eine verhässlichung der bauform nach sich ziehen, ist irrig. Im gegenteil wird eine vereinheitlichung der bauelemente die heilsame folge haben, daß die neuen wohnhäuser und städte gemeinsamen charakter tragen. eintönigkeit wie die der englischen vorstadt-häuser ist nicht zu befürchten, sobald die forderung erfüllt wird, daß nur die bauteile typisiert werden, die aus ihnen zusammengesetzten baukörper aber variieren. die normung der teile setzt der individuellen gestaltung keine grenzen. ihre wiederkehr in den verschiedenen baukörpern wirkt ordnend und beruhigend wie die einheitlichkeit unserer kleidung. wie hier, bleibt der eigenart des individuums und der nation spielraum sich auszuwirken.” (Gropius, 1927:277) For Gropius byder industrialiseringen på en ny ”enighed” eller ”ensartethed” blandt bygningerne, en slags indbyrdes homogenitet, som er ønskelig fra et æstetisk synspunkt. Men i modsætning til andre arkitekters syn på industrialiseret byggeri, ønsker han ikke at éns huse produceres på fabrikker, men éns moduler, som så vil kunne kombineres på ny, hver gang der skal bygges – hvilket betyder et krav om modularisering og standardisering af moduler.

Standardiseringen var længe kendt som nøglen til industrialiseringen og industrialiseringen af byggeriet var løsningen på at kunne masseproducere bygninger. I

65

bogen ”The dream of the Factory-made house” sammenfatter Gilbert Herbert (1984:63) Gropius holdninger og udsagn således: “The architect, who is responsible to society, must contribute to the solution of society’s most acute problem, the mass-housing problem. Mass housing demands mass production, and for this purpose the architect must learn to work with industry. Industrialization of the housing process inevitably means standardization; we should not resist this, for standards are the norms of a civilized community and give it unity of expression.

However we must not forget that individual needs and desires vary, and within the limits of social consensus man must be given choice. Man and his world are not static but in a dynamic flux, and the dwelling produced by industry must be adaptable and responsive to demands for change and growth. Industrialized housing must therefore be designed for maximum utility, standardization, and interchangeability of the parts and maximum variability of the whole, the house as a final product. This industrialized building system moreover is not an end itself but an integrated part of a larger whole, one level in a hierarchical environment-social-economic system.”(ibid., 1984:63) Standardiseringen i den tyske byggesektor begyndte allerede i 1917, da, som konsekvens af våbenproduktionen i krigstiden, den såkaldte ” Normenausschuß der deutschen Industrie” bliver grundlagt og eksisterer stadigvæk i dag83. Allerede det samme år bliver en arbejdsgruppe nedsat, som skulle definere standardiseringen i byggeriet. Arbejdsgruppen (Normenausschuß Bauwesen) udgiver omkring 100 standarder indtil 1931. Alligevel bliver standarderne ikke anvendt, da de fleste byggeprojekter stadigvæk bliver udført af arkitekter og håndværker, som hellere benytter sig af traditionelle arbejdsformer og løsninger (Voigt, 1995:61– 63).

Først i 1939 bliver forholdene ændret hen mod en standardiseringen, og DINudgivelser (normer) opnår den samme status som love og det dermed kan kræves at standarderne bliver anvendt. Denne udvikling blev især påvirket af udgivelsen af bogen ”Bauentwurfslehre” i 1936, skrevet af Ernst Neufert.

Ernst Neufert var blandt Gropius’ første studerende i Weimar, og blev senere også ansat på Gropius’ tegnestue, hvor han var ansvarlig for byggeriet af det nye Bauhaus bygning i Dessau, samt ”Meisterhäuser” i 1925. Ligesom hans mentor, er Ernst Neufert fascineret af standardiseringen og industrialiseringen af byggeriet. Han bliver udnævnt Professor på byggehøjskolen i Weimar i 1926 og bliver hurtigt til en specialist inden for præfabrikation af byggekomponenter.

66

83 Instituttet har ændret navnet flere gange i dens historie, i dag hedder det ”Deutsche Institut für Normung e. V.” (DIN)

Systemleverancer - Historie og state-of-the-art

Figur 2.9: Der Mensch, das Mass aller Dinge. Ernst Neufert, 1936 i "Bauentwurfslehre" (gengivet fra ibid., 1995:62)

84 se også Le Corbusier ”Modulor”

Uden at Neufert har en direkte forbindelse til DIN, bliver han med udgivelsen af ”Bauentwurfslehre” til et synonym for standardiseringen i byggeriet i Tyskland.

Neuferts indsats, at beskrive arealbehov, bevægelsesrammer, programmering for forskellige bygningstyper, dimensioner af materialer, værktøj, og meget andet, er stadigvæk relevant i dag. Som målgrundlag tog han menneskets dimensioner84 og udviklede i kombination med læren om det ”gyldne snit” en helt vifte standard mål, som skulle anvendes i byggeriet.

Figur 2.10: Hausbaumaschine", Ernst Neufert, 1943. (fra «Bauordnungslehre», gengivet fra ibid., 1995:62)

67

I en anden bog ”Bauordnungslehre” fra 1943, præsenterer Neufert sine ideer om hvordan standardiseret byggeri skulle anvendes til genopbygning af boliger efter den 2.Verdenskrig. Neufert beskriver en ”Hausbaumaschine”, tænkt som et ”fabrik på skinner”, men med alle de samme kvaliteter af en almindelig fabrik. Med maskinen skulle der produceres 10 boliger fordelt på 5.etager i løbet af kun en uge (ibid., 1995:65).

Neuferts maskine er den ”fordistiske” drøm overført til byggeriet, og Neufert skriver om konceptet: “Just as in any modern industry (e.g. the car industry) … every worker is focused on his own specific task and trained for that task down to the very last act, for only in this way is it possible to attain top performances and to sustain the working hours involved”85 (gengivet fra ibid., 1995:65)

85 original citatet findes i Ernst Neuerts ”Bauordnungslehre”, udgave fra 1943, S. 457

Maskinen blev dog aldrig bygget, men må betragtes som det mest avancerede koncept i rækken af de mange ideer omkring ”hus-fabrikken”, som så mange industriel tænkende arkitekter fra tiden delte.

Figur 2.11: Walter Gropius og Konrad Wachsmann: panelsystem og forbindelseselementer til "The Packaged House", 1942 (Herbert, 1984:250,251)

Ligesom mange andre Bauhaus arkitekter emigrerede Walter Gropius til USA i slutningen af 1930’erne, men han forsatte med at arbejde på præfabrikerede og industrialiserede bygninger. Det mest avancerede koncept blev ”The Packaged House”, som han udviklede sammen med Konrad Wachsman fra 1941-195286.

Selvom systemet var utrolig gennemtænkt, fuld modulariseret og standardiseret, blev systemet aldrig til en succes. Men systemet indgår i en række af byggesystemer som blev udviklet i USA til at hurtig kunne udligne den store bolignød som følge af verdenskrigene og diverse finanskriser.

Allerede fra tiden før den 2.Verdenskrig eksisterede i USA eksempler på stort anlagte, succesfulde udviklingsprojekter, hvor bolignøden efter den store økono68

86 Walter Gropius og Konrad Wachsmann bliver Partner i firmaet General Panel Corporation, men det er mest Konrad Wachsmann som driver udviklingen af systemet (se også Herbert, 1984:9)

Systemleverancer - Historie og state-of-the-art

87 Cox nævner især US’s Farm Security Agency og Tennesse Valley Authority, som var i stand til at bygge 10.000 præfabrikerede huse og derved sænke prisen til $1200. Det svarede til ca. et årsløn af en byggearbejder i USA i 1930 (The U.S. Mission to Germany, 2013) 88 Især Albert Farewell Bemis udvikling af 4”-modulsystemet fra 1933 er blevet relevant og anvendes bredt i dag. Også det danske M-system (100mm) er baseret på Bemis modulsystem (Blach et al., 1989:4; Kelly, 1951:81).

miske krise i 1929 krævede en statslig indsats. Målet var, at sænke prisen for en bolig til et niveau som en almindelig arbejder ville kunne betale for, samtidig med at boligerne skulle kunne sættes op hurtigt87. Udviklingen blev drevet især af ikkekommercielle organisationer som The ”Tennesse Valley Authority ” and ”Farm Security Administration”, som agerede som bygherre for mange tusinde boliger, eller forskningsinstitutter som ”John B. Pierce Foundation” og ”Albert Farewell Bemis Foundation”, som især drev standardiseringen og sørgede for forudsætningerne for modularisering i byggeriet88 (Cox, 1945:45; Kelly, 1951:81). Men på dette tidspunkt (efter 2. Verdenskrig) handlede det mest om kvantiteten frem for kvaliteten. Kvantiteten var afgørende for, hvor succesrigt et system var. Efterkrigstidens bolignød gjorde det acceptabelt at bo i små huse, som til dels var af lavere kvalitet en traditionelt byggede huse (se også White, 1965:317).

Den økonomi som var forbundet med udviklingen af industrialiserede byggemetoder skal desuden ses i sammenhæng med krigsøkonomien. Det vil sige at der ikke var et reelt marked som betingede rammerne og priserne for industrialiseringen, men en nødvendighed. Derfor var det også staten, som både drev udviklingen og trådte ind som garant for boligindustriens økonomi (se også Kelly, 1951:80).

Ingeniøren Carl Strandlunds ”The Lustron Home” er et interessant eksempel, både for at vise hvor udviklet boligindustrien allerede var i 1940’erne, men også med henblik på de mange udfordringer, som det gjaldt at løse for at kunne sælge præfabrikerede huse. Ligesom General Panel Corporation, gik også Lustron Corporation’s konkurs i begyndelsen af 1950’erne, ikke fordi systemerne var dårlige, eller boligerne var af ringe kvalitet, men på grund af mange andre faktorer, herunder især økonomien.

Figur 2.12: The Lustron Home. t.h.: huset pakket og transporteret på en speciel lastbil (gengivet fra Fetters & Kohler, 2006:67), t.v.: færdig ”Lustron Home” i sine originale farver (gengivet fra Museum of Modern Art (New York, N.Y.), 2008:107)

I modsætning til General Panels Corporation lykkedes det Lustron at masseproducere huse på en fuld-industrialiseret fabrik, men målet at kunne producere 100

69

huse om dagen blev aldrig mødt. På højdepunktet i 1949 leverede Lustron 270 huse i løbet af en måned. Alligevel havde Lustron investeret ca. 15.000.000$ i deres fabrik for at kunne møde den forventede efterspørgsel. Selvom den store investering var baseret på statslige lån89, var konsekvensen at prisen for enhederne begyndte at stige for at kunne udligne de lave salgstal (Kelly, 1951:79–80; Fetters et al., 2006).

Både ”The Lustron Home” og ”The Packaged House” er dermed gode eksempler for udfordringen indenfor produktmarketing som i sidste ende betød begge firmaers konkurs, selvom produktet var af meget høj kvalitet, både med hensyn til designet og materialet – ”no mass production without mass-marketing” (Kelly, 1951:87). Kelly kalder fænomenet de to onde cirkler: “Vicious Circle A. Though the design is superior to current practice, from

89 RFC står for ”Reconstruction Finance Corporation”, som var en form for bank som skulle hjælpe at ”genvinde tillid” til det amerikanske økonomisystemet efter finanskrisen som startede i slutningen af 1920’erne. RFC tilbød billige lån til andre banker, offentlige projekter og store virksomheder frem til 1952 (Wikipedia contributors, 2014).

the point of view both of design production, “people like what they know” and do not like the design because it is new; the banks consider the house too great a financial risk because of the public reaction; without loans, few houses can be built; and the design remains unknown and unaccepted.

Vicious Circle B. Low volume of production means high unit cost; high unit cost means a small market; a small market means low volume.” (ibid., 1951:87) Men i 40’erne og 50’erne findes der også eksempler på systemer som faktisk bliver masseproduceret, ikke fordi designet var særlig vellykket, men fordi de kom på rette tidspunkt (lige efter 2.Verdenskrig) og kunne tilbyde en løsning på en aktuel nødvendighed. I Storbritannien blev produktionen af ”the Aluminium Bungalow” påbegyndt, et fuldt præfabrikeret hus, fremstillet på farbrikken. Valget faldt på aluminium som byggemateriale.

Grunden til dette var at der ikke længere var behov for en stor flyindustri ikke, men fabrikkerne var indrettet til at kunne håndtere aluminium, et materiale som godt kunne anvendes til det nye formål om at producere billige boliger. Programmet, som også var støttet af staten resulterede i ca. 55.000 boligenheder.

Alligevel viste det sig, at omkostningerne til indretning af fabrikken ikke kunne tilbagebetales i de få år markedet (eller nødvendigheden) for billige (aluminium) boliger faktisk eksisterede (White, 1965:300; Herbert, 1984:315).

I andre europæiske lande var det (igen) ressourceproblematikken, som blev afgørende for materialevalget for byggesystemerne – i Sverige og Sovjetunionen var det træ som stod til rådighed i store mængder, derimod satsede man i Frankrig mest på beton og stål (Cox, 1945:25).

70

90 Walter Gropius har tideligt erkendt at industrialiseringen nemt vil opfattes som modstridende til menneskets behov: ”Men will always rebel at attemps at overmechanization which are contrary to life. But industrialisation will not stop at the threshold of building. We have no other choice but to accept the challenge of the machine in all fields of production until men finally adapt it fully to serve their biological needs” (citeret i Herbert, 1984:262, det originale citat findes i «Prefabrication: A freedom from limitations» i T.H. Creigthon, Building for Modern Man, 1949:41-45)

Systemleverancer - Historie og state-of-the-art

Figur 2.13: Aluminium Bungalow, produktionslinje, ca. 1947 (gengivet fra White, 1965:3.7, 3.8)

Eksemplerne fra ”The Manning Cottage” til ”The Lustron Home” viser, at der ofte var nogle enkelte personer og deres fascination for nye teknologier, som drev udviklingen af både præfabrikation og industrialisering til højere niveauer.

R.B. White sammenfatter dette fænomen meget passende: “Prefabrication seem to have exercised a perennial fascination on indus91 der anføres flere grunde til hvorfor byggeriet ikke kan sammenlignes, hvoraf hovedpointen ligger i at industrielle produkter gennemgår en ”acceptans”proces. R.B. White anfører en række accepterede, industriel fremstillede produkter, som – over årene – er blevet accepteret bredt, fordi kvaliteten var højere, anvendelsen var nemmere eller prisen lavere. I modsætning til denne type udvikling har der været mange ”ad-hoc”-forsøg i byggeriet om at indføre (eller ”revolutionere”) ny produktionsmetoder i byggeriet, men uden at der blev undersøgt, om det endelige produkt svarede til den forventning brugerne havde og faktisk kunne tilbyde fordele overfor en - allerede accepteret – standardløsning.

92 Udover kapitalgoder er bygninger også kulturbærende (”Kulturgoder”)

trially-minded architects and others searching for the magic key that would unlock the factory that was going to produce the “house of the century”, houses that could be produced and marketed like consumer good and whose price would reflect the economies attributed to mass production. None of them has discovered a really succinct definition of the term, let alone a magic key, and some have even admitted the impossibility of doing so.” (White, 1965:2) Men R.B. White går endnu videre og påpeger at historien har vist, at der eksisterer to forskellige typer teorier omkring industrialisering af byggeriet: den første teori prøver at etablere en arkitekt-industri-partnership (i Bauhauses ånd90) og den anden, hvor industrien handler ”individuelt” med formålet om at udvikle et markedet og tilbyde produkter. For den første eksisterer ifølge R.B. White en række vellykkede eksempler (f.eks. skoler i Storbritannien), mens den anden tilgang aldrig kan føre hen til en succes, som følge af prøven af efterligne andre industrielle produkter (f.eks. biler), men som i princippet ikke kan sammenlignes med byggeriet91 (ibid., 1965:301).

En grundlæggende udfordring skal dog også søges i vores opfattelse af bygninger og deres permanens eller forventede levetid. I vores samfund opfattes bygninger ikke som forbrugsgoder, men som kapitalgoder92 og det medfører at bygninger forventes at være i brug længe og at gennemgå en værdistigning (se også

71

Cox, 1945:34). Især tidlige præfabrikerede huse havde smagen af ringe kvalitet og korte levetider og blev derfor mest opfattet som en midlertidig løsning på et umiddelbart behov. Dermed kunne grundlaget til et bredt accepteret, industrielt produkt aldrig opbygges.

Præfabrikationen og industrialiseringens historie indtil 1950 kan anses som fundamentet for udviklingen af byggesektorens industrialisering i Danmark. Før 1950 er Danmark ikke særlig kendt for præfabrikeret eller industrialiseret byggeri, men i tiden efter 1950 bliver der ydet en særlig stor og succesfuld indsats for at imødekomme den voksende bolignød og de dermed forbundene høje huslejepriser. I modsætningen til eksemplerne fra USA eller Storbritannien satser man i Danmark dog mindre på at udvikle præfabrikationen af fritstående enfamiliehuse, men mere på industrialiseret byggede tæt-lavt- og etageboliger for at hurtig kunne levere et stort antal boliger til befolkningen (Kjeldsen, 1988:8; Gravesen, 1977:10).

Industrialiseringen af Danmarks byggesektor I efterkrigens Danmark var det ligesom i mange andre lande ressourceknapheden som blev afgørende for både, byggeriets industrialisering og materialevalget.

Rådighed over materialer var dog mest betinget af regeringens bestræbelser på at beskytte landets valutareserver, som så gjorde det svært at importere materialer fra udlandet93. I årene frem til 1956 var det derfor næsten udelukket at bruge traditionel anvendte, men knappe byggematerialer som tegl eller træ til byggeriet.

Desuden led Danmark under en stor mangel af faglært arbejdskraft. Løsningen på problemerne syntes derfor at være brugen af beton i en industrialiseret byggebranche. Materialet beton kunne fremstilles af indenlandske råmaterialer, samtidig med at en industrialisering ville medføre muligheden for at bruge en stor andel af ufaglært arbejdskraft. Allerede i 1947 blev indført en lov, som skulle give statsstøtte til byggeprojekter, hvor man anvendte nye, ikke-afprøvede konstruktionsmåder eller materialer (Bertelsen, 1997:16). Konsekvensen heraf kan stadigvæk ses i dag i den stærke danske betonbranche, som især i montagebyggeriets tid (1960-70) blev udviklet til en reel industrigren.

I Danmark var det især ingeniøren P.E. Malmstrøm hvis navn kan forbindes med historien om udviklingen af standardiserede byggesystemer og dermed industrialiseringen af byggeriet. P.E. Malmstrøm blev i begyndelsen af 1950’erne udnævnt som formand for ”Rationaliseringsudvalget” og allerede i 1951 forelå den første rapport om indsatsområderne til at kunne forenkle byggeriet i Danmark (ibid., 1997:29). Forslagene blev allerede til krav i statsstøttet boligbyggeri i 1953 og kan dermed anses som en milepæl i indføring af standardiseringen i dansk byggeri.

I Danmark var det således staten, som skulle blive til drivkraften bag byggeriets industrialisering. Boligministeriet, som blev dannet 1947, fik som opgave at stille boliger til rådighed, som kunne betales af alle danskere. P.E. Mamstrøm blev

72

93 Allerede i 1940 blev gennemført en arkitektkonkurrence med titlen ”Billige boliger af danske materialer” for både at have et bud på den kommende boligkrise og for at kunne møde udfordringen med knappe og dyre materialeressourcer (Gravesen, 1977:6)

Systemleverancer - Historie og state-of-the-art

94 se også diskussion om øko-økonomi og produktivitetsmåling og -vækst

også tidlig involveret i ministeriets arbejde og beskriver opgaven i en fordistisk ånd: ”at give byggearbejderen økonomisk mulighed for selv at bo i den 90m2 moderne bolig, som han byggede” (ibid., 1997:22).

I modsætning til eksemplerne fra andre lande, handlede det mest om at danne vej for at byggeriets produktivitet kunne forøges. Staten erkendte at det gjaldt, om hurtig at sørge for de nødvendige forudsætninger, som dannelse af et sikkert markedet, standardisering og uddannelse, for dermed at skabe et stort nok incitament for entreprenørerne. Entreprenørerne kunne se frem til et sikret markedet, som skulle bestå i så mange år, at investeringen i udvikling af byggesystemer og produktionsapparatet lovede en gevinst. Men i modsætning til tidligere handlede det ikke længere om at spare ressourcer, på grund af en knaphed, men blev mest en tidsmæssig og økonomisk udfordring. Boligministeriet havde dermed en stor interesse i at øge ”Arbejdsproduktiviteten”94, da man på daværende tidspunkt gik ud fra, at dette også ville medføre lavere priser for boliger (ibid., 1997:22). For P.E. Malmstrøm lå hovedopgaven i at overbevise industrien om at byggeriet vil komme længst, hvis alle blev til leverandører af et fælles byggesystem. Derfor begyndte han med udviklingen af det såkaldte ”åbne system”, som definerede grænseflader mellem byggekomponenter, med målet at elementer fra forskellige producenter – teoretisk – ville kunne samles. Forudsætning var derfor dog en gennemgribende standardisering af byggekomponenter, som også skulle indgå i lovgivningen, for at forpligte entreprenørerne at holde sig til de fastlagte principper. Dette afspejles i Landsbyggeloven fra 1960 hvor der indføres muligheden for at stille krav om målnormer, for at kunne ”fremme anvendelsen af standardiserede bygningsdele, installationsdele og inventar” (Nissen, 1984:22).

Normalisering, standardisering, modularisering

95 f.eks. nævner Walter Gropius produktion til lagerholdning som kendetegn, men også R.B. White medtager dette kriterium i hans bog ”Prefabrication – A history of its development in Great Britain”. I dag er produktion til lagerholdning ikke et kendetegn for en industrialiseret produktion længer

Industrialiseringen i byggesektoren krævede først en normalisering eller målkoordinering, derefter en standardisering (både med hensyn til mål, men også kvalitet) og en modularisering, som tillod produktionen af delkomponenter (moduler), der kunne samles i forskellige sammenhæng, og som ikke nødvendigvis var kendt af modul-producenten. Mange tidlige kilder beskriver disse tre punkter som forudsætning for at kunne industrialisere byggesektoren. Samtidig, var industrialiseret produktion kendetegnet ved, at der kunne produceres til lagerholdning – altså uden at kende det endelige formål95. Set i bagspejlet kan forudsætninger og udviklinger af det industrialiserede byggeri i Danmark i årene fra 1960-1975 inddeleles i forskellige faser (i følge ibid., 1984:11): 1. Målkoordineringen 2. Variantbegrænsningen 3. Standardiseringen 4. Præfabrikeringen 5. Industriel Produktion

73

Målkoordineringen skete på baggrund af indførelsen af M-Modulet (100mm) og bygge- og præferencemoduler som blev fastlagt til 3M, 9M og 12M i vandret plan og 2M i vertikalen.96 Modulet har sine rødder i USAs 4”-modul udviklet af Albert F. Bemis i 1930’erne (Bertelsen, 1997:51). I Danmark blev modulet anvendt til at gennemføre en målkoordinering, med målet om at tilpasse lignede mål, som ikke behøver at være forskellige. Disse koordinerede mål blev fastlagt i de første byggestandarder som Dansk Standard (DS) udgav i 1958 (f.eks. DS1000 – ”etagehøjder i boliger”).

Målkoordineringen skulle desuden medvirke til, at begrænse antal af varianter for byggeprodukter (fordi man nu brugte fællesmål for alle bygningsdele), og dermed medføre en forenkling af byggeriet, men også skabe et større markedet for produktleverandører97.

Modulet og de koordinerede mål blev dermed til standarder for dansk byggeri og indtil 1960 blev mere end 100 bygningsrelaterede standarder udgivet af DS (Nissen, 1984:2)

96 Præferencemodul skal kunne deles med 3 i vandret plan og med 2 i lodret plan.

97 Især variantbegrænsning har fået en stor betydning for de arkitektoniske muligheder som byggesystemerne tillod, dette igen kan ses som årsagen for den ”énsartethed” af bebyggelserne fra perioden, som blev kritiseret på alle niveauer senest siden 1980’erne.

Figur 2.14: Oversigt over bygningsdele og- moduler og de relevante standarder efter DS (i ibid., 1984:147)

Modulkoordineringen og standardiseringen medførte desuden at grænsefladerne mellem forskellige komponenter fik en voksende betydning98. Det viste sig ikke at være nok at modularisere komponenter, samtidig skulle der udvikles fælles samlinger og samlingsmåder, for at forskellige komponenterne ville kunne kombineres projektuafhængige (Blach, 1975:32).

74

98 Med hensyn til arkitekturen har dette især påvirket detailløsninger for samlinger.

Systemleverancer - Historie og state-of-the-art

I 1974 udarbejdes derfor et notat ”Geometry of Joints” som del af CIB’s Programme Committee og The International Modular Group, som i 1975 udgives som SBi Anvisning i Danmark. I anvisningens indledning henvises direkte til at udformningen af samlinger er afgørende for et komponents ”multianvendlighed”, som var sigtet med ønsket om industriel produktion, samtidig med at mulitanvendelige komponenter kan produceres i langt større antal og uafhængige af et bestemt byggeprojekt (ibid., 1975:2) Standardiseringen tillod præfabrikering i større omfang og i kombination med P.E. Malmstrøms tanker om det ”åbne system” opstod en velfungerende, mere rationelt arbejdende byggeindustri i årene 1960-75. Boligministeriets satsninger til at øge produktiviteten kunne dermed indfries, selvom der allerede på det tidspunkt var store diskussioner om kvaliteten af de nye boliger.

Figur 2.15: Sammenbygningsprincipper og temaer for udvikling og koordinering af samlinger (i ibid., 1975:32)

På den ene side var bolignøden blevet forringet og behovet for større boligareal per beboer var stærk voksende, men på den anden side kunne der stilles spørgsmålstegn ved boligens kvalitet, især med hensyn til arkitekturen (”ensartethed”, ”kedeligt”, ”gråt og trist”). Men kritikken af den arkitektoniske kvalitet kan ikke direkte relateres til standardiseringen eller brugen af præfabrikerede moduler, men blev i højere grad forårsaget af de nye produktivitetsmål, hvor det gjaldt om at producere mere, hurtigere og billigere end nogensinde før.

75

Sven Bertelsen skriver derfor også under overskriften ”Blev byggeriet industrialiseret” (1997:105) at der egentlig ikke kan være tale om en industrialisering af den danske byggesektor, da ingen af satsningerne faktisk endte med et sandt produkt. Byggesektoren er blevet mekaniseret, rationaliseret og man formåede at øge produktiviteten. Mange komponenter, som vinduer eller døre blev siden industrielt produceret, men man forsatte med at udføre mange arbejdsgange på byggepladsen. Da man begyndte at bruge nye byggemetoder og –materialer opstod et problem med hensyn til fagforeninger og hvem måtte udføre hvad på byggepladsen (indsæt billede håndværker). Det samme gjaldt også for rådgiverne, som blev ved med at anse hvert projekt som unika. Som konsekvens kunne industrien kun levere korte serier, som betingede at byggeindustrien aldrig nåede hen til en kontinuerlig og storstilet produktion.

Med henblik på dagens ønske om at ”genindustrialisere” byggesektoren kan ses i den historiske udvikling at det er relevant at skabe et marked med et langtidsperspektiv, men også at industrien bør udvikle mere fleksible løsninger som vil tillade en større grad af forandring fra projekt til projekt og over tid,

Det åbne system – det lukkede system Alligevel kan den danske udvikling betragtes som et godt eksempel på en udvikling hen mod en mere industrialiseret byggesektor. En af de største forudsætninger var dog at man satsede på ideen af det åbne system, som P.E. Malmstrøm tidligt introducerede. I modsætning til de tidlige industrialiseringsforsøg i Frankrig, hvor arkitekter begyndte at se sig selv som ”industrielle” og tegnede patenter på deres opfindelser og produkter, satsede man i Danmark mere på en fælles indsats med henblik på at udvikle nye og bedre løsninger. Statens program for montagebyggeri fra 1960, som frigav midler til at bygge 7500 boliger i løbet af 4 år, medførte at flere firmaer så et perspektiv i at opbygge et industrialiseret produktionsapparat og samtidig ikke var nødt til at konkurrere med hinanden om opgaverne. P.E. Malmstrøm formå desuden at udvikle et ”åbent system”, sammen med entreprenørfirmaet Jespersen & Søn. Moduler som passede til det ”åbne system” blev i tiden fremstillet af forskellige firmaer (ud over Jespersen & Søn) og modulerne kunne anvendes på tværs af byggeprojekterne. Cirkulæret var også grunden til at byggeriet af de store ”planer” (”planbebyggelser”) blev påbegyndt, med Ballerupplanen og Gladsaxeplanen i 1962, Albertslundplanen og Sydjyllandsplanen i 1963.

Det danske åbne system blev i 1970’erne verdenskendt for successen med en gennemgribende rationalisering af byggesektoren. I begyndelsen af 1970’erne begynder man derfor også med at eksportere systemerne til udlandet og især rådgivningsdelen bliver til et nyt stort forretningsområde99 (Nissen, 1984:25).

Men ikke alle entreprenørfirmaer fulgte P.E. Malmstrøms ideer og allerede i 1962 introducerede Larsen&Nielsen (LN) deres eget system LN-BO, som også udviklede sig til en stor international succes, da man i 1970’erne begyndte at eksporte-

76

99 Rådgivningen kunne forholdsvis nemt eksporteres, og den erfaring som man havde lavet i Danmark var eftertragt i udlandet på tidspunktet, hvor man også begyndte at satse på industrialiseringen i byggeriet (f.eks. i Afrika, Mellemøsten, Østblok, mfl.).

Systemleverancer - Historie og state-of-the-art

100 LN eksporterede hele fabrikker til elementproduktionen til udlandet (Mellemøsten), men der blev også eksporteret til Vesttyskland i stor stil.

re den danske viden100. I forhold til et åbent system havde et lukket system den fordel at der eksisterede færre forskellige kombinationsmuligheder, som også kunne bestemmes og begrænses af kun én leverandør. LNs system var derfor langt mere rationelt, men mulighederne med hensyn til udviklingen af forskellige planløsninger var også mere begrænset (Bertelsen, 1997:76).

Også i udlandet rejser sig kritik på de åbne systemer. Jean Prouve – selv en industriel tænkende arkitekt, som grundlagde ikke kun en tegnestue, men også en byggeindustri for at producere sine bygninger – modsagde kraftigt konceptet om det åbne system. I en tale på en UIA symposium in 1964 siger han: ”Building work goes through a number of stages […] all act individually with often divergent interests. […] Industry gathers together men in the same field; they share the same interest.

There lies the difference, when it is the question of industrialising residential building. A building is something to be constructed like anything else; only it is a larger thing and in these days it also stands for the greatest market.

Why not therefore look at it as something wholly designed, manufactured and sold by important industries? […] What is now taking place shows that if the architect does not unite with industry, industry will do without him; this is disturbing, as qualifications in respect of human problems are essential.

There can be no question of restricting the architect’s function to that of a stylist. It is therefore necessary to form a new type of architect, simply a manufacturer. Why not? Personally I can se no other hope. […] I cannot, at the outset, accept the proposed system of open prefabri-

101 Den franske stat indledte ligesom Danmark en proces for at fremme industrialiseringen i den franske byggesektor – herunder også en tilgang med præfabrikerede elementer baseret på et fælles, åbent system. (se også J. Coiffard i Studies and Documentation International Council for Building Research, 1966:121)

cation 101 . This will only become successful by selecting components among sets or for variation.

It is within the same industry that various models are put to use, having common components. Let us therefore start with closed prefabrication, the more acceptable in my opinion. {…] (Young architects in Prouves workshops) became imbued with industrial requirements and discipline; they then found inspiration in the observation of shaping. They adopted technical propositions and produced very sound architectural designs, that would have been unthinkable in a bureau, working solely from tracing.”

(Jean Prouvé i Studies and Documentation International Council for Building Research, 1966:95)

77

Jean Prouvé fremhæver at det åbne system vil stå i vejen for en ny læring fra industrielle produktionsmetoder og –processer, som normalt vil udmønte sig til nye og bedre arkitektoniske, men ikke mindst, også tekniske løsninger. Prouvé ser desuden et problem i, at det åbne system ikke er med til at fjerne traditionelle faggrænser og dermed vil skabe et fælles incitament og mål for alle byggeriets parter. I en åben tilgang bliver arkitekten enten reduceret til en æstetisk rådgiver (se også H.P. Svendler, Figur 2.1) eller fjernet helt, men som konsekvens skitserer Prouvé, at køberne ikke vil kunne tilfredsstilles med hverken den traditionelle eller den industrielle løsning, der henholdsvis betyder at prisen bliver for høj eller der opstå en mangel på brugbarhed og funktionaliteten og/eller æstetik.

Og i dag?

Siden 1975 er ikke kommet et andet lige så stort ryk, som ændrede produktionsmetoden i byggeriet igen eller i et lignende omfang. Dog kan det diskuteres om byggeriet faktisk er blevet industrialiseret eller om indsatsen i sidste ende kun har ført hen til en rationalisering og mekanisering af både komponentproduktionen og selve byggepladsen?

Ifølge Jean Prouvé skal en reel industrialisering præges af arkitekterne, en industrialisering baseret kun på målet om rationalisering har vist sig at ikke være til gavn for det arkitektoniske resultat. Æstetikken er dog en afgørende faktor for at skabe kontinuiteten og et vedvarende marked, som igen er grundlaget for en velfungerende byggeindustri.

I årene efter 1975 og efter statens indgriben i byggemarkedet udfasede, kunne man se en ”af-industrialisering” som Sven Bertelsen kaldte dette (1997:101). En konsekvens af byggebranchens fagindeling, men hvor producenterne ikke længere deltog i projekteringen, og producerede efter montagebyggeriets nye metoder.

Brugerne ønskede desuden en større variation, samtidig med at der ikke skete en videreudvikling af de industrielle produktionsmetoder. Som følge var det kun råhuset som blev opført som montage, mens traditionelt håndværk indtog byggepladserne igen (ibid., 1997:101).

Men allerede i 1960’erne var man på udkig efter andre former for industrialisering i byggeriet, især fordi bygningernes (og byernes) meget lange levetider medførte at ændringer foregik meget langsommere end for andre industriprodukter102, men også fordi man glemte at inddrage og tilgodese brugernes ønsker og forventninger efter den store bolignød i 1950’erne var overstået.

Præfabrikation er dog stadigvæk et vigtig emne og bliver faktisk også mere og mere rationaliseret og mekaniseret103. Dog er fokussen blevet flyttet i den forstand at det er blevet mere interessant at tænke andre veje med hensyn til processen og ikke så meget mere med hensyn til produktet. Fordelen ved at tænke i processer er at produktets udformning og kvaliteter kan tilpasses særlig meget til et projekts behov, uden at man er nødt til at ”gentænke” processen hver eneste gang. Produktvejen har sådan set vist sig at være mindre interessant for produ-

78

102 et eksempel herpå er standardiseringen: standardiseringen i byggeriet blev påbegyndt i 1920’erne men først i 1960’erne blev standardmål også anvendt bredt i nybyggeri. Frem til i dag (50 år senere) eksisterer stadigvæk så stor en andel ikke-standardiserede bygninger at byggebranchen alligevel er nødt til at opretholdes en gren som kan arbejde med de gamle bygninger og lave særlig tilpassede løsninger. Og på den anden side har andre producenter som leverer til byggebranchen ikke ophørt at tilbyde særløsninger (f.eks. badeværelser, køkkener, møbler, osv., fordi antallet af standardiserede bygninger ikke var højt nok endnu.

103 Præfabrikation i sig selv er ikke betinget af en bestemt produktionsmetode, i dag kan ses at flere entreprenører mekaniserer og automatiserer deres produktionssteder, både for at øge produktionens omfang, men også for at sikre et højt kvalitetsniveau.

Systemleverancer - Historie og state-of-the-art

centerne, som følge af et usikkert marked, men også at lovmæssige vilkår, som gjorde - og stadigvæk gør - det svært at forlade de mere traditionelle spor i byggeriet.

Den ”nye” systemleverance?

I tilbageblikket bliver synlig at præfabrikation har været på byggeriets dagsorden i mange årtier, men præfabrikation alene betinger ikke en mekanisering eller industrialiseringen af byggeriet. Eksemplerne fra 1930’erne til 1950’erne vil næppe kaldes systemleverancer selvom der findes mange ligheder, både i anvendelsen og designet (se Figur 2.16 og Figur 2.17).

Mens afsættet i 1940’erne var at imødekomme et behov for boliger som konsekvens af verdenskrigen, handler det i dag mest om at producere og bygge ”så effektivt som muligt” for de fleste entreprenører. Forskellen mellem præfabrikerede komponenter og systemleverancen er netop at løsningsrummet af systemleverancerne er langt større, i det at planlægningen, specifikation, tilpasning til det enkelte projekt er en afgørende del af leverancen, mens historiske præfabrikerede komponenter var ”fixeret” når først produktionen var påbegyndt. Funktionen af disse komponenter kunne ikke tilpasses det specifikke projekt (”Functional requirements”).

Figur 2.16: t.v.: ”Denham Plumbing and Heating System”, prefab skakt fra ca. 1940 (gengivet fra Cox, 1945:24, Fig.10), t.h.: NCC prefab skakt, 2010

79

Figur 2.17: t.v.: præfabrikerede badekabiner i 1957 (gengivet fra Bertelsen, 1997:31) t.h.: præfabrikerede badekabiner hos EJ Badekabiner i 2000 (gengivet fra Beim et al., 2001:8)

Produkt eller proces Allerede i 1960’erne blev erkendt, at den industrialisering som var ved at finde sted i byggebranchen var mere en mekanisering og rationalisering af håndværkets traditionelle processer. Det meste byggeri var stadigvæk en blanding af industriel fremstillede komponenter, mens en stor del af arbejdet på byggepladsen var mere håndværkspræget. Mange tidlige kilder henviser til industriel præfabrikation og i udviklingen af nye byggekomponenter ud fra en produktopfattelse, begynder man også at se at processerne omkring et byggeprojekt er en afgørende del af ”produktet” byggeri og derfor skal medtages i industrialiseringen. Dette fører hen til at den eksisterende forståelse af industriel fremstilling i byggeriet skal udvides til byggeriets processer. Desuden er industriens produktion blevet mere fleksibel end det var status i 1960’erne. Særlig for byggebranchen i Danmark var dog at kvaliteten, såvel den udførelsesmæssige som den æstetiske kvalitet har lidt under den tilgang man havde valg for industrialiseringen.

Projekt Hus Foran det før beskrevne baggrund og med målet om at fremadrettet kunne levere ”dobbelt værdi til halv pris” i byggeriet påbegyndes derfor arbejdet med ”Projekt Hus” som et tiårigt udviklingsprojekt under By- og Boligministeriet i 1999.

Projektets toårige forberedelsesfase endte i 2001 med udgivelsen af 4 debathæfte, herunder 2 som især beskæftigede sig med byggeprodukter og industrialise-

80

Systemleverancer - Historie og state-of-the-art

ring: ”Tæt sammenarbejde i bygningsdelen” (Bertelsen et al., 2001) og ”Ny Industrialisering” (Beim et al., 2001).

Afsættet er – med nogle ligheder til tideligere industrialiseringsforsøg – at øge byggeriets produktionsevne, dog ved samtidig at højne resultaternes kvalitet, både med hensyn til den rent tekniske udførelse, men også funktion og æstetikken. Industrialiseringen burde derfor i sin ”3.bølge” være baseret på standarder, som dog tillod en større variation af resultaterne for at bedre kunne reagere på et dynamisk markedet.

Løsningen ses i den ”3.vej” hvor man tænker projekter som ”systemer” frem for processer (traditionelt byggeri) eller produkter (f.eks. montagebyggeri) (Tom F. Nielsen og Finn Selmer i Bertelsen et al., 2001:12–15). Problemstillingen med den rene ”procesvej” findes i de kontraktmæssige forhold mellem entreprenør og bygherre og de til dels modstridende interesser som dette medfører. ”Produktvejen” bliver tit anset som årsagen til variantbegrænsningen (se også afsnit om ”Normalisering, Modularisering, Standardisering”) og som følge den ringe æstetiske og arkitektoniske kvalitet som især gennemsnitlige byggerier fra 1960’erne i dag er et kendetegn for.

Den 3. Vej skal således være en kombination af både produkter og processen, med målet om at kunne anvende bygeprodukter i en stør variation af kombinationer. Dermed tillades at antal af løsningmuligheder og varianter ikke begrænses af prædefinerede og standardiserede produkter, samt at kvaliteten og rationaliseringen fra produkterne bliver til gavn for projektet.

Ideen om den 3.vej viser mange paralleller til Gropius forståelse af standardiseringen i byggebranchen (”Hausbaukasten”).

One-of-a-kind Den 3.vej har ingen implikationer for hvordan et byggeri faktisk skal udføres og hvordan en byggeplads drives, om ikke at sige at den 3.vej ikke henviser til industrialiseringen af byggeriet i det hele taget.

Sammenlignet med andre industrier, vil der altid være store forskelle til byggeriets produktionsformer. Byggeriet anses som ”one-of-a-kind” produkter, og dette selvom der integreres komponenter og delsystemer som kan og bliver produceret efter andre principper (”3.vej”). One-of-a-kind produkter er desuden kendetegnet ved at designprocessen er en fast bestanddel af produktionen (Koskela, 2000:186). Hovedforskellen til andre brancher er, at byggeriet altid er stedsbundet – bygningen skal opføres på et bestemt sted. Som konsekvens vil en varierende del af arbejdsgange altid forgår på byggepladsen, selvom der anvendes præfabrikerede komponenter. Derudover er ethvert byggeplads også i hvis grad unik på ledelsesniveauet, idet at forskellige firmaer, institutioner, producenter, planlægger, beboer og bygherrer skal finde sammen omkring et projekt (ibid., 2000:134).

81

Alligevel findes der mange gentagelser på tværs af projekter i byggeriet, materialer er éns, arbejdsgange og sammenarbejdet ligeledes (ibid., 2000:181).

Som et godt eksempel herpå kan vinduer tjene104: vinduer er delkomponenter som leveres præfabrikeret efter projekt-specifikke krav til byggepladsen. Vinduer sættes normalt op af en entreprenør (og ikke af selve leverandøren), entreprenøren har ikke nødvendigvis selv valgt vinduesleverancen, men står alligevel med ansvaret for den korrekte indbygning i råhuset. Råhuset igen kan være bygget på mange forskellige måder, og af varierende entreprenører. Kompleksiteten i sammenarbejdet må som konsekvens være stor, samt med at usikkerheden omkring en standardiseret og industriel præfabrikeret komponent (vinduet) alligevel er meget højt.

I forhold til industriel produktionen som forgår på et samlebånd opdelt i stationer, og med medarbejder som er specialiseret på den konkrete operation på stationen, findes der igen store forskelle til byggeriet. På en byggeplads skal arbejdsstationer flyttes for at kunne udføre en bestemt operation. I modsætning til fabriksproduktionen er antallet af gentagelserne af operationen også forholdsvis lave, som igen medfører at specialiseringsgraden af den enkelte medarbejder har er noget lavere.

Alle disse forhold gør at ledelses- og produktionsformer fra andre industrier (som f.eks. automobilbranchen) ikke nødvendigvis og ikke i samme udstrækning kan overføres til byggeriet.

Automobilbranchen ses tit som et forbillede til en rationel, fleksibelt og værdiskabende produktion, men biler kan kun i mindre grad sammenlignes med byggeriet.

Byggeriet er præget af en helt anderledes kvalitets- og værdiforståelse end bilbranchen, for slutbrugeren ”ligger [kvaliteterne primært] i det synlige og relativt overfladiske design” (Beim et al., 2007:13). Selve platformen som bilen er bygget op på kan normalt hverken tilpasses til brugerens ønsker eller bliver iagttaget som værdiparameter af brugeren – produktet kan i meget højere grad bygges omkring standardiserede komponenter.

Indenfor byggeriet er råhuset allerede afgørende for brugsværdien af den senere færdige bygning: fleksibilitet, tilpasningsevnen til den enkelte brugers behov og mange andre parameter som er underlagt konstant forandring (fordi brugerens behov ændrer sig) bliver i stor omfang bestemt af husets ”platform”, råhuset (se også ibid., 2007:13).

Transformation – Flow - Værdi Realiteten i dag er dog stadigvæk at byggeriet stadigvæk ses som ”transformation” af materialer til bygninger (Koskela, 2000:178). Kendetegn for denne forståelse er at det gælder om at ”producere så effektiv” som muligt, en række ”inputs” bliver til en ”output”(Projekt Hus et al., 2000:26). Men transformationsmodellen glemmer at værdien først skabes når slutbrugeren (eller i sammenhæng med byggeriet bygherren) inddrages. Desuden glemmes der i en ren

82

104 Se også (Koskela, 2000:181, Tabelle 9)

Systemleverancer - Historie og state-of-the-art

”transformationsperpektiv”, at en del af værdiskabelse kan ligge hos aktørerne allerede i leverancekæden, i form af arbejdssikkerhed (færre ulykker), og reducering af affald, nødvendig lagerplads, transport, ventetid og produktionstid (Koskela, 2000:57–58). Alle disse skridt (også betegnet som ”Flow” er nødvendige men kan være bedre tilrettelagt for at skabe værdi hos producenterne.

Lauri Koskela kalder denne model ”TFV” (”Transformation-Flow-Værdi”), som kan anvendes bred til ledelse i produktion. Modellen kan hjælpe med at finde og definere muligheder til værdiskabelse i leverancekæden (Abdul Samad Kazi et al., 2007:80–81).

I ”Projekt Hus” (Temagruppe 4) var det især under henvisning til ”Flowstyringen” at man ser potentialet til at gribe fat i byggeriets til dels ”kaotiske” tilstande: “I fremstillingsindustrien tog man også en vinkel ad gangen, og fik derved gradvist skabt den orden, der er forudsætning for effektivisering. I byggeriet må vi til at erkende, at der er mere i at bygge, end blot at lægge sten på sten. Uden en samlet forståelse for produktionen, vokser kompleksiteten – der kan ikke etableres den ønskede orden. Tiden er inde til at se på byggeprocessens strømme” (Projekt Hus et al., 2000:42) I dagens byggebranche er dette afsæt allerede etableret og kaldes ”Lean Construction” hvor man prøver at forfølge fem udgørende mål : 1.

2.

3.

4.

5.

105 Casestudien ”Brøndby Strand” (Kapitel 3) er et eksempel på LEAN principperne anvendt i et byggeprojekt

at skabe værdi for kunden at optimere værdikæden at få produktet til at bevæge sig (reducering af ventetid og lagerplads) at benytte pull-logistik (efterspørgslen bestemmer hvad bliver produceret) at tilstræbe ”perfektion”

For byggeriet betyder dette især at logistiken omkring bygepladsen skal styres bedre105, dog forventes lige så stor forbedringspotentialer i projekteringsprocessen (ibid., 2000:43–46).

Værdiskabelse og værdien for kunde viser sig at være sværest at få underlagt industriel tænkning, desuden er værdien af en bygning ”en subjektiv størrelse” og underlagt konstant ændring over en bygnings livscyklus (ibid., 2000:50).

LEAN construction tankegangen vil blive grundlag til nyindustrialiseringen i byggeriet. Forståelsen om at ”værdi” kan skabes på forskellige måder, alt efter hvem slutbrugerne eller bygherren er er afgørende, også med henblik på at udvikle systemer og komponenter som led i fremtidigt industrialiseret byggeri. Lean construction og især forståelsen om at projekteringen har en lige så stor

83

betydning som selve produktionen (med henblik på at skabe værdi for klienten) åbner desuden op for nye samarbejds- og entrepriseformer, såsom ”partnering” 106 , som bygger på etablering af fællesincitamenter og –mål og hvro etablering af faste sammenarbejder er ønskelig (LEAN: ”at tilstræbe perfektion”) (se også ibid., 2000:45).

Men også koncepter som at tilbyde udvidet ansvar og service for den færdige bygning til klienten (se også ”Product-Service-Systems”, Kapitel 5) virker som en passende og lovende ydelse for at skabe værdi for klienten, samt at disse fremmer faste sammenarbejdsforhold og fælles incitamenter.

106 ”Partnering” som entrepriseform forklares nærmere i casestudien om Urbanplanen (Kapitel 3).

Systemleverancer og arkitektens rolle i fremtidens byggesektor – “integratoren” Alle tre tidligere nævnte kilder om systemleverancer, Hans Peter Svendler Nielsen, Mikkelsen et al og Kasper Sánchez Vibæk peger fra hver deres perspektiv på at arkitektens rolle kommer til at blive forandret i fremtidens byggesektor. Og alle tre ser systemleverancer som omdrejningspunktet for arkitekternes kommende virke, Hans Peter Svendler Nielsen ser arkitekten som nøglepersonen på forskellige niveauer i byggeriets leveringskæde, baseret på systemleverancer. Mikkelsen et al peger på den nye rolle som (med-) udvikler for systemleverancer, hvor arkitekten anses som garanten for en ”indbyrdeshed” som ”etableres mellem de forskellige delelementer” i et system (. Kasper Sánchez Vibæk går endnu videre og ser arkitekten ”kun” som en (vigtig) medvirkende i processen om at skabe en bygning. Alligevel forbliver arkitekten en nøgleperson i fremtidens byggesektor og der fremhæves arkitektens kvalitet som generalist eller den centrale aktør, som er i stand til at se mere holistisk på en bygning, dens bestanddele, materialer og de tilknyttede processer (Vibæk, 2011:311).

At arbejde med industriel udvikling og design af komponenter vil desuden kræve at arkitekterne tilbydes en uddannelse som kan skabe fordusætningen for at tegnestuer bliver i stand til at deltage i denne form for leverance og planlægning – et krav som allerede blev stillet i 2000 i rapporten om ”Byggeriets Fremtid” (Erhvervsfremme Styrelsen (EFS), 2000:171)107.

Sammenfatning og delkonklusion Præfabrikation er ikke lige med industrialiseret byggeri, men industrialiseret byggeri vil højst sandsynlig være præfabrikeret på et højt niveau.

Præfabrikation er en teknik, en metode, en konstruktionsform. Præfabrikation er ikke bundet til et bestemt materiale, en bestemt produktionsproces eller formål.

Præfabrikation betinger ikke fremstillingen af en serie eller et højt antal af ens elementer. Præfabrikation er ikke nødvendigvis billiger end en anden form for byggeri. Præfabrikation er ikke afgørende for den arkitektoniske og designmæssige kvalitet af både, detaljeringen eller hele bygningen.

84

107 Under initiativet ”Ny Industrialisering” blev ifølge afhold en konkurrence bland arkitektur- og designstuderende med titlen ”Nye generationer af byggekomponenter” i 2002.

I konkurrencen blev ikke uddelt en første præmie, da dommerne ikke fandt at et af projekterne faktisk oplevede til alle de forskellige krav som stilles indenfor industriel-orienteret produkt- og bygningsdesign (Stang & Statens Byggeforskningsinstitut, 2003:4– 6). Dommernes kommentar understreges dermed indirekte hvor relevant et uddannelsestilbud indenfor udvikling af industrielle bygningskomponenter vil være.

Systemleverancer - Historie og state-of-the-art

Industrialisering af præfabrikation har derimod stor betydning for det endelige resultat. Især antallet af producerede elementer er afgørende, da store investeringer for fabrikationsstedet og mekaniseringen af produktionsprocessen kræves.

Industrialiseringen betyder en ”produktliggørelse” af byggeriet, som tillader at masseproducere ens eller i mindst lignende elementer og komponenter.

Fleksibilitet og permanens i byggesystemer betinges af at elementerne er målkoordineret, modulariseret, og standardiseret. Byggesystemer skal udvikles, som kan fremstilles industrielt, besparer ressourcer ved samme ydelse, kan opsættes og nedtages rationelt og har en høj designmæssig kvalitet, samtidig med en lang brugstid.

Med blik på emnet bæredygtighed, synes især de sidste tre aspekter relevant, men der tyder meget på at industrialisering kan være nøglen til mere bæredygtige bygninger – målet med ny-industrialiseringen burde være at omsætte de sidste nævnte aspekter, som medfører ressourceøkonomiske og økonomiske fordele, samt med at kvaliteten, holdbarhed, robusthed og en designmæssig overlegenheden over andre, mere konventionelle bygninger.

Nyere produktionsformer som mass-customization, production-on-demand, eller måske også den kommende 3d-print teknologi vil kunne byde på andre former for standardisering og modularisering i fremtiden, hvor det måske mest er processen som bliver standardiseret og modulariseret, fordi produktionen er i stand til at lave unika-produkter i en fuld-industrialiseret produktion.

Byggeriet lider stadigvæk under at de forskellige aktører har forskellige interesser i det endelige produkt – bygningen. Simplificeret sagt er arkitekterne mest optaget af arkitektoniske, brugsmæssige og sociale spørgsmål, mens ingeniører leder efter robuste løsninger med hensyn til bygningens tekniske udfordringer. Entreprenøren interesserer sig for en effektiv og fejlfri byggeproces inden for projektets økonomiske rammer, mens bygherren – alt efter hvad formålet med projektet er – er ude efter en værdiskabelse – både for brugerne, men også for mulige investorer. Der er involveret en række andre aktører, men kun disse fire afbilder allerede den store udfordring, som ligger i et tværfaglig sammenarbejde. Alle parter har deres egen målestok for hvad kvalitet i byggeriet betyder og alle er villige til at kæmpe for deres egne interesser. Jean Prouvé har tideligt opdaget dette problem: ”All act individually with often divergent interest, usually detrimental to the job. An aircraft manufacturer declared that, if the building of planes were put in hand in such a way, these would not fly!” (Jean Prouvé i Studies and Documentation International Council for Building Research, 1966:95).

Problemet har i Danmark til sidst også ført hen til ”af-industrialiseringen” som begyndte i slutningen af 1970’erne. Men nyere undersøgelser viser at etableringen af langvarige tilknytninger mellem de forskellige aktører i byggeriet er fordelagtig og vil være med til en større værdiskabelse for alle parter (Lessing, 2006:95). Desuden er industrialisering af byggeriet meget afhængig af læring fra tideligere projekter og sammenarbejde. Hvis (den mekaniske andel af) produktionen ikke yderlige kan effektiviseres (transformation), så kan de forbundne pro-

85

cesser måske effektiviseres. Langvarige sammenarbejdsforhold mellem producenten, entreprenøren og rådgiverne, men også bygherren og brugerne, vil være med til at optimere alle processer omkring byggeprojekter og skaffe incitament til at tilbageføre læring fra tideligere projekter til optimering af byggeriets processer (By & Boligministeriet, 2000:32ff.).

Historien for byggeriets industrialisering viser også at frem til 1970’erne udviklingen skete når der var krisesituationer. Ressourceknaphed, manglende arbejdskraft eller bolignød, var motoren for en hurtigt udvikling, tit parret med politisk pres på industrien eller direkte indgreb i markeder. Disse situationer gjorde rationelt, ressourcebesparende produktion, men også de resulterende, ændrede levestandarder bedre end alternativet. Men disse nødsituationer var også med til at skabe et særlig ry om industrielt fremstillede bygninger, som stadigvæk findes i dag: industrielt fremstillede, modulariserede og standardiserede bygninger anses tit kun for midlertidig og accepteres kun fordi man ikke kan få noget bedre på tidspunktet. Dette skyldes til dels industriens manglende fokus på slutbrugerne, men ligger også i byggeriets natur, at bygninger har en lang levetid og dermed bliver underlagt en forandringsproces, som ikke nødvendigvis var indtænkt i det oprindelige design. Forandringsprocessen har desuden flere dimensioner, brugeren og brugen som ændrer sig (demografi og funktionstilpasning), mode og en ændret opfattelse af æstetik og værdi (f.eks. med hensyn til materialer) og teknisk forældelse. Alle disse punkter kan være med til at et produkt fravælges til fordel af et bedre produkt. Derudover bliver bygninger ikke opfattet som ”forbrugsgoder” men som ”kapitalgoder” og dermed kan også forventningerne til kvaliteten og holdbarheden, samt en forventning om værdistigning medtages i brugernes syn på bygninger108.

Byggeriets industrialisering var dog med til at rationalisere og effektivisere produktionen af mange delkomponenter som i dag tit ikke medtages i diskussionen om byggeriets industrialisering. Delkomponenter som vinduer, døre, tekniske anlæg har været produceret industrielt længe109 (se også ibid., 2000:33) og der er sjældent tale om at erstatte disse komponenter med ”enkeltstykker” lavet med gammeldags håndværksmetoder.

Desuden er også målkoordineringen og modulmål blevet en immanent parameter i planlægningen af nye bygninger. Planløsninger til køkkener, badeværelse eller soverum, bliver tegnet efter de mål som delkomponenterne forskriver (møbler, hvidevarer, aptering i badeværelse) og som igen er baseret på standardiserede mål. Alligevel lyder vurderingen af i dags byggeri, at kun ”indkapslede detailløsninger” kan fremstilled industrielt, mens selve byggeri altid vil have ”væsentlige elementer af de traditionelle processer i sig” (ibid., 2000:33).

Systemleverancetanken kan være en mulig løsning på problemstillingen omkring den 3.industrialisering af byggeriet. Mens de forudgående ”industrialiseringsbølger” var betinget af basale nødvendigheder, er den 3. Industrialisering mere en

86

108 I modsætning til andre ”forbrugsgoder”, som har korte levetider, tjener en bestemt funktion og på denne måde også bliver økonomisk afskrevet over forholdsvis korte tidsrum.

109 Nogle af de første standarder beskriver vinduer og døre, tidelige eksempler findes i Storbritannien og Tyskland fra 1920’erne. I Danmark indføres DS 1003 ”vinduer” i 1960’erne.

Systemleverancer - Historie og state-of-the-art

110 Se også casestudien om UrbanPlanen, Kapitel 3

optimeringsproces hen mod en acceptabel balance mellem økonomiske forudsætninger, de forskellige parters forventninger til resultatet og politiske krav. Forsat vil det forblive en udfordring at skabe fælles mål og incitament hos de forskellige parter som samles omkring et byggeprojekt (som selv forsøg med partnering har vist110).

Systemleverancetanken kan derfor være grundlaget til en ny form for leverancer, hvor de forskellige parter mødes før det egentlige projekt og har et fælles interesse i udviklingen af en leverance, som både er økonomisk interessant, men også markedsdygtig, herunder spiller især funktionelle og æstetiske/arkitektoniske kvaliteter en afgørende rolle. Med læring fra tideligere industrialiseringsforsøg, kan siges at især markedsmodning er relevant, da nye produkter kun bliver solgt/købt, hvis de er bedre i en række hensyn (økonomisk, funktionel, æstetisk, miljømæssig) end det tilsvarende etablerede produkt. Da en systemleverance kan udvikles uden for sammenhæng til et eksisterende projekt, er den ikke bundet til funktionskrav stilled fra en tredje side (f.eks. bygherren, eller brugerne), desuden skal den gennemgå en produktudviklingsproces, som betyder flere iterationer før det endelige produkt bliver tilbud markedet. I mere traditionel byggeri vil nye udviklinger derimod være tættere på en prototype, da produktudvikling sjælden kan rummes økonomisk eller tidsmæssigt i et almindelig byggeprojekt.

111 Som for eksempel i Erhversfremmestyrelsens rapport ”Byggeriets fremtid – fra tradition til innovation i 2000 (se også Kapitel 2.3 om renovering)

Systemleverancetanken kan desuden være med til at forbedre et produkts ressourceforbrug, både under selve produktionen og i driften. I det at systemleverancen er et allerede afprøvet produkt, kan dens produktion, men også brugen/funktioner blive optimeret. At skabe incitament for at reducere miljøpåvirkninger fra byggeprodukter og spare materiale ressourcer i produktionsprocessen er indtil en svær opgave, da ressourcer til byggeriet generelt set er billige og værdien bliver skabet længere hen i produktionskæden. Omvendt har et enkelt byggeri ikke gode muligheder for at påvirke en materialeproducent med hensyn til en reducering af miljøpåvirkningerne fra de tidlige processer i produktionskæden, da mængde af materialer til et enkelt projekt ikke nå op i en størrelse hvor en (rå-)materiale producent bliver afhængig af en bestemt aftager. I en mere industriel orienteret produktion, som vil kunne anvendes i sammenhæng med systemleverancer findes der derfor et større potentiale at øge producentens ”upstream”-indflydelse, udover at dens egne produktion kan effektiviseres med hensyn til ressourceforbruget og det forbundene økonomiske incitament (større materiale effektivitet medfører mindre omkostninger til råmaterialer).

Den tit krævede ny-industrialisering111 kan dermed også tilskrives en ny nødvendighed, nemlig at finde løsninger til ressourceproblematikken, med henhold til hele byggeriets livscyklus. Udviklings- og markedspotentialet kan ligge i en nyfortolkning af værdibegrebet, med afsæt i et ikke-økonomisk, men velvære og leveværdigheds syn.

87

88

Bæredygtighed - Historie og state-of-the-art

Kapitel 2.2: Bæredygtighed

“Sera parsimonia in fundo est” (Seneca, Epistolae, 1,5)112 112 ”It is too late to be thrifty if the bottom has been reached” (oversæt til engelsk i Visser, 2005:181). ”Es ist zu spät für die Sparsamkeit, wenn man am Boden des Fasses sitzt.”

– Hans Carl von Carlowitz citeter Seneca i bogen ”Sylvicultura oeconomica” i en afsnit som behandler vigtigheden af skovene for et landets velfærd (Carlowitz, 2013:189). Senecas citat stammer fra en brevudveksling med Lucillius som kan dateres til ca. 62 e.Kr.

Underkapitlet om bæredygtighed skal gøre rede for den forståelse af begrebet som ligger til grund for denne afhandling. Bæredygtighed er blevet til et komplekst begreb og bliver anvendt i mange forskellige sammenhæng og forståelsesrammer. Underkapitlet skal derfor vise hvilken perspektiv på ”bæredygtighed” indtages og hvor afhandlingen skal placeres i den aktuelle diskussion om bæredygtighed.

Synet på bæredygtighed er desuden et emne som er stærk afhængig af et individuelt verdensbillede og dermed også en personlig holdning. Formålet for de følgende afsnit om bæredygtighed er derfor også at levere en forklaring for den fokusering på især miljøspørgsmålet som danner grundlaget for kapitlerne 4 og 5.

113 Dette kaldes også for ”green-washing”, en tendens som kan ses i mange brancher hvor ”bæredygtighed” er blevet til en marketingfaktor.

Bæredygtighed I de følgende afsnit skal sættes et særlig fokus på den økologiske dimension i bæredygtighed. I forbindelse med teorien om økologisk økonomi skal bygges bro til nye koncepter for (bygge-)produkter, som er tænkt til at kunne spare eller genanvende store mængder af ressourcer og energi. For at kunne tage dette skridt som producent, er det dog vigtig at forstå hvilken betydning langvarig tænkning, produktansvar og ressourceeffektivitet og -genanvendelse kan have.

Bæredygtighed er et begreb som benyttes ofte og i mange forskellige sammenhæng. Dette medfører at begrebet nemt kan misforstås og med den stigende offentlige interesse for miljøspørgsmål bliver begrebet tit udnyttet til marketingsformål, uden at det tjener det egentlige formål113.

Alligevel er bæredygtighed et godt og vigtigt begreb og i de følgende afsnit skal derfor gøres rede for hvordan begrebet forstås i sammenhæng med denne afhandling og afsættet i byggeriet.

Bæredygtighed – efter Brundtland rapporten fra 1987.

Ordet bæredygtighed, og dets forståelse bliver i dag især præget af definitionen fra den såkaldte ”Brundtland-rapport” med titlen ”Vores Fælles Fremtid”, som UN-kommissionen (World Commission on Environment and Development) under ledelse af Gro Harlem Brundtland udarbejdede fra 1984-1987.

89

”Sustainable development is development that meets the needs of the present without compromising the ability of future generations to meet their own needs.”(World Commission on Environment and Development, 1987:43) Den korte definition, som tit citeres, beskriver dog ikke ”bæredygtighed” som et begrebsfelt i sig selv men en ”bæredygtig udvikling”, altså hvordan verden kan blive ved med at udvikle sig (’vækste’) uden at der skal ændres radikalt om på de eksisterende forhold. Denne differentiering kan anses som en mindre forskel, dog har den indirekte en stor betydning – bæredygtighed er altid en relativ størrelse og det vil sige at der ikke findes ”den” (absolutte) bæredygtighed. ”Bæredygtigt” (eller bedre ”mere bæredygtigt”) kan dermed betegnes et overlegen alternativ til en mulig løsning på et problem, overlegen med hensyn til økonomiske, miljømæssige og sociale aspekter.

Definitionen fra Brundtland-rapporten har den særlige kvalitet, at den er meget bred og at de fleste kan se både mening, men også et personlig perspektiv i det.

Men definitionen – eller det korte citat fra rapporten – er også meget åben og angiver ikke forslag til indsatsområder eller stiller krav til hvordan bæredygtig udvikling skal opnås og omsættes.

I forbindelse med citatet findes i rapporten dog en række eksempler på områder som skal udvikles eller beskyttes og her især med hensyn til nationer, mennesker og naturen i den ”tredje verden”.

I rapportens andet kapitel - ”Towards sustainable development” - kan der således findes flere citater, som beskriver kommissionens forståelse af ”bæredygtig udvikling” og de særlige indsatsområder – menneskeheden (herunder social udvikling), naturen (herunder planter og dyr) og ressourcer (herunder materialemæssige og energiressourcer, både fornybare og ikke-fornybare). Økonomiske ressourcer bliver ikke eksplicit nævnt i disse udtræk fra rapporten, men kommissionen så det som deres overordnede opgave, at undersøge hvordan den fremherskende forståelse af vækst – en økonomisk forståelse – kan bringes sammen med de miljømæssige og sociale problemer. Kommissionen anbefaler desuden, at der fremover skal sættes fokus på væksten, men med en ændret forståelse og med et nyt, mere social- og miljøorienteret fokus: ”What is needed now is a new era of economic growth - growth that is forceful and at the same time socially and environmentally sustainable.” (ibid., 1987:xii) Gro Harlem Brundtland fremhæver desuden i forordet, at kommissionens oprindelige opgave bestod i at kunne redegøre for den miljømæssige dimension af en fremtidig udvikling, men at det ville have været et for begrænset blik på de sammenhænge som faktisk eksisterer i vores verden. Hun understreger, at miljøet ikke kan ses særskilt fra menneskernes adfærd, ambitioner, ønsker og behov.

Derfor kan ’miljøet’ og ’udvikling’ ikke ses særskilt (ibid., 1987:xif.). Dette er en meget interessant pointe, da menneskets ønsker og behov i århundrede har været set adskilt fra miljøet.

90

Bæredygtighed - Historie og state-of-the-art

Således beskriver rapporten mange facetter og problemstillinger omkring hvad begrebet ”bæredygtig udvikling” rummer, men især begrebet ”behov” (”need”) bliver til omdrejningspunktet for diskussionen. Hvad er behov, hvem har behov, og hvordan opfyldes disse behov?

Under overskriften ”social udvikling” kan følgende citater samles: ”Sustainable development requires meeting the basic needs of all and extending to all the opportunity to satisfy their aspirations for a better life” (ibid., 1987:44) ”Perceived needs are socially and culturally determined, and sustainable development requires the promotion of values that encourage consumption standards that are within the bounds of the ecological possible and to which all can reasonably aspire.” (p.44)

114 Her kan allerede henvises til øget produktivitet, og en bedre udnyttelse af eksisterende ressourcer. Et diskussionspunkt, hvor industrialisering og designparadigmer som ”design for sustainability” kommer til at møde hinanden (se også kapitel 5).

Under overskriften ”ressourcer” kan følgende citater samles: ”But the exploitation of renewable sources such as fuelwood and hydropower also entails ecological problems. Hence sustainability requires a clear focus on conserving and efficiently using energy” ”sustainable development can only be pursued if demographic developments are in harmony with the changing productive potential of the ecosystem.” (p.44) ”Sustainable development requires that the rate of depletion of non renewable resources should foreclose as few future options as possible.” (p.46) ”… sustainable development requires that societies meet human needs both by incereasing productive potential and by ensuring equitable opportunities for all” (p.44)114 Under overskriften ”økosystem” kan følgende citater samles: Sustainable development requires that the adverse impacts on the quality of air, water, and other natural elements are minimized so as to sustain the ecosystem’s overall integrity.” (p.46) ”At a minimum, sustainable development must not endanger the natural systems that support life on Earth: the atmosphere, the waters, the soils, and the living being” (p.45) ”... sustainable development requires the conservation of plant and animal species.” (p.46) Mange citater kunne indsættes under flere af hovedoverskrifterne, men disse henviser til, at især emnefelterne økologisk balance og social udvikling ikke kan skelnes. Hvor de fleste udpegede indsatsområder henviser til konsekvenser eller betingelser, som gælder for flere områder samtidig.

Det følgende citat, som henviser direkte til alle tre indsatsområder, plus et krav om en ny teknologisk udvikling, kan ses som en sammenfatning:

91

”In essence, sustainable development is a process of change in which the exploitation of resources, the direction of investments, the orientation of technological development; and institutional change are all in harmony and enhance both current and future potential to meet human needs and aspirations” (ibid., 1987:46) Brundtland-kommissionens rapport byder på en lang række af gode anbefalinger inden for bæredygtighedens tre hovedområder – alligevel skal understreges med citaterne at de forskellige parametre skal balanceres, som kræver at der fortages et holistisk greb, som skal ses i en langtidsperspektiv.

Bæredygtighedens ”tre søjler” Ifølge citatet fra Brundtlandkommissionens rapport har bæredygtighed tre dimensioner: økonomisk vækst, økologisk balance, social udvikling – disse tre dimensioner bliver også kaldt bæredygtighedens ”tre søjler”.

social udvikling / fremgang

økologisk balance økonomisk vækst

Figur 2.18: "Bæredygtighedens tre søjler" visualiseret som Venn-diagram

Diskursen om tredelingen og det engelske udtryk ”triple-bottom-line” går tilbage til John Elkington (1998) (Figur 2.19), som i denne sammenhæng også diskuterer hvorfor definitionen af begrebet er svært og ikke-entydig. Ifølge Elkington eksisterer tre bundlinjer hvor alle emner bliver målt på – økonomi, miljøet, det sociale.

At måle på en af dimensionerne er mulig og ikke problematisk, da hver dimension for sig kan defineres. Problemet opstår først, når alle tre bundlinjer skal tilgodeses og fordi vores forståelse af hver enkelt bundlinje kan forskydes mod de

92

Bæredygtighed - Historie og state-of-the-art

andre på grund af ”social, politisk, økonomisk og miljømæssig pres, deres cyklus og konflikter” (ibid., 1998:73).

I den aktuelle diskussion om bæredygtighed læser man tit om ”social bæredygtighed”, ”økonomisk bæredygtighed” og ”miljømæssig bæredygtighed”. Denne brug og kombination af begrebet bæredygtighed antyder at hver af de tre områder kan ses særskilt og at der kan findes løsninger som kun vedrører et område.

Men kernen i bæredygtighedstanken er netop vekselvirkningen mellem de tre hovedområder (Robinson og Tinker i Schrecker, 1997:73).

1

social bottom line

2

economic bottom line

3

environmental bottom line

Figur 2.19: Elkingtons "triple bottom line" og visualiseringen af forskydningen af de tre bundlinjer.

115 Efter Venn-diagrammet kan der kun tales om bæredygtighed, når der er taget højde for alle tre dimensioner på et ligeværdigt niveau. Det bliver antydet af den fællesmængde som dannes ved skæringen af de tre cirkler.

116 Diagrammet afbilder et idealiseret billede for forholdet mellem de tre hovedområder under begrebet ”bæredygtighed”, fremstillingen/produktionsformen burde ændres for at afbilde det aktuelle forhold (se også Figur 2.23) 117 I afsnittet om certificeringssystemer til bæredygtig byggeri henvises der til en række eksisterende ”måle-”metoder og labels som har til formål at tilbyde et system til bæredygtighedsvurderinger (f.eks.

DGNB eller BREEAM).

Og netop hér ligger også udfordringen med forståelsen af begrebet - for at kunne tale om bæredygtig udvikling (eller ”bare” et mere bæredygtigt produkt), skal alle tre dimensioner ikke kun tilgodeses, men faktisk også være ligevægtede115,116 ( eller efter Elkingtons model være afstemt med hinanden). Til gengæld er det svært at definere ”vægten” af de tre dimensioner og det er grunden til at der udvikles konstant på nye metoder for at bedre kunne definere bæredygtighed i sin helhed117.

Men rapporten går også lidt videre – og dette afspejles i ovenstående citat fra Brundtlandkommissionens rapport – bæredygtig udvikling kræver en tilsvarende teknologisk udvikling. Dette kan opfattes som en kritik af vores nuværende produktionsmåder, funktionskrav og forbrugsmønstre. En ny teknologi skal sætte os i stand til at producere mere ressourceeffektiv, men samtidig skal der vurderes om produktets funktion er nødvendig og forbruget af ressourcerne dermed kan retfærdigøres over for andre, som også skal opfylde deres behov ved brug af disse begrænsede ressourcer.

Brundtlandkommissionens rapport peger derudover meget på en læring som vi (alle mennesker, stater, institutioner og firmaer) er nødt til at gøre for at være i stand til at ændre vores adfærd hen til et mere bæredygtigt samfund. I rapportens forord skriver Gro Harlem Brundtland således: Perhaps our most urgent task today is to persuade nations of the need to return to multilateralism. The challenge of reconstruction after the Second

93

World War was the real motivating power behind the establishment of our post-war international economic system. The challenge of finding sustainable development paths ought to provide the impetus - indeed the imperative - for a renewed search for multilateral solutions and a restructured international economic system of co-operation. These challenges cut across the divides of national sovereignty, of limited strategies for economic gain, and of separated disciplines of science.

(World Commission on Environment and Development, 1987:x) og rapportens anden kapitel ”Towards sustainable development” afsluttes med: These requirements are more in the nature of goals that should underlie national and international action on development. What matters is the sincerity with which these goals are pursued and the effectiveness with which departures from them are corrected. (ibid., 1987:65) Brundtlandkommissionen henviser tydeligt til at “bæredygtigt udvikling” er en stor samfundsopgave - et mål, som kræver at der samarbejdes på tværs af grænser, af både økonomisk, vidensmæssig eller kulturel karakter. Set fra i dag, 25 år efter rapporten blev publiceret, kan dog stadigvæk savnes den krævede oprigtighed i handlingerne som efterspørges.

Bæredygtighed – etymologisk, historisk og semantisk set Ordet bæredygtighed er meget ældre end Brundtland-kommissionens rapport fra 1987. Etymologisk set beskriver ordet oprindeligt frugttræernes egenskab til at kunne ”bære” frugt eller et skibs ”bæreevne”. I danske ordbøger findes ordet derfor for første gang i Dahl&Hammers ”Dansk Ordbog for folket” fra 1907, hvor der angives to betydninger ”[…] i stand til at bære noget” og ”frugtbar” (Hamburger, 1992:3). Senere findes der en række eksempler hvor ordet også bliver brugt i andre sammenhænge og med en mere økonomisk eller politisk betoning. Men pointen er altid, at noget er holdbar og fremadrettet. Først i 1980’erne bliver ordet brugt i sammenhæng med miljøspørgsmål og herunder især inden for landbruget. Allerede i begyndelsen af 1990’erne startede de første diskussioner om hvad ordets korrekte definition skulle være og netop den tætte forbindelse til landbruget fører hen til at Landbrugsministeriet udgav en redegørelse for ordets betydning i 1991, hvor man henviste til at ”bæredygtig” bruges til at beskrive såvel økologiske aspekter og økonomiske aspekter. Ministeriets anbefaling er derfor at bruge ordkombinationen ”økologisk forsvarlig” eller ”miljømæssig forsvarlig” for ikke at blande begrebets betydning med den økonomiske forståelse.

94

Bæredygtighed - Historie og state-of-the-art

At noget er ”forsvarligt” henviser desuden til at man er klar over at foretagen potentielt medfører en negativ og uønsket påvirkning (ibid., 1992:5). Denne notation er ikke med i gangske forståelse af ordet bæredygtig, men kan anses som meget relevant i den aktuelle diskussion om bæredygtighed.

118 I det engelske original: ”capable of being maintained at a steady level without exhausting natural resources or causing severe ecological damage” 119 Træ havde en afgørende betydning som råstof, både som brændsel, men også som byggemateriale og herunder især til minedriften, hvor man brugte træ til afstivningen i minerne (Carlowitz, 2013:28,154). Minedriften var i 18-tallet en af Sachsen mest profitable valutakilder.

På andre sprog findes begrebet også, men med lidt afvigende oprindelser og konnotationer. På engelsk bruges ordet ”sustainability”, som efter ordbogen har forskellige betydninger, men dens oprindelige betydning kan beskrives med ”at have evnen til at kunne bære”. Ordbogen henviser desuden til begrebets nyere betydninger indenfor områderne økonomi og miljø, som 1. vedligeholde på et vist niveau eller tempo (”able to maintain at a certain rate or level”) og 2. evnen til at opretholde eller forsvare noget (”able to be upheld and defended”) (Oxford Dictionaries, 2013). Med fokus på miljøet beskrives betydningen således som: ”i stand til at blive opretholdt på et stadig niveau uden at udtømme naturlige ressourcer eller forårsage alvorlige miljømæssige skader”118 og med fokus på økonomisk vækst med ”ikke-inflatorisk” (”non-inflationary”) (Collins English Dictionary, 2003).

På tysk anvendes ordet ”Nachhaltigkeit”, som igen rummer flere betydninger og forståelser. Den mest udbredte forståelse er således ”at opretholde vedvarende” (”dauerhaft aufrechterhaltbar”), mens den tyske ordbog ”Duden” angiver betydningen med ”længer varige virkning” (”längere Zeit anhaltende Wirkung”) (Dudenredaktion (Bibliographisches Institut), 2000).

Oprindelig stammer begrebet dog fra skovbrug og det er dokumenteret at Hans Carl von Carlowitz - på daværende tidspunkt Sachsens skovfoged - anvender ordet ”nachhaltend” for første gang i bogen ”Sylvicultura oeconomica” fra 1713.

Von Carlowitz skriver bogen for at afværge en forudselig råstofkrise i Sachsen, som bunder i den manglende og ikke-vedvarende produktion og forbrug af træ119: Das ist / weil die Natur ihre Vermehrung nicht anders als durch gewisse Mittel thut. Denn je mehr Jahr vergehen / in welchen nichts gepflantzet und gesët wird / je langsamer hat man Nutzen zugewarten / und um so viel tausend leidet man von Zeit zu Zeit Schaden / ja um so viel mehr geschicht weitere Verwüstung / daß endlich die annoch verhandenen Gehöltze angegriffen / vollends consumiret / und sich je mehr und mehr vermindern müssen. […] Wo Schaden aus unterbliebener Arbeit kömmt / da wächst der Mensch Armuth und Dürfftigkeit. […] Wird derhalben die gröste Kunst / Wissenschafft / Fleiß / und Einrichtung hiesiger Lande darinnen beruhen / wie eine sothane Conservation und Anbau des Holtzes anzustellen / daß eine continuierliche beständige und nachhaltende Nutzung gebe / weiln es eine unentbehrliche Sache ist / 95

ohne welche das Land in seinem Esse nicht bleiben mag.” (Carlowitz, 2013:216)120 Interessant med citatet og von Carlowitz’ bog er at han ser sammenhængene mellem menneskenes ubetinget ressourceforbrug på den ene og naturens reproduktionsevne på den anden side. Derudover beskriver han tidsaspektet og nødvendigheden til at tænke i lange ’cykler’, svarende til naturens gang, for at kunne opretholde ressourceforsyningen, samt de ikke-reversible økonomiske konsekvenser når ressourcerne først er brugt op – lignende argumenter er også den centrale udsagn i Brundtland-kommissionens rapport fra 1987.

Tidsaspektet og ideen om det ”endelige” er den største forskel mellem betydningen af det tyske ord ”Nachhaltigkeit” og det engelske begreb ”sustainability”.

På dansk stammer ordet også fra landbruget og blev brugt til at beskrive en lignende problemstilling som på tysk, alligevel virker begrebet mere statisk og det er mere ’bæreevnen’ end ’vedvarighed’, som udgør betydningen.

Også på engelsk eksisterer diskussionen om vedvarende ressourcer og et mere langsigtet perspektiv inden for tilsvarende problematikker. Et meget tideligt eksempel fra 14-tallet nævnes i Steward Brands bog ”How Buildings Learn”, hvor Gregory Bateson citeres for en anekdote om New College i Oxford, dog uden at ordet ”sustainability” anvendes: New College, Oxford is of rather late foundation, hence the name. It was probably founded around the late 14th Century. It has, like other colleges, a large dining hall with big oak beams across the ceiling, yes? These might be two feet square, forty-five feet long.

Some five to ten years ago, I am told, some busy entomologist went up into the roof with a penknife and poked at the beams and found that they were filled with beetles. This was reported to the College Council, who met in some dismay, as where would they get beams of that caliber nowadays?

One of the Junior Fellows stuck his neck out and suggested that there might be on College lands some oak. These colleges are endowed with pieces of land scattered across the country. So they called in the College Forester, who of course had not been near the College itself for some years, and asked him about oaks.

And he pulled his forelock and said, “Well, sirs, we was wonderin’ when you’d be askin’.”

Upon further enquiry it was discovered that when the College was founded, a grove of oaks had been planted to replace the beams in the dining hall when they became beetly, because oak beams always become beetly

96

120 i originaludgaven fra 1713 (1. oplæg) findes citatet på side 105.

Bæredygtighed - Historie og state-of-the-art

in the end. This plan had been passed down from one Forester to the next for four hundred years. “You don’t cut them oaks. Them’s for the College Hall.”

A nice story. That’s the way to run a culture.

(Brand, 1995:130f)

121 Allerede von Carlowitz (2013) beskrev afhængigheden af det økonomiske system fra det økologiske i 1713, men også nyere kilder som f.eks.

Brundtland-kommissionens rapport (1987) henviser til hierarkiet.

I sammenhæng med industrialiseret byggeri henviser Walter Gropius til samme hierarki under en forelæsning på MIT I 1927 til arkitektens social ansvar og påpeger samtidig at byggeriet er et lag i et hierarkisk økologisk-socialøkonomisk system (se også citatet S.21: “[…]

This industrialized building system moreover is not an end itself but an integrated part of a larger whole, one level in a hierarchical environment-socialeconomic system.”(Walter Gropius i Herbert, 1984:63) 122 Udtrykket ”ultimate carrying capacity” anvendes i rapporten ”The Limits to Growth” (Meadows et al., 1972) for at beskrive klodens maximale regenerationsevne og betegner dermed en naturlige grænse for befolkningstilvæksten.

Bæredygtighed er således ikke et nyt koncept eller en moderne tanke, som eksemplerne viser. Konceptet har eksisteret i meget lang tid for ikke at sige evigheder, men uden at det nødvendigvis omtaltes som noget særlig – man kan måske sige, at det var ”common sense”, at tænke i længere perspektiver, og at overveje ens beslutninger med hensyn til betydningen for andre og kommende generationer.

I den nyere tid kom et ryk i 1970’erne og mange af ideerne, som nu bliver beskrevet og udbredt under overskriften ”bæredygtighed”, blev udviklet i en tid hvor man for første gang tydeligt kunne se hvordan menneskeheden påvirker kloden på en negativ måde – miljøets forureningen og de heraf afledte konsekvenser blev synlige, oliekrisen viste desuden hvor afhængig industrinationerne er af en velfungerende energiforsyning og efter den store teknologiudvikling og økonomiske vækst i industrilandene efter den 2. Verdenskrig, kunne man tydeligt se, at udviklingen også skete på bekostning af den såkaldte ”tredje verden”.

Allerede i 1962 beskriver for eksempel Rachel Carson (”Silent Spring”) hvordan kemikalier (især DDT) mod insekter var med til at ødelægge økosystemet og – helt utilsigtet. I 1965 henviser Edward Teller til at industrialiseringen og dens storforbrug af fossile brændstoffer var årsag til en forøgelse af CO2-mængde i atmosfæren, som igen vil medføre en stigning af temperaturniveauet. En umiddelbare konsekvens af industrialiseringen vil dermed være nedsmeltning af polarisen – en verdensomspændende katastrofe.

Miljøets bæreevne Bæredygtighedens tre søjler bliver tit visualiseret som Venn-diagram (se Figur 2.18, s.94), som antyder at alle tre dimensioner er og skal være ligevægtede.

Mange kilder henviser derimod til et hierarki, hvor den økologiske balance betinger social udvikling, som igen betinger økonomisk vækst121, eller hvor den økologiske balance betinger økonomien, som igen betinger det sociale (Elkington, 1998:73).

Ud fra et hierarkisk syn tilgodeses dermed at menneskets trivsel, og som mulig konsekvens også økonomisk vækst, bliver betinget af en økologisk balance også kaldt ”miljøets bæreevne”. Miljøets bæreevne er stærkt afhængig af vores brug af ressourcer, som har nået størrelsesordner som ligger langt over naturens regenerationsevne (”carrying capacity”)122.

Mere teknisk defineres ”miljøets bæreevne overfor en given påvirkning som den styrke af påvirkningen, der ikke giver nogen detekterbare effekter, hverken akutte 97

eller kroniske, i recipienten for påvirkningen.” (Hauschild, 1996:41) Hauschild henviser i denne sammenhæng til, at for drivhuseffekten, såsom en række andre påvirkninger er ”recipientens bæreevne efter al sandsynlighed allerede [er] overskredet” (i 1996) og at konsekvenserne derfor ikke kan omgås mere123.

123 f.eks. menneskeskabt klimaforandring

økonomisk vækst social udvikling / fremgang økologisk balance

Figur 2.20: Bæredygtighedens "tre søjler" i et hierarkisk diagram

Mere konkret bliver det i rapporten WWFs ”Living Planet Report”, hvor der henvises til at det ”økologiske fodaftryk” af vores menneskelige virke er 1,5 større end ressourcerne og naturens regenerationsevne. I rapporten udtrykkes det med begrebet ”ecological overshoot” som allerede anvendtes i bogen ”The Limits to Growth” (Meadows et al., 1972). Størrelsen på 1,5 gange klodens regenerationsevne skal ses relativt, siden beregningen omfatter alle mennesker i alle lande.

Industrinationerne har en betydelig højere forbrug og dermed en større påvirkning end mindre udviklede lande. Den største del af det (beregnede) fodaftryk bliver forårsaget af CO2-udslippet (se Figur 2.21) (World Wide Fund for Nature, 2012:40)

Figur 2.21: Ecological Footprint and Ecological overshoot 1961-2008 (ibid., 2012:38, 40)

Ifølge Meadows et al. (1972:91–93) fører disse påvirkninger eller vores overforbrug til en ”sammentrækning” af systemet. Med sammentrækning menes, at

98

Bæredygtighed - Historie og state-of-the-art

forsyningsniveauet for forskellige ressourcer falder stærk og under det – på dette tidspunkt - nødvendige niveau 124 . En ”overshoot” betyder samtidig at ikkefornybare ressourcer anvendes for at opretholde forsyningsniveauet. Som følge bliver klodens ”carrying capacity” også reduceret for fremtiden og dermed også grænsen for befolkningstallet.

Figur 2.22: relation af "carrying capacity" og befolkningstallet [population]. A og B viser hvordan en ligevægt kan indstille sig i et naturligt system, med en fast og fornylig ressource kapacitet (”carrying capacity”). C viser konsekvensen af et stærk overforbrug, som betinger brugen af ikke-fornylige ressourcer. Som følge falder ”carrying capacity” og dermed også befolkningstallet. (i ibid., 1972:92)

124 I ”The Limits to Growth” (Meadows et al., 1972), bliver i dette sammenhæng i en note henvist til Edward J Kormandy, Concepts of Ecology, 1969, s.95-97, som beskriver disse forhold i mange andre naturlige systemer.

125 Jørgen Randers giver to eksempler, den styrede indgreb om ozonlaget siden 1987, som betød større anstrengelser, men som medførte at ozonlaget i dag er stabiliseret, og hvordan den ekstensive fiserki i Newfoundland var årsagen til at fiskebestanden ikke har kommet sig siden.

”Sammentrækningen” vil efter modellen ikke ske samtidig alle steder og for alle ressourcer, men det generelle forsyningsniveau vil blive reduceret før det kan afbalanceres igen. Desuden findes der kun to muligheder for en afbalancering: afbalancering igennem sammenbrud (”collapse”) eller igennem (politisk) ledelse (”managed decline”). En ”styret” nedgang er altid at foretrække, siden (lokale) sammenbrud kan medføre uforudsigelige konsekvenser som er sværere at udrede igen125 (Randers, 2012b:103).

Som blandt andet WWFs undersøgelser viser (se Figur 2.21) er miljøets bæreevne overskredet og den primære opgave for fremtiden burde derfor være at genetablere den fornødne økologiske balance. Bæredygtighed visualiseret som Venndiagram, er bred accepteret, men i denne sammenhæng faktisk misvisende. I IUCNs udviklings program fra 2004 (IUCN - The World Conservation Union, 2004) vises derfor et vægtet Venn-diagram (Figur 2.23: ”now”), som bruges til at visualisere at den økonomiske dimension er overvurderet, mens den sociale og især den miljømæssige dimension er underspillet og bør prioriteres og udvikles (Figur 2.23: ”the change needed”).

99

Figur 2.23: Bæredygtighed visualiseret som Venn-diagram, i teori, vægtet og vigtigste indsatsområde (ibid., 2004:5)

Vejen frem: Økologisk økonomi og Steady-state?

Problemet er dermed beskrevet – afhængig af synsvinklen, er det miljøet eller det økonomiske system, som er afgørende for menneskernes trivsel, enten målt som økonomisk vækst eller som velvære. Hovedspørgsmålet bliver dermed, hvordan økologi og økonomi kan blive integreret på langsigtet vis og en positiv måde126.

Kort beskrevet kan ”økologisk økonomi” anses som både en videreudvikling og en kritik af den bredt accepterede ”klassiske” økonomitænkning, hvad angår forholdet til miljøet og økosystemet. I ”neo-klassisk” økonomi bliver miljømæssige påvirkninger betegnet som ”eksternaliteter” og ikke medtaget i cost-benefit analyser, fordi disse påvirkninger udløser hverken økonomiske krav fra andre eller øger produktets værdi direkte. I ”økologisk økonomi” anser man disse såkaldte ”eksternaliteter” derimod som sociale omkostninger127, som derfor skal indgå i økonomiske balancer. Feltet ”økologisk økonomi” er blevet udviklet fra 1950’erne, hvor man begyndte at tage ressourceproblematikken op som en økonomisk problemstilling. I den videre udvikling er spørgsmål udover miljø og ressourcer også kommet emner til som etik og social kontekst, samt retfærdighed for de fattige mennesker, men også kommende generationer (Spash, 1999).

I bogen ”Ecological Economics” beskriver Herman E. Daly og Joshua Farley (2004:50–55) tre mulige strategier for en integration af økonomi og økologi beskrevet med titlerne ”Economic Imperialism”, Ecological Reductionism” og ”Steady-state subsystem”, baseret på Herman Dalys tideligere udredning om ”Steady-State Economy” fra 1977.

Figur 2.24 viser, at det økonomiske system bliver set som et under-system til det økologiske system. Dette syn svarer til det tidligere viste hierarki for bæredygtighedens tre dimensioner.

100

126 ”Positiv” er her brugt med afsæt i Brundtlandkommissionens definition, positiv med hensyn til de kommende generationers mulighed for udvikling.

127 Det engelske udtryk hedder ”pervasive social costs”, begrebet stammer fra en skrift af K.W. Kapp fra 1950.

Bæredygtighed - Historie og state-of-the-art

128 Ifølge Daly og Farley, er dette den neoklassiske tilgang som stadig væk findes i dag i økonomisk tænkning.

”Economic Imperialism” betyder at økonomien bliver udvidet så meget, at den omfatter økosystemet i sin helhed. Alle ting i økosystemet kan dermed prissættes og anvendes til at tilfredsstille behov. Følgen er et konstant voksende forbrug, med målet at markeder skal være i konstant (positiv) vækst128. ”Ecological Reductionism” derimod betyder, at alt bliver underlagt naturens love, herunder også al menneskelig handlen. Når det økonomiske system er blevet reduceret til en minimal størrelse og dermed er blevet irrelevant, kan der ifølge Daly hellere ikke eksistere ”selvbeviste formål og vilje”. Alt vil være styret af ”chance og nødvendighed”, svarende til et eksisterende billede af naturens gang. ”Steady-state subsystem” beskriver et system, hvor begge dele har en fastlagt størrelse og en defineret grænse. Grænsen er således vigtig, at der også defineres et såkaldt ”throughput” (”gennemstrømmelse”), et flow af ressourcer fra økosystemet til økonomi-systemet og tilbage. Størrelsen af dette ”throughput” skal desuden være lige med det som er økologisk bæredygtigt, i den forstand, at systemet skal kunne eksistere på lang sigt. Inden for det økonomiske undersystem skal den begrænsede mængde ressourcer medføre, at fordelingen og udnyttelsen bliver optimeret, med hensyn til eksisterende behov. Tilstanden hvor begge to systemer (økosystemet og det økonomiske under-system er kommet i balance kaldes ”optimal scale”.

Figur 2.24: Strategier for integration af økologi og økonomi (ibid., 2004:3.2)

Daly fremhæver, at vi befinder os i et system svarende til den førstnævnte ”Economic Imperialism”, som ikke tilgodeser dens afhængighed til det globale, økologiske system. Økonomisk vækst, baseret på ressourceforbrug (fra økosystemet), kan dermed ikke forsætte på lang sigt og vil desuden medføre omkostninger for økosystemet, som er større end fordelene fra det økonomiske vækst. (ibid., 2004:57). Daly opfordrer altså til at stoppe med at overvurdere vækst som sker

101

på bekostning af naturens ressourcer. Det betyder til gengæld ikke, at der ikke skal ske en udvikling, både teknologisk eller kulturelt set. Randers (2012a:23) henviser i en lignede sammenhæng til, at økonomisk vækst godt kan eksistere i et system med begrænsede ressourcer, i det, at arbejdsandelen (og dermed værditilvæksten) godt kan reguleres igennem øget produktivitet eller højere priser per service.

Daly’s forslag til et ”steady-state” system virker umiddelbart som en gangbar vej for at vedligeholde både økosystemet, men også det økonomiske system på lang sigt, idet man kan kalde det en balanceret model.

I klassisk økonomi stammer denne tankegang fra Stuart Mill (1857), som proklamerede en ”stationary state”, en ideal situation, hvor både kapitalen og befolkningen ikke voksede mere, men var kommet i balance. Allerede på et tidligere tidspunkt (ca. 1800) gjorde nogle økonomer129 opmærksom på de (negative) påvirkninger som menneskelig civilisation med baggrund i øget vækst og rigdom betød for både naturen og livskvaliteten i den voksende industrination Storbritannien. Alligevel var Mills forslag ensbetydende med stilstand for de fleste andre økonomer (Daly, 2004:54–55). Set med Herman Dalys perspektiv for øje, havde Mill allerede forstået fordelen ved at udforme en mere robust afhængighed mellem det økonomiske og det økologiske system og at det næppe medførte stilstand: ”It is scarcely necessary to remark that a stationary condition of capital and population implies no stationary state of human improvement. There would be as much scope as ever for all kinds of mental culture, and moral and social progress; as much room for improving the Art of Living and much more likelihood of its being improved, when minds cease to be engrossed by the art of getting on” (i ibid., 2004:55)130 Allerede i Dalys diskussion om en Steady-State-Economy (”dynamisk ligevægtsøkonomi”) (Daly, 1991:193)131,132 tager han afsæt i J.S. Mills forståelse og henviser til at vores nuværende økonomi-betragtninger medfører et konstant voksende forbrug og dermed også produktion af goder. Dette kan kun ske på bekostning af økosystemet, som ikke tilgodeses i denne betragtning.

Det nye Steady-State-Economy (SSE) model vil derimod tage hensyn til økosystemet og hvor produktion og forbrug er afstemt med den mulige tilførelse af ressourcer og evnen til at optage affald (Figur 2.25).

Daly henviser dog til, at ideen om SSE står i stor kontrast til den udbredte søgen/længsel efter økonomisk vækst. I dag er det blevet afgørende for en nations velstand, at BNPet (Brutto-National-Produktet), vokser konstant. Og spørgsmålet som ligger i SSE-modellen er, om BNP er den rigtige målemetode i et fremtidigt, bæredygtigt samfund. Daly redegør for, at problemet allerede ligger i at BNP måles i økonomiske enheder og dermed at ressourceforbruget (som måles i vægt eller volumen) altid vil være underestimeret.

102

129 Som en af hovedkilderne kan Thomas Malthus nævnes, som allerede i 1830 beskrev faren ved den hurtig voksende befolkning og forsyning med fødevarer (Malthus et al., 1962:29). Dog så Malthus løsningen i at ”kunstig” holde befolkningstallet ned ved at appellere til den enkelte borger og deres moral og klogsab eller ved lovmæssige indgreb.

130 det originale citat som gengivet stammer fra Mill, J.S. Principles of Political Economics, Book IV, Chapter VI. 1848 131 også gengivet i (Spash, 2009:25) 132 Herman Daly beskriver ideen om en steadystate economy allerede i tideligere skrifter, som f.eks. ”On Economics as Life-science”, Journal of Political Economy 76 (1968): 392-406 133 I bogen ”Wieviel Umwelt braucht der Mensch” (Schmidt-Bleek, 1994:70) henvises til en tysk undersøgelse fra 1989 (Christian Leippert, Die Heimlichen Kosten des Fortschritts, 1989), som skønner at 12% af Tysklands BNP i 1988 stammer fra såkaldte ”defensive udgifter” som bruges til reparation af skader vedrørende miljøet.

Leipert henviser endvidere at dette beløb med stor sandsynlighed vil stige yderlige, da miljøskader som ”udbedres” i 1988 er sket tideligere og først nu er vokset til en alvorlig dimension. Dermed eksisterer en tidsforskydning for disse omkostninger og dvs. at andelen på BNP’et faktisk er højere, da BNP’et på tidspunkt for den skete skade også var lavere. I perioden fra 1970-1988 er Tysklands defensive

Bæredygtighed - Historie og state-of-the-art

Figur 2.25: Standard økonomisk tænkning og Dalys Steady-State-Economy (gengivet i Spash, 2009:25) omkostninger steget fra ca. 7% til 12% af BNP’et.

Dette understreger også at andelen for defensive omkostninger med stor sandsynlighed vil stige, men Leipert henviser også til at en høje defensive omkostninger faktisk kan betyde at ”det værste er overstået” fordi indsatsen var forholdsvis høj over mange år og årsagen til problemerne er udredet (Leipert, 1989:114–123).

134 Jørgen Randers henviser i udredningen om bogen ”Limits to growth” i dette sammenhæng til, at den teknologiske udvikling – indtil videre – har været hurtig nok i at finde erstatninger til knappe ressourcer. Han peger dog på energiprisudviklingen ,som et tegn på at manglen og dermed en ringere levestandard vil opstå på grund af et højt prisniveau, før nye, billigere teknologier bliver udbredt (Randers, 2012b:103)

I en økonomisk vækstberegning medtages desuden ikke omkostninger (i form af skader) som forårsages i økosystemet. Daly henviser også til et paradoks som ligger i en national opgørelse: hvis økosystemet bliver skadet kræver det en oprydning enten i form af en service eller et nyt produkt, salget af begge dele er med til at øge en nations BNP133 (Daly, 1991:185).

Vejen frem: sufficiens og efficiens Ressourceforbruget skal sænkes hurtigt for at undgå hidtil ukendte miljø- og samfundsmæssige skader, som vil være en konsekvens af det nuværende overforbrug af især ikke-fornybare ressourcer. Den fornødne, nye teknologi som skal til for at erstatte disse ressourcer eksisterer ikke på nuværende tidspunkt 134 og dermed kan udelukket besparelser byde på en kortsigtet løsning. Et sænket ressourceforbrug og ”tvungne” besparelser betyder dog ikke nødvendigvis, at der skal opstå mangler. Men for at forhindre at nødvendige ressourcer bliver brugt op, skal de resterende ressourcer udnyttes bedre - mere efficient, mens det samtidig skal overvejes om ressourceforbruget er forsvarligt med hensyn til nødvendigheden af produktet (sufficiens). Efficiens er dermed en mere teknologisk opgave, hvor industrialiseringen kommer til at spille en afgørende rolle (se også Figur 2.30, s.118). Sufficiens, er derimod en mere social-præget opgave. Her gælder det om at diskutere og lære hvad er nødvendig for at opretholde det ”gode liv”135. Efficiens skal dog altid ses i sammenhæng med sufficiens, fordi efficiens alene kan ikke afgøre om handlingen overhoved skal finde sted136 (W. Sachs referenceret i Carley & Spapens, 1998:134).

103

Begge opgaver og hvad angår at få dem balanceret i forhold til hinanden er i princippet også en problemstilling som genfindes i en designløsning – efficiens, henviser til spørgsmålet om, hvordan et produkt fremstilles, hvor mange ressourcer bliver anvendt i udviklingen og produktionen, men også hvor mange ressourcer der kræves i brugsfasen.

Sufficiens er spørgsmålet om produktet. Det skal både vurderes, om produktets funktion overhovedet er nødvendig, og hvis ja, om det opfylder dets funktion i tilstrækkelig grad. Opgaven består dermed også meget i fortællingen og læringen, som skal - ideelt set - være en del af designet.

En bæredygtig livsstil bliver dermed betinget og præget af et sufficient forbrug.

Dette vil sige, et forbrug og konsum som forholder sig til det nødvendige og ikke til det overflødige – sidstnævnte et stade som i mange tilfælde allerede er nået i industrinationerne (ibid., 1998:138–141).

135 Udtrykket er ikke nærmere til at definere.

Her skal den forstås i sammenhæng med at man også kan have et godt liv på et mindre udviklet og ressourcekrævende grundlag end det der er til stede i industrinationerne i dag.

Aktuelt bliver udviklingen af et samfund målt baseret på dets BNP (Bruttp-nationalprodukt), hvor (positiv) vækst dermed bliver til den afgørende faktor. Forfatter som Randers og Daly henviser flere steder til at en ikke-økonomisk præget målemetode for udviklingen vil være mere passende, da mennesker i princippet ikke behøver rigdom for deres velvære. Derimod sker (økonomisk) vækst tit på bekostning af andre faktorer, som er forudsætning for menneskets velvære (herunder især økosystemet).

136 Se også diskussionen om ”efficiens” og ”effektivitet” i afsnittet om Cradle-to-Cradle i byggeriet og P. Druckers diskussion af de to begreber: ”man godt kan være efficient i at gøre noget, som ikke skal gøres overhovedet” (se også s.147)

Figur 2.26: Overgang fra sufficient forbrug til overforbrug efter Carley og Shapens (ibid., 1998:139) – ”The slippery slope of overconsumption”. Målet må være at holde forbruget mellem punkter ”S” og ”D” for at opnå en optimal balance mellem livskvalitet og forbrug.

Dog er det et kendetegn for industrinationernes forbrug at overgangen til overforbruget ikke kan mærkes før punkt ”D” allerede overskredet, med konsekvensen at livskvaliteten falder og overforbruget øges hurtigt (”the slippery slope”).

Spørgsmålet om sufficiens er tæt forbundet med vores individuelle behov og hvordan disse kan udvikles (og af hvem) hen mod en reduceret materialeintensitet137 og mod en øget livskvalitet, som incitament (se også afsnit om ”den personlige udfordring”). Hvad vores behov er, er dog noget uklart og har bestemt

104

137 ”materialeintensitet” refererer til mængden af ressource (materialer) som er belvet brugt under fremstillingsprocessen af et produkt, se også det følgende afsnit om MIPS-konceptet.

Bæredygtighed - Historie og state-of-the-art

138 ”Behov” i Brundtland kommissionens rapport er oversat fra engelsk ”needs”, som beskriver helt basale behov, som mad, vand, tag over hoved og et leveværdigt fremtidsperspektiv. I denne forstand relaterer ”behov” i vores samfund mere til oversættelsen ”wants”

ikke længere den samme betydning som ordet brugt i sammenhæng med Brundtland kommissionens rapport fra 1987138. Dette skyldes især, at ”behov” i den industrialiserede verden også bliver kunstigt skabt, et problem som omtales under begrebet ”consumerism”, hvor konsum bliver benyttet til at skabe tilfredshed, men også for at understrege vores individualitet (Jackson, 2009:50–51; Røpke, 1999:411)) At en reducering af ressourceforbruget ikke er ensbetydende med en mindre livskvalitet er blevet beskrevet i dybden af Weizsäcker et. al (1997) i bogen ”Factor Four – Doubling wealth, halving ressource use”. Hvor beskrives fremtidens opgave at bestå i at reducere det miljømæssige ”fodaftryk” som mennesker forårsager igennem deres forbrug, men uden at det nødvendigvis medfører en begrænsning i forbruget. Igennem en øget efficiens skal produkter produceres med færre ressourcer, ved en samtidig ønsket øget kvalitet. Konceptet handler dermed ikke om besparelser, men om en mere rationel brug af de ressourcer vi har til rådighed og dermed en øget produktivitet (ibid., 1997:xxii,3–4).

Med reference til byggeriet og som et første skridt med særlig hensyn til sufficiens kan det f.eks. diskuteres om vi overhovedet har behov for sø store boligarealer som vi i dag er vant til? Kan man med bedre arkitektonisk design, læring og ændret adfærd reducere pladsbehovet og dermed også påvirke det bygningsrelaterede ressourceforbrug? Kan boliger øges i brugsværdi selvom arealet reduceres i forhold til gennemsnittet og det vi er vant til?

I det næste skridt mod et mere bæredygtigt samfund skal disse nye mål opnås ved brug af færre ressourcer, bedre materiale udnyttelse, og end-of-life scenarier, som tillader genanvendelse af materialer frem for energiudvinding ved afbrænding. Hvordan kan levetiden forlænges og flere ”brugscykler” opnås? Hvilke incitamenter kan skabes for at fremme en sådan udvikling og fornøden innovation?

Alle disse forhold, vidensmæssige spørgsmål og positioner har – i forskellige udstrækning – danner baggrund for de præsenterede cases-studies, interviews og forsøg, såvel som hypoteserne i denne afhandling.

Bæredygtighed og ansvar – et spørgsmål om perspektivet?

Forståelsen for hvad bæredygtighed er møder endnu en udfordring, når man ser på de forskellige perspektiver man kan have, betinget af ens egen involvering og standpunkt.

Diagrammet (Figur 2.27) har til hensigt at vise, at der eksisterer en ”forståelses”hierarki, når bæredygtighed skal fortolkes og omsættes. De forskellige niveauer er angivet ”privat”, ”lokal”, ”samfund” På et privat, eller individuelt niveau kan der eksistere bæredygtige beslutninger, som tager afsæt i egne, eller et projekts problemstilling.

På et lokalt niveau, er det lokale samfund, samspillet mellem projektet og dets brugere med stedet og dets miljø i fokus for bæredygtige beslutninger. På sam-

105

fundsniveau er det overordnede spørgsmål, som anses som afgørende for egne eller projektrelaterede beslutninger. Som et eksempel kan CO2-udslippet nævnes: i en ”privat” (eller ”projekt”) betragtning er det forholdsvis uinteressant at investere i CO2-besparelser. En reduktion af energiforbruget er interessant, men kun hvis det afspejles positivt i økonomien, investeringer i mindre forurenede og forurenende byggematerialer medfører derimod ikke en ydelsesmæssig og dermed umiddelbar økonomisk fordel. Derudover, virker besparelsen fra et enkelt projekt som bidrag til en samfundsopgave også som ringe og dermed som mindre attraktiv.

privat lokal samfund

Figur 2.27: Forskellige niveauer inden for bæredygtighed og dens forståelse

Lokalt set, kan investeringer i CO2-besparelser medføre andre positive konsekvenser, som f.eks. et bedre mikroklima og luftkvalitet, støre fokus på naturområder, bedre boliger og mere komfort139, mindre afhængighed af fossile brændstoffer og dermed en reduktion af økonomiske risici for den enkelte beboer, men også for det lokale samfund140.

På samfundsniveau, er CO2-besparelser afgørende, klimaforandringerne vil komme til at bestemme (verdens-) samfundets fremtidige udvikling. Set fra et overordnet perspektiv er enhver besparelse relevant og vigtig for at nå de politisk besluttede samfundsmål (2020/2025).

Niveau-modellen giver dermed også en forklaring på det spørgsmål som tit høres når bæredygtige tiltag skal omsættes i byggeriet: ”What is in it for me?” Svaret er nemt fra et samfundsperspektiv: kommende generationer vil møde en mindre stor udfordring i udviklingen hen mod en leveværdig og bæredygtig verden. På det private- eller projektniveau er svaret til gengæld mere kompliceret: her vil det indebære større omkostninger, flere krav, energibesparelser og ændret adfærd, men også et sundere indeklima og nærmiljø, reducerede økonomiske risici og måske mere tilfredse bruger.

106

139 Faktisk også naboens boliger 140 Herunder også jobsituationen, i et kvarter som er ved at udvikle sig positiv med hensyn til et stabilt by-miljø, gælder det også at øge beboernes tilfredshed. Mindre økonomiske risici kan frigive beboernes potentialer om at støtte og udvikle et lokalt samfund.

Bæredygtighed - Historie og state-of-the-art

Spørgsmål som opstår fra niveau-modellen er om man overhovedet kan tillade sig at trække en (system-)grænse rundt om et enkelt (privat / individuelt) projekt, eller om man ikke i virkeligheden altid er nødt til at se på givne beslutninger fra et overordnet samfundsperspektiv? Er man villig til at se på de konsekvenser som ens private eller individuelle beslutninger kommer til at betyde for andre og får som konsekvens for en selv (på lang sigt)? Og er man villig til at træffe en beslutning som ville være bedre for samfundet, men som betyder en ulejlighed for en selv?

E.F. Schumacher henviser til dette problem i bogen ”Small is Beautiful”: ”What man-as-producer can afford is one thing; what man-as-consumer can afford is quite another thing. But since the two are the same man, the question of what man – or society – can really afford gives rise to endless confusion.” (Schumacher, 1989:87–88)

141 ”E P&L” står for ”Environmental Profit and Loss account for products” 142 Pumas nettoresultat (”net earnings”) angives med 230.1 mio. $ i 2011 (Group Management Report for Financial Year 2011), miljøskaden Puma forårsagede blev for samme tidsrum beregnet til 145 mio. $, ifølge Pumas EP&L beregning (Seidel, 2012:15). Dette svarer til 63% af nettoresultatet.

Det skal dog også siges at tiden måske er kommet til en større accept på samfunds-niveauet og for nødvendigheder som opstår omkring miljø-, ressource- og fordelingsproblematikken. Nogle firmaer har erkendt at deres økonomiske gevinster er baseret på en ulige støre udvinding af økosystemet. Sportskoproducenten Puma har eksempelvis gennemført en studie (”PUMA E P&L”141) som skulle vise hvor stor ”miljøets faktura” vil være for hele leverancekæden for firmaets produktion af sko og tøj. Resultatet var slående og viste at omkring 63%142 af virksomhedens nettoresultat skulle anvendes for at ”rydde op” efter Pumas miljøpåvirkninger (”eksternaliteter”). ”Miljøets faktura” var dermed så stor, at firmaet ikke vil kunne drive forretning, hvis den skulle betales. Men Puma tog problemstilling konstruktivt til sig og er ved at ændre deres produkter med hensyn til materialevalg og produktionsprocesser. For firmaet er det ikke helt uden risiko, siden kunderne er vant til et bestemt produkt når de vælger Puma, og ændringen af f.eks. materialiteten (læder) kan betyde at salgstallene falder. Alligevel, har man besluttet at tage udfordringen op, selvom det betyder at aktionærerne skal acceptere en mindre gevinst. På lang sigt, ser man dog også et konkurrencepotentiale ved at kunne påstå at tilbyde mere bæredygtige produkter til markedet (Seidel, 2012).

Pumas beregning viser dermed de umiddelbare, kortsigtede økonomiske konsekvenser for firmaet, som følge af et øget ansvarsområde for deres produkter.

Dette koncept er ikke nyt og bliver (populært) kald ”Polluter-Pays-Principle” (PPP) eller også ”Extended Producer Responsibility” (EPR) og er en del af ”Rio Declaration on Environment and Development” fra UN-klimakonferencen i Rio, 1992: Principle 16 National authorities should endeavour to promote the internalization of environmental costs and the use of economic instruments, taking into account the approach that the polluter should, in principle, bear the cost of

107

pollution, with due regard to the public interest and without distorting international trade and investment.143 EPR er først blevet beskrevet af Thomas Lindhqvist og Karl Lidgren i 1990 i en rapport til den svenske stat144. Som resultat af forfatternes videre arbejde bliver begrebet i 1992 defineret som: Extended Producer Responsibility is an environmental protection strategy to reach an environmental objective of a decreased total environmental impact from a product, by making the manufacturer of the product responsible for the entire life-cycle of the product and especially for the take-back, recycling and final disposal of the product. The Extended Producer Responsibility is implemented through administrative, economic and informative instruments145. The composition of these instruments determines the precise form of the Extended Producer Responsibility. (i Lindhqvist 2000, p.37-38) Lindhqvists definition har sine rødder i en svensk lovtekst fra 1975146, som henviste til producentens ansvar for affald som opstår under produktion og bortskaffelse. Lindhqvist udvider kravet til produktets hele livscyklus, som også omfatter brugen af produktet. Og i beskrivelsen til sin model henviser Linghqvist til, at producenten kunne forblive ”ejeren” af produktet over hele dets livscyklus, for at kunne imødekomme det udvidede ansvar han påtager sig (ibid., 2000:iii)

143 Kommentar: i den sidste sætning”with due regard to the public interest and without distorting international trade and investment” ligger i princippet et ”smuthul” for ikke at påtage sig ansvaret for miljøskader alligevel. Konsekvensen af det udvidede ansvar bliver enten en mindre gevinst eller et dyrere produkt, og mest sandsynlig begge dele. Dermed bliver konkurrenceevnen svækket og købere ville måske fortrække (billigere) produkter fra en anden producent, som ikke selv har underlagt sig EPR/PPP. For at skabe et lige grundlag for en mere ansvarlig produktion kræves altså en statslig indgriben, som ”udjævner” disse forskydninger, f.eks. i form af skatter eller afgifter. Men dette skal ikke være konsekvensen af Principle 16 alligevel, fordi man vil undgå en indgriben eller påvirkning på det internationale markedet.

144 Lindhqvist, Thomas, & Lidgren, Karl. (1990).

Modeller för förlängt producentansvar [Models for Extended Producer Responsibility]. In Ministry of the Environment, Från vaggan till graven - sex studier av varors miljöpåverkan [From the Cradle to the Grave - six studies of the environmental impact of products].

145 ”instruments” kan i dette sammenhæng f.eks. være skatter, afgifter, statstilskud, statslån eller forbud.

Figur 2.28: EPR-model: hæftelse [liability[, økonomisk ansvar [economic respsonsibility], fysisk ansvar [physical responsibilites] og informationsansvar [informative responsibility] (i Lindhqvist 2000, p.38)’

108

146 Lindhqvist citerer fra Regeringens lovforslag (1975:32) om återvinning och omhändertagande av avfall [Government Bill on Recycling and Waste Management]. Stockholm (Prop. 1975:32): ”The responsibility that the waste generated during the

Bæredygtighed - Historie og state-of-the-art

production processes could be taken care of in a proper way, from an environmental and resource-saving point of view, should primarily be of the manufacturer.

Before the manufacturing of a product is commenced, it should be known how the waste, which is the result of the production process, should be treated, as well as how the product should be taken care of when discarded.” (i Lindhqvist, 2000:30) 147 Lindhqvist fremhæver i en anden kapitel: ”These feedback loops, therefore, are the key to product and product system improvement. The successful EPR scheme must secure – that is, in most cases create – such feedback loops where they do not already exist.” (ibid., 2000:120) 148 dimension for ressourceudvinding, miljømæssige skader, ødelæggelse af økosystemer, dårlige levevilkår og underforsyning i udviklingslandene, økonomisk vækst på menneskernes og miljøets bekostning 149 ”process of directed change” 150 med ”markedsdreven” menes her at diskussionen om emner som klimaforandring, ressourceforbrug og også bæredygtighed tit bliver ført foran baggrunden af individuelle, forretningsmæssige eller nationale interesser, herunder især økonomiske interesser.

Ifølge modellen (Figur 2.28) eksisterer fire områder som en producent kan holdes ansvarlig for hæftelse, økonomisk ansvar, fysisk ansvar og informationsansvar.

Hæftelse forstås som hensyn til produktets (lovet) funktion, økonomisk ansvar betegner ansvaret overfor tredjepart for alle omkostninger som opstår igennem produktionen og bortskaffelsen af produktet, fysisk ansvar henviser til producentens ansvar for produktets udformning, handling og resulterende effekter, og med informationsansvar menes producentens ansvar for at informere om produktets miljømæssige på virkninger (ibid., 2000:38–39).

I en senere definition har Lindhqvist omformuleret EPR-modellen til en politisk målsætning, hvor han også henviser til vigtigheden af en feedback-kultur til producenterne147 (ibid., 2000:v).

De anførte referencer og eksempler skal vise at udvidet ansvar for produkterne over deres livscyklusser, og i det sammenhæng også ansvaret for leverancekæderne er en afgørende led for at kunne tale om bæredygtige produkter. Samtidig betyder denne udvidede ansvar ikke at produkterne bliver mindre konkurrencedygtige, selvom produktionen kan blive dyrere. Politisk set bliver det dog vigtigt at modne vejen for disse ”nye” produkter, samt at læring er fornøden for at sætte konsumenterne i stand til at vurdere og vælge produkterne tilsvarende. Derudover vil det gælde om at skabe en større opmærksomhed for samfundsmæssige konsekvenser af individuelle beslutninger.

Bæredygtighed – en politisk udfordring Hvis man læser Brundtland-kommissionens rapport i dag, virker det ikke som en rapport, som blev skrevet for mere end 25 år siden (1984-87). Mange af de beskrevne problemstillinger eksisterer fortsat148 og det virker heller ikke som om der er sket en virkningsfuld og hurtig handling, som det krævedes i rapporten.

Begrebet ”bæredygtig udvikling” henviser derudover til en fornøden ”udvikling”, som også beskrives som en ”proces af styret forandring” 149 (se også Lélé, 1991:609).

Meget tyder på, at omstillingen hen til et mere bæredygtigt og globalt-tænkende samfund kræver en større politisk indsats. Det gælder om, at transformere samfundet fra et ensidet, økonomisk-tænkende samfund til et samfund som søger velvære og tilgodeser alle dens flere dimensioner (økonomiske, økologiske og sociale mål) (Paehlke, 2005:37). ”Styringen”, er således en fælles, politisk opgave, men kræver også at borgerne/brugerne deltager aktivt i processen.

Alligevel ligger udfordringen også i selve det demokratiske system, hvor mange forskellige meninger forsinker processen, mens problemerne konstant bliver større. I bogen ”2052” (Randers, 2012a), henvises der flere steder til at den politiske proces har vist sig at være for langsomt til at reagere tilstrækkeligt rettidigt på kommende udfordringer. Især i klimadiskussionen kan det ses, hvor besværlig (og markedsdreven150) demokratiske beslutningsprocesser kan være, selvom den

109

langsomme handlen er med til at øge dimensionen for negative konsekvenser så som: ”klimaforandringen, irreversibel tab af biodiversiteten og manglende investeringer i fremtids-fokuseret forskning og udvikling”151.

Diskussionen, som bland andet er opstået er om demokrati i sig selv er en forhindring til bæredygtig udvikling, men der har ikke kunne findes entydige svar på dette. På den ene side, er demokratiske processer nødvendige for at skaffe accept for mere bæredygtige initiativer (som f.eks. miljøbeskyttelse). På den anden side, betyder forholdsvis korte embedsperioder for politikere at langvarige og måske upopulære (selvom nødvendige) beslutninger er svære at træffe og omsætte. Politikere i et demokrati har derfor tendens til at fortrække kortvarige beslutninger, som øger chancen for et genvalg og fastholdelse af deres embede (Bosselmann, 2008:12,15; Paehlke, 2003:148). Bæredygtighed har dog altid været set på som et etisk og måske også utopisk problem og har derfor aldrig virkelig fundet vej ind i den demokratiske proces. Derudover har Brundtlandkommissionens definition for ”bæredygtig udvikling” og den hidtil manglende præcisering af begrebet, givet mulighed for at bæredygtighed på samfundsniveauet tolkes som økonomisk vækst (Bosselmann, 2008:14).

Som allerede påpeget af Lindhqvist (2000) er det nødvendigt, at skabe et lovgrundlag og bruge forskellige midler (”instrumenter”) til at fremme opmærksomheden og ansvarsforholdene med hensyn til produkternes miljøpåvirkninger. Der eksisterer således en række forslag til at beskatte ressourceudvindingen og forbrug eller miljøpåvirkninger fra produktionen, i stedet for beskatte merværdien, arbejdskraft eller indkomster (”skat på onder, ikke på goder”) (Daly, 2009:28).

Derudover, kan ressourcepriser pålægges afgifter, som vil øge ressourcepriserne og dermed skabe incitament for at spare eller erstatte disse (dyre) ressourcer i design og produktion. Ressourcepriser, skatter og afgifter skal have til formal, at ”afbilde” et produkts reale omkostninger med hensyn til miljøet, sociale påvirkninger og økonomien (Elkington, 1998:349; Weizsäcker, 1997:xxvi, 189). Forbrugere som kommer til at skulle betale en højere pris for produktet vil på denne måde, også blive udfordret om at overveje hvor vigtigt produktet faktisk er for dem. Ressourcekrævende produkter (og fremover dyre produkter) med en tvivlsom funktion vil dermed på længere sigt forsvinde fra markedet på grund af brugernes pres.

Den personlige udfordring ”I believe that […] [the] massive aggregation of threats to man and his ecological systems arises out of errors in our habits of thought at deep and partly unconscious levels.”

(Bateson, 1972:487) At omsætte teorien om bæredygtig udvikling til handlinger er meget afhængig af samfundets holdning til emnet. Som beskrevet i afsnittet før om politiske udfor-

110

151 original citat: […] speed is not one of the characteristics of democratic decision making. So the way I see it, the fundamental question in this domain is whether democracy will agree on a stronger state (and faster decision making) before it is too late – before we run into the brick wall of self-reinforcing climate change, ireversible biodiversity loss, and insufficient investment in forward-looking research and development.” (Randers, 2012a:31)

Bæredygtighed - Historie og state-of-the-art

152 som eksempel herpå kan ”land grabbing” nævnes. Ifølge en EU rapport 153 oversæt fra engelsk: ”We can’t just ask people to pay more to save the planet. They won’t do it in some cases – and can’t in most.” (Hawken, 1993:xv) 154 Carley & Shapens referer til undersøgelser af Veenhoven, 1995 og Fred Hirschs bog ”The Social Limits to Growth”.

dringer, kan bæredygtig handling ikke forskrives oppefra og langvarige, i det upopulære beslutninger er svære at træffe for politikere. Siden 1970 kan man dog sige at der er sket en læring og accepten at bæredygtighed – til trods for den upræcise og svære definition – er et afgørende emne, er steget meget. Et tegn herpå er at miljøbevidsthed og bæredygtighed bruges til markedsføring af produkter og services i stort omfang og mange forbrugere viser faktisk vilje til at betale for bedre, mere miljøvenlige produkter.

Alligevel, vil en omstilling, hen mod en mere bæredygtig kultur, betyde at hver enkelt person bør tænke sig om, hvilket ressourceforbrug man selv står for, og hvad det faktisk ”koster” andre mennesker på kloden. Som følge af globaliseringen kan vi ikke længere se konsekvensen af vores konsum, siden produktion og de resulterende miljøskader ofte forgår andre steder i verden152.

I bogen ”The economy of commerce” skriver Paul Hawken (1993:xv) at ”vi ikke kan bare spørge folk om at betale mere for at bevare kloden. De vil ikke gøre det i nogle tilfælde – og er ikke i stand til det i de fleste tilfælde”.153 Citatet beskriver problemstillingen hvad angår den personlige holdning meget tydeligt – mange af os, som kan betale mere for goder, som forurener mindre vil alligevel ikke betale mere, fordi vores personlige velstand kan vises gennem de ting man ejer. Stigende lønninger og økonomisk råderum medfører øget forbrug og konsekvensen heraf er et stigende ressourceforbrug (se også Røpke, 1999:401). Forbrug (konsum) medfører desuden også en tab af værdi – ressourcerne bliver anvendt og derefter ”smidt væk” hvis produktet ikke længere bruges eller bliver erstattet med et andet.

Spørgsmålet er altså, hvordan incitamenter til et mindre ressourceforbrug kan skabes. Undersøgelser har vist, at den individuelle opfattelse af velvære og lykke ikke er forbundet med hverken ejerskabet af goder eller høje lønninger154 (Carley & Spapens 1998, pp.141,143-144). Hvorfor vi alligevel forbruger ressourcer i stigende grad må anses som kulturelt forankret, en søgen efter et bedre liv eller fordi vi gerne vil vise at vi er i stand (potent) til at forbruge på et højere niveau end andre (se også ”theory of envy”, (Røpke, 1999:407)). ”Karl Marx put it this way: ’A house may be large or small; as long as the surrounding houses are equally small it satisfies all social demands for a dwelling. But if a palace rises beside the little house, the little house shrinks into a hut’ (as quoted in Upset, 1960, p.63)” (i Easterlin, 1995) Årsagen til ønsket om at konsumere er mangfoldig. Økonomen Inge Røpke (1999) gennemgår forskellige synsvinkler (økonomisk, socio-psykologisk, historisk og socio-technologiske) og viser at der ikke kan gives et entydig svar på hvorfor vores forbrug øges konstant. Ønsket eller behovet for at fremstå individuel bliver nævnt i flere af disse synsvinkler.

En anden, alternativ mulighed for forbrug, som alligevel skaber velvære, men som i modsætning til vores nuværende konsumvaner ikke medfører et stigende ressourceforbrug, peger Inge Røpke på som værende arbejdsintensive goder og 111

services. Røpke henviser til kulturelle foranstaltninger (f.eks. teater), uddannelse, kunst, håndlavede goder af høj kvalitet mange flere155 (ibid., 1999:401). Fælles for disse typer goder er, at arbejdsindsatsen skaber en særlig kvalitet, som ikke er bundet til materialeintensive processer. Den særlige kvalitet eller værdi som tilføjes gennem (individuelt) arbejde kan således erstatte mængden af goder som ellers tilfredsstiller vores behov (se også Schor, 2010:123–127). Produkter og services som understreger vores individualitet (frem for rigdom) kan få en stor betydning i en omstilling hen mod et mindre ressourceintensivt forbrug.

Men som Inge Røpke også henviser til, er det især vores behov som er underlagt en kunstig udvikling, drevet af markedet og med det mål at øge vores personlige konsum. Forbrugerne kan derfor ofte ikke skelne mellem behov og stimulerede ønsker (f.eks. gennem reklame), Røpke mener derfor også et ansvar på den politiske side med hensyn til marketing og pengemarkedet, som er indrettet til at øge forbruget (Røpke, 1999:416–418).

Allerede i Brundtland-kommissionens rapport bliver der henvist til ”behov” i stort omfang x. Rapporten beskriver ”grundlæggende behov” (”basic needs”), som bestemt ikke kan sammenlignes med de behov som omtales i sammenhæng med forbruget i industrinationerne. Alligevel er sammenfaldet af begreberne interessant, fordi begge situationer beskriver et givet grundlag til menneskernes handling. Opgaven, som kan afledes heraf er en ny-definition af behov, og erkendelsen at velvære ikke er bundet til materielle goder alene. Den personlige udfordring vil ligge i den omstilling og den læring som kræves for at kunne acceptere en anden målstok og måde at præsentere os som individuelt person. ”Once well fed, warm, safe and comfortable of food and manufactured goods, most humans yearn for more abstract satisfaction. Never ending growth in material consumption and energy use may generate marginal improvements for some individuals but will easily be overwhelmed by the negative side effects for the masses when everyone tries to emulate the rich – because we live on an infinite planet.” (Randers, 2012a:12) I relation til arkitektur og arkitektens arbejde, kan her ses en spændende designopgave: Hvordan kan materialeintensiteten reduceres, ved at øge arbejdsindsatsen, samtidig med at livskvaliteten øges? Men også spørgsmålet om arkitektfaget kan udfordre vores boligbehov kan stilles i denne sammenhæng (se også afsnittet om sufficiens og efficiens)156. ”Behov” ser ud til at være kernen i mange diskussioner omkring bæredygtighed, især når det handler om den sociale dimension. Begrebet danner en stærk reference til psykologens Abraham H. Maslows udvikling af ”hierarkiet af grundlæggende behov”157 som han beskriver for første gang i 1943 i udgivelsen ”A theory of human motivation” (Maslow, 1943). Behovshierarkiet er bygger på teorien om at hver menneske længer efter at tilfredsstille sine behov, fra helt fysiologiske behov, såsom behovet for at spise eller behovet for søgn, hen til psykologiske

112

155 Citatet i det engelske orginal: ”Obviously, different consumption activities differ very much with regard to their environmental impact, and in principle, it is easy to imagine a continous grwoth in the economical defined consumption without a corresponding grwoth in the consumption of ressources – even under the assumption of unchanged technologies. This would be possible, if the population used income increases to buy labour-intensive goods and services: theatre and music perfromances, courses in new skills, lectures on interesing topics, art objects, high quality clothes and houses made of handicrafts, child care, and massage treatments. However little indicates that such a re-orienttion of consumption is actually taking place.

On the contrary, the growth in consumption seesm to be materials- and energyintensive, also in the rich countries, as is indicated by the increasing number of housing square meters per person […], the number of cars, […] ” (Røpke, 1999) 156 Statistikker viser f.eks. at boligarealet per indbygger i Danmark er det højeste i Europa – dette faktum diskuteres i en senere afsnit, både med hensyn til energi- og ressourceforbrug, driftsomkostninger, men også i sammenhæng med renovering og fleksibilitet.

157 Oversæt fra engelsk: ”hierarchy of basic needs” (Maslow, 1943:386)

Bæredygtighed - Historie og state-of-the-art

behov, som selvrealisering på det øverste trin i hierarkiet. Rækkefølgen af trinnene i hierarkiet er til en hvis grad individuelt, afhængig af den enkeltes psykologisk forudsætninger og drifter (ibid., 1943:386). Ligeledes er alle behov forbundet med hinanden, forstået således at når et behov et tilfredsstillet, længes allerede efter det næste (ibid., 1943:370). Især dette punkt virker meget relevant i sammenhæng med den ”personlige udfordring” og er sandsynligvis også referencen Jørgen Randers anskuer i det ovennævnte citat.

Foran baggrunden af den hurtige udvikling i byggesektoren i 1960’ernes Danmark udviklede psykologen Ingrid Gehl begreberne ”bo-behov” og ”bo-miljø”, som ”omhandler de psykologiske krav, boligen og boligområdet må give muligheder for, at deres beboer kan få tilfredsstillet” (Gehl, 1971:8). ”Miljø” henviser til det oplevede omverden, altså alt der omgiver os og som er del af det ”byggede miljø”, men også de sociale komponenter som bliver berørt. Begrebet ”Bo-behov” læner sig tæt op ad Maslows behovshierarki, og er tilsvarende inddelt i forskellige trin, begyndende med ”fysiologiske behov” over ”sikkerhedsbehov” hen til ”psykologiske behov” (ibid., 1971:18). Særlig interessant med tilgangen er at de fysiologiske behov stort set dækker sig med de ”fundamentale behov” efter Maslow, mens behov som ”behov for kontakt”, ”behov for isolation”, ”behov for oplevelse”, ”behov for udfoldelse”, behov for leg”, ”behov for identifikation” og ”behov for æstetik” findes på det sidste, tredje trin. Alle disse behov er ligeledes abstrakt, immaterielle og medfører ikke nødvendigvis et øget ressourceforbrug, Ingrid Gehls ”Bo-behov” virker tæt forbundet med ordet ”boligbehov”, som måske kun er et tilfælde, alligevel er det interessant at ”boligbehov” stadigvæk bliver brugt i en kontekst som handler næsten udelukkede om kvantitet (antal og størrelse af boliger).

De sociaIe aspekter som er forbundet med vores byggede miljø virker tit at være fraværende i diskussionen om bæredygtighed i byggeriet. Ideen om ”bo-behov” og deres betydning for velværen med hensyn til boligen, burde sættes stærkere i fokus, både i den aktuelle diskussion og i omsætning af boligprojekter (herunder også renovering).

Bæredygtighed - et spørgsmål om design og vidensintegration?

Bæredygtighed ser ud til at være et spørgsmål om de rette beslutninger, hvor forskellige krav og omstændigheder skal ses samlet i forhold til ressourcer, kontekst og virkemåder og dermed sammenligneligt til en designopgave. Forståelsen for at alle beslutninger har en konsekvens i andre sammenhæng (miljø, økonomi, social) betyder at beslutninger skal træffes på et informeret grundlag og at fordele og ulemper skal afvejes mod hinanden. Denne type beslutninger kaldes multikriterielle beslutninger og har som fordel at forskellige typer informationer (f.eks. kvalitative og kvantitative) kan inddrages i den samme vurdering. Da resultatet dog kan være flertydig skal en vægtning foregå, på baggrund af en på forhånd defineret målsætning. Munashinge (1993:33) henviser til at målsætninger

113

for bæredygtig udvikling tit er meget overordnede (som f.eks. øget livskvalitet) og dermed ikke-konkret. Metoden tillader dog, at disse overordnede målsætninger nedbrydes til mere anvendelige kriterier.

At multikriterielle vurderinger og beslutninger er vejen frem hen mod bæredygtige beslutninger er mange enige om. Økonomen John Elkington (1998) peger for eksempel på fornødne paradigmeskift indenfor fire områder Life-Cycle Technology, Transparency, Values og Markets, hvor de nye paradigmer altid peger på multikriterielle beslutninger. Således skal der inden for Life-Cycle Technology ikke kun fokuseres på Livscyklusanalyser med fokus på miljøet (E-LCA), men samtidig også på Life-Cycle Costing (LCC) og sociale påvirkninger (S-LCA) og endimensionelle økonomiske rapporter skal blive til flerdimensionelle ”triple bottom line” rapporter. Et anden eksempel som Elkington anfører er Dow Europes ”EcoCompass” (Figur 2.29), et værktøj, som var udviklet for at kunne tage hensyn til ”Faktor 4”-målene, som beskrevet af Erich v. Weizsäcker og Wuppertal Instituttet. Med Eco-Compass værktøjet kunne vurderes på 6 kriterier samtidig og afbildningsmåden tillod en enkelt sammenligning mellem forskellige designoptioner (ibid., 1998:205).

Figur 2.29: Dow Europe’s Eco-Compass (gengivet i ibid., 1998:205)

Eco-kompasset er anført her som ét eksempel på, hvordan multikriterielle beslutninger kan visualiseres og understøttes, men der er blevet udviklet mange lignende værktøjer, til mange forskellige formål158. Mange af disse værktøjer tager afsæt i produktets livscyklus, fra råmateriale udvinding hen til bortskaffelsen. At kortlægge og vurdere et produkts livscyklus er en kompleks opgave, men kan være til gavn for produktets design på forskellig måde, herunder (økonomisk) optimering af produktionskæden, eller reducering af miljøpåvirkninger.

114

158 Andre eksempler er Arup SPEAR-værktøj til bygninger, eller Renaults Eco-Wheel

Bæredygtighed - Historie og state-of-the-art

159 Brundtland-rapporten skriver ikke om LCA eller ”burden-shifting” som sådan, men det principielle problem som nævnes i sammenhænget kan sammenlignes med definitionen for ”burden-shifting”, som brugt i LCA-metoden.

Tilbage i 1998 kalder Elkington den nye forståelse og fokus en ”life-cycle revolution”. Under overskriften ”Winners, Loosers” forudsiger han at firmaer, som ikke gennemgår deres produktionskæder og designs med henblik på deres produkters livscyklusser, på lang sigt ikke vil kunne konkurrere med dem, som benytter sig af metoden (ibid., 1998:215).

Life Cycle Thinking er netop en metode, som tillader multikriterielle vurderinger og kan dermed tjene som beslutningsgrundlag i sammenhæng med spørgsmål om bæredygtighed. Metoden er ikke ny (beskrivelser af livscyklusser og produktionskæder kan f.eks. findes i Adam Smiths Nationernes Velstand fra 1776), men det er først i 1990’erne at metoden bliver standardiseret (Millet, 2003:27) og senere udviklet til et brugbart design-værktøj.

Life Cycle Thinking bliver introduceret mere detaljeret i kapitel 4, men med hensyn til bæredygtig udvikling har det vist sig, at livscyklus-tilgangen og dens mål, at undgå ”burden-shifting”, er helt grundlæggende. ”Burden-shifting” betegner faren ved, at i en optimeringsproces med fokus på kun en eller få parametre, processer, geografiske områder, eller miljøpåvirkninger, opstår der store konsekvenser i en anden del af systemet, uden at disse kan medtages i vurderingen.

Allerede i Brundtland-rapporten henvises til dette problem159 og at der skal tages særlig hensyn til de mennesker og processer, som bliver påvirket af vores beslutninger og handlinger, længere op i produktionskæden (”upstream”) (World Commission on Environment and Development, 1987:47).

Multikriterielle beslutninger er svære at træffe, hvilket bliver afspejlet i de mange forsøg på at målrette design (af produkter, systemer, services, mfl.) hen mod bæredygtigt design, som det mest komplekse felt. Under overskriften ”Design for X”, kan alle disse forsøg og teorier sammenfattes, hvor X’et står for den momentane, mere eller mindre konkrete opgave. Tidlige eksempler hedder således ”Design for Assembly” i 1970’s, men faktisk fandtes lignende design paradigmer allerede i Bauhaus-tiden, hvor det gjaldt at forstå produktionsprocesser og – muligheder og designe ud fra disse begrænsninger. I den nyere tid, er ”Design for X” teorierne tæt forbundet med spørgsmålet om mere bæredygtigt design og der findes således en række koncepter, som er målrettet ressource- og energiefficiens.

Dominique Millet (2003:4) har inddelt disse miljøforankrede koncepter i tre områder (se også Figur 2.30): a) b) c)

partielle økokoncepter klassiske økokoncepter innovative økokoncepter

a) Partielle koncepter, ser kun på få problemstillinger i et produkts livscyklus, som for eksempel energiforbruget (Design for Low Energy Consumption) eller End-of-

115

Life scenariet (f.eks. Design for Disassembly, Design for Recycling, Design for Remanufacturing). b) Klassiske koncepter, er målrettet øko-efficiens (f.eks. ideen bag Weizsäckers ”Faktor 4” – fordoble kvaliteten, ved den halve ressourceindsats), eller miljøpåvirkninger (green design). c) Under innovative koncepter, findes gruppen som ser på hele produktets livscyklus, herunder Design for Life Cycle eller Design for Sustainability.

Millets inddeling er interessant på mange måder og har tjent som grundlag til spørgsmål allerede tidligt i denne afhandling. Millet bringer tre dimensioner sammen, reduktion af påvirkninger og graden af industrialisering (begge to på yaksen) og tidspunktet for udvikling og anvendelsen, parret med en kvalitativ vurdering med blik på innovation. Bilproducenter arbejder efter egne udsagn (Morell, 2011) med koncepter som ”Design for Eco-Efficieny” eller ”Design for Life Cycle”, koncepter som betyder en større reduktion af miljøpåvirkninger og bevæger sig i krydsfeltet af klassiske og innovative koncepter.

Figur 2.30: Dominique Millet, positionering af forskellige miljøfokuserede design koncepter (i ibid., 2003:103). Markeringerne er tilføjet det originale diagram. Automobilbranchens seneste designkoncepter (f.eks. Renault) er markeret i orange, røde markeringer viser aktuelle koncepter inden for byggeriet.

116

Bæredygtighed - Historie og state-of-the-art

Derimod, er koncepter som ”Design for Disassembly” eller ”Design for Low Energy Consumption” ifølge Millet både forholdsvis gamle (1990’erne) og kun partielle koncepter, som samtidig ikke kan reducere miljøpåvirkningerne i stor stil.

Med hensyn til byggebranchen, er disse koncepter dog allerede meget krævende og svære at omsætte. Diagrammet viser dog også, at der eksisterer et sammenhæng mellem industrialiseringen og reduktion af miljøpåvirkninger (”Forte – écosystemè industriel”). Hvis dette udsagn er korrekt, betyder det at byggebranchen er nødt til at ”genindustrialisere” sig, for at kunne gøre brug af de mere innovative koncepter. ”Design for sustainability”, er angivet som det ypperste af koncepterne med hensyn til både innovation og reduktion af miljøpåvirkninger, men også graden af industrialisering. Implikationen er dog at der ikke findes noget produkt, som er designet efter dette princip endnu. Spørgsmålene som diagrammet har leveret til denne afhandling er: ”hvad er Design for Sustainability?” ”hvilke kriterier hører til under Design for Sustainability?” og – hvis overhoved muligt inden for byggeriet – ”hvordan omsætter man Design for Sustainability?”.

Bæredygtighed – økonomisk vækst vs. velvære og miljøet

160 der eksisterer en række andre indikatorer, defineret og udgivet af forskellige institutioner. For alle indikatorer gælder (inkl.

BNP) at målemetoden er afgørende for resultat. Et af de største kritikpunkter, også for GPI og IESW, er at beregningsmetoden og datagrundlaget tager afsæt i en ideologi som skal udtrykkes igennem parametre. At der er behov for at have alternative indikatorer for velvære eller velstand er derimod ubestrideligt og bliver også udtrykt igennem det store antal af forholdsvis nye indikatorer (wikipedia lister f.eks. mere end 15 indices indenfor feltet) 161 Max-Neff (1995): ”Treshold Hypotesis”

Begrebsforklaringen viser hvor mange forskellige tilgange og perspektiver der eksisterer når bæredygtighed omtales. Den umiddelbare udfordring, er dog, at rette op på den forskydning som allerede eksisterer med henblik på økosystemet og dets udnyttelse. Der eksisterer mange grunde til det, men hovedpointen ligger i det gældende økonomiske system, som ikke tilgodeser miljøets værdi på lige fod med værdiskabelse igennem arbejde og produktion. Flere kilder (Daly, 1991; Max-Neef, 1995; Elkington, 1998; Schmidt-Bleek, 1994) henviser til, at opgørelsen af en nations velstand i BNP (bruttonationalprodukt) ikke er tilstrækkelig og er - eller kan være - årsag til at økosystemets betydning for et samfund (også økonomisk betydning) bliver undervurderet. Daly har derfor tidligt begyndt med at udarbejde alternative indikatorer som ”Index of Sustainable Economic Wellfare” (IESW, 1990) og senere ”Genuine Progress Indicator” (GPI)160.

Ideen bag det nye indeks er, at eftervise, at økonomisk vækst ikke er en indikator for livskvaliteten i et land. Undersøgelser og beregninger af IESW fra 1994 at visse industrinationer har vist, at både BNP og IESW vokser næsten parallel i mange år efter 1950. Omkring 1975/1980 knækker kurven for IEWS, mens GNP forsætter med at stige, et tegn på at ”velvære” ikke står i direkte sammenhæng med økonomisk vækst og at øget økonomisk vækst faktisk kan medføre en faldende velvære (Figur 2.31). Manfred Max-Neff har i en lignende undersøgelse fra 1991 diskuteret, om der eksisterer et ”tærskelpunkt”161, et punkt hvor selvom økonomien vokser, så forbedres livskvaliteten ikke mere eller den faktisk falder (”Threshold Hypotesis”) (Max-Neef, 1995).

117

Figur 2.31: ISEW og BNP i relation (efter ibid., 1995)

De første beregninger af IEWS og BNP viste, at Max-Neefs antagelse kunne bekræftes, men der skulle tages alligevel en del forbehold siden man f.eks. kun sammenlignede værdier for industrinationer. Alligevel henviser Dalys og MaxNeefs undersøgelser til at J.S.Mills stationary-state konceptet kan være en sandt og gangbar vej, med målet for øjne at forbedre livskvaliteten uden at øge størrelsen af det økonomiske system på bekostning af økosystemet. ”Måske kan velfærd og lykke, som er oplevelser og ikke ting, tage til i det uendelige, hvis processen baseres på kvalitative forbedringer (udvikling) snarere end kvantitativ forøgelse af gennemstrømningen af materie/energi (vækst). Det er væksten, der er problemet, ikke udviklingen.” (Daly, 2009:13) Et meget tydeligt eksempel på at vækst og indikatoren BNP ikke giver brugbare oplysninger i sammenhæng med en bæredygtig udvikling er det faktum at genoprettelsen efter miljøskader faktisk øger en nations BNP. Kemikeren, miljøforsker og udvikleren af MIPS-konceptet ved Wuppertal-Instituttet Friedrich SchmidtBleek (1994:70) henviser i dette sammenhæng til en udgivelse af Christian Leipert162, som en af de få forsøg på at kvantificere omkostninger af miljøskader, som konsekvens af produktion og forbrug af goder. Forfatteren anskuer størrelsen af disse omkostninger på 11,6% af Tysklands BNP i 1988 (Leipert, 1989:133).

Hvis økonomisk vækst er målet, betyder dette som konsekvens, at miljøskader er gode (sic!), da genoprettelsen af miljøet faktisk øger en nations økonomiske vækst163 (se også Daly 1991, p.185).

Mange tænkere og forskere har i de sidste 50 år skrevet og diskuteret, at det især er vores opfattelse af økonomisk vækst, som både er og vil blive årsagen til miljøskader og ikke kan forbedre menneskers velvære og som for mange betyder det stik modsatte. I mange kilder bliver derfor anbefalet, at vi finder en ”ny” økonomi, én som tillader og fremmer velvære, som har en menneskelig skala, som ikke er baseret på ressourceforbrug og som vedligeholder økosystemet. Der er blevet fundet på mange navne – steady-state economy (Daly), intermediate technology (Schumacher), informative economy (Hawken), plentitude (Schorr), pros-

118

162 se også note 127 163 Den samme problemstilling diskuterer også Paul Hawken i sin bog ”The next economy” fra 1983, bare med andre eksempler. Paul Hawken henviser til at BNP vokser når mennesker er syge eller vores biler går i stykker, men ikke vokser når folk er raske og bilerne er langtidsholdbare. Han henviser også til at det nuværende opfattelse af vækst og dens indikator BNP er med til at øge ressourceforbruget, fordi vækstmodellen ikke kan skabe incitament til et mindre forbrug eller besparelser (Hawken, 1984:91–92)

Bæredygtighed - Historie og state-of-the-art

perity (Jackson) – men i kernen svarer alle disse ideer og koncepter som er stærkt relateret til økologisk økonomi til det samme spørgsmål - om vi overhovedet har brug for en vækstorienteret penge-økonomi og hvordan bæredygtig udvikling egentlig og endelig kan omsættes.

Dematerialisering – mod velvære uden ressourceforbrug

164 Konceptet bliver præsenteret og diskuteret i forhold til byggebranchen i kapitel 5 (”ProduktService-Systems (PSS)”)

En mulig løsning på problemet med ressourceforbruget kan være ”dematerialiseringen” af goder og dermed en ”frakobling” af økonomisk vækst og miljøpåvirkninger. Samtidig kunne menneskelig velvære (og tilfredsheden) blive uafhængig af ressourceforbruget (Robinson og Tinker i Schrecker, 1997:80), som på nuværende tidspunkt er grundlaget for økonomisk vækst i de bred accepterede målemetoder for vækst og velvære, som for eksempel BNP. ”Dematerialisering” i sammenhæng med produkter betyder at materialeintensiteten af et produkt bliver reduceret. Materialeintensitet betegner her den mængde ressourcer som kræves for at fremstille og bruge produktet (Schmidt-Bleek, 1994). Dematerialiseringen kan ske på forskelligvis og er afhængig af produktet, dens funktion og ydelse164.

Funktion og ydelse er dog mere afgørende end det enkelte eller individuelle produkt (alternativer). Ideen om dematerialisering er stærk forbundet med konceptet bag Product-Service Systems (PSS), som bliver præsenteret flere steder i denne afhandling. Når man ser på en ydelse over en lang tidsperiode, bliver produktet sekundært i relevansen, vigtig er at ydelsen opretholdes. I den forstand kan nødvendigheden af at erstatte et produkt ved dets ”end-of-life” med et nyt, anses som en vedligeholdelsesindsats: produktionen af erstatningsproduktet er ikke andet end vedligeholdelsen af den krævede ydelse (se også Daly, 2008:6). I kombination med ideen om ressourceefficiens fra Wuppertal Instituttet (MIPSkonceptet), betyder det at produkter især skal være langtidsholdbart.

Figur 2.32: Dematerialisering (A) og resocialisering (B) som virkemidler for at frakoble økonomisk vækst fra velvære og ressourceforbrug (gengivet fra Tinker og Robinson i ibid., 1997:82,85,86)

Mens dematerialisering vil betyde, at miljøpåvirkninger forårsaget af vores konsum, kommer til at falde fordi goderne produceres og ydelsen kan opretholdes 119

med en mindre ressourceindsats, må det dog ikke glemmes, at målet og incitamentet for sådan en udvikling er samfundets stigende velvære. Dematerialiseringskonceptet alene fjerner dog ikke forbindelsen mellem brug og forbrug af goder for at opnå dette mål og dematerialiseringen ændrer heller ikke betydningen af økonomisk vækst. I diskussionen om den hidtil brugte indikator på økonomisk vækst – BNP – bliver det tydeligt, at den økonomiske baggrund ikke ligger til grund for vores opfattelse af velvære og livskvaliteten, men at det handler om en række andre forhold som skal være opfyldt samtidigt. Den anden opgave ligger dermed i at fjerne forbindelsen mellem velvære og forbruget af goder (selvom de er dematerialiseret allerede) (se også Robinson og Tinker Schrecker, 1997:79–87).

Ifølge Robinson og Tinker (i ibid., 1997:85) ligger her en stor socio-politisk og kulturel opgave, fordi det økonomiske system (forbrug af goder/services) også burde frakobles fra vores forståelse af velvære. Konkret henviser Robinson og Tinker til en ”uformel økonomi”, hvor en del af ”lønnen” bliver udbetalt på andre måder, f.eks. igennem gensidig deltagelse i samfundets opgaver (i Schrecker 1997, p.84). Overført til dematerialiseringskonceptet kunne denne idé føre hen til en revision af en af industrialiseringens konsekvenser - at menneskelig arbejdskraft er blevet erstattet med et konstant voksende ressourceforbrug (se også Weizsäcker, 1997:xx) - og medfører at arbejdskraft i fremtiden, kommer til erstatte en del af ressourceforbruget (se også afsnittet om ”reuse, repair, recycle” i Kapitel 5).

Dematerialisering og frakobling (”decoupling”) af ressourceforbruget fra BNP’et har vist sig at være mulig over de sidste 25 år. Ressourceindsatsen per unit af BNP (”kroner”) er faldet i industrinationerne, dog er det samlede ressourceforbrug alligevel steget, da både BNP’et og befolkningstallet er vokset siden. Begge dele er ansvarlig for en tilvækst i ressourceefterspørgsel, selvom teknologien er blevet bedre, mere ressourceefficient og produkterne mindre materialeintensive (Schor, 2010:44–46)165.

Bæredygtighed som et fælles koncept?

Redegørelsen om vores forståelse af ordet bæredygtighed skal vise at det er svært at finde en enkel, fælles definition for begrebet. Ikke nok har begrebet flere betydninger, som endda forandres over tid, men en det har også flertydige oversættelser til andre sprog. Ved siden af den sproglige betragtning og forståelse, bliver begrebet også anvendt på forskellig vis i faglige sammenhænge, herunder især i socialvidenskaberne og naturvidenskaberne, hvor man igen ikke har en fælles definition (Paehlke, 2005:36). Alligevel eksisterer der et stort overlap og en stor accept for andre betydninger og dermed kan bæredygtighed anses som en ”bro mellem fagene” eller en ”konceptuel basis for en integration af de socialvidenskabelige og naturvidenskabelige fag” (Paehlke, 2005).

120

165 Juliet Schor refererer direkte til tal fra USA, som viser at materialeforbruget per enhed BNP er faldet med 25% fra 1980 til 2005.

Samtidig er befolkningen dog vokset med 35%, BNP’et med over 50%. I totale tal betyder dette en tilvækst i ressourceforbrug på 54% over 25 år, selvom materialeintensiteten kunne reduceres.

Den samme pointe præsenterer Thomas Malthus allerede i 1798 (i Malthus et al., 1962), her dog med referencen til madproduktionen og befolkningsudvikling: selvom madproduktionen muligvis kan fordobles alle 25 år, stiger befolkningstallet eksponentielt i samme tidsrum. Dette medfører at – selvom der produceres betydeligt mere mad – at forsyning ikke er tilstrækkelig efter kun kort tid (se også note 123).

Bæredygtighed - Historie og state-of-the-art

166 Lélé henviser i denne sammenhæng dog også til, at den upræcise definition er med til at forhindre en bedre diskussion om bæredygtighedsbegrebets egentlige mening.

167 Oversæt fra engelsk:”ideal static state” 168 Citatet fra Seneca fra begyndelsen af dette underkapitel henviser til denne udfordring (se også note 163).

169 Dette mål nævnes direkte eller indirekte i mange kilder, uden at det er muligt at nævne en hovedkilde. Tidlige kilder er Herman Daly (1968), eller Meadows et al (1972), senere Schmidt-Bleek (1994), Weizsäcker (1997) eller Randers (2012).

Alligevel er det blevet svært at bruge og forstå begrebet ”korrekt”, netop fordi definitionen er kontekstafhængig. At begrebet ikke har en entydig definition kan derimod også ses som dens egentlige styrke – selvom der eksisterer forskellige holdninger i miljødiskussionen og til ressourceproblematikken, kan bæredygtighedsbegrebet danne et fælles grundlag for gensidig forståelse og diskussion166 (Lélé, 1991:607).

Som allerede nævnt tideligere (se også Elkingtons ”triple bottom line”, Figur 2.19, s.95) er bæredygtighed ikke et statisk koncept, bæredygtighed beskriver et flow og en cyklus. Derudover, handler det ikke om at ”fastholde” det vi allerede har, det handler om en udvikling, som tillader de kommende generationer at leve i en (leve-)værdig verden (Paehlke, 2005:37). Dette gælder især for udviklingen og bevarelsen af økosystemet. Munasinghe (1993:3) fremhæver for eksempel, at opgaven består i at opretholde og forbedre økosystemets robusthed, men ikke at ”konservere en ideel statisk tilstand”167 Med hensyn til ressourcer gælder det for eksempel ikke kun om at spare ressourcer, men at bruge dem klogt og at finde (vedvarende / fornybare) alternativer, som vil reducere afhængigheden af bestemte ressourcer (især fossile) (se også Paehlke, 2005:37). Ikke-fornybare brændsler som olie og gas er gode eksempler på dette. I dag virker forsyningen ikke begrænset og der findes fortsat nye kilder, alligevel ved vi allerede nu, at ressourcerne er begrænsede og at det vil blive sværere og dyrere at udvinde dem med tiden. Derfor, er det på den ene side nødvendigt at spare på ressourcerne nu, for at forlænge den tid der er tilbage til at finde alternative løsninger168. På den anden side, er det også nødvendig at nedjustere vores overforbrug til et niveau som kan vedligeholdes på lang sigt169.

Selvom der kan være forskellige afsæt til diskussionerne om denne problemstilling er der en del grundlæggende punkter som der er enighed om (f.eks. ressourceproblematikken) Den overordnede diskussion kan virke meget politisk og økonomisk præget, men det er tydeligt at der er behov for at finde berøringspunkter og især incitamenter for at fremme en bæredygtigt udvikling på alle niveauer (individuelt/privat, lokal, samfund).

”The Limits to Growth” 170 Beregningerne som danner grundlaget til rapporten er baseret på den såkaldte ”World 3 Model” som forfatterne havde udviklet. Modellen kunne forandres ved at ændre ved en række parameter (f.eks. befolkninsgvækstrate, ressourceforbrug, osv.). I rapporten nævnes tre beregninger baseret på forskellige parameterændringer.

Tilbage i 1972 blev der i rapporten ”The Limits to Growth” (Meadows et al., 1972) vist - på baggrund af 3 forskellige scenarier - hvordan verden kommer til at udvikle sig med hensyn til blandt andet befolkningstilvækst, ressourcer og økonomisk udvikling. Selvom udsagn fra rapporten var upræcise og forfatterne henviste eftertrykkelig til, at resultaterne var baseret på mange antagelser, viser det sig dog nu - 40 år efter udgivelsen - at mange ”forudsigelser” faktisk er sket fyldest. Af rapportens tre scenarier170, skulle kun den tredje ikke ende i større ødelæggelser, men i en steady-state for verdens samfund. ”The Limits to Growth” viste også, at der næppe vil være tale om store problemer eller alt for knappe

121

ressourcer indtil årtusindskifte – i alle tre scenarier – men at problemerne vil først blive synlige og mærkbart i den anden halvdel af det 21.århundrede.

Nyere rapporter, som har taget beregningsmodellen op igen og har sammenlignet den med reelle tal fra de sidste 30 års udvikling har vist, at verdens udvikling ikke er på vej hen mod det 3.scenarie, men kommer til at ligge mellem det første og det andet – som begge to ender med en katastrofe. ”The Limits to Growth” var således meget kontroversiel da den udkom og er siden blevet læst og kritiseret på mange forskellige måder, alligevel har rapporten medført at debatten blev taget alvorlig, og initiativer som Brundtlandkommissionen, og FN’s klimakonferencer, viser at emnet og dets vigtighed vedrører mange menneskers virkelighed. Alligevel, er der gået 40 år siden udgivelsen af rapporten og man kan – desværre – konstatere at problemet og udfordringen er vokset siden. At der ikke er sket så meget, som var nødvendigt har mange årsager – nogle er blevet nævnt tidligere – men den måske største udfordring er at vi skal yde en indsats for de næste generationer, som i et stykke tid vil betyde omkostninger og måske også en lavere levestandard, end det vi er vant til i den industrialiserede verden.

Fremover vil der også gennemføres mange beregninger og udfærdiges rapporter, og flere af dem vil eftervise at vi ikke tilstrækkelig er på sporet for at kunne sikre en leveværdig verden i fremtiden. I sammenhæng med de meget komplekse beregninger som dannede grundlag for The Limits to Growth skrev E.F. Schumacher: “Der kræves hellere ikke analyser af en mængde varearter, af tendenser, feedback-gennemløb, dynamiske systemer og så videre for at komme til den konklusion, at tiden er kort” (Schumacher, 1975:123)

Balancen Sammenfattende kan siges, at emnefeltet bæredygtighed er meget stort. Diskussionen bliver ført i mange faglige kredse fra biologi over politik til økonomi og på mange forskellige niveauer og ud fra meget forskellige meninger (se også Robinson og Tinker i Schrecker, 1997). Der hersker dog enighed om, at bæredygtighed i stigende grad er et vigtigt og nødvendigt emne at forholde sig til. Selvom begrebet på nuværende tidspunkt ikke er defineret præcis, hindrer det dog ikke at problemstillingen bliver diskuteret på tværs af fagene. Den upræcise definition for ”bæredygtighed” er faktisk med til at muliggøre diskussionen blandt mennesker med forskellige afsæt og målsætninger. ”Bæredygtighed” kan derfor anses som et formidlende, brobyggende koncept, som er vigtigt for at kunne formidle de komplekse sammenhænge mellem miljø og økologi, økonomi og sociale omstændigheder som påvirkes af menneskeligt virke.

Umiddelbart kræves der handling for at nå hen mod en mere bæredygtig udvikling og ikke så meget mere diskussion af selve begrebet. Udfordringen ligger i at

122

Bæredygtighed - Historie og state-of-the-art

tænke langsigtet, især med hensyn til politiske beslutninger, som anses som et af de stærkeste virkemidler for at fremme miljørelevante system- og samfundsændringer. Herunder gælder det især at acceptere et anderledes hierarki, hvor et afbalanceret økosystem anses som grundlag og betingelse for et velfungerende og robust økonomisk system på lang sigt. Denne forståelse bliver også omtalt som ”strong sustainability”, hvor man går ud fra, at økosystemet ikke kan genoprettes gennem en økonomisk indsats. ”Weak sustainability” betegner således koncepter som sidestiller økosystemet og økonomien, med afsættet i at et skadet økosystem vil kunne genetableres ved brug af nye teknologier (se også Shmelev, 2012:119).

Politiske indgreb kan for eksempel være at fordre skat på ressourcer og forbruget af dem (”polluter-pays-principle”), som vil sørge for at ressourcer får en realistisk pris, i den forstand, at prisen kommer til at afspejle alle omkostninger som ressourceforbruget forårsager i et langsigtet perspektiv. Til gengæld kan skatte og afgifter på ikke-ressourcekrævende værdiskabelse (f.eks. services) fjernes.

Med hensyn til produkter og forbrug af goder, kommer det til at betyde, at produkter med lange levetider og en reduceret materialeintensitet bliver (økonomisk) mere interessante for forbrugerne. Dematerialiserede produkter – services – vil anses som et godt alternativ til ejede produkter, som igen vil medføre en reducering i ressourceforbruget og et øget efterspørgsel af arbejdskraft (se også Mont, 2000), som kommer til at have en positiv indflydelse på samfundets sociale sammenhæng.

En videre opgave vil ligge i, at gøre vores syn på økonomisk vækst og vores velvære uafhængig af hinanden. Undersøgelser har vist at en forbedring af den følte velvære i de industrialiserede lande ikke kan skabes alene gennem øget økonomisk vækst, men at der bliver andre, mere abstrakte mål som skal forfølges, herunder også et velfungerende økosystem og et langsigtet, positivt fremtidsperspektiv. Vores opfattelse af velvære er tæt forbundet med vores behov – og her gælder det om at finde på nye definitioner for behov, som ikke er afhængig af ressourceforbrug og økonomisk vækst. Dette er en politisk og kulturel bundet opgave.

Desuden vil en stor opgave allerede ligge i at opretholde den nuværende livsstandard, som i princippet bygger på et konstant overforbrug af ressourcer. At tilbageføre ressourceforbruget til et acceptabelt stabilt og vedvarende niveau uden at reducere livskvalitet og velvære er måske den største opgave for industrinationerne i de kommende år.

Den anden og endnu større opgave bliver at øge livskvaliteten i udviklingslandende og for de mange og hurtig stigende antal af fattige mennesker – et krav som allerede blev tydeligt understreget i Brundtland-rapporten i 1987.

Bundlinjen som kan trækkes på baggrund af de mange udgivelser og diskussioner om bæredygtighed igennem de sidste 50 år er, at det kræver en sand og ærlig handlen på mange forskellige niveauer for at skabe en udvikling som tilgodeser alle menneskers behov. Målet må således være, at finde økosystemets ba-

123

lance og tilsvarende størrelsen på det økonomiske system, som forudsætning for langsigtet og robust velvære.

Hvordan balancen kan findes mellem det sociale, miljøet og økonomien? Som Paehlke (2003:127,149) skriver, ligger i opgaven at finde ”midten”, mellem ”’ecomonic growth at all costs’” og ”’ecological protection though [sic] asceticism’”. Ifølge Paehlke er ”spillet” desværre tabt fordi økonomien og økosystemet har forskellige hastigheder, miljøskader er først synlige og mærkbare efter mange år eller dekader171, mens økonomiske beslutninger træffes hurtige og ud fra en momentan situation. Balancen vil måske aldrig kunne oprettes, men langsigtede, fremtidsorienterede beslutninger ser ud til at være en del af en bedre løsning.

Balancen mellem det sociale og økonomien er desuden yderst kompleks og ikke til at gennemskue præcis, og især på den sociale side er det svært, at definere almengyldige mål for en nation, et samfund, eller verdensbefolkningen. Gælder det at øge velstanden, helbredet eller velvære? Målene kan være eksklusive, og ønskerne individuelt forskellige. Alligevel, viser forskningen, at økonomisk velstand ikke af sig selv medfører velvære eller et godt fungerende samfund (ibid., 2003:147).

Balancen mellem det sociale og miljøet har igen mange berøringspunkter, som kan være mere lokalt forskellige. Beslutninger bliver tit truffet af politikerne, som enten beskytter økosystemet på bekostning af det sociale eller omvendt. Ressourceforbruget ser igen ud til at være afgørende, og her især i sammenhæng med de fattige nationer, som bliver tvunget til et ikke-efficient ressourceforbrug i deres kamp om at opfylde deres mindste behov – mad, tøj og et tag over hoved.

Men en forbedring af ressourceudnyttelsen kan ikke alene udrede fattigdom, og den nødvendige omfordeling af velstand, ressourcer og i konsekvens en øget velvære er en politisk udfordring af ukendte dimensioner (ibid., 2003:153–157).

Alligevel, ligger der også et stort potentiale i at genfinde balancen – betingelser som økosystemet dikterer kan drive innovation hen mod øko-efficiencs (Elkington, 1998:109) og dermed et reduceret pres på økosystemet, selvom verdensbefolkningen forsat vil vokse.

I den nærmeste fremtid vil det dog først og fremmest gælde om at spare ressourcer, mindske fodaftrykket og lære at fastholde 1-world-størrelsen172. Derfor skal indsatsen på den miljømæssige side øges (til fordel for naturen) og den økonomiske side nytænkes for at tillade mere velfærd, velvære og livskvalitet frem for rent økonomisk vækst.

Dette kræver en omstilling af vores tankesæt, handlen og komfortbegrebet. Det gælder om at øge kvaliteten og lykken, og prioriteringen og reetablering af økosystemet kan være med til dette.

124

171 Paehlke henviser til alvorlige miljøskader forårsaget af f.eks. DDT, bly, asbest, tabak og PCB (Paehlke, 2003:149)

172 ”1-world-størrelsen” refererer til ressource og naturforbruget som i de fleste industrilande pt. er større end klodens bæreevne.

Bæredygtighed - Historie og state-of-the-art

De forudgående afsnit har vist forskellige tilgang til definitionen for bæredygtighed og bæredygtig udvikling, samt påpegede en del fællesproblemstillinger. Mest alvorlig, er den aktuelle opfattelsen af økosystemets tilstand og dets fremtid, som kræver en hurtig, fælles handlen.

I de kommende afsnit skal vises hvordan bæredygtighed forstås i sammenhæng med byggeri. Byggeriet står for en stor del af vores samfunds miljøpåvirkninger, men også værdiskabelse i en økonomisk, men også social og kulturel forstand.

Byggeriet har dermed et stort potentiale til at påvirke den aktuelle udvikling og være med til at skabe et mere bæredygtigt samfund.

Bæredygtighed i Byggeriet

173 Bygningsreglementets energikrav bliver anført i afsnittet om renovering.

Med udformning menes her at metoden som ligger til grund for energiberegningen ikke kan afspejle de reele forhold, hvor især brugerne spiller en afgørende rolle. Bygningsreglementet stiller dermed rent tekniske krav, som prøves at løses af branchen med eksisterende midler. Energikravene i bygningsreglementet er forholdsvis krævende og på denne måde bliver det samtidig til en barriere for bæredygtig udvikling indenfor bygningsbranchen.

Det øget fokus på energi og de normalt allerede udfordrede økonomiske rammer, betyder at der står for få midler til rådighed for bæredygtige tiltag i det gennemsnitlige byggeprojekt.

Bæredygtighed i byggeriet er ikke mindre svært at definere end begrebet bæredygtighed i sig selv. Som allerede vist i afsnittet om industrialisering er byggeriet præget af en fagindeling (bygherre, entreprenør, arkitekt, ingeniør) som medfører en anderledes forståelse af begrebet bæredygtighed på grund af forskellige incitamenter og agendaer for de forskellige parter.

Bæredygtighed i byggeriet har derfor flere farver og opgaven for fremtiden består især i at byde på en definition som kan accepteres tværs på fagene, men som også er krævende nok, for at kunne omsætte de mange nødvendige ændringer i adfærd, forståelse, handling og perspektiv, som præsenteret i de forudgående afsnit.

Som allerede vist i afsnittet om industrialisering, er byggebranchen en forholdsvis sårbar branche, som reagerer stærkt og direkte på markedskræfter. I Danmark var det især tidsperioder med statslig intervention, som medførte udvikling i branchen gennem et økonomisk incitament (f.eks. montagebyggeri) (se også Bertelsen, 1997).

Gennem de seneste år er det således energikravene i bygningsreglementet, som har skabt et særlig incitament for branchen til at udvikle sig. Dog viser det sig nu, at dette fokus på bygningernes energiforbrug er med til at forhindre mere bæredygtige bygninger, siden energiperspektivet og især dets udformning er for snævert173.

Alligevel, hersker en stor interesse for bæredygtighed i byggeriet og de kommende afsnit vil behandle forskellige tilgange og grundlaget for gældende definitioner i branchen.

Bæredygtighed sælger - bæredygtighed som marketingfaktor Når man ser annoncer på gaden, i aviser og på fjernsyn falder det i øjne at mange firmaer prøver at markedsføre deres produkter med begrebet ”bæredygtig”.

Også Byggebranchen virker - i det hele taget – meget interesseret i emnet bæredygtighed. Næsten alle store entreprenører, producenter og rådgiver nævner ”bæredygtighed” eller deres indsats for miljøet på deres hjemmesider og i firma125

brochurer. At have en ”grøn profil” synes at være en lovende markedsføringsstrategi på tværs over brancherne.

Men det er ikke kun inden for byggeri at ”bæredygtighed” sælger: midlertidig er der faktisk så mange firmaer der bruger ord som ”grøn”, ”bæredygtig”, ”miljøvenlig” osv. i deres reklamemateriale at forbrugerombudsmanden udarbejdede en vejledning om hvordan disse udtryk må bruges til markedsføring og hvilke krav til dokumentation stilles for at sikre en fair konkurrence.174 Fordi det er blevet kompliceret at ”bevise” hvor miljøvenlig eller bæredygtig et firma, deres produkter og services er, har mange brancher indført mærkningsordninger og certifikater, som skal hjælpe til bedre at kunne sammenligne forskellige miljømæssige kvaliteter.

Inden for byggebranchen, findes f.eks. særlige mærkningsordninger til tæpper og gulvbelægning, farver, møbler, m.fl. som ikke belaster indeklimaet med kemikalier175, eller mærker som FSC-mærket til bæredygtige træprodukter hvor der ikke kun vurderes på produktet, men også på fremstillingsprocessen og de sociale- og miljømæssige påvirkninger den har.176 Mange af de store firmaer følger allerede procedurer til kvalitetssikring (ISO 9001) som er blevet til et krav i industriens verden og der er i dag en voksende interesse i også at implementere ledelsessystemer til miljø som ISO 14001 og EMAS. Der kræves omfattende dokumentation i ISO standarderne som firmaerne selv udarbejder for at få en certificering af Dansk Standard (DS). Og ISO såvel som CEN er i gang med udviklingen af flere standarder til ledelse, såsom ISO 31000 – ”Risk Management”, ISO 50001 – ”Energy Management” og ISO 26000 – ”Social Responsibility”. Interessant nok adresserer alle disse standarder indsatsområderne som er nævnt i Brundtland-rapportens definition for bæredygtig udvikling: ”udnyttelse af ressourcer”, ”styring af investeringer”, ”retningen for den tekniske udvikling” og ”institutionelle ændringer”(Brundtlandkommissionen., 1987:87).

Standarder for bæredygtighed i byggeriet For at bedre kunne definere hvad bæredygtighed betyder i forskellige brancher, men også inden for forskellige ”områder” som firmaer arbejder i, findes der en række standarder som er udarbejdet af ISO eller CEN. I princippet findes der 2 niveauer i alle firmaer: firma- eller forretningsniveauet og produktniveauet. Standarder til firmaniveauet kaldes ledelsesstandarder og omhandler den måde en forretning bliver ført. Standarder på produktniveau omhandler de produkter, ydelser eller andre services som et firma producerer eller tilbyder. Inden for byggeriet kan man tilføje et tredje niveau – bygningsniveauet – siden en bygning er en kombination af mange forskellige materialer, produkter, komponenter, services, som mange forskellige parter har ansvar for. Derfor skal bæredygtighed på bygningsniveau vurderes på baggrund af bygningens helhed

126

174 Forbrugerombudsmanden udgav ”Forbrugerombudsmandens vejledning om brug af miljømæssige og etiske påstande mv. i markedsføringen” i januar 2011, på baggrund af den ”stigende interesse fra erhvervslivet med at markedsføre miljømæssige og etiske budskaber” (Pressemeddelelse af den 21.Januar 2011 / http://www.forbrugerombudsmanden.dk/Nyhederfra-FO/Pressemeddelelser/ miljoe-og-etikvejledning) 175 Dansk Indeklima Mærke (DIM) udgivet af Dansk Selskab for Indeklima / DTI og Økotex Label eller Svanemærket 176 om FSC-mærket: ” I en FSC-skov bliver der ikke fældet mere træ, end skoven kan nå at reproducere. Samtidig er FSC en garanti for, at dyr og planteliv bliver beskyttet, og at de mennesker, der arbejder i skoven, er sikret uddannelse, sikkerhedsudstyr og ordentlig løn.” (http://www.fsc.dk//index. php?id=11, 15. Maj 2011) 177 her kan for eksempel nævnes ISO 14040 – Life Cycle Analysis – hvor standarden beskriver systemet og hvordan det skal bruges, men ikke hvor systemgrænsen ligger, hvilket formål analysen har og faktisk er der krav om en fortolkning som så fører hen til et ret individuelt resultat. For at kunne sammenligne forskellige LCAer skal der altså bruges præcis det samme system, samme datagrundlag, samme formål og den samme måde at fortolke analysen på.

Bæredygtighed - Historie og state-of-the-art

(over dens levetid som inkluderer både planlægningsprocessen, opførelse, drift og vedligeholdelse, samt nedrivning og bortskaffelse).

Firmaniveau

Produktniveau

Bygningsniveau

(business level)

(product level)

(building level)

ISO 9001

ISO 14025 - Environmental Labels an Declarations

ISO 15392 - Sustainability in building construction General principles

ISO 14040 - Environmental management

ISO 21929 - Sustainability in building construction

- Quality Management

ISO 14001 - Environmental Management

Life cycle assessment

ISO 26000 - Social Responsibility

ISO 15686 - Building and constructed assets – Service life planning

Sustainability indicators ISO 21931 - Sustainability in building construction

(LCC)

ISO 31000 - Risk Management

ISO 50001 - Energy Management

Framework for methods of assessment of the environmental performance of construction works

ISO 21930 - Sustainability in building construction Environmental declaration of building products

EN15643 -

EN15804

EN15978

- Environmental product declarations - PCR

Sustainability of Construction Works Sustainability assessment of buildings - Sustainability of construction works Assessment of environmental performance of buildings Calculation method

EN15942

- Sustainability of construction works Environmental product declarations

EN16309

- Sustainability of construction works Assessment of social performance of buildings

Communication format business-to-business

Tabel 2.1: Oversigt over etablerede og kommende standarder der berører emnet bæredygtighed i byggeriet på tre forskellige niveauer (status 2012, udvalg)

I tabellen (Tabel 2.1) vises de vigtigste standarder som kan anvendes med hensyn til bæredygtighed i byggeriet.

Standarder for bæredygtighed på bygningsniveau beskriver hvilke områder der skal indgå i et byggeprojekt med hensyn til bæredygtighed. Derudover danner disse standarder også grundlaget for bæredygtighedsvurderinger og danner dermed også grund for certificeringssystemer som for eksempel DGNB. Alligevel er standarderne meget åbne i forhold til hvordan de skal anvendes177 og beskriver

127

derudover heller ikke en bestemt metode til hvordan bæredygtighed skal omsættes i det enkelte byggeprojekt. Dette betyder endnu en udfordring med hensyn til sammenlignelighed mellem forskellige byggeprojekter. Her er det igen certificeringssystemerne som kan tilbyde dette nødvendig skridt.

Certificeringssystemer i byggeriet – de facto standard?

Certificeringssystemer inden for bæredygtigt byggeri har eksisteret allerede 20 år. Den første ordning BREEAM blev etableret af det engelske BRE (Building Research Establishment) i 1990. I 2000 blev LEED systemet dannet af USGBC (Green Building Council USA) og LEED kan i dag anses som den ordning der rent geografisk er mest udbredt, mens BREEAM har flest bygninger certificeret178.

Det nyeste system er DGNB (Deutsche Gesellschaft Nachhaltiges Bauen), som blev grundlagt i 2007 i Tyskland.

Certificeringsordninger etableres, adapteres og styres i de fleste tilfælde af Green Building Councils i de forskellige lande. Green Building Councils er non-profit organisationer, der har til opgave at fremme ”grønt byggeri”179.

Certificeringsordningerne kan anses som ”de nye standarder for bæredygtighed i byggeriet”. Det skyldes at især investorer, bygherrer, men også lejere har en interesse i, at kunne sammenligne forskellige bygninger med hensyn til deres energimæssige, miljømæssige og økonomiske forhold. Samtidig, viser undersøgelser at certificerede bygninger kan indtjene højere lejepriser, ved samtidig at sikre lejeren udmærkede forhold i lejemålet (især interessant i kontorbyggeri, fordi produktiviteten kan stige pga. bedre lys, luft og akustiske forhold) (Jofeh, 2010; Romm & Browning, 1994; Hawken, 1999). Certificeringen kan derfor anses som en bevis for at visse krav, der stilles af det respektive system, er overholdt.

Certificering kan desuden godt bruges til markedsføring af en bygning og på denne måde kan man forvente at mange, især professionelle bygherrer vil stille krav om at en bygning skal opnå en hvis certificering. Certificeringsordninger er frivillige og er på nuværende tidspunkt ikke en del af bygningsreglementet i Danmark180.

Certificeringsordningernes styrke er at systemerne tilbyder ”en hel pakke”, bestående af de almengældende standarder og forskrifter, kombineret med en metode til at anvende dem i byggeprojekter. Standarderne i sig selv stiller store krav til den enkelte virksomhed med hensyn til den korrekte omsætning på grund af forskellige fortolkninger181.

Efterspørgslen fra bygeherrens side har til hensat at tvinge byggebranchen til at adaptere certificeringssystemerne i deres arbejdsprocesser og følge de krav som stilles af disse ordninger. Også for materiale- og komponentproducenter er certificeringsordningerne allerede blevet til en relevant (de-facto) standard, da der stilles høje krav om dokumentation og information, især med hensyn til miljøpåvirkninger.

128

178 USGBC angiver at ca.

102.000 projekter er blevet LEED certificeret i perioden 2000-2013 (U.S. Green Building Council, 2013).

BRE angiver at 250.000 bygninger har fået et certifikat siden 1990 og at der er over 40.000 bygninger registeret til certificering (BRE Global, 2013).

179 med grøn menes: energirigtig, miljøvenlig (og bæredygtig) 180 I Storbritannien er BREEAM indirekte blevet til et krav for offentlige bygninger, siden alle nybyggede offentlige bygninger skal kunne opnå et ”BREEAM excellent” certifikat. Også i Danmark kan der forventes at DGNB bliver medtaget i bygningsreglementet på et tidspunkt, måske sidestillet med SBI-anvisninger, som der henvises til i bygningsreglementet.

181 Et eksempel herpå er f.eks. ISO 14040 LCA, som kun beskriver et rammesystem og et forløb, men giver meget rum for individuel fortolkning.

Bæredygtighed - Historie og state-of-the-art

Certificeringer kan derudover bruges til at definere bæredygtighedsmål for et byggeprojekt, som senere kan blive svære at droppe (for eksempel på grund af en presset økonomi), fordi certifikatet således ikke vil kun udstilles og den ønskede merværdi af f.eks. marketingsvirkningen vil bortfalde.

Et voksende problem med certifikater, er at systemerne ejes af en forening eller et firma, som står for både udvikling af systemet, uddannelse af vurderingsfolk, samt tildeling af certifikaterne. Det vil sige at systemerne ikke kan anses som objektive systemer, fordi kravet om vurderinger af en uvildig tredje part mangler.

Til gengæld, bygger systemer som BREEAM og især DGNB på dokumentation svarende til krav i EN og ISO standarder, som delvist kræver peer-review (f.eks. datagrundlaget til LCA vurderingen, baseret på EPD eller officielle databaser, eller krav om andre materialemærkninger som er omfattet af ISO14024/25).

DGNB i Danmark

182 Vurderingen blev gennemført af Byggeriets Evaluerings Center i 2010 og endte med en anbefaling af DGNB-systemet. Vurderingen blev offentliggjord i rapporten ”Bæredygtigt byggeri. Afprøvning af certificeringsordninger til måling af bæredygtighed i byggeri.”

(Birgisdottir, 2010) .

183 dette gælder for vurderingssystemet for kontorer, DGNB international, 2011

Green Building Council Danmark (DK-GBC) har i foråret 2011 besluttet sig for at adaptere certificeringsordningen fra den tyske DGNB (Deutsche Gesellschaft Nachhaltiges Bauen – German Sustainable Building Council) efter en vurdering af BREEAM, LEED, DGNB og HQE blev gennemført i 2010182. Siden er DGNBsystemet blevet tilpasset til danske forhold. Den danske version af DGNB bliver administreret af DK-GBC. Aktuelt (2013) tilbydes vurderingssystemet kun til kontorbyggeri og bydele i Danmark, mens systemer til boligbyggeri, skoler og hospitaler på nuværende tidspunkt under udarbejdelse. I Tyskland findes der ud over disse allerede DGNB-systemer til industribygninger, butikker og renoveringsprojekter, som også vil være relevante i en dansk kontekst.

DGNB er den nyeste ordning af de store og internationale ordninger og synes at være meget interessant, fordi det er et ”anden generations system”, der har ”lært” af de eksisterende ordninger og samtidig tager hensyn til den seneste udvikling som ISO og CEN har udarbejdet i sammenhæng med deres standarder omkring bygningscertificering og bæredygtighed i byggeriet.

DGNB tager afsæt i Brundtland-kommissionens definition af bæredygtighed og bygger på de tre ”søjler”: økonomisk kvalitet, økologisk kvalitet og socialfunktional kvalitet, som suppleres med ”teknisk kvalitet” og ”proces kvalitet”, såvel som ”områdets/stedets kvalitet”. De tre ”søjler” plus ”teknisk kvalitet” er vægtet lige (22,5%), mens proces kvalitet bliver vægtet mindre (10%) og ”områdets kvalitet” indgår faktisk ikke i certifikatets score (men skal alligevel vurderes).

At hovedkvaliteterne er vægtet lige var et vigtigt argument for DK-GBC for at vælge DGNB frem for BREEAM, hvor økologiske kvaliteter er vægtet højere end sociale kvaliteter, som igen vægtes højere end økonomiske kvaliteter, eller LEED, hvor det især er energiforbruget som fokuseres mest på.

DGNBs system består af et core-system (kerne-system) af pt. 49 kriterier183, som er fordelt i grupper på 6 hovedkategorier (DGNB, 2010).

129

DGNBs kriterier i kategorierne for miljømæssig og økonomisk kvalitet bygger på etablerede metoder som Life Cycle Assessment (LCA) og Life Cycle Costing (LCC) som beskrevet i ISO standarderne (LCA: ISO14040, LCC: ISO15686). LCA metoden som beskrevet i DGNB tilbyder en forenklet og harmoniseret metode til at gennemføre LCA og LCC for bygninger, noget som i princippet mangler for byggesektoren på grund af ISO standardens store åbenhed. Med hensyn til kompleksiteten af en fuld LCA efter ISO 14040, tilbyder DGNB en mindre krævende metode ved at ”låse” systemerne og at indføre nogle ”konventioner” som er ens for alle certificeringer efter systemet. På denne måde bliver LCA og LCC overskuelige og kan faktisk gennemføres med en mindre store indsats af tid og ressourcer end en fuld LCA eller LCC vil kræve. En nærmere beskrivelse af LCAmetoden og anvendelsen i byggeriet følger i Kapitel 4 – ”Life Cycle Thinking i byggeriet”.

DGNB-systemet byder på en meget omfattende samling af relevante kriterier, metoder til vurdering og henvisninger til relaterede standarder. Systemet bygger dermed på informationer og grundlag, som ligger uden for systemet, alligevel er DGNB-systemet meget lukket i den forstand, at man skal deltage i kurser og uddannelser for at få adgang til håndbogen og værktøj, som skal anvendes i en vurdering. Adgang til disse informationer er desuden nødvendig for at kunne planlægge hen mod en bæredygtig bygning – efter DGNB-systemet.

At systemet ikke er tænkt som open-source, især når den er placeret i en nonprofit-organisation, både i Tyskland og i Danmark og samtidig trækker på offentlige ressourcer og institutioner i sammenhæng med videreudvikling af systemet er beklageligt og skaber derudover modvilje i arkitektbranchen over for en egentlig god ide og et vurderingssystem med et stort potentiale.

Modviljen udtrykker sig ved spørgsmål som ”hvorfor skal vi have endnu et system” og ”hvorfor skal dokumenteres endnu mere”, men dette kan også være en normalt reaktion på nye krav. De sidste år har allerede vist at DGNB bliver til en relevant størrelse i diskussionen om bæredygtigt byggeri (se også afsnit ”DGNB og bæredygtighedsvurderinger i arkitektpraksis”, spørgeskemaundersøgelsen). Alligevel vil øget transparens hjælpe accepten af systemet på vej.

Processuelle og økonomiske fordele ved certificeringer og bæredygtigt byggeri Certifikater som DGNB, BREEAM eller LEED har dog store fordele, når det gælder om at skabe incitament til at omsætte bæredygtige mål i et byggeprojekt. Når økonomiske grænser bliver mødt i et projektforløb, sker det tit at bæredygtige tiltag bliver fravalgt, fordi de ikke anses for ”nødvendige” af alle involverede parter, bæredygtigt byggeri ”overopfylder” lovmæssige krav og når det gælder at finde muligheder for besparelser i anlægsbudgettet er det derfor nemt at skære disse – ellers vigtige og langsigtet bedre tiltag fra. Bygherren og fremtidige lejere anser certifikaterne som bevis for den høje eller højere kvalitet en bygning har

130

Bæredygtighed - Historie og state-of-the-art

184 Personlig korrespondance med Martha Lewis, Henning Larsen Architects i 2011 angående et stort kontorbyggeri, som skulle certificeres efter DGNB.

185 I denne sammenhæng skal henvises til at der ikke er samme krav om adgang til dagslys i kontorer efter amerikansk lovgivning, som det findes i Danmark

overfor alternative projekter som ikke kan opnå en certifikat. Således kan certifikater for bæredygtigt byggeri blive til et godt argument til at fastholde i bæredygtige tiltag i et byggeprojekt (Lewis, 2013)184.

Især for brugerne vil bæredygtige bygninger få en voksende betydning, da certificeringssystemerne især stiller krav til et bedre indeklima og bedre komfort. I kontorbygninger er begge dele med til at øge medarbejdernes produktivitet. Tidligere anså man kun bedre, mere effektiv ledelsestiltag som en mulighed for at øge produktiviteten på arbejdspladsen, at ydre arbejdspladsbetingelser som komfort og indeklima, dagslys samt mere også har en stor betydning blev først videnskabeligt eftervist i 1990’erne (Hawken, 1999:87–90). Dette forhold bliver udtrykt i den økonomiske formel ”100-10-1” vedrørende arbejdsomkostninger (100), driftsomkostninger (10) og byggeomkostninger (1) i kontorbyggeri. Formlen henviser til at arbejdsomkostninger per areal og over en periode af 50 år er 10 gange større end driftsomkostningerne, som igen er 10 gange større end byggeomkostningerne (Jofeh, 2010).

Figur 2.33: Post-Occupancy Evaluation: Betydning og effekt af forbedringer af arbejdspladsforhold og arbejdsproduktivitet, som følge af energirenoveringer185. A: økonomiske forhold af arbejdsomkostninger, lejeomkostninger og driftsomkostninger i kontorbygninger. Tal fra Building Owners and Managers Association; Electric PowerResearch Institute; Statistical Abstract of the United States 1991; B: Målt produktivitetstilvækst efter renoveringen af Reno Post Office, USA; C: Pennsylvania Power & Light, case study baseret på Russell Allen, “Pennsylvania Power and Light: A Lighting Case Study,”Buildings, March 1982, pp.

49–56; and “Office Lighting Retrofit Will Pay Back in 69 Days,” FacilitiesDesign & Management, June 1982,p. 13. Diagrammer og ledsagende tekster er gengivet fra (ibid., 1994:3(A),4(B),6(C))

Romm og Browning har i 1994 formuleret baggrunden for formlen ved en række post-occupancy undersøgelser i USA, med afsæt i energibesparende tiltag, men som viste sig at medføre en række andre fordelagtige effekter. Udover de øko-

131

nomiske fordele fra energibesparelser, fandt man ud af at også arbejdsproduktiviteten blev øget, samtidig med at sygefravær faldt betydeligt i nogle af de undersøgte byggerier (Romm et al., 1994).

Investeringerne i de viste renoveringsprojekter har dermed medført en række andre, økonomiske gevinster uden for byggeprojektet. Paul Hawken refererer til Romm & Brownings undersøgelser og skriver i dette sammenhæng: ”It may be that managers can’t afford not to retrofit buildings to save energy, because doing so can also make workers more productive. If labour productivity goes up just one percent, that will produce the same bottomline benefit as eliminating the entire energy bill” (Hawken, 1999:89) Nyere undersøgelser viser, at bygherrer må regne med meromkostninger mellem 5-7,5% for certificeret-bæredygtige bygninger og med op til 12,5% for bygninger som derudover allerede lever op til fremtidige zero-carbon og zero-energy mål.

Rapporten henviser også til at lejeindtægter stiger med 2-6% for certificerede bygninger (CB Richard Ellis, 2009:9)186.

For eksisterende bygninger regnes derudover med at værdien af ikke-renoverede bygninger, med høje energiforbrug, falder med 10% indtil 2015 og yderlige 15% indtil 2025 (Jofeh, 2010:40)187.

Ud fra økonomiske betragtninger kan certifikater dermed godt skabe incitament til at bygge mere bæredygtig og følge kravene i de facto standarder som DGNB eller BREEAM. Certifikater for bæredygtig byggeri (og især DGNB) er desuden med til at skabe et mere nuanceret blik på den samlede værdiskabelse som bygninger og især arkitektoniske greb kan skabe. DGNB systemet for eksempel er en udmærket samling af enkelte parameter som også kan anvendes til at forbedre processerne omkring bæredygtig byggeri og anvendes for at definere projektmål og tjene som et kommunkationsværktøj (se også afsnittet ”Bæredygtighed som et fælles koncept”).

DGNB og bæredygtighedsstrategier i arkitektpraksis En spørgeskemaundersøgelse bland de 40 største eller mest kendte danske tegnestuer, udført i foråret 2014 har vist at især DGNB står stærk som reference for tegnestuernes arbejde med bæredygtighed. Spørgeskemaet blev besvaret af 15 tegnestuer (svareprocent ca. 38%), svarene er anonymiseret, citaterne står derfor uden kildeangivelse. Spørgeskemaet var todelt, med en første del om livscyklusanalyser (LCA) (se også kapitel 4) og en anden del om bæredygtighedsstrategier og DGNB som bæredygtighedscertifikat for bygninger.

Af 15 respondenter angav 12 at deres tegnestue har en formueleret bæredygtighedsstrategi, af disse 12 henviste 11 direkte til mindst 3 af de 5 hovedområder

132

186 Denne rapport er også citeret i World Green Building Councils rapport ”THE BUSINESS CASE FOR GREEN BUILDING”, 2013.

187 De viste tal stammer fra undersøgelser lavet af ARUP og RICS.

Bæredygtighed - Historie og state-of-the-art

omfattet af DGNB systemet (økologisk kvalitet, økonomisk kvalitet, sociale kvaliteter, teknologisk kvalitet og kvalitet af processen) for strategiernes indhold, 1 nævnte ”de stedslige” og konteksten som fokusområder i deres bæredygtighedsstrategi. Til spørgsmålet om DNGB blev anvendt som hovedkilde for deres bæredygtighedsstrategi svarede således 10 af 12 at man havde brugt DGNBs system, 2 har svaret at man har benyttet DNGB systemet som en inspirationskilde.

Ligeledes har 13 respondenter svaret at man anser DNGB som ”meget relevant” med hensyn til bæredygtighed i byggeriet, 2 har svaret at man erkender DGNBs betydning, men der tvivles på i hvorvidt DGNB har potentialet til at blive til en ”de-facto” standard i dansk byggeri.

Med hensyn til anvendelse og udbredelse af DGNB som standard for bæredygtig byggeri anses som problematisk at DGNB systemet ikke er frit tilgængelig og transparent for ikke DGNB-medlemmer, dette gælder især, skulle kriterier fra DGNB systemet bliver medtaget i et fremtidigt bygningsregelment. Derudover nævnes at DGNB systemet ikke nødvendigvis medfører at bygninger de facto bliver mere bærdygtigt og at sådan et system også kan blive til en hindringsgrund for ”ærlige bæredygtige beslutninger” på grund af de meget høje krav til dokumentation, som især med hensyn til materialer ikke altid kan efterleves på nuværende tidspunkt (for eksempel deklarationer om materialernes toxicitet eller miljøpåvirkninger og ressourceforbrug angivet i form af EPD’er).

Derudover nævnes at DGNB ikke i sig selv medfører at bygninger bliver bedre og mere bærdygtigt, og derfor ser man faren for at en for stor satsning på DGNB (og lignende certifikater) igen vil medføre en for snævert forståelse af en problemstilling som er under konstant udvikling (hertil kan for eksempel den meget store fokus på bygningernes energibehov nævnes). Alligevel mener et flertal at DGNB er et værktøj med stor potentiale og ikke kun i sammenhæng med bæredygtigt byggeri, men også som led i kvalitetssikringen. DGNB skaber desuden incitament hos bygherrerne for at investere i bæredygtige løsninger. Endvidere øger DNGB branchens opmærksomhed på ressourceproblematikken herunder især hvad angår materialer.

På tegnestuerne oplever man derfor en voksende efterspørgsel efter DGNBs system og dette ikke kun i sammenhæng med udstedelsen af et certifikat. Af 15 respondenter svarede 9 med at der allerede har været forespørgsler om DGNBcertificeringen, kun 4 har endnu ikke oplevet dette. Kunderne som ønsker at DGNB-systemet anvendes i planlægningen er typisk offentlige bygherre eller investeringsfonde.

Angående deres bæredygtighedsstrategier beskriver næsten alle respondenter (13 af 15) at man oplever udfordringer i arbejdet med bæredygtighed i praksis.

Herunder især når det gælder arbejdet med ”bløde”, ikke målbare eller rent kvalitative parametre. Hertil nævnes især æstetik, kulturarv, velvære og brugeradfærd.

Derudover anføres kommunikation mellem parterne, men også kommunikationen af bæredygtige tiltag er udfordrende. Mange bygherrer og entreprenør tænker

133

stadigvæk at ”det er nemmest og billigst at bygge ’standard’”, samt med at der tit opleves modstand når kortsigtede og langsigtede interesser En tredje punkt er det forholdsvis store tidsforbrug - og tæt forbundet - økonomiske ressourcer som arbejdet med bæredygtighed i byggeri kræver for tiden. Her opleves (11 af 15) at bygherrer eller andre samarbejdspartnere ikke er villig til at betale for den ekstra ydelse som kræves, samt at mange har opfattelsen at bæredygtig byggeri medfører større omkostninger. Økonomien bliver dermed til den største barriere som forhindrer mere bæredygtigt byggeri på tidspunktet. Ud over dette beklages også at lovgivningen ikke tager mere hensyn til bæredygtig byggeri. Manglende viden og manglende interesse nævnes også som grund for at bygherrer ikke ønsker bæredygtige tiltag i højre grad.

Med hensyn til fremtidige fokusområder nævner 8 af 15 bland andet at materialer og ressourceproblematikken bliver det næste store emne i byggeriet, især forbundet med spørgsmålet om demonterbarhed og direkte genanvendelse. Ellers nævnes indeklima (herunder også naturlig ventilation og sundhed) som et emne som allerede er begyndt med at komme i fokus. 6 af 15 svarede desuden at de sociale parameter og brugerne på nuværende tidspunkt er undervurderet og vil få stigende betydning i fremtiden. Af få respondenter nævnes områder som arkitektonisk værdi, helhedsrenovering og støre opmærksomhed på kulturarv, vedvarende energi eller også anvendelsen af BIM som fremtidens store emner. Kun 2 af 15 mener at der fortsat vil være en lige stor fokus på bygningers energibehov.

Spørgeskemaundersøgelse har vist a DGNB allerede på nuværende tidspunkt er blevet yderst relevant for tegnestuer som arbejder med bæredygtigt byggeri og dette selvom de fleste ikke har eller i gang med at certificere bygninger endnu.

DGNB er blevet til hovedkilden for bæredygtighedsstrategier som prøves omsæt i tegnestuernes daglige arbejde og DGNB vil være med til at øge efterspørgslen fra bygherrernes side.

Lovgivningen synes ikke at tage tilstrækkelig hensyn til den fornødne udvikling af bæredygtigt byggeri, meget af det på nuværende tidspunkt manglende interesse og incitament kunne reguleres med et målrettet indgreb. Men også det generelle vidensniveauet om bæredygtighed kan vurderes til at være for lavt for at tillade en hurtigere udvikling og udbredelse af emnefeltet.

Byggeprincipper og koncepter – Cradle-to-cradle, Passivhaus, MIPS Ved siden af certificeringsordninger eksisterer også en række byggeprincipper, som følger forskellige mål inden for feltet bæredygtigt byggeri. De mest kendte er i dag Cradle-to-Cradle (C2C) og Passivhaus, men også det schweiziske Minergi eller Net-Zero-Energy-Building (NZEB) er relevante koncepter til at fremme bæredygtig byggeri. Mens de fleste byggekoncepter fokuserer på bygningernes energiforbrug (som f.eks. Passivhaus, Minergi, NZEB) har især C2C et bredere perspektiv på problemstillingen ”bæredygtighed”.

134

Bæredygtighed - Historie og state-of-the-art

188 Drucker diskuterer hvor vigtigt effektivitet er for ledere: effektivitet er derefter relevant for dem som arbejder med viden (”knowledge worker”), mens efficiens er relevant for manualt arbejde (”layman”). Effektivitet er i henhold til Drucker dermed en ønskelig evne for ledelsen i en organisation, mens efficiens er sekundært.

Med hensyn til produktionsevnen (”productivity”) henviser Drucker dog også at en effektiv ”vidensarbejdere” ikke frembringer effektive produkter, men viden, ideer og information. Han skal derfor bruge en anden som omformer disse ”vidensprodukter” til aktion, i Druckers forstand fysiske produkter (Drucker, 1967:1–5). Med hensyn til diskussionen om effektivitet og efficiens indenfor byggeriet, kan dermed afledes at der skal både være effektive beslutninger og en efficient udførelse af selve, for at gøre de rigtige ting, på den rigtige måde.

C2C er et princip, som ikke kun anvendes inden for byggeri, men især i industrien ved produktudvikling og -optimering. Systemet er udviklet og ejes af kemikeren Michael Braungart og arkitekten William McDonough, på baggrund af deres arbejde med at definere et byggeprincip til Hannover Expo i 2000. De såkaldte ”Hannover Principles. Design for Sustainability” blev udgivet i 1992 og beskriver 10 krav til bæredygtig bygningsdesign, som skulle anvendes i alle Expobygninger. Senere udgiver Braungart og McDonough flere bøger, hvor især bogen ”Cradle to Cradle: Remaking the the Way we make Things” fra 2002 har haft en stor indflydelse også på byggesektoren. Bogens stærkeste udsagn er ”Waste equals food”, som med få ord beskriver hovedideen bag C2C – affald eksisterer ikke. Målet med C2C er det at omdanne produkter og produktionsprocesser på sådan en måde at der kun anvendes råstoffer som har potentiale til at blive genanvendt i nye produkter på de samme kvalitetsniveau som selve råstoffet. Navnet ”Cradle-to-cradle” står i modsætning til ”cradle-to-grave” og referer til at en produkts livscyklus ”lukkes”. Hvor i et ”cradle-to-grave” perspektiv eksisterer et ”End-of-Life” (EOL) scenario, har man i ”cradle-to-cradle” perspektivet en ”Endof-use” situation.

C2C går desuden meget op i at forklare forskellen på effektivitet og efficiens, hvor det sidstnævnte i modsætning til de fleste andre tankemodeller ikke er et mål i C2C. Definitionen af forskellen mellem de to begreber, går tilbage til økonomen Peter F. Drucker i 1960’erne, som forklarede at effektivitet betyder ”at gøre de rigtige ting” (Drucker, 1967:4), mens efficiens betyder ”at gøre tingene rigtigt” (ibid., 1967:1–2)188.

Kernen som C2C har taget til sig er, at ”man godt kan være efficient i at gøre noget, som ikke skal gøres overhovedet”. Men netop her ligger også en del af kritikken på C2C, fordi C2C er dermed ikke et koncept som råder til at begrænse ressourceforbruget, men kun opfordrer til at bruge de ”rigtige ressourcer”. De ”rigtige ressourcer” er ressourcer, som kan genanvendes og samtidig ikke er farlige for miljøet, ressourcer som (teoretisk) kan være og forblive i et lukket kredsløb. Dette fører til megen kritik af systemet, især fra tideligere citerede forskere som Friedrich Schmidt-Bleek eller Erich Weizsäcker, som ikke er enig i, at systemet kan anvendes bredt, men kun for få produkter og i begrænset omfang, idet både teknologien mangler og omformningsprocesser (genanvendelsen) ikke kan foregå uden energiforbrug eller massetab (Schmidt-Bleek citeret i (Unfried, 2009); Weizsäcker, citeret i (Borchardt, 2013)).

C2Cs styrke ligger dog i, at systemet byder på et positivt fremtidsperspektiv, uden kollapser, chokreaktioner eller begrænsninger i vores adfærd, som de fleste andre systemer tegner (se forudgående afsnit om ”limits to growth”). C2C benytter sig desuden af en række koncepter, principper og ideer og kombinerer dem til et eget system, som synes at være meget relevant med hensyn til bæredygtig udvikling og anvendelse af ressourcer.

Så blev begrebet ”cradle-to-cradle” oprindelig udtænkt af den schweiziske arkitekt Walter Stahel i et paper med titlen ”Product-Life Factor” (1982), som

135

foreslår, at udskyde produkters ”end-of-life” ved brug af arbejdskraft for at reducere ressourceforbruget. Ideen fører hen til konceptet om Product-ServiceSystems (PSS) og cirkulær økonomi, som også blev medtaget af Braungart og Mc Donough i C2C-konceptet. C2C benytter sig desuden, også af store dele af LCA-metoden efter ISO 14040 (”inventory”) i deres ellers kemisk-baserede vurderingsmetode. Men også Stewart Brands og Francis Duffys ”Shearing-Layer Strategy”, publicereret i 1994 (How Buildings Learn) og det tilknyttede designkoncept Design for Disassembly, har fundet sin vej i C2C (Westerlo et al., 2012:5).

Inden for byggeriet er C2C omtalt og anvendt siden udgivelsen af ”Hannover Principles” i 1992, konkret bliver anvendelsen af C2C i byggeriet med Braungarts og McDonoughs ”C2C Building Charter”, som blev udgivet i november 2009 og som findes som en omfattende byggeanvisning på dansk siden 2013189.

189 Guldager Jørgensen, K. & Lyngsgaard, S. red., 2013. CRADLE TO CRADLE® i det byggede miljø. Søborg: Vugge til Vugge Denmark.

Overfor C2C og de øvrige systemer står MIPS-konceptet, som beskrevet af Wuppertal Instituttet i 1990’erne190, forsøger at indføre en ny enhed for ressourceforbrug – Materiale Intensitet per Service Unit (MIPS) – som skal redegøre for produkternes øko-efficiens (i modsætning til C2Cs tilgang med fokus på økoeffektivitet).

190 Konceptet og metoden bliver præsenteret i bogen ”Wieviel Umwelt braucht der Mensch?

– MIPS – Das Maß für ökologisches Wirtschaften”, skrevet af Friedrich Schmidt-Bleek, udgivet i 1994.

Figur 2.34: MIPS niveau i sammenhæng med anvendelsen og i forskellige livscyklusfaser (i ibid., 1994:135)

Ideen bag MIPS er således, at der skal læres at producere mere ved brug af færre ressourcer, princippet, som også beskrives i Weizsäckers og Lovins bog ”Factor Four. Doubling wealth, halving ressource use” fra 1997. MIPS-metoden kan

136

Bæredygtighed - Historie og state-of-the-art

anvendes til at redegøre for produkter, deres funktion og ydelse over hele deres livscyklus. MIPS medtager således, også energiforbruget i brugsfasen, såvel som alle inputs som vedligeholdelse af ydelsen kræver. MIPS for et produkt ”falder” ved en langvarig og gentagende anvendelse (”per service”) og det vil sige, at miljørigtigheden ifølge MIPS-metoden stiger med hver anvendelse. MIPSmetoden kan derved bruges til at vurdere alternative produkter og services på baggrund af deres miljørigtighed, men kan også anvendes til at vurdere på de ”økologiske omkostninger” i brugsfasen (Schmidt-Bleek, 1994:132–144).

MIPS-metoden har mange ligheder til LCA-metoden (se Kapitel 4), men vurderer ikke på selve miljøpåvirkningerne og deres konsekvenser (som f.eks. CO2-udslip til atmosfæren og klimaforandring som konsekvens), men kun på materialeintensiteten af produkter og services.

191 Andre koncepter er blandt andet Net-Zero-Energy-Buildings, Active House (VKR), EnergyFlexHouse (DTI), Minergi (CH), EnergyPlus-House. Mange af disse ”Low-energy”-koncepter benytter sig af Passivhauskonceptets principper med hensyn til energibesparelser, omfatter dog også videregående mål, som f.eks. CO2-besparelser.

Passivhaus-konceptet anføres her som eksempel på en række koncepter som især ser på bygningers energiforbrug i brugsfasen (”low-energy buildings”)191.

Energiforbruget i brugsfasen udgør for flertallet af bygningerne den største del af det samlede energiforbrug over deres levetid. Derfor er det oplagt, at finde og benytte sig af koncepter som fremmer energibesparelser i især brugsfasen. Passivhaus-konceptet blev opfundet af blandt andre Dr. Wolfgang Feist i 1988, som også er grundlægger og har været leder af Passivhaus Instituttet i Darmstadt siden.

Det første Passivhaus blev bygget i Darmstadt-Kranichstein i 1990 og kunne demonstrere at en bygning kunne opvarmes med et betydeligt mindre input af primærenergi end hidtil, samtidig med at komforten (indeklimakvalitet) kunne forbedres. Således blev det første Passivhaus også anført i det tideligere nævnte ”Factor Four”-bogen (Weizsäcker, 1997:13–15), som et eksempel på en reduceret ressourceintensitet ved en samtidig højere brugskvalitet.

Passivhaus-konceptet er dog meget energifokuseret og afdækker dermed ikke alle parametre som skal medtages i en holistisk, bæredygtig tilgang. Principperne for (brugs-)energibesparelser fra Passivhaus-konceptet er dog næsten en forudsætning for byggeriet i dag, da kravene for bygningernes energibehov siden er blevet skærpet markant (f.eks. 2015/2020-klasse i det danske Bygningsreglement, se også underkapitlet om renovering 2.3).

Passivhaus-konceptet er dermed, også blevet mere og mere populært og blevet overført i et certifikat, som Passivhaus Instituttet udsteder, når visse forudsætninger er blevet opfyldt. Certifikatet har desværre gjort systemet mere lukket (ligesom certifikater for DGNB eller C2C) og kravet om at bruge certificerede byggekomponenter for at opnå certifikatet har ført til stor kritik af systemet.

Arkitektonisk set, medfører byggekonceptet også en række udfordringer, som for eksempel tykke vægge (for at opnå en tilstrækkelig isoleringsgrad), lette byggematerialer, store vinduer mod syd, mens bygningen er lukket mod nord, mekani-

137

ske ventilationsanlæg fordelt i interiøret, som kun sjældent bliver løst på en æstetisk god og ønskelig måde. Desuden, kræver et Passivhaus meget viden og tilpasningsevne hos beboerne, fordi husene tit råder over mange tekniske anlæg, og sætter nogle grænser for brugernes adfærd som ellers påvirker bygningernes energiforbrug afgørende192.

Økologisk byggeri – økologisk arkitektur Til alle tider har byggeriet været afhængig af ressourcer – både byggematerialer, arbejdskraft og energi, såvel som økonomiske ressourcer, men har samtidig også stået for store miljømæssige påvirkninger.

På baggrund af stigende iagttagelse af miljøskader i 1960’erne og den voksende forståelse for at miljøskader bliver forårsaget af menneskelig handlen, er der også inden for arkitektur udviklet en ny strømning eller stil – ”økologisk arkitektur” – som prøver at tilgodese disse konsekvenser, som det arkitekturbestemmende parameter. Økologisk arkitektur blev til en ”stil”, fordi det også handlede om at demonstrere den nye, miljøbevidste holdning igennem bygningernes udformning og æstetik, alligevel er det ikke selve de økologiske tiltag som er arkitektur- og æstetikbestemmende (se også Beim et al., 2002:12–13; Krusche et al., 1982:13).

Ligesom i den tideligere beskrevne udvikling af bæredygtighedsforståelsen, fremmes udvikling af økologisk arkitektur, fordi man skal finde løsninger inden for byggeriet for at minimere bygningers miljømæssige fodaftryk. Og også her, fandtes forskellige tilgange, blandt andet med et særlig fokus på energiforbrug og forsyning, materialevalg og beboernes helbred. En anden diskussion er opstået om teknologiske løsninger, især hvad angår energiforsyning, som står i kontrast til økologisk præget byggeri (ibid., 1982:19).

Siden de traditionelle, lokale byggeskik og arkitekturen altid har været tæt forbundet med stedsspecifikke ressourcer, kan man sige, at der altid har været træk af en økologisk tænkning iblandet i arkitekturen, dog uden at disse blev italesæt.

Historisk set har arkitekturen næsten altid reageret på stedspecifikke forhold, som for eksempel solens gang, vejeret, stedet (”Genius Loci”) og stedsspecifikke ressourcer. Industrialiseringen og de nye muligheder for ressourcernes distribuering har medført, at dette ikke længere betragtes som en nødvendighed.

Samtidig har et stærkt stigende befolkningstal også lagt yderligt pres på byernes og boformens udvikling (”urbanisering”) med konsekvensen at byggeriet i stigende grad bliver ressourcekrævende.

På baggrund af den stigende miljøforurening i 1960’erne begynder man derfor at tænke bygninger som en del af økosystemets metabolisme og prøver at udvikle et arkitektonisk sprog, som især tilgodeser naturens ressourcer, som solen, vind, vand og som ikke påvirker økosystemet i sit brug af ressourcer og energi.

138

192 Se også SBI-rapporten ”Husholdningers energi- og vandforbrug : afhængighed af socio-økonomiske baggrundsvariable” (Nærvig Petersen et al., 2005)

Bæredygtighed - Historie og state-of-the-art

Figur 2.35: Skema af et antropogent økosystem. Naturlige og menneskeskabte delsystemer står i et dynamisk forhold og påvirker hinanden. Solen bestemmer systemernes rytme og leverer energi (gengivet fra ibid., 1982:15).

193 styret eller påvirket af menneskelige handlinger

Oprindelig stammer begrebet økologi fra biologien og betegner ”læren om levende væsners forhold til deres ydre livsbetingelser” (Attwell et al., 1994:11). I sammenhæng med byer og bygninger er der dog sket en forandring i bruget af ordet i 1960’erne og man begyndte at betegne en bestemt holdning, som tilgodeser stof- og energistrømme over en bygnings levetid med ordet økologi. Allerede på dette tidspunkt begyndte man at udvikle metoder til vurdering af materialernes miljøpåvirkninger fra ”vugge til grav” – metoder som vi i dag betegner som livscyklusanalyse (Attwell et al., 1994). Samtidig, begyndte man at indse, at de fleste økosystemer er blevet antropogene 193 og underlagt en økonomisk vækst kultur, baseret på udvinding og forbrug af ressourcer. Økologi skulle blive

139

til navnet for modbevægelsen og betegne en målsætning, om at bruge færre ressourcer og reducere den menneskelige påvirkning på økosystemet til et nødvendig minimum (se også Krusche et al., 1982:15–18; Attwell et al., 1994:11).

At byge vil altid betyde brug og forbrug af ressourcer, som mennesket forårsager og dermed påvirker økosystemets ”naturlige balance”. Menneskets indgreb i økosystemet kan i yderste fald resultere i ”destruktivt forbrug”, hvis ”naturens kredsløb ødelægges, og endelige ressourcer opbruges” (Beim et al., 2002:12).

Figur 2.36: Tv: Byggeri kan indplaceres på to akser – fra økobyggeri til konventionelt byggeri og fra bæredygtigt byggeri til byggeri som spilder ressourcer. Th: Fremtidens byggeri skal forholde sig til anvendelse af ressourcer og naturen, forholdet kan ligge mellem en ”naturlig balance” og ”destruktivt forbrug”. Med hensyn til materialer betyder dette, at fornybare ressourcer bliver brugt (”low impact”) og ikke-fornybare ressourcer bliver ”forbrugt” (”high impact”) (gengivet fra ibid., 2002:12–13)

Figur 2.36 skal illustrere at al byggeri kan indplaceres i et krydsfelt mellem bæredygtighed, og ressourcespild, og samtidig mellem økobyggeri og konventionelt byggeri. I bogen ”Økologi og arkitektonisk kvalitet” (ibid., 2002:13) forklares diagrammet således: ”Det er naturligt at forvente at et byggeri, der har et økologisk udtryk indgår i en helhed, mens der ved konventionelt byggeri oftere forventes en eller anden form for ressourcespild. Virkeligheden er, at et byggeris reelle bæredygtighed afhænger af det samlede kvalitet. Et velgennemtænkt industrielt byggeri kan udmærket være bæredygtigt, mens et uigennemtænkt byggeri med økologiske hensigter kan dække over ressourcespild .”

Inden for økologisk byggeri er der således udviklet en del helhedsorienterede principper, som kan beskrives kort med ”tilpasning til stedes forudsætninger”

140

Bæredygtighed - Historie og state-of-the-art

194 svarende til naturen, skal forsyningen udvikles decentralt og med mange tværforbindelser for at reducere afhængigheder og risici i forsyningssystemet (Krusche et al., 1982:23)

(herunder klima, topografi, vand, vegetation), ”brugen af naturlige potentialer” (herunder (lokale) energiressourcer og materialer), ”kredsløbsdannelse” (herunder materialer og især deres bortskaffelse (affaldshåndtering, recycling)), men også hvad angår energi, vand og luft. Målet er at reducere alle inputs og outputs af ”systemet” bygningen (Figur 2.37), at skabe ”diversitet og netværksdannelse”, for at styrke selve forsyningssystemet194, såvel som ”kontinuerlig udvikling og brugerinddragelse” (se også Krusche et al., 1982:19–27).

195 for eksempel ”Naturhuset” i Stockhom (arkitekt Bengt Warne, 1997) eller ”The PEI Ark” (New Alchemy Institute) (ibid., 1982:335f.).

196 I bogen ”Ökologisches Bauen” (ibid., 1982:242– 243) præsenteres for eksempel en sammenligning mellem det primærenergibehov for forskellige konstruktionstyper. I forhold til den økologiske bygning (”Naturhaus”) bliver der vist at det industrielt præfabrikerede hus forbruger ca. 4x så meget primærenergi op til brugsfasen.

Forskellen kan ikke direkte begrundes med produktionsformen, men ligger i de forskellige materialevalg for konstruktionsprincipperne.

Dog fastslås det også, at byggematerialer baseret på fornylige ressourcer kan fremstilles i lavteknologisk og med en mindre energiindsats. Til gengæld kræver disse materialer en større arbejdsindsats (ibid., 1982:238) En mere direkte kritik af industriel produktion kan findes i ”Ecologic Architecture” (Crowther, 1992:250– 251), hvor der ses en sammenhæng mellem en industriel produktion, ringe produktkvalitet og som resultat korte levetider.

Forfatteren ser også at industrien har en interesse i disse korte levetider for at øge efterspørgslen kunstigt (”planned obsolence”).

Figur 2.37: Huset og forbindelserne til økosystemet, inputs på venstre side, outputs på højre side. Bygningen, dens materialer, formgivning, program og organisation og tekniske anlæg bestemmer over, om ressourcer bliver brugt sparsomligt eller forbrugt og om miljøet og brugernes helbred bliver påvirket (gengivet fra ibid., 1982:6)

I perioden 1950-1990 blev der bygget en række ”økologiske” projekter, men mange af dem har karakteren af forsøgsprojekter og var på det daværende tidspunktet meget ideologisk præget195. Økologisk byggeri bliver i nogle kilder præsenteret som modbevægelsen mod industrialiseret byggeri og brugen industriel fremstillede byggeprodukter196.

I Danmark er det især byggeriet fra 1960’erne og 70’erne, som bliver udstillet som ”storforbruger”, baseret på data hvad angår både deres materialevalg og ressourceforbrug, men også på grund af deres ringe kvalitet (og dårlig holdbarhed). Især på baggrund af energikrisen i 1973 – blev energibesparelser økonomisk relevante og dermed blev interessen også øget for ressourceøkonomiske bo- og boligformer (se også Attwell et al., 1994:12–13).

141

Ifølge af den øgede opmærksomhed på bæredygtig udvikling efter udgivelsen af Brundtland-kommissionens rapport i 1987, er interessen for økologisk byggeri steget betydeligt, da man erkender at økologisk tænkning kan byde på løsninger til de nu definerede mål om miljøbevidsthed og reduceret ressourceforbrug. I Danmark blev der derfor indledt et arbejde om ”Byøkologi” (Miljøministeriet, 1987), som udmøntede sig i en række udgivelser som f.eks. ”Byggeri og Økologi” (Zahle et al., 1988) eller ”Byøkologi og boligkvalitet” (Attwell et al., 1994). I 1992 afholdtes der et stort arrangement om ”Arkitektur og Økologi” ved Arkitektskolen i Aarhus, som bragte arkitekter sammen med mange andre fag for at diskutere økologisk arkitektur. Mange oplægsholdere fremhævede at økologisk arkitektur handler om kvalitetsbyggeri (Gøsta Knudsen), livscyklusperspektivet for materialer og hele bygninger (Leo Alting), ”dekomponering” (disassembly) af produkter og rene materialer (Kingo Karlsen, Leo Alting), såvel som en integration af ”økonomiske, økologiske, etiske og æstetiske værdier” (Peter Pruzan). Især Boje Lundgaard (1943-2009), arkitekt og professor ved Kunstakademiets Arkitektskole understregede at det handler om ”sund fornuft” at bygge økologisk, og at ”god arkitektur bliver stående – er økologisk!” (Oehlenschlæger, 1992).

Arkitektonisk kvalitet – arkitektonisk bæredygtighed Boje Lundgaards citat henviser til en af de stærkeste, mens sværest definerbare forudsætninger for bæredygtig byggeri: arkitektonisk kvalitet.

At bæredygtighed og arkitektonisk kvalitet er tæt forbundet er dog utvivlsomt, når man kan være enig om at langtidsholdbare løsninger, langsigtede beslutninger og robuste materialer er med til at skabe bæredygtig byggeri. Den arkitektoniske kvalitet er den afgørende faktor om en bygning har en lang levetid, om den kan tåle brugsskifte, og svare til nye brugeres ønsker, en dynamisk kontekst i byen, ændringer i mode for og krav til bygninger, såvel som vedligeholdelse og modernisering med nye teknologier og materialer. Den arkitektoniske kvalitet bestemmer således, om en bygning bliver elsket og værdisat over flere generationer – og om en bygning kan ældes med værdighed (se også kapitel 5, afsnit om ”Design for Dignity”).

Arkitektur kan desuden ikke reduceres til kun en funktion eller parameter, som udgør kvaliteten. Bygninger er altid sammensæt af flere lag, som tjener forskellige funktioner, behov, forhold og krav. Jo bedre denne helhed og vekselvirkning er blevet gennemtænkt og komponeret, jo højere er bygningens arkitektoniske kvalitet. Dette er vigtigt, fordi arkitektonisk kvalitet er ikke alene en æstetisk kvalitet, men består af mange komponenter, som materialer, overflader, lys, lyd, detaljering, rumlig disposition og komposition, men også funktionalitet og tekniske løsninger (se også Beim et al., 2002:13). Økologisk byggeri og bæredygtigt byggeri tilføjer desuden flere lag til den i forvejen komplekse opgave at diskutere arkitektonisk kvalitet. Og ligedan har en byg-

142

197 I DGNB-systemet for kontorbygninger, 2012 (DK), vurderer man kun i Kriterium 31– ”Assurance of Design and Urban development quality in design competiotions” indirekte på bygningens designmæssige kvalitet. I kriterium 31 vurderes kun om en arkitektkonkurrence blev gennemført og om det prisvindende ”design” er blevet udført. Kriterium 31 vurderer desuden på typen af konkurrence (f.eks. åbent eller indbudt) og om det vindende team blev tildelt kontrakten til at udføre byggeriet. Ud af de 100 point som samlet fordeles under Kriterium 31 er det således kun 30 point, som er relateret til konkurrencedommernes vurdering (uddeling af priser, og om det vindende team er blevet tildelt udførelseskontrakten). Den valgte formulering lader dog åbent, om ”arkitektonisk kvalitet” overhovedet var en bedømmelsesparameter under arkitektkonkurrencen. I arkitektkonkurrencer er det normalt at bedømme forslag på baggrund af en på forhånd bestemt nøgle, hvori byggeriets arkitektonisk udformning kun indgår med en hvis procentsats (ca. 20-30%).

Efter beregningsnøglen i DGNBs system (kontorer 2012, DK) indgår kriteriet 31 desuden kun med 2,4% i det samlede vurdering (eget beregning baseret på DGNB Miniguide, July 2013:11). Hvis man derud-

Bæredygtighed - Historie og state-of-the-art

over medtager at kun 30 af 100 point, som tildeles efter kriterium 31 er relateret til arkitektkonkurrencens resultat og resultatet også inkluderer andre aspekter end bygningens arkitektur, ligger andelen for bygningens designmæssige kvalitet til sidst kun mellem 0,05% og 0,22% af den samlede bæredygtighedsvurdering efter DGNB.

nings arkitektoniske kvalitet en stor betydning for bygningens holdbarhed over tid:

Arkitektonisk kvalitet findes ikke som et enkelt kriterium i DGNB systemet, men delaspekter som f.eks. komfort, dagslys, materialevalg, ressourceforbrug, kvalitet af tekniske løsning, sociale aspekter, bliver selvfølgelig afdækket i andre kriterier, men bortset fra kriterium 31 er tiltagenes æstetiske og designmæssige udformning ikke bestanddel af vurderingen (-> bæredygtige materialer kan godt anvendes i æstetisk mangelfulde løsninger, som i konsekvens medvirker til forkortede levetider og dermed unødvendig ressourcespild).

Alligevel må det konstateres at arkitektonisk kvalitet nærmest er fraværende i den aktuelle diskussion om bæredygtighed i byggeriet. Dette skyldes måske, at arkitektonisk kvalitet er en kvalitativ parameter, som derudover er underlagt forskellige lag af forståelse, herunder fornemmelser, følelser og tidsafhængige meninger. Derudover, er det svært for ikke-arkitekter, at vurdere vekselvirkningen af de mange forskellige parametre som betinger arkitektonisk kvalitet og som nogle gange er svære at sætte ord eller tal på.

Denne problematik afspejles også i de aktuelle certificeringssystemer som for eksempel DGNB, som endnu ikke medtager arkitektonisk kvalitet som et afgørende og specifikt parameter for en bygnings bæredygtighed, men kun indirekte vurderer på den designmæssige kvalitet197. Her ligger bestemt en stor opgave i at undersøge, både betydningen af den arkitektoniske kvalitet for bæredygtigt byggeri, såvel som udformning af en mulig metode til at vurdere på arkitektonisk kvalitet i denne sammenhæng198.

At denne udfordring er essentielt for at skabe større interesse for bæredygtige bygninger blandt bygherrer er allerede for nogle år siden blevet udtrykt af Werner Sobek, anerkendt ingeniør og tideligere formand for DGNB i Tyskland:

198 Her skal understreges at ”arkitektonisk kvaltiet” rummer flere aspekter en kun den æstetiske eller designmæssige kvalitet af en bygning. En mere omfattende og nøjagtige beskrivelse findes i KRÆS-manifestet (Beim et al., 2012a). KRÆS står for K- Kontekst, R – Ressourcer, Æ – Æstetik, S – Socialitet, som forsøg at sande kompleksitet ved definition af 4 faktorer.

199 Oversæt fra tysk: ”Die wichtigste Aufgabe, die Architekten und Ingenieure in Zukunft zu lösen haben, ist, nachhaltige Gebäude von deren bisher zu häufig angetroffenen Entsagungsästhetik zu befreien und sie stattdessen atemberaubend attraktiv und aufregend zu machen”

”Ligesom byggeri må omfatte holdbarhed, brugbarhed og skønhed for at kunne besidde arkitektonisk kvalitet, må bygningens udformning og udtryk ligeledes være holdbare, brugbare og skønne for reelt at være bæredygtig. […] Når et smukt hus værdsættes gennem flere generationer af både bruger og omgivelser, er det ofte stor opmærksomhed på at holde det vedlige – og herved forstærkes det bæredygtige aspekt.” (ibid., 2002:9)

“Fremtidens vigtigste opgave, som skal løses af arkitekter og ingeniører, er, at befrie bæredygtigte bygninger fra deres frasigelsesæstetik og istedet gøre dem forrygende attraktive og fascinerende.199”(Hegger, 2009:90) Økologiske eller bæredygtige tiltag skal ikke nødvendigvis afspejle sig en bygnings arkitektur og er dermed hellere ikke arkitekturbestemmende eller stilgivende (se også Beim et al., 2002:12–13; Krusche et al., 1982:13), men omvendt er arkitektonisk kvalitet en afgørende parameter for bæredygtigt byggeri. Bæredygtig byggeri kan således defineres som ”[…] byggeri af høj arkitektonisk kvalitet, hvor der er taget hensyn til menneskers sundhed og behov, miljø og ressourcer – både under husets tilblivelse og i forhold til dets senere brug og drift og genanvendelse” (Beim et al., 2012b:14) Bæredygtighed i byggeriet kan dermed ikke reduceres til enkelte aspekter, som kun miljømæssige fordele, kun sociale tiltag eller kun en god økonomi, men handler om helheden, med evnen at blive gammelt og elsket på tværs af tiden. Byg-

143

geriet set som samfundsopgave indbefatter også at byggekulturen skal tages hensyn til. Bygningernes arkitektur skal derefter også ses som et kulturbærende element, med en stor betydning for hele samfundet. Bæredygtige bygninger skal således ikke kun planlægges til deres beboer, bruger eller ejere, men også med den kulturelle betydning for øje.

Bæredygtig arkitektur bliver således også bestemt af uhåndgribelige aspekter og måske ikke-målbare kvaliteter, som først kommer til at stå frem og får betydning for samfundet og kulturen i en endnu ukendt fremtid.

Bæredygtighed i byggeriet kan opsummerende siges at handle om at skaffe potentiale eller kapacitet for fremtiden – på mange forskellige niveauer og (fag-) områder.

Er byggeriet bæredygtigt endnu?

Certifikater som DGNB, bæredygtighedsvurderinger og markedsføring af ”bæredygtigt byggeri” signaliserer at byggeriet er blevet bæredygtigt allerede. Men de mange uløste problematikker, som delvist er diskuteret i dette kapitel, kan man dog ikke påstå at bæredygtigt byggeri er tilvejebragt endnu. Udfordringen – bæredygtig udvikling – kan ikke alene løses af byggeriet.

Set på samfundsniveauer er byggeriets andel af ressource- og energiforbruget højt. Samtidig repræsenterer byggeriet en betydningsfuld økonomisk parameter, både som industrigren men også med hensyn til økonomiske værdier og værdiskabelse. Byggeriet er dermed både en relevant branche når det gælder om udpege områder hvor der kan spares på ressourcer, og en relevant branche for at udøve indflydelse på tilknyttede industrier men også samfundet selv.

Alligevel ligger det faktisk ikke inden for byggeriet alene at afgøre om et byggeri er bæredygtigt eller ej200. I fremtiden bliver bæredygtighed i byggeriet opgjort på baggrund af den kulturelle, sociale og økonomiske udvikling samfundet vil få. I dag er byggeriet desuden afhængigt af mange beslutninger og vilkår som ikke ligger inden for byggeriets indflydelsesområde og til sidst bliver det brugerne som bestemmer om bygninger vil vise sig at være brugbare og bæredygtige.

Derudover er der det centrale spørgsmål om hvilke materiale- eller energiressourcer der anvendes afhængig af et kunstig skabt marked, som endnu ikke afspejler de reelle omkostninger (både økonomisk, social og miljømæssig), som ressourcernes udvinding og (for-)brug medfører. Som diskuteret af mange kritiske forfattere, ligger et af problemerne i det nuværende økonomiske system, som danner grundlaget for mange beslutninger som træffes i byggeriet. Bæredygtigt byggeri kan dog være med til at demonstrere, at der også findes andre økonomiske systemer, som i sig selv skaber incitament til et reduceret ressourceforbrug, skaber jobs, langvarigt samarbejde og dermed tryghed og et andet mere holdbart fremtidsperspektiv for alle parter.

144

200 Pointen blev diskuteret af Susse Georg, AAU i et foredrag om ”Økologisk økonomi og bæredygtig omstilling” hos JJW arkitekter, den 24.oktober 2013

Bæredygtighed - Historie og state-of-the-art

Arkitektens rolle – at være arkitekt Arkitektonisk kvalitet er ikke noget som bliver betinget af bæredygtigt byggeri.

Mange DGNB-certificerede bygninger udmærker sig ikke for deres arkitektonisk kvalitet, og det samme gælder for Passivhuse, C2C eller bygninger bygget efter lignende certificeringer.

Arkitektonisk kvalitet er dog den meget afgørende faktor, når bygningens levetid og brugsværdi og tilpasningsevne skal bestemmes.

Certifikationssystemerne er enten ikke i stand til at ”måle” arkitektonisk kvalitet eller systemerne er rent teknisk orienteret (f.eks. Passivhaus). Men det er tydeligt at systemerne påvirker en bygnings arkitektur væsentligt, om et hus følger passivhaus-standarderne eller ej, om en kontorbygning har fået et ”BREEAM excellent” certifikat eller om en bygning er blevet C2C-certificeret kan genkendes uden at det kræves meget viden om selve systemerne.

Alligevel spiller det en væsentlig rolle at bæredygtig byggeri også bliver omtalt som ”arkitektonisk enestående værker”, eller bare som ”god arkitektur”. Hvorfor skulle en bygherre ellers investere i en teknisk perfekt og certificeret-bæredygtig bygning, hvis en vigtig del mangler (fordi den ikke kan måles på), ”den gode arkitektur”?

Det er forståeligt at, at bygge efter disse nye bæredygtighedsprincipper er komplekst, og at det kræver en særlig indsats, som måske ikke kan rummes inden for den økonomi, som byggeprojekter normalt har. Udfordrende lovkrav, som for eksempel lavenergibyggeri skaber desuden et snævert fokus (energibehov) og er med til at en stor del af de økonomiske ressourcer bliver brugt på delemner (f.eks. energiløsninger), men ikke på en holistisk, bæredygtig tilgang til byggeprojektet. Diskussionen i dette kapitel har også vist at bæredygtig udvikling kræver en holistisk tilgang, som kommer at betyde at der skal bruges mere tid på design og planlægning, for at være i stand til at integrere tværfaglig viden og skabe det nødvendige vidensgrundlag for at kunne træffe oplyste og velfundererede beslutninger, som vil vise sig at være bæredygtige på lang sigt.

Arkitekterne har længe været søgende efter ”arkitektens rolle” i en nyindustrialiseret byggesektor, med nye samarbejdsformer og en ændret værdisætning hvad angår arkitekternes bidrag (som følge af reducering på ”æstetisk rådgivning” som arkitektbranchen er ved at opleve). Bæredygtigt byggeri kan dog blive til arkitekternes nye chance for at definere en ny rolle, som indtil videre ingen har påtaget sig – at håndtere de forskellige forståelser og afsæt for at skabe de bedst mulige forudsætninger for integreret planlægning mod mere bæredygtigt byggeri. Arkitekten kan dermed (igen) blive til ”brobyggeren” mellem de forskellige fag og traditioner og medvirke til at skabe holistisk tænkte bygninger,

145

hvor såvel målbare, som ikke målbare kvaliteter igen har fundet sammen til at skabe god (og bæredygtig) arkitektur.

Dette vil dog kræve dog kræve en selvforståelse som generalist af arkitekterne og udvikling af en større interesse for andre faggrupper og områder som måske synes at ligge udenfor ”det traditionelle arkitekturfelt”. Samtidig skal andre fag erkende (igen) at arkitektur er meget mere en bare æstetiske overvejelser.

Figur 2.38: Bygninger bygget efter forskellige principper for bæredygtigt byggeri. Bygningernes arkitektur bliver stærkt påvirket af det valgte princip og/eller certificeringssystem.

Elementer af disse principper, som f.eks. brugen af sol som energikilde, energibesparelser igennem reduceret varmetab, brug af vedvarende materialer, hensyn til biodiversitet m.fl. bliver styrende for bygningernes arkitektur og medfører at byggeprincipperne kan genkendes i de enkelte bygninger. Øverst til venstre: Passivhus i Kamakura, Japan (Key Architects, 2010 / Øverst til højre: Passivhaus Sydtyskland, (Arkitekt: Markus Merz, 2006, Foto: Sascha Kletz / Nederst til venstre: Cradle-to-Cradle - Forslag til Ferrer Research & Development Center, Barcelona (Arkitekt: W.McDonough, 2006, Billede: McDonough +Partner / Nederst til højre: BREEAM excelent: Treglown Court, Cardiff (Arkitekt: Stride Treglown) )

146

Renovering - Historie og State-of-the-art

Kapitel 2.3: Renovering Kapitel 2.3 om renovering er i udtræk blevet publiceret i Arkitekten 06, 2012201.

201 Dataindsamlingen blev afsluttet i december 2011, tallene fra DST og beregningerne er ajourført i maj 2012.

202 Se også ”Aftale mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Ny Alliance om den danske energi- politik i årene 20082011”, Side 2, 2008.02.28 203 krav om bygningers energiforbrug i BR95, med ændringer indtil 2008 ( også BR06). Reduktionen blev nedskrevet i BR08 som (frivillige) Lavenergiklasse 1 og Lavenergiklasse 2.

Lavenergiklasse 2 er per 1.Januar 2011 blevet til mindstekrav i BR10, LEK 1 (BR10: LEK 2015) forventes at blive mindstekrav i 2015. En ny LEK – LEK 2020 – blev introduceret den 24.August 2011 og skal blive til mindstekrav i 2020.

204 For renoveringsprojekter hvor mindre end 25% af klimaskærmen skulle ændres var der mulighed for dispensation – se også 25% reglen i BR08.

25%-reglen er bortfaldet i BR10 (1.Juli 2011).

205 Lov Nr. 158, 16.februar 2010 206 LBK nr 1185 af 14/10/2010 (Byggeloven), Kapitel 1,§2e. / BR10 (7.4.1, Stk.2) : Alle energibesparende, ”rentable” og samtidig ”fugtteknisk forsvarlige” foranstaltninger skal gennemføres. se også BR10 (7.4.2, Stk.8), krav forventes iført i 2015

Byggebranchen, bygningsejere, ingeniører og arkitekter står over for en ny gennemgribende udfordring. Renovering af den eksisterende bygningsmasse bliver et nøgletema for byggesektoren i de kommende år.

Med udgivelsen af EU-direktivet 2002/91 tilbage i 2002 blev det besluttet at det bygningsrelaterede energiforbrug skal formindskes drastisk i alle EU-lande frem til 2020.

Danmark har valgt at omsætte direktivet i form af en ”energipolitisk aftale”202, og det blev vedtaget at energiforbruget i nybyggeri skal reduceres med mindst 25% til 2010, yderlige 25% til 2015 og 25% til 2020. I alt en reduktion svarende til 75% i forhold til kravene, der var gældende i februar 2008203.

2,5%

Parcel/Stuehuse Række-,kæde- og dobbelthuse 44,3%

38,8%

Etageboligbebyggelse andre

14,4%

Figur 2.39: boligbestanden efter bygningstype

Efter BR08 var kun store renoveringsprojekter omfattet af de nye krav til energiforbruget204, men med indførelsen af BR10 og de sidste ændringer i byggeloven205 er også alle ”ombygninger og andre forandringer i bestående bebyggelse, som har betydning for energiforbruget i bygningen”206 omfattet fremover. 207 Ud over dette er der også kommet mange nye krav til bygningsdele og tekniske installationer. I foråret 2011 bekendtgjorde EBST208 Bygningsklasserne 2015 og 2020, for at sætte rammerne for den fornøden udvikling i byggebranchen.

Bygningsbestanden og boligforhold i 2010 Bygningsbestanden i Danmark er kendetegnet ved lang levetid og holdbare bygninger. Set i forhold til hele bygningsbestanden, er antallet af ny opførte bygninger på årsbasis meget lavt i de sidste år. Tal fra Danmarks Statistik viser at kun

147

4,8% af det samlede boligareal er blevet bygget i de sidste 5 år209 og at kun 1,7%210 af boligbestanden er blevet opført efter BR08 trådte i kraft.

Den gennemsnitlige alder på et boligbyggeri er ca. 57år211 og i dag er 61,5% af alle boliger i Danmark ældre end 40 år (Region Hovedstaden: 70,2%) og 24,5% er ældre end 80 år212,213.

Derudover er det også interessant at en tredje del af boligbestanden – 33,1% - er blevet opført på kun 25 år mellem 1950 og 1975, det tidsrum som er kendt for ”montagebyggeriet”, hvor mange af de store boligkomplekser og -områder i Danmark blev opført som elementbyggeri.

De fleste boliger findes i parcel-, og rækkehuse (samlet 58,7%), mens boliger i etageboligbebyggelser udgør 38,8% af alle boliger.

Ser man kun på etageboligbebyggelser, så ser tallene lidt anderledes ud. Den gennemsnitlige alder for etageboligbyggeri ligger på 64 år og 71,8% af alle etageboliger er ældre end 40 år. Årsagen til dette ligger i ”byggeboomet” i perioden 1950-75, hvor en god tredjedel (35,1%) af alle etageboliger er blevet opført, svarende til ca. 32mio. m2.

I forhold til hele den danske bygningsbestand udgør boligbebyggelser ca. 50,4% og i gennemsnit har hver dansker 50,6m2 214 til at bo på (NBHS 2005: 38), mens det gennemsnitlige ”personlige arealforbrug”215 ligger på ca. 129m2 216. Den gennemsnitlige husstandsstørrelse ligger på 2,0 personer og, ser man kun på parcelhuse, ligger gennemsnittet højere på ca. 2,5 personer, mens den ligger lavere på kun 1,6 beboer per etagebolig. Det gennemsnitlige bolig i form af et parcelhus har en størrelse på ca. 143m2, mens den har ca. 78m2 i etageboligbebyggelser217.

Sammenlignet med boligforholdene i andre europæiske lande er boligarealet per indbygger højest i Danmark (NBHS 2005: 38). Det ”personlige arealforbrug” er til gengæld højere i andre lande (f.eks. Tyskland ca. 300m2), hvilket peger på at en relativ stor del af omkostningerne der er relateret til byggeriet i Danmark bliver forårsaget af boligsektoren.

Bygningsbestandens energiforbrug og potentiale til besparelser Energiforbruget i husholdninger stod for ca. 30% af hele Danmarks energiforbrug i 2009218.

84% af energien bliver brugt til varme og opvarmning af brugsvand, mens 16% udgør el219.

I gennemsnit bruger hver husholdning ca. 15.026 kWh til opvarmning og varmt brugsvand om året220. Der er dog stor forskel mellem de forskellige boligtyper.

Efter en tommelfingerregel udviklet af SBi221, ligger det gennemsnitlige energiforbrug til varme i etageboliger på ca. 19.490 kWh i parcelhuse og på ca. 6.700 kWh i etageboliger. Set i forhold til den gennemsnitlige boligstørrelse, betyder

148

207 LBK nr 1185 af 14/10/2010 (Byggeloven), Kapitel 1,§2e. / BR10 (7.4.1, Stk.2) : Alle energibesparende, ”rentable” og samtidig ”fugtteknisk forsvarlige” foranstaltninger skal gennemføres.

208 Erhvervs- og Byggestyrelsen 209 DST: BYGB33, tal henviser til bruttoarealet (m2 ) opført 2005-2010 (4,8% svarer til 17.373.000m2 ) 210 DST: BOL101, tal henviser til antallet af boliger opført siden 2008 (1,7% svarer til 47.401 boliger) 211 baseret på DST, BYGB33.

Der er antaget at bygninger opført før 1900 har en gennemsnitlig alder på 130år (opførelsesår 1880). Den gennemsnitlige alder for bygninger opført efter 1900 ligger på 50,7år.

212 baseret DST: BOL101.

Udtræk af alle bygninger opført før 1930 (ældre end 80 år) og 1970 (ældre end 40år).

213 Alle tal fra DST:BOL101 henviser til antal af beboede og ubeboede boliger.

214 Tal henviser til nettoarealet per indbygger i 2004.

Gennemsnittet i EU er 33,9 m2 boligareal(netto)/person, gennemsnitstallet fra Danmark ligger dermed om ca.

33% højere og er samtidig den højeste i EU (tal fra 2004) (NBHS 2005: 38). Boligernes gennemsnitlige bruttoareal per beboer ligger på 65,8m2 efter statistikker fra DST, 2010.

215 Areal af alle bygninger i Danmark delt med befolkningstallet. ”Personligt arealforbrug” går ud på at vi bruger meget mere areal end det der er relateret til vore boliger, så f.eks. offentlige bygninger, arbejdspladser, men også industrianlæg, butikker eller sportsfaciliteter som vi i princippet ”lejer” igennem køb af

Renovering - Historie og State-of-the-art

varer eller entrebilletter. Alle disse arealer skal vedligeholdes, opvarmes og serviceres og vi er derfor også – men indirekte - ansvarlig for dem.

216 DST, beregnet på bagrund af tabeller BYGB33 (bygningsareal) og HISB3 (befolkningstal per 1.januar 2010).

217 DST, beregnet på bagrund af tabellen BOL103.

Både beboede og ubeboede boliger er taget med i beregningen.

218 ENS, Energistatistik 2009, S.33 219 ENS, Energistatistik 2009, S.33. Husholdningernes energiforbruget lå i 2009 på samlet 192,1 PJ (30% af hele Danmarks energiforbrug). Energiforbruget kan deles op i energi brugt til opvarmning: 159,5PJ (84%) og EL: 32,6PJ (16%).

220 ENS, Energistatistik 2009, S.33: Gennemsnitligt brutto energiforbrug per husholdning til varme og varmt brugsvand: 62,6GJ (=17.389 kWh), samlet gennemsnitligt energiforbrug per husholdning: 75,4GJ (= 20.944kWh).

Nettoenergiforbruget (efter lokal tab pga. varmeanlæg) af alle husholdninger i DK ligger på 137.846GJ, eller 54,1GJ per husholdning.

DST udviser 2.548.240 husholdninger i 2009.

det at man kan antage et varme-relateret energiforbrug på ca. 138kWh/m2 a i parcelhuse og på ca. 86kWh/m2 a i etageboliger.

Sammenlignet med de nye krav om bygningers energiforbrug i BR10, bliver energirammerne i gennemsnit overskredet med ca. 115% i parcelhuse og 16% i etageboliger222. Der skal dog henvises til at tommelfingerreglen ikke tager hensyn til det varme- og ventilations-relaterede elforbrug og at man derfor kan antage at forbrugstallene faktisk er højere. Den direkte sammenligning af tal fra tommelfingerreglen og energirammeberegningen kan derfor kun vise en tendens (nemlig at bygningsbestanden – og her især parcelhusene - har en meget højere energiforbrug end energirammen efter BR10 (BR08)223 tillader), men må ikke ses som absolutte tal. Derudover, stilles der mindstekrav, de så kaldte ”komponentkrav”224, til klimaskærmen, ventilation og luftskifte, installationer og mfl., som ikke vil kunne overholdes af de fleste ældre bygninger.

En ny rapport fra SBi (Kragh og Wittchen 2010: 18ff)225 viser, at i et scenario hvor hver bygning renoveres til ca. 50%-75% sf tidssvarende standarder226, kan der antages et energibesparelsespotentiale på ca. 50% af det samlede boligbygnings-relateret energiforbrug i Danmark. Rapporten inkluderer også to andre scenarier hvor bygningerne bliver renoveret til 80%-100% og efterviser et besparelsespotentiale på op til ca. 72%227 af energiforbruget i 2009.

Deler man tallene op efter boligtype, så er besparelsespotentialet højest for etageboliger (mellem ca. 58% (Scenarie A) og ca. 80% (Scenarie C)), mens det ligger på mellem ca. 47% (A) og 68%(C) for enfamiliehuse.

Et (nyt) marked – for renovering De viste tal og de nye love peger på at renovering bliver en fremtidig opgave i byggebranchen. Rapporten fra SBi – ”Danske bygningers energibehov 2050” viser at ved et bredt ønske om at spare energi, bliver især renoveringen af etageboligbebyggelser interessant228.

3,8%

221 Nærvig Petersen, Kristine og Kirsten Gram-Hansen, Husholdningers energi- og vandforbrug, SBi 2005:9, S.6 222 Energirammeberegningen efter BR10 giver en energiramme på ca. 64 kWh/m2 a i parcelhuse og ca. 73 kWh/ m2 a i etageboliger, antaget at et parcelhus har i gennemsnit et areal på ca. 143m2 og en etagebolig på ca. 78m2 .

Parcel/Stuehuse Række-,kæde- og dobbelthuse 50,0% 36,6%

Etageboligbebyggelse andre

9,6%

Figur 2.40: bygninger opført 1950-75: andel efter bygningstype

149

3,5% 12,2%

23,3%

Almene boligselskaber A/S, ApS og andre selskaber Private andelsboligforeninger

2,4%

Offentlige myndigheder Ejerlejligheder

14,0%

34,6% 10,0%

Privatpersoner inkl I/S Andet el. uopløst

Figur 2.41: bygninger opført 1950-75: ejerforhold

Særligt etageboligbebyggelser har potentiale til at blive renoveret med systemleverancer på grund af deres specielle ejerforhold. Her ejes ca. 35% af alle etageboliger af almene boligselskaber og ca. 24% af andre private selskaber eller foreninger, mens ca. 35% er ejerlejligheder eller ejet af privatpersoner.229 I tal betyder det at ca. 29 mio. m2 boligareal fordelt på ca. 356.000 lejligheder, ejes af ca.

540 almennyttige boligselskaber230. Renoveringen af disse lejligheder vil kunne gennemføres på sammenlignelige økonomiske og sociale præmisser231 og set i forhold til enfamiliehuse, med et relativt ringe antal af forskellige bygherre og ejere. En anden interessant punkt som DSTs statistik viser er, at ca. 57% af de etageboligbebyggelser ejet af almennyttige boligselskaber er blevet opført på et tidspunkt hvor montagebyggeriet var på sit højeste (mellem 1950-75) og 1975.

Derfor kan det antages at de samme renoveringsløsninger kan anvendes i et stort antal af renoveringsprojekter.

I Danmark bor ca. 10% af hele befolkningen i etageboligbebyggelser som ejes af almene boligselskaber.232 Renovering af disse boliger kommer derfor til at have en stor indflydelse på folks boligforhold og livskvaliteten i boligområderne i hele Danmark.

Udviklingen af systemleverancer til formålet vil være relevant for at sætte gang i mere ressourceskånende renoveringer af høj kvalitet og med øget økonomisk tryghed, men også for at reducere kompleksiteten af renoveringsprocessen for bygherrer233.

Definitionen af et marked for renoveringer er faktisk ikke ny – Erhvervsfremmestyrelsen (EFS) har i 2000 i en redegørelse med titlen ”Byggeriets Fremtid – fra tradition til innovation”234 beskrevet en vision for det fremtidige støttede boligbyggeri: ”Det støttede byggeri skal være foregangsbyggeri, og det skal sikres, at der opnås størst kvalitet til prisen, ikke alene byggetekniske og

150

223 Beregningen af bygningens energibehov (også energirammeberegningen) og tilsvarende ”energiklasser” (BR08, Lavenergiklasse 2 (LEK2), Lavenergiklasse 1 (LEK1)) er blevet indført i BR08 (Februar 2008). Fra 1.Januar 2011 gælder de nye klasser efter BR10, hvor LEK2 er blevet til den nye standardklasse BR10 (med en lille afslag) og LEK 1 til LEK 2015.

Energirammeberegningen for boliger for klasse BR10 følger formlen: 52,5+1650/A [kWh/m2 a] (se også BR10, Afsnit 7.2.2).

Energirammen for LEK 2015 bliver beregnet efter formlen 30+1000/A [kWh/m2 a] (se også BR10, Afsnit 7.2.4.1). Den beregnede energiramme inkluderer al energi brugt til varme, opvarmning af brugsvand, køling og ventilation i bygningen. El indgår med faktor 2,5 i energirammen, mens fjernvarme har faktor 1,0. I energirammeberegningen for LEK 2015 indgår fjernvarme med faktor 0,8 (BR10, Afsnit 7.2.1, Stk. 11).

224 Se også BR10, Afsnit 7.4 (Klimaskærm) og Afsnit 8 (Installationer).

225 Kragh, Jesper, Kim B. Wittchen. SBi 2010:56, Danske bygningers energibehov 2050, 2010, S. 18ff.

226 Se også Sbi2010:56, S.18: i scenarie A antages forbedret 50% af klimaskærmen (ydervægge +200mm isolering), 75% af lofterne (tage +300mm), 50% af gulvene (terrændæk +100mm) og 75% af vinduerne (til u-værdi 1,0).

Installationer til ventilation antages forbedret med 75% og til varmt brugsvand med 50%.

227 Tal henviser kun til bolig-relateret energiforbrug, kontor/handel som også eftervises i beregningen fra SBi er ekskluderet.

228 Tal fra rapporten SBi 2010:56 viser at besparelsespotentialet ligger mellem 58% og 80%, mens den ligger mellem 47% og 68% for enfamiliehuse.

Renovering - Historie og State-of-the-art

229 Tal fra DST – 2009.

Den præcise fordeling for hele Danmark er: Almene Boligselskaber: 34,6%, privatpersoner, inkl. I/S: 12,2%, A/S,Aps inkl. andre selskaber: 10,0%, private andelsboligforeninger: 14,4%, offentlig myndighed: 2,4%, ejerlejligheder: 23,3%, uoplyst: 3,5%.

230 Boligselskabernes Landsforening, Statistik Januar 2010 231 økonomiske og sociale præmisser henviser til de særlige forhold i den almene sektor. Renoveringsprojekter er normalt støttet igennem Landsbyggefonden og/eller Byggeskadefonden, som pålægger renoveringsprojekterne deres regler. Samtidig er beboerne af almen boliger – generelt set - ikke dem der er særlig ressourcestærke og det vil sætte yderlige begrænsninger for det finansielle omfang af et renoveringsprojekt. Dette faktum skaber desuden et ønske på bygherrens side at tiltrække flere beboer med en bedre økonomisk, men også social baggrund til disse boligområder (se også (SM 2006:p17) 232 tal fra DST – Statistikbanken, 2010 233 henviser til ”Onestop-shopping” konceptet.

Systemleverancer tilbyder muligheden for at integrere mange komplekse planlægningsopgaver, men også services som opsætning og vedligeholdelse, hen til bortskaffelse. Fordele for bygherrer med systemleverancer er at én leverandør står for hele processen og garanterer leverancens ydelse og omkostninger igennem dens levetid.

234 Redegørelse fra Byggepolitisk Task Force, By- og Boligministeriet Erhvervsministeriet, 2000

funktionelle kvaliteter, men også kvaliteter som f.eks. arkitektur, tilgængelighed og en minimering af byggeriets miljøbelastning. Bygherrer af støttet byggeri skal gennem deres byggevirksomhed være med til at udvikle byggeriet, medvirke til opbygningen af nye kompetencer og fremme en nyindustrialisering af byggeerhvervet.” (EFS 2000: 67) Citatet henviser til nybyggeri, men i selve redegørelsen skrives der også om det kommende marked i renoveringsbranchen – især når renovering af de industrielt opførte bygninger fra 60erne og 70erne kommer i gang. Desuden beskrives renoveringsbranchen i dag som håndværkstung, men det antages at, med den kommende vækst af branchen, vil muligheden for brugen af industrialiserede processer og komponenter vokse betragteligt (EFS 2000: 182).

Det interessante er at EFS har vurderet markedet som at være stort allerede tilbage i december 2000. I dag kan der forventes at markedet for renoveringer er blevet endnu større efter de nye regler om bygningernes energibehov er trådt i kraft med BR08 og der er indført krav om renoveringens omfang med BR10.235

Økonomien i renoveringsprojekter Økonomien spiller en afgørende rolle i renoveringsprojekter og især når man arbejder med renoveringsprojekter som har energiforbedringer i fokus. Energirenoveringer kendetegnes af formålet at forbedre bygningens energiregnskab, men energirenoveringer er ikke nødvendigvis en byggeteknisk fornøden renovering.

Det vil sige, at en energirenovering følger andre økonomiske overvejelser end en renovering af f.eks. byggeskader. Energirenoveringer skal være rentable og faktisk også profitable for at det er interessant at gennemføre dem. I en renovering med fokus på byggeskader spiller økonomien selvfølgelig også en vigtig rolle, men udbedringen af skaden er en nødvendighed for at undgå en endnu større (økonomisk) skade, hvorimod en forbedring af energiforbruget eller en øget energieffektivitet kan anses som et tilvalg.

I BR10 blev der indført krav om energirenoveringer, men med en klausul om at tiltagene skal være økonomisk ”rentable”. Om en investering er rentable skal vurderes efter følgende formel som tager afsæt i beregningen af den simple tilbagebetalingstid236: (levetid x årlig besparelse)/investering < 1,33237.

For de fleste bygningskomponenter er levetider fastlagt i BR10238. Den årlige besparelse skal beregnes på grundlag af vores nuværende energipriser og investeringen indeholder alle ekstraomkostninger som er betinget af tiltaget. Grænseværdien ”1,33” er blevet fastlagt på baggrund af at en investering skal ”tjene ind” i 25%239 af dens levetid for at være ”rentabel” (EBST BR10 2010: Kap7.4.1, Stk.2).

Men om en investering er fordelagtig bliver afgjort af, hvilke andre muligheder for investeringer der findes. Det vil sige, at en investering i en bygning skal konkurrere med f.eks. pengemarked (statsobligationer, fonde, aktier, mfl.) og ikke kun 151

med hensyn til et muligt afkast (eller besparelse, når man omtaler et tiltag som medfører energibesparelser), men også til risiko, fleksibilitet og muligheden for reinvestering.

En investering skal returnere mindst kapitalomkostningerne, som kan bestemmes af den risiko-justerede rente på kapitalmarkedet. Denne består af den risikofrie rente (statsobligationer med høj bonitet), inklusive et risikotillæg. Derudover skal videre forudsætningerne for investeringen med hensyn til tidsrammen, fleksibilitet og muligheden for reinvestering tilgodeses.240 35,0 33,0 30,0

238 BR10, Bilag 6, Tabel 2

20,0

239 ROI (Return-ofInvestment) efter 75% af tiltaget levetid. (F.eks. levetid = 10 år, ROI efter 7,5 år)

16,5 15,0

rentesats [%]

236 Den simple tilbagebetalingstid beregnes efter formlen T=I/B, hvor T er tilbagebetalingstiden, I er Investeringen og B er den årlige energibesparelse. Formlen for rentabilitetsfaktoren som bruges i BR10 ”er tæt knyttet til den simple tilbagebetalingstid” (Tommerup 2010:p35) 237 BR10, Bilag 6: Beregning af bygningers energibehov (til kap 7)

25,0

11,0 10,0

240 se også CAPM- modellen (Møller 1999:32)

8,3 6,6

5,0

3,3

2,2

1,7

1,3

1,1

0,9

0,8

20

25

30

35

40

0,0 0

5

10

15

levetid [år]

Figur 2.42: forrentning på investering afhængig af levetid for rentable foranstaltninger (rentabilitet = 1,33)

Grænseværdien i BR10 (>1,33) svarer til en minimums forrentning på ca. 6,6% regnet på en levetid på 5 år eller 3,3% på 10 år241 (se Fig. 4), og det kan anses som en forholdsvis høj rentesats og som svarer p.t. til rentesatsen på 10-årige danske statsobligationer242 (DN 2010:16).

Et eksempel (Figur 2.43): et solcelleanlæg på 5kWp skal etableres på et parcelhustag. Omkostninger til anlægget inkl. udgifter til planlægning og håndværker ligger på ca. 140.000DKK. Anlægget har en levetid på 20 år og giver en årlig energibesparelse på ca. 5200kWh (antaget at el-produktionen dækker husholdningens forbrug og at der hverken bliver købt eller solgt el). Efter rentabilitets

152

235 byggeloven og BR10: allerede ved renovering af enkelte bygningsdele gælder komponentkrav (f.eks. ved udskiftning af et enkelt vindue), alle energibesparende foranstaltninger der anses som ”rentabel” og ikke skaber andre problemer/ skader skal gennemføres.

241 rentesatsen er afhængig af løbetiden (levetiden) og den beregnede ”rentabilitets værdi” (årlig besparelse*levetid/investering > 1,33, efter BR10). Beregner man rentesatsen efter formlen ”rentesats[%]=(årlig besparelse - investering/ levetid)/investering*100”, og hvor ”årlig besparelse*levetid/ investering = 1,33” ,så svarer en løbetid på 10 år til en rentesats på 3,3% og en løbetid af 20 år til en rentesats på 1,7%. (se også Figur 2.42) 242 Danmarks Nationalbank: Kvartalsoversigt 4. Kvartal 2010, side 16, Figur 11

Renovering - Historie og State-of-the-art

formlen i BR10 er investeringen rentabel (værdi på 1,42 > 1,33), og investeringen forrentes henholdsvis med 2,2% per år over dens 20-årige levetid243. Tidspunktet hvor besparelsen som anlægget forårsager er lige så høj som udgifterne tilknyttet til anlægget (Break-Even-Point / ROI) ligger efter 14 år og det svarer til 70% af anlæggets levetid244.

250,0%

209.000kr 200,0%

200

150,0%

150

129.000kr 100,0%

100 89.000kr

50 50.000kr

50,0% 25.000kr

2,2%

0,0%

10.000kr

0

65.000kr

rentesats og afkast [%]

169.000kr

BREAK EVEN

investering, besparelser, gevinst i Kr*1000

250

0,0%

-5,6% -18,3%

-14.000kr

-43,7%

-50

-50,0% -53.000kr

investering [TKr] samlet besparelse [TKr] gevinst [TKr]

-100

-93.000kr

-100,0%

afkast (ROI) [%] rentesats [%]

-132.000kr -150

0

5

10

15

20

-150,0%

levetid [år] 243 Rentesatsen er variabel over levetiden. Ved en kortere levetid kan den maksimale gevinst og dermed også den maksimale rentesats ikke opnås. I eksemplet tages ikke hensyn til prisstigning på energimarkedet, stigende driftsomkostninger eller mulige finansieringsomkostninger som kan være tilknyttet til et solcelleanlæg.

Figur 2.43: Eksempel solcelleanlæg med en levetid på 20 år (lineær beregning)

I forhold til en andre typer investeringer tjener en bygningskomponent ikke penge ved rentegevinster eller fra salg af produkter, men gennem energibesparelser.

Her ligger problemet, at en gevinst fra energibesparende tiltag kun vil være til fordel for brugeren (som besparelsen gavner, da energiomkostninger ikke er en del af lejen) og ikke nødvendigvis for bygherren, som har investeret i tiltagene.

Dette faktum henviser til et kendt problem som energirenovering af udlejede boliger har til fælles – ”paradoks problemet”: bygherren – som skal investere – er ikke den som sparer energien og dermed får en finansiel besparelse, det er der-

153

imod lejerne. Incitamentet til at gennemføre en energirenovering er altså lille, selvom den viser sig at være rentable efter en beregning (se også Bygherreforeningen 2010).

Interessant i diskussionen om ”rentabilitet” er, at en større investering som medfører en længere levetid af tiltaget også betyder en større rentabilitet (Hermelink, 2009: 8). Det faktum synes især afgørende i en renoveringssag med fokus på bæredygtighed.

Problemet er selvfølgelig at et projekts økonomi bestemmer rammerne og dermed også kan forhindre at den bedst mulige balance mellem levetid og tilbagebetalingstid kan skabes og udnyttes245.

Der skal desuden også henvises til den store betydning som rentabilitetsvurderingen og dens beregningsmetode har: i BR10 er fastlagt, at energiforbedringer kun skal udføres hvis beregningen viser at de er ”rentable”246. Men forudsætningerne i en renoveringssag med fokus på energi kan være meget forskellige og derfor spiller flere parameter en afgørende rolle når rentabiliteten skal vurderes.

Ifølge Andreas Hermelink (2009) kan udeladelsen af følgende ”forvrængningsfaktorer” medføre en beregningsfejl i størrelsen faktor 3 i en rentabilitetsberegning med fokus på energi effektivitet:  beregning af kun den simple tilbagebetalingstid, energiprisernes ”volatile” udvikling247  tilbagebetalingens metode (med hensyn til den bedst mulige profit per investering frem for levetiden)  for høje antagne renter på finansiering  ønsket afkast (inkl. hensyn til inflation og risiko)  synergieffekter (f.eks. facaderenovering har ikke kun energieffektivisering til grund, men også udbedring af andre skader (”anyway-renovation”)  realistiske levetider  procentuel afskrivning ifølge finansieringens løbetid En chance for en afvigelse i beregningerne i størrelsesorden ”faktor 3” betyder faktisk at flere renoveringer ville vise sige at være rentable end en beregning af den simple tilbagebetalingstid lader os formode.

Korrigerer man det tideligere anførte eksempel på et solcelleanlæg betyder det, at break-even-punktet ligger allerede efter ca. 11 år (før 14,1 år), afkastet i eksemplet vil dermed stige med ca. 50%.

Et videre, interessant aspekt rapporten indirekte peger på, er de to forskellige perspektiver der findes i renoveringssager med fokus på energieffektivisering: det individuelle (private) perspektiv og samfundets perspektiv (Hermelink 2009: 14). Forskellen er, at der gælder andre forudsætninger i en vurdering ud fra det individuelle perspektiv end ud fra et samfundsmæssigt perspektiv. Et tiltag kan være meget profitable for en bygningsejer, mens det betyder udgifter til samfundet. En anden situation kunne være at et tiltag udføres på den mest rentable må-

154

244 Som skrevet før, er ”rentabilitetsfaktoren” fastlagt efter princippet at et tiltag skal kunne ”indtjene” en gevinst i mindst 25% af dets levetid (ved faktor 1,33). I eksemplet er rentabilitetsfaktoren større end 1,33 (=1,42) og det betyder at anlæggets break-even-point ligger tidligere i levetiden – efter 70% af levetiden, og 30% af levetiden er tilbage til at tjene med anlægget.

245 fordi bygherren ikke er i stand til at finansiere den mest rentable løsning og er derfor nødt til at finde en kompromis mellem finansieringen og rentabiliteten. Et lignende problem opstår i sammenhæng med totaløkonomiske vurderinger, tiltag som giver en totaløkonomisk fordel (over tid), skal alligevel betales ”per første dag”, på et tidspunkt hvor projektet ikke har genereret nok afkast for at kunne betale eller finansiere selve tiltag. Dette viser sig at være problematisk især i den almene sektor, hvor der ikke findes de samme ”fleksibilitet” indenfor projektfinansiering, som i den private sektpr (”Landsbyggefonden”).

Finansieringsmuligheder og –konditioner står dermed tit i vejen for at mere bæredygtige tiltag kan udføres i et projekt, selvom de vil vise sig at være den økonomisk set mest fordelagtige løsning over tid.

246 se også BR10 7.4.1, stk. 3: undtagelser relateret til problemer med fugt.

247 f.eks. olieprisen (fyringsolie sommer) i Danmark er steget med 45% (inflationskorrigeret) siden 1.januar 2001 (EOF 2011).

Renovering - Historie og State-of-the-art

248 et eksempel Andreas Hermelink (2009) anfører er bestemmelsen af tykkelsen af isolering: rentabilitetsvurderingen viser at 20cm isolering er mest profitable (100%) og medfører en energibesparelse på ca.

88%. En isoleringstykkelse på 35cm er lidt mindre profitable (94%), mens energibesparelsen ligger på 93% og vil medføre en gevinst for samfundet, siden der skal produceres endnu mindre energi.

249 Energistyrelsen udgiver jævnligt ”Forudsætninger for samfundsøkonomiske analyser på energiområdet”. Rapporten informerer om nøgletal som bruges til vurderinger på energiområdet. Rapporten omfatter energipriser af forskellige fossile brændsler, rente og inflationsomkostninger, såvel som afgifter og omkostninger der er relateret til emissioner af drivhusgasser (CO2, NOX, SO4, m.fl.) (se også: Energistyrelsen, 2010)

de for bygningsejeren, men en mindre fradrag i den individuelle profit ville betyde en gevinst for samfundet248.

Når man sætter fokus på bæredygtigheden er overvejelser som disse meget relevante siden bæredygtig udvikling kræver at man indtager et forhøjet perspektiv på ethvert problem og at der tages mest hensyn til samfundets interesser (se også kapitel 2.2, Figur 2.27, s.108).

En anden anerkendt metode til vurdering og sammenligning af energitiltag er den såkaldte ”energisparepris”. Energispareprisen betegner den pris en besparelse af 1kWh kommer til at koste med det eller de valgte tiltag. Ligger energispareprisen under energiprisen, er det rentabel at udføre tiltaget, ligger energispareprisen over energiprisen er det billigere (eller rentabel) at købe energien. Især ved lavenergibygninger synes modellen at være brugbart, fordi den tillader en sammenligning af de forskellige tiltag (igennem beregningen af de forskellige energisparepriser). Lavenergibygninger er specielt, siden det kan være nødvendig at medtage enkelte foranstaltninger som ikke er rentabel i en økonomisk vurdering, men uden dem kan den ønskede lavenergiklasse ikke opnås. Med energispareprismodellen kan til gengæld et flertal af tiltag beregnes samlet og der kan samtidig også tages hensyn til forskellige udviklinger af finansieringsprisen og/eller energiprisen. Det igen giver mulighed for at medtage ikke-rentable tiltag i et omfang, der er – samlet set på alle tiltag– rentabel (Hviid and Petersen, 2005).

Konkluderende kan siges at rentabilitetsberegningen efter BR10 er forholdsvis nemt at gennemføre og bliver dermed også meget brugbart til ikke-professionelle bygherre. Til gengæld er beregningsmetoden meget forenklet og tager ikke hensyn til prisudvikling, inflation, risiko og andre faktorer, som faktisk ville vise at flere renoveringstiltag var økonomisk rentable. Især med hensyn til stigende energipriser kunne BR10 suppleres med en ”Energiscenario” hvori en sandsynlig prisudviklingen på energimarkedet og udviklingen af inflationen og renter over de næste 40 år angives249.

Livscyklusbetragtning og økonomi Bygningskomponenter har, alt efter deres brug og kvalitet, forskellige levetider efter hvilken de skal sættes i stand eller udskiftes. Tal fra DST - som omtalt tidligere – viser at en bygning i gennemsnit bruges i 57 år, men ca. 25% af alle bygninger bliver 80 år og ældre. Og det vil sige, at der i planlægningen af en bygning skal tages hensyn til den lange tid en bygning er i brug, samtidig med at enkelte komponenter med kortere levetider skal kunne udskiftes uden at hele bygningen eller mange andre komponenter bliver berørt.

155

250 Problemstillingen er genstanden for diskussionen i kapitel 4 om ”Life Cycle Thinking” og designstrategier.

STUFF SPACE PLAN SERVICES SKIN STRUCTURE SITE

Figur 2.44: Stewart Brand/Francis Duffy: Shearing Layers of Change (gengivet fra Brand, source: Brand, Stewart, “Shearing layers of change” in “How Buildings Learn”, 1995 1995)

Stewart Brand og Francis Duffy (Brand 1995: 13) har beskrevet problemet i modellen ”Shearing layers of change”(Figur 2.44) hvor en ”sammenkædning af afhængigheder og levetider” i bygninger bliver vist. Brand henviser til seks ”lag”: ”Site” – sted, ”structure” – konstruktion, ”skin” –facade/klimaskærm, ”services” – installationer, ”space plan” – planløsning, og ”stuff” – overflader, fast indretning, møbler, osv. Ifølge modellen har alle lag forskellige levetider alt fra ”uendelig” (stedet) til få år (indretning).

Det interessante ved modellen er at den viser at en udskiftning af et lag som ligger længere ”inde” i systemet også kræver en udskiftning af alle foranliggende lag og har derfor også stor indflydelse på deres faktiske levetid. For planlæggere betyder dette, at bygninger skal tænkes i lag eller som moduler, der skal kunne udskiftes eller opgraderes uafhængig af hinanden (definition af grænseflader).

Antallet af nødvendige bindeled skal reduceres så vidt muligt og samtidig skal kæden af afhængigheder analyseres for at kunne optimere hele konstruktionen250.

En mulig metode og et interessant værktøj til visualisering af afhængigheder er den såkaldte Design-Structure-Matrix (DSM) som kan bruges til at kortlægge strukturelle forbindelser mellem forskellige komponenter og til efterfølgende optimering af konstruktionen251.

Metoden kan bruges til vurdering af det bedste tidspunkt til en mere gennemgribende renovering og også hjælpe med at vurdere om de antagne levetider af enkelte bygningskomponenter faktisk kan opnås før den bagvedliggende bygningskomponent skal udskiftes.

156

251 Design Structure Matrix (DSM), en metode og værltøj udviklet i begyndelsen af 1980’erne i sammenhæng med produktudvikling Her anvendes DSM til kortlægning af afhængigheder mellem konstruktionens elementer/komponenter. (se også DSM-værktøj i appendix C2) Kolonne 1 / Række 1 (Nr. 1-13): facadens ”lag”/elementer (efter clustering/ sortering) Kolonne 2: skønnede levetider i år Eksemplen af en DSM er taget fra renoveringen af Urbanplanen, hvor man valgte at bibeholde indersiden af facaden og sætte add-on elementer op på ydersiden. Beboerne fik desuden mulighed for tilvalg af altaner. DSM analysen viser at der er ufordelagtige forbindelser mellem den gamle ”inderside” og den bærende konstruktion som gør at i den næste renovering hele facaden skal udskiftes og ikke bare de komponenter som har nået deres maksimale levetid. Samtidig vises der afhængigheder mellem dampspærren og vinduer som er problematisk i forhold til enkelt udskiftning af vinduer. Det samme gælder også altanen som vises i ”midten” af matrixen, men som er –i realitet - monteret på ydersiden af facaden.

Det afspejles i at det er faktisk kompliceret at påhænge altanen i dag og at der altid skal tages en stor del af facaden ned for at kunne få fat i konsollerne.

10

9

11

12

bærende konstruktion (beton)

vindspærre

beklædning

1

beklædning (gips)

45

-

3

0

1

0

0

0

0

0

0

0

0

0

2

underkonstruktion

50

2

-

2

2

0

0

0

0

3

0

0

0

0

3

isolering (40mm)

40

2

3

-

2

1

0

0

0

0

0

1

0

0

4

dampspærre

40

0

3

1

-

2

0

0

0

0

0

0

0

0

LEVETID (år)

underkonstruktion beklædning

8

isolering (140mm)

7

facadekonstruktion (bærende)

6

konsoler (stål)

13

altan

5

vindue

4

dampspærre

3

underkonstruktion

2

beklædning

1

isolering (40mm)

Renovering - Historie og State-of-the-art

5

vindue

25

1

1

1

2

-

1

1

1

3

1

1

1

1

13

altan

60

1

1

1

1

1

-

3

3

1

1

1

1

1

120

1

1

1

1

1

2

-

2

2

1

1

1

1

80

0

0

0

0

0

2

3

-

2

0

0

0

0

6

bærende konstruktion (beton)

7

konsoler (stål)

8

facadekonstruktion (bærende)

70

0

2

0

0

2

2

3

3

-

0

1

1

1

10

vindspærre

40

0

0

0

0

2

0

0

0

2

-

1

3

1

9

isolering (140mm)

40

0

0

1

1

2

0

0

0

3

1

-

2

1

11

underkonstruktion beklædning

60

0

0

0

0

1

0

0

0

3

2

2

-

2

12

beklædning (facade)

55

0

0

0

0

1

0

1

0

1

1

0

3

-

affects type/performance

2

1

direct connection

3

SKIN

STRUCTURE

SKIN

structurally depended

Figur 2.45: DSM af facadeelement med altan. Eksempel taget fra casestudien Urbanplanen.

252 DEGW: Duffy, Eley, Giffone, Worthington, arkitektfirma med hovedsæde i London

Med hensyn til økonomi, leder Stewart Brands/Francis Duffys model opmærksomheden hen til et interessant aspekt: efter en levetid på 50 år er udgifterne til vedligeholdelse, drift og adaption blevet langt større end de oprindelige bygningsomkostninger. Det skyldes især mange indvendige overfladers korte levetider, brugsskifte som resulterer i nye disponeringer af grundplanen og opgradering af installationer og klimaskærmen. Diagrammet fra DEGW252 (Francis Duffy, Figur 2.46) viser at den bærende konstruktion har en forholdsvis stor andel af byggeomkostningerne, men har desuden en lang levetid. Efter en periode på 50 år er derfor den bærende konstruktions andel af udgifterne blevet til kun ca. en femte del af de samlede bygningsrelaterede omkostninger. Bygningskomponenter med en kort levetid blev udskiftet flere gange og deres andel af hele regnskabet efter 50 år er blevet 3-10 gange så stort, set i forhold til økonomien ved opførelsen.

For at opnå en bæredygtig tilgang til renoveringsprojekter, bør man også fokusere mere på komponenternes levetid, siden flere udskiftninger også medfører en akkumulering af miljøpåvirkninger forårsaget af komponenternes fremstillingsprocesser. Fordelen med gentagne udskiftninger er på den anden side at komponenterne løbende kan opgraderes med mere tidsvarende løsninger, som så igen kan være med til at forbedre en bygnings bæredygtighed igennem dens effektive drift.

157

KAPITALOMKOSTNINGER

akkumulerede byggeomkostninger efter 50 år

plan 48%

traditionelt syn på byggeomkostninger installationer 38%

plan 5-7 år installationer 15-20 år

konstruktion 14%

konstruktion 50 år + TID

2000

2010

2020

2030

2040

2050

Figur 2.46: DEGW (Francis Duffy): samlede bygningsrelatere omkostninger over 50 år (ibid., 1995 adapteret fra)

Et incitament til mange renoveringsprojekter i dag, er et ønske om en reduktion af driftsomkostningerne gennem energieffektivisering.

Betragter man økonomien i et bygningsprojekt ud fra dens levetid, kan man konstatere at omkostningerne til opførelse udgør 20-50% af de samlede byggeomkostninger alt efter bygningstype og -funktion. Omkostninger til bygningsdrift udgør desuden 50%-80% i samme periode. Ud fra et totaløkonomisk perspektiv er det derfor vigtigt, at indtænke og planlægge driften helt fra begyndelsen af et projekt (”programmering”).

En simulationsberegning fra IEMB253 viser, at en bygnings driftsomkostninger ved en energiprisstigning på 3% over en 80-årig levetid udgør 81,2% af de samlede udgifter som hidrører fra en bygning.254 Regner man med en energiprisstigning på kun 1% udgør driftsomkostninger stadigvæk 69% af bygningens totaløkonomi255 (IEMB 2009: 3).

En konklusion kan på den baggrund vær, at et omfattende renoveringsprojekt faktisk giver muligheden for at ”knække” en omkostningstung udvikling af driftsog vedligeholdelses udgifter (se også Figur 4.17, s.309) og samtidig øge bygningens levetiden betydeligt. Derudover, kan implementering af nye tekniske løsninger også hjælpe til at gøre bygningen mindre afhængig af f.eks. prisudviklingen på energimarkedet og derved ”fremtidssikre” ikke kun bygningen, men også investeringen.

158

253 IEMB: Institut für Erhaltung + Modernisierung von Bauwerken e.V., Berlin 254 Simulationsberegning henviser til et privat enfamiliehus, og der tages ikke hensyn til omkostninger til rengøring. I kontorbygninger i Danmark kan omkostninger til rengøring udgør en stører andel end energiomkostninger i en totaløkonomisk beregning. Det skyldes de høje lønomkostninger 255 Simulationsberegning henviser til et privat enfamiliehus, og der tages ikke hensyn til omkostninger til rengøring. I kontorbygninger i Danmark kan omkostninger til rengøring udgør en stører andel end energiomkostninger i en totaløkonomisk beregning. Det skyldes de høje lønomkostninger

Renovering - Historie og State-of-the-art

Renoveringsprojekter i den almene boligsektor og økonomien

256 Mange af disse bygninger er blevet renoveret i mellemtiden, men pga. byggeskader og utidssvarende boligforhold. Den aktuelle ”bølge” af renoveringer skyldes især krav om øget energi-effektivitet og et ønske om at fremtidssikre boligerne med hensyn til stigende energipriser og ønsket om økonomisk tryghed for beboerne (se også casestudien Heimdalsvej, Frederikssund, kapitel 3).

257 Der kan forventes en stærk voksende antal af gamle beboer i fremtiden.

Tal fra DST viser at den forventet levetid er konstant stigende i Danmark, mens befolkningstallet samtidig vokser. I dag er 23,3% af Danmarks befolkning 60 år og ældre. En 60-årig kvinde har i gennemsnit en restlevetid på 23,7 år (DST 2011) 258 maksimumbeløbet er forskelligt efter region og anvendelse af boligen. Maksimumbeløbet på 21.160Kr gælder for familieboliger i alment boligbyggeri i 2011.

259 tal gælder kun etageboliger som er påbegyndt (indsendelse af skema B) efter 1. Januar 2011) 260 Montagebyggeri, tidsperiode 1962-67 261 Tal fra tabel: Sydjyllandsplanen: antal lejligheder: 1.803, antal m2 : 139.297. Gennemsnit: 77,25m2 (Bertelsen 1997: 69) 262 77m2 x 21.160kr (maksimumbeløbet) + 1.070kr (energitillæg) = 1,71 mio. DKK

Som tal fra DST viser er andelen af boligbyggeri som venter på en renovering forholdsvis stor i Danmark. 35% af alle etageboliger i Danmark er ejet af almene boligselskaber og ca. 57% af dem er blevet opført mellem 1950 og 1975 – i absolutte tal betyder det ca. 200.000 lejligheder (ca. 16 mio. m2) er ældre en 35 år og trænger til renovering256.

Landsbyggefonden (LBF) estimerer renoveringsomkostninger på alle almene boliger som er bygget før 2000 til 163 mia. DKK Især renovering af bebyggelser som er blevet opført før 1975 anses for at blive investeringstunge og LBF regner med gennemsnitlige renoverings omkostninger på ca. 496.000DKK per bolig i bebyggelser opført før 1959 og henholdsvis 401.000DKK per bolig opført i perioden 1960-74 (LBF 2005:22-25). Rapporten ”Almene boliger med fremtid” (Landsbyggefonden & WITRAZ Arkitekter, 2006) henviser også til nødvendigheden at udføre gennemgribende renoveringsprojekterne så snart som muligt, og vurderer at allerede om 5-10 år vil endnu større og mere omfattende renoveringer blive konsekvensen, hvis ikke nedrivning skal være den eneste løsning.

I følge rapporten vil opgaverne i de kommende renoveringsprojekter være at udbedre byggeskader (især montagebyggeri), opgradere installationer, men også køkkener og badeværelser, øget tilgængelighed257, men også ombygning / sammenlægning af boliger for at opdatere boligernes størrelse til dagens standarder.

Derudover skal også friarealernes kvalitet forbedres og derved en ny identitet til de respektive områder skabes (LBF 2005: 25). I rapporten skrives ikke om i hvorvidt renoveringsprojekter skal fokusere på energi-rigtige tiltag, eller hvilken prioritering energieffektivisering har (eller burde have) i Landsbyggefondens renoveringsstrategi.

Med hensyn til de antagne renoveringsomkostninger skal der også henvises til de økonomiske rammer der gælder til nybyggeri i den almene sektor. Siden 1.

Januar 2004 eksisterer den såkaldte ”Maksimumbeløb” som fastsattes en gang årligt og som angiver hvor meget en nybygget bolig højst må koste per m2.

I 2011 udgør maksimumbeløbet 21.160DKK per m2 familiebolig i Region Hovedstaden258 plus et energitillæg på 1.070DKK259 (SM a 2011). Maksimumbeløbet anses af Bygherreforeningen som en af de barrierer som ”forhindrer de ekstra investeringer, der er nødvendige for at gennemføre energi- og totaløkonomisk fornuftigt byggeri” (Bang 2008).

Samtidig eksisterer der en overgrænse for størrelsen af familieboliger i almene boligbebyggelser som ligger på 115m2 brutto (SM b 2011: Kap.8 §109). Resultatet af disse bestemmelser er, at den maksimale økonomiske ramme til nybyggeri af en bolig ligger på ca. 2,5 mio.DKK I gennemsnit har en bolig i Sydjyllandsplanen260 et etageareal på ca. 77m2 261 (Bertelsen 1997: 69) – en nyopført bolig på henholdsvis 77 m2 ville derfor maksimal kunne koste ca. 1,71 mio. DKK 262.

159

Selvom Landsbyggefonden vurderer investeringen i renoveringsprojekter for boliger opført før 1975 som ”investeringstunge” og regner med renoveringsomkostninger på ca. 400-500.000DKK per bolig (LBF 2005: 25), viser det sig, at en gennemgribende renovering – generelt set – er en mere økonomiske løsning, end at nedrive og opføre nye boliger263. Denne betragtningen baseres på at en gennemgribende renovering vil forlænge levetiden af bygningen svarende til levetiden af en ny bygning. I et bæredygtighedsperspektiv kommer dertil at en renovering vil næsten altid være en mere ressourceskånende løsning end nedrivning og nybyggeri.

263 udefra betragtningen at en gennemgribende renovering ville forlængere levetiden af bygningen svarende til levetiden af en ny bygning.

Konklusion Tallene som denne artikel fremlægger viser at der eksisterer et stort potentiale i renovering med brug af systemleverancer, fokuseret på segmentet ”renovering af det almene boligbyggeri fra perioden 1950-75”. Forudsætningerne, både økonomiske og byggetekniske er meget sammenlignelige, bygherrerne er altovervejende professionelle og den store bygningsmasse fra perioden 1950-75 ejes og styres af relativt få forskellige organisationer. Derudover er størstedelen af etageboligbebyggelserne fra denne periode opført efter fuld standardiserede elementer og komponenter, som kunne ses som ”platform” for udviklingen af renoveringssystemleverancer.

Udviklede renoveringssystemer – som systemleverancer - til etageboliger, vil derfor kunne anvendes på tusindvis af boliger over hele Danmark uden at det kræver meget tilpasning af selve systemet til forskellige forhold. Det gælder både på bygningsniveau, og i forhold til økonomiske forretningsmodeller.

Systemleverancer kendetegnes ved at integrere kompleksiteten af en bygningsopgave. Når man ser på ønsket om (eller krav til) at spare på det bygningsrelaterede energiforbrug, er etageboligbebyggelser oplagte at fokusere på, fordi en relativ stor mængde bygninger kan renoveres forholdsvis enkelt og ved brug af den samme systemløsning264.

Systemleverancernes styrke i forhold til renoveringsopgaver er at der er mulighed for tilpasning efter behov, men efter principper for industriel produktion, som medfører fordele som høj kvalitet og definerede omkostninger. Systemleverancer har klart definerede grænseflader (både fysiske, men også procesgrænseflader) til andre systemer, som muliggør en enkel integration i større renoveringskoncepter. Ud over det kan services som planlægning eller vedligeholdelse være en del af systemleverancen. Dermed kan tilbydes en fleksibel løsning for en kompleks byggeopgave, som tager hensyn til alle projektets faser, fra produktionen over byggeriet, brug- og drift og hen til bortskaffelsen (se også Mikkelsen et al., 2005).

Men der er også mange barrierer som forhindrer at det eksisterende potentiale faktisk bliver til et marked. Efterspørgslen af renoveringsløsninger er stadig for-

160

264 Tideligere viste tal fra SBi viser at energibesparelsespotentialet er større i villa- og rækkehus bebyggelser, dog vil dette kræve langt mere specificerede løsninger og mere mangfoldige renoveringsstrategier end i den almene sektor etageboligbebyggelser.

Renovering - Historie og State-of-the-art

265 se også: IMF 2010, kapitel 3: Oil scarcity, growth, and global imbalances

holdsvis lille og konsekvensen er at entreprenørfirmaer mangler tryghed for deres investering i udviklingen af nye systemløsninger.

Samtidig, er vores rentabilitetsforståelse baseret på nuværende energipriser, men bare udviklingen på energimarkedet i de sidste 5 år har vist, at det ikke nødvendigvis kun er ressourceknaphed, men også spekulation der skaber store, uforudselige udsving i energipriserne265. Hvis disse parametre tages med i en vurdering, er det muligt at konkludere at langt flere renoveringsprojekter – som har til formål at sænke det bygningsrelaterede energiforbrug - faktisk er rentable og øger desuden den økonomiske tryghed med hensyn til udviklingen af bygningsrelaterede udgifter for beboerne og ejerne.

Den almene sektor kan – som allerede beskrevet i rapporten ”Byggeriets Fremtid – fra tradition til innovation” (Erhvervsfremmestyrelsen 2000) – spille en afgørende rolle og sætte gang i renoveringer med en industrialiseret tilgang i Danmark.

Men almene bygherrer står i den situation, ikke formelt (juridisk) at kunne binde sig til rådgivere og entreprenørfirmaer i en udviklingsproces af en ny systemleverance, fordi fastlagte udbudsprocedurer skal følges. Desuden, kan entreprenører ikke se fordele ved at udvikle komplekse leverancer uden at være sikre på at produktet kan sælges. Ud over dette er det vigtigt for almene bygherrer at benytte sig af afprøvede løsninger for at minimere risici i et renoveringsprojekt.

På den anden side, vil industrialiseringen af hele leverancen, med aftaler for den efterfølgende vedligeholdelse og planlagt bortskaffelse, øge trygheden på bygherrens side på forskellige niveauer og samtidig sikre at bæredygtigheden i de nye industrialiserede løsninger kan styres og forudbestemmes nøje. Og især det sidstnævnte – bæredygtigheden – er ved at få en meget stor betydning med hensyn til en positiv fremtidig udvikling af vores bygningsbestand – ikke kun set ud fra en værdisætning som er baseret på et økonomisk perspektiv men i lige så høj grad bygger på anerkendelsen af de kulturelle værdier, som træder frem i de arkitektoniske løsning.

161

Fælledgården 2011

162

Historie og State-of-the-art

Kapitel 2: Sammenfatning 1st Witch: "When shall we three meet again In thunder, lightning, or in rain?"

Macbeth (I, i, 1-2)

Systemleverancer - Bæredygtighed – Renovering Kapitel 2 har til hensigt at vise hvor stort og komplekst emnefeltet ”bæredygtig systemleverancer ved renovering” faktisk er. Hvert område er blevet belyst ud fra sin historie og diskuteret i forhold til arkitektens aktuelle praksis. Selvom emnet lyder som et meget specifik udsnit af byggebranchens hverdag, viser det sig dog at fremtidsperspektivet for alle tre emner har et yderst stort potentiale, ikke i mindst i deres mulige kombinationer – bæredygtige systemleverancer, bæredygtig renovering, systemleverancer til renoveringsformål. Man kan derfor sige at disse tre emner er tæt forbundet i en fremtidig byggeskik og vil få stor betydning for mål og værdisætning og dermed også for arkitekturen, samt arkitektens professionelle spillerum, herunder krav til arkitektens kompetencer og kvalifikationer.

Kapitlet skulle også vise, at de fleste koncepter, ideer - og såkaldte innovationer og tankegange faktisk har eksisteret i mange år eller årtier. Især ressourcespørgsmålet har altid eksisteret og har altid været drivende motivation for forandring. Da sammenhæng mellem miljøet, ressourceforbrug, økonomien og sociale konsekvenser har opnået dybere erkendelser med tiden, er der også opstået en kompleks diskurs om fremtidsperspektiverne. I dag kalder vi dette bæredygtighed – et fælles koncept, som de fleste fag, professioner og samfundsinstitutioner kan relatere til i deres diskussioner.

Bæredygtighed ser ud til at være det koncept, som tillader et positiv billede af fremtiden, på lang sigt.

Bæredygtighed i byggeriet er mere specifikt, hvilket også begrænser løsningsrummet. En gen-industrialisering af byggeriet med målet at opnå en bæredygtig byggesektor kunne være en mulig løsning på ressourceproblematikken. Industrialisering kræver anderledes designprocesser, som vil tillade at optimere og effektivisere ressourceforbruget over bygningernes hele livscyklus, da alle faser i sidste ende bliver betinget af det valgte design (se også kapitel 4 og 5).

Bæredygtig renovering er på denne baggrund ikke andet end den nødvendige konsekvens af en bygnings livscyklus.

163

Renovering (større renoveringer) kan i fremtiden blive bundet op på systemleverancer, på grund af de økonomiske og kvalitetsmæssige fordele (se cases). Samtidig, byder systemleverancetanken på et stort potentiale at styre materialernes, komponenternes og elementernes livscyklus langt bedre end hidtil muligt. Ressourcekrævende renoveringer vil dermed kunne udvikles hen mod mere bæredygtige renoveringer, da integrationen af både den høje kompleksitet, som renoveringsprojektet kræver, men også bæredygtige tiltag vil kunne omsættes med hjælp af systemleverancer.

Udfordringen forbliver dog ”markedet” for disse leverancer. Selvom renoveringsbehovet anses som at være stort og voksende over de næste mange år, betyder det ikke, at der samtidig også kan opstår en så stor og konstant efterspørgsel, at udviklingen af denne nye type leverance vil blive forretningsmæssigt interessant for entreprenører. En anderledes forståelse af de økonomiske forudsætninger for en velfungerende forretning kunne blive til et nyt forretningsgrundlag i fremtiden. Hvis målet ikke længere er stor økonomisk vækst, men kontinuerlig udvikling og en langsigtet eksistens af et firma, kunne dette føje en ny ansvarsforståelse til systemleverancen. At ansvaret for et produkt over hele dens livscyklus kan være en afgørende driver for innovation mod bæredygtige produkter, diskuteres i afsnittet om produkt-service-systems (PSS) (se også kapitel 5).

I fremtiden vil renovering, bæredygtighed og systemleverancetanken således ikke kunne skilles fra hinanden. Renoveringsbehovet bliver en fast bestanddel af nybyggeriet, brug af systemleverancer vil gøre renovering enkeler og måske reducere til ren vedligeholdelse eller ”fornyelse af komponenter” (”regenerering”).

Bæredygtighed vil i fremtiden ikke kun vælges eller vælges fra, da systemleverancen integrerer den nødvendige viden og de nødvendige tiltag. For bygherren bliver det desuden interessant at bruge systemleverancer, både til renovering og nybyggeri, fordi risici, forbundet med et byggeprojekt og dens drift vil i stor stil blive flyttet over til systemleverandøren, som igen kan specialisere sig på deres håndtering.

164

165

Heimdalsvej 2011

166

Casestudier

Kapitel 3: Casestudier Indledning Case studierne gennemført i denne afhandling repræsenterer et udvalg af aktuelle renoveringsprojekter, som er baseret på forskellige præmisser og værdisætninger i de enkelte projekter. De fire beskrevne studier har både forskelle og ligheder som skal anføres for at vise både deres relevans og muligheden for at generalisere ud fra visse ”findings” i studierne.

Studierne er i hovedsagen baseret på interviews, eksisterende litteratur og projektmateriale stillet til rådighed af arkitekterne, såvel som egne beregninger og analyser. Analyserne er blevet gennemført med to hensigter: at belyse selve casen nærmere for at afdække relevante informationer og for at afprøve værktøj som Design Structure Matrix (DSM) og livscyklusvurderinger (LCA) som designredskaber i renoveringssammenhæng.

Præsentationen af casene er struktureret på samme måde, med 1) et indblik i projekternes historie, 2) renoveringens præmisser og omfang, 3) udvikling og diskussion af systemleverancen, 4) diskussion af projektets intentioner med hensyn til bæredygtighed og livscyklus tankegangen, om renoveringsmetodens og i nogle tilfælde systemleverancens potentiale med henblik på andre renoveringsprojekter og diskussionen af den (nye) arkitektoniske kvalitet.

Efter præsentationen af de 4 hovedcases i afhandlingen diskuteres de 4 projekter på tværs, herunder især systemleveranceaspektet og barrierer for bæredygtig renovering. I forløbet af ph.d.-projektet blev er der blevet set på flere projekter end de 4 præsenterede projekter og uden at disse beskrives nærmere, har informationer fra lignende cases som Stadionskvarteret i Glostrup (JJW arkitekter), Søndermarken (JJW arkitekter) og Gyldenrisparken (Witraz), men også mere specifikke cases omkring livscyklusvurderinger, som vil blive nævnt i Kapitel 4, vist sig at være værdifulde kilder for udformning og fokusering i de 4 hovedcases.

266 Uformelle interviews har primært fundet sted hos JJW arkitekter og i sammenhæng med arbejdet på konkrete projekter (f.eks. Fælledgården).

Uformelle interviews har givet anledning til yderlige spørgsmål i personlige korrespondancer eller andre interviews, informationer fra uformelle interviews er derfor ikke refereret direkte i de kommende afsnit, men der refereres til interviews eller email-korrespondancer med samme indhold.

Case studierne er forløbet parallelt, dog med forskellige prioriteringer undervejs.

Urbanplanen har således tjent som en basiscase, og er meget langt hen i forløbet sammenlignet med de andre cases. Urbanplanen blev primært brugt for at få indblik i aktuelle problemstillinger og finde sammenhæng mellem dem og fokusområderne i projekterne. Alle cases har til fælles at de kan betragtes som stateof-the-art projekter inden for deres fokusområder, være det renoveringsmetoden, beboerinddragelse, entrepriseformen eller energibesparelser. I alle projekter var arkitekter desuden involveret på forskellige niveauer, såvel som i en mere klassisk rolle som bygherrerådgiver eller/og som del af entrepriseteamet.

Alle cases er i stor grad baseret på interviews, både formelle og uformelle interviews266, email-korrespondancer og personlige observationer. Under dataindsamlingen var det interessant at der ikke kun var et stort sammenfald på de forskellige firmaer som var involveret i casene, men faktisk også i personkredsen som 167

har udført arbejdet. For eksempel var byggepladslederen fra Enemærke & Petersen i projektet Urbanplanen den samme som i projektet Brøndby Strand, beboerinddragelsesprocessen blev styret af WITRAZ arkitektur & landskab som også havde samme opgave i Brøndby, facaderne for Urbanplanen blev udviklet af den samme konstruktør hos JJW arkitekter som også havde opgaven i projektet Fælledparken. Alene dette fortæller en historie om den læring som skete på tværs af de forskellige projekter og mange svarene i interviewsene henviser også på tværs af projekterne.

Figur 3.1: Case studierne i kapitel 4 har særlig fokus på renovering, proces og systemleverancer. Urbanplanen kan ses som en mere traditionel renovering i forhold til de tre andre renoveringsprojekter. Set i forhold til lignende renoveringsprojekter fra samme tidsperiode kan Urbanplanen dog anses som et projekt med en forholdsvis høj grad af industrialiseret tilgang.

Med henblik på at beskrive udvikling af aktuelle tendenser og forståelsen af hvad der udgør bæredygtigt byggeri, afspejler de 4 valgte cases en interessant og hurtig udvikling som er sket over de sidste ca. 5 år – fra et fokus på byggeskader, over mod en stærk vægtning af energiforbruget i løsningsforslagene, og derefter hen mod mere bæredygtige tiltag og metoder til deres vurdering. Derfor var der – selvom casene handler om bæredygtig renovering - særlig interesse hos bygherrerne, men også brugerne, for bygningernes energibehov før og efter renoveringen.

168

Casestudier

De prĂŚsenterede case studier skal ses som en materiale- og datasamling og til dels ogsĂĽ en diskussion af problemstillinger som skal danne baggrund for Kapitel 5, som handler om bĂŚredygtige systemleverancer, deres forudsĂŚtninger, udvikling og anvendelsesmuligheder.

169

170

Foto: JJW Arkitekter

Urbanplanen 2009

Casestudier - Urbanplanen

Urbanplanen

Fakta: Arkitekt: JJW Arkitekter Samarbejdspartner: Dominia A/S, GHB Landskabsarkitekter, Bisgaard Landskabsarkitekter, Lisbeth Nørskov Entreprenør: Enemærke & Petersen A/S Bygherre: Fællesadministration 3B Rådgivningsform: Partnering (Totalentreprise) Udførelse: 2006-2012

Historie Boligbebyggelsen Urbanplanen på Amager er blevet opført i perioden 1965-71.

Projektet tog afsæt i de problemer som befolkningsflugten fra land til by og især København medførte i 1950erne: store boligmangel, lavt boligstandard og høje lejeomkostninger.

Figur 3.2: Remisevænget Nord ved opførelsen i 1969 (billeder: Urbanplanens Lokalhistorie, John Knudsen, Fotograf: Arne Glud)

Urbanplanen blev navgivet efter den daværende københavnske overborgmester Urban Hansen, som i 1963 fremlagde planen for en stor bebyggelse på 20.000 boliger på Vestamager. Til realisationen af projektet Urbanplanen blev aktieselskabet KBI (Kooperativ Bygge Industri) grundlagt. KBI havde over 200 ansatte og kunne levere alt arkitekt- og ingeniørarbejde til projektet. Ligesom, til de fleste andre store ”planer” som Sydjyllandsplanen, Gladsaxeplanen eller Ballerupplanen, udviklede KBI et eget byggesystem baseret på betonelementer (Bertelsen 1997:69 og KK 2003: 5-6).

171

Figur 3.3: Kort over Urbanplanen (gengivet fra Københavns Kommune (KK), 2003:19)

Som det første projekt under ”Urbanplanen” begyndte KBI at udarbejde en bebyggelsesplan til området mellem Peter Lykkes Vej, Røde Mellemvej og Englandsvej som indeholdt række- og etageboliger: med nye, moderne lejlighedsplaner, men også infrastrukturen som indeholdt skoler, dagsinstitutioner, indkøbsmuligheder, en bibliotek og andre kommunale servicecentre, såvel som store parklignende friarealer. Bygherre var FB (Fagforeningernes Boligforening) og Boligselskabet KSB, som stod for opførelsen af de fire kvarter Remisevænget Øst (1965-66), Remisevænget Vest (1966-67), Remisevænget Nord (1969-70) og Hørgården 1+2 (1967-71)267.

Remisevænget Vest er kendetegnet af lave rækkehusbebyggelser, mens Remisevænget Øst består af etageboligbebyggelser på 4 etager. De storkarréer Remisevænget Nord og Hørgården er kendetegnet af bygninger på 5 etager, såvel som bygninger på 8 etager langs Peter Lykkes Vej. I alt blev der opført 2.340 boliger (KK 2003).

172

267 I 1997 blev Urbanplanen udvidet med kvarteret ”Dykkevænget”. Dykkevænget bliver ikke betragtet nærmere pga. dens byggetid og de meget anderledes forudsætninger til projektet.

Dykkevænget var hellere ikke omfattet af renoveringsprojektet Urbanplanen som blev påbegyndt af Københavns Kommune i 2003.

Casestudier - Urbanplanen

Ud over det nævnte område blev ”Urbanplanen” ikke videreført og Vestamager ikke yderlige bebygget i denne periode. Ligedan blev Urbanplanens byggesystem ikke anvendt i andre boligbebyggelser efterfølgende. Men sammen med Højgård & Schultz videreudviklede KBI byggesystemet og det nye system fandt senere anvendelse i Ishøj-Planen268 (Bertelsen 1997:69).

Figur 3.4: Fleksibilitet i planløsningen. I Urbanplanens lavblokke findes fire lejlighedstyper (A, B, C, D) uden at planløsningen skal tilpasses. 1-værelses lejligheder (A) kan laves om til 2-værelses lejligheder (B) ved at slå dem sammen med et værelse som ellers tilhører de store 3,5-værselses lejligheder (D) (plantegninger gengivet fra Poul Erik Skriver 1966, s.142).

Efter færdiggørelse af de første boligblokke i Urbanplanen var der både ros og kritik af KBIs tilgang. Ros fordi anlægget, placering af funktioner, adskillelse af den ”kørende og gående trafik” var vellykket. Kritik fordi lejlighederne blev opfattet som konservative og især husdybden på 13m parret med en lav loftshøjde, blev kritiseret for at skabe mørke rum (forstue, spiseplads).

268 Med systemet til Ishøj-Planen begyndte man at muliggøre mere fleksibilitet i planløsningen, fordi tværgående skillevægge var ikke længere bærende. De lette facader som var kendetegn for mange af de store ”planer”, blev med IshøjPlanen til tunge, bærende facader (Bertelsen 1997).

269 1-værelses lejligheder har på tidspunktet været et politisk krav (Skriver, 1966)

Fleksibilitet var på opførelsestidspunktet allerede et vigtigt parameter og rent planmæssigt blev dette løst på en enkelt måde: på hver etage fandtes 3 lejligheder: et 1- eller 2-værelses lejlighed og to 2,5- eller 3,5- værelses lejligheder. Et værelse fra 3,5-værelses lejligheden kunne slås sammen med 1-væresles lejligheden for at tillade en større variation og fleksibilitet i lejlighedsplanerne i et fremtidigt perspektiv269. Udover dette, kunne beboerne leje særlige rum i stueetagen, kaldt ”suppleringsrum”, som også måtte anvendes til beboelse (ibid., 1966:142).

Urbanplanen er et klassisk eksempel på montagebyggeri fra perioden 1960-75. I SBIs rapport ”Renovering af efterkrigstidens almene boligbebyggelser” (BechDanielsen et al., 2011) henvises til fire områder: byggetekniske problemer, sociale problemer, oplevelsesmæssige problemer og ændrede normer (ibid., 2011:22– 173

23), som er kendetegnende for bebyggelser fra dette tidsrum. I Urbanplanen opstod byggetekniske og oplevelsesmæssige problemer allerede i 1980’erne hvor som konsekvens en første facaderenovering blev gennemført. De lette facadeplader fra 1970’erne var misfarvede og trak områdets udseende ned. Renoveringen fra 1984 omfattede facaderne, hvor man udskiftede facadebeklædningen og ændrede på indgangspartierne, men også friarealerne.

Figur 3.5: Remisevænget Nord, facaderenovering i 1984 (billeder fra Urbanplanens Lokalhistorie, John Knudsen)

I 1990’erne var det især sociale problemer som opståede og på dette baggrund besluttet Københavns Kommune i 2001 at området Urbanplanen270 skulle løftes.

Der blev indgået en partnerskabsaftale mellem KK og boligselskaberne FB og KAB (”Partnerskabet”) om ”at gennemføre en helhedsorienteret indsats i området”271 (KK 2003).

270 Eksl. Dykkevænget

I begyndelsen af 2005 fik ”Team 100%”, bestående af 3B (fællesadministrationen og bygherre), JJW Arkitekter, Enemærke & Petersen, Dominia, GHB landskabsarkitekter, Witraz Arkitekter og Rekommanderet opgaven at gennemføre projektet ”Urban U2 – Byudvikling i Urbanplanen”. Projektet begyndte med de sydlige afdelinger Remisevænget Øst og Vest og blev afsluttet i 2010 med renoveringen af afdeling Hørgården.

272 Regeringens ”Ghettoliste” (2010) blev dannet på baggrund af statistiske data om beboersammensætning, deres etnisk baggrund, tilknytning til arbejdsmarkedet, og strafferegisteret.

I 2010 kom to af Urbanplanens afdelinger, Hørgården 1+2, med på regeringens såkaldte ”ghettoliste”, som i princippet beskriver at der kan forventes større, sociale problemer i disse afdelinger272. Alligevel har en undersøgelse vist, at der er voksende tilfredshed blandt beboerne med hensyn til at bo i Urbanplanen.

Som nævnt i undersøgelsen, er især tryghedsfølelsen steget, som var et af målene med renoveringsprojektet. Desuden, kan det siges at beboerne godt kan identificere sig med området, også her har renoveringen medvirket til en forbedring af Urbanplanens image udadtil.

174

271 Overborgmester Jens Kramer Mikkelsen i forordet til ” Partnerskabet REMISEVÆNGET, HØRGÅRDEN OG DYVEKEVÆNGET. Forudsætningsmateriale 2003”

Casestudier - Urbanplanen

Figur 3.6: Billedet som brugtes og forsæt bruges i flere avisartikler om regeringens såkaldte "ghettoliste" eller udsætte boligområder, viser Remisevænget Øst i Urbanplanen før renoveringen (Foto: Kristian Sæderup)

Rammerne for renoveringen Team 100% fik til opgaven at gennemføre projektet med stor vægt på beboerinddragelse. Witraz Arkitekter skulle styre processen, mens JJW Arkitekter fik opgaven at planlægge renoveringen af bygningerne. GHB landskab skulle bearbejde friarealerne og skabe sammenhæng mellem de forskellige afdelinger gennem designet af landskabet. Især friarealerne og udendørsbelysning skulle bidrage til at øge trygheden når man færdedes på fællesarealerne.

På baggrund af en tilstandsrapport som Witraz Arkitekter udarbejdede før konkurrencen om projektet, blev det fastlagt at facaderne fra 1-4.sal skulle opgraderes, mens alle andre dele af klimaskærmen kun skulle sættes i stand. Renoveringens omfang blev dermed begrænset til kun klimaskærmen, mens der ikke skulle fortages indvendige eller tekniske forbedringer. Projektet blev desuden gennemført på basis af BR95 og der var på dette tidspunkt ikke fokus på en energieffektiv renovering - opgaven var kun at udbedre og eliminere byggeskader på klima-

175

skærmen. Renoveringsprojektet for facaderne skulle finansieres af Landsbyggefonden og Byggeskadefonden (som byggeskaderenovering). Det var dermed heller ikke muligt, at ansøge om ekstra penge til en renovering med en særlig fokus på bygningernes energiforbrug, fordi Byggeskadefonden kun kunne bevillige penge til udbedring af byggeskader (Hornbek, 2011). Efter beboerinddragelsesprocessen ønskede beboerne dog at udvide renoveringsprojektet til at kunne omfatte andre forbedringer, såsom gårdmiljøet, altaner eller køkkener, som til dels skulle betales gennem en huslejestigning for beboerne (Tina Saaby i Pedersen et al., 2006).

Forløbet

Kcf_g\cd

En stor del af ressourcerne hos rådgiverne blev brugt på beboerinddragelsesprocessen. Før byggeriets start blev et mødested opført midt i Urbanplanen og beboerne blev jævnligt inviteret til møder og afstemninger omkring forløbet og renoveringens udformning. Fra arkitekternes side blev konceptet vist og diskuteret flere gange med forskellige grupper som repræsenterede beboerne.

Beboerinddragelsesprocessen, som blev ledt af Witraz arkitekter, begyndte allerede i 2004 og var meget gennemført. Beboerinddragelsen skete på forskellige måder og niveauer, med det mål at give beboerne mulighed for at træffe informerede8Y`hU[YfcVgYfjUh]cbYf beslutninger for det endelige projekts udformning. Witraz kalder dette :Y`hUfVY^XY inddragelse i ”tre lag” – at informere, at beslutte, at involvere (Tina Saaby i Lund, 2006:53–55).

VY^XY Ykg

69G@IHH9

&" @5;

=BJC@J9F9

'" @5;

=B:CFA9F9

%" @5;

[YfcVgYfjUh]cb

aUh]cb#?caaib]_Uh]cb \cdg

U[bYf hifY

ffYbWYf

b]b[g ]b[Yf

ab]b[Yf

_UggYb

±f_h²^Yf

HfY `U[

Figur 3.7: Beboerinddragelse i tre lag (gengivet fra ibid., 2006:54)

I forbindelse med beboerinddragelsen blev der udført nogle mock-ups af facader8]U[fUaaYf. K]hfUn 5f_]hY_hYf ne, først af Witraz arkitekter og senere af JJW arkitekter, som skulle bruges til at

176

Casestudier - Urbanplanen

vise og diskutere mulige facadeudtryk med beboerne. Det endelige resultat er dog blevet væsentlig anderledes, hvilket skyldes både, at projektet overgik til en anden arkitekt (JJW arkitekter) efter udbuddet blev vundet og at det viste sig at især træ ikke måtte bruges på facaderne på grund af brandkravene (Lawaetz, 2010).

Figur 3.8: Mock-ups af facaden som led i beboerinddragelsesprocessen. T.v.: Witraz arkitekter (2005), t.h.: JJW arkitekter, (2007)

Renoveringen blev udført i flere byggeafsnit og begyndte med renoveringen af Remisevænget Øst i 2006 og stod færdig i 2008. Remisevænget Nord blev påbegyndt i 2007 og afsluttet i 2010, mens Hørgården 1+2 blev renoveret fra 2008 til slutningen af 2010.

Renoveringen blev gennemført mens lejlighederne var beboet, hvilket betød nye udfordringer i byggeforløbet. Fordelen var, at man kunne spare de høje udgifter til flytning og genhusning af de respektive beboer. Forudsætning for beslutningen var, at der ikke blev fundet asbest i den eksisterende lette facade. Dermed kunne en ny facade sættes på den eksisterende facade, kun vinduerne skulle skiftes ud helt.

Nye facader skaber ny identitet Et af formålene med renovering var at løfte kvarterets image. Beboerne skulle have det nemmere med at identificere sig med området og især deres boligafdelinger. Mens facaderne var meget ens før renoveringen, skulle facaderne efter renovering både skabe sammenhæng på tværs af afdelinger men også tillade et

177

særlig udtryk for hver afdeling. JJW arkitekter udviklede derfor et facadekonceptet baseret på hovedtemaer for hver afdeling (Remisevænget Øst: ”Mangfoldighed”, Remisevænget Nord: ”Byen”, Hørgården: ”Økologi”).

Dette resulterede i en variation af materialer, farver og mønstre anvendt i facadebeklædningen. Sammenhæng skulle skabes ved at bruge lignende elementer, som for eksempel skodder (se Figur 3.10) på tværs ad afdelingerne (se også Bech-Danielsen et al., 2011:174).

Figur 3.9: Remisevænget Øst, temaer og farvevalg for at skabe et fælles identitet og samtidig variation i facaderne (Kilde: JJW arkitekter)

Med hensyn til facadeløsningen er projektet byggeteknisk set blevet videreudviklet og tilpasset undervejs, svarende til den læring fra de forudgående byggeafsnit.

Så anvendtes lette facader med pladebeklædninger i de første byggeafsnit, mens det seneste afsnit i Hørgården til dels blev beklædt med et pudset facadeisoleringssystem (STO) (Hornbek, 2011).

178

Casestudier - Urbanplanen

Figur 3.10: Facader efter renoveringen. Elementer som skodder anvendes på tværs af afdelinger, farver og mønstre er dog forskellige T.v.: Remisevænget Øst, t.h.: Hørgården, Kilde: JJW arkitekter (Fotograf: Anders Hviid))

Som et tiltag for at øge boligkvaliteten blev beboerne tilbudt en altan, men de enkelte beboer skulle selv betale for altanen. Altanen blev projekteret som en tilvalgsløsning, som kunne sættes op på et senere tidspunkt, også efter renoveringsprojektets afslutning. I økonomisk velstillede afdelingerne besluttede man at alle lejligheder skulle få nye altaner (Hørgården 1). Oprindeligt var det planlagt at altanerne skulle udføres i 3-4 forskellige størrelser, i projekteringsfasen viste dette sig dog at være for bekosteligt, altanerne er derfor blevet udført i kun én størrelse (Lawaetz, 2010).

I begyndelsen af renoveringsprojektet blev altanerne fremstillet i et telt på byggepladsen, senere kunne dette arbejde flyttes til E&Ps fabrik i Glostrup (Stampe, 2012).

Med henblik på forskning i systemleverancer er netop altanerne interessante: Altanerne var tænkt som tilvalgsløsning, som skulle kunne tilkøbes af lejerne.

Dette kræver at altanen udvikles og tilbydes som et system, som ikke kræver en ny inddragelse af konsulenter eller rådgiver når altaner skal sættes op i fremtiden.

Også prismæssigt stiller denne option en række krav til entreprenøren, således skal altanerne i fremtiden også kunne produceres til en pris svarende til prisen fra byggefasen og entreprenøren være i stand til at levere altanen.

Partnering Renoveringsprojektet Urbanplanen har været udformet som en ”partneringsag”.

Partnering betyder at alle involverede firmaer, fra arkitekt til leverandør går sammen for at levere et projekt. Partnering blev opfattet som meget lovende for projektet og har efter en ekstern vurdering (SBi) skabt en merværdi til bygherren på ca. 10 mio. kroner. Det særlige ved partnering er, at alle parter skal have afstemt deres forventninger på forhånd og at alle kommer til at tjene dette formål uanset

179

andre, mere individuelle interesser273. Partnering blev anset som en fordel af alle parter, dog opstod der også en række problemer som kan forklares med både forskellige fokusområder og succeskriterier blandt medlemmerne i partneringgruppen (Team100%). Især entreprenørfirmaet så fordele ved denne leveranceform. På baggrund af læring fra projektet Urbanplanen og med hensyn til fremtidige, lignende projekter, vil entreprenøren dog vælge en ansvarsfordeling, hvor entreprenøren bliver mere styrende for processen (Hansen, 2012).

273 som for eksempel æstetiske hensyn, byggeteknik, effektivitet i produktionen, holdbarhed, omkostninger, m.m.

Systemleverancer Allerede i udbudsmaterialet henviste Team100% eksplicit til, at ”gennem en udstrakt anvendelse af præfabrikerede komponenter og udvikling af systemleverancer” vil der kunne udvikles et ”projekt[…] med fokus på miljørigtige løsninger i en høj byggeteknisk kvalitet” (Enemærke&Petersen et al., 2005:27). Det fremhæves at især altaner, franske altaner, solafskærmning og inddækkede altaner er velegnede til at blive udviklet som ”systemleverancer”. Facaderne skulle leveres som halvfabrikata og tilpasses og færdiggøres på byggepladsen. Designet af facadeelementerne er løbende blevet tilpasset som følge af den nye viden om processer, byggetekniske problemer, totaløkonomi og kvalitet274.

Med hensyn til definitionen for systemleverancer opfylder disse leverancer dog ikke alle kriterier, for eksempel er komponenternes brugsfase ikke nævnt eller beskrevet (serviceaftale).

Analyse Facaderenovering af Urbanplanen er blevet analyseret på forskellige måder med det formål at eftervise potentialer til en fremtidig renovering, med et stærkere fokus på energiforbrug og bæredygtighed. Disse undersøgelser er gennemført som led i ph.d.-studiet tilbage i 2011 i sammenhæng med forskellige foredrag om systemleverancer med Urbanplanen som case og er derfor baseret på daværende data og præmisser (f.eks. Bygningsreglementet, BR10). Analysen består af en modelberegning af energibehovet af en af lav-blokkene i Remisevænget Nord, før og efter renovering. Forudsætning for beregningen var planmaterialet fra JJW arkitekter, såvel som en beregning af U-værdier og kuldebroer.

Med henblik på den valgte løsning med en påhængsfacade (add-on-facade) og teorien om levetider og lag i konstruktionen (se også Kap. 2, ”Shearing Layer Strategy”), er der blevet udført en eksemplarisk livscyklusvurdering (LCA) af den valgte løsning og mulige alternativer.

Problematikken omkring påhængssystemet for altanerne er analyseret ved brug af en Design-Structure-Matrix (DSM), metoden og resultatet beskrives nærmere i et senere afsnit.

180

274 Som nævnt tideligere, blev produktionen af elementerne under projektet flyttet fra byggepladsen til E&P s fabrikhalle i Glostrup, såvel som facadematerialet blev ændret i de seneste byggeafsnit Hørgården (fra en pladebeklædning til en pudset, isoleret facade (Sto).

Casestudier - Urbanplanen

Facader

275 Der er blevet udført Blower-Door-Test i 2007 og 2008 i afdelingen Remisevænget Øst, som har vist at facadernes tæthed ikke kan leve op til bygningsreglementets krav til nybyggeri.

Der er blevet lavet en del forsøg med at forbedre tætheden, alligevel måtte der konstateres at tætheden kun vil kunne øges ved et andet løsningsvalg til facaderenovering (Finn Pedersen & Team 100%, 2008:4).

Målet med projektet var, at opnå en så høj kvalitet som mulig inden for projektets rammer (økonomi). Med hensyn til bæredygtighed var der fokus på sociale elementer og især fællesarealerne. Her skulle de forskellige tiltag medvirke til at gøre området mere trygt, reducere hærværk og skabe nydelige, attraktive mødesteder for beboerne. Facaderne derimod blev anset som en ren byggeskaderenovering og dermed finansieret gennem Landsbyggefonden. For renoveringen af Urbanplanen betød dette, at facaderne kun skulle renoveres fra 1. til 4.sal, da betonfacadernes tilstand i stueetagen stadigvæk var tilstrækkelig god. Den måske største udfordring lå i at få bygningerne (facaden) tætte under renoveringen, men dette ville også have krævet at lejlighederne skulle renoveres indvendig275 (Hornbek, 2011).

Facadeelementerne blev udformet som et påhængssystem. Den indre del af den eksisterende facade blev genanvendt for ikke at være tvunget til at renovere lejlighederne indvendigt. Faktisk blev det dermed blesluttet at kun de yderste 10cm af boligblokkenes ydervægge skulle renoveres, i dag er dette især synligt i mødestederne mellem de nye påhængselementer og de gamle loggiaer (se Figur 3.11).

Figur 3.11: Remisevænget Nord, inddækkede altaner efter renoveringen. Især ved de gamle altaner bliver synligt at kun facaden er blevet renoveret.

Også rent teknisk medførte denne løsning en række udfordringer som ikke kun løses fyldestgørende. Især facadernes mærkbare utæthed skyldes dette faktum, såvel som der fortsat er problemer ved sternkanten og overgangen til taget.

Facadeelementerne blev til dels produceret i et telt på stedet, i de senere byggeafsnit flyttede E&P produktionen til deres fabrik Smedeland i Glostrup. E&P tog denne beslutning alene baseret på de økonomiske aspekter i den pågældende situation. Dog kan man sige at Urbanplanen har banet vej for at E&P udfører stadig større dele af fremtidige byggeprojekter på deres fabrik (f.eks. Brøndby Strand) (Hansen, 2012).

181

Figur 3.12: Facade under renoveringen (2009). Den nye, præfabrikerede underkonstruktion til facaden er sæt på den eksisterende facade, isoleringen og nye vinduer monteres på stedet. (Kilde: JJW arkitekter, t.h. Fotograf: Anders Hviid)

Emnet ’bæredygtighed’ spillede ikke en særlig rolle i projektet. Præmisserne for renoveringsprojektet tillod hverken energimæssige forbedringer eller bæredygtige tiltag, ud over det som bygningsreglementet krævede. Projektet blev projekteret svarende til BR95 og det medførte at der ikke var særlig fokus på bygningernes energiforbrug, da der på dette tidspunkt ikke fandtes krav om energibehovsberegninger. Desuden, betød finansieringen gennem Landsbyggefonden, at der ikke måtte bruges penge til at energioptimere bygningerne (Hornbek, 2011).

Figur 3.13: Remisevænget Nord, lavblokke under renoveringen. De nye facader er sæt på og beklædes med fibercement på stedet (Kilder: t.v.: JSK, 2010, t.h. JJW arkitekter, 2008).

182

Casestudier - Urbanplanen

276 Beregningen blev gennemført med BE06, Version 2,7,5,2 (2006) i December 2010, baseret på dagældende krav. Grundlaget for beregningen var planmateriale af blok 113 i Remisevænget Nord.

Alligevel, har renoveringsprojektet medført en reducering i energiforbruget, da de nye facadeelementer gav et ekstra lag isolering på de eksisterende bygninger.

Især på gavlene skulle de nye elementer have en forholdsvis stor dimension (>240mm), for at nemmere kunne optage de tolerancer som fandtes i de eksisterende betonelementers samlinger.

Efterfølgende målinger i afdelingen Remisevænget Øst har vist at en energibesparelse på ca. 22% er blevet opnået og tilsvarende energibesparelser kan forventes for de andre afdelinger (Boligselskabernes Landsforening, 2009:14).

277 De beregnede tal dækker sig nogenlunde med målte forbrugstal for årene 2009 og frem til 2013 (Remisevænget Øst: Ø: ca. 120kWh/m2 a; tal for Remisevænget Nord viser en lavere energiforbrug, men dette kan skyldes højblokkenes anderledes geometri, derfor sammenlignes tal for lavblokkene i Remisevænget Øst med beregningerne for lavblokkene i Remisevænget Nord). (Kilde for forbrugstal: Brian Raahauge, boligforeningen 3B, Januar 2014)

Energibehov Energibehovet blev beregnet276 til ca. 131kWh/m2 a for situationen før renoveringen (2005) og til ca. 110kWh/m2 a efter renoveringen i 2010277 (se Figur 3.14), en besparelse på ca. 20% 278 . Energirammen for bygningen lå desuden på ca.

71kWh/m2 a ifølge bygningsreglementet, kravet om bygningens energibehov kan dermed ikke opfyldes efter renoveringen. Det samme gælder kravet om klimaskærmens transmissionstab, som fortsat er for højt efter renoveringen (14,9W/m2 > 8W/m2).

Især beslutningen om at stueetagen ikke skulle efterisoleres viste sig at være relevant for det forsat høje energibehov, men også ydervæggene og gamle vinduer og døre i loggiaerne er relevant at nævne. Derudover er hverken tag, terrændæk, eller vægge mod uopvarmede rum blevet isoleret under renoveringen.

279 Beregning er fortaget med programmet BE06, ver. 2,7,5,2 (2006) i Januar 2011.

kWh/m2a

278 Hér er tale om den beregnede energibesparelse, i det forudgående afsnit blev henvist til en målt besparelse på 22%.

140

131,4

120

109,7

100 80

70,7

60

50,5 35,4

40 20 0

før renovering (2005)

efter renovering (2010)

Energiramme i BR

Lavenergiklasse 1

Lavenergiklasse 2

Figur 3.14: Beregnet energibehov279, Remisevænget Nord. Lavblokke, før (2005) og efter renovering (2010) i henhold til energirammerne i BR06.

183

Som eksempel på de nævnte bygningselementer, som ikke blev renoveret og opgraderet, vises overgangen af facaden fra stueetage til 1.sal. Stueetagen er også efter renoveringen ikke tilstrækkelig isoleret (U-værdi for ydervæggene er 0,66W/m2 K, kravet iflg. BR10 er 0,2W/m2 K). Dette betyder ikke kun at der er stor sandsynlighed for komfortproblemer i stueetagen, men indvirker også på lejlighederne på 1.sal (se også Figur 3.15). For eksempel ligger overfladetemperaturen ved fodlisterne efter beregningen på ca. 17°CC ved en rumtemperatur på 20°CC. I stueetagen er forskellen endnu større, her er overfadetemperaturen nede på ca. 14 °CC, ved samme rumtemperatur. Store temperaturforskelle kan medføre trækgener, som reducerer komfort og indeklimakvalitet. Ved en fremtidig renovering kan stueetage med fordel efterisoleres udvendig (se Figur 3.15, til højre) for at reducere temperaturforskellen til et minimum.

Figur 3.15: Beregning af kuldebroer og overfaldetemperaturer280, Remisevænget Nord, lavblokke. T.v. eksisterende forhold efter renoveringen / t.h. tænkt eksempel på fremtidig renovering

Det samme billede tegner en termografering af facaden, her bliver det tydelig at overfladetemperaturen på facadens yderside er betydelig højere i stueetagen end på de nye facader (1.-4.sal) (se Figur 3.16, målepunkterne M1 (2,6°CC) og M2 (0,6°CC)). Varmetabet gennem facaden i stueetagen kan dermed anses som forholdsvis højt. Termografien viser også, at der er betydelige kuldebroer ved overgangen fra stueetagen til de nye facader (målepunkt M3) og ved overgangen fra den nye facade til loggiaerne (målepunkt M4).

184

280 Beregning gennmført med Dämmwerk 2011 i Januar 2011.

Casestudier - Urbanplanen

Figur 3.16: Termografi Remisevænget Nord, lavblokke, marts 2013. Målepunkterne har følgende temperaturer: M1: 2,6 °CC; M2: 0,6 °CC; M3: 6,3 °CC; M4: 8,3 °CC. (Udetemperatur ved målingerne var -3,0 °CC; grøn markerede områder reflekterer temperaturer fra omgivelserne)

Termograferinger fra de andre afdelinger har vist at problemet gælder for alle blokke hvor facaden i stueetage kun er blevet sat i stand, men ikke efterisoleret.

Stueetagen anvendes til dels til beboelse og til dels til pulterrum. Pulterrum er uopvarmede og det varmetab som kan eftervises med termograferingen stammer dermed fra lejlighederne i stueetagen eller på 1.sal og har med stor sandsynlighed indflydelse på lejlighedernes indeklima og komfort (se også Figur 3.17 og Figur 3.18).

Figur 3.17: Hørgården, typisk indgangsparti, marts 2013. Målepunkterne har følgende temperaturer: M1: 7,1 °CC; M2: 8,2 °CC; M3: 7,1 °CC; M4: 2,5 °CC; M5: 2,4 °CC; M6: 0,3 °CC; M7: 0,3 °CC. (Udetemperatur ved målingerne var -3,0 °CC). Målepunkterne i overgangen fra den nye til den eksisterende facade henviser til en kuldebro. Det samme gælder for målepunktet M2 på undersiden af dækket over indgangsarealet. Overfaldetemperaturen på de nye facader (M6, M7) henviser desuden til en velisoleret facade.

185

Figur 3.18: Hørgården, stueetage gårdside, marts 2013. Målepunkterne har følgende temperaturer: M1: 6,8 °CC; M2: 6,5 °CC; M3: 6,3 °CC; M4: 0,8 °CC; M5: 2,7 °CC (Udetemperatur ved målingerne var -3,0 °CC).

Overfaldetemperaturen ved M4 og M5 viser forskellen fra de nye til de gamle facader. Bag facaden i stueetage befinder sig uopvarmede arealer (pulterrum).

Potentiale til fremtidig renovering Renovering af Urbanplanen har vist sig at være interessant med hensyn til lignende renoveringer fra dette tidsrum, kort før energikravene i bygningsreglementet blev strammet (BR08) og blev gældende for renoveringsprojekter. Urbanplanen kan anses for allerede forældet med hensyn til de nuværende energi- og tæthedskrav. Dog, skyldes dette hverken den arkitektoniske løsning eller de materialer som blev brugt, men først og fremmest renoveringens omfang som var betinget af finansieringsmodellen gennem Landsbyggefonden (renovering af byggeskader, kun de yderste 10 cm af blokkene).

Spørgsmålet til undersøgelsen om yderlige renoveringspotentialer i Urbanplanen (2011) var om de ny renoverede elementer og især den nye arkitektoniske udtryk nødvendigvis skal udskiftes, ændres og skabes ny i en fremtidig renovering med en mere helhedsorienteret og bæredygtig tilgang og om der eksisterer et potentiale til en opgradering.

Som både, beregningen af energibehovet og termograferinger har vist, eksisterer der fortsat et stort potentiale for energibesparelser efter renoveringen. Dog, skal det nævnes at de nye facader overholder de fleste krav som stilles til renoveringsprojekter i dag. Omfanget af en fremtidig renovering kunne altså vedrøre alene de bygningselementer som ikke er blevet opgraderet endnu (facade i stueetage, terrændæk, vægge mod uopvarmede rum, loggiaer, tag). Et ideelt eksempel på en beregning af energibehovet efter en sådan renovering skulle vise, om bygningerne har potentialet til at opnå lavenergiklasse ifølge BR10 (se Figur 3.20).

186

Casestudier - Urbanplanen

Figur 3.19: Remisevænget Nord før og efter renovering (2011)

kWh/m2a

Beregningerne for Scenario 1 og Scenario 2 viser at lavblokkene potentielt kunne opgraderes til at overholde kravene for lavenergibyggeri i BR10. I begge scenarier bibeholdes alle elementer som allerede svarer til kravene i BR (nye facader), alle andre elementer opgraderes kun til minimumskrav i BR (f.eks. ydervægge i stuetagen til en u-værdi af 0,2W/m2 K). I scenario 1 regnes med mekanisk ventilation og en genvindingsfaktor 0,6, mens i scenario 2 regnes med en genvindingsfaktor 0,85 og anvendelse af både solfangere og solceller.

140 120

109,7

100 80 53,1

52,3

60 40

28,6

30,3

20 0

281 Beregningen er fortaget med BE10, ver 5,10,12,5 (2010) i Januar 2011.

efter renovering (2010)

Scenario 1

Scenario 2

Energiramme i BR10 Lavenergiklasse 2015

Figur 3.20: Remisevænget Nord, beregning281 af energibehovet for 2 renoveringsscenarier i forhold til den nuværende tilstand efter renoveringen (2010).

Undersøgelsen har vist, at elementerne fra renoveringen kan bibeholdes uændret i en kommende renovering, og at bygningernes nye arkitektoniske udtryk derfor ikke nødvendigvis skal ændres for at opgradere bygningerne til nyere energikrav.

187

I beregningen kunne ikke tages hensyn til de aktuelle problematikker omkring utætheder, men der skønnes at facaderne vil kunne overholde kravene for lufttæthed efter en indvendig renovering282.

282 Utætheder skyldes især hulrummet under gulvene og samlingspunkterne med facade, som ikke var tilgængelig under renoveringsprojektet.

Livscyklusperspektivet for facaderenovering

283 Problemstillingen bliver diskuteret nærmere i Kap. 4 – Life Cycle Thinking.

Facaderenoveringen blev udført som en ”add-on-facade”, hvor en del af den eksisterende klimaskærm blev bibeholdt. Baseret på Stewart Brands ”Shearing Layers” (se Kap. 2) kan det forventes at den valgte løsning vil komme til at medføre problemer som skyldes de forskellige levetider for klimaskærmens nye og gamle komponenter. Levetider har generelt en stor betydning for materialernes miljøpåvirkning, som skyldes deres fornyelsesintervaller283.

For at kunne vurdere om, og hvornår denne løsningen vil få betydning med blik på miljøpåvirkninger blev en forenklet livscyklusanalyse gennemført, hvor den valgte løsning sammenlignes med alternativet, hvor hele facaden udskiftes.

100%

80%

60%

40%

20%

0%

GWP100 [kg CO2eq]

NPED [MJ]

Water [m3]

[MJ] add-on facade

Waste [kg]

existing facade

Figur 3.21: Forhold for udvalgte miljøpåvirkninger af add-on facaden og den eksisterende facade over 20-år. For den eksisterende del af facaden regnes med en resterende levetid på 20-25 år, for add-on-facaden med 40-50 år.

Beregningen viser, at en forholdsvis stor andel af miljøpåvirkninger over et tidsrum på 20 år kan relateres til add-on facaden (se Figur 3.21). Dette skyldes det tilfælde at den eksisterende del allerede har været i brug i mange år, dermed kan i dette eksempel tales om en form for genbrug af de materialer bundet i den eksisterende facade.

188

add-on facade

eksisterende facade

Casestudier - Urbanplanen

180% 160% 140% 120% 100% 80% 60% 40% 20% 0%

replacement facade

eksisterende konstruktion

GWP100 [kg CO2eq]

NPED [MJ]

Water [m3]

[MJ] add-on facade

Waste [kg]

replacement facade

Figur 3.22: Sammenligning af udvalgte miljøpåvirkninger for add-on facaden (blå) og en ny facade (grøn) over en betragtningsperiode på 20 år.

180% 160% 140% 120% 100% 80% 60% 40% 20% 0%

GWP100 [kg CO2eq]

NPED [MJ]

Water [m3]

[MJ] add-on facade

Waste [kg]

replacement facade

Figur 3.23: Sammenligning af udvalgte miljøpåvirkning for add-on facaden (blå) og en ny facade (grøn) over en betragtningsperiode på 50år.

Diagrammerne (Figur 3.22 og Figur 3.23 viser hvilken betydning den kortere levetid for genanvendelsen af den eksisterende facade kan have på miljøpåvirkningerne.

189

I Figur 3.22 regnes med et betragtningstidsrum på 20 år, i forhold til løsningen hvor hele facaden udskiftes med en ny, viser add-on facadeløsningen en ca. 40% lavere værdi for GWP284 og en reduktion af ca. 25% for primærenergiforbruget (TPED285), som forårsages igennem materialernes produktion og bortskaffelse.

Figur 3.23 viser derimod at løsningen med add-on-facaden kommer til at forårsage betydelig højere miljøpåvirkninger (GWP: +ca.60%, TPED: +ca. 75%) over et betragtningstidsrum på 50 år, da den kortere resterende levetid på de eksisterende elementer vil kræve en yderlig renovering om ca. 20-25 år.

Løsningen med add-on facaden skaber en ”lock-in situation”, hvor de nye elementer med lange levetider bliver afhængig af elementer med en kortere levetid.

Stewart Brand kalder dette problem ”shearing layers of change” (Brand, 1995), hvor konsekvensen af rækkefølgen af konstruktionens elementer afhængigheder bliver dannet, hvilket medfører udskiftning af elementer og komponenter før disse har nået deres teoretiske levetid – eller man kunne sige at bygningen kan ’rive sig selv i stykker’ (”shearing” ifølge Brand). Dette medfører både højere miljøpåvirkninger, men også større økonomiske omkostninger end nødvendigt.

I renoveringsprojektet Urbanplanen er add-on løsningen dog ikke nødvendigvis en dårlig løsning i et bæredygtighedsperspektiv. Man kan forvente at facaden bliver renoveret igen efter ca. 25-30 år og at der også vil ske en indvendig renovering inden for dette tidsrum. Beregningerne har vist at add-on-løsningen kan være den, som forårsager færre miljøpåvirkninger over dette kortere tidsrum end alternativet. Desuden kan levetiden af de eksisterende elementer muligvis forlænges ved en indvendig renovering.

Generelt kan det siges, at add-on-løsningen er mindre langsigtet end udskiftning af hele facaden. Add-on løsningen er kun miljømæssig interessant, hvis målet ikke er at fremtidssikre facaden tilsvarende til en levetid på nybyggeri (> 50år).

Denne konklusion blev underbygget af E&P , hvor man antager at en udskiftning af hele facaden kun vil have medført en ”relativ lille mere-økonomi”, samtidig havde alle de nuværende problemer med facadernes utætheder været løst på en bedre måde ved at indsætte en membran, hvilket ikke var muligt i den valgte løsning med add-on-facaden (Hansen, 2012).

I en efterkritik nævner E&P også at man ikke vil gentage løsningen med en addon facade. Især med hensyn til facadernes livscyklus skulle man have arbejdet mere hen i retningen af at finde en helhedsløsning, som så også kunne være fremtidssikret i et længere tidsrum (ibid., 2012).

Altaner Altaner eller franske altaner var fra starten tænkt som en tilvalgsmulighed for de enkelte beboere. Tilvalget skete på baggrund af en omfattende beboerinformation i 2007, hvor alle beboere fik tilbuddet ”forny din lejlighed” om at individuelt fodbedre deres lejlighed med enten en altan, fransk altan eller en glasinddækning

190

284 GWP: Global Warming Potential – enhed kg CO2eq 285 TPED: Total Primary Energy Demand – enhed MJ. TPED sættes sammen af NPED og RPED, hvro NPED står for energi fra ikke-fornylige ressourcer og RPED for energi fra fornyelige ressourcer. Som indikator for miljøpåvirkninger er NPED derfor relevant, da denne energi stammer fra fossile brandstoffer.

Casestudier - Urbanplanen

af de eksisterende loggiaer. Forbedringerne skulle betales gennem en huslejestigning og afdrages over 30 år. Tilbuddet om altaner blev vedtaget af ca. 47% af beboerne, en forholdsvis høj procentsats, som skyldes en aktiv indsats af boligadministrationen 3B (Ejsing et al., 2009:14). Alle ”midtfor” lejligheder skulle desuden have en altan for at forbedre det i forvejen forholdsvis dårlige indeklima, især om sommeren286.

Figur 3.24: Altaner som tilvalg. T.v.: Altaner på facaden i Remisevænget Øst, t.h.: opstalt og snit (Kilde: JJW arkitekter) 286 ”Midtfor”-lejligheder har kun adgang til facaden på en side, naturlig ventilation har derfor altid været et problem i disse lejligheder (se også Figur 3.4, lejlighedstyper A og B).

287 I afdelingen Remisevænget Øst var tilbudsprisen i 2007 130kr/måned, mens en eftermonteret altan skulle koste ca. 850kr/måned (Ejsing et al., 2009:47)

Efter den første kampagne skulle det dog også blive muligt at tilkøbe en altan på et senere tidspunkt hvilket stiller en række krav til montagen og udformning af den nye facade. Altanerne virker som et element var nemt at montere efterfølgende, dog viste det sig i det videre forløb, at eftermontage af altanerne var mere kompliceret. Som konsekvens heraf skulle flere beboere i en blok gå sammen om en altanbestilling (minimum 10 altaner ad gangen), samtidig med at prisen steg betydeligt i forhold til priser fra ”forny din lejlighed” tilbuddet287. For at kunne montere altaner på facaden, var man nødt til at tage en stor del af facadebeklædningen ned for at få fat i konsoller på facaden, som skulle bruges som ophæng for altanerne (Stampe, 2012).

Dette problem kunne nemt eftervises med en Design-Structure-Matrix (DSM) (se Figur3.25). DSM kan anvendes for at kortlægge afhængigheder af forskellige delkomponenter eller lag i en konstruktion. Med henblik på Design-for-Disassembly (DfD) principper kan DSM dermed tjene som et værktøj til at identificere mulige problemer med hensyn til afhængigheder af konstruktive lag og komponenter.

Informationen fra DSM kan anvendes til at optimere designet ved at reducere afhængigheder på tværs af komponenter og dermed reducere kompleksitet.

191

beklædning (inde)

45

-

3

0

1

0

0

0

0

0

0

0

0

0

1

beklædning (inde)

45

-

3

0

1

0

0

0

0

0

0

0

0

0

2

underkonstruktion

50

2

-

2

2

0

0

0

3

0

0

0

0

0

2

underkonstruktion

50

2

-

2

2

0

0

0

0

3

0

0

0

0

3

isolering (inderside)

40

2

3

-

2

1

0

0

0

1

0

0

0

0

3

isolering (inderside)

40

2

3

-

2

1

0

0

0

0

0

1

0

0

4

dampspærre

40

0

3

1

-

2

0

0

0

0

0

0

0

0

4

dampspærre

40

0

3

1

-

2

0

0

0

0

0

0

0

0

5

vindue

25

1

1

1

2

-

1

1

3

1

1

1

1

1

5

vindue

25

1

1

1

2

-

1

1

1

3

1

1

1

1

6

bærende konstruktion (beton)

120

1

1

1

1

1

-

2

2

1

1

1

1

2

13 altan

60

1

1

1

1

1

-

3

3

1

1

1

1

1

7

konsoler (stål)

80

0

0

0

0

0

3

-

2

0

0

0

0

2

6

bærende konstruktion (beton)

120

1

1

1

1

1

2

-

2

2

1

1

1

1

8

facadekonstruktion (bærende)

70

0

2

0

0

2

3

3

-

1

0

1

1

2

7

konsoler (stål)

80

0

0

0

0

0

2

3

-

2

0

0

0

0

9

isolering

40

0

0

1

1

2

0

0

3

-

1

2

1

0

8

facadekonstruktion (bærende)

70

0

2

0

0

2

2

3

3

-

0

1

1

1

10 vindspærre

40

0

0

0

0

2

0

0

2

1

-

3

1

0

10 vindspærre

40

0

0

0

0

2

0

0

0

2

-

1

3

1

11 underkonstruktion beklædning (ude)

60

0

0

0

0

1

0

0

3

2

2

-

2

0

9

40

0

0

1

1

2

0

0

0

3

1

-

2

1

12 beklædning

55

0

0

0

0

1

1

0

1

0

1

3

-

0

11 underkonstruktion beklædning (ude)

60

0

0

0

0

1

0

0

0

3

2

2

-

2

13 altan

60

1

1

1

1

1

3

3

1

1

1

1

1

-

12 beklædning

55

0

0

0

0

1

0

1

0

1

1

0

3

-

LIFETIME

1

LIFETIME

beklædning

12

underkonstruktion beklædning (ude)

11

isolering

9

vindspærre

10

facadekonstruktion (bærende)

8

konsoler (stål)

7

bærende konstruktion (beton)

6

altan

13

vindue

5

dampspærre

4

isolering (inderside)

3

underkonstruktion

2

beklædning (inde)

1

altan

13

beklædning

12

underkonstruktion beklædning (ude)

11

vindspærre

10

isolering

9

facadekonstruktion (bærende)

8

konsoler (stål)

7

bærende konstruktion (beton)

6

vindue

5

dampspærre

4

isolering (inderside)

3

underkonstruktion

2

beklædning (inde)

1

isolering

Figur3.25: Eksempel af en Design Structure Matrix (DSM) af facaden i Urbanplanen, med påsat altan. Til højre: DSM før sortering, rækkefølgen af lag svarer til strukturen i plantegningen (se også Figur 3.24) til venstre: DSM efter sorteringen, hvor rækkefølgen af lag svarer til deres konstruktive struktur.

DSM for facaden i Urbanplanen (Figur3.25) viser at altanen faktisk ligger ”i midten” af facadekonstruktionen, da altanens ophængsystem har konstruktive afhængigheder hvad angår både bygningens bærende konstruktion (lag 6) og konsollerne (lag 7). Desuden, påvirker altanen næsten alle andre lag, som skal være tilpasset for at altanen kan sættes på facaden (f.eks. beklædning, isolering). Efter sorteringen i DSM (Figur3.25, t.h.) bliver det synligt at altanen systemisk set ligger inderst i konstruktionen (direkte forbundet til den bærende konstruktion).

Dette henviser til, at påsætning af en altan kræver et indgreb i facadeelementet, hvor forholdsvis mange andre komponenter bliver berørt.

Tilsvarende, kan det ses at vinduet (lag 5) har afhængigheder til næsten alle andre lag. Dette skyldes at vinduet er et gennemgående element, som selvom den ikke er direkte forbundet med alle lag, dog betinger deres indbygningssituation. Særlig med hensyn til vinduet er at den har en forholdsvis kort levetid og vil blive udskiftet før levetiden af forbundne lag er nået. Især forbindelsen til dampspærren, er relevant her, da der under indbygning sjældent tages hensyn til reversibilitet (tape, fugemasse, m.m.).

Som beskrevet tidligere, er især levetider relevant med henblik på rækkefølgen og afhængigheder af lag og komponenter i en konstruktion. I eksemplet fra Urbanplanen er lagenes rækkefølge, bortset fra vinduet, næsten optimale: lagene med lange levetider (bærende konstruktioner) ligger ”inderst”, mens lag med kortere levetider (isolering, dampspærre) ligger yderst.

192

Casestudier - Urbanplanen

Der findes dog forbindelser på tværs som kan forårsage at udskiftninger af komponenter skal udføres som ikke har nået deres levetid endnu (f.eks. facadens underkonstruktion på indersiden). Dette må ses som en central problemstilling, man (arkitekten) skal have gjort sig klart allerede ved planlægningen af konstruktionen.

Service I drifts- og brugsfasen

288 svarende til definitionen for systemleverancer ifølge Mikkelsen et al. (2005)

I 2011 overtog E&P s datterselskab E&P service en servicekontrakt på 3 år, hvor opgaven bliver at udføre de ”afsluttende arbejder” af renoveringsprojektet og ”at varetage vedligeholdelsen for kunden langt ind i fremtiden” (Enemærke&Petersen, 2011). Dette er en interessant udvikling, da ”service” ikke var omfattet af det oprindelige tilbud, på denne måde overtager entreprenøren er større ansvar for brugsfasen end i en situation hvor renoveringsprojekt afsluttes og overgives til en driftsafdelingen hos bygherren. En udvidet servicekontrakt kan dermed tjene som led i at udvikle systemleverancer som inkluderer service og vedligeholdelse i driftsfasen288.

193

Smedeland Glostrup 2010

194

Casestudier – Brøndby Strand, Rækkehusene

Brøndby Strand, Rækkehusene Fakta: Arkitekt: WITRAZ arkitekter og landskab Rådgiver: Esben Kirkegård Rådgivende Ingeniører, EKAS Entreprenør: Enemærke & Petersen A/S Bygherre: Brøndby Boligselskab v/ Lejerbo, Bo-Vest, PAB, BAB/DAB Rådgivningsform: Hovedentreprise Udførelse: 2006-2012

Historie Bebyggelsen Brøndby Strand blev præsenteret i 1964 som led i Steen Eiler Rasmussens og Peder Bredsdorf “Fingerplanen” til Københavns byudvikling fra 1947. Fingerplanen beskrev hvordan Storkøbenhavn skulle udvikles langs S-togstrækninger med Københavns bykerne i centrum. Efter den oprindelige plan skulle 3 nye boligområde udvikles på ”tommelfingeren”, Avedøre, Brøndby Strand og Vallensbæk. Først i 1960 blev det besluttet at forlænge S-tog strækningen til Køge og et år senere, besluttede man at området i Køge Bugt skulle udvikles til ”hele ti bysamfund”, med i alt ca. 150.000 indbyggere, inklusive alle nødvendige faciliteter som butikker, indkøbscentre, skoler, industriområder, m.m. ”til aflastning for København” (Tverskov & Sørensen, 2000:56).

Figur 3.26: Brøndby Strand-bebyggelsen under opførelsen, 1969-73 (gengivet fra ibid., 2000:63–64)

Bebyggelsen Brøndby Strand, skulle huse 15.000 indbyggere langs Strandesplanaden ved S-togstationen Brøndby Strand. Bebyggelsen er udstrakt over 2,5 km og inddelt i 4 boligområder (ibid., 2000:62). Hvert område består af forskellige boligtyper, rækkehuse mod Strandesplanaden, etageboliger (terrassehuse) på 4 etager i blokke mod nord, indkørslen til hvert område markeres med 3 højhuse, 195

som i dag er et varetegn for Brøndby Strand og bebyggelsen ve Esplanaden. Det særlige med bebyggelsen er, at den gående og kørende trafik blev adskilt fra hinanden, bilerne parkerer under rækkehusbebyggelsen i et parkeringsområde, som næsten er skjult fra gadeplan. Broer forbinder de 4 områder henover indkørslerne og hovedvejene og skaber derved en mere urban-virkende zone mod Esplanaden og en mere grøn, gårdagtig zone uden trafik omkring boligblokkene.

Brøndby Strand-bebyggelsen blev udført som montagebyggeri og var det hidtil største projekt af datidens ”planer” med ca. 288.000m2 boligareal, fordelt på ca., 2800 lejligheder (Bertelsen, 1997:69 (diagram)). Lejlighederne var forholdsvis store og veldisponerede, hvilket i starten blev anset som en stor fordel, men som senere viste sig at være svære at udleje på grund af den høje husleje (se også Tverskov et al., 2000:61, 64).

Byggeprojektet var ”efter danske forhold af usædvanlig stort omfang”, som får civilingeniør Henning Larsen i en byggeteknisk gennemgang af projektet i Byggeindustrien 12, 1972 til at fremhæve at ”128.000 [præfabrikerede] betonelementer og 16.800 stk. lette facadeelementer” blev anvendt, samt at entreprenøren havde ”gennemsnitlig 400 mand” på byggepladsen (Henning Larsen i Danmarks Ingeniørakademi. Husbygning, 1978:103).

Arkitekterne bag projektet, Svend Høgsbro og Thorvald Dreyer, formåede at bruge montagebyggeriets muligheder på et højt arkitektonisk niveau og var i stand til at skabe stor variation mellem de forskellige boligtyper og især boligblokkene fik spændende, plastiske facader (se også Bertelsen, 1997:71). Alligevel blev Brøndby Strand-bebyggelsen hurtigt omtalt som ”Betonørken”, som konsekvens af montagebyggeriets hårde og rå betonoverflader. Derudover var indkøbscentret289 og S-tog-forbindelsen ikke færdigopført samtidig (i 1970/71), som gjorde at mange nødvendige funktioner som butikker, vuggestuer, m.m. kun fandtes med lang afstand fra bebyggelsen. Konsekvensen var at mange lejligheder stod tomme i årsvis, hvilket medførte økonomiske vanskeligheder for hele projektet (Tverskov et al., 2000:64–65).

Ligesom i mange andre bebyggelser fra montagebyggeriets tid, måtte man også konstatere alvorlige byggeskader efter kort tid. I Brøndby Strand-bebyggelsen var der allerede i 1978 problemer med facaderne og betonoverdækningerne over parkeringsarealerne blev synlige. En omfattende renovering var nødvendig allerede i slutningen af 1980’erne. Midlertidig skulle også alle tagene renoveres og i 1991 fulgte ligedan inddækning af altanerne i blokbebyggelsen med henblik på at fjerne områdes ensartede og beton-prægede udtryk290 (Tverskov et al., 2000:81– 83).

196

289 Indkøbscentret blev først færdigstillet i november 1978 (Tverskov & Sørensen, 2000:72) 290 Arkitekt for denne renovering var Tegnestuen Vandkunsten.

Casestudier – Brøndby Strand, Rækkehusene

Casestudier – Brøndby Strand, Rækkehusene

Figur 3.27: Situationsplan over Brøndby Strand-bebyggelsen, 1969. Rækkehuse er markeret i rødt. (gengivet fra Boligbebyggelsen Brøndby Strand Lejlighedsplaner, 1981)

Figur 3.27: Situationsplan over Brøndby Strand-bebyggelsen, 1969. Rækkehuse er markeret i rødt. (gengivet fra Boligbebyggelsen Brøndby Strand Lejlighedsplaner, 1981)

197

Sidenhen er der blevet udført flere helhedsplaner (HP1-HP3, HP4 er under udførelse i 2013) som indbefattede kvarterløft- og renoveringsprojekter, som skulle være med til at forbedre områdets image og sociale liv, for at gøre området mere attraktiv i fremtiden. Baseret på beboerundersøgelser blev indsatsområder udpeget, således blev der f.eks. etableret beboerhuse og plejeboliger under HP2, samt at nordfacaderne på boligblokkene blev renoveret.

Helhedsplanerne blev opstillet på tværs af afdelinger i en udførlig beboerinddragelsesproces, som har været ledt af Witraz arkitekterne igennem årene.

Figur 3.28: 4-etages blokke efter opførelsen i 1970 (t.v.) og i 2012 (t.h.). Altaninddækningerne stammer fra renoveringen i 1991. (Kilder: t.v.: (Søren Koch i Danmarks Ingeniørakademi.

Husbygning, 1978:95), t.h.: JSK, 2012)

Renovering af rækkehusene Renovering af rækkehusene var omfattet af HP3 i 2010, her skulle især facaderne fornyes, samtidig med at de tilhørende udearealer skulle forbedres. Rækkehuse ligger oven på parkeringsområdet og danner samtidig ”ryggen” til forbindelsen på tværs i afdelingerne (”broer”) og er områdets ”facade” mod Esplanaden.

Samlet har rækkehusbebyggelsen en længde på 1,6km og ejes af 4 forskellige boligselskaber.

198

Casestudier – Brøndby Strand, Rækkehusene

291 Helhedsplan 2 omfattede facaderenovering af lavblokkenes nordfacader, helhedsplan 4 kommer til at omfatte alle endnu ikke renoverede facader (højhuse, lavblokke).

Renoveringen blev sæt i gang, fordi facaderne blev opfattet som ”grimme” efter at eternitbeklædningen var blevet misfarvet med tiden. Et problem som vedrører alle bygningstyper i Brøndby Strand-bebyggelsen og som også indgik i tideligere helhedsplaner291.

Byggeteknisk blev Larsen og Nielsens (LN) ”byggesystem med bærende tværvægge af betonelementer og hule betondækelementer” anvendt, facaderne bestod af lette træelementer på ca. 100mm tykkelse, beklædt med eternit på ydersiden (Henning Larsen i ibid., 1978:100). Facadeelementerne var sat ind i den bærende konstruktion (se Figur 3.29, t.h.), som medførte kuldebroer rundt om elementerne.

Figur 3.29: Rækkehuse før renoveringen. (Kilder: t.v.: Witraz arkitekter, t.h.: EKAS)

Renoveringen blev påbegyndt i 2010 og afsluttet i 2012, med Enemærke & Petersen som entreprenør med ansvar for facadeleverancen og opgradering af udearealerne (skure og terrasser). Renoveringsprojektet omfattede også en del indvendige arbejder som f.eks. etablering af mekanisk ventilation, som dog blev udført af en anden entreprenør, ligesom som renovering af betondækkene over parkeringsarealerne (Hansen, 2012; Seier & Præstegård, 2012; Grage, 2013).

Omfanget af facaderenovering bestod af tre dele, opsætning af add-on-facade på nordsiden (gamle facader skulle bibeholdes), nedtagning af gamle facadeelementer og opsætning af nye facader på sydsiden, samt efterisolering og beklædning af betongavle.

199

Figur 3.30: Plantegninger af rækkehuse fra opførelsestidspunktet (gengivet fra Boligbebyggelsen Brøndby Strand Lejlighedsplaner, 1981)

200

Casestudier – Brøndby Strand, Rækkehusene

Systemleverancer

292 Lean construction, se Kapitel 2.1

I renoveringsprojektet er to systemleverancer blevet anvendt: facadeleverancen og renovering af betondæk. Fokus i denne caseanalyse ligger på facadeleverancen, dog skal det nævnes at til betondæksrenovering blev anvendt et decideret renoveringssystem, modrettet den specifikke skade. Efter udsagn fra Witraz arkitekter udgør det anvendte renoveringssystem tydelig en systemleverance (Seier et al., 2012).

Fra bygherrens og arkitektens side var udbuddet for renoveringen formuleret på en måde som overlod udformning af leverancen til entreprenøren, samtidig med at der ikke var forskrifter til hvordan renoveringen skulle foregå (ibid., 2012).

Enemærke & Petersen (E&P) valgte at udvikle en systemleverance, mest med formålet at omsætte firmaets lean construction-principper292. E&P skulle derfor muliggør præfabrikation af elementerne i E&Ps fabrik i Glostrup, just-in-time levering til byggepladsen og nedtagning samt opsætning af elementerne til et rækkehus i løbet af en arbejdsdag.

At udvikle og anvende en systemleverance virker meget oplagt i forbindelse med dette projekt, da alle ydre forhold var ens for alle rækkehuse. I det at der ikke skulle tages hensyn til forskellige verdenshjørner, skiftende terræn eller adgangsforhold, kunne præcis den samme proces anvendes på hele facadelængden (ibid., 2012).

I perioden oktober 2010 til foråret 2011 blev derfor en prøvelejlighed renoveret, hvortil facadeelementerne blev bygget i parkeringskælderen under rækkehusene for at kunne udnytte nærheden til byggepladsen, mens renoveringsmetoden og udformning af elementerne skulle udvikles. Oprindelig var der kun 2 måneder sat af til dette forløb, dog viste det sig at processen tog meget mere tid, især fordi facadernes tæthed viste sig at være et stort problem.

For bygherren er anvendelsen af systemleverancer fordelagtig, fordi man gerne vil holde administrationens involvering i udførelsesfasen af renoveringsprojektet på et lavt niveau (Grage, 2013).

Facadeelementernes udvikling 293 Element- og indbygningstolerancer skal være reduceret til et minimum for at kunne overholde almindelige bygningstolerancer. Dette skyldes at præfabrikationen har sine tolerancer, mens det eksisterende byggeri også har tolerancer og dette medfører at tolerancer skal ”deles” mellem fabrikken og byggepladsen.

Projektet i Urbanplanen er tæt beslægtet med projektet i Brøndby Strand og E&P anser facadeleverancen som en videreudvikling af elementerne og processen, baseret på den læring projektet Urbanplanen bragte med sig. Derfor, synes især løsningen med at udskifte facaden helt på den ene side af rækkehusene, at være en stor fordel for både, facadernes kvalitet, men også med hensyn til indbygningssituationen, som ikke behøver at tage hensyn til tolerancerne i forbindelse med de gamle elementer. Men også for de nye elementer har det i løbet af projektet vist sig at især element- og indbygningstolerancer293 er en udfordring for udviklingen af en systemleverance (Hansen, 2012). At nordfacaden blev udført som en add-on facade, kan anses som modsætningsfyldt med hensyn til læring

201

fra Urbanplanen. I projekteringsfasen blev derfor tegnet et alternativ, hvor facaden skulle udskiftes helt. Årsagen til den endeligt valgte løsning med add-on facaden skyldes de økonomiske rammer for projektet.

I udviklingsperioden har arkitekterne været stærk involveret i processen med at finde den rigtige løsning, for at undgå problemer relateret til æstetik, materialitet, 4 SNIT A 1 1 SNIT A SNIT B Nord al., 2012). kvalitet og økonomi efter at produktionen var sat i gang (Seier et Syd Syd

SNIT C Nord

4

SNIT C Nord

A-N-X-5-201 Side 201-06

Entreprisegrænse

Entreprisegrænse

Entreprisegrænse

Entreprisegrænse

Entreprisegrænse

A-N-X-5-201 Side 201-05

A-N-X-5-201 Side 201-05

237

A-N-X-5-202 Side 202-03

Entreprisegrænse

Entreprisegrænse OPBYGGET PÅ STEDET, NORD 1:20

Figur 3.31: Snit i facaderne, t.v.: sydfacaden, t.h.: nordfacaden, add-on facade. Entreprisegrænsen for facadeprojektet er markeret i rød (Kilde: Witraz arkitekter og landskab, 2010)

1280

1250

A-N-X-5-201 Side 201-03

Entreprisegrænse

A-N-X-5-201 Side 201-01

Entreprisegrænse

Entreprisegrænse

Entreprisegrænse ELEMENTFACADE SYD 1:20

A-N-X-5-201 Side 201-04

2221

2191

2180

A-N-X-5-202 Side 202-01

Entreprisegrænse

A-N-X-5-202 Side 202-02

2150

A-N-X-5-202 Side 202-03

202

A-N-X-5-201 Side 201-04

1424

1454

A-N-X-5-201 Side 201-02

733

807

874

A-N-X-5-201 Side 201-02

733

A-N-X-5-202 Side 202-04

874

2291

ALTERNATIV: ELEMENTFACADE NORD

1454

1454

1424 1074

2261

2291

1424

1454

A-N-X-5-202 Side 202-04

Entreprisegrænse

Entreprisegrænse

ELEMENTFACA 1:20

Casestudier – Brøndby Strand, Rækkehusene

294 John Hansen henviser også til reduceringen af gener for beboerne vil komme til at få en større betydning i fremtiden og at E+P regner med at læringen fra det aktuelle projekt ville kunne anvendes i kommende projekter (f.eks Vapnagård, Helsingør).

Efter at prøvefeltet blev udført og godkendt, blev E&Ps produktion flyttet til fabrikken i Glostrup, som fremover skulle levere færdige facadeelementer med vinduer sat i og færdige indvendige overflader, for at kunne reducere de arbejder i lejlighederne som kunne skabe yderlige gener for beboerne.

Elementerne skulle tillade, at et enkelt rækkehus kun var berørt af indvendige arbejder i ni dage i træk (snedker- og malerarbejder), hvilket krævede en høj grad af præfabrikation på fabrikken. Alternativet ville have været ca. 15 dage, med en facadeløsning, som var produceret på byggepladsen. Reduceringen af arbejdstiden inde hos beboerne har desuden været et konkurrenceparameter i tilbuddet294 (Hansen, 2012).

De nye syd- og nordfacader består af hver 2 elementer som bliver fastgjort på de eksisterende betonvægge og dæk med montagebeslag. De nye elementer er konstruktivt set uafhængige af hinanden og kan dermed monteres særskilt. Mellemrummet mellem elementerne foran væg- og dækforkanterne bliver isoleret og lukket på stedet. Som facadebeklædning anvendes enten glas, zink eller alubølgeplader for at skabe en materiale- og farvemæssigt variation. Facadebeklædningen og dens underkonstruktion blev monteret på byggepladsen.

On-site, off-site produktion

295 Her henvises til en særlig udfordring i byggebranchen, siden fabrikker ikke kan sættes op til kun at producere nogle få forskellige elementer, med målet om at optimere og effektivisere produktionen over tid. Entreprenører kan på grund af udbudsformen ikke tilbyde et bestemt produkt til bygherren, men bliver nødt til at acceptere varierende specifikationer for hvert projekt, som grundlag for projekteringen og produktionen. For E+P medfører dette at det ikke har været interessant at udvikle en systemleverance som et færdigt produkt, da man ikke kan se et stort nok markedet indenfor renovering endnu (interview med forretningsområdechef Lars J. Hansen, E+P, november 2011)

Håndtering af elementerne på byggepladsen og den trængte indbygningssituation krævede en særlig indretning for byggepladsen. Dertil udviklede E&P forskellige værktøj, blandt andet en kran som kunne løfte elemeterne præcis på plads og en række vogn, som skulle bruges for at kunne læse lastbilerne hurtigere, samtidig med at gøre bortskaffelsen af de gamle elementer nemmere. Mange af disse udviklinger skete undervejs og blev motiveret af medarbejdernes ideer til at forbedre processen.

Systemleverancer består af flere elementer, hvor service, processtyring og selve byggearbejde indgår. Beslutningen om at producere i Glostrup, betød både for byggepladsen og fabrikken, at der skulle arbejdes med en stor nøjagtighed, da elementerne altid skulle passe perfekt for at undgå unødvendige forsinkelser og tidskrævende tilpasninger.

Facadeelementerne blev produceret i E&Ps fabrik ”Smedeland” i Glostrup. Fabrikken har dog ingen samlet indkøb til alle E&P projekter. Dette skyldes, at hver projektchef hos E&P selv står for projekternes økonomi og dermed også skal organisere indkøbet af nødvendige materialer til fabrikken i Glostrup. Det samme gælder fabrikkens indretningen, hvor E&P har valgt ikke fastindrette fabrikken eller at opsætte hele produktionslinjer, fordi man gerne vil fastholde fleksibiliteten i fabrikkens produktion med hensyn til de særlige behov projekterne kan medføre (se også afsnit om LEAN principperne i kapitel 2.2). Projektlederen John Hansen henviser desuden til, at leverancerne på tidspunktet ikke var udviklet som produkter, som kan anvendes på tværs af E&Ps projekter295.

203

Figur 3.32: Facadeelementproduktion i E&Ps fabrik i Glostrup (Foto: JSK, 2011)

Fordele ved præfabrikation ligger især i de tidsmæssige besparelser som kan opnås på byggepladsen. For E&P betød dette, at byggepladsen skulle indrettes på en særlig måde, som tillod at kraner, stilladser og andet værktøj samlet skulle kunne flyttes en gang om dagen til renovering af det næste rækkehus (ibid., 2012).

Figur 3.33: Opsætning af det første facadeelement på byggepladsen (Kilde: Enemærke & Petersen, billeder er taget fra film om facaderenovering)

204

Casestudier – Brøndby Strand, Rækkehusene

Beboerkontakt Kontakten med beboerne var i fokus for entreprenøren med målet om reducere klager som følge af byggearbejder. Strategien var at informere beboerne i god tid om type og omfang af arbejderne i lejlighederne. Ansættelsen af en særlig beboerkoordinator, som skulle tage sig af kommunikationen af byggeprojektet og dets forløb, har vist sig at været en god beslutning og har medført store besparelser hos entreprenøren, siden antal af klager kunne holdes på et meget lavt niveau i forhold til tideligere projekter (ibid., 2012).

Alligevel, var der en del klager over at renoveringsprojektet virkede at vare længere end lovet (9 dage). Dette hang sammen med at beboernes forventning var, at de kun bliver berørt af renoveringen i den aftale korte periode og ikke alle var klar over at der vil være en del arbejder som skulle udføres tidsforskudt. Renoveringen startede for eksempel med at alle baghaver blev nedlagt tideligt i projektets forløb, og det var svært for beboerne at forstå at entreprenøren ikke med det samme kunne renoverede deres boliger. Arkitekterne, som var involveret i kommunikationen med beboerne henviser dog til, at man gjorde meget i dette projekt for at reducere antallet af klager, men at det var yderst svært at formidle hvilke personlige konsekvenser byggeprojektet vil have for den enkelte beboer (Seier et al., 2012).

Bæredygtighed og livscyklusperspektiv I planlægningen og produktionen har der ikke været et særlig fokus på bæredygtighed eller livcyklus tankegang, og det har heller ikke været efterspurgt af beboerne eller administrationen (Grage, 2013; Hansen, 2012). Dog viser projektet alligevel, at der blev taget hensyn til især sociale aspekter. Helhedsplanen skulle være med til at øge livskvaliteten i området, herunder tæller også områdets image udadtil, som er påvirket af bygningernes nedslidte udseende.

Rækkehusene fremstår moderne efter renoveringen, der er blevet anvendt ”gode” materialer og det nye arkitektoniske udtryk er med til at skabe større variation i området. De nye facader og materialevariationen afspejler arkitekternes intention om at bryde det tideligere indtryk af en boligblok (alle facader var éns) og styrke fornemmelsen af en rækkehusbebyggelse. Derudover har arkitekterne udviklet mange gode ideer til hvordan udearealerne som tilhører rækkehusene kan udnyttes bedre og er med til at øge brugskvaliteten (se Figur 3.34). Før renoveringen var det ikke tilladt for beboerne selv at ændre på baghaverne uden aftale med boligselskabet (Seier et al., 2012), som medførte at de private udearealer ikke blev præget af beboerne og dermed heller ikke blev vedligehold godt nok.

205

Figur 3.34: Særlige tiltag som bænk, plantekasser, eller solafskærmning i rækkehusenes baggård, som skal øge brugsværdien. (Kilde: Beboerbladet Esplanaden (gengivet fra 2010:12), Fotograf: WITRAZ arkitekter og landskab)

Selve elementerne og de materialer som er blevet anvendt er ikke bæredygtige per se. Materialerne er nye, og der har været fokus på at bruge materialer og komponenter, som ville kunne holde i mindst 30 år ved en almindelig vedligeholdelsesindsats (Hansen, 2012; Seier et al., 2012).

Renoveringsprojektet omfattede også nedtagning af de gamle facadeelementer og hertil havde kommunen givet tilladelse til at deponere facaderne, uden at elementerne skulle skilles ad. Entreprenøren valgte dog alligevel, at behandle affaldet, fordi man anså deponering på en losseplads som en for stor og unødvendig miljømæssig forurening (Hansen, 2012). At bortskaffelsen af gamle elementer bliver til en del af renoveringsprojekter er dog interessant i sammenhæng med udvidet produktansvar over deres levetid. Indirekte har entreprenøren fået ansvar for de gamle elementer, og man kan regne med at dette bliver det samme i tilfældet af den næste renovering (se også Kapitel 5 om bæredygtige systemleverancer).

Men også i det nuværende projekt er dette problem ikke blevet erkendt. At udvide ansvaret til brugsfasen og til bortskaffelsen er kun i begrænset omfang inte-

206

Casestudier – Brøndby Strand, Rækkehusene

2

3

1-

0

3

1

6

3.1 kuldebrosisolering 20mm

40

0

7

3.2. dampspærre

40

20

8

3.3 montagebeslag

80

3

9

3.4 rem

00 00

0-

0

1

0

0

0

00

0

0

0

30

40

10

10 3.4.1 opkoldsning rem

80

3

11 3.5 skumtætning (bund)

30

30

0

0

0

0

0

0

12 3.6 aluinddænkning (bund)

80

10

0

0

0

0

0

0

0

0

3-

13 4.0 præf. underkonstruktion

80 0

0

0

0

0

0

14 4.1 isolering 200mm

40 0

0

0

0

0

0

2

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0 0

LIFETIME

3.8 sinusplade

0

0

3.7 afstandliste sinusplade

0

0

4.1 isolering 200mm

0

0

1

3.5 skumtætning (bund)

0

0

3.4.1 opkoldsning rem

0

3

3.3 montagebeslag

3

0

2.0 eks. underlag, pladebekl.

0

1

3.8 sinusplade

0

-

3.7 afstandliste sinusplade

2

2

4.2 vindplade

-

30

4.1 isolering 200mm

40

3.0 vinduesbænk/indfattning

4.0 præf. underkonstruktion

2.2 eks. pladebekl., indv.

5

3.6 aluinddænkning (bund)

2

0

3.5 skumtætning (bund)

3.4.1 opkoldsning rem

3.4 rem

0

0

0

0

0

0

0

0

4

2.1 eks. Isolering 100mm

40

0

0

-

0

3

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

6

3.1 kuldebrosisolering 20mm

40

0

0

1

-

3

0

1

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

00

0

0

0

0

0

0

0

0

3

2.0 eks. underlag, pladebekl.

50

2

2

1

2

-

3

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

2

0

30

00

00

0

0

1

0

3 0

0

0

0

0

0

0

1

1.0 eks. Konstruktion

120

0

0

0

0

2

-

2

2

2

2

0

0

0

0

0

0

20

0

0

0

7

3.2. dampspærre

40

0

0

0

1

0

2

-

3

0

0

3

2

0

0

0

0

0

00

0

0

0

8

3.3 montagebeslag

80

0

0

0

0

0

3

3

-

0

0

0

0

0

0

0

0

0

20

0

0

0

10 3.4.1 opkoldsning rem

80

0

0

0

0

0

3

3

0

-

3

3

0

0

0

0

0

0

30

0

0

0

0

0

11 3.5 skumtætning (bund)

30

0

0

0

0

0

3

0

0

3

-

3

0

0

0

0

0

3-

0

0

0

0

0

0

9

40

0

0

0

0

0

1

2

0

3

1

-

2

0

0

3

0

0

0

0

0

-

0

0

30

0

13 4.0 præf. underkonstruktion

80

0

0

0

0

0

0

0

3

0

0

3

-

2

2

0

0

0

3 3-

3 0

0

0

0

0-

0 0

0

0

0

3

0

0

0

0

00

1-

0

0

00

0 0

20

00

0

00 0

0

0

3.3 montagebeslag

3.2. dampspærre

3.1 kuldebrosisolering 20mm

3.0 vinduesbænk/indfattning

2.1 eks. Isolering 100mm

0

2

00

3.6 aluinddænkning (bund)

30

2

3-

2 0

4.2 vindplade

3.0 vinduesbænk/indfattning

1

0

20 0

4.0 præf. underkonstruktion

5

2-

2 0

3.4 rem

50 40 0

0 20

3.2. dampspærre

2.0 eks. underlag, pladebekl.

2.1 eks. Isolering 100mm

00 0

1.0 eks. Konstruktion

3

3

2 3

3.1 kuldebrosisolering 20mm

0-

2.1 eks. Isolering 100mm

0

40

4

2.0 eks. underlag, pladebekl.

2.2 eks. pladebekl., indv.

120 -

3.0 vinduesbænk/indfattning

1.0 eks. Konstruktion 2.2 eks. pladebekl., indv.

2.2 eks. pladebekl., indv.

1 2

1.0 eks. Konstruktion

LIFETIME

ressant for entreprenøren, da værdiskabelsen sker ved at samle komponenter og materialer i en leverance og ikke er forbundet med materialerne som sådan. Det vil sige, at facadeelementerne materialemæssigt har en forholdsvis ringe værdi og udvinding af disse materialer til genanvendelse er derfor økonomisk set uinteressant (ibid., 2012).

30

0

0

0

00

2 3-

15 4.2 vindplade

60 0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

17 3.7 afstandliste sinusplade

80 0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

3 0

18 3.8 sinusplade

80 0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

20

0

14 4.1 isolering 200mm

40

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

3

-

2

0

0

0

20

0

15 4.2 vindplade

60

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

3

1

-

0

2

0

1-

20 3-

0

3.4 rem

2 3-

12 3.6 aluinddænkning (bund)

80

0

0

0

0

0

1

0

0

0

0

0

0

0

3

-

0

0

17 3.7 afstandliste sinusplade

80

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

3

0

-

2

18 3.8 sinusplade

80

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

0

3

-

4

Figur 3.35: Design-Structure-Matrix (DSM) af nordfacaden. Tv.: før sorteringen, rækkefølgen af lag svarer til lag i snittegningen, t.h.: efter sortering, hvor fire sammenhængende ”blokke” bliver synligt. (1) eksisterende facade, (2) komponenter (konsoller) og underlag, (3) præfab-facadeelementer, (4) facadebeklædning

At en fremtidig nedtagning af disse nye facader alligevel vurderes som svært, skyldes at samlingerne blev overdækket med facadebeklædningen og at nogle samlinger bliver tætnet med PU-skum. Derudover, har ”add-on-facade princippet” altid en udfordring med at nogle lag er længere henne i deres livscyklus og dermed øges sandsynlighed for svigt af hele konstruktionen før levetiden af de nye komponenter er nået (se også Kapitel 4 – afsnittet om antagelse af levetider).

Det er det samme i tilfældet med nordfacaderne i Brøndby Strand: de indre, genbrugte lag kan ikke fornyes indefra alene, uden at andre elementer som gulvet eller den udvendige del af facadeelementet bliver berørt.

Også for det kommende projekt i Helhedsplan 4 er bæredygtighed nævnt, men i forhold til andre aktuelle projekter ikke prioriteret højt. Bæredygtige tiltag er kun overfladisk beskrevet og der nævnes ingen konkrete tiltag som ønskes anvendt i renoveringsprojektet. På den sociale side, virker HP4 dog stærkt udviklet og der kan tydeligt ses at dette område har høj prioritet i projektet.

207

Figur 3.36: Rækkehusene efter renoveringen. T.v.: nordfacade, med indgangspartierne (Foto: JSK, 2012), t.h.: sydfacade mod Esplanaden (Foto: WITRAZ arkitekter og landskab, 2012)

Potentiale for anvendelse i andre projekter Projektet omfattede 158 rækkehuse, som i forhold til andre aktuelle renoveringsprojekter ikke er særlig mange296. Dog, er byggesystemet fra montagebyggeriets tid (Lassen og Nielsen / LN) meget udbredt i Danmark og potentialet for at kunne genanvende de udviklede elementer og processer vurderes derfor som højt hos E+P. Med henblik på Brøndby Strand-bebyggelsen vil E&P kunne tilbyde systemet for renoveringen af facaderne på lavblokke og højhuse, næsten uden ændringer (ibid., 2012).

Dette punkt er især interessant, da arkitekterne og entreprenøren kom med forskellige udsagn om og til hvilken grad man havde udviklet en systemleverance.

Arkitekterne mente ikke, at der var tale om en systemleverance og at man vil blive nødt til at starte forfra hvis for eksempel højhusene skulle renoveres. Entreprenøren derimod anser facadeelementerne som en systemleverance som ville kunne anvendes i andre projekter på lignende vis. For arkitekterne er det især det stedsspecifikke som bliver afgørende for den løsning som skal vælges og der er i mindre grad interesse for at genanvende en løsning fra et tidligere projekt. Derudover, er udgangspunktet for renoveringsprojekter meget forskellige, selvom bygningens type, opførelsestidspunkt, anvendelse og byggeteknik er stort set éns. Renoveringsprojekter bliver sat i gang for at afhjælpe skader eller andre uhensigtsmæssige forhold, som netop ikke er éns i alle projekter. Økonomien er derfor begrænset til de nødvendige tiltag og det er sjældent at en renovering alligevel får den tilstrækkelig store størrelse for at tillade en helhedsorienteret renovering297 (Seier et al., 2012; Grage, 2013).

For entreprenøren tegner sig et andet billede, her er det mere en teknisk, procesmæssig udfordring, som bliver betinget af det enkelte projekts forhold. Løsningen og dens udformning bliver anset som forholdsvis lige. Desuden bliver

208

296 Urbanplanen omfattede f.eks. renoveringen af ca. 2800 lejligheder.

297 Dette punkt synes meget relevant, da den stammer fra praksis og modsiger muligheden for helhedsorienterede renoveringer som en bæredygtighedsperspektiv vil kræve.

For eksempel angives i en ”oversigt over konklusioner på tilstandsrapporterne 2012/2013” at rækkehuse skal få nye tag og at faldstamme og installationer skal renoveres (sbs rådgivning a/s, 2013). Her kan spørges hvorfor i mindst taget ikke var omfattet af den lige afsluttede renovering af facaderne, med hensyn til synergieffekter, såsom indretning af byggepladen men også med hensyn til gener for beboerne. Boligadministrationen har dog henvist til at tagets tilstand på tidspunktet for udbuddet til HP3 ikke blev anset for at være kritisk og at det af økonomiske grunde ikke giver mening at kunstig udvide en renovering (Grage, 2013).

Pointen bliver diskuteret i det konkluderende afsnit på tværs af casestudierne.

Casestudier – Brøndby Strand, Rækkehusene

produktionen og processen på byggepladsen optimeret under projektets forløb, hvilket medfører en bred læring som har potentiale til at blive overført til andre projekter (Seier et al., 2012; Hansen, 2012).

209

Heimdalsvej 2013

210

Casestudier – Heimdalsvej

Energirenovering Heimdalsvej 51-85, Frederikssund

Fakta: Arkitekt: Mangor+Nagel arkitektfirma Rådgiver: Esbensen Rådgivende Ingeniører Entreprenør: Jönsson A/S (Rådgiver: JJW arkitekter, Moe&Brødsgaard, underleverandør facader: UNS4/ÖHS) Bygherre: Boligselskab Rosenvænget v/ Domea Rådgivningsform: Totalentreprise (Facaderenovering) Udførelse: 2011-2012

Historie

298 I dag ejes disse boligblokke af Frederikssund Almene Boligselskab (FAB)

Boligbebyggelsen ved Heimdalsvej i Frederikssund består af 9 boligblokke med hver 4 etager og i alt 252 lejemål. Blokkene blev opført i 1968-71 af Boligselskabet Rosenvænget (Heimdalsvej 51-85) og Arbejdernes Andelsboligforening (Heimdalsvej 11-49)298 som et byggefællesskab. Bebyggelsen omfattede også en børnehave og et fællesvaskeri (nr. 83 og 85).

Figur 3.37: Situationsplan over byggefællesskab fra 1968. Boligselskabet "Rosenvænget"s bygninger er markeret i rødt. (Kilde: Byggesagsarkiv Frederikssund kommune, tegning fra 1968, Mangor & Nagel) 299 Arkitektfirmaet har siden bistået boligselskabet ”Rosenvænget” som rådiver og har været involveret i en række tideligere renoveringsprojekter på Heimdalsvej.

Projektet blev oprindelig tegnet af Arkitektfirmaet Mangor&Nagel299, i samarbejde med Ingeniørfirmaet P.E. Malmstrøm300 og entreprenøren A. Jespersen og Søn.

Boligbebyggelsen på Heimdalsvej er et af 3 projekter som blev udført efter dette ”typeprojekt” i tidsrummet 1968-72 år (Danmarks Ingeniørakademi. Husbygning, 1978:38–40). De andre to bebyggelser, Albertslund Nord (18 blokke) og Vildtba-

211

negården Afd.1, Ishøj (12 blokke) er også blevet renoveret gennemgribende i de sidste.

Boligblokkenes arkitektur har tydelige referencer 301 til Fællestegnstuens boligblokke i Kanalens Kvarter i Albertslund Syd, som blev bygget i 1966-68.

Boligblokkene blev bygget som montagebyggeri, med bærende, tværgående betonvægge og lette facader baseret på træelementer, beklædt med eternit eller profilerede metalplader (”Robertson-plader”302). I stueetagen blev facaden udført som betonsandwichelementer, betonoverfladen i stueetagen var kun kostet og malet. Etagedækkene blev udført som huldækselementer.

300 se også Kap. 2.1; P.E. Malmstrøm var stærkt involveret i udviklingen af montagebyggeriet og standardisering af byggeriet i Danmark. Malmstrøm var hjernen bag tankerne om det ”åbne system”, som skulle bane vejen for industrialiseringen af byggebranchen.

301 Såsom facadeinddelingen og materialitet

Figur 3.38: Boligblok i bebyggelsen ved Heimdalsvej før renoveringen i 2011 (nordfacade).

Lejlighederne var og er forholdsvis store (3-rums lejligheder: 105m2, 4-rums: 118m2, 5-rums: 125m2) og bød på en stor opholdsstue med fransk altan, en forog legestue, som sammen med køkkenet havde adgang til en loggia, et bad og ekstra toilet (4 og 5-værelses lejligheder) og et stort skabsrum.

Boligerne har en dybde på lidt over 12m som sammen med den lave loftshøjde (2,30m), som montagebyggeri er kendetegnet ved, medfører nogle mørkere områder i lejlighedens midte (”legestue”).

Montagebyggeri er typisk forholdsvis begrænset i sin fleksibilitet grundet de bærende, tværgående betonvægge. Derfor prøvede man at øge fleksibiliteten i planløsningen ved at afstive bygningerne med kun én, højarmereret vægskive i trappekernen og ved at anvende lette, ”flytbare skillevægge efter Nordiasystemet”303 inde i lejlighederne. Dog, anses fleksibiliteten som begrænset, da Nordia-systemet kræver fastgørelse i gulvet (huller/bolte), derudover blev noget af det faste, arkitekttegnede inventar hængt op på systemvæggene (f.eks. i køkkener) (ibid., 1978:40,43–44).

212

302 se også note 322 303 Nordia-systemet var udviklet af A.Jespersen og Søn og beståede af 9,6cm tykke præfabrikerede vægelementer, baseret på en underkonstruktion af træprofiler. Vægelementerne var udfyld med mineraluld og beklæd med træfiberplader. (Danmarks Ingeniørakademi. Husbygning, 1978:43)

Casestudier – Heimdalsvej

Figur 3.39: Eksempler på lejlighedsplaner. T.v.: stueetage med 5-værselses lejlighed, T.h.: plan for 1-4sal, til venstre for trapperummet vises 4-værelses lejlighed, til højre vises 3værelses lejlighed (Kilde: Byggesagsarkiv Frederikssund kommune, tegning fra 1968, Mangor & Nagel).

304 såsom utætte facader og tage, dårlig eller manglende isolering og kuldeborer (især i stueetagen), indvendige overflader af ring kvalitet eller/og opbygget på dårlige underlag (f.eks. gulve) 305 Notat fra den 2010.04.14 (Mangor&Nagel), bilag til udbudsmaterialet

Boligblokkene har været igennem flere renoveringer siden opførelsen, mest på grund af byggeskader, dårligt indeklima og høje energiudgifter til varme. Byggeriet er dermed et typisk eksempel for montagebyggeri fra denne periode og de kendte problemer som opstår grundet byggeteknikken og lav udførelseskvalitet304.

Allerede i 1982 blev facader og tage efterisoleret, da de oprindelige facader kun var isoleret med 50-100mm stenuld, den nye isolering øgede isoleringstykkelsen til ca. 150mm på nordfacaderne og gavle (se Figur 3.40), altanfacaden blev ikke efterisoleret.

I 1999 blev altanerne glasinddækket og dannede dermed en form for udestue.

Inddækningen blev udført som en let aluminiumskonstruktion med fyldninger i tynd plastlaminat eller hærdet glas.

Begge renoveringer kunne dog ikke afhjælpe det store varmeforbrug, samt at der kunne konstateres fugtproblemer og trækgener i mange lejlighederne efterfølgende. Ved en destruktiv undersøgelse af facaden i 2010 kunne det også konstateres, at isoleringen flere steder ikke var udført som angivet i tegningsmaterialet fra 1982305.

213

Figur 3.40: Detalje efterisolering af facaden fra renoveringsprojektet 1982. T.v.: før renoveringen, th.: efter renoveringen, med øget isoleringstykkelse. (Tegning: Mangor&Nagel, Roskilde; Kilde: Byggetilladelse 1982, Frederikssund Kommune)

Baggrund for energirenoveringen Boligselskabet ”Rosenvænget” ejer 4 af 9 boligblokke ved Heimdalsvej med i alt 112 lejeligheder fordelt på ca. 12.000m2 boligareal. Ejendomsadminstrationsselskabet Domea er ansvarlig for bygningernes drift og vedligeholdelse. Renoveringsprojektet begyndte allerede i midten af 00’erne, hvor det stod klart at renoveringsefterslæbet var blevet så stort at almindlig vedligeholdelse ikke vil kunne afhjælpe byggeskaderne fremover. Desuden, klagede mange beboer over de høje varmeomkostninger som kom op på 15.000-20.000 DKK om året for nogle lejligheder og med udsigt til at disse omkostninger vil øges yderlige som følge af stigende fjernvarmepriser i Frederikssund. På denne baggrund stod det klart allerede i 2007 at renoveringen af boligblokkene vil blive nødvendig (Nielsen, 2011).

Tidligt i forløbet (2007) blev det undersøgt hvordan energibesparelser og som følge heraf økonomiske besparelser, kunne anvendes til at dække en del af renoveringsomkostningerne. Et før-projekt udarbejdet med ISOVER som initiativtager viste, at bygningerne ville kunne renoveres til passivhus-standard og at man kunne forvente en energibesparelse på op til 85%. En renovering efter passivhusstandard ville koste ca. det dobbelte af en almindelig renovering, men finansieringsmodellen viste at huslejestigningen kun lå på ca. 800 DKK for ”passivhusrenoveringen”, mens en almindelig renovering (til krav i BR) vil øge huslejen med ca. 550 DKK (Folketinget, 2008; EPU 3 / Isover).

214

Casestudier – Heimdalsvej

Figur 3.41: Termograferinger af de gamle facader (som fortsæt findes på Heimdalsvej 1149) viser at både overfladetemperaturen er forholdsvis høje (som henviser til for dårligt isolerede facader) og mange kuldebroer. Billedet af altaninddækningen henviser desuden til et typisk problem når altaner bliver lukket og dermed kan anvendes året rundt: altanarealet bliver brugt som et ekstra rum og bliver derfor også opvarmet om vinteren. Varmetabet fra disse facader er forholdsvis højt, da altaninddækninger normalt ikke er isolerede. (Billedet øverst: Overfladetemperaturen på gavlen lå mellem 3,2°C og 4,8°C. Billedet nederst: Temperaturen ved M1: 14,1°C, M2: 7,8°C, M3: 5,4°C. Udetemperatur: -3,0°C. JSK: 2013.04.05)

Renovering til passivhus-standard ville også betyde, at bygningerne ville kunne forsynes med varme fra andre, vedvarende energikilder og at man dermed kunne give afkald på fjernvarme. Dette syntes at være interessant for at mindske afdelingens risiko for fremtidige prisstigninger af fjernvarmeforsyningen (Wittrup, 2008). Dog viste det sig, at frakobling fra fjernevarmenettet rent lovmæssigt ikke kan lade sig gøre på nuværende tidspunkt og at en energirenovering ”i den helt lave energiklasse” derfor ikke kunne realiseres ved Heimdalsvej (Fibiger, 2012:23). Man besluttede derfor, kun at overholde energirammen for Bygningsreglementets lavenergiklasse 1 (LEK1, BR08) på 35kWh/m2a, som allerede var et ambitiøst mål og som ville medføre en energibesparelse på ca. 80% sammenlignet med energibehovet før renoveringen (112kWh/m2a).

215

Beslutningen om at bygningerne ikke skulle renoveres helt op til passivhusstandarden blev opfattet som en skuffelse hos beboerne. Mange beboere ville gerne have vist, at man tager miljømæssige problemstillinger alvorligt og et passivhus ville have været et synligt tegn på dette. Dog, kan det betvivles, om meromkostningerne til denne endnu mere gennemgribende renovering ikke alligevel ville have hindret ambitionen, da en yderlige huslejestigning ikke ville kunne accepteres af beboerne (Johansson, 2014).

For en renovering med det mål at bespare varmeenergi i denne størrelsesorden (80% / 35kWh/m2a) er det vigtigt, udover at implementere en højisoleret klimaskærm, at minimere bygningskroppens overflader for at kunne reducere varmetabet fra klimaskærmen306. Dette gav anledning til forslaget om at inddrage altanerne i lejlighederne og udforme en ”vinterhave” i stedet for at bibeholde loggiaerne307.

Projektet blev derefter udviklet i samarbejde med arkitektfirmaet Mangor&Nagel og blev udbudt som totalentreprise i 2011. Særlig ved udbuddet, var at bygherren ønskede at entreprenørerne skulle komme med egne forslag til hvordan projektet bedst muligt ville kunne omsættes, derfor blev en række krav stillet op som projektgrundlag, for eksempel med hensyn til konstruktionsmåden, eller komponenter. Dog, havde ingen af entreprenørerne som deltog i udbudsrunden forstået, at bygherren ønskede at de forslag fra udbuddet skulle udfordres, for at få det bedst mulige resultat, selvom det måske afviger fra kriterierne i udbuddet – et problem som ligger i selve udbudssystem som bygherren og den valgte entreprenør konstaterede senere308 (Nielsen, 2011; Murillo & Jensen, 2011).

Et videre krav i udbuddet var at beboerne ikke skulle genhuses for at kunne spare disse udgifter i renoveringsprojektet. Dette medførte at en renoveringsmetode skulle udvikles, som tillod at facaderne kunne skiftes i deres helhed og på meget kort tid, mens lejlighederne var beboet.

Senere i projektet blev det også besluttet at taget skulle efterisoleres.

Totalentreprisen Jönnson A/S vandt udbuddet og valgte UNS4 som underleverandør for facadeelementerne og JJW arkitekter som rådgiver i totalentreprisen. Særlig interesse er firmaet UNS4, som i princippet var systemleverandøren til Jönsson. UNS4 var309 en sammenslutning af 4 firmaer, som på tidspunktet leverede passivhusbyggeri i Danmark. UNS4 havde 2 tyske partnere, vinduesproducenten Pazen Fenster + Technik GmbH og ÖHS (Ökologischer Holzbau Sellstedt), som stod for produktion, levering, samt montage af elementerne på byggepladsen. De 2 danske partner er rådgiver inden for arkitektur og passivhus design310. Sammen kunne UNS4 dermed levere næsten alle ydelser omkring renovering eller nybyggeri af passivhuse (rådgivning og produktion/montage). I projektet Heimdalsvej var det dog kun elementerne som skulle leveres og monteres, mens totalentreprenøren

216

306 Et af principperne bag passivhusdesign er at formindske bygningernes overflade til volumenforhold (A/V). I renoveringsprojekter betyder dette at man med fordel kan fjerne indskæringer eller karnapper for at minimere klimaskærmens overflade, mens bygningens volumen bliver bibeholdt eller øget.

307 Altanarealet blev ikke direkte inddraget til boligarealet (da dette vil medføre en huslejestigning), men nedrivning af et skillevæg og altandøren kun tilkøbes af beboerne, og udførelsen af de nye altaninddækningerne tillader desuden opsætning af nyt gulv på altanen.

308 For eksempel havde bygeherren forventet at få solafskærmning integreret i facaderne for at reducere sandsynligheden for overophedning i boligerne 309 UNS4 er gået konkurs i januar 2013 310 Arkitekt Olaf Langenkamp og civilingeniør Søren Pedersen

Casestudier – Heimdalsvej

Jönsson stod for facadebeklædningen og indvendig aptering, samt planlægning af elementer. Nedrivning af de gamle facader blev også udført af en underleverandør.

I renoveringen indgik også et nyt ventilationsanlæg som ikke var del af totalentreprisen og dermed lå i en anden leverance, som skulle udføres af en anden entreprenør.

Systemleverancen Systemleverancen til facaderenoveringen består af 3 dele: (1) nedtagning og bortskaffelse af eksisterende facadeelementer, (2) produktion og montage af nye elementer, (3) etablering af indvendige og udvendige overfalder. snit i standard facade

snit i facade / altaninddækning facadesystem

nye fundamenter

nye fundamenter

præfabelement

indvendig beklædning

eksisterende fundamenter

Figur 3.42: Snittegninger af facaden. (JJW arkitekter, juni 2011)

Facaden skulle udvikles ud fra en række krav og nødvendigheder, ud over krav til et minimeret varmetab og en høj grad af tæthed, gjaldt det også om at finde en

217

bygningsmetode som tillod at udskifte facaderne på en hel opgang i løbet af én arbejdsdag, mens beboerne ikke var hjemme. Desuden, kunne råhuset ikke bære den nye facades vægt, derfor skulle facaden være selvbærende. Også rent æstetisk skulle montagebyggeriet fra 1970’erne udfordres, i det at beboerne ønskede et moderne udseende til deres bygninger, som ikke længere lignede montagebyggeri med dens typiske materialer og synlige moduler (Nielsen, 2011).

Figur 3.43: Renoveringen af facaden kunne gennemføres i løbet af en arbejdsdag - mens beboerne var på arbejde. Til venstre ses de nye elementer (sort folie) til højre ses den gamle facade, som blev nedtaget element for element. (Billede fra oktober 2011)

Systemet som blev valgt bestod af præfabrikerede facadeelementer, som udvendigt skulle beklædes med et isoleret facadesystem (STO) (se Figur 3.42). Facadeelementerne blev udført som trærammekonstruktioner, isoleret med stenuld, indvendig beklædt med OSB (som også tjener som dampspærre) og udvendig med gipsfiberplade (fermacell), hvorpå et yderlige lag isolering som underlag for pudsfacaden kunne limes op. Facaden fik et eget fundament som blev etableret rundt om de eksisterende bygninger for at imødekomme bygningernes (for svage) statiske system. Facadeelementerne kunne dermed stables ovenpå hin-

218

Casestudier – Heimdalsvej

anden og skulle fastgøres i bygningernes bærende konstruktion kun for vindlasten (Løj, 2012).

Da også ventilationsanlægget skulle udskiftes som en led i energirenoveringen og da bygningernes planløsning ikke kunne rumme store skakte, besluttede man at føre ventilationskanalerne i facaderne. Entreprisegrænsen lå dermed direkte på indersiden af elementerne. Denne beslutning skabte en del problemer senere i projektet (se også Figur 3.56, s.234).

Figur 3.44: Forskellige typer tape anvendes for at tætne fuger mellem forskellige materialer.

Store fuger mellem den eksisterende konstruktion og den nye facaden kan dermed tætnes og kan samtidig modstå bevægelser og sætninger af de nye elementer. Tapeløsningen blev desuden anvend for at udjævne tolerancer og tillod at der ikke skal tages hensyn til tolerancer fra produktionen af facadeelementerne. (Billeder: JJW, August 2011)

Facadeelementerne blev produceret af ÖHS i Tyskland, specialister inden for præfabrikeret passivhus byggeri. ÖHS afgav tilbud baseret på udbudsmaterialet, men valgte alligevel, at levere enkelte løsninger svarende til deres afprøvede systemer i stedet for at følge udbudsteksten præcist. Et eksempel herpå er fugerne, som normalt bliver lukket med fugemasse. Dette mente ÖHS ikke at være godt nok og ville derfor anvende en sveitsisk metode hvor man bruger tape i stedet (se Figur 3.44). Tape har de fordel at den kan optage store tolerancer og bevægelser langt bedre end fugemasse, fugerne holdes dermed tæt i et længere tidsrum. Tapeløsning medfører dog også større omkostninger, som producenten (UNS4) selv valgte at betale for (Murillo et al., 2011; Reinke, 2014).

219

ÖHS producerede elementerne på deres fabrik i nærheden af Bremen og leverede elementerne til byggepladsen til senere montage. Montagen skulle også udføres af ÖHS, som dermed havde et stærkt incitament til at levere en høj kvalitet fra fabrikken for at undgå problemer ved montagen af elementerne. ÖHS arbejder desuden efter princippet om, at dem (håndværkerne) som producerer elementerne på fabrikken også kommer til at montere dem, som en intern kvalitetskontrol og videnstransfer (Murillo et al., 2011).

Procesmæssigt, forgik ca. 85% af alle arbejder på fabrikken, mens kun 15% fandt sted på bygepladsen (Reinke, 2014), dette inkluderede dog ikke indvendig aptering og udvendig lukning af facaden, som Jönsson selv stod for. Selve udvikling af facadesystemet var baseret på en standard facade som ÖHS havde udviklet og anvendt i forvejen og som blev videreudviklet i samarbejde med bygherren tidligt i processen (2011) (ibid., 2014).

IKT i projektet Til udviklingen af systemleverancen ønskede arkitekterne at en 3d-BIM311 blev anvendt, som skulle danne fælles grundlag for de forskellige projekterende. Udbudsmaterialet svarede på nogle punkter ikke til kravene i bygherrens IKT-aftale (”statslige bygeherrekrav”) og mange punkter blev, eller kunne, derfor ikke tages hensyn til312. Desuden medførte den stramme tidsplan, at entreprenøren ikke kunne bruge meget tid på udviklingen af en ny systemleverance, hvor man ellers kunne have haft gavn af BIM. Grundlaget, 3d-modellen, som blev udsendt med udbuddet, kunne heller ikke betegnes som reel BIM, da den hverken indeholdt yderligere informationer om de eksisterende bygninger end de almindelige plantegninger (f.eks. fra den digitale opmåling), eller var tænkt til at koordinere informationer med hovedentreprenøren for ventilationsanlægget, da dette projekt blev behandlet fuldstændig adskilt fra facaderenoveringen (Murillo et al., 2011; Løj, 2014). Også fra bygherrens side, kunne man ikke se nogen nævneværdig værdi af arbejdet med BIM som blev udført i sammenhæng med projektet. Hos bygherren eksisterede dog en forventning om at BIM vil have en positiv effekt i den senere driftsfase (Nielsen, 2014).

Med henblik til det potentiale som ligger i 3d-BIM til udviklingen af systemleverancer på tværs af fag kan dette ses som en forsømmelse og henviser samtidig til at tidsmæssige, økonomiske og videns-relaterede forudsætninger for 3dprojektering og –produktudvikling skal skabes allerede før udbudsfasen i fremtidige projekter313.

Renoveringsforløbet Renoveringen skulle forgå mens lejlighederne var beboet, hvilket krævede en hurtig udskiftning af facaden for at undgå alt for store gener for beboerne.

220

311 BIM: BuildingInformation-Model 312 I en kommentar til IKT-aftalen (2011.07.05), anføres blandt andet, at udbudsmaterialet ikke indeholdt informationer for DBK for byggeobjekter, at udbuddet ikke indeholdt krav om anvendelse af digital aflevering i from af en 3d-model og at udbuddet i sig selv ikke var leveret som digitalt udbud. Med henblik på tidsfrister har man derfor fra entreprenørside valgt ikke at følge alle 5 ”statslige bygherrekrav” i IKT-aftalen.

313 Dette vil normalt ske hvis projekteringen (projekteringsfasen) forgår i BIM

Casestudier – Heimdalsvej

Figur 3.45: Facaderne blev fjernet på "striber" fra stue til 4. sal samtidig. Nye fundamenter skulle etableres for at kunne sætte den nye selvbærende facade op (tv.). Processen for at nedtage og sætte den nye facade op tog en arbejdsdag. (Billeder fra August 2011).

314 I førprojektet blev bygningerne stikprøvemæssigt opmålt digtalt, med det resultat at bygningerne viste som at værende relativ målfast i forhold til de eksisterende tegnninger. Tolerancerne blev angivet med mindre end +16mm til -27mm (Notat om tolerancer, 2011.01.27).

Arbejdsomfanget i lejlighederne var en konkurrenceparameter i udbuddet og blev tilbudt at vare 12 dage.

Montagebyggeriets principper tillod at de eksisterende facadeelementer kunne nedtages meget hurtigt. For at løsne facadeelementerne skulle kun fire bolte fjernes, derefter kunne facaden gøres fri af betonkonstruktionen og elementerne hejses ned. Da de nye elementer skulle monteres oven på hinanden, skulle en helt ’stribe’ facadeelementer fra stueetagen til 4.sal altid fjernes på en gang, før de nye elementer kunne sættes på plads i stedet.

De nye elementer blev placeret på nye fundamenter foran bygningernes eksisterende betonkonstruktion. Dette medførte forholdsvis store fuger mellem facadeelementerne og konstruktionen, der som nævnt, blev tætnet med tape. Fordelen ved dette system var, at der kunne optages tolerancer fra den eksisterende bygning, uden at elementerne skulle tilpasses individuelt314. Indvendigt førte dette dog til en løsning hvor hele apteringen skulle leveres senere (se Figur 3.46), hvilket havde den konsekvens at arbejdsomfanget i lejlighederne oversteg det aftalte antal dage (Nielsen, 2011).

221

Figur 3.46: Indvendige arbejder i lejligheder. Til venstre: støvvægge blev sæt op ca. 1m inde i lejlighederne. Midten og til højre: den indvendige beklædning blev sæt op på stedet. (Billeder: JJW arkitekter, August 2011)

For at indvendige arbejder kunne udføres, mens lejlighederne var beboet, blev et støvvæg sat op ca. 1m inde i lejligheden. Kontakten med beboerne var generelt set et stort problem under renoveringen og til trods at konceptet var baseret på få arbejdsdage i lejlighederne, følte mange beboer sig meget generet af arbejdet315. Hos beboerne var det uklart, hvem var ansvarlig for hvilken del af renoveringen og kommunikationen af projektets forløb blev opfattet som dårlig. Mange aftaler blev brudt eller fortolket anderledes end beboerne forstod dem, herunder for eksempel at den aftalte arbejdsperiode på 14 arbejdsdage blev forlænget og at arbejdsperioden gjaldt for begge hovedentrepriser - facaden og ventilationsanlægget - særskilt (Johansson, 2014).

Selve facadeudskiftning tog én dag per lejlighed. De gamle elementer blev nedtaget af et nedrivningsfirma om morgenen efter at beklædningen har været fjernet i forvejen. Derefter, kunne ÖHS sætte den nye elementfacade på og lejlighedernes facader var lukket igen om aften. Efter processen var kørt ind og fungerede optimalt kunne i alt 16 elementer sættes op i løbet af en arbejdsdag (4 facadeelementer/lejlighed, 4 lejligheder per opgang) (Reinke, 2014).

222

315 Afdelingens bestyrelse skriver i en årberetning til et afdelingsmøde (2012.02.06) at renoveringsforløbet på ingen måde var så vellykket som den tit blev beskrevet, herunder især opførslen af håndværkerne og en dårlig styring af byggepladsen. Det nævnes også, at tidsrummet for arbejder i enkelte lejligheder var op til 4 måneder og at udskiftning af facaderne ikke altid lykkedes på 1 dag, med den konsekvens at facaden manglede om natten, og mens beboerne var hjemme.

Casestudier – Heimdalsvej

Figur 3.47: Facadeelementerne blev leveret beklædt med en folie som tjente som midlertidig facade hen over vinteren 2011/2012. Folien blev fjernet igen før STO-facaden blev sat op. (Billeder fra oktober 2011 (tv) og August 2011 (th))

316 Arkitekten henviser til at man skulle overveje genhusning for en kort periode i fremtidige projekter, med så stort et indgreb i beboede boliger (Hangel, 2014) 317 Bygherren måtte gribe ind i byggearbejdet flere gange, hvilket medførte at lejlighederne skulle rengøres af et eksternt firma hver aften, for at sikre at lejlighederne blev fundet i en acceptabelt og ren tilstand af beboerne efter byggearbejdet om dagen.

Etableringen af den indvendige beklædning, som forgik opgangsvis medførte at perioden hvor håndværkerne var inde i lejlighederne føltes meget lang for beboerne. Sammenlagt nåede man at renovere facaden på en lejlighed på ca. 14 (enkelte) dage, udstrakt over en længere periode - opsætning af pudsfacaden, renoveringen af taget og etablering af udearealer ikke medtaget316 (Nielsen, 2011; Murillo et al., 2011).

Bygherren henviser også til en manglende erfaring hos håndværkerne med renovering og især renovering af beboede bygninger. Mange klager fra beboerside kunne have været undgået ved større hensyntagen og kommunikation fra håndværkernes og entreprenørens side (Nielsen, 2011) 317.

På grund af konceptet hvor hele facaden udskiftes, blev man nødt til at stoppe renoveringen hen over vinteren, samtidig med at pudsfacaden ikke kunne sættes på med det samme. Derfor blev elementerne leveret med en sort folie udenpå, som fungerede som midlertidig facadebeklædning hen over vinteren (se Figur 3.47) (Murillo et al., 2011). Efter bygningerne var lukket igen, blev et nyt lag isolering limet op på facadeelementernes yderste lag (gipsfiberpladerne). Isoleringen blev til sidst pudset og malet (se også Figur 3.52). Renoveringen blev afsluttet i 2012, både arkitekten, bygherren, entreprenøren og beboerne vurderer kvaliteten af det udførte projekt som høj og er tilfreds med det endelige resultat (Nielsen, 2011; Løj, 2012; Hangel, 2014; Reinke, 2014; Johansson, 2014).

223

Figur 3.48: Bebyggelsen ved Heimdalsvej efter renoveringen i marts 2013.

Energirenovering Projektets fokus lå fra starten på at reducere energiforbruget til et niveau, hvor den økonomiske besparelse ville kunne finansiere meromkostningerne for en energirenovering i forhold til en almindlig renovering. Målet var dermed sat lavt i forhold til andre projekter fra samme tidsrum, dog blev også erkendt at det – rent økonomisk – ikke ville medføre betydelige fordele at presse energibehovet ned til passivhus niveau (15kWh/m2a) frem for at sætte bygningsreglementets lavenergiklasse 1 (BR08) som mål (ca. 35kWh/m2a)318.

Energibehovsberegning til myndighedsprojektet (efter BR08) gav et resultat på 34,1kWh/m2 i gennemsnit for de 4 blokke og svarede dermed til lavenergiklasse 1319. Efter færdigstillelse har en ny beregning vist at energiforbruget er endnu lavere og angives med 28kWh/m2a i 2012 (Nielsen, 2014).

Hvis beregningen var udført i BE10 (BR10) vil et energibehov af 34,1kWh/m2 allerede leve op til kravene for lavenergibyggeri 2015, grundet den anderledes beregningsmetode320 (se Figur 3.49).

Termograferinger af facaderne efter renoveringen viser at deres overfladetemperaturer er meget lave (se Figur 3.50) og at der ikke findes kuldebroer bortset ved vinduesrammerne. Lave overfladetemperaturer tillader antagelsen at varmetabet fra bygningerne er meget ring. Dog var det øjnefaldende, at mange vinduer stod åbne til ventilation af lejlighederne. Derudover ser det ud til at nogle vinduer står åbent permanent for at kunne sætte parabolantenner op på det tideligere altanareal321. Dette må have medført en øget naturlig ventilation og et større varmetab end oprindelig antaget i energibehovsberegningen.

224

318 En renovering til passivhus-standard vil have krævet en række særlige tiltag og have stillet krav til delkomponenter, som ville have øget omkostningerne betydeligt for renoveringen.

319 Energibehovsrammen blev beregnet som gennemsnitsværdi for de 4 blokke. 3 af blokkene er orienteret nord-syd, med store vinduespartier mod syd, mens den sidste blok er orienteret øst-vest, med store vinduer mod vest. Dette betyder at passive energigevinster fra solen er mindre i den sidste blok end i de andre tre blokke.

Derfor er energibehovet ca.

10% højre i den 4. Blok. I energibehovsberegningen til byggetilladelsen (Esbensen Rådgivende Ingeniører, 2010.12.21), angives energibehovet med 33,0kWh/m2 a for nord-syd blokkene og med 37,4kWh/ m2 a for øst-vest blokken. I gennemsnit giver det et energiforbrug på 34,1kWh/m2 a opvarmet areal for bebyggelsen.

Energibehovet blev beregnet med Rockwool Energy Design 3.4.2, som svarer til en beregning med BE06 (4.8.11.14).

Casestudier – Heimdalsvej

112

BR08 (BE06)

BR10 (BE10)

100 80

70,6 53,0 35,3

40

40,1* 34,4

34,1

30,3

29,0 20,0

21,5

energibehov Byggeri 2020

60

Energiramme Byggeri 2020

kWh/m2a

120

320 Forskellen skyldes at beregningsmåden for lavenergiklasse 1 (BR08) og lavenergiklasse 2015 (BR10) er forskellig og derfor ikke direkte kan sammenlignes. Med de aktuelle tiltag kommer bygningerne desuden tæt på lavenergiklasse 2020, her ligger energirammen på 20kWh/ m2 a, mens beregningen for Heimdalsvej resulterer i 21,5kWh/m2 a. Her igen skyldes forskellen til energiberegningen for lavenergiklasse 2015 en anderledes beregningsmåde for lavenergiklassen 2020.

321 Ved et besøg af Heimdalsvej i September 2014 var parabolerne blevet fjernet.

efter renoveringen (antaget forbrug 2013)

energibehov LEB 2015

Energiramme Lavenergibyggeri 2015

samlet energibehov

Energiramme BR10

samlet energibehov

Energiramme Lavenergiklasse 1

Energiramme BR08

0

før renovering (2010)

20

Figur 3.49: Beregnede energiforbrug før og efter renoveringen. Blå bjælker markerer energirammer, grønne bjælker beregnede gennemsnitsværdier for de 4 blokke ved Heimdalsvej.

Beregningerne viser at energibehovet efter renoveringen allerede svarer til energirammen for Lavenergibyggeri 2015 og er meget tæt på energirammen for Byggeri 2020. Energiforbruget efter renoveringen er opgjort i antagne værdier pga. manglende information omkring det faktiske energiforbrug. Baseret på BE10-modellen kan et energibehov på ca. 40kWh/m 2 a forventes. Dog er der stor usikkerhed forbundet med beregningen, da især beboeradfærd ikke i tilstrækkelig grad kan tilgodeses i en BE10-beregning.

Værdier for bjælker 2-4 er beregnet efter BR08 i BE06 (se også 319), værdier for bjælker 5-10 er beregnet efter BR10 i BE10, ver 6. (For alle beregninger er den samme beregningsmodel blevet anvendt).

Beregningsprogrammer til bygningernes energibehov (f.eks. BE10, BE06) efter bygningsreglementet er ikke tænkt som simuleringsværktøjer og har derfor ikke som mål, at kunne beregne et faktisk energiforbrug efter en renovering. Programmerne er kun tænkt anvendt som dokumentation i forbindelse med myndighedskravene.

Der findes ikke en velfunderet måde at beregne det faktiske forbrug på, som er baseret på en energibehovsberegning efter BE06/BE10. En El-Forsk rapport fra 2012 henviser til at et tillæg på 25% på den beregnede værdi kommer tæt på et realistisk energiforbrug i driften (Holst-Mikkelsen & Brodersen, 2012:23–24).

Derudover, kan en BE10 beregning gennemføres med ændrede parametre for at afspejle mere realistiske forhold, som for eksempel højere rumtemperaturer.

225

Figur 3.50: Termografier af de nye facader viser at facaderne er tætte og at der ikke findes kuldebroer. Overfladetemperaturen på pudsen ligger omkring -0,5°C til 1,0°C og er dermed ca. 5-6°C lavere end på de gamle facader (Heimdalsvej 11-49, se Figur 3.41). Desuden, kan der ikke ses forskel i temperaturen på de nye altaninddækninger og standard facaden, som det var tilfældet før. På nogle enkelte vinduesrammer fandtes forholdsvis høje temperaturer (M1: 7,0°C) og på tidspunktet for termograferingen (kl. 9.30-10.00 på en arbejdsdag) stod mange vinduer åbne til udluftning. (JSK: 2013.04.05)

For Heimdalsvej vil en parametervariation i beregningen betyde, at der kan forventes et faktisk energiforbrug på ca. 40 kWh/m2 a, som alligevel svarer til en kraftig reduktion på ca. 64% i forhold til energiforbruget før renoveringen (112kWh/m2 a). Medtager man dog også den øget naturlig ventilation gennem åbne vinduer om vinteren stiger denne værdi til op til ca. 56 kWh/m2 a322.

Et andet interessant resultat fra energibehovsberegningen er at den største del af varmeforbruget kan relateres til opvarmning af brugsvand og varmetabet fra brugsvandsanlægget. Varmebehovet som konsekvens af klimaskærmens varmetab ligger på kun 9,3kWh/m2 a efter renoveringen, mens behovet for varmt brugsvand ligger på ca. 16,7kWh/m2 a. Dette henviser til, at der ligger et større optimeringspotentiale i opgraderingen af installationer og anlæg, som ikke var en del af renoveringsprojektet.

226

322 Tal er baseret på en BE10 beregning med tilpassede parametre for indetemperatur og øget luftskifte/infiltration om vinteren svarende til 30% åbne vinduer (kip) i 75% af brugstiden (naturlig ventilation på 0,24l/sm2 ).

kWh/m2a

Casestudier – Heimdalsvej

35 30

7,25

21,8%

16,7

50,2%

25 20 15

elbehov, bygningsdrift Varmebehov, varmt brugsvand Varmebehov, rumopvarmning

10 5 0

9,3

28,0%

samlet energibehov (BE10)

Figur 3.51: Energibehov opdelt i behovstyper. Varmebehovet for rumopvarmning udgør kun 28% af det samlede energibehov efter renoveringen.

Bæredygtighed og livscyklusperspektiv

323 De nye, tætte facader reducerer faren for dannelsen af skimmelsvamp betydelig, samtidig er det dog nødvendig at sørge for en tilstrækkelig udluftning.

Et mekanisk anlæg er en måde at sikre en bestemt luftskifterate, hvis ikke beboerne er i stand til selv at sørge for udluftningen i den fornødne grad,

Med hensyn til bæredygtighed har der ikke været fokus på andre områder end energiforbruget. Alligevel har renoveringsprojektet medført en række forbedringer, som vil øge bebyggelsens samlede arkitektoniske bæredygtighed. Indeklimaet forventes at blive betydelig bedre, hvor der forud var problemer med skimmelsvamp og fugt i lejlighederne, sørger de nye facader i kombination med et ventilationsanlæg for et sundere indeklima323. Også med hensyn til dagslys kan det antages at de store vinduespartier mod syd eller vest vil øge lysintensiteten og -kvaliteten i lejlighederne. Det nye arkitektoniske udtryk, som ikke giver anledning til at tænke på montagebyggeri fra 1970 længere, kan være med til at øge identitetsfølelses hos beboerne i forhold til området, hvilket i sidste ende kan resultere i økonomiske besparelser i driftsbudgettet på grund af mindre slid eller hærværk. Desuden resulterer energibesparelserne i større tryghed med henblik på mindre huslejestigninger i fremtiden, da varmeforsyningen ikke længere er en så stor en post i udgifterne fremover og forventelige energiprisstigninger ikke vil have en så stor effekt længere. Med hensyn til driftsomkostningerne kan det også forventes at de falder som følge af den gennemgribende renovering af hele klimaskærmen.

Levetider for de nye facader angives med mindst 30 år af entreprenørerne og bygherren, hvilket svarer til tilbagebetalingstiden for lån. Da kvaliteten af facaderne svarer til nybyggeri er forventningen dog mindst 50 år under forudsætning at bygningerne fremover bliver vedligeholdt ordentligt. Her skal især pudsoverfladen

227

nævnes, som er kendt for synlige misfarvninger som følge af alge- eller svampevækst på overfladerne (Murillo et al., 2011). Fordelen med facadeløsningen, som består af tre lag (træelementer, puds-/isoleringssystem udvendig, forsatsvæg indvendig), er, at stort set alle kuldebroer i samlingerne af elementerne kan undgås (Nielsen, 2011; Løj, 2012; Hangel, 2014).

Figur 3.52: Puds- og isoleringssystemet sættes op på de nye facadeelementer. (Billede th.

Oktober 2011 (JSK), tv. April 2012 (JJW arkitekter))

Hvad angår enkeltkomponenter med kortere levetid end det samlede system ’facade’, skal især vinduerne med tre-lags ruder nævnes. Den forventede levetid ligger her under 15 år324 og indbygningssituationen medfører, at en udskiftning af disse betinger en reetablering af pudsoverfladen, som er direkte forbundet med vinduerne i dag. Vinduerne kan ikke udskiftes indefra, dog eksisterer muligheden for at udskifte de gående elementer uden at andre komponenter bliver berørt (Murillo et al., 2011).

Materialemæssigt er der ikke blevet taget særlig hensyn til anvendelse af bæredygtige materialer. Isoleringen i facaden er stenuld (MiFa) ligesom pudssystemet (STO) er baseret på en stenuldsisolering. Pudssystemets isolering er desuden limet fast på facadeelementerne, hvilket vil medføre at adskillelsen af materialer, som led i en kommende renovering vil være meget besværlig. Selve pudsoverfladen er derudover også svær at skille fra isoleringen, hvilket betyder at hele facaden kun kan bortskaffes som svært genanvendelig affald. Pudsen og malingen som anvendes er miljømæssigt set heller ikke et godt valg i forhold til andre mulige facadematerialer, da disse systemtypisk er tilsat biocider for at forbygge svampe eller algevækst på overfladerne. Kemikalierne bliver udvasket af regn- og kondensvand med tiden og bliver dermed udskilt til miljøet, som i stigende grad 228

324 Både arkitekt og entreprenør angiver denne levetid, hvilket dækker informationer fra driftspersonale fra andre cases.

Casestudier – Heimdalsvej

bliver et problem for vandkvaliteten og naturmiljøet (Breuer et al., 2012; Burkhardt et al., 2008).

Facadekonceptet rummer potentiale til at minimere de dermed forbundene miljøpåvirkninger (se Figur 3.53 (s.231), Figur 3.54 (s.232), og Figur 3.55 (s. 233)), i det at materialiteten kan tilpasses efter ønske. Træelementfacaden kan isoleres med andre isoleringsmaterialer uden at det medfører en reduceret funktion, det samme gælder facadebeklædningen. Facadekonceptet rummer dermed, udover miljømæssige potentialer, også potentialet at blive tilpasset stedspecifikke behov og ønsker, som er en vigtigt faktor for at kunne anvende systemleverancen i andre renoveringssager.

maling facade

puds (8mm)

mineraluld (70mm)

facadebeklædning

fermacellplade (12,5mm)

60%

træremmer (240mm)

OSB/3 (15mm)

præfab facadeelement

trælægter (45mm)

mineraluld (45mm)

krydsfiner (12mm)

70%

gipsplade (12,5mm)

80%

maling inderside

90%

indvendig aptering

mineraluld (240mm)

100%

50% 40% 30% 20% 10% 0% -10% -20% Embodied Energy

GWP

Isoleringsværdi (R)

Figur 3.53: Hotspotanalyse for standardfacaden - andel af Global Warming Potential (GWP) og Embodied Energy (EE) i forhold til isoleringsværdien efter lag for facadetværsnit (baseret på en beregningen for 1m2 standardfacade). Beregningen viser, at især pudssystemet (facadebeklædningen) bidrager forholdsvis meget (ca. 35%) til både GWP og EE, mens dens andel for facadens samlede isoleringsevne ligger på ca. 20%. Sammenlagt står isoleringslagene for ca. 25% af GWP og EE. Facadebeklædningen, men også isoleringsmaterialer rummer dermed potentiale til reduceringen af miljøpåvirkninger og energiforbrug ved at erstatte dem med alternative materialer. Dette kan dog have indflydelse på både facadens funktion og udseende, samt økonomiske konsekvenser.

229

Embodied Energy MJ

GWP kg CO2eq

35,0 30,0 25,0

500,0 450,0 400,0 350,0 300,0

20,0

250,0 15,0

200,0 150,0

10,0

træfiber

100,0 5,0 0,0

50,0 mineraluld træfiber

EPS

isolering konstruktion/aptering/lukning

0,0

mineraluld

EPS

-50,0 -100,0

Figur 3.54: Sammenligning af GWP og EE for facadekonstruktionen med forskellige isoleringsmaterialer med samme isoleringsevne. Facaden er udført med mineraluld (MiFa) som isoleringsmateriale (1.søjle). Facadekonstruktionens tykkelse varieres i beregningen, for at kunne sammenligne facader med samme U-værdier. Anvendelsen af træfiberisolering kunne reducere GWP med ca. 78% og EE med ca. 90%, dog øges facadens tykkelse med ca.

7% (30mm), på grund af materialets højere λ-værdi. (Beregningerne inkluderer bortskaffelsen af materialer).

Facadesystemet mangler dog et koncept til nedtagning af facaden og især puds/isoleringssystemet vil gøre en eventuel nedtagning kompliceret. Entreprenøren vandt udbuddet blandt andet på grund af den reducerede arbejdstid i lejlighederne, herunder nedtagning af de gamle facader, hvor der i løbet af en arbejdsdag kunne udskiftes fire elementer. Den nye facade kan efter vurdering af entreprenøren ikke nedtages indenfor samme tidsrum grundet puds-/isoleringssystemet (Murillo et al., 2011). En fremtidig renovering vil derfor ikke kunne gennemføres lige så enkelt og vil medføre større gener og muligvis også større omkostninger for beboerne end det aktuelle projekt325.

Allerede i det aktuelle projekt vurderes nedtagning og bortskaffelsen af de eksisterende facader som et ”negativt element” med hensyn til bæredygtighed (Hangel, 2014). For eksempel var altaninddækninger kun i brug i 12 år (monteret i 1999) og er dermed langt fra at have nået både deres materialemæssige såvel økonomiske levetid326. Desuden, skal den gamle facade bortskaffes og selvom materialerne kan skilles ad medfører det store mængder affald. Gamle materialer som ”Robertsonpladerne” (facadebeklædningen) indeholder mange forskellige materialer (bland andet asbest)327, som ikke kan adskilles og dermed bliver til miljøfarlig affald.

230

325 Se også diskussionen af case studierne i slutningen af denne kapitel 326 Altaninddækningerne er endnu ikke tilbagebetalt (Murillo & Jensen, 2011) 327 Robertsnpladerne er af typen ”Galbestos Box-Rib 4, der er stålplader, som på begge sider først er varmforzinkede og derpå – medens zinken endnu er flydende – har fået presset asfaltimprægnæret asbestfilt ind i den varme flydende zink, og som sluttelig – efter tilskæring i endelige længder – på denne side der skal vende udad samt på kanterne er overtrukket med en skifergrå polyesterbelægning.”

(Danmarks Ingeniørakademi. Husbygning, 1978:44)

Casestudier – Heimdalsvej

Embodied Energy MJ

GWP kg CO2eq

35,0 30,0 25,0

500,0 450,0 400,0 350,0 300,0

20,0

250,0 15,0

200,0 150,0

10,0

100,0 5,0 0,0

50,0 mineraluld puds træfiber skiffer fiberbeton EPS

0,0

puds

skiffer fiberbeton

facadebeklædning / underkonstruktion konstruktion/isolering/aptering

Figur 3.55: Sammenligning af GWP og EE for facadekonstruktionen med forskelle udvendige beklædninger. Facaden er udført med et isolerings/puds-system som er malet. Alternativer kunne være pladematerialer som f.eks skifer eller fiberbetonplader, med forholdsvis længere levetider. Dette faktum skyldes også de højere værdier for konstruktionsandelen, da pudssystemet er fast forbundet med flere andre lag, som udskiftes mindst én gang i betragtningsperioden (50år). Også beklædningsandelen er større, hvilket mest skyldes malingen som skal fornyes alle 10-15 år. At anvende skifer kunne reducere GWP med ca. 52% i forhold til pudsløsningen, ved samtidig øge genbrugspotentialet, da materialerne inkl. underkonstruktionen nemt kan designes til senere, ren demontering og genanvendelse.

Barrierer og problemstillinger i projektet I projektet støder man på en række problemstillinger og barrierer, som til dels allerede er blevet nævnt i de forudgående afsnit, herunder for eksempel at energiforsyningen med fjernvarme ikke kunne fravælges hvilket forhindrede en renovering til passivhusniveau, eller beboerkontakten som ikke var professionel nok og som medførte mange konflikter og problemer for alle parter.

Men også beslutningen om at totalentreprisen ikke inkluderede installationen af de decentrale ventilationsanlæg som blev etableret samtidig med facaderne, har medført en løsning som ikke virker overbevisende. Føringen af de forholdsvis store skakter i facadeelementerne er i princippet en god ide, fordi boligarealet således ikke bliver reduceret på grund af nye, store skakter. De nye decentrale anlæg kunne placeres i det tidligere garderobeskab, men et decentralt anlæg medfører større omkostninger i driftsfasen, da hvert anlæg skal vedligeholdes (herunder årligt udskiftning af filter).

231

Entreprisegrænsen for facadeleverancen lå på indersiden af den færdige facade, hvor kanalføringer inde i lejlighederne blev leveret af en anden entreprenør. Projekterne blev behandlet fuldstændig adskilt af bygherren og dens rådgivere. Især udformningen og føringen af de nye ventilationskanaler under lofterne i lejlighederne virker tilfældigt og uigennemtænkt (se Figur 3.56).

Figur 3.56: Føringen og beklædningen af ventilationskanaler fra facaden til det decentrale ventilationsanlæg i lejligheden virker tilfældigt og ikke gennemtænkt. Kanalføringerne vil desuden reducere fleksibiliteten i lejlighedsindretningen, da der f.eks. ikke kan stilles høje skabe mod væggene (Billeder fra prøvelejligheden, August 2011).

For at tilvejebringe en større økonomisk ramme til renoveringsprojektet havde man besluttet at beboerne ikke skulle genhuses. Konsekvensen, ”at byggepladsen er beboet” er ikke blevet taget alvorlig nok af især entreprenørerne. Andre projekter med lignende facadesystemer (f.eks. Brøndby Strand) viser dog at denne type renovering kan lade sig gøre, hvis beboerinddragelsen og –kontakten prioriteres højt.

Men, at man overhovedet var nødt til at spare penge hvad angår genhusningen viser også at de økonomiske rammer for renoveringsprojekter på dette niveau i princippet er for lave. Det viser sig også ved at lejlighederne ikke er blevet renoveret indvendig, selvom tidspunktet var oplagt og der ville være opnået mange synergieffekter (installationer, ventilation, skakte, mfl.).

Med henblik på den økonomiske model, hvor store dele af energirenoveringen skal betales igennem forventede energibesparelser, kan det blive problematisk at man har lagt energibehovstal til grund som ikke er egnet til det. Energibehovet som det skal beregnes til myndighedsprojektet afspejler sjældent realistiske forhold og det medfører at det faktiske forbrug normalt ligger højere end beregningerne. Besparelserne fra det reducerede energiforbrug, både for energien og økonomien kan derfor ventes at være noget lavere. Desuden, er energiforbrug

232

Casestudier – Heimdalsvej

328 Med henblik på opsætning af parabolantenner kan man også sige, at facadeløsningen ikke har tilgodeset et behov som beboerne tilsyneladende har: ”at kunne have” deres individuelle antenner. Under disse forudsætninger kan man se et fælles antenneanlæg på taget som et energibesparende tiltag.

stærkt brugerafhængigt og det betyder, at nogle beboere vil opleve en højere samlede husleje end forventet, selvom energiforbruget generelt set er faldet.

Derudover, er det ikke det samme at bo i lavenergibyggeri, som det at bo i en standard bygning, hvilket betyder at beboerne skal medvirke til at besparelserne faktisk kan realiseres. Det tidligere anførte eksempel med parabolantennerne eller åbne vinduer til udluftning er et godt eksempel på dette forhold328.

Lavenergibyggeri Boligselskabet har derfor udnævnt et bestyrelsesmedlem som ’klimaambassadør’, som skal informere og uddanne beboerne i brugen af deres boliger med henblik på energiforbrug og indeklima. Det kan ses som et vigtigt og rigtigt initiativ for at overholde de krævende mål man har sæt for bebyggelsens energiforbrug.

Renoveringspotentialet Renoveringskonceptet fra Heimdalsvej som er udviklet af Domea og deres rådgivere kan ses som en ”basisløsning” og er dermed udviklet længere end en prototype. Systemet har indtænkt en række forhold, som tillader at det kan anvendes på andre bygninger, som har et lignende konstruktionsprincip (lette facader, bærende tværgående indervægge). Princippet med præfabrikerede træelementer, som består af facadens konstruktion og et yderlige lag isolering, for at minimere kuldebroer, viser en god mulighed for at optage tolerancer fra den eksisterende bygning, uden at man bliver nødt til at gå på kompromis med hensyn til varmetabet eller tætheden af den nye klimaskærm. Samtidig kan facaden udføres som en helt ny bygningsdel uden at der dannes mange afhængigheder til ældre, eksisterende bygningsdele eller –elementer. Dette betyder at levetiden for facaden svarer til nybyggeri og levetider for den eksisterende konstruktion øges.

Med hensyn til materialevalg rummer systemet også et stort potentiale, da facadebeklædningen kan vælges frit og uden at systemløsningen bliver særlig berørt eller skal ændres på grund af dette.

Om det endelige resultat og dens arkitektoniske kvalitet kan siges, at bygningerne fremstår som nybyggeri i dag. De hvide facader skaber et monolitisk indtryk og som ønsket af beboerne er alle antydninger af montagebyggeriet blevet fjernet. Gårdfacaderne (mod syd, vest) virker fine i deres nye udtryk, især på grund af altaninddækningerne som er blevet udført som karnap-lignende elementer på facaden, som skaber en mere plastisk virkning af facaderne på grund af skyggerne. De store vinduespartier giver hele bygningen en mere åben virkning som sjældent ses i denne type bebyggelse. Farvede (orange) glaselementer skaber derudover variation i facadeopdeling, selvom vinduespartierne er ens i alle etager og lejligheder.

233

Figur 3.57: Bebyggelsen ved Heimdalsvej før (August 2011) og efter renoveringen (Marts 2013)

Nord-facaderne (øst i blok 1) er derimod for glatte og virker lukkede på grund af de forholdsvis små vinduer. Sto-facaden har ikke det samme værdige indtryk som på havesiden og man får en fornemmelse af, at facaden mod Heimdalsvej er blevet behandlet som bygningernes ”bag-side”.

Bygningerne rummer i forvejen et stort potentiale for en facaderenovering, i det at byggesystemet har bærende tværgående vægge og lette, ikke-bærende facade.

Bebyggelsen på Heimdalsvej er, som nævnt i indledningen en af tre bebyggelser som Mangor & Nagel, P.E. Malmstrøm og A.Jespersen & Søn har bygget i begyndelsen af 1970erne (se Figur 3.58). Bebyggelsen Albertslund Nord er blevet renoveret i perioden 2004-2010, mens renoveringen af bebyggelsen i Ishøj (Vildtbanegård) lige er blevet færdiggjort.

Resultaterne er meget forskellige og viser at tilgangene såvel som problemstillingen var forskellige, selvom bygningerne har den samme alder og en lignende historie med flere renoveringer siden 1970’erne.

Byggesystemet har givet et stort potentiale med hensyn til renovering, og det kan siges at det ikke er afgørende for den nuværende arkitektoniske udtryk udadtil. Materialemæssigt, men også hvad angår renoveringsmetoden kunne anvendes forskellige koncepter. Heimdalsvej viser desuden at høje energikrav kan indgå i sådan en renovering og at bebyggelsen kan fremstå som nybyggeri med udsigten til en tilsvarende holdbarhed.

234

Casestudier – Heimdalsvej

Figur 3.58: Tre renoveringsprojekter på samme basis: Heimdalsvej (1,1b: 2012), Vildtbanegård Ishøj (2: 1970, 2b:2012) Albertslund Nord (3,3a: 1970, 3b: 2010) og er alle baseret på den samme type bygning fra 1970’erne (AJS type blok). Resultaterne viser hvor forskellige facadeløsningerne kan blive, Heimdalsvej har fået det mest moderne udtryk og minder mindst om montagebyggeri, mens Albertslund Nord tilsyneladende har en høj materialemæssig kvalitet som ikke findes i de andre projekter. Vildtbanegården Afd.1 virker derimod mest traditionelt, udtrykket skyldes dog især tagetagen som stammer fra en tideligere renovering. (Kilder: 1, 1b: JSK, 2013, 2: (Kjeldsen, 1976:92), 2b: vildtbanegaard.dk , 3,3a: (Danmarks Ingeniørakademi. Husbygning, 1978), 3b: ivarson.no)

235

Fælledgården 2012

236

Casestudier – Fælledgården

Renovering Omsorgscentret Fælledgården, København Fakta: Arkitekt: JJW arkitekter Rådgivere: Esbensen Rådgivende Ingeniører, SlothMøller, LIW planning Entreprenør: Jönsson A/S Bygherre: Den selvejede Institution Omsorgscentret Fælledgården v/KAB Rådgivningsform: Totalentreprise (Jönsson A/S) Udførelse: 2010-2012

Historie Omsorgscentret Fælledgården blev opført i 1979 af ‘Den selvejede Institution Fælledgården’ på Jagtvej i København. Projektet er tegnet af Hvidt & MølgaardNielsen arkitekter og blev opført af entreprenørfirmaet Larsen og Nielsen.

Omsorgscentret blev bygget på en forholdsvis smal grund mellem Drejøgade og Hesseløgade, beståede af to 5-etagers fløje mod Drejøgade og mod Hesseløgade, som rummede i alt 250 boliger til ældre. Plejehjemmet var tænkt som en åben institution med en række dagtilbud til ældre fra de omkringliggende kvarterer. Dagtilbuddene blev placeret i stueetagen af hovedfløjen mod Drejøgade og i en flad bygningsdel som lå i gården, som også rummede mange fællesfunktioner som for eksempel kantine, bibliotek og danselokaler.

Figur 3.59: Fælledgårdens facader fra 1977, oprindelig tegningsmateriale fra Hvidt & Mølgaard-Nielsen

237

Fordi gårdrummet var næsten fuldt bebygget i stueetagen, havde man etableret en taghave på de lave bygningsdele, som kunne benyttes af beboerne. På hovedbygningen fandtes der også en tagterrasse.

Kælderen rummede udover typiske servicefunktioner (vaskeri, lager) også en stor parkeringskælder, med nedkørsel fra gården.

Omsorgscentrets arkitektur virkede forholdsvis hård med dens grove proportioner og detaljer, og blev domineret af store massive altanbrystninger i beton. Lejlighedsfacaderne var udført i lette elementer med farvede paneler i træ og eternit. Alle andre facadedele fremstod i mursten, som var udført som en skalmur foran betonvægge.

Selvom bygningerne blev opført af Larsen og Nielsen, var kun dækkene udført som elementbyggeri, mens alle indervægge var støbt på stedet og bærende.

Omsorgscenteret fik tildelt en præmie for ”smukt byggeri” af Københavns Kommune i 1980 (Aabel, 1994).

Omsorgscentret blev lukket i 2008 efter en sag om omsorgsvigt i institutionen og stod næsten tomt siden hen. I 2010 virkede bygningerne stærkt nedslidte og et stort vedligeholdelsesefterslæb var tydeligt at se. For at fjerne det dårlige ry, Fælledgården havde fået329 og for at kunne genåbne omsorgscentret blev der i 2010 udskrevet en konkurrence om renovering.

Figur 3.60: Fælledgården set fra Jagtvej, 2010

238

329 To journalister fra DR afdækkede i 2006 flere tilfælde for omsorgssvigt på plejehjemmet Fælledgården.

Casestudier – Fælledgården

Konkurrencen Konkurrencen blev gennemført som del af en tilbudsrunde, hvor i alt 5 tilbud blev afgivet i september 2010. Deltagerne for tilbudsrunden, blev udvalgt efter en prækvalifikation for totalentrepriser, bestående af entreprenører og rådgivere.

Jönsson A/S (med JJW arkitekter, Sloth Møller, Esbensen og LIW planning) vandt tilbudsrunden og fik tildelt kontrakten i september 2010.

Opgaven blev tildelt baseret på det ”økonomisk mest fordelagtige tilbud”, en vurdering som er baseret på en point-tildeling og vægtning i 4 delkriterier: byggeriets funktion (30%), byggeriets kvalitet (herunder materialer, miljø og energi) (30%), byggeriets arkitektur (20%) og proces (20%). Ifølge vurderingen havde Jönssons forslag den højeste arkitektoniske kvalitet af alle forslag.

I vurderingen af konkurrencebidragene anføres også, at kun et forslag kunne overholde kravet om at boligstørrelsen ikke måtte overstige 65m2, et krav som er baseret på boligstøtteloven. Også Jönssons forslag kunne ikke overholde den i byggeprogrammet definerede grænse, et faktum som kom til at medføre en række konsekvenser, både økonomisk, procesmæssigt, miljømæssigt og ikke til mindst med hensyn til projektets bæredygtighed. Denne problemstilling bliver diskuteret i afsnittet om boligstøtteloven.

Figur 3.61: Visualiseringer fra konkurrenceprojektet, til venstre det nye gårdrum, til højre facaden mod Drejøgade. (Kilde: JJW arkitekter, 2010)

Konkurrencebesvarelsen tog især udgangspunkt i bygherrens krav om at nedbringe bygningens energiforbrug til niveauet for lavenergiklasse 1 efter BR08 (ca.

35 kWh/m2a). Da bygningen i forvejen havde forholdsvis store overfladearealer (især på grund af den lave bygning i gårdrummet, men også på grund af mange fremspring og recesser i de forskellige bygningskroppe), var hovedgrebet at reducere bygningens overflade så meget som mulig og samtidig etablere nye, højisolerede klimaskærme. Som konsekvens heraf skulle tilbygningen i gårdrummet nedrives og funktionerne finde ny plads i den fremtidige stuetage. I bygningsreg-

239

lementet stilles samtidig krav om facadens transmissionstab, som kun kan overholdes ved at begrænse vinduesarealerne. Ønsket om at skabe en åben og indbydende ”butiksfacade” mod Drejøgade, samt store vinduesarealer mod gårdhaven udfordrede dette krav.

Funktionsmæssigt blev der stillet mange præcise krav i byggeprogrammet, som dog var svære at omsætte i de forholdsvis faste rammer, som blev definerede af bygningens rigide betonkonstruktion.

Det resulterede i at hele stuetagen skulle ryddes og gangarealerne omlægges for at muliggøre en bedre og tilsvarende planløsning. Samtidig betød de nye energikrav også, at bygningen fremover skulle ventileres mekanisk og at der derfor måtte etableres nye store skakte og ventilationskanaler neden under lofterne.

Dette viste sig som en stor udfordring, da rumhøjderne betinget af den eksisterende konstruktion allerede var meget lave. Løsningen blev fundet ved at der skulle skæres meget i betonvæggene og etableres nye søjler og bjælker i stål for at øge bygningens bæreevner. Samlet set et meget stort indgreb ud fra det mål, om at fremtidssikre bygningen for de næste 50år.

Ud over indgrebet i stueetagen, viste det sig også at alle trappekerner og elevatorer ikke kunne tilpasses de nuværende krav, uden at øge deres dimensioner, som også medførte at der til dels skulle findes nye placeringer i bygningen.

Også i de øvre etager blev betonkonstruktionen taget som udgangspunkt for den nye planløsning. Hvor man i forvejen havde mange smalle 1-værelses lejligheder (breder på 3,60m), skulle altid to lejligheder lægges sammen til en ny lejlighed (brede 7,20m). Store lejligheder (Hesseløgade) skulle opgraderes. Alle fremtidige boliger skulle rumme et stort badeværelse (krav om tilgængelighed for handikappede skulle overholdes), et lille køkken, en spiseplads og stue, samt soveværelset. Derudover skulle hver bolig have adgang til en lille altan. For at minimere indgrebet i den eksisterende konstruktion tog man udgangspunkt i denne og de åbninger som fandtes i forvejen. Alligevel, blev det nødvendigt at skære i den eksisterende betonkonstruktion, for eksempel for at øge bredden på indgangsdørene eller åbne op mellem stue og soveværelse.

Efter det samme princip skulle de eksisterende altaner fjernes, her var det oplagt at skille altanerne af i en eksisterende fuge mellem elementdækkene og altanmodulet, med hensigten om at begrænse indgrebet i den eksisterende struktur mest muligt. Den nye facaden skulle derefter sættes uden på råhuset. Placering af fugen definerede dermed de nye lejligheders bruttoareal.

Etableringen af tagetagen skulle ligeledes kompensere for en del af det areal som blev fjernet i gårdrummet, samt taget skulle erstattes fuldstændig. Meromkostningerne for disse boliger blev dermed vurderet som relativt set lave.

Tideligt i konkurrenceforløbet stod det klart at opgaven kun kan løses ved at bruge systemleverancer til enkelte dele af bygningen for at kunne overholde den

240

Casestudier – Fælledgården

330 Entreprenøren kunne have udført badekabinerne selv på stedet, dette ville have medført en støre omsætning for entreprenøren.

stramme tidsplan. Tidsplanen forskrev at byggeriet skulle være afsluttet i august 2012, der var således afsæt mindre end 2 år til hele projektet.

Jönsson ønskede derfor at facader og badekabiner bliver præfabrikeret og leveret til byggepladsen, ikke fordi det var økonomiske mest fordelagtig for entreprenøren330, men også for at kunne overholde tidsplanen.

1

2

3

4

5

6

Figur 3.62: Trin for renoveringen af boligerne: 1. Eksisterende forhold med små boliger, 2.

Facader og fast inventar bliver fjernet, 3. Skæring af betonelementer (altaner, skakte, vægge) og sammenlægning af lejligheder (skærelinjer var oprindeligt lagt i eksisterende fuger og samlinger af betonelementerne), 4. Opsætning af præfab-badekabiner og etablering af nye indervæg, 5. Præfab-facader sættes på, besående af flere lag og komponenter, 6. Etablering af indvendige overflader (Kilde: JJW arkitekter, konkurrenceprojekt 2010)

Konkurrencen omfattede også planer for en nye gårdhave, som skulle orientere og åbne sig mod Jagtvej og Fælledparken som en pocketpark, både for at give mere indblik i Fælledgårdens have, men også for at skabe større sammenhæng i en bymæssig kontekst.

241

Figur 3.63: Stueplanen og gårdhaven. (Kilde: JJW arkitekter, LIW landskab, konkurrenceprojekt, 2010)

Systemleverancer I byggeprojektet blev anvendt to reelle systemleverancer, facadeelementer og badekabiner. Motivationen for at anvende systemleverancer var mest tidsaspektet, som ligger i præfabrikationen og muligheden for entreprenøren at kunne ’outsource’ en del af arbejdsgangene, som dermed kunne forgå tidsmæssigt parallelt til andre arbejdsgange på byggepladsen. Da entrepriseformen var en totalentreprise, blev disse beslutninger taget på baggrund af en økonomisk vurderingen uden hensyn til principielle årsager. Så er de nye penthouse for eksempel blevet udført traditionelt på stedet og man har valgt kun at anvende få præfabrikerede elementer til opgaven (Olsen, 2013).

242

Casestudier – Fælledgården

Figur 3.64: Produktion af facadeelementer hos Taasinge Træ (Kilde: JJW arkitekter, August 2011)

Figur 3.65: Facadeelementer efter opsætning på konsoller, de brede fuger benyttes til at håndtere tolerancer og lukkes på stedet. Billedet til venstre, viser bagsiden af trappetårnet i gården, her bliver facaden bygget på stedet uden brug af præfab-elementer, det samme gælder også forskellige andre steder, hvor anvendelsen af præfab-elementer ikke var den økonomisk set mest fordelagtige løsning. (Kilde: JJW arkitekter, 2011)

Facadeelementerne blev leveret af Taasinge Elementer, et firma som er specialiseret på industriel fremstilling af træelementer til facader og tage. Taasinge Elementer udvikler facadeelementerne i samarbejde med arkitekter og ingeniører til det individuelle projekt, dog er detaljeløsninger, materialevalg og arbejdsgange på fabrikken baseret på en katalog af standardløsninger som firmaet har udviklet igennem årene og som overholder alle relevante standarder inden for konstruktion, fugt, brand, lyd og varmetab. Taasinge Elementer monterer ikke selv elementerne på byggepladsen, men sælger altid elementerne videre til en entreprenør,

243

som står for montagen og færdiggørelsen på byggepladsen (Vibæk i Beim & Friis, 2013:89).

I tilfældet med Fælledgården, valgte man at leverancen til facaden ikke omfattede udvendig lukning eller indvendig aptering. Begge dele skulle leveres af entreprenøren lokalt på byggepladsen. Taasinge tilbyder dog også disse arbejdsgange hvis ønsket. Grunden til at leverancen til Fælledgården ikke skulle omfatte indvendige eller udvendige arbejder var, at de færdige bygninger skulle fremstå monolitiske og at man ikke vil have synlige samlinger genereret af facadeelementerne. Jönsson skulle derfor selv står for denne del af facadeleverancen (Olsen, 2013).

De højisolerede facadeelementerne blev udført med ca. 400mm mineraluldsisolering, lavenergi vinduer var omfattet af leverancen og blev monteret på fabrik.

Konstruktionsmæssigt blev facadeelementerne sat ind i den eksisterende konstruktion og blev derfor udført som ej-bærende. Mellemrum ved dæk- og vægforkanter blev isoleret og lukket på byggepladsen (se Figur 3.65).

Samarbejdet med Taasinge Elementer blev beskrevet som meget professionel og gnidningsløst af arkitekterne og kvaliteten af de leverede elementer anses som høj (ibid., 2013).

Badekabinerne blev leveret af Part Construction AB, et svensk firma, som er specialiseret i produktionen af badekabiner. Firmaet stod for leverancen af 189 badekabiner, som på grund af den trængte byggeplads skulle leveres på aftalte tidspunkter for at kunne hejse dem ind i råhuset med det samme (just-in-time levering).

Den største udfordring med badekabinerne var, at badekabinen som element ”medbringer” dens egne vægge, gulve og lofter og dermed øger den allerede eksisterende tykkelse på disse konstruktioner - i princippet et spild af plads og rumhøjde. Badekabinerne skulle ”skubbes ind” igennem den åbne facade, hvilket krævede en reducering af badekabinens højde.

I projektet gjald det derfor om at reducere dimensionerne på badekabinens gulv og loftskonstruktion så meget som muligt, for at overholde minimumskrav på rumhøjden i selve baderum og tillade en overgang fra stuen til badeværelset uden trinforskel (tilgængelighedskrav).

Badekabinerne blev fremstillet som rumstore elementer i tynd fiberbeton (gulv: 40mm) og blev afleveret fuldstændigt færdiggjort indvendigt, inklusive sanitet og indretning efter arkitekternes specifikationer. Producenten anvendte industrialiserede produktionsmetoder, herunder robot til fliselægning. Produktionsmåden tillader at badekabinerne kunne varieres inden for visse rammer. For eksempel skulle ca. halvdelen af kabinerne være spejlvent svarende til de forskellige planløsninger for boligerne (ibid., 2013).

244

Casestudier – Fælledgården

Figur 3.66: Badekabinerne blev produceret hos PART AB i Sverige og leveret færdig inklusive alt inventar til bygepladsen. (Kilder: t.h.: JJW arkitekter, hos PART AB, Maj 2011, t.v.: JSK, Fælledgården, marts 2014)

Figur 3.67: Badekabinerne kunne ”skubbes” ind i råhuset, da facaderne var blevet fjernet fuldstændig. (Kilde: JSK, september 2011)

Et problem med badekabinerne som opstår nu i brugsfasen er, at garantien bortfalder hvis beboerne finder på at opsætte væghængte reoler og lignende, som kræver at der bores hul i fliserne hvilket medfører at vådrumsmembranen punkteres (Eliasen & Enselmann, 2014).

331 Som for eksempel et energibehov svarende til lavenergiklasse 1 i BR08, eller nedsivning af regnvand i rabatten i Jagtvej.

Energi, bæredygtighed og livscyklustænkning Bygherren havde en række klare mål for projektets miljø- og energimæssige kvaliteter, som allerede var angivet i byggeprogrammet til konkurrencen331. Interes-

245

140

130

konkurrence (BR08)

332 Her skal anmærkes at DGNB endnu ikke var etableret i Danmark i 2010.

as-built 2012 (BR10)

myndighedsprojekt (BR10)

120 100 80

70,2 52,6

50,1 35,1

40

37,6

33,2

30,1

32,9

33

41,3 26,8

20,0

20,0

efter renoveringen (beregnet as-built, 2012)

60

Energiramme Byggeri 2020

kWh/m2a

sant nok, nævnes ordet bæredygtighed ikke en eneste gang i hele byggeprogrammet, selvom der henvises til mange aspekter som falder under hovedbegrebet ”bæredygtighed” i dag (f.eks. totaløkonomi, energiforbrug, sociale aspekter - herunder byudvikling, arkitektonisk kvalitet, proces).

Der blev især henvist til Københavns Kommunes pjece ”Miljø i byggeri og anlæg 2010” (Teknik- og Miljøforvaltning (KK), 2010) som skulle anvendes til definition af projektets minimumskrav med henblik på miljørigtig projektering. Pjecen omfatter 9 indsatsområder, herunder aspekter som miljøpåvirkninger som GWP (CO2), materialer, håndtering af spilde- og regnvand, byggepladsdrift og affaldshåndtering. Pjecen foreskriver, at der skal udpeges mindst tre fokusområder som skal omsættes af de ansvarlige parter i byggeprojektet i henhold til kravene i pjecen. Formuleringen af kravene er forholdsvis åben og tillader fortolkning og tilpasning til det enkelte projekt og dets muligheder. Pjecen var dermed et godt værktøj i konkurrencefasen til at definere realistiske mål, som skulle overholdes i de senere projektfaser332.

Figur 3.68: Energibehovsberegninger fra projektet Fælledgården. Værdierne er taget fra forskellige BE10 beregninger som blev udført af Esbensen Rådgivende Ingeniører i projektets forløb. Værdier for energiforbruget før renoveringen og efter renoveringen er antagne værdier for de facto forbruget og ligger derfor ca. 25% over det beregnede energibehov.

246

antaget energiforbrug 2013

samlet energibehvo LEB2015

samlet energibehov BR10

samlet energibehov LEB 2015

Lavenergibyggeri 2015 (BR10, 2011)

samlet energibehov (myndighedsprojekt 2011)

Energiramme i BR10 (2011)

samlet energibehov

Lavenergiklasse 1 (BR08, 2010)

Lavenergiklasse 2 (BR08, 2010)

Energiramme i BR08 (konkurrenceprojekt)

0

før renovering (antaget forbrug 2007)

20

Casestudier – Fælledgården

Energirammen for det nye plejehjem blev specifikt nævnt, her ønskede bygherren den lavest mulige energiramme overhold, målet var lavenergiklasse 1 (ca.

35kWh/m2a). Energitiltag og efterisoleringen skulle vælges tilsvarende ifølge programmet (Wissenberg A/S, 2010b:56).

333 Erhverv- og Byggestyrelsen 334 Tal og vurderingen stammer fra et notat (August 2010) om energi og CO2, skrevet af Esbensen Rådgivende Ingeniører i sammenhæng med konkurrenceprojektet.

335 BE10 beregningen viste at det samlede energibehov efter BR10 lå på 33kWh/m2a, som svarer til et energibehov på 20kWh/ m2a i en beregning for ”Energirammen Byggeri 2020”, som dermed er overholdt. Beregningen blev udført af Esbensen Rådgivende Ingeniører, 2010.10.30)

Energirammen blev, især i konkurrencefasen set som en stor udfordring, samtidig med at EBST333 lige havde annonceret den kommende lavenergiklasse 2020, som skulle offentliggøres i starten af 2011. Dermed, blev det interessant at beregne om Fælledgården kunne blive et ”fyrtårnsprojekt” for energirenovering ved at eftervise at renoveringsløsningen faktisk tillod at lavenergiklasse 2020 kunne overholdes for at fremtidssikre bygningen endnu mere. Da lavenergiklasse 2020 ikke var nærmere bestemt på tidspunktet antog ingeniørerne at en energiramme på kun 18kWh/m2a skulle overholdes – et mål som kun ville være muligt ved at anvende solceller i stort omfang (ca. 900m2) for at dække bygningernes elforbrug334.

Endvidere viste det sig senere i projektet at klimaskærmens tæthed ikke uden videre kunne overholde gældende krav, som især skyldtes de gamle bygningsdele, tilslutninger og samlinger som rent teknisk set ikke kunne udføres bedre (Olsen, 2013). Den sidste beregning efter afleveringen af bygningen viste at energirammen for ”Byggeri 2020” efter BR10 (20kWh/m2a) alligevel kunne overholdes, i beregningen indgik kun 250m2 solceller335.

Solcelleanlægget har, udover at den dækker en del af elforbruget, en social funktion, da Fælledgårdens bestyrelse i særlig grad er interesseret i at Fælledgården skal være en bæredygtig bebyggelse. Spørgsmålet om el-produktionen fra solcelleanlægget er et fast punkt på bestyrelsesmøder og et godt tegn på at anlægget skaber interesse for bæredygtig boligdrift hos beboerne (Eliasen et al., 2014).

Efter bygningen havde været i brug i lidt over et år (februar 2014) viste det sig at elforbruget er udsædvanligt højt. Der findes dog endnu ikke en præcis forklaring på årsagen, men både kunstigt lys og ventilationsanlægget forventes at have stor betydning (ibid., 2014).

I projektet indgår også et koncept til lokalt nedsivning af regnvand. Alle flade tagflader er udført ’grønne tage’ for at reducere og forsinke mængden af regnvandet som skal afledes. Som yderligere tiltag blev der udført faskiner til overfladevandet i midterrabatten under Jagtvejen, hvorfra vandet kan nedsive i jorden. Andre kendte systemer som kunne tillade at bruge regnvand i vaskeriet eller til toiletskyl blev ikke udført (ibid., 2014).

247

Figur 3.69: Grønne tage blev etableret på alle flade tagarealer, som følge af kommunens krav til miljørigtig projektering (Kilde: JJW arkitekter, 2012)

I konkurrencebesvarelsen blev det anført at Stewart Brands ”Shearing Layer Strategy” skulle anvendes for at kunne indtænke muligheder til udskiftning af komponenter og materialer uden at andre komponenter med længere levetider ville blive berørt: “Fremtidssikring vil i projektet ske på en række forskellige niveauer: - på karréniveau, - på bygningsniveau, - på konstruktionsniveau, - på lejlighedsniveau og på materialeniveau.

I baggrunden står Stewart Brands strategi om ”Shearing layers”. Strategien forklarer hvordan en bygning vil ”rive” sig selv i stykker over tid, grundet forskellige levetider og forholdet af at det samlede projekt er sammenstykket af en underskov af forskellige bygningskomponenter.

Ved at indtænke den beskrevne aldringsproces og dens konsekvenser i renoveringsprojektet kan vi sikre, at fremtidige renoveringer kan udføres lettere, med færre større indgreb i bygningens grundsubstans.

Alle bygningsdele kan i fremtiden nemt skilles fra hinanden, ideen er, at ethvert element skal kunne fjernes efter udtjent levetid - uden at have indflydelse på andre bygningsdele med en længere levetid.” (JJW Arkitekter et al., 2010) I det senere projekt er strategien ikke specifikt blevet nævnt igen, alligevel udviser måden hvorpå facaderne er konstrueret og monteret, at tankegangen fra konkurrencefasen er indgået i projekteringen. Eksempler herpå er skiferbeklædningen, som er opsat med et særligt system som tillader nedtagning af facadepladerne uden at disse bliver ødelagt, en forudsætning for at man for eksempel kan udskifte vinduer udefra. Det samme gælder påføringen af pudsoverfladen på

248

Casestudier – Fælledgården

gårdfacaderne, hvor man valgte at montere en underkonstruktion på facadeelementerne, som derefter er blevet pudset med et tyndpudssystem. Dog vil det være mere besværligt at udbedre facadeoverfladen på gårdsiden uden synlige spor – her ligger en klar fordel i at anvende pladematerialer som skifer.

Figur 3.70: Gadefacaderne er beklædt med skiffer. Pladerne er forholdsvis små og sæt op med beslag som tillader nedtagningen og senere genanvendelse (Kilde: JJW arkitekter, 12.2011 (t.v.), JSK, 2014 (t.h.))

Figur 3.71: Indgrebet i den eksisterende struktur var stor, til venstre ses bygningen efter stueetagen var fjernet og facaden var blevet skåret ned. Til højre ses stueetagen efter stålbjælker og -søjler var sæt op for at øge fleksibiliteten i planløsningen i stueetagen. (Kilde: JSK, 2011 (t.v.), JJW arkitekter 2011 (t.h.))

Tilgangen i konkurrencefasen ført til at bygningerne skulle tilbageføres til råhusniveau, før en genopbygning skulle finde sted. Ideen herved var at den bærende betonkonstruktion skulle renoveres i så vidt at den svarer til nybyggeri i sin kvali-

249

tet (konstruktiv og byggeteknisk), med målet at forlænge konstruktionens levetid med mindst 50 år. På denne baggrund, var de store indgreb i stuetagen også rigtige at udføre: fremtidige planløsningerne er mindre bestemt af den bærende konstruktion og funktionsændringer vil derfor være nemmere at gennemføre i en fremtidig renovering.

Boligstøtteloven som barrier for mere bæredygtigt byggeri?

Mens det var vurderet nødvendigt med et stort indgreb i bygningens konstruktion i stueetagen, for hermed at øge projektets bæredygtighed, har boligstøtteloven medført et stort og i princippet unødvendig indgreb i konstruktionen på bygningernes øvre etager.

Boligstøtteloven regulerer ydelserne til boligydelse og boligsikring, som er meget relevant for lejere i den almene sektor. Ifølge boligstøtteloven kan der kun ydes støtte for boliger op til 65m2 bruttoareal, hvis de er beboet af en person. Boligstøtteloven definerer dermed (indirekte) den øvre grænse for boligarealet, da lejerne i den almene sektor i stort omfang er afhængige af den statslige og kommunale støtte til deres leje og boliger med et større boligareal bliver således sværere at udleje.

Mens det er muligt i nybyggeri at planlægge bygningernes konstruktion og planløsninger i henhold til et bruttoboligareal på 65m2, er man i renoveringssager bundet til en allerede eksisterende konstruktion, som dermed også betinger boligernes planløsninger i stor omfang. En fast grænse for boligarealet er derfor yderst svært at overholde, da der kun eksisterer få muligheder hvormed man kan justere boligarealet. I plejehjem indgår desuden fælles- og servicearealer i beregningen af boligarealet, som igen er arealer som ikke nødvendigvis kan forandres væsentlig i eksisterende bygninger. Derudover, medfører de nye energikrav at facaderne bliver tykkere (>500mm), facaderne bliver ydermere medregnet i boligens bruttoareal og bidrager dermed også til et øget boligareal. Det samme gælder skaktføringer som i fremtiden også skal dimensioneres større, for at kunne rumme moderne ventilationsanlæg som indirekte kræves efter bygningsreglementet (på grund af kravet om mekanisk ventilation). Som konsekvens betyder alle disse præmisser, at nettoarealet af en bolig, som er kvalificeret til boligstøtte, bliver betydelig mindre end det var for kun 10 år siden336.

I den aktuelle case Fælledgården blev boligarealet betinget af den eksisterende, uforanderlige betonkonstruktion, baseret på bygningens modulmål. Sammenlægningen af to små lejligheder til en større bolig var ønsket, ligesom facaderne skulle opgraderes for at lavenergiklasse 1 kunne overholdes. Omstrukturering og opgradering af trappekerner og elevator til gældende lovgivning, samt efterisolering af alle facader øgede det samlede bruttoareal yderligere, selvom tilbygningen i stueetagen skulle rives ned. Arealberegningen viste at bruttoarealet for hele

250

336 en beregning i konkurrencefasen har vist at en bolig med 65m2 bruttoareal har et nettoareal på ca. 52m2 i en standard bygning fra 1980’erne.

Casestudier – Fælledgården

337 Efter boligstøtteloven ydes der kun støtte til de første 65m2 af bruttoboligarealet, lejligheder som overskrider denne grænse kan dog alligevel støttes, blot at der kun ydes støtte til op til 65m2 i det omfang som lejeren er berettiget til.

338 Udsagnet om energiforbruget skal forstås således at bygherren havde stillet krav om både, energibesparende tiltag og at 65m2-grænsen overholdes. Rationalen i at 65m2-grænsen er af rent økonomisk natur og at beboerne har et begrænset økonomisk råderum, som dog ikke er øremærket til leje eller driftsomkostninger, og at kun den samlede husleje er relevant, kunne ikke følges af udbyderen.

bygningskomplekset skulle øges med ca. 1000m2 fra 16.509m2 til ca. 17.500m2.

Dette medførte at grænsen for det gennemsnitlige boligarealet på 65m2 blev overskredet med godt 5m2 og blev angivet med lidt over 70m2 i konkurrencematerialet.

Lejlighedernes bruttoboligareal (uden fælles-og serviceareal) lå dog på ca. 49,5m2 og 48,5m2 og nettoarealet tilsvarende lavere på kun ca. 42m2. Denne beregning var anledning til argumentationen at det kan forsvares at overskride boligstøttelovens grænse for boligarealet på 65m2 i gennemsnit, da de nye energitiltag herunder også højisolerede facader vil resultere i et betydeligt mindre nettoareal – det arealmål som egentlig er afgørende for boligens brugsværdi for beboerne. Energitiltagene vil dog også medføre lave energiudgifter for den enkelte lejer i forhold til byggeri som bare overholder bygningsreglementets energikrav, hvilket dermed kan siges at kompensere for den manglende boligstøtte for det areal som overskrider 65m2-grænsen337. Faktisk vil en bolig med et bruttoareal på ca. 70m2 i Fælledgården dermed alligevel være billigere end en gennemsnitlig bolig med 65m2 i en ældre bygning, hvis man sammenligner de totale månedlige omkostninger for boligen (leje + forbrugsudgifter).

Denne argumentation blev dog tilbagevist af bygherren og administrationen, fordi ”lave udgifter til forbrug kan imidlertid ikke begrunde større boliger med deraf følgende højere husleje. Hertil kommer, at byggeprogrammet også indeholder ønske om indarbejdelse af tiltag, der begrænser energiforbruget.”338 (Wissenberg A/S, 2010a:5).

Udbyderens beslutning betød at bygningskroppen skulle reduceres størrelsesmæssigt for at overholde grænseværdierne for boligarealet og bebyggelsesprocenten. Ved at skære i betonkonstruktionen skulle de yderste ca. 28cm af facaden rundt om bygningen fjernes, en skærelængde på sammenlagt ca. 3000m (!).

Dette betyder både en stor økonomisk udgift hertil (ca. 1 mio. DKK ekstra), samt at nettoarealet for boligerne blev forringet med ca. 2m2 for en gennemsnitlig bolig. Nedrivning af betonen resulterer derudover i en øget affaldsmængde på ca.150m3 (over 300 tons).

I et bæredygtighedsperspektiv må beslutningen om at reducere bygningernes areal anses som forkert, da man har fået mindre brugbart resultat og forårsaget et stort unødvendig ressourceforbrug, både materialemæssig og økonomisk.

Eksemplet viser at love, regelsæt og krav som påvirker byggeriet ikke er afstemt og kan medføre beslutninger, som arbejder imod en samfundsmæssig interesse i at byggeriet skal blive mere bæredygtigt.

251

Figur 3.72: Facade i Hesseløgade i 2010 (t.v.), 2011 (midten) og 2014 (t.h.). På grund af skæring af facaden står den renoverede Fællegården ikke længere på samme byggelinje med nabobygningen, men springer tilbage (også efter den nye facade er monteret). Bygningskroppen ser således mindre ud efter renoveringen, selvom bebyggelsesprocenten ikke er blevet reduceret. (Kilde: JSK, 08.2010 (t.v.), 11.2011 (midten), 03.2014 (t.h.))

Drift og vedligeholdelse Særlig for plejehjem er at der forekommer mange boligskift på grund af den korte tid beboerne faktisk tilbringer på et plejecenter, i gennemsnit bliver en bolig beboet i kun 30 måneder af den samme beboer339. Dette medfører dog ikke nødvendigvis større vedligeholdelsesindsats ved beboerskift, som man for eksempel har i almindelige boliger, da slid på overflader er meget ringe. Alligevel, burde der i fremtidige projekter indtænkes muligheder til ophæng af billeder eller møbler på væggene, som tillader at der ikke skal bores huller og lignende. I Fælledgården har man derfor valgt at opsætte galleriskinner efter bygningen var taget i brug, fordi driftsafdelingen forventer en økonomisk besparelse i dette tiltag (Eliasen et al., 2014). 340 Efter ibrugtagning af bygningen viste det sig at de fleste altandøre (ca. 200) var monteret og justeret forkert, hvilket medførte at de var svære at åbne og lukke.

Dette kunne have været undgået, hvis de gående elementer var blevet monteret på stedet, da problemet højst sandsynlig skyldes ændringen af fugtindholdet i trærammerne efter opsætningen af facadeelementerne. Derudover, viser det sig at altandørene er for tunge til at beboerne kan åbne dem selv. Dørtrinnet ud til altanen er desuden for højt til at beboere i kørestol selv kan komme ud på altanen. Begge dele betyder, at personalet skal bruge forholdsvis meget tid på at hjælpe beboerne, med ting de ellers ville være i stand til at klare selv. I fremtidige

252

339 Plejehjemsboliger kan også kaldes ”den sidste bolig”, da det gennemsnitlige resterende levetid for ældre angives med ca. 30 måneder ved indflytning i et plejehjem.

340 Hertil kan siges at det ikke er usædvanligt at denne type tiltag, som er forholdsvis nemme at sætte op, ikke bliver medtaget i byggeprojektet, men bliver til en bygherreleverance.

Dog henviser kritikken også til at i en så gennemgribende renovering som i tilfældet med Fælledgården, ligger der et potentiale at medtage tiltagene i anlægsprojektet (se også diskussionen om anywayrenovering i kapitel 2)

Casestudier – Fælledgården

projekter anbefales det derfor at bruge skydedør og gøre en støre indsats for at skabe fuldstændig niveaufri adgang til altanerne. For at reducere dørenes vægt kunne der være blevet anvendt 2-lags glas, som dog ville medføre et større varmetab fra de gående vindueselementer (ibid., 2014).

341 Her kan også henvises til et besværlig renovationssystem, eller utidssvarende belysningsarmaturer som på kort sigt skal laves om på.

342 OPP står for offentligprivat-partnership og betegner projekter hvor entreprenøren står for byggeri og drift over en på forhånd fast aftalt periode til en aftalt omkostning.

Dette skaber incitament til mere langsigtede løsninger, især da driftsomkostninger skal holdes lave for at kunne genere en højere afkast fra investeringen. For bygherren bliver den økonomiske risiko reduceret, som normalt er forbundet med en byggesag og mulige fejl og mangler i brugsfasen.

Med hensyn til facadeløsningen er det vurderingen at især skiferbeklædningen er et godt valg, her forventes ingen vedligeholdelse i mange år og det samme gælder i princippet også den pudsede gårdfacade, som dog skal males senest alle 10-15 år. Begge facader vurderes som meget robuste og holdbare. Et problem med de lette træelementer som facade viser sig allerede nu i form af sætningsrevner, som er opstået indvendig i alle rum ud til facaden. Dette kunne forventes og er ikke usædvanlig, men for fremtidige projekter skal en udskiftning af fugerne til facaden lægges ind anlægsbudgettet, selvom arbejdet først kan udføres efter facaden endelig har sat sig (ibid., 2014).

Driftspersonalet fremhæver, at mange af de problemer og udfordringer som kan ses nu341, kunne have været undgået, ved at inddrage en driftsspecialist tideligt i planlægningsprocessen. I det aktuelle projekt skete dette først et halvt år før færdiggørelsen, da beslutningen, om hvem skulle blive ansvarlig for bygningsdrift var blevet taget for sent (ibid., 2014). Fra arkitektens side mener man dog, at der var forholdsvis meget fokus på driften i planlægningsfasen, da Jönsson var indstillet på at aflevere en bygning med høj kvalitet på lang sigt. Dog ligger det også i entrepriseformen at driften ikke blev prioriteret endnu højere, som man for eksempel kan se i OPP-projekter342 (Olsen, 2013).

Arkitektonisk kvalitet Fælledgården fremstår som nybyggeri efter renoveringen, både indvendigt og udvendigt er der intet som minder om de gamle bygninger og deres hårde, afvisende udseende. Gadefacader mod Drejøgade, Hesseløgade og Jagtvej er beklædt med skifer, som medvirker til at bygningen synes mindre stor end den faktisk er. Farvespillet som opstår med skiferens glans og skyggerne fra altanerne giver struktur til en ellers glat facade. De nye facader står dermed i god kontrast til de omkringliggende bygninger med deres gamle og udsmykkede facader.

På havesiden fremstår Fælledgården meget lys, og især mellembygningen med sin glasfacade og farvede markiser skaber et fint ”scenetæppe” til gårdhaven.

Gården er ikke stor, men det nye gennemsigtige hegn mod Jagtvej tillader indblik og visuel forbindelse udadtil. Også den nye åbne stueetage skaber transparens livet i plejehjemmet kan således ses udefra.

253

Figur 3.73: Fælledgården i 2014, de skiffer-beklædte facader på gadesiden passer sig fint ind i området. Skifferens glans og skyggevirkningen fra altanerne skaber dybde og variation, svarende til de gamle facadernes kvaliteter som nabobygningerne kan byde på. (Kilde: JSK, 03.2014)

Indvendigt fremstår Fællegården lys, rummelig og farverig. Fællesarealerne virker dog til dels indrettet for modeorienteret med møbler som søger en hurtig effekt, indretningen skaber desuden ikke sammenhæng på tværs af fællesarealerne og etager. På baggrunden af et livscyklusperspektiv står interiør normalt for den største del af de samlede miljøpåvirkninger og økonomiske omkostninger over tid. Derfor kunne man have ønsket sig et mere funktionelt, tidsløst og varigt design for indretningen.

254

Casestudier – Fælledgården

Figur 3.74: Gårdfacaden i hvid puds, glasbygningen forbinder Fælledgårdens to fløje på alle etager (Kilde: JSK, 03.2014)

Figur 3.75: Fællesarealer og boliger fremstår meget lyst og gør et indtryk af gode materialer. (Kilde: JSK, 03.2014)

Figur 3.76: Gangarealerne virker usædvanlig for et plejehjem og fjerner alle associationer med hospitalsgange eller lignende, den gule ”kontrast”-farve skaber derudover en fint sammenhæng på tværs i hele bygningen. (Kilde: JSK, 03.2014)

255

Fælledgården 2011

256

Casestudier - Diskussion

Diskussion af casestudierne De 4 præsenterede casestudier Urbanplanen, Brøndby Strand Rækkehuse, Heimdalsvej og Fælledgården danner i sammenhæng et billede af de mange forskellige aktuelle udfordringer der forefindes i forbindelse med renoveringsprojekter. Hvert projekt har forskellig udgangspunkt, præmisser og succeskriterier, som selvfølgelig betinger de forskellige løsninger og fokusområder.

Projekter som Urbanplanen og Brøndby Strand er blevet sat i gang før energiforbrug for alvor blev en parameter i renoveringssager, Heimdalsvej og Fælledgården derimod prøver begge to på deres måde at fremskyde de muligheder som ligger inden for energirigtig renovering og er dermed blevet til fyrtårnsprojekter. Éns for alle fire projekter var at facaderne spillede en afgørende rolle i renoveringssagen, i Urbanplanen, Brøndby Strand og Heimdalsvej skulle facaderne renoveres på grund af eksisterende byggeskader og som afgjorde art og omfang af indgrebet. I projektet Fælledgården gjaldt det derimod at renovere hele bygningen, klimaskærmen, interiøret, samt installationer og anlæg, dette har medført helt andre muligheder og et anderledes samspil mellem de forskellige tiltag. Fælledgården er også det eneste projekt, som efter renoveringen på alle punkter svarer til nybyggeri. Dette er meget relevant med hensyn til den kommende drift og vedligeholdelse, hvor der kan forventes at indsatsen vil være forholdsvis ringe i de næste 10-15 år.

I projekter som Urbanplanen og Brøndby Strand, hvor opgaven var at løse et konkret problem (byggeskader på facaden, ”grimt” udseende) og renoveringsindsatsen dermed blev meget begrænset til facaden, kan det forventes at den næste ”del-renovering” finder sted allerede inden for en tidsramme på 10-15 år.

I Urbanplanen er der allerede tale om at prøve at ændre facaden for at øge lufttætheden, samt at der allerede er blevet udført ændringer og udbedringer på sternkanterne siden renoveringsprojektet blev afsluttet.

I Brøndby Strand er rækkehusenes tage og installationer allerede nævnt i den kommende helhedsplan (HP4) som et element der kræver en ny renoveringsindsats. I begge tilfælde kan man spørge, hvorfor renoveringen ikke omfattede flere elementer og i begge tilfælde ligger svaret i finansieringsmåden som går gennem Landsbyggefonden og Byggeskadefonden, som ikke tillader at øge renoveringens omfang før der kan konstateres en nødvendighed. Det betyder, at det sjældent er muligt at gennemføre en omfattende renovering, baseret på helhedsbetragtninger før skaderne er blevet synlige (Grage, 2013; Seier & Præstegård, 2012). Projektet på Heimdalsvej viser desuden, at økonomien til en mere helhedsorienteret renovering kan skabes i selve projektet ved at fokusere på energibesparelser. Det kræver dog at beboerne i høj grad støtter renoveringsmåden, accepterer at husle-

257

jen stiger på grund af renoveringen, men at deres energiudgifter til gengæld falder, hvis huset efterfølgende bruges rigtigt.343 Alle fire projekter er bygget på nogenlunde det samme tidspunkt for ca. 40-50 år siden og har dermed, i det mindste teoretisk set, nået deres ”forventede” levetid. Det er altså ikke underligt at en større renoveringsindsats er nødvendig på nuværende tidspunkt – og det gælder også for andre lignende byggerier fra montagebyggeriets tid. Dog har alle projekter været omfattet af mindst én tidligere renovering, for Urbanplanen, Brøndby Strand efter ca. 15-20 år, for Heimdalsvej allerede 10 år efter opførelsen. Fælledgården har været omfattet af mindre indvendige ændringer i 1990’erne. Det betyder at, selvom projekterne stammer fra samme tid og er blevet opført baseret på lignende metoder og byggeskik, kan man ikke nødvendigvis regne med at det byggetekniske udgangspunkt for en given renovering er éns eller sammenlignelig. I dag eksisterer der altså byggerier fra montagebyggeriets tid baseret på de samme normer og standarder, som dog ikke nødvendigvis kan betegnes som standardiseret længere, på grund af de mange individuelle ændringer, som er gennemført ved tidligere renoveringer.

Derudover, er der store forskelle med hensyn til økonomi og størrelsen på projekterne- og begge dele er med til at definere rammerne for renoveringen. En mulig renoveringsløsning, en systemleverance, som er målrettet denne type bygning skal derfor være forholdsvis variabel, da løsningsrummet for de enkelte projekter er begrænset – ”løsningstilbuddet” skal derfor være tilsvarende stort og fleksibel hvis systemløsningen skal kunne anvendes bredt.

Når man sammenligner de forskellige løsninger som blev valgt til renovering af facaderne i casene viser det sig, at ikke 2 løsninger er ens, selvom forudsætningerne ligner hinanden i stor grad.

I projekterne Urbanplanen, Brøndby Strand og Heimdalsvej skulle renoveringen gennemføres mens lejlighederne var beboet, hvilket har medført at renoveringen skulle foregå enten uden at facaden blev nedtaget helt (”add-on-facader” i Urbanplanen og Brøndby Strand), eller at renoveringen skulle gennemføres på meget kort tid (facadeudskiftning mens beboerne er på arbejde; <8 timer). Her er det i høj grad procesmæssige krav som definerer udformningen af løsningen. Et videre parameter er bygningernes statiske system, som i kombination med ovennævnte præmisser bliver afgørende for den endelige løsning, spørgsmålet er om bygningen kan bære nye facadeelementer, der selvom de kaldes ”lette”, da de er fabrikeret som træelementer, er betydeligt tungere end de løsninger man har brugt på opførelsestidspunktet. Dette skyldes især den øgede facadetykkelse som energikravene kræver i dag. I casene Heimdalsvej og Fælledgården finder man to løsninger på denne problemstillingen, hvor man har valgt at etablere nye fundamenter til facaden og producere selvbærende elementer som opføres uden på den eksisterende struktur. I tilfældet med Fælledgården, valgte man at sætte

258

343 Et godt eksempel herpå er initiativet med ”klimaambassadører” i projektet Heimdalsvej

Casestudier - Diskussion

facaderne ”ind” i den eksisterende konstruktion, her både for ikke at øge bygningens bruttoareal yderligere, men også fordi den eksisterende konstruktion var tilsvarende i stand til at bære det øgede vægt.

Urbanplanen

344 de gamle facadeelementer var fastgjord på konstruktionen med kun 4 bolte, som hurtigt kunne skæres over for at kunne nedtage elementerne. Den nye facade består af flere lag – facadeelementere og pudssystemet. Pudssystemet skal først fjernes for at kunne komme til facadeelementerne. Højst sandsynlig vil også tætning med tape kræve at den indvendige beklædning fjernes indefra før facadeelementerne kan udskiftes.

Brøndby Strand

Heimdalsvej

Fælledgården

Figur 3.77: Forskellige tilgange til facadeelementer og deres konstruktions- og indbygningsmåde. Urbanplanen: Add-on facade (rød) sættes udenpå, Brøndby Strand: kombination af nye elementer og add-on facade, dog uden direkte forbindelse til den eksisterende facade, Heimdalsvej: nye, selvbærende facadeelementer ”stables” oven på hinanden, Fælledgården: nye facadeelementer sættes ind i den eksisterende konstruktion.

Med hensyn til kommende ændringer, adaptering og fleksibilitet i de valgte løsninger, er det Fælledgården som byder på en løsning med færreste afhængigheder på tværs af lag og facadeelementer, da hvert element – i princippet – vil kunne udskiftes uden at andre elementer bliver berørt. I tilfældet af Heimdalsvej, skal derimod det ydre facadelag (puds-isoleringssystem) nedtages og som minimum alle elementer som står oven på det element som skal udskiftes. Løsningen fra Heimdalsvej har derudover den ulempe, at den nye facade er blevet sværere at nedtage end det var tilfældet med den gamle facade (montagebyggeri)344. Dette virker paradoksalt, da netop den hurtige facadeudskiftning var en konkurrenceparameter i udbuddet for renoveringen, en kommende renovering af facaden bliver

259

dermed mere tidskrævende, med mindre renoveringsteknologien bliver mere udviklet i fremtiden.

Add-on løsninger er med hensyn til livscyklustankegangen generelt set dårligere, da mange afhængigheder er blevet dannet til lag og elementer med en betydelig kortere levetid end add-on-elementerne i sig selv. I Urbanplanen blev add-on løsningen foretrukket på grund af en ringere økonomisk ramme, dog ville meromkostninger til en mere omfattende renovering havde været marginal efter entreprenørens senere vurdering (se casestudie). Add-on-løsingen fra Brøndby Strand viser til gengæld at afhængigheder kan reduceres, ved at indføre et ”skillelag” i konstruktionen.

Ud over de nævnte, tekniske kvaliteter som skal tilgodeses i systemleverancer til facader, eksisterer der også en række ”bløde” værdier såsom en stedsspecifik karakter, materialitet og æstetik som kan være afgørende for den løsning som vælges. Her bliver det tydeligt at systemerne og konstruktionsmåden ikke begrænser den arkitektoniske kvalitet mere end hvilket som helst anden måde at opsætte lette facader på, dog har den arkitektoniske kvalitet en afgørende betydning for systemleverancens kvalitet, herunder især hvad angår facadernes livscyklus (nem vedligeholdelse, ”upgradeability” og genanvendelse) og holdbarhed (elskværdig og tidsløs arkitektur skaber incitament til at vedligeholde bygningerne)345.

At facadebeklædningen kan vælges frit blev især fremhævet i projektet Heimdalsvej, selvom det i princippet gælder alle viste løsninger, da facadebeklædningen i alle tilfælde er blevet tilføjet på stedet. Fabrikationsprocessen af selve elementerne eller deres konstruktion og ophængssystem har således ikke haft betydning for beklædningen og dermed facadens materiale og udtryk.

Med hensyn til bæredygtighed henviser de fire valgte case studier også til meget forskellige forudsætninger og tilgange. Kun i projektet Fælledgården er ”bæredygtighed” blevet erklæret som et fokuspunkt i renoveringsopgaven346, men også det mere snævre fokus på energirigtige løsninger, var kun med i projektet på Heimdalsvej. Som nævnt før, er der forskellige og overlappende grunde til dette, for det første bliver de økonomiske rammer for renoveringsprojekter bestemt af beboernes økonomiske muligheder, i kombination med begrænsede støttemuligheder gennem Landsbyggefonden, som i de analyserede projekter ikke kunne yde støtte til energifokuserede tiltag. De meget begrænsede økonomiske rammer er også årsagen til at ikke flere bæredygtige tiltag bliver integreret i projekterne. Mange af tiltagene medfører tit større anlægsomkostninger, som skal finansieres fra første dag og som først kan blive til en økonomisk fordel efter mange års drift. Mange af de rigtige og vigtige bæredygtige tiltag bliver dermed udelukket fra projekter i den almene sektor, kun på grund af en bestemt finansieringsmodel.

260

345 her skal henvises til et interview med Dietmar Eberle, som Peter Andreas Sattrup har gennemført som led i hans phd-projekt ”Sustainability - Energy Optimization - Daylight and Solar Gains” (KADK, 2012). Begrebet anvendes derudover i Søren Nielsens erhvervsphd-projekt om ”Tilpasningsdygtighedens tektonik” (KADK/Tegnestuen Vandkunsten).

346 ”bæredygtighed” var dog ikke nævnt som sådan i bygherrens byggeprogram, men der blev henvist til Københavns Kommunes pjece for miljørigtig projektering, som omfatter mange punkter som i dag bliver kaldt bæredygtige tiltag.

Casestudier - Diskussion

Projektet Heimdalsvej viser dog, at der i hvert fald er et potentiale i at øge et projektets økonomisk ramme ved at nedbringe energiforbruget til et minimum, dette er især relevant set i lyset af en stor sandsynlighed for øgede energiomkostninger i fremtiden. Andre bæredygtige tiltag, som for eksempel materialer forårsager mindre miljøpåvirkninger i deres fremstilling og bortskaffelse eller mere avancerede overvejelser for genanvendelse eller recycling, indebærer dog ikke umiddelbart en økonomisk fordel for hverken bygherren eller beboerne i en afdeling. Et ordentlig incitament for disse – mere bæredygtige - tiltag mangler derfor fortsat, selvom det burde være relevant på samfundsniveauet.

Miljømæssige tiltag har derudover en forholdsvis ringe værdi som del af renoveringsprojekter i den almene sektor, økonomisk set er projekterne presset i forvejen og der eksisterer næsten intet råderum til at integrere ambitiøse bæredygtige tiltag, som ikke umiddelbart også medfører en økonomisk besparelse eller i det mindste en økonomisk fordel (som f.eks. tryghed). Andre problemer som gængse byggetekniske fejl og sociale problemer som kan løses igennem renoveringer betragtes som meget mere relevante og bliver derfor prioriteret overfor mere abstrakte problemstillinger som global opvarmning (CO2-udslip) og lignende. Dog, betyder det ikke at der ikke eksisterer en interesse for miljørigtige løsninger hos beboerne – i alle 4 cases har beboerne givet udtryk for at man gerne vil forbedre de miljømæssige kvaliteter med renoveringen eller er opmærksom på området i bygningernes driftsfase.

De fire projekter viser dog også at entrepriseformen og entreprenørenes forskellige arbejdsmetoder og processer kan have betydning for valget af systemer.

Både, Brøndby Strand og Urbanplanen blev udført af Enemærke & Petersen som entreprenør, hvor E&P selv stod for produktion, leverance og opsætning af facaderne. Urbanplanen var det første projekt hvor man derudover havde indgået en partneringkontrakt, som skulle skabe et fælles incitament for at aflevere høj kvalitet tid tiden. Brøndby Strand kan derfor ses som en videreudvikling af det koncept som blev udviklet til Urbanplanen. Brøndby Strand kan ses som forsøget på at forhøje kvaliteten af leverancen og især at strømline processen yderligere og dette allerede med øje for den næste store renoveringsopgave (Vapnagård, Helsingør).

For projekterne Heimdalsvej og Fælledgården ser forudsætninger noget anderledes ud, i begge tilfælde var det Jönsson A/S som blev valgt som entreprenør, dog uden at Jönsson selv skulle stå for produktion og leverancen af facadeelementerne. Denne opgave blev i begge tilfælde givet videre til en underentreprenør, dog i forskelligt omfang, svarende til underentreprenørenes arbejdsmetoder og processer.

Således er det ikke underligt at E&P omtaler deres byggeplads som en ”flytbar fabrik”, mens Jönsson og deres underentreprenør i projektet Heimdalsvej omta-

261

ler byggepladsen som ”på stedet”. Dog er færdigørelsesgraden nogenlunde det samme for de leverancer som blev anvendt i casene. Også forholdet mellem arbejdet som skete på fabrik og på byggepladsen angives som ca. 85% på fabrik (produktion) og 15% på byggepladsen (færdiggørelse og tilpasning), tallene gælder for mandetimer og økonomien (værdiskabelse for entreprenøren) i projektet.

Hvor man kan finde en større strategi for renoveringsforløb hos E&P, kan dette ikke umiddelbart ses for Jönsson på baggrund af de valgte cases. E&Ps tilgang er endvidere af særlig interesse, da E&P ejer et serviceselskab som senere hen kan overtage driften og vedligeholdelse af projekterne. Dette er sket i Urbanplanen, hvor E&P Service overtog en langvarig kontrakt. På tidspunktet er E&P og E&P Service to separate firmaer, dog er dette det første skridt til at både, skabe incitament til at levere endnu højere kvalitet, som kræver mindre vedligeholdelse og dermed give mulighed for at udvide ansvaret for det udførte over systemets levetid (se Figur 3.78). råmateriale udvinding

URBANPLANEN

produktion

konstruktion/montage

drift+vedligeholdelse

ENEMÆRKE+PETERSEN

end-of-life

3B

?

BRØNDBY BOLIGS.

?

DOMEA

?

KAB

?

+TEAM 100% (JJW arkitekter)

BRØNDBY STRAND

ENEMÆRKE+PETERSEN +WITRAZ arkitekter

HEIMDALSVEJ

JÖNSSON / UNS4 / ÖHS +Mangor Nagel / (JJW arkitekter)

FÆLLEDGÅRDEN

TAASINGE

JÖNSSON +JJW arkitekter

Figur 3.78: Ansvar for facadeleverancen over byggeriets livscyklus. Hver gang et produkt (f.eks. materialer, komponenter, elementer) bliver solgt overgår også ansvaret for det videre livscyklus til den nye ejer. Disse såkaldte point-of-sales begrænser dermed ansvaret for produkterne i høj grad og skaber ikke incitament til at tænke produkterne i et langsigtet perspektiv over lange livscyklusperioder. I Urbanplanen har man valgt at tildele en flere-årig vedligeholdelseskontrakt til E&P Service - et datterselskab til entreprenørfirmaet fra byggefasen – dette kan anses som et første skridt mod en udvidet ”livscyklusansvar”.

Diagrammet viser derudover at End-of-life ikke kan bestemmes nærmere på nuværende tidspunkt (”?”). På opførelsestidspunktet, men også længere hen i brugsfasen er det uklart hvem vil have ansvar for denne fase

Som vist i Figur 3.78, medfører såkaldte point-of-sales, at ansvaret for en leverance overgår til dens nye ejer ved salg af leverancen. For producenten er det af interesse at sælge produktet og kun hæfte for leverancens kvalitet inden for de tidligere aftalte rammer (AB92, garantistillelse). Men for den nye ejer, bygherren eller et administrationsselskab, er det her problemerne bliver skabt, da det på salgstidspunktet i høj grad er ukendt, hvilke problemer og skader der kan opstår under byggeriets brugsfase.

262

Casestudier - Diskussion

347 Heimdalsvej: lige efter 1-års-gennemgang, Fælledgården: lige før mangler fra 1-års gennemgang blev udbedret fuldstændig 348 Et eksemple herpå er Heimdalsvej, hvor ÖHS (underentreprenøren) valgte at anvende bedre materialer, fordi man ikke vil acceptere et lavere kvalitetsniveau, som var beskrevet i udbuddet. Mereomkostninger hertil blev derfor betalt af underentreprenøren selv – en sjældent, men velkendt situation at én af partnere påtager sig nogle ekstraomkostninger for at fastholde kvaliteten eller fordi de er bundet af kontraktlige forhold – og dermed skal levere produktet/ydelsen som beskrevet.

349 At der ikke kan ses en konkurrencefordel kan begrundes med de specifikke krav som kan stilles til entreprenørerne i udbuddet – en særlig systemleverance må ikke specificeres i et udbud, da udbuddet ikke må binde tilbudsgiverne til et bestemt produkt. Det vil sige at en entreprenør som har udviklet en særlig systemleverance skal have mindst en konkurrent, som kan tilbyde et tilsvarende produkt, for at krav til udbud kan overholdes (dette er f.eks. også et problem for NCCs preæfab skakt, se kapitel 5).

I projekterne Heimdalsvej og Fælledgården var det tilfældet at entreprenørfirmaet Jönsson gik konkurs, cirka et år efter byggeriet var afsluttet347, i begge tilfælde viste det sig at være et mindre problem, da byggeprojekterne ikke havde store mangler og ved det at der var stillet økonomisk garanti som ikke blev udbetalt efter Jönssons konkurs. Dog viser disse to cases, hvor sårbart en anden leveranceform med et ”livscyklusansvar” kan blive for bygherren og brugerne, hvis det ansvarshavende firma ikke eksisterer længere – en klar svaghed i forretningskonceptet for systemleverancer.

Hvad angår bæredygtigt byggeri, rummer en entrepriseform med udvidet livcyklusansvar alligevel et stort potentiale, da der kan skabes et relevant økonomisk incitament for at levere højere kvalitet som begrænser risici for høje drifts- og vedligeholdelsesomkostninger i brugsfasen.

Dette aspekt bliver diskuteret mere nøje i kapitel 5 om bæredygtige systemleverancer.

Barrierer Case studierne har også vist, at der eksisterer mange barrierer, både for anvendelsen af systemleverancer, men også for mere bæredygtigt byggeri. Nogle af disse blev nævnt i tidligere afsnit, såsom økonomien og finansieringen gennem Landsbyggefonden med dens nuværende regler.

Entreprenørenes interesse for udviklingen af systemleverancer bliver især begrænset af udbudssystemet, som i princippet hverken tillader at indgå i en produktudviklingsproces med en bygherre før udbuddet er udskrevet, eller det forhold at udbuddet ikke kan formuleres med en stor nok frihedsgrad for løsningen (som skete i projektet Heimdalsvej). Entreprenørerne kan derfor ikke se en konkurrencefordel ved at udvikle et system som kan anvendes bredt på mange lignende renoveringsprojekter, da projektgrundlaget er for forskelligt og ikke kan tilpasses den eksisterende systemleverance i stor nok udstrækning348,349. Desuden kan entreprenører ikke tilbyde deres systemer direkte til en bygherre, da udbudsreglerne skal følges, og herefter er det ikke entreprenøren som sætter et renoveringsprojekt i gang.

I relation til udbuddet er også det forhold at der er meget begrænsede mulighed for at medtage ansvaret for drift og vedligeholdelse i et projekt. Budgetterne er altid delt i anlægs- og driftsbudget, samtidig med det tit er forskellige administratorer som er ansvarlig for de forskellige projektfaser. Dette er principielt et problem for bæredygtige tiltag, som kræver en langvarig tilknytning mellem entreprenør, bygherren og projektet og især et økonomisk incitament på entreprenørens side for at blive tilgodeset i projekteringen og udførelsen af et projekt.

Projekterne har også vist at udviklingen af en ny systemleverance ikke kan ske i kun ét projekt. De økonomiske rammer for udvikling er yderst begrænset i renoveringssager, og den nødvendige tidsmæssige indsats bliver derfor ikke honore-

263

reret i det samme projekt. For eksempel kan det ses i projekterne Urbanplanen og Brøndby Strand, hvor E&P havde en interesse at videreudvikle et renoveringssystem, fordi sandsynligheden for at et lignende system ville kunne anvendes i fremtidige projekter kunne anses som stor (som f.eks. i følgeprojektet Vapnagård). Dette potentiale var dog ikke til stede i casen Heimdalsvej, hvor underentreprenøren tilpassede et eksisterende system, for at kunne imødekomme opgaven.

Gennem projektet Heimdalsvej er der derfor ikke sket en reel videreudvikling hos entreprenøren, da basissystemet allerede eksisterede før projektet. Til gengæld er der sket en stor udvikling med henblik på renoveringskonceptet (’renovering på én dag’), konceptet hører dog til bygherren (og dennes rådgivere) og er kun i mindre grad afhængig af entreprenøren.

Lovgivningsmæssige barrierer som boligstøtteloven er blevet diskuteret i case analysen allerede, dog skal der henvises at dette problem er af mere generelt karakter og vedrører ikke kun projektet Fælledgården. Hos JJW arkitekter kan man derfor henvise til mindst to andre aktuelle renoveringsprojekter (Plejecenter Farum Midtpunkt og Hørgården) hvor boligstøtteloven har medført at mindre bæredygtige løsninger bliver udført end det i princippet ville have været mulig med en mere fleksibel boligstøtteordning.

At problemet har eksisteret længe og især er forbundet med energirenoveringer viser også en kommentar fra Boligselskabernes Landsforening i en udgivelse af Velfærdsministeriet fra 2009: “Det boligstøtteberettigede areal opgøres i dag inklusive ydervæggene, og for enlige ydes der kun støtte til de første 65 kvadratmeter og for par de første 85 kvadratmeter. Disse begrænsninger vil i nyt byggeri med nye skærpede energikrav med tykkere vægge betyde, at nettoboligarealet formindskes. Det er både problematisk af hensyn til komfort og standard og ikke mindst i forhold til at sikre den nødvendige tilgængelighed for gangbesværede og kørestolsbrugere.

I det ældre byggeri har kravene desuden den utilsigtede bivirkning, at efterisolering, som gør ydervæggene tykkere, faktisk også fører til en forøgelse af boligarealet, fordi væggene som nævnt medgår i boligarealet.

Konsekvensen kan i mange tilfælde blive, at efterisolering medfører reduktion i boligydelse og boligsikring, fordi der eksempelvis kun gives støtte til de første 65 kvadratmeter for enlige.

Det er helt uholdbart og en utilsigtet bivirkning af boligstøttereglerne. Derfor bør boligstøttereglerne straks moderniseres. Det er helt nødvendigt at ændre arealopgørelsen til en nettoopgørelse eksklusive ydervægge, og herudover bør spørgsmålet om boligstørrelse overvejes i lyset af krav til

264

Casestudier - Diskussion

bedre komfort og tilgængelighed. “ (Boligselskabernes Landsforening i Velfærdsministeriet, 2009:46)

350 I projektet Fælledgården udgør bruttoarealet af facaden op til 2m2 af en standard plejebolig.

351 Fordringen blev rejst i en lignende sammenhæng i BPS-publikationen ”danske byggekomponenter i 80’erne” (Lundgaard & Vaupel, 1982:45)

At boligstøtteloven bliver fortolket så rigide af udbyderen og bygherren som sket i projektet Fælledgården er egentlig forunderlig, da der henvises i boligstøtteloven til den særlige situation for gavlelejligheder, hvor bruttoarealet af en bolig af ”byggetekniske årsager” må være større end 65m2 grænsen. I princippet kunne det samme gælde for energirenoverede boliger på grund af deres øgede facadetykkelser350 og allerede fastlagte, uforanderlige konstruktive situation.

Et andet uklar punkt er at boligarealet skal opgøres som gennemsnitstal for en hel bygning, dvs. at enkelte lejligheder kan være større eller mindre end 65m2 grænsen. Dette betyder dermed også at der faktisk eksisterer en række boliger som ikke kan ydes støtte til for det hele boligareal over 65m2, selvom arealberegningen udviser det korrekte gennemsnitlige boligareal.

Men projektet Fælledparken viste også at det gennemsnitlige boligareal per boligenhed (i plejehjem) ligger langt fra det brugbare nettoareal, det areal som faktisk bebos af lejerne. Arealberegninger som ligger til grund for boligstøtte eller beregning af lejeomkostninger brude derfor beregnes baseret på en boligs nettoareal351, på denne måde kunne også skabes incitament til at reducere arealer til konstruktion eller systemer, da disse ikke kan indgå i en lejeberegning, et faktum som kunne medføre ressourcebesparelser.

Ud over boligstøtteloven bliver også lokalplaner og de angivne bebyggelsesprocenter afgørende for renoveringsprojekter med fokus på energibesparelser, som i det mindste i de kommende 10 år medfører øgede facadedimensioner. Men også matrikelgrænser kan blive til en forhindring i en tæt bymæssig kontekst, hvor nabogrundene eller kommunale arealer og skelgrænser ikke må overbygges med de nye facader.

Den sociale dimension Projekterne Urbanplanen, Brøndby Strand og Heimdalsvej henviser desuden til betydning af den sociale dimension som ligger i en renoveringsopgave, som sker mens bygningerne er beboet. For det første kender man til den fremtidige bruger og projekterne er dermed mindre anonym end det er tilfældet i en renoveringssag som Fælledgården, hvor brugerne er ukendte eller teoretiske fremtidige lejere. For det andet, kommer byggeriet til at påvirke beboerne på en måde som ikke er til at forudse for beboerne selv, før projektet faktisk er i gang.

I Urbanplanen var man meget opmærksom på problemstillingen, selvom man havde valgt en renoveringsløsning som ikke betød et direkte indgreb i boligerne (add-on-facade). I Brøndby Strand havde man dog valgt en kombination af en add-

265

on facade og udskiftning af hele facaden for at reducere byggetekniske problemer og skabe en bedre klimaskærm end det var muligt i Urbanplanen (læring fra Urbanplanen). I Brøndby Strand gjaldt det derfor at arbejde tæt sammen med beboerne og gøre en særlig indsats for at kommunikere renoveringens aspekter og indvirkninger. Brøndby Strand er dermed et godt eksempel på at denne type renovering (hurtig udskiftning af facaden) kan gennemføres forholdsvis gnidningsfrit. I projektet Heimdalsvej skete der derimod næsten det modsatte, her var kommunikationen ikke god nok, aftaler med beboerne blev ikke overholdt og håndværkerne opførte sig ikke ordentligt over for beboerne. Bygherren henviser derfor med rette til hvor vigtigt det er at entreprenøren og dens håndværkere er indstillet på at arbejde i beboede lejligheder, noget som for eksempel lykkedes fint i Brøndby Strand projektet.

Problemer som skabes ved manglende respekt for beboerne gør projekterne meget mere besværlige og i sidste ende også dyrere end nødvendigt. En mulig løsning er derfor at ansatte særlige beboerkonsulenter som har som opgave at optimere kommunikationen mellem parterne under en byggesag (som sket i Urbanplanen og Brøndby Strand). Beboerkontakten i projektet har dog ikke en indflydelse på den byggetekniske kvalitet på det endelige resultat, men er meget relevant for den enkle beboers tilfredshed med renoveringsprojektet (som i den grad kan anses som en komfortparametre).

En anden social dimension er igen økonomien i et projekt og her især i et langtids perspektiv. Lejer i den almene sektor har i gennemsnit et mindre økonomisk råderum og deres privatøkonomi er derfor meget afhængig af den leje som skal betales hver måned. Huslejestigninger på grund af renoveringsefterslæb, dårlig bygningsdrift, eller fejlvurderinger af økonomien i renoveringssager har derfor store konsekvenser – også for beboernes sociale velvære. For beboerne er det derfor især vigtigt at der skabes tryghed, ikke kun relateret til selve bygning og det nære område, men også på den økonomiske side. Projektet på Heimdalsvej har taget netop dette udgangspunkt for renoveringsindsatsen. En tidlig vurdering har vist, at energipriserne udgjorde en usædvanlig stor del af beboernes boligomkostninger, samtidig med at der kan forventes at energipriserne ville stige fremover. Bygherrens reaktion, at renovere bygninger til lavenergistandard, vil derfor vise sig som en meget fremadrettet løsning, selvom der ikke umiddelbart sker en besparelse for beboerne, men deres økonomiske tryghed er blevet øget betragteligt.

Det samme gælder i princippet også Fælledgården, hvor det er renoveringens helhedstænkning og renoveringens store omfang som er med til at fremtidssikre byggeriet. Urbanplanen og Brøndby Strand kan derimod anses som mindre fremtidssikret, da tidshorisonten for den næste renovering er betydelig kortere end for de to andre cases.

266

Casestudier - Diskussion

Alt i alt tegner de fire gennemførte casestudier et repræsentativ snit igennem aktuelle renoveringsprojekter, de udfordringer som mødes, såvel som rammerne for udvikling af systemleverancer til formålet.

Selvom der kan beklages manglende incitament for at udvikle deciderede ”renoveringsprodukter”, kan der ses tegn på at fleksible løsningstilgange, som tillader hurtig renovering, måske baseret på en form for ”tankemæssig platform”, har potentialet for at skabe et markedet inden for bygningsrenovering i den almene sektor.

267

268

Foto: Tegnestuen Vandkunsten

Tanghuset 2013

Life cycle Thinking I byggeriet

Kapitel 4: Life Cycle Thinking i byggeriet ”Det er svært at spå, især om fremtiden” 352

352 Der findes forskellige kilder til ordsproget, men uden at oprindelsen kan angives konkret. Det siges at Niels Bohr gerne har brugt citatet (http:// www.dr.dk/Nyheder/ Viden/2013/10/31170025. htm).

353 Fagudtrykket hedder ”burden shift”, som beskriver at ved at kun en særlig fase eller del af en leverancekæde optimeres, påvirkninger fra en anden fase eller del af en leverancekæde vil kunne stige som konsekvens (se også Wolf et al., 2012:7–8).

Life Cycle Thinking er overbegrebet på design strategien, som tilgodeser produkters eller services forskellige tilstande og funktionskrav over tid, fra produktionen til bortskaffelsen, med målet om at skabe mere bæredygtige produkter. Life Cycle Thinking har et særlig fokus på miljøpåvirkninger og handler om at minimere disse påvirkninger på tværs af alle faser i et produkts eller services livscyklus353.

Derudover er Life Cycle Thinking en måde at synliggøre mulige miljø- og ressourcemæssige, men også sociale og økonomiske konsekvenser for alle parter i leverancekæden, som opstår på grund af designbeslutninger. Life Cycle Thinking kan derfor anvendes for at skabe et mere holistisk perspektiv for de involverede parter (se også Thabrew et al., 2009:67).

Kapitel 4 behandler derfor et kerneaspekt i konteksten af bæredygtigt byggeri – bygningernes livscyklusser. Livscyklusser – flertallet - skal henvise til at der findes forskellige typer af livscyklusser i byggeriet, alt efter hvilket perspektiv der indtages.

Life Cycle Thinking bygger på Life Cycle Assessment (LCA), en videnskabelig anerkendt metode til vurdering af produkters og services miljøpåvirkninger.

Kapitel 4 er delt op i 3 underkapitler – 1) Livscyklusser i byggeriet, hvor de forskellige livscyklusser og deres overordnede betydning for Life Cycle Thinking fremhæves, 2) en introduktion til LCA-metoden, med en særlig fokus på bæredygtigt byggeri og materialer og 3) en design strategi, som tager afsæt i Life Cycle Thinking og de relevante aspekter inden for miljø, ressourcer, det sociale og økonomi.

Diagrammer, beregninger og ”findings” i dette kapitel stammer fra forskellige projekter og undersøgelser som er blevet udført i ph.d.-projektets forløb, herunder især ’Livscyklusvurderingen af Det moderne Tanghus’ (Vandkunsten/Realdania). I sammenhæng med formidling af ph.d.-projektet på KADK blev derudover lavet LCA-beregninger for projekterne Autarki 1:1 (KADK), ”Nøkkerosevej” (Nini Leimand og Kåre Rønne) og Villa Asserbo (Eentileen). Konkurrencen om Ellebo, Ballerup (Nordic Built Challenge) gav mulighed for at anvende og afprøve LCA-tilgangen i en realistisk konkurrencesituation på en tegnestue. Projekterne og formål bliver kort beskrevet i Boks 4.1, s.298).

Afsnittet om livscyklusvurderinger har til formål at vise hvordan LCA-metoden kan anvendes som designredskab i projekternes tidlige faser. Sideløbende med projekterne er der blevet udviklet et LCA-værktøj (maj 2011-juli 2013), med målet om at understøtte arkitekter i designbeslutninger og materialevalg. (LCAværktøjet findes i appendix C1.

269

Livscyklusser i byggeriet Bygninger kan ses som en ansamling af materialer, komponenter og elementer, med mere eller mindre faste forbindelser og afhængigheder. Bygninger bliver planlagt, finansieret og bygget med et bestemt formål og med en bestemt bruger- eller beboergruppe for øje – for at blive brugt over en dag, en uge, et år, årtier, og måske århundreder. Gennem tiden bliver bygningen forandret og tilpasset for at kunne blive brugt på andre måder og til andre formål. Lovgivningen ændrer Building Lifecycle sig, økonomiske forudsætninger og mål ændrer sig, og beboerne og brugerne ændrer sig.

adjustable box for graphics

Figur 4.1: Repræsentation af en bygnings livscyklus (skole) (gengivet fra Nicole Combe, 2011). Grafikken henviser til at de kortvarige ændringer i brugsmønteret kræver fleksibilitet af bygningen, mens langvarige ændringer kræver en stor tilpasningsevne.

De fleste af alle bygninger bliver planlagt uden et fastlagt brugstidsrum, men med et ønske om at kunne blive brugt i mange årtier. Som konsekvens heraf skal en bygning også kunne forandre sig i tråd med nye ønsker og forudsætninger, som opstår igennem tiden.

Bygningens livscyklus - på brugerniveau Den måske mest afgørende parameter i livscyklusperspektivet er brugerne selv.

Brugerne er mennesker i forskellige faser i deres liv – fra barndom til alderdommen I alle faser har brugerne forskellige behov, ressourcer og ønsker, som er tæt forbundet til boligsituationen, både socialt og økonomisk (Andersen & Thomsen, 1978:14–15).

270

Life cycle Thinking I byggeriet

Figur 4.2: Familiernes udvikling og boligbehov (ibid., 1964:20)

354 Tal referer til ejerskab af ejerlejligheder 355 Udlejningsstatistikker for almene boliger viser at små lejligheder (1-værelse) udlejes i kortere perioder, langt under gennemsnittet.

Små lejligheder vil derfor kræve flere ressourcer for drift og istandsættelse end større lejligheder.

Der er børn, unge, voksne og ældre til stede på det samme tidspunkt og de benytter de samme steder samtidig. Alene dette vil kræve en stor fleksibilitet og hensyntagen ikke kun for selve beboerne og deres naboer, men også for det byggede miljø (Alexander, 1977:73–76).

I dag bliver bygninger i gennemsnit brugt af den/de samme beboer i ca. 12 år354, mens hver beboer har brug for en bolig i ca. 45 år, men med meget forskellige forudsætninger og behov. Figur 4.2, tegnet af Ole Dybbroe (1964:20) visualiserer en families boligbehov igennem 50 år og fremhæver tre perioder med forskellige boligbehov: ”familieboligens barnetid” (små børn bestemmer behovet), ”familieboligens skoletid” (skolebørn bestemmer behovet) og ”familieboligens barnebarnstid” (børnene er flyttet fra boligen).

Perioderne og behovet kan selvfølgelig ikke defineres præcist, men arealmæssigt vokser boligbehovet i de første år, mens det er aftagende i den sidste tredjedel.

Gennemsnitstallet af 12 år355 for en bruger henviser til at beboerne normalt flytter når boligbehovet ændrer sig, siden boligen i de fleste tilfælde ikke kan tilpasses den nye situation. Men en brugerperiode på 12 år henviser også til, at en bygning eller bolig kommer til at have 4-6 ejere i løbet af dens livscyklus.

Bygningen bliver måske renoveret og tilpasset lidt ved hver brugerskifte, men især meget langvarige beslutninger som placeringen på grunden, disponering i forhold til verdenshjørnerne og grundlæggende konstruktion og struktur (Stewart Brands ”SITE” og ”STRUCTURE”) vil ikke kunne ændres. For arkitekter medfører

271

dette et stort ansvar når bygningen tegnes, fordi brugerskift og fremtidige behov skal indtænkes for at sikre en længst mulig levetid for bygningen.

Men familiens udvikling henviser også til en anden problematik – familiens økonomi. I de første år er boligbudgettet normalt trængt og giver mindre råderum til investering i totaløkonomisk fordelagtige løsninger, som koster mere i etableringsfasen, men tjener sig ind i de følgende år. Boligkoncepter som har en ”udbygningsreserve” eller gode muligheder for adaption vil således også hjælpe økonomien, siden det ikke bliver nødvendigt at finansiere hele boligen fra første dag, men i tråd med at boligbehovet vokser.

Med et meget kort perspektiv skal bygninger desuden også kunne tilpasses de forskellige behov brugerne har. Brugsmønstre kommer til at skifte fra dag til nat, fra uge til weekend, og fra sommer til vinter. I forløbet kan behovet være meget forskelligt fra bruger til bruger og en moderne bygning skal derfor planlægges til et stort spektrum af forskellige situationer.

Bygningens livscyklus – på energiniveau Hver bygning har konstant brug for energi - for at kunne opretholde funktionen, vedligeholde indeklimaet og til drift af tekniske anlæg. Der findes flere forskellige kilder til energien, men ikke alle er i stand til at levere den samme type og energimængde på ethvert tidspunkt. Især vedvarende energikilder er tit afhængige af vejret (vind, sol), døgnrytmen og årets forløb (sol, vind, (vand)).

Andre energikilder som fjernvarme eller el fra kraftværker er desuden afhængig af store tekniske anlæg og deres vedligeholdelse, men deres energiproduktion kan tilpasses et aktuelt behov.

Energien får dermed også en livscyklus: for vedvarende energikilder følger cyklussen naturen, for andre energiformer følger cyklussen ressourcerådigheden, politiske ønsker og som følge af disse, også den økonomiske situation.

byggeriet

Figur 4.3: Energibehov og energi til rådighed i årets forløb. Energitilskud som ligger over energibehovet (især måneder maj-sep.) bliver uudnyttet (baseret på tal fra BE10-beregning, Tanghuset (Vandkunsten), 2013).

Et 272øget fokus på ressourceforbruget i byggeriet medfører nødvendigheden for ikke kun at bespare energi igennem en reducering af energitab eller en øget effektivitet i energiproduktionen, men først og fremmest igennem at gøre bedre og mere brug af vedvarende energikilder. For bygninger har især solen en stor be-

Life cycle Thinking I byggeriet

Life cycle Thinking I byggeriet

Figur 4.3: Energibehov og energi til rådighed i årets forløb. Energitilskud som ligger over energibehovet (især måneder maj-sep.) bliver uudnyttet (baseret på tal fra BE10-beregning, Tanghuset (Vandkunsten), 2013).

Figur 4.3: fokus Energibehov og energi til rådighedi i byggeriet årets forløb.medfører Energitilskud som ligger over for Et øget på ressourceforbruget nødvendigheden energibehovet (især måneder bliver (baseret på tal fraeller BE10-beregning, ikke kun at bespare energimaj-sep.) igennem en uudnyttet reducering af energitab en øget efTanghuset 2013). men først og fremmest igennem at gøre bedre og fektivitet i(Vandkunsten), energiproduktionen, mere brug af vedvarende energikilder. For bygninger har især solen en stor beEt øget fokus ressourceforbruget i byggeriet medfører nødvendigheden for tydning, som enpåbillig og tryg energikilde.

På årsbasis er solen i princippet i stand ikke kun at bespare energi igennem en reducering af energitab eller en øget eftil at forsyne en bygning med al den nødvendige energi, både el og varme, men fektivitet i energiproduktionen, men først og fremmest igennem at gøre bedre og for at kunne gøre brug af solenenergien skal bygningen designes efter solens mere brug og af vedvarende energikilder.

For bygninger især solen enmht. stor verbepræmisser der skal tages højde for ikke kun solenshar gang (udretning tydning, som en billig og tryg energikilde.

På årsbasis er solen i princippet i stand denshjørnerne), men også døgnrytmen og årstiderne som ikke nødvendigvis ligtil forsyne bygningfor med al den nødvendige energi, både4.3). el og varme, men gerati tråd meden mønstret bygningens energibehov (se Figur for at kunne gøre brug af solenenergien skal bygningen designes efter solens præmisser og generelt der skal problem tages højde ikkefra kunvedvarende solens gang (udretning som mht. vind verHer ligger et for for energi energikilder denshjørnerne), men også døgnrytmen og årstiderne som ikke nødvendigvis ligeller sol, som ikke altid vil levere samme energimængder. Der skal derfor findes ger i tråd med mønstret for bygningens energibehov (se Figur 4.3). muligheder for at ”gemme” energi til tider med et stort energibehov, men med

manglende forsyning. Samtidig skal brugerne lære at bruge energien når den står Her ligger etI fremtidige generelt problem for kan energi fra dermed vedvarende som med vind til rådighed. bygninger energi bliveenergikilder til en ressource eller sol, som ikke altid vil levere samme energimængder.

Der skal derfor findes et ”ujævnt” forsyningsniveau. muligheder for at ”gemme” energi til tider med et stort energibehov, men med manglende forsyning.

Samtidig skal brugerne lære at bruge energien når står En ny opgave for arkitekter bliver derfor at tilpasse bygninger bedre til deden energitil rådighed.

I fremtidige bygninger kan energi dermed energibehovet blive til en ressource kilder som står til rådighed (især solen), formindske yderligemed og et ”ujævnt” forsyningsniveau. være med til at danne et nyt komfortbegreb som tillader større udsving i indekli-

356 Her kan projektet Heimdalsvej (kapitel 3) nævnes, hvor ventilationsanlægget er blevet installeret uden at tage hensyn til rummene og deres særlige kvaliteter.

maet baseret på et bygnings brugsmønster over tid (zonering, klimatilpasning En opgave for arkitekter bliver derfor at tilpasse bygninger bedre til de energiovernyårets forløb). kilder som rådighed (isærbliver solen), energibehovet yderlige og Ud over en står rent tilteknisk øvelse, detformindske også relevant hvordan disse og komvære med til at danne et nyt komfortbegreb som tillader større udsving i indeklimende teknologier integreres i bygningernes arkitektur. Først når dette er sket, maet baseretvæk på fra et det bygnings brugsmønster over tid (zonering,som klimatilpasning vil vi komme nuværende notion af ”teknologi-fixes”, skal forbedover årets forløb). re en bygnings energiregnskab, men uden at være en integreret, arkitektonisk Ud over en rent teknisk øvelse, det også relevant hvordan som disseindvendig og kombestanddel.

Dette gælder både bliver udvendig (solfanger, solceller) mende teknologier integreres i bygningernes arkitektur.

Først når dette sket, (ventilation, styringselementer), hvor især renoveringsprojekter vil bliveerudforvil vi komme væk fra det nuværende notion af ”teknologi-fixes”, som skal forbed356 drende . re en bygnings energiregnskab, men uden at være en integreret, arkitektonisk bestanddel. Dette gælder både udvendig (solfanger, solceller) som indvendig (ventilation, styringselementer), hvor især niveau renoveringsprojekter vil blive udforBygningens livscyklus – på materiale drende356.

Med afsæt i metodebeskrivelsen for Life Cycle Analysis (LCA) kan bygningers livscyklusser visualiseres som en cirkel, som binder forskellige faser eller stadier sammen.

En livscyklus normalt niveau med råmaterialers udvinding, (bygBygningens livscyklusbegynder – på materiale nings-) materialeproduktion og byggeri (”production stage”), brugs- og driftsfase Med i metodebeskrivelsen for Life Cycle Analysis (LCA) kan bygningers (”use afsæt stage”) og ender med end-of-life (EOL). livscyklusser visualiseres som en cirkel, som binder forskellige faser eller stadier sammen.

Enbygningen livscyklus”ibegynder normalt medatråmaterialers udvinding, (bygFor at holde live” er det nødvendig konstant tilføre nye materialer nings-) materialeproduktion og byggeri brugs-emissioner og driftsfase og energi til bygningen (”inputs”), som(”production konsekvens stage”), opstår affald, og (”use og ender end-of-life nogle stage”) gange også energimed (”outputs”) (se(EOL).

Figur 4.4).

273

For at holde bygningen ”i live” er det nødvendig at konstant tilføre nye materialer og energi til bygningen (”inputs”), som konsekvens opstår affald, emissioner og repair nogle gange også energi (”outputs”) (se Figur re-conditioning 4.4). re-use raw materials recycling

transport

disposal / incineration

processing

production

OUTPUTS

transport

emissions waste (energy)

c ra

ve to-gra dle -

end of life +50 years

e to-gat dle -

raw materials energy

c ra

production stage 0 - 2 years

INPUTS

2 - 50 years use stage operation maintenance

Figur 4.4: Bygningernes livscyklus

De forskellige stadier en bygning gennemgår, spænder over meget forskellige tidsrum, fra få måneder til år (råmaterialer) til årtier (brugs- og driftsfasen) og har alle en særlig profil med hensyn til miljøpåvirkninger forårsaget i løbet af det pågældende stadie. I udvindingsfasen bliver mest (naturlige) ressourcer brugt, i produktionsfasen relativ meget energi, mens end-of-life fasen er ansvarlig for påvirkninger relateret til affaldshåndtering (f.eks. CO2 udslip, vandforbrug, se også Figur 4.9 (s.286) og Figur 4.10 (s.287)).

Med hensyn til en reducering af miljøpåvirkninger eksisterer forskellige muligheder i de forskellige stadier. I produktionsstadierne handler det om at optimere fremstillingsmåden, i byggefasen gælder det om at reducere spild, i brugsfasen kan vedligeholdelse med fordel formindskes og med hensyn til End-of-Life – som i byggeriet principielt er ansvarlig for forholdsvis store andele af de samlede påvirkninger - er det først og fremmest interessant at ”forsinke” stadiet (og dermed forlænge brugsfasen). Hvis bortskaffelsen ikke kan omgås skal der overvejes, hvorvidt bygningen, dens elementer, komponenter eller materialer kan genanvendes i en så lidt dekomponeret form som mulig (se også ”Cascading systems”), frem for at materialerne bliver forbrændt eller deponeret.

Siden bygninger har forholdsvis lange levetider er især planlægningen af End-ofLife fasen i fremtiden krævende og behæftet med en stor usikkerhed, men også enkelte komponenters levetider får en forholdsvis stor betydning.

274

Life cycle Thinking I byggeriet

Materialer i fokus Igennem en løbende skærpelse af kravene til bygningernes energibehov er det bygningsrelaterede energiforbrug konstant blevet sænket, hen til et niveau hvor det bliver en stor teknologisk udfordring at sænke forbruget endnu mere. I en bygning fra 1960’erne kunne ca. 90% af det samlede energiforbrug over en brugstid på 50 år relateres til bygningens drift (varme og el), mens kun 10% blev forårsaget af byggematerialer. acc. energy demand 100%

80%

30% 20%

90%

10% 1960-

75%

25% 1990-

60%

40% 2015-

70%

operation

30%

construction

2020-

Figur 4.5: Forhold af driftsenergi og embodied energy i materialer i byggeri gennem tiden.

(Tal baseret på en modelberegning udført i sammenhæng med Nordic Built Challenge, Ellebo. Tal for 2020 er estimeret)

I moderne lavenergi bygninger med et energiforbrug svarende til 10-15% af niveauet fra en bygning fra 1960, bliver materialernes andel på det samlede energiregnskab større (ca. 40%) og giver dermed anledning til at være relevant med hensyn til en yderlige reducering af energiforbruget (se Figur 4.5). Forskellen er dog, at energiforbruget sænkes gennem en optimering af enten fremstillingsprocessen for materialerne eller gennem en ”erstatning” af materialer med høje energiforbrug (f.eks. beton / -> Embodied Energy) i produktionen. Materialer rykker derfor i fokus hvad angår energibesparelser. Metoder som LCA eller også MIPS vil levere metoden for at kunne tage stilling til materialernes primærenergi – og ressourceforbrug allerede i planlægningsfasen.

275

Stewart Brand: ”Shearing Layers of Change” I bogen ”How Buildings Learn” (1995) citerer Stewart Brand Francis Duffy fra tegnestuen DEGW, London: ”Betragtet korrekt, består en bygning af flere lag af komponenter med forskellige holdbarheder” (Brand, 1995:12).

Stewart Brand har adapteret ideen og udviklet en abstrakt forståelsesmodel ”Shearing Layers of Change”, som kan bruges til at beskrive relevansen af komponenternes levetider og deres placering og afhængigheder, både med hensyn til planlægning, men også bygningens drift.

Stewart Brand beskriver seks forskellige lag som en bygning generelt består af og henviser til deres forskellige levetider: Stuff (indvendige overflader og møblering – dage til måneder) Space plan (planløsningen – 3+ år) Services (tekniske installationer – 7-15 år) Skin (klimaskærm – 20+ år) Structure (konstruktionen – 30-300 år) Site (stedet - ∞)

STUFF SPACE PLAN SERVICES SKIN STRUCTURE SITE

Kernen i modellen er, at lagene skal holdes uafhængige af hinanden, i henhold til deres levetider. Lagene med korte levetider (”Stuff” eller ”Skin”) skal ligge ”yderst” for at kunne blive ændret eller udskiftet hyppigere og nemt, lagene med lange levetider (”Structure) skal ligge ”inderst”, fordi ændringer sker sjældent og hvis de sker, er indgrebet i bygningen under alle omstændigheder stort.

I en situation hvor et lag med en længere levetid bliver afhængig af et lag med en kortere levetid, kan det som konsekvens have, at mange ressourcer bliver spildt, da alle ”afhængige” lag ligeledes skal udskiftes (”shearing” iflg. Brands model).

Siden afhængigheder af lagene ikke helt kan omgås i en bygning, kan modellen allerede i designfasen hjælpe til at afkode komponenternes relationer og ændre sammensætningen af en bygnings elementer, således at forandring bliver mulig uden at påvirke uberørte lag.

Set som designværktøj præsenterer Stewart Brands model ét af to hovedaspekter357 for planlægning af bygninger med fokus på ressourcebesparelser og reducering af miljøpåvirkninger, som ligger til grund for betragtningen om Life Cycle Thinking. Ressourcebesparelser kan opnås gennem hensyntagen til de mange forskellige levetider som bygningernes bestanddele har og måden delene kan ændres eller udskiftes.

Men Stewart Brands model har også nogle begrænsninger og kan ikke favne hele kompleksiteten i en bygning. Lagene, ifølge Brand, er tit fast forbundet med hinanden eller afhængigheder bliver uomgængelige på grund af placeringen af komponenterne. Desuden eksisterer der forskellige levetider ikke kun inden for hvert lag, men også inden for hver komponent, som igen er bygget op i et flertal af forskellige lag.

276

se også Fig. 2.44, s.173 source: Brand, Stewart, “Shearing layers of change” in “How Buildings Learn”, 1995

357 det andet aspekt er ”product life extension”

Life cycle Thinking I byggeriet

Derudover ligger det implicit i ”Shearing layers”-modellen, at det svageste led (det ”indelukkede ” lag med den korteste levetid) kommer til at få en afgørende betydning, et punkt som skal diskuteres, fordi der findes en række forhold som medfører, at udskiftninger ikke altid kommer til at finde sted når en komponents (eller lags) levetid er nået.

Brands model var selvfølgelig aldrig tænkt til at beskrive ressourceforbruget som ligger implicit i ’lagmodellen’ (levetider og obsolete lag). Brands model kan anses som meget forenklet, og for at kunne anvende den for at beskrive ressourceproblematikken i byggeriet, er det derfor nødvendigt, at udvide ”lag”-begrebet og fokusere mere på de enkelte komponenter og de materialer som lagene består af.

Elementer, komponenter, materialer – bygningernes bestanddele 358 Med reference til Design for Disassembly (DfD) skal henvises til Fletchers forslag til opdeling af bygningsdele på 3 overordnede niveau-er: ”system level”, ”product level” og ”material level” (Fletcher, 2001:173)

359 ”Økologi” handler om disse forhold og systemet som dannes (se også kapitel 2).

En bygning kan betragtes som en entitet, som samler et stort antal forskellige elementer, komponenter og materialer og som i samspil danner ”bygningen”358.

Elementer betegner hoveddele af en bygning, som facader, dæk eller tag og kan hver for sig omfatte flere komponenter og materialer.

Komponenter er mindre enheder inden for et element, som vinduer, armaturer, tekniske anlæg, loft- eller gulvsystemer og som igen kan består af flere komponenter og materialer. Komponenter har grænseflader til andre komponenter og har (normalt) et bestemt formål eller en afgrænset opgave i en bygning.

Materialer er den mindste enhed en bygning, dens elementer og komponenter, kan deles op i. Byggematerialer kan dog være ”halvfabrikata” som har et bestemt formål (som f.eks. beton, isolering, imprægneret træ).

Alle disse mange elementer, komponenter og materialer en bygning består af, har særlige levetider som bliver betinget af mange faktorer, som f.eks. brugen (slitage), placeringen (indvendig/udvendig), materialesammensætning og nedbrydning, men også vedligeholdelse og reparationer.

Konsekvensen er, at en bygning kan eller vil bestå af forskellige komponenter og materialer igennem tiden, men som i deres specifikke kombination altid udgør den samme bygning – en bygning kan derfor siges at have et ”stofskifte” – næsten ligesom et levende organisme.

En anden parallel til biologien er, at alle bygningens elementer, komponenter og materialer har en relation til alle andre elementer, komponenter og materialer, som omgiver dem. Forholdet imellem elementet, komponent og materialet kan have forskellige udformninger og betydninger for enhver bestanddel (bygningsdel)359. Et vindue (komponenten) har f.eks. konsekvenser for facaden (elementet), idet at vinduet præger udformningen af alle facadens lag, fra den udvendige beklædning, isolering, konstruktionen, hen til den indvendige beklædning, men faktisk også tekniske installationer som enten bliver nødvendige på grund af vinduet (f.eks. styring af solafskærmning, eller sikring), som har en funktionsmæssig rela-

277

tion (f.eks. radiator nedenunder vinduerne) eller som er ekskluderende (installationsføringer kan ikke ligge i vinduets areal).

Men relationerne kan for hver to bygningsdele være forskellige, relative til betragtningsperspektivet. Et vindue kan have en afgørende indflydelse på den bærende konstruktion (konstruktionen planlægges efter vinduets størrelse og placering), men omvendt kan den bærende struktur også bestemme vinduets udformning og placering. I en indbygget tilstand vil den bærende konstruktion funktionsmæssig ikke være afhængig af vinduet, vinduet kan desuden ikke være en del af bygningen uden den bærende konstruktion.

Samme regelsæt kan anvendes til selve vindue (set som komponent). Vinduet består af flere delkomponenter og materialer, som f.eks. ruden (glas, aluminium, forsegling, gas, mfl.), ramme og karme (træ, metal, tætningslister, isolering) og beslag (metal, plastik). Alle bestanddele er nødvendige for funktionen ”vindue”, men nogle elementer kan anses som dominerende: f.eks. kan ruden kun svært bruges uden en ramme.

Ifølge Stewart Brands model kan man anse elementer som de mest stadige bestanddele, komponenter som et lag med kortere levetider og materialer som lag (eller dele af et lag), som udskiftes hyppigst. Men når man ser på bestanddelene som ”ressourceentiteter” kommer man til en anden konklusion (se også Figur 4.6): 1.

2.

3.

4.

5.

en bygning består af flere elementer (svarende til lag-modellen); elementer består af forskellige komponenter, men et elements levetid bliver ikke begrænset af levetiderne på de enkelte komponenter (f.eks. forbliver facaden en facade); komponenter består af andre (sub-) komponenter eller byggematerialer og har en specifik funktion i et element (f.eks. et vindue).

Under-komponenter og byggematerialer indgår i en komponent (f.eks. ruden eller beslag i et vindue). Dette niveau bestemmer komponenternes levetid og kan have stor indflydelse på de større niveauer.

(Rå-)materialer er ressourcen som anvendes til fremstilling af materialer og komponenter på de øvrige niveauer, i nogle tilfælde kan råmaterialer indgå direkte på et højere niveau (f.eks. træ)

En bygning, men også hver bygningsdel (entitet), har derudover en specifik livscyklus, som finder sted parallelt til en brugscyklus. Årsager til hvorfor og hvornår der sker udskiftninger på de forskellige niveauer er afhængig af og er specifikt for selve niveauet. Udover ren funktionelle, tekniske eller økonomiske grunde kan også æstetiske grunde være årsagen til udskiftninger og vil dermed have betydning for levetiderne.

På bygningsniveau sker kun en ”udskiftning” ved nedrivning og opførelse af en ny bygning, ellers vil man altid referere til ”bygningen” (f.eks. ”Fælledgården”,

278

Life cycle Thinking I byggeriet

eller ”Industriens hus”), selvom den har ændret udseende (og nogle gange også funktionen) over årene.

For element niveauet er det næsten den samme situation, facaden vil f.eks. altid refereres til som ”facaden”, selvom vinduerne udskiftes eller facadebeklædningen ændres. Levetiden er dermed potentielt lige så lang som bygningens levetid.

På komponent, sub-komponent og byggemateriale niveau bliver derimod levetider for de enkelte komponenter bestemt. Her gælder det, at levetiden af det svageste, funktionsbærende led er afgørende for hele komponentens levetid (f.eks. forseglingen af en glasrude begrænser levetiden på 20-30 år, i modsætningen til malingen på en ramme (ca.7 år) som ikke umiddelbart ødelægger funktionen som vindue); 3-10 years

80-200 years

concrete

∞

20-30 years

selant glas 80-100 years aluminium

80-100 years

(raw) material level

gas

60-150 years

wood

60-150 years

wood 60-150 years

aluminium

glas pane 5-7 years

paint larch wood rubber 20 years 20 years PE steel aluminium 100+ years 80-100 years

lifespan: 20 years

20-40 years

balcony

construction

40-100 years

insulation

long lifespans, depends on raw material

80-200 years

concrete

20-40 years

20-40 years

80-200 years zinc tile parquet slate 30-150 years 20-80 years 20-40 years tile stone wood 30-60 years 40-80 years 80-200 years 30-80 years fibreconcrete concrete wood 30-80 years 10-25 years tar board support wood 5-15 years 10-30 years support 20 years 40-60 years carpet linoleum wall 40-60 years paper paint support 3-10 years 40-60 years plaster board 20-40 years support

ETICS

40-60 years

window component level

60-150 years

steel

20-30 years

40 years

building material / sub-component level

laquer 10-40 years cardboard glue 60-150 years 20 years wood

20-60 years

cladding

30-40 years

80-200 years

slate

40-60 years

60-200 years

construction flooring 5-150 years ceiling 5-150 years

20-80 years

60-200 years

roofing/cladding construction 40-150 years doors construction 5-20 years interior 3-40 finish insulation years windows

30-40 years

20 years

interior finish 5-20 years

element level

building level

facade

lifespan: 40-100 years

shorter lifespans, depends mostly on use and location and combination with other materials

decks

lifespan: 40-200 years

walls lifespan: 20 (5) -200 years

various lifespans, depends mostly on replacement cycles of components

roof lifespan: 20-50 years

element x

BUILDING

lifespan varies strongly (depends on location, use, components,materials, value, fashion, key elements (e.g. construction) have greater influence than components or raw materials)

1-500 years

Figur 4.6: Levetidsmodellen. På forskellige niveauer bliver afgjort hvilke faktiske levetider realiseres for de forskellige bygningsdele. Entiteter som ”bygning” (”building level”) eller ”materiale” (”material level”) er næsten uafhængig af tid, eller har meget lange levetider.

Udskiftninger bliver derfor bestemt af de levetider som skyldes kombinationen af flere materialer i komponenter og deres relevans for komponentens overordnet funktion (”component level”).

279

På (rå-)materialeniveau findes derimod meget lange levetider, kun svarende til materialets egenskaber uden konteksten i en bygning. Brudt ned til stofniveauet kommer materialerne (set som ressource) faktisk til at overleve bygningen (f.eks. glas som materiale i en rude har en teoretisk levetid på flere hundrede år).

Levetidsmodellen peger dermed direkte på Steward Brands lag-model, men tilgodeser at der vil være forbindelser på tværs af lagene som ikke kan undgås helt i byggeri (her kan igen et vindue tjene som eksempel, som ”bryder” alle lag i en facade). Ved en opdeling af elementer i komponenter som hver for sig kan revisioneres, lempes problemet og det mulige ressourcespild som ligger implicit i Brands model.

Med henblik på livscyklusanalyser har levetidsmodellen en stor betydning, da især valget af levetider påvirker beregningsresultaterne afgørende (se også afsnit om levetider i LCA-sammenhæng).

Life Cycle Assessment Livscyklusser for materialer, produkter og services kan kortlægges ved en Life Cycle Assessment (LCA), LCA er en bred accepteret metode til kvantificering af potentielle miljøpåvirkninger, som bliver forårsaget igennem udvindingen, produktionen, brugen og bortskaffelsen af et materiale eller produkt. LCA metoden er beskrevet i ISO standarderne 14040-43 og bliver siden 1980’erne løbende videreudviklet.

Efter ISO-standarden skal en LCA bestå af fire faser: ”Goal and Scope”, ”Life Cycle Inventory” (LCI), ”Impact Assessment” (LCIA) og ”Interpretation”.

Figur 4.7: Livscyklusvurderingens faser efter ISO 14040 (gengivet fra Dansk Standard, 2009:53)

280

Life cycle Thinking I byggeriet

360 f.eks findes der metoder som henvender sig mest til dokumentation af bestemte produktgrupper (f.eks. fødevarer), eller sætter en særlig fokus på en bestemt hovedkategori (f.eks. sundhed, ressourcer, …)

I ”Goal and Scope” fasen (”Formål og afgrænsningen”) bliver opgaven og omfanget af kortlægningen defineret (funktionel enhed, systemgrænse og miljøpåvirkningskategorier (f.eks. GWP100).

I LCI fasen (”Kortlægning af livscyklus”) skal produktsystemet kortlægges og igennem en dataindsamling fastslås hvilke ressourcer der indgår i hvilke mængder i systemet.

I LCIA fasen (”Vurdering af miljøpåvirkninger”) bliver resultaterne fra LCI fasen evalueret og dermed relateret til forskellige påvirkningskategorier inden for sundhed, natur/miljø og ressourcer. I LCIA’en kan anvendes forskellige metoder til beregning og vægtning af miljøpåvirkninger, alt efter hvilken type af system der bliver undersøgt, eller hvad formålet med studiet er.360 I fortolkningsfasen (”Interpretation”) skal resultaterne forklares og sættes i perspektiv. Desuden skal der gøres rede for datakvaliteten og mulige fejlkilder som kan forvrænge resultatet.

LCA standarden (ISO 14040) beskriver hvordan en LCA skal gennemføres og stiller krav til fremgangsmåden. At metoden er standardiseret betyder ikke, at det er muligt at sammenligne resultater fra forskellige LCA’er direkte, hvis ikke deres funktionelle enhed, datagrundlag og beregningsmetode er ens. Med hensyn til byggeri og den store inkonsistens i ”produktionsformen” fra et projekt til et andet, henviser dette til at resultater fra en bygnings relateret LCA i princippet ikke kan overføres til ethvert andet projekt. Men i tråd med ideen om Life Cycle Thinking stiller LCA en mulighed for at kvantificere miljøpåvirkninger på en bred basis og kan dermed være med til at forhindre at nye problemer skabes på grund af et for snævert syn på miljøet (f.eks. på grund af et fokus på energiforbrug eller CO2 udledning).

Indikatorer som Carbon footprint og Embodied Energy I en LCA bliver der taget hensyn til mange forskellige miljøpåvirkninger med målet at forhindre en såkaldt ”burden shift” – en situation hvor et produkt eller service bliver optimeret med fokus på en særlig miljøpåvirkning, men på en potentiel bekostning af andre miljøeffekter.

Men gennem et øget fokus på miljøbelastninger er begreber som ”CO2 udslip” eller ”CO2 fodaftryk”, ”Energi forbrug” og ”vedvarende energikilder” blevet moderne og anvendes bredt for at give et indtryk af hvor meget et produkt eller service kan påvirke miljøet. I løbet af de sidste år er disse udtryk blevet til en ”forståelig” størrelse og også konsekvenserne, som f.eks. stigende vandspejl bliver omtalt meget.

Alligevel er ”CO2” kun en populær betegnelse for én miljømæssig indikator blandt mange (Global Warming Potential, GWP), og det er fortsat svært at forholde sig til, indtil videre ”ukendte”, miljøpåvirkninger som f.eks. ”Ozone Depletion Potential” (destruktion af ozonlaget) eller ”Eutrophication Potential” (ørkendan-

281

nelse). Især i en dansk / europæisk kontekst bliver det en udfordring for fremtiden at levere et billede af konsekvenserne af de forskellige påvirkninger som ellers findes.361 Primary Energy Demand

2000

1500 primærenergi fra fornyelige ressourcer [MJ] 1000

primærenergi fra ikke-fornyelige ressourcer [MJ]

mursten

beton

stål

0

træ

500

Figur 4.8: Embodied Energy og sammensætning for udvalgte materialer. Modelberegningen viser andel af primærenergi fra fornyelige og ikke-fornyelige ressourcer for en søjle på 3m højde lavet af forskellige byggematerialer fra cradle-to-gate. Eksemplet skal vise at det er relevant for vurderingen om Embodied Energy (EE) omfatter den totale primærenergiindsats (1) eller kun primærenergien fra ikke-fornyelige ressourcer (2). Sammenligner man træsøjlen med nogle af de andre søjler, vil konklusionen for (1) være at træsøjlen har ophobet mest EE, og at betonsøjlen har den ringeste værdi for EE. I vurderingen efter princip (2) vil det derimod være træsøjlen som har den ringeste værdi for EE. For træsøjlen gælder at primærenergibehovet fra ikke-fornyelige ressourcer kan relateres til procesenergien som kræves i fremstillingsprocessen for byggematerialet, mens den store andel primærenergi fra fornyelige ressourcer stammer fra solen og bliver ophobet i træets vækst.

”Embodied Energy” som indikator for det materialerelaterede primær energiforbrug er også blevet mere udbredt de senere år. Embodied Energy betegner den akkumulerede primærenergi som blev brugt på et materiale gennem hele dens livscyklus, fra råmateriale indvinding til bortskaffelsen. Primærenergien kan stamme fra to typer kilder, fornyelige og ikke-fornyelige (fossile) kilder. Fornyelige energikilder er sol, vind- og vandkraft, ikke-fornyelige kilder er f.eks. olie eller gas.

Da energien i fossile brændstoffer også stammer fra solen, skelnes også mellem ”embodied past sunlight” og ”embodied present sunlight”. Den afgørende forskel er at ikke-fornyelige ressourcer (”embodied past sunlight”) ikke bliver dannet i den samme hastighed som de forbruges, mens fornyelige ressourcer (”embodied present sunlight”) forbruges på cirka samme hastighed som disse kan reproduceres (Constanza, 1979:7–8).

Således findes også mindst to definitioner for Embodied Energy, hvor enten 1) al primærenergi, eller 2) kun primærenergi fra ikke-fornyelige ressourcer medtages.

282

361 f.eks. ørkendannelse er ikke et særlig stort emne i Danmark, mens det allerede er blevet til et synligt problem i sydeuropæiske lande som Spanien eller Italien

Life cycle Thinking I byggeriet

For afhandlingen anvendes definition 2), da denne definition vil øge relevansen af ikke-fornyelige ressourcer i de respektive vurderinger (se også Figur 4.8).

362 miljøpåvirkninger fra forskellige kategorier kan ikke sammenlignes direkte, her kræves altid en form for vægtning, som dog kan være meget forskellige alt efter hvilket mål der forfølges med udførelsen af en LCA. Eksemplet med vandforbruget dokumenterer udfordringen godt, da (rent) vand er en knap ressource afhængig af geografien.

Det vil sige at alt efter hvor vandkrævende processer foregår, skal vandforbruget (-eller forureningen) vægtest højere eller lavere, svarende til dens potentiale til at forårsage en skade i økosystemet, for menneskernes helbred eller udtømning af ressourcer.

Metoden LCA lider desuden under kompleksitet og især med hensyn til byggebranchen kan LCA nemt ses som bare endnu et værktøj eller dokumentationskrav, frem for at fremstille muligheden for at forbedre resultat når metoden anvendes som et designværktøj. Her kan brugen af enkelte indikatorer som ”CO2fodaftryk” eller ”Embodied Energy” med fordel anvendes for at levere et hurtigt overblik over potentielle kilder for store miljøpåvirkninger enten fra bestemte materialer eller processer i et byggeprojekt, uden at en hel LCA skal laves. Især i renoveringsprojekter ligger der et stort anvendelses potentiale for indikatorer til en miljømæssig værdsættelse af eksisterende bygningsdele eller – elementer, i modsætning til en økonomisk eller kulturel værdi. Høje værdier for ”Embodied Energy” henviser således til at meget energi er blevet brugt til at producere og vedligeholde elementet, og som kun for nogle materialegrupper kan genvindes når elementet bortskaffes. I konsekvensen forårsager bortskaffelsen af elementet altså miljøpåvirkninger, som vil kunne undgås hvis elementet bibeholdes eller genanvendes i byggeprojektet.

Alligevel er det vigtigt ikke at fokusere kun på en indikator, som f.eks. Embodied Energy, men altid medtage flere andre indikatorer for at sikre at der dannes et helhedsblik over miljøpåvirkningerne (”burden shift”). Det er især relevant på materialeniveau, hvor f.eks. træmaterialer ikke forårsager særlig store CO2 udslip (i modsætning til mursten eller beton), men for eksempel bruger forholdsvis store mængder af vand gennem en livscyklus362.

283

End-of-Life, holdbarhed og ”Product-Life Extension” End-of-Life (EOL) er den sidste fase i et produkts eller services livscyklus, men alligevel skal denne fase behandles først af flere grunde: 1) End-of-Life scenarier kan påvirke det endelige LCA-resultat betydeligt, 2) EOL finder allerede sted under projektets opførelse og driftsfase for alle komponenter og materialer som producerer affald på bygepladsen eller har en kortere levetid end bygningen, 3) EOL scenarier er tæt forbundet med designbeslutninger fra planlægningsfasen (f.eks. Design for Disassembly) og 4) tidspunktet for EOL kan påvirkes ved enten at vælge holdbare materialer eller øge vedligeholdelsesindsatsen med målet om at reducere hele systemets miljøpåvirkninger.

EOL-scenariet er i mange tilfælde afgørende for de faktiske miljøpåvirkninger som bliver forårsaget af et produkt, service eller en hel bygning (se også Figur 4.9).

Share of End-of-Life

Share of End-of-Life

100%

100%

80%

80%

60%

60%

40%

40%

20%

20%

-60%

-60%

-80%

-80%

ODP

POCP

AP

EP

NPED

RPED

TPED

Water

Waste

hazard. waste

-100%

Nøkkerosevej

Villa Asserbo

Figur 4.9: Relevansen af EOL-scenarier for LCA resultater. (Gul: Påvirkninger relateret til EOL-fasen, blå: påvirkninger fra alle andre faser). Diagrammerne viser at EOL-scenarier udgør en relevant del af påvirkningerne, men ikke har samme betydning for alle påvirkningskategorier, samt at der er forskelle mellem to forskellige projekter og deres respektive materialeprofiler (tv. Nøkkerosevej (mursten/tegl), th. Villa Asserbo (træmaterialer).

Beregningerne for Nøkkerosevej viser at mellem 17-21% af resultatet i kategorierne NPED (Embodied Energy) og GWP kan afhænger af EOL. For Villa Asserbo er indflydelsen endnu større og ligger mellem 23-62% (NPED/GWP), som højst sandsynlig kan forklares med den store mængde træbaserede materialer som anvendes i projektet.

Derudover gælder det for nogle materialegrupper (såsom træ) at den største del af miljøpåvirkninger faktisk først forårsages i EoL-fasen (se Figur 4.10). LCAmetoden tager ikke hensyn til tidsaspektet endnu, og efter standarden relateres alle miljøpåvirkninger til ”første dag” af betragtningsperioden. Især inden for byggeri med mange materialer og produkter med forholdsvis lange levetider kunne tidsforskydningen være interessant at undersøge. Træmaterialer for eksempel, vil først frigive den største del af det indlejrede carbon ved forbrænding eller

284

[t]

GWP

[t]

[t]

-40%

[t]

excav. abiotic res. residues depl.

[t]

hazard. waste

[MJ]

Waste

[MJ]

Water

[MJ]

TPED

[kg Phosphat eq]

RPED

[kg SO2 eq]

weight

-20%

[kg Ethen eq]

C1-C4 [t CO2 eq]

0%

[mg R11 eq]

A1-A5, B1-B7

[t ]

[t]

[t]

[t]

NPED

[t]

EP

[t]

AP

[MJ]

POCP

[MJ]

ODP

[MJ]

GWP

[kg SO2 eq]

weight

[kg Phosphat eq]

-40%

[kg R11 eq]

-20%

[kg Ethen eq]

kg

C1-C4 [t CO2 eq]

0%

excav. abiotic res. residues depl.

A1-A5, B1-B7

Life cycle Thinking I byggeriet

kompostering i en EoL-situation, som dog først kommer til at ske 50-100 år efter at træet er blevet fældet (hvis anvendt som byggemateriale).

Problemet bliver nærmere beskrevet i afsnittet om LCA som designværktøj og ”tidslinjen”.

NPED (50 years)

GWP (50 years) 1400 MJ

66,3

73,2

1200

1.059,8

64,0

50

42,7

1.117,1

1000

36,7

31,9

867,6

800

0

600

571,4 422,6

400 -50

316,9

-52,4

275,1

200 0

stål træ -598,5

100

90

80

70

60

50

40

30

20

0

-800

10

150

140

130

120

110

100

90

80

70

60

50

40

30

20

10

-600 -200

mursten

-400

years

years

363 oekobau.dat databasen er ”forudberegnet” (”aggregeret”), som betyder at de enkelte processer ikke er transparent med hensyn til underprocesser og de data, som blev anvendt til at beregne datasettet.

Figur 4.10: Effekt af EOL-fasen for forskellige materialegrupper. Eksempelberegning for 3m høje søjler med sammenlignelige bæreevner (sekundære materialer som f.eks. krævet for brandsikring er ikke medtaget).

I en LCA er det kun ”slutværdien” som er relevant (f.eks. for træsøjlen: -52,4 kg CO2eq for GWP og -598,5 MJ for NPED), selvom denne værdi først nås om 80-120 år frem i tiden. For nogle materialegrupper er den beregnede miljøpåvirkning derfor faktisk højere over det meste af produktets livscyklus. Træsøjlen er et godt eksempel, GWP er lavt hele vejen indtil EOL, fordi carbonindholdet i træet først bliver frigivet ved forbrændingen. Materialets embodied energy er derimod højere i brugsfasen, da det har krævet (proces-)energi at fremstille byggematerialet i produktionsfasen. Den negative værdi for NPED bliver først realiseret i EOL-fasen og kun ved forbrænding, da her – efter metoden bag databasen363 – andre, fossile energikilder erstattes med energien som kan udvindes træet.

Som et gennemgående emne i denne afhandling er planlægning med henblik på en øget ”holdbarhed” en anden lovende mulighed, for at reducere miljøpåvirkninger gennem bedre design. Generelt set, kræver elementer, komponenter eller materialer med korte levetider mange udskiftninger eller meget vedligehold. En forlængelse af udskiftningsintervallerne vil derfor resultere i et mindre ressourceforbrug, færre miljøpåvirkninger, samtidig med reducerede omkostninger i bygningens driftsfase. Men komponenter, elementer, hele bygninger kan faktisk planlægges på en måde som forenkler vedligeholdelsesindsatsen og tillader at enkelte produkter bliver istandsat for at kunne genbruges i samme situation og i en tidssvarende kvalitet. Konceptet bliver betegnet som ”Product-Life Extension” og blev først beskrevet af den sveitsisk arkitekt Walter R. Stahel i 1982.

Formålet var at udvikle et koncept som tillader ”selvstændigheden af levetider for inter-kompatible systemer, produkter og komponenter” (Stahel, 1982:75).

285

150

-144,2

beton

140

træ

-200

130

mursten stål

-150

EOL

beton

120

EOL

110

-100

0

kg CO2eq

100

production / manufacturing

INPUTS “virgin ressources”

2

raw materials energy

use phase

OUTPUTS “waste” emissions waste (energy)

1

3 “replenishing loops”

4

1: REUSE 2: REPAIR 3: RECONDITIONING 4: RECYCLING

Figur 4.11: Walter Stahels "The selv-replenishing system (Product-Life Extension)" (Stahel, 1982:74 (grafisk bearbejdet))

Stahel tager afsæt i John D. Davis tekst om ”Appropriate Technology for a crowded world” (1977), hvor Davis beskriver en uadskillelig sammenhæng mellem økonomi, ressource- og energiforbrug og taler for at fremme nye teknologier i et postindustrielt samfund364. Han påpeger især områder som energiforsyning og – besparelser, produkternes holdbarhed og genanvendelse, affaldshåndtering og recycling, såvel som anvendelse af naturlige materialer som fremtidens teknologier med store potentialer. Især ”4Rs”-princippet - ”renovation for reuse, repair and material component recycling”365 vil blive væsentlig med hensyn til ressource- og energibesparelser. (Davis, 1977:30) Walter Stahel tager ”4R”-princippet op og beskriver en ny, forlænget livscyklus for produkter og systemer (se Figur 4.11) som foregår i forskellige store cirkler fra direkte genanvendelse (”reuse”), istandsættelse (”reconditioning”), reparation (”repair”) og hen til recycling.

Det interessante med Stahels tilgang er, at han vender ressourceproblematikken om og udvikler en positiv, fremtidig forretningsmodel som bygger på langvarige kontraktforhold, langsom men sikret vækst og en øget arbejdsindsats med bivirkningen at ressourceforbruget faktisk formindskes igennem en gentagende istandsættelse af de samme komponenter.

286

364 John D. Davis skriver om teknologiudviklingen i Storbritannien 365 John D. Davis skriver selv om ”4R”s , selvom citatet faktisk kun indeholder 3Rs: reuse, repair, recycling. Wlater Stahel kompletterer 4R-princippet ved at tilføje ”reconditioning” og kalder systemet ”replenishing loops”.

3R/4R princippet er senere blevet citeret og videreudviklet af mange andre forskere især indenfor feltet ”industrial ecology” (se kapitel 5).

Life cycle Thinking I byggeriet

366 Crowther har skrevet forskellige rapporter, sin phd-afhandling, samt flere bidrag til konferencer og bøger siden 1999 367 (Fletcher, 2001).

368 f.eks. facadeelement, med indbygget vindue: genanvendelse er (næsten) umuligt, siden facaden blev fremstillet til et særlig projekt (mål, design, verdenshjørner, mfl.).

En yderlig nedbrydning i delkomponenter (beklædning, vindue, trærammer, isolering, mfl.) vil gøre det mulig at anvende komponenterne i et større antal projekter. ”Nedbrydningen” resulterer desuden også i en reduktion af kompleksiteten som skal tilføjes igen igennem en større planlægningsindsats (facaden skal planlægges igen, med brug af de genvundne materialer og komponenter).

Figur 4.12: Mulige End-of-Life koncepterScenarios i byggeriet (Crowther, 2001)Environment Figure 3 Possible End-of-life for the Built

De samme principper danner grundlaget for det senere koncept ”Design for disassembly” som kan ses som en designstrategi som tager afsæt i produkternes End-of-Life scenarier. I kontekst af byggeri beskrives DfD af blandt andet arkitekterne og forskerne Philipp Crowther i 1999366 og Scot L. Fletcher i 2001367. Ifølge Crowther skal bygninger kunne skilles ad i forskellige grader og med målet om, at der altid vedligeholdes den størst mulige enhed for genanvendelse. Ved at prøve at genanvende en bygningskomponent i sin helhed, bespares ikke kun ressourcer (som ellers er nødvendig til en ny produktion af komponenten), men også planlægningsindsatsen og dermed faktisk også komponentens kompleksitet. Ulempen er at en komponent bibeholder en højere specifikhed og dermed bliver mulighederne for en direkte genanvendelse indskrænket368 (se også kapitel 5).

Både Crowther og Fletcher ser recycling som det mindst ”ønskelige” scenario med hensyn til End-of-Life scenarier. Her spiller ideen om idealet ind, så ressourcekredsløb faktisk kan lukkes helt. I realiteten er dette tvivlsomt, fordi der altid vil opstå tab (ressourcetab, kvalitetstab) i de mulige EoL-scenarier (som f.eks. recycling). Derudover kræver også istandsættelse eller recycling procesenergi, som igen er ansvarlig for miljøpåvirkninger og som dermed direkte kan relateres til End-of-Life fasen.

287

369 Der findes også udtrykket ”cascaded recycling” som anvendes i sammenhæng med ”openloop”-recycling systemer. ”Open loop” beskriver at der forsøges ikke at lukke ressourcekreds løbet, men henblik på reducering af affaldsmængden, men om at en anden aftager for restmaterialet findes (se også Graedel & Allenby, 1995:263–264).

Forlader man billedet af en livscyklus som en (lukket) cirkel og ser et projekt som et blandt mange projekter, kan genanvendelsen finde sted i et andet, alternativt projekt. Princippet kaldes ”Cascading systems” (se Figur 4.13), hvor man betegner parallelt eksisterende produktsystemer, som anvender bi- eller restprodukter fra hovedsystemet som ressource. Overført til et byggeri, er et ”cascading system”369 et andet byggeprojekt som kan gøre brug af materialer, komponenter eller hele elementer som ellers bortskaffes. Når byggematerialeniveauet er nået kan også andre industrier anses som alternative systemer og dermed blive til en ny aftager for ellers spildte ressourcer (se også ”Industriel symbiose / Kalundborg modellen, Kapitel 5).

main system

cascaded systems building n

raw material extraction

building 1

building 2

building 3

raw material extraction

raw material extraction

element production

building material production

component production

building

use

element production

raw material extraction

raw material extraction

building material production

component production

parallel systems / other branches

0 building material production

A4

intermediate material production

building material production 4

component production

A3

B4 component production

component production 3

End-of-Life

building

element production

A2

element production

element production 2

use

building A1

1

End-of-Life

use

assembly

building

use

use

5 End-of-Life

End-of-Life

Figur 4.13: Cascading systems. Genanvendelse af bygningsdele kan forgå i det samme system (1-4) eller parallelle systemer (A1-A4) for at bevare bygningsdelenes kvalitet og integration på det højst mulige niveau, men også specifikhed. Aftagermarkedet bliver større ved en større nedbrydning, da recyclingmaterialer med en ringe specifikhed kan anvendes i andre brancher (4B).

0: råmateriale input, 1: genanvendelse (som bygning), 2: reparation/genanvendelse af elementer, 3: istandsættelse/genanvendelse af komponenter, 4: recycling af byggematerialer, 5: End-of-Life (forbrænding, deponering) A1-A4: genanvendelse i andre byggeprojekter, B4: genanvendelse i andre brancher Diagram baseret på Figur 4.11 (Stahel, 1982) og Figur 4.12 (Crowther, 2001)

Cascading systems har en særlig betydning for reducering af påvirkninger fra EoL-scenarier som forbrænding og deponering, da affaldet fra et produktsystem vil betragtes som ressource i et andet produktsystem (mere efficient ressourceudnyttelse).

288

End-of-Life

Life cycle Thinking I byggeriet

370 Efter ISO 14040, skal allokationer hvis muligt omgås og systemgrænser i stedet udvides indtil systemerne som skal sammenlignes er lige. Med hensyn til EoL og recycling er dette svært, da bi- eller restprodukter skal indgå i andre produkter, som ikke alle kan medtages i de respektive systemer uden at produktsystemet bliver meget kompleks.

I sammenhæng med LCA er det forsat en udfordring at beregne genbrugskoncepter ved End-of-Life, da det kan være svært at definere systemgrænserne tilsvarende370. Med henblik på mulige beregningsmåder for recycling-scenarier findes forskellige allokationsmetoder.

Allokationsmetoderne påvirker resultaterne væsentligt og er forbundet med forskellige store usikkerheder. Derudover tager alle disse metoder afsæt i den nuværende teknologi eller økonomiske situation, med konsekvensen at resultaterne bliver behæftet med en endnu større usikkerhed, da både teknologien og den økonomiske situation vil udvikle sig uforudsigelig over de lange tidsrum som betragtes i livscyklusvurderinger i byggeriet (50år+).

Livscyklusanalyser (LCA) som beslutningsstøtteredskab i den arkitektoniske designproces De følgende afsnit skal give indblik i de muligheder og udfordringer som LCAmetoden medfører med henblik på den arkitektoniske designproces.

371 Gradel og Allenby beskriver ikke decideret en arkitektonisk design proces, men et produkt design. Processen kaldes ”design under constraints” som skal beskrive den komplekse udfordring at tilgodese mange forudsætninger og krav samtidig såsom ”dimensioner, ydelse, omkostninger, holdbarhed/robusthed, udseende, mfl.” (Graedel & Allenby, 2010:213)

Arkitekter er ansvarlige for mange beslutninger som træffes i byggeprojekters tidlige faser. Hér skabes grundlaget for det videre projekt, tit uden at vidensniveauet om de aktuelle og kommende problemstillinger er højt nok for at tillade kvalificerede beslutninger. Ofte baseres beslutninger derfor på erfaring fra andre tidligere projekter og ved anvendelse af en form for mønstredannelse som bliver til beslutningsgrundlaget (se også Graedel & Allenby, 2010:213)371. Mængden af information og krav som skal be- og forarbejdes er stor og konstant voksende.

Nye IT-redskaber ser ud til at imødekomme problemstillingen (f.eks. BIM), men medfører i sidste ende kun at informationsniveauet ligger på et højere niveau, ved en lige så stor kompleksitet. Opgaven som skal løses i designfasen er desuden begrænset af tid og projektets økonomi, dette kan have en direkte indflydelse på valget af informationskilder og –systemer.

Livscyklusvurderinger bliver udført med forskellige formål og af forskellige aktører. Graedel og Allenby (ibid., 2010:213) nævner i denne sammenhæng tre grupper: 1) politiske aktører, 2) akademiker, som arbejder i krydsfeltet mellem teknologi og miljøspørgsmål og 3) produkt og procesdesigner. Den tredje gruppe beskrives som mest fokuseret, da opgavefeltet medfører konkrete spørgsmål om produkternes miljøpåvirkninger som søges besvaret med LCA-metoden.

Arkitekter som arbejder med LCA tilhører uden tvivl den 3. gruppe, og LCAmetoden er egnet til at levere miljørelaterede informationer om materialer og services som hidtil ikke var tilgængelige for de fleste arkitekter.

Anvendelsen af LCA-metoden er en kompleks og tidskrævende opgave for sig selv og dette medfører at LCA endnu ikke er særlig udbredt bland tegnestuerne i Danmark (se også afsnittet om ”LCA i arkitektpraksis – den aktuelle status”).

Derudover stilles der endnu ikke krav om LCA i for eksempel bygningsreglemen-

289

tet. Værdien som kan skabes ved tilgangen (reducerede miljøpåvirkninger, reduceret ressourceforbrug) udmønter sig ikke direkte i en økonomisk fordel for bygherren eller ejere, men mere for samfundet. LCA som ydelse er derfor svær at sælge som tegnestue, her skal dog nævnes at indførelsen af DGNB-systemet, hvor der stilles krav om udlevering af LCA-beregninger er ved at ændre på området og genererer både en større interesse og med tiden også en større efterspørgsel for ydelsen.

Problemet med kompleksiteten som en ”fuld LCA” vil medføre, blev også behandlet under DGNB systemet, hvor LCA-beregninger udføres efter en forenklet måde. I en DGNB-LCA er systemgrænserne, påvirkningskategorier, levetider og ”cut-off” kriterier som betragtningstidsrummet og livscyklusfaser, der er omfattet af undersøgelsen, fastlagt på forhånd (DGNB, 2010). Derudover skal LCA-data fra en særlig database anvendes (ESUCO / oekobau.dat) eller alternativt data fra EPD-dokumenter. Alle disse beslutninger omkring LCA-metoden er med til at gøre resultater mere sammenlignelige, og reducerer kompleksiteten i en LCAundersøgelse. Som konsekvens er resultaterne mindre specifikke for det enkelte projekt, da især datagrundlaget (databasen og EPD’er) er forholdsvis utransparent372, og derfor bliver det svært at generere de informationer som en miljøfokuseret designtilgang skal have som grundlag.

Generelt set er DGNBs LCA-tilgang til trods af de mange begrænsninger et skridt i den rigtige retning, da DGNBs metode faktisk løser en del af de problemer som opstår når en LCA, på så stort et produktsystem som en hel bygning, skal udføres. At LCA for store produktsystemer er udfordrende, tidskrævende og dyrt, samt at datagrundlaget ofte er svag og usikkerheden af beregninger dermed er stor, beskrives i mange kritikker af metoden (Graedel, 2010:214; Vezzoli, 2008; Allenby, 1999:109).

290

372 processer i databasen oekobau.dat eller esuco kan betegnes som ”black box”, mellemregninger og underprocesser bliver ikke nærmere beskrevet. Dette medfører at processer ikke kan tilpasses individuelle forhold, som f.eks. specifikke produktionsmetoder, geografisk position, anderledes transportforhold, specifikke energikilder osv.

Life cycle Thinking I byggeriet

LCA case studier Det moderne Tanghus (arkitekt: Vandkunsten)

LCA-beregninger til Tanghuset er blevet lavet sideløbende med design- og især detaljeringsprocessen på tegnestuen. Over en tidsperiode på ca. 9 måneder blev der udført tre iterationer med feedback til og fra tegnestuen.

Informationen fra LCA fik betydning i forhold til materialevalg, for eksempel blev mængden af tagpap reduceret (som krævede en ændring af facadeopbygningen) eller givet afkald på de fleste overfaldebehandlinger (maling, lak). Den sidste hotspotanalyse har vist at kun vinduerne (aluminium, glas) kan identificeres som store bidragsyder til især GWP og NPED, som dog ikke kunne optimeres yderlige i henhold til miljøpåvirkninger.

Særligt med tanghuset er anvendt bændeltang (ålegræs) som byggemateriale, både som isolering og facadebeklædning/taginddækning. Ålegræsset har vist sig at være et spændende materiale, da der næsten ikke bruges procesenergi i den nuværende fremstillingsproces, samt at ålegræsset ikke skal efterbehandles med kemikalier for at kunne blive anvendt som isoleringsmateriale. Ålegræs har en lang tradition som isoleringsmateriale, og eksempler viser at holdbarheden kan være længere end 100 år, hvis materialet holdes tør. Da ålegræs anvendes i to forskellige indbygningssituationer (isolering og facadebeklædning) blev beregningen udført på to forskellige måder: anvendt som isolering nedbrydes ålegræsset ikke og når et EOL-scenario hvor materialet erstatter gødning (fosfor) i landbruget. Anvendes det som facadebeklædning nedbrydes materialet over en periode på ca. 20 år, carbonindholdet i ålegræsset oxideres og udledes til atmosfæren løbende. Indbygningssituationen og anvendelsen har dermed en indflydelse på levetiden, men også på materialets miljøpåvirkninger. Stort set kan alle andre materialer genanvendes som byggematerialer igen, i LCA-beregningen skal dog antages at alle materialer med en varmeværdi (”calorific value”) skal forbrændes ved EOL, for at ”udvinde” energien.

Tanghuset har også vist at driftsenergi måske er den mest afgørende faktor i en beregning for et mindre hus.

Dertil kommer, at mulighederne for varmeforsyningen var begrænset på grund af bygnings placering på Læsø.

Driftsenergien er ansvarlig for over 90% af både GWP og NPED i tilfældet at en luft-luft varmepumpe anvendes som varmekilde. Endvidere viste det sig at transport af byggematerialer til og fra Læsø havde en relevant størrelsesorden for LCA-resultaterne (ca. 15% for GWP og/eller NPED).

Tanghuset udmærker sig ved at den største del af materialerne kan betegnes som ”rå-”byggematerialer, som

291

afspejles i at tanghuset (som bygning) har en meget lavt værdi for Embodied Energy, som henviser til at der kun er anvendt lidt procesenergi i materialernes fremstillingsprocesser.

Ifølge LCA-beregningen er tanghuset ”CO2-negativ”, hvis driftsenergien ikke medtages i beregningen. Dette skyldes dog mest beregningsmetoden og de datasæt som skal anvendes når oekobau.dat databasen anvendes.

Datagrundlaget for LCI-fasen var en detaljeret BIM-model (Revit), bygningsdelsbeskrivelse samt tegninger.

LCA for Tanghuset blev afleveret som en særskilt rapport, svarende til ISO standarden i sin opbygning og indhold.

Det moderne Tanghus

GWP [kg CO2eq / m2a]

NPED [MJ / m2a]

Forhold RPED/TPED

Scenario 1 (kun materialer)

-2,00

-5,50

100%

Scenario 2 (inkl. driftsenergi)

26,13

322,22

50,6%

Tabel 4.1: Tanghuset – udvalgte resultater fra LCA-beregningen. (Betragtningstidsrum: 50 år)

Nøkkerosevej (arkitekt/bygherre: Nini Leimand og Kåre Rønne)

Villahuset på Nøkkerosevej var lige som Villa Asserbo genstand for en LCA-vurdering under en workshop på CINARK i 2013. Formålet var at afprøve LCA-værktøjet for at se hvor tids- og videnskrævende en forenklet LCAvurdering vil blive. Derudover skulle begge projekter tjene som målestok for vurdering af tanghuset, da størrelsen, anvendelsen, beregningsmetoden og datagrundlaget er sammenligneligt med LCA til Tanghuset.

Nøkkerosevej har en meget anderledes materialeprofil end de andre vurderede projekter (tegl, beton, træ).

Som forventet ligger værdierne for GWP og NPED forholdsvis højt sammenlignet med Villa Asserbo eller Tanghuset (se tabeller). Hotspotanalysen viste at især beton (bundplade/gulv) og porotontegl (facade) bidrager mest til både GWP og NPED. Som konsekvens af materialevalg har Nøkkerosevej en høj værdi for Embodied Energy (NPED), men det er bundet i langtidsholdbare materialer. Udvider man betragtningsperioden til 100 år bliver dette faktum synligt i LCA-resultaterne.

Nøkkerosevej forsynes med varme fra fjernvarmenettet, dette medfører et meget lavere energiforbrug i driftsfasen end energibehovsberegningerne for de to andre projekter udviste. Over en betragtningsperiode på 150 år

292

Life cycle Thinking I byggeriet

medfører dette, at det kumulerede energibehov fra ikke-fornyelige kilder for Nøkkerosevej er ca. 25% lavere end for Villa Asserbo.

Datagrundlaget var plantegninger og bygningsdelsbeskrivelser, energibehovet er blevet beregnet på basis af de senere års faktiske energiforbrug.

Nøkkerosevej

GWP [kg CO2eq / m2a]

NPED [MJ / m2a]

Forhold RPED/TPED

Scenario 1 (kun materialer)

5,50

77,01

23,9%

Scenario 2 (inkl. driftsenergi)

7,63

106,02

19,0%

Tabel 4.2: Nøkkerosevej – udvalgte resultater fra LCA-beregningen. (Betragtningstidsrum: 50 år)

Villa Asserbo (arkitekt/producent: eentileen)

Villa Asserbo er hovedsageligt bygget af krydsfiner, et træmateriale som kræver en del procesenergi i fremstillingen. Sammenlignet med tanghuset bliver dette synligt i den højere værdi af NPED (scenario 1) og forholdet af NPED til TPED, som ligger på 86,7% for Villa Asserbo.

Krydsfiner er derudover et materiale som kun svært kan genanvendes (skåret til mål, høj indhold a lim), End-ofLife muligheder er derfor begrænset til forbrænding, hvis ikke elementerne kan genanvendes direkte.

Villa Asserbo varmes op med varmeflader (el) og en pejs. Selvom energibehovet ifølge en BE10 beregning ligger betydelig højere for Villa Asserbo end for Tanghuset, udviser LCA-beregningen en meget lavere værdi for GWP i scenario 2, som igen skyldes oekobau.dats beregningsmetode og datasæt (forbrænding af træmaterialer resulterer i negative værdier for GWP).

Transport udgør ca. 6% af det samlede resultat for GWP og ca. 2% for NPED og er dermed en relevant livscyklusfase for LCA’en.

Datagrundlaget var plantegninger og materialebeskrivelser, energibehovet blev beregnet med BE10.

293

Villa Asserbo

GWP [kg CO2eq / m2a]

NPED [MJ / m2a]

Forhold RPED/TPED

Scenario 1 (kun materialer)

-0,41

17,72

86,7%

Scenario 2 (inkl. driftsenergi)

3,13

145,08

86,9%

Tabel 4.3: Villa Asserbo – udvalgte resultater fra LCA-beregningen. (Betragtningstidsrum: 50 år)

Autarki 1:1 (arkitekt: CINARK/Jesper Nielsen)

Autarki 1:1 er et forsøgsprojekt, som havde til formål at afprøve muligheder for at bygge med massivtræelementer, anvendt både som konstruktion og facade. Elementerne skulle samles på en måde som vil tillade senere adskillelse, samt at byde på et nyt tektonisk syn på materialet (homogent materiale, som beton eller mursten).

Pavillonen skulle derudover være selvforsynede med varme, med kun solen som energikilde. Pavillonen blev bygget i 2011. Som del af en intern granskning i efteråret 2012, blev energibehovsberegninger, LCA og en MIPS beregning udført.

Beregningerne har vist, at bygningen ikke kan være selvforsynende med energi, men at varmen kan lukkes inde over flere dage, svarende til et passivhus. Interne tilskud fra brugere eller apparater (f.eks. computere) vil være tilstrækkelig for at holde temperaturen over 15 grader om vinteren. Da pavillonen ikke kan opvarmes på andre måder, findes derfor ej et scenario 2 i LCA-beregningen. Derudover er pavillonen forholdsvis lille i størrelse (16m2 brutto, 9m2 netto), som medfører at tal fra LCA-beregningen ikke kan sammenlignes med andre projekter, da andelen af konstruktionen og overflader er proportionelt større per ”boligareal” end i de andre projekter.

Autarki-pavillonen bestod af kun 7 forskellige materialer, både konstruktionen, facaden og isoleringen var lavet af træbaserede materialer som udgjorde volumenmæssigt den største andel. Da massivtræselementer kræver forholdsvis meget procesenergi under fremstillingen udviser NPED en relativ høj værdi.

Interessant med beregningen var at pavillonen materialemæssig set var meget enkelt, hvilket medførte at for eksempel malingen, en blanding af kærnemælk og kalk, fik en afgørende størrelse i beregningen. Selvom malin294

Life cycle Thinking I byggeriet

gen var lavet af naturlige materialer, betød den høje fornyelsesrate for denne type maling (2 år) at de relaterede påvirkninger udgjorde over 30% af det samlede resultat for GWP og NPED. Udover LCA-beregningen blev også en MIPS beregning udført for projektet. Resultatet viste, at selvom pavillonen kun havde en masse på ca. 8,4 tons, blev mere end 300 tons ressourcer brugt i fremstillingsprocessen af byggematerialerne. For Autarki betød dette at pavillonen må betragtes som ”materialeintensiv”, da kun ca. 3% (vægt) af de brugte ressourcer faktisk er blevet leveret til byggepladsen.

Massivtræselementer egner sig desuden ikke særlig godt til genanvendelse på højt niveau og kan i princippet kun forbrændes (skåret til mål, projektspecifikke elementer). For Autarki-projektet er det dog lykkedes at videregive pavillonen til en ny ejer, som nu ”genbruger” hele bygningen som en butik på et andet sted.

Datagrundlaget var plantegninger og materialebeskrivelser.

Autarki 1:1 Scenario 1 (kun materialer)

GWP [kg CO2eq / m2a]

NPED [MJ / m2a]

Forhold RPED/TPED

0,91

20,43

92,3%

Tabel 4.4: Autarki 1:1 – udvalgte resultater fra LCA-beregningen. (Betragtningstidsrum: 50 år)

Nordic Built Challenge, Ellebo (JJW arkitekter, Witraz arkitektur og landskab, Rambøll, mfl.)

Projektet Ellebo i Ballerup er det eneste af case studierne med en LCA-fokus, som handler om renovering LCAberegningen er blevet udført i forbindelse med konkurrencen (fase 1) for at vurdere 5 forskellige renoveringsstrategier miljømæssigt. Udgangspunktet for konkurrencen var ”Nordic Built’s 10 Principles”. Især Punkt No.4 – ”Achieves zero emissions over its Life cycle” – gav anledning til diskussion om hvor (i fortiden) en livscyklus på et renoveringsprojekt starter: med byggeriet af den oprindelige bygning (1962), med den forudgående renovering (1992) eller med det aktuelle projekt, den kommende renovering (2015). Problemstillingen diskuteres særskilt i et senere afsnit.

Ellebo-bebyggelsen blev i 1962 bygget som montagebyggeri og består derfor hovedsageligt af betonelementer. I 1992 blev facaden efterisoleret og pudset. Udgangspunktet for en ny renovering er derfor en kombination af materialer og lag som er forskellige langt henne i deres levetider.

295

Da meget af de eksisterende bygninger skulle fjernes for at kunne gennemføre en helhedsorienterede løsning til renoveringen, skulle alle tiltag fra renoveringen i 1992 fjernes og også betonfacaden fra 1962. Dette medførte at renoveringsprojektet i princippet startede med bortskaffelsesfasen. Især betonelementerne viste sig at være svære at genanvende, selvom resultaterne fra en beregning for embodied energy viste, at genanvendelsen på et højt integreret niveau egentlig burde prioriteres (direkte genanvendelse som betonelement).

De 5 renoveringsstrategier tager afsæt i de stramme økonomiske rammer for projektet og miljøparadigmet i NBC principperne. I konkurrencematerialet blev derfor både LCA og totaløkonomiske beregninger kombineret.

Konkurrenceprojektet viste også, at LCA-data ikke altid kan understøtte beslutningsprocessen omkring overordnede løsningsmuligheder, materialevalg eller design. Strategi 1 (add-on facaden) viste sig at være den mest simple, og økonomisk billigste option, samt var de beregnede miljøpåvirkningerne forholdsvis lave. Med viden fra andre projekter stod det derimod klar at add-on facaden ikke vil kunne løse byggetekniske mangler vedvarende, samt at løsningens overordnede kvalitet blev betragtet som ringere i mange punkter (løsningsrummet er begrænset pga. eksisterende forhold, f.eks. kan vinduesåbninger ikke ændres). I konkurrencen blev der derfor arbejdet videre med strategi 5, da strategien syntes at være den mest fremadrettede og robuste løsning over tid.

Den lidt højere ressourceindsats stod her overfor mange andre, til dels bløde kvaliteter, som blev vægtet højere i designfasen.

Datagrundlaget var plantegninger og materialebeskrivelser, mængeopgørelser var til dels kun overslag, da planmaterialet på tidspunktet af LCA-beregningen ikke var færdigstillet endnu.

GWP [kg CO2eq / m2a]

NPED [MJ / m2a]

Forhold RPED/TPED

Strategi A (add-on facade)

5,17

63,01

14,4%

Strategi B1 (ny facade, natur-

6,60

59,35

18,8%

Strategi B2 (ny facade, træ)

5,41

60,25

23,6%

Strategi C (genbrug mest)

4,79

57,99

16,1%

Strategi D (genbrug + nybyg)

5,65

63,82

17,6%

Strategi E (genbrug, nedriv-

5,56

63,03

21,2%

NBC Ellebo

sten)

ning, genopretning) Tabel 4.5: Nordic Built Challenge, Ellebo – udvalgte resultater fra LCA-beregningerne for mulige renoveringsscenarier. (Betragtningstidsrum: 50 år)

Alle LCA beregninger er blevet gennemført med excel-værktøjet ecoARK (se appendix C1). Værktøjet er baseret på den tyske database oekobau.dat (2009 og/eller 2011), alternativ er EPD-data blevet anvendt.

I enkelte tilfælde er beregninger blevet udført med GABI 6.0 (database byggematerialer XIV 2012) og/eller openLCA med ecoInvent V2.2.

Boks 4.1: Beskrivelse af LCA case studier som danner datagrundlaget for denne kapitel. (Billeder: Tangshus: Vandkunsten, Nøkkerosevej: Nini Leimand og Kåre Rønne, Villa Asserbo: eentilee

296

Life cycle Thinking I byggeriet

LCA i arkitektpraksis LCA-case studierne har vist, at der findes en række udfordringer i forbindelse med gennemførelse af en LCA for bygninger, samt at forventninger til resultaterne ikke altid bliver indfriet.

Som beskrevet før, findes der forskellige måder at tilgå LCA for bygninger, og valget af både værktøj, beregningsmetoder og databaser kan have stor betydning for resultatet.

Med henblik på anvendelsen af LCA på en tegnestue i designsammenhæng, blev følgende problemer synlige gennem case studierne: (1) tidsforbruget, både for at skaffe data til mængder og materialer (i LCI-fase), (2) rådighed af materialerelateret data og som konsekvens en ensartet datakvalitet for alle processer, (3) levetidsinformationer for materialer og komponenter i forskellige indbygningssituationer, (4) miljø/ressource-relateret data til byggepladsen og brugsfasen, herunder især materialeforbrug til vedligeholdelse af komponenter, (5) modellering og beregning af EOL-scenarier, (6) definition af systemgrænser (især ved renoveringsprojekter) og (7) vurdering af usikkerheden i beregningerne.

Tidsforbrug og LCI (1)

373 I det konkrete eksempel var den lakerede overflade på en aluminiumsprofil usædvanlig stor, da også alle indvendige overflader blev medregnet, selvom disse ikke kan lakeres.

374 f.eks. bliver folier, tape eller også forbindelsesmidler som skruer og beslag kun tegnet i detaljetegningerne, derfor kan ikke laves mæng-deudtræk fra BIM-modellen for disse komponenter og materialer.

Tidsforbruget er størst i LCI-fasen (”life cycle inventory”), hvor mængder af alle materialer skal opgøres. Udførelsen af LCA-beregningerne i de tidligere nævnte case studier har vist at ca. 60%-80% af hele tidsforbruget kan relateres til LCIfasen, selvom der hovedsageligt blev benyttet generisk LCI-data fra databaser.

Men især mængdeopgørelser har vist sig at være meget tidskrævende.

Mængdeopgørelser kan laves på forskellige måder, udfordringen ligger her i at finde en metode som anvender samme præcision på alle bygningsdele. Projekter som Tanghuset, hvor en detaljeret BIM-model kunne anvendes til mængdeopgørelsen viste, at detaljeringsgraden på enkelte komponenter afveg meget. Som et eksempel herpå kan tagvinduerne nævnes, hvor modelgrundlaget (”revit-family”) blev leveret af vinduesproducenten og indeholdt samtlige underkomponenter svarende til en 1:1 tegning. Problemet opstår når data (f.eks. mængdeudtræk) fra disse meget detaljerede modeller sammenlignes med data fra andre bygningsdele som blev tegnet forenklet, og som derfor indeholder færre underkomponenter i modellen (som for eksempel skruer eller tætningslister).

I case studien medførte den højere detaljeringsgrad højere miljøpåvirkninger for de respektive komponenter373, samt at det ikke var muligt at reducere detaljeringsgraden i modellen til et gennemsnitligt niveau.

Derudover viste det sig også, at mange bygningsdele tegnes i BIM-modellen med den samme informationsindhold som traditionelle plantegninger og som bliver suppleret med detaljetegninger og beskrivelser i tekstform (for eksempel gulv-, væg- eller tagopbygningen eller installationer). Dette medførte, at dataudtrækket fra BIM-modellen ikke indeholdt alle materialer374, som dog viste sig at 297

være relevant i LCA-beregningen (påvirkningerne viste sig at være større end 1%)375.

Spørgsmålet, om elementer som skruer ikke behøves at medtages på grund af deres ringe mængde, rejses igen når forskellige materialeoptioner sammenlignes direkte, hvor det ene materiale for eksempel ikke behøver yderlige fastgørelsesmidler eller sekundære materialer. Eksempler herpå er konstruktioner af beton eller træ, hvor trækonstruktionen samles med metalvinkler og skruer, mens betonkonstruktionen støbes, men hvor forskallingen ikke medtages i mængdeopgørelsen. Et andet eksempel er vægoverflader som enten laves af gipsplader, der skal skrues fast, spartles og males mod en pudsoverflade som kun skal males.

Mængdeopgørelser indeholder derudover ikke angivelser om affald som produceres under tilskæring af for eksempel pladematerialer, brædder eller profiler som leveres i standardmål376.

Endvidere skal BIM-modeller tegnes anderledes for at kunne afspejle materialernes forskellige levetider ifølge deres indbygningssituationer. Et mængdeudtræk svarende til en ”bill-of-materials” er i bygningssammenhæng ikke tilstrækkelig for en LCA, da der skal kunne skelnes mellem de samme materialer eller komponenter efter deres placering. For eksempel er der levetidsmæssige forskelle afhængig af om et materiale anvendes på facaden, som vægbeklædning eller som loft. Også efterbehandlingen kan være relevant, om et materiale er malet eller ej kan have betydning for levetiden.

I det konkrete tilfælde af tanghuset var det et ønske at LCA’en skulle være detaljeret, alligevel kunne BIM-modellen ikke anvendes til mængdeopgørelsen på grund af sine forskellige detaljeringsgrader og forskydninger i mængder som blev betinget heraf. Derudover var det en udfordring at angive mængder i enheder svarende til enhederne i LCA-databasen. Data i oekobau.dat er ofte angivet i vægt, mens dataudtræk fra BIM-modellen angives i volumen. Særlig var angivelsen af overflader til beregning af maling, da der i BIM-modellen ikke kan skelnes, hvilke overflader af en komponent der faktisk kan males (for eksempel blev den ”indre” overflade af vinduesprofiler, eller bagsider af vægbeklædningen medtaget i dataudtræk fra BIM-modellen).

Alligevel er det med sikkerhed BIM-modeller som vil kunne anvendes til at gøre LCI-fasen hurtigere, dog skal BIM-modeller fremover tegnes svarende til de krav som stilles til mængeudtræk til anvendelse i LCA-sammenhæng (opdeling efter bygningsdel, komponenter, placering (indbygningssituation og materialegrupper).

Derudover kunne producenter angive de relevante (baggrunds-) data direkte i BIM-komponenterne (”families”).

Potentialet for anvendelse af BIM i sammenhæng med LCA-beregninger kan allerede ses ved ”Projekt Tally”377, en plugin til Revit, som udkom i 2013.

298

375 At komponenter som folier og skruer var relevant for resultatet kan også begrundes med tanghusets særlige materialer, og hvor påvirk-ninger fra metaller eller plast som konsekvens blev meget synlig i resultaterne (fossile ressourcer). Om disse mængdemæssige ringere kom-ponenter har samme betydning i standard byggeri kan ikke vurderes på baggrund af de gennemførte LCA-beregninger.

376 Beregninger for tanghuset viste at pladematerialer som leveres i storformater (f.eks. OSBplader), medfører en høj procentsats affald på grund af tilskæringer (mellem 12-35%), brædder anvendt som taginddækning, gulv eller terrasser lå derimod mellem 2-12%. I en fremtidig undersøgelse kunne det være interessant at indhente data fra producenternes indkøb for at kunne bedre vurdere på affaldsmængden som direkte kan relateres til et byggeri.

377 Projekt Tally er en plugin til REVIT udviklet af KieranTimberlake som tillader LCAberegninger i Revit.

Life cycle Thinking I byggeriet

Datarådighed og –kvalitet

378 outputs af f.eks. CO2, Metan eller CFC bliver ”klassificeret” til GWP, ”karakteriseringen” betyder at de respektive outputs bliver multipli-ceret med en stofspecifik faktor for at kun blive opsummeret til en sum for en miljøpåvirkningskategori, for eksempel skal metan (CH4) indgå med faktor 25 i forhold til CO2 i miljøpåvirkningskategorien GWP. Enheden for GWP er således ’kg CO2-eq.’, hvor ”eq.” står for ”ekvivalent”. (1kg CH4 + 1kg CO2 = 26kg CO2-eq).

379 I oekobau.dat anvendes CML-metoden.

380 Som et videre eksempel kan LCA-beregningen på Upcycle House (Lendager Arkitekter) nævnes. I projektet skulle kun materialer anven-des som allerede blev recyclet til en højere materialekvalitet eller –værdi (”upcycling”). Denne type beregning kan ikke udføres med simple LCA-værktøjer og standard metoder for eksempel bliver anvend i DGNB-sammenhæng og kræver meget viden om LCA-metoden generelt.

LCA-beregninger blev udført af SBi og DTU.Man.

I LCA-metodens anden fase (LCI) skal en livscyklusmodel laves, hvori alle materialer, materialemængder og relaterede processer skal indgå og en ”inventarliste” over alle inputs og outputs af modellen kortlægges. Derefter (LCIA) kan disse karakteriseres og klassificeres til de fastlagte miljøpåvirkninger378. For at kunne gennemføre disse trin skal materiale- eller produktspecifikke procesdata anvendes.

Inden for byggebranchen kan det være svært at få produkt- eller producentspecifikke data i form af EPD’er og derfor anvendes ofte generiske data fra LCAdatabaser som for eksempel oekobau.dat, ESUCO eller også EcoInvent. Afhængig af databasen og deres udbydere er disse datasæt tit ’aggregeret’ som betyder at alle underprocesser, er blevet sammenregnet til enkelte, sammenlagte input- og outputværdier. Aggregerede datasæt er således forholdsvis utransparente og kan ikke tilpasses til et specifikt produkt. Derudover kan underprocesser være forskellige alt efter hvem producenten er, selvom det endelige byggemateriale er sammenligneligt. Forskelle kan være lokalitet (effekt på transport og energikilder), råmaterialekilder, produktionsprocessen (med effekt på ressourceefficiens og procesenergi) eller produktionsintern affaldshåndtering og recycling.

Særligt for oekbau.dat gælder derudover, at alle procesdatasæt allerede er karakteriseret og klassificeret, LCIA-metoden er dermed på forhånd fastlagt379.

Det viste sig derudover i næsten alle cases, at databaserne ikke indeholdt særlige byggematerialer, som ikke ubetinget kan betegnes som standard. Her kan for eksempel nævnes bestemte typer maling (f.eks. kalkfarve), træmaterialer (krydsfiner), folier (dampspær) og natursten (skiffer).

Endvidere er antallet af recyclingscenarier i databaserne meget begrænset og kan dermed hellere ikke beregnes korrekt, skulle genanvendelse blive medtaget i en arkitektonisk designproces.

Især tanghuset og tangmaterialet som isolering og taginddækning viste hvor omfangsrig dataindsamlingen kan blive, hvis der ikke findes prædefinerede datasæt (procesmodeller for fremstilling af tang som byggemateriale), som mindst kan bruges som grundlag eller tilpasses. Dette arbejde kan på grund af sit omfang ikke udføres i arkitektpraksis, og konsekvensen heraf er, at LCA-beregninger i princippet kun kan udføres på mainstream-byggeri380.

Datasæt for EoL som angivet i oekobau.dat er også forholdsvis begrænset og repræsenterer kun en ”branchestandard” på nuværende tidspunkt. Da procesdata for nogle produkter kræver anvendelsen af specifikke EoL-processer (f.eks. for træ-produkter) bliver muligheden for at anvende oekobau.dat til beregningen af mere avancerede EoL-scenarier næsten umulig.

For at kunne anvende LCA som designværktøj for mere fremadrettede materialeog genbrugskoncepter, bliver man derfor nødt til at anvende nogle af de mere udviklede, men også mere omkostningstunge og mere komplekse software og databaser (f.eks. OpenLCA eller Gabi, plus databaser), som igen vil vise sig at være en barriere for en bred anvendelse af LCA på tegnestuer.

299

Levetidsinformationer Levetidsinformationer for materialer og komponenter kan i princippet også medtages under datakvalitet. Særligt med levetidsinformationer gælder dog, at disse ikke nødvendigvis kan leveres af en materialeproducent, da mange andre faktorer har indflydelse på faktiske levetider. Indbygningssituationen, orientering, vejret, materialekombination, byggeskik og vedligeholdelse kan ikke styres af materialeproducenten men kan have stor betydning for levetiderne.

Levetidsinformationer kan desuden også findes i en række databaser (for eksempel BMVBW/BBR 2001 (Tyskland), SBi 2013 (i sammenhæng med DGNB), eller levetider.dk (GI). I disse databaser kan levetider være angivet forskelligt alt efter hvilken beregnings- og vurderingsmetode der anvendes (se også Ritter, 2011:16– 17). Derudover er der forskel på om LCA-beregningen skal anvendes som del af en bæredygtighedsvurdering eller som design- eller beslutningsstøtteværktøj.

381 Her kan eksempler som gamle vinduer nævnes, som på grund af deres høje materialemæssige og håndværksmæssige kvalitet, samt en god vedligeholdelsesindsats har opnået levetider på over 200 år (her kan henvises til forskningsprojekter udført af Thomas Kampmann og Søren Vadstrup på KADK)

abiotic res. depl.

49,4% excav. residues 38,0% hazard. waste

Waste

Water -113,3% TPED

RPED

NPED 111,4% EP

AP

POCP

ODP -40,8%

-30,0%

GWP -20,0%

-10,0%

0,0% levetider (+10%)

10,0% levetider (-10%)

Figur 4.14: Tanghuset - resultater fra følsomhedsanalyse for levetider

Som led i en bæredygtighedsvurdering er det relevant at anvende gennemsnitsdata, for at gøre resultater fra forskellige projekter sammenlignelige, selvom en enkelt komponent måske har potentialet til at overskride den angivne levetid. I design-situationen er det derimod relevant at kunne angive levetider efter et informeret skøn, baseret på erfaring, da det gælder om at forbedre og tilpasse designet svarende til resultatet for LCA-beregningen381. Hvor relevant antagelserne 300

20,0%

30,0%

Life cycle Thinking I byggeriet

omkring levetider er i sammenhæng med LCA-beregninger, har beregninger for tanghuset vist, at det medførte en ændring på -10% for levetiderne resultatændring på op til 113% (se Figur 4.14).

Som skrevet før er levetider desuden afhængige af indbygningssituationen, men i modsætning til Stewart Brands ”Shearing Layer Strategy” er det ikke altid det ”svageste led” som vil blive afgørende i et levetidsskøn. Levetider på indelukkede lag kan også forlænges, netop fordi disse lag først bliver tilgængelig igen når ydre lag skal udskiftes. Et godt eksempel herpå er isolering (levetiden angivet med 30 år i BMVBW (2001:6.14)), som først kan udskiftes og bliver udskiftet når facaden skal renoveres. Som LCA-casestudierne i kapitel 4 har vist, er der derudover ikke nødvendigvis tekniske årsager til at facader skal renoveres, men æstetiske eller politiske grunde (herunder for eksempel krav om bygningers energibehov). Levetiden for isoleringen bliver således forlænget til den levetid facadebeklædningen eller underkonstruktionen har (45 år for træbeklædninger, 90 år for mursten (ibid., 2001:6.12)), svigter isoleringen før facaderenoveringen, medfører dette en reducering i komforten og potentielt byggeskader.

Eksemplet viser også, at det er afhængigt af det enkelte tilfælde hvordan levetider skal antages, og at det derfor kan være forkert at pålægge anvendelsen af en udpeget database over levetider. Desuden hersker der fortsat behov for at præcisere hvordan levetider skal fastlægges på et teknisk niveau, som Ritter udførlig beskriver i sin ph.d.-afhandling ”Lebensdauer von Bauteilen und Bauelementen” (2011). Ritters arbejde tager afsæt i de forskellige beregningsmetoder og standarder som danner grundlaget for aktuelle, tekniske levetidsantagelser, og udvikler på denne baggrund en egen metode som også inddrager erfaringsbaserede parametre. Det interessante i Ritters tilgang er, at der også refereres til livscyklusanalyser og relevansen af levetidsantagelser i denne sammenhæng. Derudover henviser Ritter også til relevansen af afhængigheder og mulighed for adskillelse af ”lag” i bygningsdele og deres indflydelse på levetiderne (”Lösbarkeit”) (ibid., 2011:170–171).

Den tidligere anførte ”levetidsmodel” prøver at integrere både gennemsnitsdata for levetider og lagmodellen (”shearing layers”). Levetidsmodellen har vist at levetiden bestemmes på komponentniveau. Dette hænger sammen med antagelsen om, at det ”svageste led” bliver afgørende for en komponents funktionalitet og at umiddelbare udskiftninger på grund af funktionssvigt er konsekvensen.

Realiteten viser dog, at dette ikke er korrekt i alle tilfælde fordi ”funktionssvigt” i byggeri kan ske på forskelligvis og kræver ikke altid en omgående udskiftning af den pågældende komponent. Levetidsmodellen (LTM) kan derfor udformes på mindst to måder – et pessimistisk syn (”svageste led”) eller et realistisk syn, hvor faktorer som æstetik, komfort og økonomisk incitament vægtes stærkere.

301

400% material mass

GWP

NPED

RPED

Water

300%

271%

200%

157%

104%

92%

125%

127%

121%

84%

69%

A B C

A B C

101% 103% 66%

101%

103%

135%

128% 150% 124%

65% 72%

82%

LT-model (pes.)

LT-model

LT-model (pes.)

LT-model

w/o LT-model

LT-model (pes.)

LT-model

A B C

A B C A B C

A B C

A B C

A B C

A B C

A B C A B C

A B C

-36% -44% -65%

-135% -152%

Tanghuset

-130%

-300%

-400%

A B C

A B C

-47% Villa Asserbo

-200%

w/o LT-model

-100%

A B C

Nøkkerosevej

0%

w/o LT-model

100%

-356%

Nøkkerosevej Villa Asserbo Tanghuset A: without Lifetime-Model (LTM) = 100% B: with Lifetime-Model, realistic approach C: with Lifetime-Model, pessimistic approach

-500% -512% -600%

Figur 4.15: Levetidsmodel anvendt på LCA-beregningerne fra cases Tanghuset, Nøkkerosevej og Villa Asserbo. Beregningen er baseret på et tidsrum af 100 år.

Figur 4.15 viser konsekvenserne for LCA-resultaterne fra beregningen for de tre cases Tanghuset, Nøkkerosevej og Villa Asserbo. Beregningerne afviger til dels stærk fra standardmodellen, hvor der ikke tages hensyn til afhængigheder på tværs af materialer og komponenter.

Bliver den ”pessimistiske model” anvendt stiger resultaterne i alle tilfælde stærkt i forhold til beregningen uden LTM382. Den pessimistiske model medfører hyppigere udskiftninger af materialer, fordi afhængigheder medfører, at forbundne lag skal udskiftes på samme tidspunkt, svarende til det ”svageste leds” levetid.

Den ”realistiske model” medfører derimod, at resultaterne stort set falder i forhold til standard beregningen. Dette sker fordi levetider på nogle materialer og komponenter faktisk forlænges, fordi udskiftninger først sker når flere elementer har nået deres levetid, eller afgørende bygningsdele skal udskiftes (f.eks. bærende elementer eller underkonstruktioner). I beregningen afspejles dog ikke, at funktionssvigt for eksempel kan medføre et højere energiforbrug i tidsrummet før udskiftning383.

302

382 En undtagelse er NPED for Tanghuset, at værdien falder hænger dog sammen med beregningsmetoden bag oekobau. dat. databasen, som tillader at energi som kan produceres fra fornyelige materialer (træ, tang) ved EOL skal modregnes energi produceret baseret på ikkefornylige ressourcer (”grid mix”). Af samme årsag er GWP negativ for både Villa Asserbo og Tanghuset.

Denne tilgang kan kritiseres for at medføre en uhensigtsmæssig udvidelse af systemgrænserne (se også Torsten Mielecke i Feifel, 2009:255–258).

Life cycle Thinking I byggeriet

tagbeklædning

tagkonstruktion (træ)

indv. aptering

hanebånd (træ)

facade

vægelementer (træ)

15-70 år

45-100 år

25-70 år

tagbeklædning

tagkonstruktion (træ)

trægulv

indv. aptering

hanebånd (træ)

gulvarme

facade

vægelementer (træ)

100 år (120 år)

15-70 år

100 år (120 år)

100 år

60 år

osb-plader, kassetter 100 år (60 år)

60 år (45 år)

45-70 år (45-100år)

25-70 år

70 år (120 år)

trægulv

70 år (120 år)

70 år (100 år)

45 år (60 år)

osb-plader, kassetter 60 år

dampspær gulv

dampspær gulv

isolering, terrændæk

isolering, terrændæk

100 år (30 år)

30 år

bjælkelag, konst.

pladebeklædning

bjælkelag, konst.

pladebeklædning

remme, fundament

brædderbeklædning

remme, fundament

brædderbeklædning

fundamenter

vindpap

fundamenter

vindpap

100 år (70 år)

100 år

A

45 år

30 år

100 år (30 år)

100 år

gulvarme

100 år (55 år)

70 år (100år)

70 år

45 år

45 år (30 år)

100 år

30 år (55 år)

30 år (45 år)

30 år

B Figur 4.16: Visualisering af levetidsmodellen for udvalgte bygningsdele for projektet Tanghus.

Bokse med tyk kant er ”tidsgivende” og har indflydelse på andre elementer som er forbundne, grønne linjer/marker, indikerer at levetiden forlænges, røde linjer/kanter indikerer at levetiden forkortes, grå linjer henviser til forbundne lag, dog uden at levetiden bliver påvirker på grund af dette. Stiplede bokse indeholder igen flere komponenter, men som ikke medtages eksplicit i diagrammet.

(A) viser den ”realistiske model”, hvor elementer kan have både positiv (grøn) og negativ (rød) indflydelse på andre, forbundne elementer, (B) følger princippet for det ”svageste led”. Sammenlignet bliver tydelig at det er forskellige bygningsdele og elementer som er ”tidsgivende”. I designsammenhæng vil dette betyde at interventionen skal ske forskellige steder, alt efter hvilken model anvendes.

I standardmodellen bliver ikke taget hensyn til forbundne lag, levetider afviger således ikke fra antagelserne i databasen.

383 Baseret på case studier om renovering (kapitel 4), men også Nordic Built projektet Ellebo, kan her eksempler som utætheder i dampspær eller vindueskarme nævnes, isolering kan være synket sammen eller blevet våd på grund af en utæt klimaskærm.

384 Dette er også forklaringen på de meget store udsving for GWP og RPED.

Det er kun for projektet Villa Asserbo at resultaterne også steg ved anvendelsen af den ”realistiske model” (Figur 4.15), fordi der blev anvendt skruefundamenter med en producentangivet levetid på 60 år. Da betragtningstidsrummet var antaget med 100 år for beregningen, medfører dette at hele huset teoretisk skal udskiftes efter 60 år384, selvom mange af husets komponenter og materialer har længere levetider. Eksemplet viser dermed, at også levetidsmodellen har begrænsninger, hvis ikke den tillader en større fleksibilitet i opbygningen af modellen i det enkelte tilfælde. Antagelsen om at hele huset nedrives efter 60 år virker meget usandsynlig i et realistisk scenario, hvor man enten vil finde en løsning til at erstatte fundamenterne i tilfældet af svigt (huset ”genanvendes” derefter), eller at et nyt og anderledes hus vil blive opført.

Hvordan forbindelser mellem lag der skal antages, og om disse er relevante for antagelserne omkring levetider kan for eksempel kortlægges ved anvendelse af DSM (se også kapitel 2 og 3). En ren materialeliste (”bill of materials”) alene kan ikke levere denne information. En DSM vil desuden afsløre at der kan opstå for303

skellige typer forbindelser for de samme materialer og komponenter alt efter deres konkrete indbygningssituation inden for det samme projekt385.

Miljø- og ressource-relateret data til byggepladsen og brugsfasen LCA-case studierne har vist, at det er svært, hvis ikke umuligt at få data vedrørende materialernes eller komponenternes brugsfase, herunder især data vedrørende vedligeholdelse.

Producenter angiver normalt kun miljøpåvirkninger for produktionsfasen (”cradleto-gate”) og i enkelte tilfælde også for bortskaffelsen (”EOL”). Data for hvordan, hvor ofte og med hvilken ressourceindsats produkterne skal vedligeholdes bliver ikke angivet i producenternes EPD-data og i LCA-databaser, som for eksempel Ökobau.dat, findes kun processer for brugsfasen af installationer som varmeanlæg eller elektriske apparater.

Ikke alle materialer eller komponenter vil kræve særlige datasæt for vedligeholdelse, da materialet eller komponenten i nogle tilfælde bliver udskiftet når den skal vedligeholdes (f.eks. maling), her bliver det relevant at angive levetiderne tilsvarende.

I mange tilfælde vil derimod kun en mindre del af hele komponenten erstattes i brugsfasen for at sætte den i stand (f.eks. reparation af dør og vinduer), i andre tilfælde vil vedligeholdelse kræve at man anvender sekundære materialer til vedligeholdelse, som ikke var del af det oprindelige komponent (f.eks. vedligeholdelse af gulve). Disse informationer følger normalt med i producenternes produktbeskrivelser, men ikke i samme grad i EPD’er.

Baseret på casestudierne er det ikke muligt at sige om miljøpåvirkninger fra brugsfasen, som ikke allerede medtages i form af udskiftninger, vil have en relevant indflydelse på beregningernes resultater, i designsammenhæng burde disse informationer alligevel tilgodeses for at kunne sammenligne forskellige materialer eller komponenter på samme basis (for eksempel hvis et materiale kræver vedligeholdelse, mens et alternativt materiale ikke kræver dette). På nuværende tidspunkt kan problemet imødekommes med en mere præcis opbygning af LCImodellen, fremover vil det være en fordel hvis vedligeholdelse og indsatsen af sekundære materialer blev indregnet eller angivet i producenternes miljødata.

Ud over brugsfasen er det også svært at få fat i data vedrørende byggepladsen, både med hensyn til ressourceforbruget som følge af driften af byggepladsen, men også med hensyn til materialespild og affald. En beregning i forbindelse med LCA-case studien til Tanghuset har vist, at især pladematerialer medfører en forholdsvis høj procent af byggeaffald (op til ca. 35 %), da materialerne skal skæres til mål for at kunne blive indbygget. I en mængdeopgørelse baseret på en 3dmodel eller en bygningsdelsbeskrivelse bliver dette dog ikke afspejlet, da mængderne kun bliver angivet for den endelige bygning og ikke selve byggeprocessen.

Derudover medtages ikke sekundære materialer, som kun anvendes til bygge-

304

385 Som eksempel kan projektet Brødnby Strand Rækkehuse anføres, hvor den ene facade blev sat på en eksisterende facade (og dermed blev afhængig af den) (add-on facade), den anden facade blev erstattet fuldstændig, den nye facade er dermed kun afhængig af den eksisterende, bærende konstruktion. Som konsekvens er den potentielle levetid for add-on facaden kortere end for den nye facade, selvom de samme materialer og komponenter blev anvendt.

Life cycle Thinking I byggeriet

pladsen, men som ikke indgår i den senere bygning (for eksempel forskallinger til støbning af beton).

I designsammenhæng kan dette være en relevant information, da forskellige materialegrupper vil kræve forskellig store ressourceinputs på byggepladsen.

Modellering af alternative EOL-scenarier End-of-Life-fasen er meget relevant med hensyn til bygningernes miljøpåvirkninger, som også LCA-case studierne har vist. Bidraget fra EOL-fasen til det samlede resultat er afhængig af materialerne, og er især af betydning for materialer med et højt recyclingpotentiale eller materialer som stammer fra fornyelige ressourcer som for eksempel træmaterialer.

I beregninger hvor LCA-data stammer fra ökobau.dat eller fra EPD’er, bliver det angivet hvilken EOL-scenario der skal vælges for at opnå et konsistent resultat.

Et eksempel herpå er træmaterialer, hvor biogen carbon indgår i LCAberegningen, hvilket først skal frigives i EOL-fasen. Bliver EOL-fasen ikke tilgodeset i beregningen, medfører dette at resultatet forvrænges (f.eks. for GWP som angives med en negativ værdi efter produktionsfasen).

Med henblik på design hvor LCA anvendes som redskab, betyder dette dog også at alternative EOL-scenarier ikke kan indgå i designforslaget, data datagrundlaget binder designeren til at anvende de på forhånd definerede scenarier. Især med henblik på principper som DfD, som led i en dybere ressourcestrategi, bliver dette til en begrænsning for anvendelse af LCA-metoden.

Definition af systemgrænser i renoveringsprojekter Definitionen af systemgrænser kan være svær for store og komplekse beregningsmodeller, hvilket LCA-vurderinger for bygninger i de fleste tilfælde vil medføre.

Systemgrænser skal defineres i en række forhold som for eksempel leverancekæden, livscyklusfaser (produktion, brug, EOL) og tid. I sammenhæng med bygninger kan systemgrænser også defineres for bygningsdele (f.eks. facade, konstruktion, tag, mfl.). Systemgrænser definerer dermed hvilke processer der skal medtages i beregningen, og hvilke data der skal indsamles for at kunne gennemføre beregningerne. Systemgrænser er desuden meget relevant når forskellige LCA-beregninger skal sammenlignes, som kun er muligt hvis systemgrænserne er éns.

DGNBs metode forskriver for eksempel systemgrænserne på flere niveauer for at tillade at LCA-beregninger på tværs kan sammenlignes.

Også i designsammenhæng er det interessant at kunne sammenligne LCAresultater på tværs for at kunne vurdere om resultaterne ligger forholdsvis højere eller lavere, men måske mindre relevant med hensyn til det enkelte projekt. I

305

LCA-case studien til Nordic Built Challenge Ellebo viste det sig dog, at systemgrænser kan være afgørende for resultaterne i renoveringsprojekter.

Særlig for renoveringsprojekter gælder, at en del af den eksisterende bygning bliver ”genanvendt” i det nye projekt. LCA-beregninger kan hertil også levere en form for miljømæssig værdisætning af de eksisterende bygningskomponenter, som igen kan være et beslutningsgrundlag til omfanget af renoveringsprojektet.

Med hensyn til systemgrænser i den senere beregning skal der defineres hvilke af de eksisterende bygningsdele der medtages i beregningen, og hvilke bygningsdele der anses som mindre eller ikke-relevante i miljøsammenhæng. På den ene side skaber denne tilgang incitament til at ”genanvende” så meget af en eksisterende bygning som muligt, fordi miljøpåvirkningerne fra en renoveret bygning dermed bliver mindre end fra en sammenlignelig ny opført bygning, hvor beregningen skal omfatte alle bygningsdele. På den anden side fejler tilgangen dog også, fordi den ikke værdisætter bygningsdele svarende til deres tilstand på renoveringstidspunktet. Dette medfører at bygningsdele som i princippet ikke har nået deres levetid kan udskiftes (og dermed bortskaffes) uden at dette giver en beregningsmæssig bod for for tidlig bortskaffelse (for eksempel bliver facaderne udskiftet i mange aktuelle renoveringsprojekter efter kun ca. 20 år, se også kapitel 3).

Problemstillingen om systemgrænser i renoveringsprojekter henviser desuden til, at der kan diskuteres hvornår en livscyklus for en eksisterende bygning skal begynde (systemgrænse i tiden). Spørgsmålet blev rejst i casestudiet om Ellebo (Nordic Built Challenge, DK), hvor 4 boligblokke fra 1960’erne skulle renoveres (se også boks om LCA case studier). Boligblokkene havde gennemgået 2 renoveringer i perioden 1960-2013, mens en tredje, gennemgribende renovering i forventes udført fra 2015. Set i et livscyklusperspektiv blev bygningen opført (”produktionsfasen”) i 1960’erne, de sidste renoveringer falder dermed i brugsfasen.

For en LCA-beregning i projektet blev det dermed uklart, om betragtningsperioden starter allerede ved bygnings opførelse i 1960’erne (1. brugsfase) eller om betragtningsperioden først starter med den kommende renovering (3. brugsfase) (se Figur 4.17).

Især når spørgsmålet om energineutralitet eller CO2-neutralitet skal besvares i en LCA (som det var tilfældet i Nordic Built Challenge) er systemgrænsen afgørende386, da udligning af de allerede skete påvirkninger bliver til hovedformål, i modsætning til at finde den renoveringsløsning som forårsager mindst miljøpåvirkninger fremover.

306

386 I eksemplet fra Ellebo (Figur 4.17) kan det tydeligt ses at energineutralitet for den 3.brugsfase måske er muligt (fremtidig energibehov: -15kWh/m2a) ved energiproduktion på stedet, for hele livscyklusforløbet (1.-3.brugsfase) kan dette dog med stor sandsynlighed ikke omsæt-tes fordi energiforbruget fra de tidlige brugsfaser har været for højt (fremtidig energibehov: -160kWh/m2a)

Embodied Energy diagram Life cycle Thinking I byggeriet

accumulated Embodied Energy GJ

w/o renovation

30 kwh/m2a

32,5 GJ

3. use phase

building code requirements

0 kwh/m2a

26,2 GJ

zero-emission use

-15 kwh/m2a 24,8 GJ

2015-level 2. use phase

~100 kwh/m2a 17,3 GJ 16,3 GJ

1990-level -160 kwh/m2a

1. use phase

130-180 kwh/m2a

1,8 GJ 1960-level 1960

1970

1980

1990

2000

2010

2020

2030

2040

2050

2060

building lifecycle

Figur 4.17: ”Embodied Energy” beregnet for forskellige brugsfaser (”use stage”) i livscyklusforløbet. (Grafik fra Nordic Built Challenge, Ellebo, 2013 med ændringer)

Vurdering af usikkerhed i LCA-beregninger Usikkerheden i LCA-beregninger er en yderligere vigtig parameter for fortolkningen af resultaterne. I mange tilfælde viser det sig, at forskellen i resultaterne for LCA-beregninger er forholdsvis ringe. Dermed bliver fortolkningen til en udfordring, og hvis forskellen mellem resultaterne er ringere end den potentielle usikkerhed kan beregningerne i princippet ikke bruges som basis for en beslutning.

Hvor stor usikkerheden i en LCA-beregning er, er afhængig af forskellige parametre, som for eksempel modellens kvalitet og datakvaliteten. Som anført tidligere kan datakvaliteten kun svært vurderes ud fra en arkitekts perspektiv, som (kun) anvender LCA. Modelkvaliteten kan i nogen udstrækning testes med for eksempel en følsomhedsanalyse (se også Figur 4.14). Anvendes generisk data for LCA-beregningen (enten fra EPD’er eller databaser), medfører dette, at kun få parametre (mængder og levetider) i modellen kan varieres i forbindelse med en følsomhedsanalyse.

Hvor stor fejlprocenten i beregningerne er, bliver derfor i praksis ikke bestemt, selvom dette kunne påvirke fortolkningen af resultaterne.

LCA som designværktøj – Hotspotanalyse Skal livscyklusvurderinger anvendes som designværktøj er det i mindre grad de endelige resultater som er interessante, men mere detaljerede informationer om

307

hvilke faser (produktion, brug, EOL), hvilke bygningsdele (facader, konstruktion, mfl.) og hvilke materialer og komponenter der bidrager mest til potentielle miljøpåvirkninger. Disse informationer vil give muligheden for at identificere de komponenter som bidrager mest og som - efter princippet at en mindre påvirkning er bedre – skal erstattes med en andet komponent. Identifikationen kan ske igennem en såkaldt ”hotspot analyse” eller ”livscyklusscreening”, hvor man beregner miljøpåvirkningerne for hver eneste materiale eller komponent. Poster som bidrager med mere end 20% af det samlede resultat i en påvirkningskategori kan betegnes som et ”hotspot”. Substituering af et identificeret ”hotspot”, med en alternativ komponent med en bedre miljøprofil, vil medføre en reduktion af miljøpåvirkningen. Med hensyn til ”burden shifting” er det meget relevant at gentage hotspotanalysen efter erstatningen, for at sikre at den nye komponent ikke medfører en stigning i en eller flere andre miljøpåvirkningskategorier.

387 I de andre case studier blev der ikke udført en decideret hotspotanalyse, da resultaterne for LCA-vurderingen ikke kunne have indflydelse på projekternes design. Her var tale om en vurdering af de færdige projekter, mest for at kunne sammenligne dem til hinanden og for at lære mere om betydningen af materialeprofiler for resultaterne af LCA-beregningerne.

Hotspot analysis

25%

20%

GWP 15%

ODP POCP AP

10%

EP NPED Water

5%

Waste

Figur 4.18: Hotspotanalyse "Det moderne Tanghus", 3.iteration. Diagrammet viser kun 14 materialer og komponenter som bidrager med mere end 5% i en miljøpåvirkningskategori. I alt havde beregningen for tanghuset 108 poster.

Figur 4.18 viser hotspotanalysen for den 3. iteration af LCA-beregningen for Tanghuset387. Designændringer havde fundet sted efter den 1. og den 2. iteration med målet om at reducere miljøpåvirkninger yderligere. I Figur 4.18 findes sta-

308

energi | varmepumpe

interiør | 4.02.0 varmefordelingsplade

tag | 6.1.5 ruser, samlet

tag | 5.01.1 Dampspærre, tag

tag | 4.08.5 Nedløbsrør

tag | 4.08.3 Tagrende

tag | 4.08.6 Fodblik,Drypkanter, samlet

tag | til 4.01.2 aluminium

tag | 3.05.4 Tagpap, samlet

facade | 6.1.5 ruser, uldgarn

facade | 4.10.5 tagpap, samelt

facade | glas

facade | 3.04.5 skruer, søm, samlet

hazard. waste 0%

konstruktion | beton fundamenter

contribution to total impact potentials

70% 52%

61%

30%

excav. residues abiotic res. depl.

Life cycle Thinking I byggeriet

digvæk en række materialer og komponenter som bidrager med mere end 20% i nogle enkelte påvirkningskategorier og en række komponenter som bidrager med mere end 10%. Et eksempel er vinduesglas som står for ca. 12% af det samlede GWP, men også for omkring 10% af de samlede POCP, AP og EP, samt mere end 8% af det samlede primærenergibehov for ikke-fornylige kilder. Vinduernes glas kunne dermed udpeges som en af de største bidragsyder til det endelige resultat, alligevel kunne påvirkningerne ikke formindskes, da der ikke eksisterede alternativer til glasset. En mulighed ville have været at anvende 2-lags ruder for at reducere materialemængden, dog ville dette have medført, at energibehovet ville være steget over det tilladte niveau.

Tilsvarende kunne der ikke findes alternativer til tagpap eller metaldele som tagrender og inddækninger, som blev identificeret til at have en stor indflydelse på LCA’ens resultat.

Meget høje andele for tagrenderne (vand: 61%) skyldes især, at der ellers ikke findes andre materialer som har lignede høje forbrug. Det samme gælder for varmepumpen, som står for 70% af hele projektets ODP. I varmepumpen indgår et kølemiddel, som er årsagen til den høje værdi, ud over dette bidrager kun få materialer til projektets ODP. Eksemplerne viser, at måden at udtrykke bidragene til de enkelte miljøpåvirkningskategorier i procent ikke kan fortælle, om bidraget er relevant med hensyn til de faktiske mængder. Tanghuset er på baggrund af dette meget interessant og lærerig, da projektets materialeprofil er enestående, da den næsten kun indeholder materialer fra fornyelige ressourcer, hvor den største del er træ-baseret. Miljøpåvirkninger fra materialer eller komponenter som indeholder metaller, glas eller beton, bliver derfor meget mere synlig i LCA-beregningen for tanghuset, end det var tilfældet i projekter som Nøkkerosevej eller også Villa Asserbo.

Hotspotanalysen er en relevant analyse i designsammenhæng, et designværktøj burde derfor tilbyde denne funktion på flere niveauer. Anvendes generisk data fra for eksempel ESUCO eller Ökobau.dat, eller data fra EPD’er kan underprocesser fra produktionsfasen desværre ikke analyseres, da de enkelte underprocesser ikke bliver anført separat. Som konsekvens kan materialer eller komponenter ikke optimeres. Dette er måske mindre relevant, da arkitekter kun sjældent har indflydelse på produktionsprocesser. Alligevel bliver løsningsrummet begrænset, da kun en erstatning med et andet materiale/komponent, eller en større designændring som gør komponenten obsolet, forbliver som muligheder for at reducere miljøpåvirkningerne.

309

LCA som designværktøj - Tidslinjeanalyse Tidslinjeanalyse har til formål at vise miljøpåvirkninger på tidspunkter, hvor påvirkningerne rent faktisk sker i livscyklusforløbet. I livscyklusanalyser bliver alle miljøpåvirkninger normalt beregnet per ”første dag”, og det vil sige at alle miljøpåvirkninger, som sker under et produkts livscyklus, bliver trukket sammen til en værdi, selvom den egentlige påvirkning endnu ikke er sket. Analysen på tidslinjen kan derfor sammenlignes med en hotspotanalyse kombineret med et tidsaspekt.

Tidslinjeanalysen kan vise, hvornår i livscyklusforløbet større akkumuleringer af påvirkninger finder sted, som også henviser til problemstillingen med afhængigheder mellem forskellige bygningskomponenter eller –lag.

En anden problemstilling som tidslinjeanalysen skal imødekomme er derudover den stigende usikkerhed af beregningen, jo længere betragtningstidsrummet bliver. For produkter eller services med korte levetider (<10 år) kan dette anses som mindre relevant, da den tidsmæssige forskel er forholdsvis ringe. For bygninger antages derimod 50 år og mere som betragtningstidsrum for livscyklusvurderinger.

Udskiftninger af komponenter og EOL-scenarier, som ligger langt ude i fremtiden, er derfor behæftet med en beregningsmæssig, men også teknisk usikkerhed, i den forstand, at den teknologiske udvikling, politiske krav eller andre ikke projektrelaterede årsager kan medføre, at de oprindelige antagelser ikke bliver realiseret. Derudover er også antagne, lange levetider forbundet med en større usikkerhed end kortere tidsrum.

Underprocesser som for eksempel materialernes produktionsprocesser (cradleto-gate) ligger derimod tættere på nutiden, det teknologiske niveau er kendt, og de tilgængelige procesdata er aktuelle, hvilket medfører at usikkerheden forbliver forholdsvis ringere.

Hvor meget værdierne for potentielle miljøpåvirkninger kan afvige fra hinanden, hvis visualiseret på en tidslinje, vises i Figur 4.19 og Figur 4.20.

310

Life cycle Thinking I byggeriet Life cycle Thinking I byggeriet

800

GWP [t CO2eq]

0

-10,6 t CO2eq.

-10

583 MWh

700

600

530 MWh

-20

500

-30

primary energy demand [MWh]

Life cycle Thinking I byggeriet

GWP [t CO2 eq]

400

NPED [MWh] RPED [MWh]

300

TPED [MWh]

-40 200 -50 100

150

140

130

120

110

100

90

80

70

60

50

40

30

20

10

-60

0

53 MWh

0

Figur 4.19: A) Tidslinjeanalyse med EOL beregnet på tidspunktet for produktionen eller hver years udskiftning (Case Villa Asserbo)

800

700 -10

-10,6 t CO2eq.

600 583 MWh

-20

530 MWh 500

-30

400

GWP [t CO2 eq] NPED [MWh] RPED [MWh]

300

TPED [MWh]

-40 200 -50 100

150

140

130

120

110

100

90

80

70

60

50

40

0 Figur 4.20: B) Tidslinjeanalyse med EOL beregnet på faktiske tidspunkter (Case Villa Asserbo) 30

20

-60

10

53 MWh 0

GWP [t CO2eq]

0

primary energy demand [MWh]

Figur 4.19: A) Tidslinjeanalyse med EOL beregnet på tidspunktet for produktionen eller hver Figur 4.19: A) Tidslinjeanalyse med EOL beregnet på tidspunktet for produktionen eller hver udskiftning (Case Villa Asserbo) udskiftning (Case Villa Asserbo)

years

Figur 4.20: B) Tidslinjeanalyse med EOL beregnet på faktiske tidspunkter (Case Villa AsserFigur 4.20: B) Tidslinjeanalyse med EOL beregnet på faktiske tidspunkter (Case Villa Asserbo) bo)

311

Den store forskel i de to beregninger er størrelserne for miljøpåvirkninger i bygningens brugsfase (1.år – 149.år). I tilfældet af A) (Figur 4.19) bevæger værdierne for GWP sig imellem 0 og -11 tons under hele livscyklusforløbet. I tilfælde af B) (Figur 4.20) svinger værdierne meget mere og bevæger sig mellem 0 og -50 tons.

I begge tilfælde er værdien i slutningen af betragtningsperioden det samme, 10,6 t CO2eq. I en LCA-beregning efter standarden vil man kun angive ”slutværdien” (10,6t CO2eq), da dette er den relevante værdi set over hele betragtningsperioden.

Anvendt som design-værktøj er det derimod interessant at kunne se de faktiske værdier under livscyklusforløbet, da man på denne måde vil kunne identificere tidspunkter med store ændringer for påvirkningerne, som igen kan give anledning til designændringer.

Derudover viser eksemplet, at ”værdisætningen” i forhold til de indlejrede miljøpåvirkninger og ressourcer vil blive anderledes alt efter hvilken beregningsmetode der anvendes. I tilfældet af A) vil værdien for GWP anses som en lille negativ værdi. Vurderingen vil lyde, at bygningen ikke har indlejret særlig meget carbon. I tilfældet af B) vil værdien for GWP anses som en forholdsvis stor negativ værdi for GWP, og vurderingen er derfor, at bygningens materialer har bundet meget carbon indtil EOL efter 150 år. Dette ændrer synet på bygningen og kan faktisk blive til et incitament til at vedligeholde materialerne i højere grad, for ikke at skulle bortskaffe dem før tid. Det samme billede kan dannes baseret på energiressourcerne. Den indlejrede energi (”Embodied Energy”) ligger i begge tilfælde på ca. 53MWh efter 50 år. I beregningsmodellen A) stiger værdien stadig til slutværdien over hele livscyklusforløbet. I tilfældet af B) stiger værdien stærkt i produktionsfasen (1.år) og derefter stadig til ca. 110MWh, først ved hele bygningens EOL falder værdien til slutværdien af 53MWh på grund af energiudvinding fra træmaterialerne i bygningen.

Sammenlignet betyder resultaterne dog, at den faktiske indlejrede energi under livscyklusforløbet er næsten dobbelt så stor, som en standard beregning viser.

Betydningen af forskydningen af EOL-fasen i standardberegningen bliver endnu mere synlig, hvis man medtager driftsenergien i beregningen (se Figur 4.21 og Figur 4.22). Tidspunktet, hvor det negative GWP fra materialerne (”indlejret carbon”) når 0-punktet og bygningen dermed ikke længere er CO2-neutral, ligger ved ca. 8,5 år på grund af de stadige udslip af CO2 fra produktionen af driftsenergien i beregningsmodellen A) (Figur 4.21). I beregningsmodel B) (Figur 4.22) ligger punktet for CO2-neutraliteten meget længere ude i fremtiden, ved ca. 102 år, dog skal der regnes med en stor stigning af GWP ved bygningens EOL (i modellen efter år 149).

312

Life cycle Thinking I byggeriet

70

6.000

60

55,8 t CO2 eq 5.000

50

Life cycle Thinking I byggeriet 40 4.000

30

primary energy demand [MWh]

GWP [t CO2eq]

Life cycle Thinking I byggeriet

20 GWP [t CO2 eq]

3.000

10

NPED [MWh] RPED [MWh]

0

TPED [MWh] 2.000

-10 -20

1.000

-30

717 MWh

150

140

130

120

110

90

80

70

60

50

40

100

80

7.000

Figur 4.21: A) Tidslinje med EOL beregnet til produktionstidspunkter, inkl. driftsenergi (Case 6.000 Villa Asserbo) 55,8 t

60

CO2 eq

40

5.000

20

4.000 GWP [t CO2 eq] NPED [MWh]

0

3.000

RPED [MWh] TPED [MWh]

-20

2.000

102

150

140

130

120

110

100

90

80

70

60

50

40

20

-60

10

-40

30

Figur 4.22: B) Tidslinjeanalyse med EOL beregnet p책 faktisk tidspunkt, inkl. driftsenergi (case Villa Asserbo) 1.000 Figur 4.22: B) Tidslinjeanalyse med EOL beregnet p책 faktisk tidspunkt,717 inkl. driftsenergi MWh (case Villa Asserbo) 0

GWP [t CO2eq]

0

Figur 4.21: A) Tidslinje med EOL beregnet til produktionstidspunkter, inkl. driftsenergi (Case years Villa Asserbo) Figur 4.21: A) Tidslinje med EOL beregnet til produktionstidspunkter, inkl. driftsenergi (Case Villa Asserbo)

primary energy demand [MWh]

8,5

30

20

10

-50

0

-40

0

years

Figur 4.22: B) Tidslinjeanalyse med EOL beregnet p책 faktisk tidspunkt, inkl. driftsenergi (case Villa Asserbo)

313

Som beskrevet før, og som dette eksempel viser, har beregningsmetoden en stor indflydelse på fortolkningen af resultatet. Ifølge en beregning svarende til standardmetoden, vil man ikke vurdere at bygningen er CO2-neutral over dens levetid. Ifølge en tidsmæssig mere nøjagtig beregning vil bygningen alligevel kunne betegnes som CO2-neutral over det meste af dens forventede levetid, da påvirkninger fra EOL-fasen først sker i slutningen af betragtningsperioden.

Et videre beregningselement, som endnu ikke er medtaget i vurderingen, er den med tiden voksende usikkerhed. Dette vil betyde, at værdier angivet langt ude i fremtiden (20 år og mere) må anses som forholdsvis upræcise. Derudover bliver det også mere og mere usandsynligt, at de planlagte EOL-scenarier faktisk finder sted på de angivne tidspunkter, samt at materialerne eller komponenterne tilføres den udpegede EOL-situation (f.eks. forbrænding) på grund af teknologisk, politisk, økonomisk og samfundsmæssig udvikling.

Som konsekvens kan den tidsmæssig mere præcise beregningsmodel levere et bedre datagrundlag til en vurdering, da alle ændringer for påvirkningerne er relateret til de faktiske tidspunkter. I det viste eksempel fra casen Villa Asserbo betyder dette, at det er mere sandsynligt at punktet for CO2-neutraliteten ligger tættere ved 100 år, end den ligger ved 8,5 år (fordi et EOL-scenario som ligger længere ude i fremtiden var blevet indregnet i produktionsfasen, selvom størstedelen af EOL først finder sted efter bygningen skal bortskaffes (efter 150 år)).

Visualiseringen på tidslinjen øger dermed opmærksomheden på EOL-scenarier, som vil komme til at få en voksende betydning på grund af nye koncepter til ressourceoptimering, og genanvendelse med målet om at reducere affaldsmængderne - og dermed miljøpåvirkningerne - fra byggeriet.

LCA i arkitektpraksis – den aktuelle status I foråret 2014 blev der gennemført en spørgeskemaundersøgelse for at finde ud af, om og i hvilket omfang LCA allerede anvendes på danske tegnestuer. Spørgeskemaet er blevet udsendt til de 40 største eller/og mest kendte danske tegnestuer, som planlægger at inddrage ”bæredygtighed” i deres virke.

Spørgeskemaet omfattede 20 spørgsmål i tre overordnede blokke, LCA, bæredygtighedsstrategi og DGNB388. Svarprocenten lå på 38% (15 svar), men der skal henvises til, at det hovedsageligt var tegnestuer som allerede har DGNBkonsulenter ansat, som besvarede spørgeskemaet. Dette i sig selv er interessant, da det viser, at spørgeskemaets overskrift ”LCA i arkitektpraksis” og henvisning i den ledsagende tekst til ”bæredygtighedseksperter” medførte, at opgaven om at besvare spørgeskemaet blev videregivet til DGNB-konsulenter på de respektive tegnestuer.

Det er også derfor, at DGNB bliver anført som reference i næste alle svar i den første del om LCA, selvom selve spørgsmålene var formuleret åbne og egentlig pegede på ISO 14040-standarden.

314

388 Svar fra spørgeskemaet vedrørende DGNB bliver diskuteret i kapitel 2, i afsnittet om bæredygtighed i byggeriet og certificeringssystemer

Life cycle Thinking I byggeriet

389 DK-GBC: Green Building Council Danmark.

DK-GBC bestyrere DGNBsystemet i Danmark.

390 EPD: Environmental Product Declaration.

Begge dele viser hvor stærk en driver DGNB er og allerede har været for at bringe LCA ind i tegnestuernes arbejde, enten på grund af en nyskabt efterspørgsel fra bygherrernes side eller af egen interesse på baggrund af bedre at kunne håndtere spørgsmål omkring bæredygtighed i byggeriet.

Konkret har næsten alle svaret, at tegnestuerne har kendskab til LCA, og de fleste har også allerede anvendt LCA i sammenhæng med aktuelle projekter (10 af 15 svar). Antallet af projekter per tegnestue er dog forsat forholdsvis ringe, det største angivne tal var 5 projekter.

Alle har svaret, at man fremover vil anvende LCA, på baggrund af at der allerede opleves en stigende efterspørgsel, især i sammenhæng med DGNBcertificeringer (7 af 15 svar anfører DGNB direkte), men også muligheden for at kunne understøtte materialevalget på et mere kvalificeret niveau med hensyn til bæredygtighedsspørgsmål. I mange svar ligger det enten implicit eller eksplicit, at livscyklusvurderingen vil blive til en fast bestanddel af de indledende undersøgelser, som skal laves i byggeriet fremover, sammenlignelig med totaløkonomiske beregninger eller energibehovsberegninger.

Spurgt efter hvem og på hvilken basis, svarede et flertal (10/15), at LCAberegninger bliver udført in-house, af arkitekter eller ingeniører, som har taget uddannelsen som DGNB-konsulent eller –auditør. Afhængig af de pågældende projekter vælges der dog også at inddrage eksterne partnere (6/15), som f.eks. ingeniørfirmaer. Som basis for LCA-beregninger angiver således flertallet, at DKGBCs389 LCA-værktøj, som blev udviklet af SBi bliver anvendt. DK-GBCs LCAværktøj skal anvendes i sammenhæng med DGNB-certificeringen og er baseret på den europæiske database ESUCO. Med hensyn til miljøinformationer omkring materialer bliver der også henvist til betydningen af EPD’er390, og at relaterede informationer anvendes som grundlag for materialevalg i nogle tegnestuer.

Der blev ikke henvist til andre standarder eller metoder, et tilfælde som kan anses som et tegn på hvor relevant DNGB allerede er blevet med hensyn til miljøspørgsmål relateret til bæredygtigt byggeri.

LCA anvendes ifølge svarene mest i projekternes tidlige faser, mest for at underbygge materialevalg i sammenhæng med bæredygtigt byggeri. I konkurrencefasen ses LCA ”som en måde at præstere noget ekstraordinært”. I hovedprojektet anvendes LCA mest for at dokumentere materialerne eller for at efterleve krav som stilles i sammenhæng med DGNB-certifikatet.

Der kan ikke udpeges et særlig type projekt eller bygningstypologi hvor LCA er mere udbredt eller efterspurgt end i andre typologier, der henvises dog til, at det er stærkt afhængig af bygherrens mål i projekterne om en LCA eller LCA-data anvendes. Derudover henvises til den økonomiske udfordring, at LCA ikke efterspørges af bygherrer som særlig ydelse endnu, med mindre et bæredygtighedscertifikat skal opnås.

315

Efterspørgslen efter LCA-vurderinger er generelt set ringe på nuværende tidspunkt (ja: 6/15, nej: 9/15). Der opleves, at det oftest er offentlige bygherrer som begynder at stille krav om anvendelse af LCA i deres projekter (offentlige bygherrer: 7/15, private bygherrer: 2/15, DGNB-certifikat: 2/15). Et flertal henviser til, at efterspørgslen og krav, som stilles til LCA-vurderingen, ikke sker på baggrund af en ”systematik”, da LCA i byggebranchen ikke er omfattet af lovkravene endnu.

Private bygherrer har i de fleste tilfælde ikke interesse i LCA-vurderinger, medmindre et DGNB-certifikat skal opnås, eller/og at man vil brande sig med et bæredygtigt projekt.

Informationerne, som kan dannes på baggrund af LCA-vurderinger og som anses som mest relevant, er især GWP og Embodied Energy. Andre miljøpåvirkningskategorier som for eksempel ODP eller POCP anvendes kun i mindre omfang, da betydningen for miljøet er meget sværere at kommunikere. ”Embodied Energy” anvendes af nogle tegnestuer til at kortlægge materialernes ressourceforbrug i forhold til bygningens driftsenergi. Dette kan ses som et forsøg på at forenkle LCA-tilgangen yderligere og finde de parametre som kan forklares i forhold til allerede kendte parametre som bygningernes (drifts)energibehov.

En tredje gruppe af svarene kan dannes omkring ønsket for at kunne dokumentere projektspecifikke miljøpåvirkninger, her nævnes især kravene i DGNB systemet, men også miljøinformationer om materialer.

LCA-vurderinger ses af et stort flertal (13/15) som en arkitektydelse, da det især vil handle om at kvalificere materialevalget, som er et designparameter og direkte forbundet med en bygnings arkitektoniske udtryk. Desuden henvises der af flere til, at det er arkitektens helhedsorientering og rolle i byggeprojekter der vil betyde, at LCA-vurderingen bliver mest gavnligt for projektet. Dem som svarede, at ingeniører er oplagt til at udføre LCA-vurderinger, henviser til at LCA er ”kompliceret stof”, og at det på grund af beregningerne og rapporteringsform var tættere på en ingeniørydelse. Der henvises dog også til, at LCA-vurderingen var oplagt som konstruktørydelse.

To svar henviser til, at det ikke ville være til gavn for fremtidige projekter, hvis man fortsat prøvede at trække linjer mellem de forskellige fag, da det kun i samarbejde vil lykkes at bygge bærdygtigt, og at alene dette vil kræve et større indblik i og forståelse for hinandens arbejdsområder.

Et flertal af tegnestuerne ser LCA allerede på nuværende tidspunkt som designredskab (10/15), mens den næststørste gruppe svarede, at man på tidspunktet ikke anvender LCA, men regner med at det vil blive til et designredskab i fremtiden (4/15). Som hovedformål angives især beslutningsstøtte omkring materialevalg. Der henvises også til, at LCA-vurderingen inden for byggeriet kun vil give mening, hvis anvendt som designredskab, men at dette også vil kræve meget

316

Life cycle Thinking I byggeriet

læring og erfaring med LCA-metoden. Dette er et interessant udsagn, som støtter findings fra de tidligere nævnte casestudier, om at LCA-vurderinger vil have den største effekt, hvis udført sideløbende i de tidlige projektfaser fremfor at blive anvendt som rent benchmarking-metode efter projekterne er afsluttet.

Med hensyn til udfordringer, som opleves af respondenterne, blev især datakvalitet og –rådighed nævnt. Det er svært at få adgang til pålidelige data enten i form af EPD eller databaser. Med hensyn til EPD’er blev der angivet, at det er sjældent at producenterne tilbyder disse data på nuværende tidspunkt. LCA-metoden opfattes af mange som for kompliceret, herunder især med henblik på en fortolkning og formidling af resultaterne. Begge dele medfører, at tidsforbruget angives som højt, en potentiel barriere for at LCA-metoden ville kunne anvendes i de tidlige projektfaser. I kombination med spørgsmålet om LCA kan anvendes som designredskab, har nogle svaret, at man allerede arbejder på at finde eller udvikle integrerede softwareløsninger, som vil tillade at reducere tidsforbruget og kompleksiteten.

Som et yderligere problem, og med henvisning til DGNB, angives at LCAværktøjet (SBI/DK-GBC) og ESUCO-databasen ikke er frit tilgængelig, men først bliver afleveret i forbindelse med deltagelsen i et særlig LCA-kursus, hvor deltagelsen er begrænset til uddannede DNGB-konsulenter.

Spørgeskemaundersøgelsen har vist, at LCA anses som en relevant undersøgelse på tegnestuer. LCA-metoden anvendes allerede, især med henblik på materialeinformationer og dokumentation af materialernes miljøpåvirkninger. LCA er dermed allerede på nuværende tidspunkt et designredskab for mange tegnestuer, som har svaret i denne undersøgelse.

Med hensyn til barrier blev der især henvist til tidsforbrug, datakvalitet – og – rådighed, samt adgang til beregningsværktøj og databaser. Derudover er efterspørgslen på nuværende tidspunkt forholdsvis begrænset, men der opleves at antallet af projekter med krav om LCA er tiltagende, især når det gælder offentlige projekter.

Selvom spørgeskemaet ikke indeholdt referencer til DNGB eller andre certificeringssystemer, blev DGNB nævnt af næsten alle respondenter, enten som kilde for LCA-metoden eller incitamentet til at arbejde med LCA (i sammenhæng med DGNB-certificeringen kræves LCA-beregninger). Det kan derfor konstateres, at det især er DK-GBCs/DGNBs fortjeneste at LCA-metoden er blevet udbredt og vægtet stærkere i de seneste få år. Tidligere initiativer med et lignende afsæt (som for eksempel BEAT (SBI)) har ikke haft den samme effekt.

Alligevel anses metoden som for kompleks og indviklet på nuværende tidspunkt for at kunne anvendes bredere, da især formidling af resultaterne viser sig at være udfordrende. Som konsekvens anvendes i princippet kun GWP som indikator for et projekts eller materialets potentielle miljøpåvirkninger. Det samme gælder for Embodied Energy, som anses som indikator for ressourceforbruget. Med

317

hensyn til LCAs egentlige formål – at undgå ”burden shifting” – kan denne anvendelse af LCA-metoden føre hen til en række fejlbehæftede konklusioner og beslutninger. Især med hensyn til andre miljøpåvirkningskategorier (f.eks. ODP, POCP, ADP, mfl.) henviser dette til behovet for læring om LCA-metoden og en større offentlig diskussion som sætter fokus på andre miljøpåvirkninger og ressourceforbrug, som hidtil ikke føres eller kommunikeres bredt391.

Ressourceforbruget og ressourceefficiens bliver i princippet ikke beregnet i en LCA, men viser sig at blive mere og mere relevant i den aktuelle diskussion om bæredygtighed og bæredygtigt produktion. I fremtiden bør der derfor lægges mere vægt på indikatorer som vandforbrug og affaldsproduktion. Derudover kunne andre, etablerede metoder som for eksempel Wuppertal Instituttets MIPSmetode introduceres og udvikles videre for at kunne blive anvendt i forbindelse med byggeriet. Resultater af MIPS-beregninger har et stærkt udsagnskraft392, og er forholdsvist nemt at formidle.

391 GWP (Global Warming Potential) er et godt eksempel på at efter kun få år med en offentlig diskussion om de alvorlige konsekvenser af en global opvarmning, har mange lært at relatere sig til CO2-udledningen fra produktionsprocesser af varer og energi.

392 for eksempel viste en MIPS-beregning for Autarkiprojektet at kun 3% af alle brugte materialer faktisk endte i selve bygningen og 97% blev anvendt til sekundære processer.

Perspektivering – hen til “Livscyklussimulering” LCA-metoden har vist sig at kunne bidrage med relevante informationer til en arkitektonisk designproces. Metodens kompleksitet, den store datamængde, antal af antagelser, og særlig for byggeri lange levetider, og den dermed store usikkerhed i beregningerne medfører dog en række udfordringer, som indskrænker metodens anvendelse i arkitektpraksis.

Anvendelsen og den konkrete opgave har derudover en betydning for den fornødne detaljeringsgrad for LCA-vurderingen, dette henviser til at byggebranchen vil få gavn af en skalerbar metode, som tillader hurtige og enkle, men fleksible beregninger, som kan anvendes i designfasen (screening, hotspot analyse), og kan udvides til en højere præcision (forenklet LCA) hvis krævet af for eksempel certificeringssystemer eller kommende lovkrav i en senere projektfase.

Graedel og Allenby (2010:214–216) kalder denne type LCA ”streamlined life cycle assessment” (se Figur 4.23), men henviser også til tilpasning af metoden skal ske på et informeret grundlag, for ikke at forvrænge resultaterne, eller indskrænke deres betydning, validitet eller egentlige formål393. ”Streamlined LCA” henviser dermed konkret til den problemstilling, som arkitekter vil møde ved brug af LCA i designsammenhæng, hvor i princippet kun forenklede metoder kommer til anvendelse. Vigtigt i dette sammenhæng bliver, at være klar over at en forenklet metode begrænser udsagnskraften af en LCA, og at disse begrænsninger bør kommunikeres. Hvilke materialer er ikke medtaget i beregningen, hvilke datasets afviger fra det faktiske produkt eller materiale, hvilke påvirkningskategorier ses bort fra og hvorfor, vil blive til relevante spørgsmål, der kommer til at ligge implicit i de værktøjer, som forenkler anvendelsen af LCA394.

318

393 Et eksempel herpå er at der kun bliver set på få påvirkningskategorier (f.eks. CO2-footprint), dette kan medføre at andre påvirkningskategorier ikke medtages i vurderinger, muligheden for at en såkaldt ”burden shift” finder sted stiger.

394 De valg som træffes af f.eks. softwareproducenterne i form af faste parameter (med målet om at forenkle processen) kan derfor have en afgørende betydning for de resultater, som kan opnås med værktøjet.

Life cycle Thinking I byggeriet

Figur 4.23: "Streamlined LCA” by Gradel og Allenby (ibid., 2010:215). Diagrammet viser en fleksibel og flydende overgang fra ecoscreening hen til dybtgående LCA.

Integrationen i BIM-software virker lovende, det fulde potentiale af LCArelaterede informationer vil kunne udfoldes ved at integrere energisimulering.

Som vist tidligere kan miljøpåvirkninger plottes ind på en tidslinje, udskiftningsintervaller og relaterede påvirkninger bliver derved mere synlige og vil gøre fortolkningen af resultaterne enklere. Svarende til simuleringer af andre aspekter inden for arkitektur (som for eksempel energibehov og –rådighed, dagslys, vind, lyd, brugsmønstre), som tillader forholdsvis hurtige vurderinger af designbeslutningernes indflydelse på forskellige aspekter, kunne også LCA-data repræsenteres i en simulering. Fordele vil være, at forholdsvis komplekse sammenhænge mellem materialemængder, indbygningssituation, men også bygningens anvendelse over tid, vil kunne visualiseres og dermed tillade at arkitekter kan udvikle en bedre forståelse for LCA-resultater. Baseret på den voksende erfaring, vil dette tillade kvalificerede skøn på et højere niveau (ligesom det allerede gælder for energibehov, lys, lyd, vind, men også statik og økonomi).

En konklusionen af arbejdet med LCA-metoden er, at det er vigtigt at være klar over hvilke informationer LCA-vurderinger skal og kan levere til en arkitektonisk designproces. Arkitekter har en særlig position i leverancekæden af en bygning, som ikke umiddelbart tillader optimering af produktionsprocesser, en opgave hvor LCA ellers kan være gavnligt. Arkitekter har dog mulighed for at ændre bygningernes design med hensyn til materialet, en beslutning som i fremtiden forhåbentlig vil blive påvirket af LCA. For brugs – og End-of-Life-fase kan arkitekter skabe potentialer for et bestemt scenario, selvom usikkerheden i et konkret LCAresultat altid vil være højt på grund af lange betragtningstidsrum. Her vil det især være sammenspillet mellem forskellige materialer, komponenter, men også brugerne og stedet, som bliver til afgørende faktorer. Materialeproducenter derimod kan ikke have den samme interesse i et helhedssyn på et byggeprojekt på grund af deres egen placering i leverancekæden. Den specifikke viden om deres egen produktportfolio kan dog forventes at være betydelig højere, end det niveau arkitekter kan og skal håndtere.

319

Spørgsmålet om, hvem der skal stå for LCA i byggebranchen er indtil videre et åbent spørgsmål. Metoden er kompleks og krævende med hensyn til både økonomi og viden. Metodens opbygning, krav og dokumentationsform reducerer anvendelsesmulighederne i forbindelse med den arkitektoniske design- og udviklingsproces i de tidlige projektfaser. Alligevel er det netop her hvor resultater fra en LCA vil have den største effekt på det senere design, fra andre brancher vides at ca. 80% af alle miljøpåvirkninger bliver ”forudbestemt” i designfasen, uden nævneværdige muligheder for at reducere disse i senere projektfaser (ibid., 2010:214). Overført til byggebranchen er det derfor netop arkitekter (eller tegnestuer) som burde have kompetencen for at gennemføre LCA på et tilstrækkelig højt niveau, for at resultaterne kan inddrages i beslutningsprocesser. Ud over dette vil en stor del af det grundlæggende arbejde med LCA, dataindsamlingen til LCI-fasen (mængdeberegninger) forblive en arkitektopgave, da denne information ikke findes andre steder i leverancekæden på dette tidspunkt i projekterne.

Derudover skal der tages særlige hensyn til antagelserne om levetider, på grund af deres store betydning for validiteten af LCA-resultaterne. I designsammenhæng er det ikke tilstrækkeligt kun at anvende en database og generisk data til formålet om at forbedre designet. Det er derfor oplagt, at arkitekt eller/og konstruktører bidrager med deres viden, da især indblik på afhængigheder og sandsynligheder for svigt, alt efter materialekvaliteter og indbygningssituationer kræver erfaring og specialviden om byggeri, som er forankret i praksis.

Som spørgeskemaet om anvendelsen af LCA-metoden har vist, er en række danske tegnestuer begyndt at arbejde med LCA, baseret på metoden som anvendes i sammenhæng med DNGB-certificeringen. Denne udvikling er lovende, men med udfordringen, at metoden og de anvendte databaser ikke er tilstrækkelig transparent og tilgængelig. Det vil derfor blive svært at benytte dem som grundlag for videre læring og udvikling af en bedre forståelse for, hvad der forårsager miljøpåvirkninger og hvornår (”fornemmelse” eller tommelfingerregel). Arkitekter bliver dermed på en måde forhindret i at deltage aktivt i udviklingen af miljømæssigt set bedre materialer eller byggesystemer og presset i en rolle som ren ”bruger” af LCA-metoden og relaterede værktøjer.

Udviklingen inden for bæredygtig byggeri i de senere år, har vist at der vil komme et stærkere fokus på materialer og især livscyklusaspektet, både med hensyn til omkostninger men også miljøpåvirkninger. Emnet er sådan set ikke nyt i Danmark, og der er blevet gennemført adskillige projekter omkring livscyklusvurderinger allerede i 1990’erne og 2000’erne (især i SBis regi), men det er først nu med etablering af DGNB-certifikatet, at denne type miljøvurdering holder indtog i byggebranchen for alvor. I modsætning til de tidligere forsøg kan man dog savne transparensen og åbent adgang til disse informationer, værktøj og databaser i den aktuelle udvikling – en forudsætning for bæredygtig udvikling som anført i kapitel 2.

320

Life cycle Thinking I byggeriet

Life cycle Thinking og systemleverancer Med henblik på systemleverancer kan der siges, at ”Life cycle Thinking” allerede per definition er en afgørende bestanddel af systemleverancetanken, som bygger på at systemleverandøren vedligeholder en tæt tilknytning til leverancen, samt beholder en stor andel af ansvaret for leverancen over dens hele livscyklus (Mikkelsen et al., 2005).

LCA vil blive til en afgørende metode i planlægningen af bæredygtige systemleverancer, ligesom det allerede gælder for mange andre produkter, som i dag bliver vurderet med hensyn til deres miljøpåvirkninger i designfasen.

I modsætning til hele bygninger gennemgår systemleverancer en produktudviklingsproces, og dette giver faktisk mulighed for at optimere designet i henhold til resultater fra LCA-vurderinger.

Et hovedformål som systemleverancer har per definition er at tilbyde løsninger i byggebranchen, som i de fleste tilfælde skal løses med multifunktionelle og dermed komplekse systemleverancer (ibid., 2005). Netop styringen af kompleksiteten er et af formålene med systemleverancetanken, som bliver nærmere beskrevet i det følgende kapitel 5.

At LCA-metoden er kompleks, tidskrævende og omkostningstung behøver dermed ikke blive til en barriere for anvendelsen af metoden i planlægningsfasen for bygninger, hvis disse ydelser kan integreres i udviklingsprocessen af systemleverancer. Systemleverancer kan således også bidrage med at reducere usikkerhed omkring de faktiske livscyklusfaser og scenarier som antages i beregningerne, idet at for eksempel ejerskabsformen tillader en mere nøjagtig planlægning af livscyklusfaserne, som ligger langt ude i fremtiden (f.eks. EOL).

321

Fælledgården 2011

5 Kapitel 5

322

Bæredygtige Systemleverancer

Kapitel 5: Bæredygtige Systemleverancer

395 Herunder især CINARKs udgivelser,

Kapitlet om bæredygtige systemleverancer handler om potentialer for at videreudvikle systemleverancetanken som incitamentstruktur for bæredygtige tiltag i byggeriet.

Systemleverancer spænder i henhold til definitionen fra rapporten ”Systemleverancer – en udredning til arbejdsbrug” (Mikkelsen et al., 2005) allerede over produktions- og montagefasen hen til brugsfasen og bortskaffelsen. Dette giver mulighed for at skabe yderlige incitamenter for at forbedre systemleverancer med henblik på ressourceforbrug, som igen hænger tæt sammen med materialevalg, holdbarhed og intelligent opbygning af komponenter og elementer som indgår i leverancen. Holdbarheden kan derudover ses som tæt forbundet til service- og proceskomponenten i systemleverancetanken.

I kapitel 5 søges besvaret forskningsspørgsmålet ”hvad er en bæredygtigt systemleverance?” Udredningen bygger således videre på det tidligere arbejde inden for emnefeltet395 og søger belyst problemstillingen i et bærdygtighedsperspektiv.

En klassifikation Bæredygtighed kan nu anses som det næste (informations-) lag som skal integreres i systemleverancer med målet om at reducere kompleksiteten som følge af et mere holistisk perspektiv på byggeriet. Dog er det netop det holistiske perspektiv som skaber et nyt problem: som beskrevet tidligere er de få succesfulde systemleverancer succesfulde, fordi deres anvendelsesområde er begrænset og at der på denne måde ikke skabes for mange afhængigheder til andre processer eller komponenter i et byggeri. En holistisk tilgang – som vil kræves hvis byggeriet skal blive mere bæredygtigt – vil også kræve at der tages hensyn til andre relaterede processer eller komponenter som er nødvendig for at skabe en bæredygtig ”løsning”.

Bæredygtige systemleverancer kan derfor klassificeres på to niveauer: 1. Systemleverancer, som er bæredygtigt fremstillet. ”Bæredygtigt fremstillet” i den forstand at systemleverancen, bestående af forskellige komponenter, underkomponenter og materialer, er produceret ressourceeffektivt af bæredygtige materialer, at systemleverancen kan vedligeholdes ressourceeffektivt og at systemleverancen er opbygget efter principper for Design for Disassembly, som vil tillade en udvinding af rene materialer i en End-of-Life situation.

2. Systemleverancer, som fremmer mere bæredygtig adfærd og ressourcebesparende livsstil. Herunder forstås systemleverancer (og services) som ikke nødvendigvis falder under pkt. 1, men alligevel bliver til en afgørende bestanddel af en bæredygtig bygning. Eksempler kan være informationssystemer som påvirker

323

brugeradfærd, eller services som hjælper beboerne med bedre at forstå, hvordan der kan spares ressourcer i deres dagligdag og især med henblik på boligen.

For denne afhandling er det især systemleverancer tilhørende den første type, som er i fokus, da der skal prøves at opstille nogle krav til bæredygtige systemleverancer, især med henblik til deres planlægning, produktion og bortskaffelse.

Systemleverancer tilhørende den anden gruppe kan med stor sandsynlighed også have en relevant betydning for et projekts bæredygtighed, dog handler det her mere om at informere og uddanne brugere med hensyn til deres brug af bygningen og dens funktioner.

Om en systemleverancer (type 1) kan anses som bæredygtig bliver således betinget af forskellige faktorer som materialer (herunder især udvinding af råmaterialer, miljøpåvirkninger og social ansvar), komponenter og komponentdannelsen (herunder planlægning, konfiguration og produktion), systemleverancens drift og vedligeholdelse (herunder ressource- og energiforbrug, totaløkonomi/Life cycle costing), såvel som systemleverancens planlagte end-of-life (”salvageability”, Design for Disassembly, genbrugspotentiale og relaterede miljøpåvirkninger).

Disse faktorer er i princippet ikke forskellige fra faktorer gældende for andre produkter inden for byggeriet, dog tilbyder systemleverancer en større styring af livscykler end almindelige produkter. Dette skyldes at systemleverancer, svarende til definitionen, skal produceres under industrielle forhold, samt at ansvaret for systemleverancen udvides over brugsfasen.

Industriel produktion giver muligheden for at reducere ressourceforbruget, især med hensyn til affaldsreduktion, men også med blik på andre fremstillingsmuligheder som kan være med til at spare materialer og energi i produktionen i forhold til traditionel fremstillede komponenter med samme ydelsesevne.

Systemleverancer – to cases Systemleverancer er multifunktionelle, komplekse produkter, som kan tilpasses særlige behov inden for et projekt. Derudover kan services, både i produktionsog brugsfasen være inkluderet. Fordelen med systemleverancer i forhold til andre produktformer indenfor byggeri er at kompleksiteten som ligger både i planlægningen, men også i produktionen og opsætning, kan nedbrydes til en størrelse som kan håndteres nemmere af klienten (ibid., 2005; Vibæk, 2011).

Systemleverancebegrebet opfattes og forstås dog på forskelligvis i byggebranchen og som case studierne i det forudgående kapitel har vist. I de følgende afsnit skal derfor vises to eksempler på systemleverancer – altan.dk og NCCs præfab skakt - som svarer til den ovennævnte definition for systemleverancebegrebet.

324

Bæredygtige Systemleverancer

Altan.dk

396 I ”Three Ways to Assemble a House” (Beim et al., 2010:93) nævnes at altan.dk køber ca. 25% af Welands produktion, Weland er et svensk firma, specialiseret på stål

Altan.dk er leverandør af altaner tænkt til opsætning på eksisterende byggerier.

Altan.dk sælger dog ikke ’en altan’, men ’altan drømmen’, som allerede henviser til at der tilbydes en løsning frem for et produkt.

Løsning betyder i denne sammenhæng at køberen ikke selv skal sørge for mange af de ellers nødvendige undersøgelser og rådgiverinformationer, som vil være krævet i et mere traditionelt forløb for at opsætte altaner. Rådgivning, som ingeniører eller arkitekter ellers vil yde, men også store dele af kontakten med myndighederne kan blive håndteret af altan.dk. Det samme gælder også murerentreprisen og udskiftning af vinduer, som bliver nødvendig i tilfælde af, at nye åbninger i facaden skal skabes til altanen.

Altanerne er sat sammen af forskellige komponenter, som inden for visse rammer kan kombineres og på denne måde har køberen mulighed for at tilpasse sin altan, med hensyn til udseende og materialet. Teknisk betingede egenskaber bliver defineret af leverandøren, som f.eks. ophængssystemet, som følger facadens og byggeriets konstruktion.

Altanen bliver produceret efter LEAN-principper og dette inkluderer at altan.dk indkøber halvfabrikata, som riste, håndlister eller kantprofiler hos andre producenter i stedet for at producere alle altankomponenter selv396. Altan.dk har udviklet et netværk af leverandører for at kunne udvikle procedurer til sammensætning af produktet og leverancen (Beim et al., 2010:97–98).

Bæredygtighed er ikke et decideret udviklingsområde for altan.dk som systemleverance. Der anvendes certificeret træ og altanerne er lavet af enkle, rene og ufarlige materialer som i princippet kan udvindes og genbruges, men dette er ikke i fokus i altan.dk’s nuværende koncept (ibid., 2010:99). Andre meget stærkere udprægede bæredygtighedsaspekter er forbedring af livskvaliteten i boligerne og at kunne levere høj kvalitet og yde mangeårige garantier, begge dele understreger at altan.dk fokuserer på brugeren og at miljømæssige aspekter prioriteres lavere.

NCC præfab skakt NCC har i samarbejde med Valcon Innovation, buildinglab.dk og RH Arkitekter udviklet et skaktsystem, som kunne præfabrikeres under industrielle forhold i 2008 (ibid., 2010:101).

Skaktsystemet er fokuseret på at reducere on-site arbejdstiden og tillader kombinationen af forskellige arbejdsgange og entrepriser i en leverance (ventilation, vand, varme). Skakten bliver sat sammen på stedet af forskellige moduler, med klar definerede snitfalder til andre moduler eller tilslutninger som badekabiner.

Skaktmoduler bliver produceret i udlandet på fabrikker, hvor skakterne kan tilpasses projekternes særlige behov efter en aftalt konfigurationsproces hos rådgiver-

325

ne (arkitekter/ingeniører). De færdige moduler bliver derefter fragtet til byggepladsen til indbygning og samling (ibid., 2010:102–105).

Figur 5.1: NCCs præfab skakt indbygges. Mellem billede 1 og 4 går ca. 5 minutter, derefter skal alle rørledninger tilsluttes. (Billederne viser Plejehjemmet i Ørestaden, JJW arkitekter.

Kilde JSK, 2011)

Indbygningsprocessen forgår meget hurtigt (se Figur 5.1: NCCs præfab skakt indbygges. Mellem billede 1 og 4 går ca. 5 minutter, derefter skal alle rørledninger tilsluttes. (Billederne viser Plejehjemmet i Ørestaden, JJW arkitekter. Kilde JSK, 2011)), dog kræves det at råhuset er tilpasset skaktsystemet. Samling af rør og ledninger fra hver enkelt modul foregår på byggepladsen af en montør.

Bæredygtighed har desuden ikke været relevant som aspekt i udviklingen eller produktionen af skaktsystemet, fokusområder har været konfigurering, tidsbesparelser og kvalitet (effektivitet) (ibid., 2010:104).

De to beskrevne systemleverancer, altan.dk og NCCs skakt, er udviklet ud fra et entreprenørperspektiv. I tilfældet med altan.dk med målet om at ”modne” et nyt markedssegment, hvor der ikke fandtes konkurrenter i forvejen (”Blue Ocean Strategy”397). For NCCs skakt gjaldt det derimod om at effektivisere en ellers tidskrævende proces – ressourcemæssigt, materialemæssigt vil der være meget lidt forskel på præfab-løsningen og en traditionel opbygget skaktinstallation.

I begge tilfælde er det dermed et økonomisk incitament som står i fokus – at reducere omkostningerne for at levere den samme ydelse og samtidig at ”modne” et nyt marked som vil give en konkurrencefordel i noget tid. Fra et virksomhedsperspektiv kan dette være en ’bæredygtig’ strategi – fra et samfundsperspektiv dog ikke nødvendigvis, som kortlagt i kapitel 2 om bæredygtighed.

Alligevel er det netop systemleverancetanken som vil tillade begge dele – et økonomisk incitament og samtidig miljømæssige og sociale forbedringer. Med en systemleverance, som er tænkt langfristet, kan der skabes incitament for at fastholde en højere effektivitet eller øge effektivteten og samtidig reducere miljøpå-

326

397 Begrebet og strategien belv udviklet af W. Chan Kim og Renée Mauborgne i 2004 (Wikipedia contributors, 2014)

Bæredygtige Systemleverancer

398 et eksempel kan være ”indeklimaløsingen” som indbefatter alle tiltag som er nødvendige til at skabe et ’godt indeklima’, herunder hører facaden og nødvendige systemer, som har indflydelse på faktorer som temperatur, luftkvalitet og lyskvalitet (varmetab, træk, ventilation, dagslys, lugt, sundhed mange flere.).

399 Her kan projektet Heimdalsvej nævnes, hvor bygherren udbød to separate entrepriser til facaden og ventilation. Først i deres kombination bliver lejlighedens kvalitet med hensyn til indeklima afgjort. Efter afleveringen af projektet bliver bygherren ansvarlig for drift og vedligeholdelse, uden at han nødvendigvis kender til det sidste detalje af de komponenter som blev samlet i anlægsfasen.

Dette medfører et potentiel risiko med henblik på bolgens kvalitet (her tænkt som service til en lejer) og i sidste ende også økonomisk (udgifter til vedligeholdelse, for tidelig renovering, lave lejeindtækter på grund af lav boligkvalitet).

400 Altan.dk leverer kun altaner til etageejendomme, leverancen kan ikke indgå i et andet projekt 401 Der kan således ikke eksistere en onesize-fits-all løsning

virkninger og ressourceforbrug forbundet med systemleverancens produktion, drift og vedligeholdelse.

De anførte eksempler på systemleverancer, men også eksemplerne fra cases studierne i kapitel 3 henviser til, at det som kaldes systemleverancer af producenter, entreprenører, rådgivere eller bygherrer, faktisk ikke svarer til den oprindelige definition, da ingen af disse omfatter brugsfasen og den nødvendige service til vedligeholdelse. Ansvaret for leverandøren stopper efter leverancen eller senest efter de lovmæssige garantitider inden for byggeri.

Det andet som bliver synligt er at systemleverancerne er klart afgrænset, og der leveres som sådan ikke en ”løsning” til en kompleks problemstilling398, som nævnt i definitionen efter Mikkelsen et. al (2005) (se også kapitel 2), denne løsning bliver først skabt igennem kombination af forskellige tiltag, som i sidste ende stilles til rådighed og vedligeholdes af bygherren399.

Systemleverancer som NCCs skakt eller altan.dks altaner viser desuden at eksisterende systemleverancer er forholdsvis begrænsede i deres anvendelighed og er målrettet efter nogle meget præcis formulerede anvendelsesområder. Altan.dk kan for eksempel kun anvendes på eksisterende byggeri og ikke i sammenhæng med en større renovering400. Dette er ikke videre problematisk, men henviser til at det netop er kompleksiteten som sætter grænserne også i udviklingen af en systemleverance401.

Systemleverancer, integreret kompleksitet og bæredygtighed I bogen ”Three Ways to Assemble a House” (Beim, 2010) nævnes udover de to anførte eksempler en række andre eksempler på systemleverancer, og dermed leveres et omfattende katalog over aktuel eksisterende systemleverancer indenfor byggeriet. Alle eksempler fra bogen er også blevet undersøgt i henhold til bæredygtige tiltag og løsninger i udviklingen eller selve systemleverancen. Det er iøjnefaldende at ingen af de anførte systemleverancer har en særlig udformet koncept eller strategi med henblik på bæredygtighed. I mange tilfælde kan der henvises til at alle producenter går ud fra at den industrielle fremstilling af deres systemleverancer er med til at kunne producere mere ressourceeffektivt, både med henblik på materialer og affald, og arbejdstid (ibid., 2010:161).

På den anden side er det måske mindre forunderligt at bæredygtighed ikke har været mere i fokus, end det virker til ved det første blik: systemleverancer bliver udviklet for at kunne tilbyde en enkel løsning på en ellers kompleks opgave inden for et byggeprojekt. Som beskrevet af Kasper Vibæk i sin ph.d.-afhandling ”System structures in architecture” (2011) er dette netop potentialet af en systemleverance, som kan integrere kompleksiteten og dermed indgå som et færdigt, integreret underelement i en byggesag.

Selvom systemleverancen i sig selv er et komplekst og multifunktionel produkt (Mikkelsen, 2005), er den i princippet med til at forenkle byggeprocessen igen.

327

Bæredygtighed kan anses som et yderligere informationslag i byggeriet, som tilføjer yderligere parameter (krav) og dermed øger kompleksiteten, især i planlægningsprocessen.

Med reference til Kasper Vibæks tidligere introducerede model ”Integrated Complexity Value” (Vibæk, 2011:133–135)402, vil bæredygtighed kunne indgå som en 4. parameter i modellen.

IT

4

Kit-of-parts (KOP)

1

2

3

4

0

1

2

3

Assembly (ASM)

0

1

2

3

Material (MAT)

Component (COM)

Kit-of-parts (KOP)

Assembly (ASM)

Material (MAT)

Component (COM)

Assembly (ASM)

Chunk (CHK)

1

1

2

3

Sale (SAL)

IN TEE GG RRA ATT EED D

Supply (SPL)

OCCM OO M PML PL

EX

3

4

Raw Material (RAW)

4

2

3

Production (PRO)

3

5

2

(OTS)

2

5

5

Made-to-order (C2F) (M2O)

Component (COM)

6

4

4

IN TEE GG RRA ATT EED D

Bespoke (BSP)

5 Y

0

3

4

IT

Sale (SAL)

2

3

Building (BDG)

OCM O M PL PE X

1

Installation (INS)

6

IN TEE GG RA TE D

Supply (SPL)

5 Y

3

4

IT

2

3

EX

Installation (INS)

6 Y

5

STANDARDISATON LEVEL

Material (MAT)

Bespoke (BSP)

Made-to-order (C2F) (M2O)

PREPARATION LEVEL

4

PREPARATION LEVEL

Maintenance (MNT)

SERVICE LEVEL

3

SERVICE LEVEL

Maintenance (MNT)

Deinstallation, reuse, & disposal (DRD)

OCCM OO M PML PL

STANDARDISATON LEVEL

402 se også Kapitel 2 – Systemleverancer

(OTS)

Figur 5.2: Integrated Complexity Value (ICV) – model (gengivet fra ibid., 2011:133)

Vibæks ”Integrated Complexity Value”-model (ICV) har tre dimensioner: standardiseringsniveauet (standardisation level), færdiggørelsesniveauet (preparation level) og serviceniveauet (service level). I modellen anvendes en skala fra 0 til 3 med 0 som det lavest mulige niveau for hver dimension. For eksempel betyder et standardiseringsniveau på 0 at leverancen er skræddersyet (”bespoke”) og et færdiggørelsesniveau på 0 betyder at et materiale i dets rå-tilstand anvendes.

ICV opstilles ved at sammentælle hver værdi i de 3 dimensioner. Jo højere værdi, jo højere er integrationsniveauet af kompleksiteten ifølge modellen. For at kunne vurdere niveauet i de tre dimensioner skal man vide en del omkring de forskellige trin i hver dimension, men opbygningen er lineær, forstået på den måde at ethvert højere trin indbefatter alle kvaliteter og forudsætninger fra det forrige niveautrin403.

For bæredygtighed som en fjerde dimension skal inddelingen dog være mere dynamisk, da selve vurderingen kan blive forholdsvis kompleks og derudover være ret specifik for det enkelte tilfælde.

Som kortlagt i kapitel 2 er ”Bæredygtighed” som emne svært at definere og selvom dette kan anses som en styrke for diskussionen, er dette et potentielt konfliktpunkt i udviklingen af bæredygtige systemleverancer. Opfattelsen af hvad bæredygtighed dækker over og især hvilke delemner der bør prioriteres, kan være vidt forskellige for arkitekter, ingeniører, entreprenører, bygherrer og brugerne og ikke mindst for samfundet.

328

403 i Kasper Vibæks beskrivelse af modellen anføres eksemplet med service dimensionen, hvor salg (”sale” / SAL) repræsenterer det første niveau og levering (”supply” / SUP) som det andet niveau allerede inkluderer salget.

Vedligeholdelse (”maintenance” / MNT) som det højeste service niveau inkluderer dermed alle niveau fra salget over leveringen og indbygningen hen til vedligeholdelsen af leverancen.

Bæredygtige Systemleverancer

Integreret bæredygtighed

404 I princippet kan en kvalificeret, bæredygtig systemleverance anvendes – ligesom hvert andet produkt - på en måde at det bæredygtige potentiale ikke udnyttes. Et eksempel kan være en situation, hvor systemleverancens funktion faktisk ikke er nødvendig eller ikke bliver brugt – alle ressourcer, økonomiske såvel som materialemæssige er dermed spildt, systemleverancen kan ikke være bæredygtig.

405 Kasper Vibæk forklarer begrebet ”integreret kompleksitet” med den kompleksitet som allerede er blevet håndteret af leverandøren og som i princippet ikke behøves håndteret igen i senere stationer i en leverancekæde (se også Vibæk, 2011:133, note 139).

406 På grund af den anderledes beregningsmetode skal værdien for forberedelsesniveauet øges med +1 i ISV-modellen.

407 Inddelingen for ”forberedelses niveauet” svarer ikke i det fulde til Kasper Vibæks model, i stedet for Assembly (ASM) og Chunk (CHK) anvendes her element (ELM), som skal samle begge tilfælde i et begreb (Se også levetidsmodellen i kapitel 4).

I modsætning til de tre dimensioner i ICV-modellen (standardisering, færdiggørelse, service) kan en systemleverances bæredygtighed ikke vurderes på forhånd, da bæredygtigheden af komponenten først vil kunne bedømmes i sammenhæng med hele bygningen404. En systemleverance kan dog have et ”bæredygtighedspotentiale” som bliver bestemt igennem systemleverancens planlægning, sammensætning og servicering og ikke selve indbygningssituationen. Hvor bæredygtig leverancen kan blive er dog stadigvæk afhængig af de kommende livscyklusfaser, dog bliver potentialet, som opbygges over de tidligere livscyklusfaser (cradle-to-gate), videregivet (”integreret”) til de næste faser. Med reference til ICVmodellen kan der derfor tales om integreret bæredygtighed405.

Graden for integrationen af bæredygtighed vurderes ved tilstedeværelse af indikatorer (se Figur 5.3), som vil udgøre systemleverancens potentiale for at være mere bæredygtig. Da en systemleverance derudover kan være meget forskellig i skala (alt fra en mindre, indbygget komponent til en hel bygning), øges bæredygtighedspotentialet med systemleverances størrelse og omfang (med bygningen som den størst mulige enhed). Dette er relevant fordi, skulle leverancen indgå i et ej-bæredygtigt system eller bygning, ville dens bæredygtighedspotentiale ikke kunne udnyttes. Jo større skalaen er, samt jo mere bæredygtighedspotentialet udnyttes, jo større er den samlede integration af bæredygtigheden i systemleverancen og dermed sandsynligheden for at den samlede bygning faktisk bliver mere bæredygtig.

I ICV-modellen findes denne skala i ”forberedelsesniveauet” (preparation level) og bæredygtighedsniveauet vil derfor kunne tilknyttes ICV-modellen i denne dimension.

Integreret bæredygtighed kan beskrives ved 6 indikatorer: ressource forbrug (RES), life-time-extension koncepter (LTE), End-of-life koncepter (EOL), undersøgelse af alternativer ved brug af Life Cycle Analysis (LCA), implementering af bæredygtig forretningskoncept (PSS) og systemleverandørens sociale ansvar over hele leverancekæden (CSR).

Antallet af indikatorerne som findes i systemleverancen udgør systemleverancens bæredygtighedsniveau (”sustainability level”) og svarende til ICV-modellen bestemmes færdiggørelsesniveauet (”preparation level”)406.

ISV dannes som produkt af systemleverancens bæredygtighedsniveau og systemleverancens skala eller forberedelsesniveau (”preparation level”)407. Forberedelsesniveauet inddeles i 5 trin fra ’råmateriale’ til ’bygning’.

Hvor ICV kan anvendes for at identificere en systemleverance (en højere værdi svarer til at flere kriterier fra den oprindelige definition for systemleverancer er opfyldt) kan værdien for integreret bæredygtighed (ISV) anvendes for at vurdere

329

corporate social responsibility (CSR)

5

10

15

20

25

4

8

12

3

6

2

Y

30

LIT

product service system (PSS)

24

16

20

9

12

15

4

6

8

10

1

2

3

4

5

Raw material (RAW)

building mat. subcomponent (MAT)

Component (COM)

Element / Assembly (ELM / ASM)

BI

Life cycle analysis (LCA)

18

NA

End-of-life concept (EOL)

12

+1

+1

+1

SU

+1

ED

+1

IN

SUSTAINABILITY LEVEL

TE

AT

+1

ST

AI

Life time extension (LTE)

6

GR

Ressource use (RES)

SUSTAINABILITY LEVEL SUM

om en systemleverance har potentialet til at indgå i et bæredygtigt byggeri. Konsekvensen af dette forhold er, at de to værdier (ICV og ISV) ikke direkte regnes sammen, selvom der eksisterer flere afhængigheder og sammenfald mellem modellerne.

Building (BDG)

PREPARATION LEVEL

Figur 5.3: Integrated sustainability value (ISV) - model

Indikatorer for bæredygtige systemleverancer I det følgende afsnit skal alle valgte indikatorer beskrives kort. Mange områder er allerede blevet diskuteret i de forudgående kapitler (bæredygtighed, systemleverancer i kapitel 2, Life Cycle Thinking i kapitel 4). Indikatorerne er udvalgt baseret på de undersøgelser som ligger de forudgående kapitler til grund, men også fordi indikatorerne skal være både neutrale (dvs. skal kunne eksistere uafhængig af andre indikatorer og samtidig ikke være forbundet med en allerede eksisterende mærkningsordning) og kunne anvendes på alle forskellige trin under forberedelsesniveau (preparation level). Derudover skulle indikatorerne ikke vægtes, da ISVmodellen ikke skal ligne en mærkningsordning, men hjælpe med at identificere systemleverancerens bæredygtighedspotentiale, med viden om at det alene ikke er tilstrækkeligt for at kunne vurdere leverancens bæredygtighed.

330

Bæredygtige Systemleverancer

408 MIPS står for ”Material Input per Service Unit” og er blevet udvilket af Wuppertal Instituttet (se også kapitel 2)

RES – henviser til ressourceforbruget og herunder især materialeintensitet for den pågældende ydelse (se også kapitel 2). Undersøgelsen kan for eksempel foretages ved en MIPS-analyse408.

LTE – Life time extension koncepter indbefatter levetidsforlængende tiltag for materialer og komponenter. Dette medfører at udskiftningsrater for disse materialer kan nedsættes, som resulterer i færre miljøpåvirkninger, samtidig kan dette medføre en økonomisk fordel set over en bygnings hele livscyklus (se også kapitel 4). Derudover sikres at funktionen af den pågældende komponent vedligeholdes på konstant højt niveau. Design for Disassembly (DfD) principper kan med fordel anvendes i planlægning af LTE-tiltag.

EOL – End-of-Life koncepter henviser til affaldsproblematikken som opstår efter en bygnings brugsfase. Byggesektoren er ansvarlig for en stor del af affaldsmængden som produceres, EOL-koncepter kan medhjælpe til at en større andel af materialer som skal bortskaffes bliver genanvendt på et højt integreret niveau.

EOL-koncepter kan også være baseret på DfD integrationen i et projekt.

LCA – Life Cycle Analyse er relevant for at kunne vurdere materialernes eller komponenternes miljøpåvirkninger igennem deres levetid. Som indikator skal LCA tjene for at sikre at en analyse bliver gennemført og det mest fordelagtige alternativ bliver valgt (mere om relevansen for LCA findes i kapitel 4).

PSS – Product-Service-Systems som indikator står som stedfortræder for alle miljøfokuserede forretningskoncepter som findes inden for byggebranchen. Forretningskoncepter anses som relevant for at sikre at alle tænkte tiltag faktisk bliver forankret og dermed gennemført i de senere livscyklusfaser, som ellers er svær at styre eller prædefinere. Selve PSS-tanken bliver nærmere beskrevet i en senere afsnit.

CSR – Corporate Social Responsibility står som indikator for integrationen af sociale og miljømæssige tiltag og hensyntagen igennem hele leverancekæden, både downstream og upstream. Om et firma har et formuleret CSR anses som en indikator for at disse selvopstillede krav efterleves i firmaets handlen.

Med henblik på bæredygtighedspotentialet overlapper ICV og ISV i nogle punkter, hvor kravene der er stillet i definitionen af systemleverancer, faktisk opfylder de samme krav, som stilles i sammenhæng med en bæredygtighedsvurdering og – potentiale. Eksempler herpå er ejerskabet og dermed ansvaret for en systemleverance, som skal forblive hos systemudbyderen over hele systemleverancens levetid. Ligeledes kan have industriel produktion og standardiseringsgraden kan have en direkte, positiv indflydelse på ressourceefficiensen (Anderson, 2014:206). Ressourceefficiens er dog ikke et umiddelbart mål i ICV-modellen.

331

Integreret Bæredygtighed – 3 eksempler Altan.dk: Altan.dk leverer færdige altaner monteret på stedet, inklusive alle relevante planlægnings- og tilpasningsarbejder (Service = 3 (MNT / Montage). Selve altanen bliver samlet på stedet, komponenter som værn eller bunden er præfabrikeret til individuelle mål (Standardisation = 2,5 (C2F / Cut-to-fit; Preparation = 3 (ASM/Assembly)). ICV vurderes til 7,5 (3 (MNT) + 2,5 (C2F) + 3 (ASM) = 7,5), den maksimale værdi er 9.

Materialerne som anvendes har generelt et højt genbrugspotentiale (Aluminium, Stål), men der er ikke beskrevet om materialerne kan returneres til leverandøren til genanvendelse; Træet som anvendes til værnet er FSC-mærket (Ressourcer (RES) = +1). Derudover er altan.dk blevet udmærket for sine sociale indsats for deres ansatte409 (Corporate Social Responsibility (CSR) = +1). ISV vurderes til 8 (Preparation = 4 (ASM); Sustainability level = 2 (1 (RES) + 1 (CSR); 4 (ASM) x 2 (RES/CSR) = 8), den maksimale værdi er 30.

NCC præfab skakt: NCCs skakt system bliver leveret færdig monteret i sektioner til byggepladsen. Skaktsektionerne samles derefter på stedet (Service = 2 (INS); Preparation = 3 (ASM)). Skakten planlægges og produceres til mål, inden for definerede rammer (Standardisation = 1,5 (M2O / Made-to-order)).

ICV vurderes til 6,5 (2 (INS) + 3 (ASM) + 1,5 (MTO) = 6,5).

Materialerne har et højt genbrugspotentiale, dog kan materialeforbruget antages som større end i en stedsbygget skalt, på grund af underkonstruktionen (stålrammer), som er nødvendig for at kunne producere på fabrik, samt transportere sektionerne. Som beskrevet i afsnittet om skakten har der ellers hellere ikke været fokus på bæredygtighedsparametre i systemets planlægning og produktion.

NCC har en formuleret CSR på firmaniveau, som omfatter leverancekæden downstream og upstream410 (CSR = +1).

ISV vurderes til 4 (4 (ASM) x 1 (CSR) = 4).

(Fiktivt) vindues leverance: Leverancen består af vinduer, som bliver produceret til mål, leveret, indbygget og vedligeholdt af systemleverandøren (Preparation = 2 (COM / Component); Service = 3 (MNT / Maintenance); Standardisation = 1 (MTO)). ICV vurderes til 6 (2(COM) + 3 (MNT) + 1 (MTO) = 6).

Vinduerne bliver ikke solgt, men stillet til rådighed over en aftalt tidsrum, svarende til en leasingkontrakt (PSS = +1). Vedligeholdelsesindsatsen (Maintenance) skal forlænge vinduernes levetid for at undgå udskiftninger inden kontraktens udløb (Life time extension (LTE) = +1). Materialerne til vinduerne og sammensætningen er blevet valgt baseret på en LCA undersøgelse (LCA = +1) med målet om at reducere miljøpåvirkninger, samtidig er materialeintensiteten blevet optimeret, for at kunne fremstille vinduerne med en minimal mulig indsats af råstoffer (RES = +1). Systemleverandøren er ansvarlig for leverancens bortskaffelse, da han vil eje vinduerne efter udløb af leverancekontrakten, derfor er vinduerne blevet udviklet baseret på DfD-principper, og End-of-Life konceptet indbefatter udvinding af rene råstoffer til genanvendelse i en ny leverance (EOL +1).

ISV vurderes til 15 (Preparation = 3 (COM); Sustainability = 5 (RES+LTE+LCA+EOL+PSS); 3 (COM) x 5 (SUS) = 15).

332

Bæredygtige Systemleverancer

Note: Hvis vinduesleverancen var en del af en stør facadeleverance bliver ISV til 20 på grund af det større Bæredygtige Systemleverancer forberedelsesniveau (4 (ASM) x 5 (SUS) = 20).

Note: Hvis vinduesleverancen var en del af en stør facadeleverance bliver ISV til 20 på grund af det større Altan.dk NCC skakt fiktivt vindueleverance forberedelsesniveau (4 (ASM) x 5 (SUS) = 20).

Level

ICV* Altan.dk

ISV

ICV* NCC skakt

ISV

ICV vindueleverance ISV fiktivt

Service Level

3 (MNT) ICV*

ISV

2 (INS) ICV*

ISV

3 (MNT) ICV

Standardisation

2,5 (C2F)

Service Preparation

3 (MNT) 2 (ASM)

Standardisation Sustainability

2,5 (C2F)

Preparation

2 (ASM)

4 (ASM)

3 (ASM)

4 (ASM)

2 (COM)

3 (COM)

ICV/ISV Sustainability

7,5/9

8/30 2

6,5/9

4/30 1

6/9

15/30 5

1,5 (MTO) 4 (ASM) 2

2 (INS) 3 (ASM) 1,5 (MTO)

ISV

1 (MTO) 4 (ASM) 1

3 (MNT) 2 (COM) 1 (MTO)

3 (COM) 5

Tabel 5.1: Oversigt over ICV og ISV for 3 vurderingseksempler (*værdier for ICV stammer fra vurderingen i Kasper Vibæks Ph.d.-afhandling (ibid., 2011:176, 182)

ICV/ISV

7,5/9

8/30

6,5/9

4/30

6/9

15/30

Boks 5.1: 3 eksempler for beregning af Integrated Sustainability Value (ISV) og Integrated Complexity Value (ICV) Tabel 5.1: Oversigt over ICV og ISV for 3 vurderingseksempler (*værdier for ICV stammer fra vurderingen i Kasper Vibæks Ph.d.-afhandling (ibid., 2011:176, 182) Boks 5.1: 3 eksempler for beregning af Integrated Sustainability Value (ISV) og Integrated Complexity Value (ICV)

409 Altan.dk har i 2011 fået tildelt ’csr people prize 2011’ (se også http://altan. dk/page851.aspx?q=CSR) 410 for mere information om NCCs CSR se: https:// www.nccgroup.com/en/ investor-relations/corporatesocial-responsibility/

333

Problemets løsning: Design Hvor afgørende designopgaven er for et produkts ”tekniske, økonomiske og økologiske egenskaber” beskrives nøje af Pahl og Beitz (1996). Designere bærer den største del af ansvaret for udvikling og udformning af produkter. Pahl og Beitz inddeler design processen i tre henseender: en psykologisk henseende, en systematisk henseende og en organisationsmæssig henseende.

I en psykologisk henseende er design en kreativ opgave, som kræver indblik og overblik over viden på tværs af fagene.

I en systematisk henseende anses design som måden at formidle mellem forskellige forudsætninger, som delvis kan være modstridende. Herunder er det især vigtigt at forstå at forudsætninger vil ændre sig med tiden og at løsningsrummet for en designopgave derfor er underlagt en konstant ændring.

I en organisationsmæssig henseende er det især produktets livscyklus som bliver bestemt igennem designet. Ifølge Pahl og Beitz starter et produkts livscyklus allerede med ideen om produktet eller nødvendigheden (efterspørgslen) for produktet. Et produkts livscyklus anses som ”processen i de rå materialer omformes til økonomiske produkter med en øget værdi” (ibid., 1996:2). Da det gælder om at planlægge, afprøve og beslutte et stort antal parametre kræver denne opgave samarbejde med andre fag på meget forskellige niveauer.

Figur 5.4 viser en livcyklus for produkter, dog fra et udvikler-perspektiv. Dette betyder at faser som produktplanlægning (”product planning”), design (”design/development”) og marketing (”marketing / consulting / sales”) medtages, ud over de faser som man kender fra LCA-sammenhæng. Det interessante med diagrammet er, at især de første to faser (planlægning og design) vises som afgørende for de senere recycling-muligheder, en problemstilling som skal behandles nærmere i et senere afsnit.

Alle faser har desuden en direkte forbindelse til ”livscyklus ledelse” (”produkt life cycle management”), som dermed udvises som en særskilt opgave. Netop dette opfordrer til spørgsmålet om, hvordan et produkts livscyklus kan styres, især i et langfristet perspektiv?

Pahl og Beitz (1996) fremlægger derudover en karakterisering af designopgaver, hvor alle vil have en indflydelse på designets definition. Ud af de 7 karakteristika som nævnes synes især to at være særlig relevant med henblik på systemleverancetanken: (1) opgavens oprindelse (”origin of task”) og (2) innovation (”novelty”). Under opgavens oprindelse henviser Pahl og Beitz i store træk til to typer af produkter: markedsorienterede, masseproducerede produkter (1) og specifikke, skræddersyede produkter (2). Ifølge definitionen vil næsten alle de produkter vi kender i byggebranchen falde under (2), på grund af det forholdsvis lave antal producerede enheder og graden af specifikationen som følge af særlige projektforudsætninger. Fra et designperspektiv ligger forskellen især i det mulige løsningsrum, som anses for at være betydelig større i tilfældet af masseproducere-

334

Bæredygtige Systemleverancer

de produkter. For designet af skræddersyede produkter anbefaler Pahl og Beitz (ibid., 1996:2) derfor at anvende eller videreudvikle allerede eksisterende komponenter og systemer.

Figur 5.4: Produkternes livscyklus set fra et designperspektiv (gengivet fra ibid., 1996:3)

På samme måde kan der ses på designopgaven inden for innovation (”novelty”): I tilfælde af mindre ordrer eller specifikke produkter, kan det være fordelagtig at anvende et ”adaptive design”, altså et design som bygger på kendte og afprøvede løsningsmuligheder og som bliver adapteret til den særlige opgave. Dette kan alligevel betyde at nye designs bliver skabt, når det gælder at udvikle produktets komponenter, men udviklingsfokusset ligger i at gøre designløsningen mere fleksibel med hensyn til geometri, produktionsmetoden og materialer (ibid., 1996:4).

De to andre former for designopgaver kaldes (1) originale (”original design”) og (2) variant (”variant design”), som dog henviser mest til nye masseprodukter.

Variantdesign indeholder det originale design, men med den forskel at enkelte parametre som dimensioner tilpasses efter ønske, mens resten af produktarkitekturen bibeholdes uændret (ibid., 1996:5). Variantdesign anvender mange af principperne for mass customization, som behandles i det næste afsnit.

335

Når man sammenligner Pahl og Beitzs anbefalinger med den designproces, som kendetegner den arkitektoniske designproces, ses mange ligheder, herunder især den iterative tilgang som altid bygger på tidligere udførte opgaver. Særligt i byggebranchen gælder der at designprocessen kun sjældent kan indbefatte afprøvning eller produktionen af en mindre før-serie eller prototyper, derfor gælder det om at minimere risici med nye designs baseret på læring fra tidligere projekter411 (se også kapitel 1).

I byggebranchen eksisterer dog en for ringe opmærksomhed af betydningen af designfasen med henblik på livscyklusledelsen (”produkt life cycle management”), et punkt som kunne styres ved at omdanne byggeprodukter til systemleverancer og som skal diskuteres i de følgende afsnit.

Derudover betyder den iterative proces, og også anvendelsen af allerede eksisterende komponenter, at den viden og det udviklingsarbejde, som var fornøden i fremstilling af disse tidligere komponenter, kan genanvendes. Med blik på systemleverancetanken kan her understreges, at det er fordelagtigt at tænke i moduler og komponenter med klare grænseflader (se definition for systemleverancer), da dette vil muliggøre en reducering af designopgavens kompleksitet (integration af viden, integration af kompleksitet).

Mass Customization Mass customization betegner muligheden for at fremstille nær-skræddersyede løsninger baseret på industrielle fremstillingsmetoder, dog inden for nogle på forhånd definerede rammer. Mass-customization kan derfor være en mulig løsning til at gøre produkter (eller systemleverancer) mere fleksible, og på denne måde kan produktet anvendes i et flertal situationer og produktionsmængden øges (hvilket har økonomisk, men også miljømæssig betydning). Da mass customization vil kræve en stor opmærksomhed på produktets opbygning og dets enkelte komponenter, har den nævnte fleksibilitet også en stor betydning for produktets livscyklus og især end-of-life situationen: enkelte komponenter kan genvindes på en nemmere måde (grænseflader), samtidigt med at antallet af lignende produkter er større, hvilket vil tillade udvikling af særlige processer for adskillelsen af disse produkter. For produkter med forholdsvis korte levetider øges desuden chancen for at genvundne komponenter kan genanvendes i lignende nye produkter (se også Vezzoli, 2008:69 ,«design for disposal»).

Mass customization kan anses som det modsvarende koncept til masseproduktion. Masseproduktion bliver betinget af markedet, og designet af produkterne er tænkt især med henblik på nem produktion og værditilvæksten. Disse produkter er – som beskrevet i afsnittet før – originale designs, som kræver udvikling af hele leverancekæden, samt dokumentation. Alle ændringer som en særlig opgave måtte kræve betyder dermed en meget stor udfordring for producenten, hvis overhovedet muligt (Gardner, 2009:7).

336

411 svarende til Pahl og Beitz klassifikation for skræddersyede produkter og design innovation.

Bæredygtige Systemleverancer

I Mass customization sammenhæng prøves derimod at prædefinere forskellige tilstande for et produkt, som derefter kan tilbydes til aftagerne. Designet kræver at mass customization produkter opbygges i moduler, som igennem deres kombinations- eller tilpasningsmuligheder afgør produktets egenskaber (ibid., 2009:7).

Den modulære opbygning og definitionen af grænsefladerne nævnes som en forudsætning for systemleverancetanken med henblik på industriel produktion.

Industriel produktion vil kræve standardisering i et vist omfang, for at bedre kunne rationalisere produktionsprocessen og materialeflowet, men også for at muliggøre en nemmere vedligeholdelse. Dette kan medføre en række begrænsninger, som i princippet ikke kendes i designprocessen for skræddersyede komponenter. Begrænsningerne kan være af økonomisk karakter, forårsaget af produktionsmetoden eller afhængig af tilgængelige materialer og ressourcer.

Alligevel kan principperne for mass customization være af høj værdi hvis implementeret i systemleverancer modrettet renoveringsopgaver. Især for renoveringsprojekter gælder at udgangssituationerne kan være meget forskellige, selvom opgaverne virker meget sammenlignelige. Som beskrevet i kapitel 3 (Case studies) varierer projektgrundlagene meget fra projekt til projekt og dette selvom renoveringsopgaven virker meget lignende. Den byggetekniske, arkitektoniske men også økonomiske situation er dog afgørende for den løsning som vælges og kan medføre at det designmæssige svar skal være meget anderledes, selvom det oprindelige byggesystem og dagældende standarder var magen til hinanden. Systemleverancer til renovering skal derfor have en stor fleksibilitet eller være præcis afgrænset i deres anvendelse (som. f.eks. NCCs skakt eller altan.dk) for ikke at blive for kompleks i sin opbygning eller konfiguration.

Systemleverancer som er optimeret med henblik på mass-customization kan blive til en mulig løsning til problemstillingen.

Mass customization i sig selv har dog ikke en direkte indflydelse på en systemleverances bæredygtighed, dette skal adresseres ved forskellige andre strategier i planlægningen, materialevalg, komponentdannelsen, driften og bortskaffelsen af systemleverancen. Dog øges fleksibiliteten i produktets design, og dette har som nævnt tidligere en effekt på produktionens omfang, styring af produktionsformen og materialeflowet, samt en betydning for mulige end-of-life scenarier som fastholder en højst mulig integration af produktet eller dets enkelte komponenter.

Supply chain management Ligesom for hvert andet område inden for produktudvikling gælder det også i byggeriet, at der kan skelnes mellem forskellige entiteter og faser (tilstande), såsom materialer, halvfabrikater, komponenter og elementer, når der tales om et produkt. I byggeriet er resultatet – bygningen – dermed en kombination af mange forskellige entiteter, med meget forskellige bearbejdnings og integrationsgrader.

Med henvisning til diskussionen om det ”åbne” og det ”lukkede” system (Kapi-

337

tel 2) kan siges, at jo længere man bevæger sig hen til en færdige bygning, jo mere ”lukket” bliver selve entiteten. ”Lukket” betyder i denne sammenhæng, at entiteten bliver mere og mere defineret i sit endelige anvendelsesområde og brug. Råmaterialet derimod er ”åbent” og kan anvendes bredt (og ikke kun inden for byggebranchen), samtidig er råmaterialer dog også det som integrerer mindst viden i forhold til de andre entiteter. Vejen og materialeflowet fra råmaterialetstadiet hen til det færdige produkt kaldes ”supply chain” (Nagurney, 2006). Hvordan en supply chain er sat op og håndteres (supply chain management) er ikke genstand til diskussionen i denne afhandling, men selve rækkefølgen for produktionsfaser og processerne implicerer forskellige tilhørsforhold og dermed ansvarligheder, som igen bliver relevant i sammenhæng med miljøpåvirkninger forårsaget af et produkt i løbet af dets livscyklus. At en supply chain beskrives med en lignende terminologi som anvendes i livscyklusanalyser kan anses som en henvisning til den sammenhæng som består mellem supply chain management og livscyklusbetragtning. Supply chain management beskriver dog, hvordan et produkt når frem til forbrugeren og hvad dette kræves angående ressourcer og processer, mens livscyklusbetragtningen forholder sig primært til inputs og outputs fra både produktionssystemet, brugen og bortskaffelsen af et produkt eller service.

Som Kasper Vibæk (2011:90) pointerer med reference til Anna Nagurney, eksisterer der dog også en interesse indenfor supply chain management om at tage hensyn til genbrug af produkter, komponenter eller materialer som kan genvindes fra det oprindelige produkt. Her vil nye råmaterialer, men også procesenergi fra produktionen kunne erstattes med tidligere brugte dele af de oprindelige eller andre produkter. Inden for livscyklusbetragtningerne kaldes dette ’end-of-life’ scenarier, som i dette tilfælde vil reducere miljøpåvirkninger (se også Kapitel 4), inden for supply chain management medfører genbruget eller recycling især økonomiske besparelser. Incitamentet til at inkludere miljømæssige aspekter i udviklingen af supply chains er dog blevet skabt især igennem lovgivning omkring affaldshåndtering med konsekvensen, at producenter i mange tilfælde beholder et vis medansvar for deres produkters tilblivelse efter brugsfasen. Derudover er brugerne begyndt at stille krav til producenterne omkring produkternes miljømæssige kvaliteter som – ud over produktets egentlige funktioner – er blevet til en relevant marketingsparameter. Her er det ikke primært økonomiske aspekter (prisen på produktet) som er afgørende, men mest producentens omdømme som står på spil (Nagurney, 2006:268).

Corporate Social Responsibility og Supply chains Corporate Social Responsibility (CSR) betegner producentens ansvar for sociale, men også miljømæssige aspekter som opstår omkring virksomheden. Begrebet har fandtes i cirka 30 år og blev oprindeligt brugt til at beskrive firmaers ansvar over for samfundet, herunder især det sociale ansvar over for ansatte, deres ar-

338

Bæredygtige Systemleverancer

412 Responsible supply chain management (Opijnnen & Oldenziel, 2011:15)

bejdsforhold, men også over for det lokale samfund som støtter firmaets eksistens.

I de senere år er CSR blevet udvidet til hele leverancekæden og er derfor tæt forbundet med supply chain management. Nye initiativer, guidelines og standarder (f.eks. United Nations Global Compact og ISO 26000) skal kortlægge, at producenterne har et udvidet ansvar, som indbefatter alle underleverandørers upstream og deres ageren412 (European Commission, 2011:4). Det er dog fortsat frivilligt, om et firma formulerer en CSR-strategi og efterlever målene.

Et firma med en tilsvarende CSR-strategi skal igennem deres kontraktforhold påvirke deres underleverandører til at omsætte gældende standarder, især inden for arbejdspladsforhold, ansættelsesvilkår og miljøbeskyttelse.

Da især sociale påvirkninger og deres betydning og konsekvenser omkring materialer og produkter er svære at vurdere, kan CSR i sammenhæng med systemleverancetanken anvendes som indikator for et firmas indsats og opmærksomhed omkring disse aspekter.

Supply chain management og ressourceknaphed Leverancekæder har som beskrevet en stor betydning for de relaterede miljøpåvirkninger, men den systemiske beskrivelse af en leverancekæde og dens miljømæssige, sociale eller økonomiske påvirkninger kan ikke tegne et holistisk billede af problemstillingen. Leverancekæder er underlagt en konstant dynamik, enkelte processer vil derfor blive forandret løbende, lokaliseret andre steder i verden eller vil blive obsolet ifølge en teknologisk udvikling eller ændret lovgivning. Konsumenter vil ændre deres efterspørgsel og dermed påvirke markedet, både med henblik på produktet, men også med henblik på (rå-)materialerne (f.eks. vil øget efterspørgsel efter råmaterialer i en anden produktsektor påvirke priser for et produkt). Disse betydningsfulde indflydelser er dog svære at forudse og en hovedopgave inden for supply chain management ligger derfor i at gøre systemet robust mod forskellige typer for indflydelse ude- og indefra, både upstream og downstream. At gøre systemet robust kan have en direkte indflydelse på produktets design. Til at starte med, er det især materialerne som spiller en afgørende rolle: står materialerne til rådighed, i den nødvendige mængde og til en acceptabel pris? Samtidig skal forsyningen sikres over tid, for ikke at blive tvunget til at finde alternativer. Leverancekæden skal være redundant, samtidig kan produktionen effektiviseres (direkte indflydelse på produktets design) for at kunne reducere materialeintensiteten. Dette medfører kravet om en vis produktionsteknologi, som igen skal være til rådighed, ligesom materialerne.

I en tid hvor ressourceknaphed kan forventes, skal der derfor findes alternative løsninger med hensyn til materialer (produktionsteknologien), geografisk fordeling og indvinding, samt ændrede processer upstream, som igen vil betyde ændringer downstream (Alonso et al., 2007:3).

339

Selvom litteraturen om supply chain management ikke refererer til det byggede miljø, ligner den beskrevne problemstilling i store træk diskussionen om ”nødvendigheder” i kapitel 2. I tider hvor ressourcer var blevet knappe, hvad enten det var materialer, økonomiske ressourcer, arbejdskraft eller antal af boliger, medførte dette hurtigt ændringer i produktionsformen og teknologien (se også kapitel 2 om præfabrikation).

En anden faktor som kan have betydning er en volatil prisudvikling for materialer.

Leverancekæder som er afhængig af sådanne materialer kan afbrydes pludseligt på grund af en ekstrem prisstigning, hvis ressourcen i dette tilfælde ikke kan erstattes med et alternativ, kan dette medføre at produktionen skal stoppes.

Olieprisudvikling historisk og prognose 250 AEO2004 reference AEO2004 High price 200

∆ 162,3$

AEO2004 Low price

150

AEO2005 reference AEO2007 Reference AEO2007 High price AEO2007 Low price

100

∆ 68,1$

AEO2008 Reference

0

AEO2013 reference

∆ 23,4$

50

1970

1975

1980

1985

1990

1995

2000

2005

2010

2015

2020

2025

2030

AEO2013 High price AEO2013 Low price 2035

2040

historic data 2013

Figur 5.5: Olieprisudvikling og forudsigelser fra 2004-2014.

Diagrammet over olieprisudvikling samt prognoser er baseret på tal fra EIA (USA). EIA udgiver en energirapport årligt, og offentliggør en årlig prognose (’reference’) til prisudviklingen i fremtiden. I diagrammet sammenlignes prognoser, samt høj- og lavpris scenarier for udvalgte år siden 2004. Set i forhold til historiske data kan siges at ingen af prognoserne har været tæt på den faktiske udvikling, derudover kan ses at prognosekurver ligner hinanden i alle år, men bliver korrigeret opad med hvert år (2004/2005: +12%, 2007/2008: +20%). Prognosen bliver ledsaget af to scenarier, et højpris og et lavpris-scenario. Også for disse scenarier gælder at tallene korrigeres opad, samt at usikkerheden vokser med hver udgivelse.

340

Bæredygtige Systemleverancer

I 2004 er forskellen på højt og lavt-niveauet omkring 23$, mens forskellen i prognoserne fra 2013 ligger omkring 162$. For højprisscenariet udgivet i 2004 (tal fra 2002/03) er slutværdien for 2025 allerede blevet nået i 2004. For højprisscenariet fra 2007 er slutværdien for 2030 allerede blevet nået i 2011.

Prisudviklingen for de sidste år (historiske data) viser desuden at prisen har svinget volatil. Hvorfor oliepriser kan svinge så stærkt inden for kort tid er afhængig af mange faktorer. Volatile udsving af olieprisen forventes forstærket i fremtiden og fremtidsprognoser vil på grund af dette blive endnu mere upræcise (se også Weyerstraß et al., 2008).

Selvom prognoserne er meget upræcise kan afledes af sammenligningen at olieprisen forsat vil stige hurtigt.

Prisstigninger for olie vil have betydning for andre energibærer og dermed også for alle materialer som fremstilles i energiintensive processer.

(Diagrammet er baseret på tal taget fra EIAs ”Annual Energy Outlook” 2004, 2005, 2007, 2008 og 2013. Prisniveauet er korrigeret til 2011 priser. EIAs AEO er publiceret på http://www.eia.gov/forecasts/aeo/) Boks 5.2: Olieprisudvikling fra 1970, prisprognoser baseret på forskellige scenarier

413 se også case study Fælledgården. Stigende stålpriser har medført uforventede budgetændringer. Da den valgte konstruktive løsning kun kunne omsættes ved brug af store mængder stål, har dette haft konsekvenser for budgettet og dermed udformningen af andre bygningsdele.

414 Her kunne man tale om en ”design redundans” i den forstand at designet kan ændres som konsekvens af en ændring i leverancekæden, dog uden at designet mister nogle af dens oprindelige kvaliteter.

415 med ’reverse’ menes at der skal eksistere en lignende netværk af firmaer og services, som i en normal supply chain for at kunne bortskaffe og gøre ressourcer fra brugte produkter genanvendelige igen (Gobbi, 2008).

Ressourceknapheden kan for nogle materialegrupper reduceres ved at etablere genbrugs- og genindvindingskoncepter, samt den krævede struktur (recyclingnetværk). Store recycling-rater henviser til en større forsyningssikkerhede for disse materialer i fremtiden (Alonso, 2007:19–20).

For byggebranchen er ressourceknaphed endnu ikke en stor udfordring, men stærk svingende stålpriser har i de senere år haft betydning for byggeprojekter.

Materialevalget og designet var underlagt ændringer på grund af dette413.

Leverancekædens opbygning er stærk afhængig af mange uforudselige faktorer, som er forbundet med forskellige andre systemer som er dynamisk i tid (så som økonomi, teknologi, politik, geografi). Forsyningssikkerheden i leverancekæden er derfor svært at bestemme for fremtiden. Produktets design (eller bygningens design) skal derfor tillade konsekvenser af en skiftende ressourceforsyning, materialer og komponenter skal kunne erstattes uden at dette nødvendigvis gør produktet obsolet414.

Reverse Supply Chains og Design for X Resultatet af presset fra lovgiverens og forbrugernes side, samt en øget forsyningsusikkerhed, er at producerende virksomheder i voksende grad udvikler genbrugskoncepter og recycling-netværk til deres produkter (Nagurney, 2006:268).

For at disse såkaldte ’reverse supply chains’415 (se Figur 5.6) kan blive til virkelighed kræves blandt andet416, at produkterne bliver designet på en særlig måde, som for det første tillader brugen af genbrugskomponenter eller –materialer, men også at komponenter kan udvindes fra brugte produkter, sættes i stand igen og dermed kan erstatte en ellers ny komponent på samme kvalitetsniveau. Indenfor produktdesign findes derfor en række designparadigmer under overbegrebet 341

”design for x”(DfX), hvor ”x” kan erstattes med en række begreber, svarende til den målsætning man har i produktudviklingen. Oprindeligt handlede det om designparadigmer som skulle tillade og forenkle industriel produktion, og var derfor mest teknisk præget, såsom Design for Manufacturing (DfM)417, Design for Assembly (DfA) eller Design for Quality (DfQ) (McAloone & Andreasen, 2004; Andreasen et al., 1983; Mørup, 1994).

Figur 5.6: Nuværende og fremtidige samspil mellem supply chains og reverse supply chains (lineær (A) og closed-loop (B) economy) (gengivet fra Schultemann, Zumkeller, Rentz i Dyckhoff et al., 2004a:39,40)

Som beskrevet allerede i Kapitel 2 er disse tilgange allerede forholdsvis gamle og stammer fra 1980’ og 1990’erne. Som følge af Rio-konferencen i 1992 blev et nyt begreb dannet, ”Design for Environment”(DfE)418, som skulle vise vejen hen til en mere ressourcebesparende produktion, reducering af affald og miljøpåvirkninger, samt en reducering af økonomiske, miljømæssige og helbredsmæssige risici som er forbundet med produktionen og brugen af et produkt. DfE er sådan set blevet grundlaget for en ny type designparadigmer som tager afsæt i ressourceforbruget, og som bevæger sig hen ad bæredygtighedsbegrebet, såsom Design for low Energy consumption, Design for Recycling, Design for Disassembly (DfD), Design for Eco-efficiency, Design for Life cycle, Design for Sustainability (Millet, 2003:103).

342

416 Der findes flere forudsætninger til at ressourcer fra brugte produkter genvindes, en meget relevant aspekt er markedet og efterspørgslen. Markedet kommer til at bestemme over graden for genanvendelsen, hvor istandsættelse og direkte genanvendelse repræsenterer trinnet med den laveste ressourceindsats, mens bortskaffelse og deponering kan sammenlignes med et total ’tab’ af ressourcerne. At nedbryde det oprindelige produkt over flere trin betyder desuden også at flere ressourcer skal bruges for at kunne genvinde f.eks. rene råmaterialer som i princippet kunne anvendes bredt og erstatte ny udvundne råmaterialer. Problemstillingen bliver nærmere diskuteret i Kapitel 5.

Bæredygtige Systemleverancer

Figur 5.7: Designkoncepter og udviklingen i relation til miljøpåvirkninger (gengivet fra ibid., 2003:103) 417 her findes en række variationer af begrebet, men som alle betegner det samme designparadigm (f.eks.: manufacture, manufacturablibity) 418 ”Design for the Environment” er navnet på et program startet af United States Environmental Protection Agency (EPA) i 1992 (se også http://epa.gov/dfe/).

419 Den første publikation under UNEP DTIE med TU Delft som redaktør stammer fra 1997: ”Ecodesign: A Promising Approach to Sustainable Production and Consumption” og blev fulgt af en række publikationer, som ”Design for Sustainability: A Practical Approach for Developing Economies ”(2007) og ”Design for Sustainability: A Step-byStep Approach” (2009).

Det nye er, at det ikke længere gælder om kun at løse et teknisk problem med henblik på industriel produktion, men at det handler om en optimering af eksisterende produkter eller om at drive innovation inden for produktudvikling med målet om at reducere ressourceforbruget. DfE, men især D4S henviser derfor til forskellige måder for kortlægning af miljøpåvirkninger, risici og ressourceforbrug, som kan eller skal anvendes i sammenhæng med designparadigmet. Her er det især livscyklusanalyser (LCA) som bliver nævnt som relevant led for at kunne kortlægge produkternes ressourceforbrug og miljøpåvirkninger (se også Kapitel 4).

Design for Sustainability (D4S) (Diehl et al., 2009) kan ses som fremtidens mål, og selvom der findes en række udgivelser som bærer ”Design for sustainability” i titlen, er der stadigvæk en lang vej hen til at alle de opstillede krav omsættes i et produkt. UNEP har mellem 2006 og 2009 udgivet en række publikationer419 om emnet med formålet at hjælpe især udviklingslande med at forcere produktinnovation eller re-design af eksisterende produkter, hen til mere bæredygtige produkter og produktion.

343

Figur 5.8: Samling af let facade (t.v.) og samling af betonelementer (t.h.). Detailsnit til højre viser at elementer støbes sammen (8), men samlingen af lette elementer fortages med reversible montageprincipper (bolte, skruer) (gengivet fra Nissen, 1984:117,119)

Inden for byggebranchen er man dog stadigvæk langt fra de nyere koncepter (se Figur 5.7), da allerede designprincipper som Design for Disassembly er svære at omsætte. Derudover er incitamentet til at kunne udvinde materialer fra en bygning yderst reduceret, da råmaterialer og halvfabrikata i byggebranchen stadigvæk handles på for lave priser, for at genanvendelse på høj integrationsniveau også bliver økonomisk interessant. Et anden aspekt som også blev synligt i nogle af interviewsene omkring casestudierne i kapitel 3 er, at entreprenører ikke føler, at de har en relevant indflydelse på deres leverandørers upstream, og dermed ikke kan påvirke deres produktionsmetoder og de forbundne miljømæssige påvirkninger (Hansen, 2012).

På grund af manglende incitamenter, den meget lange tidshorisont, kompleksiteten i planlægningen samt overgangen af ejerskab for bygninger (forskellige ejere og brugere) er det sjældent at DfD udføres bevidst inden for byggeriet og overhovedet ikke som arkitektonisk element420.

Især i renoveringsprojekterne fra 1970’erne bliver dette tydeligt (cases) – betonelementerne, produceret under industrielle forhold, og optimeret til denne form for produktion og opsætning/montage (vil sige med potentiale til DfD) blev til sidst permanent forbundet med hinanden ved at udstøbe fugerne (se Figur 5.8).

344

420 Der findes selvfølgelig en række bygninger hvor der DfD prøves omsættes (f.eks. Kieran Timberlakes Cellophane House), men i denne sammenhæng henvises til bygninger og arkitektur i en bredere forstand og ikke på forsøgsbyggeri.

Bæredygtige Systemleverancer

Figur 5.9: Krog-beslag til skiferfacader, Fælledgården

421 Med henblik på aktuelle renoveringsprojekter kan der kritiseres at der igen ikke bliver taget hensyn til denne aspekt.

Ved udskiftning af facadeelementer bliver ikke taget hensyn til den næste, kommende renovering og nogle af de løsninger som anvendes i dag, vil faktisk resultere i et en mere kompliceret renovering næste gang (se f.eks. case study Heimdalsvej, kaptitel 3).

At det nu viser sig at de lette facadeelementer nemt kan erstattes med nye elementer må derfor betragtes mere som et tilfælde, da bortskaffelsen eller udskiftning af hele elementer ikke var del af planlægningen421.

DfD holder dog langsomt indtog med en ændring af fastgørelsesprincipper, her kan for eksempel krog-lignende beslag til skiferplader nævnes, som muliggør en fastgørelse af facadepladerne uden at disse skal gennembores og fastskrues.

Dette medfører muligheden for nedtagelse, uden at pladerne beskadiges, men også opsætningen kan ske hurtigere (se Figur 5.9 og casestudien om Fælledgården, kapitel 3).

At DfD normalt ikke er en del af planlægningen henviser til en anden barriere, nemlig at livscykler (eller i dette tilfælde bedre brugscykler) er forholdsvis lange.

Traditionelt bliver der bygget med en så lang brugsfase for øje, at det ikke var relevant at tænke over hvordan bygningen kunne skilles ad. I dag er man blevet klogere, fordi man kan anse næsten ethvert renoveringsprojekt som en prototype med målet om at finde den rigtige metode, netop fordi adapteringen, udskiftning og bortskaffelse af disse bygninger er forsæt en udfordring (hvis ikke kun miljømæssigt så i hvert fald økonomisk).

I byggeriet kan DfD dog anses som nøglen til alle tilknyttede ideer og koncepter, at tænke bygninger således at alle materialer kan udvindes i en genbrugbar og ren form er en forudsætning for at minimere det bygnings- og byggerirelaterede ressourceforbrug fremover.

Som Crowther (2001) fremhæver skal DfD dog altid ses i sammenhæng med det større billede som bæredygtigt byggeri kræver, især når den økonomiske kompo-

345

nent (live cycle costing) kan stå overfor en avanceret recycling-strategi. Crowther råder derfor til, at DfD indskrives i en bærdygtighedsstrategi for at kunne fremhæve fordelene, som kan opstå uden for byggeriets egne systemgrænser (f.eks. reduceret affald, reduceret ressourceforbrug gennem genanvendelse).

Crowther (ibid., 2001) bringer derfor forskellige teorier sammen og viser dermed den stærke og relevante sammenhæng mellem bæredygtigt byggeri og DfDkonceptet. Teorierne som ’bygningernes lag’ (’layer theory’), recycling hierarki (’recycling hierarchy’) og livscyklus perspektivet (LCA/LCT) danner således rammerne for materialernes flow igennem en bygnings levetid. Da lag-teorien (f.eks.

Brand 1994) allerede blev præsenteret i Kapitel 2, og livscyklus tankegangen (LCT) blev diskuteret i Kapitel 4, sættes der i dette kapitel fokus på genanvendelsesproblematikken i sammenhæng med systemleverancetanken.

Crowthers betragtninger om en ’recycling hierarki’ tager afsæt i en litteraturgennemgang, hvor der henvises til 3R-konceptet (’Reuse, Repair, Recycle’), som direkte eller indirekte var grundlag for mange forfattere som beskæftiger sig med emnefeltet, som Tabel 5.2 viser: Reference

Davis (1977)

Stahel (1982)

Young (1995)

Thierry et Graedel Ayres al. (1995) & Allenby (1996) (1995)

Most desirable, before EOL

Guequierre (1999)

Kibert & Chini (2000)

Crowther Steven (2000) (2004) Reduce

Reuse* Reuse*

Renovation

Repair

Repair

Recondition

Reuse

Reuse

Reuse components

Reuse

Maintain

Repair

Maintain product

Repair

Refurbishing

Refurbish assemblies

Reuse

System level

Reuse building

Reuse of Product product level

Reuse product

Cannibalisation Recycle

Recycle (Disposal)

Reuse*

Reuse

Repair

Repair product

Remanu- Remanu- Remanu- Remanu- Remanufacture facture facture facture facture

EOLscenarios

Remanufacturing

Recycle component

Reuse of Material material level

Recycle

Recycle material

Recycling Recycle material

Recycle

Recycle material

Recycle

Incineration

Incinerate for energy (if safe)

Burning

Burning

Burning

Recycling

Disposal with energy recovery

Landfilling

Dispose of waste

Landfill

Landfill

Landfill

Landfill

Compost

Tabel 5.2: Hierarki for End-of-Life Scenarios (adapteret med ændringer fra Crowther (ibid., 2001), tilføjelser i blå). *’reuse’ har to niveauer alt efter perspektivet forfatterne har haft –

346

Fletcher (2000)

Reduce materials content

Most desirable

Least desirable

Magrab (1997)

Disposal

Bæredygtige Systemleverancer

enten produkt niveau eller bygnings niveau. Da Davis (1977), Young (1995), Graedel (1995) og Ayres (1996) ikke skriver om byggeriet men om industriel produktion rykker ’reuse’ i disse tilfælde på samme niveau som Crowthers ’reuse products’. Stahel (1982) og Steven (i Dyckhoff et al., 2004b) forståelse af ’reuse’ kan derimod sammenlignes med det øverste niveau: Stahel (1982) henviser til systemniveauet (ligesom Fletcher) og Steven (2004) lægger den resterende økonomiske værdi til grundlag for hierarkiet. Da bygninger også kan anses som produkter kan altså i princippet ikke skelnes præcist mellem Crowthers to niveauer for ’reuse’ i alle tilfælde hvor forfatterne ikke decideret skriver om byggeriet. Den første række tilføjes for at vise at ”reduce” er en strategi som vedrører EOL, men ikke kan anses som et EOL-scenario.

422 Crowther eller Fletcher angiver ikke forbrænding eller deponering som mulighed

’Recycling hierarkiet’ viser, at selvom problemstillingen diskuteres i forskellige brancher, er det alligevel fordelagtig set fra økonomiske, såvel som miljø- og ressourcemæssige synspunkter at forholde sig til forskellige niveauer i end-of-life sammenhæng. Det øverste – og dermed mest fordelagtige niveau – er direkte genbrug (’reuse’), mens det mindst ønskværdige scenario er deponering (’landfill’). Allerede i kapitel 4 blev det synligt, at end-of-life scenarier er forholdsvis relevante for resultater for livscyklusvurderinger i byggeriet, hvor det dog er ’acceptabelt’ (og nogle gange fordelagtigt) at vælge et end-of-life scenario, hvor energi kan udvindes fra affaldsmaterialer. Crowthers oversigt (Tabel 5.2) viser dog også, at netop forbrænding eller deponering ikke er ønsket i DfDsammenhæng422. Når man ser på Steven (2004), som først og fremmest skriver om det økonomiske perspektiv, handler det om at opnå en økonomisk fordel ved at genbruge produkter, komponenter eller materialer på så højt niveau som muligt, men også om at reducere affaldsmængden som normalt vil ende på en losseplads, da dette bliver til en ren omkostning for producenten eller ejeren af produktet.

Baseret på ovenstående tabel kan fire overordnede End-of-Life scenarier afledes: 1. genbrug (reuse), produkt-niveau 2. genanvendelse / istandsættelse (repair), komponent-niveau 3. genindvinding (recycle), materiale-niveau 4. bortskaffelse (disposal) Hver hovedscenario kan have forskellige underniveauer eller gradueringer. Inden for byggeri vil gradueringen dog blive afgjort af hvor i bygningen de pågældende elementer (facader, tag, etagedæk, osv.), komponenter eller materialer er anvendt, og om og hvordan disse kan adskilles.

De første 3 niveauer (genbrug, istandsættelse, genanvendelse) kan anses som cyklusser hvor komponenter og materialer i princippet kan ”opholde” sig i lang tid, bortskaffelsen vil derimod betyde at materialet, men også værdien, såvel som den integrerede viden er tabt.

Til hvilket niveau bygningselementer bliver nedbrudt (fra direkte genbrug til deponeringen) er afhængig af forskellige faktorer, herunder især økonomiske inte-

347

resser og markedet for ”rest-produkterne” som kan udvindes fra bygningen.

Derudover skal teknologien og et aftagernetværk eksistere, da det ellers bliver svært at distribuere høj integrerede komponenter til direkte genbrug (reverse supply chain). Et manglende aftagernetværk vil medføre, at højt integrerede restprodukter nedbrydes til et lavere niveau, med den fordel at antallet af aftagere stiger på grund af recyclingmaterialets ringere specifikhed (se også ”Cascading Systems”, kapitel 4).

DfD, som er det koncept, som muliggør udvinding af høj integrerede komponenter og materialer, møder udfordringen at adskillelsen skal planlægges i de tidlige faser af et byggeprojekt, og dermed langt før projektet faktisk skal bortskaffes.

Dette medfører en stor usikkerhed angående DfD-løsningen og det planlagte End-of-Life scenario på grund af forholdsvis lange livscykler i byggeriet. Derudover kommer forskellige EoL-scenarier til anvendelse, alt efter hvilken komponent, underkomponent eller materiale der er tale om, og hvornår og hvordan de bliver bortskaffet (se også Boks 5.3). Derfor vil der ikke findes ét eller det EoLscenario, som diskussionen om DfD måske virker at føre hen til.

End-of-Life-scenarier er afgørende for materialernes samlede miljøpåvirkninger set over en hel livscyklus. Materialer som stammer fra fornyelige ressourcer vil forårsage en stor andel af deres relaterede miljøpåvirkninger ved EOL (f.eks. forbrænding af træ). For materialer som kræver meget procesenergi i produktionen (embodied energy), er den største del af påvirkningerne allerede sket i produktionsfasen (f.eks. udledning af CO2), EOL-scenariet er stadigvæk afgørende fordi det er hér, hvor der besluttes om og hvornår den indlejrede energi endelig bliver tabt (se også Kapitel 4).

348

Bæredygtige Systemleverancer

Forskellige End-of-Life scenarier for en vindueskomponent

Figur 5.10: Sammensætning af et vindue af underkomponenter og deres mulige EOL-scenarier

Vinduet set som komponent består af et flertal af underkomponenter (f.eks. karme, rude) og enkelte materialer. Alle af disse materialer skal tilføres forskellige End-of-Life-scenarier (det mest sandsynlige EOLscenario er markeret i blåt).

Vinduet er en interessant komponent, da den har forholdsvis klare grænseflader til andre bygningsdele.

Vinduer er produceret til mål og underkomponenter som karme eller ruden kan derfor kun sjældent genanvendes i andre bygninger. Vinduer er fortsat det element i facaden som står for store varmetab og bliver derfor teknisk forældet forholdsvis hurtig i takt med at energikrav indskærpes.

Grunde til hvorfor et vindue skal skiftes findes der mange af, men det er sjældent at alle underkomponenter fejler noget eller er forældet. Alligevel skiftes næsten altid hele vinduet, fordi det bliver betragtet som en enhed. Reparation/udskiftning af enkelte underkomponenter giver derudover kun sjældent en økonomisk fordel, da vinduer kan skiftes hurtigt og nemt.

Med henblik på End-of-Life, viser oversigten at nogle materialegrupper med fordel kan genanvendes eller recycles til råmaterialer, mens andre kun kan betragtes som affald. I tilfældet af ruden skal glasset faktisk knuses, fordi ruderne er limet sammen med tætningsmasse. I tilfældet af kompositkarmen findes et flertal af mulige EOL-scenarier, de fleste er stadigvæk for omkostningstungt for at være realistisk. I tilfældet af trækarmen, skal materialer forbrændes, fordi træet er blevet behandlet med kemikalier og er lakeret. Begge dele medfører at træet ikke kan/må genanvendes direkte.

349

Ud over vinduet bliver også tilslutningerne, som konsoller eller dampspærre, facadebeklædningen, m.fl. berørt ved en vinduesudskiftning, som derfor også skal også tilføres en EOL-scenario.

Et ’enkelt’ vindueskomponent har som vist mindst 6 forskellige EOL-scenarier, og hver af disse mindst 2 alternativer. For planlægningen af EOL-scenarier betyder dette at der skal etableres et flertal af EOLsystemer som vil tillade udvinding og genanvendelse på et højst muligt niveau (’reverse supply chains’).

Forudsætning er at komponenternes design tilpasses disse krav og simplificerer udskiftning af underkomponenter for at skabe et økonomisk incitament til at reparere frem for at udskifte.

(Billede (vindue): Pro Tec) Boks 5.3: Oversigt over antal af forskellige End-of-Life scenarier for en vindueskomponent

DfD og regeneration Da bygninger bliver sammensæt af mange komponenter og materialer med forskellige levetider, og som konsekvens skal udskiftes i løbet af bygningens levetid (svarende til Brands ”shearing layers”), kan DfD dog også anvendes i vedligeholdelses sammenhænge. Et paradigme til bygningens design vil være, at alle komponenter og materialer med forventede korte levetider skal designes og indbygges med udskiftningen og opgraderingen for øje. I fremtiden vil man derfor kunne tale om en konstant regeneration423 i stedet for vedligeholdelse, renovering eller måske også restaurering (med henblik på om at fastholde bygningens oprindelige æstetiske kvaliteter).

Vedligeholdelse omfatter forskellige arbejder som skal sikre bygningens funktioner, herunder alt fra rengøring til reparationer til udskiftninger af enkelte komponenter.

Renovering kan anses som en stor ”engangsindsats” når vedligeholdelse alene ikke kan sikre bygningens funktion, kvalitet eller værdi.

Restaurering er en særlig form for renovering, hvor det gælder om at genskabe en bygnings oprindelige tilstand, tit ved at bruge de oprindelige materialer og produktionsteknologi. Det æstetiske udtryk er særdeles vigtigt under et restaureringsprojekt.

Regenerering derimod kan ses som en kombination af alle tre tidligere nævnte istandsættelsesformer. I analogi til betydningen i biologien om en ”fornyelse indefra” kan regeneration beskrives som en konstant fornyelsesindsats, som vil fastholde bygningens oprindelige kvaliteter (herunder også udseende), mens renovering ikke bliver nødvendig fremover, da bygningens funktioner sikres på højt niveau ved at udskifte enkelte komponenter (se også Graedel & Allenby, 1995:261). Samtidig gælder det om at genanvende (og forny) de materialer og komponenter fra bygningen, som er blevet obsolet. For at enkelte dele, komponenter eller elementer kan fornyes (eller regenereres) fremover, kræves at prin-

350

423 begrebet ”regeneration” anvendes i biologien for at beskrive processerne som ”fornyer” en organisme

Bæredygtige Systemleverancer

cipper for DfD følges i planlægningsfasen, og at der tages særlig hensyn til komponenternes forbindelser på tværs (”shearing layer strategy” efter S. Brand).

I modsætning til regeneration i sin definition fra biologien, skal der i bygningssammenhæng tillades ændringer, både i funktion og anvendelse. For at kunne begrænse størrelsen af de nødvendige indgreb i bygningens elementer og struktur, er det igen DfD-principper som kan have en stor betydning. Cases som f.eks.

Fællegården har vist at en stor, holistisk renoveringsindsats medfører en bygning som næsten svarer til nybyggeri. Store renoveringer vil derfor også fremover være nødvendige, hvis bygningen enten ved planlægningen ikke var tænkt til at kunne tåle forandring, eller hvis planlægningen faktisk var fejlbehæftet.

Udfordringen med regenerering vil være, at der konstant skal tænkes holistisk med en fremtidig tilstand for øje som mål.

Selvom DfD har et stort potentiale på mange niveauer i sammenhæng med byggeri, er dette designparadigme endnu ikke særlig udbredt i byggebranchen (se også Crowther, 2001:2). Udover at DfD kan byde på nogle direkte, kortsigtede løsninger til vedligeholdelse på højt niveau, samt at konceptet tillader materialegenindvinding, kan især bygningernes tilpasningsevne med hensyn til krav fra funktionsskifte og nye brugere forbedres.

Hertil kan spørgsmålet være, hvordan incitamentet kan skabes og hvorfor byggebranchen ikke har erkendt potentialet som andre industrigrene tilsyneladende ser?

Lovgivning som driver

424 I tilfældet af genanvendelse af enkelte komponenter kan tales om end-ofuse (EoU), da den samme komponent bliver anvendt og dermed brugt igen i et nyt produkt, uden at selve komponent skal ændres eller opgraderes. End-of-life er overbegrebet for fasen i livscyklussammenhæng.

Meget af udviklingen indenfor ”reverse supply chains” er brevet drevet af lovgivningen, hvor især en række EU-direktiver har stillet krav til håndtering af affald fra bestemte typer produkter (f.eks. biler og elektroniske apparater). Svarende til tidligere initiativer som Environmental Product Declarations (EPD, se også Kapitel 2), blev ansvaret for affaldshåndteringen og recycling-andelen pålagt producenterne (Gobbi, 2008:101). Lovgivningen har dermed fungeret som driver for udviklingen af både teorien, men også systemer og anlæg og ikke til sidst skabt incitament til re-design af produkterne med end-of-life som perspektiv. Og dette fører som en selvfølge hen til, at enkelte komponenter skal designes på en måde som tillader både udvinding, men også genanvendelse i andre sammenhænge.

Inden for elektronik- eller bilbranchen kan der dog regnes med kortere levetider for produkterne og dermed en højere risiko for at disse komponenter faktisk er forældet ved deres end-of-use424. Sammenlignet med byggebranchen kan vinduer tjene som et godt eksempel: vinduer er forholdsvis ’rene’ komponenter i den forstand at der eksisterer klare grænseflader til andre bygningskomponenter. I de sidste år er vinduer dog forældet i stor hastighed, da stadig skærpede lovkrav har medført at forholdsvis nye vinduer (f.eks. fra 2005) ikke vil kunne genanvendes i nybyggeri, selvom deres levetid (minimum 20år) endnu ikke er nået.

351

I sådan et tilfælde vil det altså være et lovkrav som medfører at komponenten skal nedbrydes til det næste lavere niveau, som også medfører at en del af komponenten (nemlig alle de materialer eller underkomponenter som ej kan anvendes igen) bliver betragtet som affald og forlader dermed brugscyklen.

I elektronik eller bilbranchen har lovgivningen på EU-niveau forskrevet at op til 95% af materialerne (per vægt) skal genvindes fra udtjente produkter per 1. januar 2015425. Siden 2006 gælder høje krav for ”reuse og recycling” rater (op til 85%) som producenterne holdes ansvarlige for. Statistiske data for bilbranchen fra 2011 viser at EU gennemsnittet for ”reuse og recycling” ligger ved ca. 84%, med enkelte lande vel over 90%.

Byggebranchen er ansvarlig for ca. 30% af EU's samlede affaldsproduktion, dog med meget forskellige mængder og recycling-rater426. For byggebranchen findes siden 2006 et EU-direktiv (Waste Framework Directive 2006/12/EC) som forskriver en rate på 70% for genanvendelse eller materialerecycling (Fischer & Werge, 2009:25–28).

I Danmark er det Affaldsbekendtgørelsen (BEK nr 1309 af 18/12/2012) som foreskriver at bygge- og anlægsaffald sorteres efter materialegrupper eller ”fraktioner” (se §65), som f.eks. natursten, uglaseret tegl, beton, jern og metal, gips, stenuld, asfalt, jord og blandinger af nogle af disse materialer (Miljøministeriet), der nævnes dog ikke specifikke rater. Dette kan anses som et første skridt mod mere og formodentlig bedre genanvendelse (med direkte genanvendelse (reuse) som mål) 427. Sammenlignet med de forskrifter som f.eks. bilbranchen har, med yderlige forskrifter for produktdesign og opsætning af recycling-faciliteter, samt kortlægning af effekten, er der stadigvæk lang vej i byggebranchen. Med hensyn til designændringer og implementering af DfD-principper kommer Affaldsbekendtgørelsen dermed formodentlig ikke til at have den samme positive effekt på byggebranchen set i et ”reuse og recycling”-perspektiv, som direktiverne for elektronik og bilbranchen har.

Spørgsmålet kan være hvordan genbrug på højt niveau kan fremmes i byggebranchen, med målet om at reducere den stadig voksende affaldsmængde vedvarende?

(Urban) Industrial Ecology og Urban Mining ”Industrial Ecology” er først blevet defineret af Grædel og Allenby i 1995 som: ”Industrial ecology is the means by which humanity can deliberately and rationally approach and maintain a desirable carrying capacity, given continued economic, cultural, and technological evolution. The concept requires that an industrial system be viewed not in isolation from surrounding systems, but in concert with them. It is a systems view in which one seeks to optimize the total materials cycle from virgin material, to finished

352

425 Directive 2000/53/EC of the European Parliament and of the Council of 18 September 2000 on end-of life vehicles og Directive 2002/96/EC of the European Parliament and of the Council of 27 January 2003 on waste electrical and electronic equipment – WEEE 426 Tal fra 2008 angiver at lande som Tyskland, Irland og Storbritannien producerer mellem 2 – 4 tons byggeaffald per capita, mens Fankrig står for 7 tons. Lande som Spanien, Portugal ligger under 1 ton, Norge står for kun 0,2 ton per capita. Denmark producerede lidt over 1 ton i 2008. Recycling raterne er derudover også meget forskellige. Mens Tyskland og Denmark har recyclingrater over 80%, findes også lande med lave rater på kun 15-30% (Fischer & Werge, 2009:25,28).

427 Statistikker fra perioden 1994-2009 udgivet af Miljøstyrelsen (2011) viser at omkring 90% af bygge- og anlægsaffald bliver genbrugt, og at kun 3% af affaldmængden blev deponeret i 2009.

Af dokumentet fremgår også at affaldsmængden fra bygge- og anlægsvirksomhed er i 2009 steget med 104% set i forhold til 1994 (svarende til 2,5 mio. tons affald). Bygge- og anlægssektoren er dermed ansvarlig for ca. 36% af den samlede affaldsproduktion i Danmark. Indenfor byggeri udgør materialegrupperne jord og sten (1,4 mio. tons), beton (1,3 mio tons), asfalt (0,95 mio tons) den største del af affaldsmængden.

Dertil kommer tegl (0,2 mio tons), som en del af materialegrupperne som normalt nedknuses og anvendes som vejfyldt eller tilslag til beton (se også Danmarks

Bæredygtige Systemleverancer

Miljøundersøgelser, 2001 (udkast)).

Det fremgår ikke af dokumenterne hvilken mængde af genbrugsmaterialer byggebranchen selv aftager.

Statistikkerne blander derudover byggeri og anlæg, som måske er årsagen til den forholdsvis store del af beton, asfalt og jord som angives og det kan derfor forventes at affaldsprofilen for bygninger afviger fra de citerede statistikker.

428 Oversæt fra engelsk: ”Products, processes, services, and operations can produces residuals, but not waste” (Allenby, 1999:51) 429 Afsæt til Cradle-toCradle konceptet efter McDonough og Braungart.

430 Her kan henvises til entropibegrebet i termodynamikkens 2.lov

material, to component, to product, to obsolete product, and to ultimate disposal. Factors to be optimized include resources, energy and capital.”

(Grædel og Allenby citeret i Allenby, 1999:40) Hovedprincippet bag industrial ecology er at ”produkter, processer, services og aktiviteter kan producere rester, men ikke affald”428 (ibid., 1999:51). Alle disse ’rester’ skal derfor ses som ressourcer for andre produktionssteder. Industrial Ecology kan dermed byde på en løsning til problemstillingen omkring ressourcer og affald, ved at skabe et netværk af aftagere for de forskellige komponenter og materialer på et så højt niveau som muligt for at kunne fastholde deres værdi.

Indirekte har dette en stor betydning for miljøpåvirkningerne, som forårsages både ved produktionen men også ved bortskaffelsen af produkter, da antallet af forskellige optioner for EoL bliver øget og et marked for ’rest’-produkterne bliver skabt.

Når det lykkes at lukke et industriel ressourcekredsløb, hvor alle parter deltager med fordel, kaldes princippet ”industrial symbiosis” (Graedel & Allenby, 2010:254–255). I Danmark er det især ”Kalundborg-modellen” som er kendt, og som er et af de få eksempler hvor det lykkedes at lukke et ressourcekredsløb mellem forskellige fabrikker og produktionssteder (ibid., 2010:256).

Ressourcekredsløb kan være biokompatible eller lukkede teknologiske kredsløb429. Om ressourcekredsløb kan være lukkede anses dog som mere hypotetisk, da alle omformninger eller processer som finder sted i disse kredsløb, vil kræve nye materialeressourcer eller i det mindste energi som skal tilføjes udefra og som ikke vil kunne genvindes uden et tab430. Biokompatible cykler har dog potentialet for at ’returnere’ brugte materialer til klodens økosystemer uden at dette medfører en skade eller forandring i selve systemerne. Dette kræver dog også at ressourcemængden, som er i omløb i disse biokompatible cykler, ikke er større end økosystemernes kapacitet og genoprettelsesevne (Vezzoli, 2008:9) (se også kapitel 2). For teknologiske kredsløb gælder i princippet det samme, dog – selvom der altid vil være inputs og outputs - er det tænkeligt at skabe næsten lukkede kredsløb, som er med til at minimere påvirkningerne for miljøet.

Industrial Ecology og reverse supply chain management er nogle af de muligheder som allerede eksisterer for at optimere ressourceforbruget på vejen til en støre ressourceefficiens og dematerialisering. Alligevel er det i sidste ende kun en reducering af efterspørgslen som vedvarende vil kunne reducere ressourceforbruget og alle dermed forbundne påvirkninger (se kapitel 2).

Urban Industrial Ecology udvider begrebet til at omfatte hele byer, baseret på ideen om at byer kan anses som ”industrial ecology organisms” (Graedel, 2010:316). Beskrivelsen omkring industrial ecology tager afsæt i sammenligning af industrielle leverancekæder, samt deres inputs og outputs med biologiske stofskifteprocesser. Alle materialer og ressourceflows som finder sted i en by kaldes derfor også ”urban metabolism” (ibid., 2010:316ff.). Ressoucerne som indgår i en bys stofskifte bliver brugt til byggeri, infrastruktur, produkter og

353

energi. Stofskifteprocessen i byen medfører at ressourcer ophober sig i byen med tiden, mængden af ressourcer som blev fragtet til byen stiger, selvom der eksisterer eksport af produkter eller outputs i form af f.eks. CO2 eller spildevand.

Byerne bliver dermed mere og mere ’ressourceintensiv’, forstået på den måde at ressourcemængden som er bundet i byen stiger i takt med at byerne vokser431.

Ideen om at byerne kan anses som uudnyttede ’ressourcelagre’ stammer fra 1970’erne og er blevet beskrevet af Jane Jacobs i bogen ”The economy of cities” (1969:108): "In the highly developed economies of the future, it is probable that cities will become huge, rich and diverse mines of raw materials. ... The largest, most prosperous cities will be the richest, the most easily worked, and the most inexhaustible mines. Cities that take the lead in reclaiming their own wastes will have high rates of related development work."

Indenfor byggeriet kan Urban Mining anses som bindeleddet mellem design strategierne som DfD og ressourceproblematikken: når bygninger designes med adskillelsen og bortskaffelse for øje, bliver bygninger til ressourcelager for andre byggerier eller brancher. Omvendt kan bygningsdesignet tage afsæt i de ressourcer som står til rådighed lokalt i byen, en strategi som vil understøtte lokal ressourcekredsløb, men som også vil påvirke arkitekturen betydelig432 (se også appendix B2 – Nordic Built Challenge, Ecological concept).

Urban Mining er endnu ikke udviklet på et højt niveau, som igen skyldes at nye råmaterialer og ressourcer fortsat er billigere end omkostningerne som er forbundet med indvindingen indenfor byer. Byernes ressourcepotentiale bliver derfor mest uudnyttet, dog kan forventes at kommende årtiers ressourceknaphed vil have en indflydelse på dette.

Forudsætninger for at Urban Mining bliver et alternativ til råmaterialets indvinding er dog også, at der kortlægges hvilke materialer der findes og i hvilken kvalitet, at bygninger og alle andre produkter tillader adskillelse i rene komponenter eller materialer, at der udvikles et sorterings- og distribueringssytems og at der skabes incitamenter (også økonomiske) for at genanvende materialer på et højt integrationsniveau (Graedel, 2010:323–324).

Integrationsniveau, værdi og ansvar Styrken i systemleverancetanken ligger i integrationen af viden og processer i leverancen, som kan være en mulighed for at reducere eller styre den tiltagende kompleksitet som ligger i planlægningen, men også vedligeholdelse af produkter og komponenter i byggeriet. Med reference til tankerne bag DfD, men også livcyklustankegangen (kapitel 4) kan ses en række paralleller, som Figur 5.11 skal vise.

354

431 UN World Health Organisation (WHO) forventer at 70% af verdensbefolkningen kommer til at leve i byer i 2050 (WHO, 2014a). Statistikker for 2012 angiver at 53% af verdensbefolkning aktuelt bor i byer, dog med store udsving for de enkelte nationer og kontinenter (f.eks. Ø Europa: 71%, Ø Afrika: 39%, DK: 87%) (WHO, 2014b:171–177) 432 Her kan også henvises til ”Rural Studio” (Auburn University, USA) og deres mange projekter som belv skabt over de sidste 20 år og som næsten alle tager afsæt i bestemte ressourcer som selv blev ’fundet’ og opfundet eller stillet til rådighed (som f.eks. gulvtæppe). Rural Studios arbejde viser at der kan skabes spændende og inspirerende arkitektur med et design paradigme som baseres på tilgangligheden af materialer (se mere på http://www.ruralstudio.org/ )

Bæredygtige Systemleverancer

fase

EoL-scenario

størrelsesorden skala

værdi (økonomisk) tidsafhængighed lav

lav

specifikation lav

integrationsniveau

ansvar (ejer)

lav

råmaterialer

materiale

råmateriale producent

produktionsfase

produkt komponent

producent høj

høj

høj entreprise

bygning

anlægsfase

høj brugsfase

bygherre / ejer 1

bygning

høj end-of-life

reuse

produkt

repair

komponent

recycle

materiale

høj

høj

høj

ejer 2 ejer 3 ... ejer n

lav

lav

lav

lav

forbrændning

*

* afhængig af materialetype og energipriser

deponering

-

- deponering kan medføre omkostninger, som overstiger værdien

samfund

Figur 5.11: Paralleliteter i byggeriets faser med henblik på værdi, tidsafhængighed, specifikation og integrationsniveau

I de forskellige livscyklusfaser for en bygning bliver goder i forskellige størrelsesordner produceret og samlet til en bygning. Alle disse goder for sig selv, men også bygningen har en værdi, som henover produktionsprocessen er tiltagende.

Samtidig bliver alle disse goder tidsafhængig idet at bearbejdningsgraden gør dem mere specifikke og tilpasset til den særlige situation i den pågældende bygning. Med hensyn til kompleksiteten er integrationsniveauet desuden stigende hen mod færdigstillelsen af bygningen.

Værdi: Værdien stiger med den voksende bearbejdningsgrad og stigende integration. Værdien af et produkt (eller en bygning) overstiger normal værdien af dens enkelte bestanddele og materialer (merværdi). Værdien bliver dog også afgjort af markedet som til sidst bestemmer prisen for et produkt eller en ydelse. Dette bliver især relevant ved end-of-life, da graden for nedbrydningen som skal ske i den sidste livscyklusfase bliver afgjort af aftagermarkedet. Derudover er værdien af bygningen afgørende for bygningens overordnede levetid og dermed interessen for at vedligeholde dens funktion (udskiftning af komponenter).

355

Tidsafhængighed og specifikation: Tidsafhængighed beskriver sammenhængen mellem værdien (markedet) og det specifikke produkt eller komponent igennem tiden. På det tidspunkt produktet bliver fremstillet har den en bestemt værdi, som dog kan ændres i løbet af dens livscyklus. Jo mere specifikt et produkt er, jo mere tidsafhængig er den samtidig. Råmaterialer for eksempel vil kunne anvendes i et stort antal situationer – er ikke særlig specifikke. Derimod er en særlig komponent, fremstillet til en specifik situation, svært at genanvende i en anden bygning. I en situation hvor en mere specifik komponent genvindes i en EoLscenario, er tidsrummet hvor den kan genanvendes desuden meget begrænset.

Et rent recyclingmateriale derimod, vil kunne anvendes i et bredt spektrum og er derfor mindre tidsafhængig.

Integrationsniveau: Integrationsniveauet øges i tråd med bearbejdningsgraden. Et højt integrationsniveau medfører samtidig en reducering af kompleksiteten i planlægningen, dog bliver produkterne samtidig mere specifikke og målrettet en særlig indbygningssituation. Genanvendelsen i en EoL-situation bliver som nævnt før mere begrænset jo højere integrationsniveauet er. Værdien stiger parallelt med integrationsniveauet, integrationen kan altså sammenlignes med en ”klassisk” bearbejdning af produktet, som igen skaber en merværdi.

Ansvarsfordelingen viser at ansvaret overgår flere gange ved salg af et produkt (eller hele bygningen). Hvor producenterne er ansvarlige for deres produkter i de første faser hen imod den færdige bygning, er det senest ved det første salg af bygningen at ansvaret for de indeholdte komponenter overgår til den senere ejer (som ikke nødvendigvis har kendskab til komponenterne). Hvilket EoL-scenario der kommer til anvendelse bliver derfor ikke nødvendigvis bestemt af dem som har produceret komponenterne eller projekteret, bygget bygningen og dem som i princippet har mest kendskab til de brugte materialer og komponenter og deres mest fordelagtige bortskaffelse.

Et hidtil ikke løst problem er at DfD, genbrug, istandsættelse, kræver en forholdsvis stor arbejdsindsats, som på grund af omkostningerne a priori bestemmer over EoL-scenariet (ibid., 2008:70) (se også Figur 5.12). Dette medfører, at en ”nem” løsning for bortskaffelsen tit bliver favoriseret (f.eks. forbrænding), selvom der eksisterer andre optioner på et højere niveau i hierarkiet og som burde fortrækkes fra en økologisk synsvinkel. I sidste ende vil det være samfundet som bliver til aftageren for affaldet og dermed ansvarlig for restprodukterne.

Denne situation er på sin måde paradoksalt, da designeren i princippet er i stand til at designe et produkt med henblik på alle dens livscyklusfaser, herunder især end-of-life. For alle produkter som har meget lange levetider, falder sandsynligheden for at det definerede eller planlagte EoL-scenario faktisk indtræffer og dermed bortfalder også et stærkt incitament til at planlægge et mere fleksibelt, komponentbaseret produkt.

356

Bæredygtige Systemleverancer

Figur 5.12: Omkostninger i livscyklusperspektiv som årsag til beslutninger om EoLscenarier (gengivet fra Vezzoli, 2008:70)

Systemleverancetanken som incitamentgiver Eksemplet fra udviklingen af ”reverse supply chains” og ”industrial ecology” viser at andre brancher, dog vist tvunget gennem lovgivningen, kan se en fordel i ændret produktdesign og udvikling af genbrugsnetværk, også fra et økonomisk synsvinkel. Inden for byggeri mangler man stadigvæk et incitament til at udvikle og integrere lignende principper. Som nævnt eksisterer en række barrierer som lange levetider for bygninger, ændrede lovgivning, og kravene til bygningskomponenter gør komponenter obsolet før deres funktion er udtjent, samt vekslende ejerskab og dermed ansvaret for bygningernes vedligeholdelse og bortskaffelse.

Producenterne, entreprenørfirmaer, er i de fleste tilfælde kun ansvarlige i få år (garantistillelse) og ansvaret for alle fejl og mangler overgår til bygherren eller ejerne derefter. Med henblik på ressourceproblematikken kan der siges, at byggematerialer ikke har en særlig stor værdi når de først er indbygget, udvinding af

357

disse materialer er således hellere ikke interessant på en økonomisk basis. Desuden stilles krav til materialer som i de fleste tilfælde ikke kan overholdes eller eftervises af brugte materialer (f.eks. forurening eller kvalitetskrav, som f.eks. bæreevne) og som i princippet gælder for alle materialegrupper.

Når det gælder ressourceforbrug til bygningsdrift kan det siges, at lovindgreb er ved at bære de første frugter og at de forholdsvis skrappe krav har medført at nybyggeri forbruger betydelig mindre energi end ældre bygninger Dog sker der på tidspunkt ikke en afvejning om disse besparelse kan forsvares mod den højere materialeindsats som kræves i anlægsfasen på grund af den manglende teknologi (se også kapitel 2).

Systemleverancetanken bærer dog en mulighed i sig selv for at styre og kortlægge mange af disse problemstillinger og kan dermed være med til at tilbyde en incitamentstruktur til producenter, entreprenører og bygherrer. Systemleverancer skal qua definition være produceret i en industriel kontekst og indebære services i brugsfasen, såvel som indeholde ansvaret for bortskaffelsen (Mikkelsen, 2005).

Den industrielle kontekst vil tillade at der kan opbygges holdbare supply chains, samt at indflydelsen upstream, som tit mangler i byggebranchen, vil kunne skabes ved en øget produktionsstørrelse433. Desuden giver den industrielle kontekst råderummet til produktudviklingen, herunder især for DfD, da dette i sidste ende vil tillade at genanvende komponenter og materialer fra andre, eksisterende bygninger. Værditabet som ellers vil ske under bortskaffelsen (idet at en bygning betragtes som affald) vil dermed kunne begrænses, dette burde være et incitament for bygherrerne om at stille krav til entreprenørerne om at anvende DfDprincipper og egnede komponenter i anlægsfasen.

For entreprenørerne kunne især bygningsdriften blive til et incitament, hvis serviceringen af enhver bygning bliver til en fast bestanddel af bygningsleverancen.

Forlængelsen af levetider for bygningernes komponenter vil reducere den nødvendige vedligeholdelsesindsats, DfD og klare komponentgrænseflader vil gøre udskiftninger og opgraderinger nemmere og vil kræve mindre arbejdstimer, ved samtidig at fastholde det med bygherren aftalte kvalitetsniveau.

Brugerne vil kunne være sikker på at få en sikker ydelse fra bygningen, samt have tryghed omkring deres økonomiske belastning med henblik på leje eller driftsomkostninger.

Systemleverancer som Product-Service-System Det beskrevne scenario for en langvarig systemleverance kan betegnes som et ”product-service system” (PSS). Product Service Systemer udmærker sig ved at være en mulighed til at dematerialisere et produkt og i stedet tilbyde en service til brugeren, som har den samme kvalitet og værdi. Brugeren vil i bedste tilfælde fortrække et PSS frem for at faktisk ”eje” selve produktet, fordi omkostningerne for et eje produktet er højere end den faktiske brugsværdi (produktet bliver kun anvendt sjældent) eller fordi forbundne risici forbliver hos systemejeren. Om-

358

433 se tidelig anførte eksempel fra E&P: entreprenører føler ikke at man har en indflydelse på leverandører da mængder som bliver aftaget ikke har en relevant størrelse for leverandøren og fordi der eksisterer mange konkurrenter som er mindre kritisk overfor leverandørernes produktionsmetoder.

Bæredygtige Systemleverancer

vendt medfører anvendelsen af PSS en reducering af miljøpåvirkninger sammenlignet med alternative produkter.

Product-Service Systems kan derfor defineres således: “[1] A pre-designed combination of products and services in a market that can fulfil consumers’ needs; and [2] A dematerialised solution to consumer needs and preferences; (“leasing” / “service”) [3] A result of rethinking of the product value chain and ways of delivering utility to customers that will have a smaller environmental impact than separate products and services outside the system.” (Mont, 2000:35) Sammenligner man Monts definition med definitionen for systemleverancer ifølge Mikkelsen et al. (2005), så er det pkt.1 som findes i begge definitioner, pkt.2 har ligheder (”service/leasing”), men hvor systemleverancer ikke anses som dematerialiseret, og pkt.3 findes ikke i samme udstrækning i definitionen for systemleverancer. Dog skal systemleverancer dække over bortskaffelsen og ejerskabet og dermed ansvaret for produktet kan forblive hos systemejeren over hele dens livscyklus.

Hvor systemleverancetanken sætter fokus på integrationen af kompleksitet, planlægning, design, indbygning som komponent og produktions i en industriel kontekst, kan en nytænkning som service gøre dem mere robuste overfor økonomiske risici, reducere risici for brugen som opstår ved at fastlægge sig på et bestemt produkt, og anvendelsen vil indirekte resultere i lavere miljøpåvirkninger på grund at det udvidede ansvar for vedligeholdelse og bortskaffelsen, som systemejeren selv bærer (Kauschen, 2012:124).

Nøglen til at omdanne systemleverancer (men også andre produkter) er netop ejerskabsforholdene som er markant anderledes i PSS-sammenhæng, som kortlagt i det følgende citat: The sale of products does not encourage a closed cycle economy because at the point-of-sale the responsibility for the user phase and the disposal is transferred to the customer; it is the customer who decides what is to happen to the product after use.

The sale provides no incentive for the manufacturer to supply goods, which have a long life or are reusable. (Mont, 2000:35) Oksana Mont henviser specielt til såkaldte ”Point-of-sales”, tidspunkter, hvor produkter, eller i tilfældet af byggeriet, bygninger bliver solgt og overgår i en andens ejerskab og dermed ansvar.

Over en livscyklus af en bygning i DK kan regnes med at produkter og bygninger overgår mindst to gange til nye ejer, ved afslutningen af byggeriet og en gang i

359

løbet af den gennemsnitlige levetid på 56 år. Opgaven er derfor at fjerne disse point-of-sales for at kunne skabe det nødvendige forretningsgrundlag til et PSS i byggeriet.

Netop lange levetider for vores bygninger bliver dermed til den måske største udfordring: det lange fremtidsperspektiv medfører en stor usikkerhed og en høj grad af antagelser. Alle systemer og løsninger som anvendes i byggeprojekter og især udvidelsen af ansvar fra producenternes eller entreprenørsiden (fordi produktet ikke sælges længere) bliver mødt med skepsis når garantier skal stilles for brugsperioder af minimum 30 år. PSS anvendes normalt kun for at erstatte produkter med ellers korte levetider (ibid., 2000:17). Derfor kan forventes at, typiske byggematerialer eller komponenter fra byggeriet med levetider mellem 20-120 år skal blive til en udfordring for hele PSS konceptet når denne skal omsættes i byggebranchen. Systemleverancer kunne her blive til en løsning for problemstillingen: kravet om modulariseringen og definerede grænseflader kan tillade løbende opdateringer eller ændringer til det oprindelige system uden at hele systemleverancen skal udskiftes ved fastlagte tidspunkter i bygningens brugsfase. Her igen kan vinduer tjene som et godt eksempel: vinduer bliver normalt fast forbundet med andre bygningskomponenter eller –del på grund af tætningslag og isolering. Som konsekvens skal disse andre lag også bearbejdes eller udskiftes helt, selvom deres levetid endnu ikke er nået.

Systemleverancer som led i PSS vil desuden tillade recycling, istandsættelse (’repair) og direkte genbrug (’reuse’) i meget større udstrækning, da komponenterne for det første vil kunne returneres til den oprindelige producent (som fortsat ejer komponenten), for det andet medfører planlægning som systemleverance at adskillelsen er muligt og genvundne, rene materialer vil med fordel kunne anvendes i produktionen af nye komponenter (Kauschen, 2012:124–125).

Lange livscykler medfører stor usikkerhed om fremtidig forsyning (ressourcer, produktionsmetoden), som nævnt tidligere. Dette problem kunne håndteres ved at indføre standarder for grænseflader for de forskellige moduler eller delkomponenter. På denne måde kunne et flertal af producenter tilbyde tilsvarende produkter og services, som ville medføre en større sandsynlighed for brugerne (eller bygherrerne) for at bygningernes funktioner kan opretholdes, selvom den oprindelige serviceudbyder ikke findes længere (ibid., 2012:125).

PSS og ejerskab Ejerskab er et centralt problem i diskussionen om ansvar for et produkt eller service og konsekvenserne af dets/dens produktion, brug og bortskaffelse (se også Extended Producer Responsibility (EPR), kapitel 2, s.16-17).

I en PSS vil komponenter eller hele bygninger overgå i ejerskab til udbyderen for PSS’et. Dermed kan et incitament skabes for at vedligeholde, istandsætte eller genindvinde så meget som muligt fra den oprindelige bygning, da disse materialer og komponenter vil have en øget værdi, svarende til en ny komponent samt

360

Bæredygtige Systemleverancer

434 Oversæt fra engelsk: “independence of the life-times of inter-compatible systems, products and components” (Stahel, 1982:75).

435 se også følgende afsnit ”Arkitektoniske implikationer”

arbejdstid til opsætningen. Robuste materialer og komponenter vil blive foretrukket, da længere levetider betyder færre udskiftninger og en mindre arbejdsindsats for vedligeholdelse. Samtidig ligger her en designopgave til arkitekter i at anvende de rette materialer i den rette situation og derved øge levetiden af en bygnings komponenter. Derudover vil det gælde om at designe med vedligeholdelse og især nem udskiftning af komponenterne for øje.

Den sveitsiske arkitekt Walter R. Stahel kaldte dette koncept ”Product-Life Extension” og pointerede at denne strategi vil tillade ”uafhængigheden af levetider for inter-kompatible systemer, produkter og komponenter”434 (Stahel, 1982:75).

Især planlægning og afstemning af komponenternes levetider vil blive til en afgørende opgave inden for planlægningen i byggebranchen med målet om at opnå bæredygtigt byggeri.

Da en af de vigtigste forudsætninger for PSS er, at antallet af point-of-sales reduceres eller fjernes helt, skal der findes nye koncepter til ejerskab af bygninger og deres komponenter. Udfordringen ligger her mere i den psykologiske, emotionelle situation, hvor man ikke kan eje ens hus længere, men at man har brugsret til en funktion over en aftalt periode (se også Mont og Emtairah i Tukker, 2008:399).

Et PSS vil kræve at serviceudbyderen har retten til at ændre på leverancens komponenter, opgradere og erstatte dem når det bliver nødvendigt for at kunne opretholde den aftalte funktion. Med henblik på en bygningsarkitektur vil dette selvfølgelig have en betydning, og man kan derfor sige at æstetikken bliver til en funktion af PSS’et og leverancen435.

PSS: økonomi og risikostyring Fra et totaløkonomisk perspektiv vil PSS-modellen medføre, at der kun eksisterer et budget til hele projektet i modsætning til den mere traditionelle opbygning med anlægs- og driftsbudget. Fordelen vil være at andelen for anlægsfasen kan forhøjes uden at dette nødvendigvis medfører meromkostninger i projektets tidlige faser. Et forhøjet budget til anlægsfasen vil tillade at implementere mere robuste løsninger, baseret på bedre planlægning. Set over hele projektets levetid vil disse løsninger medføre reducerede driftsomkostninger og resultere i mindre omkostninger totaløkonomisk set.

PSS vil derudover have en positiv indflydelse på risikostyringen som bygherrer eller deres administratorer er ansvarlig for i dag. Usikre fremtidsprognoser gør det sværere at vurdere forsyningssikkerhed og den tilknyttede økonomi over længere tidsperioder. Hvor det på tidspunktet mest er stigende energipriser som sætter gang i lavenergibyggeri, kan det forventes for fremtiden at også andre ressourcer bliver sværere at få fat i. Konsekvensen vil være at priser for vedligeholdelse eller udskiftning af komponenter bliver til en stor økonomisk udfordring.

Begge dele medfører at brugerne, som i sidste ende skal betale disse merom-

361

kostninger i form af leje eller afdrag på lån, står med en forholdsvis uforudsigelig og dermed utryg økonomiske situation436.

omkostninger

Drift / vedligeholdelse kombineret budget Anlæg + Drift Anlæg / byggeri

standard model

PSS (BYSCO)

Figur 5.13: Principiel fremstilling af to totaløkonomiske modeller. T.v. ”standard modellen, med delte budgetter for anlægs- og driftsfasen. T.h. PSS-modellen med kun et budget for hele bygningens livscyklus.

(Diagrammet er blevet udviklet for Nordic Built Challenge konkurrencen i 2012/13, her kaldets det tilknyttede forretningsmodel BYSCO (Bygnings Service COmpany). Konkurrencematerialet findes i appendix B2)

Et PSS, med dens langvarige mål, vil derimod kunne byde på et mere trygt system, som over de første par år måske kan være dyrere end et etableret alternativ, men over en lang periode vil et PSS resultere i lavere omkostninger for brugerne, som skyldes den mindre krævende vedligeholdelsesindsats og den reducerede afhængighed af nye ressourcer (mere istandsættelse og genanvendelse af eksisterende komponenter).

PSS i byggeriet i dag?

Case studierne og især interviewsene har vist at netop det sidste punkt ”risikostyring” er en problemstilling som bliver endnu mere relevant i fremtiden. Hvor der i dag findes et stort fokus på energiomkostninger prøves dette problem at angribes, ESCO-modeller er her et godt eksempel på at bygherrer og deres administratorer er på udkig efter alternativer til de etablere systemer.

Direkte adspurgt om PSS kunne være interessant i byggeriet, har både entreprenører men også administratorer svaret positiv over for konceptet. Især hos entreprenørerne kunne man se fordele ved at kunne tilbyde servicedelen og en langva-

362

436 ESCO (Energy Service COmpany) bygger på det samme princip, hvor en virksomhed (normalt fra energiforsyningsbranchen) aftaler en fast pris for energiforsyningen over en periode af 10-20 år.

Indtjeningsmuligheden for ESCO’er ligger i at reducere primærenergiforbruget enten ved at øge kraftværkerne effektivitet eller reducere aftagernes energiforbrug. Boligrelaterede ESCOs er blevet mere og mere etableret i Danmark i de sidste år, som kan anses som tegn på interessen på denne form for økonomisk risikostyring i boligsektoren.

Bæredygtige Systemleverancer

rigt kontrakt i en samlet pakke til bygherren. Dog ser man de nuværende udbudsregler, men især nugældende krav om økonomiske garantier som et problem (Murillo & Jensen, 2011). Ser man på bygningsdrift og vedligeholdelse, senere renovering, får udbudsreglerne igen en stor betydning, idet at opgaven kan have en størrelse som skal udbydes ifølge reglerne. Systemleverandøren skal altså fritages for disse udbudskrav for at kunne gennemføre forretningsmodellen over lange tidsrum.

Langvarige kunderelationer ser man derimod som en stor fordel, især hvis service til vedligeholdelse og drift kan blive til en konkurrenceparameter i udbuddet (Hansen, 2012).

437 Med reference til levetidsmodellen i kapitel 4 er denne ide ret interessant, da det rent faktisk ikke er materialer eller enkelte komponenter som vi betegner som ”bygningen” og som vi opbygger et emotionalt forhold til, men kun entiteten, som på forskellige tidspunkter i en livscyklus kan bestå af forskellige materialer og komponenter (se også levetidsmodellen i kapitel 4).

438 Den professionelle bygherre ses her som forretning, forholdet til systemleverandøren kan betegnes som B2B (business-to-business).

439 Oversæt fra engelsk: ”… emotional products also create an image, secure certain status and make customers feel emotionally attached to them.”

For bygherrer og administrationsselskaber vil det dog især være risikooverdragelsen som er mest interessant. Alle med opførelsen af bygningen forbundne risici forbliver hos systemleverandøren, og endnu mere giver dette et incitament for at levere en høj kvalitet (både med hensyn til funktion og udførelsesmæssig kvalitet) til brugerne for at undgå større udskiftninger og fornyelser i drifts- og brugsfasen.

Dog hersker der enighed om at især ejerskabsproblematikken forbliver det afgørende punkt: skulle det blive nødvendig at anse bygninger som systemleverandørernes kapital (da systemleverandøren ikke sælger leverancen), medfører dette, at bygningsejerne eller brugerne faktisk kun får et udvidet råderet437. Set fra et perspektiv fra en professionel bygherre438 er forskellen dog rent faktisk mindre end den virker at være ved første blik. Bygherren vil indgå en aftale med systemleverandøren om ydelsen, pris og tid og kan derefter tilbyde produktet (f.eks. en lejebolig) til egne kunder (B2C). Systemleverandøren har derefter en rolle som enhver driftsafdeling har over for brugerne, den professionelle bygherre har på denne måde outsourcet pligten, men også mange risici.

For den private husejer kan det ændrede ejerskab og den emotionelle betydning dog vokse til den største barriere.

Fra litteraturen kan siges at en overgang til PSS i en B2B situation mødes af færre barrierer end i en B2C-kontekst. Derudover er der især funktionelle produkter (”functional products”) som nemmere kan erstattes af PSS, i modsætning til emotionelle produkter som udover en primær funktion også er med til at ”skabe et image, sikrer en bestemt status og gør konsumenterne emotionel knyttet til dem”439 (Mont og Emtairah i Tukker, 2008:398).

I dag findes lignende koncepter og forretningsmodeller i form af ESCO eller OPP, hvor i begge tilfælde et eksternt firma tiltræder og leverer en ydelse over en aftalt tidsperiode til en aftalt pris. Forskellen til systemleverancen/PSS konceptet er at det ikke gælder om at skabe en forretning som er fokuseret på et højt økonomisk afkast, men i at vedligeholde og øge dens materialemæssige ressourcer.

363

Arkitektoniske implikationer Arkitektonisk kvalitet får en stor betydning i både den mere generelle diskussion om bæredygtighed i det byggede miljø, men også for den mere specifikke problemstilling omkring systemleverancer og PSS i denne afhandling. Arkitektur samler alle bygningens egenskaber, funktioner og påvirkninger i en helhed, dens kvalitet bliver afgjort i bygningens helhed og forhold til både det indvendige (brugen) og det udvendige (byen). Æstetikken er derfor kun et enkelt punkt som bidrager til en bygnings arkitektur, dog måske den som er sværest at styre. Mens der findes standarder, funktionskrav, vejledninger og love for næste alle bygningens bestanddele og deres funktioner, er æstetikken fritaget, bliver dog betinget og påvirket af alle disse forbindtligheder. I sammenhæng med systemleverancer har den æstetiske kvalitet flere dimensioner, og der kan derfor ikke generaliseres gældende for alle typer systemleverancer. Enkelte komponenter kan have en stor betydning for bygningens udseende, hvor andre kun er relevante for enkelte funktioner. Den enkelte komponent skal derfor vurderes ud fra den helhed den træder ind i når dens æstetiske kvaliteter bliver relevant.

Set på en komponent er det igen ikke hele komponenten og alle dens bestanddele som er afgørende for dens æstetiske kvaliteter, men kun enkelte lag. For designet af systemleverancer betyder dette at komponenter med æstetisk relevante lag skal have evnen til at kunne tilpasses til en bygnings æstetiske helhed, uden at systemleverancens egentlige funktion kompromitteres (og dermed bygningens arkitektoniske kvalitet).

Omvendt er det bygningens arkitektoniske kvaliteter som bliver til en afgørende faktor for en bygnings livscyklus og dens varighed. Bygninger af høj arkitektonisk kvalitet bliver værdisat højere, både på et kulturelt, men også økonomisk niveau.

Som konsekvens vil disse bygninger blive ældre og deres funktioner opretholdes på lang sigt. Bygningens arkitektur (og herunder især dens æstetiske kvaliteter) bliver dermed for hver eneste komponent til et stærkt incitamentet for levetidsforlængelsen i Walter Stahels ånd (”product-live-extension”), en af de forudsætninger for forretningsmodeller som PSS, men også med en direkte betydning for ressourceforbrug og relaterede miljømæssige påvirkninger.

For designeren betyder dette at den æstetiske kvalitet bliver til en mindst lige så afgørende faktor som produktionsmetoden, materialevalg eller designet af endof-life scenarier, når det gælder at skabe en bæredygtige systemleverance.

Case studierne har vist at der i mange tilfælde sættes gang i et renoveringsprojekt, ikke fordi enkelte bygningsdele svigter, men især fordi de er ”grimme at se

364

Bæredygtige Systemleverancer

440 Så for eksempel Urbanplanens renovering i 1980’erne, Brøndby Strands renovering i 1980’erne. (se også kapitel 3) 441 For eksempel Heimdalsvej, hvor det gjaldt at bygningernes arkitektur efter renoveringen ikke skulle danne paralleller til montagebyggeri længere. (se også kapitel 3) 442 Listen er et uddrag og kombination af de aspekter som bør tilgodeses i bæredygtigt materiale-, komponent- eller/og bygningsdesign, som skete under projektets forløb. Der kan derfor ikke angives præcise kilder til hvert punkt. Derudover er inspirationen hentet blandt andet hos arkitekterne og forskerne Anne Sigrid Nordby (2009:176–191) og Søren Nielsen, ligeledes kan nogle punkter baseres på det teoretiske arbejde af Walter Stahel (”product-life-extension”) og Philip Crowther (”Dfd”) som blev vist og diskuteret før i afhandlingen.

på”440. I andre tilfælde er det æstetiske ønsker som bestemmer den nuværende udformning og dermed også teknisk-funktionelle aspekter441. Æstetikken bliver en afgørende faktor for den faktiske levetid en komponent eller et materiale vil komme til at have. Hvilke kvaliteter (med hensyn til æstetikken) der skal være til stede er dog svært at vurdere på forhånd, da det vil handle om at finde en arkitektur som kan bestå som ”skønt” igennem tiden, i modsætning til en arkitektur som anses som ”skønt” i øjeblikket.

“Design for dignity” og arkitektens (nye) roller For at kunne skabe og frembringe bæredygtige systemleverancer, men også bæredygtigt byggeri i det hele taget, kræver dette at samle alle de nævnte delaspekter og blive i stand til at inddrage dem i udviklingen af designet. Designopgaven bliver som følge betydelig større og mere omfattende end den har været før inden for arkitektur. Nu vil det være relevant at være med i designet af leverancekæden, måske udvikling af materialet, bestemme ressourcekilden og vurdere på alternativer i faser, som før kun vedrørte leverandør. Upstream vil det desuden gælde at skabe et design som fremmer en mere bæredygtig adfærd, ved samtidig at byde på den samme funktion og komforten som en alternativ løsning.

Med hensyn til udvikling af bæredygtige systemleverancer kan således defineres en række krav, retningslinjer og design parametre442: 1. Nødvendighed (er leverancens funktion faktisk nødvendig for brugeren? ”Reduce”) 2. Dematerialisation (kan produktet omdannes til en service? se også 7. ”Reduce”) 3. ressource intensitet (er leverancen designet så den anvender mindst mulig ressourcer, både i produktion og driften? ”Reduce”) 4. ressource substitution (kan materialer/ressourcer erstattes med materialer/ressourcer som forårsager færre miljøpåvirkninger og som kan indvindes på en social fair måde, samt under gode arbejdsforhold?)

5. Genanvendelse (”Reuse”) (kan allerede brugte komponenter genanvendes i leverancen? Kan designet tage udgangspunkt i tilgængelige genbrugskomponenter/materialer?)

6. Product-life extension, robusthed og holdbarhed (kan leverancens levetid forlænges ved enkelt vedligeholdelse og/eller udskiftning af enkelte komponenter? Kan vedligeholdelse være en del af leverancen i form af en service ydelse? ”Repair”)

365

7. Product-life extension, æstetisk kvalitet (er leverancen relevant for en bygnings æstetiske heldhed? Hvordan kan den enkelte komponent biddrage til at tiltale brugerne?)

8. Intensivt brug (hvilke funktioner skal leverancen have for at være i brug så meget som muligt? Kan andre leverancer/produkter/services integreres for at øge brugstiden? Kan komponenterne deles med andre brugere?)

9. Få, enkelte og rene materialer (kan få materialer anvendes, materialer som er enkle og rene i den forstand at materialerne kan genvindes på samme kvalitetsniveau som nye råmaterialer (materialer skal så vidt muligt ikke overfladebehandles? Kan leverancen designes således at der kun anvendes de samme materialer fra få materialegrupper, for at lette adskillelsen og sortering (f.eks. kun en type stål eller plastik?))

10. Design for Disassembly – kan komponenter (eller hele bygningen) designes således at materialer og/eller komponenter kan udvindes, både i brugsfasen (vedligeholdelse) og ved End-of-Life i en højst mulig integreret form (værdibevarelse).

Med reference til diskussionen om arkitektens nye rolle (se kapitel 1) i en industrialiseret byggesektor kan det siges at selve opgaven – at formidle, koordinere og udvikle løsninger – vil forblive den samme, som den har været. Arkitekterne skal dog blive bedre til at navigere i en mere kompleks situation, hvor arkitekten bliver til en form for koordinator mellem de forskellige fag og interesser. Systemleverancer kan være en mulighed for at både reducere kompleksiteten i dette arbejde, men også for at give mulighed for at udvikle videre, uden at blive nødt til at tænke alle processer helt fra start igen. Bæredygtige systemleverancer kan derudover give mere tryghed i udviklingsprocessen hen mod mere bæredygtigt byggeri, da der gives en form for garanti for at alle processer som er sket upstream har været undersøgt og optimeret på højt niveau, svarende til bæredygtighedskriterierne for systemleverancerne.

366

367

Smedeland Glostrup 2010

368

Konklusion og perspektvering

Konklusion og perspektivering Formålet med nærværende kapitel er ikke sammenfatte, analysere og diskuterer de delkonklusioner som indgår i de forudgående kapitler. Konklusions og perspektiveringskapitlet er snarere et forsøg på at uddrage de hovedpointer som fremkommer på tværs af hele afhandlingen som kan siges at have størst betydning for udvikling af koncepter til bæredygtig renovering, herunder især med hensyn til livscyklustankegangen og en større vægtning af miljøhensyn i et fremadrettet perspektiv.

Kapitlet har således mere perspektiverende karakter frem for bevisførende karakter.

Kapitlerne 2 til 5 har vist et udsnit af den historiske og aktuelle situation i byggeriet, udfordringer i konkrete renoveringssager, værktøj og designstrategier for at kunne træffe informerede beslutninger i sammenhæng med bæredygtigt byggeri og givet et rammeværk til vurdering og udvikling af (mere) bæredygtige systemleverancer – så vidt mulig, med et særlig fokus for industrialiserede tilgange og bygningsrenovering.

Netop disse to områder – industrialiseret byggeri og renovering - ville blive endnu mere relevant i fremtiden end de allerede er på nuværende tidspunkt.

Industrialiseringen vil byde på et stort antal af muligheder og potentialer inden for ressourcestyring, som ikke findes i bygebranchen endnu.

Bæredygtige systemleverancer Systemleverancetanken som per definition allerede inkluderer services som vedligeholdelse i brugsfasen kan med fordel udvikles hen mod Product-Service Systems, som i miljømæssige sammenhæng udmærker sig ved at skabe et incitament for bedre genanvendelse og dermed reducering af det bygningsrelaterede ressourceforbrug og efterfølge miljøpåvirkninger.

Som redegørelsen for de forskellige beslægtede koncepter som masscustomization, supply chain management, Design for X, product-life-extension og PSS har vist, eksisterer i alle disse områder og fag en opmærksomhed på produkternes livscyklus, designmuligheder og –konsekvenser. Den påfaldende parallelitet i disse koncepter henviser dog også til løsningen som skal stræbes hen imod for at kunne tilbyde en bæredygtig systemleverance er kompleks og kan kun løses ved at inddrage mange forskellige fag, viden og metoder.

Mens en stor del af udfordringen er teknisk (især produktion, standardisering og modularisering, materialevalg), er det dog især de manglende incitamenter og dermed mere diffuse grunde til at systemleverancer, som omfatter hele leverancens livscyklus, endnu ikke eksisterer.

369

Ud over det manglende incitament, findes også en række barrierer især på grund af lovgivningen. Systemleverancer som tilbyder en ydelse i stedet for et produkt vil kræve at ”ejerskab” af det byggede miljø omdefineres, da incitamentet for at tilbyde sådan en systemleverance kun kan skabes til det fulde, hvis leverancen ikke sælges (se point-of-sales), men lånes eller lejes af systemejeren.

Potentialet vokser dog stadig, utrygge økonomiske situationer, men også dårlig bo-miljø, forårsaget af en for ringe kvalitet af byggeriet, dårlig vedligeholdelse, høje driftsomkostninger, forkert planlægning, eller ændret brug i fremtidsperspektivet, vil få mange flere bygherrer til at efterspørge andre løsninger til deres projekter. Her kunne især den almene sektor have interesse, da mængden af kommende renoveringer, men også nybyggeri har en størrelsesorden som kunne udvikle et marked, samt at politiske barrierer kunne nedbrydes nemmere af en så vigtigt sektor.

Fra et bæredygtighedsperspektiv vil systemleverancetanken, udvidet til PSS medføre en række fordele, herunder især miljømæssige, men også socioøkonomiske fordele. At ejerskabet ikke overgår til en ny ejer skaber interesse for at producere og levere robuste løsninger, løsninger som holder længe, løsninger som tillader genindvinding af ressource på et højt niveau. Disse løsninger kræver et plus af arbejdskraft, men vil reducere ressourceforbruget vedvarende. Samtidig skabes nye lokale netværk som bliver til aftager for genvundne ressourcer, som reducerer affaldsmængden, som skaber jobs og langvarige lokale forretningsforhold. Alt sammen faktorer som kan styrke sociale aspekter inden for afdelinger eller hele kommuner, som vil anvende konceptet.

Aspekter som mass-customization eller industriel produktion er ikke et krav for at kunne vurdere en systemleverance som bæredygtigt. Mass-customization rummer dog et potentiale til en større produkt- og anvendelsesfleksibilitet som vil tillade at systemleverancen nemmere kan tilpasses det enkelte projektets forudsætninger, dette er især relevant i sammenhæng med renoveringsopgaver. Dermed vil markedet for systemleverancen kunne øges, en forudsætning for at udviklingen og etableringen af leverancekæden, men også retursystemer kan udvikles med fordel.

Industriel produktion er tæt beslægtet med mass-customization og vil i et bæredygtighedsperspektiv især være relevant på grund af den højere ressourceefficiens i produktionen. Desuden vil industriel produktion tillade at styre affaldsproblematikken på et højere niveau og der kan muligvis etableres samarbejder mellem forskellige produktionssteder om at anvende og dele ressourcer (”industrial ecology”).

Med reference til kapitel 2 og diskussionen om bærdygtighed i byggebranchen, men også på samfundsniveau kan det siges, at nødvendigheden endnu ikke eksisterer i de fleste aktørers perspektiv. Teknologisk, økonomisk og socialt kunne det godt være muligt at udvikle bæredygtige systemleverancer til trods for de mange barrierer som stadigvæk findes. Fordele, herunder især miljømæssige, har

370

Konklusion og perspektvering

443 såsom økonomisk tryghed gennem faste, forudbestemte udgifter til boliger (som bruger), mindre afhængighed af svingende og stigende energipriser, forsyningssikkerhed med energi og ressourcer til drift og vedligehold.

dog ikke den nødvendige prioritet på nuværende tidspunkt for at der kunne ske en større ændring i vores adfærd, og som konsekvens af den efterspørgsel som kunderne repræsenterer. Kortvarigt virker det derfor oplagt at der gøres en politisk indsats for at både skabe incitamenter, men også for at regulere markedet med målet om at skaffe lige vilkår for alle aktører i byggesektoren ved en højere prioritering af miljø- og socio-økonomiske problemstillinger443.

Bæredygtige systemleverancer repræsenterer en mulig løsning, da konceptet kræver at mange aspekter integrereres allerede tidligt i leverancekæden. Dermed stiger sandsynligheden for at de enkelte komponenter kommer til at bidrage positivt til en bygnings bæredygtighed, ved samtidig at reducere planlægningsindsatsen og den dermed forbundne kompleksitet. Det i forhold til almindelige byggevarer højere udviklingsniveau som systemleverancer vil have og en mere omfattende (produkt-)udviklingsproces, tillader desuden at principper som DfD kan omsættes. Dette vil tillade at vedligeholdelsen kan optimeres, samt at bortskaffelsen vil kunne angribes på en mere ressourcebevist måde.

Renovering og nybyggeri

444 Se også kapitel 2

Med hensyn til renoveringsprojekter kan der siges, at systemleverancetanken bliver udfordret mere end ved nybyggeri. Som case studierne har vist, kan udgangssituationerne for et renoveringsprojekt være meget forskellige, selvom byggesystemet måtte have været ens ved opførelsen. Systemleverancen skal derfor kunne tilpasses på flere niveauer, såsom byggeteknisk, arkitektonisk, teknologisk (f.eks. energi og indeklima), men også økonomisk (omkostninger). Principper for mass customization kan med fordel anvendes ved udviklingen af disse systemleverancer, dog mest med fokus på den indbyrdes fleksibilitet der i princippet kræves i planlægningen.

For nybyggeri, især med fokus på bæredygtighed, ligger derimod et stort potentiale i systemleverancetanken. Bæredygtige systemleverancer vil simplificere planlægningsprocessen, komponentprincippet tillader at fokusere mere på helheden end på planlægningen eller udvikling af de enkelte komponenter. Den øgede fokus på brugsfasen og dermed på vedligeholdelse, som tit nedprioriteres i planlægningen, er en integreret bestanddel af leverancen, med konsekvensen at kvaliteten af komponenterne forhøjes. Ved en øget opmærksomhed på vedligeholdelse og muligheden for at udskifte enkelte komponenter vil renovering måske kunne gøres obsolet i fremtiden, med mindre det ønskes at ændre bygningens udseende gennemgribende eller at et funktionsskift kræver et særlig stort indgreb i bygningens struktur.

Systemleverancer skal være opbygget som standardiserede moduler, for at kunne tillade de ovennævnte fornyelsesscenarier, men også for at tillade alternative produkter på markedet som på lang sigt vil sikre forsyningen med istandsættelser eller nye komponenter. Standardiseringsgraden skal dog ikke står i vejen for innovation eller også blive for bestemmende for bygningernes arkitektur. Her vil

371

det gælde at komme tilbage til en forståelse af standardisering i Gropius ånd – at standardiserede enkeltkomponenter sættes sammen til det unikke byggeri444.

Med henblik på renovering med bæredygtige mål for øje kan konkluderes at der stadigvæk findes mange barrierer, især af økonomisk og organisatorisk karakter, som står i vejen for anvendelse af mere bæredygtige løsninger i byggeriet. Om at disse barrier kan nedbrydes ligger dog uden for byggeriet selv, her er det politiske aktører som burde tage opgaven til sig.

Lignende kan siges om forudsætningerne for at ressourceforbruges kan sænkes i fremtiden: byggeriet har en stor andel både i de materialemæssige og de energimæssige ressourcer som anvendes og forbruges. Alligevel er det den enkelte bruger – beboer – som har en stor indflydelse på dette regnskab. Skal reduceringen af ressourceforbruget som kan relateres til det byggede miljø vedvarende sænkes, gælder det derfor om at få brugerne med i denne opgave. Her ligger bestemt også en design-relateret opgave for arkitekter og ingeniører, men ligedan for politikkere om at skaffe de nødvendige forudsætninger og incitamenter hos og for den enkelte.

I fremtiden vil det derfor være relevant at bygge med ”kapacitet”. Kapacitet til forandring, som kan tænkes i langvarige cyklusser (”adaptibility”) og tilpasningsevne til mere spontane brugsændringer (”flexibility / elasticity”). Begge dele er relevant med hensyn til at reducere bygningsrelaterede miljøpåvirkninger, og bliver også fordelagtig i en økonomisk perspektiv. Større ændringer, såsom ændringer i planløsningen, som er indtænkt ved opførelsen af en bygning, sikrer at en bygning ikke bliver obsolet fordi den er for specifik bygget til et bestemt formål (f.eks. kun kontor, eller kun hotel).

Mulighed til kortvarige ændringer, eller overlappende funktioner vil derimod øge fleksibiliteten og i sidste ende tillade at anvende bygningernes arealer mere effektivt. En bedre arealudnyttelse kan have en direkte indflydelse på brugernes ressourceforbrug – så betyder et mindre boligareal også et mindre ressourcebehov når det gælder opførelsen eller bygningens drift445.

Bæredygtighedsledelse For arkitekter vil de kommende år byde på en række forandringer i henhold til arbejdet med bæredygtighed i byggeriet. En forhåbentlig stigende efterspørgsel efter mere bærdygtige bygninger vil skabe en anderledes konkurrencesituation, hvor tegnestuer skal kunne tilbyde og udføre en række nye ydelser som kan sammenfattes under navnet ”bæredygtighedsledelse”. Certificeringssystemer som DGNB viser allerede hvilken betydning området får efter den bliver ”professionaliseret” og systematiseret – et arbejde som lige er begyndt og som bestemt vil byde på mange nye opgaver og udfordringer for arkitekter og ingeniører i fremtiden.

372

445 Her kan en pointe være at fastlægge bygningernes energi- og ressourcebehov på basis af antallet af brugerne/beboerne, i stedet for areal.

En anden mulighed kunne være at indføre ”budgetter” til ressourceforbruget på per capita basis, et lignende koncept findes indenfor nogle industrigren for at styre og effektivisere ressourceforbruget i produktionen (se også Graedel & Allenby, 1995, ”Industrial ecology”)

Konklusion og perspektvering

446 For eksempel kunne skatter på arbejdskraft sænkes eller fjernes helt (ingen moms) således at der skabes incitament at vedligeholdelse prioriteres overfor ny anskaffelser. Samtidig burde afgifter på energi og ressourcer få en størrelsesorden som ændrer brugernes adfærd – her skal ikke være tale om at gøre leveomkostningerne dyre, men om at omfordele afgifter på sådan en måde som vil skabe incitament for en mere bæredygtigt livskultur.

”Bæredygtighedsledelse” vil ligedan være en opgave som ligge mellem eller på tværs af fagene og det vil sige at kommende arkitektgenerationer skal være opstillet stærkere hvad angår viden om metoder til både vurdering og omsætning af de givne bæredygtighedsmål. Her skal fremhæves at dette ikke alene er en teknisk øvelse, men ligeledes en økonomisk, organisatorisk/juridisk, kulturel og æstetisk opgave og bliver dermed også til en arkitektonisk opgave som skal løftes.

For byggeriet kan siges, at der er sket en mærkbar udvikling de seneste år mod et mere bærdygtigt byggeri. Foran baggrunden af en kommende ressourcesituation som højst sandsynlig bliver præget af rådighedsproblemer og stigende priser og med viden om at store forandringsprocesser i byggeri er langsomme, skal den nu begyndende udvikling derfor støttes stærkere og skal der skabes flere incitamenter for alle byggeriets parter. Disse skal både være af økonomisk og lovmæssig karakter446.

Ressourcer. Økologi. Nødvendighed

447 Som for eksempel Thomas Malthus (”An essay on population”, 1798) og William Stanley Jevons (”The Coal Question”, 1865).

Ressourcer, deres rådighed, forbrug og miljøpåvirkninger vil få en øget opmærksomhed og relevans i fremtiden. Meget tyder på at ressourcesituationen vil blive mere anspændt verden over, uden at vi endnu ved hvilke konsekvenser vi må regne med.

Selvom de mange, til dels pessimistiske ressourcescenarier som blev udviklet i 1970’erne ikke er indtruffet i det fulde omfang, kan siges at der er skete for lidt af en ”bæredygtig udvikling” i de seneste år for at kunne trygt se i fremtiden. Slående med arbejdet med gamle, til dels historiske tekster var at emner som overbefolkning, udtømning af ressourcer, miljøforurening allerede har været kvalificeret på tale i over 150 år, baseret på konkrete opdagelser som enkelte videnskabsmænd, forskere, herunder især sociologer, biologer og økonomer har lavet447.

Skræmmende er derfor ikke selve fremtidsscenarie som kan tegnes, men at incitamentet til et ændret adfærd endnu ikke eksisterer i tilstrækkelig omfang, hverken hos beslutningstagerne, industrien eller den enkelte.

Inden for byggeriet er det slående hvor lidt incitament og interesse eksisterer til at reducere det bygningsrelaterede affald allerede ved planlægningen. Livscyklustænkning er ikke endnu udbredt i branchen, ligesom designstrategier som vil sætte fokus på en bygnings end-of-life endnu ikke anvendes hos mange tegnestuerne, ingeniører eller entreprenører. Her igen kunne systemleverancer byde på en løsning, et højt integrationsniveau øger værdien af den færdige komponent, selvom deres materialemæssige værdi er forholdsvis lav - for lav til at skabe incitament nok til genanvendelsen på et højt niveau.

373

En mere anspændt ressourcesituation kunne sådan set også være positiv, stigende priser på råstoffer ville kunne forskyde den aktuelle situation hen til at også mindre integrerede byggevarers økonomiske værdi vil stige.

Som vist i kapitel 4 er End-of-Life scenarier meget relevant med hensyn til materialers eller produkternes miljøpåvirkninger. Ved en ren recyclingtilgang (råmaterialeindvinding) går både den integrerede viden og procesenergien, som var nødvendig til at fremstille materialer og produkter, tabt i End-of-Life-fasen.

For arkitekter, ingeniører og entreprenører vil det gælde om at finde nye ressourcer i det byggede miljø (”urban mining”) og gøre dem anvendelige i en moderne byggesektor. Svarende til idéerne om ”product-life-extension” (W. Stahel, kapitel 5) og ”Design for disassembly” (f.eks. P. Crowther, kapitel 5), skal nye aftager for byggekomponenternes andet og tredje liv findes, i stedet for at nedbryde komponenterne til råmaterialeniveau.

Dette kræver samtidig at komponenterne er tænkt på sådan en måde at de let kan vedligeholdes, består af få forskellige materialer og at underkomponenterne kan ”udvindes” i deres helhed.

Ved planlægningen skal derudover sikres at komponenterne ikke er for specifikke i deres funktion og design for at skabe potentiale til at kunne indgå i en bred vifte af fremtidige byggerier.

Med disse tilgange kunne renovering af vores bygninger måske helt undgås fremtiden og i stedet vil der være tale om regenerering (ligesom i andre økosystemer).

I kapitel 2 kunne vises at situationer med knappe ressourcer faktisk har tjent som incitamentgiver til udvikling af nye, ressourcebesparende og alternative teknologier. Forskellen til den nuværende situation er at den alvorlige tilstand ikke er indtruffet endnu, at der faktisk er tids nok til at planlægge. Samtidig findes der mange alternativer, forsyningen af ressourcer er hverken begrænset af ressourcerådigheden eller økonomien for de fleste mennesker i vores del af verdenssamfundet. At denne situation hurtig og uventet kan ændre sig har historien vist flere gange allerede.

Alt dette er selvfølgelig baggrunden til kravet om en ”bæredygtig udvikling” som er i dag mere nødvendig end nogensinde. Men bæredygtighedsbegrebet er selv kommet under pres: alt for mange udvikler ideer til hvordan man kan tjene på de mennesker som i princippet er villige til en adfærdsændring. ”Behov” skabes kunstigt i dag – den enkelte har det svært at navigere imellem det som bliver præsenteret som ”bæredygtigt” og det egentlige mål tabes desværre undervejs.

Bæredygtig udvikling burde ikke være en byrde men et formål og blive til den nye nødvendighed som giver incitament til et mere ressourcebevist samfund.

Time is short! (efter Schumacher, 1975)

374

Konklusion og perspektvering

Perspektivering og fremtidige undersøgelser Kapitel 5, men også casestudierne har vist at der eksisterer et stort potentiale for at systemleverancetanken med et særlig fokus på bæredygtighed, ville kunne etableres i dansk byggeri. Alligevel er en af pointerne at byggeriet endnu ikke har frembragt en bæredygtig bygning. I mange tilfælde ser det ud til at barrieren kan findes i vores samfunds økonomisk struktur, som bygger på og forventer konstant vækst. Bæredygtige systemleverancer vil dog kræve at, andre, alternative forretningsmodeller udvikles, modeller som ikke bygger på en hurtig tilbagebetaling af en avance, men på langvarige, faste forhold. Retur vil systemudbyderen få en stør økonomisk tryghed, ved samtidig have skabt grundlaget til at reducere ressourceforbruget vedvarende. Økonomiske implikationer: I et videre projekt burde den økonomiske side belyses mere nøjagtigt, forretningskoncepter kunne udvikles, som også i den nuværende økonomiske struktur kunne bestå.

Politiske implikationer: Endvidere burde ses på juridiske og politiske barrierer, både direkte relateret til byggeri og dets senere brugere og brug. Renovering vil udgør en stadig voksende andel af byggevirksomheden, barrierer som forhindrer mere bæredygtigt renovering burde derfor identificeres og nedbrydes hurtigt.

Sociologiske implikationer: Brugerne har en svært definerbar, men utvivlsom stor indflydelse på ressourceforbruget som kan relateres til byggeriet. Her ligger en sociologisk opgave at komme tættere på nutidens brugere for at kunne udvikle ny ideer til hvordan ressourceforbruget i bygninger kan reduceres allerede ved de tegnes og skabes.

Fremtidens arkitekter: Også inden for uddannelsen for arkitekter og ingeniører ligger en opgave at vægte bæredygtighed mere i fremtiden. Interessen hos de studerende er mærkbart voksende i de senere år, relevansen af emnet burde afspejles i uddannelsens indhold og opbygning (tværfaglighed).

For arkitekter bliver bæredygtighed for en ny chance at styrke arkitekturens relevans i dagens byggeri. Mange aspekter af bæredygtigt byggeri er uløsbart forbundet med arkitektur og æstetik, som desværre alt for ofte ignoreres af byggeriets andre parter. Af arkitekter vil den nye situation dog kræve at være i stand til en anderledes diskussion og underbygning af designmæssige beslutninger.

Nye redskaber: Digitale redskaber har og vil have en voksende betydning i disse sammenhæng, men det kræver at værktøjerne bliver tilpasset virkeligheden på tegnestuerne, hvad angår håndterbarhed, vidensniveauet tidsforbrug og økonomien i projekterne. Et videre felt hvor forskning i arkitekternes arbejdsgange kunne være relevant og givende.

375

376

Bibliografi

Bibliografi Abdul Samad Kazi, Matti Hannus, Sami Boudjabeur & Adrian Malone red., 2007. Open Building Manufacturing, Core Concepts and Industrial Requirements.

Abraham, P., 1946. Architecture préfabrique. 1.ed udg. Paris: Dunod.

Affaldsbekendtgørelsen. 2012. BEK nr 1309 af 18/12/2012. Miljøministeriet.

Alexander, C., 1977. A pattern language: towns, buildings, construction. New York: Oxford University Press.

Allenby, B.R., 1999. Industrial ecology: policy framework and implementation. Upper Saddle River, N.J: Prentice Hall.

Alonso, E., Gregory, J., Field, F. & Kirchain, R., 2007. Material Availability and the Supply Chain: Risks, Effects, and Responses. Environmental Science & Technology, [online] 41(19), s.6649–6656.

Available at: <http://pubs.acs.org/doi/abs/10.1021/es070159c> [Åbnet 24 Maj 2014].

Amado, A.L., 2011. Voiture minimum: Le Corbusier and the automobile. Cambridge, Mass: MIT Press.

Andersen, B.H. & Thomsen, F.S., 1978. Elastiske etageboliger: vilkår, konsekvenser, eksempler. Hørsholm: SBi - Statens Byggeforskningsinstitut.

Anderson, D.M., 2014. Design for manufacturability: how to use concurrent engineering to rapidly develop low-cost, high-quality products for lean production. Boca Raton, Florida: CRC Press/Taylor & Francis Group.

Andreasen, M.M., Kähler, S. & Lund, T., 1983. Design for assembly. [Kempston], U.K.; Berlin; New York: IFS Publications ; Springer-Verlag.

Anon, 1981. Boligbebyggelsen Brøndby Strand Lejlighedsplaner.

Anthony, H., 1945. Houses: Permanence and Prefabrication. Pleiades Books.

Attwell, K.M., Jensen, O.M., Schjerup Hansen, J. & Nordisk Ministerråd, 1994. Byøkologi og boligkvalitet. Kbh.: Nordiska Ministerrådet.

Avions Voisin, 2013. Voisin «House in 3 days». [online] Avions Voisin.Voisin «House in 3 days». Available at: <http://www.automobiles-voisin.fr/e_inspiration_1.html> [Åbnet 30 Jul. 2013].

Bateson, G., 1972. Steps to an ecology of mind. New York: Ballantine Books.

Bateson, G., 1980. Mind and nature: a necessary unity. 3. udg. Toronto; New York: Bantam Books.

Bech-Danielsen, C., Jensen, J.O., Kirkeby, I.M., Ginnerup, S., Clementsen, A. & Hansen, M.Ø., 2011.

Renovering af efterkrigstidens almene bebyggelser: evaluering af ti renoveringer med fokus på arkitektur, kulturarv, bæredygtighed og tilgængelighed. 1. udgave udg. SBi 2011:22. Statens Byggeforskningsinstitut.

Beim, A., 2004. Tectonic visions in architecture. Copenhagen: Kunstakademiets Arkitektskoles Forlag.

Beim, A., Clausen, L. & Bertelsen, N.H. red., 2001. Projekt Hus - Ny industrialisering: et bedre produktmarked. København: By- & Boligministeriet.

Beim, A. & Friis, N.C. red., 2013. Træ i en bæredygtig byggekultur - wood in a sustainable building culture.. 1. udg. København: Kunstakademiets Arkitektskole.

Beim, A., Larsen, L. & Mossin, N., 2002. Økologi og arkitektonisk kvalitet. Århus: Arkitektskolens Forlag.

Beim, A., Madsen, U.S. & Vibæk, K.S., 2012a. KRÆS-manifest for arkitektonisk kvalitet i det byggede miljø. Available at: <http://www.cinark.dk/files/kraes>.

Beim, A., Nielsen, J. & Vibæk, K.S., 2010. Three Ways Assembling a House. København: The Royal Danish Academy of Fine Arts, School of Architecture Publishers.

Beim, A., Stylsvig Madsen, U. & Beck, T., 2012b. At bygge med øje for fremtiden: visioner i det industrialiserede boligbyggeri 1970-2011. CINARK Forskning. København: Det Konglige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, Arkitekturskolen.

Beim, A., Vibæk, K.S. & Jørgensen, T.R., 2007. Arkitektonisk kvalitet og industrielle byggesystemer: råhuset i det aktuelle danske etageboligbyggeri. Kbh.: Kunstakademiets Arkitektskole.

Bertelsen, N.H. & Sørensen, N.L. red., 2001. Projekt Hus - Tæt samarbejde i byggedelen: et bedre byggemarked. København: By- & Boligministeriet.

Bertelsen, S., 1997. Bellahøj, Ballerup, Brøndby Strand : 25år der industrialiserede byggeriet. Hørsholm: Statens Byggeforskningsinstitut.

Birgisdottir, H. et al, 2010. Bæredygtigt byggeri: afprøvning af certificeringsordninger til måling af bæredygtighed i byggeri. Kbh.: Byggeriets Evaluerings Center.

377

Blach, K., 1975. Samlinger. Sammenbygningsprincipper for byggekomponenter. SBi Anvisning. Statens Byggeforskningsinstitut.

Blach, K., Zachariassen, H. & Statens Byggeforskningsinstitut, H. (Denmark), 1989. Modulprojektering i praksis: Byggetekniske detaljer fra fem modulprojekterede byggerier.

BMVWB, 2001. Leitfaden Nachhaltiges Bauen. Berlin: Bundesamt für Bauwesen und Raumordnung, s.121.

Boligselskabernes Landsforening, 2009. Klimabolig - fremtidens byggeri.

Borchardt, A., 2013. Kein Müll. Süddeutsche Zeitung, 21 Aug., s.1.

Bosselmann, K., 2008. Governance for sustainability: issues, challenges, successes. IUCN environmental policy and law paper. Gland, Switzerland : Bonn: IUCN ; in collaboration with the IUCN Environmental Law Centre.

Bralla, J.G., 1996. Design for excellence. New York: McGraw-Hill.

Brand, S., 1995. How buildings learn : what happens after they’re built. New York: Penguin Books.

BRE Global, 2013. BREEAM: BREEAM in numbers. [online] BRE Global.BREEAM in numbers. Available at: <http://www.breeam.org/page.jsp?id=559> [Åbnet 2 Okt. 2013].

Breuer, K., Mayer, F., Scherer, C., Schwerd, R. & Sedlbauer, K., 2012. Wirkstoffauswaschung aus hydrophoben Fassadenbeschichtungen: verkapselte versus unverkapselte Biozidsysteme. Bauphysik, [online] 34(1), s.19–23. Available at: <http://doi.wiley.com/10.1002/bapi.201200002> [Åbnet 8 Feb. 2014].

Brundtland-kommissionen., 1987. Vores fælles fremtid : Brundtland-kommissionens rapport om miljø og udvikling. [Kbh.]: FN-forbundet ;Mellemfolkeligt Samvirke.

Bryant, A. & Charmaz, K. red., 2007. The sage handbook of grounded theory. Thousand Oaks, CA: Sage Publications Ltd. Burkhardt, M., Zuleeg, S., Vonbank, R., Simmler, H., Lamani, X., Bester, K. & Boller, M., 2008. Biocides in Facades Runoff and Storm Water of Urban Areas. 11th International Conference on Urban Drainage. Edinburgh, s.7.

By & Boligministeriet, 2000. Industrielle processer. Slutrapport. Bilag, oktober 2000. København.

Carley, M. & Spapens, P., 1998. Sharing the world: sustainable living and global equity in the 21. century.

London: Earthscan.

Carlowitz, H.C. von, 2013. Sylvicultura oeconomica oder Haußwirthliche Nachricht und Naturmäßige Anweisung zur Wilden Baum-Zucht. München: oekom.

CB Richard Ellis, 2009. Who pays fo green? The economics of sustainable buildings. CBRE, s.19.

Collins English Dictionary, 2003. sustainable. I: Collins English Dictionary. HarperCollins Publishers.

Constanza, R., 1979. Embodied energy basis for economic-ecologic systems. University of Florida.

Cox, B.H., 1945. Prefabricated Homes. P. Elek.

Crowther, P., 2001. Developing an inclusive model for design for deconstruction. I: Deconstruction and Material Reuse: Technology, Economic, and Policy. CIB Task Group 39 - Deconstruction Meeting.

Wellington, New Zealand, s.25.

Crowther, R.L., 1992. Ecologic architecture. Boston: Butterworth Architecture.

Daly, H.E., 1991. Steady-state economics. Washington, D.C.: Island Press.

Daly, H.E., 2004. Ecological economics: principles and applications. Washington: Island Press.

Daly, H.E., 2008. A Steady-State Economy. A failed growth economy and a steady-state economy are not the same thing; they are very different alternatives we face. Sustainable Development Commission. UK, s.10.

Daly, H.E., 2009. Nødvendighedens økonomi: om økologi og økonomi, omstilling og bæredygtig udvikling : udvalgte essays. [Højbjerg]: Hovedland.

Danmarks Ingeniørakademi. Husbygning, 1978. Aktuelle byggerier 1969-73. - 1: Boliger. Kbh.: Teknisk Forlag.

Danmarks Miljøundersøgelser, 2001. Natur og Miljø 2001: påvirkninger og tilstand. Roskilde: DMU. Dansk Standard, 2009. Livscyklusvurderinger: en kommenteret oversættelse af ISO 14040 og 14040.

Charlottenlund: Dansk Standard.

Davis, J.D., 1977. II. Appropriate technology for a crowded world. Higher Education Quarterly, [online] 32(1), s.25–36. Available at: <http://doi.wiley.com/10.1111/j.1468-2273.1977.tb01165.x> [Åbnet 16 Aug. 2012].

DGNB, 2010. DGNB Manual, Neubau Büro- und Verwaltungsgebäude. Version 2010.

378

Bibliografi

Diehl, J.C., Crul, M. & Ryan, C. red., 2009. Design for Sustainability (D4S): A Step-By-Step Approach.

Paris/Delft: United Nations Environment Programme (UNEP).

Douven, I., 2011. Abduction. I: E.N. Zalta, red., The Stanford Encyclopedia of Philosophy, Spring 2011. [online] Available at: <http://plato.stanford.edu/archives/spr2011/entries/abduction/> [Åbnet 20 Nov. 2013].

Drucker, P.F., 1967. The effective executive. London: William Heinemann Ltd. Druckman, D., 2005. Doing research: methods of inquiry for conflict analysis. Thousand Oaks, Calif: Sage Publications.

Dudenredaktion (Bibliographisches Institut), 2000. Duden: die deutsche Rechtschreibung. 22., völlig neu bearbeitete und erw. Aufl udg. Der Duden in 12 Bänden. Mannheim: Dudenverlag.

Dyckhoff, H., Lackes, R. & Reese, J. red., 2004a. Supply chain management and reverse logistics. Berlin ; New York: Springer.

Dyckhoff, H., Lackes, R. & Reese, J., 2004b. Supply chain management and reverse logistics. [online] Available at: <http://dx.doi.org/10.1007/978-3-540-24815-6> [Åbnet 2 Maj 2014].

Easterlin, R.A., 1995. Will raising the incomes of all increase the happiness of all?. Journal of Economic Behavior & Organization, [online] 27(1), s.35–47. Available at: <http://ideas.repec.org/a/eee/jeborg/v27y1995i1p35-47.html> [Åbnet 18 Sep. 2013].

Ejsing, S., Walsøe, J.K., Vanges, U.S. & Davidsen, H., 2009. A3 beboerdemokratisk proces - AlmenAfprøvning 2009/1: Opsøgerteam og Beboerdreven fornyelse af boligen - et eksempel fra facaderenovering i Urbanplanen (U2) - 2007-2009. København: AlmenNet. Eliasen, F.S. & Enselmann, A.B., 2014. Fælledgården, kvalitet og drift. Interview, 3. Jul. 2014.

Elkington, J., 1998. Cannibals with forks: the triple bottom line of 21st century business. Conscientious commerce. Gabriola Island, BC ; Stony Creek, CT: New Society Publishers.

Enemærke&Petersen, 2011. Urbanplanen - succesen fortsætter...

Enemærke&Petersen, JJW Arkitekter, GHB / Bisgaard, Dominia & Firstinfo.dk, 2005. Urban U2 Totalentreprosetilbud.

Erhvervsfremme Styrelsen (EFS), 2000. Byggeriets Fremtid – fra tradition til innovation. [online] København: Erhvervsfremme Styrelsen (EFS). Available at: <http://www.ebst.dk/publikationer/rapporter/byg_frem/kolofon.htm>.

European Commission, 2011. A renewed EU strategy 2011-14 for Corporate Social Responsibility. Brussels, s.15.

Feifel, S., 2009. Ökobilanzierung 2009 - Ansätze und Weiterentwicklungen zur Operationalisierung von Nachhaltigkeit: Tagungsband Ökobilanz-Werkstatt 2009, Campus Weihenstephan, Freising, 5. bis 7. Oktober 2009. KIT Scientific Publishing.

Fetters, T.T. & Kohler, V., 2006. The Lustron home: the history of a postwar prefabricated housing experiment. Jefferson, N.C.: McFarland.

Fibiger, L., 2012. Renovering på 65 dage. Bæredygtige Byer og Bygninger, 15. 2012(2), Okt., s.22–24.

Finn Pedersen & Team 100%, 2008. Urbanplanen. Tæthedsundersøgelser ved lette facader.

Fischer, C. & Werge, M., 2009. EU as Recycling Society - Present recycling levels of Municipal Waste and construction & Demolition Waste in the EU. København: European Topic Centre on Sustainable Consumption and Production, s.73.

Fletcher, S.L., 2001. Developing Disassembly Strategies for Buildings To Reduce the Lifetime Environmental Impacts by Applying A Sytems Approach. University of Sheffield.

Folketinget, C.K.Kt. +45 3337 5500E-mail: folketinget@ft dk, 2008. Folketinget - EPU, Alm. del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 185: Materiale fra Rockwool A/S’ og Isovers foretræde den 8/5-08. [online] C.K.Kt. +45 3337 5500E-mail: folketinget@ft dk Folketinget.Folketinget. Available at: <http://www.ft.dk/samling/20072/almdel/epu/bilag/185/index.htm> [Åbnet 1 Feb. 2014].

Gardner, D., 2009. Mass customization: how build to order, assemble to order, configure to order, make to order, and engineer to order manufacturers increase profits and better satisfy customers. Cupertino, CA: Happy About.

Gehl, I., 1971. Bo-miljø. Statens byggeforskningsinstitut. SBI-rapport 71. København: Teknisk Forlag.

Glaser, B.G. & Strauss, A.L., 1967. The discovery of grounded theory: strategies for qualitative research.

6. (1974) udg. New Brunswick, N.J.: Aldine Transaction.

Gobbi, C., 2008. The reverse supply chain: configuration, integration and profitability: considerations derived from a qualitative case study investigation. Kgs. Lyngby: Department of Management Engineering, Technical University of Denmark.

Graedel, T.E. & Allenby, B.R., 1995. Industrial ecology. Englewood Cliffs, N.J.: Prentice Hall.

379

Graedel, T.E. & Allenby, B.R., 2010. Industrial ecology and sustainable engineering. Upper Saddle River, NJ: Prentice Hall.

Grage, T.F., 2013. Brøndby Strand, renovering af rækkehuse. Interview, 10. Dec. 2013.

Gravesen, F., 1977. Træk af byggeriets udvikling 1920-1977. Byggeteknologiens udvikling i Danmark efter anden verdenskrig. Lyngby: Denmarks tekniske Højskole, DTH, s.35.

Groat, L. & Wang, D., 2002. Architectural Research Methods. New York: J.Wiley.

Gropius, W., 1927. Wie bauen wir billigere, bessere, schönere Wohnungen?. Die Form. Zeitschrift für gestaltende Arbeit, 1927(2), s.275–277.

Hamburger, A., 1992. Historien om et ord - Bæredygtig. Nyt fra Sprognævnet, [online] 1992(2), s.3.

Available at: <http://www.dsn.dk/nyt/nyt-fra-sprognaevnet> [Åbnet 9 Sep. 2013].

Hangel, C.S., 2014. Energirenovering Heimdalsvej. Personlig korrespondance, 4. Feb. 2014.

Hannemann, C., 2005. Die Platte: industrialisierter Wohnungsbau in der DDR. Berlin: Schiler.

Hansen, J.E., 2012. Urbanplanen, Brøndby Strand og systemleverancer. Interview, 29. Maj 2012.

Harloe, M., 1995. The people’s home?: social rented housing in Europe & America. Studies in urban and social change. Oxford, UK ; Cambridge, USA: Blackwell.

Hauschild, M., 1996. Baggrund for miljøvurdering af produkter. Kbh.: Miljø- og Energiministeriet, Miljøstyrelsen.

Hawken, P., 1984. The next economy. North Ryde, NSW, Australia: Angus & Robertson.

Hawken, P., 1993. The ecology of commerce: how business can save the planet. London: Weidenfeld and Nicolson.

Hawken, P., 1999. Natural capitalism: creating the next industrial revolution. 1st ed udg. Boston: Little, Brown and Co. Hegger, M., 2009. Grüne Häuser: Einfamilienhäuser - nachhaltig, ökologisch, energieeffizient. 1. Aufl udg. München: Callwey.

Herbert, G., 1978. Pioneers of prefabrication: the British contribution in the nineteenth century. The Johns Hopkins studies in nineteenth-century architecture. Baltimore: Johns Hopkins University Press.

Herbert, G., 1984. The dream of the factory-made house: Walter Gropius and Konrad Wachsmann.

Cambridge, Mass: MIT Press.

Holst-Mikkelsen, B. & Brodersen, R., 2012. Energisyndere i byggeriets faser - workshop med branchens aktører. El-Forsk, s.27.

Hornbek, O., 2011. Bæredygtig renovering af Urbanplanen?. København. Foredrag, 27 Jan. 2011.

IUCN - The World Conservation Union, 2004. The IUCN programme 2005-2008. Many voices, one earth.

Jackson, T., 2009. Prosperity without growth: economics for a finite planet. London ; Sterling, VA: Earthscan.

Jacobs, J., 1969. The economy of cities. New York: Random House.

JJW Arkitekter, LIW Planning, Esbensen + Sloth Møller A/S & Jönsson A/S, 2010. Fælledens HAve Ombygning af plejecenter Fælledgården.

Jofeh, C., 2010. Integrated design as a prerequisite for sustainable buildings. Konference om certificeringssystemer til måling af bæredygtighed i byggeri. Mogens Dahl Koncertsal, Snorresgade 22, 2300 København S. Foredrag, 2 Jun. 2010.

Johansson, G., 2014. Renovering Heimdalsvej. Interview, 3. Dec. 2014.

Kauschen, J.S., 2012. Life Cycle Thinking and Integrated Product Deliveries in Renovationp Projects: Extending the Concept of Integrated Product Deliveries with Product Service Systems. I: Resource Efficiency, Innovation and Lifestyles. Sustainable Innovation 2012. Alanus University, Bonn: The Centre for Sustainable Design, UCA, s.119–128.

Kelly, B., 1951. The Prefabrication of Houses. Published jointly by the Technology Press of the Massachusetts Institute of Technology and Wiley, New York.

Kjeldsen, M., 1976. Industrialized housing in Denmark, 1965-76. Copenhagen: Danish Building Centre, [Gyldenløvesgade 19].

Kjeldsen, M., 1988. Industrialized housing in Denmark. Valby: Danish Building Centre Bookshop.

Kjærgaard, P., 1976. En mindeværdig bygning Crystal Palace og dens tilblivelse i 1851. [København]: Kunstakademiets Arkitektskole.

Knight, A. & Ruddock, L. red., 2008. Advanced research methods in the built environment. Chichester, U.K. ; Ames, Iowa: Wiley-Blackwell.

380

Bibliografi

Kolb, D.A., 1984. Experiential learning: experience as the source of learning and development. Englewood Cliffs, N.J: Prentice-Hall.

Koskela, L., 2000. An exploration towards a production theory and its application to construction. Technical Research Centre of Finland.

Krusche, P., Lersner, H. von & Otto, K., 1982. Ökologisches Bauen. Wiesbaden: Bauverlag.

Kvale, S. & Brinkmann, S., 2008. Interview: introduktion til et håndværk. Kbh.: Hans Reitzels Forlag.

Københavns Kommune (KK), 2003. Partnerskabet REMISEVÆNGET, HØRGÅRDEN OG DYVEKEVÆNGET. Forrudsætningsmateriale 2003.

Landsbyggefonden & WITRAZ Arkitekter, 2006. Almene boliger med fremtid: fremtidssikring af almene boliger. København: Landsbyggefonden.

Lawaetz, B., 2010. Urbanplanen. Personlig korrespondance, 11. Feb. 2010.

Le Corbusier, 1986. Towards a new architecture. New York: Dover Publications.

Leipert, C., 1989. Die heimlichen Kosten des Fortschritts : wie Umweltzerstörung das Wirtschaftswachstum fördert. 1. udg. Frankfurt/Main: Fischer Verlag GmbH. Lélé, S.M., 1991. Sustainable development: A critical review. World Development, [online] 19(6), s.607– 621. Available at: <http://www.sciencedirect.com/science/article/pii/0305750X9190197P> [Åbnet 17 Sep. 2013].

Les Amis de Gabriel Voisin, 2013. [Les Amis de Gabriel Voisin]. [online] Les Amis de Gabriel Voisin.Maison en Trois Jours. Available at: <http://www.avionsvoisin.org/public/article.php3?id_article=166> [Åbnet 8 Aug. 2013].

Lessing, J., 2006. Industrialised house-building: concept and processes. Department of Construction Sciences, Lund University.

Lewis, M., 2013. fordele ved certificeringer for bæredygtigt byggeri. Personlig korrespondance, 11. Dec. 2013.

Lindhqvist, T., 2000. Extended producer responsibility in cleaner production: policy principle to promote environmental improvements of product systems. International Institute for Industrial Environmental Economics (Internationella miljöinstitutet), Univ.

Lundgaard, B. & Vaupel, J. red., 1982. Dankse byggekomponenter i 80’erne - udviklingstendenser og produktudviklingsideer. Hørsholm: BPS-centret.

Løj, P., 2012. Frederikssund - energirenoveringen. Personlig korrespondance, 16. Apr. 2012.

Løj, P., 2014. Heimdalsvej - BIM. Personlig korrespondance, 9. Feb. 2014.

Malthus, T.R., Huxley, J. & Osborn, F.H., 1962. On population: three essays. New American Library.

Maslow, A.H., 1943. A theory of human motivation. Psychological Review, [online] 50(4), s.370–396.

Available at: <http://content.apa.org/journals/rev/50/4/370> [Åbnet 18 Sep. 2014].

Max-Neef, M., 1995. Economic growth and quality of life: a threshold hypothesis. Ecological Economics, [online] 15(2), s.115–118. Available at: <http://econpapers.repec.org/article/eeeecolec/v_3a15_3ay_3a1995_3ai_3a2_3ap_3a115118.htm> [Åbnet 17 Sep. 2013].

McAloone, T. & Andreasen, M.M., 2004. Design for Utility, Sustainability and Societal Virtues. International Design Conference - Design 2004. Dubrovnik, s.8.

McKean, J., 1994. Crystal Palace. Joseph Paxton and Charles Fox. London: Phaidon Press.

McLeod, M., 1983. Architecture or Revolution: Taylorism, Technocracy, and Social Change. Art Journal, Vol. 43, No. 2, Revising Modernist History: The Architecture of the1920s and 1930s, 1983, s.132– 147.

Meadows, D.H., Meadows, D.L., Randers, J. & Behrens, W.W.I., 1972. The Limits to Growth. A report for the club of Rome’s project on the predicament of mankind. London; [London] (2 Fisher St., WC1R 4QA): Earth Island Ltd : [Distributed by Angus and Robertson].

Mikkelsen, H., Beim, A., Hvam, L. & Tølle, M., 2005. Systemleverancer i byggeriet - en udredning til arbejdsbrug. Kgs. Lyngby: Danmarks Tekniske Universitet.

Miljøstyrelsen, 2011. Affaldsstatistik 2009 og Fremskrivning af affaldsmængder 2011-2050.

Millet, D., 2003. Intégration de l’environnement en conception : l’entreprise et le développement durable. Paris: Hermès Science Publications : Lavoisier.

Minnaert, J.-B., 1997. Henri Sauvage, les brevets et la construction rapide. Revue de l’Art, [online] 118(1), s.41–55. Available at: <http://www.persee.fr/web/revues/home/prescript/article/rvart_00351326_1997_num_118_1_348359>.

381

Mont, O., 2000. Product Service Systems. Stockholm: The International Institute of Industrial Environmental Economics, Lund University.

Morell, S., 2011. Renault Eco2, LCA of car seat cover. Interview, 23. Nov. 2011.

Munasinghe, M., 1993. Environmental economics and sustainable development. World Bank environment paper. Washington, D.C: World Bank.

Murillo, K. & Jensen, J.P.K., 2011. Energirenovering Heimdalsvej og systemleverancer. Interview, 7.

Okt. 2011.

Museum of Modern Art (New York, N.Y.), 2008. Home delivery: fabricating the modern dwelling. New York: Museum of Modern Art. Mørup, M., 1994. Design for quality. Konstruktionsteknik/DTU. Nagurney, A., 2006. Supply chain network economics: dynamics of prices, flows and profits. New dimensions in networks. Cheltenham, UK ; Northampton, MA: Edward Elgar.

Nicole Combe, 2011. Adaptability for schools. Moving Architecture/Adaptable Futures. The Building Centre, London. Foredrag, 8 Sep. 2011.

Nielsen, B.H., 2011. Energirenoveringen Heimdalsvej 51-83, Frederikssund. Interview, 4. Okt. 2011.

Nielsen, B.H., 2014. Energirenovering Heimdalsvej. Personlig korrespondance, 20. Feb. 2014.

Nielsen, J.V. & Lund, L.D. red., 2006. CINARK sætter fokus: Industrialiseret arkitektur: Brugerinddragelse : CINARK seminarrække forår 2006. København: Kunstakademiets Arkitektskole.

Nissen, H., 1984. Montagebyggeri. 3. udgave udg. Lyngby, København: Polyteknisk Forlag.

Nordby, A.S., Norwegian University of Science and Technology, NTNU, 2009. Salvageability of Building Materials: Reasons, Criteria and Consequences of Designing Buildings to Facilitate Reuse and Recycling. Trondheim: NTNU. Nærvig Petersen, K., Gram-Hanssen, K. & Statens Byggeforskningsinstitut, 2005. Husholdningers energi- og vandforbrug : afhængighed af socio-økonomiske baggrundsvariable. Hørsholm: Statens Byggeforskningsinstitut.

Oehlenschlæger, R., 1992. Arkitektur og Økologi. Aarhus, s.70.

Ole Dybbroe, 1964. Forventninger til den nye virklighed - har vi den politk og den byggeindustri, der kan indfire forventningerne?. Byggeindustrien. Teknisk Forlag.

Olsen, L.N., 2013. Fælledgården - konkurrence og renoveringsprojekt. Interview, 12. Dec. 2013.

Opijnnen, M. van & Oldenziel, J., 2011. Responsible Supply Chain Management. Potential success factors and challenges for addressing prevailing human rights and other CSR issues in supply chains of EU-based companies. European Union, s.214.

Oxford Dictionaries, 2013. sustainable. I: Oxford Dictionaries. [online] Available at: <http://oxforddictionaries.com/definition/english/sustainable> [Åbnet 10 Sep. 2013].

Paehlke, R., 2003. Democracy’s dilemma: environment, social equity, and the global economy. Cambridge, Mass: MIT Press.

Paehlke, R., 2005. Sustainability as a Bridging Concept. Conservation Biology, 19(1), s.36–38.

Pahl, G. & Beitz, W., 1996. Engineering design: a systematic approach. London ; New York: Springer.

Piggott, J., 2004. Palace of the people: the Crystal Palace at Sydenham 1854-1936. London: C. Hurst.

Projekt Hus & Temagruppe 4, 2000. Industrielle processer. [Kbh.]; [Hørsholm]: By- og Boligministeriet, Projekt Hus ; salg gennem Byggecentrum.

Randers, J., 2012a. 2052: a global forecast for the next forty years. White River Junction, Vt: Chelsea Green Pub. Randers, J., 2012b. The real message of The Limits to Growth: a plea for forward-looking global policy.

2. [online] Available at: <http://brage.bibsys.no/bi/handle/URN:NBN:no-bibsys_brage_31893> [Åbnet 13 Sep. 2013].

Reinke, T., 2014. Renovierung Heimdalsvej. Interview, 24. Feb. 2014.

Ritter, F., 2011. Lebensdauer von Bauteilen und Bauelementen Modellierung und praxisnahe Prognose.

Romm, J.J. & Browning, W.D., 1994. Greening the building and the botom line. Increasing productivity through energy-efficient design. Snowmass, Colorado: Rocky Mountain Institute, s.17.

Røpke, I., 1999. The dynamics of willigness to consume. Ecological Economics, 28/1999(28), s.399–420. sbs rådgivning a/s, 2013. Brøndby Strand Parkerne - Foreløbig Hedhedsplan 4.

Schmidt-Bleek, F., 1994. Wieviel Umwelt braucht der Mensch?: MIPS - das Maß für ökologisches Wirtschaften [...] [...]. Berlin [u.a.: Birkhäuser.

382

Bibliografi

Scholz, R.W. & Tietje, O., 2002. Embedded case study methods : integrating quantitative and qualitative knowledge. Thousand Oaks Calif.: Sage Publications.

Schor, J., 2010. Plenitude: the new economics of true wealth. New York, N.Y: Penguin Press.

Schrecker, T. red., 1997. Surviving globalism: the social and environmental challenges. International political economy series. New York: St. Martin’s Press.

Schumacher, E.F., 1975. Vækst eller velfærd: økonomisk udvikling med mennesket i centrum. Kbh.: Gyldendal.

Schumacher, E.F., 1989. Small is beautiful: economics as if people mattered. New York: HarperPerennial.

Schurz, G., 2007. Patterns of abduction. Synthese, [online] 164(2), s.201–234. Available at: <http://link.springer.com/10.1007/s11229-007-9223-4> [Åbnet 20 Nov. 2013].

Schön, D.A., 1991. The Reflective Practitioner: How professionals think in action. [online] Aldershot: Ashgate/ARENA. Available at: <http://www.worldcat.org/title/reflective-practitioner-howprofessionals-think-in-action/oclc/473732230&referer=brief_results>.

Seidel, S., 2012. Taking the PUMA «E P&L» to the next level. Sustainable Innovation 2012. Bonn. Foredrag, 30 Okt. 2012.

Seier, S.B. & Præstegård, D., 2012. Brøndby Strand, renovering af rækkehuse. Interview, 18. Jun. 2012.

Shmelev, S., 2012. Ecological economics: sustainability in practice. Dordrecht ; New York: Springer.

Simon, E.H.., 1962. L’industrialisation de la construction. Paris: Editions du Moniteur des Travaux Publics.

Skriver, P.E., 1966. Ouverturen til Urban-planen. Arkitekten, 1966(7), s.142–143.

Smith, A., 2013. Nationernes velstand. Bind I: En undersøgelse af dens væsen og årsager. København: Informations Forlag.

Spash, C.L., 1999. The Development of Environmental Thinking in Economics. Environmental Values, [online] 8(4), s.413–435. Available at: <http://ideas.repec.org/a/env/journl/ev8ev821.html> [Åbnet 18 Sep. 2013].

Spash, C.L. red., 2009. Ecological economics: critical concepts in the environment. Cirtical concepts in the environment. New York: Routledge.

Stahel, W.R., 1982. Product-Life Factor. I: S. Grinton Orr, red., An Inquiry Into the Nature of Sustainable Societies: The Role of the Private Sector. [online] HARC / Houston Area Research Center. Available at: <http://www.product-life.org/en/major-publications/the-product-life-factor> [Åbnet 2 Aug. 2012].

Stampe, M.K., 2012. Urbanplanen - facaden. Personlig korrespondance, 20. Maj 2012.

Stang, B.D. & Statens Byggeforskningsinstitut, B. og B., 2003. Nye generationer af byggekomponenter: Prisopgave for studerende ved arkitekt- og designuddannelserne. Hørsholm: Statens Byggeforskningsinstitut.

Sterling, S., 2003. Whole Systems Thinking as a basis for pradigm change in education: Explorations in the context of sustainability. University of Bath.

Strike, J., 1991. Construction into design: the influence of new methods of construction on architectural design, 1690-1990. Oxford ; Boston: Butterworth Architecture.

Studies and Documentation International Council for Building Research, 1966. Towards industrialised building; proceedings of the third CIB Congress, Copenhagen, 1965. Elsevier Pub. Co. SYSBYG, 2010. Ph-D projekter | Sysbyg.dk. [online] SYSBYG.SYSBYG. Systemleverancer i byggeriet - et forskningsnetværk. Available at: <http://sysbyg.dk/ph-d-projekter/5-ph-d-projekter/> [Åbnet 14 Nov. 2013].

Sørensen, L.L., 2001. Arkitekter er ikke, hvad arkitekter har været. Arkitekten nyheder, 2001(1), Jan., s.4–5.

Teddlie, C., 2009. Foundations of mixed methods research: integrating quantitative and qualitative approaches in the social and behavioral sciences. Los Angeles: SAGE. Teknik- og Miljøforvaltning (KK) red., 2010. Miljø i byggeri og anlæg 2010. København: Københavns Kommune (KK).

Thabrew, L., Wiek, A. & Ries, R., 2009. Environmental decision making in multi-stakeholder contexts: applicability of life cycle thinking in development planning and implementation. Journal of Cleaner Production, [online] 17(1), s.67–76. Available at: <http://linkinghub.elsevier.com/retrieve/pii/S0959652608000528> [Åbnet 17 Jun. 2014].

383

The U.S. Mission to Germany, 2013. About the USA. [online] The U.S. Mission to Germany.Facts & Figures: Income and Prices 1900 - 1999. Available at: <http://usa.usembassy.de/etexts/his/e_prices1.htm> [Åbnet 25 Jul. 2013].

Thornberg, R., 2012. Informed Grounded Theory. Scandinavian Journal of Educational Research, [online] 56(3), s.243–259. Available at: <http://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/00313831.2011.581686> [Åbnet 20 Nov. 2013].

Tukker, A., 2008. System innovation for sustainability. Sheffield: Greenleaf.

Tverskov, K. & Sørensen, H. red., 2000. Fra fiskeleje til højhus - historien om Brøndby Strand. Brøndby: Brøndby Lokalarkiv.

Unfried, P., 2009. Ökologisch-industrielle Revolution: Der Umweltretter Michael Braungart. die tageszeitung. [online] Available at: <http://www.taz.de/!31442/> [Åbnet 31 Okt. 2013].

Urbanplanen beboer-dvd. 2006. Regi: H. Pedersen, B. Schrøder, J. Knudsen, Partnerskabet (Sundby) og Kulturformidling. [Kbh.]: Kulturformidling.

U.S. Green Building Council, 2013. 2012 Annual Report.

Velfærdsministeriet, 2009. Den almene boligsektors finansiering. København: Velfærdsministeriet.

Vezzoli, C., 2008. Design for environmental sustainability. [Berlin] ; London: Springer.

Vibæk, K.S., 2011. System structures in architecture : constituent elements of a contemporary industrialised architecture : Phd-thesis. Copenhagen: The Royal Danish Academy of Fine Arts.

Visser, A.S.Q., 2005. Joannes Sambucus and the learned image: the use of the emblem in lateRenaissance humanism. Brill’s studies in intellectual history. Leiden ; Boston: Brill.

Voigt, W., 1995. Standaardisering, oorlog en architektuur, Het werk van Ernst Neufert. Archis.

Weizsäcker, E.U. von, 1997. Factor four: doubling wealth, halving resource use: the new report to the Club of Rome. London: Earthscan.

Westerlo, B. van de, Halman, J.I.M. & Durmisevic, E., 2012. Translate the Cradle to Cradle Principles for a building. Available at: <http://www.c2c-centre.com/library-item/translate-cradle-cradle-principlesbuilding>.

Weyerstraß, K., Jaennike, J. & Schönpflug, K., 2008. Die künfitge Entwicklung der Energiepreise. Wien: Institut für Höhere Studien, Abteilung Ökonomie und Finanzwirtschaft (IHS), s.25.

White, R.B., 1965. Prefabrication - A history of its development in Great Britain. London: Her Majesty’s stationary office, s.354.

WHO, 2014a. WHO | Urban population growth. [online] WHO.WHO. Available at: <http://www.who.int/gho/urban_health/situation_trends/urban_population_growth_text/en/> [Åbnet 20 Maj 2014].

WHO, 2014b. World health statistics 2014. Genf: World Health Organisation, s.177.

Wikipedia contributors, 2013a. Backstein. I: Wikipedia. [online] Available at: <http://de.wikipedia.org/w/index.php?title=Backstein&oldid=120134474> [Åbnet 23 Jul. 2013].

Wikipedia contributors, 2013b. Gabriel Voisin. I: Wikipédia. [online] Available at: <http://fr.wikipedia.org/w/index.php?title=Gabriel_Voisin&oldid=95339925> [Åbnet 29 Jul. 2013].

Wikipedia contributors, 2013c. Henri Sauvage. I: Wikipédia. [online] Available at: <http://fr.wikipedia.org/w/index.php?title=Henri_Sauvage&oldid=94465745> [Åbnet 29 Jul. 2013].

Wikipedia contributors, 2014a. Blue Ocean Strategy. I: Wikipedia, the free encyclopedia. [online] Available at: <http://en.wikipedia.org/w/index.php?title=Blue_Ocean_Strategy&oldid=621219869> [Åbnet 11 Okt. 2014].

Wikipedia contributors, 2014b. Reconstruction Finance Corporation. I: Wikipedia, the free encyclopedia. [online] Available at: <http://en.wikipedia.org/w/index.php?title=Reconstruction_Finance_Corporation&oldid=61580033 2> [Åbnet 28 Sep. 2014].

Winkler, K.-J., 1993. Die Architektur am Bauhaus in Weimar. Edition Bauhaus Dessau. Berlin ; München: Verlag für Bauwesen.

Wissenberg A/S, 2010a. Bedømmelse af de ved licitation den 2.september 2010 indkomne tilbud.

Wissenberg A/S, 2010b. Omsorgscenter Fælledgården - Byggeprogram.

WITRAZ arkitekter og landskab, 2010. Nu er turen kommet til rækkehusene! Facaderne og gårdrum skal renoveres. Esplanaden, 14(8), Okt., s.20.

Wittrup, S., 2008. Top-isoleret passivhus: Nu som renoverings-projekt. Ingeniøren. [online] 15 Apr. Available at: <http://ing.dk/artikel/top-isoleret-passivhus-nu-som-renoverings-projekt-87218> [Åbnet 1 Feb. 2014].

384

Bibliografi

Wolf, M.-A., Pant, R., Chomkhamsri, K., Sala, S., Pennington, D., European Commission & Joint Research Centre, 2012. The International reference Life Cycle Data system (ILCD) handbook towards more sustainable production and consumption for a resource-efficient Europe. [online] Luxembourg: Publications Office. Available at: <http://dx.publications.europa.eu/10.2788/85727> [Åbnet 30 Maj 2014].

World Commission on Environment and Development, 1987. Our common future. Oxford; New York: Oxford University Press.

World Wide Fund for Nature, 2012. Living planet report 2012 biodiversity, biocapacity and better choices. Gland, Switzerland: World Wide Fund for Nature.

Yin, R.K., 2009. Case study research: design and methods. 4th ed udg. Applied social research methods.

Los Angeles, Calif: Sage Publications.

Zahle, K., Stein, F.K., Ørum-Nielsen, A., Laboratoriet for Boligbyggeri & Byggeriets Udviklingsråd, 1988.

Byggeri og økologi - begreber og forslag: eksempelsamling. Kbh.: Byggeriets Udviklingsråd.

Aabel, L.T., 1994. Mellem Svanemøllen og Rådmandsmarken. Kbh.: Østerbro Lokalhistoriske Forening.

Billeder og diagrammer Kilder for diagrammer og billeder er angivet i billedteksterne. I de tilfælde hvor ingen kilde er angivet eller kliden angives som ”JSK” er materialet autorens eget.

Programmer og databaser til LCA De anvendte programmer og databaser er angivet i billedteksterne til diagrammerne eller ved siden af resultaterne some er opnået ved programmernes/databasernes anvendesle.

385

CINARK

Center for Industriel Arkitektur

ISBN 978-87-7830-364-6