Altid fremad by JP/Politikens Forlag

528.8 x 226.0 mm

jægersoldat og foredragsholder. Fra 2009 gjorde han tjeneste som operativ jægersoldat, hvor han deltog i adskillige udsendelser til Afghanistan. I 2016 måtte han forlade jægerkorpset, efter at være blevet diagnosticeret med posttraumatisk stress. Magnus gør nu en aktiv indsats for at fortælle offentligheden om PTSD. Han medvirkede som instruktør i TV 2’s programserie Korpset – gjort af det rette stof sæson 1 (2017) og sæson 2 (2018).

Magnus Hansson

MAGNUS HANSSON (f. 1986), tidl.

”Hvis man er af den overbevisning, at vi alle er udstyret med en bestemt, afmålt mængde held, har jeg nok allerede brugt det meste af mit. På min første rigtige arbejdsdag, vel at mærke.

Min patruljefører, Martin, vil have os i en anden stilling. I vores nuværende position er vi for begrænsede. Med hovedet lavt bevæger vi os tilbage i den retning, vi oprindelig kom fra. Vi løber med tunge skridt gennem grøftevandet, samtidigt med at vi prøver at besvare ilden.

Velkommen til Afghanistan.” Mange danskere kender den karismatiske jægersoldat Magnus Hansson fra TV 2’s programserie Korpset. Altid fremad er hans personlige beretning om et turbulent liv fyldt med op- og nedture. Magnus må kæmpe for at finde en retning i tilværelsen, indtil han målrettet forfølger sin drøm om optagelse i Jægerkorpset. Det lykkes, men efter fire udsendelser til Afghanistan med flere traumatiske nærdødsoplevelser betaler han en høj pris i form af en PTSD-diagnose. Magnus gennemlever en dyster periode og forsøger at dække over et massivt stofmisbrug, mens han stadig passer sit arbejde i korpset. Depression og selvmordstanker følger, inden Magnus bremser nedturen og indleder jagten på et nyt mål: kærlighed, harmoni og fred fra sine indre dæmoner. Altid fremad er en barsk historie skrevet med ar på sjælen. En jægersoldat kan også knækkes. Men han kan også bygge sig selv op på ny.

Magnus Hansson

Situationen er ikke ideel, og nu bliver den pludselig markant dårligere. Længere fremme, på siden af grøften, får jeg øje på en firkantet genstand pakket ind i plastik, der er gravet ind i jorden, så kun overfladen er tydelig. Den mangler sådan set kun, at der med store bogstaver er skrevet ”MED VENLIG HILSEN TALIBAN”. Ellers har den alle de kendetegn, jeg er blevet stopfodret med i løbet af uddannelsen. Min krop er i oprør. Adrenalinen høvler rundt, pulsen banker, og sveden flyder. Jeg skal have advaret de andre om IED’en i en fart. Jeg kan ikke råbe, fordi min patruljefører har beordret fuld lyddisciplin.

En jægersoldats kamp Forsidefoto: Claus Lillevang

2017118_Altid fremad cover FINAL.indd 1

P O L I T I K E N S F O R L AG

Citat fra bogen

14/12/2017 13.37

151.0 x 226.0 mm

Magnus Hansson

P O L I T I K E N S F O R L AG

151.0 x 226.0 mm

INDHOLD FORORD 10 VELKOMMEN 13 SINGAPORE 31 SOLDAT 49 JÆGERKORPSET 69 TAP RACK BANG 85 AFGHANISTAN DEL I 101 PTSD 117 AFGHANISTAN DEL II

127

SINGLE 141 MISBRUGER 157 EFTERDØNNINGER 187 FARVEL 207 MICHELLE 217 FREMAD 235 TAK 247

151.0 x 226.0 mm

TAJIKISTAN UZBEKISTAN TURKMENISTAN

KINA

AFGHANISTAN Kabul INDIEN IRAN HELMAND PAKISTAN

flo

den

Lashkar Gah Kandahar

He l m

and

Camp Budwan (Armadillo)

Gereshk Green Zone en

Camp Bastion

d an

flo

Ã&#x2DC;

Lashkar Gah

t Ar abiske Hav

10 KM

151.0 x 226.0 mm

FORORD

Efter endt tjeneste kan en jægersoldat arbejde med teambuilding, eller han kan blive forfatter.

Sådan har en stående vittighed blandt operative jægersoldater i hvert fald lydt. Hvis en jæger fremlagde en ambitiøs og meget optimistisk plan for kollegerne, kunne kritikken godt lyde noget i stil med: ”Går det galt, så kan du jo altid skrive en bog …” I løbet af mine syv år ved korpset hørte jeg varianter af budskabet, og hver gang følte jeg mig overbevist om, at bogskriveri aldrig kunne blive en mulighed for mig. Alligevel sidder jeg nu her og prøver at finde de rette ord og sætninger. Men faktum er, at jeg ikke er forfatter. Netop derfor overtalte jeg journalist Morten Hausborg til at være min ghostwriter. Jeg vidste, allerede inden jeg endeligt besluttede at gennemføre dette projekt, at jeg ikke i tilstrækkelig grad på egen hånd ville kunne formidle min historie. Selv om beretningen om PTSD (posttraumatisk stresssyndrom) og et efterfølgende stofmisbrug er meget personlig, vil jeg fortælle den. Budskabet, der følger med, håber jeg, kan være til hjælp for men-

151.0 x 226.0 mm

nesker, som står, hvor jeg engang stod. Et sted, hvor jeg i en periode fuckede mit liv og mine drømme godt og grundigt op. Og hvis andre kan bruge mine fejl konstruktivt, så fortæller jeg gerne om en jægersoldats nedtur. Om ikke andet kan jeg måske være en inspiration til, at du gør det rette, hvis dit liv en dag kræver det. Hvis et liv kan simplificeres til et regnestykke over handlinger på godt og ondt, så er jeg, trods de bedste intentioner, alligevel endt i et underskud af gode gerninger. Denne bog er mit forsøg på at genoprette balancen. For en god ordens skyld vil jeg understrege, at bogen skildrer min egen subjektive virkelighed og er skrevet ud fra min erindring om de 31 år, jeg har levet. Den repræsenterer således hverken forsvarets eller Jægerkorpsets holdninger. Desuden er adskillige personers navne ændret af sikkerhedsmæssige årsager og/eller af hensyn til deres privatliv. Tak, fordi du har valgt at læse med. God fornøjelse. Altid fremad Magnus

151.0 x 226.0 mm

VELKOMMEN

går hørte vi på vandrørene, at der er jægere, som skal af sted til Afghanistan. Aktivitetsniveauet stiger i hele korpset. På gangene i Jægerkorpsets bygninger på Flyvestation Aalborg flyder det med rygsække, der er ved at blive pakket, og udrustning er i konstant bevægelse mod nye mål. Alle har travlt. Lige med undtagelse af ni mænd, som sidder apatiske i et klasselokale og time efter time bliver belært om militær operationsplanlægning.

Jeg er en af de ni. Vi er de sidste skud på stammen hos Jægerkorpset. Her i forsommeren 2010 er vi stadig et par måneder fra afslutningen på vores basisuddannelse. Militær operationsplanlægning er et vigtigt emne. Men sammenlignet med klatrekursus i Schweiz, faldskærmsuddannelse i USA og vintertræning i Nordsverige er det, mellem os sagt, lidt af en kedsommelig nedtur, hvor jeg har svært ved at bevare fokus. Jeg tænker frem i tiden. Til når basisuddannelsen er slut, og jeg får mit jægermærke og bliver indlemmet i en patrulje på lige fod med de erfarne rødder. Så er det min tur til at haste rundt og pakke Afghanistan-grej, mens andre tortureres med PowerPoint. Undervisningen er lige sparket i gang igen efter frokostpausen, da det banker på døren. Martin stikker hovedet ind, kigger rundt og får øjenkontakt med mig.

151.0 x 226.0 mm

”Jeg skal lige låne Magnus i to minutter,” siger han. Martin er patruljefører for 4. patrulje ved Jægerkorpset. Den enhed, jeg skal være en del af, når jeg er færdiguddannet. Martin og jeg har ugen før talt lidt løst og fast om fremtiden, og jeg fik fortalt ham, hvor meget jeg glæder mig til at komme ind i gruppen. Men det skal jo først ske på den anden side af sommerferien, så hvad pokker vil manden med mig nu? ”Som du nok har gættet, skal vi snart have patruljer af sted. Det er kommet lidt pludseligt,” siger Martin, da vi står ude på gangen. ”En af mine folk har bestilt og betalt ferie til sig selv og familien, så hvis der er én til at tage hans plads, vil han gerne springe den her udsendelse over.” Jeg kan mærke, hvor Martin vil hen, og står bare og venter på de næste ord. ”Nu, hvor du alligevel snart skal ind i 4. patrulje, vil jeg give dig muligheden,” siger han. ”Så du spørger, om jeg vil udsendes med jer? JA, SGU DA! Meget gerne,” svarer jeg uden betænkningstid. ”Godt. Vi har lidt travlt, så du skal i gang med at pakke med det samme.” Vi går tilbage til de andre. Martin tager en lavmælt snak med underviseren. De andre på holdet følger mig med øjnene, mens jeg samler mine ting. ”Skal du med ud eller hvad?” spørger en af dem. ”Ja, åbenbart. De mangler en mand,” svarer jeg og prøver efter bedste evne at se cool ud. Krig i Afghanistan er bare endnu en dag på kontoret for Magnus fra Helsingør. Forsøget mislykkes totalt. Smilet er umuligt at holde tilbage. At nogen højere oppe i systemet peger på mig, er den største anerkendelse, jeg overhovedet kan få. Misundelsen breder sig blandt de andre i klassen. Jeg kan mærke det på atmosfæren. De kan se frem til mere teori. Jeg skal ud i virkeligheden. 48 hektiske timer senere vil jeg være på vej.

151.0 x 226.0 mm

Før en udsendelse skal alle soldater aflevere Min sidste vilje til deres regiment. En kuvert med begravelsesanvisning og afskedsbreve til deres nærmeste. I tilfælde af at man ikke kommer tilbage i live. Jeg efterlader også en kuvert. Men den er tom. Ikke en linje er skrevet ned. Jeg er stensikkert ikke den eneste soldat, som har problemer med at formulere Min sidste vilje. At forholde sig til og reflektere over sin egen død er sateme en svær opgave. Jeg forsøger først at udfylde begravelsesanvisningerne, men giver hurtigt op. Retfærdiggør beslutningen over for mig selv med, at det alligevel er betydningsløst. Hvilket er totalt selvbedrag. Jeg er ikke ligeglad. Når jeg kommer dertil, vil jeg kremeres, og religion må ikke være en del af ceremonien. Ordene kommer bare ikke ned på papiret, mens jeg sidder i Aalborg og kæmper med opgaven. Så er det lettere at distancere mig fra det utænkelige. Processen med at skrive afskedsbreve til mine nærmeste begynder også med de bedste intentioner. Men resultatet bliver præcis som med begravelsesanvisningerne. Ordene vælter rundt i mit hoved. Pludselig er der masser af ting, jeg gerne vil sige til mine forældre. For eksempel undskylde for min opførsel som teenager og beklage, at jeg aldrig har husket at fortælle, hvor meget jeg elsker dem. Jeg brygger også på et brev til min tidligere kæreste, Stine, som jeg slog op med et par uger tidligere. Jeg føler, at jeg skylder hende en bedre forklaring på min beslutning om at afbryde vores forhold. Men nej. Det hele er alt for svært. Jeg skubber lortet til side. Der er alligevel ikke tid. Jeg må hellere få pakket.

✱✱✱

Udsigten ved landingen i Kabul er ikke noget at råbe hurra for. Et gråbrunt landskab strækker sig, så langt øjet rækker. Hvilket ikke er ret langt. Støvet hænger i luften og begrænser sigtbarheden. Jeg kan skimte enkelte små bjerge, der bryder den farveløse monotoni.

151.0 x 226.0 mm

Lufthavnen har store mennesketomme sale uden komfort. Alt virker slidt. Sammenlappet. Uinteressant. Farvevalget på væggene matcher landskabet udenfor. Bare så de rejsende ikke glemmer, at de er midt ude i ingenting. Vi kan lige så godt komme videre i en fart. Inden rejsen fortsætter mod næste mål, Camp Bastion i Helmandprovinsen, bliver vi mindet om, at vi er på vej i krig. Vi skal have sikkerhedsudrustningen på i form af skudsikker vest, hjelm, beskyttelsesbriller og handsker. Transportmidlet ændrer også karakter. Nu er det ikke længere et passagerfly med mad, drikke og søde stewardesser. Vi ryger ind i maven på en militær C-130 Hercules, hvor komfort og lydisolering er sparet væk til fordel for mere plads. Orange ørepropper udleveres til at tage toppen af den øredøvende motorlarm, mens jeg prøver at ignorere smerterne i røven, der hurtigt begynder at protestere mod denne variant af et flysæde: et jernstativ overtrukket med tyndt stof. Vi lander om natten med alt lys slukket i maskinen for at undgå beskydning. Rampen går op, og jeg bliver ramt af en intens varme. Helt anderledes end i Kabul. Lugten af flybrændstof trænger ind i næsen og svider i øjnene, mens vi bliver kommanderet ind i modtagelsesteltet og får en sikkerhedsinstruktion for Camp Bastion, der er den centrale lejr for ISAF-styrkerne i Helmandprovinsen. Selv om det er nat, sveder jeg under udrustningen. Min undertrøje klistrer til kroppen. Mentalt kæmper jeg samtidig for at komme på omgangshøjde med situationen. Så meget er sket på kort tid, at selv om min krop nu står i Afghanistan, er jeg inde i hovedet stadig et stykke bagefter. Oven på en kort nattesøvn står jeg op til et inferno af briefinger. Efterretninger om det område, vi skal operere i. Hændelser de seneste 30 dage. Fjendens TTP (Taktikker, Teknikker & Procedurer). Informationerne kommer fra alle sider. I højt solskin og 35 graders varme bliver der også lige klemt nogle timers instruktion med en minesøger ind. Jeg har svært

151.0 x 226.0 mm

En af indgangene til Camp Viking, som er den danske lejr i Camp Bastion i Afghanistan. Camp Viking er ikke kun første stop for samtlige danske styrker i Helmandprovinsen, men også det logistiske centrum. Foto: Privat

ved at få den til at reagere på de nedgravede øvelsesgenstande, men det er der bare ikke tid til at dvæle ved. Videre, videre, videre. Efter halvandet døgn for fuld skrue er opholdet i Camp Bastion slut for denne gang. En helikopter fragter os fra Jægerkorpset ud til det sted, der skal være vores hjem i den følgende måneds tid. FOB (Forward Operating Base) Budwan er bedre kendt under sit tidligere navn Armadillo. Ændringen sker lige omkring det tidspunkt, hvor jeg ankommer, og skyldes et politisk ønske om, at baserne skal have lokale navne. Lejren ligger på et højdedrag. Lige på grænsen mellem ørkenen og Green Zone, som det grønne og frugtbare område langs Helmandfloden populært kaldes. En skrænt fører ned til Green Zone, og fra bunden af skrænten er der omkring fire kilometer til floden.

151.0 x 226.0 mm

Sammenlignet med Camp Bastion, der spreder sig ud som en større dansk provinsby, er Budwan en bagatel. Omkring 300 meter fra den ene ende til den anden. Lejren er omkranset af pigtråd og en høj mur af Hesco-elementer. Det vil sige store bure lavet af slidstærkt stålnet, som man propper en kraftig lærredssæk ned i og derefter fylder med sten og grus. Hesco-muren beskytter lejren mod direkte beskydning, men er ikke til nogen hjælp, hvis fjenden skulle finde på at lobbe granater ind over i en blød bue. Langs muren er der flere bemandede vagtposter, der får det hele til at minde mere om et primitivt fængsel, hvor vi er fangerne, end om en militærlejr. Budwan består næsten udelukkende af telte. Til indkvartering, til arbejdsområder, til opbevaring og til spisning. Stort set alt er sandfarvet, så lejren går i ét med den omkringliggende stenørken. Pletvis er der eksempler på soldaternes kreativitet. Især i form af Hesco-møbler. Stålnet er der rigeligt af, og det er blevet klippet, bøjet og formet til både lænestole, sofaer, reoler og senge. Det giver et lille afbræk i den grå kedsommelighed. Jægerkorpset rykker ind i et telt i et hjørne af lejren. Der er kamp om pladsen i Budwan, så halvdelen af ”vores” telt fungerer desuden som opbevaringssted for madvarer. Vi er placeret klos op ad en ydermur, men heldigvis er der nogle få kvadratmeter udenfor med stole og bænke, hvor vi kan sidde og hygge os, når tiden ved sjældne lejligheder tillader det. Vi sover på feltsenge med et liggeunderlag smidt oven på efterfulgt af en sovepose. Selv om dagene er steghede, og temperaturen kan snige sig op over 40 grader, kan det blive småkoldt om natten. Der er støv alle steder. Hele tiden, døgnet rundt, uden stop. Du kan ikke undslippe. Begrebet ”rent undertøj” får ny betydning, for intet er nogensinde helt rent. Hvis du bliver passeret af et køretøj med en højere hastighed end 10 kilometer i timen, står du tilbage i en tåge af støv – som også sætter sig på tænderne.

151.0 x 226.0 mm

Styrken fra Jægerkorpset rykker fra Camp Bastion til den fremskudte operationsbase Budwan i en EH-101 helikopter, Flyvevåbnets troppetransport-helikopter. Jeg går tredje bagerst. Foto: Privat

Den knastørre luft har en irriterende følgevirkning i form af masser af bussemænd i næsen. Store, fede, brune bussemænd, der produceres døgnet rundt. Fænomenet er især slemt i de første uger, indtil kroppen begynder at vænne sig til klimaet. I den periode bruger man en del tid på at stå med en finger oppe i et næsebor. Bemandingen i Budwan er primært dansk i form af Charlie-kompagniet fra Gardehusarregimentet i Slagelse. Da jeg ankommer, har de allerede været i Afghanistan i næsten et halvt år som en del af Hold 9. Moralen er ikke på toppen efter en periode med flere tab, men der er kun få uger, til de skal hjem. Deres udsendelse er næsten overstået. Samarbejdet mellem Charlie-kompagniet og Jægerkorpset begynder samme dag, som vi ankommer. En håndfuld af os skal ud på en

151.0 x 226.0 mm

Kort før vi rykker ud for at løse en af mange natpatruljer. Night vision goggles er monteret på hjelmene, så det er muligt for os at kæmpe i mørket. Foto: Privat

rutinemæssig patruljering for at få en fornemmelse af lokalområdet. En af delingsførerne fra Charlie giver briefingen. Han hedder Jonas Pløger. Han har en professionel fremtoning og virker samtidig afslappet. Jeg kan mærke, at han skruer op for positiviteten for at motivere drengene. Patruljen går lige efter planen. Stille og roligt. Ingen kontakt med fjenden. God start. Omgivelserne fylder ikke ret meget i mit univers i dagene efter ankomsten. Som alle andre, der er af sted for første gang, er jeg primært fokuseret på, hvornår jeg kommer i ildkamp. Hvordan vil det føles? Hvordan vil jeg reagere? Svaret kommer, anden gang jeg er uden for basen.

151.0 x 226.0 mm

Vi er otte jægersoldater, som i ly af mørket forlader Budwan omkring midnat. Sammenlignet med den første patrulje, hvor vi bare lige skulle finde os til rette, er planen nu mere ambitiøs. Vi skal til en position et par kilometer væk i fugleflugtslinje. Af taktiske og sikkerhedsmæssige hensyn er ruten derud cirka fire kilometer. Ikke noget at snakke om, selv om jeg slæber på en del grej: beskyttelsesvesten med de skudsikre plader, hjelmen, beskyttelsesbrillerne og handskerne. En taske på ryggen med tre-fire liter vand, energibarer, elektrolytpulver og lidt småting fra en feltration. Desuden har jeg en nødration pakket helt vandtæt i tilfælde af, at alt går op i hat og briller, og jeg ender på flugt i fjendeland, en ekstra minesøger, ekstra batterier til minesøgeren og spraymaling til at markere ruten, røghåndbomber, farvet røg til at markere vores position, hvis vi skal evakueres, kort, kompas, notesbog og skrivegrej. Mangler jeg noget? Nå, ja. Våben. Jeg har lidt forskelligt at vælge mellem. Til denne opgave foretrækker jeg et gevær af typen C8 SFW (Special Forces Weapon). Alternativet er min C8 CQB (Close Quarter Battle). Den bliver i lejren, fordi opgaven ikke indebærer nogen indtrængning i bygninger. SFW’ens løb er nogle centimeter længere end CQB’en, og det giver mig mere præcision på de længere skudafstande. Jeg pakker rigeligt med ammunition. Et fyldt magasin i geværet og otte ekstra i vesten giver mig præcis 261 skud. Alt i alt har jeg omkring 35 ekstra kilo spændt på kroppen. Fint nok. Det er jeg trænet til. Der er bare pokker til forskel på at traske fire kilometer med oppakning i et dansk øvelsesområde sammenlignet med fire kilometer i nattemørke i Helmand. For det første skal vi helst ikke blive opdaget af Taliban undervejs. For det andet skal vi undgå at komme i kontakt med en IED. IED er forkortelsen for Improvised Explosive Device. På dansk en improviseret sprængladning. Eller om man vil: en vejsidebombe. Uanset hvilket navn man bruger, er det noget djævelskab at komme i kontakt med. Afhængig af størrelsen kan en IED smadre alt fra pansrede køretøjer over voksne mennesker til børn og husdyr, og når man hører om sårede eller dræbte danske soldater i Afghanistan, er der ofte en

151.0 x 226.0 mm

IED indblandet. Derfor skal vi metodisk afkode den rute, som vi bevæger os på frem mod målet. Hele tiden er vi på udkig efter IED-kendetegn. Efter knap tre timer når vi frem til vores position. En grøft placeret mellem to marker skjult af et levende hegn. Ved siden af grøften løber parallelt en primitiv sti. For at holde os skjult glider vi ned i grøften. Det er ingen æstetisk fornøjelse, skal jeg hilse og sige. Grøften bliver åbenbart benyttet som både toilet og skraldespand af de lokale bønder. Den flyder med afføring og affald. Sammen med temperaturen giver det et slutresultat, der stinker som ind i helvede. Vi skiftes til at holde vagt. Men selv når jeg ikke er på, er det umuligt at slappe af. Jeg opfanger alt, hvad der foregår omkring mig. Hver eneste lille lyd og bevægelse. I mit hoved bliver planen for de kommende timer gennemgået nonstop. Ved daggry vil en enhed fra Charlie-kompagniet indlede en traditionel patruljering. Hvis de kommer under angreb, skal vi fra vores skjul i grøften gå i flæsket på Talibankrigerne, som i en perfekt verden er fuldstændig uforberedte på vores ankomst og derfor må indkassere et bragende nederlag. Nu er der muligvis blandt læserne enkelte, som har set mere end bare en håndfuld gangster- eller cowboyfilm, som tænker: ’Er det ikke den klassiske lav-et-baghold-på-et-baghold-taktik?’ Det kan jeg bekræfte. Det er præcis det, der er tale om. Men i modsætning til filmudgaverne går det denne gang overhovedet ikke efter planen. Problemet er, at Taliban ikke følger manuskriptet. Charlie bliver ikke angrebet, hvilket gør vores glimrende placering i lortegrøften temmelig ubrugelig. Vi venter. Og venter. Og venter lidt mere. Temperaturen stiger, alting stinker, jeg sveder, entusiasmen falder. Omkring middagstid bliver det besluttet at droppe projektet. Vi skal tilbage til lejren. De to jægere i spidsen af patruljen stiger op af grøften for at finde en sikker rute hjem. Jeg er omkring tre meter bag dem.

151.0 x 226.0 mm

Her skiftes vi til at observere i vagter af 15 minutter. Det er min tur til at holde hvil (nĂŚrmest kameraet). Billedet er taget kun fĂĽ minutter fĂ¸r, ildkampen bryder ud. Foto: Privat

151.0 x 226.0 mm

Et splitsekund senere returnerer de og kaster sig på hovedet i grøften. Nu pisker kuglerne mod os. Min første tanke er ’fuck!’. Derefter tager træningen over. Skuddene kommer fra vest. Det betyder, at Taliban er placeret mellem Charlie-kompagniet ved Budwan og vores position. Jeg prøver at beregne vinklen i forhold til Charlie. Risikoen for en blue-on-blue-situation, hvor vi skyder på eller bliver beskudt af egne styrker, er til stede. Via lyden på skudafgangene får jeg sporet mig mere præcist ind på Talibans position. Deres foretrukne våben, AK-47, har et karakteristisk højt knald. Jeg melder observationen til min makker: ”Fjenden spottet. Klokken et. Compoundmur.” I forhold til Charlie er vinklen okay. Ilden er fri. Det er råddent at blive skudt på. I løbet af min tid i forsvaret har der været øvelser med forbiskydning med skarp ammunition. Derfor kender jeg lyden af et passerende projektil. Som et piskesmæld lige ved siden af øret. Til gengæld er det en ny oplevelse, når kuglerne slår ned mindre end en meter fra mig og sender jord og sten i min retning. Alligevel føler jeg mig rolig. Den træning, jeg har gennemgået, virker. Jeg kender min opgave, og jeg stoler på mine kolleger. Det her skal nok gå. Min patruljefører, Martin, vil have os i en anden stilling. I vores nuværende position er vi for begrænsede. Med hovedet lavt bevæger vi os tilbage i den retning, vi oprindelig kom fra. Vi løber med tunge skridt gennem grøftevandet, samtidigt med at vi prøver at besvare ilden. Situationen er ikke ideel, og nu bliver den pludselig markant dårligere. Længere fremme, på siden af grøften, får jeg øje på en firkantet genstand pakket ind i plastik, der er gravet ind i jorden, så kun overfladen er tydelig. Den mangler sådan set kun, at der med store bogstaver er skrevet ”MED VENLIG HILSEN TALIBAN”. Ellers har den alle de kendetegn, jeg er blevet stopfodret med i løbet af uddannelsen. Min krop er i oprør. Adrenalinen høvler rundt, pulsen banker, og sveden flyder. Jeg skal have advaret de andre om IED’en i en fart. Jeg kan ikke råbe, fordi min patruljefører har beordret fuld lyddisciplin. I

151.0 x 226.0 mm

stedet prøver jeg over radioen. Den fungerer ikke. Muligvis er miljøet i grøften, med vand, mudder og afføring fra både mennesker og dyr, som vi tramper rundt i, mere, end den bryder sig om. Men det er et usympatisk tidspunkt at nedlægge arbejdet på. Heldigvis går kollegaen foran mig forbi IED’en uden at røre den. Jeg når ikke at opleve et sekunds lettelse, før det for alvor går galt. Den eneste jæger bag mig vil fremad. Igen forsøger jeg at gøre opmærksom på problematikken. Igen hjælper det ikke en skid. I stedet kommer han til at give mig et skub i ryggen, så jeg mister balancen og falder forover med kurs direkte ned i IED’en. Jeg lukker øjnene. Hvad tænker man, når man er sikker på, at man nu skal dø? I mit tilfælde intet. Det er helt tanketomt. Jeg ser ikke hele mit liv passere forbi på et splitsekund for mit indre blik. Jeg når ikke at sende en kærlig tanke til gamle kærester, venner eller forældre. Det går simpelthen for hurtigt. Jeg lander på IED’en. Til min positive overraskelse sker der ikke noget. Men i modsætning til at være under beskydning og føle mig godt tilpas i situationen på grund af den forudgående træning er det her markant anderledes. At ligge på en IED og vinke farvel til livet har ikke været en del af pensum. Det er nyt territorium. At blive jæger har givet mig en følelse af udødelighed. På den anden side har det samtidig blokeret for en fornuftig refleksion over, hvad jeg egentlig kan blive udsat for under en udsendelse. I løbet af de sekunder, hvor jeg venter på detonationen, der vil blæse min krop i småstykker, går virkeligheden op for mig. Selv jægersoldater kan dø i krig. Min kollega prøver at hjælpe mig op. ”Slip, slip,” hvæser jeg af frygt for, at den pludselig vil eksplodere. I stedet får jeg meget langsomt og forsigtigt bakset mig selv på højkant og kommer nogle meter væk. Først nu bliver han opmærksom på IED’en. Så kommer professionalismen og træningen op til overfladen. ”Noter koordinatet,” siger han. Så fortsætter vi fremad. Hvorfor jeg ikke bliver sprængt i luften ved den lejlighed, er et umuligt spørgsmål at besvare. Den har sandsynligvis haft en defekt.

151.0 x 226.0 mm

Under alle omstændigheder er jeg svineheldig. Én erfaring tager jeg med fra oplevelsen: Jeg kan være en nok så hårdkogt jægersoldat. Men når jeg ligger udstrakt med overkroppen på en sprængladning i en afghansk grøft, er jeg præcis lige så bange, som alle andre ville være. Da vi når frem til enden af grøften, er beskydningen stort set stoppet. Fjenden kan ikke længere se, hvor vi præcist befinder os, og de har dæmpet sig. Det er ikke, fordi vi har rykket os pokkers langt, men vi får udnyttet terrænet til vores fordel, så vi er rimelig skjult. Men vi kan jo ikke blive siddende der til juleaften. For at vende sikkert tilbage til Budwan er det nødvendigt, at vi kommer små 100 meter hen over en mark og finder dækning i en anden grøft, der ligger tæt på et skovstykke. Men inden vi når så langt, sker en af de ting, der meget godt beskriver, at en del afghanere i forhold til væbnet konflikt og flyvende projektiler har en alternativ tilgang til tingene. For på stien, der jo løber langs med vores grøft, kommer en fyr kørende på motorcykel. Det kan næppe være en nyhed for manden, at der netop har været en større ildkamp. Det bør også være åbenlyst, at han har kurs direkte mod en flok bevæbnede soldater med høj puls og fingeren på aftrækkeren. Alligevel fortsætter han frem. Det giver os anledning til ekstra opmærksomhed. Når der er optræk til kampe mellem Taliban og ISAF, forsvinder de almindelige, civile afghanere normalt fra området. De ved, at der er ballade på vej, og skal ikke have noget klinket. Det er derfor overvejende sandsynligt, at Mr. Motorcykel har en eller anden form for tilknytning til Taliban. Det åbner mulighed for, at han er bevæbnet eller udstyret med en selvmordsbombe. Med høje råb og hævede våben får vi ham til at standse cirka fem meter fra mig i det område, jeg skal sikre. Med kropssprog overtaler vi ham til at slukke maskinen og smide nøglerne på jorden. Manden er iført en dishdasha – den traditionelle, kjolelignende klædedragt – som vi får ham til at hive op i, samtidig med at han drejer en gang

151.0 x 226.0 mm

rundt, så vi kan se, at han ikke har spændt noget på kroppen. Mit gevær peger konstant på ham. Hvor meget skal der til, før jeg skyder? En enkelt pludselig bevægelse? Mere? Mindre? Man kan tale nok så meget om den type situationer, før man går ud gennem porten. Men når man står der første gang, er det pokkers svært at blive enig med sig selv om det rette svar. Med åbne hænder og armene strakt over hovedet lægger han sig ned på stien. En af mine kolleger går nærmere og afsøger både manden og motorcyklen. Der er hverken skydevåben eller sprængstof, og derfor kan vi ifølge reglerne ikke tilbageholde ham. Efter et par yderligere forsøg på kommunikation fortsætter han væk fra stedet. Jeg er ikke i tvivl om, at manden er tilknyttet Taliban. Primært på grund af hans tilstedeværelse i et kampområde med en mobiltelefon. Den er et centralt arbejdsredskab for en såkaldt digger. En udkigsmand, som via telefonen kan udløse IED’er. Fyren har med overvejende sandsynlighed spillet en rolle i angrebet på os, men nu forsvinder han i horisonten. På det tidspunkt har vi været i gang i lidt over 12 timer. Arbejdsdagen kan mærkes. Når danske styrker kommer til Afghanistan, er der normalt afsat en periode til klimatilvænning, så kroppen kan indstille sig på de nye forhold. Det har der ikke været tid til for os. Min krop reagerer ikke kun på varmen, men også adrenalinen, der er blevet udløst under ildkampen, mødet med IED’en og fyren på motorcyklen. Jeg har knoklet rundt med de mange kilo på kroppen. Jeg er gennemblødt af sved, tørstig, klar til at holde fyraften. Vi er bare ikke færdige endnu. Eller i sikkerhed. Først skal de 100 meter over marken tilbagelægges. En af os tager turen, mens de andre sikrer. Derefter følger næste mand, og så endnu en. Det går smertefrit. Jeg rykker som den sidste. Halvvejs over marken falder det første skud. Taliban har åbenbart ikke opgivet håbet om at få en succesoplevelse ud af dagen. Jeg skal nu tage en lynbeslutning om enten at sprinte de sidste 50 meter i sikkerhed eller kaste mig ned på jorden og håbe på en

151.0 x 226.0 mm

smule dækning. Jeg vælger løsning nummer to. Den er ikke optimal. Kuglerne slår ned 10-20 centimeter fra mig, og de kommer med få sekunders mellemrum. Præcis som jeg har lært, begynder jeg at besvare ilden. Samtidig åbner kollegerne ovre i grøften op med skudsalver. Der er absolut ingen bevoksning på den mark. Til gengæld er den dejlig blød. Som en muldvarp prøver jeg med meget, MEGET små bevægelser at grave mig ned til en lille smule ekstra sikkerhed. Forsøg på at løfte hovedet bliver belønnet med projektilnedslag og sprøjtende jord i fjæset. Det er en lortesituation. Nu kommer der hjælp i form af røg. Kollegerne fyrer røggranater ud i terrænet, og da den er blevet tyk nok til at skjule mine bevægelser, hanker jeg op i mig selv og løber det sidste stykke over marken til de andre. Tid er faktisk en underlig størrelse, når man føler sig i livsfare. I hvert fald for mig. I realiteten lå jeg ikke ude på den mark i mere end et til måske to minutter, men i mit hoved føltes det som markant længere. Mere i retning af et kvarter. Med hjælp fra en anden patrulje, der er blevet sendt ud for at assistere, vender vi tilbage til Budwan uden yderligere dramatik. Jeg er både smadret og bekymret. Enhver idiot kan regne ud, at det er et rent lykketræf, at jeg stadig er i live. Først nærkontakt med en IED. Derefter et par minutter som skydeskive på en mark. Hvis man er af den overbevisning, at vi alle er udstyret med en bestemt, afmålt mængde held, har jeg nok allerede brugt det meste af mit. På min første rigtige arbejdsdag, vel at mærke. Velkommen til Afghanistan.

✱

151.0 x 226.0 mm

528.8 x 226.0 mm

Magnus Hansson

MAGNUS HANSSON (f. 1986), tidl.

”Hvis man er af den overbevisning, at vi alle er udstyret med en bestemt, afmålt mængde held, har jeg nok allerede brugt det meste af mit. På min første rigtige arbejdsdag, vel at mærke.

Magnus Hansson

En jægersoldats kamp Forsidefoto: Claus Lillevang

2017118_Altid fremad cover FINAL.indd 1

P O L I T I K E N S F O R L AG

Citat fra bogen

14/12/2017 13.37