er født og opvokset i Massachusetts. Hun har tidligere skrevet noveller og kortprosa, der blandt andet er blevet offentligg jort i The Paris Review.
Asymmetri
LISA HALLIDAY bor i Milano, men
Mary-Alice Dodge indleder et forhold til en meget ældre mand i New York. Hun er redaktionsassistent på et stort Manhattanforlag, han er en verdensberømt forfatter. Amar Ala Jaafari bliver tilbageholdt og gransket af politiet i Heathrow. Han er amerikaner og økonom, men har irakisk baggrund. Nobelprisvinderen Ezra Blazer deltager i et populært radioprogram i London, hvor han vender plader og fortæller løst og fast om sit liv.
„En modig og virtuos debut.“ New York Times
FRA BOGEN Alice tog en bog op af en forfatter, hvis navn hun havde set, men aldrig hørt. ”Uuh, Camus!” sagde hun på en måde, så det rimede med ’Cormus’. Der fulgte et langt øjeblik, hvor forfatteren ikke sagde noget, og Alice læste teksten på bagsiden af Det første menneske. Da hun så op, kiggede han stadig mildt overrasket på hende. ”Det udtales Ca-muu, skat. Han er franskmand. Ca-muu.”
Hvad er forbindelsen mellem disse tre mennesker, og hvordan krydses deres livsbaner?
I 2017 modtog hun den fornemme Whiting Award for Fiction, der gives til lovende unge amerikanske forfattere, og siden udgivelsen af romanen i USA er hun blevet overøst med anmelderroser. Asymmetri er hendes første roman.
„En sammensat, men perfekt sammenhængende roman, som enhver der holder af litterær fornyelse vil elske.“ PUBLISHERS WEEKLY
„Et værk, der trodser tradition og form og alligevel triumferer som helstøbt roman.“
Lisa Halliday
LISA HALLIDAY beskriver underfundigt og knivskarpt, hvordan asymmetrien trives og vokser sig uovervindelig, når tingene er skævt fordelt mellem gammel og ung, mellem held og talent, mellem det politiske og det personlige og mellem Vestens overflade og Mellemøstens kaos.
„De to hovedpersoner er måske unge og uskyldige, men deres forfatter kender alt til smerten ved at være menneske.“ ROMAN
THE GUARDIAN
ISBN:978-87-400-3693-0
Politikens Forlag
TIMES MAGAZINE
Asymmetri.indd 2
14/02/18 14.19
LISA HALLIDAY
ASYMMETRI Oversat af Allan Hilton Andersen
P O L ITIKENS F OR LAG
Asymmetri.indd 3
14/02/18 14.19
Asymmetri.indd 6
14/02/18 14.19
I N DHO L D I DĂĽrskab 9 II Galskab 141 III Desert Island Discs. Et pladeprogram med Ezra Blazer 267
Asymmetri.indd 7
14/02/18 14.19
Asymmetri.indd 8
14/02/18 14.19
I DÅR S K A B Vi lever alle et farceagtigt liv med en uforklarlig dødsdom hængende over hovedet ... – MARTIN GARDNER, The Annotated Alice
Asymmetri.indd 9
14/02/18 14.19
Asymmetri.indd 10
14/02/18 14.19
ALICE VAR VED AT BLIVE GODT TRÆT af hele tiden at sidde for sig selv
uden at have noget at lave. Med jævne mellemrum gjorde hun et nyt forsøg på at læse den bog, hun havde i skødet, men den bestod næsten udelukkende af lange afsnit og var helt uden citationstegn, og hvad er pointen med en bog, tænkte Alice, hvis den ikke har no gen citationstegn? Hun overvejede (temmelig uforstandigt, for hun var ikke særlig god til at gøre ting færdige), om hun måske selv en dag skulle skrive en bog, da en mand med tinfarvede krøller og en isvaffel fra Mister Softee henne på hjørnet satte sig ved siden af hende. “Hvad læser du?” Alice viste ham bogen. “Er det den med vandmelonerne?” Alice havde endnu ikke læst noget om vandmeloner, men hun nikkede alligevel. “Hvad læser du ellers?” “Mest gamle ting.” De sad et stykke tid uden at sige noget. Manden spiste sin is, og Alice lod, som om hun læste i sin bog. To joggere kiggede på dem en ekstra gang, da de løb forbi. Alice vidste, hvem han var – det havde hun vidst i samme øjeblik, han satte sig, og hendes kinder blev ly serøde som vandmeloner – men hun var blevet så forbløffet, at hun kun kunne sidde og stirre som en læselysten lille havenisse på de ufremkommelige sider, der lå opslået i skødet på hende. De kunne lige så godt have været lavet af beton. 11
Asymmetri.indd 11
14/02/18 14.19
“Og hvad hedder du så?” spurgte manden, da han rejste sig op. “Alice.” “Som godt kan lide gamle ting. Vi ses, Alice.” Den følgende søndag sad hun det samme sted og forsøgte at læse en anden bog, denne gang om en vred vulkan og en flatulent kon ge. “Dig,” sagde han. “Alice.” “Alice. Hvorfor læser du den der? Jeg troede, du gerne ville være forfatter.” “Hvem har sagt det?” “Sagde du ikke det?” Hans hånd rystede en smule, da han brækkede et stykke choko lade af og tilbød hende det. “Tak,” sagde Alice. “Selv tak,” svarede han. Mens Alice bed et stykke af chokoladen, sendte hun ham et un dersøgende blik. “Kender du den her vittighed? En mand flyver til Honolulu og si ger til ham i sædet ved siden af sig: ‘Undskyld, hvordan udtaler man det? Hawaii eller Havaii?’ ‘Hawaii,’ svarer den anden. ‘Tak,’ siger den første, og den anden svarer ‘Welbekom.’” Alice lo, mens hun tyggede. “Er det en jødisk vittighed?” Forfatteren lagde benene over kors og foldede hænderne i skødet. “Hvad tror du selv?” Den tredje søndag havde han to isvafler fra Mister Softee med og tilbød hende den ene. Alice tog imod den, ligesom hun havde gjort med chokoladen, fordi den var begyndt at dryppe, og under alle omstændigheder går en forfatter, der har vundet Pulitzerprisen flere gange, ikke rundt og forgifter folk. De spiste deres is og kiggede på et par duer, der hakkede i et halm 12
Asymmetri.indd 12
14/02/18 14.19
strå. Alice, hvis blå sandaler matchede zigzagstriberne på kjolen, vip pede dovent med foden i solen. “Nå, miss Alice. Er du frisk?” Hun kiggede på ham. Han kiggede på hende. “Er du frisk?” gentog han. Hun vendte opmærksomheden mod isvaflen: “Tja, hvorfor ikke?” Forfatteren rejste sig op for at kaste sin serviet væk og kom tilbage til hende. “Der er masser af grunde til ikke at være det.” Alice så op på ham med sammenknebne øjne og smilede. “Hvor gammel er du?” “Femogtyve.” “Kæreste?” Hun rystede på hovedet. “Arbejde?” “Jeg er redaktionssekretær. På Gryphon.” Med hænderne i lommen løftede han hagen en smule og syntes at konkludere, at det gav mening. “Godt. Skal vi ikke gå en tur sammen næste lørdag?” Alice nikkede. “Her klokken fire?” Hun nikkede igen. “Jeg må hellere få dit nummer. Hvis der skulle komme noget i vejen.” Mens endnu en jogger satte farten ned for at glo på ham, skrev Alice sit nummer på bogmærket, der havde ligget i hendes bog. “Nu kan du ikke se, hvor du er nået til,” sagde forfatteren. “Det gør ikke noget,” svarede Alice. Om lørdagen regnede det. Alice sad på det skakternede gulv i sit ba deværelse, mens hun prøvede at skrue sit løse toiletsæde fast med en smørkniv, da hendes mobiltelefon bippede: UKENDT NUMMER. “Goddag, Alice? Det er Mister Softee. Hvor er du?” 13
Asymmetri.indd 13
14/02/18 14.19
“Hjemme.” “Hvor er det?” “På hjørnet af 85. og Broadway.” “Nåh, lige om hjørnet. Vi kan bare bruge et par dåser med snor imellem.” Alice så en snor for sig, der snoede sig som et kæmpemæssigt sjip petov hen over Amsterdam og vibrerede, når de talte sammen. “Nå, miss Alice, hvad skal vi lave? Har du lyst til at komme her over og snakke lidt? Eller skal vi gå en tur en anden dag?” “Jeg kommer.” “Du kommer her. Meget fint. Halv fem?” Alice skrev adressen ned på en reklametryksag. Så lagde hun hån den for munden og ventede. “Nej, lad os sige fem. Skal vi ses hos dig klokken fem?” Regnen oversvømmede fodgængerovergangene og gennemblødte hendes sko. Taxaerne, der hvirvlede vandsprøjt hen over Amster dam, syntes at køre langt hurtigere, end de gjorde, når det var tør vejr. Portneren gjorde plads for hende ved at mase sig tilbage med armene ude i et kors, og Alice gik målbevidst ind med lange skridt og oppustede kinder, mens hun rystede sin paraply. Elevatoren var beklædt med bulet messing fra loft til gulv. Enten var der meget langt mellem etagerne, eller også kørte elevatoren meget langsomt, for hun havde masser af tid til at vrænge ad de endeløse, forvrængede spejlbilleder og bekymre sig ikke så lidt over det, der ventede. Da elevatordørene gled op, stod hun i en gang med yderligere seks grå døre. Hun skulle til at banke på den første dør, hun nåede frem til, da en anden dør på den anden side af elevatoren blev åbnet en smule, og en hånd kom frem med et glas. Alice tog imod glasset, der var fuldt af vand. Døren blev lukket igen. Alice drak en lille tår. Næste gang døren åbnede, virkede det, som om den gik op af sig 14
Asymmetri.indd 14
14/02/18 14.19
selv. Alice tøvede, før hun bar vandet ned gennem en kort entré, der mundede ud i et lyst, hvidt rum, som blandt andet rummede et tegnebord og en usædvanligt bred seng. “Lad mig se din taske,” sagde han bag hende. Hun holdt den frem. “Vær venlig at åbne den. Af sikkerhedsgrunde.” Alice satte tasken fra sig på det lille glasbord mellem dem og åb nede den. Hun tog sin pung frem: en brun tegnebog, der var slidt og flosset. Et skrabelod til en dollar og ikke mere værd. En læbepo made. En kam. En nøglering. Et hårspænde. En stiftblyant. Et par mønter og til sidst tre tamponer, som hun holdt i håndfladen som projektiler. Fnuller. Lidt sand. “Ingen telefon?” “Den lod jeg blive hjemme.” Han samlede tegnebogen op og pillede ved en syning, der var gået op. “Den her er en skændsel, Alice.” “Det ved jeg.” Han åbnede tegnebogen og fjernede hendes hævekort, hendes kreditkort, et udløbet gavekort til Dunkin’ Donuts, hendes kørekort, hendes id-kort til universitetet og treogtyve dollars i sedler. Han holdt et af kortene op: “Mary-Alice.” Alice rynkede på næsen. “Du kan ikke lide Mary-delen.” “Kan du?” Han skiftede et øjeblik mellem at kigge på hende og kortet, som om han prøvede at beslutte sig for, hvilken version af hende han fore trak. Så nikkede han, lagde kortene pænt sammen, bandt en elastik fra tegnebordet rundt om dem og pengesedlerne og lod bunken gli de tilbage i hendes taske. Tegnebogen kastede han ned i en trådkurv, som allerede var foret med en stak hvide, beskrevne papirark. Synet af dem syntes kortvarigt at irritere ham. “Nå, Mary-Alice.” Han satte sig ned og gjorde tegn til, at hun skul le gøre det samme. Hans lænestol var lav som en Porsche, og sædet betrukket med sort læder. “Hvad kan jeg så gøre for dig?” 15
Asymmetri.indd 15
14/02/18 14.19
Alice så sig omkring. På tegnebordet ventede et nyligt udprintet manuskript på hans opmærksomhed. Bag bordet førte et par glas skydedøre ud til en lille altan, der lå beskyttet mod regnen af altanen ovenover. Bag hende var den enorme seng redt så nydeligt, at den virkede reserveret. “Skal vi gå udenfor?” “Okay.” “Ingen af os smider den anden ud heroppefra. Er det en aftale?” Alice smilede, og mens hun blev siddende i sin stol halvanden meter fra ham, rakte hun hånden frem. Forfatteren sænkede blikket for at kigge på den i et langt, tvivlende øjeblik, som om man på hen des håndflade kunne se hvert eneste for og imod i alle de håndtryk, han havde givet i sit liv. “Ved nærmere eftertanke,” sagde han. “Kom her.” Hans hud var furet og kølig. Hans læber var bløde, men bag dem var hans tænder. Inde på hendes arbejde hang der ikke færre end tre indrammede National Book Award-certifikater med hans navn på. Anden gang gik der adskillige sekunder uden nogen reaktion, da hun bankede på. “Det er mig,” sagde Alice til døren. Døren åbnede sig et par centimeter, og en arm kom ud med en æske i hånden. Alice tog imod æsken. Døren lukkede sig. Lincoln Stationers stod der fint indgraveret i guld på æsken. Inde i den, under et enkelt stykke silkepapir, lå en vinrød tegnebog med et rum til mønter og tryklås. “Ih, du milde!” udbrød Alice. “Hvor er den smuk. Tak.” “Welbekom,” svarede døren. Igen fik hun et glas vand. Igen foretog de sig, hvad de foretog sig, uden at forstyrre sengen. 16
Asymmetri.indd 16
14/02/18 14.19
Han lagde en hånd på hvert af hendes bryster uden på sweateren, som om han ville tysse på hende. “Det her er større end det andet.” “Åh,” sagde Alice og kiggede ulykkeligt ned. “Nej, nej, der er ikke tale om en skønhedsfejl. Det perfekte par eksisterer ikke.” “Ligesom snefnug?” foreslog Alice. “Ligesom snefnug,” samtykkede han. Fra hans mave og hele vejen op til brystbenet løb der et lyserødt, lynlåsagtigt ar. Et andet ar lagde et snit på hans ben fra lysken til anklen. To mere dannede en svag cirkumfleks over hans hofte. Og det var bare foran. “Hvem har gjort det her?” “Norman Mailer.” Mens hun trak sine strømpebukser op, rejste han sig for at tænde for Yankees-kampen. “Åh, jeg elsker baseball,” sagde Alice. “Gør du? Hvilket hold?” “Red Sox. Da jeg var lille, tog min bedstemor mig med til Fenway hvert år.” “Lever hun stadig, din bedstemor?” “Ja. Vil du have hendes nummer? I er cirka på samme alder.” “Det er lovlig tidligt i vores forhold til, at du gør grin med mig, Mary-Alice.” “Jeg ved det godt,” lo hun. ”Undskyld.” De så til, mens Jason Giambi slog en 3-2 pitch ind i venstre mark. “Nå ja!” sagde forfatteren og rejste sig. “Det havde jeg nær glemt. Jeg har købt en cookie til dig.” Når de sad og så på hinanden, hen over hans lille glasspisebord, eller mens hun lå på sengen, og han sad i sin stol, bemærkede hun, at hans hoved bevægede sig en lille bitte smule til siden, som om det fulgte hans hjerteslag. 17
Asymmetri.indd 17
14/02/18 14.19
Og han havde været gennem tre operationer i sin rygrad, hvilket betød, at der var visse ting, de kunne og ikke kunne gøre. Ikke burde gøre. “Jeg vil ikke have, at du kommer til skade,” sagde Alice og rynkede panden. “Det er lidt for sent.” Nu brugte de sengen. Hans madras var lavet af et specielt ortopæ disk materiale, der fik hende til at føle det, som om hun langsomt sank ned i en gigantisk klump blød karamel. Når hun drejede hove det, kunne hun se omridset af bygningerne i byens centrum gennem de loftshøje vinduer; regnen fik dem til at fremstå sammenkrøbne og alvorstunge. “Åh gud, åh Jesus. Åh Kristus. Åh Jesus Kristus. Hvad laver du? Ved du ... hvad ... du gør?” Bagefter, mens hun var ved at spise endnu en cookie: “Hvem har lært dig det, Mary-Alice? Hvem har du været sammen med?” “Ingen,” svarede hun, samlede en krumme op fra sit skød og spiste den. “Jeg forestiller mig bare, hvad der ville føles godt, og så gør jeg det.” “Det er noget af en fantasi, du har.” Han kaldte hende en havfrue. Hun vidste ikke hvorfor. Stablet op ved siden af hans tastatur stod et telt af hvidt papir, hvorpå han havde skrevet: Man er et tomt kar i lang tid, så vokser noget frem, som man ikke vil have; noget lister sig ind i det, som man faktisk ikke kan udføre. Tilfældets Gud skaber i os. ... Bestræbelser udi kunsten kræver stor tålmodighed. Og under det:
18
Asymmetri.indd 18
14/02/18 14.19
En kunstner, tror jeg, er blot en kraftfuld hukommelse, der er i stand til med overlæg at bevæge sig sidelæns gennem visse erfaringer ... Da hun åbnede døren til køleskabet, skramlede hans guldmedalje fra Det Hvide Hus – som han havde bundet fast til håndtaget – mod døren. Alice gik tilbage til sengen. “Skat,” sagde han. ”Jeg kan ikke bruge kondom. Det er der ingen, der kan.” “Okay.” “Hvad gør vi med hensyn til sygdomme?” “Altså, jeg stoler på dig, hvis du ...” “Du skal aldrig stole på nogen. Hvad nu, hvis du bliver gravid?” “Åh, det skal du ikke bekymre dig om. Så får jeg en abort.” Senere, mens hun vaskede sig på badeværelset, rakte han et glas hvidvin ind gennem døren til hende. De hed Blackout-cookies og var fra Columbus Bakery, som han kom forbi hver dag på sin spadseretur. Han prøvede at lade være med selv at spise dem. Han drak heller ikke; alkohol gik ikke med et af de medikamenter, han tog. Men til Alice købte han Sancerre eller Pouilly-Fuissé, og når han havde hældt et glas op til hende, trykkede han proppen i flasken og satte flasken på gulvet ved siden af døren, så hun kunne tage den med hjem. En aften, efter et par bidder af sin cookie, tog Alice en lille slurk og skar en yndefuld grimasse. “Hvad?” “Jeg beklager,” sagde hun. “Jeg vil ikke virke utaknemlig. Det pas ser bare ikke så godt sammen.” Han tænkte over det et øjeblik, rejste sig op og gik ud i køkkenet efter et glas og en flaske Knob Creek. “Prøv det her.” Han så begærligt til, mens hun tog en bid og drak en lille tår. Whiskyen gled ned som ild. 19
Asymmetri.indd 19
14/02/18 14.19
Alice hostede. ”Det er himmelsk,” sagde hun. Andre gaver: Et yderst fornuftigt, analogt, vandtæt ur. Allure Chanel eau de parfum. Et ark 32 cent-frimærker fra Legends of American Music-serien til minde om Harold Arlen, Johnny Mercer, Dorothy Fields og Hoagy Carmichael. En forside fra New York Post fra marts 1992 med overskriften ‘Bi zar sex på træningsbanen (Late City Final)’. Den ottende gang, mens de var i færd med at gøre en af de ting, han ikke måtte, sagde han: “Jeg elsker dig. Jeg elsker dig for det her.” Bagefter, mens hun sad ved bordet og spiste sin cookie, iagttog han hende i tavshed. Den følgende morgen: UKENDT NUMMER. “Jeg ville bare sige, at det må have været mærkeligt at høre det fra mig; det må have chokeret dig, – altså CHOK-ERET, ikke PIKERET, som heller ikke er noget dårligt ord. Det, jeg prøver at sige, er, at jeg mente det i øjeblikket, men det betyder ikke, at noget skal ændre sig mellem os. Jeg vil ikke have, at noget skal ændre sig. Du gør, hvad du vil, og jeg gør, hvad jeg vil.” “Selvfølgelig.” “Dygtig pige.” Alice smilede, da hun afbrød forbindelsen. Så tænkte hun lidt mere over det og rynkede panden. Hun var i gang med at læse manualen til uret, da hendes far for anden gang i den uge ringede for at oplyse hende om, at ikke en eneste jøde var mødt op på arbejde i tvillingetårnene den dag, de styrtede sammen. Men forfatteren ringede ikke til hende i flere dage. Alice sov med telefonen ved siden af sig på hovedpuden, og når hun 20
Asymmetri.indd 20
14/02/18 14.19
ikke lå i sin seng, havde hun den med rundt alle steder – ud i køkke net efter noget at drikke, ud på toilettet, når hun skulle på toilettet. Også toiletsædet drev hende til vanvid; den måde, som det gled ud til siden på, når hun satte sig på det. Hun overvejede at gå tilbage til bænken i parken, men besluttede sig for at gå en tur. Det var Memorial Day-weekend, og Broadway var lukket på grund af et gademarked. Allerede klokken elleve var nabolaget fuldt af røg og sydede af falafler, fajitaer, pomfritter, Sloppy Joes, majskolber, fennikelpølser, friturestegte kanelkager og brød på størrelse med en frisbee. Iskold lemonade. Gratis undersøgelser af ens rygrad. Juridisk dokumenthåndtering ved We The People — Skils misse $399, konkurs $199. Ved en af boderne, der solgte bohememo de uden varemærker, vajede en køn, valmuefarvet soldragt i brisen. Den kostede kun ti dollars. Den indiske stadeholder tog den ned, så Alice kunne prøve den bag i hans varevogn, hvor en schæferhund med rindende øjne iagttog hende med hovedet hvilende på poterne. Samme aften, da hun allerede havde taget nattøj på: UKENDT NUMMER. “Hallo?” “Hallo, Mary-Alice. Så du kampen?” “Hvilken kamp?” “Mellem Red Sox og Yankees. Yankees vandt fjorten-fem.” “Jeg har ikke fjernsyn. Hvem pitchede?” “Hvem pitchede? Alle pitchede. Din bedstemor pitchede et par innings. Hvad laver du?” “Ikke noget.” “Har du lyst til at komme herover?” Alice tog sit nattøj af og tog sin nye kjole på. Der var allerede en tråd, der skulle bides af. Da hun nåede hen til hans lejlighed, var kun lampen på hans natbord tændt, og han sad i sengen med en bog og et glas soja-kakao mælk. “Det er forår!” råbte hun, mens hun trak kjolen op over hovedet. 21
Asymmetri.indd 21
14/02/18 14.19
“Det er forår,” sagde han og sukkede træt. Alice kravlede som en kat hen mod ham over den snehvide dyne. “Mary-Alice, nogle gange ligner du altså en på seksten.” “Kuvøserøver.” “Gravrøver. Pas på min ryg.” Nogle gange føltes det som at spille Operation – som om hans næse ville give sig til at blinke, og hans elektriske kredsløb brumme, hvis det ikke lykkedes hende at fiske hans tredje ben frem uden at røre ved andet. “Åh, Mary-Alice. Du er skør. Det ved du godt, ikke? Du er skør, og du er med på den værste, og jeg elsker dig for det.” Alice smilede. Da hun kom hjem, var der kun gået en time og fyrre minutter, siden han havde ringet, og alting lå, som da hun gik, men hendes soveværelse så for lyst ud og virkede nærmest fremmed, som om det tilhørte en anden. UKENDT NUMMER. UKENDT NUMMER. UKENDT NUMMER. Han lagde en besked. “Hvem har den største glæde ved at lede den anden på afveje?” En anden besked: “Er der nogen, der kan lugte en havfrue herinde?” UKENDT NUMMER. “Mary-Alice?” “Ja?” “Er det dig?” “Ja.” “Hvordan har du det?” “Fint.” 22
Asymmetri.indd 22
14/02/18 14.19
“Hvad laver du?” “Jeg læser.” “Hvad læser du?” “Årh, ikke noget særligt.” “Har du aircondition?” “Nej.” “Du må have det rigtig varmt.” “Det har jeg også.” “Det bliver endnu varmere i weekenden.” “Det ved jeg godt.” “Hvad skal du lave?” “Det ved jeg ikke. Smelte.” “Jeg kommer ind til byen igen på lørdag. Har du lyst til at se mig?” “Ja.” “Klokken seks?” “Jep.” “Undskyld. Halv syv?” “Okay.” “Måske har jeg endda middag parat til dig.” “Det ville være dejligt.” Han havde glemt middagen eller ombestemt sig. I stedet bad han hende, da hun var ankommet, sætte sig på kanten af hans seng og gav hende to store poser fra Barnes & Noble fyldt til randen med bøger. Huckleberry Finn, Blid er natten, Rejse til nattens ende, Tyvens dagbog, Hans hvide mennesker, Krebsens vendekreds, Axel’s Castle, Edens have, En spøg, Elskeren, Døden i Venedig, Den første kærlighed, Fjender – en historie om kærlighed ... Alice tog en bog op af en forfatter, hvis navn hun havde set, men aldrig hørt. “Uuh, Camus!” sagde hun på en måde, så det rimede på Cormus. Der fulgte et langt øjeblik, hvor forfatteren ikke sagde noget, og Alice læste teksten på bagsiden af Det første menneske. Da hun så op, kiggede han stadig mildt overrasket på hende. “Det udtales Ca-muu, skat. Han er franskmand. Ca-muu.” 23
Asymmetri.indd 23
14/02/18 14.19
Hendes egen lejlighed lå øverst oppe i en gammel sandstensbygning, hvor solen bagte og varmen ikke kunne slippe ud. Den eneste anden lejer på hendes etage var en gammel dame, der hed Anna, og for hvem det at gå op til fjerde sal var en prøvelse, der tog hende tyve minutter. Gå, hvile, gå, hvile. Engang passerede Alice hende på vej ud til supermarkedet, og da hun kom tilbage, var staklen stadig på vej op. At dømme ud fra de indkøbsposer, hun bar, skulle man tro, at hun spiste bowlingkugler til morgenmad. “Anna, skal jeg ikke hjælpe dig?” “Åh nej, søde, jeg har gjort det i halvtreds år. Det holder mig i live.” Gå, hvile. “Er du sikker?” “Åh ja. Du er sådan en køn pige. Sig mig, har du en kæreste?” “Ikke for øjeblikket.” “Nu skal du ikke vente for længe, vel, kære?” “Det skal jeg nok lade være med,” lo Alice og løb op ad trapperne. “Capitana!” Hans portner hilste kammeratligt på hende nu. Han ringede efter forfatteren og sendte dem af sted med en hilsen, da de skulle ud at gå en tur. Mens forfatteren svingede med en pose blommer fra Zingone, spurgte han, om Alice havde hørt om byens plan om at bytte navnet på nogle af dens luksusboliger ud med navne på base ballspillere fra Major League: The Posada, The Rivera, The Soria no. “The Garciaparra,” sagde Alice. “Nej, nej,” sagde han og afbrød hende belærende. “Kun Yankees.” De gik ind i den lille park bag det naturhistoriske museum, hvor Alice spiste en af hans blommer, mens hun lod, som om hun mejslede hans navn under ‘Joseph Stig litz’ på monumentet for amerikanske Nobelprisvindere. Men for det meste opholdt de sig inden døre. Han læste op, hvad han havde skrevet. Hun satte spørgsmålstegn ved stavningen af ‘bagdel’. De så baseball, og om eftermiddagen i weekenderne hørte de radioværten 24
Asymmetri.indd 24
14/02/18 14.19
Jonathan Schwartz falde i svime over Tierney Sutton og Nancy La Mott. ‘Come Rain or Come Shine’, ‘Just Me, Just You’. Doris Day kvidrede vemodigt ’The Party’s Over’. En eftermiddag brød Alice ud i latter: “Den mand er simpelthen så forloren.” “Forloren,” gentog forfatteren, mens han spiste en nektarin. ”Det er et godt, gammeldags ord.” “Man kan vel også sige,” sagde Alice, mens hun ledte efter sine trusser på gulvet, “at jeg er en god, gammeldags pige.” “‘The party’s over,’” sang han, når han ville have hende til at gå hjem. ”‘It’s time to call it a d-a-a-a-a-y ...’” Og mens han muntert gik rundt i stuen, slukkede han for telefo nen, faxen, lyset, skænkede sig et glas soja-kakaomælk og talte sine piller op i en lille bunke. “Jo ældre man bliver,” forklarede han, “de sto mere skal man foretage sig, inden man kan gå i seng. Jeg er nået op på hundrede ting.” Festen er slut. Airconditioneringen er slut. Alice vaklede som regel en smule, når hun gik hjem i varmen med maven fuld af bourbon og chokolade og med sine trusser i lommen. Når hun havde klatret de fire mere og mere varme etager op til sin lejlighed, foretog hun sig kun én eneste ting, nemlig at bære sine puder hen gennem entréen til stuen, hvor hun lagde sig på gulvet ved siden af brandtrappen, hvor der i det mindste var en mulighed for en brise. “Hør her, skat. Jeg rejser væk et stykke tid.” Alice lagde sin cookie fra sig og tørrede sig om munden. “Jeg tager ud på landet igen et stykke tid. Jeg er nødt til at blive færdig med det her udkast.” “Okay.” “Men det betyder ikke, at vi ikke kan tale sammen. Vi kan tale sammen med jævne mellemrum, og når jeg så er færdig, kan vi mø des igen. Hvis du skulle have lyst. Okay?” Alice nikkede. ”Okay.” “Nå, men i mellemtiden ...” Han skød en kuvert hen over bordet. “Så er det her til dig ...” 25
Asymmetri.indd 25
14/02/18 14.19
Alice samlede den op – Bridgehampton National Bank, stod der på forsiden ved siden af et logo af en sejlbådsregatta – og tog seks ethundreddollarsedler ud. “Til aircondition.” Alice rystede på hovedet. “Jeg kan ikke ...” “Jo, det kan du godt. Det ville gøre mig glad.” Det var stadig lyst udenfor, da hun gik hjem. Himlen havde et stillestående skær – som om et tordenvejr var på vej, men var faret vild. De unge mennesker, der sad og drak på fortovet, havde kun lige taget hul på aftenen. Alice nærmede sig langsomt og modstræbende sin indgangsdør med den ene hånd på kuverten nede i tasken, mens hun prøvede at beslutte sig til, hvad hun skulle. Det føltes, som om hendes mave stadig befandt sig i elevatoren, og at en eller anden havde skåret ophænget over. Der lå en restaurant en husblok længere nordpå med en bardisk af træ og et nogenlunde civiliseret klientel. Alice fandt en barstol længst inde, ved siden af servietholderen, og slog sig ned, som om hun først og fremmest var der for at kigge på det fjernsyn, der sad højt oppe i et hjørne. New York førte mod Kansas City med fire i slutningen af tredje. Kom nu, Royals, tænkte hun. Bartenderen lagde en serviet foran hende og spurgte, hvad hun ville drikke. Alice studerede listen med vintilbud på væggen. “Jeg vil gerne have et glas ...” “Mælk?” “Har I Knob Creek?” Regningen beløb sig til fireogtyve dollars. Hun nåede at få sit kre ditkort frem, inden hun lagde det tilbage igen og i stedet tog en af forfatterens hundreddollarsedler. Bartenderen vendte tilbage med tre tyvere, en tier og seks endollarsedler. “Det er til dig,” sagde Alice og skubbede endollarsedlerne over mod ham. The Yankees vandt.
Asymmetri.indd 26
14/02/18 14.19
er født og opvokset i Massachusetts. Hun har tidligere skrevet noveller og kortprosa, der blandt andet er blevet offentligg jort i The Paris Review.
Asymmetri
LISA HALLIDAY bor i Milano, men
Mary-Alice Dodge indleder et forhold til en meget ældre mand i New York. Hun er redaktionsassistent på et stort Manhattanforlag, han er en verdensberømt forfatter. Amar Ala Jaafari bliver tilbageholdt og gransket af politiet i Heathrow. Han er amerikaner og økonom, men har irakisk baggrund. Nobelprisvinderen Ezra Blazer deltager i et populært radioprogram i London, hvor han vender plader og fortæller løst og fast om sit liv.
„En modig og virtuos debut.“ New York Times
FRA BOGEN
Alice tog en bog op af en forfatter, hvis navn hun havde set, men aldrig hørt. ”Uuh, Camus!” sagde hun på en måde, så det rimede med ’Cormus’. Der fulgte et langt øjeblik, hvor forfatteren ikke sagde noget, og Alice læste teksten på bagsiden af Det første menneske. Da hun så op, kiggede han stadig mildt overrasket på hende. ”Det udtales Ca-muu, skat. Han er franskmand. Ca-muu.”
Hvad er forbindelsen mellem disse tre mennesker, og hvordan krydses deres livsbaner?
I 2017 modtog hun den fornemme Whiting Award for Fiction, der gives til lovende unge amerikanske forfattere, og siden udgivelsen af romanen i USA er hun blevet overøst med anmelderroser. Asymmetri er hendes første roman.
„En sammensat, men perfekt sammenhængende roman, som enhver der holder af litterær fornyelse vil elske.“ PUBLISHERS WEEKLY
„Et værk, der trodser tradition og form og alligevel triumferer som helstøbt roman.“
Lisa Halliday
LISA HALLIDAY beskriver underfundigt og knivskarpt, hvordan asymmetrien trives og vokser sig uovervindelig, når tingene er skævt fordelt mellem gammel og ung, mellem held og talent, mellem det politiske og det personlige og mellem Vestens overflade og Mellemøstens kaos.
„De to hovedpersoner er måske unge og uskyldige, men deres forfatter kender alt til smerten ved at være menneske.“ ROMAN
THE GUARDIAN
ISBN:978-87-400-3693-0
Politikens Forlag
TIMES MAGAZINE