JENSEN JENS HENRIK
DE FROSNE FLAMMER
KRIMI POLITIKENS FORLAG
De frosne flammer
De_frosne_flammer.indd 1
29/06/16 15.20
Af samme forfatter: Wienerringen, roman 1997 Kazanski-trilogien: Kællingen i Kraków, roman 1997 Hofnarren i Murmansk, roman 1999 Ulven i Banja Luka, roman 2002 Nina Portland-trilogien: Økseskibet, roman 2004 Kulmanden, roman 2007 Spøgelsesfangen, roman 2010 Oxen-trilogien: De hængte hunde, roman 2012 De mørke mænd, roman 2014 De frosne flammer, roman 2016 Mød forfatteren på
www.jenshenrikjensen.dk
De_frosne_flammer.indd 2
29/06/16 15.20
Jens Henrik Jensen
De frosne flammer
Politikens Forlag
De_frosne_flammer.indd 3
29/06/16 15.20
Til Hugo, Victor og Mai
De_frosne_flammer.indd 5
29/06/16 15.20
De_frosne_flammer.indd 6
29/06/16 15.20
1. kapitel
S
kikkelsen sad ubevægelig på klippefladen og sugede kraft ud af solen som et hungrende, vekselvarmt reptil. Lyngen lå mistrøstig hen i brune enklaver mellem bjergfyr og puder af mos. Vinterens regimente kunne stadig anes i form af hengemt sne i dybe skygger og sprækker. Det eneste, som bevægede sig inden for synsvidde, var en krage, der stod i en lavning og pikkede i noget, der lignede kadaveret af en hare. Alt var afpillet her i årets tredje måned. Skikkelsen på klippen var som forstenet i skrædderstilling. Rank i ryggen. Med bare tæer og hænderne hvilende på lårene. Det var en mand. Det hårde martslys eksponerede et væld af ar på hans blottede overkrop. Nogle gamle og gustne. Andre for nyligt føjet til, mørklilla, i bløde kurver eller flænsede forløb rundt på den blege, senede krop og lukket med tilsammen i hundredvis af sting. Mandens lange hår var samlet i en lille pisk i nakken, og han havde en spredt og uregerlig skægvækst, der krøb op over hals, hage og kinder. Han lignede en skibbruden i arkipelaget af klippestykker, lyng og nåletræsbevoksning. Han sad med lukkede øjne og ansigtet vendt direkte op mod solen. Det var et strategisk godt sted i en opvarmet luftlomme mellem to store klippeblokke, hvor blæsten fra havet ikke kunne nå ham. Han havde ikke rørt på sig i en halv time. Ikke flyttet en hånd. Ikke rokket med en finger. Ikke hævet et øjenbryn eller rynket på næsen undervejs 7
De_frosne_flammer.indd 7
29/06/16 15.20
i den proces, der forekom at være en koncentreret energiudveksling mellem den livgivende stjerne 149.600.000 kilometer borte og den ubetydelige organisme på klippen. Til venstre for manden stod et par gamle gummistøvler med strømperne proppet ned i skafterne. Til højre lå en undertrøje, en skovmandsskjorte og en strikket sweater. Øverst i bunken lå noget, der spillede i solen. En dolk. Der var rustpletter på bladet, og skæftet havde kendt bedre tider. Det var repareret og beviklet med sejlgarn. Da manden endelig rørte på sig, skete det uendeligt langsomt, som om solen slet ikke var færdig med at fylde hans muskler med styrke. Han strakte sine arme, holdt dem frem og hævede dem til lodret. Så tog han fem dybe indåndinger og pustede langsomt luften ud igen hver gang, inden han sænkede armene i slowmotion ud til siderne, ned langs kroppen og tilbage til udgangspositionen. Han var midt i sjette gentagelse med armene over hovedet, da han pludselig lod dem falde og vagtsomt drejede hovedet. Han havde opfanget en lyd. En fremmed lyd. Lyden af stemmer. Den kom øjensynligt nede fra grusvejen, der løb parallelt med det lille klippemassiv, hvor han havde sin plads i solen. Manden spildte ikke tid med at klæde sig på. Resolut stak han dolkens skæfte mellem tænderne. Med begge hænder fri til at støtte gled han med et dyrs sikre bevægelser lydløst ned over klipperne og hen mod en kæmpestor fritliggende sten i vejsiden. Han satte sig på hug i lyngen og spejdede forsigtigt frem. Stemmerne blev tydeligere. Kort efter kom to mænd til syne. De gik i et adstadigt tempo, mens de diskuterede et eller andet. Han trykkede sig ind mod stenen, mens han lynhurtigt indprentede sig alle detaljer. Mændene var begge omkring de 70 – men den kendsgerning lod han sig ikke stille tilfreds med. Fjender fandtes i alle aldre. De var begge i vandrestøvler, den ene med en lille turrygsæk slænget over skulderen. De var pæne og nydelige i hver sit sæt tøj beregnet på udelivet, jægergrønt og gråt. En løstsiddende jakke og en vest med en fleecetrøje indenunder. Han kiggede efter en lille bule eller udposning i 8
De_frosne_flammer.indd 8
29/06/16 15.20
tøjet, der kunne antyde, at mændene var bevæbnede, og han granskede deres blikke for at se, hvor de havde deres opmærksomhed. Det var yderst sjældent, at fremmede meldte sig i denne lille lukkede del af verden, der var blevet hans for en stund. Og alene årstiden gjorde ham mistænksom. Midt i marts … Ikke en tid for vandringsmænd, men der var intet ved de to ældre herrer, der udløste nogen alarm. Lige da de passerede den store sten, kunne han tydeligt høre, at de diskuterede, hvor man bedst anbragte sin pensionsopsparing. Deres samtale beroligede ham yderligere. Han blev siddende i sit skjul, indtil mændene var ude af syne. Det lille hvide træhus med de røde, bølgede stålplader på taget skinnede i solen. Det lå på en forhøjning i terrænet. Langs dets forside strakte den lille vig med båden sig. På bagsiden var der bare klipper. Lige nu så det næsten ud, som om huset var nyvasket og hængt til tørre på den blå himmel. Det var dén dag i det nye år i mandens nye verden, hvor solen havde haft mest magt. En vidunderlig dag. Han havde siddet andre dage på sit flade klippestykke og nydt solen i bar overkrop, mens han sank dybt ind i sig selv, men i dag var uden sammenligning den mest fantastiske. Foråret ville snart få magt. Han svingede væk fra grusvejen og fulgte den lille sti op mod huset. Da han rundede hjørnet på vej om i haven, fik han øje på hende, før hun fik øje på ham. Hun sad på sin sædvanlige plet med ryggen mod brændeskuret og med staffeliet anbragt lidt på skrå, så lyset faldt rigtigt. Hendes grå hår var samlet oppe under den bredskyggede stråhat. Hun malede blomster – igen. Han havde aldrig set hende male andet end blomster. Nu fik hun øje på ham. Hun vinkede med penslen og råbte på engelsk: – Hello, Dragos! Har du nu været ude at gå igen? Altid i bevægelse, ikke, din rastløse sjæl. – Roser? spurgte han. Kvinden smilede og rystede på hovedet. – Tulipaner, masser af tulipaner …
De_frosne_flammer.indd 9
29/06/16 15.20
2. kapitel
D
et gjaldede ud over værkstedet, mere som en konstatering end et spørgsmål: “En Lars Thøger Fritsen?” Postbuddet måtte være kommet ind, mens han arbejdede med vinkelsliberen under bilen, der var løftet højt op på arbejdsliften. Mandens tone var så militærisk, at han instinktivt var ved at træde et skridt frem, knalde hælene sammen og melde sig til tjeneste. Han nøjedes alligevel med at kigge mistænksomt frem bag Toyotaens ene forhjul. – Mig, sagde han. – Anbefalet brev, buldrede det midaldrende postbud videre. – Jeg skal bede om en underskrift, tak. Han lagde vinkelsliberen fra sig og trådte fri af den gamle stationcar over sit hoved. – Anbefalet? – Korrekt, vær så god, sagde postbuddet og rakte ham en stor, foret konvolut. – Og hér, underskift. Han satte en krusedulle på den elektroniske skriveblok. – Tak, sagde postbuddet og befalede ham i samme åndedrag at have en god dag, inden han marcherede ud af værkstedet igen. Han blev stående og så undrende på konvolutten. Han ventede ikke noget, da slet ikke noget anbefalet. “L.T. Fritsens Autoværksted, Amagerbrogade 108, 2300 Kbh. ATT: Lars Thøger Fritsen”. Han vendte konvolutten. Afsenderen var et stempel. Konvolutten kom fra advokaterne Sjørslev, Blaufeldt & Juel, adressen var det indre København. Det sagde ham ikke en skid.
10
De_frosne_flammer.indd 10
29/06/16 15.20
Han prøvede at mærke vægten og satte tommelfingeren i et par steder. Konvolutten var tung, og indeni var der en aflang æske af noget hårdt materiale. – Hvad så, kører det? Han så spørgende på sin lærling, der baksede med en smadret forlygte på en kebab-BMW, sort, naturligvis. Lige nu mindede den vel mere om en durum-udgave, eftersom hele fronten var godt rullet sammen oven på mødet med Tisvilde Hegn – og her skulle “hegn” forstås helt bogstaveligt. Hele lortet skulle skiftes efter aftale med forsikringsselskabet. Lærlingen nøjedes med et nik. Han tøvede et øjeblik, men bestemte sig så for at gå ind på sit kontor og åbne den mystiske konvolut. Han fejede en bunke papirer til side på skrivebordet, da han satte sig og gjorde plads til konvolutten. Han flænsede den op med tommelfingeren og kiggede. En sort æske og et vedlagt brev. Han tørrede hånden af i buksebenet en ekstra gang, inden han fiskede begge dele ud. Æsken var aflang og af hård slagfast plastik. Han greb sine læsebriller i brystlommen. “Kære Lars Thøger Fritsen. Advokatkontoret Sjørslev, Blaufeldt & Juel bestyrer boet efter Gudrun Oxen, Plejecenter Solbakken, Ringsted. Under en gennemgang af inventaret er vi stødt på vedlagte. Vedlagte var udstyret med en skriftlig instruks fra afdødes søn, Niels Oxen. Heri beder han – såfremt han ikke er/ikke kan være orienteret om sin mors død – om at vedlagte sendes til Dem.” Hvad fanden var meningen? Han læste hele første afsnit én gang til, inden han fortsatte. “Vi er tillige bekendt med den uafklarede situation omkring vedlagtes retmæssige ejer, Niels Oxen. På grund af den usikkerhed, der er forbundet med omstændighederne vedrørende hans sandsynlige død, vil pårørende først om fem år kunne gå til retten for at få en dødsformodningsdom. Vi har præsenteret afdødes datter Susanne Oxen Viig for denne problemstilling. Hun samtykker og erklærer sig enig i, at broderens instruks bør følges, og at De dermed er rette ihændehaver (se vedlagte kopi af samtykke samt specificeret gennemgang af indhold af vedlagte). Vi tillader os herefter at betragte denne sag som afsluttet.” 11
De_frosne_flammer.indd 11
29/06/16 15.20
Oxen? Gudrun Oxen, Susanne Oxen – og … Niels. Han åbnede forsigtigt æsken. Den var beklædt med rød velour – og fyldt med hjerte og mandsmod. Niels Oxen på lit de parade – in absentia. Hans liv genfortalt i fire dekorationer. Den første var forsvarets medalje for tapperhed. Dén historie erindrede han ikke. Den anden var af samme slags, blot med sølv-egeløv. Dén historie huskede han bedst af alle. N.O. havde fået medaljen for uden tøven at springe durk i Una-floden ved Kostajnica for at redde en kollega fra Bravo-kompagniet, der var blevet ramt af en serbisk snigskytte. Kollegaen var ham selv, L.T. Fritsen. En gang imellem kløede arret på hans brystkasse stadig. Og en gang imellem mærkede han det kolde, sorte vand lukke sig omkring ham ved slusen på vej mod døden. Og han vågnede gennemblødt af sved, efter at et par stærke arme havde flået ham tilbage til livet. Den tredje dekoration var tapperhedsmedaljen med guld-egeløv. Hvis han ikke huskede helt forkert, havde N.O. fået den i forbindelse med missionen, der hed Task Group Ferret og var de danske jægersoldaters deltagelse i Operation Enduring Freedom i Afghanistan. N.O. kom en trængt helikopterbesætning til undsætning under heftig ild. Han fjernede forsigtigt knappenålen, der holdt den fjerde og sidste dekoration på plads. Han lod den ærbødigt ligge på sin udstrakte håndflade. Det var dekorationen over dem alle. Den, der kun blev tildelt i ganske særlige tilfælde. Niels Oxen var faktisk den eneste, der nogensinde havde modtaget Tapperhedskorset. Det var i 2009, da Jægerkorpset havde personel udstationeret i Helmand-provinsen i Afghanistan. N.O. havde sneget sig bag om fjenden og egenhændigt nedkæmpet otte Taleban-krigere og dermed reddet sine kolleger, der var faldet i baghold efter at have ramt en vejsidebombe. Han lagde forsigtigt det smukke, sorte kors tilbage og hæftede det på den røde velour. De fire medaljer begyndte at flyde ud for hans øjne. Nej, ikke nu, ikke på arbejde en almindelig formiddag. Ikke nu han skulle … Han tørrede irriteret en tåre væk med sin olieplettede håndryg. 12
De_frosne_flammer.indd 12
29/06/16 15.20
Toyotaen derude på liften kaldte. Den skulle for fanden være færdig i morgen formiddag. Så kom det hele væltende ind over ham med en voldsom styrke. Han kunne ikke stille noget op. Det salte vand tapløb. Ned over hans ansigt, ned over læberne og videre ned over halsen og direkte ind i hjertekulens bundkar. – Mester, jeg har lige brug for at … Lærlingen kom brasende ind, men stoppede brat op. – Øh, er du okay? Han så op og nikkede stille. – Ja, ja, ingen problemer … – Nå-men-øh, vi venter bare. Knægten bakkede ud og lukkede resolut døren efter sig. Han stillede æsken fra sig på skrivebordet. Dekorationerne skinnede i sollyset fra vinduet. Det var mest af alt uvisheden, der nagede. Ville Oxens lig aldrig blive fundet, så han kunne blive begravet? Havde krabber og ål skændet ham? Fandtes der overhovedet nogen gravfred for dem i havet? Eller havde skruen på et skib flænset ham og revet kødet fra hans knogler? Og hvis han en dag skyllede op på land ved en fremmed kyst … Hvem ville så tage hånd om ham og værne om ham og sørge for, at han fik den respekt, han fortjente mere end noget andet menneske? Han blev siddende ubevægelig på kontorstolen, mens det hele passerede revy en gang til. Dagen, da Oxen hentede ham op af Una-floden. Opholdet på hospitalet. Det gryende venskab, der voksede til stærke bånd. Årene, da Oxen fra tid til anden dukkede op på værkstedet – bare for at snakke lidt, bare for at lukke tryk ud af kedlen. Og den glidende nedtur, der endte på kælderværelset i Nordvestkvarteret, hvor mørket lukkede sig om hans gamle soldaterkammerat. Han havde forsøgt at støtte ham, give sine velmente råd. Men Niels Oxen var et menneske, der gik sine egne veje og traf sine beslutninger selv. En styrke. Og en svaghed. Selv om de efterhånden sås sjældent, havde han fra tid til anden fikset 13
De_frosne_flammer.indd 13
29/06/16 15.20
ting for Oxen. Han var god til at “fikse”. Og ellers kendte han nogen, der var det. Nu var det slut. Og medaljerne lå på hans skrivebord. Akkurat som hende fra efterretningstjenesten engang havde sagt, at de ville. Franck, hed hun … Hun havde set æsken og et brev med instrukser i en skuffe hos Oxens gamle, demente mor på plejehjemmet i Ringsted. Hvordan kunne det ende sådan? Han havde kun fået brudstykker undervejs de seneste to år, men han kendte begyndelsen. Og enden. Den havde han ligesom det øvrige Danmark fået serveret i medierne: Krigsveteranen, der var mistænkt for at have myrdet en gammel mand på et dambrug, havde stjålet en båd i en lille nordjysk havneby. Han havde sejlet mod den svenske kyst om natten, men tæt på målet var der angiveligt sket en eksplosion om bord. Svenske vidner havde set et lysskær på havet, og der var efterfølgende kun vragrester tilbage af den danske båd. Ingen spor af Niels Oxen. Der var kun en sviende fornemmelse tilbage i øjnene, da han trykkede sin kones nummer. Hun tog den heldigvis omgående. – Det er mig. Jeg har lige fået alle hans medaljer med posten. Også Tapperhedskorset. Jeg er sgu lidt rundt på gulvet, skat … Han fortalte hende historien, og han fortalte hende om sin reaktion, akkurat som han altid gjorde. Hun var omdrejningspunktet i hans liv. Hun kendte sin soldat. Hun lyttede, og hun gav råd. Han havde fået luft. Han lagde på igen. De ville drøfte det hele en gang til over aftensmaden. Det var noget bullshit alt sammen … Den Niels Oxen, han kendte, ville aldrig slå en gammel forsvarsløs mand ihjel. Han ville aldrig slå nogen ihjel, der ikke var en regulær fjende. Det var så helvedes trist. Én stor beskidt affære, som små mennesker som han stod magtesløse over for. Nu troede alle og enhver på historien om krigsheltens totale deroute. Det pinte ham. Det sande eftermæle lå på den røde velour i æsken på skrivebordet. Han rejste sig langsomt fra kontorstolen. Han havde en Toyota, der skulle være klar til i morgen.
De_frosne_flammer.indd 14
29/06/16 15.20
3. kapitel
K
ontorlandskabet i firmaet, der var importør af landbrugsmaskiner, lå øde hen som en brakmark. Det var hendes anden uge hos B+B Rengøring, og adressen i Ballerup var aften- og natteturens første job. Klokken var 21. Det var mørkt udenfor, og røvturen tog sin begyndelse, da hun solidt tanket op med sæbevand og karklude drejede ned ad den lange korridor med sit rullestativ. Hun hørte en dør smække bag sig. Det var hendes chef, der kørte i den modsatte retning for at tage et mindre lokale. Han var uden tøven sprunget til, da hendes makker denne aften, en litauisk pige, ikke dukkede op. Indtil nu havde hun udelukkende arbejdet sammen med enten polakker, litauere eller letter. Og for fem minutter siden havde chefen ude i opbevaringsrummet bekræftet, at hun var den eneste danske medarbejder i firmaet. “Velkommen til Underdanmark, du. Der er aldrig nogen, der svarer på mine annoncer, altså ingen danskere. De fleste vil sgu hellere være på støtten end lette røven og gøre rent. Hvem tror du, der vasker op og reder senge på hotellerne? Sgu da ikke danskerne. Så kom ikke her og snak om arbejdsløshed”. Hun havde bare nikket. Hun gad ikke begynde en diskussion. Chefen var en fyr først i 30’erne, godt pumpet op med anabolske steroider og iført en ultrastram sort T-shirt med guldfarvet print, løse camouflagefarvede cargobukser og hvide tennissko. Nu havde hun tilbragt tilsammen 25-30 minutter med ham over to gange. Første gang, da hun blev ansat, og så nu, da de gjorde klar til 15
De_frosne_flammer.indd 15
29/06/16 15.20
arbejdet. Det stod klart for hende, at manden næppe var i stand til at administrere mere end den ene konsonant og den ene vokal, han var blevet tildelt i sit fornavn ved dåben. Der var ét sted, Bo Bremer ikke havde muskler – mellem ørerne. Rengøringsjobbet var hårdt for fysikken, og den tidsplan, idioten havde udarbejdet, var skånselsløst stram og beregnet for udlændinge på jagt efter et bedre liv. Lårbensstumpen, der ellers sad perfekt i hylstret, blev øm, og hun kunne mærke i ryggen, at hun kompenserede alt for meget. Jobbet var en nødløsning, mens hun søgte noget andet. Lige nu var der ingen vej udenom. Hun havde været ved at regne på et salg af lejligheden på Østerbro, der var blevet købt dyrt under boligboblen. Måske blev lejligheden næste skridt i hendes forsøg på at dæmme op for nedturen. Hun satte sine plugs i ørerne og skruede op for lyden. Metallicas gamle 96’er, “Load”, gjorde altid rent bord. Der manglede bare et af de store skriveborde, så var hun klar til at støvsuge. Hun tørrede computerskærmen af med en tør klud og bøjede sig langt frem for at nå helt ud til kanten med den våde. Pludselig greb to stærke arme hende bagfra og holdt hende fast som i en skruestik. – Hvad siger du, skat? Lige her på skrivebordet. 1500 kontant … Det var chefen, der havde listet sig ind på hende. Han stønnede ind i hendes ene øre. – Dit svin, slip mig! Han slap et kort sekund, blot for at gribe hende hårdt om brysterne i stedet. – Jeg kunne sgu godt tænke mig at kneppe en handicappet. Og dine patter fejler i hvert fald ikke noget. Okay, så siger vi 2000, din lille frække bitch … – Svin, slip så! – Og du er vild, hva’? Lækkert … Hun nikkede ham en skalle med baghovedet. Ikke nok til at få ham til 16
De_frosne_flammer.indd 16
29/06/16 15.20
at slippe, men nok til at han blev distraheret. Hun pressede knæet på det raske ben op mod bordkanten og stødte fra. Han tog et skridt baglæns. Akkurat nok til at hun fik plantet foden på skrivebordskanten. Denne gang stødte hun fra af alle kræfter og sendte dem begge baglæns. Han måtte slippe sit greb, da de faldt. Hun var hurtigt på benene igen. Nu smilede han smørret. – Okay, så tager vi det på den hårde måde, fint for mig, stønnede han og trådte frem mod hende. Havde det været i gamle dage, ville hun bare have trukket sin tjenestepistol og pløkket en kugle i ham et eller andet harmløst sted. Men de gamle dage var væk. Hun gik langsomt baglæns over mod ydermuren, indtil afstanden var fornuftig. Hun skulle ikke slås med ham. Han var alt for stærk. Han skulle fældes i første forsøg. En af grundreglerne i de selvforsvars- og kampteknikker, hun havde været igennem så mange gange, var at vende inertien i et angreb til sin egen fordel. Den slags kunne udligne et skævt styrkeforhold. Lige da han busede frem, kylede hun den våde karklud i fjæset på ham, hvilket bare gjorde ham endnu mere rasende. Da han slog ud efter hende, greb hun om hans håndled og trak ham videre fremad, samtidig med at hun gled af, drejede en omgang og sikrede sig et solidt greb i hans hår med venstre hånd. Han løb bogstaveligt talt hovedet mod muren, og hun hjalp til, da hun af al kraft smadrede hans pande mod den rå beton. Da hans knæ gav efter, trak hun hans hoved tilbage og hamrede det på ny mod muren, inden han faldt og trimlede om på gulvet. – Tror du så, at du kan opføre dig ordentligt, dit klamme svin? Rengøringsbossen rullede stønnende om på ryggen og så på hende med noget, der mindede om et hånligt smil gennem strømme af blod fra to smadrede øjenbryn og en formodentligt brækket næse. Hun sparkede ham af fuld kraft i skridtet, og han gav et hyl fra sig og vred sig på gulvet. – Du får ikke en rød øre, satans kælling! Jeg slår dig ihjel! Han stønnede, samtidig med at han på forunderlig vis havde samlet 17
De_frosne_flammer.indd 17
29/06/16 15.20
kræfter nok til at komme på benene og tumle frem i et nyt sanseløst angreb. Hun greb det første det bedste, en arbejdslampe med en solid fod, og svingede den mod hans hage. Han faldt tungt. Denne gang ville han ikke være i stand til at rejse sig foreløbig. Hun rullede ham om på maven og trak en påfaldende tyk tegnebog op af hans baglomme. Hans ansigt var en filtret blodig masse nu. Akkurat som han havde fortjent det. Han åbnede langsomt øjnene, mens hun fiskede et gedigent bundt tusindkronesedler frem. Hun tænkte det nok. Han var kontant-typen. Hun talte dem. Der var hele sytten sedler. Måske til sort afregning af medarbejdere? – Hør her, Klammo! Jeg tager de første ti i den løn, du skylder mig. Så tager jeg to for sexchikane, tre for voldeligt overfald og resten i almindelig genetillæg for at skulle arbejde sammen med et megadumt svin som dig. Og hvis jeg nogensinde ser dig igen, så melder jeg dig til politiet. Forstået? Hun stak pengene i lommen og droppede den tomme tegnebog på gulvet. Så drejede hun rundt og forlod lokalet. Regnen væltede ned, da hun kørte fra Ballerup og hjemad. Den var så heftigt, at trafikken næsten gik i stå. Hendes hjerne kværnede løs i samme tempo som vinduesviskerne. Hun skulle ud og finde et nyt job i morgen. Eller to jobs, for den sags skyld. Og det skulle ikke være rengøring. Hun havde overvurderet sig selv. Måske noget i en kiosk eller et cafeteria eller et supermarked? Eller taxachauffør? Eller en kombination? Allerede før Herlev begyndte Altoen at gøre knuder. Den lille Suzuki, der havde 14 år på bagen, symboliserede hendes bratte nedtur. Hun havde været nødt til at skille sig af med sin elskede Mini Cooper, da det gik op for hende, at hun ikke kunne gøre sig håb om at finde et godt job igen. Efter at have hikstet sig en kilometer ned ad Herlev Hovedgade gav Altoen op. Hun nåede lige at få den ud i vejsiden, inden den døde. Det måtte være al den regn, måske fugt i tændingen? Det væltede stadig ned med uformindsket kraft. Hun hamrede begge 18
De_frosne_flammer.indd 18
29/06/16 15.20
håndflader i rattet i raseri. Hun kunne ikke ringe til Falck, for Falck var sparet væk. Alt var sparet væk. De mørke mænd fra Danehof havde ødelagt hende på kort tid. Akkurat som de havde bebudet, at de ville gøre det, fordi hun sammen med Niels Oxen, PET-chefen Axel Mossman og hans nevø havde forsøgt at nå ind til centrum af deres hemmelige magtnetværk – og sprænge det. De havde frosset hendes ellers så komfortable tilværelse til is. Det var sådan, det var. Hendes liv var bundfrosset. Det var prisen, hun betalte.
De_frosne_flammer.indd 19
29/06/16 15.20
90 mm
156 mm
bind i serien med Niels Oxen, DE HÆNGTE HUNDE og DE MØRKE MÆND.
HHHHHH Der er næppe nogensinde skrevet en dansk spændingsroman, som holder det niveau, Jens Henrik Jensen præsterer med De hængte hunde – JYSKE MEDIER
HHHHH Jens Henrik Jensen har en eminent næse for at skrue et pålideligt og troværdigt plot sammen. – JYDSKEVESTKYSTEN
HHHH… en tankevækkende thriller om
Den danske krigsveteran Niels Oxen formodes omkommet under en ulykke på havet. I virkeligheden har han overvundet svære kvæstelser på en ø i den svenske skærgård
HHHH Det er befriende ukrukket
og står nu i sit livs dilemma:
fortælleglæde. – EKSTRA BLADET
156 mm
JENSEN JENS HENRIK
er slået fejl, vil de indlede en sand menneskejagt for at dræbe ham. Opdager politiet,
JENS HENRIK JENSEN, forfatter og journalist, slog igennem med Kazanski-trilogien Kællingen i Kraków (1997),
Hofnarren i Murmansk (1999) og Ulven i Banja Luka (2002). Han udgav derefter den anmelderroste bestsellerserie om kriminalassistent Nina Portland, Økseskibet (2004), Kulmanden (2007) og Spøgelses-
fangen (2010). I 2012 udkom De hængte hunde, første bog i serien med krigsveteranen Niels Oxen, og i 2014 udkom bind to, De mørke mænd. Jens Henrik Jensens bøger er udgivet i en række europæiske lande. MØD FORFATTEREN PÅ
DE FROSNE FLAMMER
Opdager lederne af det hemmelige magtnetværk Danehof, at deres attentat mod ham
90 mm
www.jenshenrikjensen.dk 234 mm
magt og modstand. – BERLINGSKE
JENS HENRIK
JENSEN
en fortsættelse af de to første
FOTO © RED STAR PHOTO
DE FROSNE FLAMMER er
40 mm
at han er i live, vil han blive eftersøgt og anklaget for et mord, han ikke har begået. Mod alle odds beslutter Oxen sig for at tage kampen op mod overmagten. Gør han det ikke, er han dømt til evig flugt.
♥♥♥♥♥
Han kontakter sin tidligere makker fra PET, Margrethe Franck, som imidlertid er fyret
… spændingen er fuldkommen sublim, det her er guf for de kræsne.
og arbejder som kassedame og hotelopvasker. De to slår sig igen sammen med den
– KRIMIFAN.DK
Kampen mod Danehof har haft skæbnesvangre konsekvenser for dem alle, og de kan
♥ ♥ ♥ ♥ ♥ Jeg kan på det varmeste an-
befale Jens Henriks Jensens bog. Den er medrivende spændende. – LITTERATURSIDEN
tidligere PET-chef Axel Mossman og hans nevø.
kun få deres liv tilbage ved at besejre de mørke mænd. Men hvordan slås man mod
DE FROSNE FLAMMER
en usynlig fjende?
HHHH De mørke mænd er en morde-
risk velturneret krimi, som man glæder sig til at læse fortsættelsen af. – BERLINGSKE
HHHHFornem spænding, velskrevet og
gennemresearchet. – NORDJYSKE STIFTSTIDENDE
POLITIKENS FORLAG
ISBN 978-87-400-2706-8
KRIMI p olitikensforlag.dk
9 788740 027068
POLITIKENS FORLAG
OMSLAGSFOTO: 123RF