De ugudelige - Linda Castillo

PHOTO: PAM LARY

EN amishkrimi med Kate Burkholder

De ugudelige er den ottende bog i Castillos fascinerende serie med den tidligere amishpige og nuværende politichef Kate Burkholder som hovedperson.

Politichef Kate Burkholder bliver kaldt til et politidistrikt langt ude på landet. Her ønsker man hendes hjælp i en eskalerende situation i et isoleret amishsamfund, hvor man har fundet liget af en ung pige. Det lokale politi er ude af stand til at trænge igennem den mur af tavshed, amishsamfundet møder dem med. Sheriffen beder Kate om at arbejde undercover og infiltrere samfundet forklædt som amishkvinde.

Castillos krimier har ikke kun taget USA med storm; hun er en international bestsellerforfatter, udgivet i 30 lande.

De ugudelige er den ottende bog på dansk i Castillos serie med politichef Kate Burkholder som hovedperson.

De tidligere bøger i serien er: Tvunget til tavshed Bøn om tavshed Bryd tavsheden Meldt savnet Sidste åndedrag Døden venter Efter stormen

Kates kæreste, politiefterforsker John Tomasetti, er langt fra begejstret for ideen, velvidende at Kate ikke har erfaring med undercover-op­gaver, og at hun dårligt vil kunne få hjælp, hvis hun skulle få brug for det.

Alligevel tager Kate afsted, og det lykkes hende at infiltrere det lille amishsamfund, hvor hun opdager en verden bygget på hemmeligheder og løgne, samt en række chokerende forbrydelser. Men hun er fuldstændig alene og må i sidste ende kæmpe for at slippe væk med livet i behold.

De ugudelige

Linda Castillo har en fortid som finans­ manager. Hun bor i Texas med sin mand, og ud over sin forfatterkarriere har hun en passion for heste.

LINDA CASTILLO

De ugudelige

De ugudelige er en gribende krimi, som samtidig giver et indblik i den hemmelighedsfulde amishkultur i USA.

“Det er effektivt, foruroligende og troværdigt.

Kort sagt leverer Castillo glimrende underholdning.”

Po l i tik e n

Til mine lĂŚsere

Linda Castillo

DE UGUDELIGE På dansk ved Henrik Enemark

HR. FERDINAND |

københavn | vico del gargano

Lykkelig den, som ikke vandrer efter ugudeliges rĂĽd.

Salmernes Bog, 1:1

PROLOG Hun ventede, indtil klokken var tre om natten. Hun havde prøvet at sove, men det var umuligt. I stedet havde hun ligget i fire timer og vendt og drejet sig i sengetøjet, der var vådt af frygtens sved, mens hendes hjerte hamrede, og hendes tanker myldrede med forestillinger om alle de mange ting, der kunne gå galt. Da hun til sidst var for opkørt til at ligge stille bare et øjeblik længere, skubbede hun sengetøjet til side, steg ud af sengen og tog natkjolen af.

Hun satte sig på knæ og stak armene ind under sengen, hvor hun havde skjult sit nydeligt sammenfoldede tøj. Lange underbukser.

Jeans. Sweater. To par strømper. Forede handsker. Uldhue. Det havde taget hende adskillige uger at samle de få fornødenheder, og hun havde været nødt til at udsætte sin flugt to gange. Hun havde stjålet for første gang i sit liv. Løjet for mennesker, som hun elskede. Men langt om længe var det lykkedes hende at skaffe tilstrækkeligt med varmt tøj til at klare sig. Resten var op til Gud. Hun skælvede i mørket, mens hun tog tøjet på og til sidst stak handskerne i lommen. Hun lyttede efter tegn på, at andre i huset var vågne, men der var ikke andet at høre end tøjets bevægelser mod huden og hendes egen hurtige vejrtrækning. Hun havde håbet, at hun kunne finde et par forede støvler – helst med kraftige såler – men hun havde ikke haft råd til at købe et par, og det havde været for svært at komme til at stjæle nogen. Hun måtte klare sig med gummistøvlerne.

Da hun var færdig med at klæde sig på, stak hun en hånd ind under madrassen og tog mobiltelefonen. Hun havde aldrig turdet 7

tænde den. I henhold til bestemmelserne i die Ordnung var det strengt forbudt at eje en mobiltelefon. Straffen for at overtræde reglerne var streng og faldt omgående. Hun håbede bare, at der var strøm nok på batteriet til det ene opkald, hun havde brug for at foretage.

Hun stak telefonen ned i baglommen og listede på strømpefødder hen til soveværelsesdøren. Et lille smil bredte sig om hendes mund, da den uden den mindste knirken gled op. Det var utroligt, hvad en smule svinefedt kunne gøre ved et gammelt hængsel. Hun mindede sig selv om, at det altid var manglende opmærksomhed omkring de små detaljer, man blev afsløret på. Kombineret med at stole på de forkerte mennesker.

Men det sidste gjaldt ikke for hende, for hun stolede ikke på nogen. Det var længe siden, hun sidst havde gjort det. Somme tider stolede hun ikke engang på sig selv.

Hun havde planlagt sin flugt i ugevis. Hun havde gennemgået alle detaljerne i hovedet tusindvis af gange. Forestillet sig de hundredvis af ting, der kunne gå galt, og justeret planerne. Hun havde også prøvet at visualisere, at det hele gik som planlagt. Og hele tiden havde hun været bevidst om, hvad det kunne komme til at betyde for hendes liv. Det var det eneste, der havde fået hende til at bevare håbet, da hun mistede alt andet.

Frihed.

Hun listede lydløst ud på gangen, hvor dørene til de tre andre værelser rummede en trussel om at blive afsløret. Der var ingen vinduer på gangen og ikke noget lys, men det vidste hun allerede.

Hun havde øvet sig på hvert eneste skridt, så hun kendte vejen lige så godt som sit eget ansigt. Tre skridt, og hun stod ved trappen.

Hånden på gelænderet. Træet føltes hårdt og glat mod hendes håndflade. Hun vidste, at hun ikke måtte røre ved væggen, og hun skulle passe på, at hun ikke kom til at skubbe billedet ned af krogen. Hendes sanser var skærpet til det yderste, da hun sneg sig 8

ned ad trappen, og hun undgik omhyggeligt at sætte foden på det fjerde trin, som knirkede, når man trådte på det.

Ved foden af trappen standsede hun for at lytte igen, men hun kunne ikke høre andet end en stille susen fra petroleumskøleskabet i køkkenet og det tikkende ur over komfuret. Lydene var lige ved at drukne i brølet fra hendes frygt. Hendes ben rystede, hendes hænder sitrede, og hendes håndflader var våde af sved. Men det nyttede ikke noget at være bange. Frygt var en forstyrrelse, der førte til fejl, og … åh gud, hun måtte ikke klokke i det. Hun prøvede at berolige sig selv, tog en dyb indånding og pustede luften langsomt ud igen, men det hjalp ikke. Hendes frygt var som en mørk skygge, der åndede hende varmt i nakken.

Køkkendørens mørke rektangel lokkede. Ingen flimrende lys.

Ingen var oppe på dette tidspunkt. På hendes højre side trængte et svagt lysskær ind i dagligstuen fra vinduet. Den trekvartfulde måne var endnu en detalje, som hun omhyggeligt havde tænkt ind i planerne, men hun havde ikke taget højde for, at det var overskyet.

Det skulle nu ikke få lov til at bremse hende.

Hun bevægede sig hen over plankegulvet, lydløs som et spøgelse. Videre gennem køkkenet, hvor linoleummet føltes koldt under hendes fødder, selvom hun havde hele to par strømper på.

Så stod hun i bryggerset. Endnu koldere. Ingen varme. Det trak koldt ind gennem sprækken under yderdøren. Frakken på krogen.

Den var ikke særlig tyk, men hun havde ikke andet overtøj. Hendes støvler stod ved siden af tæppet, hvor hun havde stillet dem, efter at hun havde muget ud i staldene. De lugtede stadig af hestemøg.

Hun stak fødderne ned i dem. Tog frakken på og knappede den med rystende fingre. Hun trak handskerne op af lommen og stak hænderne i dem. Hun begyndte at svede inde under frakken.

Hendes vejrtrækning var hurtig og overfladisk. Da hun rakte ud efter dørhåndtaget, skælvede frygten i hende og prøvede at 9

overbevise hende om, at hun ikke kunne gennemføre det. Denne gang smilede hun ikke, da døren lydløst gled op.

Udenfor væltede sneen ned fra himlen. Hun mærkede et hurtigt stik af bekymring. Hun burde have forudset det. Et øjeblik skælvede hun ved tanken om at efterlade fodspor. Men da hun trådte ned ad trappen, indså hun, at det sneede så kraftigt, at ethvert spor hurtigt ville blive dækket til. Den dårlige sigtbarhed var også kun en fordel. Hvis nogen i huset tilfældigvis vågnede og kiggede ud, ville de ikke få øje på hende. Endnu en gave fra Gud. En stille og nærmest overstadig latter pressede sig op gennem halsen på hende, da hun løb hen over gårdspladsen. Det var lidt akavet at løbe med gummistøvler på. Sneen dæmpede lyden af hendes trin. Hendes ånde hang som små skyer foran munden.

Snefnuggene stikkede og prikkede, når de ramte hende i ansigtet.

Hun fortsatte i løb forbi skuret. Dukkede hovedet, da hun løb under tørresnoren. Hun kunne lige akkurat ane omridset af laden små ti meter til venstre. Hun mindede sig selv om, at hun skulle holde sig på afstand af hestene, så de ikke begyndte at vrinske, hvis de troede, at hun kom med frisk hø til dem. Hun trak lidt længere mod højre. Forbi pælene i hegnet om haven. Ahorntræet på siden af huset.

Hun nåede hen til indhegningen, sprang elegant over hegnet og landede sikkert på fødderne på den anden side. Bag det hvide slør af faldende snefnug lokkede træernes mørke mur. En dyb følelse af frihed fyldte hende, da hun løb hen over marken. De frosne græstuer knasede under hendes støvler. Vinden piskede hende i ansigtet og rykkede i hendes frakke og hue. Sneen stak i øjnene.

Men hun vidste præcis, hvor hun skulle finde indgangen til stien gennem skoven. En dyresti, som hun i ugevis havde gjort bredere og ryddet for forhindringer. Idioterne skulle have holdt lidt bedre øje med, hvad hun havde brugt sine eftermiddage på …

Skoven lukkede sig om hende, opslugte hende. Vinden bed 10

stadig i ansigtet, men da hun var kommet et stykke ind i skoven, aftog den i styrke. Den kunne ikke trænge ind mellem træerne.

Overalt omkring hende sænkede der sig en nærmest overnaturlig stilhed. Snefnuggene dalede stille gennem luften. Hun var kommet hundrede meter ind i skoven og passede på ikke at falde over det væltede træ, som havde været alt for tungt til, at hun kunne flytte det. Hun dukkede hovedet og fortsatte ind under en gren, der havde været for tyk for hende at brække af.

Hun standsede i en lysning, lænede sig forover og støttede hænderne på knæene. Bare et øjeblik, så hun kunne få pusten igen.

Hun havde god tid. Kun tre kilometer tilbage. Forbi søen lidt længere inde i skoven. Til højre ved observationstårnet. Derfra var der halvanden kilometer ud til vejen. Den farligste del af planen lå allerede bag hende.

En opløftet følelse bredte sig i hende. Hun lo igen, og hendes latter rungede nærmest manisk i den mørke, snedækkede skov. ”Jeg gjorde det,” stønnede hun. ”Jeg gjorde det. Jeg gjorde det.”

Hun rettede sig op, tørrede sig om næsen og kastede et blik tilbage. Endnu en bølge af lettelse skyllede gennem hende, da der ikke var nogen at se på stien. ”Jeg narrede jer,” hviskede hun. ”Stoddere.”

Hun begyndte at løbe hen ad stien igen. Hun fandt ind i en god rytme og holdt den. Snefnuggene sved på kinderne og fik hendes øjne til at løbe i vand, men hun var ligeglad. Træerne gled forbi omkring hende. Hendes opløftede stemning nærmest bar hende frem. Hun var så tæt på nu, at hun kunne mærke frihedens berusende duft. Et nyt liv. En fremtid.

Hun nåede frem til søen, der som en stor, hvid flade strakte sig ud mod højre. De næste halvtreds meter fulgte stien søens bred.

Sneen funklede som diamanter ude på isen. På den anden side kunne hun se endnu en mur af træer. Hendes muskler sitrede, og hendes lunger brændte, men alligevel satte hun farten op. Den ene 11

fod foran den anden. Hurtigere. Smerterne bekymrede hende ikke, de kunne bare komme.

Synet af fodspor fik hende til at standse brat op. En følelse af forvirring og vantro bølgede gennem hende, mens hun stakåndet stirrede på dem. Alarmklokkerne ringede i hende, og hun mærkede, hvordan et nyt sug af frygt fik hårene i hendes nakke til at rejse sig.

Det kan ikke passe, tænkte hun.

Med øjnene fulgte hun sporene ud til højre og ind mellem træerne. De var endnu ikke dækket helt til af sne. De var friske. Men hvem kunne være ude i skoven midt om natten? Selv mens hendes hjerne stadig baksede med spørgsmålet, vidste en anden del af hende det allerede, og et sug af adrenalin skød gennem hendes krop.

For sit indre blik så hun en halv snes forskellige scenarier for sig.

Hun kunne sætte farten yderligere op, fortsætte hen ad stien og prøve at løbe fra dem. Forlade stien, flygte ind i skoven og ryste dem af sig mellem træerne. Eller hun kunne løbe hen over isen og flygte ind i skoven på den anden side. Hun vidste godt, at det sidste ikke var nogen god ide. Selvom det var en bidende kold nat, havde temperaturen så sent som ugen før ligget helt oppe omkring næsten ti grader. Hun var ikke sikker på, at isen var tyk nok til at bære.

En skikkelse kom til syne i skovkanten og trådte ud på stien lidt længere fremme. Et hvidt spøgelse med to mørke huller som øjne. Hat og lærredsfrakke dækket af sne. Hun mærkede et stik af genkendelse. Hun prøvede at føle sig lettet, men hendes hjerte satte ikke tempoet ned, og hendes ben holdt ikke op med at ryste. ”Du skræmte røven ud af bukserne på mig!” råbte hun.

En velkendt latter. ”Undskyld.” ”Hvad laver du herude?” ”Jeg kunne ikke sove.” Øjnene flakkede og gled væk fra hende.

12

”Jeg kunne ikke lade dig rejse uden at sige ordentligt farvel.” Et skridt nærmere.

Alle hendes instinkter råbte, at hun skulle holde sig på sikker afstand, men hun ignorerede dem. Der var ingen fare på færde, sagde hun til sig selv. Det var ikke andet end hendes frygt, der lavede numre med hende. ”Jeg har jo sagt, at jeg nok skal ringe.” ”Det ved vi begge to, at du ikke kommer til at gøre.”

Hun havde lyst til at protestere, men der var ikke tid til det.

Hun prøvede at ignorere den ulmende uro i kroppen, og i stedet kæmpede hun for at klamre sig til en sidste lille rest af tillid til andre mennesker, selvom den gang på gang var blevet knust. Men der var noget ved de velkendte øjne, som aldrig havde været der før. ”Jeg er nødt til at komme videre,” hviskede hun. ”Jeg beklager.” ”Jeg elsker dig.” Endnu et skridt. Inden for berøringsafstand. Alt for tæt på. ”Vil du ikke nok lade være med at rejse?”

Et stik af beslutsomhed. Et jag af fortrydelse. Hun snurrede rundt, lod sig glide ned over skråningen og løb ud på isen. ”Vent!”

Hun vovede ikke at sætte farten ned. Da hun var kommet et par meter ud på isen, snublede hun og landede hårdt på maven, så sneen blev presset op mod hendes ansigt og ind i munden. Isen knagede højlydt under hende på grund af belastningen. En brøkdel af et sekund efter var hun på benene igen. Hun løb halvtreds meter længere ud på isen. Hendes arme pumpede. Hendes støvler kæmpede for at finde fodfæste. Hun rettede et flakkende blik til­ bage mod bredden. Der var ingen at se. Men hvor var han så?

Hun fortsatte ud over søen. Langsommere nu. Isen knagede under hendes fødder. Hun var langt over halvvejs nu og havde kun nogle få skridt tilbage.

En høj og skarp lyd bredte sig gennem isen, og en skylle af vand plaskede op over hendes støvler. Sneen under hende forvandlede 13

sig til sjap. Hun forstod, at hun havde begået en fejl. Hun tog endnu et skridt, men i det samme forsvandt isen under hende. Det føltes, som om en lem pludselig havde åbnet sig under hende. Først forsvandt hendes fødder, men så blev hele hendes krop suget ned.

Kulden kom som et chok, der brændte som ild på hendes hud. Hun strakte armene ud til siden og mærkede, hvordan hendes hænder stødte mod store flager af is, men alligevel trak hendes vægt hende bare endnu længere ned i det iskolde mørke. Vandet lukkede sig om hendes ansigt, og kulden fik hende til at gispe og tømme lungerne for luft.

Mørke og panik. Stilheden under vandet. Hun sparkede instinktivt ud med fødderne. Slog ud med armene. Hun var en god svømmer, og i sommerens løb havde hun mange gange svømmet tværs over søen. Hendes ansigt brød op gennem overfladen. Hun prøvede at fylde lungerne med luft, men hendes bryst snørede sig sammen. Under hende var der ikke andet end bundløs kulde.

Hun spruttede og rakte ud efter den takkede kant på isen, lukkede hænderne om den og prøvede at trække sig op af vandet.

Hun fik skuldrene presset op over overfladen, men så knækkede isen af mellem hænderne på hende, og hun gled ned igen. Hendes støvler var fyldt med vand. Med højre fod skubbede hun støvlen af venstre fod. Hele hendes krop rystede af kulde, men hun kunne ikke bare give op.

Hun sparkede hårdt ud med fødderne og greb fat om kanten af isen i et nyt forsøg på at trække sig op. Endnu en gang brækkede en stor isflage af og sendte hende ned i vandet igen. Nej, tænkte hun.

Nej! Hun greb desperat ud efter isen igen. Nu føltes den mere solid mellem hendes hænder. Et skrig flænsede sig op gennem hendes hals, da hun skubbede sig op af vandet, men hendes frakke var gennemblødt og alt for tung. Hun var ikke stærk nok til at trække sig op af vandet.

14

”Nej …” Hun prøvede at skrige, men det lød ikke som andet end en killings mjaven.

For første gang slog det hende, at hun måske blev nødt til at aflyse sin plan. Tanken om fiasko fik vreden til at bruse gennem hende. Efter alle forberedelserne, håbet og planlægningen – efter minutiøst at have gennemgået hver eneste detalje – risikerede hun nu at drukne i den forbandede, stinkende sø som en anden idiot, der havde begivet sig ud på alt for tynd is. ”Nej!” Hun slog en hånd hårdt ned i isen, men hun havde næsten ingen kræfter tilbage i armene. I stedet førte hun hænderne frem og klamrede sig til kanten af den iskolde is. Hun rystede. Hendes tænder klaprede ukontrollabelt, og hendes kræfter aftog med uhyggelig fart.

Gennem den hvirvlende sne fangede hun pludselig et glimt af skikkelsen fra før. Godt fem meter væk, med blikket rettet mod hende. Hun prøvede at råbe, men hendes mund nægtede at adlyde.

Hun løftede sin ene hånd, der føltes som en frossen klo. Hun fattede ikke, at det skete. At hendes liv skulle ende på denne måde.

Efter alt det, hun havde været igennem. Hun havde været så tæt på, men nu ville ingen nogensinde få noget at vide …

Udmattelsen trak i hende og hviskede lokkende om et sted, der var varmt, trygt og lindrende. Det ville være så let at slippe isen og give efter. Få mareridtet til at ende én gang for alle.

Hendes fingre slap isen, og hendes hoved gled ned under overfladen. Vand i munden. I næsen. Hendes krop trak sig sammen i krampe. Hun var for afkræftet til at kæmpe imod. Hun stak hovedet op over overfladen igen, hostede og spruttede. Hun mærkede en smag af mudder i munden. Hun så på skikkelsen, der ikke længere føltes som en trussel, men som hendes eneste chance for at overleve. ”Hjælp,” hviskede hun.

Skikkelsen lagde sig fladt på maven. En gren blev skubbet hen 15

over den snedækkede is. ”Tag fat om den,” lød en stemme. ”Tag fat om den og hold godt fast.”

Et lille håb spirede i hende som en flamme, der kæmpede for ikke at blive blæst ud i en orkan. Hun rakte ud efter grenen med hænderne, der ikke længere føltes som en del af hendes krop. Hun kunne ikke mærke dem, men alligevel så hun, hvordan fingrene lukkede sig om enden af grenen.

Hendes frakke gned mod isen, da hun blev trukket op. Først knækkede endnu et stykke is af, men så blev hun holdt oppe. Hun lukkede øjnene og klamrede sig til grenen. Og så lå hun fladt og udstrakt på isen. Hun klamrede sig stadig til grenen, kunne ikke få sig selv til at slippe den. En voldsom rystelse bredte sig gennem hendes krop. Kulden rev og flåede i hendes hud som en kannibals tænder. Hendes hår var allerede begyndt at fryse til is og klæbede sig til hendes hoved som våde tøjstrimler.

Hun blev bevidst om en bevægelse, lyden af støvler i sneen. Og så blev hun trukket ind på bredden. Da hun åbnede øjnene, stod de mørke træer som sorte skeletter mod nattehimlen. To stærke hænder var ført ind under hendes arme.

Hun så op på himlen. Sneen faldt stadig. Hendes fødder trak to brede spor i sneen. Og hun tænkte: Hvordan skal jeg kunne flygte uden støvler?

16

Kapitel 1 I slutningen af januar falder tusmørket hurtigt i den nordøstlige del af Ohio og gør ikke noget væsen af sig. Klokken er endnu ikke fem, men alligevel er skoven på den nordlige side af Hogpath Road levende af skygger. Jeg sidder bag rattet i min Explorer, som byrådet har stillet til rådighed for mig. Jeg har tændt for politiradioen, men der er ikke ret meget aktivitet på den. For en gangs skyld kan jeg næsten ikke vente, til min vagt slutter. På marken på min venstre side har den dalende sne forvandlet de afklippede majsstængler til en hær af små, skelettynde snemænd. Det er den første sne, der er faldet i det, der indtil videre har været en mild vinter, men et lavtryk er på vej fra Canada, og alt tyder på, at vejret er ved at slå om. I morgen tidlig kan jeg og mine medarbejdere på byens lille politistation sandsynligvis se frem til meldinger om masser af trafikuheld, men forhåbentlig vil ingen af dem være alvorlige.

Mit navn er Kate Burkholder, og jeg er politichef i Painters Mill i Ohio – en lille by med godt 5.300 indbyggere, hvoraf halvdelen er amish, herunder min egen familie. Jeg forlod folden, da jeg var atten, hvilket ikke var særlig nemt, eftersom jeg indtil da ikke havde kendt til andet end det jævne liv. Efter et hårdt år på egne ben i Columbus havde jeg gjort min skoleuddannelse færdig og fået et lidt usædvanligt deltidsjob i omstillingen på en mindre politistation. Sideløbende havde jeg om aftenen gået på college 17

og bestod til sidst en eksamen i strafferet. Et år senere forlod jeg politiskolen og fik arbejde som patruljebetjent. I løbet af de næste seks år arbejdede jeg mig op gennem systemet og formåede som den første kvinde nogensinde at blive ansat i drabsafdelingen.

Da min mamm et par år senere døde, flyttede jeg tilbage til Painters Mill, min fortid og min familie, som jeg ikke havde set meget til i de mellemliggende år. Kort tid forinden var politichefen i byen gået på pension, og med henvisning til min erfaring som politibetjent og min fortid som amish tilbød byrådet og borgmesteren mig at overtage stillingen. De havde været på udkig efter en, som kunne bygge bro over den kulturelle kløft, der påvirkede hele områdets økonomi. Mine rødder havde trukket i mig i et stykke tid, og efter adskillige ugers grublerier, hvor jeg prøvede at ransage min sjæl, tog jeg imod jobtilbuddet og har aldrig fortrudt.

De fleste i amishsamfundet har tilgivet mig for den beslutning, jeg traf, da jeg var ung. Det er muligt, at jeg er blevet englænder nu, men når jeg smiler eller vinker til folk, gengælder langt de fleste min hilsen. Et par stykker fra Den Gamle Orden eller Swartzen­ truber-familierne nægter stadig at tale med mig. Når jeg hilser på dem – selv på mit oprindelige sprog Pennsilfaanisch Deitsch – vender de ryggen til eller lader, som om de ikke har hørt mig. Jeg tager det ikke personligt. Jeg plejer bare at betragte den del af min tilbage­ venden til byen som et stykke arbejde, der endnu ikke er helt afsluttet.

I begyndelsen behandlede min egen familie mig ikke meget anderledes. Min egen søster og bror ville knap tale med mig. Helt i tråd med anabaptisternes princip om at udelukke de ugudelige havde de i bund og grund vendt ryggen til mig. Vi står stadig ikke hinanden så nær, som vi gjorde engang, og sandsynligvis kommer vi aldrig helt til at føle den samme forbindelse, som vi havde som børn, selvom vi dog har gjort visse fremskridt. Mine søskende inviterer mig indenfor i deres hjem nu, og de nægter heller ikke 18

at spise sammen med mig. Jeg håber, det er en udvikling, der fortsætter.

Jeg glæder mig til den aften, der ligger foran mig. En stille middag på gården, hvor jeg bor sammen med min kæreste, John Tomasetti. Han er også ansat ved politiet og arbejder som agent ved BCI, Ohio Bureau of Criminal Investigation. Jeg elsker ham, og jeg føler mig overbevist om, at følelsen er gengældt. Ligesom ethvert andet par har vi oplevet et par bump på vejen, især på grund af vores fortid, som i begge tilfælde ikke har været helt ukompliceret.

Men han er det bedste, der nogensinde er sket for mig, og når jeg tænker på fremtiden, gør det mig glad at vide, at han er en del af den.

Jeg kører omkring firs km/t og har tændt lygterne, og vindues­ viskerne gør et tappert forsøg på at holde forruden fri for sne. Jeg er lige kommet op over bakketoppen, hvor vejen krydser County Road 13, da en hestevogn pludselig dukker op foran mig. Jeg drejer rattet skarpt til venstre og træder hårdt på bremsen. Bilen kommer i slinger, men det lykkes mig at rette den nogenlunde op, før jeg skrider ud mod vejkanten. Et øjeblik frygter jeg, at bilen vil knalde direkte ind i bagenden af hestevognen. Men så får dækkene kontakt med asfalten, og bilen standser brat i den modsatte side af vejen.

Jeg sidder et øjeblik og klamrer mig til rattet, mens jeg venter på, at adrenalinet i min krop falder lidt til ro igen. Adskillige tanker flyver gennem hovedet på mig på samme tid. Jeg så først hestevognen, da den befandt sig direkte foran mig. Ulykken ville have været min skyld. Passagererne i den ville sikkert være kommet alvorligt til skade eller det, der er værre.

Gennem ruden i passagersiden kan jeg se hesten standse. Jeg tænder nødblinket på taget og bakker ind bag hestevognen, så bilen kan beskytte den, hvis der kommer flere kørende op over bakken. Jeg tager min lommelygte på passagersædet, stiger ud af 19

bilen og ser med det samme, at der ikke er nogen lygter eller nogen form for reflekser at se noget sted på hestevognen.

Da jeg nærmer mig, stiger en mand ned fra vognen. Jeg retter lommelygten ned mod jorden for ikke at blænde ham, da jeg betragter ham. En meter og firs høj. Midt i trediverne. Sort jakke og fladskygget hat. Gråsprængt skæg, der når ned midt på maven.

Mandens påklædning – kombineret med det faktum, at heste­ vognen ikke er forsynet med en vindskærm – fortæller mig, at han er Swartzentruber. Jeg har set ham i byen før, men jeg har aldrig talt med ham. Jeg ved ikke, hvad han hedder. ”Guder Ohvet,” begynder jeg. God aften.

Han blinker overrasket, da han hører, at jeg taler Pennsylvania Dutch, men så gengælder han min hilsen.

Jeg læner mig en smule frem og retter keglen fra lommelygten ind i hestevognen. En amishkvinde et sted i trediverne, også klædt i sort, og seks børn i alderen fra helt små til næsten teenagere sidder tæt op ad hinanden bag i vognen med to strikkede tæpper over benene. I armene holder kvinden et spædbarn. Min mave snører sig sammen, da jeg tænker på, hvor galt det kunne være gået. ”And Wie bischt du heit?” spørger jeg kvinden. Hvordan har du det i dag?

Hun ser væk. ”Miah bin zimmlich gut,” lyder mandens stemme fra forenden af vognen. Vi har det godt.

Når jeg er sammen med amishfolk i officielle sammenhænge – især Swartzentrubere og folk fra Den Gamle Orden – gør jeg altid et forsøg på at få dem til at slappe af, før jeg går videre til de mere konkrete ting. Jeg smiler til kvinden, læner mig tilbage og ser på manden. ”Sis kald heit.” Det er koldt i dag. ”Ja.” ”Hvad er dit navn?” ”Elam Shetler.”

20

”Har du nogen form for identifikation, jeg kan se?”

Han ryster på hovedet. ”Vi er Swartzentrubere,” siger han, som om det forklarer alt.

Det gør det dog, i det mindste for mig. Medlemmer af amish­ samfundet kører ikke bil, og hvis de skal rejse langt, hyrer de en chauffør. De fleste af dem har ikke kørekort, så i stedet anmoder de motorkontoret om at udstede et id-kort til dem. Men ikke Swartzen­trubere, hvis tro forhindrer dem i at få taget billeder af sig selv. ”Jeg kom kørende op over bakken og havde ingen chance for at se hestevognen,” siger jeg og nikker hen mod den. ”Jeg har ikke kunnet undgå at bemærke, at vognen ikke er forsynet med hverken lygter eller reflekser.” ”Udsmykning,” mumler han på Pennsylvania Dutch. ”Jeg var lige ved at køre ind i hestevognen.” Jeg nikker hen mod hans kone og børn. ”Der var stor risiko for, at nogen kunne være kommet til skade.” ”Jeg stoler på Gud, ikke på engelske symboler.” ”Ich fashtay.” Det forstår jeg. ”Men det er lovpligtigt.” ”Gud vil tage vare på os.” ”Eller måske ville han foretrække, at du satte et advarselsskilt om langsomt køretøj på hestevognen, så du og din familie kan få et langt og lykkeligt liv.”

Et øjeblik ved han ikke, hvordan han skal reagere, men så ler han højt. ”Sell is nix as baeffzes.” Det er ikke andet end tom snak. ”I Ohio kræver færdselsloven, at der er anbragt reflekser på alle langsomme køretøjer.” Jeg sænker stemmen. ”Jeg var der den aften, da Paul Borntrager og hans børn blev dræbt. Det var en forfærdelig ulykke at være vidne til. Jeg ønsker ikke, at det samme skal ske for dig og din familie.”

Jeg kan se på udtrykket i hans ansigt, at jeg taler for døve ører. Han har truffet en beslutning, som han ikke har tænkt sig 21

at lave om på for hverken min eller nogen andens skyld. Jeg prøver at bestemme mig for, om jeg skal give ham en bøde, da jeg mærker min mobiltelefon vibrere mod låret. Jeg kigger ned og ser Tomasettis nummer på skærmen.

Jeg beslutter mig for at ringe tilbage til ham senere og retter blikket tilbage mod Shetler. ”Næste gang jeg ser dig køre på vejen uden behørige reflekser,” siger jeg til ham, ”er jeg nødt til at give dig en bøde. Er det forstået?” ”Jeg tror ikke, vi har mere at tale om.” Han vender ryggen til mig og stiger op i vognen igen.

Jeg står i vejkanten og lytter til lyden af hestens klirrende seletøj og hovenes klapren, da han styrer hestevognen ud på asfalten igen for at køre videre.

Sneen lander blidt på mine skuldre. De afklippede majsstængler hvisker til mig, at jeg skal lade ham køre. ”Idiot,” mumler jeg.

Da jeg sætter mig ind bag rattet i min bil, hører jeg radioen knitre. ”Boss?” lyder min faste aftenvagts stemme.

Jeg rækker ud efter mikrofonen. ”Hvad så, Jodie?” ”Du har fået gæster på stationen.” ”Gæster?” Et øjeblik forestiller jeg mig, at min søster eller bror sidder i receptionen og føler sig helt malplacerede, mens de venter på, at jeg skal dukke op. ”Hvem?” ”Agent Tomasetti, nogle jakkesæt fra GBI og en agent fra New York.”

Pludselig forstår jeg. For et par dage siden nævnte Tomasetti for mig, at hans viceinspektør gerne ville tale med mig om en efterforskning. Men der har ikke været aftalt noget møde, og han har ikke kunnet fortælle flere detaljer. Det er lidt underligt, at de er kommet på besøg nu, efter at det har sneet hele eftermiddagen – og uden at orientere mig først. Og det er endnu mere usædvanligt, eftersom en af mændene kommer hele vejen fra New York. ”Har du nogen anelse om, hvad det drejer sig om?” spørger jeg.

22

”Jeg ved ingenting, boss, men de ser ret alvorlige ud.” Hun sænker stemmen til en hvisken. ”Som om det handler om noget vigtigt.” ”Sig til dem, at jeg er der om ti minutter.” Jeg prøver at lade være med at blive urolig, sætter bilen i gear og kører tilbage mod stationen, mens jeg håber, at Elam Shetler og hans familie kommer sikkert hjem.

Da jeg ankommer til stationen, holder Tomasettis Tahoe og en brun Crown Vic med New York-nummerplader parkeret ved siden af min reserverede plads. Der ligger allerede et tyndt lag sne på bilerne. Jeg parkerer og skynder mig indenfor. Da jeg træder ind i receptionen, sidder Jodie bag skrivebordet med lukkede øjne og trommer med fingrene på skrivebordet i takt til Adeles ”Rolling in the Deep”.

Som regel er hendes skøre påfund og ideer en kilde til morskab for alle, men eftersom vi har fået officielt besøg, har jeg lige i øjeblikket lidt sværere ved at more mig over hende. Jeg er kommet halvvejs hen til hendes skrivebord, da hun åbner øjnene. Det giver et sæt i hende, da hun får øje på mig, og hun skynder sig at slukke radioen. ”Hej, boss.”

Jeg tager mine beskedsedler i det lille rum bag skranken. ”Du ved stadig ikke noget om, hvad vores gæster er kommet for?” ”Tomasetti er i gang med at vise dem varetægtscellen i kælderen …” ”Godt, der er du!” lyder Tomasettis stemme fra gangen.

Han er stadig klædt i det koksgrå jakkesæt og det lavendelfarvede slips, som han tog på klokken syv i morges. Hans ansigt er lagt i professionelle folder, og han smiler ikke til mig, hvilket fortæller, at der ikke bare er tale om et tilfældigt hyggebesøg. De to mænd, der kommer til syne på gangen bag ham, er ikke kommet for at få en rundvisning i kælderen og se vores lille varetægtscelle.

23

”Hej … agent Tomasetti.” I lyset af, at vi har boet sammen i over et år, føles det som en latterligt formel hilsen. ”Hej.” To skridt, og han rækker hånden frem mod mig. ”Jeg beklager det sene varsel.” ”Det er ikke noget problem, jeg var alligevel på vej til stationen.” ”Der er lovet voldsomt snevejr i New York i morgen,” forklarer han. ”Betancourt, som er efterforsker, vil gerne kunne køre tilbage i aften, før vejene lukker alt for meget til.” ”Det er også en lang tur.” Jeg retter opmærksomheden mod de to mænd, der træder op på siden af Tomasetti. Jeg kan ikke genkende nogen af dem, men det er tydeligt, at de begge er politifolk.

Overdrevent direkte blikke. Ordinære jakkesæt. De vurderer mig lidt for intenst med øjnene. Deres ansigtsudtryk er alvorlige og afslører intet om deres humør eller sindsstemning. Den typiske strisser-attitude, som jeg kender så godt. Under jakken på den højeste af de to mænd fanger jeg et glimt af et skulderhylster, der stikker frem.

Tomasetti introducerer os. ”Viceinspektør Lawrence Bates fra BCI.” Han nikker mod en høj og slank mand med et kantet ansigt.

Hans hud er fuld af dybe rynker, sandsynligvis et resultat af at have tilbragt mange år på golfbaner. Blå øjne bag firkantede briller. Han er begyndt at få en smule høje tindinger, og selvom han prøver at skjule det med tyggegummi og aftershave, hænger der en svag lugt af cigaretter ved ham.

Jeg rækker hånden frem. ”Hyggeligt at møde dig, viceinspektør Bates.”

Da han hører mig bruge den formelle titel, sender han mig et smil, som et øjeblik bryder det alvorlige udtryk i hans ansigt. ”Vær så venlig bare at kalde mig Larry.” Hans håndtryk er fast, og hans hånd er tør. Han slipper hurtigt min hånd igen. ”Jeg må hellere straks benytte mig af chancen og benægte alt, hvad Tomasetti kan have fortalt om mig.”

24

Jeg gengælder hans smil. ”Det er jeg glad for at høre.”

Tomasetti nikker mod den anden mand. Jeg vurderer ham til at være på cirka samme alder som Bates. Han er konservativt klædt i gråt jakkesæt, hvid skjorte og rødt slips, og han ligner mest af alt en mand fra FBI. Han er ikke ret meget højere end mig, men han er bygget som en bulldog, og hans ansigt får ham faktisk også til at ligne en. Hans mørke øjne under de kraftige øjenbryn er en lille smule blodskudte. Skægstubbe. Alt ved ham udstråler, at han har haft en lang dag. ”Og Frank Betancourt, senior-efterforsker ved BCI’s afdeling i New York State.”

Jeg mærker den ru hud på hans hånd, da vi hilser på hinanden, og det fortæller mig, at han må bruge en hel del af sin tid på at løfte vægte i et træningscenter. Blikket i hans øjne er direkte, og da jeg ser på ham, holder han mit blik. ”Du er langt væk hjemmefra,” siger jeg til ham. ”Det er slet ikke så tosset på den her tid af året.” Hans smil er som en eftertanke, og han lægger hurtigt ansigtet i alvorlige folder igen.

Der opstår en pause. Et akavet øjeblik, hvor ingen siger noget.

Jeg er klar over, at nu, hvor vi har overstået de indledende høflig­ heder, er de ivrige efter at komme til sagen.

Bates gnider hænderne mod hinanden. ”Må vi få lov til at bruge et par minutter af din tid, Burkholder? Vi har et problem oppe i New York, som vi gerne vil diskutere med dig.”

Ud af øjenkrogen ser jeg Tomasetti rynke panden. ”Vi kan gå ind på mit kontor og tale sammen.” Jeg nikker hen mod døren og viser dem indenfor. ”Nogen, der har lyst til kaffe?”

De tre mænd ryster på hovedet, hvilket fortæller, at de har været ansat ved ordensmagten i så mange år, at de ved, at begreberne politistationer og god kaffe ikke har noget med hinanden at gøre.

Tomasetti og Bates sætter sig i gæstestolene på den anden side af 25

skrivebordet. Betancourt vælger at stå op og stiller sig i nærheden af døren.

Jeg tager min frakke af, hænger den på krogen ved siden af vinduet og sætter mig på min stol. ”Det sker ikke så ofte, at vi får besøg af BCI eller politiet i New York,” begynder jeg. ”Tomasetti fortæller, at du selv engang har været amish,” siger Bates. ”Det er korrekt. Jeg blev født her i Painters Mill, og mine forældre var amish, men jeg brød med troen, da jeg var atten.” ”Taler du tysk?” ”Ja, jeg taler flydende Pennsylvania Dutch.” For første gang mærker jeg en snert af irritation gnave. Jeg har det lidt, som om jeg bliver holdt hen i spænding. De er kommet, fordi der er noget, de ønsker at opnå, men de er hemmelighedsfulde og tøver med at give mig flere oplysninger, fordi de er bange for, at jeg vil afvise dem. Jeg ville ønske, at de ville holde op med at luske rundt om den varme grød og bare gå direkte til sagen. ”Hvad er det nærmere bestemt, jeg kan gøre for jer?”

Bates ser på mig over kanten af brillerne. ”For et par måneder siden var der en sherif ved navn Jim Walker oppe i St. Lawrence County, der kontaktede delstatspolitiet for at få hjælp i forbindelse med nogle problemer i amishsamfundet.” Han nikker tilbage mod Betancourt. ”Frank blev sat på sagen og har samarbejdet med Jim. For to uger siden blev Jim ramt af et hjerteanfald. Han er på sygeorlov nu, og alle aktiviteterne er mere eller mindre blevet stillet i bero. Men for tre dage siden begyndte det hele at koge, da en amishpige blev fundet frosset ihjel i en skov nogle få kilometer fra sit hjem.”

Han holder en lille pause, før han fortsætter. ”Amishsamfundet breder sig ud over et større område i både St. Lawrence og Franklin County, så derfor kontaktede vi sheriffens kontor i Franklin County og involverede sheriffen, Dan Suggs. Der gik dog ikke lang tid, 26

før vi fik en tilbagemelding om, at ingen af instanserne havde de nødvendige ressourcer til at efterforske sagen til bunds.”

Normalt har delstatspolitiet et rimeligt budget og masser af ressourcer til at hjælpe politiet i mindre byer på landet. Men i dette tilfælde var politiets laboratorier og databaser ikke den form for efterforskningsmæssige redskaber, sheriffen havde brug for. For første gang forstår jeg, hvad de vil have min hjælp til. ”Vi er bekendt med nogle af de sager, du har arbejdet med her i Painters Mill,” siger Bates. ”Du har udført et stykke flot politi­ arbejde.” Han lægger hovedet lidt på skrå og nikker til Tomasetti. ”Jeg har talt med John om dine særlige evner og tænkte, at du måske ville være i stand til at hjælpe os i denne sag.”

Bates nikker til Betancourt. ”Eftersom Tomasetti og jeg mere eller mindre bare er med for et syns skyld, vil jeg derfor give ordet videre til Frank.”

Betancourt retter sig op og ser på mig. ”Den 21. januar fandt et par jægere liget af en femtenårig pige ved navn Rachel Esh i en skov nogle få kilometer fra hendes bopæl.”

Hans stil og tilgang er helt forskellig fra Bates’, der minder mere om en politiker end en politimand, og som foretrækker at krydre en samtale med små muntre bemærkninger og løs snak. Men sådan forholder det sig ikke med senior-efterforskeren. Mens Bates er afslappet, er Betancourt anderledes intens og springer enhver form for indledende manøvrer over. Jeg får det indtryk, at han ikke er typen, der stryger folk med hårene. ”Hvad var dødsårsagen?” spørger jeg. ”Obduktionen viste, at hun døde af nedkøling. Det havde sneet kraftigt. Af en eller anden grund opholdt hun sig udenfor i sneen og frøs ihjel. Der blev gennemført en toksikologisk undersøgelse, som viste, at hun ved dødens indtræden havde OxyContin i blodet.” ”Det forekommer underligt, at en amishpige havde stoffer i 27

blodet,” siger jeg. ”Har sheriffen en mistanke om, at der ligger en forbrydelse bag?” ”Hun må have stoffet et eller andet sted fra.” Betancourt læner sig frem. ”Men endnu mere forvirrende er det, at hun for kort tid siden havde været gravid.” ”Havde været gravid?” Jeg ser fra den ene til den anden. ”Hvad betyder det?” ”I forbindelse med obduktionen blev det påvist, at hun for nyligt havde mistet et barn. Der blev fundet rester af fosterceller i hendes livmoder.” ”Spontan abort?” ”Retsmedicineren mener, at der var tale om en provokeret abort.” ”Skal en mindreårig have sine forældres tilladelse for at få foretaget en abort i New York?” spørger jeg.

Betancourt ryster på hovedet. ”Nej.” ”Havde hun en kæreste?” spørger Tomasetti. ”Og er der nogen, der har talt med ham?” ”Vi har talt med en lang række personer, herunder hendes forældre, men ingen ved noget om, hvem pigen har været sammen med. Det er ikke lykkedes os at få oplyst et eneste navn,” brummer Betan­ court. ”Ingen har nogensinde set hende sammen med en dreng. Hun har aldrig talt om en kæreste. Den familie, hun boede hos, hævder, at hun ikke havde nogen kæreste.” ”Så hun boede ikke sammen med sin egen familie?” spørger jeg.

Betancourt ryster på hovedet. ”Tilsyneladende havde hun haft visse problemer med sine forældre. Hun flyttede ind hos en anden familie, som også er amish. Det lader til, at i bund og grund er der ingen, der ved en skid om, hvad der foregik i pigens liv.” ”Eller også vil de bare ikke fortælle det.” Jeg tænker lidt over det et øjeblik. ”Var pigen meldt savnet?”

Betancourt ryster på hovedet. ”Den familie, hun boede hos, troede, at hun bare var stukket af og flyttet hjem til sine forældre.

28

Det havde hun tilsyneladende gjort før. Så ingen undersøgte, hvor hun var.” ”Somme tider foretrækker folk i amishsamfundet selv at klare problemerne,” fortæller jeg ham. ”Hvis man kan undgå at involvere udefrakommende – herunder politiet – foretrækker man at gøre det på den måde. På godt og ondt.” ”Denne gang må man sige, at det er en stor hæmsko,” mumler Bates. ”Interessant nok,” siger Betancourt, ”var pigen ikke klædt i amishtøj.” ”Det er ikke sikkert, at det er relevant.” Han sender mig et for­ undret blik, så jeg forklarer nærmere. ”Pigen var femten, og det er muligt, at hun var midt i sin Rumspringa, som er en form for teenage­ritual, hvor unge amish i årene frem til, at de bliver døbt, ikke behøver at følge reglerne så stringent. De voksne vender mere eller mindre det blinde øje til.” Jeg tænker lidt over det. ”Men hvad lavede hun i øvrigt i skoven i det vejr?” ”Ingen ved, om hun selv var gået derud, eller om nogen havde bortført hende og bare efterlod hende derude,” svarer Betancourt. ”Sherif Suggs fortæller, at han ikke har oplevet den store imøde­ kommenhed i amishsamfundet deroppe,” siger Bates. ”Der er ingen, der er særlig samarbejdsvillige.” ”Hvordan nåede retsmedicineren frem til, at hun frøs ihjel?” spørger Tomasetti. ”Ikke fastslået,” svarer Bates.

Betancourt nikker. ”Det var ikke noget, Jim brød sig om at høre. Og hvis jeg skal være helt ærlig, hænger det heller ikke helt sammen for mig. Jeg mener … vi taler om en femtenårig pige, som har indtaget OxyContin. Som har været gravid og fået en abort.

Som frøs ihjel i skoven. Men ingen vil fortælle os en skid om noget.” ”Hvad er den seksuelle lavalder i New York?” spørger jeg.

29

”Sytten,” siger Betancourt. ”Der findes en særlov, hvis ingen af parterne er myndige, men hvis den fyr, der gjorde pigen gravid, er mere end fire år ældre end hende, kan vi alligevel sigte ham for voldtægt.” ”Ved forældrene noget om aborten?” spørger jeg. ”De ved ikke engang, at hun har været gravid.”

Tomasetti trækker på skuldrene. ”Har I talt med de lokale abortklinikker eller læger?”

Betancourt og Bates veksler et blik. ”Retsmedicineren mener ikke, at aborten blev foretaget på en klinik.” ”Så det skete illegalt?” spørger jeg. ”Sandsynligvis,” svarer Bates. ”Der blev ikke fundet tegn på infektioner eller noget i den retning, men – og jeg udtaler mig blot som lægmand nu – jeg vil tro, at der var sket nogle indvendige skader. Sikkert ikke livstruende, men alligevel noget, der kunne konstateres i forbindelse med en undersøgelse.” Han sukker og nikker i retning af sin kollega. ”Godt, men vi stod med alle de her oplysninger, og så fik sheriffen en dag besøg af en nabo.”

Al opmærksomhed rettes mod Betancourt, som med et intenst blik i øjnene læner sig lidt frem. ”Et par dage efter fundet af pigen opsøgte en nabo, der havde hørt om pigens død, Jim Walker på hans privatadresse og fortalte, at et par uger før Rachels død havde pigen fortalt, at der foregik ’noget slemt’ i det amishdistrikt, hvor de boede.” ”’Slemt’ på hvilken måde?” spørger jeg. ”Ifølge naboen var pigen klappet i som en østers og havde nægtet at komme nærmere ind på detaljerne. Men hun troede, at pigen måske havde henvist til en eller anden form for misbrug, som hun var bange for at afsløre mere om. Tilsyneladende svirrer det med alle mulige rygter.”

Tomasetti skifter stilling i stolen. ”Hvilken slags rygter?” ”Rygter af den slags, som får det til at løbe én koldt ned ad 30

ryggen.” Betancourt tager en smartphone op af inderlommen i sin jakke. ”Sherif Suggs ved en hel del mere om tingene, end jeg gør.

Er det i orden, hvis jeg sætter ham på medhør?” Han venter ikke på et svar, men begynder at bladre i listen over kontaktpersoner på telefonen. ”Dan ville gerne have været med hernede, men han kunne ikke holde fri. Jeg har ham på standby.” ”Helt i orden.” Jeg skubber et par sagsmapper til side for at gøre plads til telefonen. Betancourt lægger den på bordet.

Efter fjerde ring svarer sheriffen med et kortfattet: ”Ja.” ”Du er på medhør, Dan. Jeg sidder her i Painters Mill i Ohio sammen med politichefen, Kate Burkholder.” Et hurtigt nik til mig, hvorefter han præsenterer Tomasetti og Bates. ”Jeg har orienteret dem kort om situationen oppe i Roaring Springs, og jeg tænkte, om du kunne hjælpe med de nærmere detaljer.” ”Jeg har ikke så meget andet end rygter at holde mig til.” Der lyder en skrabende lyd, da sheriffen flytter telefonen over til det andet øre. ”Lad mig lige begynde med at give nogle bag­grunds­ oplysninger for at sætte det hele lidt i perspektiv. For omkring tolv år siden flyttede adskillige amishfamilier hertil fra Geauga County i Ohio og slog sig ned i et område uden for Roaring Springs.” ”Geauga County ligger ikke ret langt fra Painters Mill,” fortæller jeg ham. ”Vi befinder os højt oppe i New York State, omkring tredive kilometer fra grænsen til Canada og ikke ret langt fra Malone.”

Han sukker. ”Godt … i årenes løb har disse amishfamilier etableret en bosættelse i området og er blevet en del af lokalsamfundet. De har været gode samfundsborgere og naboer, og hvis jeg skal være helt ærlig, har deres tilstedeværelse givet byen et løft. Nogle af de lokale forretninger begyndte at handle med amishfolkene og solgte alt fra æg til møbler. Folk begyndte at komme til Roaring Springs fra hele oplandet for at handle. Der begyndte også at komme turister.

Men så for tre år siden ændrede alt sig, da den gamle biskop døde, 31

hvorefter menigheden udnævnte en amishprædikant ved navn Eli Schrock som hans efterfølger.” ”Navnet siger mig ikke noget,” indskyder jeg. ”Rygterne fortæller, at Schrock – og et par af hans følgere – var af den opfattelse, at den tidligere biskop havde været alt for eftergivende i forhold til reglerne, så Schrock strammede op på tingene. Jeg har hørt, at han går temmelig højt op i det med adskillelsen fra det omkringliggende samfund, så de fleste amishfolk holdt op med at komme ind til byen, de solgte ikke længere deres produkter til butikkerne, og i bund og grund trak de sig mere og mere tilbage og holdt sig for sig selv. Borgmesteren var naturligvis alt andet end glad for det. Han havde sat sin lid til, at Roaring Springs kunne udvikle sig til det næste Lancaster County. Men naturligvis brød amishfolket ikke nogen regler ved at gøre det, og de er i deres fulde ret til at holde sig for sig selv, hvis det er det, de vil.”

Han ler kort, før han fortsætter. ”Da Schrock overtog ledelsen, var det nærmest, som om hele amishsamfundet forsvandt ud af syne.

Man så af og til en hestevogn læsset med hø rundt om i distriktet, men ellers så ingen ret meget til dem, og politiet oplevede aldrig, at der var problemer med dem. Ingen nabokonflikter eller noget i den retning. Helt ærligt var der ingen, der mærkede særlig meget til dem, før liget af den døde pige dukkede op.” ”Hvor boede pigen?” spørger jeg.

Nogle papirer knitrer i den anden ende. ”Hos Abe og Mary Gingerich.” ”Hvad er dit indtryk af dem?” ”Jeg talte længe med dem, efter at pigen blev fundet. De virkede meget reelle. Religiøse. Stille. De var sønderknuste over det med pigen, men det var mit klare indtryk, at de ikke bryder sig ret meget om os, der ikke er en del af amishsamfundet.”

32

”Har du en fornemmelse af, hvad det er, der foregår, sherif?” spørger jeg. ”Jeg har været sherif i Franklin County i mere end seksten år. Jeg kender hele området heroppe bedre end min egen bukselomme.

Men hvis jeg skal svare ærligt på spørgsmålet, ved jeg ikke en skid om, hvad der reelt foregår i amishsamfundet.” Han sukker tungt. ”Jeg dømmer ikke folk på baggrund af, hvordan de vælger at gå klædt, eller hvad de tror på. Og jeg har på ingen måde noget at udsætte på amishfolket. Men alligevel er det almindelig kendt, at nogle af dem er temmelig underlige.” ”Er der noget bestemt, du tænker på?” spørger Tomasetti. ”Sidste sommer var der en amishdreng på omkring ti år, der kom ind til byen sammen med sin mor. Ekspedienten i købmandsbutikken bemærkede, at hans ben var fyldt med skrammer og blå mærker.

Hun ringede til os og fortalte, at det lignede slagmærker fra en pisk. En af mine mænd kørte en tur ud i området, men ingen ville tale med ham – ikke én eneste trådte frem. Så derfor involverede vi de sociale myndigheder. De efterforskede sagen, men det lykkedes dem aldrig at lokalisere drengen og hans familie.”

Han holder en lille pause, før han fortsætter. ”Desuden har vi modtaget et par anonyme opkald i løbet af det seneste år. En kvinde, der hævder, at folk bliver tilbageholdt mod deres vilje.

Begge gange lykkedes det os at spore opkaldet til en mønttelefon på landevejen godt en kilometer fra amishbosættelsen. Jeg kørte personligt en tur derud, men ligesom tidligere var der ingen, der ville tale med mig, og det lykkedes mig aldrig at lokalisere kvinden, der havde ringet – eller for den sags skyld at finde andre, der kunne bekræfte hendes påstande.”

Betancourt sukker. ”Fortæl dem lidt mere om Schrock.” ”Eli Schrock er navnet på den nye biskop. Han er en karismatisk mand. Intelligent, velformuleret, gudfrygtig og respekteret i amishsamfundet. Hans følgere er meget loyale. Jeg mener … disse 33

mennesker forguder ham nærmest.” Han tier et øjeblik. ”Men når det så er sagt, verserer der alligevel en hel del rygter om, at hans følgere er bange for ham og ikke tør gå imod ham. At han er kendt for at straffe folk, som ikke indordner sig under reglerne.” ”Hvilken form for straf er der tale om?” spørger Tomasetti. ”Efter sigende låste han engang en mand inde i et hønsehus. Lod ham blive derinde i to eller tre dage uden at få noget at spise. På anden hånd har jeg hørt, at en anden blev straffet med piskeslag.

En af mine medarbejdere har fortalt, at han har hørt om mindst én familie, som flygtede midt om natten og bare efterlod alt det, de ikke kunne bære, så de ikke løb nogen risiko for at blive pågrebet af Schrock eller hans følgere.” ”Er der nogensinde kommet nogen anmeldelser imod ham?” spørger Tomasetti. ”Igen er der ingen, der vil tale med os. Ingen har lyst til at træde frem,” fortæller Suggs. ”Ikke én eneste. Jeg tilbragte en del tid derude efter fundet af hende Esh-pigen. Jeg havde et par af mine medarbejdere med, men alligevel kunne vi ikke få én eneste af dem, vi talte med, til at besvare et eneste spørgsmål.” ”Kan du beskrive bosættelsen lidt nærmere?” spørger jeg. ”Vi taler om et område på omkring 300 hektar fordelt på marker og skov. Der løber en flod gennem landskabet, som også rummer en del kløfter og visse steder er temmelig kuperet. Området er forholdsvis tyndtbefolket. Om sommeren er der smukt som bare fanden derude. Schrock købte jorden for en slik, da han ankom for tolv år siden. Han flyttede ind på en gammel gård og levede et stille og roligt liv, indtil den gamle biskop døde.” ”Hvor mange mennesker bor i distriktet?” spørger Bates. ”Jeg vil sige, at der nok bor omkring en halv snes amishfamilier, og de har bygget en række rigtig smukke huse. Naturligvis uden elektricitet. Der er også blevet bygget lader. De holder lidt kvæg og heste og har også nogle få grise. De dyrker jorden. Majs og 34

hvede. Hø. Der er også kommet er par husvogne til. De fleste af familierne har deres egen jord. Jeg ved kun alle disse ting på grund af de offentlige ejendomsregistreringer. Det er svært at finde ud af ret meget mere, fordi beboernes kommunikation og interaktion med indbyggerne inde i byen er mere eller mindre ikke-eksisterende.”

Betancourt ser fra Tomasetti til Bates, før hans blik til sidst lander på mig. ”Sheriffen er bekymret for, hvordan børnene derude har det.” ”Især efter fundet af den døde pige,” siger Suggs. ”Hvor mange børn er der tale om?” spørger jeg. ”Der bor mindst fyrre børn under atten i distriktet. Efter fundet af pigen sendte vi to repræsentanter fra de sociale myndigheder derud, men de fandt ingen tegn på mishandling, forsømmelse eller underernæring. Jeg tror dog ikke et øjeblik på, at de formåede at få afdækket alt i forbindelse med deres besøg.”

Tomasetti ser på Betancourt, og udtrykket i hans øjne er ikke ligefrem venligt. ”Og hvad er det, I gerne vil bruge Kate Burkholder til?”

Betancourt gengælder hans blik, og der hænger en anspændthed i luften, som får mig til at spænde i nakken. ”Jeg tror, at børnene derude er i fare,” siger Betancourt. ”At Schrock fører sine følgere bag lyset, og at folk er bange for at træde frem. Hvis vi ikke får hjælp til at finde ud af, hvad fanden det er, der sker derude, frygter jeg, at vi kommer til at se flere dødsfald – eller folk, der forsvinder – uden at nogen vil vide noget som helst om, hvad der foregår. Vi er nødt til at finde en, der kan slå sig ned i amishsamfundet og trænge helt til bunds i den her sag.” ”Og arbejde undercover?” spørger Tomasetti. ”Det vil være optimalt, ja,” svarer Suggs. ”Problemet er bare, at vi ikke kender nogen, der vil kunne glide overbevisende ind i rollen.”

35

”Der er brug for en, der forstår kulturen og har et vist kendskab til religionen. En, der taler sproget,” tilføjer Bates. ”Så uanset hvem det bliver,” siger jeg langsomt, ”vil vedkommende skulle give sig ud for at være amish og blive en del af lokalsamfundet?” ”Præcis,” svarer Suggs.

Stilheden sænker sig i rummet. ”Det er med andre ord mig, I tænker på,” siger jeg. ”Jeg ved godt, at det kan lyde lidt ekstremt …” begynder Betancourt.

Tomasetti afbryder ham. ”For ikke at sige risikabelt. Især hvis Schrock er ustabil eller fanatisk – eller begge dele.”

Betancourt lader sig ikke slå ud. ”Vi vil naturligvis hjælpe dig med at skabe en identitet. Sikre forskellige kommunikationsmuligheder.

Og naturligvis betaler vi alle rejseomkostninger, udgifter til ophold … og hvad der end er brug for med hensyn til fornødenheder og tøj.” ”Og vi betaler naturligvis også din løn, mens du er her,” tilføjer Suggs. ”Du vil blive officielt ansat som vicesherif på en kontrakt med Franklin County.” ”Du har den rette baggrund og erfaring, Burkholder.” Bates sender mig et stort smil. ”Og desuden er du den eneste, vi har kunnet finde, der taler flydende Pennsylvania Dutch.”

36

PHOTO: PAM LARY

EN amishkrimi med Kate Burkholder

De ugudelige er den ottende bog i Castillos fascinerende serie med den tidligere amishpige og nuværende politichef Kate Burkholder som hovedperson.

Politichef Kate Burkholder bliver kaldt til et politidistrikt langt ude på landet. Her ønsker man hendes hjælp i en eskalerende situation i et isoleret amishsamfund, hvor man har fundet liget af en ung pige. Det lokale politi er ude af stand til at trænge igennem den mur af tavshed, amishsamfundet møder dem med. Sheriffen beder Kate om at arbejde undercover og infiltrere samfundet forklædt som amishkvinde.

Castillos krimier har ikke kun taget USA med storm; hun er en international bestsellerforfatter, udgivet i 30 lande.

De ugudelige er den ottende bog på dansk i Castillos serie med politichef Kate Burkholder som hovedperson.

De tidligere bøger i serien er: Tvunget til tavshed Bøn om tavshed Bryd tavsheden Meldt savnet Sidste åndedrag Døden venter Efter stormen

Kates kæreste, politiefterforsker John Tomasetti, er langt fra begejstret for ideen, velvidende at Kate ikke har erfaring med undercover-op­gaver, og at hun dårligt vil kunne få hjælp, hvis hun skulle få brug for det.

Alligevel tager Kate afsted, og det lykkes hende at infiltrere det lille amishsamfund, hvor hun opdager en verden bygget på hemmeligheder og løgne, samt en række chokerende forbrydelser. Men hun er fuldstændig alene og må i sidste ende kæmpe for at slippe væk med livet i behold.

De ugudelige

Linda Castillo har en fortid som finans­ manager. Hun bor i Texas med sin mand, og ud over sin forfatterkarriere har hun en passion for heste.

LINDA CASTILLO

De ugudelige

De ugudelige er en gribende krimi, som samtidig giver et indblik i den hemmelighedsfulde amishkultur i USA.

“Det er effektivt, foruroligende og troværdigt.

Kort sagt leverer Castillo glimrende underholdning.”

Po l i tik e n