Da Leonoras mor dør, beslutter hun at skrive den faktiske historie om sig selv og sit liv. Om den ensomme Christina, der vokser op i et rødt parcelhus i Helsinge med en plan: Hvis hun får topkarakterer og ikke gør sin mor ked af det eller sin far vred, kan det være, at de kan elske hende. Og om den unge litteraturstuderende, der på trods flytter til København for at genskabe sig selv som forfatteren Leonora og til sine forældres rædsel forelsker sig i en kvindelig præst. „Når du ligger i rendestenen, skal du nok komme hjem“, siger hendes far, men så tager Leonoras raseri og livslyst over. Den, der lever stille er en stærk fortælling om at miste det hele og finde sig selv, om at håbe på en forklaring og hige efter sin mors kærlighed langt ind i døden.
leonora christina skov har udgivet romanerne Hvor intet bryder vinder, Førsteelskeren, Silhuet af en synder, Champagnepigen og Rygsvømmeren. Hendes forfatterskab er oversat til tysk, hollandsk, tjekkisk, norsk og spansk. Hun er litteraturanmelder ved Weekendavisen og mag.art. i litteraturvidenskab.
ISBN 9788740044478
Af samme forfatter: De røde sko – Feminisme nu • Antologi (red. 2002) Rygsvømmeren • Roman (2003) Alice i Eventyrland • Gendigtning (2006) Champagnepigen • Roman (2007) Glashuset • Børnebog (2008) Silhuet af en synder • Roman (2010) Førstelskeren • Roman (2012) Hvor intet bryder vinden • Roman (2015)
Den, der lever stille.indd 2
23/11/17 11.08
Leonora Christina Skov
Den, der lever stille Roman
PO L IT IK E N S F ORLAG
Den, der lever stille.indd 3
23/11/17 11.08
Til Annette Til Ingrid Og til Jannie, Kirsten, Maria og Sidsel
Den, der lever stille.indd 5
23/11/17 11.08
Under indflydelse af døden Jeg kunne ikke genkende min mor, som hun lå der på hospicestuen med de æggegule vægge. Hendes hud var trukket stramt tilbage over kinderne og den bare isse, og munden var en flænge i ansigtet, øjnene var store og sorte og stirrede tilbage på mig uden at blinke. Hun er død, tænkte jeg, mens rummet drejede, og lugten af hospitalssprit skar mig i næsen. Jeg nåede ikke frem i tide. Bag mig kunne jeg høre min faster Kirsten hænge sin frakke over en bøjle. – Det er godt, at Christina er her, ikke Ingelise? sagde hun med sin rolige sygeplejerskestemme, der mindede mig om nystrøgne lagner, og til min overraskelse udstødte min mor en lyd. Et dybt aaah, der kunne betyde hvad som helst. Jeg støttede mig til væggen, til rummet stod stille. Min mor blinkede stadig ikke. Der er ikke flere ord i hende, tænkte jeg. Hun kommer ikke til at fortælle mig, hvad der er foregået, hun kan ikke anklage mig mere, hvem er hun? Og jeg så mig selv udefra, for farvestrålende og larmende i mine prikkede guldsko. Min far skramlede med Jyllands-Posten ovre ved vinduet og rejste sig. Han var grå i ansigtet, grå som sin strikkede sweater. Hans arme hang slapt ned langs siderne. – Jeg sagde til mor, at hun ikke måtte dø på din udgivelsesdag, og det gjorde hun heller ikke, sagde han. – Er det ikke rigtigt, Kirsten? Vi sagde til hende, at hun måtte vente, til Christina kom. 7
Den, der lever stille.indd 7
23/11/17 11.08
Jeg havde udskiftet Christina med Leonora for femten år siden, og Christina føltes ikke længere som mit navn, ikke længere som mig. På den måde passede det ene til det andet, for jeg følte mig heller ikke som mig selv. Jeg hviskede til ham, at min nye roman aldrig havde været vigtigere end min mor, han skulle have ladet mig komme på besøg i går eller i weekenden, som jeg havde foreslået, eller også skulle jeg være kommet alligevel, selvom jeg ikke var velkommen. Jeg var trods alt deres eneste barn. – Kan du forstå, det er svært, at mor ikke har lyst til, at jeg er hos hende nu? havde jeg spurgt ham over telefonen hver dag den sidste uge, og han havde svaret, at det kunne han da godt forstå. Set i bakspejlet burde mange af vores samtaler have været længere, end de var. Jeg kastede et hurtigt blik på uret, der hang over for sengen. Klokken var lidt over tolv om formiddagen. Den rigtige datter ville for længst have kastet sig hulkende på sin mors hospitalsseng, men jeg havde været den forkerte datter i årevis, muligvis siden jeg blev født, og min mor brød sig ikke om kropskontakt. Så jeg trådte forsigtigt hen til hende, mens jeg forsøgte at fordrive chokket fra mit ansigt. Chokket over at se hende sådan. – Hej. Jeg ville have sagt ‘hej mor’, men ‘mor’ sad fast i halsen. Sengen virkede enorm, dynerne for kraftige, det hvide betræk for hvidt. En serie smerter bølgede gennem hende og fik knoglerne til at træde tydeligt frem under den hvide silkepyjamas – Aaah, sagde hun og drejede hovedet mod mig. Tæt på var hendes blik akut klaustrofobisk, som var hun krympet og spærret inde i pupillerne, som råbte hun til mig derinde fra på et sprog, jeg ikke forstod. Det slog mig, at jeg aldrig havde set et menneske i så store smerter, ikke engang tilnærmelsesvis, og jeg ønskede bare at række ud og stryge hende over den afsvedne isse, hvor enkelte hårtotter stod tilbage efter det seneste kemoangreb. I stedet så jeg hende i øjnene. 8
Den, der lever stille.indd 8
23/11/17 11.08
– Det kan da ikke være rigtigt, at du skal have så ondt, sagde jeg og satte mig på den tomme stol, som Kirsten skubbede ind under mig. Hun vidste, hvad hun skulle gøre, modsat mig, der kun havde mødt døden i litteraturen og aviserne og telefonen og trafikken og en enkelt gang midt på Strøget, og det sidste ønskede jeg ikke at tænke på nu. Kirstens bevægelser var lige så øvede som en professionel dansers. – Jeg har givet din mor større og større doser morfin hele natten, men der skal skrappere midler til nu, ikke? sagde hun og klappede mig på skulderen. – Lægen kommer om lidt. – Men han bliver da nødt til at komme nu. Den foregående nat trak skygger ind over Kirstens ansigt. – Jeg tror lige, at de skal have styr på papirarbejdet, sagde hun. – Din mor kom først herud for en halv time siden. Sidst, jeg så min mor, var ti dage tidligere. Hun var iført sin grå paryk og et rødstrikket sjal og sad i det nybyggede hus i Svendborg, i sin almindelige stol i det lille, mørke værelse, som mine forældre brugte som dagligstue, selvom mørke alle dage havde deprimeret min mor. Af samme grund havde de fået bygget en stor, lys stue med karnap, men den brugte de kun, når de havde gæster, hvilket ville sige sjældent. I vindueskarmen ved siden af min mors stol stod en pink orkidé omgivet af De Fire Piner. – Er det ikke overkill at blive ved at have pinerne stående herinde? spurgte jeg. – Staklerne har jo ondt alle vegne. Har du ikke rigeligt med sygdom i det daglige? – Næh, det har jeg ikke tænkt over, sagde min mor og betragtede den figur, der vred sig i smerte med hænderne for ørerne. – Far fik dem af sine søstre, før vi blev gift, men det kan da godt være, at du har ret. OxyContinen gjorde hende nærværende og fraværende på én gang, men mindre på vagt. – Man kunne give dem butterfly på, sagde jeg. – Eller fez. 9
Den, der lever stille.indd 9
23/11/17 11.08
– Ja, det kunne være kønt, sagde hun, og vores småsnak fyldte rummet. Min kommende romanudgivelse, hendes kommende strålebehandling. Når det gjaldt, kunne jeg stadig pudse og polere en overflade, så den skinnede, og man næsten ikke bemærkede, at min mor trak vejret uden om de voksende metastaser og hele tiden måtte flytte vægten fra det ene liggesår til det andet. Min far serverede frokost, kaffe og kage, mens vi holdt på formerne og fik det bedste ud af det, og nu, halvanden uge senere, var døden så klar til servering. Bag mig sagde min far, at der vel nok var dejligt lyst her på hospicet. Og sikke en udsigt! Til sommer kunne man måske ligefrem sidde ude. – Det er godt, at hun er kommet herud, sagde han. De æggegule vægge gav min mors hud et grønligt skær. – Nu skal hun bare smertedækkes, så kan det være ... Men det kunne ikke være, ikke som min mor lå der med ansigtet fortrukket i et skrig, der var for stort til at passere. Hun lignede stadig en fremmed, og det var hun også, tænkte jeg og prøvede at spole tankerne tilbage og tænke noget andet. Bare for det tilfælde, at hun nu befandt sig i en anden tilstand, hvor hun havde adgang til mine tanker. Et øjeblik føltes det sådan. – Der er også alle mulige aktiviteter her på hospicet, sagde min far med den lette stemme, han havde brugt over for min mor alle årene. Hans Du må ikke græde-stemme. Hvis vi lader som ingenting, er der næsten ingenting sket-stemme. – Du kan få en af sygeplejerskerne til at vise dig rundt. Alting er helt nyt. – Det lyder godt, svarede jeg og gik over til panoramavinduet, der adskilte den øde mark fra undtagelsestilstanden omkring mig. Intet var spor godt. Min far kom hen til mig. – Hvor er Annette? spurgte han lavt. Annette var min kæreste gennem 12 år og ægtefælle gennem de sidste otte. – Hun er hos Kirsten, svarede jeg. – Vi gik ikke ud fra, at hun var velkommen her. 10
Den, der lever stille.indd 10
23/11/17 11.08
Ingen af mine kvindelige kærester havde været velkomne, fra jeg var 21 år til nu. I mange år betød det, at jeg kun så mine forældre til større familiearrangementer eller slet ikke, men siden kræften havde spredt sig fra min mors bryst til hendes lunger til hendes ryg til hendes knogler til hendes lever, havde jeg besøgt hende og min far alene. Når han ringede til vores fastnettelefon, og Annette tog røret, nøjedes han med at præsentere sig og bede om at tale med mig. Min mor ringede aldrig op. Jeg havde troet, at hun ville dø i løbet af få måneder, at det var, hvad terminalt kræftsyg ville sige, men nu havde hun været terminalt kræftsyg i to år og fire måneder. Denne gang havde Annette insisteret på at leje en bil og tage med. – Ikke for dine forældres skyld, men for din, havde hun sagt. – Du har stået med rigeligt alene. Du skal ikke også stå med det her. Min far rømmede sig. – Annette kan da sagtens komme forbi, sagde han. – Mor kan jo hverken sanse eller samle længere. Så har det hele tiden været mor, der havde et problem med, at jeg er homo, og ikke dig? tænkte jeg, trykkede Annettes nummer og bad hende komme med det samme. Jeg havde tit trøstet mig med, at min mor og jeg havde det samme mellemrum mellem fortænderne og ens hænder og fødder, så på en måde var hun altid hos mig. Nu var hendes hånd på dynen hvidere end min, en vokshånd, der pludselig bevægede sig. Kirsten rakte ud og klappede den, som ville hun fortælle mig, at jeg kunne gøre det samme, så jeg lagde prøvende hånden over min mors. Hun trak den ikke til sig. Måske betød det, at hun ikke følte afsky for mig længere, eller også var hun for afkræftet til at flytte hånden, eller nej, for nu løftede hun benet under dynen og rykkede en smule på sig. Jeg sprang op, halvt i forskrækkelse. – Vil du ligge lidt højere? spurgte jeg og arrangerede puderne under hende, mens jeg hørte mig selv sige, at jeg burde have læst 11
Den, der lever stille.indd 11
23/11/17 11.08
medicin i stedet for litteraturvidenskab. Hvad havde jeg dog tænkt på? Litteraturvidenskab måtte være verdens mest ubrugelige fag. Min mor havde sagt nogenlunde det samme, da jeg blev optaget. Sikke et luksusfag! Nede i Afrika uddanner de næppe folk i den slags. – Er det bedre sådan her? spurgte jeg. – Vil du have flere puder? Min mor stirrede på mig, og jeg lod mig falde tilbage på stolen. – Hvad du kan bruge det til, sagde hun i mit hoved. – Dig, dig, dig. Det er det eneste, du tænker på. Først mig selv og så mig selv og så mig selv igen, er det ikke rigtigt? – Din mor er sådan et godt menneske, supplerede min far, stadig i mit hoved. – Hun tænker altid på alle andre end sig selv. Hvis du anstrenger dig, kan det være, at du er heldig at blive et lige så godt menneske som hende. Min mors hånd søgte hen over dynen og lukkede sig om min. Måske tog hun fejl af min hånd og en andens. Jeg ventede, men hendes hånd lå der stadig. Jeg er ked af, at jeg ikke kunne være den datter, du ønskede dig, tænkte jeg. At årene er gået, uden at vi har fået talt om det. At jeg efterlod dig i vejkanten og fortsatte alene, for sådan har det føltes. Som om jeg løb fra mit ansvar og det, jeg var sat i verden for, nemlig at gøre dig glad eller forsøge på det. Husker du dengang, du var glad, eller så du bare sådan ud på de gamle billeder fra før, jeg blev født? Dengang du blev uddannet økonoma i 1970. Du og din veninde Inga side om side på første række, lige smukke, lige strålende med jeres højt opsatte hår og hvide kitler. Min telefon brummede i tasken. Min veninde Maria spurgte, om jeg havde set de gode anmeldelser af Hvor intet bryder vinden, min nye roman, og ville jeg have citater, for så havde hun copypastet et par stykker. Jeg lod telefonen glide tilbage i tasken og så min mor for mig. Det sort-hvide billede, jeg fandt af hende og min far, nyforelskede i 1971. Jeg sendte det til hende for et par 12
Den, der lever stille.indd 12
23/11/17 11.08
måneder siden, og hun sms’ede mig, at kjolen var blå, og at skoene matchede. Min mor holdt af matchende påklædning og symmetri i indretningen. Jeg tog det som et dårligt tegn, at hun ikke afsluttede sin besked med diverse emojis, som hun plejede, og det var det også. Hendes sidste besked til mig for en måned siden, et svar på en besked fra mig: Tasken har været mormors. Den er købt i Marokko sidst i 70’erne. Min far lagde første sektion af Jyllands-Posten fra sig og åbnede sportssektionen foran ansigtet, og min mors blik virkede glaseret, som var råbene ved at forstumme inden i hende. Det var nu, jeg skulle bede de andre gå udenfor, så jeg kunne fortælle hende, at jeg elskede hende, og læse højt for hende af Kærlighedens Højsang og alt det andet, mine venner havde fortalt, at de havde gjort, da deres forældre døde. Men jeg sad bare ganske stille, mens deres historier blev til kalkerpapir med mere og mere utydelige streger. Jeg anede ikke, om der var gået et minut eller en time. Lægen trådte ind på stuen og trak vejret dybt, så snart han så min mor. Han måtte have set hundredvis af mennesker dø, og dog formåede døden stadig at overraske ham, tænkte jeg. Han rakte mig hånden. – Goddag. – Goddag, jeg hedder Christina. Jeg er Ingelises datter. Jeg lød som en biperson, der netop havde fremsagt min eneste replik i en dårlig tv-film. Han nikkede neutralt. – Du har meget ondt? spurgte han min mor, der udstødte et klart aaah. Hun virkede med et ganske nærværende, og jeg tænkte på, hvor ofte hun havde givet udseende af at være svag. Ingen kun ne forvente noget af hende, hun kunne ikke finde ud af noget som helst, tænk bare på hendes dårlige karakterer i skolen og alle de gange, hun var blevet mobbet og holdt udenfor. Men indtil i går havde hun viljestyrke nok til at sidde i sin stol og foregive at være 13
Den, der lever stille.indd 13
23/11/17 11.08
helt almindelig kræftsyg, selvom hun var ved at dø, og OxyContinen var holdt op med at virke, og nu lå hun så her og tvang sig selv til at høre efter. Hun var lige så viljestærk som min mormor, slog det mig. Det ville jeg gerne have vidst noget før. – Vi har et præparat, der hedder Ketamin, sagde lægen med alvorlig stemme. Endnu en biperson i tv-filmen. Jeg ville have slukket, hvis jeg kunne. – Præparatet kan tage dine smerter, men hvis du får det, kommer du ikke til at være ved bevidsthed længere. Ønsker du det? Min far lagde avisen fra sig og kom over til sengen. – Men er det udelukket, at den palliative strålebehandling snart begynder at virke på smerterne i ryggen, så hun kan komme hjem igen? spurgte han. Lægen nikkede. – Det er udelukket, svarede han. – Men aftalen var jo ... – Ingelise er ved at dø. – Jo, jo, men aftalen var jo ... Min far spændte i kæben, som forventede han, at lægen ville huske, hvad han havde lovet for to uger siden: et midlertidigt hospiceophold for at stabilisere smerterne, ikke noget permanent. Lægen forholdt sig afventende. – Taler vi om dage eller uger? spurgte min far til sidst. – Vi taler om timer. Jeg havde ondt af min far, der skød hagen frem og stirrede ud i luften. De sidste mange år havde han været en planet i rotation om min mor, hurtigere og hurtigere, efterhånden som hun begyndte at brænde ud. – Jeg er sikker på, at min mor ønsker at være smertedækket, sagde jeg og forsøgte at aflæse hendes blik. Jeg anede ikke, hvad hun ønskede. – Du skal ikke have så ondt, vel? – Aaah, sagde hun, og det kunne stadig betyde hvad som helst. Hvorfor har du og far ikke talt om det her for længst? tænkte jeg. 14
Den, der lever stille.indd 14
23/11/17 11.08
Du må have vidst, at du skulle dø. Du har været kræftsyg i tolv år, så hvorfor overlader du så stor en beslutning til mig, som du ikke engang kan lide? Du afskrev mig, da jeg var 21. Du sagde, at du ikke længere havde en datter, så hvorfor skal jeg sidde her og agere dit talerør nu? Alle de gamle historier væltede ud, bare jeg lettede en smule på låget. Det gik ikke an, ikke nu. – Jeg må hellere gå ud og ringe til dine brødre, ikke? sagde jeg og rejste mig. – Aaah, sagde min mor og blinkede langsomt. En gang. To gange. Det er ikke acceptabelt at have lyst til at slå på en døende. Det er ikke acceptabelt at have lyst til at ruske hende. Jeg gik ud på gangen og fandt en krog, hvor et par stole var placeret rundt om et lille bord som rekvisitter til en samtale, ingen havde lyst til at føre. Min mors yngste lillebror ville vide, at det var vigtigt, var jeg sikker på. Jeg havde aldrig ringet til ham før. – Det er Christina, sagde jeg. Det drejer sig om min mor, hun ... Han rømmede sig. – Jeg sidder midt i et møde i Brøndby. Kan det vente? – Nej, min mor er ved at dø. Vi er på hospicet nu. Jeg tror, at du skal skynde dig, hvis du vil sige farvel til hende. Der var en lang tavshed i røret. – Vi besøgte hende i weekenden, og jeg kunne godt se, hvad vej det gik. Jeg synes, at jeg sagde farvel til hende der, sagde han. Han lød hverken venlig eller uvenlig. – Så du kommer ikke? – Som sagt sidder jeg midt i et møde i Brøndby. Receptionisten rejste sig, da et par bedemænd kom ud fra et af værelserne med en kiste imellem sig. Jeg rejste mig også, mens jeg klikkede min mors ældste lillebrors hjemmenummer frem på displayet. Engang var min tantes stemme i røret en af dem, der holdt mig i live. Nu lød den meget langt væk. 15
Den, der lever stille.indd 15
23/11/17 11.08
– Det er Anne-Marie. Jeg satte hende ind i situationen, og hun gik væk fra røret og kom tilbage. Forbindelsen skrattede. – Carl Peter er gået i seng, sagde hun. – Han siger, at han vil sove, hvad skal jeg gøre? I mit hoved hørte jeg min mor sige, at Carl Peter ikke kunne holde sygdom ud. Det ved du da godt, Christina. Du kender ham jo. Men han måtte tage sig sammen, tænkte jeg. Klokken var halv tre om eftermiddagen, og hans storesøster var ved at dø. – Hvad med at vække ham og sige, at han skal komme med det samme? spurgte jeg Anne-Marie, men jeg kunne høre på hende, at de heller ikke ville komme, at ingen i familien ville komme ud over Kirsten, og måske ønskede min mor det sådan. Måske havde hun ønsket at blive ladt i fred hele sit liv. I 1972, fire år før jeg blev født, blev mine forældre gift og flyt tede til Helsinge en times kørsel nord for København. Helsinge havde en gammel bykerne med kirke og gadekær og en overflod af dagligvareforretninger, der betjente de nærliggende sommer husområder, men ellers havde byen meget lidt med det dyre strandliv i Tisvilde og det pittoreske havneliv i Gilleleje at gøre. Velhaverne boede uden for byen i Annisse Nord tæt ved Arresø, og i selve Helsinge boede folk med gennemsnitlige indtægter og derunder. I 1970’erne rykkede middelklassen ind i parcelhuskvartererne, der skød op rundt om bykernen, deriblandt mine forældre, der flyttede til byen, fordi grundene var billige. Min far kom med opsparingen, min mor med sølvtøj til tolv. De fik bygget et rødt parcelhus på en hjørnegrund i et nyt villakvarter mellem Brugsen og Aldi, hvor husene lå på stribe bag nyplantede hække, og villavejene var opkaldt efter træer. Fyrrevej, Elmekrogen, Lærkevej, Granvænget. Vores vej faldt udenfor ved at hedde Bymosevej, og det skyldtes, at der havde ligget en mose, som nabohusene hurtigt begyndte at 16
Den, der lever stille.indd 16
23/11/17 11.08
synke ned i. Men vores hus var bygget på en jordknold og blev stående, en smule hævet over de andre. – Det er Helsinges flotteste og bedste hus, hr. Skov, sagde min mor, og min far gav hende ret. Ingen andre kunne se det, men mine forældre vidste det, og det var det vigtigste. Der på hospicet foldede huset sig ud foran mig, som var minderne af papir. Det var aftenen før, jeg skulle begynde i skole, og min mor sad på kanten af badekarret i badeværelset med de brune klinker og fortalte mig om dengang, min mormor havde tvunget hende til at invitere alle sine klassekammerater til fødselsdag hjemme på slægtsgården i Seest ved Kolding. Der havde været håndskrevne invitationer og fødselsdagsbord og lagkager, det hele havde været parat, men ingen fra klassen var kommet. – Ingen overhovedet? spurgte jeg. Anita og jeg havde været de populære piger på rød stue i børnehaven, og når jeg kom hjem, var der Françoise tre huse nede ad vejen med sin hollandske accent og sin far, der boede i Saudi-Arabien. Jeg havde end ikke overvejet, at de andre børn kunne vende mig ryggen på den måde. – Nej, jeg blev holdt udenfor, så selvfølgelig kom der ingen, sagde min mor og tørrede mit hår med et håndklæde. – På vej til og fra skole blev jeg drillet af Edel og Rita, som mor insisterede på, at jeg skulle følges med. Det var forfærdeligt, men mor havde for travlt med gården til at opdage det. Jeg skulle bare flytte mig og lade hende passe sit arbejde. Hun opdagede først, at den var gal, da jeg var ti år og nægtede at gå i skole. – Hvad gjorde hun så? spurgte jeg og forsøgte at se min mors fra værende mor i den kærlige mormor, jeg kendte. Det lod sig ikke gøre. – Mor og far flyttede mig til realskolen i Kolding, sagde min mor og trak bundproppen ud af badekarret med en gurglende lyd. – Jeg blev veninde med Anne Margrethe, men jeg følte mig stadig udenfor, og ingen hjalp mig med lektierne eller læste højt for mig. Hvis jeg ville tegne, kunne jeg gøre det i hjørnet af en avis. 17
Den, der lever stille.indd 17
23/11/17 11.08
Min far kom frem i døren. Hans hår havde mellembrune bølger dengang, brillerne var stålindfattede firkanter foran øjnene. Et velplejet fuldskæg gav hans kæbeparti en blød runding. – Mor har villet give dig alt det, hun ikke selv har fået, sagde han. – Hun har villet sørge for at være hjemme og sikre sig, at du altid har masser af papir og tusser og bøger og legesager og ordentligt tøj. Du skal i hvert fald ikke mangle noget. Det er det, der betyder allermest for mor. Det sidste sagde han med eftertryk. – Og al skyldfølelsen, lagde min mor til. – Alle de gange, mor truede med at dø af sit dårlige hjerte eller blev skuffet over mig, hvis jeg ikke dansede efter hendes pibe. Det skal du i hvert fald heller ikke opleve. Jeg var ikke sikker på, at jeg forstod, hvad hun mente, ikke dengang. – Men hvorfor blev du drillet? spurgte jeg og skiftede emne, da jeg så tårerne i hendes øjne. Men noget var gået op for mig: Jeg måtte forsøge at holde op med at stole på nogen. De andre ville mig det ikke godt, jeg skulle tage mig i agt, det var bedst at blive ladt i fred, for det var vigtigt, at jeg lignede min mor så meget som muligt. Ellers vidste jeg med sikkerhed, at hun og min far umuligt ville kunne elske mig. Jeg tog en dyb indånding dér på gangen på hospicet. Det her var bare et papirminde, en undtagelsestilstand, en parentes, der midlertidigt havde lukket sig om mig. Så jeg ringede til mine forældres naboer og inviterede dem forbi. – Er du sikker? spurgte nabokonen. Hun lød overrasket, for ståeligt nok. Så godt kendte hun heller ikke min mor. – Ja, min far og jeg og Kirsten sidder her alene, sagde jeg og vinkede til Annette, der steg ud af bilen ude på parkeringspladsen. Hendes leopardprintede frakke og pink ruskindsstøvler nærmede sig indgangen. – Min Annette er også på vej. 18
Den, der lever stille.indd 18
23/11/17 11.08
– Og hvad med din mors brødre? – Den ene er til møde, og den anden er gået i seng. Det her er så fattigt, at jeg ikke kan holde det ud, tænkte jeg. Vi er tre mennesker omkring min mor, og ingen af os kender hende. Vi kan umuligt fylde undtagelsestilstanden ud, den er så enorm, og jeg føler mig som en knappenål i den. Men jeg nøjedes med at sige, at det kunne være rart, hvis vi var et par stykker til. Der var en pause i røret. – Vi kommer med det samme, sagde naboen, mens en ældre, nedbøjet mand kom ud fra et af værelserne sammen med en sygeplejerske. Hun ledte ham over til et lille alter med et bloklys i midten og rakte ham en æske tændstikker. Annette kom over og lagde armene om mig. Hendes kinder var kølige. Hun havde været ude at tage billeder af diverse fugle, da jeg ringede. – Er du okay? spurgte hun og holdt mig ud fra sig. – Lever din mor stadig? – Ja, men jeg kan dårligt genkende hende, sagde jeg og så ind i Annettes let tågede, blågrå øjne. – Jeg vil så gerne gøre noget godt for hende, men jeg ved ikke hvad. Jeg ved ikke engang, om hun ønsker, at jeg er her. Annette havde lyttet til mine endeløse analyser af min mors mulige tanker, følelser og motiver alle de år, vi havde kendt hinanden, men det havde ikke bragt min mor tættere på. Intet havde bragt hende tættere på. – Det er vel trods alt også vigtigere, at du selv ønsker at være her, sagde Annette og nikkede mod min mors stue. – Er det derinde, hun ligger? Jeg nikkede. – Jeg er så glad for, at du er her, sagde jeg og gik foran hende derind. I mange år havde jeg været det eneste vidne til min egen historie. Hende, der manisk tog billeder og datomærkede dem, skrev tusindvis af sider til mig selv og repeterede vigtige begivenheder, 19
Den, der lever stille.indd 19
23/11/17 11.08
årstal og måneder, som var jeg i fare for at forsvinde, hvis jeg glemte selv de mindste detaljer. Min hukommelse var mit sikkerhedsnet. Selv langt tilbage i min barndom huskede jeg tydeligt, hvad der var sket hvornår. Min mor så på os og blinkede langsomt én gang, to gange, og Annette blev stående, helt stille. Derpå vendte hun sig diskret bort og tørrede øjnene i sit ærme. En time senere forlod vi alle sammen min mors stue, fordi hun skulle have lagt kateter, og mens de andre sad og drak kaffe i fælles stuen, fandt jeg noget, der lignede et mødelokale længere nede ad gangen. – Jeg sætter mig derind og får overstået et romaninterview med JyskeVestkysten, sagde jeg til Annette og pegede. – Bare hvis der bliver noget. Det tager ikke så lang tid. – Det virker jo også rimelig roligt lige nu, sagde hun, og det var sandt. Min mor lod til at blunde, og smerterne virkede mindre akutte. Jeg havde måttet udskyde interviewet siden i morges, og journalisten sagde straks, at vi sagtens kunne vente til i morgen, så meget hastede det heller ikke, men jeg insisterede. Det var vigtigt for mig, at min roman ikke også døde. Det var jeg sikker på, at min mor ville være enig med mig i, sagde jeg, selvom det eneste, jeg var sikker på, var, at jeg længtes efter den almindelige verden, hvor journalisterne stillede mig spørgsmål, og jeg svarede, og alt var næsten normalt, bortset fra at en frivillig fra hospicet normalt ikke brød ind midt i et af mine interviews og sagde, at min mor var ved at dø. Jeg skulle skynde mig. Det var op over. – Undskyld mig, men min mor er ved at dø, så jeg må løbe, sagde jeg til journalisten og stormede ind på min mors stue, der endnu ikke havde hendes navn på dørskiltet og nu heller ikke ville få det. Min far og Kirsten stod allerede bøjet over sengen, Annette og naboen var lige bag mig. 20
Den, der lever stille.indd 20
23/11/17 11.08
– Hvor blev du af? udbrød naboen, hendes tone var anklagende, og jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at ignorere hende. Min mors brystkasse bevægede sig stadig. Vi ventede. Et åndedrag, to åndedrag, tre åndedrag. Min mors brystkasse holdt op med at bevæge sig. – Hun er ikke død, vel? spurgte jeg for højt, for skingert. – Er hun død? Det kan hun da ikke være! Der havde ikke været nogen sidste dyb udånding, ingen vinduer, der sprang op af sig selv, eller tåget snak om slægtninge, der stod og vinkede på den anden side. Freden havde ikke sænket sig over hendes ansigt. Hendes øjne var halvt åbne, munden var stivnet i et tavst skrig. – Hun sagde hej lige før, sagde min far. Hans stemme befandt sig i samme høje frekvensområde som min. – Kirsten kaldte mig ind på stuen, fordi Ingelise var vågnet. Jeg kom ind, og hun slog øjnene op og sagde hej, og så døde hun. Jeg kunne se, at hun døde lige dér. – Så hendes sidste ord var hej? – Ja, hun sagde hej og døde. – Men hun trak altså stadig vejret, da jeg kom herind, sagde jeg og håbede ikke, at min mor kunne høre os. I så fald ville det sidste, hun fik med fra denne verden, være min far og mig, der stod og diskuterede, hvornår hun udåndede. Vi stod lidt. – Og jeg var midt i et interview, mens hun lå her og døde, sagde jeg, halvt til ham, halvt til mig selv. – Et interview! Det er fuldkommen vanvittigt. Vinden vendte og slog mod panoramaruden som et overtydeligt mareridt. – Vi var alle sammen midt i noget andet, sagde Kirsten. – De andre sad udenfor og drak kaffe. Jeg gik bare herind for at se, hvor langt sygeplejersken var kommet med kateteret. – Jeg stod og opfriskede min makeup, sagde Annette. – Også rimelig prosaisk. 21
Den, der lever stille.indd 21
23/11/17 11.08
– Jo, jo, men min mor lå her og døde. Det burde jeg da have kunnet mærke, kan man ikke mærke den slags? Er det ikke det, man siger? Jeg burde da have ... Ding, dong! The witch is dead, sagde en stemme i mit hoved. Jeg forsøgte at få den til at være stille, men den blev højere. Jeg mindede mig selv om, at vi burde bede Fadervor med det samme, ligesom min mor havde gjort, da min mormor døde, og jeg sad i Bangkok og græd over, at jeg ikke kunne nå hjem og sige farvel. Det var kun to år og ni måneder siden. Min mor havde næsten haft sin mor hele sit liv, ikke at jeg var sikker på, at hun ville have foretrukket det på den måde. Min far rømmede sig. – Det er faktisk vores 43-årsbryllupsdag i dag, sagde han og så op på uret, flyttede vægten fra den ene fod til den anden. – Det her kommer måske til at lyde lidt mærkeligt ... Den slags åbning fra min far fik mig til at frygte det værste. – ... Men hun døde altså på præcis det tidspunkt, vi blev gift, sagde han. – Klokken halv fire om eftermiddagen. Jeg så på viseren, der bevægede sig rundt om et minut. De æggegule vægge truede med at vælte ind over mig. – Det lyder som noget fra en roman, ingen vil tro på, sagde jeg. Mine hænder prikkede, som om de sov. – Det er derfor, det er lettere at skrive nonfiktion. Man behøver ikke engang at anstrenge sig for at få det hele til at lyde sandsynligt, for læserne ved allerede, at hvert et ord er sandt. – Men det er sandt, sagde min far, og jeg skyndte mig at nikke. – Selvfølgelig er det sandt. Jeg ved godt, at du ikke lyver. Også det var sandt. Min far var næppe i stand til at fortælle en løgn, om den så var kridhvid og til alles bedste. Her står jeg og taler om løgn og nonfiktion, mens min mor lige er død, tænkte jeg og strøg hende over den bare isse. Hun så ikke mere død ud, end hun havde gjort for fire timer siden, men hendes kinder var blevet køligere. 22
Den, der lever stille.indd 22
23/11/17 11.08
Da hun fik konstateret brystkræft, lod hun og min far mig vide, at kræft var en psykisk betinget lidelse, som hun havde pådraget sig på grund af mig. Anklagen havde føltes som en afgrund i mig, det gjorde den stadig. Jeg havde været usikker på, om jeg kunne leve videre, hvis hun også gav mig skylden for sin kommende død, så jeg havde pudset og poleret overfladen og undladt at adressere alt det, der lå under. Jo mindre der blev sagt, jo bedre, havde jeg besluttet, og nu kunne hun ikke anklage mig mere. Tanken vendte vrangen ud på sig selv, senerne og det blodige kød trådte frem og så noget mere, noget mørkere. Jeg følte ingen lettelse. – Lille pige, sagde min far og klappede hendes fod oven på dynen. Jeg huskede med ét, at jeg havde hørt ham kalde hende sådan mange gange før. Lille pige. Men hun var ingen lille pige, tænkte jeg. Dengang jeg voksede op, var det mig, der var en lille pige, men det var hende, du behandlede som et barn. – Hun var det bedste, jeg havde, sagde han, og jeg så en bunke sorte brikker for mig. Han havde satset dem alle sammen på hende og ingen af dem på mig. Jeg havde ingen anelse om, hvordan han ville reagere nu, hvor døden havde ryddet brættet. Han sænkede stemmen. – Jeg havde det sådan, at jeg ville kunne sige til mig selv, at jeg havde gjort hvad som helst for hende, sagde han. – Hvad som helst. Han så lige frem for sig og nikkede, og jeg nikkede tilbage. – Det gjorde du bestemt også, sagde jeg og fulgte hans blik, der hvilede på hendes ansigt, hvorpå det gled ud til venstre, mod døren. Jeg opfangede Annettes duft, før jeg mærkede hendes arm om min skulder. Hun vidste om nogen, hvor meget forholdet til mine forældre havde pint mig. – Du græd hele det første år, vi var sammen, kan du huske det? sagde hun engang. – Du spurgte mig dagligt, om jeg var sikker på, at jeg elskede dig og ikke ville forlade dig og syntes, at du var god nok. Jeg havde lyst til at ringe dine forældre op og skælde dem ud. 23
Den, der lever stille.indd 23
23/11/17 11.08
– Det skulle du have gjort. Hun trak på skuldrene. – Ja, det skulle jeg måske, sagde hun. – Men jeg har svært ved at forestille mig, at det ville have hjulpet. Min far hev min mors gamle iPhone frem og tastede et nummer. – Er det bedemanden? spurgte han og nikkede. – Ja, et møde klokken halv seks i dag er fint. Ja tak, jeg vil gerne have bisættelsen overstået så hurtigt som muligt. Nu skal du få vores ... jeg mener min adresse. Uret viste kvart i fire om eftermiddagen, og jeg prøvede forgæves at forestille mig, hvordan jeg skulle kunne tale med en bedemand om urner og bårebuketter om en time og tre kvarter. – Jamen så vil jeg tage hjem og hente brudekjolen, sagde min far. Annette klemte min skulder. Jeg havde håbet, at han havde glemt den, men selvfølgelig havde han ikke det. Fra jeg flyttede hjemmefra som 19-årig, havde jeg ikke haft ham på tomandshånd, men de sidste par år havde vi kunnet tale sammen i bilen, når han kørte mig til og fra stationen i Svendborg. Under en af køreturene fortalte han mig, at min mor havde ytret ønske om at blive bisat i brudekjolen. – Hvordan synes du, det lyder? spurgte han. Jeg havde brugt kjolen som udklædningstøj, da jeg var lille, og jeg så den for mig: den høje halsudskæring, de stofbetrukne knapper ned over brystet, de lange ærmer, det gulvlange slør. Jeg svarede, at jeg syntes, det lød vanvittigt, og var han sikker på, at hun mente det? Min far formulerede sig på en særligt tøvende måde, når det gjaldt min mor. Som listede hans sætninger sig hen over glas. – Jeg tror ikke, at det er en god idé at spørge hende, sagde han. – Ikke som situationen er. Situationen var til hver en tid den, at man ikke måtte spørge min mor om noget, der potentielt ville få hende til at græde, men nu kunne hun ikke græde mere. – Kan mor ikke blive bisat i den silkepyjamas, hun har på? 24
Den, der lever stille.indd 24
23/11/17 11.08
spurgte jeg, mens min far lynede sin vindjakke. Jeg kunne mærke mit hjerte slå. – Brudekjolen bliver for bizar, hør nu, hvad jeg siger. Det er da rigeligt, at hun er død på jeres bryllupsdag, på jeres bryllupstidspunkt. Skal vi ikke lade det være godt med det? Min far stod lidt. – Det var, hvad hun ønskede, så nu bliver det sådan, sagde han. – Hun ville vel udtrykke, at hendes bryllupsdag var den bedste dag i hendes liv. – Tror du? – Ja, hvorfor skulle hun ellers ville bisættes i sin brudekjole? Jeg svarede, at jeg ikke havde nogen anelse. Da jeg voksede op, oversatte han min mors handlinger til de kærlige ord, hun aldrig sagde, og de knus, hun aldrig gav, men det gjorde kun hendes følelser endnu dybere, understregede han. Alle og enhver kunne jo kaste om sig med fine ord og store armbevægelser, der ingenting betød. Min mors handlinger var meget mere værd. – Mor laver mad til os og klæder dig varmt på og sørger for at fjerne alle sten på din vej, sagde han. – Sådan viser hun sin kær lighed. Det havde bare ikke føltes sådan. Jeg strøg min mor over hånden. Den var varmere, end den så ud. Hvis bare jeg kunne tænke noget normalt, som for eksempel at det var godt, at hun fik fred, og forfærdeligt, at hun skulle lide så meget. Hvis bare jeg kunne græde som en helt almindelig datter, hvis mor lige var død. I stedet så jeg på hendes ansigt og tænkte, at det ydre langt om længe afspejlede det indre. Hun havde skreget tavst i årevis, og nu kunne man endelig se det. Men hvorfor havde hun skreget? Jeg blev nødt til at sætte mig, da det gik op for mig, at jeg ikke ville finde ud af det. Min mor havde ingen fortrolige, næppe heller min far, Kirsten eller naboen, og Inga og Anne Margrethe var forsvundet ud af hendes liv længe før, jeg blev født. En sygeplejerske kom til syne i døren. 25
Den, der lever stille.indd 25
23/11/17 11.08
– Hvis det er i orden med jer, vil jeg gerne gøre din mor lidt i stand nu, sagde hun. Jeg forestillede mig, at den gode datter ville have tilbudt at hjælpe, ja, hun ville have insisteret på det, men jeg nikkede bare og gik udenfor sammen med de andre. Gangarealet virkede større, stolene og bordene mindre, og mit hoved var et lysbilledshow. Da min mor var lille, lavede min mormor Margrethekrøller på hende og strikkede norske sweatere til hende, og på barndomsbillederne smilede hun, så man kunne se mellemrummet mellem hendes fortænder. Jeg så mig selv som seksårig med min mors koksgrå fotoalbum i skødet, så mig selv bladre, til jeg fandt det billede, jeg søgte: min mor med alvorlige øjne mellem to skulende piger på en markvej en vinterdag. De to piger var klædt fattigt på og så ud til at fryse, mens min mor var iført langskaftede støvler og en hvid sweater. Hendes hår krøllede smukt omkring en lille hue. Jeg stirrede på de to piger. Det var Edel og Rita. Jeg vidste det, før min mor bekræftede det og vendte ansigtet bort. Hvorfor gemte du dog det gamle billede af dine plageånder? tænkte jeg og hev telefonen frem, drejede først den ene brors og så den anden brors nummer, fortalte dem, at min mor var død, og gav dem ret i, at det var godt, at hun havde fået fred, og det var den vej, det måtte gå. Det er jeres søster, havde jeg lyst til at råbe ind i røret. Tag jer dog sammen. Hun er død. Hvor helvede var I? – Er du okay? spurgte Annette og satte sig på stolen ved siden af mig. Hendes profil var det første, jeg bemærkede, da jeg mødte hende. Den høje pande, den romerske næse og den kraftfulde hage dannede en perfekt bølge. Jeg havde dårlig samvittighed over at have trukket hende igennem alt det her. Mine endeløse spekulationer, dødsfaldet, der havde været undervejs så længe. – Nogle gange synes jeg, at jeg har levet sådan en beskyttet tilværelse sammenlignet med dig, sagde hun. – Alle er så sunde og raske i min familie. 26
Den, der lever stille.indd 26
23/11/17 11.08
Annette var 22 år ældre end mig, og hendes forældre levede i bedste velgående. De var tæt på de 90 og virkede mange år yngre. – Jeg ville nu nødigt være blevet sendt hjem til Danmark, sådan som du blev som lille, sagde jeg, og Annette gav mig ret. Hendes danske forældre bosatte sig i det sydlige Afrika kort efter Anden Verdenskrig, og Annette blev født i Zimbabwe. Da hun var tre et halvt, og hendes søster syv, blev de sendt alene til Danmark for at bo hos deres bedsteforældre, som de ikke kendte, i mange måneder, mens faren ledede et byggeprojekt i Barotseland. Ingen af børnene talte dansk, da de ankom, og bedsteforældrene talte ikke engelsk. I lufthavnen i Kastrup sad Annette og hendes søster med hver sin brune dukke med bastskørt i favnen og så beklemt op på fotografen, der forevigede dem til næste dags avis. Annette havde stadig udklippet. – Jeg kan ikke få den brudekjole ud af hovedet, sagde jeg. – Er det ikke meget katolsk at ville bisættes i den, på en eller anden måde? Min mor havde levet efter ordsprog som den, der lever stille, lever godt; man skal ikke udstille sit beskidte vasketøj; når man ikke vil høre, må man føle; tyv tror, hver mand stjæler; og vis mig dine venner, og jeg skal sige dig, hvem du er. Linjerne mellem Annettes bryn lignede et V. – Måske er det en mærkelig dansk tradition at ville bisættes i sin brudekjole, but I’m not from around here, så hvad ved jeg, sagde hun. Efter Zimbabwe immigrerede hendes familie til Canada og derfra videre til USA, hvor de flyttede rundt i Californien efter farens arbejde. De vendte hjem til Danmark, da Annette var fjorten år. Hun talte dansk uden accent, men hun yndede stadig at krydre sit sprog med amerikanske vendinger, der sagde tingene klarere end de danske alternativer. – Man skal ikke gøre stads af sig, sagde jeg. – Siger hvem? 27
Den, der lever stille.indd 27
23/11/17 11.08
– Sagde min mor, og se hende nu. Man skal flyve under radaren og endelig ikke skille sig ud, i hvert fald ikke så andre opdager det, og åh nej ... Fadervor. Jeg glemte, at vi skulle bede den. Gør det mig til en dårlig datter? En endnu dårligere datter, end jeg allerede er? Annettes fregner og hår var samme farve som efterårsløv, samme farve som frihed, samme farve som langt herfra. – Var din mor overhovedet troende? spurgte hun, og jeg anede det ikke, men mit gæt var nej, for min mormor havde været troende, og min mor havde villet gøre alting anderledes end hende. – Din mor har ikke været ordentlig over for dig, og du har gjort alt muligt for hende, sagde Annette. – De sidste par år er det gået helt over gevind, og der er ikke kommet særlig meget ud af det, vel? Jeg havde engageret mig i min mors livsforlængende kræft behandling og besøgt hende og min far i Svendborg den ene gang efter den anden, men uanset hvad jeg havde gjort, føltes det som et lillebitte plaster på et kæmpestort, blødende sår. Nogle dage var jeg sikker på, at såret opstod, da jeg fortalte mine forældre, at jeg var lesbisk. Andre dage sporede jeg det tilbage til dengang, jeg flyttede hjemmefra og skabte mig et liv, der ikke var en spejling af min mors. Og så var der de dage, hvor jeg var overbevist om, at såret opstod, da jeg blev født. Jeg var seks år, da min mor fortalte mig, hvor forfærdeligt det havde været at føde mig. Vi sad og spiste aftensmad ved det kvadratiske køkkenbord i Helsinge med udsigt til Bjørn Wiinblads månedsplatter arrangeret i et symmetrisk mønster omkring køkkenuret, og min mor sagde med let rystende stemme, bare en antydning, at det havde gjort ubeskriveligt ondt. – Til sidst blev jeg klippet og syet, sagde hun, og for mit indre blik så jeg hende klippe juleanden midt ned igennem med en fjerkræsaks, fylde anden med æbler og sy den sammen med en 28
Den, der lever stille.indd 28
23/11/17 11.08
kæmpenål. Jeg turde ikke spørge, hvor hun præcist var blevet klippet henne, og om det lød på samme måde, men jeg tænkte det. Jeg tænkte, at mit liv begyndte med den dér sprøde, knasende lyd og så et øredøvende skrig. – Det var egentlig utroligt, at det skulle være nødvendigt at klippe dig, for datteren var jo lillebitte, sagde min far. – Det var lige før, hun var endt i kuvøse ligesom Sidsel. Sidsel var Anne-Marie og Carl Peters nyfødte datter. – Graviditeten gik ellers så fint, er det ikke rigtigt, fru Skov? sagde min far. – Du glædede dig til at blive mor og strikkede masser af tøj til datteren. Det hele skulle være så godt. Jeg håbede, min mor ville præcisere, at det også var blevet godt, at jeg havde været al smerten værd, men hun nøjedes med at nikke. Jeg blev født en måned for tidligt, fortalte min far, og så snart jeg kom hjem, faldt min vægt faretruende. En enkelt gang vejede han mig på køkkenvægten, men da min mor opdagede det, begyndte hun at græde, og så holdt han op med det. Han lo. Jeg prøvede at le med. – Men skrige kunne du da i hvert fald finde ud af, sagde min mor. Faktisk havde jeg skreget så meget det første halve år, at hun ikke kunne være nogen steder og mindst af alt i samme rum som mig. – Og så gik der betændelse i syningerne, så jeg måtte sidde med dig, storskrigende i en moseskurv, nede på sygehuset i Hillerød, sagde hun, og min far nikkede. – Det er nemlig rigtigt. Det var ingen spøg, fru Skov. Vi havde faste pladser omkring køkkenbordet. Jeg sad i midten med udsigt til Bymosevej, en smule sløret af gardisetten, min far sad på min venstre side med ryggen mod væggen ud til gangen, og min mor sad på min højre side med ryggen mod køkkenbordet og køkkenrullen i sin holder. Jeg ville for alt i verden undgå, at hun blev nødt til at rive et stykke af den og tørre øjnene, men det var allerede for sent. 29
Den, der lever stille.indd 29
23/11/17 11.08
– Det er derfor, du ikke får nogen søskende, sagde hun. – Et barn er rigeligt. Jeg forsøgte at fokusere på en hvid urtepotte i vindueskarmen formet som et dameansigt. I stedet for hår havde hun en grøn hus fred, der lignede Laban-sangerindens smarte permanentfrisure. Lecia, hed hun. Hun smilede til mig. – Som jeg har sagt til far: Jeg gør det aldrig igen, sagde min mor og pudsede næse. – Aldrig! Før jeg blev født, havde mit gavlværelse med det rosablomstrede tapet været hendes værelse, fortalte hun. Det var husets bedste værelse, og når jeg engang flyttede hjemmefra, glædede hun sig til at få det tilbage. Jeg ønskede bare, at hun havde beholdt det selv, for det var jo åbenlyst, at jeg ikke fortjente det, så forfærdeligt et barn, som jeg havde været og muligvis stadig var, hvis ikke jeg gjorde mig al umage i verden. Nede ad den lange, mørke gang, der forbandt køkkenet og vinkelstuen med mine forældres soveværelse og mit værelse i gav len, stod to værelser halvtomme og uopvarmede. Det ene kaldte vi syværelset, fordi min mors symaskine stod derinde, og det andet kaldte vi gæsteværelset, fordi min mormor og morfar overnattede derinde et par gange om året. Men den dag i køkkenet så jeg værelserne i et nyt lys. Mine søskende kunne have boet i dem. Det var garanteret det, der havde været meningen, da mine forældre fik bygget huset, men nu kom det ikke til at ske, og det var min skyld. – Det hjalp selvfølgelig på dit skrigeri, da du fik mad nok, sagde min far, og min mor nikkede. – Ja, så skal jeg love for, at du blev tyk, sagde hun. – Du gad hverken kravle eller gå, før du var et år, så du blev bare federe og federe, mens du sad i din kravlegård og skreg, når du ville bæres. Dine arme og ben så ud, som om de var skruet på, og først da du var to år, fik du noget, der mindede om hår. Noget tyndt sjask. Indtil da kunne man se det store modermærke, du har i panden. 30
Den, der lever stille.indd 30
23/11/17 11.08
– Ja, det er sørme heldigt, at håret dækker det nu, sagde min far. – Og at du hurtigt lærte at tale, så jeg slap for alt det skrigeri og babysprog, supplerede min mor, der gik hjemme med mig de første to år, mens min far passede sit arbejde i militæret. Jeg holdt allermest af, når hun sang for mig fra sin lasede De små synger, fyldt med kuglepensstreger og kruseduller fra dengang, hun var lille. Hendes stemme var ren og klar, og hun kunne synge meget høje toner uden at anstrenge sig spor, men det bedste var, at jeg måtte sidde tæt på hende, for det måtte jeg ikke ellers. Så jeg trykkede mig ind til hende og sang med, i begyndelsen uden at ane, hvad halvdelen af ordene betød. I Juletræet med sin pynt troede jeg, at kræmmerhuset, som så let får en skavank, var en god ting, fordi ‘skavank’ lød som noget, man gerne ville have. Og i Der bor en bager forestillede jeg mig, at bageren, der ‘bager nogle med sukker på’, bagte en særlig, lækker noglekage med sukker. Når vi var færdige, bad jeg min mor synge noget mere, ligegyldigt hvad, til hun var for hæs til at fortsætte. Jeg talte flydende og kunne hele sangbogen udenad, da jeg begyndte i børnehave som toårig. – Årene derhjemme med dig var frygtelige, sagde hun der i køkkenet, og jeg bøjede hovedet i skam over at have pint og plaget hende uden at have andet end porøse minder om det. Jeg huskede at have ligget i syværelset i en lift med høje, hvide sider og grædt, mens hun stod på den anden side af døren og hulkede. Jeg græd højere, men hun kom ikke ind til mig. Jeg huskede også, at min far var kommet hjem fra arbejdet en dag og havde fundet min mor grædende i soveværelset og mig grædende på gulvet i stuen. – Nu har du fået din mor til at græde igen! råbte han, mens han tårnede sig op foran mig. Og så var der dengang, jeg var to år, og min mor tog sin elskede dukke Margrethe ned fra et af overskabene i soveværelset og rakte hende frem imod mig. Hendes lilla kjole havde blomsterbroderi i kraven, og hendes hår var mørkt og krøllet ligesom min mors. 31
Den, der lever stille.indd 31
23/11/17 11.08
– Hun er til dig, sagde hun, og en jublende strøm flød igennem mig. – Til mig? Dukke Margrethe smilede sit dukkesmil. – Ja, hun er det eneste stykke legetøj, jeg har fra min barndom, for mine forældre tænkte ikke på at gemme noget af mit, sagde min mor. – Du skal passe godt på hende. Hun kan gå i stykker, hvis du taber hende. Se, hendes hoved og arme og ben er af porcelæn. Jeg tog forsigtigt imod dukken, men hun var tungere, end jeg havde regnet med, meget tungere end mine plastikdukker, så hun gled ud af hænderne på mig. Jeg så måbende til, mens hendes smilende porcelænshoved splintredes mod dørtrinnet, og min mor hulkede så meget, at hun bukkede sammen på midten. – Du har ødelagt hende! græd hun. – Du har ødelagt dukke Margrethe! Hun skubbede mig ud af soveværelset og knaldede døren i, og jeg stod i gangen og forsøgte at samle mig selv og dukke Margrethes hoved op fra gulvet. Min far kom løbende. – Har du nu fået mor til at græde igen? råbte han og standsede. – Hvad er det, du har gjort? Har du ødelagt mors dukke? Jeg hikstede, at det ikke var med vilje, men min far havde allerede åbnet og lukket soveværelsesdøren bag sig. Jeg kunne høre min mor græde og min far trøste hende derinde fra. I mange år lå dukke Margrethe med sit ituslåede hoved i en affaldspose i et af overskabene i soveværelset, men vi nævnte hende ikke med et ord. Det var sådan, det var. Alt det, vi ikke nævnte, var der næsten ikke, og det var helt sikkert bedst sådan, bortset fra at jeg ofte tænkte på dukke Margrethe og følte en tung, sort skyld over at have ødelagt så meget for min mor. Når jeg bladrede igennem albummet med billeder af mig selv som spæd, følte jeg dyb afsky. Der sad jeg på en drømmeseng på terrassen med min fede, hvide babykrop og mit store, grimme 32
Den, der lever stille.indd 32
23/11/17 11.08
modermærke og smilede med mine to tænder. Og der sad jeg i kravlegården med mit tynde sjaskehår og mine påskruede arme, som jeg rakte op mod kameraet som en anden idiot. Der var ikke noget at sige til, at min mor ikke kunne elske mig, men måske, tænkte jeg, hvis jeg nu gjorde mig rigtig meget umage, kunne jeg stadig nå at gøre det godt igen. Da jeg kom i børnehave, begyndte min mor at arbejde som økonoma på et plejehjem tre dage om ugen, og hendes gråd æn drede sig. Hvor den før var en overhængende fare, som at bo midt i et jordskælvsområde og vide, at man ikke kunne slippe væk, var den nu en sorgfuld understrøm, som man endelig ikke måtte træde ned i. Hun græd stadig ofte, men sjældnere og sjældnere over mig. Uanset hvilket humør, hun var i, syntes jeg, at hun var smuk. Hun var høj og slank og mørkere, end jeg ville blive, selvom min far sagde, at vi da stadig havde lov at håbe. Hendes hudtone var olivenfarvet, og hendes bryn og vipper var sorte. Så langt tilbage, jeg kunne huske, havde min far sammenlignet alle dele af os. Hendes udtryksfulde, mørke øjne versus mine ordinære blå, hendes fint rundede knæ og albuer versus mine uklædeligt spidse, hendes bølgede, sorte hår versus mit glatte kommunefarvede, hendes perfekte krop versus min barnekrop, der muligvis kunne ende med at blive lige så flot som hendes engang, men det måtte tiden jo vise. Og hendes fantastiske håndskrift og sangstemme og helt utrolige evner i et køkken. – Mor tænker altid på alle andre end sig selv. Det kan du lære noget af, sagde han. – For dig er det bare mig, mig, mig hele tiden. Først mig selv og så mig selv og så mig selv igen, er det ikke rigtigt? Når jeg så mig selv i spejlet, kunne jeg kun få øje på alle mine fejl og mangler. Som hvis man tegnede et menneske med perfekt postkasserød tus og kom til at spilde vand ud over papiret, så stregerne blev til udvaskede plamager. Mange år senere tog jeg 33
Den, der lever stille.indd 33
23/11/17 11.08
mod til mig og spurgte min far, hvorfor han havde sammenlignet os på den måde. – Du kunne klare det, og din mor havde brug for selvtillid, svarede han, men min mor havde ikke fået mere selvtillid af, at alle sammenligningerne var faldet ud til hendes fordel alle årene. Faktisk så hun ikke ud til at høre efter, når min far talte hende hele vejen op i himlen. Som regel krydsede hun bare armene foran kroppen i den lilla velourdragt, hun gik med derhjemme, fordi hun var kuldskær. – Heldigvis ser datteren ikke ud til at have arvet min dårlige hud, ville hun sige, mens hun kneb munden sammen. – Vi må håbe, at hun heller ikke har arvet min elendige ryg eller mine svage tænder. Hendes reaktion fyldte mig med undren. Jeg ville være blevet lykkelig, hvis min far havde sagt noget pænt om mig. Der på hospicet rystede Annette på hovedet, da jeg spurgte hende, om jeg kunne have gjort noget mere for min mor. Bare et eller andet eller ved nærmere eftertanke hvad som helst. De sidste par år havde alt, hvad jeg gjorde, været under indflydelse af min mors forestående død, og da jeg voksede op, var det under indflydelse af alt muligt andet. – Det hele føles som et lillebitte plaster på et kæmpestort, blødende sår, sagde jeg og forestillede mig min mors brudekjole dale ned over såret, det hvide stof sugede blodet til sig. En rosenformet plamage, der spredte sig ud over brystet. – Nej, nu må du holde op, sagde Annette og rakte mig min mørkeblå frakke. – Du kunne ikke have gjort mere. Din familie ... jamen for fanden ... Next stop, The Twilight Zone. Hun gjorde sin stemme dybere. – You are traveling through another dimension. A dimension not only of sight and sound but of mind. A journey into a wondrous land whose boundaries are that of imagination. 34
Den, der lever stille.indd 34
23/11/17 11.08
– Vær nu seriøs. Men Annette hævdede at være dybt seriøs. – Du kunne ikke have gjort mere, sagde hun. – Skal jeg sige det igen? Du kunne ikke have gjort mere. Mens vi gik ud af hospicet, hørte jeg ekkoet af alle de gange, Annette havde sagt det samme. Du kunne ikke have gjort mere, skal jeg sige det igen? Men jeg havde stadig lyst til at vikle frakken om såret og forsøge at standse blødningen.
Den, der lever stille.indd 35
23/11/17 11.08
Da Leonoras mor dør, beslutter hun at skrive den faktiske historie om sig selv og sit liv. Om den ensomme Christina, der vokser op i et rødt parcelhus i Helsinge med en plan: Hvis hun får topkarakterer og ikke gør sin mor ked af det eller sin far vred, kan det være, at de kan elske hende. Og om den unge litteraturstuderende, der på trods flytter til København for at genskabe sig selv som forfatteren Leonora og til sine forældres rædsel forelsker sig i en kvindelig præst. „Når du ligger i rendestenen, skal du nok komme hjem“, siger hendes far, men så tager Leonoras raseri og livslyst over. Den, der lever stille er en stærk fortælling om at miste det hele og finde sig selv, om at håbe på en forklaring og hige efter sin mors kærlighed langt ind i døden.
leonora christina skov har udgivet romanerne Hvor intet bryder vinder, Førsteelskeren, Silhuet af en synder, Champagnepigen og Rygsvømmeren. Hendes forfatterskab er oversat til tysk, hollandsk, tjekkisk, norsk og spansk. Hun er litteraturanmelder ved Weekendavisen og mag.art. i litteraturvidenskab.