Den sidste pige. Mit fangenskab og min kamp mod Islamisk Stat by JP/Politikens Forlag

Hun har også stiftet Nadia’s Initiative, som er et program til at hjælpe over levende for folkedrab og trafficking med at hele og genopbygge deres samfund.

15. august 2014, da Nadia var 21 år, indtog krigere fra Islamisk Stat Kocho og dræbte de mænd, som nægtede at konvertere til islam, og de kvinder, som var for gamle til at blive solgt som sexslaver. Nadia blev ført til Mosul, hvor hun sammen med tusinder af andre yazidi-piger blev tvunget ind i ISIS’ handel med sexslaver. Nadia blev holdt fanget af flere forskellige ISIS-medlemmer og systematisk slået og voldtaget. Til sidst lykkedes det hende at flygte. I dag kæmper hun for at få anklaget ISIS-medlemmer for folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol, og i 2017 blev hun nomineret til Nobels Fredspris. ”Murad giver os et indblik i de grusomheder, som ødelagde hendes familie og næsten udslettede hendes skrøbelige samfund. Dette er en modig erindringsbog, der tjener som et vigtigt skridt hen imod at få stillet dem, som begik disse frygtelige forbrydelser, til ansvar.” – The Washington Post ”Denne voldsomme bog genfortæller uforfærdet hendes oplevelser og udfordrer de vidner, som gjorde sig selv medskyldige ved at lukke øjnene for andres lidelser.” – The New Yorker

978-87-400-3734-0

2711 Nadia Murad OMSLAG.indd 1

NADIA MURAD

Hendes bog udkom i USA i november 2017 og er solgt til udgivelse i 27 lande.

Nadia Murad blev født og voksede op i den lille landsby Kocho i det nordlige Irak. Hele sin barndom var hun omgivet af bønder og fårehyrder, og hun og hendes mange brødre og søstre levede et stille liv som medlemmer af det religiøse mindretal yazidierne.

M I T FA N G E N S K A B O G M I N K A M P M O D I S L A M I S K STAT

Sammen med Yazda, en organisation for yazidiers rettigheder, arbejder hun i øjeblikket på at få stillet Islamisk Stat for Den Internationale Krigsforbryderdomstol med anklager om folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden.

FORORD VED AMAL CLOONEY, menneskerettighedsadvokat

DEN SIDSTE PIGE

Nadia Murad er menneskerettigheds aktivist. Hun var i 2017 nomineret til Nobels Fredspris, har modtaget Vaclav Havels menneskerettighedspris samt Sakharov-prisen og er FN’s første Goodwill-ambassadør for Dignity of Survivors of Human Trafficking.

DEN SIDSTE PIGE

Jeg havde aldrig tænkt på, hvor lille min landsby var, før jeg så, at alle fra Kocho kunne være i skolegården. Vi stod mast sammen på det tørre græs. Nogle hviskede usikkert til hinanden. Andre var tavse, i chok. Ingen forstod endnu, hvad der hændte. Fra det øjeblik var hver en tanke, jeg havde, og hvert et skridt, jeg tog, en appel til Gud. Krigerne pegede deres våben mod os. ”Kvinder og børn på anden sal,” råbte de. ”Mænd bliver hernede.” De forsøgte stadig at berolige os. ”Hvis I ikke vil konvertere, får I lov at tage til Sinjar-bjerget,” sagde de, og så gik vi op på anden sal, fordi de bad os om det, stort set uden at sige farvel til mændene, som vi efterlod i gården. Jeg er overbevist om, at hvis vi havde vidst, hvad der ville ske med mændene, ville ingen mor have forladt sin søn eller ægtemand.

M I T FA N G E N S K A B O G M I N K A M P M O D I S L A M I S K STAT

NADIA MURAD P O L I T I K E N S F O R L AG W W W. P O L I T I K E N S FO R LAG . D K

POLITIKENS FORLAG

27/02/2018 12.55

Denne bog er skrevet til alle yazidier

2711 Nadia Murad INDHOLD.indd 2

27/02/2018 12.52

D E N S ID S T E P IG E M I T FA N G E N S K A B O G M I N K A M P M O D I S L A M I S K STAT

N A D I A MU R A D I SA M A R B E J D E M E D J E N N A K RA J E S K I

PÃ&#x2026; DA NS K V ED NIELS FON SECA

P O L I T I K E N S FO R LAG

2711 Nadia Murad INDHOLD.indd 3

27/02/2018 12.52

PKK-domineret område

Rojava (Syrisk Kurdistan)

Zakho

YPG-domineret område

Duhok

Lalish

Mosul-søen

SYRIEN

Bahzani

Tal Afar

Sinjar-bjerget Sinjar Solagh Siba Tel Kocho Sheikh Ezeir Khider

Bashiqa

Mosul

Tig

Hamdaniya

ris

IRAK & MELLEMØSTEN TYRKIET

Raqqa SYRIEN

Mosul

A K

I RA N Bagdad I R AK

JORDAN

KUWAIT

SAUDIARABIEN

Ø S

0 miles 0 km

25 25

50 50

RH129 Last Girl – DANSK VERSION

2711 Nadia Murad INDHOLD.indd 4

27/02/2018 12.52

KDP områ

NORDIRAK AUGUST-SEPTEMBER 2014

ish

KDP-domineret område

I R A N Irakisk Kurdistan

qa Erbil

Kirkuk

2711 Nadia Murad INDHOLD.indd 5

Sulaymaniyah

PUK-domineret område

27/02/2018 12.52

2711 Nadia Murad INDHOLD.indd 6

27/02/2018 12.52

FORORD

adia Murad er ikke kun min klient. Hun er min ven. Da vi blev præsenteret for hinanden i London, spurgte hun, om jeg ville være hendes advokat. Hun forklarede, at hun ikke havde mulighed for at skaffe penge, og at sagen højst sandsynligt ville blive lang og forgæves. ”Men før du beslutter dig,” sagde hun, ”så hør min historie.” I 2014 angreb ISIS Nadias landsby i Irak, og hendes liv som 21-årig studerende blev knust. Hun blev tvunget til at se sin mor og brødre blive ført bort for at dø. Og Nadia selv blev solgt fra en ISIS-kriger til en anden. Hun blev tvunget til at bede, tvunget til at klæde sig på og lægge makeup, inden hun blev voldtaget, og hun blev en nat brutalt misbrugt af en gruppe mænd, indtil hun var bevidstløs. Hun viste mig sine ar fra cigaretforbrændinger og slag. Og hun fortalte mig, at under alle sine lidelser kaldte ISIS-krigerne hende for en ”beskidt vantro” og pralede med, at de ville tage yazidi-kvinder til fange og udslette deres religion. Nadia var en ud af tusinder af yazidier, der blev kidnappet af ISIS for at blive solgt på markeder og på Facebook. Nogle gange for så lidt som 20 dollar. Nadias mor var en af fire ældre kvinder, der blev henrettet og begravet i en umærket grav. Seks af hendes brødre var blandt de hundreder af mænd, der blev dræbt på en enkelt dag.

2711 Nadia Murad INDHOLD.indd 7

27/02/2018 12.52

8 |

Det, Nadia fortalte mig om, er folkedrab. Og folkedrab sker ikke ved et uheld. Man bliver nødt til at planlægge det. Inden folkedrabet begyndte, studerede Islamisk Stats Afdeling for Forskning og Fatwa yazidierne og konkluderede, at de som en kurdisk-talende gruppe, der ikke havde en hellig bog, var ikke-troende, og at gøre dem til slaver var et ”urokkeligt etableret aspekt af sharia”. Det er derfor, at yazidier ifølge ISIS’ fordrejede moral kan blive systematisk voldtaget – i modsætning til kristne, shiaer og andre. Faktisk skulle dette være en af de mest effektive måder at destruere dem på. Hvad der derefter fulgte, var etableringen af et systematisk bureaukrati af ondskab. ISIS udgav ligefrem en folder med titlen Spørgsmål og svar om at tage fanger og slaver for at levere flere retningslinjer. ”Spørgsmål: Er det tilladt at have samleje med en kvindelig slave, som ikke er nået puberteten? Svar: Det er tilladt at have samleje med den kvindelige slave, som ikke er nået puberteten, hvis hun er egnet til samleje. Spørgsmål: Er det tilladt at sælge en kvindelig fange? Svar: Det er tilladt at købe, sælge eller give kvindelige fanger og slaver bort, for de er blot en ejendom.” Da Nadia fortalte mig sin historie i London, var det næsten to år siden, at ISIS’ folkedrab på yazidierne var begyndt. Tusinder af yazidi-kvinder og -børn blev stadig holdt fanget af ISIS, men intet medlem af ISIS var blevet retsforfulgt noget sted i verden for disse forbrydelser. Beviser gik tabt eller blev ødelagt. Og udsigten til retfærdighed så dyster ud. Selvfølgelig tog jeg sagen. Og Nadia og jeg tilbragte mere end et år på målrettet og ihærdigt at arbejde for retfærdighed. Vi mødtes gentagne gange med den irakiske regering, repræsentanter fra De Forenede Nationer (FN), medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd og med ofre for ISIS. Jeg forberedte rapporter, udarbejdede anbefalinger, udkast og juridiske analyser, der blev stillet til rådighed, og jeg holdt taler, der bønfaldt FN om at handle. De fleste af vores dialogpartnere fortalte os, at det ville være umuligt: Sikkerhedsrådet havde ikke dømt i internationale sager i årevis.

2711 Nadia Murad INDHOLD.indd 8

27/02/2018 12.52

FORORD | 9

Men netop som jeg skriver dette forord, har FN’s Sikkerhedsråd vedtaget en milepæl i form af en resolution om, at der oprettes et efterforskningshold, som skal indbringe sager og beviser for forbrydelser begået af ISIS i Irak. Dette er en stor sejr for Nadia og alle ofrene for ISIS, fordi det betyder, at beviser vil blive bevaret, og at ISIS-medlemmer individuelt kan blive stillet for en domstol. Jeg sad ved siden af Nadia i Sikkerhedsrådet, da resolutionen blev enstemmigt vedtaget. Da vi så de 15 hævede hænder, kiggede Nadia og jeg på hinanden og smilede. Som menneskerettighedsadvokat er mit arbejde ofte at være stemme for dem, der er blevet gjort tavse: journalisten bag tremmer eller ofrene for krigsforbrydelser, der kæmper for deres sag i retten. Der er ingen tvivl om, at ISIS prøvede at gøre Nadia tavs, da de kidnappede og gjorde hende til slave, voldtog og torturerede hende og dræbte syv medlemmer af hendes familie på den samme dag. Men Nadia nægtede at være tavs. Hun har trodset alle etiketter, som livet har givet hende. Forældreløs. Voldtægtsoffer. Slave. Flygtning. Hun har i stedet skabt nye: Overlever. Yazidi-leder. Kvindesagsforkæmper. Nomineret til Nobels Fredspris. Goodwill-ambassadør i FN. Og nu forfatter. I den tid jeg har kendt hende, har Nadia ikke kun fundet sin stemme. Hun er blevet stemmen for alle de yazidier, der er ofre for folkedrab, enhver kvinde, der er blevet misbrugt, enhver flygtning, der er blevet efterladt. Dem, der troede, at de kunne gøre hende tavs med deres ondskab, tog fejl. Nadia Murads vilje er ikke knækket, og hendes stemme vil ikke blive afbrudt. I stedet er hendes stemme gennem denne bog tydeligere end nogensinde. Amal Clooney Advokat September 2017

2711 Nadia Murad INDHOLD.indd 9

27/02/2018 12.52

10 | DEL 1

2711 Nadia Murad INDHOLD.indd 10

27/02/2018 12.52

KAPITEL 1 | 11

DEL I

2711 Nadia Murad INDHOLD.indd 11

27/02/2018 12.52

2711 Nadia Murad INDHOLD.indd 12

27/02/2018 12.52

KAPITEL 1

idligt om sommeren i 2014, mens jeg havde travlt med at forberede mit sidste år på gymnasiet, forsvandt to bønder fra deres marker uden for Kocho, den lille yazidi-landsby i det nordlige Irak, hvor jeg er født og indtil for nylig troede, at jeg skulle leve resten af mit liv. Det ene øjeblik lå mændene fredeligt i skyggen fra hullede, hjemmelavede presenninger, og i det næste blev de holdt fanget i et lille rum i en nærliggende landsby, hvor der overvejende bor sunnimuslimske arabere. Sammen med bønderne tog kidnapperne også en høne og en håndfuld kyllinger, hvilket forvirrede os. ”Måske var de bare sultne,” sagde vi til hinanden, selv om det overhovedet ikke beroligede os. Så længe jeg har levet, har Kocho været en yazidi-landsby. Den blev grundlagt af nomadiske bønder og fårehyrder, som kom til dette afsides område for at bygge huse, der kunne beskytte deres hustruer mod ørkenen og dens hede, mens fårene kom på græs. De valgte landområder egnede sig til landbrug, men det var en risikabel egn i den sydlige kant af Iraks Sinjar-provins, hvor de fleste af landets yazidier bor meget tæt på Iraks ikke-yazidier. Da de første yazidi-familier

2711 Nadia Murad INDHOLD.indd 13

27/02/2018 12.52

14 | DEL 1

ankom midt i 1950’erne, var Kocho befolket af sunnimuslimske bønder, der arbejdede for jordejere i Mosul. Men yazidi-familierne hyrede en advokat, der kunne hjælpe dem med at opkøbe landområder, og advokaten, der selv var muslim, bliver stadigvæk betragtet som en helt. På det tidspunkt, hvor jeg blev født, var Kocho vokset til at omfatte 200 familier, som alle var yazidier og så tæt forbundne, som var vi en stor familie. Hvilket vi næsten også var. Landområdet, der gjorde os til noget særligt, gjorde os også sårbare. Yazidier har været forfulgte i århundreder på grund af vores religiøse overbevisning, og modsat de fleste andre yazidi-byer og -landsbyer ligger Kocho langt fra det høje, smalle Sinjar-bjerg, der gennem generationer har beskyttet os. Vi havde i lang tid befundet os mellem de kæmpende styrker fra Iraks sunnimuslimske arabere og sunnimuslimske kurdere, og vi var blevet bedt om at fornægte vores yazidiske arv og i stedet følge kurdiske eller arabiske traditioner. Indtil 2013, hvor der endelig blev anlagt en asfalteret vej mellem Kocho og bjerget, tog det os næsten en time at køre i vores hvide Datsun-pickup ad støvede veje gennem Sinjar by til bjergets fod. Jeg voksede op tættere på Syrien end på vores helligste tempel og tættere på potentielle fjender end på sikkerhed. En køretur mod bjerget var altid en glæde. I Sinjar by kunne vi købe slik og en særlig lammekødssandwich, som vi ikke kunne få i Kocho, og min far stoppede næsten altid for at lade os købe, hvad vi ville. Vores pickup hvirvlede skyer af støv op på grund af farten, men jeg foretrak alligevel at ligge fladt på ladet i den frie luft, og når vi var uden for landsbyen og ude af syne for vores nysgerrige naboer, sprang jeg op og mærkede vinden piske gennem mit hår, mens jeg betragtede omridset af kvæget, der græssede langs vejsiden. Jeg lod mig let rive med og stod mere og mere oprejst bag på vognen, indtil min far eller min ældste bror, Elias, råbte til mig, at jeg skulle være forsigtig, så jeg ikke røg ud over ladet. I den modsatte retning, langt væk fra lammekødssandwich og bjergets beskyttelse, lå resten af Irak. I fredstid, og hvis han ikke havde

2711 Nadia Murad INDHOLD.indd 14

27/02/2018 12.52

KAPITEL 1 | 15

travlt, ville det måske tage en yazidi-købmand et kvarters køretur fra Kocho til den nærmeste sunnimuslimske landsby for at sælge korn eller mælk. Vi havde venner i de landsbyer. Der var piger, som jeg mødte til bryllupper, lærere, der havde tilbragt et semester på skolen i Kocho, og mænd, som blev inviteret til at bære vores babydrenge under deres rituelle omskæring, hvorefter de fungerede som en kiriv – en slags gudfar – for netop den yazidi-familie. Muslimske læger rejste til Kocho eller Sinjar by for at behandle os, når vi var syge, og muslimske købmænd kørte gennem byen for at sælge kjoler og slik, som man ikke kunne finde i Kochos få butikker, der kun solgte det mest nødvendige. Mine brødre rejste ofte i løbet af deres opvækst til ikke-yazidi-landsbyer for at tjene lidt penge på forefaldende arbejde. Forholdet mellem yazidier og ikke-yazidier var belastet af århundreders mistro, og man blev ked af det, når en muslimsk bryllupsgæst afviste at spise vores mad, uanset hvor høfligt det blev sagt. Alligevel var der stadig ægte venskaber, som havde varet gennem flere generationer. Fra dengang Irak var under først ottomansk kontrol og siden britisk kolonisering, over Saddam Hussein og til den amerikanske besættelse i 2003. Kocho var særlig kendt for vores tætte relationer til sunnimuslimske landsbyer. Men da kampene stod på i Irak, og det var, som om der altid var kampe i Irak, rejste netop de landsbyer sig imod os, deres mindre yazidi-nabo, og gamle fordomme blev med ét forvandlet til had. Ofte blev det had til vold. Gennem de seneste ti år – siden irakerne i 2003 blev kastet ind i en krig med amerikanerne, der forgrenede sig til mere ondsindede, lokale kampe og endelig til rendyrket terrorisme – er afstanden mellem os og sunnimuslimerne vokset betydeligt. Nabolandsbyer begyndte at huse ekstremister, der angav kristne og ikke-sunnimuslimer, og hvad værre var: De anså yazidier for at være kuffar, ikke-troende (kafir i ental), som kun fortjente at blive dræbt. I 2007 kørte nogle af disse ekstremister en tankbil og tre biler ind i

2711 Nadia Murad INDHOLD.indd 15

27/02/2018 12.52

16 | DEL 1

de travle bykerner i to yazidi-byer ti kilometer nordvest for Kocho for dernæst at sprænge dem i luften. Hundreder blev dræbt, fordi de var strømmet til bilerne i den tro, at de bragte varer til markedet. Yazidismen er en gammel monoteistisk religion, der er blevet overleveret mundtligt af hellige mænd, som har været betroet vores beretninger. Selv om religionen har elementer til fælles med mange af Mellemøstens religioner, fra mithraismen og zarathustrismen til islam og jødedommen, er den i sandhed unik og kan være svær at forklare selv for hellige mænd, der lærer historierne udenad. Jeg forestiller mig min religion som et gammelt træ med tusindvis af ringe, der hver især fortæller én historie ud af de mange, der tilsammen udgør den store historie om yazidierne. Desværre er mange af historierne tragedier. I dag findes der kun omkring en million yazidier i verden. Så længe jeg har levet, og lang tid inden jeg blev født, har vores religion defineret os og holdt os sammen som et fællesskab. Men vores religion gør os også til mål for forfølgelse. Større grupper, fra ottomaner til Saddams baathister, har angrebet os eller forsøgt at overtale os til at vise dem loyalitet. De nedgjorde vores religion og anklagede os for at tilbede djævelen eller kaldte os beskidte og krævede, at vi forkastede vores tro. Yazidierne har overlevet generationer af angreb, hvis formål har været at udslette os ved enten at dræbe os, tvinge os til at konvertere eller simpelthen fjerne os fra vores land og fratage os alt, hvad vi ejede. Før 2014 havde udefrakommende kræfter forsøgt at udslette os 72 gange. Indtil vi lærte ordet folkedrab at kende, plejede vi at kalde angreb mod yazidierne for firman, der er et ottomansk ord. Da vi hørte om løsesummen for de to bønder, gik hele landsbyen i panik. ”40.000 dollar,” sagde kidnapperne på telefonen til bøndernes hustruer. ”Eller kom med jeres børn, så I som familie kan konvertere til islam. Ellers bliver jeres mænd dræbt,” sagde de.

2711 Nadia Murad INDHOLD.indd 16

27/02/2018 12.52

KAPITEL 1 | 17

Det var ikke pengene, som fik hustruerne til at bryde sammen i tårer foran vores mukhtar, byens leder, Ahmed Jasso. 40.000 dollar er en svimlende sum, men det var bare penge. Vi vidste alle sammen, at bønderne hellere ville dø end konvertere, så landsbyboerne græd af lettelse, da mændene en sen nat flygtede gennem et knust vindue, løb gennem bygmarkerne og dukkede levende op hjemme med støv op til knæene og rystende af skræk. Men kidnapningerne stoppede ikke. Umiddelbart efter blev Dishan, en mand ansat af min familie, kidnappet fra en mark nær Sinjar-bjerget, hvor han passede vores får. Det havde taget min mor og mine brødre mange år at købe og avle vores fåreflok, og hvert enkelt får var i sig selv en sejr. Vi var stolte af vores dyr og holdt dem på vores gårdsplads, nærmest som kæledyr, når de ikke strejfede omkring uden for landsbyen. Den årlige klipning var en slags fejring. Jeg elskede det ritual, måden, som den bløde uld faldt til jorden i skylignende bunker, den moskusagtige duft, som spredte sig i vores hus, og fårenes sagte og monotone brægen. Jeg elskede at sove under de tykke dyner, som min mor, Shami, lavede af ulden ved at stoppe den ind i farverige stykker stof. Sommetider blev jeg så tæt knyttet til et lam, at jeg måtte forlade huset, når tiden kom, hvor det skulle slagtes. På det tidspunkt Dishan blev kidnappet, havde vi over 100 får, hvilket udgjorde en mindre formue for os. Med tanke på hønen og kyllingerne, der var blevet taget sammen med bønderne, ræsede min bror Saeed i vores families pickup til foden af Sinjar-bjerget for at se til vores får. Efter at vejen var blevet asfalteret, lå det omkring 20 minutter væk. ”Selvfølgelig tog de dem,” sukkede vi. ”De får er alt, hvad vi har.” Senere, da Saeed ringede til min mor, lød han forvirret. ”De har kun taget to,” rapporterede han. En gammel, langsom vædder og en ung hun. Resten græssede fredeligt på det brungrønne græs og fulgte efter min bror hjem. Vi grinede og var så lettede. Men Elias, min ældste bror, var urolig.

2711 Nadia Murad INDHOLD.indd 17

27/02/2018 12.52

18 | DEL 1

”Jeg forstår det ikke,” sagde han. ”De landsbyboere er ikke rige. Hvorfor lod de fårene være?” Han tænkte, at det måtte betyde noget. Dagen efter at Dishan blev taget, var Kocho i kaos. Landsbyboerne flokkedes foran deres døre, samtidig med at mændene skiftedes til at bemande en kontrolpost uden for landsbyens mure, hvor de holdt øje med ukendte biler, der passerede gennem Kocho. Hezni, en af mine brødre, kom hjem fra sit arbejde som politimand i Sinjar by og sluttede sig til de andre mænd i landsbyen, som højlydt diskuterede, hvad de skulle gøre. Dishans onkel krævede hævn og besluttede sig for at stå i spidsen for en mission mod en landsby øst for Kocho, der var styret af en konservativ sunnimuslimsk stamme. ”Vi tager to af deres fårehyrder,” erklærede han rasende. ”Så bliver de nødt til at give os Dishan tilbage.” Det var en risikabel plan, og ikke alle støttede Dishans onkel. Selv mine brødre, der alle havde arvet vores fars tapperhed og kamplyst, var i tvivl om, hvad de skulle gøre. Saeed, som kun var et par år ældre end mig, brugte det meste af sin tid på at fantasere om den dag, hvor han endelig skulle bevise sit heltemod. Han stemte for at tage hævn, mens Hezni, som var mere end ti år ældre og den mest empatiske af os alle, mente, at det var for farligt. Men Dishans onkel samlede de frivillige, som meldte sig, og kidnappede to sunnimuslimske fårehyrder og kørte dem tilbage til Kocho, hvor han låste dem inde i sit hus og ventede. De fleste konflikter i landsbyen blev løst af Ahmed Jasso, vores praktiske og diplomatiske mukhtar, og han tog Heznis parti. ”Forholdet til vores sunnimuslimske naboer er allerede anstrengt,” sagde han. ”Hvem ved, hvad de vil gøre, hvis vi forsøger at kæmpe mod dem?” Desuden advarede han os om, at situationen uden for Kocho var langt værre og mere kompliceret, end vi forestillede os. En gruppe, der

2711 Nadia Murad INDHOLD.indd 18

27/02/2018 12.52

KAPITEL 1 | 19

kaldte sig Islamisk Stat – eller ISIS – og som grundlæggende var blevet født i Irak og i de seneste år var vokset frem i Syrien, havde overtaget landsbyer så tæt på os, at vi kunne tælle de sortklædte skikkelser i deres lastbiler, når de kørte forbi. Det var dem, der kidnappede vores hyrde, fortalte vores mukhtar os. ”Du vil kun gøre situationen værre,” sagde Ahmed Jasso til Dishans onkel, og mindre end en halv dag efter at de sunnimuslimske hyrder var blevet kidnappet, blev de frigivet igen. Dishan forblev imidlertid tilfangetaget. Ahmed Jasso var en klog mand, og familien Jasso havde årtiers erfaring med at forhandle med de sunnimuslimske stammer. Alle i landsbyen gik til familien med deres problemer, og uden for Kocho var Jasso kendt for at være en respekteret diplomat. Men nu begyndte nogle af os at spekulere på, om han var for samarbejdsvillig og i virkeligheden sendte et signal til terroristerne om, at yazidierne ikke ville forsvare sig. De eneste, der stod imellem os og ISIS, var de irakisk-kurdiske peshmerga-krigere. De blev sendt hertil fra den autonome kurdiske region for at forsvare Kocho, da Mosul var faldet til ISIS næsten to måneder tidligere. Vi behandlede peshmergaerne som æresgæster. De sov på madrasser i vores skole, og hver uge slagtede en ny familie et lam for at bespise dem, hvilket var et stort offer for de fattige landsbyboere. Jeg så også op til krigerne. Jeg havde hørt om kurdiske kvinder fra Syrien og Tyrkiet, som kæmpede mod terroristerne og bar våben, og tanken fik mig til at føle mig tapper. Nogle folk, inklusive et par af mine brødre, mente, at vi skulle have ret til at forsvare os selv. De ønskede at bemande kontrolposterne, og Ahmed Jassos bror, Naif, forsøgte at overtale de kurdiske myndigheder til at lade ham danne en yazidi-peshmerga-enhed, men de ignorerede ham. Ingen tilbød at træne yazidi-mændene eller opfordrede dem til at tilslutte sig kampen mod terroristerne. Peshmergaerne forsikrede os, at så længe de var der, havde vi ingenting at frygte. De var lige så

2711 Nadia Murad INDHOLD.indd 19

27/02/2018 12.52

20 | DEL 1

fast besluttede på at beskytte yazidierne, som de var på at beskytte den irakisk-kurdiske hovedstad. ”Vi vil hellere lade Erbil falde end Sinjar,” sagde de. Vi fik besked på at stole på dem, så det gjorde vi. Alligevel havde de fleste familier i Kocho våben derhjemme, eksempelvis klodsede Kalasjnikov-rifler eller en stor kniv eller to, der blev brugt til at slagte dyr på helligdage. Mange yazidi-mænd, deriblandt de af mine brødre, som var gamle nok, havde fået arbejde i grænsepatruljen eller politistyrken efter 2003, hvor de stillinger blev ledige. Vi var sikre på, at så længe de professionelle bevogtede Kochos grænser, kunne vores mænd også beskytte deres familier. Det var trods alt disse mænd, ikke peshmergaerne, der havde bygget en jordvold med deres egne hænder rundt om landsbyen efter angrebene i 2007, og det var Kochos mænd, der patruljerede den vold dag og nat i et helt år, stoppede biler ved improviserede kontrolposter og holdt udkig efter fremmede, indtil vi følte os sikre nok til at vende tilbage til et normalt liv. Dishans kidnapning fik os til at gå i panik. Men peshmergaerne gjorde intet for at hjælpe. Måske troede de, at det bare var en mindre kontrovers mellem landsbyerne, og tænkte, at det ikke kunne være derfor, at Masoud Barzani – præsidenten for Kurdistans regionale regering – havde sendt dem ud af Kurdistans sikkerhed og ind i Iraks ubeskyttede områder. Måske var de bange ligesom os. Enkelte af soldaterne så ud, som om de ikke var meget ældre end Saeed, min mors yngste søn. Men krig forandrede mennesker, specielt mænd. Det var ikke lang tid siden, at Saeed legede med mig og vores niece Kathrine på vores gårdsplads, og han ikke engang var gammel nok til at vide, at drenge ikke burde kunne lide dukker. På det seneste var Saeed blevet besat af volden, der fejede hen over Irak og Syrien. En dag havde jeg taget ham i at se videoer om Islamisk Stats halshugninger på sin mobiltelefon. Billederne rystede i hans hånd, og jeg blev overrasket

2711 Nadia Murad INDHOLD.indd 20

27/02/2018 12.52

KAPITEL 1 | 21

over, at han holdt sin telefon op, så jeg også kunne se med. Da vores ældre bror Massoud trådte ind i rummet, blev han rasende. ”Hvordan kan du lade Nadia se med?” råbte han ad Saeed, som krøb sammen. Han var ked af det, men jeg forstod. Det var svært at vende ryggen til alle de grusomme scener, der udspillede sig så tæt på vores hjem. Billederne fra videoen dukkede op i mit hoved igen, da jeg tænkte på vores stakkels hyrde, der blev holdt fanget. Hvis peshmergaerne ikke vil hjælpe os med at få Dishan tilbage, må jeg gøre noget, tænkte jeg og løb ind i vores hus. Jeg var familiens baby, den yngste af 11, og en pige. Alligevel var jeg åbenmundet og plejede at blive hørt, og i min vrede følte jeg mig som en kæmpe. Vores hus lå tæt på den nordligste udkant af landsbyen. Det var en enetages række af brændte lerstensrum, som en perlekæde forbundet af dørløse åbninger, der alle vendte ud mod en stor gårdsplads med en køkkenhave, en brødovn – som kaldes en tandoor – og som regel også får og kyllinger. I huset boede min mor, seks af mine otte brødre og mine to søstre plus to svigerinder og deres børn. Inden for gåafstand boede mine andre brødre, halvbrødre og halvsøstre og de fleste af mine tanter, onkler og kusiner. Taget lækkede om vinteren, når det regnede, og under den irakiske sommer kunne det føles som en ovn indenfor, hvilket fik os til at tage turen op ad trappen til taget og sove dér. Når dele af taget faldt sammen, lappede vi det med stykker af metal, som vi klunsede fra Massouds mekanikerværksted, og når vi havde brug for mere plads, byggede vi det selv. Vi sparede penge op til et nyt og mere permanent hjem bygget af cement, og hver dag kom vi nærmere. Jeg gik ind i vores hus gennem hoveddøren og fortsatte til det værelse, jeg delte med de andre piger. Her hang der et spejl. Jeg viklede et blegt tørklæde omkring mit hoved. Det bar jeg normalt for at holde mit hår væk fra øjnene, når jeg stod bøjet over rækker af grøntsager. Jeg prøvede

2711 Nadia Murad INDHOLD.indd 21

27/02/2018 12.52

22 | DEL 1

at forestille mig, hvordan en kriger forberedte sig til kamp. Mange års arbejde på gården havde gjort mig stærkere, end jeg så ud. Alligevel havde jeg ingen idé om, hvad jeg ville gøre, hvis jeg så kidnapperne eller folk fra deres landsby køre gennem Kocho. Hvad ville jeg sige til dem? ”Terrorister fangede vores hyrde og tog til jeres landsby,” øvede jeg mig skulende foran spejlet. ”I kunne have stoppet dem. I det mindste kan I fortælle os, hvor han er ført hen.” Fra hjørnet af vores gårdsplads greb jeg en stav, som hyrderne brugte, og gik igen hen til hoveddøren, hvor et par af mine brødre stod fordybet i samtale med min mor. De lagde ikke mærke til, at jeg sluttede mig til dem. Et par minutter senere kørte en hvid pickup fra kidnappernes landsby ned ad hovedgaden med to mænd foran og to bagi. Jeg genkendte dem svagt som araberne fra den sunnimuslimske stamme, der havde taget Dishan. Med øjnene fulgte vi deres vogn, mens den krøb ned ad den store grusvej, der slangede sig gennem landsbyen. Langsomt og alligevel helt uden frygt. De havde ingen grund til at køre gennem Kocho. Vejene rundt om landsbyen forbandt byer som Sinjar og Mosul, og deres tilstedeværelse virkede som en hån. Jeg løb midt ud på vejen. ”Stop!” råbte jeg og svingede staven over hovedet i et forsøg på at gøre mig større. ”Fortæl os, hvor Dishan er!” Det tog det halve af min familie at trække mig tilbage. ”Hvad havde du tænkt dig at gøre?” skældte Elias ud. ”Angribe dem? Smadre deres forrude?” Han og et par andre af mine søskende var lige kommet tilbage fra markerne og var udmattede og stank af løgene, som de havde høstet. For dem var mit forsøg på at hævne Dishan ikke andet end et barns vredesudbrud. Min mor var også vred over, at jeg var rendt ud på vejen. Under normale omstændigheder tolererede hun mit temperament og kunne ligefrem more sig over det, men på det tidspunkt var alle for anspændte. Det var farligt at tiltrække sig opmærksomhed, særligt for en ung, ugift kvinde.

2711 Nadia Murad INDHOLD.indd 22

27/02/2018 12.52

KAPITEL 1 | 23

”Kom og sæt dig her,” sagde hun strengt. ”Det er skamfuldt at opføre sig sådan, Nadia, det kommer ikke dig ved. Mændene tager sig af det.” Livet gik videre. Irakerne, særligt yazidierne og andre minoriteter, er gode til at tilpasse sig nye trusler. Det bliver man nødt til, hvis man vil forsøge at leve et nogenlunde normalt liv i et land, som er ved at falde fra hinanden. Nogle gange var justeringerne relativt små. Vi nedjusterede vores drømme – om at afslutte skolen, om at opgive landarbejdet for noget mindre slidsomt, om at blive gift i tide – og det var ikke hårdt at overbevise os selv om, at de drømme i udgangspunktet havde været uopnåelige. Nogle gange tilpassede vi os gradvist, uden at nogen opdagede det. Vi holdt op med at tale til de muslimske studerende i skolen, eller vi blev af frygt trukket indenfor, når en fremmed kom gennem landsbyen. Vi så nyheder om angrebene på tv og interesserede os mere for politik. Eller vi lukkede politik helt ude og følte, at det var mest sikkert at forblive tavse. Efter hvert angreb byggede mændene mere på jordvolden uden for Kocho. De begyndte med den vestlige side mod Syrien, indtil vi vågnede en morgen og så, at den omringede os fuldstændigt. Og vi betragtede, fordi vi stadig følte os utrygge, at mændene desuden gravede en grøft rundt om landsbyen. Gennem generationer vænnede vi os mere og mere til små stik af smerte eller uretfærdighed, indtil det blev så normalt, at vi ignorerede det. Jeg forestiller mig, at det er årsagen til, at vi vænnede os til at acceptere visse fornærmelser – såsom at vores mad blev afvist – selv om det sikkert virkede som en ydmygelse for den første, der oplevede det. Selv truslen om et andet overherredømme var noget, som yazidierne havde vænnet sig til, selv om den tilpasning mere var som en forstuvning. Det gjorde ondt. Dishan var stadig tilfangetaget, da jeg vendte tilbage til løgmarkerne med mine søskende. Dér havde ingenting forandret sig. Grøntsagerne, vi havde plantet en måned tidligere, var nu vokset op. Hvis vi ikke

2711 Nadia Murad INDHOLD.indd 23

27/02/2018 12.52

høstede dem, ville ingen andre gøre det. Hvis vi ikke solgte dem, ville vi ikke have nogen penge. Så vi knælede alle på lige linje ved virvaret af grønne spirer, trak løgene op af jorden, nogle stykker ad gangen, samlede dem i flettede plastikposer, hvor de blev lagt til at modne, indtil det var tid til at sælge dem på markedet. Vil vi tage dem til de muslimske landsbyer i år? Vi spekulerede, men kunne ikke svare. Når en af os trak op i den sorte, giftigt lugtende slam af et råddent løg, stønnede vi, holdt os for næsen og fortsatte. Fordi det var det, vi plejede at gøre, sladrede vi og drillede hinanden og fortalte historier, som vi alle havde hørt en million gange før. Adkee, min søster og familiens drillepind, huskede mig på den dag, hvor jeg forsøgte at løbe efter bilen. Mig – en mager bondepige med tørklædet foran øjnene og med staven svingende over sit hoved – og alle faldt om på jorden af grin. Vi gjorde arbejdet til en konkurrence om, hvem der kunne samle flest løg, ligesom vi måneden forinden havde konkurreret om, hvem der kunne sætte flest stikløg. Når solen begyndte at gå ned, samledes vi hjemme hos min mor for at spise middag på vores gårdsplads, og efterfølgende sov vi skulder mod skulder på madrasser på taget af vores hus, mens vi betragtede månen og hviskede sammen, indtil udmattelsen gjorde hele familien dødstille. Vi fandt først ud af, hvorfor kidnapperne stjal dyrene – hønen, kyllingerne og vores to får – næsten to uger senere, hvor ISIS havde overtaget Kocho og det meste af Sinjar. En kriger, som havde været med til at samle alle Kochos beboere i landsbyens gymnasium, forklarede kidnapningerne for nogle af landsbyens kvinder. ”I siger, at vi kom ud af det blå, men vi sendte jer beskeder,” sagde han med sin riffel svingende ved sin side. ”Da vi tog hønen og kyllingerne, var det for at fortælle jer, at vi ville tage jeres kvinder og børn. Da vi tog vædderen, var det ligesom at tage jeres stammeledere, og da vi dræbte vædderen, betød det, at vi planlagde at dræbe de stammeledere. Og det unge lam var jeres piger.”

2711 Nadia Murad INDHOLD.indd 24

27/02/2018 12.52

Hun har også stiftet Nadia’s Initiative, som er et program til at hjælpe over levende for folkedrab og trafficking med at hele og genopbygge deres samfund.

978-87-400-3734-0

2711 Nadia Murad OMSLAG.indd 1

NADIA MURAD

Hendes bog udkom i USA i november 2017 og er solgt til udgivelse i 27 lande.

M I T FA N G E N S K A B O G M I N K A M P M O D I S L A M I S K STAT

FORORD VED AMAL CLOONEY, menneskerettighedsadvokat

DEN SIDSTE PIGE

M I T FA N G E N S K A B O G M I N K A M P M O D I S L A M I S K STAT

NADIA MURAD P O L I T I K E N S F O R L AG W W W. P O L I T I K E N S FO R LAG . D K

POLITIKENS FORLAG

27/02/2018 12.55