Bjørn Molin
Casefiler fra bind 2
Alder: Sidst i 20’erne
Tidligere karriere: Ingen. Antropologistuderende
Nuværende karriere: Assistent for Vivian Storm
Privatliv: Gift med Anders
- Er sidst i tyverne, gift med Anders, som er biologisk far til lille Gudrun sammen med sin veninde, Tanja.
- Gudesmuk med langt honningfarvet hår, men har decideret ingen tøjstil.
- Empatisk, venstreorienteret, socialt begavet og fuldkommen ligeglad med status og penge.
- Droppede ud af sit antropologistudie lige før specialet og har siden arbejdet i Storm Consulting som Vivians højre hånd.
- Elsker sit arbejde som privatdetektiv, men er konstant bange for, om han er god nok.
- Har fuldkommen tabt sit hjerte til Gudrun, som har knyttet sig til ham, men føler sig ofte til overs i konstellationen med Anders og Tanja – han er altid ’nummer tre på listen’, når de ringer fra vuggestuen.
- Føler sig fanget i ægteskabet med Anders, som han har grund til at mistænke for at være utro, men ved også, at han mister Gudrun, hvis han lader sig skille.
- Er stærkt tiltrukket af Samuel Vogel, en høj, drenget arkivar fra det jødiske museum i Berlin.
- Er vokset op i en sektlignende frikirke og har en iboende trang til at gøre livet bedre for alle omkring sig, hvorfor han arbejder på, uden meget held, at blive bedre til at ’sige fra’.
Ven a fálsher mentsh git dir a kush, zóllstu ibertseiln dáine tsein. (Når en bedrager giver dig et kys, skal du tælle dine tænder.)
Jiddish ordsprog.
Ondskaben ligger på lur alle steder, en olieagtig substans, som klistrer sig fast til alt, hvad den kommer i kontakt med, det er sådan, jeg tænker om den.
For længe siden, da jeg var lille, og vi endnu boede i villaen, dukkede den kun op i korte øjeblikke. En bevidsthed i skyggerne på værelset, som holdt øje med mig og holdt mig vågen, når jeg lå i min seng på førstesalen. Jeg kaldte på mor, som kom og jog den væk: Her er ikke noget, det er bare dit tøj på stolen. Jeg lod mig berolige, faldt i søvn igen til lyden af de voksnes stemmer nedefra. Latter, sågar.
Så ændrede tiderne sig, ondskaben voksede, den satte sit præg på tonen i de voksnes stemmer, så de ikke længere var beroligende at lytte til. Og ondskaben ændrede ikke bare deres stemmer. Også deres kroppe, selve måden, de bevægede sig på: De trak sig væk fra lyset, blev i skyggerne, de lærte at sno sig, at se sig over skulderen, at dukke nakken.
Nu er ondskaben konstant, den har ædt sig ind allevegne, mennesker er forsvundet i dens slipstrøm. Det er den ondskab, jeg gemmer mig for. Det er et spørgsmål om tid, før den finder mig, trænger ind i alle åbninger, sort og tæt. Før den også æder mig.
Men så indtræffer dagen, som vi har talt om og forberedt os på så længe, og som jeg ikke længere turde tro på: Jeg er ude.
Luften i den mørklagte by er sval. Der lugter af røg. Himmelen findes oppe over hustagene, jeg læner hovedet tilbage og bliver øjeblikkelig svimmel. Deroppe findes stjerner, en kold og evig ro, et andet mørke end det, som er skabt af mennesker.
F tager mig under armen, og lyden fra vores skosålers klapren hen over fortovet er så høj, at jeg hvert øjeblik venter på, at nogen skal råbe os an. Jeg lader mig føre ad de øde gader i den tidlige morgen. Ud af øjenkrogen mere aner end ser jeg en skikkelse, der hurtigt forsvinder om et hjørne. Og lidt efter får jeg øje på endnu en, som dukker op fra en kælderskakt og kryber langs husene uden at se op. Mennesker, der som jeg selv gemmer sig.
F trækker mig ind i en smøge. Det går så hurtigt, at jeg er ved at snuble. Vi står tæt sammen presset mod muren, da et geled af mennesker i slidte klæder passerer. Jeg kan ikke lade være, jeg læner mig frem og stirrer i håbet om at genkende et af de indsunkne ansigter. Kig ikke på dem, hvisker F i mit øre, du kender dem ikke, de er tvangsarbejdere østfra, byen er fuld af dem nu. De ligner genfærd, som om de allerede er døde. Tænk ikke på det, F ryster på hovedet, hanker op i mig igen, kom, de er væk nu.
Manden er der allerede, gløden fra hans cigaret lyser i mørket, han nikker til os, kigger sig omkring, inden han åbner bildøren for mig. Jeg glider ind på sædet viljesløs som en dukke, turen gennem gaderne har drænet mig for alle kræfter. Jeg hører F tale lavmælt med ham og døser hen et øjeblik. Jeg kan ikke sige farvel igen, magter ikke flere afskeder.
Det giver et sæt i mig, da han sætter sig ind, smækker døren, og motoren sætter i gang med en buldren. Jeg fortryder med det samme og vender mig om og vil råbe efter F, men hun er på vej væk, en slank skikkelse, som går med hurtige skridt i den modsatte retning.
Manden ved siden af mig er ung, han har skarpt skårne træk. Det blonde hår er klippet helt kort i siderne. Nu er du min, siger han og ler, se nu ikke sådan ud, det er historien, som vi fortæller, hvis det bliver nødvendigt. Frygten giver mig kvalme, men jeg nikker, og jeg smiler.
Vi har lagt byen bag os, da solen står op. Vi passerer soldater, som enten er alt for unge eller alt for gamle, kvinder på cykler, landmænd, børn i uniform. Ingen lægger mærke til mig. Jeg må huske mig selv på ikke at knibe øjnene sammen eller løfte armen for at skærme mig mod lyset. Lige så velgørende som solens stråler føles mod kinderne, lige så fremmed og skærende er dagslyset i mine øjne. Min hud er hvid og svedig, jeg er en bleg orm, der vrider sig i lyset, efter en spade har hugget ned i den sorte muld og afsløret den.
Døren faldt i bag Bjørn, han gik med hurtige skridt uden at se sig tilbage. Han var det usleste menneske i verden. Det var tirsdag og september, sommerferien var ovre for længst. Fremme ved cyklen kunne han ikke udskyde det længere og vendte sig om og løftede armen til en halvhjertet vinken. Som han havde forventet, var de allerede på vej væk. Gennem ruden, som var fedtet af hænder og, forestillede han sig, tårer, så han pædagogens ryg forsvinde. Over hendes skulder Gudruns ansigt, som kiggede tilbage på ham, inden døren til stuen blev lukket. Alt i ham ønskede at løbe tilbage, flå døren op og hive hende ud af hænderne på pædagogen. Så ville hendes åndedræt falde til ro, han ville mærke tyngden af hendes strømpebukseklædte blerumpe, som endnu kunne være i hans krummede hånd. Så ville han tørre snot og tårer af hendes kinder og mærke, hvordan hun borede neglene ind i hans pegefinger.
I stedet blev han stående og så på den snavsede rude. Så steg han op på cyklen og satte i gang med bevidstheden om, hvordan han med hvert tråd i pedalerne fjernede sig fra hende, mens den tyngende fornemmelse i brystet voksede sig større.
Var det ikke helt forkert at skille børn og forældre ad på den måde? At overlade et lille barn i hænderne på ikke en, men flere fremmede,
som jo hverken kendte eller elskede hende, som han gjorde. Som ikke vidste, hvad det betød, når hun rynkede næsen på sin særlige måde. Som ikke værdsatte glimtet af morskab i hendes øjne eller fornemmede øjeblikket, før hendes underlæbe begyndte at bæve. Fremmede voksne, som ikke satte pris på hendes selskab, lyden af hendes stemme eller den særlige kanelagtige duft, som gemte sig i hendes hænder. Nej, det nyttede ikke noget at tænke på den måde. Hun var fuldkommen tryg der, selvfølgelig var hun det. Forældre gik på arbejde, og imens blev børnene passet. Fik professionel omsorg. Hvor lød det egentlig grimt. Nej, nu måtte han holde op. Hun var trods alt halvandet år, hun kunne gå, det havde været vigtigt for Tanja, at hun kunne gå, før hun kom i institution. Så hun kunne fjerne sig fra situationer.
Hvilke situationer? Det ville han ikke tænke på. Ligesom han ikke ville tænke på det med turene. De skulle på tur i dag. Det virkede så hektisk, det hele. Og hvorfor skulle de også på tur? For hvis skyld? Gudrun havde ikke brug for det, den indhegnede legeplads var rigelig for hende. En spand med vand. En bille, en si, en sten. Det var nok.
Bjørn kendte hende. Sådan havde det været, siden hun kom til verden. Mens Tanja blev opereret, og det var kritisk på grund af det store blodtab, og Anders gik frem og tilbage mellem de to afdelinger, havde de overgivet den nyfødte pige til Bjørn.
Da hun endnu ikke havde et navn, var Gudrun blevet lagt på hans bare bryst. Et lille skælvende, nyt menneske, hvis hjertes banken han kunne mærke gennem den tynde, bløde hud. Lyset faldt fra de store vinduer ind på stuen, landede på sengen, hvor de lå. Han kunne huske det lys. Og de bittesmå ligesom klikkende lyde fra hende.
Og nu var han cyklet væk. Selvom hun græd og rakte armene ud efter ham.
Han var velkommen til at ringe, det havde han gjort de andre dage. Og de sagde det samme hver gang, at hun havde det fint, at hun var
holdt op med at græde for længst. Når han havde talt med dem, fik han det bedre. I et stykke tid.
Der var altid så stille i baggrunden. Hvor var børnene henne, vidste pædagogen overhovedet, hvor Gudrun var, hvordan hun havde det? Sad hun ikke bare på kontoret og snakkede ham efter munden?
Sådan kørte tankerne rundt med ham. Når han hentede Gudrun, var hun træt. Hun lugtede fremmed, af vuggestue. En særlig sød lugt. Som pap i opløsning.
Anders blev hurtigt tom i blikket, når Bjørn talte om sine bekymringer. Gudrun havde det jo godt. Hun trivedes. Alt var, som det skulle være. Lidt indkøringsproblemer var at forvente. Hun havde trods alt fået lov til at blive længere hjemme end de fleste. Og de hentede hende altid tidligt. Gav hende mange fridage. Hun trængte til at være ude blandt andre børn. Det var jo det, de havde aftalt.
Selv var han vokset op med en mor, som gik hjemme. Han havde hverken gået i vuggestue eller børnehave, og han huskede ikke noget savn efter andet. De havde rutiner, som knyttede sig til morens opgaver i huset. Han legede i haven for sig selv eller cyklede afsted, han skulle blive på fortovet, ned ad vejen, ned til mosen. De tog på kaffebesøg hos andre kvinder fra menigheden. Der var saftevand og sandkage. Indimellem var han med i kirkens legestue, og så var der søndagsskolen, men bortset fra det, tilbragte han sin barndom derhjemme.
Anders sagde, at han skulle passe på med at romantisere det.
I dag ville han tage sig sammen og lade være med at ringe. De havde jo hans nummer, hvis det var. Sandsynligvis ville de ringe til Anders. Eller Tanja. Bjørn var først nummer tre på listen. Anders havde altid sin på lydløs, når han underviste. Og det havde Tanja vel også.
Tankerne havde fået ham til at cykle hurtigt, og klokken var ikke mere end kvart i ni, da han svingede ned ad Borgbjergsvej. Han vidste allerede, at det første, han ville gøre, når han havde stillet cyklen, var at ringe til vuggestuen.
Der sad en skikkelse på trappen foran kontoret. Det var en kvinde. Måske havde hun overnattet der på trappestenen. Vivian, som ikke var noget udpræget A-menneske, måtte stadig være at finde i den private del af lejligheden. Hvis hun var stået op, ville hun utvivlsomt have bedt kvinden om at gå.
Da han kom nærmere, kunne han se, at kvinden ikke lignede en hjemløs. For et par år siden var han begyndt som frivillig på et værested for hjemløse immigranter i forbindelse med opklaringen af en sag om en ung mand fra Polen, som var forsvundet. Han holdt først op, da Gudrun kom til verden. Arbejdet som frivillig havde været en øjenåbner, ikke mindst var det kommet bag på ham, hvor hårde forhold de udenlandske hjemløse levede under. Mange af dem søgte at bevare værdigheden ved at klæde sig pænt på og sørge for at komme i bad hver dag. Så det var ikke, fordi hjemløse nødvendigvis så afrakkede ud. Det var et særligt vagtsomt blik i deres øjne, han genkendte dem på, og måden, de bar deres ejendele på. Som et panser.
Kvinden, som nu rejste sig op med en overraskende adræt bevægelse, havde en anderledes udstråling. Hun havde en bordeauxfarvet rullekuffert og var af gennemsnitlig højde, klædt i praktisk tøj i afdæmpede farver, havde kort sort hår med hvide stænk, vejrbidt hud og blå øjne. Han stillede cyklen og gik hen mod hende.
“Arbejder De her?”
Hun talte engelsk med tydelig tysk accent. Hun så lettet ud, da Bjørn på tysk spurgte, om han kunne hjælpe hende med noget.
“De skal finde min mor.”
Kvinden rakte ud og tog fat i hans overarm, mens de blå øjne granskede ham. Kunne hun være dement? Vivian havde fortalt, at der gik en ældre kvinde rundt på hendes fars plejehjem, som konstant kaldte på sin mor.
“Hun tog til Danmark, og så forsvandt hun.”
Han vred sig ud af hendes greb, smilede og fandt sine nøgler frem.
“Nå, det var da ikke så godt.”
“De tror mig ikke? Se! Det er hende her.”
Kvinden havde fundet et bøjet plastikchartek i sin taske, som hun rakte frem. Hun fastholdt Bjørns blik og pegede.
“På billedet. Det er mine forældre.”
I chartekket lå et print af et ældre sort-hvidt fotografi, som forestillede et ungt par. En mørkhåret mand med et smalt ansigt og store bedrøvede øjne og ved siden af ham en ung kvinde med runde kinder og krøllet hår. Der var noget opstillet og højtideligt over fotografiet, deres forsigtige smil og måden, de sad side om side og stirrede ind i linsen på.
“Jeg skulle nok have præsenteret mig.” Hun rakte hånden frem.
“Mit navn er Hilde Hubert.”
Da han ikke tog den med det samme, spurgte hun:
“De giver Dem da af med at finde forsvundne personer, ikke sandt?”
“Selvfølgelig. Undskyld.” Han tog hendes hånd. “Bjørn Molin. Det er denne vej.”
Der var tomt i kontoret. Bjørn tændte lys og anviste Hilde Hubert en plads i mødelokalet, inden han gik ud i det lille køkken og satte kaffe over.
“Godmorgen.” Han havde ikke hørt hende komme, Vivian stod i den lille gang med et håndklæde viklet om hovedet. En fugtig varm luft med duften af shampoo bølgede fra hende. “Du er tidligt på den.”
“Der sad en dame på trappen. Tysker. Hun vil have os til at finde sin mor.” Han gjorde et kast med hovedet. “Hun sidder derinde og venter.”
“Lad mig lige tørre mit hår, så er jeg der.”
Han var lettet over, at hun tilsyneladende var alene. Mik overnattede der af og til. Bjørn vidste ikke helt, hvad han skulle synes om det. Eller jo. Han hadede det. Det var noget rod. At Mik både var løst tilknyttet firmaet som researcher, og at han på samme tid … overnattede.
Der havde været en kort periode, inden han og Anders fandt sammen igen, hvor han havde tilladt sig at mærke sine følelser for Vivian. For så netop at opdage, at Mik overnattede. Efter det havde han lukket af for den del.
Da kaffen var løbet igennem, arrangerede han en bakke med kopper og gik ind til den tyske kvinde.
“Kaffe?” Han skænkede til dem begge. “Må jeg spørge, hvorfra kender De Storm Consulting?”
“Er det muligt at få sukker i kaffen? Og fløde?”
Han rejste sig og gik ud i køkkenet, fandt en næsten tom pose, hvor sukkeret klumpede sig sammen i bunden og hældte indholdet i en skål.
“Værsgo! Vi har sukker, men ingen fløde, desværre kun mælk. Beklager.”
“Ja, det må jeg jo så tage til takke med.” Hun sendte ham et gavtyvesmil, og med sine senede hænder pøsede hun langsomt og omhyggeligt den ene skefuld sukker efter den anden i koppen. “Internettet. Det var sådan, jeg fandt frem til Deres virksomhed. Nå, hvad siger De så, unge mand? Kan De tage sagen?”
“Først må vi tale med min kollega, Vivian Storm. Hun kommer om et øjeblik.”
Vivian var nysgerrig efter at møde kvinden, hun havde skyndt sig, og hendes hår var stadig en anelse fugtigt, da hun trådte ind i mødelokalet. Kvinden, som rejste sig og gav hende hånden, havde et særdeles fast håndtryk. Vivian, som nok forstod det meste på tysk, talte kun sproget meget nødtørftigt. Hun spurgte, om det var i orden, hvis hun talte engelsk.
“Det er i orden. Så må De oversætte, hvis det bliver nødvendigt.”
Hilde vendte sig mod Bjørn, som nikkede, inden hun igen henvendte sig til Vivian: “Det, jeg allerede har sagt til Deres unge kollega her, er,
Vivian lænede sig frem og kiggede.
“Dette fotografi hænger på det jødiske museum i Berlin. Neden under billedet står der, at min mor, Leah Liebermann, flygtede til Danmark i september, 1943. Og så står der ‘videre skæbne ukendt’.”
Hun så først på Vivian, så på Bjørn. “Så nu vil jeg gerne vide, hvad der skete med hende.”
“Undskyld, jeg spørger, men hvor gammel var Deres mor i 1943?”
“Hun var kun 19.”
“Og det vil sige, at De selv –”
“Jeg fylder 80. Min mor må være 99 i dag.” Hun så på Vivian med et skælmsk blik. “Ja, ja, De må ikke se sådan ud, jeg kan da godt regne ud, at hun sikkert er død for længst.”
Vivian ville have skudt kvinden til at være et sted i 60’erne. Der var kun få grå og hvide hår i det sorte, øjnene var klare, og hun virkede energisk på grænsen til det maniske.
“Hvorfra ved De, at hun tog til Danmark?”
“Jamen, det stod der jo. Under fotografiet. På museet. Jeg havde nær aldrig opdaget det. Det var min veninde, der insisterede på, at vi overhovedet skulle på det museum. Den slags interesserer mig ikke, jeg har altid haft den holdning, at fortiden skal man lade hvile, ikke sandt, den kan man jo ikke ændre alligevel. Et sår kan ikke hele, hvis man bliver ved med at rive skorpen af, sådan sagde min far altid. Men forstår De, jeg føjer min veninde, og jeg går der i mine egne tanker, man kan jo ikke andet end at blive overvældet af alle disse skæbner, nazisternes grusomhed, og pludselig –” Hun slog håndfladen i bordet, så det gav et sæt i Bjørn: “– stirrer jeg ind i mine forældres unge ansigter.”
“De vidste ikke, at fotografiet var på museet?” spurgte Vivian.
“Nej! Jeg vidste ingenting! Ingenting! Ikke engang at hun hed
15 at jeg ønsker at finde min mor.” Hun skubbede chartekket hen foran Vivian og placerede sin pegefinger oven på den unge kvindes ansigt: “Det er min mor.”
Liebermann. Kan De begribe, at jeg aldrig skænkede det en tanke, hvad hendes efternavn var? Som barn antog jeg vel bare, at hun hed Hubert. Senere hen var det ikke noget, jeg tænkte på. Det var en dør, som for længst var lukket. Derfor anede jeg heller ikke, at min mor var jøde. Hvilket jo vist nok endda også gør mig til jøde af en art.” Hun rystede på hovedet. “Min far sagde altid, at nazisterne havde dræbt hende under flugten. Altså fra Berlin. Men det kan jo så ikke passe, vel?
Det var ikke noget, han gerne talte om. Og så holder man jo op med at spørge, jeg ville ikke gøre ham ked af det. Min far var kommunist.
Og et godt menneske. Nu om dage tror folk jo, at alt var skidt i DDR. Men meget var faktisk bedre dengang.” Hun så på Vivian med en udfordring i blikket. Og da Vivian ikke svarede, fortsatte hun: “Siden jeg så det fotografi, har jeg ikke kunnet tænke på andet. Og til sidst besluttede jeg mig så for at finde ud af, hvad der skete med min mor.”
Hun så spændt fra Vivian til Bjørn.
“De nævnte flugten fra Berlin?” Det var Bjørn, som spurgte.
“Jeg var helt spæd, da de flygtede fra Berlin i 1943. Min far og jeg levede under falsk identitet indtil krigens afslutning i en landsby på den franske side af Alperne. Og efter krigen flyttede vi tilbage til Berlin. Der bor jeg stadig væk.”
“Men hvordan overlevede Deres forældre krigen indtil da?” Selv med Vivians noget overfladiske kendskab til forholdene i Nazityskland, var hun klar over, at det havde været særdeles vanskeligt at overleve som jøde i Tyskland i 1943.
“Så vidt jeg ved, levede de i skjul hos en familie i Berlin. Datteren var vist nok min mors veninde. Sådan har man fortalt mig det. Men hvem ved? Det er jo gået op for mig, at min far langtfra har fortalt mig sandheden. Det er, som om det griber om sig. At jeg ikke længere ved, hvad der er op og ned på noget som helst længere.”
Vivian havde åbnet et dokument og var begyndt at notere: “Med hensyn til Deres far, har De spurgt ham, hvad der skete?”
“Han er død for længst.”
“Hvorfor går De ikke til myndighederne?”
Hilde så ud, som om spørgsmålet kom bag på hende: “Men de ved vel ingenting! Der står jo netop ‘videre skæbne ukendt’, ikke sandt?”
“De har så heller ikke selv forsøgt at få svar på disse spørgsmål ved at henvende Dem på museet?”
“Næh. Jeg tænkte, at det var omsonst.”
“Har De nogensinde hørt fra Deres mor?”
“Så ville jeg ikke sidde her.”
“Der har med andre ord intet livstegn været siden 1943? Hvad håber De egentlig at finde?”
“Jeg vil bare gerne vide, hvad der skete med min mor. Det er alt.”
“Hvis vi påtager os sagen, vil museet i Berlin være et naturligt sted at begynde efterforskningen. I givet fald gør vi det naturligvis gerne. Men spørgsmålet er, om ikke det vil være mere naturligt og desuden billigere, hvis De i første omgang selv sætter Dem i kontakt med museet og finder ud af, hvorfra fotografiet kommer, og hvad man i øvrigt ved om Deres forældre?”
Hilde svarede med en brummen.
“Desuden har jeg brug for at se dokumentation for Deres identitet, pas eller lignende?”
Hilde fandt sit pas frem fra en blødslidt og uformelig taske i kunstlæder, der, hvis man var venlig, bedst kunne beskrives som ‘praktisk’, og rakte det til Vivian, som gav det videre til Bjørn: “Vil du tage en kopi?”
Bjørn rejste sig, og lidt efter lød et bip efterfulgt af en summen, da han tændte maskinen. Hilde, som havde kigget efter ham, vendte sig mod Vivian:
“Vil det sige, at De kan tage sagen?”
“Lad mig tænke over det. Umiddelbart er det meget sparsomme oplysninger. Jeg vil nødig påtage mig en opgave, som vi ikke kan løse.
Og der er en temmelig stor risiko for netop det. På den anden side, hvis Deres mor kom til Danmark i ‘43, er jeg sikker på, at det må være registreret et eller andet sted. Der findes jo både arkiver og museer. Hvor længe er De i København?”
“Jeg kan ikke blive mere end et par dage, højst tre. Jeg må hjem til Moritz –”
“Det er tilstrækkeligt. Jeg vil sørge for at danne mig et foreløbigt overblik over, hvilke institutioner og historiske kilder der har relevans i en sag som denne.”
Der ville, så vidt hun kunne skønne, bliver tale om researcharbejde snarere end egentlig efterforskning. Vivian rejste sig for at signalere, at mødet var ovre.
“Hvad siger De til at komme igen i morgen, så har jeg et svar til Dem, og hvis De fortsat ønsker det, kan vi eventuelt underskrive en kontrakt?”
De gav hånd, og Hilde gik. Vivian blev stående ved døren og betragtede hendes ranke skikkelse forsvinde i højt tempo ned ad Borgbjergsvej med en slidt, bordeauxfarvet rullekuffert efter sig.
Det første år eller to havde hun taget stort set alle de sager, hun var kommet i nærheden af. Det var heldigvis ikke nødvendigt længere, og hun tillod sig jævnligt den luksus at sige nej. Som regel fordi hun ikke regnede med, at de var i stand til at løse opgaven. Og til tider fordi hun ikke stolede på klientens motiver.
Det var lykkedes Storm Consulting at opnå ry for at være en pålidelig og seriøs virksomhed i en lille og, i visse tilfælde, anløben branche, som rummede alt fra toptunede tidligere militærfolk til affældige fantaster. Vivian havde efterhånden tiltrukket en del af den type erhvervsklienter, som hun oprindeligt havde drømt om, og det i en sådan grad, at de udgjorde omkring 80 % af omsætningen. Alle disse klienter krævede stor diskretion, og Vivians baggrund som jurist virkede beroligende på dem. En stor del var udenlandske kapitalfonde, som
overvejede at opkøbe danske firmaer. I sådanne tilfælde efterforskede Storm Consulting typisk de ledende medarbejderes baggrund. Eller det kunne være danske firmaer, som bad dem undersøge sager, der omhandlede kontraktbrud eller brud på konkurrenceklausuler. Desuden efterforskede de jævnligt forskellige typer bedrag, det kunne være såkaldt CEO-svindel, hvor den kriminelle udgav sig for at være en topchef, som bad en menig medarbejder om hurtigst muligt at overføre et stort pengebeløb, eller det kunne være fiflerier med fakturaer. Sådanne sager endte oftest med at blive ordnet i diskretion, frem for at blive meldt til politiet, fordi virksomhederne ikke ønskede at fremstå som ofre for gemene svindlere. Endelig arbejdede de fortsat sammen med et par forsikringsselskaber, som indimellem bad dem undersøge kunder, som var under mistanke for snyd.
Inden for det sidste års tid havde de desuden påtaget sig flere af en ny type sager: samværssager. At hyre en privatdetektiv var den sidste udvej, så på det tidspunkt, hvor Storm Consulting kom på banen, var der altid tale om højkonfliktfyldte relationer. Der drejede sig typisk om voldsomme anklager, som de blev bedt om at af- eller bekræfte af desperate forældre, som ikke længere turde vente på Familieretshusets lange behandlingstider: misbrug, misrøgt, voldelig adfærd eller sågar prostitution. De havde stiftet bekendtskab med forældre, som på overfladen forekom velfungerende, men som viste sig at være så skruppelløse, at Vivian mistænkte dem for at være karakterafvigende. Sådanne sager var ikke gode for hendes i forvejen sparsomme nattesøvn.
De tog sig også af sager, som drejede sig om at finde forsvundne personer. Vivian var klog af skade meget påpasselig med, hvilke klienter hun accepterede, når det gjaldt sådanne sager. I forbindelse med eftersøgningen af en ung polak nogle år forinden, var hun uforvarende kommet til at lede en morder til sit offer. Det kostede den unge mand livet. Den fejl ville hun ikke begå igen.
De havde ikke desto mindre en del erfaring på området, og særligt
var Neel, Bjørns gode veninde og freelance it-ekspert, en stærk ressource at trække på, når det drejede sig om at trække oplysninger ud af primært open source data, hvad enten det gjaldt en bortløben skyldner eller et forsvundet familiemedlem.
Men at finde en kvinde, som havde været forsvundet i 80 år, og som efter al sandsynlighed var død for længst, var immervæk et godt stykke uden for deres vanlige ekspertise.
“Er du okay?” Bjørn så på hende og smilede: “Du sukker sådan?”
“Jeg prøver bare at vurdere, hvorvidt vi har en reel chance for at finde ud af, hvad der skete med den dames mor?”
Bjørn strakte sig i stolen over for hende: “Skal vi gå lidt ud?”
De fulgtes ud i gården, hvor hun rakte ham en cigaret uden at spørge først.
“Hvorfra kan du så godt tysk?”
“Jeg datede engang en tysker.”
“Selvfølgelig.” De talte sjældent om hinandens privatliv i detaljer. Det passede hende fint sådan. Måske fordi hun følte, at de alligevel havde en fortrolighed. “Hvad er din holdning, skal vi tage Hilde Huberts sag?”
“Jeg kan i hvert fald godt forstå, at hun gerne vil vide det.” Bjørn trak på skuldrene. “Jeg vil gerne vide det.”
Hun sukkede: “Til trods for det tror jeg, at vi skal sige nej.” Hun kunne se, at Bjørn var uenig og fortsatte: “Simpelthen fordi det ligger uden for vores kompetenceområde. Det, hun har brug for, er vel egentlig en historiker.”
Bjørn nikkede.
“Du har nok ret.”
De røg i tavshed.
“Men jeg kunne jo godt hurtig lave en foreløbig oversigt over, hvor det giver mest mening at gå i gang med at lede? Altså arkiver og den slags? Hvis vi så ikke tager sagen, kan hun jo selv gå videre med den.”
Vivian kunne ikke lade være med at smile. Når nogen spurgte Bjørn om hjælp, var det umuligt for ham at sige nej.
“Gør du bare det. Jeg er nødt til at gå nu.” Hun skoddede cigaretten.
Det, hun skulle, så hun ikke frem til.
Plejehjemmet Kastaniehaven lå på en sidevej til Finsensvej på Frederiksberg. Bygningerne, som var i bygget i femtesalshøjde i grå tegl og stammede fra 1990’erne, fremstod anonyme med deres identiske altaner, som ingen syntes at bruge. Foruden fællesområderne var her 125 små lejligheder med tekøkken og bad. Man gik ind igennem et glasparti, hvor dørene åbnede automatisk. Vivian havde gjort det til en vane at tage en dyb indånding, inden hun blev suget ind i den varme luft med dens karakteristiske lugt af brun sauce, rengøringsmidler og gamle kroppe.
Hun var begyndt at besøge sin far, pensioneret advokat og juraprofessor August Storm, umiddelbart inden coronapandemien brød ud og hurtigt gav den genfundne relation svære betingelser. Inden da havde de ikke set hinanden i årevis, og Vivian havde overladt plejen af ham til sin søster, Barbara. I de år havde hun selv gennemgået en kræftsygdom, som havde kostet hende begge bryster og evnen til at føde børn. Foruden et ægteskab. Og et karrierejob hos advokatfirmaet Polaris Legal. Og som havde sendt hende ud i en galopperende overgangsalder. Men det var streng taget ikke derfor, hun ikke havde set sin far så længe.
Det var, fordi hun var vred. Vreden var vokset frem, da hendes mor døde af den samme aggressive kræftform, som hun selv fik senere. Og faren havde gødet vreden med sit fravær. Han var forsvundet ind i sit arbejde, som åbenbart var vigtigere end noget andet. I hvert fald vigtigere end Vivian og Barbara. Huset forfaldt, og han så det ikke. Han så ikke dem.
Mødet med Hilde Hubert sad i baghovedet, og hun kunne ikke lade være med at tænke på, hvor befriende det ville være simpelthen ikke at have nogen forældre. Havde hun selv været i samme situation som den tyske kvinde, var hun ikke sikker på, at hun ville sætte en efterforskning i gang.
Barbara fik sine egne børn. Hun valgte at acceptere faren som den, han nu var. Vivian kunne ikke give slip på vreden. Indtil hun en dag fandt en mappe med sine egne tegninger, som faren systematisk havde samlet og dateret. På det tidspunkt var det år siden, hun havde set ham. Fundet af mappen var chokerende. Et indre jordskred, som blottede det, der havde været dækket til så længe.
Langsomt dukkede nye, gamle minder fra hendes barndom op. Vreden fik sprækker. På det tidspunkt var hans demenssygdom allerede fremskreden. Barbara fortalte altid om, hvordan han spurgte efter hende. Vivian besluttede, at tiden var inde. De første gange, hun besøgte ham på plejehjemmet, havde Barbara været med.
Det havde været en lettelse at slippe vreden. Det var kommet bag på hende, hvor tung den havde været at bære.
Nu besøgte hun ham alene. Mindst to gange om ugen. Siden Barbaras ældste datter, som døjede med angst og skolevægring, begyndte at lægge beslag på det meste af søsterens tid, var det primære ansvar for ham definitivt landet hos Vivian. På gode dage var det ikke så slemt. Hun kunne føle glæde, endda en taknemmelighed over igen at have en relation til ham. De dage, hvor han kunne kende hende, og de havde samtaler, som på trods af sporadiske udfald af komplet vanvid også havde et skær af normalitet over sig. Så tog hun ham ud fra plejehjemmets beklumrede luft, de kørte på ture i Audien og besøgte steder, som vækkede varme følelser i hans hullede hukommelse. Synet af hans barndomshjem eller den lejlighed, hvor han og moren var flyttet ind som nygifte jurastuderende, kunne kalde tårer frem i hans øjne eller få ham til at fortælle detaljeret om oplevelser, som lå årtier tilbage i
tiden. Der var kommet noget blidt over ham, en barnlig begejstring og forundring over tingene. Måden, hans rynkede hænder bevægede sig søgende og forsigtigt på. Den høje mand med det skarpe blik og høgenæsen, han engang havde været, var erstattet af en famlende olding med et åbent og troskyldigt blik.
Men der var også de dårlige dage. Og dem kom der flere af. På de dage virkede han fjendtlig og vagtsom, ikke bare over for hende eller personalet, men over for hele den verden, han ikke længere kunne finde sin plads i. Han blev ved med at gentage de samme spørgsmål og ville ikke acceptere hendes svar, men så på hende med mistænksomhed i blikket, når hun forklarede, at moren var blevet syg. At hun var død for længst. Eller at han ikke længere boede ‘hjemme’. Eller at han ikke skulle ‘på instituttet’. Andre gange kunne han ikke kende Vivian, og hun kunne sige nok så mange gange, hvem hun var, det hjalp ikke.
Der var også de små ting. Han klagede sig over, at hun aldrig kom og besøgte ham. Barbara havde advaret imod det, man måtte bøje af, ignorere, acceptere de urimelige anklager. Aflede hans opmærksomhed. For det meste hjalp det at tale med ham om fortiden. Så blev han mild og god, kunne endda virke helt som sig selv, indtil der igen gled et særligt skær over hans øjne, og han spurgte:
“Hvorfor kommer du aldrig og besøger mig?”
Og så kunne de begynde forfra. Det skete, at hun fik lyst til at smide håndklædet i ringen: Hvorfor bruge alle de kræfter på den gnavne gamle krakiler, som alligevel ikke anede, hvem hun var halvdelen af tiden, og som ikke satte pris på hendes selskab, når han gjorde?
I dag skulle de ud. Det krævede en ekstra indsats af hende, og hun håbede, at det var en af hans gode dage, eller i det mindste ikke en af de rigtig dårlige. Hendes forældres yndlingsrestaurant, hvor de plejede at spise på morens fødselsdag og på andre mærkedage gennem årene, var genåbnet med nye ejere. Hun havde bestilt bord til frokost og håbede, at han ville genkende stedet og glædes over det.
I det mindste var vejret godt. Det havde været en regnfuld og kølig sommer, men efteråret havde indtil videre budt på varme dage mellem lejlighedsvise skybrud. I dag var himmelen blå og temperaturen omkring 20 grader. Hun tog elevatoren op til tredje, hvor farens lejlighed lå, og ledte forgæves efter hans ansigt blandt de beboere, som sad i opholdsstuen. Lugten af stegt kød hang tungt i luften.
“Han er nede hos sig selv.” Det var Mia, en sosu-assistent, som havde fået øje på Vivian, og som nu tog hende under armen og gav sig, uden at være blevet opfordret til det, til at gå sammen med hende i retning af farens lejlighed. “Det er godt, du er kommet. Han er lidt konfus i dag, jeg tror ikke, han har sovet så godt. Men han bliver jo altid glad for at se dig.”
De var stoppet foran døren.
“Vil du ikke spise med? De skal have stegt flæsk med persillesauce. Det elsker han jo.” Mia gav Vivians arm et klem. “I kan få maden ned, hvis du vil?”
“Jeg tager min far med ud at spise i dag.” Stegt flæsk og persillesauce? Det havde hendes far aldrig brudt sig om, så meget var sikkert. Hun vred sig ud af sosuassistentens greb. Mia blev stående foran døren.
“Han er altså ikke helt på toppen i dag. Måske skulle I vente til en anden dag?”
“Du mener ikke, at min far vil have godt af at komme ud i den friske luft og få serveret et måltid, der ikke primært består af animalsk fedt?”
“Når du siger det sådan.” Mia lod sig ikke mærke af Vivians irritable tone, men smilede stort, inden hun bankede på døren. “Der er besøg. Det er din datter.”
Der lød brummende lyde fra faren derinde.
“Nej, din anden datter. Vivian.” Mia lo. Inden hun vendte sig for at gå, sagde hun: “Så må I have en dejlig tur.”
Faren sad i stolen og havde præcis det forvirrede og let aggressive blik i øjnene, hun havde frygtet.
“Goddag far.”
Der var hvide pletter på hans skjorte, som stod åben og afslørede en forvasket undertrøje. Hun måtte se at få købt noget nyt undertøj til ham.
“Hvordan har du det?”
Han svarede ikke, så bare på hende med dette forvildede udtryk, som forstærkedes af, at hans hvide hår stod stift op i stride totter. Hun gik hen til ham og strøg ham over håret. Så åbnede hun vinduet og skruede ned for varmeapparatet, som stod på fem.
Der kom en misfornøjet lyd fra ham.
“Du skal lige have lidt frisk luft ind.”
Han rystede på hovedet ad hendes snak.
“Og du skal have en ren skjorte på. Vi spiser frokost ude i byen i dag, kan du huske det?”
Vivian åbnede hans skab.
“Hvorfor bruger du ikke de skjorter, jeg har købt til dig?”
“Jeg fryser.” Faren pegede hen mod vinduet med en dirrende finger. Hans stemme var grødet og ubrugt, den lød, som om den kom fra et sted under jorden.
Hun sukkede, tog en strygefri, lyseblå skjorte ud af skabet og gik hen og lukkede vinduet.
“Kom, du skal have denne her på.” Han vred sig i stolen. “Jo, der er pletter på den anden. Den kan du ikke have på, når vi skal på Sans Souci.”
“Hvad er det, du siger, vi skal?”
“Vi skal spise frokost på Sans Souci. Dér, hvor I altid holdt mors fødselsdag, kan du huske det?”
Han virrede med hovedet, mens det lykkedes hende at få først hans ene, så den anden arm ud af skjorten.
“Er det jul?”
“Nej, far.”
“Sans Souci er lukket.”
Hvorfra vidste han det?
“Ja, det er rigtigt. Men de har fået ny ejer, så nu er den åben igen. Løft armen. Og vi har bord om en halv time.” Hun fumlede med skjorten. “Hjælp nu lidt til, far.”
Hun knappede møjsommeligt skjorten, så hentede hun en kam på badeværelset.
“Hvad skal du med den?”
“Du skal da se lidt ordentlig ud, ikke?”
Han fandt sig i, at hun redte håret.
“Kom, så går vi.”
Han rejste sig langsomt, tog et par skridt og blev så stående midt på gulvet.
“Hvad er der, far?”
“Det er koldt.”
Hun sukkede, men gik hen til skabet og fandt en marineblå blazer med messingknapper frem.
På vej ud ad døren stoppede han op.
“Hvor skal vi hen?”
“Vi skal på restaurant, far. Sans Souci.”
Han så strengt på hende: “Så skal jeg have min tegnebog med. Og min hat. Min sommerhat.”
Hun fandt stråhatten i skabet og tegnebogen oven på kommoden og rakte begge dele til ham.
“Så.” De stod foran spejlet i den lille entré, hun fangede hans blik og smilede til ham. Rettede på hatten, så den sad på sned. “Nu er du flot.”
“Jo, jo.”
Fik ham ud ad døren og hen til elevatoren. På vejen mødte de Mia.
“Vi spiser ude i byen.” Hendes far så afmålt på sosu-assistenten.
“Der er ellers stegt flæsk i dag.”
Faren rynkede på næsen. Mia blinkede til ham.
“Det er et ret velbesøgt sted, de har her.” Han sagde det henvendt til Vivian, som bare nikkede og glædede sig over, at elevatoren var fremme. “Men klientellet er desværre så kedeligt.”
Hun nåede at se Mias hovedrysten, inden døren gled i.
Der kom et glimt af genkendelse i farens øjne, da han fik øje på Audien på parkeringspladsen.
“Der er min bil jo!” Han vendte sig mod hende: “Og jeg som troede, den var blevet stjålet.”
Han gik hen mod førersiden.
“Far, det er mig, som kører.”
Hun gelejdede ham over på den anden side, åbnede døren for ham og hjalp ham på plads.
“Så kan jeg vel stole på, at du bestod køreprøven?”
“Det gjorde jeg.” Hun lænede sig frem og trak hans sele ud, klikkede den på plads.
“Det var flot klaret, Vivian.” Han nikkede tilfreds. “Du har det i dig, der skal til. Du bliver en dygtig bilist. Ligesom din mor.” Han vendte sig mod hende, nu forekom hans blik fuldkommen klart: “Din søster, hun er alt for nervøst anlagt. Men det siger vi ikke til nogen.”
“Ikke et ord.”
De ankom nogle få minutter for sent til restauranten, som var fuld af frokostgæster, og fik anvist et bord. Stedet var indrettet med lysere farver og nye møbler.
“Kan du kende det?”
“Ja, ja, det kan du tro.”
Han så sig om og smilede og begyndte at trække i dugen, så bestik og service bevægede sig faretruende. Hun var lynsnart ovre på hans side af bordet og tog fat i hans arm: “Hvad laver du? Du må ikke hive i dugen.”
Da hun så hans forskrækkede blik, fortrød hun med det samme.
“Hvad er det, du vil, far?”
Han så sig himmelfalden omkring, så pegede han på damaskservietten, som lå ved siden af tallerkenen.
“Den der!”
Hun hjalp ham med at sætte servietten fast i skjortekraven. Tjeneren kom og gav dem hver et menukort.
“Har De lyst til at starte med et glas bobler, måske?”
“Hvad siger du, far, vil du have champagne?”
Faren, som virkede opslugt af menukortet, rystede på hovedet. Hun smilede til tjeneren: “Jeg tager et glas Sancerre. Og lad os få noget vand. Uden bobler, tak.”
“En martini.” Faren henvendte sig direkte til tjeneren.
“En dry martini, så gerne.”
Faren, der, så vidt hun vidste, aldrig havde været martinidrikker, smilede nådigt, og da tjeneren var gået, lænede han sig frem: “Din mor gik ud på toilettet. Og det samme gjorde Christian Bülow. De tror ikke, jeg ved det.”
Vivian stirrede på ham, men han fordybede sig igen i menukortet med uforstyrret mine. Hun måtte anstrenge sig for at lyde normal, da hun spurgte: “Hvad kunne du tænke dig, far? De har både grønne og hvide asparges. Og hønsefrikassé. Og der er også tartar eller steak frites?”
“Er der stegt flæsk?”
“Skal vi ikke sige steak frites?”
“Hvis bare her ikke var så fodkoldt.”
Hun bøjede sig, løftede dugen og kiggede ned på hans fødder. Han havde stadig sine brunternede tøfler på.
“Der er jo ikke koldt, far. Vil du have steak frites? Det plejer du godt at kunne lide, ikke?”
Faren nikkede.
Da tjeneren kom tilbage, bad hun om et af de grå tæpper, som lå på stolene udenfor. Hun pakkede tæppet rundt om farens ben og fødder. Han var blevet tynd. Måske var det derfor, han frøs.
Bagefter skålede de.
“Far, det, du sagde om mor før, og Christian Bülow, hvad mente du med det?”
Faren rystede på hovedet: “Christian er død for længst, det ved du da.” Han lænede sig frem og klappede hende på hånden.
De var halvvejs gennem måltidet, da faren lagde bestikket fra sig, og hans ansigtskulør blev markant mørkere.
“Åh nej.”
“Er der noget galt?”
Faren stønnede nu, hans ansigt var mørkerødt. Hun så sig forskrækket omkring. Kunne det være et hjerteanfald? Et ildebefindende?
Så bredte der sig en umiskendelig og kraftig lugt af afføring.
“Far? Du har da ikke –”
“Åh nej, åh nej.”
Han så helt fortabt ud. Hun lænede sig frem og hviskede: “Far, har du ble på?”
Han svarede ikke. Hun så sig omkring, var der nogen, som havde opdaget lugten? Faren rejste sig.
“Hvad skal du?” Hun skyndte sig om på hans side af bordet, tog fat i hans arm. “Vil du ud på toilettet? Skal jeg hjælpe dig?”
“Nu vil jeg godt hjem.” Han sagde det uden at se på hende.
Tjeneren var kommet til.
“Kan jeg hjælpe med noget?”
“Min far … har det ikke så godt, vi er nødt til at gå med det samme, så bare regningen tak.”
Hun kunne identificere øjeblikket, hvor lugten ramte tjenerens næsebor, og hans smil stivnede.
“Vi beholder tæppet. Sæt det på regningen.”
“Tænk ikke på det.”
Tjeneren rakte dankortterminalen frem uden at se på hende.
Hun havde fortsat tag i faren, tæppet var faldet ned på gulvet, hun bøjede sig ned efter det og fik det viklet rundt om ham. Så tømte hun glasset med Sancerre i et drag.
“Kom, så går vi.”
De bevægede sig langsomt over gaden, hun måtte holde sammen på det hele, faren med stråhatten, tæppet og tøflerne.
“Jeg har en bil magen til. Det er en dejlig vogn.”
“Sæt dig ind.”
Hun holdt vejret, mens hun fik ham anbragt, og rullede begge vinduer ned.
“Det er koldt.”
“Det er der altså ikke noget at gøre ved.” Hun sagde det uden at se på ham.
Tilbage på Kastaniehaven gik hun med ham ud på lejlighedens badeværelse. Hun hjalp ham af med skjorten, undertrøjen, strømperne og bukserne.
Han satte sig på en stol derude med et apatisk blik, vant til at blive hjulpet. Bleen så tung ud.
“Du må op at stå.”
Der stod en æske med blå engangshandsker ved siden af vasken. Hun tog et par af dem på, inden hun bøjede sig ned og gav sig i kast med at få bleen af. Idet hun fik løsnet den i den ene side, landede nogle stænk af den tynde afføring på hendes pande og kind.
“Ad, for helvede!”
Hun fortrød udbruddet, da hun så, hvordan faren stod musestille med bøjet hoved og armene løftet. Afføringen løb ned ad benene. Synet fik hende pludselig til at føle stor ømhed for ham. Hun fik bleen helt af, fik ham til at træde ud af den, pakkede den væk i en affaldspose.
Så tændte hun for bruseren. Hans køn var mørkt og rynket, næsten
hårløst, det hang tungt under talrige hudfolder. Hun kunne aldrig ikke se det igen, heller ikke hans benede, tilsølede rumpe. Hun tog hans hånd.
“Kom, far. Vi skal lige have dig vasket.”
