90 mm
148 mm
45 mm
CMYK
148 mm
90 mm
DER ER VALGKAMP I DANMARK. Malene Jørgensen har stiftet sit eget parti, og hun og hendes partigruppe arbejder målrettet for at komme i Folketinget. Mathias Zobel har været ude for en alvorlig ulykke og sidder nu i sit og Malenes fælles hjem i Køge og har svært ved at tale og gå.
MIKAEL LINDHOLM (f. 1961), journalist og forfatter. Har arbejdet som redaktør på bl.a. Mandag Morgen og Børsen og har skrevet bøger om ledelse, strategi og innovation. Har desuden rådgivet myndigheder og andre institutioner om innovation og innovationsledelse.
EN TIDLIG MORGEN I VALBY udløses en cykelbombe. I løbet af dagen eksploderer der
cykler i alle dele af København, og der udbryder panik i hele byen. Mistanken om terror retter sig hurtigt mod muslimske ekstremister og afføder voldsomme reaktioner; knuste butiksruder, angreb på moskéer og personoverfald. Skræmte borgere hamstrer fødevarer og barrikaderer sig i deres hjem. Malene indkaldes sammen med de andre partiledere til krisemøde i Statsministeriet. Spørgsmålet er, om valgkampen skal aflyses, og der skal indføres undtagelsestilstand i Danmark, indtil man har fanget terroristerne.
LISBETH ZORNIG (f. 1968), forfatter, foredragsholder og debattør. Uddannet cand. polit. Har arbejdet som it-specialist i Danske Bank og KMD. Tidligere formand for Børnerådet. Stifter og daglig leder af Huset Zornig, der rådgiver myndigheder og institutioner om social udsathed.
Dagen efter sprænges der nye bomber. Denne gang er det ikke cykler, der eksploderer …
Politiets teknikere fandt senere cykeldele i flere af haverne på vejen, nogle flere hundrede meter fra eksplosionsstedet. Det samme gjaldt Merete Andersens kropsdele. Familien Knutsens sorte labrador et par huse væk kom stolt logrende med en finger mellem kæberne og afleverede den på køkkengulvet til sin ejer. Merete Andersens hoved og den øverste del af hendes torso blev fundet inde under en parkeret bil. Hovedet viste sig at være den mest intakte del af kroppen, de kunne finde. Hun var den første.”
EKSODUS er den selvstændige og
224 mm
forrygende fortsættelse af spændingsromanerne Bundfald og Arkimedes.
Bagsidefoto © Les Kaner
EN SPÆNDINGSROMAN AF FORFATTERNE BAG BUNDFALD OG ARKIMEDES
Eksodus_Ordinæromslag_SMUDS_trykOK.indd 1
Uddrag fra bogen
ISBN 978-87-400-3733-3
POLITIKENS
FORLAG
Forsidefoto: Henriette Mørk Omslag: henriettemork.dk
20/02/18 16:35
Af samme forfattere Bundfald (2016) Arkimedes (2017)
Eksodus.indd 2
20/02/18 18.35
Lisbeth Zornig & Mikael Lindholm
EKSODUS SpĂŚndingsroman
Politikens Forlag
Eksodus.indd 3
20/02/18 18.35
Eksodus.indd 4
20/02/18 18.35
“Jesus sagde: Mennesker tror måske, at jeg er kommet for at sprede fred over verden. De ved ikke, at jeg er kommet for at sprede splid over jorden: ild, sværd og krig. For der vil være fem i et hus: tre vil være imod to, og to imod tre, faderen imod sønnen, og sønnen imod faderen. Og de vil stå hver for sig.” Thomasevangeliet
Eksodus.indd 5
20/02/18 18.35
Eksodus.indd 6
20/02/18 18.35
Prolog
Klokken var 6.54, da Merete Andersen lukkede døren efter sig til den røde herskabsvilla på Amager. Det var en pragtfuld sensommerdag med en skyfri blå himmel. Et sted i forhavens syrenbuske kvidrede en solsort. På græsplænen foran buskene lå et løbehjul og glitrede af dug. Merete Andersen stod et øjeblik stille på trappeafsatsen og fornemmede temperaturen. Hun havde overvejet at tage en jakke på over sin cardigan, men det var ikke rigtigt nødvendigt. Hun gik ned ad trapperne og fulgte flisestien til sin cykel. Den stod, hvor den skulle stå, op ad husmuren ved siden af børnenes cykler og hendes mands franske fuldblodsracer. Det var ingen selvfølge. En morgen ugen før havde cyklen været væk. De fandt den dagen efter smidt i carporten. Formentlig var det drengestreger, men hun var alligevel blevet stødt over frækheden. At gå ind i andre menneskers have og stjæle en cykel, som de havde efterladt ulåst i den tro, at den stod i sikkerhed. Siden havde Thorvald sørget for, at alle cykler var låst hver nat. Hun åbnede låsen. Det var en sort gammeldags damecykel med en bred og behagelig saddel, en solid cykelkurv foran og et barnesæde monteret bagpå. Hun havde bedt Thorvald om at fjerne sædet. Olav var blevet for stor til at sidde i det og cyklede nu selv. Det havde han så stadig ikke fået gjort, men hun havde heller ikke presset på. Der var noget vemodigt i, at børnene allerede var blevet så store. Når barnesædet først kom af, var det et endeligt farvel til en epoke, som ikke 7
Eksodus.indd 7
20/02/18 18.35
kom igen. Hun lagde sin taske i cykelkurven og sikrede sig, at remmen ikke hang løst, så den kunne vikle sig ind i hjulet. Hun holdt af at cykle ind til Christiansborg. Det gav ikke bare frisk luft og en god puls før dagens møder, det fik hende også til at føle sig som et helt almindeligt menneske med et helt almindeligt liv. Valgkampen var i sin fjerde uge nu. Hun stod godt i meningsmålingerne. Eller partiet stod godt. Der var jo det ved det, at forskellen på hende som partiformand og partiet som helhed efterhånden var lille. Politik var blevet ekstremt personfikseret. Havde hun succes, havde partiet succes. Det omvendte var så til gengæld ikke så sikkert, så byrden lå hos hende. Helt fair var det vel ikke, men virkeligheden var nu engang sådan. Det handlede ikke bare om, hvad hun sagde, men også om måden, hun sagde det på, hvordan hun var klædt, hvad hun udstrålede, og hvilken slags person hun blev opfattet som. Helst folkelig, usnobbet og tilgængelig. Så medierne var med, når hendes børn slog katten af tønden til fastelavn, satte ild til sankthansbålet, og hvad der ellers var af normalt private sociale begivenheder, man kunne smile til, selv om det intet havde med politik at gøre, og hun helst var fri. Af samme grund havde hun altid et indstuderet afslappet smil på læberne, uanset humør og situation, mens hjernen konstant var på overarbejde og analyserede alle udspilsmuligheder. Det var betingelserne. Hvis man ville politik, hvis man ville have muligheden for at gøre en meningsfuld forskel, hvis man ville forhindre andre i at ødelægge det alt sammen, så var der kun ét at gøre: at spille spillet. Derfor havde hun som altid også denne morgen nøje tænkt over, hvad hun skulle have på. Det var ikke til at vide, hvem der tog billeder af hende med deres mobiltelefoner og smed det på Facebook med en kommentar, der kunne få sit eget liv. Altså pænt tøj, ikke prangende, løse bukser, en pæn skjorte og en tilknappet cardigan, let makeup. Det generede hende ikke længere voldsomt at være på hele tiden. Hun var rutineret. Det største problem var ikke, hvad hun var nødt til at gøre, men hvad hun ikke kunne gøre. Afsavnet. Hun havde kysset 8
Eksodus.indd 8
20/02/18 18.35
Malie og Olav godmorgen for lidt siden, godt en time før de skulle i skole, og hvis hun var heldig, så ville hun kunne nå at kysse dem godnat, før de sov. Men sandsynligheden talte ikke for det. Hun var mest af alt en weekendmor. Endda i bedste fald. Uden Thorvald ville det slet ikke fungere. Det var særligt svært nu under valgkampen. Der var aftenarrangementer stort set hver dag. Ikke bare i København, men landet over, og ikke bare på hverdage, men også i weekenderne. Der var en vis ironi i, at hun gik til valg på arbejdernes rettigheder til en kortere arbejdsuge, mens hun selv arbejdede mindst firs timer om ugen. Men det var, hvad der skulle til. Hvis man ville have indflydelse, så var det om at bide tænderne sammen og knokle. Den sandhed var der bare ikke mange fagforeninger, der var indrettet efter. Ikke engang ASE, de selvstændiges fagforening. Når hun nævnte ASE over for udenlandske venner og bekendte, fremkaldte det altid et vantro smil. En fagforening og a-kasse for selvstændige virksomhedsejere? Det havde de aldrig hørt om. Og sådan var Danmark så anderledes, så socialdemokratisk, og det var det Danmark, hun elskede. Kollektivt, progressivt, et fællesskab med en mission, som få andre lande kunne matche. Og sådan skulle det blive ved med at være. Hun ville bevare det store folkehjem, også for hendes børn og deres børn. Det var det, der gjorde det hele værd. Hun tog fat i cykelstyret og vippede støttebenet op med foden. Så trak hun cyklen langs havegangen hen til lågen i det hvide stakit. Hun kunne se morgenaviserne stikke ud af sprækken i postkassen. Hun ville få en fuld briefing på sit kontor, men hun fiskede alligevel den ene avis ud uden at åbne postkassen. Berlingske. Hun skimmede forsiden. Der var en historie, der handlede om en terrorcelle, som politiet havde optrevlet. Avisen havde fået fat i en oplysning om, at der var malet en besked på væggen i lejligheden hos en af de terrorsigtede: “Til alle danske svin: Vi er kommet til jeres land for at dræbe jer.” Hun sukkede. De gjorde det ikke ligefrem lettere at være muslim 9
Eksodus.indd 9
20/02/18 18.35
i Danmark. Det ville fylde på morgenmødet. Hun puttede avisen tilbage i postkassen igen og trak cyklen ud på fortovet. Hun begyndte at vikle remmene til cykelhjelmen op. Der var så meget had. Og det gik begge veje. Islamistiske ekstremister begik terror mod kristne og alle andre, der ikke var som dem. Det skabte fremmedhad og skræmmebilleder af muslimer, som nærede det indvandrerfjendske Danskernes Parti, der førte politik mod alle, der ikke var som dem. Hvor absurde og falske skræmmebillederne end var, så vandt partiet vælgere. De var dygtige til at udnytte frygten for det fremmede. En urfølelse i mennesket. Intet kan samle som en fælles fjende, der ikke er som én selv. Hvis man ikke har en sådan fjende, så er det bare om at opfinde en, og det forstod de at gøre i DP. Muligvis blev de aldrig stuerene, men de havde tag i vælgerne, ingen tvivl om det. Selv havde hun i et øjebliks kådhed annonceret, at Danmark som et lille avanceret velfærdssamfund burde gå forrest som en humanitær stormagt, der både viste og praktiserede medmenneskelighed og næstekærlighed. Visionen havde skabt overskrifter, men også kostet i meningsmålingerne, irriterende nok. Hun havde svært ved at begribe det. Hvor kom al den frygt og det had fra? Det var efterhånden den daglige diskussion på hvert valgkampsmøde. Hvis de ikke fandt et modtræk til det, kunne det koste dem valget, også selv om det ellers gik godt. Foreløbig var hun blevet tvunget til at stramme partiets holdninger til udlændinge. Hurtigere tilbagesendelser, udvisning af kriminelle, større krav til asyl. Problemet var bare, at fremmedhadet var en skrue uden ende. Enhver stramning kunne trumfes af en mere brutal stramning. Hun fik cykelhjelmen på og svingede højre ben over den buede stang. Anklen rørte det kolde stel, så det gav et spjæt i hende. I det samme lød der et dæmpet drøn fra en motor i garagen overfor. Genboen, Jesper, var på vej på arbejde i sin Volvo. Jesper og Anne var søde. Han arbejdede med it, hun med forsikring. De var helt uanfæg10
Eksodus.indd 10
20/02/18 18.35
tede af, at hun selv var folketingspolitiker og partiformand og konstant i medierne. De var bare naboer, børnene legede sammen, og en gang imellem grillede familierne hos hinanden. Det var det Danmark, hun elskede. Naboskab, fællesskab, sammenhold, klasseløshed. Selv da Jesper en aften var blevet lovlig beruset af for meget rødvin og havde følt trang til at fortælle, hvad han ville gøre, hvis han var statsminister, og hun havde holdt vejret i frygt for, hvad der fulgte, så var der ingen skår gået af det. Jesper viste sig ikke at have indestængt vrede og frustration, han var bare engageret. Han og Anne var søde mennesker, der drømte om mange af de samme ting, som hun selv og Thorvald gjorde. Hun satte foden på pedalen og skulle til at sætte af, men ventede, indtil Jesper fik bakket Volvoen ud på villavejen. Mobilen brummede i hendes lomme. Hun tjekkede den. Twitter-besked. Det kunne vente. Jesper var nået det korte stykke til enden af vejen. Baglygterne lyste op, da han bremsede, blinklyset gik i gang, og så forsvandt bilen rundt om hjørnet ud på Christian II’s Allé. Merete Andersen trak frisk morgenluft dybt ned i lungerne og trådte i pedalen. Hun følte et øjebliks svag modstand, som sad der en lille gren i klemme, men så kom pedalen i gang og i bund. Træksnoren, der var forbundet til pedalen, udløste detonatoren i det plastiske sprængstof i saddelrøret. På en brøkdels sekund forvandlede sprængstoffet sig til over 5000 graders varme og udvidede sig eksplosivt, så saddelrøret splintrede som en håndgranat i en myriade af små, skarpe metalstykker, der blev slynget som forrevne projektiler i alle retninger fra eksplosionens kerne mellem Merete Andersens ben. Braget fik vinduerne til at klirre i de omkringliggende villaer. Stuevinduet i Jesper og Annas hus overfor blev knust af en pedal, der fortsatte tværs gennem stuen for at ende i deres fladskærms-tv. Da Thorvald Andersen et øjeblik efter åbnede døren for at se, hvad det var for et brag, så han en dis af røg svæve over vejen som efter et batteri nytårsaften. Det næste, han så, var, at den hvide havelåge var 11
Eksodus.indd 11
20/02/18 18.35
væk, og at der udenfor på vejen var et sort, afsvedet mærke på asfalten. Hans øjne fandt et cykelstyr på græsplænen ved siden af Olavs løbehjul. Han forstod ikke, hvorfor der lå et cykelstyr der. Politiets teknikere fandt senere cykeldele i flere af haverne på vejen, nogle flere hundrede meter fra eksplosionsstedet. Det samme gjaldt Merete Andersens kropsdele. Familien Knutsens sorte labrador et par huse væk kom stolt logrende med en finger mellem kæberne og afleverede den på køkkengulvet til sin ejer. Merete Andersens hoved og den øverste del af hendes torso blev fundet inde under en parkeret bil. Hovedet viste sig at være den mest intakte del af kroppen, de kunne finde. Hun var den første.
Eksodus.indd 12
20/02/18 18.35
Dag 1
Karsten Melander smed dagens Berlingske på bordet og fnøs. “De gør det sgu’ ikke nemmere for os, vel?” Alle omkring bordet kunne se overskriften, som Karsten lige havde læst op. “Til alle danske svin: Vi er kommet til jeres land for at dræbe jer.” Malene Jørgensen betragtede Karsten, mens han frustreret kradsede sin indsunkne kind og gloede misfornøjet på avisen med sine dybtliggende øjne under buskede øjenbryn. Det var et hærget ansigt, der vidnede om tyve års misbrug af stort set alt, hvad man kunne indtage af euforiserende stoffer, om det så skulle drikkes, ryges, sluges eller sprøjtes. Mange af årene havde Karsten været hjemløs i Københavns gader, hvor han jævnligt var vågnet gennempisset op i en tilfældig baggård rystende af abstinenser. Det liv havde blandt meget andet kostet ham de fleste tænder i munden, hvilket forklarede de indsunkne kinder. Han var kun lige omkring fyrre, men lignede en, der for længst havde passeret de bedste år af halvtredserne. En dag var Karsten dukket op til et vælgermøde på Spunk Bar ved Istedgade, et gammelt, godt brugt værtshus, hvor man stadig måtte ryge indenfor, og stamgæsterne drak bajere. Malene havde været i gang med at rekruttere medlemmer til sit nye politiske parti, Bæredygtig Fremtid. Hvorfor Karsten var dukket op der, havde hun aldrig
13
Eksodus.indd 13
20/02/18 18.35
fundet ud af. Han gav med egne ord fanden i politikere og deres vås. Men de havde fanget hinandens blik, og han var blevet hængende. Hun havde set noget i hans øjne. Noget stålsat, noget glemt – noget, der måske var mosbegroet og rustent, men som stadig var der. Og hun havde set rigtigt. Nu var Karsten koordinator i hendes valgkampagne, boede i en lejlighed og rørte ikke andet end sine Peter Bellismøger, som han kaldte sin pot. Dem kunne han ikke undvære, sagde han. Der var for meget i kroppen, der gjorde ondt. Ikke mindst i den kæft, hvor tænderne var rådnet op. Der var jo det pudsige ved det, havde han sagt til hende, at nok har vi et velfærdssystem i Danmark med fri lægehjælp til alle, men lige tænderne, det var en del af kroppen, der helt og holdent var et privatøkonomisk anliggende. Har du penge, så kan du plomber få, har du ingen, så må du uden gå. Han havde ikke levet et liv, hvor tænderne blev børstet morgen og aften, og de penge, han kunne få fat i, rakte sjældent til et tandlægebesøg. Det blev selvfølgelig en del af deres valgprogram at få indført gratis tandlæge på lige fod med al anden lægehjælp. “Habibi, hvad mener du med ‘de’?” spurgte Abdel. Han talte blidt og havde milde, brune øjne, men Malene hørte udmærket kanten i stemmen. Abdel Garbia var oprindeligt libaneser. Han var kommet til Danmark som barn med sine forældre, som både var på flugt fra et farligt regime og på jagt efter et bedre liv. Nu var Abdel fireogtyve og ved at afslutte en økonomiuddannelse med en medieoverbygning på CBS med topkarakterer. Han var altid klædt i en ulasteligt strøget hvid skjorte og mørke bukser, med det sorte hår redt og holdt på plads med voks. Men strømlinet look eller ej, der var en vrede i ham. Abdel havde i årevis set sin far, engang en respekteret litteraturprofessor på universitetet i Beirut, men for åbenmundet til regimet, stå og lave falafel efter falafel år ud og år ind, fordi hans akademiske kundskaber af en eller anden grund bare ikke kunne passes ind i de danske systemer. Male14
Eksodus.indd 14
20/02/18 18.35
ne genkendte den vrede fra sin egen opvækst. Uretfærdigheden. Som når hun som barn var på besøg hos sin far og hans nye, smukke kone i deres nye, smukke villa med nye, smukke børn, hvis værelser var fyldt med legetøj, som hun ikke engang anede eksisterede, mens hun selv var fanget hos sin alkoholiserede mor i et nedrivningsmodent muggent bondehus uden for Nakskov med en lige så alkoholiseret stedfar, der misbrugte hende, når alkoholen slukkede hendes mor. Hun kendte så udmærket til uretfærdighedens vrede. Den kunne være et godt brændstof, hvis man forstod at bruge den rigtigt, og hun havde en fornemmelse af, at Abdel forstod at gøre netop det. Han havde den selvkontrol, som var nødvendig, for at vreden ikke blev selvdestruktiv. Abdel var kampagnens spindoktor. Han havde et par år tidligere fået et studiejob på Information og opdaget krydsfeltet mellem politik og medier som et sted, hvor han trivedes, og han var hurtigt blevet en ferm debatredaktør, selv om det ikke var en officiel titel. Han havde sans for at spidse budskaberne til og stille modsætninger op over for hinanden, se vinkler og muligheder, hvilket der var brug for hver dag i en politisk kampagne. “Er ‘de’ muslimerne?” spurgte han Karsten. Karsten gryntede irriteret. “Du ved godt, hvad jeg mener,” svarede han. “Ekstremisterne. Idioterne. Terroristerne.” Abdel nikkede med et smil. “Selvfølgelig. Tjekker bare. Snup en croissant.” Han nikkede mod en tallerken med croissanter midt på bordet. Karsten sendte Abdel et ondt blik. Karsten spiste ikke i selskab med andre, fordi det at tygge uden tænder var en besværlig proces, som ikke nødvendigvis tog sig køn ud. Hvilket Abdel udmærket vidste. “Snup selv en Gammel Dansk, ikke,” sagde Karsten. Alkohol var haram for Abdel. Hvilket Karsten udmærket vidste. “Min ven, du er gammeldansk,” sagde Abdel, stadig med et smil. “Jeg er nydansk. Vi fungerer uden alkohol.” “Ha. Ha. Ha,” sagde Karsten. “Du er kraftedeme sjov, hva’?” 15
Eksodus.indd 15
20/02/18 18.35
Abdel spredte hænderne ud med et påtaget uskyldigt udtryk. “Jeg siger det bare, som det er. Du kan se på det, som at I kører på kul, mens vi kører på solenergi. Det ene sviner det hele til, det andet gør ikke.” “Sikke noget forbistret vrøvl. Det er sgu’ da jer, der pumper kloden tom for olie og sviner det hele til.” “Hvem fandt på, at det var en god idé?” “Okay, time out,” sagde Malene. De to kunne i virkeligheden godt lide hinanden. En dag havde en af de frivillige, en ung fyr, grinet sammen med nogle andre og sagt noget i stil med ‘smørperker’ med blikket rettet mod Abdel. Karsten hørte det og tændte fuldstændigt af. Han havde hevet fyren ud og nær smidt ham ned ad trapperne på røv og albuer. Men det ændrede ikke ved, at de to mundhuggedes ufortrødent. Om et øjeblik ville Karsten harcelere over, hvordan muslimerne med deres forskruede puritanske livsfornægtelse bragte ved til bålet af politisk korrekthed, som betød værtshuse uden røg, mælk uden fedt, virtuel sex uden kropskontakt, kaffe uden koffein og øl uden alkohol, hvorefter Abdel ville spørge, hvem han egentlig syntes var på det vindende hold, når man så på udviklingen i befolkningsvæksten og etniciteten på de videregående danske uddannelser, hvorefter Karsten ville … “Bare stop det,” sagde Malene. “Vi har hørt det før. Vi har vigtigere ting at tale om lige nu, okay?” Karsten brummede og trak sig modvilligt. Abdel smilede fortsat og nikkede venligt. De sad ved Det Store Mødebord midt i et stort, slidt lokale, hvor der hang nøgne ledninger ned fra loftet. Det var møbleret med gamle for længst udtjente skriveborde og umage kontorstole, der knirkede trodsigt, bare man så på dem. På den ene væg dækkede et stort danmarkskort over revner og løsrevet puds. Nåle i forskellige farver på kortet markerede, hvor lokalafdelinger var skudt op, og kampagne aktiviteter var i gang. Ved siden af kortet var der plancher med grafer 16
Eksodus.indd 16
20/02/18 18.35
og søjler, der viste udviklingen i opinionsmålingerne, mens en stor opslagstavle var overlæsset med presseklip. Resten af væggen var plastret til med valgplakater, de fleste med Malenes smilende ansigt på. Deres politiske program hang der selvfølgelig også. Valgkampagnelokalerne lå på førstesalen i en forfalden bygning i Kødbyen, engang et område med slagterier med store klinkeklædte haller med kæder og kroge fra loftet og jernrør med haner langs væggene til at spule blod og indvolde ud, når slagteriarbejderne havde skåret kødet ud til byens butikker og restauranter. Nu om dage var det meste af Kødbyen forvandlet til et hipt bydistrikt med iværksættervirksomheder, caféer og masser af restauranter, som tiltrak både universitetsstuderende, forretningsfolk og dem, der gerne ville føle pulsen af noget, der engang var. Deres bygning lå lidt for sig selv for enden af en gyde i det fjerne hjørne af området. Malene kunne lide det. Slidt, graffitimalet og råt. Det skærpede fokus på, hvad de var der for. Når man mandag morgen skulle sparke brugte kanyler og smadrede vodkaflasker væk fra hoveddøren til en opgang, som jævnligt stank af urin, så blev enhver ligusterindrammet velfærdsfantasi effektivt udsat for et realitetstjek. Så der havde hun lejet sig ind med Bæredygtig Fremtid. Og det var her, ved Det Store Mødebord, de lagde planerne og traf beslutningerne. Som regel kollektivt. Bortset fra, selvfølgelig, at Malene altid havde det sidste ord. Lige nu var emnet, hvordan de skulle forholde sig til de vælgere, der vandrede til Danskernes Parti, som leflede for de hvide frygtsomme vælgere, der så muslimerne som den store fælles fjende. ‘De stjæler jeres velfærd! De stjæler jeres job! De stjæler jeres kultur! De slår jer ihjel!’ Problemet var, at DP voksede med en nærmest matematisk præcision. Ifølge tal fra Rockwool Fondens Forskningsenhed fik én enkelt procents stigning i antallet af indvandrere – det var ligegyldigt, om de var immigranter eller flygtninge, sorte eller brune – lidt over én procent af vælgerne til at skifte til Danskernes Parti. Sådan havde det 17
Eksodus.indd 17
20/02/18 18.35
været i årevis, viste analyserne af vælgervandringerne. Med udsigt til mere uro og krig i Mellemøsten i kølvandet på det forfejlede ‘arabiske forår’, som et eller andet sted var et forsøg på at indføre demokrati i den muslimske verden, var der udsigt til endnu flere flygtninge, og så var den simple matematiske konsekvens, at Danskernes Parti i løbet af få år ville blive landets største parti og erobre regeringsmagten. Måske allerede efter næste valg. Og Karsten havde helt ret. De muslimske ekstremister eller islamiske terrorister, eller hvad man nu foretrak at kalde dem, gjorde bestemt ikke frygten for de fremmede mindre eller deres opgave lettere. Slet ikke. Tværtimod. Malene sukkede. “Danskernes Parti prædiker om, at vi skal lukke grænserne, stoppe indvandringen og sige nej til flere flygtninge og indvandrere,” sagde hun. “Det tiltaler mange hvide vælgere, der er bange for, at de fremmede spiser deres kage og forandrer samfundet til uigenkendelighed. Derfor er de andre partier begyndt at kopiere DP’s politik for ikke at miste vælgere til DP. Hvis vi ikke vil ned ad den samme vej som de andre og jagte den laveste fællesnævner, hvad er så vores svar?” “Det er egentlig en mærkelig politik, de fører,” sagde Melanie, som var kampagnens talknuser og analytiker. Melanie Skjøth var oprindeligt en af pigerne fra ‘Fru Lily Bethine Lagerqvists Stiftelse’ – officielt en institution for særligt udsatte piger, men i virkeligheden et dække for en gruppe vrede unge kvinder, der tog loven i egen hånd. Malenes tidligere veninde Bettina havde været leder af gruppen, indtil hun døde. Reelt havde Bettinas crew været en selvtægtsgruppe, der havde lokaliseret og straffet overgrebsmænd, som loven ikke kunne nå. I Melanies tilfælde var stedfaren gået i gang med hende, da hun var ni, og han havde ikke været blid. Men, som Bettina havde haft for vane at sige, så var det ikke så meget, hvad svinene gjorde ved børnenes kroppe, når de misbrugte dem, det var mere, hvad de gjorde ved deres sind. Melanie havde i årevis gået en maraton hver dag, som regel med start klokken fem om morgenen. Det havde givet hende slidskader i både hofter, knæ og fødder. 18
Eksodus.indd 18
20/02/18 18.35
Melanie havde været ligeglad. Hun var netop gået efter smerten. Den fysiske smerte overdøvede smerten fra sindet. Det havde været hendes selvmedicinering. Interessant nok hjalp Melanies hjerne også til med selvmedicineringen. Melanie led af selektivt hukommelsestab. Hun kunne stort set intet huske fra sin barndom – eller i hvert fald fra bestemte år af den. Hun havde store, blanke pletter. Den forsvarsmekanisme havde så den bieffekt, at hun også kunne opleve pludselige hukommelsestab i nutiden, især i forbindelse med mænd, som hun kunne hilse hjerteligt på og præsentere sig for, når hun mødte dem, selv om hun arbejdede sammen med dem til daglig. På andre områder huskede hendes hjerne derimod som en harddisk, hvilket gjorde hende til en god analytiker. Da Bettina døde, kunne Malene ikke bare vende ryggen til Melanie og resten af Bettinas flok af barske piger. På mange måder var de som hun selv. Så hun havde taget sig af dem og involveret de fleste af dem i det nye politiske parti, hvor de fik et nyt mål med livet, der var mere konstruktivt og helt sikkert mere lovligt – selv om hun var nødt til at holde øje med dem. Der var for eksempel denne her frastødende politiker i Danskernes Parti, som havde udset sig Malene som fjende og blandt andet spredt et billede via Twitter af Malene midt i en Hamas-demonstration med skilte med slogans som “Sharia i Danmark NU!” Fotografiet var manipuleret, og det var ikke fantastisk svært at se, at Malenes ansigt var blevet klippet ind. Men det havde ikke desto mindre udløst en orkestreret shitstorm på de sociale medier og kostet et par procentpoint i meningsmålingerne, indtil modhistorierne lagde stormen ned. Kort efter var manden kommet ud for en slem ulykke og var nu sygemeldt på ubestemt tid. Malene havde samlet pigerne for at se dem alvorligt i øjnene. Hun gentog for dem, at man ikke måtte slå nogen ihjel, hverken lidt eller helt, og man måtte heller ikke lemlæste. Altså nul vold. Ikke så meget 19
Eksodus.indd 19
20/02/18 18.35
som en brækket finger og slet ikke et knust knæ, som DP-politikeren nu havde. Pigerne havde skiftevis rystet på hovedet og nikket og mødt Malenes blik med uskyldige øjne. Ingen af dem vidste selvfølgelig noget. Men Malene havde ikke følt sig sikker. Det havde klædt dem at blive bare en smule mere forurettede over irettesættelsen, hvis de rent faktisk var så uskyldsrene, som de så ud. Malene havde også taget fat i Hans. Han var en af Bettinas ‘drenge’ – i virkeligheden en velvoksen ung mand midt i tyverne med tatoveringer op ad armene, et kronraget hoved og et udtryk i ansigtet, der fik folk til at træde et skridt til siden, når de mødte ham. Hans havde været Bettinas højre hånd og loyal over for hende til døden. Han havde også afvist at vide noget om det knuste knæ. Men øjnene havde flakket lidt. Hun var heller ikke helt overbevist der. Lige nu stod Hans i gangen uden for lokalet og sorterede valgplakater. Han var ikke meget for møder. Til gengæld vidste hun, at han var klar til at gøre præcis, hvad Malene bad ham om, uden den mindste tøven. Så han fungerede som bodyguard og altmuligmand, og sådan en var nyttig at have i nærheden. “Hvis det lykkes DP at stoppe tilstrømningen af fremmede,” fortsatte Melanie, “så må den logiske konsekvens være, at tilslutningen til deres parti stopper eller ligefrem falder. Så reelt har de ingen interesse i andet, end at tilstrømningen fortsætter, mens de selv larmer så meget som muligt om det, fordi de næres af det fremmedhad, som vokser i takt med antallet af fremmede.” Malene nikkede. “Det er rigtigt. Men tilstrømningen har været konstant i årtier, og vi risikerer endnu flere flygtninge i årene fremover, så udsigten til, at de får stoppet den, er ikke overvældende stor. Hvor mange flygtninge er der i verden nu?” “Plus fyrre millioner,” svarede Melanie. Malene nikkede igen. “Det tal kan udmærket vokse med krigene i Mellemøsten og Afrika. Oven i det har vi alle de fattige, som ikke kan brødføde sig selv og deres familier dér, hvor de bor, men som kan 20
Eksodus.indd 20
20/02/18 18.35
se, at vi har et godt liv her. Den slags økonomiske flygtninge kommer der formentlig kun flere af, i takt med at klimaforandringerne skaber mere tørke og oversvømmelser. Så presset fra de fremmede er der, og de bliver formentlig ved med at strømme hertil, medmindre vi bygger en høj mur med pigtråd omkring hele Europa.” Hun tilføjede: “Og det er nok ikke realistisk.” Karsten fnøs. “Det ender sgu’ med borgerkrig.” “Du er sortsynet, min ven,” sagde Abdel. “Du bør have større tiltro til mennesket.” “Jeg er ikke sortsynet,” vrissede Karsten og så Abdel direkte i øjnene. “Jeg er realist. Du kender ikke de hvide som jeg. De føler sig truede. Der er frygt i deres sjæl, og frygt bliver til had. Jeg orker ikke den der verdensfjerne pladderhumanisme. Det er naivt og farligt. Du er klogere end det.” “’Mørkets hjerte’,” brød Tessa ind med, før Malene fik blandet sig. Blikkene flyttede sig undrende til Tessa. Tessa Højmark var tidligere politikvinde. Lidt yngre end Malene, midt i trediverne, høj, slank – ja, nærmest mager – med langt, brunt hår, kønne klassiske træk, høje kindben og udstyret med et par markante tatoveringer, der snoede sig op og ned ad både arme og ben. Hun var blevet frosset ud af politiet efter at have meldt en kollega for vold mod en prostitueret. Nu var hun sikkerhedsansvarlig for Bæredygtig Fremtids valgkampagne. “Conrad,” sagde hun. “Mørkets hjerte” er en historie om, at mennesket ingen naturlig moral har, kun et biologisk overlevelsesinstinkt, så hvis du kradser lidt i den overflade, vi kalder for civilisation, så bryder menneskets sande natur igennem, som handler om at slå alt ihjel, vi opfatter som en trussel.” Hun talte med en nøgtern stemme, som om hun redegjorde for en sag. Malene smilede skævt. Hvor i al verden kom det fra? Hun betragtede Tessa. Hun var en kvinde med hemmeligheder. Malene mistænkte hende for at have en spiseforstyrrelse. Formentlig bulimi. 21
Eksodus.indd 21
20/02/18 18.35
Hun var unaturligt tynd, og tænderne havde et blåligt skær, et typisk tegn på, at de regelmæssigt blev udsat for mavesyre i forbindelse med opkast. Men Malene havde aldrig spurgt. Folk bestemte selv, om de ville dele, hvad de kæmpede med. Abdel nikkede. “Coppola filmatiserede den som Apocalypse Now med Marlon Brando.” “Hvem?” spurgte Sabrine med et par mørke løftede øjenbryn. Hun var deres politiske kampagneleder med ansvar for partiprogrammet. Det betød blandt andet, at hun havde ansvaret for at udvikle svar på modstandernes angreb og formulere nye idéer til politik og klæde både Malene og andre på til debatter. Sabrine Mejer var fireogtyve år, en smuk, smilende universitetsstuderende med langt, sort hår. Hun havde taget orlov fra statskundskabsstudierne for at være med i kampagnen. Sin unge alder til trods var Sabrine nærmest alvidende om politik og dreven i at formulere budskaberne. Hun havde været i lære hos Obama-kampagnen og havde været et af de unge håb i det ungdomsparti, hun nu var trådt ud af, fordi alt havde det med at drukne i langhåret snak uden handling. Malene havde stor fidus til hende. Hun opfattede Sabrine lidt som en ung udgave af sig selv. Skarpheden, intellektet og så en nådesløshed bag det søde smil. Hun havde oplevet Sabrine verbalt spidde mindre kvikke hjerner, når hun blev træt eller ikke troede, at andre lagde mærke til det, for så med et skuldertræk at vende ryggen til og lade det stakkels offer forsøge at lappe sit punkterede selvværd sammen. Malene ignorerede spørgsmålet. Hun var vant til fra sine egne børn, at referencerne ændrede sig og gik tabt på tværs af generationer. Hun havde en søn på elleve år, som ikke vidste, hvem John Wayne var. “Det kan være, at Conrad ikke synes det, men jeg mener nu, at mennesket er et flokdyr, som har en genetisk kodet egeninteresse i at passe på hinanden – fordi jo større flok, jo større overlevelsesmuligheder,” sagde Malene. 22
Eksodus.indd 22
20/02/18 18.35
“Hvis det er ens egen flok, ja,” sagde Karsten. “Hvis det er de andres flok, så er de en trussel, som skal elimineres. Ligesom i politik, ikke. Politiske partier er stammer, der bekriger hinanden.” Malene rynkede let på brynene. “Det kan være, men vi lever altså ikke i den mørke middelalder længere. Vi går ikke og slår hinanden ihjel.” “Ikke herhjemme,” sagde Karsten. “Men dernede, hvor de kommer fra, sker det stadig dagligt.” “Hvem mener du med ‘de’?” spurgte Abdel. Karsten gloede på ham. Så fortsatte han, henvendt til Malene. “Tag ned på et herberg en aften efter mørkets frembrud og se, hvordan man slås om en sengeplads. Der passer man sgu’ ikke på hinanden, selv om man er i samme båd. Ved sengetid kan du se præcis, hvor tynd civilisationens fernis er.” Malene sukkede. Det havde ikke været tanken at starte en debat. “Nu lever det store flertal af danskerne trods alt ikke på herberg, hvor der ikke er plads nok.” “Nej, men mange mennesker er i dag bange for, at de kan havne der,” sagde Karsten. “Alle de der teltbyer i de franske parker og amerikanske skove under finanskrisen mindede folk om, hvor skrøbelig deres egen tilværelse er. Alle kender nogen, der er blevet ramt uventet, og som har haft svært ved at komme tilbage til trygheden.” Malene nikkede. “Du har ret, Karsten. Okay?” Hun samlede et papir op med mødets dagsorden. Hvad var det nu, de skulle? Hun så kort op rundt om bordet. Mette var der ikke. Hun var en af deres bedste ‘agenter’ i felten, som samlede insiderviden om de andre partier på en måde, som få andre kunne. Malene så ned i papirerne igen. “Men lad os tage den en anden gang, ikke?” Hun bankede let på bordet med sin pegefinger. “Jobcentrene. Vi skal have en holdning til, hvad der sker der.” “Det hænger jo sammen,” sagde Karsten. “Manden, der satte ild på sig selv foran jobcenteret i Brøndby, var indvandrer. Og ham, der gik 23
Eksodus.indd 23
20/02/18 18.35
løs på medarbejderne med en økse på jobcenteret i Helsingør, han var også indvandrer.” Malene kunne ikke se, hvordan det hang sammen. “Og ham, der kørte bilen ind gennem vinduet på jobcenteret i Odense, var pæredansk,” sagde Malene. Hun lagde papiret ned. “Hør nu her, desperate borgere kommer i alle hudfarver, det er systemet, der er i stykker, og det er det, vi kritiserer og vil fikse. Kan vi lade udlændingespørgsmålet ligge for nu?” “Bortset fra,” sagde Abdel, “at mødet med et system, der virker som en mur, når man er i en desperat livssituation, bliver endnu mere frustrerende, hvis man ikke kan sproget eller forstår de kulturelle koder.” “Flere og flere jobcentre hyrer vagtværn og udarbejder beredskabsplaner,” tilføjede Tessa. “Det er blevet standard med alarmknapper som i bankerne og fastskruet inventar. Du kan ikke længere rette på et maleri i et jobcenter, fordi de er skruet fast i væggen. Nogle har vagter. Vi mangler bare pigtrådshegn ude foran. Det kommer nok også.” “Desto mere grund til at fokusere på de bagvedliggende problemer,” sagde Malene. “Pigtråd og vagtværn er symptombehandling.” “Der sker en mobilisering lige nu på grund af det der,” sagde Melanie. “Den nye borgergruppe KLEMT har passeret 15.000 medlemmer, og hundreder strømmer til dagligt, fordi de ikke vil finde sig i den fjendske behandling, de oplever i det offentlige, især på jobcentrene.” “Det begynder at ligne en social modstandsbevægelse,” sagde Karsten med et lille smil og en hæs lyd, der kunne være latter. “Måske skal vi koble os mere på dem.” “Muligvis,” sagde Malene afværgende. “Balladen med den slags borgergrupper er, at de ofte er enige om, hvad de er utilfredse med, men sjældent om, hvad der så skal gøres i stedet for,” sagde Sabrine. “Det er nu ret sindssygt,” sagde Melanie. “Hvad er?” spurgte Malene, mens hun spekulerede på, hvordan hun skulle få mødet tilbage på sporet. 24
Eksodus.indd 24
20/02/18 18.35
“At en mand går ud af jobcenteret i Brøndby, sætter sig ned, hælder benzin ud over sig og tænder ild til sig selv for at brænde op levende, alt sammen, fordi han er desperat over et system, der er til for at hjælpe ham,” sagde Melanie. “Og ikke en kæft giver en fuck. Ingen løfter et øjenbryn. Der sker ingenting. Men da en mand gjorde det samme i Tunesien, så udløste det folkelig opstandelse, det arabiske forår, med revolter mod systemet i hele regionen. Er vi dopede herhjemme, eller hvad?” “Det kommer også her,” sagde Abdel stille. Malene kastede et undersøgende blik på ham. Så svarede hun Melanie: “Ja. Det er nok ikke helt skævt, at folk er dopede. Den største barriere for samfundsforandring er, at vi har et velfærdssystem, der akkurat holder folk i live, men ikke hjælper dem videre.” “Men det er jo ikke rigtigt,” sagde Karsten. “Folk mobiliserer sig jo. Der er en social modstandsbevægelse i gang, og det kan hurtigt ende med et dansk forår, som ikke kommer til at gå stille af.” “Jeg tvivler,” sagde Malene. “De, der havner på kontanthjælp og på kanten af samfundet i dag, er de mest ressourcesvage, og de kan ikke organisere sig. Så var det sket. Vi har ikke længere de kloge håndværkere i arbejderklassen, som også uden en boglig uddannelse var kvikke nok til at finde sammen i et fællesskab, hvor de kunne få magt og indflydelse på deres vilkår. Det er derfor, vi må ...” Hun afbrød sig selv. Karsten var holdt op med at lytte. Han havde blikket rettet mod tv-skærmen på væggen, hvor TV 2 News kørte uafbrudt, lige nu med lav lyd. Han rejste sig op og stirrede på skærmen. “Hvad fanden?” sagde han. Så skridtede han tværs gennem lokalet, fandt fjernkontrollen og skruede op, mens han stirrede vantro på skærmen. Studieværten var i gang med at fortælle om sportsnyheder, men i den gule news ticker nederst på skærmen stod der: “BREAKING NEWS: Partileder død. Politiet mistænker terrorangreb. Merete Andersen død af eksplosion. Opdateres.” 25
Eksodus.indd 25
20/02/18 18.35
Malene rejste sig langsomt fra mødebordet. “Hvad?!” Hun kunne udmærket læse nyheden, fra hvor hun stod. “Det lyder vanvittigt,” sagde Karsten nærmest for sig selv. “Hvad fanden handler det om?” Der lød et fjernt drøn et sted udefra. Som et kanonslag nytårsaften. Malene lod sig distrahere og gik hen til vinduerne. Flere fulgte med. Der var ingenting at se udenfor i gyden andet end cykler og nogle parkerede biler. Resten af udsigten var spærret af bygninger og tage med store metalliske udluftningskanaler. “Hvad var det?” spurgte Sabrine. Ingen svarede. Malene så tilbage mod fjernsynet. Nu talte nyhedsoplæseren omsider om Merete Andersens død. Med let agiteret stemme. Og det var åbenbart ikke kun Merete Andersen, der var død. Der var meldinger om flere eksplosioner, som ifølge politiet involverede cykler. Der var endnu ikke oplysninger om sårede eller dræbte. Politiet opfordrede alle til at holde sig fra cykler og blive inden døre indtil videre. “Eksploderende cykler?” mumlede Malene vantro for sig selv. Så spurgte hun uden at flytte blikket fra skærmen: “Melanie, hvor mange cykler er der i København?” “Omkring 650.000,” svarede Melanie med spag stemme. Hun stirrede også uforstående på skærmen. “København er kåret til verdens bedste cykelby med hundreder af kilometer cykelstier. Hver anden københavner cykler på arbejde eller til skole. Cyklister er en vigtig vælgergruppe.” Malene nikkede. Hver anden. Hvis politiet mente, hvad de sagde, med, at alle skulle lade cyklen stå, så ville det lamme København trafikalt. Der var ikke plads til alle de mennesker i hverken offentlige transportmidler eller i biler. Men værst var selvfølgelig, at mennesker døde. På grund af cykler? Hun kunne ikke få greb om tanken. “Hvad i alverden sker der?” sagde Melanie stille. Malene kastede et blik først på hende og så på Karsten. Svaret var lige så indlysende som uforståeligt. Der var et terrorangreb i gang. I 26
Eksodus.indd 26
20/02/18 18.35
København. Midt under valgkampen. Hun så, at Karstens hænder begyndte at lede i lommerne. Han ville ryge en Peter Belli-smøg. “Karsten?” Han kastede et distræt spørgende blik mod hende. “Ikke nu. Jeg har brug for, at du holder hovedet klart.” Hænderne stoppede deres søgen. Malene vendte sig mod Tessa. “Tessa?” “Ja?” “Vi skal have fat i politiet og have mere at vide. Jeg bliver nødt til at være klædt på til dette her. Hvad sker der, hvem står bag, hvorfor, og hvad bliver der gjort.” Tessa fik sin mobil frem. “Jeg ringer straks,” sagde hun og tastede. h Erik Holsted famlede med sin cykellås ved Integrationsministeriets parkering. Han kunne ikke rigtigt komme til. Der var for mange cykler. Hvor havde det dog været langt mere behageligt at sætte sig ind i ministerbilen og blive kørt til næste møde. Men sådan var det jo. Vandt man et valg, så blev man kørt, tabte man, så måtte man cykle. Han kom i tanker om sin ankelelastik, fandt den i lommen og bukkede sig ned for at sno den om højre bukseben, så der ikke kom olie på fra kæden. Mobilen bimlede i hans lomme. Den måtte vente. Skuldertasken gled af og bankede ned i fliserne. Han skar en grimasse. For fanden da også. Bare der ikke var sket computeren noget. Holsted havde brugt de seneste par timer på at studere dokumenter over Flygtningenævnets afgørelser i asylsager. Kritikerne havde ret. Der var en klar linje i afslagene, som blev tydeligere med årene. Uanset om man påberåbte sig at være krigsflygtning eller på anden vis i livsfare i sit hjemland, så var bevisbyrden blevet stadig vanskeligere at løfte. Det var lige før, man skulle have en underskrevet seddel med 27
Eksodus.indd 27
20/02/18 18.35
fra sine ventende bødler om, at de ville halshugge én i samme øjeblik, man satte foden på fædrene jord. Det var helt vanvittigt. Tror da pokker, at asylansøgere sultestrejkede i protest. Dokumentationen ville blive en festlig lille bombe i valgkampen, som ville sende regeringen i defensiven. Hvis de fik spundet historien rigtigt. Så fik han omsider cyklen fri, maste skuldertasken fast på bagagebæreren og trak cyklen ud på Slotsholmsgade. Han standsede op for at spænde cykelhjelmen. Han var helt bevidst om, at han så latterlig ud med den åndssvage cykelhjelm på hovedet, og han hadede den af et godt hjerte, men som politiker var han nødt til at være det gode eksempel. På den modsatte side af gaden kom cheføkonomen for Dansk Erhverv ud af Christian den Fjerdes pompøse børsbygning. Interesseorganisationen havde kontor der. Ole. Han hed Ole. Men pokker om han kunne huske efternavnet. Erik Holsted vinkede og smilede. De var egentlig enige om ret meget. Faktisk havde de siddet til en middag under en eller anden konference og udviklet en række ret udmærkede idéer sammen over ret rigelige mængder rødvin – hvilket så også betød, at han ikke havde kunnet huske noget som helst af det dagen efter, selv om de havde aftalt et møde for at videreudvikle tankerne. Erik Holsted så Ole finde nøgler frem, mens han gik hen mod en parkeret bil. Holsted smilede med sammenpressede læber. Hvor ville det være godt med et lift, men han havde den forbandede cykel, som skulle med hjem. Han sukkede, satte foden på pedalen og sikrede sig, at der ikke kom biler drønende fra nogen af retningerne. Så trådte han til. Eksplosionen blæste vinduer ind på begge sider af gaden, mens de parkerede bilers tyverialarmer stak i skingre hyl. h
28
Eksodus.indd 28
20/02/18 18.35
90 mm
148 mm
45 mm
CMYK
148 mm
90 mm
DER ER VALGKAMP I DANMARK. Malene Jørgensen har stiftet sit eget parti, og hun og hendes partigruppe arbejder målrettet for at komme i Folketinget. Mathias Zobel har været ude for en alvorlig ulykke og sidder nu i sit og Malenes fælles hjem i Køge og har svært ved at tale og gå.
MIKAEL LINDHOLM (f. 1961), journalist og forfatter. Har arbejdet som redaktør på bl.a. Mandag Morgen og Børsen og har skrevet bøger om ledelse, strategi og innovation. Har desuden rådgivet myndigheder og andre institutioner om innovation og innovationsledelse.
EN TIDLIG MORGEN I VALBY udløses en cykelbombe. I løbet af dagen eksploderer der
cykler i alle dele af København, og der udbryder panik i hele byen. Mistanken om terror retter sig hurtigt mod muslimske ekstremister og afføder voldsomme reaktioner; knuste butiksruder, angreb på moskéer og personoverfald. Skræmte borgere hamstrer fødevarer og barrikaderer sig i deres hjem. Malene indkaldes sammen med de andre partiledere til krisemøde i Statsministeriet. Spørgsmålet er, om valgkampen skal aflyses, og der skal indføres undtagelsestilstand i Danmark, indtil man har fanget terroristerne.
LISBETH ZORNIG (f. 1968), forfatter, foredragsholder og debattør. Uddannet cand. polit. Har arbejdet som it-specialist i Danske Bank og KMD. Tidligere formand for Børnerådet. Stifter og daglig leder af Huset Zornig, der rådgiver myndigheder og institutioner om social udsathed.
Dagen efter sprænges der nye bomber. Denne gang er det ikke cykler, der eksploderer …
Politiets teknikere fandt senere cykeldele i flere af haverne på vejen, nogle flere hundrede meter fra eksplosionsstedet. Det samme gjaldt Merete Andersens kropsdele. Familien Knutsens sorte labrador et par huse væk kom stolt logrende med en finger mellem kæberne og afleverede den på køkkengulvet til sin ejer. Merete Andersens hoved og den øverste del af hendes torso blev fundet inde under en parkeret bil. Hovedet viste sig at være den mest intakte del af kroppen, de kunne finde. Hun var den første.”
EKSODUS er den selvstændige og
224 mm
forrygende fortsættelse af spændingsromanerne Bundfald og Arkimedes.
Bagsidefoto © Les Kaner
EN SPÆNDINGSROMAN AF FORFATTERNE BAG BUNDFALD OG ARKIMEDES
Eksodus_Ordinæromslag_SMUDS_trykOK.indd 1
Uddrag fra bogen
ISBN 978-87-400-3733-3
POLITIKENS
FORLAG
Forsidefoto: Henriette Mørk Omslag: henriettemork.dk
20/02/18 16:35