En drømmemagers fødsel by JP/Politikens Forlag

Efter sin studentereksamen i 1959 på Alliance High School i Kenya bliver Ngug optaget på det prestigefulde Makere University i Uganda. Universitetet tiltrækker de mest begavede studerende fra hele Afrika, og kandidaterne derfra indtager få år efter de nye politiske og kulturelle positioner i et selvstændigt Kenya.

Ti år senere fulgte romanen Petals of blood, som med sin skildring af de brutale forhold i det nykolonialistiske Kenya medførte en fængselsdom. I årene 1982-2002 levede forfatteren i eksil. Han vendte tilbage til Kenya i 2004, men måtte igen forlade sit hjemland og lever nu i USA, hvor han er professor i litteratur ved University of California, Irvine.

FOTO DANIEL ANDERSON

På trods af al modstand og de brutale hændelser, Ngug møder som ung sort mand i en britisk koloni, er det også i de tidligere 1960’ere, at han finder sin stemme som dramatiker, journalist og romanforfatter. I de voldsomme år skriver han sine første værker, mens han oplever flere familiemedlemmer og nære venner blive dræbt, og mens barndomstraumer fra opvæksten i en polygam familie og hans mors tapre kamp for at bryde op fra farens hus forfølger ham. Ledsaget af disse spøgelser begynder Ngug at væve sine fortællinger, hvor erindringstråde, historiske begivenheder og en chokerende og indtrængende turbulent virkelighed.

fødsel

Ngug wa Thiong’o er en af de internationalt højt anerkendte og respekterede forfattere. Han er født 1938 i Kenya og fik sit gennembrud i 1964 med Weep Not, Child, den første engelsksprogede roman skrevet af en østafrikansk forfatter. A Grain of Wheat fra1967 markerer en ideologisk nyorientering, og forfatteren ændrede sit navn fra James Ngug til Ngug wa Thiong’o og begyndte at skrive på gikuyu.

EN DRØMME MAGERS

EN DRØMMEMAGERS

EN DRØMMEMAGERS FØDSEL er tredje bind af den store afrikanske forfatters erindringer og kortlægger udspringet for hans litterære skaben.

En forfatter bliver til

~ ~

NGUGI WA THIONG’O

“Ngug er fløjet tværs over det afrikanske kontinent har indsnuset al den stank, der stiger til vejrs; accept af despoter, undertrykkelse af kvinder og minoriteter, vidtstrakt korruption og – under alt dette – et neokolonialistisk system, hvor multinationale banker og selskaber har erstattet fortidens europæiske kolonimagthavere.” NEW YORK TIMES BOOK REVIEW “Det er svært at komme i tanke om nogen anden forfatter, bortset fra måske Orhan Pamuk, som taler så inspirerende og overbevisende om litteraturens værd.” WASHINGTON POST

DANSKE PRESSESTEMMER OM DRØMME I KRIGENS TID OG I FORTOLKERENS HUS “Dybt fængslende erindringer.” INFORMATION “Uprætentiøse, smukt enkle og universelt genkendelige.” KRISTELIGT DAGBLAD “En af den slags bøger, der både gør verden større og læserens verdensbillede meget mere nuanceret.” BERLINGSKE

“Et nødvendigt vidnesbyrd fra en af vor tids største forfattere.”

“Mødet mellem gammelt og nyt, afrikansk og europæisk slår gnister, men Ngug wa Thiong’o har tilsyneladende taget det bedste med sig fra begge verdener.” JYLLANDS-POSTEN

CHIMAMANDA NGOZI ADICHIE

C&K Forlag

INTERNATIONALE PRESSESTEMMER OM EN DRØMMEMAGERS FØDSEL

NGUGI WA THIONG’O C&K Forlag

“Fornemt indblik i hvordan en forfatter bliver til.”

♥♥♥♥♥ POLITIKEN

Af samme forfatter foreligger pĂĽ dansk: Floden mellem bjergene, 1969 Matigari, 1990 DrĂ¸mme i krigens tid, 2015 I fortolkerens hus, 2016

Ngũgĩ wa Thiong’o

EN DRØMMEMAGERS FØDSEL – En forfatter bliver til Erindringer

På dansk ved Ellen Boen

C&K Forlag

En drømmemagers fødsel – En forfatter bliver til er oversat fra engelsk af Ellen Boen efter “Birth of a dream weaver – A Writer’s Awakening” Copyright © 2016 by Ngugi wa Thiong’o og C&K Forlag, JP/Politikens Hus 2017 Omslag: Emmanuel Polanco Bogen er sat hos Pamperin Grafisk Trykt hos Nørhaven ISBN 978-87-40047-99-8 1. udgave, 1. oplag Printed in Denmark

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

C&K Forlag Rådhuspladsen 37 1725 København V

Til minde om Minneh Nyambura, nu genfødt i sine børnebørn af samme navn: Nyambura wa Mũkoma,Nyambura Sade Sallinen og Nyambura wa Ndũcũ. Hendes ånd lever også videre i hendes andre børnebørn: June Wanjikũ, Chris Ng’ang’a og Ngũgĩ Biko Kimunga.

Indhold Bemærkning til nomenklaturen . . . . . . .

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 1. Såret i hjertet . . . . . . . . . . . . . . 11 2. Et såret land . . . . . . . . . . . . . . . 17 3. Røde og sorte . . . . . . . . . . . . . . 27 4. Mercedeser, sneakers, frisbees og flag . 63 5. Pennespidser og figentræer . . . . . . . 84 6. At skrive for penge . . . . . . . . . . . 92 7. Sorte dukker og sorte masker . . . . . . 110 8. Transition og det der brev fra Paris . . . 130 9. Boksere og sorte eremitter . . . . . . . 147 10. Sider, scener, rum . . . . . . . . . . . . 169 11. Kul, gummi, sølv, guld og nye flag . . . 184 12. Arbejdet for the Nation . . . . . . . . . 197 13. Notater og notesbøger . . . . . . . . . 218 14. Et helvedes Paradis . . . . . . . . . . . 225 Forfatterens tak . . . . . . . . . . . . . . . 231 Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 233

BemĂŚrkning til nomenklaturen Her i erindringstrilogiens sidste bind omtales den vĂŚbnede modstandsbevĂŚgelse ikke som Mau Mau, som briterne kaldte den, men derimod med dens rette navn: Land and Freedom Army (LFA). Deres krigere kaldes soldater.

Forord Jeg blev optaget på Makerere University College i juli 1959 som undersåt i en britisk kronkoloni, og jeg forlod stedet i marts 1964 som borger i en selvstændig afrikansk stat. I overgangen fra undersåt til borger blev en forfatter født. Dette er beretningen om, hvordan vogterdrengen, børnearbejderen og gymnasiedrømmeren fra Drømme i krigens tid og I fortolkerens hus blev en drømmemager.

Sir Bunsen sammen med dronning Elizabeth ved dimissionsfesten pĂĽ Makerere, 20. februar 1959

1 Såret i hjertet “En britisk soldat kunne ikke finde på den slags. Det er derfor …

Derfor hvad?

En britisk soldat. Derfor. Ganske enkelt.”

Queen’s Court, hvor jeg stod lænet op ad en søjle og forsøgte

at kapere nyheden, var navngivet til ære for dronning Elizabeth, efter at hun og hertugen af Edinburgh besøgte Uganda i april 1954. Den rektangulære retsbygning, der var omgivet af flere andre bygninger og prydet med græske søjler foran indgangen, udgjorde midten af et større kulturcenter, som blandt andet husede Det Engelske Fakultet. Mine medstuderende, Bahadur Tejani, Bethuel Kurutu, Selina Coelho og Rhoda Kayanja kom forbi og gjorde tegn til mig om at gå med, men jeg ignorerede opfordringen. Ville de fornemme min græmmelse?

Peter Nazareth ville måske have forstået den. Selvom han var

et år længere inde i studierne, var han faktisk to år yngre end mig; han var født i Kampala, Uganda, i 1940, mens jeg var født i Limuru, Kenya, i 1938. Vi havde arbejdet sammen på Penpoint, Det Engelske Fakultets litterære tidsskrift, men han havde lige taget afgangseksamen og overladt redaktørjobbet til mig. Så jeg grublede i stilhed, mens jeg forsøgte at indstille mig på en virkelighed, jeg stod magtesløs over for. Min enakter, Såret i hjertet, ville ikke blive tilladt opførelse på Kampala Nationalscene under den årlige, landsdækkende teaterfestival. 11

De studerende var indlogeret på forskellige kollegier, der i

al venskabelighed konkurrerede indbyrdes i diverse discipliner, fra idræt til dramatik, og det vindende stykke i engelskfakultetets dramakonkurrence var altid blevet opført på byens eneste større teater. At få sit stykke vist på Nationalscenen var den største hæder, vinderen kunne tragte efter. Der fulgte ikke nogen egentlig præmie med – en lille rest fra det gamle Grækenland,1 hvor selve det at få anerkendelse for sit kreative værk overskyggede enhver materiel belønning. Året forinden, i 1961, var The Rebels – min første enakter nogensinde og endnu et bidrag fra mit kollegium, Northcote Hall – kommet på andenpladsen efter vinderbidraget fra Mitchell Hall, nemlig Nazareths Brave New Cosmos, der efterfølgende blev opført på Kampala-scenen. Da Nazareth skrev sit Cosmos, havde han allerede bevist sit værd som allround-Makerere-præmieelev og markeret sig inden for musik, idræt, teater, studenterpolitik og litteratur.2 Jeg havde tabt opløbet til et ikon på fakultetet, men jeg havde ikke givet op. Og dette år, 1962, havde mit stykke Såret i hjertet vundet. Min fortælling “Landsbypræsten” blev vinder i kategorien “noveller”, og mine to bidrag var medvirkende til, at Northcote Hall vandt den samlede konkurrence. Hugh Dinwiddy, vores efor, hilste resultatet som utroligt opløftende, eftersom “de værker, der førte til sejren, var af meget høj kvalitet”,3 og fordi “så mange af kollegiets beboere har bidraget til dette fornemme resultat”. Mine planeter stod i den rette position. Næste stop Nationalscenen, tænkte jeg.

Jeg fornemmede, at noget var galt, efterhånden som tiden gik,

og al virakken, der omgærdede opførelserne på Nationalscenen, fortog sig. De lærere, som burde være indsat i situationen, svarede undvigende, så til sidst opsøgte jeg David John Cook.

Cook var den ene af to fra fakultetets lærerstab, der gjorde 12

en aktiv indsats for at opmuntre de studerendes kunstneriske bestræbelser. Han havde afgangseksamen fra Birkbeck College ved University of London, og i 1961 udsendte University of Southampton ham som kortvarig gæstelærer på Makerere, hvortil han vendte tilbage i 1962, nu som fastansat. Cook kastede al sin ungdommelige entusiasme over den allerede voksende lokale talentmasse, der fulgte efter den forrige generation bestående af folk som David Rubadiri, Erisa Kironde og Rebecca Njau, som på sin side var blevet vejledt af Margaret MacPherson, drivkraften bag opkomsten af Makereres første generation af forfatterskoleelever samt en af de stolte grundlæggere af Det Engelske Fakultet i 1948.4

Fakultetet var kronjuvelen i en læreanstalt, der begyndte som

et teknisk gymnasium i 1922 for siden hen, efter at man i 1949 blev tilknyttet University of London, at udvikle sig til en institution, der udklækkede akademikere. MacPherson har beskrevet forløbet i sin bog They Built for the Future,5 hvis titel refererer til Makereres motto. Universitetet servicerede hele Britisk Østafrika samt imperiets centralafrikanske besiddelser og optog studerende fra fortrinsvis Uganda, Kenya, Tanganyika, Zanzibar, Malawi (dengang Nyasaland), Zambia og Zimbabwe (dengang Nord- og Syd-Rhodesia). Det Engelske Fakultet var højborgen for magtens sprog i kolonien.

Jeg fandt Cook på hans fakultetskontor. Han havde bakket op

om mine anstrengelser og var en af de første til at lykønske mig med sejren. Han var gode venner med John Butler, der var digter og rektor for Lubiri Secondary – et af Kampalas mest velrenommerede gymnasier, som regelmæssigt deltog i både Uganda- og Studenterteaterfestivalen – og desuden havde siddet i dommerkomitéen i den konkurrence, som mit stykke havde vundet. Cook bad mig sidde ned, men virkede ikke begejstret for at se mig. Jeg 13

gik lige til sagen: Vidste han, hvorfor mit stykke var blevet nægtet adgang til Nationalscenen?

Uden at møde mit blik sagde han et eller andet om de britiske

myndigheder, raceproblematikken og alt det der. Og så faldt ordene: “De mener ikke, at en britisk soldat kunne finde på den slags.” Han blev ukarakteristisk febrilsk og begyndte at flytte rundt på papirerne på bordet. “De har ikke noget imod stykket som sådan,” mumlede han, “men de mener ikke, at en britisk soldat ville kunne gøre sådan noget!”

Stykket udspiller sig i Kenya under den væbnede befrielses-

kamp mod den britiske besættelsesmagt. Mau Mau var den betegnelse, briterne gav denne befrielseshær, der ellers går under navnet Land and Freedom Army, og som indledte kampen mod kolonimagten i 1952. Briterne sendte mange af disse soldater og deres civile tilhængere i koncentrationslejre, som man dengang, og vildledende, benævnte interneringslejre. Såret i hjertet handler om en LFA/Mau Mau-soldat, der vender hjem fra en sådan koncentrationslejr og finder ud af, at en udstationeret hvid soldat har voldtaget hans hustru. Voldtægten udspilles ikke i stykket, den omtales bare. Hovedtemaet er ikke voldtægten som sådan, men mandens vægren ved at indstille sig på de ændrede tilstande.

John Butler, dommeren, beskrev stykket som smukt skrevet

og flot disponeret, ligesom han roste opsætningen og de medvirkende for at leve op til stykkets høje kvalitet.6 Og eftersom Butler sad i bedømmelseskomitéen, burde han have været fortaler for stykkets budskab, ikke? Men blev han nedstemt, måske ligefrem underkendt, simpelthen fordi det var utænkeligt, at en britisk soldat kunne finde på at forgribe sig på en afrikansk kvinde? Skønt forfatteren ikke havde haft nogen intentioner om at skrive politisk teater, blev hans stykke alligevel dømt ude netop af politiske hensyn. 14

Cook var blot budbringeren af dårlige nyheder, ikke årsagen

til dem, men da jeg stod dér i Queen’s Court, lød ordene igen og igen i mit hoved som en grammofonplade, hvor pickuppen kører rundt i samme rille: En britisk soldat kunne aldrig … Til sidst rev jeg mig løs og gik til venstre hen mod hovedbygningen, usikker på, om jeg skulle gå ind i biblioteket eller videre til det kollegium, hvor jeg var indkvarteret. Hovedbygningen, der var en tro kopi af selv samme på University College, London, husede rektors kontorer samt hele administrationen. Den udgjorde det mangearmede center for Makereres hele virke: Man afholdt stormøder her; i weekenderne blev aulaen forvandlet til en balsal med fremvisning af nye dansetrin og elegante rober, hvilket ofte var organiseret af det populære MABADA, en forkortelse for Makerere Ballroom Dancing Association. Med sin centrale placering var Hovedbygningen desuden et oplagt mødested for såvel studerende og lærere som gæster fra hele universitetsområdet.

Det var her, jeg stødte på Ganesh Bagchi og hans kone, Su

dharshana. De underviste på Old Kampala, den regeringsdrevne indiske realskole, der blev etableret i 1954. De var et uadskilleligt par og optrådte med en lang række forestillinger, deriblandt flere af Bagchis egne sketcher. Sammen med Erisa Kironde, en sort ugander, var det indiske par de mest fremtrædende på en kulturscene, der ellers var domineret af hvide udlændinge.

Med deres teaterbaggrund forekom Bagchi og Sudharshana

mig at være de perfekte “medlyttere” til min jammer. Eftersom de havde boet i lang tid i det kolonialiserede Uganda, tænkte jeg, at de – som indiske forfattere i det raceadskilte litteratur-Kampala – havde oplevet en lignende afvisning af et teaterstykke på grund af dets indhold.

Mine tilhørere rystede på hovedet, medfølende, men bestemt.

Jeg vendte tilbage til mit værelse, nummer 75 på anden etage, 15

og lagde mig på sengen, hvorefter min hjerne kørte en lydbåndssløjfe med ordene “en britisk soldat … det er derfor … ganske enkelt”. Hvilket igen og igen affødte det samme spørgsmål: Kan en britisk soldat virkelig ikke gøre sådan noget?

Fatter vi intet?

Iblandt stiller vi spørgsmål

Ikke for at finde nye svar

Men blot de svar vi allerede har.

2 Et såret land I Billeder af de utallige rædselsgerninger, der er blevet begået af den hvide besættelsesmagt i Kenya, vælder frem i mig. Ikke så meget alle de meningsløse massakrer, massefængslingerne og de voldelige tvangsforflyttelser; disse var simpelthen for overvældende og omfattende til helt at kunne begribes dengang. Det er enkeltbegivenhederne, de tilsyneladende vilkårlige og bizarre hændelser, der dukker op i erindringen.

Det er Molo. En hvid nybygger låner sin hvide gæst en hest,

så vedkommende kan ride hen til togstationen godt femogtyve kilometer derfra. Han beordrer en arbejder, formentlig staldkarlen, til at følges med rytteren, så han kan bringe dyret tilbage. Den skoede hest sætter i trav, og den barfodede arbejder må løbe for at holde trit. På hjemvejen sætter den trætte arbejder sig op på hesten. Nogle hvide, der får øje på en sort krop på en hesteryg, rapporterer om helligbrøden.

Nybyggeren pisker arbejderen. Europæiske naboer tropper op

for at overvære løjerne. Da mørket falder på, binder den udmattede farmer arbejderen med en hestetømme og låser ham inde i en lade. Efter at have indtaget et overdådigt aftensmåltid vender farmeren tilbage til laden, finder arbejderen bevidstløs og opdager, at tømmen er løsnet en anelse. Farmeren bekymrer sig min17

dre om den bevidstløse end det løsnede reb, der vidner om et flugtforsøg. Han binder den tilfangetagne endnu mere forsvarligt, fastgør mandens hænder til en stolpe og låser døren. Farmeren sover godt; arbejderen sover for stedse. Dette finder sted den 10. juni 1923.

Da sagen omsider kommer for retten, der holder til i Nakuru

Railways Institute og ledes af dommer Sheridan, afgøres udfaldet af hensigten, ikke morderens, men den myrdedes. Inden han udåndede, skulle sidstnævnte angiveligt have sagt “jeg er død”. Juryen, der bestod af lutter hvide, nåede frem til en enstemmig kendelse: Torturen havde intet at gøre med mandens død. Han valgte den selv. Indfødte døde ikke for nybyggeres hænder; de valgte deres død. Juryen finder udelukkende nybyggeren skyldig i alvorlig legemsbeskadigelse. I sin udgave dateret 2.-10. august 1923 beskrev East African Standard sagen udførligt, og efter alt at dømme lå avisens dækning af hændelsen helt klart til grund for Karen Blixens gengivelse af historien i erindringsbogen Den afrikanske farm. Hun kendte nybyggerens rigtige navn, Jasper Abraham, men nævner det interessant nok ikke.

Selvom Blixens fremstilling af Kitoschs historie – herunder

ikke mindst medtagelsen af de eksakte detaljer – lader antyde, at sagen foruroligede hende, ender hun, der skriver under navnet Isak Dinesen, ikke med at tage afstand fra denne karikatur af en rettergang, men med at se “en særegen skønhed” i den indfødtes død. I hans vilje til at dø er “vildnissets flygtighed legemliggjort, dets børn har i nødens time kendskab til et tilflugtssted i tilværelsen, som vi ikke ved om, de går, når de vil, og vi har ikke noget hold på dem”.7 Døden som følge af tortur rummer skønhed. Sådan fungerer de vilde, det er et mysterium, som fornuftsmennesker kun kan forundres over.

Denne zoologiske forestilling trives fortrinligt hos såvel libe18

rale som konservative hvide rejsende i Afrika. Under sin safari i Østafrika i 1909 var Theodore Roosevelt betaget af de vilde mennesker og dyr, der mindede om Europa, som det så ud tolv tusind år tidligere. Danskeren og amerikaneren betragtede Afrika gennem samme race-tonede briller. Tidligere i sin bog havde Blixen fortalt, at hendes iagttagelser af landets dyreliv havde været til nytte i hendes omgang med de indfødte.

I Blixens verden var Kenya defineret som britiske selskabers

ejendom og fra 1920 desuden som en britisk kronkoloni. Baronessen forlod Kenya i 1931 for at vende hjem til Danmark. Men da “Mau Mau”-krigen om land og frihed brød ud i 1952, og guvernør Evelyn Baring erklærede undtagelsestilstand, var scenen en anden, og viljen til at dø-teorien skulle stå sin prøve på en større skueplads, nemlig hele landet. Dens genkomst har sin egen historie. Efter at krigen (eller Undtagelsestilstanden, som den blev kaldt) havde stået på i et år, kontaktede regeringen J.C. Carothers, dr.med. og forfatter til bogen The African Mind in Health and Disease,8 og betalte psykiateren rundhåndet for at studere “Mau Mau”. I 1955 offentliggjorde denne ekspert i den afrikanske psyke sine resultater under titlen The Psychology of Mau Mau.9 Han diagnosticerede Mau Mau-bevægelsen som en massepsykose, der manifesterede sig i form af vold og heksekunster.

Han var ikke original. I 1851, et århundrede før ham, havde

Samuel A. Cartwright, en anden selvudråbt ekspert i de sortes psyke, denne gang i USA, præsenteret en afhandling, “Diseases and Peculiarities of the Negro Race”,10 for Louisiana Medical Association, hvori han diagnosticerede ønsket om at undslippe slaveri som en mental lidelse, som han gav navnet drapetomania. Et alvorligt anfald af lidelsen førte til ofrets faktiske forsøg på at flygte fra den paradisiske slavetilværelse. 19

Både Cartwrights og senere Carothers’ medicinske forskning

blev tilsat en blanding af overtro og kristendom: hekse, trolddom og djævlebesættelse. Den hvide nybygger opfattede, i lighed med fortidens slaveejere, sit system som naturligt, fornuftigt, prisværdigt og en manifestation af Guds vilje; modstanden imod systemet var derimod en afvigelse, en overtrædelse af gældende normer og et bevis på Djævelens tilstedeværelse. Nu blev hans profitable, om end fordrejede verdensbillede, bakket op af selveste lægevidenskaben, der var både købt og betalt. Hos Cartwright fandt foreningen af psykiatri, psykologi og kristendom sin apoteose i en slaveplantage; hos Carothers i en nybyggerkoloni. Cartwrights kur, at amputere tæerne og dermed gøre det umuligt at nå ret langt væk til fods, fandt genklang i Carothers’ anbefaling af en amputation af sjælen, hvilket ville gøre det umuligt at ønske sig frihed. Begge anbefalede forebyggelse ved at uddrive Djævelen, som plantede den slags syge tanker i de sortes hoved: i Cartwrights tilfælde i form af gentagen tortur for at fremkalde permanent underkastelse; i Carothers’ ved at internere tusindvis i koncentrationslejre og fremtvinge en tilståelse af begåede synder. De to eksperters varmeste anbefaling var dog enslydende: sæt dem til at arbejde. Arbejde adler. I Kenya finder anbefalingerne vej fra psykiaterens skrivebord til Evelyn Baring, guvernør i Syd-Rhodesia 1942-1944 og siden 1952 guvernør i Kenya. Doktrinen bliver officiel: “Når først en mand kan formås til at udføre et stykke arbejde og dermed afsværge den Mau Mau-ed, han har aflagt, er der en chance for, at han bliver resocialiseret.”11

Der er dog et problem. De syge ønsker ikke at blive helbredt

for deres sygdom. De er politiske fanger, ikke slaver, hævder de. Men i deres britiske tilfangetageres ører rimer fange på slave og indfødt. Kristendommen havde fejlet i sit forsøg på at oplyse sjælen hos Kenyas åndsformørkede indfødte, hvorefter den eneste 20

løsning var at gå fysisk til værks under udøvelsen af moralsk kirurgi. Manden bag filosofien var John Cowan, som på dette tidspunkt stod i spidsen for Kenyas fængselsvæsen, og den skulle stå sin prøve under den senere så berygtede Hola-episode.

Hola var en koncentrationslejr i Garissa i det østlige Kenya.

Den husede de LFA (“Mau Mau”)-fanger, der skønnedes at tilhøre “de forhærdede”, englændernes betegnelse for dem, som var mest urokkelige i deres modstand mod hele interneringssystemet og det britiske kolonistyre. De satte ord på deres utilfredshed. Hvis de blev beordret til at udføre overrislingsarbejde, nægtede de og forlangte at blive behandlet som politiske fanger, ikke slaver. De krævede bedre forplejning og øget adgang til lægehjælp.

Cowans plan blev iværksat den 3. marts 1959. Omkring hund-

rede politiske LFA-fanger blev udpeget til at gennemgå moralsk kirurgi i form af tvangsarbejde. To ældre betjente samt fængselsinspektøren Michael Sullivan og hans viceinspektør, Walter Coutts, førte opsyn med operationen og valgte at følge planen på trods af “risikoen for tilskadekomne eller dræbte”.12 Elleve mænd blev tævet til døde med knipler, og snesevis andre blev kvæstet under det, der blev kendt som Hola-massakren.

Rædslen! Rædslen! Selv Joseph Conrads Kurtz indså, hvil-

ken rædsel han havde forårsaget i mørkets dyb. For kolonistyret lå den virkelige rædsel i forbindelse med Hola-affæren imidlertid i at blive grebet med blod på hænderne. Fængselspersonalet havde ikke udvist tilstrækkelig forsigtighed: “Hvis vi skal synde, skal vi synde diskret.”13 Dette råd blev givet i 1957 i et brev fra Eric Griffith-Jones, koloniens juridiske ekspert, til hans foresatte, guvernør Evelyn Baring. 56-årige Baring – der var yngste skud på en bankierfamilie og et år senere skulle blive belønnet for sin heroiske indsats ved udnævnelsen til Første Baron af Howick og Glendale samt få tildelt Hosebåndsorde21

nen, Victoriaordenen og Skt. Michael- og Skt. Georg-storkorset – bryggede dækhistorien sammen. Hans bureaukratiske lakajer, fra højest til lavest, parerede ordre og gentog den hvide løgn: Ofrene havde drukket forurenet vand. De var modtagelige for skørbug. Og de fysiske skader? Britiske torturbødler er rutinerede, kristne kirurger: De fører kniven for at helbrede, ikke for at dræbe. Desuden var mændene ikke bukket under på grund af kvæstelser og smadrede kranier. Under et senere forhør opsummerede Walter Coutts, den ene af de to, der forestod massakren, begivenheden således: Mændene havde selv ønsket at dø. Blixen, den rare baronesse fra Danmark, havde jo også fortalt, at den slags forekommer blandt de vilde.

Teorien havde fungeret som dækhistorie utallige gange før,

men med Hola-massakren den 3. marts 1959 gik den ikke længere. Sagen førte til en debat i det britiske parlament. Selv London var klar over, at britiske embedsmænd stod bag, og guvernør Baring, ophavsmanden til skrønen om det forurenede vand, blev til sidst tvunget til at indrømme, at de fysiske skader var forårsaget af kirurgiske instrumenter såsom tunge stokke, knipler og støvler. Kenyanerne havde dog ikke brug for nogen debat for at forstå sandheden. Stort set alle familier i det centrale Kenya havde en “forhærdet” slægtning eller nabo.

Vi havde selv en af slagsen i familien. Hans navn var Gĩcini

Ngũgĩ. Han var min onkel og havde taget hånd om mig, da jeg begyndte min skolegang i Kamandũra. Han var ældre end mig og forlod skolen for at friste tilværelsen som arbejder i en nybyggerbosættelse. Han og min bror Mwangi, også kaldet Gode Wallace, var blevet anholdt, da de forsøgte at skaffe ammunition til guerillasoldaterne i LFA. Det lykkedes Gode Wallace at flygte op i bjergene.14 Gĩcini undslap den obligatoriske dødsstraf på grund af sin unge alder, men blev interneret i en koncentrationslejr. Li22

gesom hundredvis andre ville han ikke acceptere, at han skulle lide af farlige lyster og have behov for terapi. Han blev stemplet som forhærdet, men han var ikke mellem de elleve, der blev tævet ihjel.

I William Shakespeares stykke Macbeth lokker lady Mac

beth – efter at Macbeth har myrdet feltherren Banquo – sin sindsoprevne ægtemand tilbage i seng med forsikringen: “En smule vand vil rense os for alt; hvor er det let.”15 Parret Macbeth forsøger at afvaske beviset på deres skyld med lidt vand. Kolonimagten forsøgte at afvaske beviset på deres skyld ved at ændre navnet på gerningsstedet fra Hola til Galore. Det enkle blev kompliceret: Hola-massakren afslørede, at den lov, orden og civilisation, som kolonimagten havde brystet sig af over for omverdenen, blot var en facade. Ikke desto mindre forsøgte staten at fortsætte ufortrødent, som om en smule vand virkelig havde vasket blodet af dens hænder.

Hola markerede dog en slags vendepunkt. Den 14. april sam-

me år blev Jomo Kenyatta – der var leder af den antikolonialistiske modstandsbevægelses politiske fløj og i 1952 var blevet idømt otte års fængselsstraf i Laukitang for at have organiseret Mau Mau – overflyttet til Lodwar. Var dette skridt et forvarsel om kommende forandringer? Beslutningen bragte atter Hola på forsiderne, men den satte ikke en stopper for den rædsel eller det mareridt, der hjemsøgte landet.

II Mareridtet var personificeret i en enkelt skikkelse, en slags godnathistoriernes bøhmand, om end han var virkelig, og han var hvid, og han var englænder, og de voksne frygtede ham. Han var 23

allestedsnærværende, kunne dukke op flere forskellige steder samtidig, han var en drillesyg dæmon, der var hævet over alle love.

Ingen kendte tilsyneladende hans rigtige engelske navn. Alle

kendte ham som Waitina og omtalte ham på lige fod med de hvide politifunktionærer og Hjemmeværnet.

Hjemmeværnet var en britisk frembringelse, en slags reser-

ve-kampstyrke bemandet af dårligt betalte indfødte. I januar 1953 overlod generalmajor, sir William Loony Hinde kommandoen over denne reservestyrke til den stedlige distriktsofficer, den laveste administrative rang blandt de officerer, der var udstationeret rundtomkring i distrikterne. Hermed havde Hinde foræret sig selv et militærkorps, der ikke stod under kommando af selve hæren. Var den lovløse ordenshåndhæver en sådan distriktsofficer og Waitina fællesbetegnelsen for folk i hans position eller for hans underordnede?

Navnet var helt klart ikke en fællesbetegnelse for alle di-

striktsofficerer eller alle britiske menige. Britiske soldater gik under navnet Njoni, svarende til Johnny, mens distriktsofficererne kaldtes Ndiũũ. Løsningen på gåden lå i øgenavnet: Waitina blev indimellem oversat som “en med store balder”, men direkte oversat betyder navnet “den, der er i familie med røvhullet” eller “en slægtning til anus”. Waitina refererede til en hvid øvrighedsperson, der tog mænd og kvinder med vold. Det var betegnelsen for en pervers mandsperson, sandsynligvis en distriktsofficer eller en politimand, eftersom disse fandtes overalt i Kenya.

Voldtægt var et krigsvåben; det var muligvis syndigt, men

hvem kunne tage sig af det, så længe synderen syndede diskret, og syndens ofre var alt for traumatiserede til at stå åbent frem og fortælle om overgrebene? Ofrene kunne dog advare andre mod alle Waitina’er som sådan.

Det hed sig, at Waitina, denne allestedsnærværende lovløse 24

ordenshåndhæver, indsamlede kropsdelene fra sine ofre: hænder, ører, øjne, mandlige kønsdele. Eller rettere: Hans lakajer overbragte ham dem i kurve eller endda i lærredssække. Trofæer fra drabene, sagde man, men visse ting tydede på, at han foretog sig endnu mere uhyrlige ting med kropsdelene.

Indsamlingen af kropsdele som drabstrofæer var ikke forbe-

holdt den hvide Waitina, hvem han så end var. Adskillige år senere skulle det vise sig, at en sort soldat, der tjente i King’s African Rifles, men oprindelig kom fra Uganda, ikke så meget gjorde sig bemærket på grund af sin højde på 1,93, men i kraft af mængden af kropsdele, som han regelmæssigt overbragte til sine britiske foresatte. Han tog ikke fanger; fjendens afhuggede hoveder var mere værdifulde end de ting, deres munde kunne have berettet. Hans nidkærhed i nedkæmpelsen af LFA-soldater eller mistænkte tilhængere førte hurtigt til forfremmelse: Han steg i graderne fra menig til korporal til sergent. Hans navn var Idi Amin. I 1959 sendte briterne deres mand tilbage til Uganda fra Kenya.

Tre år tidligere var en anden ugander, der i 1950 var flyttet

til Kenya efter at være blevet bortvist fra Makerere College på grund af sin antikolonialistiske virksomhed, også vendt tilbage til Uganda. Hans navn var Apollo Obote. I Kenya havde han arbejdet sig op fra bygningsarbejder til sælger i et olieselskab, var gået ind i fagbevægelsen og var derefter vendt hjem igen i 1956 for at tilslutte sig Ugandas antikolonialistiske Nationalkongres.

Nationalkongressen var blevet stiftet i 1952 af Ignatius Musa-

zi som en reaktion på, at Uganda Farmers Union i 1949 var blevet erklæret ulovlig efter beskyldninger om at stå bag optøjerne samme år, hvor der – blandt meget andet – blev protesteret mod asiaternes monopol på bomuldsfremstilling. Der blev stadig murret i krogene, og denne murren kan meget vel have ligget til grund for Baganda-boykotten af asiatiske butikker i 1958, to år efter 25

hjemkomsten af den antibritiske Makerere-mand og ét år før den probritiske militærmands tilbagevenden.

De to mænds liv havde overskygget hinanden. Idi Amin Dada

blev født i august 1925 i Koboko, West Nile, i det nordlige Uganda; Obote i december 1925 i Akokoro, Lango, ligeledes i det nordlige Uganda. Lango og West Nile grænsede op til hinanden. Begge mænd havde arbejdet i Kenya, men på hver sin side af fronten: Obote for den pro-LFA Kenya African Union, Amin for de anti-LFA britiske styrker. De to mænd, med hver deres oplevelse af Kenya, var vendt tilbage til Uganda på næsten samme tid.

I 1959 forfremmede briterne Idi Amin endnu en gang, nu til

warrant officer, hvilket på den tid var den højeste militære rang, en afrikaner kunne opnå i den britiske hær. Samme år ragede Obote uklar med Ugandas Nationalkongres og stiftede den mere militante Ugandas Folkekongres.

Samme år fandt der givetvis andre og muligvis endnu mere

dramatiske begivenheder sted på den globale scene – fordrivelsen af Batista fra Cuba og Fidel Castros opdukken; Hawaiis indlemmelse som USA’s halvtredsindstyvende stat; Leakeys fund i Olduvai-kløften i Tanzania af Zinjanthropus, det 1,75 millioner år gamle kranium fra menneskets forfader; Charles de Gaulles magtovertagelse i Frankrig som følge af landets Algier-politik – men for mig var det året, hvor jeg, en undersåt i den britiske koloni Kenya, steg om bord på et tog til Makerere i nabolandet, det britiske protektorat Uganda. Begge lande var kolonier, bevares, men det ene af dem, mit, var et såret land, hvorimod Uganda, skønt også det blev udbyttet, ikke var blevet lemlæstet af de hvide kolonisatorer.

FOTO DANIEL ANDERSON

fødsel

EN DRØMME MAGERS

EN DRØMMEMAGERS

EN DRØMMEMAGERS FØDSEL er tredje bind af den store afrikanske forfatters erindringer og kortlægger udspringet for hans litterære skaben.

En forfatter bliver til

~ ~

NGUGI WA THIONG’O

“Et nødvendigt vidnesbyrd fra en af vor tids største forfattere.”

“Mødet mellem gammelt og nyt, afrikansk og europæisk slår gnister, men Ngug wa Thiong’o har tilsyneladende taget det bedste med sig fra begge verdener.” JYLLANDS-POSTEN

CHIMAMANDA NGOZI ADICHIE

C&K Forlag

INTERNATIONALE PRESSESTEMMER OM EN DRØMMEMAGERS FØDSEL

NGUGI WA THIONG’O C&K Forlag

“Fornemt indblik i hvordan en forfatter bliver til.”

♥♥♥♥♥ POLITIKEN