Et lille liv

„Hjerteskærende læsning, der efterlader hjertet et par numre større.“

og deres ambitioner at holde sig til. Willem prøver at slå igennem som skuespiller, JB som billedkunstner, Malcolm

HANYA YANAGIHAR A

kæmper sig op som ung arkitekt i et stort firma, mens

er født i Los Angeles i 1974. Hendes første

Jude, en blændende juridisk begavelse, kæmper med

roman The People in the Trees blev nomineret

noget helt andet: eftervirkningerne fra en fortid, som

til den prestigefyldte debutantpris The PEN/

ingen af de tre andre kender til.

Robert W. Bingham Prize og rost af et enigt

I løbet af et halvt århundrede bliver forholdet mellem

anmelderkorps. Et lille liv, som er forfatterens

de fire venner dybere og mørkere. I centrum står Jude.

anden roman, blev hendes internationale

Midt i livet har han opnået at blive en succesfuld advo-

gennembrud. Den modtog i 2015 Kirkus Prize

kat i New York – men han er en mærket mand, hjemsøgt

in Fiction og blev samme år nomineret til

af erindringer fra en ufattelig brutal opvækst, der truer

Man Booker Prize, The National Book Award,

med at overtage hans liv og mærke ham for altid.

The Bailey’s Womens Prize for Fiction og The Andrew Carnegie Medal for Excellence in

Hanya Yanagiharas store roman er lige så mørk og

Fiction. Forfatteren bor i New York.

oprørende, som den er gribende og smuk.

„En skelsættende oplevelse, man aldrig glemmer.“ MINNEAPOLIS STAR TRIBUNE

ISBN:978-87-400-2673-3

Omslagsfoto: Orgasmic Man af Peter Hujar Ó 1987 The Peter Hujar Archive LLC. Courtesy Pace/MacGill Gallery, New York og Fraenkel Gallery, San Francisco

Et_lille_liv_smuds_2.indd 1

ET LILLE LIV

York, har de ikke stort andet end et ubrydeligt venskab

H A N YA YA NAGIH A R A

Da fire studiekammerater fra Massachusetts flytter til New

THE GUARDIAN

„Han gemte sig på badeværelset og holdt sig beskæftiget dér, mens en af hans bedste venner sad et par meter derfra på en klam sofa og foretog den langsomme, smertefulde, ensomme rejse tilbage til sig selv, tilbage til de levendes land, uden nogen ved sin side. „Du er en kujon,“ sagde han til sit spejlbillede.“

ET LILLE LIV

„Et mirakel.“ NEWSDAY

„En ekstraordinær bog.“ EVENING STANDARD

„Et mesterværk.“ SAN FRANCISCO CHRONICLE

„En ny, stor stemme i amerikansk litteratur.“ VOGUE

„Et lille liv ligner ikke noget andet derude.“ THE INDEPENDENT

ROM A N POLITIK ENS FOR L AG

H A N YA YA NAGIH A R A

Omslag dansk version: imperiet.dk

02/08/2016 10.00

Et lille liv

Et lille liv.indd 1

17/06/16 14.17

Et lille liv.indd 2

17/06/16 14.17

Hanya Yanagihara

Et lille liv Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt

Politikens Forlag

Et lille liv.indd 3

17/06/16 14.17

Et lille liv.indd 4

17/06/16 14.17

Til Jared Hohlt I venskab, med kĂŚrlighed

Et lille liv.indd 5

17/06/16 14.17

Et lille liv.indd 6

17/06/16 14.17

Indhold I LISPENARD STREET 9 II POSTBUDDET 95 III FORFÆNGELIGHEDER 237 IV IDENTITETSAKSIOMET 315 V DE LYKKELIGE ÅR 469 VI KÆRE KAMMERAT 693 VII LISPENARD STREET 773

Et lille liv.indd 7

17/06/16 14.17

Et lille liv.indd 8

17/06/16 14.17

[ I ]

Lispenard Street

Et lille liv.indd 9

17/06/16 14.17

Et lille liv.indd 10

17/06/16 14.17

1 LEJLIGHEDEN HAVDE KUN ét skab, men til gengæld en skydedør af glas ud til en lille altan, hvorfra han kunne se en mand lige overfor, der sad udenfor og røg, kun iført T-shirt og shorts, selvom det var oktober. Willem løftede hånden til hilsen, men manden vinkede ikke tilbage.

Da Willem kom ind i soveværelset, stod Jude og åbnede og lukkede foldedøren til skabet. “Der er kun ét skab,” sagde han.

“Det er okay,” sagde Willem. “Jeg har alligevel ikke noget at putte i det.”

“Heller ikke her.” De smilede til hinanden. Ejendomsbestyreren kom ind til dem. “Vi tager den,” meddelte Jude.

Men da de kom ned på hendes kontor, fik de at vide, at de alligevel ikke kunne leje lejligheden. “Hvorfor ikke?” spurgte Jude.

“I tjener ikke nok til at kunne dække seks måneders leje, og I har ingen opsparing,” sagde hun. Hun havde tjekket deres bankoplysninger og havde omsider indset, at der var noget galt med to mænd i tyverne, der ikke var et par og alligevel forsøgte at leje en toværelses lejlighed i den triste (men stadig dyre) ende af Twenty-fifth Street. “Er der nogen, der kan kautionere for jer? En chef? Forældre?”

“Vores forældre er døde,” sagde Willem hurtigt.

Kvinden sukkede. “Så foreslår jeg, at I sænker forventningerne. Ingen, der bestyrer en veldreven ejendom, vil leje ud til nogen med jeres økonomiske profil.” Og så rejste hun sig resolut og så sigende hen mod døren.

11

Et lille liv.indd 11

17/06/16 14.17

Da de fortalte det til JB og Malcolm, var historien imidlertid blevet forvandlet til en komedie: Lejlighedens gulv var oversået af muselort, manden overfor var blotter, ejendomsbestyreren var sur, fordi hun havde flirtet med Willem, som ikke havde været interesseret.

“Hvem har også lyst til at bo på Twenty-fifth?” spurgte JB. De sad på Pho Viet Huong i Chinatown, hvor de mødtes og spiste sammen to gange om måneden. Pho Viet Huong var ikke særlig god – deres nudelsuppe var underligt sød, limesaften smagte af sæbe, og der var altid mindst én af dem, der blev syg af maden – men vane og nødvendighed fik dem til at blive ved med at vende tilbage. Man kunne få en skål suppe eller en sandwich for fem dollar, eller man kunne tage en større forret til mellem otte og ti dollar og gemme halvdelen til næste dag eller til natmad. Malcolm spiste aldrig op og gemte heller ikke resten, og når han var færdig med at spise, skubbede han tallerkenen ud midt på bordet, så Willem og JB – som altid var sultne – kunne spise resten.

“Selvfølgelig har vi ikke lyst til at bo der, JB,” sagde Willem tålmodigt, “men vi har ikke rigtig noget valg. Vi har jo ingen penge, vel?”

“Jeg forstår ikke, hvorfor I ikke bliver, hvor I er,” sagde Malcolm, som nu sad og skubbede svampe og tofu – han bestilte altid det samme: østershatte og stegt tofu i brun klistersovs – rundt på tallerkenen, mens Willem og JB begærligt fulgte bevægelserne med øjnene.

“Det kan jeg jo ikke,” sagde Willem. “Det ved du da godt!” Han måtte efterhånden have forklaret Malcolm det en halv snes gange de seneste tre måneder. “Merritts kæreste flytter ind, så jeg bliver nødt til at flytte ud.”

“Men hvorfor skal du flytte ud?”

“Fordi det er Merritt, der har lejekontrakten, Malcolm!” sagde JB. “Åh,” sagde Malcolm og tav. Han glemte tit, hvad han betragtede som ligegyldige detaljer, men han blev til gengæld ikke sur, når folk blev trætte af hans glemsomhed. “Det er rigtigt.” Han skubbede sine svampe ud midt på bordet. “Men du, Jude ...”

“Jeg kan ikke blive boende hos dig i al evighed, Malcolm. Dine forældre ender med at myrde mig.”

“Mine forældre elsker dig.”

“Det er pænt sagt. Men det bliver de ikke ved med, hvis jeg ikke snart flytter.”

12

Et lille liv.indd 12

17/06/16 14.17

Malcolm var den eneste af de fire, som stadig boede hjemme, og som JB plejede at sige, ville han også blive boende hjemme, hvis han var Malcolm. Det var ikke, fordi Malcolms hjem var specielt fantastisk – faktisk var det gammelt og slidt – men det var stort: et rigtigt Upper East Side-byhus. Malcolms søster, Flora, som var tre år ældre, var for nylig flyttet ud af kælderlejligheden, og Jude havde overtaget den som en kortsigtet løsning: Før eller senere ville Malcolms forældre genindtage den og omdanne den til kontorer til hans mors litterære agentur, hvilket betød, at Jude (som under alle omstændigheder havde besvær med trapperne ned til den) måtte se sig om efter sin egen lejlighed.

Og det var naturligt, at han skulle bo sammen med Willem. De havde boet sammen, da de gik på college. Det første år havde de alle fire delt en stue med skriveborde, stole og en gammel sofa, som JB’s tante havde kørt op til dem i en lejet varevogn, samt et langt mindre værelse med to køjesenge. Det rum havde været så trangt, at Malcolm og Jude, der lå i de nederste køjer, kunne ligge og holde hinanden i hånden. Malcolm og JB havde delt den ene køjeseng; Jude og Willem den anden.

“De sorte mod de hvide,” plejede JB at sige.

“Jude er ikke hvid,” svarede Willem.

“Og jeg er ikke sort,” tilføjede Malcolm, mere for at drille JB, end fordi han troede det.

“Nå,” sagde JB nu og trak svampetallerkenen hen til sig med spidsen af gaflen. “Jeg ville sgu gerne tilbyde jer at bo hos mig, men jeg tror, I ville hade det.” JB boede i en stor, beskidt loftslejlighed i Little Italy, fuld af underlige gange, der førte til tomme, mærkeligt formede blindgyder og ufærdige rum med løse gipsplader. Lejligheden tilhørte en fyr, de kendte fra college. Ezra var kunstner, en dårlig kunstner; men han behøvede ikke være god, for – som JB plejede at minde dem om – så ville han aldrig nogensinde behøve at arbejde. Og ikke alene ville han aldrig behøve at arbejde, men hans børn, børnebørn og oldebørn ville heller aldrig behøve at arbejde: De kunne lave dårlig, usælgelig, værdiløs kunst i generationer, og de ville stadig kunne købe de bedste malerier efter forgodtbefindende og håbløst store loftslejligheder midt på Manhattan, som de kunne ødelægge med lige så håbløse arkitektoniske beslutninger, og når de blev trætte af kunstnerlivet – som JB var 13

Et lille liv.indd 13

17/06/16 14.17

sikker på, Ezra en dag ville blive – var det eneste, de behøvede gøre, at ringe til deres formueforvaltere og få udbetalt en enorm pengesum, større end noget nogen af de fire (okay, måske med undtagelse af Malcolm) nogensinde kunne gøre sig forhåbninger om at opleve. Men i mellemtiden var Ezra god at kende, ikke bare fordi han lod JB og nogle andre venner bo i lejligheden – på ethvert givet tidspunkt boede der en fire-fem stykker rundtomkring i hjørnerne af loftslejligheden – men også fordi han var et venligt og grundlæggende generøst menneske, som elskede at holde vilde fester med masser af gratis mad og stoffer og sprut.

“Hør,” sagde JB og lagde spisepindene fra sig. “Jeg kommer lige i tanke om, at der er en nede på bladet, der lejer et sted ud for sin tante.

Det ligger ligesom lige på kanten af Chinatown.”

“Hvor meget koster det?” spurgte Willem.

“Sikkert ikke noget – hun vidste ikke engang, hvad hun skulle tage for det. Og hun vil gerne have nogen ind, som hun kender.”

“Tror du, du kunne lægge et godt ord ind for os?”

“Bedre endnu – jeg præsenterer jer for hende. Kan I ikke kigge forbi i morgen?”

Jude sukkede. “Jeg kan ikke slippe af sted.” Han så på Willem.

“Pyt med det – det kan jeg. Hvornår?”

“Frokosttid, tænker jeg. Et?” “Jeg kommer.”

Willem var stadig sulten, men han lod JB spise resten af svampene.

De blev hængende lidt – nogle gange bestilte Malcolm jackfrugt-is, det eneste virkelig gode på menuen, spiste to mundfulde og lod Willem og JB spise resten. Men denne gang bestilte han ikke is, og de bad om regningen, så de kunne studere den og dele den ned til sidste dollar.

— Næste dag mødtes Willem med JB på arbejdet. JB arbejdede som receptionist på et lille, men betydningsfuldt blad i SoHo, som dækkede New Yorks kunstscene. Det var et strategisk job for ham – hans plan var, som han en aften havde forklaret Willem, at prøve at blive venner med en af redaktørerne dér og overtale ham til at præsentere ham i bladet. Han 14

Et lille liv.indd 14

17/06/16 14.17

vurderede, at det ville tage omkring et halvt år, hvilket betød, at han stadig havde tre måneder tilbage.

JB gik rundt med et udtryk af konstant, mild vantro på jobbet, både over at han overhovedet skulle arbejde, og over, at ingen endnu havde opdaget hans enestående geni. Han var ikke nogen fantastisk receptionist. Selvom telefonerne ringede mere eller mindre konstant, tog han dem sjældent. Når nogen af dem ville igennem til ham (mobildækningen var ikke særlig god i bygningen), måtte de benytte sig af en særlig kode og lade den ringe to gange, lægge på, og så ringe op igen. Og selv da var det ikke altid, han tog den – hans hænder var travlt beskæftiget under disken med at børste og flette hårtotter fra en sort affaldspose, som han gemte ved sine fødder.

JB var midt i sin hårfase, som han kaldte det. Han havde for nylig besluttet at holde en pause med maleriet til fordel for skulpturer lavet af sort hår. De havde alle sammen tilbragt en udmattende weekend med at følge ham fra den ene frisørsalon til den anden i Queens, Brooklyn, Bronx og Manhattan og vente udenfor, mens JB gik ind for at bede ejerne om alt, hvad de havde af afklippet hår, for derefter at slæbe en stadig mere uhåndterlig sæk med hår efter sig hen ad gaden. Hans tidlige værker havde omfattet Morgenstjernen, en overskåren tennisbold, han havde fyldt med sand og rullet i lim og derefter i hår, så hårene bevægede sig som duvende tang under vandet; samt værket Hverdagsting, hvor han havde dækket forskellige husholdningsting – en hæftemaskine, en paletkniv, en tekop – i et tæppe af hår. Nu arbejdede han på et storstilet projekt, som han nægtede at diskutere med dem, bortset fra små brudstykker; men det involverede børstning og fletning af en hel masse hår til et tilsyneladende endeløst reb af krøllet, sort hår. Den foregående fredag havde han lokket dem over med et løfte om pizza og øl for at hjælpe ham med at flette, men efter mange timers kedsommeligt arbejde stod det klart, at der hverken var pizza eller øl på vej, og de var gået deres vej igen, lidt irriterede, men ikke særlig overraskede.

De var alle sammen trætte af hårprojektet, selvom Jude – som den eneste blandt dem – mente, at værkerne var smukke og en dag ville blive betragtet som betydningsfulde. Som tak havde JB givet Jude en behåret børste, som han dog senere havde krævet tilbage, da det så ud, som om 15

Et lille liv.indd 15

17/06/16 14.17

Ezras fars ven måske var interesseret i at købe den (det var han nu ikke, men JB gav aldrig Jude børsten igen). Hårprojektet havde også vist sig at være besværligt på andre måder: En anden aften, da de alle tre på en eller anden måde atter var blevet narret til Little Italy for at børste mere hår, havde Malcolm bemærket, at håret stank. Hvilket det gjorde; ikke af noget væmmeligt, men bare den metalliske, skarpe lugt af uvasket hårbund. Men JB havde fået et raserianfald og havde kaldt Malcolm en selvhadende neger og en Onkel Tom og en raceforræder, og Malcolm, som kun sjældent blev vred, men som blev ophidset over den slags beskyldninger, havde hældt sin vin ud i den nærmeste sæk hår og havde rejst sig og var trampet ud. Jude havde skyndt sig, så godt han kunne, efter Malcolm, og Willem var blevet for at tage sig af JB. Og selvom de var gode venner igen næste dag, følte Willem og Jude sig alligevel (uretfærdigt, det vidste de godt) næsten mere vrede på Malcolm, for weekenden efter var de tilbage i Queens og vandrede fra den ene frisørsalon til den næste for at forsøge at erstatte den sæk hår, han havde ødelagt.

“Hvordan er livet på den sorte planet?” spurgte Willem nu JB. “Sort,” sagde JB og stoppede en filtret fletning tilbage i sækken. “Lad os gå. Jeg sagde til Annika, at vi ville komme klokken halv to.” Telefonen på hans bord begyndte at ringe.

“Skal du ikke tage den?”

“De kan ringe igen senere.”

JB gik og brokkede sig på vejen. Foreløbig havde han koncentreret sin forførelsesstrategi omkring en seniorredaktør ved navn Dean, som de alle sammen kaldte DiiAnn. De havde været til en fest i en af juniorredaktørernes forældres lejlighed i Dakota-bygningen, hvor samtlige vægge var dækket af kunst. Mens JB havde snakket med sine kolleger ude i køkkenet, gik Malcolm og Willem rundt i lejligheden sammen (hvor havde Jude været den aften? Sikkert på arbejde) og beundrede en række Edward Burtynsky’er i gæsteværelset, en serie med fire gange fem vandtårne af Bernd og Hilla Becher over bordet i arbejdsværelset, en enorm Gursky, der svævede over de lave reoler i biblioteket, samt en hel væg med Diane Arbus-fotografier i soveværelset, hvor de hang så tæt, at der kun var nogle få centimeter tom væg øverst og nederst. De havde netop stået og beundret et fotografi af to søde piger med Downs syndrom, der 16

Et lille liv.indd 16

17/06/16 14.17

poserede for kameraet i deres alt for stramme, barnlige badedragter, da Dean kom hen til dem. Han var en høj mand, men han havde et lille, koparret, gnaveragtigt ansigt, der fik ham til at se vild og upålidelig ud.

De præsenterede sig og forklarede, at de var her, fordi de var JB’s venner. Dean fortalte dem, at han var en af seniorredaktørerne på bladet, og at han havde ansvaret for kunststoffet.

“Aha,” sagde Willem og undgik omhyggeligt at se på Malcolm, hvis pokerfjæs han ikke havde nogen tillid til. JB havde fortalt dem, at han havde udset sig kunstredaktøren som sit mål. Det måtte være ham.

“Har I nogensinde set noget lignende?” spurgte Dean og slog ud med hånden imod Arbus-fotografierne.

“Aldrig,” sagde Willem. “Jeg elsker Diane Arbus.”

Dean stivnede, og hans små ansigtstræk syntes at krølle sig sammen som en knude midt i hovedet. “Det er DiiAnn.” “Hvad?”

“DiiAnn. Hendes navn udtales DiiAnn.” De var nær aldrig sluppet ud af rummet uden at grine. “DiiAnn!” udbrød JB, da de senere fortalte ham historien. “Jesus! Sådan en prætentiøs lille lort.”

“Men han er din prætentiøse lille lort,” havde Jude sagt. Og lige siden havde Dean kun heddet “DiiAnn”.

Desværre så det ikke ud til, at JB var spor tættere på at komme til at optræde i bladet nu, end han havde været tre måneder tidligere, trods sin utrættelige opvartning af DiiAnn. JB havde sågar ladet DiiAnn sutte den af på sig i dampbadet i motionscentret, men uden resultat. Hver dag fandt han på en undskyldning for at gå forbi redaktionslokalerne og opslagstavlen med de næste tre måneders idéer til historier, og hver dag tjekkede han den del, der handlede om unge, lovende kunstnere, og hver dag blev han skuffet over ikke at finde sit navn der. I stedet så han alle mulige uduelige, opreklamerede personer, som folk skyldte en tjeneste, eller som kendte nogen, som nogen skyldte en tjeneste.

“Hvis jeg nogensinde ser Ezra dér, begår jeg selvmord,” plejede JB at sige, hvorefter de andre altid svarede: “Det sker ikke, JB,” og “Slap af, JB, du havner der en dag,” og “Hvad skal du også med dem, JB? Du finder noget andet,” hvortil JB svarede: “Tror I?” og “Det tror jeg fucking ikke”, 17

Et lille liv.indd 17

17/06/16 14.17

og “Jeg har brugt så fucking meget tid – tre fucking måneder af mit liv – jeg skal op på den fucking væg, ellers har det hele bare været spild af tid, ligesom alt andet.” “Alt andet” betød noget i retning af studierne, flytningen til New York, hårværkerne eller bare livet i al almindelighed – alt afhængigt af, hvor opgivende han lige følte sig den pågældende dag.

Han gik stadig og brokkede sig, da de nåede Lispenard Street. Willem, der kun havde boet i byen et års tid, var stadig ny nok til aldrig at have hørt om gaden, som ikke var stort mere end en smøge syd for Canal. JB, der dog var vokset op i Brooklyn, havde heller aldrig hørt om den.

De fandt ejendommen og trykkede på dørklokken til 5C. Dørtelefonen svarede med en dump, skrattende kvindestemme. Hun lukkede dem ind. Opgangen indenfor var trang og højloftet og ujævnt malet i en glinsende lortebrun farve, der gav en følelse af at stå på bunden af en brønd.

Den unge kvinde ventede dem i døråbningen. “Hej, JB,” sagde hun og kiggede derefter rødmende på Willem.

“Annika, det er min ven Willem,” sagde JB. “Willem, Annika arbejder i kunstredaktionen. Hun er god nok.”

Annika slog blikket ned og strakte hånden frem. “Hej,” sagde hun ned i gulvet. JB sparkede Willem over foden og grinede til ham. Willem ignorerede ham.

“Hej,” sagde han.

“Nå, men det er så altså lejligheden, ikke? Det er min tantes, ikke?

Hun har boet her i halvtreds år, men nu er hun kommet på plejehjem, ikke?” Annika talte rivende hurtigt og havde åbenbart besluttet sig for, at den bedste strategi var at behandle Willem som en solformørkelse og simpelthen lade være med at se på ham. Hun snakkede løs som et vandfald og fortalte om sin tante, og om hvordan hun altid plejede at sige, at kvarteret havde forandret sig, at hun aldrig havde hørt om Lispenard Street, før hun flyttede ind til centrum, og at hun var ked af, at lejligheden ikke var blevet malet endnu, men at hendes tante kun lige var flyttet ud, og de havde kun lige nået at gøre rent weekenden før. Hun så alle andre steder hen end på Willem – op i loftet (mønstrede blikplader), ned i gulvet (slidt parket), på væggene (hvor gamle billedrammer havde 18

Et lille liv.indd 18

17/06/16 14.17

efterladt spøgelsesagtige skygger) – indtil Willem til slut blev nødt til venligt at afbryde hende og spørge, om han måtte kaste et blik på resten af lejligheden. “Åh, ja, endelig,” sagde Annika, “I skal ikke tage jer af mig,” hvorefter hun traskede i hælene på dem og speedsnakkede til JB om en eller anden ved navn Jasper, og hvordan han havde brugt Archer til alting, og syntes JB ikke også, at den var lidt for rund og mærkelig til brødtekst? Nu, hvor Willem havde vendt ryggen til hende, stirrede hun åbent på ham. Hendes rablen blev mere og mere intetsigende, jo længere hun snakkede.

JB så Annika betragte Willem. Han havde aldrig set hende sådan, så nervøs og forvirret (normalt var hun tavs og gnaven og faktisk lidt frygtet på arbejdet, fordi hun havde lavet en minutiøs, hjerteformet skulptur af skalpelblade over sit skrivebord); men han havde set masser af kvinder opføre sig sådan over for Willem. Det havde de alle sammen. Deres ven Lionel plejede at sige, at Willem måtte have været fisker i et tidligere liv, for han vadede altid i lækre sild. Men for det meste (ikke altid) virkede det, som om Willem ikke bemærkede det. JB havde engang spurgt Malcolm, hvordan han troede det kunne være, og Malcolm havde sagt, at han mente, at det var, fordi Willem ikke bemærkede det. JB havde bare brummet til svar; men han tænkte, at Malcolm var den mest tykhovedede person, han kendte, og hvis selv Malcolm havde bemærket, hvordan kvinder reagerede på Willem, var det umuligt, at Willem ikke selv havde. Senere var Jude kommet op med en anden udlægning: Han havde foreslået, at Willem med vilje ikke reagerede på alle kvinderne, for at andre mænd ikke skulle føle sig truede af ham. Det gav mere mening; Willem var vellidt af alle og ønskede aldrig med vilje at gøre folk utilpasse, og derfor var det muligt, at han i det mindste ubevidst foregav ikke at bemærke noget. Men alligevel – det var fascinerende at være vidne til, og de blev aldrig trætte af det, eller af at drille Willem med det bagefter, selvom han normalt bare smilede tavst.

“Virker elevatoren ordentligt her?” spurgte Willem pludselig og vendte sig om.

“Hvad?” svarede Annika forskrækket. “Ja, den er ret pålidelig.” Hun fortrak sine smalle læber til et stramt smil, som JB med et forlegent jag af ondt i maven på hendes vegne indså skulle forestille at være flirtende.

19

Et lille liv.indd 19

17/06/16 14.17

Åh, Annika, tænkte han. “Hvad havde du helt præcis tænkt dig at fragte herop i min tantes lejlighed?”

“Vores ven,” svarede han, før Willem nåede at sige noget. “Han har problemer med trapper, så han har brug for, at elevatoren virker.” “Åh,” sagde hun og rødmede igen. Hun stirrede atter ned i gulvet.

“Undskyld. Ja, den virker.”

Lejligheden var ikke imponerende. Der var en lille entré, lidt større end dørmåtten, og derfra udgang til køkkenet (et varmt, fedtet lille aflukke) på højre hånd og en spisestue på venstre hånd, hvor der måske kunne stå et mindre klapbord. En halvvæg adskilte den fra dagligstuen med dens fire vinduer med tremmer for, der vendte mod syd ud imod den snavsede gade. For enden af den korte gang på højre hånd lå badeværelset med matterede lampetter og et gammelt badekar, og over for det lå soveværelset, hvor der var endnu et dybt, smalt vindue. Her stod der to enkeltsenge ved hver sin væg. På den ene lå en futon – en klodset, uelegant tingest, der var tung som en død hest.

“Futonen har aldrig været brugt,” sagde Annika. Hun fortalte en lang historie om, hvordan hun havde været lige ved at flytte ind og ovenikøbet havde købt futonen med det for øje, men aldrig var nået frem til at bruge den, fordi hun var flyttet ind hos sin ven Clement, som ikke var hendes kæreste, bare hendes ven, og aj, altså, sikke dog en fjollet ting at sige. Nå, men i hvert fald kunne Willem få futonen gratis, hvis han ville have lejligheden.

Willem takkede hende. “Hvad synes du, JB?” spurgte han.

Hvad syntes han? Han syntes, det var en lortelejlighed. Han boede selvfølgelig også selv i en lortelejlighed, men det var en selvvalgt lortelejlighed, og eftersom han boede gratis, kunne han bruge pengene på maling, materialer, stoffer og en taxa i ny og næ i stedet for på husleje.

Men hvis Ezra nogensinde skulle beslutte sig for at afkræve ham husleje, var det helt udelukket, at han blev der. Hans familie havde måske nok ikke Ezras og Malcolms formue, men de ville aldrig lade ham smide gode penge ud på sådan en lortelejlighed. De ville finde noget bedre til ham eller give ham lidt penge hver måned for at hjælpe ham. Men Willem og Jude havde ikke den mulighed: De måtte selv betale for alting, og de havde ingen penge, så derfor var de sikkert dømt til at bo i 20

Et lille liv.indd 20

17/06/16 14.17

sådan en lortelejlighed. Og hvis det var tilfældet, så var det her sikkert den rigtige lortelejlighed – den var billig, lå centralt, og deres kommende udlejer var allerede brændt varm på halvdelen af dem.

“Jeg synes, det er perfekt,” svarede han derfor Willem, som var enig.

Annika udstødte et hyl. Og en hæsblæsende samtale senere var alt på plads: Annika havde lejere, og Willem og Jude havde et sted at bo, og JB gjorde Willem opmærksom på, at han ikke ville have noget imod, at Willem spenderede en skål nudelsuppe til frokost, inden han skulle tilbage til arbejdet. __ JB var ikke den selvanalyserende type, men da han tog toget til sin mors hus den søndag, kunne han ikke lade være med at lykønske sig selv og føle noget, der lignede taknemmelighed, fordi han havde det liv og den familie, han havde.

Hans far, som var emigreret til New York fra Haiti, var død, da JB var tre, og selvom JB mente, at han huskede hans ansigt – blidt og venligt, med en lille moustache og kuglerunde kinder, når han smilede – vidste han ikke, om han bare troede, han huskede det, fordi han var vokset op med fotografiet af faren på morens natbord, eller om han rent faktisk huskede det. Men det havde været hans eneste sorg som barn, og selv det havde været en slags obligatorisk sorg: Han var faderløs, og han vidste, at faderløse børn sørgede over dette fravær i deres liv. Rent personligt havde han imidlertid aldrig oplevet denne længsel. Efter farens død havde hans mor, som var andengenerations-haitiansk-amerikaner, taget doktorgrad i pædagogik, samtidig med at hun underviste på en offentlig skole tæt på hjemmet, hvor hun imidlertid ikke ønskede, at JB skulle gå. Da han nåede til high school – en dyr privatskole en times kørsel fra deres hjem i Brooklyn, som han havde fået et stipendium til – var hun blevet leder på en anden skole, med et succesfuldt undervisningsprogram, og var samtidig adjungeret professor på Brooklyn College. New York Times havde bragt en portrætartikel om hende og hendes innova­tive undervisningsmetoder, og selvom han ikke ville lade sig mærke med det over for sine venner, så var han stolt af hende.

21

Et lille liv.indd 21

17/06/16 14.17

Hun havde altid haft travlt, da han voksede op, men han havde aldrig følt sig negligeret, havde aldrig følt, at hans mor elskede sine studerende mere, end hun elskede ham. Derhjemme var der hans bedstemor, som lavede alle hans yndlingsretter til ham, sang for ham på fransk og bogstaveligt talt dagligt fortalte ham, hvilken guds gave han var, hvilket geni, og at han var manden i hendes liv. Og så var der hans tanter: Hans moster, som var detektiv på Manhattan, og hendes kæreste, der var apoteker og selv andengenerations-amerikaner (selvom hun var fra Puerto Rico, ikke Haiti). De havde ikke selv nogen børn og behandlede ham derfor som deres eget barn. Hans moster var sporty og lærte ham at kaste og gribe en bold (noget som allerede dengang ikke interesserede ham særligt, men som senere skulle vise sig at være nyttigt rent socialt).

Hendes kæreste var interesseret i kunst, og et af hans tidligste minder var et besøg sammen med hende på MoMA, hvor han tydeligt huskede at have stirret på One: Number 31, 1950, stum af beundring, mens han med et halvt øre lyttede til hendes forklaring om, hvordan Pollock havde lavet maleriet.

I high school, hvor en smule retouchering havde virket nødvendig for at skille sig ud og gøre sine rige, hvide klassekammerater forlegne, havde han pyntet lidt på sine livsomstændigheder: Han blev endnu en faderløs, sort dreng med en mor, som først havde fået sin eksamen efter hans fødsel (han undlod at nævne, at det var en universitetseksamen, så folk troede, han mente studentereksamen), og en moster, der tjente sit brød på gaden (som prostitueret, antog de, da han ‘glemte’ at nævne, at hun var detektiv). Hans yndlingsfamiliefoto var taget af hans bedste ven i high school, en fyr ved navn Daniel, som han måtte afsløre sandheden for, lige inden han lod ham tage deres familieportrætbillede. Daniel havde arbejdet på en serie med ‘mønsterbrydere’, som han kaldte det, og JB måtte i al hast korrigere hans opfattelse af, at hans moster trak på gaden, og at hans mor stort set var analfabet, inden han slap sin ven indenfor. Daniel havde lavet tom fiskemund; men så havde JB’s mor åbnet døren og gennet dem ind i varmen, og Daniel havde måttet følge med ind.

Den stadig lamslåede Daniel fik dem til at tage opstilling i dagligstuen: JB’s bedstemor, Yvette, sad i sin yndlingslænestol, og på den ene 22

Et lille liv.indd 22

17/06/16 14.17

side af hende stod hans moster, Christine, og hendes kæreste, Silvia, og på den anden stod JB og hans mor. Men lige da Daniel skulle til at tage billedet, krævede Yvette, at JB skulle tage hendes plads. “Han er husets konge,” proklamerede hun til døtrenes protest. “Jean-Baptiste! Sæt dig!”

Han adlød. På billedet sidder han med sine runde hænder knuget omkring armlænene (allerede dengang var han rund i det), mens kvinderne på begge sider smiler stort ned mod ham. Selv kigger han lige ind i kameraet og smiler bredt fra sin plads i den stol, hvor hans bedstemor skulle have siddet.

Deres tiltro til ham, til hans ultimative sejr, var næsten skræmmende urokkelig. Selv nu, hvor hans selvtillid var blevet udfordret så mange gange, at det var ved at være svært at opretholde den, var de stadig overbeviste om, at han en dag ville blive en betydningsfuld kunstner, at hans værker ville komme til at hænge på de store museer, at de mennesker, der endnu ikke havde givet ham en chance, bare ikke forstod hans talent. Nogle gange troede han på dem og tillod sig at flyde oven på deres tillid. Andre gange var han skeptisk – deres mening syntes at være så fuldstændig i modstrid med resten af verdens, at han overvejede, om de måske havde ondt af ham eller bare ikke var rigtig kloge. Eller måske havde de dårlig smag. Hvordan kunne fire kvinders vurdering være så fuldstændig forskellig fra resten af verdens? Oddsene for, at de havde ret, var ikke overvældende.

Ikke desto mindre gjorde det ham godt at komme hjem til disse hemmelige søndagsmiddage, hvor maden var rigelig og gratis; hvor hans bedstemor vaskede hans tøj, og hvor alt, hvad han sagde, og hver tegning, han viste, blev nydt i fulde drag og mumlende beundret. Hans mors hus var velkendt territorium, et sted hvor han altid ville blive mødt med ærbødighed, hvor alle vaner og traditioner føltes skræddersyet til ham og hans særlige behov. På et eller andet tidspunkt i aftenens løb – efter middagen, men før desserten, mens de alle sammen slappede af i dagligstuen og så fjernsyn, og morens kat lå varm i hans skød – plejede han at se rundt på sine kvinder og føle noget svulme inden i sig.

Så tænkte han på Malcolm med den hensynsløst skarpe far og kærlige, men åndsfraværende mor, og på Willem med de døde forældre (JB havde kun mødt dem én gang, den weekend inden sommerferien, hvor de 23

Et lille liv.indd 23

17/06/16 14.17

flyttede ud af kollegiet efter første år, og havde været overrasket over, hvor tavse, hvor formelle, hvor u-willemske de havde været), og så selvfølgelig Jude, med hans fuldstændig ikke-eksisterende forældre (der var et mysterium der – de havde kendt Jude i snart ti år og vidste stadig ikke, om der overhovedet nogensinde havde været nogen forældre, kun at situationen var trist og ikke noget, man talte om). JB følte en varm bølge af lykke og taknemmelighed, som et tidevand, der svulmede i hans brystkasse. Jeg er heldig, tænkte han, og så, fordi han var kappelysten og holdt nøje øje med sin egen plads i rangordenen i alle livets forhold: Jeg er den heldigste af alle. Men han tænkte aldrig, at han ikke fortjente det, eller at han burde gøre sig mere umage med at vise taknemmelighed.

Hans familie var glad, når han var glad, så hans eneste forpligtelse over for dem var at være glad, at leve lige præcis det liv, han havde lyst til, som han havde lyst til det.

“Vi får ikke de familier, vi fortjener,” havde Willem engang sagt, da de var megaskæve. Det var naturligvis Jude, han sigtede til.

“Enig,” havde JB svaret. Og han var enig. Ingen af dem – hverken Willem eller Jude eller Malcolm for den sags skyld – havde de familier, de fortjente. Men i al hemmelighed gjorde han en undtagelse med sig selv: Han havde faktisk den familie, han fortjente. De var vidunderlige, virkelig vidunderlige, og han vidste det. Og bedre endnu: Han fortjente dem.

“Der har vi jo min fantastiske dreng,” udbrød Yvette, når han trådte ind i huset.

Det var aldrig faldet ham ind, at hun ikke skulle have fuldstændig ret.

— Den dag, de skulle flytte, brød elevatoren sammen.

“For fanden da!” sagde Willem. “Jeg spurgte Annika om det. JB, har du hendes nummer?”

Men det havde JB ikke. “Nå, okay,” sagde Willem. Hvad skulle det også nytte at sende Annika en sms? “Beklager, drenge,” sagde han til alle, “vi bliver nødt til at tage trapperne.”

Ingen havde tilsyneladende noget imod det. Det var en smuk efterårsdag, kølig og tør og stormfuld, og de var otte til at flytte ikke særlig 24

Et lille liv.indd 24

17/06/16 14.17

mange kasser og kun nogle få møbler – Willem og JB og Jude og Malcolm og JB’s ven Richard og Willems ven Carolina og to af deres fælles venner, som begge to hed Henry Young, men som blev kaldt Asiatiske Henry Young og Sorte Henry Young for at skelne mellem dem.

Malcolm, som, når man mindst ventede det, trådte i karakter som en effektiv leder, ledede og fordelte arbejdet. Jude skulle gå op i lejligheden og dirigere trafikken og placeringen af kasserne. Indimellem skulle han begynde at pakke de store ting ud og tømme kasserne. Carolina og Sorte Henry Young, som begge var stærke, men små, skulle bære bogkasserne, eftersom de var overkommelige i størrelse. Willem og JB og Richard skulle bære møblerne. Og han selv skulle tage resten sammen med Asiatiske Henry Young. På vejen ned ad trapperne skulle alle tage de tomme flyttekasser, som Jude havde pakket ud og foldet sammen, med og stable dem på kantstenen ved affaldsspandene.

“Har du brug for hjælp?” spurgte Willem lavmælt Jude, da alle tog fat på opgaverne.

“Nej,” sagde han afmålt, og Willem så efter ham, mens han langsomt begyndte at kæmpe sig op ad de stejle, høje trappetrin, indtil han ikke længere kunne se ham.

Det var en nem indflytning, hurtig og begivenhedsløs, og efter at være blevet hængende lidt for at pakke bøger ud og spise pizza forsvandt de andre ud til fester og barer, og Willem og Jude var omsider alene i deres nye lejlighed. Det lignede et bombet lokum, men tanken om at begynde at sætte ting på plads var simpelthen for udmattende. Så de blev bare siddende, overraskede over, hvor hurtigt det var blevet mørkt, og at de havde et sted at bo, et sted på Manhattan, et sted de havde råd til. De havde begge bemærket deres venners høfligt udtryksløse ansigtsudtryk, da de så lejligheden for første gang (soveværelset med de to smalle enkeltsenge – “Som noget fra en victoriansk anstalt”, som Willem havde beskrevet det for Jude – havde høstet flest kommentarer), men ingen af dem havde noget imod det. Det var deres, og de havde en toårig lejekontrakt, og ingen kunne tage det fra dem. De kunne ovenikøbet spare lidt sammen hér, og hvad skulle de i øvrigt med mere plads? Selvfølgelig længtes de begge to efter skønhed, men det måtte vente. Eller rettere: De måtte vente.

25

Et lille liv.indd 25

17/06/16 14.17

De småsludrede, men Jude havde lukket øjnene, og Willem vidste – ud fra hans konstant sitrende øjenlåg og den måde, han havde knyttet hænderne på så hårdt, at Willem kunne se de havgrønne blodårer svulme på håndryggen – at han havde ondt. Han vidste ud fra, hvor stift Jude holdt sine ben, der hvilede oven på en bogkasse, at han havde meget ondt, og at der ikke var noget, han kunne gøre for ham. Hvis han sagde: “Jude, lad mig hente dig en aspirin,” ville Jude sige: “Jeg har det fint, Willem, jeg har ikke brug for noget.” Og hvis han sagde: “Hvorfor lægger du dig ikke lidt, Jude?” ville Jude svare: “Jeg har det fint, Willem.

Hold op med at pylre.” Så til slut gjorde han det, de alle sammen havde lært at gøre hen over årene, når Judes ben gjorde ondt, hvilket var at finde på en undskyldning for at rejse sig og forlade rummet, så Jude kunne ligge helt stille og vente på, at smerterne fortog sig, uden at være nødt til at snakke eller bruge energi på at lade, som om alting var helt fint, og at han bare var træt eller havde krampe, eller hvilke dårlige undskyldninger han nu kunne finde på.

Inde på soveværelset fandt Willem den sorte plasticsæk med deres sengetøj og redte først sin egen futon og derefter Judes (som de havde købt billigt af Carolinas snart-ekskæreste ugen før). Han sorterede sit tøj i skjorter, bukser, undertøj og sokker og fordelte det i papkasser (nylig tømt for bøger), som han skubbede ind under sengen. Han lod Judes tøj være, men fortsatte ud på badeværelset, som han gjorde rent og desinficerede, før han begyndte at rydde op og sætte tandpasta, sæbe, barbergrej og shampoo frem. Et par gange holdt han pause for at gå ind i stuen, hvor Jude stadig sad i samme stilling med lukkede øjne, knyttede hænder og bortvendt ansigt, så Willem ikke kunne se hans ansigtsudtryk.

Willems følelser for Jude var komplicerede. Han elskede ham – den del var enkel nok – og ængstede sig for ham, og nogle gange følte han sig mere som storebror og beskytter end som ven. Han vidste, at Jude godt kunne klare sig uden ham og før havde gjort det; men nogle gange så han ting i Jude, som bekymrede ham og fik ham til at føle sig på én gang hjælpeløs og samtidig, paradoksalt nok, fast besluttet på at hjælpe (selvom Jude sjældent bad om nogen form for hjælp). De elskede alle sammen Jude og beundrede ham, men han følte ofte, at Jude havde 26

Et lille liv.indd 26

17/06/16 14.17

ladet ham se lidt mere af sig selv – bare en anelse – end han havde vist de andre, og var usikker på, hvad han skulle stille op med den viden.

Smerten i benene for eksempel: I al den tid, de havde kendt ham, havde de vidst, at han havde problemer med sine ben. Det kunne vanskeligt undgås. Han havde gået med stok på college, og da han var yngre – han var så ung, da de mødte ham, hele to år yngre end dem – kunne han kun gå med krykker. Han havde haft benskinner, der var boret ind i hans knogler, så han ikke kunne bøje knæene. Men han havde aldrig klaget sig, ikke en eneste gang, og havde heller aldrig kritiseret andre, når de klagede sig. Da de var andetårsstuderende, var JB faldet på isen og havde brækket håndleddet, og de huskede alle postyret og JB’s teatralske stønnen og ynkelige jammer, og hvordan han, en hel uge efter at han havde fået gips på, havde nægtet at forlade universitetshospitalet og havde modtaget så mange besøg, at studenterbladet havde skrevet om ham. Der var en anden fyr på kollegiet, en fodboldspiller, som havde knust sin menisken, og som blev ved med at sige, at JB ikke vidste, hvad smerte var; men Jude havde besøgt JB hver dag, ligesom Willem og Malcolm, og havde givet ham al den medfølelse, han havde brug for.

En aften kort efter at JB havde indvilliget i at lade sig udskrive og var vendt tilbage til kollegiet for at nyde endnu en omgang opmærksomhed, var Willem vågnet op til et tomt værelse. Det var i virkeligheden ikke så usædvanligt: JB var hos sin kæreste, og Malcolm, som fulgte et astronomikursus på Harvard det semester, var i observatoriet hver tirsdag og torsdag nat. Willem var selv tit andre steder, som oftest hos sin kæreste, men hun havde influenza, og han var blevet hjemme den nat. Men Jude plejede altid at være der. Han havde aldrig nogen kærester, og han sov altid på deres værelse, hans tilstedeværelse under Willems køje var lige så trofast og stabil som havets bølger.

Han var ikke sikker på, hvad der havde fået ham til at krybe ned fra sengen og stå søvndrukkent midt i det tavse rum et øjeblik, mens han så sig omkring, som om Jude kunne tænkes at hænge ned fra loftet som en edderkop. Men så bemærkede han, at hans krykke var væk, og han begyndte at lede efter ham. Han kaldte stille på ham i fællesrummet, og da der ikke kom noget svar, gik han ud på gangen og ned mod det fælles badeværelse. Efter mørket i deres værelse var badeværelset kvalmende 27

Et lille liv.indd 27

17/06/16 14.17

oplyst, neonrørene summede svagt og roligt, og han var så desorienteret, at det ikke overraskede ham så meget, som det burde have gjort, da han så Judes fod stikke ud under den sidste dør med spidsen af krykken ved siden af.

“Jude?” hviskede han og bankede på døren. Intet svar. “Jeg kommer ind til dig!” Han åbnede døren og fandt Jude på gulvet med det ene ben presset op mod brystet. Han havde kastet op. Noget af opkastet lå som en sø omkring ham, og noget af det var størknet på hans læber og hage som abrikosfarvede pletter. Hans øjne var lukkede, og han var svedig. Han knugede den ene hånd hårdt omkring krykken på en måde, som Willem med tiden lærte at genkende som tegn på store smerter.

Men dengang blev han bare bange og forvirret og begyndte at stille Jude det ene spørgsmål efter det andet, som han ikke var i stand til at besvare. Det var først, da han forsøgte at hejse ham op at stå, at han skreg så højt, at det gik op for Willem, hvor store smerter han havde.

Det lykkedes ham på en eller anden måde at halvt hale, halvt bære Jude tilbage til deres værelse og få ham i seng og vaske ham nødtørftigt.

På det tidspunkt syntes de værste smerter at være stilnet af, og da Willem spurgte ham, om han skulle ringe efter en læge, rystede Jude på hovedet.

“Men Jude,” sagde han stille, “du har jo ondt. Du skal have hjælp.”

“Der er ikke noget, der hjælper,” sagde han og tav et øjeblik. “Jeg er bare nødt til at vente på, at det går over.” Hans stemme var underligt svag og kraftesløs.

“Hvad kan jeg gøre?” spurgte Willem.

“Ikke noget,” sagde Jude. De tav et øjeblik. “Men Willem ... vil du blive hos mig lidt?”

“Selvfølgelig,” svarede han. Jude rystede og skælvede ved siden af ham, som om han frøs, og Willem tog vattæppet fra sin egen seng og pakkede Jude ind i det. På et tidspunkt rakte han ind under tæppet, fandt Judes hånd og vristede hans knyttede næve op, så han kunne holde hans svedige hånd med den hårde hud i sin egen. Det var længe siden, han havde holdt en anden fyrs hånd – ikke siden brorens operation mange år tidligere – og han blev overrasket over, hvor stærkt Judes greb var, hvor muskuløse hans fingre var. Jude rystede og klaprede tænder i timevis, og til sidst lagde Willem sig ved hans side og faldt i søvn.

28

Et lille liv.indd 28

17/06/16 14.17

Næste morgen vågnede han i Judes seng med ondt i hånden, og da han så på sin håndryg, opdagede han, at der var blå mærker, hvor Judes fingre havde klemt ham. Han rejste sig lidt vaklende og gik ind i fællesrummet, hvor han så Jude sidde og læse ved sit arbejdsbord. Hans ansigtstræk var utydelige i det klare morgenlys.

Han så op, da Willem kom ind, og rejste sig. Et øjeblik stod de bare og så tavst på hinanden.

“Undskyld, Willem,” sagde Jude omsider.

“Jude,” svarede han, “der er ikke noget at sige undskyld for.” Og han mente det. Det var der ikke.

Men Jude blev bare ved med at gentage sit: “Undskyld, Willem.” Og ligegyldigt hvor mange gange Willem forsøgte at berolige ham, ville han ikke lade sig trøste.

“Vær sød ikke at sige noget til Malcolm og JB, ikke?” sagde han.

“Det lover jeg,” sagde han. Og han holdt ord, selvom det endte med, at det ikke gjorde nogen forskel, for med tiden kom også Malcolm og JB til at opleve disse smerteanfald, skønt kun nogle få gange så voldsomt som det, Willem havde været vidne til den nat.

Han havde aldrig snakket med Jude om det, men hen over de følgende år oplevede han at se ham med både voldsomme og mindre voldsomme smerter. Han så ham krympe sig over mindre smerter og nu og da, når det gjorde alt for ondt, kaste op, lægge sig på gulvet eller simpelthen falde om og bare ligge ubevægelig, sådan som han gjorde det nu inde i stuen. Men selvom han var en ordholdende mand, var der en del af ham, som altid undrede sig over, at han aldrig havde snakket med Jude om det, at han ikke havde fået ham til at fortælle, hvordan det føltes, at han aldrig havde turdet gøre det, som han instinktivt havde haft lyst til hundredvis af gange: sætte sig ved siden af ham og gnide hans ben, forsøge at massere de kortsluttede nervespidser tilbage til ro. I stedet gemte han sig i badeværelset og holdt sig beskæftiget dér, mens en af hans bedste venner sad et par meter borte på en klam sofa og foretog den langsomme, smertelige, ensomme rejse tilbage til sig selv, tilbage til de levendes land, uden nogen ved sin side.

“Du er en kujon,” sagde han til sit spejlbillede i badeværelsesspejlet.

Spejlbilledet stirrede tilbage, fuldt af væmmelse og afsky. Inde fra stuen 29

Et lille liv.indd 29

17/06/16 14.17

lød der kun tavshed, men Willem gik hen og stillede sig lige uden for den, mens han ventede på, at Jude skulle vende tilbage til ham.

— “Det er en lortelejlighed,” havde JB sagt til Malcolm, og selvom det var rigtigt – bare opgangen var nok til at give Malcolm knopper over det hele – vendte han alligevel hjem med en melankolsk følelse og overvejede endnu en gang, om det virkelig var bedre at bo hos sine forældre end at bo i sin helt egen lortelejlighed.

Rent logisk burde han så afgjort blive boende. Han arbejdede røven ud af bukserne, men tjente næsten ingenting, og hans forældres hus var så stort, at han i teorien slet ikke behøvede at rende ind i dem, hvis han ikke gad. Han havde hele fjerde sal for sig selv (som for at være helt ærlig ikke så meget bedre end ud end Judes og Willems lortelejlighed, så snavset var der – hans mor var holdt op med at sende rengøringskonen derop, efter at Malcolm havde råbt og skreget, fordi Inez havde ødelagt et af hans modelhuse), han havde adgang til køkken, vaskemaskine og hele udtrækket af aviser og blade, som hans forældre abonnerede på, og en gang om ugen smed han sit tøj i den vasketøjspose, som hans mor afleverede på renseriet på vej til kontoret, og som Inez hentede igen næste dag. Han var selvfølgelig ikke stolt af arrangementet, eller af at hans mor stadig ringede til ham på arbejdet, når hun bestilte ugens købmandsvarer, for at spørge ham, om han havde lyst til jordbær, eller om han ville have ørred eller brasen til aftensmad.

Alting ville dog være lettere, hvis hans forældre rent faktisk respekterede den samme opdeling af tid og rum som han selv. Bortset fra at de forventede, at han spiste morgenmad sammen med dem og brunch hver søndag, kom de også tit på besøg oppe hos ham. De indledte disse besøg med at banke på og samtidig åbne døren, hvilket, som Malcolm igen og igen havde forklaret dem, fuldstændig ophævede meningen med at banke på. Han vidste godt, at det var forfærdeligt utaknemmeligt og forkælet at tænke sådan, men nogle gange frygtede han at komme hjem på grund af den uundgåelige småsnak, han blev nødt til at udstå, før han fik lov at luske ovenpå som en teenager. Han frygtede i særdeleshed livet i hjem30

Et lille liv.indd 30

17/06/16 14.17

met uden Judes tilstedeværelse der. Selvom kælderlejligheden havde været mere privat end hans etage, havde hans forældre også vænnet sig til ubekymret at kigge ind, når Jude var hjemme, så nogle gange, når Malcolm gik ned for at snakke med Jude, sad hans far allerede i kælderlejligheden og belærte Jude om et eller andet kedeligt. Hans far holdt specielt meget af Jude – han fortalte ofte Malcolm, at Jude havde virkelig intellektuel dybde og tyngde, i modsætning til hans andre venner, som i bund og grund bare var nogle spradebasser – og i hans fravær ville det være Malcolm, som hans far ville divertere med sine komplicerede historier om markedet og de skiftende, globale økonomiske realiteter og andre emner, som ikke interesserede Malcolm. Nogle gange fik han faktisk mistanke om, at hans far ville have foretrukket at have Jude som søn: Han og Jude havde studeret jura på det samme universitet. Den dommer, Jude havde været sekretær for, havde været hans fars mentor, da han begyndte at arbejde. Og Jude var assisterende offentlig anklager i statsadvokatens strafferetsafdeling – præcis samme sted, som hans far havde arbejdet, da han var ung.

“Den knægt skal nok blive til noget! Mærk dig mine ord!” Eller: “Det er så sjældent at møde en kommende stjerne, mens de endnu er unge og lovende,” fortalte hans far ofte Malcolm og hans mor, når han havde snakket med Jude, med et selvtilfreds ansigtsudtryk, som om han på en eller anden måde havde ansvaret for Judes genialitet, og i disse øjeblikke blev Malcolm nødt til at undgå at se på sin mors ansigt og det trøstende udtryk, han vidste, han ville finde der.

Alting ville være lettere, hvis Flora stadig havde været der. Da hun lagde an til at flytte ud, havde Malcolm forsøgt at foreslå, at de kunne dele hendes nye treværelses lejlighed på Bethune Street, men enten forstod hun virkelig ikke hans mange antydninger, eller også valgte hun bare ikke at forstå dem. Flora havde tilsyneladende ikke haft noget imod at bruge de oceaner af tid, deres forældre forventede af dem, hvilket havde betydet, at han kunne bruge mere tid på at arbejde med sine husmodeller oppe i arbejdsværelset og mindre tid nedenunder på at være rastløs under farens endeløse Ozu-filmforevisninger. Da han var yngre, havde Malcolm været både såret og krænket over farens forkærlighed for Flora, som var så åbenlys, at selv familiens venner kommenterede den.

31

Et lille liv.indd 31

17/06/16 14.17

Fabelagtige Flora, Frækkerten Flora, Frådende Flora eller Fandenivoldske Flora, kaldte hans far hende, men altid beundrende, og selv i dag, hvor Flora nærmede sig de tredive, var hun stadig hans øjesten. “Frækkerten sagde altså noget af det sjoveste hér i dag,” kunne han finde på at sige under middagen, som om Malcolm og hans mor ikke selv regelmæssigt talte med Flora. Eller efter en brunch inde i byen i nærheden af Floras lejlighed: “Hvorfor skulle Frækkerten også flytte så langt væk?” selvom hun kun boede et kvarters kørsel derfra. Det irriterede specielt Malcolm, fordi hans far altid underholdt ham med vidtløftige historier om, hvordan han selv var flyttet fra Grenadinerne til Queens som barn, og hvordan han altid havde følt sig fanget mellem to lande, og at Malcolm også en dag burde emigrere, fordi det virkelig ville berige ham som menneske og give ham noget tiltrængt perspektiv. Men hvis Flora nogensinde skulle driste sig til at flytte væk fra Manhattan, for slet ikke at tale om til et andet land, var Malcolm ikke i tvivl om, at hans far ville bryde helt sammen.

Malcolm havde ingen kælenavne. Nu og da kaldte hans far ham ved andre berømte Malcolm’ers efternavne: “X” eller “McLaren” eller “McDowell” eller “Muggeridge” (som Malcolm angiveligt skulle være opkaldt efter), men det føltes altid langt mindre som en kærlig gestus end som en bebrejdelse – en påmindelse om, hvad Malcolm burde være, men tydeligvis ikke var.

Nogle gange – tit – tænkte Malcolm, at det var tåbeligt af ham at ærgre sig, endsige at være ked af, at hans far tilsyneladende ikke brød sig særlig meget om ham. Selv hans mor sagde det. “Du ved godt, Daddy ikke mener noget med det,” sagde hun indimellem, når hans far havde holdt en af sine enetaler om Floras generelle fortrinligheder, og Malcolm – der gerne ville tro hende, men også med irritation bemærkede, at hans mor stadig refererede til faren som “Daddy” – gryntede eller mumlede et eller andet for at vise hende, at han var helt ligeglad. Og undertiden – stadig oftere – blev han irriteret over, at han overhovedet brugte så meget tid på at gruble over sine forældre. Var det normalt? Var der ikke noget bare en lille smule ynkeligt over det? Han var trods alt syvogtyve! Var det, hvad der skete, når man boede hjemme? Eller var det bare ham? Det måtte helt sikkert være det bedst tænkelige argument 32

Et lille liv.indd 32

17/06/16 14.17

for at flytte: så han på en eller anden måde kunne holde op med at være sådan et pattebarn. Om aftenen, når hans forældre gennemførte deres ritualer neden under ham – larmen fra de gamle vandrør, når de vaskede deres ansigter, og den pludselige stilhed, når de skruede ned for radiatorerne i dagligstuen, fortalte tydeligere end noget ur, at klokken var elleve, halv tolv, midnat – lavede han lister over, hvad han skulle se at få på plads, hurtigst muligt, i løbet af det kommende år: karrieren (stod i stampe), kærlighedslivet (ikke-eksisterende), seksualiteten (uafklaret), fremtiden (usikker). De fire punkter var altid de samme, selvom prioriteringen af dem skiftede. Hans evne til præcist at diagnosticere deres status var lige så gennemført konsekvent som hans fuldstændig manglende evne til at udtænke løsninger.

Næste morgen vågnede han altid fast besluttet: I dag ville han flytte hjemmefra og bede sine forældre om at lade ham være i fred. Men når han kom nedenunder, stod hans mor og var i gang med at lave morgenmad til ham (hans far var for længst taget på arbejde), og hun fortalte ham, at hun købte billetterne til deres årlige rejse til St. Barts i dag, og om han ville være sød at give hende besked om, hvor mange dage han ønskede at komme? (Hans forældre betalte stadig for hans ferier, noget han var klog nok til aldrig at nævne for sine venner).

“Ja, mor,” svarede han så. Og så spiste han sin morgenmad og tog af sted og trådte ud i den verden, hvor ingen kendte ham, og i hvilken han kunne være hvem som helst.

Et lille liv.indd 33

17/06/16 14.17

„Hjerteskærende læsning, der efterlader hjertet et par numre større.“

og deres ambitioner at holde sig til. Willem prøver at slå igennem som skuespiller, JB som billedkunstner, Malcolm

HANYA YANAGIHAR A

kæmper sig op som ung arkitekt i et stort firma, mens

er født i Los Angeles i 1974. Hendes første

Jude, en blændende juridisk begavelse, kæmper med

roman The People in the Trees blev nomineret

noget helt andet: eftervirkningerne fra en fortid, som

til den prestigefyldte debutantpris The PEN/

ingen af de tre andre kender til.

Robert W. Bingham Prize og rost af et enigt

I løbet af et halvt århundrede bliver forholdet mellem

anmelderkorps. Et lille liv, som er forfatterens

de fire venner dybere og mørkere. I centrum står Jude.

anden roman, blev hendes internationale

Midt i livet har han opnået at blive en succesfuld advo-

gennembrud. Den modtog i 2015 Kirkus Prize

kat i New York – men han er en mærket mand, hjemsøgt

in Fiction og blev samme år nomineret til

af erindringer fra en ufattelig brutal opvækst, der truer

Man Booker Prize, The National Book Award,

med at overtage hans liv og mærke ham for altid.

The Bailey’s Womens Prize for Fiction og The Andrew Carnegie Medal for Excellence in

Hanya Yanagiharas store roman er lige så mørk og

Fiction. Forfatteren bor i New York.

oprørende, som den er gribende og smuk.

„En skelsættende oplevelse, man aldrig glemmer.“ MINNEAPOLIS STAR TRIBUNE

ISBN:978-87-400-2673-3

Omslagsfoto: Orgasmic Man af Peter Hujar Ó 1987 The Peter Hujar Archive LLC. Courtesy Pace/MacGill Gallery, New York og Fraenkel Gallery, San Francisco

Et_lille_liv_smuds_2.indd 1

ET LILLE LIV

York, har de ikke stort andet end et ubrydeligt venskab

H A N YA YA NAGIH A R A

Da fire studiekammerater fra Massachusetts flytter til New

THE GUARDIAN

„Han gemte sig på badeværelset og holdt sig beskæftiget dér, mens en af hans bedste venner sad et par meter derfra på en klam sofa og foretog den langsomme, smertefulde, ensomme rejse tilbage til sig selv, tilbage til de levendes land, uden nogen ved sin side. „Du er en kujon,“ sagde han til sit spejlbillede.“

ET LILLE LIV

„Et mirakel.“ NEWSDAY

„En ekstraordinær bog.“ EVENING STANDARD

„Et mesterværk.“ SAN FRANCISCO CHRONICLE

„En ny, stor stemme i amerikansk litteratur.“ VOGUE

„Et lille liv ligner ikke noget andet derude.“ THE INDEPENDENT

ROM A N POLITIK ENS FOR L AG

H A N YA YA NAGIH A R A

Omslag dansk version: imperiet.dk

02/08/2016 10.00