Fars dreng

schepp Emelie Schepp (f. 1979) er vokset op i Motala, Sverige, og bor nu uden for Norrköping med sin familie. Serien om Jana Berzelius har gjort hende til et kendt og elsket navn blandt svenske krimifans, som tre år i træk har valgt hende som Læsernes Krimifavorit.

FARS DRENG En varm sommeraften ringer den seksårige Jonathan til sin far Sam, der er på vej hjem. Skrækslagen hvisker drengen, at nogen er brudt ind i deres hus. Det er det sidste, Sam hører fra sin søn, inden han forsvinder sporløst.

Jana Berzelius kobles på den tragiske sag, og sammen med efterforskerne Henrik Levin og Mia Bolander forsøger hun at finde ud af, hvad der er sket med drengen. Sporene går tilbage i familiens fortid, og jo længere tid Jonathan er forsvundet, jo mere involveres Jana personligt.

Fars dreng er fjerde selvstændige bind i Jana Berzelius-serien.

Emelieschepp FARS DRENG

Emelie

De

svenske læseres krimifavorit

2016, 2017

og

2018

En Jana Berzelius-BOG

Emelie

schepp FARS DRENG En krimi kan rumme mange følelser, hvis bare man er velskrivende og i kontakt med sin forfatterrolle - det er Emelie Schepp!

HHHHH

– Fyens Stiftstidende

SPÆNDINGSROMAN HR. FERDINAND

Fars_dreng.indd 6

24/11/17 10.35

Emelie Schepp

Fars dreng PĂĽ dansk ved Hans Larsen

Politikens Forlag

Fars_dreng.indd 3

24/11/17 10.35

“Jeg husker det tydeligt.”

Manden kiggede ned i skødet. Smilede hurtigt, som så han det hele for sig.

“Hvad?” spurgte Henrik.

“At han græd. Han var nok bange. Det ville jeg også have været, hvis jeg havde ligget helt alene, gemt under en seng. Men da jeg løftede ham op, blev han stille. Han så på mig med sine blå øjne, og jeg vil aldrig glemme den måde, han så på mig på.”

“Så det var dengang, du tog ham?”

“Ja,” nikkede manden. “Det var der og da, han blev min.”

Fars_dreng.indd 5

24/11/17 10.35

Mandag 1

Det var helt vindstille, da Sam Witell gik fra kontoret for botilbud i Norrköping.

Efter en lang arbejdsdag var han på vej hen til sin røde Toyota, der stod længst væk på den skyggefulde parkeringsplads.

Han ville hjem så hurtigt som muligt, han længtes efter at overraske Jona­ than med den nye fodbold, som lå i posen omme på bagsædet. Jonathan elske­ de at spille bold, men han ville helst bare stå på mål. Sam smilede, da han så den seksårige for sig, parat til at klare et skud, med bøjede knæ og målmands­ handsker, der så enormt store ud på hans små hænder.

Sam satte sig ind i bilen, svingede ud på gaden og lagde bymidten bag sig. Ti minutter senere kørte han ind mellem de nyopførte villaer i Åselstad.

Han fulgte den smalle vej forbi runde trampoliner, brede træterrasser og velholdte græsplæner.

Hans hvide hus lå på en bakke med udsigt over Ensjöns glimtende vand.

Han svingede hjemmevant ind i indkørslen, tog posen og steg ud af bilen. Nyn­ nende begyndte han at gå hen mod huset, men da han åbnede lågen, fik han pludselig en følelse af, at der var nogen, der iagttog ham, og han vendte sig om.

Ude på gaden, et stykke fra ham, stod en mand og lænede sig op ad en hvid kassevogn. Han havde en kortærmet poloskjorte og sorte bukser på. Manden så på ham med et underligt stirrende blik.

“Er det dig, der hedder Sam Witell?” råbte han.

“Ja?” sagde Sam tøvende.

“Jeg vil gerne tale med dig.”

Manden begyndte at gå hen mod ham. Nu kunne Sam se, at der stod Direktlarm med sorte bogstaver på siden af kassevognen.

“Jeg beklager,” sagde Sam og gik ind gennem lågen, “men jeg har ikke tid.”

7

Fars_dreng.indd 7

24/11/17 10.35

“Jeg vil bare gerne stille nogle spørgsmål,” sagde manden, der nu var kom­ met tættere på ham.

“Nej tak. Jeg må bede dig om at gå.”

“Det tager kun ganske kort tid. Jeg vil bare spørge, om ...”

“Far!” Sam fik øje på Jonathan, som kom løbende gennem haven.

“Hej, min ven, hvordan går det?” sagde han og løftede drengen op til sig og strøg hans lyse hår til side, så modermærket over øjenbrynet kom til syne.

“Godt,” svarede Jonathan og smilede sit allerstørste smil.

Sam forsøgte at smile til ham, men mandens tilstedeværelse gjorde ham ner­ vøs. Det var noget med hans kropssprog, det helt kortklippede hår, de musku­ løse arme og den kraftige nakke.

“Hvem er det der?” spurgte Jonathan og pegede hen mod manden.

“Det er bare en sælger,” svarede Sam, men han kunne mærke bekymringen blive stærkere, da han så, at manden nu stirrede underligt på Jonathan. Hvorfor gjorde han det?

“Hvad er det, du har i posen?” spurgte Jonathan, da han satte ham ned igen.

“Har du købt noget til mig?”

“Kom,” sagde Sam og begyndte at gå hen mod huset.

“Hvad har du købt?” fortsatte Jonathan. “Er det en fodbold? Det ser ud, som om det er en fodbold!”

“Kom!” Sam tog hårdere fat om Jonathans hånd og skyndte sig forbi de høje buske og skuret med den afskallede maling. Han snublede over et sammenrullet ten­ nisnet, men holdt balancen og skyndte sig det sidste stykke hen til hoveddøren med posen i hånden og Jonathan efter sig.

Forpustet nåede han ind i huset, låste døren og slap Jonathans hånd.

“Hvad er der, far?”

Sam svarede ikke. Han så bare ud gennem vinduet, ud på gaden, og håbede inderligt, at manden var kørt sin vej igen.

Men han stod der stadig. ***

8

Fars_dreng.indd 8

24/11/17 10.35

Anklager Per Åström koncentrerede sig. Foran sig havde han en stor skærm, og på den kunne han følge afhøringen af Danilo Peña uden at behøve at være i samme lokale. Peña sad stille og kiggede ned i bordet. Ærmerne på den grønne trøje fra Kriminalforsorgen var smøget op.

Ved siden af ham sad hans advokat, Peter Ramstedt, som havde kridhvide tænder og et heftigt stribet slips. Han klikkede uafbrudt med den sorte kugle­ pen, han havde i hånden.

“Det burde ikke komme som en overraskelse for dig, at du er mistænkt for drab,” sagde kriminalinspektør Mia Bolander, som sammen med kriminal­ kommissær Henrik Levin sad over for Danilo. “Jeg går ud fra, at det var derfor, du flygtede til Polen?”

Danilo var tavs.

“Nå, men i hvert fald,” sagde Mia, “har anklageren rejst tiltale mod dig, og jeg tænkte bare på, om der var noget, du ville sige om det? Eller om de unge narkosmuglere, du tog livet af?”

Intet svar.

Hun ventede lidt, inden hun fortsatte: “Kom nu, tal med os.”

Mia ventede igen. Længere denne gang. Imens studerede Per den enog­ trediveårige mands markerede hage og de hårdtarbejdende kæber. Han lod blikket glide videre til det mørke hår, der nåede ned til trøjens halsudskæring, og tænkte på, at der ikke var blevet fundet noget spor af denne mand, efter at han var flygtet fra en bevogtet stue på Vrinnevi-sygehuset for nogle måneder siden. Han havde hverken pas eller kreditkort og heller ingen adresse eller familie. Han havde levet som et spøgelse.

Takket være et tip fra en rejsende havde politiet fået at vide, at Peña befandt sig på en færge til Gdansk. Politiet havde ventet på ham, da færgen ankom, men han var sluppet i land uden at blive set. Efter flere ugers intensiv jagt lykkedes det til sidst at pågribe ham.

Danilo havde ikke sagt et ord, siden han var blevet ført til arresten i Norr­ köping. Og det havde han tydeligvis heller ikke tænkt sig at gøre nu.

“Lad nu være med at spille dum. Det er bedre, at du begynder at tale med os,” sagde Mia, der sad uroligt på stolen nu.

Hun har mistet tålmodigheden, tænkte Per. Det kunne både ses og høres.

Hendes tone var blevet hårdere, og ordene kom hurtigere ud af hendes mund.

9

Fars_dreng.indd 9

24/11/17 10.35

Måske var det bedre, hvis Henrik overtog afhøringen nu? Han var altid rolig og fattet, og i modsætning til Mia hævede han kun stemmen på de rigtige tidspunkter.

“Okay,” sukkede Mia. “Retssagen begynder om fire uger, og så må vi jo håbe, at du har lært at tale til den tid.”

Pludselig åbnede Peña munden.

“Kontakt Jana for mig,” hvæsede han.

Det gav et sæt i Per, som slet ikke havde været forberedt på at høre mandens mørke, rustne stemme. Henrik og Mia var sikkert blevet lige så overraskede, for der opstod en længere tavshed i afhøringslokalet.

“Hvem?” spurgte Mia endelig.

“Jana Berzelius.”

Peña mødte hendes blik.

“Hvem er Jana Berzelius?” spurgte hun.

Han grinede hånligt.

“Hvem mon det er, der spiller dum nu?”

Henrik lænede sig ind over bordet.

“Hvorfor vil du mødes med Jana?”

“Kontakt hende for mig.”

“Hvorfor?” spurgte han igen.

“Jeg vil mødes med hende. Snakke lidt med hende.”

“Det er umuligt. Du ved godt, at vi ikke kan give tilladelse til det.”

“Det ved jeg. Men jeg taler ikke med jer.”

Per så, at Peña skubbede sin stol tilbage. Pludselig vendte han ansigtet op mod kameraet i loftet, så lige på ham og sagde: “Alt er muligt. Ikke sandt, Per Åström?” *** Jana Berzelius sad barfodet på en bænk og mærkede masken klæbe til sit ansigt.

Den lignede en skimaske med huller til øjnene og munden, og den gik langt ned i nakken.

Hun kiggede på sine hænder med håndbindene og lyttede til stemmerne fra de cirka ti personer, der var i lokalet.

Selv sagde hun ikke et ord. Hun ville ikke risikere at afsløre, hvem hun var.

10

Fars_dreng.indd 10

24/11/17 10.35

Det var derfor, hun var søgt hen til denne her illegale klub. Her var anonymitet en selvfølge. Ingen af medlemmerne nævnte nogensinde deres navn, ingen viste sit ansigt. De var fremmede for hinanden, men havde det samme begær.

Normalt husede lokalet et flyttefirma, men nu havde flyttekasser, plastikind­ pakkede møbler og sækkevogne måttet give plads for en firkantet sort måtte.

Det uventede sted og det usædvanlige tidspunkt på dagen gjorde det svært for uvedkommende at regne ud, hvad der foregik inde bag murene.

Jana løftede hånden og trak i masken. Hun ville sikre sig, at stoffet dækkede de bogstaver, der var skåret ind i hendes nakke. Lige siden hun var ni år, havde hun fået at vide, at hun aldrig nogensinde måtte vise nogen bogstaverne. Ingen skulle vide, hvad de stod for. Ingen måtte få at vide, hvem hun var, eller rettere sagt hvad hun havde været, da hun var barn.

Signalet lød.

Det var hendes tur nu.

Hun skulle lige til at rejse sig, da hun fik øje på modstanderen, som gik gennem lokalet med faste skridt.

Han var høj, formentlig højrehåndet og i mørke shorts og undertrøje.

Hun gentog for sig selv, at masken sad, som den skulle, at hun ikke behøve­ de at bekymre sig om det, og knyttede så næverne.

“Er du klar?”

Dommeren kaldte på hende. Hun rejste sig, nikkede til ham og gik ind på måtten. *** Sam Witell sad i sofaen i dagligstuen med fodbolden gemt bag ryggen. Gen­ nem de store vinduer kunne man se Ensjöns blinkende vand, de marineblå havemøbler og sværmen af myg, der dansede over græsset.

“Okay, er du klar?” sagde han og smilede til Jonathan, der forsøgte at sidde stille ved siden af ham.

“Ja,” nikkede Jonathan forventningsfuldt.

“Det tror jeg ikke, må jeg lige se på dig?”

Sam så ind i de kornblå øjne. Der var små, lyse pletter på den hvide T-shirt, og jeansene havde store huller på knæene. Jonathan var stædig, og trods huller­ ne ville han kun have de bukser på.

11

Fars_dreng.indd 11

24/11/17 10.35

“Nej, jeg ved ikke ...” drillede Sam. “Jeg tror ikke, at du vil have en gave af mig.”

“Hold nu op, far!”

Sam så op, da han hørte et tungt suk fra entreen. Døren til toilettet stod på klem, og et svagt lys kunne ses på gulvet. Felicia ville snart komme ind til dem.

Han vidste det. Han kendte hendes vaner. Havde prøvet at holde dem ud læn­ ge, for at alting kunne blive godt.

Sofaens sæde bevægede sig op og ned, da Jonathan flyttede sig nærmere og nærmere for at se, hvad det var, han gemte bag ryggen.

“Hov-hov, ikke kigge!”

Sam puffede lidt til ham, og Jonathan faldt grinende bagover.

“Helt alvorligt, far, giv mig nu bare fodbolden.”

“Hvordan kan du vide, at jeg har købt en fodbold til dig?” spurgte Sam un­ drende.

“Det så jeg jo, da du kom hjem. Den lå i posen.”

“Okay, okay. Er du så klar nu?”

“Ja!” Sam smilede, da han tog fodbolden med det røde mønster frem.

“Ta-da!”

“Wow! Den er skidesej! Tak, far!” sagde Jonathan og gav ham et hårdt kram.

“Du er den bedste i verden.”

Der var noget, der skramlede ude på toilettet, og lidt efter kom Felicia ud i et par joggingbukser og en grå striktrøje. Hun gik hen imod dem med trætte bevægelser. Hendes ansigt var blegt, læberne tørre, og randene om øjnene var mørke.

Sam tøvede, men lænede sig så hen mod Sam og hviskede: “Sig tak til mor også.”

Jonathan så på Felicia, som var standset op i døråbningen. Hun mødte kort hans blik og kiggede så væk. Som om hun ikke kunne klare at se på ham læn­ gere end det.

“Gør det nu,” sagde Sam. “Okay.”

Jonathan sank en klump og kravlede ned af sofaen.

Sam fornemmede ubehaget i maven, da Jonathan lagde sine tynde arme om hende.

12

Fars_dreng.indd 12

24/11/17 10.35

“Tak for fodbolden, mor.”

Felicia gengældte ikke krammet, fortrak ikke en mine og så ikke engang på Jonathan, da han slap hende igen.

I stedet trak hun striktrøjen mere sammen om sig.

“Jonathan,” sagde Sam. “Kom og sæt dig her hos mig igen.”

Han nikkede og kom tilbage; han så fuldstændig modløs ud, da han tog fod­ bolden og vejede den i hænderne.

“Skal vi spille?” spurgte han og så bedende på Sam. “Du kan skyde straffe på mig og ...”

“Klokken er seks,” afbrød Felicia med sin tonløse stemme. “Vi skal spise.”

“Allerede?” spurgte Sam. “Klokken er seks,” gentog hun og gik ud af stuen.

“Skal jeg hjælpe dig med maden?” råbte han, men han vidste, at det var nytteløst at spørge. *** Mia Bolander skubbede hurtigt døren op og gik ud af forhørslokalet sammen med Henrik. Nu ville hun give fanden i jobbet og skynde sig hjem, så hun kunne nå at klæde om til middagen i aften med sin nye, rige kæreste, Gustaf Silverschöld.

Ude i gangen fik hun øje på Per Åström. Den femogtrediveårige mand var pokkers flot i sit jakkesæt, det måtte hun erkende, men han var lidt for høj og lidt for ambitiøs. Ud over at han var en succesrig anklager, spillede han tennis, og for nylig havde han deltaget i Vätternrundan, der åbenbart var verdens stør­ ste cykelløb for motionister. Tre hundrede kilometers trampen midt om natten.

Hvem gør den slags? Han måtte have en skrue løs. Eller to, eftersom det også så ud, som om han havde noget kørende med sin kollega Jana Berzelius – hende den storsnudede karrierekælling.

“Nå, så er den afhøring klaret,” sagde Per, da de nåede hen til ham.

“Jeg ved nu ikke, om jeg vil kalde det en afhøring,” fnyste Mia. “Det eneste, Danilo Peña sagde, var, at han ville tale med Jana. Hvorfor vil han tale med hende?”

“Aner det ikke,” sagde Henrik, “men det virker, som om han vil bestemme spillereglerne.”

13

Fars_dreng.indd 13

24/11/17 10.35

“Hvad skal han ellers gøre?” spurgte nogen bag dem.

De vendte sig om og så advokat Peter Ramstedt, der kom hen imod dem.

“Din klient burde måske svare på vores spørgsmål i stedet,” sagde Mia. “Hvorfor det? Måske får han det psykisk dårligt af jeres spørgsmål,” sagde han.

“Den stakkel. Det er virkelig synd for ham,” sagde Mia. “Ja, eftersom han overhovedet ikke er indblandet i det, I anklager ham for.”

“Påstår du.”

“Ja, det påstår jeg,” sagde Peter, “og jeg ser virkelig frem til retssagen. Det skal blive en stor fornøjelse at møde dig der, Per,” sagde Ramstedt og så på anklageren. “Eller har du også tænkt dig at gemme dig i et rum ved siden af til den tid? Det er måske bedst, at du gør det. Din statistik for domfældelser risi­ kerer at blive dårligere, og det bliver uhyre pinligt for dig, når min klient bliver frifundet. Hvordan er det nu, ligger den på halvfems procent?”

“På nioghalvfems, faktisk, prøv nu at følge lidt med,” sagde Per. “Og du ved udmærket, at jeg har masser af beviser. Der er ikke ret meget tvivl om, at Da­ nilo Peña er skyldig.”

“Du tror, at du vinder?” sagde advokaten.

“Det handler ikke om at vinde eller tabe, det er et spørgsmål om at finde frem til sandheden.”

Advokaten grinede.

“Hvor mange år er det nu, du har været anklager? Ti?” “Det er rigtigt.”

“Jeg beklager virkelig,” sagde han og nikkede til Per, hvorefter han vendte sig om og gik.

“Altid ydmyg og behagelig, den der advokat,” mumlede Per. “Lige så ydmyg og behagelig som Peña,” sagde Mia. “Hvad har du tænkt dig at gøre?” spurgte Henrik og så på Per. “Med hvad?” svarede han.

“Har du tænkt dig at lade Peña mødes med Jana?”

“Nej,” svarede han. “Selvfølgelig ikke. Men jeg undrer mig over, hvorfor han vil møde netop hende. Ved I det?”

“Nej,” sagde Mia. “Det gør jeg heller ikke,” sagde Per. “Men jeg har tænkt mig at finde ud af det.”

14

Fars_dreng.indd 14

24/11/17 10.35

*** Modstanderen nærmede sig med løftede næver. Jana Berzelius så, at han for­ beredte et angreb, og hun dukkede sig hurtigt. Han slog med både højre og venstre, næverne susede gennem luften, forbi hendes ansigt, igen og igen. Så dansede han tilbage og frem igen og holdt sig hele tiden i bevægelse på den sorte måtte.

“Du vil skade mig, det kan jeg se,” sagde han. “Tror du, at du kan det?”

Hun nikkede kort.

“Kom bare an!”

Han bevægede sig endnu vildere nu. Det var nu, tænkte hun og gik lige frem imod ham, tog imod hans slag med skulderen og slog ham på hagen med sin knyttede næve.

Han så overrasket ud, men samlede sig hurtigt og svarede igen med en bru­ tal, overrumplende baghånd mod hendes mave.

Og ramte.

Jana stoppede op, men følte ingen smerte, ikke endnu. Så gik alting meget hurtigt. Med voldsom kraft slog hun ham hurtigt og hårdt i ansigtet med albu­ en. En bevægelse, som var indøvet for længe siden og kom helt automatisk.

Hans hoved blev slået bagover.

Derefter sank han ned på knæ og holdt om næsen med sine bandagerede hænder.

“For helvede da,” råbte han, da han så blodet på bandagerne.

Jana forstod, at hun havde slået alt for hårdt, og rakte hånden frem mod ham, men han slog den til side. Der løb blod ned i hans mund, og han hostede og spruttede.

Næsen var brækket.

Hun havde villet fortsætte, men forstod, at kampen allerede var slut.

Hun vendte ryggen til ham, slækkede på koncentrationen og skulle lige til at begynde at vikle bandagerne af hænderne, da hun hørte et brøl bag sig. Det var umuligt at parere angrebet, hun blev kastet fremad og faldt hårdt med an­ sigtet ned i måtten. Modstanderen var straks over hende og slog hende vildt i en hård serie. Hun vred og vendte sig, kæmpede for at få ham væk fra sin ryg og mærkede pludselig, at masken gled op i nakken.

“Hvad fanden ...?” hørte hun ham sige.

15

Fars_dreng.indd 15

24/11/17 10.35

I ren panik prøvede hun at få hånden op for at trække masken på plads igen, men forstod så, at det var for sent. Modstanderen havde allerede set bogstaver­ ne, der var skåret i hendes nakke.

Nej, skreg hun indvendig, mens hun fyldtes af fortvivlelse og vrede.

Jana trak hætten ned over nakken igen, gav sin modstander et albuestød på låret, der var så hårdt, at han veg tilbage, og det lykkedes hende at komme fri. Hun tvang ham om på ryggen, satte sig overskrævs på ham og slog ham så hårdt, at hans krop skælvede.

Hun hørte ikke råbene omkring sig og ignorerede modstanderens skrækslag­ ne blik. Slog bare igen og igen uden hæmninger, ville få ham til at glemme det, han havde set.

Så mærkede hun hænder, der greb fat om hendes arme. Flere mennesker hev og sled i hende. Til sidst indså hun, at det var håbløst at gøre modstand, og lod sig slæbe baglæns væk fra modstanderen.

“Hvad har du gang i?” råbte dommeren til hende.

Hun svarede ikke, men fulgte de andre med blikket, da de samledes rundt om modstanderen, der var krøbet sammen i fosterstilling.

“Er du rigtig klog? Du kunne have slået ham ihjel!”

Jana rejste sig, vendte ryggen til dem og gik væk fra måtten. Dommeren råbte efter hende, at hun skulle komme tilbage, men hun tog bare sin taske og forlod lokalet.

Fars_dreng.indd 16

24/11/17 10.35

2

De tre glas klirrede, da Sam Witell stillede dem på det blanke, hvide bord i spisestuen. Så kiggede han ud i køkkenet, hvor Felicia stod foran køleskabet.

Han vendte sig om mod Jonathan, som sad på en stol og kæmpede med at folde en serviet.

“Hvordan går det?” spurgte han.

“Det går ikke så godt,” sagde Jonathan. “Jeg kan ikke lave en vifte!”

“Jo da,” sagde Sam. “Prøv igen.”

“Må jeg ikke godt spille Minecraft i stedet?”

“Jeg kan hjælpe dig.”

Sam satte sig ved siden af Jonathan og viste ham, hvordan han skulle gøre det, men han foldede også selv forkert, og de begyndte begge to at le.

“Hvad er det, der er så sjovt?”

Felicia var kommet ind i spisestuen, hendes stemme lød hæs og træt.

“At servietten ligner en lort,” sagde Sam, og det fik Jonathan til at grine igen.

Hun blinkede, men bare lidt.

“Der er ikke mere fløde,” sagde hun. “Jeg kan ikke lave gryderet uden fløde.”

“Det er ærgerligt, at jeg ikke vidste det, da jeg var på vej hjem fra arbejde.

Kan vi ikke bruge mælk i stedet? Eller lave noget andet end gryderet?”

Felicia udstødte et langt, skælvende suk.

“Okay,” sagde Sam. “Jeg henter noget.”

“Må jeg komme med?” spurgte Jonathan, da Felicia var gået igen.

“Næ-nej, du,” sagde Sam og strøg blidt det blonde hår væk fra drengens ansigt.

“Hvorfor ikke?” spurgte han skuffet.

17

Fars_dreng.indd 17

24/11/17 10.35

“Fordi det er bedre, at du bliver færdig med at folde servietterne, mens jeg er væk.”

“Hvorfor skal jeg egentlig folde dem?”

“For at gøre mor glad.”

“Men mor er jo aldrig glad,” sagde Jonathan og smed servietten på bordet.

Sam tog ham under hagen og fik ham til at se op.

“Det skal du ikke sige,” sagde han og mærkede frygten vågne, da det sørg­ modige blik borede sig ind i ham.

“Men det er hun jo aldrig,” sagde Jonathan og blinkede, som ville han for­ hindre tårerne i at komme.

“Jo da,” svarede Sam med et lille smil og skubbede servietten hen til ham.

“Hun viser det bare ikke så tit. Forstår du, mor vil gerne være i fred. Det ved du jo godt, jeg har jo sagt det til dig flere gange.”

“Er det derfor, hun ikke krammer?”

“Vil du gerne have et kram, hva’? Så kom her, din lille bandit, så skal du få kram, kan du tro.”

Sam trykkede den lille krop hårdt ind mod sin.

“Hjælp,” grinede Jonathan.

“Det er din egen skyld,” sagde Sam og krammede ham endnu hårdere, før han slap ham igen. “Og få så foldet de servietter nu, så er jeg straks tilbage.” *** Henrik Levin havde svært ved at slippe spekulationerne om Danilo Peña. Trods overvågningen var det lykkedes manden at flygte fra Vrinnevi-sygehuset. Plud­ selige erindringsbilleder dukkede op. Af sygeplejerskerne, der var blevet over­ faldet, vagten, som var blevet slået ned, og de blodige fingeraftryk på dørene.

De havde ledt efter ham overalt, men uden resultat. Det var lykkedes Peña at holde sig skjult et eller andet sted, indtil han tog færgen til Gdansk. Henrik havde en stærk fornemmelse af, at de aldrig ville få at vide hvor. Men det spil­ lede heller ikke så stor en rolle, ikke længere. Det, der betød noget, var, at det var lykkedes dem at pågribe ham, og at han snart skulle stilles for retten.

Henrik tog fat i gelænderet og fortsatte de sidste trin op til anden sal på po­ litistationen. Kort efter stod han i døren til efterforskningschef Gunnar Öhrns kontor og så ham stå ved vinduet med sin mobiltelefon mod øret. Lydløst gik 18

Fars_dreng.indd 18

24/11/17 10.35

han ind i kontoret, mens han betragtede Gunnars svedige ryg og rynkede nak­ ke.

“Men du kan da ikke bare forudsætte, at jeg skal ... Ja, jeg ved godt, at del­ tagelse er obligatorisk, men ... Nej, det sagde jeg ikke, du må jo ... Hallo? For fanden da!”

“Problemer?” sagde Henrik, da Gunnar vendte sig om.

“Jeg fik bare lige et obligatorisk forældremøde på halsen. Snoka skal tilsy­ neladende fortælle Adams hold om alle efterårets fodboldturneringer, og det er ikke selve mødet, der er problemet, men jeg fik det først at vide nu, en halv time før det begynder.”

Gunnar strøg hånden hen over sit grå hår.

“Hvad du end gør, Henrik,” fortsatte han, “så skal du ikke blive separeret fra din kone. Vil du love mig det?”

Henrik nikkede.

Separationen fra Anneli Lindgren havde taget hårdt på Gunnar. Selv om han nu levede sammen med en anden kvinde, Britt Dyberg, virkede han ikke rigtig glad. De to kvinder arbejdede begge samme sted som Gunnar selv, An­ neli som kriminaltekniker og Britt som informationskoordinator, og Henrik spekulerede på, om det ikke var der, skoen trykkede.

“Hvor er Mia?” spurgte Gunnar og lagde mobilen på skrivebordet.

“Hun var nødt til at køre hjem, hun skulle til middag med en eller anden.”

“Okay,” sagde Gunnar. “Fortæl. Hvad har du at sige om Peña?”

“Ikke så meget mere, end at han vil mødes med Jana.”

“Sagde han det? At han ville mødes med hende?”

“Ja.” “Det er vel Per, der kører sagen?” indvendte Gunnar.

“Præcis,” sagde Henrik, “og som du ved, har han pålagt Danilo maksimale restriktioner. Det er Per, der bestemmer, hvem Danilo må tale med.”

“Men hvorfor vil han mødes med Jana?

“Han sagde ikke hvorfor.”

“Mærkeligt.”

Gunnar havde ret, tænkte Henrik. Det var mærkeligt, at Danilo ville tale med Jana. Henrik og de andre i teamet havde arbejdet sammen med hende i flere vanskelige sager, og hun var en meget dygtig anklager. Men det forklarede ikke rigtig, hvorfor Peña ville tale med lige præcis hende.

19

Fars_dreng.indd 19

24/11/17 10.35

“Og hvad siger Per?” spurgte Gunnar. “Har han en forklaring på, at Peña vil mødes med Jana?”

“Nej, men han ville forsøge at finde ud af det.”

“Godt, så lader vi det ligge. Tag hjem til familien.”

“Det vil jeg gøre,” sagde Henrik. “Jeg glæder mig til denne her aften.”

“Jaså? Hvad har I da på programmet?”

“Ingenting. Og det er præcis det, jeg glæder mig til.” *** Jana Berzelius lukkede lejlighedens hoveddør efter sig og nød stilheden, der slog hende i møde. Hun gik ind i soveværelset, stillede træningstasken på dens faste plads i sit walk-in-closet og tog så et hurtigt brusebad. Da hun var trukket i en langærmet bluse og sorte bukser, gik hun ind i sit arbejdsværelse og satte sig ved det ekstremt ryddelige skrivebord.

Mens hun kiggede ud ad vinduet, gennemgik hun kampen.

Hun tænkte på modstanderen, på at han havde set hendes nakke.

Hun løftede hånden og lod langsomt fingrene glide ind under sit fugtige hår, mærkede den ujævne hud, mærkede de tre bogstaver, der altid ville minde hende om, hvem hun i virkeligheden var.

KER. Dødens gudinde.

Som barn havde hun siddet skjult i en container sammen med sine forældre og flere andre familier. De havde været på vej over Atlanterhavet, mod Sverige, mod drømmen om et nyt og bedre liv. Men da fartøjet nåede frem, og contai­ neren blev åbnet, blev drømmen forvandlet til et mareridt. Udenfor stod tre mænd, og med våben i hænderne udvalgte de sig flere af børnene. Hun blev slæbt ud i lyset, væk fra sin mor og far. Det var sidste gang, hun så dem.

Mændene havde rettet deres våben direkte ind i containeren, og hun ville aldrig glemme lyden af de skud, der blev affyret. Derefter var containeren med de døde kroppe blevet sænket i havet.

Hun selv var hårdhændet blevet skubbet ind i en kassevogn. Havde siddet klemt tæt, tæt sammen med de andre seks børn og havde lyttet til deres gråd.

De var blevet taget med ud på en ø og trænet til at blive børnesoldater – snig­ mordere, hvis eneste opgave var at dræbe.

20

Fars_dreng.indd 20

24/11/17 10.35

Og de havde fået nye navne. Navne, som var blevet skåret i deres hud for at minde dem om, hvem de fra det øjeblik var og altid ville være.

Hun havde tænkt på at få fjernet bogstaverne, men det ville ikke hjælpe på den vold, hun bar i sig, og hun havde lært at leve med, at hun hele tiden måtte skjule dem.

Der var kun to personer, der vidste, at hun havde bogstaverne skåret ind i nakken. Den ene var hendes adoptivfar, Karl Berzelius. Men hun tvivlede på, at han stadig udgjorde en trussel mod hende. Han risikerede en lang fængsels­ straf og sit gode navn og sit renommé som en succesrig rigsadvokat, hvis det kom frem, at hans datter var blevet trænet op til at beskytte en illegal organisa­ tion, som han selv havde ledet.

Den anden var Danilo Peña. Og han ville altid være en trussel mod hende.

For i hans nakke stod der også et navn: Hades. Dødens gud.

De var blevet taget med til den samme ø, var blevet trænet side om side og var næsten blevet som søskende. Sammen havde de besluttet sig for at flygte, men under flugten var de kommet væk fra hinanden. Hun var blevet offer for en ulykke, og da hun vågnede på et hospital, havde hun ingen anelse om, hvem hun var, eller hvor hun kom fra. Men i hendes drømme begyndte erin­ dringsbilleder at trænge sig på. Senere havde hun fortalt sine adoptivforældre, Karl og Margaretha Berzelius, om oplevelserne, om sine uhyggeligt realistiske mareridt.

Karl var den eneste, der vidste, at det, hun drømte, var sket i virkeligheden, men for at beskytte sig selv og sine aktiviteter havde han beordret hende til aldrig mere at tale om drømmene.

I stedet begyndte hun at skrive dem ned.

I årenes løb havde hun fyldt den ene dagbog efter den anden. Hun havde forsøgt at forstå, hvem hun havde været, før hun blev adopteret, men kom in­ gen vegne. Ikke før hun blev voksen, og det lykkedes hende at opspore Danilo.

Han havde givet hende flere svar, end hun egentlig havde lyst til at høre. Han vidste også, hvad navnet i hendes nakke stod for.

Hun ville ikke have noget med ham at gøre, ikke mere. De var fælles om den samme blodige fortid, men det var det eneste, og hun var parat til at gøre hvad som helst, for at det kunne blive ved med at være en hemmelighed.

Bevidstheden om, at der nu var en fremmed mand, der havde set bogsta­ verne, sad og gnavede i hende. Der var ingen, der måtte se dem. Ingen! Hun 21

Fars_dreng.indd 21

24/11/17 10.35

havde haft en længsel efter at få lov til at slås, at få afløb for den vold, hun havde inde i sig, men hun forstod nu, at det havde været en alvorlig fejltagelse at tage hen i den illegale klub.

Ganske vist havde modstanderen formentlig ingen anelse om, hvem hun var, og måske ville han aldrig nogensinde bekymre sig om at finde ud af, hvad bogstaverne i hendes nakke betød. Men helt sikker kunne hun ikke være. Var det muligt at leve med uvisheden?

Hendes tanker blev afbrudt af en ivrig banken.

Hun gik ud af arbejdsværelset og hen til yderdøren, kiggede i dørspionen og smilede. *** Der var kun én foran ham i køen i Ica Kvantum. Sam Witell lagde madlav­ ningsfløden på kassebåndet, tog sit kreditkort op af lommen og ventede på at komme til at betale. Da han hørte ringetonen fra sin mobil, tog han den hur­ tigt.

“Hej far,” sagde Jonathan straks.

“Hej min ven,” svarede Sam og nikkede til kassedamen.

“Far?” “Ja?” “Hvad laver du?”

“Jeg køber fløde.”

“Stadigvæk?”

“Jeg er snart hjemme igen. Hvad laver du?”

“Jeg spiller. Men ... åh!”

“Skulle du ikke folde servietter?” spurgte Sam og satte sit kort i kortlæseren.

“Det blev jeg færdig med for længe siden,” svarede Jonathan.

“Og så gik du op i tv-stuen?”

“Ja.” “Og hvad laver mor?”

“Det ved jeg ikke. Men så dø da, din dumme zombie!”

“Okay,” sagde Sam, “men nu må jeg lægge på, så jeg kan koncentrere mig om at betale.”

“Jeg troede, at du allerede var hjemme.”

22

Fars_dreng.indd 22

24/11/17 10.35

“Hvorfor troede du det?”

“Fordi jeg hørte en bil.”

“Gjorde du det?”

Sam fik en rynke i panden. Måske, tænkte han, var det nogen, der var kørt forkert og var kørt ind i deres indkørsel for at kunne vende.

Men så hørte han dørklokken gennem telefonen.

“Det ringer på døren, Jonathan,” sagde Sam, mens han tastede pinkoden til sit kort.

“Ja ... men altså, hvorfor dør du ikke bare?”

Jonathan var helt opslugt af spillet.

“Skal du ikke åbne?” sagde Sam og tog imod bonen og gik fra kassen med fløden i hånden.

“Nej. Mor gør det.”

“Nej, hør nu her, din lille dovenkrop.”

“Hvad mener du? Jeg sidder jo og spiller.”

Det gav et sæt i Sam, da der lød et højt, men samtidig dæmpet skrig. Først forstod han ikke, hvor det kom fra, og han så sig forvirret om og lod blikket gli­ de ind i forretningen, før han forstod, at lyden var kommet gennem telefonen.

“Hvad er det, der sker, Jonathan?” spurgte han, men fik ikke noget svar.

“Hallo? Jonathan? Hvad sker der?”

“Far ...”

Jonathans stemme skælvede.

“Far, der er nogen i vores hus.”

“Hvad?” sagde han og følte sit blod fryse til is. “Hvem er det?”

“Mor, hun ...”

“Hvad er der med mor?” sagde Sam og gik hurtigt hen over parkeringsplad­ sen. “Jonathan?”

“Mor?” hørte han Jonathan råbe.

Stemmen skælvede endnu mere nu.

“Hun svarer ikke. Hun ligger bare der på gulvet,” svarede Jonathan.

“Ligger hun på gulvet? Hvor?”

“I entreen. Han slog hende.”

“Hvad siger du?” udbrød Sam. “Var der en, der slog mor? Hvem? Hvem slog hende?”

Han hev bildøren op og smed flødekartonen ind på passagersædet.

23

Fars_dreng.indd 23

24/11/17 10.35

“Det ved jeg ikke. Jeg tør ikke gå derned. Jeg så, at han var der, og han råbte noget ...”

“Hvad råbte han?”

“Det ved jeg ikke, det var et eller andet navn.”

Sam fumlede med bilnøglen for at få startet bilen.

“Hvor er du nu?” spurgte han.

Jonathans stemme blev overdøvet af motorlarmen.

“Fortæl mig, hvor du er lige nu,” gentog Sam bestemt. “Sig det nu!”

“Henne ved trappen. Jeg tror ikke, han har set mig. Mor!” råbte Jonathan.

“Nej,” sagde Sam. “Du må ikke råbe. Du skal bare være stille, okay?”

“Okay ...”

“Du skal gå ind på dit værelse. Vil du godt gøre det?” bad Sam. “Jeg kan se ham. Han kommer, far! Han kommer!”

Panikken jog op i hans bryst.

“Du er nødt til at høre på mig nu. Gå ind på dit værelse, og lås døren.”

Han kunne høre det hurtige åndedræt gennem telefonen.

“Er du på vej?” spurgte Sam, mens han med hvinende dæk drejede ud på vejen. “Du skal skynde dig, Jonathan. Hører du, hvad jeg siger?”

“Vent lige,” sagde Jonathan.

“Hvad laver du? Gå nu!”

“Jeg tør ikke. Tænk, hvis han ...”

“Du kan ikke blive stående, du skal gå ind på dit værelse. Jeg bliver hos dig i telefonen. Skynd dig nu!”

Sam hørte en knirkende lyd og forstod, at Jonathan havde åbnet døren til sit værelse.

“Far, jeg kan ikke ...”

“Er du inde på dit værelse?”

“Ja, men jeg kan ikke få lukket døren. Sværdet sidder i klemme, og jeg kan ikke ...”

“Du er nødt til at låse døren! Hører du, hvad jeg siger? Lås døren!”

“Det prøver jeg jo også på!” snøftede Jonathan.

En autocamper drejede hurtigt ind foran Sam, og han blev tvunget ud i rabat­ ten. Bilen krængede, og han drejede hårdt på rattet for ikke at havne i grøften.

“Flyt dig!” skreg han til føreren af autocamperen, skiftede et gear ned, gav gas igen og kørte forbi den. I høj fart fortsatte han mod Åselstad.

24

Fars_dreng.indd 24

24/11/17 10.35

“Har du lukket døren?” spurgte han Jonathan.

“Jeg kan ikke!”

Hjertet hamrede hårdt i brystet på Sam, det havde aldrig før slået så vold­ somt. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre. Burde han ringe til politiet? Nej, han havde jo lovet at holde forbindelsen til Jonathan.

“Jonathan, du må gemme dig.”

Han hørte et bump og derefter en slæbende lyd.

“Jonathan? Kan du høre mig? Jonathan!”

“Jeg ligger under sengen,” hviskede han.

“Godt, lig så stille, du kan. Forstår du det? Helt stille og lydløst.”

“Jeg er bange.”

“Det ved jeg godt, men jeg er på vej hjem til dig. Jeg kommer snart. Bare lig helt stille.”

Sams hånd rystede så meget, at han var bange for, at han skulle tabe tele­ fonen. Et øjeblik hørtes kun den summende lyd fra motoren. Derpå kom der igen en knirkende lyd i telefonen, og Sam forstod, at døren til Jonathans værel­ se langsomt var blevet åbnet igen. *** Jana Berzelius så på Per. Han havde en hvid papirpose i hånden og var ulaste­ ligt klædt i lysegrå habit, hvid skjorte og blankpudsede sorte sko.

“Jeg tog sushi med,” sagde han og viste hende posen. “For at fejre det.”

“Kom ind.”

Jana lukkede døren efter ham og så ham tage skoene af og fortsætte ud i køkkenet.

Det føltes stadig uvant at have ham i lejligheden. Hun havde altid boet ale­ ne, været alene, og bortset fra Per havde hun aldrig inviteret nogen hjem til sig.

Første gang hun traf ham, var hun lige kommet ind i sit nye kontor hos an­ klagemyndigheden. Deres chef, Torsten Granath, havde præsenteret dem for hinanden, og Per, som allerede havde arbejdet der i flere år, havde straks prøvet at indlede en samtale om alt muligt, der ikke havde noget med arbejdet at gøre.

Hun havde sagt, at hun ikke brød sig om smalltalk, men han havde bare grinet til hende på den der frygteligt barnlige måde, og fra den dag var der ganske langsomt vokset et venskab frem mellem dem.

25

Fars_dreng.indd 25

24/11/17 10.35

Hun åbnede sin sorte mappe, tog en lille æske, der var pakket ind i guldfar­ vet papir, op og knugede den unødvendigt hårdt i hånden, mens hun gik ud i køkkenet. Mest fordi hun ikke vidste, hvordan Per ville reagere.

Noget varmt vældede op i hendes bryst, da hun så, at han allerede havde sat to tallerkener på bordet.

“Tak for blomsterne,” sagde han, samtidig med at han løftede en æske med lakseruller op af posen.

“Hvad for nogle blomster?” spurgte hun undrende.

“Dem jeg fik på arbejdet,” sagde han og fordelte rullerne på tallerkenerne.

“Jeg har aldrig set en større buket.”

“Jeg var ikke med i den.”

“Var du ikke?” spurgte han og så skuffet ud.

“Jeg ville give dig den her i stedet,” sagde hun og rakte æsken frem.

“En gave?” Han lød forbavset. “Til mig?”

“Ja,” svarede hun og så ind i hans øjne, der havde forskellig farve, det ene var blåt, det andet brunmeleret.

“Det er første gang, du ...”

“Tag den nu,” afbrød hun.

Per tog imod æsken og holdt den, som om den var af glas.

“Hvad venter du på? Åbn den.”

Han smilede og rev straks papiret af. Kiggede så længe ned i æsken, på man­ chetknapperne, der lå i den.

“Tak,” sagde han og mødte hendes blik igen.

Der bredte sig en anspændt stemning i køkkenet. Han havde reageret mær­ keligt, syntes hun. Var blevet rød i kinderne og havde fået blanke øjne.

“Jeg ville bare gratulere,” sagde hun og vendte sig væk. “Det var bare det.”

“Du må da give mig ret i, at ti år i statens tjeneste lyder godt,” svarede han og stillede æsken midt på bordet. “Det når du også snart.”

Hun nikkede og satte sig på en stol. Hendes valg af karriere havde været fast­ lagt på forhånd. Hendes adoptivfar havde på et tidligt tidspunkt gjort det klart for hende, at hun skulle følge i hans fodspor.

Jana så, at Per fandt to vinglas frem.

“Jeg kan ikke drikke vin,” udbrød hun.

“Men vi fejrer jo noget. Bare en lille slurk?”

“Så kun en meget lille en. Den nye mand hos anklagemyndigheden, Oscar 26

Fars_dreng.indd 26

24/11/17 10.35

Nordvall, har sin første dag som vagthavende i dag, og jeg har lovet at være til rådighed, hvis der skulle ske noget.”

“Oscar virker lovende. Hvor har du proptrækkeren?”

Hun nikkede hen mod en skuffe. Der lød et smæld, da Per trak proppen af en vinflaske.

“Sådan,” sagde han, da han satte sig ned igen. “Skål. For ti år.”

Hun løftede det duggede vinglas og så igen ind i hans øjne. Det fugtige blik var væk.

“For ti år,” sagde hun og nippede til vinen.

Per satte langsomt glasset på bordet uden at slippe det, og uden at slippe hendes blik.

“Hvad?” spurgte hun.

“Vi afhørte Danilo Peña i dag.”

“Hvad har han sagt?” spurgte hun og forsøgte at se uberørt ud.

“Han har valgt den tavse strategi. Vil hverken tilstå eller bedyre sin uskyld, og jeg spekulerer på, om han vil vælge den samme strategi under selve rets­ sagen.”

“Og hvad tænker du om den?”

“Ikke så meget – bare at det her er en af mine vigtigste sager nogensinde.”

“Det lyder næsten, som om du har tænkt dig at lade din prestige gå forud for kravet om objektivitet,” sagde hun og rynkede panden.

“Jeg har aldrig nogensinde før taget stilling i skyldsspørgsmålet, så hvorfor skulle jeg gøre det nu?”

Hun mødte hans blik.

“Så du ville tage det med sindsro, hvis det viste sig, at beviserne ikke var stærke nok til at få ham dømt?”

“Selvfølgelig,” sagde han. “Men ud fra de beviser, der er kommet frem, kan jeg konstatere, at der er forudsætninger for at få ham dømt. Det er ikke en vur­ dering fra min side, det er bare en kendsgerning. At Danilo Peña er ekstremt voldelig, er også bare en kendsgerning.”

“Ja, det har jeg hørt.”

“Har du hørt det, eller ved du det?”

“Hvad mener du?” spurgte hun.

Per begyndte at pille ved spisepindene på sin tallerken. Han så på hende og følte, hvordan han var ved at nærme sig noget, hun ikke ville tale om.

27

Fars_dreng.indd 27

24/11/17 10.35

“Han spurgte efter dig i dag,” sagde Per efter et øjebliks tavshed.

Hun stivnede.

“Gjorde han?”

“Han ville mødes med dig. Hvorfor vil han det?”

“Aner det ikke,” sagde hun.

“Hvorfor spørger han så efter dig?” fortsatte Per. “Der må være en grund til det.”

“Betyder det noget?”

“Det synes jeg.”

“Men det gør jeg ikke,” svarede hun og så væk. ** * Bilen tordnede hen over den ujævne asfalt. Sam Witell kom ud af svinget, satte farten op og kunne snart se sit hvide hus.

Han stoppede brat i indkørslen, kastede sig ud af bilen, løb så hurtigt, han kunne, hen mod huset og tvang sig selv til ikke at råbe på Jonathan.

Sveden løb ned ad hans ryg, da han åbnede døren.

Han gik et skridt ind i den store entré og så hende straks.

“Felicia!” gispede han.

Hun lå stille et par meter fra ham med armene ned langs siden. Den grå striktrøje var gledet ned over hendes ene skulder, og bh-stroppen hang løst på huden. Hendes øjne var åbne og så på ham med et tomt blik. Det var et rødt mærke på det ene kindben, og en blodpøl havde samlet sig rundt om hendes hoved og dannet en mørkerød bæk mellem de grå stenfliser, hun lå på.

“Nej, nej, nej ...”

Sam tog sin kone i armene, knugede hendes krop og mærkede, at hans hæn­ der blev våde af blodet. Derefter så han op ad trappen og råbte: “Jonathan?”

En bølge af panik skyllede ind over ham, da han ikke fik noget svar fra før­ stesalen.

“Jonathan, jeg kommer!”

Sam slap taget om Felicia og rejste sig så hurtigt op, at gulvet gyngede under ham. Han vaklede sidelæns, snublede over en gymnastiksko, ramlede ind i overtøjet, der hang på bøjler under hattehylden, og fik Jonathans lyseblå jakke ned over sig.

28

Fars_dreng.indd 28

24/11/17 10.35

Han viftede jakken til side, kæmpede sig på benene igen og løb op ad trap­ pen. Der lød en mærkelig pibende lyd fra tv-stuen. Den hakkede i det og kom igen, og Sam forstod, at tv-spillet var tændt.

“Jonathan?” råbte han igen. “Jeg er på vej!”

Stakåndet nåede han frem til Jonathans værelse, bemærkede det grønstri­ bede tapet og den uordentlige bogreol og så skrivebordet med den lille com­ puterskærm.

Sengen var redt, og det flødefarvede sengetæppe hang ned til gulvet.

Sam bøjede sig frem, skubbede det bløde stof til side og kiggede ind under sengen.

Chokket fik ham til at udstøde et skrig.

Jonathan var der ikke.

Fars_dreng.indd 29

24/11/17 10.35

3

Blåt lys fra politibiler og ambulancer fejede hen over haven og huset i Åselstad.

Henrik Levin var standset inden for døren. Teknikernes dragter knitrede.

Gerningsstedsundersøgelsen var allerede i fuld gang.

Han tog et skridt fremad og så på den døde kvinde, der lå på gulvet foran ham.

“Shit,” mumlede Mia, der stod lige bag ved ham, klædt i en kort, sort kjole.

De havde arbejdet tæt sammen længe, men Henrik havde aldrig set hende så smart klædt før. Alarmen var indløbet for tyve minutter siden. Da havde han netop parkeret bilen uden for sit hus. Han var straks drejet ud på gaden igen og havde ringet til Mia og hentet hende i en villa i Kneippen. Da hun satte sig ind i bilen, havde han holdt mund og ladet være med at kommentere hendes påklædning, og heller ikke hvordan hendes ånde lugtede, eller hvorfor hun så så sur ud. Han var bare kørt direkte herhen, til gerningsstedet.

Henrik så op, da Anneli, en af teknikerne, kom gående hen imod dem på trædepladerne med et kamera hængende om halsen. Hun nikkede kort og lag­ de sig på knæ ved siden af den døde kvinde.

“Nå ...” begyndte Henrik. “Hvad kan du sige om det, der er sket her?”

Anneli trak mundbindet til side.

“Hun har ikke været død ret længe,” sagde hun. “Jeg vil gætte på en time, måske endda kortere tid end det.”

“Og mordvåbenet?” sagde han spørgende.

“Ingen stiksår, ingen indgangshuller, så vidt jeg kan se. Hun har et mærke på kindbenet, og jeg gætter på, at hun har fået et hårdt slag, som resulterede i, at hun faldt bagover og slog baghovedet i stengulvet. Men om det var direkte dræbende, kan jeg ikke svare på.”

30

Fars_dreng.indd 30

24/11/17 10.35

“Er liget blevet flyttet?” spurgte Henrik.

“Det ser ikke sådan ud.”

“Har du set nogen spor af gerningsmanden?”

“Det har jeg ikke indtil videre,” svarede Anneli.

“Ingenting?”

“Nej, men vi er langtfra færdige.”

Henrik vendte sig om og bemærkede, at der lå en lyseblå barnejakke på gulvet, og at skostativet var væltet.

“Så vi har altså fået et mord på halsen,” konstaterede Mia. “Ikke kun det,” sagde han. “Der her drejer sig også om en bortførelse. For I har vel gennemsøgt huset?”

“Ja, det har vi,” svarede Anneli, “men vi har ikke fundet drengen.”

“Hvor gammel er han?” spurgte Mia. “Seks år,” sagde Henrik og trak vejret dybt, så op og kiggede rundt i huset.

Det havde en åben planløsning, og bordet stod dækket i spisestuen. En bølge af følelser strømmede igennem ham, da han så de fint foldede servietter, der lå på tallerkenerne.

“Nå,” sagde Mia. “Skal vi lade Anneli og hendes folk arbejde i fred, så de kan blive færdige på et eller andet tidspunkt?”

Henrik nikkede.

De gik ud på verandaen og fortsatte gennem haven hen til de blinkende biler.

I en af dem sad en mand med bøjet hoved og et tæppe om kroppen. En kol­ lega fra ordenspolitiet talte med ham ind ad den åbne bildør. Henrik forstod, at det måtte være Sam Witell, der sad der. Manden løftede hovedet og stirrede på dem med røde, forgrædte øjne, da de præsenterede sig.

“Hvad foregår der?” spurgte han med frygt i stemmen. “Jeg ved ingenting.

Der er ikke nogen, der siger noget.”

“Jeg er ked af det, Sam,” sagde Henrik. “Din kone er død.”

“Ja, men hvorfor er hun stadigvæk derinde?”

“Felicia skal blive der, til gerningsstedsundersøgelsen er færdig.”

Henrik kiggede på mandens blege ansigt, så rædslen i hans blik og fik plud­ selig ondt af ham. Han var blevet ramt af en ufattelig tragedie.

“Jeg er forfærdelig ked af det,” sagde han igen.

“Og Jonathan?” spurgte Sam. “Hvor er han? Har I fundet ham?”

31

Fars_dreng.indd 31

24/11/17 10.35

“Du må følge med os ind på politistationen nu,” sagde Mia. Sam så uforstående på hende og derefter på Henrik.

“Hvorfor det?” spurgte han bekymret.

“Vi er nødt til at tale med dig om det, der er sket,” sagde hun.

Sam begyndte at rejse sig. Tæppet gled ned af hans skuldre, og Henrik så, at han havde blod på hænderne og bukserne og trøjen.

“Sæt dig ned, Sam,” sagde Henrik og lagde en hånd på hans skulder.

“Men jeg kan ikke tage med,” udbrød han med et panikslagent blik.

Han ville rejse sig op igen.

“Bliv nu siddende,” sagde Henrik.

“Nej, jeg skal ...” svarede han og slog Henriks hånd væk fra sin skulder.

“Sæt dig ned!”

Henrik prøvede at forhindre ham i det, men han rev sig løs, kastede sig ud af bilen og forsøgte at løbe væk. Pludselig krøllede benene sammen under ham.

Han blev liggende på maven, mens han stirrede på sit hus og græd højt.

Henrik og Mia tog fat i hans overarme, trak ham på benene og hjalp ham tilbage til bilen. *** Jana Berzelius gik hurtigt ned ad trapperne og fortsatte gennem den lange gang hen mod parkeringskælderen. Hendes lange, mørke hår svingede let over skuldrene for hvert skridt, hun tog.

For kort tid siden havde hun fået opringningen fra Oscar om, at en kvinde var blevet dræbt, og en seksårig dreng var forsvundet. I samråd med både Oscar og sin chef, Torsten, havde hun besluttet at overtage sagen. Der skulle foreta­ ges en indledende afhøring af Sam, ægtemanden og faren, der havde været den første på gerningsstedet.

Per havde haft forståelse for, at hun var blevet kontaktet i en akut sag, og var ikke kommet med nogen spørgsmål eller indvendinger, men havde straks taget æsken med manchetknapperne, havde sagt hej og var gået.

Jana nærmede sig den kraftige metaldør ind til parkeringskælderen, da hun begyndte at tænke på det, Per havde sagt om Danilo. Han ville mødes med hende, men hun havde for længe siden besluttet, at hun aldrig mere ville have noget at gøre med ham.

32

Fars_dreng.indd 32

24/11/17 10.35

For ham var vansiringen i nakken ikke noget problem. Han risikerede ikke noget ved at vise den frem. Hun, derimod, risikerede alt.

Hun ville miste hele sin karriere, miste sit liv, hvis nogen fandt ud af, at hun var i stand at dræbe, at hun havde dræbt.

Den ubehagelige følelse vældede op i hende igen. Manden, hun havde kæmpet med i den illegale klub, havde set det, der var skåret ind i hendes nakke, og hun burde finde ud af, hvem han var, og tvinge ham til at glemme det, han havde set.

Det var tilstrækkeligt med den konstante frygt, hun følte for, at Danilo skulle afsløre hende. Han vidste, hvor vigtigt det var for hende at holde deres fælles fortid hemmelig, og det havde han udnyttet flere gange.

Det var i hendes lejlighed, han havde barrikaderet sig, efter at han var flygtet fra Vrinnevi-sygehuset. Desuden havde han stjålet hendes dagbøger og notater og truet med at sprede oplysningerne, hvis hun sagde noget til politiet. I flere dage havde hun været tvunget til at have ham i sit hjem.

Dengang havde han holdt, hvad han havde lovet. Da han endelig forlod lejligheden, fik hun dagbøgerne og notaterne tilbage. Hun havde brændt det hele undtagen dagbøgerne, som nu lå i en bankboks. De skulle være låst inde for evigt, gemt for omverdenen.

Jana skubbede metaldøren op, og lyden af hendes hæle gav genlyd, da hun fortsatte hen over det bare betongulv til sin sorte BMW X6.

Egentlig var hun ikke overrasket over, at Danilo ville mødes med hende.

Han havde ingen normale grænser – optrådte altid uforskammet og fjendtligt over for hende. Han var ekstremt stærk, kunne trænge igennem ethvert forsvar og var helt skånselsløs. Derfor havde hun også på fornemmelsen, at han ikke ville give op, før hun havde besøgt ham i arresten.

Men han skulle ikke få sin vilje, tænkte hun og låste bilen op. Ikke denne gang. *** En stærk lampe lyste oven over fængselsbetjent Rebecka Malms hoved. Hun stod uden for personalelokalet og fingererede ved staven, der hang i bæltet om hendes slanke talje. Det var på tide at gøre de indsatte klar til natten. Da Rebecka begyndte at arbejde i arresten for to år siden, troede hun, at hun ville 33

Fars_dreng.indd 33

24/11/17 10.35

blive vanvittig over alle de ensformige rutiner, men hun mærkede snart, hvor meget hun satte pris på, at arbejdsdagene var ens. Det føltes på en eller anden måde rart og trygt, og hun satte endnu mere pris på det efter den stormfulde skilsmisse fra Kristian.

Døren bag hende blev åbnet, og Rebecka så sin kollega Marko Hammar komme ud. Han var en kraftig mand i halvtredserne med langt hår.

“Hvorfor står du her?” spurgte han. “Er frøkenen bange for den store, stygge bandit i nummer otte?”

“Hold nu op,” sagde Rebecka irriteret. “Jeg er ikke bange for ham.”

Hun vidste godt, at hun med sin ringe højde og sit sminkede ansigt så yngre ud end sine syvogtyve år, men han behøvede ikke tale til hende, som om hun var et barn.

“Det burde du være,” sagde Marko.

“Prøver du at gøre mig bange?”

“Nej, men den nye fyr der er lidt ... vanskelig at håndtere, kan man vel sige.

Han sidder med maksimale restriktioner, men som alle andre indsatte har han ret til at traske rundt i motionsgården en time hver dag. Hvert skridt, han tager uden for cellen, skal overvåges af mindst to personer. Du vil måske gerne have, at jeg putter ham?”

“Stop det nu. Du holder dig til din side, og jeg til min, som sædvanlig.”

“Okay, men du må ikke tale med ham,” advarede Marko.

“Hvordan skal jeg så sige godnat til ham? Hvad har han egentlig gjort?”

Marko sukkede og tog nøglebundtet op af bukselommen.

“Danilo Peña er et monster, det er det eneste, du behøver at vide,” sagde han. “Så husk: ikke røre, ikke tale. Kun se.”

Side om side begyndte de systematisk at ønske de indsatte en god nat. Jo mere Rebecka nærmede sig celle nummer otte, desto mere spændt blev hun.

Hun forstod ikke hvorfor, for hun plejede aldrig at være urolig, når hun skulle møde en ny indsat. Det var Markos skyld, tænkte hun.

På grund af kollegaens idiotiske kommentarer tøvede Rebecka, da hun holdt nøglen hen mod låsen i Peñas celledør. Og i stedet for at åbne den låste hun lugen i døren op.

Forsigtigt kiggede hun ind, men hun kunne ikke se ham. Pludselig syntes hun, at hun hørte en stemme, der hviskede, og hun gøs. Hun smilede nervøst for sig selv, da hun forstod, at Peña stod i skjul på den anden side af døren.

34

Fars_dreng.indd 34

24/11/17 10.35

“Den tablet, jeg har spurgt efter,” hviskede han. “To gange har jeg bedt om at få en hovedpinetablet. Må jeg ikke godt ...”

“Rebecka!” råbte Marko vredt. “Hvad helvede laver du?”

“Han sagde, at han ...”

“Gå væk derfra!”

“Men han har brug for en tablet,” sagde Rebecka og kiggede surt på Marko.

“Det mener jeg ikke.”

“Alle indsatte har ret til medicin.”

“Det eneste, Peña har ret til, er at holde kæft. Hvis han nævner den der tab­ let én gang til, kan han godt glemme den time i gården i morgen.”

Rebecka så igen hen mod celledøren, og det gav et sæt i hende, da hun fik øje på Peña. Gennem den åbne luge kiggede han på hende med intense, mørke øjne.

“Vær nu rar,” bad han.

“Rebecka, luk lugen!” råbte Marko.

Modvilligt gjorde hun, som hun fik besked på.

“Hvorfor får han ikke bare en tablet?” spurgte hun stædigt, da hun fortsatte til den næste celle.

“Han skal bare lære, hvem det er, der bestemmer her,” svarede Marko.

“Men tænk, hvis han nu er alvorligt syg,” sagde hun. “Hvad gør vi så?”

“Ingenting,” sagde han og grinede. *** “Sæt dig ned, Sam.” Henrik Levin pegede på stolen bag bordet i forhørslokalet og satte sig så ved siden af Jana. Han kastede et hurtigt blik hen mod det mørke vindue. På den anden side af det fulgte Mia afhøringen.

Sam sank sammen på stolen. Han var formentlig stadig i chok. Hans blodige tøj var blevet sendt af sted til analyse, og han var i stedet blevet udstyret med en langærmet bluse og et par træningsbukser.

Henrik lænede sig tilbage og spekulerede på, hvordan han selv ville have haft det, hvis det var hans kone, Emma, der var blevet myrdet. Hvis det havde været et af deres børn, Felix, Vilma eller Vilgot, der var forsvundet. Hvordan ville han så få kræfter til at leve videre?

35

Fars_dreng.indd 35

24/11/17 10.35

“Jeg er virkelig ked af det, der er sket med din hustru og din søn,” begyndte han.

“Har I hentet hende?” spurgte Sam hviskende. “Felicia, har I hentet hen­ de?”

“Hun bliver i huset lidt endnu,” svarede Henrik.

“Og Jonathan?”

“Vi leder stadig.”

“Har I ledt omme bagved? Han har en hytte der, som ...”

“Vi leder overalt,” afbrød Henrik og så på Jana, der sad tavs og studerede manden over for sig.

De så begge op, da Sams forsvarer, en ældre mand med overskæg, kom ind i lokalet. Han satte sig ved siden af Sam og hviskede til ham, at han foreløbig ikke var mistænkt for noget, men at politiet bare ville have hans vidneforklaring.

“Jeg kan knap nok huske, hvad der skete,” sagde Sam, “jeg ...”

“Det forstår jeg godt,” afbrød forsvareren. “Men tag det bare roligt, og hvis du ikke ved, hvad du skal svare, så siger du bare ‘ingen kommentarer’. Okay?”

Sam nikkede.

“Vil I have nogle minutter i enrum?” spurgte Henrik.

“Nej,” svarede Sam og rystede på hovedet.

“Det her er altså en indledende afhøring,” sagde Henrik. “Vi ved, at du har set nogle ting, der kan være vigtige for os, og vi vil gerne have, at du fortæller det hele. Hver eneste lille detalje kan være afgørende for efterforskningen.”

“Okay,” sagde Sam og så ned.

“Jeg vil gerne have, at du husker tilbage på det, der skete i aftes. Du skulle købe fløde i Ica Kvantum, er det rigtigt?”

“Ja,” svarede han.

“Kan du fortælle, hvad der så skete? Gerne så detaljeret, som du kan.”

Sam trak vejret dybt og så op.

“Han ringede til mig.”

“Hvem ringede til dig?”

“Jonathan, han ville vide, hvornår jeg kom hjem. Fra butikken.”

“Hvad var klokken da, kan du huske det?”

“Halv syv, og han ...”

Sam begyndte at trække vejret mere besværet og trak ned i halsudskæringen på sin trøje, som om den sad for stramt.

36

Fars_dreng.indd 36

24/11/17 10.35

“... var bange, men jeg var der ikke, jeg kunne ikke hjælpe ham. Jeg kunne ingenting gøre. Åh gud, Jonathan ...”

Sam rystede på hovedet.

“Det var min skyld,” fortsatte han så.

“Hvad er din skyld?” spurgte Jana.

“At Felicia er død, at Jonathan er væk. Jeg skulle ikke være kørt fra dem, jeg skulle være blevet hjemme.”

Sams hage dirrede, og der var svedperler på hans pande.

“Er der nogen, der kan bekræfte, at du var i Ica?” spurgte Jana.

“Hvad?” udbrød han og så uforstående på dem. “Tror I ikke på mig? Tror I, at det er noget, jeg finder på?”

“Vi tror på dig, Sam,” sagde Henrik.

“Jeg magter det ikke. Han har dræbt Felicia og taget Jonathan.”

“Han?” spurgte Jana. “Hvem mener du?”

“Det ved jeg ikke. Jeg hørte, at det ringede på døren.”

“Du hørte det gennem telefonen?”

“Jeg hørte hende skrige ... og jeg så hende.”

Sam gjorde nogle kraftige synkebevægelser.

“Jeg så hende ligge der, helt stille. Jeg holdt om hende ... Åh gud, jeg kan ikke klare det. Jeg ...”

“Hvordan ved du, at det var en han og ikke en hun?” spurgte Jana.

Sam stirrede frem for sig, og det så ud, som om han prøvede at huske noget.

“Det var Jonathan, der sagde det. Han sagde, at han ikke turde gå ned, fordi der var en mand dernede. Han sagde, at manden råbte noget.”

“Hvad råbte han?”

“Det ved jeg ikke, det var et eller andet navn, men jeg hørte det ikke. Jeg sagde bare til ham, at han skulle gemme sig under sengen.”

Henrik så, at Sams ansigt blev anspændt. Jana betragtede ham lige så op­ mærksomt.

“Har du nogen anelse om, hvem gerningsmanden kan være?” spurgte hun.

“Nej, nej,” hviskede Sam. “Og du så ikke andre end din kone, da du kom hjem fra butikken?” spurgte Henrik.

“Nej. Finder I Jonathan?”

“Vi gør alt, hvad vi kan, for at finde ham,” svarede Henrik roligt.

37

Fars_dreng.indd 37

24/11/17 10.35

“I skal finde ham. Åh gud, han lød så bange.”

Sam lukkede øjnene og tørrede en tåre, der løb ned ad kinden, væk.

“Er I uvenner med nogen?” spurgte Jana. “Er der nogen, der har truet jeres familie?”

“Nej,” sagde Sam. “Og hvad for en omgangskreds har I?” fortsatte hun.

“Vi har ikke nogen omgangskreds.”

“Ingen venner?”

“Nej.” “Så I plejer ikke at få besøg?”

“Nej!” “Og Jonathan?” sagde Henrik.

“Hvad?” sagde Sam. “Har han nogen venner, der ...”

“Nej, siger jeg jo!”

Sams råb blev hængende i rummet.

Henrik syntes, det var mærkeligt, at familien ikke havde nogen omgangs­ kreds. Slet ingen venner, tilsyneladende, ikke engang Jonathan.

“Hvorfor åbnede hun så døren?” spurgte Jana lidt efter.

“Hvad mener du?” spurgte Sam og mødte hendes blik.

“Din kone åbnede døren,” sagde Jana. “Hvorfor gjorde hun det?”

“Alle åbner vel døren, hvis det ringer på?” indskød forsvareren og lagde en hånd på sin klients skulder. “Husk, at du ikke behøver svare, Sam. Du ved, at du bare kan sige ...”

“Hun ventede måske nogen?” afbrød Jana.

“Nej,” sagde Sam og rystede igen på hovedet.

“Er du sikker?”

“Ja!” Jana lænede sig frem og foldede hænderne på bordet.

“Ved du, om der var nogen, der ville skade hende?” spurgte hun.

Sam rynkede panden.

“Sam?” spurgte Jana. “Hvem tænker du på?”

“Du behøver ikke svare,” sagde forsvareren.

“Jeg ved ikke,” hviskede Sam. “Jeg ...”

“Du behøver ikke,” gentog forsvareren.

38

Fars_dreng.indd 38

24/11/17 10.35

Henrik tænkte, at de ikke måtte slippe grebet om ham nu.

“Kom nu, Sam,” sagde han. “Hvem ville gøre hende noget ondt? Hvem hadede hende? Hvem var misundelig på hende?”

“Sam?” spurgte forsvareren.

“Eller ved du, om der er nogen, som ville straffe dig?”

Sams øjne flakkede.

“Hvem ville tage alt fra dig?” fortsatte Henrik. “Hvem ville knuse dig? En slægtning, en kollega, en gammel klassekammerat? Tal med os. Hvem var det?”

Sam tørrede næsen i trøjeærmet og så op. Stemmen var hæs, da han sagde: “Ingen kommentarer.”

Fars_dreng.indd 39

24/11/17 10.35

schepp Emelie Schepp (f. 1979) er vokset op i Motala, Sverige, og bor nu uden for Norrköping med sin familie. Serien om Jana Berzelius har gjort hende til et kendt og elsket navn blandt svenske krimifans, som tre år i træk har valgt hende som Læsernes Krimifavorit.

FARS DRENG En varm sommeraften ringer den seksårige Jonathan til sin far Sam, der er på vej hjem. Skrækslagen hvisker drengen, at nogen er brudt ind i deres hus. Det er det sidste, Sam hører fra sin søn, inden han forsvinder sporløst.

Jana Berzelius kobles på den tragiske sag, og sammen med efterforskerne Henrik Levin og Mia Bolander forsøger hun at finde ud af, hvad der er sket med drengen. Sporene går tilbage i familiens fortid, og jo længere tid Jonathan er forsvundet, jo mere involveres Jana personligt.

Fars dreng er fjerde selvstændige bind i Jana Berzelius-serien.

Emelieschepp FARS DRENG

Emelie

De

svenske læseres krimifavorit

2016, 2017

og

2018

En Jana Berzelius-BOG

Emelie

schepp FARS DRENG En krimi kan rumme mange følelser, hvis bare man er velskrivende og i kontakt med sin forfatterrolle - det er Emelie Schepp!

HHHHH

– Fyens Stiftstidende

SPÆNDINGSROMAN HR. FERDINAND