Mine forældre, Rose Mary og Rex Walls, på deres bryllupsdag i 1956
Jeannette Walls
GLAS-
SLOTTET Oversat af Alis Friis Caspersen
HR. FERDINAND
I
.............................
EN
KVINDE PÃ… GADEN
JEG SAD I EN TAXA OG SPEKULEREDE PÅ, om mit tøj var for elegant til aftenens arrangement, da jeg kastede et blik ud ad vinduet og så mor gennemrode en affaldscontainer. Mørket var faldet på. En frisk martsvind hvirvlede dampen rundt, der steg op fra mandehullerne, og folk hastede af sted på fortovene med kraven oppe om ørerne. Jeg sad fast i trafikken to gader fra det selskab, jeg var på vej til. Mor stod kun fem meter fra mig. Hun havde bundet pjalter om skuldrene mod forårskulden og stod og rodede rundt i skraldet, mens hendes hund, et sort og hvidt terrierkryds, legede ved hendes fødder. Alle mors fagter var så velkendte – måden, hvorpå hun lagde hovedet på skrå og stak underlæben ud, mens hun vurderede de ting, hun havde fundet i affaldscontaineren, og måden, hvorpå hun spilede øjnene op af barnlig begejstring, når hun fandt noget, hun kunne lide. Det lange hår var gråsprængt, uglet og uvasket, og øjnene var forsvundet dybt ind i hulerne, men hun mindede mig stadig om den mor, hun havde været, da jeg var barn, og hun sprang på hovedet i bjergsøer, sad og malede ude i ørkenen eller læste Shakespeare højt for os. Kindbenene var stadig høje og stærke, men hun var furet og rødsprængt i ansigtet efter at have levet på gaden året rundt i mange år. For de mennesker, der gik forbi, lignede hun formentlig alle de tusindvis af andre hjemløse mennesker i New York. 11
Det var adskillige måneder siden, jeg sidst havde set mor, og da hun kiggede op, blev jeg overvældet af panik ved tanken om, at hun måske fik øje på mig og kaldte på mig, og at nogen, der skulle til samme selskab som mig, så os sammen, hvorefter mor ville præsentere sig og min hemmelighed være afsløret. Jeg gled ned i sædet og bad taxachaufføren om at vende bilen og køre mig hjem til Park Avenue. Taxaen kørte op foran ejendommen, dørmanden holdt døren for mig, og elevatorføreren kørte mig op til min etage. Min mand arbejdede over, sådan som han så ofte gjorde, og der var stille i lejligheden, når man så bort fra klikkelydene fra mine hæle mod det lakerede trægulv. Jeg var stadig oprevet over at have set mor, over så uventet at være stødt på hende, over synet af hende, mens hun glad og fro rodede en affaldscontainer igennem. Jeg satte noget Vivaldi på og håbede, at musikken ville gøre mig rolig igen. Jeg kiggede mig omkring i stuen. Der var bronze- og sølvvaser fra århundredskiftet og gamle bøger med slidte læderrygge, som jeg havde fundet på loppemarkeder. Der var indrammede kort over Georgia, ægte tæpper og en polstret læderlænestol, som jeg elskede at synke ned i om aftenen. Jeg havde forsøgt at skabe mig et hjem her, forsøgt at gøre lejligheden til et sted, hvor et menneske som mig havde lyst til at bo, men tanken om mor og far, der krøb sammen oven på en gaderist et eller andet sted, ødelagde fornøjelsen ved at bo her. Jeg var bekymret for dem, men jeg skammede mig også over dem, og jeg skammede mig over mig selv, fordi jeg gik med perler og boede på Park Avenue, mens mine forældre havde nok at gøre med at holde varmen og finde noget at spise. Hvad kunne jeg stille op? Jeg havde forsøgt at hjælpe dem utallige gange, men far insisterede altid på, at de 12
havde, hvad de havde behov for, og mor bad gerne om noget fjollet, såsom en parfumeforstøver eller et medlemskort til et helsecenter. De hævdede, at de levede på den måde, som de foretrak at leve på. Efter at have dukket hovedet for at mor ikke skulle se mig, hadede jeg mig selv – hadede mine antikviteter, mit tøj og min lejlighed. Jeg var nødt til at gøre noget, så jeg ringede til en af mors venner og lagde en besked. Det var den måde, vi holdt kontakten ved lige på. Det tog som altid mor et par dage at reagere, men da hun langt om længe ringede, lød hun som altid munter og ubekymret, som om vi havde spist frokost sammen dagen før. Jeg sagde, at jeg gerne ville tale med hende, og foreslog, at hun kom forbi, men hun ville hellere på restaurant. Hun elskede at spise ude, så vi blev enige om at mødes til frokost på hendes yndlingssted, en kinesisk restaurant. Mor sad i en bås og studerede spisekortet, da jeg kom. Hun havde forsøgt at fikse sig lidt op. Hun var iført en kun lettere plettet, poset grå sweater og sorte herresko af læder. Hun havde vasket sig i ansigtet, men hals og tindinger var stadig sorte af snavs. Hun vinkede henrykt, da hun fik øje på mig. ”Der er jo min lille pige!” råbte hun. Jeg kyssede hende på kinden. Mor havde puttet alle bordets små portionsposer med soyasovs og andedyppelse og stærk kryddersennep ned i sin taske. Nu tømte hun også en træskål med tørrede nudler ned i den. ”Til en lille snack senere,” forklarede hun. Vi afgav vores bestilling. Mor valgte en fiskeret. ”Du ved jo, jeg elsker fisk,” sagde hun. Hun begyndte at tale om Picasso. Hun havde set en retrospektiv udstilling af hans værker, og efter hendes mening var han stærkt overvurderet. Alt det der kubismenoget var det rene pjat, sagde hun. Efter hans rosa periode havde han ikke malet noget af værdi. 13
”Jeg er bekymret for dig,” sagde jeg. ”Fortæl mig, hvad jeg kan gøre for dig.” Hendes smil falmede. ”Hvad får dig til at tro, at jeg har brug for hjælp?” ”Jeg er ikke rig,” sagde jeg, ”men jeg har en del penge. Fortæl mig, hvad du har brug for.” Hun tænkte sig om et øjeblik. ”Jeg kunne godt tænke mig en elektrolyse-behandling.” ”Vær nu alvorlig.” ”Jamen jeg mener det. Hvis en kvinde ser godt ud, føler hun sig også godt tilpas.” ”Hold nu op, mor.” Jeg kunne mærke, hvordan jeg blev anspændt i skuldrene, sådan som jeg uvægerligt blev, når jeg havde den slags samtaler med min mor. ”Jeg taler om noget, der kunne gøre det muligt for dig at ændre dit liv, gøre det bedre for dig.” ”Du vil hjælpe mig til at ændre mit liv?” sagde mor. ”Jamen jeg har det fint. Det er dig, der har brug for hjælp. Du har rod i dine værdier.” ”Mor, jeg så dig rode rundt i en affaldscontainer i East Village forleden.” ”Nå ja, folk her i landet er alt for hurtige til at smide ud. Det er min måde at genbruge ting på.” Hun tog en bid fisk. ”Hvorfor hilste du ikke på mig?” ”Jeg skammede mig for meget, mor. Jeg gemte mig.” Mor pegede på mig med spisepindene. ”Der ser du!” sagde hun. ”Det var præcis, hvad jeg mente. Du bliver alt for hurtigt flov. Din far og jeg er dem, vi er, og det er du nødt til at acceptere.” ”Og hvad synes du, jeg skal sige til folk, når de spørger mig om mine forældre?” ”Sandheden,” sagde mor. ”Hvor svært kan det være?”
14
II
.............................
Ø RKENEN
DER VAR GÅET ILD I MIG. Dette er min første erindring. Jeg var tre år gammel, og vi boede i en trailerpark syd for en eller anden obskur by i Arizona. Jeg stod på en stol foran komfuret iført en lyserød kjole, som min mormor havde foræret mig. Lyserød var min yndlingsfarve. Nederdelen struttede som et balletskørt, og jeg elskede at snurre rundt foran spejlet og fantasere om at være en ballerina. I dette øjeblik havde jeg den dog på, mens jeg kogte pølser, som jeg stod og så blive tykke og bevæge sig rundt i det kogende vand, mens den sene formiddagssol sendte sine stråler ind gennem det lille køkkenvindue i vores campingvogn. Jeg kunne høre mor synge inde i rummet ved siden af, hvor hun sad og malede. Juju, vores sorte gadekryds, fulgte nøje med i det, jeg lavede. Jeg spiddede en af pølserne med gaflen og bøjede mig ned for at give ham den. Pølsen var så varm, at Juju kun forsigtigt slikkede på den, men da jeg rettede mig op for at røre rundt i pølserne igen, mærkede jeg et hedt pust i højre side. Jeg vendte mig om for at se, hvor det kom fra, og opdagede, at der var gået ild i min kjole. Lammet af skræk så jeg hvidgule flammer arbejde sig op ad det lyserøde skørt i en ujævn, sveden linje og videre mod min mave. Så fik ilden godt fat og nåede op til mit ansigt. Jeg skreg. Jeg kunne lugte forbrændt kød og hørte de 17
forfærdelige knitrelyde, da ilden svitsede hår og øjenbryn. Juju gøede. Jeg skreg i vilden sky. Mor kom løbende ud i køkkenet. ”Mor, hjælp mig!” hylede jeg. Jeg stod stadig på stolen og slog på flammerne med den gaffel, jeg havde brugt til at røre i kasserollen. Mor løb ud af rummet og kom tilbage med et uldtæppe fra et af hærens overskudslagre, som jeg hadede, fordi det kradsede. Hun kastede tæppet over mig for at kvæle flammerne. Far var kørt med bilen, så mor greb mig og min lillebror, Brian, og skyndte sig over til campingvognen ved siden af vores. Damen, der boede der, var ved at hænge tøj til tørre. Hun havde klemmer i munden. Mor forklarede med unaturlig ro i stemmen, hvad der var sket, og spurgte, om hun ville være sød at køre os til hospitalet. Damen smed klemmer og vasketøj på stedet og løb uden et ord hen til sin bil. Da vi ankom til hospitalet, lagde sygeplejerskerne mig på en båre. De talte sammen med høje, bekymrede hviskestemmer, mens de klippede resterne af min fine, lyserøde kjole i stykker med skinnende blanke sakse. Så lagde de mig op på en stor metalbriks på et leje af isterninger og pakkede noget af isen rundt om min krop. En læge med gråt hår og briller med sort stel førte min mor ud af rummet. Da de gik, hørte jeg ham sige, at det var meget alvorligt. Sygeplejerskerne blev inde hos mig. Jeg kunne mærke, at der var en vældig opstandelse på grund af mig, og lå musestille. En af dem gav min hånd et klem og sagde, at jeg nok skulle blive helt i orden igen. ”Det ved jeg godt,” svarede jeg. ”Men det er også okay, hvis jeg ikke bliver rask igen.” Sygeplejersken gav min hånd et nyt lille klem og bed sig i læben. 18
Det var et lille rum med hvide vægge, skarpt lys og metalskabe. Jeg stirrede et øjeblik op på rækken af hvide prikker i loftspanelerne. Jeg havde is på maven, brystet og op mod kinderne. Ud af øjenkrogen så jeg en lille, snavset hånd række op tæt på mit ansigt og tage en håndfuld isterninger. Jeg hørte en høj, knasende lyd og så ned. Det var Brian, der spiste af isen. Lægerne sagde, at jeg var heldig at være i live. De tog hudstykker fra den øverste del af mit lår og lagde dem på de værst forbrændte steder på mave og bryst. Man kaldte det hudtransplantation, fortalte de mig. Da de var færdige, pakkede de hele min højre side ind i gaze. ”Se, jeg er en halv mumie,” sagde jeg til en af sygeplejerskerne. Hun smilede og lagde min højre arm i slynge og fæstnede den til hovedgærdet, så jeg ikke kunne bevæge den. Sygeplejersker og læger blev ved med at stille spørgsmål: Hvordan gik der ild i dig? Har dine forældre nogensinde slået dig? Hvor har du alle de mange skrammer og blå mærker fra? Mine forældre havde aldrig slået mig, sagde jeg til dem. Skrammer og blå mærker havde jeg fået, når jeg legede, og brandsårene stammede fra pølsekogningen. De spurgte mig, hvordan det kunne være, at jeg kogte pølser, når jeg kun var tre år. Det var nemt nok, svarede jeg. Man lagde bare pølserne i vand og kogte dem. Det var jo ikke ligefrem en vanskelig opskrift, som man skulle være ældre for at kunne følge. Jeg kunne ikke løfte kasserollen, når den var fyldt med vand, og derfor stillede jeg en stol foran vasken, klatrede op på den og fyldte et glas med vand, og gik derefter hen til stolen foran komfuret og hældte vandet i kasserollen. Det gjorde jeg igen og igen, indtil der var vand nok i kasserollen. Derefter tændte jeg for komfuret, og når vandet kogte, lagde jeg pølserne i. ”Mor siger, at jeg 19
er stor i forhold til min alder,” fortalte jeg dem. ”Jeg får lov til at lave en hel masse mad.” De to sygeplejersker kiggede på hinanden, og en af dem skrev et eller andet på et clipboard. Jeg spurgte, hvad der var i vejen. Ingenting, sagde de, ingenting. Forbindingen blev skiftet hver anden dag. Sygeplejerskerne fjernede så den gamle gaze, der var stiv af blod og gult pus og små stykker forbrændt hud. Derefter lagde de en ny forbinding, en stor gazeforbinding, omkring de forbrændte steder. Om aftenen kunne jeg finde på at gnubbe med venstre hånd på de skorpede dele af huden, der ikke var dækket af gaze. En gang imellem pillede jeg skorper af. Sygeplejerskerne forbød mig at gøre det, men jeg kunne ikke modstå fristelsen til at pille i dem for at se, hvor stor en skorpe jeg kunne trække af. Når jeg så havde fået et par af dem af, lod jeg, som om de talte med hinanden med pibende stemmer. Der var skinnende rent på hospitalet. Alt var hvidt – vægge, sengelinned og sygeplejerskeuniformer – eller sølvgråt – senge, bakker og instrumenter. Alle talte roligt og høfligt med hinanden. Der var så stille, at man kunne høre sygeplejerskernes gummisåler knirke hele vejen ned ad gangen. Jeg var ikke vant til ro og orden og kunne godt lide det. Jeg kunne også godt lide at have et værelse helt for mig selv, eftersom jeg i campingvognen delte værelse med min bror og søster. Der var oven i købet et tv på væggen i min hospitalsstue. Vi havde ikke fjernsyn hjemme, så jeg så masser af tv. Fem uger i Ballon og Lucy Show var dem, jeg holdt mest af. Sygeplejerskerne og lægerne spurgte mig hele tiden, hvordan jeg havde det, og om jeg var sulten og kunne tænke mig et eller andet. Sygeplejerskerne kom med dejlig 20
mad med frugtsalat eller frugtgrød til dessert tre gange om dagen og skiftede sengetøj, selv om det stadig så rent ud. En gang imellem læste jeg højt for dem, og de sagde, at jeg var meget dygtig og læste lige så godt som en seksårig. En dag gik en sygeplejerske med lyst hår og blå øjenmakeup og gumlede på et eller andet. Jeg spurgte, hvad det var, og hun fortalte mig, at det var tyggegummi. Jeg vidste ikke, hvad tyggegummi var for noget, så hun gik igen og kom tilbage med en hel pakke til mig. Jeg tog et stykke ud, tog det hvide papir af og derefter det skinnende sølvpapir og kiggede på det pudrede, dejgrå tyggegummi. Jeg puttede det i munden og blev overrasket over den skarpe sukkersmag. ”Det smager godt!” sagde jeg. ”Du skal tygge det, ikke synke det,” sagde sygeplejersken leende. Hun smilede bredt og kaldte på de andre sygeplejersker, så de kunne se mig tygge tyggegummi for første gang i mit liv. Da hun kom med frokost til mig, sagde hun, at jeg var nødt til at tage det ud af munden, men bare rolig, tilføjede hun, jeg kunne få et nyt stykke, når jeg havde spist min mad. Når jeg havde spist hele pakken, ville hun købe en ny til mig. Sådan var det på hospitaler. Man behøvede ikke tænke på at løbe tør for mad eller is eller tyggegummi. Jeg ville gerne være blevet på det hospital resten af mit liv. Når min familie kom på besøg, skændtes de og lo og sang og råbte højt, så det gav genlyd i de stille gange. Sygeplejerskerne kom med tysselyde, og mor, far, Lori og Brian sænkede så stemmerne et par minutter, men de blev hurtigt højrøstede igen. Andre mennesker vendte sig altid om og stirrede på far. Jeg kunne ikke regne ud, om det var, fordi han var så flot, eller fordi han kaldte folk for ’makker’ eller ’goomba’ og kastede hovedet tilbage, når han lo. En dag bøjede far sig over min seng og spurgte, om 21
sygeplejerskerne og lægerne behandlede mig okay. For hvis de ikke gjorde det, ville nogen få røven på komedie, sagde han. Jeg fortalte far, hvor søde og rare de alle var. ”Selvfølgelig er de det,” sagde han. ”De ved, at du er Rex Walls’ datter.” Da mor ville vide, hvad lægerne og sygeplejerskerne gjorde, der var så rart, fortalte jeg hende om tyggegummiet. ”Adr,” sagde hun. Hun var modstander af at tygge tyggegummi, fortsatte hun så. Det var en ækel underklasseting at gøre, og sygeplejersken burde have spurgt hende, før hun lærte mig en så vulgær ting. Hun sagde, at hun ved gud agtede at sige vedkommende et par borgerlige ord. ”Det er trods alt mig, der er din mor,” sagde mor. ”Jeg har et ord at skulle have sagt, hvad angår din opdragelse.” ”Savner I mig?” spurgte jeg min storesøster, Lori, en dag, hun var på besøg. ”Egentlig ikke,” svarede hun. ”Der sker så meget for tiden.” ”Hvad?” ”Bare det sædvanlige.” ”Det er muligt, at Lori ikke savner dig, skattepige, men det gør jeg i hvert fald,” sagde far. ”Du har ikke noget at bestille i den her desinfektionsbule.” Han satte sig på sengekanten og begyndte at fortælle mig historien om dengang, Lori blev stukket af en skorpion. Jeg havde hørt den mange gange, men kunne stadig godt lide den måde, far fortalte den på. Mor og far var på udflugt i ørkenen, da Lori, der dengang var fire år gammel, væltede en sten, og skorpionen, der gemte sig under den, stak hende i benet. Hun havde fået kramper, og kroppen var blevet helt stiv og våd af sved. Men far havde ingen fidus til hospitaler, så han bar hende hen til 22
en heksedoktor fra navajo-stammen, som skar stiksåret op og smurte en mørkebrun masse på og messede et eller andet, og Lori blev hurtigt rask. ”Din mor burde have bragt dig hen til den samme heksedoktor den dag, der gik ild i dig,” sagde far. ”Ikke til de hersens hovedet-oppe-i-røvenkvaksalvere.” Næste gang de kom på besøg, havde Brian en forbinding om hovedet, der var snavset og fyldt med blodige kager. Mor sagde, at han var faldet ned fra sofaryggen og havde slået hul i hovedet, men hun og far havde besluttet ikke at køre ham på hospitalet. ”Der var blod overalt,” sagde mor, ”men det må være nok at have ét barn på hospitalet ad gangen.” ”I øvrigt er Brian så tykhovedet, at jeg tror, gulvet tog mere skade end ham,” sagde far. Brian syntes, at det var vanvittig morsomt og lo og lo. Mor fortalte, at hun havde skrevet mit navn på en lotteriseddel på markedet, og at jeg havde vundet en tur i helikopter. Jeg var henrykt. Jeg havde aldrig fløjet med hverken fly eller helikopter. ”Hvornår får jeg så den tur?” spurgte jeg. ”Åh, men den har vi allerede været på,” svarede mor. ”Det var rigtig sjovt.” Så kom far op at skændes med lægen. Det begyndte, da far sagde, at jeg ikke skulle have forbinding på. ”Brandsår har brug for luft,” sagde han til lægen. Lægen sagde, at forbindingen var nødvendig for at forhindre infektioner. Far stirrede på lægen. ”Til helvede med infektioner,” sagde han. Han fortalte lægen, at jeg ville være arret resten af livet på grund af ham, men at jeg denondelyneme ikke ville være den eneste, der forlod dette sted med ar på kroppen. Far trak sin knyttede næve tilbage, som om han skulle til 23
at slå lægen, som så løftede begge hænder og veg baglæns. Før der skete noget, dukkede en uniformeret vagt op og beordrede mor, far, Lori og Brian til at forlade stedet. Bagefter spurgte en sygeplejersker, om jeg var okay. ”Selvfølgelig,” svarede jeg. Jeg sagde til hende, at jeg var ligeglad med, om jeg fik nogle dumme, gamle ar. Fint nok, svarede hun, for det virkede, som om jeg havde en del andet at bekymre mig om. Et par dage senere, da jeg havde ligget på hospitalet i seks uger, kom far til syne i døråbningen ind til min stue. Han sagde til mig, at vi skulle tjekke ud nu på Rex Wallsmåden. ”Er du sikker på, det er okay?” spurgte jeg. ”Stol nu bare på din gamle far,” sagde han. Han løsnede min højre arm fra slyngen over mit hoved. Da han holdt mig tæt ind til sig, kunne jeg lugte den velkendte duft af Vitalis-shampoo, whiskey og cigaretter. Det fik mig til at tænke på mit hjem. Far ilede ned ad gangen med mig i favnen. En sygeplejerske råbte, at vi skulle standse, men far satte bare farten op. Han skubbede dørene til en nødudgang op og stormede ned ad trappen og ud på gaden. Vores bil, en ramponeret Plymouth, som vi kaldte Den Blå Gås, holdt rundt om hjørnet med motoren gående. Mor sad foran, Lori og Brian på bagsædet sammen med Juju. Far løftede mig ind på sædet ved siden af mor og satte sig bag rattet. ”Nu behøver du ikke være bange mere, skat,” sagde far. ”Du er i sikkerhed nu.”
24
FÅ DAGE EFTER AT MOR OG FAR havde hentet mig, kogte jeg igen et par pølser. Jeg var sulten, mor arbejdede på et maleri, og der var ingen andre til at lave dem til mig. ”Stor pige,” sagde mor, da hun så mig stå og lave mad. ”Det gælder om at komme hurtigt op på hesten igen. Man kan ikke gå resten af sit liv og være bange for noget så almindeligt som ild.” Det var jeg heller ikke. I stedet for blev jeg fascineret af ild. Far mente også, at jeg skulle se fjenden stift i øjnene, og han viste mig, hvordan man førte en finger gennem en flamme. Jeg gjorde det igen og igen, langsommere for hver gang, noterede mig den måde, min finger næsten skar flammen midt over på, og afprøvede, hvor længe min finger kunne holde til det uden direkte at blive forbrændt. Jeg var altid på udkig efter større brande. Når naboerne brændte affald, løb jeg over og så flammerne forsøge at smutte ud af affaldstønden. Jeg gik langsomt nærmere og nærmere, mærkede varmen mod mit ansigt, indtil jeg var så tæt på, at det blev uudholdeligt, og derefter bakkede jeg lige netop langt nok væk til, at det igen blev til at holde ud. Nabokvinden, som havde kørt mig til hospitalet, var overrasket over, at jeg ikke flygtede fra enhver brand, jeg så. ”Hvorfor fanden skulle hun det?” råbte far med et stolt grin. ”Hun har allerede udkæmpet én kamp med en brand og vandt.” 25
Jeg begyndte at stjæle tændstikker fra far. Så gik jeg om bag vores campingvogn og strøg dem. Jeg elskede den raspende lyd af rødt svovl mod den sandpapiragtige brune strimmel, når jeg strøg den, og den måde, hvorpå flammen sprang frem fra den røde spids med et smæld og en hvæsen. Jeg ventede, indtil varmen var helt oppe ved mine fingerspidser, før jeg triumferende slukkede den. Jeg satte ild til papir og små bunker kviste og holdt vejret indtil det øjeblik, ilden var tæt på at være for voldsom. Så stampede jeg den ud og bandede stygt ligesom far en gang imellem: ’Svumpukkel!’ og ’Pikslikker’. Én gang gik jeg om bagved med min yndlingsdukke, Klokkeblomst, der var lavet af plastik. Hun var femseks centimeter høj og havde gult hår, der var samlet i en hestehale. Hun havde hænderne på hofterne på en selvsikker, skælmsk måde, som jeg beundrede. Jeg strøg en tændstik og holdt den op til Klokkeblomsts ansigt for at vise hende, hvordan det føltes. Hun så om muligt endnu smukkere ud i lyset fra flammen. Da tændstikken gik ud, strøg jeg en ny, og denne gang holdt jeg den helt tæt op til Klokkeblomsts ansigt. Pludselig blev hendes øjne store, som om hun var bange, og jeg så forskrækket, at hendes ansigt var begyndt at smelte. Jeg pustede tændstikken ud, men det var for sent. Klokkeblomsts engang så perfekte næse var fuldstændig forsvundet, og hendes kokette, røde læber var blevet til en grim, udtværet plet. Jeg forsøgte at gnide hendes træk tilbage, som de engang havde været, men det lykkedes mig kun at gøre det værre. Ansigtet kølede næsten øjeblikkeligt af og blev igen hårdt. Jeg lagde forbinding på. Jeg ville ønske, jeg kunne lave en hudtransplantation på Klokkeblomst, men det ville have været ensbetydende med at skære hende i stykker. Ansigtet var smeltet, men hun var stadig min yndlingsdukke. 26
Far kom hjem midt om natten et par måneder senere og vækkede os. ”Det er på tide at trække teltpælene op og flytte ud af den her rendesten!” råbte han. Vi havde et kvarter til at samle de nødvendige ting sammen og lægge dem ud i bilen. ”Hvad er der galt, far?” spurgte jeg. ”Er der nogen efter os?” ”Det skal du ikke bekymre dig om,” sagde far. ”Overlad det til mig. Har jeg ikke altid passet godt på dig?” ”Selvfølgelig har du det,” svarede jeg. ”Stor pige!” sagde far og gav mig et knus og råbte derefter til os om at få lidt mere fart på. Han tog de vigtigste ting – en stor stegepande af smedejern og kasserollen, nogle tintallerkener fra hærens overskudslager, et par knive, sin pistol og mors bue og pil – og lagde alt sammen ned i bilens bagagerum. Han sagde, at vi ikke kunne tage meget mere med, bare nok til, at vi kunne overleve. Mor skyndte sig ud i haven og begyndte at grave huller ved skæret fra månen for at finde sin krukke med penge. Hun havde glemt, hvor hun havde gravet den ned. Der gik en time, før vi langt om længe havde fået mors malerier surret fast på biltaget, proppet alt, hvad der var plads til, ned i bagagerummet og stablet resten op på bagsædet og nede på gulvet. Far kørte langsomt Den Blå Gås gennem mørket for ikke at afsløre for nogen i trailerparken, at vi, som far udtrykte det, var ved at tjekke ud. Han sad og brokkede sig over, så satans længe vi havde været om at pakke de få nødvendige ting og derefter at få plantet røven i sædet. ”Far!” udbrød jeg. ”Jeg glemte Klokkeblomst!” ”Klokkeblomst skal nok klare sig,” sagde far. ”Hun er ligesom min lille, tapre pige. For du er tapper og fuld af gåpåmod, ikke også?” 27
”Det er jeg vel,” sagde jeg. Jeg håbede, at den, der fandt Klokkeblomst, ville elske hende på trods af hendes smeltede ansigt. Som trøst forsøgte jeg at knuge Quixote, vores gråstribede kat, der manglede det ene øre, ind til mig, men han hvæsede og kradsede mig i ansigtet. ”Ti stille, Quixote!” sagde jeg. ”Katte bryder sig ikke om at flytte,” forklarede mor. Dem, der ikke brød sig om at flytte, var ikke inviteret med på vores eventyr, sagde far. Han standsede bilen, tog Quixote i nakken og smed ham ud ad vinduet. Quixote landede med et hvinende skrig og et bump, far satte farten op igen, og jeg brast i gråd. ”Det er ikke noget at tude over,” sagde mor. Hun sagde, at vi altid kunne få en ny kat, og at Quixote nu skulle være vildkat, hvad der var meget sjovere end at være huskat. Brian var bange for, at far også kunne finde på at smide Juju ud ad vinduet, og holdt godt fast på ham. For at få os børn til at tænke på noget andet fik mor os til at synge sange som ’Don’t Fence Me In’ og ’This Land is Your Land’, og far sang for i livlige fortolkninger af ’Old Man River’ og den gospelsang, han holdt allermest af: ’Swing Low, Sweet Chariot’. Der gik ikke lang tid, før jeg havde glemt alt om Quixote og Klokkeblomst og de venner, jeg havde haft i trailerparken. Far begyndte at fortælle om alle de spændende ting, vi skulle lave, og om hvordan vi blev rige, når vi var nået frem til det nye sted, hvor vi skulle bo. ”Hvor skal vi bo, far?” spurgte jeg. ”Der, hvor vejen fører os hen,” sagde han. Senere samme aften standsede far bilen midt ude i ørkenen, og vi sov ude i det fri. Vi havde ingen puder, men far sagde, at det hørte med til hans plan. Han var ved at lære os at ranke ryggen. Indianere havde heller 28
ikke hovedpuder, forklarede han, og se bare, hvilken fin holdning de havde. Vi havde vores kradsende tæpper fra overskudslageret, og dem bredte vi ud og lå så der og kiggede op på stjernehimlen. Jeg sagde til Lori, at vi var heldige at kunne sove ude i det fri ligesom indianere. ”Vi kunne bo sådan altid,” sagde jeg. ”Det tror jeg også, vi kommer til,” svarede hun.
29